DRAGEMAND

Hans Theodor fortæller videre om sin barndom
KAPITEL 1

1
Begravelseskaffe midt i juleferien

Jeg løber, men jeg kan ikke komme væk. Ilden bag mig bliver voldsommere og voldsommere, og heden er ikke til at holde ud. Mit hår brænder, og det gør ondt i hele mit hoved. Alligevel brænder håret ikke af. Far holder min arm, så jeg ikke kan løbe bort. Samtidig tigger han mig om at blive hos sig og ikke forlade ham. Han holder mig fast med en hånd, fordi han er så stærk.
Hans arm stikker ud af sprækken i skuret, hvor ilden har fat. Han kan ikke komme ud, og hans stemme bliver helt svag. Nu hvisker han næsten kun. Han slipper sit tag i min arm, men jeg kan ikke løbe væk. Far græder, og der kommer kun to ord mere: Min dreng.
Jeg vågner med et skrig og sætter mig op i sengen. Sådan har det været næsten hver nat hele julen.
Men i nat var mareridtet anderledes.

Måske fordi det er i dag, at far skal begraves. Lørdag, den 29. december. Begravelse er noget, der kun er for voksne, så jeg må pænt blive hjemme sammen med onkel, mens alle andre er i kirken. Det gør nu heller ikke noget. Det regner lidt og er temmelig vådt udenfor. Sneen er helt væk. Vi kom i går aftes ovre fra morfar.
Alle gik tidligt i seng, for dagen i dag bliver lang, siger de voksne.
Jeg kunne ikke falde i søvn lige med det samme. Det var nok for tidligt. Når man har juleferie, får man lov at gå senere i seng. Det er dejligt.

Omsider faldt jeg i søvn. Jeg drømte, at jeg havde en tændstik, der ikke ville tænde, og jeg skulle bare have den tændt, for ellers ville de alle brænde inde. Både morfar, mormor, onkel og mor og Arnold. Jeg kan kun hjælpe dem, hvis jeg kan få ild på tændstikken. I samme øjeblik lykkes det, og lettet kan jeg stikke ild i kludene, der ligger nede på jorden. Men pludselig tager ilden fat og bliver meget voldsom, og nu er det hele omvendt. De er i fare for at brænde inde nu, hvis ikke jeg kan få slåen fra og døren op. Det forfærdelige er, at det ikke er en normal dør, men en tyk plankedør med en jernstang foran, og den skal op, så alle indenfor kan komme ud, og jeg bøvler med stangen og sveder og bliver bange og skriger op og vågner badet i sved …

Jeg sidder med min nye lommebog og tæller på fingrene. 8 dage siden far døde. Det kommer an på, om man skal tælle begge dage med. Se, han døde om natten til sidste lørdag. Jeg bladrer i min dagbog, som jeg er begyndt på efter juleaften. Jeg fik nemlig en Jan-lommebog i julegave af Arnold. Da både mor og han bor alene, syntes de, at de lige så godt kunne fejre jul sammen. Det synes jeg godt om. Det giver flere julegaver.
På forsiden af lommebogen, der har rød-hvide striber som i det amerikanske nationalflag og en himmelblå farve forneden er der en dreng med en fodbold i hænderne, og nedenunder i det blå felt er teksten: ”Jan Lommebog 1958”.
På bagsiden er der ikke andet end de rød-hvide striber og det blå felt.
Den er udgivet af E. Wangels Forlag.
På første side har Arnold skrevet mit navn og adresse, og der står også, hvilke klubber jeg er medlem af. Både skakklubben og min cykels stelnummer er med. Han er grundig, ham Arnold.

Bagerst er der kalender, som jeg bruger som dagbog, der naturligvis begynder den 1. januar, men der er nogle tomme sider ”Til notater” med lidt ekstra plads til at skrive.
De sider bruger jeg til at skrive dagene ind fra juleaften hos morfar og får alle julegaverne med. Tænk at få både rulleskøjter og isskøjter. Begge slags skøjter skal skrues på støvlerne, men der er en nøgle med. Rulleskøjterne har tunge stenhjul, der larmer meget, når jeg prøver dem på asfalt. Isskøjterne må jeg vente med at prøve, til der kommer frost. Klingen er meget skarp, og jeg ved ikke, om jeg kan lære at stå på dem. Jeg har dog på fornemmelsen, at det er nok ligesom at lære at cykle. Der finder man også balancen ret hurtigt.
Da var jeg kun 6 år. En af de store piger havde en pind i min bagagebærer og skubbede mig. Til at begynde med gik det ganske godt, men så fik jeg af en eller anden grund så meget fart på, at hun ikke kunne følge med mere. Jeg drønede af sted helt tanketom, for jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle stoppe igen. Benene hjulede rundt, tankerne flød udad og væk, og jeg styrede ned ad en lille grusvej for til sidst at havne i en busk. Jeg slog mig, men var heldigvis færdig med at græde, inden hun kom prustende.

Sammen med onkel får jeg stavet julegaverne rigtigt. Jeg skriver også ned, hvem der er med juleaften, og hvad der skete: Morfar, onkel, mormor, mor og mig selv. Andesteg. Den manglende stjerne på juletræet. Morfar kunne ikke finde den, og mormor var lidt knotten, så han flere gange måtte bruge en masse tid på at lede efter den. Jeg hjalp og fandt mange spændende ting oppe på loftet, men ikke julestjernen.
Inde på onkels værelse er der en skunk, og der ledte jeg. Der var masser af gamle ugeblade, Se og Hør, Familiejournalen, Hjemmet. Blandt dem var der et lille hefte i brunlige farver. Det hed Danske Mænd: Ind i SS, hvor sserne var kantede. Jeg kiggede i det med min lommelampe, og det var spændende. Det gik op for mig, at det måtte være lavet af tyskerne, selv om det var på dansk. De kunne tænke sig at få danske unge mænd som soldater.

”SS-Regimentet ”Nordland” antager frivillige i en alder af 17-23 Aar. Indmeldelse Ergänzungsamt der Waffen-SS Nebenstelle Nordsee A. F. Kriegersvej 3 København Ø”.

Jeg skrev det hele ind i min dagbog for at huske det. Jeg husker, der også stod i heftet, at de da godt kunne bruge dem på 24 og 25 år; det skulle nok ikke komme an på det. Der var billeder af soldater, der var blodsbeslægtede kammerater. ”Det germanske solhjul, Hagekorset, er Førerens sejrssymbol”. Det hjalp ham ikke.

Jeg kunne ikke falde i søvn, fordi jeg lå og tænkte på det, jeg skulle have med i dagbogen. Jeg besluttede, at dagene op til juleaften også skulle med. Der var bare ikke plads foran. Det blev lidt rodet, for så kommer dagene efter juledagene. Skidt med det. Hovedsagen er, at jeg selv ved, hvordan det hænger sammen. Men jeg har det ikke godt med uorden.
Det er vigtigt at føre dagbog. Det skal selvfølgelig være fra den dag, hvor jeg var sikker på, at vi skulle bo hos morfar. Det er jeg sikker på nu. I alle juledagene har jeg gået rundt og forestillet mig, hvordan det ville være at bo der. Jeg kan ærgerligt nok ikke få mit eget værelse, men det gør ikke så meget. Hvad skal jeg bruge det til? Mor og jeg kan da fint sove sammen på det lille gæsteværelse. Vi har gjort det alle dagene omkring jul, og det gik fint.

Jeg tænker også på så mange andre ting. Flere gange har jeg lagt mærke til, at de holder op med at snakke, når jeg kommer ind. Når jeg går igen, starter de med at mumle. Én gang gik jeg hurtigt ind igen bare for at se, hvad der ville ske. De holdt øjeblikkeligt op med at snakke.
Natten mellem fredag den 21. december og lørdag den 22. december. Dagen begynder fra midnat, så det kan højst blive 8 dage, hvis jeg tager begravelsesdagen med. Jeg regner lige efter igen for en sikkerheds skyld. Jeg var lidt i tvivl, om dagbogen skulle starte med det døgn, hvor min far døde. Han døde klokken 2 om natten, og det døgn hører jo egentlig med til den nye dag. Altså lørdag den 22. december eller 2 dage før juleaften. Men hvis juleaften skal tælle med som en hel dag, bliver det jo 3 dage. Jeg grubler længe, for det er vigtigt, at det er så præcist som muligt.
Jeg ved heller ikke, om jeg skal skrive noget om det der med politiet. I mange timer sad jeg og besvarede en masse spørgsmål, som en venlig mand stillede mig. Han havde ikke uniform på, men sagde, at han var politimand. Hans kone var altid med. Hun sagde slet ingenting, var der bare og så på mig. I begyndelsen var min mor der ikke, kun i de sidste samtaler.
De spurgte om mange ting, men det endte altid ude i skuret. Jeg skulle fortælle det hele, og det havde jeg svært ved. Jeg kunne ikke huske det hele, og det, jeg kan huske, var de ikke så interesseret i, kunne jeg tydeligt mærke.
Selv juleaftensdag kom de og skulle snakke med mig. Da de var færdige, måtte jeg godt gå ud og lege, mens de lige sagde farvel til mor. I det samme kom onkel for at hente os for at fejre jul hjemme hos morfar.

Nu står han der og laver kaffe.
– Hvordan har du det med din fars død?
– Det ved jeg ikke.
Jeg trækker lidt på skuldrene og kigger ud på græsplænen og tænker på dengang, jeg havde glemt at slå noget græs. Jeg slap kun for at få en på hovedet, fordi far var i godt humør. Men jeg blev frygtelig gal på den dumme plæneklipper, der næsten ikke kunne skubbes.
– Er du slet ikke ked af det?
Onkel bliver ved med at spørge.
– Det ved jeg ikke.
Det går ikke, hvis jeg siger, at jeg ikke er ked af det, at jeg tværtimod mærker en behagelig følelse i mig. Jeg behøver ikke at være bange mere. Den onde fe er død, som der står i eventyret. Jeg har mærket noget helt nyt, noget, jeg sjældent har prøvet før. Når jeg vågner om morgenen, har jeg det godt. Mit humør er godt, og det går som en leg at komme ud af sengen og i gang.

Herinde i stuen er der dejligt varmt, der er godt med ild i kaminen, og om lidt kommer mor og morfar og mormor og Karstens forældre og nogle stykker til fra fars arbejdsplads blandt andre Arnold, der har hjulpet mor meget her i julen.
De skal have begravelseskaffe, og onkel har aftalt med mor, at det ordner han.

Så jeg dækker bord, mens vi går og sludrer.
– Er du slet ikke ked af det?
Han borer sine øjne ind i mine, og jeg kan ikke så godt lide det blik. Hvorfor spørger han hele tiden om det?
– Nej, ikke sådan. Onkel, hvornår tror du, vi kan flytte hjem til jer?
– Det ved jeg ikke. Der er så meget. Hvis din mor kan betale for huset, kan I blive boende her.
Åh nej, jeg håber, at hun ikke har råd. Det har hun bestemt ikke, for hun tjener slet ingen penge.
– Jeg glæder mig sådan til at bo hos jer. Det er det bedste sted på hele jorden. Der vil jeg allerhelst bo.
– Jeg ved det godt, Hans Theodor. Jeg ved det godt.
Onkel bliver stående og ser på mig.
– Men nu må vi finde ud af det. Når det her er overstået, tager I med os hjem igen, så fejrer vi nytår der.
Det glæder jeg mig til. Så må vi kunne snakke om det. Jeg opdager, at den første tallerken vender modsat dem på den anden side bordet. Det skal være omvendt. Det var sjovt dengang i geografitimen. Vi skulle alle prøve at sidde foran et spejl, mens en anden holdt et papstykke op foran papiret.
– Skriv ”det er sjovt at have geografi” på papiret, sagde lærer Gregers. Det var helt umuligt. Næsten. Det var lige som at lære at skrive igen. Det, man ser, skal være modsat det, man gør.

2
Han vejede ikke meget

Senere vælter det ind med voksne, der hænger deres frakker på knagerækken ude i entreen. Til sidst kan der ikke være flere der, og så lægger de dem på trappen. Småsnakkende, sådan dæmpet, kommer de ind i stuen, mens de gnider hænderne og puster i dem og ryster sig.
– Uha, det er koldt.
Karstens far har fint tøj på, og jeg har aldrig før set ham i fint tøj. Han er også så sjov stiv i det, da han sætter sig ved bordet. Hjemme om formiddagen, når de skal have frokost, er han anderledes afslappet og skovler mad ind. Han er tidligt oppe og bliver derfor meget sulten, når han er færdig med at malke og røgte og muge ud og alt det, en landmand skal.
Han lugter også anderledes. Normalt kan man godt lugte, at han arbejder meget i en kostald med køer på den ene side i båse og svin på den anden. Engang var der to heste, og den ene hed Gule. De trak hans plov, og de trak også en vogn, hvor vi drenge sad. Det var spændende at få lov at holde i tømmerne. Når man trak til venstre, drejede Gule til venstre, og det var ikke til at vide, hvor den havde det fra. Trak man bagud, standsede den. Det er hestebremsen, sagde Karstens far med et grin.
Men så fik han en traktor, den første var en Ferguson, den næste en Zetor, der kunne køre meget hurtigt.
Helt bagerst i den sidste bås ligger der som regel en fed so med en masse smågrise. Engang imellem opdager Karstens far, at en smågris er død. Så bander han, tager den fra de andre og smider den ud på møddingen. Han kan godt bliver sur, og det går tit ud over Karsten. Engang blev han så sur, så han slog ham med en roekniv. Godt nok kun med den flade side af jernet, ellers var han da blevet til skiver. Karsten græder aldrig, når han får klø. Han siger, at hemmeligheden er, at man skal tænke på noget andet. For eksempel kan man tænke på en, man ikke kan lide. Jeg prøvede det af og tænkte på KP, de næste par gange jeg fik klø af far. Det var nu ikke altid, det hjalp. Nogle gange kom jeg til at tro, at det var KP, der slog.

Nisses mor sætter sig ved siden af mig med Karen på den anden side. Hun har røde øjne og tager af og til lommetørklædet op til øjnene. Hun græd også, dengang læreren på skolen her i vores lille by skulle pensioneres. Karstens mor græder ikke. Karen lyder også som et hårdt navn.

Hun har let til gråd, Nisses mor, men – hun har nu også let til at blive gal, når Nisse ikke kan læse ordentligt eller sit salmevers udenad. Så får han klø. Det græder hun ikke over, mens hun slår løs på Nisse. Han græder til gengæld, ja, nærmest skriger, for hun slår til. Han kan ikke læse så godt, og så skal han naturligvis have klø, for det kan somme tider hjælpe. Det siger Karsten. Engang han ikke havde lavet lektier, fik han klø af sin mor, og det hjalp, sagde han. Så kunne han huske sine lektier fremover.

– Han vejede ikke meget.
Karstens far ryster på hovedet. De andre ser store ud i øjnene og ser på ham og på mig. Jeg kan mærke noget koldt ned ad nakken, og at huden trækker sig sammen, så jeg næsten ikke kan være i den.
Morfar foreslår, at kagerne går rundt.
– Ah, vi skal da lige have kaffen skænket.
Mor rejser sig og går ud i køkkenet for at se, om kaffen er færdig. Mormor følger efter hende.
Morfar rejser sig også og går ud i gangen. Han skal nok på toilettet.
Karstens far bliver ved.
– Da vi begravede Else Donnersbæk, kunne vi næsten ikke bære kisten, så tung var hun.
– Det er ikke længe siden.
– Hun vejede over 300 pund.
– Det var måske for meget for en svækling som dig?
– Pas du på, hvad du siger, ellers …
– Det skægge var, at hendes mand var sådan en tynd pind.
– Der gik tre af hans slags på en af hendes.
– Da han kom i jorden, kunne han bæres af to.
– Else kunne nok selv have smidt ham i hullet.
– Tænk, at han døde så kort tid efter hende.
– Hun var vant til at kyle rundt med ham.
De klukker lidt rundt om bordet, mens vi alle forestiller os de to. Jeg kendte godt Donnersbæk.

Han svarede næsten aldrig andet end ja eller nej, når hans kone sagde noget til ham, bortset fra en eftermiddag, hvor han stod og hakkede i sin have, da jeg kom forbi.
– Hej, Hans Theodor. Hvad var du, før du blev født?
– Øh, det ved jeg ikke.
Jeg talte sandt, for det vidste jeg virkelig ikke. Jeg gik og tænkte på, hvad jeg skulle lege med, når jeg kom hjem.
– Du var ingenting.
– Nå.
Jeg tænkte, at det var jeg i og for sig stadigvæk. Altså ingenting.
– Hvordan er det at være ingenting?
Han blev ved.
– Det ved jeg ikke.
Jeg var ikke helt parat til at fortælle ham om det at være ingenting.
– Det er lige som at være død.
Hans Theodor er altså en dreng, der kommer af ingenting og havner i ingenting, og derimellem er han heller ikke noget. Det passer meget godt.
– Ja, men synes du ikke, det er mærkeligt?
– Jo. Men nogen kommer i himlen.
– Det skal du ikke tro på. Det er bare noget, man siger. Har du nogensinde hørt fra nogen, der har været der?
– Nej, men i skolen har vi lært, at …
– Ja, de lærer jer sgu så meget, der er løgn. Du skal ikke tro på det. Ikke en skid. Religion er opium for folket.
– Opium?
– Ja. Opium er sådan noget, man bliver bedøvet af. Så raver man rundt og ved ikke, hvad man laver. Så finder man sig i alt. Når folket får opium, glemmer de at være kritisk over for magten. Og så kan det gå galt. Mærk dig mine ord. Du skal ikke finde dig i en skid. Hør på mig. Hør på en mand, der taler med erfaring. En mand, der har frigjort sig fra det pis.
Mens han talte højere og højere, stod han og løftede den ene arm mod himlen, mens han støttede sig til hakkejernet.

Pludselig brølede hans kone på ham inde fra huset. Han skyndte sig at slippe hakken og ind. Jeg gik videre, mens jeg tænkte på, at det da egentlig var rigtig nok, det Donnersbæk sagde. Også det med gud og Jesus og helligånden og dem der. Dem var der jo heller ikke nogen, der har set eller snakket med. Sådan noget turde jeg ikke spørge de voksne om og slet ikke læreren.

Der er stigende larm rundt om bordet, og flere snakker tværs over og i munden på hinanden.
Nisses mor har allerede munden fuld af bolle og drejer sig forbi mig mod Karen, der sidder på den anden side:
– Det var godt, at vi ikke skulle have Fritz Vogel.
– Det ville være helt forkert.
– Kristian ville aldrig have fundet sig i en tysk præst.
– Nej, men hvis nu det ikke kunne være anderledes.
– En død hjemmetysker er en god hjemmetysker.
Nisses mor hvisker nu nærmest til Karen. Men jeg hører godt, hvad hun sagde.
– Så! Hmm.
Morfar kommer ind i stuen igen.
De ved nok ikke, at han har været med i 1. verdenskrig på tysk side. Men han er selvfølgelig ikke hjemmetysker. De er næsten værre end tyskerne. Man kan godt høre det på navnet. Hjemmetysker. Gå hjem, tysker! Hjemmetyskere er allerede gået hjem.

Mor kommer ind fra køkkenet med kaffen. Larmen af snak koger ned, så man kun hører morfars stemme.
– Pastor Wollenweder var god.
– Ja, han er en god mand for sognet.
– Han sagde godt om Kristian.
– Som om han kendte ham.
– Jeg har også fortalt ham en masse.
Mor skænker kaffe op og har røde øjne som Nisses mor.
Karstens far blander sig.
– Gurli var der også.
– Ja, og Johanne og Katrine.
Ingen siger noget. Gurli var hende, der kom og lavede mad til far og mig, da mor lå på sygehuset. Jeg tror godt, at far kunne lide hende. Han var i fint humør og drillede hende med hendes skulderstrop, der hele tiden gled ned. Da mor pludselig kom hjem, var det slut med det gode humør.
– Vi havde mange gode stunder, siger mor med lommetørklædet i hænderne.
– Det havde I da, siger Karen og tager om hende. – Det var ikke dårligt, det hele.

Da den sidste gæst er ude af døren, rydder vi til side og vasker op. For nu skal vi af sted hjem til morfar. Humøret får en ordentlig tak opad. Jeg har haft sært ondt i maven. Det begyndte, lige så snart vi kørte hjemad i går. I hele juleferien har vi næsten kun været hos morfar. Det var lidt ærgerligt, at vi skulle hjem midt i det hele. Det gør mig nu ikke noget at være hjemme så kort. Der er så meget, der er bedre hos morfar. Det er jo der, vi snart skal bo.

3
Nytårsløjer og langkål

Nytårsaften et fremmed sted er jeg dog ikke så meget for. Hjemme plejer jeg at få lov til at gå ud i byen lige efter aftensmad sammen med Karsten og de andre. Men her kender jeg næsten ingen.
Alligevel er det dejligt at være hos morfar. Det er, som om det derhjemme slet ikke eksisterer og er fra et helt andet liv. Noget, der ikke har med mig at gøre.
– Hans Theodor, jeg har spurgt, om du må gå sammen med Arne ovre fra herregården. Han vil godt, og du skal gå derom, lige så snart du er færdig med at spise.

Det var da helt i orden. Jeg kender Arne en lille smule fra i sommer, da jeg var på ferie hos morfar.
Vi badede nede fra stranden, og han lader til at være god nok, selv om han er et par år ældre end mig. Han snakkede alligevel bare til mig:
– Er du på sommerferie hos Peter?
– Ja, det er min morfar.
– Det ved jeg godt. Bliver du her hele ferien?
– Ja. Er vandet koldt?
– Nej, nej, det er skide varmt. Kom.
Vi løb ud i det iskolde vand fra sandstranden, selv om jeg har lidt vandskræk og ikke så godt kan svømme. Det kan Arne. Han hopper bagefter i fra badebroen, og det siger plump, når han rammer vandet. Jeg har gjort det en enkelt gang. Da sagde det plask, og vandet sprøjtede ud over andre, der blev sure. Men Arne glider bare ned i vandet som en torpedo. I en af de somme tider spændende timer spurgte vores historielærer, Rustent Søm, os, hvorfor en bombe så ud, som den gjorde. Han tegnede en fisk på tavlen.
– Sådan. Her er en torpedo. Nu ved I det. Så falder den kontrolleret.
En bombe skal falde kontrolleret, så man ved, hvor den havner. Derfor springer Arne som en torpedo.

Jeg skynder mig at blive færdig med torsken, og morfar nikker smilende til mig, da jeg rejser mig.
– Nu tror jeg, at jeg går om til Arne.
– Pas nu godt på, siger mor. Hun er blevet noget bekymret for mig.
– Skal du ikke have regntøj på?
Hendes ord når mig ikke helt, beslutter jeg. Arne skal ikke se mig i regntøj, det ser ikke godt ud.

Jeg går om til Arne med min hundeproppistol og 50 farlige skud. Det er næsten bedre end Fantomet. Der er 25 skud i hver æske, 5 rækker med 5 styks i hver. Når jeg letter låget, skal jeg skubbe den lyserøde tvist lidt til side og bare proppe pistolen ned over en af kuglerne, der er limet fast, og endelig ikke for langt ned, for så kan spidsen inde i pistolen prikke hul til krudtet, og så går pistolen af. Når den sådan er godt og vel trekvart inde, vrikker jeg forsigtigt pistolen, så kuglen går løs, og lidt papir følger somme tider med op. Hvis kuglen sidder lidt for langt ude, skal den lige forsigtigt lidt længere ind i løbet, og det sker bedst ved at trykke den ind i en husmur.

Ved indkørslen til Arnes forældres herregård er der et par store sten med nogle bogstaver og tal hugget ind. Det er forbogstaverne på Arnes forfædre helt tilbage i 1700-tallet.
Den lange indkørsel er skrumplet med gamle, høje træer og halvmure af store sten i begge sider. Hvis man kører i bil, kan man høre, når skruerne og møtrikkerne falder af, sådan ryster det hele. Dem, der bliver siddende, får deres at se til, når man når gårdspladsen.
For den er nemlig også brostensbelagt. Svinger man rundt, kan de sidste skruer falde af, og så sidder man der uden hjul.
Her stod der i gamle dage en træhest. Arnes far har fortalt mig om den. Hvis en karl havde forsømt sit arbejde eller stjålet træ i skoven eller var krybskytte, kunne herremanden sætte ham op på den. Hans hænder var bagbundet, og i begge ben fastgjorde man en tung genstand, en sten eller sådan noget. Så kunne han sidde der på en smal planke, der har gjort av. Det har nok gjort mere ondt end spanskrøret.
Træhesten blev da heldigvis forbudt for 200 år siden. Ellers ville der nok stå én i hvert klasseværelse i dag. Eller bare én i skolegården, det ville række. Der kunne Martin fint sidde. Eller Ole. KP ville aldrig komme til at sidde der.

– Hvad er det, jeg hører? Har du drillet HT? Så må du en tur på hesten.
Læreren ville slæbe Martin ud i skolegården og spænde ham fast på hesten og hænge en tung sten på hans fødder. Når jeg så fik frikvarter, ville jeg sætte mig på stenen, så den ordentligt trak nedad.
– Ha, nu driller du nok ikke mig mere, hvad?

Jeg lader spændt min pistol og sniger mig om på plænen og ser, at hele familien sidder derinde i stuen. Så løfter jeg min pistol og fyrer den af op i luften. Arnold har vist mig hvordan. Det ser ud, som om de bliver forskrækkede, for de farer op og kommer hen til vinduet. Jeg blev selv lidt forskrækket, for det lød ret højt. Imens løber jeg om i gården og ringer på.
– Nå, det er dig, Hans Theodor. Du kan tro, vi blev forskrækkede.
Det er også meningen. Det var noget af et knald.
Jeg ved godt, det bare er noget, hun siger, men bliver alligevel glad.
– Vi er lige blevet færdige med grønlangkålen, siger Arnes mor.
Ikke helt, for der sidder lidt endnu på hendes underlæbe.
Arne har ikke noget grønlangkål siddende, for det er ikke noget, han spiser.
– Tror du, jeg er en ko, siger han, da jeg spørger ham, om han også er færdig med grønlangkålen.
Men pølserne kan han godt lide. Skindet ligger tilbage på hans tallerken i kanten hele vejen rundt.

Efter lidt småsnak frem og tilbage går vi. Arne har en masse skyts med, det buler ud af hans lommer, og han bærer en fyldt pose; noget af det stammer fra Tyskland, hvor man kan få enorme kanonslag, som han siger, der stammer fra 2. verdenskrig.
Den tror jeg nu ikke rigtig på, men jeg føler på en af dem med ærefrygt. Tyske kanonslag! Hvis nogen har forstand på sådan noget, må det da være tyskerne.
Vi går først ind til købmanden på vej ned til Per, der også skal med. Arne sætter et af tyskerkanonerne fast i nærheden af deres stuevindue og tænder det.
– Købmanden er tysker, så han har rigtig godt af at få sin egen medicin.
– Hvad mener du?
– Ja, altså selv blive ramt af kanonslag, hvad ellers?
Så løber vi i dækning.
Der lyder et brag, som er så højt som hele 1. og 2. verdenskrig tilsammen.
– Hvad sagde jeg? griner Arne, mens vi begge forsøger at genvinde hørelsen ved at hule hænderne om ørerne og åbne og lukke dem.
Købmanden kommer nu ud i døren, bag ham hans kone og deres lyshårede datter.
– Godt nytår, brøler Arne og jeg gentager lidt lavere.
De giver os slik og appelsiner, og vi siger mange tak og går videre. Arne smider straks sin appelsin ind over hækken til deres have og koncentrerer sig om slikket.
– Hvis han er tysker, skulle vi så ikke være gået derind?
– Nej, vi andre må holde sammen. Men så du ikke datteren?
– Jo?
– Hun ser fanme godt ud.
– Mnnn.
– Nu skal vi ned til Gasence, siger han.
– Hvem er det?
– Det er en gammel, døv mand, der bor helt alene. Han har ikke toilet, kun et das i gården.
Nå. Det er ligesom hos Karsten. De har også et lille skur i gården.
Arne siger syssh, og vi sniger os nærmere. I grunden skulle det jo ikke være nødvendigt, hvis manden er døv. Pludselig tændes lys i entreen, og vi springer i skjul bag en busk.
En meget gammel mand kommer ud med en cigar i munden og en stok i hånden og stavrer ind i det lille hus, hvor han omhyggeligt lukker døren efter sig. Han har en lygte med, og lyset farer ud af sprækkerne i dasset.
– Hæ, hæ, griner Arne. – Nu skal han fanme få kanonprut.
Han tager en tyskerkanon frem. Jeg bliver lidt betænkelig.
– Er det ikke farligt, Arne?
– Jo, for fanden. Det er skide farligt. Men nu kan han jo ikke høre noget, vel?
Arne griner ad alting og er mægtig skæg at være sammen med. Men jeg bliver nervøs over det, der kan ske med den gamle. Jeg har lidt til overs for gamle mænd, mest morfar selvfølgelig. Gasence kunne også være morfar.
Inde fra dasset kommer der lyde.
– Er han morfar til nogen, spørger jeg Arne.
– Hvad? Hold nu kæft.
Arne sætter kanonslaget fast lige i døren og tænder det. Vi styrter af sted.
Da kanonen går af, kommer der et kæmpebrag, og flammer og eksplosionsild står ud alle steder omkring døren, som Gasence åbner præcis i samme øjeblik.
Gasence går bare ud midt i det hele med sin stok og sin tændte cigar i munden. Han stavrer snakkende med sig selv ind i sit hus igen, lukker døren efter sig og slukker lyset i gangen.

I mørket står vi først helt stumme.
– Han hørte det sgu ikke, siger Arne og kan ikke tro det. Han har lige spildt en hel tyskerkanon.
I dette øjeblik føler jeg med Arne og en sær vrede mod Gasence, der slet ikke blev bange. Han kunne i det mindste have hoppet af forskrækkelse eller noget i den retning.
– Her, siger han. Jeg vil have hævn.
Ud fra en lomme i sin frakke trækker han noget tyndt plastik. Inde i dasset sætter han det forsigtigt på kummekanten og lægger brættet ned igen.
– Sådan. Nu er der lukket. Det var egentlig til Jonas´ far længere nede ad gaden. Han er sgu så dum.

Nede hos Per bliver vi inviteret med indenfor, efter at vi har affyret skytset. Vi får nogle dejlige marcipankugler med chokolade, og før jeg når at få taget en, har Arne allerede proppet to styks i munden på en gang. Hans mund tygger og går pludselig lidt i stå. Så styrter han ud af døren og brækker sig ude i gården.
Imens griner Pers familie, så tårerne triller.
– Kan du ikke lide mel, Arne? Brøler de ud til ham. Jeg står med en af marcipankuglerne i hånden, og da jeg brækker den i stykker, ser jeg alt det mel, der er indeni. Der er ikke meget marcipan over den kugle.
Det er ikke så pænt af dem, men Arne kommer til sig selv, og vi får noget andet slik, de ikke har lavet med mel, og Arne skiller dem alle ad først og spiser så en hel del og bliver i godt humør igen.
Per skal med, og vi tre fortsætter ned ad gaden. Arne går tilbage:
– Lige et øjeblik.
Det varer lidt, inden han kommer. Per og jeg står lidt og venter.
– Nå, du skal holde nytår hos din morfar.
– Ja, det skal vi.
Så begynder vi langsomt at gå. Vender os om. Står lidt igen.
– Fik I kogt torsk?
– Ja. Hvad fik I?
– Også.
– Hos Arne får de altid grønlangkål, fordi Arne godt kan lide kålpølserne.
– Ja, det så jeg godt.
Arne vender tilbage og er meget fornøjet. Vi kan ikke få at vide, hvad han har lavet, og vi skynder os videre. Per har også nogle gevaldige kanonslag med, og min hundeproppistol, som jeg egentlig var så glad for, er bare en lille bitte barnlig hønsekineser.
Vi arbejder meget resten af tiden med at hejse barnevogne op i flagstænger, binde håndtag til med snore, spænde snore ud over stier og hælde vand i de støvler, der står i entreen.

Da vi et par timer senere går hjemad, passerer vi Gasence. Netop der går døren op, og den gamle mand kommer ud igen og bevæger sig ind på dasset med sin lygte.
– Så, for fanden. Han har sgu nok tynd mave. Lort i plastik.
Vi står bomstille og lytter. Han stønner noget derinde.
– Ahhh, lyder det.
Så følger en ordentlig prut. Vi prøver at lade være med at grine, men det er svært. Vi sprutter af fnis og kan næsten ikke holde det tilbage. Det er også lige meget, han kan ikke høre noget alligevel.
Der kommer et støn og en prut mere. Arne eksploderer i et grin, jeg følger efter. Vi stikker af.
Henne om hjørnet kigger vi os tilbage. Døren går op, og Gasence kommer ud, bandende og strygende sig ned ad bukserne.
Fornøjede går vi hjem til Arne, inden jeg skal hjem til morfar.

Arne fortæller om alt det, vi har lavet hele aftenen igennem, og hans far og mor ler ad alt, hvad han siger, næsten som små børn. Der er meget, der er omvendt hos Arne.
– Åh ja, Gasence. Han er noget for sig selv.
Han var i hvert fald ikke meget for os. Ingen slik der. Men vi gik jo heller ikke hen til ham og sagde godt nytår. Jeg er ikke vred på ham længere og forstår næsten ikke, hvorfor jeg blev det.
– Pers mor havde lavet snydeslik med mel i.
– Ja, ha, ha, blev I så snydt?
– Ikke rigtigt, siger Arne.
Arne bliver aldrig rød i hovedet, heller ikke når han lyver.
– Men jeg fik min hævn.
– Nåå, hvad gjorde du?
– Jeg samlede en kolort op inde fra deres stald og pakkede den ind i det plastik, jeg har med, bankede den godt flad og lagde den ind under sædet i deres bil. Det varer længe, inden de finder ud af, hvor lugten kommer fra.
– Ha, ha, Arne, den var god!
Hans forældre griner rigtigt højt.

4
Min nye far er kommet

Jeg må være ude til klokken 22 og vender tilbage på klokkeslæt. Når man kommer gående ad den mørke sti, er det skønt at se, hvor oplyst huset er. Jeg er glad, kan jeg mærke og har slet ikke tænkt på det der med far. Det er faktisk glemt, og sådan vil det nok være hele tiden, når vi om ikke så lang tid flytter her ned til morfar. Har jeg ikke også fået en ven? Selv om Arne er det par år ældre, synes jeg da, at vi leger godt sammen.
Det er lige før, jeg hopper lidt i gruset.

Der lyder musik og høj snak derindefra.
– Dav, Hans Theodor, siger Arnold, der sidder nærmest døren. Alle snakker videre, da jeg kommer ind, og det er jeg glad for.
Nå. Han er lige kørt helt her over til morfar. Det må jeg nok sige. Jeg får et håndklæde til at tørre mit hår, der er blevet vådt i den fugtige luft.
– Ja, siger han med et hurtigt øjekast til de andre i stuen, og nu bliver der stille, – vi kan lige så godt sige det til dig straks, så du ikke skal høre det ude i byen. Din mor og jeg flytter nok snart sammen, når alt det der med din far er gået i orden.
Flytter sammen? Så han skal være min nye far. Her troede jeg, at jeg kunne have min mor lidt for mig selv. Det ved jeg ikke helt, hvad jeg skal sige til.
Jeg ser på mor. Så slår det ned i mig:
– Skal vi så ikke bo her hos morfar?
– Nej, det bliver ikke nødvendigt.
Nødvendigt?
Jeg går over til morfar og lægger min højre arm rundt om hans skulder. Jeg knuger mig ind til ham, og han klapper mig og trøster:
– Så, Hans Theodor. Så.
Jeg kan ikke trøstes. Det bliver værre og værre, og til sidst kommer mor over til mig og tager mig med ud i gangen.
– Jeg lover dig, at vi skal besøge morfar lige så tit, vi kan, og i alle ferier må du være her lige så længe, du vil.
Hun lugter og har lidt svært ved at stå stille.
Morfar kommer også ud i gangen.
– Du må besøge os lige så tit, du har lyst, Hans Theodor, det kan du tro.
Han stryger mig over håret.
– Ja, men jeg troede jo, at … jeg ville jo så gerne bo her, og …
– Hvad, spørger morfar.
– At …
Ordene bliver siddende et eller andet sted i min hals.
– Jeg troede jo, at…
Nej, det er håbløst. Morfar nikker bare, som om han godt ved, hvad jeg vil sige.

Efterhånden falder jeg lidt til ro og går med dem ind i stuen igen.
– Jeg vil i hvert fald gerne beholde mit værelse.
– Ja, men Hans Theodor, det skal du da selvfølgelig.
De ler rundt om bordet. Mor ser glad ud, hun ser meget på Arnold, og der er meget vand i hendes øjne.
På det store, brune træskab midt i stuen med spejlet i midten og de to glasdøre i siderne står vi alle pænt på række på billederne. Billederne, hvor far var på, er væk.
– Hvad så med haven og indkørslen og granerne?
Jeg synes, jeg skal have rede på det med det samme. Hvis jeg skal stå og hakke de graner hele tiden, vil jeg da godt vide det. Slå græsplænen. Luge indkørslen.
– Ved du hvad, det finder vi ud af, kan du tro. Du skal ikke gå der og arbejde hver dag, ikke tale om. Det vil jeg tage mig af. Du skal passe din skole.
Siger Arnold.
Det var dejligt at høre. Den er jeg med på. Jeg var lige ved at spørge, om jeg godt måtte blive ved med at skyde med bue og pil ind i skråvæggen på mit værelse. Men et eller andet siger mig, at det kan vente.
Billedet af far, som jeg skød efter, er fjernet, det må være mor, der har taget det ned, og hun har hængt et andet op. Det forestiller nogle knaldgule solsikker og et gammelt bondehus, der minder lidt om morfars. Hvis jeg skal skyde mere, skal det i hvert fald ned. Jeg kan hænge Hitler op. Eller Stalin. Skyde efter dem. Eller hvis jeg kunne få fat i et billede af KP. Bare en tegning.
Det er godt at have nogen at skyde efter. Det er en god fornemmelse.

Jeg drømmer igen, at jeg har en tændstik, der ikke vil tænde, og jeg skal bare have den tændt, for ellers vil alle brænde inde. Både morfar, mormor, onkel og mor og Arnold. Jeg kan kun hjælpe dem, hvis jeg kan få ild på tændstikken, og den vil ikke. I samme øjeblik går der alligevel ild i den, og lettet kan jeg stikke ild i kludene, der ligger nede på jorden. Men alting går galt lige her. Ilden tager magten fra mig og nærmest eksploderer mellem mine hænder som et kæmpemæssigt kanonslag, og jeg vågner med et skrig og må sætte mig op i sengen for at være helt sikker på, at det kun var en drøm, et mareridt …

Næste dag står jeg op til et hvidt snetæppe og går lidt rundt ude i garagen, hvor morfars gamle DKW står og kigger på værktøj. Normalt synes jeg, det er rigtig sjovt, men i dag griber det mig ikke. Det sner kraftigt.
Så går jeg ud i haven. Jeg laver en snebold og kaster den ud på vejen. Men det griber mig heller ikke. Det er en grå-hvid, trist vinterformiddag, synes jeg. Indenfor læser jeg lidt i et af mors ugeblade om en dreng, der får sin far igen, for han har været i fængsel, og nu er familien samlet, og de ser alle glade ud. Jeg kaster bladet på gulvet og ved godt, den ikke går hos mormor.
Men jeg gider ikke samle det op. Jeg går ud igen.

Det er svært at få tiden til at gå.
Morfar kommer ud.
– Arnold bliver en god far.
– Ikke den bedste.
Morfar skraber i sneen på havegangen.
– Du vil altid være velkommen her, Hans Theodor.
– Mnn.
Jeg nikker. Det sagde han også i går. Men det er nu ikke helt det samme, som hvis vi skulle flytte herover. Når morfar siger sådan, mener han det, det ved jeg godt. Selvfølgelig er jeg velkommen hos morfar. Hvad ellers?

KAPITEL 2

5
Hjem til et tomt hus og i skole

Efter ferien tager vi hjem igen. Hjem til det hus, som mor måske ikke har råd til at bo i. Men Arnold hjælper hende nok med det, tror jeg.
Vi kører med toget direkte gennem den store by, morfar bor i nærheden af. Midt ude på gaden. Vi sidder og kigger ud på forretningerne og folk. Der går en far med sin dreng i hånden.
Mor tager min hånd.
– Nu får du snart en ny far.
Arnold er god nok, men jeg ville altså hellere have haft morfar.
– Jeg ved godt, du hellere ville flytte over til morfar, men Hans Theodor – han er også ved at være gammel, og huset, de bor i, er jo ikke det største.
Det har da ellers ikke været noget problem før.
– Ja, men hvorfor kan vi to ikke bare flytte over til morfar? Så kan Arnold besøge dig lige så tit, han vil.
– Nu synes jeg ikke, vi skal snakke mere om det, for det er afgjort.
– Ja, men, ja, men …
– I skolen skal du snakke med en psykolog, siger hun. – Det er en slags doktor. Han skal finde ud af, om du skal have hjælp. Ja, det var sådan, de sagde det.
Mors stemme er blevet mere bestemt i det. Det er tydeligt at mærke, at hun ikke vil snakke om at flytte hjem til morfar. Jeg synker sammen i sædet.
– Hvad er det for en hjælp og til hvad? Spørger jeg lavt, mens jeg piller ved mit bælte.
– Ja, altså efter alt det med far tror de, at du måske har brug for, at en voksen snakker lidt mere med dig, end du er vant til. Og måske, Hans Theodor …
Mor gør en pause, og jeg skifter stilling på det mørkebrune lædersæde i kupeen.
– Måske skal du bo et sted, hvor de kan snakke med dig hele tiden, du ved, men ikke for ret lang tid. Vores læge siger, at det kan godt være nødvendigt.
Der slap det ud. Måske er det den egentlige grund til, at vi ikke skal bo hos morfar. Det er derfor, de holder op med at snakke, når jeg kommer ind i stuen. De snakker nemlig om mig, tror jeg.

Vi hører Kvit eller Dobbelt i radioen søndag aften, og det er meget spændende. Jeg glemmer næsten helt, at jeg skal i skole igen, og at jeg er ret nervøs for det. Ikke bare for det, som mor snakkede om.

Jeg sover meget uroligt og vågner flere gange i nattens løb. En af gangene ser jeg et ansigt, der er helt sortsværtet med nogle forfærdeligt store øjne, der stirrer på mig, og fuld af rædsel gemmer jeg mig under dynen for at slippe for det ansigt. Jeg kigger forsigtigt op og kan nu se, at oppe i loftet i et hjørne er der en skygge, der kan minde om et ansigt.
Jeg tænker på, at i morgen skal jeg måske flytte sengen lidt.

Det bliver alt for hurtigt morgen, og jeg har ondt i maven. Der er meget sne, men vejen er heldigvis ryddet, så man kan cykle. En smule forkølelse plager mig, hvilket er noget pjat. Det skal man ikke lade sig mærke med, det har far lært mig, og det står selv i spejderbogen.
Jeg parkerer min cykel på dens plads der lige bag en af de murstenssøjler, jeg vel snart igen skal stå opad, mens KP giver mig ribbensmassage og de andre holder mine arme. Der er også ham spejdergorillaen, der nok venter på mig, som han lovede, han ville gøre, hvis ikke jeg frivilligt begyndte som spejder her efter jul. Det er underligt, for jeg har aldrig rigtigt været spejder, kun forsøgt, og nu tror han, at jeg gerne vil være det. Jeg er lidt bange for ham, for han er noget ældre, og det er, som om jeg ikke helt selv kan bestemme, om jeg vil være spejder. Jeg sjosker gennem gruset i cykelskuret og laver lange spor efter mig ude i sneen i skolegården.

Langsomt nærmer jeg mig døren ind til skolen, og maven gør mere og mere ondt. Morgenmaden har indeholdt noget, der ikke er godt, eller også er det, fordi det er længe siden, jeg sidst har cyklet.
Da jeg lukker døren op, bliver der en pause i snakken inde i aulaen, hvor alle elever står i smågrupper og venter på, at klokken skal blive 8. Der er udgangsdøre i hver side, og midt for venter den brede trappe op til klasserne. Røde mursten over det hele og fliser på gulvet. Der er ikke meget lys herinde, og det er jeg glad for.
Jeg stiller mig hen til Geert og Heine og smider min taske på gulvet. De nikker til mig, men siger ikke så meget. I lokalet er der masser af ånde i luften, og lugten af kulde, fugtigt tøj og skole slår mig. Den havde jeg helt glemt i ferien.
Geert er ved at fortælle om sine julegaver, og han har fået mange.
– Märklin er klart det bedste.
– Jeg har kun lokomotivet og en tender og tre passagervogne, men ønsker mig nogle flere vogne.
– Vi har et rum, hvor min far og jeg har lavet et helt landskab. Der kører vi så. I kan tro, det er lige sagen.
Det tror vi gerne. Jeg tror, at Arnold godt ville være med til at indrette det ene kælderrum til togbane. Vi har bare ikke noget Märklintog. Det har vi aldrig haft penge til. Ærgerligt, at det ikke blev til noget med den lotterigevinst sidste år.
Tænk, hvis far og jeg …

Mange omkring os kigger på mig og ser alvorlige ud.
Nå ja, klart nok. De tænker, der er Hans Theodor. Det er ham, der har mistet sin far her i juleferien.
Jeg bliver lidt glad og også trist over at tænke det. Som om jeg pludselig har fået mange venner. Bare fordi ens far eller mor dør.

Vi går op på gangen og hænger det våde overtøj på knagerækken, tager vore tasker og får lov at gå ind i klassen. Lugten af klam gang skifter til duften af rengjort klasseværelse.
– Nå, der har vi …, lyder det nederst fra klassen, da vi træder ind med mig som den sidste. Jeg kan ikke høre tydeligt, hvad der bliver sagt, eller hvem der siger det, men der er ingen, der griner, og jeg kan ud af øjenkrogen se, at KP vender sig rundt og siger noget dæmpet til en eller anden nede bagved.
Jeg skynder mig bare at sætte tasken ved det første bord oppe ved døren og stille mig bag stolen, hvis rygoverkant er slidt.
Heine nikker til mig, og læreren kommer ind som den allersidste.

– Velkommen tilbage efter juleferien. Værsgo at tage plads. Der er jo sket meget, siger han.

Her i klasseværelset er der ikke sket noget. Det er stadig de samme grønne vægge med nogle billeder af kongen og dronningen, og nogle naturbilleder er der også blevet plads til.
Oppe ved siden af tavlen hænger den store tabel, og ved siden af på skabet er der listen over vores fejl i skriftlig regning. Når vi afleverer regneopgaver til Hr. Johansen, noterer han fejlene op på listen. Jeg er i den pæne halvdel, mens Tor altid er nummer sjok. Pæne Palle topper sammen med Ole og Karl-Erik. KP er i den nederste halvdel, hvad jeg synes, er helt i orden. Her kan han ikke lave forkert om til rigtigt. Ikke engang læreren vil være i stand til det.

Jeg er bleg og holder vejret, for jeg tror, at lærer Lauersen vil fortælle de andre om min fars død. Men det gør han heldigvis ikke.
– Måske har I hørt om de 4 mennesker, der brændte ihjel på Lillebælt lige før nytår selv om de havde vand nok til at slukke ilden? Det var nærmest modsat med grønlænderen, hvis båd sank.
Vi lytter spændt til fortsættelsen. Jeg har ikke hørt noget om nogen grønlænder.
– Han fik sig reddet op på en isflage, men han var våd.
– Kom der så nogen forbi og reddede ham? Spørger en af pigerne helt uden at have fået lov. Da det er en pige, går det an, kan man se på lærer Lauersen.
– Han ventede i to døgn, men så døde han af kulde.
– Det må være skrækkeligt, mener en anden.
– Nej, det er det faktisk ikke, ikke så skrækkeligt som man skulle tro. I må gerne markere, hvis I vil sige noget.
– Når man fryser ihjel, sker der det, at man bliver sløv, træt og søvnig, og så sover man. Bliver bevidstløs. Til sidst sover man bare ind. Altså dør. Ja, Palle?
– De har også skudt en general i Ungarn.
– Ja, det er rigtigt. Han blev dømt for at have ledet opstanden for lidt over et år siden. Nogle af jer kan måske huske, da russerne invaderede Ungarn og Buda-Pest? Er der nogen, der ved noget om det?
– Ja, siger jeg helt uden at tænke mig om, – der var nogle drenge, der kastede flasker med benzinbomber mod deres tanks.
Lærer Lauersen nikker.
– Det er næsten som at skyde med elastikkramper mod kanoner.
Ikke helt, synes jeg, for jeg kan da huske, at Karsten fortalte om de brændende soldater.
– Nogle af dem fik den smidt ind i tanksen, så soldaterne dernede brændte op, siger jeg.
Alle kigger over på mig. Sagde jeg noget forkert?
– Ja, det er rigtigt, Hans Theodor. Men det batter ikke noget mod en stormagt som Sovjetunionen.
Geert rækker hånden op.
– Geert?
– Det var synd for ungarerne.
– Hvorfor mener du det?
Spørgsmålet kommer åbenbart lidt bag på Geert. Han trækker på skulderen og forsøger sig:
– De vil jo nok gerne leve som os andre.
– Hvordan mener du?
Nu spræller Geert lidt. Kan han svare på det?
– Russerne vil bestemme det hele.
– Er der andre, der vil sige noget til det?
– Der er altid nogen, der bestemmer over andre.
– Mener du det, Ole?
– Ja, siger Ole og lyder usikker.
– Men her i Danmark har vi demokrati, altså folkestyre. Ingen bestemmer over andre.
Nu vifter Mette ivrigt med sin finger.
– Jo! Alle I voksne bestemmer over alle os børn.
Hun er en skrap moster.
– Ja, griner lærer Lauersen. – Det er jo fordi, I ikke kan selv. I er jo slet ikke udviklede til at tage ansvar.
– Jo, det kunne vi da godt. Vi kunne da godt være med til at bestemme, om hvad vi skal læse i morgen og sådan noget.
– Visse vasse. Nå. Slut. Åbn jeres bøger på, lad mig se, side 34.
Vi går i gang med dagens tekst.

6
Fred og ingen fare og en stor dame

I frikvarteret bagefter står jeg lidt op ad rødstensmuren mellem to vinduer ned til kælderen og venter. Nu kommer KP og hans slæng nok farende, og så går det løs. Lige så godt få det overstået. Jeg tænker på de mange gange, hvor jeg blev stillet op mod murstenssøjlen. To drenge hev i hver arm, og KP stod foran mig forpustet og noget rød i ansigtet. De mange gange hvor han gned mine ribben med sine knoer, og flere gange kom der blod. Det gjorde meget ondt.
Dog ikke så ondt, som dengang han tog sin lighter frem og brændte mig på armen. Det gjorde så ondt, at jeg følte, at jeg var ved at besvime. Ved at tænke på det bliver jeg endnu mere nervøs. De må komme snart, og det hele kan begynde igen. Jeg kan mærke, at jeg trækker vejret hurtigt.

Men der kommer ingen KP farende om hjørnet; drenge og piger leger og sludrer og spiller bold op ad gymnastiksalsmuren. Jeg slapper lidt af og løfter det ene ben og sætter foden op på muren og kigger til begge sider.
Hvad så med ham spejderen? Han lovede mig alt muligt før juleferien, hvor er han henne?
Jeg kan ikke få øje på ham. Undrende går jeg lidt rundt. Hvis der står nogen på min rute, springer de til side, som om jeg er KP eller en lærer.
Jeg kan godt se, at de hvisker om mig bag min ryg og peger og snakker. Kun Lone smiler til mig, og det bliver jeg i godt humør over. Hun har sådan nogle dejlige øjne.

Dagen efter kommer der en stor dame ind i vores klasse og beder mig om at følge med. Hun har en kraftig stemme og kan nok råbe en hel skolegård op, hvis hun skulle.
Men det skal hun ikke. Hun skal kun råbe mig op, og det er ikke så svært.
Vi går ad nogle lange gange ned til lærerværelset og igennem og ind på et kontor.
Hun peger på en stol og sætter sig bag skrivebordet.
– Ved du, hvorfor du er her hos mig?
– Nej.
Gennem vinduet kan jeg se en gammel mand komme gående langsomt med en stok. Der er sne på fortovet, og han skal da passe på, han ikke falder. Ja, da var han lige ved.
– Vi to skal snakke lidt sammen nogle gange. Måske skal du også snakke med nogen andre, men nu ser vi.
Jeg nikker. Jeg har ikke noget imod at snakke med voksne. Jeg kigger op i loftet, der har samme plader med huller i som i klassen.
– Vi skal snakke om dig og din far.
Jeg kan mærke det straks, den der skarpe, sviende fornemmelse i næsen. Lige efter dukker nysetrangen op. Jeg kommer i tanker om, at netop i dag er jeg forkølet. Snottet står nu ud fra næsen, og jeg forsøger, så godt jeg kan, at tørre mig med bagsiden af ærmet.

– Hvordan har du det? Spørger hun og holder ansigtet lidt på skrå. Sådan gør damer somme tider, når de bøjer sig ned over barnevognen for at dikke den unge, der ligger deri.
– Godt.
– Savner du din far?
Det var et underligt spørgsmål. Selvfølgelig savner jeg ikke min far. Men jeg har på fornemmelsen, at hun helst vil have, at jeg svarer anderledes. Det kan jeg høre på hendes stemme, der er blevet lidt blødere i det. Voksne bliver tit mere tilfreds, når de får deres vilje.

Jeg snøfter for at få det dumme snot tilbage, ind i hjernen med det.
– Ja.
– Hvordan havde du det, da du snakkede med politiet om, hvordan det hele var gået til?
– Godt nok.
Det var nok forkert svaret. Jeg skynder mig at rette det til.
– Altså, jeg blev lidt ked af det.
Hendes pande bliver glat nu, og det er svært at tælle hendes rynker. Hun læner sig tilbage.
– Han var slem ved dig?
Jeg kan ikke lade være med at stirre på hende. Slem? Han var det ondeste af det onde.
– Ja.
Jeg bliver ved med at snøfte for at få snottet væk fra hovedet, så det ikke flyder ned ad ansigtet. Det ser dumt ud. Hun strækker hånden over skrivebordet og tager min hånd.
– Du skal ikke være ked af det, Hans Theodor. Ingen ville kunne holde til det, du har været udsat for. Men jeg skal jo spørge, for at vi kan finde ud af, hvordan vi kan hjælpe dig, og hvad du har brug for.

7
Snotfabrikken

Brug for? Nu flyder snottet igen. Hvor kommer det dog alt sammen fra? Er der opført en snotfabrik inde i mig, hvor der laves snot, som bliver sendt ud i verden gennem min næse? Man skulle næsten tro det. Og hvorfor i alverden skal det starte netop nu, hvor jeg sidder her?
Godt, Lone ikke kan se mig:

– Er du forkølet, Hans Theodor?
– Nej, jeg er så ked af det med min far.
– Hvorfor er du det?

– Han var efter mig og ville slå mig ihjel.
Jeg opdager, at det ikke er Lone, jeg snakker med. Damen lytter.
– Hvordan var han efter dig?
– Jeg skulle luge indkørslen, inden han kom hjem.
– Og hvad skete der så?
Jeg sætter hende ind i det og forklarer hende om skuret, hvordan far låste mig inde, og der var mørkt, og jeg var bange og skreg, uden at det hjalp.
Undervejs løber snottet igen.
– Har du ikke et lommetørklæde, siger hun og ser streng ud, som om jeg har gjort noget forkert. Pludselig kan jeg ikke så godt lide hende.
– Nej, det har jeg ikke fået med.
Jeg behøver ikke at fortælle hende, at vi slet ikke bruger lommetørklæde hjemme. Vi snyder næsen i græsset, og så er den skid slået. Det gør vi altid hos Karsten, for dyrene render jo ikke rundt med lommetørklæde. Vi gør som dyrene. Far havde dog lommetørklæder, med mor husker jeg ikke. Måske har hun aldrig været forkølet.

Damen henter en ordentlig bunke toiletpapir og lægger foran mig. Jeg laver en håndfuld og puster snottet ud. Det flyver lidt ved siden af.
– Jeg tror, du skal holde tæt om næsen.
Nå. Ja, hvor skulle jeg vide det fra. Det føles underligt ikke bare at lægge en finger på den ene side af næsen og puste indholdet fra den anden ud. Her skal jeg forsøge at tømme begge kanaler på en gang. Det skal da gå galt, når man ikke har øvet sig.
Damen bor nok i sådan en fin familie, hvor man ikke gør den slags ting.
– Hvordan havde du det, da din far døde i den brand?
Hun ved meget. Det hele, måske.
– Ikke godt. Han ville brænde mig ihjel.
– Brænde dig ihjel? Hvorfor tror du det?
– Han låste mig tit inde. Jeg måtte ikke sige skur. Det hedder værksted, sagde han.
– Ja, men hvorfor tror du, at han ville brænde dig ihjel?
– Han har tit brændt mig med sin lighter. Og også sat sin cigaret ned på min arm.
– Hvad? Hvordan?
Hun spørger og spørger. Jeg forklarer og forklarer og sveder og snøfter.
– Tænker du somme tider på din far?
Jeg snøfter igen. Åh, det snot. Jeg propper en masse papir op i og omkring næsen og pruster. Det meste rammer papiret, men noget havner på damens skrivebord. Hun ser gnaven ud.
– Ja, jeg tror, du skal gå ud på toilettet og pudse din næse.

Det gør jeg så. Vi sidder i et lille kontor ved siden af lærerværelset, hvor det hele er så fint. Det er dyre ting, der står her. Mor har sagt, at når folk er rige, har de god plads, og der er langt mellem møblerne.
På lærerværelset må vi elever ikke komme. Men det skal jeg igennem for at nå ud på toilettet. Det er stort, lærerværelset. Et kæmpebord fylder det halve af gulvet, og rundt om det står en masse stole med armlæn og stof på sædet. Lærerne skal ikke sidde på træstole, som vi andre. De er selvfølgelig også voksne.
På toilettet er der skinnende rent. Ved siden af håndvasken hænger et blændende hvidt håndklæde, og på hylden ligger en hel masse andre pænt foldet. Hvor skal jeg af med snottet?
Jeg snyder næsen ned i toiletkummen. Det er næsten som i græsset.
Da jeg vender mig om, ser jeg, at lærerne ikke har det der hårde, brune toiletpapir, som vi har derhjemme. Her er det hvidt og meget blødt, så det kunne jeg jo faktisk godt have brugt til næsen.
Nu er det for sent. Jeg står og vakler lidt og vasker mine hænder, som jeg har lært. I spejderbogen er der meget, man skal huske for at holde sig sund og sygdomsfri. Skal jeg smide håndklædet i kurven der så? Nej, det kan da bruges mange gange endnu, så det vil jeg ikke.
– Hvad laver du her?
Jeg bliver helt forskrækket over at høre inspektørens stemme og svarer hurtigt:
– Ikke noget. Jeg er derinde…
– Nå sådan. Javel.
Han ser undersøgende på mig.
– Ja, men gå så.
Jeg går lettet ind til damen igen.

– Her er noget farvekridt og et stykke papir. Prøv at tegne et menneske.
– Bare et menneske?
– Ja, bare gå i gang.
Nogle minutter er der helt stille. Det er fint for mig, så er der heller ingen spørgsmål. Jeg gør mig umage med at tegne en mand, lægger forskellige farver på og skubber den over til hende, da jeg er færdig. Han ligner far, og jeg har givet ham den der lille dut, han havde lige bag øret. Den er svær at tegne, men den skal med. Han bærer det samme tøj, som han havde dengang. Svært at tegne den livrem, jeg somme tider fik klø med. Jeg husker tydeligt spændet, der kunne løsnes meget hurtigt. Jeg husker også at lade den frie ende hænge ned. Også træskoene husker jeg, og mon hun lægger mærke til hullet i den venstre?
Klokken ringer. Så er der frikvarter. Men det er fint at sidde her.

– Tak.
Hun kigger et øjeblik på den og nikker.
– Jeg kan godt forstå, hvis du er ked af det. Men vi bliver nødt til at snakke om det. Fortæl mig om din familie.
Det gør jeg gerne. Især ferierne hos morfar.
– Hvornår var din farfar og farmor sidst hos dig?
– Det kan jeg ikke huske. Længe før jul i hvert fald. Til Calles fødselsdag.
– Så var du måske ikke så meget hjemme den dag. Holder du også selv fødselsdag?
– Ja, da.
– Så inviterer I alle klassekammeraterne?
– Nej, det gør vi ikke.
– Har I aldrig gjort det?
– Nej, vi har vist ikke råd.
Hun skriver noget ned i sit hæfte.
– Fortæl mig, hvad du helst vil lave, når du ikke går i skole?
Jeg snakker løs, mest om morfar og hans DKW og om at pilke torsk.
– Og når du er hjemme hos din mor?
Jeg fortæller om købmandsturene, om at lege Robin Hood ovre i skoven. Jeg siger ikke noget om Klara og dengang, vi legede doktor, for det er vist ikke så godt.

– Du har det godt med din mor?
– Ja. I går fik jeg godt nok skældud, fordi jeg tabte tasken med købmandsvarerne, så snapsen gik i stykker.
– Snapsen?
– Ja, det skal mor drikke, fordi hun har dårligt hjerte.
Der bliver en pause, mens damen grifler en masse ned.
– Her er nogle ark, jeg vil bede dig om at udfylde. Du kan godt læse, hvad der står, ikke?
– Jo.
Jeg skriver og tegner, og en stund er der ganske stille i det lille kontor. Så er jeg færdig og afleverer det.
– Nå, men jeg siger tak for i dag. Vi ses snart igen. Åh, lige en ting mere: Hvis du ikke kunne bo hos din mor, hvor ville du så helst bo?
– Hos morfar.
– Det er noget, vi altid spørger om.
Der var det igen. Det med, at jeg ikke skal bo hjemme, men et andet sted.

Hun giver ikke hånd, og jeg forsvinder tilbage til klassen. Underligt med det der snot. Det holdt sig tilbage her til sidst. Jeg har det godt med skriftlige svar. Man kan sidde lige så stille for sig selv og tænke sig godt om. Det kan man aldrig, når man skal svare hurtigt med munden. Derfor kan jeg bedre lide skriftlig regning end mundtlig. Og jeg foretrækker stil, diktat og genfortælling frem for mundtlig dansk, hvor man altid skal gætte, hvorfor forfatteren har skrevet, som han gør, og hvad han mener med det.
Jeg hopper lidt på skiftevis det ene og det andet ben, mens jeg fløjter på vejen tilbage til klassen. En dør går op, og viceren står der.
– Hold op med det fløjten.
Det gør jeg øjeblikkeligt og standser helt op.
– Og lad så være med at hoppe og løbe her på gangene.
– Ja, det skal jeg nok, svarer jeg og går meget forsigtigt videre, mens hjertet dunker helt vildt.
Da jeg går forbi 3. klasses knagerække, river jeg alt ned på gulvet. Inde i mig er der en boblende glæde over at gøre det. Jeg er godt nok uartig, er jeg. Og det kan far nemlig ikke gøre noget ved, nej, han kan ikke.

Hr. Lauersen lærte os i sidste time i går, at det altid er godt at vide, hvordan landet ligger, for hvis det ligger anderledes, end man tror, kan der ske dumme ting.
Vinduet i klassedøren sidder lidt for højt, til at jeg kan se ind ad det, selv når jeg står på tæer, og derfor må jeg bare åbne døren ind til klassen uden at vide, hvordan landet ligger.
Netop da jeg åbner døren, opdager jeg, at landet ligger skævt, for Geert får i det samme en lussing, og lærer Lauersen skælder ud.
– Du ved godt, jeg ikke vil have, at du smider blyantssmuld på gulvet. Gå op til papirkurven!
Geert sidder med den ene hånd på kinden.
Lærer Lauersen er i dårligt humør i dag. Der går ikke mange minutter, så skælder han en af pigerne ud, og det er ikke noget, der sker hver dag. Hun begynder da også straks at græde, som sådan nogle jo gør, men det formilder ikke lærer Lauersen.
– Hvis du skal tude her, så gå udenfor.
Hun holder op igen og nøjes med at snøfte noget.
– Hvis tur er det til at læse? Spørger han, mens han ser ud over klassen, hvor vi alle dukker os godt ned. Usynlig, usynlig. Hvem der lige kunne gøre sig usynlig og rejse langt væk. Troldepus, troldepus, hvor er du?
Den kan jeg godt lide at læse. Tænk, hvis man bare sådan kunne gøre sig selv usynlig.
– Heine, du læser.
Det giver et ordentligt spjæt i min sidekammerat. Vi andre ånder lettet op, mens Heine svedig og med rystende hænder begynder at læse højt. Det er han ikke god til, og jeg tør ikke hviske. Det er strengt forbudt og kan få de alvorligste konsekvenser, som inspektør Horne siger.
– Han viste sig at være – anál-fabet.
– Ha, siger lærer Lauersen. – Det hedder det ikke. Palle?
– Analfabét.
– Fint, Palle. Har du ikke læst til i dag, Heine?
– Jo, mange gange.
Lærer Lauersen står foran os. Jeg ved ikke, hvordan han er nået over til os, uden at jeg har set det, men sådan kan lærere pludselig være et sted, man ikke regnede med.
Vi forventer alle, at Heine nu får en lussing, men det sker ikke. Lærer Lauersen nøjes med at kigge ham meget direkte ind i øjnene, indtil Heine bøjer hovedet. Det er nok, fordi det lige har været jul, hvor alle mennesker er gode ved hinanden. Hvis nogen ikke er det, er det, fordi de er døde.
Jeg er ikke så nervøs som Heine for at læse højt, men det er alligevel godt nok, at han tager Karl-Erik bagved.
Det er en tekst om en mand, der drikker cognac. Men Karl-Erik kender ikke ordet og læser det som kok-nak. Vi ler lidt, mens vi kigger på lærer Lauersen. Må man godt grine lidt her?
Det må man. Han griner selv med, og det vender stemningen, så nu griner vi lidt højere, mens vi hele tiden ser på lærer Lauersen. Hvor højt kan man grine?
– Ha, ha, Karl-Erik, nå den kendte du ikke? Cognac er en herlig drik, der skal nydes med måde sammen med kaffe og en cigar. Drikker din far ikke cognac?
– Nja, jeg vidste bare ikke, det var sådan, man stavede det.
– Nej, han drikker nok øl. Men I skal jo også lære andet og mere end de simple ting. Cognac er en fin drik, der er lige så stærk som snaps og laves i Frankrig. Hvem er præsident i Frankrig?
– Nå, ingen ved det? Han hedder Røné Kotí, men det staves helt anderledes. Ja, I skal lære en masse, inden I kan blive voksne.

8
Når indvolde ryger ud

De næste dage går på samme måde for mig. Ingen rører mig i frikvartererne, og efterhånden vænner jeg mig til det. Min forkølelse er faktisk overstået for denne gang. Jeg plejer slet ikke at blive forkølet, og denne er da også lidt anderledes. For eksempel nyser jeg stort set ikke. Mor laver varm kamillete til mig, og den smager godt, fordi hun kommer en masse sukker i.
– Drik det, Hans Theodor, det er noget, der hjælper.
– Ja.
– Hvad kunne du tænke dig at få til aftensmad?
– Stegt flæsk med persillesovs.
– Ja, men så laver jeg det.
Før var det altid far, der blev spurgt, om hvad han kunne tænke sig. Det er nu rart, at mor er i godt humør indimellem. Det kan ske, at hun ikke siger så meget, når Arnold har været her. Hun går rundt og siger ingenting, men kigger bare sådan ud i luften og standser somme tider foran det store stuevindue og ser ud i haven.

Jeg er ikke meget for at komme i seng om aftenen. Mor siger så til sidst, at nu skal jeg altså gå op, for ellers får jeg for lidt søvn. Det er tydeligt, at hvis far havde været her endnu, havde jeg for længst ligget i min seng.
Jeg sover ikke så længe ad gangen. Jeg vågner flere gange midt i en drøm, og drømmen handler somme tider om, at jeg sidder på en isflage og venter på hjælp, men der kommer aldrig nogen. Jeg sidder og fryser, og alligevel sveder jeg, når jeg vågner.
Jeg prøver at tænke på Lone fra klassen og forestille mig, at det er hende, der sidder på isflagen, og jeg kommer forbi og redder hende. Men det varer ikke længe, så er hun forsvundet, og jeg sidder tilbage og fryser.

Det er en ny fornemmelse bare at gå rundt i frikvartererne og slappe af og ikke være bange for, at de kommer stormende og råbende.

Mandag morgen begynder en ny uge, og jeg er helt rolig i timerne og hjælper Heine med regning.
– Jeg er færdig, siger Ole med fingeren i vejret.
– Så kan du tage de næste to med, siger Hr. Johansen.
– Det gider jeg ikke, hvisker Ole til sin sidekammerat. Hr. Johansen farer ned til ham.
– Hvad siger du?
Han står sådan ind over ham med hænderne i siden.
– Jeg sagde: Det gider jeg godt.
– Nåå, det mente jeg nok.
Hr. Johansen sætter sig op igen. Så slap Ole for en lussing. Han smiler lidt skævt til sine kammerater.
Det er en dobbelttime, så jeg ved af erfaring, at Hr. Johansen ikke kan være sur i begge timer. Det er værst, når han er det i den sidste time, så kan det jo kun være os, der er skyld i det.

I dag kommer han ind til den anden time og ser meget alvorlig ud.
– Vi har lige fået at vide, at en dreng til morgen er fundet død på autoværkstedet her på Skolevej.
Der bliver øjeblikkeligt stille i klassen. Glemt er sidste times brokkerier med Ole, nu gælder det om at lytte.
– Han er formentlig død i går, søndag.
Vi venter spændt på, at han fortæller os noget mere. Det vil han gøre, for Hr. Johansen starter ikke bare på sådan noget, uden at der er en grund.
– Nogen har dræbt ham.
Vi ser på hinanden. Heine har ellers siddet og drømt, tror jeg. Hans øjne kan somme tider vende sådan indad, som om han har sagt godnat og egentlig kun venter på at falde i søvn. Samtidig sidder han helt stille og ligner et pindsvin, der har rullet sig sammen. Nu er han rullet ud igen og ser op på Hr. Johansen, der fortsætter:
– Man har ført en trykluftspistol op i ham, bagi ja, og trykket luft ud. Den er så kraftig, at den har blæst hans indvolde i stykker, og han er død på stedet. Han var endda bare på besøg hos noget familie.
Nogen kommer til at grine ganske kort, men Hr. Johansens udtryk i øjnene og alvorlige stemme slukker for den latter. Der lyder gisp, skrækkeligt at dø sådan.
– Man ved ikke, hvem der har gjort det, men flere mekanikere er til afhøring hos politiet. Det skyldes nok, at de er under mistanke. Han var vist nevø til en af dem.
Jeg er også nevø til min onkel, fordi jeg er hans søsters søn. Men onkel kunne aldrig finde på sådan noget. Det er jeg ret sikker på.
– Hr. Johansen?
– Ja, Mette?
– De arbejder da ikke om søndagen.
– Jo, de har faktisk arbejdet der i går eftermiddags. Jeg tror, de har sådan en klub med gamle biler.

Morfars DKW kunne godt være en af dem.

Palle rækker hånden op.
– Måske har mekanikeren ikke vidst, at det var farligt?
– Næ, hæ, Palle, det ved jeg selvfølgelig ikke. Men når den kan puste luft ind i et bildæk, er der tryk på. Det ved alle.
Palle nikker, for det er forkert af os andre at tro, at han ikke vidste det.
– Det må sørme have gjort ondt, hvisker jeg til Heine.
– Er du tosset.
Også det der med, at de griber én og holder én fast, mens de trækker bukserne af, så man har bar røv. Det er lige så flovt som at havne på pigetoilettet.

Jeg er flere gange inde hos damen ved siden af lærerværelset og skal ikke alene besvare en masse spørgsmål igen og igen, det er tit de samme, hun stiller, og måske kan hun ikke huske ret godt, så hun bliver nødt til det, og indimellem får jeg forskellige opgaver, jeg skal løse. Jeg er glad for at være der, for der er en dejlig ro, selv om jeg ikke så godt kan lide hende. Hun spørger hver gang om noget med far.
Når de andre elever har frikvarter imens, kan man næsten ikke høre dem. Til gengæld lugter hun både af sved og tobak. Tobak er i orden, men svedlugten er hæslig. Jeg kan også se, at der er våde skjolder under armene på hende, men det kan hun nok ikke gøre for. Nogle gange rejser hun sig og henter et eller andet, så puster hun, som om hun skulle løbe en 60-meter.

I sangtimen skal vi synge om Limfjorden med den friske blæst, fordi lærerinden kommer deroppefra. Hun fortæller om sin barndom og om tyskerne og om de danskere, der byggede tyskernes bunkers ude ved kysten. Vi synger om Harboøre og Vildsund og Gjøl, og hun har åbenbart boet alle stederne. Sådan har hendes sangtimer været. Det gør mig ikke noget. Jeg har aldrig været oppe omkring Limfjorden og synes i begyndelsen, at det er spændende at høre om alt det vand, de har i den og om alle de fantastiske mennesker, der bor deroppe.
Her i Sønderjylland er det mere sådan almindelige mennesker, der ikke er særligt spændende. Vi hører i hvert fald aldrig om sønderjyder i sangtimerne.
Hun fortæller derimod om digtere og betydningsfulde mennesker, der har boet eller stadig bor omkring Limfjorden. Hun snakker meget om rugen og Jeppe Åkjær, og vi skal synge en af hans sange også.
Hun længes nok tilbage.
Ole gider ikke høre på hende og begynder at snakke med Palle, der altid er så artig, så han har det ikke godt med Oles snak. Han prøver på samme tid at lytte til og smile ad Oles snak og lytte til læreren og se interesseret ud.
Til sidst farer lærerinden ned og smækker Ole et par på hovedet. Hun slår hårdt, kan man se, hun har nogle gode tykke arme med sving i.
– Vi snakker ikke i sangtimen, er du med?
Hun har halvvejs hævet hånden, for hvis nu Ole ikke er med, får han nok én til, så han kommer med.
– Ja, siger Ole dæmpet.
Jeg sidder bag en tom stol. Med min ene fod vipper jeg til den, så den vælter med et ordentligt spektakel. Alle farer sammen, og læreren slipper Ole og går ned mod mig.
– Saml den op, siger hun.
– Nej, siger jeg. Jeg kan ikke gøre for det, for det farer bare ud af mig. Jeg ved bestemt, at jeg ville sige ja, men ordet kan ikke komme ud af min mund.
Lærerinden glor på mig, så hæver hun hånden igen. Jeg skynder mig at rejse stolen op, og hun lader hånden synke.
– Nåå, jeg mente nok.
Da hun vender sig om, vælter jeg stolen igen. Min fod er kommet ind under det ene ben, og jeg kan ikke gøre for, at det sker igen. Jeg skynder mig at samle den op, mens de andre fniser. Lærerinden er standset, men heldigvis lader hun mig slippe og går tilbage til klaveret. Hun tænker nok, at jeg ikke gjorde det med vilje.
Resten af timen holder Ole mund. Når han gør det, ved vi helt sikkert, at hun slår hårdt.
Men nu gider lærerinden ikke snakke mere om Limfjorden, så resten af timen skal vi bare synge nogle sange fra andre mere almindelige steder i Danmark med mere almindelige mennesker. Vi synger ingen sange fra Sønderjylland, for dem er der ikke rigtig nogen af, siger hun. I det hele taget er der meget, vi kan lære af dem, der bor oppe ved Limfjorden.

9
Ildeksperten

Jeg besøger flere gange damen, der hedder noget tysk, og hun bliver ved med at spørge mig ud om de samme ting. Jeg bliver helt forvirret, fordi hun vil have en masse at vide om min mor og om morfar og mormor og onkel.
– Jeg har før spurgt dig, om hvor du har det godt, og hver gang har du svaret hos din morfar.
Jeg nikker. Det har hun forstået. Kan hun mon ikke selv lugte sveden?
– Det kan blive nødvendigt, at du et stykke tid skal bo et andet sted end hjemme. Derfor er det vigtigt for mig at vide meget om din familie. Hvad laver din mor, når du kommer hjem?
Bo et andet sted end hjemme? Det var det, mor mente.
– Hun sender mig op til købmanden.
– Hver dag?
– Ja.
– Fortæl mig, hvad der sker om morgenen, når I står op.
Selv om jeg synes, det er lidt underligt at spørge om, beskriver jeg en almindelig morgen.
Hun vil også vide, hvordan aftenerne foregår. Søndagene. Men der sover mor længe, hun er jo tit i byen lørdag aften, hvor jeg så er alene hjemme og bange. Jeg siger ikke noget til damen om, at jeg er bange.
Hun bliver ved med at vende tilbage til sidste år, og jeg skal fortælle om en masse ting.

I dansktimen skal vi læse ”Branden” af Herman Bang om Christiansborgs brand, og vi læser højt efter tur. Det er impressionistisk, forklarer lærer Lauersen.
– Forfatteren prøver at male med mange strålende farver, som om han var kunstmaler. I dag har han taget to malerier med, og begge har et lagen om, så vi ikke kan se dem. Nu tager han lagenet af, og vi kan se nogle blomster og en båd på noget vand. Lærer Lauersen forklarer om impressionismen.
Det bliver min tur til at læse op, og jeg skal læse en del af et afsnit, hvor der er meget med flammer. Der er helt stille i klassen, og alle følger med.
– Ja, tak, Hans Theodor. Er der nogen, der ved, hvordan det er at brænde inde?
Automatisk ryger min hånd i vejret. Jeg tænker mig slet ikke om, for det her havde vi også sidste år, da vi læste Njals Saga om branden på Bergthorsvold, og det gælder bare om at være den første til at svare.
– Ja, jeg kunne tænke mig, at du vidste det, Hans Theodor, siger lærer Lauersen, og de andre elever fniser. Det synes han godt om, for han siger videre:
– Hvad siger du til sådan en omgang ild?
Den stille fnisen afløses af de første grin, og de glor alle over på mig.
– Nå, vi skal jo ikke altid kun høre eksperterne. Palle, hvad siger du?
Nu griner flere.
Jeg rejser mig fra min stol og går op til katedret. Der bliver helt stille i klassen. Så tager jeg det åndssvage maleri med blomsterne på og smider det ned på gulvet. Lærer Lauersen sidder med åben mund. Jeg går ud af klassen og ned i gården og er godt klar over, at jeg står til den store skideballe.

Nede i frikvarteret kommer KP og Ole hen til mig.
– Nå, du skal nok spille op, hvad? Bare fordi du ved en masse om brande.
– Ja, sådan en ekspert.
Jeg bliver usikker, men smiler genert, for jeg ved ikke, hvad de er ude på.
KP tager sin lighter frem.
– Hvad mon man kan bruge sådan en til, spørger han Ole, og Ole griner højt og ikke, som han plejer, når det er morsomt. Det er bare, fordi det er KP, der siger det, så griner han på den der måde. Ellers ville han ikke gøre det.
– Den kan bruges til mange ting, KP.
Igen griner de.
– Kan man for eksempel brænde nogen?
– Ja, for fanden. Om man kan? Det er vist ikke bare eksperter, der ved det.
Denne gang griner de himmelhøjt. Jeg siger ingenting og venter på, at de bliver færdige.
Jeg vender mig om for at gå væk, så kan de stå der og grine sammen, hvis de har lyst.
Men KP har taget fat i min arm.
– Hov, hvor skal du hen? Vi står lige og snakker så hyggeligt.
Ole griner endnu højere.
KP stikker sit ansigt helt ind til mit.
– Du kan jo høre, hvad lærer Lauersen mener om dig og din dårlige vane med ild.
– Ja, han sagde, du var ekspert, falder Ole ind.
– Hvorfor tror du, han sagde det? Vil KP godt vide.
Jeg trækker på skulderen. Jeg ved det ikke. Jeg gider heller ikke rette ham og sige til ham, at en dårlig vane er noget sludder. Det hedder uvane. Det har vi lært hos lærer Lauersen.
– Jeg kan godt hjælpe dig lidt.
KP tager sin lighter frem og tænder den. Vi må slet ikke gå med ild på skolen, men det gælder vist ikke KP. Jeg bliver nervøs igen ved at se lighteren og tænker, at nu vil han brænde mig som før jul.
Men det gør han ikke. Han ser mig i øjnene og stikker lighteren tilbage i lommen.
– Jeg tror, du trænger til at få lært, hvad man kan bruge en lighter til, når du nu ikke ved noget om det.
– Måske brænder jeg dig en dag, farer det ud af min mund. Jeg kan ikke standse ordene, proppe dem tilbage og klynge dem ned i maven. Det er for sent.
KP ser overrasket på mig. Et helt sekund siger han ingenting og ligner én, der ikke ved, hvad han skal sige.
Så griner han og Ole og går deres vej. Jeg står tilbage og er ked af det.

Her troede jeg, at det skulle fortsætte alt det der med at gå i fred på skolen.
Jeg går langsomt op ad trappen mod klassen. Ned mod mig buldrer to andre drenge fra klassen. Da de ser mig, lader de, som om de bliver forskrækkede og limer sig op ad væggen på trappen med begge arme bagud, mens jeg går forbi. Deres ansigter skal vist vise, at de er bange for mig. Ud af øjenkrogen når jeg lige at se, at den ene sætter en finger op bag i egen numse og siger prrrruuuuuut.

Lærer Lauersen er der:
– Hans Theodor. Kom lige med.
Jeg må følge med ham ind ved siden af i en tom klasse.
– Hvad i alverden går der af dig? Du plejer ikke at være sådan?
– Det ved jeg ikke.
Jeg trækker på skulderen og ved det virkelig ikke.
– Nu må du tage dig sammen. Du har da hidtil været en god elev, og det skulle da gerne fortsætte.
Jeg nikker. Ja, det skulle det da gerne.

10
Sjov i frikvartererne og ny gårdvagt

Vi har diktat, og jeg har allerede taget mig vældigt sammen. Lærer Lauersen dikterer: ”Min far har en sejlbåd, som hele vor familie har megen glæde af. I fars ferie er vi ude på en lang rejse med vor båd, der kan flyttes, når vi får lyst til at besøge nye steder. Vi kan bade, når vi vil, og det sker ofte, at vi fisker, mens vi sejler, og på den måde får vi billig middagsmad.”
Det må være en rig far, der har en sejlbåd. I klassen er der vist ikke nogen, der har en sejlbåd i familien. Mens jeg sidder og venter på den næste sætning, drømmer jeg om onkels robåd og forsyner den med sejl og et køkken, hvor vi kan spise og nogle køjer, hvor vi kan sove.

Jeg kommer til at skrive sjelbåd, og lærer Lauersen påtaler fejlen, da han har rettet diktaterne.
– Du skulle måske gøre dig lidt mere umage.
Jeg synes, jeg gør mig meget umage. For eksempel har jeg taget mig en hel del sammen.
Bagefter skriver vi stil. ”Fortæl om din juleferie”, hedder den. Vi får en halv time til at skrive i, så skal den være færdig. Stil er normalt det, jeg er bedst til, men jeg kan ikke rigtigt få ordene frem denne gang. Da der mangler fem minutter, kommer jeg endelig i tanker om Arne og hans kanoner. Så skriver jeg, så der kommer gnister fra blyanten.

Om lørdagen sker det.
Jeg havde vænnet mig til frikvartererne og var begyndt at nyde dem. Dejligt at kunne gå rundt uden at skulle være bange for nogen. Jeg fik meget mere lyst til at spille fodbold, når bare der ikke var så meget sne, så sidder bolden fast og er svær at beregne.

Men Ole og Martin og KP sørger for, at jeg nu igen skal passe på i frikvartererne. De har allerede givet mig et slags varsel.
De er der pludselig. KP forrest og bag ham Martin, Lille-Lars, Ole og Geert. De griber fat i mig og slæber mig af sted over mod cykelskuret.
Nej, det kan selvfølgelig ikke blive ved. Gud har befalet, at jeg ikke bare kan gå rundt og være i fred. Oppe i himlen har han og Sct. Peter aftalt, at ham Hans Theodor ikke skal have det så let.
Jeg kan mærke, at jeg fryser, selv om jeg startede frikvarteret med at have det fint.
De slæber mig, for jeg stritter lidt imod. Det vil de helst have, for ellers er det ikke så sjovt. Ikke for meget, så de ligefrem skal have bøvl og arbejde ud af det. Men heller ikke så lidt, så det bliver alt for tydeligt, at det bare er noget, jeg gør for sjov.
– Nå, du troede måske, vi havde glemt dig?
– Mnnn …
– Men det har vi ikke.
KP stikker sit fjæs helt ind til mit.
– Du har da vist fortjent en straf. Sådan en morder. Oven i købet en tysker.
Morder? Hvorfor siger han det? Tysker? Det må være, fordi jeg før jul snakkede om morfar, der har været tysk soldat i 1. verdenskrig, og fordi nogen sagde, at alle tyskere er onde.
– Truer mig med at brænde mig. Lad os nu se, hvem der brænder hvem.
KP griner lidt, men der er ikke meget latter i det grin.

Gårdvagten kommer i det samme forbi, men griber ikke ind. Han ser os og tænker nok, at vi bare leger. Det er en ny gårdvagt, vi har fået. De siger, han har været bokser, inden han blev lærer. Hans næse har også et knæk.
– I raske drenge har det altid sjovt, smiler han til KP og går videre.
– Ja, smiler KP. – Vi leger Njals Saga.
– Det var da morsomt, siger læreren.
– Hvor kan vi bedst være, når vi skal brænde ham? Spørger KP. Læreren peger grinende over mod cykelskuret, og det er også lige præcis der, vi skal hen.
– Skal I låne noget ild? Spørger han, mens han fumler en lighter frem og smiler til os.
– Vi har selv, svarer KP og griner til de andre.
Der er meget, der er sjovt i en skolegård.
Mens de slæber af sted med mig, hilser læreren med en finger til hatten.

Vi er fremme. De stiller mig op med ryggen mod en af murstenssøjlerne, som en murer har muret sådan, at de i bredden lige præcis passer til en 10-årig drengs ryg. De 4 holder mine arme bagud, to på hver side, mens KP gør sig klar foran mig. Han hiver mit tøj op, så mit bryst er nøgent.
– Det varer ikke så længe, så du når slet ikke at fryse, mener han, og de andre griner lidt.
– Giv ham, hvad han har godt af, mener Ole.
KP gnubber sine knyttede hænder på mit bryst, op og ned, op og ned, og jeg krummer mig lidt sammen. Han ser lidt på mig. Så slår han mig i maven, og det gør for alvor ondt. Jeg knækker lidt sammen, selv om de holder mig stramt. Mine øjne bliver fugtige. Ikke græde. Ikke græde.
Han fumler i den ene lomme og tager sin lighter frem.
– Du siger jo, du ikke kender noget til ild, så det her er kun for sjov, men det vil lære dig lidt om det.
Jeg har ikke sagt noget om, at jeg ikke kender til ild. Han tænder den og holder den et øjeblik mod mit bryst. Jeg er ved at besvime, så ondt gør det, og spræller med benene.
– Sådan. Det er bare første del af straffen. Vi skal lære sådan en karl at omgås ild.

De slipper mig og hujer væk. Jeg forsøger febrilsk at stoppe undertrøje, skjorte og trøje tilbage i bukserne og lyne frakken op, så jeg kan få lidt varme igen. Det er svært at se noget, og jeg skal blinke mange gange. Det gør rigtigt ondt foran på brystet.
Det betyder, at i regnetimen, hvor jeg normalt følger godt med, kører mine tanker ud ad et andet spor, og derfor rækker jeg ikke hånden så meget op, som jeg plejer. Jeg drømmer lidt og kigger ud ad vinduet og kan se en masse røde tag og nogle med sne på. Hvis man var Gud, kunne man lige puste den sne væk ned i hovedet på KP, Martin og Ole. Nå, måske skulle man så passe lidt på, så tagstenene ikke røg med. Jeg kommer til at grine lidt, for tænk hvis de også faldt ned i hovedet på KP og Ole og Martin.
– Hvad griner du af, hvisker Heine.
– Ingenting, svarer jeg og prøver igen at regne opgaverne i bogen.

I næste frikvarter får jeg lidt fred. De kommer ikke igen, og jeg går lidt rundt tæt på gårdvagten, selv om det er meget tvivlsomt, om det betyder noget. Et par af pigerne fra klassen laver noget sjovt med armene bag hans ryg. De løfter dem, som om de er meget bange for mig og spærrer øjnene op. Så griner de og løber bort. Jeg synes ikke, det er særligt sjovt.

Om natten har jeg igen mareridt. Mine plus-fourbukser brænder, og ilden nærmer sig min nøgne overkrop, men selv om jeg er enormt bange, kommer den aldrig nærmere. Det er næsten værre at vente på, det sker. Jeg er så bange for den ild, og jeg vågner altid og sveder og ryster samtidigt.

11
Dejligt at være duks

Dagen efter er de der igen i det andet frikvarter. KP ser ud, som om han glæder sig, for nu skal de igen have det sjovt.
Men de standser op og ser over min skulder. Og slipper mig. Jeg vender mig om.
– Hans Theodor, du skal til samtale nu.
Det er gårdvagten, der lægger en dejlig hånd på min skulder, og jeg smutter i et pludseligt godt humør op til damen.
I dagens sidste frikvarter smutter jeg straks ind på drengetoilettet og låser efter mig. Her kan jeg måske sidde i fred, mens de leder efter mig.
Jeg lytter til larmen ude fra skolegården. Larmen er mere spredt, fordi mange af de små har fået fri. Det er faktisk dem, der larmer mest. Jeg tæller sekunderne, og minutterne går. Far lærte mig, at et sekund svarer til enogtyve, så hvis man siger enogtyve, toogtyve, treogtyve passer det med et sekund hver gang. Jeg har bøjet alle fingre ind i håndfladen, og når jeg har talt et minut, retter jeg en finger ud. På den måde er det let at følge med i tiden. Det bliver oven i købet en sport at prøve at ramme de 10 minutter så godt som muligt. Jeg når dem, og der sker intet.
Så ringer det endelig ind. Jeg rejser mig og forlader toilettet. Endnu et frikvarter er besejret. Måske har jeg talt sekunderne for hurtigt.

Tidligt mandag morgen sover jeg stadig, da det pludselig banker på vores dør. Det er Karstens far, der vækker os. Han siger et eller andet om telefon til mor, og hun skynder sig at få tøj på og løber efter ham. Vi har ikke selv telefon.

– Hvad er der, mor? Råber jeg, men hun er allerede langt væk.

Det varer længe, inden hun kommer hjem igen, og jeg er så småt ved at gøre mig klar til at cykle i skole.

Hun græder.
– Mormor er død, siger hun til mig og holder om mig.
Jeg begynder også at græde. Mormor kan slet ikke dø. Det må være en fejltagelse. Mor har hørt forkert i telefonen. Men det har hun ikke.
Jeg ved godt, hun blev indlagt på hospital for nogle dage siden, men der var ingen, der sagde noget om, at hun var meget syg. Det var vist kun noget med nogle galdesten.

Nogle dage senere skal mor til begravelse, og jeg må bo hos Karsten så længe. Det er hyggeligt, selv om jeg er lidt stille. Jeg holdt meget af mormor og kan ikke forstå, at hun er død.

I skolen er det min tur til at være duks, og i hele ugen har jeg lov til at være oppe i klassen i alle frikvartererne. Ikke alene er det så dejligt at kunne være inden døre i hvert eneste frikvarter, det betyder også noget andet.
Så er jeg i fred for KP og hans klike.
Jeg tørrer omhyggeligt tavlen af. Først med en våd svamp, så den tørre klud. Lærerne kan somme tider blive sure, hvis tavlen ikke er tør, for så er det svært at skrive på den. Kridtet vil ikke hænge ved, og så får duksen besked.
Ligger der papir på gulvet, skal jeg samle det op og smide i papirkurven. Endelig skal der luftes ud, og jeg skal åbne de tunge vinduer. De er store med én glasrude i dobbelt lag og et håndtag forneden. Man skal dreje håndtaget opad og skubbe hele vinduet udad og dreje håndtaget mod venstre, for ellers klasker det bare i igen, og man kan risikere, at det kommer drønende ned mod én og slår én. Det koster kræfter. Det er svært at nå, og så må man tage den nærmeste stol og stille sig op på den. Efter fem minutter, og det er ikke fire eller syv, siger lærerne, skal duksen lukke vinduet igen. Man læner sig ud over karmen og drejer håndtaget opad og trækker vinduet indad.
Inden det lukkes helt, kan man se ned i skolegården. KP og Martin og Ole har fat i en dreng, jeg ikke kender. De slæber af sted med ham, og jeg er glad for, at det ikke er mig. På den anden side kunne jeg heroppefra stå med Fantomets gevær og sigte på KP og bang! Så ville de nok skrige og løbe forvirret rundt og forsøge at gemme sig, mens jeg sigter på Martin. Bang! Ole ville nok være bange, tror jeg, på dette tidspunkt.
Helt inde drejer jeg håndtaget mod venstre nedad. Så er det lukket.

Om onsdagen får vi stilene tilbage. Lærer Lauersen gennemgår hver enkelt, og det er altid noget, jeg glæder mig til. Her kan jeg være med, og han plejer også at rose min stil.
Hvad så i dag?
– Hans Theodor. Hm. Det har du ikke fået meget ud af. Det handler jo stort set kun om din ven, der fyrer kinesere af. Du må da have lavet andet end det.
Der er lidt småfnis i klassen. Det siger lærer Lauersen ikke noget til. Det er også fint nok, så længe det ikke er Hans Theodor, det går ud over, synes jeg. Her er det derfor mindre fint.
– Nå, du skal måske også have lov engang imellem.
Jeg læner mig tilbage. Tak, fordi jeg også får lov at aflevere en halvdårlig stil.

Mor kommer hjem efter to dage og er meget bleg.
Jeg har haft det godt hos Karsten; vi har leget, og hans far og mor har været flinke mod mig. Det er lige før, jeg hellere vil blive hos dem. Vi snakker ikke sådan om mormor. Når jeg sover hos Karsten, har jeg ikke mareridt.

Mor er meget stille i dagene derefter. Hun snøfter lidt indimellem, og Arnold er der meget og trøster hende. Jeg prøver også at trøste hende ved at sige, at morfar er der da heldigvis og også onkel, så helt skidt er det da ikke. Jeg kan dog mærke, at det ikke er nogen god trøst for hende.
– Derfor savner jeg mormor alligevel. Kan du ikke forstå det, spørger hun.
– Jooo.
Jeg siger ikke mere. Har jeg sagt noget forkert?

12
Kortslutning

I skolen går det nu næsten lige så skidt som før jul, synes jeg. Jeg får lov til at gå i fred i nogle af frikvartererne, men om jeg nogensinde kommer til at længes efter skolen, er meget usikkert.
Jeg lægger mærke til, at også elever fra andre klasser gør nar ad mig. Selv dem fra 3. fiser rundt og driller mig. Hvis jeg står og spiser min madpakke, farer de forbi, mens de siger som en brandbil. Det ved jeg, for den ene råbte: Har du husket vand til at slukke med? Mens han skreg det ud, anbragte han sin finger omme bag med bestemte bevægelser.
Det er blevet en fast vane for mig, når jeg har været hos damen, at jeg lige hiver alle deres frakker og huer og halstørklæder ned på gulvet, når jeg går forbi 3. klasse. Nu er jeg også begyndt på at sprede dem mellem hinanden. Så bliver det sværere at finde dem. Det har de rigtigt godt af, de møgunger.

I min egen klasse sker det somme tider, at vi hører om brand eller ild eller vand, og næsten hver gang er der en fnisen. De kigger over mod mig, og selv Heine vender sig rundt med smil på læben.
I naturhistorie er vi kommet til elementerne ild og vand, som lærer Larsen siger. Han ser ud over klassen.
– I har alle sammen hørt om nogen, der er brændt inde, omkommet i flammerne eller fundet død i et nedbrændt hus. Men som regel er vedkommende ikke død af flammerne. Hvad tror I så?
– Spørg Hans Theodor, foreslår Martin, og der stiger en skraldelatter op.
– Ja, men så spørger jeg da Hans Theodor: Hvad dør man så af, hvis det ikke er ilden?
– Kom så, din tysker, lyder det hviskende omme bagved, og en ny grinen bølger frem.
Det er lille-Lars, der ser sig smilende rundt.
Jeg rejser mig med lynets fart, stolen vælter, og jeg farer hen og smækker min hånd så hårdt som muligt ind i hans lede fjæs. Han reagerer overhovedet ikke, men ser bare måbende op på mig, da min hånd kommer susende. Jeg følger op og giver ham en mere lige i synet, inden lærer Larsen kommer farende og hiver mig væk fra lille-Lars.
– Hvad i alverden bilder du dig ind? Hvad?
Han råber mig lige ind i ansigtet, mens han smækker mig et par på kassen. De gør ikke ondt. Faktisk mærker jeg ingenting.
Lærer Larsen sender mig uden for døren.
– Så kan du stå der til afkøling, min fine ven.

Så står jeg der. Tusser over til vinduerne og ser ud på fodboldbanen, der er snehvid. Buskadset til venstre har lidt grønt indimellem, men den lille håndboldbane på den anden side er lige så hvid som fodboldbanen. Tværs hen over fodboldbanen er der skridt. En eller anden er gået den vej. Uden bold. Lidt underligt, for hvorfor dog gå og vade i al den sne, når man bare kan gå udenom? Måske har han fået øje på en ven, der ovre på gaden har stået og vinket til ham. Det er dog en gåde, hvad han har lavet her omme på sportspladsen. Der går vi kun om, hvis vi skal spille fodbold.
Jeg går tilbage til knagerækken uden for døren og venter. Jeg ved ikke helt, hvad der skete.
Står der i lang tid klinet op ad murstensvæggen. Skifter stilling på fødderne og tager fat i knagerækken og prøver at løfte mig selv. Det er sådan noget, Fantomet er skrap til, men ikke Hans Theodor.
Fra trappen lyder der skridt, og frem dukker Hr. Johansen.
– Hvad står du der for? Du er da vel ikke smidt uden for døren, Hans Theodor?
Jeg nikker. Det er svært at forklare, hvorfor jeg ellers står her.
– Det troede jeg ikke om dig, siger han og går videre.

Senere i dansktimen er den gal igen. Jeg er dog for træt til at reagere på Ole, der siger noget om tyskere.
– Må vi ikke få en stil igen i dag?
– Nej, det skal I ikke have. Hvorfor vil du gerne det?
– Jeg har lyst til at skrive om den der ildebrand, der var oppe i nordbyen her nytårsaften.
Så er der gang i deres fnisen igen. Han siger det bare, fordi det er så sjovt.
– Det er dejligt at høre, Ole. Men det skal vi altså ikke.
– Øv. Jeg vil også gerne skrive om tyskere.
– Om tyskere?
– Ja, det er jo ikke rigtige mennesker.
– De startede 2. verdenskrig, og så slog de alle jøderne ihjel og brændte dem i gaskamre. Derfor er de ikke rigtige mennesker.
– Nej, det kan man måske godt påstå. Ved du hvad, kan du ikke huske på disse glimrende emner til næste gangs stileskrivning? Fint, Ole.
Heine smiler ikke. Han bøjer sig ind mod mig:
– Det siger han bare for at drille dig.
– Ja.
– Er det sandt, at du har brændt din far ihjel?
– Kan vi så få ro derovre?
Lærer Lauersen ser over mod os.
Heldigvis behøver jeg ikke at svare på det underlige spørgsmål, og Heine har glemt det, da vi får fri.

Det underlige er, at KP, Martin og Ole trods alt ikke kommer hver dag. Nogle gange er en af dem syg, og så har jeg fred den dag. Andre gange kan jeg ikke forklare det. De kommer bare ikke. Eller også kan de ikke finde mig. Jeg prøver at gemme mig, så de i hvert fald får sværere ved det.

13
Snaps er ikke medicin

Når jeg kommer hjem, skal jeg først op til købmanden og hente varer.
Mor står tit og kigger ud ad vinduet og siger ikke så meget. Hendes hænder vrider sig ind i hinanden, og jeg vil gerne ud at lege nu, hvor jeg har rigtige skøjter. Frosten og sneen udenfor passer perfekt.
Hun ser på mig og siger:
– Behøver du det? Jeg har det så skidt. Åh, mit hjerte.
Nej, det behøver jeg ikke. Der er ellers så meget sne udenfor, og nede på marken er der så stor en oversvømmelse, der er frosset til, at man kan skøjte rundt og rundt og lege hele eftermiddagen. Alle byens og omegnens børn er der, og der er mange, man kan lege med.
Ulla Markussen er der også. Der er tre Ullaer her i den lille by, men jeg kan bedst lide Ulla Markussen. Hun har næsten lige så søde øjne som Lone, og så har hun nogle sjove små smilehuller i kinderne, og hun vil godt lege med mig. Så snakker vi sammen, og tiden går bare alt for hurtigt. Det gjorde den i hvert fald sidst.

Jeg står og pirker i sneen med min støvle.
– Der er en af dem, der hedder Ulla, som jeg godt kan lide.
– Nå.
Hun har også travlt med at skubbe sne sammen med den ene støvle.
– Her i byen.
– Ja.
Vi skubber løs.
– Er det Ulla Nielsen?
– Nej.
Vi har travlt med sneen. Først samle det pænt i en lille bunke og så trampe ovenpå, så den bliver fast og helt glat.
– Er det Ulla Feddersen?
– Nej.
Vi samler sne til den store guldmedalje.
– Nå, jeg skal hjem nu.
Hun vender sig om og går. Det gør jeg også.

Jeg skal også op til købmanden og hente varer, inden det bliver alt for mørkt.
– Pas nu på, du ikke slår noget i stykker igen, siger købmandskonen.
Nå, så ved hun det. Mor har sladret. Garanteret.
Købmandskonen pakker min taske, der klirrer lidt, da jeg forsigtigt løfter den op på cyklen.

Da jeg kommer hjem, er mor igen lidt underlig. Det er snart hver dag. Hun er lidt ligesom nytårsaften, øjnene våde og hendes snak snøvlende, og når hun går, tumler hun rundt, som om hun har drukket en masse øl. Er hun fuld?
Jeg begynder at forstå sammenhængen mellem snapsen, jeg køber oppe hos købmanden og mors opførsel, og jeg tænker, at hjertet også kan få for meget snaps.
– Jeg er jo også ked af det, Hans Theodor.
Mors stemme er sløret, men ikke svær at forstå.
Jeg spiser videre. Hun sidder ved siden af med sit glas mælk.
– For det kan godt være, at du er glad for, at han er død, men jeg har jo også mistet min mand.
Det lyder frygteligt mærkeligt, den måde hun snakker om det på.
– Jeg er da ikke glad. Hvem siger det?
– Jeg kan da sagtens mærke på dig, at du er blevet en anden dreng siden jul. I morges, for eksempel. Jeg hørte dig fløjte, og det kan jeg ikke huske, jeg har gjort før.
– Nå.
– Men Hans Theodor. Mor tager min venstre hånd, som er tom. Den højre holder jo skeen med grøden.
Det er lidt besværligt at spise sådan. Nu synes mor, at vi skal snakke sammen, så jeg må hellere slippe den ske.
– Jeg kan ikke rigtigt hitte ud af det. Brændte du far inde? Altså tændte du ild, så han døde i flammerne?
Med et står tårerne ud af mine øjne.
– Han var så ond, han slog mig hele tiden, han kunne ikke lide mig …
– Ja, men Hans Theodor. Hvorfor tror du da det?
– Jeg kunne aldrig gøre noget godt nok. Han skældte ud hele tiden. Det ved du da. Du råbte jo selv, da han slog mig: Ikke så hårdt, Kristian.
– Var der aldrig et tidspunkt, hvor I to snakkede sammen som mand til mand?
Det er et sjovt udtryk. Jeg er jo bare en lille dreng. Jeg tror godt, jeg ved, hvad hun mener.
– Jo, nogle gange, i skuret, altså værkstedet.
Mor græder lidt og tørrer sig under øjnene.
– Måske skulle jeg have giftet mig med Emken.
– Emken?
– Ja, en rutebilchauffør fra Haderslev, som vist godt kunne lide mig. Men så kom din far og charmerede mig, og jeg var solgt.
Hun smiler. Men smilet forsvinder hurtigt igen.
– Men brændte du din far inde?
Jeg skriger:
– Det ved jeg ikke, hører du? Jeg ved det ikke.
Mor svajer lidt frem og tilbage. Så rejser hun sig op og vakler op i soveværelset.
Jeg snøfter lidt og piller i voksdugen. Så går jeg ud og spiller lidt bold.

Senere åbner jeg hendes taske og ser to små flasker snaps, og den ene er tom. Jeg åbner den anden og hælder det ud i vasken. Føj, det lugter stærkt. Så fylder jeg den med vand igen og lægger begge flasker tilbage i tasken. Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor, men det har hun rigtig godt af.

Næste dag står hun i køkkenet og er vred.
– Har du fyldt vand i den lille snapseflaske, jeg havde i min taske?
– Jeg skulle bruge en til at lege med, og så…
Jeg er begyndt at lyve, og jeg ved godt, at en rask dreng og spejder ikke lyver. Så er man en pjalt, og er der noget, dette land ikke har brug for, er det pjalte. Det står i spejderbogen. Men der står flere ting, som jeg ikke længere kan gøre noget ved. Uanset hvor meget jeg gør, går det ustandseligt i den forkerte retning.

– Kunne du så ikke have taget den anden? Den var jo tom. Det er min medicin, Hans Theodor. Jeg bliver så vred på dig!
Så løfter hun armen og slår mig med en bøjle, hun har haft gemt på ryggen. Hun rammer mig skråt ned over ryggen, fordi jeg når at se hende hæve armen med bøjlen, mens jeg vender mig, og jeg flygter ud i gangen og op ad trappen til mit værelse. Hun farer efter mig og sigter nok efter bagdelen, men rammer mig denne gang på baglåret, fordi jeg er så hurtig. Det gør meget ondt, og jeg skriger højt og falder op ad trappen og skraber mine knæ, inden jeg farer ind på mit værelse og drejer nøglen.
Mor kommer op og rusker i håndtaget.
– Luk op, din dumme dreng.
Jeg er ikke så bange for mor, som jeg var for far, men jeg bliver også ked af det, for mor og jeg står jo ellers sammen. Tårerne vælter ud af mig, og Fantomet er bare en lille dreng, der er meget ked af det.
Så banker det heldigvis på døren nedenunder, og jeg kan høre, at Arnold kommer.
– Hej Sus. Hvad laver du?
Mor forklarer.
De går ind i stuen, og jeg lister ned og ud og løber over i skoven. Jeg leger, at jeg er forfulgt af sheriffen fra Nottingham og får fat i min bue og nogle pile i det hemmelige gemmested.
Det er fyldt med sne, men det gør det kun bedre som gemmested. Der er også et billede af far pakket ind i staniol.
De er lige i hælene på mig, men det lykkes mig gang på gang at undgå dem. Lige til sidst får de fat i mig, men jeg vrister mig løs og peger på dem med min ladte bue:
– Gå eller jeg skyder.
De går, og jeg er igen en fri mand.

Jeg lister hjem igen og håber, Arnold stadig er der.
Det er han; mor siger ingenting, og vi får aftensmad sammen alle tre. Det er anderledes, end da far var her. Arnold er meget sødere, og han kan godt selv hente salt, hvis mor har glemt at sætte det på bordet. Her siger de dog ikke så meget. Måske er de sure på mig på grund af det med snapsen. Jeg skynder mig at blive færdig og beder om at må gå op og lave lektier. Dem har jeg nu lavet for længst, men som regel får man lov at gå, når man siger noget med lektier.

Jeg hører hans stemme tydeligt, da jeg ligger i min seng.
– Det må få en ende.
Jeg kan ikke høre, hvad mor siger. En ende? Hvad får en ende?
– Du må holde op med det der. Jeg kan ikke ta det.

Jeg falder i søvn og drømmer om Lone.
– Er det rigtigt, at du har brændt din far ihjel? Det siger de andre.
– Ja, det er rigtigt nok.
Hun står lidt.
– Skreg han?
– Ja, han råbte til at begynde med. Til sidst blev han ked af det. Det var der, jeg gik.
– Hvorhen?
– Op på mit værelse. Jeg var søvnig.
Jeg behøver ikke at fortælle hende hele sandheden. Det var lidt mere indviklet.
Lone bliver skubbet lidt væk, og der kommer Ulla.
– Vil du med ud på isen?
– Ja, det vil jeg gerne.
Vi tager hinanden i hånden og skøjter af sted, mens Lone står tilbage. Pludselig går isen i stykker, og vi falder i det kolde vand. Ulla svømmer bare ind og hiver sig op, men jeg kan ikke svømme og er ved at drukne. Inde på isen står Ulla og Lone og kigger på mig, mens jeg kæmper med vandet, kæmper med at svømme ind, kæmper, kæmper …

Igen vågner jeg med et skrig og er våd over det hele. Jeg rejser mig op i sengen, alt er mørkt, og det eneste synlige for mig er vinduets firkantede ramme. Mørket omkring det er anderledes end mørket inden for rammen.

14
En tur om dagen er ikke altid nok

KP og hans bande er efter mig igen i dag, og det er der gode muligheder for, for jeg er desværre ikke duks længere.
Det sker i det store frikvarter, hvor vi spiser vores madpakker. De har i min dukseuge fundet ud af, at hvis de slæber mig om bag gymnastiksalen, er der et træ, der er lige så god som murstenssøjlen. Sidst kom nogle af de store elever forbi cykelskuret, mens KP gnubbede knytnæver på mit bryst og sagde, vi skulle standse med at lege sådan.
KP tør nok ikke fortsætte der, og bedst som jeg tror, at nu vil de lade mig i fred, har de fundet dette nye sted.
Gårdvagten kommer aldrig herom, ham den nye. Han måtte ellers godt komme igen og sige, at jeg nu skal op til damen. Jeg spejder efter ham og forsøger at være tæt på ham i frikvartererne. Selv om KP og hans klike kommer, og jeg står helt nær ved gårdvagten, smiler han kun, når de slæber af sted med mig.
Sidste år kom den gamle gårdvagt ned til cykelskuret og opdagede, hvad KP og kliken var i gang med. Der fik de lussinger, hele bundtet.

I dag er en undtagelse fra den regel, der hedder, at man kun kan få én tur om dagen. De har haft fat i mig i tre frikvarterer. Det er aldrig sket før. Jeg har ellers gemt mig godt, men de fandt mig hver gang, og KP råber:
– Nå, der har vi den lille fejge unge!
Omme bagved holder de mig stramt op ad træet, mens KP først gnubber næver og siden tænder sin lighter og brænder mig. Det er noget, han er begyndt at få lyst til, siger han.
Nu må de have fået nok. Ole tager en saks frem og klipper en tot af mit hår.
– Hver dag vil vi klippe lidt hår af dig, for så ser du sjovere ud, siger han.
– Så kommer du også til at ligne din onkel.
Det gør i det mindste ikke ondt at få klippet en hårtot af.

I en time blev vi spurgt, om der er nogen, der var skaldet i vores familie, og jeg svarede, at min onkel var skaldet. Morfar er det nu også, men det behøver de ikke at få at vide.
– Så bliver du det nok også, sagde læreren.
De andre grinede.
– Han er allerede godt på vej, siger KP, og så grinede de endnu mere.

Det er det, de er på vej til. At gøre mig skaldet.
Resten af dagen er som forvandlet. Jeg har ellers glædet mig sådan til dansk, hvor vi har frilæsning, og jeg er i gang med Klit-Per. Den lånte jeg, fordi han måske er ligesom Super-Per. Det er han også. Næsten. Bortset fra at han fisker så meget. Jeg troede bare, at han pilkede torsk, som jeg jo har forstand på. Desuden er hans far død, og på den måde kan vi godt ligne hinanden.

– Hvordan er det dog, du ser ud?
Damen, jeg før har snakket med, peger på mit hår.
– Nå, det er ikke noget.
– Jeg forstår, at din mormor er død.
– Mnnn.
– Er du ked af at miste din mormor?
– Mnnn.
– Så er der kun din morfar og onkel tilbage.
Jeg nikker. Det kan jeg også godt regne ud.
– Kan vi så ikke bo hos morfar?
– Hvordan går det med din mor?
– Hun har meget ondt i hjertet.
– Og så må du købe snaps?
– Ja. Jeg tror også, at hun kan få for meget.
– ?
– Så hun bliver fuld.
Jeg fortæller hende om de små snapseflasker. Jeg tænker, at så ved hun, at mor ikke drikker så meget igen. Det ville være meget værre, hvis hun drak de store.

Da jeg forlader hende og passerer 3. klasses knagerække, skal jeg lige til at hive det hele ned, som jeg plejer, da døren går op og en dreng kommer ud. Jeg er i gang med at løfte armen mod den første knage, men jeg løfter nu også den anden arm og laver skiftevis øvelser i at løfte, strække og bøje min arme, mens jeg lader som ingenting og går videre.

15
Ku Klux Klan får bank af indianerne

Da jeg vender tilbage, er læreren i gang med at fortælle om Ku-Klux-Klan, der i Amerika har fået nogle ordentlige klø af Cherokee-indianerne,.
Hver gang lærer Lauersen nævner ordene Ku-Klux-Klan ser jeg KP for mig med et hvidt lagen over hovedet og klippet ud til øjnene. Ild betyder åbenbart også en hel del for dem, for de har tændt ild til en masse kors.
– De kan også lave nogle ordentlige bål, siger Martin.
Flere af dem griner og skæver over til mig.
Lærer Lauersen viser nogle billeder af en flok klanfolk omkring et stort træ, hvori der hænger en død neger.
Det er alle mine klassekammerater, der står på billedet. Nej, ikke Lone. Hun griner ikke. Men jeg kan tydeligt se, hvem de andre er. Der står Martin, der er KP, der er Ole. Jo, de er med alle sammen.
Lærer Lauersen forklarer, at de har lynchet negeren, fordi han er mistænkt for at have voldtaget en hvid kvinde.
– Ordet lynchet betyder, at klanfolkene har myrdet ham uden retssag eller noget som helst, hvor han kunne forsvare sig.
Jeg forsøger at lade være med at tænke på, om det er sådan, det er. Kender jeg nogen, der har myrdet uden retssag? Tankerne bliver ved med at køre i mit hoved.
En af pigerne rækker hånden op:
– Hvad er ”voldtaget”?
Nogle af drengene fniser. Alle kigger spændt op på Lauersen.
– Hvis du ikke ved det, tror jeg, du skal spørge dine forældre derhjemme. Jeg kan tilføje, at det er meget usikkert, om negeren her har voldtaget nogen. Men selvfølgelig kan han godt have gjort det.
– Ved man så det nu?
– Nej. Disse klanfolk er trængt ind på indianernes territorium med geværer og holdt et stort møde med bål og flag. Så har indianerne samlet sig og drevet dem ud.
Lauersen ser sig triumferende rundt.
– Man siger, at de tager loven i egen hånd.
– Skal man ikke det somme tider?
KP blander sig.
– Nej, det tror jeg nu ikke. Det er derfor, vi har et retssystem med anklager, forsvarer og dommer.
Jeg er helt enig med ham og ser over på KP. Han har taget sit stenansigt på. Som om han ikke hører efter eller er komplet ligeglad. Det er netop det, KP gør. Altså jager nogen og straffer dem uden retssag. Hvornår har han fortalt mig, hvorfor jeg skal straffes?

Så er Mette der igen:
– Betyder det så, at de ungarere, der kastede benzinbomber ind i de russiske tanks, var forbrydere?
– Nej, det er noget andet. Det bliver for svært at forklare, tror jeg.
– Passer det ikke, at alle negre er født dovne, spørger KP lærer Lauersen.
KP rækker godt nok fingeren op, men han venter ikke på at få ordet som vi andre.
– Ja, hvad siger I?
Lærer Lauersen ser sig rundt i klassen, det er nok ikke for svært for os.
Pæne Palle rækker hånden op.
– Ja, Palle?
– Negre er dovne, fordi der er så varmt i Afrika.
– Men det her er jo USA, altså Nordamerika?
– Jo, men de er vant til varme. De er sorte i huden, fordi de skal kunne tåle solens stråler.
Palle lyder til at vide en del.
– Hvordan er der kommet så mange negre til Amerika?
– De er hentet i Afrika og solgt som slaver.
– Rigtigt. Er der stadig slaver derovre?
– Ja.
– Nej, det er ikke rigtigt. Det er for længst afskaffet. Nu er alle lige. Det er vi også i Danmark. Her bestemmer vi alle lige meget.
– Børn gør da ikke.
– Børn bestemmer ingenting.
To piger siger næsten det samme og samtidigt, og vi ser forbavset på dem. Den ene er selvfølgelig Mette.
– Nej, selvfølgelig bestemmer børn ikke noget. Hvor var vi så henne? Børn er ikke i stand til at bestemme noget, før de bliver voksne.
– Hvorfor ikke, siger Ellen.
– Fordi I ikke er modne nok til det. Derfor. Har vi ikke snakket om det her før?
– Ja, men jeg skal både vaske op og gøre rent derhjemme, for min mor mener, at jeg godt kan det. Når jeg er færdig, skal jeg også selv lave lektier, for det er jeg også god nok til.
– Ja, men Ellen. Du er jo også en kvik pige, der sagtens kan finde ud af det. Men der er alt for mange børn, der har svært ved det.
– Ja, men hvorfor kan jeg ikke være med til at bestemme, at vi for eksempel må være inde i frikvartererne?
– Altså Ellen, nu må du holde op. Ja, Mette?
Hun har længe haft hånden op. Der er lidt mumlen i klassen.
– Ja, Mette, hvad siger du?
– Hvorfor er der så det der Ku-Klux-Klan, hvis alle er lige?
– Det er nogen hvide, der ikke er enige om, at alle mennesker er lige. De er specielt ude efter negrene.
– Negre er en mellemting mellem aber og rigtige mennesker.
Det er Martin, der pludselig bare siger noget uden at have fået lov. Lærer Lauersen har vist ikke hørt det og giver os et andet stykke at læse.
Så er Heine der igen. Han hvisker så lavt, at jeg næsten ikke kan høre ham.
– Har du rigtigt brændt din …? spørger han hviskende, men jeg kan ikke høre alt, han siger. Måske kan jeg alligevel gætte det.
– Hvor har du det fra, hvisker jeg tilbage.
– Det sir de andre.
– Hvor har de det fra?
Jeg bliver ved. Heine opgiver og skriver videre. Hans hefte er fuld af æselører. Det er nogen, han laver for at se hurtigt, hvor han er kommet til. Jeg synes, det ser sjusket ud. Der er ingen æselører i mit hefte. Han begyndte også i starten af skoleåret kun at skrive på højresiden, fordi, som han sagde, det ser pænere ud end på venstresiden, der er så tynd.
Jeg skriver på alle sider. Det skal man.

Da vi får frikvarter, og jeg står ude på gangen sammen med de andre for at tage min frakke på, opdager jeg, at den er borte.
– Jeg kan ikke finde min frakke, siger jeg til lærer Lauersen, der i det samme kommer ud af klassen.
– Nå, du skal se, den dukker nok op.
Han skynder sig af sted.
Nervøst kigger jeg langs knagerne og ser den helt nede for enden. En eller anden har hængt den derned, så den ikke er blandet sammen med de andre.

Jeg går langsomt ned mod min cykel efter sidste time og cykler hjemad.
– Hvor var du egentlig henne, Super-Per?
– Jeg har da ikke været nogen steder, HT.
– Men du var der ikke, da jeg havde brug for dig.
– Du kaldte ikke.
– Jeg troede, du kunne gætte, at når KP kom, skulle du også komme og ordne ham.
– Du skal nok selv.

16
Ba- bu

Hver eneste dag resten af ugen får jeg ribbensmassage af KP. Foran på brystet har jeg en masse røde mærker efter hans knoer. Jeg gør ikke modstand, for det har jeg aldrig gjort. Det er nok noget, jeg har fortjent. Jeg har ikke opført mig ordentligt. De siger jo også, at der er noget med mig og ild og min far, så derfor skal jeg straffes.
Det hele er næsten ligegyldigt. Når det nu er sådan. Jeg bliver ligeglad. Der vokser en isblok op i mig. Selv om det gør mere og mere ondt for hver dag. Samtidig klipper de lidt af mit hår for hver gang. Det ser underligt ud, men mor ser ingenting.
Hun sover meget, og flere gange sover hun, både når jeg kommer hjem fra skole, og når jeg skal af sted.
Cykelturen ind til skolen er værst. Dels er der modvind som regel, dels går cyklen noget tungt. Pedalerne vil ikke rigtig trække rundt, og jeg håber hver morgen på, at i dag er cyklen bare i stykker, så jeg ikke kan komme af sted. Men far har lavet cyklen ordentligt.
– Det er kram, det her, sagde han engang og viste mig dæk og gummislange.
– Det punkterer næsten aldrig. Men det er også noget dyrere. Og her: Se nogle møtrikker! Af rustfrit stål! Det finder du ikke mange andre steder.
Han var stolt over cyklen, som vist før havde været rusten og i stykker på alle måder. Men far han kunne bare lave den. Mens jeg aser mig fremad hængende ind over styret, får jeg ondt i maven.

Billedet af negeren, der blev hængt, kan heller ikke gå væk. Det er, som om det er mig, der hænger der. Jeg har endda ikke gjort noget, eller har jeg. Men jeg synes ikke, jeg har gjort noget forkert. Alligevel påstår de både det ene og det andet. Martin og Ole. At jeg skulle have brændt min far, dræbt ham, myrdet ham, at jeg er en lille morder. Det er ikke noget, de siger højt, de hvisker det, når de går forbi mig op ad trappen, eller når vi tilfældigt mødes på gangen. Jo, for resten har de også sagt det højt. Når de rigtigt skal drille mig. De laver også lyde, hvor de drøner rundt og siger prrruuuuut med en finger omme i bagdelen. Som om jeg også har slået den dreng ihjel, der døde, fordi hans onkel satte trykluftspistolen op bagi på ham.
De er fulde af løgn, er de.
De er begyndt på oppe i klassen at sige ba-bu, ba-bu, når vi hører om emnet ild eller brand eller skur. I går var der en tekst, hvori forekom ordet skur, og straks var der en, der lavt, men tydeligt efterlignede en brandbil. Lærer Lauersen hørte det, men smilede bare. Han ved nok ikke, hvorfor de siger det. Martin rejste sig oven i købet halvt op af stolen og satte fingeren om bagi og sagde prrruuut. Så grinede de andre. Det sagde lærer Lauersen heller ikke noget til.

Jeg prøver at gemme mig i frikvartererne, men de finder mig som regel. Man kan bedst gemme sig indenfor, for der må ingen elev være undtaget duksene. Hvis man bliver fundet af en lærer eller af gårdvagten, får man en på hovedet. Men det er lykkedes mig flere gange at smutte ned i kælderen under skolen. Dernede kommer lærerne aldrig. I et af rummene ved siden af pedelværkstedet er der aldrig låst. Der står en masse redskaber derinde. Hvis man sidder helt stille, kan man godt høre, når klokken lyder, og frikvarteret er forbi.
Forleden kom pedellen dog derned og opdagede mig og jog mig op. Han slog mig ikke.

I går var jeg uheldig i gymnastiktimen og faldt. Straks kom to- tre drenge løbende hen, mens de råbte ba-bu, ba-bu, og mange begyndte at grine. De rejste mig op.
– Nåååå, lille Hans. Har du slået dig? Nåååå.
Bagefter stod vi i kø foran bruseren, som vi plejer. Der er kun en bruser, og man kan kun komme til den ved at gå ind i sådan en sliske, en slags gang. Gymnastiklærer Larsen står ved den anden ende og regulerer på varme og kulde.
– Det er din tur, HT. Ind med dig.
Martin og Ole gik med mig ind i slisken, og det plejer vi ikke at må. Da vi nåede bruseren, fik jeg først det varme vand og sæbede mig ind. Jeg undrede mig godt nok over, at de stod der, men måske havde de travlt. Så drejer lærer Larsen på den kolde hane, så sæben kan blive skyllet af. Det er et ubehageligt øjeblik, for det tager akkurat så lang tid, at man kommer til at ryste. I det selv samme øjeblik, som det kolde vand nåede mit hoved, mærkede jeg et fast greb i hver af mine arme. Martin og Ole, selvfølgelig. Larsen måtte da kunne se dem. Men nej. Han greb ikke ind, og de tvang mig til at stå der i meget længere tid. Endelig slap de mig, mens de grinede rigtigt højt og råbte efter mig:
– Nå, HT, er ilden slukket?
Jeg skyndte mig bare ud for at tørre mig, og her opdagede jeg, at mit håndklæde var blevet vådt. Nogen havde hældt vand over det. Det er svært at tørre sig i et vådt håndklæde, og når man så kommer ud i den kolde sne, skal man godt nok røre sig hele tiden for at holde varmen.

Det gør mig ikke noget, at de giver mig brystmassage, men flammerne mod min hud gør ondt.
Til at begynde med var det forfærdeligt, at de gjorde det med knoerne mod mit bryst. Efter at KP er begyndt på det med sin lighter, betyder knoerne intet.
KP brænder mig nu hver gang. Jeg lukker øjnene og forestiller mig, at far står der og siger:
– Når du brænder mig inde, fortjener du det her!
Efterhånden er jeg dog så bange for KPs lighter, at jeg er ved at kaste op, når han tager den frem. Måske synes jeg, at jeg snart har fået nok.
Til at begynde med kom der bare sådan nogle hik, som om jeg havde noget galt i halsen, men i dag flyder der noget gult eller grønligt galde ud af munden. Det lugter skrækkeligt og får mig til at kaste op. Brækket rammer lige ned på KPs arm.
– Føj for satan. Står du og kaster op lige ned på mig, dit svin?
Han holder sin arm ud helt strakt, mens han vrider ansigtet og ligner en, der ligner dyrlægen, da han stod med armen inde i Karstens fars ene ko.
De 4 andre slipper mig tøvende.
– Det gør du ikke på mandag, er du med?
KP har løftet pegefingeren mod mig.
Jeg tror, han mener det. Så jeg ryster på hovedet og tager mig til kinderne, bøjer mig frem og siger kaste-op-lyde, så KP træder et skridt tilbage.
Men han glemmer at brænde mig med lighteren.
Hvis jeg bare kunne kaste op, hver gang de har fat i mig. Så blev de vist hurtigt træt af det.

I regnetimen er vi lidt urolige. Hr. Johansen skal flere gange hæve stemmen, mens han ser overrasket ud.
– Vi tager lige en regneprøve.
Der bliver ro. Hr. Johansen deler opgaver ud, sætter sig op ved sit kateder og kigger på sit ur.
– Nu.
Så bliver der griflet løs. Jeg har det lidt skidt.
– Du er helt hvid i hovedet, siger Heine.
Det er ikke så svære stykker, så jeg er snart færdig. Sidst i november fik jeg mg+ i karakterbogen i regning og syntes egentlig, at det var for lidt. Jeg fik mg+ i alle fag faktisk, undtagen i skrivning, men Lærer Lauersen havde skrevet flink ud for alle fag. Rustent søm havde dog skrevet meget flink. Ud for opførsel havde Lærer Lauersen skrevet særdeles tilfredsstillende.
Nu vil jeg godt have pænere karakterer, især fordi jeg kan se, at andre har fået det. Så jeg regner lige stykkerne igennem igen og mener, de er helt rigtige.
Jeg får det bedre og mærker ikke mere noget til at skulle kaste op.

Heine skal samle dem sammen, da tiden er gået, og under den almindelige uro får jeg pludselig en blyant i hovedet.
– Ba bu, siger KP.
Jeg ved ikke, om det er ham, der kaster den, men jeg tager den og kaster den tilbage i den retning. Min stol ryger lidt bagud, og halvt stående kaster jeg blyantspidser, lineal, penalhus og flere bøger ned mod KP. Jeg kan ikke se ham for godt, fordi jeg på ingen tid er helt oppe at køre. Mit raseri eksploderer nærmest og giver mig vand i øjnene, så jeg næsten ikke kan se noget, og på meget kort tid lykkes det mig at få overtaget, fordi de andre bare sidder med åben mund, og KP holder begge arme op foran sig. Det sidste, jeg gør, er at tage min stol og kaste den mod ham. Jeg mærker, at jeg rammer ham og hører ham råbe av, men i det samme gribes jeg bagfra af Hr. Johansen, der slæber mig ud af klassen, mens jeg kæmper som en rasende for at slippe fri.
– Hvad i alverden bilder du dig ind? Ja, men Hans Theodor! Jeg har da aldrig set dig sådan før?
Jeg aser og maser, mens tårer og spyt og snot står ud af mit røde hoved.
– Ja, men Hans Theodor!
Jeg er ligeglad og slås mod læreren nu og river og flår for at slippe fri. Han kan da heller ikke holde mig, når lige at give mig en lussing, inden jeg stikker af ned ad gangen. Fra en sidegang dukker viceren op og fanger mig og råber og holder mig fast og giver mig en på hovedet, mens jeg desperat kæmper og kæmper. Han giver mig en til. Til sidst er der ikke mere kraft tilbage i mig, og jeg synker sammen.
Mærker knapt nok, at jeg bliver slæbt eller båret ned på inspektørens kontor, men hører inspektørens stemme langt borte fra.
– Ja, det er godt, Christiansen, slip ham bare. Jeg skal nok ta´ over. Sæt dig.
Han peger på en stol.
I det samme kommer Hr. Johansen ind, og de to går ud. Så kommer inspektøren ind igen lidt efter og sætter sig over for mig bag sit enorme skrivebord.
– Du slipper denne gang uden straf, fordi der aldrig har været noget med dig før, Hans Theodor. I hvert fald ikke noget særligt. Men forklar mig lige, hvad der skete, og hvordan er det, du ser ud. Ophovnet og rød både der og der.
– Jeg fik en blyant i hovedet.
– Ja, men man ser da ikke sådan ud efter en blyant. Har der ikke været noget før det?
Jeg ryster på hovedet. Hvad skulle det være?
– Vi lavede regneopgave.
– Jeg mener før timen. Havde nogen drillet dig?
Jeg tænker på den sidste genfortælling, vi fik i dansk. ”Da Jørgen var otte år gammel, fik han en hundehvalp, der blev kaldt Lasse. De to var meget gode venner. En dag fulgte Lasse med Jørgen i skole. Den kom også med ind i skolestuen. Men den sad så urolig, at det endte med, at den blev sat udenfor.”
– Jeg var urolig.
– Urolig?
– Ja, som en hundehvalp.
– Jeg forstår dig slet ikke.
– Som en urolig hundehvalp.
Han farer op og rundt om bordet og langer mig en lussing.
– Skal du være fræk? Så kan jeg godt fortælle dig, at du er kommet til den forkerte.

Han tager mig i armen og hiver mig ud af kontoret, over gangen og ind i et andet lille rum, hvor han skubber mig ind.
– Jeg kan overhovedet ikke acceptere din opførsel, siger han og lukker døren efter sig. Der er et par stole og et bord i rummet, men ellers ingenting.
Så rejser jeg mig og tager i døren. Den er låst. Jeg er altså fængslet nu. Sært, at jeg slet ikke er bange eller nervøs for, at inspektøren kommer tilbage med sit spanskrør.
Efter et stykke tid låses døren op, og ind kommer damen, jeg før har snakket med.

– Du ser ud, som om du er blevet slået. Du er jo helt rød på den kind.
Jeg ryster bare på hovedet. Det kommer ikke hende ved.
– Hvem har slået dig?
– Inspektør Horne, viceren og Hr. Johansen.
– Alle tre?
– Mnnn.
Hun peger på min skjorte.
– Den er også i stykker der. Sig mig engang, slås du? Jeg mener, er du en vild krabat nede i skolegården? Prøv at se din skjorte.
Jeg ser ned ad mig og hiver lidt i den, så den bare hud kommer til syne.
– Ja, men hvad er dog det?
Nu rejser hun sig og går rundt om bordet og tager i min skjorte og ser på min hud indenunder.
– Sikke en masse sår, det ligner da forbrændinger. Hvordan er det sket, Hans Theodor?
– Det er bare noget, vi leger.
– Leger? Det må da gøre ondt.
– Lidt.
– Det stammer ikke hjemmefra, vel?
– Nej, nej.
– Hvordan kommer det, jeg mener, hvad opstår det af, hvordan gør I?
– Bare sådan. Med en lighter.
– Det er vel ikke noget, du selv gør? Altså på dig selv?
– Nej, nej.
Hun bøjer sig frem mod mig og ser indtrængende på mig.
– Det er ikke noget, du får derhjemme, vel? Af din mor??
– Nej, slet ikke.
Mor er jo ikke far.
Hun ser meget grundigt på mig. Som om hun ikke tror på mig.

Om aftenen går mor meget tidligt i seng.
– Hans Theodor, kan du ikke selv gå i seng, for nu er jeg aaaalltså sååå søvnig.
Hun går bare ud af stuen uden at sige godnat, og jeg hører trappen knage. Jeg sidder tilbage med ”Ude og Hjemme” og læser tegneserierne.
Så kan jeg jo også lige så godt gå i seng.
Jeg børster tænder, selv om min tandbørste næsten ikke har børster tilbage. Så går jeg op og slukker alt lys efter mig. Jeg åbner døren ind til mors soveværelse. Hun sover dybt og snorker en smule. Jeg lukker den igen og går ind til mig selv.
Jeg glæder mig ikke til i morgen. Ved nærmere eftertanke kan jeg ikke huske, hvornår jeg har glædet mig til næste dag. KP og Martin og Ole venter, og KP har nok fået fyldt mere benzin på sin lighter.
Jeg falder i søvn og drømmer igen, at jeg står inde i en forretning, der brænder. Folk skriger og råber omkring mig, og henne i døren vinker far og mor til mig, mens de brøler: Hans Theodor, kom nu! Men jeg sidder fast, jeg kan ikke bevæge mig, og flammerne kommer nærmere og nærmere. Jeg mærker, hvor varmt det er og vågner.
Igen sveder jeg, så jeg må lægge dynen over på den ene side af sengen, så jeg kan køle mig lidt ned.
KAPITEL 3

17
Så er det ud af klappen og farvel mor

Mandag vågner jeg og får straks ondt i maven. I dag vil KP igen massere mine ribben og starte forfra med sin lighter. Men det er næsten lige meget, om jeg bliver hjemme og har mareridt eller går i skole og får ribbensmassage.
Her til morgen drømte jeg, at jeg sloges med hele skolen. Som en anden Davy Crockett blev jeg ved og ved, og de andre skiftedes til at slå mig eller prøve på det. De trængte mig op i en krog, og langsomt kunne jeg mærke, at jeg blev mere og mere træt, og her vågnede jeg. Et mareridt er åbenbart ikke nok.

Jeg står op og tager lidt morgenmad. Nå, mor sover nok længe.
Jeg kalder på hende. Hun plejer altid at have smurt min madpakke.
– MOR?
Ingen lyd. Jeg går op i soveværelset, og mor ligger der og sover med dybe åndedrag. Jeg prøver at vække hende blidt:
– Mor? Sover du?
Det er et dumt spørgsmål. Hun vågner ikke af det.
Jeg beslutter mig for at lade hende sove. Måske er hun lidt syg og trænger til hvile. Jeg går nedenunder og tager mig noget havregryn godt med sukker og mælk til. Da jeg hælder mælken op, er der klumper i den, og den lugter grimt.
Jeg smider det hele ud og tager et stykke brød i stedet. Smører leverpostej på. Det smager nu også meget godt. Mens jeg spiser, laver jeg en madpakke. Der er plads til 6 stykker rugbrød i kassen. Jeg lægger forsigtigt de 6 leverpostejmadder ned i kassen med smørrebrødspapir imellem, får overtøj på og går ud til min cykel.

Der kommer en bil op ad indkørslen. Ud stiger en dame og en politimand.
– God morgen, det er dig, der er Hans, ikke?
– Hans Theodor.
– Ja. Hvor er din mor?
– Hun sover.
Damen ser på betjenten.

– Kommer du lige med ind?
– Ja, men jeg skal jo i skole.
Jeg kan slet ikke forstå, at hun ikke ved det.
– Vi finder ud af det. Kom nu.
Jeg stiller cyklen op ad husmuren og trasker bagefter. Far ville blive tosset, hvis han så cyklen stå der. Mor er ligeglad.
Vi går ind i den kolde stue.
Hun ser igen på betjenten og siger mest til sig selv:
– Der er godt nok koldt her. Tænder din mor ikke op om morgenen?
– Jo. Hun trænger bare til at sove i dag.
– Nå. Hvorfor det?
– Hun var lidt syg i går.
– Aha.
Damen går bare ud i køkkenet og lukker skabsdøre op. Betjenten ser rar ud. Jeg får helt lyst til at spørge ham om, hvorfor han er med.
– Kan du ikke vække din mor?
– Jo. Jeg kan da prøve.
Jeg smutter op ovenpå og går igen ind i soveværelset. Mor ligger stadig i samme stilling og snorker lidt.
– Mor. Vågn op. Der er nogen her.
Jeg rusker i hende. Hun sover bare. Jeg rusker noget hårdere, mere og mere voldsomt.
Endelig trækker hun vejret dybt og slår forvildet øjnene op.
– Ja, Hans Theodor. Hvad er der?
– Der står en dame og en politimand nedenunder.
– Hvad?
Jeg siger det igen. Så er det, som om hun vågner og må ud af sengen, mens jeg skynder mig ned for at sige, at hun kommer straks.
– Hun kommer nu. Skal lige have noget tøj på.
Nu kommer jeg for sent. Det er damens skyld. Så får jeg en lussing af læreren. I frikvarteret står jeg i forvejen til en gang ribbensmassage af KP, der bliver sur, hvis jeg ikke kommer i skole.

Mor hilser på de to. Damen fryser, kan jeg se.
– Der er koldt her.
– Ja, det har du ret i. Jeg har haft det skidt de sidste par dage.
– Men drengen har jo ikke godt af at stå op alene i sådan en tilstand af frost.
– Frost? Nok er der koldt, men ikke så koldt.
– Det er også lige meget. Myndighederne har bestemt, at Hans Theodor skal på børnehjem et stykke tid efter §130 i Lov om Børneforsorg.
Hun stikker mor et stykke papir.
– Om midlertidige foranstaltninger. Ja, vi siger børnehjem, men det hedder officielt optagelseshjem. Vi må for det første have ham ordentligt undersøgt, og for det andet er der flere anmeldelser om Dem og Deres alkoholforbrug, som gør, at vi skønner, at det ikke er i drengens tarv at bo hjemme for tiden. I dag er da et godt eksempel på det. Drengen er jo stået op helt alene, mens De bare sover den ud.
– Men…
Tarv? Børneforsorg? Optagelseshjem? Der er flere ord, jeg ikke forstår. Alkoholforbrug? Er det noget med at drikke snaps? Men jeg forstår ordet børnehjem. Det var det, far truede mig med, hvis jeg ikke blev et mandfolk. Det var jo derfor, at jeg prøvede …
Damen fra skolen og jeg snakkede om at bo hos morfar. Jeg har sagt til hende, at der vil jeg gerne bo. Jeg har aldrig nævnt, at jeg hellere ville på børnehjem.
– Vi ville helst have ham i en privat pleje, men måske bliver det slet ikke aktuelt. Vi ved jo ikke, hvor længe det her varer.

Mor kæmper med at blive helt vågen og svare damen. Men hun når det ikke.
– Nu skal De se, lille frue. Vi tager lige noget af hans tøj og ting med, og så vil De få yderligere besked, når vi har observeret ham.
Det er, ligesom hun bliver venligere.
– Jeg skal lige tisse, siger jeg og går ud på toilettet.
Jeg åbner døren og lukker den igen. Udefra. Knapper min frakke, idet jeg lister ud af bagdøren. Heldigt, at jeg havde den på. Lukker forsigtigt det hele efter mig og løber ned i bagenden af haven. Herfra kan jeg smutte over hegnet ind forbi naboen og over i skoven.
Selv om jeg ikke fik spejderløftet ved at gemme mig sidste år, så ved jeg altså godt, hvordan man gør.
Jeg klatrer op i den højeste gran, der findes. Det er lidt koldt og en del sne, men min frakke er tyk og varm, så indtil videre går det fint. Jeg klatrer så højt op, at jeg vil være umulig at se nede fra jorden.

Der går lang tid. Jeg begynder at fryse af at sidde stille og bliver også øm flere steder. Det er jo ikke til at hoppe og springe heroppe. Jeg er næsten nået dertil, hvor jeg hellere vil i skole og brændes af KP end sidde her meget længere.
Jeg tænker, at de kører igen, for de kan ikke finde mig. Jeg vil klatre ned og gå hjem, og så har de opgivet at komme igen.
Da jeg har siddet der temmelig lang tid, gør jeg mig klar til at klatre ned. Efterhånden er hele min krop stivfrossen, og sulten presser sig mere og mere på. Jeg tager fat i en gren nedenunder den, jeg sidder på, da jeg hører dem.
Der er en hund, der gør og flere stemmer lyder. De kommer nærmere og standser neden for mit træ. Hunden gør meget højt, og jeg bliver lidt bange.
– Kom ned, Hans Theodor. Vi ved, du sidder deroppe.
Jeg siger ingenting. De skal ikke få mig.
– Hvis du ikke kommer ned, må vi jo fælde træet.
Det gør mig panikslagen. Så vil jeg styrte til jorden og slå mig ihjel. Det var ikke meningen. Slet ikke.
– Jeg kommer nu, råber jeg, drevet af angsten og begynder straks at klatre ned.
To politifolk står der med en schæferhund, der gør hele tiden, indtil en af dem siger:
– Tys, Uno. Det er godt.
Den anden tager mig i hånden, og vi går ud af skoven og hjem. Der står mor med røde øjne, og Karen er også kommet. Damen fra før er der stadig.
– Nu skal du høre, Hans. Du skal herfra en tid, hvor vi skal undersøge dig. Derfor skal du bo på et børnehjem. Også fordi din mor ikke kan have dig så længe.
Hun ser på mor.
– Ja, men hvorfor kan jeg ikke bo hos min morfar?
– I kan da ikke bare komme sådan her og tage drengen, mener Karen og stiller sig i vejen.
– Det kommer vist ikke Dem ved, mener damen og vender sig mod betjentene, der flytter fødderne, som om de skal til at overfalde Karen og slå hende i gulvet. Mon de vil bruge deres pistoler, hvis de har dem med?
Jeg siger ikke mere og kniber munden sammen. En tid? Så er det kun cirka en uge. Sidst vi havde om de islandske sagaer, skulle vi have dem en tid. Det var præcist alle dansktimerne i en uge.
– Børnehjemmet ligger lige over for skolen, siger damen og smiler. – Så han kender det og ved, hvor det ligger.
Hvorfor smiler hun? Mor er ked af det, og det er jeg også. Jeg klynger mig til hende, hun stryger mig over håret og siger:
– Det er nok det bedste, Hans Theodor, og kigger ud ad vinduet. Hun tænker på at få mig ud af børnehjemmet så hurtigt som muligt; det er derfor hun er så fjern. Måske planlægger mor og Karen, hvordan de vil gøre det. De får fat i onkel og så…
– Ja, men jeg vil ikke …
– Det er jo for din egen skyld, Hans Theodor.
– Jeg er ligeglad.
Jeg råber efterhånden, for damen vil ikke forstå, hvad jeg siger.
– Du vil forstå det, når du bliver lidt ældre.
– Jeg vil ikke med.
Det sidste skriger jeg så højt, jeg kan.
Jeg hager mig fast i mor og kæmper, mens tårer og snot står ud over det hele, og jeg skriger de værste ord, jeg kender, til dem, og sætter hælene i, mens Karen prøver at blande sig.
Men mor selv hjælper til sidst politibetjenten med at få mig fri.

Jeg må opgive og kører med damen og den ene betjent ind på børnehjemmet og sidder alene på bagsædet og ser mor og Karen vinke farvel; de står oppe i fordøren på stentrappen, som jeg engang faldt ned ad. Mor trøstede mig så godt, så jeg næsten ikke kunne mærke det i knæet.
Karen tager om mor, og det er det sidste, jeg ser gennem tårer, mens jeg ustandseligt snøfter.

Bag os kører den anden politibil. Her kommer en storforbryder i to politibiler. Så kan alle regne ud, hvor farlig jeg er. Mit hjerte banker ret højt, og jeg er så ked af det og bange for, hvad der nu skal ske.
Jeg ville nok hellere cykle ind til byen end køre i politibil. De sagde godt nok, jeg skulle være der et stykke tid, men jeg har alligevel meget ondt i maven, selv om den ikke fylder meget i sådan en lille krop. Jeg kan knap nok se ud ad vinduet.

18
Tung mave blandt fremmede

Vi stiger ud af bilen inde i en slags skolegård, og det er rigtigt nok, at børnehjemmet ligger lige over for skolen. De har frikvarter derovre, og de andre børn leger og råber og slås, som de plejer.
Lige nu går KP og hans klike nok og leder efter mig. Måske kan de ikke forstå, hvor jeg bliver af. Det ser ud til, at de i dag må finde sig en anden. Der skulle være nok at tage af.

Jeg havner altså alligevel på det børnehjem. Far fik ret. Jeg kan ikke finde ud af det, for ingen har snakket om, at det er fordi, jeg ikke er et mandfolk. Far sagde jo, at hvis jeg ikke blev det, ville jeg havne her. Det har nok ikke noget med det at gøre.
Mine knæ ryster, og mine tanker flyver i alle retninger. Hvad var det med mor i dag? Jeg forstår ikke så meget. Snøften og rysteture er der på skift. Jeg ved jo slet ikke, hvad det her er for noget. Min mave er meget tung. Åh, den mave. Da vi skulle lære salmevers udenad, forklarede læreren os, at følelserne sidder i hjertet. Derfor handler mange salmer og sange om hjerte, der rimer på smerte. Hos mig er det altså maven.
Ikke engang på det område er jeg helt som de andre.

En dame kommer hen til mig, da politiet afleverer mig.
– Velkommen til, Hans Theodor. Jeg hedder Frk. Kalvemose.
Jeg giver hende hånden. Hendes er meget lang og tynd, og jeg får på fornemmelsen, at jeg sagtens kan knuse den, hvis jeg trykker til. Hun ser sød ud og smiler til mig med nogle meget venlige øjne bag et par briller. Jeg opgiver at knuse hånden.
– Du skal bo på Nordpolen. Nu skal jeg følge dig op og bagefter vise dig huset.
Hun tager min taske og går foran. Vi går op ad nogle trapper og havner oppe på en lang, mørk gang.
Frk. Kalvemose lukker en dør op ind til et stort rum med en masse senge. Der er 6, og jeg får den nærmeste.
– Her er din seng, og her ved siden af dit skab.
Hun lukker det op. Der er masser af plads til min taske og tøj.
– Du kan bare sætte den ind, ja, sådan.
Hun lukker lågen til skabet og går så foran ud igen. Jeg trasker efter.
– Heroppe sover I, og om natten efter at der er sagt godnat, skal I være helt stille. Du må ikke snakke eller larme. Der er en lærer, der holder vagten, og ham skal du bare gå til, hvis du bliver syg.

Vi går ned ad trappen igen.
– Her er skolestuen, hvor I kan sidde og lave lektier. Der må ikke snakkes herinde. Kun hvis den voksne giver lov. Vi har ikke selv skole, andre børnehjem har, vore børn går bare i den almindelige kommuneskole her ovre, hvor du også går. Vi prøver at lave det som et familiehjem.
– Spisestuen har du allerede set.
Hun snakker meget, og jeg husker ikke halvdelen. Vi går ned i kælderen.
– Det er vores vaskekælder, hvor tøjet bliver vasket.
– Men hvorfor skal jeg bo her?
Gråden trænger sig på.
– Det skal jeg nok fortælle dig lidt mere om bagefter. Men vi kan ikke nå det nu, for der kommer snart en psykolog, der godt vil snakke med dig på mit kontor. Han forklarer dig noget.

Hun viser mig en stol, og da hun går, kommer jeg til at tænke på mor. Nu er hun derhjemme sammen med Karen. Arnold kommer ikke mere, har hun sagt, så han kan ikke hjælpe. Om onkel eller morfar kører hjem til os, ved jeg ikke. Onkel lovede, at jeg ikke skulle på børnehjem, for så ville han komme og hente mig! Det var dengang, han bandede, så jeg tror, han mente det.
Jeg er så tung i hele kroppen. Det er også synd for mor. Det slår mig, at nu har hun mistet både sin mor og mig, selv om det kun er kort tid.
Jeg sidder på gangen uden for Frk. Kalvemoses kontor og venter.
På væggen over for mig hænger et stort billede. Det viser en ridder i brynje på en hest, og højt hævet over hovedet har han løftet sit sværd for at kløve dragen, der er under hesten eller ved siden af. Det er svært at se.
Mon onkel kommer før den mand? Døren går op. Det gør han ikke.
– Kom bare ind, Hans Theodor.
Indenfor står en mand med stort skæg.
– Dav, Hans Theodor. Jeg hedder Fridtjoff Sand Hansen, og du skal snakke med mig og ikke længere med Fru Buttenschön på skolen.
– Mnnn.
– Hvordan går det med dig?
– Hvorfor skal jeg være her, og hvornår må jeg komme hjem igen?
– Vi skal jo snakke sammen, vi to. Sæt dig der.
Han sætter sig selv i stolen bag skrivebordet og læner sig frem.
– Du har været igennem en masse ting i forbindelse med din fars død, så foreløbig skal du blive her på børnehjemmet et stykke tid, indtil vi har fået styr på det. Måske skal vi også en tur til Århus til noget, der hedder Børnehospitalet og snakke med nogle vældigt flinke mennesker der, men det er nu slet ikke sikkert, hvis vi to får snakket os sammen. Så er der det med din mor. Der er flere problemer, ved du nok.
Jeg ser uforstående ud. Det har somme tider hjulpet mig. Man kan ikke gøre for det, hvis man er dum. Når Preben ikke kunne sine salmevers, vendte læreren sig om mod os andre og sagde:
– Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves!
Til andre tider lærte han os, at der kun var én gud. Hvem var så de andre?
Jeg havde klart på fornemmelsen, at sådan noget skulle man ikke spørge om. Så var man jo bare dum.

– Altså, hun drikker spiritus. Når man gør det, kan man ikke holde øje med sine børn, når man er alene, og så må de et andet sted hen, indtil problemet er løst.
– Det var nu ikke så galt.
– Nu skal vi tale om dig. Hans Theodor, fortæl mig om din far.
Jeg synker lidt sammen. Troede faktisk, ja håbede, at vi kunne snakke om andet. Han er jo død. Men jeg fortæller stille og efter nogen tid, synes jeg, at jeg er ved at være færdig.
– Der forsøgte han at løbe efter mig, men jeg fik slået stangen for døren og slap for klø.
– Var ilden startet, før du låste ham inde?
– Det kan jeg ikke huske. Det ved jeg ikke.
– Hvordan kom der ild? Prøv at fortælle mig, hvad du kan huske.
Det er her, jeg skal passe på. Ellers vil de tro, at det er mig, der har tændt ild i det skur.
– Det ved jeg ikke. Far havde en lighter, fordi han røg cigaretter. Måske …
– Men du havde tændstikker?
– Ja, de ville ikke tænde.
– Slet ikke?
– Kun den sidste.
– Og så startede ilden?
– Det var, som om den startede lige før, jeg satte tændstikken ned til kludene.
– De klude, du havde lagt ud?
– Mnnn.
– Lad os tale om noget andet. Har du mange venner?
Det skulle damen også vide. Tror de, at mine venner hjalp mig?
Vi snakker lidt om mine venner. Jeg nævner Karsten og Nisse, men er meget i tvivl om Karl-Erik, Heine og Calle. Er det venner?
Så kigger han på sit ur, og det er forbi.

– Du skal lige blive siddende, så kommer Hr. Jansen og snakker med dig. Men jeg kommer og snakker mere med dig i morgen.
Snak, snak, snak. Jeg er snart ved at være træt af al den snakken.
Igen sidder jeg på den grønmalede stol, der er lidt slidt på sædet. Gangen virker mørk og smal, selv om væggene er hvidmalede.

Hr. Jansen kommer, han ser hård ud, men virker flink nok. Han sætter mig ind i de regler, der er på børnehjemmet og siger, at hvis jeg bare opfører mig ordentligt, så vil der ikke ske mig noget. Men hvis jeg ikke gør det, får jeg straf.
Jeg nikker. Straf skal der til. Ellers går det slet ikke.

Frk. Kalvemose henter mig, og vi går ind i spisesalen.
Der sidder nogle andre voksne, og vi får frokost.
– Alle børnene her er i skole, kan du forstå. Og det skal du selvfølgelig også fra i morgen tidlig. Men i dag har du fri.
Hun smiler til mig med hvide tænder, og jeg skynder mig at smile tilbage. Hun er en pæn dame og ligner hende der fra gården, som lavede mad til far og mig, da mor var på sygehuset. Gruli. Det var mor, der kaldte hende det, selv om hun hed Gurli.
De voksne snakker ikke så meget sammen, men spiser hurtigt.
– Er der ellers noget, du vil spørge om?
– Hvornår kan jeg komme hjem igen?
– Det bestemmer vi ikke. Det skal psykologen afgøre.
– Vi spiser aftensmad kl. 18.00, og du skal være der til tiden. Du må godt gå i byen, men du skal være her igen inden aftensmad. Efter aftensmad må I ikke længere gå uden for børnehjemmet.

Jeg nikker. Klokken 18 er klokken 6, og der plejer vi også at spise derhjemme.

19
Hvad har du lavet, HT?

Tænk at have fri en hel eftermiddag. Ingen graner, der skal hakkes, ingen far, der råber efter mig og slår mig. Jeg sætter mig i skolestuen, der har reoler langs væggen med masser af bøger, og jeg finder straks en spændende en. Det er måske ikke så tosset det her.
Lidt senere er jeg færdig med at læse den. Den var god. Nu er der ikke så længe til aftensmad.
Der er meget stille her i skolestuen.

– Savner du mig ikke, Hans Theodor?
– Jo, mor. Jeg er så ked af det.
– Jeg savner også dig, kan du tro.
– Jeg er helt alene.
– Det er jeg også.

Noget knækker sammen inde i mig. Som om det først nu går op for mig, at jeg ikke længere bor hjemme. Måske har mor brug for mig? Måske savner hun mig for alvor nu? Men hun er her ikke, og hvorfor ikke? Jeg kan ikke holde ud at tænke på det og gemmer mit ansigt i mine hænder.
Er det i virkeligheden et fængsel, og har jeg i virkeligheden fået en straf for det med min far, og er det i virkeligheden mor, der står bag det hele for at komme af med mig?
Så lyder der stemmer nu, drengestemmer, ude fra gangen. De kommer nok hjem fra skole. Min puls stiger og giver plads til nervøsitet, og hænderne ryger ned under bordet efter hastigt at have tørret øjnene.
Jeg er ikke helt fri for at være lidt bange for det, der skal ske. Jeg tænker stadig på mor. Hvordan har hun det nu? De kommer bare sådan og tager mig med. Hun må da også være lidt ked af det. Måske sidder hun lige nu og græder og drikker lidt ekstra, så hun kan falde i søvn og glemme det. Uden for vinduet bevæger grenene sig på et træ. Blæser det? Det har jeg ikke lagt mærke til i dag. Nej, oppe i toppen af grantræet blæste det ikke.

Jeg går op på Nordpolen og sætter mig på sengen. Den er redt og klar, og jeg har den største lyst til at lægge mig i den, hive dynen helt op over hovedet og sove væk fra det hele uden mareridt.

Døren springer op, og jeg farer sammen. Er klokken 6 nu?
Flere drenge stormer ind, men et par standser brat, da de ser mig.
– Er du den nye?
Det ville være dumt at sige nej til, og de giver mig hånden.
– Frans.
– Frede.
– Hans Theodor. Men I må godt sige HT.
– Hvad har du lavet, HT? Spørger ham, der hedder Frede, mens han ser på ham den anden.
Jeg tøver et sekund. Lavet?
– Ja, hvorfor er du her?
– Min mor kunne ikke have mig længere.
Dels er det sandt, dels ved jeg, at børnehjemmet er det sted, man skal være, indtil man bliver gammel nok til at komme i fængsel. Tror de, jeg er dum?
De står begge to lidt.
– Men var der ikke også noget med din far, der døde i en ildebrand?
Jeg nikker. Så har de hørt det. Det er nok ude over hele byen. Det er da derfor, at de behandler mig så anderledes på skolen den første tid. Det er derfor, KP lod mig i fred til at begynde med.
– Det var dig, der brændte ham ihjel, ikke?
– Hvad har I lavet?
– Mine forældre blev skilt, og de kunne ikke have mig.
Frede forklarer.
– Og min mor er alene og kan ikke klare mig.
Nu ved jeg, hvor jeg har set ham før. Det var ham, der før jul var lidt venlig mod mig ovre i skolegården, men jeg husker ikke, hvad der skete.
Frans ser stolt ud:
– Jeg er et problem for skolen, siger inspektøren, men jeg har nu ikke slået nogen ihjel.
– Klokken er 6!
Vi skynder os at løbe nedenunder til spisesalen.
Vi stormer ind og når lige akkurat at finde vore pladser, inden Frk. Kalvemose dukker op. Vi står alle bag vore stole. Frede viser mig, hvor jeg skal sidde.
– Værsgo.
Skramlen af mange stole.
– Vi har i dag fået en ny dreng, og han hedder Hans Theodor. Vil du rejse dig op?
Jeg må op at stå. Rød i hovedet må jeg lade dem alle se på mig.
– Velkommen hertil, Hans Theodor. Det var fint. Sæt dig bare.

Det er udmærket mad, vi får. Frikadeller og rødgrød bagefter.
– Får I altid så god mad?
– Nej. Det er kun, fordi du er kommet.
– Hvordan er hun?
Jeg nikker med hovedet op mod Frk. Kalvemose.
– Kan vi så få madro dernede?
Hr. Jansen skælder ud, og jeg bliver helt forskrækket.
Frede ser på mig. Han hvisker over til mig:
– Det snakker vi om bagefter.
Hun ser i hvert fald flink ud.
– Og pas også på Hr. Jansen. Han er farlig og slår hårdt.
Jeg drejer hovedet og kigger op på de voksne, der sidder sammen for enden af de 3 borde. Han ser ellers rar ud. Jeg synes da også, at Frk. Kalvemose var rar og flink, da jeg kom.

– Hun er den farligste af alle, siger Frede hviskende.
– Hun er 10 gange værre end Hr. Jansen.
– Hvordan?
– Tys. Hr. Jansen kigger herned.

20
Nordpolen mod Ferdinand

Vi er 12 drenge på hjemmet, og Frede og jeg finder sammen med Laurids og Frans. Jeg er meget sammen med Frede, som er rigtig flink. I sengen ved siden af mig sover der en, der hedder Erik. Frede går hen til ham:
– Erik, vi to skal bytte seng, for jeg skal ligge ved siden af ham den nye.
– Det, det…
– Ja, men så siger vi det. Du pakker bare dine ting sammen inden sengetid, så gør jeg det samme.
– Men jeg…
– Fint, Erik. Du er en kammerat.
Jeg må synke lidt, for det er aldrig før sket, at nogen har gjort sådan noget. Ligefrem bedt om at måtte ligge lige ved siden af mig. Hvad sker der?
Frede og jeg er blevet venner!
Og det bliver endnu bedre.
– Vi skal blande blod.
– Blod?
– Ja, som tegn på, at vi to hører sammen.
– Det, øh, det…
– Det gør indianerne også. Det hører sig til. Jeg har også blandet blod med Frans.

Jeg har faktisk også blandet blod. Det var sidste år med Karsten. SSerne er også blodsbeslægtede. Det hører sig til blandt mennesker, der er fælles om noget. Jeg ved ikke, hvad jeg og Frede har fælles og slet ikke, hvorfor han tror det.

Han leder lidt i sit skab.
– Jeg kan sgu ikke finde den.
Klør sig i hovedet.
– Hvad for en?
– Min dolk.
– Jeg har en, jeg har fået af min morfar.
– Skidt med ham. Er den skarp?
Der er lige noget, jeg skal have rede på.
– Min morfar har givet mig dolken og selv slebet den. Han siger, at en dolk altid skal være så skarp, at man kan skære et menneskehår over – på langs.
Frede løfter øjenbrynene. Den havde han nok ikke regnet med. Jeg graver dolken frem fra min taskes indre sidelomme og trækker den ud af skeden.
– Pas på, siger jeg.
– Ja, ja, nu skal du heller ikke overdrive.
Han stryger fingeren langs æggen og skærer sig.
– Hva satan? Den er sgu skarp. Det kan du have ret i.
Han sutter på fingeren, men husker så, hvad vi skulle.
– Du skal også skære dig, så vi kan blande blod.
Jeg må til det. Jeg har aldrig før fået en ven på denne måde. Jo, altså. Med Karsten. Ligesom indianerne. Men vi var alligevel længe om det, flere år. Her mødte jeg Frede for ja, 4 timer siden?
Det går noget stærkt, det her.
Jeg vælger et sted på armen og sætter knivens æg til. Så trækker jeg vejret dybt og skærer let. Det begynder øjeblikkeligt at bløde. Frede lægger sin finger med blodet hen over min arm lige der, hvor såret er, og vi blander blod.
I naturhistorie har vi hørt om de 4 blodtyper, og man kan kun tåle en anden bestemt blodtype, der er modsat ens egen. Men det betyder nok ikke noget, når der er så lidt, der løber ind i ens eget.
Frede rejser sig med et tilfreds udtryk i øjnene:
– Sådan. Nu er vi venner for livet.
Det lyder højtideligt. Jeg bliver også glad og tænker ikke længere over det, han sagde om morfar. Han kender jo heller ikke min morfar.

Vi mødes efter aftensmad. Frans, Frede og jeg.
Vi er en gruppe, der hører sammen. Min ven, Frede, og jeg. Ja, og så hans ven.
– I aften skal vi lave fis med dem på Sydpolen.
Frk. Kalvemose har allerede fortalt mig, at der er 2 soverum med 6 drenge i hvert.
Vi ligger i krig med de 6, der ligger inde i det andet soverum. Ikke sådan i det daglige, men om aftenen og natten er der mulighed for at slås. Ikke for alvor, kun for sjov.

Frede samler alle drengene efter, at der er sagt godnat. Vi hvisker sammen.
– Vi skal have fat i Ferdinand, fordi han har sådan et dumt navn.
Jeg er helt med på den og kæmpeglad for, at det ikke er Hans Theodor, de skal have fat på. Han har ellers også et dumt navn.
I mørket sniger 4 af os ned ad gangen mod Sydpolen, og på forhånd ved vi, hvordan det skal gøres. Frede har instrueret os. Jeg går bagerst.
Vi gemmer os bag et skab, mens Frede går hen og forsigtigt lukker døren op til Sydpolen og går ind. Lidt efter kommer han ud med Ferdinand, der har et dumt navn og derfor skal have en på snosken.
Vi holder ham, og Laurids tager hans bukser ned og stikker en flaske op bagi. Han skriger som en slagtet gris, men det er bare for sjov det hele. Jeg nyder at holde ham og kan ikke forstå, hvorfor han skriger sådan. Jeg har da selv så tit sammen med Klara prøvet det der med at få noget op bagi. Det skriger man da ikke over.
– Hvorfor skriger du sådan, spørger jeg ham.
Frede standser forsøgene på at få flasken længere ind.
– Ja, for helvede, Ferdinand, hvorfor skriger du sådan?
– Det gør ondt.
– Det gør det da ikke, jeg har selv prøvet det, siger jeg, mens Frede griner til mig.
– Så kan du bedre skide næste gang. Vær du glad for, vi tog en lille flaske.
Jeg bliver pludselig betænkelig, fordi jeg helt har glemt de voksne her. Bare fordi der ingen lærere er her på hjemmet, kan Hr. Jansen eller Frk. Kalvemose godt komme.
– Hvad, hvis de opdager det?
Frede siger bare grinende:
– Sådan er det. Skide være med det.
Vi lader flasken sidde oppe i røven på ham og tager hans pyjamasbukser op over den. Det ser meget sjovt ud, som den rager bagud. Han snøfter lidt og tager flasken ud, så snart vi slipper ham.
– Vi skulle da have prøvet at stikke flaskebunden op først, foreslår jeg.
Frede griner højt.
– Ja, det kunne du lide, hvad? Du er vist lidt for farlig til os.

Vi er ikke nået tilbage på Nordpolen, før nattevagten står der.
– Hvad er det, jeg hører? I kender turen.
Vi får hver en lussing og bliver smidt i Sibirien. Det er nede i kælderen ved siden af vaskerummet. Der er koldt og mørkt, og der står nogle senge med et tæppe på hver. Her skal vi sove nu. Jeg er ikke bange, så længe Frede og Laurids og Frans er der. Vi hvisker, indtil vi falder i søvn.
Næste morgen kommer en køkkenpige og vækker os. Vi kan gå i bad og til morgenmad, inden vi skal i skole. Hr. Jansen står i døren og siger:
– Når I kommer hjem igen, stiller I inde hos mig.
Vi følges ad over i skolen. På den ene side er det dejligt at gå sammen med sine venner, på den anden blev jeg nervøs over at høre, at vi skulle stille hos Hr. Jansen.
– Det skal du ikke tænke på, siger Frede. – Det er vi sgu så vant til.
– Ja, griner Frans. – Det er ingenting.
Det beroliger mig foreløbig.
– Ferdinand får fanme en større flaske næste gang.
– Eller den anden ende først …
– Ja, op i røven med den! Hæ, hæ.
Jeg har lidt med maven denne formiddag. Men nu er jeg jo venner med Frede, oven i købet blodsven, så må vi stå sammen. Der er noget rart i at kende to andre her på skolen. På samme tid som tankerne myldrer omkring Hr. Jansen og straf og mine venner på børnehjemmet, er der tanker om KP og et eller andet. Både Frans og Laurids, i hvert fald Frans, er drenge, der er stærke, og måske har jeg pludselig fået nogle venner, der kan og vil hjælpe mig næste gang, KP og hans klike kommer farende. På den anden side …
Der er meget, jeg kan forestille mig.

21
Kontant afregning med rabat

I regnetimen sker der noget sjældent: To af pigerne kommer op at skændes. Vi drenge smågriner lidt, når det sker, mens lærerne er lidt forvirrede og ikke helt ved, hvad de skal gøre. Hvis det er to drenge, får de en på hatten, og så er den klaret. Men lærerne slår ikke på pigerne af en eller anden grund. Jeg har snakket lidt med Heine om det, og ingen af os har en forklaring på det. Det er heller ikke så tit, at piger slås i skolegården. Faktisk har jeg ikke set det endnu. Ikke, at de ikke kan. Jeg husker endnu i begyndelsen af skoleåret, hvordan de tog mig og dyppede mig i toilettet og oveni bagefter sladrede til gårdvagten, så jeg fik lussing, men de slås ikke ret meget.

Hr. Johansen får dem dæmpet ned, men i dansktimen bagefter blusser det op igen. Den ene tager ligefrem fat i den andens hår, hun skriger op, og lærer Lauersen må rejse sig og gå ned og skille dem ad. Han smiler lidt samtidig, og alle vi drenge smiler til hinanden og ryster på hovedet: Tøser! Altså!

Det er sidste time, det ringer ud, og jeg må over på den anden side gaden. Jeg når lige at tænke på, at det er dejlig nemt i stedet for at skulle cykle den lange tur, mens jeg skrår over. Maven gør knuder, fordi der er det med Hr. Jansen.

Frede og de to andre er der allerede.

Straffen er hård:
Først 5 slag med et langt, tyndt spanskrør, dernæst køkkenarbejde i en hel uge og herudover skal vi gøre kontor, køkken og spisesal rent hver aften også i en hel uge. Og i dag skal vi gå i seng, når Hr. Jansen er færdig. Vi må først stå op igen til aftensmad.
De andre får først. Ingen græder eller siger av eller sådan noget. Når man har fået sine klø, går man.
Da det bliver min tur, siger Hr. Jansen:
– Du er ny, Hans Theodor. Derfor nøjes vi med det halve denne gang. Du kan betragte det som en slags advarsel.
Jeg får 3 sviende slag. Er det halvdelen af 5?
Jeg går. Ud på toilettet, hvor jeg stille lukker døren. Herude synker jeg sammen på det kolde gulv. Det er til at begynde med tørt, men det bliver lidt vådt der, hvor jeg sidder på hug.
Jeg tager mine bukser ned og kan lige akkurat ved at stå oppe på toiletkummen se i spejlet nogle røde striber på mine balder. Det svier. Far slog aldrig med bambus eller spanskrør. Eller gjorde han det en enkelt gang?

Jeg vakler op på Nordpolen, hvor de andre ligger uden at sige noget.
– Nå, du slap vel billigere, siger Frede.
– Det synes jeg nu ikke, svarer jeg lidt fornærmet. – Jeg kunne godt mærke det.
– Ja, han slår hårdt. Men Frk. Kalvemose er 10 gange værre.
– Slår hun også?
Jeg tager mit tøj af.
– Nej, det er ikke på den måde. Vent og se. Næste gang kommer vi garanteret op til hende. Hr. Jansen tager sig af almindelig straf, mens Frk. Kalveknæ kommer ind, når der er problemer.
De griner lidt de to andre. Jeg forstår ikke helt, hvad han mener, men tier stille.
– Hvordan er det, du ser ud der foran?
Jeg ved ikke, hvad Frede snakker om. Han peger på mit bryst. Nå, ja, der er røde mærker efter KPs lighter.
– Det er ikke noget, mumler jeg.
– Ikke noget? Det ser da grimt ud, synes Frede. – Har du prøvet at tatovere dig selv?
Jeg ryster på hovedet.
– Hvordan er det så kommet?
Jeg ryster igen på hovedet og skynder mig at få natskjorten på og svarer ikke. Jeg er nemlig lidt flov over det. Hvis jeg fortalte om KP og de andre, vil Frede få at vide, at jeg i grunden blot er en tøsedreng, en lille svag en, der ikke kan slås og i hvert fald slet ikke er sådan, som de tror. Lige nu tror de jo, at jeg er en vældig farlig en, og det nyder jeg. I det hele taget gør det ikke noget, hvis de tror sådan noget om mig. KP har ikke rørt mig, siden jeg overfaldt ham i klassen.

En af de andre drenge kommer løbende, da vi står op igen for at gå til arbejdet med aftensmaden og råber med hæs stemme:
– Der er dræbt en hel masse fodboldspillere fra Manchester United i en flyveulykke i Tyskland!
Vi glemmer helt vores eget og spørger ham ud, men han kan ikke fortælle andet end det, han lige har hørt i radioen.
Under aftensmaden fortæller Hr. Jansen, hvad der er sket. 7 fodboldspillere er døde, men ikke Bobby Charlton, som er en af dem, jeg kender godt.
Bagefter snakker vi meget om ulykken. Det kommer frem, at de er døde af eksplosionen og ilden i flyet, da det stødte ind i et hus for enden af startbanen.
– Tror I ikke, de dør med det samme, spørger Frede og ser på mig.
– Jo, det tror jeg, mener jeg. – Måske mærker de ilden brænde på sig nogle sekunder, men så er de også færdige.
De andre nikker. Det er ligesom afgjort. HT ved besked med den slags. Jeg er ikke helt fri for at være en smule stolt. Det, der får dem på skolen til at drille mig, har her på børnehjemmet den modsatte virkning.

Dagen efter ligger jeg og skurer køkkengulvet. Hr. Jansen kommer forbi.
– Nå, der har vi en af banditterne.
Han går hen til mig og løfter mig i mit øre.
– Avvv, stønner jeg.
– I skulle have så mange tæsk, der kunne ligge på jer, mener han.
Det synes jeg i grunden også, vi har fået. Jeg er godt klar over, at det skal jeg ikke sige højt. For det vil betyde, at så får jeg mere klø, og Hr. Jansen får ret. Der var altså plads til endnu flere tæsk.
– Pas nu på, hvad du går med til.

Da vi ligger i sengen efter at have knoklet i køkkenet og på gangene med at gøre dem rene, hvisker jeg til Frede, hvad Jansen sagde og gjorde.
Frede hvisker tilbage:
– Frk. Kalvemose er meget værre end Hr. Jansen.
– Ja, det har du sagt, øh, hvad eller hvorfor, altså hvad gør hun?
– Nogen siger, at hun kan finde på hvad som helst.
Det lyder ikke godt. Der er stor forskel på at kunne finde på at være ond og så at kunne finde på hvad som helst. Så er man mere end ond.
– Nå. Ja, men hvad gør hun? Er hun værre end viceren? Ja, eller lærer Eskildsen?
Jeg forsøger, men kan ikke finde nogen, der er værre.
– Det vil du få at se.
Fredes stemme bliver så lav, at jeg næsten ikke kan høre ham.
Jeg bliver helt bange, for hvis nogen ligefrem er værre end viceren…
– Somme tider kommer nogen af os ind til hende om aftenen.
– Nå.
Jeg er stadig ikke med.
– Vent og se! Det bliver nok også din tur.
Det lyder ikke rart.

22
Vand er godt til gengæld

Det viser sig, at det er en af dem fra Sydpolen, der har sladret. Vores soverum hedder Nordpolen, fordi det vender mod nord. Frede mener nu, at det skyldes kulden, for der er ikke varmeapparat nogen steder. Det gør mig ikke noget. Jeg har sovet i kolde rum i hele mit liv.
Om aftenen er vi færdige med vores pligter, som jo betyder, at de andre drenge slipper.
Vi sidder i et hjørne af Nordpolen, vi fire, og lægger planer. Store planer. Vi vil have hævn.
Da jeg går på toilettet, ser jeg Frk. Kalvemose komme med Ivar, en lille, artig dreng fra Sydpolen, der græder meget. Også her.
– Jeg så Ivar gå sammen med Frk. Kalvemose, hvisker jeg til Frede.
– Av, av, det er ikke godt, griner han.
– Hvad? Du kan godt fortælle mig, hvad det er, trygler jeg ham. Jeg er også lidt bange, for lille Ivar græd meget. Hun havde ikke engang fat i ham endnu. Det må være afsindigt frygteligt at komme ind til Frk. Kalvemose.

Frede er en af de store drenge og fyldt 12 år. Han har været på Børnehjemmet i mange år, siger han selv og fortsætter:
– Min mor ville sgu ikke have mig hjemme mere.
– Hvor var din far?
– Det ved jeg sgu ikke. Har aldrig set ham.
– Hvorfor ville din mor ikke beholde dig?
– Hun kunne ikke klare mig, sagde hun altid. Jeg var også lidt fræk, men ikke hele tiden og aldrig nogensinde så fræk som dig.
– Fræk?
Jeg har svært ved at forstå, hvad han mener.
– Det, du har lavet, er der sgu ingen her, der kan hamle op med.
Jeg har en lille anelse om, hvad han snakker om, men er ikke meget for at komme ind på det. I stedet for siger jeg:
– Nå, men hvad laver Frk. Kalvemose?
Han vrider sig, kan jeg se.
– De siger, at man kan slippe for klø, hvis man snakker pænt og længe med hende …
– Hvis man hvad?
Jeg er helt lukket af. Snakker? Det gør vi da hele tiden.
– For fanden. Find selv ud af det.
Jeg bliver helt tavs og tør ikke spørge om mere.

Jeg sidder og piller ved min dolk. Den er meget skarp, hvilket Frede allerede har bevist.
– Du kan kløve et hår med den, sagde morfar. – På langs!
Så grinede vi, for det kan man naturligvis ikke. I det samme skar jeg mig på æggen, som det hedder. Ligesom Frede. I tommelfingeren. Blodet strømmede ud, og det kan nok være, at mormor fik travlt med at hente plaster og forbinding og sende blikke til morfar.
Han så helt ked ud af det.
– Det var ikke med vilje, påstod han, – men en dolk skal være skarp.
Pludselig savner jeg mormor. Det slår ind i mig, og jeg bliver nødt til at gå ind på toilettet og låse døren efter mig.

Frede og jeg, mest Frede, har besluttet, at vi skal have hævn. Vi tager en spand og fylder den med vand. Det er lige efter aftensmad, så da vi i forvejen skal være i køkkenet og gøre rent, er der ingen, der synes, det er mærkeligt. Sært nok glemmer jeg helt at være nervøs eller bange for Hr. Jansen og hans spanskrør.
Vi ved, at de andre er nede i undervisningsstuen for at se en film, mens vi skal gøre rent, og derfor har vi ret let spil. Vi sniger os over i Sydpolen og hælder en smule vand i hver seng. Da vi ikke ved, hvem sladderhanken er, bliver vi nødt til at straffe dem alle. De vil ikke opdage det våde lagen, før de skal i seng, for vi hælder det i nede i fodenden under dynen.
– Det kan vel også være, at der slet ingen er, der har sladret, siger jeg til Frede.
– Det er sgu lige meget.
– Ja, men hvis nu nattevagten selv opdagede det?
– Det er lige meget, siger jeg.

Næste morgen under morgenmaden ser de sure ud, mens vi andre griner og er i højt humør. Frede sidder igen ved siden af mig, og jeg forstår ikke hvorfor. Det er også lige meget. Her har jeg fået en ven. Super-Per er lige nu pakket lidt væk, og mor tænker jeg ikke så meget på.

23
En Gorilla og en kylling

Vi følges ad over på skolen, og der står han. Spejdergorillaen. Før jul havde han fat i mig og sagde, at han ville vende tilbage efter jul for at få mig ind hos spejderne. Og jeg skulle! At være spejder kan man ikke slippe for, når man først har været der. Jeg har været der et par gange sidste år. Det er nok til, at man hænger på den, som han sagde. Faktisk lige som det der SS. Her skulle man binde sig for mindst 2 år.
Nu står han der og skuler. Da vi næsten er henne hos ham, stiller han sig i vejen for mig:
– Holdt! Jeg synes ikke, jeg har set dig i spejderhuset her efter jul?
– Neeej, jeg …
– Sagde jeg ikke til dig, at du skulle begynde efter jul?
– Jo, men…
– Her er ikke noget med men, min fine ven.
Min fine ven. Den har jeg hørt før, og den betyder altid det modsatte. Han griber fat i mig.
Så tager pokker ved Frede. Han tager ved gorillaens hår lige så hurtigt, som Fantomet ville og vrider ham ned at ligge.
– Du holder dig fra min ven, er du med?
Jeg er holdt op med at tænke. Hvordan tør Frede gå i gang med en dreng, der mindst går i 6., måske endda 7.? Han selv går i 5. og jeg helt nede i 4.
– Jeg skal…
Gorillaen vil ikke finde sig i at blive lagt ned. Flere andre elever nærmer sig. Jeg har mest af alt lyst til at forsvinde op i klassen. Men det er bare det eneste, jeg ikke kan gøre nu. Det eneste.
Frede smider sin taske og lægger et knæ ned på gorillaens bryst.
– Hvad skal du?
– Jeg kan ikke få luft, vræler gorillaen nu. Han er blevet til en chimpanse. En lille chimpanse, der vrider og vender sig for at komme fri.
– Du får luft, når du har lovet aldrig mere at røre min ven, er du med?
Der har samlet sig en del elever nu. De står omkring os og vil vist godt have gang i et slagsmål.
– På ham, Frede.
– Giv ham. Han skal ha.
– Nå, hvad bliver det til?
Frede trykker knæet til. Chimpansen stønner af smerte og ligger nu helt stille. Jeg står ved siden af og ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.
– Jeg skal nok lade ham i fred.
– Det var godt. Så slipper du.
Frede letter trykket og rejser sig op igen.
Da chimpansen, der nu er blevet til en kylling, endelig kommer op at stå, ser han noget fjern ud i blikket.
– Tøsedreng, råber nogle elever til ham.
– Hvorfor slår du ikke fra dig?
– Du tør sgu ikke, gør du.
Pludselig får han øje på mig og svinger sin højre hånd og rammer ud efter mit ansigt. Jeg har set slaget komme og forsøger at værge for mig. Det gør jeg ved hurtigt at løfte armen op foran ansigtet. Uheldigvis rammer jeg ham med albuen i øjet, fordi han i sin bevægelse kommer tæt på mig, og han krummer sig sammen. Blodet springer samtidig frem fra min kind, hvor han rammer mig, og det gør så ondt, at jeg rasende langer ham en til med albuen lige i hovedet. Frede slår ham også, og der bliver fest og ballade. Eleverne råber og skriger og hujer, for det her er lige, hvad de godt kunne tænke sig.
Jeg sparker ham i siden, mens Frede slår et par gange mere.

I det samme ringer klokken, og eleverne råber øv og for satan, mens de langsomt går væk fra slagsmålet, og flokken glider hen mod indgangsdørene. Kyllingen bliver siddende på hug.
Frede tager mig om armen og ser på mit sår.
– Det ser ikke slemt ud. Måske kan du nøjes med noget papir. Jeg tror, det bare er en rift.
Kyllingen rejser sig og går med den ene hånd op foran ansigtet over mod toiletterne.
– Mnnn.
Jeg nikker og er glad for, at jeg ikke græder. Jeg prøver af al magt at samle tårerne indeni og synke dem, inden de vælter ud.
Jeg trasker op i min egen klasse, mens jeg holder hånden på kinden. Det lykkes mig at få alle tårerne banket ned i maven. Det er nu ikke bare tårer, der er dernede. En lille glæde har taget plads.

Inde i klassen er der regneprøve, efter at lærer Johansen har delt regneopgaverne ud, og Heine med det røde hår får øje på min røde kind.
– Hvad søren. Har du været oppe at slås?
Nu har jeg ikke slåsset nogensinde, altså ikke sådan for alvor, så jeg kan mærke stoltheden vælde op i mig, og desuden svier det ikke længere så meget:
– Ja. Ham spejderkyllingen fra 7. var efter mig.
– Nåå. Fra 7.??
Heine stirrer mistroisk på mig. Tror han ikke, det er sandt?
– Det er rigtig nok.
Lyder det omme bag os. Der sidder Karl-Erik.
– Jeg så det selv. Han slog ud efter HT, men HT svang lige albuen og gav ham sådan en og en til…
Karl-Erik stråler over hele ansigtet, som om han selv havde gjort det.
– Tys, I derovre.
Lærer Johansen ser vred ud. Han er begyndt at holde lidt øje med mig, det ved jeg, for af og til ser han på mig, og sådan har han aldrig gjort før.
Vi dukker hovederne og kaster os over stykkerne. Jeg når lige at se, at Lone også ser over på mig.

I frikvarteret bliver jeg omringet af flere drenge fra klassen. De vil alle gerne høre noget om den slåskamp, de ikke så. Flere af dem siger øv, den ville de godt nok gerne have set.
Karl-Erik forklarer, så det nærmest er ham, der er hovedperson.
Af en eller anden grund undlader han at nævne Frede. Det var ellers Frede, der havde ham nede.
– Lidt ligesom Fantomet. Plok, sagde det, og albuen sad lige i øjet. Hold kæft, et syn. Og han fik en til, og så sparkede HT ham i siden flere gange.
Jeg ser mig omkring, hvor er han?
Der står han og snakker med Frans. Jeg går over til dem.
– Hvordan ser det ud nu?
Frede kaster sit blik på min kind.
– Det er ingenting. Tror du, han kommer igen? Du fik sgu ram på ham.
De dunker mig i ryggen.
– Sådan! Du er da god til at slås.
Frans ser alvorligt på mig.
– Vi to skal da også blande blod. Den rift der springer let op igen, og jeg kan bare…
Han tager en lille kniv frem og skærer sig i armen. Jeg forstår og kradser mig på kinden, der straks begynder at bløde igen. Vi blander blod.

Jeg har fået to venner nu. Det har jeg aldrig prøvet før. To venner! Men det er helt forkert, at jeg er god til at slås. Jeg er den største tøsedreng på hele skolen. Foreløbig har de ikke opdaget det, og det er det, det hele drejer sig om. Det er ikke, hvordan det er, men hvad andre synes. På fodboldbanen er det tydeligt. KP, som ikke er ret god til at spille fodbold, bliver altid valgt som en af de første, for det er ikke så godt, hvis han bliver sur på vælgeren og hævner sig bagefter. Når alle andre synes, han er god til fodbold, skal han naturligvis vælges som en af de første.

24
Adgang forbudt for tyskere

Jeg er ikke ret stærk. Små spinkle håndled kan ikke vælte nogen, og der mangler muskler i armene. Når nogen giver mig en lammer, rammer han direkte ind i knoglerne, synes jeg. Det gør altid ondt. Det mærkelige er, at jeg egentlig skulle være en lille hård hund med alle de bank, jeg har fået. Sådan synes jeg slet ikke, det er. Jo, lille hund er god nok. Men en blød lille hund. Jeg kan ikke sådan stille mig op og slås.
Det eneste, jeg nogenlunde er god til, er fodbold, hvor jeg kan være hurtig og i stand til at drible forbi flere af de andre. Jeg har også øvet mig ret meget.
Hvis jeg engang bliver en berømt fodboldspiller, vil jeg dog altid rejse med tog, når vi skal til udlandet for at spille.

KP ser jeg ikke noget til, og faktisk har han og hans klike ikke været der, siden jeg kom på børnehjem. Måske har han set mig sammen med Frede og Frans; måske har han hørt, at jeg er vældig god til at slås og derfor ikke tør være efter mig mere. Måske fik han en forskrækkelse dengang i klassen.
Hvis jeg bare sørger for at gå med Frede og Frans hele tiden. Ærgerligt, at de ikke går i min klasse. Det kunne sætte lidt skik på KP og hans venner.

Sådan går et par gode dage.
Jeg har vænnet mig til at sove på sovesal. Den første aften kunne jeg slet ikke falde i søvn og havde en meget urolig nat. Anden aften var jeg nærmest bevidstløs og havde ingen drømme. Men tredje nat kørte det hele rundt med Frede og Frans og Ferdinand og spejderkyllinger og skarpe knive, der skærer som smør i et dørhåndtag, der bare skal op og ikke kan komme det.

Oppe i klassen ligger to af de andre på gulvet og slås. Det er Geert og Tor, og omkring dem står de og hepper. Jeg kommer til at stå yderst, men kan ikke se noget, så derfor trækker jeg lidt i et par stykker, og den ene er Martin, der vender sig om og brøler til mig:
– Adgang forbudt for tyskere!
Jeg ved ikke, hvad der går af mig, men jeg slår ham lige i ansigtet, for han siger det forkerte, det, jeg ikke vil høre. Han farer på mig, og nu er der to slagsmål i gang i klassen. Jeg mærker, at jeg slet ikke kan klare Martin, for jeg er ikke hidsig nok, og kredsen om os bliver større og større, og Geert og Tor holder op og stiller sig der også nu. Jeg havde nok næsten selv troet på, at jeg kunne slås, fordi de andre sagde det hele tiden. Men Martin sidder på min mave, og jeg kan ikke røre mig, han holder mine arme ned mod gulvet og griner lidt, mens jeg kæmper for at komme fri. Ud af hans mund strømmer det med:
– Tyskerunge. Skaldede tyskerunge. Morder. Brandmand. Ba- bu. Ba- bu.
Da han siger det sidste, glemmer jeg alt omkring mig og dykker ind i en glaskugle. Alle lyde forsvinder. Ingen andre er der, de er bare forsvundet. Der er kun en lille svag Martin tilbage, og han har lige sagt noget, han ikke skulle have sagt.
Jeg presser mine ben op mod hans ryg og skubber ham længere ned mod mig og løfter samtidig hovedet, som er det eneste, jeg kan slå med og hakker alt det, jeg kan, med panden mod hans ansigt i håb om at ramme ham på en eller anden måde og få ham til at holde mund. Næsen bliver ramt, og blod sprøjter ud. Han slipper mine arme og tager sig til ansigtet. Det benytter jeg mig af og kæmper mig lidt til siden væk fra ham og slår ham en gang til med en knytnæve, mens jeg prøver at komme op at stå, og det lykkes mig, og jeg tager fat i hans hår og smadrer mit knæ ind i hans lorteansigt, hvorfra alle disse forfærdelige ord kom og gør det en gang til og en gang til, indtil jeg løftes op og ud af glaskuglen og væk fra ham og trækkes forbi skoleborde og stole og ud gennem døren, og ingen i klassen bag mig siger noget som helst, slet ikke Martin.

Hr. Larsen slæber mig ind til inspektøren og forklarer og forklarer.
Inspektøren nikker til ham, og han forsvinder. Hr. Horne ruller ærmerne op og ligner en olm tyr.
– Det er anden gang, du er her, og jeg vil ikke finde mig i de ondskabsfuldheder, du kommer med. Jeg ved ikke, hvad der er galt med dig, men det her vil vi ikke tolerere, er du med?
– Ja.
Han tager spanskrøret ned fra væggen og tager fat i mit hår og bøjer mig frem og slår.
– Og det her er sidste gang med dig, har du forstået?
Han hvæser det vredt ud, rød i hovedet.
Det gør meget ondt i min bagdel, og jeg kan næsten ikke stå almindeligt bagefter. Og heller ikke sidde. Nu skal jeg vel ind til damen igen.
Men nej, ikke i dag. Jeg kan gå tilbage til klassen og til naturhistorie, og ingen siger noget til mig, og jeg kan se, at Martin har meget forbinding i ansigtet, men han ser ikke på mig, da jeg forsigtigt sætter mig på min stol.
Der bliver intet i frikvartererne resten af dagen. Det eneste, jeg hører er et lille kvæk fra Heine.
– Hold da kæft, mand. Er du ved at blive Fantomet?

Herefter bliver jeg ladt i fred, men selv om jeg er lettet over det, synes jeg også, det er lidt mærkeligt, at det er, som om ikke ret mange vil snakke til mig i klassen. Jo, nok Heine, der kommenterer både det ene og det andet og siger en masse til mig. I frikvartererne går jeg efterhånden altid sammen med Frede og Frans og føler mig derfor tryg også nu, men i timerne varer det nogen tid, inden dem fra klassen ser mig.

Dog ikke Lone, der er, som hun plejer. Dagen efter er det ikke bare Heine, der snakker til mig, også Karl-Erik lidt senere.
Martin har stadig forbinding på i ansigtet, og han skuler hele tiden til mig, som om han planlægger et angreb. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg har det med ham; jeg er i hvert fald ikke helt så nervøs ved ham som før.

I dansktimen læser vi en novelle af Johannes Vilhelm Jensen om en ung mand, der kommer op at slås med en soldat og bliver stukket i maven, og han ligger og forbløder, mens de bare går.
Mange rækker hånden op og vil sige noget, og der er en større diskussion i gang.
Lærer Lauersen siger, at der faktisk findes regler for at slås, og at vi alle burde slås på den gode måde. Han beskriver brydegreb og den slags og vrænger næsten, når han omtaler boksning, slag og spark.
– Det mest nederdrægtige er, når man sparker i ansigtet, siger han og ser strengt ned på mig.
Han synes altså, at et knæ i ansigtet er et spark i ansigtet. Jeg tager pludselig mod til mig.
– Jeg synes, det er værre, når man bruger en lighter til at brænde i ansigtet eller foran under skjorten.
Det vælter ud af min mund, næsten uden at jeg selv har noget med det at gøre.
Igen bliver der stille, mens de alle kigger over på KP.
– Men det er der ingen, der kan finde på herinde, siger lærer Lauersen og tager bogen. – Jeg tror, du skal gå lidt stille med dørene, Hans Theodor. Vil I slå op på side 43, hvor vi kom til i går. Tor, du læser højt.

25
Tilsyn og at gå stille med dørene

Om eftermiddagen sker der noget på børnehjemmet.
– Der er tilsyn, oplyser Frede.
– Nå?
– Det er en fra børneværnet, der kommer for at finde ud af, om vi bliver behandlet godt nok.
– Bliver vi da ikke det?
– Der skulle ikke være noget der. Så plejer de voksne at være venlige mod os, og vi får tit god mad og lov til noget ekstra. Måske viser de en film.
– Skal det der tilsyn så snakke med os?
– Nej, det gør de aldrig. De synes, det er nok at spørge de voksne, om de behandler os godt nok. Det synes de jo nok.
Det lyder spændende, for jeg kan godt lide at se film. Det sker meget sjældent. Sidste år, da russeren var på besøg på skolen, så vi alle en film om russerne og 2. verdenskrig.
– Men vil du høre, hvad han siger til Frk. Kalvemose?
– Kan man det?
– Ja, selvfølgelig. Kom.
Vi går ned ad gangen og lister os hen til kontoret. Ved siden af kontoret er der et mindre rum, og det er ikke låst. Frede vinker mig efter sig, da han bare åbner døren og går ind. Jeg ser mig godt for, og der er ingen på gangen. Underligt, at den dør ikke er låst, for det er de ellers altid. Jeg går meget stille med døren, lukker den lige så forsigtigt og følger lærer Lauersens råd.

Inde i det lille rum lytter vi begge. Vi kan høre dæmpet mumlen inde fra kontoret, men slet ikke, hvad de siger.
– Nu skal du se, siger Frede triumferende.
Han lægger sig på knæ og tager fat i skorstensristen i væggen, hvorigennem der strømmer varm luft. Forsigtigt åbner han den så meget, den kan. Vi lægger os ned på gulvet helt tæt på kanalen, og han har ret. Nu kan vi høre, hvad de siger. Næsten hvert ord. Frede holder en finger for munden, og jeg nikker. Kan vi høre dem, kan de også høre os.

Sabroe er et af ordene. Jeg forstår ikke så meget af det, jeg hører, men lytter ivrigt.
– Vi er imod gammeldags opdragelse, hvor man banker børnene for stort set alt, de foretager sig.
– Det gør vi sandelig ikke. De små får højst 3 slag med spanskrør eller en ørefigen, når de …noget, vi …
Det sidste kan vi ikke høre. Hvisker hun?
– … ny lov undervejs … børneværn … Meget bliver ændret.
– … glæder mig til …spanskrør …
– Måske bør De … , … tidssvarende.
Jeg rejser mig op. Det er for anstrengende at ligge på det kolde gulv i den stilling, og de bruger mange fremmede ord. Frede rejser sig også, og vi sniger os ud og væk igen.
– Han sagde tissarende eller sådan noget?
– Jeg ved det heller ikke. Måske snakkede de om dem, der tisser i sengen.
– Nå, er der nogen, der gør det?
– Ja. Bliver det opdaget, skal de selv vaske betræk og det hele, og hvis det bliver ved, skal de sove for sig selv et andet sted.
Godt, jeg ikke tisser i sengen. Det har jeg aldrig gjort.

26
Med venner kan man alt

Skolen er blevet anderledes igen. Det er til at blive helt forvirret over, og det er sket så pludseligt. Først fik jeg helt fred lige efter nytår. Så begyndte KP igen. Og de andre. Så kom jeg på børnehjem og har nu fået venner. Derfor kan jeg mærke, at jeg sejler den gode vej igen.
Den har været på vej i lang tid, men nu er det helt sikkert. Her går mine venner. Begge to. Jeg går mellem dem. Vi går rundt i skolegården. Går og går. Når jeg går mellem disse to, er der ingen, der finder på at angribe mig. Jeg er helt stolt, især når vi går forbi Lone, der smiler til mig.
KP ser jeg ikke meget til. Han må have set, at jeg har fået venner? Han har garanteret hørt det om gorillaen, og nu er der det med Martin og før det med ham selv i timen. Han er blevet betænkelig ved at overfalde mig, både når jeg er alene og især, når jeg går mellem Frede og Frans. Martin siger ikke noget til mig, men han lader mig også i fred. Han siger heller ikke ba- bu længere. Det er der for resten ingen, der gør.
I klassen snakker jeg og Heine helt normalt sammen igen. Han er dog begyndt at hviske noget mere.
– Det var ellers nogle ordentlige knæ, du satte ind i ansigtet på Martin.
– Mnnn.
– At du tør! Man kan blive smidt ud, hvis man gør sådan noget.
– Ja uha, det er sørme en stor straf.
Kæphøj, det er, hvad jeg er blevet. I dansk har vi genfortælling om manden, der blev hovmodig og derfor fik lært lektien på den hårde måde. Så jeg må ikke blive hovmodig, kun almindelig modig. Man kan også være overmodig. Det er meget svært at vælge den rigtige grad af mod.

Hvis jeg blev smidt ud af skolen, var der ikke en, jeg ville savne. Overhovedet ikke. Bortset fra Lone. Det ville gøre mig lidt ked af det.
– Jeg fik altså af spanskrøret hos Horne, at du ved det. Så er man ikke noget mandfolk.
– Det ved jeg godt. Det kunne man se på den måde, du gik på. Da var du vist ikke meget værd.
– Mnnn.
– Fortryder du ikke det, du gjorde mod Martin?
– Nej.

I frikvarteret går jeg sammen med Frede og Frans. Jeg fortæller dem om Martin og det, der skete i går, og de siger begge, at det var fint gjort af mig, og at jeg bare ikke skal finde mig i noget.
– Du kommer bare til os, hvis de begynder på noget.
– Mnnn.
Den er jeg med på. Så hvis Martin vil have hævn, skal han nok passe lidt på.

Næste dag opdager jeg på lang afstand, at KP og hans klike har fat i en dreng, jeg ikke kender. De presser ham ind til murstenssøjlen ved cykelskuret, som de så ofte har gjort ved mig. Fire til at holde og KP til at lave ribbensmassage.
– Ham, der står nærmest her og holder, er Martin.
– Men det er da den anden, der er i gang med noget sjov?
– Det er KP.
Det er faktisk ikke min mening at nævne ham over for Frede, ikke endnu, men han standser:
– Er der noget med ham der KP og dig?
– Nej, hvad skulle det være?
– Har han også været efter dig? Sig det nu bare.
– Nogle gange.
– Hvornår?
– Fra sidste sommer.
– Vil det sige, at KP har været efter dig hele året?
– Ja, lige fra jeg begyndte efter sommerferien og til jul. Og så nogle gange for ikke så længe siden.
Vi står bag noget buskads, hvor vi ikke kan ses af KP-kliken.
– Det er ham, der har gjort det der på dit bryst, ikke?
Fredes blik borer sig ned i mit. Jeg kan ikke lade være med at nikke.
– Måske skal vi give ham en tur også. Måske trænger han selv?
Nervøsiteten skyller ned over mig som de kolde stråler under bruseren efter gymnastik.
– Han har jo ikke gjort noget i lang tid, siden jeg …
– Det er da, fordi han kan se, at dine venner er her.
Det er jeg nok klar over. Men hvor længe holder venner? Det ved jeg ikke noget om, for jeg har aldrig rigtig haft nogle. Det ved jeg med sikkerhed. Aldrig nogen, der gik ind i en slåskamp for min skyld. Aldrig. Jo, altså dengang med spejdergorillaen, hvor Frede hjalp mig. Det er jo også derfor, at man helst skal være et mandfolk, for så kan man altid klare sig selv. Det er bare noget nemmere at have venner.
Men det her er jo lige det, jeg gik og tænkte på. At med Frede og Frans som venner kan meget lade sig gøre.
En bølge strømmer ind over mig med et eller andet stort. Det er en kolossal fornemmelse at stå med to venner, der er parate til at slås for mig. Jeg bliver på en gang hed i kinderne og stakåndet af at tænke på KP, der måske nu selv skal opleve det, han ellers gør mod mig.

Far kunne godt have nævnt, at man måske ikke altid behøver at være et mandfolk, hvis man har venner.
Jeg kommer pludselig til at spekulere på, hvad far ville have sagt om det der med Martin.
– Det var rigtig godt, Hans Theodor. Sådan skal en rask dreng slås!
– Jeg er også selv godt tilfreds.
– Det kan du roligt være. Nu kommer du i hvert fald aldrig på børnehjem.
Der tager far fejl.

– Jeg har en plan, siger Frede. – Er der nogen af jer, der har et fotoapparat?
Vi ryster på hovedet.
– Det skal vi bruge. Så kan vi nemlig gøre det sådan, at han aldrig mere vil være efter dig.
Jeg kommer i tanke om, at onkel har et fotoapparat, et Agfa. Det er helt fladt, og når man skal fotografere, skal man trykke på en knap og forsigtigt hjælpe til med at åbne det. Linsen kommer frem, og hvis man har film i apparatet, kan man trykke på udløseren, der sidder foroven på apparatet til højre, mens man kigger i søgeren.
Vi brugte det første gang en søndag, hvor onkel, mormor og morfar besøgte os, og hvor vi kørte syd for grænsen til et sted med nogle gamle huse, hvor taget var meget højt. Der fotograferede onkel en hel del.
– Jeg har lige købt det, siger han. – Det er verdens bedste amatørkamera.
Billederne var også meget skarpe, da vi så dem, efter at de var blevet fremkaldt og kopieret.

– Måske kan jeg låne min onkels Agfa, siger jeg håbefuldt.
– Det var en god idé.
– Men en film koster vist mange penge, og vi skal også have billederne bagefter, ikke?
– Jo, det er sørme dem, vi skal bruge.

27
Onkels Agfa duer til noget

Jeg har ingen penge til film og ser hjælpeløst på de to andre.
– Dem skaffer vi, siger Frede og ser på Frans.
– Ja, det gør vi, svarer han og griner sjovt.
Frede sætter os ind i sin plan, og Frans er straks med. Siger aldrig nej. Det gør jeg måske heller ikke. Ikke til venner, man har blandet blod med.

I nærheden af Børnehjemmet er der en telefonboks, og jeg går derhen efter aftensmad og får fat i morfar. Jeg tæller mine mønter og har lige akkurat nok til en telefonsamtale.

– Morfar, må jeg godt låne onkels fotoapparat? Vi skal lave noget på skolen, hvor vi skal bruge sådan et.
– Ja, det tror jeg ikke, han har noget imod. Vi kommer jo og besøger dig og din mor på lørdag, og jeg ved, du må komme hjem.
Det har jeg ikke hørt noget om, men det gør mig glad.
– Skal vi så tage det med på lørdag?
– Ja, tak, det vil bare være så godt. Tak skal du have.
Jeg vil ikke nævne over for ham, at han jo lovede, at jeg aldrig kom på børnehjem.
Ikke nu.
– Hvordan går det på børnehjemmet?
– Jeg har fået et par gode venner.
– Nå? Det var da fint.
– Den ene hedder Frede og den anden Frans.
– Så dem leger du med.
– Ja, vi går sammen ovre i skolen.
Jeg lægger på og tager i døren. Udenfor står Hr. Jansen.
– Må man godt være uden for børnehjemmet efter aftensmad?
– Nej, men jeg skulle lige ringe til min morfar, for jeg …
– Kom her.
Han stikker mig to lussinger, en fra hver side, og de er så hårde, at de tvinger vandet frem i øjnene.
– Det er forbudt at forlade hjemmet efter aftensmad. Har du forstået?
Jo, der er ikke tvivl om, at jeg har forstået. Hurtigt smutter jeg ind igen.

Næste morgen er der vrøvl med Martin under morgensamlingen. Vi står alle elever på gangen to og to klassevis og synger. Inspektøren synger for, og han tåler ikke, at nogen snakker eller bander. Mellem to verselinjer hører han nogen snakke, og straks afbryder han sangen og kommer drønende ned mellem rækkerne.
Lærer Lauersen står ved vores klasse og peger på Martin. Hurtigt er inspektør Horne henne ved Martin, hiver ham voldsomt ud af rækken og brøler til ham:
– Hvem har givet dig lov til at snakke under morgensangen?
– Ingen. Martin trækker på skulderen, og vi er alle klar over, at om lidt lyder de sædvanlige klask, når Hr. Hornes meget kødfulde hånd rammer hans kind. Hr. Horne slår ud efter alt, der bevæger sig uden altid at sætte sig ind i, hvor og hvem han rammer.
Karstens far siger, at der er kontant afregning uden kroner og ører. Han griner lidt, når han snakker med Karsten og mig om Hr. Horne. Jeg ser tydeligt Hr. Horne, hvis horn vokser frem i panden for hver ørefigen, han uddeler. Når man hedder det, har man nok ret til at slå alle andre, uanset om det er retfærdigt eller ej.

Men inspektør Horne retter sig op og siger:
– Så gør det ikke igen, og vender sig for at gå tilbage.
Af en eller anden grund fniser jeg, der står lige bag Martin. Det er nok det dummeste, man kan gøre, når inspektøren lige har skældt en ud og er på vej væk. Der går i hvert fald et sus gennem de nærmeste rækker over det der fnis. Inspektøren vender sig om mod Martin.
Smak! Smak! Smak! Smak!
Fire smak. Fra nul til fire på to sekunder. 4 lussinger bare ved at fnise. Hvad kan det ikke blive til?
Inspektøren vender sig om og går tilbage og starter i vers to, linje to. Det var der, vi var kommet til, da han blev afbrudt. Vi synger sangen færdig, der sjovt nok hedder ”Vågn op og slå på dine drenge”, som var en af Karstens fars yndlingsvittigheder.
Martin vender sig om, da sangen er forbi og hvæser:
– Det skal du få betalt.
Af en eller anden grund gør det mig ikke spor nervøs. Jeg har jo mine venner, og blodsvenner svigter ikke. Aldrig.
– Tak, siger jeg bare og smiler til ham. – Har du så mange penge?

Inspektøren er en travl mand. Han slår ikke under 4 elever om dagen og skal hver gang skælde dem ud først. I går skilte han to elever ad, der var oppe at slås. De fik to lussinger hver. Den ene søgte bagefter at forklare, hvorfor de sloges, men inspektøren råbte:
– Skal du have en til?
Men det skulle han ikke.
På en måde går det hele lidt nemmere uden forklaringer. Heine og jeg er enige om, at den lærer, der begynder at spørge: Hvem begyndte, aldrig nogensinde vil få et svar, han kan bruge til noget.
At Hr. Horne så af og til kommer til at slå den forkerte, er der ikke noget at gøre ved. Når man slår så meget, må noget af det ramme ved siden af.

I det sidste frikvarter står jeg lidt med Frans og snakker om, hvad der er bedst: En økse eller en kniv.
– Det er hurtigst at stikke kniven ind, hvis man slås, siger han.
– Men øksen kan kløve et hoved fuldstændigt.
Det er her, Martin og Ole kommer farende for at banke mig.
De standser, da de ser mig sammen med Frans.
– Hvad vil I? Spørger jeg, mens jeg tager et skridt frem. Tilsvarende går de ét tilbage.
– Ikke noget, siger Martin og ser forvirret ud.
– Ja, men så smut, siger jeg, og de vender sig om og skynder sig bort.
– Du har da godt nok skabt lidt respekt, tror jeg, siger Frans.
Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort og hvordan. Kun at med Frede og Frans kan de bare komme an, kan de.
– Måske skal vi give Martin en lille lærestreg i morgen.
– Hvad mener du, HT? Frans er ikke den kvikkeste dreng på skolen.
– Vi kunne give ham en tur derovre. Jeg peger over mod cykelskuret.
– God idé. Lad os gøre det.
Jeg er helt oppe at køre, og det går stærkt. Fantomet og jeg klarer ærterne nu, og det gælder om at ordne Martin, før han ordner mig. Jeg føler mig uovervindelig.

Frede er straks med på den, og allerede i det første frikvarter tager vi fat i Martin, der lige kommer ud fra toiletterne.
– Haps, du skal lige med herover.
– Hvad? Hvorfor? Han ser sig omkring efter hjælp, men hverken Ole eller KP er i nærheden.
Vi slæber af sted med ham, og foran mursøjlen bliver han stillet op, og mens Frede og Frans holder ham, giver jeg ham en gang massage. Op og ned ad brystet. Han krummer sig sammen, men det kan ikke gøre ret ondt, for jeg har ikke så mange kræfter som KP.
Alligevel er han helt rød i hovedet, da vi slipper ham:
– Så, lille ven. Nu har du nok forstået, at du skal lade HT i fred. Er du med?
Han nikker og forsvinder.
Vi står lidt, og jeg er stadig en del forpustet. Hjertet gungrer af sted, som om jeg havde løbet flere kilometer.
– Han skal nok blive fra dig, det er jeg sikker på, mener Frede og ser sikker ud.
Det er jeg også, men sikkerheden daler lidt, jo mere jeg nærmer mig klassen. Det går op for mig, at jeg er alene, mens Martin har et par kammerater, der kunne hjælpe ham nu.
Der sker dog ikke mere, og Martin skynder sig bare hjem efter sidste time.

Dagen efter er der ingenting, men jeg sørger for at være sammen med Frede og Frans så meget som muligt. Bare for en sikkerheds skyld.
Jeg er uovervindelig.
Nu mangler jeg bare KP.

Onkel henter mig efter skoletid om lørdagen. Jeg vinker farvel til Frede og Frans, der må blive tilbage på børnehjemmet. De skal aldrig hjem i weekenderne eller i ferierne.
Hjemme har onkel og morfar mange spørgsmål til mig, mens mor har knap så mange.
– Hvordan har ugen været, Hans Theodor?
– Sådan udmærket.
Jeg har taget en trøje på, der går helt op i halsen, så de ikke kan se de mærker, jeg stadig har på brystet. Jeg har lyst til at holde om mor, men igen er hun så sært fjern. Jeg får et lille kram, da jeg kommer hjem, men så begynder hun at vande blomster.

De vil gerne høre noget om Frede og Frans, mine nye blodsvenner. Jeg kan især godt lide at fortælle morfar om hans skarpe kniv, der nu også har snittet Frede.
– Du sagde, man skærer sig kun på sløve knive, morfar, men både jeg og Frede har nu skåret os på min dolk, der er meget skarp.
– Når du nu ved, den er skarp, er jeg sikker på, du ikke vil gøre det mere. Jeg er også sikker på, at den aldrig vil smutte fra dig, som en sløv vil gøre. Du ved præcis, hvad du har med at gøre.
Helt sikkert, og mit hoved nikker. Det er jo ikke, fordi jeg ikke tror på det, morfar siger, men det er da lidt sjovt, at vi nu er to, der også har skåret sig på den skarpe dolk.
I juleferien viste morfar mig, hvordan han hvæsser kniven. Først på en sten, der er gjort våd, derefter på strygestålet. Hele tiden 16 graders hældning, som morfar nøje forklarer mig; det er vigtigt for et godt resultat og altid stryge bort fra en selv. Dengang sleb vi alle knivene i køkkenet. Det tog en hel formiddag, men det gjorde ikke noget. Arne var ikke hjemme alligevel, og jeg kan godt lide at arbejde sammen med morfar, fordi han snakker med mig, som om jeg var et rigtigt menneske, altså en voksen.

Mor har travlt og går meget frem og tilbage efter kaffe og kopper og serverer og er så borte i længere tid og kommer tilbage og ligner en, der har sovet.
– Så Frede og Frans, er det dine bedste venner?
– Ja. Dem har jeg blandet blod med.
– Ja, det sagde du. Hvorfor det i grunden?
– Fordi vi er venner for evigt. Den gule ulv blandede også blod med sine venner og Tom Trix.
Det sidste er nu noget, jeg siger, for jeg ved det ærlig talt ikke.
– Ja, men er Tom Trix ikke cowboy? De blander da ikke blod.
Onkel er superskarp, og det duer ikke, hvis man ikke har det hele i orden.
– Nej, måske. Men indianerne gør.
– Hvad så i skolen?
– Det går godt.
Jeg fortæller om inspektøren, der har travlt med at smække lussinger og slå med spanskrøret.
De griner lidt og siger, at det var meget værre, da de gik i skole.
– Da fik vi klø, kan du tro. Derfor kan det da godt være slemt med ham Horne. Måske ved han ikke alt, og så er det jo rart for ham, at han kan gribe spanskrøret. Mange vil sige, at det tog de ikke skade af, da de var børn.
– Har du fået klø af morfar, onkel?
– Nej, egentlig aldrig. Af mormor et par gange. Det var ligesom hende, der tog sig af de der hårde ting. Du ved, morfar har jo altid været blød i det. Det var ham, man skulle gå til som dreng, hvis man skulle have lov til et eller andet.
Morfar vender tilbage fra toilettet.
– Nå, snakker I om mig?
– Jeg fortalte bare Hans Theodor, at du aldrig slog os.
– Nej, måske skulle jeg have givet din mor noget mere. Det overlod jeg til mormor.
Jeg nikker, for det har onkel lige sagt. Onkel tilføjer:
– I øvrigt var der ikke så mange slåskampe i min skole. Det var egentlig ganske fredeligt.

Onkel er ikke ligesom Karstens far, som godt kan lide at snakke om alle de klø, der var i hans skoletid. Det vil han hellere snakke om end 2. verdenskrig, og det var måske også værre for ham.
Jeg siger ikke noget om de par slagsmål, jeg har været med i og slet ikke noget om at blive kaldt tysker. Det vil være synd for dem.

Bagefter går jeg lidt rundt udenfor i sneen. Herhjemme må man godt gå ud, når man har lyst. Uanset om det er før eller efter aftensmad.
Det er koldt, men det nedbrændte skur står der endnu. Eller rettere det, der er tilbage. Nogle sorte brædder, halvt afbrændte, stikker op, mens sneen dækker en del af bunden. Lidt af taget ligger der også. Jeg har en underlig fornemmelse af, at jeg er gæst her, det er ikke mit hjem, for jeg bor jo et helt andet sted nu.
Jeg standser foran det sted, hvor døren sad. Der prøvede far at komme ud. Lige her. Jeg stiller mig indenfor. Kan ikke få døren op. Sparker lidt med den ene fod, og frem dukker et sort stykke træ, der godt kunne ligne en stump af døren fra dengang …
Jeg får ondt i maven og går om bag huset og ser granerne stå der i lange, tætte rækker over mod Karsten.

Jeg stikker over til ham og følger stien på marken. Her er der meget sne.
Lukker døren op ind til køkkenet efter at have banket på.
– Hej, Hans Theodor. Er du hjemme i dag?
Der sidder Karen og Karstens far og spiser og drikker kaffe.
– Er Karsten hjemme?
– Nej, ved du hvad, han er hos sine bedsteforældre i Grandal.
Dem kan jeg godt huske. Tidligt sidste sommer cyklede jeg og Karsten derned for at hjælpe til noget sommerfest i Grandal. Karstens bedstefar er købmand, og det var spændende at få lov at stå bag forsamlingshuset og sælge slik og is til festen. En købmand er meget mere spændende end en fiskehandler som onkel. Men jeg snakker godt med onkel, og det kunne jeg ikke så godt med Karstens bedstefar. Han var underligt gammel og så altid hen over hovedet på mig.
– Nå, men så vil jeg gå hjem igen.
Karen rejser sig og går hen til mig. Hendes hånd stryger mig over håret.
– Har du det godt, Hans Theodor?
Jeg nikker. Hun plejer aldrig at gøre sådan noget, og jeg famler efter dørhåndtaget.
– Farvel, Hans Theodor.
Hun smiler til mig, men har tårer i øjnene. Det er underligt. Jeg tænker meget over det, mens jeg går tilbage. Var hun ked af, at Karsten ikke var der? Eller at jeg er kommet på børnehjem?
Voksne er ikke altid let at forstå.

Jeg vågner midt om natten på den efterhånden sædvanlige måde: Våd af sved. Lige før jeg vågner, er døren ved at gå op, og flammerne stikker ud i de sorte åbninger. Far står derinde, og jeg får et glimt af hans øjne, der stirrer på mig uden at sige noget. Han er helt stille.
– Far, kom ud, brøler jeg. Men han siger ingenting.

Søndag aften kører onkel mig tilbage til børnehjemmet. Han siger ikke noget om, at han ville hente mig, hvis jeg kom på børnehjem, og sært nok har jeg egentlig ikke lyst til at komme væk. Det er heller ikke sådan, at jeg er tung i maven over at skulle derind. Forlade mor og onkel og morfar. Jeg skal jo ind til mine venner. Alligevel er jeg lidt ked af det.
– Hvis jeg nu sagde, at jeg ville have dig med hjem, hvad ville du så sige til det?
Jeg bliver helt paf. Jeg troede ikke, han ville ind på det.
– Øh, det ved jeg ikke.
– Hvorfor ved du ikke det? Hans Theodor, du var meget ked af det i juleferien, da din mor og Arnold ville…
– Ja, men nu har jeg fået venner. Jeg må vist heller ikke, fordi mormor er død.
Onkel er tavs et stykke tid.
– Ja, vennerne har du snakket meget om. Det er også det bedste.
– Men jeg vil også gerne bo hos jer, onkel. Jeg savner jer også somme tider.
– Jeg tror heller ikke, det kan lade sig gøre. Jeg har talt med lederen, Frk. Kalvemose, og hun…

Onkel snakker videre, mens jeg ser for mig, hvad der så sker. Frede og Frans, mine to venner, bliver her, hvis jeg skal bo hos morfar, hvad jeg også på en måde meget gerne vil. Men der har jeg ingen venner. Arne måske. Men han er meget ældre, synes jeg og går i en helt anden klasse. Hvem siger, han vil være ven med mig og gå sammen med mig i skolegården? Det er svært, det her.
Onkel stopper med at snakke.
– Du hører ikke rigtigt efter. Men. Hvis du kommer i tanke om, at du hellere vil bo hos os, skal du bare sige det. Jeg tror godt, vi kan ordne det, men selvfølgelig først, når du er færdig med at snakke med psykologerne.
– Jo, det vil jeg.
Jeg bliver meget glad og lettet. Onkel smiler nu.
– Godt. Så er vi enige.
Han giver mig sit Agfa.
– Kan du betjene det?
Han viser mig kort, hvad man gør.
– Skolen betaler vel for film, ikke?
Jeg nikker. Det er ikke helt løgn, men heller ikke helt sandt. Sådan lidt der imellem. Onkel er sådan en voksen, der bare låner en sit fotografiapparat. Som om man var en nabo. Jeg lover mig selv at passe på det Agfa.

Jeg gemmer det omhyggeligt i mit skab og fortæller det til Frede.
– Godt. Vi har også penge til at købe en film for. Hvis jeg låner dit apparat, kan jeg købe den rigtige film nede hos Foto-Jonas i morgen formiddag.
Jeg giver ham apparatet og ved, det er i de bedste hænder. Han undersøger det og tager det brune læder af foran linsen, lægger øjet til og griner over hele fem-øren.
– Åh, sådan et kunne jeg godt tænke mig, siger han.
– Det kunne jeg også. Men film er vist dyre.
– Det kommer an på.

28
Film skal skrues frem

Dagen efter er det torsdag, og vi starter med en meget fin solskinsmorgen med fuglesang, og det er så varmt, at flere elever beder om, at et vindue må stå åbent.
– Nej, siger Hr. Johansen. – Det vil jeg ikke tillade. Vi skal regne, ikke tage solbad. Det er jo ikke Afrika, vi lever i.

I dansktimen beder en anden om det samme, og Hr. Lauersen svarer:
– Ja, selvfølgelig, hvis I synes. Lad det bare være åbent i 10 minutter, det er godt for hjernen.
Heine sidder uroligt, et tydeligt tegn på at han skal tisse. Af en eller anden grund tisser han aldrig i frikvartererne, og enten holder han sig, eller også smutter han ind på toilettet neden for gangen på vejen ud til frikvarteret.
– Spørg, om du må gå i gården.
Det irriterer mig lidt, at hans ben er så urolige.
– Nej, det kan man da ikke. Det ville Hr. Lauersen aldrig give lov til.
Benene får en ekstra rystetur.
– Jo, gør det nu. Måske må du for Hr. Lauersen. Ellers spørger jeg ham.
Det er lidt frækt af mig, men jeg kan snart ikke holde hans benspjæt ud længere.
Heine går op til Lærer Lauersen og hvisker det til ham.
Lærer Lauersen nikker og kaster hovedet hen mod døren, hvorudad Heine forsvinder.
Ingen af de andre elever reagerer, og lidt efter kommer Heine tilbage og ser tilfreds ud.
– Hjalp det?
– Er du tosset.

Jeg tænker meget over det hele. Derfor opdager jeg slet ikke, at Lærer Lauersen har stillet mig et spørgsmål i dansktimen lige efter.
– Øhh, det…
– Klods-Hans, hvisker Heine.
– Klods-Hans, siger jeg højt.
– Det er rigtigt, HT.
Han ser smilende på mig, inden han går videre. Jeg bliver så glad, fordi han siger HT. Som om vi to nok skal finde ud af det. Lærer Lauersen er dog ikke anderledes end de andre lærere og slår os, når vi har gjort noget forkert.
– Tak, hvisker jeg til Heine.
– Du hjalp mig i går, hvisker han tilbage.
– Det skal man gøre.
– Du har ikke gjort det så tit.
Nej, det er sandt. Jeg har altid fået at vide af læreren, at man ikke må hviske, for så hjælper man ikke den anden. Den, der hvisker, lyver og stjæler svesker.

Jeg står øverst på trappen og skal til at gå ned, da jeg får et skub af Martin. Jeg trimler over mod muren med gelænderet, som jeg lige med nød og næppe får fat i. Straks pumper hjertet på fuld kraft.
– Hovsa, siger Martin grinende.
Jeg samler mig sammen og går med rystende knæ op til ham.
Han griner stadig, da jeg smadrer min knytnæve ind i hans grimme fjæs, og jeg mærker, at han igen er blevet overrasket, for hans øjne bliver store, og han forsvarer sig bare ved at hæve armene op foran ansigtet, mens jeg hamrer løs. Jeg bliver ved og ved, alt er i en tåge, og det eneste, der farer gennem min hjerne, er vreden. Jeg er så gal som aldrig før.
Indtil flere elever og lærer Lauersen kommer stormende og får mig væk fra ham.

– Hvad skete der? Råber lærer Lauersen imens.
– Han skubbede til HT.
Geert peger på Martin, der har næseblod.
– Nej, det gjorde jeg sgu ikke. Han faldt selv.
– Aldrig.
– Niks, det gjorde jeg ikke, blander jeg mig stadig forpustet og rasende over, hvor langt ned jeg kunne være faldet. Han er fuld af løgn, Martin, og jeg kan ikke forstå, hvis Martin tænkte på at skubbe mig derned.
De andre kommer til, og der opstår hastigt en fjendtlig stemning, hvor nogen holder med mig og andre med Martin, herunder KP. Det plejer at være sådan, at når KP holder med nogen, gør de andre det også. Karl-Erik siger noget for en gangs skyld.
– Jeg så, at Martin skubbede HT.
Jeg ved ikke, hvor han har set det, for jeg mener, at de alle var gået ned, men måske har han alligevel set det ligesom Geert.
Lærer Lauersen tager om mine skuldre, og vi går op i klassen. Jeg ved ikke helt, om han støtter mig eller fører mig, da jeg ellers kan finde på at stikke af.

Jeg er lidt rystet. I hvert fald ryster mine knæ en del, for jeg går lidt usikkert, skide fuld på rulleskøjter, som Palle siger. Var det her starten på selve det, at jeg skal druknes?

– Jeg tror, jeg har hørt nok til, at det her bliver vi nødt til at snakke om, siger han alvorligt.
– Kom, vi sætter os herhenne.
– Jeg vil gerne have dig til at fortælle, hvad der skete, siger Lærer Lauersen.
Jeg hakker i det, mens jeg snakker om det. Jeg kan jo ikke sige andet, end at Martin skubbede mig ned ad trapperne, og at jeg var så heldig at falde over mod væggen og gelænderet.
Det ringer ind. Lærer Lauersen står og ser ud, som om han tænker meget.

– Jeg vil altså godt vide, hvad der egentlig foregår her i klassen.
Flere rækker hånden op, og hver af dem får lov at fremlægge deres egen opfattelse.
– Så, det jeg kan konkludere, er, at Martin kommer til at skubbe – eller skubber – HT, så HT er lige ved at falde ned og – det er da farligt i den højde. Er der ikke noget om, at I to har haft noget før?
Palle fortæller om vores sammenstød.
KP blander sig og siger, at jeg er farlig. Flere griner lidt af det ord. Jeg opfatter det ikke, at det er mig, de griner af.
Lærer Lauersen er tavs et øjeblik. Så kommanderer han Martin og mig op til sig, og stående der foran ham, får vi begge en lussing.
– Sæt jer, siger han. – Slå op i læsebogen side 49.

Næste dag skal det ske. Under morgenmaden drøfter vi lavt slagets gang. Frans ser vild ud i øjnene, der stråler med en glans, jeg ikke har lagt mærke til før. Også Frede er meget snakkende, og vi gennemgår planen igen og igen. Der må ikke ske fejl. Det med Martin var bare en lille soldat, der fik en over nakken, og det lykkedes rigtig godt. Men KP er generalen, og det er altid meget farligere at skyde en general.

Filmen er købt og sat i, og jeg har apparatet med i skole nede i min taske.
Hele formiddagen er jeg nervøs og undgår at se på KP. Hvert andet minut ser jeg i tasken og sikrer mig, at Agfaen stadig er der. Her sidder jeg, og der sidder KP. Martin siger ingenting. Måske har han fået en lærestreg.
Jeg ved, hvad der skal ske, og det gør KP ikke. For en gangs skyld er det mig, der er jægeren. Eller Robin Hood, der skal have fanget den ækle sherif. Eller Fantomet og abemanden. Det må være en af de to, for Robinson Crusoe, synes jeg ikke rigtig, passer her. Det er mere noget med, at så skulle jeg nærmest være fredag, og Frede Robinson. Nej, det passer bare ikke. Jeg er Robin Hood, Frede er Broder Tuck og Frans kan være Will. Vi lægger os på lur ved hulvejen i Sherwood-skovene, for jeg forestiller mig, der kun er én. Eller passer det bedre med, at Frede er Robin? Han er jo langt stærkere end mig. Og dog. Jeg har på det seneste mere og mere fået den tanke, at de ser på mig, som om jeg er den farligste, de kender. Selv om jeg bliver ved med at have mareridt om ild og indebrændte mennesker, er det sjovt nok det, de har respekt for. Frans har set på mig, som om jeg turde slå mennesker ihjel. Det tør han nok ikke selv.

Vi slutter med gymnastik i sidste time. Jeg sørger for efter brusebadet at gemme mig på toilettet, og Hr. Larsen låser døren til bygningen, og alt bliver stille.
Jeg vover mig frem og låser døren op, slår låsen fra og glider lige så stille ud efter at have set mig godt for.
Jeg lister mig rundt om bygningen, og der står de.

Frede og Frans har bundet KP.
Bundet ham! Jeg taber næsten vejret, for selv om vi har aftalt det, er jeg hunderæd indeni uden at kunne forklare det helt.
For Frede er stærk som en løve, og han kunne såmænd have klaret KP alene. Men det er vigtigt, at Frans også er med. Vi tre står sammen. Ligesom de tre musketerer, Aramis, Porthos, Athos. Egentlig vil jeg hellere være D´Artagnan. Jeg kommer jo også udefra og blander mig i deres fællesskab.

– Hvorfor er du altid efter nogen, spørger jeg.
– Det kommer sgu da ikke dig ved, sådan en morder, siger KP vredt.
Vreden smitter, for pludselig glemmer jeg mig selv og min angst for ham. Jeg tager hans ene øre og drejer rundt, så han siger av.
– Det kan du tro, det gør. Du er ikke andet end en Kukluxklan.
Jeg har spekuleret på, hvilket skældsord, jeg skal bruge. Dette ord har jeg længe tænkt over, for det passer godt på KP.
Han glor på mig, som om han ikke forstår. I hans øjne er der kommet noget andet, som ikke plejer at være der.
– Du er en kukluxklan, der overfalder alle andre, som du kan ordne, hvis du har dine klan-folk med.
– Du er skør, siger han. Komplet skør.
Jeg tager hans hår og trækker hovedet lidt frem, inden jeg skubber det tilbage ind mod murstenene.
– Av, for fanden …
Jeg gør det igen.
– Av, for helvede, så hold dog op …
– Det er dig, der er skør. Det er dig, der har lært mig at bruge en lighter. Ba-bu.
– Nå, det tør du godt sige, når de to her holder mig?
– Hvor mange har du med, når jeg skal have ribbensmassage og ild?
Han svarer ikke, men prøver at rive sig løs.

– For det er dig, der har lært mig, at hvis det skal gøre rigtigt ondt, skal man bruge ild.
Nu tager jeg den lighter frem, jeg har lånt af Frans og tænder den.
– Du tænker måske ikke over, hvor ondt det gør?
KPs øjne skinner nu af angst. Han bliver bange, kan man se. Det har jeg aldrig set før, og det kan jeg godt lide. Tværs gennem min vrede mod ham mærker jeg, at han også bliver bange for mig. Hvis jeg var bange for ham før, er jeg det i hvert fald ikke mere.
Frede og Frans er helt med. Frans´ øjne skinner på en særlig måde, og han nikker ivrigt, hver gang jeg siger noget til KP.
Jeg trækker KPs ærme op og sætter flammen til hans underarm. Han skriger og bevæger sig heftigt, men Frede og Frans holder ham fast.
– Godt, hvisler Frans ud af mundvigene. – Bliv ved.
– Var det ikke sådan, du gjorde mod mig? Spørger jeg med en stemme, der ryster lidt. Jeg føler virkelig, at jeg kan gøre det. Det er mig, der bestemmer.
Jeg gør det igen. Holder den lidt længere end det strengt taget er nødvendigt, for at han for alvor kan føle smerten. Hvor længe skal jeg holde den, for at det kan være det samme som alle de gange, han har gjort det mod mig?
Han skriger som en stukket gris. Frans udstøder en sjov lyd. Det var Frans, der i går aftes foreslog, at vi skulle se, hvor længe vi kunne brænde ham, før han besvimede. Men Frede var lidt imod, inden jeg fik svaret.
– Sæt nu, han brændte ihjel. Det kan vi da ikke have.
– Nå, nej. Men det ville da være spændende at se, hvor meget ild han kan tåle.
– Han skal i hvert fald have den så længe, som han også har givet mig, mener jeg, og det kan de andre to gå ind for.
– Men hvor lang tid vil der gå, inden han dør, spørger Frans, og hans øjne ligner to blitz på Agfaen.
Han ser på mig, og det er klart for os alle, at jeg er eksperten på området. Både Frede og Frans tror, jeg ved alt om det der, fordi der var det med min far.
– Der skal være ild på hele kroppen, svarer jeg kort.

Derfor går jeg videre. For jeg ved jo noget om det her.
– Du vidste måske ikke, at det gør så ondt? Og det her er kun armen. Nu skal du bare mærke.
Jeg er helt opslugt og hiver hans jakke, trøje og skjorte op og sætter flammen mod hans bare mave.
Nu skriger han virkelig højt.
– Nå, du vidste slet ikke, hvor ondt det gør?
– Nå, HT, tror du ikke, det rækker?
Frede vækker mig næsten, før det går op for mig, hvad det er, jeg gør. Jeg kunne ellers godt blive ved lidt endnu, selv om lighteren er blevet noget varm omkring mine fingre.
KP hulker og græder og svarer ikke. Så slipper han for denne gang, og vi slæber af med ham.
Boblerne stiger i mig og får mig til at svæve ved siden af.
Frans er også i et kolossalt godt humør. Vi ligner hinanden lige nu.
– Kom så, dit fede svin. Er det for varmt, skal du da bare afkøles.
Vi hiver ham ind i omklædningsrummet og ind under bruseren og tænder for det kolde vand.
– Vi må jo hellere slukke ilden på dig, tilføjer Frede og sørger for at det kolde vand strømmer ned over KP, hvis tøj bliver sjaskvådt. Han sørger for, at maven også får sit.
Frans holder hans bukser åbne, så det kan strømme frit ned ad benene.
Frede nikker til mig, mens vandet pøser ned over KP.
– Skal vi sætte ild til pikken? Spørger Frans. Jeg ryster på hovedet, for en opgave skal altså først løses, inden vi kan lave mere sjov. KP laver nogle gurglende lyde, og det er sært, for han har slet ikke vand i munden.
Jeg tager Agfaen frem og knipser. Forgæves.
– Den vil ikke, siger jeg irriteret. Jeg aner ikke, hvorfor.
Frede overlader KP til Frans, mens han griber apparatet.
– Filmen er jo ikke kørt frem, og der er ikke lys nok her i brusekabinen, siger han.
Jeg var lige ved at blive fortvivlet over, at Agfaen stod af lige her i dette øjeblik. Frede bøvler med Agfaen, mens Frans har fumlet sin lighter frem.
– Lad os se, om det gør lige så ondt på ham, når han er våd?
KP ryster, men jeg ved ikke, om det er af kulde.
– Nej, Frans, hold nu op.
Frede bestemmer og tager hans hånd med lighteren væk med sin frie hånd. Han skulle ellers til at sætte ild til den lille mand. Hans hånd var allerede nede og fumle i KPs gylp.
Han giver mig apparatet, tager sammen med Frans fat i KP og slæber ham hen til de store vinduer ud mod fodboldbanen. Man kan ikke se igennem, men der kommer en masse lys ind.
De sætter den drivvåde KP fra sig, og Frede hiver med stort besvær hans bukser ned, så han står med bar numse.
– Her, siger han. – Tag så et billede.
Jeg går helt tæt til vinduet og vender mig mod KP og hans bare røv.
Knips! Det var rart at høre. Jeg husker at dreje filmen frem til næste billede. Jeg tager et til. Og et til.
– Vi skal have hans ansigt med, siger jeg.
Det er meningen, at man klart skal kunne se, hvem der står der drivvåd uden bukser.
De drejer ham rundt, så han står med siden lidt til vinduet.
Jeg knipser igen flere gange med forskellig afstand til KP. Jeg indstiller Agfaen meget omhyggeligt, for det her må ikke gå galt. 1,2 meter. 2 meter. Ikke mere.
KP klynker, ja, nærmest smågræder.
– Så, siger Frede. – Nu slipper du, lille ven.
KPs gråd forstærkes af hans ord. Mærkeligt nok.
– Men du ved nu, at vi har fotos af dig i bar røv, og hvis du igen generer HT, vil vi hænge billederne af dig op over hele byen, både nede ved spejderhuset og her på skolen. Har du forstået? Plus at du kan risikere, at vi kommer en gang mere og tager fat i dig.
KP nikker. Hvis der er andre ting, han har forstået i dag, vil det her være noget, som han har forstået allerbedst.
Vi løsner hans reb og forlader ham. Frede hoster.
Det sidste, jeg ser, er, at KP sidder henne på bænken med foroverbøjet hoved.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg tænker.
– Hold kæft, siger Frede og hoster igen og tager sig til panden, da vi løber hjem. – Jeg troede sgu, du ville blive ved med den lighter, HT. Jeg blev faktisk selv skidebange for dig.
Vi standser op lige før børnehjemmet.
– Ja, det var skide godt, siger Frans og klapper mig på skulderen.
– Jeg mener, jeg kan også blive helt bange for dig, HT.
Jeg er stolt over, at Frede og Frans kan blive bange for mig. Det er vist første gang, nogen nogensinde har sagt, at de var bange for mig. Og så Frede, der er så stærk og aldrig er bange for noget som helst. Ikke til at forstå. Jeg er på en måde så glad, som jeg ikke har været i lang tid. Mest over mine to venner. Tænk, at de vil gøre det for mig. Når jeg går, føler jeg, at jeg slet ikke rammer jorden. Det er en sjov fornemmelse. Under aftensmaden sidder jeg heller ikke på stolen. Jeg svæver et par centimeter over sædet. Frede sidder over for mig, som han plejer. I aften har han skinnende øjne og bliver ved med at hoste.

– Skal vi prøve det der med Ferdinand? Spøger jeg de to andre.
– Hvad?
– Med at stikke en flaske op i røven på ham – med bunden først?
– Ha, ha. Hold kæft, HT. Du kan bare ikke få nok. Skal vi Frede?
Men Frede hoster og hoster, knækker helt sammen, og vi lægger ham i seng. Vi må opgive Ferdinand, men jeg går dog lige hen til ham:
– Ferdinand med det dumme navn. Er du klar over, at du snart skal have en flaske op i røven igen?
Ferdinand bliver bleg, og det kan jeg godt lide. Hvor bleg kan han blive:
– Det skal selvfølgelig være med bunden op først. Du er jo et stort røvhul, hir hir.
Han vender sig bare om og går op på Sydpolen. Jeg tror, han blev bange for mig. Det er en fuldstændig ny fornemmelse for mig. Tænk, at nogen er bange for mig. For lille, svage Hans Theodor, der ikke har muskler nok til at slå en flue flad. Pludselig gælder det med musklerne ikke mere. Det er en helt mærkelig tanke, og det bobler inden i mig.

Den aften har jeg svært ved at falde i søvn. Igen og igen tænker jeg på KP og det, jeg har været med til i dag. Takket være mine to bedste venner fik KP, hvad han fortjente. I går fik Martin en over nakken, og jeg har gjort Ferdinand bange for mig.
Det er en meget dejlig fornemmelse, og min mave er helt i topform. Jeg falder i søvn med en meget god varm strømning i hele kroppen og kommer i tanker om, at det snart er længe siden, jeg havde mareridt.
Som sædvanlig har jeg en lille bekymring. Hvordan vil KP reagere i morgen, når jeg dukker op i skolen?
Langsomt vågner jeg midt om natten over lyde, der ikke skal være der. Lyden af stemmer og Fredes hosten. Han hjælpes ud af Nordpolen.

29
Sygdom er hver mands herre

Næste morgen er Frede syg. Det er ikke så godt.
Nu var jeg lige på toppen og var parat til næste træk. Jeg er ude på at vise dem, at det er slut med at drille mig, og den, der bliver ved, skal mærke min vrede og hævn. Som en anden Fantomet vil jeg komme med Hero og Devil, selv om Hero desværre har fået ondt i halsen i dag.
Jeg beslutter at udsætte det. Det er lidt usikkert med Frans som Devil. Jeg følges med ham over i skolen.

Jeg kan godt være nervøs for, hvad der så vil ske, når jeg møder KP. Frede er så syg, at han ikke engang kan ligge på Nordpolen. Han hoster og har feber og kan derfor ikke komme i skole. Jeg er en smule nervøs, men så er der heldigvis Frans. Han skal nok hjælpe, hvis der sker noget. I det ene frikvarter går vi sammen, men det er sværere at snakke med Frans end med Frede. Med ham kommer det helt af sig selv, mens jeg ikke ved, hvad jeg skal sige til Frans.
Hvis KP kommer farende med sine klan-folk, kan vi så klare ham? Det tvivler jeg på. Måske skaffer han forstærkning. Måske kan han samle en hel hær på 10 drenge, og hvad så?
Men der sker intet. KP ser vi overhovedet ikke, han er syg, får vi at vide af Hr. Johansen. Hvor han så ved det fra.
Det bliver en god dag. Vi spiller fodbold i frikvartererne, sneen er fejet væk mellem et par bænke i skolegården, hvor banen er, så det er fint. Martin holder sig helt væk fra mig, og det gør mig godt.

Efter skoletid går jeg ned til Foto-Jonas og afleverer apparatet.
Jonas går ind bagved og tager filmen ud.
– Værsgo. Vi fremkalder og kopierer. Vil du have 6 gange 9, eller skal de være større?
Det ved jeg ikke. Jeg har bare aftalt med Frede, at jeg skal aflevere min film, så vil han hente billederne og betale.
– De må gerne lave dem lidt større. Men kun dem, der dur.
Vi bliver enige, og jeg går igen med onkels Agfa.
Foto-Jonas er en rar, ældre mand med overskæg, og han kunne godt minde lidt om morfar. Han snakker også med mig, som om jeg var voksen. Der er meget få voksne, der gør det. Morfar og onkel er to andre.

Næste dag sker der noget usædvanligt. I døren ind til klassen støder jeg sammen med Palle, en af de pæne drenge i klassen, en af dem, der aldrig nogensinde ville få en massagetur af KPs klike. Normalt ville jeg vente, så Palle kan komme først ind. Man må aldrig give dem en grund til at ribbensmassere en, for selv om han ikke direkte er medlem, er alt det, jeg gør, forkert uanset mod hvem. Men det gider jeg ikke i dag.
Palle standser da også, da han ser mig gå hen til døren og vinker med hånden, at jeg bare skal gå ind. Jeg opfatter det sådan, at han lige skal have noget ordnet, men nej. Han følger lige efter mig, og smiler han til mig? Det er ikke noget, han rutter med over for mig.
Hr. Lauersen fortæller sagnet om Sct. Jørgen og dragen, og det er en spændende historie. Det går op for mig, at det er dem, der hænger på børnehjemmet. Da han er færdig, skal vi besvare spørgsmål.
Vi skal arbejde i grupper, og Heine og jeg plejer at være sammen, og somme tider er Lone også med, hvis der må komme piger med. I dag rækker Palle fingeren op.
– Jeg vil godt være sammen med Hans Theodor.
Der bliver stille i klassen. Der er sket noget, der aldrig er sket før. Geert rækker også hånden op.
– Jeg vil også være med i den gruppe.
– Udmærket, Geert. Er der andre, der ønsker at være sammen?
Heine kigger på mig.
– Må jeg være med i din gruppe?
Min gruppe?
– Ja, klart.
Han bliver glad, og vi sætter os sammen vi fire. Timen går alt for hurtigt, og jeg fløjter, da den er forbi.
Sidste år var der en, der tissede i min skoletaske, så alt lugtede forfærdeligt. Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke behøver at regne med, at det sker mere. Rygtet har uden tvivl spredt sig, og de ved alle, hvad der er sket. Nu tør de ikke gøre mig noget mere. Ingen tisser i Geerts eller Palles skoletaske, og hvis de vil arbejde sammen med mig, vil ingen heller tisse i min taske.
Er jeg Sct. Jørgen eller dragen?
Det ringer, og jeg taber mit viskelæder i det samme. Ole går tilfældigt forbi og bøjer sig ned og samler det op og giver mig det.
– Værsgo, siger han.
– Tak, svarer jeg.
Det er aldrig sket før.

En kæmpefølelse vokser i mig, da jeg går hjem. Jeg har fået venner, og disse venner har hjulpet mig mod KP og Martin, og det har givet mig nye venner. Måske tør de kun være i min gruppe, så længe KP er syg? Jeg håber så, at KP er så syg, at han aldrig mere kommer i skole. Oppe mellem skyerne er der en eller anden, der siger fy! HT. Hvad tænker du dog på? Ønsker du ham død? Det er næsten det samme som at slå ham ihjel. Femte bud!
Jeg skammer mig lidt. Men det går hurtigt over. Jeg vil da hellere have det sådan i klassen, som jeg har haft det i dag og KP syg, væk, borte, end at han er her med alt, hvad det medfører.

Frede er desværre også stadig syg, og han har fåresyge, og det er min opgave at hente mad til ham og sørge for, at han bliver rask igen. Han er helt blussende rød i sit skæve hoved og er flyttet ind på et værelse lige ved siden af Frk. Kalvemoses lejlighed, og hun vil selv holde øje med ham. Han har ikke sagt noget de sidste par dage, og det er lidt en skam, for der er meget, vi mangler at snakke om. Jeg når dog at fortælle ham om Palle og Geert, og han smiler lidt tværs gennem feberen.

Frans er efterhånden også god at snakke med, men han snakker mest om sig selv og alle de numre, han laver i timerne mod lærerne.
– Jeg æder vikarer levende, praler han.
Heldigvis behøver jeg ikke at sige noget, for han fortsætter bare selv.
– I dag spændte jeg en fiskeline ud mellem to stole inde i klassen. Sneg mig op i frikvarteret. Ingen så mig.
Jeg ser spændt på ham.
– Og stolene stillede jeg henne ved katedret. Ingen så mig, da jeg sneg mig ud igen.
– Nå, så faldt nogen over snoren?
– Nu skal du høre.
Jeg lytter og lytter. Det er godt nok drillerier, der vil noget, når Frans går i gang.
– Vi kommer ind i klassen, og til sidst kommer Rustent Søm. Du kender ham. Den gamleste lærer på hele skolen.
– Ældste.
– Hvad? Ja, for fanden. Kan det ikke være lige meget?
Jeg ser undskyldende ud. Det for bare ud af munden på mig.
– Han kommer ind og går op til sit kateder og støder ind i linen, og der er et stort rabalder, da stolene væltede. Han falder ikke, men snubler og må støtte sig til bordet for ikke at falde. Du kan tro, vi grinede.
– Hvad sagde han?
– Han blev så rasende, og det var rigtigt sjovt. Han prøvede at finde ud af, hvem det var, men det kunne han selvfølgelig ikke. Han gik alle rækkerne igennem og tog fat i hver af os og rystede os, mens han skreg os lige ind i hovedet med spyt, du ved: Var det dig?
– Det kender jeg godt. Sådan var han også sidste år i klassen, engang, hvor …
– Til sidst kom han til Jacob. Lille Jacob, har du ikke set ham? Han laver sgu aldrig noget forkert. Selv Rustent Søm ved det. Så han slog ham ikke.
– Ingen vidste altså, at det var dig, der havde gjort det?
– Det fortalte jeg dem så bagefter i frikvarteret. Ellers er der jo ikke noget ved det, vel?
Nå, nej. Selvfølgelig ikke.

30
Krig mod de sataner

I skolen sørger jeg så vidt muligt at være sammen med eller i nærheden af Frans. Men KP er stadig syg, og der hviskes lidt i krogene.
– Hvor er han?
– Ja, for han er ikke hjemme.
– Jeg var der henne i går, og hans far sagde bare, at han er syg og snart kommer igen.
Det er godt, at han ikke er i skole, men det er skidt, hvis han er syg af det, vi har gjort ham. Det kan nok ikke være det, at jeg brændte ham, nok mere den kolde bruser. Måske har han skullet gå hjem i sit våde tøj og er så blevet syg af kulden? Jeg frygter lidt for, hvad der sker.
Det er ikke til at vide, og i hvert fald ikke noget, jeg kan gøre noget ved.

De følgende dage går jeg rundt med en lille knude i maven. KP er stadig syg, og hver morgen møder jeg med mavepine. Er han der i dag? Jeg kigger rundt, og er KP der ikke, forsvinder mavepinen ret hurtigt og efterlader kun denne lille knude. For KP kan jo komme senere, op ad dagen, måske med sin far, og inspektøren kan hente mig, og de står der inde på inspektørens kontor med meget sure ansigter, og inspektøren ser strengt på mig:
– Hvad er det, jeg hører, Hans Theodor?
– Det ved jeg ikke.
– Har du brændt KP med en lighter?
– Han har også brændt mig.
– Har du brændt KP med en lighter?
Når han stiller det samme spørgsmål igen, ved man, at nu skal han have svar. Ellers…

Jeg ved ikke, hvor jeg havner, hvis alt det sker. Jeg siger til mig selv, at når 3. time begynder, kommer han ikke mere den dag. Så slapper jeg af. Jeg er også nervøs for, hvad der vil ske, når han hører, at Palle og Geert har været i samme gruppe som mig i geografi, og at de selv valgte det.
Måske er det slut med kliken, måske bliver KP bare en almindelig elev i klassen, måske flytter han til en anden by, hvem ved? Jeg forstår ikke, at Martin ikke har hævnet sig. Han kigger ikke på mig og går lidt rundt for sig selv og somme tider med Ole. Måske snakker de om, hvordan de skal hævne sig mod mig. Martin og Ole og KP er kliken nu, og Geert er ikke med længere. Han var også kun med i begyndelsen. Palle har aldrig været med, han er simpelthen for pæn til sådan noget. Det er usikkert med Ole. Han samlede mit viskelæder op, og det er et godt tegn.
Palle, Geert og jeg har spillet fodbold et par gange sammen, og det er gået rigtig godt. Men venner kan man ikke kalde dem. Ikke endnu. Det tager nok længere tid. Omvendt gik det meget hurtigt med Frede og Frans.
Jeg får en idé og spørger Ole, om han vil spille med. KP er her ikke, og Martin ser jeg intet til. Måske kan jeg på den måde langsomt gøre det, jeg gerne vil.
Ole er længe om at svare, men jeg presser ham lidt.
– Jeg ved godt, du ikke er så god sådan til at drible, men vi mangler altid en målmand, og du er faktisk skide god til at stå på mål.
– Nåå, det ved jeg nu ikke. Men det ved Ole godt, for han fik ros af Hr. Larsen i sidste fodboldtime, da han reddede et straffespark.
Ole går med om til bænkene, hvor der altid er to, der udgør målene.
– Ole vil godt være med, råber jeg, og Geert nikker.
– Han kan stå på mål, ikke? Spørger han mig.
– Jo, det er han skide god til.
Ole smiler og stiller sig straks op foran den ene bænk og tager alt, hvad der kommer i nærheden af ham.

En dag kort tid efter er Frede rask igen, oven i købet på kongens fødselsdag. Vi synger nationalsangen til morgensang, og inspektøren ønsker hans majestæt til lykke, og i dagens fadervor indlægger han noget med kongen, så Gud ikke bare skal befri os for det onde, men også tage sig af kongen. Jeg tænkte på, at det kan han godt glemme, Hr. Horne. Gud har ikke tid til at tage sig af nogen.

Frede er heldigvis frisk og fyldt med humør, som han plejer. Han er sådan, som man skal være, når man læser spejderbogen. Han ligner en af de drenge, der er på tegningerne. Sådan som man bør se ud. Der er andre tegninger af døgenigte og drenge, der aldrig vil drive det til noget. Deres næser er skæve, og de har stritører. De sætter deres hat helt forkert, og de hjælper ikke gamle damer over vejen, og de er i det hele taget ikke noget at samle på for Danmark.
Jeg har ikke helt glemt, hvad der stod, selv om det snart er længe siden, at jeg har læst i den. Nu står bogen hjemme hos mor i en reol. Jeg er også blevet lidt ligeglad med den bog.

En morgen står han der. KP. Jeg kan se, hvordan han hader mig. Han sender øjne til mig og hvisker til de andre. Men mit arbejde med dem har ikke været spildt. De hvisker til ham, mens de ser over mod mig, og Ole vender sig om igen og sætter sig til at skrive, og det ville han aldrig have gjort før. Kun Martin ser på KP og lytter til ham.

Midt i det store frikvarter går jeg sammen med Frede og Frants som så ofte før.
Der står KP for sig selv og spiser sin mad. Han er helt alene.
– Napper vi ham? Spørger jeg.
De to andre nikker lidt forbavsede til mig, og vi stryger hen til KP, og som om vi har aftalt det hele, tager Frede og Frans fat i ham, mens jeg dirigerer.
– Her, siger jeg og peger over mod cykelskuret. – Denne vej. Du har åbenbart ikke fået nok.
KP protesterer, og man kan høre, at han bliver bange.
Der hjælper ingen kære mor. Halvt slæbende med fødderne efter sig bærer de ham mere eller mindre, mens de håner ham. Jeg siger ingenting. Madpakken taber han, så 2 æggemadder og 1 med leverpostej og smørrebrødspapir og en halvt spist kødpølsemad ligger strøet ud på asfalten.
De stiller ham op mod murstenssøjlen, og jeg står foran ham.
– Nå, KP, jeg fik lige lyst til at have det lidt sjovt. Jeg tror, du helt har glemt det.
Han er ikke helt færdig med at tygge sin kødpølse, og noget af det hænger ud af munden.
Vi hiver trøjen af ham og knapper skjorten op ind til hans bare bryst.
– Du prøvede vist at få Martin med på noget mod mig i klassen, ikke?
– Nej, nej. KP ryster ivrigt på hovedet og har store øjne.
Jeg kører med mine knoer op og ned ad hans ribben og lægger alle mine kræfter i. Han ømmer sig, men det er vist ikke nok.
– Er der en, der har en lighter? Spørger jeg.
– Ja, fanden, siger Frans og stikker mig sin.
Jeg tænder den og nærmer den til KPs bryst.
– Nej, nej, ryster han på hovedet og ser skræmt på lighteren.
– Jo, jo. Nej, nej. Jo, jo.
Jeg gør ligefrem nar ad ham og ryster selv på hovedet.
Så sætter jeg flammen mod hans mave, og han skriger af smerte. Jeg holder den lidt, mens han kæmper meget for at slippe fri. Men Frede og Frans er stærkere.
– Sådan, så slipper du for mere. Nu håber jeg, du ved, at du får en omgang, hvis vi synes, du trænger til det. Husk så: Ikke noget med at lave noget med nogen mod mig. Forstået?
Han nikker ivrigt og grædende.
Jeg ved ikke, hvor jeg får ordene fra, de kommer bare. Mens jeg siger dem, har jeg lyst til at lade flammen danse i hans ansigt også. Måske så der går ild i et par hår. Åh, jeg ville gerne forlænge dette øjeblik af fryd og begejstring, af en meget stor glæde.
Frede og Frans slipper ham, og han løber hurtigt derfra.
Jeg stikker Frans lighteren og siger:
– Tak for lån.
– Du er da lidt for skrap, siger han, mens han griner og stikker lighteren i lommen igen.
– Uden jer går det ikke.
Frede nikker.
– Han trængte til en huskekage.

Oppe i klassen går jeg ind med hovedet højt. Ingen tør røre mig. KP dukker sig dernede og hvisker ikke mere til de andre, det kan jeg godt se, og det gør mig godt. Jeg er uovervindelig som Fantomet. Hvis jeg fik lyst til at Martin skulle have samme omgang, så fik han den. Med mine to venner kan jeg styre det hele. Jeg har en vældig følelse i hele kroppen, og da vi får fri, går jeg hjem mod børnehjemmet næsten uden at røre jorden. Det er en dejlig fornemmelse at kunne svæve af sted.

Man må ikke gå på sovesalen om dagen, men det er mig, der styrer her. Jeg går bare ind og lægger mig på min seng. Her ligger jeg og kigger op i loftet og drømmer lidt.
Jeg styrer skolen. Det er mig, der bestemmer. Hans Theodor. Forfærdet slår jeg øjnene op. Har jeg sovet lidt? Har jeg drømt? Alt det med KP, er det bare noget, jeg har drømt?

Nej, det er det ikke. Drengene står foran spisesalsdøren, hvor aftensmaden venter os. Frede og Frans står forrest, og da de ser mig bagerst i køen, vinker de mig frem. Min plads er oppe foroven, og de andre drenge rykker sig.
– Hold kæft, mand, du gav ham sgu da en forskrækkelse, hvad?
Frede dunker mig i ryggen, og jeg vokser til en mand på 2 meters højde og 2 meters bredde over skuldrene og pistol i bæltet.
– Man kan blive helt misundelig på dig, siger Frans. Jeg forstår ikke, hvad han mener med det.
Nu er klokken 6, og døren må da gå op nu.
Vi står lidt tavse. Så opstår noget støj nede fra den anden ende.
En af drengene kommer ind udefra og er helt forslået. Inde i byen har han fået bank af drengene fra Kongevejen.
– De skal få, de sataner, siger Frede og ser på mig:
– At slå på en af os er at slå på os alle sammen!
Fredes øjne lyner, og jeg synes, jeg har en ven, der er en Super-Per værdig. Ham har jeg faktisk helt glemt. Det er lige meget med ham. Det er jo bare noget, jeg gjorde som om. Her er det virkeligt.
– Det er begyndelsen til en fejde. Krig.
– De skal ikke komme her!
– De sagde også, at vi alle var tyskerunger!
– Tyskerunger?
– Ja, det råbte de i hvert fald.
– Der er sgu da ingen her, der er tyskerunge.
De ser rundt på hinanden mest på Frans, også på mig, men ingen siger noget.
Frans ser trodsig ud.
– Jeg har ikke noget med min far at gøre. Überhaupt Nichts!
Der opstår tavshed. Der er noget, jeg ikke ved. Frede råber:
– Vi vil ha hævn over de sataner!
Njals saga fortæller os, at kun hævn er godt nok for os. Vi rækker armene i vejret og skriger højt i takt med ham:
– Vi vil ha hævn! Vi vil ha hævn!
Dejligt at stå her i en flok, der holder sammen mod dem derude. Jeg har glemt min mor og morfar og onkel og synes i dette øjeblik, at det er pragtfuldt at bo på børnehjem.
– HT, du skal være med og vise, at vi her på børnehjemmet holder sammen. Os skal de sgu ikke gøre noget!
Endelig går spisesalsdøren op, og Hr. Jansen står der. Først når vi er helt stille, får vi lov at komme ind og få aftensmad. En aften var der lidt skubben og asen og masen, og straks råbte han: Ud!
Vi måtte pænt gå ud igen og vente. Lidt efter lukkede han døren op og stak hovedet ud. Er I stille nu? Spurgte han. Vi nikkede. Det var vi. Så kom vi ind til de knap så varme kartofler.

Billederne er færdige, og jeg går ned til Foto-Jonas for at hente dem.
Han giver mig en bunke.
– Ikke alle er lige gode. Se det her, for eksempel.
Billedet er rystet og man ser to KPer. En er for så vidt nok.
Der er kun et billede, der er helt tydeligt. Gudskelov er det også helt tydeligt, at det er KP, der er på det med bar røv. Det er ekstra stort, så Jonas har forstået, hvad jeg bad om.
– Han ser sjov ud. Har, har. I giver ham buksevand, hvad? Jeg tænkte nok, du var interesseret i, at netop det billede skulle være større end de andre. Hvad skal I bruge det til?
– Det er noget, vi har i klassen.
Det er ikke løgn.
– Ja, det lyder spændende. Er det sjovt at gå i skole?
– Mnnn.
Det er i hvert fald sjovere nu, end det har været i lang tid. Det er også sjovt, at Jonas interesserer sig for, hvordan jeg har det i skolen. Voksne ser normalt hen over én, når de haster videre. Det er derfor, der er forskel i størrelsen.
– Det er en fin vinkel, det er taget i. Er det dig, der har fotograferet?
– Mnnn.
– Man skulle tro, du havde prøvet det før. Du har ramt det gyldne snit enormt godt.
– Gyldne snit?
Jonas forklarer.
– Det er et godt kamera, det der Agfa. Nu skal du se.
Han henter et apparat fra udstillingen i vinduet.
– Her er det nyeste Kodak. Det til dato bedste kamera, vi har haft. Prøv at se. Er det ikke flot?
Han viser mig det, og jeg kigger igennem det og knipser et par gange. Det er dejligt at få lov at røre ved det. Jeg kunne tabe det, og det ville ikke være så godt. Jonas tør give mig det.

Jeg stikker forsigtigt billederne ind under trøjen, betaler og smutter hurtigt hjem igen. Mens jeg løber, tænker jeg, at det er lidt skægt, at jeg smutter hjemad, når jeg jo skal hen på børnehjemmet på Polensvej. Som om det er mit hjem. Frk. Kalvemose har sagt, at det hedder Børnehjemmet, fordi nogle folk gav det til byen, så forældreløse børn havde et sted at bo. Måske er det blevet mit hjem. Her hører jeg hjemme. Sammen med mine venner.

Stakåndet stormer jeg ind på Nordpolen og møder Frede i døren.
– Jeg har dem her. Der er et, der er godt.
Frede kigger på dem.
– Hvor gemmer vi dem, spørger jeg.
– Det skal jeg nok tage mig af, siger Frede og stikker billederne til sig. Han skal lige til at gå, da jeg kommer i tanke om pengene.
– Her, siger jeg. – Det er resten.
– I morgen, siger han. – I morgen eftermiddag skal de have bank. Skal vi ikke aftale, at vi mødes på Engen.
Jeg havde helt glemt det med drengene fra Kongevejen. Det er snart længe siden.
Engen er det stykke, der ligger mellem jernbanen, skoletandlægen og Kongevej. Det er et godt sted fyldt med træer, græs og huler og ikke særlig meget eng. En eng er mere en mark, synes jeg.

Jeg nikker.
– Fint, så siger jeg det til de andre.
På en måde er Frede og jeg nu generaler begge to, og alle de andre er menige soldater. Frans er måske sergent. Men ikke mere end det. Frede og jeg udpønser planer og fører dem ud i livet.

Jeg er meget nervøs, for jeg ved jo godt, at jeg ikke er særlig god til at slås. De andre tror, jeg kan en hel masse, og jeg har kun pippet lidt stille og sagt, at alt sådan noget kan jeg slet ikke. Så tror de, det er det, man kalder falsk beskedenhed, og det er næsten værre end at lyve. Over for venner må man ikke være falsk.
– Vi ved godt, hvad du kan, siger Laurids og blinker til mig. De andre griner lidt.
– Ja, men jeg er virkelig ikke god til at slås.
– Ja, ja, så siger vi det. Du kan jo så klare dig på andre måder.
– Men gå nu ikke for hårdt til dem. Vi vil ikke have politiet ind i det.
Igen griner de lidt. Men slet ikke sådan, som KP og hans klan griner. Jeg kan ligefrem mærke, at de regner mig for en af dem. Jeg er med i en klike!

31
Slaget ved Svold med Skræp

Henad 4-tiden næste eftermiddag sniger vi os rundt på Engen. Sneen er heldigvis for længst borte, og det er blevet meget varmere i vejret. Slås man i sne, bliver man meget våd, og jeg er altid lidt nervøs for ikke at kunne få luft, hvis jeg bliver vasket og kommer ned under sneen.
Jeg er alligevel rystende nervøs. Vi spreder os og venter på drengene fra Kongevej. Vi er kommet lidt før aftalt, for, som Frede siger, det er godt at være forberedt og klar. Frede står forrest sammen med Frank og jeg en smule bagved. De andre tæt på, men ikke helt tæt på mig. I et kort sekund opfatter jeg det, som om de er lidt bange for mig. Hvad kan han ikke finde på?
Frede er sådan en, der aldrig er bange. Han står lige så rolig, som om han blot ventede på bussen. De sidste fem minutter har han ikke sagt et ord.
– Tager du den stærkeste, Frede? Spurgte jeg.
Intet svar. Som om han lever i sin egen verden.

Der kommer de. Bevæbnet med stokke og alt muligt andet. Angsten vælder op i mig, og jeg har mest lyst til at løbe min vej. Den går naturligvis ikke.
– Tyskerunger, råber de.
– Kongevejslort!
– Hej Hitler.
– Pisunger.
– Lortetyskere.
– Selv lort.
Så er opvarmningen forbi, og vi begynder at slås.
Frede og Frans styrter over til de største af kongevejsdrengene, og snart ruller kampene frem og tilbage. Reglerne er meget enkle: Når man overgiver sig, er man færdig og skal gå hjem. Dem, der bliver tilbage, har vundet. Vi har gennemgået det hele, og jeg ved, at når man overgiver sig, er det, fordi det gør ondt.
Jeg søger efter en, der er mindre end mig selv og finder blandt kongevejsdrengene en lille tyksak, som jeg river om i græsset og søger at sidde ovenpå. Ham må jeg da kunne klare. Bare det at få en af dem til at overgive sig ville være en stor triumf for mig.
Slagsmålet bølger frem og tilbage, og det ser sådan ud, at tyksakken ikke kan komme fri ved egen hjælp. Jeg har fået spændt ben for ham, og vi falder begge om, men jeg er øverst.
– Giver du dig, spørger jeg ophidset. Måske har de ret. Måske er jeg god til at slås.
– Nej, siger han overraskende.
Nu ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg så skal gøre. Her sidder jeg og holder ham, og han kan ikke komme fri. Er det så ikke mig, der har vundet? Jeg ser op; der kommer Frede farende.
– Frede, han vil ikke give op.
– Så nap ham, indtil han gør det. Eller kvæl ham langsomt. Det er sgu da ikke noget problem for dig.
Det burde gøre ham forskrækket. Vi drenge fra børnehjemmet er frygtet ude i byen, fordi vi er gode til at slås og aldrig giver op. Frans har tæsket meget rundt i det og er stolt over rygtet. Han gør altid, hvad han kan, for at rygtet skal vokse.
Ud af øjenkrogen ser jeg ham slå en modstander i hovedet for derefter at sparke ham i maven, mens han råber og skriger. Det varer kun få sekunder, så har modstanderen opgivet og taget flugten, og Frans kaster sig over den næste.

Jeg holder den tykkes arme ned mod jorden og bruger på den måde begge arme, så det er vanskeligt at komme til at nappe ham. Jeg kæmper for at holde ham med én hånd, men det er lidt for meget for mig. Så stærk er jeg heller ikke, kan jeg mærke. Længe kæmper jeg med at holde ham, og til sidst virker det, som om han bliver træt.
Der skifter jeg stilling og placerer mit højre knæ på hans venstre arm, og jeg får selv en arm i overskud. Jeg river ham i håret:
– Giver du op?
Han skriger som en stukken gris, men give op? Ikke tale om. Han er dum og stædig, virker det til.
Jeg tager fat i de små hår over øret, som jeg har set læreren gøre, og hvem ved det bedre, og drejer rundt.
Nu skriger han virkelig højt.
– Ja, men så giv da op, brøler jeg selv til ham. Det er forfærdeligt, som han kan skrige højt.
Pludselig kommer der en dreng farende gennem buskadset og slår mig med en tyk kæp.
– Av, siger jeg og tager mig til armen. Det gjorde ondt. Må man godt bruge våben?
Tyksakken benytter sig af det og vrider sig løs. Nu er de to om mig. Jeg rejser mig rasende og hurtigt og råber:
– Se der! Og peger mod et punkt lidt bag dem. De standser forbløffet og vender sig om.
Men en Fantomet-bevægelse river jeg hidsigt kæppen ud af hænderne på ham og slår alt, hvad jeg kan mod ham. Han falder bare om, og jeg løfter kæppen og slår mod ham tyksakken, der står helt stiv og bare ser på mig. Jeg rammer ham lige i hovedet, og også han dratter om.
Min vrede kommer helt inde fra, og jeg slår dem igen så hårdt som muligt. Det er helt uden for reglerne, at de ikke overgiver sig. Især ham den tykke.
– Nu må du vist hellere holde, lyder det bag mig. Der står Frede og Erik.
– De er selv ude om det. De brugte kæppen mod mig, forsvarer jeg mig.
– Helt i orden, HT. Fint nok.
Frede tager mig om skuldrene for at få mig lidt ned, tror jeg. Jeg ryster endnu, men mærker, at vreden langsomt forsvinder.
De to drenge ligger helt stille på jorden.
– Kom, råber Frede, – de er slået hele banden!
Vi løber hjemad og smider os forpustede omme bag det store træ i haven.
– Hold kæft, de fik!
– Ham, jeg havde fat i, skreg, da jeg nappede ham …
– Ja, så kan de overgive sig!
– Så I HT? Han nappede sgu 2 helt alene!
De ser på mig alle sammen, mens jeg kigger beskedent ned i græsset.
– Han slog dem sgu bevidstløs. Ramte dem lige i hovedet. Havde jeg ikke standset ham, var de fanme døde.
Frans rejser sig halvt op.
– Er det rigtigt?
– Mnnn. Men de overfaldt mig med en kæp først. Ikke ham tyksakken, men ham den anden. Det var sgu dem, der tog en kæp med.
Reglerne siger klart, at man ikke må bruge våben.
De samler sig omkring mig og dunker mig i maven. Frede er nærmest og ser på mig med strålende øjne.
– Hold kæft, mand. Og det er dig, der siger, at du ikke kan slås. Jeg turde sgu ikke slå med en kæp. Og så lige i hovedet! Sct. Jørgen og dragen, mand. Ligesom på billedet. Havde du haft et sværd, havde du fanme kappet hovedet af dem.
– Fanme godt, HT. Sådan skal de ha´ det.
Frans vil også være med. Jeg nyder hvert eneste øjeblik, og lige nu har jeg ikke bare 2 venner, men 11.

KAPITEL 4

32
Påskeferie med lapning af DKW

Næste formiddag er min mor og onkel der pludselig.
– Hej Hans Theodor. Nu har du påskeferie.
Det var dejligt. Det vidste jeg slet ikke.
– Vi skal holde ferie hos morfar.
Det var da en kæmpeoverraskelse. Det vidste jeg heller ikke. Ingen har fortalt mig det. Men jeg bliver meget glad og skynder mig at pakke tasken med mit tøj. Der er ikke så meget, så det går hurtigt. Andre forældre holder også parat til at hente deres dreng.
Det er noget mærkeligt noget. Hvis jeg skal indrømme det over for mig selv, har jeg ikke savnet dem. Hverken mor eller morfar eller onkel. Der har været så meget.
Jeg kigger efter Frede og Frans, men kan ikke få øje på dem. Jeg ville godt have sagt farvel til dem. De skal nok blive på hjemmet, som de altid skal, når vi andre bliver hentet.

Under hele turen sidder jeg nede på gulvet mellem mors ben, fordi det er en gulpladebil, og der må højst være to personer i den. Når jeg sidder dernede, kan politiet ikke se mig. Onkel kører Austinen. Når han skifter gear oppe ved rattet, kigger han smilende ned til mig.
– Nå, Hans Theodor, skal vi ud og pilke torsk?
Det kan vi da godt. Jeg kommer igen i tanke om, da onkel sidste år sagde, at jeg aldrig skulle på børnehjem. Det skulle han fanneme sørge for. Jeg husker, hvordan han bandede. Men det vil jeg ikke snakke om nu. Jeg vil heller ikke flytte hjem til onkel og morfar længere, for nu har jeg fået venner, mange venner. Og gode venner!

Da de hentede mig, så de glade ud og omfavnede mig. Jeg var også glad for at se dem, men på en underlig måde. Det var næsten, som om jeg havde gjort noget galt.

Hjemme hos morfar bliver jeg godt modtaget. Hjemmebagt kage og endda alt det, jeg kan proppe i mig. Jeg sidder og nyder det og føler mig så godt tilpas. Trætheden overfalder mig, så jeg til sidst må give op og gå op i seng.

Næste dag hjælper jeg onkel og morfar ude i garagen og værkstedet. Der er nok at tage fat på. Jeg kan godt lide at arbejde her og drømmer om at komme i lære som mekaniker, så jeg kan reparere den gamle DKW. Jeg tror, at morfar venter på, at jeg skal kunne ordne den. Jeg vil også gerne.
– Det er sjovt, at du har en tysk bil, og onkel har en engelsk.
– Han skal jo bruge en varebil til at køre fisk ud med.
Nå, ja.
– Men han kunne jo godt have købt en tysk varebil så?
– Ja.
Morfar standser op med hammeren i hånden.
– Selv om jeg stammer fra en tysk familie, og selv om jeg var tysk soldat, prøver vi hele tiden at være så meget danskere som muligt.
– Jo, men der er da mange danskere, der har en tysk bil.
Det ved jeg egentlig ikke, det er gætteri fra min side. Men Klaras har en folkevogn, ved jeg.
– Ved du, hvorfor vi blev nødt til at flytte hertil efter krigen?
– ?
– Vi kunne ikke blive i den by, vi kom fra. Under krigen var mormors bror tysk soldat i København, og din mor var i huset derovre hos en tysk officer. Vore venner var til dels tyskere, og din onkel var med i sådan en ungdomsorganisation, der havde møder på en bakke syd for Haderslev.
– Derfor blev vi nødt til at flytte, for efter krigen var der ingen, der ville klippes længere af os i den by. Vi måtte sælge frisørsalonen og huset og det hele.
– Var du ked af det, morfar?
– Meget. Vi havde jo ikke gjort noget, syntes vi da selv. Men det syntes danskerne der.
– Her bor I så godt nok?
– Ja, de kender ikke noget til vores baggrund, ikke alle.
Nogen gør, for da onkel købte fjernsyn, var det ikke alle, der kom hen og skulle se det. Nogle ville ikke se fjernsyn hos tyskere, sagde de.
– Kan man sige, at mor er en slags tysker?
Far sagde engang, at ”din mor er jo tysker”. Jeg er sikker på, at han mente, at når hun er det, kan man ikke helt stole lige så meget på hende, som hvis hun var dansker.
– Tja, måske. Er det ikke lige meget?
– Der er mange, der siger, de ikke kan lide tyskerne.
– Nej, og det kan jeg godt forstå. Vi syntes jo, der skete så meget godt dengang i 30erne, folk kom i arbejde, men så kom krigen og alt det onde, som ændrede på så meget …

Jeg har fået øje på det ene hjul, der er fladere end de andre og peger.
– Det er vist i stykker. Tror du, det er punkteret?
– Det er godt, du ser det, Hans Theodor. Lad os få det lappet med det samme.

34
Det er sjovt at se på fugle

Efter middagsmad plejer vi at lægge os til at sove til middag. Bare ikke jeg i dag, fordi det er første dag. Jeg går og keder mig lidt, og før jeg ved af det, står jeg uden for herregården. Måske er Arne hjemme og kan lege?
Hans mor lukker op.
– Hej, Hans Theodor. Det var da dejligt. Nu skal jeg kalde på ham. Jeg tror, han læser Anders And. Gå bare op på hans værelse!
Jeg går op og banker på hans dør. Lyde af papir, der krølles sammen, når mig, inden døren lukker op, og der står Arne lidt rød i hovedet.
– Nå, hvad laver du? Spørger jeg. Er jeg kommet på en forkert tid?
– Ingenting, siger Arne, og så ved vi begge, at det er løgn.
– Læser du Anders And?
– Mnnn.
Jeg går hen til bordet og ser en bunke Anders And-blade.
– Den kender jeg ikke.
Jeg hiver bladet frem og trækker derved et andet med.
Hudibras, læser jeg.
– Hvad er det for noget?
– Det er sådan et med nøgne damer i, siger Arne og sprutter af grin, og den er jeg med på.
Vi griner begge, og jeg kaster imens blikke i Hudibras, der er fyldt med tegninger af damer uden tøj.
– Må du godt læse i sådan noget for din mor?
– Det ved jeg ikke. Hvis hun ikke ser dem, kan hun jo ikke forbyde det.
Ja. Det er nemlig rigtigt. Alt, de voksne ikke har forbudt, er tilladt. I Spejderbogen er det omvendt.
– Jeg har det, siger Arne og har det her fiffige blik i øjnene, der afslører, at han har fået en idé.
– Ved du godt, at her syd for byen findes en campingplads for naturister?
– Naturister? Hvad er det?
Arne løfter madrassen i sin seng og viser mig et blad, jeg aldrig har set før. Det hedder ”Sol” og på forsiden er der også en nøgen dame ligesom i Hudibras. Men hende her er en rigtig en af slagsen.
Hånden ryster lidt, da jeg blader det igennem. Der er simpelthen ikke andet end nøgne mennesker på alle billederne, også mænd. Men ikke tegninger. Det er farvebilleder. På bagerste side sidder Frk. Kalvemose. Hende her smiler og ligner i hvert fald Frk. Kalvemose.
– Hold da op, siger jeg og vender bladet i flere vinkler.
Arne fniser.
– Dem må min mor i hvert fald ikke se, for så tror jeg, at …
– Det er frækt. Hvor har du dem fra?
– Henne fra Per. Forstår du, de der, han peger på billederne, er alle naturister. Det er derfor, det hedder Sol, fordi de gerne vil være ude i solen, og det starter i påsken.
– Nå. Men der er da ikke meget sol nu?
– Nej, men det er de vist ligeglade med.
Det er selvfølgelig meget spændende, men ærlig talt vil jeg nu hellere ud og skyde bue og pil.
– Og de er nede på campingpladsen. Naturisterne!
Han stråler over hele hovedet, og der står lidt spyt i mundvigen. Så forstår jeg, at det er noget, der interesserer ham.
– Vi kan gå derned og belure dem, mener han triumferende.
– Belure dem?
– Ja, kigge på dem. De er nøgne hele bundtet. Har du en kikkert?
– Nej, det har jeg aldrig haft. Men øh, onkel har vist en. Måske kan jeg låne den?
– Hent den.
– Nej, du skal med. Han vil garanteret spørge, hvad jeg skal bruge den til.
– Ja, for fanden, vi skal ud og se på fugle.
– Nå ja. Men er du sikker på, de er nøgne? Det er da alt for koldt.
– De går sgu nøgne hele året. De optræner jo huden, så den kan holde sig varm meget længere end vi andre. Deres hud bliver meget tykkere, lidt ligesom med dyrs pels. Nogen af dem har hår langt ned ad ryggen og også foran. Damerne er tit meget store, for deres fedtlag er noget tykkere.
– Nå.
Arne lyder altid så klog, så det er svært at tvivle på det, han siger. Jeg tror ikke helt på den der med, at naturisters hud er tykkere end vi andres.

Lidt efter går vi tilbage til morfars hus. Onkel er heldigvis stået op efter middagsluren. Han sidder og læser avisen.
– Onkel, må jeg låne din kikkert?
– Ja, svarer han forbavset, hvad skal du bruge den til?
– Arne og jeg skal se på fugle.
– Nå, nå. Er du begyndt at interessere dig for dem?
– Nej, det er nu Arne.

– Her, siger jeg til Arne bagefter, det er en god kikkert.
– Må jeg se.
Han standser og ser i den.
– Den er god nok, mener han.
Vi går en lang tur, inden vi er forbi campingpladsen, hvor der uden for porten står ”Alt optaget”.
Vi forsøger at kaste et langt blik ind gennem indgangen, men kan ikke se en eneste nøgen dame.
Arne sukker. Vi går videre. Arne har stukket kikkerten ind under jakken, og det er nok ikke så dumt. Hvis de så ham med en kikkert i hånden, ville de nok gribe ind:
– Nå, lille ven, hvad skal du med den kikkert?
– Se på fugle.
– Mnnn. Der er ingen fugle her. Gå I hellere op i byen igen.

Arne kender en hulvej bag campingpladsen ned mod vandet, og den følger vi. Den er smal, og der er en bæk, der løber ved siden af. Vi griner lidt undervejs, stemningen er god, og væk er alt det der med KP og Frede og Engen og børnehjemmet.
Næsten helt nede ved den stenede strand går Arne pludselig til venstre og finder en trappe.
– Her, vinker han. Det er her.
Vi sniger os forsigtigt op ad trappen, der ender oppe ved et sommerhus. Det er faktisk koldt i vejret. Jeg kan næsten ikke tro, at de er nøgne nu.
– Her, vinker han videre.
Det virker, som om han har været her før.
– De er her ikke. Jeg har aldrig set nogen i det hus.
Vi løber krumbøjede frem mod en hæk nord for huset.
Arne har en finger for munden. Så løfter han sig ganske forsigtigt og farer ned med et spjæt.
– De er lige der, siger han ophidset.
Jeg gør det samme og chokeres over at kunne se en del nøgne mennesker næsten lige ved siden af inde på campingpladsen. Nogle spiller volleyball, andre går rundt og snakker og nogle børn spiller fodbold mod et mål.
Jeg dykker ned igen og begynder at grine.
– Det må da være koldt uden tøj. Så varmt er det heller ikke.
– De er vant til det, siger Arne. Han er så klog. Så tager han kikkerten frem, rejser sig halvt op og stirrer derover gennem den. Han står længe helt ubevægelig, mens han mumler noget.
– For satan nogen…
Jeg kan ikke høre det hele, men regner med, at han kan se en del.
– Nu er det min tur, siger jeg. Det er trods alt min kikkert.
Modvilligt giver han mig den, og jeg efterligner det, Arne lige har gjort.
De er alle nøgne, og jeg kan se dem lige så tydeligt. Flere af damerne og specielt en har et meget tykt fedtlag foran. Jeg lægger mærke til flere ting.
– Det er en ordentlig dusk, de har mellem benene, siger jeg, og Arne begynder straks at fnise.
– Sagde jeg ikke, de havde pels langt ned ad ryggen og foran?
Han forsøger at sige det dæmpet, men det lykkes ikke rigtigt.
Han sprutter af grin, og med et kan jeg i kikkerten se, at nogle af de nøgne mænd ser her over, hvor vi står. Jeg bliver nervøs og vender mig om og løber, mens jeg råber:
– Kom nu, de har set os.
Vi drøner ned ad trappen og op ad hulvejen, benene går som trommestikker, og vi pruster af sted. Jeg skal endda bære den tunge kikkert og holder den tæt ind til kroppen for ikke at tabe den.
Endelig halvvejs oppe gør vi holdt for at puste ud og lytte til, om der er nogen efter os.
Det er der ikke, og vi går hjemad. Dog følger vi en lille omvej, så vi ikke igen skal forbi campingpladsens port. Hvis nogen har set os, kunne det gå hen og blive meget usundt for os, som Arne siger.
Derfor tager vi nu en længere tur, mens vi svælger i det nøgne kød, vi har set. De tissemænd, Arne har set, er noget længere end dem, jeg så, og det gælder også for kvindernes bryster.
– Hold kæft nogen patter, siger Arne grinende. – Hun er nok tysker. Og jeg griner med, selv om jeg ikke rigtig ved, hvorfor. Men det lyder rigtigt, at tyskere godt kan have sådan nogle store nogen.
– Hvem af dem?
– Så du ikke hende, der stod ved vollynettet? De hang fanme helt ned til lårene. Altså ikke de sorte fletninger. Fedt på fedt.
Vi sprutter uhæmmet løs af grin over, at sådan nogen kan være så store. Vores mødre har kun lidt patter, mener Arne. Det har jeg aldrig tænkt over, og det interesserer mig ikke. Han snakker om købmandens datter, der skulle have nogle ordentlige nogen. Jeg er glad for, at ingen af naturisterne har set os, løbet efter os og tæsket os.

Vi går meget længe og bliver efterhånden også trætte. Nu vil jeg gerne sidde lidt og læse Anders And og foreslår Arne, at vi går hjem til ham.
– Nej, det går ikke, for vi skal over og besøge morbror Henrik, når jeg kommer hjem.
Det er der ikke noget at gøre ved. Vi skilles, og jeg går hjem til morfar med kikkerten.
Der var ikke så mange fugle, som vi troede, siger jeg. Onkel nikker.
– Nej, det er nok lige koldt nok til, at de gider flyve, smiler han.

– Her til aften får vi besøg af nogle venner, siger han til mig. – Det er nogen, jeg har hjulpet med at pilke torsk. Hun hedder Peggy. De har også en datter, men hun er ikke med.

35
Hvem er Kalle?

Efter aftensmad sidder jeg og læser i en hel bunke af onkels ugeblade oppe fra skunken. Jeg er nået til Illustreret Familiejournal fra 1934, da det banker på døren.
Morfar, mor og onkel går straks derud, og der bliver en forfærdelig kævlen på tysk.
De kommer ind i stuen og hilser på mig. Jeg taber helt vejret. Det er hende damen fra volleynettet med de sorte fletninger. Nu har hun fået tøj på. Hun er blussende rød i hovedet, hvilket nok skyldes den tykkere hud.
– Hallo, Hans!
Hun siger noget mere på tysk, men jeg forstår ingenting. Bag hende står hendes mand, der hedder Peter ligesom morfar. Han er ikke særligt rød i hovedet, ja, helt ærligt så er han nærmest bleg.
Jeg bliver også rød i hovedet og håber, de ikke ser det. Netop de to har jeg set nøgne i dag, og det eneste, jeg håber på lige nu, er, at de ikke har set mig.
De siger ikke noget, tror jeg. Så ville morfar eller onkel have sagt det videre.

Resten af aftenen er der dømt højt humør, og især onkel er meget anderledes, næsten lige som far var, da Gurli var på besøg sidste år. Han affyrer den ene vittighed efter den anden, og Peggy griner altid, faktisk før han har nået pointen.
Ud på aftenen siger de farvel, og jeg ser godt, at onkel lige trykker Peggys hånd lidt ekstra, da Peter vender sig om for at gå ud.
Jeg er bare glad over, at de ikke har set mig stå og lure på dem, og nu ved jeg ikke, om jeg skal fortælle det til Arne i morgen, og om vi skal gå derned igen. Nu, hvor jeg kender nogen af dem.

Næste formiddag går jeg om til Arne, men han er ikke hjemme.
– Han bliver et par dage hos morbror Henrik, siger hans mor.
– Så kan du jo komme igen.
Jeg nikker, men er lidt skuffet. Nu havde jeg jo lige noget sjovt at fortælle.
Vi får fisk til middag. Jeg kan godt lide fisk og synes, benene generer mig lidt, men onkel viser mig, hvordan man bedst undgår dem. Hvis alle vidste det, ville flere kunne lide fisk. Det er jeg sikker på. Ingen af mine venner kan lide fisk.
Efter maden lægger vi os til at sove middagssøvn. Mor går ned i gæsteværelset, morfar ligger i hans og mormors soveværelse, og onkel har sit eget værelse.
Jeg ligger på sofaen i stuen, men kan ikke sove. I stedet kigger jeg i Anders Andblade, da det buldrer ned ad trappen ude i gangen. Døren bliver slået op, og morfar vælter ind, smider sig på min sofa oven på mig, mens han holder sig for hovedet med begge hænder og siger:
– Ja, men kan du da ikke huske, da vi fiskede den vinter?
Nej, det kan jeg ikke og trækker mine ben til mig, det gør lidt ondt, at han bare sådan smider sig oven på mig, og jeg skal lige til at forklare mig og spørge ham ud om, hvad han tænker på, da han slingrer hen til skrivebordet og sætter sig med hænderne på hovedet og stønner højt.
– Åh, det gør ondt. Åh, siger han og klager sig.
Jeg bliver nu noget forskrækket og rejser mig fra sofaen.
– Vil du have noget? Spørger jeg, mens jeg lægger hånden på hans arm.
– Hent Kalle, siger han.
Kalle? Hvem er Kalle? Jeg bliver nu rigtigt bange og løber op ovenpå og banker på onkels værelse.
Det varer ikke længe, så står alt på den anden ende. Der kommer en ambulance og henter morfar, og onkel ser forvirret ud, og mor vrider sine hænder.
– Skal vi ikke køre efter ham?
– Jo. Jo, det skal vi.
Onkel kører den gamle DKW ud. Den kan altså godt køre. Nej, hvor den prutter. Han tør nok ikke køre ulovligt i Austinen.

Vi går ind på det kæmpestore hospital og finder stuen, hvor morfar skal ligge. Men han er der ikke.
– Nej, han er oppe i operationsstuen for at få taget en rygmarvsprøve, siger en sygeplejerske.
Vi sidder og venter, men morfar kommer ikke ned.
Mor går ud i gangen og kommer ind igen med røde øjne.
– Rygmarven er fyldt med blod, siger hun.
Blodet må jo komme fra hovedet og løbe ned i røret. Klart nok. Aha, så var det derfor, han tog sig til hovedet. Det havde nok gjort ondt.
Vi kører hjem igen i tavshed. Jeg synes, det er mest synd for onkel. Han sidder helt stille og ser stift ud på vejen og siger ingenting.

Dagen efter bliver morfar kørt til et stort hospital på Fyn, og mor siger, at vi skal besøge ham der 2. Påskedag, og at Arnold vil køre os.
Vi kører helt op til Lillebæltsbroen, inden vi når Odense. Der på det store hospital, langt oppe på en stue, helt alene, ligger morfar henne ved vinduet. Han ser pludselig meget lille ud i det store rum.
– Når jeg strækker mig, kan jeg se hjem, siger han.
Vi smiler. Gud ske lov. Så er han ikke alvorligt syg, som de voksne siger.
– Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke kan komme hjem, siger han, og for første gang nogensinde ser jeg tårer i morfars øjne. Det gør mig bange. Når han har tårer i øjnene, må det være alvorligt. Han har aldrig grædt før. Aldrig.
Vi snakker lidt. Eller rettere, de voksne snakker lidt.

Onkel og mor og Arnold skal noget og går. Jeg bliver tilbage.
– Hans Theodor, kom her hen. Måske kommer jeg aldrig hjem mere.
Han tager min hånd, og jeg er helt stiv.
Jeg bliver så bange, som jeg aldrig før har været. Ikke engang den nat med far.
– Hvorfor kommer du ikke hjem, morfar, hvisker jeg.
– Jeg skal måske dø, hvisker han tilbage. – Men det skal du ikke være bange for. Jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke forlade jer og dig.
1000 tanker farer gennem mig, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg knuger hans hånd.
– Du skal hjem, for vi skal jo pilke torsk. Havde du helt glemt det?
Han smiler lidt. Så vender han ansigtet mod vinduet.
– Det er ikke vejr til det endnu. Vi må se.
– Undskyld, morfar.
– Hvad mener du?
– Ikke noget.
Det er svært at forklare, at jeg har fået venner og derfor ikke har tænkt så meget på ham og onkel.

Da vi kører hjem, er jeg meget trist.
– Mor, kan det godt være, at morfar aldrig mere kommer hjem?
Jeg siger det helt lavt, så onkel ikke kan høre det.
Mor nikker og ser alvorligt på mig.
– Vi håber det bedste.
– Kan det godt være, at morfar dør?
Min stemme knækker over, og det er, som om jeg pludseligt forstår, hvor alvorligt det er med morfar.
– Så, Hans Theodor. Du skal se, det går nok.

36
Det er pinligt med mor

Samme aften er vi hjemme igen.
Her efter ferien får jeg lov at blive hjemme den første uge, inden jeg skal på børnehjemmet igen. Jeg skal ikke engang i skole, siger mor, men må køre med Karstens far på mælketur hver dag. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg ikke skal i skole, men det kan jeg godt lide. Det er lige så godt, som dengang jeg kørte med onkel på fisketur.
På den måde fejrer vi også min fødselsdag. Jeg bliver 11 år og snart helt voksen. Karstens far siger til lykke, mens vi har pause, og han giver mig en sodavand til min madpakke. Det bliver jeg meget glad for og synes, jeg har en herlig tur, selv om jeg er begyndt at savne mine venner.
De savner garanteret også mig.
Jeg er tidsnok hjemme til at høre radio for drenge og piger 16.20, hvor jeg sidder klinet ind til højtaleren og lytter til Paw i Urskoven. Netop i dag er den ekstra spændende, og som altid går det alt for hurtigt, så er oplæsningen færdig.
Om aftenen får vi god mad, stegt flæsk med persillesovs, og de tykke flæskestykker er dejlige at sætte tænderne i. Fedtet flyder ned ad hagen og drypper på bordet, hvis man ikke passer på. I dag får vi også dessert, chokoladebudding, min yndlingsdessert. Mor har minsandten også en lille gave til mig. Det er Robinson Crusoe i Perle-serien, og den bliver jeg glad for. Det gør ikke noget, at jeg allerede har læst den; den kan sagtens tåle at blive læst igen.

To dage efter kommer jeg glad hjem fra mælketuren. Ingen hjemme. Nå, hun er nok på besøg hos Nisses mor. De var også sammen i går. Det føles, som om det er enormt længe siden, jeg sidst var i skole eller ude på børnehjemmet.
Jeg står et øjeblik med min gaffel i hånden i køkkenet og stirrer ud i haven. Sneen er væk, men det er stadig meget koldt. Der er lidt sort træ, hvor skuret stod. Tørrepælene står ned ad havegangen som soldater på række.
Der er ikke noget, der er, som det ikke skal være. Og alligevel.
Min krop begynder at ryste. Noget er anderledes i dag i det køkken. Og jeg ved det godt. Jeg har set den længe før, jeg fik den læst. Jeg kan ikke udsætte det længere.
På bordet på min tallerken ligger den, og selv på denne afstand kan jeg tydeligt se, hvad der står:
”Morfar døde i formiddags. Der står mad til dig i skabet. Hilsen mor.”.
Jeg tager sedlen og holder den tæt op til øjnene. Langsomt kører jeg den længere ud og så ind igen for måske på den måde at lade det forsvinde, der står på den. Til sidst lader jeg den flagre mod voksdugen. Læner mig ind mod den nærmeste stol og knuger ryglænet, så det gør ondt i mine fingre. Men jeg mærker det ikke. Lukker øjnene, men det hjælper ikke. Det sprøjter ud af dem.
Jeg glider ned på gulvet, og hele min krop ryster, mens der kommer underlige lyde ud af munden. Jeg sparker ud efter bord og stol, rejser mig og slynger min gaffel op mod væggen, tager tallerkenen og knuser den ned mod gulvet og griber fat i glasset og smadrer det mod væggen, så glasskår regner ned over det hele.
Så løber jeg ud og ned bagerst i haven, helt derned hvor vores grund holder op. Dernede råber jeg, alt hvad jeg kan, for det er svært, når tårer og snot står ud i luften:
– Morfar? Morfar? Det kan du ikke være bekendt. Du måtte ikke dø. Det lovede du mig.
Jeg skriger og skriger ud over markerne. I det fjerne kommer en mand svævende. Jeg ser ham næsten ikke, og da han er helt tæt på, genkender jeg Super-Per.
– Åh, det var godt, du kom, Per. Jeg er så ked af det.
– Jeg ved det, HT. Jeg ved det. Han er død.
– Men det tror jeg ikke på. Han sagde selv, at han…
– Jeg tror heller ikke, at han er død. Og hvis han er død, kan han alligevel godt høre dig.
– Morfar, du måtte jo ikke dø, vel? Du sagde, at du …
– Hør? Han siger, at det gør han heller ikke.
– Det er jeg glad for.
Han vender sig om og går.
– Du har ikke brug for mig mere, råber han.

Jeg synker sammen på den kolde jord og græder længe. Min krop ryster, men jeg ved ikke, om det er fordi, jeg fryser eller hvad. Det er ikke længe siden, jeg sidst var netop hernede. Dengang var jeg også ked af det, men på en anden måde. Jeg gider ikke snakke mere med Super-Per. Det virker ikke.
Jeg går langsomt tilbage op mod huset. Måske skal jeg nu til at snakke med morfar i stedet for med Super-Per. Oppe på mit værelse lægger jeg mig i min seng og hiver dynen op over hovedet.

Jeg har fået lov til at være med til begravelsen.
Vi sidder på forreste række, mor og jeg. Ved siden af hende sidder onkel. Han græder slet ikke, men er meget blegere end normalt. Mor slingrer, og jeg hører to naboer snakke dæmpet sammen.
– Hun er fuld igen.
– Altså. Det kan hun da ikke være bekendt.
– Nej, det er så synd for ham.
– Det er, som om han nu også er ved at miste sin søster.

Mor er fuld. Jeg har prøvet at snakke med onkel om snaps, men han kunne ikke snakke i går, da vi kom. Han havde røde øjne og så træt ud. Jeg tog om ham.
– Jeg er så ked af det.
– Det er jeg også, Hans Theodor. Det er så uretfærdigt.
– Så har du ingen far mere. Jeg har heller ingen far mere.
Onkel tager også om mig. På den måde er vi næsten ens. Og alligevel så forskellige. Onkel er gammel, og i dag synes jeg, han ser lige så gammel ud som oldefar, dengang han havde diamantbryllup for et år siden. Det var ovre på Fyn, og jeg husker, at oldefar havde røde øjne, der svømmede i vand, og han skulle hele tiden på toilet, og de havde en have så stor og fyldt med så mange æbletræer, at jeg blev helt svimmel, og et par blommetræer var der også med kopatteblommer så saftige, at jeg fik ondt i maven, og hækken rundt om æblehaven var over fire meter høj og helt uigennemtrængelig, så selv Robin Hood måtte opgive at komme igennem. Der var vist ikke blommer på det tidspunkt, jeg må huske forkert.
To måneder efter diamantbrylluppet døde oldefar, og så sad far ved sit skrivebord og var ked af det.

Mor udstøder en grinende lyd, og jeg kigger hurtigt op på hende. Hun sidder vist i sine egne tanker, mens orglet spiller.
– Hold op med at være så dum, mor, hvæser jeg lavt mellem mine to meget sammenpressede læber.
– Hvaaad siger du?
Hun taler så højt, at jeg fortryder at have sagt noget til hende.
– Tys, siger jeg og peger op mod præsten.
Jeg er ikke meget for kirker. Store kolde, hvide rum, mens præsten snakker om Guds kærlighed.
Han taler også om morfar. Kisten er smukt pyntet med blomster. Mor snøfter og pudser næse.
Jeg hører ikke rigtigt, hvad præsten siger om morfar, for jeg skal holde øje med mor og passe på.

Pludselig er det hele forbi, og vi rejser os. 6 mænd bærer kisten ud af kirken hen til graven, mens klokkerne ringer.
Morfar skal ligge ved siden af mormor. På stenen står kun mormors navn. Men der er plads til 3 navne. Skal mor også ligge der engang? Jeg må støtte mor, der er lige ved at falde over trinet.
– Pas nu på, mor. Se dig nu for.
– Ja, ja.
Igen fniser hun underligt. Jeg holder godt fast i hende, så hun ikke falder. Det må ikke ske. Det vil se dumt ud. Jeg prøver også at få hende til at holde op med at fnise sådan ved at nappe hende i armen.
– Av, hvad var det? Spørger hun og ser ned på sin arm. Nu fniser hun ikke, og det skal hun heller ikke. Når hun ikke gør det, kigger de andre heller ikke på hende.
De hejser morfar ned i hullet, der er så dybt, at man bare ikke kan komme op af det igen ved egen hjælp. Onkel er helt hvid i ansigtet. Jeg må tørre øjnene hele tiden.
Jeg holder godt fast i mor. Hun er lige ved at få overbalance, men det lykkes mig at holde hende tilbage. Præsten beder en bøn og siger det der med, af jord er du kommet. Han har en barneskovl, som han tager lidt sort jord på, og det smider han ned på den hvide kiste.
Vi står stille, og mor smider en rose ned på den. Den rammer den sorte jord og lægger sig fint ovenpå. Derefter kaster jeg min derned. Den falder ned ved siden af kisten og forsvinder.

Da vi er hjemme igen, går jeg om bag laden og sætter mig på hug der og gemmer ansigtet i hænderne. Det er så sørgeligt, det hele. Nu kommer morfar i hvert fald ikke nogensinde og henter mig.

37
Hallo? Hvor er du, Gud?

Allerede dagen efter er jeg på børnehjemmet igen. Jeg ankommer midt om formiddagen, og Frk. Kalvemose siger, jeg skal gå i skole. Hun stryger mig over håret.
Inde på sit kontor sætter hun sig sammen med mig i sofaen.
– Holdt du meget af din morfar?
Straks vræler jeg. Når Frk. Kalvemose spørger på den måde med den stemme, kan jeg slet ikke lade være. Hun tager om mig, og det gør godt. På en måde lader jeg stå til. Jeg er ligeglad med, hvor jeg er.
– Fortæl om ham.
Jeg har svært ved det, og min stemme flagrer af sted, som når jeg cykler på en skrumplet grusvej med mange huller. På en måde er det svært at snakke om, på en måde er det også dejligt for mig. Hun får alt at vide om morfar, også hvad han sagde om at hente mig, hvis jeg skulle på børnehjem, selv om det sådan set var onkel, der sagde det først.
– Men han kom ikke?
– Nej, han kunne se på mig, at jeg helst ville blive her. Jeg har jo fået venner.
Hun nikker.
Efterhånden holder jeg op med at snøfte. Det gør så godt bare at sidde her tæt op ad Frk. Kalvemose. Hun holder fast om mig, og jeg kan ikke lade være med at fortælle om mor.
– Jeg savner morfar, og nu har jeg slet ingen mere.
– Jo, Hans Theodor. Du har da din mor.
– Vil du ikke være min mor?
Frk. Kalvemose stryger mig over håret og sidder helt tæt sammen med mig.
– Ved du hvad. Du er egentlig heldig, for du har både din mor og mig. Kan du ikke se det?
Jeg nikker. Det kan der være noget om. Vi sidder længe sådan, og jeg falder helt til ro.
– I eftermiddag kommer psykologen for sidste gang, og vi skal til at finde ud af, hvad der skal ske. I var jo oppe at slås lige før ferien, og jeg forstår, at du har været ret voldelig?
– Voldelig?
– Har du ikke slået to drenge med en gren, så den ene måtte sys på skadestuen?
Det ved jeg ikke noget om. Når jeg skal være ærlig, har jeg faktisk glemt alt om de to. På grund af det med morfar.
– Du har i hvert fald været meget voldsom. Så voldsom, at vi nok ikke synes, du skal være her længere. Jeg tror, Hans Theodor …
Hun bøjer sig lidt mod mig.
– … Jeg tror ikke, at du har godt af selskabet her. Du lærer for mange unoder.
Somme tider bruger hun nogle ord, jeg ikke forstår.
– Skal jeg så hjem til mor?
Det flyver bare ud af mig, og skrækken dukker frem.
– Nej, det tror jeg ikke. Din mor er ikke helt rask endnu, og vi må tænke på noget andet med dig.
– Nå.
Det er mine venner, hun taler om. Ikke godt af selskabet her. Hun mener altså, at det ikke er godt for mig at være sådan en, der også får lov at bestemme, en, de andre også en gang imellem er lidt bange for. Det passer sig ikke for mig. Jeg skal helst være den, der skal stille op til ribbensmassage og brandmærker. Det passer bedst for mig. Jeg er ikke en Sct. Jørgen, der får lov at kæmpe. Jeg er ikke engang dragen.
Jeg sidder længe og river i en dum negl på den ene finger. Gid Super-Per ville flyve ind ad vinduerne, tage mig med og sejle hen til morfar, og at vi havde ferie, og at morfar ikke var død, og…
Jeg har flere problemer.
– SKAL alle med til Bornholm?
– Er det din klasse, der skal af sted?
– Mnnn.
– Ja, men så skal du da også, Hans Theodor. Glæder du dig ikke?
– Mnnn.
– Der har du da ikke Frede med.
Nej, netop. Det er alt for længe at være væk fra ham og vennerne i en hel uge.
Jeg kan næsten ikke se hende, fordi jeg er lige ved at græde. Bare det dog havde været Hr. Jansen, der havde stået der og taget imod. Så ville jeg ikke engang have snøftet.

– Du skal se, det går nok, Hans Theodor. – Når du kommer hjem fra skole, skal vi to lige snakke igen.

Jeg sjosker over på skolen. Jeg begynder at forstå, hvorfor Frk. Kalvemose er farlig. Hun kan få enhver til at græde. Selv Frede, tror jeg. Klart at det er derfor, han synes hun er farlig. Han vil nødig græde, tror jeg.
Der er stille i klassen, de arbejder med en fristil, og lærer Lauersen sætter mig hurtigt i gang. Jeg ved ikke, om han ved, at morfar er død, men jeg får i hvert fald ikke skældud for at komme senere end de andre. Vi arbejder alle meget koncentreret, og det er det, lærerne kalder for arbejdsro.
Jeg skriver om begravelsen og kalder min stil ”Morfars død”. Jeg er helt opslugt af at skrive og synes, det er ærgerligt, da klokken ringer. Men jeg når at blive færdig og synes selv godt om resultatet og går så meget op i det, at jeg helt har glemt KP og Martin. Lige nu betyder de ikke noget, de er ikke en del af det, jeg går og tænker på.

I frikvarteret kan jeg ikke finde Frede og Frans, og en eller anden fra deres klasse siger, at de er hos tandlægen.
Jeg trøster mig med at have venner. Så er det ikke helt slemt at miste sin morfar. Selv om Frk. Kalvemose snakker om, at jeg må væk. Jeg siger bare til Hr. Fridtjoff, at jeg helst vil blive der på børnehjemmet. Det er ham, der bestemmer.

Jeg sidder på en bænk med hænderne i lommen med hovedet foroverbøjet.
– Har du det skidt? Spørger en pigestemme. Det er Lone.
– Jeg har godt lagt mærke til dig. Du ser så ked ud af det.
– Min morfar er død.
– Var det derfor, at du ikke har været i skole i lang tid?
– Ja. Skulle til begravelse.
– Hvordan var det?
Lone er nysgerrig, og jeg glemmer helt at blive rød i hovedet, mens jeg forklarer.
– Hullet er meget dybt, mindst 6 meter.
– Hullet?
– Når kisten er hejset derned, kaster præsten en skovlfuld jord ned på den og siger, at nu bliver man til jord igen.
– Er vi da kommet af jord?
– Nej, det synes jeg nu heller ikke. Da Nisse fik en lillesøster, klappede hans mor sig på maven og sagde til mig: ”Her ligger Nisses lillesøster”.
– Det mente jeg nok. Hvorfor siger de så det med jorden?
Det ved jeg ikke. Lone har sat sig ved siden af mig. Bare de andre nu ikke ser det.
– Vi kommer af ingenting.
– Hvor ved du det fra?
– Det er noget, jeg tror. Lyver jeg. Ingen grund til at fortælle Lone om Donnersbæk, der engang fortalte mig det.
Hun ser beundrende på mig.
– Du er altid så klog, HT.

Det ringer ind. Lærer Lauersen har allerede rettet stilene.
Jeg får min tilbage sammen med de andre, og lærer Lauersen roser den, mens de andre lytter.
– Det er en fin måde at beskrive din morfars død på. Betød han meget for dig?
Jeg forstår nok ikke helt spørgsmålet, men nikker bare. Jeg er glad for at have snakket med Frk. Kalvemose om morfar. Ellers kunne det være gået gruelig galt her i klassen, hvis jeg havde grædt. Den gamle Hans Theodor kunne godt have grædt, det ville ikke betyde noget, men den nye HT er ikke sådan. Vil ikke være sådan.
Hr. Fridtjoffs Austin kører ind i gården, kan jeg se ud ad vinduet.
– God dag, god dag, hilser han smilende til Frk. Kalvemose og mig.
De snakker lidt frem og tilbage, og så vender Hr. Fridtjoff sig mod mig:
– Hvis du selv skulle bestemme, hvor du kunne bo, hvad ville du så helst?
– Her.
– Men du skal videre. Du skal nemlig ikke bo her længere.
Han smiler, fordi han tror, han lige har givet mig en julegave.
Jeg spærrer øjnene op og kan ikke lade være med at sukke højt. Der er ikke meget julegave i den besked.
Nu har jeg lige fået så mange venner, og så skal det være slut.
– Desværre går det ikke med din mor. Hun er ikke klar endnu. Hvad ville du sige til, hvis vi fandt en god familie, du kunne være hos, indtil din mor igen var parat?
– En god familie?
Den forstår jeg ikke.
– Ja, men hvorfor kan jeg ikke blive boende her …
– En ganske almindelig familie, hvor du bor og spiser og er en slags søn og går i skole fra.
– Det ved jeg ikke. Hvorfor kan jeg ikke blive ved med at bo her?
– Jeg tror, du savner en familie. Husk på, du har jo boet hjemme i 10 år.
Nogle af de 10 år kunne jeg godt have undværet.
– Jo, men…
– Jeg vil jo gerne være sammen med mine venner.
– Har du ikke stadig dem herfra?
– Mnnn. Det er ikke sikkert. Hvis jeg flytter, er det vel slut.
– Du skal selvfølgelig blive ved med at gå ovre på den store skole, for vi finder en familie til dig, der bor her i nærheden. Du kan altid få besøg af din mor, og i ferierne kan du også efter aftale tage hjem.
– Men hvorfor skal jeg væk herfra?
– Her er du kun så længe, vi snakker sammen. Det har vi gjort nu, og jeg tror, det vil være godt for dig at komme væk og ind og bo hos en almindelig familie.
Han sænker stemmen lidt.
– Jeg tror ikke, du har godt af at være sammen med dine venner her. I passer ikke sammen.
Jeg protesterer.
– Det er de bedste venner, jeg nogensinde har haft. Jeg synes da, vi passer rigtig godt sammen.
– De får dig med på at slås og lave dumme ting. Spiller I nogensinde fodbold?
Nej, det må jeg indrømme. Det gør de ikke meget i. Men alligevel.
Maven bliver tung igen som så mange gange før. Hr. Fridtjoff virker rar, og jeg er ikke ude på at være tvær, men jeg forstår bare ikke helt, hvorfor jeg skal væk fra børnehjemmet.

– Men jeg er ked af at skulle væk herfra. Jeg vil …
– Hvad vil du gerne, Hans Theodor?
Jeg tør næsten ikke sige det. Der er nemlig noget andet, der gør, at jeg bliver ked af at skulle væk fra børnehjemmet. Min stemme bliver også noget tynd, men jeg tager mig sammen og ser op på Frk. Kalvemose:
– Jeg vil jo også gerne blive boende her hos dig.
Frk. Kalvemose smiler og omfavner mig.
– Det er jeg rigtig glad for at høre, Hans Theodor. Nu skal du høre. Hvad nu, hvis jeg siger, du må komme og besøge mig lige så tit, du ønsker?
Jeg nikker langsomt. Det er, som om jeg ikke rigtigt får lov at bestemme, uanset hvad jeg siger.

Hr. Fridtjoff bøjer sig frem mod mig.
– Det er en god idé med en familie til dig. Du er alt for god til at bo her, og det var jo også kun noget midlertidigt. Jeg har faktisk allerede fundet en rigtig rar familie til dig.
– Øh, hvornår skal vi så…
– Vi kører ud og besøger den om et kvarter. Hvis det går godt, flytter du straks.
– Straks? Skal jeg så med til Bornholm?
– Er det med klassen? Jo, det skal jeg nok sørge for, at du kommer.
Han forstår det ikke.
Det var hurtigt med den familie.

Jeg er meget spændt og noget nervøs. Vi sætter os ind i hans lysegrønne Austin, og den kender jeg. Det er nøjagtigt den samme, som onkel havde at køre fisk ud med, det var bare en varevogn. Her må man godt sidde på bagsædet og være flere.
– Er du nervøs, spørger han.
– Ja, lidt.
– Det skal du ikke være. Du skal bare tænke på, at det er flinke mennesker, vi har fundet. Vi vil jo aldrig vælge nogen, der ikke er det.
– Nej.
Vi kører noget uden for byen mod vest ud i de helt flade.
Alle de tanker. Det er helt ligegyldigt, hvad jeg selv vil. De voksne bestemmer. Det tæller ikke, hvad vi børn mener.
Alt det sørgelige med morfar. Det her er lige så sørgeligt. Jeg har brug for stærkere ord end sørgeligt, men har dem ikke. Hvad var det, præsten sagde? Man kan altid bede til Gud. Han er alle vegne og lytter hele tiden. Men der er jo det med Gud, at han ikke har været min ven, synes jeg. Jeg har ikke sådan tænkt på ham siden før jul og med god grund.
Gennem længere tid skrev jeg ned i min lommebog, når jeg bad Gud om noget. Så skrev jeg ned, hvis det skete. Jeg fandt ud af, at Gud skyldte mig en hel del. Det var ligesom med Nisses salmevers. Han var det halve af salmebogen efter os andre.
Jeg lukker øjnene og forestiller mig, at jeg beder en bøn:
”Kære Gud. Gid, at du vil hjælpe mig. De flytter mig væk fra mine venner, og min morfar er død. Ja, det ved du jo nok, for han kan kun være hos dig. Men jeg har brug for din hjælp nu. Kære Gud, hjælp mig. Amen”.
Det trøster mig lidt.
Hr. Fridtjoff drejer og drejer, og pludselig er vi der, siger han.

KAPITEL 5

45
Lille Folkehjem

Det er en sjov gård, der ligger på en bakke med røde mursten og stråtag og små vinduer omgivet af store træer og ellers flade marker for resten. Sjovt, fordi gården er som en ø i havet, højt hævet over jorden rundt omkring og noget anderledes end Karstens fars gård. Den ligger bare der med en lade og en stald og et hønsehus og det lille das i gården med brønden. Mod nord og øst ligger hans marker, og der har jeg og Karsten samlet kartofler op. I marken mod øst har han haft korn, og når jeg gik hjem dengang, gik jeg helt ude i kanten og kunne ikke altid se over kornet.
Her er der bare grønne enge med en masse bække imellem og hverken kartofler eller korn.

Vi kører ind på gårdspladsen gennem en slags port, og oven over porten sidder et skilt, hvorpå står ”Lille Folkehjem”, og Hr. Fridtjoff dytter. En masse mennesker og en hund kommer ud. Jeg kravler også ud af bilen og retter mig op.
Den store, sorte hund springer op ad mig og er meget glad for at se mig, selv om vi aldrig har set hinanden før.
– Molly, kan du så …
Manden i huset slår ud efter hunden, der piber over hans slag, selv om han slet ikke rammer den.
Jeg ser mig om.
– Hej, og dav.
En pige på min alder står der og smiler. Hun giver hånd.
– Jeg hedder Eva.
Selvfølgelig vælter den røde farve straks op i kinderne på mig. Mine kinder kunne lige så godt sidde på en dreng, der skammer sig. Det gør jeg ikke, og derfor kan jeg heller ikke forstå, hvorfor de bliver røde, bare fordi jeg straks synes om hende. Der bor altså også en sød pige her! Hvem kunne vide det?

Jeg hilser også på hendes forældre og nogle andre. Får at vide, at ham der er storebror til Eva, ham der er karl på gården, ham der er røgteren, ham der er hendes lillebror og de to er hendes forældre. Navne svirrer i luften, der er kold og grå og skarp.
De smiler alle sammen, og vi går ind. Jeg er meget tummelumsk og kan ikke rigtigt samle tankerne. Eva rører ved min hånd, da vi går ind, og jeg trækker den hastigt til mig. Måske var det bare noget, hun kom til.
– Nu skal du se det værelse, du kan få her, Hans Theodor.
Det er Evas mor, der viser vej. Molly farer med og er ved at vælte os.
– Molly altså, siger hun med en latter og vinker mig med sig.
Vi går ovenpå, og hun viser mig et værelse med et vindue. Der er udsigt, så langt jeg kan se med flade marker. Ingen skov som hjemme, ingen huse som på børnehjemmet. Man kan se helt til havet, tror jeg nok. Det må ligge der. Langt ude.
– Vi skal vist videre, siger hun med et smil. – Jeg hedder Elna.
Jeg nikker.
– Du faldt da helt i staver. Kan du lide udsigten?
– Ja, den er fin.
Jeg nikker igen og mener det. At kunne se til verdens ende er bedre end bare at kunne se en skov. Jeg spekulerer på, om hvordan man så kan gemme sig. Måske er der ikke brug for det her.
– Her er badeværelset.
Hun lukker døren op til et kæmpestort badeværelse med badekar, og da jeg træder ind, mærker jeg varmen fra radiatoren på væggen.
– Der er sørme varmt herinde, siger jeg lidt forundret og lægger hånden på radiatoren. Den ligner dem, vi har i klassen. Jeg har aldrig før oplevet varme på et badeværelse. Hjemme kunne der godt være ret koldt en vintermorgen på vores toilet, som ikke var et badeværelse, for der var kun et toilet og en håndvask.
Når jeg tænker nærmere efter, forstår jeg ikke helt, hvor far og mor tog bad. Jeg sad jo i køkkenvasken, men det tror jeg nu ikke, de gjorde.

– Da vi hørte om dig, snakkede vi alle sammen om det, og alle blev meget glade ved tanken om, at du måske skal bo her.
– Mnnn. Jeg vil nu helst blive boende på børnehjemmet.
Jeg ved ikke helt, hvorfor hun siger det. De kender mig da ikke. Og hvis de gjorde, er det ikke så sikkert, at de ville være helt så glade for at have mig boende her.
– Eva har ikke rigtig nogen legekammerater herude. Du kan selv se, at der er langt til den nærmeste nabo. Skal hun lege med nogen, kommer de langvejs fra. Det er meget nemmere med dig.
Nå, sådan. Derfor.
– Spiller hun fodbold?
Ellers ved jeg ikke rigtig. Jeg gider ikke det der legen doktor.
– Ja, det tror jeg nok. Lidt. Det gør du også?
– Mnnn.
– Men hvis du kunne vælge, ville du helst blive på børnehjemmet?
– Ja.
– Du er glad for at bo der.
– Ja, og jeg har alle mine venner der.
– Dem mister du jo ikke ved at bo her, så vidt Frk. Kalvemose fortæller.
Jo, det gør jeg, det er jeg sikker på. Når ham der HT ikke bor der mere, er han heller ikke en af dem længere. Det bliver jeg meget ked af at tænke på.
– Du ser helt ked ud af det, siger Elna med et smil.
– Ja, men det er jeg også, siger jeg med fast stemme.
Hun siger ikke mere.

Molly farer lidt rundt. Det er en irriterende hund. Der er ikke noget at være glad for.

– Kom, vi går nedenunder.

De sidder alle sammen omkring et stort spisebord med mad på.
– Ja, værsgo, siger Elna og går over til køkkenbordet for at skære mere brød.
De går til den. Selv Hr. Fridtjoff langer til fadet. Jeg klemmer mig ned på bænken ved siden af lillebroderen, der hedder Knud. Men sulten er jeg ikke.
– Jeg hedder Sigfred, siger Evas far. Han ser rar ud og ligner ikke en, der slår børn. Det er anden gang, han siger sit navn.
– Men du kan nok ikke huske alle navnene alligevel.
Jo, det kan jeg godt, hvis jeg får dem. Foreløbig er der ikke noget problem med Eva, Elna, Sigfred og Knud. Og Molly. Så er der ham, der ligner en storebror.
– Det er Lorentz.
Jeg nikker og prøver at se artig ud.
– Hans Theodor kan godt lide udsigten fra sit værelse, mener Elna.
Sit? Han er måske allerede flyttet ind, ham, hun snakker om?
– Kunne du tænke dig at bo her?
Sigfreds dybe stemme lægger sig hen over bordet.
Hr. Fridtjoff tager et stykke brød mere, mens han smiler til mig. De kigger alle sammen på mig, som om mit svar er meget vigtigt. Der er først det med navnet.
– I må godt kalde mig HT. Det gør mine venner.
– Kunne du godt tænke dig at bo her, HT?
Sigfred vil vist godt have svar.
Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Uanset hvor mange gange jeg siger, at jeg helst vil blive boende på børnehjemmet, kan jeg ikke få lov at blive boende.
– Mnnn. Jeg vil jo helst blive boende på børnehjemmet.
Så har jeg hverken sagt ja eller nej.
Jeg ser på Eva og bliver rød i hovedet.
– Nååå, der har vi da vist et nyt kærestepar, brøler ham storebroderen, der hedder Lorentz.
– Hold din mund, siger Eva, men hun kan ikke lade være med at smile, og jeg bliver flov og ved ikke hvorfor.
– Kan du lide at spille fodbold, HT?
Det er Lorentz igen.
– Mnnn, nikker jeg.
– HT spiller ret godt, siger Elna, der ikke ved noget som helst om det. Bare fordi jeg spurgte sådan.
– Der er snart fodboldverdensmesterskaber i Sverige, siger Sigfred.
Tænk, at han ved så meget, og det bliver værre endnu, da han fortsætter:
– Vi skal se de kampe, der kommer i fjernsynet.
Har de fjernsyn? Vil det sige, at vi kan se Kurt Hamrin i fjernsynet? Det er da altid noget.
– Har I fjernsyn, vil jeg godt have at vide. Bare for en sikkerheds skyld.
– Ja, vi har et L & H, men det er desværre gået i stykker, og vi ved ikke rigtig. Måske skal vi have et større Arena.
Tænk at kunne se fodbold i fjernsynet. Når jeg nævnte det for far, sagde han altid, at det lort gad han ikke glo på.
Jeg må stråle ud af øjnene, for Sigfred tilføjer:
– Det er da noget for dig, HT. Ja, altså fodbold. Så, Molly, kan du så lade være!
Molly bider i hans ene hjemmesko. Det ser meget morsomt ud. Elna ler og trækker i Mollys hale. Den piver, men følger med og logrer, så snart den ser, at det er Elna, der gør det.

– Mon svenskerne kan banke de tyske verdensmestre?
Lorentz kigger over på sin far, og de to får sig en længere snak.
– Der var ingen, der regnede med, at tyskerne kunne banke Schweiz i finalen der i 54.
Det er lige før, at jeg bryder ind og retter ham, men jeg tør ikke lige.

Men at de interesserer sig for fodbold, er vist alligevel ikke så dumt.46
Det bliver til mit Lille Folkehjem

Da vi lidt senere kører tilbage til børnehjemmet, siger jeg:
– Er der slet ingen mulighed for, at jeg kan blive boende på børnehjemmet?
– Nej, Hans Theodor. Jeg kan høre på dig, at det er dit største ønske. Måske kan du huske, hvordan du havde det, da du skulle flytte ind på børnehjemmet?
– Jo, det …
– Og så viste det sig åbenbart for dig at være et godt sted. Sådan vil det også gå, når du flytter ud til Sigfred og Elna.
– Hvornår skal jeg så det?
– Med det samme. Vi ordner det, så du flytter straks.
Jeg føler det, som om en tung sten er på vej fra hjernen ned i maven. Det at skulle flytte så pludseligt væk fra alle mine venner, gør mig ked af det.
– Det er ikke så slemt, Hans Theodor. Du skal nok få lov at besøge dine venner her en gang imellem.
Jeg ved ikke, om det er nogen trøst. Når vi ikke laver sjove ting sammen længere, vil de da ikke huske mig ret længe.

– Har du lagt mærke til, at vores gård hedder ”Lille Folkehjem”?
– Mnnn?
– Du skal se det hele.
Sigfred vil vise rundt på gården, og jeg er lige flyttet ind. Mor og Karen er kommet og sidder og snakker med Elna inde i stuen.

Det hele er gået meget hurtigt. Så hurtigt, at jeg ikke engang fik sagt farvel til Frede og Frans eller nogen af de andre. Hvorfor skulle det gå så stærkt?
Da jeg stod i døren og skulle sige farvel til Frk. Kalvemose, var jeg meget ked af det. Det hjalp ikke spor, at hun omfavnede mig:
– Så, Hans Theodor, det skal nok gå alt sammen. Du er jo en sød dreng og skal nok klare dig.
– Mnnn.
Jeg kan alligevel ikke lade være med at få blanke øjne over at skulle sige farvel til hende.
– Du må godt komme og besøge os en anden gang, og du ved jo godt, hvad vi to har aftalt, siger hun, og hun står længe med armene omkring mig. Hun er varm og dufter dejligt, og jeg bliver endnu mere ked af at skulle sige farvel til hende. Så tager hun mig ud i strakte arme.
– Pas godt på dig selv, Hans Theodor.
Jeg nikker og snøfter. Der er ikke andet at gøre.

– Kommer I og får kaffe? Lyder det henne fra døren. Det er Elna.
– Lad os det. Vi venter med den store rundtur til senere, ikke. Vi tager lige kaffen først.
Da vi kommer ind i stuen, rejser mor sig fra sofaen.
– Hans Theodor. Jeg vil godt lige snakke lidt med dig.
Vi går ud i gangen.
– Jeg har solgt vores hus, Hans Theodor. Jeg har slet ikke penge til at betale lånene og kunne ikke beholde det, så nu skal jeg flytte i lejlighed inde i byen. Så kommer jeg også tættere på dig.
– Solgt?
– Ja, jeg troede, at Arnold og jeg, at vi … men det er ikke lige med det samme…
– Hvad med mine ting?
– Dem har jeg pakket ned, så bare rolig. Alt er med. Selvfølgelig.
Bare rolig. Jo, tak. Min bue og pile i skoven har hun nok ikke fået med. Men dem kan jeg måske hente en anden gang. Ingen kan finde mit hemmelige skjulested, hvor Robin Hoods våben er gemt plus en bestemt lighter og et billede af far.
– Kunne du ikke bo hos onkel.
– Hvorfor tror du det?
– Han er helt alene nu.
– Ja, det ved jeg godt, min skat. Men det kan jeg ikke.
Hun tager min hånd.
– Jeg kan …
Mor græder og omfavner mig. Elna kommer ud i det samme med kaffekanden.
– Skal du ikke have lidt mere kaffe, Susanne? Hans Theodor, vil du have en sodavand?
– Ja, tak.
Det kunne jeg godt trænge til. Sodavand. Det får man ellers kun én gang om året her, siger de. Nemlig når det er jul.

Vi sidder mange om sofabordet, og Sigfred og Elna er meget flinke og snakker om, hvor dejligt der er herude.
– Sådan en sommermorgen med lærken højt på himlen, det oplever man ikke så mange andre steder, mener Sigfred.
Åh, jeg kan da også komme i tanker om morgener med fuglefløjt lige uden for mit vindue.

Mor ser på sit ur og på Karen, inden hun henvender sig til Elna:
– Må jeg tage Hans Theodor med til byen? Jeg skal købe lidt ind, og han kan fint hjælpe mig.
Det kan jeg godt. Den store fører, der tromler alt og alle ned foran sig. Skulle jeg ikke kunne hjælpe med en snoldet indkøbskurv? Den store fører er dog knap så stor lige nu. Svigter alle sine venner og flygter fra det hele bortført af fremmede soldater.

Elna nikker.
– Han skal bare være tilbage inden aftensmad klokken 6. Husk på, det er allerførste dag herude.
– Det er ikke noget problem. Det sørger jeg for. Vi skal nok komme med ham i god tid.
Karen kører med mor og mig fra Lille Folkehjem ind til byen, og vi følges ad op mod butikkerne.
Jeg har lidt bæven i maven, for man ved aldrig, hvem man møder her.

– Hej HT, hva fanden? Er du stukket af fra os?
– Nej, jeg skulle bare bo et andet sted. Jeg er faktisk bortført.
– Bortført? Skal de have løsepenge?
– Nej, det er ikke muligt. Ingen har så mange penge.
– Det var skide ærgerligt. I aften skal vi ellers lave sjov, og vi mangler dig.
– Ja, det er ærgerligt.
Skide ærgerligt.

– Her, siger mor og går ind i Schous Varehus.
Her køber de begge noget, og jeg bærer deres indkøb og gør mig nyttig, men siger ikke så meget.
– Kom, Hans Theodor, siger Karen bagefter. Jeg følges med dem ind på en lille café, hvor jeg får en sodavand, endda den anden i dag, mens de får kaffe og kage. De snakker meget om Arnold, der alligevel af og til besøger mor.
– Jeg håber, vi kan finde ud af det. Lige nu går det ikke særligt godt, men jeg ønsker sådan, at det skal blive bedre. Og det tror jeg også, det kan.
– Jamen, Sus. Hvorfor skulle det ikke det? Nu er du jo over det værste. Hvad med dig, Hans Theodor?
– Jo, det er fint.
– Han kan vist godt lide Sigfred og Elna.
Mors stemme bliver næsten til en hvisken.
– Hun har godt nok nogle store bryster, hvad. Og endda så slank.
De fniser lidt, mens jeg omhyggeligt spiser min kage i små bidder. Så holder den længere, når jeg på den måde breder smagen ud.
– Sigfred er en pæn mand.
– Ja, det skal jeg love for. Du er da heller ikke snydt, Karen.
– Næ, hæ.
Karen vender sig mod mig.
– Du har pludselig fået nogle søskende, hvad?
– Jo, svarer jeg med munden fuld af flødeskum. – Eva, Knud og Lorentz. Og Molly.
– Ja tak, den har vi mødt. Den var da noget vild i det.
– Den bliver altid så glad, når der kommer folk. Som om den kender alle.
– Ja, det er sjovt at tænke på.
Igen bliver jeg rød i hovedet over at nævne Eva, og det er også derfor, at jeg skynder mig at snakke om Molly, men det har de vist slet ikke lagt mærke til.
Ingen af de tre andre var hjemme, så dem har de ikke set.

– Men, mor, er det slet ikke muligt at komme tilbage til børnehjemmet, for jeg har jo alle mine venner der?
Hun kan vist godt høre, at jeg allerede har opgivet. Det er så håbløst.
– Nej, det tror jeg altså ikke, Hans Theodor. Psykologen mener, at du har bedst af at være i en lille familie. Det var jo heller ikke planen, at du skulle være særligt længe på hjemmet.
Hun vender sig mod Karen igen.
– Ja, nu må vi se. Jeg har jo ikke opgivet at få ham hjem. Hvis bare først Arnold ville flytte ind, så skal det nok gå alt sammen.

Karen kører os tilbage til Lille Folkehjem, og jeg er egentlig ikke ked af det, da jeg siger farvel til mor. Molly står igen og puster bagved og vil vist også lige sige farvel.
– Pas nu godt på dig selv, min dreng, siger mor.
– Ja, ja, Molly, så. Flyt dig nu lidt.
Jeg er lige ved at bande, for den hund er godt nok irriterende.
Som sædvanlig har mor tårer i øjnene. Jeg skynder mig ind efter at have vinket til dem. Jeg vil nødig komme for sent til aftensmad.

47
Rundtur på Lille Folkehjem

– Jeg tror, vi kan nå den store rundtur inden aftensmaden.
Sigfred har blus på piben og viser vej.
Molly strejfer rundt og snuser til mange ting. Vi skal ind gennem en stalddør, men Molly har stillet sig i vejen lige der. Den snuser til noget vældigt interessant, og den ser ikke ud til, at den har lyst til at flytte sig.
– Flyt dig, hund, siger Sigfred, maser sit knæ ind i Mollys side og ser vred ud.
– Jeg kan simpelthen ikke fordrage den køter, siger han undskyldende. – Det var Elna, der absolut skulle have hund. Hun gider ikke afrette den, så nu har vi balladen.
Molly flytter sig omsider, så vi kan gå ind.

– Min far er født i Aabenraa i 1890 og var dansker. Du ved måske, at Sønderjylland dengang tilhørte tyskerne, fordi vi tabte den tåbelige krig i 1864? Tåbelig på grund af uduelige politikere i Rigsdagen i København.
Morfar har snakket lidt om det, for han var jo med i 1. Verdenskrig på tysk side.
– Han voksede op og var dreng i det danske mindretal.
– Mnnn.
– Men så blev min far indkaldt som tysk soldat. Læg sig, Molly.
Han pumper en flad hånd ned over Mollys hoved, og den dukker sig. Men den lægger sig ikke. Den kender ikke de udtryk.

– Det gjorde min morfar også.
– Der kan du se. Men ser du. Min far slap, fordi nogle af dem bag Folkehjem i Aabenraa skaffede ham af vejen. De fik ham simpelthen smuglet over grænsen mod nord til Danmark, du ved over Kongeåen, og lige siden har vores familie syntes, at Folkehjem i Aabenraa har været vores forsamlingshus. Også under sidste verdenskrig holdt vi sammen mod tyskerne, kan du tro. Da vi så flyttede herud, skulle gården hedde Lille Folkehjem.
Sigfred stopper langsomt sin pibe, føler hver gang efter med et let tryk med fingeren, inden han tænder ild og bapper på den. En blå-hvid røg står ud og dufter skønt.
– Åhhh, det er skønt at bo herude. Jeg tror, du vil kunne lide det.
Jeg tvivler. Hvordan vil Robin Hood have det uden skov. Det værste er nok, at jeg kommer til at savne vennerne fra børnehjemmet. Mon ikke de lige nu sidder og snakker sammen om HT, hvor han er, og hvad der er sket? Måske spørger de Frk. Kalvemose, og hun siger så, at jeg skulle flytte, og så siger de nok øv. Måske vil de skrive et brev til mig?

Inden vi går ind, lægger Sigfred sin pibe på den store, flade sten, der står ved siden af døren.
Inde i laden er der et høloft ligesom hjemme hos Karsten. Vi klatrer op ad stigen, mens jeg begynder at snakke og fortæller Sigfred, hvordan vi lavede gange i høet ind til en hule i midten, og at jeg var lidt bange for at kravle rundt inde i høet.
– Det forstår jeg godt. Det er faktisk også lidt farligt. Hvis høet skrider, kan du pludselig blive kvalt. Det sker ikke her.
Sigfred peger op mod høloftet.
– Loftet er delt op i små båse. På den måde er det begrænset hvor mange halmballer, der kan være i en bås og falde ned over dig.
Da vi klatrer ned igen, står Molly ved stigens fod og logrer voldsomt med halen, som om vi har været borte i lang tid. Den er nu ikke for kvik. Sigfred lyder irriteret på den, fordi den ikke af sig selv flytter sig, så vi kan komme helt ned. Foroven på stigen hvor jeg står, ser det ud, som om han ligefrem sparker til den, så han kan komme forbi.
Udenfor tager han igen sin pibe og tænder den. Omme på den anden side af bygningen ligger en masse skrammel. En gammel rusten harve, en plov, der ikke har pløjet i årevis og en vogn på to hjul, de andre to er væk.
– Da vi fik traktor, kunne vi ikke bruge det her mere. Det er beregnet til heste.
– Sådan var det også med Karstens far. De bor lige ved siden af os. Eller boede.
Jeg kommer i tanker om, at mor ikke bor der mere.
Åh, den mave.
– Nu skal du se maskinhuset.
Her står den største traktor, jeg nogensinde har set. Med hjul så store som Rundetårn, oven i købet to hjul i hver side lige ved siden af hinanden. Uden dæk.
– Jorden er så blød herude, så for ikke at synke i har vi fire hjul på akslen. Også foran.
Han peger og forklarer.
– Men den er nem at køre. Selv Knud kan køre den. Du skal også nok få lov.
Jeg bliver helt nervøs. Men hvis den lille dreng, der kun er 9 år, kan køre den, så kan jeg vel også med mine 11. Den tunge mave bliver lidt lettere, fordi Sigfred tiltror mig at kunne køre den kæmpemaskine.

Jeg ligger i min seng og kan ikke sove. For første gang skal jeg sove her på Lille Folkehjem, og det er underligt at skulle ligge alene nu. Jeg går ud af sengen og søger at se ud ad vinduet. Der er et underligt lys derude. Markerne ligger som blege firkanter bag træerne og forsvinder langt borte. Der er så stille her. Lydene fra byen kunne høres hele tiden på Nordpolen sammen med de andres snorkelyde, prusten og småsnak.
Det hele er forbi. Det skal åbenbart aldrig være sådan, at jeg kan være glad hele tiden. Det er forbudt. Gud har igen svigtet mig. Han og jeg kan aldrig blive helt gode venner. Bedst som jeg tror, nu er det fint det hele, ødelægges det igen.
Han har i hvert fald ikke fortjent nogen aftenbøn. Så kan ham og Jesus og alle de andre deroppe i himlen have det så godt, kan de.

48
Om at betro sig til en sød pige

Næste morgen får jeg fin morgenmad sammen med Elna og Eva.
– Har du sovet godt, HT?
– Mnnn.
Det var ikke for godt, og mange forvirrende ting kørte rundt i mit hoved natten igennem, men jeg havde i det mindste ikke mareridt.
– I kan jo godt følges ad indtil byen. På Kongevejen skal I så hver sin vej til hver sin skole. Eva skal nok vise dig vejen.
Pyh ha, det ville være slemt, hvis de andre så, at jeg fulgtes med en pige. Men så længe, vi blot skal cykle herude, sker der ikke noget ved det.

– Jeg gider bare ikke rejse med til Bornholm.
– Ja, men er du nervøs for sejlturen, Hans Theodor?
– Nej, Elna. Jeg glæder mig bare ikke.
– Men du er da glad for, at der er flere af dine venner, der også skal med, ikke?
– Jo, selvfølgelig. Jo, da.
Hun skal ikke tro, det er det. Men det er ikke umagen værd at begynde at forklare hende alting. At når Frede og Frans ikke er med, er jeg alene mod KP, Martin og Ole, selv om der er sket store ting på det sidste. Men på Bornholm kan jeg godt frygte, at der kan ske lige så store ting bare omvendt.
Hun klapper mig på skulderen, idet hun rejser sig:
– Du skal se, det bliver alle tiders tur!

Men den slipper jeg for.
Lærer Lauersen fortæller os, at turen er aflyst, for det vandrerhjem, hvor vi skulle bo, er brændt. Jeg bliver meget glad over den nyhed, mens alle andre råber øv.

Mere træt end jeg plejer, cykler jeg hjem til mit nye hjem. Det er heldigvis let at finde.
Jeg står af cyklen og stiller den på plads inde i stalden og går ud igen. Her bliver jeg modtaget på gårdspladsen af Eva og Sigfred og en meget glad Molly, der springer op ad mig og vil slikke mig i ansigtet.
– Fy, din grimme køter, hvæser Sigfred. – Flyt dig, gå væk, læg dig eller lad være, jeg er ligeglad.
– Åh, lad den nu være, den er jo glad for at se HT igen.
Eva ser bebrejdende på sin far. Hun har nok fået tidligt fri.
– Jeg ved godt, du ikke er glad for den, men det kan den jo ikke rigtig gøre for.
Sigfred brummer et eller andet og går ind.
– Det var egentlig mor, der gerne ville have hund, og det var også meningen, at hun skulle gå til hundetræning med den, så den kunne blive lydig og gøre, hvad der bliver sagt. Men det har hun vist glemt, og nu er den bare det yngste barn, de har.
– Kan din far så ikke træne den?
– Han gider bare ikke at have hund. Han siger, han først får sin frihed tilbage, når den ligger 4 meter under jorden.

– Nå, hvordan gik det så i dag?
Elna står og vasker tøj.
– Jo.
– Vil du have lidt at spise, eller vil du op på dit værelse?
Jeg er helt forvirret. Det er meget længe siden, at jeg er kommet hjem fra skole, og der har stået en voksen og taget imod. Her er der 2.
– Jo, tak.
– Du kan selv tage, det står her …
Jeg tager min dolk i bæltet, for det plejer jeg efterhånden at gøre. Det føles rart og giver mig en ekstra styrke, og jeg bliver lidt farlig. Så går jeg lidt rundt resten af eftermiddagen, spiller lidt bold, og går ind i stalden og laden, hvor jeg med dolken skærer “HT” ud i en af bjælkerne. Ud igen og op på værelset og laver lidt lektier, inden klokken nærmer sig 6.

Mor Elna har dækket fint bord til aftensmad, og både storebror Lorentz og lillebror Knud sidder og lytter til radioavisen, mens Molly ligger under bordet og sover.
Efter radioavisen slukker Sigfred for radioen.
– Har du haft en god dag på skolen, HT? Spørger han.
– Mnnn.
– Hvilke fag kan du bedst lide?
– Dansk og regning.
– Ikke gymnastik?
– Kun hvis vi må spille fodbold. Men det må vi ikke så tit.
– Er der nogen, der slås?
– Mnnn.
– Men så griber læreren vel ind?
– Ja. Så får vi nogen på hovedet.
Det er selvfølgelig dejligt, når han spørger sådan. Men jeg savner Frede og Frans, selv Ferdinand. Så havde vi det sjovt. Her er det ikke sjovt.

Om aftenen er Eva på mit værelse. Jeg er så ked af det, at jeg betror hende alt det der med Frede og Frans og de andre venner. Da jeg først er kommet i gang, kan jeg næsten ikke standse. Igen og igen vender jeg tilbage til mine venner og alt det gode, de har gjort for mig, og det gør mig godt at fortælle det. Hun går på en helt anden skole, så hun kender slet ikke noget til min.
– Man skal ikke være bange for noget eller nogen. Se, jeg har min spejderdolk. Den kan jeg forsvare mig med. Den kan hjælpe mig.
Jeg viser den til hende, men hun er ikke interesseret i den.
– Hvad var der med din far, der døde? Spørger hun så.
Nu er jeg i gang. Så jeg forklarer.
– Ja. Han brændte ihjel.
Jeg kan ikke lade være med at fortælle hende en masse om far og hans værksted eller skur, og jo mere jeg fortæller, jo tættere kommer jeg til det der skrækkelige, og jo hurtigere snakker jeg.
– Hvordan skete det?
Jeg prøver at forklare det, men hun forstår vist ikke det hele.
– Vågnede han ikke?
– Han vågnede, da jeg stod uden for døren. Han nåede næsten at få den op, inden …
– Var det, fordi han ikke kunne få døren op, at han råbte til dig?
– Ja, han skreg så enormt højt.
Eva tegner med fingeren i bordet.
– Men det gør du ikke mere, vel?
– Nej, svarer jeg forbavset. – Hvad mener du? Hvad er det, jeg ikke mere skal gøre?
Hun trækker på hovedet. Ser lidt forlegen ud.
– Min far er ikke sådan som din var.
– Nej, det er han ikke.

Da hun er gået, lægger jeg mig på sengen og tænker lidt. Tror hun, at jeg… Er hun bange for, at jeg skal…
Jeg tør næsten ikke tænke mere på det.
Da jeg siger godnat til dem, går Eva med ud ved trappen.
– Du siger ikke noget til nogen, vel?
Jeg ser bedende på hende.
– Om hvad, HT?
– Om at jeg skal bo herude hos dig og din far og mor.
– Nej, selvfølgelig gør jeg da ikke det. Det kan enhver da regne ud.
Jeg siger godnat og går op, mens jeg grubler over, hvad det er, enhver kan regne ud. At hun ikke vil sige det, eller at jeg bor her?

49
21” Fjernsyn med børneudsendelse på tysk

For en gangs skyld følges vi ad ned ad trapperne til frikvarteret. Heine og jeg.
– Skal vi spille fodbold?
Jeg ved godt, at Heine ikke er så god til det, men måske har han lyst alligevel.
– Nej, kan vi ikke bare gå lidt rundt?
– Jo, der er Palle.
Han går lidt alene, og jeg bliver mere og mere klar over, at der er sket noget med ham og KP.
– Skal du ikke være sammen med KP?
Han plejer at være lidt sammen med KP, ikke det der ribbensmassage, men at gå rundt i skolegården.
– Nej. Siger han bare. – Vi er ligesom startet forfra.
Vi tre går nu. Det er ikke som med Frede og Frans i tryghed, men det er bedre end at gå rundt helt alene.
Jeg spejder ustandseligt efter Frede og Frans, men har ikke set dem, siden jeg rejste.
– Skal I se VM i fodbold i fjernsynet, spørger jeg.
Palle glor på mig.
– Ja, selvfølgelig. Vi skal se finalen hos mine bedsteforældre.
– I har ikke fjernsyn?
– Nej, det er vist kun KP og Geert, der har i klassen.
Jeg siger ikke noget om Sigfred og Elna. Ingen må vide, at jeg bor hos en, der hedder Eva og hendes familie.
Geert kommer til, og det er rigtigt nok. De har fjernsyn hjemme.
Jeg kan ikke forstå, at jeg slet ikke har set noget til Frede og Frans, og jeg savner dem. Jeg bliver meget trist.

Da jeg står med min cykel og fumler og skal hjem, kommer Geert hen til mig.
– Har du lyst til at se vores fjernsyn?
– Jaa, øh, det vil jeg da gerne.
Det giver mig lidt humør tilbage.
Jeg ved ikke, om jeg må det, for de har bare sagt, at jeg skal cykle lige hjem efter skoletid. Men det gør vel ikke noget med lidt ekstra tid. Jeg vil da gerne se deres fjernsyn, selv om jeg nu bor et sted, hvor de også har. Har og har. Det har åbenbart været i stykker i lang tid.
Jeg går ved siden af min cykel og Geert. Han bor i nærheden af skolen, og det tager ham kun 3 minutter at gå i skole om morgenen. Han ved godt, at jeg kommer fra børnehjemmet, så det er lidt mærkeligt, at han ikke spørger, hvor jeg skal cykle hen.
Jeg sætter cyklen udenfor, og vi sætter os ind i stuen. Geert henter et fad til os, og så spiser vi kiks med smør og ost og marmelade og drikker saftevand lige foran fjernsynet.
– Nu skal du se.
Geert tænder for det, og den hvide prik midt i billedet på Arena-apparatet bliver større og større, og efter lang tid dukker der et billede op. Det er rundt med mange små firkantede felter i, og Geert drejer på en knap foran. Pludselig er der levende billeder!
De taler tysk. Det er tysk børnetime med en, der hedder Adalbert. Rigtige, levende billeder. Jeg er totalt opslugt og ser og ser og glemmer helt at spise kiksene.
Jeg ved ikke, hvad de siger, men de hinker først og leger klovn og spiller så en eller anden bogstavleg. Det er tyske ord, så vi kan kun se på.
– Somme tider er der cowboy-film, siger Geert stolt. Som om det er ham, der er skyld i det.
Jeg bliver lidt misundelig på ham og kan ikke lade være.
– Nå, men vi har da også fjernsyn, farer det ud af mig.
– Det har du da ikke sagt noget om, siger han forbløffet, og man kan tydeligt høre på ham, at han ikke tror på det.
Jeg fortryder nu, at jeg har sagt det, så jeg laver det lidt om.
– Det er også kun et, vi har snakket om at købe. Et Arena. Måske har vi ikke råd til det.
– Nååh, så forstår jeg bedre. Vi, er det din mor?
Geerts mor kommer ind og hilser smilende på mig:
– Dav. Hvad så, Geert. Vil du og KP have mere kiks?
– Mor, det er ikke KP, det er Hans Theodor.
– Hans Theodor? Det er dig med faderen, ikke?
Hun stirrer på mig og gnider sine hænder i forklædet. Jeg lægger kiksen, jeg lige har taget en bid af, tilbage på tallerkenen og nikker.
– Det bryder jeg mig ikke om, Geert. Det bryder jeg mig SLET ikke om. Det er ikke noget for dig, Geert.
Geert står bare og ser ned i gulvet.
– Du må hellere tage hjem nu, Karl Theodor.
Jeg lader min kiks ligge halvspist og går forbi Geert og moderen ud og ned til min cykel og cykler hjem.

– Hvorfor har du været så længe om det, HT?
Jeg er ved at stille min cykel på plads inde i den mørke stald og har slet ikke set eller hørt Elna. Og så står hun pludselig der, midt i døren som en sort statue med lys omkring sig. Det giver mig et helt chok.
– Det er jo ikke så godt.
– Mnnn.
– Mnnn? Hvad er det for et svar?
Med ét er Elnas stemme skarp, og jeg har ikke før hørt den sådan. Jeg kan heller ikke komme forbi hende og gå væk. Jeg kan ikke se hende rigtigt, så mørk er hun i det skarpe lys fra døråbningen.

– Vi skal jo passe på dig, så er det skidt, at vi ikke ved, hvor du er.
– Ja, men jeg besøgte en kammerat fra klassen.
Kammerat og kammerat.
– Det må du også gerne, men jeg bliver nok nødt til at sige til dig, at du altså skal sige det senest om morgenen, så jeg ved besked. Ellers bliver jeg urolig for dig.
Hun tager fat i mit øre og river lidt i det. Jeg ved ikke, om det skal gøre ondt. Jeg kan ikke se hendes øjne og må gætte mig frem.
– Gør det ikke en anden gang.
Stemmen er hård.
Hun vender sig og går ind. Jeg står med min skoletaske ude på gårdspladsen og lader den glide ned på jorden.

Elna har ikke lukket døren ind til huset, og Sigfred er dukket op i gangen med Molly foran sig.
– Ud, hund! Hej HT!
Sigfred peger og vinker til mig, men som sædvanligt forstår Molly ikke, hvad han mener. Havde det været Elna, var den nok lige så stille lusket ud igen.
Sigfred nærmest sparker hunden ud.
– Den forbandede køter. Den skulle simpelthen aflives. En kniv i halsen og færdig.
Han lader den højre hånd køre forbi sin hals, mens han ser på mig med sammenknebne øjne og et skævt smil, inden han igen går ind.
Det er signalet. Jeg tror, jeg efterhånden har lært, hvordan de voksne vil have det. De siger det ikke altid lige ud, så man somme tider skal gætte det. Men jeg er fyldt 11, og jeg ved godt, når sådan en som Sigfred smiler på den måde, hvad det betyder. Han er led og ked af det med den hund, og han ønsker, at jeg skal ordne sagen for ham.
Det vil jeg gerne. Sigfred er ikke som Frede og Frans, han er en voksen. Jeg har ikke andre venner her. Elna er sur på mig, så Sigfred og jeg står sammen.
Dolken er i skeden, og det er ikke særligt svært.
Molly kommer logrende hen til mig. Jeg knapper skeden op og tager forsigtigt dolken frem. Den er meget skarp, og jeg er lidt nervøs for at skære mig.
Jeg tager fat om hundens hoved, løfter det og jager kniven ind i dens hals. Den kigger forundret på mig, for det kan den ikke forstå.
Blodet sprøjter ud, og den falder om. Den spjætter i rigtig lang tid, inden den endelig ligger stille.
Helt stille. Der er meget blod i sådan en hund, og der bliver en hel sø på de toppede sten. Det var sådan set nemt nok at slå den ihjel, for jeg har lært meget af Frede og Frans.

Jeg vasker dolken af under vandhanen i muren og stikker den ned i skeden igen og går ind med min taske. Åbner døren til stuen, hvor Sigfred sidder.
– Nu har jeg ordnet den for dig.
– Hvad? Hvad har du ordnet?
– Molly. Nu får du ikke mere bøvl med den. Det var ikke spor svært.
Sigfred ser på mig og spærrer øjnene op.
– Hvad har du gjort?
– Stukket den ihjel med min dolk.
Jeg bevæger min flade hånd forbi halsen og ser smilende på ham. Sigfred og jeg er nu blodsvenner.
– Den ligger derude.
Jeg peger ud ad vinduet.

Jeg forventer, at Sigfred bliver glad. At han siger, at sådan er en god ven. At han tager om mig og råber:
– Hurra, endelig af med den køter. Nej, hvor dejligt. Aldrig mere. HT, du er en ven. Den bedste!
Men det gør han ikke.

Han farer op så hurtigt, som jeg aldrig har set ham før. Han springer ud, mens han råber:
– Hvad? Hvor er den? Hvor er den?
– Den ligger jo lige derude.
Jeg peger lidt forundret, for jeg har sagt det, men Sigfred er allerede faret af sted. Jeg ser ud gennem vinduet, at han tager hundens hoved og stryger det med sin ene hånd. Det forstår jeg ikke. Han kan jo slet ikke lide den hund og ønskede den død. Jeg stiller mig i døren. Har han ligefrem tårer i øjnene?
– Du sagde jo selv, at en kniv i halsen …
– Ja, for helvede, det er jo bare noget, man siger. Gå ind med dig.
Han taler hårdt, og det har han heller ikke gjort før. Han er så nummer 3 i dag, der ikke gider mig.
Nu siger han en masse højt til Elna ude i køkkenet, og hun farer ind i stuen til mig, mens han går hen til telefonen og ser så underligt på mig. Jeg tror, det er Hr. Fridtjoff, han ringer til.

– Sæt dig der, Hans Theodor. Jeg vil gerne have, at du bliver siddende der.
Jeg nikker. Hvis Elna mener det, gør jeg det da. Hun taler stadig hårdt og bestemt.

– Jeg skal altså tisse.
– Ja, så gå på toilettet.
Elna er alvorlig og ser ikke på mig. Det er ikke så godt. Har jeg gjort noget helt forkert? Som om jeg er bedøvet, vakler jeg ud på toilettet.
Her bliver jeg mere og mere ked af det. Alt er gået skævt, siden jeg skulle herud og bo. Morfar er død, vennerne er væk, og her forstår jeg ingen. Med rystende hænder og ondt i maven griber jeg min jakke og sniger mig ud i stalden og tager min cykel.
Jeg synes, jeg har så meget at tænke på, at jeg ikke engang ser, at solen skinner. Jeg cykler derudad. Mærkeligt nok følger cyklen den gamle rute mod morfar. Jeg har svært ved at se ud gennem øjnene, der er fyldt med vand. Det må være modvinden.
Jeg er så ked af det.

50
Hvide tænder

– Hvorfor skulle du også dø, morfar?
– Nogen må af sted.
– Ja, men hvorfor lige dig? Jeg har brug for dig og savner dig.
– Det er også hårdt for mig, Hans Theodor. Jeg var ikke klar til det.
– Hvad skal jeg gøre nu, det var nok forkert at slå Molly ihjel. Og alle mine venner er forsvundet.
– Vi to kan jo altid snakke sammen. Går det ikke fint?
– Det ved du jo godt. Det er ikke rigtigt.
– Det leger vi da bare, at det er. Hvis vi leger, at det er rigtigt, så bliver det rigtigt.

Vi snakker rigtigt godt sammen, det er ikke forkert. Men morfar er der jo ikke. Altså ikke sådan på den måde. Jeg bliver mere og mere ked af det og cykler alt, hvad jeg kan. Venner har jeg heller ikke mere. Og dem, der nu ser mig i øjnene, ser vrede ud. Kan jeg ikke se deres øjne, kan jeg i hvert fald høre det på stemmen.

Jeg har én gang prøvet at se morfar i øjnene. Det var sidste år, hvor jeg kom til at tage penge fra onkels pengetaske på fisketuren. Det synker i mig. Morfar. Måske den eneste virkelige ven, jeg nogensinde har haft. Og jeg kan godt se forskellen. Det var ikke nødvendigt at gøre meget for morfar, for at han skulle synes om en. Ja, faktisk var det ikke nødvendigt at gøre noget som helst. Jeg var bare én, han godt kunne lide. Jeg kunne også lide morfar. Nu bliver maven tung igen, og selv om jeg ikke synes, jeg kan kalde morfar min ven, når vi nu er i familie, så …
Er i familie? Nej, var. Det er vi ikke mere. Morfar har forladt mig og kommer aldrig mere tilbage. Aldrig mere. Ordet aldrig er forfærdeligt.
Jeg sætter hovedet lidt på skrå og aser derudad.
Jeg både forstår og ikke forstår det. Og det har jeg svært ved at forstå.

Jeg puster og stønner og har lænet mig ind over styret og ser kun vejen, der forsvinder under og bag mig.
Hurtigere og hurtigere går det. Fartvinden presser vandet frem i øjnene lige så meget, som solen blænder mig, jeg sanser ingenting, men drøner derudad. Mine ben drejer rundt som et tandhjul, et af de små, som fysiklærer Larsen viste os.
Jeg puster og stønner af anstrengelse. Farten bliver vildere og vildere.
En bil kører op på siden af og ind foran mig, bremser hårdt op og tvinger mig ned i grøften. I det samme stiger en larm voldsomt, og kun et par meter fra mig drøner toget forbi, mens jeg styrter og falder forover og slår mig temmelig meget.
– Av, av, åh, det gør ondt.
Jeg prøver at rejse mig, men kan ikke.
Jeg holder mig for ørerne i den forfærdelige larm, mens jeg ligger der, halvt nede i noget vand.

En voksen er kravlet ned til mig og siger noget. Jeg synes at kende den stemme.
– Lille Hans, der var det da lige ved at gå helt galt.
Jeg forstår ikke, hvad hun siger.
– Kom her. Du kan ikke ligge der. Har du brækket noget?
Hun tager fat i min arm og skulder og rejser mig op. Det er Elna.
– Vi kan jo ikke have, at du cykler væk og ikke vil snakke med os, og derfor skyndte jeg mig efter dig i min bil.
Hun hjælper mig op af vandhullet i grøften, og vi aser op ad skrænten. Elna har cyklen i den anden hånd. Vi sætter os i græsset ved bilen. Det er dejligt, at hun holder om mig, mens hun snakker, og hendes stemme er ikke hård længere. Efterhånden falder jeg lidt til ro, og jeg ryster ikke mere sådan. Jeg kan bare ikke lade være med at græde lidt. Igen. Tøsedreng. Der er langt til mandfolket. Langt til ham, der skulle herske over dem alle sammen.
Hun stryger mig hele tiden over håret.
– Du havde ikke set toget, vel?
Jeg ryster på hovedet. Nej, ingen anelse.
Jeg vidste ikke engang, at der var en jernbaneoverskæring lige her. Er jeg kørt forkert?
– Jeg havde ikke anden mulighed end at køre dig i grøften.
– Mnnn.
– Nu tager jeg din cykel i bagagerummet, og så kører vi to tilbage og får en kop kakao sammen med Sigfred, og så snakker vi lidt om det hele. Hvad siger du til det?
Jeg nikker og er forvirret. Er de ikke sure på mig for det med hunden?
– Jeg tror, dit baghjul er exet, så vi kører lige omkring cykelhandleren og afleverer den, så kan han ordne den til i morgen.
Jeg sætter mig ind i bilen og snøfter stadig. Elna bakser med min cykel i bagagerummet og kommer så også ind. Hun sidder et øjeblik med sin bilnøgle og ser ned på mig.
– Er du klar over, at du kunne være blevet slået ihjel?
– Mnnn.
– Ville det ikke være synd for din mor, der lige i forvejen har mistet sin far?
Jeg nikker. Ellers ville det ikke være synd for nogen.

Jeg falder mere til ro, efter at vi er kommet tilbage til gården, da hun sætter sig og begynder at snakke alvorligt med mig.
Hun holder mig tæt ind til sig, og jeg har ikke noget imod det, mens hun spørger mig ud.
Jeg ved ikke, hvor Sigfred er, men det er også lige meget. Er han gal i skralden over det med hunden, er der ikke noget at gøre ved det.
Jeg ryster ikke længere, og hun slipper mig:
– Om lidt kommer Hr. Fridtjoff og Sigfred, og så skal vi lige snakke det her igennem.
– Jeg har ingen venner mere.
Når hun sidder sådan og snakker og holder mig ind til sig, kommer ordene bare ud af min mund, mens jeg snøfter.

Elna nikker.
– Det forstår jeg godt. Derfor kan det godt være, at du vil få det her. Jeg ved da, at både Knud og Lorentz synes rigtig godt om dig. Og Eva ikke at forglemme.
Det er også fint med mig, men de er jo ikke venner på den måde. På børnehjemmet betød venner en masse, og de voksne betød ikke nær så meget. Her i familien er det lidt omvendt.

Hun smiler og stryger mig på min arm, klemmer den lidt og har så flotte, hvide tænder. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lægger mærke til hendes tænder, men jeg synes ikke, jeg har set så flotte tænder hos nogen. Ikke engang hos Lone, der ellers er det sødeste, jeg nogensinde har været ude for. Der er meget, jeg ikke ved.
Elna er en gammel dame, mindst 30 år, faktisk lige som mor. Men det er længe siden, at mor har holdt om mig på denne måde.
– Hvad vil du helst, Hans Theodor, hvis jeg var en fe, der kunne opfylde et ønske for dig?
Jeg tøver lidt.
– Bo på børnehjemmet igen. Kan du opfylde et hvilket som helst ønske?
– Sig frem, jeg kan da prøve.
– Så vil jeg allerhelst være en stærk og modig dreng, der ikke er bange for nogen eller noget, og som har mange venner.
– Det er i orden. Når Sigfred og Hr. Fridtjoff kommer, vil vi snakke om det hele.
– Mnnn.
Men at få mit største ønske opfyldt, er nok ikke så ligetil. Jeg bliver dog lidt gladere.

Hun lægger armen om min skulder.
– Hvordan har du haft det her hos os de par dage?
– Godt.
– Savner du din mor?
– Nej, ikke sådan.
– Savner du din far?
Uden varsel vælter tårerne ud af øjnene på mig. Jeg ved ikke, hvor de kommer fra. Hun har trykket på en kontakt, og straks fosser vandet ud. Nu er det ikke bare nogle snøft.
– Ja, men Hans Theodor. Så.
Hun knuger sig ind til mig og stryger mig på håret. Det hjælper ikke. Tværtimod. Jeg forstår slet ingenting. Jeg savner aldeles ikke min far. Jeg savner ham overhovedet ikke.
Jo mere, hun stryger mig, jo mere vræler jeg. Jeg er mere utrøstelig end den dag, jeg fik beskeden om morfars død.
Elna siger ingenting, men holder bare om mig.
Lidt efter lidt standser tårerne, og jeg snøfter af sted.
Hun tørrer mine øjne med et duftende lommetørklæde.
– Du skal bare græde, Hans Theodor. Det er godt for dig.
Men nu kan jeg ikke mere. Grådbeholderen er tom. Lidt dobbeltsnøft kommer der, men ikke det store.

– Savner du din far?
Minsandten, om hun ikke stiller spørgsmålet igen. Men denne gang gør det mig ikke noget.
– Nej, ikke sådan.
– Hvorfor græder du så, når jeg spørger?
– Det ved jeg ikke.
– Hvad tænker du om din far?
– Han var et rigtigt mandfolk. Han kunne alting.
– Og du kan ingenting?
– Nej.
Det sidste hvisker jeg.
– Var din far et mandfolk hele tiden?
Jeg spekulerer over det spørgsmål.
– Nej. Der var én gang, da var han ikke.
– Hvornår var det?
– Da skuret brændte.
– Hvad skete der?
– Han græd.
– Og det hørte du?
– Ja.
– Var han derinde?
– Ja.
– Og kunne ikke komme ud?
– Nej.
– Hvad gjorde du?
– Jeg blev bange.
– Fordi han græd?
– Ja.
– Men hvorfor blev du bange for det?
– Han har aldrig grædt før.
– Aldrig?
– Nej.
– Hvad gjorde du?
– Hans stemme blev … som et lille barns.
– Så var du ikke vred længere?
– Mnnn.
– Hvad ville du helst have, at der skete?
– …
– Du må gerne sige det til mig, Hans Theodor.
– At han græd uden den ild.
– Altså fordi han var ked af noget.
– Ja.
– Hvad for eksempel?
– Ked af at have slået mig.
– Fik du mange klø?
– Nej, kun når han var vred.
– Hvad siger din mor til den her ildebrand?
– Ingenting.
– Har I ikke snakket om den?
– Nej. Ikke rigtigt.
Det mærkelige er, at Elna er så dejlig at snakke med. Jeg er overhovedet ikke bange for hende eller for at få klø eller for at blive sendt ned i kælderen, eller at stemmen igen skal blive hård, eller hvad hun nu kunne finde på. Hun sidder et stykke tid, mens hun holder mig i hænderne. Det har jeg ikke noget imod. Ingen andre kan se det, og hun dufter dejligt. Det er rart at sidde sådan tæt sammen. Så slipper hun mig og holder mig ud i sine arme:

– Fortæl mig, hvorfor du stak din dolk i Molly.
– Ja, men Sigfred sagde, at han var så træt af den hund, og den skulle bare have en kniv i halsen, og han gjorde sådan her.
Jeg viser hende, hvordan han kørte den flade hånd foran halsen.
– Gjorde han virkelig?
Elna lyder meget forbavset.
– Ja, og han sparkede også til den, fordi den hele tiden gik i vejen. Den lystrede heller ikke, og han sagde, at det var fordi, du aldrig går til træning med den. Så lærer de ikke at lystre.
– Nå, sagde han det.

I det samme kommer Sigfred svedende ind i stuen, og jeg farer lidt sammen. Hvad venter der mig nu?
– Nu er den begravet. Eva og jeg har ordnet det hele.
Han står lidt og fumler efter et lommetørklæde, som han finder. Han pudser næse, og panden får også en omgang, og så sætter han sig.
– Skete der noget? Spørger han.
– Nej, vi nåede det hele, siger Elna og trykker mig ind til sig.

En bil kører ind i gården. Det banker, og Hr. Fridtjoff dukker frem i døren og nikker til mig.
Han sætter sig:
– Ja, vi skal måske begynde med det samme.
– Hans Theodor har fortalt mig, hvordan det hænger sammen, og jeg tror, at det ikke er så slemt, som vi først antog, siger Elna.
Hun sidder stadig med mig tæt ind til sig, og det gør mig ikke noget. Faktisk er det dejligt at mærke hende og hendes duft. Hun lugter godt. Det undrer mig samtidig, at jeg ikke er genert eller bange.
Elna fortæller først, hvordan hun fik mig standset. Så går hun videre med Molly, og her ser hun af og til på Sigfred, og for mig lyder det nærmest, som om det er hans skyld.
– Måske har Hans Theodor villet gøre dig en tjeneste, siger hun.
Der bliver en pause.
Hr. Fridtjoff stiller mig nogle spørgsmål om hunden og dolken, og jeg forklarer.
– Jeg tror, vi indtil videre skal bede om din dolk.
Jeg har den stadig i bæltet, så den kan de da hurtigt få. Jeg giver den til Elna.
– Har du lyst til at gå ud i stalden til Eva og Lorentz? Spørger Sigfred.
Jeg nikker, og han følger mig ud i stalden. De er i gang med at hakke roer i en maskine, og Lorentz giver mig et stykke kålrabi.
– Prøv det.
Jeg putter det forsigtigt i munden. Det smager faktisk godt, og jeg opdager, at jeg er blevet sulten.
– Smager det ikke også godt?
– Jo, siger jeg.
Så opdager jeg, at Eva har røde øjne.
Hun smiler heller ikke til mig, som hun ellers har gjort så meget. Hun er meget alvorlig, og jeg bliver også lidt ked af det.
Jeg skraber lidt hø sammen med foden.
– Er du ked af det med Molly?
– Ja. Meget.
– Undskyld.
Eva begynder at snøfte, men Lorentz standser hende.
– Jeg kan godt forstå, hvis du er ked af det, men jeg har sagt til dig, at vi snart får en ny hund.
– Jeg er alligevel ked af at miste Molly.
Eva græder, og jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv.
– Jeg gør det ikke igen, hvisker jeg.
– Lover du det? Spørger hun.
– Ja, spejderære.
Den ære har vist forladt mig for længst, men det ved Eva jo ikke noget om.

Elna henter mig. Inde i stuen venter de andre.
– Nu skal du høre, Hans Theodor. Elna og Sigfred har besluttet at give dig en chance mere. Vi er enige om, at det ikke går at slå deres hund ihjel, som du gjorde, og de er meget kede af det. Især Eva, som jo betragtede Molly som sin egen.
Jeg nikker og ser ned i gulvtæppet. Det har et underligt mønster, hvor trekanter og cirkler væver sig ind i hinanden, så det nærmest er ligegyldigt, hvor stort tæppet er. Det vil altid passe sammen.
– Men vi kan også se, at der kan være en lille misforståelse i det, Sigfred har sagt, så derfor kan du blive ved med at bo her. Vi tager din dolk indtil videre. Hvis det går godt fremover, får du den selvfølgelig igen. Hvad siger du til det?
Jeg nikker igen.
– Jo, jeg har også sagt undskyld til Eva ude i stalden.
– Ja, men så vil jeg forlade jer igen. Skulle der blive noget …
Han har rejst sig, og Sigfred følger ham ud. Elna tager om mig igen, og jeg lader hende gøre det.
– Vi synes jo så godt om dig bare efter de par dage her. HT, du må ikke svigte os igen, vel?
Jeg ryster på hovedet. Jeg vil aldrig mere svigte dem. Aldrig.

Jeg går i seng og falder hurtigt i søvn, så træt som jeg er. Det sidste, jeg tænker på, er åen. Der løber meget vand i den. Jeg ligger helt stille på bunden, og mit ansigt er levende og bevæger sig i vandet. Mine øjne er åbne og ser lige op i to mørke skikkelser med fire hænder og en hund, der holder mig nede, og jeg kan ikke få luft og heller ikke skrige …

51
Avislæsning om russerne

Vi har fået sommerferie i dag. Jeg har undret mig hver dag over ikke at have kunnet få øje på Frede og Frans. Mange gange har jeg tænkt på at smutte over på børnehjemmet i det store frikvarter for at sige goddag til Frk. Kalvemose, der sikkert savner mig og spørge hende, hvor Frede og Frans er. Jeg tror, de er flyttet også, for noget må der være sket.
Jeg cykler langsomt hjemad. Solen skinner, og mit humør er lidt blandet. Sommerferie betyder noget godt, og sådan har det altid været. Men når jeg ikke aner noget om mine venner og ikke længere bor på børnehjemmet, men hos Elna og Sigfred, som jeg nu har det rigtig godt med efter det der med deres hund, kan jeg ikke følge så godt med mere, og det er ikke til at vide, hvad der sker.

Sigfred og Elna holder ikke kun den avis, som far somme tider havde. Den er god, fordi Fantomet altid er bagpå. Engang var Fantomet oppe mod nogle banditter, der var klædt ud i abekostumer, og det var ret uhyggeligt at læse om. Heldigvis kunne Fantomet klare dem alligevel for straks at havne i andre besværligheder. Blandt de ting, han skulle igennem, var at befri en dame på et slot. Han skulle gennem mange forskellige prøver, inden han kunne befri hende.
Han havnede han i noget kviksand, og han kunne ikke komme fri ved egen hjælp.

Jeg måtte vente til dagen efter for at få den spændende fortsættelse. Lige netop dagen efter kom avisen ikke, hvilket gav mig en ekstra søvnløs nat. Hvordan klarede han det nu?
Da vi endelig fik avisen, sprang jeg ud på toilettet for at læse Fantomet.
En kæmpestor rovfugl reddede ham ved at flyve hen over ham, så han lige kunne nå dens ben. Det var en fin aftale for Fantomet, og en sådan aftale ville også være fin for mig. Han brugte sin kniv, for forbryderne havde taget hans pistol.

Men jeg har efterhånden indset, at det er vanskeligt.
I avisen er der altid store overskrifter på forsiden, og normalt lægger jeg ikke mærke til dem. Det med Fantomet er noget vigtigere.

Hos Sigfred holder de to aviser. Den lokale med Fantomet og så en helt anden avis. Det er en tynd, kedelig en uden billeder. Information, hedder den. Der er ingen Fantomet eller Supermand i den.

En dag er der minsandten et billede på forsiden, og jeg når at læse, hvad det drejer sig om, inden Sigfred henter den.
Jeg læser, at ham, der var præsident, dengang de unge smed flasker med benzin mod sovjetiske tanks, er blevet henrettet af russerne. Hvordan er det at stå med bind for øjnene og bare vente på, at nogen siger: Skyd! Kan man nå at mærke kuglerne, der trænger ind i ens krop? Kan man nå at sige av? Russerne tog ham til fange der under opstanden i Ungarn.
– De har skudt ham, de slyngler.
Sigfred snakker vist med sig selv bag avisen.
– Russerne vil nok hævne sig.
Han sænker avisen.
– Det ved du noget om?
Jeg fortæller Sigfred om dengang, drengene smed benzinflasker efter russerne.
– I et diktatur bestemmer diktatoren, hvad man må sige og gøre. Godt, vi herhjemme har demokrati.
– Så må alle sige, hvad de har lyst til, ikke?
– Jo, selvfølgelig under ansvar. Hvis du siger, at jeg stjæler, skal du kunne bevise det.
– I skolen har vi ikke demokrati. Inspektøren og lærerne bestemmer.
– I er jo også børn. De kan jo ikke stå der og spørge, om der er flertal for, at lille Peter ikke må slå.
Klart nok. Alligevel er der noget, der nager mig.
– Når KP, der bestemmer mest i klassen, siger, at han synes, vi skal læse frilæsning, får vi somme tider frilæsning.
– Ja, der er forskel på folk.

Det er der. Nogen skal kæmpe meget for at få lov at sige pip, andre har bare magten med det samme, og jeg kan ikke finde ud af, hvorfor det er sådan, og hvordan jeg bliver sådan en, der kan få andre til at gøre, som jeg vil have det uden mine venner.

– Hæng lige min frakke op på knagen, Ole.
– Det gør jeg.
– Åh, jeg har glemt bolden. Bolden, Heine!
– Jeg smutter ned nu.
– Hr. Larsen. I dag vil vi godt have frilæsning, selv om det ikke er dansk.
– Ja, men det, tror jeg da, er en god ide, Hans Theodor.
– Og Hr. Larsen, – sig lige til inspektøren, at vi skal have is i næste time.
– Selvfølgelig, Hans Theodor.

Jeg syntes, jeg var på vej, men lige nu ved jeg ærligt talt ikke, hvor jeg står.
Sigfred er imens nået om til sidste side.
– På søndag er der finale.
– Ja, det bliver spændende.
Jeg ved endnu ikke, hvem der kommer i finalen. Men vi ser de kampe, der vises i fjernsynet, selv om vi skal se tysk fjernsyn.

– Var det ikke dejligt at få sommerferie?
– Jo.
Der vil gå mange uger, inden jeg igen skal se Lone. Og de andre. Jeg ved ikke, om jeg glæder mig til at komme i skole igen. 5. klasse betyder meget. Så er man blevet noget større. Jeg kan godt se det der med, at for hvert år kommer der flere i skolen, der har respekt for én, fordi man bliver ældre.
Men så drøner Frede og Frans ind på lystavlen og maven gør igen knuder. Jeg kan heller ikke forstå, hvorfor jeg slet ikke har set dem. Har de skiftet skole? Det gør mig endnu mere nervøs.

52
Lokale nyheder er vigtige nyheder

I dag læser Sigfred i den lokale avis.
Der står noget interessant.
– Hov, hvad søren.
Jeg lytter. Hvad kommer der nu?
– Nå, kan du huske, eller ved du, at der var en dreng, der døde lige efter nytår på et autoværksted?
– Ja, det fortalte Hr. Johansen os.
– Han døde, fordi hans onkel satte en trykluftspistol op bagi på ham og ødelagde hans indre organer.
– Ja.
– Det viser sig nu, at to drenge faktisk for længe siden har tilstået, at det var dem.
– To drenge?
– Ja, der står bare, at de er fra børnehjemmet. Har du så en idé om, hvem det kan være?
– Ja.
Jeg er blevet tavs. Autoværkstedet. Trykluftspistol. Var det virkelig Frede og Frans, der gjorde det? Det kan næsten ikke være andre. Mine bedste venner. Sigfred drejer avisen til siden og ser på mig.
– Det betyder, at de ikke er på børnehjemmet.
– Hvorfor ikke?
– De børn, der er der, er ikke så slemme. Dem, der er rigtigt slemme, skal et andet sted hen.
– Nåh. Ligesom mig.
– Næ, hæ, nej, ikke på den måde. Du var jo kun på børnehjemmet i den korte tid, hvor Hr. Fridtjoff skulle snakke med dig og finde ud af, om I skulle til Århus.
Jeg nikker.
– Det har jo hele tiden været planen, som jeg forstår det, at du skulle anbringes i privat pleje.
– Nå, ja.
Jeg kan bare ikke forstå det med Frede og Frans. Måske er det slet ikke dem. De har da aldrig snakket om det, og det ville de garanteret have gjort, hvis det var dem. Garanteret. De plejede at prale med det, de havde lavet af gale streger. De sagde altid, at jeg var den skrappe, mens de aldrig kunne nå mig på den måde.

Eva kommer ind i stuen og sætter sig.

53
Fodbold, sol og sommer

Jeg er glad for, at svenskerne kommer i finalen om VM i fodbold, for jeg kan godt lide Kurt Hamrin. Han må være verdens bedste fodboldspiller, og jeg sidder klinet til skærmen på det fine Arenafjernsyn, Sigfred har købt, da de går i gang med at tæve brasilianerne.
Jeg tænker ikke så meget mere på Frede og Frans og de andre venner. Men jeg vil godt tilbage til noget, jeg følte en kort tid. Noget, der mindede om Fantomet, Robin Hood og Supermand. Et mandfolk. En, der kan klare de værste ting og samtidig hjælpe en ven. Og derved selv få venner. Lige nu har jeg en familie her og mor og et par stykker i klassen. Ingen af dem kan sammenlignes med Frede og Frans og de andre fra børnehjemmet. Kan jeg gøre noget ved det?
På en måde er det alt i alt måske godt nok, at Frede og Frans ikke er der længere. Hvis de virkelig har slået en dreng ihjel, er de nok blevet noget skrappere. Har jeg også det? Har jeg også slået en ihjel?

Vi hujer og råber, og Lorentz og jeg er uenige. Han holder med Brasilien, mens jeg naturligvis er med svenskerne. De bor jo meget tættere på Danmark.
Men brasserne vinder 5-2, og tyskerne bliver kun nummer 4.
– Det er synd for svenskerne efter at have banket både russerne og tyskerne.
– Garrincha og Pele var bare så meget bedre.
Jeg diskuterer med Lorentz, der går lige så meget op i det.
– Kurt Hamrin var den bedste svenske spiller.
– Men han kan ikke hamle op med Garrincha og Pele. Den der finte, som Garrincha laver…
Lorentz rejser sig op og demonstrerer.

Jeg tager min bold og går ud. Der er et lille stykke græsplæne ved huset, hvor jeg godt må stå og spille lidt forsigtigt. Nu er jeg Kurt Hamrin og måske Garrincha. Jeg kan godt se, hvad Lorentz siger. Måske skal jeg være Garrincha, som jo også er verdensmester.
Vi har en lang sommerferie foran os, og måske er alt glemt, når jeg skal i skole igen til august. Så kommer jeg jo også i 5., og så er man ligesom blevet noget ældre. Så er der ikke drilleri og ribbensmassage mere; det foregår kun i de små klasser. Og det vigtigste: Jeg er trods alt blevet 11 år.

Jeg dribler med bolden og laver det lille svirp med hofterne, som han også gør, og jo flere gange, jeg gør det, desto bedre synes jeg, det går.
Jo, jeg brændte min far inde i det skur og slog ham ihjel. Men det var ham eller mig. Jeg er sikker på, at han ville have slået mig ihjel. Nu kom jeg bare først. Jeg synes, det er mig, der er Sct. Jørgen.

Hold da op. På feriens første dag lykkes det mig at holde bolden i luften med 60 spark. Ny rekord. Det bliver en god sommerferie, tror jeg.