01 Den gamle mand hos lægen. Der er noget galt
– Nå, du klager over manglende humør, manglende madglæde, manglende energi, i det hele taget manglende livsglæde?
– Ja. De sidste par år er det bare gået ned ad bakke. Jeg vågner tit om natten og har triste tanker. Det handler slet ikke om at bo i Thy.
– Vores ellers så aktive sexliv er totalt forsvundet. Jeg kigger ikke efter andre kvinder længere. Ved heller ikke, hvorfor jeg skulle. Hvad er der med de kvinder? Ikke en skid. Jeg gider ingenting. Sidder bare der i en stol dagen lang. Engang skrev jeg bøger, men ingen gad læse dem. Jeg holdt foredrag, som ingen gad høre. Jeg spillede golf, men de andre spurgte, om ikke jeg hellere ville spille bridge. Jeg købte en el–cykel, men batteriet virkede ikke. Mit fjernsyn kan ikke tage TV2. Min Toyota har ikke automatgear. Min ismaskine kan ikke fryse. I det hele taget er det noget værre lort. Jeg kunne lige så godt lægge mig til at dø. En pensionist er kun til ulejlighed i vores samfund. Jeg får heller ikke skrevet noget. Plejer ellers altid at være optaget af den næste roman, men jeg har ikke lyst og kan ikke se formålet med det.
– Men du fejler altså ikke noget fysisk. Det kan i hvert fald ikke måles. Hvordan er det, dyrker du motion?
– Jeg spiller da lidt golf. Du ved, gammelmandsgolf. Lidt i den ene side, lidt i den anden.
– Hvor tit?
– Åh, en gang om ugen eller sådan.
– Det er ikke meget. Ellers sidder du bare hjemme og glor ud ad vinduet?
– Nej. Somme tider rejser jeg mig og henter et nyt glas rødvin.
– Hvad spiser du?
– Så meget som muligt så tit som muligt. Nej. Pjat. Rødt kød, stegt flæsk med persillesovs, medister, frikadeller og bagefter dessert med is eller pandekager og om aftenen en kage til kaffen. Napoleon eller Sarah Bernard eller Othello. Nogen gange deler vi bare en pakke flødeboller eller to. Af og til får jeg dejlig mad på efterskolen, selv om der er for mange grønsager. Dem piller jeg fra.
– Ja, men er du ikke gået på pension?
– Jo, det er flere år siden. Men jeg er altså blevet valgt ind i bestyrelsen for skolen.
– Hvor du nu er formand?
– Jeps. Der skal være fordele for formanden, siger køkkenlederen, så derfor skal jeg somme tider tage kage med hjem til konen, siger hun. Her forleden fik jeg en hel borgmesterstang.
– Jeg tror, du skal til at leve sundere.
– Sundere? Rødvin er da sundt for ældre, ikke?
– Det er vist kraftigt overdrevet. Næh, du skal bevæge dig noget mere. Jeg kan forstå, at du spiser mere end rigeligt, drikker en hel del vin og bevæger dig alt for lidt. Det betyder altsammen, at du gradvist graver din egen grav.
– Hvad? Graver min egen grav? En pensionist har vel allerede fat i skovlen …
– Jep. Men du kan nu godt vente lidt med at grave. Du skal til at spise grønsager, fisk, groft brød, havregryn og gå mindst en lang tur hver dag. Og drikke vin i mere begrænsede mængder. Vand er bedre og billigere.
– Hold da kæft.
Jeg kigger ud ad vinduet og kan se vandet lige udenfor.
– Sikke en fin udsigt du har her fra konsultationen. Spiser du aldrig godt og drikker dejlig vin?
– Nu snakker vi ikke om mig.
– Jeg er jo bare gammel og skal snart dø. Sidder du somme tider og nyder udsigten?
– Den er jeg glad for. Nu skal du høre. Om en måned vil jeg se dig igen, og i mellemtiden omlægger du din kost og dine motionsvaner til det bedre. Og lad så være med alle de overspringshandlinger. Her er opskriften.
– Javel.
Han giver mig en folder fra kommunen. Den er i fine farver og fortæller det sædvanlige om sund mad og sund motion. Sund, sund, sund. Det er til at blive syg af at læse.
“I tilfælde af at du ikke lever sundt, kan du risikere indlæggelse på Thisted Sygehus”. Står der. Så ved man, hvad klokken er slået.
Lægen studerer sin skærm. Har han i det hele taget set på mig under hele konsultationen? Jo, da jeg trådte ind.
Jeg rømmer mig:
– Kan jeg ikke få noget medicin, der kan hjælpe mig?
– Du fejler ikke noget, Per Ole. Så skal man ikke have medicin. Du er simpelthen blevet for doven. Det har ikke været godt for dig at blive pensionist. Men selvfølgelig … jeg har da et forslag, hvis …
– Jo, for pokker. Hvis du vidste, hvad jeg har måttet undvære af sure forældre, gnavne elever og besværlige kolleger, der aldrig var tilfredse, så ville du vide, hvor godt jeg burde have det.
– Ja, men du har det jo ikke godt. Ellers ville du vel ikke sidde her?
Jeg synker hen i logikkens indre cirkler. Manden har jo ret. Hvorfor sover jeg så dårligt, når jeg ingen spekulationer har med mit arbejde. Nu spekulerer jeg som en sindssyg på, hvorfor jeg spekulerer sådan.
Jeg siger farvel. I døren spørger lægen mig med lav stemme:
– Du nævnte noget om din manglende sexlyst?
Jeg kigger mig rundt. Der sidder et par ældgamle og formentlig tunghøre damer i venteværelset. De ligner ikke nogen, der ødelægger sengen med hidsig lagengymnastik.
– Sex interesserer mig ikke en døjt. Den ene gang om året kan lige gå an. Sidste gang med konen var nytårsaften. Eller. Nej, vent lidt. Det var vist forrige år …
– Ja, det er jo helt unormalt for en frisk ældre herre som dig.
– Frisk?
Jeg bøjer overarmen og klemmer om musklerne, selv om jeg er meget i tvivl om, hvor de er. Hvis der er nogen. Det er der ikke.
– Vil jeg genvinde tidligere tiders sexlyst, bare hvis jeg dyrker lidt motion? Gå en tur og blive vanvittig liderlig?
– … OG ændrer på dine kostvaner. Det vil jeg tro. Men der er ingen garanti.
– Altså gå en tur og spis en gulerod og derefter: Soveværelset!
– Lidt i den retning. Nok ikke så dramatisk, som du ironiserer.
– Men sex er sgu så vildt overdrevet. Dyrker man det mere i vore dage? Har alle mennesker ikke alt for travlt til det der latterlige krop mod krop med underlige stønnelyde og udtømning af lugtende safter? Når man er ung, kan det forstås, for så laver man børn. Men i vores alder? Komplet nytteløst.
– Lad os nu se. Hjem med dig og løb en tur. Det vil garanteret hjælpe dig.
– Jeg er skeptisk. Det tror jeg også, min kone vil være. Måske kan der også Sct. Hansaften blive lyst til en tur i kanen. Det er da helt vildt med to gange om året. Men, – hov, jeg har jo slidgigt i knæet, så jeg kan ikke løbe.
– Så gå. Eller svøm.
– Vesterhavet er ret koldt. Har du selv prøvet?
– Det er dit liv, Per Ole. Ikke mit. Vi ses om en måned. Så er det nok ændret en del. Nu skal du se. Et øjeblik. Jeg får en ide.
Lægen smutter ind i konsultationen og vender tilbage efter et par minutter.
– Her er en recept.
– Hvad er det?
– Det er ikke som sådan medicin. Alligevel kan det godt hjælpe dig med at komme i bedre humør.
Han ser på mig og giver mig recepten. Jeg takker høfligt og forlader konsultationen og tager straks over på apoteket, hvor jeg holder døren for en dame, der bare går ind. Ja, ja, moster, jeg forventer skam ikke tak. Tør endelig fødder i mig, hvis du får lyst.
– God dag. Jeg har en recept. Forhåbentlig kan det give mig godt humør? Jeg har svært ved at sove om natten, og lægen har kun dette forslag. Han siger, at jeg intet fejler.
Den unge pige udleverer en æske Gajoler. Den er ret stor.
– Hjælper de virkelig.
Der er 67 års skepsis i min stemme. Jeg er så vant til, at medicin kun er godt i begrænsede tilfælde og altid med en hulens masse bivirkninger.
– Der skulle være nogle muligheder i dem, hævder hun. – Disse Megajoler hjælper med kontakten til andre mennesker. Du vil have en behagelig og frisk ånde, og det gør, at du ikke støder andre mennesker fra dig. Når først der er etableret kontakt, vil du opleve en stigende glæde og lyst til samvær med andre. Det vil igen påvirke din livslyst og glæde over tilværelsen.
– Ja, men kan man ikke bare købe dem i Brugsen?
– Nej, ikke Megajoler. Kun standard.
– Jeg tror, jeg tager en med det samme.
– Gør det, svarer hun.
Jeg napper en på fastende hjerte. Det er godt nok nogle store nogen, de der Megajoler, men skal det hjælpe, så må der power til.
“Apotekets Megajoler” står der på den sorte æske. Foran mig hænger en reklameplakat med en gul æske “Minijoler”.
Føler, at nu bliver jeg nok dopet som en anden Bjarne Riis og kører hjemad.
Trafikken glider fint, som den plejer, og jeg sutter løs på Gajolen. Vi ældre kører besindigt og dygtigt, når vi selv skal sige det, og der er absolut ingen grund til at overskride hastighedsgrænserne og risikere store bøder.
Gammel er et mærkeligt tillægsord. Det bøjes gammel, ældre, ældst, men alligevel er det bedre at være ældre end gammel. Og i en flok kan det ofte være bedst at være ældst. Det er logisk, at det hedder Ældre Sagen, ikke Gammel Sagen. Den ville ikke gå.
Når vi nærmer os en rundkørsel, sænker vi farten. Standser helt op og ser os godt for. Først til venstre, så til højre, selv om der egentlig ikke burde komme nogen fra højre.
Når jeg nu alligevel venter, kan jeg lige så godt nappe en Megajol mere og holde munden frisk, så jeg ikke støder folk fra mig.
Gamle vaner er ikke sådan at komme af med. Så kigger vi igen til venstre, om der da ikke snart kommer en. Nå, det ser der ikke ud til. Så kan man godt køre frem lige så forsigtigt. Og så er det bare med at slå blinkeren til, når man skal ud igen. Endelig ikke før. Det er forvirrende, hvis folk slår blinkeren til længe før, de skal dreje. Så er det bedre at gøre det, mens man drejer. Der er ingen i tvivl om noget som helst. Hvad fik min genbo ud af at blinke for tidligt? En bøde! Hvorfor? Fordi hans trailer kun kunne blinke til højre, og han skulle altså til venstre. Så det der blinkepåbud er noget overdrevet.
Vi er flere ældre, der har det på den måde. Vi tager den med ro, og det er ikke altid, at de unge snøbler har tid til det. Så overhaler de med hornet i bund og en finger ud af vinduet.
Farvel, bedstefar, hører man dem råbe. Jeg skal altså hjem inden jul.
Jo, tak. Du kan komme i kachotten, kan du. Og holde jul der sammen med narkobaroner og lommetyve.
(Fortsættes)
Forfatter
-
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg