Thisted Kommune har etableret flere såkaldte hot spots (varme steder, hvilket er dansk er derfor ikke "smart") omkring Limfjorden og betegnet hele projektet med vandsport og naturmæssige interesser som Cold Hawaii Indland. På havnen i Vilsund skjuler sig et af disse hotspots.

Indenfor er der tydelig information om hotspotsene og om formålet med hele Cold Hawaii-projektet. Klik for >

Flere og flere danskere dyrker vandsport, også i Thy. I et historisk perspektiv er det en spændende udvikling, for hvor hav og fjord i århundreder har været thyboernes primære fødekilde, transportvej og arbejdsplads, er vandet de sidste 20 – 30 år i højere og højere grad også blevet thyboernes – og turisternes - legeplads. Med Cold Hawaii Inland vil Thisted Kommune udvikle den legeplads og de naturoplevelser, der knytter sig til vandet i hele kommunen og dermed bidrage til den livskvalitet, man som thybo oplever ved at have natur og rekreative muligheder lige uden for døren.
Helt konkret kobler Cold Hawaii Inland Vesterhavets mange aktiviteter via Vandet Sø til de mere rolige vande i Limfjorden ved at skabe:
  • en række frilufts- og vandfaciliteter af høj kvalitet, som tager hensyn til det specifikke område og den unikke natur, som findes i Thy.
  • genkendelige faciliteter, som sikrer en optimal før-under-efter oplevelse, og som kan bruges af alle, uanset forudsætninger.
Når Cold Hawaii Inland er opført i sin helhed, vil der være faciliteter ved fjord og sø for enhver smag: et fjordbad, saunaer, en badeanstalt, toilet-, bruse-, omklædnings- og skyllefaciliteter, bade- og kajakbroer, en wakeboardbane, et kajakhotel, depotfaciliteter, udendørsgrill, udsigtsposter, vandshelters mv.

De udvalgte ”spots” med særlige stedbundne potentialer i Cold Hawaii Inland er:

  • Doverodde
  • Krik
  • Vilsund
  • Thisted (Dragsbæk, Søbadet, Synopal Havn, Den Blå Løber/ Den rekreative forbindelse)
  • Bygholm
  • Vandet Sø

Hertil kommer udvalgte lystbådehavne, hvor Thisted Kommune forventer, at vandshelters bliver en ny flydende overnatningsmulighed.

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg