Er der for lidt stat eller for meget eller passende?

Det er en kendt sag, at borgerlige partier hælder til en mindre stat, hvor den enkelte får større frihed, mens socialistiske partier overvejende mener, at staten kan gøre noget godt for individerne, underforstået at for meget frihed ikke er så godt for os mennesker.

Eller rettere, at vi ikke er indrettet til al den frihed.

[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Staten fungerer som den administrative enhed, der sørger for sundhed, politi, forsvar, skolegang, færdsel og infrastruktur. Men somme tider er der for meget stat. Et enkelt eksempel illustrerer, hvad jeg mener: Er det nødvendigt, at staten skal forvalte vores feriepenge, penge, vi har tjent og betalt skat af? Historisk kan der være gode forklaringer, men i en moderne kontekst er det blot en tradition, der fortsætter uden nærmere overvejelser. Således også her. Da vi ikke formodes selv at kunne tage vare på vores feriepenge, har vi en stor og omfattende statsinstitution, der passer på vores overenskomstaftalte feriepenge for os.

Jo længere, man kommer mod venstre i det politiske aspekt, jo mere stat ønskes der. Faktisk så langt ude at staten står for at udbetale lommepenge; resten klares af – det offentlige. Modsat ønsker dem, der bor langt ude på højrefløjen, et samfund uden særlig megen stat. Faktisk kun til de store fælles områder som nævnt ovenfor.

Kunne man gå en smule kritisk til værks og forestille sig en modificeret udgave af staten? Staten skal ikke regulere i alle enkeltheder for vores liv, vel? Coronatiden har vist os, hvad det kan betyde. Du skal gå med mundbind, du må ikke hilse fysisk på andre; du må ikke bare gå ind på en bar, og du skal endda vise pas for at gå på bibliotek.

Det er der ingen, der ønsker.

Jeg vil gerne have statens indflydelse afskaffet på en del områder. Den skal ikke være vores babysitter.

[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]

Er det logisk, at vi skal betale skat for at eje et hus, som i forvejen er betalt med beskattede penge? Spørg lige, om det er nemt for staten at værdisætte en ejendom? Der var mere idé i at betale skat af en eventuel gevinst ved salg!

Er det logisk, at alle kan få udbetalt folkepension, som dermed ikke er en social ydelse, men en borgerrettighed? Selv om efterlønnen er så godt som død, må det alligevel undre, at man ikke selv behøver at spare det hele op?

Når al lægehjælp er gratis, hvorfor koster det så at gå til tandlæge? Hvad med psykolog?

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg