Alle navne er googlet og krakket, og skulle der alligevel opstå en lighed med nulevende eller afdøde personer, er den tilfældig og utilsigtet.
Omslagsfoto: Blåvandshuk Lokalhistoriske Arkiv

 

 

 

 

 

 

Vi flygter fra russerne til Danmark.
Februar 1945
Jeg fryser. Selv om jeg har masser af tøj på og en hue om hovedet og luffer på hænderne, fryser jeg. Jeg holder min mor i hånden, mens vi trasker af sted på vejen, der er fuld af is og sne.
Vi går bagerst i en lang flok af mennesker.
Jeg vender mig om mod Oma og Opa, der også går med hinanden i hånden. Vanterne er tykke og stive af frosten og ligner en stor tøjklump. Mine bedsteforældre har altid været gamle, men nu virker de ekstra gamle og går også langsomt. De har besvær med at følge med.
Opa standser og bøjer det ene ben. Der er et hul i den ene træsko. Jeg kan se den røde hud indenunder. Han ryster på hovedet.

Pludselig hører vi i det fjerne lyden af flyvemaskiner.
– Pas på, flyvere…
– Ned i grøften. Hurtigt.
Vi skynder os ned i grøften bag et vejtræ, og Opa hiver mor og min lillebror med sig.
– Dæk jer. Pas på.
Vi skriger alle sammen, mens larmen fra flyvemaskinen kommer nærmere og nærmere. Jeg holder mig for ørerne og lukker øjnene. Så er det, som om jeg slet ikke er her.
Jeg kan alligevel høre det der ra-ta-ta fra maskingeværet deroppefra. Vi kender det. Mor siger, at russerne skyder på alt, der bevæger sig. Derfor ligger vi helt stille.
Støjen fra flyet forsvinder, og vi rejser os og kæmper med at komme tilbage til vejen op af den sneglatte grøft.

Oma ligger stadig på maven halvvejs nede i grøften.
– Han er væk igen, Gretchen. Du kan godt rejse dig.
Opa rører hende let på skulderen. Men Oma rejser sig ikke.
Opa kaster sig ned over hende og vender hende og ser blodpletten.
– Neeeej, skriger han.

Jeg bliver bange, når Opa skriger sådan. Det plejer han ikke. De andre i kolonnen går bare langsomt videre igen.
Vi står tilbage og lægger ikke mærke til kulden, sneen og den hårde blæst.
– Gretchen, græder Opa. Mor græder også og tørrer øjnene hele tiden, mens de bliver ved med at røre Oma.
– Nu har jeg ikke mere at leve for, hulker Opa.
– Du har stadig os, hvisker mor.
Jeg stiller mig helt tæt ind til mor og holder om hende.
Opa tager begge hænder op for ansigtet og bøjer sig forover.
– Åh, min elskede, det her er blot et mareridt. Om lidt vågner jeg sikkert.

Opa hulker nu højt, hvad jeg aldrig har hørt eller set ham gøre før, og jeg begynder at græde. Jeg forstår, at Oma er død. Hun ligger og stirrer på os, men ser ingenting.
Opa lukker hendes øjne og ser sig om.
Mine tårer vælter frem. Skal jeg virkelig aldrig mere se og høre Oma? Hun var så god at snakke med, og jeg tænker slet ikke på de gange, hvor hun har skældt mig ud for at gå i jordbærrene eller drille hønsene.
Jeg synker sammen i grøftekanten og stryger Omas hår. Jeg har set døde før, for på vores lange vej har der tit ligget nogen i vejkanten, der var døde. Måske frosset ihjel. Det mente mor i hvert fald.
Men her ligger Oma og siger ingenting, ser ingenting, hører ingenting og skal aldrig mere sige noget til os, til mig. Det er noget helt andet, og jeg græder meget højt nu.
Mor trækker mig op til sig og siger:
– Sååå, såå.
Hun slipper mig og bøjer sig ned og tager fat i Omas ene arm.
– Skal vi? spørger hun Opa og nikker ned mod grøften. Hun begynder at trække min døde Oma ned i grøften, og jeg forstår det ikke helt.
– Neeejj, neej, råber jeg, mens jeg springer op og holder fast i mors ærme. – Det må I ikke.

Opa tager sin gamle, rynkede hånd op til min kind og ser på mig:
– Jo, lille Danuta, vi bliver nødt til at begrave hende.
Jeg forstår det ikke, men når Opa siger sådan, passer det.

Han og mor skraber den smule løs jord, de kan finde under sneen over Oma. Jeg bliver ved med at græde, for det er forkert at smide jord på hende. Selv over hendes ansigt selv om der lagt et lommetørklæde over.
Som om hun slet ikke …

Mor og Opa står og kigger, da Oma er dækket helt til.

– Gå I tre bare, græder han igen. – Det er lige meget med mig. Jeg er kun en gammel mand, der skulle have været død for længe siden. Jeg har ikke mere noget at leve for.
– Nej, Opa. Jeg vil aldrig forlade min papa. Vi har brug for dig, papa.
Mor er lige ved at græde også, kan jeg se, og jeg tager Opa i hånden.
– Du skal med, Opa. Kom nu!
Han står længe, men til sidst børster han jord og sne af sig.
– Lad os gå, siger han og stryger bagsiden af hånden over ansigtet.

Kolonnen med alle de andre fra landsbyen er så langt foran, at vi ikke kan se den længere. Jeg holder stadig Opa i hånden og knuger den, så hårdt jeg kan. Jeg tror ikke, han lægger mærke til det. Jeg har så mange spørgsmål, men tør ikke stille dem. Ikke endnu. Hvor er Oma nu? Selv om jeg synes, at jeg lige har set hende dø, ved jeg ikke meget om det.
Hvad er det at være død, Opa, jeg kan alligevel ikke forstå det? Savner du hende ikke forfærdeligt?
Jeg er klar over, at jeg aldrig mere skal se Oma. Aldrig mere.
Marts 1945
– Jeg fryser, mor.
Mor trykker mig ind til sig og forsøger at give mig varme. Snestormen er hård. Den kommer bagfra og kryber ind alle steder. Vi går meget langsomt. Vi har en lille trækvogn med. I den er nogle af vores ting, men vi skal hele tiden passe på dem, for pludselig kan det forsvinde. Der er nogen, der stjæler fra andre, fordi de ikke selv har.
Vi har forlængst vænnet os til at have tæpperne nedenunder det andet. Ellers forsvinder de.
Mor har lillebror i armene, men engang imellem lægger hun ham ned i vognen.

Jeg husker, at før vi tog af sted på denne lange og kolde tur, legede jeg i sneen. Vi byggede snemænd, kastede med snebolde efter drengene og tændte små lys i den mørke vinter. Det var, som om det slet ikke var koldt dengang.
Vi kælkede i timevis og grinede så meget, at det gjorde helt ondt i maven. Engang var vi kørt ind i et træ og kom heldigvis ikke til skade nogen af os.
Mens vi lå der og rodede rundt i sneen og grinede ret højt, sagde Uta pludselig:
– Øh, Danuta, er det rigtigt, at din far er neger?
Jeg blev ked af det og løb hjem til min mor.

Mor tog om mig:
– Ja, du skal jo have det at vide engang. Grunden til at du er lidt mørkere i huden er, at … at …
Jeg kiggede op på hende. Hvorfor sagde hun det ikke?
– … at en anden mand er din rigtige far. Vi blev glade for hinanden og skulle giftes og alt det der, men da jeg blev gravid med dig, blev vi enige om at skilles.
– Skilles?
– Ja, det gik ikke. Han var polak, og det er ikke så godt. Han var meget mørk i det, derfor ser du sådan ud. Men så traf jeg din nuværende far.
– Som så ikke er min rigtige far?
– Jo, Danuta. Du holder jo af ham, ikke? Du skal bare tænke på, at det er lige meget med ham den anden. Du har en far og en mor, er det ikke godt?
– Jooo.
Jeg tænkte lidt på det der med at være mørk. Det havde Uta jo set.
– Dit navn er polsk, og det er det, fordi det er en måde at vise din “rigtige” far respekt, ikke. Måske forstår du det ikke lige nu, men en dag vil du forstå det.
– Det tror jeg aldrig, jeg vil kunne forstå …
– Sludder, Danuta.

 

Marts 1945
Vi sover på et høloft på en tom lille bondegård.
Vi fandt nogle gamle roer i stalden, og de smagte vel nok godt. Jeg huggede det i mig, for jeg var sulten, og her var der en masse mad.
Det er dejligt at få sovet, og jeg rejser mig og hopper lidt, mens jeg nynner en melodi, inden vi skal videre.

Det er ikke sjovt at stå ude i kulden og blæsten igen.
– Mor, kan vi ikke blive her lidt endnu? Bare en dag mere?
– Nej, Danuta. Det går ikke. Russerne kommer tættere og tættere på.
Russerne er dem, vi er mest bange for.
– Der kan ske frygtelig ting, siger Opa, – hvis de fanger os.
Jeg ved ikke hvad. Måske slår de os ihjel.

Så vi må af sted. Mine ben er stive til at begynde med, men det hjælper efterhånden.
Opa får øje på noget længere fremme.
– Er der ikke noget der?
Han peger, men mor kan ikke se noget. Jeg kan heller ikke, selv om jeg stiller mig på tæerne. Jo, sorte klatter i sneen. Sådan lidt nede i grøften.

10 minutter efter kan vi se det.
En masse døde mennesker. Fra vejkanten og ned i grøften.
– De er skudt med maskingevær, siger Opa. – Det er fra vores kolonne. Jeg kan genkende den der trækvogn der.

– Det kan ikke være flyvemaskiner, der har gjort det her, mener Opa. Han har meget røde øjne, hvad jeg ikke har lagt mærke til før.
– Nej, det ser ikke sådan ud. Men hvad ellers?

Vi ser os omkring og går så videre og undersøger de døde for at finde mad eller tøj, der er bedre, end det, vi selv har.
Jeg hjælper med at lede. Roder i deres lommer og tasker. En mand ligger på siden, så jeg må rykke og slide i ham for at vende ham om. Det er bageren fra vores lille by, men det tager jeg mig ikke af. Han har åben mund, men ellers ligner han en, der sover.
I hans inderlomme er et fint guldur med kæde. Det tager jeg og gemmer på mig.
Opa finder et par gode støvler, der måske passer ham, men han har svært ved at få dem af den døde mand, der bærer dem.
– Hvem er det, spørger jeg.
– Jeg kender ham ikke. Vi kender ikke alle fra landsbyen. Der kan også være nogen andre, der er stødt til kolonnen.
Jeg nikker bare.
Manden har ikke sokker i støvlerne, og hans fødder er en blodig, størknet klump. Jeg hjælper Opa med støvlerne. Da vi i fællesskab får den højre af, følger en del af foden med. Den er brækket i frosten og hænger fast i resten. Vi trækker til og får vrikket kød-stumpen ud. Det er meget svært i frosten.
Opa får også besvær med at få støvlerne på, selv om de er for store.
– Nå, nu sidder de. Det er rart ikke at have hul i støvlerne.
– Jeg har heldigvis ikke hul i mine støvler.
– Nej, det skal du heller ikke have, lille Danuta.
– Så lille er jeg da heller ikke.
– Kom. Vi går videre. Om en god måned, tror jeg, vil vi være på Hela.
– Hela?
– Ja. Derfra sejler de store skibe med alle os flygtninge.
April 1945
Havnebyen Hela er mørk, og det er her, vi kan komme med et skib og helt væk fra alt det, der er så uhyggeligt. Der er en masse mennesker i byen, og de har trækvogne, kufferter, tasker og sække med, og alle ser trætte ud.

– Hvad hedder det store skib der, mor? Jeg kan ikke se det.
– Det har sådan et kunstnernavn, jeg ikke kan huske… Vi har fået det at vide.
– Nu kan lillebror snart blive rask, ikke mor?
– Jo, min pige. Og du skal få så meget mad, så du bliver tyk og fed.
– Jeg har ondt i hovedet. Hvor er Opa?
– Han er henne for at spørge nogen om, hvilket skib vi kan komme med. Nå, der kommer han.

– Vi skal enten til Lübeck eller København…

Vi klatrer med besvær ned i en af de mange små både, der sejler os ud til de store skibe, men da vi kommer ud til det første, kæmpestore skib står en matros på trappen op langs skibssiden og ryster på hovedet. På det store skib er der mennesker alle vegne. De hænger ud over rælingen og vinduerne.
Et par andre matroser kommer ned ad trappen. De råber i munden på hinanden:
– Desværre. Ikke mere plads …
– … Vi har over 6.000 mennesker her på Goya og har altså ikke plads til flere. Prøv et andet.

En officer kommer til syne helt oppe og råber ned til os:
– Kaptajn Plünnecke har beordret stop for så meget som en eneste mere ombord!

Vi må opgive, og den lille båd tøffer videre op til det næste skib i konvojen.

Vi når hen til det forreste skib, hvor der vist er plads til os. Alle de mennesker! Jeg er træt og vil bare sove.

Langsomt lyder motorerne i skibet højere og højere. Jeg ligger trygt mellem min mor og Opa og har det så dejligt. Tænk ikke at skulle gå længere.
– Mor, tror du, vi sejler til København?
– Jeg ved ikke, hvorhen, men læg dig nu til at sove, Danuta.
Jeg lukker øjnene og mærker, at skibet sejler. Det giver nogle sjove ryk. Jeg glider ind i søvnen og drømmer om at komme til paradisets have. Her plukker jeg et saftigt, rødt æble og skal lige til at sætte tænderne i det, da en høj lyd vækker mig.

– Hvad var det?
– Det lød som eksposioner. Åh, nej, hvad…
– Se! Den er ved at krænge over.

Jeg farer op og prøver også at se ud ad vinduet, men kan ikke rigtig se noget.
– Åh, alle de mennesker…
– Skynd jer, tag fat her…
– Tak, matros. Man kan ikke høre, de råber, de stakler.
– Hvad sker der, hvad er der galt, mor?
– Russerne har vist ramt et af skibene her i konvojen. Men ikke os. Sov bare igen, Danuta.
Det var lettere sagt end gjort. Selv om jeg lukker øjnene, kan jeg ikke sove. Stemmer lyder hele tiden, og de fortæller om et skib, der i øjeblikket synker med en masse mennesker ombord, og jeg når at tænke på, at det lige så godt kunne være os, der synker, før jeg glider væk.

April 1945
– Se, Opa, er det så paradis?
– Det kan kun være København. Ja, så tror jeg, du har ret.
– Hold den lille. Åh, han græder hele tiden. Jeg kan snart ikke mere.
– Hold ud lidt endnu.

Jeg kan mærke, at alle virker så glade. Mor smiler, og det er længe siden, hun har gjort det. Selv Opa forsøger, kan jeg se.
Jeg savner også Oma. Åh, hvor er det synd, at hun ikke kan være med os nu.
De snakker meget om det skib, der er gået ned med over 6.000 mennesker. Jeg gyser ved tanken om det kolde vand, der bare stiger og stiger.
Opa peger ind mod kajen og de tyske soldater der.

April 1945
– Mor, er det her, vi skal bo?
– Ja, min pige. Tys, du vækker lillebror.
– Er han stadig syg?
– Meget. Vi må bede om en læge til ham, så snart vi … der må komme nogen, der …
– Jeg er sulten.
– Ja, min pige, det er vi alle. Du skal se, nu får vi nok snart ordentlig mad. De sidste dages kartoffelsuppe var ikke meget.
– Mor, det er der Führers fødselsdag i dag.
– Danuta, jeg kunne ikke være mere ligeglad. Lad ham rådne op i lagkagen …
– Ja, men mor, jeg …
– Ti!

Jeg holder min mund. Mor sidder med lillebror og vugger ham frem og tilbage. Han ser meget syg ud. Hun rejser sig med ham og lukker døren op og råber til en eller anden udenfor. Hun vil have fat i en læge.
Opa kommer til og siger, at han vil prøve at skaffe en hos vagten.

– Får vi snart noget at spise?
– Ja, der kommer vist noget der.
– Mange tak. Selv om det igen er kartoffelsuppe. Åh, det er i det mindste varmt. Pas på. Pust på det. Hva så, papa?
– Han ville ikke hjælpe.
– Hvad siger du?
– Jeg fik ham til at ringe til den lokale praktiserende, men han ville ikke hjælpe. Han sagde, så længe vi er i krig, har han ikke pligt.
– Det er løgn. Det kan de da ikke.
– Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre.

Jeg bliver helt ked af det. Kan ikke forstå, hvorfor der ikke kommer en læge.

April 1945
– Han er død!
– Ja, men …
– Han er død.
– Lad mig. Hvor skal du hen?
– Han er død, begriber du det ikke?
– Pas på, der står to vagter derhenne.
– Jeg er ligeglad. Min dreng er død.
– Forbandede svin. MIN DRENG ER DØD.
– Hov, hov, stop lige med det der.
– Svin! Svin!

Vagtposterne griber fat i mor og siger noget på dansk, som jeg ikke forstår. Bortset fra ordet svin. Lillebror død?
– Svin, åh, I danske er nogen svin.

Måske forstår de, hvad mor siger.
De skælder hende ud og slæber hende af sted. Min mor!
– Du skal ikke kalde os for svin, siger de.
– Svin! Svin, råber mor.

Jeg skriger, hvor er Opa, men jeg tør ikke andet end at gå derfra og stille mig op bag en af barakkerne for at vente på hende. Jeg vil ikke tænke på lillebror.

Da hun endelig kommer, humper hun og har ondt.
– Mor, har du slået dit ben?
– Åh, de svin. De svin.
– Gør det ondt, mor?
– Ja, jeg skal bare lige ligge lidt …
Jeg tager mor under armen og støtter hende hen til barakken, hvor hun straks lægger sig på sin seng. Jeg lægger mig ved siden af og helt tæt ind til hende.
– Du er en god pige, hvisker mor, og først der ser jeg hendes røde kind, som om hun er slået.
– Skal jeg hente lidt vand på en klud til dig?

Hun nikker, og jeg springer efter det.
– Er lillebror død, hvisker jeg helt ind til mors øre.

Hun siger ingenting. Men jeg kan se, at hun nikker en smule.
Jeg græder igen. Sådan en lille dreng. Hvorfor?
– Ja, hulker jeg, – men hvorfor?

Her er der jo ikke russiske flyvemaskiner.
– Han var syg, og de ville ikke hehandle ham.

Mors stemme er mærkelig. Hun kan lige så godt snakke om at feje gulvet.

Lillebror er død. Han er væk. Jeg ved ikke hvordan, og hvem der har taget ham med sig. Jeg knuger mig ind til mor og kan ikke holde op. Hun stryger mit hår og bliver ved med at gentage, at jeg er hendes lille pige, selv om jeg er 11 år og derfor en stor pige.

Jeg bliver ved med at græde, indtil jeg falder i søvn.

Maj 1945
– Kan du ikke prøve? Måske vil de godt hjælpe nu?
Mor tager Opa i hånden, og Opa nikker.
– Jeg vil godt prøve igen.

Jeg følges med Opa fra det mørke rum ud i solen og kniber øjnene sammen.
– Må jeg lege med Hanne og Lone?
Opa nikker, og løber hen mod udgangen. Jeg har fået et par gode danske veninder, der også vil lege med mig.
Opa har nemlig repareret en af vagternes bil, og derfor må jeg godt lege med vagtens piger.
De sidder ved bordet i det ene lokale.
– Hallo, Danuta. Vil du lege?
– Ja, det vil jeg gerne.
Dansk er ikke spor svært. Jo, i begyndelsen, men ikke nu. Jeg hjælper Hanne og Lone med deres lektier, især regning, som de ikke altid kan finde ud af.
– Vi skal lave regning først. Vil du låne min læsebog, spørger Hanne og rækker mig den.
– Jo, tak, det vil jeg gerne.
Jeg slår op i læsebogen og begynder straks at læse.
– Du skal lige hjælpe os med regning først, smiler Lone og lukker min læsebog. – Bagefter vil vi lege skjul og hoppe i sjippetov.

Senere vender jeg hjem igen. Her er der sket noget i mellemtiden.
– Jeg kan prøve, men …
– Tak, papa. Skynd dig.
– Mor, du ser helt hvid ud i hovedet.
– Jeg er så syg, Danuta. Åh, jeg har så ondt.
– Mor, jeg bliver bange.
Nu må lægen da komme. Vi har været her så lang tid, at de må kende os og hjælpe. Jeg går ud i solen og leger lidt.

Men jeg må tilbage til det mørke og kolde værelse. Her sidder Opa ved siden af mor.

– Mor? Moar?
– …
– Åh, Danuta. Din mor er død.

Opa tager om mig.
Det vil jeg ikke høre. Jeg har sat fingrene i ørerne.
Mor er hvid i ansigtet eller måske gul, det er svært at se herinde i halvmørket. Men hun ser tilfreds ud. Så kan hun ikke være død. Hun ligner en, der sover og har dejlige drømme.

Jeg hiver mig fri fra Opa og går ud. Det er den samme sol, der stadig skinner varmt og skønt, og lige i nærheden leger nogle af de andre børn fra lejren. Pludselig kommer en af dem hen til mig.
– Jeg hedder Hannes, siger han. – Vil du være med? Vi leger spark til dåse.
Han skraber i jorden med sin hullede sko.
Jeg nikker bare. Så vil mor være vågen igen, når jeg kommer tilbage, og alt vil være godt. Jeg sender en lille bøn til den kære Gud og ber ham så mindeligt om at spare hendes liv. Jeg mumler, at hun er det sidste, jeg har tilbage. Altså, hvis han har glemt det. Der er sikkert så meget at tænke på, og Gud har nok temmelig travlt for tiden.

Men alt er forkert, da jeg kommer tilbage til barakken. Intet er godt. Mor er død. Hun ligger stadig på samme måde, som da jeg gik. Opa sidder ved siden af med hovedet på mors skulder.
Det her kan ikke passe. Det kan simpelthen ikke være sandt.
Min mor.

Men det er sandt.
Jeg har nu kun Opa tilbage. Der liebe Gott er ikke længere der liebe. Gud har forladt mig, og jeg aner ikke, hvorfor. Nu græder Opa for anden gang i mit liv, og jeg begynder at indse, hvad der er sket.
Jeg tager en snor fra en stol og holder den så hårdt, jeg kan, mod mine lår. Den borer sig ind i kødet, der kommer en rød stribe, og blodet pibler frem.

Jeg laver en til ved siden af, og en til, og en til …

Om aftenen kan jeg ikke sove. Jeg ligger tæt ind til Opa og mærker godt, at han heller ikke kan.
Smerten i låret gør godt på en eller anden måde. Så kan jeg tænke på det i stedet for …
Men næste morgen er smerterne næsten væk, men ikke det andet.

Med ansigtet nede i vaskefadet går det pludselig helt op for mig, hvad der er sket. Jeg skriger og kaster fadet ind i væggen. Jeg griber flere stole og smider rundt med dem. Flere voksne kommer styrtende for at trøste og hjælpe mig, men de bringer ikke min mor med.
Det er her, jeg beslutter, at jeg aldrig mere vil bede til den Gud, der har forladt mig for altid. Først Oma. Så lillebror. Og nu mor. En Gud, der er så ond, kan ikke være en god Gud. Så er alt lige gyldigt.
Hvis han var god, ville han have sagt til lægen, at min mor skulle hjælpes. Så ville lægen også have gjort det.
Det er jeg sikker på.
Jeg græder hele tiden. Engang imellem går jeg ud i solskinnet og leger lidt. Det hjælper, synes jeg. Så går jeg tilbage igen og græder. Holder Opa i hånden.
Juni 1945
Hannes kom flere gange i går og spurgte, om jeg ville lege. Han er højere end mig, lyshåret og ser bare sådan på mig. Jeg glor tilbage, indtil han slår sine ned.
Han tager min hånd, men jeg slår den væk. Vender mig om.

Da han prøver igen, slår jeg ham. Jeg rammer ham midt i ansigtet med sådan en kraft, at han falder om.

Der ligger Hannes.
Jeg bøjer mig ned til ham og hvisker undskyld.
– Jeg er ked af det.
Han rejste sig og stirrer tavst på mig, mens han holder sig for ansigtet.
– Jeg ved ikke, hvad der skete.
– Det er i orden, mener han så og giver mig sin hånd, og jeg hjælper ham op igen. Jeg holder fast i hans hånd et stykke tid. Jeg bader hans ansigt i køligt vand. Jeg kan godt lide det ansigt. Jeg tørrer det bagefter i en klud og stryger blidt med hånden ned over kinden. Han ryster sig fri og vender ansigtet bort. Jeg må ikke se, at han græder. Hans skuldre ryster op og ned, og jeg ved, at han er ked af det. Jeg holder om ham i lang tid. Jeg har ondt i maven, men det hjælper mig.
– Jeg savner min mor, siger jeg.
– Jeg savner også min, svarer han. – Og min far. Min mor var med det skib …
Jeg nikker.

Fra nu af er vi meget sammen, Hannes og jeg.
Vi sidder somme tider bag en bestemt barak og leger med småsten, som vi lægger på jorden i forskellige mønstre, mens vi forklarer hinanden, hvad det betyder. Hannes ser sig tit om.
– Hvorfor gør du det, spørger jeg.
– Måske finder jeg en, jeg kender, svarer han. – Jeg har ingen familie her. Min far er soldat, og mine bedsteforældre ved jeg ikke, hvor er.

Inden jeg går hjem til Opa for at få lidt at spise, trykker jeg Hannes´ hånd. Jeg tror, han er lidt genert, for han smiler sådan på en bestemt måde, når jeg rører ham.
Jeg er forsigtig, for han er meget tynd og høj. Jeg vil nødig have, at han knækker sammen, går i stykker eller bliver syg og det, der er værre.

Vi rejser til Vest-Tyskland, hvor jeg skal i skole.
Februar 1949
– Nu er vi her.
– Det har også varet længe, Opa. Hamburg er godt nok en stor by. Men sikke mange ruiner.
– Den største. Der er mange flere ødelagte bygninger, end vi ellers har set på turen. Ikke helt ryddet op, som du kan se.

– De skal ligge på stue 15. Værsgo at følge mig. Også pigen. Hvad hedder du?
– Der kommer lægen.
– De kommer direkte fra Danmark? Jeg skal lige undersøge Dem, læg venligst frakken og skjorten.
– Hvad hedder du så, min ven?
– Danuta, og jeg er 15 år og ikke din ven.
– Du taler både tysk, dansk og polsk, ikke?
– Mnn.

Opa blander sig, inden han går med en sygeplejerske:
– Husk så, Danuta, at mit metalskrin indeholder, hvad du har brug for.

Opa hoster flere gange, og sygeplejersken tager ham under armen og forlader vores stue.
Jeg bliver urolig, for der går flere timer, hvor jeg bare sidder alene, læser, kigger ud ad vinduet og prøver at få tiden til at gå.
Endelig kommer sygeplejersken igen og fortæller mig, at Opa er syg, og at det ikke er så godt.
Februar 1949
Næste morgen vågner jeg ved, at sygeplejersken tænder lyset.
– Jeg er ked af det, men din Opa er død i nat.
– Død? Opa?
– Ja, det er hårdt. Jeg kan heller ikke se, at du har familie her i Tyskland.
– …
Hun siger, at hun kommer igen, når jeg har vasket mig og fået tøj på. Jeg skynder mig og bliver hurtigt færdig. Ude på gangen møder jeg hende.
– Kom med mig, Danuta, kom her. Ja, men hvor skal du hen?

Jeg går min vej. Jeg kan ikke holde ud at se på hende. Det er synd for mig, tænker hun nok.
Jeg går ud ad hospitalets hvide dør og skynder mig væk.

Der er en bro over Elben i nærheden af hospitalet, hvorunder jeg har fundet et godt sted. Hernede lever nogle hjemløse. Jeg er selv hjemløs og er kommet her flere gange i den senere tid, mens Opa lå syg. Hospitalet gør mig træt af det hele.
Jeg skraber sten og noget jernaffald væk, så der kan blive en plads. Her sætter jeg mig og stirrer ud. Et stykke derfra ligger en hjemløs og sover. Han er helt borte i sin sovepose. Nej, han sover ikke helt. Et hoved dukker frem:
– Nå, er du her?

Jeg nikker. Det er svært at benægte.
– …
– Øh, er der noget galt? Jeg synes, du virker så tavs?
– Min opa er lige død.

Nu er det hans tur til at nikke.
– Var det den sidste i din familie, jeg synes, du har snakket om det.
– Mnnn.
– Åh, herregud, lille pige. Er du ikke ked af det?
– Det ved jeg ikke. Det kan snart være ligegyldigt det hele.
– Det må du ikke sige. Du er ung og har livet foran dig. Det kan sgu godt være, at du føler, du har det bag dig, men jeg kan love dig, at du har det for dine fødder.
– Hvordan?
– Du er en meget stærk person, Danuta. Vi andre her kan lære så meget af dig. Men for os er løbet kørt. Det er det ikke for dig.
– Lige nu er der ikke meget løb længere.
– Nej, det er klart. Sådan føler du. Det er klart.
– Hvordan ved du, at jeg er en stærk person?
– Den måde, du bare kommer her og sætter dig. Jeg lagde mærke til dig lige fra starten. Der er ikke mange unge piger, der finder herned, det tør de ikke, for vi er jo sådan nogle farlige nogen. Og så det, at du bare begyndte at tale til os. Som om vi betød noget for dig. Som om du slet ikke var bange for os.
– Mnnn.
– Efterlod din opa sig noget?
– Kun et metalskrin med nogle ting, blandt andet en pistol. Det vil jeg have, så om ikke så lang tid skal jeg jo tilbage til hospitalet for at hente det.

Efter nogen tid rejser jeg mig, vinker og går.
På hospitalet kommer en sygeplejerske styrtende og tager mig ved hånden.
– Du må ikke sådan forlade os, Danuta. Vi har jo fundet ud af, hvor du kan være. De 14 dage her har gået med det. Nu ringer jeg efter en dame, som du tidligere har snakket med. Det bliver nok hende, der skal hjælpe dig.
– Jeg vil gerne have opas metalskrin.
Jeg fumler med mit guldur, som jeg altid bærer på mig. Ingen ved, at jeg har sådan et. Det kan oven i købet gå.
– Alt det ordner sig. Kom. Lad os sætte os her. Jeg ringer efter hende.
Sygeplejersken går over på den anden side og ind på kontoret, veksler nogle ord med sekretæren der, og de kigger begge på mig.

– Nu kommer du hen et sted, hvor de er gode ved dig, og hvor du kan få mange veninder.
– Hvad skal jeg med dem?
– Vi har det alle svært, men nu begynder det langsomt at gå fremad.
– Fremad? Skal jeg sendes tilbage til Danmark?
– Nahaj, det kan jeg garantere dig, at du ikke skal. Du skal bo her i nærheden. Her er din bedstefars få ejendele, og her er et metalskrin, som han blev ved med at snakke om, og jeg måtte aflægge ed på, at du fik det.
– Jeg ved ikke…
– Nej, det er også svært. Det går nok. Du er en fornuftig pige.
– … Jeg ved ikke, hvor jeg ellers skal være?
– Der er mange børn, der ikke har deres forældre.
– Mnn.
– Ja, det er ikke let.

Hun løfter hånden og vil stryge mig over kinden.
Jeg slår hendes hånd væk og tager fat i hendes arm:
– Du rører mig ikke mere, har du forstået?
Så slipper jeg hende og vender ryggen til.

Sygeplejersken lyder forpustet:
– Jeg ved godt, hvor svært det må være for dig. Tro mig, jeg vil gerne hjælpe dig. Der vil heller ikke gå lang tid, så bliver du glad igen. Det er jeg sikker på. Skal vi vædde?
– Mnn.
– Hun er altså flink, hende der vil tage sig af dig.
– Jo.
– Ja.
– Hun kommer dog først i aften, og indtil da skal vi to lige snakke lidt sammen. Jeg håber, du vil spise noget mad; du må være sulten nu.

 

 

– Goddag, Danuta. Jeg hedder Frau Häusslein, og nu skal du høre.
– Mnn.
– Ja, jeg ved det godt. Du har det sandelig ikke let. Det er der mange, der ikke har. Derfor skal du også med mig, for jeg bor et dejligt sted, hvor der også er andre piger som dig, der heller ikke har deres forældre mere.
– Mnn.
– Du skal også i skole, for der er meget, der skal indhentes.
– Jeg gik i skole i lejren.
– Det ved jeg godt. Men jeg tror, at du er så kvik, at du slet ikke er færdig med det.
Sygeplejersken står bagved. De kigger begge på mig og smiler. Jeg forsøger at gengælde deres smil, men det er alt for svært. Alene det at få læberne krænget en smule udad, er umuligt. Jeg sætter fingrene op for at hjælpe dem på vej, men heller ikke det lykkes mig. Det er som at få to isblokke stukket i munden.
Jeg har lagt mærke til, at mine hænder altid er så kolde. Frysende kolde. Uanset om jeg tager dem i lommen eller lægger dem på kaminen. Jeg tror, at jeg kan stikke dem ind i ovnen, uden at de vil blive varmere. Måske kan de ikke engang brænde.

Jeg kan endelig lade hospitalet bag mig. Det giver mig en smule trøst. Under armen har jeg mine få ejendele, som jeg pakker ud, da jeg får min seng på instituttet for børn og unge, der ikke længere har noget familie. Og selvfølgelig mærker jeg lige efter, at jeg har mit guldur. Hver morgen trækker jeg det op. Det er det fineste, jeg nogensinde har ejet. Der er ikke en ridse nogen steder. Det går også præcist. Det er rart at have noget, der er så pålideligt.

Jeg smækker Opas metalskrin op på sengen og åbner det.
Der er noget, der gør mig interesseret. Det er ikke pistolen.
Jeg graver et lille hæfte frem. Opa har skrevet en slags dagbog, men har åbenbart ikke været særlig flittig. Der er lange perioder, han slet ikke nævner.
Men de dage, hvor der skete noget uhyggeligt, har han skrevet en hel del. Jeg kan ikke lade være med at læse det.

 

April 1949
– Første skoledag her; det er noget anderledes, end du måske har set i Danmark. Glæder du dig ikke meget?
– Jo. Skal De ikke med derhen, Frau Häusslein?
– Jo, det skal jeg da rigtignok. Vi skal alle af sted, så hele instituttet drager ud efter morgenmaden.
– Kan jeg ikke blive fri?
– Nej, kære Danuta. Den går ikke. Du har jo forsømt så meget i Danmark, så du er noget bagefter.
– Vi blev da undervist i lejren. En gammel præst fra Nieder Sachsen fortalte os om tyskernes historie. Og om krigen.
– Vi må se at glemme den krig. Den har ikke gjort meget godt for os tyskere. Alle hader os.
– Jeg skal lige hente noget.

Jeg går ned i kælderen i det bagerste toilet og undlader at tænde lys.

Her sætter jeg mig og er musestille. Tager et stykke kul op fra gulvet og forsøger at knuse det. Jeg hamrer det ind i væggen, indtil det går i stykker. Der er en form for glæde over, at det endelig, endelig formerer sig til flere. Jeg skriver på væggen uden at kunne se det: Den Händen hinter dem Rücken.

Vil ikke i skole. Indtil det pusler udenfor.
– Hallo, er der nogen?
Det er pedellen. Jeg forsøger at være helt stille. Så nyser jeg.
– Er der noget galt?
– Nej, siger jeg.
Jeg kan lige så godt komme frem.
– Ja, men Danuta. Du skal da i skole! Der er ikke andet at gøre.
Han står og piller lidt ved sin kittel.
– Kom, siger han, – så går jeg med.

På den måde lader jeg mig overtale.

 

 

April 1949
– Det er inspektør Altmann fra Centralskolen.
Frau Häusslein svarer åbenbart i den anden ende.
– Jeg har en lidt kedelig historie til Dem og tænkte, De skulle høre den med det samme. Hos mig her på kontoret har jeg en pige, der har været i slagsmål. Ikke sådan så hun græder og bløder og alt det der. Nej, en dreng fra parallelklassen har sagt noget grimt til hende. Han sagde altså negerunge eller sådan noget. Det er en stor og stærk dreng. De andre stod tæt omkring og grinede. Så fór Danuta på ham og slog ham så hårdt i ansigtet, at han fik næseblod og begyndte at græde, men hun blev ved og ved, og til sidst lå han på jorden, hvor hun sparkede ham. Gårdvagten overhørte det meste, mens han løb derhen og omsider fik hende vristet fra ham. De kan vel godt forstå, at selv i disse tider er det et sjældent syn. Gårdvagten var da lidt chokeret.

Jeg kan høre Frau Häusslein sige noget i røret.
– Ja. Jo. … Danuta sagde til gårdvagten noget i retning af: Det gør De aldrig mere!
– …
– Ja, formentlig afbryde et slagsmål, hun deltager i. Jeg ved det ikke.
– …
– Han er kørt på en skadestue. Hun har da slået til, for han så helt deform ud, måske er næsen brækket. Men Danuta står her og ser ikke ud til at være synderlig påvirket.
Hvad siger du, Danuta?

– Ikke noget.
– Ja, hun siger, hun har det godt, og vi holder øje med hende. Jeg syntes, De skulle vide det straks og komme og hente hende.
Har det godt? De mennesker aner ikke, hvad de taler om. Da ham idioten pludselig stod der og vrængede: Du ligner sgu en neger, og de andre begyndte at grine, var det bare for meget. Jeg har svært ved at forklare det, men det føltes, som om mit hoved pludselig fyldtes med en mørk sky af små splinter, stykker af bomber og kugler fra et maskingevær og slukkede alt andet omkring mig.

Jeg fór på ham og blev bare ved med at slå, og jeg gik direkte efter hans øjne og næse, der, hvor det gjorde mest ondt. Nogen forsøgte at holde mig, men det var umuligt. Han faldt ned på jorden, og jeg sparkede ham i ansigtet, indtil det var en blodig masse og fortsatte.

Jeg står forpustet og ser på ham, holdt fast i 1000 skruestik af et par lærere og nogle af de andre.

 

Maj 1949
– Vi har måttet indkalde Dem, da der er nogle ting, der skal tages hånd om. Først og fremmest gælder det, at der har været flere sager med Danuta, som vi skal have ordnet. Dernæst ved De, at nu, hvor den tyske forbundsrepublik er oprettet, kan der måske tilbydes yderligere hjælp. Men ingen af os ved ret meget om det endnu.
– De skal vide, at vi sætter alt til side, så vi kan få ordnet det til alles tilfredshed. Vi forstår, Danuta kan være truende og endda voldelig?

Frau Häusslein ser på mig. Hun ligner en, der er lige ved at græde.
– Ja, De kan huske den episode, der opstod allerede dagen efter starten på skoleåret. I første omgang blev de andre børn noget forskrækkede, og der kom nogle uger med fred og, skal vi sige, væbnet neutralitet. Alle passede vældigt på ikke at sige eller gøre noget, der kunne tænde hendes agressioner. Derefter har vi observeret, at der er gået lidt sport i at drille hende. Sådan er børn jo. Hvem tør? Især har drengene fra de lidt større klasser været aktive. Vi har haft flere inde til samtale og i et enkelt tilfælde med en advarsel til hjemmet, for det kan naturligvis ikke tilstedes, vel Danuta?

Jeg ryster på hovedet. Nej. Naturligvis ikke. Det siger de bare, fordi det ikke er godt for skolen. Det er ikke godt for lærerne og heller ikke for inspektøren.
Jeg holder mund med, at drengene også gør andet end at drille og håne mig. Nogle af dem rører ved mig, tager mig på bagdelen eller klemmer mine bryster. Hvis jeg når at reagere, ved jeg ikke helt, hvad der sker. Jeg har på fornemmelsen, at jeg slår dem, men kan ikke være helt sikker. Som regel stikker de af, og jeg orker ikke altid at forfølge dem.
– Har Danuta på nogen måde opført sig truende eller aggressivt?
– Nej, hun reagerer normalt ikke direkte. Men begynder de at blive nærgående, går hun til den. Senest i går, hvor et par drenge prøvede at slæbe hende ind på drengenes toiletter. Det slap de ikke godt fra, for hun slog fra sig og sparkede og gjorde i den grad modstand, at de blev ganske forslåede og måtte opgive. Men nu kan vi se efterfølgende, at de pønser på at gå sammen og på den måde få hende ned med nakken.

Jeg hader, når de snakker, som om jeg slet ikke er til stede. Jeg kan sådan set lige så godt gå min vej.
Jeg rejser mig op fra min stol og går hen til vinduet.

Inspektøren holder pause, men frau Häusslein fortsætter. Hun sidder med ryggen til.
– Hun har en god veninde på hjemmet, og de to piger er meget sammen og på en fredelig måde, skal jeg skynde mig at tilføje.
– Jeg ved heller ikke, hvad der sker. Hendes lidt mørkere udseende har fået nogen til at råbe polaktøs efter hende, selv om alle ved, at hun kommer fra Schlesien. Men det ord får hende til at blive ganske aggressiv. Og det ved de.
– Hvad ønsker De, vi skal foretage os?
– Måske kan vi ikke gøre andet end se tiden an. Hvis De ville tale med Danuta, hver gang der er en episode, og måske også være parat til at møde op her, så kan jeg ikke tro andet, end at det vil hjælpe på længere sigt. Problemet er, at når hun bliver aggressiv, bliver hun også svær at styre, og hun slår og sparker så længe, hun kan. Først når voksne griber ind og holder hende, standser hun op. Hun er i den situation en utæmmet, vild soldat, der er uden hæmninger. Jeg kan blive helt betænkelig, når jeg hører fra gårdvagten, hvordan hun kan reagere.
– Vi snakker med hende.

Ja, det var da en god ide. Snak med mig. Jeg står lige her.
– Jeg ved ikke, om et navneskifte kunne være en løsning. Hendes forældre gav hende et polsk navn, fordi de formentlig har villet signalere venskab og integration med polakkerne.
– Nej, vi har snakket om det, men det tror vi ikke, vi vil.
– Hun nævner ikke sin fortid i flygtningelejren med et ord. Men der er vist sket meget forfærdelige ting der.

Hold kæft, de snakker. De kunne spørge mig. Jeg er 15! Jeg tror, de tænker, at jeg er udenfor. At jeg ikke kan eller vil tale om det frygtelige i lejren.
Men jeg skal vise dem.
De behøver ikke at behandle mig som en pige på 11.

November 1949
– Nu er der gået over et halvt år, siden vi talte sammen sidst, og der har i den tid overhovedet intet været før i dag. Danuta har i et frikvarter slået en dreng så voldsomt, at han måtte på kommunehospitalet. De kom op at skændes over en bagatel. Det ene ord tog det andet, og han råbte polaktøs til hende. Så for hun på ham. Slog og sparkede ham, han faldt om, og hun fortsatte, inden gårdvagten kunne skille dem ad. Han fortalte mig, at hendes øjne ligefrem gnistrede og lynede, mens hun uophørligt sparkede ham i hovedet og hele tiden råbte: Jeg skal gi dig polaktøs, jeg skal gi dig polaktøs.
– Det er jeg oprigtig talt ked…
– Selv om det er længe siden sidst, begynder vi nu her at tale om, at hun har brug for professionel hjælp. Det er der mange, der har, men kun få, der kan forvente at blive behandlet. Det er en psykolog eller psykiater, der skal på banen. Dem er der bare ikke så mange af endnu. Vi bliver desværre også nødt til at sige, at næste gang noget lignende sker, må hun forlade skolen. De må finde et sted, der kan magte hende, for vi tør nok ikke blive ved. Der er jo ansvaret over for de andre forældre …
– … Selv om det er deres børn, der provokerer hende?
– Man kan sige, at en sådan provokation jo aldrig kan berettige til at blive slået og sparket til plukfisk.
– Vi har ellers været så glade for Centralskolen. Er du ikke også det, Danuta?
– Mnn.
– Lad os håbe, at det her var sidste gang. Det, der virkelig kan gøre mig bange, er, at den lille, slanke og nærmest undselige pige er så fysisk og psykisk stærk og udholdende og uimodtagelig for opfordringer til at stoppe, når hun bliver aggressiv. Men hun er jo ikke den eneste…
– Jeg tror, det tager sin tid at komme over på den anden side, når man har været på flugt fra russerne, set andre mennesker dø, overværet sin Omas og i Danmark lillebrors død, set moderen dø, være alene i verden med sin bedstefar, der så også døde, alt sammen som barn i den meget følsomme alder mellem 11 og 15.
– Vi ved jo, der er mange triste skæbner. Jeg synes også, I har gjort et fint stykke arbejde, og jeg anerkender og respekterer jeres indsats. Men jeg har også ansvaret for at drive denne skole, og jeg kan…
– Vi forstår. Vi flytter hende til en anden. Straks.
– Det er heller ikke sådan. Jeg sagde, at hvis hun næste gang …
– … Nej, straks. Det er godt at starte fra en frisk.

Jeg ved ikke, om jeg forstår. Der er flere ting, jeg ikke forstår.

Vi gik rundt i skolegården, og nogle af drengene stødte med vilje ind i mig. I begyndelsen var det sjovt nok, men efterhånden aftog morskaben. Jeg hørte, hvordan de aftalte, at nu var det dens eller dens tur til at jokke ind i negeren.

Så da den næste kom med skulderen først, undveg jeg, og da han faldt, sparkede jeg ham, så hårdt jeg kunne, direkte i ansigtet. Blodet sprang frem fra næsen, men jeg sparkede igen, også selv om han begyndte at skrige. Imens skreg jeg:
– Kald mig neger en gang til! Kald mig neger en gang til!
Jeg ramte ham igen og igen og blev ved. Jeg smadrede og sparkede ind i hans ansigt, i skridtet, i maven, indtil han lå stille. Og selv der fortsatte jeg med at slå ham, at løfte ham op i håret og lade hovedet falde ned på stenene under ham.

– Kald mig ikke neger mere, din lort, skreg jeg til ham og gentog det flere gange.

Til sidst ligger han helt stille, mens jeg står lige ved siden af og igen puster og stønner, som om jeg er løbet langt. En lærer kommer løbende til og river mig fra ham, mens alle andre står omkring helt tavse. Jeg er forvirret. På en måde er det ikke mig, der har gjort det; på en måde alligevel.
Den samme historie flere gange, som om drengene ikke vil tro på det. De vil ikke tro, at jeg kan blive så rasende. Eller også kan de godt lide at hidse nogen op.

Og altid de mange spørgsmål fra lærerne og inspektøren bagefter. Hvorfor gjorde du det? Hvorfor slog du sådan? Hvorfor sparkede du ham? De spørger meget, og indimellem er jeg højst forvirret og aner ikke, hvad jeg skal svare. Jeg kan høre på dem, at de synes, jeg er besværlig.

Og de vinder. Jeg skifter jo skole.

 

 

September 1950
– Velkommen til vort lille møde. Nu har Danuta været hos os gennem nogen tid, og vi synes, det går stadig fremad. Hendes aggressioner er blevet færre, og hun er begyndt at få styr på at løse konflikter på en anden måde end tidligere. At hun så tilligemed er kvik og forstår alting første gang er kun med til at bedre hele hendes situation.
– Da hun forlod Centralskolen sidste efterår efter flere bataljer med andre elever, var vi alle noget trykkede af det. De ved, vi søgte længe for at finde det rette sted, der også havde overskud til at klare sådanne problemer. Det ser vist ud til, at vi har fundet det her!

Frau Häusslein smiler over hele ansigtet og er tilsyneladende glad. Jeg ser som sædvanlig neutral ud. De skal ikke få mig ned med nakken.
Under samtalen bliver jeg så træt. Det hele er så håbløst. Uanset hvor meget, jeg anstrenger mig, synes jeg ikke, det vil lykkes for mig. Det er svært at få veninder. Det er, som om de er bange for mig.
Nu sidder de to voksne og snakker om, hvor godt det går.
Jeg piller lidt ved min taske. Jeg er med i en skolekomedie, og jeg spiller i og for sig min rolle ganske godt.

– Ja, det skal da kun glæde mig, hvis De ser sådan på det. Vi gør, hvad vi kan, og vores psykolog, regner vi selv med, er en af Hamburgs bedste. Men som De kan forstå, har han umådelig meget at se til. Englænderne har været meget behjælpelige.
– Hun skulle gerne tilbage til den almindelige skole, så vi tror og håber på, at det vil lykkes til næste skoleår. Ikke, Danuta?
– Jo.

Jeg er selv indstillet på, at det skal være slut med utilfredsheden med mig. Det har jeg været hele tiden.
Jeg er ikke ganske klar over, hvordan og hvad, men ved bare, at noget skidt sker en gang imellem. Psykologen snakker længe med mig.
– Du virker ikke som en glad pige, siger hun.

Jeg ryster på hovedet. Glad? Nej, det gør jeg nok ikke.
– Hvad kan gøre dig glad?
– Når nogen snakker til mig. Altså siger noget pænt.
– Sker det for sjældent, synes du?

Jeg nikker. Alt for sjældent.
– Måske skal du selv gøre lidt. Måske skal du gå hen til den veninde, du føler mest for og snakke til hende.
– Ja …
– Jeg tror, du vil opleve, at hun pludselig også snakker med dig. Det vil i hvert fald gøre dig i bedre humør.

Det er med den i hovedet, at jeg begynder på den nye skole.

September 1950
Da sidste time er slut, samler jeg mine ting for at gå hjem. Bag skolen står de der pludselig. Fem drenge. Jeg smider min taske og bliver bange. Forsøger at stikke af, men for sent.
De griber fat i mig og vælter mig ind bag noget buskads. Overmagten er simpelthen for stor. De hiver bukserne af mig og napper mig i skridtet, mens de råber og skriger. Bluse og undertrøje bliver revet i stykker, og de klemmer mine bryster. De fire af dem holder mig, mens den femte …
Angsten griber mig.
I et øjebliks uopmærksomhed slipper den ene mit ben, og det udnytter jeg. Straks løfter jeg knæet og hamrer det så hårdt, jeg kan, ind i ansigtet på ham, der er lige foran mig, og som har bukserne halvt nede. Det får dem et sekund til at vakle, og et par af dem giver slip på mig.
Jeg skriger så højt, jeg kan, og river mig løs fra resten. Mine fingre rammer direkte ind i øjnene på en af dem, mens jeg sparker en anden i skridtet. De tager flugten.
Jeg synker sammen, mens jeg stønner og puster. Hvad i alverden var så det?

Hjemme går jeg ind på badeværelset, men sekundet efter står frau Häusslein i døren:
– Ja, men du godeste, Danuta, hvordan er det, du ser ud? Jeg havde jo nok på fornemmelsen, da jeg så dig fra vinduet …

Jeg mumler noget om, at jeg er faldet og prøver at se sådan ud, men den går ikke. Hun bliver ved, mens jeg forklarer og forklarer, for når alt kommer til alt, kan jeg huske det meste af det, der skete og de drenge, der var efter mig.
Hun tager mig øjeblikkelig hen til instituttets læge, hvor jeg bliver undersøgt, selv om jeg ihærdigt påstår, at jeg ikke er blevet voldtaget. Men den tror hun ikke på. Jeg kan godt huske, at der var fem drenge, der truede mig.

De fem drenge bliver bortvist fra skolen, og nu går rygterne på, at det er min skyld.

Det er ikke en sjov tid. Heller ikke den. Jeg vågner som regel en eller to timer før, jeg skal op.
Mørket ligger om mig, og mine tanker er sorte. Døden hvisker konstant til mig: Ta med mig! Så får du fred! Døden lokker og fortæller mig, at mit liv ikke er værd at leve.

Det er først i gymnasiet, at jeg får fred. Jeg er åbenbart kvik nok til at sætte mig i respekt med ord. Måske hjælper pillerne, jeg har fået af psykologen også til. Jeg sover bedre.
Juni 1955
– Til lykke, Danuta. Altså, hvor klæder den dig dog godt.
– Tak.
– Til lykke med din studentereksamen, Nutte!
– Hvem var det?
– Åh, en af mine afficionados.
– Ja, du har da vist nogen stykker.
– Mnnn.
– Nej, min pige. Vi er alle så stolte af dig, så vi næsten ikke kan tale om andet. Højeste gennemsnit i hele Hamburg!
– Ja, ja.
– Til lykke, Danuta, hold kæft et snit, mand.
– Tak, tak, din burgøjser.
– Til lykke, Nutte.
– I lige måde!
– Her, skal jeg ikke tage blomsterne hen i bilen, så du kan få lejlighed til at få hilst af. Dine kammerater strømmer jo hele tiden herhen. Ham, der står der og ser uafladeligt på dig, er det din nye flamme?
– Wolfgang? Jo, sådan lige for tiden. Wolfgang, kom her over.
– Det er Wolfgang, det er Frau Häusslein.
– God dag og til lykke med hende. Hun er både den klogeste og smukkeste student her i dag!
– Så er det godt. Skal du have et par på lampen?
– Nej, ellers tak. Du og din kampsport. Jeg skal ikke nyde noget.
– Nå, vi skal snart i gang med løjer og sjov med lærerne, Frau Häusslein. Bagefter er der bal og fest og dans og musik, så vi ses nok ikke før engang i morgen.

Jeg ved ikke, hvor jeg står uanset de kvikke bemærkninger.
Glæden over at være blevet student er fin nok, men den skaber ikke den følelse af at være fri, jeg har håbet på. Jeg fortæller Wolfgang, at det er slut med os to. Jeg kan se, han bliver ked af det, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg gider ham ikke mere.

Senere sidder jeg sammen med mange af mine andre klassekammerater, og vi råber og skriger med øl i hænderne og synger populære og sjofle sange blandt andre:

“I Hannover bor ved floden
Røde Gyde nummer jen,
massemorderen Fritz Haarmann,
der har dræbt en masse mænd.

Haarmann har en lille hjælper
Grans hed´ denne unge mand,
det er ham, der vammelt lokker
drenge talrige som sand.

Vent du bare få minutter,
snart vil Fritz besøge dig,
med sin slebne slagterøkse,
laver han dig om til steg.

Øjnene de blir til sylte
bagdelen den blir til flæsk,
tarmene kan gå som pølser
resten får en go´ gang tæsk.”

Vi skråler den igen og igen, nyder at synge om den forfærdelige massemorder Haarmann, der fanger trækkerdrenge og henretter dem ved at kvæle dem og så siden skærer dem op med sin slagterøkse. Makabert! Et eller andet sted kan jeg godt lide den vise.
Af en eller anden grund begyndte historielæreren at fortælle om
Friedrich „Fritz“ Heinrich Karl Haarmann fra Hannover, der blev henrettet i 1924 for mord på 27 drenge mellem 10 og 22 år:

– Før Haarmann nåede til guillotinen, blev han mentalundersøgt, men psykiateren fandt ingenting. Hans kaputerede hoved blev senere undersøgt på en universitetsklinik, og her viste det sig, at Haarmann havde haft en hjerneblødning, der permanent havde forandret ham. Altså en biologisk ændring, hvorved han blev massemorder efter sigende udelukkende med trækkerdrenge som ofre.

Sagen fangede mig, og jeg skrev flere stile om den.

Hver gang, vi synger den, griner jeg med og befinder mig for en gangs skyld godt. Det er befriende at synge om død og mord som noget sjovt, noget vi godt må grine ad. Pludselig er jeg glad for at være sammen med mine veninder.

Af og til er der en, der smiler til mig eller henvender sig, men ud på natten bliver jeg igen en smule tungsindig. Var det forkert at give Wolfgang løbepas? Savner jeg ham nu? Nej, slet ikke. Overhovedet ikke.

I gymnasietiden har jeg haft travlt med at læse, opdage nye områder, jeg ikke kendte til og ivrig optaget af tyskeren som et produkt af et militært, autoritært samfund.
Er jeg sådan? Er jeg ond? Fordi jeg er tysker?
Nej. Tyskere er ikke en særlig slags mennesker. Vi er som alle andre.
I mine tyske stile kredsede jeg om dette emne. Og skrev meget om hadet hos andre mod os. Men jeg har aldrig forstået, hvorfor dette had også gjaldt de små værgeløse børn og uskyldige mødre i de danske flygtningelejre.
Når jeg bliver student, tænkte jeg, vil jeg måske en dag opsøge min brors og mors morder. Lægen fra Danmark, hvis navn jeg jo har fra Opas metalskrin.
Nu er jeg student.

Jeg har flere spørgsmål, det kunne være interessant at høre hans svar på.
For eksempel kunne jeg måske godt finde på at spørge ham, hvordan han har det i dag med at vide, at han var skyld i min lillebrors og min mors død. Hvordan det også dengang føltes at nægte uskyldige mennesker hjælp, hvordan det var at få at vide, hvis han fik det, at en lille pige på 11 pludselig blev forældreløs?
Jeg læser til lærer.
September 1958
Jeg synes selv, det går godt med mine studier.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg vil være lærer. Frau Häusslein syntes, det er en aldeles glimrende ide.

Vi er en lille gruppe, der skiftes til at lave mad og spise sammen, og jeg befinder mig godt med de andre piger, hvoraf en kommer fra Danmark. Hendes mand er noget inden for militæret og Nato. Hende får jeg et nært forhold til, fordi jeg taler dansk.

Når vi spiser i gruppen, snakker vi om fyre, om lærerne, om studiet, om fremtiden og om os selv. Jeg bidrager ikke med ret meget, og de andre kender mig derfor ikke alt for godt. Jeg oversætter tit for Karin, og hun er mig taknemmelig.

En aften vil vi afslutte maden ved at gå i byen. Vi er alle pyntet til narrestreger og i højt humør. Jeg har besluttet mig for at slå mig lidt løs.
– Du ser så alvorlig ud, Danuta. Selv når du smiler.
– Undskyld, smiler jeg og prøver virkelig at se glad og fornøjet ud. – Jeg gør, hvad jeg kan.

På “Die Goldene Rose” besætter vi et langbord og køber øl. Der er høj stemning, musikken spiller, øllet gør sin virkning.
Jeg bliver halvfuld af en enkelt øl. For en gangs skyld griner jeg ad alle de dumme og fladpandede vittigheder, der bliver fyret af, de fleste om uheldige fyre, der så åbenbart har svært ved at finde ud af at lægge an på damer. Flere af veninderne fortæller.
Et par unge mænd spiller op til os, og det er sjovt, og Rosa inviterer dem til at sætte sig hen til os.
Den ene af de to ser på mig, og i fuldskab flækker han læberne i et grin:
– Hovsa, da, du har nok været i solen her i sommer, hvad?

Jeg rejser mig så hurtigt, at stolen vælter og forlader lokalet. Et par veninder haster bagefter og indhenter mig ude på fortovet.
– Kom nu med ind igen, Danuta. Han ville bare være sjov, og nu er han helt forlegen.

Karin ser helt ked ud af det.
– Jeg ved ikke. Pludselig kunne jeg ikke tage det.
– Kom nu.

Hun tager mig under armen, og jeg går med ind, og straks rejser den unge mand sig op. Han er lidt hvid i ansigtet og rækker mig hånden:
– Undskyld, siger han lavmælt og med alvor i stemmen.
– Det er i orden, siger jeg, og resten af aftenen foregår, som en fest nu skal. Mit humør bliver bedre, og det ender med, at jeg til sidst står ude på dansegulvet i tæt omfavnelse med ham, der fornærmede mig. Mine veninder driller mig, og jeg har det godt. Han er sød og vil gerne kysse, og så kysser jeg ham.

Han følger mig hjem på mit værelse, det er dejligt at have lidt selskab, og vi går i seng sammen.

 

Jeg kigger op i loftet og undrer mig, mens han kører løs. Undrer mig over, hvad jeg ligger her og laver. Så skubber jeg ham væk:
– Gå med dig. Gider ikke det her.
– Hvad? Hvaaad mener du? Gider du ik …
– Forsvind, for helvede. Ud. Væk!

Han flår skyndsomst tøjet på og smækker døren i efter sig. Jeg fyldes med en vis lettelse. Men den bliver dog hurtigt afløst af noget andet. Jeg føler mig alene. Tomhed. Hvordan kan jeg på en og samme tid afvise en kærlig fyr for at kaste mig i armene på ensomheden? Hvad er ideen i det? Har jeg ikke inviteret ham med hjem ud fra et ønske om blot at være sammen med en rar fyr?
Jeg synker ned i det sorte hul.
Hvis jeg tog 30 piller af dem, jeg fik af psykologen, ville det hele være overstået snart …

Jeg vågner næste morgen og er totalt forvirret. Min nat er gået med forskellige mareridt, og ingen af dem giver mening. Massemorderen Haarmann gik i seng med mig, og jeg ville ikke vide af ham. Og alligevel tiltrak han mig uforståeligt.
Hele formiddagen søger jeg at komme forladtheden til livs. Jeg vandrer rundt om den lokale sø, fodrer ænder og søger at jage de sorte tanker væk, men lige lidt hjælper det.
Jeg er alene i en ond og kaotisk verden. Det hjælper ikke, at jeg som så ofte før finder København- Kalundborg på radioen og lytter til deres udsendelser. Nede på gaden er der ingen mennesker. Ingen fugle sidder overfor i træet. Alt er tomt. November 1958
Rektors kontor er mindre, end jeg forestiller mig det. Han sidder bag et stort skrivebord, og da han i forvejen er en ganske lille mand, forekommer han mig som en af de syv små dværge. Er jeg så Snehvide? Jeg kommer til at grine.
Han stirrer strengt på mig og peger på stolen, og jeg sætter mig.
– Der er ikke så meget at grine ad. De har haft nogle uheldige sammenstød med lærerne, siger han indledende, mens han bladrer lidt rundt i papirerne. – Blandt andet skulle De have sagt grimme ting til Frau Meyer og været opfarende og aggressiv, er det rigtigt?
– Ikke det, jeg kan huske. Står der noget om ved hvilken lejlighed?

Han kigger forbavset op:
– Det kan De formentlig godt selv huske.

Han ryster langsomt på hovedet og ser bare på mig.
– I en time med pædagogik skulle De have overfuset Frau Meyer, fordi De var uenig med hende.
– Nå.
– Ja, nå. Det er forsåvidt i orden med at være uenig, men ikke at overfuse læreren i alles påhør. Jeg må på det bestemteste …

Den lille mand bliver mindre og mindre og ligner en ond ånd, der er på vej ned i en flaske i en tågesky. Hans stemme forsvinder i skyen af ord og sætninger, der strømmer ud af hans mund. Jeg forsøger at fastholde hans blik, men han kigger bort, mens mundtøjet går.

Han råber højere og højere og skælder ud på mig og Hannes, fordi vi legede nede i kulkælderen og griber til sidst fat i mig med hævet hånd og en økse i den anden, men jeg tager fat i hans hvide hår og river ham omkuld og sparker ham hårdt og direkte; han skal ikke få held til at slagte os, og jeg holder først op, da nogen griber mig og holder mig fast, mens Hannes ikke er at se nogen steder. Hvor er han; stukket af?

Forbavset stirrer jeg på de to mænd, der holder mine arme, som om jeg er en farlig forbryder. Forbløffet ser jeg et raseret kontor, og der midt på gulvet ligger rektor med blod i ansigtet. Er han blevet overfaldet?
– Slip mig nu, siger jeg til de to. – Hvorfor holder I mig fast?

De svarer ikke, og deres greb om mig bliver ikke mindre tæt. Der kommer mange mennesker til, og et par politifolk dukker op og tager mig med ud i en politibil og kører af sted.
Jeg er helt rundt på gulvet og bøjer mig frem og spørger, hvor vi skal hen, og hvad jeg har gjort, men de svarer ikke. Kigger kun på hinanden.
På stationen kommer jeg i regulært forhør.

– Hvorfor overfaldt De rektor? Hvad var formålet?

Jeg kan ikke svare på et eneste af alle disse spørgsmål. Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal sige:
– Jeg ved ikke, hvad De taler om. Kender ikke noget til det.

Døren går op, og ind kommer Frau Häusslein og ser meget bestemt ud.
– Det ser ikke godt ud for dig, Danuta. Jeg skal gøre mit bedste …

Efter meget frem og tilbage får jeg lov at forlade politistationen sammen med Frau Häusslein, der taler godt for mig og bruger ord, jeg ikke selv ville anvende.
Inden jeg kan gå, læser en politimand op af et stykke papir for mig, at jeg sandsynligvis vil blive sigtet for overfald af embedsmand i funktion, unødig voldsanvendelse, for at have fornærmet ham og for at have ødelagt en del bohave på hans kontor.

Frau Häusslein tager mig med hjem og laver en kop te.
– Nu skal du høre, Danuta. – Det er jo ret alvorligt, det her. Førhen kunne vi klare det med din unge alder og alt det, du har været igennem. Men nu er du voksen og må stå til regnskab for det, du laver.

Jeg stirrer på hende og forstår intet. Stå til regnskab? For hvad?
Vi taler sammen, og det er, som om hun ikke helt forstår det, jeg siger.
Frau Häusslein er lidt tavs, men forklarer mig så, at hun vil tilkalde min gamle psykolog, der ret hurtigt dukker op.

Mange timer senere står det mig nogenlunde klart, at jeg har overfaldet rektor og skal i behandling, hvis jeg skal have bare en lille chance for at fuldføre min læreruddannelse.
Begge damer gør, hvad de kan, for at jeg skal forstå det. Behandlingen er min sidste chance for at undgå at komme ud i en retssag. Af psykologen får jeg endnu et glas af de beroligende tabletter.

Jeg har meget at være frau Häusslein taknemmelig for. Hun får mig på ret køl og hjælper, da jeg har mest brug for hende.

Marts 1959
Det er uklart, om samtalerne med psykologen ændrer mig, for de fortsætter, mens det står tindrende klart i stjernerne, at jeg her til sommer kan kalde mig lærerinde. Jeg har lært at afbøde det værste. I begyndelsen var jeg fjernstuderende og sad bare derhjemme og læste og fik mine opgaver tilsendt. Men da eksamen nærmede sig, fik frau Häusslein udvirket, at jeg kunne deltage i undervisningen den sidste måned.
Med rektor skete der ikke mere. Anklagemyndigheden gik med til at se bort fra juraen, hvis jeg gik i behandling. Min gode tysklærer fortalte mig, at de anså mig for psykisk ustabil.
Det accepterede jeg.
Når noget uvant skete med mig, skulle jeg gå væk, sagde psykologen blandt meget andet, sætte mig ned og tælle til 20 og vente, til det hele var overstået. Det var betingelsen for at kunne være der fysisk. Det mente jeg sagtens, jeg kunne, havde prøvet det masser af gange.
Det er temmelig banalt og temmelig overfladisk, men det virker. Der var et par gange, hvor jeg følte at miste grebet om tingene. Hver gang rejste jeg mig bare og forlod undervisningsrummet. Ikke en eneste gang, mens jeg var i praktik på forskellige skoler i byen, skete der noget uheldigt.

Jeg afslutter studietiden med en flot lærereksamen, men uden engagement og begejstring. Jeg havde i samtalerne med psykologen også fået at vide, at der ville komme op- og nedture, men at jeg skulle se mig selv i øjnene og acceptere, at jeg kunne være en splittet personlighed. Dengang opfattede jeg det ikke sådan, at jeg ligefrem kunne være to personer på samme tid.

Derfor er jeg glad for, at det trods alt er lykkedes mig at få den uddannelse; og samtidig ved jeg ikke helt, hvad jeg skal stille op med mig selv.
Psykisk ustabil?
Mange nætter byder på mareridt af forskellig slags; mange gange vågner jeg med sorte morgener, hvor intet lys trænger ind. Det bedste tidspunkt på hele dagen er næsten aftenerne, hvor jeg kan nå at følge med det svindende lys.
Det er sket, at jeg midt i en time, midt i en forelæsning, får lyset slukket. Mit indre går over på nat, og jeg kan næsten ikke trække vejret. En person ligger på halmen med køjesengen lige ovenover, og der er ikke luft nok. Panikken griber mig, og selv om vinduet altid er på vid gab i min forestilling, og jeg bare kan stå op, nytter det ikke noget alligevel.
Så vågner jeg langsomt liggende på gulvet, mens nogle kammerater og medstuderende står omkring mig og taler til mig, støtter mit hoved og på alle måder vil hjælpe.

Flere af mine veninder forsøger bagefter at tale med mig, men jeg er ikke alt for villig. Jeg synes ikke, de skal behandle mig som en patient. Jeg vil være ligeværdig med dem på ethvert plan. På den anden side er jeg ikke en lukket bog, der ikke ønsker kontakt med omverdenen, så derfor forsøger jeg af al magt at begå mig.
Netop det at begå sig burde jeg have stor ekspertice i. Om nogen måtte jeg jo vide, hvordan man skulle opføre sig for at høste fordel af noget.

Altså når jeg ser bort fra de sorte pletter. Når det er værst, er jeg tom indeni. Helt tom. Befinder mig i et sortmalet værelse uden vinduer og uden at vide, hvad jeg skal stille op med mig selv. Det eneste, der står klart, er spørgmålet: Hvem er jeg? Hvad vil jeg? Hvad skal jeg med dette liv?
Af og til falder jeg i snak med en fyr, som jeg synes godt om. Til at begynde med. På et tidspunkt får jeg altid for meget, og han må ud. Jeg må indse, at jeg aldrig vil kunne etablere et fast forhold; det er alt for udspændt mellem på den ene side forelskelse og varme følelser og på den anden kold ligegyldighed og en næsten fjendtlig følelse.
Gisela er den af veninderne, der kommer mig nærmest. Måske fordi hun selv af og til er ked af det og ikke til at snakke med i lang tid. Det taler vi om, og jeg er så også nødt til at fortælle lidt om mig. Hun forstår mig, tror jeg nok. Jeg forstår i hver fald hende og føler mig godt tilpas, når jeg kan hjælpe. Hun er den eneste, jeg har fast kontakt med gennem studietiden og også her bagefter.
Jeg prøvede at fastholde mit venskab med Karin, men det gled ud, da hun flyttede til Bremen. Vi snakkede noget sammen i telefonen den første tid, men det sluttede, som den slags nu engang gør. April 1960
Skærtorsdag er ikke helligdag i Hannover. Jeg har dog tidligt fri i dag fra arbejdet og kan nyde den kommende påskeferie i mit første år som lærer i en Volksschule.
Gisela og jeg er flyttet til Hannover for at komme lidt væk fra Hamborg og prøve noget andet.
Heller ikke Hannover er gået ram forbi under krigen. Næsten alt blev ødelagt, og kun Marshallplanen fra 48 hjalp os med at komme på fode igen. Der er sket meget på de 10 år.

Gisela og jeg drikker en kop kaffe sammen på en café.

Hun virker glad og tilfreds.
– Jeg har fået en kæreste, kan du tro! Så rar og sød.
– Det er godt for dig, Gisela.
– Ja, du skulle overveje at blive forelsket. Det vil du have godt af i stedet for ustandselig at snakke om dit dårlige liv og vade rundt i dine sorte tanker.
– Du har nok ret. Men jeg kan ikke lade være. Det lykkedes meget godt på gymnasiet, men her i min studietid havde jeg oftere og oftere mareridt om dengang.
– Det forstår jeg godt.

Hun nikker eftertænksomt, og jeg sukker:
– Jeg håber en dag at finde Anton Slotsby.
– Du snakker meget om ham, synes jeg. Du finder ham aldrig. Det tror jeg ikke. Og hvad vil du ham så?
– Det er muligt, du har ret. Hør her, Gisela. Jeg prøver faktisk, enten du tror det eller ej, at glemme det hele. At glemme, at han myrdede min bror og mor. At han ødelagde min familie. Hvorfor slog han dog ikke Opa ihjel også? Der var noget, jeg godt kunne tænke mig at snakke med ham om.
– Du er for optaget af fortiden, Danuta. Jeg tror, du skal lægge den bag dig. Så tror jeg, du får fred for alt det, der plager dig.
– Vores inspektør fortalte her til morgen, at der til næste år på denne skole kom et udvekslingsprogram for lærere, så en lærer fra min skole kan bytte job med en dansk lærer i tre måneder. Det er PAD, Der Pädagogische Austauschdienst, der tager sig af det. Jeg tilbød mig straks, for her var måske en mulighed, du ved. Jeg kunne godt tænke mig at holde mit dansk vedlige også på den måde og måske lære nogle danskere at kende.

Gisela smiler:
– Ja, om ikke andet, så kan du da altid få af- eller bekræftet noget fra dengang. Interesserer du dig for historie?
– Jo, sådan da. Jeg skulle dog ikke gøre mig håb om noget, sagde inspektøren. Jeg var for ung endnu!
– Ha. Men så måske om et par år.
– Tja. Hvis jeg til den tid … Jeg har besluttet mig for at tage til Danmark på ferie til sommer. Jeg skal snakke en masse dansk. Og måske finde ham der Slotsby.

Jeg forbereder mig til den plan, der langsomt tager form.
August 1964
Jeg tager den sidste strækning med toget fra Hamburg mod Flensburg og videre nordpå til Kolding. Det er nu tredje år, jeg holder sommerferie i Danmark, og de tre gange forbedrer mit danske sprog, så det stort set er fejlfrit og uden accent. Det skyldes vel kun mine danske veninder fra lejren. Jeg skylder Hanne og Lone meget.
I Padborg hænger jeg med hovedet ud ad kupévinduet. Det er en smal perron. Et par unge mennesker stiger på. De ssætter sig i min kupé og ser forlegne ud. Nå, nå. Jeg sætter mig igen på min vinduesplads.
Den ene smiler til mig, men skynder sig at se bort igen. De snakker lidt sammen, og jeg kan høre, at de ikke tror, jeg forstår noget.
– Hold kæft, hun ser godt ud, siger den ene lavt.
– Tror du, hun er tysker?

Han nikker.
– Jep. Nogle af dem er fanme flotte.

Jeg smiler for mig selv og kigger ud på landskabet, der nu drøner forbi. De snakker ikke mere om mig. Jeg er også alt for gammel til dem med mine 30 år.

Hotellet i Kolding er ikke stort, men her er, hvad der skal være.

– Jeg kan godt tale dansk, sagde jeg forinden til min inspektør. – Jeg har haft noget opvækst i Danmark og har været der på ferie adskillige gange.
– Nå, javel, det forklarer, hvorfor du er så ivrig efter den udveksling, hvad?
– Ja. Jeg kunne nu også godt tænke mig at vurdere dansk pædagogik, som jeg har hørt så meget om, i forhold til vores egen.
– Hør her. Der er ikke udveksling med Danmark for tiden, men vi arbejder på det, for det er sandelig også godt for danske lærere at komme herned og se, at tyskere er ganske almindelige mennesker, der ikke spiser børn. Så vi regner med at retablere udveksling i løbet af et par år. Højst. De har et stort ønske om at få unge tyskere derop. Tysk er ved at vinde indpas igen som sprog.
– Javel.
Det var sådan set lidt dårlige nyheder. Et par år – eller slet ikke.

 

Her i Kolding besøger jeg flittigt biblioteket og forsøger at finde Anton Slotsby. Han er formentlig læge i Jylland. Men når jeg så prøver at spore ham, er der ingen ved det navn. Jeg gør det halvhjertet og lægger nok for lidt energi i det. Jeg finder ham i hvert fald aldrig.
Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor jeg gør det. Men det kan være interessant, ja, spændende at konfrontere ham.

Mystisk. Kolding er min base. Herfra tager jeg ud på ture til Fyn, til Sjælland, til København, naturligvis, skal lige et smut ud til det sted, hvor skibet dengang anløb paradiset Danmark. Fra Frihavnen går turen op til Det kongelige Bibliotek, hvor jeg studerer tekster blandt andet fra Den danske Lægeforening, avisartikler, debatindlæg og meget andet fra foråret 45 og får en kopi af de mest relevante.
Turen går sandelig også til Randers, Ålborg og Vendsyssel.
Her kører jeg helt ud vest for Brønderslev til Thise Bakker, står på den højeste top, går ind omkring kirken og Liden Kirstens kilde og tænker på, hvilket dejligt land danskerne egentlig har, ikke bare her i Nordjylland.
Alligevel slæber jeg på fødderne tilbage ad stien. Selv her i sommerlandet med solskin og glæde over livet er der mørke pletter.
Juni 1966
På dagen for arbejderopstanden i Østberlin banker en forpustet Gisela på min dør henad otte-tiden om aftenen med noget af en besked:
– Nu skal du høre. Du ved, vi var på ferie i Haderslev for en tre uger siden hos nogle slægtninge til Franz, hjemmetyskere kalder man dem der, og …
– Ja, jeg kunne ikke forstå, jeg ikke hørte fra dig!
– … Nej. Hør her. Jeg fik nogle pletblødninger og tog på sygehuset til kontrol.
– Ja?
– Da lægen lige skulle ud ad døren, rejste jeg mig fra undersøgelseslejet og studerede et skema på væggen. Det var helt tydeligt et vagtskema, og der så jeg blandt flere det navn, du har efterlyst: Anton Slotsby.
– Hold da op, Gisela. Hold da helt op! Hvad hedder hospitalet?
– Amtssygehuset eller sådan noget.
– Jeg forstår bare ikke, hvorfor jeg ikke kunne finde ham.
– Ja, men han har da sandsynligvis slet ikke været der så. Måske på udlandsophold eller studietur. Det er da vældigt in, ikke?
– Du mener, han kunne have opholdt sig i et helt andet land i længere tid?
– Selvfølgelig. Læger skal vel også dygtiggøre sig.
– Men du fejlede ikke noget alvorligt, vel?
– Nej, heldigvis. Men hør her. Jeg er ikke færdig. For der var nedenunder en liste over de læger, afdelingen åbenbart havde. Ud for hvert navn var angivet kurser og den slags for et helt år, hvordan de så end kunne sige det så nøjagtigt. Og ud for Slotsbys navn stod i parentes: “Konference, Strassbourg, 12. – 20. juni 1967”, altså om et helt år, faktisk helt præcist.
– Strassbourg? Ikke så langt væk herfra. Nå, nå.
– Ja, det viser da bare, at vores antagelse er rigtig.

Gisela holder en pause og drikker langsomt af koppen, men kan antagelig mærke, at jeg er langt væk lige nu. Måske helt i Frankrig. Jeg tager mig sammen.
Hun griner lidt og lægger sin hånd på min arm:

– Der var ellers en tysker, der lagde an på mig, mens Franz kørte en tur til Kolding. Jeg tog en slapper nede ved Dammen, en slags indre fjord i den by. Der er sådan nogle turistbåde og lignende, og der lagde jeg mig på en bænk, fordi jeg var blevet træt, var i tredje måned, og måske havde jeg også fået nok af Franz´ familie, selv om de både var søde og omsorgsfulde.
– En tysker? Hvordan …
– … Vent. Pludselig bliver jeg antastet af den her tysker, og jeg skal da nok lige love for, at han var ihærdig. Han ville absolut invitere mig i byen og alt muligt. Men jeg afslog selvfølgelig. Sådan en stud! Da jeg fortalte ham, at jeg var gravid, skred han. Idioten.
– Han har nok syntes, du så godt ud. Var du sikker på, at han var tysker?
– Han sagde “kreuzverdammmich” og noget andet, og det var så tysk, at for mig var der ingen tvivl …
– Tja. Der er mange typer til.
– Ja, det må man sige. Så hev han en stålkam op af lommen og stod og redte sit store hår. Det var sgu meget feminint. Han havde også en lille tatovering af en sommerfugl på den ene arm.
– Man kan opleve meget uventet på ferien …
– Det var alt, jeg oplevede. Jeg har ikke turdet fortælle det til Franz.

Jeg sidder og rører rundt i koppen. Gisela tier.
– Jeg er meget glad for det, du fortæller mig om Anton Slotsby.
De sidste seks år efter min ansættelse på skolen i Hannover har været en bølgegang af mismod og håb, af vilje og lyst og opgiven og sorte skyer. Talrige forsøg på at finde roen og freden og glæden over tilværelsen mislykkes. Det påvirker naturligvis min undervisning og mit liv i det hele taget. Ungerne har jeg ingen problemer med, ej heller kollegerne, så i det store og hele kan jeg være tilfreds, når jeg ser tilbage. Alligevel vågner jeg stadig om natten, badet i sved med mareridtet sivende ud af alle sprækker; en nat vågner jeg ved, at jeg har tisset i sengen! Sidst, jeg var ude for det, var i lejren, hvor det skete en del gange. Og for øvrigt også på institutionen, når jeg tænker nærmere over det.

Tanken om at have indkredset læge Anton Slotsby gør mig ophidset på en ukendt måde. Jeg rører og rører og er ved at kradse bunden ud af koppen.
Pludselig er jeg ikke en høflig og venlig tysk kvinde på 32, der bare lige vil snakke lidt om gamle dage. Jeg er fortroppen af den franske revolution. Jeg er den person, der bestemmer, hvem der skal på skafottet.

Det sortner for mine øjne. Russiske panserdivisioner kommer tromlende hen over de endeløse østpreussiske vidder, alle med løbet rettet mod vest. Russiske ubådskaptajner retter deres periskoper mod store fragtdampere, hvor der antageligt befinder sig tyske soldater, der forsøger at flygte, men også ganske almindelige kvinder, børn og gamle mænd. Danske læger står med korslagte arme og stetoskopet plantet i sidelommen og glor på kvinderne og børnene og oldingene, der trasker sultne, trætte og syge i land. Og 22 år senere lever de samme læger i gode stillinger med gode familier trygt og godt og har aldrig været stillet til ansvar for deres brud på lægeløftet.
Pludselig får mødet med Anton Slotsby en udgang, der er betydeligt mere logisk end ellers. Han skal lide, skal han. Han skal lide på samme måde som vi andre. Men hvordan?
Vreden og pulsen stiger parallelt, jeg sparker til en caféstol, der vælter med et højt spektakel, smækker døren op, så glasset klirrer, og må ud.
Med målbevidste skridt marcherer jeg hen ad fortovet; jeg møder et par unge mennesker, der forbavset stirrer på mig, mens jeg ikke ænser dem. Jeg går hurtigt, blokken rundt, en gang mere, ind i den nærliggende park, ud igen og op i lejligheden.

Forpustet står jeg og hiver vejret tilbage i lungerne. Bøjer mig forover med hånden støttet på knæet. Får langsomt luft igen.
Det var dejligt at komme lidt ud, for der er meget, der skal overvejes. Hvordan skal jeg klare det? Kan jeg?
Jeg spekulerer på fremgangsmåden og sætter mig ved skrivebordet og en blok. Begynder langsomt at planlægge mødet med Anton Slotsby. Eller hævnen.
En ting er jeg stensikker på. Han skal ikke personligt frygte for sit liv. Næh, jeg vil være mere sofistikeret end Haarmann.

Telefonen ringer.
– Gisela her. Du forsvandt ret så pludselig?
– Nå, ja, undskyld. Jeg fik det bare så dårligt. Undskyld, Gisela, og tak for det, du fandt til mig.
– Det er da i orden. Jeg kender dig jo efterhånden!

Nu skal planen og hævnen sættes i værk.
Juni 1967
Jeg ser ud af bussens vindue og glæder mig over det smukke landskab.
Der er skrånende felter med uendelige rækker af vinmarker. Alsace danner en gryde med Rhinen som den østlige afgrænsning, Vogeserne mod vest og Schwarzwald mod sydøst.
Glæder mig.
Til hvad?
Med mine 33 år føler jeg ingen fremgang. Økonomisk går det fint, men jeg har hovedet fuld af tanker og mørke skyer, og det har for alvor accellereret det sidste års tid.

Jeg fik den tanke på et tidspunkt midt i en praktiktime med en 3. klasse, at en morgen, når jeg vågnede, ville solen have spredt skyerne eller i det mindste have skabt et lille hul med blå himmel bagved. Men det er ikke sket endnu. Begivenhederne fra skoletiden sidder i mig som en slags fortsættelse fra lejrens uhygge. I gymnasiet faldt der ro på, og det var min absolutte overbevisning, at nu havde jeg lagt det onde bag mig. Men tiden derefter har modbevist den forestilling. Fortiden ligger der som et metalnetværk ned over mig, som jeg ikke kan komme fri af.
Det er minder, jeg ikke slipper fri for.

De ligger der latent, og man skulle tro, det var umuligt og uvirkeligt. Men jeg mærker i stigende grad en voldsom vrede og et bundløst had til de bestemte mennesker, der direkte eller indirekte besluttede at grave mit liv ned.
Så jeg glæder mig til at få mulighed for at gøre op med den fortid.

Den dejlige sol står i skærende kontrast til den verden, jeg har lagt bag mig. Jeg er sådan set tilfreds nok med skolen i Hannover, hvilket giver mig et udkomme, men det er noget udvendigt. Jeg lever meget sparsommeligt, sætter alt overskud til side til senere, for jeg har ikke brug for pengene. Gider ikke, for der er intet formål med at bruge løs.

Jeg har brugt min fortid til noget konstruktivt. Jeg har nemlig skrevet eller forsøgt at skrive mine erindringer over mit liv siden dengang på vejene mod vest og siden gymnasietiden dagbog. Det var et af psykologens forslag. Normalt ville jeg så ikke gøre det, da jeg hader pyskologer, men i dette tilfælde mener jeg at kunne profitere af min dagbog. Den udgør nemlig også grundstammen i min store plan, der blot startede som en lille skitse. Efterhånden har jeg tilføjet flere og flere detaljer, der alle skal gå op i en højere enhed. Der er mange delforudsætninger, før planen kan gå i opfyldelse. Den startede nærmest som en slags fantasi, hvorunder jeg afprøvede de muligheder, der ville være i en fiktions- og drømmeverden.
Der gik nogen tid, så vendte jeg tilbage til den samme forestilling, hvor jeg kunne befri mig selv.
Her skiftede jeg mellem drastiske tiltag og mere blide aktioner og håbede dermed på en forbedring af min tilværelse. Intet lykkedes, og ganske langsomt vågnede i mig en erkendelse af, at det ikke var nok blot at skrive om det, at holde det på det strengt teoretiske niveau.

Jeg har ikke over for psykologen villet nævne min forholdsvis lykkelige barndom før flugten, for den har ingen glæde af at kende til. Jeg skriver forholdsvis, for min far savnede jeg. Ja, dem begge. Både ham, jeg aldrig så, og som var min kødelige far, polakken, og ham, jeg betragtede som min far, soldaten.
Han deltog, fra jeg var fem år gammel, i krigen og kom kun hjem på kortvarige orlov fra østfronten. Og til sidst kom han slet ikke hjem mere.
Trods masser af venner på seminariet savner jeg min mor, min lillebror, mine bedsteforældre. Hele min familie, der kun er til stede i min bevidsthed. Savnet kan dukke op uanmeldt. Jeg sidder og læser pædagogik, om barndommens betydning for voksenlivet, og det bruser bare frem.
Det føles, som al verdens ondskab er overgået mig. Havde jeg ligget druknet på Østersøens mørke bund, ville der ikke være noget at komme efter. Hvorfor skulle jeg som den eneste overleve? Hvorfor skulle ikke en eneste af min familie overleve?
Jeg sænker bogen og stirrer ud på de flimrende solbeskinnede bjergsider og mærker igen vreden stige op i mig.

Ægteskabstilbud har det ikke skortet på, men jeg ved godt, at jeg ikke er klar endnu. Desuden har jeg nu et projekt, der ikke tillader afvigelser. Den ene fyr efter den anden har banket på, men det er ikke rigtigt noget for mig.

Vinmarkerne bølger sig op ad bjergskråningerne, men ikke for højt op, for så har man ikke den rette mængde bjergbeplantning til at sørge for den optimale blanding af fugt, læ og varme. Først i september og oktober skal alle disse planter plukkes og omsættes til herlig vin.
Jeg har for længe siden besluttet mig for denne ferie og bedt om fri før skolens sommerferie. Og det hele sat i scene ved hjælp af Giselas kvikke opdagelse. Jeg sender hende en taknemmelig tanke. Hun ved alt om min rejse herned og er en smule nervøs på mine vegne.
– Bare rolig, sagde jeg til hende ved afrejsen, – jeg skal nok klare den.
– Det ved jeg godt. Men alligevel. Du virker så glad og lettet, som om du snart er af med alle de triste og mørke tanker.
– Ha´ det godt, Gisela. Jeg ringer!
– Og skriver, råber jeg gennem vinduet, men det hører hun nok ikke.

Det mærkelige er blot, at jo smukkere natur, desto hæsligere tanker får jeg.
Det er nemlig ikke bare ferie, det her. Det, jeg for alvor glæder mig til, er at møde ham, der er årsag til mit elendige liv.

Juni 1967
Hotellet ligger klemt inde i den gamle bydel, og bussen har besvær med pladsen. Men chaufføren parkerer bare på vejen uden at tage hensyn til den øvrige trafik.
Jeg slæber kuffert, taske og et par poser ind i vestibulen og tager plads i køen foran skranken. Portieren har travlt og arbejder effektivt.
Foran mig står et par ældre damer, der ligeledes har været med bussen og en tre-fire ægtepar.
Damerne tager lang tid, for de spørger om både det ene og andet. Jeg har god tid og udforsker de andre gæster. En gæst med et skarpt og markeret ansigt, mørkt hår, der sidder stramt og tæt maser sig forbi køen og lægger sin opadvendte hånd på skranken. Iklædt mørk habit ser han økonomisk velstillet ud. Typisk forretningsmand. Pæn fyr, må jeg indrømme. Skønt omkring de 50.

Portieren giver ham nøglen med et smil:
– S´il vous plaît, monsieur Slotsby!

Indtil dette tidspunkt har jeg tænkt, at min store plan har været som en lille båd på et stort hav uden chance for en reel gennemførelse. Jeg har tænkt på, at det ville være forbundet med store vanskeligheder at møde den mand. At jeg faktisk aldrig ville møde ham, kunne være en mulighed. Aldrig. Men flammen blev alligevel tændt af Giselas informationer.

Og med et slag er jeg tilbage i moradset. Ud af den klare, blå himmel over Colmar vælter fortiden ned over mig, og jeg er på nippet til at besvime og må støtte mig til den runde søjle, der er lige ved siden af. En tjener går i det samme forbi, standser et øjeblik ved at se mig, men da jeg ryster på hovedet, fortsætter han.
Anton Slotsby. Det må være ham. Det passer præcist med de oplysninger, jeg selv har indhentet på det sidste.
Den mand bor virkeligt her på dette hotel i Alsace? Jeg vidste det på forhånd, alligevel troede jeg ikke helt på det.
Vestibulen drejer noget rundt, men nu må jeg træde i karakter.
Jeg reagerer hurtigt og skarpt, som jeg plejer og husker, hvor receptionisten tog nøglen til hans værelsesnummer.
Da det bliver min tur, får jeg selvfølgelig et værelse på en anden etage. Jeg spørger portieren, om ikke det kan blive på 1. sal, da jeg lider af højdeskræk.
Jeg lider af så meget, dog ikke af højdeskræk.

Han roder med papirer og ryster allerede på hovedet, da han er halvt igennem. Da han ser op, brænder mine øjne sig fast i hans, så han tøver med et afslag og finder et på 1. sal, to værelser fra Slotsbys. Så er der en senere gæst, der må få mit på 2. sal.

Jeg lader hotelkarlen bære mine ting og går bagefter op ad trappen, mens jeg svinger en anelse mere med hofterne, end jeg strengt taget behøver, men det giver mig en tankero. Situationen kræver en hurtig omstilling. Fra at være en næsten tilfældig, ferierende gæst er jeg nu forvandlet til Draculas kvindelige modstykke i egen indbildning. Endelig står jeg her, ikke ved slutningen af et langt forløb, men ved begyndelsen af et.

Betænkeligt at tage det som et mirakel. Jeg er ikke til den slags. Slet ikke. Med min fortid eksisterer ordet mirakel ikke. Dybest set havde jeg ikke regnet med, at sygehusets oplysninger om Anton Slotsbys rejse til Colmar holdt vand. Jeg havde, da jeg ringede, overhovedet ikke forventet, at hospitalet ville udtale sig om en ansat. Men jeg foregav at være hans niece, og da jeg jo åbenbart vidste, at han skulle på konference i Strassbourg, bøjede de sig og gav mig hotellets navn. Det var så ikke i Strassbourg, men i Colmar. Heldigt at mit danske er så perfekt. Jeg afsluttede samtalen, men inden jeg lagde på, bad jeg om dsikretion, for det skulle gerne være en overraskelse!

Jeg trækker vejret hurtigt, og det overbeviser mig om, at jeg er langt mere ophidset, end jeg vil vedgå over for mig selv.
Jeg har aldrig haft behov for at lokke mænd til, så tricket med hofterne er ren og skær træning og en fysisk tilvænnen.

I god tid før middagen gør jeg mig klar med hjertet på overarbejde. Ifører mig den pæneste kjole, jeg har med og lægger en diskret make-up, ser mig i spejlet en sidste gang, og med de højhælede sko, jeg netop har anskaffet mig, klaprer jeg ned i restauranten, mens jeg orienterer mig lynhurtigt.

Der sidder han med ryggen til og alene.
Jeg sætter mig ikke ved samme bord, men vælger det tomme nabobord, hvor jeg tager plads med front mod ham. Han læser i en avis. Jeg ser på ham så diskret som muligt. Der er ingen tvivl om, at han har den rette alder. Lige i begyndelsen af halvtredserne. Faktisk ser han godt ud, må jeg sagligt og modvilligt indrømme over for mig selv. Inden jeg når længere ud ad den vej, falder jeg i staver. Jeg ser min stakkels lillebror, der bare skriger og skriger, mens sygdommen gør sit arbejde. Næste billede er af min mor, der afkræftet og syg hvisker til Opa, om han ikke godt vil prøve at skaffe en læge. Jeg hørte det hele, husker det hele, føler det hele.

Alt sammen forgæves. For lægen, Dr. Anton Slotsby, ham, der sidder lige der, nægter at hjælpe flygtninge under henvisning til Den almindelige danske Lægeforenings vedtagelse i marts 1945, hvorefter det er foreningens absolutte overbevisning, at hjælp ikke kan komme på tale til tyske flygtninge. Dem må værnemagten selv klare. Den værnemagt, der allerede på dette tidspunkt mere eller mindre er gået i opløsning og slet ikke kan håndtere 250.000 tyske flygtninge.

Hovedbestyrelsesmødet i lægeforeningen 25. marts 1945 resulterede i en skrivelse, som jeg af og til studerede: »I betragtning af de her i landet herskende forhold mener lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organisation af nogen form for lægehjælp til tyske civilflygtninge«.
Så kunne man jo heller ikke behandle børn under fem år, som var mest truet. Samtidig indtrådte den kaotiske slutfase af flygtningeinvasionen. Flygtningene var overladt til de fuldstændig utilstrækkeligt bemandede og udstyrede tyske lazaretter.

Jeg har nærlæst kilderne fra dengang og kan det vigtigste udenad. Mine læber ligner to smalle streger.

Pludselig ser han op, som om han føler sig iagttaget, hvad han også bliver. Ser kort på mig, uinteresseret? og fordyber sig igen i avisen. Jeg fastholder blikket. Hvis jeg veg med øjnene, ville han øjeblikkeligt få en mistanke om, at noget er galt. Som minimum ville han tro, at jeg bare er interesseret i en lidt ældre mand. Men den går ikke. JEG skal ikke være interesseret i ham. Jeg kigger på alt i restauranten og ikke specielt på ham.
Jeg synker lidt sammen på stolen, det kan heller ikke nytte noget at skrue bissen på. Jeg har tilbragt eftermiddagen med at udtænke strategien. Indrømmet. Det er kommet bag på mig, og faktisk havde jeg ikke turdet tænke på de muligheder, der kunne vise sig før nu.
Jeg var gået en lang tur igennem byen, der har nydelige, gamle huse, flere nænsomt moderniserede, så de helt er på højde med kravene til beboelse. Jeg satte mig på en café og tog mig et glas Tokay. Allerede efter de første par mundfulde faldt der lidt mere ro over mig, og den sødlige, blomsteragtige og behagelige smag gjorde mig godt. Først og fremmest måtte jeg være stensikker.
Min plan må nødvendigvis falde i to faser. Den første er her og nu, nemlig en simpel efterforskning. Jeg skal finde ud af, om Anton Slotsby nu også er den, jeg tror. Dernæst må jeg vide så meget som muligt om ham.
Næste fase er afhængig af disse informationer.

Til aftensmad nøjes jeg med en gang Choucroute, den alsaciske nationalret med surkål og pølser. Bestiller også et glas vin. Det er nødvendigt at være klar i hovedet, for jeg ved ikke, hvornår der bliver lejlighed til at slå til.
Der er flere ældre ægtepar rundt omkring, et par herrer sidder ved vinduet, og de to damer er der naturligvis også. Tjenerne vimser rundt.
Jeg rejser mig op, stiller stolen på plads og går forbi Slotsbys bord og taber min pung. Slap, siger det. Jeg standser og tøver, som om jeg overvejer, om det kan betale sig at bøje sig ned og samle den op igen, men Slotsby kommer mig i forkøbet.
Han bøjer sig forover, og lige der løfter jeg Haarmanns økse og hugger Anton Slotsbys hoved af med en hurtig, kraftfuld og nøjagtig bevægelse ned over nakken, hvor halshvirvlerne sidder. Kontant og korrekt. Det er lettere, end man skulle tro. Man skal bare hugge til, og øksens skarpe æg vil skære sig gennem nakkens sener, halsknoglerne og hud og blod og celler og spiserør og luftør, som om det var et hvidkålshoved på sin stok.
Blodet vælter ud, og det afsjælede legeme falder sammen og ned af stolen, og tjenerne kommer styrtende, forfærdede, råbende: Giv os øksen! Det blodige våben er sænket, mens jeg stivner i triumf med en umådelig lettelse. Var det Haarmann, der blev henrettet, eller var det Haarmann, der henrettede?
Jeg vil stå rank og stolt og overdrage dem øksen og sige: Det er fuldbragt. Blodet vil nuancefarve det flotte gulvtæppe, og overtjeneren vil komme farende med klude og tørre op og sørge for, at der ikke kommer mere blod. Tæppet er faktisk sine steder højrødt, så måske vil blodet camouflere det eller omvendt.

– Værsgo, siger han på fransk og bringer mig ud af min falden i staver.
– Tak, siger jeg kort på tysk med et lille smil til ham. Holder hans øjne fast lige længe nok til at vække løven i ham, hvis han har en. Mænd omkring 50 må sagtens kunne falde for en 33-årig ung kvinde.

Jeg skrider ud af restauranten og gentager nummeret fra trappen tidligere på dagen. Om han ser det eller ej, er i og for sig ligegyldig. Der er etableret en forbindelse, ganske vist spinkel, mellem os to. Men vi er ikke længere fremmede for hinanden.
Juni 1967
Morgenmaden indtager jeg i en stort set tom restaurant, ved ikke, om jeg er for tidlig eller for sent på den, men sidder i ro og fred efter en noget forstyrret nattesøvn. Jeg vrider og vender mig i en uendelighed og skiftevis fryser og sveder.
Jeg ser intet til ham. Enten er han tidligt oppe, eller også sover han længe. Jeg beslutter mig for, at dagen skal indeholde en tur op til det slot, der ligger i nærheden.
Jeg får dog ikke meget ud af guidens fortællinger, selv om jeg koncentrerer mig. Pulsen dunker mere end nomalt. Jeg taber nogle brochurer, der er i et stativ, og for at det ikke skal være løgn, vælter jeg i min iver stativet med et kæmperabalder.
Mænd styrter til og hjælper med at samle op.
Jeg har ingen problemer med det. Problemet er hjemme på hotellet.

Lidt sent når jeg hjem og gør mig lækker til aftensmaden. Måske er det ikke nødvendigt, men for en gangs skyld farer jeg lidt forsigtigt frem. Lægger en diskret make-up, vælger omhyggeligt mit tøj afpasset efter, at det på en og samme tid skal være neutralt og alligevel kunne spænde en mands forventninger, kaster et sidste blik i spejlet og tror, det virker og går ned og sætter mig ind i restauranten og håber det bedste.
Kinderne blusser en anelse og røber en person, der har tilbragt dagen udendørs. Trods den brune lød. Luften er på en gang mild og skarp, måske er lyset klarere her og luften mildere. Det køler dejligt foran, hvor min forholdsvis nedringede bluse lader luften passere.

Jeg studerer menukortet, da han dukker op. Sætter sig noget længere borte, men ikke med ryggen til mig.
Vedligehold forbindelsen! Jeg sender ham et smil, som han gengælder med en let hovedbevægelse.
Uden at se på ham går jeg i gang med måltidet, læser den lokale avis imens, men har fornemmelsen af at blive holdt øje med. Jeg ser ikke en eneste gang på ham.

Jeg forlader restauranten uden at vende mig og uden at vugge med hofterne. Det ville være et katastrofalt uheldigt indslag og ødelægge alt. Det var en fejl, at jeg gjorde det i går. Nej, ikke direkte en fejl; jeg vuggede bare for meget. Man skal vugge en smule, nok til at fange interessen og ikke så meget, så det virker vulgært.
I receptionen simulerer jeg interesse for postkortstativet og undersøger hvert eneste kort nøje.
– Nå, skal De have sendt kort hjem, lyder det bagfra på fejlfrit tysk.
– Ja, min veninde skal da have et, mener jeg og smiler kortvarigt til ham, inden jeg ser nærmere på et farveladekort over Alsaces vinmarker, mens jeg tygger lidt på, hvorfra han tror, jeg er tysker. Nå, ja, selvfølgelig, jeg sagde jo selv danke til ham i går.
– Jeg burde også sende et par stykker, tilføjer han og roder lidt i stativet.
Han taler fint tysk og det endda med betoninger, der gør det svært at høre, at han er dansker. Jeg finder omsider et kort og står og vifter lidt ubestemmelig med det.
– Vi kan sætte os herhen og skrive, foreslår han og peger hen mod en sofagruppe. – Kuglepen? mumler han på dansk og roder i lommen.
Jeg nøjes med at nikke til invitationen, der ikke er til at tage fejl af.
Jeg røber ikke med en mine eller et ord, at jeg faktisk både forstår og taler dansk. Hvorfor også det? Det ville uundgåeligt føre til en række spørgsmål. Og jeg ved, at jeg får brug for at holde det hemmeligt.
Pennene er fundet frem, de glider hen over kortene. Der er tavshed. Af og til går en gæst forbi med sko, der har underlige lyde, der er et vist ekko herude i receptionen, fordi der er højt til loftet. Jeg har en barnlig lyst til at råbe højt op mod loftskuplen tre etager oppe for at høre ekkoet. I stedet koncentrerer jeg mig om skriveriet og stiler kortet til Gisela i Hannover. Jeg kigger en gang imellem opad, mens jeg lader, som om jeg er eftertænksom. Han er også optaget på skrømt, eller også er han echt konzentriert, og da han er færdig med det første, tager han et nyt.
Så ser han på mig.
– Kunne det være en idé at finde et lille sted og få en aftendrink sammen, eller er det for voveligt af mig?
– Jeg har selv tænkt på at gå lidt ud. Vejret er jo fint nok. Lad os bare det. Jeg hedder i øvrigt Danuta.
– Anton – aus Dänemark. Han strækker højre hånd frem mod mig, og jeg tager den. En smal, senet og solbrun hånd med pæne slanke fingre og rene, kortklippede negle. Hans håndtryk er fast, men ikke for fast.
– Danuta? Det er vel ikke specielt tysk?
– Nej. Min far var polak. Hvorfra gættede De min nationalitet?
– Flaget på kufferten. Og så talte De tysk med receptionisten. Og sagde tak på tysk til mig.

Nå. Det hørte han altså. Hørte han så også, hvad jeg bad om?
– Jeg havde endda mobiliseret mit bedste fransk, smilede han.
Jeg bemærker hans ultrakorte blik ned over min skikkelse. Sådan er enhver start på et nyt bekendtskab. Mændene måler mig fra top til tå, og de fleste kan lide det, de ser. Han lægger tilsyneladende ikke noget videre i min oprindelse og stiller ikke flere spørgsmål til samtalen ved skranken.
Hvordan skulle han også fra lejren kunne huske en lille, mørk pige, hvis mor og lillebror var lyse i huden? Der må være gået mange mennesker mellem hans hænder, eller hvilket udtryk der nu er passende. De gik jo netop ikke mellem hans hænder, for de sad nok dybt i lommen.

Jeg rejser mig, husker de neutrale og alligevel bestemte hoftebevægelser og går hen og lægger kortet på skranken.
– Jeg henter lige en jakke.

To minutter senere følges vi ad ned ad gaden. Der er en del mennesker ude, og flere af de cafeer, vi passerer, har alle borde optaget. Af og til strejfer hans hånd min albue. Han tager mig i hånden uden at gøre det.
På et torv finder vi et lille hyggeligt sted. Han fører mig ind gennem en låge med armen omsorgsfuldt omkring mine skuldre. Ikke tungt, nærmest kun antydende. Ikke påtrængende, men dog insisterende.

– Hvad vil De nyde?
– Tokay.
– Så gerne.
Han ser lidt overrasket ud, men vifter efter tjeneren.
– Garcon!
– Er De ellers godt tilfreds med Alsace?
– Pragtfuldt. Jeg er på tidlig ferie fra mit lærerjob i Hannover.
Det lægger han ikke særligt mærke til, men fortsætter:
– Jeg er til en mindre lægekongres i Strasbourg, men trods det at kurset blev bestilt for mere end et år siden, havde hotellet, hvor det foregår, ikke flere ledige værelser, og der var altså ved en fejl ikke booket noget til mig, og alle andre hoteller var optaget. Så jeg bestemte mig for at kombinere kongressen med en lille ekstra ferie som Dem. Til gengæld betaler hotellet for mit ophold her.
– Hvor kommer De fra? Ja, undskyld min nysgerrighed.
– Det er da kun naturligt. Jeg er fra Haderslev, en lille provinsby i den sydligste del af landet. Tæt ved grænsen til Vesttyskland.
– Det er da noget af et tilfælde. Jeg skal på udveksling til Århus her fra det kommende skoleår og indtil den danske efterårsferie. Altså bytte job med en dansk lærer, der skal udfylde min stilling i Hannover i de samme par måneder fra september til efterårsferien.

Han ser overrasket ud.
– Måske ses vi der. Skal vi drikke dus?

Vi løfter glassene. Hans markante og skarpe profil minder mig om Cary Grant. Han ser vel godt ud. Slank, høj, mørkhåret, en flot fyr vil nogen sige. Historien kunne have været anderledes.
– Hvorfra taler du så godt tysk, Anton?
– Som læge bør man også være i stand til at snakke med udenlandske patienter. Vi får ofte turister ind. I øvrigt kan man vist ikke bo i Sønderjylland eller Nordslesvig, som I ville sige, uden at kunne snakke tysk.

Hans stemme er meget behagelig, blød, harmonisk. Jeg vil vide mere:
– Har du familie?
– Ja. Kone og et par tvillinger, to piger på 14 år. Hvad med dig?
– En kæreste i Hannover. Ved ikke med ham. Ikke noget alvorligt.
– Nej, det ved man aldrig.
– Du sagde lægekongres. Hvilket speciale?
– Gynækolog. Ansat på Amtssygehuset, Haderslev.
– Kan man ikke blive træt af det?
– Det provinsielle, tænker du på? Jo, naturligvis. Indimellem.
– Nej, jeg mener af at være gynækolog?
– Jo, såmænd. Også det. Men der er gyldne stunder som forleden, hvor jeg reddede en ung mors liv under fødslen. Barnet overlevede med nød og næppe. Det er det, der hedder obstetrik.
– Har du nogensinde nægtet nogen hjælp?
Jeg fortryder mine ord, der bare tumler af sted uden tilladelse. Det skulle jeg ikke have spurgt om. Jeg kunne have stillet en million andre, mere oplagte.
Jeg ser fuldstændig neutral ud og iagttager ham. Han fortrækker ikke en mine.
– Nej, aldrig. Der var tidspunkter i slutningen af besættelsen, hvor lægeforeningen officielt nægtede samarbejde med tyskerne og lod det være op til hver enkelt at yde hjælp, men ellers – nej. Du ved, lægeløftet skal tages meget alvorligt. Jeg var lige blevet færdiguddannet og havde nok at gøre med at lære det faglige.
– Ja, men har du personligt nægtet nogen hjælp?

Han ser undersøgende på mig, og jeg vurderer, at spørgsmålet er utidigt. Jeg kan ikke kontrollere ordstrømmen. Det er alt for farligt for mig. Slap nu af, Danuta.
– Jeg ved ikke, hvorfor du spørger. Jeg kan kun gentage, at en læge skal holde sig til lægeløftet.
Igen er jeg for langt ude, men finder en kattelem:
– Jeg tænkte på eksempelvis tilfælde af personer, der enten var for fulde eller for aggressive til behandling.
– Nå, nej, ved du hvad, så bør man tilkalde politiet. Der har da været berusede personer, jo, men jeg har ikke decideret nægtet dem hjælp, det var vist mere et spørgsmål om, at det var umuligt i deres tilstand.

Jeg smyger mig udenom. Jeg skal lære at gå langsommere frem. Tage den med ro. Lad roligt ham komme til dig. Vikl ham tættere og tættere til dig. Gør ham afhængig af dig. Brug om nødvendigt dit udseende.
Vi sidder lidt og kigger ud over torvet, hvor mange mennesker promenerer i den lune aftenluft. Jeg tager en slurk.

Jeg mærker pulsen, der som sædvanlig er en smule hurtigere. Hvad vil han gøre, når ulykken går op for ham? Vil han græde? Vil det smukke, solbrændte ansigt gå op i fugerne, opløses, vansires? I det skjulte iagttager jeg ham, som han sidder der fuld af selvtillid og drejer sit glas med to fingre uden at vide, at over for ham sidder hans anklager, forsvarer, dommer og bøddel, der ved så meget om ham.

Det er en lun aften. Langsomt slentrer vi tilbage. Pladsen foran indgangen til hotellet vrimler med mennesker, og vi står lidt. Han står lidt skråt bag mig, som om han forventer noget af mig. En eller anden gestus, et tiltag til mere samvær.
Men det er ikke tiden. Jeg må være stensikker på, at det er ham. Skønt jeg allerede nu føler det. Jeg smiler og siger bare godnat og går.

Juni 1967
Efter morgenmaden går jeg på indkøb i den charmerende lille, gamle by, der ikke er mærket af krigen overhovedet. En skærende kontrast til Hannover uagtet størrelsesforskellen. Nå, Hannover er også ved at komme godt med og er efterhånden rimeligt renoveret i lighed med så mange andre vesttyske byer.

Resten af dagen går med efterforskningen. Jeg ringer flere gange til Gisela i Hannover, der lover at undersøge, hvad jeg ber om. Hun lyder forbavset, som om jeg ikke rigtigt stoler på hende og siger det også.
– Jo, det gør jeg da, men der kan være sket noget, du ikke har indflydelse på, argumenterer jeg.

Hvad det så end kunne være.
Jeg kontakter en af mine bekendte i Hannover, en journalist ved Hannoversche Allgemeine Zeitung. Jeg bliver nødt til at være 100% sikker i min sag.

Ud på eftermiddagen har jeg indsamlet alle nødvendige data omkring tilfældet Anton Slotsby. Der er ingen tvivl tilbage. Ikke den mindste. Det er ham, der nægtede min mor lægehjælp i 45 for 22 år siden. Han er skyld i både min lillebrors og min mors død og min ulykke. Han er skyld i mit elendige liv, i hvert fald den del, der rummer alle mine følelser til min familie. Ja, jeg ved det godt. Han var kun 29 dengang. Men stadig 18 år ældre end mig.

Til aftensmaden sætter jeg mig ved hans bord som det naturligste i denne verden. Han lader heller ikke overrasket.
– Nå, hvad har du så fået tiden til at gå med?
– Set på byen her. Den er ganske charmerende. Jeg kan jo vise dig lidt af den senere, hvis du har lyst.
– Jeg trænger måske til at strække ben efter de mange timer med foredrag. Så, tak!

Igen finder vi efter en længere gåtur et par pladser på en af byens mange cafeer. Vi taler godt sammen. Han er opmærksom, venlig og meget koncentreret om mig.
Vi sidder lidt tavse og stirrer på livet omkring os. Jeg mærker hans interesse, som han prøver at dæmpe. Jeg har gennemskuet ham. Han gør alt, hvad han kan for at fortælle mig, at han slet ikke er interesseret i mig på den måde. Men hans kropssprog fortæller det modsatte. Hele tiden er han åben, varm og parat. Af og til lægger han sin ene hånd på min overarm; et større seksuelt signal kan han vel næppe diske op med på dette tidspunkt.

– Vil du se, hvor jeg bor, spørger jeg, da vi er parat til at skilles på den halvmørke hotelgang. Allerede i elevatoren stod vi noget tæt sammen.
Efter et øjebliks tøven nikker han. Selvfølgelig.
Jeg går først ind og vender mig om, da han har lukket døren, og smyger mig ind til ham, omfavner ham og kysser ham blidt på munden.
Han kysser grådigt tilbage og presser mig baglæns ned på sengen.

En time senere vakler han ind på sit værelse, mens jeg går til ro.

Det var første del af den store plan.

Så er det alvor.
September 1967
Hannovers banegård glider bort, og jeg er på vej til Danmark. Kigger ud ad vinduet, inden jeg fumler ned i min håndtaske.
Jeg har fået et brev i går.
Det har været langt omkring. Jeg læser det igen for tyvende gang.
”Kære Danuta,
Jeg ved ikke, om du nogensinde får dette brev, men hvis du læser det, har jeg været heldig. Jeg har tænkt meget på dig i alle disse år. Jeg husker, hvordan vi to legede og snakkede sammen, og hvordan vi ubevidst hjalp hinanden gennem den frygtelige tid i lejren. Åh, Danuta, jeg tror, jeg var forelsket i dig. Som 12-årig! Jeg husker dine øjne, så mørke og brændende. Jeg husker, da du fortalte mig, at din mor var død. Du græd ikke, men var så bleg, så bleg. Jeg havde lyst til at omfavne dig, men turde ikke. Jeg var lidt bange for dig, tror jeg. Du slog mig også; husker du det?
Jeg har lyst til at se dig igen og finde ud af, hvad i alverden der er blevet af dig. Jeg har ledt gennem Røde Kors og spurgt hos alle relevante instanser, men har indset, at det er svært. Men jeg håber alligevel, at DRK Suchdienst, der praler med at kunne finde nålen i høstakken, også kan finde dig. Nej, praler er ikke det rette ord i denne sammenhæng. Uden Tysk Røde Kors var alt håb ude.
Har du lyst til at se mig, finder du min adresse her forneden. JEG har afgjort lyst til at se dig.
Hannes!”

Konvolutten havde været mange steder med masser af stempler og omadresseringer. Hannes kender selvfølgelig ikke mit efternavn, og at finde en Danuta i hele forbundsrepublikken turde være umuligt. Sandsynligvis har han opgivet nogle andre kendetegn.

September 1967
Jeg ankom for et par dage siden og fik straks en pæn velkomst af min danske lærerkollega, Birthe, hvis tyske lader meget tilbage at ønske, af og til slår hun over i engelsk, og det gør jeg så også.
Jeg undrer mig. Hun skal til Vesttyskland og undervise! Nå. Det er måske netop for at lære sproget bedre.
Hun viser gæstfri sin lejlighed frem for mig og havner til sidst i det værelse, der skal være mit, lige over for Hotel Atlantic. Bagefter sidder vi med en kop kaffe, og hun fortæller mig om Århus.

Næste dag tager vi hen på skolen. Birthe følger mig hele tiden og viser rundt, introducerer mig for elever og kolleger, og overalt bliver jeg modtaget med smil og udstrakt venlighed. De aner ikke, hvem de har med at gøre. Det er en mærkelig fornemmelse at blive præsenteret som tysker, sidde og lytte til de andre i pauserne og forstå alt, hvad der snakkes om, men lade som om, jeg ikke gør.
Et par af de yngre mandlige lærere kan slet ikke lade være med dæmpet til hinanden at kommentere mit udseende. En af lærerinderne smiler til dem og tysser og siger, at hun måske kan noget dansk. Jeg ved snart ikke. Synes nok, det er yderst uhøfligt så åbenlyst at komme med udtalelser om en tilstedeværende persons udseende uanset sproget. På den anden side er det da smigrende, at de udelukkende har positive kommentarer.

Senere ud på eftermiddagen ringer jeg til Haderslev, men Anton Slotsby er gået hjem. Jeg har ikke telefon, men har fået lov at låne Birthes. Jeg beder den venlige dame i røret om at give dette nummer til Anton. Hun virker forvirret over mit tyske, så jeg slår over i engelsk.
Samme aften ringer telefonen. Birthe er i bad og kan ikke høre noget.
– Åh, Danuta, hvis du vidste, hvor meget jeg har længtes efter dette øjeblik!
– I lige måde, svarer jeg dæmpet og tilføjer: – Jeg kan nok ikke snakke ret længe, for min kollega, Birthe, er ikke rejst til Hannover endnu og bor selvfølgelig her så længe. Jeg tror, hun rejser på fredag.
– OK. Jeg ringer på lørdag klokken 10 formiddag.

Typisk for Anton. Præcise klokkeslet, datoer, faktualiteter. Jeg lægger på.
Birthe kommer frisk og våddryppende iført en badekåbe ud fra badet og tørrer sit hår i håndklædet. Frotterer det omhyggeligt:
– Man må være om sig. Det er rart at føle sig ren.
– Naturligvis. Hvornår kommer du tilbage, eller altså til hvilken dato har jeg rådighed over lejligheden?
– Lad os aftale, at søndagen inden efterårsferien flytter du ud, rejser hjem, eller hvad du nu foretrækker!
– Det er i orden.
– Jeg har alligevel en fyr, jeg skal besøge, når jeg stiger af toget . Han må tage det værste tryk!

Da hun er taget af sted, indretter jeg mig. Jeg smutter ned i byen og køber nogle blomster, for der mangler nogen. De dufter, er friske, minder mig om så meget. Så tager jeg Hannes´ brev frem igen og læser det for 20. gang, mens jeg skriver tilbage.
“Kære Hannes! Jeg blev meget overrasket over at læse dit brev, og over, at du har brugt så meget tid og energi på at finde mig. Jeg har meget at fortælle.”

Jeg skriver og skriver. Bruger adskillige ark for at berette om mit liv efter lejren, hvor vi blev skilt fra hinanden. Jeg har et billede af Hannes. En lidt sky, genert og høj dreng med klare, blå øjne og et dejligt smil. En varm følelse af noget ukendt vokser i mig. Som om vi var søskende. Som om vi var de sidste to i en uddød familie.

Med ét længes jeg usigeligt efter ham. Læner mig tilbage i stolen og stirrer over mod Atlantic. Hvor mange millioner liter vand er der mellem os?
Jeg aner ikke, hvordan han ser ud i dag, men billedet af ham på nethinden er tilstrækkelig. Jeg skriver til ham, at jeg godt vil se ham igen, og at jeg pt. er i Danmark som udvekslingslærer.
Efter en times tøven skriver jeg også om Anton Slotsby. At jeg har fundet ham, og at jeg vil have hævn.

September 1967
– Vores nabo mistede en onkel i togulykken, du ved, i sidste måned. På Fyn. Jeg ved ikke, om du har hørt om det. Der døde 11 mennesker.
– Jo. Det virker voldsomt.
– Der var vist meget, der gik galt.
– Ja, somme tider går planerne ikke helt, som de skal.
– Nej, det siger Marianne også.

Bare min gør.
– Har hun det ellers godt nok?

Det skratter noget i telefonen:
– Hallo? Hørte du, hvad jeg sagde?
– Marianne? Jo, jo. Men de er alle tre en smule påvirkede af det med naboen. Marianne virker overraskende ramt af det. Men lad os nu tale om os. Hvornår kan vi ses, Danuta?
– Det er mest op til dig. Du bliver nødt til at komme til Århus.
– Det er jeg klar over. Jeg har derfor booket mig ind på et kursus på universitetet om 14 dage. Det varer kun to dage, men jeg har allerede varskoet Marianne om, at jeg lige snupper en tiltrængt fridag og først kommer hjem om søndagen. Vi har lidt problemer med de weekender.
– Altså, Anton. Fatter hun ikke mistanke?
– Nej. Hvorfor skulle hun det? Jeg er ofte af sted til kurser og konferencer. Somme tider er hun med, somme tider ikke. Denne gang skal hun ikke!

Han klukler ligefrem. Pas nu på, Anton. Om nogen tid vil du ikke længere le.
Mine fødder bliver kolde, kan jeg mærke.
– Hvad hedder dine døtre?
– Camilla og Caja. Med C i begge tilfæde.
– Tilfældigt?
– Nej, nej. Begge vore mødre hedder noget med C. Derfor!

September 1967
Jeg ordner forskelligt. Jeg har sikret mig flere aviser og studerer ivrigt boligannoncerne. Der er flere egnede tilbud, men især ét fanger mig: Et nedlagt landbrug et stykke uden for Haderslev. Jeg ringer til udlejeren og taler dansk.
Han er mere end ivrig, og jeg forstår, at det er hans barndomshjem, og at begge hans forældre døde sidste år. Beskrivelsen passer perfekt til mig. Det ligger nærmest i skov og har ikke været beboet det sidste års tid. Er forfaldent og derfor med en rasende billig husleje og ikke interessant for ret mange. Jeg forklarer, at jeg blot er ude efter et overnatningssted til mig, når jeg af og til skal ordne forretninger i Sønderjylland.
Han lover at sende mig nogle fotos fra stedet, og jeg giver udtryk for stærk interesse.
– Er du nordjyde, spørger han interesseret. – Jeg synes, jeg kan genkende det.
– Mnnn, svarer jeg bare og afslutter samtalen. Det gør ikke noget, at han tror, jeg er deroppefra. Jeg er alligevel en smule imponeret over, at en tilfældig sønderjyde kan høre det.

 

September 1967
Allerede dagen efter modtager jeg brevet med et par fotos og kan straks se, at det her er det idelle sted. Med den lidt ubehjælpsomme skrift tilbyder han mig yderligere rabat.

Jeg ringer til ham. Forklarer, at jeg trods det at være nordjyde har en del forretninger i Sønderjylland, men først skal finde et sted, hvor jeg bare kan være mig selv. Derfor skal det ligge ude på landet, helst i nærheden af en skov, og han bliver ivrig og siger, at hans nedlagte husmandssted lige må være noget for mig.
Jeg gør ham opmærksom på, at jeg ønsker absolut fred og ro og ikke vil forstyrres, når jeg er der.
– Hvad? siger han flere gange.

Dårlig forbindelse. Jeg gentager.
Det kan han godt forstå og insisterer på, at hans barndomshjem må være ideelt for mig.
Vi bliver enige om øjeblikkelig overtagelse og aftaler det praktiske, nøgle, aflæsning af strøm og sådan noget, og jeg går på posthuset og indbetaler tre måneders husleje inklusive denne.
Så. Nu har jeg et lille hus. Næste weekend vil jeg rejse til Haderslev og tage min bolig i brug.

September 1967
Jeg har til denne weekend lejet en lille Renault 4. Beskrivelsen på vejen til huset er svær at forstå, men det lykkes mig at finde det.
Det ligger faktisk naturskønt i udkanten af skoven – viser det sig. Med lidt god vilje kan man påstå, at det ligger i skoven.
Jeg standser et godt stykke fra gården, et lille husmandssted er det snarere. Det sagde udlejeren og forklarede mig forskellen på det og en gård. Vi siger nu gård, sagde han.

Indkørslen gør mig betænkelig. Det er jo næsten en sandgrav. Jeg tager bestik af huset. Selve beboelseshuset ligger til højre, når man kører ind. Ved siden af ligger en gammel lade, mens stalden er i midten af gårdspladsen. Der kan faktisk køres rundt om stalden. Bag laden er en bagvej så at sige.
Jeg går ad bagvejen og finder tilbage til min bil. Jeg tror, det skal være min indkørsel. Den egentlige indkørsel har alt for sandede og bløde hjulspor, hvor jeg nemt kan komme til at sidde fast, og jeg kan godt være nervøs for, om den primitive franskmand kan forcere sandet. Den alternative indkørsel består mest af græs og er måske mere velegnet.

Der er en lille lund bag stuehuset, – og så er der stalden. Små vinduer, gamle døre, men der er i det mindste ryddet op. Inde i stalden er der flere rum, og et af dem er særdeles velegnet til formålet.
Jeg kan lige så godt gå i gang med det samme og finder nøglen til huset det aftalte sted.

Jeg gjorde holdt i Kolding for at købe forskelligt og talte dansk alle steder. Det tager nogen tid, men det er altsammen led i min plan. Det er noget, jeg regner med. Noget, der så at sige ligger i opgaven. Hvor længe var jeg ikke i lejren? Hvor længe var jeg ikke på institutionen? Hvor længe har jeg ikke været om at møde manden, der smadrede mit liv?
Min mening om Anton ændrer sig ikke grundliggende. Han har ødelagt min familie og mit liv på den ene side, og han er noget udefinerbart tiltrækkende på den anden. For mig. Jeg kan lide at gå i seng med ham. Han er hensynsfuld og gør, hvad jeg siger. Han er både sårbar og ekstrem ærekær og samtidig ærlig og yderst følsom. Måske hænger disse begreber sammen. Den ene er en følge af den anden, der er en følge af den tredje. Og så videre. Man kan påstå, at min vrede har fordelt sig over flere nuancer efter at have lært Anton at kende. Det gør hverken fra eller til. Det forstyrrer mig ikke overhovedet. Når jeg går i seng med ham, ser jeg på mine egne behov og tænker, at det er min tur til at nyde godt i det forhold.
Han et rart og følsomt menneske. Kærlig og omsorgsfuld over for sine nærmeste; var Auschwitzkommandanten ikke også et kærligt menneske, der behandlede sin hund med stor omsorg og ømhed? Havde han ikke også den dybeste respekt for sin hustru og omfattede sine børn med stor interesse, deltog i forældremøder på deres skole og i det hele taget var en nyttig lokal samfundsborger?

Ud på eftermiddagen trænger jeg til en pause og kører en tur til Haderslev. Jeg studerer opmærksomt kortet over byen, her er domkirken, her er dammen, her den anden kirke, her ligger de to hospitaler, og jeg parkerer bilen og går omkring inde i centrum. Der er et hyggeligt lille torv omkranset af gamle bygninger; Kosmorama er en af dem. Skulle man gå ind og se en film? Jeg ser på uret. Nej, den går vist ikke. Det må vente.
På gågaden finder jeg en specialbutik, der handler med eksotiske grønsager og alverdens forskellige frugter og madvarer. Her køber jeg til aftensmaden.

Tilbage i huset laver jeg mad og forsøger at hygge mig i den lille stue.
Der er mørkt herude på landet! Det er jeg ikke vant til. Jeg er ikke bange for mørket på den måde.
Aftenen er sortere end sort, men stilheden slår mig endnu mere. Jeg står længe i mørket og lytter, men hører ingenting. Hvordan kan man høre ingenting?

Selv om skoven lige i nærheden kan virke skræmmende, er jeg helt tryg ved den.
Der er så meget andet, der virker foruroligende.

Jeg går i seng og sover tungt og drømmeløs til næste morgen.

September 1967
Jeg vågner tidligt og vasker mig i det kolde vand. Der er ikke indlagt træk og slip, så det lille das i gården er mit badeværelse.
Huslejen er lav, fordi der ikke er toilet med skyl. Det tør siges. Der står en spand under sædet, og jeg kan jo godt regne ud, at den spand skal tømmes af og til. Man tager en spade og spanden og går ned i den lille lund bagved, graver et hul, hælder indholdet ned og dækker til. Så skyller man spanden under vandet fra den udvendige hane, der sidder ved indgangsdøren til stuehuset og stiller den ind igen.
Det er da ligetil.
Jeg hugger lidt mad i mig, inden jeg igen går i gang med at indrette huset. Friske blomster i vindueskarmen, støvsugning overalt, støvaftørring og frem for alt opvask er nødvendigt. Flere tallerkner hænger sammen af fedt og skidt.

Jeg muger ud i det rum, der skal være celle. Spreder frisk halm derinde og tager det fra laden, der ligger overfor. Så er det dørens tur. Den skal være overordentlig solid, slutte tæt og have en luge midt på stor nok til de tallerkner, der skal langes ind. Til en solid dør hører en solid lås, hvortil en syv-takket nøgle skal anvendes.
I forvejen har jeg sat mig ind i det håndværksmæssige, og jeg tumler med mørtel, sten, og sav og bliver næsten færdig.

Tre køjesenge oven på hinanden skal etableres op ad den ene væg, den fjerneste fra døren. Jeg har anskaffet nogle kapokmadrasser fra et sted i Horsens, helt tynde og hårde, næsten for luksusagtige. Til mit held finder jeg også et par halmballer i laden. De må have ligget der siden sidste år.

Indtil nu er min plan ret detaljeret. Her skal de anbringes, sådan skal de bo og ligge, sådan skal det hele se ud. Så tæt på flygtningelejren som muligt. Tre køjesenge og intet andet i rummet. Ikke engang vinduer. Her skal være mørkt døgnet rundt. Kun når de får mad gennem lugen, lyser det en smule op.
Hvad vil der ske, når den første af dem skal tisse?
Vil de snakke om det; vil hun bare sætte sig i et hjørne eller spørge:
Mor, jeg skal tisse. Hvor gør jeg det?
Moderen vil kigge rundt i mørket og rynke brynene og svare:
Jeg banker lige på lugen – og famle sig hen til den og slå på den. Vente på, at der skal komme nogen. Intet svar.
Nu skal jeg altså, vil datteren insistere.
Så må du sætte dig i det fjerneste hjørne, siger moderen opgivende. Tror jeg.

Her vil der ske et kulturskred. De vil rutche ned fra civilisationens første klasse til noget, der ligner tredje klasse, baggården. Men burde det være Anton selv, der mærkede alt dette? Hvordan kan jeg få mig til at straffe uskyldige personer som hans familie for at straffe ham?
Jeg vifter spørgsmålet væk. Det er noget, jeg har tænkt over tidligere. Så behøver jeg vel ikke gentage processen.

Sent ud på eftermiddagen vasker jeg tilfreds mine slidte hænder, nu er huset da beboeligt, inden jeg starter Renaulten og vender mod nord.
Oktober 1967
Hotel Atlantic hæver sig midt i byen med udsigt langt ned over havnen og indsejlingen. Jeg står i min lejlighed og skuer over på det.
Gården i Haderslev er helt klar. De sidste par gange har jeg udnyttet min tid til det yderste og fået alt på plads.

Telefonen ringer. Det er nok Anton. Hvem ellers? Jo, Gisela. Men ikke Hannes. Jeg har netop igen skrevet til ham. Ved ikke helt, hvad jeg skal med ham. Om jeg længes efter ham? Det kan jo næppe være tilfældet. Han er altså også 18 år ældre end dengang eller nærmere 20, for han rejste fra lejren i, var det 48 eller måske før?
Jo, jeg længes vist efter Hannes, altså efter at snakke med ham, høre hvordan det går ham, hvordan han har det; jeg tror ikke, han har familie, for det har han intet skrevet om. Jeg har bare så dårligt med tid lige nu. Så han må vente.

– Hallo, Danuta.
– Hallo, Anton.
– Godt at høre din stemme.
– Tak, svarer jeg på dansk.

Jeg mener det faktisk.
– Hov, har du lige lært et dansk ord?

Jeg fortsætter på tysk som sædvanlig.
– Dansk er forfærdelig svært. Røtgrøt met fløde …
– Jeg lovede at ringe i dag.
– Og det gør du så nu.
– Har du haft det godt, skat? Åh, det er dejligt at høre din stemme.
– Jeg har arbejdet koncentreret. Jeg tror, de er begyndt at kunne lide mig i klassen, selv om ikke alle er vilde med tyskere. Der er visse kolleger, der nægter at sidde sammen med mig. Men det forstyrrer mig ikke. Jeg smiler til dem og siger, at det var mig, der startede krigen.
– Du er kæphøj, tror jeg. Ja, hvad hedder det på tysk? Det er noget med groß … øh, und Maul …

Han leder efter ordet, men siger det så på en anden måde.

– Du er godt nok noget usædvanligt, Danuta. Noget helt særligt og specielt. Somme tider tænker jeg, at jeg overhovedet ikke kender dig. Jeg kan lige se dig for mig, mens du sidder der blandt danskere og ligefrem er stolt over at være tysker.

Det kan han have ret i.
– Jeg kommer snart og besøger dig igen, Danuta.
– Ja, Anton.
– Men er du sikker på, at du allerede skal tilbage til Hannover til efterårsferien?
– Ja. Helt sikker.
– Det kunne være dejligt, hvis …
– Hvis hvad, Anton?
– Hvis du ville holde et par dages ferie i Haderslev. Jeg ved godt, det er farligt, men tanken om at skulle slippe dig uden videre er skrækkelig. Hvis du boede nogle døgn på hotel, kunne jeg besøge dig. Jeg skal nok betale …
– Jeg skal være ude af denne lejlighed senest søndag op til efterårsferien.
– Så kommer jeg om søndagen. Hvad siger du så til, at du kører med mig til Haderslev og bliver installeret på Høppners Hotel og bor der nogle dage? Jeg skal jo passe mit arbejde og min familie …
– Jo tak, men ikke længere end til søndag i ferien. Da SKAL jeg altså hjem.
– Ja, ja. Jeg skal nok betale for dit ophold.
– Det har du sagt. Det er fint, det er jeg glad for. Det er sødt af dig.
– Nå, nå, så fik tonen nok en anden lyd, hvad?
– Eller håbet en anden farve. Se i øjnene, at det snart er forbi, Anton. Slut. Finito. Din frille rejser og er for evigt ude af din bevidsthed.

Vi fortsætter endnu nogen tid med at lave sjov. Det rører mig ikke. Og dog. Jeg begynder langsomt at forstå, hvorfor jeg har to hjernehalvdele.
Min plan har hele tiden haft kendskab til Haderslev som forudsætning, og jeg har allerede været der flere gange med kort i hånd. Jeg har regnet med at skulle tilbringe yderligere nogen tid i byen. Nu forærer ophavsmanden til det hele mig en oplagt mulighed for at klare alt – og så endda betale for mit ophold. Det kan da kun forbedre den, tror jeg.

Oktober 1967
Det er efterhånden trivielt med den megen regn. Jeg har vænnet mig til altid at gå med paraply, så er jeg sikret. Jeg går en tur i den indre by og tager sporvognen hen til domkirken. Jeg bliver mere og mere rastløs, kan jeg mærke. Det har været en lang sensommer og nu et ikke mindre langt efterår, men min plan nærmer sig opfyldelsen og virkeliggørelsen.
Hannes har sendt mig et nyt brev. Han skriver, at han forstår mine hævnfølelser, men beder mig overveje, om det nu også vil give mig det, jeg håber på. Han er foruroliget over at tænke på, hvad jeg egentlig vil. Hvad vil du lave, og hvor langt vil du egentlig gå, spørger han og røber en ængstelse, der kommer lidt bag på mig.

Hjemme igen sætter jeg mig straks hen til bordet og skriver tilbage.

Indigneret, næsten vredt slynger jeg agressionerne af sted mod Anton Slotsby og forsøger at få Hannes overbevist om, at han ikke fortjener bedre. Næsten automatisk bruser jeg den ene anklage frem efter den anden. Jeg holder kuglepennen så fast i hånden, at det lyder et lille metallisk knæk. Knække halsen på ham, give ham øje for øje, tand for tand …
Fortryder jeg en smule, at jeg har afsløret min hævntørst for Hannes, som jeg knap nok kender?

Kender og kender? Der er i mig et billede af Hannes, som jeg ikke kan fortrænge. Min kuglepen er brækket over i to, men jeg kan med den ene stump skrive telefonnummeret til Høppners Hotel, og at jeg nok er der i næste uge.
Ring bare, min ven. Min hemmelige ven. Savner jeg dig? Åh, Hannes, hjælp mig. Det virker grotesk at savne et menneske, man ikke har set i 18 – 19 år.

Jeg får det pludselig dårligt og synker helt sammen hen over bordet. Er Hannes det eneste menneske, jeg har tilbage?
Mit brevpapir er blevet lidt vådt.
Kigger op i loftet. Utætte gamle lejligheder. Jeg rejser mig og lægger papiret i kuverten, limer den sammen og går ned i kiosken på hjørnet og køber et frimærke til mit hjemland.

Mit hjemland? Hvor har jeg hjemme? Med hvem har jeg hjemme? Jeg stryger med to fingre blidt på kuverten, inden jeg slipper den ned i den røde postkasse.

Midt på eftermiddagen hører jeg i radioavisen nyheden om Che Guevaras død i Bolivia. Jeg hamrer min knytnæve ned i bordet. Che hører til mit håb om en mere retfærdig fremtid for verdens undertrykte. Tyrannerne får nu en chance mere.

Anton er i telefonen, og jeg lyder vred. Han siger kun ja og nej de rigtige steder og er øjensynligt ikke synderligt interesseret i en eller anden krigsspasser på den anden side jordkloden, som han kalder ham.
– Hvad med de 14.000 amerikanske soldater, der er døde i Vietnam indtil nu? indvender han, fuldstændig irrelevant.
Han lyder forurettet:
– Hvordan kan du tage på vej over en cubansk bongotrommers død i Sydamerika? Jeg har med mine 51 år ikke levet en eneste dag uden krig et eller andet sted på kloden. Tror du virkelig på, at han kunne have ændret noget som helst?
– Jeg er tilhænger af fred i alle lande, men også tilhænger af tålelige vilkår for alle og ikke kun for de rige. Socialismen er vejen frem! Og Che Guevara har gjort en forskel! Che og Fidel har forvandlet Cuba til et bedre samfund end under Batista.

Anton er ikke sådan at bide skeer med:
– Jeg er da alligevel noget overrasket over, hvor meget en 33-årig skolelærer, ja undskyld, oven i købet kvindelig skolelærer, ved om storpolitik. Men jeg synes ikke, man kan sammenligne socialismens fremskridt med baggrund i et korrupt diktatur.
– Hvad med Danmark? Hvis der kom socialisme her, hvordan ville den så være?
– Se, min dyrebare Danuta, det var straks mere relevant.

Der er en pause i telefonen. Jeg siger ingenting, men afventer, hvad han vil.

– Jeg har tænkt på en ting.
– Hvad?

Det vil jeg da gerne høre.
– Jeg har tænkt på, om vi to kunne nappe en lille ferie sammen på et tidspunkt. Du ved, ligesom i Alsace.
– Kan du godt gøre det mod Marianne? Jeg mener, du har vel visse forpligtelser …

Jeg holder vejret og ved, det er en ualmindelig dårlig idé.
– Marianne og jeg har, hvordan skal jeg udtrykke det, visse uoverensstemmelser for tiden. Hun er af en eller anden grund stadig påvirket over, at naboens onkel døde i togkatastrofen på Fyn.
– Jeg synes ikke om ideen. Uanset hvordan I to har det, dur det bare ikke. Når efterårsferien er forbi, ses vi to måske aldrig igen.
– Aldrig? Jeg kunne besøge dig i Hannover!
– Anton, hold nu op. Betragt det her som en ferieflirt.
– Jeg har uhyre svært ved netop det, Danuta. Uhyre svært. Jeg føler mig så alene for tiden.

Hans stemme lyder fremmed og anderledes. Svag, blød, meget blød.
– Du har jo afgjort en gang for alle, at du ikke vil forlade Marianne og tvillingerne, så der er vel ikke så meget mere at snakke om.
– Derfor kunne vi godt ses af og til. Jeg mener da, at vi begge har glæde af det?
– Det vil jeg ikke, Anton. Jeg gider ikke basere min fremtid på en ældre mand i et andet land.

Der opstår igen en længere pause i den anden ende.
– Nej, du har selvfølgelig ret. Det, du mener, er, at enten skal jeg tage dig, som den, du er, og forlade min familie, eller også skal jeg forlade dig?
– Sådan har det været hele tiden. Fat det dog, Anton.

Han puster igen lidt sjovt ned i røret og er tavs i flere sekunder. Jeg venter bare. Jeg har aldrig haft til hensigt at flytte sammen med Anton.
– Jeg holder så meget af dig, hvisker han til sidst.
– Vi ses jo snart igen.
– Ja.

Han lægger på uden yderligere forklaringer. Det var lige før, jeg måtte lægge øre til en tåreperser. Den slags rørelser i telefonen er jeg ikke meget for.
Anton lyder som en person, der kan få et sammenbrud hvad øjeblik, det skal være. Oktober 1967
Brev igen fra Hannes. Han er overbevist om, at jeg skal tænke mig godt om, inden jeg går fra teori til praksis. Han spørger, hvordan jeg konkret har tænkt mig hævnen.
Han mener, at risikoen for, at det hele går galt, vejer tungt, men det vigtigste, skriver han, er, at jeg moralsk sætter mig ned på samme niveau som Anton Slotsby. Hvis du gør noget mod den mand, vil du falde. Du vil blive som han, og hvilket formål tjener det? I USA, England og Frankrig må man ikke slå ihjel og bliver straffet ved, at staten – slår morderen ihjel.

Jeg prøver at argumentere for min hævn. Jeg føler nok, at jeg gentager mig selv, men jeg synes ikke, mine argumenter bliver dårlige af gentagelsen. Tværtimod. De stråler endnu mere nu, hvor der bliver fejet under vingerne.
Jeg skriver tilbage og kaster håndgranaten over til ham: “Har du ikke hævnfølelse? Synes du, vi blev behandlet bare nogenlunde anstændigt? At du var forældreløs og dermed ikke havde noget at miste, kan vel ikke være et argument til os andre? Og synes du, at du fik al den hjælp, du havde brug for?”
Det ved jeg, at han ikke synes. Han snakkede ofte om det dengang. At han følte sig svigtet, fordi han netop ankom alene og forældreløs og ikke fik nogen hjælp overhovedet. En 12-års dreng uden familie i et fremmed land. Hvordan er det nu lige, det kan være sjovt, når ingen i dette land ønsker at hjælpe én, men faktisk prøver på det modsatte: At blive af med én, jo hurtigere, jo bedre.
Igen falder jeg lidt hen, mens jeg skriver. Jeg har fået en ny kuglepen. Bad om en af metal. Det havde de ikke. Men de garanterede, at denne kunne holde til ret meget. Oktober 1967
Århus ligger badet i sol, da Anton banker på. Han omfavner mig, og ser ud, som om det er ham, der kommer med solen.
Han taber sin tunge kuffert ned over min fod. Straks ser han ud, som om han har slået mig, mens jeg mumler, at det skal han ikke undskylde.
Han forklarer sig med, at det er nødvendigt for ham at tage en del bøger med til sit kursus heroppe. Ellers får han problemer med Marianne.

Jeg slipper hans hånd.
– Kan du ikke bare tage hjem til hende igen, spørger jeg. – Hun betyder åbenbart så meget for dig. Hvad er du egentlig kommet for?
– Hvad, siger han med vildt opspærrede øjne. – Hva, hvad mener du?
– Tag nu hjem, hun venter dig sikkert, siger jeg kort og vender mig.
– Ja, men jeg forstår ingenting, mumler han, tydeligt overrasket.
– Næh, det gør jeg da heller ikke. Men gå nu!

Han drejer rundt, tager sin kuffert og smækker sig ud. Jeg sætter mig ind i stuen og tager en bog, men kan ikke koncentrere mig. Jeg kigger ud ad et af vinduerne. Solen står hen over byen og farver den gylden, efterårets farver. Var det smerten i foden, der fik mig til at være så kontant? Eller var det smerten i hovedet? Jeg følte bare, at jeg pludselig og uden varsel blev træt af ham. Jeg går ud i køkkenet. Opvasken venter.
Det varme vand fylder helt op i fadet. Jeg putter først glassene i ganske forsigtigt. Vandet er næsten kogende, så jeg tager ved stilken og sætter glassene hurtigt op på tørrebakken. Et rent viskestykke gør underværker.
Antons ansigt dukker op, mens jeg tørrer og tørrer.
Fortryder jeg?

Så ringer det på døren.
Jeg åbner den med et viskestykke over armen. Som en anden tjener.
– Hvad så, Anton? Skulle du ikke hjem??
– Jeg kan ikke holde ud bare at tage af sted fra dig og ikke vide, hvordan og hvorfor …

Han ligner én, der er på nippet til at græde.
– Kom ind!

Indenfor omfavner jeg ham og trykker mig ind til ham. Lader en hånd glide ned over hans flade mave og kører lidt længere. Han stønner og graver sit ansigt ind i mit hår:
– Åh, Danuta, hvem er du, jeg er så betaget af dig, men jeg forstår dig ikke …
– Kom nu bare med ind, så snakker vi lidt.

Han smider sig direkte i en stol og glor på mig:
– Jeg forstår dig altså ikke. Hvorfor skulle jeg smides ud …
– Jeg gider ikke høre om din kone. Enten er du sammen med mig og kun mig, eller også bliver du hjemme hos Marianne.
– Ja, ja, godt ord igen.

Med vilje drejer han samtalen ind på mere neutrale emner, og jeg hænger viskestykket op på knagen, stryger ned ad kjolen, inden jeg sætter mig hen til ham.
Først vil vi spise på Hotel Atlantic, udsigten er god deroppe fra tagrestauranten, og dernæst måske tage i biografen. Ud på aftenen står den på Århushallen, hvor der i weekenden er fest og ballade. Anton snakker vandfaldsagtigt og påstår, at der altid er flere damer end herrer, og de fleste piger er sådan nogen, der var relativ lette at komme i bukserne på. Sådan var det i hvert fald i hans studietid lige før og under besættelsen.
– Den åbnede i 1938, og du kan tro, der var mange mennesker. Dengang.

Han tager mig i hånden og spørger, om vi ikke bare skal blive her i min lånte lejlighed og …
Det kan vi godt. Faktisk hader jeg Århushallen, som jeg har hørt, blot er et kødmarked. Hvad skulle vi dog der?

Anton lægger straks fra land ved at smide tøjet, gå i bad og komme friskduftende tilbage. Hånd i hånd valser vi ind på “mit” værelse og lægger os.

Det er to personer, jeg går i seng med. Der er i det hele taget en dualisme i mit forhold til ham. Jeg kan lide hans udseende, og til tider kan jeg endog svagt synes om ham, sådan generelt og overordnet. Det generer mig overhovedet ikke at tænke på Marianne. Anton må selv bære det fulde ansvar over for sine kone.
Jeg går i seng med ham for at fastholde ham, så længe det er nødvendigt. Bagefter? Så er det bare slut.

Jeg taler om Marianne med vilje. Jeg kan se, det generer ham, men det tænder mig på en eller anden måde. Til at begynde med reagerer han med suk, og resultatet udebliver ikke. Humøret falder og med det noget andet også, og han ser trist ud.
– Det går op og ned med hende. Som om hun kan mærke, at jeg ser en anden. Ja, jeg ved godt, du gider ikke høre det, men du startede selv.

Så læner jeg mig op mod ham, smiler og kærtegner ham. Rører ved ham fra skuldrene og nedefter. Det kan han godt lide, og han begynder også at røre mig.
– Generer det dig, at jeg snakker om Marianne?
– Da du sagde hendes navn, trykkede du præcist på den knap, der til stadighed er aktiv. Men det gjorde du med vilje, ikke?
– Jeg kan godt lide dig, når du bliver sat uden for din vante selvsikre holdning. Du bliver smukkere!
– Nå, nå. Men jeg er selvfølgelig klar over, at du gør det med vilje. Dumme tøs!

Han kaster sig over mig, og vi brydes.
Nakken lyser rødere end normalt, og han bliver ivrig. Altså påvirker det ham.
Jeg finder på sjove spørgsmål: Gør du også sådan mod Marianne? Han bliver igen slået lidt ud af det, ikke så meget som før og mener ikke, det er sjovt. Senere går det fint. Jeg bliver ved at snakke om Marianne. Han griner bare og tror naturligvis, at det stimulerer os begge to. Men det påvirker kun ham. Jeg kan finde på at stille meget intime spørgsmål om forskellene på Marianne og mig, hvad han bedst kan lide, om hun gør sådan eller sådan, og alt ser ud til at prelle af på ham. Altså lige bortset fra hans ophidselse, der får et skud testosteron. Ser det ud til.

Til tider kan jeg betragte Anton som den, der repræsenterer alt det onde hos danskerne. Deres selvfede forståelse og bedrevidenhed, høje moral og gøre gode gerninger. En flok hykleriske spejderdrenge er de. Hele bundtet. Når de så i praksis skal vise deres medmenneskelige overskud, svigter de og viser sig at være – hverken værre eller bedre end andre, ikke engang bedre end tyskerne. Nægte at hjælpe spædbørn! Jeg koger lidt.

 

Oktober 1967
I dag er der stødt noget ekstra til. Jeg kan ganske enkelt ikke få Hannes ud af hovedet. Når jeg lukker øjnene, er det Hannes, jeg er sammen med. Selv om jeg står uforstående over for det. Hvorfor tænker jeg så meget på ham?
Anton ser forskende på mig.
– Er du ikke i stødet i dag, spørger han.
– Der har været så meget, prøver jeg, – men hvis jeg nu koncentrerer mig, kan det godt være, at …
Og omsider lykkes det mig at samle mig om det, vi er i gang med.

Forholdet til Anton er snart forbi. Det ved vi begge, men jeg fornemmer, at hans erkendelse er mere ulden. Jeg er derimod klar over, at det er definitivt. Anton tror, vi kan ses af og til.
Når jeg er rejst hjem til Hannover, er det slut. Jo, det tror han ikke helt. Jeg kan mærke, at jeg helt er indstillet på det. Måske er det derfor, at jeg bruger ham ret hensynsløst. Han skal ikke tro, jeg er forgabt i ham. Jeg går bare i seng med ham, fordi det passer ind i min store plan, jeg lader ham betale det hele, jeg forbruger ham.

Der er også det med Hannes …

Jeg anretter, og vi spiser. Anton mener, at det er noget skønnere at være sammen med mig privat.
– Hvordan har du det med døden, spørger han efter at have udbragt en skål for vort forhold, så længe det varer.

En halvhjertet skål fra min side.
– Jeg er ung og spekulerer ikke så meget på den, svarer jeg, – i hvert fald ikke på egne vegne.
Ikke sådan. På den måde. Jeg prøver:
– Den er det mest definitive, jeg kan komme i tanker om.
Han nikker.
– Min far døde for noget tid siden, og jeg fik et lille stik af erkendelse:
Til daglig møder jeg døden i mange skikkelser. Har masser af patienter med dødelige sygdomme og patienter, jeg må tage afsked med. Men de tilhører mit arbejde, ikke mig selv. Alligevel er jeg overrasket over, at min fars død kom bag på mig selv.

Han har minsandten tårer i øjnene. Famler hele tiden med en serviet.
– Du mener ikke, en læge betragter død på samme måde som vi andre?
– Jo, for søren. Men den er anderledes. Nærmest en sygdomstilstand, der er ultimativ. Man vænner sig til det. Netop derfor tænker jeg ikke så meget på mig selv.
– Tror du, du kan se på din egen død udefra, Anton?
– Klinisk vil jeg kunne diagnosticere min egen sidste tid, men om jeg også kan det med mine følelser, ved jeg ikke.
– I flygtningelejren må du have set mange døde …
– Ja.

Han ser på mig med blanke øjne. Jeg er overrasket over det, jeg ser. Det påvirker mig, kan jeg mærke.

– Døden er anderledes der. Måske også i lyset af krigen. Herregud, de var selv ude om det. De stemte sgu alle på Hitler. Var alle skide begejstret, indtil der begyndte at gå Stalingrad i den. Men du var bare en lille pige, kan jeg forstå. Hvordan oplevede du krigens gru?
Nu skal jeg passe på. Skal jeg fortælle noget af historien, lidt eller ingenting?
Kaffevandet koger, og den og snak om cognac sørger for, at mit svar udsættes til senere.
Da jeg kommer ind, sidder han med Hannes´ brev i hånden.

 

– Hvad laver du, siger jeg vredt. – Hvad roder du i mine ting for?
– Det lå her, og så tog jeg det bare op uden at …
– Du holder dig fra mine ting. Det er en mand, jeg kender fra Hannover og færdig med det. Er du med?
Jeg lyner brevet ud af hans hånd.

Han ser et øjeblik forskrækket ud.
– Ja, ja, slap nu af, Danuta, sådan var det jo ikke ment.
Det er lige før, det får konsekvenser, og at jeg igen må bede ham forlade mig.
Men det får det så ikke.

 

Jeg vågner midt på natten, kold som is, og han ligger ved siden af fredeligt og sover dybt, og jeg får lyst til at ringe til Marianne:
Hallo, det er Danuta. Ja, du kender mig ikke, men jeg kender dig, for du er gift med min elsker. I øjeblikket ligger han her i Århus ved siden af mig i dobbeltsengen. Han kan godt lide at gå i seng med mig. Han påstår, at det er rart med lidt forandring. Han siger, jeg er fantasifuld og ser godt ud. Jeg er også hævneren, der er kommet for at udfolde retfærdighed. Så jeg er ked af det, men du kommer til at lide for det. Godnat!
Det gør godt at lege med tanken. At ramme uskyldige for at ramme en skyldig. Jeg leger med forskellige detaljer i planen. Det gør mig intet, at Antons kvinder snart skal sprælle i fangenettet. Være sultne hele tiden, vågne om natten og kun tænke på mad; det bedste af alt ville være, hvis de blev syge, og jeg kunne meddele dem, at der desværre ikke er nogen læge til stede. Præcis som i flygtningelejren.
For resten, de bliver syge.
Meget syge!

Nattens mørke og dystre tanker som disse står godt til hinanden. Jeg ligger længe og spekulerer og finder til sidst det hele ret så frastødende. Indespærre uskyldige kvinder! Hvad har jeg gang i?

Oktober 1967
Vi går i bad og vil have morgenmad i byen bagefter.
Vi ringer til flere restauranter for at spørge, om de har solbærjuice. Smuk, rød, solskinsalsacisk væske. Først på Hotel Marselis er der bid. Vi tager bilen derud og får vores morgencomplet med solbærjuice. For den betaler vi en del ekstra, men det er al umagen værd. Undervejs løfter min hånd sig og kærtegner hans stubbede kind. Forbavset kigger jeg på hånden, mens han smiler til mig.
Jeg aner ikke, hvorfor den hånd gjorde sådan. Det var ikke med vilje, og jeg er lige ved at sige det, men tager mig i det.

Efter frokost gentager vi det hele. Eller jeg tror, at vi gør. For lige som Anton vil trænge op i mig, krummer han sig sammen og ryster over hele kroppen.
Forskrækket rejser jeg mig halvt op og spørger:
– Ja, men Anton, hvad er der galt?
Han svarer ikke i første omgang, men har mærkelige lyde. Langsomt går det op for mig, at han græder.
– Hvorfor græder du?
Jeg stryger ham over håret og forsøger forgæves at vende hans ansigt op mod mig. Han stritter imod, aser sig ind med ryggen til mig og hulker nu temmelig højt.
Jeg lader ham hulke. Jeg ser sådan set ikke anderledes på ham for det. Måske betragter jeg ham lidt længere. Jeg irriteres over mig selv. Hvorfor blev jeg forskrækket?
Omsider stilner hans gråd af. Han ligger helt stille et øjeblik.
– Undskyld, Danuta. Undskyld!
– Ja, ja. Vil du fortælle mig noget?
Han vender sig nu endelig om mod mig med røde øjne og skælvende stemme:
– Danuta, jeg er ked af det.
Jeg nikker. Det forstår jeg godt. Men af hvad?
– Jeg er ked af, at jeg er så vild med dig. Jeg er dybt forelsket i den smukkeste og på alle måder mest fascinerende kvinde, jeg endnu har mødt. Jeg har ikke tænkt på meget andet end dig lige siden Alsace. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Nå, ikke andet. Så er der håb endnu.
– Jeg er ked af at være Marianne utro, og at hun ubevidst har opdaget det. Vort forhold er i hvert fald ændret i den senere tid. Men det værste er noget helt andet. Kærligheden til dig og det svigt, jeg er i gang med over for Marianne, har åbnet nogle helt andre kanaler. Jeg troede, jeg for længst havde overstået de moralske kvavabbelser fra dengang.

Jeg aner, hvad han tænker på og retter mig op:
– Fra flygtningelejren?
– Der kom en forordning fra Den danske Lægeforening. Du ved, jeg tror, jeg nævnte det ganske kortvarigt. At vi ikke skulle eller måtte behandle tyske flygtninge. Der blev lagt op til, at hver enkelt læge selv kunne tage stilling. I kollegernes øjne følte jeg mig nærmest som en hippo, hvis jeg havde gjort det. I første omgang var jeg ellers helt og aldeles med på den. Tyskerne var skyld i så meget forbandelse, at der ikke kunne være tale om andet, og de ville ikke yde gengæld og eksempelvis frigive danske kz-fanger. Jeg var jo ganske ung og forholdsvis ny i faget, havde lige taget min embedseksamen et halvt år tidligere dengang, men om det frikender mig, ved jeg ikke.
– Jeg ramlede personligt ind i flere tilfælde, hvor jeg var så meget i tvivl, at jeg nærmest gik i spåner. Jeg husker en ældre mand, hvis liv jeg kunne have reddet med ret enkle midler. Men jeg måtte ikke, og jeg undlod. Han døde. Det gjorde ondt. Så var der nogle kvinder, blandt andet en mor, hvis lille søn ikke fik behandling og døde. Moderen døde senere, og jeg tror, det skyldtes sorg over sønnens død. Jeg nægtede i alle tilfælde at behandle dem, sådan som forskrifterne var. Men efter moderens død var det slut med min modstand. Jeg kunne bare ikke blive ved. Den næste tysker, der bad om lægelig bistand, fik den. Herefter helbredte jeg adskillige flygtninge, inden jeg blev fravalgt, fordi jeg var for ivrig i tjenesten, tror jeg. Mine kolleger tog afstand fra mig, selv om det var op til hver enkelt, hvor nidkær man ville være. Men børnene har altid været mit fokus uanset herkomst. I sommeren 45 kom der mere officiel skik på det hele, og jeg tror, at derefter fik de tyske flygtninge det på alle måder bedre. Også bedre, end hvis de kunne være blevet hjemsendt allerede der. Men det bad englænderne os om at lade være med.
– Du har været meget igennem, tror jeg …
– Ja. Det hjalp mig en smule og gav mig selv en form for tilgivelse fra dem, jeg i første omgang ikke ville hjælpe. Og som altså derfor døde. Du sidder der lige så ung og uskyldig, mens jeg har flere liv på samvittigheden. Hvordan skal jeg nogensinde komme over det, Danuta?
– Det ved jeg ikke.

Jeg svarer fuldstændigt overbevisende. For første gang ser jeg ham bagved. Lægen, der holder lægeforeningens dekret op mellem sig og flygtningen og reducerer sig selv. Men som bare ikke kan blive ved.

Han klynger sig til mig og er helt stille, som om han ikke helt har forstået min noget utidige opfordring. Jeg spekulerer på at fortælle ham, at den kvinde var min mor, og den dreng var min lillebror.

 

Men jeg lader være. Skal jeg pludselig lade alt være glemt, bare fordi der ligger en mand og græder i min seng? Skal hele min storslåede plan hældes ud med badevandet på grund af dette følelsesudbrud? Jeg mener, at hadet til den mand er så voldsomt, at det overskygger alt andet. Derfor skal han ikke ligge der og tude som en lille dreng.

– Du må forstå, at lægeforeningen gjorde, hvad der stod i dens magt for at få frigivet danske læger i kz-lejrene. Der var ikke så mange, og derfor udvidede vi vore ønsker til også at omfatte politifolk og almindelige mennesker. Vi så faktisk helst, at hvis vi skulle behandle tyske flygtninge anstændigt, skulle de tyske myndigheder behandle danske kz-fanger anstændigt, og det ville sige sende dem hjem til Danmark.
– Var det ikke utopi at forestille sig det?
– Ikke helt, for vi mente, at de tyskere, vi forhandlede med, viste tegn på enighed med os. Men du har da ret i, at der aldrig blev en aftale ud af det. Og så måtte almindelige mere eller mindre uskyldige tyske flygtninge betale prisen.
– Børnene var vel ikke mere eller mindre uskyldige?
Anton holder en pause. Han trækker vejret hurtigere.
– Nej, naturligvis ikke.
– Der kan vel også have været voksne, som næsten direkte havde været modstandere af nazisterne?
– Jo. Men vi kunne jo ikke gå ind og undersøge hver enkelt.
– Nej. Det kunne I jo ikke. Så derfor måtte alle skæres over samme kam. Hvor er det nu, jeg har hørt det før?
Han rejser sig op og ser mig direkte i øjnene:
– Sig mig engang, jeg tror da, at du ligger der og forsvarer tyskerne og deres gerninger? Bare fordi du er tysker?
– Næ, det gør jeg ikke. Jeg prøver at finde ræsonnementet i at opføre sig, som nazisterne selv gjorde. I påstår, at I ikke var nazister, men ædle og kun var interesseret i at redde så mange danskere fra kz-lejrene som muligt. Det er fint nok. Men at lade børnene og mødrene undgælde?
– Jeg kan godt se, hvor du vil hen. Det er jo for pokker også mit dilemma.

Han klynker, gør han. Jeg hader klynkere. Han har ødelagt mit liv. Det er ham, der er den skyldige. Nu må han undgælde.

 

Oktober 1967
Vi kører i hans fine Morris Oxford mod Kolding. Alle mine ejendele ligger i min store kuffert og et par håndtasker. Lejligheden i Århus har jeg gjort ren og klar til Birthe og lagt en seddel til afsked. Alt som aftalt.

Hovedvej 10 er mod forventning en del trafikeret, og måske skyldes det efterårsferien. Han siger, han glæder sig til, der kommer motorvej omkring Kolding.
– Der er altid en voldsom trafik på hovedvejen, og når den nye Lillebæltsbro er færdig, skal der samtidig være motorvej fra Kolding. Om få år går den også til Haderslev.

Jeg nusser ham i nakken. Vi snakker lidt om Haderslev.
– Har du studeret byen, efter at jeg fortalte dig, at det var der, jeg boede?
– Ja, naturligvis. Jeg skal vide noget om dig og der, hvor du kommer fra! Ellers kan det for så vidt være enormt ligegyldigt, for om en uge skal vi jo aldrig mere ses. Jeg har også læst lidt om Høppners Hotel, om Tørning Kro, hvor man skulle spise ret godt, og om Seminariet, et af landets bedste. Men – man skal nok ikke tro på alt, man læser!

Han har standset bilen, kørt den ind i rabatten. Vender sig mod mig og kysser mig længe og blidt. Et behageligt, ikke for vådt, heller ikke for tørt kys.
– Hvad skal jeg gøre, Danuta. Jeg er så vild med dig. Tanken om sidste uge sammen og så bare slut er uudholdelig. Åh, jeg er så forgabt i dig. Det er lige før, jeg ønsker, at jeg ikke var.

Han kører ustandselig fingrene rundt om ratkransen.
Anton er selvfølgelig en smule nervøs over, at vi nu skal være sammen i Haderslev og samtidig være tæt på familien. Arbejdet skal også passes.

Omtrent to kilometer mod nordvest oppe i pipkvarteret bor hans Marianne og de to piger. Han peger, da vi kører forbi.
Høppners Hotel er en gammel bygning inde i centrum med hvide flader forstyrret af røde sprosser og et grimt lysende reklameskilt over indgangsdøren midt på Nørregade, men alt er rent og pænt. Måske er det Haderslevs ældste hotel.
– Det var meget fornemt engang; så fornemt, at almindelige mennesker ikke havde råd til at bo der og slet ikke spise! Men nu er der vist lidt smalhans, og jeg har endda hørt, at hvis ikke der snart sker noget drastisk, vil hotellet være tvunget til at lukke. Det ejes jo af Handelsstands- og Borgerforeningen.
– Nå.

Jeg er enormt ligeglad. Hørte han ikke, at jeg har læst om hotellet. Han behøver ikke at gentage.

Anton betaler det hele.
Han kører ind gennem porten og parkerer i hotellets gård.
– Er det i orden, at jeg bliver siddende? Jeg vil nødig virke uhøflig, men i betragtning af omstændighederne har jeg ikke den store lyst til at vise mig indenfor.
– Selvfølgelig, Anton. Du kører bare. Jeg skal bare have min kuffert og tasker.
Jeg tager selv tingene op af bagagerummet og stiller dem ude i siden. Så bøjer jeg mig ned til hans åbne sidevindu:
– Vi ses i morgen!
Min kavalergang præsenterer sig på fornemste vis i den stilling. Antons blik er på en gang trist og lystent.
Jeg retter mig op, så han ser direkte ud i mit skridt. Jeg sætter det ene ben lidt udad.
– Farvel, min skat. Jeg kan næsten ikke vente til i morgen. Jeg ringer til dig senere i dag.
Han vinker og triller langsomt ud gennem porten igen. Var skuldrene en anelse nedfaldne?

Et eller andet vækkes i mig, da jeg træder ind i receptionen.
Portieren med det store, kraftige hår ser sulten på mig, som om jeg er en parat-her-og-nu spanier med kastagnetter, han kun venter på at nedlægge. Jeg strammer blusen ned over.
– Jeg ønsker et enkeltværelse med bad.
– Velkommen på Høppner, siger han på det nydeligste tysk. – Vær venlig at skrive Deres navn og adresse her i bogen. Det er til brug for myndighederne.

Man kan ikke høre, at han er dansker, så godt taler han tysk.
– Min bagage står ude i gården. Vil De sørge for dem?
– Sågerne. Thorvald?!?
En høj, gammel mand med lapper på ærmerne nærmer sig. Jeg har ikke opdaget ham.
Jeg får et værelse på den nye fløj og lægger mig en times tid. Søndag eftermiddag byder ikke på larm og travlhed, og alt er lukket.

Jeg går ned og stiller mig i hoveddøren til hotellet. Af og til kommer en bil forbi, men ingen folk på gaden.

På fortovet sidder en gammel mand, der ser fattig ud. Jeg bliver rasende, fordi han fylder stort set hele pladsen, så jeg må ud på gaden for at komme forbi.
At tillade sig i dette flødeskumsland at sidde og tigge og så på en søndag?

Jeg stiller mig op foran ham med skrævende ben og hænderne i siden.
– Sig mig engang, siger jeg på dansk. Hvad sidder De her for?
– Jeg ikke mange pengar, stammer han.
– Forsvind, hvæser jeg og peger op mod rutebilstationen.
– Hva? siger han overrasket og bliver siddende.
Jeg sparker ham en gang i siden.
– Op med Dem, siger jeg. Af sted. De skal ikke sidde her. Desuden kommer der jo ikke et øje.

Han rejser sig langsomt med et vantro av, og jeg bliver stående. Stadigvæk med hænderne i siden.

Hans ansigt er gammelt og furet, og jeg ser noget velkendt i ham. Jeg løfter min højre hånd og kærtegner hans ru og furede kind. Her ligger mange år.
– Jeg er ked af, hvis jeg skulle have sagt noget grimt. Det er, fordi du ligner min bedstefar. Undskyld. Gå så, jeg gør jo ikke noget. Jeg kan bare ikke udstå tiggere.

Med store øjne begynder han møjsommeligt at stavre ad Nørregade mod rutebilstationen.
Jeg går den anden vej op mod domkirken. Mine hæle klaprer mod fortovet, og jeg vender mig ikke om en eneste gang. Men jeg ryster lidt over hele kroppen.

På torvet er der en smule liv. Et stort telt med varmeblæsere uden for cafeen skal erstatte sommerens varme og sol. Jeg sætter mig ved et cafebord lidt væk fra varmen, for nogle unge mennesker har besat det nærmeste bord. Jeg bestiller kaffe og forsøger at dæmpe mig ned. Pulsen hamrer alligevel derudad. Jeg skal altså sidde og fryse.

De tre unge mænd holder øjeblikkeligt op med at snakke, da jeg sætter mig. De glor på mig og begynder så at fnise og hviske sammen. Jeg hører ordet sigøjner.

Jeg rejser mig og går over til dem. Et er, at de har taget det bord, der er nærmest varmen. Men at de også …
– Er der noget, siger jeg på tysk.
Den ene siger halvhøjt:
– Negerfisse!
Den anden fniser, og jeg går over til den første og stikker ham en lussing. Jeg slår til af fuld kraft. Han ramler ned mod bordet mod sit glas, der vælter, og brøler op. De to andre stirrer med store øjne og rejser sig, mens han tager fat i min jakke med sin ene hånd og hæver sig op til stående.
Øjeblikkeligt vrider jeg hans håndled over, sætter min højre fod foran hans og kaster ham ned i brostenene. Det giver en dump lyd, og han bliver liggende. De andre to nærmer sig, men de rører mig ikke. De er blege i ansigterne og siger ingenting. De knæler ned og begynder at vække fyren. Jeg ryster på hovedet:
– Idioter.

Så vender jeg mig om, lettere forpustet, og sætter mig igen på min plads og indtager min kaffe. Torvet ligger roligt hen. Ingen har tilsyneladende bemærket episoden.
De unge mennesker skælder lidt ud, det skal de nok for at bevare æren; de fortrækker, mens de slæber den unge mand humpende med sig. Jeg ved ikke helt, hvad der skete, men jeg tror, jeg gik amok. De sagde neger, og det er et ord, jeg har det svært med. Det er vanskeligt både at være sød og ordentlig og vred og aggressiv på samme tid.

Den gamle mand er også borte. Jeg ved ikke helt, hvad der sker, men jeg kan mærke, at min ene hjernehalvdel bestemmer over den anden, og af og til er det omvendt.
Sent om aftenen ringer værelsets telefon.
– Jeg savner dig, siger han.
– I lige måde.

Vi aftaler at mødes næste formiddag omme på Jomfrustien henne ved svinget op til rutebilstationen. Eftersom han bor i den anden ende af byen, vil Marianne og hans to piger ikke have de store muligheder for at finde ud af, at noget er galt.

I receptionen står portieren og sluger mig begærligt med øjnene.
Jeg står og bladrer lidt i nogle turistbrochurer. Vi kommer i snak.
Han er meget åben af en portier at være. Han lader diskret en kam gå gennem sit fyldige hår. En stålkam. Jeg har ikke endnu set nogen her i byen bruge metalkam. Ved nærmere eftertanke har jeg aldrig set nogen benytte en sådan.
– Har De altid boet her?
– Ja, hele min barndom boede vi omme på Naffet. Jeg gik ind i hotelbranchen, for jeg gad ikke være politibetjent som min bror.
Jeg lytter.
– De taler et fremragende tysk.
– Jeg har arbejdet et år i Flensborg for at dygtiggøre mig i faget.
Jeg nikker og smiler:
– Jeg ønsker champagne på værelset om, skal vi sige, en time?
– Så gerne, frue. Jeg skal personligt sørge for det. Om en time har jeg fri. Noget bestemt mærke?
– Veuve Clicquot. Personligt? Det vil jeg sætte pris på. I øvrigt er jeg ikke frue. Tschüß!
Med denne slutbemærkning og et finurligt smil marcherer jeg hen til trappen i den anden ende af receptionen og begynder at gå op med svajende hofter uden at se hen mod skranken. Men jeg ved, at portierens øjne hænger på min bagdel, og at han snart vil indfinde sig på mit værelse. Han ved ikke, med hvem han har at gøre. Men jeg ønsker at finde ud af, med hvem jeg har at gøre.

Han medbringer to glas til champagnen. Ikke så lidt frækt. På en måde kan jeg godt lide den selvsikkerhed, han udstråler. Som om han er vant til kvinder, til at nedlægge kvinder. Jeg vil da sandelig ikke ødelægge den tro, så jeg inviterer ham til at slå sig ned og nyde et glas sammen med mig.

Jeg sidder i den ene lænestol i min meget korte kjole og har lagt det ene ben ind over det andet.
Vi drikker et par glas, og han forsøger med flakkende blikke forgæves at udspørge mig om mit udgangspunkt, mens jeg lige så ihærdigt forsøger at dreje samtalen over på ham. Hans selvglæde fornægter sig ikke, for han svarer udførligt og ikke uden at lade sin egen storhed skinne igennem.
Endelig rejser jeg mig og hælder lidt mere op.
Han tager fat i min hånd, men jeg trækker den til mig med et smil. Konstant spiller jeg spillet. At være tillokkende, indsmigrende, men aldrig give ind. Til sidst er han nærmest desperat og forsøger at stryge mit hår. Jeg hader mænd, der stryger mit hår.
– Jeg er ikke sådan en billig en, siger jeg smilende og kælent til ham, så han netop tror det. – Men smid dog jakken. Her er varmt!

Han hænger sin jakke på stolen og smøger ærmerne op. Da han rejser sig og åbner det smalle vindu foroven, ser jeg den tatoverede sommerfugl på hans arm.

 

Jeg kunne ikke drømme om at fortælle ham om min veninde, selv om jeg sagtens kunne have lyst. Der er så meget, man skal tage højde for. På den anden side ved jeg, at er jeg alene om det hele, kan jeg ikke bebrejde andre, hvis det går galt.
Et destruktivt nøje tilrettelagt togt. En plan, der i sin grundsubstans indeholder de ældste motiver, menneskene har for at begå mord. Min plan er dog langt mere sofistikeret. Den har kun til formål at ødelægge tilværelsen for en mand, ikke her og nu på en gang, men langsomt og sikkert.
– Åh, du er da godt nok en dame, der er SÅ tiltrækkende …

Jeg stirrer på ham. Han ser nærmest lykkelig, glad, men ikke tilfreds ud. Sætter sig og tænder en cigaret. Prøver ustandselig at charmere sig ind på mig. Måske er han kvindegal. Det må være ham.
– Nå, siger jeg. – Du må hellere gå. Det er sent. Der er heller ikke mere champagne. Er du for øvrigt ikke gift?
– Jo, for søren. I 15 år snart. Jeg ved det godt. Jeg skal holde op med at kigge efter andre. Du er bare det mest vidunderlige, jeg har mødt til dato. Hvis der er noget, jeg kan gøre for dig, skal du bare sige til, ikke?

Jeg bliver så træt. Jeg vender siden til ham, så min hofte tegner en høj, æggende kurve opad. Lyset er svagt og trænger kun omtrentligt ind på værelset. Jeg har ekstra bedt om et værelse til gården for at få ro om natten. Desuden har de kun ikke-renoverede værelser ud mod gaden. Den gamle fløj.
– Har du en bil, man eventuelt kunne låne en enkelt gang, spørger jeg så.

Han rejser sig og kommer hen til sengen. Står tæt bag mig.
– Selvfølgelig. Det er garanteret Haderslevs flotteste. En Jaguar 420 4,0 automatic. Og så vil du garanteret spørge, hvordan jeg – en almindelig portier – dog har kunnet få råd til sådan en luksusflyder?
– Næ, jeg er sådan set ligeglad.
Han lyder skuffet.
Jeg vender mig om mod ham og spørger:
– Hvordan i alverden har du kunnet få råd til sådan et dollargrin?
– Jeg fik 12 rigtige i foråret! Bingo! Heldet følger de tossede, ikke? Der skulle naturligvis noget overtalelse til, inden konen accepterede, at pengene skulle gå til drømmebilen.
– Ja, men det er da godt. Den må jeg godt låne?
– Ja, min skønne.

Jeg smiler lidt for mig selv. Det var lige præcis det, jeg ønsker af ham. Jeg stiger ud af sengen og kører min hånd ned langs hans arm.
– Som portier må du da møde en hel del kvindelige gæster. Du behøver sikkert ikke altid imponere dem med Jaguaren …
– Det er jo også derfor, jeg kan udtale mig så sikkert, griner han og puster røg ud. – Nå. Man må vel hellere snart tage hjem. Sov nu godt, smukke.

 

Han forsvinder, og jeg lægger mig tilbage i sengen. Den lille egocentriske mandsling. Tror, han kan komme her og erobre damer af det bedre selskab med sit ulækre køretøj. Jaguar!
Jeg er godt tilfreds med forløbet. Så rejser jeg mig og tager min lille båndoptager fra skabet. Spoler tilbage og lytter.
Der er ingen tvivl. Enhver kan høre, at hotellets portier har noget for med en kvindelig gæst. Men ikke, hvem hun er. Hun taler så lavt, at det er meget svært at høre, hvad hun siger. Hvorimod hans stemme er klar og tydelig.
Skal jeg skrive til Gisela og fortælle, at jeg har fundet ham “tyskeren”? Nej, hun er nok ligeglad. Det vil jeg gemme til senere. Når hun hører båndet, vil hun vide, at det er ham. Jeg tror, jeg beholder ham for mig selv og bruger ham so oder so. Der er andet, der er større og vigtigere. Oktober 1967
Næste dag ringer min værelsestelefon tidligt, og en søvnig natportier meddeler, at der er telefon.
– God morgen, skat. Er du vågen, og har du sovet godt?
– Jo, tak, Anton. Du også?
– Ja. Du ved. Øh. Jeg kan desværre ikke dukke op, som vi har aftalt. Først i eftermiddag, hvad siger du til det?
– Hvad med klokken 15. Jeg kan tage en vogn ud til Tørning Kro?
– Ja, æh, eller blot ud til Hotel Norden. Så kan jeg samle dig op der, hvis …
– Så gør jeg det. Det er jo dig, det går ud over, hvis vi ses af nogen fra din familie. Kan du ikke tage et billede med af dem, så jeg i det mindste kan se, hvordan de ser ud?
– Jo, siger han efter en lille pause, – hvis du mener, det betyder noget.
– Det mener jeg bestemt, siger jeg med et lille smil og lægger på og går i bad.

 

Jeg går ned ad trappen til receptionen, og portieren kommer farende viftende med hånden.
– God morgen, Fräulein Schönesen, hvisker han.
– God morgen, siger jeg. – Ved du hvad? Jeg vil gerne have et foto af dig med som et minde, inden jeg rejser. Lige nu er receptionen tom, kan jeg se.
– Et foto? Det ved jeg nu ikke lige …
– Har du mistet interessen?
– Nej, nej, slet ikke. Øh, og hvis du lover mig, at billedet beholder du for dig selv, så …
– Ja, men hvad galt er der i at fotografere hotellets portier?
– Nej, det er også sandt. Men min kone kunne nemt misforstå noget. Altså hvis du var med, eller hvad ved jeg.
– Se her. Smil så!

Klikket fortæller, at det er taget.
– Pas nu godt på det!
– Ja, for fanden. Hvad ellers? Hvad havde du ventet? Tak for hyggelig sammenkomst.
– Så lidt. Øh …

Han ser sig om og fortsætter mere lavmælt:
– Skal vi to ses i aften igen måske?
– Jeg er desværre forhindret i dag. Måske i morgen?

Han ser skuffet ud. Jeg klapper ham blidt på kinden og går ned ad forhallens marmortrappe og ud i den friske Nørregadeefterårsluft med mit Agfa og dermed min lille livsforsikring.

 

 

Anton lægger sine fotos frem på bordet i en vifte. Vi sidder i en stue ved siden af krostuen og er alene. I vindueskarmen summer den sidste sommerflue i solvarmen, eller hvor længe sådan en flue nu overlever.
Marianne er på alle billederne. En smuk, lyshåret kvinde der beskyttende har lagt sine arme omkring sine to døtre, der er lige så lyshårede.
– De er søde, dine døtre. Er de glade for at gå i skole?
Jeg tager billedet op og indprenter mig deres udseende.
– De gik oprindelig på Hertug Hans, men vi tog dem ud. Nu går de på friskolen på Moltrup Landevej.
– Jeg mener, et kort øjeblik havde jeg dannet mig et billede af din familie oppe i hovedet. Et billede, hvor du mangler.
– Danuta! Jeg er ked af, at …
– Ja, det ved jeg godt. Det er der ikke noget at gøre ved. At du er ked af det.

Anton tøver. Gnider sin ene arm. Jeg skifter spor:
– Jeg rejser hjem til Hannover på søndag. Det ved du godt.
– Ja, der er vel ikke andet for.

Han ser fortabt på mig. Han er da virkelig på den.
– Jeg har heller aldrig forestillet mig, at du skulle forlade Marianne og dine piger til fordel for mig. Mit forhold til dig er ikke knyttet til en række betingelser.

Igen ser han en smule tung ud. Skuldrene, Anton! Så løft dem dog! Du er kun 51.
– Jeg vil savne dig helt forfærdeligt, Danuta, svarer han og tager min slappe hånd. – Marianne og jeg, ja, jeg ved godt, du gider ikke høre om det, men altså, Marianne og jeg har nået et nyt lavpunkt. Hun snakker ikke til mig for tiden. Sådan har det været en gang før. Hun kommer over det. Jeg ved ikke, hvad der er galt. Men du kan tænke dig, at det ikke er så let, det hele.

Ægteskabsproblemer. Hvad rager det mig? Jeg gider heller ikke sidde her og pludselig ændre status og blive den person, der omsorgsfuldt skal tage sig af ældre mænds følelser.

Efter kaffen kører vi til den nærmeste skov og sidder lidt, i tvivl om vi skal gå en tur eller hvad. Ingen af os er helt i stødet.
– Næste gang snupper vi et hotelværelse, mener Anton og ser ud ad sidevinduet. – Det kan kun blive bedre.
– Hvor, spørger jeg og får øje på en rovfugl i et træ.
– På Høppner. Hvorfor ikke? Jeg har en idé. Portieren afløses klokken 19 af natportieren, ikke?

Jeg nikker.
– Og der er forskellige natportierer, ikke? Så kunne jeg jo snildt besøge dig – lad os sige – i morgen aften? Jeg går bare ind i receptionen og siger, at jeg har en aftale med dig. Så henter du mig, og vi går simpelthen op og finder ud af det. En time senere går jeg. Godnat! Skulle det være indviklet?
– Næh, tilsyneladende ikke. Jeg har bare en anden aftale i morgen aften.
– Hvad?
– Ha. Det var for sjov. Hold nu op, Anton. Kan du ikke tåle en spøg? Du er jo lige ved at græde …
– Jeg troede lige … Sådan en ung mand aner ikke, hvem jeg er. Jeg er ikke noget kendt ansigt i Haderslev, må du vide. Aldrig optrådt offentligt.
– Ja, ja, så siger vi det.

Vi går en lille tur, og jeg bemærker, hvad der gror her i skovbunden. Der står noget, jeg måske kan bruge.

– Hvor er vi helt præcist, spørger jeg, og Anton viser mig det på sit kort. Hjernen affotograferer det hele.
Vi kører tilbage i dyb tavshed. Vi har hver vores at tænke på.
Oktober 1967
Hele efterårsferien ser ud til at gå uden de store armsving. Anton og jeg har mødtes flere gange, og hver gang udtrykker han sine følelser for mig. Der er vist ingen tvivl om dem.
– Meeen, du foretrækker nu alligevel Marianne trods alt.
– Åh, det har jeg været igennem så mange gange. Danuta, det er håbløst.
Han lader sine arme falde ned i skødet og får et anstrengt udtryk i ansigtet.

Indimellem lader jeg den åndssvage portier servicere mig, og han springer og hopper og danser, når jeg entrerer receptionen.

Hannes skriver og beklager, at han ikke kan komme til Danmark før engang i november.
“… Jeg har forretninger i København og ville gerne se dig, men da er du jo alligevel hjemme i Hannover igen …”
Jeg svarer med det samme, at det tror jeg ikke. Tværtimod skal jeg gøre det hele færdigt i Århus, og jeg skriver, at jeg savner ham, at jeg gerne vil mødes med ham. Og gerne her i Danmark.
Hannes. For første gang i mit forholdsvis korte liv savner jeg en mand.

Lidt senere et godt stykke ud på aftenen går jeg ned i receptionen med nogle ark blankt papir i hånden. Natportieren er der ikke. Han har travlt med at betjene gæsterne og er den, der skal gå op med te eller kaffe på værelserne til dem, der måtte ønske det.
Jeg sætter mig ugenert og en anelse frækt hen til hotellets skrivemaskine bag skranken, der står parat, og skriver et par breve. Jeg når lige at blive færdig og få mig rejst, da natportieren kommer susende.
– Åh, siger han stakåndet, – savner De noget?
Jeg ryster på hovedet. Nej, tværtimod. Jeg har fået noget, jeg skal bruge.
Hans tysk er nydeligt, men slet ikke på højde med hans chefs.
Telefonen ringer. Jeg står og kigger lidt turistbrochurer. Han skal igen op med kaffe til en handelsrejsende og forsvinder med et Entschuldigung.
Ja, men så benytter jeg mig da igen af lejligheden og får skrevet et yderligere brev uden dato.
I morgen står den på mere forberedelse.

 

Oktober 1967
Det er i dag, jeg skal låne portierens bil.
– Det tager ikke lang tid. Jeg vil blot ud til Dammens vestlige ende en tur, siger jeg som forklaring.
– Det forstår jeg godt. Dam-ende er skøn. Det er også der, at de lærerstuderende fra seminariet holder rusfest og drikker sig fra sans og samling. Mange af dem skal så rave hjemad på nordsiden, og der har jeg tit hjulpet med at køre dem hjem. Især de kvindelige lærerstuderende.
Han fortæller så glad, at jeg umuligt kan tro, at han praler. Det virker bare sådan.

Han går med ud i gården, forklarer og viser betjeningsknapperne og giver mig nøglerne til sin Jaguar så tilpas højtideligt, så jeg klart fornemmer, at han ikke gør det uden en vis bekymring for sit kosteligste eje, og jeg tager af sted i godt humør. Ruller gennem porthvælvingen med de toppede brosten og standser på fortovet ude på Nørregade. Så drejer jeg med en vis snerren ud på gaden og skyder raketten ned mod Jomfrustien, inden jeg opdager, at speederen næsten ikke skal røres, før dyret reagerer. Hold op, hvilket køretøj.
Herefter fortsætter jeg i et mere adstadigt tempo og lægger mærke til, at især unge og yngre mænd drejer halsen af led for at se efter mig. Eller altså efter bilen.
Således spinder jeg katten af sted ud mod Dam-ende. Tilsyneladende.
Men jeg drejer fra og kører ind i den skov, hvor vi var i forgårs.
På stedet finder jeg den meget interessante flora, nemlig den snehvide fluesvamp. Der er en hel del. Jeg hiver min pose frem fra lommen og begynder at plukke.

“… Den hvide fluesvamp er svampedræberen over alle ved siden af den grønne ganske vist, men den hvide ligner champignonen langt mere. Agerchampignonen har brunlige lameller, mens fluesvampen har hvide. Deraf navnet.

Så lidt som 75 gram har dødelig effekt på en voksen.
Virkningerne viser sig først en eller to dage efter indtagelsen, og når opkastninger og tarmblødninger er en kendsgerning, er det for sent. Uanset om lægerne kender årsagen, har de ikke nogen form for modgift. Man dør under stærke smerter i kramper hivende efter vejret …”

Posen ligger på passagersædet, da jeg kører videre ud til gården. I et sving bremser jeg hårdt op for et dyr, der løber ud foran mig, og posen falder på gulvet. Jeg standser og samler den op igen. Nogle af svampene er faldet ud, og jeg propper dem tilbage i posen. En af dem kan jeg ikke nå, den ligger helt inde under forstolen. Jeg lader den med vilje ligge og fortsætter i et langsommere tempo mod gården, hvor jeg kører ad den normale indkørsel. Jeg kører et par gange rundt om stalden, inden jeg parkerer foran hoveddøren til stuehuset.

Jeg snupper posen og går ind i køkkenet.
Lægger svampene på panden. Det syder og sprutter, og der driver vand ud fra dem.
Jeg hælder svampevandet fra i et dørslag, maser dem godt og grundigt, smider dem på et skærebræt og skærer dem i små stykker. Hælder dem på panden igen. De syder og steger og fylder køkkenet med dufte. Jeg ælter dem med spatelen og lader dem stege i adskillige minutter.
Derpå tømmer jeg svampemosen over på en tallerken, så den kan køle af.
Jeg skyller pande, skærebrædt og kniv længe af, vasker dem i varmt sulfovand to gange og tørrer grundigt.
Så hælder jeg svampemassen i en plasticpose og tager den endnu varme blanding udenfor til afkøling.
Jeg sætter mig ind i Jaguarens hvide lædersæder og læser Dannevirke fra i går.
Et kvarter senere er posen tilpas afkølet, så jeg smider den i den gamle kummefryser.
Det er begyndt at småregne. Jeg har ellers tænkt mig at gå en lille tur. Det vil gøre mig godt. I handskerummet finder jeg en fiks, lille paraply med en brølende og springende jaguar. Den låner jeg og går lidt omkring.
Efterårsskoven dufter frisk og ren; det giver mig mod og energi. Mine sko bliver våde trods paraplyen, men det gør knap så meget.
Regnen bliver værre, så til sidst opgiver jeg og går indenfor, hvor jeg anbringer paraplyen opslået i et hjørne af entreen, så den kan tørre.
Længe sidder jeg med en kop kaffe og stirrer ud. Så stilner regnen af.

Jeg kører langsomt ud gennem indkørslen til gården. Det er lige før, de brede dæk sidder fast i sandet. Men der skal mere til at holde Jaguaren tilbage. Et let tryk på speederen får den kolossale bil til at springe frem som et fnysende vilddyr, og sådan har udviklerne nok også tænkt den.

Halvvejs til Haderslev tænker jeg med et lille smil på paraplyen, som jeg glemte der i entreen.
Der får den lov at blive liggende.

Med et smil afleverer jeg nøglerne til portieren.
– Tak, du er en flink mand. Det var en dejlig tur. En skam, det regnede. Men det er vel nok en dejlig bil, din Jaguar.
– Ja, ikke?

Han ser stolt ud. Oktober 1967
Anton har igen sneget sig ind, og vi er begge klar over, at nu er det snart slut.

– To dage, Danuta. To dage tilbage!
– Ja, tiden går hurtigt.

Han virker træt, og øjnene har mistet lidt af den glans, de normalt lyser med.
– Sover du ikke godt for tiden, spørger jeg.
– Nej. Marianne er urolig og spørger, hvad jeg tumler med. Hun er selv op og ned. Jeg har slået det hen og sagt, at jeg har lidt problemer med en patient. Det har jeg så tit, så der er ikke noget særligt i det. Måske er det godt, at det er slut med os to. Jeg føler mig i den grad spaltet og kan snart ikke klare mere.
– Du er også hængt op. Arbejde, Marianne, mig. Det går jo heller ikke, det her, Anton. Se det i øjnene. Du vil aldrig nogensinde forlade din familie, og aldersforskellen er helt umulig. Vi klarer den fint lige nu, men se dig selv, når du er 75. Jeg vil stadig være ung og i hvert fald som 57-årig have et andet udgangspunkt end dig.
– Jeg ved det godt. Hvorfor skulle jeg også lige rende ind i dig dernede i Alsace?
– Den slags sker.

 

Oktober 1967
Det varer noget, inden Anton kommer forbi og henter mig. Vi kører i tavshed ud i skoven igen, men han er så træt, siger han.
– Sidste dag, siger han med et tungt smil. – Jeg har overhovedet ikke lyst til noget, ikke engang det der.

Jeg smiler tilbage og kigger ud. Træerne står i alle regnbuens farver, og efteråret er godt i gang også derude. Inde i bilen er det næsten vinter.
Vi er begge tavse. Antons fingre trommer på rattet.
– Skal vi køre tilbage og bare skilles, foreslår jeg.
– Det kan jeg heller ikke, siger han og sukker.
– Så lad os gå en tur. Den friske luft kan ikke gøre elendigheden værre.

Vi traver langsomt af sted.
– Jeg glæder mig til at komme hjem til min kæreste, siger jeg så og smiler til Anton. – Han er noget yngre end dig.
– Ja, men det er da godt at vide, svarer han og kigger væk.
– Ja, jeg tænkte, at det er godt for dig at vide, at jeg ikke vender hjem til ensomhed, men at jeg også har en makker. Som du!
– Jo.

Han ser trist ud. Jeg bliver helt træt af det udtryk og standser ham, tager hans hånd:
– Anton, se det i øjnene. Vi to er færdige med hinanden. Punktum. Vi havde det dejligt i Alsace, i Århus og en smule her i Haderslev. Livet fortsætter, nu med andre tilbud til os begge.

Han trækker på skulderen.
– Jeg vil godt sige til dig, Danuta, at du er en meget spændende og indviklet person. Du ser godt ud; jeg faldt jo for dig lige med det samme og med et brag af den anden verden. Men du har en masse i dig, som jeg ikke kender til. Jeg opfatter hos dig glimtvis en vrede og en aggression, jeg aldrig før er stødt ind i.
– Aggression?
– Ja, eller måske nærmere en beslutsomhed. Det er, som om du aldrig er i tvivl, når du skal vælge. Jeg savner af og til selv noget handlekraft i afgørende situationer. Den har du til fulde, tror jeg.
– Det kommer bag på mig. Jeg synes da, du er særdeles handlekraftig.
– Det er tillært. Som læge skal jeg naturligvis ikke tøve eller stamme en diagnose frem, det ville se mærkeligt ud, og patienten ville miste tilliden til mig. Men inderst inde, Danuta, kan jeg i forskellige sammenhænge være sært vakkelvorn. Jeg tror, det opstod i 45 med flygtningene. Ellers har jeg ikke været specielt handlingslammet. Jeg startede min karriere med at få at vide, at jeg i visse tilfælde ikke skulle leve op til lægeløftet. Hvor godt har det været for mig? Jeg ved ikke med de andre kolleger. Vi har sjældent talt om det. Men det har gjort noget ved mig. Det har givet mig en vaklende start på min lægegerning, ja, på mit liv.
– Det er sandelig store ord.
– Ikke for store. Hvor kan man gå hen og få tilgivelse?
– Sandt nok. Hvis du ikke er religiøs.
– Det bliver jeg aldrig. Trolddom og overtro, hentet i fantasien.

 

Oktober 1967
Kufferten er pakket. Anton er der sagt farvel til, og nede i receptionen står portieren og hænger lidt med skuffen.
– Hvornår kan jeg se så dejlig en dame igen, spørger han med tunge øjne.
– Måske før du tror, svarer jeg hemmelighedsfuldt og smiler til ham. Jeg læner mig ind over disken og klapper ham på kinden.
– Du tager bare den næste levende kvinde, der falder din vej forbi. Som du plejer! Farvel.
– Hun bliver jo ikke som dig, hvisker han, mens hans elendige trusse- og brysteblik flakker ned mod min kavallergang og op igen. – Og så har vi ikke engang gjort det frække, hvad jeg jo …
– Jeg har fået filmen fremkaldt. Se billedet.

Jeg fumler et foto frem fra min håndtaske. Det viser ham, en lidt genert fyr under middelhøjde med stort hår og smukke øjne.
– Ja, siger han, – det er fint.
– Nu kan jeg huske dig … selv om 14 dage, når jeg sidder i Hannover og har haft de umulige unger i al den tid. Vi begynder på mandag.
– Farvel, Danuta.
– Farvel, lille fyr. Og tak for lån af Jaguaren!

Thorvald tager min bagage ud til den ventende taxa, og jeg sender fingerkys til min portier i døråbningen, mens vi glider ud gennem den toppede brostensgård gennem porten og ud på Nørregade med kurs mod Vojens. Fingerkys? Han skulle smage Haarmanns lille økse, skulle han. Have de der kønne, mørke spanierøjne lavet om til sylte.
Nå. Mindre kan gøre det.
Taxaen kører mig til Vojens Banegård. Jeg betaler og går ind i DSB-bygningen med mine kufferter og venter et kvarters tid.

Så går jeg ud igen, hen til min Morris Mascot og kører ud til min lille ejendom.
Herude kører jeg ad bagvejen ind på den grusbelagte gårdsplads og undgår som sædvanligt den normale indkørsel med alt det sand.
Da jeg stiger ud, kan jeg godt se, hvordan Jaguaren har fræset gennem sandet med meget tydelige dækspor til følge. Det ville min lille Mascot ikke kunne.

 

Nu sidder jeg her med ro og afklaring. Alle tror, jeg er på vej til Hannover, og alle vil kunne bevidne, at de har set mig tage af sted.

I morgen vil Gisela sende mit kort til Anton, men ikke til hjemmet, selvfølgelig. Et passende neutralt kort fra Hannover om, at jeg er kommet godt hjem og tak for den tid, vi har kendt hinanden og andet bla bla. På sygehuset vil sekretæren se det, og måske, hvis jeg er heldig nok, et par stykker mere. Nogen vil måske endda spørge Anton, hvem det er, der sådan sender kort fra udlandet.

Alt er således parat.
I morgen får jeg travlt.
Jeg kan bare ikke falde i søvn.

Oktober 1967
Jeg holder et stykke fra friskolens firkantede rødstensbygninger, der omgiver en tom legeplads.
Det ringer.
Børnene strømmer ud og løber og går og hopper af sted. Nogle hentes af deres forældre, men det er de færreste. Der kommer hun. Marianne parkerer Morrissen lige ud for hovedindgangen til skolen og forsvinder ind. Nogle minutter senere kommer de to piger ud og moderen bagefter slæbende på noget tøj. Moderen vender bilen og kører tilbage mod Stærevej.

Jeg følger efter i god afstand. Ikke så langt fra skolen er der en lille skov, hvor jeg standser, stiger ud og går lidt frem og tilbage. Oktober 1967
Igen sidder jeg i min lille bil med min kikkert. Mascotten holder bag en busk. Marianne kommer et par minutter senere i den flotte Morris Oxford og kører forbi. Jeg tager tid på mit fine lommeguldur. Syv minutter senere kommer hun tilbage med sine to piger. Jeg har altså syv minutter.

Jeg starter Mascotten og kører mod Århus.
Ud på eftermiddagen parkerer jeg et par gader fra bilforretningen, hvor jeg lejer en hvid varevogn.
Senere kører jeg igen ud af Århus og drejer fra hovedvejen et sted sydpå ind mod en mindre skov, hvor jeg kører ind og standser.

I Århus har jeg købt selvklæbende folie i en stærk blå farve, og jeg klipper folien til, så den passer på motorhjelmen, siderne og bagklappen. Jeg arbejder med at få folien til at sidde perfekt, og da jeg lidt senere kører videre, sker det i en blå varevogn med hvide bræmmer.
Forinden har jeg lagt noget udklædningstøj, jeg har lejet til en teaterforestilling i bagagerummet. Der er både en brandmandsuniform, politiuniform og en festkjole.

 

Oktober 1967
Jeg tjekker hele udstyret, både det i bagagerummet og det inde på forsædet.
Jeg har kørt strækningen fra friskolen og til Stærevej igennem fire gange og er standset omtrent en kilometer fra friskolen.
Nu har jeg parkeret bilen i den lille skov og står bag et par buske og forestiller mig det hele. Hvordan skal det forløbe fra nu af, hvad gør jeg, hvad kan der ske, hvilke uforudsete hændelser kan opstå, og hvordan klarer jeg det, jeg ikke har forudsagt eller kan forudsige?

På slaget kører Marianne forbi ud mod friskolen. Jeg sætter den blå plastiklygte oven på taget, hiver det udskårne mønster af motorhjelmen, så ordet POLITI står helt synligt. Jeg tager gummimasken med det lille, pæne overskæg på, og den dækker hele hovedet.
Stopskiltet er i et fast greb i min højre hånd, mens jeg kigger op og ned ad vejen.

Minutterne går, og jeg banker stopskiltet ned i den anden hånd, mens jeg uafbrudt stirrer i retning af friskolen. Ingen trafik. Der er ganske små svedperler på min pande under masken, og jeg forsøger at tørre dem af med bagsiden af hånden ved at krænge masken en smule af.
Morrissen viser sig i det fjerne. Jeg kaster et hurtigt blik i sidespejlet. Alt skal være i orden.
Så træder jeg frem og vinker med skiltet. Peger ned ad den lille vej i lunden hen mod min politibil.
Marianne sætter farten ned og drejer ind i lunden. Jeg trækker en pistol og går hen til Oxforden skråt bagfra.
Jeg flår fordøren op, tager fat i Marianne og hiver hende ud. Forskrækket råber Marianne op, mens jeg åbner bagdørene og vinker de to piger samme vej. Deres øjne er meget store, og munden er åben på den ene.
Jeg vifter dem ind i varevognen. Siger ingenting. De snubler over hinanden for at komme ind, og Marianne begynder at protestere. Jeg presser pistolen ind i siden på hende, og hun tier. Hiver tre håndjern frem og klikker deres håndled bagpå. De ligger på maven. Da jeg aser de sorte gummimasker ned over deres øjne, begynder de at råbe op. Marianne siger intet.
Jeg hamrer bagklappen i og hiver ordet POLITI af igen og tager den blå udrykningslampe ned.
Politiuniformen, skuldervattet og gummimasken pakker jeg ned i tasken, hvor også det andet teatertøj ligger, og starter bilen og kører langsomt ud af lunden og ud på landevejen.

Jeg kører hurtigere. Efter et øjeblik sænker jeg farten. Ikke for hurtigt. Ikke for langsomt.
Der høres gråd og råb og højrøstede stemmer omme fra ladrummet, der er adskilt fra førerkabinen.
Efter en halv times kørsel og efter at have kørt lidt rundt i forskellige retninger drejer jeg ind på gårdspladsen.

Inde på de toppede brosten standser jeg og går ind i stuehuset. Her skifter jeg til munkekutten med det brede skulderfyld, tager en maske på og hiver hætten hen over hovedet og tager gummihandskerne på. Ud igen. Lukker bagklappen op og hjælper de tre kvinder ind i rummet, en efter en. De går frivilligt med, tavse. Marianne protesterer dog i starten, men da hendes stemme knækker over, tier hun.
Da de alle tre er derinde, fjerner jeg håndjernene og tager gummimaskerne af, og mens de står og gnider håndleddene, låser jeg døren med den syvtakkede nøgle og går.

Jeg kører tilbage til friskolen, stiller bilen fra mig i nærheden, inden jeg går til fods ned mod den lille skov. Her stiger jeg ind i Morrissen, drejer nøglen og kører den tilbage til skolen, hvor jeg parkerer på skolens p-plads og lader nøglen sidde i.
Jeg finder tilbage til varevognen og kører ud på gården igen. Oktober 1967
Jeg satte tre tallerkner og en skål kartoffelsuppe på lugen aftenen før, men her til morgen står der stadig en fuld skål.

Dagen går. Hen under aften giver jeg dem igen en skål med varm kartoffelsuppe. Nu spiser de.
Hver gang jeg åbner lugen i døren, lyder Mariannes vrede stemme:
– Med hvilken ret holder du os indespærret?
– Hvem er du?
– Hvad har vi gjort dig?
– Hvad er alt det her for noget?
Jeg svarer ikke. Jeg siger ikke et ord.

 

Før frokost kører jeg fra dem.
Midtvejs mod Århus holder jeg ind til siden et sted, hvor jeg hiver folien af, så varevognen igen fremtræder helt i hvidt.
Nogle kilometer senere standser jeg igen og holder foran min Mascot.
Poserne med teatertøjet og de andre rekvisitter lægger jeg over i Mascotten.
Varevognen afleveres henne om hjørnet, jeg låser den og tager mine handsker af, udlejeren gennemgår den grundigt.
Jeg får min kvittering og forlader forretningen med klaprende høje hæle.

Jeg afleverer tøjet i udlejningsforretningen, og damen bag disken udsætter det for en grundig gennemgang. Hun vender og drejer alt. Det er, som det skal være, og jeg snakker nordjysk til hende om den vellykkede teaterforestilling, jeg havde i går aftes på skolen. Så forlader jeg butikken.

Jeg kører med normal fart hjem til gården i den lille Mascot. Revyvisen om massemorderen Haarmann lyder igen og igen i kabinen.
Oktober 1967
– Hvor længe har du tænkt dig, vi skal sidde her, spørger Marianne. Hendes stemme er ikke klar og tydelig. Hendes to piger stiller sig tæt op ad hende. De ryster alle, mest pigerne, og klynger sig til hinanden.
De stirrer over mod den lille luge i døren, hvor jeg står. Bare for at se, om det er sådan, jeg skal gøre. Jeg bærer naturligvis munkekutten med den mørkebrune hætte. De ser blot de smalle øjenhuller i ansigtsmasken på en person, der stiller tre bliktallerkner fra bakken indenfor.

Mariannes spørgsmål bliver ikke besvaret, og jeg skyder klappen for igen. Pigerne græder, og moderen snakker med lav stemme.

Jeg forlader stalden med cellen og går udenfor.

Bygningen fremtræder som det, den er: Gammel, hvidkalket med masser af sprækker i kalken og løse mursten. Det lille staldvindue øverst i gavlen har ikke glas.
Taget er et rustent bliktag. Regnen falder direkte ned på jorden langs bygningen.

I går spiste de ikke suppen. Pigerne klynkede og græd indimellem; moderen snakkede til dem om, at det her ikke kunne vare længe, og at de snart ville blive befriet af politiet.
Den smager da meget godt, sagde moderen til pigerne.
I går aftes var der somme tider lyde, der trængte ind til mig i huset ved siden af. Selv om stalden har flere rum, og cellen ligger inderst, kan det ikke helt undgås. Jeg har ikke hidtil set det som et problem, at der er så lydt herude på landet. I disse gamle bygninger.
Gråd vil først og fremmest trænge ud gennem de faldefærdige mure; men også trøstende ord fra Marianne måske.

Marianne spurgte på et tidspunkt:
– Er du ond? Hvorfor? Hvad har vi gjort dig? Hvad vil du?
Jeg svarer selvfølgelig ikke. Det ville være dumt. Jeg skal helt og holdent styre sagen. Stå helt stille i min munkekutte. Jeg har købt et pusterør og puster små metalkugler ind i rummet så kraftigt som muligt. Jeg rammer Marianne i ansigtet, og hun tager med et lille skrig hænderne op for ansigtet og vender sig om.
Jeg lukker lugen igen og går.

Det er nat, og de tre sover i deres køjesenge med kapokmadrasserne.
Med forsigtige og langsomme bevægelser åbner jeg lugen i døren.
Jeg løfter de to grydelåg og spreder armene. Holder en lille pause. For i næste øjeblik at slå de to grydelåg hårdt og kontant mod hinanden flere gange, så de vågner og skriger og farer op.
Marianne græder ikke, men det gør pigerne.
De hyler og råber svin og alle mulige andre skældsord, mens Marianne hele tiden prøver at holde om dem, tysse på dem, snakke beroligende.
Jeg tror, jeg vil stille ting ind til dem. En petroleumslampe, som mangler petroleum. En radio uden indmad. En tom flaske danskvand. En våd rulle toiletpapir.
Papir og en kuglepen, der ikke kan skrive. Antons kuglepen fra hospitalet.
Det sidste er ret genialt og godt fundet på.

Oktober 1967
Næste morgen skubber jeg en seddel og et sort gummibind ind til dem. Jeg har overvejet i lang tid, om jeg skulle gøre det. Men det var jo det, vi skulle dengang i 45. Tømme latriner. Gøre rent.
Der står: “Jeg skal bruge en af pigerne til rengøring”. Og nedenunder: “bind om øjnene og stil hende tæt på døren. I andre to lægger jer i øverste køje”.

Med et suk peger Marianne på den ene af pigerne og giver hende gummibindet på, mens hun med rystende stemme forklarer hende, at hun skal gøre rent for “ham der”. Hun skubber hende hen til døren og går selv tilbage til køjesengen og kravler op i den øverste, hvor den anden allerede ligger.
Da de begge ligger på ryggen og ikke før, låser jeg døren op og flår pigen ud, låser igen og skubber hende foran mig ud af det ydre rum, ud på de toppede brosten over i den anden afdeling.

Pigen ryster over hele kroppen og smågræder. I entreen sætter jeg med en enkelt bevægelse fodlænken på. Den er en halv meter lang og låser begge hendes ben. Hun får en hjælpende hånd og stavrer langsomt videre ind i køkkenet.
Så tager jeg hendes øjenbind af, og hun misser lidt mod lyset og ser noget forvirret ud. Hendes klæder lugter, eller også lugter hun selv af mangel på bad og ordentlig hygiejne.
Jeg står og viser hende opvasken, og hun forstår.
Hun går i gang med den.
Hun bliver færdig, og så peger jeg på kartoflerne og giver hende en kartoffelskræller. Pigen begynder at skrælle dem. Hun putter noget af det i munden.
Jeg tager fat i hende og viser hende den tynde bambuspind og slår et fløjtende slag i luften, mens jeg løfter fingeren advarende. Der må jeg være helt klar. Det nytter ikke noget, hvis de begynder på den slags. Det kan være noget af det, som jeg ikke har taget højde for og derfor skal være meget opmærksom på.

Pigen skræller en god grydefuld; Sækken med gulerødder skal hun også skrælle. De skal i en anden gryde. Hun arbejder ihærdigt og putter ikke mere noget i munden.
Hun får et glas vand, som hun sluger i store mundfulde, mens øjnene søger mig og hættens smalle øjenåbning.

Bagefter går vi ud i gården, og jeg åbner døren ind til mit lille das, peger på spanden under sædet og på den spade, der står ved siden af døren og svinger derefter fingeren over mod den lille lund bag gården.
Pigen ryster på hovedet og siger nej, nej. Men bambuspinden i den anden hånd fløjter blot en enkelt gang gennem luften.
Med stor væmmelse malet i ansigtet tager hun toiletspanden med urin og afføring og går foran ind i lunden med spaden i den anden hånd.
Pigen peger spørgende mod den første lysning, men jeg peger bare længere fremad.
Pigen graver et hul. Så tager hun spanden og hælder indholdet ned i det, dækker det til igen, mens hun prøver at skjule sine bræklyde. Endelig er hun færdig og på et tegn tørrer hun spaden i græsset.
Spand og spade får en tur under den udendørs vandhane. Hun skyller dem så rent, som de nu kan blive, inden hun sætter dem på plads igen.
Hun får lov at gå ind i cellen igen. Marianne omfavner hende.
Jeg skubber en ny seddel ind til dem: “I morgen kan I gøre rent hos jer selv”.

Oktober 1967
Jeg sidder med de breve, der skal sendes til Anton, så han mærker smerten og læser dem igen. “Nå, Anton, savner du Marianne? Hvordan føles det?” og mere i den dur. Det er et stykke tid siden, jeg skrev dem. På hotellets skrivemaskine. Jeg har jo ikke selv nogen. Det føles underligt at sende et brev, man har skrevet for 14 dage siden. Og at sende det til den mand, jeg efterhånden kender så godt.
Det første brev vil jeg lægge i postkassen ude på Ribe Landevej. De næste skal sendes fra forskellige postkasser rundt omkring i byen, det sidste fra Gravene på selve postkontoret. Jeg mener, jeg har tænkt det så godt igennem, at der ikke skulle kunne opstå fejl.

Jeg smutter en tur ud i landskabet i min Morris Mascot. Man har vel lov at nyde livet. Tiden er knap og rationeret og må bruges hensigtsmæssigt.

Der vil naturligvis blive skrevet om sagen. Spisesedlerne fra BT og Ekstra Bladet indeholder nok ingenting i begyndelsen, mens Dannevirke og Jydske Tidende vil have ganske små artikler inde i bladet om de tres underlige forsvinden. Når det er lokalt stof, tager man hvad som helst. Men efterhånden som sagen skrider frem, vil også de store aviser beskæftige sig med den. Også på forsiderne. Måske vil det være ligegyldigt med de små aviser.

Oktober 1967
I Kolding køber jeg kartofler til fangerne til deres kartoffelsuppe og grønsager til søndagene.
I en bagerforretning ber jeg om lidt gammel brød til ænderne, og det bliver til en hel pose. Det lugter ikke helt muggent endnu, men det er gammelt og tørt, og sidste salgsdato er flere dage siden. Når det hele kører, vil brødet have den rette konsistens af grønne, mugne områder. Jeg må prøve mig frem.

På hjemturen nynner jeg, mens jeg driver den lille rappe Morris rundt i svingene.
Jeg sagtner farten, da jeg nærmer mig gården. Lidt udenfor standser jeg.
Jeg står på en høj mod øst og bruger min kikkert. Så kører jeg ned mod gården.

Jeg åbner klappen i døren. Der er helt stille i cellen. De ligger alle tre med ryggen udad og sover. Jeg stiller den lille skål med kartoffelsuppen og lægger et par gulerødder ved. Flasken med drikkevand er kun halvt tømt.

Jeg ryster lidt på hovedet. Oktober 1967
Jeg åbner lugen og stiller skålen med kartoffelsuppen ind. Marianne rejser sig fra køjesengen og kommer hen til mig.
– Sig mig engang, hvad skal alt det her forestille?

Jeg hiver den nederste del af ansigtsmasken op, så min mund bliver fri. Marianne udstøder en lyd.
– Det vil du få at se.

Min stemme giver et sæt i Marianne, der stiller flere spørgsmål:
– Hvem er du? Hvad vil du os? Jeg forstår ingenting.
– Vi vil have løsepenge for jer.
– Vi? Løsepenge? Så mange har vi heller ikke.
– Trist.

Jeg går.

Hver nat vågner jeg et hav af gange, med sved på panden og mareridt. Det kniber med at falde i søvn igen. November 1967
Hvordan vil Anton reagere, når han forstår, at vi står lige, han og mig, når min plan er fuldført? Vred? Forbandet? Lettet over, at vi nu kan kaste os i armene på hinanden? Nej, det tror jeg ikke.
Nej. Ikke det sidste.
Jeg er heller ikke på nogen måde i et følelsesmæssigt afhængigt forhold til ham. Jeg har udnyttet ham, så godt jeg kunne. At der har været stunder, hvor jeg ligefrem havde en skygge af sympati ind over, skal jeg beklage. Det er noget nær det værste, der kan ske for en hævner. At han får medlidenhed eller varme følelser for ofret.
Jeg ser op i de bladløse trætoppe. De svajer i vinden. Anton svajer forbi, og min mave føles tung. Nej. Jeg må ikke give efter. Det vil være halsløs gerning og ødelægge planen.

Alligevel eller måske netop derfor er en tvivl om hele dette projekt begyndt at vokse frem. Når man tvivler på en sag, bliver den svagere, og dette irriterer mig. Mine tanker handler om mig selv, min moral. Banalt, banalt. Jeg har ikke på noget tidspunkt skrevet i min dagbog før nu, at mit projekt var forbundet med moralske overvejelser. Vreden var derimod ubærlig for mig. Vreden har fyldt mig helt op. Et lille hjørne af denne vrede er faldet en smule sammen og har givet plads for noget andet. Nogle af de vrede ord i dagbogen kan jeg ikke genkende. Som om en anden har skrevet dem. Men jeg står fuldt og helt inde for hensigten.
Jeg har ikke villet tænke på det før. Men Anton er både sympatisk og tiltrækkende. Jeg mærker så tydeligt, at jeg må mobilisere en hel del krudt for at holde sporet.

Jeg åbner døren ud til stalden og lytter.
Mørket er overvældende herinde. Der siver ikke meget lys ind sådan en grå novemberdag. Det kunne lige så godt være vildmarken i Canada.

Jeg lukker igen og går ind og laver mig en tår kaffe.

Så kommer der en bil. Op ad skovstien her op til huset. Lynhurtigt tænker jeg på det, jeg har forberedt mig til. Kommer der gæster, afvis dem, eventuelt gem dig.
Jeg ser ud ad vinduet, og bilen er tydelig nu. Det er en ældre model, jeg tror, det er en ganske almindelig folkevogn.

Jeg beslutter mig for at gå ud og sige goddag. Han stiger ud og præsenterer sig:
– Møjn, ja, jeg ville bare lige aflægge dig et besøg og spørge, hvordan det går? Det er mig, du har snakket med. Udlejeren!
– Godt. Jeg er ellers ikke indstillet på besøg, har jeg ikke sagt det tydeligt nok?
– Øh, jo, øh, undskyld, jeg kan da godt køre igen, hvis …

Jeg sænker stemmen og taler mere almindeligt:
– Sådan var det heller ikke ment. Vil du med ind og have kaffe, spørger jeg min udlejer. Han ser ganske normal og ordinær ud og kigger sig nysgerrigt om. Nu holder han sig for øret og siger hva?
– Vil du have kaffe, gentager jeg lidt højere. – Jeg har lige lavet.
– Jo, tak, bare en lille kop. Jeg kom bare tilfældigvis forbi og …
– Ja, det sagde du. Jeg troede ellers, vi var enige om, at jeg kunne bo her i total fred og ro. Det har jeg meget brug for …

Jeg kan se hans høreapparat og taler en smule højere.
– Undskyld, jeg skal nok lade dig i fred, det var blot for lige at se dig …

Måske er han heller ikke alt for kvik.
Vi sætter os ved køkkenbordet, og jeg skænker op.
– Hvor kommer du ellers fra, spørger han uden at skjule sin nysgerrighed det mindste. Han prøver ikke engang.
– Som jeg fortalte dig i telefonen, skal jeg undersøge forskelligt i Haderslev som et led i mine forretninger.
– Hvad?

Han holder hånden bag øret, og jeg gentager.
– Nå, ja, det sagde du. Er du fra Brønderslev?
– Hvorfor tror du det?
– Du snakker lidt sådan.
– Fra Thise Kirkebakke lidt vest for.

Jeg er overrasket over, at han kan høre det. Eller tror, at han kan.

– Nååå. Ja, der er skønt.
– Kender du til det?

– Åh, siger han og tager sit høreapparat af. – Nu er der igen støj på linjen.
– Hvordan, siger jeg.
– Jo, somme tider kommer der høje lyde, og til andre tider er det modsat noget skrækkeligt brummende. Jeg er blevet lovet et nyt høreapparat, men der er forsinkelser. Lige nu hørte jeg noget ligesom skrig eller høje hvin. Altså. Teknik!
– Lad mig kigge på det. Ja, jeg tror, batteriet er skyld i det. Se, det ser ikke for godt ud.
Han er med på den, selv om der fysisk ikke er noget at se. Jeg rejser mig med høreapparatet i hånden:
– Nu skal jeg følge dig ud.

Han ser uforstående ud, indtil jeg slår ud med hånden mod døren.
– Nå, ja, men tak for kaffe. Æh, høreapparatet?

Men jeg går bare i forvejen. Da vi træder ud på de toppede, tuder trætoppene.
Jeg åbner døren for ham, og han takker og rækker hånden frem, og jeg giver ham høreapparatet, som han straks tager på. Han lytter.
– Nej, det er det samme. Altså. For pokker. Åndssvage batteri. Jeg kan stadig høre den der tuden. Farvel og ha´ det godt!
– Si´el!

Han stryger sig over håret og bakker bilen ud og vinker og kører.
Jeg går ind igen og smider batteriet i skraldespanden. Hjertet er kommet på arbejde. Man tror, man har en aftale om ikke-besøg, og så kommer manden alligevel. Sådan en knark kunne have ødelagt hele forestillingen. Man kan åbenbart ikke tage højde for alt. Selv om man prøver. November 1967
Hver gang jeg er i lugen, stiller Marianne spørgsmål:
– Hvorfor ser vi aldrig de andre gerningsmænd? Hvorfor er det kun dig?
– Måske rager det ikke dig. Vi afventer svar fra din mand om løsesummen.

Jeg er ellers tavs.
Jeg lukker lugen, som Marianne formulerer næste spørgsmål:
– Jeg forstår slet ikke, at en kvinde som du …

Jeg er allerede væk.

 

Det har været en urolig nat. For mig. En uendelig lang billedkavalkade har kørt i en uendelig sløjfe og skiftet mellem smukke og rædselsfulde, bløde i farverne og hårde i sort-hvid. Alle billeder, jeg har set og også de par stykker, der er i Opas skrin, er i sort-hvid. Lejren, tiden, Danmark er i sort-hvid. Det gør mig godt at tænke på, for jeg føler straks, at det, jeg er i gang med, er som det skal være. Sort og hvidt. Uretfærdighed kan gradbøjes, retfærdighed kan ikke.

Men farvebillederne, de smukke, bløde af et solbeskinnet Haderslev med dammen og fjorden, domkirken, de gamle huse og et nyere rødstenshus, hvis familie sandsynligvis vil være på vej i opløsning.

Jeg kører en tur til Kolding, køber ind og parkerer bagefter bilen nede ved havnen. En lang spadseretur her vil gøre mig godt. Vinden er frisk, blæsende, kølig. Mennesker arbejder på denne almindelige efterårsdag, kun et fåtal har andet for. Som jeg.
Jeg må have tvivlen ud af kroppen. Den lille orm kan hurtigt æde sig stor og fed og må derfor – for alt i verden – slås ihjel. Jeg tvinger mig selv til at se min lillebror og min mor for mig. Dengang de levede. Billedet skifter til de døde.
Efter en god halv times vandring i passende tempo kan jeg igen køre mod syd denne gang med en bedre mavefornemmelse.
November 1967
Jeg standser midt i min morgenmad. Min kop er halvt på vej op til læberne med frisk og velduftende kaffe, da et skrig lyder.
Og hvad gør jeg så ved det?
Jeg går derud.
Jeg åbner lugen. Der er opstandelse derinde. Marianne forsøger at berolige en af sine piger, der hulker og vrider sig og indimellem skriger. Den anden ligger i den ene køje med begge hænder for ørerne.
– Se, hvad du gør, råber Marianne til mig.

Jeg klapper lugen til igen og står lidt.

 

I dag kører jeg mod Vejen og Esbjerg. Trænger til at se mig lidt om i det vestlige Sydjylland, eller hvad de nu kalder det. Kigger lidt på forretninger, men det keder mig. Havnen keder mig. Kører hjem over Ribe, hvor jeg gør ophold og spiser på Hviids. Sidder og nyder det hele og forsøger at glemme mit ubehagelige projekt. Troede jeg, det ikke ville blive slemt? Hvad kører jeg væk for? Flygter jeg for det uundgåelige?

Nej, jeg har overvejet alt, synes jeg. Især med sygdom. Hvis en af cellebeboerne skulle blive mere syg, end hvad der følger af lav kalorieindtagelse, kan vedkommende naturligvis ikke få lægehjælp. Det er så indlysende, at det må stå i flammeskrift på himlen.

I morgen. I morgen må det ske. November 1967
Jeg rører rundt i gryden og tilsætter mælk. Svampesuppen simrer, og dampene stiger til vejrs.
Jeg bærer den varme skål ud af køkkenet og går over mod cellen.
Jeg står et øjeblik med suppen, kigger ned på den og åbner så lugen.
– Se her, det vil gøre jer godt! Det er dejlig, varm suppe, mumler jeg. – Værsgo!
Jeg lukker lugen.

 

Den første del af min endelige beslutning består i at køre til Haderslev.
Min post sendes til posthuset i Haderslev som poste restante. Jeg forklæder mig, så folk herfra vil få svært ved at genkende hende tyskeren, der boede på Høppner i efterårsferien, hvis de tilfældigvis havde ærinde på posthuset. Portieren behøver jeg ikke at frygte, for han henter aldrig post. Men naturligvis Anton. Hvis han fandt på at dukke op …
Jeg holder uden for posthuset i lang tid, så jeg er sikker på, at han ikke er der, når jeg går ind. Det er efterhånden et stykke tid siden sidst. Der er almindelig formiddagstravlhed, folk haster frem og tilbage.
Normalt tager det heller ikke lang tid for mig at få at vide, om der er brev til mig.

Det er der. Har ligget mindst otte dage på posthuset. Fra Vesttyskland. Fra Hannes, som jeg har inviteret sådan uforpligtende. Det skulle dog ikke være lige her og nu, men måske engang senere, meldte jeg ud. Bare ikke nu. Han skulle ikke regne med mig i Århus før efter den 5. november. Efter den 5. og ikke på den 5..
Og hvad sker der så?

Jeg flår kuverten op og læser:
“Jeg besøger dig i Århus. Tager af sted aften den 4. nov. Ankomst 14.33 søndag. Henter du mig?”
Det var det hele. Hannes kan åbenbart ikke afvente tiden, eller også har han misforstået det med den 5..
Uroen breder sig. Mine fingre trommer på rattet. Hvad betyder det brev?

Nu regner han med at være sammen med mig nogen tid.

Jeg kører tilbage til gården og låser mig ind.
Stolen giver sig lidt, da jeg synker sammen på den. Foran mig på bordet ligger min fuldt færdige plan. Detalje for detalje, alt planlagt og det meste gennemtænkt mere end en gang. Jeg har overvejet hver eneste detalje i teori og store dele i praksis og mener, at den nu er helt skudsikker. Intet kan gå galt. Hvis noget går galt, har jeg taget højde for det.
Det eneste, jeg ikke har forudset, er min tvivl. Ordet tvivl står der ikke et eneste sted.

De sidste to uger har jeg tilbragt på dette sted, vandret frem og tilbage. At skulle koge kartoffelsuppe til fangerne, høre på deres beklagelser, deres anklagende spørgsmål, deres gråd og skrig og selv være upåvirket. Hvordan vil det være for mig? Kan jeg klare det? Vil jeg være upåvirket af pigernes gråd? Vil jeg være hård nok?
Jeg har kørt lange ture og grublet, og jeg har ligget vågen om natten, nogle gange er jeg stået op og gået frem og tilbage og forestillet mig forskellige scenarier. Forestillet mig, at jeg gjorde noget, så de blev forskrækket og bange.
Hvad skulle det til for?
Tiden går.

Jeg skal have tømt toiletspanden, inden jeg forlader det her og
går over gårdspladsen hen mod mit das. En dagligdags foreteelse her. Andre steder hiver man bare i en snor eller trykker på en knap.
Jeg tømmer toiletspanden ude i lunden bagved og står og betragter indholdet dernede i hullet: Er det dig, der ligger der? Er det Danutas personlighed, der er så fuld af lort, at hun kan dræbe andre mennesker bare for at få hævn?

Jeg ser mig selv som to personer, hvor jeg absolut ikke vil vedkende mig den anden. Den Hun, som bor i mig og vil have hævn og gøre alt det onde. Jeg forestiller mig, at Hun nu ligger dernede i hullet, og jeg dækker det til. Væk med Hende. Det var sådan, psykologen foreslog det flere gange, men dengang ville jeg ikke gøre, som hun sagde, kun lytte og prøve at forstå.
Jeg fylder hullet helt op med jord, græs og smågrene, og ovenpå lægger jeg en større sten, som jeg møjsommeligt slæber på plads. Nu ligner det et gravsted.

Jeg kører mod Århus, hvor jeg indlogerer mig på Hotel Atlantic.
Under hele turen koger det i min hjerne. Viseren har flyttet sig afgørende væk fra hævntogtet. Planen er på vej ned ad slisken og vil snart forsvinde.
Jeg føler til gengæld, at jeg er på vej op ad slidsken, og jeg træder vande for øjeblikket.
November 1967
Jeg står på Århus Banegård og ryster en smule. Det er også lidt koldt i luften nu. Det våde efterår er slået igennem på alle måder. Jeg hiver fra tid til anden mit guldur frem og ser på det. Tiden snegler sig af sted.

Vil jeg kunne genkende ham? Og han mig? Vil han være enormt forandret? I sådan en situation vil man aftale et kendetegn, men det har vi i sagens natur ikke. Han meddeler bare, at han kommer, og jeg kan ikke hindre det. Jo, jeg kunne selvfølgelig lade være med at dukke op. Lade ham stå alene og stirre som en vanvittig efter mig. Hvordan er han nu? Dengang var han højere end mig.
Jeg husker hans øjne, mørke og alvorlige. Mon de stadig er det?

Toget slanger sig langsomt ind på perronen. De rejsende stiger ud, og jeg spejder efter ham. Selvfølgelig skal han nok være i den vogn, der er længst fra mig, hvor jeg står. Jeg strækker hals og kigger i begge retninger. Pulsen banker i halsen. Ingen at se, der bare nogenlunde ligner ham. Skuffelsen sætter så småt ind og forstyrrer forventningen.
Men så får jeg øje på en høj mand. Kan det være ham? Var han så høj? Han kommer nærmere. Jeg tager et tøvende skridt i hans retning. Nej, jeg standser. Det kan ikke være ham. Så bredskuldret var han ikke. Ser ned langs toget. Der er ikke andre. Det må være ham.
Jeg tørrer mig om øjnene. Ikke nu. Ikke her. Danuta, besind dig. Han kommer nærmere. Det er ham. Jeg er ikke i tvivl. Hvad går der af mig? Jeg er helt slap, og vandet står mig i øjnene. Jeg kan ikke standse den flod, der vælter frem. Hvad sker der med mig? Vi nærmer os hinanden.
Vi standser. Der er to meter hen til ham. Jeg plirrer med øjnene. Han ser genert ud.
Så smider han sin kuffert og tager et par hurtige skridt hen til mig, hvisker ordet Danuta, og vi omfavner hinanden. Jeg knuger mig ind til ham. Ord er overflødige. Det nytter heller ikke. Jeg kan ikke sige noget.
– Danuta, hvisker han igen og holder mig så fast, at jeg næsten ikke kan trække vejret. – Jeg vidste, det var dig.
Jeg kan kun fremstamme noget uforståeligt.

Han slipper mig lidt og holder mig ude fra sig.
– Havde der stået 100 mennesker rundt om dig, ville jeg alligevel finde dig uden problemer.
Han har røde øjne og stærke arme. Jeg kan ikke rokke mig væk fra de arme. Måske vil jeg heller ikke. Måske vil jeg bare glemme alt det onde og bare stå her på Århus Banegård, hvor travle mennesker styrter rundt mellem hinanden, og larmen fra tog og maskiner og hylende bremser forsøger at forstyrre os to mennesker, de eneste i verden. Hannes og jeg er de sidste, de allersidste i denne verden. Efter os er der intetheden og kun den.
– Åh, Danuta, siger han bare og klemmer mig ind til sig igen. Jeg nåede da at få luft trukket ind. Jeg lader mig villigt omfavne og opsluge af denne fremmede mand, som dog er så nær og så tæt ved mig. Det er varmt og koldt på samme tid. Min hånd kærtegner hans kind. Den er ru og alligevel barberet.
– Hvor har jeg savnet dig, siger han med ganske almindelig stemme, og jeg vil så gerne svare ham, men igen kan jeg ikke sige noget. Jeg kan ikke få et eneste ord frem. Mit talecenter er ødelagt, destrueret, sprængt bort, og det er lige sket.

Kan man elske flere på én gang? Ja, godt med, men ikke ellers.
– Jeg var overhovedet ikke i tvivl om, at det var dig, der stod her. Hvor er du smuk! Åh, dine øjne, Danuta. Så mørke og alligevel gnistrende af ild. Jeg husker dem fra dengang. Det er de samme.
– Du er da heller ikke helt værst, sprutter det endelig fra mig, og vi ler begge.
– Jeg var så nervøs på hele turen, men værst var det fra Kolding og hertil.

Jeg bliver ved med at stryge hans kind, aer ham som den dreng, jeg engang legede med. Hvis en mand kan være smuk, er det Hannes. Jeg ryster og skælver og hikster og har svært ved at se ham tydeligt for alt det våde i øjnene.
Hvorfra kommer det; vi står der tæt sammenslyngede på perronen, og alle andre er ude af mit billede.
Vi står længe og ser med et, at andre iagttager os og smiler. De tror, at her står et kærestepar, hvor den ene har været på en rejse, og gensynsglæden derfor er stor. Hvor har de både ret og uret! Ikke en almindelig rejse, skal jeg hilse og sige. Vi er heller ikke kærester, faktisk hverken formelt eller uformelt. Hvad er det så med os?

Jeg tager ham om lænden, han mig om skulderen, og sammen går vi ud af banegården.

Vi spiser et lille sted og smiler til hinanden og griner lidt og er måske en smule generte, men det går hastigt over, for den andens øjne tværer totalt fremmedelementet ud og gør plads til noget andet.
Snakken går, som om vi i forgårs forlod legepladsen og børneafdelingen og i dag bare er blevet voksne. Hannes fortæller om sit besværlige liv, og jeg om mit.
Jeg nævner intet om det, jeg er i gang med. Denne første dag skal stå alene, skarp og klar og uden skyer i horisonten, og jeg ønsker, at Hannes og mit liv er omdrejningspunktet. Jeg kan dog ikke lade være med diskret og sådan lidt i forbifarten at omtale en herre, jeg ses med en gang imellem, og det lader ikke til at ryste ham. Hvad havde han forventet? Jeg er ikke afholdskvinde, hverken med det ene eller det andet.
Vi betaler og går tilbage til hotellet.

– Danuta, jeg …
Jeg falder over ham og kysser ham.
Noget underlig noget at kysse en fremmed eller barndomsven i det mindste. Jeg kysser på en måde, jeg ikke har gjort før, synes jeg. Han kysser igen med bløde læber.

Det er forudsigeligt, at vi havner i sengen. Men for en gangs skyld er jeg ikke drevet udelukkende af lysterne. Jeg kysser og kæler for ham og mærker, at jeg er på vej til en ukendt tilstand, jeg ikke har prøvet før. At blive dybt, dybt forelsket. Jeg har på fornemmelsen, at det er gengældt. Det varer da heller ikke længe, dette vort første samleje. Det, der varer længe, er det bagefter.

Vi ligger tæt sammen, som om vi havde angst for at blive delt igen.
– I overmorgen skal jeg til København for at ordne forretninger. Hvad med dig? Du kommer lige fra Haderslev, ikke?
– Det er snart slut her i Århus for mit vedkommende. Jeg har planlagt at tage hjem i næste uge engang. Vi kan ringe sammen der, hvis du er færdig i København.
– Det tager formentlig en god uge fra i dag. Det vil passe mig godt. Du kan nå mig her.

Han stikker mig et visitkort.
– Så har vi to en aftale. Hvad med dine hævntanker?

Jeg ryster på hovedet.
– Senere.

Og således er der straks fra start én fortielse i mit forhold til Hannes.

 

Status for hævnen.
November 1967
Morgenen går med bad og morgenmad og vaklende ben, men vi beslutter alligevel at gøre Århus.
Vi tager rundt i byen og nyder nogle dyrebare timer endnu med tydelige tegn på manglende søvn. Natten har været en perlekæde af bevidstløshed og halvvågen tilstand fyldt med intens og heftig elskov. Ordet elskov er et herligt ord. Dels er det enormt gammeldags, dels kender jeg ikke et bedre for det, vi har. Vi vågner samtidig hver gang, sådan føles det i hvert fald.
Men det er også her i denne nat, at jeg tager min endelige beslutning. Den har længe været undervejs, jeg ved det godt.

Hvert eneste minut fylder mig med ham, og vi snakker sammen, som om vi havde været sammen i alle årene siden dengang. Holder i hånd, kysser, kæler og krammer. På en lille café tager vi en kop kaffe og en cognac, og Hannes bøjer sig frem mod mig hen over bordet:
– Danuta, er det os to?
Så banalt og dog så rent i sit udtryk. Jeg er stum og har igen en uforklarlig vandhinde for øjnene, og min hånd vil hele tiden kæle for hans kind.
Sådan har jeg det ikke med Anton. Og sådan har jeg ikke haft det med en eneste af alle mine tilbedere og halve og trekvarte kærester.
– Du overvejer?
– Nej, Hannes.

Jeg ryster på hovedet og smiler og tørrer øjnene:
– Jeg tænkte bare på, at vi var sammen som børn mellem 11 og 15 år. Så kommer du her 18 år senere og bum! Ligger der noget fra dengang, som nu folder sig ud? Er det vor fælles historie, vort fælles udgangspunkt, der fører os sammen? Er vi to i virkeligheden de eneste mennesker i verden fra dengang?

Jeg tager hans stærke hænder og kysser ham.
– Inden det bliver os to, bør jeg fortælle dig om mig. Du skal vide, hvad du går ind til, og jeg er ikke helt sikker på, at du vil bryde dig om alt. Måske vil du væmmes over min opførsel, og måske vil du alligevel overveje en gang til. Og desuden – jeg kender heller ikke dig, vel?
– Nej, slet ikke. Men jeg fornemmer alligevel en gensidighed, jeg absolut ikke har mødt hos mine tidligere veninder. Du har nok ret i, at vi to har et særligt udgangspunkt. Også i, at dette, øh, skal vi sige, første så stormende møde, ikke nødvendigvis betyder, at vi to skal leve sammen resten af vort liv.
– Hvis jeg nu, lad os antage, nej, jeg mener, sæt nu, at du sidder over for en mulig morder, Hannes. Ville du så ikke være betænkelig?
– Morder? Jeg er sikker på, at hvis du har tænkt dig at slå nogen ihjel, er der en god grund til det, som du så tydeligt har beskrevet i din plan. Jeg ved godt, vi har andre tider nu, men sporene fra dengang ligger der stadig, ved jeg. Men jeg tiltror dig det ikke. Selv om jeg faktisk ikke kender dig.

Jeg nikker.
– Jeg har jo tænkt på dig, Danuta, lige siden dengang. Hver eneste gang, jeg har kysset en pige, har set dine øjne i hendes. På et tidspunkt fortalte jeg om dig, og hvordan jeg havde det med dig, til en god ven, og han sagde straks, at enten skulle jeg glemme dig og finde en anden, eller også skulle jeg sætte alt ind på at finde dig med risiko for fiasko. Han sagde også, at det var et fata morgana, jeg havde i hovedet.
– Det syntes jeg jo ikke. Naturligvis var jeg ikke forelsket i dig, hvordan skulle jeg kunne være det? Jeg vedblev blot som en anden sindssyg hele tiden at tænke på dig.
– Og så begyndte du at lede?
– Som en besat. Jeg var og er besat! Det stod mig mere og mere klart, at jeg måtte finde dig. Jeg husker, at jeg var ved at opgive det hele og overvejede at gøre en ende på mit usle liv, fordi alt var sort i sort, og fordi opgaven var håbløs. Livet var håbløst. Den dag, dit brev kom, tændtes solen i mit sind, og lige siden har jeg svævet af sted. Ja, det lyder så skide banalt klicheagtigt og undskyld.

Et par andre cafégæster sidder og stirrer på de to underlige tyskere. Måske forstår de, hvad vi taler om. Vi dæmper os.
– Du skal ikke undskylde. Jeg har tænkt på dig indimellem, men haft andet i tankerne. Jeg har stort set gennemlevet dine faser, for jeg er stærkt påvirket af min brors og mors død. Du synes måske, det er underligt så mange år efter, men kan man selv styre den slags? Du kunne jo heller ikke styre din længsel efter at se mig og vide, hvordan det er gået mig!
– Nej, og jeg forstår dig. Spørgsmålet er, om et menneske kan ændre sin livsbane.
– Eller om man kan lade være?
– Afhænger måske af udgangspunktet.

Lidt senere rejser vi os og går videre og havner igen på hotellet. Vi smugler lidt hurtig mad og et par flasker vin med op på værelset. Jeg har trods alt begrænsede økonomiske ressourcer.
Vore stemmer er snart lige så slørede som vore blikke, og vi holder i hånd og kysser og sludrer ret meget.
– Hannes, jeg bliver nødt til …
– Ja, Danuta, det bliver jeg også …
– Nej, jeg bliver nødt til at fortælle dig noget, og nu skal du altså høre efter.
Selv om min stemme svinger en smule i takt med den alkohol, mit blod indeholder, er jeg ikke så beruset, at jeg ikke ved, hvad jeg siger, – og hvad jeg tænker.
Jeg fortæller Hannes det hele. Alt. Om mine forberedelser. Om mødet med Anton Slotsby. Om Haderslev. Om bondegården. Om fangerne, jeg på et tidspunkt skal have i mine garn. Om min hævn.
Han holder mig fast på et tidspunkt, hvor jeg tror, jeg skal besvime. Derefter slipper han mig ikke.
– Så, Hannes, jeg er en ond person, selv om det foreløbig er luftkasteller og teoretisk, og du skal seriøst overveje, om du har lyst til at indgå i nogen form for alliance med mig.
– Så, at tage de tre kvinder til fange og spærre dem inde på en gård nord for Haderslev og langsomt pine dem til døde, det er det?

Jeg nikker. Nu kan jeg ikke mere. Mit hus knitrer og brager og revner, og murene står lidt og falder så sammen, den ene efter den anden.
– Jeg føler, jeg er to personer, hvor den ene kun tænker på hævn og gengæld for alt det fra lejren. Den anden er konstant bagefter og prøver at leve et normalt liv. Men tanken om at blive ond og dermed komme i moralsk og etisk forfald har fået mig til at standse op. Jeg har derfor taget en stor beslutning om mit projekt.
Vi sidder tæt sammen.
– Jeg kan ikke gennemføre det. Jeg ved nu, at jeg ikke vil kunne dræbe de tre kvinder, ikke bare, fordi jeg indser, at det ikke vil skaffe mig ro og fred, men også fordi mit liv ville blive ødelagt, hvis de mørke sider af min personlighed tog over. Antons lidelser vil ikke dulme mine egne; det var et sørgeligt og fejlagtigt forsøg på at rette op på mit liv. Faktisk har jeg det elendigt med det nu. Jeg er jo ikke bedre end ham, det hele skulle gå ud over. Jeg er selv ond. Hvis du vidste …
– Jeg forstår bare ikke. Har du, eller har du ikke gennemført din plan? Jeg er forvirret …
– Åh, Hannes, jeg … Luftkasteller og reelle faktiske hændelser flyder mellem hinanden, og jeg bombaredes ustandseligt af drejebogens mange facetter.
– Det var jo voldsomt for dig som 11-årig at opleve din familie dø omkring dig.

Jeg omfavner ham og har svært ved at fortsætte. Det er rart bare at kunne sidde sådan her uden at sige noget.
Jeg slipper ham og rømmer mig:
– Men beslutningen er reel nok. Jeg vil ikke være hævner. Hævnen tjener intet formål. Jeg vidste, at dit besøg ville være det sidste søm i den kiste, hævnen skal begraves i. Sørgeligt at opleve, at min bror og min mor døde, fordi et andet menneske undlod at hjælpe dem. Men jeg kan ikke hade ham længere. Vi snakker ikke om tilgivelse, det er sgu så religiøst, og jeg hader religion, hader alt det overtroiske pis; i krigens helvede blev der sendt mange bønner opad og til hvilken nytte?
– Jeg er enig.

Hannes nikker ivrigt.
– Så derfor bliver jeg nødt til at afslutte det her og erstatte hævnen med det, der måske er bedre. Jeg bliver nødt til at snakke med Anton, få ham fortalt, hvad jeg har gået og plaget mig selv med. Jeg har allerede smidt nogle meget giftige svampe væk fra hukommelsen.
Jeg smiler lidt.
– Du har så ikke gjort det? Du ville også stå til flere års fængsel for det, hvis du udførte det, Danuta.
– Jeg er stadig i tvivl, altså, jeg mener, jeg …
– At du er kriminel?
– Ja, det er næsten ikke det værste. Det er meget værre med det åg af skyld og dårlig samvittighed, jeg har sanket over mit stakkels hoved med denne plan.
– Kan jeg gøre noget?
– Hvis du kan udsætte din københavnertur eksempelvis …
– Det kan jeg ikke, Danuta. Hele min eksistens som ansat i firmaet er betinget af et godt møde i København med vore partnere der. Men når jeg er færdig måske her op til næste weekend, vil jeg kunne være tilbage her hos dig og rejse med dig til Hannover, for så har jeg en uges ferie til gode.
– Jeg bliver nødt til at afslutte det her.
– Det ved jeg, du kan, Danuta.

Han tager begge mine hænder.
– Jeg er glad for, at du opgiver kampen. Hvis jeg var religiøs, ville jeg sige, at højere magter har maget det så, at vi to nu afslutter så mange års forbitrelse.
– Nej, Hannes. JEG afslutter kampen. JEG har valgt, at det skal være slut. Og din andel af den beslutning er ikke helt lille.

Jeg fortæller om de næste par dage. November 1967
Jeg ringer til udlejeren og meddeler ham, at jeg bekræfter lejemålets ophør til den næste første, ganske som vi aftalte.
– Jeg har fået nyt høreapparat, siger han.
– Ja, men det var da godt.
– Ja, og nu kan jeg høre dig helt tydeligt. Det er vel nok dejligt.

Jeg går en lang tur i midtbyen og langs åen. Den friske kølige vind gør mig godt. Det har været nogle hektiske uger.

Aftenen byder ikke på de store overraskelser. Jeg får for kroner 4,10 en pilsner og dertil wienerschnitzel til 22 kroner. Jeg læser noget om, at den danske krone måske bliver devalueret om kort tid, og det betyder fornyet pres på lønningerne. En skrue uden ende, kan jeg forstå. Hver gang jeg hæver blikket fra avisen, slår tankerne mig ned. Derfor læser jeg videre, og da jeg er færdig, begynder jeg forfra med en anden artikel.
Jeg går en tur og kan mærke, at mit hoved er tømt for vrede. Tomheden erstattes af en lykkefølelse, jeg aldrig har stødt på før. Jo, måske i tiden før mit 11. år. Måske har jeg oplevet en barndom i glæde og tryghed.

November 1967
Jeg sover tungt og længe og vågner frisk og veludhvilet. Efter morgenmad går jeg en tur i Marselisskoven. Jeg nyder virkelig den dejlige efterårsnatur og det let forhøjede åndedræt, nu af naturlige og fysiske årsager, og at det hele er overstået.
På en måde mangler jeg det sidste, men jeg har ikke kontaktet Anton endnu. Jeg er en anelse bange for mødet med ham.
Men det nytter ikke. Jeg må fortælle ham det hele.

Hen sidst på eftermiddagen ringer jeg til Hannes og fortæller. Han lyder tilfreds.
– Det er det bedste, du har gjort mod dig selv – og mod mig, mumler han utydeligt.
Så taler han pludselig meget direkte ned i telefonen:
– Jeg blev altså alvorligt bange for dig, Danuta. Er du stærk nok til mødet med den mand, der fratog dig din bror og mor?
– Der er ingen vej udenom. Vær overbevist om, at jeg nok skal klare den. Det sidste, du nævner, snakker vi om senere.
– Lad os det.
– Når du har snakket med ham, kan det vise sig, at du er fri for alle de mørke tanker …
– Ellers må jeg leve med det. Jeg ved det godt. Det vil under alle omstændigheder gøre min gang på jord lidt lettere. Jeg kan kun håbe, at den store erkendelse har stuvet de mørke hævntanker ned til ingenting.
– Uanset hvordan det her ender, kan du regne med mig. Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at vi to skal være sammen. Jeg tænker på dig hele tiden; i nat vågnede jeg en million gange, hver gang med 40 i feber over dig, at du ved det.
– Jeg har det på samme måde med dig, Hannes. Havde vi da bare mødt hinanden for et par år siden.
– Hør her. Jeg tager tilbage til Århus, når jeg er færdig med forretningerne her. Direkte.
– Nej, så har jeg en bedre idé.

Opgør med Anton.
November 1967
– Hallo, ja? Jeg vil gerne tale med Anton Slotsby.
– Anton Slotsby.
-Hallo, det er mig. Jeg er på kort visit i Århus og tænkte, om du havde lyst til at se mig?

Jeg hører, hvordan han gisper, og hvordan han prøver at få kontrol.
– Øh … Danuta?!

Det kommer vist bag på ham. Jeg hjælper ham lidt:
– Det er sådan en slags konference om udveksling, jeg er til.
– Jeg er lige kommet på arbejde. Det var da en dejlig nyhed, at du er i Århus.
– Har du mulighed for at besøge mig?

Hans stemme næsten hvisker nu. Sidder han sammen med andre?
– Ja, svarer han endelig efter nogen tavshed. – Måske er det et godt tidspunkt.
– Ja, måske. Det tror jeg. Men skulle det være ringere end andre?
– Mnn. Jeg ved ikke. Jeg tumler lige nu noget rundt i manegen. Og så ringer du som en lille engel fra paradis.
– Det forstår jeg. Skal vi sige til frokost på Atlantic?

November 1967
– Dejligt at se dig igen.

Anton hvisker det ind i mit øre, mens han klemmer sig helt ind til mig, men jeg stritter lidt mod omfavnelsen. Han mærker det og trækker sig uvilkårligt. Han lugter lidt, og hans tøj er krøllet og ser uvasket ud. Han smider sin taske på gulvet.
Han nøjes med at kysse mig flygtigt.
– Du kan nok forstå, at jeg blev noget overrasket over din opringning. Jeg troede, du gik og knoklede nede i Hannover. Jeg ville også bare …

Jeg nikker hen mod bordet.

– Vi kan benytte roomservice, hvis du synes? Og bestille en anretning?
– Ja. Lad os det, Danuta. Jeg skal nok betale. Øh, du ser godt ud!

Han lader ikke til at have bemærket min afvisning.
Jeg ordner det fornødne, og vi sætter os ved det lave bord i hver sin stol.
Han undskylder sig og går ud på badeværelset. Bruseren går. Det varer en rum tid, inden han står der igen friskduftende med vådt hår. Det er den duft, jeg husker ham for. Ikke den anden. Fra sin taske tager han rent tøj frem.
– Ja, jeg syntes, jeg trængte.

Noget helt ukendt er steget op i mig i mellemtiden.
Jeg gør mig klar og parat. Til det store. Kigger på mit guldur. Det er nu.

Han smiler lidt kejtet, da han ser op, kinderne er sært indfaldne, og jeg får en vis ømhed for ham og griber hans hånd.
– Du er et godt menneske, Anton. Det er mere og mere gået op for mig.
– Godt og godt. Jeg er hverken bedre eller værre end så mange andre.

Han er på nippet til at græde, og hans øjne ser underligt sørgmodige ud. Jeg kender ikke helt hans dagsorden, men jeg kender min egen.
Jeg masserer hans fingre, trækker lidt i dem, bøjer dem blidt og løfter ansigtet:
– Vi har noget at snakke om, vi to.

Det banker på døren, og en tjener står derude med en lille rullevogn. Han dækker bordet med en fin, hvid dug og anretter det hele.

– Lad os nu nyde øjeblikket. Sig mig engang, er du ude på noget?

Anton prøver at løse stemningen en smule op. Han smiler blegt.
– Jo. Det er der måske en grund til.

Vi spiser og snakker igen om tiden siden sidst, og Anton ser hele tiden spørgende på mig. Hans blik flakker en del; det er noget fremmed for mig. Han ser lidt forstyrret ud, synes jeg.
– Ja, jeg regner med, du løfter sløret for mig. Om grunden til at invitere mig, siger han forklarende.
– Nå. Ja. Skål, Anton!
– Skål!
– Lad os spise færdig, så skal jeg nok fortælle dig det.
– Jeg er da nysgerrig. Um, det er lækkert. Man glemmer helt Haderslev og alle problemerne. Det er også kun sådan en som dig, der kan få mig på andre tanker for en stund.

Hvis han tror, jeg vil foreslå ægteskab, er han langt ude. Det har ikke engang strejfet mig.
Vi er færdige og tager en kop kaffe med cognac, der også er inkluderet. Anton tørrer sig om munden og læner sig tilbage:
– Nå, lad mig så høre din grund til dette arrangement.

Jeg tager den hvide kuvert op af min taske, åbner den og spreder en samling sort-hvide fotos ud foran ham.
Han stirrer på dem, tager fat i et af dem og ser uforstående ud.
– Øh, hvad, æh, det ligner grangiveligt …
– Ja. De er fra 1945.

Nu bliver han tavs.
– Altså, fra en flygtningelejr?
– Ja, i bestemt form. FlygtningelejREN.
– Øh, javel. Det … Øh, har du …

Hans ansigt forandres. Han har gættet det. Det er også på tide.
Jeg nikker. Et af billederne er uhyre slidt og kornet og viser et par voksne og en lille mager og mørk pige med alt for alvorlige øjne, der stirrer lige ind i kameraet. Jeg peger på det.

Igen stirrer han grundigt på det, som om han ikke kan eller vil forstå, hvad han ser. Eller også forstår han godt det, han ser, men har svært ved at komme videre.
Jeg tager hans hænder i mine:
– Se godt på det billede, Anton. Og?

Anton stirrer og stirrer.
– Det … Er det, hvad jeg tror?
– Ja. Det er mig og min mor og min Opa. Se det mørke rum, der var vores opholds- og soveværelse.
– Du var tilknyttet den pågældende lejr som læge, Anton. Du nægtede min lillebror hjælp. Kort tid efter dette billede døde min mor, fordi hun heller ikke fik hjælp. Af dig.

Anton siger ingenting, men bliver ved med at kigge på billedet. Anton Stenstøtte.
– Min Opa fik en vagt til at fotografere os til gengæld for at reparere hans DKW og gemte billederne i sit lille metalskrin. Han skrev i øvrigt dagbog, førte i hvert fald optegnelser over de store ting i lejren. Derfor har jeg dit navn, Anton. For min Opa skrev, at det var dig, der nægtede lillebror og mor alt.

Anton er stadig tavs.
– Jeg har i de senere år forsøgt at spore dig.

Så lukker han munden op:
– Jeg kan ikke tro det. At den Danuta, som jeg har været så forelsket i, at du var fra den lejr, og at du måske længe har planlagt dette møde blot for … for hvad?

Pause. Anton kigger på billedet og ser ikke på mig og viser mig, at han har gættet det. Jeg fortsætter:
– Her er, hvad jeg har planlagt.

Jeg lægger forsiden af min plan frem og viser ham nogle sider af den, inden jeg pakker den sammen igen. Anton snapper efter vejret.
– Dette er mine planer for hævn over dig, Anton. Der er forskellige forslag. Et af dem rammer dig direkte, et andet går ud over din familie, så du rammes mere indirekte.
– Det anede mig efter det billede. Hævn? Over mig? Det er da godt gjort, at jeg ikke på noget …
– Forskellen er blot, at jeg startede med mit had til dig, Anton. Det vidste du ikke. For dig var jeg blot en lille ferieflirt. Planen er udarbejdet, før jeg lærte dig at kende. Jeg har så nuanceret den og detaljebeskrevet den i takt med mit kendskab til tingene.
– Min familie?
– Ved at ramme Marianne og dine to piger ville du blive straffet. Det var ideen.

Anton er blegere i ansigtet end nogensinde. Så retter han sig op og hvæser:
– Men hvad formål har din hævn?

Han ligefrem dirrer over hele kroppen, og på panden er der svedstrimer. Jeg rører rundt i en evighed i min kop med hans slipsenål, en slags symbolsk handling. Jeg ved ikke, om jeg behøver at svare ham. Er jeg ved at få influenza?
– Roen i mig fortæller mig, at det var det rigtige. Altså min beslutning om ikke at føre planen ud i livet … Jeg kan mærke det… Du skal ikke være nervøs. Jeg vil ikke gøre dig ondt.

Jeg er lige ved at vælte koppen. Min hånd ryster ret meget:
– Det har betydet meget for mig at udarbejde det her. 140 dage tog det i 45 at flygte i vinterens frost og kulde til min mor døde i den danske flygtningelejr 23. maj, fordi hun blev nægtet lægehjælp af dig. Vi troede, paradis lå i Danmark. God morgen, det var snarere helvedes forgård. Eller hvorfor nøjes med forgården? Måske ville flere af os være i live, hvis vi havde overgivet os til russerne.

Rynkerne bliver nu tydeligere på hans pande. Han lukker øjnene.
– Jeg ved det godt, Danuta, men …
– Øje for øje. Tand for tand. Når man har ødelagt et barns liv og fremtid, gad jeg godt se den forbrydelse, der er værre.
– … men at hævne sig på fuldstændigt uskyldige mennesker? Hvis du fulgte den med at ramme mig direkte, kunne jeg til nød forstå det. Men min familie??
– Var min mor og lillebror ikke fuldstændigt uskyldige mennesker? Og I undlod at hjælpe. Var det ikke hævn for besættelsen og den tilfældige likvidering for eksempel af de fire læger i Odense? Hvilket min familie ingen andel havde i, vel? Det kan du ikke påstå.

Anton sukker nogle gange eller stønner snarere.
– Er det ikke usædvanligt, at du har hævntørst så mange år efter?
– Det ved jeg ikke, hvad der er sædvanligt og ikke. For er det ikke lige så usædvanligt at nægte lægehjælp til et sygt barn og dets mor? Kan det være mere usselt? Du var med til at slå min mor ihjel og efterlade mig familieløs. 7.746 børn under 15 år døde i de danske flygtningelejre. Små børn, Anton, mange var yngre og meget svagere end dine piger. Jeg taler ikke engang om dit lægeløfte. Jeg taler om almindelig menneskelig anstændighed og ikke en eller anden mulig ikke-overtrædelse af folkeretten.

Anton har det der udtryk i øjnene: Jeg er ked af det, men ved ikke, hvad jeg skal stille op med det. Han mumler:
– Der er tvivl om, hvor længe og i hvor stort omfang vi nægtede lægehjælp til flygtninge. Sådan generelt. Men det er rigtigt: JEG gjorde det, det indrømmer jeg, og det fik så katastrofale følger for dig.

Jeg tørrer mig over øjnene, der er lidt ekstra fugtige, det må være vreden, og tager et udklip op af tasken.
– Det er skrevet af Frihedsrådet i Frit Danmark april 1945, du kan jo selv læse det.

Jeg læner mig tilbage og puster lidt ud, mens Anton læser.

“… Hver eneste smule hjælp, vi frivilligt yder tyske flygtninge i Danmark, betyder en direkte hjælp til forlængelse af krigen. Så enkelt er problemet. Hver gang vi tager os af en tysk flygtning, letter vi det tyske krigsmaskineri. …”
Anton lægger klippet fra sig, men siger ikke noget.
– Hvis du hjalp min lillebror på, hvad var han, ti måneder? Så ville det betyde en forlængelse af krigen, skriver de. Den er nok svær at tro på, selv for tyskerhadere.

Jeg roder lidt mere i tasken.
– Jeg har også fundet den leder i Information fra 25. juni 1945, hvor man går i rette med 16 præster, der mener, at danskerne skal behandle de tyske flygtninge bedre, end de blev.
Jeg lægger den foran Anton, men han kigger kun på mig.
– Læs bare den passus, opfordrer jeg ham og peger.

“… Vi foragter tyskerne, som vi foragtede dem i Kampens Tid, nu, de er ynkelige og krybende. Vi ønsker dem hårdt behandlet, fordi vi ved, de kun kan handle, når de kommanderes …”

Han kaster et hurtigt blik på teksten og ryster langsomt på hovedet. Jeg kværner videre:

– Vores flugt og min brors og mors dødsfald var starten på mit mareridt. Jeg troede, det langsomt ville blive fortrængt i takt med min alder. Men faktisk blev det værre, jo ældre jeg blev. Derfor sidder vi to her i dag.

Anton piller ved sit armbåndsur. Jeg fortsætter:
– Vi forlangte ikke guld og grønne skove i Danmark. Kun et minimum af menneskelig anstændighed. Et minimum!

– Nogle vil hævde, at tyskerne ikke viste dette minimum over for jøder, åndssvage, psykisk syge eller andre såkaldt laverestående racer.
– Ja, men Anton: Vi gjorde ikke sådan noget i min familie.
– Vi hørte aldrig om tyskere, der var imod Hitler.

Han har knyttet næverne og lyder anderledes. Jeg svarer ham:
– Korrekt. Men juridisk og etisk og moralsk må det enkelte individ stå til regnskab for sine gerninger, og Hitler fik aldrig flertal ved noget valg. Det ved du da. Han tog magten ved et slags statskup og tyranniserede og truede alle andre i sit magtspil. Du kan ikke hænge mig op på hans forbrydelser. Derimod har du gjort dig personligt skyldig.

Der er nogle klumper i halsen og på stemmebåndet, så jeg må rømme mig, mens Anton fortsætter:
– I stemte vel på nazisterne? Nogen må have gjort det.
– Hm. Hm. Nej, de fleste voksne i min familie var faktisk overbeviste socialdemokrater. Jeg ved med sikkerhed, at min mor og bedsteforældre stemte på dem. Jeg mener ikke, vi havde lod og andel i nazisternes forbrydelser. Hitler nåede aldrig mere end 44% af stemmerne ved noget valg.
– Jeg fornemmer, I vil retfærdiggøre jer. I nøjes ikke med at forklare. I laver forsvarstale.
– Forklaringer, Anton, forklaringer. Du skal kende sandheden bag de skrækkelige handlinger. Ikke alle tyskere bakkede op om Hitler. Der var direkte modstand, der kostede livet for en hel del. Hm. Ahem.
– Sandheden? Hvornår får vi den? Den sandhed, der er om dig, er så lang og nuanceret, at om vi så sad her et år, ville den ikke komme 100% frem. Det er menneskeligt at forsvare sine egne handlinger. Det har jeg forståelse for. Men du er også forbryder et eller andet sted efter det her. Du har bevæget dig over på nazisternes bane og har spillet der et stykke tid, ganske vist kun i teorien. Det anerkender jeg. Vil du benægte det?

Jeg ryster på hovedet:
– Jeg troede, det ville give mig fred.
– Du siger selv, at det enkelte individ må stå til regnskab for det, vedkommende har lavet. Det gælder jo også dig selv.
– Ja, det gør det naturligvis. Jeg har aldrig påstået, at jeg var en engel.
– Burde du ikke være gået til domstolene? Have givet mig en chance, ja, jeg kan også sige anstændig behandling?
– Du ville blive frikendt, fordi du ville sige, at sådan var stemningen dengang og dermed hindre en rettergang, og lægeforeningen ville bakke dig op. Læger beskytter hinanden lige så meget som jurister og politifolk. Sådan er det. Også i Danmark. Rent bortset fra at en sådan sag ville være forældet. Jeg tror ikke, domstolene ville tage den.
– Den kunne anlægges som en principiel sag.
– Det tror jeg ikke.
– Går du ind for et samfund, hvor den enkelte tager sin egen ret i hånden og krænger den ud over andre?

Anton er sgu vedholdende.
– Du tiltog dig samme ret til at nægte et medmenneske behandling. Et spædbarn! Han har i hvert fald ikke skyld i Hitlers tusindårsrige. Havde du dengang besluttet dig for at hjælpe, kunne min mor og min lillebror have været levende i dag. Så du har et direkte ansvar.

– Indrømmet. Det vedstår jeg mig. Jeg har jo så også som du nogle argumenter for at handle, som jeg gjorde. Tyskerhadet var enormt i dagene op til befrielsen og dermed lysten til hævn over besættelsestropperne …
– … Det er irrelevant for mig. Det kommer min mor og lillebror jo ikke tilbage af, vel? Jeg mistede fæstet i min tilværelse, fordi du var ligeglad med os. Du kunne have hjulpet et spædbarn til at leve videre og en storesøster til at få et bedre udgangspunkt for det her sølle liv …
– … Jeg har sagt, hvis du ikke afbryder mig igen, at efter din mors død kunne jeg ikke holde det ud længere og begyndte at hjælpe andre, der var i nød. Så meget, at jeg ikke længere var tilknyttet lejren …
– … Jo, Anton. Men – du ødelagde min barndom på en måde, som ikke var nødvendig. Kan du forestille dig noget mere hjælpeløst end en 11- års pige uden mor? Hvordan kunne du afvise at hjælpe min lillebror, et spædbarn?

Han piller ved dugen og ser ud til snart at græde. Jeg bøjer mig frem og tager hans hånd:
– Jeg gider ikke at sige det mere. Jeg ved jo godt, at du ikke kan gøre det om. Nu ved du også, at mit ærinde var at ødelægge din tilværelse, som du har ødelagt min, men at jeg skrottede alle planerne. Jeg er glad for at snakke med dig i dag, for jeg ville vise dig, at jeg havde magten til at hævne mig, hvis jeg ville.
– Men det vil du få svært ved nu. Marianne og pigerne er nemlig rejst deres vej! Ja, jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg i det hele taget skulle fortælle dig det.
– Hvad?
– I ugen efter at du tog hjem. Altså for 14 dage siden. Ja, det er rigtigt! Jeg fik et chok. Jeg kom sent hjem fra arbejde og fandt Mariannes afskedsbrev på køkkebordet. Hun ville ikke mere. Hun skrev, at hun var helt sikker på, at jeg havde en elskerinde, for hun havde fundet sorte hår på mit tøj. Hun skrev også, at alt passede bare sammen. Vores mere og mere kølige, fraværende forhold. Mine mange kurser, hvor jeg var væk. Selvfølgelig bare for at kunne mødes med hende den sorthårede. Hovedet på sømmet, skrev hun, var, at hendes veninde havde set denne sorthårede kvinde sammen med mig i gården til Høppner …
– Jeg tænkte nok, at det kunne blive svært at skjule det helt …
– … Jeg var ligeglad med mine piger. De hader mig også, skriver hun. Skide banalt. Men jeg fik et chok, som sagt. Ingenting har været det samme efter den onsdag. Bilen fandt jeg parkeret ude ved friskolen, men ingen havde set dem. En eller anden må have samlet dem op? Måske har Marianne selv en elsker!? Men rygtet har da bredt sig, altså at de har forladt mig. Jeg har modtaget både anonyme breve og telefonopkald. Tænk dig, en kvinde, der ikke ville give sig til kende, mente i telefonen, at det var portieren fra Høppner, der var stukket af med hende! Folk kan være så onde, når det gælder.
Han stirrer på mig med store øjne. Forfærdet?
Jeg savner ord.
Det slår mig, at vi ikke hører noget som helst udefra. Ingen lyd trænger ind på værelset. Hotellet er totalt dødt. Istiden er kommet tilbage. Alt liv er gået i stå.
Jeg synker engang og spørger:
– Har du ikke haft kontakt med dem?
– Nej. Og jeg har heller ikke kontaktet politiet. Til hvad nytte? De blander sig ikke i ægteskabsproblemer og vil nok sige, at jeg skal tage den med ro, for hun skal nok ringe. Det er også sandsynligt, men lige nu føler jeg, at jeg er havnet præcis mellem to stole. Måske har jeg fortjent det.

Jeg rømmer mig og fortsætter:
– Du slås med fortiden. Jeg har været i tvivl, om jeg skulle blive ved med at se dig, men du har været oprigtig og ærlig. Det har overrasket mig. Frem for alt har jeg også set dig som et svagt menneske udstyret med præcist de samme dårlige egenskaber, som jeg selv har. Det er en kvalitet at turde vise svaghed. Jeg er da ked af det på dine vegne. Men jeg tror, du finder ud af det.
– Hvad så nu, Danuta? Hvad stiller vi op med hinanden efter alt dette?
– Jeg rejser til Hannover i morgen, og denne gang skal det vare længe, inden jeg kommer her igen. Du har vist mig noget, jeg ikke forventede, og det er jeg glad for. Jeg tror, det vil være med til at ændre min personlighed med tiden. Det er jeg dig meget taknemmelig for.
– Kan du ikke blive bare en dag mere?
– Mødet med dig i dag har betydet så meget for mig. Jeg startede med at betragte dig som et uhyre, som ondskaben selv. Så enkelt er det ikke. Du er meget mere og meget andet. Derfor opgav jeg. Du er et godt menneske, og jeg holder af dig. Det, troede jeg aldrig, skulle ske for mig.
Et eller andet ændrer sig. Mine øjne fyldes med vand. Det kommer indefra som et vindpust, jeg ikke kan kontrollere. Jeg udstøder underlige, høje lyde, og jeg forstår ikke, hvor jeg er på vej hen.
– Græd bare, Danuta, hører jeg Anton sige.

Det gør jeg så. Grunden skrider under mig, jeg synker sammen, og der kommer fremmede lyde ud af munden. Benene skvatter væk, og jeg falder. Anton farer op og tager fat i mig og får mig bakset om på sengen. Jeg higer mig fast i ham, trækker ham ned til mig og klamrer mig til ham som en druknende til sin redningsmand.
Jeg græder nu højt og kan slet ikke standse det. Tårerne strømmer uden ophør, jeg oplever noget, jeg aldrig har prøvet før.

– Lille skat, hvisker Anton hele tiden, mens han holder om mig og stryger sin hånd gennem mit hår. Tiden er sat i stå.
Sengen giver efter, mens vi knuger os til hinanden.
Værelset kører rundt og rundt for mig; jeg holder fast i ham.
November 1967
Jeg vågner forvildet. Det er mørkt og stille udenfor og indenfor. Ved siden af mig ligger Anton i dyb søvn.
Jeg kaster et sidste blik på ham. Det allersidste.
Uendelig forsigtigt smyger jeg dynen af, svinger benene ud og rejser mig. Som en kat sniger jeg mig hen til stolen, griber mit tøj, min taske og tænker mig godt om. Har jeg glemt noget?
Så lister jeg ud i gangen og klæder mig på, og herfra går det videre ned i receptionen, hvor den unge natportier ligger og sover med høje snorkelyde på den grønne sofa.

Jeg låser mig selv ud og kører Mascotten ud på gaden og væk fra hotellet.
Der er bælgmørkt, lige så snart jeg er fri af Århus. Mild i sindet og, kan jeg vel godt tilstå, med en vis lettelse styrer jeg mod Vejle.

Her stiller jeg Mascotten på p-plasen foran udlejningsforretningen og kører nøglen ud af mit knippe og smider den i postkassen. Jeg opdager en stor syv-takket nøgle ved siden af de andre to. Hvad er den til? Nå, ja. Den er selvfølgelig til redskabsrummet i forbindelse med min lejlighed i Hannover.
Så begiver jeg mig til fods de få skridt hen til hotellet. Her sover natportieren ikke.
Han rejser sig straks, jeg kommer ind.
– God aften, frue. Værelse?
– Nej tak. Men måske vil De ringe til værelse 17 og meddele, at hans elskede hustru står hernede og venter.

Han smiler, kigger på klokken og drejer 17 på telefonen og afleverer sit budskab.

Hannes sover heller ikke. Han står fuldt påklædt i døren:
– Endelig! Hvor har jeg længtes efter dette øjeblik! Er du glad for, at det er overstået?

Jeg svarer ikke, men skubber ham baglæns og smækker døren i efter mig.

Der er flere af

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg