Ejvinds Erindringer

Ejvinds Erindringer

Skrevet på opfordring fra mine børn – begyndte med et brev til mit barnebarn Cecilie, da
hun var 9 år.

Kapitel 1 – Brevet til Cecilie

Cecilie:
Tak for dit brev. Jeg vil gerne prøve at fortælle dig om dengang, jeg var omkring 8 år
gammel. Det er jo rigtig mange år siden, så det kan være svært for mig at huske det hele
og holde årene adskilte. Som du ved, er jeg født og opvokset på en bondegård –
“Østergaard” – ude på landet. Som børn skulle vi også hjælpe til med at passe marken
og dyrene. Vi havde høns, grise, køer, heste, hund og katte.
Jeg begyndte at gå i skole, ligesom du gør, da jeg var 8 år gammel. Det første år gik vi kun
i skole om formiddagen hver anden dag. Senere, da jeg blev ældre, blev det til mere
skolegang. Fra 10 til 14 år gik vi i skole hele dagen – også om lørdagen. Om sommeren
skulle vi hjælpe hjemme på bondegårdene, så gik vi kun i skole hver anden dag, ligesom
da vi lige var begyndt.
Vores skolefag var religion, regning, dansk, danmarkshistorie og geografi.
I frikvartererne spillede vi drenge altid fodbold, medmindre der var for meget sne på
banen. Hvis det var tilfældet, kælkede vi ned ad bakken fra skolen og ud i engen. Det tog
lang tid, før vi kom tilbage til en ny kælketur – eller til undervisningen. Vi havde lært os et
trick: vi snuppede en kælketur, når vi kunne se, at læreren var på vej ud for at kalde os
ind. Så varede det jo længe, inden vi var tilbage på vores plads.
Om morgenen startede timerne altid med religion. Mange gange havde vi lektier, hvor vi
bl.a. skulle kunne huske salmevers udenad. Vi skulle stå enkeltvis op ved vores
skoleborde og sige salmeversene højt og tydeligt. Hvis vi havde svært ved at huske dem,
fik vi skældud af læreren – og så kunne vi regne med at skulle sige endnu flere vers
næste gang. Jeg hadede det!
De fleste af mine klassekammerater kom også fra bondegårde. Dem, der ikke gjorde,
havde ofte fast arbejde efter skoletid på gårdene, hvor de tjente nogle lommepenge.
På vores skole i Skovsted – en landsbyskole – havde vi kun én lærer til at undervise
omkring 50 børn. Børnene i alderen 7 til 10 år gik i “lille klasse”, og børnene i alderen 10
til 14 år gik i “store klasse”. Selvom klasserne var slået sammen, fik hver årgang dereseget skolemateriale. Hvis læreren mente, at vi ikke opførte os ordentligt eller havde
glemt vores bøger derhjemme, kunne han finde på at give os lussinger med flad hånd –
på hovedet eller bagdelen. Jeg har aldrig fået en lussing, men det skete, at en af mine
kammerater fik det, og så var vi alle meget bange og turde næsten ikke se op.
Jeg havde somme tider tid til at lege med mine kammerater. Om vinteren løb vi på
skøjter ude på fjorden og de små søer inde på engen. En gang imellem gik vi igennem
isen, når den var for tynd og ikke kunne bære os. Det resulterede i våde sokker og
bukser, og så måtte vi skynde os hjem for at skifte til tørt tøj, inden vi frøs så meget, at
tænderne klaprede i munden. Vi havde fået at vide, at vi ikke måtte løbe på steder, hvor
vi ikke kunne bunde. Så når vi faldt igennem isen dér, var det en overtrædelse af vores
forældres tillid og regler. Vi fik selvfølgelig skældud og skulle love, at vi aldrig ville gøre
det igen.
Ved gården havde vi en stor, nedlagt kridtgrav, hvor alle børnene i området kom for at
kælke. Det var den bedste kælkebakke i hele området. Om sommeren cyklede vi rundt
på vores cykler i kridtgraven. Vi brugte meget tid på at cykle, når det kunne lade sig gøre.
Når vi punkterede eller kæden hoppede af, havde min far lært mig, hvordan jeg kunne
lappe hjulet og sætte kæden på igen. Jeg var meget hård ved cyklen. Vi cyklede rundt i
søer, store vandpytter og op og ned af vejgrøfter – og gennem kridtgraven med fuld fart.
Mange gange opstod der farlige situationer, når vi væltede, eller kæden hoppede af,
mens vi kørte ned ad bakkerne – for så kunne vi jo ikke bremse. En måde at stoppe på
var at køre ned i grøften. Nogle gange fik vi rifter og sår på arme, ben og hoved, men vi fik
sjældent plaster på – de kostede penge, og vi havde ikke så mange penge lige efter
krigen.
Vi havde også en fjedervogn (hestevogn med sæde). Når der var legekammerater på
besøg, skubbede vi den rundt i kridtgraven eller oppe på hovedvejen (der var ikke så
meget trafik dengang). Når det gik ned ad bakke, sad alle på vognen og skreg og hylede
af begejstring. Jeg sad forrest og styrede den med fødderne. Engang havde min bror
fødselsdag og inviterede drengene fra sin klasse. Det kunne være gået meget galt. Vi
kørte i fuld fart ned ad en vej, vi ikke var vant til at køre på – vognen væltede, og nogle af
dem fik slået tænderne løse.
Nu, hvor jeg er blevet ældre, synes jeg, at jeg havde alt for mange pligter og opgaver
derhjemme på landbruget. Jeg var ikke ret gammel, før jeg begyndte at hjælpe med
markarbejdet. Jeg arbejdede med hestene, og første gang jeg gjorde det, var jeg kun 7 år
gammel. Vi havde to heste, der hed “Røde” og “Gulle”. “Gulle” var den sødeste, og det
var også den hest, min far turde lade mig arbejde alene med ude på marken, når den
f.eks. . var spændt for en ukrudtsharve. Jeg er klar over, at min far holdt øje med, at der
ikke skete mig noget – hesten kunne jo blive bange og løbe løbsk. Senere, da jeg blevældre, arbejdede jeg med begge heste og udførte alle de opgaver, der skulle klares:
pløje, harve, radrense roer, og køre roer og korn hjem fra marken.

Kapitel 2 – Afskeden med oldemor
Afskeden med oldemor i Lønnerup den 26. september 1945, hvor jeg er knap 2½ år,
husker jeg. Hun ligger i sengen og er døende, og jeg bliver lagt hen til hende kort tid. Jeg
vinkede til hende, da vi gik.
Jeg har hørt, at jeg var hendes “kæledække”, og jeg bar tøj, som hun havde lavet af uld til
mig – uld hun selv havde kartet. Jeg har også hørt, at min far stod hende meget nær. Han
havde helt sikkert arbejdet hårdt på gården hjemme hos sin mor, indtil han og min mor
blev gift i 1942. Da købte de Østergaard i Skovsted, på modsatte side af Lønnerup Fjord,
så han kunne se hjem – fjorden og naturen, som han elskede så højt.
Oldemor var flyttet ind hos min farmor, da hun blev enke i en meget ung alder – kun 31
år – med 6 børn. Far var den ældste og kun 9 år gammel, da min farfar pludselig døde i
1923, kun 36 år gammel, af tarmslyng. Farfar var oldemors eneste barn, som hun fik
med Peder Andreas Jepsen. Han rejste imidlertid til Amerika, da oldemor var blevet
gravid med min farfar, Thomas.
Oldemor blev senere gift med Anders Kristian Larsen i 1890, men han døde allerede i
1893. Et kort ægteskab, og det må have været hårdt for oldemor.
Efter farmor blev enke, ansatte hun en bestyrer, der kunne køre gårdens drift, indtil far
kunne tage over. Senere, da far kom på højskoleophold i Ry, begyndte hans brødre at
overtage driften af gården. Oldemor var en stor hjælp for farmor, da hun blev alene med
børnene. (Jeg kan ikke helt gøre rede for tidsrummet for oldemors ophold på gården,
men jeg mener, hun flyttede ind, da farmor og farfar blev gift i 1913???)
Peder Andreas og oldemor blev aldrig gift.

Kapitel 3 – De første minder
Min bror bliver født den 4. september 1946. Jeg er nu ca. 3½ år, og min far har lavet en
gynge i et af båsene i stalden til mig. Der sad jeg og gyngede mange gange, mens far og
mor malkede. Der var 8 køer, som blev håndmalket. Malkemaskinen kom først, efter jeg
var begyndt i skole. Jeg blev oplært i at bruge malkemaskinen, inden jeg fyldte 10 år.
Jeg husker tydeligt, at jeg var meget sammen med min far – i stalden og på marken –
hvad enten der blev hakket roer eller lavet andet markarbejde. Mor havde jo meget atlave inde og havde også fået Thomas. Hun hjalp dog også i marken, bl.a. med
roehakning og malkning af de 8 køer.
Jeg kunne finde på at gemme mig i kornet, når jeg blev søvnig og træt. Så blev der ledt og
råbt, indtil jeg blev fundet igen – efter en dyb søvn inde i kornet.
Når far kørte med hestene, sad jeg mange gange på ryggen af en af dem. Det kunne
være gået grueligt galt, da han glemte at få mig ned, inden hesten blev lukket ind i
hestestalden. Jeg kunne ikke være på ryggen af hesten, da den gik ind, og blev derfor
skubbet af. Hesten mærkede, at jeg faldt ned og trådte forsigtigt tilbage hen over mig –
uden at træde på mig.

Kapitel 4 – Engen og grøften
Til gården hørte et stort stykke eng, hvor der var meget græs. Køerne blev trukket ned
dertil hver dag i sommersæsonen. Der var så meget græs, at noget kunne blive til hø og
bruges til vinterfodring. Det var kreaturerne helt vilde med, når de fik det om vinteren,
hvor de ikke kunne komme ud.
Da jeg var ca. 4-5 år, var jeg engang med min far nede i engen, hvor han slog det græs,
der skulle blive til hø. Rundt om engarealet var der en meget smal, “usynlig”, dyb grøft,
som græsset groede ind over. Grøften stod næsten altid fyldt med vand.
Pludselig var jeg blevet væk. Far havde ikke set, hvor jeg var forsvundet hen, for han var
jo i gang med græsslåningen. Men han “gættede” heldigvis rigtigt og fandt mig – halvt
druknet, stående på hovedet i den vandfyldte grøft. Han hev mig op i benene og blev ved
med at ruske mig, indtil mine lunger var tømt for vand. Jeg kan huske, han ruskede mig
meget længe, og det er jeg meget taknemmelig for i dag!

Kapitel 5 – Skøjter og vinterliv
Om vinteren stod engen mere eller mindre under vand, og det udnyttede vi børn til at
løbe på skøjter. Det var noget, der trak alle børn af huse i Skovsted. Vi gled rundt på
renderne og vigerne, og det var en frihedsfølelse, som jeg husker tydeligt.

Kapitel 6 – Høsttid og uheld
Det er blevet høst. Naboerne går sammen om selvbinderen og låner heste af hinanden.
Selvbinderen er en tung maskine, der skal trækkes af tre heste. Der sker så meget
spændende, og vi børn hjælper jo med hele vejen.Kornnegene sættes sammen i små stakke af seks stykker og bliver kørt ind i laden, når
de har stået i sol og vind nogle dage. Vinteren bruges så til at tærske negene – dvs.
adskille korn fra strå. Vi havde selv tærskemaskine, så når kornet var ved at slippe op på
kornmagasinet, måtte vi ud og tærske, for at der kunne blive noget grutning til grisene.
Det var noget rigtigt møgbeskidt arbejde, hvor det støvede så meget i laden, at vi ikke
kunne se hinanden, når tærskemaskinen kørte.
En dag er jeg ovre ved naboerne, hvor der læsses kornneg på stivvognen (hestevogn
med store hjul), som er ved at være fyldt. Det går stejlt op ad bakken, og jeg hænger og
holder fast bag på vognen. Pludselig får jeg overbalance, falder ind i egerne på vognen
og kommer så meget i klemme, at jeg blokerer hjulet. Hestene kan ikke trække vognen.
En af børnene råber til karlen, at jeg sidder fast i hjulet. Der bliver kommanderet
“SELOP” – betyder, at hestene skal gå baglæns. Jeg falder ud af hjulet. Hestene er lige
ved at træde på mig, da de døjer med at holde vognen – det går jo ned ad bakke, når der
bakkes.
Naboen tog mig op på nakken og løb alt, hvad han kunne hjem til mine forældre. Det
gjorde meget ondt at ligge på nakken af naboen, da han løb hjem med mig. Der skulle
læge til, og han kom hurtigt. Hvad han gjorde, husker jeg ikke, men han må nok have sat
indvoldene på plads. Jeg lå i mange dage på divanen og kom meget langsomt til at
kunne gå igen. Jeg kan huske, jeg øvede mig ude i hønsegården.

Kapitel 7 – Tækkerør og fjordens arbejde
Mange huse og gårde havde stråtag dengang – både min fars fødehjem og mit eget
fødehjem, Østergaard i Skovsted. Når taget skulle fornyes, vedligeholdes eller
repareres efter en storm, høstede man rørene ved fjorden, ude på holmene. Det var der
en del arbejde med: først skulle rørene slås med le, og isen skulle kunne bære. Derefter
blev de bundet i neg og kørt med hestevogn gennem vandet – eller, hvis det var vinter og
isen kunne bære, kørte vi dem i land på en stor kælk eller kane, forspændt med en hest.
Når vandstanden var for høj til hestevognen, sejlede man rørene på en stor fladbundet
båd, som man stagede frem. Jeg lå nogle gange oven på læsset – både på hestevognen
og båden. Når rørene var kommet i land, skulle neget “omgøres”, dvs. renses for de små
korte rør og laves til brugbare neg, som tækkemanden kunne arbejde med, når han
tækkede.

Kapitel 8 – Nytår og krudt
Jeg var helt vild med nytårsskyts, som mange drenge er i den alder.En nytårsaften, hvor der var mange forsagere på grund af regnvejr – dvs. meget af
skytset virkede ikke på grund af fugt – havde jeg selvfølgelig ikke glemt det hen over
natten. Jeg stod tidligt op næste morgen for at finde det våde skyts, som lå hele vejen
rundt om kæret i Skovsted. Jeg vidste, der lå meget, som ikke var gået af, og måske
kunne jeg tørre det, så jeg kunne få nogle knald ud af det.
Det blev til en stor bunke krudt, som jeg lagde midt på gårdspladsen. Jeg nærmede mig
meget forsigtigt og begyndte at stryge tændstikker for at smide dem fra sikker afstand
hen til krudtet. Men tændstikkerne gik ud, inden de nåede krudtet. Til sidst sad jeg
meget tæt på for at antænde det – og så var jeg “heldig”: krudtet gik af med et kæmpe
brag, meget hylen for ørerne og en mindre forbrænding i ansigtet til følge!
Nu er jeg 80 år og har haft “fornøjelsen” af at være tunghør og haft tinnitus lige siden – på
grund af denne “dumhed”. Æv.
Siden det skete, har jeg hadet nytårsaften og skyts og ment, at det ville være en god idé
med forbud mod nytårsskyts og afskaffelse af denne “dumme” tradition.
Der fyres stadigvæk masser af knaldfyrværkeri af med store brag, som helt sikkert giver
tinnitus og andre skader.
Hvis det engang lykkes med afskaffelsen, forestiller jeg mig, at alle dem, som tjener
masser af penge på krudt og høreapparater, kunne overflyttes til noget mere fornuftigt
arbejde.

Kapitel 9 – Den løbske hest og vaskemaskinen
Jeg er omkring 9 år. Mine forældre har ansat naboens dreng Henning, som er 14 år. Vi
har fået vores lillesøster Karin, og min bror er ca. 5 år. Vi skal hente vaskemaskinen hos
smeden – jeg tror nok, der var fem steder, som var fælles om den?
Vi tre drenge og Henning kører ned ad hovedvejen, som er meget stejl. Vognen kører ind
i bagenden af Gulle, og den får mere og mere fart på ned ad bakken – løber løbsk, dvs.
Henning har mistet styringen. Vi hænger alle tre i tømmen og prøver at få hesten i hold,
men der sker først noget, da vi med nød og næppe kommer ind over overkørslen til
Skovstedlunds nypløjede køkkenhave. Det var en dejlig fornemmelse, husker jeg – den
nypløjede bløde jord mindskede farten lidt.
Hesten fortsætter desværre igennem en stor, høj syrenhæk, og først på den anden side
– ved en stor stendysse – kommer vi i hold. Vognen braser sammen, og vi tre unger
falder af. Det værste, der skete, var, at vi vækkede Ajs Tovsig af hans middagssøvn medvores gråd. Men han forbarmede sig over os, da han så, hvad der var sket. Vi fik alle tre
slået tænderne løse, men var ellers meget heldige med, at der ikke skete mere.
Hvorfor løb hesten løbsk? Henning var kommet til at sætte remmene på den forkerte
side af beslaget på stængerne, så vognen løb ind i hestens bagben!

Kapitel 10 – Cykler, kirsebær og konfrontation
Fra jeg var 10 til 14 år, legede jeg meget med mine to fætre fra Øsløs. Vi var tæt på
hinanden aldersmæssigt og havde det rigtig sjovt sammen. For at besøge hinanden
cyklede vi – der var ca. 25 km. Vi havde et afhængighedsforhold til vores cykler, og
meget af legen foregik på dem. Vi cyklede op og ned af grøfterne og kunne mange
cirkusnumre: vende os rundt og køre baglæns, stå på sadlen uden at holde på styret,
køre på baghjul osv. Vi øvede os hele tiden i nye cykelkunster.
Jeg boede op ad hovedvejen, hvor der var mere trafik end i Øsløs. Vi ville meget gerne
besøge hinanden, og hos mig gik meget af tiden med at være ved hovedvejen. I Øsløs,
når det var badesæson, badede vi – der var det lavvandet og med sandbund langt ud i
Limfjorden.
En sommeraften i august sad vi ved hovedvejen og spiste kirsebær, som vi havde
plukket på bakken ved Hov. De smagte meget godt! Stenene kunne vi smutte mellem to
fingre, og de kunne komme langt. Vi øvede os i, hvem der kunne smutte længst – vi
kunne sagtens ramme over i grøften på den anden side af vejen.
Det varede ikke længe, før vi begyndte at ramme efter bilerne. Det gik meget godt – vi
ramte enkelte – indtil der kom en meget langsomtgående Morris med alle vinduerne
rullet ned. Det var jo en varm sommeraften. Et kirsebærsten smuttede ind på indersiden
af forruden, og bilen stoppede!
Vi løb alt, hvad vi kunne, over på den anden side af gården og gemte os i kornet. Efter os
kom de to meget vrede unge mænd fra bilen – de havde ikke set, hvor vi løb hen.
De sagde, at vi skulle have nogle bank, fordi vi havde kastet sten på deres bil, og det
fortalte de til far, som stod på gårdspladsen.
Han sagde til dem, at det ikke kunne passe – han anede ikke noget om kirsebærsten –
og bedyrede over for dem, at vi ikke kunne finde på at kaste sten på biler.
Han fik dem snakket så meget til ro, at de ret hurtigt kørte videre igen. Dog kunne de
ikke gå forbi vores cykler, der lå ved vejen, uden at snuppe ventilerne!Natten derpå blev der ikke sovet ret meget – vi havde fået et chok. Men når vi mødes,
kommer vi tit til at snakke om “dengang”.
Vores alder på det tidspunkt var ca. 10-12 år.

Kapitel 11 – Møsk og afvandingen
Til gården hørte der, foruden engen i Skovsted, også et temmelig stort stykke eng nede
på Møsk.
Møsk havde direkte forbindelse til Lønnerup Fjord og stod mere eller mindre under vand
indimellem. Der var også en holm/ø, hvor der blev høstet tækkerør, som blev brugt til
reparation og fornyelse af taget.
Resten af jorden var græs, som blev brugt til ungkreaturer, der græssede hele
sommeren. Hestene græssede der, når de havde fri.
Om vinteren løb vi på skøjter på renderne og vigerne. Det slap desværre op, da der
omkring 1957 (min konfirmationsalder) blev afvandet og drænet. Det varede nogle år,
hvor først dæmningen fra Hov til Lønnerup skulle etableres, og derefter blev kanalerne
gravet – det foregik med gravemaskiner.
I forvejen var der jo Hovsør-dæmningen, som godt kunne have været brugt, men det
ville nok have givet et uoverskueligt projekt med meget mere afvanding og jordfordeling
til følge.
Det resulterede i, at der kom en kæmpestor gravemaskine inde på land, som gravede og
fyldte jorden på lange rækker af tipvogne, som så kørte jorden ud i fjorden, indtil
dæmningen var færdig.
Da dæmningen var færdig, blev pumpen i det nye pumpehus sat i gang, og efter et
stykke tid var der kun en mindre sø tilbage, hvor alle fiskene havde samlet sig.
Det rygtedes hurtigt, så der kom masser af børn og voksne fra nær og fjern for at fiske de
sidste fisk op.
Jeg kan huske, at en af lokomotivførerne kørte nogle tipvogne ud til os, som han
transporterede fiskene i land på for os.
Det kildrede meget om benene, når fiskene svømmede imod og under fødderne – især
når vi trådte på ålene.
I de år, hvor dæmningen blev bygget, var der flere beboelsesvogne stillet op inde på
land i Hou. Det var en lille skurby, hvor gravemesteren og de øvrige, som arbejdede meddæmningen, boede. Enkelte havde deres koner med, da de kom fra forskellige egne af
landet. Når de var færdige med dæmningen, flyttede de til en anden egn, hvor det
samme gentog sig – det mindede om et rejsehold.
Herefter skulle alle lodsejere have drænet deres nu inddæmmede jorde, og der blev
ansat mange mennesker til det. Det foregik med skovl og greb. Nogle steder skulle der
graves meget dybe grøfter, og det var mergel eller blåler, hvor man skulle passe meget
på, for grøfterne kunne skride sammen – det var livsfarligt, hvis det skete. (Det skete
heldigvis ikke!)
Jeg så engang en arbejder, der var nær ved at komme under et “skred”, men han nåede
heldigvis op i tide – lige inden det skete.
Når grøftegravningen var færdig, blev grøfterne hurtigst muligt fyldt op igen med
drænrør i bunden, et tykt lag muslingeskaller ovenpå rørene, og øverst jorden, som var
blevet gravet op. Så var der ingen, der kunne se, hvor der havde været gravet.
Efter min konfirmation blev jeg hjemme på gården for at hjælpe til – bl.a. med
drænarbejdet.
Mit arbejde bestod i, at køre drænrør og muslingeskaller ud til drænarbejderne med
hestene. Vi havde heldigvis fået en ny hestevogn med gummihjul, som var velegnet til at
køre på den bløde fjordbund.
Hestene var meget godt kendt med bundforholdene, da de var vant til at græsse på
Møsk. De vidste, hvor det havde været bundløst. Det resulterede nogle gange i, at jeg
måtte gå meget langt med rør og skaller, fordi jeg ikke kunne få hestene til at adlyde. De
mente jo, det stadigvæk var bundløst, som før det blev drænet, og turde ikke gå der –
selvom det ikke længere var bundløst.
Efter endt drænarbejde kunne der avles korn m.m., ligesom hjemme på marken. Det var
jo gevinsten for det hele og med til, at der kunne opdrættes flere dyr.
Min far havde ellers stemt imod afvandingen og blev heller aldrig glad for beslutningen.
Han ville hellere have beholdt naturen, som nu var blevet ødelagt – og i dag kan jeg
virkelig se, hvor meget ret han havde i sit synspunkt dengang.
Der arbejdes nu på naturgenopretning, hvor Lønnerup Fjord muligvis får lov til at
oversvømme det hele igen.

Efterskrift – Livet i tilbageblik
Mine erindringer begyndte med et brev til Cecilie, da hun som 9-årig bad mig skrive om
min barndom. Det blev starten på en rejse tilbage i tiden – til minder, mennesker og
steder, der har formet mig. Jeg har forsøgt at skrive det hele, som jeg husker det, og med
den stemme, der stadig føles som min.
Jeg håber, at når mine børn og børnebørn læser dette, vil de kunne mærke, hvor rig og
levende min barndom var. Og måske finde noget af sig selv i den.
Tak for at I bad mig skrive. Det har været en gave – både at huske og at dele.