Mads Boss har planlagt denne skaldyrsaften

og der er fuldt optaget. Mads, restaurantchef og ejer af  Restaurant Bryggen, er her og der og allevegne for at sikre gæsternes velbefindende.

Fire spændende timer ligger foran gæsterne

I lokalet ved siden af der samtidig privat fødselsdagsfest, så Bryggens ansatte har travlt!

Menukortet ligger klart …

… og der er skænket lyserød champagne fra Henri Giraud i glasset

Ouverturen

består af råreje Ceviche, østers a la DM og crispy råreje. tre lækre mundfulde.

Næste ret er kniv- og kammuslinge ceviche

nydeligt serveret i store konkylier. Hertil hvidvin fra Henri Bourgeois, en meget tør sancerre.

Hjemmelavet brød med hjemmekærnet smør

til jomfruhummertatar med blomsterkål og crispy kyllingeskind og hertil en Riesling fra Nik Weiss, Mosel.

Claus Esmark fortæller om vinene

Han repræsenterer Kjær og Sommerfeldt og afslører en imponerende viden. Han smiler lidt:

– Jeg ved godt, at som aftenen skrider frem, bliver lytningen nok lidt mindre koncentreret, så jeg skal nok fatte mig kort!

Det lytter Ingrid Marie og Eigil meget opmærksomt til.

– Vi er her,

fordi vi vil have en god oplevelse, siger Ingrid Marie. – Jeg synes, det er en meget fin restaurant, og vi ville ikke gå glip af denne aften. Vi var her også til vildtaftenen.
– Det er jo noget usædvanllgt godt mad, vi får! Og at få vin, der passer til maden, er en stærk oplevelse! Hold da op, og som de knokler!
Et par tjenere haster i det samme forbi.
– Jeg har glutenallergi, og om lidt får jeg brød uden gluten. Det klarer de også!

Glutenfri brød

Brødet kommer lige efter, og Ingrid Marie smager på det:
– Det smager godt! Selvfølgelig, havde jeg  nær sagt.
– Kan du forstå Mads´ norske?
–Jooo, nu har min bror boet i Norge i 30 år, så det hjælper en hel del! Man kan også høre, at han laver sit sprog om i retning af det danske! Men selvfølgelig – man får nok ikke alle ordene med!

Pølse i brød

står der på menukortet. Pølsen er helt usædvanligt lavet af blåmuslinger, blåmuslingemayo og hjemmelavet ketchup.

Vinen er en Chardonnay fra Californien, Santa Barbara County.

En kop te

Selvfølgelig lavet af kammuslinger! Den smager særpræget og udmærket. Din udsendte har aldrig smagt kammuslingete. Aldrig.

Sidste hovedret er mørksej og hummer

Velsmagende og med den helt rigtige rosévin til, der hedder hviskende engel fra Côtes de Provence.

Claus Esmark fra Kjær og Sommerfeldt  fortæller om rosévinen fra Provence, at den har været fremme de sidste otte-ni år:
– Den fik for alvor sin debut, da Ruths Hotel begyndte at gå hen over skærmen på TV2. Flaskerne her fås i størrelse helt op til ni liter! Kvaliteten er fantastisk! Det er den blødeste rosé, jeg nogensinde har smagt! Den har ikke fået fad, men en næringstid på 12 måneder i ståltanke, som rummer 6.000 liter. Den har trukket rosévinniveauet op. Læg mærke til farven! Det er ikke meningen, den skal være skrigende rød. Det er den heller ikke.

Dessert

Selvfølgelig – også – lavet af kammuslinger! Dog passende sødet af karamellisering, sorbet, en kunstfærdig kardemommekiks og citronfluidgel.

Den skulle naturligvis akkompagneres af sød vin, nemlig Hetzolo Tokaji Late Harvest.

Klokken er henad 23.40, inden vi er helt færdige med de mange retter. Vinene blev skænket med rund hånd, og hver enkelt blev gentaget. Ingrid Marie og Eigil nikker samstemmende:

– De kan bare komme an med sådan en aften igen! Så skal vi nok være der!

Mads kan ikke oplyse, hvilke og hvornår der kommer nye initiativer, men lover, at de kommer!

Ingrid Marie og Eigil er enige om, at han og de ansatte alle har ydet en maratonpræstation i aften. Plus alle forberedelserne til sådan en aften. Med store smil og venlighed har de betjent alle os gæster på forbilledlig vis. De skal især fremhæves for at have et øje på hver finger. Rækker man hånden op, er de der med det vuns.

FAKTABOKS

Restaurant Bryggen – anno 2019 – ligger godt; købt i 2019 af Mads og Sisse.
Køkkenet er nordisk og ordentlig mad.

Her deles man om maden omkring bordet.

På den måde får du følelsen af at spise hjemme, selvom du er ude.

Det sociale aspekt er i højsædet, og det er tilladt at række ind over og sende rundt, så alle får smagt lidt af alle herlighederne.

Ejerne af Restaurant Bryggen er ægteparret Mads Hansen og Sisse Andersen.

 

Sisse Andersen er udlært på Klimens Catering i Aarhus. Siden har hun arbejdet som hovmester og tjener på Tango Bar & Køkken i Stavanger og været kantineleder for ISS i Oslo.

Mads Hansen er nordmand og udlært på Fossheim Turisthotel i Lom. Han har blandt andet været en del af kokkelandsholdet og har deltaget i- og vundet en del konkurrencer for sin kogekunst. Heriblandt norgesmesterskaberne i tapas og klippfisk, kokkekunst samt Årets Masahirokok

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg