Åh, altså, kvinder! (og piger)
24 delvist realistiske historier,
hvori hunkønnet spiller hovedrollen. Når du har læst dem, følger 51 andre historier, hvor mænd udgør vigtige brikker.

Fucking Guldbarre

Da jeg var en kun 15 årig teenagerpige, stod jeg en dag i en lille købmandsbutik, næsten kun en kiosk, og skulle have to appelsinvand til mig og min veninde.
Købmanden var en ældre, meget venlig herre, der gjorde, at vi altid handlede netop her. Han behandlede os med høflighed, som om vi betød lige så meget som rigtige, voksne kunder og ikke bare var nogle halvvoksne tøser midt mellem pubertetsfnis og barselsorlov. Han var lidt distræt og kunne godt gå efter en ting og komme tilbage med noget helt andet.
Som i dag. Han kom tilbage med to øl, og jeg sagde smilende, at det var appelsinvand, jeg bad om.
Så gik han igen. Imens ventede jeg.
Jeg havde godt registreret stablen af Guldbarrer, der var opstillet på disken. Øverst lå den med nødder, som jeg specielt godt kunne lide. Pludselig fór min højre hånd op af lommen på frakken, nappede en Guldbarre og fluks ned i lommen igen.
Købmanden kom tilbage med de to vand, som jeg betalte for, og så gik jeg.
Med min fucking Guldbarre.
Til at begynde med fløjtede jeg. Så holdt jeg op med det. Jeg skulle skrive stil senere på eftermiddagen og fik den ikke skrevet. Jeg skrællede kartofler til aftensmaden, det var min tur, men gik i stå efter de første to. Jeg gik forbi min frakke ude i gangen og skævede til den flere gange. Jeg stak hånden ned i lommen, men brændte mig og hev den lynhurtigt til mig igen. Jeg vågnede mange gange om natten, hvad jeg aldrig plejede.
Næste dag gik jeg hen til købmanden med den brandvarme Guldbarre i lommen.
Døren var låst, alt var lukket. Det forstod jeg ikke. En nabo kom forbi, og jeg spurgte, hvorfor butikken var lukket.
– Ved du ikke det, lille ven? Købmanden døde i nat.

Nu har jeg Guldbarren pakket ned i en luft- og vandtæt emballage forseglet i en lille plastikdåse, der kun kan åbnes med vold. Da vi blev gift i sin tid, fortalte jeg min mand, at jeg havde én hemmelighed, og den måtte han aldrig spørge til, for så var det jo ikke en hemmelighed længere. I mit testamente står der, at denne plastikdåse skal uåbnet med mig til sin tid i graven som det eneste.
Det varer måske ikke så længe mere. Min 64-års fødselsdag blev fejret i går.

Slagterens kone

Klokken bimlede på den der særlige måde, som kun fandtes hos slagteren. Var der ikke kunder i butikken, tog det som regel et par minutter, inden konen kom med sit hvide, snavsede plastikforklæde overfyldt med blod og slim og fedt og stillede sig op med begge hænder på disken og så spørgende på én.
– Ja?
– Jeg skulle have noget kalvemørbrad.
– Ja, so har vi den der majet mør.
Hun var helt stoneface. En eller anden gud havde moret sig med at mejsle hendes ansigt ud i marmor, og så er det ret klart, at smilerynker, øjenblink og panderynker ikke var synlige.
Hun bøjede sig frem i vinduet og tog en mørbrad med fingrene.
– Hvo majet skal du den ha?
Hendes tyske accent kunne ikke skjules. Det prøvede hun heller ikke på. Ja, faktisk så hun ud, som om hun var stolt over at have den. En hårlok faldt ned i panden, og straks kastede hun hovedet tilbage i et forsøg på at få den på plads igen.
– Elles noget?
Hun pakkede mørbraden ind i papiret og tørrede fingrene i forklædet, tog imod pengene og gav tilbage. Alt sammen uden smil. Uden at se interesseret ud. Hun lignede én, der var pisseligeglad med alle kunder.
– Sodan.
– Farvel.
– Farveller tak.
Det sagde hun i det mindste. Farveller tak.
Hvis det var slagteren, der ekspederede, var der andre boller på suppen. Han smilede venligt til én og snakkede, som om man var en særligt vigtig kunde i hans butik. Han var en lille, rar mand, der glad og gerne skar prøver af kødet, så man lige kunne smage.
Hvis konen var der, var han anderledes. Mere fåmælt, tavsere, men der hang stadig noget venlighed over ham.
Når man bor i en lille by i udkantsdanmark, kan man godt blive en smule ærgerlig over, at slagterens kone er sådan en kold skid. Hva fanen. Burde vi ikke være interesseret i hinanden herude ved det barske Vesterhav? Kunne hun ikke i det mindste simulere en smule venlighed over for kunderne?
Godt nok er der mange turister herude om sommeren, og dem behøver man selvfølgelig ikke være specielt venlige overfor, og det skal siges til slagterkonens ros, at hun ikke gjorde forskel. Uanset om de var danskere eller hendes landsmænd fra sydligere egne behandlede hun alle lige skidt.

Jeg nævnte det over for Claus, der havde boet her i mange år. Jeg var nærmest tilflytter og var kommet til byen for lidt under et år siden.
– Åh, sagde han, mens han kneb det ene øje underligt i, det tager du såmænd ingen skade af.
Jeg skulle til at protestere, da han fortsatte:
– Du ved nok slet ikke, at slagterens kone er møj interesseret i mænd.
– Hvad? Jeg måbede over den oplysning.
– Ja, hun har da en hjemmeside, hvor hun tilbyder mænd sex. Sådan.
– Hvad siger du da? Sex? Slagterens kone?
– Ja, og – han sænkede stemmen helt unormalt for ham – det er hård sex.
– Hård sex?
Jeg blev mere og mere forvirret og forundret.
– Med pisk og håndjern og sådan noget, man kan købe i København. Jeg tror sgu ikke engang i Århus.
Lettere rystet forlod jeg Claus.
—
– Ja?
– Jeg skulle have noget kalvemørbrad.
– Ja, so har vi den der majet mør.
Hun var kommet ind fra bagbutikken iført en stram sort trikot med røde flanger op langs de svulmende bryster og en hundepisk i hånden med sin mand, slagtermesteren, kravlende bagefter kun iført hundelænke. Stonefacet så uendelig uinteresseret på mig. De lange vipper rørte sig ikke. Som en knurrende køter vippede pisken lidt op og ned.
Ansigtets to øjne fikserede mig et stykke tid, indtil jeg slog øjnene ned. Så slog hun et slag med pisken.
Hun bøjede sig frem i vinduet, bagdelen vibrerede, og hun tog kælent en mørbrad med begge hænder og strøg den langsomt fra den ene ende til den anden.
– Hvo majet skal du den ha?
Mens hun sagde det, stod hun stadig en smule foroverbøjet, så de brede hofter efterlignede græske søjler, mens bagdelens to buer brølede opad mod mig. Den sorte trikots nedadhængende frugter truede med at mase kødudstillingen til hakket flæsk med striber.
Hårlokken faldt ned i panden, og hun lod den hænge, mens hendes sensuelle øjne træt hægtede sig i mine.
– Var der elles noget?
Hun pakkede mørbraden ind i papiret og tørrede fingrene langsomt og omstændeligt i køkkenrullen på disken stadigvæk med sine kolde fiskeøjne borende sig ind i mine, tog imod pengene og gav tilbage.
– Sodan.
– Farvel.
– Farveller tak.
Smak. Pisken smældede, hørte jeg, da jeg var på vej ud.
– Kom så, hund!
Den lille, rare mand, hun var gift med, og som var den egentlige slagter, og som nok var glad for sin importerede Mata Hari, kravlede sagtmodigt efter hende:
– Vuf!

Veldrejet proptrækker savnes

Kirstine bandede lidt, mens hun ledte efter en proptrækker. Leo var siden brylluppet ude for første gang og spille golf i den lokale klub og havde sagt, at han var tilbage lidt over ni. Nu var klokken syv, og hun kedede sig, men hun havde selv givet ham lov.
Der var næsten ingen møbler i deres nye lejlighed bortset fra en seng og sofa, og de var knap nok færdige med at male indvendig. Flere weekender var gået med dette projekt, og snart kunne de flytte ind for alvor og komme til at bo i dette rolige kvarter med mange ældre mennesker.
Da Kirstine ikke havde noget at fordrive tiden med, ville hun i det mindste drikke et glas vin, mens hun løste en sudoku i en gammel avis med malerpletter.
Hun fandt ingen proptrækker i nogen af de tomme køkkenskuffer. Ærgerligt rejste hun sig med sin flaske rødvin og gik udenfor og så sig rundt.
Hun ringede på hos naboen, som hun ikke havde mødt endnu.
En dame lukkede op. Kirstine præsenterede sig med samt sin rødvin og bad om at måtte låne en proptrækker.
Naboen stirrede på hende og vendte sig mod stuen.
– Poul Erik, det er den nye nabo, der vil låne en proptrækker, har vi sådan en?
En alvorlig mand i hvid undertrøje med en avis i hånden kom frem og rystede på hovedet.
– Nej, sådan en har vi ikke. Forstår du, vi drikker ikke.
Han pegede på Jesus, der hang på væggen.
– Nå, nej, sagde Kirstine fåret. – Klart nok.
– Men Storgaard har garanteret én, sagde Inge og pegede over mod genboens hus.
– Kom! Men sig ikke noget om motorcykler, han hader fart og tempo! Og blod kan han slet ikke med! Og en ting mere, men den kan jeg ikke komme på.
Hun gik foran Kirstine, der fulgte lige efter med flasken i hånden, og sidst i feltet var Poul Erik med sin avis. Inge havde overtaget styringen, og Kirstine kunne ikke længere trække sig ud af projektet.
Inge bankede på Ferdinands dør.
– Han er gammel og hører dårligt, men du skal bare tale højt, sagde hun til Kirstine.
– Dav, Ferdinand. Har du en proptrækker? Råbte hun.
Hun pegede på flasken.
– Jo tak, sagde Ferdinand. – Kom endelig ind!
Han forsvandt og kom lidt efter tilbage med fire vinglas, som han satte på spisebordet.
– Nej, Ferdinand, proptrækker! Proptrækker! Inge råbte ind i øret på ham.
– Ja, ja, du behøver ikke at råbe sådan, jeg er jo ikke helt døv. Ferdinand rystede på hovedet. Han så ud, som om han ikke forstod, hvad hun mente.
Men Kirstine havde nu ikke tænkt sig at dele flasken med det halve af gaden og var sådan set bare interesseret i at få den åbnet, så hun henvendte sig til Inge:
– Jeg tror ikke, han har én! Ved du hvad, jeg går bare hjem igen lige så stille…

Inge ville ikke opgive, og hun trak Kirstine med ud igen.
Ferdinand tog sine fire glas og fulgte efter dem.
– Vi går ned til Ingeborg Klit, som er lidt senil.
Over for Ingeborg i det store, røde hus, der var døbt Søndre Vosborg, så Kirstine en mand glo ud af vinduet i det samme på processionen, der drejede over mod Ingeborg.
De bankede på hos fru Klit.
Ingeborg lukkede op og så måbende ud. Kirstine måtte medgive hende, at her stod et sælsomt selskab bestående af Inge, Poul Erik iført hvid undertrøje med en avis under armen, en fremmed dame med en flaske rødvin og Ferdinand Storgaard med fire glas.
I munden på hinanden søgte Inge og Kirstine at forklare Ingeborg, at de blot manglede en proptrækker. Kirstine syntes efterhånden, det hele udviklede sig faretruende pinligt, men nu skulle det være. Hun trængte sig lidt ind foran Inge, mens hun pegede på sin flaske og løftede den, så Ingeborg kunne forstå, hvad hun gerne ville. Hun så tilbage på Storgaard, så han også kunne forstå det.
Ingeborgs øjne blev større og større. Pludselig greb hun en af de mindre flot bemalede blomsterkrukker fra trappen ved døren og knaldede den ind i alkoholikerens bortvendte hoved, mens hun råbte:
– MORGENRØDEN ER OVER JER!
Kirstine sank sammen på trappen ved siden af den knuste lerkrukke med blodet strømmende ned over ansigtet.
Ferdinand tabte sine glas og skyndte sig nervøst at samle stumperne op, men skar sig temmelig meget.
Mens Inge hjalp Kirstine på benene, brugte Poul Erik avisen til at tørre blodet af Ferdinands fingre. Ferdinand værgede for sig og kæmpede mod Poul Erik og fik da også tværet en god del blod af i hans ansigt samt ned over den hvide undertrøje, hvorved der helt tilfældigt dannedes et kors. Blodet blev åbenbart Ferdinand lidt for meget; han kastede op og fordelte sit maveindhold ud over de andre.
Ingeborg havde smækket døren i og låst den. Overfor stod de to genboer og stirrede ud på det liv, der så pludseligt foldede sig ud.
I det samme kom en hjemmesygeplejerske kørende til Ingeborg og ringede straks 112, det hele lignede en kø af slagsmålsfulderikker foran et diskotek, og her gjaldt det om at handle resolut, bestemte hun højlydt.
Ambulancer og politi ankom hurtigt med fuld udrykning, og genboerne var ude for at fortælle politiet om deres iagttagelser, og de lagde ikke fingrene imellem.
Undervejs meddelte ambulanceføreren hospitalet, at de var på vej med et noget beruset og ildelugtende selskab, der havde været i slagsmål, og at gennemsnitsalderen var et godt stykke over 60, og at der ikke var nogen i selskabet, det var værd at redde. Om han ikke lige så godt kunne køre dem alle på krematoriet?
Det skrattede i forbindelsen, men Kirstine hørte godt, at de bad ham endelig tage basser med til kaffen.
Overlæge Dr. Med. et Skiz. Hans Röntgenblicks udredning viste dog heldigvis, at det mest var overfladiske skrammer, Kirstine havde fået. De havde flere problemer med Ferdinand, der lød til at være stærkt berusede. Han opførte sig så underligt, at overlægen besluttede at udpumpe ham på stedet, og det blev ikke bedre, da Hr. Storgaard mærkede slangen, der skulle ned i halsen på ham. Der måtte tre portører til at holde ham.

Leo kom hjem i fortræffeligt humør en times tid forsinket.
Han fløjtede, da han lukkede døren op og kaldte:
– Suuuuussssi! Hvor eeeeerr du?

Hun lå inde på sofaen.
– Hej skat! Har du kedet dig? Så skal du bare høre, hvad far her har oplevet! Jeg fik en fjerdeplads! Og se: jeg vandt sgu en proptrækker!

Plejehjemmet på tur til Thylejren

Musses højre pegefinger gik op og ned, mens hun talte beboerne. Så vendte hun sig mod Ole:
-Kør!
Katrines mundvige hang nedad, Svend Aages læber tegnede to parallelle streger, mens Stine stirrede ud ad vinduet. Ikke én havde denne gang bedt om ”Solskin om bord”.
-Hvorfor kan vi ikke komme på Kirsten Kjærs Museum?
-Det var vi jo snakket om, Anne. Fordi vi har været der de sidste tre år, behøver vi jo ikke igen i år. Nu skal vi prøve noget nyt!
-Hvem fanden gider se på de awekatte?
Hans Peter fnysede. Ved siden af ham rejste Peter Anton sig halvt op, mens han løftede en knytnæve op mod Musse:
-Ja har kraftedme aller vært mæ til noed lignende.

Musse ignorerede ham. Hun vidste godt, det ophidsede ham yderligere, men det nyttede ikke noget.
-De har også malerier i lejren, prøvede hun.
-Vil du´t ski´, kom det lavt fra Stine.
-Jeg skal tisse, kom det længere nedefra.
-Dorothea, har du ikke ble på?
-Jo da, men derfor skal jeg da tisse alligevel. Nu gør jeg det.
Hun rejste sig lidt op fra sædet med hænderne støttende på armlænet, og hendes ansigt gik fra det furede og rynkede til det mere afslappede.
Stine, der sad ved siden af på vinduespladsen rykkede tæt op ad ruden.
Bussen rullede ind i lejren, men Musse kunne ikke få de gamle ud. Med armene over kors og sure miner over hele linjen nægtede de.
En frisk, yngre herre sprang op i bussen og råbte frejdigt:
– Velkommen, det var da dejligt, at I ville besøge os.
– Det ville vi sgu heller ikke, men vi sku!
Hans Peter så på Musse, mens han nærmest vrængede ordene ud.
– Nu starter vi med en kop kaffe og en småkage, så ser vi lejren bagefter.

Lejrbossen fik omsider den modstræbende forsamling med ud af bussen og ind i en bygning, hvor der var dækket op.
Musse syntes, at den unge mands læber formede ordene mugne mosefund. I virkeligheden sagde han til hende:
– Det skal nok gå. Vent og se.
Han fik ret. Allerede efter den første kop kaffe og småkage kom snakken i gang, og et mirakel skete: Først en lettere brise, så en bølge, siden en frisk storm af godt humør skyllede hen over de gamle og forvandlede dem.
Stine smilede og snakkede til højre og venstre, og Peter Anton sad helt afslappet, mild i mælet, agressionstømt.
– Vil I ikke ha en kage mere? Spurgte lejrbossen.
Jo tak, det ville de godt.
– De smager satme godt, mente Hans Peter og huggede lige to ekstra i sig, og de omkringsiddende nikkede og tog for sig, og Svend Aage begyndte at fortælle en sjofel vittighed om en flot bagperron, han lige havde set, men blev aldrig færdig, fordi der ustandselig var en grinen, så det ikke var til at få ørenlyd.
Da Ole kørte ud fra lejren, vinkede og skrålede de, som om de alle havde været til et noget løssluppent diamantbryllup:
– Musse du har en dejlig – indstilling. Det her vil vi fannerme også til næste år, er du ssssmed?

Svend Aages stemme var sløret, mens dem rundt omkring ham hulkede af grin og vrælede løs:
– Vi gider sgu aldrig mere på Kirsten Kjærs Museum! Deres småkager er det rene vand ved siden af Thylejrens!

Musse sad og smilede for sig selv. Hun havde fået en idé, der kunne revolutionere arbejdet med de beboere, der somme tider var alt for udadreagerende.
Hun krammede den lille pose småkager, hun havde i skødet.

Den korrekte indstilling

En hyggelig mumlen og snakken blev afbrudt, da Jakob kom ind. Han hilste med et nik på de nærmeste, rømmede sig og så sig rundt.
– Velkommen til Asylcentret. Velkommen til alle jer, der bakker op om et vigtigt element i vort samfund, at gøre tilværelsen en smule bedre for mennesker, der har været på flugt fra deres hjemlande, måske udsat for tortur og under alle omstændigheder altid har en masse lidelser med i bagagen. De trænger om nogen til lidt medgang i livet. Ingen flygter for sjov!
– Det er selvfølgelig meningen, at I skal melde jer ind i Asylcentrets Venner i dag.
Der lød spredt latter.
– Det kunne vi godt regne ud.
– Jeg har taget penge med.
– Det er sgu derfor, vi er her.
– Sammen kan vi gøre en forskel, og ved at melde jer ind, vil I være med til at bidrage seriøst og ordentligt til, at andre mennesker kan få det bedre.

Han så op og holdt pause. I det ene hjørne begyndte en at klappe, og snart havde det bredt sig til resten af det store lokale.
Ingelise så rundt og vurderede, at der var mødt flere end 200 mennesker op. Det var godt for sagen. Hun havde næsten ikke kunnet sove af nervøsitet for, at ingen ville møde op i dag. Tænk, hvis folk bare var blevet hjemme.
Hun sad og så tilfreds på den øvrige bestyrelse. Jakob var den fødte formand, og både hende selv og Karen og Anja var selvskrevne og var mødt trofaste op til de første planlægningsmøder. Som en selvfølge!
Men de kunne godt bruge et par stykker til.
Jakob blev færdig, og endnu flere klapsalver fulgte.
Nu var der kaffe. Mennesker med mørke hudfarver strøg ind med et væld af fade, hvorpå lå mange slags kager i alle afskygninger. Kaffe og te blev sat på bordene, og snart var der en lystig kaglen af stor og lille småsnak.
Efter et kvarters tid rejste Jakob sig igen og slog på sit glas. Stemningen havde været støt stigende, og han kunne næsten ikke trænge igennem latteren og stemmerne, men det var kun godt, skønnede Ingelise.
Det lykkedes.
– Vi vil præsentere jer for den foreløbige bestyrelse: Ingelise, Karen, Anja og mig selv, sagde hesten.
Igen klapsalver.
– Men vi kan godt bruge et par stykker mere. Der er mange områder, vi skal tage os af, og det er ingen hemmelighed, at jo flere vi er, jo bedre kan vi takle problemerne. Hvem har lyst?
Der strøg straks et par fingre i vejret, og Jakob sagde navnene, og Karen noterede ned.
– Johan, Marianne, … fik du dem?
– Ja, fortsæt endelig.
Der var munterhed, og alt gik som smurt.
– Og Elise …
– Elise?
– Ja, og ikke flere …
– Så er vi jo de syv, vi skal være, konstaterede Ingelise glad.
Karen bøjede sig frem mod Ingelise og hviskede:
– Nej, ikke for alt i verden hende. Det magter jeg ikke. Hun er halvtysker og den mest irriterende strigle i hele byen.
– Hende hvem?
– Hende den tykke Elise.
Ingelise fik travlt med at holde i kaffekoppen. Anja hviskede tilbage:
– Hold kæft, hende vil jeg sgu ikke have med. Så tror jeg, at jeg er den, der er skredet. Så vil jeg sgu ikke være med.
Jakob bøjede sig ned mod dem:
– Har vi nok?
– Det ved jeg ikke, sagde Karen og viftede ham af.
– Ja, men der er ikke flere, der har meldt sig.
– Nej, nej.
– Så siger vi tak for jeres indsats. Oppe ved indgangen, som så bliver udgang, sidder et par stykker og vil tage imod jeres indmeldelser og penge. Tak skal I ha´, alle sammen. Tak for i aften!

Der var allerede placeret fire mennesker ved et bord tæt på udgangen, og det var de helt rigtige til det job. Thomas og Martin skulle nok sørge for, at ingen slap ud uden at slippe slanterne, og Helga og Helle var ferme til at skrive navne og kvitteringer ned. Men hvorfor snakkede Karen og Anja sådan om Elise?
– Ja, men så har vi vel en god bestyrelse eller hvad?
Jakob så på Karen og Anja, mens lokalet langsomt tømtes.
– Nej, Jakob, det går ikke med Elise. Kender du ikke hende?
– Nej, det må jeg da tilstå, det gør jeg ikke.
– Hun er det mest forfærdelige, jeg har været ude for endnu. Hun er så intrigant og irriterende, så det gør ondt helt ind i hjertekulen, og hun vil ødelægge alt for os. Og så er hun bare for tyk. Det vil ikke se godt ud, når vi skal fotograferes sammen med udhungrede flygtninge.
– Nå, er det så slemt?
– Altså, Anja og jeg ønsker ikke at deltage i det her, hvis hun kommer ind. Så er det sagt.
Ingelise rejste sig og gik over til det bord, hvor Elise sad.
– Nå, har I fået kaffe nok?
– Ja, herlige kager, hvor er de dygtige til det. Helt anderledes end vores.
– Kommer jeg så med i bestyrelsen, spurgte Elise. Der sad en smule kage på hendes underlæbe, og dobbelthagen skælvede lidt. Der var mindst tre etager ned til bordet.
– Det, det kan jeg ikke sige endnu, for der var noget med, at vi ikke måtte være så mange, og der var mange, der meldte sig. Jeg ved det ikke helt.
– Ja, men jeg vil så gerne, og jeg vil gerne hjælpe flygtningene. Og så er jeg lige blevet ansat på efterskolen.
– Ja, men til lykke med det. Nu må vi se. Det er ikke op til mig.
– Jeg vil så gerne. Vil du love mig, at jeg kommer ind?
– Nej, det siger jeg jo, det kan jeg ikke. Det er Jakob, der bestemmer.
– Men, Ingelise, du spurgte mig jo i centret i eftermiddags, om jeg ikke kom?
– Jo, det er rigtigt, det var for at blive medlem.

Elise lænede sig tilbage. Nu var der fire etager fra øjnene og ned til bordet. I øjnene anede hun noget vådt.
– Du lovede!

Ingelise rystede på hovedet og gik over til nabobordet, hvor der stadig sad et par stykker og forsøgte at sludre lidt med dem.
På stemmerne ovre fra bestyrelsesbordet kunne hun høre, at der var gang i den. Hun rejste sig kort efter og satte sig til sine bestyrelseskolleger.
– Jeg vil ikke, hvis hun er med, hvæsede Karen.
Jakob sad og pillede ved papirdugen. Ingelise kunne se, at han ikke længere så glad ud.
– Du sætter mig i et frygteligt dilemma. Jeg har jo brug for både din og Anjas helt fremragende hjælp og assistance, og jeg kan godt se, at Elise vil hæmme det gode arbejde og især PR-effekten.
Han kløede sig i håret.
– Gå derover og sig til hende, at vi er nok.
– Ja, bild hende noget ind. Hun er sgu så dum, så det ikke betyder noget, hvad du siger. Hun forstår det fanneme ikke alligevel.
– Jeg går over til hende, sagde Jakob tøvende og rejste sig.
Karen bøjede sig frem over bordet.
– Sådan. Vi gider fanme ikke arbejde sammen med sådan en fed, dum gås. Vel, Ingelise?

Julen har bragt

– Gå ind i soveværelset, skælmede han, og hun kvitterede med et smil, der afslørede, at hun måske vidste, hvad der var i DEN julegave. Han havde garanteret fundet noget lækkert pikant undertøj på en af sine mange firmarejser, og som hun skulle tage på straks. Den var dog noget tung.
Svigerforældrene nikkede forstående i en syndflod af julegavepapir, hallelujabånd og radioens larmende julemusik.
Hun gik derind og flåede papiret af. En kagerulle!
Hun rystede lidt på hovedet, igen én af hans sædvanlige morsomheder.
– Tak, Hr. Direktør, sagde hun inde i stuen igen lidt spidst. – Det var sandelig en overraskelse!
Han så glad ud:
– Jeg håber, du vil bruge den, når du alligevel tuller så meget rundt alene?
– Det ved jeg nu ikke. Jeg har ikke hidtil…
– Nej, men det kan du nu, smilede han og kiggede over på svigerforældrene.
– Jeg forstår bare ikke lige, hvorfor jeg skulle gå ind i soveværelset og pakke op?
Han stirrede undrende på hende.
– Synes du, vi sådan bare skulle vise den frem for dine forældre? Jeg er lidt flov over at give dig noget, din mor kunne misforstå! sagde han dæmpet, mens han skævede over til svigermor.
– Det gjorde vel ikke så meget? Tror du ikke, min mor kender sådan en?
Hans øjne blev større. Så var der alligevel mere kraft og saft i svigermor, end han havde troet.
Han slappede af. Nu sad de ansatte rundt omkring i byen og pakkede hans julegaver op.

Også inde hos naboen:
– I år har vi både fået julegratiale og julegaver af direktøren himself, sagde sekretæren til familien. Hun smilede til Egon og tog en aflang gave frem.
– Her er min! Det er garanteret en flaske parfume!
– Mor, må jeg ikke pakke den op, tiggede fem-årige Keld.
– Nej, jeg vil, sagde den et år yngre Hilda.
– Så må I pakke den op sammen, afgjorde faderen.
De flåede papiret af, og frem dukkede en aflang æske.
Moderen skulle til at sige hvad sagde jeg, da Keld i stedet for en flaske parfume fremdrog en naturtro dildo.
– Hvad er det? spurgte Keld undrende og løftede dildoen op i lyset, så alle rigtig kunne se den.
Der sænkede sig en overordentlig tavshed i familien bortset fra onklen, der ikke kunne lade være med at fnise. Stilheden var enorm, mens Keld gentog, da han ikke fik svar første gang:
– Hvad bruger man sådan én til, Mor?
I baggrunden lød sagte ”Julen har englelyd…” fra radioen. Ingen sagde noget.
– Det ved jeg godt, skrydede lille Hilda alt for højt.
– Sådan én har onkel, og der kommer mælk ud af den.

Sexløberen

Kirstine var en aktiv og engageret singlepige med masser af krudt i enden og andre steder. Når hun blev spurgt, hvorfor hun ikke var blevet gift endnu, svarede hun, at hun bare ikke havde fundet den rette, og at det måtte tage den tid, sådan noget nu tager, og at hun i øvrigt befandt sig rigtig godt som single, fordi ingen mand kunne hundse med hende.
Hun huskede alt for godt sine forældre, hvor faderen behandlede moderen som tjenestepige og på et tidligt tidspunkt i sit liv lovede hun sig selv, at sådan skulle det ikke være i hendes liv. Moderen var så underkuet, at det ødelagde hendes liv, vurderede datteren. Selv når hun skulle købe ind, spurgte hun faderen om lov.

Derfor behandlede Kirstine enhver med omtanke og respekt. Hun var stort set den eneste, der afsøgte horisonten for familiemedlemmer efter forældrenes død og fandt faster Tutte som den eneste tilbageværende. Faster Tutte havde til gengæld sin gren af familien, der bestod af en kusine og hendes mand og børn.
Hun besøgte hende flere gange, og de to fik et godt og tillidsfuldt forhold til hinanden. Faster Tutte spurgte aldrig til hendes kærester og mandlige forhold i øvrigt, og Kirstine fortalte hende heller ikke noget. Hun havde en klar fornemmelse af, at Faster Tutte var temmeligt afholdende, hvad sex angik. Hun havde været alene stort set hele livet og havde det tilsyneladende godt med det. Til gengæld havde hun kastet sin kærlighed på Jesus og var meget aktiv i en valgmenighed, som hun talte varmt og længe om.
I toget på vej hjem fra Odense sad Kirstine og tænkte med glæde på det nyligt afsluttede besøg. Faster Tutte havde været så glad for hendes visit og havde rigtigt kræset op med dejlig mad og vin. Her var ingen smalle steder. De så en film på TV om aftenen, men Faster Tutte slukkede snart, for der optrådte halvtnøgne mennesker i den.
– Det er ikke noget for mig, erklærede hun, og Kirstine nikkede samstemmende. Det var og blev en død sild at kigge på nøgne mennesker.
Resten af aftenen gik med som sædvanligt at snakke om fasters nevø, der havde fødselsdag to dage senere. Claus blev fem år, og Kirstine vidste godt, at Claus betød overordentlig meget for hende. Faster fortalte hende, at hun havde købt en masse gaver til ham.
– Han er rigtig kommet i cowboyderalderen. Han farer rundt med alle mulige skydevåben og plaffer os ned.
Kirstine var ikke vild med skydevåben og i princippet imod, at børn skulle lege med sådan noget, men hun ville ikke gøre faster ked af det og begynde en tåbelig diskussion om emnet. Så hun nikkede bare og smilede og gjorde gode miner.
Hun så ud på bølgende kornmarker og sank tilbage i sædet. Med sine 28 år var det endnu ikke for sent selv at få børn. Man skulle bare tænke lidt på sin uddannelse først. Nå ja, hun kunne da lige nå at læse lidt i studiebogen, det ville være fint, inden de trillede ind på hovedbanegården. Hun rejste sig og rodede rundt oppe i bagagenettet og opdagede derfor straks, at den lille brune håndkuffert ikke var der. Det var der, hun havde sine hygiejneting, studiebøger, især den hun skulle bruge i den kommende uge og …
Hun stivnede og blev ganske bleg. Febrilsk rodede hun håndtasken godt igennem, gentog det og smed til sidst hele indholdet op på bordet. Men den var der ikke!
Hendes nyligt indkøbte dildo, som hun var blevet så glad for, at den fulgte hende, når hun tog på tur, manglede.
Den var skinnende sort og næsten helt lydløs og kunne vibrere, så englene sang. Første gang hun prøvede den, gik der 30 sekunder, så kom udløsningen væltende fuldstændigt overraskende og helt uventet. Det viste sig hurtigt, at det her var det bedste køb, hun havde foretaget på området. Ikke alene var vibratordelen unik, men dens todelte konstruktion gjorde, at samtidig med, at vibratoren kunne påvirke klitten, kunne dens tykkere og særdeles bløde vedhæng på så udmærket vis pirre den fugtige kanal. Derfor fulgte dildoen hende stort set altid. Nu fortrød hun, at hun havde taget Bambo med hos faster.
Hun kunne godt undvære Bambo. Skulle det blive så galt, kunne hun da købe en til. Det værste var, at faster jo på et eller andet tidspunkt ville komme ind på gæsteværelset og der finde Kirstines håndkuffert. Den stod åben, det var hun sikker på. Men Kirstine var, og det var det allerværste, også ret sikker på, at dildoen lå øverst oven på toilettasken.
Når faster fandt den, ville hun tænke grimme tanker om Kirstine, og måske ville forholdet mellem dem være ændret for altid. Måske tændte hun den, og den begyndte at snurre, ja, så …
Spørgsmålet var, hvad hun skulle gøre. Ringe og springe ud i det eller vente til hun skulle derover igen om en måned? Kirstine tænkte sig godt om. Hun kunne måske få fat i studiebogen på instituttets bibliotek, men det var ikke sikkert. Ærgerlig var hun, og hun ærgrede sig i den grad over sin egen tankeløshed. Hun kunne da for pokker have anbragt Sambo i den lille røde plastpose, hun normalt havde den i i stedet for bare at lægge den oven på. Hun stirrede sammenbidt ud ad vinduet og så de hurtigt forbiilende køer stå der og glo ude på markerne.
Da hun nåede Tåstrup, var hun overbevist om, at hun bare skulle lade alt være, som det var. Ikke ringe, ikke skrive, ingenting. Så måtte studiet gå sin gang.
Da hun nåede Hovedbanegården, var hun enig med sig selv om det modsatte. Bedre ringe og få det overstået. Hun fandt mobilen frem. Ingen svarede.
Lettere konsterneret nåede hun noget senere hjem til lejligheden, smed sine ting i entreen og klaskede sig selv ned i den nærmeste stol i stuen. Hold kæft, en snusket sag at have hængende. Hun strøg opgivende med den ene hånd over panden og lukkede øjnene.
Så greb hun mobilen igen.
– Hallo, – faster?
– Ja, det er det. Hej Kirstine, nå, er du kommet hjem?
– Ja, og ved du hvad? Jeg har godt nok glemt min lille brune håndkuffert. I den er blandt andet min studiebog, som jeg skal bruge i den kommende uge. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
– Ja, men kæreste Kirstine. Du skal da ikke bekymre dig. Jeg har forlængst pakket din lille kuffert sammen i en pakke og vil straks i morgen tidlig sende den til dig.
– Nej, hvor er det sødt af dig, faster. Det er jeg vel nok glad for.
Kirstine var lettet. Hold kæft, hun havde intet set, som hun ikke måtte se.
– Og jeg er så glad for, at du har betænkt min lille Claus.
– Betænkt?
– Ja, den der sorte amerikanske pistol, der lå øverst. Jeg har pakket den ind med navneseddel fra dig og fået den afleveret. De var ikke hjemme, men jeg kunne godt presse den ind i deres postkasse. Du kan tro, han bliver glad for den!

Fyr Elise

– Kunne det være Peter? indvendte Hans Henrik.
De så på hinanden. Selvfølgelig kunne det være Peter. Men han var faktisk en flink fyr, der aldrig var vrøvl med. Man fyrer ikke en mand, der ikke er vrøvl med, når man ser på, hvem der så ikke fyres.
– Hvad med Kirstine?
– Ja, måske.
Der var tavshed i lokalet. Hvert eneste bestyrelsesmedlem sad og tænkte på smukke Kirstine, som var den sidst ansatte og derfor i en naturlig position til at komme ud først. Hun var bare så sød at se på, og søde piger er ikke helt almindelige. Når hun smilede, følte man sig værdsat, og hun behandlede eleverne med respekt og humor. Hun var til gengæld noget svag til dansk, ligesom matematik ikke var noget, hun havde opfundet. Skolen trængte til en god matematiklærer, der kunne rette op på flere års tørke på den front. Nu sad de her og havde den rette ansøger, men ganske overraskende var der pludselig klare tegn på, at skolens elevtal ville falde til næste skoleår. Det var højst uheldigt, idet alle havde regnet med, at Pers opsigelse bare skulle have den konsekvens, at skolen ansatte en erstatning. Og så var den her! Oles sagde bare pling, for han var netop den matematiklærer, vi havde savnet så længe. De kunne lade være med at ansætte ham, for så ville de have taget højde for det lavere elevtal, men en fugl i hånden er som bekendt noget bedre. De kunne godt overbevise hinanden om, at de allerede havde ansat Ole, selv om bestyrelsen ikke havde skrevet under endnu.
– Det kan vi da gøre meget hurtigt, sagde formanden. – Først synes jeg dog, at vi skal finde den person, vi gerne vil af med.
Ingen af de ansatte vidste noget om det, så skulle der smedes, skulle det være nu.
– Sikkert er det, at vi skal af med én for at få plads til Ole, gentog formanden.
Formandens konstatering var alles konstatering. Det var bare ikke så let. De vidste også, at Kirstine sammen med sin mand meget bekvemt for skolen beboede det nyindkøbte parcelhus, der egentlig var indkøbt for at skabe plads på matriklen til udvidelser. Der var blevet plads i kælderen til fire håndværkere fra Litauen, der hver betalte en ganske stor sum i husleje. Det var ganske vist ulovligt at have andre lejere end skolens ansatte, men det så bestyrelsen temmelig stort på, ligesom ingen tænkte over, at kælderen var fugtig og ikke godkendt til beboelse.
Man bor vel nok i Jylland. Derfor var huset heller ikke vurderet af foreningen og en advokat, som den slags skal, og derfor kunne skolen tage en ganske flot husleje.
– Der er jo Elise, sagde Hans Henrik og lænede sig tilbage, mens han strøg håret bagover og så på os.
– Ja, Elise, mumlede Kaj og smilede til formanden. Elise beboede ikke et af skolens huse, og der var altså også noget andet med hende.
– Får vi så ikke skyld for at fyre en fed og ansætte en slank? grinede formanden og fortalte en historie fra dengang, han var i hæren. Da han var færdig, grinede han meget, og vi andre grinede også meget. Elise var en mørkhåret og særdeles frodig yngre kvinde på kun 29, hvor alt tilsyneladende bare var i stor størrelse. Hun var tysker, men oprindelig dansk gift, dog nylig fraskilt. Hun kunne næsten ikke klemme sig ned på bænken i spisesalen, så derfor sad hun som regel på en stol.
Set bagfra ikke et kønt syn. Men det foran var næsten værre. Hendes barm var kraftig og møvede sig ind over hendes tallerken, så hun kun vanskeligt kunne se, hvad hun spiste. Hendes mave var tøndeformet, hendes lår var tykkere end telefonpæle, og hendes ansigt var skæmmet af dobbelthagen og de små griseøjne, der kun med besvær kunne kigge ud gennem fedtlagene. At hun i det hele taget var blevet ansat, skyldtes det uheld, at den oprindelige ansøger, der havde fået stillingen, havde trukket sig, og den nye forstander havde af uerfaring allerede meddelt de øvrige ansøgere, at stillingen var besat. Hans Henrik var i knibe, skemaet skulle lægges, og der var ikke andre muligheder end at bede Elise om at træde til.
– Fyr Elise, sagde formanden med et svedent grin til Hans Henrik.
– Raus mit der Dame, smilede han.
Alle nikkede, for det kunne ikke være anderledes.

På næste bestyrelsesmøde fortalte Hans Henrik, at hans budskab til Elise havde fremkaldt sorg, vrede, frustration og skuffelse hos hende i en mængde, han som forstander ikke havde drømt om kunne foregå på disse breddegrader. Hun havde oven i købet sagt, at det ville efterskolen komme til at fortryde. Hun var så vred, genfortalte Hans Henrik, at fedtet formelig skvulpede i hele ansigtet, og de vældige bryster hoppede og dirrede, så han havde svært ved at koncentrere sig og forholde sig til hendes ordstrøm.
– Ja, ja, sagde formanden smilende. – Lad os nu se, om vi ikke overlever det.
– Måske kan det oven i købet få hende til at tabe sig lidt, sagde næstformanden, hvilket fremkaldte latter rundt om bordet.
– Hun behøver sgu ikke arbejde de næste to måneder, så meget som hun har at tære på, føjede sekretæren til, og vi skraldgrinede efterhånden.
Der gik næsten et helt kvarter, inden vi var færdige med at kommentere den noget usædvanlige fyring og frem for alt færdige med at grine over alle hendes deller. Kaj fortalte for gud ved hvilken gang om dengang, han ikke kunne få øjnene væk fra hendes stol, fordi ballerne hang bagud. Hans Henrik morede sig lige så meget, selv om det jo faktisk var ham, det var gået ud over. En forstander må stå model til meget, det var vi enige om.

På generalforsamlingen var skolekredsen godt tilfreds, og alle de opstillede bestyrelsesmedlemmer blev genvalgt, og tiden gik.
Det nye elevhold startede efter sommerferien, og der manglede en syv-otte stykker i, at vi havde fuld belægning.
Året efter kørte, som det skulle dog med endnu færre elever, og vi var så småt i gang med at træffe de nødvendige valg til en afskedigelse mere og dermed styrkelse af budgettet, da Hans Henrik fik at vide, at skolen ville få besøg af controllere fra ministeriet lige efter jul.
Hans Henrik fik ordre til af bestyrelsen at påse, at alt var i orden. Controllerne var en særdeles magtfuld instans, som i sidste ende kunne skalte og valte med tilskuddet til efterskolen, fordi de havde myndigheden til at bestemme, om der skulle betales noget tilbage. Derfor var det afgørende, at alt var lovformeligt. Hans Henrik fik smidt de fire østeuropæere samt Kirstine ud og trøstede dem alle med, at når det hele var overstået, kunne de bare flytte ind igen.

Dagen oprandt, og en lille, mørk bil holdt ude på skolens parkeringsplads. En smuk, mørkhåret yngre kvinde iført stram nederdel og højhælede sko, steg ud, vippede solbrillerne kækt ned på næsen og trippede ind på kontoret med sin mappe under armen og 56 par elevøjne oppe fra fællessalen klistret på sig. Den herre, der var med hende, var der ingen, der lagde mærke til.
– Hold kæft, et skår, som Brian helt spontant udtalte deroppe, da han omsider kunne få vejret igen. – Så I hendes patter?
Parret spadserede ind til Hans Henrik, og mens damen anbragte sin nydelige bagdel på den af Hans Henrik anviste stol, blev manden stående. Han præsenterede sig, og Hans Henrik var ikke i tvivl om, hvilken magt han havde foran sig. Han syntes, der var noget bekendt over damen og lod flere gange diskret øjnene feje ned over hendes forside.
– Vi skal såmænd bare påse, at alt går ordentligt for sig, og derfor har vi naturligvis adviseret skolen i god tid og regner med at blive færdig inden for de nærmeste par timer. Vi har læst jeres vedtægter og bestyrelsens protokol, og det har ikke givet anledning til bemærkninger. Men der er så alle tjenesteplanerne samt forhold omkring økonomien.
Hans Henrik gøs indvendig. De kunne finde meget på to timer, men han håbede nu, at alt var i orden.
– Ja, Hans Henrik, du kender mig faktisk so godt, men det er ikke sikkert, at du kan genkende mig, sagde damen på at lidt gebrokkent dansk.
Det kunne Hans Henrik ikke, selv om en svag uro havde forplantet sig i ham. Den kom nok af den andens udtale. Hvor fanden var det nu, han sidst havde hørt det der dansk-tyske sprog? Den måde at tale på? Han så længe på hende og måtte i sit stille sind indrømme, at sjældent havde han da set så lækker en kvinde, men måtte med et kejtet smil erkende, at hans intelligens ikke rakte. Eller også var det hukommelsen.
– Jeg heter Elise. Så kan du måske alligevel komme i tanke om, hvor du kender mig fra?
Et prås gik op for den små Hans Henrik. Elise! Den fede, han fyrede dengang for snart to år siden. Forbavselsen stod mejslet i hans ansigtstræk.
– Ja, men, ja, men … kvækkede han med et fåret udtryk i ansigtet.
– Ja, den tykke Elise, det er to år her, at du – eller I – fyrede mig, og jeg var jo så heldich at få ansættelse i Undervisningsministeriet met det samme, fordi jeg jo har den her uddannelse fra Tyskland. Du vet, som du ikke mente, var got nok her.
– Øh, det ved jeg …, prøvede Hans Henrik. Men hun viftede ham af.
– Jeg har, som du kan se, gennemgået noget af en forandring, for det viste sig, at jeg hadde en stofskiftesygdom, der omsider kunne helbredes. Derfor er jeg betydeligt slankere i dag.
Hans Henrik lukkede munden, idet han kom i tanker om, at det altid ser dumt ud med åbentstående adgang til de indre kanaler. Var det virkelig Elise, der sad der som en anden skønhedsdronning? Fede, uformelige Elise?
– Nå, Hans Henrik. Til saken. Har du noget, du vil skjule for os?
Det havde Hans Henrik ikke.
Bagefter på bestyrelsesmødet måtte han dog give os den kolde og barske besked.
Først fortalte han os historien om Elise. Den var der ingen, der lo ad.
– Overcontrolleren meddelte mig, at der ikke var noget at komme efter, men blev så afbrudt af Elise. Elise mindede mig om, at vi jo havde den der bolig, og hun vidste fra tidligere, at den havde været beboet. Så hvad så nu?
– Og jeg kunne jo ikke så godt lyve, så jeg fortalte dem, at lejemålene var ophørt længe før. Men så fandt de bilag for indbetaling af husleje helt frem til sidste måned, og så sad jeg der.
– Hun, altså Elise, sagde, at hun ville prøve at hjælpe os, men desværre var der opstået en vrede i ministeriet mod de skoler, der fusker med lejeboligerne. Så derfor ville de trække os for halvdelen af tilskuddet fra sidste år, altså mere end fire millioner. Og hun så ikke spor ked ud af det, nærmest lidt spottende. Stod sådan der med hænderne i siden og så hånligt smilende på mig.
– Det betyder lukning, erklærede formanden tonløst.
– Ja, og ikke nok med det. Her kommer det værste for jer: Bestyrelsesmedlemmerne bliver gjort personligt ansvarlige og skal tilbagebetale omkring kr. 180.000 af egen lomme. Desværre dækker forsikringen ikke i dette tilfælde.

En Passager

– Slap af, siger moderen.
– Jeg kan ikke slappe af mere.
Alle vi andre rundt i bussen kan godt høre, at der er noget i vejen med datteren. Hun er pludselig begyndt at snakke, og hun har en høj, gennemtrængende stemme, der afbryder al anden samtale. Jeg tænkte ellers lige et øjeblik, at der sad vist et godt skår om end noget buttet, hvilket vi kvindenydere ikke har noget imod. Så er der mere at røre ved. Sød så hun ud, skønt tydeligt asiatiske træk, og sagde mor til den danske kvinde og derfor må være adopteret, men nu ved jeg ikke rigtigt, om jeg stadig synes, hun er sød …
– Sæt dig tilbage og slap af.
– Ja, men jeg har slappet så meget af, så der ikke er mere tilbage.
– Så. Se!
– Se hvad?
– Naturen.
– Det har jeg set så tit.
Moderens stemme er dæmpet. Hun siger noget, vi ikke kan høre.
– Hvad? Jeg kan ikke høre dig. Hvorfor snakker du så lavt?
Vi kan heller ikke høre, hvad moderen siger.
Der er stille en rum tid. Folk begynder at snakke sammen igen.
Vi standser på en rasteplads, og moderen går med sin datter ind på toilettet. De er lige høje, eller måske er det mere korrekt at sige, at moderen er lige så lille som den adopterede datter. Hun fylder godt i landskabet foran. Der er fanme da noget under blusen. Da de kommer tilbage, siger datteren meget højt:
– Mor, jeg skulle også lave stort.
Bussens tavshed forplanter sig med ét i hele cafeteriet. Den er sgu lige til kanten. Jeg ser sigende over på Gurli, der ryster på hovedet.
Moderen mumler igen noget til datteren og vil have hende med ud.
– Ja, men skulle vi ikke spise?
Mumle, mumle.
– Jeg er sulten.
Mumle, mumle.
– OK.
De vender om og går hen til skranken og bestiller mad. Sætter sig ved et bord og begynder at spise.
Datteren taber en del af sin fiskefilet med remoulade ned ad sig. Fisken lægger sig roligt på hendes barm, der er stor af en asiatisk barm at være. Sådan noget har jeg forstand på.
– Mor, jeg tabte min fisk.
– Nu skal jeg hjælpe dig.
Moderen rejser sig, går rundt og forsøger med gaflen at få fisken tilbage på tallerkenen. Jeg kan næsten ikke se og må strække mig til siden for at få det hele med. Jeg kunne da godt hjælpe lidt med at skrabe den fisk af. Gurli vender sig også om.
– Jeg vil ikke spise det der. Det er fuld af hår.
– Kom nu, Katrine. Der er ingen hår på den.
– Jo, se selv.
Der er pletter på barmen. Skulle man tilbyde at gnide dem af med en våd klud? Hir, hir.
– Nå, men så lad den ligge. Spis det andet.
Hun tørrer lidt remoulade af datterens hage.
– Jeg kan godt selv, mor.
Hun slår til moderens hånd, så serviet og remoulade flyver ned på gulvet.
Moderen giver hende en syngende lussing. Datteren skriger, rejser sig og forlader grædende cafeteriet.
– Så, for satan, mumler jeg højt. – Hold da kæft. Nu er der sgu drama på drengen.
Moderen pakker hastigt sine ting sammen og følger efter.
I døråbningen vender hun sig mod alle os andre:
– Så. Nu har I lidt at snakke om.
Så forsvinder hun ud. Jeg kigger over på den smarte yngre kvinde, der sidder og gør sig til. Jeg har godt lagt mærke til hende, for hun sender signaler ved at stramme trøjen. Jeg smiler til hende, og hun smiler tilbage. Ren dansker, lige til at spise. Nå, jeg har jo Gurli.
– Det er nok ikke så let at have sådan en, siger jeg til hende.
– Nå, nå, svarer hun bare tørt. – Har du garn i søen?En Mor

– Slap af, siger jeg.
– Jeg kan ikke slappe af mere.
Alle de andre rundt i bussen kan godt høre, at der er noget i vejen. Hun er pludselig begyndt at snakke, og den stemme…
Hvor tit har jeg ikke sagt til hende, at hun ikke skal råbe sådan. Det er der jo ingen, der gør, når man bare snakker sammen. Når man så oven i købet er blevet en næsten voksen pige, der ser godt ud skønt stor i det, skal man da ikke ødelægge det hele på den måde.
– Sæt dig tilbage og slap af.
– Ja, men jeg har slappet så meget af, så der ikke er mere tilbage.
– Så. Se!
– Se hvad?
– Naturen.
– Det har jeg set så tit.
Jeg går tæt på hendes øre og snakker meget lavt:
– Ja, men Katrine. Forstår du ikke, at du snakker for højt? Du forstyrrer de andre i bussen.
– Hvad? Jeg kan ikke høre dig. Hvorfor snakker du så lavt?
– Hold nu op og ti stille. Du snakker for højt. Folk vender sig mod os.
Der er stille en rum tid. Folk begynder at snakke sammen igen. Jeg kunne også rejse mig op og fortælle dem, hvordan det er at have en så voksen datter, der er sent udviklet og derfor ikke altid opfører sig som alle andre, og som oven i købet er adopteret og derfor også ser anderledes ud. At det også er pinligt for mig. Fortælle dem om de mange timer, der er gået med at få hende lært de mest elementære spilleregler.
På institutionen bruger de vel lige så mange timer.
Vi standser på en rasteplads, og jeg tager Katrine ved hånden.
– Kom, skal du ikke tisse?
Hun nikker, og vi rejser os og går ud. Jeg husker at smile til folk, så de for alt i verden ikke tror, at jeg bare er sådan er sur, gammel hejre, der har sin sent- og alligevel ret veludviklede datter på weekendbesøg, eller hvad de nu kan forestille sig.
Ægteparret bag mig er meget venlig, selv om manden hele tiden lader sine øjne sejle ned over Katrine. Skulle jeg have givet hende noget andet tøj på? Hun ville jo se smart ud, og hvorfor skal hun ikke have lov til det? Er det for udfordrende med den der bluse, der strammer lige lovlig meget?
Jeg venter på hende. Vi følges ad ind i cafeteriet.
– Mor, jeg skulle også lave stort.
Åh, den stemme. Hvorfor fanden skal hun snakke så HØJT?
Selvfølgelig standser de alle med deres snak. Tavsheden forplanter sig ud i hele cafeteriet.
– Sådan siger man ikke, når man er så stor som du, Katrine. Kom, vi går ud.
– Ja, men skulle vi ikke spise?
– Så skal du også holde op med sådan snak. Har du vasket hænder?
– Ja. Jeg er sulten.
– Men betingelsen er, at du ikke snakker højt.
– OK.
De sidste par sætninger siger jeg meget lavt. Vi vender om og går hen til skranken og bestiller mad. Sætter os ved et bord og begynder at spise.
Katrine taber en del af sin fiskefilet med remoulade ned ad sig. Fisken lægger sig selvfølgeligt på hendes bryst. Det kunne jeg have sagt mig selv. På andre ville den bare lægge sig i skødet.
Nu får de rigtig lejlighed til at glo. Det gør de også, kan jeg mærke.
– Mor, jeg tabte min fisk.
– Nu skal jeg hjælpe dig.
Jeg rejser mig, går rundt og forsøger med gaflen at få fiskestykket tilbage på tallerkenen.
– Jeg vil ikke spise det der. Det er fuld af hår.
– Kom nu, Katrine. Der er ingen hår på det.
– Jo, se selv.
– Nå, men så lad det ligge. Spis det andet.
Jeg tørrer lidt remoulade af hendes hage. Det er sådan noget, der stempler hende.
– Jeg kan godt selv, mor.
Hun slår til min hånd, så serviet og remoulade flyver ned på gulvet.
Det er bare for meget. Uden at tænke mig om giver jeg hende en lille lussing. Hun skriger, rejser sig og forlader grædende cafeteriet.
Åh, Katrine. Undskyld.
Jeg bliver så ked af det. Jeg pakker hastigt vore ting sammen og følger efter.
I døråbningen vender jeg mig mod 14 par store øjne og stirrer igen.
– Så. Nu har I lidt at snakke om. Min stemme holder næsten hele sætningen. Kun om´met knækker lidt.

En Chauffør

Det satans varmeapparat. Jeg har sagt til Mohammed, at jeg ikke vil køre den bus. Der er altid et eller andet i vejen. Så er det dæktrykket. Så er det toilettet. Forleden løb der pis ud dernede. Det var møgulækkert. Svineri. Jeg meddelte straks i højtalerne, at det var forbudt at benytte toilettet, så længe det ikke var repareret.
Mohammed er bare ligeglad. Kan han score kassen, er han tilfreds. Hvorfor skal sådan en ægypter eje et helt busselskab i Danmark?
Jeg ventede bare med at lave toilettet. Så var jeg fri for at gøre rent efter de øl-aber, der var med der. Til gengæld skulle jeg holde pause lidt oftere, fordi de skulle tisse.
Og nu i dag varmeapparatet. Her forrest i vognen alt for varmt. Bagerst alt for koldt.
Heldigvis lyder det ikke til, at passagererne har mærket det endnu.
Jeg tænder for P3, så kun jeg kan høre det. Somme tider er der noget godt musik, og indimellem er der radioavis, hvor jeg kan høre, om statsministeren har udskrevet valg, eller om de nu igen skal forkæle indvandrerne med et eller andet, som vi andre betaler.
Bag mig rejser damen sig op og vender sig, så hun sidder med ryggen mod køreretningen. Hendes røv fylder meget i mit spejl. Hold kæft, den er stor og bred. Jeg tror, hun godt ved, at jeg kan se den, for hun vrikker lidt med den. Snakker hun med dem bagved? Hernede er det umuligt at høre, hvad der sker oppe hos passagererne. Hvis hun var lidt yngre, kunne hun da godt risikere, at jeg sneg mig ind på hende og så …
Og så er der mit personlige problem her i bussen. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Undgå?
Nu er vi halvvejs på Fyn, og her skal jeg have min lovpligtige hvile. Og de kan spise og ryge og få tisset af.
Jeg parkerer elegant og rigtigt i en glidende bevægelse, så bussen holder præcist i båsen. Synd og skam, at ingen af passagererne lægger mærke til det. De tror, det er en selvfølge at kunne køre så stor en bus. Men jeg er faktisk stolt over mine færdigheder. Andre lægger kun mærke til det, når jeg har trailer på og skal bakke. At gøre det i et hug giver guldmedalje. Det er derfor, Mohammed ansatte mig. Fordi jeg var dygtig til at køre bussen.
Jeg går lige en tur ned gennem bussen, mens de vader af sted. Heldigvis. Hun kunne godt finde på at blive stående og begynde igen. Også fandens, at hun absolut ville med denne bus bare for at spare skaldede 800 kroner. Jeg bøjer mig frem og kigger på dem, mens de passerer under vinduet. Katrine skal da ikke blive meget større, synes jeg. Ikke at jeg har noget mod store piger især ikke som her, hvor det hele er velanbragt. Men, men …
Hun er trods alt min datter.
Da jeg har tømt affaldsposerne og hængt nye på plads, går jeg ind i VIPafdelingen og får et herligt aftensmåltid. Her er rent og nydeligt, og man må ryge alt det, man orker.
Jeg ryger ikke. Får osse nok til daglig.
Da jeg er færdig med den gratis mad, lunter jeg lige så stille ud igen.
Der står de ved den låste busdør.
Fandens. Fandens. Der er ingen vej udenom. De har set mig.
Da jeg nærmer mig, kan jeg se, at noget er galt.
Katrine står og snøfter.
– Hvad så? Er der noget i vejen?
– Nej. Men vi har haft lidt konflikt, og du ved, hvordan det er. Noget gik galt, og jeg kom til at stikke hende en lussing.
– Ja, men helle dusse da. Hvad så, Katrine? Var du uartig?
– Nej! Mor var dum.
– Nå, nå.
Katrine står helt sammentrukket og ser ikke spor frisk ud.
– Er hun syg? Spørger jeg forskrækket.
– Nej. Kun ked af det. Jeg er også ked af det.
Jeg får også lidt ondt af hende. Men det, der skal siges, skal siges.
– Jeg kan bare ikke mere, Henny. Jeg kan bare ikke.
– Nej, det kan du vel ikke. Der er vel en anden …
– Altså, Henny. Hvor mange gange skal jeg sige det for at overbevise dig. Jeg har ingen! Så fat det dog.
Jeg hvisker hende i øret, for de andre passagerer er begyndt at komme, og der er ingen grund til de store offentlige scener. Men uanset hvad jeg siger, ser Henny sur ud.
– Far, kommer du aldrig hjem mere?
– Jo, Katrine, jeg skal nok besøge jer, men din mor og jeg kan ikke bo sammen mere.
Henny drejer ansigtet og stirrer ud i tågen. Hun har blanke øjne som sædvanlig.
– Vi har været igennem det her så mange gange, og jeg magter ikke mere. Simpelthen.
– Nej, det gør du vel ikke.
Hun gentager sig selv, og hvis jeg bliver stående, vil alle replikkerne fra tidligere komme igen som en af de utallige genudsendelser i fjernsynet.
– Gå nu ind i varmen. Nu kører vi i et stræk til stationen.
Jeg hjælper Katrine op i bussen.
Da Henny træder op på trinet, vender hun sig og siger:
– Jeg skulle aldrig have taget med dig.
– Nej, det sagde jeg jo. Men OK. Du sparede 800 kroner. Det er da også en slags penge.
– Jeg…
– Gå nu, Henny. Jeg skal nok besøge jer i Valby på torsdag.
Mit hjerte banker på fulde omdrejninger, og jeg kan mærke, at jeg trods kulden sveder. De sætter sig heldigvis uden yderligere kommentarer, og jeg starter bussen.
Nu dukker de andre op. Hun er den sidste og stiger op, mens hun smiler til mig. Jeg gengælder smilet og drejer øjnene til siden uden at dreje ansigtet.
Hun forstår og nikker svagt, spidser læberne til et luftkys og sætter sig nede bagved. Så går det mod København.

En Kvinde

– Slap af, siger moderen.
– Jeg kan ikke slappe af mere.
Alle vi andre rundt i bussen kan godt høre, at der er noget i vejen med datteren. Hun er pludselig begyndt at snakke, og hun har en høj, gennemtrængende stemme, der afbryder al anden samtale. Jeg har heldigvis sat mig helt ned på bagsædet, men selv her kan jeg tydeligt høre hende. Det hjælper selvfølgelig meget, at alle andre er holdt op med at snakke.
Det er synd for Henrik. Han har det ikke let.
– Sæt dig tilbage og slap af.
– Ja, men jeg har slappet så meget af, så der ikke er mere tilbage.
– Så. Se!
– Se hvad?
– Naturen.
– Det har jeg set så tit.
Moderens stemme er dæmpet. Hun siger noget, jeg ikke kan høre.
– Hvad? Jeg kan ikke høre dig. Hvorfor snakker du så lavt?
Jeg kan heller ikke høre, hvad moderen siger.
Der er stille en rum tid. Folk begynder at snakke sammen igen. Jeg stirrer ud på det tågede fynske landskab og længes efter min varme seng. Med eller uden Henrik. Helst med.
Vi standser på en rasteplads, og moderen går med sin datter på toilettet. Jeg går ind i cafeteriet og vælger mig en sandwich og en lille flaske udrikkelig hvidvin.
Sætter mig for mig selv. Ved siden af sætter det ældre ægtepar sig. Hans øjne maler alle kvinder i lokalet, det har jeg set for længst. Alligevel kan jeg ikke lade være med at stramme blusen lidt. Det sker helt intuitivt. Det må ligge i generne. Eller i min polske baggrund. Men han ser det, den gamle gris. Alle gamle mænd er sådan. De glor lige så meget på mig her i Danmark, som de gjorde i Polen. Præsterne var næsten de værste. Under dække af at være så hellig lod de altid øjnene køre ned og op, mens de slog korsets tegn.
Da de kommer tilbage, siger datteren meget højt:
– Mor, jeg skulle også lave stort.
Hold kæft! At sige sådan i et cafeteria. Selv ikke her i det frie Danmark er det fint at sige sådan. Jeg vil ikke sige, at hun er fed, men stor, det er hun!
Moderen mumler igen noget til datteren og vil have hende med ud. Det forstår jeg godt. Altså helt ærligt. Det kan man sgu da ikke sige højt i et cafeteria, ikke engang selv om man er åndssvag.
– Ja, men skulle vi ikke spise?
Mumle, mumle.
– Jeg er sulten.
Mumle, mumle.
– OK.
De vender om og går hen til skranken og bestiller mad. Sætter sig ved et bord og begynder at spise. Nå, så kan man måske få madro.
Nej, det kan man ikke.
Datteren taber en del af sin fiskefilet med remoulade ned ad sig. Fisken lægger sig på hendes bryst.
– Mor, jeg tabte min fisk.
– Nu skal jeg hjælpe dig.
Moderen rejser sig, går rundt og forsøger med gaflen at få fisken tilbage på tallerkenen.
– Jeg vil ikke spise det der. Det er fuld af hår.
– Kom nu, Katrine. Der er ingen hår på det.
– Jo, se selv.
– Nå, men så lad det ligge. Spis det andet.
Hun tørrer lidt remoulade af datterens hage.
– Jeg kan godt selv, mor.
Hun slår til moderens hånd, så serviet og remoulade flyver ned på gulvet.
Hold da op.
Moderen giver hende en syngende lussing. Datteren skriger, rejser sig og forlader grædende cafeteriet.
Hold da helt op! Det bliver værre og værre. I Polen er vi vant til at slå børnene, men det er ikke så tit, det sker her i Danmark.
Hun næsten løber lige forbi mig og er ved at falde over mit ben.
Moderen pakker hastigt sine ting sammen og følger efter.
I døråbningen vender hun sig mod alle os andre og råber:
– Så. Nu har I lidt at snakke om.
Hendes stemme knækker til sidst. Det er sgu da også lidt synd for hende.
Jeg ser over på ægteparret. Han ryster langsomt på hovedet og smiler til mig. Dobbelthagen vibrerer.
– Det er nok ikke så let at have sådan en, siger han lidt til sin kone og lidt til mig, fornemmer jeg.
Jeg nøjes med at smile til ham og strammer blusen igen. Konen sidder halvt med ryggen til. Hvis jeg svarer ham, tror han bare noget. Nu nøjes jeg med at hidse ham lidt. Det giver også mig en spænding. Gamle gris.
Jeg spiser færdig og følges med de andre ud i bussen. Går som den sidste op.
Åh, hvor er han sød. Han viser med øjnene, at de sidder dernede et sted.
Jeg smiler og nikker og samler læberne til et lydløst kys. Vi to har en hemmelighed.
Jeg går forbi dem uden at kigge og sætter mig nede bagerst igen.

En Datter

– Slap af, siger mor.
– Jeg kan ikke slappe af mere.
Jeg forstår ikke, hvorfor hun siger det.
– Sæt dig tilbage og slap af.
– Ja, men jeg har slappet så meget af, så der ikke er mere tilbage.
– Så. Se!
– Se hvad?
– Naturen.
– Det har jeg set så tit.
Nu hvisker mor til mig.
– Ja, men Katrine. Forstår du ikke, at du snakk for hø? Du forst de an i buss.
– Hvad? Jeg kan ikke høre dig. Hvorfor snakker du så lavt?
– Hold nu op og ti stille. Du snakker for højt. Folk vender sig mod os.
Det må man ikke. Det er ikke pænt at snakke højt. Det kan jeg godt huske, hun har sagt.
Bussen standser. Mor tager min hånd.
– Kom, skal du ikke tisse?
Jo, det skal jeg. Bare fok ikke ville kigge sådan. Mændene kigger meget på mine bryster. Jeg forsøger at spærre dem inde. Binder noget gazebind rundt om og strammer alt, jeg kan. Men det gør lidt ondt. Og det hjælper heller ikke særlig meget. Mor opdagede det og sagde hvad er det for noget? Så tog hun gazen væk. Nu gider jeg slet ikke have BH på. De er der, brysterne, lige meget hvad jeg gør.
Mor venter på mig. Vi går ind i, og jeg går ind på toilettet.
– Mor, jeg skulle også lave stort.
– Sådan siger man ikke, når man er så stor som du, Katrine. Kom, vi går ud.
– Ja, men skulle vi ikke spise?
– Så skal du også holde op med sådan snak.
– Jeg er sulten.
– Men betingelsen er, at du ikke snakker højt.
– OK.
Jeg glemmer hele tiden, at det ikke er pænt at snakke højt.
Jeg vil godt have en fiskefilet med pommesfriter. Vi sætter os ved et bord og begynder at spise.
Åh.
– Mor, jeg tabte min fisk.
– Nu skal jeg hjælpe dig.
Mor skraber den over på tallerkenen. Den ser ulækker ud.
– Jeg vil ikke spise det der. Det er fuld af hår.
– Kom nu, Katrine. Der er ingen hår på den.
– Jo, se selv.
– Nå, men så lad den ligge. Spis det andet.
Mor tager min serviet og tørrer mig om munden.
– Jeg kan godt selv, mor.
Det er også irriterende. Jeg slår hendes hånd væk.
Så slår hun mig på kinden. Min mor slår mig.
Jeg skriger, rejser mig og går.
Jeg er lige ved at falde over et ben fra hende damen, der kigger sådan på os.
Da jeg kommer ud, græder jeg. Men nu ved jeg ikke, hvor jeg skal gå hen. Hvor er bussen nu? Og far? Jeg er helt alene og græder endnu mere.
Mor står der pludselig.
– Undskyld, Katrine. Jeg er så ked af det. Jeg skal heller ikke slå dig.
– Det gjorde ondt.
– Jeg ved det. Ved du hvad? Når vi kommer til København og har sovet en gang, vil vi to i Tivoli!
– Skal far med?
– Nej, det skal han ikke. Du ved, vi har talt om, at far skal bo for sig selv i Esbjerg, og vi skal bo i København.
– Vil han ikke mere være sammen med os?
– Jo, Katrine, men ikke hele tiden.
– Han vil nok hellere være sammen med hende damen.
– Hvem?
– Hende, der sidder nede bagved og har røde læber.
– Hvorfor tror du dog det?
– Hun rører ved ham.
– Ja, men det behøver vel ikke betyde noget?
– Han tog hendes hånd også.
– Så du det, Katrine?
Jeg kan godt mærke, at når jeg siger det, begynder mor at kigge på mig. Nu lytter hun og kigger ikke så meget rundt.
– Ja, mor, det så jeg. Det har han gjort, hver gang vi har kørt med ham. Hun er altid med.
– Hvad siger du, Katrine? Er du helt sikker? Den samme dame?
– Ja. I sommer, ikke? I sommer til Tyskeland.
– Tyskland.
– Ja, da vi skulle til Tyskeland, var hun også med.
– Du mener Polen. Hvorfor har du ikke fortalt mor det før?
– Det var synd for dig. Og så ville I bare skændes endnu mere.
Nu er det mors tur til at græde. Jeg holder om hende. Det er synd for hende. Langsomt går vi hen mod bussen.

Folkesocialisme

Vi kom som hold nummer to og hilste på Jørgen og Johanne.
Min kone havde set ham før, nemlig i dommersædet i den lokale byret. Nu var han pensioneret, mens Johanne huserede i regionsrådet for socialdemokraterne. Under en strid for længe siden, hvor Johanne sad i byrådet, meldte Jørgen sig ud af partiet, idet de støttede en sag, han var imod. Desuden passede det bedre med at være partiløs, når man nu var byens upartiske dommer.
Lidt neutral småsnak om udsigten ned over dalstrøget fra gårdens store stuevindue blev afbrudt, da Morten og Lotte ankom. Hun så hovskisnovski ud og lignede en overklassedame fra en herregård. De hilste venligt hele vejen rundt, trykkede hånd med enhver, mens de så over på den næste. Lige efter dem drønede Jens og Marie ind, han var en stor bulderbasse og erklærede højt og tydeligt:
-Nej, hvor er det godt at se jer.

Det gjaldt formentlig ikke os, da vi aldrig havde set dem før.
Han hilste hjerteligt på dem, han kendte, og vi andre fik en stor hånd, mens han så over på vennerne.
Arnold og Astrid kom ind i stuen, og hun lagde forklædet fra sig og bød velkommen.
-Nu skal I bare sætte jer til bords, smilede hun og pegede over mod det festligt dækkede bord.
-Der er bordkort, så I skal ikke lede efter plads.
Fint nok med mig, så havde Astrid nok som sædvanligt tænkt sig om og placeret os efter en eller anden strategi.
-Arnold, har du tænkt over, hvad vi skal synge, spurgte hun, da vi alle sad bænkede og skævede til Højskolesangbogen.
Danmark nu blunder den lyse nat lød højt og klart i rummet, der duftede rent og friskt i modsætning til ude på gårdspladsen, der ikke fornægtede stedets produktion af kofæces.
Under den efterfølgende præsentation af hinanden gik det op for os, hvad Astrid og Arnold havde i ærmet, hvad den bagvedliggende agenda var.
Morten var medlem af SF i byrådet, mens Lotte som medlem af SF sad i regionsrådet. Jens og Marie var partiløse, men som det snart skulle vise sig, stærke tilhængere af vennernes politiske farver. For den ene bordende sad Arnold, medlem af de konservative, og for den anden sad Astrid, medlem af Venstre. Vi sad som partiløse med diverse holdninger og meninger, der i dette felt på et og samme tidspunkt ville kunne bifaldes og støde imod.
Jeg vendte mig mod min sidedame, Lotte.
-Jeg har altid haft lyst til at spørge en SFer, hvad det der socialisme betyder, indledte jeg grumt og måske ikke særlig venligt. Jeg mener, er man i byen, skal man vel ikke straks stå til regnskab for jordens klimanedbrud og undergang, bare fordi man arbejder hos en gartner.
Men Lotte tog den i stiv arm og begyndte at forklare mig om partiets grønne linje og dets sociale rolle. Derefter fik de liberale og Pia Kjærsgaard hele armen, mens Jens ivrigt støttede hende. Han sad lige overfor og vogtede nøje på, at mine uskyldige spørgsmål ikke udviklede sig til perfide angreb.
Jeg ændrede siddestilling.
-Ja, men det der socialisme, hvad betyder det for jer?
-Vi vil ikke omvælte samfundet uden et flertal. Vi er jo demokratiske.
Hun så sig smilende rundt, og Jens nikkede bifaldende. Nej, det skulle da sandelig gå demokratisk til.
-Men det ser jo ikke ud, som om der foreløbig er et flertal i befolkningen for SFs tanker.
-Vi arbejder i det daglige med realistiske forslag og forbedringer på mijø og sociallovgivning. Og der er sandt for dyden meget at rydde op på efter den borgerlige regerings uansvarlige ufinansierede ta-selv-bord til de rige.
Igen var der almindelig enighed ovre hos Jens.
-Ja, men hvis I ikke mener noget med det der socialisme, kunne I så ikke lige så godt være socialdemokrater?
Nu smilede Johanne og lænede sig lidt forover, så hun bedre kunne følge med.
Og Morten bøjede sig frem foran Lotte, så jeg kunne se og høre ham tydeligere.
-Vi bærer jo en social ansvarlighed som intet andet parti.
-Det er jeg helt klar over, men jeg synes ikke, jeg hører noget om det der socialisme. Skal staten overtage ejendomsretten og fabrikker og alt det andet?
-Nej, slet ikke. Vi vil bevare den private ejendomsret. Ellers kunne vi jo heller ikke forsvare både at have parcelhus og sommerhus, vel Morten?
Han smilede lidt.
-Nej, naturligvis ikke.
Dommer Jørgen rømmede sig.
-Jeg mener, at har man oparbejdet en sund og ordentlig forretning, skal man også have lov at bygge sig et slot. Så nytter det ikke noget at sige, nej, det må du ikke, for det bliver vi andre misundelige over.
Jeg prøvede igen. Insisterede på at få et klart svar fra Lotte.
-Ja, men hvis I ikke vil afskaffe den private ejendomsret, hvorfor kalder I jer så socialister?
-Altså, de liberale kalder sig jo heller ikke liberalister, så man tror, de vil afskaffe velfærdsstaten, vel?
Nu greb venstrekvinden Astrid ind.
-Morten og jeg har et formidabelt samarbejde i Børn- og Ungeudvalget, og jeg mener faktisk, at Morten og jeg arbejder bedre sammen, end jeg gør med mine egne partifæller.
Den konservative Arnold ville godt have et ord indført.
-Jeg mener også, at det er nødvendigt at tænke i nye baner, fremme initiativ og virkelyst og forsøge at fremme det nye og anderledes.
-Så socialismen er død? Måtte jeg konstatere.
De så meget forbavsede på mig.
-Nej, nej, svarede Lotte. -Når der er flertal for det i befolkningen, vil vi ændre grundloven. Men ikke før.
-Socialismen er altså en slags utopi?
-Nej, igen forkert. Socialismen er den virkeliggjorte og rendyrkede demokratiske stat, hvor alle bekymringer er fjernet, når vi taler om de svage og hjælpeløse, dem, der ikke kan klare sig selv, de blinde, de døve, de handicappede, de åndssvage, de sindssyge, de gamle, børnene, den enlige mor med fem unger, hvor alle får lejlighed til at leve i et miljø, der er sundt og godt for jorden, hvor der ikke drives rovdrift på ressourcerne og råstofferne, og hvor mennesket har det godt. Det var rart at få at vide, og lettede kunne vi kaste os over hovedretten.

Carina

Gennem 37 år havde Carina som lærer på skolen været et aktivt og fremtrædende medlem af lærerværelset og med sine meningers mod havde hun sat et stort og uudsletteligt pædagogisk stempel på stort og småt gennem årene.
Carina var ligeledes den lærer, der sagde, hvad de andre skulle. Hun var aldrig selv i tvivl, og når der blev diskuteret, om man skulle gøre dette eller hint, sagde hun det, der skulle gøres. Og så blev det gjort, for om nogen havde Carina en myndighed, en naturlig autoritet, ingen kunne hamle op med.
At hun ikke var blevet skoleleder, var der intet klart svar på. Spurgte man hendes kolleger, svarede de undvigende. Spurgte man hende selv, grinede hun højt og larmende og påstod, at man havde ondt i maven.
Inspektørerne i hendes tid havde ingen indvendinger mod hende. Hun passede sit arbejde, sine timer, og forældrene syntes godt om hende, for der var styr på eleverne, timerne og fagene, selv om enkelte forældre kunne finde på at brokke sig over, at deres børn skulle holde døren for hende, bære hendes taske, børste hendes støvler, holde hendes frakke og i det hele taget optræde som hendes personlige opvartere.
Disse forældre blev som regel banket på plads med beskeden om, at de jo bare kunne flytte deres børn over i den to-sprogede.
Nu var Carina gået på efterløn, og efter en ret stor afskedsreception med masser af blomster og vin gik hun så hjem. Eller blev kørt. Hendes mand, hendes sure mand kørte hende. Han slæbte de mange gaver ud i bagagerummet, mens hun sad i bilen og slappede af.
Ingen vidste ret, hvordan magtfordelingen var derhjemme. Men man havde nok en anelse.
– Det kan sgu ikke passe, at hun der er et føjeligt lam, der gør, hvad Erik siger og mener, hvad Erik mener.
Der var ikke nogen, der protesterede. Alle var sikker på, at hun tonsede rundt med stakkels Erik og satte ham på plads. Det var åbenlyst derfor, han så sur ud. Ingen havde nogensinde set ham smile, undtagen når han var til møde i mændenes madklub, der både talte farmaceuten, graveren og talrige andre god mænd fra den lille by.
Der var ikke tvivl om, at hun var lederen. Ikke af navn, men af gavn.

Der gik nogen tid. I kunstforeningen skulle der være generalforsamling, og de flittige damer forberedte sig.
– Skulle vi ikke have en gang smørrebrød, spurgte Anne Lise som nyt medlem af bestyrelsen og i sin egenskab af at være kasserer.
– Jo, det var da en god idé, mente Lisa, og da ingen rystede på hovedet, blev det sådan.
Da Anne Lise bestilte smørrebrødet, kom hun i tanker om, at det nok mest var damer, der kom til generalforsamlingen. Damer drikker ikke øl. Derfor tog hun en hurtig beslutning og købte et antal flasker god rødvin. Det var ganske vist lidt flot, men hvad. Der var overskud i foreningen, og de havde holdt måde med alting gennem hele regnskabsåret. Det kunne ikke passe, at lidt godt til ganen kunne medføre kritik fra dem, der nød godt af det.
Generalforsamlingen forløb da også, som den plejede. Da regnskabet skulle gennemgås, var der en fra salen, der spurgte til punktet udgifter til bestyrelsen.
Her måtte Anne Lise forklare, at smørrebrød og rødvin naturligvis kostede noget, men da de alle nød godt af det, var det vel ikke noget problem.
– Jo, sagde Carina, thi hende var det, – jeg mener nu, at det er for dyrt for os. Vi er trods alt en ret lille forening, og de penge går jo så fra andet.
Mange nikkede, især dem, der ikke kendte Carina, og der var lidt snak frem og tilbage.
Regnskabet blev dog godkendt, og så var der valg til bestyrelsen.
– Jeg vil gerne stille op, meddelte Carina de overraskede bestyrelsesmedlemmer.
Der blev kampvalg. Alice trak det korteste strå, og Carina var valgt.
Efter generalforsamlingen blev den nyvalgte bestyrelse siddende for at konstituere sig.
– Jeg vil godt være formand, sagde Carina.
Ny overraskelse. Ikke mange i bestyrelsen kendte hende personligt, og dem, der gjorde, sagde ingenting, mens alle andre svagt kom i tanker om en yderst velanskreven lærer henne på Ødevangskolen.
Carina blev valgt, og så gik det ellers stærkt.
I de næste par måneder indførte hun den ene nye regel efter den anden. Ingen havde modet eller lysten til at gøre indsigelse, men bagefter kunne de godt indse, at de langt tidligere burde være gået sammen og ikke som nu bare have bagtalt Carina og hendes mange regler og mærkelige tiltag.
Det startede med nogle ubetydelige ændringer til mødedisciplinen. Alle var enige om, at man naturligvis mødte til tiden, og at mødet skulle starte på det klokkeslæt, mødet startede. Men Carina indførte sanktioner for ikke at være præcis. Der blev oprettet en bødekasse, hvor bøden var præcis 1 krone pr. påbegyndt minut. Og det var Carina, der så på uret og udtalte sin dom.
– 5 minutter, Anne Lise. Betal! kommanderede hun og lukkede pengekassen op.
Der gik ikke lang tid, så lærte medlemmerne at komme til tiden.
De fleste satte pris på det og nikkede anerkendende. Endelig en formand, der kunne sætte sig igennem.

Under næste bestyrelsesmøde indførte Carina så den regel, at man skulle sige De til hende og tiltale hende i 3. person. Ønsker formanden at kvittere for denne regning? Ønsker formanden mere kaffe?
Det faldt straks de øvrige medlemmer en smule mere besværligt og enkelte endda for brystet, men Carina indførte på dette område straks en bødestraf for at glemme det. 5 kroner kostede det, hvis man bare sagde du til hende.
Lige efter formanede hun medlemmerne til altid at lade hende gå først ud eller ind ad en dør. Hun indførte, at formanden under sin ledelse af mødet selv kunne bestemme, hvem der fik ordet og hvor længe. Hun bestemte endvidere, at formandens stemme udgjorde 101% af det til enhver tid samlede antal stemmer. Da ingen var synderlig stiv til matematik, det ordnede manden derhjemme, så var der ingen modstand mod det forslag heller.
Hun fik også sin vilje igennem på andre mere personlige områder. Således blev det obligatorisk, at de øvrige medlemmer skulle neje for hende, når der skulle hilses.
Det var her, at Lisa ringede til Anne Lise og med rystende stemme mente, at nu havde de snart fået nok. De to damer var enige om, at Carina måtte hverfes ud, jo før jo bedre. Det var bare svært, for alle i bestyrelsen, bortset fra formanden, skulle være enige. Og Bertha var meget sympatisk indstillet over for Carina.
– Hun har gjort hele bestyrelsesarbejdet meget mere effektivt, og jeg synes, det er i orden, at vi viser hende den respekt.
Det havde taget Lisa nogen tid at lære at neje, og hendes mand havde fnysende og grinende snerret ad hende.
– Jeg har sgu da aldrig hørt om en sådan formand før, mente han. – Er I ikke bare en flok dumme høns, der finder sig i hvad som helst?
Det var svært for Lisa at sige noget imod det, og hun grublede længe over de modtræk, der kunne eliminere Carina.
Carina havde indført, at formanden skulle afhentes af det bestyrelsesmedlem, hvis bil var mest komfortabel, og det blev Anne Lise og hendes Audi 8. Et par møder gik på den måde. Anne Lise hentede og bragte formanden til alles tilfredshed, mens hun selv havde en ubestemmelig fornemmelse af, at det her ikke kunne blive ved at gå.
Der blev presset et møde ind lige før jul, selv om ikke alle kunne møde. Bertha beklagede, men de skulle en tur til Berlin lige netop der, så hun var altså ikke hjemme.
– Jeg håber ikke, formanden tager det ilde op, sagde hun ydmygt hen mod Carina.
– Nej, selvfølgelig skal du have lov til det. Det manglede bare!
– Ja, men så takker jeg formanden, sagde Bertha servilt.
Til julemødet kom Anne Lise i god tid for at afhente fru formanden, og på forhånd vidste hun, at hun ikke måtte dytte, så hun flagrede ud af bilen og ringede på hos Carina.
Carina lod vente lidt på sig, men endelig dukkede hun op, og da Anne Lise havde hilst på hende og nejet, skyndte hun sig forrest, så hun kunne åbne bildøren for hende. Bagdøren forstås. Formanden ønskede ikke at sidde på forsædet som en anden hund.
– Vent lige lidt, sagde hun til Anne Lise. – Selen strammer altså en anelse. Har du nogen idé om, hvordan det ordnes?
Anne Lise skyndte sig ud og om på bagsædet og bøvlede med selen. Det var rigtigt, at den strammede over formandens veludviklede brystparti, og Anne Lise prøvede at slække på selen.
– Nu tror jeg, den passer formanden, sagde hun.
Carina pressede brysterne frem og erklærede sig nogenlunde tilfreds.
– Tag lige mine sko af, kommanderede hun.
Anne Lise bøjede sig ned og tog formandens sko af.
– Har du noget imod at massere mine fødder, de trænger i den grad?
Nej, det havde Anne Lise ikke som sådan, men hun mente nok, de var i risiko for at komme for sent til mødet.
– Ja, det er fint, du slipper med det her. Kør så.
Da de lidt senere ankom til kunstforeningens mødelokale, sprang Anne Lise ud for at åbne for formanden.
– Du skal lige tage mine sko på igen.
Anne Lise tog hendes sko og gav hende dem på. Imens sad formanden helt roligt og iagttog hende.
– Du skal gøre det ordentligt, er du med?
– Jo, men jeg gør da …
– Nej, Anne Lise, og du skal ikke modsige mig. Har jeg udtalt en dom, holder den. Er du med?
Anne Lise nikkede. Klart nok.
Endelig kunne formanden forlade Audien, mens Anne Lise smækkede døren i og låste. Formanden stod foran indgangsdøren, da hun forpustet løb derhen.
– Du er lidt længe om det, sagde Carina spidst.
– Undskyld, nu skal jeg være der og åben for formanden, sagde Anne Lise forpustet og åbnede døren for hende. Mens formanden gik ind, nejede Anne Lise, som hun havde lært og lukkede efter sig.
I mødelokalet trak hun stolen ud for formanden og skænkede frisk kaffe op til hende.
– Værsgo, sagde hun.
– Er der ingen kage i aften?
Lisa sprang efter kagen, som hun havde bagt til denne aften uden at komme med nogen forklaring på, hvorfor den ikke stod på bordet. Lisa skar selv for og lagde et stort stykke på formandens tallerken.
Carina begyndte straks at spise, og chokolade, flødeskum og andet stads forsvandt hurtigt ind i hendes umættelige mund.
Da hun var færdig, lænede hun sig tilbage og samlede hænderne foran sig under barmen.
– Så går vi over til dagsordenen, nåede hun at sige, inden hun med et lille suk faldt forover med hovedet, der ramte den nu relativt tomme tallerken med et dump brag.
– Endelig, udbrød Lisa. – Jeg havde sgu aldrig troet på, at det ville virke så hurtigt. Men Peter garanterede.
– Det er godt, du er gift med en farmaceut, hvad? Jeg må sige, at det her i aften var den værste tur, jeg endnu har haft med den strigle.
Hun genfortalte i store træk.
– Kan vi være helt sikker på, at hun er død nu, kom det fra Lotte, der stirrede lidt nervøst på formanden, der lå livløs med hovedet i tallerkenen.
– Ifølge Peter er hun død, dødere, dødest, stendød. Nu skal vi bare have hende bakset af sted, så er det vel din tur?
Hun nikkede over mod Tove.
– Ja, ja. Johan er klar. En graver er altid klar, og ingen lægger mærke til, at der er to lig i en grav.
Sammen baksede damerne liget ud i Audien, og takket være mørket var det så godt som umuligt at se, hvad der foregik. Ikke en mors sjæl var på gaden denne aften, så det kunne såmænd lige så godt være foregået om dagen.
– Ja, så mangler vi bare Erik, den stakkels efterladte enkemand.
– Hir, hir. Det er altså utroligt, at han ville betale os hver 80.000 for at lempe Carina af sted til en bedre verden.
– Ham og Finn og Peter er om muligt endnu bedre venner i dag.

Conchitaeffekten

Som formand for en fem-mands bestyrelse på en efterskole får man somme tider interessante ordrer fra oven.
Skolen modtog den 13. december 2013 en mail fra en kvindelig fuldmægtig på vegne af den kvindelige undervisningsminister:
“… Ligestillingsloven (lov nr. 1228 af 19. december 2012) er blevet ændret  med henblik på at fremme regeringens målsætning om en mere ligelig fordeling af kvinder og mænd i de øverste ledelsesorganer …”
Resten af mailen var instrukser i at informere ministeriet om bestyrelsens sammensætning og kønsfordeling samt bestyrelsens måltal. Kønsfordelingen angiver kun kvinder og mænd og har ikke den seneste trend med.
Vi skal indberette inden udgangen af maj og forklare, hvorfor det ene køn hos os kun repræsenteres med én person, mens det andet har hele fire, og hvad vi har tænkt os at gøre i den anledning. Gør vi det ikke, trues vi med træk i statstilskuddet. Den skjulte dagsorden er naturligvis mere magt til kvinderne. De får aldrig nok.
Det er skolekredsmedlemmernes generalforsamling, der hos os foreslår og vælger kandidater fra egne rækker. Alt foregår så demokratisk som muligt. Derfor er forslag til personvalg skriftlige, og bestyrelsen har ingen indflydelse på skolekredsmedlemmernes forslag. En ting er at sige til dem: Husk nu at foreslå personer af begge køn eller i det mindste en variant! Men noget helt andet er det, når de skal stemme bagefter. Skal vi gribe ind i en demokratisk proces? Skal vi så sige til dem: Husk nu at stemme, så alle køn bliver repræsenteret? For det er vigtigere end alt andet.
Vi har tilføjet i vedtægterne, at vi stræber efter kønslig afbalancering i bestyrelsen. Stræber efter, ja. For det er da så fint. Men var det ikke mere nødvendigt at efterspørge iderige, energiske, aktive, vidende hjerner til de øverste ledelsesorganer i stedet for at interessere sig for, hvilke organer der sidder i bukserne?
Måske burde regeringen kigge lidt på sit eget øverste ledelsesorgan. Her sad, da loven blev vedtaget, en kvindelig statsminister, en kvindelig vicestatsminister og en kvindelig erhvervs- og vækstminister.
Jeg ved godt, de trøster sig med, at de også har Bjarne Corydon. Men, men.
Tænk, hvis han en dag får lyst til at møde op i højhælede sko og lårkort og make-up og synge en sang fra de varme lande om kvindemagt og bureaukrati.

En fødselsdag

Man kan blive smittet af mange ting. Jeg forstår, at trenden lige nu for nogen går på, hvem der kan arrangere den mest spektakulære fødselsdagsfest, hvor alle vennerne inviteres, og man giver den max gas, en kliché fra snakkeradioen, hvor jeg tænkte, at det dog var et underligt efternavn, ham Max havde.

Forleden havde min kone fødselsdag, og denne gang ville jeg gøre lidt ud af det. I sig selv blev Kirstine voldsomt overrasket over at finde levende lys, blomster og dannebrogsflag på et veldækket morgenbord, altsammen udført af mig, der var stået op klokken lort for at nå det hele! Jeg undlod dog at synge for hende. Somme tider bliver folk gladere for det, man ikke gør.
Efter morgenmaden kørte vi tilsyneladende ud i det blå.
Men …
I Billund Lufthavn stod alle vennerne og råbte og skreg med flag, hvorefter vi gik ombord i SAS SK1298. I London indtog vi Covent Garden, hvor vi spiste på Porters English Restaurant (hvad ellers?), hvor en fremragende udgave af den bedste britiske madtradition ventede os. Efter et smut oppe i London Eye gik turen tilbage til Heathrow, hvorfra vi fløj til New York. Her overnatning på Mandarin Oriental Hotel efter nogle heftige timer i baren med slørede øjne og velourbefængte tunger.
Vi nød næste dag den helt usædvanlige beliggenhed 35 etager over jordens overflade i Time Warner Center i det sydvestlige hjørne af Central Park med frokost på Asiate, som afsluttedes med en drink eller to i hotellets lounge med udsigt over Columbus Circle og Central Park South samt Upper East Sides silhuet.

Herefter som sidste punkt besigtigelse af Ground Zero, men vi gik ikke ind i shoppingcentret. Det er sgu alligevel for kikset. Så var der tid til et regulært tilbagetog, og kursen blev sat mod Danmark et par timer senere.
I Billund sagde vi trætte og mætte farvel til vennerne og kørte den lange tur hjem i den lækre Golf7 med DSG og hele molevitten.
Konen var helt stille i lang tid, og jeg tænkte, at hun nok lige skulle fordøje alt det skønne, hun havde oplevet. Måske var hun så lykkelig, at hun ikke turde sige noget af angst for at komme til at græde.
Men pludselig vendte Kirstine nogle ret så stramme læber om mod mig:
– Har du glemt, at jeg ønskede mig et Julienne-jern? spurgte hun så.

Bankrøver

I en lille midtjysk by med stor trafik igennem lå der for en del år siden en sparekasse lige ud til vejen med en brugs til nabo.
Sparekassen var flere gange udsat for røveri netop på grund af beliggenheden, og til sidst købte direktøren et alarmanlæg, enkelt, primitivt, billigt, men effektivt. Det bestod af en trykknap forbundet til en ledning, der førte over til en ringeklokke i Brugsen. Der skulle brugsuddeleren tilkalde politiet i tilfælde af røveri.
En dag skete det så. En maskeret røver indfandt sig i sparekassen med dragen pistol og forlangte penge. Kassedamen trykkede af al magt på alarmkontakten og begyndte så langsomt som muligt at fylde mandens taske med sedler.
Så blev døren smækket op, og ind stod kassedamen fra Brugsen og gjaldede ud i lokalet:
– Sig mig engang! Er I klar over, at I sidder og trykker på alarmknappen?

Tiggeri!

– Kan I undvære en 20´er til en fattig studerende?
Jeg standser den opadgående bevægelse, hvor en kagegaffel for enden af min hånd ellers er i gang med at skubbe et stykke lagkage, godt læsset til med flødeskum, jorbær og en sprød makronbund effektivt dyppet i rom, ind i madhangaren, men nu stivner som et stykke grønlandsk indlandsis, der tøver foran gletcheren og det varme hav.
Lagkagen skulle, sådan var planerne i hvert fald, altså havne nede i min mave, hvor det ville tilslutte sig den øvrige fedtbeskyttelse i bugen, som jeg efter lang tids hårdt arbejde har foret mig med, så der er lidt til at stå imod, hvis vi får skåret i vores folkepension. Man ved jo aldrig, hvad de finder på.
Her i Kolding midt i den værste sommervarme sidder vi på en fortovscafé og stirrer på den unge, lyshårede pige, der står foran os med et fast, besluttet udtryk i ansigtet. Hun har set min lagkage; det er for sent at prøve at skjule det. Det ville i øvrigt også være umuligt.
Hele ulandsproblematikken vælter ind over mig; vi rige svin, der sidder på kagen, mens de stakkels sultne masser vrider sig i smerte og dør.
Min højre hånd med lagkagestykket synker en smule i denne umulige konfrontation.
Mine tanker ræser af sted for at finde den rigtige sætning, den rigtige indgangsvinkel, den helt rigtige måde at afslutte denne alt for pinlige tilstand. Jeg er totalt udgået for argumenter, sidder tilbage som velbjærget dansker, der ikke kan unde andre stakler på kloden noget som helst af min helt overflødige rigdom, og jeg …
Jeg rækker hende en tyver, og den unge pige forsvinder. Bagdelen er det sidste, jeg ser. Den er ikke just udtryk for fattigdom og mangel på mad.
Lagkagen smager overhovedet ikke. Pludselig ser jeg det hele ret klart. Jeg er blevet taget i hoved og røv og snydt, så flødeskummet driver.
Det skal ikke ske igen, banker jeg i bordet med min knyttede hånd. Aldrig!

Mere tiggeri!

– Hast du 2 € für mich?
Det er efterårsferie i Hamburg. Vi sidder udendørs på en café og nyder et glas kold hvidvin. Og foran mig står igen en tigger. Denne gang er det en forholdsvis ældre dame, der sandelig fylder sit tøj godt ud, så godt, at der er lidt tekstilunderskud hist og her. Hun har lige taget smøgen ud fra de røde læber, da hun stiller spørgsmålet.
Men til forskel fra Kolding er jeg enormt godt forberedt denne gang. Lige siden den famøse studerende stod der og forstyrrede min lagkagenydelse har jeg spekuleret på, hvad jeg skulle sige og gøre, hvis den situation nogensinde skulle opstå igen.
Nu sidder jeg her. Scenen er sat. 2 € svarer til 15 kroner, altså en anelse billigere end Kolding. Jeg har to fingre om stilken på hvidvinsglasset; de forbliver der, mens jeg med et fast blik direkte op i hendes vandblå tyske øjne og uden vaklen i stemmen svarer hende højt og klart:
– Nein.

Stædighed er roden til alt ondt

– Jeg vil gerne bede om 1.000 kroner!
Jeg smilede venligt til bankassistenten og stod lidt nonchalant med den ene hånd i lommen og den anden lagt på skranken. Banken her var en helt ny filial af min sædvanlige, og min ven, Mogens, havde kraftigt anbefalet den. Jeg behøvede altså ikke længere at køre helt til nabobyen for at blive betjent.

Ulla hed bankassistenten, det stod på det lille skilt, der var fastgjort helt ude foran på venstre bryst, hvor det måtte have følt sig ret alene, og hun stirrede stift på skærmen.
– Hvad er kontonummeret?
– Øh, det husker jeg ikke … Jeg troede, at det hurtigt kunne findes frem … I er jo filial … Øh …jeg hedder …

Hun stampede med højre fod i gulvet, så det gav et ordentligt bump, og blusen blev levende. Jeg slap forskrækket hånden fra skranken. Langsomt vendte hun sine citrongule, cementkolde chili-glugger mod mig og hvæsede:
– Jeg skal bruge det kontonummer!
– Ja, men jeg kan simpelthen ikke huske …
– Ikke huske? Ikke huske?

Hun slog den flade højre hånd i disken, så jeg gav et lille hop, mens hun vrængede:
– Hvordan fanden kan du finde på at gå ind i en forretning og påstå, at du ikke kan huske? Hvordan vil du nogensinde få købt brød og mælk, ordnet tænder, bil eller biblioteksbøger, hvis du ikke kan huske?!? Hvad?!?
– Øh, undskyld, det er også …
– … tåbeligt? Fjollet? Idiotisk?
– Ja, måske.
– MÅSKE?

Hun stirrede på mig med sit megalomanisk fremadkanonerende brystparti og hænderne i siden. Bankdirektøren med det store navneskilt sad i baggrunden og skrev et eller andet, en anden ansat var nok ved at lave kaffe ude bagved; man kunne høre kaffemaskinen boble og syde, jeg nåede at tænke, at de havde måttet nøjes med en brugt, og en dame sad ved et skrivebord over for direktøren. Hun var helt optaget af at snakke lavt, næsten hviskende i telefonen.
– MÅSKE? HA.
Ulla trampede en gang mere i gulvet og stønnede.
– Aaaaaaaaaaj, altså …
– Du kan få mit CPR?
– CPR? Hold da kæft. Jeg skal bruge dit KONTONUMMER, fat det, tumpe! CPR, for fanden.
Hun himlede.
– Ja, men jeg kan jo ikke huske det, derfor … derfor synes jeg …

Ulla vendte ryggen til, bøjede sig forover og strammede bagdelen mod mig og hvæsede: – PRUT.
Der var ingen rynker og folder i bukserne, stoffet var glat, glat, og meget udspændt. I næste nu støttede hun sig på skranken med hænderne i bredstilling.
– Vil du ikke godt køre hjem og hente det nummer, du bor måske stadig hos far og mor, eller har du i det hele taget kørekort, vrængede hun med lille, kælen stemme, som talte hun til et barn, mens hun vred hovedet fra side til side.
Den lille stemme forsvandt derefter og blev erstattet af en klar, voksen røst:
– Nej, selvfølgelig har du ikke det, idiot, nullert, slimklat, snotunge, homozygot.
Små dråber fra hendes mund ramte mig i ansigtet. Jeg trak mig lidt bagud.
Nu blev stemmen til en regulær udgave af Lucifers, min gamle dansklærer, og mine trommehinder blafrede:
– Så tag din CYKEL og CYKL hjem. NU. Skriv dit kontonummer op på et stykke papir, OG BRING DET FUCKING HERHEN, HVIS DU ABSOLUT SKAL HAVE PENGE. CAPITO?
Det sidste råbte hun så højt, at jeg holdt mig for ørerne. Hun bøjede sig ind over skranken og tog med venstre hånd fat i min jakke og trak i mig. Navneskiltet var lige ud foran mit højre øje.
SLAM!! Ullas hånd kom helt omme fra ryggen og ramte mig skråt ind i ansigtet. Jeg faldt om. Hun for rundt om hjørnet og sparkede til mig. Jeg krøb klagende hen mod udgangen, mens hun sparkede løs.
– Mere fart på, brølede hun. – Tudeprins! Tøsedreng!! Tissemyre!!!
Hun gjorde mine til at ville sparke og slå mig helt hjem, og da jeg ikke er meget for vold, rejste jeg mig hurtigt og trak baglæns hen mod døren, mens jeg holdt hånden mod min ophovnede kind.
Jeg tog i håndtaget, men slap det igen med åben mund.
Ulla var løbet tilbage og havde taget fat i computerskærmen, løftet den og smadrede den nu ned i gulvet, mens hun råbte:
– Dværgpik! Nosseløse kastratsanger! Analfikserede tarmrenser!

Jeg vendte mig appellerende om mod de andre, men direktøren var stadig meget optaget af sit skriveri. Den anden ansatte snakkede fremdeles uanfægtet i sin telefon, men havde anbragt den frie hånd op foran det ledige øre.
Jeg forlod banken og vaklede hen mod min Golf, som jeg købte på afbetaling for 14 dage siden for et alt for stort beløb. I øvrigt samme dag som jeg bestod køreprøven, på trods af at jeg overvejede at overhale højre om på motorvejen.

– Et øjeblik, lød en stemme bag mig. En granvoksen bankbetjent med kasket tog mig i armen:
– Vær venlig at følge med!
– Øh, ja?

Jeg blev næsten slæbt tilbage af betjenten, der havde et ovenud fast tag i overarmen på mig. Indenfor stod nogle mennesker rundt om Ulla, der atter havde skiftet stemme:
– Og så tog han min skærm i rent raseri, og jeg blev så forskrækket, hulkede hun.
– Så- såååå.
Bankdirektøren rejste sig op og så direkte på mig:
– Sådanne kunder ønsker vi ikke, filial eller ej. Jeg ved ikke, hvad du har tænkt dig, men det her er langt ude. Stik ind og ring efter politiet, Poul, bad han en ung mand, der måtte være stik-i-rend-dreng.
– Ja, men, ja, men …
Et øjeblik vidste jeg overhovedet ikke, hvad jeg skulle sige.
Jeg forsøgte at rive mig løs fra bankbetjenten, men han vred begge mine arme om og hev mig ned på gulvet. Her satte han et knæ i ryggen på mig, og jeg kunne kun kvittere med et skrig af smerte.
– Så kan det godt være, du vil ligge stille, hvad? Bankrøver, brast det ud af ham.
– Har han forsøgt at true sig til penge, spurgte bankdirektøren Ulla. Hans hånd lå i nakken på hende. Hun havde blanke øjne og nikkede ivrigt.
– Han havde hånden i lommen med en pistollignende genstand.
– Aha; Fede, vil De lige undersøge …
Fede borede sine buttede fingre ned i mine lommer og ledte, rodede og ragede og med et triumferende smil trak han min lommekniv frem og holdt den højt over hovedet:
– Se! Han har kniv!
Der bredte sig udbrud i lokalet. Udenfor hørtes udrykning, og sekunder efter stormede to betjente ind i banken med hævede pistoler.
De kastede sig over mig, selv om jeg jo lå ned i forvejen, og forsynede mig med håndjern.
– Bankrøveri! Trusler mod personalet! Har kniv! Ødelagt skærmen her! Listen er lang!

De baksede mig ud af bygningen, og gennede mig hen til politibilen mellem en lille skare af nysgerrige, der i mellemtiden var dukket op. Jeg fik et glimt af overlærer Lucifer, der gentagne gange bankede sin knytnæve ned i sin anden hånd, mens han hvæsede: Ja, sådan! Gi´ ham! Gi´ ham!
Den tykkeste betjent satte hånden på mit hovede og trykkede nedad, mens han med maven pressede mig ind på bagsædet. Han satte sig pustende ind til mig og tørrede sig i ansigtet med et krøllet lommetørklæde:
– Kør, kommanderede han makkeren.
– Jeg skal nok sidde stille, sagde jeg, – vær venlig at afmontere disse håndjern. Det gør ondt.
Den store betjent kiggede ned på mig og flækkede af grin:
– Hæ, hæ, splejs, her er nøglen, du kan jo selv prøve at nappe den!
Han viftede med en lille nøgle, mens han tørrede sved af panden.
– I øvrigt skal du have sele på, ellers står du til en bøde.
Jeg oksede med selen, men håndjernene gjorde, at jeg ikke var i stand til at få den om mig.
– Ha, så skriver jeg den med det samme!
Han trak dog selen om mig og klikkede den fast. Selv skulle han ikke nyde noget sele.
– Politifolk er fritaget.

Chaufføren drønede af sted og rundede et skarpt hjørne. Faktisk så skarpt, at bilen væltede. Begge betjentene tumlede rundt, mens jeg blev holdt fast af selen. Så lå vi der halvt på siden lidt nede i en grøft. Motoren var gået i stå; min bagdør var gået op; der var helt stille. Indenfor og udenfor. En fugl sad i et træ og gav hals. Ingen havde tilsyneladende set uheldet.
De to betjente var åbenbart bevidstløse, for de sagde intet, lå ret tæt sammen som et ældre, triveligt ægtepar. Chaufføren måtte være kastet over på bagsædet, for han var helt filtret ind i min sidemand. På toppen af dennes mave lå nøglen til mine håndjern. Jeg fik mig besværligt frigjort af selen og møvet op, så jeg kunne få fat i den, men det var ikke så ligetil. En slags minibjergbestigning var nødvendig; jeg asede og masede opad, og endelig lykkedes det. Jeg fik mig låst op efter mange forsøg.
Jeg syntes, de to lå godt for, så derfor klikkede jeg den venstre del af håndjernene om hans ene håndled og den anden om chaufførens ankel. Nøglen smed jeg gennem den åbne dør ud i grøften.
Så kravlede jeg ud af vraget, stod lidt og sundede mig, inden jeg begyndte at gå hjemad til min lille lejlighed og fortalte det hele til Kirstine.

Næste formiddag stod jeg atter i banken og gik hen til skranken. Ulla sad ved kassen og så indædt på skærmen.
– Ja, god dag. Jeg skal bede om 1.000 kroner. Jeg har desværre glemt mit kontonummer …

Speciallægereception

Der var hverken aviser eller ugeblade at kigge i, og det ældre ægtepar, der sad og ventede, havde derfor ikke andet at foretage sig end at stirre og lytte og ændre siddestilling.
– Ja? lød kontordamens hæse, næsten metalliske stemme indledt med et lille suk. Alle disse afbrydelser.
– Jeg vil gerne bestille en tid, sagde jeg. – I har jo hverken hjemmeside eller mail til bestilling, og telefonen er altid optaget, så derfor står jeg her.

Nu blev der helt stille i venteværelset.
Svaret var et spørgsmål:
– Må jeg låne dit sygesikringskort?
En fuchssvans havde erstattet hendes stemmebånd.
Jeg stak hånden i inderlommen, mens jeg nikkede venligt til ægteparret, hvor især konen fulgte godt med.
Og ventede lidt. Rodede lidt rundt i lommen. Publikum var spændt. Så trak jeg hånden en smule frem – og standsede. Jeg kunne næsten fornemme sukket. Så hev jeg kortet frem:
– Da-daaa!
Konen fniste.
– Det skal være det gule, ikke det blå. Det er til udlandet, savede kontordamen i mig og ødelagde totalt min ellers så gode performance.
– Undskyld, svarede jeg stærkt samvittighedstynget over denne monumentale socialgruppe-5-brøler. Ud af øjenkrogen så jeg konen holde sig for munden, mens hun så op på ægtemanden.
– Men lad gå denne gang.

Kontordamen bladede i sin kalender.
– Onsdag klokken 8, foreslog fru Metallica. Ordet foreslog er min egen fortolkning.
Savens tænder var erstattet af en rundsav.
Der opstod en lille pause. Ægteparret sad med tilbageholdt åndedræt for at høre mit svar. Jeg drejede hovedet og så, hvordan konens øjne var stift rettet mod mine læber. Jørgen Ryg krattede lidt i den blanke skranke med en finger.
– Nu er jeg jo pensionist, så …
Konen fniste højt.
– Nå, ja, I sover jo længe, jamen så … lad mig se … hvad så klokken 13.15?
– Ja, øh, da er der jo eftermiddagsluren …
Nu grinede konen, ganske vist dæmpet, men alligevel.
Kontordamen så mere og mere stram ud og klingen blev større. Jørgen Ryg forvandledes til græsk finansminister med dette kompromis:
– Hvad med 15.30?
– Vi lukker klokken 15.
– Ja, med så kort en arbejdstid skal det da blive svært …
Nu bredte der sig ligefrem en munter stemning hos ægteparret, hvor nu mandens ansigt revnede i bredden.
Savklingen savede det endelige og indiskuterbare tidspunkt ud:
– 14.30!
– Jeg tror, jeg …
– Så siger vi det. Husk det gule sygesikringskort næste gang! Næste!

Kvinder bliver 82, mænd kun 79

Jeg står i kø i SuperBrugsen, og foran mig er et selskab af en tre-fire yngre mænd og lige så mange kvinder. De lægger op til fest, tror jeg.

De sugerørstynde fedtfattige kvinder lægger varer på båndet. Broccoli, porrer, jordskokker, i det hele taget økologiske grønsager, også fra Thailand og Marokko og Ærø, økoskummetmælk, en hel oprindelig frit- og løsgående økologisk, men dog til sidst alligevel med nænsom økse (slå ikke så hårdt, morfar!) og med bind for øjnene dræbt jydekylling, den er eddermame stor, kan jeg bevidne, har nok årnli kvabbet rundt og mæsket sig med nedfaldsæbler og affaldspommesfritter og orme og almindeligt bondegårdssnask, mens den har muntret sig med hanekyllingerne i solopgangen. Hertil lidt snolder i form af karotter og små, sjove radiser til ungerne. En pose æbler og nogle ferskner afrunder deres indkøb sammen med superproteinrige grovboller og fire liter danskvand uden tilsætningsstoffer bortset fra E45.

Så kommer mændene bagefter. De skubber en kasse øl foran sig, smider fire store colaer, otte pakker chips, slik i lange baner op på båndet sammen med to flasker slavewhisky, der stilles lidt mere forsigtigt, griner og skubber lidt til hinanden med maver, der ikke har rynker.

Tre år for broccoli, tre år!

Julegaver i gamle dage og en møgirriterende lillesøster

Jeg blev født som spædbarn. Det hed en baby dengang. Glad og tilfreds. Mine forældre tog sig af mig. Når jeg skreg, fik jeg mad. Når de kildede mig under hagen, smilede jeg. Jeg kunne mærke, at det ville de gerne have. Hvis jeg klaskede min ske ned i grøden, så det plaskede ud over det hele, grinede de til mig og sagde:
– Ha, ha, nej, hvor du kan!
Når jeg græd, trøstede de mig, og om aftenen fortalte de historier og kyssede mig godnat. Jeg havde en god og, synes jeg, velfortjent, central plads i familien. Livet var værd at leve.
Lige indtil jeg blev fem år.

En dag kom tante Karen nemlig med en lille, skrigende kødklump, som de påstod, var min lillesøster. En lille, ulækker, rødhudet gris. Hun skreg ret meget, jeg holdt mig for ørerne og sagde til mor:
– Hvad skal vi egentlig med hende der?

Men mor kiggede bare på den der og hørte mig ikke længere. Fra den dag blev jeg usynlig i familien. Da det gik op for mig, græd jeg, men der kom ikke nogen. Så prøvede jeg at græde enormt højt; ingen viste sig, og så kan det da nok være, at jeg satte turbo på skrigeforstærkeren, og endelig kom min far ud og tyssede vredt på mig:
– Hanne sover!

Med feber i øjnene stirrede jeg på julekalenderen i december 1956, for dagene var langsomme, og den 24. lå langt ude i fremtiden. Langsomt gik det op for mig, at der var flere ulemper ved ikke længere at være enebarn.
Mine forældre fortalte mig, at far skulle lave et dukkehus til Hanne den jul. Det skulle dog ikke bare være et almindeligt et. Nej, det skulle naturligvis være en hel villa i tre etager med stuer, køkken, badeværelse, entre, bryggers og hele molevitten.
Alt for Hanne.

Allerede der syntes jeg, det kammede noget over. Med stigende nervøsitet så jeg, hvor lang tid han var nede i værkstedet i kælderen for at arbejde på det skide dukkehus.
Af og til gik jeg utålmodigt derned, men kun når Hanne så det; Hanne måtte selvfølgelig ikke komme med, det var altid noget.
– Nej, Hanne, du skal blive heroppe i stuen.
Vræl.
Jeg kunne godt lide det vræl.

– Er du ikke snart færdig, spurgte jeg far, for der er vel så meget andet, du skal?
Jeg tænkte jo på, at der måske også var andre i familien, der skulle have julegaver eller sådan noget.
Men nej, han var slet ikke færdig endnu; rummene skulle limes sammen, døre og vinduer skulle sættes i, der skulle lægges tag på den fine villa, og der skulle tapetseres tagpander og mursten på bygningen, der efterhånden fyldte hele værkstedet. Alle værelserne skulle møbleres, og disse møbler lavede han minsandten også. For ikke at tale om de små dukker, der skulle bo i paladset.
Somme tider sad vi og ventede med aftensmaden.
– Kan vi ikke bare spise, spurgte jeg.
– Nej, nu må vi vente, til far kommer op, sagde mor.
Mine suk overdøvede Pressens Radioavis og reportagerne om Ungarn og Pølse-Hannes banken i bordet med gaflen.

Det blev juleaften, og Hanne fik naturligvis lov at pakke den første pakke op. Klart nok! Som yngste familiemedlem. Og sødeste! Nej, hvor er hun fin. Dikkedik.
En fin dukke fra farfar og farmor. Jeg så op i loftet. Som om en hel villa ikke var nok!
Så blev det endelig min tur. Det var en blød pakke. Jeg slog papiret til side: Et sæt undertøj.
Min mund blev en streg.

Far måtte have hjælp af farfar for at bære Hannes megakolonorme julegave op i stuen. Hele monstrummet var pakket ind i en masse papir, og den stakkels Hanne sad der med store øjne og vidste knap, hvad det hele gik ud på, mens mine læber var meget smalle. Skulle der virkelig ofres så meget på den møgtøs, der altid rodede i ens sager og aldrig fik skylden, når hun selv var ude om det? Finn, du er jo den ældste, sagde de. Nå, så bare man er yngre, så har man altid ret? Så må man gerne rode i storebroderens ting med sine små fede grisefingre og hoppe i ens seng eller sidde og trykke den af på ens hovedpude?

Hanne gik i gang med at flå papiret af gigantjulegaven; hun kunne næsten ikke nå op. Hun var helt ellevild, klappede sine små pølsefingre sammen og hoppede og dansede og blev ved med sit irriterende neeeej, nøøøj, nåååå!
Til sidst blev det for meget af det gode. Der må være grænser for, hvad en storebror skal finde sig i. Jeg kom til at træde på en dukkestol, der gik i tre stykker.
– Finn! sagde mor.
Farfars lighter lå på bordet.

Jeg tøvede et øjeblik, men så rejste jeg mig og gik udenfor. Aftenen var alligevel fuldstændig ødelagt. Måske skulle jeg løbe hjemmefra. Det havde de rigtig godt af. Ja.
I den frostklare aften begyndte jeg at ryste af kulde. Jeg besluttede mig for at vente til i morgen.

– Finn!
Far stod i døren. Nå. Og hvad så?
– Kom nu ind, Finn. Du har ikke pakket det hele ud endnu …
Det kunne også være det samme. Måske var der sokker i den næste pakke? Eller et sæt undertøj igen. Det er altid dejligt at få undertøj. Enormt festligt.
Der var næsten ikke plads i stuen på grund af Hannes kæmpeslot. Selvfølgelig havde hun spredt alle fars hjemmelavede dukkemøbler ud over det hele, julepapiret lå og flød og dækkede min undertøjsgave, og selv var hun helt oppe at køre.
Far kom ind med en stor, tung pakke.
– Værsgo, Finn.
Jeg blev helt væk for mig selv og flåede papiret af. En filmsfremviser! Mørkerød. I metal. Med drejehåndtag! Og to film! En med Mickey Mouse og en cowboyfilm med John Wayne – i farver.
Mig ud i køkkenet, hvor der var mørkt, op på bordet med fremviseren, filmen i og så køre højre hånd rundt og rundt! Det betød ikke noget, at trærullen i håndtaget ikke kunne dreje med rundt; af en eller anden grund sad den totalt fast. Til gengæld larmede fremviseren, så det gjorde ondt i ørerne.
Da jeg havde set 22 sekundersfilmen med Mickey Mouse 18 gange, heraf 11 gange langsomt og 4 gange hurtigt, foreslog far, at jeg også så cowboyfilmen. John Wayne red af sted mod solnedgangen og svingede en lasso over hovedet; den varede 25 sekunder, og så var den film færdig. Lassoen blev svunget fem gange, så mente jeg nok, hvordan den film endte efter at have set den 42 gange.
Alt i alt blev det en god jul. Trods alt.
Hanne fik lov at se begge film. Hun var jo trods alt min lillesøster.

Ekspedienten

Jeg står i en tæppeforretning og betragter en tæppebunke foran mig. Bag bunken står en ældre tætpakket dame. Pludselig affyrer hun ord:
– Kan du ikke lige løfte de øverste, så jeg kan se den her?
Jeg tager hænderne op af lommen og siger forbavset:
– Jo, gerne, men …
– Jeg har jo ikke tid hele dagen, siger hun med smalle læber, mens hun sætter hænderne i siden og løfter antiluftskytset og blikket mod mig, der er glad for de to meter tæpper, der ligger mellem mig og hende …
– Jeg er faktisk også kunde her i forretningen, smiler jeg til hende.
– Øh, er du ikke …
Det er her, jeg forstår. Jeg øjner en ekspedient bag hende, der har samme slags blå skjorte på som mig.
Den ældre dame ændrer sig på 0,2 sekunder, slår beklagende ud med hænderne, sænker panserraketterne, smiler og siger i en anden tone:
– Nej, det må du altså virkelig undskylde. Jeg troede, du var ansat her. Nej, undskyld.
– Men jeg kan nu godt alligevel løfte disse tæpper. Åh, altså, mænd! (og drenge)

51 delvist realistiske historier,
hvori hankønnet har en ikke uvæsentlig rolle som skabningens herre og mesterI stødet

Min første skoledag var en fiasko, og skylden lå entydigt hos min far og Jesus. Det ved jeg nu. Siden min fødsel 1947 havde jeg undgået de helt store nedture altså bortset fra selve fødslen, og bortset fra dengang, jeg som tre-årig stak af hjemmefra på min tre-hjulede cykel sammen med Per Vejmand, var der mig bekendt ikke sket de store ting.

Efter min mors sædvanlige formaninger om at opføre mig ordentligt forlod jeg hjemmet med min nye skoletaske og hentede naboens Poul Erik. Hans mor puttede en enorm madpakke ned i hans taske, og på vej ud af køkkenet sagde han henkastet: Kan du bogstaverne?
Jeg rystede på hovedet. Skulle man da det? Er du tosset, sagde han. Vi har øvet hele ugen, min mor og mig. Ellers kan man sgu ikke følge med. Det er jo en skole, sagde han forklarende.
Man måtte ikke bande, men det var Poul Erik ligeglad med.

Så traskede jeg efter ham og søgte at følge med. Himlen i vest havde skyer, og nogle af dem var sorte, og en lignede en ørken uden oaser. Jeg havde ikke mad med, for vi skulle kun være der tre timer, og så skulle vi hurtigt hjem til bedsteforældrne, sagde min mor, der ikke havde tid til at gå med derhen, hvilket jeg var meget glad for. Somme tider var ens mor ikke den, man var mest stolt af at slæbe rundt på.

Ganske rigtigt. Henne i landsbyskolen langt ude i ørkenen med kun ét klasseværelse skrev læreren noget på tavlen. Vi nye sad på første række bag borde med blækhus og en skrå pult, der kunne lukkes op til et rum nedenunder. Det duftede af sæbe og var helt tomt.
Hvad er det, spurgte læreren. Et i, svarede Poul Erik. Det var sandelig godt, sagde læreren, der var en gammel mand på 35 år. Hvor er du dygtig. Vi kiggede alle hen på Poul Erik, og jeg sagde højt og stolt, at han var min ven.
Læreren rømmede sig, stillede sig lige ud for mig og så ud over skolens 16 elever, hvor jeg kun kendte nogle af de nye:
Nu skal I alle være velkommen!
Der manglede en knap i hans bukser. Han havde nogle store hænder, som han foldede til noget, der lignede en skovl, lukkede øjnene og fremsagde fadervor.
Man skal turde sige ja til Jesus, sagde han, for Jesus siger også ja til jer.
Det vidste vi godt fra søndagsskolen. Ham Jesus.

Nede bagved sad nogle forældre, blandt dem Kesse og Bosses mødre, der smilede, hver gang vi vendte os om. De var malet i ansigterne, havde fint tøj på og højhælede sko og nylonstrømper. Sådan kendte jeg dem slet ikke.
De skældte tit ud og slog deres børn.

En dag var Kesses mor blevet meget gal, fordi han stod midt på græsplænen og viste sin tissemand frem. Vi lavede cirkus, og han spillede hvid dreng med negerpik og havde derfor smurt den ind i brun skocreme. Hun trak bukserne af ham, løftede ham helt op og gav ham en endefuld. Vi andre stod respektfuldt i god afstand og påhørte i tavshed klaskene samt Kesses smertensskrig.
Måske var det forkert at foreslå det med skocremen, men Kesse var ikke god til selv at finde på, og for os andre var han den oplagte kandidat til netop den rolle.

Preben mente ikke at have set og hørt så mange klask før. Min far kan godt slå hårdere, men han løfter mig ikke op fra gulvet og tager heller ikke mine bukser ned, sagde han hviskende.
Hvad, sagde jeg. Kesse skreg sindssygt højt.
Man kan ikke stikke af, når de løfter en, mente Per Vejmand. Det har jeg prøvet. Men så fik jeg endnu flere tæsk bagefter, og min far slår hårdt. Det gør min far også, forsvarede jeg familiens ære.
Min far slår hårdest, indvendte Carl Erik.
Vi diskuterede lavt og sagligt, men gyste, da Egon påstod, at han slet ikke fik klø derhjemme. Hvad får du så, spurgte vi undrende og flyttede modvilligt blikket fra Kesses hvide røv. Mellem hans lår kunne vi somme tider få øje på noget brun skosværte, der hang og dinglede.
Jeg kommer ned i koksrummet, sagde Egon. Koksrummet? Ja, der bagerst i kælderen. Der er ikke vindue, sagde han hviskende, og jeg siger også til min mor, at jeg er bange. Hun låser mig ind alligevel og svarer bare: Det skal du ikke være. Jesus er med dig.
Det er det, jeg er bange for. Jeg kan ikke se Jesus. Jeg ryster over hele kroppen og står længst muligt henne mod døren. Tænk, hvis Jesus pludselig brølede frem fra koksbunkerne og sagde EGON!
Det var så uhyggeligt, at det måtte være forbudt for børn, og de små hår rejste sig i nakken ved tanken. Ingen af os turde sidde nede i det rum! Der opstod en pause, hvor vi næsten glemte stakkels Kesse. Så genoptog vi diskussionen om hårdtslående fædre, men fandt ikke vinderen.

Omsider blev Kesses mor færdig og smed den hylende Kesse fra sig, vendte sig om mod os og råbte: Gå hjem med jer, eller skal I også ha?
Det skulle vi ikke.

Klassen lugtede af lak og fernis her den allerførste dag i skoleåret. Gulvet var brunt, væggene lysebrune, bordene mørkebrune og loftet hvidt. De store vinduer vendte ud mod haven, hvor lærerens blomster prangede, og hvor især æble- og blommetræerne stod med tunge grene fyldte med dejlig forbudte kopatter, som vi tidligere havde stjålet. Flaget var hejst ude i gården, og klassen var pyntet festligt op med en vase med blomster på katederet. På tavlen stod foroven: Velkommen til et nyt skoleår 1954! Nedenunder stod: Velkommen til de nye elever i 1. klasse!

Vi nye skrev vore navne på et skilt, der skulle stå på pulten. Da en af de store drenge gik forbi mit klapbord, rev han mit skilt ned på gulvet og grinede.
Du tør ikke gøre det samme ved mig, truede han.
Jeg ved ikke, hvorfra han vidste det, men sandt var det. Jeg var slap, uden muskler, ikke synderlig høj eller på nogen måde stærk og derfor ikke interesseret i at slås. Jeg kunne udmærket nøjes med de bank, jeg fik af min far og behøvede ikke flere.

I frikvarteret efter den første time stod vi lidt. Et par af de store drenge kom hen: I tør ikke gå ind på pigernes lokum.
Vi så på hinanden. Jeg turde ikke, og det gjorde Preben heller ikke. Poul Erik sad i et hjørne i cykelskuret og var gået i gang med sin kæmpemadpakke. Han svedte og havde fugtige, gnidende hænder og flere gange til mig sagt, at han måske ikke fik spist det hele.

Så tog de store drenge fat i mig og slæbte mig ind på pigernes toilet. Jeg gjorde modstand på skrømt. Det skulle ikke hedde sig. Sådan, sagde de, nu tør du!
Så kom læreren og sagde, at det måtte de ikke gøre. Det lovede de fremadrettet at lade være med. De fik dog alle en på hovedet. Pigerne fnisede ad mig, og jeg slæbte mig ind i næste time. Kesses og Bosses mor var gået hjem.

Læreren hev et danmarkskort ned. Jeg opdagede, at nu skulle jeg tisse. Måske havde jeg af bare spænding ikke fået det gjort tidligere på morgenen, hvad ved jeg. Måske havde besøget på pigernes toilet blokeret. I hvert fald forsøgte jeg i lang tid at ignorere det stadigt stigende pres og hørte derfor ikke meget af lærerens snak om Gudenåen. Da han fortalte, at Skjern Å var den vandrigeste å i hele Danmark, slap der er par skvæt forbi vandlåsen og ud i bukserne.
Jeg stak hånden ned mellem lårene og pressede endnu mere sammen, og kunne godt lugte tisset. Nu hørte jeg slet ikke, hvad læreren sagde, men ventede kun på, at mine sidekammerater ville opdage det. Min hånd føltes våd.

Da vi endelig fik frikvarter, stormede jeg ud på lokum og tissede en halv Gudenå. Bukserne tørrede jeg med noget wc-papir. Det sugede ikke så godt, det brune nummer nul nul, men jeg håbede på, at det våde ikke kunne ses på dem. Da jeg trådte ud fra toiletbygningen, stod en af de store og pegede på mig: Ha, ha, han har sgu tisset ned ad sig selv!
Jeg fandt en solrig plet lidt væk fra alle andre og prøvede at ligne én, der ikke stod der for at tørre tisbukser.

Da denne min allerførste skoledag omsider, endelig, langt om længe var forbi, gik jeg hjemad med Poul Erik, der gumlede på den sidste mad. Han krøllede madpapiret sammen og smed det i grøften og bøvsede.
Bag os kom tre af de store drenge drønende.
Åh, der har vi ham den lille pis-unge, sagde de. Øv, bøv, blebarn.
Jeg prøvede at lade som ingenting; min far havde altid lært mig at vende den anden kind til, som han ramte med stor præcision. Det er til din fordel, sagde han, for nu er du lige rød på begge kinder. Ha, ha, sagde han, det er også godt at have humoristisk sans.
Det vil hærde dig, mente han. Du skal turde noget mere, Finn. Hvorfor er du altid så bange for alting? Det er jeg da heller ikke, turde jeg godt protestere. Jo, du er, sagde han vredt, og så turde jeg ikke sige mere.

Ingen af jer to tør tisse på det hegn dernede, sagde en af de store og pegede på en mark ned ad en sidevej.
Poul Erik rystede langsomt hovedet fra side til side.
Mit hoved føltes varmere end resten af kroppen.
Nu kunne det snart være nok, og det begyndte at koge deroppe i hjernen. Var skolen slet ikke noget for mig; ville mit liv blive et helvede med nederlag på nederlag? Skulle jeg herefter altid skuffe de store drenge, når de spurgte, om jeg turde det eller det? Skulle jeg skuffe min far? Og hvad med Jesus?

Nej! Derfor satte jeg min skoletaske fra mig og sagde med helt rolig stemme: Det tør jeg da godt.
Jeg begyndte at gå ned mod marken.
De fniste og kiggede sådan sjovt på mig, mens de cyklede ved siden af og passede meget på ikke at køre ind i mig. De cyklede heller ikke foran! Jeg var for første gang denne dag i centrum. Jeg turde noget, andre ikke turde. Jeg kunne mærke, hvordan hovedet blev køligere, og jeg tror faktisk også, at jeg lige der voksede to centimeter, som jeg gik med højt løftet hoved. Nej, jeg skred af sted. Jeg vidste nu, hvad jeg ville. Mine arme gik frem og tilbage, vinden og solen var lige imod, men det føltes behageligt. Jeg standsede ud for hegnet. Det summede, lidt ligesom bisværme.

Jeg hev kalorius frem og stillede mig med spredte ben tæt ved tråden. De andre holdt vejret. Jeg fornemmede øjeblikket som betydningsfuldt. Det gav mig styrke. Jeg var ikke fri for at nyde det.
Det varede dog lidt, inden en stråle rejste sig. Den hævede sig mere og mere og ramte pludselig tråden.

Jeg skreg så højt, at Poul Erik stak af. De store drenge grinede og slog sig på lårene og pegede på mig, mens jeg hoppede rundt og råbte av, av med armene presset ind mod skridtet. To murhamre var kommet fra hver sin side og ramt mig lige dernede, og det gjorde så ondt, så ondt. De cyklede bare derfra, og længe efter kunne jeg høre deres stemmer og et enkelt ord, dum. Jeg krummede mig sammen i græsset, mens jeg holdt mine hænder mellem benene mod skridtet og jamrede. Længe lå jeg der, indtil jeg kom i tanker om, at jeg jo havde fået at vide af far, at jeg skulle skynde mig hjem efter skole, fordi vi skulle besøge bedstefar og bedstemor. Jeg haltede tilbage, samlede min taske op og satte fart på.

Sagde jeg ikke, du skulle gå lige hjem fra skole, lød min fars vrede stemme. Jeg fik en lussing, og så kørte vi.

Filet mignon

Da den improviserede middag var overstået, trak herrerne sig tilbage til stuen og drak en whisky, mens damerne gik i køkkenet og fik mad og service ordnet. Som det nu hørte sig til. Whisky var for ordentlige mænd, cognac kunne gå an, men whisky var afgjort nummer et.
Oven på aperitiffen, hvidvinen, rødvinen og dessertvinen gjorde det godt med noget ordentlig mandevæske.
Hans mærkede på Thorgrimm, at de to var af samme karat. Spændende, charmerende, aktive, sprudlende! Selvfølgelig var Grethe sød og dejlig, men hende der Thorunn var afgjort tiltrækkende!
Det flade Danmark forholdt sig til Færøerne som Grethes bryster til Thorunns!
Hans lod sløret whiskyen køre rundt i sit glas. Der var en god, tyk stemning af mæthed, tilfredshed og salighed i stuen. Han kunne også mærke det på Thorgrimm.
– Æh, du Thorgrimm, nu har vi kendt hinanden i fire år? Eller er det fem? Jeg synes faktisk, både du og Thorunn er nogle aldeles dejlige mennesker, og det er rigtig hyggeligt, at I to noget uventet kom på besøg i aften!
Thorgimm nikkede.
– Ja, i lige måte.
– Ja, og pigerne er jo vældig meget sammen efterhånden! Jeg har faktisk tænkt på, endda flere gange, om vi gør nok for vort venskab? Kunne vi – her kom der forstyrrende luft op fra maven – kunne vi udvide vort kendskab til hinanden? Være mere sammen?
Det, mente Thorgimm ikke, var helt umuligt. Han sad og smilede hele tiden.
– Thorgrimm, vi har nok begge et aktivt seksualliv, her banede et nyt bøvs sig stille og roligt fremad på om ikke livets, så Hans´ lange landevej fra maven og op i munden, øh, aktivt seksuaaaalliv, og den står jo på dansk bøf hver aften!
– Dansk bøf? Thorgrimm var ikke helt med.
– Ja, sådan overført. Men bare fordi man spiser dansk bøf hver aften, behøver det jo ikke at være sådan, at man ikke også indimellem godt kunne spise, lad os sige filet mignon?
– Nej, sikkert. Thorgrimm mente nu ikke, de havde fået filet mignon. Faktisk vidste han ikke helt, hvad det var.
– Jeg kan nu bedst lide lammesteg.
– For helvede, Thorgrimm. Tag dig nu sammen. Næh, det jeg foreslår dig og pigerne, er et ganske gement partnerbytte. Nå, hvad siger du så?
Thorgrimm blev lidt urolig og spekulerede på, hvad vennen egentlig mente. Selv her efter fem år havde han stadig svært ved at forstå danskerne. For en sikkerheds skyld nikkede han eftertænksomt.
Hans smilede tilfreds, og da damerne lidt senere dukkede op og satte sig, rømmede han sig:
– Thorgrimm og jeg har et lille forslag. Han skævede til Thorunns imposante brystparti og blev helt varm mellem ørerne, mens han ubevidst åbnede højre hånd så meget, han kunne.
– Vi har et lille forslag. Hvad siger I to underskønne kvinder til en omgang partnerbytte?
Der blev en pause. En lidt ubehagelig pause, som om de ikke havde forstået det generøse tilbud. Han skulle lige til at gentage, da Grethe tog ordet og sagde, mens hun rejste sig og gik over til Thorunn:
– Partnerbytte? Jo tak, det vil Thorunn og jeg da så forfærdelig gerne.
Hun strøg hende over håret, bøjede sig ned og kyssede hende på munden.
– Ja men, så går vi ovenpå! I to kan jo gå over til Thorgrimm!
Dermed forlod de to dejlige damer stuen efterladende de to mænd.
Damerne gik fnisende ovenpå med hinanden i hånden, og Hans var blevet stum.

Så bøjede Thorgrimm sig frem mod Hans:
– Det her filet mignon, var det til natmat?

Ej blot til pynt

Arne havde købt nogle vældigt flotte og skinnende hjulkapsler, som han klipsede oven på de grimme navkapsler. Synligt stolt over resultatet inviterede han mig på køretur for at nyde folkevognsbussens nu meget bedre køreegenskaber.
Vi kom noget hurtigt kørende ad den smalle Fynshavvej. Jeg dovnede den ved siden af med benene oppe, mens Arne nonchalant sad med venstre arm ud af vinduet og lignede én, der skulle ha´ heddet Brian, mens vi grinede af ingenting.
Op fra en gårdsplads tæt på vejen kom pludselig en arrig gravhund fræsende og angreb Arnes venstre baghjul. De flotte pyntekapsler må have irriteret den. Også jeg fandt dem ubehageligt kitchet, men lagde mig dog ikke ned og bed i dem af den grund.
Arne bremsede hvinende.
Hunden fløj en meter op i vejret og landede på asfalten, og nu lå den der, forbavset og bebrejdende. Dens ryg udgjorde en stump vinkel på midten med rygradens knogler stikkende ud gennem huden. Vi nærmede os den forsigtigt.
Imens strømmede gårdens beboere til.
Bondemanden gik ned på gårdspladsen under et blomstrende kirsebærtræ med den døende hund i armene som et spædbarn. Børn og voksne stillede sig tavse og paralyserede i en halvcirkel.
Allerbagerst dappede vi nærmere, og Arne prøvede at se helt uskyldig ud, og der var ingen direkte bebrejdelser mod ham. Den alsiske bondegårdsidyl blev egentlig kun forstyrret, når børnene kiggede på os med sagte gråd. Jeg stillede mig bag Arne; det var trods alt ham, der var chaufføren, og jeg har det ikke godt med børn, der græder.

Efter nogen tid med barnegråden gik vi langsomt tilbage til bilen og satte os ind.
– Kør for helvede, sagde jeg, og imens så vi dem alle sammen stå dernede på gårdspladsen og kigge efter morderne.
– Det tog nok pynten af kapslerne, hvad? sagde jeg for at bidrage til den gode stemning.
Hjemme pillede Arne pyntekapslerne af igen og lagde dem væk.
Så gik han ind og lukkede døren efter sig.
En pebret pris

Vi fire ungkarle skulle alle sove i stuen efter en animeret middag, hvor Aksel havde underholdt os andre tre med morsomme og skarpsindige betragtninger fra hoften. Ingen af os andre nåede ham til sokkerne i åndsevner. Han hånede Egon for ikke engang at vide, hvem der var udenrigsminister og styrede i det hele taget samværet med sit betragtelige korpus såvel psykisk som fysisk, mens han plæderede for Campari og Kierkegård. Vi andre drak øl.
Vi lå på skumgummimadrasser, sofapuder og oppustelige underlag af enhver art i gadelygternes skær.
Lige der hvor jeg mærkede, at bevidstheden makuleredes til drømme, startede det. Først som en lav brummen lidt i stil med de tyske flyvere over Danmark 9. april, dernæst mere som et savværk på den midtjyske højderyg omkring Engesvang og til sidst en infernalsk pneumatisk betonboring med prustelyde i sirenehøjde.
Det var Aksel, der på den måde turbinesnorkede os andre tre ned under gulvbrædderne.
Ingen af os kunne sove. Fnisende diskuterede vi dæmpet, hvad vi kunne gøre.
Først rømmede Hans P sig diskret, men det viste sig totalt virkningsløst. Egon følte sig som vært forpligtet til at sørge for ordentlige soveforhold og hævede derfor stemmen:
– Aksel, for fanden! Du snorker!
Grinene bredte sig, der var ikke meget nyt i den sætning.
Aksel snorkede højere end nogensinde, og Egon sank tilbage på sin pude, tydeligt opgivende. Lettere nedtrykt lod han en vind gå som en direkte konkurrerende kommentar, hvilket affødte nye dæmpede latterbrøl.
Hans P rejste sig fra sit leje, tog en halvtømt danskvand fra bordet og hældte resten ned på Aksels nedre ekstremiteter efter at have løftet dynen. Rummet blev fyldt med tilbageholdt sprutgrin. Han lagde pænt dynen på igen. Vi andre skreg lydløst og trimlede rundt på underlaget.
Aksel snorkede ubekymret videre, mens den undertrykte latter truede med at sprænge væggene i stuen.
– Det er vist min tur? hikstede jeg halvkvalt.
Jeg famlede ud i køkkenet og hentede en peberbøsse.
I mørket pøsede jeg godt med peber ned i ansigtet på Aksel.
Latterens trykbølger fik dynerne til at hoppe og ned.
Så snorkede han abrupt to gange lige efter hinanden efterfulgt af uforståelige ord på sjællandsk. De blev højere og højere og fulgt op af nogle gorillaagtige lyde, hosten, harken og nysen.
Med ét rejste han sig op i siddende stilling, mens han bandede højt og længe og gned sig i øjnene.
Han nøs en 10-15 gange, mens han tværede peberet godt og grundigt rundt i hele hovedet. Vi andre havde dynerne proppet ind i munden.
– Hvad fanden? Hvad helvede? Hvad satan?
Så var der åbenbart ikke flere, han kunne spørge.
Aksel rejste sig i mørket, skinneben mødte stoleben med banden og svovlen til følge, mens han nøs uafbrudt. Til sidst tændte Egon lyset, og vi andre lod, som om vi lige vågnede af al den larm.
Egon vendte sig om mod Aksel, gned øjnene og sagde:
– Hvordan fanden er det, du ser ud?
Vi andre kiggede efter. Peberet var i den grad smurt rundt i fjæset på ham, at han lignede en skorstensfejer i gorillaforklædning.
Han gik ud på badeværelset med en serie vrede brøl, mens vore maver protesterede mod flere sammentrækninger.
Næste morgen påstod han vedholdende, at det var Egon, der havde hældt peber i ansigtet på ham og ønskede ham hen, hvor peberet gror. Jeg var tilbøjelig til at gi´ ham ret.
Aksel tog hjem til Sjælland, og vi så ham aldrig mere.
Det gjorde ikke så meget, for nu sov vi meget bedre.

Arne i Beijing

Arne hilste venligt på portieren, inden han gik udenfor i den myldrende trafik, hvor en larm af den anden verden mødte ham, og han var ganske overvældet. Var det to timer siden, de landede her i Beijing? Anne ville hvile sig, mens Arne var ivrig efter at se en rigtig kineser, og desuden ville han købe et kort over den indre by. Så han skiftede hurtigt tøj og tog elevatoren ned.
En liberiklædt hotelportner hilste med to fingre til kasketten, og Arne begyndte langsomt at gå, mens han nød at være langt væk hjemmefra helt ude i det fremmede. Det var en dyr tur, men de var enige om, at den nok skulle blive alle pengene værd.
Lidt længere nede ad det stærkt befærdede strøg med de mange sjove kinesiske køretøjer gik han ind i en kiosklignende forretning med postkort. Han valgte sig omhyggeligt tre ud, men opdagede, at han havde glemt at få penge med, og ærgerligt forlod han forretningen igen og gik tilbage mod hotellet efter dem.
Da han havde gået lidt, undrede han sig over, at hotellet ikke dukkede op endnu. Så kom han i tvivl, om det var den rigtige retning. Derfor vendte han lidt nervøst om og gik tilbage.
Hotellet kunne han ikke finde. Nu blev han usikker.
Han standsede. Forsøgte at tænke sig om. Fra alle sider strømmede kinesere i alle retninger. Der var en tuden og hvinen af biler og motorcykler i en infernalsk støjsfære. Støjen og osen forvirrede ham.
Rædslen fangede ham ind. Pludselig kunne han heller ikke huske navnet på hotellet.
Han ledte i sine lommer. Måske havde han en voucher eller noget andet. Ikke engang nøglen til værelset havde han. Var det Continental eller?
Rædslen blev større. Hjertet pumpede. Skjorten snærede om brystet. Hans læderfolder med identitetskortene lå selvfølgelig i det andet tøj. Det han lige havde skiftet. Han gik videre. Standsede så igen. Her stod lille Arne fra Danmark. I verdens folkerigeste stats hovedstad. Uden penge, pas, ID. Uden at kunne et ord kinesisk. Og ikke meget engelsk.
Knæene rystede. Han blev ganske bleg. Hjertet dunkede vildt.
Han begyndte ophedet at gå. Planløst. Den ene vej. Så vendte han om. Gik tilbage. Den anden vej. Hjertet hamrede. Brystet hævede og sænkede sig. Tindingerne trommede løs. Han småløb på må og få. Vendte om igen. Panikken bredte sig. Sveden haglede. Intet hotel. Stirrede vildt opad. Gråden pressede. Stadig intet hotel. Arne blev fyldt med afmagt. Forvildet. Bange. Ensom.
Hans øjne faldt på noget genkendeligt. Den lille forretning. Den med kortene. Han gik lettet indenfor og hen til kortstativerne, hvor han havde stået lige før. Han så sig rundt og opdagede, at der var to udgangsdøre. Han var gået ud af den forkerte.
Hurtigt tog han den rigtige denne gang og kom udenfor, hvor han stod lidt og vejrede, men allerede igen fuld af optimisme. Genkendte bygningen ved siden af og gik i den rigtige retning og fandt hotellet og kom lettere svedende op til Anne.
– Nå, Pus, har du fået lidt ”frisk luft i lungerne”, vrængede hun smilende ved tanken om byens smog.
– Pumpeværket var i hvert fald på arbejde, mente han.

For oven over alting

– Vil du ha et stykke til?
Maria ser spørgende på Gud. Han snor sit skæg.
– Hvad med dig, Jøsse?
Jesus ryster på hovedet. De er da ellers begge så glade for stegt flæsk med persillesovs.
Luften er lidt tyk i aften. Hun samler fadene sammen og sætter dem på køkkenbordet.
Søren Peter sidder på den tredje side af bordet. Han undrer sig lidt over, at Maria ingen bukser har på. Kun et forklæde, der hænger ned foran, men bagpå er der intet. Ingen trusser, ingen bukser. Søren Peter bliver lidt forlegen. Han har lyst til at fortælle det til Gud, der ser ud, som om han ikke har lagt mærke til det. Men hvordan skal han sige det, og hvad kan han tillade sig at kalde ham? Kan han sige: Øh, Gud, har du set, at Maria ingen bukser har på? Eller skal han hellere sige: Har Deres Excellence bemærket Marias manglende underbenklæder? Eller sådan mere lige på og hårdt: Der er sørme udsigt til struttende bagsvær, hva´ Gud?
Nej, det går ikke. Intet af forslagene dur.
– Kan jeg snart regne med, at du vil overtage? spørger Gud.
Jesus rækker ud efter vandkanden og hælder lidt mere vin op.
– Mener du i det hele taget? Jeg vil godt være fri. Jeg går og hjælper Sct. Peter, alt det jeg kan. Der kommer nye til hele tiden, og selv om vi har udvidet og udvidet, er der snart så mange at holde styr på, at det bliver uoverskueligt. Sidde og holde øje med dem alle sammen!! Det er da noget pjat, far. Jeg var loyal til det sidste, men nu synes jeg, det er endt i en blindgyde! Åh, bare man var en ganske almindelig tømrer!
Han ryster langsomt på hovedet.
Søren Peter tager et stykke flæsk mere, mens han skæver hen mod Maria og ikke mindst de to struttende halvmåner.
Gud stryger usynlige krummer af dugen med den anden hånd.
– Måske var det hele en fejltagelse. Hvem skulle nu også have troet, at det ville ende sådan?
– Jeg advarede dig, kommer det henne fra køleskabet. Maria tørrer hænderne af i forklædet, så bagsiden dirrer. Søren Peters åndedræt stiger. Han løfter øjenbrynene mod Gud og lader øjnene rulle to gange over mod Maria. Men Gud ser ikke den vej.
– Jeg sagde til dig, at du ikke skulle have forsynet dem med intelligens og slet ikke med humor. Du graver din egen grav.
– Det er da først nu, det for alvor er gået op for dem, at de har humor og endda kun for nogle, mener Gud. – Desuden var jeg jo helt alene om det. Så tror da pokker, at der går kuk i den. Mænd har brug for kvinder. Det gælder også mig.
Hans fingre snor uafbrudt det hvide skæg, mens han skæver over mod Maria.
– Du hjalp ikke dine trofaste skabninger i deres forsøg på at finde fodfæste i tilværelsen. Så, – jeg ved ikke.
– Så efterlader du mig med to muligheder. Enten skal jeg gå på aftægt og lade dem sejle deres egen sø eller køre det færdigt – til den bitre ende. Alle dommedagsprotokollerne ligger klar derude i hallerne, Peter har styr på det hele.
Søren Peter vover ikke at blande sig. Gud ligner heller ikke én, man diskuterer med. Faktisk ligner han, hvis han skal være helt ærlig, mere Søren Peters egen morfar end nogen anden. Morfar havde også det der hvide skæg.
Jesus brummer tørt:
– Hvorfor holder du fast i det med troen, hvorfor kan de ikke bare få det at vide?
– Så! Den pubertetsdiskussion har vi taget.
– Hvad ville der ske, hvis du steg ned til dem og viste dem, hvem du var? Hvorfor skal du være så hemmelig?
– Så!
Stemmen er en anelse hævet, og Jesus skal åbenbart ikke have mere klinket. Han har allerede vovet sig for langt ud. I morgen kan han risikere en tur på Moriabjerget…
Søren Peter er glad for ikke at være søn i den familie. Så kunne man let få ørerne i maskinen. Selv om der da er fordele ved at have Gud til far. Man skal ikke gå og ordne en masse praktisk.
Pæren i loftet går med et lille smæld.
– Det blive lys, siger Gud træt.
– Jeg tror, jeg vil sove på det.

Mand til mand

Da han kom til fødselsdagsfesten for kriminalforsorgschefen, så han en samling ærværdige mænd i habit, alle sidst i halvtredserne.
Mens han nærmede sig chefen, festens hovedpunkt, ham, de skulle fejre, vidste han med sig selv, at konflikten ville blomstre op i lys lue igen.
Nu så han chefen komme hen imod sig. Om lidt ville chefen hilse hjerteligt på ham og lægge sit svedende skaldede hoved ind til hans venstre ansigtsside og samtidigt lægge venstre arm rundt om hans nakke, mens han ville pumpe hans hånd med den højre, selv om hans mave hindrede det helt formidable pumperi.
Hvis han ikke gjorde det og holdt afstand til chefen, ville denne opfatte det som kølig distance. Det var let at forstå, hvilke konsekvenser det ville få for hans forfremmelse!
Og hvis han gjorde det, ville han selv få svedture, kvæles og udslæt a la en gedigen spedalskhed.
Allerede nu sprang sveden frem på panden, åndedrættet steg dramatisk, huden rødmede, sokkerne stod i øl.
På sin vej hen til chefen med rystende knæ kom Kirstine pludselig på tværs. Hun vendte sig smilende mod ham, omfavnede ham og hviskede i hans øre:
– Nej, hvor er det dejligt, at du kom alligevel!
Hun trykkede sig ind til ham, og motoren tændte øjeblikkelig alle seks cylindre. Der var i den grad omdrejninger til knastakslen! I den tilstand var det da helt umuligt at omfavne chefen.
I stedet valgte han at fastholde Kirstine, mens han rakte højre hånd frem mod chefen, undskyldende:
– Hej Boss! Hun vil sgu ikke slippe mig! Og held og lykke med dagen!

Bandeministeriet

Det hele startede, som den slags ting nu starter, i det meget små med, at der blev set lidt skævt til dem, der bandede med disse lange, forfærdelige eder. De overskred en grænse for anstændighed og hensyntagen til det psykiske miljø og mennesker med særligt følsomme sind. Ja, ja, sagde man. Dæmp dig nu lidt.
I skolerne holdt lærerne øje med de børn, der var specielt truede. Det var ikke svært, for det var såmænd de samme, som så forrevne ud i tøjet, som ikke havde ordentlig sund mad med, og som altid var dem, der skabte uro og dårligt indlæringsmiljø. Af og til blev en sådan elev sendt til inspektøren, når vedkommende havde brugt trælse ord og vendinger.
Der gik ikke lang tid, inden den første arbejdsplads besluttede at forbyde brugen af sårende og nedgørende ord. Al banden skulle foregå udenfor eller i et særligt rum. På denne normgivende arbejdsplads blev det en vane, når man følte trangen komme op, at man straks styrtede af sted ind det blå rum for der at udøse sit hjerte med en serie stærkt forbudte termer.
Snart var der andre arbejdspladser, der indførte tilsvarende skikke, og på et tidspunkt fulgte folketinget op ved at vedtage en række bestemmelser for offentlig banden.
Det var stadig tilladt at bande hjemme inden for egne vægge. Dog opstod der problemer i lejlighedskomplekser, hvis der var meget lydt. I Helsingør meldte en underbo en overbo til politiet, da ukvemsord og saftige eder kunne høres ganske tydeligt nedenunder. Manden blev straks anholdt.
I medierne var der heftige diskussioner. TV havde debatter med chefredaktører, filosoffer og politikere fra forskellige folkepartier, der alle havde meget at sige om fænomenet, men på en ordentlig og ikke-stødende måde, naturligvis.
Alle var enige om, at eder, hvori indgik ordene ”satan” og ”helvede” og ”fanden” klart måtte udgå af det danske sprog. For ikke at støde nogen undlod man at sige ordene, men nøjedes med at sige s, prik, prik, prik.
Men måtte man så heller ikke sige ”for søren”? Mange mente, at det jo var en omskrivning af ”for satan”, og så gik den altså ikke. Drengenavnet Søren udgik nærmest af navneregistret i den følgende tid.
Folketinget følte, det var nødvendigt at lovgive om fænomenet og gik yderligere til vaflerne ved nøje at definere, hvad en ed bestod af. Man gik klogeligt uden om ordene, men henstillede til, hvad der var gængs opfattelse.
En nabo, der hørte en dreng ramme sin egen finger med en hammer og efterfølgende havde udstødt en alvorlig ed trængte ind på grunden og stak drengen en lussing. Faderen anmeldte volden, men anmeldelsen blev afvist. I stedet fik faderen en bøde for usømmelig omgang med ord og for at have såret andre psykisk.
Folketinget følte, at man måtte gå et skridt videre og vedtog at nedsætte et særligt ministerium, der skulle tage sig af problemet.
Snart var det nye ministerium på plads. Danmarks første bandeminister blev valgt, og den tanke bredte sig, at man måtte kunne skabe et mere rent psykisk miljø rundt omkring i verden.
I FN tog man problematikken op, og det blev vedtaget at arrangere verdens første bandekongres. Naturligt nok skulle den finde sted i Danmark, der havde været foregangsland.
Al orlov hos politiet blev inddraget. De mange gæster skulle indkvarteres, hotellerne havde kronede dage, og forretningslivet fik en sjældent set opblomstring i hovedstaden.
FNs formand bød velkommen den første dag og takkede det danske folketing og lobbyisterne og de talrige sprogforeninger for initiativet og bidragene til en renere og bedre verden.
Statsministeren havde derefter ordet og takkede alle nationer, fordi de var mødt, og fordi alle havde forståelse for, hvor vigtig denne sag var for det globale fællesskab. I sin tale nævnte han hensynet til andre, hensynet til andres følelser, hensynet til vore børn og hensynet til klodens fremtid.
Det var en flot og stærk tale, der fik langvarigt og bragende bifald. Alle rejste sig og klappede.
Da statsministeren steg ned fra talerstolen, snublede han og faldt og slog sit nyligt opererede slidgigtsplagede knæ i stykker igen. Der blev øjeblikkeligt helt stille i den store sal, og således kunne alle tydeligt høre statsministerens sidste tre ord:
”Satan og helvede!”

Sølvbryllup på Fælleslykkevej

Aftenen for sølvbrylluppet indfinder sig, og Søren Peter møder op iført sit flotteste sæt tøj. Ruben og Ragna har for længst tilkendegivet, at alle beboere fra Fælleslykkevej er inviteret med, helt uanset religiøst ståsted og kævl og ævl.
Så sorte William skal altså også med. Det har SP og de andre drøftet.
Enhver må melde fra, siger Ragna, hvis man ikke kan holde ham ud. Men ingen har meldt fra.
Der er velkomstdrinks. Det er dog lige ved at være for meget, da William i trængslen kommer til at strejfe Leo, der bliver lidt rystet.
– Han befamlede mig, udbryder han hvid i ansigtet.
– Du bør aldrig vende ryggen til, mener Karl Åge bedrevidende. De andre nikker småfnisende og lettet over, det ikke var dem, William lagde an på.

I en pause skal Søren Peter tisse, og da han står derude ved pisserenden, kommer William ind.
Søren Peter stivner og kan pludselig ikke tisse alligevel. Vandvejen er simpelthen blokeret. Hvordan tackle en sådan situation? Han er helt forsvarsløs med ryggen til, og hvis William overfaldt ham lige nu …
Søren Peter føler sig derfor lidt dum, da William bare stiller sig op og tisser. Søren Peter skæver lidt ned for at se, hvordan sådan en egentlig er udstyret, for man har jo hørt så meget, men det er, som om William mærker hans nysgerrighed og har drejet sig lidt bort.
Søren Peter kan stadig ikke. Det må i høj grad virke mistænkeligt på William. Måske tror han, at Søren Peter bare står der og skal have sjoveren luftet. Det er fanneme noget af delikat situation.
William bliver færdig, og med et venligt nik til Søren Peter forlader han pissoiret efter at have vasket hænder. Nå, det gør sådan nogen da. Selv om det vel ikke kan ses. Det er da lidt positivt. I samme nu, døren lukkes efter ham, fosser urinen ud af Søren Peter.
Da han vender tilbage til salen, er Ruben allerede i gang med at holde sin sølvbryllupstale til Ragna.
– Ragna og jeg har nu været gift i 25 år. Vi har haft vores at se til, det skal guderne vide.
Han virker alvorlig, koncentreret og på en eller anden måde lidt fremmed. Han ligner ikke sig selv. Søren Peter undrer sig lidt.
Ruben fortsætter.
– Det er aldrig for sent at tage sit liv op til revision. Det bør man faktisk gøre noget oftere. Det sker bare ikke. Der er jo så meget.
Søren Peter fornemmer en voksende stilhed. Et eller andet er i gære.
– Ragna og jeg har også haft skønne tidspunkter sammen især i kirken.
Søren Peter kigger over på William, der bare sidder der og lader som ingenting. Han glæder sig nok til, at han kan overfalde uskyldige mænd som Leo, når der bagefter skal danses.
– Men paradiset venter os først bagefter. Her i livet må der kæmpes.
– Disse kampe har ført til en afklaring af min fremtid.
Nu går det da for alvor løs. Hvad kommer der mere?
– Jeg har taget en stor beslutning. I en alder af 53 forlader jeg dig, Ragna, og rejser min vej for at starte et nyt liv.
En mumlen bruser op fra gæsterne, men Ruben hæver hånden som en anden jesus.
– Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for.
En hund gør tydeligt et sted derude.
– Kom, William, siger Ruben med grødet stemme, og William rejser sig, tager Ruben i hånden, og de forlader det forstenede selskab.
I det samme slukkes lyset, og tjenerne marcherer ind med fire fade med is og spruttende stjernekastere, og Hammond-Hans følger op og skynder sig at sætte festpolonaisen i gang.

Familiehygge hos det offentlige

Sagsbehandleren havde fået den meget problematiske hastesag og så på parret på den anden side skrivebordet. De sad med god afstand imellem sig. Han lignede egentlig en rar forvokset hundehvalp.
Sagsbehandleren vidste fra utallige tilfælde, at man aldrig med baggrund i udseendet kunne forudsige, hvad et menneske indeholdt.
-Jeg kan se, at hospitalet efter behandlingen af den brækkede arm har fundet det nødvendigt med en anmeldelse pga. de mange striber og blå mærker, der tyder på slag. Politiet har henvendt sig på forvaltningen, og derfor sidder I her i dag.
-Hvor længe har jeres voldelige forhold stået på?
Kvinden så forlegen ud og vred hænderne i skødet:
-Længe! Alt for længe!
Sagsbehandleren havde ikke været ude for et sådant tilfælde før. Hun lagde mærke til, at manden havde to forskellige slags sokker på.
-Direkte korporlig vold? Hun så ham i øjnene.
Han nikkede, forlegen, sad uroligt.
-Har politiet været indblandet før?
De rystede begge på hovedet.
Kvinden rømmede sig:
-Det starter altid med, at han knuser en kop eller en tallerken. Så ser han på mig med det her udtryk i øjnene.
-Jeg kan hjælpe med at finde en lejlighed…
Sagsbehandleren ville gerne have gang i løsningerne.
Manden rystede langsomt på hovedet.
Kvinden vendte sig om mod ham:
-Har du nogensinde haft bare den mindste anelse om, hvad det er, du gør ved mig, sagde hun pludselig uhørt skarp.
-Hvad mener du?
-Du ved udmærket godt, hvad jeg mener. Lad være med at spille uskyldig, bare fordi vi sidder her.
Hun hævede stemmen og fortsatte:
-Du manipulerer med mig. Når du smider din kop, forventer du, at jeg skal tilgive dig, som om du aldrig var blevet voksen.
Sagsbehandleren kiggede op fra papirerne og iagttog ham:
-Er din afhængighed af hende ikke alt for stor og har varet alt for længe? Burde du ikke have frigjort dig for længst?
Manden gemte sit ansigt i hænderne og hulkede. Hele kroppen rystede og bævede.
Hendes øjne lynede, mens hun foldede armene over kors og himlede med øjnene:
-For fanden, mand, nu begynder han sgu igen. Det er præcis sådan, han gør! Tag dig dog sammen, kylling. Er du slet ikke klar over, at når du græder og klynker og smadrer dit krus, bliver jeg vred. Jeg kan simpelthen ikke klare det. Og så bliver jeg nødt til at slå dig! Hold kæft, hvor er jeg træt af dig. Det er, som om jeg ikke har foretaget mig andet i mit liv end at høre på dig og dit jammer…
Manden tog hænderne bort fra ansigtet, der var helt rødt og ophovnet. Han så ulykkeligt over på hende:
– Hvorfor må jeg ikke blive hos dig? Hvis vi ikke kan bo sammen, har jeg ikke mere noget at leve for. Vi har været sammen hele livet! Du er den eneste, jeg har, mor, og det ved du godt!

Livets mørke sider

”Kære Anne! Kære lille mor! Kære Morten! Kære alle venner! Jeg ved ikke, om I nogensinde får det her at høre. (pause, sukkende lyd)…
Jeg vil så gerne nå jer.
Jeg vågnede for lidt siden og vidste overhovedet ikke, hvor jeg var. I kender godt den der fornemmelse, når man sover et fremmed sted. Man vågner, slår øjnene op og kan slet ikke genkende noget som helst. Vinduer, døre, skabe, spejle, det er vældigt forvirrende.
Jeg kan heller ikke se noget. Kun mørke.
Gradvist er det gået op for mig. Ambulancens tuden. Skyggen af broerne i vinduet. Hospitalet. Jeg kan svagt huske det. Og så mørket. For hvor længe siden?
Jeg vågnede og opdagede, at sengen gik underligt op på begge sider, kan næsten ikke bevæge mig (prusten).
Hold da op, tænkte jeg, er det nu Morten, der igen laver et nummer med mig.
Undskyld, Morten, men jeg vidste ikke bedre.
Jeg husker min fødselsdag. Alt det, du havde sat i værk! Ikke småting. Men mig, positive Hans, optimistiske Hans, mig kunne du bare ikke slå ud.
Jeg ligger på ryggen, det er så hårdt. Mine arme er på maven i et underligt kryds, som jeg slet ikke er vant til, min elskede mobil her i hænderne selv om det kun er lydoptageren, som duer; jeg plejer aldrig at ligge på ryggen, for så får jeg ondt, og det har jeg nu.
Det ved du alt om, min dejlige elskede Anne (lang pause, lyd af gråd).
Åh Anne, jeg savner dig sådan (lyd af gråd)…
Og Morten, du er den bedste storebror, jeg kan ønske, hjælp mig dog…
Håber, at nogen vil hive låget af kassen her og sige: Ha, ha, der fik vi dig (lang pause)!
Lille mor! Du skal alligevel overleve mig! Du har altid sagt, at du var den, der først… (langtrukket skrig).
Der er ikke luft mere… Jeg vil ikke dø…Jeg er så … Åh, hvis I vidste! …Jeg jeg …åhh… (en masse skrat, så stilhed).”

Lydteknikeren slukkede mobilen, mens præsten udbrød, idet han så sig rundt i kredsen:
-Det er alligevel ret fantastisk at høre det; I er godt nok dygtige. At kunne få lyd ud af en så gammel mobiltelefon. Jeg var vel fem år, da den stakkel åbenbart vågnede nede i kisten. Et svineheld at vi fandt den blandt skeletterne, nu da den afdeling af kirkegården skulle sløjfes!

Måleraflæseren

Dejligt med et brusebad. Jeg trådte ud, rystede mig og strøg vandet af. Badehåndklædet duftede frisk som jeg selv, og jeg tænkte, jeg lige ville supplere med en øl fra køleskabet.
Efter sådan en løbetur kan man også være for sund, så en god, dansk ølbajer ville være prikken over en rigtig fin start på dagen.
Jeg smed håndklædet over tørreren og bappede på bare tæer ud i køkkenet. Tog en øl i køleskabet og famlede i skuffen efter oplukkeren, da en skygge gled forbi vinduet.
Satan og helvede! Besøg på dette tidspunkt? Konen var på arbejde, så ingen burde dukke op nu.
Jeg dykkede ned under karmhøjde og forlagde residensen ind i stuen. Sad der splitternøgen, og splitternøgen betyder altså her i Jylland, at man ikke har tøj på, på hug bag spisebordet, for det store vindue ud mod gaden var som et tre-dimensionelt lærred til en bedre biografforestilling. Heldigvis kom der ikke mange mennesker forbi på denne tid af dagen.
Bortset fra Laura, der som plejemor to gange om dagen skulle lufte sin fem børn, og de kom netop meget langsomt forbi, mens børnene pegede og spurgte.
De gloede ind ad vinduet og pegede og sagde en hel del, og da Laura også gloede ind og fik øje på mig, svarede hun dem meget hurtigt og pegede væk fra huset på noget pludselig interessant derovre.
Irriterende at sådan nogle stuevinduer skal gå så langt ned til gulvet.
Det bankede på yderdøren. To gange. Så åbnedes den.
– Hallo? lød en damestemme, som jeg genkendte som måleraflæserens. Det var for nogle år siden, hvor man ikke selv blev betroet at aflæse tallene.
Rædslen stod ud af alle min porer. Hun var kendt for at overvinde enhver modstand mod måleraflæsning. Hun havde den stædigste og mest vedholdende personlighed i hele byen, efter hvad folk sagde.
Vores måler sad uheldigvis indenfor, hvilket jeg hele tiden havde påpeget var uheldigt. Meget uheldigt. Men min kone havde altid affejet mig med, at jeg var pjattet.
– Det betyder da ikke noget, herregud.
– Hvad så med at få nogle store gardiner, så man kan bo og leve her uden at føle sig overbegloet af hele gaden?
– Der er sgu da ingen, der gider at glo på dig alligevel, sagde hun med en høj og frastødende latter.
Selv ville hun aldrig kunne finde på at vise sine yndigheder frem på samme måde. Nej, nej, uha da.
Nu sad jeg altså så her på hug uden tøj på kroppen. Jeg var et nøgent menneske.
Fandens, at jeg absolut skulle have den øl uden at gide tage tøj på først.
Man troede jo nok, at i ens eget hjem kunne den slags tillades. Nej, nej. Det var ikke tilladt.
Hvorfor fanden læste hun ikke bare den måler af? Den hang jo i entreen, og det vidste hun alt om.
– Hallo? lød det nu højere. – Er der nogen hjemme?
Man skulle tro, hun kunne forstå, at når ingen svarede, var det nok, fordi der ikke var nogen hjemme. Når yderdøren er åben, kunne hun jo bare gå i gang med den måleraflæsning. For helvede.
Nu bankede hun på køkkendøren, og med skrækken stående listede jeg døren her ind til stuen i så lydløst som muligt. For jeg sad jo lige foran den.
Døren ind til køkkenet åbnede knirkende.
– Hallo, er der nogen? sagde hun igen. – Hallo?
Nu kunne jeg da slet ikke give mig til kende.
Skulle jeg rejse mig med hånden dækkende vitale dele af legemet og sige:
– Hej, hej. Jeg står lige her og skal til at ha´ en øl. Vil du ha´ en med? Åh ja, hæ, hæ, tøj har jeg ikke lige fået på, hæ, hæ.
Den ville ikke gå.
Hun lukkede gudskelov døren igen.
Jeg lyttede efter at høre yderdørens sædvanlige klemt, men lyden kom ikke. Derimod gik målerlæseren nu ihærdigt i gang med at banke på alle de døre, der var ude i gangen. Det betød, at hun til sidst ville ende her inde i stuen. Hvad ville den gamle heks mig?
Jeg gjorde mig klar til at snige mig ud i køkkenet, hvis hun kunne finde på at banke her ind til stuen. Bank, bank, lød det på samtlige døre i gangen. Vi skal nok have en fem-seks stykker.
Og så bankede det på døren herind.
Jeg sprang op, flåede køkkendøren op og søgte ly der. Stadigt på hug, så jeg ikke også kunne ses fra vinduet.
– Hallo? lød det i stuen.
Nu var det værste, at målemosteren fandt på at gå gennem stuen og ud i køkkenet igen og på den måde afspærre mig tilbagetoget. Men så ville mit modtræk være at fortrække til gangen og derfra hoppe over i soveværelset. Altså hvis hun kom denne vej.
Men det gjorde hun ikke. Jeg gættede, at hun nu gik tilbage ud i gangen og derfra ud i det fri og væk. Helt væk! Hun burde køre helt ud til Vesterhavet og fortsætte til England.
Så jeg åbnede forsigtigt døren ind til stuen igen og kikkede ind ved at stikke hovedet frem på siden af døren. Der stod hun.
– Ja, god dag, nå der er I, er du alene, nå, jeg mente nok, jeg så et eller andet, men jeg var ikke helt sikker. Må jeg få lov at aflevere en regning?
– Jo, jo, stammede jeg skjult bag døren. Gør det endelig! Kan du ikke lægge den der på bordet? Jeg pegede.
– Jeg skal altså helst have penge med.
– Nå, for pokker.
Måleraflæseren stod lidt. Jeg gjorde jo det samme lige bag døren med ansigtet stikkende frem. Jeg ved ikke, hvad hun forventede. Eller overvejede. Hun kunne eksempelvis bare gå ud og aflæse den fandens måler.
– Nå, sagde hun. – Hvad så?
– Ja, du bliver nødt til at blive stående der, for jeg skal altså ind på soveværelset og have tøj på.
– Det gør jeg bare.
Men hun stod med fri udsigt til gangen, og den skulle jeg jo just passere.
– Kan du ikke sætte dig her til bordet?
– Nej, det skal du da ikke tænke på. Jeg står så udmærket her.
Så opgav jeg. Jeg blev ligeglad, gik gennem køkkenet over gangen og ind på soveværelset, hev noget tøj på kroppen, fandt pengene og gik igen ind i stuen og gav hende dem.
– Værsgo.
– Tak for det, unge mand. Her er en kvittering.
– Tak. Ja, men så farvel.
– Farvel. Øh, er der et bedre tidspunkt for mig at komme næste gang?
– Nej, det er såmænd godt nok.
Jeg tænkte, at næste gang låser jeg yderdøren.
Så gik hun ud i gangen, og jeg lukkede døren ind til køkkenet igen, hvorfra jeg afventede hendes afgang fra matriklen.
Siddende på hug herinde kunne jeg omsider med et lettelsens suk høre og se hendes hårtot vippe op og ned og ud af indkørslen og væk.

Man skulle være blevet i sengen

Bjarne var en lille kriminel fra Odense. Ung og ivrig efter at tækkes de store og stærke. Derfor blev han hang-around hos en rockergruppe, som han hentede rundstykker til.
Han ville så gerne gøre indtryk på sine venner i klubben og overbevise sig selv om, at han i virkeligheden var god nok.
Derfor røvede han en bank, og det gik da også godt nok med at true kassereren med en pistol, han havde lånt af Ivan fra klubben, men lige da han havde forlangt penge, kom han under elefanthuen til at nyse og opdagede ved samme lejlighed, at han var overfølsom over for uld.
Han rev huen af, fordi den kradsede så satans, og det hjalp da også temmelig meget.
Især politiet, som lettere kunne finde ham fra overvågningsbillederne; det var sværere, når røverne beholdt elefanthuen på.
Han fik halvandet år for sin ulejlighed og blev flyttet til Mors, da man skønnede, at han var relativ fredelig og derfor ikke skulle blandes med de hårde drenge fra Odense.
Da han blev løsladt, blev han boende på Mors og fandt sig hurtigt kammerater der. Når han så bort fra sproget, var de noget roligere heroppe. Han fik sig et arbejde og en lille bil, men glemte ikke, hvad han havde lært i klubben i Odense.
En dag, han var kommet for sent op og havde fået en kæmpeskideballe af chefen, og hende den lille hårdtpumpede Karina havde grinet ad ham, kom han kørende i sin lille bil og var lidt misfornøjet med tilværelsen. Ikke noget særligt, men det var bare ikke lige hans dag.
Imod ham kom en anden bil, og grusvejen var altså for smaltil dem begge. Han besluttede, at han i hvert fald ikke ville vige, så kunne den anden køre ud på marken.
Men den anden veg heller ikke, og til sidst standsede begge biler med snuden mod hinanden.
Han steg ud skummende af vrede og parat til at overfuse den modkørende chauffør med alt, hvad han havde lært. Døren på den anden åbnede, og ud steg en ældre dame.
Han blev noget forbavset. Hva´ fanden? Turde hun godt gå op mod ham?
-Hør nu her, moster. Du kører bare udenom, er du med?
-Nej, det gør jeg ikke. Det kan du!
Bjarne stod med åben mund. Den havde han sgu ikke hørt før.
Så måtte han jo gribe i godteposen og fremdrage noget af det, han havde lært:
-Jeg ved, hvor du bor! og strittede med sin pegefinger flere gange foran oldtidsfundets ansigt.
Den plejede at virke. Det blev de sgu godt nok nervøse for.
-Jeg ved også, hvor du bor!
Bjarne blev helt paf og vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med den gamle stenalderfit.
Det endte med, at han smed sig ind i sin bil og drønede ud på marken og forbi plejehjemsbeboeren der. Lortemoster!
Uden for sin lejlighed derhjemme bremsede han, så støv og skidt og grus hvirvlede op, og han smækkede bildøren med en arrig snerren, inden han trampede indenfor. Smed sig ned i den slidte og hullede læderstol og surmulede.
Nu var han godt gammeldags pissetræt af det hele.
Mobilen lød. Det var selvfølgelig Brian, det skvat.
– Hej Bjarne, hvordan går det?
– Ad helvede til. Dagen er gået helt skævt, synes jeg. Lort!
– Jeg har et forslag. Min dag er også gået helt ad helvede til. Vi to kører en tur, napper en købmands penge og hygger os længere nede i Jylland. Den er stensikker.
Bjarne tænkte sig godt om. Det lød i og for sig ret nemt.
– Hallo, Bjarne, er du der?
– Ja, ja.
– Jeg tænkte, om du var smuttet. Hvad synes du om min pragtfulde idé?
– Jo, det, den, der skulle da nok …
– Ja, men så siger vi det. Jeg henter dig om en halv time.
Det tog ikke lang tid, så holdt Brians gamle rustne Golf udenfor og truttede. Bjarne rejste sig og stavrede ud.
– Hvaee, skal jeg ha´ noget med?
– Nej, for fanden, jeg har det hele. Hop ind.
Det hele gjaldt den lille Spar-butik i byen Centrum, der lå på sydøstsiden af øen. Den havde fået sit navn, fordi kommunalbestyrelsen mente, at det ikke skulle være forbeholdt københavnere at have sådan et. En by, der lå på et bakkedrag, navngav de Flade bare for at være på tværs.
Det var alt sammen ikke noget, Bjarne, hans ven Brian og Brians tre kamphunde vidste noget som helst om. Hundene sad som Rip, Rap og Rup på bagsædet med spyt i guirlander rundt om kæberne. Bjarne sneg sig ind på forsædet og vovede ikke at vende sig om og se på dem.
– De gør ingenting, havde Brian sagt den første gang, Bjarne havde besøgt ham, hvorefter hundene straks var faret på ham, og kun med den allerstørste muskelkraft lykkedes det Brian at få dem til at slippe hans bukser.
Brian var rigtig dygtig til at lave hjulspin, og det lykkedes ham da også at grave et par fine huller i Bjarnes indkørsel og sprøjte nogle sten op på Bjarnes øse.
De nåede Centrum og Spar-butikken.
– Kom, vi må sondere.
Det var til gengæld et flot ord, Brian brugte. Bjarne var imponeret, stadig noget sur over sin dag. Men han steg dog ud af den ramponerede Golf og fulgte efter.
– Der er heldigvis ingen kunder derinde. Vi skal lige have tørklæder op foran ansigtet.
Han hev et par ildelugtende tøjstykker frem, og Bjarne viklede det møgbeskidte og stærkt uhumske klæde rundt om underdelen af sit ansigt.
– Sådan? spurgte han Brian for en sikkerheds skyld.
– Ja, det er godt.
Brian gik forrest. Bag disken så købmanden op. Det var nu ikke den sædvanlige købmand, så Bjarne straks. Det var hende damen fra tidligere, stenalderfitten!
Inden han kunne nå at advare Brian, var denne sprunget frem mod hende med sin højre hånd hævet. I den var anbragt en base-ballkølle.
– Så er det frem med kontanterne, bedstemor, brølede Brian og tog fat med venstre hånd i damens kittel foran.
Hvad der så skete herefter, stod lidt hen i det uvisse. For Bjarne så det ud, som om købmandskonen hurtigere, end politiet tillader, vred hans hånd om, så Brian pludseligt lå sprællende nede på gulvet og køllen trimlende hen ad gulvet. I faldet ramte hans hoved kanten af disken.
Som så ofte før savnede Bjarne evnen til at beslutte sig.
Mange gange havde han oplevet, at han trivedes bedst med, at andre tog beslutningerne. Også i dette tilfælde. Havde Brian dog blot råbt til ham, hvad han skulle gøre, så havde han gjort det. Nu stod han skrækslagen og så sin ven ligge på gulvet helt livløs. Og købmandsfitten begyndte at gå hen mod ham!
Han vendte sig og stak af. Sprang ud til Golfen, åbnede døren, men blev øjeblikkeligt mødt af tre spytfræsende og knurrende hundegab, der tydeligt fortalte ham, at han ikke skulle prøve at køre nogen steder hen. Slet ikke i denne bil!
– For helvede, for satan, for fanden, brølede han, mens han slog ned i taget, hvilket øjeblikkeligt udløste kaskader af hundeglam og blottede tandhalse, der langt oversteg hans nervetærskel.
Oldemosteren kom hen til ham og sagde helt roligt:
– Kom du med mig. Det er dumt at prøve på noget, for jeg er godt nok gammel, men min guldmedalje i selvforsvar kan ingen tage fra mig. Desuden ved du jo godt, hvordan det ender!
Han gjorde det, der blev forlangt. Det var dejligt enkelt og nemt.
Og så havde han faktisk ikke gjort noget kriminelt. Det var vel ikke forbudt at have et tørklæde om den nederste del af ansigtet, når det som nu var rimeligt koldt. Det sidste, han så, da de gik ind, var aftrykket af tre rasende kamphundes slim på den tilduggede siderude.
Politiet stillede sig umiddelbart forstående, og han blev da også hurtigt løsladt igen.
Brian derimod skulle sidde i arresten i Nykøbing helt til næste dag.
Bjarne så ham aldrig mere. Han fik senere at vide, at han var overført til Odense, hvor den slags skal sidde.

Besøg af kendt person

Det ringede på døren. Jeg ventede en postpakke, så jeg sprang op, væltede kaffekoppen, så det hele sejlede ud over flere ark papir og slimede en bog af Carsten Jensen og hoppede ned ad trappen, slog min tå på det nederste trin, hamrede hånden ind i dørkarmen og flåede yderdøren op af angst for, at han skulle være kørt.
Det var ikke posten. En pæn og venlig dame stod udenfor, ydmygt med et blad i hånden. Forbløffet stirrede jeg på hende, men inden jeg nåede at sige noget, viklede en sætning sig ud af damens mund:
– Jesus kommer til byen!
– Nå, sagde jeg en kende skuffet, – jeg troede, det var posten.
– Har du ikke lyst til at byde ham velkommen?
– Øh, øh, hvad æh?
– Jesus. Ja.

På vores lille vej fik jeg over damens skulder øje på tre andre damer hver med sit blad i hånden, der besøgte mine naboer og genbo. Et regulært attack, overraskelsesangreb, erobringsforsøg.
– Hvor ved du det fra, spurgte jeg, måske lidt skeptisk. Det er nok lidt forkert, for man skal altid vise sine medmennesker tillid, så allerede her havde hun givet mig dårlig samvittighed.
– Det står i biblen, mente hun.
– Hvor, spurgte jeg. Igen noget skeptisk. Hun skulle ikke tro, at bare fordi man bor på landet, så er man enfoldig og naiv.
Det var her, hendes blik begyndte at flakke lidt.
– Altså Jesus kommer her til vores by, gentog jeg for at være helt sikker. Jeg kunne på stående fod ikke erindre at have læst om det i Thisted Dagblad. De plejer som regel at holde øje med den slags. Der var da megen omtale af dronningen, sidst hun var her.
Damen mente, at den skulle være helt sikker og viste mig forsiden på et af de blade, hun som et spil kort holdt spredt i hånden.
Jeg gloede noget, for det var rigtigt nok. Tværs hen over forsiden stod der: Jesus kommer til byen.
– Du er sikker på, det ikke er Johnny Madsen?
– Afgjort. Kender ham ikke.
De andre damer samledes uden for min havelåge, og jeg blev en smule nervøs. En af slagsen kunne jeg nok klare, men fire!
– Tja, hvis Jesus virkelig kommer, giver jeg gerne en kop kaffe.
Jeg gik ud fra, at han hverken ville have vin eller vand.
Damen vaklede lidt og så ud, som om hun var ved at opgive at komme med yderligere information.
– Nå, men nu ved du det, sagde hun og gik hen til de andre.
– Hvis du ser posten, så sig, at jeg altså er hjemme, råbte jeg efter hende, inden de forsvandt ind i en lille sort bil.
Nu skulle en øl gøre godt.

Skibet skal sejle i nat

I dag bor jeg ude i en skov. Helt for mig selv. Uden selskab af nogen art. Og hvorfor gør jeg så det?
Tja. Det er der en grund til. En god grund.

Historien begynder for længe siden. Dengang der var spritbåde til. De sejlede fra Sønderborg til Tysklands Langballigau, og man kunne nå at blive noget så skrækkelig fuld på den tur.

-Hold kæft, sagde Thorkild og spyttede langspyt ud over havnekajen. Klatten forsvandt fuldstændigt i de frådende bølger.
-Hvornår kommer de?
-De burde være her nu. Måske har de fortrudt.
Han pegede ud over vandet.
-Det der stormvejr er ikke for hvide mennesker.
Jeg blev også en anelse betænkelig. Jeg havde aldrig før været søsyg, og det var da helt hul i hovedet at blive det på en såkaldt fornøjelsestur med æ spritter. Det var snart længe siden, at vi havde aftalt en måneskinstur denne aften med Per og alle de andre. I modsætning til de almindelige sejladser med afgang hver halve time til Tyskland sejlede denne senere og lå i længere tid derude på vandet, så man kunne nå at drikke sig en større leverudvidelse til.
Ydermere var jeg kun med på spøgen for det gode selskabs skyld, for jeg havde samme dag fået strenge ordrer fra lægen om ikke at drikke så meget som en eneste genstand de næste tre dage. Det skal siges, at tanken om Anne Grethe måske var medvirkende til, at jeg alligevel troppede op. Anne Grethe var det fagreste træ i skoven, det træ, der havde de mest veludviklede grene eller hvad man nu skal sige, hvis man ikke vil sige direkte, at hun havde det mest veludviklede brystparti i hele Nordeuropa eller i hvert fald i Sønderborg.
En dytten bag os flængede stormen, og Per stak grinende fjæset ud og råbte:
-Har I ventet på os?
Thorkild så lidt sur ud, men kvalte surheden i et smil og rystede på hovedet.
-Kom nu, den sejler sgu snart.
Vi gik op ad lejderen og fandt et godt bord bagerst i salonen. Det var nu ikke, fordi der var mange mennesker med denne aften. Stormen havde nok gjort sit.
Det gyngede selvfølgelig en smule, selv her inde i havnen, men vi var alle i fortræffeligt humør. Per spøgte og grinede med sit overbid, som han selvfølgelig ikke kunne gøre for, og Anne Grethe havde for at yde sit bidrag til festen en forholdsvis stoffattig bluse på, så alle kunne få lejlighedsvise kig ind til den som sagt ret velformede og formidabelt udbyggede mejericentral, vi naturligvis alle higede efter at stifte bekendtskab med, men som ingen i flokken endnu havde kunnet komme i nærheden af.
Thorkilds søster Karin og hendes fyr, Frode, vinkede straks efter tjeneren. Han slog afværgende ud med hånden:
-Beklager, vi må ikke servere, når vi ligger i havn.
-Kom nu, for fanden, nu skal vi sgu da have det sjovt!
Han nærmede sig tøvende, og i det samme satte skibet i gang.
-Så, for fanden, nu kører vi!
Vi bestilte øl og rejer. Måneskinsturen var berømt for rejemenuen, et dejligt maritimt arrangement.
Det gik forholdsvis hurtigt, så kom tjeneren drønende med bajerne og rejerne. Tre kæmpefade med en million rejer, andre fade med brød, smør, mayo og citronskiver. Og så gik vi til den. Personligt havde jeg intet spist til aften, og det tror jeg heller ikke, de andre havde. Sådan som de åd.
Det gyngede for alvor nu, hvor vi var fri af havnen, og det var med til at sætte stemningen yderligere i vejret. Vi skålede og drak, jeg danskvand, og måtte snart have en ny flok bajere på bordet.
Hjemlandets vemodige sange lød gennem lokalet, hvor også de andre gæster nu syntes at have fået stillet den værste sult og tørst ikke mindst. Sejle op ad åen lød igen og igen, og dens popularitet kunne kun skyldes det ret beskedne antal forskellige ord, der er i teksten.
Midt i 12. vers rejste Lars sig pludselig og svajede så underligt.
-Jeeeg tror, at jeeeeg liiiige vil…
Mens han klamrede sig til borde og stoleender stavrede han ud af salonen.
Vi blev enige om, at han nok allerede skulle ud at tisse. Tidligt, skulle man mene, men han kunne selvfølgelig have oparbejdet et vist væskeoverskud.
Næppe havde vi sat tænderne i det næste stykke med mange rejer, meget smør, meget mayo og ganske lidt brød og citron, før Per ormede sig op, og støttende sig til bordkanten erklærede han basaren for åben, og med glasagtigt blik forsvandt også han ud. Lars var ikke kommet tilbage endnu, hvilket var lettere usædvanligt. Han plejede nok at kunne tisse færdig på overskuelig tid.
Humøret steg et par grader, og den tredje forsyning øl blev sat ind. Da tjeneren sagde værsgo, slog skibet en ordentlig svada, så glad og tallerkner og fade rutsjede hen mod bordkanten, der heldigvis opfangede det meste. En enkelt tallerken faldt ned på gulvet, men det var Pers, så pyt med den.
Vi søgte at sidde så fast på stolene som muligt, men skibet krængede noget over i hver anden bevægelse, og vi kunne tværs gennem øltågerne sagtens fornemme, at der var storm udenfor i mørket.
Anne Grethe var lettere beruset, det kunne ses temmelig tydeligt. Hendes bluse hang skævt og afslørede mere og mere. Pludselig kom hun farende over mod mig i en krængning og fremstammede:
-Åh, Jokke, gider du ikke hjælpe mig ud på toilettet, jeg tror sgunte, jeg kan selv.
Og smigrede sig til mig, der ikke lod en god chance fordufte i havets bølger.
Så jeg rejste mig og sagde muntert smilende til Thorkild og de andre, at jeg lige ville vise mig fra min mest charmerende side og hjælpe dette uskyldige væsen ud på toilettet – ikke mere!
De grinede og skålede og svajede fra side til side, og Thorkild fyldte på ny sin tallerken med rejer en masse.
Anne Grethe klamrede sig til mig, og jeg søgte at holde balancen så godt som muligt, men det var svært, for jeg faldt hele tiden ind mod hende og det der foran. Jeg mærkede dem tydeligt.
Det lykkedes os at komme helskindet ud af salonen og gyngede gennem den smalle gang, og så skete det.
Anne Grethe var ved at miste balancen og smeg sig ind til mig, tog min ene hånd og lagde den på sit bryst og spidsede læberne op mod mig, mens hun kælent hviskede:
-Åh Jokke, kys mig!
Man skulle naturligvis være et skarn, om en sådan opfordring fra en stakkels falden kvinde ikke blev imødekommet, så jeg åbnede hånden så meget som muligt og gramsede lystigt løs på mælkejungerne, mens jeg bøjede mig ned for at suge mig fast til hendes lækre, bløde læber.
Fornemmelsen af det fyldige forparti var overvældende, og øjeblikkeligt gik en masse sanser i sving, og mine læber formede sig længselsfuldt efter hendes.
I dette gyldne øjeblik åbnede de sig nu mere, end godt var, og en strøm af gul-grønlig væske sprøjtede ud i mit ansigt og ned ad min skjorte parallelt fulgt op af hendes alt andet end kærlighedsfyldte bræklyde. Lugten var næsten det værste. Opkast er og bliver opkast, og maveindholdet rummer sjældent parfume og liljekonvaller.
Hun sank sammen på gulvet, og maven var åbenbart ikke tømt endnu, for der flød yderligere væske og orangefarvede rejeklumper ud mellem læberne på hende, de læber jeg havde ventet mig så meget af, og som nu var omkranset af delvist fordøjet maveindhold. De sanser, der hos mig for et par sekunder siden var blevet aktiveret, var nu erstattet af ganske andre sanser. Er den erotiske drift en sans? I al fald var den nu ganske fordampet og i stedet steg lugten af bræk og galde op mod mig og eliminerede så helt og aldeles den førnævnte drift.
-Er du OK? Spurgte jeg hende, mens jeg famlede et lommetørklæde frem og tørrede mig om munden med.
Hun nikkede, og jeg lod hende ligge og svømme i sin mavevæske.
Jeg slingrede under indtryk af skibets krængninger tilbage til salonen og de andre og registrerede, da jeg kom ind, en høj grad af vildskab og fuldemandssnak fra bordet, og Thorkild hævede sit ølkrus, da han så mig.
-Skål, du ukre svangersvend, mente han, mens jeg fandt min plads.
Næppe havde jeg indtaget den, før Frode rejste sig, grøn i hovedet og forlod selskabet uden et ord. Karin så efter ham med svømmende øjne og kastede sig over Svend, der sad til venstre for hende.
-Hva så, Svend. Er du en svend, eller har du én? Sang hun sjofelt og beruset og lod sin hånd udforske Svends gylp.
Men Svend var ikke til det sjove. Han sprang op og stod og svajede frem og tilbage, mens han sagde urgh, urgh eller noget i den retning.
Han nåede ikke længere end nabobordet, før der også i hans tilfælde var maveindholdsafgang.
De to ældre pensionistægtepar, der sad der og sandsynligvis nød deres rejemadder, fik en noget blandet oplevelse af turens kvaliteter. Svends opkast landede midt i rejefadet, var ikke farvemæssigt ret meget anderledes, men smagsmæssigt og lugtmæssigt var der aldrig tale om nogen ønskværdig situation.
Karin kom ham til undsætning og så alligevel ikke. Hun rejste sig godt nok, men da hun nåede nabobordet, fortrød hun og slingrede ud af salonen.
Nu sad Thorkild, Peter og jeg tilbage, og Thorkild og jeg så på Peter i forventning om, at han også snart ville bukke under for stormens indflydelse på folks mellemgulv.
Det så ud, som om han indså, at der ikke var nogen vej udenom. Han forlod salonen med en grødet undskyldning, og Thorkild og jeg sad alene tilbage.
-Hvad gør vi, spurgte Thorkild.
-Spiser, svarede jeg.
Med et grin fyldte han igen sin tallerken med rejer, hvoraf der var mange på fadet. Spritbåden havde ry for ikke at være karrig med rejerne, og det gjaldt i hvert fald i aften. Der var naturligvis også en del i overskud, fordi vore venner havde forladt bordet for at stå og nyde stormen og bølgerne, selv om det var mørkt, men sulten havde nok ikke plaget dem.
Jeg ville ikke stå tilbage og åd mig gennem endnu en tallerken rejer. Så kunne jeg altså heller ikke spise mere.
Vi sad der og så på det bjerg af rejer, der stadig var tilbage og måtte modstræbende erkende, at vore venner havde betalt for storm og luft og tømt mavesæk.
Vi sejlede tilbage igen, og Thorkild og jeg havde mange samtaler på meget højt niveau om livet og døden og især om venner, der svigtede én og udeblev fra aftalte måltider.
Næste dag ringede jeg til Anne Grethe og spurgte deltagende, hvordan hun havde det. Uheldigvis kunne hun slet ikke huske noget som helst fra aftenen heller intet om min beskedne, men dog fremtrædende rolle i forløbet. Jeg forhørte mig diplomatisk og forsigtigt om muligheden for en ny sejltur.
-Nej, Jokke, det gider jeg sgu ikke mere. Jeg kan simpelthen ikke tåle at sejle.
-Har du så lyst til at gå på diskotek oppe i Perlegade?
-Nej, det siger mig ikke så meget.
-Hvad så med en tur i biffen?
-Det gider jeg altså ikke.
-Så må du have det.
Det var ordene. Herefter indtraf det parallelforløb, der siden har fulgt mig. I takt med at betagelsen af Anne Grethe aftog, steg animositeten og væmmelsen ved kvindelæber, kys og kærtegn. I de mange år, der fulgte denne begivenhed, har jeg således måttet se i øjnene, at et forhold til en kvinde blev mere og mere umuligt.
De få gange, jeg løb ind i en, fik plus-dage til at forvandle sig til minus-dage. Det kunne gå så længe, vi sad og snakkede hyggeligt på hver sin side af bordet med et glas vin, men så snart vi opholdt os på samme side, og hun nærmede sig med sine svulstige, mere og mere sprukne læber vendte det hele sig i mig, og jeg måtte hastigt dreje ansigtet bort.
Det holdt naturligvis ikke på længere sigt. Kvinderne tydede denne bevægelse på stort set samme måde. Til sidst opgav jeg, og nu har jeg affundet mig med det. Ingen kvinder til mig.
Til gengæld heller ingen væmmelige tanker om affaldscontainere med gulgrønt maveindhold til at sutte på.
Jeg er dejligt fri og lever et forholdsvist ubekymret liv i den friske natur her ude i skoven.

Uddrag af livlæge Theodor Morells erindringer: ”An der Seite des Führers im Leben und Tod”

”… Jeg lagde godt mærke til, at Oberst Stauffenberg glemte sin taske i Ulveskansens mødebarak i Rastenburg. Han var væk, da jeg fik øje på den. Typisk! Jeg kendte ikke nogen så distræt. Bare stille den op ad et bordben og så glemme alt om den.
Jeg rystede på hovedet. Altså, hvad i alverden ville de store mænd dog gøre, hvis de ikke havde en som mig?
Der Führers øjne var blodskudte, skuldrene hang ned på armene, og han støttede sig til bordet med den hånd, der rystede. Krigslykken her ud på sommeren ville ikke rigtigt være med os længere.
Generaloberst Jodl rakte ud efter pegepinden til det store bordkort med alle fronterne tegnet op. Føreren og alle 22 andre militærpersoner stirrede spændt på ham.
Jeg tog tasken og flyttede den bag bordbenet, så han kunne komme til. Hitler stod på den anden side af Jodl.
Jeg kom i tanker om, at hvis Stauffenberg nogensinde skulle have den taske, måtte jeg huske den for ham.
Så jeg bøjede mig ned og hev tasken ud igen. Kiggede mig lidt rundt; hvor kunne jeg stille den, så jeg huskede den?
Jeg lagde den på det lille bord bag Hitler, hvor der var andre ting, som jeg også skulle huske at tage med tilbage til Berlin.
Jeg begyndte at nyse.
– Gehen Sie doch raus, Herr Morell.
De misbilligende blikke fra generalerne og førerens ordre var ikke til at tage fejl af i den nervøse stemning.
– ´Schuldigung!
Jeg gik udenfor og nøs videre.
Det femte nys kastede mig ind i skoven med en voldsom og øresønderrivende kraft. Jeg ramte en gren i hovedet undervejs, men landede heldigvis blødt på mosbunden. Forvirret rejste jeg mig. En bombe var sprunget nøjagtigt samtidig med nyset.
Rundt omkring lå den totalt splittede mødebygning spredt for alle vinde sammen med døde mennesker og menneskedele og masser af blod.
Fra de tilstødende bygninger kom mennesker styrtende. Alt var kaos. Jeg vaklede frem og opdagede, at jeg blødte fra mit sår i hovedbunden. Det så voldsommere ud, end det egentligt var.
To tililende officerer hjalp mig og støttede mig.
– De har været heldig, Herr Morell. At blive kastet så langt og så overleve.
Pludselig standsede de, hvide i ansigterne, mens de pegede på noget foran os:
– Der Führer!!
Rædselsslagen stirrede vi på førerens hoved, skåret skarpt over ved halsen, en henkastet bold. Hans tomme øjne så direkte på mig, som om han ville sige: Hvad skal det til for, Herr Morell?
I et glimt lagde jeg mærke til, at hans altid så korrekte overskæg var snoet opad som hos en agtværdig englænder.
Tja. En lille bombe for Hitler, men en stor bombe for resten af Europas krigstrætte befolkning.
Som Hitlers betroede livlæge havde jeg intet ønske om at slå føreren ihjel. Tværtimod. Jeg skulle i yderste konsekvens ofre mit liv for ham.
Von Stauffenberg havde sat alle sejl til for at likvidere ham. Han anvendte én bombe, hvor to ville have været det ideelle. Han placerede den under bordet, hvor den ikke kunne anrette skade.
Vi mislykkedes begge…”

Forbrydelsen

Spadseretur i skoven! Begge hænder i lommen, højre hånd om kniven. Anna går i venstre spor, fint for mig. Vi nærmer os. 1200 meter fra bilen og parkeringspladsen. Jeg har tjekket det.
Tør jeg? Det værste er at blive opdaget. Jeg ved ikke, hvad straffen er, men frygter den. At blive opdaget vil også betyde, at naboer, venner, måske flere af vore bekendte vil finde ud af det. Det er svært at skjule. Jeg tror ikke, at hendes polske familie vil tage det så tungt. Der var da visse ting under brylluppet i Poznan, der tydede på, at var man i den boldgade, gjorde det såmænd ikke så meget. Jeg vil ikke påstå, at alle kriminelle er polakker, men det er sgu lige før, at alle polakker er kriminelle.
Oveni kommer kniven, der klart er ulovlig. Altså hvis den bliver opdaget.
654 meter præcis fra bilen drejer skovstien mod højre. Nu er det umuligt at se parkeringspladsen. Det er lige her, at jeg skal standse og finde ud af, om der er nogen dernede. Det duer ikke at blive set.
Det mørkner her sidst på eftermiddagen i slutningen af november. Det er ikke for tidligt at gøre det, hvis det skal være. Og det skal det. Jeg gider simpelthen ikke mere.
Og det er det ideelle tidspunkt.
Anna snakker bare som sædvanlig. Hun har ingen anelser om det, der forestår. Hvordan vil hun mon reagere? Og skal jeg sige noget først?
Det kan gøres ret hurtigt.
Jeg vender mig om og stirrer tilbage mod bilen. Anna standser.
-Hvad kigger du efter? Vil hun absolut vide og fortsætter:
-Jestem menszcona.
Hun er bedre til dansk end jeg til polsk, men jeg forstår, at hun allerede er træt.
Jeg svarer ikke. Så går vi videre.
546 meter længere henne, til højre ind ad en sti.
Jeg vinker til hende og drejer derind.
-Hvad vil du? Spørger hun forundret, men følger med.
Jeg standser og tager kniven frem. Den er fra Naturgalleriet på Kongevejen, en EKA Nordic T8 foldekniv med 8 cm klinge i rustfri Sandvik stål med skæfte i ædeltræ og lækkert læderbælteetui.
745 kroner! Men den er det hele værd.
Jeg trækker den frem. Hendes øjne bliver større.
-Hvad gør du?
Stemmen vibrerede.
-Jeg er så træt af at betale næsten 200 kroner for et skide juletræ. Dwie Sto! Nu skal du se!
Hurtigt snitter jeg et par snore over og tager et af de indpakkede blågran, der hyllet i Skov- og Naturstyrelsens net ligger her i hobevis.
-Det kan man da ikke! Jens, vi har da penge til at købe et!
-Har du ikke set, der er en million fucking juletræer her?
Jeg slog ud med armen.
-Skal jeg kalde mig tyv for 200 kroner?
Hun er sgu så katolsk hellig.
-Der kommer ikke nogen her på denne tid af dagen! Kom nu!
Jeg slænger juletræet op på ryggen og skynder mig forrest med forhøjet åndedræt tilbage mod parkeringspladsen.

Tusse

Jeg var engang vikar i en vanskelig skoleklasse. Adfærd, kontakt og trivsel var fokusområder, så jeg fik ekstra løn, hvilket var meget velkomment. Det var nu også en meget vanskelig klasse. Eleverne havde alle store problemer med at omgås andre, og det eneste, de kunne enes om, var at spille fodbold. Dog kunne de kun spille, hvis jeg var dommer. Ellers kunne de slet ikke enes.
En af dem havde oven i læsebesværligheder også talevanskeligheder. Han gik til talepædagog, uden at det hjalp synderligt. Talepædagogen var en lærer, som ikke kunne styre ungerne, og da inspektøren følte sig presset nok af forældrene, havde han overtalt ham til en uddannelse som talepædagog. Det vidste jeg, fordi forældrene fortalte mig det.
Han skulle i øvrigt have givet dette mageløse tilbud til yderligere fire personer, der aldrig nogensinde burde have været lærere. Vi andre rystede lidt på hovedet over de stakler. Men det er en helt anden historie.
Eleven, der gik til talepædagog, kunne ikke sige T. Han hed Tage, men det var der aldrig nogen, der kaldte ham. Da jeg første gang trådte ind i klassen og spurgte, hvad de hed, svarede han, da det blev hans tur: Kusse.
Jeg troede jo ærlig talt, at han var ualmindelig uforskammet og sendte ham øjeblikkeligt uden for døren – dengang en almindelig måde at give det gule kort på.
Men inden han nåede at rejse sig, sagde en af de andre:
– Tage kan ikke sige T, og han har altid heddet Tusse.
– Nå, du kaldes Tusse, sagde jeg en smule forbløffet.
– Ja, Kusse, det er også det, jeg siger, sagde han lidt fortørnet.
Af en eller anden grund fnisede jeg ganske højt, og de andre så forundret på mig.
En mærkelig forestilling. Normalt kommer læreren ind i klassen og skal skabe ro. Her var det omvendt. Klassen sidder roligt, og der kommer en fremmed lærer ind, der straks begynder at fnise og larme og skabe sig.
Senere i denne første time med Tage fik jeg dem til at læse højt. Ganske rigtigt. Tage læste alle T´er som K´er.
– Hvad er dit rigtige navn, spurgte jeg.
– Kage Kriskensen, svarede han alvorligt.
Jeg vænnede mig hurtigt til Tusse, selv om han var stærkt rødhåret, og vi blev faktisk gode venner, hvis man kan sige det om forholdet mellem en lærer og en elev.
Tre måneders tid senere var jeg færdig som vikar i den klasse, og det ville jeg da gerne fejre og havde derfor inviteret fra nabobyen min gamle klasse, som også var en 8., til at komme forbi. Dem havde jeg haft gennem hele 7., og vi havde haft det godt sammen.
De skulle med bussen fra nabobyen, og vi havde lagt et godt program, hvor de to klasser skulle spille fodbold med blandede hold. Da jeg sagde, at de naturligvis skulle spille fodbold, slappede min klasse lidt mere af.
– De skal i hvert fald ikke komme her og prøve på noget, mente en af dem.
– Nej, mente en anden. – Så kan de få en på snosken.
– Rolig nu, sagde jeg, en smule nervøs. Var det her mere, end de kunne klare?
Jeg fik dem overbevist om, at det ville være en rigtig god måde at sige farvel til mig på, så de gik med til arrangementet.
Gæsternes nuværende klasselærer var med, og hun startede med at få en kop kaffe på lærerværelset for ligesom at varme den pædagogiske del af hjernen op til dette møde med min klasse, der i kommunen ikke havde det bedste ry.
Imens kunne jeg da sagtens selv klare de indledende formaliteter.
– Sid du bare lidt og nyd det, så siger vi imens goddag til hinanden. Vil du have sukker i kaffen?
De strømmede op i klasseværelset, og vi tog en hilserunde.
– Kusse, sagde Tage til den første, der præsenterede sig for ham.
– Æh, hvad? spurgte Tom, som var en af mine gode drenge fra sidste år.
– Kusse, gentog Tage.
De andre fra min gamle klasse fnisede. Stod der ikke en rødhåret dreng der lige så alvorligt og lavede grin med Tom?
– Æh, indskød en af Tusses venner. – Han bliver kaldt for Tusse.
– Nå, sagde Tom. Derfor. Så i virkeligheden sagde du Tusse.
Tage nikkede ivrigt.
– Ja, for helvede. Kusse.
– Nu sagde du det igen, indvendte Tom.
– Hvad?
– Ja, du sagde Kusse.
– Gu gjorde jeg sgu da røv. Jeg sagde Kusse.
– Præcis. Prøv at sige Kusse.
Tage blev rød i hovedet.
– Sig mig engang: Hvad fanden er du ude på?
– Ikke noget. Prøv bare at sige det, du kaldes, igen.
– Kusse.
– Prøv så at sige Kusse.
– Hvorfor det? Du kan selv være en kusse.
– Nå. Nå. Godt ord igen. Hvad hedder du rigtigt?
– Kage.
– Kage?
– Nej, Kage, for helvede. Og hvad hedder du?
– Tom.
– Kom er da et meget godt navn trods alt.
– Kom?
– Kom? Hvorfor siger du Kom? Jeg sagde Kom.
Det var her, Tom vendte det hvide i øjnene mod himlen som for at hjemkalde gudernes hjælp i dette totalt håbløse tilfælde.
Det var nok også kun derfor, at Tage sprang på ham og stak ham sådan en på snosken, at blodet sprang ud af næsen på stakkels Kom.
Efter 10 mikrosekunder sloges alle mod hinanden, og jeg, der bare stod i et hjørne og morede mig, måtte pludselig til at træde i karakter.
Det viste sig at være umuligt. Stole og borde formelig fløj gennem luften, en vase gik i 1000 stykker, og halvdelen af whiteboardet faldt i to dele på gulvet. Jeg trak mig ud af klassen og vejret dybt og styrtede ned for at hente inspektøren.
Min gamle klasse tog hjem igen med samt deres lærer, og jeg måtte stå skoleret på kontoret og fik en generalskideballe med vinger og krudtrøg og hele baduljen. I øvrigt fik jeg ikke flere vikartimer på den skole.

Blafferen og Tvind

Han blaffede ved Sorø i efterårsferien 1970, da en bus fra Hjørring Bybusser standsede.
En mand med langt hår og hvid kjortel vinkede ham ind.
Amdi, thi ham var det, gav ordet centrum ny betydning, bag ham sad Poul Jørgensen, og omkring sværmede unge piger med hede kinder og våde bukser.
Chaufføren var en slave fra Afrika.
Hos Esso hældte en måbende ferieafløser diesel på, mens Amdi og dermed alle andre råbte:
-Esso napalm! Esso napalm!
Vietnamkrigen var på sit højeste.
Amdi lænede sig tilfreds tilbage og tog en slurk hvidvin af sin vandflaske, mens disciplene skreg videre, så, at det var godt og vendte sig om mod apostlen Poul og sagde:
-Engang skal du følge mig i paradis!
Helt konkret tænkte han på at etablere et mindre kongedømme i Mexico, mens Poul kunne afsone sin straf. Han vinkede til en af de unge piger og pegede på sine fødder. Hun knælede straks ned foran ham, tog hans sandaler af og begyndte at massere fødderne.
– Ah, lige hvad jeg trængte til.
Hun så taknemmelig op på ham, mens Poul Jørgensen samtidig så på hende. Så nikkede Poul, rystede sin tomme vandflaske og foreslog, at alle skulle ha´ lov at drikke vin i dag, men Amdi svarede og sagde:
-Yde efter evne og nyde efter behov. Har du flere tåbelige forslag, kommer du slet ikke med til paradis, men rykker direkte i fængsel.
Amdi knipsede til en anden af de unge piger, og hun kom straks styrtende og tændte ham en smøg. Hun var noget tykkere end de andre. Han så på hende, og rødmen skyllede over hendes ansigt:
– Undskyld. Jeg glemte askebægeret, hvorefter hun skyndte sig over til sin plads og kom tilbage med et. Hun stod afventende med sin fede hånd strakt frem med askebægeret, mens Amdi røg, og efter nogen tid slog han asken af cigaretten. Pigen foran ham masserede roligt videre.
– Jeg troede, du var påbegyndt din slankekur? Hans øjne borede sig ind i hendes. Hun slog blikket ned.
– Det er så svært …
– Jeg har sagt til dig, at jeg ikke ønsker overvægtige personer omkring mig.
– Ja, hviskede hun og så ud, som var hun lige ved at græde. – Jeg lader være med at spise fra i aften og hele næste uge.
– Det vil da hjælpe noget, mente Amdi. – Vi kan jo godt bruge dig. Du er sød nok. Men bare for tyk. Alt for tyk til os i proletarernes kamp. Vi kæmper sgu for de undertrykte, de fattige, de fortvivlede, de bange, de små – og ikke for de fede kapitalister, der smovser i kager og andre fede ting …
Mens hun blussede og slog øjnene ned, tog Amdi en slurk af sit vinglas og vendte sig mod blafferen, der sad overfor og spurgte venligt:
-Hvad studerer du?
-Jura med speciale i misbrug af offentlige midler.

Jean

Poul hjalp Jean med at flytte. Som studerende fra Haiti har man ikke alverden at gøre godt med, og det var derfor naturligt for Poul at yde den vennetjeneste til en stakkels u-landsudsendt.
Eller hed det i-landstilsendt?
Jeans værelse ville under andre omstændigheder snildt kunne betegnes som et pulterkammer. Han var nok ikke bedre vant fra, ja, hed det favellaen i Port-au-Prince? Det lille tekøkken havde en unormal stor opvask. Den eneste lænestol i værelset var optaget af bøger og papir. Bordet var fyldt med andre bøger, hefter, en vissen blomst og en snavset tallerken. Hans seng stod op ad den ene væg og var uredt. Dynen så snavset og krøllet ud, nok fordi den var snavset og krøllet. Under sengen var der talrige større og mindre effekter, sokker, et par bukser og andre beklædningsgenstande. På væggen hang nogle grimme fotostater fra Haiti med de sædvanlige piger med blomster og ikke ret meget andet på.
Derfor tog det nogen tid for dem at få det tømt. Jean havde heldigvis anskaffet sig et stort antal papkasser, hvor det hele kunne være i.
– Jeg er vant til papkasser, sagde han smilende på et ret godt engelsk, selv om han hellere ville tale fransk, men det formåede Poul ikke. – Har faktisk boet de første fire år i sådan en. Ja, altså i stor størrelse, sagde han grinende og klappede sig selv på sin tykke mave.
Poul havde lejet en Hanomag, og det var så snildt, at Jean efter Pouls forslag havde valgt at køre ned forbi genbrugscentret med det, han gerne ville af med. Det var derfor anbragt yderst på ladet.
Poul kørte, og humøret steg efterhånden. Nu var det værste overstået.
På genbrugsstationen stod de sædvanlige klunsere, som Poul kendte så godt. Kunne de tiltuske sig noget skrammel, der kunne sælges, var deres lykke gjort. De parkerede og steg ud. Jean skulle have en smøg, inden det videre arbejde, så de tog den med ro.
Imens stod en tre-fire klunsere omme bag ladet og diskuterede.
Efterhånden fornemmede Poul og Jean tydeligt, at de diskuterede, hvem af dem, der skulle have hvad. Den ene hævdede, at han havde set bordet først, mens de andre gjorde gældende, at han bare sagde noget for at være den første.
– Hvad har I gang i? spurgte Poul dem.
– Vi kan ikke rigtig blive enige, sagde en fuldskægget ældre herre.
– Om hvad? spurgte Poul.
– Ja, om det hele. Her kommer I med et læs affald, og der er så mange kasserede ting, at der nok skulle være til os alle. Alligevel kan vi …
– Hov, hov, protesterede Poul. Det er kun de to kasser der, der er affald.
Der bredte sig en forbløffelse og en tavshed blandt klunserne.
De havde faktisk stået og fordelt alle Jeans jordiske ejendele mellem sig.
Poul skjulte et smil, og mens klunserne mistrøstigt så på de to papkasser med kasserede underbukser og visne potteplanter, kørte de to venner ud til Dannersgade, hvor Jean skulle bo.
Her læssede de af i et stort, lyst værelse, og Jean var tydeligt glad. Det var Poul også, for han var sulten, og Jean havde sagt, at når de var færdig, skulle de ordentlig smovse.
– Jeg henter lige noget aftensmad til os, sagde Jean og skred. Poul tænkte på den herlige engelske bøf med bearnaise og dyr rødvin, som Jean sidst fik ude hos ham og glædede sig. Ydermere var Jean glad for mad, vidste han, og det var ingen hemmelighed. Jean havde et omfangsrigt korpus og vejede garanteret over 120 kilo.
Lidt efter kom Jean hjem igen. Med sig havde han en pose og to colaer.
– Så. Værsgo. Nu skal du bare gå til den.
I posen var der to franske hotdogs til hver.
Det kan nok være, at de gik til den i dette festmåltid.
– Jeg ved godt, du troede, vi skulle spise fint i aften, men sagen er den, at jeg ikke vil udsætte dig for at spise her i al flytterodet. Derfor vil jeg gerne invitere dig på Hotel Amrissli i morgen aften.
Poul skyllede skuffelsen ned med cola og fandt glæden igen over denne meddelelse. Det kunne heller ikke passe, at Jean ville spise ham af med en fransk hotdog over for engelsk bøf med rødvin. Ikke engang en fattig og fed studerende fra Haiti.
Dagen efter hentede Poul Jean, der ikke havde kørekort. Pouls lille Morris futtede fint af sted, og efter nogle kilometers kørsel standsede de uden for hotellet, der var et af de finere i byen. Det lå langt udenfor, men det kunne ikke være et problem for gæsterne. Havde man råd til at spise der, havde man også bil.
De gik ind i restauranten og blev en smule benovede over, hvor fint det hele var.
Menukortet var nærmest en bog, så tykt var det. Jean sagde, at han måtte bestille lige, hvad han kunne tænke sig, og Poul kunne så tænke sig en fransk bøf. Jean bestilte en Coq au Vin og noget dyr rødvin.
Tjeneren kom med rødvinen, og de to venner sad og nød tilværelsen og følte sig ustyrligt rige før tiden. Poul ville være færdig som cand. merc. om tre år, Jean først om fire.
Så kom tjeneren med maden. På dampende fade af sølv med indlæg og sølvskeer, og han begyndte straks at hælde op til de to ungersvende.
Det var så her, at Jean blev bleg i ansigtet. Til at begynde med lagde Poul ikke mærke til det, hvilket ikke var så sært, idet Jean var brunlig i huden, men så kunne han godt se, at der var noget galt. Det blev værre og værre, og lige før Poul skulle til at sætte tænderne i den lækre franske bøf, brød han helt sammen.
– Poul, for fanden, jeg tror, jeg er ved at få hjertestop. Du må sgu køre mig hjem, for fanden, Poul, det gør fanme ondt, Poul, hører du?
Han hang lidt til den ene side, og Poul måtte skrækslagen smide en masse penge på bordet, idet han vinkede til tjeneren og halvt slæbende, halvt bærende på den syge Jean, vaklede han ud af restauranten og ud i Morrissen.
– Skal jeg ringe efter en læge? Eller ambulancen? Eller køre på skadestuen?
– Nej, nej.
Jean vinkede afværgende.
– Nej, jeg trænger bare til lidt ro.
Han så meget bleg ud. Hjemme på værelset fik han Jean ned at ligge og tog pulsen på ham. Den var tårnhøj. Sveden stod ud ad alle porer, og han så mere end almindeligt forstyrret ud.
– Måske skulle du alligevel bevæge dig hen til lægen i morgen. Jeg er alvorligt bange for, at du er syg.
Jean nikkede og tørrede sveden af panden.
– Men jeg har det allerede bedre nu, stønnede han.
– Du hører nu fra mig i morgen.
Så kørte Poul hjem. Der var vist stadig lidt leverpostej i køleskabet.

Urodynamisk Undersøgelse

Mortensen var en sindig og til tider rent ud sagt beskeden mand, når han selv skulle sige det. Det var også derfor, at han til kammeraterne på savværket kun lige nævnte, at han ikke kom mandag, fordi han skulle til den her undersøgelse på sygehuset.
– Hvad er der i vejen med dig, Mortensen, spurgte en af de mere nysgerrige. – Skal du have opereret maven mindre?
Og så grinede han og daskede blidt til Mortensens temmeligt veludviklede mave, indtil han bemærkede, at Mortensen blev ved med at være alvorlig.
– Åh, det kommer sgu så langsomt, pisset, svarede Mortensen og så bort.
De andre vidste alt om det og fornemmede nok, at skulle der snakkes mere, så skulle Mortensen nok selv føre an.
Frisk ud af brusebadet iført helt rent tøj ankom Mortensen så til afdelingen stærkt tissetrængende, som han var blevet instrueret i. Med sig havde han også tre døgnskemaer, hvor han nøje havde gjort rede for ind- og udtag af væsker. Hvor meget drak han, hvornår og hvor meget tissede han og hvordan? Alene det at skulle holde rede på det, var noget besværligt for ham. Han havde et stort rødbedeglas inddelt i streger efter antal ml, og allerede der kom han i tvivl. Hvordan var det nu med det? 1 liter svarede vel til 10 deciliter til 100 centiliter til 1000 milliliter. Det var da enkelt.
Så han målte og tissede og målte og drak. Om natten var det ekstra besværligt. Så skulle han for ikke at vække konen liste ud på badeværelset, tænde lys og fumle med rødbedeglasset. To gange hver nat. Hver gang måtte han i mørket fumle rundt med glasset for at være sikker på, at tisset havnede i glasset. Han turde ikke tænke på, hvis det flød ved siden af. I grunden var han ligeglad med, at det var mørkt. Han kunne ikke se alligevel for sin store mave.
Nu sad han her og ventede. Uroligt, for det pressede ret meget dernede. Han kunne altså godt tænke sig at få lov at lade vandet. Klokken blev 08.20, inden en venlig, men noget mørk dame endelig kom og bad ham følge sig. Hun præsenterede sig som Tessa, sygeplejerske fra Burundi.
Det første var at få lov at tisse. Han tissede ned i en tragt, og det var virkelig skønt, selv om der var problemer med at se tragten. Sygeplejersken var egentlig meget køn til hans overraskelse og ualmindelig sort med stort, krøllet hår. Når hun gik, vuggede hun i hofterne fra side til side. Nu kom hun tilbage, smilede med tænder så hvide, at de blændede, og hun så på computerskærmen og sagde, at det var godt.
– Men jeg må lige se, om der er rester i blæren, sagde hun.
I forvejen havde han skullet afføre sig benklæder og underbukser og fået et stykke grønt klæde fra et billardbord omkring sig. Han havde forestillet sig, at han kunne være lidt genert over for en hvid kvinde, men en sort?!?
Nu fjernede den skønne Tessa klædet, og så lå han der.
Det var nok den mindst sexede situation, han kunne komme i tanker om. Han undrede sig over, at han betragtede den smukke sygeplejerske uden nogen form for interesse. Han blottede sig uden generthed og tænkte et øjeblik på, at der var meget langt fra snakken på arbejdet om dejlige damer og ikke mindst, hvad man kunne tænkes at gøre ved dem, og så til det her. Hvad ville kollegerne sige, når eller hvis han fortalte om Tessa?
– Du har nok en 50 ml tilbage, sagde den skønne og viste tænder.
Han lyttede. Nå. Og hvad så?
– Så du bliver ikke tømt helt. Vi må prøve at finde årsagen. Der er i din urin intet, der tyder på alvorlig sygdom, selv om du er noget overvægtig, og alle undersøgelser tyder på alt for højt kolesteroltal og alt for lavt kondital. Dit BMI er på over 34.
– Det lyder da fint. Er 34 ikke rigtig godt?
– Nej, det er rigtig skidt. Men du fejler ikke noget alvorligt, ingen kræft.

Nå, det var fint. Det lettede en smule, syntes han. Han vidste godt, han nærmede sig sidste salgsdato. Røg og drak for meget, løb og bevægede sig for lidt, spiste forkert og for fedt og blev alt for let forpustet.
I øvrigt var han noget forbløffet over den smukkes fine udtale.
– Nu skal jeg lige rense …
Med plastikhandsker tog hun uden videre fat i forhuden og krængede den ned. Et lille støn slap over hans læber, for det føltes ubehageligt.
– Jeg skal rense, så der ikke kommer bakterier med, forklarede hun.
Øjeblikket efter følte han noget koldt på penishovedet, og igen kunne han ikke undertrykke en sagte jamren. Ikke at det gjorde ondt, for det gjorde det ikke, men det var ubehageligt.
– Nu kommer jeg bedøvelsesgel ind i urinrøret, og vi skal have sat følere til anus.
Anus? Han sagde nu altid røvhul, men den gik nok ikke her i disse omgivelser.
Noget koldt ormede sig vej, og Mortensen krympede sig.
Så begyndte processen. Rør blev stukket ind i penis, to følere sat fast i anus, mens han lå på siden og ikke havde følt sig så nøgen siden dengang i vuggestuen. Og så af en neger.
– Jeg bliver nødt til at tape ledningerne fast, bemærkede hun.
Ikke bare ved anus. Selv om penishovedet fik han nu påmonteret klæbende materiale.
Med gru tænkte han på, at det jo skulle af igen. Med en gysen forestillede han sig de gange, hvor gammelt plaster skulle af, og moderen bare havde revet det af, så de små hår samt skrig fulgte med. Jo, jo, det kunne han godt huske.
Med lukkede øjne vidste han, at der var små hår omkring anus, og disse små hår ville uden tvivl gør modstand. Og når det skulle af penishovedet. For helvede. Negeren ville garanteret nyde at flænse det af, så han skreg som en gris. Som en gammel gris. Hævn over den hvide mand. Han lå på siden og mærkede, hvordan hun forsøgte at fjerne den for megen hud omkring anus, så hun kunne placere de der ledninger. Han havde nu aldrig spekuleret over, at der kunne være en forbindelse mellem den langsomme vandladning og det alt for rigelige kropsfedt.
Mortensen fik andet at tænke på. For nu begyndte besværlighederne.
Han måtte rejse sig op og stå hen over en stor tragt. Imens fyldte hun lunken saltvand i hans blære.
– Sig til, når du kan mærke noget, sagde hun.
Det kunne han ikke ret godt, for det eneste, han kunne mærke for alvor, var ledningen ind i penis og det der omme i anus. Men efter lidt tid nikkede han. Han skulle nødig opfattes som ikke-samarbejdsvillig og blive skældt ud som racist.
Efter at have tilkendegivet yderligere fornemmelser for fuld blære skulle han til sidst forestille sig at sidde i en bus og være nået dertil, at han måtte rejse sig og bede chaufføren standse for at komme til at tisse.
Det varede længe. Men så krøb han til korset og sagde, at nu troede han, at han ville rejse sig og standse bussen.
– Du får lige lidt ekstra.
– Godt så.
Hun tog handskerne af, åbnede for vandhanen i rummet og bevægede sig hen mod døren.
– Nu tisser du bare ned i tragten og rykker i den røde snor, når du er færdig.
Han følte glasskår, mens vandet gik, og han både krympede sig og stønnede og holdt lidt igen, hvilket var umuligt. Til sidst strømmede det bare, og det var en lettelse.
Han rakte ud efter den røde snor, men den sad noget langt væk. Han strakte armen yderligere og flyttede sig lidt, kom til at slå til tragten, og en del væske sprøjtede ud over det hele.
– Fint. Så gentager vi lige processen.
Frisk gik hun til den, og det var ganske rigtigt. Hele processen blev gentaget. Så igen skulle han sige, når blæren var så og så fyldt, og tålmodigt fandt han sig i prøvelserne.
– Åh, jeg kan se, jeg mangler saltvand, sagde hun. – Det henter jeg lige.
Uden anden forklaring gik hun. Imens stod Mortensen og mærkede ganske tydeligt, at vandet stadig strømmede ind i blæren gennem de rør og ledninger, der var sat op. Det for lige gennem ham, at hun havde noget af en struttende bagdel, og at det havde alle kvindelige negre vistnok. Hed det negerinder?
Nå. Han skulle vise, at den hvide mand var alle andre overlegne i hvad som helst. Med armene over kors demonstrerede han lige overlegenhed.
Sådan sad han et stykke tid.
Ganske langsomt rumsterede det i hjernen på ham, at hvad nu, hvis hun ikke kom tilbage? Selv om hun var ung, kunne hun da rent teoretisk godt få hjertestop derude på gangen. Man ved jo aldrig. Kunne negre ikke få hjertestop? Alle ville glemme ham, mens de kom farende og skulle redde hende, bare fordi hun var sort. Hans blære ville springe, han ville dø en meget pinefuld og pinlig død, en død, de ville grine af på arbejdet, når de havde fået gang i bajerne.
Har I hørt det? Mortensen, I ved ham den fede gamle, der altid skulle på toilettet og altid var så fandens længe om det, han døde sgu på hospitalet, fordi hans blære fik for meget væske! Hold kæft en død, mand! Og det var en negerinde, der var skyld i det.
Uroen bredte sig hos ham. Døren var lukket. Den skønne sygeplejerske lod sig hverken høre eller se, og her stod han få milliliter fra en blæresprængning. Uroen blev til nervøsitet, der blev til panik. Han så sig hurtigt om, rev ledningerne fra stikkene ud, men den til computeren kunne han ikke rive af. Hurtigt vaklede han op til computeren og løftede den op, hev ledninger og stik ud bagpå og stakåndet og hjertebankende vaklede han hen til døren med computer i favnen og ledninger og rør sejlende efter sig i en sø af saltvand.
Ude på gangen råbte han, så højt han kunne og med fedtet blævrende alle steder, mens han rød i hovedet baksede med computeren og ledninger og forgæves søgte at lade skjorten dække ned foran:
– Hallo? Er der nogen?
En dør sprang op, og den skønne Tessa kom farende ud og sprang hen til ham.
– Neeej, det må du virkelig undskylde. Men forstår du, mobilen ringede i det samme, det var min mand, han fik sgu jobbet!

Hovsa

Støt og roligt duvede Volvoen af sted mod færgen. Jonathan nød førersædet, som passede ham perfekt. Dejlig bil. Helga som altid ved siden af. Det gik ikke, når det var omvendt. Han kunne simpelthen ikke nære sig for at retlede hende, så hun kunne køre ordentligt.
Hun skiftede for eksempel altid gear for sent, når hun accellererede. Omdrejningstælleren kørte op, og benzinen fossede ud af tanken. Helt unødvendigt. Nærmede de sig rødt lys, glemte hun af og til at sætte den i frigear. Engang viste hun ham et motorblad, hvor man anbefalede at lade den motorbremse. Han blev så rasende, at han kylede bladet i skraldespanden og forbød hende nogensinde mere at læse den slags smudslitteratur, skrevet af uvidende amatørjournalister med intet kendskab til motorer og biler.
På bagsædet sad hendes forældre, Bent og Karen.
Hans forhold til dem var det bedste, og det havde det været helt fra start. De blandede sig ikke i deres ægteskab, og han hørte aldrig sin svigermor kloge sig. Det satte han pris på. Bent var godmodig og hjælpsom og ikke bange for at gribe en hakke, når ukrudtet viste sig lige lovlig meget.
Han så på uret. Nå, der var god tid. 80. Der stod nålen med autopiloten, og der stod den fast og uforanderlig. Han skulle ikke risikere en fartbøde, og desuden var han fortaler for lov og orden. Bilbøller var der alle vegne, men det ville han ikke have skyld for at være.
– Det er lige før, vi kan nå en kop kaffe inden færgen. Vi skal jo bare være der en time før, sagde han rundt i kabinen.
– Hm, rømmede Bent sig. – Har du indregnet, at sommertiden forsvandt i nat?
Koldsveden sprang frem under Jonathans skjorte. Satan og helvede. Uret i instrumentbrættet var mekanisk og derfor ikke et, der automatisk ændrede sig. Satan og helvede.
Panikken greb Jonathan.
– Vi skal eddermugme nå den færge, udbrød han og trådte speederen i bund.
Volvoen sprang fremad, og borte var alle overvejelserne om fartmålinger og hastighedsgrænser og andet pjat. Nu gjaldt det om at indhente en time.
– Ja, sådan kan det gå, tillod Helga sig at ymte. – Bedst som man tror, man har halvanden time, har man kun en halv.
– Det er godt, det er dig, der sidder bag rattet, mente Karen omme fra bagsædet.
– Jeg elsker dig, svigermor, mumlede han, mens han havde sit faste greb i rattets læderpolstring og øjet skiftevis på vejbanen og i bakspejlet. De hvide midterstriber forsvandt hurtigere og hurtigere, det føltes som at æde små ormelarver i en lang og lind strøm.
Han stirrede på uret og beregnede hurtigt, at han allerede havde indhentet 10 minutter. Pyh ha, det holdt også hårdt. Nu skulle de sidste fem være en smal sag.
Da de rullede ind på området for færgen, så han, at de allerede havde tømt ventepladsen for biler, og med hjertet oppe i halsen drønede han hen mod opkørslen til skibet.
Det var kæmpestort. Adgang med biler ad tre forskellige indgange og opkørsler, noterede han sig kort og kørte hen mod den nærmeste. Færgen tudede, og han satte yderligere farten op. Det var blevet halvmørkt, men der var ingen tvivl om, at han kunne nå at køre ombord. Han strøg op ad rampen, og da han nåede toppen, så han i en enkelt hundreddel af et sekund, at denne rampe slet ikke havde forbindelse med færgen.
Volvoen kørte ud i det bare ingenting og faldt tungt med næsen forrest og fire skrigende mennesker ned mod vandet, hvor den med et kæmpeplask langsomt forsvandt under overfladen.
Inde i kabinen skreg de stadig, men Helga hang med hovedet forover. Jonathan kæmpede med selen, mens bilen langsomt tippede rundt og lagde sig med taget underst. Jonathan mærkede, hvordan hovedet var i kontakt med taget, og mens han panisk søgte at frigøre sig for selen, steg vandet langsomt og sikkert.

God værkstedshumor 1

1. dag
Sidste år så jeg et godt tilbud fra et større, anerkendt autoværksted. I weekenden kunne man få ombyttet sine vinterdæk med sommerdæk for kr. 300 inklusive moms.
Jeg ringede straks til dem.
– Autoværkstedet. Frede.
– Men jeg kan kun komme fredag?
– Det er i orden, sagde Frede.

Da regningen kom, lød den på kr. 512,50.
– Hov, ringede jeg, hvad er nu det for noget, Frede?
– Ja, men det er, fordi du fik lavet det en fredag. Det var kun lørdag og søndag, tilbuddet gjaldt.
– Nej, ved I nu hvad. Det kan I ikke være bekendt. Du tilbød det til kr. 300 i den pågældende weekend. Du lovede mig, at det også gjaldt fredag for mig, Frede!

Frede lød behersket høflig:
– Jo, måske, OK, du får en ny faktura. Smid bare den gamle væk.

2. dag

Næste dag kom den nye regning. Nu lød den på kr. 373,75.
– Hov, ringede jeg straks til min nye ven, var det ikke kr. 300 efter moms, du tilbød det til?

Jeg hørte et lille suk i den anden ende:
– Jo, sådan set.
– Men her er de 300 kroner jo før moms.

Frede lød nu noget kort for hovedet:
– Nå, for fanden, 373, 75? Og det skulle være 300? Du får en ny faktura og smider den gamle væk!

3. dag
Spændt åbnede jeg kuverten fra bilfirmaet. Nu lød regningen på kr. 299,38.
– Hallo, ringede jeg straks og uophørligt til Frede, – skulle den ikke være på kr. 300? Ikke for at brokke mig, men jeg forstår slet ikke de 299,38.

Der opstod en pause i røret. Jeg forestillede mig, at værkfører Frede stirrede tomt ud ad vinduet på den silende forårsregn.
– Hallo, sagde jeg ud i rummet. – Er du der?
Jeg kunne høre, han trak vejret dybt.
Meget dybt:
– Det må jeg lige kigge på. Sagde du 299,38??
– Nej, det er lige meget. Jeg accepterer gerne 62 øre rabat. Jeg forstår bare ikke, hvorfor …?
– Du får en ny faktura i morgen. Farvel.

Og så lagde han på, afbrød forbindelsen, trykkede på hovedafbryderen.
Men jeg fik ikke en fjerde faktura.
Jeg betalte kr. 300 til fuld og endelig afgørelse af sagen, hvor det var umuligt for autoværkstedet at beregne kr. 300 før moms.
Sidste saldoudskrift viser, at jeg har 62 øre til gode.

– Hallo, er det Frede?
– Ja?
– Det er Finn. Du skylder mig 62 øre.

Han lagde på.
Tja. Hvad gør man så?

God værkstedshumor 2

Jeg synes godt, at jeg selv kan påfylde sprinklervæske på bilen, så når den er til service, behøver værkstedet naturligvis ikke at bruge dyre mekanikerminutter på at hælde sprinklervæske i på min regning. I forvejen tror jeg, de er dygtigere til at reparere biler end til at regne den ud.
Men måske har jeg forregnet mig.

Da jeg for nylig afleverede min dejlige bil til service, havde jeg for en sikkerheds skyld fyldt den til randen med sprinklervæske. Når jeg skriver randen, må I forestille jer, at jeg havde svært ved at klappe dækslet på for al den væske.
Alligevel står der på fakturaen, at jeg har fået en halv liter sprinklervæske påfyldt.
Skidt med de 5 kroner, jeg så skal af med. Mit hovedbrud er nu, hvordan i alverden de har fået plads til en halv liter sprinklervæske i en helfyldt beholder?

Pinlige ældre Mænd på Hotel

Det var et godt hotel, vi havde fundet. Betjeningen var i top og maden fremragende. Amaronen var på tilbud samme aften og kostede kun 300 kroner, og værelset var nyrenoveret med pragtfuld bruser med diverse håndtag til at regulere vandstrømmen og – styrken. Vi var der desværre ikke længe nok til at lære alle fiduserne at kende. Men på grund af min livserfaring lykkedes det mig at ændre temperaturen fra iskold til skoldhed og badede lynhurtigt derimellem.
Ved afrejsen roste jeg stedet og betjeningen, fremhævede min generations sparsommelighed, nøjsomhed og ærlighed, og betalte kontant den lille ekstra regning for vin og andre behagelige udgifter og rundede i øvrigt beløbet op til nærmeste hele 100 kroner.
Så langt, så godt.

Hvad opdager jeg så, da jeg kommer hjem?
Der mangler 100 kroner i min pung.
Jeg har simpelthen styr på kontanterne. Det er ikke så tit, at jeg har kontanter, så derfor ved jeg godt, når jeg har dem, at jeg skal passe på dem.
Jeg ringede ned til hotellet og sagde:
– Har I eventuelt fundet en hundredkroneseddel på værelset?
Det havde de selvfølgelig ikke. Og herfra begyndte min opfattelse af hotellet langsomt at ændre sig til det mere negative.
– Men jeg betalte kontant med en tusse, og jeg tror, jeg har fået en seddel for lidt retur. Det må I da kunne se i kassen??
Nej, den stemte, så der var intet i vejen.

Så satte jeg mig til tastaturet. Intet skulle være uprøvet. Og lad mig for god ordens skyld erklære, at det var sgu ikke for den skallede 100-kroneseddel. Helt ærligt. Men at de helt tydeligt forsøgte at snyde mig, en gammel pensionist, at lade som om 100 kroner er en bagatel, at vrøvle det hen med tom snik-snak, det pissede mig af. Jeg forfattede en vred mail til hoteldirektøren. En meget vred mail, hvori jeg absolut ikke lagde fingrene imellem. I kender det. De skal sgu ikke tage røven på os gamle, der er vokset op med ærlighed, sanddruhed, ordentlighed, vel?
Jeg trykkede på send-knappen og lænede mig tilfreds tilbage.
Under tilbageaktionen knitrede det unormalt fra baglommen. Min højre hånd fór ned i lommen og fremdrog en – hundredekroneseddel!
Hvordan den var havnet der, ved jeg ganske enkelt ikke. Men selv i min lettere ophidsede tilstand kunne jeg vanskeligt forestille mig, at receptionisten, det yndige pigebarn, skulle have sneget sig rundt om skranken for at plante den i min baglomme.

Jeg måtte brødebetynget og lettere ansigtsblussende begive mig ud i en ny mail, hvori jeg trak alt det tilbage, som jeg havde fremsat af beskyldninger mod hotellet, dets moral, dets slibrige og mistænkelige personager af formentlig delvis østeuropæisk afstamning og – sige undskyld.
Inden jeg sendte den, gennemgik jeg den for stave-, slå- og kommafejl af gammel vane, og skulle lige til at trykke send, da en mail tikkede ind.

Det var fra hoteldirektøren, der på hele hotellets vegne sagde undskyld! De ville gøre alt for at slette denne for dem ubehagelige sag med et plaster-på-såret-tilbud:
De tilbød mig og min hustru et nyt ophold kvit og frit. Ved ankomsten en kølig flaske champagne af fineste mærke efterfulgt af en gourmetmiddag naturligvis med den dyreste vinmenu og med overnatning i hotellets suite, og jeg kunne selv vælge tidspunktet.

Det kalder jeg service!

Host mig her og host mig der

Lige før påske blev jeg for anden gang inden for to måneder ramt af virus, der satte sig i hals og tilgængelige steder i grødhovedet. Der er heldigvis så at sige fyldt godt op med beton, så noget har jeg da for mig selv.
Men det blev alligevel værre og værre, og svigermor kom og besøgte os og så deltagende ud og grinede og spøgte med, at jeg bare skulle drikke noget rom eller whisky.
– Gå du op og læg dig, vi gider ikke høre på det hosteri, sagde hun flere gange for at blive fri for mig.

På et tidspunkt var det så slemt med hoste og manglende luft, I kender det, at jeg ikke engang havde lyst til rødvin. Så ved man, det er alvorligt.
I går var jeg hos lægen trods en vis bedring. Jeg hostede ikke længere, og feberen var væk. Men en prop i øret var opstået, og jeg skal ikke nyde noget af strikkepinde.
I samme øjeblik, jeg fik sagt goddag til den nydelige unge læge af hunkøn, begyndte jeg at hoste. En tør krillerhoste, der bare ikke ville holde op. Jeg blev imens lyttet til på ryggen, på brystet, og ikke engang pinden i halsen fik mig til at standse hosten.
Hun sagde farvel med et medlidende smil, og lige så snart jeg var udenfor, standsede hosten.
Det er sådan noget, jeg ikke forstår. Det svarer til at være til eksamen og intet kunne huske. Før bagefter. Da kan man det hele. Udenad.

Da jeg kom hjem, ringede telefonen:
– Gæt, hvem du har smittet! hostede svigermor med hæs stemme.
– Tag noget rom eller whisky, var mit muntre råd, – og læg dig så i seng.

Fordomme om håndværkere

Min kommune har været så venlig at udstede 100 gratis energi-tjek, så jeg bestilte straks et sådant til vort sommerhus, hvor min kone og jeg i dag sad og ventede på tjekket.
Jeg har altid følt mig underlegen, når en rigtig håndværker stod i min stue. De ved og kan så aldeles meget mere end jeg, så det er helt forskrækkeligt. De har aldrig 10 tommelfingre; de saver ikke skævt og slet ikke ind i tomlerne; deres skruemaskine går aldrig i stå midt i forløbet; de har altid det rigtige værktøj til det rigtige formål; når så håndværkeren oven i købet er blevet tømrermester, er den helt gal.
Sådan en håndværker har altid masser af hår på hovedet. Han kan spytte 10 meter langt og drikke en bajer på 30 sekunder, og derfor hænger kvinderne altid på ham som fluer på sukkeret, for så er der nok noget andet, han også kan.
Jeg tror ikke, jeg kan spytte andet end floskler ud, og når jeg har taget tre slurke af en øl, føler jeg mig svimmel og er parat til at blive kørt til udpumpning. Håndværkere har også håndled så brede og tykke som stålpælene under Lillebæltsbroen, mens mine håndled er svagere og tyndere end naboens 10-årige piges. Alt i alt blomstrer mit mindreværd aldrig tydeligere end i selskab med en håndværker.
Det eneste, jeg faktisk ved, er hvilken ende, det er smartest at holde hammeren i, når man skal forsøge at slå til et søm.

Bilen standsede udenfor bag højen, og jeg rømmede mig for at virke mandigere, når jeg nu skulle hilse på ham.
Vantro så jeg en ung pige, knap en halvanden meters penge høj og nærmest fornærmende tynd komme trippende i meget små sko. Hun hilste smilende på os, mens jeg holdt maven inde så længe som muligt.

Oh, fordommene faldt hurtigere end AGFs nederlag. Jeg holdt stigen med mine muskelsvulmende arme, mens pigebarnet klatrede op for at se isoleringen på loftet. Hun sagde, at jeg da vist holdt mit hus rigtig pænt; man kunne godt se, at her boede en mand med forstand på vedligehold; en der havde hænderne skruet rigtigt sammen!
Hun ville ikke have øl, hadede det nærmest, og hendes håndled var usandsynligt tændstiktynde, og hun sagde, hun altid følte sig underlegen over for lærere.

Da hun kørte, gik jeg ud og spyttede langspyt helt over i skoven og satte mig på terrassen og råbte til konen: Gi mig en kold bajer!

Den gamle perfekte mand

I går skete der noget afgørende. Det kræver en historie først:
Ikea var engang vores foretrukne indkøbssted i den lettere møbelgenre. Vi studerede de nye kataloger med interesse og så på Ivar, Fjunte og Oscar, en stol hed Carina og havde skæve tynde ben forneden og tykkere længere oppe og øverst et vældigt bredt sæde.
En dag drog vi glade af sted og indkøbte et skab, der vist hed Mikkel, og fik udleveret en tung og flad pakke.
Hjemme meddelte jeg min beundrende livsledsagerske, at det her skulle far nok tage sig af.
Så tror I nok, at nu går det ad helvede til? At nu vil jeg fortælle jer, hvor dum jeg er til at samle et skab fra Ikea?
Nej. Det vil jeg ikke. Jeg lagde nemlig brugsanvisningen på gulvet og spredte Mikkel ud over et større areal og gik så ellers frem bogstav for bogstav, tal for tal. Teoretisk var alt, som det skulle være. Jeg betragtede opgaven som en svær sudoku, men ikke uløselig. En matematikopgave. Løs a og gå videre til b. Løs b og tag fat i c. Min svensk-danske ordbog var slået op for alle tilfældes skyld. Mine frontallapper var i allerhøjeste beredskabsmodus. Jeg har måske før haft visse problemer med Mikkel, men ham her? Han skulle bare ned med nakken.

Tre timer senere stod der vitterlig et skab, færdigsamlet og parat til at tage i brug. Hun tjekkede det grundigt og erklærede mig for vinder af årets Ikeaskabspensionistsamlergrandprix.
Og jeg var glad og tilfreds og lugtede en smule af sved. Samlede tilfreds – overmåde tilfreds – brugsanvisningen op fra gulvet for at gå i bad. Men hov, hvad var det? En skrue rullede af brugsanvisningen. En skrue? Koldsveden fik mig til at ryste på hænderne, jeg mærkede pandebåndet snære ubehageligt (og jeg havde slet ikke pandebånd på), mens jeg minutiøst gennemgik skabet for at finde det hul, der ikke havde en skrue i sig. Jeg kunne ikke finde det.

Hun gik nedenunder og fløjtede og var stolt over sin dygtige samlermand. Her sad jeg og sank længere og længere ned i depressionen, lukkede mig mere og mere ind i skabet. En skrue, mand.
Men så sprang jeg ud – på badeværelset og smed skruen langt ud ad vinduet og over i naboens have efter hans irriterende kat og gik i bad.

Skabet står der endnu her to år efter.
I går fandt jeg helt tilfældigt i skabet et hul, hvor der manglede en skrue.
Naboen skal på ferie i næste uge.
Og så …

Børnehader!

Vi var på fin restaurant i Randers, og i lokalet ved siden af sad en familie med børn. Der var ikke andre gæster. I begyndelsen gik alt, som det skulle. Maden var fin, betjeningen i orden, og hyggen var der. Døren mellem de to afdelinger var lukket.
Men så blev børnene færdige med at spise deres pommesfrites, og de gjorde det, som børn er gode til: Satte sig i bevægelse. De løb ind til os, løb mellem bordene, ud og ind, frem og tilbage, råbte og skreg, hu, hej, her kommer vi, og vi skal vel også være her, og middagen for os blev pludselig en noget tvivlsom affære. Jeg prøvede diskret at stikke en fod frem under bordet, så et af børnene måske kunne falde og slå sig og græde højt og få forældrene til at sige: Kom nu her og slap af og få lidt is! Det var noget af en fristelse.
Men det skete ikke. De løb simpelthen ikke tæt nok på vores bord, og ligefrem rejse sig og tage benet på en af de løbende var måske også i overkanten. Vi snakkede lidt frem og tilbage og blev derfor enige om, at børnene jo sådan set ikke behøvede at rende ind til os og larme i vores del af restauranten, så derfor gik jeg ned og lukkede døren ind til den anden del, hvilket den faktisk havde været fra begyndelsen. Når vi kun var to hold gæster i hver sit lokale, havde vi vel nok rådighed over det ene, som jeg straks udnævnte til stillelokale. Så kunne de larme i det andet.
Det skulle jeg aldrig have gjort. Nu rejste faderen sig derinde. Han kom ind til os og skældte mig ud og sagde, at det var uheldigt, at jeg ikke kunne lide børn. Det irriterer mig altid, når folk kan gennemskue én. Jeg svarede spagfærdigt, at jeg jo var lærer. Da han gik, var jeg lige ved at tage benet på ham, men undlod at falde for fristelsen.
Han lod døren mellem de to afdelinger stå åben. Igen begyndte børnene at lege på vores territorium og løbe og råbe og skrige. Hvad ellers?
Vi gav op, betalte og gik ud på parkeringspladsen til vores sorte bil, der holdt et stykke fra deres hvide.
Foran den hvide bil var der en større rigtig godt pløret og lorte-mudret vandpyt. Åh, Odin, led mig ikke i fristelse. Igen.
For den! Da vi kørte, kom jeg til at trykke for hårdt på speederen gennem vandpytten, så det sprøjtede ad helvede til op på deres nu pludseligt ikke helt så hvide bil. Nej, altså, hvor uheldigt!

12 centimeter fra paradis

Vi købte engang en fritidsejendom med 5000 m2 naturgrund. Stod der i annoncen. Jeg så for mig, hvordan jeg som nybyggerne i Canada erobrede landet, dyrkede det, fandt meningen med livet. Men sælgeren havde gjort meget ud af haven og sået en vældig flot græsplæne på 4.000 m2, hvilket ødelagde billedet en smule af den uspolerede prærie. Huset og den trekantede grund lå dog så djævelsk smukt med skoven til den ene side, kornmarker til den anden og et flot dalstrøg til den tredje, at vi købte det.
Jeg skulle også have mig en havetraktor. Hvordan ellers slå alt det græs, forklarede jeg mit livs lys og økonomidirektør og overvejede i mit stille sind, om jeg nu kunne kalde mig proprietær eller gårdejer.
Jeg så på flere modeller, og de kunne købes for 10.000 kroner og opefter. Selvfølgelig var det ikke nok for mig at eje en maskine med navnet Sava. Jeg ville have en Honda til 23.000 kroner! Forfængelighed har sin pris. Til gengæld var jeg vokset en hel del, da jeg hjemkørte traktoren. Det lykkedes mig som andre rigtige gårdmænd at danne en kø af bilister, der ikke kunne overhale.
Sent samme aften slog gårdejeren græsset. Det tog en times tid. Resultatet var så fint. Stolt kunne ham med drømmen om tre skorstene parkere traktoren i garagen. Bilen måtte pænt stå udenfor.
Her kunne historien være afsluttet.
Men paradiset fik en slange, og så ved vi jo godt, hvordan det går.
En morgenstund med sol og pipfugle og hele moletjavsen slog jeg vinduet op for endnu en gang at beundre mine besiddelser – og så tre muldvarpeskud i min fine plæne. Tre! Jeg blev afsindigt rasende og for ud og bankede skuddene sønder og sammen med min spade. Så havde jeg ligesom sendt et signal, der ikke kunne misforstås af den der muldvarpesatan. Spaden havde jeg slebet, så æggen var syleskarp.
Den var totalt ligeglad. Dagen efter var der 12.
Sandsynligvis havde den fået sammenbragt familie, og her oppe på jorden boede der en klovn, man ikke kunne tage alvorligt.
Jeg købte omgående tre ret dyre, men i følge reklameteksten umådeligt effektive muldvarpefælder, satte dem i skuddene med en spand over og ventede. Næste dag så jeg efter dem. Intet var sket. Hørte jeg en hånende latter dernedefra?
Så tilkaldte jeg en giftekspert, som gassede gangene iført gasmaske og beskyttelsestøj.
– Nu er du snart fri for dem, sagde han, mens jeg betalte ham en krig.
En uge efter var der friske muldvarpeskud overalt, og denne gang var jeg ret sikker på, jeg hørte noget grine nede under græsset. Det lød som gaspåvirkede fulderikker på melodien: Vi går aldrig hjem …
Hen under middag sad en forhenværende gårdmand, nu detroniseret til en daglejer, opgivende med sin spade på terrassen og drak en meget nødvendig øl og var nedtrykt ad helvede til. Det her, tænkte jeg, det her bliver min død. Ikke mere, ikke mindre. Det er et statustab af den anden verden.
Pludselig så jeg græsset ganske få meter fra terrassen bevæge sig opad, og noget jord blive kastet op. Aha, tænkte jeg, slap den kolde øl, opgav enhver tanke om den store gårdmand og forvandlede mig til indianer. Jeg tog et solidt Hjortedræber-greb i spaden. Nybyggerne i Canada. En ny portion jord blev kastet op, og så rejste jeg mig og sneg mig uendeligt langsomt hen mod skuddet uden så meget som at knække et græsstrå for ikke at alarmere udyret nedenunder, mens min puls hamrede derudad. Da Den gule Ulv var en meter fra arnestedet, kom en ny portion jord op. Så angreb indianeren! Jeg løftede spaden og stødte den med et højt frygtindgydende ugh! ned lige under muldvarpeskuddet og hev indholdet op i luften.
En levende muldvarp fløj op baskende med sine gravekløer! Den faldt ned på græsset et stykke derfra, og den prøvede straks at krabbe sig tilbage til hullet, men den blodtørstige rødhud løftede spaden og smak muldvarpen et par flade under udstødelsen af høje skrig. Den bevægede sig fortsat, og så fór der en ægte Sioux-rødhud i mig. Jeg løftede atter spaden og huggede dens skarpe æg lige ned oven i muldvarpen og skalperede den i to med min muldvarpeæggedeler. Sådan!
Aldrig før har jeg følt mig så lettet og stolt. Jeg gik ind til mit livs lys med den forreste del af muldvarpen højt hævet med to fingre og sagde med en lettere overgearet stemme:
– Hvad siger du så? Wounded Knee er indtaget! General Custer er død! Vi har sejret! Halleluja!
– Få den væk, skreg hun.
Jeg begravede halvdelen af den oversavede muldvarp i det ene af muldvarpeskuddene og den anden i naboskuddet som en slags advarsel: Er I flere, der har fået den geniale idé at grave i min have?

En måned senere holdt vi weekend i huset. Haven var oversået af muldvarpeskud. Jeg talte flere end 200.
Kort tid efter solgte vi huset og grunden og traktoren og spaden og købte en lejlighed på fjerde sal med egen veranda med en stol og et lille bord med plads til en øl.
Jeg gider sgu ikke være landmand på deltid og gå og bruge al min tid på havearbejde.

Farfars Forstyrrede Frida

I 1976 døde min farmor, og farfar på 79 flyttede ned i nærheden af min far, der pænt og anstændigt ville tage sig af den gamle.
Farfar havde fået grøn stær og var blevet blind som 60-årig, men han var en statelig, rank og egentlig flot herre, der havde masser af glød tilbage.
Min fars opgave var at sørge for hans velbefindende på den ene side, og at der på den anden side ikke blev pustet for meget til gløderne.
– Vi tager os af min gamle far, sagde min far til Rotary-møderne og fik anerkendende smil og skulderklap.
– Du gør det godt, Gunnar!
– Ja. For eksempel henter og bringer jeg ham hver eneste søndag til middag! Det har jeg nu gjort i tre år! Men jeg hjæper ham sandelig også med så meget andet. Nu sidst var jeg med ham nede for at købe nyt fjernsyn. Ja, det ville han have, selv om han er blind.
Det lo de alle ad, og min far viste endnu engang, at han godt kunne lide at fortælle. Det gjorde han også nu til vores lille familiefest, og vi lo ved at høre om hans herlige møde med de roterende kammerater og farfars tosseri.
Så kiggede han på uret, rejste sig og erklærede, at nu hentede han farfar.

Farfar skulle selvfølgelig midt i måltidet på toilet, og min far himlede en enkelt gang med øjnene uden at sige noget. Farfar stavrede derud med sin hvide stok, og lige så snart døren var lukket, fik Gunnar pludselig travlt. Han smed et antal cognacglas på bordet, tyssede og skænkede op til os andre.
– Skal farfar ikke have noget, spurgte jeg forundret.
– Nej, det har han ikke godt af, mente far, mens Rikke, fars nuværende kone, grinede skævt.
– Ja, men hvorfor må han ikke få cognac, insisterede jeg.
– Cognac er noget, satan har skabt, sagde Rikke.
– Han bliver noget utidig og fjale af det, svarede Gunnar og vinkede samtalen af.

Da farfar kom ind igen, havde han lidt besvær med at finde sin plads.
– Det der gør han altid, for at vi skal få medlidenhed med ham, hviskede Rikke til mig. – I virkeligheden er det et spørgsmål, om han ikke bare spiller blind og slet ikke er det. I hvert fald ikke så meget. Det, han vil se, det ser han. Det, han vil høre, det hører han.

Vi spiste videre, indtil min far uden en lyd hævede sit cognacglas og hilste på os. Hans projekt var dog håbløst.
– Hvad drikker I, Gunnar, spurgte kvikke farfar, hvis hørelse og lugtesans viste sig at være som en schæferhunds.
– Åh, vi tager bare en lille cognac; jeg troede ikke, du også ville have, forsøgte Gunnar sig, noget ærgerlig og naturligvis helt omsonst.
– Det ved du da godt, sagde farfar indigneret, og min sure far måtte skænke en cognac op til ham også. Farfar stak erfaringsmæssigt en finger ned i glasset og ind i munden:
– Det var da godt nok en lille cognac, mente han og plirrede med sine blinde øjne. – Det er nok bare en smagsprøve.
Han skyllede den ned hurtigere, end nogen kunne nå at sige skål og rakte insisterende glasset hen i retning af min far.
– Den er god nok, Gunnar, noget bedre end den du sidst hældte i mig i søndags.

Så måtte min irriterede far skænke en hel op. Da far selv skulle ud, tilbød jeg farfar et glas mere, hvortil han glad takkede ja.
Men jeg forstod stadig ikke, hvorfor cognac var forbudt for farfar. Utidig og fjale?

Næste dag ringede farfar til far:
– Ja, jeg har jo inviteret Frida til at besøge mig et smut her på lørdag, sagde oplyste han noget uventet for sin søn. Denne plejede ellers at supervisere ham, når han begyndte med sine utidige ønsker om besøg, snart af den ene, så af den anden. Gunnar var ikke meget for, at den gamle skulle have besøg. På den måde, som han sagde. Jeg fattede i starten ikke helt, hvad han mente. Og hvad havde det med cognac at gøre?

Min 82-årige farfar havde kontakt med resterne af sin familie hjemme på Fyn, hvor han på en eller anden måde fik forbindelse til naboens datter, Frida, der var 42 år og lidt sær. Ugift hjemmeboende og bygget på en måde, så mænd ikke følte trang til at fløjte efter hende. Når min far omtalte hende, rullede han med øjnene.
Men det var blevet aftalt til fars store fortrydelse og uden hans tilladelse, at Forstyrrede Frida skulle besøge farfar en weekend.
Min far var jo i modsætning til farfar ikke blind og syntes ikke så godt om den alliance og ikke bare af æstetiske årsager. Alene aldersforskellen var mere, end han kunne bære, og hvis nu det kom ud …
Måske tænkte han en del på sit i Rotary ærefulde medlemsskab, der nemt kunne komme i fare, og derfor sørgede han for, at farfar ikke var i tvivl om, at det var et engangsbesøg:
– Men hun bliver bare lørdag, ikke?
Jo, det mente farfar nok.
– For både lørdag og søndag er da vist for meget for dig. Du skal jo også tænke på, at du ikke er så ung mere.
– Nej, vist. Men det har vi nu ingen planer om.
Far sank tilbage og genfandt sit gode humør, og resten af ugen gik nogenlunde.

Frida kom lørdag lige før frokost; de fik dejlig mad, som hun lavede, og bagefter fik de kaffe og cognac, og så foreslog farfar, at de skulle sove til middag, som gamle folk jo gør. Farfar fandt det ganske naturligt at tilbyde Frida farmors ledige del af dobbeltsengen i stedet for en opredning i stuen, hvilket Frida tog imod med glæde.
– Farmor er nok ligeglad, sagde han og blinkede med øjet, selv om han ikke kunne se; men det kunne Frida, og hun var til fals.
– Det er også mere praktisk i forhold til badeværelset, smilede hun.
Farfar havde ikke set hende, siden han flyttede fra Fyn for 35 år siden, og han kunne kun dårligt huske den lille hostende, brystsvage pige på syv år. Som blind måtte han nu føle sig frem og blev overrasket over de store forandringer, der var sket. Og hun hostede heller ikke.

Lidt senere var farfar blevet mild i sindet og besluttede at folde en anden af sine gæstfri sider ud og inviterede derfor Frida på aftensmad.
– Det er da alt for tidligt at tage hjem allerede nu.
– Det er jæ da helt enig i, lød den fynske reaktion på det argument.

Da de havde spist Fridas veltillavede aftensmad og drukket dejlig rødvin til, blev de overvældet af en naturlig trang til at gå tidligt i seng.
Her mente farfar efter at have pustet lidt ud, at det nu slet ikke kunne betale sig for hende at tage hjem så sent.
– Bliv til i morgen, var hans enkle løsning. Frida var som sædvanlig meget samarbejdsvillig og i øvrigt helt enig og efter farfars udsagn bagefter ustyrligt sød.
Farfar fortalte mig en hel del, og resten kunne jeg nok gætte mig til.
– Ja, hvis du gi´r en kop kaff og en cognac, Ivar!
Han levede op til sit navn og stod straks op og lavede kaffe uden at spilde ret meget på køkkenbordet. Han serverede kaffe og mere cognac, og de talte så godt sammen i timer, og så sov Frida hos farfar resten af natten eller i hvert fald en stor del af den.
Farfar mente selv, at de vistnok sov uroligt begge to. I hvert fald vågnede de mange gange, og hver gang skulle han lige sikre sig, at hun stadig lå der ved at føle efter. Da det var mørkt, gjorde Frida det samme og mærkede efter, at der var liv i farfar.

Næste morgen foreslog farfar, at de da lige skulle vågne, hvilket Frida begejstret accepterede. Efter en halv times morgengymnastik, som det formentlig mest kunne sammenlignes med, fik Frida nynnende ordnet sit hår, der var gået hen og blevet en kende uglet. Hun smilede glad til sig selv i spejlet, for hun behøvede ikke lægge make-up.
Under morgenmaden foreslog Frida, at de skulle have en cognac til, og det, syntes farfar, var en fortryllende ide, som farmor aldrig havde kunnet finde på at foreslå. Han fik straks lidt dårlig samvittighed.
– Det er meget mærkeligt, sagde han til mig. – Tænk dig – jeg glemte hende sgu! Mærkeligt!

Cognac´en gjorde dem desværre søvnige, så de atter måtte en tur ind i sengen.
– Med større alder kommer der større opsparing, var farfars kommentar til den megen væde, der strømmede ud af ham.
– Det ska je da re´nok lov´ for, mente Frida beundrende. – Man sgutte tro, du er 82!
Det var meget længe siden, at farfar havde fået så politive tilbagemeldinger. At han fik vand i øjnene, skyldtes udelukkende, at han havde glemt at dryppe sin grønne stær.

Inden frokost spadserede de ned ad gaden eller forsøgte i hvert fald. Det var længe siden, farmor døde, og når hjemmehjælperne gik tur med ham, var det ham, der skulle holde om deres arm, for sådan skal en blind gøre. Sådan noget vidste Frida ikke og tog bare fat i hans arm og trak ham helt ind til sig, og farfar syntes, det var dejligt for en gangs skyld at gå arm i barm med en kvinde.

Farfar måtte ringe til min far og meddele ham, at just denne søndag kunne han desværre ikke spise hos dem.
– Er Forstyrrede Frida ikke taget hjem, spurgte min far med en grumme anelse.
– Nej, nej, Gunnar, vi hygger os med minderne fra tidligere. Og Frida er slet ikke forstyrret længere.

Min far tænkte lidt over, dels at farfars stemme var en anelse anderledes, dels, hvilke minder en 82-årig mand kunne have sammen med denne 40-årige kvinde fra Fyn, og resultatet af hans tænkning kom prompte:
– Men så skal hun da også hjem i morgen, ikke?
– Jo. Jo. Det skal hun da bestemt.

Men eftersom farfar syntes, det var et fint arrangement, og Frida tilsvarende for første gang i sit liv følte sig efterstræbt og rent ud sagt begæret og faktisk også havde visse nydelser, hun ikke mindedes at have haft før, blev det ikke rigtigt til noget med den hjemsendelse.
De fik frokost med øl og cognac og den obligatoriske middagslur, og farfar mente, at Frida godt kunne blive til om mandagen. Det var Frida helt enig i, og derved blev det.
Hele ugen boede Fristende Frida hos farfar til begges tilfredsstillelse, om man så må sige, og først om fredagen var det slut med cognac og middagslur og alt det andet.
Min far dukkede nemlig op efter flere krisemøder med Rikke, pakkede Fridas få ting sammen og kørte hende til toget efter at have fortalt sin far, at det altså var sidste gang, Frida skulle besøge ham, hvad han dog tænkte på, om han ikke skammede sig, mens han gik ind i soveværelset med den tætte atmosfære, vredt så den rodede dobbeltseng, hvorpå der lå en BH i overstørrelse samt på gulvet et par af farfars gammeldags underbukser, for derefter at hive rullegardinet op, der ikke så ud til at have været oppe hele ugen og kigge ængstelig ud ad det nu åbnede vindue over mod naboerne.
Fridas røde kinder og den voldsomme glød i sin fars øjne lagde han ikke mærke til.
Men hjemme igen rullede han hele historien ud for alle os med store øjne og blafrende ører.

Det var efter Forfærdelige Fridas besøg, jeg forstod, hvorfor cognac er noget, satan har skabt.

Løgstørs pris

På et tidspunkt ejede vi et flot sommerhus, der lå godt. Allerbagerst ind mod skoven med en terrasse, hvor vi i fred og ro kunne sidde og slappe af med en ølbajer til tonerne af spurve, bogfinker og gærdesmuttere.
Huset var helt nyt, og vi nød træet, inventaret og skoven, lyngen og naturen i det hele taget. Der var fire værelser, og det var velforsynet med vaskemaskine, tørretumbler, opvaskemaskine, miniovn, mikroovn, stereoanlæg, højttalere, fjernsyn, alt, hvad hjertet kunne begære.

Idyllen blev ødelagt, da vi et stykke tid efter fik indbrud. Sådan noget opdager man tidligst en uge efter. Stereoen, fjernsynene og mikroovnen var borte, og et vindue var helt ødelagt, og det var der, de var brudt ind.
Man bliver nedtrykt, når man opdager sådan et indbrud. Vi meldte det ærgerligt, men fik det hele erstattet af forsikringen, og politiet kom forinden forbi og konstaterede, at de var brudt ind gennem det ødelagte vindue.
Et halvt år senere var der igen indbrud. Denne gang havde de nappet det nye stereoanlæg, de nye fjernsyn og den nye mikroovn. Samme procedure som sædvanligt. Politiet mente, de mange indbrud i omegnen
kunne tyde på noget organiseret, måske fra Løgstør, som havde et noget blakket ry af en eller anden grund. Denne gang nøjedes vi med at erstatte tingene med det gamle brugte, vi havde derhjemme og købte nyt til hjemmet i stedet.
Vi havde udviklet en slags hvad-er-der-så-denne-gang-fobi, når vi skulle i sommerhus. Vi kørte altid fredag eftermiddag med en smule beklemthed i maven, og den sidste kilometer ned ad grusvejen til huset blev tilbagelagt med beskeden hastighed. For ligesom at forberede os mentalt.
Intet indbrud! Så var humøret til gengæld i top, og vi havde en dejlig weekend i huset.
Indtil det tredje indbrud ud på efteråret. Allerede på lang afstand kunne vi se, at hoveddøren stod åben. Vantro opdagede vi, at alle hvidevarer var stjålet! Alle! Derimod gad de alligevel ikke stjæle vort stereoanlæg og de gamle fjernsyn. Den åbne hoveddør havde betydet besøg af dyr, for der var ekskrementer mange steder indenfor. De gad ikke engang lukke efter sig.
Indigneret tilkaldte jeg atter en gang politiet, der kom med to mand høj. De så på dørens ødelæggelse, kiggede lidt på sporene og skrev rapporten.
– Hvad så? Tror I, I kan fange dem denne gang?
– Vi har jo alt for travlt, svarede Columbo, som stod og vippede lidt frem og tilbage med hænderne i lommen.
– Ja, men kunne I ikke tage gipsaftryk af fodsporene eller fingeraftryk eller …
– Ha, ha, nu er det jo ikke krimi i fjernsynet, det her, ha, ha, sagde han venligt smilende, mens han tog den ene hånd op af lommen for at klø sig lidt i skridtet.
– Vi har som sagt alt for travlt til at bruge tid på disse banale indbrud. Der er større forbrydelser ude i verden! Er du ved at være færdig, Bruno?
Bruno Walander rejste sig, gav mig en kopi af rapporten til forsikringsselskabet, og så forlod de to kriminalkommissærer parcellen sådan lettere rystende på hovedet.
Vi gjorde, som vi plejede, når noget gik os imod. Vi solgte huset og var i princippet samtidig færdige med at levere hælervarer til dem, der vil købe.

Flere indbrud

I vort næste sommerhus var livet gjort besværligt for indbrudstyvene. Yderdørene kunne nemlig kun åbnes indefra med nøgle. Huset havde også installeret tyveri-, brand- og indbrudsalarm, for at det ikke skulle være løgn, og ikke nok med det. Alarmen var koblet til min mobil, så kom bare an, I tyveknægte!
Det gjorde de så den 18. december det år for første og indtil videre sidste gang.
“Alarm, alarm”, lød det fra mobilen, og vi styrtede derud. Det tog sådan cirka 20 minutter, så var vi der. Huset lå i et område med totalt mørke, og vi kunne ikke se noget som helst. Intet lys nogen steder, alt åndede fred og ro. Tyvene var over alle bjerge.
Men omme bag huset var et af vinduerne balret. Vi låste os ind gennem fordøren og konstaterede, at nogen havde slået det lille vindue i gavlen i stykker og krøbet den vej ind på trods af den sindssygt høje, skingrende alarm. Så havde de taget det eneste, de kunne få med ud gennem vinduet: FladskærmsTVet. Uden fjernbetjening og med en masse ulejlighed til følge. Det har været fordømt svært at kravle ind og ud gennem den lille åbning, hvor der stadig sad glasskår i kanten. Fjernsynet var bare flået ned af væggen, så ophængningsrammen var ødelagt. De har nok haft travlt.

Det var et godt indbrud. Gulvet var så beskadiget af deres hærgen, at hele stuen skulle slibes og lakeres, besluttede taksatoren. Fjernsynet var et af de gamle Mpeg2, vi alligevel havde snakket om skulle afløses af noget mere moderne. Der skulle også et nyt vindue i, og vi valgte denne gang et fast.
Fjernsynet gav omkring 1.500 i erstatning, tyvene har vel fået 500 kroner for det, hvis i det hele taget så meget. Men der var ødelagt gulv og vindue for over 21.000 kroner.
Så er det lige før, jeg burde have stillet fjernsynet ud til vejen med et skilt: Værsgo, indbrudstyve!

Nu er der nye tider.
Når vi forlader huset, sætter jeg strøm til det nye TV, så man får stød som af et elefanthegn. Udenfor rundt om hele huset går en rottweiler, der kun får mad hver tredje dag. Et bevæbnet vagtkorps patruljerer hver anden time på vejen, og jeg har oprettet en direkte linje til nærmeste politimyndighed med tilladelse til at vække politimesteren om nødvendigt. Vinduerne har i øvrigt fået panserglas, og hvis man kaster en sten mod det, kommer den tilbage som en boomerang og smadrer kasteren. Alarmen er stadig indenfor, men nu også udvidet med udvendig sirene, projektører og automatskud fra nogle selvskydende våben, vi købte billigt, da DDR blev nedlagt.

Så denne gang har vi altså valgt ikke at sælge huset, men at tage kampen op. Ulempen er naturligvis, at vi ikke selv tør bo der.
Det er alt for farligt.

Hvem er jeg?

Da min datter skulle starte i 1. klasse, var der naturligvis pyntet festligt op. Klasselæreren, hr. Jensen, en ældre, hvidhåret, venlig og rar mand havde oven i købet brugt farvekridt på tavlen og tegnet et dannebrogsflag og skrevet “Velkommen”.
På alle bordene stod børnenes navne på et skilt, han også havde skrevet så fint med tush.
– Jeg har brugt hele sommerferien på at lære jeres navne at kende, påstod han og smilede.
– Hvad hedder jeg, kom det sporenstregs fra Michael, der sad tredje række midtfor. Samtidig dækkede han skiltet med sin hånd.
Lærer Jensen gik i stå. Nede bagerst i klassen sad vi forældre og holdt vejret. Klarede han den? Kunne han huske Michael?
– Nu er det jo ikke sådan, at jeg påstår, at jeg kan huske jer alle sammen. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne, mente han og smilede. Alle var lettet.
Men ikke Michael. Nådesløst kørte han over læreren:
– Hvad hedder jeg?
– Øh, tilstod lærer Jensen nu. – Jeg kan ikke huske …
– Hvad hedder jeg?
– Der har været så meget …
– Hvad hedder jeg?
Vi voksne holdt vejret. Hvor længe kunne lærer Jensen holde stand mod dette stormvejr?
– Jeg, jeg kan ikke huske det, det er jeg ked af og …
– Michael, svarede drengen.
– Nå, ja, velkommen Michael!

Programmet skred fremad. Vi sang en børnesang, jeg husker ikke hvilken, der blev delt papir ud, som de skulle tegne på, og så faldt lærer Jensen atter i det sorte hul:
– Nå, børn, glæder I jer til at begynde i morgen for alvor?
Så var det, at Michael igen lagde hånden over sit skilt og spurgte:
– Hvad hedder jeg?
Og igen kunne lærer Jensen ikke huske det.
Michael rejste sig og med fråde om munden skreg han:
– MI-CHA-EL!

En fødselsdagstur

Min hustru havde inviteret mig på fødselsdagsluksusophold, og vi måtte køre helt til Fyn for at finde 15 graders varme i april og kørte lige ind i fortiden med indbyggere som skåret ud af et basrelief fra trediverne, fundet under to meter lerjord i en udgravning,
og med bange anelser snakkede vi med en tilfældig grauballemand på gaden, og H. C. Andersen fortalte os, at den lille pige med svovlstikkerne desværre var død, så de ville nok stryge det der fibernet og pegede på byens hotel, og vi stillede vor kuffert nær det rum, vi skulle bo i og af hotellet kaldet et moderne dobbeltværelse, men dobbeltsengen var ikke dobbelt, og vinduet med hvide røvballegardiner vendte ud mod baggården og køkkenets frysere, hvis kompressorer kørte i tide og mest i utide døgnet rundt, på skænken stod et Arena sytten tommer fra 1958, der kun kunne vise blå billeder, dog med tværstreger nedover i zigzaggende kurs til adspredelse, og to betuttede fjernbetjeninger lå som generte skolepiger første skoledag på det mørkebrune gulvtæppe og en brun lysekrone i loftet havde en pære, der var gået, hvad vi også skulle være, og der var renok varme i gulvet på det kakkelbrune badeværelse, men ikke i bruseren, og selv om der renok var varmt vand i vandhanen, kunne den ikke afgive koldt vand, og hvor personalet aldrig mælede et ord undtagen prisen, og hvor parkeringspladsen til hotellet lå 300 meter ned ad gaden og så til venstre og så til venstre og så til venstre og så gennem personalerygerummet (de hilste ikke), og maden var som i halvtredserne og blev serveret lydløst, ordløst, tankeløst af dronning Aleksandrine, mens kong Christian X. stirrede ned på hende fra væggen.
Næste dag havde flittige duer overskidt min nyvaskede og nypolerede og ellers så flotte røde motorhjelm med tre tallerkenstore tykke duelorteklatter.
Nød du opholdet, spurgte min søde hustru.
JO, tak! Jeg havde en dejlig dag!Høflighed, hensyntagen, hallo?

På en skitur med efterskolen til Norge skete der noget meget besynderligt. Noget, vi på skolen aldrig havde set eller hørt om før.
Der er altid to chauffører med. Normalt er det almindelige mennesker, der opfører sig normalt og kultiveret som andre almindelige mennesker.
Vi sad helt oppe foran og døsede lidt hen. Mange kilometers kørsel gør en sløv og træt. Måske var jeg faldet i søvn, måske bare sådan på vej, for jeg syntes bestemt, at der var tændt for TV med en eller anden sæbeopera. Nogen skændtes.
Det viste sig at være vore to chauffører og ikke nogen fjernsynsudsendelse.
– Du har fanme knald i låget, sagde den ene.
– Du sku aldrig have været født, så var verden et bedre sted at være, svarede den anden.
– Hvis du blev skudt, kunne du smides på møddingen. Der hører du hjemme.
– Du skulle da i kloakken. Sammen med alt det andet lort.

Sådan fortsatte det. På hele turen. I begyndelsen grinede vi lidt og hviskede: Hør dem! Hold da kæft! Tror I, de mener det alvorligt?
Men det gjorde de, og så grinede vi ikke mere. Vantro sad vi der og lyttede til et drama uden ende.
Det fortsatte på hele opturen, hvilket er et fuldstændig sindsygt ord i denne forbindelse.
Heldigvis blev den ene skiftet ud på hjemturen med en, den anden var gode venner med. Og så blev det bare en af de sædvanlige, kedelige kørsler, hvor vi efterhånden døsede lidt hen. Men først efter at vi havde konstateret, at nu havde vi et par almindelige, normale, ordentlige chauffører med.

Hvorfor skriver jeg nu det her? Jo.
Jeg kom i tanker om det her under valgkampen.

En moderne ægtemand

I toget fra Berlin sad der over for os en familie bestående af far, mor og barn på omkring et år. Moderen puslede om barnet, mens faderen bredte sig på sædet overfor med en bog.
Flere kom og spurgte, om pladserne var optaget, hvortil han irriteret snerrede, at det var de. Så skyndte de sig videre.
Han tog sin mobil frem og begyndte at sende SMSser. Moderen havde travlt med barnet, der klynkede og nok var sulten. Hun legede med ham og måtte til sidst give ham lidt mad.
Faderen blev færdig med sin mobil og lagde sig nu ned for at sove. Begge ben hang ud i sidegangen, og folk havde svært ved at komme forbi.
Jeg var fuld af forargrelse, og især fordi jeg sjældent har set en ung mand være så ligeglad med sit barn. Han måtte dog trods alt have følt en vis form for ansvar, og alligevel lå han bare og snorkede. Han lignede mest af alt en dum skid, der aldrig skulle have sat børn i verdenen, mens moderen knoklede for at holde sammen på familien.
Da toget holdt, samlede moderen sine ting, tog sit barn på armen og bevægede sig ud. Manden blev liggende og snorkede videre, og jeg tænkte, ha, det har han sgu godt af.
Men så vågnede han, rejste sig op og tog igen sin mobil. Næste gang, toget holdt, steg han af med sin taske.
Jehovas Vidner

Dørklokken afslørede to pæne, unge mennesker, hver med en mappe og noget papir i hånden.
– God dag, jeg hedder Louise, og det er …
Hun vendte sig om for at præsentere ham, men blev afbrudt af matrikelejeren:
– Hvem har bedt jer komme her? Er det ikke nok for jer, at I er glade for jeres usynlige ven og lever efter det? Hvorfor skal vi andre høre om det? Hvor stammer denne ubændige trang til at udbrede jeres forestillinger, og at I absolut skal krabbe andre ind i jeres fold?
Farvel!
Jeg smak døren i, olm og sur. Det er en god yderdør, vi har, for den larmer meget højt, bare man smækker til.

Special-Post

Der var brev til mig i postkasssen i fredags. I ved sådan en konvolut, der skal sprættes op, og så er der et stykke papir indeni. Ligesom i gamle dage.
Det er efterhånden så sjældent at få sådan et almindeligt brev, så man bliver helt forskrækket. Sidst fik jeg et fra en lokal bedemand, der naturligvis jagter potentielle kunder.
Der var dog et stempel bag på kuverten, der var B-post, fra en speciallæge, der hverken har hjemmeside eller mailadresse eller kunne drømme om at bruge en sådan. Indeni lå et lille stykke papir, cirka en tredjedel af et A4-ark, omhyggeligt klippet af med en saks, med information om mit helbred.
På den måde kan et helt ark bruges til tre patienter. De fleste skriver kun på den ene side af papiret, men her var måske et tilfælde af genbrug. På mit eksemplar var der dog intet på bagsiden. Det må have gjort ondt på lægen, at han således var ødsel.
Ovenikøbet var der hverken underskrift fra ham eller stempel eller logo fra praksis. Jeg tror, der var brugt elektrisk skrivemaskine. IBM kuglehoved.
Det, der undrer mig mest, er nok, at denne specielt sparsommelige speciallæge, der kunne have cyklet ud med posten om aftenen efter konsultationstid, er parat til at ofre hele otte kroner på at sende brevet.

Damen med pubeshårene

Min kammerat, Poul, og jeg, begge i slutningen af 60´erne, sad og fik et stjerneskud på en café, da jeg fik øje på hende. Hun sad lidt skråt overfor i et par meget korte sorte bukser. At kalde dem lårkort er for meget. Det, der fangede mit trusseblik, var hendes lår. Som to prægtige telefonpæle sugede de mine øjne til sig.
Jeg gjorde min kammerat opmærksom på det, og han lavede en Karl Stegger og drejede forsigtigt hovedet om mod hende og tog et billede med sine øjne på lidt mere end 1/60 sekund.
Vi diskuterede sagligt, om hun havde trusser på, og om hun mon havde hår på den.
Jeg rystede på hovedet:
– Det tror jeg ikke. Når de er under 40, følger de denne underlige mode med at være intimbarberet. Jeg ved ikke hvorfor. Om det er en tilbagevenden til barndommens uskyldsrene tid? Eller blot angst for edderkoppeben?
Min kammerat mente, at en god måde at få det opklaret på, var den enkle at gå over og spørge damen:
– Mig og min kammerat har diskuteret, om du har hår på den? Det er rent filosofisk, for vi intereresserer os for baggrunden for denne angst for kønshår.
Hun ville naturligt smile og svare:
– Nej, det har jeg ikke.
Eller alternativt ville hun svare:
– Ja, masser! Vil du se?
Det sidste var måske en anelse usandsynligt. Der midt i cafeen.
Han mente, at alternativt kunne jeg gå forbi og lade, som om jeg tabte noget på gulvet og så bøje mig ned for at samle op. Fra den vinkel måtte det være muligt at tage et kvalificeret kik op mellem de doriske græske søjler. Jeg foreslog, at han kunne gøre det.
– Vi kan også spørge hendes forældre.
De sad lige over for den unge dame. Men vidste de, om hun intimbarberede sig?
– Nej, Anne Louise barberer sig da ikke dernede. Hvorfor tror I det?
Det spørgsmål ville gøre os forlegne.
Min kammerat, der er uddannet cand. merc. og undervisningslektor, var uhyre opsat på at få foretaget en videnskabelig udredning af antallet af hårløse damer og deres tilhørende alder samt eventuelle begrundelser for samme.
Vi turde ikke gøre noget. Angsten for at blive beskyldt for seksuel chikane drev os ud af cafeen. Metoo-kampagnen ville nå os.
Desuden er der et rent lavpraktisk spørgsmål (som det hedder): Hvis jeg først gik ned i knæ for at samle det tabte op, ville jeg så nogensinde kunne komme op igen? Min slidgigt er ret udbredt, og jeg har problemer med at tage sokker på og af.
Så derfor består spørgsmålene: Hvorfor i alverden barberer kvinder under 40 pubeshårene af?

Gedeckt

Da min elskede og jeg tilbragte efterårsferien for mange år siden på en lille hyggelig kro i Plön, var vi nogle andre, end dem vi er i dag.
Efter at have sovet godt m.m. om natten gik vi ind i krostuen om morgenen for at få morgenmad og valgte et bord henne ved vinduet med den pragtfulde udsigt ud over noget skøn natur. Vi var de eneste gæster.
Det varede lidt, inden krofatter kom. Han standsede, da han så os.
Hvad fanden? Det var jo Herman Göring! Han havde overhovedet ikke begået selvmord under Nürnbergprocessen.
Stor og korpulent stod han med venstre hånd i bæltet og med højre arm strakt ud. Han svingede den over til siden og pegede:
“Da habe ich den Tisch gedeckt!”
Ja, men så flyttede vi naturligvis over til det opdækkede bord. Lydige, samarbejdsvillige og velopdragne. Unge, naive, rødkindede, blåøjede danskere.
Den var ikke gået i dag.

Udlændinge

Folk, der kommer over grænsen sydfra, skal behandles ordentligt.
Vi havde ledt i omtrent halvanden time, men fandt ikke en eneste ordentlig svamp. Ingen Karl Johanner, ingen rørsvampe overhovedet, ikke en eneste sølle kantarel. Ikke engang så meget som en giftig fluesvamp! Vi følte os komplet til grin, som vi traskede der med vores tomme kurv.
Tak for kaffe, siger jeg bare.
Jeg orkede ikke engang at påpege, at det sådan set var hende, der havde fået lov at bestemme, hvor vi skulle plukke svampe i dag. På den måde var det ikke min skyld.
Godt trætte gik vi ad den smalle skovvej tilbage mod bilen. Humøret var lige så lavt som den synkende sol og energien på højde med en el-drevet græsklipper uden strøm.
Fra en sidevej kom et andet ægtepar lige imod os. Han bar en kurv fyldt til randen med de herligste Karl Johanner, som han uopfordret viste os, mens han smilede:
– Steinpilze! Ja, immer gut. Es gibt so viele davon.
– Dänemark ist so schön, ekkoede hans frille. – Wir kommen immer wieder!

Vi forsøgte virkeligt at smile tilbage og vinkede og gik videre et stykke vej, inden jeg gik halvt i knæ, sigtede på tyskerne og lod maskingeværet fra besættelsen plaffe dem totalt i stumper og stykker.
Tak for sidst!

Mandfolk og fodbold

Jeg har sat mig for at undersøge, hvordan det kan være, at voksne mænd, som det jo for det meste er, råber og skriger og skælder ud og er bedrevidende ud over alle grænser og bliver som børn, når de ser fodbold?
Og så finder jeg mig selv sidde og råbe og skrige ned til den totalt uduelige linjevogter, der dømmer indkast til det HELT forkerte hold. Jeg ser mig selv rejse mig halvt og nærmest true ad ham med en knytnæve. Jeg er 100% enige med dem, der sidder omkring mig: Han må være blevet blind.
Jeg klapper begejstret, da Thisted FCs ukuelige drenge scorer til 1-0, hæver armene i vejret og er helt vild i kulden.
Forinden har jeg deltaget i den interne Klub 500s oktoberfest, der såmænd bare består af isben og Tican pølser grillet på mesterlig vis af Hemmer, der har været ansat 50 år på Tican. Den første fadøl fra Thisted Bryghus er gratis, og jeg prøver forgæves at overbevise manden bag fadølsanlægget, at jeg i min alder dårligt kan nå at smage den halve liter, så derfor må nummer to selvfølgelig også være gratis.
Klub 500 har omkring 150 medlemmer, og den hedder nok sådan, fordi klubben håber på at komme op på 500 medlemmer, når TFC rykker op i Superligaen. Først skal vi dog lige rykke op i 1. division.

Vi sidder i et hyggeligt lokale på klubben, og der er tre timer til kampen mod Århus Fremad.
Ole Vagn Christensen, forhenværende socialdemokratisk folketingsmedlem, holder en flammende tale om at holde sammen, og langsomt går det op for mig, at det ikke er tomme ord. Her drejer det sig om Thisted Fodbold Club, hverken mere eller mindre. Hvis du ikke er for, er du imod. Jeg er for. Giver gerne ekstra 20 kroner til deres slunkne kasse; hatten går rundt, og hver mand spytter i kassen. Hvilken institution er det nu, der også har sådan en, der går rundt, når man samles?
Vi er fortrinsvis ældre herrer, fulde af viden, erfaring, livsindsigt og – fodboldklogskab.
Henning Krog er 76 år og fortæller, at han bor med udsigt over Lynderup Fjord og er medlem af Klub 500. Den blev dannet, da TFC blev hamret ned i 2. division for nogle år siden.
– Jeg skal helst overvære alle hjemmekampe. Ellers spiller jeg præmiewhist. Min kone kommer først, når kampen begynder. Det her er for mænd.
– Jeg tror, Thisted vinder, siger han.
Udenfor sidder tre ældre herrer.
– Vi vinder 3-1, siger den ene med overbevisning. De andre nikker. Det kan der ikke være meget tvivl om.
På et tidspunkt kommer Bo træner og informerer medlemmerne om spillernes tilstand. Bagefter går han nok ned i omklædningsrummet og informerer spillerne om Klub 500medlemmernes tilstand.
– I må gerne spørge, opfordrer han. Man skulle ellers tro, han vidste bedre.
Der kommer mange spørgsmål, der vidner om stor indsigt i spillet i al almindelighed og i Thisteds 2. divisonshold i særdeleshed.
– Der bliver broderet for meget i modstanderens straffe, mener en.
– Hvorfor lader du dem ikke skyde noget mere på mål? spørger en anden.
En tredje indfører: – Og ham Agger … Hvorfor skal han altid skyde nede bagved? Er han ikke i angrebet?
Træneren svarer venligt og tålmodigt. Han er vant til kloge mennesker, det ser man tydeligt. Han er god til at svare, så han bliver nok snart politiker.
– Det er en meget vigtig kamp i dag, siger han. – Vinder vi, skal vi kun vinde en til for at gå i slutspil om adgangen til 1. division.
– Vi vinder 3-1, siger ham fra før, og de andre ser beundrende på ham. Umiddelbart er det svært at se, hvor han ved det fra.
Vi finder gode pladser på tribunen og overværer kampen. Der er ikke mange hooligans i dag på Lerpytter. Medmindre man anser råbende, skrigende, ophidsede pensionister for sådan nogle. Men vi skriger trods alt på en særdeles civiliceret og afdæmpet måde. Jeg så da heller ingen, der var oppe at slås.
Dommerens afgørelser går somme tider Thisted imod, og så er vi der. Vinker ham ned under græstæppet og ryster på hovedet. Så megen uforstand. Så lidt elementær viden. Kalde sig dommer. Vorheeeeeeerrrrrebevares.
Thisted vinder 3-1 over Århus Fremad.
Det er herligt at være med i Klub 500 og føle, at vi står sammen. Vi gamle mænd bidrager i virkeligheden med vores ihærdige indsats til TFCs sejr. Vi får her endelig lov til at leve vores følelser ud i samvær, sammenhold og en stærk fornemmelse af at være en del af noget større.
Det giver en god mavefornemmelse.

Mandfolk og drikkepenge

I Hamburg skulle vi to ældre ægtepar spise indimellem. På den italienske restaurant på gaden Lange Reihe fik vi nogle gode argentinske bøffer. Da regningen kom, lød den på €82,50.
– Skal vi ikke forhøje til 85, spurgte Poul.
Vi nikkede, og Poul hev sit kreditkort frem.
– Nej, nej, nej, sagde den mavekorpulente italienske tjener. – I skal betale 90€. I Danmark, i Italien – alle steder man betale service.
– Ja, men det står jo ikke på regningen, indvendte vi.
– Det er lige meget. Sådan er det her i den Tyskland.
– Nej, det er det ikke, sagde Poul og hev sin telefon frem. – Men det kan politiet sikkert hjælpe os med …
– Nej, nej, nej. €85 fint nok.
Ja, men altså.

Mandfolk og hår

I Hamburg var vi gået til Operahuset (det gamle Staatsoper) i god tid. Først stod vi i loungen, hvor mange mennesker var forsamlede. Nogle drak vin, andre kaffe, og snakken gik. Damerne var i flotte rober, herrerne i pænt, mørkt tøj. Jeg lagde især mærke til et ægtepar, hvor manden havde et usædvanligt stort hår. Kan I huske Angela Davis i sine velmagtsdage? Ham her var fan af hende, tror jeg.
Vi bevægede os op til stolerækken på 1. balkon og var uheldigvis de første. Da vi sad yderst, betød det naturligvis, at vi måtte rejse os op mange gange, så de, der kom senere og skulle længere ind, kunne komme forbi. Vi rejste os og satte os og rejste os og satte os og så fremdeles. Det er kun sundt, når de gigtplagede knæled smøres, og det blev de, kan jeg forsikre.
Heldigvis var der fri udsigt fremad og nedad, for der sad ingen lige foran mig.
– Du er heldig, sagde Poul. Foran ham sad der en dame med opsat hår.
Jeg nåede ikke engang at svare, da et ægtepar stillede sig op og skulle ind i rækken foran os.
Det var dem! Ham med det ualmindeligt store og tykke hår. En hån mod os, der sparer lidt på håret og bruger ressourcerne på det nedenunder.
Selvfølgelig skulle de sidde lige foran os.
Selvfølgelig skulle ham med den store, idiotiske, afrikanske savannahøstak sidde præcis foran mig og på den måde skjulte ethvert udsyn til orkestret. Kunne han ikke have ladet sig klippe ned til denne aften og give håret til de skaldede? Kunne han ikke have taget bare lidt hensyn til besøgende fra fremmede lande?
Ja, men altså.

Mandfolk og urinalfabetisme

I pausen skulle jeg på toilettet i Operahuset. Der var to døre inde på herretoilettet. Alt var optaget. Jeg var nummer et i køen bag det ene. Ved siden af stod den hårfagre tysker, der tog fat i døren til højre. Det var et vaskerum. Ha. Han kiggede derind og lukkede den så igen og indså, at jeg ikke ville give ham min plads foran det eneste toilet.
Jeg lod, som om jeg ikke kendte ham. Han så altså herredum ud med alt det hår. Jeg strøg mig over min skaldede isse, mens jeg stirrede intenst på ham. Tilsyneladende forstod han ikke hentydningen. Måske lod han bare, som om det var helt i orden at have så stort et hår, når man skulle i operaen.
Troede han virkelig, at et stort hår er naturligt?
Hvad med bare at gå en tur i skoven? Der kunne der højst blive tale om en forvirret solsort, der kunne tænke sig at bygge rede i håret.
Endelig blev det ledigt, og jeg skyndte mig ind og låste omhyggeligt døren efter mig. Man skulle jo nødig risikere, at en eller anden noksagt gik hårt til den.
Mens jeg stod og lettede mig, hørte jeg døren til vaskerummet ved siden af gå op, en lynlås aktiveret og en rislen og plasken i håndvasken. Det var meget tydeligt, at en eller anden benyttede vaskerummets udslagsvask. Så tændte han for vandhanen og skyllede ud.
Da jeg var færdig, åbnede jeg døren tidsnok til at se Harald Hårfager forsvinde ud fra vaskerummet.
Han havde heller ikke vasket hænder.
Ja, men altså.

Mand og kone

Vi gik over Super-Brugsens p-plads ned mod vores bil. Jeg bar vores to poser. Det er nemmere at have en i hver hånd end at fordele dem på to mennesker.
Foran os gik et ægtepar ligesom os, han bagerst med hænderne i lommen og hun foran. Den stakkels kone slæbte tre tunge poser fyldt med varer. Fra den ene lød flaskeklirren. Manden lod, som om det var den naturligste sag af denne verden.
Her lægger man selv timer af sin tilværelse for at gøre fruen tilpas, laver mad 50% af tiden, gør rent, ordner det praktiske, bærer hendes ting, åbner døre for hende og i det hele taget forsøger at være så politisk korrekt som muligt …
Så kommer sådan en stud og blærer sig.
Se mig, kan man næsten høre ham sige. Hvad har man kvinder til? Koner er sådan nogen, der bare skal knokle. Gi´mig en øl, kone!
– Hva så, råbte jeg til ham og mod min natur skulle jeg lige til at fortsætte med noget meget grimt, da han standsede og hoppede ind i en grå bil, mens kvinden fortsatte med alle sine varer ned til en sort bil, som hun satte sig ind i og kørte.

Det var kattens

– Skyde din kat? sagde Thorkild alt for højt til formiddagskaffen på lærerværelset ugen før sommerferien, hvor vi havde byttet hus med nogen i Italien og derfor ikke kunne have kat længere, inden jeg kunne nå at sige, at det var fortroligt, og at hverken jeg eller min kone kunne få os selv til at køre til dyrlæge. Ikke efter dengang, hvor hunden skulle aflives. Hun havde grædt som pisket. Konen altså, ikke jeg, Rambo.
– Det kan man da ikke, mente de andre.
– Er der nogen af jer, der så gider køre min hankat til dyrlæge?
De kiggede alle ud ad vinduet.
Så jeg aftalte med Thorkild, at han ville stå klar omme på skolens sportsplads med sit jagtgevær samme eftermiddag.

Jeg valgte, menneskelig som jeg er, til Misser en papkasse, der havde indeholdt kattefoder. Hvad med lufthuller? Man skulle jo nødig blive anklaget for dyrplageri.
-Misser, kom her hen og se en dejlig papkasse!
Misser gloede på mig og gabte højt. Den havde været ude og jage damer hele natten, kommet hjem på tre ben med rifter over alt i ansigtet, men med det her lumske grin af at have nedkæmpet alle konkurrenter til og nedlagt byens bedste mis, og nu samlede den kræfter til næste omgang.
Jeg kom i tanker om i min barndom at have læst Illustrerede Klassikere. Man sætter papkassen på en pind med en snor i og lægger et dejligt stykke råd kød indenunder.
Katten kom, snusede, huggede kødet og sprang af sted, mens jeg var ved at samle snoren op. Fem meter derfra lagde han sig veltilpas og åd løs, så ud, som om det var en skide god idé med den der papkasse.
Jeg begyndte at synes om Thorkilds jagtgevær.

Jeg måtte på den igen. Denne gang lykkedes det. Hurtigere end Davy Crockett hev jeg i snoren og satte mig på kassen.
Nu kæmpede Misser for friheden.
Jeg gik over mod fodboldbanen med en urolig kasse under armen. Katten kradsede og hvæsede, og lige meget hvor meget jeg prøvede at berolige den, skreg den op og kæmpede.
– Sååå, Misser, du skal jo bare skydes, tag den nu lidt med ro …

Jeg blev bange for, at nogen fra kattens værn skulle komme forbi og høre mig. De havde på det seneste været vældig energiske, faktisk mere end Jehovas Vidner, og det var kommet lidt bag på mig. Men jeg nåede helskindet hen til Thorkild, der ventede med geværet knækket over.
– Har du øh, tror du, én patron er nok?
– Ja, ja, grinede han. Den kan skyde en dyrepark. På én gang.
Nå, så kunne den vel også ordne katten. Jeg satte papkassen ned i midterfeltet lige på startpletten og gik tilbage. Thorkild blev stående ude på sidelinjen og ventede lidt. Jeg ville ikke se henrettelsen, så jeg kiggede diskret den anden vej. Også af hensyn til Misser.
Thorkild bandede.

Jeg vendte mig om og så forbløffet papkassen i skarpt trav ned mod målet.
For helvede, hvor var mit kamera?
Misser fik sig kæmpet fri af papkassen lidt uden for straffesparkfeltet og tog sagen i egen pote og løb mod hegnet.
Den situation kom lidt bag på Thorkild, og jeg burde måske også have informeret ham lidt mere om vores kat. Den var jo ikke bare sådan en almindelig buk, der ikke vidste en skid om nogen ting. Snu og beregnende var den.
Thorkild vinkede mig frem, og jeg kunne forstå, at jeg skulle prøve at skræmme katten tilbage mod ham.
Altså. For det første kunne man ikke skræmme den kat. Slet ikke mig. For det andet var der det med Thorkilds våben. Jeg ville komme til at stå i skudlinjen, og det ville være uheldigt. Jeg mener. Man går ud for at skyde en kat og bliver selv skudt, mens katten griner hele vejen hjem til aftensmaden.
Jeg strøg derfor op til hegnet, da der lød et brag så højt, så højt.
Nede i det modsatte straffesparkfelt præcis på pletten lå vores brølende hankat. Stendød.
– Ja, den løb pludselig ned mod det andet mål, og så var det ikke så svært, pralede Davy Crockett og grinede lidt, mens han knækkede sin gun.
– Fint, skide godt, mumlede jeg og samlede katten op i papkassen, som jeg smed i halmfyret og gik hjem og aflyste alle aftaler med byens hunkatte.

Morgenvækning

Da jeg for anden morgen i træk klokken syv blev vækket af P3 for fuld udblæsning, var det nok. Målet var fuldt. Nu skulle det have en ende. Det kan ikke passe, at håndværkere har lov til at stille en stor radio med kæmpehøjtaler op på det tag, der skal skiftes og så blæse P3 ud over den halve by. Det kan simpelthen ikke passe! Og så lige over for mit hjem!
Rasende gjorde jeg mig i stand, slugte min morgenmad, for man skal vel have lidt i maven, inden man sprøjter galden op, og tog en frakke på. Da jeg skulle til at låse mig ud, snuppede jeg lige avisen og anbragte den under armen. Man kan altid med fordel virke lidt intellektuel i sådanne situationer. Måske ville de der skide håndværkere tro, at jeg var pensioneret dommer med ret til at idømme dem en streng straf, hvis de ikke gjorde, hvad jeg sagde.
Med bestemte, næsten aggressive og i hvert fald beslutsomme skridt og en matchende puls stilede jeg målbevidst efter huset, der lå to fra mit. Avisen sad fastklemt i skruestikken mellem venstre ribbenssæt og overarm, og hænderne var knyttede i lommen.
Ved huset sad to små håndværkere på hug med ryggen til mig, de holdt vel allerede pause, dovne lærlinge.
Nu skulle de eddermame få.
– Hallo, brølede jeg.

De rejste sig langsomt fra hvalpestørrelse til noget, der mindede om først kalve, siden tyre og til sidst svenske elge og kom hen til mig. Jo nærmere, de kom, jo større blev de. Elgene forvandlede sig til elefanter. Den afrikanske, vel at mærke. Hanelefanten til højre havde en hammer i hånden.
Farven i mit ansigt skiftede, tror jeg, til noget, der var betydeligt lysere, end da jeg kom.
– Ja?
De stod nu en meter fra mig og skyggede totalt for solen, og derfor begyndte jeg at ryste af kulde. Bag dem fik jeg overrasket øje på to enorme motorcykler. Jeg kiggede op på den enes ansigt og skimtede en tatovering af en slange på halsen.
Pludselig var mit hjerte for lille til at trække alt det blod rundt i min krop. Mine øjne fløj på langs ad en telefonpæl, hvor jeg ville have forventet en overarm, og over på den andens hestehale, som for halvdelens vedkommende hang ned over hans venstre skulder, der syntes tyk som et lår. Det grønlige skær fra morgensolen forlenede dem med indtrykket af ikke bare en, men to store gorillaer direkte fra urskoven.
– Ja? gentog bjerget til højre utålmodig. Hammeren var næsten forsvundet i hvalnæven.

Jeg havde ikke noget valg. Jeg kunne ikke vælge at sige noget andet end det, jeg var kommet for, min hjerne var tom. Totalt blæst. Det plejer den ellers ikke at være her om morgenen, tværtimod. Mine elever sagde altid, at jeg først blev menneskelig efter det store frikvarter. Lige nu indeholdt hjernen kun dette ene budskab med hjemmefra. Aldrig før har jeg været i en tilsvarende situation, hvor indhold og indpakning sådan kontrasterede. At lukke helt af for samtalen, ville være selvmord. Hvem ville ikke blive fornærmet over en pensionist, der stod der og gjorde nar ad én ved ikke at sige noget?
Så hellere aflevere hjerneindholdet.
– Øh, ja, jeg … jeg ville bare høfligst spørge, om vi … eventuelt … kunne lave en aftale om, at I måske undlod – den ene rømmede sig her – altså at tænde for radioen før klokken halv otte eller i hvert fald kvart over syv … måske ikke … eller i hvert fald overveje … ville spille helt så højt indtil …
Jeg var på nippet til at lukke øjnene. Det er aldrig rart at se på at få mast en betonskive ind i ansigtet, specielt ikke hvis det skulle være ens eget. Jeg tåler heller ikke så godt blod. Blod bør være inden for huden, aldrig udenfor.
– Selvfølgelig, sagde gorilla 1. – Vi har sgu bare ikke tænkt os om. Det må du sgu undskylde, makker. Henning, sluk den.

Vær dig selv med eller uden hår

På sin 30-års fødselsdag opdagede Flemming, at hans skaldethed havde nået nye lavpunkter. Nu var der ikke blot en plet i nakkeområdet, nu var der ikke bare gabende, høje tindinger, nej, på selve denne højtidsdag, hvor man går fra at være ung til voksen åbenbaredes i spejlet for disse hans egne øjne en skaldepande uden grænser.
Tænk at nå sin morfar og onkels skaldethed allerede så tidligt!
Han gik ind til sin elskede, og sammen drøftede de løsninger på denne malheure.
Paryk, tænkte Flemming, der var ret kvik i det. Næste morgen ringede han til en frisør og tog straks ind til centrum i Esbjerg og fik et udvalg af toupeer fremvist. Alle var lavet af rigtige menneskehår, sagde frisøren, og ingen vil kunne se forskel.
Flemming bestilte pr. omgående en toupé.
En måneds tid senere var den klar.
Dagen kom, og mens hans elskede shoppede, gik Flemming ind i frisørklinikken præcis på lukketiden. Efter aftale. Så blev han ellers kronraget, og den fine toupé blev klippet til og klistret fast efter alle kunstens regler.
Bagefter satte de sig over i en café, og der var ikke en, der så meget som kiggede i hans retning.
Pludselig trådte naboen derhjemmefra ind. Af alle. Hun gloede på Flemming, på kvinden ved siden af og tilbage på Flemming igen. Tænkte nok, nå, hvad har hun gang i? Har Flemming en yngre bror, som jeg monstro aldrig har hørt om?
Hun satte sig ved et andet bord og lod som ingenting. Aha, tænkte Flemming. Hun kan ikke huske, hvordan jeg egentlig ser ud. Måske gælder det også alle andre?

Flemming skiftede job og fik ansættelse på en skole med toupé og det hele. For en sikkerheds skyld.
Første gang han spillede fodbold med drengene, opdagede han bagsiden af toupeen. Han svedte afsindigt på issen, når han løb, og sveden drev ned over panden og ned i øjnene, så han ikke kunne se noget. Lidt efter nikkede han til bolden og hørte til sin skræk det lille knæk, det gav, da bolden ramte toupeen.
Den var dog ikke ødelagt, men lyden og sveden ødelagde boldglæden.
Et par måneder gik med større og større utilfredshed. Om natten smed han den, og det var så dejligt at være fri for. Om morgenen skulle den på igen, og han begyndte at sløse med de selvklæbende strimler, der bandt den fast til issen, som han i parantes bemærket hele tiden skulle kronrage. Hår har det med at hænge fast i klæbestrimler.
En morgen så han til sin store skræk, at toupeen var begyndt at miste hår – oppe midt på. Han ringede til sin frisør, og han sagde deltagende, at ja, sådan går det med dem. De holder ikke længe, og man skal nok regne med, at de skal skiftes til en ny hvert halve år.
Det havde Flemming ikke lige kalkuleret med. Fanneme nej, råbte han til sin elskede kone. Ikke på vilkår! Men han følte, han var bundet til den toupé resten af skoleåret. Smed han den nu, ville han uhjælpeligt være til grin. Resten af sit liv.
Han blev mere og mere træt af den. Til sidst overskred han grænsen mellem at se godt ud med masser af hår og se godt ud uden hår.
Han blev ligeglad og gad knap nok at sætte klæbestrimlerne på.
Tiden gik uendeligt lang- og plagsomt frem mod sommerferien.
På lejrturen næstsidste uge af et langt, trælst skoleår sad klassen i rundkreds og hyggede sig med Flemming. Pludselig rejste Marianne sig, råbte at nu var hun den, løb rundt og hev hans bøllehat af. Ha, ha, Flemming, nu er du den, skreg hun, mens han samlede sin toupé op fra græsset.
Der blev helt stille i to sekunder. Så brølede de af grin, de satans hensynsløse unger.
Hva satan, Flemming, er du skaldet? Gør det igen, Flemming! Vi vil se det igen, Flemming.
Han tog den af igen, og de grinede igen, dog knap så højt.
Gert og Pølse var nede for at købe slik, så de andre aftalte, at de skulle da også have en oplevelse ud af hans toupé.
Til aftensmaden sagde Gert noget og kiggede på Flemming, og han løftede hurtigt sin toupé op og ned igen.
Gert gloede bare på ham, holdt op med at snakke, men fortsatte så med at fortælle om sin bedstefar, mens de andre kastede sig rundt mellem hinanden og grinede og slog sig på maven og hulkede og tørrede tårer væk. Gert rystede på hovedet og råbte surt: Hvad helvede griner I ad?
Han forstod intet. Derfor gentog Flemming, og denne gang holdt han toupeen en anelse længere i luften.
Nu faldt tiøren for den gode Gert. Pølse nikkede også smilende, og klassen forsikrede Flemming om, at de intet ville sige, når de kom hjem.

En mandagsforbindelse

– Den er noget langsom i dag, sagde kassedamen, mens vi ventede på Visakortforbindelsen.
– Det er nok en mandagsforbindelse, sagde jeg.
– Det er jo tirsdag i dag, sagde hun og så lærerindeagtigt på mig.
Hende bag mig i køen blandede sig med en beroligende fnisen:
– Sådan kan jeg også have det somme tider.
– Også jeg, sagde hende, der stod en tak længere bagved, – jeg kan godt forveksle fredag med lørdag!
Så tog manden fra et andet århundrede sine varer og stavrede ud til bilen.