En for alle og noget for noget
29-årige Tom opfylder sin drøm om at blive forstander på en ef- terskole. Men det viser sig at være lettere at blive end at være le- der.
En efterskole er måske nok underlagt samfundets bestemmelser. Men den er først og fremmest et autonomt område med egne in terne love og regler, kulturer og vaner, fredeligt samvær og ind ædte magtkampe.
Somme tider tages der metoder i brug, der hverken hentes i sko lens eller samfundets normer.

01 Undervejs til ansættelsessamtale på Sjælland
Louise sidder med Uffe på armen. Hun gynger ham frem og tilbage, mens Tom ser på. Af og til kigger han ud for at se, om færgen snart er i havn.
– Der skulle være tid nok, mener han og spiller videre på sin mo bil.
Hun pludrer løs og dikkedikker den lille:
– Naaaaaa, ska mors lille pussenussse snart ha mad? Såååååå, bl, bl, bl, la, la, la …
Hun slår små smæk med tungen. Stemmen er helt oppe i falset ten: – Nåååååååå, tuttetuttenut, brrrrrrrrrrr, swish …
Det sidste er nærmest kysselyde, der onomatopoietikonsk er svære at gengive. Så vender hun sig mod Tom med totalt foran dret stemme:
– Tag sutteflasken. Nu.
Han lægger straks iPhonen fra sig og bøjer sig ned under bordet. – Naaaaaaa, nuuuuuu sker der snart noget, mors lille eng lebababababababassssse …
Tom dukker rød i hovedet op med flasken. Hun tager om den, ser på ham og starter sirenen:
– Mener du, den er varm? Hvad?
– Øh, den var jo pakket ind og alt muligt …
– Den er iskold, mand. For fanden, idiot. Jeg sagde til dig, hvor dan du skulle gøre! Jeg forstår simpelthen ikke, at du sådan en dag kan glemme at varme den.
6

– Det gjorde jeg sgu da også. Jeg er vel ikke mere idiot end dig.
Det ældre par ved nabobordet ser på dem med store øjne. Så vender manden sig mod konen med et sigende blik. Et kort sekund ser de på hinanden, Tom og ham. Den ældre herre med mange års ægteskab bag sig, og den unge mand med kun fire. Ja, ja, står der i den gamle mands øjne, du har meget at lære endnu. Du har meget at gennemgå, før …
Hun er sandelig oppe at køre i dag. Men dagen er selvfølgelig også noget særligt. Ikke bare fordi hun har bestemt, at Uffe lidt efter lidt skal vænnes af med bryst. Det har ellers været en af de få fornøjelser ved at få et barn. Altså når mor knapper op og til byder et stort, blødt, hudvenligt mejeri til sønneke. Alle tre har glæde af det, synes Tom, der gerne er med på en kigger. Det der flaskeri er knap så charmerende. Men han skal snart begynde hos en dagplejemor, enten hjemme eller på Sjælland, og så kan han jo ikke få bryst længere.
– Men din mobil kan du nok huske.
Hun vender sig ned mod barnet, ændrer ansigtet og dikkedikker det under hagen og smiler og snakker babysprog:
– Nå, mors lille smækre unge, skal han snart have mad? Jaaaaaaaaaaa, brbrrbrrrrrrrr …
I deres fire-årige ægteskab har Tom endnu ikke vænnet sig til Louises reaktioner. Hvor han selv synes, at han er nogenlunde ens i sin opførsel over for hende, forekommer hun ham uforud sigelig. Hun kan behandle ham som et barn, hvad hun gør lige nu, hun kan behandle ham som en far, især når hun selv ændrer sig og bliver usikker, uselvstændig, u-voksen, når der er noget galt

7

med computeren, og hun kan behandle ham som jævnaldrende, hvor de snakker sammen som ligeværdige. Og så er der alle mel lemstationerne. Hver gang har Tom problemer med at tolke og forstå hende. Bedst som han tror, at nu har han en viden, bliver den ændret straks efter.
For eksempel regner han med hendes fulde opbakning til alt det, de skal i dag, noget, de aldrig har prøvet før. Måske er hun mere nervøs, end hun vil indrømme.
Kryptonitstrålerne går i stilling:
– Hold kæft, mand, du kan sgu da sige dig selv, at kold mælk er som granitskærver … kan du ikke snart løsrive dig fra den mobil? – Ja, men, Louise, jeg varmede den …
– Den er altså kold nu. Varm den!
– Ja, men hvor …
– VARM DEN, for helvede. Find ud af det. Torsk!
Fru Doktor Jekyll bøjer sig igen ned over barnet:
– Sååååååå, mors lille granatæble, brrrrrrrrrrrrrrr! Aaaaaabaaaaaa dikkedikkedik!
Torsken tager flasken og går søgende op mod cafeteriet. Måske burde han spørge den ældre naboherre, om han har lyst til en lille gåtur ude på dækket?
Han henvender sig til damen bag skranken:
– Er det muligt at få varmet flasken lidt? Det er til min søn, siger han og er ikke så lidt stolt.
– Det kan du tro, siger hun og napper flasken med sig. Fem mi nutter efter kommer hun tilbage.
– Tak skal du ha. Hvad skylder jeg?
– Det skal du ikke betale for.
– Dejligt at møde et venligt menneske, mumler han.

8
Han sender hende et smil med smut i øjnene, hvilket hun kvitte rer for med endnu et smil.
Da han når ned til Louise, ser han, at han er for sent på den. Uffe er i fuld gang med brystvorten.
– Ja, men …
– Vi kunne ikke vente længere, vel Uffemand?
– Nu har jeg ellers lige sørget for varm mad …
Uffe er ligeglad. Han tonser mad i sig og glor bare saligt op på sin mor.
– Er du nervøs?
– Det spørgsmål har du stillet nogle gange efterhånden, og jeg kan stadig svare: Ja, en smule. Og faktisk lidt mere nu. Du er da også, skal jeg love for …
– Mig? Hvorfor mener du det?
– Hæ, sådan som du farer op og bider ad mig.
Tom kigger ud. De nærmer sig Sjælland. For en sikkerheds skyld tager han igen papirerne frem fra tasken og gennemgår de vigtig ste. Den udklippede annonce ligger der også.
“Genopslag Munkholm Efterskole …”. Det betyder, at der ikke har været tilstrækkelige mange, eller dem, de har valgt, har trukket sig, eller …
Altsammen lige meget. Nu gælder det ham.
9
02 På efterskolen skilles fåret fra bukken
De massive røde bygninger tårner frem i skovens grønne, selv om det er vinter og langt til foråret. Tom kører langsomt ind gennem indkørslen og standser på p-pladsen foran en statelig, æl dre bygning. I midten står en stor sten, hvori er indhugget basre lieffer af Grundtvig, Søren Kierkegaard, H. C. Andersen og en til, som er så snavset, at det er umuligt at se hvem. Niels Bohr? Preben Elkjær?
– Munkholm hviler nok på et solidt dansk fundament, mener Tom.
De sidder et øjeblik og sunder sig. Så tager Louise hans hånd og smiler skævt:
– Good luck, young chap!
Han smiler tilbage og stiger ud af bilen med et lettere forhøjet blodtryk og pakker klapvognen ud. Louise tager Uffe på armen, og sammen går de tre op mod hovedbygningen, der ligger i skjul bag det pæne, gamle hus.
En masse fremmede og særdeles venlige mennesker hilser på Tom og Louise, og en del af dem benytter lejligheden til at lade en finger kilde Uffe under hagen eller dikke ham på maven. Uffe er mæt og basker med armene og er i godt humør og har ikke no get mod sjællændere, og det kan være en fordel, tænker Tom og overdrager ham til et par piger, der er jubellykkelige for at få lov at passe ham, mens hans mor og far snakker.
Tom hilser på formanden for bestyrelsen, Hans Henrik H. Her mansen, og må endnu engang undre sig over, hvordan en tele fonstemme viser sig at dække over et helt andet udseende, end
10
han havde forestillet sig. En smule pibende stemme, men en full body krops-kasse til at frembringe lyden.
Tom er begyndt at få smag for opera og har efterhånden fået den erfaring, at de største bassangere også har de største volumen kroppe. Hos formanden her forholder det sig omvendt. Han kan umuligt være bassanger.
Et par elever viser rundt på skolen, og der er da meget, der burde være anderledes. Der ser rodet ud; på mange værelser ligger tøj og flyder, senge er ikke redt, bøger, kuglepenne, papir alle steder, og så er der lugten. Delvist ubestemmelig, men ret entydigt stammende fra et sted syd for navlen.
Louise kan ikke lade være med at spørge pigerne, om der altid ser sådan ud.
– Nej, desværre er det ikke altid så pænt. Det ser meget værre ud til daglig, fordi især drengene har problemer med at rydde op.
Pigerne er vilde med at snakke med Uffe, der ikke ser ud til at tage afstand fra dem.
De bliver bænket i et stort lokale i en hestesko med omkring 15 mennesker, der glor og glor, og får at vide, at der er tre ansøgere, men den ene har her til morgen trukket sig. Den anden får sin tur med den anden halvdel af bestyrelsen og ansatte i et andet lokale. Finalekamp. Bagefter trækker dommerne sig tilbage og tæller points. Vinderen er …
Udenfor kan han tydeligt gennem de store vinduer se vandet og føle en ro brede sig i kroppen. Pulsen har ellers været over snittet i dag. Også hos Louise.
11
Synet af bredningen mod Kattegat beroliger på en måde. Bølgerne er ikke så heftige som ude ved vestkysten, de river og flår ikke så meget af sandet og kysten og floraen. Derfra og så til at tolke at sjællændere er venligere end jyder, er formentlig lige lovlig langt ude.
Formanden for bestyrelsen sidder øverst og slår ud med hånden: – Velkommen til Tom og Louise til denne ansættelsessamtale. Dejligt, at I kunne komme herover til mødet med så kort varsel, og jeg vil skynde mig med det samme at fortælle dig, at det ikke er på grund af din far, at du sidder her i dag. Vi anerkender hans mangeårige virke i efterskolen, så din herkomst er helt i orden. Men. Men. Det er helt og aldeles din ansøgning, vi har lagt vægt på.
Han ser sig tilfreds rundt i forsamlingen, og flere nikker sam stemmende.
– Jeg vil gerne præsentere jer for halvdelen af bestyrelsen og for halvdelen af de ansatte.
Han nævner hver enkelt ved navn, og selv om Tom prøver at indprente sig navnene, går det galt allerede efter det tredje. Men han noterer sig, at der er forfærdeligt mange, der hedder Mette. Alle er meget venlige, og han sidder og forestiller sig, at her kunne han godt tænke sig at arbejde.
En gang imellem går formanden i stå, for enten kan han ikke huske, hvad vedkommende hedder, eller også kender han dem slet ikke. Så får han straks hjælp af de andre. Tom kan ikke slippe den tanke, at om fem minutter ved han mere end formanden, hvad det angår. Samtidig er han glad for, at formanden er hos ham og ikke hos den anden kandidat. Det må betyde noget.
12
– Selv om du kun er 29, Tom, har vi udvalgt dig, fordi du kom mer fra en god efterskole med gode papirer, og selv om du ikke har undervist på efterskolen i forfærdeligt mange år, har du al ligevel en erfaring og en baggrund, vi kan bruge til noget. Blandt andet har du anført, at du faktisk har levet hele dit liv på en ef terskole. Kan du fortælle lidt om dig selv?
Tom har forberedt sig til denne dag. Han har gået flere ture med Louise og barnevognen, hvor Louise har spillet rollen som bestyrelsesformand og stillet ham mange og svære spørgsmål. Det første var kort og godt: Er du ikke for ung til at være for stander?
Det mente han ikke selv. Det mener han stadig ikke. – Ja, men hvorfor mener du ikke det, insisterer Louise. Og han bliver nødt til at tænke sig godt om, inden han svarer. Der er andre forstandere, der er lige så unge. Ham på Slotsby, for eksempel.
Kloge Louise kigger på ham. Så smiler hun og siger: Jeg ved, du kan tåle et nederlag. Så, hvis de siger nej til dig, kommer du gen nem det.
Han har selvfølgelig også spurgt sin far om, hvordan man bedst forbereder sig til sådan en samtale.
Faderen havde en lille pause, inden han svarede.
– Jeg burde jo vide alt om det som efterskoleforstander, sagde han. – Men faktum er, at der ikke findes en opskrift. Svarer du for hurtigt, er det indstuderet; svarer du for langsomt, er du for
sløv i optrækket; svarer du rigtigt, har du bare øvet dig på forhånd; svarer du forkert, kan du ikke bruges.
– Ja, men far, der må da alligevel være nogen spilleregler, jeg kan følge?
13
– Det ved jeg ikke. Men det er utvivlsomt en god idé at lade Louise være formand, der kan finde på at stille selv de mest utrolige spørgsmål – og så prøve at besvare dem så ærligt som muligt. I kan jo altid øve jer på den måde. Så, ærlighed, tak.
Det gjorde han så. Efterhånden kunne han svare på alt det, hun fandt på at spørge om, så forberedelsen fejler ikke noget. Det vi ser sig også her, at de stort set stiller de samme spørgsmål som Louise, og det er en vældig fordel.
Tom leverer nøglen fra rundvisningen tilbage til en lærer og siger med glimt i øjet en matematisk sandsynlighedschance: – Eller kan jeg lige så godt beholde den, Mette?
– Jeg er en af de få, der ikke hedder Mette. Anne er navnet.
Han svarer kontant på de efterfølgende spørgsmål med fart og charme i stemmen og føler, han allerede har fået stillingen. Der er dog ét spørgsmål, Louise desværre ikke har fået stillet. – Er du medlem af Folkekirken?
Det kommer fra formanden. Tom bliver tavs for første gang un der samtalen. Han kaster et hurtigt blik på Louise, men hun kig ger bare ned i bordet. Så rømmer han sig og stryger noget imaginært snavs af bordet og er lige ved at slå korsets tegn for sig: – Neeej, det er jeg ikke. Jeg har faktisk ikke forventet at få det spørgsmål …
– Vi er et lille samfund her, så derfor er det vigtigt for os, at vi kan holde sammen omkring det, der bærer, forsvarer formanden sig med.
De andre nikker. De ved godt, at den slags spørgsmål ikke er til ladt. Om lidt vil de ikke desto mindre nok spørge ham, om hvil-
14
ket politisk parti, han stemmer på. Og om han har bifile tilbøje ligheder. Læser Information og ser Danmarks Radios DR2. Eller Berlingske Erhverv. Og spiser økologisk eller er vegetar eller no get andet yderligtgående. Skal man mon også gå ind for kongedømmet? Sværge majestæten evig troskab?
Man ved aldrig med de sjællændere.
Tom ser godt, at de ansatte kigger på hinanden. Det er nu, hans chancer går i bund. Det er nu, han ryger ud af finalen til fordel for konkurrenten. Han er nok medlem af både den ene og den anden religiøse institution, er mere moden og ser naturligvis ud derefter.
Omvendt stod der ikke noget i opslaget om, at man skulle være medlem af Folkekirken eller Socialdemokratiet eller Venstre. Hvordan forklarer han, at alt det der med en gud i det høje er eventyr og glansbilleder for ham, samtidig med at han gerne vil virke troværdig og være et kommende seriøst medlem af det lo kale fællesskab? Kommer det i det hele taget skolen ved, hvad han privat har for anskuelser?
Tom vælger at være ærlig.
– Da jeg blev student, kom jeg op at skændes med vores præst. Det var noget med, at jeg syntes, de brugte for mange ressourcer på ydre mission og imens lod vore gamle ligge og dø. Det lyder hårdt for jer, måske, men det skete rent faktisk for min gamle morfar. Ingen besøgte ham, da han lå for døden. Så meldte jeg mig ud. Det ligger til ungdommen at være firkantet. Det er jeg måske stadig på nogle områder.
Formanden nikker eftertænksomt, og de andre kigger på hin anden.
Tom følger op:
15
– Hvis det står og falder med det, melder jeg mig da bare ind igen den dag i morgen; det skal ikke komme an på det. Jeg mener, det er ikke …
– Nej, svarer formanden og ser på sine kolleger med rynket pan de. – Lad os høre noget om Grundtvig. Hvad mener du om hans betydning i dag?
Tom har studeret Grundtvig og er godt forberedt og kan besvare de fleste spørgsmål. Først oplive, så oplyse er næsten hans egen erfaring på det korte antal år, han har undervist. Ret banalt. Også det med dannelse og det folkelige slipper han godt fra, synes han. Men Folkekirken ligger og tynger godt i maven.
Efter en god snak med de ansatte under middagsmaden er der møde igen.
– De værdier, Munkholm bygger på, hedder åbenhed, ærlighed, tillid, forklarer formand Hans Henrik. – Kan du forklare os, hvad du forestiller dig ved de ord?
– Tillid betyder, at man stoler på hinanden i udgangspunktet …
Tom grubler lidt:
– Og med hensyn til åbenhed og ærlighed er det jo efterhånden noget slidte begreber. Altså at de desværre mere opfattes som klicheer i vore dage. Men for mig er det da afgørende, at vi kan være åbne over for hinanden på sådan en lille og snæver ar bejdsplads som Munkholm, og at vi alle har tillid til hinanden og kan stole på, at det vi siger udadtil, mener vi også indadtil. Tillid er demokratiets fundament.
Tom er mere tilfreds med sin sidste sætning end de første. Det er lige før, han tror, at han selv har fundet på den.
16
Formanden nikker og ser tilfreds ud. Han ser på de andre: – Er der nogen af jer, der har yderligere spørgsmål? – Vil du være ærlig over for alle ansatte i enhver henseende?
Det er en krølhåret, alvorligt udseende mand, der stiller det spørgsmål.
Tom svarer:
– Ærlig? Ja. Men måske vil jeg forbeholde mig ret til at holde no get af ærligheden for mig selv.
– Hvad mener du?
– Ikke alt bør siges. Hvis en mand lige har haft en formidabel fortælletime, hvor eleverne har været revet med fra starten, skal man da ikke som det første fortælle ham, at 1. verdenskrig altså var fra 14 til 18 og ikke fra 39 til 45, som han lige har påstået. – OK, så forstår jeg.
Formanden står bagefter og siger pænt farvel, og du vil høre fra mig og god tur.
De tager den lange vej hjemad igen.
– Pyh, ha, Louise. Ved du hvad? Jeg tror sgu ikke, jeg får den stilling.
– Hvorfor ikke?
– Det med Folkekirken. De købte ikke min forklaring. – Lad os nu se.
Samme søvndyssende færgetur tilbage, samme landevej, for til sidst at dreje ind ad den sædvanlige indkørsel. Tom har ikke rigtig appetit og tager sig en øl i stedet. Han går ind på sit lille kontor og sætter sig. Minuttet efter rejser han sig og vandrer tilbage til stuen. Der er TV-Avis, men flygtningeproblematikken kan ikke fange ham. Han går udenfor og trækker frisk luft. De bor faktisk
17
ideelt i boligen her. Hvorfor al det mas med flytning og udskift ning af kolleger? Hvorfor bringe sig selv og familien ud i ukendt land? Forlade den trygge basis til fordel for det store ukendte? Det går jo meget godt her.
Han går ind igen og sætter kaffe over.
Mobilen ringer.
– Hans Henrik H. Hermansen, Munkholm Efterskole. Til lykke! Vi har besluttet at ansætte dig i stillingen som forstander. Vi synes alle, at dine svar var tilfredsstillende, og det med folke kirken finder vi nok ud af. Hovedsagen er, at du går ind for vores fællesskab og også er i stand til at tilføre skolen nyt og spændende. I virkeligheden svarede du alt for hurtigt på de fleste spørgsmål, og det var det, vi diskuterede. Er han ikke lidt for “vaks”, var der et par stykker, der mente. En enkelt sagde, at vi ikke skulle ansætte dig, fordi din far også er forstander, og at du i øvrigt er for ung. Men så kom det der med folkekirken, hvor du afslørede usikkerhed og tøven. Pludselig var du dig selv på en helt anden og meget mere ægte og åben måde, og resten af samtalen var du faktisk uhyre afslappet. Der vandt du vores tillid. Kan du allerede starte her til den første? Du nævnte lidt om muligheden. – Ja, hvis min nuværende forstander tillader det – og tak for tilli den!
– Så siger vi det. Vi glæder os! Så finder vi ud af det med folke kirken.
– Jeg tænkte, at nu var det bal forbi. I ville ikke have sådan en ugudelig forstander.
– Nej, hæ, hæ, vi ville have en ærlig og ordentlig forstander. Det mener vi, du er. Hils din kone! Var det ikke Annelise, hun hed?
18
De fejrer det med et lille glas til kaffen. Louise blusser lidt, øjnene stråler, væk er xanthippen fra færgen, og Tom mærker en berusende glæde: – Jeg er vejet og fundet tung nok. – Det er det her også, fortsætter han og løfter prøvende hendes ene bryst lidt.
– Og hva så, hvisker hun med munden helt tæt ind til hans øre: – Hvad vil du gøre ved det?
– Vent og se. For første gang skal du nu i seng med en forstand er …
– Måske, hviner hun, mens han løfter hende op og bærer hende ind i soveværelset.
19
03 Om at føle sig velkommen
– Jeg kunne meget bedre lide vores gamle forstander. – Nemlig. Ingvardsen var sgu fin at snakke med.
– Det er ham her ikke en skid!
Tom går spidsrod gennem aulaen mellem grupper af elever fra indgangsdøren og hen til sit og Bodils kontor. Han opsnapper mange ytringer om sig og prøver alligevel at smile og se venlig ud. – Han ser sgu dum ud, mumler en strithåret dreng med udståen de ører til sin sidekammerat.
– Det er sgu da, fordi han er dum. Kan du ikke forstå det?
Et par af pigerne smiler til ham, men han ser godt, at de andre sender dem øjne. Det er ikke just autoritær respekt, der står om ham.
Omsider når han igennem og ind på det frie område. I den lille smalle gang fra den store gang og ind til Bodils kontor kommer i det samme en kvinde ud, og hun støder ind i ham. – Hovsa, siger Tom, – undskyld!
– Nej, det er da mig, der siger undskyld.
Nu kan han se, at det er Mette Maas. Hun lægger sin hånd på hans skulder og lader den glide lidt op og ned:
– Nå, jeg skal til time. Tom, vi kan ikke blive ved med at mødes på denne måde.
Tom griner fornøjet og åbner døren videre ind.
– God morgen, Bodil!
– God morgen, Tom! Nå, ramlede du ind i Mette Maas? – Ja.
20
– Åh, altså. Det driver mig til vanvid. Der kommer nye forord ninger og love og cirkulærer i en lind strøm. Tom, jeg lover dig, det er et sindssyg-fuss-arbejde, det her.
Hun bøjer sig igen over noget papir og kigger på skærmen. Fug lene udenfor er fløjtende ligeglad med ministeriet her til morgen i det meget tidligt spirende forår. Uden for det store vindue på hendes kontor sidder en ordentlig flok midt i Jørgens omhygge ligt anlagte bed og skræpper op.
– Det er godt, vi har Jørgen, siger Bodil og følger Toms blik ud ad vinduet. – Han er den bedste pedel i Munkholm, ja, i hele re gionen.
– Og du er den bedste sekretær i hele landet, siger Tom og er straks klar over, at det er dagens dummeste. Det sagte kan ikke være usagt. Han skal lære at lade sætningerne spadsere en tur for bi hjernen, inden de slippes ud af munden. Det kan bedre gå, når man kun er lærer, men en forstander bør tænke sig om hver gang. De første par dage er han dog sluppet af sted med flere brander ter, måske fordi han som ny bliver strøget med håret. Han er godt klar over, at det ikke fortsætter.
Uanfægtet snakker hun heldigvis videre om den kommende sommerferie.
– Vi skal til Alsace. Der plejer vi altså altid at tage hen, smiler hun. – Asger er så glad for det franske. Det sjove er, at han tror, han kan fransk, men det kan han bare ikke. De forstår aldrig et ord af det, han pludrer løs med. Det er han bare ligeglad med.
Bodil griner meget højt over sin husbonds manglende sproglige evner, og Tom griner lidt med.
21
– Han bestiller vin og får øl. Så bestiller han mere øl og får brød. Så bestiller han mere brød, og servitricen går fornærmet sin vej. Hver gang griner han bare.
– Han er god til at grine, siger Tom. – og gøre det højt!
Han hørte ham i søndags fortælle en vittighed, som han selv gri nede meget højt og længe over. Haa, haa, haa gjaldede det over hele skolen. Men han kan godt lide Asger. Der er noget sært ukrukket over ham, selv om han kører stor BMW og er direktør for et større firma i Holbæk.
I det hele taget har Tom det godt med de ansatte. Tina i køkkenet klarer alle opgaver med et smil, og både Betty og Agathe er flinke og snakker venligt til ham. Som om han hører til her. Bodil ban ker en flad hånd i bordet:
– Hvad så? Er du begyndt at føle dig til rette?
– Det går fint med de ansatte. Med eleverne tager det åbenbart sin tid. Det er jeg ikke så vant til fra min tidligere skole. Der er stadig nogen, der skumler mod mig. De kunne bedre lide den gamle forstander.
– Visse, vasse. Det går over. Det vil ikke vare længe, før de har glemt ham. Ved du hvad, han var gammel og en bedstefar for dem. Du er ung og meget mere dus med mobiler og den slags. Efter sommerferien er han totalt glemt. Og ved du hvad? De nye tider er kommet for at blive. Han fik for eksempel al mad lavet og serveret fra køkkenet! Ja, er det ikke utroligt? Selv i ferierne. Jeg husker, at hans største problem før jul var at sammensætte menuerne til juledagene. Hele køkkenet stod på den anden ende for at lave mad til ham og hele hans pukkelryggede familie! – Ja, sådan er det ikke mere, Bodil. Nu skal vi både betale for maden og endda selv gå ned og spise den.
– Hæ, hæ.
22
– Men jeg er faktisk glad for at være her. Jeg synes, der er en god stemning på skolen, og det ser ud til, at alle ansatte har det godt sammen.
– Joo, trækker Bodil lidt på det, – æh, meeen, det … – Der er mange muntre bemærkninger, af og til nogle ret sjove og et par gange nogle enormt morsomme ting, der sker. Forleden var jeg ved at få et grineflip inde på lærerværelset, fordi en elev kom ind og beklagede sig over værelset. Det trækker, påstod han. Du skulle have set og hørt, hvordan Søren drev gæk med ham. Men altså på en ordentlig måde, så han selv grinede med. Det er da lidt af en kunst, som medvirker til det gode klima. – Ja, det …
– Nå, jeg vil lige et smut ind på lærerværelset.
Tom går tre meter ned ad gangen og drejer ind til højre. Lærervæ relset har slidte lædermøbler, et par malerier af ligegyldige skov søer og et slidt tæppe. Fru Skov er i gang med støvsugeren. – God morgen, fru Skov.
Han rører hende let på ryggen. Hun farer sammen. – Uh, jeg blev forskrækket. Jeg er ikke vant til at blive rørt ved.
Hun slukker og sender ham et smil. Hun er lige så høj som ham, så de taler til hinanden i øjenhøjde. Fru Skov er ikke fed, men blot solidt bygget, har Tom forlængst konstateret.
– God morgen, stander. Er det ikke sådan, de kalder dig? – Jo, nogen. Andre siger, jeg er dum.
– Ja, det skal de jo. Du får ikke mange chancer her i begyndelsen. Hun rører let ved hans arm.
23
– For resten. Jeg synes ikke, det kan være i orden, at lærerne kommer her i deres beskidte træsko. Prøv lige at se her.
Hun viser ham spor af jord på tæppet ved at bøje sig helt ned og pege.
– Nej, det kan du have ret i. Hold da op!
Tom bøjer sig også, så han tydeligt kan se noget, der ligner en lille klump sjællandsk muldjord på størrelse med en bukseknap. De retter sig begge op igen med røde hoveder af al den blodned strømning. Tom smiler forlegent og er også lidt i tvivl om, hvor vidt det er muldjord eller en fladtrådt gajol, mens fru Skov peger på ham:
– Der er kun én, der gør rent herinde. Det er mig!
– Ja, for søren.
– Det gider jeg nok ikke.
– Nej, det forstår jeg godt.
– Så det må være slut med griseriet.
– Ja, selvfølgelig.
24
04 Formiddagspausen er en helle – for det meste
Tom går i formiddagspausen ned i spisesalen. Den halve time med lidt mad og kaffe helt uden elever var også en oase på den gamle efterskole. Han nyder det og bliver irriteret, hvis han ikke kan være med. Hidtil har der ikke været nogen hindringer her på Munkholm. Han overvejer at undlade at spise morgenmad. Der er alligevel en vis spændthed og hektisk atmosfære om morgenen, når Louise og han skal af sted. Uffemanden kræver sit, og alt skal klappe, inden de kan komme hjemmefra.
Spisesalen har en formidabel udsigt ud over boldbanen, skoven til venstre og vandet til højre. Når køkkenpersonalet er gået hjem ef ter middagen, kan Tom godt finde på at gå herned og falde i sta ver.
Nu sætter han sig ved det ene af de to dækkede vinduesborde, rejser sig igen og går op med sin tallerken til midterbordet, der er fyldt med pålæg og ost og brød og smør, frugt og grønsager. Efterhånden fyldes begge borde op med ansatte, og der er en liv lig snak. Så banker Ulrik på sin kop og spørger, om der er noget i dag. Lærerrådsformanden kigger myndigt ud over forsamlingen. Han skeler en anelse, og Tom er meget i tvivl om, hvem han kig ger på. Han tror, han kan lære meget af Ulrik, der aldrig svarer øjeblikkeligt, men stort set altid lige lader et par sekunder gå. Som om han overvejer, hvad han skal svare. Tom mærker, at kolleger ne respekterer Ulrik meget. Måske netop derfor. Så virker svarene kloge og gennemtænkte i modsætning til Toms, der har en uvane med at svare rapt.
– Ja, siger fru Skov.
25
Hun læner sig lidt tilbage og kigger rundt. På hans tidligere skole sagde rengøringsdamen aldrig noget som helst. Her er fru Skov nærmest – en slags forstander, mærker Tom. Med god grund: – Tom og jeg er enige om, at det skal være forbudt at have træsko på oppe på lærerværelset.
– Hvad, siger flere. – Må vi ikke have træsko på nu? – Jeg har lige gjort rent deroppe. Der var en masse jord på gulv tæppet.
– Træsko behøver da ikke at være snavsede, siger Mette Munk og ryster stille på hovedet.
Var de virkelig enige om det? Tom kan mærke, at appetitten syn ker bort, at maden ikke smager helt så godt. Sådan ret pludselig. Per bidrager også:
– Jeg ved ikke, om det er mig, der hentydes til, men jeg har altså træsko på, hvis det passer mig.
– Vi skal da ikke til at have beklædningsdirektiver, siger Søren. – Nej, du må da som TR have noget at sige også, mener Mette Maas. – Men hvad siger Tom?
Tom har lagt mærke til, at hun logrer med halen, hver gang hun snakker med Søren eller Birger.
For Tom er det noget besværligt, at der er hele fire kvinder, der hedder Mette, det må det også være for eleverne.
Den ene hedder Munk til efternavn og er lyshåret, og den anden er mørkhåret, de to hedder derfor Mette Munk og Mette Mørk, selv om Mette Mørk hedder noget helt andet, der er fransk. Men det er svært at udtale. Hertil kommer Mette Maas og Mette Mu usmann, men det er kun uofficielt og hænger alligevel logisk sammen.
– Hun stammer vist fra Holland oprindelig. Mette Maas.
26
– Det staves altså M-a-a-s og udtales Ma’s, men de fleste siger Maas.
Bodil forklarede.
Tom syntes, det gav god mening, selv om han de første par gange kviede sig lidt ved at sige Mås. Men det punkt er han kommet over. Når nu alle andre siger det …
Nu kigger de alle på ham, der bare sidder og er i gang med en ostemad. Han har ærgret sig over, at han glemte at lægge noget grøn peber ovenpå, for det fik han øje på, lige før nogen begynd te at snakke træsko. Mette Maas smiler sødt til ham. Hun har smut i øjnene.
Han tørrer sig om munden og siger lidt tøvende:
– Ja, men øh … Altså. På min gamle skole måtte man altså heller ikke gå med træsko, men det var nu også et helt nyt trægulv, og det sorte gummi under skoene gav striber. Hm. Det er klart, at man heller ikke skal slæbe jord med ind på gulvtæppet på lærer værelset, og der kan være rigtig meget jord under et par træsko. – Det kan der også være under støvler, mener Birger. – Ja, og under de der sko med dybe såler, hvad hedder de nu … siger Per og ser på fru Skov. Hun ryster på hovedet. – Men det kan ikke være meningen, at vi ikke må have træsko på, vel, spørger Søren.
– Nej, det er simpelthen for galt, siger Birger. Tom ser godt, at han blinker til Mette Maas og Søren.
– Men hvis fru Skov synes, det er …
Tom ser sig lidt forvildet rundt.
– Sådan var det ikke under Ingvardsen, siger Mette Munk og gri ner lidt.
27
– Neeee, det vil ikke gå med sådan en regel, mener Ulrik. – Øh, neejj, det skal vi måske …, mener Tom nu, og han kan se, at lærerne ser mere tilfredse ud, hvorimod fru Skovs panderynker begynder at ligne et gammeldags vaskebræt.
– Kan vi ikke blive enige om, at man ikke skal slæbe jord ind på lærerværelset, foreslår Mette Muusmann.
– Selvfølgelig er der sgu da ingen, der med vilje slæber jord ind på lærerværelset, vibrerer Mette Maas.
– Jeg kan ikke forstå, Tom, at du oppe på lærerværelset var enig med mig om at forbyde træsko, og nu vil du ikke være med til det alligevel?
– Tom er jo ny og skal finde sine ben, fru Skov. Har du aldrig væ ret ny?
Der lyder fnis fra flere steder. Fru Skov har åbenbart været ansat så længe på skolen, at hun aldrig har været ny. Og hvis, kan hun nok ikke huske det.
Så lyder klokken, og alle rejser sig, og Tom når ikke at svare på fru Skovs spørgsmål. Han er også i tvivl. Aftalte de virkelig et forbud mod træsko? Det erindrer han ikke. Hvad skulle han have sagt her? Han forsøgte i hvert fald at være ærlig.
Han må også hastigt sluge resten af ostemaden uden grøn peber. På vej op ad trappen støder Mette Maas under en overhaling ind i Tom, der må tage fat i gelænderet for at holde balancen. – Det er de små stød, verden giver, smiler hun til ham og blinker ovenikøbet med det ene øje. Hun går snært ind foran ham, så hun strejfer ham.
28
05 Ny erkendelse på kontoret
Tom sætter sig på sin stol og kigger på regnskabet. Tallene svirrer rundt i luften; nogle er budgettal, andre er regnskabstal; nogle er fremskrevet, andre er foreløbige; det hele er et virvar af uigen nemskuelige transaktioner. Formanden har ellers sat sig ned og gennemgået principperne med ham. Så i princippet forstår han det godt, men i praksis kan det knibe. Afskrivninger? Hvad var nu det?
Hvordan skal han nogensinde forstå alle de tal?
Det banker.
Ind træder fru Skov. Hun sætter sig uopfordret på en af stolene bag det runde bord:
– Tom. Det går ikke, at du først giver mig ret, og derefter giver du de andre ret. Enten eller. Det er ærlig snak.
– Jeg var ikke klar over, hvordan …
– Nej, Tom, og det er noget, du må lære. Som ny forstander skal du lære meget, det ved jeg godt, men hvis ikke du lærer sådan no get som det her, får din ansættelse ikke lang levetid … – Hvad? Hvad mener du?
– Jeg mener bare, at du som noget af det første skal lære at sige ja eller nej og aldrig ved ikke eller på anden måde røbe usikkerhed. Du må dernæst lære, hvem det vil være klogt at rette sig efter. For mig er der ingen tvivl.
– Du mener bestyrelsen og formanden.
– Nej, Tom. Jo, selvfølgelig, på en måde. Men … de har jo ikke føling med ret meget af det daglige. Der er altså noget, du skal vi de. Jeg var vant til med den gamle forstander, at han og jeg tilret telagde dagen på mange måder. Det får jeg jo ekstra timer for, ved du.
29
– Du? Altså du og forstanderen ledede skolen. Er det det, du si ger?
Tom har de største øjne, han kan byde på. Vantro gentager han sit spørgsmål med et lille smil. Fru Skov smiler sødt tilbage: – Ledede og ledede. Ja, det er stærke ord. Det er ikke noget, jeg går og snakker om. Det var bare noget, vi fandt ud af, fordi det var hensigtsmæssigt. Ingvardsen var interesseret i mine arbejds områder, og da jeg jo er inde i mange ting, fordi jeg går lige så stille rundt og gør rent og derfor hører og ser meget, for jeg tager mig jo også af de syge elever, det gider lærerne ikke bøvle med, ja, så får man meget at vide, de vil jo gerne fortælle en et og andet, og Ingvardsen ville forfærdeligt gerne snakke med mig. Lige så dan, når jeg gør rent i områder, hvor der også kommer lærere, ja, så hører jeg jo et og andet.
Hun sidder tilbagelænet med benene over kors og den ene hånd på bordet og fylder meget i rummet.
– Det forstår jeg godt. Men at I to ligefrem …, jeg mener …, det er ikke noget, bestyrelsen har fortalt mig …
– De kan ikke fortælle dig alt, Tom. Men spørg bare Hans Hen rik.
– Og han vil bekræfte dig i det?
– Ja, selvfølgelig. Han ringer da også tit og spørger mig til råds, og hvis du vil være god ved dig selv, gør du det samme. Og spare dig selv for mange dumme ting. Når Hans Henrik kommer på skolen, går han altid først hen til mig og rådfører sig. Det bliver han jo ikke dummere af. Det ved han godt.
– OK. Nå. Javel. Øh.
– Sig så undskyld, Tom, så vi kan komme videre … – Ja, men fru Skov … kan det passe, at skolens rengøringsdame skal bestemme …
30
Fru Skov ændrer øjeblikkeligt siddestilling. Hun bryder ud i san seløs gråd. Tårerne fræser ud af øjnene, og hun tager brillerne af og lægger hovedet ned på armene på bordet og græder helt utrø steligt.
Tom rejser sig med rystende knæ og bankende hjerte og går om til hende og lægger forsigtigt den ene hånd på hendes skulder: – Ja, men fru Skov, jeg … jeg …
Han står lidt akavet og aer hendes nakke, mens hun fumler med Kleenexen og samtidig hulker løs.
– Jeg har det ikke så let, Tom, hikster hun frem. – Ingen forstår helt, hvilke udfordringer jeg står over for til daglig. I har alle sammen nok i jeres eget. Ingvardsen viste mig ægte interesse. Min mand er heller ikke helt rask, og jeg har mange bekymringer. Jeg synes ikke altid, at åbenhed og ærlighed får så mange chancer her.
Tom stryger videre.
– Du må ikke vise mig den mistillid, at du ikke tror på mig, Tom, vræler hun nu i staccato-takt, så Tom har svært ved at forstå hen de. Han ser mod døren ind til Bodil, kan hun høre det? Kommer hun også snart farende og kaster sig ud i sanseløst vræleri?
– Undskyld, fru Skov.
Det er ligesom et Sesam, Sesam, luk nu i, for fru Skov holder øjeblikkeligt op med at græde. Tom synker en gang. Fru Skov rejser sig og giver ham en fuldtonet tårefyldt krammer. Hun lægger begge arme om hans nakke og sin kind mod hans og trykker sig ind mod ham. Deres to kroppe klæber sig regulært sammen som to stykker folie. Han forsøger at trække sig, men hun følger efter, og han lukker øjnene. Af en eller anden grund tænker han på sangen om Bamses fødselsdag og klapper hende
31
en smule kejtet på ryggen lidt i takt med melodien. For hvert klap limer forsiden af hende sig endnu tættere ind på ham, og sekun der føles som minutter, og hun presser hans ribben og giver six pack´en konkurrence.
Omsider glider fru Skov fra ham. Først underkroppen, så arme ne, til sidst overkroppen, og hun taler heldigvis helt normalt nu: – Det var godt, Tom. Jeg hænger en seddel op på lærerværelset, at vi ikke tolererer træsko der.
– Men …
– Men hvad, Tom?
– Ikke noget, skynder han sig at svare.
Fru Skov forsvinder med en glad vinken, og Tom må sætte sig. Han stryger sig ned over skjorten, hvor der stadig sidder bræn demærker efter fruens heftige omfavnelse. Tom er ikke meget for krammere. Der er noget sært intimt over en sådan omfavnelse med et fremmed menneske. Ja, faktisk også med venner og be kendte. Hvorfra kommer det? På TV krammer de ustandseligt. Han så engang en udsendelse om renovering af et hus, og folk krammede hinanden i et væk og brugte en masse tid på det i ste det for at rive tapeter ned og male lofter. Hvorfor? Fru Skovs kram er lige en tak heftigere.
Det har han alligevel aldrig prøvet før. Det skal Louise altså høre.
32
06 Afklarende telefonsamtale med formanden
Flere dage går, og Tom bliver stadig klogere på Munkholm og mest på det, der ikke er skrevet ned nogen steder. Det går lang somt og ubønhørligt op for ham, at det uskrevne er det vigtigste. Alt det formelle står i et sirligt ringbind og omhandler valg til læ rerrådsformand, valg af TR, strukturen i lærernes mødedemokra ti, den daglige mødekultur med informationer og korte debatter under formiddagskaffen og lignende. Men det uformelle står in gen steder.
Tom kan godt huske, at sådan var det også på hans sidste ar bejdsplads. Men der er forskel. Dels var han jo selv med til at fastlægge kursen. Dels opdager han nu, at det ikke er ligegyldigt på hvilken side af bordet, han sidder – og er overrasket over, at han ikke kunne forudse det.
Han lærer, at der sker meget uforudset og uforudsigeligt. En formiddagspause kan indeholde frygtelige udfordringer, og det værste er, at han ikke engang kan forberede sig på det, for han aner ikke, hvad der kommer. Ustandselig opstår nye sager eller nye vinkler på gamle sager, og hver gang stirrer de alle hen på ham og forventer, at han siger de helt rigtige ord. Heldigvis er der af og til nogen, der gør opmærksom på, at netop dette eller dette kan han jo ikke vide noget om. Så er han koblet af. En trøst? Det ved han heller ikke helt.
Men han lægger mærke til mange ting. Han bemærker, hvem der lytter til andre, og hvem der ikke gør. Hvem, der taler, og hvem der lytter. Hvem har meget at skulle have sagt, hvem knap så me get, hvem slet ingenting. Et sociogram ville klart afdække struktu ren blandt kollegerne, men han har allerede en vis fornemmelse for, hvordan det ville se ud.
33
Han begynder at indse, at hvis han ønsker noget gennemført, er det ikke nok at sætte det på lærermødet. Det vigtigste er at vinde gehør og få bekræftelse hos et par stykker af lærerne. Når det er sket, bliver det vedtaget. Ellers bliver det jordet.
Det løber ham koldt ned ad ryggen ved tanken om, at han som forstander ikke nødvendigvis skal regne med at stå øverst i hie rarkiet. En langsom erkendelse sniger sig ind hos ham: Du skal
først gøre dig fortjent til at være leder, Tom. Før regner vi dig ik ke. Men vi er venlige og tålmodige.
Der er derfor et par ting, han bliver nødt til at undersøge nærme re.
– Hans Henrik H. Hermansen.
– Tom her, hej. Øh, jeg ville lige tale lidt med dig om noget af det, jeg nu har lært. Det første er lidt kildent, synes jeg. – Kom endelig med det.
– Vores rengøringsdame, fru Skov, påstår, at du og hun snakker ting igennem, som om hun …
– Ja, Tom. Det gør vi. Det gør jeg såmænd også med andre, ellers ville jeg jo intet vide fra de indre linjer. Det er en god idé at holde sig ajour med de rigtige personer. Med nøglepersoner. Altså, her
regud, Tom, jeg synes jo ikke, at jeg kan fortælle dig alt på for hånd. Det kan man slet ikke. Du skal selv opdage sammenhænge, du skal selv stifte bekendtskab med skolens kultur og hvem, der kan fortælle hvad om hvem! Det sidste er ikke det mindst vigtige. – Det er jeg klar over, men det er da noget af en overraskelse, hvis rengøringsdamen er en person, jeg skal konferere med i stør re anliggender. Eller ligefrem er den, der de facto styrer skolen. – De facto? Øh. Nej, Tom, sådan er det heller ikke. Ikke altid i hvert fald. Nu siger du rengøringsdame. Det udtryk bruger vi ik ke. Fru Skov er hygiejneleder. Og hun er en af de personer, det
34
vil være rigtig fornuftigt at samarbejde ekstra med. Ved du hvad, hun ved bare så meget. Ligesom Bodil. Og Betina. Orientering om andre personer er nødvendig, for kun gennem den bliver man klogere på hinanden.
– Betina? Mener du Tina?
– Ja, selvfølgelig. Køkkenchefen.
– Du bruger udtrykket fornuftigt at samarbejde ekstra med, og du sagde under ansættelsessamtalen ganske tydeligt: De værdier, Munkholm bygger på, hedder åbenhed, ærlighed, tillid? – Ja, netop. Du ved, kvinder. Ikke? Nogen af dem skal man stry ge med håret, andre skal have et klask bagi.
– Javel. Billedligt talt, formoder jeg?
– Hvad? Altså, Tom. Fru Skov er som sagt enormt vidende på mange områder, og du vil hjælpe dig selv ved at inddrage hende i dine forslag og afgørelser. Det er bare et godt råd. Selvfølgelig har hun ingen ledelseskompetence officielt, for de andre ville bli ve sure, for så vil de også have, og vi kan jo ikke have, at alle an satte er forstandere, vel?
Formanden ler hjerteligt.
– Så jeg har kompetencen til at lede skolen? Altså ud fra værdierne åbenhed, ærlighed, tillid? Men at rådføre sig med én og kun én bestemt person er det åbenhed, ærlighed og tillid til de andre?
Tom rynker panden og stirrer ind i væggen og fortryder halvt sin provokerende replik. Han glemmer, at det er formanden, han snakker med.
– Ja, naturligvis. Hæ, alene det, at du kan stille sådan et spørgs mål. At du taler lidt med fru Skov hindrer dig jo ikke i at fremstå åben og ærlig, vel? Nu må du tage dig sammen, Tom. Hæ. Hæ.
35
Formanden lyder en anelse irriteret bag den muntre facade, som om han ikke gider snakke den slags banaliteter. Tom synker en gang. Hans Henrik skifter stemmeleje:
– Du havde noget andet?
– Bodil siger, at I også har en intern revisor, en fra bestyrelsen, der kommer en gang imellem og kigger mig over skulderen. Det har jeg ikke hørt noget om. Hvordan skal det forstås? – Det er Jens Erik, der som gammel regnskabskyndig sætter sig ved et bord inde hos Bodil og studerer de seneste tal. Han under søger, hvor der er købt hvad, om det kunne have været billigere, om det er egnens leverandører, der jo skal foretrækkes, om du kort og godt har fiflet med noget.
– Fiflet med noget?
– Ja. Forstår du. Tidligere var der på et tidspunkt et forfærdeligt rod i økonomien, og den daværende forstander viste sig at være temmelig dårlig til tal. Hans talbehandling skabte forvirring i hans eget hovede, og det blev på en eller anden måde omsat til priva ten med både bøger, en Wegner-stol og flere malerier af Jens Jør gen Thorsen samt diverse møbler. Det hele finansieret af skolen. Det er jo ikke så godt. Personlig bryder jeg mig slet ikke om Jens Jørgen Thorsen. Skidt. Nu er han død. Ingvardsen. Derfor har vi siden da haft en intern revisor, kalder vi det.
– Så tillid har I på det punkt erstattet med kontrol? – Jeg tror, Tom, det mere er et udtryk for rettidig omhu. Du ved sikkert, at det er slagordene i dag. Selv statsministeren bruger dem.
– En sidste ting: Har I snakket om at ansætte en viceforstander? Jeg synes, skolen er så stor, at det nok kunne være mig en støtte i det daglige.
36
– Ja, det har vi. Men den gamle forstander klarede det hele selv, så derfor. Men det må vi kigge på engang. Det får du garanteret ikke brug for. Så skal elevtallet også op.
– Jeg synes lige, du sagde, at han ikke var så god til at klare det med tal og regnskab?
– Vi hørte aldrig et ønske fra ham om en viceforstander. – Nå.
Der bliver et øjebliks pause på linjen. Tom spekulerer vildt på at sige noget til formanden, så samtalens bølger kan lægge sig: – Der kommer snart kontrolbesøg fra ministeriet. – Ja, så. Ja, det er jo rigtigt. Jeg har også fået brev. Men det klarer du nok i fin stil. Husk, de tjekker formentlig kun det, der er sket før din tid, så du kan ikke blive hængt op på noget. Ha, ha. Og det med malerierne og Wegenerstolene har vi ordnet. Dem fik Ingvardsen i afskedsgave. Har ministeriet været i direkte kontakt med dig?
– Ja, jeg har sendt forskellige kopier til ministeriet, blandt andet fra bestyrelsesprotokollen.
– Hvordan går det Lise? Er hun faldet til?
– Lise? Jo, tak, … Louise … er begyndt på jobbet på Asylcentret, og det ser ud til at fungere fint.
– Hils hende mange gange fra mig. Når hun engang er træt af de der skide flygtninge, skal hun bare sige til. Så kan hun sagtens an sættes på skolen som forstanderægtefælle. Var hun sosu-assistent? – Socialrådgiver.
– Nå, ja, det er jo det samme.
37
07 Hyggelige aftenstunder med fordele og bagdele
Tom deltager ikke i tilsynet, hvilket er en noget luksuriøs sidege vinst ved at være forstander. Det er meningen, at han skal tage enkelte vikartimer også i tilsynet, og det bekommer ham noget bedre end at skulle følge et fast skema. Nogle timer skal han ha
ve. Om fredagen har han to fortælletimer, det er alt. Resten skal altså tages som vikartimer.
Hidtil har der ikke været sygdom blandt de ansatte, så det har væ ret en nem tjans.
For at komme mere ind i fællesskabet og lære besætningen at kende går Tom af og til over på skolen om aftenen og sætter sig på lærerværelset eller går lidt rundt og ser på aktiviteterne. Især når Birger og Mette Maas har vagt, har han det godt og sy nes, det er rart at sidde og sludre. De er meget venlige over for ham og snakker gerne om stort og småt. Der er en behagelig åben og munter atmosfære.
Birger er hyggelig og vimser rundt og byder på kaffe, forsvinder en gang imellem ud til eleverne, taler altid pænt og ordentligt til dem, hvor andre af og til råber og skælder ud. Når Birger skælder ud, snakker han som en far og siger ven.
Det kan vi jo ikke have, vel, ven? Resultatet er som regel, at ele ven skammer sig frygteligt.
Birger har pædagogisk kompetence, det må man lade ham. Selv om han slet ikke har lærereksamen.
Tom har nemlig registreret en af de uskrevene love: De lærere, der har lærereksamen, har højere status end de andre, der kom mer med deres håndværkeruddannelse eller kontoruddannelse el ler sociouddannelser. Medmindre disse ansatte af andre grunde har et stort ord at skulle have sagt. Birger er en af de få, hvor reg len om lærereksamen og tilhørende status ikke gælder.
38
Mette Maas er sød og smiler hele tiden til ham, tjatter til ham, og han mærker, at det gør ham godt at vide, at han er værdsat. Selv om han hidtil ikke har gjort sig særligt bemærket.
– Aftenerne foregår stort set altid med, at vi tilbyder et eller andet sammen med eleverne indtil kaffe klokken ni. Derefter sker der ikke rigtigt noget frem til samlingen klokken 10, hvorefter vi går rundt og siger godnat.
Birger smiler og slår ud med hånden.
– Mette og jeg har dannet par de sidste par år og trives mægtig godt sammen.
– Ja, det er da kun, fordi jeg er så tolerant.
Hun griner og slår lidt til Birger. Der lyder høje råb ude fra gan gen i det samme, og han rejser sig og går straks derud. Tom bliver siddende i sofaen, som Mette sætter sig over i. Ved siden af ham.
– Har du det godt her, spørger hun interesseret, læner sig en smu le ind mod ham og banker ham let oven på hånden.
Hun dufter dejligt.
– Ja, det synes jeg. Eleverne er stadig en smule på vagt over for mig, men i dag var der da to elever, der ligefrem smilede til mig. – Uhhh, så er den nok ved at være der. Jeg kan huske, at det tog mig flere måneder at blive accepteret.
– Ja. I bund og grund er de enormt konservative. Det kom også bag på mig som lærer.
– Åh, ja, bare vi ikke havde det der tyveri kørende, det er aldrig morsomt, for det er skide svært at finde ud af, hvem der stjæler! – Er der noget, der kan ødelægge fællesskabet, så er det tyverier! Det havde vi også på den gamle sko …
39
– Vi mangler et bevis. Vedkommende skal nok dumme sig.
Hun fumler med en blyant, som hun taber. Den triller ind under sofaen, og straks lægger hun sig på knæ og leder efter den. Tom ved ikke, hvor han skal kigge hen, for hun har hele overkroppen
helt inde under sofaen, mens resten stritter opad, opad, opad – mod ham.
– Åhhh, nå, her er den, kommer det dernedefra.
Langsomt dukker hun rød i hovedet op igen, mens Tom har fået øje på noget vældigt interessant i reolerne, og hun sætter sig lette re forpustet:
– Pyh! Jeg kan bare ikke klare at have hovedet nedad i længere tid.
– Det er vist noget med at øve sig.
– Du er langt bedre end Ingvardsen.
– Til at have hovedet nedad?
– Neeej, ha, ha. Nej. Han viste sig aldrig herovre om aftenen. Jeg tror, det er godt for vores elever, at de ser deres forstander på alle tider af døgnet. At han følger med overalt så at sige.
Tom nikker. Dejligt at høre.
– Ja, for os andre er det da også godt, siger hun og smiler, klør ham hurtigt i håret, rejser sig og går ud.
Det forekommer Tom, at hun vrikker med hofterne en anelse mere end nødvendigt. Hendes jeans må være syet med elastik i. Det er en gåde for ham, hvordan man får sådan nogen på. Klæ bet på?
Men, – hvor er hun sød.
På vejen hjem fløjter han en melodistump fra Verdis Macbeth.
40
08 Morgensamling og fortælletimer
Dagene går. Nogle morgener deltager Tom i morgensamlingen. En forstander skal være med overalt, men ikke altid. Just i starten er det vigtigt, føler han, at deltage i så meget som muligt. Morgensamlingen er også det sted, hvor eleverne er mest lydhøre. Det skyldes nok mest, at de ikke er vågne endnu; enhver lærer ved dog, at det sværeste skal komme først på dagen, hvis det skal kunne forstås. Selv om det ikke er videnskabeligt underbygget. Han plejer at sætte sig lidt afsides for ligesom at demonstrere, at han ikke nødvendigvis skal være i centrum hele tiden. Nogle ele ver sætter fødderne op på den foransiddendes stol, og så siger Tom: Ned! Og de tager også benene ned igen. Dagen efter sker det samme, så Tom tilslutter sig langsomt de lærere, der heller ik ke siger det mere.
– Tom!
Han skal lige til at gå ind i salen, da fru Skov kalder og vinker ham til sig med en krum pegefinger. Han går hen til hende, men undlader dog at logre med halen og sige vuf.
Hun griber ham i armen og hvisker så lavt, at han bliver nødt til at stå helt ind til hende:
– Der er igen stjålet. Det er oppe fra et pigeværelse denne gang. Fra Malene og Johanne.
– Godt, du lige siger det, fru Skov.
– Du ved godt: Vi to. Partnerskab. Åbenhed, ærlighed, tillid!
Hun tager sin hånd væk fra hans arm, blinker til ham og forsvin der om hjørnet.
41
Tyveriet griber altså om sig. Tom bliver nødt til som forstander at træde i karakter og sige noget efter morgensangen Det er i dag et vejr, et solskinsvejr af Ludvig Holstein fra 1895. Den sang synges
de morgener, hvor solen skinner. Den afløses dog indimellem af Hilsen til forårssolen af Benny Andersen fra 1981. Hvis det regner, synger man Vågn op og slå på dine strenge af Thomas Kingo fra 1674, medmindre det er ud på efteråret, for så gælder det Regnvejrsdag i November af Ebba Munk Pedersen fra 1978.
Historien er vigtig. Tom har lært sig data om de vigtigste sange. Sådan er hans indstilling nu, overtaget direkte fra hans egen tidli gere forstanders.
Klaverets toner dør hen, og Tom rejser sig og går op foran alle elever:
– Nu er der igen forsvundet noget, denne gang fra Malene og Jo hannes værelse. Jeg ved godt, det er irriterende at høre på, men jeg bliver også nødt til at sige: Lad nu være med at lade jeres ting ligge og flyde. Så længe, der forsvinder penge, ting og sager og tøj fra jeres værelser, må I sørge for at låse. Men da jeg ikke ved, hvem tyven er, kan jeg ikke sige det direkte til ham. – Eller hende, siger Ole.
Der lyder nogle suk, og Andreas rækker hånden op: – Det er eddermugme tarveligt at stjæle fra sine kammerater.
Som om det er mindre tarveligt at stjæle i butikker. Men der bli ver nikket rundt omkring og sagt ja, og også ord som idiot, tyv og ikke-høre-til lyder. På en mærkelig og absurd måde forener tyve rierne dem alle. Med en enkelt ukendt undtagelse.
– Vi prøver at finde vedkommende, siger Tom. – Faktisk går vi ekstra meget rundt for tiden. Fru Skov holder øje.
42
– Der bliver altså stjålet alligevel, er der en, der mener. – Hvad vil du gøre ved det, spørger Tom ham, men han er tavs. – Kunne vi skiftes til at holde vagt, siger en på bagerste række. – Hvad så, hvis det er tyven, der holder vagt?
De griner, og så bliver der stille. Ingen har løsningen på proble met.
Derimod kommer der en spændende diskussion i fortælletimen lige efter. Tom har halvdelen af eleverne i den første time, mens den anden halvdel under fru Skovs myndige ledelse gør deres væ relser rene. I anden time skifter de.
Diskussionen drejer sig om at være ærlig. Tom spørger: – Hvornår ville I aflevere penge, som I fandt et sted i skoven, til politiet? Altså hvor stort et beløb skal det være?
Der kommer mange bud. Tom kan ikke lade være med at drille dem lidt, for de havner på præcis 1.300 kroner. Det beløb og alt derover skal afleveres, mens alt under kan beholdes. Tom smiler lidt, for det er lidt skægt, at de i det hele taget kan blive enige om et beløb.
– Så I synes ikke, der er noget forkert i at beholde for eksempel 1.250 kroner af andres penge?
Der er lidt frem og tilbage, og Tom provokerer endnu mere: – Men så forstår jeg ikke, hvorfor I ikke siger til vores egen lokale tyv her på stedet: Behold da de ting, du stjæler, for det er alt no get under 1.300 kroner?
43
Nu rejser der sig en storm af protester og vredesudbrud. Det en der med, at Tom næsten ikke kan få kontrol over eleverne igen. Først da han råber:
– Stop! og hæver hånden mod dem, falder de lidt ned. – Det er altså ikke så ligetil at finde en bagatelgrænse, vel?
Da de forlader timen, er det med forskellige bemærkninger mod Tom og hans “latterlige” fortælletime. Flere synes, det er noget mærkeligt noget at diskutere, og at Tom bare skal provokere. Nogle tilkendegiver højlydt, at Ingvardsen var meget bedre til at fortælle, mens det er der andre, der protesterer over: – Han var fanme så kedelig. Hvordan kan du ævle sådan?
Tom pakker sine ting sammen, og fru Skov kommer ind: – Har du snakket om tyveriet, Tom? De er helt oppe at køre.
Tom forklarer sig. Fru Skov klapper ham denne gang på skulde ren:
– Det er godt, du tager ansvar, Tom. Men du skal også være lidt forsigtig med at provokere dem.
– Elever skal udfordres. Det er derfor, de er på en efterskole. – Jeg tænker på dig, Tom. Måske mister de respekten for dig.
Hun lader sin hånd køre ned ad hans overarm.
– Tror du? Har de nogen?
Fru Skov vil gerne røre ved ham. Hun er i hvert fald mindst 10 år ældre, men virker nogle gange 10 år yngre. Burde han også be gynde at røre ved hende? Lade sin lille hånd køre lidt her og der? Ville hun blive fornærmet? Eller ville hun straks gå i clinch med ham og kramme ham ud af folkeregistret?
44
Da han går ind på sit kontor, står Tobias og Markus i døren: – Må vi snakke lidt med dig?
Ja, det må de. Forstanderens dør er altid åben for elever. Han in viterer dem indenfor, og de sætter sig om det runde bord: – Vi fik en idé i fortælletimen. På vores værelse kan vi sætte et kamera op, som Markus tager med efter weekenden. Så lader vi døren være ulåst og kan så se bagefter, om der kommer nogen ind, der vil stjæle. Det sluttes bare til computeren. Trådløst.
Tom ved ikke helt, hvordan han skal forholde sig, men siger: – På en måde er det fint at finde på sådan noget, men drenge: Jeg har det svært med at godkende den slags metoder med overvåg ning.
– Så hvis vi ikke fortalte det til dig og fangede ham, så ville det være fint?
– Smut nu med jer. Og tak for jeres hittepåsomhed.
De rejser sig grinende og forlader kontoret. Tom griner også og klapper dem på skulderen. Han er på en måde lidt blandet. Det gælder om at holde de høje idealer oppe, men tyverierne går også ud over fællesskabet.
Dog mærker han og glædes ved det fællesskab og den intime at mosfære, der opstod mellem ham og de to drenge. Som om de havde noget sammen. Så er han ikke bare en forstander. Han er ikke bare en ansat. Ikke bare en voksen.
Men en af vore egne.
45
09 Tom møder ind
– God morgen!
– Morgen!
Bodil nikker smilende til ham og peger med sin kuglepen hen mod døren ind til forstanderkontoret.
– Du har besøg.
– Controllerne, hvisker Tom, mens blodet farer væk fra hans an sigt. – Så er de alligevel kommet tidligt.
– Ja, hvisker Bodil tilbage. – De var her klokken 8. Det er vist godt, jeg mødte i morges.
Tom synker en del. Han har taget den lidt med ro, givet sig selv lov til at sidde og studere avisen for at få de der dunkende tindin ger til at dunke lidt mindre. Det var da helt sikker, at de først ville være her klokken ni. Det tager vel en times tid fra København og herop.
Han er lige ved at banke på til sit eget kontor. Han retter lidt på skjorteflippen, lukker døren op med en kontant bevægelse og trækker luft ind. Der sidder de. En moden dame og en ung mand omkring det runde bord.
– God morgen!
Tom rækker dem hånden og bukker næsten. De ser anderledes ud, end han forestillede sig. Hun er rund og spids på samme tid, ser energisk ud og ligner en elipsoide set fra oven, og bliver sid dende, mens han virker anderledes, rejser sig halvt, stikker hån den frem, smiler venligt. Nærmest imødekommende. En evig hedsstudent?
46
– God morgen, Tom. Trine – og det er Georg. Ja, vi har tilladt os at invadere dit kontor straks fra morgenstunden. Du har vel haft morgensamling?
– I har fundet papirerne frem?
– Ja, Bodil var så venlig at udlevere alt, vi havde brug for. Vi må også bede om at se bestyrelsesprotokollen, selv om vi jo har dine kopier. Vi vil godt dobbelttjekke.
– Så gerne. Nu skal jeg hente den.
Tom vender sig i døren:
– Vil I ikke have en kop kaffe?
– Jo, tak, det ville ikke være ad vejen.
Tom blinker til Bodil:
– Kan du sørge for det?
Hun nikker og tager telefonen. Imens går Tom hen til hylden og leder.
– Øh, hvor er det nu, bestyrelsesprotokollen ligger? Jeg synes da, den plejer at …
– Her, siger Bodil og finder den frem.
– Tak.
47
10 De finder altid noget. Ligesom skattevæsnet – Tom. Se lige her!
Tom rejser sig fra sit skrivebord. Han har siddet en halv time og bakset med skemaet, for Marie og Anne vil godt have deres bibli otekstime flyttet til tirsdag eftermiddag, fordi Marie skal hjem al lerede klokken 14 om torsdagen, for ellers kan hendes mand ikke
nå sin musikundervisning for flygtningebørn i folkeskolen. Hanne fra køkkenet har været med en bakke kaffe og lidt småka ger. Trine peger på kanden og læser i protokollen. Georg skænker op til hende og til sig selv.
– Der står i protokollen i referatet fra sidste bestyrelsesmøde un der eventuelt, at to drenge er smidt hjem til vinterferien. – Jaa, det blev vi desværre nødt til. De var inde hos nogle piger om natten, og det kan vi ikke have.
– Nej, det forstår jeg. Men – har du husket at afmelde dem? – Afmelde?
– Ja, skolen kan jo ikke få tilskud til elever, der ikke længere er elever.
– Øh, nej, naturligvis ikke, mon ikke Bodil har sørget for det? – Spørg hende. For vi kan nemlig ikke se, at der er sket noget. – Jeg går lige ind.
Tom går med bankende hjerte ind til Bodil og taler med lav stemme:
– De to drønnerter, Wolf og Snave, som vi smed hjem, har vi afmeldt dem?
Bodil ryster bare på hovedet:
48
– Nej, Tom, det skal du give mig besked på, ellers gør jeg ikke noget. Jeg kan jo ikke sidde her og bestemme, om eleverne skal meldes ud eller ind.
– Nej. Det kan du vel ikke.
– Nej, for pokker, Tom. Det er forstanderens job. – OK. Det ved jeg godt, men jeg tænkte ikke over, at de skulle udmeldes. Eller: Jeg vidste det ikke, Bodil.
– Nej. Du kan ikke vide alt. Jeg tror ikke, det får nogen betyd ning. Nu skal jeg nok sørge for, at de bliver udmeldt med tilbage virkende kraft.
– Pyh, ha, det var fint. Så slipper jeg for videre tiltale.
Tom puster ud og smutter en tur ind på lærerværelset. Han skal vel for pokker ikke stå til rådighed for gimpen hele dagen? Fru Skov er ved at tørre støv af i vindueskarmen.
– Tom, jeg har lige talt med Tobias.
– Tobias?
– Ja. Han viste mig det kamera, han har på computeren og fortal te om, at I havde lavet en aftale.
– Neeej, det vil jeg nu ikke kalde det. Jeg har …
– Det er ikke så godt, Tom. Hvis det kommer ud, at du har sat dem til at optage tyverier, kan du få fingrene i maskinen. – Ja, men det …
– Bare rolig, Tom. Jeg skal nok tie stille. Men apropos fingrene i maskinen: Tror du ikke, det vil være muligt, at jeg får permanent parkering foran indgangen til Gamle Bygning?
– Jo, det mener jeg da nok. Hvad er der i vejen for det? – Åh, det er Mette Munk, der tror, det er hendes. Men jeg møder jo hver dag, og det gør hun ikke. Derfor synes jeg … – Vi får Jørgen til at lave et p-skilt, hvor der står dit nummer. Alt så det på bilen. Det må hun respektere.
49
11 En kedelig besked fra myndigheden
– Det ser ud, som om der er sket en fejl i systemet. Jeg syntes så bestemt, jeg havde givet Bodil besked. Men nu er det klaret. – Ja, det er ikke så godt. Sådan noget er forsøg på snyd, Tom.
Den spidse dame bliver sylespids og sender glødende, grønne øjenstråler op mod Tom, hvilket giver Supermans krytonitblik baghjul:
– Det vil nok koste tilskud!
Tom sænker skuldrene til under lavmål. Av, av, av. – Tilskud? Ja, men det var jo i sidste uge. Det er kun en uge, vi snakker om …
– Ja. Det er normalt, at skolen så mister hele tilskuddet i den uge. – Altså, … til alle elever?
– Ja. Man skal jo overholde reglerne.
– Jo, men …
– Er der noget men?
Hekseøjnene spyr mere ild:
– Det er dit ansvar, at eleverne udmeldes og ikke får del i statstil skuddet. Ikke nogen andres.
– Nej. Det er jeg klar over. Men nu har vi gjort det. – Dit!
– Ja, jeg har forstået det. Mit.
– Nu skal vi heller ikke male fanden på væggen, siger Georg. – Tom er jo relativ ny i jobbet, og der kan vel godt siges for og imod, og hvis de har …
50
– Nej! Det kan der ikke. Der er ingen regler, der siger, at en ny forstander får kredit på reglerne! Heller ikke, selv om han ikke er fyldt 30 endnu.
– Nej, selvfølgelig, men jeg tænkte bare …
– Du tænkte! Ha. Så har jeg hørt den med.
Det giver et sæt i Tom, da hun smækker den tunge bestyrelses protokol i. Hun er lige ved at få noget i klemme. Han synker ned på sin stol.
– Du har meget at lære, Georg!
Han nikker. Det er han åbenbart klar over.
Hun kigger på sit ur. Klokken nærmer sig 12.
– Det er frokost, konstaterer Trine.
– Ja, svarer Tom. – Vil I ikke med ned i spisesalen og have en gang middagsmad?
– Jo, tak, svarer Georg. – Det ville være dejligt.
Trine kigger et øjeblik på Georg. Så siger hun:
– OK, lad os det. I øvrigt ser alt det andet ellers ud til at være i orden, hvis ellers du kan finde ud af at læse tal, Georg.
Georg nikker. Det mener han vist godt, han kan, ser det ud til. – Det var da dejligt at høre. Så har du ikke helt spildt din studen tereksamen.
51
12 Fin middagsmad, men urolige deltagere
De rejser sig, og Tom kan godt se, at Trine kun er spids, når hun sidder ned og i øvrigt mest i overført betydning. Tom ved ikke, hvorfor han kommer i tanker om Stalins Katjusja-raketter. Han går foran og viser vejen. Per kommer inde fra gymnastiksa len.
– Åh, Tom, det kan da ikke være rigtigt, den der plakat med for bud mod træsko på lærerværelset?
– Øh, hvad? Har fru Skov …
– Ja. Nå, jeg troede, det var dig.
– Altså, jeg har lige …
Han peger på sine gæster, og Per nikker forstående. Tom tænker, hvad er nu det for noget? Den sag troede han forlængst var faldet sammen.
De går ned ad trappen til spisesalen, og larmen fra eleverne stiger, jo nærmere de kommer. Til sidst må man næsten holde sig for ørerne.
Tom smiler venligt til højre og venstre, mens han prøver at bane vej. Det er ikke let.
– Hva så, forstander … har du gæster i dag?
– Hold kæft, har I set …
– Tom, Tom, med sin tykke vom …
– Tom drikker rom, ha, ha …
Tom håber, at hans to gæster ikke hører alt. De når frem til dø ren, der er på klem. Han banker på den.
– Hold så op med det banken, lyder det fra en vred lærer Søren, der får øje på Tom:
– Nå, jeg så ikke, det var dig. I må hellere komme ind.
52
Han holder døren åben og nikker til gæsterne, og de smutter ind i den forholdsvis stille spisesal.
– Vi kan sætte os derovre ved vinduet. Der er en god udsigt. – Tager vi så ikke nogens pladser?
– Nej, for de to er syge.
– Ligger de på deres værelser?
– Nej, de er hjemme.
Hun kigger lidt ekstra på Tom, der skynder sig at skifte spor: – Øh, værsgo at tage vand.
Han ved ikke, om det er tilladt, at syge elever er hjemme. Skal der så også trækkes for det? Tom ser for sig, hvordan hele skolens økonomiske grundlag forsvinder denne dag, og at han vil gå over i efterskolehistorien som den forstander, der har fået lukket en ef terskole på kortest tid efter sin ansættelse.
Han har på fornemmelsen, at en afgrund er ved at åbne sig foran ham. Og en spids dame står lige bagved og presser ham fremad. Uden at bruge hænder. Ved at tænke på fru Skov og hendes modsatrettede krammer får han åndenød.
Larmen stiger, da Søren lader eleverne komme ind. Der bliver hevet stole frem, borde bliver flyttet på, glas hældes fulde af vand, og pigerne hviner og skråler over det, drengene siger eller rettere råber til dem.
Trine rømmer sig. Georg kigger sig nervøst om, synes Tom. Søren står afventende ved midterbordet, der også fungerer som buffet. Han har rynkede bryn og skulende øjne og ikke ret meget hår på hovedet. En glaskande vælter og gør flere elever våde, og de skriger endnu mere op.
Så går han op til døren, åbner den og brøler af sine lungers fulde kraft:
53
– UD! Vi prøver igen.
Der bliver mere stille i lokalet. Langsomt rejser først de nærmeste sig, dernæst de andre og vader ud i gangen igen. Spisesalen tøm mes langsomt for småbrokkende elever, og tilbage sidder Tom og de to gæster. Han er lidt usikker på, om det også gælder dem, men vælger at tro, at det kun er eleverne.
– Ja, sådan er det somme tider nødvendigt, når de skal opdrages. Og det skal vores elever ret tit, tilføjer han.
– Det er sikkert det, der skal til, mener Georg.
– Det ved du, siger Trine til ham. – Så ved du da noget.
Georg bliver tavs. Smilet er væk, og Tom må træde til: – Der er også uhyggeligt mange love og regler at forholde sig til, altså ved siden af det pædagogiske!
– Det er derfor, det er godt med uddannelse – og dannelse, ind skyder Trine og tager en gaffel og banker let i bordet og ser på Georg.
– Vand.
Hun peger med gaflen på sit glas, selv om vandkanden står lige ved siden af.
Tom er pludselig lidt i vildrede. Det der dannelse, hvorfor begyn der Trine at snakke om det? Det er nok ikke bare noget med at sidde pænt ved bordet og lade være med at banke i det med en gaffel. Og tale ordentligt til andre.
– Er I stille nu?
Søren råber ud i gangen. Der lyder snak derudefra. Georg hælder vand op i Trines glas. Hun tager det uden en lyd og drikker. – I kommer først ind, når I kan være helt stille, råber Søren.
54
Så lukker han døren igen. Der lyder protester, men også tys tys. Trine peger nu på det tomme glas:
– Mere.
Tom iagttager stjålent Georg og er spændt på, hvordan han rea gerer. Men han hælder vand op. Igen. Er han hendes personlige oppasser? Butler? Er hun i virkeligheden grevinde?
55
13 Specifik dannelse under et måltid
Eleverne bliver ved med at snakke derude. Søren står oppe ved døren med armene overkors.
– Jeg giver mig ikke, siger han ned til de tre.
– Ja, men, vi kan da også bare gå i gang med at spise, mener Tom og rejser sig for at gå op til buffeten.
Han standses af Søren, der strækker en hånd frem mod ham: – Det er jo ikke særligt pædagogisk, hvis I begynder før eleverne. De vil opfatte det som helt forkert. I bliver sådan nogle magt mennesker, der bare kan gøre, som de vil, mens alle vi andre blot kan se til …
– Nej, uha da, den går ikke. Ved du hvad? Jeg sætter mig bare ned igen.
Tom klaprer stolen ud, tager sig i det og løfter den forsigtigt: – Selvfølgelig skal vi i så høj grad som muligt tage eleverne i øjenhøjde!
Grevinden og Georg nikker bekræftende. Hun ser på uret, der hænger på væggen over for dem og sætter den ene hånd i siden og ranker ryggen:
– Vi skulle gerne kunne blive færdig i dag. Et døgn mere med dig vil sætte min tålmodighed på en større prøve, end jeg lige nu drømmer om.
Hun stirrer hvast på Georg, der har travlt med sin tallerken. Tom ser fra den ene til den anden, men undlader at sige noget. Fluen er i nettet, spundet ind af hunedderkoppen, hvis epigyn peger di rekte mod Georg.
56
Oppe ved døren linder Søren lidt og lytter med øret yderst. Plud selig trækker han sig ind igen, mens han tager sig til øret: – Av, for den! For helvede!
Han river døren op og brøler:
– Hvem var det?
Nu bliver der stille derude. Søren begynder at skælde ud. Både over larmen og over den elev, der gav ham et nap i øret. Lang tid går.
Tina kommer ud fra køkkenet og spørger Tom:
– Er de nu umulige igen? Dav. Ja, det er da et dårligt indtryk, I får af vores elever. Forhåbentlig kan I lide maden.
– Vi har set det, der var værre, hævder Trine og læner sig tilbage, mens hun lægger den ene arm på stoleryggen ved siden af og med den anden hånd stadig banker ned i bordet med sin gaffel. Tom stirrer på hende; han kan ikke lade være. Tænk. Var hans første opfattelse af hende, at hun var lille og spids?
Søren bliver færdig med at skælde ud, og nu får de så lov at komme ind igen.
– Rolig! Gå stille hen til jeres plads.
Endelig kan de spise.
– Vi bliver nødt til at gå nu, hvis vi skal nå det i dag, siger Trine efter et stykke tid, tørrer sig om munden og rejser sig. – Ja, selvfølgelig. Selvfølgelig. Kan I lige gøre plads, siger Tom og henvender sig til de drenge, der sidder der, hvor Trine og Georg skal ud.
De trækker stolene lidt ind, men Klaus skubber sin stol tilbage med et grin, hvorved Trine går ind i den og næsten falder ind over ham.
57
– Klaus, råber Søren, der har set til. – Hvad fanden bilder du dig ind?
– Jeg vidste ikke, der kom nogen …
Her begynder Søren at råbe meget højt. Fråden står ham ud af munden, øjnene skyder små harpuner ud, og ansigtet farves rødt. Søren skælder og smælder, og der er helt stille i spisesalen. Klaus sidder med bøjet hoved. Trine ved ikke helt, om hun skal gå eller blive stående. Hun kan ikke komme forbi Klaus´ stol. – Flyt dig så, kommanderer Søren til sidst. Trine og Georg skyn der sig forbi og går ud.
– Se, de kunne jo godt komme forbi, indvender Klaus. Det bliver for meget for Søren:
– UD! Forlad spisesalen omgående! Ud med dig! Gider hverken se eller høre dig her.
Søren råber så højt, at Tom må holde sig for ørerne. Han står så underligt afventende. Klaus rejser sig og går hen mod døren. Der lyder protester fra de andre, men dæmpede og ikke så høje, at Søren bliver nødt til at reagere på dem. Lidt efter begynder de at småsnakke rundt omkring, og den gode stemning indfinder sig langsomt igen.
– Hold da kæft, mand, siger en af drengene ved nabobordet og fægter med hænderne.
58
14 Ligestilling indføres ved lov
Da Tom kommer op, sidder gæsterne begravet i papirerne. Nor malt ville han være hjemme her i middagspausen, men i dag føler han jorden varmere end ellers, så det normale er skudt til hjørne. Han kan ikke finde ud af, hvordan han skal flytte de to biblio teksdamer hen til tirsdag og sidder længe med hånden på den rynkede pande.
Hvis det skal kunne lade sig gøre, må Per også flytte sit kreative hold, der hugger granit til skulpturer.
– Tom!
Trine næsten vækker ham. Var han faldet i søvn? Han rejser sig med et spjæt og står næsten ret henne ved det runde bord. – Ja?
– Jeg kan se, at betyrelsen ikke overholder ligestillingsloven om fordeling af kønnene.
– Hva´ for en?
– Skal jeg gentage? I har ikke kvinder nok i bestyrelsen. Hvert køn skal minimum have 1/3 repræsentation.
– 1/3? Øh.
– I har én kvinde ud af fem. Én! Og i følge loven burde I have to. Sanktionerne, vil du høre dem?
Tom nikker, men han kan gætte svaret. Det kommer da også: – Træk i statstilskuddet.
Hun ser ud, som om det morer hende. Stram og med smalle øjne sidder hun og messer, så spyttet står i mundvigene:
59
– Hvis efterskolen ikke overholder reglerne om ligestilling i be styrelsen, får det tilskudsmæssige konsekvenser. Det står der helt tydeligt. Georg, find teksten frem!
Det giver et sæt i Georg. Måske har han også taget sig en blun der? Hvem ved. Selv om Tom lige i øjeblikket har svært ved at forestille sig nogen tage en blunder i selskab med Trine. Georg bladrer i sine papirer og stikker til sidst et ark frem mod Tom. Han kigger forvirret på det og leder ned over siden. – Kom her, siger Trine indigneret, – må jeg se. Ja, men sødeste, det er sgu da ikke den lov. Lad mig!
Hun håndterer deres lovsamling med en professionel kortspillers entusiasme og hurtighed, og efter fem sekunders søgen finder hun den rette tekst.
– Her, siger hun og peger. Hun ser triumferende ud, næsten som en Jeanne D´Arc, dog i en noget mere velnæret version. Tom må bøje hovedet akavet for at kunne læse stående. – Kan du ikke læse, spørger Trine og griner lidt. – Ha, ha, måske skal du have briller?
– Nej, det er bare vinklen, jeg kunne ikke lige se … – Så læg dig på knæ.
Hun kigger på uret og sukker lidt.
“… Institutionernes bestyrelser “bør så vidt muligt have en afbal anceret sammensætning af kvinder og mænd”, jf. ligestillingslov ens § 11, stk. 2. …”
Tom læser, og der står det, de lige har snakket om. Også at det kan få tilskudsmæssige konsekvenser, hvis loven ikke følges. – Ja, men betyder det, at vi SKAL vælge en kvinde til næste gene ralforsamling?
60
– Jeg er totalt ligeglad med, hvordan I gør det; I skal bare følge loven. Når I har fem bestyrelsesmedlemmer, skal de to være af modsat køn.
Hun lægger armene over kors foran, hvorfra de ikke kan falde ned uden videre, og ser på ham:
– I har måske besvær med i det hele taget at følge loven? – Neej, det mener jeg da ikke.
– Nå. For med de allernyeste bestemmelser skal I også se på de ansatte. Der skal også være ligestilling der. Jeg siger det bare for god ordens skyld. I har faktisk for mange kvinder ansat. – Og i bestyrelsen har vi for få?
– Det er glædeligt, at du har forstået det.
– Ja, men … ja, men så burde der vel egentlig være … – Tak.
61
15 Tak for kaffe og tak for besøget
Tom sætter sig bag sit skrivebord og føler kaos i hjernen. Cont rollerbesøget har udviklet sig anderledes, end han havde forestil let sig. Nu er der minimum to ting, der kan koste skolen penge. Måske tre. Og det efter så kort tids ansættelse.
– Nå, siger Trine, – vi må hjem igen. Georg, du pakker tingene sammen, mens jeg lige går ud og trækker frisk luft.
Trine svanser ud af kontoret med en håndtaske, mens Georg møjsommeligt begynder at samle det hele sammen og pakke ned i de to store halvkufferter, de har med.
– Hun er skrap, ikke, siger Tom og nikker mod den lukkede dør. – Men dygtig, siger Georg. – Skide dygtig. Det kan jeg love dig. – Jeg synes da, hun taler ned til dig.
– Det er bare hendes facon. Det mener hun ikke noget med.
Tom ser undersøgende på ham. Mener han det, eller vil han bare ikke udlevere sine synspunkter, fordi han er overjordisk bange for furien?
Hun vender tilbage og ser sig om. Døren ind til Bodil gider hun selvfølgelig ikke lukke efter sig.
– Har du nu husket det hele? Det kunne ligne dig at glemme no get, orm.
– Orm?
Det farer ud af Tom. Han har igen begået en brøler, for nu ven der Trine sig om mod ham og har en stemme, der er lidt højere, end han bryder sig om:
– Ja, orm sagde jeg. Ønsker du, at jeg også skal kalde dig, hvad jeg synes?
62
Tom ryster energisk på hovedet og ved egentlig ikke, hvorfor. Det kunne da være meget sjovt bagefter at vide, hvad hun mener om ham. Så stikker hun en slap vandret flad hånd med bagsiden opad frem mod ham, og da han tager den, hæver hun den op til hans mund i stedet. Hvad? Er det meningen, at han skal håndkys se hende? Han er så forvirret som aldrig før. Klemt af hendes formidable magt til at afgøre skolens økonomi bøjer han sig let fremover og berører hendes hånd med sine læber og bliver rød i ansigtet.
– Du har meget at lære, Tom. Da du er forholdsvis ung, kan du sagtens nå det, men – tag dig sammen!
– Sammen? Øh, jeg …
– Spil ikke ubegavet, mand. Hør dog, hvad jeg siger! – Javel.
– Farvel, Tom. Du vil høre fra ministeriet.
– Farvel og tak for besøget.
Hun vender sig om og stirrer på ham:
– Ja, det må du nok sige. Georg, fat kufferterne og kom.
Georg giver ham hånden, løfter med stort besvær kufferterne og skynder sig forpustet efter Trine. Toms ansigtsfarve vender lang somt tilbage til normal tilstand, mens han følger efter og standser
inde hos Bodil, hvor fru Skov vasker gulv. Døren ud til gangen lukkes i, og et rabalder lyder derudefra. Derefter en høj kvinde stemme. Endelig bliver der ro.
Ganske længe ryster han på hovedet:
– Hold – da – kæft, mand.
– Ja, hun var da vist noget for sig selv.
– Om hun var? Hold da kæft. Jeg har aldrig været ude for noget lignende.
63
Tom gengiver scenerne fra spisesalen, og Bodil og fru Skov gri ner. Tom kan godt lide at genfortælle noget sjovt, han har ople vet, og af og til digter han små ændringer ind, der gør historierne endnu sjovere og ikke egentlig mindre sand. Nogle gange skal der fortælles med et ekstra fortællemodul, der hedder dramatiske de taljer, for at fremme forståelsen.
Det sker der ikke spor ved, for ofte er det jo bare hans egen iagt tagelse, der ligger til grund.
Og i hans første lærerjob lærte han det samme af forstanderinden. Bare en historie er god, så behøver den såmænd ikke at være sandfærdig. I hvert fald ikke så meget at det gør noget. Det giver ham også et ekstra kick, at de to lyttere ser på ham med strålende, lattermilde øjne. Nærmest beundrende. Tom mærker det tætte fællesskab, der er opstået over hans fortælling.
Bodil pakker sammen og tager hjem. Han går ind til sig selv igen. Døren går op, ingen har banket. Ind kommer fru Skov: – Hvad så, Tom. Det er noget værre noget med de der controlle re, ikke?
Tom nikker. Hvad kommer der nu?
– Det er træls, hvis skolen måske får trukket i tilskuddet. Det vil gå ud over dig. Men du har min støtte, Tom. Hvis der bliver no get med Hans Henrik, så skal jeg …
Hun sætter sig ved bordet, og Tom sætter sig over for hende, og hun fortsætter:
– Spørgsmålet er, om at vi alle støtter dig, så bestyrelsen ikke tænker, at det har han altså ikke styr på.
64
– Jeg er stadig ret uerfaren, forsvarer Tom sig hakkende og tø vende og gnider sig for ansigtet med begge hænder. – Men, – jeg tror da nok, at alle støtter mig? Det har jeg da …
Han hører fru Skov rejse sig, gå rundt om bordet og bøje sig ned mod sig, inden han kan nå at reagere. Hun lægger sin venstre arm bag hans hoved og er helt tæt på ham, og blodet viger fra hans ansigt.
– Så, du skal ikke være ked af det, Tom. Du bliver mere erfaren. Jeg hørte godt, hvad hende controllersken sagde til dig. Lad dig ikke gå på af sådan en …
– Øh, hvad tænker du på?
Tom tænker på, at det er en akavet stilling, fru Skov står i. Sådan lidt hængende ind over bordet og ganske tæt op ad ham mod hans overarm, og selv om han har rykket sig langt til venstre, kan han ikke flytte sig mere. Så vil han falde af stolen. På trods af at hun holder ham med sin venstre hånd.
– Du skal til at lære at begå dig. Jeg har blik for den slags. Jeg kan se, at du er charmerende og morsom at høre på, men du skal også agere – leder.
– Leder?
– Du skal være vores førstemand, Tom. Tage ansvar!
Han rejser sig op mod puderne. Bliver nødt til det. Hun viger en smule. Lidt mere. Men fru Skov har afskåret over to tredjedele af kontoret, så han har kun sit skrivebord tilbage. De leger land. Han husker fra sin barndom. En dolk i hånden, hugge i jorden, og man har erobret noget land i sandet.
65
Sætter han sig der, har hun ham. Frygten breder sig i hans krop. Hun følger ham hen mod skrivebordet. Hvad vil hun? Hvad kan hun finde på?
Så ringer telefonen. Det er Louise.
– Ja, hej, skat. Et øjeblik …
Han vinker fru Skov ud af kontoret med et sigende udtryk, og hun går.
Han har brug for at strække ben og få frisk luft.
På vej ud trækker han vejret dybt et par gange og ser tilfældigt gennem vinduet ind til det lille arbejdslokale ved siden af lærervæ relset Søren med en smøg i munden.
Bør han opsøge fru Skov noget mere? Ville hun så lade ham lidt i fred på kontoret? En tanke værd.
66
16 Det er godt med kollegiale samtaler
– Skal du nu derover igen? Tom! Prøv også lige at tænke på mig. – Åh, det tager ikke så lang tid. Jeg synes bare, de skal vide, hvad controllerne har sagt.
– De kan da ikke klage over, at du aldrig viser dig. Jeg synes næ sten, du bor derovre?
– Pussenus, altså. Jeg skal jo ind i det hele, ikke, og så må jeg jo vise mig meget, ikke? Du kan da gå med derover, der er simpelt hen så hyggeligt …
– Nej, det kan jeg ikke. Hvad så med Uffemanden? – Barnepige!
– Nej, ikke lige nu. Skynd dig, ikke? Jeg kunne godt tænke mig lidt hygge i aften …
Hun napper ham i bagdelen, da han går.
Ovre på skolen sætter han sig på lærerværelset.
Det er Per, der har vagten i aften. Per har lune og snakker ironisk, og somme tider siger han noget morsomt.
– Hvem er din makker?
– Anne har fået det dårligt, så Mette Maas har lovet at vikariere. – Det er da imponerende, at I selv kan ordne det.
– Ja. Hun tager så Mettes vagt en anden gang.
– Hold da op. Det er da vist mod alle regler. Bare fagforeningen ikke hører om det, hæ.
– Det tager vi ikke så tungt her.
Per snakker roligt til eleverne ligesom Birger og bliver aldrig vred. Tom har ikke set det. Per er en tænksom person, der har en aka demikeruddannelse, så i virkeligheden burde han nok rangere hø-
67
jere end dem med læreruddannelse. Men det tæller åbenbart ikke her. I de uskrevne love står der, at hvis man har en akademiker grad og er vellidt, det sidste er det vigtigste, kan man lige akkurat kile sig ind mellem dem med lærereksamen, der skal være fra et anerkendt seminarium og ikke Den fri Lærerskole, for de tumler bare rundt i manegen, og så dem, der har alt muligt andet. Sjovt nok får de sidste samme løn som de andre. Her har fagfor eningen fået sat arbejdsgiverne på plads. Ingen mulighed for at spare på lønkronerne ved at udbetale pædagogløn til nogen. Tom husker fra sin tid som elev på højskolen, at der var fire forskellige lønklasser til lærerne der.
– Har du det godt her, Per?
– Ja. Der er selvfølgelig altid lidt fnidder på bundlinjen, men hvor er der ikke det? Min kæreste har også lige forladt mig …
Han ser sørgmodig ud, men smilet dukker op, da han fortsætter: – Heldigvis. Ellers skulle jeg sige til hende, at vi to vist ikke passer sammen. Nej, du. Hun var sgu lidt for meget.
Per uddyber ikke, hvordan hun var for meget.
I det samme kommer Mette Maas ind og sætter sig ved siden af Tom.
– Pyh, nu trænger jeg til et lille hvil. De er sandelig oppe at køre i aften. Sig mig engang, er du herovre hver aften?
– Nja. I aften skyldes det nok, at vi har haft de to controllere på besøg i dag.
– Ha, du kommer sgu bare på grund af mig. Ja, eleverne larmer. Somme tider er de bare sådan. Hvad sagde controllerne ellers? – Jeg har sgi glemt at afmelde de to elever, vi sendte hjem forny lig. Så var vi ikke berettiget til at få tilskud til dem.
– Nå, for pokker. Men, Tom! Det kan jo ske for enhver.
68
– Ja, det skal du ikke tage så tungt, supplerer Per og går ud på gangen.
Mette smiler til ham og klapper ham på kinden. Det gør ham for legen. På den anden side vil han ikke være uvenlig eller uhøflig, så han smiler tilbage. Åbenhed, ærlighed, tillid.
– Ja, men jeg kan da godt lide dit åbne, ærlige, friske og humør fyldte sind. Og Per er da herligt ironisk og fuld af lune, ikke lune fuld, for det er noget andet.
– Du kan noget med ord, hvad? Men de der controllere! Uha, uha! Du kommer nok ud for meget som forstander. – Man ved aldrig, hvad der venter en.
Han tænker på fru Skov. Mette rejser sig, og idet hun passerer ham, bøjer hun sig ned og giver ham et kindkys.
– Sådan noget for eksempel, siger han og griner til hende.
Hun standser og ser på ham. Så bøjer hun sig igen ned og planter et blødt kys på hans læber.
– Du kan også få det sådan.
Tom stritter ikke imod. Hans hjerne registrerer, hvad der sker, men han er paralyseret. Mette danser ud af lærerværelset med sine herostratisk stramme jeans, der ikke viser en fold, en rynke eller så meget som et hårs afvigelse i den glatte overflade.
Da han går hjem, får han dårlig samvittighed. Gik hun over stre gen der, og lod han hende gøre det? Skulle han have sagt, at det var for meget? Overskred hun trods alt de uskrevne regler her?
Eller er det sådan, at her krammer og kysser man mere frit og utvunget, end hvor han kommer fra?
69
På den anden side var der Trine, der ville håndkysses. Og var der ikke en, der kindkyssede her forleden før et møde? Som jyde er han ikke helt kendt med sjællandske forhold; jyder hånd- eller kindkysser ikke i den helt store stil, ham bekendt. Det ville være noget kavt.
Han tænker også på Mette Maas fra sidste aften og hendes leden efter den blyant. Det slår ned i ham, at hun lå sådan med vilje. Der er mange måder at bøje sig ned og hente noget under en sofa på.
Han bliver en smule hed i kinderne. Hvad er Mettes dagsorden? Han må indrømme, at han føler sig tiltrukket af hende. Både hendes udseende og hendes friske, naturlige facon. Hvad med fru Skovs dagsorden? Føler han sig også en smule stolt? Han leder efter det rigtige ord. Attrået? Pjat med dig, mumler han til sig selv. Opblæste nar. Det er sgu det, han er.
Da han lidt senere ligger i sengen med Louise, kan hun ikke und gå at bemærke bagefter:
– Jeg skal da nok lige love for, at du er i stødet for tiden. – Hvad mener du, skat?
– Tom! Du plejer at være mere hensynsfuld, altså du ved, hvad jeg mener. Nu tæsker du løs som en 17-årig.
– Det er sgu da, fordi jeg er så vild med dig, svarer han og klem mer blidt hendes bryster.
Måske har han fået ekstra vitaminer. Hm.
– Jeg tror, du befinder dig godt her i dit nye job.
– Det begynder at ligne noget, indrømmer han.
70
17 Løb er godt for krop og sjæl
Hver morgen løb Tom mellem fem og syv kilometer. Fra den gamle skole er han vant til at dyrke sport, spillede fodbold, bad minton og dyrkede svømning. Vant til at udfordre kroppen fy sisk.
På et tidspunkt opdager han, at hans dag har ændret sig markant. Arbejdet med forstanderjobbet er så interessant og krævende, at han rent ud sagt glemmer at dyrke idræt.
Han stiger op på vægten og ser tallet, bemærker den lille udspil ning af maven og beslutter sig for at gøre noget ved det. Han be gynder at løbe, og det er bedst om morgenen. For efter badet fø ler han sig frisk og klar til dagens udfordringer på en helt anden måde.
Han finder en god rute, og han kommer relativt hurtigt efter det og mærker, at kroppen fungerer, som den skal. Han vænner sig til at løbe, mens der er morgensamling. Det er sjældent, hans tilste deværelse er savnet, og så dukker formanden naturligvis op. – Jeg var lige forbi her til morgen, men du var der ikke, Tom?
Tom forklarer.
– Men skal en forstander ikke være med fra starten? – Jeg synes, en forstander skal være med hele døgnet igennem, Hans Henrik. Jeg er der for eksempel minimum hveranden aften, hvor jeg deltager i livet so oder so.
– Ja, det lyder også godt; jeg syntes bare, at …
– Hvis jeg skal være der hver morgen, må jeg nødvendigvis være fraværende på andre tidspunkter, hvor det ville være mere ærger ligt.
71
Formanden accepterer modstræbende, synes Tom, og Louise er enig med ham:
– Selvfølgelig skal du da have lov at have et frikvarter, hvor du må strække ben og få frisk luft. Det manglede da bare! – Han er nok bare ikke vant til, at en forstander ikke er der fra morgenen af.
En morgen opdager han, at Mette Munk også er løber. Han hilser fornøjeligt på hende, og det gør ham glad. Flere fælles interesser er godt. Lidt efter møder han minsandten Ulrik, der er på vej i samme retning som Mette. Han hilser igen.
Måske er det ham, der har startet løbebølgen? Han bliver helt stolt over således at være gået foran med et godt eksempel.
På majestætens fødselsdag løber alle motionsløb, og Tom beslut ter sig for at løbe med. Han løber fra alt og alle, men indhentes alligevel af Klaus, der kommer fra Frederiksværk. Klaus er lang benet og løber uden at virke spor forpustet. De følges ad til må let, men Tom lader ham komme først over, mens han forpustet sagtner farten. Han har blodsmag i munden, så han mangler no get konditræning. Måske er Klaus hurtigere?
Flere elever ser anerkendende på ham, og han smiler glad tilbage og fremhæver Klaus og hans fortræffelige løbeegenskaber.
Resten af dagen er Tom i hopla humørmæssigt og smitter andre. Det føles, som om han altid har været forstander og haft det godt med det.
72
18 Administratorer af guds nåde
Tom rejser sig fra sit skrivebord. Han gnider begge hænder, går tilbage og sætter sig igen og kigger for syvende gang på flytningen af de to biblioteksherper. Hvis de flyttes, skal Per … og hvis han flyttes, skal Mette Maas … Og hvis hun … Nu må han da snart kunne få det på plads.
Han sukker opgivende og støtter sit hovede i begge hænder, da det banker på døren.
– Kom, siger han.
Ind træder Birger og Søren:
– Hej Tom. Der er lige en lille sag, vi godt ville drøfte med dig. – Nå, er det de der træsko? Men fru Skov mener jo, at … – Nej, nej, det handler ikke om træsko det her. Hul i dem. Nu skal du høre. Vi synes, at din administration kunne trænge til at blive styrket, så Birger og mig vil gerne foreslå, at vi overtager he le skemaudarbejdelsen, så du helt bliver fri for det. Du har sikkert masser at give dig til, så det bliver nok ikke noget problem. Vi er jo skemalæggere, men kun af det faktiske hovedskoleskema, der ligger fast. Ikke de ændringer der fra tid til anden skal ske. Hvad siger du til det?
– Det lyder da godt. Det er nemlig rigtigt, at jeg har en del om ørerne. For eksempel hvor controllerne gør mig og skolen livet surt. Måske får vi et hak i tilskuddet. Jeg har også lidt problemer med flytningen af nogle timer …
– Ja, det er ikke så ligetil at flytte timer. Det ved vi alt om. Og det der med controllerne er ikke godt. Slet ikke for dig som forstan der. Du har jo et stort ansvar.
Søren kigger på ham og over på Birger.
73
– Det er også derfor, vores forslag er så skide godt, Tom. Det vil aflaste dig ikke uvæsentligt.
– Jeg er begyndt at kigge på både tjenesteplaner og skema, men det tager noget tid at overskue det hele. Jeg kan se, at mange lære re får ekstratimer for ektratjanser. For eksempel får Per 40 timer for at passe motorværkstedet, og I to får 100 timer til at lave skema for.
– Klart nok. Ekstra arbejde belønnes.
– Så skal I vel også have ekstra timer for jeres forslag, som vel er en udvidelse af arbejdsområdet, og hvor skal vi tage de timer? – Ja, men kan du ikke se det: Hvis vi skal lægge skema, kan vi sgu nok selv finde de timer, ikke Birger? Eller klare det på anden vis.
Birger nikker og smiler. Han ser ud til at være helt med på den, og hans venstre hånd kører hele tiden op og ned ad buksebenet. Selv finde de timer lyder fint nok. Så vil det ikke koste skolen. Sø ren smiler over hele sit skaldede hoved. Hans stemme er croonet og smør-tenoragtig, og det får Toms tillid til ham til at vokse. – Fra hvornår synes I så, at det …
– Fra nu, for fanden. Det nye skema er hverken helt eller halvt færdig, og hvis vi for alvor skal ind i kampen, må vi i gang nu. Vi kan jo godt tillade os at sige, at vi er blevet forsinkede, fordi det med forstandervalget først skulle på plads.
– Så I plejer at lave lærernes skema?
– Ja, kun det. Selve udregningen af antal timer for hver lærer har altid hvilet på forstanderen, i hvert fald for den sidstes vedkom mende! I forvejen skulle vi tre i gang med at lave en aftale, men siger du ja til vores glimrende forslag, har du allerede én!
De griner højt begge to, og Tom skæver til det billede, der hæn ger på væggen, af forstanderen før ham. Poul Ingvardsen, står der
74
på messingskiltet nedenunder. En venligt smilende ældre herre uden ret meget hår på hovedet. Tja. Hårtab kunne meget vel blive resultatet af jobbet her. Men om mange år. Forhåbentlig. – Vi kan da prøve, siger Tom forsigtigt.
– Du er god at forhandle med, siger Søren og stikker en næve frem. – Jeg er sikker på, at vi to nok skal få alt på plads, når vi se nere skal forhandle tjenestetidsaftale og tillægsløn. – Ja, siger Tom usikkert og ryster hånd. Han havde ikke lige fore stillet sig, hvordan det skulle forløbe. På kurset for nye forstande re kan han lære sådan noget. Men det kursus er først om en må neds tid. Han skal godt nok lære meget på de kun to dage, det va rer.
Birger klapper ham også på skulderen:
– Det er sgu godt, vi fik dig som forstander.
– Kan jeg lige få dig til at underskrive dette stykke papir, Søren? Det omhandler, du ved, de ældres ansættelser. Omklassificerin ger. Fra ministeriet. Ja, der kommer sgu så meget. – Øh, ja, hvad æh …
– De skal bare omrokeres til de nyeste ansættelsesforhold. – Nå ja. OK. Jeg sætter min signatur her.
Tom synes, de alle er så flinke her på skolen. Det vil ikke blive noget problem at forhandle tjenestetidsplanen til næste år. Han læner sig tilfreds tilbage og strækker armene mod loftet. Åh, det er ikke så tosset at være forstander.
Lidt efter banker det. Det er nok dem igen.
Det er det ikke.
– Hallo, Tom, har du tid et øjeblik?
Ronald sætter sig uden videre ved det runde bord:
75
– Du må forstå en ting, Tom. Den aftale, at Søren og Birger skal lave skema, gjaldt kun indeværende skoleår. Vi har endnu ikke snakket om, hvem der skal lave det til næste år, hvilket jo snart skal til at ske. Du ved, på grund af alt det der med forstanderan sættelsen. Jeg så lige, de kom ud herfra, og jeg kan tænke mig, hvad deres dagsorden var.
– Nå? Øh, det sagde Søren ikke noget om. At …
– Nej, det vil jeg tro.
– Men hvorfor siger du det til mig? Skal I ikke bare have det aftalt på lærermødet?
– Fordi er det er forstanderen, der leder og fordeler arbejdet. Så du skal udpege de mennesker, der skal være hjælpeadministrato rer for dig i kraft af, at du ikke har en viceforstander. – Nå, sådan. Nå, for fanden. Men er der andre interesserede? – Jeg vil gerne, og måske vil Per også. Jeg synes bare ikke, at de to herrer, Søren og Birger, skal have al magt på denne skole. – Har de da det?
Tom ønsker sådan set bare at få det bekræftet, som han i længere tid har haft en anelse om. Man skal jo være både døv og blind, hvis man kan undgå at lægge mærke til, hvem der snakker, tager initiativer og ret åbenlyst styrer en masse. Hvem der kører med klatten.
76
19 Forstanderen bliver snøret og tørret
Tom søger at lyde en smule overrasket. Ronald må forstå, at der er meget, Tom ikke ved og endnu mere, han ikke fatter, og derfor ikke kan tage ansvar for.
– Luk øjnene op. De dikterer vejen og livet her. Deres dikkende lammehaler, du ved, Mette Munk og Mette Maas bakker dem op i et og alt, og de fleste af os andre siger ingenting.
– Fru Skov gør da.
– Fru Skov og min bare røv! Hun prøver da også bare at sætte sig på dig.
Tom kan ikke lade være med at grine, men undlader at afsløre sin drøm, der nu har fulgt ham et par nætter. Han vågner altid med et gisp og et sæt og kan ikke få luft og har fornemmelsen af, at en eller anden sidder på ham. Det kan godt være fru Skov. Størrel sen bekræfter det.
Ronald prøver at være inderlig omkring sin vrede over for de to. Han krammer dog ikke, hvilket Tom sætter stor pris på. Han sy nes at have rigeligt i forvejen.
– Har du noget imod, hvis jeg tager Bella og hendes hvalpe med i denne uge? Jeg har svært ved at slippe dem.
– Så du har hund, og den har lige fået hvalpe?
– Jeps. De kan bare løbe rundt nede i motorværkstedet. Der er jo ikke undervisning om formiddagen.
– Det skulle der ikke være noget i vejen med.
– Tak, Tom.
Da han senere forlader skolen for at gå hjem, støder han ind i Birger.
77
– Hold op, hvor har vi arbejdet hele eftermiddagen med skemaet, kan du tro. Vi tror, vi kan få det til at gå op.
– Men, Birger, jeg hører, at I slet ikke er valgt til jobbet, at ske malæggerne vælges for et år ad gangen, og I sidder kun for dette skoleår.
– Du har jo selv accepteret os, ikke? Vi var da inde hos dig, ikke? Og du nikkede og sagde ja, ikke? Vi spurgte dig direkte. – Ja, men jeg vidste jo ikke, hvad jeg nikkede ja til på det tids punkt.
– Jeg synes da ellers, vi forklarede os så godt som muligt. Jeg havde i hvert fald klart en følelse af, at du forstod det, ven.
Tom nikker.
– Se, nu nikker du igen. Er du helt sikker på, hvad du nu nikker til.
Tom forsøger at grine, men det bliver en lidt underlig fætter til det kunstige smil, han får arbejdet op.
– Jeg er ikke altid så hurtig i vendingen. Det må I bære over med.
Birger smiler og står lidt.
Efter et par høflighedsfraser hilser han af og går ind til sig selv. Louise er endnu ikke kommet hjem, og Tom smider sig med avi sen i en stol. Om lidt skal han hente Uffe.
Han stirrer på overskrifterne, men de giver ikke mening. Hele ti den er den største artikel den om skemalæggerne. De snørede ham, gjorde de.
Han tager telefonen.
– Søren.
78
– Tom her. Søren, den går ikke, den der i dag. Jeg anede ikke, at skemalæggerne skulle vælges fra år til år. I tog nok lige røven på mig.
– Sludder, Tom, tog røven! Jeg har da aldrig … det er alt for stærke ord. Du var ganske klar over, hvad du gjorde. Jeg havde jo også fortalt dig, at vi ikke kunne komme i gang med skemaet, før det der var på plads. Altså, jeg syntes klart, at vi spurgte dig, om vi skulle lægge skemaet.
– Jo, men jeg kender jo ikke forudsætningerne, vel? Jeg vidste jo ikke, hvordan reglen er.
– Jeg synes, vi forklarede dig dem, men måske har vi ikke været tydelige nok så.
– Jeg er lidt langsom i opfattelsen …
– Det skal du da heller ikke straffes for. Men, altså, som sagt: Jeg og heller ikke Birger er det mindste i tvivl om, at du mente, vi godt kunne bestride skemalæggerjobbet.
– Det mener jeg virkelig også, at I kan, så …
– Fint, Tom. Nå, jeg må løbe.
Tom lægger på.

79
20 Flere problemer
Næste dag står Tom uden for døren ind til lærerværelset. Den er mod sædvane lukket lidt i. Ikke helt. En sprække er der. Han skal lige til at gå ind, da Mette Munks stemme lidt overraskende når ud til ham og får ham til at standse:
– Ja, men hvordan ku´ du gøre det, Søren?
– Nej, men for fanden, og jeg har hverken lod eller andel i det. Han havde pludselig det her stykke papir, og jeg tænkte, nå, ja, det har vi jo snakket om …
– Det betyder, at Ronald, Muusmann og jeg går ned i løn! – Nååå, gør det nu også det?
– Ja, for fanden. Se her meddelelsen fra foreningen.
Tom lytter, men de siger ikke mere. Så åbner han døren med brask og bram og hilser på dem. De klapper i; Mette Munk pak ker et stykke papir væk og tager en appelsin fra skålen og begyn der at pille den. Ved vinduet står Per. Søren sidder overfor. Ingen siger noget.
– Nå? siger Tom, men ingen hopper på det nå. Han tager sit krus og skænker sig lidt kaffe ude i tekøkkenet.
Da Munken har pillet færdig, tager hun ordet, mens hun lægger det ene nylonstrømpeben hen over det andet og putter appelsin i munden:
– Altså Tom, det der træskoforbud, hvad gør vi med det? Jeg tro ede ikke, du var med på den?
– Hvad? Jeg er vist ikke helt med på den …
Per fniser:80