Ens hjem skal være pænt og rent og ryddeligt, når der kommer gæster. Ikke?

Dennis Defekt er journalist og meningsindehaver. Hans holdninger er ikke altid flot velbegrundede, men han giver udtryk for centrale problemstillinger. Læseren bedes ryste på hovedet, smile bredt, irriteres eller blive vred, men engageret journalistik og meningshaveri udløser en slags reaktion. Dennis påstår selv, han er borgerlig med venstreorienterede holdninger hen over midten.

Nå, ja. Sådan behøver det vel heller ikke at se ud

Sig nej!

Kender I det?

Der er brugt timer på at gøre rent, rydde op, stille på plads, pudse sølvtøj eller guldtøj, arrangere i skuffer og skabe, på hylder og i køleskabe; ovnen har fået det årlige større rens, for der er konstante og varige aflejringer fra mangen en stegning. Rollefordelingen er nogenlunde fast, i hvert fald hos os: Jeg tager mig af rengøring, støvsugning, afstøvning, rydde op, mens fruen koncentrerer sig om maden. Den er sandelig vigtig.

Når vi er klar sådan cirka en halv time, før gæsterne formodes at indfinde sig, ser alt ud som i et Bo- Bedre-katalog.
Så det ser ud til, at vi efterligner de kendte. Kendisserne. For deres hjem ligner altid noget udstillingshalløj. Vi almindeligt dødelige har svært ved at komme helt derop.

Hvad med at blive enige om, at det kan godt være, at vi gør rent en gang imellem, at vi rydder op en gang imellem, men dette næsten automative idiosynkratiske forhold til at lave ens hjem om til et udstillingsområde, når familie og venner er inviteret, er jeg træt af. Gæsterne ved det godt, at sådan ligner vores hjem ikke dagligdagen. Det ved de, fordi de selv giver udtryk for, at de gør det på nøjagtig samme måde, når vi andre skal være gæster hos dem.

For fremtiden må I tage mit hjem, som det er til daglig.

Der er bare en lille hage ved det. Min kone kan godt acceptere min holdning, men har desværre den modsatte. Hun synes, at vi skal gøre rent, støve af, sætte friske blomster alle steder og vise et hjem frem, der tager sig ud. Ikke nødvendigvis et bo-bedre-hjem, men et gud-bedre-det-hjem.

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg