Mandag 7. august 1972

Lærer på prøve på Asgaard Efterskole, Frank Jacques Mortensen, 25 år, glædede sig til det nye skoleår.
Dette andet år i hans lærerliv måtte blive anderledes. Han havde nu en masse erfaringer, og der var bunker af fejl, der skulle rettes både i undervisningen og i forholdet til de elever, der var på Asgaard Efterskole.
Men det var nu ikke så meget det, der optog ham.
Han havde med sine venner for første gang været til Rebildfest den 4. juli og havde moret sig over Danny Kaye, men de havde nu mest været der for at få et glimt af Hendes Majestæt, den forholdsvis nye dronning Margrethe den Anden af Danmark. Det havde været dejligt at være på turné med vennerne og tilbringe 14 dage sammen i spøg og skæmt og få det hele lidt på afstand.
Han havde haft lidt af en nedtur. Tænkte med vemod på sit ødelagte forhold til kollegaen Bente, og sit korte, hektiske forhold til forstanderfruen, Ilse, et noget hidsigt møde, der netop var skyld i forliset til Bente.
Ilse var nærmest flygtet fra sin mand, forstander på Asgaard Efterskole, Ib Pahlgaard, der åbenbart havde slået hende flere gange. To aftener før havde Pahlgaard fyret Frank, fordi han havde tilladt drenge og piger at være en time sammen den sidste aften i skoleåret.
Hun havde søgt tilflugt hos Frank, og et forhold var opstået.
Forhold og forhold. Det havde fået karakter af et lille døgns seksuelle udfoldelser, når han granskede forløbet her bagefter. Han havde været bjergtaget, fascineret, ukontrollabel over den smukke Ilse på 33 år. Han havde også været forbavset over sig selv, stået lidt uden for ham der Frank og havde kigget på ham med stor forundring. Hvad i alverden havde han gang i – en 25 års knægt uden livserfaring af nogen særlig art? Han var bare blevet forgabt i hende.
Men han havde ikke hørt fra hende siden. Med Bente var det slut, selv om de havde haft et endog særdeles tæt forhold i løbet af forsommeren.
Og Ib Pahlgaard var blevet dræbt i trafikken den første hverdag i sommerferien. Et underligt dødsfald i det berygtede Korskrokryds, hvor hovedvejene 1 og 11 mødtes. Underligt, fordi den kølevogn, Pahlgaard kørte ind i med høj fart, efterfølgende maste den Jaguar, som Ilse Pahlgaard sad i. Hun var helt tilfældigt på vej tilbage fra en lille ferie i Sønderjylland sammen med en ældre mand på 58 år og holdt i selvsamme kryds og ventede på grønt lys.
Hendes chauffør, den 58-årige mand, var dræbt på stedet.
Frank havde læst det hele i avisen dagen efter nede i Sønderjylland hos sin mor– og med så store øjne, at han måtte læse det to gange mere. Kunne slet ikke forstå det.
Der var ikke noget at sige til, at han ikke følte et specielt savn, fordi Pahlgaard var død. Han havde haft et opgør med ham den aften, og måske vidste Pahlgaard noget om ham og Ilse.
Der havde nok også været begravelse. Frank havde ikke lyst til at deltage, selv hvis han var blevet spurgt.
Men Ilses videre skæbne kendte han ikke. Hun var blevet kvæstet ved ulykken, men havde reddet livet. Han havde overvejet at besøge hende, mens hun lå på Spangsbjerg i Esbjerg, men da han endelig efter en lille uges tid tog mod til sig og ringede derud, var hun allerede udskrevet. Hun var som sunket i jorden, og hendes forældre meddelte blot, at hun var på ferie, da han ringede.
Hans ferie med vennerne havde ført ham i favnen på flere piger, men det var flygtige bekendtskaber. I forhold til Bente og Ilse manglede de altid et eller andet.
Vennerne havde kigget noget på ham, da han fortalte dem om Ilse. Det var ikke hverdagskost, at chefens hustru søgte tilflugt hos en ansat og oven i købet gik i seng med ham…
De kunne også se på Frank, at han følelsesmæssigt var ramt i hjertekulen, både over tabet af den søde og dejlige Bente og den smukke Ilse. De havde ikke helt kunnet lade være med at stille enkelte nærgående spørgsmål i stil med:
-Synes du ikke, at prisen for at kassere Bente, nemlig et døgns sex med en ældre, 33-årig, gift kone, der bare droppede dig, da hun havde fået sit, var lige høj nok?

Frank kunne kun give dem ret. Han var målløs, forsvarsløs og argumentløs. Det eneste, han havde at sige, blev efterhånden mere en besværgelse: Han var blevet ramt som af et kølleslag, da hun så uventet omfavnede ham.
Vennerne havde også forståelse nok til at indse, at verden muligvis var større, end de hidtil havde troet. På sin vis så de lidt op til Frank, når de sammenlignede deres første år på de to folkeskoler, de var ansat på. Der havde slet ikke været de historier om eleverne, som Frank kunne diske op med, og kærligheden havde trange kår, skulle de hilse og sige. Det eneste område, hvor folkeskolen matchede efterskolen, var kollegerne. Officielt var der ikke faste pladser på lærerværelset. Som ny skulle man bare lige vove at sætte sig på en plads, der tilhørte en lærer! Lærere var altså et specielt folkefærd!

Ilse blev udskrevet fra hospitalet efter en uges tid, fordi hun var sluppet mirakuløst fra ulykken. Hun var fortumlet og forvirret og var derfor taknemmelig for, at hun kunne flytte hjem til sine forældre for en stund.
Gert, hendes 15-årige søn med den første mand, boede mest i Århus hos en ven fra efterskolen, og Dorthe, Ibs datter på 23, som han havde fået i sit første ægteskab, havde fået arbejde på en anden efterskole på Sjælland. Den unge pige i huset, Anni, havde fået sommerferie.
Ilse selv rejste straks efter begravelsen til Island og blev der et par uger.

Hun var ked af det på Ibs vegne, men ikke egentlig sørgende. Dertil havde den sidste tid nok været lidt for kaotisk med ham. Hun syntes, at det eneste, hun virkelig ikke kunne tilgive ham for, var ikke volden mod hende, men derimod hans svigtende interesse for hende. Den sved!
Til gengæld savnede hun den 58-årige mand, som havde været hendes elsker, chauffør, private tjener. På trods af hendes ligegyldighed over for ham vidste hun godt, at han et eller andet sted alligevel havde betydet noget for hende og sandsynligvis også havde hjulpet hende indirekte videre, når bølgerne i Asgaard var rullet højst.
Begravelsen havde haft deltagelse af partispidser fra København, selveste Per Hækkerup havde kastet glans over det hele med sin deltagelse. Kun Dahl-Hansen fra skolen og naturligvis bestyrelsen var der med den ret nyvalgte formand, brugsuddeler Frederik Hulkenbjerg i spidsen, resten var byrådskolleger og en masse venner og politiske forbindelser, der mere eller mindre holdt sig i baggrunden. Præsten havde faktisk fået fat i nogle af Ibs centrale karakteristika.
Man undlod taktfuldt at spørge til den 58-årige mand under begravelsen. Ilse havde måske håbet, at når hun vendte tilbage fra Island, ville alle have glemt alt om ham. Det gik ikke helt sådan. Ilse blev udsat for mange spørgsmål om ham og Jaguaren, men hver gang afparerede hun ved at mumle noget om, at det var en gammel bekendt fra for længe siden. I avisen havde der stået en del om ham, en nu pensioneret forhenværende fabrikant. Ilses forældre, især moderen, ville nu godt vide besked, om det var en elsker, hun havde der. Men Ilse blev stædigt ved med sine forklaringer.

Senere var hun blevet kontaktet af formand Frederik Hulkenbjerg. Hun hadede ham faktisk. Hans sleske facon og underdanige væsen var hende imod; normalt satte hun pris på høflighed og anerkendelse hos andre, når de var sammen med hende. Men af en eller anden grund kunne hun næsten ikke klare den lille gnom til brugsuddeler. Han var falsk som den mælk, han havde forsøgt at sælge, selv om den var for gammel. Hvis man en gang kom til at træde ham over fødderne, var man til gengæld prisgivet. For den mand kunne bare ikke tilgive, når han blev såret.
Da han sidste år blev formand, var et af hans forsætter, at han ville lære personalet godt at kende. Prisværdigt. Men så begyndte han at love dem en ordentlig pension, hvorved han trådte ind over Ibs område, og Ib tog ham det unådigt op. De tos venskab led skade der. Ib havde heller ikke haft det for godt, da han opdagede et kæmpesvind i Brugsen, og han vidste ikke, hvad han ville gøre ved det. Og derfor nåede han ikke at gøre noget.
-Kunne du ikke tænke dig at overtage forstanderposten, Ilse, spurgte han med den der stemme, han brugte, når han lige havde fået et fænomenalt tilbud hjem i vin eller mørbradbøffer.
-Nej, overhovedet ikke, svarede hun øjeblikkeligt.
De havde snakket frem og tilbage, men hun var fast besluttet på, at Asgaard Efterskole var et overstået kapitel for hende.
Hun havde klart helt andre bekymringer at hæge om.
Tirsdag 8. august 1972

Ilse sad ved eftermiddagsteen og talte dæmpet med sin mor.
Faderen var lige taget over til naboen for at hjælpe med noget brænde.
-Mor, når jeg tænker tilbage på min barndom, har du altid været den, der har bestemt alting. Hvor var far?
-Han skulle jo koncentrere sig om arbejdet, og han var ofte i udlandet. Det har ikke altid været lige nemt.
-Men du har stået for alt. Jeg husker dig som den, der konstant bestemte alting. Det var næsten ligegyldigt, om far var hjemme eller ej. Han fandt sig altid i det. Hvordan kan sådan noget forekomme?
-Din far og jeg har haft et vidunderligt liv sammen. Han har klart nok forstået at give kvinden i hans liv plads.
Moderen smilede.
-Du har da bestemt rub og stub. Når jeg fik smæk af dig, gik han ud i haven. Jeg kan ikke erindre et eneste område, hvor far har bestemt noget som helst.
-Det passer ikke. I sommeren 64 bestemte han, at vi skulle køre til Italien!
-Jeg føler, at det altid var dig, der opdrog mig. Når jeg havde brug for trøst, var det dig, der var der. Jeg kan ikke huske, at far var der på den måde!
-Han er ikke sådan fremme i skoene. Du kan stole på, at han holder af dig lige så meget som jeg!
Ilse tav.
-Jeg vil godt fortælle dig, at det gik rigtig dårligt for Ib og mig det sidste år. Jeg kunne slet ikke finde ud af det. Jeg syntes, at han holdt mindre og mindre af mig. Jeg prøvede nye parfumer, jeg gik i bad to gange om dagen, jeg klædte mig lækkert, jeg lavede hans yndlingsretter, intet hjalp!
-Vi havde godt nok mærket en forandring hos jer. Ikke mindst da han var i Harzen med skolen. Da forstod vi, at I havde nogle problemer.
-Somme tider svigter kærligheden bare, Ilse. Det er ikke sikkert, at du har gjort noget forkert. Måske er Ib bare blevet træt af dig, det hænder jo i de bedste familier, ved du. Havde du slet ikke noget med ham der den 58-årige at gøre?
-Mor! Jeg har jo sagt, at der intet var mellem os. Han var jo også alt for gammel.
Moderen lod til at lade sig nøje med den replik og rejste sig for at gå ud for at lave kaffe.

Eftermiddagen var en særlig eftermiddag. Bestyrelsen havde indkaldt samtlige ansatte på Asgaard Efterskole til møde, hvor den nye forstander skulle vælges. Hele sommeren igennem havde den arbejdet hårdt på at finde Pahlgaards afløser, og Ib havde haft ret på det punkt: Det var ikke nemt at finde en afløser, slet ikke i sommerferien.
Efter Ilses afvisninger havde de været ved Dahl-Hansen flere gange, men han havde konsekvent sagt pænt nej tak. Han ville ikke engang konstitueres i stillingen, indtil de havde fundet den rette.
Så de måtte klø på med store annoncer i aviser og fagblade, og med møje og besvær havde de fået fire ansøgninger.
Bestyrelsen havde rundsendt i begyndelsen af ferien et brev til de ansatte, hvori de beklagede Pahlgaards død, og de opfordrede stærkt til, at lærerne ville være med til at finde den rette afløser. Der stod, at ingen af de nuværende ansatte lærere var interesseret i at fortsætte som forstander.
Der havde kun været disse fire ansøgere, og de lærere, der tilfældigt havde været til stede til dette ene møde, havde beredvilligt vist rundt på skolen og snakket med dem. Brugt en feriedag til skolens bedste.

Bestyrelsen hilste venligt på de ansatte, efterhånden som de dukkede op. De to nye lærere præsenterede sig, fynboen Paw, der kom fra Odense Seminarium og var 25 år og fuldt ansat på prøve og den noget ældre Fonby, der var grillejer i Asgaard, men som ville læse et antal vikartimer som deltidsansat. Paw var en pæn fyr, sådan ville Frank nok betegne ham, men noget korpulent. Med andre ord fyldte maven for meget i forhold til resten af kroppen. I modsætning til Fonby snakkede han både noget mere og noget højere, og det fynske tungemål skar igennem lærerværelset. Han lod til at kende de fleste ansatte og havde allerede besøgt Dahl-Hansen privat, en ære ikke engang Frank endnu var blevet tildelt efter et års ansættelse.
De var begge ansat af Pahlgaard i begyndelsen af juni.
Alle hilste rundt, og stemningen var lidt trykket. De fleste var naturligt påvirkede af Pahlgaards død, men sådan ligefrem savne ham var der nu heller ingen, der gav udtryk for.
Frank var i godt humør. Dels var han overhovedet ikke fyret, det stod ingen steder, så tak for det, tænkte han. Dels var han godt på vej til at få has på sin hang til Ilse Pahlgaard, og hun ville nok ikke vise sig mere i Asgaard. Det var han ret sikker på. Tilbage var Bente. Men der kunne ske meget, når tiden havde lægt sårene. Så han var fortrøstningsfuld.
På bordet stod der flere flasker vin og øl, og formanden nødede hver enkelt til endelig at tage et glas. Han var ikke så høj, og så skelede han en smule. Han talte med dialekt, og det var ikke alle, der altid kunne forstå ham. Det værste ved ham var hans villede snuhed. Han mindede så klicheagtig om en ræv, at man end ikke ville nævne det. Han var lettere rødhåret, og når han skulle fremstå klog og vidende, lænede han sig lidt frem og plirede med øjnene, hvoraf mindst et kiggede på en. Da skolen fik et kæmpemaleri med logo og kunstnernavn, skulle han holde talen som noget af det første efter sin indsættelse som formand sidste år.
Det havde været noget af en katastrofe, da det tydeligt kom bag på ham, at han pludselig skulle optræde sådan. Han var ikke belæst, hvilket han naturligvis ikke kunne gøre for, men så skulle han måske have lært talen udenad og ikke forgæves søgt at læse op fra det stykke papir, som hans kone havde skrevet for ham. Han hakkede og stammede ynkeligt og fremstod ikke som den formand, der var øverste leder på skolen.
Borgmesteren var der også, og han holdt en fin tale. Da de to mænd senere sad sammen under kaffen, blev borgmesteren ganske forvirret over, at Frederik Formand skelede. Han så flere gange til siden for at finde ud af, hvem Frederik sad og gloede på. Når han talte til ham, hvad han gjorde i begyndelsen, kunne han ikke beslutte sig for, hvilket øje han skulle kigge ind i. Han valgte stort set hele tiden det forkerte.

De stirrede spændt på formand Frederik Hulkenbjerg. Lærerne var selvfølgelig glade for at være blevet inddraget i det vigtige arbejde med at finde en ny leder, og stor var derfor skuffelsen, da Frederik sagde:
-Velkommen til jer alle og tak, fordi I kunne og ville møde op i dag. Jeg kan da vist godt allerede nu (her så han med det ene øje på de øvrige bestyrelsesmedlemmer, mens han samtidig med det andet så på de ansatte) afsløre, at vi har valgt den kommende mand til stolen!
Der hørtes en mere eller mindre undertrykt mumlen hos flere af lærerne, og Hasager rømmede sig og indvendte:
-Var det ikke derfor, at vi skulle komme, fordi vi skulle være med til at udvælge den rette mand?
-Nu har bestyrelsen gjort det hårde arbejde med det, så det slipper I for! Sagde Frederik med et smil. Hasager anede ikke, om han kiggede på ham.
-Hold kæft, sagde Bente vantro med lav stemme. Frank så på hende og nikkede:
-Ja, kend din plads, bette pige!
Hun stirrede bare koldt på ham. I gamle dage ville der have været et lille, indforstået smil mellem dem, og de ville begge have vidst, hvad den anden tænkte. Nu var det, som om de var helt fremmed for hinanden. Hun behandlede ham virkelig som en kollega, som enhver anden kollega..

Frederik Hulkenbjerg rømmede sig og så direkte på de ansatte fra den ene til den anden, så godt han kunne.
-Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi har haft store vanskeligheder med at få stillingen besat. Ib har jo fyldt meget i skolens hverdag, og det savn kommer vi nok aldrig over.
Kollegerne kiggede stjålent på hinanden. Flere af dem var knap så enige i det udsagn.
-Vi har spurgt nuværende kolleger, om der var interesse for at være konstitueret i stillingen, det ville nemlig give os noget mere tid, og det er tid, vi har brug for til at finde den rette.
-Men vi har desværre måttet konstatere, at byrden var for tung. Og alligevel har vi været så heldige, at en person har takket ja til at agere forstander en rum tid. Heri ligger, at vedkommende klør på så længe, det er nødvendigt. Hvis begge parter er tilfredse, er der sådan set ingen grund til at ændre på det. Og kommer der kurrer på tråden, så har vi netop tiden til at søge en fremmed udefra.
De ansatte kiggede forundret rundt i kredsen. Hvem i alverden kunne det dog være?
-For det er en, I alle kender, der har sagt ja. Ilse Pahlgaard har efter nogen tids tøven sagt ja tak til denne udfordring. Ilse kan desværre ikke være her i dag, men hun kommer fra på fredag, hvor alle ansatte traditionelt mødes for at forberede det nye skoleår!
Da han afslørede navnet, gik der en lille, men mærkbar tavshed igennem forsamlingen. Ingen havde regnet med, at Ilse var interesseret. Faktisk var der slet ingen, der efter brevet fra bestyrelsen havde forestillet sig hende som forstander for Asgaard Efterskole, selv om hun i Ibs tid var stedfortræder og næstkommanderende.
Der blev en mumlen rundt om i lærerværelset, og Frederik måtte lige slå på sit glas:
-Lad os skåle for, at vi har fundet den rette til denne post!
Frank vidste ikke, hvordan han skulle reagere på den nyhed. Han havde glædet sig til det nye skoleår og havde udelukkende fokuseret på undervisning, forberedelse, ideer og søgt at få styr på de forskellige uger og særlige dage, der altid findes i et skoleår. Men dette?
Han så på de andre. Hasager blev ved at slå asken af sin cigaret, mens han rettede på sine briller, som han plejede, når han skulle tænke sig om. Dahl-Hansen så ned, Hans spærrede øjnene så meget op, at han kunne se sig selv i nakken. Det var helt tydeligt ikke hans kop te.
Bente stirrede alvorligt frem for sig.

Frank tog Elizabeth med hjemad og gik med ind til en kop kaffe. Nyheden var alligevel af en sådan karat, at han trængte til at tale med nogen om det.
Elizabeth spurgte ham, da de sad ved sofabordet med kaffen, om hans mening om Ilse som forstander.
-Det skal da komme an på en prøve. Men jeg synes nu ikke, hun sidste år viste noget særligt hverken som vice- eller medforstander, eller hvad hun nu var.
-Hun var stedfortræder og forstanderægtefælle, et lidt sjovt udtryk. Pahlgaard forlangte, at hun blev ansat sådan. Først ville bestyrelsen ansætte dem som forstanderpar, men det gik Ib ikke med til, da Ilse ikke har lærereksamen. Hun er jo sygeplejerske! Og han kunne forudse problemer, hvis hun var på samme lederniveau som han! Desuden kunne det slet ikke lade sig gøre formelt. Der er kun én forstander og leder på en efterskole!
-De har da været i alvorlig knibe for at finde en forstander, siden de har valgt hende!

I det samme kom Lars Peter ind og hilste venligt på Frank:
-Nå, er der gang i den nede på skolen?
Han vidste åbenbart allerede bedre.
-Bestyrelsen kontaktede mig for at forespørge, – Lars P trak ordet ud og søgte at efterligne Frederik Hulkenbjerg, -om jeg evt. var interesseret i forstanderstillingen. Men jeg takkede pænt nej. Jeg skal sku ikke nyde noget!
-Lars, du har jo dit fine job på byskolen, selv om du da somme tider har snakket om, hvad du ville gøre anderledes end Ib, hvis det var dig, der …
-Ja, men så skal jeg have nogle beføjelser, som bestyrelsen ikke vil give mig. For de vil både blæse og have mel i munden. De kan jo ikke på den ene side foreslå elever med store sociale vanskeligheder og på den anden ikke bevilge det ekstra mandskab til dem. Så er det fuldstændig håbløst!
Frank nikkede eftertænksomt. Det var svært at vurdere, hvordan tingene hang sammen, og han kendte ikke til andre elever, fordi han var så ny og frisk fra seminariet.
-Men I har så fået, eller rettere Ib nåede at få ansat to kolleger. Fonby kender vi jo, han er den, han er. Men hvordan vil det gå med ham der Paw? Sådan en fynbo kan godt få problemer.
-Jeg har kun lige fået hilst på ham, men han virker god nok.
-Han har nogle eksamenspapirer, der siger wow!
Elizabeth mente dermed, at han nok skulle klare sig.
-Ved I godt, at Fonby kan være en ilter herre? Lars P kiggede på dem.
-Han har da været indblandet i op til flere tilfælde af vold, hvor han har været ophidset over kunder, der ikke ville betale eller påstod, de havde fået forkert tilbage eller sådan nogen småting, der af og til sker i en grillforretning.
-Han skal kun være vikar, så vi må da håbe, at han nøjes med at slås nede på grillen!

Ilse og moderen talte lavmælt, men så meget desto mere intenst, nu om fremtiden.
Hun forklarede forældrene, hvorfor hun havde skiftet mening om forstanderposten. Det var Svend Aage fra bestyrelsen, der havde fået hende på andre tanker, for oprindeligt ville hun bare ikke.
Hendes forældre syntes, det var fint med den nye titel, de mente ikke, det ville være et problem, at hun kun var sygeplejerske. Herre gud, hun havde jo en masse erfaring fra tidligere.
Ud på eftermiddagen ringede advokaten for at aftale et tidspunkt for et møde om boet efter Ib.

 

Fredag 11. august 1972

Ilse havde i ugens løb haft travlt med at flytte tilbage til tjenesteboligen. Hele sommeren igennem var den praktisk talt urørt, så det havde været en nem omgang, bortset fra at der trængte til at blive gjort rent. Anni var blevet pålagt at sørge for det, og hun var omsider i bund.
Ilse havde brugt en del tid på sammen med Anni at smide meget af Ibs tøj og ejendele ud. Hun sorterede bunkerne, og Anni bar det hele ud i forgangen. Valdemar Pedel havde hjulpet, og det tøj, han syntes, var for pænt til at blive smidt væk, beholdt han selv. Ilse syntes efterhånden, hun havde fået lidt styr på det hele.
Men også kun lidt og kun det, der havde med skolen at gøre. Alt omkring boet efter Ib havde hun overladt sagføreren, og hun orkede ikke at beskæftige sig længe med det.
Formand Frederik Hulkenbjerg aflagde flere gange besøg i forstanderboligen og plirrede med sine øjne, hvoraf mindst et fæstnede sig på Ilse. Hun måtte til sidst bede om at få arbejdsro, idet de ellers ikke ville nå at blive færdige. Frederik forstod det godt og luskede da også hjem igen.
Anni havde knoklet meget, og de to havde snakket sammen om at forlænge hendes ansættelse som ung pige i huset med et år. Anni ville gerne være småbørnspædagog, men trods sine 19 år følte hun sig ikke parat endnu til uddannelsen. Hun var derfor mest interesseret i at kunne fortsætte i det Pahlgaardske hjem. Hun var glad for Ilse Pahlgaard, så op til hende og betragtede hende på sin vis som sin mor og på anden vis som sin lærer. Hun havde mistet begge sine forældre, kort før hun blev ansat hos Pahlgaards. Det havde været en vanskelig tid for hende, men hun havde følt sig godt hjemme og var blevet taget godt imod.
Fredag morgen stod Ilse tidligt op, gik i bad og havde aftenen før valgt det rette tøj til dagens anledning. Og Anni havde som sædvanlig lagt det frem, så alt var klart. Vejret var efter nogle varme dage blevet lidt mere omskifteligt, så tøjet matchede.
Ilse var selv lidt spændt på at møde sine kolleger. Siden bestyrelsen havde offentliggjort deres valg i tirsdags, havde hun fået tilkendegivelser fra mange sider, nede i Brugsen var hun blevet standset adskillige gange af Ibs tidligere politikerkolleger og af mennesker, som hun kendte flygtigt, men endnu ikke af kollegerne. Hun havde ikke hørt fra nogen, men i går, da hun kom hjem fra indkøb, stod en frisk buket blomster i en vase, som Anni havde sørget for. Der var et lille kort ved: Til lykke med udnævnelsen! Fra én, der holder af dig!
Det varmede, men hun var meget usikker på, hvem det kunne være fra. Der var da flere muligheder.

Lidt i 10 stod hun i døren til lærerværelset og hilste hjerteligt på alle. Til nogle få sagde hun tak for deltagelsen, til alle havde hun et smil og en kvik bemærkning. Hvis hun havde følt sorg over Ibs bortgang, viste hun det ikke.
Frank var lidt nervøs. Nu havde han lige glædet sig over, at i år ville han skulle starte et skoleår uden nervøsitet – og så alligevel ikke.
Han hilste på Ilse med buldrende hjerteslag, hun smilede til ham og trykkede ham varmt i hånden og sagde lavmælt:
-Dejligt at se dig!
Det varmede ham usigeligt, og han mærkede, at han var under den kvindes kontrol. Hendes dejlige smil og smukke øjne sendte ham straks til tælling, og han vidste ikke, hvordan han skulle reagere på det. Han kunne bare mærke, at forelskelsen buldrede tilbage med lynets fart. Det havde den lange sommerferie ikke ændret på. Han havde mere end en gang siden i mandags også tænkt på, om det nu var udelukket, at de to havde noget sammen, eller om det tværtimod blev lettere?
Han lagde mærke til, at Bente hilste anderledes køligt på Ilse. Var hun stadig noget stødt over, at hun havde ødelagt det for hende og Frank?
Han satte sig og gav sig til at snakke med Hans og Valdemar. Alle ansatte var her! Det var helt nyt, at både Fru køkkenleder Lund, Valdemar og Elizabeth fra kontoret deltog i sådan et lærermøde.
Hans fortalte, at han i mange år havde haft en høreskade på det højre øre. I sommerferien fik han efter måneders venten endelig den operation, der skulle gøre ham hørende igen. Men indtil videre uden resultat. Tværtimod. Foreløbig kunne han nu slet intet høre med det øre.

Ilse åbnede mødet og gav med klar stemme de seneste informationer om de kommende elever. Hun havde også et forslag. Hun syntes, at alle lærere skulle besøge eleverne i deres hjem i løbet af september.
-Det er altid godt at se, hvordan vore elever bor. Og hvordan familierelationerne er!
Den tyggede de lidt på, men fandt forslaget fornuftigt. I det hele taget optrådte Ilse Pahlgaard med en naturlig autoritet, der fik enhver tvivl om hendes rolle til at forstumme.
Ilse var den nye forstander. Basta.

Søndag 13. august 1972

Forældre og elever i lange baner med oppakning blev fordelt på værelser, og kl. 16 startede velkomsten i gymnastiksalen.
I dag var det Ilse, der stod der på talerstolen. Med rank ryg og en bemærkelsesværdig udstråling bød hun forældre og elever velkomne og startede selv sangen. Der var intet i hendes fremtoning, der tydede på, at her stod et menneske, der for to måneder siden havde mistet sin mand.
Hun holdt en kort, men engageret tale og sluttede af med at præsentere alle ansatte. Og alle var med, både Fru Lund, Valdemar og Elizabeth. Her var der sket forandringer!
Også hendes måde at gøre det på var anderledes. De ansatte blev bedt om at stille sig på en lang række, og så bad hun hver enkelt om at stå frem efter tur og kort fortælle, hvem man var.
Denne startsøndag var Frank mere ovenpå. Han syntes selv, at han nu bedre kunne overskue, hvad det så indebar og talte med forældre og elever, som om han havde været lærer i årevis. Gengangerne fra sidste år kom hen til ham og hilste og spøgte, og det fik ham til for alvor at stille store forventninger til dette år. Og bagefter, da kollegerne sad på lærerværelset med en kop kaffe, nød han det fællesskab, som de havde omkring skolestarten.
Kun over for Bente var han noget usikker. Han kunne stadig mærke forelskelsen til hende, men hun agerede, som om hendes følelser for ham var totalt fraværende.
Han snakkede en del med Paw, der havde mange spørgsmål om skolen. Paw var et af de heldigvis forholdsvis få mennesker, der havde den der vane med at stille sig tæt på den person, de talte med. Flyttede man sig lidt bagud, flyttede de med og overskred dermed en imaginær grænse, en intimbarriere.
Frank klarede det ved at vende sig om og tale med ryggen til. Men forældrene vidste ikke bedre, og Frank så flere gange en forælder bakke tilbage under samtale med Paw.
Mandag 14. august 1972

Frank vågnede tidligt. Han huskede endnu, hvor nervøs han havde været ved sidste års skolestart før de første timer, hvor han ikke anede, om han var købt eller solgt som lærer.
I dag var det anderledes. Han havde bedre tjek på forberedelsen nu, meget bedre; besøg på amtscentralen, biblioteket, bestilling af film på Statens Filmcentral, avisbestilling, ja, endda et besøg på den lukkede kvindeafdeling på det psykiatriske hospital i Hvidding havde han fået i stand.
Han skulle have et helt nyt fag, forbrugerorientering, der skulle kobles sammen med undervisning i psykologi og samfund. En aften om ugen skulle han undervise et hold fra 9. klasse i tre timer. Og netop dette hold skulle opleve, hvad det ville sige at være psykisk syg, når det var værst.
Han havde troet, at det ville være rigtig træls med at skulle se på Ilse hele tiden. Men der havde han forregnet sig. Tværtimod. Han nød at se hende til morgensamling, i frikvartererne, til middagsmaden, og hvor hun ellers færdedes. Det var en ren udsøgt glæde for ham at se hende. I hvert fald efter denne første almindelige undervisningsdag i skoleåret 1972-73.

Under morgensamlingen, som Ilse styrede på en selvfølgelig måde, selv om det var lidt underligt at være vant til Pahlgaards facon, præsenterede lærerne sig for eleverne. Frank følte, han var ovenpå og fik hele forsamlingen til at grine med historien fra sidste år om ham neanderthaleren, der kort før jul var kommet ind på skolen en søndag og havde pandet Frank en og sluppet godt fra det, trods Frank havde brunt bælte i judo.
De lyttede også intenst til Hans, der fortalte om sine besværligheder med øret. Han fik slet ikke stereofonisk musik, det var mono det hele. Og når hans søn kaldte på ham, kunne han ikke høre, hvor han kaldte fra.
Ilse sørgede på den måde for, at det hele blev en rigtig hyggelig oplevelse. Det tegnede godt for skoleåret.
Frank gik efter morgensamling med sin klasse ind i 9.B, det lokale der lå nærmest fællessalen.

Han så sig rundt i klassen. Der var nogle gengangere fra sidste år, og han havde glædet sig til at gense Tommy, Lene og flere af de andre. Han blev glad over at se dem, og han blev også glad, fordi han kunne se, at de var glade for at se ham. Så kunne det ikke være helt skidt. Disse andenårselever sad selvfølgelig samlet, men Frank havde tænkt på det:
-Jeg har jeres siddepladser her.
Han læste op og dirigerede dem sammen. Nu var de spredt og udgjorde ikke en massiv gruppe over for de nye.
Derefter bad han dem snakke sammen to og to for bagefter at præsentere sidemakkeren. Det skabte en god stemning, og timen gik hurtigt. Han fornemmede gode vibrationer indtil videre.

I 10-pausen kom Paw hen til ham og spurgte, om han eventuelt havde et værelse og plads i sit hus til en husvild.
-Jeg har lejet noget elendigt lort, påstod han, -og jeg vil gerne finde noget bedre. Indtil da er jeg ude efter at overleve!
Frank grundede lidt over hans anmodning, men besluttede sig så for at være åben og imødekommende og meddelte ham, at han godt kunne få det lille værelse inde bag stuen. Især hvis det var en kortere periode.
Tirsdag 15. august 1972

Allerede dagen efter boblede flere problemer op. En elev meldte til Fru Pahlgaard, at der var forsvundet 10 kroner fra hans pung på værelset. En anden elev havde hjemve i særlig grad og lå bare på sin seng og stirrede op i loftet med røde øjne. En tredje var vådligger. Ilse havde jævnt travlt hele formiddagen.
Elizabeth syntes godt om Ilse, og selv om aldersforskellen havde gjort, at de ikke havde haft noget sammen privat, så var de alene i kraft af deres mænds politiske liv arbejdet fint sammen. Allerede de første par dage lovede godt.
Ilse spurgte hende, om hun ikke snart trængte til et nyt bord og en ny skrivemaskine? Den gamle havde været i brug i mange år og kunne fortjene pension. Elizabeth opfattede det klart som nye toner og blev glad for meldingen.
Da Elizabeth var gået hjem, sad Ilse lidt tilbage og forsøgte at få et lille overblik over papirer, skemaer og planer for det ene og det andet.
Det bankede på døren. Ind trådte Frank.
-Hej Frank, smilede Ilse glad. –Rart at se dig…
-Ja, jeg synes jo, at vi to måske har lidt at tale om, hvis du også synes det. Allerede her kludrede Frank i det.
Ilse bad ham sætte sig i stolen over for hende. Så rejste hun sig, kiggede ind på lærerværelset for at sikre sig, at der ikke sad nogen derinde, lukkede døren og gik tilbage igen og stillede sig bag Frank og nulrede ham i håret.
-En nøgtern vurdering af vort lille forhold ville formentlig resultere i, at det ikke går med os to. Du skal ud og have fat i nogle unge tøser, du kan få noget erfaring med, bygge en familie op sammen med, stifte hjem og alt det der. Jeg er 34 år nu, Frank! Er det ikke det, man siger: Med 40 år er man færdig! De der danseaftener for de unge på 40 er ren nostalgi.
-Jeg må tilstå, Ilse, at jeg bare blev så forelsket i dig, og jeg kan mærke, at jeg stadig er varm på dig! Det er sin sag, når du nu er forstander og dermed min chef!
Han forsøgte at være lidt munter.
Ilse smilede til ham og satte sig på bordet med benene hængende ned:
-Jeg var nu også din chef sidste år. Vi kan måske have noget sjov sammen som den nat, du ved..
Hun sad så udfordrende med sine hofter og smukke ben, at han ikke kunne lade være med blidt at stryge op ad hendes ene lår med sin hånd. Hun lod ham gøre det. Lige da han rørte hende, skælvede hun uvilkårligt, det var længe siden, hun sidst.. Det var faktisk Tønder-turen med den 58-årige mand.
Hun kom til at tænke på ham og følte et strejf af vemod over at have mistet ham. Hun forsøgte at afslutte samtalen:
-Jeg har lyst til dig, Frank, men blot ikke lige nu. Hav lidt tålmodighed med mig, så skal du se! Og belavede sig på at rejse sig.
Frank indså det formålsløse og kunne ikke lade være med at lægge ansigtet ind til hendes velduftende lår:
-Jeg længes sådan efter dig, hviskede han.
Hun fik lidt hjertebanken og spredte benene:
-Så gør noget ved mig! Sagde hun hæst, mens hun lænede hovedet bagover og lukkede øjnene.
Onsdag 16. august 1972

Frank havde ikke kunnet mærke noget på Bente den første dag i skoleåret. Hun havde hilst venligt, men ikke varmt og kærligt, og det gav så alligevel et lille stik i ham. Hun var sød og tiltrækkende, som hun stod der på sin sædvanlige facon med det ene ben let bøjet ud til siden og den ene hånd på hoften, mens hun snakkede med Dahl-Hansen.
Til gengæld havde oplevelsen i går med Ilse sat ham tilbage. Han var igen fanget af hendes magnetiske tiltrækningskraft, og han vidste ikke, hvordan han skulle håndtere den.
Han havde opgivet håbet om, at de sådan ligefrem skulle kunne danne par, troede ikke på hende, når hun lovede at lade høre fra sig. Men hvad så? Han var overbevist om, at hun sagde det, hun sagde, for hans skyld.
Hertil kom, at det naturligvis skulle være dybt hemmeligt. Han så godt, at hun dagen før havde sikret sig, at der ikke sad en eller anden kollega på lærerværelset. Det gik bare ikke med en kvindelig forstander, nu enkefrue, der havde forført en ung, mandlig lærer (det kunne selvfølgelig aldrig være omvendt).
Han overvejede meget, hvad han skulle gøre. Så besluttede han sig for at ringe til hende i håbet om, at han kunne tillade sig at aflægge hende et besøg i forstanderboligen og få snakket ud om tingene.
Det var den unge pige, Anni, der tog telefonen. Nej, hun var ikke hjemme. Om hun skulle give en besked?
Nej, han ville ringe senere.

Torsdag 17. august 1972

Frank havde lige spist til aftensmad, da det ringede på. Udenfor stod Ilse.
-Må jeg komme ind? Spurgte hun.
Han nikkede blot, anede nok, hvad hun ville, når hun var på den måde.
De satte sig ned. I den sofa. Ilse så sig omkring. Der var ikke sket de store forandringer i stuen siden sidst.
-Frank, hvad skal vi gøre? Jeg er lidt varm på dig, og jeg kan jo godt mærke, at det er gengældt. Men, hvis jeg besøger dig ofte, vil folk lægge mærke til det i denne lille by. Jeg synes, det er enormt svært. Hertil kommer aldersforskellen. Den inviterer ikke ligefrem til pardannelse…
Frank svarede:
-Jeg kan kun sige, at jeg aldrig har været så forelsket i en kvinde før.
Frank valgte med vilje at sige kvinde frem for pige og fortsatte:
-Og jeg har svært ved at forstå det, for vi har vel kendt hinanden i næsten et helt år, inden vi havnede i suppedasen den nat…
Ilse smilede til ham og lagde sin hånd på hans, tog om den, kærtegnede den med tommelen.
-Jeg synes, du er så sød, Frank. Mine betænkeligheder går ikke alene på byen, på din alder, men også på at jeg er din chef. Hvordan vil kollegerne reagere, hvis de kendte til os to? Og du skal vide, at jeg er vild med dig i sengen. Du har en ungdommelig kraft og sødme, jeg ikke er stødt på i årevis. Jeg tror ikke, det har noget med din alder at gøre. Jeg kan godt betro dig, at når jeg tænker på dig, så begynder jeg straks at få lyst til dig.
-Og når jeg tænker på dig, Ilse, bliver jeg sådan varm over det hele og synes nærmest, at jeg går på en lille, lyserød sky…
Han afbrød sig selv: -Hold kæft, hvor er det banalt. Men det synes jeg altså. Jeg ville ønske, at vi kunne nøjes med at ses engang imellem og dyrke hektisk lagengymnastik.
Frank tænkte sig om og fortsatte:
-Kunne man forestille sig, at vi gjorde det- altså mødtes engang imellem og så så tiden an? Altså at vi prøvede at finde ud af, om det kunne bære mere og andet end hurtigknald?
Ilse lagde ansigtet ind til hans:
-Lad os! Skal vi begynde nu?

Efter en times tid kørte Ilse hjem igen i forstanderboligen. Hun syntes, de var nået frem til en løsning, ikke en god og pragtfuld løsning, men en håndterbar, der måske med tiden kunne være en udvej. Hun havde undladt at fortælle Frank, at hun flere gange havde været på nippet til at gøre det helt forbi.
Men også hun var i tvivl, netop fordi de havde dejlig elskov sammen. Han gjorde alt det ved hende, som hun satte pris på, og det var da ganske rart, når han så bagefter lå på hende og kørte løs. Hun savnede sådan set også en mand!
Mandag 21. august 1972

Bestyrelsen holdt sit første møde med Ilse som forstander. Smuk og velklædt sad hun ved bordenden og holdt de fem bestyrelsesmedlemmer i sin hule hånd. Med smil og smut i øjnene styrede hun det show, så enhver tanke om, at hun måske ikke var egnet til lederjobbet, måtte manes i jorden.
Frederik sad som på pinde for Ilse, og da hun et øjeblik kiggede efter vandkaraflen, sprang han formelig op og skænkede galant op for hende. Det så ud, som om hans betagelse af hende var ligefrem proportional med hendes foragt for ham. For han kunne heller ikke undgå at mærke, at hun var knap så vild med ham.
De andre medlemmer af bestyrelsen undrede sig lidt over ham. De var ikke vant til, at han ligefrem sprang op og var tjenstvillig. Svend Aage begyndte at føle en træthed over Frederik. Ilse havde nok mere ret, end han havde forestillet sig.
Den aften hun endelig sagde ja til stillingen, havde Frederik hentet en god flaske den med tyren, og så skulle han og konen fejre det. Konen havde blussende sagt:
-Jamen, Frederik da!
For hun vidste godt, hvad det betød, når Frederik fandt rødvin frem. Det var ikke så tit. Så kunne man godt nå at få lysten igen.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer havde Ilse det noget bedre med. Svend Aage mest. Han var en statelig herre, der ikke sagde mange unødvendige ord, og hans erfaringer fra skoleverdenen som pensioneret skoleinspektør betød, at han havde indsigt og viden om undervisning og pædagogiske forhold, som brugsuddeleren slet ikke besad.
-Næste punkt på dagsordenen: De nyansatte lærere! Ilse, fortæl os, hvordan det går!
Ilse mente, at det gik overvejende godt. Paw var trods sine fine seminariepapirer måske ikke den helt rette til de ofte barske vilkår, man havde på Asgaard. Paw kom fra rolige, stabile fynske forhold og havde i ganske mange år boet sammen med sin mor. Alt her på efterskolen var anderledes. Eleverne kom typisk fra uharmoniske hjem, hvor skilsmisse, druk og slagsmål hørte til dagens uorden, og derfor var de ofte præget af manglende struktur og overskud i deres tilværelse. Sådan noget var ikke indeholdt i Paws tilværelse, og der ville gå en rum tid, inden han forstod, hvad han havde med at gøre.
Ilse forklarede. Hun mente også, at hans fynske var en udfordring for en del elever, især var det problematisk i forhold til elever fra Esbjerg. De hadede af et godt fiskerhjerte alt, der lød anderledes end jysk.
-Foreløbig ser vi tiden an, han skal jo også have en chance. Og så havde han sutsko med til os alle sammen! Sådan nogle lavet af halm og høstbindegarn af hans mor. Så han vil os bestemt det bedste!
-Med Fonby er sagen noget anderledes. Han er her fra byen, bestyrer grillbaren hernede og har bare nogle matematik- og sløjdtimer. Det klarer han fint, blander sig ikke så meget. Jeg tror, eleverne respekterer ham meget.
-Frank fra sidste år har mange gode ideer, og han fører dem ud i livet. I ved, at han købte aktier sammen med sin klasse og faktisk tjente på dem. Ib var imod og forbød ham det, men det er nok ikke nogen ringe idé.
Bestyrelsen nikkede bifaldende, de var godt klar over, at undervisningen i den danske folkeskole bar præg af en lønmodtagerkultur og ikke en iværksætterkultur. Og det var uheldigt. Bestyrelsen var sammensat af uddeler, pensioneret skoleinspektør, en elektriker, en bondekone og en museumsleder.
Det duede bare ikke, at samtlige elever i den undervisningspligtige alder fik indprentet lønmodtagerfilosofi og aldrig hørte om det, der fik samfundets hjul til at køre, nemlig erhvervslivet. Og uden iværksættere med ideer og gåpåmod intet erhvervsliv. Og uden erhvervsliv ingen lønmodtagere. Ilse fremlagde klart problematikken.
Ilse roste også Frank for andre tiltag, hun kunne ikke lade være med at nævne hans forsøg på at lokke klassisk musik i ungerne og besøget i Esbjerg hos Vestjysk Symfoniorkester.
Hun sluttede af med en kort gennemgang af de øvrige ansatte, og herefter gik man over til at drøfte skolens økonomi.
Ilse fremlagde ideer til udvidelse af skolen, men bestyrelsen var betænkelig ved hendes forslag. Dels skulle der så flere elever ind, dels ville byggeriet blive dyrt, og oven i var det tvivlsomt, om det ville være til skolens fordel.
De sluttede aftenen af med at spise Fru Lunds højtbelagte smørrebrød, og Frederik sprang rundt og følte sig meget som vært. De andre kiggede en anelse undrende på ham, de kendte ham ikke på den måde. Sidste år var han noget mere tilbagelænet, men da var det selvfølgelig også Ib, der var forstander. Det så ud, som om Frederik Hulkenbjerg ville gøre alt for at tækkes Ilse Pahlgaard.
Man skulle næsten tro, at han var forelsket i hende.

Bagefter fulgtes flere af dem hjemad. De var enige om, at Ilse Pahlgaard havde gennemgået en forbavsende udvikling fra at være en nærmest selvudslettende kone bag Ib Pahlgaard til nu at fremstå markant som en myndig personlighed med udstråling.
Frederik Hulkenbjerg ventede, til han var den sidste og lod, som om han samlede sine papirer sammen. Ilse bar nogle af fadene ud i køkkenet, og Frederik tilbød at hjælpe på trods af hendes protester.
Herude tog han hende om skuldrene med begge hænder og kiggede hende i øjnene med mindst et øje:
-Ilse, jeg vil bare sige, at du er en fantastisk forstander. Og det synes vi alle!
Ilse takkede, men var noget utryg ved den omklamring. Frederik var et halvt hoved lavere end hende, og hun kunne ikke lade være med at se ned på ham på flere måder.
Han vedblev at holde ved hende.
-Hvis du nogensinde får brug for hjælp, så kom øjeblikkelig!
Det med hjælp fra Frederik kunne Ilse en lille historie om. Banken i Asgaard havde haft to røverier med kun en måneds mellemrum, og da den lå lige bag Brugsen, bad direktøren Frederik om hjælp. De aftalte, at hvis der var bankrøveri, skulle ekspedienten trykke på en knap under disken, hvorved en alarm i Brugsen blev aktiveret. Så var det meningen, at brugspersonalet skulle ringe og tilkalde politiet uset af forbryderen.
Systemet virkede upåklageligt ved generalprøven. Og en måned efter var der gevinst. En mand med elefanthue kom råbende og skrigende ind i banken viftende med en pistollignende genstand og forlangte penge. Ekspedienten var snarrådig og trykkede flere gange på alarmknappen. I Brugsen gik alarmen. Frederik Hulkenbjerg hørte den og stormede ud af butikken og over i banken, hvor han stående i indgangsdøren råbte hen til kassedamen:
-Sig mig engang, er I klar over, at I trykker på alarmknappen?
Efter den oplevelse opgav banken samarbejdet med Brugsen og Frederik Hulkenbjerg og fik en linje direkte til politiet i Vejen.

Nu stod han der med sit fedtede røde pomadehår tæt på Ilse, og hun var uklar på, hvad han egentlig var ude på. Hun var sikker på en ting: hun ville aldrig gå til ham, hvis hun havde brug for hjælp.
Aldrig. Aldrig.
Ilse rev sig venligt, men bestemt løs fra hans tag i skuldrene og med en forklaring om, at hun skulle hente resten på lærerværelset gik hun.
Frederik gik efter hende. Han stod lidt i døren og spærrede hende vejen:
-Jeg synes, du er så attraktiv en kvinde, så jeg håber da, at du ikke lige med det samme bliver gift igen og rejser!
Stod han der under dække af sit formandskab og lagde an på hende?
-Lægger du an på mig? Spurgte hun ham smilende med hænderne fulde af tallerkner.
Han rødmede, men vinkede afværgende og med få afskedsord skyndte han sig ud.

Da Ilse omsider ud på de små timer var hjemme igen, stod hun et øjeblik og spekulerede. Så gik hun ind på det lille kontor, der før var Ibs, og tog et par ringbind ned fra reolen. Hun var kommet i tanker om, at Ib i sin formandstid for Brugsen havde mumlet noget om ekstra arbejde til ham, fordi der var rod i lageret. Der havde været et alt for stort svind i forhold til den lille butik. Han var begyndt at forklare hende, hvor meget svind, der højst burde være med en bestemt omsætning, og at Brugsen i Asgaard havde overskredet dette tal betydeligt. Ilse gad på det tidspunkt ikke høre mere; der var andet, der var vigtigere for hende.
Nu begyndte hun at studere papirerne med noget større interesse og prøvede at finde ud af, hvad der egentlig skete efter Ibs opdagelse.
Tirsdag 22. august 1972

Advokat Ulrich Uhrwald havde på sit kontor i Esbjerg indkaldt til det møde, som endeligt skulle gøre boet op efter Ib. Han viste høfligt Ilse på plads i et lille sideværelse til kontoret og satte sig ned overfor efter at have budt på kaffe.
Han redegjorde for de forholdsvis få ejendele, som Ib efterlod sig. Tilligemed en enkepension, som hun ville få stor glæde af.
Så rømmede advokaten sig og kiggede lidt underligt på Ilse Pahlgaard.
-Der er lige noget, De skal vide. Jeg er nemlig også advokat efter boet tilhørende den herre, der var chauffør for Dem i Korskrokrydset!
Ilse spærrede øjnene op. Hun havde glemt alt om den 58-årige mand og havde for længst begravet ham. Med et dukkede alle møderne og minderne op til overfladen, og hendes øjne var ikke helt fri for at blive en smule fugtige.
-Han testamenterer Dem sin villa i Hjerting, forsikringspengene for Jaguaren samt en større sum i kontanter og obligationer. Der skulle være i omegnen af fem millioner. Hertil kommer en Jaguar mere, der holder i en garage her i byen. Jeg har arrangeret det sådan, at den bliver transporteret ud til villaen en af de nærmeste dage.
-Desuden ejer han to sommerhuse oppe nordpå, et i Fjerritslev og et i Houstrup ved Nymindegab.

Ilse holdt sig for munden. Det kom fuldstændig bag på hende. Hun var stået op her i morges i forvisningen om, at det var en rutinetirsdag.
-Jeg tror lige, jeg skal sunde mig lidt. Kan vi lige lave en pause?
Det, mente cand. jur. Ulrich Uhrwald godt, kunne lade sig gøre.

Hun kørte ud til Hjerting og parkerede langt fra villaen. Med bankende hjerte nærmede hun sig matriklen og låste sig ind. Den flotte entré med den specielle duft, nu en smule støvpræget. Ingen havde åbenbart været der, siden de forlod den for at tage den korte tur til Tønder i juni. Hun gik videre ind i stuen med en underlig tung fornemmelse. Der stod det chatol, han havde været så stolt af, fordi det havde tilhørt hans oldeforældre og derfor havde stor affektionsværdi. Det havde det stadig, dog nu med et anseligt støvlag.
Der var hans yndlingsstol, hvor han sad, når han ikke var beskæftiget med hende. Der havde han stået og lavet mad. Der, der, der. Måske havde han alligevel betydet mere for hende, end hun havde troet.
Langsomt gik hun rundt, tørrede støv af med en finger i en bordplade, stirrede tankefuldt på den sofa, hvor han havde givet hende så mange glæder. Han havde været så blid. Hun var lidt vemodig, faktisk rigtig tung i maven, måtte hun indrømme over for sig selv.
Hun satte sig ned og mærkede bare, at tårerne kom væltende ud af ingenting. Helt umotiveret. Længe sad hun og græd savnet ud. Så tørrede hun øjnene, rejste sig og kørte hjem.
Hele vejen tilbage fra Hjerting til advokaten tvang hun sig selv til at prøve at glemme følelserne ved at spekulere over de konsekvenser, denne arv pludselig fik for hende. Hun så sig selv i et helt andet lys; hun havde nu nogle økonomiske muligheder, hun ikke havde haft før.
Hun indså også, at hun blev nødt til at engagere en havemand til at holde øje med villa og have og bil. Øh, biler.

Tirsdag 29. august 1972

I Vestkysten havde Ilse indrykket en kontaktannonce under billet mærke, hvori hun søgte en altmuligmand med kørekort. Gerne enkemand uden bagtanker, skrev hun.
Midt på formiddagen dukkede posten op med et bjerg af henvendelser på annoncen. Det tog Ilse halvanden time at læse alle ansøgningerne igennem, men fandt til sidst et par stykker, der lød gode nok. Dem ringede hun til og aftalte et møde med.

Forbrugerorientering var foregået over to tirsdages aftener. Denne aften skulle hele holdet til Hvidding Statshospital, hvor Frank havde lavet en aftale om at besøge den lukkede kvindeafdeling.
Han havde på forhånd advaret eleverne og fortalt lidt om beboerne. Men det var noget værre, end selv han havde forestillet sig det.
De blev lukket ind i beboernes dagligstue og så, hvordan kvinderne sad, hang, gyngede frem og tilbage, hev i møblementet, hvordan nogle af dem skreg, hvordan nogle af dem lavede sære lyde og andre truede. Lige, da eleverne trådte ind, blev de så forskrækkede, at de forreste automatisk trådte lidt tilbage med store øjne.
-Ja, man skal nok lige vænne sig lidt til det her, mente en af plejerne, der viste dem rundt.
Frank trak vejret dybt og overvejede, om det her nu også var en god måde at lære om psykiske abnormiteter.
En af patienterne havde held til at gribe fat i Berits bluse, da hun gik forbi. Berit blev bleg, og en plejer fik patienten til at slippe. Men ikke uden konsekvenser. For patienten spyttede på Berit og ramte hende lige i ansigtet. Berit blev noget ked af det, og ude på badeværelset begyndte hun at græde.
Frank trøstede hende og var ærgerlig over, at det skulle ødelægge en forholdsvis god oplevelse, hvor de alle sandt for dyden fik syn for sagn.
Da de kørte hjemad, gik snakken livligt, og selv Berit tøede op og fortalte igen og igen om hende der patienten.
Onsdag 30. august 1972

Hans gik en sidste runde, inden han var sikker på, at alle elever enten sov eller var på vej til det. Det generede ham med det øre. Han skulle hele tiden sørge for at vende øret den rigtige vej, og alle andre måtte synes, at han vist var lidt mærkelig, fordi han drejede hovedet sådan.
En sidste tur på pigegangen. På det næstsidste værelse lå Birgit og Ulla. Birgit stillede ham mange spørgsmål om øret, og baggrunden for alle disse spørgsmål var hendes egne oplevelser med en veninde, der havde høreproblemer. Hans sad på sengen og hyggesnakkede en rum tid med de to. Men han rejste sig dog, da han så på uret: overraskende nok var der gået en halv time!
Han skyndte sig at sige godnat og ilede ned til sit vagtværelse. Han kunne ikke læse mere end fem minutter, før øjnene gled i, og han slukkede lyset og lagde sig til og faldt straks i søvn.
Han drømte, at han var ved at komme for sent i skole. Skoleklokken ringede allerede, åh nej, han måtte skynde sig. Halvvågen slog han dynen til side og hørte et vækkeur ringe et eller andet sted i værelset. Det var ikke det, der stod på bordet ved siden af sengen. Han tændte lyset og forsøgte at lokalisere det irriterende ringeri. Det kom fra bogreolen, det var han sikker på. Med bare fødder trampede han derover og gik frem og tilbage langs hylderne, men kunne bare ikke finde vækkeuret.
Så standsede det. Han åndede lettet op. Tænkte på, om en kollega havde glemt et. Men de havde jo dette, hvorfor så tage sit eget med?
Han lagde sig lidt mellemfornøjet igen og faldt ret hurtigt i søvn igen.
Klokken to ringede et vækkeur. Hans for op, denne gang ærgerlig og vred, for nu vidste han, at nogen holdt ham for nar. Han tændte lyset og forsøgte igen at finde vækkeuret. Denne gang lød det mere, som om det kom fra et af vægskabene med opgavehæfterne i. Han flåede dem op og fandt til sidst det formastelige vækkeur. Han gjorde det eneste rigtige, syntes han selv: Han knuste det mod gulvet i et enormt brag, åbnede vinduet ud mod gården og smed det ud. Sådan!
Inden han gik i seng igen, ledte han efter andre vækkeure. Han vidste godt, at elever var skånselsløse. Det havde han også selv været, da han gik på efterskole dengang i halvtredserne. Han huskede endnu, da et par af kammeraterne havde væddet om, hvem der turde sætte sig på gangen om natten og aflevere en puba der midt i det hele! Næste morgen var der blevet vild opstandelse. De var kun drenge på skolen der i vinterhalvåret, men forstanderinden var ligeglad med, at det kun var drengestreger og var blevet godt tosset og havde skældt dem ud i over en halv time.
Han søgte i over et kvarter, men kunne ikke finde flere. Omsider faldt han til ro og lukkede øjnene.
Præcis klokken tre kimede det tredje vækkeur. Hans for op og eksploderede. Han sprang ud på gangen og trykkede på klokken, den klokke der normalt fortalte eleverne, at nu skulle de enten til eller fra time eller til måltid eller til møde.
Natten var stadig forholdsvis sommerlys, men det var alligevel nødvendigt at tænde lys. Efterhånden vågnede flere og flere elever, og de fik søvndrukne noget tøj på og stimlede sammen nede i forhallen, hvor Hans skulende stod. Da han fornemmede, at de fleste elever var mødt, holdt han en dommedagsprædiken for dem. Forklarede dem, hvor træls det var at være på arbejde og ikke kunne få sin nattesøvn, fordi en eller anden stud havde placeret nogle vækkeure for at genere ham. Han opfordrede ikke direkte den eller de pågældende til at melde sig, men han lovede, at hvis han fandt ud af det, ville han tage vedkommende med ud i den mørke skov, læsse dem af og køre hjem igen, mens de kunne få lov at trave hjem i buldrende mørke!
Eleverne gabte, men ikke mange sagde ret meget. Den eller de skyldige havde ikke den store lyst til at melde sig.
Alle blev sendt i seng igen, og Hans gik til ro. Men ikke på vagtværelset. Han tog sin dyne med ind på lærerværelset og lagde sig der. Han var godt klar over, at de der vækkeure kunne fortsætte hele natten.
Inderst inde måtte han stiltiende indrømme, men kun over for sig selv, at det faktisk var en rigtig god practical joke. Bare ærgerligt, at det skulle gå ud over ham.

Ilse fandt ham næste morgen snorksovende lidt i otte.
Eleverne var selv gået ind til morgenmad, og den stakkels Hans havde intet hørt. Han havde jo heller ikke haft noget vækkeur.
Vagtværelset blev endevendt, og Valdemar fandt yderligere tre vækkeure sat til at vække med en times mellemrum. Hans lærte af den historie, at mange vækkeure ikke var ensbetydende med, at man kom op til tiden.
Fra den dag var vagtværelset låst af om dagen, når det ikke var i brug.
Fredag 1. september 1972

Paw flyttede ind på Pynten 10 sidst på eftermiddagen. De havde besluttet at spise sammen til aften. Frank købte svinekoteletter, og Paw havde lovet at lave sin ”special sauce”, der egentlig blot bestod i væske, tilsat margarine og mel og så alle de krydderier fra køkkenhylden, der tilfældigt stod der.
Som tak for den udstrakte hånd gav Paw ham et par af sin mors hjemmelavede sutsko. Frank viste ham, at han var meget glad for den gave. Selv om de var glatte på trægulvet i stuen og svinede på tæpperne i gangen og kløede på huden og lugtede lidt klemt og stod og dryssede derude ved det andet fodtøj. Frank havde nemlig allerede fået et par af ham, hvilket Paw øjensynligt havde glemt.
Snakken gik hyggeligt mellem dem, deres erfaringer fra seminariet blev blandet og sammenlignet, og mens Franks mest var hentet fra noget med piger og praktikken, var Paws overvejende fra krigsministeriet. Paw var fanatisk hjemmeværnsmand, og derfor kunne han snakke i timevis om haubitzere, AK47, håndvåben af enhver art, især hans egen M60er med kaliber 5,6 mm, der ganske vist var fra 1962, men besad en imponerende skydekraft, og alle de øvelser, som han havde deltaget i. Med den viden, som han havde om krig, burde det udelukkende være et spørgsmål om at fortælle russerne om Paw, så skulle de nok blive væk. Han og Gunnar Slagter lød til at være lokale chefer i Asgaards afdeling af Hjemmeværnet. Han talte meget begejstret om Gunnar.

Frank kunne ikke rigtig imponere ham med det, han havde oplevet. Da han fortalte om et foredrag med Hans Scherfig, hvor Scherfig havde givet ham et ark papir med de spørgsmål, der var kommet fra salen, vågnede han op. Det stykke papir ville han godt se. Frank havde for længst smidt det ud. Men han forklarede, at det var med den sirligste håndskrift og fyldt helt ud. Paw så tvivlende på ham, så Frank regnede ikke med, at han godtog den historie.
Søndag 3. september 1972

På Hjerting Strandhotel mødtes Ilse med en mand fra Donslund. Han var nylig skilt og ville gerne væk fra byen. Det ville passe ham udmærket at få dette job, og han snakkede frit løs. Hun kunne se på ham, at han næsten ikke kunne få øjnene væk fra hendes ben og bedømte ham til at være lidt for sulten efter andet end et job.
En halv time senere troppede den næste op, han kom fra Grindsted. Han var anderledes ydmyg og tilbageholdende. Ikke slesk, men ordentlig og så pæn og acceptabel ud. Han kunne blive en fin chauffør. Han var enkemand, først i 50´erne og håndværker.
Ilse havde tænkt længe over det med den der Jaguar. Hun kunne godt lide tanken om at sidde der på bagsædet og lade sig befordre. I det hele taget turde hun ikke rigtig indrømme over for sig selv, at kendskabet til den 58-årige mand havde sat sig dybere spor, end hun havde regnet med.
-De er klar over, at De både skal være havemand og passe haven og ejendomsfunktionær i huset, som skal passes både udvendigt og indvendigt og chauffør for mig, når jeg skal hentes og bringes eller blot køres et sted hen?
Rasmus Sørensen nikkede.
-Og jeg beder også om, at De står for anretning af mad, når jeg er på visit. Jeg kan se på Deres papirer, at De faktisk skulle være ganske god til at lave mad. Det glæder jeg mig til!
-Det er tanken, at jeg senere også vil ansætte en decideret stuepige, så De slipper for det indvendigt huslige.
Ilse snakkede løn og betingelser med ham. Da hun nævnte lønforslaget, spærrede han øjnene op. Det var mere, end han nogensinde havde tjent før. Så han accepterede straks beløbet.
-Til gengæld har jeg ingen opsigelsesfrist. Det betyder, at jeg kan afskedige Dem med to minutters varsel, De vil få løn præcis frem til det tidspunkt, hvorefter det bare er slut. Og pension må De selv udrede og spare op til.
Sørensen nikkede. Det var stadig enormt fordelagtigt.
-Om nøjagtig to timer vil jeg gerne se Dem på adressen her!
Hun gav ham en seddel på villaen og rejste sig. Han skyndte sig op og smilede:
-Jamen, så kommer jeg der!

Præcis to timer senere stod han uden for villaen. Ilse havde været der et stykke tid, hun ville trods alt godt have, at der så nogenlunde ud, når han nu skulle se det for første gang. Hun havde hentet friske blomster og stillet dem på bordet i den øverste stue, en anden buket stod på hans værelse. Hun lukkede fordøren op og bød ham indenfor.
-Du vil forhåbentlig kunne lide dit værelse, det er her lige ved siden af indgangsdøren med eget badeværelse til. Samtidig har du jo adgang til køkkenet hernede!
Sørensen så det og syntes straks godt om det. Han lagde lige mærke til, at hun var gået over til at være dus.
Det var et stort værelse med fin udsigt over vandet på trods af de store træer, der stod nederst i haven ud mod vejen.
De gik ovenpå, og Ilse viste rundt.
Øverst oppe kunne han ikke lade være med at udtrykke sin anerkendelse af udsigten. Den formidable stue gav kig langt ud over Ho Bugt og Skallingen og Vesterhavet bag det. Det elegante køkken bagerst betød nogle muligheder for selskabelighed, som almindelige mennesker kun kunne drømme om.
Hun pegede på en dør og gjorde ham opmærksom på, at det var hendes private boudoir, som han havde at holde sig fra.
Sørensen nikkede. Han skulle ikke nyde noget.
Men resten skulle han holde rent og ordentligt. Støvsugning, støvtørring, frisk vand til potteplanterne, frisk luft i værelserne med jævne mellemrum.
Så anbragte Ilse hænderne i siden, så på ham og sluttede rundvisningen:
-Og nu, kære Sørensen, ønsker jeg en tur i Jaguaren!
Han nikkede og gik forrest ned ad trappen og ud i carporten. Han stilede mod førersædet, men huskede så på, at han var chauffør. Derfor skyndte han sig om på den anden side og lukkede bagdøren op for hende. Så satte han sig ind på førersædet, indstillede det, og på Ilses anmodning tog han sig god tid til at indstille knapper, rat og andet, så det passede til ham.
Ilse smilede til ham i bakspejlet, ventede tålmodigt.
Han drejede nøglen, og bilen startede som et søm. Han satte gearvælgeren i R og bakkede langsomt ned ad indkørslen.
Ude på vejen drejede han mod Marbæk plantage og duvede lydløst af sted. Han nød virkelig denne bil. Ilse sad bagved og kiggede ud og slappede efterhånden af. Det skulle nok kunne nå sammen, det hele.
Efter endnu et stykke vej bad hun ham vende og køre hjem igen.
De aftalte, at pr. 1. oktober skulle han flytte ind og overtage pligterne.

Mandag 4. september 1972

Om aftenen begyndte de på den runde, som Ilse havde introduceret for dem. De ville besøge samtlige elever og disses forældre. Eleverne skulle først møde tirsdag formiddag, for ellers kunne de jo ikke være der, når lærerne kom.
Frank og Ilse og Paw besøgte flere familier denne aften. En af dem var Rikkes. En af lejlighederne i Grønlænderparken i Esbjerg var bolig for Rikkes mor og tre mindre søskende.
Frank hæftede sig ved moderen, og der kunne ikke være den mindste tvivl om, hvor Rikke havde sit imponerende brystparti fra. Han gloede så godt og diskret, som han nu kunne, men koncentrerede sig derefter om familiens forhold. Tidlig skilsmisse, elendige økonomiske vilkår og flere mindreårige søskende. Han fik helt ondt af moderen. Han vidste, at Rikke ikke havde så mange lommepenge, og derfor regnede han med, at de kun lige havde til øllet. Men hjemmet så pænt ud uden at være prangende. Rikkes far var for længst ude af billedet, og i de sidste 10 år havde Rikke ikke set ham. Rikke selv sad sød og smilende og var meget hjælpsom og spurgte hele tiden moderen, om der var mere at gøre. Moderen smilede tilbage og var øjensynligt glad for sin ældste datter. Hun serverede et flot kagebord med det glimt i øjet, som han også så hos Rikke.
Bagefter diskuterede de besøget. Frank kørte Amazonen. Paw sad alene der på bagsædet, fordi Ilse godt kendte til hans tilbøjeligheder med at være tæt på den, han snakkede med. Det passede nu Frank udmærket; han rørte af og til ved Ilses knæ, når han skulle skifte gear. Hun smilede hver gang til ham, og det var stort set det, han fik ud af den tur. Havde den irriterende Paw ikke været med, så…
Tirsdag 5. september 1972

Forbrugerorientering så ud til at være en stor succes. Besøget på Hvidding havde givet god reklame hos de andre elever, og Frank havde oplevet en sjældent set stor interesse hos de elever, der desværre ikke havde meldt sig til faget.
Til gengæld var de elever, der havde det, genstand for megen opmærksomhed. I dagene efter besøget var de nærmest blevet bombarderet med spørgsmål og henvendelser og tiggerier om at fortælle, hvordan det havde været.
Da de denne tirsdag aften igen skulle have faget, havde Frank tænkt sig, at de skulle beskæftige sig med emnet kommunikation. Fem minutter inde i timen var Berit stadig ikke kommet, så Frank blev en anelse irriteret.
Han aftalte med de øvrige elever, at de ville udføre et eksperiment, et psykologisk eksperiment med Berit. Alt, hvad hun sagde og gjorde, skulle være genstand for skepsis. Hun skulle føle, at ligegyldigt hvad hun kom med, var det bare ikke godt nok.
Da Berit endelig forpustet trådte ind i klasseværelset med en undskyldning, var opmærksomheden stor, og alle spillede deres roller. Frank sagde kort til hende, at en undskyldning slet ikke var nok, men gik så videre med sin undervisning.
Næste gang hun lukkede munden op, blev der helt stille. Straks derefter var der en, der modsagde hende og en anden, der nok mente, at han havde hørt det, der var klogere.
Tredje gang var lige efter. Hun rakte hånden op og havde et spørgsmål om den patient, der sådan havde overfuset hende. Men Frank afviste hende og sagde, at der jo var tilrettelagt et program for aftenen. Flere andre elever støttede ham og mente på forskellig måde, at hun var helt i skoven.
Allerede efter fem minutter havde Berit blanke øjne. Hun havde kønne, mørke øjne, men vandet pressede sig på, og Frank fik alligevel betænkeligheder, så han afbrød forsøget.
I det samme som han skulle til at sige noget om det, lagde Berit hovedet ned på armene og begyndte at græde.
Frank løftede hånden til de andre, og de trøstede hende og Hanne omfavnede hende, og alle ivrede efter at forklare hende det aftalte spil.
Berit snøftede videre, men et smil var på vej.
-Det er alligevel noget af det hårdeste, jeg har været ude for endnu! Sagde hun. De øvrige elever syntes, det var synd for hende, og Kaj mente ligefrem, at Frank måske var gået for vidt. Frank var overrasket over den vending, sagerne havde taget og forsvarede sig. Han var en anelse ked af, at Berit i den grad var ramt af deres ordboykot, og på den anden side glad for, at eksperimentet havde haft den store virkning.
Det fortalte han dem, og der var tilsyneladende enighed om, at den slags skulle man nok ikke gentage…

Senere sad han og Paw og hyggesnakkede. De rettede stile ved hver sit skrivebord, og når den ene fandt noget, der var sjovt, læste han det op for den anden, der så grinede højt og larmende. De to unge kolleger var i gang med at opbygge et fællesskab.
Paw var tilhænger af ordnede forhold over for russerne.
-Sovjetunionen bør nedlægges i morgen, mente han og foreslog, at hjemmeværnet stod for det praktiske.
-Når først amerikanerne har banket dem gule og blå, kommer Gunnar og jeg!

Når Paw skulle til hjemmeværnsmøde, eller hvad de nu kaldte det, var han i fuld uniform. Lige fra den rigtige kalot på hovedet over den grønne camouflagejakke og –bukser til militærstøvlerne.
Hvis man ikke vidste, at Paw havde humor, kunne man nemt blive bange for ham.
Han optrådte meget brøsigt, også over for eleverne. Når forældre kom på besøg, var han dog venlig, og man kunne se, at de trak sig baglæns, når han ivrede sig ind på dem. Han kunne ikke selv se det. Det lignede en vals.
Frank havde konstateret en anden dårlig vane med den gode Paw. I begyndelsen havde de skiftedes til at lave morgenmad. Men tilfældigt opdagede Frank, at Paw ikke vaskede hænder efter urinering.
Frank stod ude i gangen foran spejlet en morgen, hvor Paw gik ind og tissede larmende og plaskende. Så strøg han et par stykker toiletpapir og tørrede fingrene for tis, mens han spurgte Frank, om han skulle smøre den der ostemad til ham også.
-Nej tak, det…
Havde Frank svaret. Hvorfor sagde han ikke direkte til ham: -Sig mig engang, vasker du ikke hænder efter toiletbesøg?
Det var måske noget af det, de burde tage sig tid til i hjemmeværnet. Måske kunne det redde flere menneskeliv end hjemmeværnets samlede kampe mod fjendtlige nationer.
Onsdag 6. september 1972

Næste formiddag bad Ilse Frank lige kigge ind til sig. Elizabeth var der også.
-Pigerne fortæller, at du nok gik lidt over stregen med Berit i går aftes.
Hun så vred ud, men talte med normal neutral stemme.
-Vi skulle tale om emnet kommunikation, og Berit kom for sent. Derfor besluttede jeg, at hun skulle have en lærestreg.
-Det synes jeg ikke om, sagde Ilse. Stemmen var blevet en anelse skarpere.
-Jeg ønsker, at du behandler vore elever ordentligt og sådan, at vi til enhver tid kan forsvare vore handlinger over for deres forældre!
Frank følte sig som sidste år, hvor Pahlgaard og Ilse også havde nogle udfald mod ham, som en lille dreng, der fik skældud. Han protesterede:
-Jeg mener bestemt ikke, at jeg har udsat Berit for noget, der er værre end for eksempel at sidde på kontorets hårde kokostæppe iført tynde gymnastikbukser!
Den straf havde et par drenge fået af Pahlgaard. Frank vidste selvfølgelig ikke, om Ilse var klar over det.
-OK, så må du lære det. Jeg vil ikke have, at du udsætter elever for den slags forsøg fremover. Forstået?
Ilse lynede med de smukke øjne, men Frank havde ikke blik for dem lige nu. Han tav og forlod kontoret, dybt beskæmmet. Dels var han i tvivl om sin handlemåde over for Berit, dels var han i tvivl om Ilses handlemåde over for ham. Hvad var nu det?
Han kørte hjem på Pynten med tung mave. Livet var ikke en gave. Livet var en kampplads, hvor sarte sjæle som hans skulle kæmpe umanerligt meget for at vinde gehør. Og så havde han endda købt blomster til hende.
Han kunne også godt se, at etikken ikke var helt på plads. Han havde jo formået at få gjort Berit ked af det. Hvis man gør en ked af det, har man samtidig gjort hende fortræd.
Han spiste sin aftensmad, mens tankerne kværnede rundt i ham.
Der var heller ikke sket noget mellem ham og Ilse i henved tre uger.
Telefonen ringede.
-Har du ikke lyst til at komme forbi her efter kl. 21? Da er Anni i byen hos veninder.
Fra helvede og til paradis var der åbenbart ikke særlig langt. Ilses stemme var en fantastisk kommunikativ foranstaltning, der kunne veksle fra det vrede, sømandshårde sprog til den blideste sygeplejerskes kærlighedserklæring.
Frank kunne næsten ikke vente, til klokken blev 21.
Han gik op på skolen ad bagvejen. Alle lys var tændt og mørkningen så småt ved at indfinde sig. Da han nåede forstanderboligen, standsede han et øjeblik og sundede sig. Så ringede han på.
Ilse lukkede selv op. Smilende bød hun ham indenfor og tog hans jakke. Hun omfavnede ham og kyssede ham. Frank blev igen voldsomt ophidset og kunne ikke stå imod.
Længe stod de der i entreen tæt sammen, læberne trykket mod hinandens, og han mærkede, at nu var det tiden. Hun ledte ham videre ind i soveværelset, og her begyndte en aften, der skulle blive Franks indtil videre absolutte højdepunkt i elskovskarrieren. I mere end to timer lå de sammen i sengen. Indimellem hvilede de tæt sammenslynget, men ellers var der dømt interaktion mellem nøgne kroppe. Frank var så bedøvet af kærlighed, at han undervejs var totalt ligeglad med, om nogen hørte dem, eller om nogen kom ind, eller om taget faldt ned over dem…
Omsider var de begge helt og aldeles færdige. Udtømte for den sidste dråbe saft og således udtørrede fik de styr på sig selv, tøjet på og havnede inde i stuen til et stille glas eftervin.
Frank var så opslugt af smukke Ilse, at han rent ud glemte dagens begivenhed på kontoret.
Hun gjorde ham opmærksom på det og gentog:
-Frank, du skal behandle eleverne ordentlig! Og så må jeg indrømme, at jeg ikke lagde fingrene imellem. For ingen, hverken Elizabeth eller andre, skal nogensinde opdage, at vi to også har andre følelser for hinanden end chef og undersåt!
Han smilede til hende og var helt enig. Tog hendes ansigt mellem sine hænder og kyssede hende igen. Nød det og dvælede læberne mod hendes, lod tungen akkompagnere dette uforglemmelige øjeblik, var så helt og aldeles i en anden verden.
Da han senere stod i entreen for at gå, undslap der ham kun et:
-Jeg håber, vi ses næste gang på Pynten 10! Jeg vil gerne gøre gengæld!
-Godnat, du store mand! Smilede hun til ham og lod hånden kærtegne ham i skridtet.
Hun lukkede træt, dejlig træt, døren efter ham efter at have kysset ham farvel derude på trappen og gik i seng. Lige efter kom Anni hjem, bankede på døren ind til Ilses soveværelse og stak hovedet ind:
-Skal jeg hjælpe med noget i aften?
-Nej, i aften er det vist ikke nødvendigt, men du må gerne komme ind og vække mig i morgen, som du plejer, mente Ilse, gabte og strakte sig dovent.
-Jeg vil for øvrigt gerne have kaffe på sengen i morgen tidlig. Skal vi sige klokken syv? Husk det blødkogte æg, hverken for lidt eller for meget. -Husk også lige køkkenet, inden du gå til ro. Jeg tror ikke, du nåede det i dag! –God nat!
Fredag 8. september 1972

Afstemningen i folketinget om medlemskab af EF fandt sted for åbne mikrofoner, men Ilse slukkede radioen og tog Anni med en tur til Esbjerg fredag. Hun nød at gå strøgtur ned ad Kongensgade med alle JA og NEJ-plakaterne og besøge de forretninger, hun gad. Anni havde fået lov at ønske sig en ting, og de gik og fortalte hinanden, hvad de kunne tænke sig. Ilse kom igen til at tænke på den der følelse af at kunne købe, hvad hun havde lyst til. Hun følte det som en parameter til magt, der kunne gøre hende helt hed i kinderne.
Hun havde haft flere møder med advokaten og havde investeret de mange millioner i obligationer og sat en mindre, men efter normale forhold ret betydelig sum ind på en almindelig checkkonto.

Hen under aften efter at have fået købt et par ting og fået spist lidt mad på en café kørte de videre mod Hjerting. Det var stadig lyst.
Ilse kørte langsomt og parkerede bilen uden for villaen. De gik en tur ned til vandet.
Ilse kiggede længe op mod huset, der lå så fornemt tilbagetrukket og forladt hin søndag i juni og stort set uberørt siden. Hun fik et lille hjertestik.
De kørte hjem igen.
Anni ordnede de sidste ting i køkkenet, mens Ilse tog natkjole på og en slåbrok og læste lidt avis. Det var vist sådan, en rigtig forstander skulle være. Da Anni kom tilbage, lagde Ilse avisen fra sig:
-Jeg tror, jeg skal have mine trætte fødder i varmt vand. Kan du sørge for fodsalt og varmt vand, håndklæde og fodfil?
Anni hentede straks tingene, dog en anelse langsommere end vanligt. Hun var heller ikke helt fri for at være noget træt. Hun placerede fadet med det varme vand på et par aviser, tog fodfilen og satte sig på hug foran Ilse.
-Ja, det er mest hælene, jeg tror, de trænger! Mente Ilse.
Anni startede med den højre fod. Hun lagde den på sit lår og filede forsigtigt på hælen. Imens læste Ilse videre. Derpå skiftede Anni til den anden fod, og da den også var færdig, stillede hun vaskefadet under Ilses fødder og anbragte dem forsigtigt i det varme vand.
-Ah, sagde Ilse. –Det er godt!
Hun mærkede varmen trænge ind i hver en fure. Anni ryddede fil og sæbe op og gik ud i badeværelset med det.
-Gider du lige ordne min seng?
Hun hørte med tilfredshed Anni slå dynen til side, banke hovedpuderne og lufte ud.
-Så må du godt tørre mine fødder!
Ilse var en hård arbejdsgiver.
Anni tog håndklædet og tørrede omhyggeligt Ilses fødder blidt, forsigtigt og sådan lidt henholdende, som om hun ville være helt sikker på, at de nu også var tørre.
Hun fjernede fadet, aviserne og håndklædet.
Anni tændte læselyset over sengen i Ilses soveværelse. Derpå lagde hun det tøj frem, som Ilse havde bestilt til næste morgen. Ilse kom ind, og Anni tog hendes slåbrok af og hængte den på plads.
Anni blev stående lidt. Ilse lagde sig i sengen og bankede dynen omkring sig:
-Ville du noget?
-Jeg er faktisk noget træt. Jeg synes, jeg har knoklet hele dagen. Er det sådan, at vi kan snakke lidt om min løn? Bad hun.
-Jeg synes, du får rigeligt. Men jeg vil da ikke afvise, at vi senere kan se på det, hvis du opper dig og virkelig yder en indsats…
-Jeg synes, du har gjort det godt i den senere tid, så lad os vende tilbage til lønspørgsmålet i næste uge, mildnede Ilse sine ord.
-Og nu vil jeg have ro. God nat!
Hun lagde sig om på siden og begyndte at læse i sin bog. Anni samlede Ilses strømper, trusser, trøjer og bukser sammen og tog det med sig, idet hun lige slog med hovedet og efterabede et syrligt ”go´nat”, da hun gik. Ilse hverken så eller hørte det.
Da hun var færdig med de sidste ting, kunne hun endelig gå i seng.

Lørdag 9. september 1972

Ilse gav Anni en indkøbsseddel med ned i Brugsen. Selv tog hun nogle haveredskaber frem og ordnede bedene ved huset. Det var længe siden, og de trængte meget. Egentlig havde hun en aftale med Valdemar, men han kunne ikke nå det hele.

Anni kom tilbage og var lidt stor i hovedet. Brugsuddeleren havde spurgt til Ilse og havde været meget venlig over for Anni. Han havde stukket hende en stor plade chokolade og bedt hende om at tage den med hjem til familien. Han havde også fundet en flaske vin, som han sagde, at han ville forære ”forstanderen”.
Det var et nyt tiltag fra hans side, og både Anni og Ilse måtte ryste lidt på hovedet af disse gaver. Hvad var formålet med dem?
Anni mente også, at han var en gammel gris. Han kiggede altid så underligt på hende.
Ilse ringede til ham, takkede for gaverne, men gjorde venligt opmærksom på, at hun ikke var meget for at modtage gaver fra bestyrelsesformanden.
-Det skal du ikke tænke på, sagde han smiskende. –Du har fortjent lidt ekstra. Det er ikke altid lige nemt at være forstander på den skole!
Det var selvfølgelig rigtig nok. Hun måtte forklare sig lidt bedre:
-Men jeg ønsker ikke at modtage gaver, for det er ikke mig, der alene arbejder her! Alle gør et godt stykke arbejde!
-Du er den kønneste, Ilse.
Frederik lo, som om det var en vittighed. Ilse var ilde berørt. Hun frabad sig i hvert fald fremover sådanne gaver.
Mandag 11. september 1972

Paw tog sin taske og gik til time. Første time havde budt på en dårlig stemning sådan en mandag morgen, og nu håbede han på, at humøret hos eleverne var blevet bedre. Han tænkte på, om et par friske hjemmeværnshistorier godt med blod og overlevelse fra det Fyn, han kom fra, kunne hjælpe på disse frække unger fra Esbjerg, Silkeborg og Kolding, og hvor de ellers boede.
Han havde været hjemme hos sin mor her i weekenden og havde fortalt hende om skolen. Der var både gode og mindre heldige sider ved stillingen, men foreløbig var han fortrøstningsfuld. Moderen mente nu også, at han med den eksamen burde have anderledes ordentlige vilkår. Hun talte om, at børnene måske heller ikke var så nemme, når de var så adfærdsvanskelige.
-Det er godt, du ikke kommer fra sådan et hjem, Paw!
Det var Paw enig med hende i. Hun havde lavet flere hjemmesko af siv og høstbindegarn til ham og hans kolleger, hun benyttede en teknik, så det ikke tog meget mere end en times tid pr. par. Paw udvalgte nøje de kolleger, der skulle have denne gang og de kolleger, der ikke skulle have. Blandt de sidste hørte Ilse Pahlgaard. Og han syntes egentlig heller ikke, Frank havde støttet ham så forfærdelig meget på det sidste, så han skulle heller ikke have. Men Gunnar og hans kone, de var sikre aftagere.

Da han trådte ind i klassen, nåede han lige at registrere, at der var helt ro derinde, fordi Ilse Pahlgaard stod oppe ved katedret.
-Hvis det er sådan, at I fremover har svært ved at opføre jer ordentlig, vil jeg gerne hjælpe jer.
Ilse talte med en helt almindelig stemme, og eleverne sad helt stille.
-Ja, Paw, jeg hørte larm herindefra, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gå ind og se, hvad der var galt. Men nu tror jeg, at jeg kan gå igen, når du tager over her fem minutter inde i timen!
Ilse nikkede til ham og skred ud af døren. Hendes hårde hæle på skoene lød militærisk og efterlod ikke tvivl om hendes vilje.
Eleverne åndede lettet op og så op på Paw:
-Hold kæft, da var det lige ved at gå galt!
Efter timen, der gik betydeligt bedre, stod Ilse i døren til klasseværelset.
-Paw.. må jeg lige tale lidt med dig?
Paw gik efter hende og hendes vuggende bagdel, som han under andre omstændigheder ville have underkastet et interesseret eftersyn. Inde på kontoret satte hun sig, mens hans øjne forgæves ledte efter en stol. Elizabeth var ikke kommet endnu, men han turde ikke lige sætte sig i hendes. Så han stod ret op og ned foran Ilse Pahlgaard, der åbenbart ikke mente, at han skulle sidde ned.

-Selv om du har en rigtig god lærereksamen, skal du først til at lære at undervise nu og at komme til tiden. Du skal lære, hvordan man tackler de unge mennesker, og du skal frem for alt finde ud af de stærke og de svage sider, du har.
-Det, det er jeg sådan set klar over…
-Du er ikke klar over det endnu, nej.
Ilses stemme savede hans over på et splitsekund.
-Du er selvfølgelig ny og uerfaren. Derfor forlanger jeg også, at du lytter meget til andre mere erfarne kolleger og mig. Jeg synes, du taler lidt for meget. Forstået på den måde at du bruger mange ord på at sige det, du vil sige. Det bryder elever sig ikke om.
-Jeg er da vant til at tale til andre og med andre, og virkeligheden kan ikke altid gøres kort og kontant.
-Virkeligheden for vore elever er at skulle forstå dig. Hvis du bruger mange ord for at udtrykke forholdsvis lidt, står de af. Og du bliver blot en af mange lærere i rækken, der ikke siger dem noget som helst. De står så af ved at larme.
-Jeg tror, at..
-Så jeg beder dig om at lære at udtrykke dig mere kortfattet. Især når du underviser. Ellers synes jeg, du gør det godt. Du er engageret i de unge mennesker og vil gerne gøre en god indsats. Bliv ved med det! Husk så, at elever ikke synes, det er ulejligheden værd at komme til tiden, hvis læreren ikke gør det..!
-Jeg ville egentlig…
-Ja tak, så var der ikke mere.
Med de ord fejede Ilse ham ud af kontoret, og lettere såret på sin unge undervisersjæl listede han sig ind på lærerværelset og faldt ned i stolen ved siden af Frank.
-Hold kæft, hende forstander Ilse er godt nok en dame! Jeg har lige fået en skideballe, fordi ungerne larmede lidt i frikvarteret. Og så belærte hun mig om, hvordan jeg skal tale. Hø, hø!
Frank stirrede bredt smilende til ham.
-Ja, det var måske ikke nogen dårlig ide.

 

Det ringede på døren. Udenfor stod et bud med en stor buket blomster. Ilse kiggede forbavset på ham og på blomsterne. Så kvitterede hun for dem og tog dem med ind.
Blomster fra hvem dog?
Hun tog plastikopsatsen af og fandt et lille kort med en skrift, hun efterhånden kendte:
”Modtag denne lille buket som tegn på den beundring, jeg føler for dig! Frederik Hulkenbjerg”. Ilse måtte læse den flere gange. Den formand, den formand! Hvad i alverden var han ude på? Hun overvejede lidt, men tog så blomsterbuketten og sin frakke og spadserede en tur ned gennem byen. Det her måtte have en ende.
Det gjorde godt at komme udenfor, og hun var fornøjet med at aflægge Frederik Hulkenbjerg et besøg. Hun vidste, at Kathrine var alene hjemme, fordi Frederik naturligvis var i Brugsen. Om mandagen var der altid større vareforsyninger, og Frederiks tilstedeværelse var nødvendig.
Hun ringede på og efter nogen tid dukkede Kathrine frem med favnen fuld af rengøringsklude:
-Ja? Sagde hun forbavset, da hun så Ilse Pahlgaard stå der.
-Jeg tror, at Frederik har sendt disse til en forkert adresse, mente Ilse og overrakte hende buketten. Kathrine stirrede på dem.
-Vil du ikke med ind og have en kop kaffe? Spurgte hun.
-Nej tak, du. Jeg har en masse arbejde endnu, inden jeg kan holde fyraften. Hils Frederik fra mig og sig, at det da var sødt af ham, men de var nok fejlafleveret!
-Det skal jeg nok.
Men Kathrine havde for mange rynkede bryn til, at der ventede Frederik en dejlig velkomst.
Tirsdag 12. september 1972

Op ad formiddagen ringede telefonen på kontoret.
-Et øjeblik, sagde Elizabeth og gav røret til Ilse:
-Det er formanden, hviskede hun.
-Jeg er dybt krænket! Startede Frederik Hulkenbjerg med at udstøde. Hans stemme var hakkende og stammende, og Ilse hørte tydeligt, at han havde vejrtrækningsproblemer.
-Jeg er så krænket. Jeg sender dig blomster som tak for din indsats, og så tillader du dig at komme herned og aflevere dem til min kone.
-Ja, men kære Frederik! Smilede Ilse. –Hun fortjener dem da meget mere end jeg! Jeg synes, jeg for kun tre dage siden har givet udtryk for, at jeg ikke ønsker den slags opmærksomhed omkring min person. Herregud, jeg udfører et stykke arbejde som du og Elizabeth og de fleste andre! Forstod du ikke, at det var det, jeg prøvede at fortælle dig i telefonen?
Frederik blev ved. Det var tydeligt, at han var fornærmet, meget fornærmet. Og Ilse kunne for en gangs skyld høre, at han var oprigtig vred og ikke spillede skuespil som ellers.
-Jeg er bange for, at det her får nogle konsekvenser, sluttede Frederik sin svada.

Paw havde vagten og søgte faktisk at formulere sig mere kortfattet, end han plejede. Hele dagen havde han været meget opmærksom på tiderne, og der var ikke noget at komme efter.
Da eleverne var lagt i seng, gik han sin runde og sagde godnat på hvert enkelt værelse.
Tilfreds med sig selv og sin pædagogiske indsats endte han på vagtværelset, fik børstet tænder og redt op og lagde sig så til at læse.
Nede i redskabsrummet til gymnastiksalen var Kurt og Rikke i mellemtiden gået i gang med lidt aftengymnastik. Der var øvelser med stræk og bøj, øvelser med gentagelser, øvelser på gulv. Der var også øvelser hentet fra førstehjælp, nemlig mund til mund-metoden, og nu var de i programmet nået til øvelser på plint. Rikke lå på ryggen på plinten, og Kurt mente nok, at han af hensyn til brysternes størrelse burde ligge og holde fast i dem, så de ikke faldt ned på hver sin side af plinten, mens han lå oven på hende og udførte bækkenbundsøvelser. Det var dejligt at lave gymnastik helt uden tøj.
Det hyggede de sig rigtigt længe med. Til sidst kunne Kurt ikke længere. Han var i dårlig form og kom let til at svede og blive forpustet. Han udstødte en serie støn og suk og mente nok, at det nu måtte være slut med gymnastikken.

Kurt tissede bagefter, som han plejede, i den store krukke med efeuen i, der stod i det ene hjørne. Og smågrinede lidt ved tanken om Valdemar, der simpelthen ikke kunne forstå, hvorfra den lugt kom, når han gik og vaskede gulv nede i salen.
Kurt syntes også, at det var rigtig sjovt, når Rikke fik lov at styre vandhanen. Det lykkedes hende så at sige aldrig at holde den helt rolig, hvorfor der som regel kom tis ved siden af krukken.
De var ikke helt sikre på, om det var tilladt at dyrke gymnastik så sent på aftenen, så derfor listede de for en sikkerheds skyld ud af gymnastiksalen ad hver sin vej. Rikke op af trappen til pigegangen og forsigtigt forbi vagtværelset hvorfra en heftig snorken trængte ud, og hun endte oppe på sit værelse, lidt, men behagelig øm i kroppen oven på al den gymnastik.
Kurt listede ud på brandtrappen og for enden af gavlen gik han forsigtigt op af trappen til drengegangen og lukkede sig ind. Han lukkede døren. Inde på værelset fik han tøjet af, og efter en lille tur på badeværelset gik han dejligt afslappet i seng og sov snart sødt med et tilfreds smil om munden.
Gymnastik var sundt for både krop og sjæl. Ingen tvivl om det.
Torsdag 14. september 1972

Morgenerne var for Ilse afslappede. Anni sørgede for lidt af hvert, lavede morgenmad til Ilse, redte senge, luftede ud og i øvrigt arbejdede med småt og stort.
Ilse holdt hende hele tiden for øje, at når hun var ude af huset, kunne Anni slappe af. Derfor skulle hun arbejde så meget desto hårdere, så længe Ilse var der.
Hun lå lidt og spekulerede på det, Valdemar havde sagt i går. For tredje gang i den korte tid, skoleåret havde været i gang, havde han bemærket en ram lugt af urin i gymnastiksalen. Hans teori var, at der måtte være en kat eller et andet dyr, der holdt til dernede. Men problemet var selvfølgelig, at der ikke var fundet en åbning ind til salen udefra. Så hvorfra kom urinen så?
Ilse havde nu en anelse om, at det nok snarere var elever, der var på spil.

Efter 10-pausen var Ilse et smut nede i Brugsen. Tilfældigt stødte hun ind i Frederik, der var ved at lægge varer på hylden.
Han så sur ud, da han fik øje på hende.
-Dav, Frederik, sagde hun smilende til ham og var lige ved at spørge, om Kathrine kunne lide blomsterne. Og tænkte inderst inde: Læg dig ned, din lille orm, og bed om tilgivelse! Tilgivelse for alle de gange, hvor du har snydt kunder og solgt brød, der var for gammel, udgåede artikler og varer, der skulle forestille at være nye. Pludselig kunne Ilse se Frederik i det lys: Han var brændt varm på hende og derfor var han halset rundt som en anden skødehund! Det gad hun bare ikke. Ikke med ham.
-Er der gang i forretningen, spurgte hun for dog at sige noget.
Men Frederik Hulkenbjerg mumlede bare et eller andet og fjernede sig hastigt med en eller anden dum undskyldning. Ilse glemte ham hurtigt.

I valgfagstimen over middag skulle 10. klasse have seksualundervisning.
Først stod Bente og demonstrerede kondomer og anden beskyttelse, herunder p-pillerne, dernæst viste Hans forskellige plancher med gennemskårne kønsdele og forklarede processerne.
De talte om pornoen, og eleverne fik atter engang historien om den konservative minister, der havde været frisindet nok til at foreslå et folketingsflertal at frigive pornografien.
De gjorde det en kende mekanisk, og eleverne tog det hele i stiv arm. Nogle af dem sad og læste i de ”Weekend-Sex”-blade, som lærerne havde uddelt, mens andre forsøgte at lade, som om de sov.
Til sidst vistes en film fra Statens Filmcentral om det dejlige, men vidunderligt komplicerede seksualliv. Der var mørkt inde i lokalet. På bagerste række uden for 16-mm apparatets projektørlys sad Kurt med Rikke på skødet. Hun sad med ryggen til ham og lænede sig frem på stolerækken foran sig.
Det var lidt besværligt. Men Kurt havde overtalt Rikke til, at de skulle eksperimentere, og ingen skulle have mistanke til det, de havde gang i. Ikke engang Bente, der havde sine egne problemer at slås med og derfor ikke så meget af filmen eller eleverne. Kurt og Rikke havde prøvet det til en åndssvag midnatsfilm i Kosmorama. Der havde overhovedet ikke været problemer der på sidste række. Der sad en fire-fem mennesker længere fremme i salen, og de bemærkede intet. De kunne forlade biografen vel tilfredse.
Kurt havde fat i en så stor del af Rikkes brystparti, som han kunne holde om med sine hænder og skulle lige til at lyne bukserne ned og gøre sin indsats, da filmen knækkede. Hastigt måtte han trække sig tilbage, mens han højlydt brokkede sig over sådan en lortefilm.
-Sæt dig over på din egen stol, Rikke, kommanderede Hans.
Rikke rejste sig modvilligt, og Kurt dækkede med jakken, så ingen kunne afsløre hans ophidsede tilstand.
Han var lidt ærgerlig over at blive afbrudt.

Samme aften listede Ilse ned i gymnastiksalen kort før klokken 21 og satte sig i redskabsrummet. Hun havde taget en termo-kande med, for det kunne blive en lang aften. Hun drak en del kaffe i den næste times tid. Efter næsten halvanden time begyndte hun så småt at fortryde, at hun havde spildt en aften på denne måde.
Da hun rejste sig og børstede støv af kjolen, hørte hun dem. Hurtigt satte hun sig ned bag den store springmåtte, der stod sammenrullet allerbagerst. Der lå flere mindre springmåtter, så hun fik et rimeligt blødt leje. Det var også nødvendigt. For hun blev nu vidne til Kurt og Rikkes færdigheder på en måde, hun ikke havde turdet forestillet sig. De gik hviskende til værks. Men det lød, som om de var vant til det der. Ilse hørte den velkendte, rytmiske samlejelyd, og hun kom i tvivl om, hvornår det rigtige øjeblik indtraf for indgriben. Hun kunne dog ikke få sig til at afbryde dem før tiden og valgte så at overhøre resten af seancen. Desuden ville hun godt lige have bekræftet, om det kunne være dem, der urinerede i blomsterkummen.
Det tog lang tid, og Ilse følte sig lidt dum ved at sidde der og overhøre akten. Kurt havde nogle interessante lyde, mens Rikke stønnede i regelmæssig trefjerdedels takt.
Il grande finale derinde på plinten kom endelig, og til sin store forbløffelse hørte hun dem derefter gå hen til krukken, hvor Kurt tissede under megen fnis og støj, fordi Rikke åbenbart skulle holde den for ham imens.
Hun hørte dem også grinende tørre sig i sceneforhænget og blev mere og mere vred. Det var både uhørt, uforskammet og ude af proportioner med de to.
Hun havde fået nok og rejste sig op, da de i det samme listede ud. Rikke gik ud af indgangsdøren, og Ilse gik forsigtigt efter Kurt hen til nødudgangen. Hun satte i løb, åbnede døren lydløst og hørte ham på vej op ad brandtrappen til drengegangen.
-Nå sådan, tænkte hun.
Hun satte efter ham, mens hun råbte så højt, hun kunne:
-Kom her!
Kurt fik et chok over at høre Ilse Pahlgaards stemme, og i sin hast med at få døren til gangen op, skred han ud med det ene ben og faldt. Benet kom i klemme under gelænderet, der var sat op, for at eleverne ikke skulle komme til skade.
Her lå Kurt hjælpeløs på maven trods alle sine talenter. Han kunne hverken rejse sig eller vende sig. Ilse gik op til ham.
-Av, av, klagede han. Benet sad underligt skævt, og han havde ondt. Han var ude af stand til at røre sig. Hun prøvede at få ham vendt, men han ømmede sig, så det var umuligt.
-Ved du hvad? Vi må ringe efter en ambulance, så du kan få det der ben flikket ordentlig sammen. Ilse blev alligevel stående lidt og betragtede den klagende dreng. Der hørtes ikke en lyd indefra. Ingen var vågnet over hans rabalder.
Kurt kiggede til siden, hvad lavede hun? Skulle hun ikke ringe efter den ambulance?
Hun løftede op i kjolen, hev trusserne lidt ned og satte sig på hug ned over hans nakke. Der gik et øjeblik, inden Kurt forstod, hvad der skete. Han troede først, at Fru Pahlgaard ville hjælpe ham, så hørte han lyden af – og mærkede – en varm væske, der plaskede ham i håret og ned ad nakken, og endelig hjalp hjernen ham med lugte- og følesans at begribe, hvad det var.
Ilse tissede al den kaffe, hun havde siddet og drukket dernede i det mørke redskabsrum, lige ned i hovedet på den i mere end en forstand ramte Kurt.
Da hun omsider var færdig, rystede hun sig let for at få de sidste dråber ud, tørrede sig mellem benene med den trøje, Kurt havde på, rejste sig og ordnede sit tøj.
-Sådan. Så regner jeg da med, at du har tisset i blomsterkummen for sidste gang, for nu ved du, hvordan det lugter.
-Det andet taler vi om, når du kommer tilbage fra sygehuset!
Kurt sagde bare av og åh og stønnede af smerte.
Så gik hun ned på kontoret og ringede efter en ambulance.
Hun vækkede Paw og satte ham ind i situationen. Han måtte køre med på sygehuset i Brørup.
Paw ledte ambulancefolkene om i haven for at hente Kurt.
Paw syntes, der var en fæl urinlugt ved Kurt. Han spurgte ham, hvor den kvalme lugt kom fra, men Kurt ville af en eller anden grund slet ikke snakke med ham.
Fredag 15. september 1972

Rikke var ikke ret stor, da Ilse kaldte hende ind næste morgen. Hun var ikke helt klar over, hvad Fru Pahlgaard egentlig ville hende. Kendte hun til hendes og Kurts eskapader i gymnastiksalen?
Hun stod forlegen med røde kinder med hænderne foldede foran og bed sig lidt i læben, mens hun forsøgte at undgå Ilse Pahlgaards blik.
Fru Pahlgaard havde kort omtalt Kurt til morgensamlingen, men nøjedes med at forklare, hvordan han var kommet til skade og nu lå på Brørup Sygehus.

-Hvad har du at sige til dit forsvar? Skar forstanderens stemme gennem det i øvrigt mennesketomme kontor.
-Det ved jeg ikke..
Rikke tænkte, så det knagede. Ilse Pahlgaard vidste åbenbart noget.
-Der er sådan set kun én reaktion på jeres fuldstændigt uacceptable opførsel.
Rikke nikkede, mens hendes øjne fyldtes med tårer.
-Jeg vil under ingen omstændigheder tolerere, at I har sex på skolen, og det ved du udmærket! Det talte vi i øvrigt også om hos din mor!
Rikke nikkede. Hvor i alverden vidste hun nu det fra? Hun måtte have set eller hørt det i går aftes.
-Jeg sagde også til Kurt, hvorfor vi ikke kunne vente til weekenden, der har vi jo så tit…
-Ikke nok med det. At Kurt bevidst med vilje tisser i blomsterkummen i salen, hvordan vil du forklare det?
-Han sagde, at det jo var for sjov kun.
-Og det sjove bestod meget i, at du skulle holde og styre, er det ikke korrekt?
Rikke nikkede. Nu kunne det nok ikke blive værre. Hvorfra vidste hun det?
-Og I tillader jer at tørre jeres kønsorganer i vores scenetæppe!
-Jeg vil tale med jer om det, når Kurt vender tilbage fra sygehuset. Jeg forstår, at han har brækket noget nede i foden, og at han sandsynligvis kommer tilbage i løbet af næste uge. Der tales vi ved. Og jeg kan godt sige dig, Rikke-
Ilse rejste sig og stillede sig helt hen til pigen, der var et hoved lavere.
-Hvis du så meget som løfter et af dine charmerende øjenbryn, ringer jeg øjeblikkeligt til din mor og beder hende om at hente dig. Har du forstået?
Rikke blegnede, hun vidste godt, at den var gal.
-Jeg er så ked af det, sagde hun og begyndt at græde.
Ilse vidste godt, at hvis Rikke blev sendt hjem, kunne der ske lidt af hvert. Og Rikke ville blive anbragt i den almindelige folkeskole, hvor hun netop kom fra, fordi hun havde så mange vanskeligheder og konflikter der. Med Kurt var det lidt anderledes, han var bare en gadedreng.
Rikke kiggede grædende op på Fru Pahlgaard:
-Han vil hele tiden, og jeg vil jo gerne have en kæreste. Det er så flovt. Fru Pahlgaard, kan jeg ikke få en chance?
Ilse stod vredt med den ene hånd på hoften.
Rikke tog hendes anden hånd og lagde sig på knæ foran hende:
-Fru Pahlgaard, giv mig en chance, tryglede hun, mens hun tog hendes hånd og kiggede bedende op.
Ilse så ned på hende.
-Du skulle have en ordentlig endefuld. Skrid så med dig!
Ilse trak sin hånd til sig, smækkede Rikke en på siden af hovedet, vendte sig om og satte sig igen til at arbejde ved skrivebordet.

Frank havde fået brev fra banken om at indfinde sig til det årlige tjek. Han var derfor ikke til stede i 10-pausen, hvor Ilse redegjorde for Kurt og Rikkes overtrædelser af reglerne.
Han sad tværtimod og måtte se i øjnene, at hans forbrug havde været en anelse for stort i den senere tid, og banken ville foreslå ham at få oprettet en kassekredit, da de havde noteret, at hans økonomi var præget af en vis uensartethed.
Han talte med en yngre og ganske køn bankassistent. Dorrit, som hun hed, var forholdsvis ny og spurgte ham derfor noget ud om hans arbejde på skolen og huset på Pynten. Han svarede beredvilligt, og hun foreslog så kassekreditten som midlet, der kunne samle det hele. Han accepterede straks, og mens hun fik udarbejdet papirerne, sad han bare der og iagttog hende og opdagede, at hun faktisk var ret veldrejet. En bankassistent, der var veldrejet og oven i købet sød?! Han skrev under og skød dokumentet tilbage til hende og kiggede hende ind i øjnene og sagde:
-Nu har du hørt så meget fra mig, hvad med at få lidt informationer om dig, du er jo åbenbart blevet min kontakt her i banken?
Dorrit blev en anelse rødere i ansigtet, men kun så meget at det klædte hende.
-Der er såmænd ikke så meget at sige. Men jeg har da fri kl. 16, så kunne vi drikke en øl derovre, hvis du har lyst?
Hun pegede over på bodegaen på den anden side af gaden.
Frank var nu mere end overrasket. Det havde han alligevel aldrig været ude for før. Så han slog straks til og glædede sig.

På skolen var der dystre miner. De tilstedeværende lærere mente alle som en, at der ikke skulle være nåde for de to.
Ilse lagde ud:
-Jeg mener, vi skal vente, til Kurt er tilbage. Det er dårlig pædagogik at sætte to hjemsendelser i gang uden at sove på det.
Hasager replicerede:
-Jeg synes, de skal hjem straks. Der kan overhovedet ikke være tvivl om vores holdning. Desuden overskrider de alle regler for anstændig opførsel. At tisse i en indendørs blomsterkumme er næsten værre end deres sex! Og ikke mindst det der med at tørre sig i scenetæppet. Jeg har da aldrig hørt noget lignende..!
Dahl-Hansen samtykkede. Hans sagde lidt for og imod. For en gangs skyld var han ikke så klar i mælet.
Ilse afgjorde det ved at fastholde sin første indskydelse.
-Den stakkels dreng har lige nu nogle fodknogler, der er opereret på plads. Det gør sikkert ondt. Jeg tror, vi står os godt med lige at se på det, når han vender tilbage. Det er jo ikke nogen skade til, at vi viser mildhed, overbærenhed, sådan i kristen forstand i hvert fald et stykke tid..!

 

Inde på lærerværelset sad Paw og Bente og diskuterede. Frank kom tilbage fra banken i et humør, så man skulle tro, han havde fået et helt fordelagtigt lån.
-Hvad synes du, der skal ske med Kurt og Rikke? Paw satte ham hurtigt ind i historien. Franks hjerne havde svært ved at omstille sig fra Dorrits smilende, smukke øjne til en snak om dette regelbrud.
-De skal da hjem, mente han uden videre.
-Ja, det synes vi måske også. Måske kan du snakke med Ilse om det? Du kender hende bedre end vi andre, sagde Bente med et firkantet smil og den for hende så karakteristiske lette sarkasme, som Paw slet ikke bemærkede.
-Hvorfor skulle jeg det? Er hun imod? Og hvorfor er hun det?
Det havde de svært ved at svare på. Noget med ikke at træffe en sådan afgørelse for hurtigt.
Det var i hvert fald anderledes end i Pahlgaards tid sidste år. Der gik ikke mange minutter fra overtrædelse til eksekution.
-Måske er Ilse Pahlgaard mere demokratisk end social, mente Frank eftertænksomt.
Bente kunne ikke lade være med at le. Det var altså også lidt besværligt hele tiden at skulle spille syrlig over for ham.
Frank kunne være ganske charmerende.

Samme eftermiddag sad Frank i Volvoen et stykke fra bodegaen over for banken og afventede slagets gang. Han ville ikke gå ind, før han var sikker på, at hun kom.
Præcis kl. 16.04 forlod hun banken i en hvid jakke, der klædte hende og skulle lige til at gå over gaden mod bodegaen, da han dyttede og vinkede hende ind til sig. Hun lukkede sidedøren op og sagde:
-Hej, nå der sidder du. Skulle vi gå ind?
-Jeg kunne også foreslå, vi bare kørte et sted hen og gik en tur?
-Det er i orden med mig, sagde Dorrit og hoppede ind.
Frank kørte mod skoven i nord, og ved den første sidevej drejede han ind og parkerede.
De steg ud, og lidt forlegen stod han lidt:
-Ja, jeg tænkte, at lidt frisk luft er godt efter en lang arbejdsdag?
Hun nikkede, og de begyndte at gå. Hun fortalte lidt om sig selv, var behagelig frisk og havde i øvrigt en meget sød og sexet stemme. Med små sidesmil til ham krydrede hun sin korte livshistorie med fortællingen om den mand, hun troede, det skulle være for livet med, men som så skred til fordel for en anden. Hun brød op fra Kolding og fik ansættelse i banken i Asgaard her fra 1. september og boede lige nu i en lille lejlighed i Ågade.
Frank undlod at sige noget som helst om Ilse, men omtalte ganske kort sit brudte forhold til Bente uden dog nærmere at angive navn og årsag.
Dorrit smilede sødt til ham, og han blev noget varm og tændt.
-Hvor gammel er du egentlig? For det ud af ham.
-Jeg er 29, men har altid fået skyld for at se yngre ud.
Det undrede Frank. Han havde aldrig været i tvivl om hendes alder.
De vendte om og kørte tilbage mod Asgaard og aftalte at ses snart igen.
Lørdag 16. september 1972

Anni og Ilse kørte ud for at handle ind. Det var ikke Brugsen i Asgaard, men Kvickly i Vejen, der var meget større og havde flere varer.
Ilse var en anelse utålmodig. Det var et stykke tid siden, at hun var blevet tilfredsstillet, og tankerne var så småt begyndt at kredse om et møde med Frank.
Hun havde ringet til ham i går, men han svarede ikke. Var formentlig på besøg hos familie eller måske bare et smut i Esbjerg.
Hun ville gøre et nyt forsøg i dag, når de kom hjem.
Hun kommanderede med Anni, sendte hende over efter mælk, dernæst efter kartofler og så salat og grønsager. Anni sprang rundt for at gøre Fru Pahlgaard tilfreds. Hun kunne mærke den lille irritation hos hende og vidste, at det kunne nemt gå ud over hende.
Da Ilse havde betalt oppe ved kassen, slæbte Anni varerne i tre fulde plastikposer ud i bilen, mens Ilse låste den op. Anni lagde varerne i bagagerummet.
-Helt ind med dem, kommanderede Ilse. Den ikke så høje, let buttede Anni anstrengte sig for at lægge dem længere ind og måtte derfor bøje sig langt ind over bagkanten. Derved strammedes hendes bukser over enden, og Ilse iagttog hendes bagdel. Hun kunne ikke lade være med at give hende et rungende klask med hånden, mens hun udbrød:
-Dejlig numse, du har! Kom så i gang!
Anni kom frem fra bagagerummet, rød i hovedet med et lille av!, men smilende. Det ville være skønt, hvis Ilse ikke længere var sur.
Ilse satte sig ind i bilen.
På vejen hjem tillod Anni sig at fremkomme med et lille tilbud:
-Hvis du synes, du får det bedre, hvis du giver mig smæk, så skal du da bare værsgo! Men så tror jeg, at jeg vil forlange smæktillæg!
Ilse så på hende og smilede så.
-Åh Anni, jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle ha´ gjort uden dig!
Og strøg hendes hår.
Vel hjemme gik Ilse i bad, mens Anni pakkede tingene ud og lagde dem i køleskab.

Ilse tørrede sig, og da hun var nået om bagpå, kunne hun ikke lade være med at smile. Tænk, at Anni havde en så forholdsvis stor bagdel!
Højt kaldte hun på Anni:
-Du rydder lige op efter mig, husk at vaske gulvet herinde, det trænger, synes jeg. Men du får ikke noget oprydningstillæg!
Og så forlod Ilse smilende badeværelset. Hun besluttede sig for næste morgen at køre ud til Frank. Måske kunne hun overraske ham sammen med en eller anden dulle? Hun lo ved tanken.

Telefonen ringede. Det var Svend Aage fra bestyrelsen.
Han hakkede noget i det mod sædvane, og det varede længe, inden han kom til sagens kerne:
-Fra at være din største beundrer er Frederik gået hen og blevet Rasmus Modsat. Jeg kan fortælle dig, at han har ringet rundt til os og anmodet om et ekstra bestyrelsesmøde uden dig med det formål at få dig i miskredit. Han mener, du er trådt over stregen.
-Han synes, det er utilgiveligt, at du for ganske nylig her i denne uge har givet den unge mand, Paw hedder han jo, en advarsel for at komme for sent til en time.
-Nja, det er nu en længere historie. Men hvor har han den fra?
-Jeg tror, at Paw har følt anledning til at fortælle ham det for på den måde at sige til dig, at du ikke skal komme for godt i gang. Og så bruger Frederik det som påskud for at anklage dig for manglende dømmekraft… Frederik var jo i mange år medlem af Hjemmeværnet, hvad Paw også er, forstår jeg.
Ilse undrede sig noget over, at Paw henvendte sig direkte til formanden uden om hende, over at denne ikke afviste ham og returnerede ham til hende og over denne dramatiske udvikling i det hele taget. Hun kunne ikke lade være med at fortælle Svend Aage om blomsterne. Han lo hjerteligt.
-Åh, den var da sjov. Men manden har nok ikke humor. Jeg tror ikke, du skal være nervøs. Vi har ikke til hensigt at fyre dig. Det går jo godt. Vi hører ingen klager her i byen, hverken over dine elever eller dine lærere som sådan. Jeg har da talt med Dahl-Hansen, der kun siger godt om dig. Og skolen har overskud, endda et pænt et af slagsen.
-Lov mig, Svend Aage, at jeg er den første, der får det at vide, hvis der sker noget drastisk!
Det lovede Svend Aage og sluttede samtalen:
-Hils Paw og sig ham tak for sutskoene, han forærede mig. Han har altså humor, for de er lavet af halm og høstbindegarn!
Ilse rystede på hovedet af Frederik. Den stakkel! Han var nok blevet forelsket i hende, og mænd fik det svært så, når de fik nej. Men at Paw gik til formanden, det gav Ilse nogle stramme trækninger om munden.
Hun satte sig atter ind på det lille kontor. Tog de to ringbind ned og besluttede sig. Alle de akter, der havde med svindet at gøre, pakkede hun ned i en kasse med papir og snor om med det forsæt at ville sende den straks her på mandag til regionslederen i Vejen, navnet fremgik flere gange af Ibs notater.
Søndag 17. september 1972

På Pynten 10 havde Frank fået besøg. Ilse var dukket op, mens han sad midt i morgenmaden, og han blev selvfølgelig glad over at se hende.
Han kunne mærke en lille utålmodighed hos hende, hun kunne ikke vente, til han var færdig med sin morgenmad.
Hun satte sig i den lænestol, han omsider havde fået råd til, lagde det ene ben op over armlænet og foldede kjolen op. Der var ikke tale om ømhed, kys og blide kærtegn fra hendes side; det var meget direkte sex, det handlede om. Og han skulle være aktør, og hun skulle betjenes.
Han gjorde, hvad hun på den måde forlangte og kunne straks konstatere, at hun var helt tændt, men et eller andet sted i ham var der en lille protest. Frank syntes ikke, at deres forhold var helt ligeværdigt. Når han tænkte nærmere efter, kom han mere til den konklusion, at Ilse var dronningen, og han var hendes opvarter, stik-i-renddreng eller tjenestekarl.
Hendes valgsprog var først yde, så nyde. Men det gjaldt ikke hende selv. Hun ville kun nyde.
Lige i øjeblikket sad hun og var i sine drifters vold. Frank gjorde det, han skulle, og Ilse Pahlgaard nød hans arbejde og kom hurtigt op at køre.

-Så er det vist din tur, sagde hun, da hun var kommet til sig selv og lagde sig på sofaen.
Frank satte sig på kanten og kiggede på hende. Hun var djævelsk smuk, og han var helt sikkert stadig forelsket. Men noget andet var dukket op.
-Ilse, det er lige før, jeg tror, du sætter sex før kærligheden.
Han strøg hende blidt op og ned ad lårene.
-Hvad mener du, spurgte hun forbavset.
-Du vil gerne tilfredsstilles og nyder hvert sekund. Det er også fint med mig. Jeg tror, jeg elsker dig så højt, at jeg er parat til hvad som helst, også nærmest at tilbede dig. Men jeg skal have noget tilbage. Det er ikke nok for mig at lægge mig oven på dig og køre løs. Jeg længes efter gensidighed, de sidste par gange føler jeg nærmest, at du har brugt mig som et massageapparat!
-Ser du sådan på det, sagde Ilse og satte sig op og tog hans hånd bort:
-Jeg ønsker, at den mand, jeg skal involveres med, er 100% indstillet på at tilfredsstille mig. -Jeg gider ikke de der samlejer med ind og ud og færdig… Eller de mænd, der bare selv vil tilfredsstilles og bruger kvinden som sædbank. Min krop skal værdsættes af den mand, jeg har noget sammen med, og så længe vi to har det forhold, vi har, er det sådan. Hvis du er uenig, må jeg finde ud af noget andet…!
Frank blev forbløffet over at høre Ilses udlægning. Det var for ham, som om hun bare var ligeglad med ham og hans følelser, og med det samme fortrød han det, han havde sagt.
Han lagde hovedet ind mod hendes ene knæ og prøvede at glatte lidt ud:
-Jeg synes måske nok, jeg yder mit for at tilfredsstille dig! Jeg synes da, at jeg værdsætter din krop noget mere, end selv du kunne forvente. Mens jeg er knap så imponeret over det, du yder…
-Jeg yder det, jeg yder. Det må være nok, at jeg lægger krop til!
Frank var rystet.
-Nej, det synes jeg ikke, er nok. Jeg vil sgu da også kæles for.
-Din formulering og sprogbrug bedrer ikke situationen!
Ilse rejste sig helt op, rettede på sit tøj og gik uden at sige farvel.
Hun kørte direkte ned i kirken og kunne lige nå gudstjenesten. Det var dejligt at få syndernes forladelse, og hun var også med til altergangen. At forsage djævelen og alle hans gerninger måtte forsøges til enhver tid, men der var kun nåden tilbage. Hun var på en måde ikke enig i, at af tro, håb og kærlighed er kærligheden den største. Men derom kunne der diskuteres meget.
Ved udgangen hilste hun kort på præsten og bad ham endnu engang overveje, om han ikke havde lyst til at blive medlem af bestyrelsen på Asgaard Efterskole og stille op til generalforsamlingen. Og endnu engang lovede Finn Rahbek at tænke over det.

Senere besøgte hun forældrene. De spurgte bekymret, hvordan det stod til, og Ilse kunne kun svare, at det gik godt på skolen, og derhjemme, tja, Ilse trak lidt på det.
Forældrene ønskede hende alt mulig godt, herunder at hun fandt en ny mand. Men foreløbig tydede intet på, at hun gik med de tanker og overvejelser. Da hun kørte, sagde hun farvel til dem begge og stak moderen en check på 100.000 kroner.
-Værsgo, mor, det er til dig og far. Jeg har fået så rigeligt efter Ib, så jeg sagtens kan undvære noget til jer.
-Jamen Ilse, moderen spærrede munden op og stirrede på checken. Hun viste den til faderen, der for en gangs skyld havde en mening:
-Det skal du da ikke tænke på, Ilse!
Der havde aldrig været tvivl om, hvem der havde bukserne på i det ægteskab, så hvorfor skulle der dog pludselig blive det nu?
Faderen havde altid været en karklud, og da hun som lille havde brug for ham, var han intet værd. Det var tydeligt moderen, der kørte det firma og havde gjort det i alle årene.
Mandag 18. september 1972

Aftensmaden var vel overstået, og Hasager, der havde vagten sad og nød sin cigaret.
En af eleverne kom ind med vagtkaffen, serveret på en bakke af sølv. Der var altid to ostemadder, godt med smør og to rullepølsemadder, godt med sky til.
Hans-Erik, der som medlem af A-Ringen i Bramminge, det var så passende langt væk, at ingen der kendte ham, og ingen i Asgaard vidste det, var totalt tørlagt, glædede sig til kaffen, ostemadderne og en smøg. Han røg omkring 60 om dagen, og selv om lægen havde panderynker over hans seneste sundhedstjek, vidste Hasager, at rygning kunne være med til at forlænge liv. Han kendte personlig mindst 10 mennesker, der alle var over 70, som røg hver dag masser af cigaretter, og blot man købte dem med filter, var der overhovedet ingen risiko. Selv havde han i mange år købt Cecil uden filter, men en eller anden klog fyr på et værtshus havde fortalt ham, at filteret garanterede, at ingen skadelige stoffer nåede ned i hans lunger. Fra den dag besluttede han sig også for at gå over til Prince. Han kunne godt lide de der dannebrogsfarvede pakninger, der var noget ærkedansk over.
Han gik lidt rundt på skolen og småsnakkede med forskellige elever.
Ved ni-tiden fik han endelig sin kaffe og satte godt til mode en ostemad til livs. Den var godt nok lidt sej, men han bed til, mens han lyttede efter en pludselig opstået larm ude fra forhallen. Han gik tyggende derud, men det var bare to elever, der absolut skulle skabe sig. Da han kom tilbage, kunne han godt se, at der hang et stykke brunt elastik ud under den ene, den han havde spist af.
Raseriet bemægtigede sig ham, og han bar bakken med ostemadder og elastik og kaffe og rullepølsemadder med uden for vagtværelset og smed det hele ned i forhallen. Kaffekanden gik i tusind stykker, tallerkenerne fløj ud til siden, og koppen knustes med spredte porcelænsstykker over hele gulvet.
Der blev ganske stille i de tilstødende lokaler, hvor eleverne dels så indslag i fjernsynet fra Ugandas bombninger i Tanzania, dels sad fredeligt og spillede kort i et andet lokale, og resten var nede i hulen i kælderen.
Hasager gik op og trykkede på klokken. Det var signal til at samles. Eleverne så forbavsede på deres ure, men det var ikke godnatklokken endnu. De flokkedes nede i forhallen, og flere af dem trådte i porcelænsstykkerne, der lå spredt dernede.
Hans-Erik Hasager stod som en anden Idi Amin og skuede ud over masserne. Han opførte sig egentlig også som diktator.
-Er alle kommet? Spurgte han de nærmeste.
-Nej, der er nogen, der allerede er gået i seng.
-Hent dem!
-Jamen, de sover jo! Indvendte den ene dreng.
-Hent dem, skreg Hasager ind i hovedet på ham.
Drengen forstod, at Hasager gerne ville have, at han hentede dem.
Forsamlingen blev lidt senere fuldendt med et par søvndrukne elever i nattøj med en dyne omkring sig.
Hasager så på dem og ventede, til der blev ro.
-I to: gå op på jeres værelse med jeres dyner, få tøj på og kom herned igen, hurtigt!
Så ventede forsamlingen i tavshed. Fem minutter senere kom de to tilbage igen, denne gang iført tøj.
-Nogen har syntes, det skulle være sjovt at anbringe elastikker under den vagthavende lærers ostemadder. Hvem, om jeg må spørge?
Ingen meldte sig.
Hasager skruede sig mere og mere op. Døren gik op inde fra sløjdlokalet, og ind trådte Fonby, manden med stokken nede fra grillen, ham der havde fået vikartimer på skolen af Ib Pahlgaard.
-Nu synes jeg, du skal skrue dig ned igen, råbte han til Hasager, mens han pegede på ham med sin stok.
-Jeg bestemmer fanme, hvad…
-Du skal opføre dig ordentligt. Hvad ligner det at råbe og skrige sådan, som om det her var en sindssygeanstalt. Er du fuld igen eller hvad??
Med disse ord vendte Fonby sig om og stavrede ud af døren og gik hjem.
Hasager var målløs og blev for en gangs skyld mundlam. Eleverne havde lagt mærke til det lille intermezzo, men ingen skulle have noget klinket.
-Nu går I alle i seng, fejeholdet ordner det, de skal ordne, og husk at feje her i forhallen også! Og jeg vil nødigt se nogen, der ikke ligger i deres seng kl. 22.30!
Eleverne skyndte sig op på gangene, og rengøringsholdet fejede det bedste, de havde lært.

 

Tirsdag 19. september 1972

Ilse ringede ned til Fonby og bad ham indfinde sig på kontoret. Hun ville godt have rede på den historie.
-Jeg har ikke så meget mere at tilføje, end at Hasager var helt oppe i det røde felt. Det var uden for alle proportioner!
-Det er uheldigt, at du ikke kunne vente med dine ord. Så havde du kunnet aflevere dem i enrum, og han skulle ikke stå der foran samtlige elever og modtage skideballe!
Ilse var lidt spids.
-Jeg mente, at det ville have været til skade for eleverne, hvis jeg ikke var gået ind og havde standset ham. Han var som sagt noget ude af sig selv, og jeg hørte på det i nogen tid, fordi jeg tænkte hele tiden: nu holder han da nok snart op. Men han blev ved…
Ilse grundede lidt.
-Jeg må nok holde fast i, at det kunne være gjort lidt mere elegant!
-Jamen, ved du hvad. Så kan jeg også lige så elegant forlade dig med ordene: tak for denne gang! Jeg har da ikke lyst til at blive skoset for at tilrettevise en kollega, der er helt ude på overdrevet!
-Problemet er, hvem der er ude på overdrevet. Det lyder til, at Hans-Erik har været oppe at køre, og du har kørt sammen med ham!
-Farvel, Ilse Pahlgaard! Når du engang er færdig med dine fine teorier, burde du måske holde lidt øje med, hvad der foregår på din skole! Eksempelvis på drengegangen!
Han rejste sig, støttende sig til sin stok og forlod kontoret efterladende en forstander i dybe tanker. Hun kom også i tanker om, at hun havde glemt pakken til FDB.

Onsdag 20. september 1972

Brugsen var overraskende fyldt med kunder, da Frank sidst på eftermiddagen skulle handle ind til aftensmad. Han samlede hurtigt sammen de varer, han mente, kunne være gode nok til ham og ledte efter noget havregryn.
Henne ved morgenmadsprodukterne stod Dorrit. De hilste på hinanden, og han kunne se, at hun blev glad for at se ham. Det var gengældt.
-Øh, jeg er lige ved at købe ind til aftensmad, har du måske lyst til at dele mit ringe måltid med mig? Han var lidt hektisk.
Hun så tvivlende ud, og det fik ham straks på retræten:
-Vi kan også tage en anden dag, hvis du hellere…, skyndte han sig at sige, en smule skuffet.
-Nej, nej, jeg skulle bare have besøg af mine forældre i aften.
Hun tænkte sig lidt om.
-Ved du hvad, Frank, jeg ringer til dem og spørger, om de kan komme i morgen. For jeg vil faktisk rigtig gerne spise aftensmad sammen med dig…
Sagde hun og kiggede ham indtrængende i øjnene, så han for en gangs skyld blev helt forfjamsket, forvirret og forfærdelig glad. Åh, han længtes nok efter en mere jævnaldrende dejlig tøs, han også kunne snakke jævnaldrende snak med…

Hun forsvandt ud af Brugsen, og han fik sin havregryn og stillede sig op ved kassen.
Da han kørte hjem, vidste han ikke, om han skulle synge højt og larmende eller være stille og eftertænksom.
Han valgte en mellemting. Han nynnede, da han bar sine varer ind i køkkenet. Og så gik han ellers i gang med rengøringen, oprydningen og madlavningen. Han koncentrerede sig især om soveværelset. Det skulle bare være frisk og ikke lugte af noget grimt. Han slog vinduet op og fik rent sengetøj på.

På slaget syv trådte lille henrivende Dorrit ind til ham på Pynten 10. Hun var iklædt en fortryllende bluse, og han konstaterede, at godt nok havde hun ikke meget brystparti, men understellet var til gengæld umådelig velbygget, lige hans smag. Samtidig slog det ham, om han mon nogensinde blev så gammel, at han holdt op med at kigge på kvindelige former. Eller måske burde han være stolt over, at han ikke kunne lade være.
For pokker, hele ideen med menneskets tilstedeværelse var vel at reproducere sig selv. Til det formål havde man sexlysterne. Hvad ellers? Og overalt i naturen med ganske få undtagelser var der nu engang to køn, der hver især havde evnen til at blive tiltrukket af hinanden. Det var der vel ikke noget forkert i?
Nogle mennesker med bestemte religiøse synspunkter påstod, at det var forkert. De samme mennesker kunne jo så af gode grunde ikke hævde, at skaberen havde lavet en fejl.
Det var naturens gang, og Frank var ikke i tvivl om, at sådan forholdt det sig.
Han serverede maden for Dorrit efter at have vist hende huset. Hun var virkelig sød og fortryllende forvirret.
Ikke ret stor, kun omkring en meter og nogen og halvtreds. Men selvfølgelig nok til voksen nærkontakt. For Frank var det lidt anderledes. Både Ilse og Bente var højere.
Han ofrede en tyr på måltidet, og de drak faktisk hele flasken. Han kunne mærke, at han blev lystig og følte sig meget tiltrukken af Dorrit. Omvendt så hun på ham og snakkede sådan, at han var sikker på, at hun havde det på samme måde.
Da de sad i sofaen og fik kaffen, lagde han tankeløst armen op på sofaryggen med det resultat, at den nærmest omfavnede hende. Øjeblikkelig puttede hun sig ind til ham, søgte hans læber og kyssede ham.
Han gled ind mod hende. Ilse kunne rende ham. Han var færdig med halvgamle damer. Han kyssede tilbage, som gjaldt det livet. Hvad det formentlig også gjorde.
Dorrit var forskellig fra de piger, han havde mødt sommeren igennem. Hun var interesseret i, at han også skulle have del i forspillet, og hun sørgede for, at han ikke var i tvivl om, hvad hun var ude på.
De endte naturligvis i sengen, og det var en god og dejlig aften, der sluttede tæt ved midnat. De skulle begge op næste morgen på arbejde og skiltes med et længerevarende kys derude i mørket mellem huset og carporten.
Torsdag 21. september 1972

Frank passede Ilse op, da hun forlod kontoret for at gå hjem. Da han vågnede i morges, var hun det første, han tænkte på. Præcis som alle de andre nætter og morgener.
Dorrit havde mod forventning alligevel ikke slået Ilse helt af banen endnu.
Han ville gerne snakke med Ilse og kom ganske ydmygt. Hun stod lidt og så på ham, så betydede hun ham med en håndbevægelse, at han kunne komme med indenfor. Ilse gik foran ind på det lille kontor, der var indrettet i forstanderboligen.
-Hvad siger du? Spurgte hun ikke særligt venligt.
-Jeg er ked af, at du forlod mig så brat her i søndags. Og ingen af os har lige haft tid til en snak om det.
-Hvad er der at sige? Du udtrykte dig klart nok. Du synes alligevel ikke om vores aftale, så er den vel ikke længere…?
Frank følte det sådan, at han var låst fast i sine følelser over for Ilse. Han kunne ikke komme ud over, at den kvinde, trods en alder på 34, med bittesmå begyndende rynker og brede hofter, havde en magnetisk tiltrækningskraft på ham. Åh, hvis bare han kunne frigøre sig fra hende, se hende som den, hun var, nemlig at det slet ikke var noget for ham i virkeligheden, så ville han leve meget lykkeligere.
-Jeg synes, du er så sød og tiltrækkende, Ilse. Jeg kan ikke beskrive det. Og på den anden side synes jeg altså stadig, som jeg sagde det, at vi to har lidt forskellig tilgang til hinanden.
-Jeg gider ikke et knaldeforhold, hvor manden bare skal have sine behov tilfredsstillet. Jeg vil nyde det og give af min kærlighed.
-Jeg synes heller ikke, at jeg er sådan. Jeg mener tværtimod, at jeg har gjort det sådan, at du ikke burde være utilfreds med mig.
-Du har da forsøgt, det er rigtigt. Men måske er vi bare for langt fra hinanden, Frank. Er det ni år? Måske passer vi kun sammen i små overraskende doser, når vi er til julefrokost eller personalefest eller sådan noget. Frank, du skal også leve dit eget liv!
-Ja, du har fuldstændig ret. Og måske mødes vi igen på den måde.
Han omfavnede hende, men hun besvarede ikke rigtig hans omfavnelse. Oh, at omfavne en isblok! Hendes læber var tørre, intetsigende.
Han gik derfra, tung om hjertet, tung i maven.

Og lige hen til Dorrits lejlighed.
Hun lukkede op og blev overrasket over at se ham.
-Kom ind, skat! Sagde hun med strålende øjne og hev ham indenfor. Hun tog straks om ham og kyssede ham. Han forsøgte at nyde det, men var hele tiden lidt bagefter. Ilse stod der og trak det gode humør ud af ham. Og lidt mere.
Da de lidt efter gik i seng sammen, kunne han selvfølgelig heller ikke få den op at stå. Han var ærgerlig over ikke at kunne fortælle hende årsagen og var i det hele taget ked af det, trods Dorrits mange forsøg på at muntre ham op.
Da han gik hjem, sagde han pænt tak for i aften og ville så gerne sige noget sødt til hende, men ordene blev stikkende i halsen på ham.

På skolen havde de tre fortsætterelever fra sidste år Casper og Alex og Svend taget Sibirien i brug igen. Casper havde atter fået lov at låne sin fars trappestige, som han om dagen gemte under sin seng, og som om natten tjente som trappe op til loftsrummet over drengegangen. Herop havde de sidste år slæbt en gammel sofa, to skamler og et lille bord. Det kunne nu bruges som fristed a la Christiania, fri for myndigheder og andet godtfolk, som hele tiden kom larmende med alle deres regler og jura. Når man nu bare ville have lov at skabe sit eget!!?
Casper og Alex bestemte over Sibirien, Svend en smule. I samfundsfagtimerne fik de lov at udarbejde et projekt omkring en grundlov for et område med autonomi. Frank var imponerede over deres ildhu og entusiasme og syntes, at de fik en del ud af det. De søgte at udforme regler for et lille samfund, det kunne være en familie eller en gruppe elever, sådan forstod han det, og det skulle være regler, som alle kunne tiltræde.
Fredag 22. september 1972

Kurt og Rikke stod skoleret hos Ilse. Kurt var kommet tilbage fra sygehuset aftenen i forvejen, havde benet i gips og to krykker, men var ellers uskadt. Fysisk. For oplevelsen på trappen med forstanderen havde sat sig nogle spor hos ham. Han havde ikke turdet fortælle det til nogen, og Ilse havde heller ikke nævnt det over for nogen. Hun tog det som en tester på, at bilaterale aftaler i visse tilfælde var mere virksomme end multilaterale. Eller på godt jævnt dansk: lokumsaftaler var somme tider mere effektive end de højforkromede.
Ilse var hård og kontant og ridsede de to muligheder, der var, op for parret. Enten kunne de blive, eller også måtte de forlade skolen. Der var betingelser, hvis de skulle blive.
Hvis de valgte at blive, skulle de møde nede i gymnastiksalen, arnestedet for deres forbrydelse, og der ville de få deres straf. Det skulle ske i dag kl. fem minutter over 12, når de andre elever fik deres middagsmad.
I modsat fald kunne de gå på værelset og pakke deres ting.
Kurt ville godt vide, hvad den straf var. Ilse svarede:
-I får hver fem rap i enden med Mester Jacob!
Hun viste dem bambuspinden, der hang på væggen i kontoret. Et minde om tidligere tiders hårdhændede metoder.
-Vil det sige, at du vil slå os? Spurgte Rikke forfærdet.
-Ja, I bestemmer selv. Enten en endefuld eller hjem. Og jeg ved tilfældigvis, at ingen af jer vil slippe med mindre derhjemme, når først jeres forældre får besked…
Kurt så på Rikke, og i hans øjne læste Rikke tydeligt, at de ikke havde noget valg.
-Skal vi få det overstået, sagde han til Rikke.
Hun nikkede. Så vendte hun sig mod Ilse og sagde:
-Er det noget, der kommer ud, altså vil du fortælle det til nogen eller hvad?
Ilse betroede dem, at hun ikke havde planer om offentliggørelse, heller ikke til lærerne. Det forblev mellem dem og hende. Hun tilføjede:
-Det er naturligvis en selvfølge, at I aldrig mere benytter gymnastiksalen til jeres driftstilfredsstillelse. Hvis I absolut skal lave sådan noget, bør det foregå derhjemme, ikke her på skolen. Er I med?
De nikkede.
-Men det, I virkelig bliver straffet for, er jeres helt utilgivelige opførsel med dels at tisse i blomsterkummen dernede, dels at tørre jeres kønsdele i scenetæppet.
Ilse lød vred, og de vidste, at det havde været for meget. Især Rikke var måske også flov, men hun syntes nok dengang, at det var et ekstra krydderi oven på noget, der var helt forbudt.
Kurt havde på læben en protest, men turde ikke rigtig sige noget.
De forlod kontoret og ventede med nogen gru på, at klokken blev 12, som om de skulle til tandlæge.
Men det blev den, og de lod deres kammerater gå forrest ind i spisesalen. De gik uset ned i gymnastiksalen, men der var ingen Fru Pahlgaard.
De satte sig og ventede. Endelig hørte de trin.
Ilse Pahlgaard kom ind med Mester Jacob i hånden.
-Ja, så skal vi til det. Jeg starter med Kurt. Tag dine bukser ned til knæene og læn dig ind over plinten.
Den plint, som havde været grundlaget for Kurts fornøjelser. Og selvfølgelig også Rikkes.
Han skulle lige til at protestere, men vidste så, at det intet nyttede. Han trak derfor langsomt sine cowboybukser ned til knæene og lagde sig så ind over plinten.
Ilse var ikke tilfreds, men måtte forklare ham, mens Rikke skrækslagen så til, at han skulle hive op i underbukserne og stå strambuks ind over plinten. Endelig fattede han det.
Så stillede Ilse sig op ved siden af ham, beregnede afstanden til ham og hævede forsøgsvis bambussen, så den passede med afstanden.
Så slog hun første gang. Kurt råbte av, så det gjaldede i den tomme gymnastiksal. Rikke så med forskrækkede øjne på afstraffelsen og gruede for sin tur.
Ilse hævede pinden igen og svirpede den endnu engang ned. Den var tynd, og den nærmest fløjtede i luften. Det var en Mester Jacob, der absolut ikke kom sovende til sine resultater.
Kurt skreg af smerte, men prøvede at lade være med at græde.
Da de fem slag var overstået, vaklede han på krykkerne ud med forvredent ansigt og tilbageholdt gråd. Han ville ikke overvære afstraffelsen af Rikke.
Ilse stillede sig op med hænderne i siden og let spredte ben foran den skræmte Rikke og dæmpede ikke just frygten:
-Vi må jo så se, om den vredens brand, som I har tændt i mig, vokser til et bål – eller bliver slukket!

Da Rikke kom op fra gymnastiksalen, kunne hun ikke finde Kurt. Hun opdagede, at han allerede var taget hjem på weekend med krykker og det hele.
Hun vidste, at hun ikke kunne snakke med andre om det.

Anni havde lavet dejlig aftensmad, og hun bemærkede, at Ilse var i godt humør, tilfreds og virkede afslappet. Anni var glad over denne tingenes tilstand og vidste, at det hurtigt kunne ændre sig.
Men foreløbig gik det fint.
Ilse strakte sig i sofaen og forlangte kaffe. Anni serverede, og der var en god stemning. Ilse foreslog, at de så fjernsynets fredagsgyserfilm sammen. Den var ret uhyggelig, men Anni puttede sig lidt ind til Ilse og så filmen færdig.
Da hun derefter sagde godnat til sin frue, tøvede hun lidt, men måtte så indrømme:
-Den var altså lidt uhyggelig!
Måske mente hun det modsatte.
Ilse svarede med et drilsk smil:
-Ved du hvad? Hvis du slet ikke kan sove, slæber du bare din dyne ind til mig, så kan du sove på briksen! Så får du nattillæg!
Anni lo taknemmelig og blev glad for den udmelding.

Lidt efter sov hun trygt og tungt.

Ilse lå derimod længe og spekulerede. Vendte sig flere gange og tumlede med tankerne. Hun var næppe helt afklaret med fremtiden, var forstanderjobbet med substans? Skulle hun overveje hellere at flytte til Hjerting med Anni, hun havde ingen økonomiske problemer?
Hvor fandt hun en mand, der rummede det hele? Frank var sød nok, men han var for ung og mere hund end mand.
Det tog lang tid at falde i søvn.

Casper og Alex forblev på skolen i weekenden sammen med 13 andre elever. Kort før aftensmad fredag meddelte de Paw, som havde weekendvagten, at de tog hjem alligevel. Det var ellers imod skolens principper, men Paw vurderede, at det nok var i orden.
Så de to vinkede farvel med overtøj og en taske og forlod lærerværelset. Men i stedet for at forlade skolen sneg de sig op på gangen igen, kravlede op i Sibirien med deres dyner og tasken. Den indeholdt det for dem nødvendige grej til en god, lang weekend. De havde nemlig planlagt en anderledes en af slagsen.
I tasken var der foruden lidt personligt hygiejnegrej også et par gode klumper af det finere, cigaretter, læsestof, lygter, en lille transistorradio samt en del slik og en flaske af Caspers fars whiskybeholdning. Casper kendte ikke mærkerne og tog derfor en, der var 12 år gammel. Det lød dyrt, og overretssagføreren kunne godt undvære den, mente han. De havde allieret sig med Tommy, der på strategisk rigtige tidspunkter sørgede for varm mad til dem.
Og så boede de deroppe på loftet over drengegangen. Især i begyndelsen var det bare skæg det hele. De fyrede straks en fed for at skabe en god stemning, og de snakkede frem og tilbage omkring loven. Den lov, der skulle gælde i Sibirien. §1 lød ganske enkelt: Denne lov gælder kun for Sibirien. §2: Casper og Alex har den øverste myndighed i alle de sager, som denne lov ikke omfatter. §3: I tvivlstilfælde har Casper og Alex også myndighed i de sager, denne lov omhandler.
Derefter fulgte en lang række regler, ridset således op at ethvert område var søgt dækket. Adgang var forbudt for piger samt Henning. Han var en duksedreng, og de havde ikke tillid til ham. Adgang var naturligvis også forbudt for lærere og andre voksne. En regel påbød rygning af cigaretter eller til nød pibe. En anden påbød indtagelse af spiritus hver tredje time. Var man der kortere, kunne man undslå sig. Men det var tegn på svaghed. Hvis piger skulle derop alligevel, skulle de godkendes af både Casper og Alex.
Svend var ikke rigtig nævnt, men han fik sin egen regel til sidst. Hvis de to kommandanter ikke var til stede, kunne han bestemme.
Det blev en herlig weekend. Tommy var pålagt tavshedspligt, så de andre elever vidste intet. De nåede at ryge både cigaretterne, drikke spiritussen og ryge hashklumperne. De huskede at være stille, når tiden nærmede sig, hvor Paw skulle gå rundt for at sige godnat. Da alt åndede stille fred, satte de forsigtigt trappestigen ned, så de kunne kravle ned på toilet og gøre klar til natten. Casper sov på sofaen, mens Alex som næstkommanderende sov på gulvet på en gammel madras. Til morgenmad havde de selv medbragt nogle plader chokolade og flere flasker kakaomælk. Mælk var jo sundt, og noget sund mad syntes de nok, de burde have. De havde taget noget strøsukker med, for kakaomælken kunne være lige lovlig usød.

Søndag 24. september 1972

Søndag aften dukkede Casper og Alex frem fra Sibirien igen med krøllet tøj og store pupiller. Paw bemærkede intet, mens det var rygtedes, at drengene rigtig havde hygget sig. Bortset fra KæledæggeHenning vidste alle de andre, at de to havde haft en attraktiv alternativ weekend, hvilket aftvang respekt.
Selv var de to kommandanter klædeligt beskedne og havde endda overskud til ædelmodigt at tilbyde et par af de betroede kammerater et lignende arrangement, og både Tommy og Klaus Kludder viste interesse.
Derimod afviste Kurt tilbuddet. Han påstod, at han og Rikke ikke havde tid til den slags sjov i weekenderne, de skulle arbejde for at tjene nogle penge. Men måske kunne det komme på tale midt i ugen? Kurt vidste ikke rigtig.
Det havde kammeraterne forståelse for; alle vidste, at de var taget på fersk gerning i gymnastiksalen, men ikke hvordan eller hvilken straf, de egentlig havde fået. Kurt undveg så mærkeligt, når der blev talt om det. Det var for ham under alle omstændigheder forbundet med en stor risiko igen at lege med ilden…
En anden ting var, at tiden deroppe det sidste døgn var forekommet drengene en anelse lang. Så sjovt var det jo heller ikke. De kunne ikke røre sig, og luften havde været en smule trang til sidst. De kunne selvfølgelig have ladet være med at ryge alt det der hash.
Søndag 1. oktober 1972

Sørensen flyttede ind tidlig om morgenen. Han havde fået nøgler tilsendt af Ilse, og foreløbig beholdt han sin lejlighed i Grindsted. Man vidste jo aldrig. Han anbragte sine få ejendele i værelset og så sig om.
Han gennemgik huset mere grundigt denne gang. Alt i alt fandt han det hele særdeles tilfredsstillende. Haven trængte til en overhaling her før vinteren, men det var ordnet på tre dage.
Så kunne han ikke nære sig. Han låste Jaguaren op og satte sig på førersædet. Turen til Marbæk Plantage med Ilse havde givet ham blod på tanden. Han vendte sig om og lod, som om hun sad deromme, og han lænede sig med fryd tilbage i førersædet. Han satte strømmen til. Den startede med et brag. Så pillede han ved stolekontakterne, så den stod præcis, som han ønskede. Han satte automatgearet i bak og trillede langsomt ned ad indkørslen. Ude på vejen satte han den i D og kørte af sted mod nord. Han trykkede ganske let på speederen, og straks fløj den af sted. Ved en sidevej vendte han og kørte hjem med et saligt smil på læben. Det var sukkertøj, det her! I det hele taget var han noget tummelumsk over sit nye arbejde. Til sine bekendte havde han blot sagt, at han lige skulle prøve et job som havemand i Esbjerg, men det var midlertidigt, så han vendte nok snart tilbage til kedelige Grindsted.
Telefonen ringede. Det var hende. Han var heldig at være tilbage inden…
-Jeg vil gerne hentes på Banegårdspladsen!
-Javel, skal ske.
Sørensen skyndte sig ud, men opdagede undervejs, at han jo ikke havde fået skiftet tøj. Ind igen. Hurtigt fik han et lidt pænere sæt på, og så gik det med lidt forhøjet hastighed mod Esbjerg.
Han kørte langsommere, da han kom til pladsen foran banegården. Det stod hun. Han kørte op ved siden af hende og sprang ud, åbnede bagdøren for hende og sikrede sig, at hun sad, som hun skulle, inden han igen lukkede den. De få mennesker, der var der, kiggede undrende på den fine dame, der sådan skulle køres i Jaguar.
Han snakkede lidt om det, han havde lavet siden sidst og kunne ikke lade være med at fortælle hende, at han nær havde glemt uniformen!
Hun sagde ikke noget, mens de kørte mod Hjerting, nød blot turen og udsigten, da de først var fri af byen. Hun var dog skeptisk over for, hvornår en eller anden ville genkende hende. Det ville garanteret ske før eller siden.
I garagen gentog han forestillingen med at åbne døren for hende. Han havde ikke kasket på, måske skulle han have sådan en, som ministerchauffører havde. Han kunne huske, da han efter hustruens død for to år siden i sin ensomhed havde frekventeret Rødding Højskole, at den daværende forstander var minister og blev kørt i ministerbil. Chaufføren var en dag kommet ind på lærerværelset, hvor han tilfældigvis lige var inde et ærinde, og havde spurgte forstanderen med kasketten i hånden og et dybt buk:
-Tillader ministeren, at jeg lige går en tur i byen?
-Selvfølgelig, Rasmussen, selvfølgelig! Havde forstanderen sagt.

-Jeg vil gerne have kaffen serveret i den øvre stue, sagde Ilse til ham, mens hun snoede sine veldrejede hofter og runde bagdel op af trappen.
Han lavede kaffe med krydderboller til og gik ovenpå med den. Fruen sad i den brede lænestol helt henne ved vinduet og nød udsigten.
-Jeg håber, du synes, det her er det rigtige for dig, sagde Ilse til ham.
-Absolut, absolut, jeg glæder mig i den grad! Hvornår agter du igen at aflægge visit?
-Foreløbig må det vist vente lidt. Jeg planlægger i efterårsferien, men du vil høre nærmere.
-Har du lyst til lidt selskab? Jeg kan tage en kop med…
-Nej tak, du, jeg trænger til at være lidt alene!
Ilse tilbragte et par timer med at kigge mere grundig i skuffer og skabe og fandt da også op til flere ting af interesse.

Senere hen under aften hjemme i Asgaard gik hun op på skolen. Der var altid noget post fra weekenden, og ofte var det en fordel at se den inden mandag morgen. På den måde kunne hun bedre tilrettelægge dagens arbejde, når hun således havde forberedt sig.
Hun hilste neutralt på Frank og gik ind på sit kontor. Han så langt efter hende og fik hjertebanken. Avisen kunne ikke længere fastholde ham om den store demonstration i København mod EF.
Han lagde den fra sig. Skulle han vove sig ind til hende? Han rejste sig og bankede på døren ind til kontoret.
-Ja? Lød det.
Han lukkede den op. Ilse sad og arbejdede med nogle papirer. Hun så om muligt mere sød og fortryllende ud end nogensinde. Han var i en belejringstilstand. Belejret af sine følelser.
-Ilse, æh, jeg kan simpelthen ikke holde det ud, at du er så kold over for mig.
-Så? Synes du det? Det er sandelig ikke bevidst. Men hvis vi ikke længere har noget sammen, skal jeg vel heller ikke spille komedie?
-Problemet for mig er, at jeg stadig er vild med dig, og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg drømmer om dig dag og nat, og jeg kan efterhånden ikke samle mig om ret meget andet.
-Det lyder da væmmeligt.
Sarkastisk! Det var hun rigtig god til, det vidste han.
-Hvad skal jeg gøre, Ilse? Findes der en mulighed for, at vi kan ses en gang imellem?
-Hvis du gør, hvad jeg siger i stedet for alt det flæberi, havde vi slet ikke denne situation. Du må se konsekvenserne i øjnene: Vil du noget med mig, bliver det på de betingelser, jeg allerede har ridset op for dig. Det vil jeg godt gå med til. Jeg synes jo stadig, du er tiltrækkende, Frank, en ung mand i sin bedste alder! Men det der pjat med gensidighed og kærlighed, eller hvad du ellers fyrede af forleden, det gider jeg bare ikke! Vi var enige om at mødes engang imellem og nyde noget sex, ikke sandt?
-Hvordan er det så, at vi mødes? Jeg mener, hvis vi skal finde et kompromis?
-Kompromis? Du kan tage det, som du vil. Hvis du besøger mig i morgen aften, kan jeg vise dig, hvad jeg mener, når du nu er meget langsomt opfattende!
Frank gik tilbage til lærerværelset. Ilse var kold. Intet smil. Han stredes med to vidt forskellige sider af tilværelsen med Ilse: På den ene side var der hans betagelse af hende og på den anden hendes kontante krav til ham i sengen. Frank, vil du elske mig, må du elske mig på min måde!
Problemet var kompliceret. Han ville have kærlighed og hun sex. Men han ville også have sex. Og mon ikke også hun ville have bare lidt kærlighed?
Han ville helst fnysende bare gå sin vej. Ad helvede til med hende. Men han kunne ikke.
Mandag 2. oktober 1972

Fjernsynet havde naturligvis udsendelse hele aftenen om EF-valget. Frank havde været nede for at stemme JA, men det var mest, fordi han syntes, erfaringerne fra første og anden verdenskrig kunne tyde på, at det var bedst at stå sammen i stedet for at være spredt i håbet om at kunne eliminere fremtidens krige i Europa i det mindste.
Han var godt klar over, at ikke mange i hans generation gik ind for EF. Faktisk var han den eneste af sine venner og tidligere studiekammerater, der stemte ja, altså lige bortset fra Paw.
Paw var konservativ og borgerlig eller omvendt.
For længe siden havde han spurgt Paw, om de skulle se fjernsyn sammen denne aften, men Paw var inviteret op til Bente, havde han været så flink at fortælle. Frank følte et lille stik, og Paw havde ædelmodigt tilbudt ham at komme med. Men han kunne godt høre, at det ikke passede Paw helt, det var noget halvhjertet. Frank var sikker på, at Bente intet havde fortalt om dem, og han var lige så sikker på, at Paw havde noget kørende med hende. Heldigvis var Paw flyttet fra Pynten og havde fundet sin egen lejlighed, så han var da fri for ham.

Frank ringede på forstanderboligen klokken otte, og Anni lukkede han ind.
Ilse var klædt i hvidt, næsten. Hvid bluse med korte ærmer over en sort trøje og en hvid kjole samt hvide, højhælede sko. Som hun sad der i den sorte lædersofa, lignede hun en engel, og selv om det lå ham fjernt at tro på endsige beskæftige sig med overtroen måtte han erkende, at når nu begrebet eksisterede, måtte den iscenesættelse, han nærmest fandt her, komme meget tæt. Om halsen havde hun et guldkors, der sammen med det lange, gyldne hår indrammede hendes noget blege ansigt. På sofabordet stod en flaske rødvin og et glas. Hun pegede på den skammel, der var anbragt ved siden af og bad ham tage plads.
Anni kom ind og spurgte, om der var mere, men Ilse mente, at hun godt kunne gå til ro.
-Vi vil ikke forstyrres mere i aften! God nat!
De så fjernsyn, og de første prognoser meldte om JA-stemmer i overtal.
Efterhånden stod det klart, at danskerne med et flertal på 1,9 mod 1,1 millioner havde sagt ja til EF. Da speakeren havde annonceret denne udgang, bad hun ham slukke fjernsynet.
Hun havde ikke rigtig sagt noget særligt indtil nu, så blot alvorligt på ham og begyndte langsomt, nærmest rituelt at folde kjolen op.
Lidt distræt og fraværende tilkendegav hun med en enkelt håndbevægelse, at hun var tændt og parat.

Han kunne mærke, at hun var helt afslappet. Han måtte indrømme over for sig selv, at han også nød det her. Det var dejligt at kæle for den person, man var mest varm på i hele verden. Lige fra den første kæreste havde han glæden ved at røre sådan ved dem, at de svømmede helt væk i det. En eller anden glæde ved at være årsag til det, som de syntes om.

Bagefter blev hun bare siddende afslappet og tilbagelænet med lukkede øjne, mens åndedraget atter blev normalt.
Efter nogle minutter satte hun sig op og drak af rødvinen. Igen stod farverne ud i rummet: den sorte sofa som baggrund for en smuk ikke længer helt så bleg kvinde i hvidt med et glas rødvin i hånden. At han ikke blev budt, var uden tvivl en del af legen. Det var det regelsæt, der gjaldt. Det var det, det gik ud på.
Han var sikker på, at hun havde iscenesat aftenen. Hun ville præsentere ham for en fortælling:
-”I dansen du svæver, min ven – i lyset af andre stjerner hen”.
-Gæt, hvem der skrev det! Det er et farvel-digt.
-Vi ved ikke, om vi ses igen. En af os kan være død i morgen.
-Den overlevende må finde det tabte hos en anden stjerne!
Hun smilede til ham, mens han var alvorlig over hendes ord.
Da han sagde farvel, kyssede hun ham på kinden og trykkede sig ind til ham.
-Vi har det sammen, vi har! Sagde hun, mens hun strejfede ham blidt foran på bukserne. Det var som at trykke på knappen til raketten efter count-down.

Han var nogenlunde glad, da han gik hjemad med den der oktoberraket i bukserne, men også stærkt i tvivl. Tænkte på Dorrit, kunne han egentlig være det her bekendt over for hende? Tænkte også på Bente, lå hun nu i med Paw? Det kunne han slet ikke forestille sig. Tænkte på Ilse, det var lidt mærkeligt, det hun havde sagt, om de fremover ville kunne fortsætte? Og hvad med ham selv? Var han tilfreds med sådan et møde? Han var fuld af uro, det mærkede han tydeligt. Hvorfor var det nu, at de ikke også skulle have samleje? Hvorfor rørte hun ikke ved ham? Han kunne bare ikke greje hende.
Han var sært spaltet: på den ene side forelsket og totalt opslugt af denne for ham guddommelige person, på den anden side ville han ikke bare være hendes lille slavedreng.
Han gik lidt fortumlet der i mørket med en lyst så stor. Så besluttede han sig for at aflægge Dorrit et lille uanmeldt besøg. Hun tog forbavset imod ham og indrømmede, at hun var på vej i seng.
-Så meget desto bedre, sagde Frank og skubbede hende smilende omkuld, fræsede bukserne ned og tiltvang sig den nødvendige adgang. Det var næsten på kanten af voldtægt. Men hun var med på den.
Han var i den grad fuld at lyst, at han sjældent havde mærket sig selv så hård og stålsat. Dorrit var lidt bagefter, men kom dog op i omdrejninger, og det hjalp ret meget til, at hun mærkede, hvor lysten Frank var. Hun var klar over, at han trængte til hende, måske for at vise at sidste gang var en fejltagelse og tog imod, hvad der skulle tages imod.
Da Frank var færdig, rullede han af, vendte sig igen mod hende og kyssede hende og sagde:
-Hvor var det dejligt med dig!
Som om han lige havde prøvet med en anden!
Dorrit følte sig smigret og sagde ømt godnat til Frank og lukkede ham ud med et ordentligt tungekys. Så gik hun i seng, denne gang for at sove.

Hun havde en fornemmelse af, at Frank havde spist fisk. Han var ikke helt fri for at smage sådan.
Tirsdag 3. oktober 1972

Frank sad som regel ved siden af Ilse. Det havde været hans plads i et helt år med Pahlgaard tæt ved for bordenden. Nu havde Ilse naturligvis den plads.
Længere nede ad den inderste langside sad Hasager, i midten tronede Dahl-Hansen og ved siden af ham Fonby og Fru Lund, mens Paw, Hans og Valdemar sad på den yderste langside ved siden af Frank. Bente sad for den nederste bordende. Der var megen ironi i, at de to for Frank så markante kvinder, lige smukke på hver sin måde, sad i hver sin ende af en lang skala. Lige nu var hans plads altså tættest ved Ilse. Elizabeth deltog aldrig i lærermøderne.
Pladsbestillingen gjaldt også, når der var 10-pause, og de sad og fik kaffe. Officielt var der ingen, der havde faste pladser, slet ikke når der kom gæster. Derfor var der formelt ingen regler for den slags.
Den seneste tid fik Frank en underlig opfattelse af, at han ikke længere var velkommen til at sætte sig der lige til venstre for Ilse.
Han var meget i tvivl om, det bare var noget, han bildte sig ind, eller om en eller anden drillede ham.
En dag var stolen væk, en anden dag lå der en masse bøger på pladsen, og på et tidspunkt sad Ilse der selv. Det efterlod Frank i en konflikt. Hvis han skulle sidde et andet sted, hvor skulle det så være? Han vidste, at man ikke bare sådan kunne sætte sig på en andens plads, selv om man altså slet ikke havde faste pladser. Hvis han satte sig helt forneden ved det store bord, ville Paw eller Bente måske spotte ham og spørge, hvordan det kunne være, at han sad der?
Måske ville de ikke sige noget og så bare sidde der med dumme grin og i samtalens løb komme med mere eller mindre skjulte hentydninger. Bente kunne nemt finde på noget, der på en sarkastisk måde stillede spørgsmål ved hans og Ilses forhold. Nu mærkede han rigtigt, hvordan det var, når Ilse var på kant med en medarbejder.

Igen i dag var det ikke muligt at sætte sig ved siden af Ilse til den side, han plejede. Frank satte sig så til højre for hende, men Hasager kom ind og vrissede surt til ham:
-Det kan godt være, at vi ikke har faste pladser på lærerværelset, men jeg plejer altså at sidde der, hvor du har slået dig ned!
Nu var der allerede lidt fnisen, kunne han fornemme. Han rejste sig og så sig rundt:
-Det ser ud, som om der ikke er flere pladser. Så tager jeg da bare denne stol og sætter mig her ved Ilse…
Frank tog stolen henne fra skrivemaskinebordet og flyttede den hen til kanten af bordenden og satte sig.
Ilse så fraværende og ligegyldig ud, men flyttede sig dog et stykke med et lille smil til ham.
Hun skrev tre ord forneden på hans notatpapir:
”Tak for sidst!”
Det lunede i en kold tid.

Hun åbnede lærermødet med at foreslå, at Kurt og Rikke fik en disciplinærstraf. De kunne rydde op på kontoret. Der var masser af ringbind og bøger, der stod hulter til bulter, og det ville være passende, at de to brugte en uges eftermiddage på det. Kurt kunne jo bare sidde ned, hvis han ikke kunne holde til at stå op. Og bagefter kunne de passende gøre ordentlig rent nede i gymnastiksalen…
Hasager syntes nok, de slap billigt, mens Bente overraskende nok syntes det modsatte. Frank kunne ikke helt forstå, at hun havde ændret standpunkt og nu tilsyneladende ikke længere forlangte, at de skulle smides hjem.
Der var ikke megen diskussion om emnet, og så blev det sådan. Ilse var tilfreds.
Frank så på hende. Drejede det hele sig om, at hun skulle være tilfreds? Han så i et enkelt glimt en anden person bag den smukke facade. Var hun på en og samme tid både intrigant, dominerende, bestemmende, ondskabsfuld og sød, smuk, kærlig, omsorgsfuld?
Ilse mærkede hans blik og smilede til ham. En tanke slog ned i ham: kunne han være så opslugt af hende, at han var blind og døv? Han tænkte på Dorrit med nogen ømhed, altså ikke med direkte forelskelse, men i glæde over hende.

-Jeg vil godt fortælle jer, at der er rygter svirrende om en hemmelig loge her på skolen. Og det skulle ikke være helt artigt, det der bliver sat i værk. Det var lille Marie, der ikke kunne lade være med at sige lidt om det. Da jeg gik hende på klingen, ville hun naturligvis ikke sige mere.
Hasager var som sædvanlig mistænksom over for eleverne. Frank tænkte på, om han var egnet som lærer med den indstilling.
Ilse indskærpede, at alle skulle holde øjne og ører åbne.

Da mødet var forbi, rejste alle sig og pakkede sammen. Da Paw var bag Fru Lund, klappede han hende i enden og opdagede sin store fadæse næsten med det samme. Rød i hovedet fremstammede han:
-Øh, det må du sgu meget undskylde! Jeg troede, det var Bente!
Fru Lund vejede nok omkring de 100 kilo, mens Bente trods alt var en noget fiksere sag på 65. Det var derfor pinligt, uanset synsvinklen.
Bente kunne blive fornærmet over, at Paw forvekslede Fru Lunds bagdel med hendes. Fru Lund kunne blive fornærmet, fordi Paw slet ikke ville klappe hende, men en anden. Og Paw kunne blive flov, fordi han åbenbart besad egenskaber i stil med hulemanden, der slog sine damer med en kølle i hovedet, en omskrivning af moderne tiders klap i bagen.

Frank blev i godt humør over Paws klap. Der havde været en lettere kølig stemning på det seneste mellem dem. Det var, som om han og Paw var blevet en smule uvenner. Som om en kvinde havde splittet dem.
Fredag 6. oktober 1972

Fru Pahlgaard havde tilsagt Kurt og Rikke til oprydning på kontoret over middag, og da Elizabeth gik hjem, var de to stadig i gang med at sortere, tørre støv af og arrangere.
Ilse havde forladt kontoret og vendte nu tilbage og beså resultatet. Hun havde en pose i hånden.
-Mine kolleger mener, I slipper for let. Selv om du stadig skal gå med krykker, bliver I naturligvis nødt til at få scenetæppet ned og renset. Jeg vil dog foreslå, at I starter med gulvet i gymnastiksalen. Det skal gøres mere end almindelig rent, især området ved blomsterkummen. I får udleveret to tandbørster og rengørings-middel, og så vil det være sådan, at I hver fredag over middag fra kl. 12.30, når middagsmaden er færdig, skal gå derned og gøre rent og arbejde til kl. 15.00, hvor I får weekend. Det vil vare så mange fredage, som det varer. Der skal være rent, siger jeg jer!
Ilse skruede sig lidt op. Kurt og Rikke var heller ikke i tvivl om opgaven.
-Hvordan I vil få scenetæppet rent, er jeres egen sag. Jeg har ikke noget imod, hvis I køber et nyt eller lader det rense. Skal I bruge penge til det, har jeg en masse arbejde nede hos mig privat, hvor I kan tjene nogle.
-Vi går derned nu.
Med disse ord tog Ilse den lille pose med remedierne og gik foran dem ned i salen. De fulgte tavse med. Kurt gik klonk med den ene krykke, og Ilse var lige ved at smile.
Rikke var glad for, at der ikke var ildebrande af de større, der skulle slukkes denne gang. De gik i gang med rengøringen. Ilse iagttog dem tavst, mens hun utålmodigt trippede lidt frem og tilbage. Hun gav dem to tandbørster og rengøringsmidlet og betydede dem, at de skulle gå i gang. Det var lidt besværligt for Kurt, og han ømmede sig indimellem, fordi foden gjorde ondt. De skrubbede løs med tandbørsterne. Gulvet blev da også en del renere, men de nåede ikke ret meget.

Ilse var tilfreds, og med et god weekend! og et lille smil forlod hun salen.

Det blev igen en dejlig weekend. Anni og Ilse gad kun se noget fjernsyn. Ilse bad hende om at ordne sengene inde på sit soveværelse.
Da Anni kom tilbage, drillede Ilse hende med, at hun nu igen skulle sove alene.
-Er du ikke bange?
Anni var ikke bange, ikke lige nu. Men hun tilstod:
-Jeg har det med at blive bange ud på natten, især hvis der er underlige lyde..!
Ilse smilede til hende.
-Hvad er det for lyde?
-Det er, som om der er elever, der render og leger udenfor!
-Jamen, hvad mener du?
Ilse blev meget nærværende. Anni rystede på hovedet:
-Det er nok noget, jeg drømmer! Men for et par weekender siden hørte jeg noget larm ovre fra skolen, da Paw havde weekendvagt. Der lød et rabalder på drengegangen. Men det kan jo ikke passe der midt om natten … -Så tænkte jeg, hvis det er noget uhyggeligt, så vil jeg gerne sove inde hos dig på briksen!
Ilse nikkede langsomt og grundede lidt over det, hun havde hørt.
Lørdag 14. oktober 1972

Efterårsferien var begyndt med det herligste solskinsvejr. Ilse tilbragte fredag og en del af lørdagen hos sine forældre, hvilket hun havde glædet sig til i længere tid. Hun og Gert og somme tider også Ib plejede at feriere hos mormor og morfar, hvor de blev godt og grundigt forkælede. Men Gert ville hellere tilbringe efterårsferien i Århus hos sine venner, og så var det løb kørt.
Hans rigtige far nævnte han aldrig mere. Det var år og dag siden, de to havde været sammen.
Dorthe havde ikke vist sig meget efter sin fars død. Det virkede, som om også hun følte sig befriet fra ham.

Om mandagen forlod Ilse det mødrene hjem og kørte til Esbjerg, hvor hun bestilte Sørensen til at hente sig som sædvanlig på Banegårdspladsen.
Hun havde aldrig fortalt noget om sig selv til ham, syntes ikke at det kom ham ved, og han spurgte naturligvis heller ikke.
Han kom fluks, sprang ud og åbnede døren for hende, og hun nød det. Det var en mental restaurering, hun var i gang med. På forhånd havde hun bedt ham tilberede en god middag til hende, som hun ville nyde oppe i udsigtsstuen fuldstændig alene, kun i selskab med en flaske dyr rødvin fra kælderen og sine tanker.
På hendes bud havde Sørensen fået installeret et betjeningssystem, så hun havde et antal knapper at trykke på, hvis hun ønskede hans tilstedeværelse.
Hun havde set helt undskyldende ud, da hun forklarede ham, at hun trængte til at spise alene, men han viste forståelse og måtte selvfølgelig acceptere hendes ønske.
Hun nød hans laks med en god og kraftig hvid bourgogne til og sad derefter længe og kiggede ud over vandet. Skumringen satte ind, og lysene tændtes hele vejen rundt om Skallingen.
Hun trykkede på den hvide knap, og Sørensen kom spurtende og fjernede første ret. Derefter kom tournedos´en med en Chateau Lafitte af de kraftigere.
På dette tidspunkt havde Ilse det rigtig godt. Vinen gav hende en behagelig rus, og det saftige kød mættede. Efter spisningen lænede hun sig tilbage og tænkte.
Foreløbig havde hun villa, bil og Sørensen for sig selv. Han var pålagt streng tavshed omkring sit arbejde. Ikke engang hendes egne forældre kendte til det her. Det var en enestående chance for at leve et dobbeltliv. Og tanken om at have en hemmelighed med en anden identitet stemte hende mild i sindet og gjorde hende beruset uden at være alkoholpåvirket.
Eller en chance for at have noget at trække sig tilbage til, når forstanderjobbet var overstået.
Hun tænkte også på sine børn. De vidste intet om villaen her, heller ikke Dorthe, som nu arbejdede på Sjælland på en efterskole der. Det var ikke ret tit, at hun lod høre fra sig, måske ringede de sammen en gang hver anden måned, og for det meste var det Ilse, der ringede op. Dorthe gav i samtalerne indirekte udtryk for, at faderens død var modsætningsfyldt. Hun savnede ham og hans omsorg, men det var lige præcis også den, der var for meget. Hun fortalte Ilse om dengang, hun ville skifte job, og han bare havde forbudt hende det.
Med Gert gik det bedre. Han gik i 9. klasse på efterskolen og havde det så godt som aldrig før. Når han lige var et smut hjemme, fortalte han om kammeraterne, lærerne og forstanderen, som om de var i familie. Han savnede ikke Ib. Efter begravelsen blev han noget mere lys i sindet, en skygge var gledet væk.
Længere ude strejfede hendes tanker Frank og hans forsøg på at gøre hende tilpas. Hun tænkte på ham som en ung mand, hun kunne lege med. Det pirrede hende. Hun fik små, varme elektriske og behagelige stød ved at kredse om ham.
Det var klart en ulempe, at han var ansat på skolen. Hun kunne ikke tillade sig hvad som helst. Ærgerligt. Hun legede med tanken om ham som fast fyr. Én hun kunne hygge sig med her i villaen. Hvordan ville det være at bo sammen med ham? På mange måder jævnbyrdig, intellektuelt set. Med sin alder var han nok mere umoden. Ni år gjorde meget, og hun havde en forestilling om, at han ville nogle ting, hun ikke længere gad. Han var sjovere og mere spændende end den 58-årige mand, der var seriøs i sin tilbedelse. Frank var anderledes uforudsigelig. Og dermed lignede han hende mere end den 58-årige. Lege med? Hvem var så den modne? Hun måtte smile ad sig selv.
Og ryste på hovedet. Hun burde overlade Frank til sit eget liv. Han skulle ikke leve sit liv med den uvished, der var klæbet til hende. Han skulle finde en ung pige passende for ham.

Mandag 30. oktober 1972

Telefonen ringede tidligt om morgenen. Franks søster lød stakåndet.
-Jeg tror, det er en god idé, hvis du skynder dig at komme til Sønderborg. Mor er blevet indlagt med en hjerneblødning! Og den er værre end de andre to…

Øjeblikkeligt steg hans puls. Forvirret og med mange tanker samlede han hastigt nogle ting sammen i en taske og strøg ud af døren. Smed den ind på bagsædet og skulle lige til at starte, men kom så i tanker om, at han hellere måtte underrette Ilse.
Han for ind igen og ringede. Usammenhængende forklarede han hende hurtigt, at han nødvendigvis måtte af sted.
Ilse havde stor forståelse for hans situation og gav ham fri så længe, han havde behov for.
Så af sted.

Volvoen spandt dernedad. Han huskede at tanke op undervejs. Imens han kørte, løb tankerne. Først mistede hun sin egen mor, så broderen, så faderen, og nu? Nu var det hendes tur i familien, hun var den sidste i familien; efter faderens død havde han næsten ikke fået talt med hende. Lidt til begravelsen, især bagefter. Hun havde ikke kunnet lade være med at drikke. Var en anelse beruset under selve begravelsen, og han var sikker på, at hun havde en kylling under frakken, for hun var ikke helt fri for at lugte af spiritus. Bagefter- bagefter fik de trods alt talt ud om mange ting. Hun vidste slet ikke, hvad hun nu skulle stille op med sit liv.
Havde han været den gode søn, hun havde fortjent? Havde han ladt hende i stikken under skilsmissen dengang? Var han en stymper, fordi han hele tiden var neutral? Hun var den svageste, og hans far præsterede både at finde en anden kvinde og få overdraget forældremyndigheden over de to små søstre. Alt sammen fordi hans mor drak. Hvorfor drak hun?
Hans tur derned lignede efterhånden en tur på via dolorosa, for det havde været en smertens vej, hver gang han skulle gense sin barndoms landsdel i år.
Så var han i Sønderborg. På hospitalet fandt han hende hurtigt, hun lå med lukkede øjne og trak vejret på en lidt for hastig måde. Hans ene søster var der allerede.
Lidt efter kom en overlæge.
Venligt forklarede han dem, at hun ikke ville overleve denne gang. De to forrige gange var hun blevet skadet for hver gang, men havde kun mistet lidt balance og en smule førlighed i den ene arm.
Hvordan har man det, når ens mor skal dø? Den person i hele verden, man har stået allernærmest, født ud af, kan man komme et andet menneske tættere? Ikke fra starten. Men langsomt fjerner man sig naturligvis, bliver voksen og selvstændig, og forældrenes død vejer mindre tungt, når man er 25 end 10. Klart nok. Alligevel var det svært at sige farvel.
Hans mor havde været tilfreds med, at han som voksen valgte side til hendes fordel. Men hun var ikke altid tilfreds med ham. Han var tit egenrådig, glemte hendes ønsker og var ikke altid den søn, hun kunne ønske sig. Spørgsmålet for ham var, om hun, hvis man kunne spørge hende, kunne sige sig helt fri for at prioritere andre områder højere end kærligheden? Eller om hun bare ikke kunne? Var hun offer for sin far og for sin egen mor, der var en hård nit?
De tog om hinanden, og søsteren græd. Han ikke. De gik ned i opholdsstuen og spiste et lille måltid mad. Talte om fortiden, om moderens ulyksalige liv: Heftig forelskelse, giftermål, et ægteskab i 18 år med masser af skænderier og uenighed, skilsmisse med en aldrig svigtende kærlighed til deres far og en evig venten på, at han skulle komme tilbage samtidig med oplevelsen af først moderens, siden broderens, og til sidst faderens død.
Mor alene i verden.
Hen under aften forlod hans søster hospitalet, og han overnattede der. Først sagde han dog lige godnat til sin mor. Han tog hendes hånd og sagde til de lukkede og helt ubevægelige øjne:
-Du var en god mor! Og det er du stadig, det skal du vide! Sagde han indtrængende til hende – med blanke øjne og tung om hjertet. Hun lå med lukkede øjne og trak vejret stødvist, besværligt. Han tænkte på, hvornår og hvordan trak hun vejret den sidste gang, hvordan ville han reagere på det? Hans mor havde flere gange tidligere givet udtryk for dødsangst.
Han tænkte på hendes kat, som hun altid havde kaldet Pussy og kom til at smile for sig selv. Tænk, hvis han havde inviteret sin engelske veninde, som han frekventerede en måneds tid, med hjem og hans mor gik der og kaldte på Pussy hele tiden!
Han glattede dynen over hende og strøg hende blidt over kinden.
Der var ingen reaktion. De havde også fået at vide, at hun næppe ville vågne mere. Overlægen havde tilbudt at forøge morfinen; det ville gøre døden smertefri –og hurtigere.
De havde nikket; hvem bestemmer her?
Næste morgen gik han og søsteren atter hen i opholdsstuen og snakkede dæmpet.

Da de kom tilbage til enestuen, var hun død. Det kunne ses med det samme. Hun var allerede gullig i huden og lå med åben mund. Hans søster blev rasende og flåede ordene ud gennem tårer igen og igen:
-Vi skulle heller ikke sidde derhenne, mens hun lå her og døde ensom!
Han forsøgte at indvende, at så skulle de jo aldrig have forladt hende, og søsteren skulle ikke være taget hjem sidste nat.
Men det prellede af, og han følte sig en smule skyldig, som om han var årsag til hendes død og tænkte, at hans mor med vilje havde forladt denne verden alene – og havde dermed vist dem, at hun nok selv skulle finde ud.

Tirsdag 14. november 1972

Under meddelelser på ugens lærermøde anmodede Paw om fritagelse til forældremødet fredag i ugen efter.
Han og Bente var af Paws fætter blevet tilbudt to billetter til Ike og Tina Turners koncert i Falkoner Centret i København. Fætterens hustru var højgravid, og da de i sin tid købte billetterne, troede de ikke, at det ville være noget problem. Men fødslen var fremskyndet, og derfor turde de ikke gå til koncerten.
Paw talte med glød og begejstring i kinderne og mente nok, at han og Bente kunne undværes til forældreaftenen.
Frank undrede sig mere og mere over dette nye makkerpar. Var de i gang med noget? Når han tænkte nærmere efter, kunne han pludselig se, at de ofte sad sammen, når der var frikvarter, og at de absolut også skulle være sammen i hele temaugen, hvilket han havde opfattet mere som et praktisk arrangement.
Ikke at han var jaloux, det lå langt fra ham at være det i dette tilfælde, nej, nej, men på den anden side at kaste sig i armene på sådan en fynbo; havde det ikke været passende at være en smule mere kræsen?
-Og derfor vil vi helt ekstraordinært og ja, det sker vel højst en gang hvert tiende år, bede om fri!
Men Paw og Bente havde forregnet sig. Ilses klare stemme skar som en sav i cigartræ:
-Det kan I ikke få. Forældreaftenen er vigtig, fordi det er første gang efter skolestarten, at vore forældre kan få lejlighed til at tale med jer hver især. Som I ved, er programmet delt i to: Først skal alle ud på klasserne, hvor klasselæreren skal præsentere undervisningen, stoffet og resten af planlægningen for skoleåret. Dernæst skal matematik- og de øvrige faglærere fortælle om udviklingen på de forskellige hold. Under og efter kaffen vil forældrene så kunne henvende sig til jer alle og spørge ind til deres børn.
-Vi kan umuligt undvære to lærere sådan en aften!
Paws underlæbe sank længere og længere ned, og han mistede for en stund mælet. Bente brød ind, hun havde med vanlig stædighed ikke mistet kampgejsten:
-Vi tænkte, at eftersom Paw er helt ny, vil forældrene jo ikke alligevel kunne få så mange svar fra ham, og jeg er jo ikke lærer, som I husker, (og her kiggede hun lidt selvtilfreds rundt i forsamlingen) -og derfor skulle jeg vel ikke i forvejen have forældresamtaler!?
-Paw er ansat som fuldtidslærer med ansvar for den nye 8. klasse. Jeg har fuld tillid til, at han kan varetage denne opgave. Og med hensyn til dig vil jeg blot indsparke, at vi skelner ikke rigtig her mellem de ansattes baggrund. Hvis du ikke mener, du har samme status her som andre, så har vi da et lille problem.
Ilse lynede lidt.
Hun var fuldstændig upåvirket, og Frank kunne ikke lade være med at drage sammenligning med en snedronning, der iskoldt og nøgternt gendrev folks følelsesladede argumenter med kontant afregning ved kasse et. Samtidig var hun en anelse blegere måske, men kun noget, der fremhævede hendes øjne. De normalt for ham så attråværdige kysselæber var to smalle streger – og uden læbestift. Hun brugte ikke make-up med klædelig selverkendelse. Det ville være som at male en Rolls-Royce med pensel. Han kunne ikke lade være med at sidde og smile lidt ved sammenligningen.
-Er det morsomt, udbrød Bente pludselig meget ophidset, mens hun med hævet, ja nærmest fremskudt barm som to pegende kanoner henvendte sig direkte til Frank:
-Jeg kan se, at du synes, det er sjovt. Jeg synes, det er mangel på respekt for mig og mit arbejde, at jeg ikke engang kan få fri den ene gang i årets løb, hvor jeg spørger pænt…!
Det var lige før, hun havde fugtige øjne. Et eller andet sted fik han ondt af hende.
-Du har ingen grund til lange brokkerier og anklager til højre og venstre, sagde Ilse skarpt til hende. -Jeg forventer, at I er på jeres pladser til en så vigtig begivenhed som forældreaftenen, og jeg kan godt se, at det er ærgerligt, at Ike og Tina så må undvære jer til deres koncert!

-Jeg smilede altså ikke af dig eller Paw, det var udelukkende, fordi jeg kom til at tænke på Ike Turner og hans..
-Jeg synes, du skal tie stille, Frank, afbrød Ilse ham.

Hasager markerede lige:
-Jeg kan da godt se, at det er alle tiders pludselig at få billetter til netop dem, som er i vælten for tiden. Men jeg vil give Ilse ret i, at I to kommer til at mangle til sådan en aften her, hvor vi alle ved, at vi skal styrte rundt for at nå det hele. Jeg husker da fra forrige år, at nogle af os sad helt til efter kl. 23 for at tale med de sidste forældre!
Dahl-Hansen supplerede:
-Ja, jeg kender ikke de to sangere der, men jeg kan da også se, at det er et problem, hvis I ikke er her til forældremødet.
Ilse afgjorde diskussionen:
-Det er et emne, der ikke egner sig til et lærermøde. Den slags forespørgsler skal finde sted på mit kontor.

Bente lignede en tordensky, men både hun og Paw sagde ikke mere under mødet.

Efter lærermødet fulgtes Paw og Bente ad til time.
-Synes du egentlig ikke, hun er smålig? Bente kunne ikke lade være med at få noget ærgrelse ud.
-Og Frank, der tydeligt nyder, at vi får nej!
-Jeg kan da godt se, at det er enormt uheldigt. Det værste, synes jeg, er, at de øvrige kolleger bakkede hende op. Det synes jeg ikke, de kan være bekendt. Når jeg tænker på de mange gange, jeg allerede i den korte tid her har støttet kolleger, når de fremførte anmodninger af den slags…?
-Ja, der var jo Hans, der ikke alene gerne ville låne skolens trailer, men også fik lov til at låne et par elever midt i undervisningstiden!
De nåede deres undervisningslokaler og skiltes.
Paw var ikke upåvirket af Bentes yndigheder og havde haft kig på hende fra starten. Han var begyndt at spise sundere og faktisk også at løbe lidt. Med stolthed kunne han nu se vægten uden at trække maven ret meget ind.
Han kunne godt tænke sig at komme i seng med hende…
Han havde også taget tilløb. Der til EF-afstemningen var han ligefrem gået i bad og havde taget noget pænt tøj på, hvilket da også havde fået hende til at hæve øjenbrynene og smile til ham:
-Hold kæft, Pawse, du er da vist majet ud i aften! Man kan sandelig godt se, at du er tilhænger, din overløber!
Selv ikke der var hun kommet i tanker om, at det muligvis var for hendes skyld. Han turde heller ikke gå videre. Det der med at sætte sig i sofaen og lade sin hånd finde hendes var ikke noget for ham. Eller gå lige på og hårdt og kysse hende.
Inden han tænkte videre, måtte han lige en tur på personaletoilettet.
Han hev den frem og tissede ned i kummen. Troede han. Men det sprøjtede til alle sider. Det var det gamle nummer med at lægge en film stramt hen over kummen. Paw blev ærgerlig. Han havde lige vasket bukser, og der var tydelige våde pletter på lårene nu. Han tog noget toiletpapir og forsøgte at tørre det af, men fik kun som resultat, at det fnuggede og sad tilbage, så det blev endnu mere synligt. Det ældgamle nummer! Nu ville han kræve, at personaletoilettet kunne aflåses!
Han tørrede fingrene i toiletpapir, som han plejede og gik ud på gangen. Han var allerede for sent på den.
Omkring hjørnet stødte han næsten ind i Ilse.
-Nu kommer du igen for sent, Paw. –Jeg vil gerne se dig inde på mit kontor kl. 16 efter timerne.
Paw opgav at forklare her og nu.

Igen stod Paw skoleret hos Fru forstander Ilse Pahlgaard.
-Jeg er nødt til at give dig en advarsel nu, Paw. Det nytter ikke noget, at du forsømmer dine timer og kommer for sent. Da jeg mødte dig, var du syv minutter forsinket! For nogen tid siden havde vi et lille møde om larm fra din klasse, og vi talte om dit sprog, og oven i det kom du også den gang for sent. Ja, ja-
Paw havde forsøgt at afbryde hende. Hun løftede hånden.
-Du skal nok få lov. Jeg vil lige være færdig først. Din anmodning i dag om fritagelse på næste fredag trækker i den modsatte retning. Paw, du er i vanskeligheder! Hvad har du at sige til dit forsvar?
-Jeg mener, det er helt uberettiget i dag. En eller anden klump har bredt det her film ud over personaletoiletkummen med det resultat, at jeg desværre kom til at gøre mine bukser våde. Det har i udpræget grad forsinket mig!
-Er der ikke et skilt med henstilling om at sætte dig ned?
-Uanset ville det have forsinket mig.
-Du var sent på den, da du gik til time. Jeg lagde mærke til, at du og Bente havde meget at snakke om på vej derned, og I stod længe nede i forhallen…
-Må man nu heller ikke snakke sammen? Jeg må da..
-Nu skal du høre her. Jeg har slet ikke tid til at høre på dine flabetheder. Du får her et brev, og i det brev får du en advarsel. Hvis du gennem de næste to år opfører dig ordentlig, sker der ikke mere, og så bortfalder advarslen. Ellers risikerer du en fyring. Er du med? Så vær venlig at kvittere for brevet her…
Paw nikkede og skrev under.
Det her skulle kammeraterne hjemme på seminariet bare vide. Tænk, at han, Paw Jessen, med afgangsholdets flotteste karakterer havde fået en advarsel af hende den.. Han turde ikke engang tænke de ord. I aften på hjemmeværnsmødet skulle hun få! Det var efterhånden tradition for, at de tre, Frederik, Gunnar og han, lige gennemheglede Ilse Pahlgaard, inden de planlagde rigets forsvar.
Torsdag 23. november 1972

Dahl-Hansen stod i døren til kontoret.
-Jeg ville for en gangs skyld spørge om fri… I morgen, Ilse, Lilli skal til tandlæge i Esbjerg, det er noget med noget rodbehandlling, og vi har måttet få en tid midt på formiddagen.
-Det er i orden, Børge, du kan jo sagtens være tilbage til aftensmaden, hvor forældrene ankommer, sagde Ilse og var således den første chef, Dahl-Hansen nogensinde havde haft i mere end 40 år, der kaldte ham ved fornavn.

Paw var lærer i formning og havde i den forbindelse udarbejdet nogle vældigt flotte rektangulære og cirkulære plader i krydsfiner og havde banket dem op på væggen i samlingslokalet. Da de var malet i stærke gule og orange farver, virkede det vældigt oplivende, især i begyndelsen. Nu havde de så kigget på det i et par måneder, og Ilse kunne mærke en stigende irritation. ”Kunstværket” var alt for dominerende, stjal en hel del vægplads, og det havde aldrig været meningen, at det skulle blive hængende.
Da så Valdemar helt uafvidende om disse overvejelser kom og foreslog, at renoveringen af lokalet kunne begynde allerede før jul, benyttede hun anledningen til at bede Paw om at nedtage pladerne.
-Jamen, det er jo mit kunstneriske udtryk for den ånd, der skal herske i det lokale! Det kan man ikke bare fjerne. Så fjerner man sjælen derinde.
Ilse stirrede på ham.
-Du har ikke ejerskab til dette såkaldte kunstværk! Det er lavet i undervisningen, med skolens materialer og af skolens elever. Når vi beslutter os for at fjerne det, gør vi det.
-Det mener jeg ikke, I kan gøre!
Paw var rød i hovedet, ophidset, vred. Han sagde I, men det var uklart for Ilse, hvem han hentydede til. Hende og Valdemar? Bestyrelsen?
-Jeg forbeholder mig ret til at inddrage Danmarks Lærerforening i dette!
-Det er du velkommen til. Jeg kan se, at du har weekendvagt. Vil du være sød at nedtage kunstværket på lørdag, så kan du få lov til at tage det med hjem og hænge det op hos dig selv.
Paw spruttede og forlod kontoret med ord hængende i luften, som Ilse klogelig valgte at overhøre.
Fredag 24. november 1972

En lang dag startede allerede inden halv ni, da telefonen ringede på kontoret, og en dame præsenterede sig som formand Magdalene Bruun fra Danmarks Lærerforening.
Hun havde fået en klage fra en ansat, Paw Jessen, på skolen og ville godt kende modpartens synspunkter i den sag.
Ilse var himmelfalden.
-Vil det sige, at I på fagforeningen ikke har så meget andet at give jer til, så I vil bruge tid på nogle malede krydsfinerplader, som en lærer har lavet i en formningstime sammen med nogle elever?
-De kan ikke skelne mellem stort og småt. Der må skelnes mellem vigtigt og principielt og alt det andet.
-Hvorfor gør I så ikke det?
Ilse hadede at titulere folk, hun ikke havde sympati for, med De.
-Nu skal du høre her, frøken Bruun. Det drejer sig om fem malede krydsfinerplader i geometriske figurer, ophængt i et undervisningslokale på skolen af den lærer, der sammen med et hold formningselever har savet, pudset, malet og lakeret dem. Et fint projekt, der virkelig har pyntet op med sine stærke farver. Lokalet er nedslidt, og derfor syntes jeg, det var en fremragende ide. Nu skal lokalet renoveres, og så skal det selvfølgelig ud, det siger sig selv.
-Ja, hvis det er sådan, det er foregået, kan man jo ikke direkte tale om, at det er medlemmets eget kunstværk. Nu skal De høre! Jeg vil drøfte det med mine medarbejdere, og så vil vi måske vende tilbage.
-Det er fint, gør du bare det, sagde Ilse og lagde på.
-Mage til frækhed skal man lede længe efter, sagde hun til Elizabeth.
Mandag 27. november 1972

Straks fra morgenen var den gal med Casper og Alex. De var højrøstede, larmende, grinende og agerede i et og alt, som om de var påvirkede af weekendens druktur. For det var den, de forklarede det med, da de fik besked om at møde op på kontoret. Ilse forsøgte at få at vide, hvor meget, hvornår, hvordan, men det var stort set umuligt at få et reelt indblik i deres weekendfærden.
Så gjorde hun kort proces og bad dem tage hjem, indtil de var blevet ædru.
Hun ringede til deres forældre, men det var kun Alex´mor, der tog telefonen. Hun blev noget ærgerlig over udmeldingen fra skolen og tilbød straks at huse begge drengene, indtil Caspers forældre kom hjem.
Ilse lagde røret og vendte sig om mod drengene:
-Som I hørte, så kan I tage hjem til Alex begge to. Vi kan jo kalde det en tænkepause. I skal vurdere, om I er blevet for gamle til efterskolelivet, og vi skal her vurdere, om vi ønsker elever som jer!
-Jeg ringer til jer i morgen eftermiddag, når lærermødet er overstået. Hvis vi siger ja, så skal I ringe til mig på fredag og fortælle mig, hvad I er nået frem til, og hvis I giver mig et tilfredsstillende svar, kan I komme her igen.

Da Casper og Alex lidt senere sad i bussen på vej hjem, var de enige om, at mage til kælling skulle man godt nok lede enormt længe efter. Da de stod af bussen i Esbjerg, røg de lige den sidste smule hash, der var tilbage, ude foran banegården, beundrede den flotte grønne jaguar, der holdt der, inden de tog bybussen ud til Kvaglund.

Mandag 25. December 1972

Juleferien tilbragte Ilse sammen med Gert og Dorthe og Anni hos sine forældre i Give. De gik lange ture sammen enten ude omkring Rørbæk Sø eller nordvest i Give Plantage og fik omsider talt godt og grundigt ud om Ib. Der var hos begge børn et stort behov for at tale om den mand, der på godt og ondt havde haft stor betydning for dem. Lige efter ulykken var Dorthe i stor sorg og græd meget. Til begravelsen var hun fattet, men det holdt kun til gravkaffen bagefter. Gert derimod var under hele forløbet alvorlig, men ikke specielt sørgende. Han gav klart udtryk for, at han betragtede Ib som sin plageånd. Da han ymtede noget om, at Ib også havde været ansvarlig over for hans forsøg med hash og andre stoffer, måtte Ilse alligevel sige fra.
Hun kiggede undersøgende på ham og ville vide, om han nu også var helt færdig med det der. En af grundene til, at han var kommet på efterskole, var jo netop, at det skulle være slut. Det bedyrede Gert. Ilse slog sig til tåls med, at hun nok hørte, hvis han var på den igen.
Dorthe og Gert, der ellers intet havde med hinanden at gøre, følte sig forbunden af den mand, der for dem begge havde fået konsekvenser. For første gang kunne de to have glæde af hinanden, og de foretog flere spadsereture sammen og fik talt ud.

Første juledag var med frokost, og Ilse blev en smule fuld. Det havde hun ikke været siden de dage i juni, hvor hun havde forført Frank.
Hun gik i flæsket på sin far, mens hendes mor og Dorthe stod ude i køkkenet og vaskede op, og Anni og Gert gik en tur:
-Far, hvor var du, da jeg havde brug for dig? Hvorfor fanden har du altid været så passiv i forhold til mig?
-Mor har taget sig mest af dig, det indrømmer jeg. Jeg har haft mit at se til, der skulle tjenes penge, og jeg knoklede fra morgen til aften for at det kunne løbe rundt.
-Derfor havde du ikke behøvet at ignorere dit barn! Jeg har følt mig ignoreret af dig, jeg har følt, at du behandlede mig som en ikke-eksisterende! Jeg fik af og til smæk af mor, og du hjalp mig aldrig. Du gik bare ud. Jeg lærte på den måde, at ham far der, han er ikke min far. Kom jeg hjem fra skole med gode karakterer, sagde du bare: Jamen, det ser jo fint ud! Det var ligesom om, du var enormt ligeglad med mig.
Ilse var for en gangs skyld rød i hovedet af iver og alkohol. Hun følte også selv, at det var nu eller aldrig.

-Du skulle bare vide! Sagde han, mens han kiggede ned i sit glas. Hun fik ømhed for ham. Hun satte sig over til ham i sofaen og tog om ham. Lidt kejtet besvarede han omfavnelsen.
-Hvad skulle jeg vide?
Ilse ville godt vide. Men faderen ville ikke fortælle mere. Han sad resten af aftenen og stirrede ned i sit glas og så tungsindig ud. Ilse følte dårlig samvittighed. Havde hun været for hård? Hun var tilfreds med det, hun havde sagt, og det kunne ikke være anderledes. Hvad var det for en hemmelighed, han ikke ville fortælle hende?
Gert kom ind og sagde:
-Morfar, jeg har altid været så glad for at være på ferie hos jer!
Et lille smil dukkede op på faderens læber.
-Vi har sandelig også været glad for dig, min dreng! Du har altid været i stand til at klare dig selv, du kunne altid finde på noget at lege med, du skulle aldrig have hjælp til noget. Det tror jeg, du har efter Ib.
-Nja, det kan han stadig, og han kunne også, før Ib kom ind i billedet.
Ilse syntes heller ikke, at Ib skulle have mere, end der tilkom ham.
-Husk på, at Gert har kendt Ib i seks år. Han har jo trods alt haft en fortid før det.
De andre dukkede op. Moderen spurgte, om de ville have kaffe nu, og der faldt lidt ro over selskabet.

Omkring midnat sad Ilse og moderen stadig oppe. De snakkede om løst og fast, da Ilse fyrede et mindre batteri af:
-Mor, jeg kunne godt tænke mig at få at vide, hvorfor du slog mig så meget. Var jeg virkelig så slem?
-Nja, du var vel hverken bedre eller ringere end så mange andre. Husk på, at dengang opdrog vi vore børn med smæk, hvis der var den mindste ulydighed.

-Nød du at slå mig?
Ilse var blevet noget pågående. Moderen reagerede da også voldsomt:
-Nej, ved du nu hvad Ilse, det kan du ikke være bekendt at sige. Nød at slå?? Jeg har da aldrig nydt det. Det var jo bare noget, jeg gjorde.

-Har du også slået far?
Ilse blev ved og kunne se, at moderen så forkert ud i ansigtet.
-Din far og jeg har haft vore op- og nedture, og han har ikke altid været lige nem. Måske er der røget en finke af panden, men der har aldrig været vold i ægteskabet, aldrig!
-Nej, og det kommer selvfølgelig slet ikke mig ved. Jeg tænker på, om jeres forhold har været præget af din dominans og hans underkastelse? Og at det også seksuelt gav nogle dønninger…
-Det ønsker jeg nok ikke at svare på, Ilse. Der synes jeg, du kommer for tæt på!
-Når jeg spørger, mor, er det, fordi jeg som lille pige legede med naboens unger, du ved Egon og Eva, og meget ofte når vi legede far, mor og børn, skulle snart den ene, snart den anden have en endefuld. Jeg husker endnu, da Egon blev beordret til at tage bukserne af, og Eva og jeg skiftedes til at smække ham, og vi virkelig nød det og slet ikke tænkte på, at det gjorde ondt på ham, før han grædende rev sig løs og løb hjem. Det må vi jo have lært et eller andet sted. I skolen blev der også slået med spanskrør nede på inspektørens kontor eller af læreren inde i klassen, og det var både for store, alvorlige overtrædelser af ordenen eller for småting, eksempelvis når en havde glemt at lære sit salmevers.. Et eller andet sted blev jeg ophidset over at se og høre det.
-Ja, det var en anden tid. I dag må man jo knap røre skoleelever. Heldigvis må forældre stadig give børn en over snuden, hvis der er behov for det.

-Ja, fik du ikke også smæk, da du var barn?
-Ja, mange, din mormor var en hård nit. Hvorimod morfar var blød og altid den, vi andre kom til, når vi skulle have trøst eller en to-øre til slik. Det var nu ikke så tit.
-Så du har bare kritikløst fortsat din mors opdragelsesmetoder?
-Ja, kritikløst vil jeg ikke sige, du fik langt færre endefulde end jeg. Men jeg er da ked af det, hvis du opfatter det anderledes.

-Er du sadistisk, mor? Ilse turde vove sig endnu længere ud, fordi moderen talte udenom.
-åh, nu synes jeg måske nok, du er lige direkte nok! Men din far og jeg har selvfølgelig haft vore julelege…
Åh, jeg ved ikke. Jeg kan måske godt lide at styre tingene, at have kontrol over dem, at være den, der bestemte. Det kan du jo også, har jeg forstået?
-Jo. Ilse sukkede:
-Men tak for snakken. Jeg har spekuleret længe over det her, og det var godt at få talt lidt med dig…

Men ikke helt godt. Ilse havde nok forventet, at moderen havde lukket lidt mere op for godteposen med drifter fra de nederste lag i underbevidstheden. Det ville have kunnet hjælpe hende til at se på sig selv.

Tirsdag 26. December 1972

Anden juledag var i opbruddets tegn. Gert ville gerne til Århus og fejre nytår sammen med sine venner, og Dorthe skulle tilbage til Sjælland til sine venner. Hun lagde ikke skjul på, at det især drejede sig om en bestemt. Ilse drillede hende og mente, at han skulle have været med her i Give.
-Du forfører ham bare, mente Dorthe.
-Hvad siger du? Ilse var lidt chokeret.
-Ja, de siger, at du har noget kørende med en af de unge lærere…
-Hvem siger det?
-Eleverne. Jeg var jo oppe på drengegangen her lige før juleferien lige efter, at jeg var kommet hjem. Det var nu hyggeligt, og de gamle elever fra sidste år hilste venligt på mig.
-De har lagt mærke til, at, jeg tror, det er Frank, at han af og til besøger dig om aftenen. Drengene kan jo se din dør oppe fra fløjen, og de har bemærket, at han har været der nogle gange.
-Det har udelukkende været i embeds medfør!
-Altså, de spørger, om jeg er klar over, at du står og kysser Frank i din gadedør??!!
Ilse sukkede. De skulle selvfølgelig have passet bedre på. For helvede. Højt sagde hun:
-Åh, det var da bare sådan et godnatkys, det betød da ikke noget. Du ved også godt, at eleverne tit laver sensationer ud af ingenting!

Dorthe så ud, som om hun ikke rigtig troede på hende.
Ilse funderede over det sære forhold, de to havde til hinanden. Dorthe var med sine 24 år for gammel til at være hendes datter og for ung til at være hendes veninde, og alligevel var de to kommet ganske godt ud af det med hinanden. De havde været fælles om Ib, og Ilse havde af og til støttet hende, når Ib igen havde været urimelig.
Nu omfavnede de hinanden og sagde farvel.
Hun kørte selv, mens Ilse kørte Gert om til rutebilen til Vejle, hvorfra han ville tage toget til Århus.
Selv tog Ilse en kop kaffe med sine forældre, inden hun tog til Esbjerg. Anni tog hen til en veninde i Asgaard.

Hen under aften kørte Jaguaren op til villaen, og Sørensen holdt døren. Han var i godt humør og havde glædet sig til Ilses ankomst. Ilse var ligeledes glad og imødeså nogle dages ferie i ro og fred.
Han lavede mad, mens hun slappede af og nød et glas. Ho Bugt lå som en mørk silhuet i baggrunden, ikke så mange lys, det var også blevet lidt koldere, men ingen sne. Det betød, at hun kunne gå lange ture ude ved stranden og få hold på nogle tanker, der var begyndt at trænge sig på.

Hun spiste igen alene, havde sagt til ham, at hun havde brug for stilhed og ensomhed, ikke fordi det var nødvendigt at give ham en begrundelse, mere fordi han kunne være usikker på sin rolle.
Han var efterhånden klar over, at det ikke var selskab, Ilse gik efter, og det var helt i orden med ham.
Hun ville nemlig bruge lidt tid på at spekulere over sin rolle. Levede hun det liv, hun gerne ville? Var skolen det rigtige for hende? Savnede hun en mand? Hvad med kirken, som hun havde forsømt noget på det sidste? Havde hun stadig troen? Der var mange spørgsmål at vende.

Onsdag 10. januar 1973

Golle var en elev, der var tung i det. Han havde altid haft svært ved at forstå ting uden at være direkte ubegavet. Til gengæld havde Vorherre så rigeligt kompenseret ham i den anden ende. Lige fra børnehaven var han blevet vænnet til en særlig grad af opmærksomhed, når han var nøgen. Han bemærkede de andres interesse for det, der tykt og langt hang ned mellem benene på ham. Han havde vænnet sig til det og skænkede det ikke andre tanker, end at alle drenge syntes at misunde ham det.
Da han kom i puberteten, opdagede han andre glæder ved den. Den voksede mirakuløst, og til sidst blev det altid for meget. Han opdagede også, at han ikke havde herredømmet over den. Pludselig der midt i timen kunne den vokse meget ubelejligt. Så kunne han hverken rejse sig op eller sidde normalt og måtte vente, indtil kalorius var faldet ned igen. Hans kammerater på skolen spøgte fra tid til anden med det og kaldte ham for hingsten eller KingsizeGolle. Kryptonitkesse var et af andre kælenavne. Han tog det godmodigt, og af og til var han længe om at forstå hentydningerne.
Lars Erik, der var noget kvikkere, hjalp ham ofte med lektier og opgaver, men gjorde det ikke uden bagtanker. Han var meget interesseret i Golle eller måske mest i den der.
Det traf sig just sådan, at denne eftermiddag i mørkningen havde han lovet at hjælpe Golle med noget matematik, og de to havde sat sig i grupperummet til 8. Klasselokalet. Lars Erik syntes, det var et godt sted, for det lå tilpas langt væk fra boafsnit og hovedbygning. Der kom ikke mange den vej forbi.
De sad og hyggede sig. Golle forstod ikke alverden af matematikken, og Lars Erik, der var lille og spinkel, men til gengæld noget mere opvakt, havde det rart sammen. Lars Erik foreslog, at de for sjov skulle prøve hinandens bukser, og de morede sig meget over, at mens Lars Erik næsten druknede i Golles, så kunne Golle faktisk ikke få hans på. Lars Erik hjalp til og forsøgte at hive dem op. Samtidig bemærkede han med stigende ophidselse den gevaldige bule i Golles underbukser.
-Jeg tror, du skal tage dem der af, så går det måske bedre, mente Lars Erik og pegede lettere rød i hovedet på Golles underhylere. Men der trak Golle nu alligevel grænsen. Han mente ikke, at det ville hjælpe. Lars Erik indvendte, at han jo ikke vidste det, før han havde prøvet. Golle forstod ikke helt argumentet, men han ville som altid nødig fremstå dummere, end han rent faktisk var, hvilket da også kunne være vanskeligt, og svup havde han frigivet indholdet. Den formelig sprang ud, da han hev underbukserne ned, og Lars Eriks hjerte slog dobbeltslag ved synet. Han hjalp eller forsøgte at hjælpe ham bukserne på, men det gik ikke rigtigt efter planen.
-Sæt dig på stolen, kommanderede han.. Golle satte sig ned, og Lars Erik forsøgte igen at hive det ene bukseben op. Lars Erik tog den i hånden for at verfe den til side, så der blev mere plads til bukserne. Golle lagde ikke mærke til andet, end at Lars Erik nu sad på hug foran ham og bøvlede med de der bukser, der var alt, alt for små. Han skulle lige til at sige til ham, at det ikke nyttede noget, da han følte en sær lystfornemmelse. Det var dejligt, det Lars Erik gjorde, hvad det så end var og lukkede øjnene. Golle registrerede en kraftig lyst og havde ganske alvorligt til hensigt at ville åbne øjnene. Men de kunne ikke.
Lars Erik fornemmede klart, at her havde han fat i noget stort, og reagerede som et spædbarn, der undersøger ting ved at putte dem i munden. Golle forstod ikke lige med det samme, hvad der kørte, han sad med lukkede øjne og fornemmede nu en lystfølelse så stor, som han ikke før havde oplevet og opfattede slet ikke, hvorfra det kom. I hvert fald ikke lige med det samme, og da han først fandt ud af tingenes sammenhæng, var det svært for ham at få det stoppet, netop fordi det i den grad var dejligt.

Paw, der ikke just var libertiner med den fornemme konservative baggrund, han havde fra Odense og moderen, der havde en kusine, der boede dør om dør med dronningen, eller i hvert fald hendes slot, ja, altså i samme by, havde fået klasseværelse i Franks tidligere klasserum og kunne godt lide at have time der. Det var tilpas langt fra de øvrige bygninger, så den larm, hans klasse lavede, ikke nåede Ilse Pahlgaards ømfindtlige ører. Han var stadig noget fortørnet over hendes fremfærd, og han spekulerede på, om han skulle tage og finde sig en anden skole. Måske en med en rigtig forstander, sådan en der også var hjemmeværnsmand, og som i højere grad var i stand til at værdsætte gode karakterer fra seminariet.

Da hans valgfagstimer var forbi, pakkede han sine ting sammen og gik tilbage til lærerværelset. Han fik lige skrevet lidt på IBM-maskinen til dagen efter, så besluttede han sig for at gå hjem. På vej ud af døren, opdagede han, at hans nøgler var væk. Han stod lidt og tænkte sig om. Nå, for pokker. De lå på bordet i klassen. Han gik derned, og lige da han trådte ind af døren, hørte han lyde og kunne se lys inde fra grupperummet. De havde megen glæde af dette rum, fordi mange aktiviteter kunne foregå derinde, mens der samtidig var almindelig undervisning i klassen udenfor.
Døren stod på klem, og han kiggede ind.
Der gik mindst tre sekunder, inden han forstod det, hans øjne så. Store enfoldige Golle sad på en stol og lille vakse Lars Eriks hoved pumpede rytmisk op og ned, mens hans hånd hjalp til.
Paw udstødte et brøl og for ind til drengene, klaskede Lars Erik sådan en på hovedet og havde nær ramt det store apparat, der pludselig befriet for Lars Eriks mund vejrede frit som en tændt haveslange, man slap taget i. Han ænsede i sin vrede ikke, at Lars Erik faldt over og ind i radiatoren. Så tog han fat i Golles trøje, hev ham op fra stolen og smækkede ham en på siden af hovedet, og stadig stod alle avleredskabers fader ud i luften og levede sit eget liv. Golle råbte op og søgte på en gang at forsvare sig, mens han prøvede at dække for sig med Lars Eriks bukser. Paw råbte og skreg og skældte ud:
-Jeg har fanneme aldrig set mage til svineri! Sådan et par jyske bøssekarle! Jeg skal gi jer, skal jeg! Han hev Lars Erik op fra gulvet og skubbede dem begge ud af døren.
Han kunne slet ikke forestille sig, at der i hjemmeværnet var bøsser.

Drengene løb ud af klasselokalet og over mod hovedbygningen. Lars Erik holdt sig for hovedet med den ene hånd, mens den anden hånd havde tag i et par alt for store bukser, der slaskede om ham. Golle løb i underbukser, mens han søgte at dække for sig med Lars Eriks bukser.
Paw blev ophidset og forpustet stående, mens han samlede sig.
Så gik han over til Ilse og meldte de to drenge.

Senere hen under aften kom Lars Eriks værelseskammerat ned på vagtværelset og meddelte den vagthavende lærer, at Lars Erik talte i vildelse. Hans rejste sig straks og ilede derop. Lars Erik lå og stirrede lige op i loftet og lignede en, der var syg med høj feber. Han så skidt ud og indimellem kom der uforståelige ord ud af munden på ham.
Han ringede efter vagtlægen, der spurgte ham ud. Men Hans vidste ikke noget om årsagerne, drengene på gangen vidste heller intet, så lægen besluttede sig for at indlægge Lars Erik.
På sygehuset kunne det konstateres, at han havde fået et kraftigt slag i hovedet, men der var ikke tegn på brud. Hjernerystelse og høj feber gav dog nogen anledning til bekymring, så foreløbig beholdt de ham.
Ilse blev orienteret af Hans ved denne besked, og hun ringede til Paw.
Han var i gang med aftensmaden, kunne hun tydeligt høre.
-Paw, Lars Erik er indlagt på Brørup med hjernerystelse! Han har jo åbenbart fået den derovre i klassen, kan du slet ikke huske, hvad der skete…?
Paw holdt helt op med at smaske.
-Har du underrettet hans forældre?
-Det har Hans, og foreløbig har han ikke kunnet sige andet, end at han må være faldet. Du må da have set, hvordan det gik til?
-Øh? Jeg gav dem en lussing for at sidde der og spille bøsser. Det skal de da ikke have lov til. Det kan da godt være, at Lars Erik synes, at jeg slår hårdt.
-En lussing? Jeg synes, det lyder lidt mærkeligt. Men lad os vende tilbage til det i morgen. Jeg håber ikke, der sker mere i aften.
Ilse sagde farvel og lagde røret på og efterlod en lidt rystet Paw.
På skolen udviklede tingene sig. Golle havde fortalt de forargede elever, at Paw simpelthen havde overfaldet dem, fordi de sad inde i hans grupperum, og at Paw havde tæsket Lars Erik sådan, at han havde knaldet hovedet ind i radiatoren.
Drengene gik fulde af vrede ned på vagtværelset og fortalte i munden på hinanden, hvor forfærdeligt ham Paw havde opført sig. Hans måtte endnu engang have fat i Ilse, og hun indfandt sig hurtigt og lyttede i tavshed til drengene.
Så viftede hun dem ud, vendte sig mod Hans og forklarede ham årsagen til Paws vrede.
Hans trak øjenbrynene op i panden og kunne ikke lade være med at smile.
-Hold da op, det har jeg alligevel aldrig før oplevet i min lange karriere!

Torsdag 11. januar 1973

Lars Eriks forældre stod på kontoret og så meget utilfredse ud.
-Knægten siger, at Paw slog ham ind i radiatoren!
Ilse hørte forundret på ham.
-Ind i radiatoren? Er du sikker på det? Han var jo lidt omtumlet i går, og jeg er da glad for, at det går væsentlig bedre i dag..
-Lars Erik taler ikke længere i vildelse. Det var noget af det første, han fortalte os her til morgen. At Paw slog ham så hårdt, at han faldt ind mod radiatoren og faktisk mistede bevidstheden!
Ilse var målløs. Det havde Paw ikke fortalt hende.
-Jeg tror, jeg vil have lov at undersøge det lidt nærmere. Men vi er da alle glade for, at Lars Erik er sluppet med en hjernerystelse. Og jeg håber, at han snart er frisk igen og tilbage her på skolen!
Forældrene takkede af, og da de sagde farvel, sagde faderen til Ilse, at afhængig af hendes reaktion ville han overveje en politianmeldelse og et sagsanlæg mod Paw og skolen, for det der var da helt utilstedeligt, mente han. Ilse kunne kun gentage, at hun ville undersøge sagen.

Så snart de var gået, gik Ilse ind i klassen og bad Paw lige kigge indenfor, når timen var forbi.
Det gjorde Paw, og Ilse konfronterede ham med forældrenes udsagn og forlangte nu at få hele sandheden. Han forklarede, at han var blevet rasende over at se det der svineri og derfor havde stukket dem en på skrinet. Længere var den ikke.
-Jo, det er den. Det er ikke i orden, at du slår dem, så de falder ind i en radiator og får hjernerystelse. Jeg må nok på baggrund af dit eget udsagn forstå det sådan, at du ikke har været min tillid værdig. Ilse holdt en lille pause og fremsagde så dommen:
-og derfor må jeg bede dig forlade skolen og din stilling, Paw.
Paw var indædt vred over afgørelsen. Han kørte hjem, flåede nogle ting ned fra hylderne, fik sin hund og dens hvalpe læsset ind bagi og kørte mod Fyn, så hurtigt han kunne.
På den nye Lillebæltsbro blev han standset af færdselspolitiet for at køre for stærkt, og oven i bøden måtte han redegøre for en samling mistænkelige sutsko, der skulle have været afleveret til forskellige kolleger, hvilket han ikke havde nået, fordi han i sidste øjeblik kom i tvivl, om det var Dahl-Hansen eller Hasager, der måtte undvære et par af moderens fremragende ved egen kraft og snilde fortrinsvis af halm og høstbindegarn tilvirkede hjemmesko.

Ilse indkaldte til ekstraordinært lærermøde i middagspausen og forklarede, hvorfor Paw ikke længere var ansat på skolen. Samtidig havde de en drøftelse af de nye seksuelle tiltag, der var opstået i den senere tid, og rådet var helt enig i, at sex var bandlyst på skolen, uanset hvem der gjorde hvad med hvem.
Bente smilede lidt over den sidste sætning, selv om hun var ked af det på Paws vegne. Han havde været en god kollega, og selv om han havde gjort kur til hende uden særlig succes, syntes hun godt om ham og hans ofte befriende humor.
Ilse kiggede ud over forsamlingen og spurgte, om nogen havde lyst til at læse Paws timer, indtil en vikar var fundet. Den eneste, der kunne læse timerne uden vrøvl med skemaet, var Bente. Men hun var tavs som graven. Episoden med billetterne til Ike og Tina Turnerkoncerten var gemt, men ikke glemt.
Frank tilbød sig, selv om han havde timer nok. Ilse så taknemmelig på ham.

Torsdag 18. januar 1973

En fredelig uge var ved at være til ende. Der havde ikke rigtig været elever, der var kede af det efter Paws afgang. Frank savnede ham en anelse, fordi han oftest havde et godt humør og nogle morsomme indfaldsvinkler til elevernes stave- og forståelsesfejl.
Med Ilse havde han ikke haft noget siden den aften med EF-afstemningen. Han savnede hende, men havde efterhånden forliget sig med, at hun var for evigt tabt for ham.
Han kom efterhånden også fast sammen med Dorrit og fik et helt sæt vaner og uvaner sammen med hende. Han brugte hende ret egoistisk til alt det, som Ilse nægtede ham. Der havde været nogle gange, hvor hans vej hjem fra skolen var faldet forbi Dorrit, og hun måtte så stå til rådighed for den opsparede energi, som Ilse havde forårsaget.
Han fandt på varianter til det seksuelle, som de begge syntes om, og når han gjorde det med hende, specielt from behind, lukkede han øjnene og forestillede sig, at det var Ilse, han stod med. Det var nogenlunde samme fylde og bredde, og han søgte at smelte de to kvindelige divaer sammen i sin bevidsthed.
Frank var udmærket klar over, at han befandt sig i en situation, der ikke kunne fortsætte. Det med Ilse måtte slutte. Det var trods alt mere givtigt at få noget ud af samværet med Dorrit.

Hasager havde fysik i det lille lokale, der blandt mange andre ting også indeholdt lidt biologiudstyr, samtidig med at det også skulle fungere som ekstra klasseværelse.
Han underviste i kloroform, æter og andre mere eller mindre hårdtslående bedøvelsesmidler og krydrede det samtidig med kriminalhistorier, hvor det enten var lykkedes at begå den fuldendte forbrydelse, eller også var afsløringen kommet.
Han viste dem små flasker med de forskellige giftstoffer, de fik lov til at lugte lidt til dem, inden han låste dem inde i glasskabet igen.
Klassen fulgte godt med, og selv Kurt var opmærksom.
Ham tænkte Rikke meget på. Lige siden den famøse tur i gymnastiksalen havde deres forhold været besværlig, og Ilse Pahlgaard havde været årsagen.
De turde ikke mere vove sig derud med direkte sex og mødtes nu kun i weekenderne. Men Kurt var fnysende gal på Ilse Pahlgaard. Han kunne underholde i timevis med alt det skrækkelige, han kunne tænke sig at udsætte hende for. Han undslog sig end ikke for i detaljer at fortælle hende, hvad han godt kunne tænke sig at gøre ved den mær. Første gang Rikke hørte det, spærrede hun øjnene op og protesterede:
-Det kan du da ikke! Hun er jo en gammel kone..
Men Kurt var så forblændet i sin vrede. Han tænkte egentlig slet ikke på den endefuld, han havde fået af hende. Nej. Det var det unævnelige, som han ikke kunne fortælle til nogen, slet ikke til Rikke. Nemlig at Ilse Pahlgaard havde siddet og tisset på ham, da han lå der hjælpeløs med kvæstet fod. Det var simpelthen det værste, han nogensinde havde været ude for. Og det sagde ikke så helt lidt.
Fredag 19. januar 1973

En bestemt, lille dame iklædt pænt tøj og voldsom make-up sad og ventede på Ilse, da hun mødte på arbejde næste morgen.
-God dag, mit navn er Magdalene Bruun! Sagde den lille dame og stak hånden frem, mens hun plirede med sine øjne.
Ilse så spørgende på hende, men anede nok, hvad det drejede sig om.
-Nå sådan ser du ud! Sagde hun, mens hun målte hende fra top til tå. Ilse noterede sig med tilfredshed, at hun var højere end den Bruune.
Fr. Bruun redegjorde for Paws situation og udbad sig en forklaring. Ilse stirrede vantro på hende og havde svært ved at finde ordene:
-Med hvilken ret kommer du her og forlanger oplysning om en ansat?
-Jeg vil da godt forklare Dem, at Paw Jessen sådan set er medlem af fagforeningen, og derfor ønsker vi at gå ind i sagen for at vurdere, om der er sket noget forkert!
Ilse gik hen til skrivebordet og ringede skolens advokat op. Hun satte ham hurtigt ind i sagen, og han pålagde hende ikke at sige noget om sagen og kun at aftale et møde på hans kontor, hvis Fr. Bruun skulle være interesseret.
Dette forelagde Ilse for damen, som tog det lettere mopset. Hun kunne overhovedet ikke se, hvorfor forstanderen ikke kunne oplyse hende om de faktiske forhold i forbindelse med Paws afskedigelse.
Magdalene Bruun rejste sig:
-Danmarks Lærerforening må jo så tage de retlige skridt, der måtte være nødvendige, hvis vi skal til bunds i det her!
Hun stod foran den siddende Ilse med hænderne i siden og så foragteligt ned på hende. Det var tydeligt, at Magdalene Bruun regnede hende for en undermåler.
-Ja, det må du jo sige. Men jeg har faktisk en del at se til, så…
Ilse vendte sig om mod papirbunkerne på skrivebordet.
Fr. Bruun fnysede, tog sin meget elegante taske i lysebrunt okselæder (mærket fra fabrikanten sad der endnu) og skred ud af kontoret med slutsætningen:
-De skal høre fra mig!
Ilse så på den lukkede dør med et smil, og i det samme lød der et rabalder udenfor. Hun rejste sig op og gik hen og åbnede den igen, tidsnok til at se at Fr. Magdalene Bruun var faldet i måtten, så kort hun var. Hun lå der og kæmpede med at få styr over sin krop, så hun kunne fuldføre det, hun var i færd med: at marchere ud med al den værdighed, magt og selvsikkerhed, en bestyrelsespost i den store fagforening kunne give.
Ilse var lige ved at aflevere en god slutreplik, men tog sig i det. Den kunne have lydt:
-Åh, hvad ser jeg? En falden kvinde!
Bagefter havde Ilse møde med Fru Lund. Der havde i den senere tid gentagne gange været problemer med Gunnars leveringer af kød og pålæg. Snart var det tørt og åbenbart for gammelt, snart manglede der noget her og der. Kontrolvejninger afslørede flere gange for lidt, og alt i alt gik det bare ikke. Det sidste var, at Gunnar havde sat priserne op med over fem procent.
Ilse bad Fru Lund om at finde en anden leverandør.
Der gik nogen tid, inden Slagter Gunnar opdagede, at de forholdsvis gode og stabile leverancer til efterskolen var ophørt.
Tirsdag 20. februar 1973

Lærermødet havde som altid et punkt på dagsordenen, der hed elever. Dahl-Hansen rømmede sig og kiggede kredsen rundt:
-Jeg er utryg ved Casper og Alex og til dels også Svend. For at sige det ligeud, så har jeg aldrig stemt for, at de skulle have lov at fortsætte efter den uge i efteråret!
Ilse forudså, at det kunne blive en lang diskussion for og imod, og derfor sagde hun henvendt til Dahl-Hansen:
-Hvad begrunder du din utryghed med?
-Rygter og synet af dem. Sådan let skulende, mistænksomme, og vi kender jo alle Casper og hans rapkæftede rigdom af argumentationer.

Casper og de andre gutter havde efterhånden vænnet sig til at bruge Sibirien, og selv Casper undrede sig noget over, at det kunne stå på i så lang tid, uden at lærerne hørte eller så noget.
De var ganske vist meget forsigtige og var stort set kun deroppe i weekender. Et par gange havde det været en almindelig aften, men kun når Casper og Alex lige ville rulle en joint og hygge sig lidt.
Men alligevel var det lidt mærkeligt, at det kunne blive ved.
De sad nede i diskoteket, der efter nytår var blevet renoveret og forsynet med nye, friske farver, nye rya-tæpper på væggene og frem for alt et nyt anlæg, som Ilse Pahlgaard personligt havde været ude at købe sammen med et par af drengene.
Casper hev forgæves op i sine Wranglerbukser, mens han skævede over til Kurt og Tommy.
-Kan I huske sidste år, da Hans Christian og nogle af os andre prøvede at lave oprør og spærrede os selv inde i spisesalen?
Kurt og Tommy nikkede. Det var noget af det, de huskede bedst fra skoleåret sammen med den der gåtur på stranden. Kurt havde stadig lysten fra dengang:
-Det kunne være fedt at prøve det igen! Kan I også huske, da vi var på gåtur på stranden? Han kiggede sig smilende rundt.
Men Casper ville godt holde dem på sporet:
-Måske skulle vi denne gang forberede os noget bedre, mente Casper, der altid skulle være så forbandet klog efter Kurts mening. Her havde han dog fat i noget interessant.
-Hvordan synes du? Spurgte Tommy søvnigt.
-Det skal for eksempel være midt i ugen og ikke en fredag. Det var jo en taktisk brøler. Og så skal vi have kontakt til Vestkysten og informere dem, så vi får pressedækning. Det vil kunne beskytte os mod hjemsendelse. I husker nok, hvad der skete med HC?
Det gjorde de. Det var ikke mindre end en svinestreg, Pahlgaard lavede ved at sende Hans Christian hjem bare ved at kontakte forældrene den fredag eftermiddag via telefonen. Farvel og tak for denne gang!
Eleverne kunne ikke reagere anderledes, end det de gjorde. Nemlig ved at køre et sure-løb. Alle elever fik ordre til af centralkomiteen, der bestod af Casper, Alex og Svend, at være sure i to døgn. Der måtte ikke slippe et smil eller venlig bemærkning ud overhovedet til forstander eller nogen lærer.
De gennemførte det næsten 100%. Der var nogle dumme tøser, der glemte det, men ellers var det en flot præstation.
Ganske vist opdagede ikke alle lærerne, hvad de havde gang i, og så måtte de naturligvis fortælle dem det. Casper havde alligevel på fornemmelsen, at lærerne grinede lidt af dem, når de sad der på lærerværelset.
Denne gang skulle være anderledes. Det skulle være eleverne, der grinede af lærerne, når det var overstået.
Casper var fyr og flamme, og Kurt var med på det hele, velvidende at han kunne komme til at betale den højeste pris, nemlig hjemsendelse. Men han kunne godt unde hende forstanderen et forsmædeligt nederlag, der kunne mærkes lang tid fremover…
Tommy begyndte at snakke om Paw, men de andre var stort set ligeglade.
-Skru op, brølede Kurt, da Who vrælede ud med deres ”My Generation”.
Fredag 23. februar 1973

I den sidste time før middag afsluttede Frank en god undervis-ningsuge med at fortælle om Jens Otto Krags afgang som statsminister dagen efter EF-afstemningen. Klokken ringede, og eleverne ønskede ham en god weekend, mens de strømmede ud for at gå til middagsmad. Frank tog et stykke tyggegummi og samlede sine ting sammen. Han ville ikke spise med i dag.
Han stod med ryggen til døren og hørte derfor ikke, at den blev lukket af en, der kom ind i lokalet. Men han vendte sig alligevel, da han hørte, at nøglen blev drejet rundt og døren låst.
Det var Ilse med et underligt udtryk i øjnene. Hun kom hen til ham, omfavnede ham, pressede sig ind til ham og kyssede ham med en ihærdighed, der kom fuldstændig bag på ham. Han var så overrasket, at han lod det hele ske og kyssede tilbage med en energi, der opstod med en kraft og styrke ukendt for ham.
Så gik det ellers stærkt. Hun hev bukserne ned på ham, kælede for ham, så ophidselsen stod ud i rummet, trak ham med sig bagover ned på et skolebord, mens hun hev kjolen op og ledte ham det rigtige sted hen, hvilket slet ikke havde været nødvendigt, og havde allerede lukket øjnene, mens åndedraget steg i intensitet.
Frank var på et splitsekund helt oppe i det røde felt og borede sig blindt og helt i sine drifters vold ind på den måde, han kun en gang før havde prøvet med den underskønne Ilse og jog frem og tilbage, mens han ør i hovedet stødte og stødte og ta den, ta den, og pludselig satte hun hænderne for brystet på ham, trak sig tilbage og vendte sig, lagde sig på knæ og lod ham gå ombord bagfra, og han havde godt fast i de brede hofter og stiv i blikket på den fyldige ende og fyldt med brynde. Han skruede sig stadig mere og mere op og mærkede udløsningen bane sig vej gennem det lange rør for til sidst befriet for hæmninger og hindringer at sprøjte frit og utvunget op i den varme hule.
Da han omsider var nået dertil, trak han sig uendelig langsomt ud; Ilse rejste sig med hivende åndedræt og omfavnede ham og hviskede ind i øret på ham:
-Hvor er du dejlig!
Og forlod klasseværelset så hurtigt, som hun var kommet ind.

Ilse var lige hjemme et smut i middagspausen og havde i øvrigt skiftet tøj og sad nu over en kop kaffe lige inden eftermiddags-timerne og fortalte de undrende lærere, at Paw dels havde udbedt sig en anbefaling, dels havde lagt sag an mod skolen for uberettiget fyring. Hun delte sit forslag til anbefaling rundt.
-Jeg vil imod mine principper delagtiggøre jer i min formulering, og enhver er herefter velkommen til at foreslå ændringer.
Frank hurtiglæste teksten. Han kom til at grine over de ord, der stod midt i:
”…Paw har endvidere forstået at skabe et varmt og hyggeligt miljø ved at tage sin hund med til træsløjdsundervisningen. Derved har han bidraget til at lære eleverne at behandle dyr ordentlig. Undervisningen blev udvidet en del, da hans hund fik hvalpe, og disse ligeledes deltog i træsløjd. Det var til dels skelsættende for eleverne at iagttage disse små, søde dyr og ligeledes høste den erfaring, at hundes efterladenskaber kommer til at lugte..”.
-Det kan man da ikke skrive, mente Dahl-Hansen.
-Næh, sagde Ilse skarpt. –Det kan man da ikke. Men det giver et udmærket indtryk af den gode Paw. Og husk så, at jeg slet ikke har nævnt hans mors sutsko med et ord…
Det måtte de jo give hende ret i.

Frank smilede glad til hende og hun til ham.
Det kunne blive en dejlig weekend. Fredagen var da i hvert fald begyndt rigtig godt, eller var den? Frank havde svært ved at sætte ord på sine følelser efter Ilses hurtige erobring.
Hun gjorde bare, hvad der passede hende. Ville hun erobre, så erobrede hun. Ville hun ikke, kunne ingen formå hende til noget andet. Hvad var det med hende, der gjorde hende i den grad stærk?
Var det fire måneder siden eller mere, at han forrige gang havde været intim med hende? Men følelserne for hende var lidt anderledes nu. Han mærkede, at han ikke i samme grad havde den der stormende, altopædende forelskelse i hende. Til gengæld var han nu forfærdelig lysten efter mere hud mod hudsamvær med den smukke, smukke, tiltrækkende Ilse, så han var stadig bundet til hende, nu blot fra en lidt anden synsvinkel. Og hvad var så forskellen?
Han var værgeløs, men på den anden side havde han i næsten bogstaveligste forstand samlet krudt sammen til resten af weekenden.
Tilbage var kun at tænde lunten, og der var Dorrit uden for konkurrence.

Torsdag 1. marts 1973

Frank var på skolen fra morgenstunden af. Ilse havde ansat en ny lærer, og han skulle begynde allerede her i første time.
Hun præsenterede ham til morgensamlingen:
-Jeg vil godt byde Peter Heine velkommen til Asgaard Efterskole og håber for dig, at du synes, du er kommet til et sted, der rummer lige meget arbejdsglæde og fællesskab.
Peter stod ved hendes side med hænderne foldede foran og lyttede til hende. Han var nok omkring midten eller slutningen af 30erne, slank, sportstrænet og meget høflig. Næsten for meget, syntes Frank. Det var lige før, han havde bukket, da han hilste på kollegerne.
-Så jeg håber, du vil falde godt til her!
Peter nikkede smilende og fortalte ganske kort om sig selv, og eleverne klappede bagefter. Han var ugift, men havde en kæreste.

I 10-pausen fornemmede Peter hurtigt, hvor hans plads ved bordet var. Klog nok ventede han med at sætte sig, til de andre havde indtaget deres plads. De andre syntes straks, at han var en fin fyr, der sådan næsten øjeblikkelig kendte sin plads. Eller netop ikke. Han var nok vant til det fra folkeskolen.
Ilse smilede meget til ham, og Frank kiggede stjålent på hende. Lagde hun nu op til ham? Han kunne godt se, at Peter var en flot fyr, der af en eller anden grund ikke var gift, men dog havde en kæreste.
Det stak lidt i Frank over ikke at være ældre.

Ilse bad Peter om at kigge ind til sig, når dagens undervisning var forbi.
-Nå, hvordan er det så gået i dag, spurgte hun smilende.
-Ikke værst, ikke værst. Jeg må dog sige, at eleverne er noget anderledes her end i den folkeskole, jeg kommer fra.
-Hvordan anderledes?
-Jo, de er meget mere præget af sammenhold, af at de hører til her. Man kan mærke på dem, at de her har fået kammeratskaber og venskaber, der rækker længere ud.
-De har måske også behov for at mærke venner og veninder, tilføjede han tankefuldt.
Ilse gav ham ret og fik ordnet nogle papirer omkring hans ansættelseskontrakt.
Så vendte hun sig om mod Peter, der høfligt var blevet stående:
-Jeg plejer at invitere de nyansatte ned i forstanderboligen til lidt velkomstmad og hygge. Jeg vil gerne lære dig nærmere at kende, og det er nok nemmere at gøre i fred og ro dernede. Så kan du også lige se, hvor jeg bor. Tag bare din kæreste med.
Peter havde fået historien om Ib og andre historier om både det ene og andet, da han søgte og fandt en lejlighed i Asgaard, så han havde allerede dannet sig et ret omfattende billede af forstanderen på Asgaard Efterskole. Han havde været omhyggelig med at søge efter viden om skolen og dens leder, inden han søgte stillingen. Men det meste havde han tilegnet sig hos folk, der nysgerrigt ville vide, hvem han var.
Især havde brugsuddeleren, som han hurtigt fandt ud af også var skolens formand, været meddelsom, men det havde virket, som om Frederik Hulkenbjerg ikke var ret vild med forstanderen. Peter havde ikke noget mod uddeleren, han var en flink mand, og han var blevet ekstra flink, da Peter en dag tilbød at hjælpe ham med at løfte en pakke op i hans bagagerum. De havde snakket en del sammen, og Frederik havde spurgt ham meget ud om hans baggrund fra folkeskolen. Han havde tidligere været konstitueret inspektør i halvanden måned, men nu trængte han til at forny sin viden om undervisning.

Ingen havde dog gjort sig den ulejlighed at fortælle ham, at Ilse Pahlgaard ikke var en gammel stram dame med knold i nakken. Han var blevet noget overrasket over at blive mødt af en så smuk og tiltrækkende yngre kvinde på under 40, en kvinde med et gnistrende blik i de kønne øjne, men samtidig en kvinde, der vidste, hvad hun ville. Det mærkede han fra første sekund.
Mandag 12. marts 1973

Peter var en venlig mand. Alle på lærerværelset forventede, at han her 12 dage efter sin ansættelse ville begynde at træde mere i karakter, men det skete ikke. Hvis han havde en anden hensigt, skjulte han det godt. Han var stadig venlig, gik aldrig ind ad en dør foran den, han fulgtes med, skænkede kaffe op til sin sidemand før til sig selv, spurgte andre om han kunne hjælpe med noget, og på en eller anden måde begyndte han at virke lidt irriterende på Bente. Han var for flink og for tam.
Også Frank fandt ham umådelig flink og mærkede den der lille sten i skoen, som man i begyndelsen næppe aner, og som man tror, ikke vil påvirke ens gang. Men det kommer den til.
Frank syntes, han næsten virkede underdanig og slesk, især over for kvinderne. Elizabeth på kontoret lagde ikke mærke til noget, de fleste var altid flinke mod hende. Bente kunne derimod næsten ikke lade, som om hun var upåvirket. Da Peter for anden gang tog kaffekanden i 10-pausen og spurgte hende høfligt, om hun ville have en kop med, sagde hun venligt, men med præcis den smule sarkasme, som Frank kendte så godt:
-Tak, Peter, det er næsten alt for meget!
Peter smilede bare og skænkede.
Ilse havde inviteret ham til middag, og han glædede sig.

Præcis klokken 18 ringede han på i sit pæneste puds sammen med sin kæreste, Aino, der havde været noget modvillig og først ikke ville have været med. Hun ville hellere ligge hjemme i lejligheden og læse. Men Peter overtalte hende.
-Hun er slet ikke sådan en gammel, striks lærerindeforstander med knold i nakken! Det kunne være hyggeligt, hvis du tog med. Desuden vil det måske ikke se så godt ud, hvis en nyansat lærers bedre halvdel ikke gad besøge chefen!
-Bedre halvdel? Tak for sangen… Så må jeg jo hellere tage lidt pænt på.
Og således lod hun sig overtale.

Den unge pige lukkede op, hun havde forklæde på og så fortravlet ud. De blev vist ind i stuen og bænket på en stol.
-Ilse kommer lige straks! Sagde hun og forsvandt ud i køkkenet.
Ilse Pahlgaard kom ikke ind ad døren. Nej, hun gled ind i stuen som en nyslået dronning i et champagnebrus af en rød kjole, så Peter blev helt fortumlet. Han rejste sig øjeblikkeligt og gav hånd. Det var lige før, han havde kysset den og bukket dybt. Hun var klædt i rødt med et flot smykke om halsen, der strålede om kap med resten. Han var ganske overvældet.
Det var Aino ikke mindst. Hun fornemmede en person noget ud over det sædvanlige.
Ilse foretog de første obligatoriske høflighedsspørgsmål, og Aino følte sig indfanget og indtaget af Ilses charme og varme, nærmest elektriske øjenkontakt.
Ilse sporede til gengæld, at de to personer, der sad over for hende, ændrede sig i hendes opfattelse, efterhånden som samtalen skred fremad. Til at begynde med var Peter naturligvis den, hun henvendte sig til, men Aino tiltrak sig hendes opmærksomhed med sit mørke hår, veldrejede krop og livfulde, smukke, varme, brune øjne. Hun var kvik, charmerende og noget mere spændende end Peter. Ilse kunne ikke lade være med konstant at kaste stjålne blikke over på hende.
Ilse inviterede dem til bords. Peter så beundrende på hende. Øjnene skinnede med den her særlige glans, han havde noteret sig før. Det var en personlighed, han sjældent var ude for.
-Skal vi hilse på hinanden? Spurgte hun og hævede sit glas. De skålede alle tre.
-Fortæl lidt om dig selv, Peter, opfordrede hun ham, og han gik i gang, mens de fortærede forretten. Ilse kunne ikke lade være med at iagttage Aino under hans introduktion, men hun søgte at se lige så meget på Peter, så det ikke virkede påfaldende.
Hun mærkede en voldsom tiltrækning af denne fremmede kvinde, der pludselig stod der i hendes hjem, og hendes hjerte bankede.
-Aino arbejder og bor i Vejle, og jeg selv kommer egentlig fra Grindsted. Mine forældre er døde, og den eneste jeg har tilbage, er min onkel. Han har hus i Hjerting, hvor jeg kom meget som barn. Det var så herligt, og jeg blev behandlet, som om jeg var deres søn. De kunne ikke få børn selv.
Ilse lyttede opmærksomt og måtte konstatere, at virkeligheden somme tider var mere interessant end forventningen om den.
Hun kunne altså mageligt risikere at møde Peter i Hjerting.
Det var måske håbløst at leve med to identiteter i et så lille land. Havde det så endda været i Ålborg. Eller København.

De drak en flaske hvidvin, og hun skænkede det sidste op til Aino, der sagde tak, mens hun lagde sin smalle hånd på hendes, en berøring, der sendte elektriske stød op i hjernen på Ilse, og til hovedretten kom der yderligere to flasker rød ind på bordet. Anni knoklede, det bedste hun havde lært, og resultatet var over al forventning. Ilse var i en pause lige ude i køkkenet og tog om hende, mens hun hviskede:
-Jeg er stolt af dig og den fine mad, du kan tilberede!
Anni blev enormt glad for den ros. Det skete ikke så tit. Hun havde også virkelig gjort meget ud af det.
-Jeg gør sandelig også mit yderste, Ilse, så det er da bare dejligt, hvis det lykkes!
Snakken gik omsider mere livligt og knap så stift, og rødvinen hjalp selvfølgelig til. Hver gang Ilse skænkede op, lagde Aino sin hånd på hendes. Til desserten tilflød der selskabet en sød vin, og Aino tilbød at skænke rundt. Så var det Ilses tur til at lægge sin hånd umærkeligt på hendes, og uanset hvem der lagde hvis hånd hvor, knitrede det med strøm i luften, så de to var i højt humør, da kaffen skulle indtages. Ilse ville nu ikke servere ren kaffe, men satte en gang irsk kaffe frem, og det forøgede stemningen. Peter var glad og følte sig dejligt småberuset.
Han fortalte sjove historier fra den skole, han sidst havde været ansat på. En korpulent lærerinde var blevet ansat, og en ældre overlærer troede, hun var gravid og havde en af de første dage i det store frikvarter fornærmet hende grusomt ved at sige:
-Og hvornår smider du den kalv?
Den lo de meget af i det lille selskab.
Aino kunne bidrage med en næsten tilsvarende historie fra dengang, hun gik i skole. Ilse ville ikke holde sig tilbage og berettede om Golle og hans meriter.
Stemningen var røget yderligere i vejret efter dette noget mere saftige indlæg.
Aino lo og var tydeligt ved at være beruset. Mere end Ilse, det var klart nok for Ilse, som bestemt mente, at hun var ganske upåvirket. Hun syntes egentlig godt om Peter. Han så rar og tilforladelig ud, og lige pludselig kunne hun godt trænge til en mand.
-Kunne du ikke låne ham Peter ud lidt, spurgte hun småsavlende, mens hun lo lige larmende nok. Hun mærkede, at det var svært helt at styre tingene nu. Kontrollen svigtede hende, og det var grimt.
Aino knækkede helt sammen af grin og svarede:
-Jo, jo, lån du ham bare. Han plejer ikke at kunne få den op at stå alligevel, når han er fuld!
Da hun havde sagt det, lo hun endnu højere og kastede sig bagover af latter, så det smukke, lange hår bølgede ned ad stoleryggen. Mens Peter var blevet tavs, morede de to jævnaldrende kvinder sig over hans manglende mandighed, så man skulle tro, de aldrig havde snakket om andet og helt uden hensyntagen til hans eventuelle sårethed.
Aino skænkede sig en ny whisky op, hældte lidt kaffe i og supplerede med sukker og flødeskum. Da hun drak, var der lidt flødeskum tilbage på underlæben. Ilse tog en serviet, og under megen munterhed satte hun sig over til hende og tørrede læben ren for flødeskum.
-Tak, skal du have, det har jeg aldrig prøvet før. Altså at blive tørret af en forstander! Klukkede hun, mens Peter blev mere og mere stille.
-Og så en forstander, der ser så søøøød ud som dig! Smilede hun og tog pludselig Ilses ansigt mellem sine hænder og gav hende et smækkys lige på munden.
-Nej Aino, nu synes jeg, mon ikke det er på tide, at vi skal til at tænke på at gå hjem..?
Peter var blevet meget urolig over denne helt nye og ukendte, men farlige sejlads.
Men Aino ville aldeles ikke hjem og sejlede videre. Ilse syntes nu også, det var alt for tidligt. Hun kaldte på Anni:
-Kom lige her ind!
Da Anni kom hen til bordet, så Ilse på hende med slørede øjne og bad om noget frisk kaffe. Da Anni vendte sig om, gav Ilse hende et lille klaps i bagdelen med en høj latter.
-Hov, hov, sagde Anni og knyttede hånden mod Ilse. -Ska´ du smage fars kødhammer?
Også Aino syntes, at det var hylesjovt, mens Peter gjorde mine til at rejse sig. Der var alligevel grænser.
Aino bekendtgjorde, at hun altså nu skulle tisse. Ilse rejste sig svajende og opfordrede hende til at følge sig. Så skulle hun vise hende toilettet.
Det fik de sig bugseret ind på grinende og skramlende, Aino satte sig og bad Ilse om at blive, for hun kunne umuligt alene finde tilbage igen. De lo begge af den bemærkning, lo rigtig igennem, så maven gjorde ondt, og overkroppen knækkede sammen.
Da Aino var færdig, rejste hun sig op og rystede sig lidt, mens hun holdt kjolen oppe og viste det hele frem og så sig om efter toiletpapiret. Ilse gik hen og tog et par stykker til hende, men Aino kiggede i sin fuldskab skælmsk på hende og spurgte:
-Gider du ikke tørre mig, jeg kan ikke finde den! Og grinede igen højt og larmende. Ilse var lige så hønefuld og bøjede sig ned med toiletpapiret og tørrede Aino dernede. Morskaben var komplet. Da hun rejste sig op, omfavnede Aino hende og plantede et stort smækkys på hendes mund.
-Jeg ku´ sku´ godt tænke mig at ligge med dig, din lækre forstandersteg! ævlede hun, mens hun klamrede sig til Ilse.
De stavrede ud af toilettet, men i stedet for at gå ind i stuen, havnede de på forunderlig vis inde i Ilses soveværelse, hvor Aino smed sig på sengen og messede:
-Kom her ned til mig, du dejlige dame!
Ilse satte sig på hende, holdt hendes arme under megen munterhed og messede tilbage:
-Se så, hvad vil du nu gøre?
Aino overgav sig på skrømt, kunne ikke se Ilse, fordi Ilses kjole dækkede hendes ansigt, som var betænkeligt nær Ilses trusser. Ilse mærkede pludselig noget aldeles dejligt, og trods sin fuldskab var hun faktisk godt klar over, hvad der var ved at ske.
Hun kunne bare ikke lade være, hun kunne ikke løsrive sig, hun lod det ske med den samme overgivende indstilling, hun engang følte i en sofa i Hjerting.
Hun krummede sig sammen og gurglede og kurrede små og store skrig frem og faldt om i sengen ved siden af Aino.

Hun drømte, at den 58-årige mand var i gang, og en frydefuld sitren banede sig vej gennem hele kroppen, og denne sitren blev hele tiden forstærket af ophidselsen, der trængte mere og mere igennem drømmen.
Ilse opdagede, at hun var i en overgangsfase fra drøm til virkelighed, at et eller andet sted i sengen lå Aino og kælede med hende, og at hun syntes godt om det.
Hun lagde sin hånd på hendes skulder og hviskede:
-Nu kan jeg snart ikke mere!
-Der gror en blomst, en tusindfryd, i din forhave, lad mig vande den, lad mig passe den…
Aino var stadig beruset, om end knap så meget mere.
De havde sovet lidt. Hende og Aino.
Det var bælgravende mørkt udenfor, Ilse kiggede på uret. 02.34.
Hun tog fat i Ainos mørke hår og nulrede det.
-Jeg er rundt på gulvet, Aino. Jeg har aldrig før haft det så skønt med nogen, men ærlig talt kommer det lidt bag på mig, at det skulle være med en person af samme køn!
-Det er kun første gang, man er overrasket. Derefter er det helt naturligt. Ilse, du er så smuk og dejlig..!
-Tror du, ham Peter er gået hjem?
Ilse kom pludselig i tanker om ham, det hele egentlig burde handle om.
Hun rejste sig ud af sengen og stavrede ind i stuen. Den var selvfølgelig tom. Hun slukkede lyset derinde og gik tilbage:
-Han er væk! Din fyr er væk!
Igen latter fra dem begge. Det forekom Ilse, at det var meget længe siden, at hun havde sådan en vidunderlig fornemmelse.
-Skal vi ikke sove lidt, foreslog hun, så kan vi gå i bad sammen, når vi vågner engang i morgen tidlig..?
-I morgen tidlig? Jamen, er det ikke tidlig morgen nu?
Ilse rakte ud efter Aino og trak hende ind til sig. Aino puttede sig, og de faldt næsten pr. omgående i søvn.
Tirsdag 13. marts 1973

Uret viste 09.22, da Ilse vågnede.
Ved siden af hende lå en fremmed dame, som hun havde været intim med. Alkoholtågerne var på vej bort og havde efterladt en cementring om hjernen og samvittigheden. Hun kunne ikke lige bestemme sig for, hvad der var værst.
Hun rejste sig op og satte sig på sengekanten. Hendes fine røde kjole lå smidt hulter til bulter med andet tøj, der måtte være den fremmede dames. Hun sad lidt og rodede i sit hår og gik så ud på badeværelset. Bruserens varme stråler var lige, hvad hun trængte til. Hun kunne godt mærke, at mange tanker holdt i kø og ventede på at blive taget under behandling.
Hun orkede ikke lige nu og koncentrerede sig om at vaske sig grundigt, hvad hun trængte til. Hun børstede tænder, redte sit hår og så sig i spejlet.
En bodegatøs på 34 år med små, fine rynker og begyndende hang til ælde, det var, hvad hun syntes, hun så. Åh, den hovedpine! Og så i dag, hvor Anni havde fået fri, så hun selv skulle lave morgenmad.
Hun gik ud i køkkenet og startede med at tage to hovedpinepiller. Så ringede hun lige op til Elizabeth og meddelte, at hun var en anelse senere på den i dag.
Hun lavede morgenmad og hørte imens døren gå til badeværelset. Hun dækkede bord til to og satte sig med en kop kaffe og avisen.
Så stod hun der. Aino. Slank, veldrejet, pragtfuld.
Ilses åndedræt steg eksplosivt. Hun rejste sig og gik omkring bordet, omfavnede hende og hviskede:
-God morgen, min dejlige ukendte!
Aino smilede tilbage. Det lange, mørke hår stod omkring hendes smalle, smukke ansigt med de funklende øjne.
De satte sig. Tavsheden stod i rummet. Den blev brudt af Aino:
-Jeg er forelsket! Undskyld, Ilse, jeg ved slet ikke, hvad det her betyder. Jeg er bare blevet så betaget af dig, jeg..
-Jeg har det nogenlunde på samme måde. Jeg troede, jeg ville være flov nu, men det er jeg ikke. Slet ikke. Jeg har oplevet noget af det dejligste, jeg nogensinde har været ude for, i nat sammen med dig.
Stilheden trak eftertænksomheden med:
-Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke konsekvenser, der tårner sig op! Ilse smilede til hende:
-For det første kommer jeg for sent på arbejde. For det andet har jeg en kollega, hvis kæreste sidder her efter at have overnattet i min seng sammen med mig. For det tredje føler jeg en tiltrækning og en varme til dig, jeg aldrig før har haft til nogen. Er jeg pludselig blevet lesbisk, eller har jeg været det hele tiden, men bare ikke vidst det?
Hun udtalte ordet nærmest vrængende. Som om det var et fy-ord på linje med andre lokumsord.
-Du blev her i nat for mig min tusindfryd, som jeg vil beundre og få lyst til at plukke så tit, det kan lade sig gøre!
Aino holdt sig i poetiske termer. Det var skønnere end de der betegnelser. Ilse havde sine flotte ben plantet på jorden:
-Skulle du ikke have været på arbejde her til morgen?
Aino sagde, at det ikke var noget problem. Hun havde ferie hele ugen, netop fordi hun skulle besøge Peter.
Hun tog sig til hovedet.
-Åh, har du ikke en hovedpinepille?
Ilse rejste sig og gav hende et par stykker.
-Jeg er glad for Peter. Og tror, at jeg også er lidt forelsket i ham. Han er en flot fyr. Og dejlig. Men om det er det rigtige for mig, det ved jeg ikke.
-Jeg synes, vi skal betragte dette ”møde” som noget, der faldt ned fra himlen. Vi kender ikke fremtiden, vi ved ikke, om der er basis for mere, men foreløbig tror jeg, vi skal forsøge at bevare status quo.
Ilse var som altid pragmatikeren. Hun så straks skuffelsen i Ainos øjne.
-Ilse, godt nok var jeg fuld og du også, og godt nok kan jeg være temmelig utilregnelig, men når jeg siger, at lynet slog ned i nat med dig, så må du tro mig…
-Jeg har det på samme måde. Men jeg kan da ikke gå op på skolen nu og sige til Peter: Du kom, du så, og jeg tog Aino fra dig. Han bliver så ked af det, Aino. Jeg tror ikke, der er noget at gøre.
Aino så på en gang trist ud. Ilse gik hen og lagde armen om hende.
-Måske ses vi igen, og måske gør vi ikke. Jeg synes, du skal forlige dig med Peter og få det bedste ud af denne uge.
Aino rejste sig med tårer i øjnene, tog sin frakke og lukkede entredøren op. Ilse stod bag hende. Hun vendte sig om, og de to kvinder faldt hinanden om halsen.

Oppe på skolen gik tingene som sædvanligt. Ilse nåede lige at se Peter forsvinde ned til sin klasse, inden hun satte sig ind på kontoret.
For en kort stund vidste selv Ilse ikke helt, hvor hun stod.
Onsdag 14. marts 1973

Drengene fra Sibirien var forsamlede på Casper og Alex´ værelse. Casper sad med sin dolk og kastede den ned i gulvet for at få den til at sidde direkte på spidsen.
-Vi skulle gøre alvor af det, sku´vi!
-Jeg tror, det gælder om at gøre det bedre end sidst, indskød Tommy snusfornuftigt.
Casper reagerede ikke på den kommentar. I stedet standsede han knivkastningen og så rundt i kredsen. Alle ventede på, hvad hans vise ord ville være.
-Vi kunne barrikadere drengegangen. Det ville være betydeligt lettere, for hertil er der kun to døre. I spisesalen er der hele køkkenafdelingen plus døren ud til haven og døren ind til lærerværelset og døren ud til gangen! Kan I huske det mas, vi havde med så mange døre?
Kurt og de andre andenårselever nikkede.
-Vi skal bare sørge for at have mad nok heroppe til at klare et døgn. Vi satser på, at det højst varer en halv dag!
Svend blev betænkelig:
-Hvad hvis de er ligeglade?
-Det er de ikke. Det garanterer jeg for!
Casper lød overbevisende.
Men Svend ville godt have lidt mere på bordet. Det var det, der var irriterende ved ham, at han ikke bare kunne acceptere, når de klogere havde bestemt noget.
-Jeg mener, hvordan vil du sikre, at det ikke varer længere?
-Jeg vil kontakte Vestkysten!
Svend blev ved:
-Ja, men du har jo ingen telefon her, så jeg forstår ikke..
Casper lukkede øjnene og rystede svagt på hovedet af al den uforstand.
-Jeg sender dem sgu et brev, mand. Dagen i forvejen! Det får de på dagen og vil så straks ringe her til skolen. Så ved lærerne, at der er presse på! Hvem vil være med til at skrive det brev?
Nu blev det pludselig alvor. De indledende manøvrer, hvor meningsdannelsen havde været gratis og uforpligtende, var overstået. Nu gjaldt det handling. Nu skulle der tages et medansvar.
Ingen meldte sig. Casper indså lynhurtigt, at her kunne så det oprør ende. Derfor ændrede han taktikken og besluttede sig for at gennemgå aktionen med så mange detaljer som muligt.
Fredag 16. marts 1973

Fællesmødet var ellers startet rimeligt fredeligt. Efter en sang gennemgik Hans under det første punkt, aktuelt, sagen om Wounded Knee, hvor siouxindianere for 14 dage siden havde besat byen i protest mod de forhold, de blev budt i dagens USA. I 1890 var 300 mennesker blevet dræbt, da de forsøgte det samme. Denne gang så det noget mere fredeligt ud. Foreløbigt var der ikke løsnet skud, og det så også ud til, at amerikanerne havde lært noget på de 83 år.
Der var nogle spørgsmål fra salen. Hans søgte at forklare, hvorfor indianerne havde det så skidt. Han fortalte om de mange selvmord blandt dem i forhold til en normal gruppe af amerikanere, og der var noget større arbejdsløshed, samtidig med at levealderen var betydeligt lavere.
Altså: et undertrykt folk. Eleverne deltog mere og mere ivrigt i diskussionen, og så rakte Niels hånden op og spurgte, henvendt mest til Ilse:
-Er vi ikke også en slags indianere her i reservatet? Du er den hvide mand, der bestemmer over os??
De andre elever lo af hans ligefremme konklusion og ventede spændt på Fru Pahlgaards reaktion.
-Nej, bette Niels. I er ikke indianere, og vi er ikke de hvide. Det forholder sig nemlig sådan, at I er elever, og vi er ansatte voksne til at tage sig af jer, både som reserveforældre og som lærere.
-Derfor kunne vi vel godt have noget større medindflydelse?
Mente Niels ufortrødent.
Ilses stemme fik den der skarpe kant, der betød, at emnet efter hendes sætning var uddebatteret.
-I får den medindflydelse, I kan bære! Fastslog hun og satte sig ned.
Frank så på hende. Hun var bleg. I modsætning til Ib sidste år. Han fik farve op langs halsen på begge sider, og det betød fare for den eller dem, han var i lag med.
Ilse blev altid bleg, når hun blev ophidset. Frank smilede indvendigt. Altså sådan aggressiv ophidset, ikke seksuelt.
Så rakte Kurt hånden op:
-Ved I godt, hvilken indflydelse vi kan bære?
Ilse sagde ikke mere. Dahl-Hansen overtog efter et blik til hende:
-Vi ser og vurderer jer hele tiden. Hvor mange drengestreger laver I? Hvor ansvarlige er I, når vi snakker aftaler, komme til tiden, lave jeres lektier?
-Men skal man ligefrem bevise, skal man til eksamen for at få en godkendelse til at deltage i demokratiet? Kurt blev ved. Nu begyndte andre at røre lidt på sig. Nede bagved hørtes en anden røst:
-Ja, hvorfor må vi ikke få lov at lave den fest, vi snakkede om sidst, den med venner på besøg?
Ilse rejste sig. Der blev helt stille.
-Fordi vi ikke kan stole på jer. Da I havde diskoteksaften, valgte I bevidst at sove over jer næste morgen, selv om I havde lovet, at det skulle der ikke være noget af.
-Ja, men det var jo sidste år. Vi er blevet meget klogere siden!
Mente Peter Knudsen, en lille, stille fyr. Alle lo af hans bemærkning. Undtagen Kurt, der blev ved:
-Det er lige som om, du er diktatoren her og bestemmer alt, turde han godt sige direkte til Ilse.
Hun var nu blegere end før og stirrede på ham med et skærende skarpt blik:
-Og du er ham gadedrengen, der tilsyneladende er så bekymret for demokratiet, men i virkeligheden hyppede sine egne kartofler!
Det var et direkte svar, og en og anden smilede lidt skævt, for Kurt havde virkelig haft travlt med sin Rikke og været stangligeglad med alle andre.
Kurt så vred ud, rød i hovedet og snerrende med ukvemsord, ingen kunne høre.

Efter mødet bad Ilse Peter om en kort samtale.
-Jeg ved, eller jeg tror, jeg ved, hvordan du har det efter det i tirsdags. Jeg er ked af, hvis du blev såret over noget, jeg gjorde, og jeg kan kun sige, at alting i den grad kom bag på mig. Det skulle have været en hyggelig aften, men hyggen blev noget anderledes. Spiritussen var alligevel nok kun en mindre del af den.

-Aino og jeg har fået talt ud, og vi er blevet gode venner.

Ilse blev mod forventning lidt ked af det, men viste det ikke.

-Vi er enige om at slå en streg over det, der skete hos dig, og vi er også enige om, at vi måske ikke fremover skal ses privat, Ilse.
-Jeg forstår dig, og jeg tilslutter mig. Det er nok en dårlig ide.

Peter pakkede sine ting sammen og gik – fløjtende.
Ilse så efter ham. Hun fløjtede ikke. Hun tænkte på to brune, sørgmodige øjne. Og det var hende, der havde gjort dem sørgmodige.

Torsdag 5. april 1973

Frank glædede sig til sin fødselsdag på søndag. 26 år! Det var alligevel noget. Han havde inviteret sine venner, nogle af sine gamle studiekammerater fra seminariet, heriblandt den navnkundige Henrik Studebaker, der led af en ulykkelig kærlighed til Flåden, som han havde aftjent sin værnepligt under. Han kunne tale i timevis om flakfort og skibenes forskellige silhuetter og advarselslys og morsealfabetet.. Men han var også en hyggelig fyr, der var rar og ikke nedgjorde nogen. I sig selv lidt af en sjældenhed.
Lige før morgensamlingen holdt Ilse kollegerne tilbage.
-Der var altså en dårlig stemning i går aftes. Hasager ringede til mig her til morgen og havde op til flere eksempler på sammenstød blandt eleverne. Og han fandt dette her:
Hun tog et stykke papir frem og viste dem. Der stod: ”Ned med Ilse” på det.
-Det hang på toiletdøren ind til gymnastiksalen. Jeg ved ikke, hvor det stammer fra. Får I noget at vide, snakker vi om det i 10-pausen.
Hun stod med hænderne i siden støttende sig på det ene ben, mens det andet var bøjet ind foran, og hun så vred ud.
Frank gik som den sidste til time, og da han passerede hende, gav han hende et kys på kinden og sagde dæmpet:
-Jeg elsker dig, når du er så vred!
Hendes ansigtsudtryk skiftede over i det mere afslappede.
-Ja, jeg ved snart ikke.
Han blev stående lidt. Så blev han direkte og tog blidt på hendes venstre balle, der stod så blød og fyldig ud i rummet.
Han lagde armen om bag hendes hoved og kyssede hende længe og blidt. Nød hendes dejlige bløde læber. Slap hende så.
-Nå, jeg må hellere gå til time, sukkede han. –Der var ellers noget, jeg godt kunne tænke mig i stedet for!
Hun smilede til ham og mumlede:
-Grimme fyr…

I klassen tog de emnet fra gårsdagens debat op igen. Om der var forskel på mennesker, der havde forskellig hudfarve. Hvorfor så mange mennesker troede på en gud, -så måtte der vel være en gud til?
Men samtalen i klassen kom helt af sig selv til at dreje sig om Ilse Pahlgaard. De fleste mente, at hun bestemte alt på skolen. Og de fleste havde et horn i siden på hende og kunne ikke lide hende.
Frank var forbløffet over at høre det fra sin egen klasse. Han begyndte at spørge dem ud:
-Ja, men hvor har I det fra? Hvor ved I fra, at hun bestemmer alt?
De mente, at enhver kunne se på hende, at hun var vant til at få sin vilje. Hun var vant til at blive adlydt og aldrig modsagt.
-Kan I ikke huske, altså nogen må da kunne huske hende fra sidste år. Da så vi da ikke meget til hende, indvendte Frank.
-Det var, fordi hun ikke var forstander, mente Ulla.
-Der var engang, hvor jeg ikke havde redt seng, og jeg ved godt, at det skete flere gange. Men denne gang slap jeg ikke med en gang udskældning. Hun slog mig!
-Slog dig? Sagde Frank bestyrtet.
-Ja! Ulla så sig rundt i klassen, en smule flov. De andre elever kiggede tvivlende på hende, som om det var noget, hun fandt på.
Michael Ørum mente, at der var noget om snakken. Der var flere, der havde talt om, at Ilse Pahlgaard straffede folk ved at slå dem med en tynd pind, men ingen vidste rigtigt, hvem det var gået ud over.
-Det er rigtig nok. Jeg fik fem slag bagi med min egen hårbørste, og hun var så gal, så jeg blev bange for hende. Siden har jeg saft suseme redt min seng.
De andre lo ad hende.
Birgitte mente, at det nok var det, der skulle til, hvis Ulla skulle lære at rede seng.
Ørum sagde:
-Må hun godt slå eleverne, Frank?
Frank vidste ikke, hvad han skulle svare. Officielt var pryglestraffen afskaffet i den danske folkeskole, men om det også gjaldt de private skoler, vidste han ikke. Han havde aldrig slået nogen elev. At Ilse gjorde det, kom egentlig ikke bag på ham. Hun var en hård kanon, når det kom til stykket. Det vidste han mere end så mange andre. Men ligefrem give en elev endefuld?
Han tvivlede noget. Da han skulle til at køre hjem, mødte han tilfældigt Ilse på vej ud af lærerværelset. De var alene.
-Ilse, ved du godt, at eleverne siger, at du slår dem?
Ilse så et øjeblik overrasket ud, inden hun svarede:
-Jeg har hørt det. Jeg bliver så rasende, når de gør noget dumt, eller når jeg har sagt en ting forgæves flere gange, at jeg en sjælden gang kan finde på at give dem en endefuld.
-Kan du ligefrem lide det? for det ud af Frank.
-Jeg nyder at udøve min magt, at fortælle eleven, at jeg har magten til at holde op eller blive ved, og at konklusionen på ikke at gøre, som jeg siger, medfører smerte for ham. Eleven må bøje sig for mig, må ydmyge sig, må underkaste sig og betingelsesløst finde sig i, at jeg suverænt bestemmer, hvor mange gange jeg vil slå og hvor hårdt.
-Jeg nyder at se en stram bagdel på en foroverbøjet person, der frygter den smerte, der kommer om et øjeblik, hæve Mester Jakob – og svirp! Så kommer det uundgåelige vræl fra den anden ende.
Ilse havde den skælmske mine på, mens hun svarede ham, og hun sluttede med at spile øjnene op på den der finurlige måde, så man ikke vidste, om hun mente det, hun sagde. Ironi er noget, man burde være varsom med. Ilse fortsatte:
-Du tror vist, jeg er en værre sadist. Måske har jeg lidt tendenser.
Jeg tror til gengæld, at den kontante afregning har den fordel, at eleven bliver fritstillet. Vedkommende har dummet sig, bang, her er straffen, og efter yderligere fire bang er vi kvit. Jeg ved godt, at før 67 måtte man højst slå tre gange. I engelske kostskoler eksisterer der ikke en sådan regel.
Frank tilføjede:
-Nogle elever hader dig ligefrem af den grund, tror jeg. Ellers vil de jo altid hade forstanderen, fordi hun er den, der påtaler overtrædelser af reglerne mere end nogen af os lærere. Når du står der og skælder dem ud, lyner dine øjne, så man skulle tro, at de nu blev henrettet!
-Er jeg så slem? Ilse så undrende på ham.
-Du ved godt, at jeg flere gange har sagt til dig, at du bliver fantastisk tiltrækkende for mig, når du er vred. Det er, som om du med et snuptag og en tryllestav fanger manden i mig! Men nu blander vi vist begreberne sammen. Her taler jeg om den seksuelle tiltrækningskraft.
-Er det ikke dig, der har tryllestaven? Smilede hun.
-I klassen forklarede Ulla, at hun igen ikke havde fået redt sin seng. Du kom og blev møgsur. Så sur, så du gav hende fem slag i enden med hendes hårbørste!!
-Det er rigtig nok, stort set. Jeg var bare så gal, så jeg talte om at smide hende hjem, fordi det var tredje eller fjerde gang. Måske var jeg skruet for meget op. Men der havde lige været en anden episode med Per Bo, som havde et forfærdeligt rod på sit værelse. Ulla blev bange for at blive sendt hjem og fortalte mig, at så ville hun få så mange smæk derhjemme, og derfor foreslog hun, at jeg gav hende en endefuld, for så var det overstået. Jeg syntes, hun fortjente det. Det kunne måske få hende til at rette sig efter mig. Hun tog selv bukserne ned og gav mig hårbørsten. Så slog jeg til! Det var dagen før, jeg besøgte dig på klassen!
-Nåååå, derfor, ytrede Frank med hævede øjenbryn og et skævt smil.
-Du er en stor torsk, der selv kunne trænge til en endefuld, lo Ilse og smækkede ham over låret.
-Jeg ved godt, at spanskrøret blev afskaffet uden undtagelse overalt i det danske skolevæsen fra og med skoleåret 1967, men jeg har så en personlig overgangsordning så at sige her på efterskolen. Vi ved jo alle, at børnene tit får korporlig afstraffelse derhjemme, og sender vi en elev hjem, får vedkommende det at føle. Derfor siger jeg til de par stykker, der roder sig ud i det: Du kan få smæk her og blive her, eller du kan blive sendt hjem og få smæk der. De fleste foretrækker at få smæk her.
-Jeg synes, hun havde fortjent det. Og jeg var helt ærligt vred og syntes, hun havde fortjent at få hårbørsten at mærke.
Frank var målløs.
-Jamen Ilse, det er da ulovligt. Du må slet ikke slå dem. Og så på hendes nøgne bagdel… Og hvis de får det at vide, at det er ulovligt, kan du blive anmeldt, og så har du Frederik i røret efter to sekunder.
-Det sidste tager jeg ret køligt. Det første bør jeg naturligvis overveje. Jeg er lidt ligeglad med deres had.
Ilse puttede sig ind til ham.
-Jeg er glad for, at du siger det til mig. Ingen i lærerrådet fortæller mig sådan noget. Ved de andre det også?
-Der går visse rygter. Hasager sagde med fryd i stemmen engang efter det med Kurt og Rikke: Gad vide, om hun slet og ret giver dem en ordentlig røvfuld!
-Mester Jakob kom da på arbejde!
Onsdag 11. april 1973

Sne, sne, sne! Vinteren var ikke overstået endnu, og Frank stod der i mørkningen og skovlede sne uden for sit hus, da han uventet fik besøg af Ilse.
Hun havde reelt ikke besøgt ham siden en eller anden søndag i september, så han var noget desorienteret.
-Vil du ikke byde mig indenfor? Spurgte hun smilende.
-Ja, ja, værsgo. Jeg havde bare ikke ventet så fint besøg og ser derfor lidt forvirret ud. Men kom med, hvad vil du have?

De satte sig.
Ilse så igen smilende på ham.
-Jeg har en lille fødselsdagsgave med til dig! Her!
Hun fremdrog en lille pakke fra sin håndtaske.
Frank pakkede op.
-Nej, hvad ser jeg? En regnemaskine!
-Ja, jeg tænkte, at ham der aktiehajen kunne have behov for hurtigt at regne den ud. Og denne her kan altså alle fire regnearter!
Frank havde aldrig set sådan en før og måtte lige prøve den af.
-Tak min egen forførende forstander!
-Jeg har ellers noget alvorligt, jeg vil tale med dig om, sagde hun hemmelighedsfuldt.
Frank var nysgerrig og havde ikke fantasi til at gætte, mens han lige tog nok en hurtig udregning på den hvide regner.
-Jeg har tænkt meget over dig i den senere tid. Jeg ved godt, at jeg har været kold over for dig stort set hele vinteren, og jeg ved godt, at her efter vinterferien gik det bare galt med mig. Jeg tror, jeg forløb mig temmelig meget. Hvis Frederik fik nys om det, havde han haft god grund til at fyre mig.

Frank ventede spændt på, at hun kom frem med sit egentlige ærinde.
-Den dag, hvor jeg kom på uanmeldt besøg i din klasse, var en træls dag. Jeg havde ikke lukket et øje hele natten, og jeg tænkte faktisk på dig meget af tiden. Ja, jeg ved godt, det lyder højst besynderligt, men sådan var det.
-Helt tilfældigt gik jeg forbi ude på gangen, da eleverne kom ud fra klassen, og jeg så dig stå der og pakke dine ting sammen. Der skete kortslutningen. Jeg kunne mærke på min krop, at jeg blev tændt på en måde, jeg aldrig før har oplevet det. Som vi talte om, havde det selvfølgelig en lille smule med Ulla at gøre også. Men!
-Jeg måtte have dig lige på stedet! Og det er jeg lidt ked af her bagefter. For du kan tro mange ting om mig, og jeg har fra tid til anden overvejet, om vi to burde have en længere samtale. Men her var der tale om nedsmeltning i forhold til dig. Jeg ville bare have dig.
Frank protesterede:
-Vi var to om det, Ilse. Jeg gjorde det ikke ud fra andre motiver, end at jeg har et eller andet med dig. Og blev glad for det den dag.
-Som forklaring kan jeg kun fortælle dig, at jeg åbenbart indimellem er yderst sanselig. Da du kyssede mig her i sidste uge, vidste jeg, at det bare ikke kunne fortsætte sådan. For du tænder noget i mig, jeg ikke kan styre…
-Jeg gjorde det, fordi jeg syntes og synes, at du er så sød og dejlig. Der lå ikke tanker bag, og det er ikke et signal om, at nu elsker jeg dig…
Ilse aede ham på kinden.
-Jeg påskønner det, du siger. Men det går ikke. Enten skal vi to flytte sammen og leve som mand og kone, eller også skal vi holde op med disse impulsive sammenstød, som vi rent faktisk også var, indtil jeg fik mit flip.
-Og, så vil du spørge mig, om jeg vil gifte mig med dig?
Frank smilede til hende og mærkede på sig selv, at fortidens traumatiske og fortvivlende forelskelse i hende lige så stille var fordampet vinteren over og havde ladt tilbage en varm og mere realistisk måde at se hende på.
-Næ hæ, men jeg har så meget til overs for dig, at jeg kan mærke, at havde du været 40, ville jeg have friet til dig. Nu synes jeg, at vi hver for sig skal finde en partner, der er lidt mere jævnaldrende!

Frank nikkede smilende. Han tænkte ømt på Dorrit. Lige da han gjorde det, mærkede han, at han fik ondt i maven, et sug, en trækning; han vidste, at maven aldrig tog fejl. Den fortalte ham altid, hvordan han havde det. Maven var det mest fintfølende følelsestermometer, han havde. Maven fortalte ham, at nu mistede han Ilse, og det blev han ked af.

-Ilse, jeg ved, at det du siger, er rigtigt. Jeg ved, at vi hver for sig skal finde den rette og gerne jævnaldrende. Jeg ved, du har ret. Men svar mig så lige på, hvorfor jeg har ondt i maven lige nu?

Ilse omfavnede ham. Hun duftede så dejligt. Han mærkede hendes former og kunne pludselig ikke holde tårerne tilbage.
Han strøg hendes hår og knugede hende tæt.
Da han omsider slap hende, så han, at hun også var synligt berørt.
-Det er skæbnens grumme ironi, at vi begge har det skidt med at skilles, men at vi bliver nødt til det, sagde hun.
-Jeg tror, at jeg vil tænke tilbage på dig og mig med glæde og lidt vemod, sagde han en smule højtidelig.
For at afbøde det sørgelige kildede han hende lidt over hoften. Så sagde han:
-Skal vi? Mens han nikkede ind mod soveværelset.
De gik i seng sammen og var begge klar over, at det var sidste gang. Derfor tog de sig god tid meget ulig den gang i klasseværelset.
Længe efter var det slut. Begge havde fået maksimalt ud af seancen, begge var afklarede, og begge følte sorgen sødmefyldt og vemodigt.
Det var for længst blevet mørkt, da de igen satte sig ind i stuen.
Frank tændte ikke lyset. I lang tid sad de i mørket, tæt sammen og nød hinandens nærvær. De vidste, at det var uigenkaldeligt.
Men Frank kunne alligevel ikke nære sig:
-Hvis du en anden gang skulle få lynlyst, så vil jeg naturligvis overveje det grundigt og evt. føje dig i din trang til at nedlægge en yngre kollega …!
-Tak, min lille, elskede Frank! Du har alligevel haft en stor betydning i mit liv det seneste års tid. Når jeg tænker på dig, forestiller jeg mig, at du og jeg tilfældigt mødes til julefrokosten ude bag ved, hvor det er hundekoldt, og vi vil begge få varmen ved at stå tæt sammen. Derefter vil vi gå indenfor og finde et elevværelse, hvor vi uforstyrret kan skabe os tosset! Er du med på den?
Det var han.

Torsdag 26. april 1973

Sneen væltede ned til stor ærgrelse og overraskelse. Samtidig var det hundekoldt, og foråret var umanerlig længe om at indfinde sig.
Hos Frank duvede Dorrit ud af badeværelset med et håndklæde om sig. Det kunne dog ikke skjule hendes ret veludviklede agterstavn, og Frank stod lidt og iagttog hende. De var så småt ved at træde ind i den situation, at skulle de fortsætte meget længere, ville det være pinligt, hvis de ikke snart flyttede sammen. Han var glad for hende. Der var ikke så meget pjat med hende. Hun var en god og sød kæreste, som ikke stillede de store krav til tilværelsen. Frank sukkede og kiggede ud på sneen.
Stillede han for store krav? Han vendte af og til tilbage til Ilse. Efter deres afsked havde det alligevel og på trods givet et lille stik i ham, hver gang han havde set hende. Men til forskel fra den lange vinter smilede hun til ham og tiltalte ham som en god ven, og han kunne tillade sig det samme over for hende. Kollegerne anså dem for at være meget gode venner og ikke mere. Det var helt sikkert. Frank stod på god fod med forstanderen.
Hun var på en gang sød, tiltrækkende, hård banan og urovækkende. Han orkede næsten heller ikke at bruge mere tid på hende.
Med Dorrit var det ganske enkelt. Hun var i forhold til Ilse helt ukompliceret. Når de gik i seng sammen, gik de i seng sammen. Når de lavede mad, lavede de mad. Der var noget ukunstlet og uhøjtideligt, nærmest bondepigeagtigt over hende i ordets bedste forstand.
Han syntes dog at kunne ane konturerne af et bedsteborgerligt ægteskab, hvor der ikke var de store følelser, men heller ikke de store udsving i livet. Forskellen var tydelig til Ilse. Hun repræsenterede det farlige, det uforudsigelige, det spændende. Dorrit var tryghedens transponent, med hende gik det ikke galt nogensinde. Hun var bankansat med stort B.
Lige nu var det herligt. Hun kom næsten hver dag, og de spiste sammen, og når de var færdige, tog hun ud af bordet og vaskede op, mens Frank læste avisen. Det faldt ham ikke ind, at det der opvask og afrydning også kunne være hans ansvar.
Så kom hun ind i stuen, så spørgende på ham, og enten skulle de så ind i seng sammen straks, hvis det ikke var foregået før aftensmaden, eller også kunne det lige vente til bagefter. En aften var der fodbold i fjernsynet, og Dorrit var helt med på, at så skulle de naturligvis se fodbold, selv om hun kedede sig bravt.
Han levede et komfortabelt liv med hende. Sådan ville han nok sige det. Men altså også en smule konventionelt.
Han havde det med at glemme det, når han så var optændt og ville i dynen med hende. Så glimtede gamle tiders ophidselse momentvist, og han nød, at her skulle han ikke forholde sig til hendes nykker som med Ilse. Hvis han foreslog en anden stilling, vendte Dorrit sig bare om; foreslog han noget frækt med reb eller andet brugbart bindende remedier, slog hun til uden varsel. Hun var med på det hele uden protester. Somme tider tænkte han på, om hun i det hele taget ville sige nej til noget som helst.

Mandag 7. maj 1973

Sibirien var mødestedet for en gangs skyld. På onsdag skulle det foregå. Efter vinterferien og frem til i dag havde de arbejdet stille og roligt med deres plan, for intet måtte svigte.
De havde udnyttet orienteringstimerne, hvor Casper, Svend og Tommy var gået sammen om at udarbejde en opgave over temaet ”Terrorisme”. Med udgangspunkt i Münchenkatastrofen under de olympiske lege var de klatret et par niveauer højere og var begyndt at forske i motiver til civil ulydighed. De havde fokuseret i opgaven på baggrunden for denne ulydighed og fandt frem til nogle enkle sandheder.
For det første var det altid det siddende establishment, der bestemte, om der var tale om frihedskamp eller terrorisme. For det andet handlede det meget om, hvordan medierne fremstillede oprørerne. For det tredje skadede det altid oprørernes sag, hvis det gik ud over uskyldige.
Drengene udarbejdede retningslinjer for oprør, og Frank var lidt imponeret. Casper var selvfølgelig ikke for ingenting søn af en advokat, men alligevel. Det var modent og overraskende, at de var i stand til at fremstille en så vanskelig sag på en overskuelig måde, og Frank måtte jo langt hen ad vejen give dem ret. Palæstinenserne havde en god sag, men de ødelagde den selv med drabene på israelerne. Herefter kunne man med rette spørge sig selv, om sådanne drab overhovedet kunne retfærdiggøre sagen.
Et eller andet sted fornemmede Frank, at eleverne med deres engagement næsten beskrev sig selv, uden at han kunne komme det nærmere. De havde det jo godt og var slet ikke i de vanskeligheder, som undertrykte befolkninger havde rundt omkring på jorden. Men selvfølgelig: ungdomsoprøret var slet ikke slut, og Frank havde været en del af det. Godt nok langt ude, men alligevel. Han havde også ment, at autoriteterne skulle ned med nakken, og de undertrykte, som han syntes, han selv tilhørte dengang, have noget mere at sige. Det mente han stadig, men nu var hans meninger tillempet hans nuværende situation. Eleverne skulle gøre, som lærerne sagde, for hvor endte det hele ellers?

Drengene havde skrevet en drejebog. Intet måtte gå forkert. Casper havde prøvet at sætte Tommy til at forestille sig alt det, der kunne gå galt, og Tommy havde fundet fire ting, der kunne gå galt. Ikke flere. Casper rystede på hovedet. For fanden, skulle man da også klare det hele selv. Det var ikke let at være Che Guevara, når resten af folkene bare kom fra Esbjerg.
Tommy forestillede sig, at det gik galt med lærerne. De ville ikke lytte til dem. De ringede efter deres forældre, som så kom og overtog ansvaret for oprøret, og alt ville løbe ud i sandet. Det andet scenarium var, at halvdelen af eleverne opgav efter et par timer og overgav sig. Så ville resten have meget mindre at forhandle ud fra. For det tredje kunne der ske det, at de fik et tilbud fra lærerne, men ikke kunne blive enige om reaktionen.
Og endelig kunne madrationen slippe op på andendagen, og hvad så?
-Kunne du virkelig kun finde fire tilfælde, hvor alt går galt? Spurgte han Tommy.
-Ja, mente Tommy og så spørgende på ham:
-Er det ikke nok?
Casper sukkede. Han så på ham og vendte sig om mod Per Bo:
-Ku du ikke hjælpe Tommy med at finde nogle flere eksempler på, hvad vi skal gøre, hvis noget går galt?
Per Bo lo smørret, og han trak Tommy lidt til side og aftalte med ham, hvornår de skulle lave det.
Ingen af eleverne havde stillet spørgsmål til selve aktionens formål:
Ilse Pahlgaard skulle fyres.
Hvis hun ikke kunne fyres, måtte hendes magt stækkes ved, at der skulle ansættes en viceforstander, så hun ikke bare kunne bestemme det hele.
Eleverne ville have indført en ugentlig forsamling, hvor alle havde en stemme, og hvor alle emner kunne tages op.
Alle stort set uden undtagelse, og undtagelsen var Rikke, der overraskende forsvarede Ilse Pahlgaard sammen med et par piger mere, var enige om, at Ilse var en pestilens for skolen. Flere af dem var klar over, at skolens bestyrelse bestemte over Ilse og mente, at der skulle rettes henvendelse til den også. Casper havde spekuleret lidt over det. Nu var ideen desværre ikke hans egen, og derfor måtte han af naturlige årsager afvise den. Han holdt dog en kattelem åben og mente, at bestyrelsen skulle inddrages, hvis Ilse ikke makkede ret. Så var forslagsstillerne tilfredse.
-Er vi enige om onsdag??
Det var nu, at de sidste søm skulle slås i.
Kammeraterne var enige. De var klar over, at når de stod sammen alle sammen, kunne den enkelte ikke straffes på samme måde, som hvis der kun var en. På samme måde havde Casper lært af sidste år, at der denne gang ikke skulle være en talsmand, men derimod et råd, som bestod af 10 elever. Så mente han, at de var sikrede, fordi skolen ikke ville sende 10 elever hjem. Han havde fundet og spurgt de 10 udvalgte. Centralkomiteen.
Da alt således var klart, slukkede de stearinlysene og klatrede ned igen.
Fra nu af kom et par vanskelige dage. Alle elever skulle underrettes om de sidste detaljer, og ingen måtte vige udenom. På et stort dokument havde samtlige elever sat deres signatur på kravene for dermed at signalere, at alle stod bag.
På en eller anden måde gav det dem et stærkt sammenhold. Der var ingen trælse drillerier i de dage, ingen blev holdt udenfor, og selv de mindst betydningsfulde i hierarkiet blev talt til med høflighed og interesse.
Der var en fire-fem elever, der levede lidt på en lille sky af glæde, og som ikke forestillede sig, at denne paradisiske tilstand kunne eksistere uendeligt.
De skulle naturligvis få ret.

Tirsdag 8. maj 1973

Frank var i Brugsen. Det regnede, det var koldt, blæsende, og det hele var lidt trist. Også for ham. Han havde et rimeligt stabilt, men ikke oversanseligt forhold til Dorrit, hans kærlighed til Ilse forblev usvækket, men ikke gengældt og desuden var det jo forbi, og alt andet syntes ikke rigtig at lykkes for ham. Foråret lod åbenbart også vente på sig.
Der var oven i det en lang kø til kassen. Kun langsomt bevægede den sig fremad, de kunne nu også godt åbne en kasse mere. Og var der noget med, at uddeleren var blevet syg? Det skulle ikke undre ham. Han havde ikke høje tanker om Frederik Hulkenbjerg.
Han mærkede et prik i ryggen. Da han vendte sig om, stod Bente bag ham.
-Hej Frank, har du fået købt ind?
Det var en overraskende åbning. Snakkede hun ligefrem til ham sådan åbent og ligeud som i gamle dage? Når hun kaldte ham Frank, var det tegn fra diplomatiets verden.
-Ja, skyndte han sig at sige. –Man skal jo leve!
Almindeligheder, det strømmede ud af ham med almindeligheder. Imens tænkte han febrilsk på, hvad denne delvise smeltning fra isklumpen indebar.
Minsandten om hun ikke fortsatte:
-Min 2CV holder her udenfor på parkeringspladsen og kan ikke starte. Gider du hjælpe mig? Der er benzin nok på, og den starter villigt, men motoren går ikke i gang?
Frank så Bente i øjnene:
-Står du her i en kø i Brugsen – af alle steder – og fortæller mig, at du har lyst til at få hjælp af en lort som mig?
Han kunne ikke lade være. Hendes bemærkning til ham den dag før sommerferien sidste år, hvor hun havde overrasket ham og Ilse hjemme i sofaen havde ætset sig ind i hans hukommelse: Farvel, din lort! Havde hun sagt til ham og Ilse og smækket med døren.

En ældre dame bag dem løftede øjenbrynene en anelse.
Han var da vist ikke helt fri for at virke en smule spottende.
-For mig tager det noget tid at komme af med visse følelser, hviskede hun nærmest. Der faldt skæl fra hans øjne. Fortryllende smuk og tiltrækkende var hun og slet ikke isterningen, han oftest havde set siden sommeren.
Frank smilede til hende og bemærkede, hvordan hun ligesom tilfældigt tog regnfrakken lidt til side, så det ene bryst stod tydeligt frem i en imponerende bue under den stramme hvide trøje med brystvorten som en pegende alarm. Armbrøst, tænkte han. Nu sender hun Amors pil!
-Jeg skal se på den! Han kunne ikke lade være med at kigge nedad. Han vidste, at hun så det, og at hun havde regnet med det.
-Altså bilen!
-Tak, smilede hun tilbage. Det smil hævede pulsen på ham.

Det var begyndt at regne rigtig kraftigt. Han stirrede ned i motoren. Det var selvfølgelig tændingen. Han tog sin lommekniv med neglefilen frem og filede lidt, pustede og satte det hele sammen igen. Så satte han sig ind og drejede startnøglen. Den startede som en mis. Tilfreds steg han ud igen, holdt døren for hende og sagde:
-Værsgo, min smukke og kølige kollega!
Bente stod tæt på ham og så ham i øjnene:
-Har du lyst til at spise rødspætter i aften oppe hos mig?
-Jeg kan ikke i aften. Og jeg vil godt fortælle dig, at det er ikke med min gode vilje, at jeg ikke kan. Men i morgen aften vil jeg gerne, hvis du mener det, du siger?
-Har du oplevet mig sige noget, jeg ikke mener?
Nej, det havde Frank sådan set ikke.
Det regnede tæt. Men det var, som om de havde svært ved at skilles. Hun stod sådan halvt inde på førersædet, han lige udenfor. Dråberne dryppede ned ad hendes kinder, håret blev vådere og vådere, og tilsvarende stod han der med vandet drivende ned i ansigtet. De blev ved at kigge på hinanden, og begge vidste, at sådan kunne de bare ikke blive ved. Hun gjorde mine til at sætte sig ind i bilen.
-Bente, han tog i hendes arm og standsede hende. Så kom hun helt tæt op til ham og kyssede ham på kinden:
-Tak! Og jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det her! Sagde hun lidt forlegent.
-Det håber jeg da, du gør! Frank så hende lige i øjnene. Så sagde han:
-Jeg vil også have et på den anden!
Hun smilede og lagde an til at kysse ham på den anden kind. Lige før hun ramte ham, drejede han ansigtet, så hun ramte ham på munden.
-Åh, Frank! Sagde hun smilende, mens det våde hår sjaskede omkring hende. Deres læber mødtes der midt i regnen. Alt andet var bare så ligegyldigt. De kyssede hinanden rigtigt for alvor og længe på Brugsens parkeringsplads i regnvejr lige ved siden af et reklame-skilt for Centurioncykler, han holdt om hendes nakke, som om han var bange for, at hun skulle forlade ham, og hun tog sine hænder om hans ansigt, og begge havde vand over det hele. Bentes smukke øjne, nu med vand.
Andre kunder hastede ud til deres biler, mens de kastede nysgerrige blikke efter det unge par, der bare stod der i regnen og kyssede hinanden…
Onsdag 9. maj 1973

Bente hilste smilende på ham næste morgen. Langt nede eller inde i hjernen dukkede et tåget billede op af hede kys og voldsom nærkontakt.
-Har vi en aftale i aften, spurgte hun sagte i forbifarten.
-Jeg er der klokken syv! Svarede Frank. Han turde ikke svare hende på samme måde med det der: har jeg nogensinde sagt noget, der ikke passede? Den der sag med Ilse sved.
Men den dårlige samvittighed over for Dorrit begyndte at vise sig ved siden af det der aldrig udslukte behov for at føle sig elsket. På samme tid som han glædede sig i den grad til at besøge Bente, var han ked af det over for Dorrit.

Lidt over tre ringede Hasager til ham nede fra skolen og bad ham om at hjælpe sig. Han var kommet i en knibe, idet han skulle have været til møde omkring noget med børnene her klokken 15, men socialrådgiveren var blevet forsinket, så nu var mødet fastsat til kl. 17. Om Frank lige ville vikariere de måske tre timer, det ville tage?
Frank var selvfølgelig noget ærgerlig over dette forstyrrende indslag i sine onsdagsplaner. Han ville nødig komme for sent til Bentes aftensmad; deres nye relationer skulle ikke begynde på den måde, at han brød en aftale. Han bad derfor Hasager om en garanti for, at han var tilbage senest kl. 19.45.
Den fik han, og Frank kunne tydeligt høre, hvor lettet Hasager blev. Han samlede sig sammen og kørte lidt efter ned på skolen.
Hasager takkede ham mange gange, og Frank overtog vagten for en stund.

Han ringede til Bente og forklarede sig. For en sikkerheds skyld påpegede han, at den meget vel kunne blive otte, inden han dukkede op. Men Bente syntes ikke, det var et problem med den sene tid eller med Frank.
-Men med Hans-Erik? Det er vel snarere ham. Men ved du hvad, Frank? Nu har jeg sådan set ventet på dig siden jul, eller er det sommerferien sidste år, så kan jeg nok afse en halv time mere..
-Du er en skat eller altså ja, jeg længes efter at se dig..
Frank lagde på, inden der kom endnu værre ting ud af den mund.

Klokken 19.30 kørte Hasager fra socialrådgiveren for at nå at kunne være på skolen inden 20, som han havde lovet. Da han drejede ud på hovedvejen, kom en bil drønende lige ind i siden på hans bil. Ærgerlig steg han ud og beså skaden. Lige ind i motorblokken. Han kunne umuligt køre videre, højre forhjul var skævt og punkteret. Den anden bilist var ikke kommet noget til, men hans bil var ligeledes ude af stand til at køre videre. Vanen tro begyndte Hasager at diskutere med ham om, hvem der havde skylden, og da modparten mente, at den skyldige absolut var Hasager, gik det lidt i hårknude for ham.

Anni var gået ind for at rede seng, mens Ilse sad med bare fødder i sofaen og ventede på, at hun skulle komme med et fodbad til hende. Hun så på uret. Knap halv otte. Hun ville læse den artikel i ”Folkeskolen”, der omhandlede læreres ejendomsret til de ting, de fabrikerede i undervisningen. Den var ret interessant, forstod hun på overskriften. Hun havde intet hørt fra fagforeningen og regnede heller ikke længere med at gøre det.
Hun rejste sig og ledte efter bladet. Det var ikke i stuen. Så gik hun ud i køkkenet, og undervejs kastede hun som altid et blik over på skolen. Herfra kunne hun se drengefløjen. Der var fuldstændig mørkt over hele skolen. Skumringen var så småt sat ind, men det var usædvanligt, at al lys var slukket. Der var nok røget en sikring. Hun så glimt af stearinlys på et værelse, hvor vinduet blev åbnet. Der blev kastet flere ting ud.

Ærgerligt tænkte hun, at de i ly af halvmørket nu opførte sig, som det passede dem. Hasager måtte da lige være opmærksom og mærkeligt, hvis han ikke reagerede på det manglende lys. Hun ringede op på skolen for lige at underrette ham, men ingen svarede. Endnu mere ærgerlig stak hun fødderne i et par sko og gik over på drengefløjen. Så blev lyset tændt igen.
Hun havde taget sin lille lommelygte med og gik op ad brandtrappen, der var nærmest for hende. Oppe på gangen standsede hun et øjeblik. Der var mærkeligt stille, bortset fra et værelse, hvorfra hun hørte en masse dæmpet snak. Og der midt på gangen stod en trappestige. Det var i det hele taget usædvanligt med den stilhed, her midt i ugen. Det var, som om der i aften ingen elever var på hele skolen. De havde de seneste aftener leget ude på plænen på trods af regnen, forårets drifter var sat ind, drengene efter pigerne. Det havde der slet ikke været i aften. Alarmklokkerne ringede hos hende.
Hun gik hen til værelset og åbnede døren.

 

Frank indså, at Hasager tidligst ville være tilbage klokken otte, og et kvarters tid før begyndte han at gøre sig klar til besøget hos Bente. Det indebar, at han i hvert fald lige en ekstra gang ville vaske sig ordentligt bestemte strategiske steder. Der skulle ikke være noget der, tænkte han med et smil.
Han gik ud på personaletoilettet og fik sig vasket. Da han tørrede sig, hørte han elever løbe forbi både ude på gangen og udenfor og nogle råbe:
-De er begyndt! Op til Casper alle sammen!
De havde et eller andet for. Han skyndte sig at blive færdig og i stedet for at gå direkte op på drengegangen, forcerede han trapperne til pigefløjen for måske at høre, hvad der var løs. I det samme gik en sikring, så al lyset på hele skolen gik ud.

Tommy sad på værelset sammen med de andre, og der herskede en febrilsk stemning. Alle var spændte. Casper havde her til eftermiddag sendt brevet til Vestkysten, og nu var der ingen vej tilbage. Casper var lige gået ned på grillen for at hente lidt ekstra snask til i morgen. Tommy så sig rundt med et saligt smil og bekendtgjorde, at han vidste, hvordan man slukkede alt lys på hele skolen.
-Åh, det ved enhver da, mente Per Bo.
Men Tommy holdt på sit. Han spurgte Per Bo, om hvor han troede, det var. Per Bo mente, det var nede ved siden af kontoret, der var i hvert fald anbragt en lystavle med sikringer.
-Nej, sagde Tommy med det der bedrevidende smil:
-Den er faktisk placeret lige under trappen her op til drengefløjen!
De troede ikke rigtig på ham.
-Prøv så! Opmuntrede Per Bo ham.
-Prøv den og lad os se!
Tommy forsvandt. Et minut senere gik al lyset ud over hele skolen. Eleverne grinede højt og larmende, og i lyset fra skumringen fik de tændt nogle af de stearinlys, de i forvejen havde samlet til lejligheden.
Flere af de således tømte pakkasser smed Per Bo ud af vinduet, så alle nærmest skraldgrinede.
Tommy tændte lyset igen og beviste dermed, at han bare havde styr på det der.
Nogle af pigerne så bange ud, ængstelige for alt det, de havde sagt ja til uden at vide ret meget om det eller om konsekvenserne, og de holdt sig noget i baggrunden. Andre derimod larmede op og gav deres andel til morskaben. Nogle af dem var ret gode til at gøre nar af lærerne, men det var naturligvis mest forstanderen, de tog på kornet.
Kurt havde holdt sig lidt i baggrunden, nu viste han dem sin taske og bekendtgjorde:
-Jeg har altså også gjort mit for at forhøje underholdningen!
Han fremdrog fra tasken et antal små og mellemstore flasker, som Alex hurtigt genkendte:
-Jamen, det er jo fra fysik. Det er de der små flasker med æter og kloroform og alskens andet farligt gift. Hvorfor i alverden har du taget det?
-Man ved aldrig, om man kan få brug for det, sagde Kurt med et skævt smil.
Som for at vise hvad han talte om, skruede han låget til æterflasken af og duppede indholdet ned i sit lommetørklæde:
-Er der en, der tør prøve? Sagde han grinende til kredsen.

I det samme gik døren op, og der stod Fru Pahlgaard.
Hun nåede lige at se sofabordet fuld af tændte stearinlys og små flasker fra fysik og en masse forskrækkede elever rundt om, da Kurt lynhurtigt pressede lommetørklædet mod hendes mund og næse samtidig med, at han holdt den anden hånd bag om hendes nakke, og for hende forsvandt alting i en tåge..
Kurt var i panik. Ilse Pahlgaard blev forbavsende hurtigt slap og sank sammen foran de skrækslagne elever.
-Hvor er Casper, skreg en eller anden. Selvfølgelig. Lige når man stod og skulle bruge hjernen bag det hele, var han der ikke.
-Hun ville ødelægge det hele! Råbte Kurt. –Ikke engang et oprør kunne vi få lov til at prøve!

Men Casper var der så pludselig. Bandende og svovlende. Hurtigt så han, hvad der var sket. Hurtigt fattede han, at alt, der kunne gå galt, nu gik galt. Ikke nok med at de på den måde havde tyvstartet oprøret, men de havde allerede før start overtrådt regel to: ikke forulempe uskyldige eller foretage sig noget, der kunne bringe dem selv i miskredit. Og det havde Kurt allerede gjort. Den store idiot.
Casper skældte ud og hidsede sig op. Kurt var godt klar over, at han havde bommet i det, men forsvarede sig med, at lige pludselig stod Ilse Pahlgaard der og havde afsløret det hele!
Kurt vidste i hvert fald, at hun både havde set alle deres ting der på sofabordet og stigen ude i gangen. Forstanderen var dermed godt klar over, at noget var i gære. Alt ville derfor være ødelagt, faktisk inden noget var kommet i gang. Kun Kurts snarrådighed havde reddet dem fra den totale fiasko.
-Ud af værelset, kommanderede Casper. Kammeraterne rejste sig og gik ud på gangen.
De to stod tæt sammen i døråbningen.
Casper sagde helt roligt til ham:
-Går det her galt, er du den, der er skyld i det!
Kammeraterne rundt om var helt tavse. Deres blikke gik fra de to kamphaner til Ilse Pahlgaard, der lå helt livløs derinde på gulvet.
Kurt var rød i hovedet og hvæsede ind i ansigtet på Casper:
-Du skal fanme ikke bestemme det hele!
Casper stirrede tilbage og tænkte sig om. Så sagde han højt:
-Lad os få hende ud på brandtrappen. Du og du og du og du, han pegede på fire drenge, -bær hende ud, men forsigtigt… Hvis der sker hende noget, sætter de sgu politiet ind og stormer os.
Kurt spærrede dem vejen ind til værelset og sagde ophidset:
-Vi venter lige et par sekunder. Hun skal lige ligge lidt længere…, lad os se, om hun ikke snart vågner, og der er da også halvkoldt og regnfuldt udenfor.
Casper så sig rundt og fik øje på Berit og bad hende i en lidt mildere tone om at sørge for, at lærerværelset, hvem der end sad der, fik besked om Ilse Pahlgaard.
Der blev noget uro, og flere af eleverne havde en anden mening om den ting. Også Kurt var lidt imod.
-Vi kunne måske udnytte, at vi har et gidsel!
Men Casper var slet ikke med på den.
Mens Berit løb ned mod brandtrappen, dabbede han med hænderne, en bevægelse der betød: hold nu kæft og tag det roligt! Far er hos jer!

Han råbte:
-Vi holder møde ude på gangen!

Eleverne var der bare. Hidtil havde de stået i flok rundt om det værelse, hvor forstanderen lå bevidstløs, og nogle af dem var efterfølgende gået ind på andre værelser i et forsøg på at gennemtænke tingene. Det var gået så stærkt. Casper var alligevel overrasket over, hvor disciplineret tropperne var. Kammeraterne kiggede forventningsfuldt på ham. Han følte med et, at han var revolutionens fortrops øverste chef. Lenin, Stalin, Mao og ham der fra Cuba, hvis navn han ikke lige kunne huske: gå hjem og vug!
-Det gælder om at bevare fatningen. Ikke flere skæverter!
Han hentydede til Kurt og havde dermed fået sagt sin mening om hans æterangreb på forstanderen. Han kunne ikke lige se ham, men ellers så det ud til, at alle var til stede.
Så stak han hånden i en plasticpose og fremdrog en pistol. En rigtig en af slagsen!
De andre gispede.
-Se, hvad jeg fandt derhjemme. Og jeg har sgu da også patroner med! Han viste dem en lille æske og lukkede pistolens cylinder op. Der sad seks af de små.
-Det er naturligvis kun som skræmmemiddel. Jeg syntes, den ville gøre sig godt her i vores aktion, og så er det lidt mere festligt! Smilede han. Han havde set bange træk hos flere af pigerne.
-Vi må omorganisere os. Først skal vi fordele os, som vi har aftalt. Men tidspunktet er nu fremrykket. Det vil sige, at vi allerede her i aften skal meddele omverdenen vore hensigter og mål med denne aktion. Da vi har Ilse Pahlgaard liggende herinde, skal vi have fat i bestyrelsesformanden! Det var ellers en del af den plan, vi har lavet, hvis noget glippede. Og det må vi jo desværre sige, er sket.
Da der var blevet lidt mere stille, udspyede han kommandoer:
-Lad os spærre de tre døre! Hurtigt! Nu! Og så samles vi alle sammen ude på gangen!
Rollerne var blevet fordelt på forhånd, og enhver vidste, hvad han eller hun skulle foretage sig. Det her skete bare et halvt døgn før planlagt.
I løbet af kort tid var de tre døre barrikaderet og så effektivt, at man kun kunne komme ind ad dem, hvis man ødelagde døren med et eller andet stort instrument. Brandtrappedøren var knap så blokeret, Berit var ikke kommet tilbage endnu.
-Så Per Bo og Alex begiver sig her klokken ni ned til formanden, Frederik Hulkenbjerg, og overrækker ham dokumentet her!
Casper viftede med papiret.
-Mad har Svend sørget for, så det er på plads. Og i morgen tidlig tror jeg, der begynder at ske noget med forhandlingsviljen.
De klappede, da han var færdig, og der var en god stemning. Han vidste, at det var vigtigt, når der stod revolution på skemaet.
Han gik tilbage til værelset for at se, hvordan det gik med den bevidstløse Ilse Pahlgaard. Lidt urolig var han. Hun burde ikke være bevidstløs så længe. Pistolen bar han stadig i den ene hånd sammen med plastikposen og skubbede døren op med den anden, mens han forsøgte med en hånd at finde åbningen i posen for at lægge pistolen ned.
Da han kom ind, så han Kurt stå bøjet over hende. Han havde slæbt hende hen på sengen og var i gang med at rive hendes trusser ned.
Casper blev hvid i hovedet af raseri.
-Hvad fanden har du nu gang i, brølede han, mens Kurt med fortrukket ansigt vendte sig om og råbte til Casper:
-Sådan! Nu vil jeg hævne mig! Og det skal du ikke forhindre mig i, Napoleon!
Han skubbede til Casper for at fortælle ham, at han sgu ikke skulle bestemme over ham. Casper havde pistolen halvt nede i posen, men ved skubbet kom han til at trykke på aftrækkeren. Braget lød nærmest som et nytårsknald, en kineser med en lille røgsky, og Casper opfangede i et brøkdel af et sekund det forbavsede udtryk i øjnene, da Kurt sank sammen på gulvet.

 

Frank var imens kommet helt op på kvisten og kunne herfra se over på drengegangen fra et af pigeværelserne. Han så ingenting. Intet lys, ingen bevægelse, ingen lyd. Det var dog mærkeligt. Så hørte han lyde nedenunder. Han famlede sig ned ad trappen og hen ad gangen, og i det samme kom lyset igen. For enden var den tunge dør ind til drengegangen. På den anden side af den matterede glasrude kunne han se skikkelser i færd med at barrikadere den. Og midt på døren lige ud for ham hang et stykke papir:
”Kære lærere! Vi har besluttet at gøre oprør. Vi protesterer mod Ilse Pahlgaard og forlanger at få en anden forstander. Vi kommer ikke ud, før det ønske er opfyldt. Vestkysten er underrettet, vi har mad til flere døgn. Rød front!”
Han måbede. Så sprang han ned på lærerværelset og drejede Ilses nummer.

Den unge pige, Anni, tog den, men kunne kun sige, at Fru Pahlgaard ikke var hjemme, og hun vidste ikke, hvor hun var. Frank spekulerede et øjeblik, så drejede han Dahl-Hansen.
Fru Dahl-Hansen kunne meddele, at han var til logemøde i Esbjerg. Så ringede han fortvivlet til Bente, der ikke svarede. Klokken var over ni, og Hasager var ikke dukket op. Den nar.
I det samme stod Berit i døren og råbte til ham, at Fru Pahlgaard var blevet bevidstløs og lå oppe på brandtrappen.
Han tænkte, at efterskolelivet var så varieret, at på 30 dage kunne der ske en ting, og på en dag kunne der ske 30 ting. Det var åbenbart sådan en dag i dag.
Han åbnede havedøren for at tage den korteste vej ned til brandtrappen på gavlen af drengefløjen, da han hørte det lille, dumpe knald. Mens han satte farten op, hørte han flere skrig deroppe fra.

 

Bente så på uret. Klokken var nu næsten ni. Der måtte være sket et eller andet. Hun gik til telefonen og drejede skolens nummer, ingen svarede. Hun rynkede brynene. Det var da lidt usædvanligt.
Så tog hun sin frakke og gik op mod skolen. En våd majaften, men det duftede så frisk og vidunderligt.
Da hun gik ind ad skolens yderdør, undrede det hende noget, at der var så stille. Måske var eleverne i gang med et eller andet nede i slyngelstuen. Frank havde nok sat et eller andet op. Hun smilede ved tanken om en dejlig aften med ham og glædede sig allerede. Hasagers bil holdt ikke udenfor, og hun rystede på hovedet: det tænkte hun nok. Han kunne ikke overholde en aftale.
Lærerværelset var tomt.

Hun gik ned i aulaen og videre op på drengegangen. Hun kunne høre masser af lyde, røster og larm derindefra, men døren var barrikaderet, og hun kunne ikke så meget som rokke ved den. Hun fik øje på sedlen, der hang lige for.
Oprør? Ilse fyret? Hun fattede omsider, at der var sket et eller andet i aften, og at det muligvis var årsagen til Franks fravær.
Hun hamrede på døren, men det var umuligt for eleverne at høre det for den larm, der var derinde på gangen.

Frank forcerede brandtrappen i tre spring og så straks, at døren var spærret. Han slog løs på den og råbte: luk op! Han kunne se skygger derinde bag ved den matterede rude og overvejede at slå den ind, da nogen begyndte at flytte barrikaden.
Efter nogle minutter åbnede de døren. Det var en tre-fire elever, der store i øjnene åbnede for ham og forpustet pegede ind på et af værelserne:
-Hun ligger der!
Han sprang derind og så straks, at noget var helt, helt galt. Ilse lå bevidstløs på en seng med halvt nedrevne trusser og hænderne bundet med noget reb. Men hvad værre var: på gulvet lå en livløs Kurt. Frank bøjede sig ned over ham og søgte efter hans puls, fandt den ikke, lagde øret til hans ansigt, til hans bryst, fandt ingen lyde af åndedrag, rejste sig så for at tilse Ilse, mens han spurgte de omkringstående:
-Hvad i alverden er der sket? Han begyndte at gå mod døren for at hente hjælp.
Ingen turde rigtig sige noget. Kun lille Ulla:
-Casper skød ham, men det var et uheld..!
-Skød????
-Ja, sagde en af de andre, han har en pistol med hjemmefra!
Frank vendte sig om og stirrede ind i mundingen på omtalte pistol.
-Du går ingen steder! Casper var en smal streg over munden og lighvid i ansigtet.
-Jamen, Casper, der ligger to mennesker der, hvoraf den ene sandsynligvis er tæt på at dø, og den anden trænger til lægehjælp! Det er da nu, hvis de skal reddes!
-Du går ingen steder! Vi vil have demokrati, vi vil have retten til at deltage i de afgørelser, der har med os at gøre! Hører du!
Frank så på drengen. Casper stod helt roligt og snakkede, som om de var i gang med et spil eller et teaterstykke. Han var en dårlig skuespiller, hvis det var det sidste.
-Casper, gør det nu ikke værre, end det allerede er. Hvis det var et uheld, så slipper du da for tiltale for mord.
-Du holder din kæft nu, er du med? Casper så truende ud og slog ud efter Frank med pistolen og ramte ham i tindingen, selv om han bøjede væk. De andre trak sig en anelse forskrækket tilbage, kun Alex nærmede sig:
-Casper, vær nu ikke dum, det kan sgu da kun blive værre!
Frank blødte fra såret, men var ved bevidsthed.
Casper tøvede to sekunder. Så beordrede han sin væbner og tro følgesvend til at skaffe hjælp:
-Løb ned på lærerværelset og ring efter en ambulance og sig, der er to mennesker, der skal med!
Alex sprang af sted, og de andre åndede en smule op. Men flere af dem var blege og medtagede og havde ikke så langt igen, før de ville bryde sammen.
Frank indså, at det stort set kun var Casper, der på dette tidspunkt gik ind for den sande revolution. Han tog et lommetørklæde op af lommen og holdt det mod det kraftigt blødende sår i panden.
-Casper, hvis jeg nu lover dig, at vi seriøst vil diskutere, hvilken medindflydelse, I kan få, vil du så ikke godt holde op med den der pistol?
-Læg dig der på sengen. Casper pegede på den anden seng.
-Bind ham solidt. Casper kastede noget reb over til Svend.

Frank vendte sig om, og i det samme hørte han voldsom tumult og larm bag sig. Han snurrede lynhurtigt rundt og opfattede et nyt scenarium: Bente stod der med Caspers pistol, som hun havde snuppet efter at være kommet bagfra.
Casper kom sig over overraskelsen og sprang på hende. Han havde allerede godt tag i hendes hals, mens han fægtede ud efter sin pistol, men Frank var hurtigere henne hos ham, end han egentlig selv havde forventet. Han vristede ham fra Bente og kastede ham ned med en o-goshi og holdt ham i gulvet med et halsgreb. Casper kæmpede forgæves mod Franks brune judobælte og holdt da også op, da han mærkede luften i sig forsvinde.
-Bind ham, gispede Frank.
Nogle af Caspers kammerater adlød paradoksalt og bandt deres høje revolutionschef.

-Det er ligesom, Fru Pahlgaard ikke trækker vejret, lød en forskrækket pigestemme. Det var Berit, der var i stand til i den almindelige forvirring at tage sig lidt af Ilse.
Hun lå også så mærkeligt stille, bleg med det tæppe over, som en trods alt venlig elev havde betænkt hende med.
Frank søgte at finde en puls. Han blev pludselig meget bange, så bange som en lille dreng, der er ved at miste sin mor.
-Kommer den ambulance ikke snart, spruttede han, mens Bente stod bøjet over Ilse. Selv om blodet stadig stod ud af hans hoved, masede Frank sig hen og begyndte at give Ilse kunstigt åndedræt. Han var så koncentreret om det, at han glemte, hvem han havde med at gøre.

Lige med et var de der alle sammen. Hasager, politi, ambulancefolk. Det vrimlede med ansatte og myndighedspersoner.
Dahl-Hansen sluttede sig til og gennede alle elever ned i daglig-stuen og satte sig til at snakke med dem. Med sit rolige væsen fik han efterhånden dæmpet ophidselsen og gemytterne, og det var ham magtpåliggende at få talt aftenen igennem.
På den måde erfarede han, hvilke skumle planer de havde haft. Han rystede lidt på hovedet. Kiggede over på Tommy og kunne ikke lade være:
-Troede I virkelig på, at vi ville give jer lige rettigheder? Det er jo ikke Københavns Universitet, og Casper er ikke Finn Einar Madsen!

Oppe på værelset kæmpede en tilkaldt læge med Ilse Pahlgaards liv. Den ene ambulance var kørt uden sirene af sted med Kurt. Det tydede på, at han var død, tænkte Frank. Han virrede med hovedet. Alt forekom ham så uvirkeligt. Han sad på gulvet ind mod væggen, mens Bente var hos ham. Casper blev imens afhørt af politiet inde ved siden af.
Frederik Hulkenbjerg stod i døren:
-Jamen, hvad er der dog sket?
Bente satte ham kort ind i sagen.
Han spærrede øjnene op. Det var alligevel mere, end han nogensinde havde forestillet sig, at danske skoleelever kunne tage sig sammen til.

Støttet af Bente vaklede Frank lettere svimmel ned på lærer-værelset.
-Åh, det var godt, du kom! Og undskyld, at jeg ikke nåede din aftensmad!
-Hold nu din bøtte og lad mig hjælpe dig, min lille helt!
Hun hviskede, lige før de nåede lærerværelset:
-Frank, jeg elsker dig!
Han smilede til hende og mærkede, han gled over i bevidst-løsheden.

 

 

Torsdag 10. maj 1973

Lyset var blødt, underlig blødt og sært diffus. Frank blinkede flere gange med øjnene, han elskede den der lyd, når han trådte i de frosne vandpytter. Elskede at se, når isen gik i stykker, lidt efter lidt. Det var slet ikke koldt. Han havde også vanter på, godt det samme.
Pludselig så han Bentes smukke, varme øjne. Hvad lavede hun dog lige der, hvor hun faktisk stod i vejen, når han nu skulle knuse den der is? Måske skulle hun have ham med ind og lave lektier?
Igen så han de der øjne. Hvad var det dog nu med dem? Han anstrengte sig enormt for at få sammenhæng.
-Er du vågen, skat? Spurgte en pige ham langt borte. Han syntes at kende den stemme.
Han ville rejse sig op, for han lå ned. Men en eller anden holdt ham nede.
Et vådt ansigt gned mod hans. Han ville vifte det væk, så at det var en, han kendte. Og tænkte, det var behageligt.
Langsomt kom han til sig selv. Langsomt. Lidt efter lidt ramlede virkeligheden ind i ham: hospitalsseng, snore og trisser, bandage om hovedet og Bente.
Sad hun ikke der og smilede til ham med fugtige øjne?
-Hej, ville han sige. Men stemmen svigtede helt, så hæs var den. Han rømmede sig og prøvede igen:
-Hej, smukke Bente!
-Hej, skat!
-Hvad laver vi her? Spurgte han, selv om han efterhånden kom i tanker om mere og mere.
-Du har pådraget dig, eller rettere, Casper pådrog dig en slem hjernerystelse, og derfor er du her på Brørup Sygehus. Det er vist ikke noget særligt. Derimod er den gal med Ilse. Hun kunne ikke tåle den æter, som Kurt udsatte hende for, da hun overraskede dem i går aftes. Hun er nu indlagt på Vejle Sygehus. De har en forgiftningsafdeling.
Bente fortalte ham historien, og han kunne supplere med den del, han havde ansvaret for.
De holdt hinanden i hånden.
Han så på hende.
-Jeg vil aldrig mere forlade dig med en anden! Lovede han.
Hun smilede.
-Du reddede måske mit liv i går aftes, så du kan være nogenlunde sikker på, at jeg formentlig også bliver her med dig…!
-Det var da noget værre noget med Kurt!
-Kurt er død.
Alvoren gik op for Frank.
-Han forældre kom sent i går aftes fra Esbjerg for at se ham. Faderen græd, mens moderen var stenhård.
Bente forklarede, mens hun kærtegnede Franks hånd.
-Hvad er der med Ilse? Frank ville godt have rede på tingene.
-Hun blev overført til Vejle i nat. Det er vist lige op over. Hendes forældre har taget Anni og Gert med derover.
-Bente, jeg har næsten glemt Dorrit, som intet ved om det her eller om dig. Åh, for fanden, Frank bandede for en gangs skyld. Han syntes, han godt kunne tillade sig det under disse omstændigheder.
-Skal jeg få fat i hende?
-Kan vi ikke lige vente, jeg vil godt udskrives først…

På Vestkystens redaktion lå den daglige stabel breve. Chefredaktør Kristian Bjerregaard pløjede som vanligt bunken igennem og hævede øjenbrynene lidt, da han læste brevet fra en skoleelev på Asgaard Efterskole.
Han gik gennem kontorerne og fandt David Nielsen, yngste journalistpraktikant.
-Her, sagde han og smed brevet ned til ham, -det er noget for dig! Undersøg det og lav en artikel!
David Nielsen kastede sig over brevet. Det var noget mere spændende end den bankoaften, han var ved at referere fra.
Han ringede til skolen for en kommentar og talte med en sød, ældre dame, åbenbart skolens sekretær, og hun kunne da fortælle ret så dramatiske ting.
På redaktionens fjernskriver var der indløbet andre nyheder fra ind- og udland, og blandt dem var en kort en fra Ritzau, der meldte om en elev, der var død på skolen efter et vådeskud.
David skyndte sig ud til sin gamle Kadett og satte kursen mod Asgaard.

Her var der fællesmøde mellem alle elever og alle ansatte. Tre forældrepar var dukket op. David skrev ned, det bedste han havde lært. Det var da virkelig en historie. Adskillige andre journalister var dukket op sammen med en hærskare af fotografer.
En ældre overlærer stod for at styre ordet. Med myndighed og autoritet ledede han forsamlingen:
-Kurt er død. Jeg synes, vi skal rejse os alle op og holde to minutters stilhed!
Der var ingen slinger i valsen. Alle rejste sig, og stilheden var massiv.
-Tak, sagde overlæreren, og alle satte sig igen.
-Jeg skal gøre opmærksom på, at Ilse Pahlgaard stadig ligger i koma, men er stabil. Det betyder, at faren for, at hun skal dø, er drevet over. Men der kan være andre følgevirkninger. Hvad angår Frank, har han fået en hjernerystelse, så vidt vi ved.
-Hvad med Casper, lød en utålmodig elev.
-Han er i politiets varetægt. De skal naturligvis undersøge, hvad der skete, hvor han har pistolen fra, hvad han ville bruge den til. Det synes jeg da også, at vi andre gerne vil vide…!

Der var tavshed rundt omkring. En elev rakte hånden op:
-Jeg vil godt sige, at jeg var med til at planlægge aktionen.
-Jeg ville blive glad, hvis I ville sige jeres navne, brød David ind og så appellerende på overlæreren. Denne nikkede:
-Alex, værsgo!
-Vi har i lang tid været enorm utilfreds med forstanderens måde at køre den her skole på. Kæft, trit og retning! Det kunne være hendes valgsprog. Derfor satte vi os ned og aftalte en aktion, der skulle være fredelig og med lidt sjov. Jeg er meget ked af, at der pludselig var både æter og pistol blandet ind. Det er ikke noget, jeg har været med til at planlægge, og det vil ingen af os i gruppen tage ansvaret for!
Forsamlingen klappede, og Alex satte sig ned.
-Andre? Spurgte overlæreren.
Han foreslog, at de sang Bob Darins En enkel sang om frihed, som de alle kendte i Eddie Skollers version. Sangen var både en generel hyldest til frihedsidealerne rundt omkring og en speciel hilsen til eleverne. David nikkede anerkendende til overlæreren.

Eleverne fik fri og måtte tage hjem. David fik lige fat i ham Alex og bad om et interview, før alle andre af de tilstedeværende journalister kom i omdrejninger.
Alex ville gerne have Svend og Tommy med, og på den måde fik David detaljer fra ”oprøret”.
Fredag 11. maj 1973

Ilse vågnede lidt over middag. Ved hendes seng stod hendes forældre, Gert og Dorthe, der var blevet hidkaldt fra Sjælland samt Anni.
Hun var svag, men de kunne fortælle hende det meste af det, der var sket efter Kurts æterangreb. De vidste ikke så meget mere. Ilse var glad for at se dem, men træt. Så efter en lille halv time sov hun fast, og familien forlod sygehuset og gik ud i byen for at få lidt mad.
På Ilses gang var der vagtskifte klokken 16. En af sygeplejerskerne tog protokollen og læste patienternes navne igennem. Så udstødte hun et mindre skrig, holdt sig for munden og gik hastigt ud på gangen og ind på Ilses stue. Der lå to andre patienter derinde, men hun stilede straks hen til Ilses seng.
Ilse sov dybt, og sygeplejersken sørgede for, at puden sad ordentlig, at dynen var rystet, at der var vand i glasset, at slangerne virkede med drop, som de skulle og kiggede på hende med tårer i øjnene og et sagte:
-Min lille skat! Åh, min lille skat!
Hun gik tilbage til stuen, fuldstændigt ignorerende de andre patienter.
Hen under aften var hun der igen.
Ilse vågnede og denne gang noget mere frisk end før. Hun så for sig et ansigt, der forekom hende bekendt, men kunne i selve opvågningsfasen ikke genkende det.
Pludselig smilede hun overrasket:
-Aino!
Aino smilede med våde øjne, bøjede sig ned over hende og kyssede hende på kinden og hviskede, så de andre patienter ikke skulle høre det:
-Min dejlige lille skat. Hvad er det for noget med det der æterangreb, som der står her?
Ilse svarede med en stemme, der stadig var spæd, men dog hørbar:
-Jeg er så glad for at se dig, hvordan går det?
-Jeg har det ikke godt. Det går ad helvede til med Peter. Jeg kan ikke klare ham længere.
Hun tog hendes hånd.
-Jeg vil mødes med dig igen. Jeg har tænkt på dig så ofte, og jeg savner dig!
Ilse nikkede.
-I lige måde. Det er godt at se dig.
Længe, længe stod Aino sådan.
-Jeg har sådan savnet dig. At være sammen med Peter er blevet en møllesten om min hals! Jeg tænker næsten kun på dig, Ilse. Dag og nat!
Hun slap hånden og glattede dynen ud. I det samme kom forældrene, Anni og Gert tilbage, de havde noget chokolade med.
-Hej skat, er du vågnet? Du ser mere frisk ud nu, kvidrede moderen, som en mor nu skal gøre.
Aino trak sig diskret tilbage. Hun var glad over, at appelsinen var vendt tilbage i hendes turban.
Ud på aftenen stod hun der igen. Ilse var vågen. Aino satte sig hen til hende:
-Ilse, du bliver sandsynligvis udskrevet i morgen. Må jeg køre dig hjem?
Ilse smilede:
-Ja da. Jeg tror, mine forældre og søn og Anni er kørt igen. Det var pænt af dig. Hvad med Peter? Jeg tror, han skal have weekendvagt.
Aino tænkte sig lidt om. -Jeg ringer til ham hjemme fra dig eller besøger ham på skolen. Det er ikke noget problem.
Lørdag 12. maj 1973

Klokken var 11 formiddag, da Frank blev udskrevet fra sygehuset. Kun med et lille plaster på såret gik han ud til den ventende Bente, der havde fulgt ham døgnet rundt siden indlæggelsen onsdag aften.
Det var en befrielse at komme ud i den friske luft, selv om det var hæslig koldt. Han trak vejret dybt og fulgte efter hende ud på parkeringspladsen til hendes 2CV. Da de havde sat sig ind, bøjede han sig ind mod hende og kyssede hende. Det første rigtige kys i frihed.
Bente standsede uden for Kvickly.
-Jeg skal lige ind og købe lidt mad til weekenden. Jeg giver – i anledning af din heltedåd!! Vil du med?
Frank nikkede. Det var dejligt at gå sådan helt almindeligt og hverdagsagtigt inde i et indkøbscenter fredeligt uden skydevåben eller i fare for noget..
Bente købte noget lækkert kød, grønsager, en god flaske vin og betalte. På vej ud standsede hun lige uden for en forretning med dametøj.
-Kan du holde til, at jeg lige går her ind også?
Frank nikkede smilende og tøffede med. Kvinder og butikker..
Bente købte noget undertøj og så på en trøje. Hun prøvede den, men den sad alt for stramt over brysterne.
-Har I ikke denne trøje i en størrelse, der passer mig? Spurgte hun ekspeditricen, mens hun stod der foran hende og Frank. Brysterne bulede ud. Frank kom i tanker om en længsel, han helt havde glemt på sygehuset. Hun prøvede en anden, og denne gang var der da plads til det hele. Men det var synd at sige, at barmen var skjult. Hun så, at Franks øjne ufravigeligt var fokuseret på sine fordele og bøjede sig lidt ned, så hendes ansigt flugtede med hans synsvinkel og blinkede til ham.
Han blev ligesom vækket af sin døs og smilede til hende sådan lidt undskyldende.

De kørte ud af byen. Frank stirrede på Bente fra siden, og det undslap ham:
-Når jeg ser din dejlige profil, tænker jeg på dig en face, og når jeg ser dig en face, tænker jeg på din profil!
Hun lo kort og lagde højre hånd på hans lår. Der sad startkontakten til hans lyster. Han løftede højre hånd og fandt hendes højre bryst. Det gav et sæt i hende. Hun lod sin højre hånd kæle for ham i skridtet.
Han kørte langsomt hånden i cirkler uden på trøjen og det svulmende bryst. Bente begyndte at stønne lidt. Bilen slog et lille sving. Hun havde tilsvarende fornemmelse for blodtilstrømningen hos Frank, og pludselig kunne de bare ikke mere. Hun bremsede op og kørte ind i siden.
Der faldt de over hinanden og kyssede som aldrig før. De blev ved og ved, og ophidselsen steg bare kontinuerligt og uendeligt.
-Jeg tror, det er nødvendigt at køre ind der, sagde Frank med tyk stemme og pegede på skoven nord for vejen. Bente nikkede og fandt lige efter en skovvej.

Bagefter kørte de lidt mere afslappede hjemad.
-Jeg har aldrig prøvet det i en 2CV! Sagde Bente – og Frank samtidig næsten i munden på hinanden og lo.
Håret var uglet, tøjet krøllet, men følelserne og sindet stemt til kærlighed.
Bente inviterede ham med sig hjem med det samme, men han afslog venligt. Han ville godt lige hjem først og nettes og have noget andet tøj på. Men om en time. Så ville han stå uden for hendes dør.

Frank lukkede entredøren op og fandt en del post, herunder Vestkysten.
Af gammel vane dog mest af nysgerrighed efter at læse om skolen slog han op på den lokale side om Asgaard og holdt lige vejret:
Hele siden omtalte oprøret på efterskolen. Der var fotos af Alex, Svend og Tommy og bygningerne samt drengegangen og det værelse, der nu rummede en historie med et dødsfald, overfald på en forstander og ja, ham selv.
Han læste med interesse hele teksten. Der var flere fejl, som han under andre omstændigheder absolut ville påpege som dansklærer, men her var det ligegyldigt.
Nå, Dahl-Hansen havde nok overtaget forstanderrollen for en kort bemærkning. Hvem ellers?
Tja. Så fik skolen lidt omtale for en gangs skyld. Men var det positiv omtale, som ville få eleverne til at strømme til fremover?

 

Præcis klokken syv stod han så der uden for entredøren med en buket blomster. Han kørte derned, for han ville bare ikke møde Dorrit i aften.
Det her var længe siden sidst. Han var lidt ovenpå og vidste ikke helt, hvad han ville. Dorrit havde været en dejlig oplevelse, og det kunne der komme rigtig meget godt ud af. Stabil og trofast.
Med Bente vidste man aldrig.
Hun lukkede op, og han så med det samme, trænet som han var, at hun havde taget præcis det tøj på, som hun vidste, kunne tænde ham. Han syntes, det var så svært at lade være med at kigge på hende. Op og ned.
Hun på sin side noterede sig med en vis selvsikkerhed, at hun virkede attraktiv på Frank, og hun syntes, at han stadig var charmerende og enormt tiltrækkende.
Stram bluse, smarte bukser og ingen make-up. Hun bød ham smilende indenfor med et let tryk på hans arm, og han gav hende blomsterne, mens han afleverede sin replik:
-Værsgo, den ene blomst til den anden!
Det blev signalet. Hun smed blomsterne på gulvet, og samtidig lod han sin frakke gå samme vej. De kastede sig over hinanden, kyssede som i bilen tidligere på dagen, tog om hinanden, holdt hinanden fast, strøg håret, lod hænderne gå på opdagelse ned over kroppen, stønnede og sukkede, begge med dybe suk. Frank gravede inde under blusen, Bente lod sin hånd kæle for ham i skridtet, og de lod rødspætter være rødspætter og skramlede ind i soveværelset, hvor den sidste afklædning fandt sted. Fortumlede og helt oppe i det høje gear fandt de sammen i sengen. Der var meget, der skulle indhentes, og begge gjorde en aldeles seriøs indsats for at komme puklen til livs.
På den måde varede det mere end et kvarter, før nogen af dem sagde andet end enstavelsesord.
-Hvor har jeg savnet dig, sagde Bente endelig, da åndedrag og vejrtrækning var blevet en anelse mere normalt.
-Selv om det kun er få dage, Skat, tilføjede hun.
-Jeg har savnet dig mere, påstod Frank. –Du har altid virket så stærk på mig. Du kan klare alt.
-Vrøvl. Det er kun, fordi jeg er pige. Så må man i hvert fald ikke vise svaghed. Jeg har sådan savnet dig, Frank. Når man tænker på, hvad vi to oplevede i slutningen af sidste skoleår, fatter jeg ikke, at det skulle gå så skævt…
Hun betroede ham, at hun havde lært en fyr at kende, som hun gik i seng med, nøjagtig ligesom han med Dorrit. Thyge var blot sådan et weekendbekendtskab. Og de forstod på hinanden, at det ikke var så alvorligt, at denne aften med alt inklusive ikke burde finde sted.

Hun vendte sig igen om mod ham der i sengen, lagde armene om halsen på ham og fandt hans læber. Et langt, lidenskabeligt kys, godt med bløde læber og travle tunger og hænder, der gik på opdagelse på gammelkendte steder, og hidsige åndedrag og blide suk. Bente hviskede:
-Du min længe savnede! Hvilket fik Frank til at knuge hende ind til sig, så hun næsten ikke kunne få vejret, og da han omsider slap hende, tog han begge hænder op til hendes ansigt og så hende direkte i de smukke, let fugtige øjne:
-Jeg kan ikke forstå, jeg mener, det er, som om du aldrig har været ude af mit liv!

Hvor Dorrit var lille og sød, var Bente et rovdyr med dejlige store, bløde bryster og en kats evne til at være smidig på samme tid som hård med skarpe kløer.
De flød sammen, og det virkede til, at den lange pause havde gjort noget ved dem. De var begge klar over, at den anden måske havde ændret sig en anelse, og at det fik nogle konsekvenser for deres forhold. Frank nød et ligeværdigt samleje, hvor begge parter gav og tog.

Bagefter gik de tilbage til stuen. Rødspætterne var blevet kolde. Det kunne man ikke sige om Frank. Han tog om Bente.
De stod længe tæt sammenslyngede, og det virkede, som om de faktisk kunne fortsætte med det, så længe det skulle være. De enedes dog stiltiende om at forlægge residensen til sofaen.
-Fortæl mig om Ilse, sagde Bente.
Han kunne ikke lade være, men fik tårer i øjnene, og hun misforstod et øjeblik:
-Du behøver altså ikke, det var bare, fordi jeg er lidt nysgerrig!
-Skat, kom her!
Hun knugede ham ind til sig.
-Bente, jeg ved med mig selv, at det, jeg føler for dig, er anderledes og helt, helt øh..

Han blev mod sædvane næsten mundlam, men tog sig sammen og fortsatte:
-Ilse kom, angreb og erobrede mig hurtigere og med større ildkraft, end jeg nogensinde har oplevet før. Som en tornado hvirvlede hun ind i mit liv, altså mit følelsesliv. Dog tror jeg ikke, at hun sådan bevidst ville nedlægge mig og ødelægge det for os to. Jeg tænker også på, hvad hun har været igennem. Med dig har jeg følelser med, som i høj grad drejer sig om, at vi på mange flere måder passer meget bedre sammen.
-Jeg har det lidt på samme måde med dig. Jeg har haft et par kærester, men ingen der rigtig matchede dig, må jeg sige.
-Hvordan kan vi finde sammen nu og forblive sammen?
Frank ville have rede på det hele.
Bente sad så tæt på ham, som det var forsvarligt under hensyntagen til de store følelser, der var på spil.
-Jeg tror, at vi skulle tage og flytte sammen. Når vi først bor sammen, så, jeg mener, det at bo sammen er altings prøvelse. Kan vi bestå den prøve, hører vi måske sammen, Frank.
-Jeg har jo hus, kunne vi forsøgsvis bo der?
Han kiggede sig omkring i hendes lejlighed.
-Du har det hyggeligt her, men jeg har trods alt mere plads.
-Jeg kan jo beholde lejligheden et par måneder mere, bare for at være helt sikker…
De omfavnede hinanden igen.
-Det værste var næsten den kulde, du kunne lukke ud mod mig, isprinsesse!
Frank holdt hende ud i armslængde.
-Du kan næsten være lige så kold som Ilse! Han smilede til hende.
-Jeg ved det godt. Allerede som barn vidste jeg, hvordan jeg skulle håndtere min far. Han kunne bare ikke klare, hvis jeg var sur på ham. Undskyld!

Hun så helt forlegen ud.
-Det er nok vigtigt, at vi lærer at sige tingene og ikke går og bærer nag til hinanden! Jeg reagerer heller ikke altid lige hensigtsmæssigt. Jeg har på det seneste opdaget, at jeg godt kan være jaloux, hvis du begynder at smile eller ligefrem smiske med en anden fyr. Og jeg havde det ikke altid lige godt, da du og Paw lagde op til at danne par og evig og altid skulle være sammen og sad der som to turteldu…
Bente lukkede munden på ham med et kys og lagde sig oven på ham og pressede sine bryster ned mod ham.
Han foregav at være ved at blive kvalt af dem og måtte løfte dem lidt væk med sine hænder.
-Nu vil jeg være ærlig over for dig, som jeg også var stort set hele tiden sidste år: Dorrit, som jeg er lidt varm på. Vi har det godt sammen, spiser af og til sammen, men resten er egentlig kun sex. Hvis du forstår?
Bente nikkede. Hun forstod. Hun kyssede Frank.
-Nu bliver jeg selvfølgelig nødt til at gøre det forbi med hende. Hun vil blive meget ked af det, men jeg ved, at hvis jeg ikke gør det, bliver hun nok endnu mere ked af det. Du måske med.
-Det er rigtigt. Ved du hvad? Jeg kunne godt tænke mig at se hende. Du kan jo foreslå hende, at vi mødes alle tre og spiser en god middag sammen. Måske kan det bløde lidt op på det hele.
-Hun vil nok blive møgsur, og kald mig bare Mads, hvis hun accepterer det!
-Hvis hun får historien og ser mig, kan vi da ikke udelukke, at det, I har haft, kan fortsætte som venskab. Måske kunne hun og jeg have noget sammen. Altså ikke dig, men noget venindefnidder, hvem ved?
Frank nikkede. Ikke så dårlig en ide. Kvinder kunne bare noget med det der sociale.
Nu vidste han i hvert fald med tindrende tydelighed, at det var helt slut med Ilse Pahlgaard og ham. Aldrig mere ville han skulle være afhængig af hende og hendes foruroligende skønhed.
Da han gik hjemad i regndisen, rystede han lidt på hovedet og smilede. Han følte sig befriet. Renset.

Ud på eftermiddagen rullede Ainos bil ned til forstanderboligen. Aino støttede Ilse ind i huset, og Anni kiggede forbavset på hende. Hun mente nok, hun havde set hende før.
-Hej Anni! Dejligt, du er hjemme! Vi trænger til noget kaffe.
Aino støttede Ilse ind i stuen, hvor hun sank ned i sofaen. Anni kom lidt efter med kaffen og et tæppe til hende, og Ilse så på de to damer med et bredt smil:
-Jeg tror, vi tre har brug for en stor cognac!
Anni hentede glas og flaske og skænkede op.
-Ah, sagde Aino.
Det var tæt på at være det eneste fornuftige, der blev sagt den næste halve time. Der var almindeligheder, men både Ilse og Aino kunne godt have været uden Annis selskab. Men Anni ville Ilse det godt og havde ingen anelse om det drama, der ventede de andre to.
-Anni, nu vil vi godt være lidt alene. Det var så sødt af dig at være hjemme og vente på mig, det er jeg rigtig glad for, men Aino og jeg har noget, vi skal tale om.
-Selvfølgelig, anførte Anni, -jeg skulle netop til at spørge fri, for jeg vil gerne besøge min veninde!
Anni rejste sig og tog af sted.
Der blev stille i stuen. Ilse skubbede glasset over mod Aino og bad om en til.
Nummer to virkede unægtelig bedre end nummer et. En mild rus bredte sig, og Ilse fik kulør i ansigtet. Hun skubbede tæppet til side, så på Aino og foreslog:
-Vil du med i bad?
Aino ville gøre hvad som helst for at være i nærheden af og så tæt som muligt på Ilse. Hun smilede varmt til Ilse, og sammen gik de ind på badeværelset og kyssede hinanden.
Vandstrålerne plaskede ned, og velværet kom snigende. Bagefter tørrede de hinanden, der var fnis og kvidder a la ungpige og en lidt nervøs stemning, selv om begge godt vidste, hvad der nu skulle ske.
Ilse lagde sig bagover i sengen og fandt behag i Ainos kærlige kys og kærtegn.
Igen kom følelserne til hende i en målestok af en anden verden. Fuldstændigt givende sig hen til hinanden beseglede de deres fælles kærlighed.
Senere satte de sig begge i sofaen. Dejligt trætte og vel det, der kunne kaldes lykkelige, tæt sammen uden at sige noget.
Ilse brød tavsheden:
-Aino, kan vi to leve sammen? Kan vi bo sammen og finde ud af tingene? Og har vi lyst? Kan vi undvære en mand?
Aino lo.
-Jeg er ret sikker på, at svaret på dit sidste spørgsmål er klart nok: ja, det kan vi. Og hvis vi ikke kan undvære en mand, kan vi så ikke bare tage en?
De lo begge.
-Lyst til hinanden? Ja, jeg har lyst til dig! Jeg har lyst til din krop, til at kysse dine dejlige læber, til at bo sammen med dig!
Ilse, den pragmatiske, havde en indvending:
-Men at bo sammen kræver på visse punkter en ophøjet form for samarbejde. Det har vi ikke prøvet. Det kan vel ikke helt kaldes samarbejde, det vi lige har haft i sengen?
-Hø, hø, jo da. Når du spreder dine lækre lår er det samarbejde på et eller andet plan!
Ilse kunne ikke lade være med at smile.
-Ja, det er godt med dig. For fanden! Tænk, at jeg skulle blive forelsket i en pragtfuld kvinde og først der for alvor opleve ordentlig sex! Nå, jeg har nu da alligevel haft næsten ordentlig sex med en eller to mænd. Men du ved jo præcis, hvordan man gør…!
Aino bøjede sig ned og kyssede hendes inderlår. Ilse skælvede allerede ved den første berøring:
-Nej du, jeg bliver skør, hvis du fortsætter.
Aino holdt inde.
-Nej, jeg bliver skør, hvis du standser.
Med et smil fortsatte Aino.
Efter lang tid tog Ilse fat i Ainos hår og trak hende lidt væk.
-Så holder vi pause, erklærede hun.

-Lige nu går det jo fremragende her i min hyggelige bolig. Hvordan er det så lige, vi ser på det fremover?
-Jeg flytter helt og holdent fra Peter. Jeg fortæller ham det, skal vi sige i morgen? Eller måske er det bedre på fredag. Jeg skal hjem i morgen. Da ved jeg, at vi mødes i Vejle i min lejlighed. Så fortæller jeg ham om os to. Så må han selv finde ud af, hvad han så vil.
Ilse blev ved med at stryge hendes hår. Hånden gled lidt ned ad ryggen.
-Ja, hvis du ordner det på fredag, så er det fint. Men hvad med dit arbejde? Det er bare for lige at få rede på det hele.
-Ja, selvfølgelig. Jeg kan sagtens få arbejde på et andet hospital. Der er stor mangel på sygeplejersker.
-Jeg elsker dig jo, og der er ingen tid at spilde. Jeg har ventet på dig i 20 år, Ilse!
-Jeg vidste ikke, at jeg har ventet på dig. Men jeg har undret mig en smule over, at jeg efter Ibs død slet ikke har fundet en mand endnu. Lidt deprimerende. Måske er forklaringen den her!
Hun spredte lårene og pegede ned mod sit skød.
-De har ikke ramt den rigtigt!
Aino lo og tvang Ilse ned at ligge og bemægtigede sig det, hun vidste, hun kunne ramme rigtigt.
Søndag 13. maj 1973

Dorrit græd, da Frank fortalte hende næste dag, at det var slut med dem. Han sagde lige ud, at han havde fundet en gammel kæreste igen. De sad i hendes lejlighed.
Hun tørrede øjnene og tog ham i hånden. Sad længe og var tavs. Så sagde hun:
-Jeg var ved at blive gift med dig, Frank. Jeg havde forestillet mig, at vi to snart skulle bo sammen, stifte hjem, børn, familie sammen. Jeg er ked af, at det ikke bliver til noget. Jeg er også ked af at miste dig.
Hun græd igen.
-Jeg ved det, svarede han. -Jeg har hele tiden syntes, at du var så sød og dejlig, og jeg synes, vi to har haft en dejlig tid sammen. I sengen er du ligeledes pragtfuld! Du gør det helt rigtige, og du er den første, der har vist mig, hvor dejligt en pige kan gøre det for sin fyr!
Hun smilede for første gang til ham og lagde sin hånd på hans kind:
-Du er den første mand, der har kunnet tilfredsstille mig! Du ved lige, hvor den sidder! Frank, det er jeg oprigtig taknemmelig for! Så vi har hver for sig givet den anden noget dejligt. Men jeg er nu ked af det alligevel!
Hendes øjne fyldtes med tårer, og Frank tog om hende:
-Det er også svært for mig. Men hør her: kunne man forestille sig, at vi vedblev med at være venner, og du kom i mit hjem og blev nære venner med både mig og Bente? Eller er det for stærk tobak?
Dorrit tænkte sig om et øjeblik. Højt sagde hun:
-Den vil jeg godt lige tygge på. Men umiddelbart lyder det da hyggeligt. Kan vi to så godt holde fingrene fra hinanden?
Frank smilede. Lige nu kunne han sagtens. Men kødet er jo mere skrøbeligt end ånden. Så man kunne aldrig vide.
-Jeg har selvfølgelig også en lille hemmelighed over for dig, Frank. Jeg har hele tiden kendt en fyr fra Esbjerg, som jeg har været lidt sammen med. Men altså en gang imellem, og jeg ved, han havde også en weekendkæreste, så det var sådan lidt promiskuøst.
Franks øjenbryn røg lidt op, da hun brugte det ord. Promiskuøst!
-Det kan jo være, at Thyge og jeg måske skulle danne par lidt mere seriøst?
Dorrit så helt oplivet ud. Men så var der igen tårer i hendes øjne.
-Frank, jeg kommer sådan til at savne dig. Det gør jeg.
Hun så fortvivlet ud. Frank trøstede hende:
-Hvis vi nu ses engang imellem, er jeg sikker på, at du og Bente bliver gode veninder!
Hun havde sagt Thyge! Var det ikke også det, han hed, som Bente kissemissede med? Nå, der var jo nok flere af samme navn.
-Frank, så vil jeg have en sidste omgang med dig!
Med disse beslutsomme ord tog hun bukserne af, hev trusserne ned og bøjede sig ind over stoleryggen, mens Frank blev hed om ørerne og mellem benene.
Hendes voldsomt brede og fyldige, hvide bagdel tiltrak ham og vakte hans begær trods alle hans eskapader i går.
Han kunne godt lide indimellem bare at lade tingene ske, ikke stå imod, ikke alt det opvarmning, resolut, handlekraftig, bom, bom. Så han smed betænkelighederne og bukserne og tiltvang sig adgang som hin aften efter Ilsebesøget. Der var nu ikke tale om nogen startvanskelighed denne gang. Efter det her at dømme var Dorrit tændt og klar ud over det sædvanlige.
Bagefter rejste hun sig langsomt op og smilede til ham:
-Hvor var det dejligt, Frank. Du er den bedste elsker, jeg nogensinde har haft!
Selv om Frank blev rævestolt over de ord, vidste han godt, at de også var fabrikeret til lejligheden. Og at han faktisk nu, små fem dage efter starten på ham og Bente, allerede havde været hende utro…
Højt sagde han:
-Jeg synes, vi skal overveje kraftigt at forblive gode venner! Hvad siger du til at mødes med mig og Bente næste lørdag?
Frank vidste, at det ville være et godt tidspunkt.
Dorrit lovede at overveje det og give besked.
Så skrævede hun ud på badeværelset for at komme af med lidt af det, Frank havde forårsaget.
Mandag 14. maj 1973

Da Frank mødte næste morgen på skolen, erfarede han, at Ilse var kommet hjem om lørdagen. Han og Bente gik ned i forstanderboligen i 10-pausen og blev vist ind i stuen af Anni.
Ilse sad i sofaen og så nogenlunde frisk ud.
-Hej med jer, sagde hun med en dog noget svagere stemme, end de var vant til.
-Hvordan går det? Frank satte sig hos hende.
-Jeg har det da bedre. Jeg er jo overfølsom over for æter og kan faktisk dø af det. Så det var på et hængende hår. Men skidt med mig. Det er skrækkeligt det der med Kurt.
Bente fortalte om forløbet der senere på aftenen og næste dag. Ilse havde hørt noget, mest fra Frederik Hulkenbjerg, men ikke det hele.
Hun smilede taknemmeligt til dem, og da de ville til at gå, tog hun Franks hånd og sagde:
-Jeg har hørt, at det var dig, der hindrede værre ting i at ske! Frank, jeg er bare så stolt af dig. Jeg tror, I to vil blive et rigtigt godt par!
Han trykkede hendes hånd og bøjede sig ned og kyssede hende på kinden.
De gik tilbage.
-Hun skal nok komme tilbage til fordums styrke, mente Bente.
-Jeg synes, hun lugtede af en parfume, jeg aldrig har lugtet før, mente kenderen Frank.

På lærerværelset sad Frederik Hulkenbjerg.
-Jeg vil godt lige snakke lidt med dig og Grethe, sagde han og pegede på lænestolen ved siden af sig.
-Jeg skal have time nu, sagde Frank, men klokken 11.15 er jeg med på en snak. Han smilede til Bente, som Frederik åbenbart kaldte Grethe. Han kunne oftest ikke huske, hvad de ansatte hed.
Bente satte sig. Hun lænede sig tilbage, lagde det ene ben over det andet og så køligt på formanden, der på sin side forsøgte at fremstå uinteresseret i hendes yndigheder. Hun havde tidligere lagt mærke til hans interesse for hendes krop, nærmest som en grisehandler, der betragter velafrettede grise med anerkendelse.
Han så op fra sine papirer:
-Har du hørt om, at Ilse skulle have slået elever?
-Nej, måbede Bente. Det spørgsmål havde hun alligevel ikke forventet.
-Nej, det har jeg ikke. Mit navn er i øvrigt Bente. Hvorfor i alverden spørger du om det?
-Jeg har grund til at tro, at hun ved flere lejligheder har tildelt forskellige elever slag med en bambuskæp eller lignende. Det fremgår af elevers udsagn, at noget af baggrunden for deres oprør netop var Ilses afstraffelsesmetoder.
-Jeg ved, at de er utilfredse med, at de ikke har mere at skulle have sagt. De ville jo gerne have større medbestemmelse og har ikke følt, at vi lyttede nok til dem.
Frederik havde yderligere et par ting, han godt ville have indsigt i, men så kunne Bente få lov at gå. Hun rejste sig og lagde godt mærke til, at han kiggede stjålent på hende. Han slugte hendes barm med øjnene eller det ene øje, og hun kunne simpelthen ikke lade være med at spile den yderligere ud. Straks efter blev hun lidt flov over sig selv for på denne måde at ydmyge ham, at vise ham hvor magten sad.

Så var det Franks tur. Da han blev stillet det samme spørgsmål, sagde han sandheden, men ikke hele sandheden:
-Jeg ved, at nogle elever går og siger, at nogle andre er blevet slået af Ilse. Men jeg har aldrig selv set eller hørt, at det skulle være tilfældet.
-Hvad er der galt med Ilse og eleverne, hvis det ikke har noget med afstraffelse at gøre?
Frederik Hulkenbjerg stirrede finurligt på ham, som om han lige havde fundet de helt vise ord frem.
-Galt? De sidste par år har der jo været større oprørstrang hos de unge mennesker end tidligere, og det er klart, det skyldes 68 og alt det der. Det gælder da også mig, her smilede han til Frederik, -jeg er også begyndt at undre mig på forskellige forhold og sammenhænge. Hvorfor skal den ældre generation bestemme, at den unge generation skal være soldater og sendes til Vietnam og dø?
Frederik rystede på hovedet og ville ikke lige gå ind i den diskussion. Han klappede sit lille notehefte sammen:
-Jeg tror, jeg går ned og finder nogle elever at snakke med!

Frank gik ind til Elizabeth. Hun smilede og rystede på hovedet:
-Hvad går han dog og tror? Det er uholdbart for en formand i længden..
Fredag 18. maj 1973

St. Bededag tog Ilse op til sine forældre og havde en rolig fridag. Hen under aften ringede hun til Aino:
-Hej, min skat. Hvordan går det så?
-Jeg har haft en længere samtale med Peter. Han blev ked af det. Han troede, at vi for længst var færdige med de nykker, som han kaldte dem. Jeg måtte fortælle ham, at vi påtænker at flytte sammen. Da holdt han sin mund. Den havde han ikke regnet med. Det gjorde jeg nu heller ikke, da vi skulle besøge dig første gang!
-Vi snakkes ved! Hils den mørke!
Aino vidste, hvad hun hentydede til:
-Farvel, du vidunderlige skabning!

Moderen havde hørt noget af samtalen, for mod sædvane ville hun nu godt vide, hvem det var.
-Mor, jeg har noget at fortælle jer!
Forældrene kiggede nysgerrigt på hende. Hvad kom der nu?
-Jeg er blevet forelsket i en anden kvinde!
-Hvad! Moderen satte begge hænder op på kinderne.
-Hvad er det, du siger? Forelsket i en anden kvinde?
-Ja, jeg er åbenbart til begge køn. Så er der jo også dobbelt så mange at vælge imellem!
Forældrene hørte slet ikke morskaben i det. De var mildest talt slået ud af denne nyhed.
Lørdag 19. maj 1973

Telefonen ringede, og Ilse noterede sig, at det var anden gang, Svend Aage ringede.
-Jeg har lovet dig at underrette dig, hvis der skete noget mere med vores kære formand. Nu mener han, at han har fundet bevismateriale nok til at få dig fyret. Det er noget med, at du skulle have slået nogle elever, og han har måske et vidne, et usikkert et. Da det jo formentlig derfor ikke kan bevises ved en domstol, vil han nøjes med at udtale kritik af dig, og hvis bestyrelsen bakker ham op, vil du have mistet vores tillid. Og så skal du gå!
-Javel, sagde Ilse. Det kom ikke bag på hende. Hun havde længe ventet, at Frederik ville finde noget, han kunne hævne sig med. Han var kendt for aldrig at glemme det, hvis nogen havde trampet på ham eller såret ham eller draget hans evner i tvivl.
Ilse forklarede Svend Aage, at hun havde slået en elev, at det var i affekt, og at hun var klar over, at det lå på kanten af det tilladte, om ikke helt forbudt.
-Jeg er parat til at drage konsekvensen, hvis I synes, det er groft tillidsbrud.
-Vi har det problem, Ilse, at vi stort set alle sammen undtagen lige Frederik synes, at du er en rigtig god forstander. Vi havde særdeles svært ved at finde Ibs afløser, og ingen af de fire ansøgere dengang levede op til vore krav. Kun du, må man sige. Så jeg stemmer for, at vi beholder dig, men må selvfølgelig henstille til dig, at du fremover ikke på den måde giver anledning til tvivl. På samme tid er der jo megen sympati for dig i brede forældrekredse, så hans valg af tidspunkt er ikke just præget af politisk tæft.
Ilse tøvede. På den ene side var hun glad for hans tilbagemelding, på den anden var hun også en smule træt af det hele:
-Jeg vil sige dig tak, uanset hvordan denne sag ender. Jeg synes, vi to har talt godt sammen; ærgerligt med en klumpe-dumpe som formand. En lille, selvcentreret Mikkel Ræv!
-Han er først på valg til marts! Jeg vil nu orientere de andre bestyrelsesmedlemmer, så ser vi, hvordan bestyrelsesmødet på tirsdag går.

Ilse ringede til Aino og fortalte hende om næstformandens opringning. Aino trøstede hende.
-Du ved, du kan regne med mig, min elskede. Hvis vi to står sammen, kan ingen banke os!
-Jeg savner dig allerede, Ainodarling. Åh, din tunge… Bare ved at snakke om det, bliver jeg helt sanselig og tændt og parat..
De snakkede sammen en halv time som to forelskede teenagere, og Ilse sagde farvel og på gensyn og var glad.
Pyt med Frederik Hulkenbjerg.

Hjemme hos Frank var der dækket bord. Han og Bente var enige om, at det havde været en god ide at invitere Dorrit. Nu afventede de hendes ankomst, og Frank var flere gange ude for at se efter hende.
Det lignede efterhånden også forårsvejr, så alt i alt tegnede skoleåret 1972-73 til alligevel at ende udmærket.
So far, so good.
Det tog sin tid med hende. Han havde ringet til hende her i formiddags, og hun havde lovet at være der før 18. Men nu var klokken 18.15, og han gik langsomt ind til telefonen.
Ingen svarede. Han slog ud med armene til Bente, der stod begravet med forklæde og det hele i madlavningen.
De ventede yderligere en halv time, men så besluttede de sig for at spise. Så måtte hun tage det, som det var.
Da de var færdige, tog Frank ud af bordet og satte sig ind i stuen. Bente stod i døren:
-Hvad så skat, skal vi lige vaske op, så kan vi gå ned og se, om hun i det hele taget er hjemme?
Frank rejste sig og konstaterede, at her ville Dorrit sandelig bare være gået i gang med opvasken. Grinende tog han om Bente, trak hende ind til sig og kunne ikke lade være:
-Dorrit vaskede altid op alene!
Bente kiggede smilende på ham:
-Sådan må man vælge her i tilværelsen. Vil du have en slave, en husbestyrerinde, eller foretrækker du en ligeværdig person, som du deler sol og vind ligeligt med?
-Hold da kæft, nu skal du få uvejr!
Frank tog Bente i armlås og førte hende ind i soveværelset uden ret megen modstand.

Senere valsede de arm i arm ned ad Søndergade til Dorrits lejlighed. Den så tom ud. På døren hang en seddel:
”Hej Frank! Jeg er taget ud til en god ven og beklager, at jeg alligevel ikke kunne komme. Ha det godt, begge to!”
Frank trak på skuldrene og hev Bente med videre. De gik videre ned i anlægget hånd i hånd.
Mandag 21. maj 1973

Hele dagen spekulerede Ilse over mødet næste dag. Hun var godt klar over, at hvis Frederik Hulkenbjerg havde et vidne, og det kunne næsten ikke være andre end Ulla, så havde han en ret god sag. Det var lige før, han kunne politianmelde hende, og det ville betyde nederlag og anseelsestab for hende.
Det ville hun få svært ved at acceptere.
Hun bemærkede flygtigt, at Frank og Bente åbenbart var blevet par igen, de flirtede ivrigt med hinanden, og de der øjne, som Frank plejede at sende hende, var helt borte. Han havde faktisk til hendes lille irritation kun øje for Bente.
På den anden side var det også det, hun kraftigt havde lagt op til før al denne uro. Så der var ikke så meget at sige til den ting…

Peter stod i døren til kontoret. Han hang lidt med hovedet, og Ilse var klar over, at han var nødt til at foretage et valg.
Hun lukkede ham ind på vagtværelset, hvor de kunne tale sammen uforstyrret. Han satte sig.
-Det er den mest underlige situation, jeg nogensinde har været i, mente han. –Jeg bliver forelsket i en pige, det bliver gengældt, og så tror jeg, at vi skal danne par. Jeg får nyt arbejde, som jeg holder af, og vi besøger skolens forstander. Og så sker det. Denne forstander og min kæreste bliver forelskede i hinanden, og hun må svigte mig til fordel for forstanderen. Hallo, hvor sjovt tror du lige, det er at være mig?
Ilse så ned. Hun vidste godt, at det ikke var sjovt for Peter.
-Jeg er ganske klar over, at det er en forbandet situation for dig. Men du kan i hvert fald ikke sige, at det var planlagt med Aino og mig. Jeg var overhovedet ikke klar over, at jeg kunne tænde på en kvinde. Jeg beklager, at det skulle gå ud over dig. Men som sagt: det var ikke planlagt.
-Jeg vil gerne sige op her til sommerferien. Jeg kan slet ikke forestille mig at arbejde et sted, hvor min tidligere kæreste og hendes nye samleverske bor sammen.
-Jeg tror, du lige skal afvente den næste uges tid, inden du siger op. Det kunne jo være, at jeg slet ikke er forstander mere for denne skole!
Peter så forbavset ud. Den havde han ikke regnet med. Han havde ikke hørt eller forstået, hvordan tingene stod med formanden.
Ilse forlod vagtværelset og gik tilbage til sit kontor. Elizabeth sad og arbejdede.
-Er der noget særligt på bestyrelsesmødet i morgen, spurgte hun.
-Ja, det kan man sådan set godt sige. Frederik har fundet belastende materiale på mig, så han mener, at jeg skal væk!
Elizabeth udbrød spontant:
-Han er da ikke af denne verden! Ilse, jeg er ked af, hvis du skal rejse. Jeg synes, vi har haft et godt samarbejde her på kontoret, og det er min fornemmelse, at det også gælder derinde!
Hun pegede på døren ind til lærerværelset.
Ilse rejste sig og gik ind til en kop kaffe.

Frank var helt oppe at køre over sine genvundne relationer til Bente. Han smilede og lo og fyrede vittigheder af, kiggede ømt på hende, kom med slet skjulte hentydninger til hende og var i det hele taget en del ved siden af sig selv.
Bente var ligeledes glad og følte en fred, hun i lang tid havde savnet. Hun så lige så forelsket på Frank som omvendt, og hun glædede sig kolossalt til at flytte ud til ham.
De øvrige kolleger bemærkede ændringen i den kollegiale sammensætning, og Dahl-Hansen så Frank ind i øjnene og spurgte ham:
-Hvor har du været henne?
Det var mest det åndelige, han tænkte på, mente Frank.

Henad klokken 23 stod Ilse uden for forstanderboligen og kiggede op i den klare luft. Mørket var lysere, hendes sinds-stemning mørkere. Hun bed sig i læben og vurderede frem og tilbage, hvilke handlemulligheder der var tilbage for hende. Hun var overbevist om, at hun i morgen fik valget mellem at rejse frivilligt eller blive fyret.
Det var så farvel under alle omstændigheder, og for bare et halvt år siden ville det ikke have været noget særligt. Nu var det, som om det, hun havde gået igennem i den senere tid, betød enormt meget for hende.

Skulle hun rejse fra skolen, kunne hun jo bare tage til Hjerting. Her havde hun alt, hvad hjertet begærede, og hun kunne leve så at sige uden denne spaltethed. Hun kunne tage Aino med sig.

Hun var rasende på Frederik Hulkenbjerg, der således fik sin hævn. Lidt vemodigt at sige farvel til Frank, fordi hun syntes godt om ham. Det var gået op og ned, og hun havde selv ført an, især når det gik ned.
Frem for alt følte hun et prestigetab uden lige, hvis hun måtte forlade skolen efter dette ene år.
Hun sukkede og gik ind igen.

Tirsdag 22. maj 1973

Det blev bestandigt bedre vejr hen mod slutningen af måneden, og Asgaards beboere kunne omsider lettet se til, at foråret for alvor var på vej efter noget vejr i april og begyndelsen af maj, der mildest talt tydede på, at man skulle belave sig på at gå direkte fra vinter til sommer.
Eleverne var ikke til at styre i fritiden. De strøg ud og ind, drengene efter pigerne, saftevand var det foretrukne. De begyndte også på vandbataljer, som var typisk for årstiden.
Ude på græsplænen styrtede de rundt og råbte og skreg, og indenfor sad bestyrelsen med Ilse og holdt møde.
Frederik Hulkenbjerg sad der med sit ræverøde hår og rævesmalle øjne og forventede at indkassere sin sejr over den stride kælling, der havde givet ham en del nederlag i årets løb.
Hans betagelse af hende var forduftet som sne om sommeren.
”Kællingen” sad som sædvanligt for bordenden, smuk, rank og med gnistrende øjne, der signalerede bordet rundt: Ingen overgivelse her uden kamp!
-Punkt 1: Meddelelser
-Vi kan forstå, at Casper Hesselholt, der var årsag til Kurt Andersens død er i politiets varetægt og formentlig kan se frem til en længere fængselsstraf for besiddelse af våben og for uansvarlig omgang med samme og for uagtsomt manddrab. Det skulle nok kunne give i omegnen af fire år til den unge mand.
-Så er der Ilse, der er kommet til hægterne igen og til lykke med det! Han nikkede til Ilse, der vrængede surt.
-Frank Andersen er rask og rørig og har ikke men af såret i hovedet.
Svend Aage og et par andre medlemmer stirrede forbavset på ham. Kendte han nu heller ikke lærernes navne? Franks efternavn var Mortensen.
-De elever, der planlagde oprøret, har fået brev hjem og er advaret om, at en lignende aktion fremover vil blive straffet med hjemsendelse.
-Er der andre meddelelser?
Frederik talte for en gangs skyld med klarhed og overbevisning.
-Punkt 2: Afstraffelsesmetoder på skolen.
-Jeg har fået underretning om, at forstanderen afstraffer eleverne ved at slå dem. Folketinget har afskaffet korporlig afstraffelse i folkeskolen og alle andre lignende skoler, herunder efterskoler, fra august 1967. Det betyder, at det ikke må finde sted her.
-Kan du, Ilse, erkende dig skyldig i at have slået en elev med bagsiden af en hårbørste i enden?
Ilse kom til at smile.
-Jeg brugte ikke noget, hvor der i enden sad en hårbørste, men slog i elevens ende. Hun foreslog det selv, idet alt andet ville være værre. Så jeg reddede hende sådan set fra noget rigtig skidt.
-Det er ikke det, det drejer sig om. Kan du erkende, at du har slået hende?
-Jeg vil erkende, at jeg ved at slå hende fem gange i enden med en hårbørste har reddet hende fra mange flere klø derhjemme. Jeg kan erkende, at jeg har gjort mit yderste for at opdrage eleverne ordentligt. Jeg kan erkende, at det ikke altid er lykkedes mig at opnå det optimale. Men Ulla og jeg er ganske gode venner i dag; hun ved godt, hvorfor jeg måtte slå hende. Hun er i og for sig godt tilfreds, fordi det som sagt reddede hende fra noget, der var langt, langt værre. Hun er hunderæd for sin far, der har slået hende, fra hun kunne huske. Moderen kan intet stille op. De fem slag er nærmest en markering af mine og skolens grænser, og ja, loven sagde stop for korporlig afstraffelse for seks år siden, og det kan man diskutere visdommen i.
-Ja, så har jeg ikke mere. Er der nogen af jer andre, der vil ytre sig?
Et par medlemmer havde supplerende spørgsmål til Ilse, hvilke hun beredvilligt besvarede, og så bad Frederik hende om at gå udenfor, mens de behandlede sagen.
Ilse rejste sig og sagde:
-Hvis bestyrelsen mener, at jeg ikke længere er habil til at være forstander på denne skole, vil jeg blot bemærke, at i den virkelige verden udenfor straffes man ikke med liv og ære, hvis man begår et så lille fejltrin.
Ilses øjne skød lyn, da hun vendte sig mod formanden:
-Jeg håber, formanden husker Pyrrhos!
Hun vendte sig om, samlede sine papirer sammen og gik ud ad døren.
Formanden så på de andre og rystede på hovedet:
-Hvad er Pyrrhos for noget?
-En græsk feltherre, der vandt et slag mod romerne 300 f. Kr. med så store tab, at han skulle have udtalt: En sejr mere af denne slags, og det er ude med os.
Svend Aage kunne sin historie.
Ilse gik hjem. Der var ingen grund til at vente oppe på skolen. Hun vidste, hvad bestyrelsen ville sige.

Efter en times tid bankede det på hendes dør.
-Kom ind, Svend Aage. Det var rart, at I i det mindste har valgt dig til at overbringe det glade budskab.
Svend Aage tørrede fødderne på måtten og trådte ind i stuen.
-Vil du nyde et glas vin eller hellere en kop kaffe?
-Nej tak, du. Lad os komme til sagen.
Onsdag 23. maj 1973

Der var ekstraordinært lærermøde tidlig næste morgen, hvilket var usædvanligt på den måde, at Ilse først havde bedt de tilstedeværende lærere om at blive på lærerværelset og fået dem til at indkalde de lærere, der havde fri, dernæst gik hun selv ned til morgensamling, sagde godmorgen til eleverne og bad dem gå på værelserne og afvente klokken til fællesmøde.
Alle vidste dermed, at store nyheder var undervejs.
Eleverne snakkede frem og tilbage om essensen af disse nyheder, de fleste mente, at det havde noget med oprøret at gøre. Nogle andre, at det nok var Ilse, der var blevet fyret. Atter andre, at det havde noget med Casper at gøre.
På lærerværelset var der en tavs, spændt forventning. De fleste vidste, at der havde været bestyrelsesmøde aftenen i forvejen og kendte godt formandens modvilje i forhold til Ilse. Kunne han finde på at fyre hende for det der oprør? Nogle af dem var blevet spurgt ud af Frederik Hulkenbjerg, som ingen havde nogen særlig sympati for. Hans sleske facon og uærlighed i Brugsen, som var en ikke-nedskreven sandhed, havde for længst dømt ham i folkehavet.
Ilse kom tilbage fra samlingsstuen og satte sig for bordenden. Hun kiggede et øjeblik ud i haven, hvor solen fik mere og mere magt, og selv ikke nok så dårligt et majvejr havde kunnet hindre gråspurvene i at fløjte højt og længe.
Så vendte hun sig langsomt om og kiggede raden rundt.
-Da jeg startede her for trekvart år siden, sagde Frederik Hulkenbjerg, at jeg skulle være en overgangsfigur, eller han sagde nu nærmere, at da bestyrelsen ikke kunne finde en, der var mere egnet, kunne jeg være forstander et stykke tid. Så havde man mulighed for at finde den helt rigtige person til jobbet.
Kollegerne sad med tilbageholdt åndedræt og lyttede. Peter ikke mindst.
-Alle her om bordet ved, at jeg har det svært med Frederik. Han er lidt endimensional i sin opfattelse af andre mennesker og ser én som enten for eller imod ham.
-Det gør, at man ikke kan give ham kvalificeret modspil, for så risikerer man, at han bliver ens modstander! Det hindrer i virkeligheden skolens udvikling.
-Frederik har arbejdet ganske længe på at finde noget, der kunne stille mig i dårligt lys. For Frederik ville gerne af med mig, fordi jeg har såret ham. Han sendte mig blomster, på trods af at jeg frabad mig sådant. Så gik jeg ned til Kathrine og sagde til hende, at de var fejlafleveret, og at de nok var til hende. Der var kort ved, som Frederik havde skrevet, og kortet var til mig.
Kollegerne smilede lidt, og Hasager rakte hånden i vejret:
-Var det ikke også en lidt ond handling?
Frank så på ham. Hans-Erik var som altid direkte.
-I må tænke på, at han tre dage forinden nede i Brugsen havde givet Anni vin og en blomst, eller måske var det chokolade, tror jeg, med til mig, jeg husker det ikke så nøje, og da ringede jeg til ham og sagde klart fra. Jeg ville ikke have gaver privat, når vi er enige om, at skolens succes står og falder med et fælles ansvar, en fælles indsats og et fælles stykke arbejde.
Der blev nikket bifaldende rundt om bordet. Bente supplerede:
-Han kan bare ikke forstå sådan noget i sin uddelerverden!
Ilse smilede til hende:
-Jeg tør godt sige, at jeg tror, det ganske enkelt handler om en forsmået bejler, der så frem til et lille eventyr…
-Jeg har haft en episode med Ulla, fordi hun ikke havde redt sin seng. I ved, hvor meget vi alle bøvler med disse dagligdags opdragelsestrivialiteter. Det her var tredje gang, at Ulla ikke havde redt den, og jeg blev rasende. Det endte med, at Ulla selv foreslog som straf, at hun fik nogle slag i enden. Jeg smækkede hende beredvilligt med hendes hårbørste, og af en eller anden grund er det kommet Frederik for øre. På bestyrelsesmødet i går aftes fremlagde han så sin sigtelse, der gik på, at jeg optrådte ulovligt. Korporlig afstraffelse blev afskaffet 1. august 1967.
-Jamen, Ulla ville jo have fået masser af smæk, hvis hun var blevet sendt hjem, mente Hans. Han kendte hendes baggrund fra hjemmebesøget.
-Det er måske også letsindigt af dig at give Frederik sådan en trumf i hånden, indvendte Bente.
-Bestyrelsen diskuterede det længe, men jeg var gået hjem på det tidspunkt. Der var ingen grund til for mig at blive der. Svend Aage fortalte mig bagefter, at et flertal i bestyrelsen foreslog at give mig en advarsel. Frederik Hulkenbjerg kunne ikke samle flertal for at fyre mig. Han tog det lidt som et nederlag, I ved, hvordan han reagerer.
-Men I ved også, at han kæmper til sidste dråbe. Han havde kigget på dem og spyet sit trumfkort ud:
-Så vil jeg melde hende til politiet!
-Eftersom Ulla allerede har vidnet over for Frederik, ville det betyde, at jeg sandsynligvis ville blive dømt for vold og dermed være uegnet til min stilling. Det kan dog diskuteres.
-Flertallet i bestyrelsen indså, at der ikke var noget at gøre. Hvis de gav Frederik et mistillidsvotum, så han måtte gå af som formand, kunne han med sin politianmeldelse på en ekstraordinær generalforsamling i skolekredsen formentlig opnå, at dette flertal i bestyrelsen måtte gå af, og han kunne genindsættes som formand!
-Det er derfor uholdbart at arbejde på skolen for mig med den trussel hængende. Bestyrelsen indså, at de ikke kunne holde hånden over mig. Svend Aage gav mig derfor et fait accompli: Gå selv eller bliv fyret. De kunne ikke komme uden om det. Så. Selvfølgelig kan jeg kun fyres af generalforsamlingen, men det er bare noget formelt.
-Jeg træder derfor tilbage.

Kollegerne havde ventet noget i den stil, men ikke at Ilse selv ville træde tilbage. Dahl-Hansen tog ordet:
-Ilse, det er jeg ked af at høre. Jeg synes, du har været en god forstander her og har fået styr på mangt og meget. Din værdige måde at lede taler, sange og andet fælles er fremragende, både over for eleverne og forældrene. Jeg synes, du har gjort det godt!
Flere kolleger nikkede, og selv om Frank syntes, at han burde holde sig tilbage, kunne han ikke lade være med at rose hende for hendes aldrig svigtende engagement i de unge mennesker.
-Jeg vil savne dig, Ilse, sagde han, og det lød personligt og oprigtigt.
-Hvornår agter du at..
-Fra dags dato. Jeg har allerede ringet til Frederik og sygemeldt mig og sagt, at jeg opsiger min stilling pr. 31. juli. Og så spurgte jeg ham, om han så var glad.
-Tænk, han svarede ikke!
-Nu finder bestyrelsen en konstitueret blandt jer, og mit kvalificerede gæt er naturligvis Dahl-Hansen. Herefter må bestyrelsen så finde den rette forstander til det nye skoleår.
Ilse så sig rundt, samlede sine ting og rejste sig.
-Ha´ det godt, alle sammen. Jeg synes, I gør et godt stykke arbejde for skolen. Bliv ved med det. Byd den nye mand ordentlig velkommen og giv ham plads…
Så gik Ilse Pahlgaard, smilende med rank holdning. Nej, hun gik ikke bare, hun fejede ud med en mine, som om hun lige havde vundet guldmedaljer ved de olympiske lege.
Kort efter ringede telefonen. Det var Frederik Hulkenbjerg, der lige skulle snakke med Dahl-Hansen.

De blev hængende på lærerværelset. Frank, Bente og Dahl-Hansen sad og drøftede situationen. Dahl-Hansen var parat til at lade sig konstituere i stillingen, men havde indtrængende forklaret Frederik, at det var kun for perioden til og med juli.
-Han spurgte, om jeg ville formulere en stillingsannonce, men det mener jeg, er bestyrelsens opgave.
Frank nikkede.
-Nu må han på banen. Jeg tror, vi har en formand, der er den værst tænkelige. Hvem bliver den næste? Og hvad med dig, Børge? Du risikerer liv og lemmer, når du sådan nægter at efterkomme formandens ønske!!
Dahl-Hansen smilede til ham og tænkte på, at det var anden gang i dette skoleår, at en kollega kaldte ham ved fornavn.
-Tja, jeg er 62, så faren er ikke så stor, mente han og rejste sig for at gå til time.

Bente knugede sig ind til Frank og hviskede:
-Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Nu har jeg i hvert fald mistet en af mine værste rivaler til dig!
-Rolig, rolig, mente Frank ironisk. –Der er mange andre piger, jeg har udvalgt som kommende friller!
Torsdag 24. maj 1973

Det blev en lang nat for Ilse. Længe lå hun og tumlede med tankerne frem og tilbage. Først henad firetiden faldt hun i en dyb søvn og vågnede ikke før godt op ad formiddagen.
Hun følte en vis lettelse. Selv om beslutningen mere var et valg mellem to umulige muligheder, var den alligevel hendes, og hun var glad for Svend Aage og de andres støtte.
Igen harmedes hun over Frederik, men fik også en slags medlidenhed med ham.
Hun havde straks i går ringet til Aino, der var blevet glad over hendes beslutning. For den betød, at de to sammen kunne begynde et nyt liv et nyt sted.
Ilse havde ikke fortalt Aino om Hjerting, hun ville vente til det rigtige tidspunkt.

Hun gik i bad. Under bruseren følte hun sig skizofren: Dejligt at hun ikke skulle på arbejde! Sørgeligt, at hun ikke skulle på arbejde!
Hun besluttede sig for, at det var det første, der gjaldt.
Anni var naturligvis oppe og havde sørget for morgenmad. Det var rart med hende. Men hun kunne selvfølgelig ikke beholde hende meget længere. Og ville hun med til Hjerting? Og skulle hun?
Det kunne måske endda være sådan, at det var bedst, at hun ikke kom med? Ilse kunne lige pludselig se, at med en ny hushjælp, en ny ung pige i huset, behøvede hun ikke at slæbe sin fortid som forstander med ind i villaen.
Og ville Aino have hende med? Der var mange uafklarede spørgsmål.
Hun satte sig for, at hun ville snakke med hende under morgenmaden.
Anni mærkede, at Ilse ville noget. Hun plejede at sidde og læse avis og udspy ordrer, her virkede hun anderledes. Det varede heller ikke længe, før hun brød tavsheden:
-Anni, der er noget, vi to skal tale om.
Anni så spændt på hende.
-Jeg vil ikke længere være forstander her. Jeg vil flytte til Esbjerg. Det sker snart. Jeg har stadig brug for at have ung pige i huset, men det skal nok ikke være dig. Jeg synes, du har tjent mig godt og længe, men du skal videre i tilværelsen og kan ikke længere nøjes med de udfordringer, du bliver stillet over for her.
Anni så et øjeblik på hende med store øjne, så brast hun i gråd.
-Jeg ved ikke, hvor jeg skal tage hen, jeg er jo helt alene og kender kun et par veninder her i byen! Hulkede hun.
Ilse rejste sig og gik om til hende. Hun tog om hende og trøstede hende:
-Anni, du er snart 20 og skal i gang med dit liv. Du kan jo ikke blive her til evig tid…
-Hvorfor ikke?
Anni kiggede op på hende med bedende øjne.
-Jeg vil gøre alt for dig og arbejde dag og nat, du vil ikke kunne finde en bedre hushjælp!
-Nej, der har du ganske givet ret. Men jeg tror, at du selv vil have bedst af at forlade mig. Det kan du ikke se i dag, først om nogen tid vil du vide med dig selv, at det var det rigtige.
Mens Anni snøftende begyndte at tage ud af morgenbordet, gjorde Ilse sig det behageligt i lænestolen henne ved vinduet med avisen. Formiddagssolen havde faktisk fået magt, som den havde agt, og skønt nætterne var noget kolde, føltes det alligevel, som om foråret var på vej, omsider.
-Anni, kom her! Kaldte hun.
Anni kom hen til hende. Ilse betydede hende, at hun lige skulle sætte sig på hug ved siden af hende.
-Anni, jeg skal jo ikke flytte før til juli, altså om to måneder! Det vil jeg gerne have, at du er med til. Vi to kan godt få det skægt sammen i den tid.
Hun strøg hende over håret. Anni lagde ansigtet ind mod hendes lår og så ked ud af det.
-Skulle du ikke også tænke lidt på dig selv? Du har jo været flink til at tænke på mig! Nu er tiden kommet, hvor det skal lægges bag.
-Jeg holder så meget af dig, hviskede Anni og fortsatte:
-Jeg har vænnet mig til dig som en mellemting mellem en mor, en lærer og en veninde. Hvor finder jeg en erstatning for det?
-Jamen, Anni, du skal ikke finde en erstatning for mig. Du skal finde dig en fyr, du kan blive forelsket i, gifte dig med og få børn sammen med. Jeg ved godt, at du savner dine forældre, men de kommer ikke tilbage nogensinde.
Ved de ord græd Anni igen. Ilse fik lidt ondt af hende, men ville ikke give sig bare for at trøste hende. Hun skulle og måtte lære at klare sig selv, og Ilse vurderede, at hun snart var parat.
-Nu skal du høre her. I eftermiddag kører vi to til Esbjerg og går i svømmehal sammen. Så går vi strøgtur og køber noget lækkert tøj, og til sidst spiser vi godt et eller andet fint sted. Hvad siger du til det?
Anni lyste op. Det lød godt, og det trøstede hende lige for indeværende.
Da Anni havde serveret frokost, kørte de to til Esbjerg. Ilse spøgte hele vejen, og efterhånden tøede Anni op og kom i godt humør også. Da de gik ind i svømmehallen, nynnede hun, og Ilse tænkte, at hun nok skulle vænne sig til sit nye liv.
Anni hjalp Ilse af med tøjet og lagde det pænt sammen, inden hun selv tog sit af. Hun var så vant til sin rolle, at det føltes helt naturligt for hende. De gik under bruseren først, inden de sprang i badet og svømmede om kap. Da de var færdige, gik de i dampbad og sad og svedte, det bedste de havde lært.
Ilse gik bag hende hen mod omklædningskabinen og kunne ikke nære sig for lige at ramme hendes svulmende bagdel med håndklædet for sjov. Anni vendte sig overrasket om og gjorde gengæld med sit håndklæde. Hun sørgede dog for, at hendes slag ikke på nogen måde kunne gøre ondt. Man kendte sine grænser. Sveden fra dampbadet fik deres kroppe til at glinse, og en rask lille håndklædekamp kunne nok skabe luft.
De lo og morede sig som et par unge piger, og Ilse følte ikke en overdreven aldersforskel.
Inde i kabinen fik Anni lov at tørre hende og hjalp hende tøjet på. Ilse satte sig ned og hvilede sig lidt, mens Anni fik tøj på. Hun var faktisk blevet en ganske køn ung pige, den små Anni. Hvorfor havde hun ikke også en kæreste?
Trætte og sultne havnede de på en fin restaurant i nærheden af rådhuset, og Ilse bestilte det bedste af det bedste.
Anni så fortabt på hende:
-Jeg føler mig ensom. Jeg synes ikke rigtig, jeg har nogle venner, og jeg ved ikke hvorfor.
-Det vil hjælpe noget, når du begynder din uddannelse. Der vil du træffe andre, og du vil få gode venner. Du vil også blive forelsket i en fyr, og I vil flytte sammen og få børn. Du vil til den tid have glemt alt om mig og den tid, vi har haft sammen.
-Du er det skønneste, der er sket for mig, hviskede Anni og så Ilse ind i øjnene.
-Jeg er bare så ked af at skulle forlade dig og det hjem, jeg nu har arbejdet halvandet år i.
-Det går over. Ilse var hård. Det nyttede ikke noget at give efter. Hun skulle lære at klare sig selv.

Fredag 25. maj 1973

Aino ringede til Ilse:
-Jeg kører ned til dig i aften. Du kan vente dig!
-Aino, vi har et lille problem, som vi også skal tage stilling til. Anni har fået en opsigelse, jeg tror, hun skal til at klare sig selv. Men jeg vil gerne have en ung pige i huset, for jeg er for doven til selv at gøre det hele. Og så har jeg noget andet at fortælle dig. Du kan godt glæde dig!

Ilse valgte at give Anni fri til aften.
-Aino kommer, sagde hun.
-Men inden du kan holde fri, skal du lave mad til os, dække bord og servere den. Når vi er færdige, tager du ud af bordet, vasker op og laver kaffe. Så kan du tage fri.
Anni nikkede. Hun var godt klar over, at der var kommet et fremmed element ind i huset, et element, der forstyrrede alting og skabte uorden.
-Og jeg ønsker, at du tager lidt pænt tøj på, så du er appetitlig at se på. Jeg ved, at Aino sætter pris på den slags.
-Når hun kommer, byder du hende velkommen og inviterer hende med ind i stuen. Her kan vi starte med et lille velkomstglas.
Ilse kiggede i vitrineskabet med glaslågerne.
-Her er en god flaske.
-Den serverer du, og mens vi sidder og slapper af, går du i gang med maden. Jeg synes, du er blevet dygtig til at lave en god middag, og jeg glæder mig til at se, hvad du kan frembringe i aften. Du kan bruge dagen på at købe ind og forberede dig.
Anni nikkede en gang mere. Hun havde forstået.

Aino kørte op foran forstanderhuset og dyttede. Anni gik hurtigt ud og bød hende velkommen, som hun havde lært.
Aino blev ledt ind i stuen, og straks efter dukkede Ilse op.
Hun omfavnede Aino, og på trods af Annis tilstedeværelse kyssede de hinanden.
Ilse betydede Anni, at hun godt måtte servere drinksene, og Anni skyndte sig. De to damer skålede, og da Anni var forsvundet ud i køkkenet for at lave aftensmaden, kyssede de hinanden igen ømt og længe.
Ilse begyndte at sætte Aino ind i Anni-problematikken.
Aino kunne slet ikke se, hvori der skulle være problemer.
-Det vil da kun være dejligt, hvis vi har en arbejdskraft i huset. Hun er da sød, og hun kan åbenbart også lave mad. Havde du tænkt dig, at vi selv skulle det?
Aino grundede lidt.
-Det kunne være dejligt at have sådan en ung pige –hver!
Hun lo og bøjede sig ned og satte et smækkys af på Ilses lår.
Ilse kærtegnede hendes bryst.
-Hvor har jeg bare savnet dig. Men hvad stiller vi op med Anni? Vi kan jo også ansætte en anden.
-Eller beholde Anni et halvt år mere. Jeg kan sagtens komme i tanker om det, hun kan bruges til. For mig er det spændende at kunne råde over en tjenestepige, som hun reelt er.
-Under forudsætning af at hun selv går med til det. Men det tror jeg nu nok. Hun er meget glad for mig.
-Det kan hun også blive for mig, Ilse.

 

Lørdag 26. maj 1973

Næste formiddag kørte Ilse og Aino til Esbjerg og parkerede på Banegårdspladsen. Aino undrede sig lidt, men var afventende.
Da Ilse vinkede hende med sig hen til en mørkegrøn Jaguar, blev hun stor i øjnene. Hendes vævre, slanke skikkelse smøg sig ind på bagsædet sammen med Ilse, og hun var noget benovet over den fine chauffør, der åbenbart hed Sørensen, da han holdt døren for dem.
De rullede mod nord, og Aino kneb øjnene sammen:
-Sig mig engang, Ilse, har du en hemmelighed, du har skjult for mig?
-Det kan du tro, min egen. Om lidt skal du få dig yderligere nogle overraskelser.
Da de kørte op ad indkørslen til villaen, lo Aino til hende:
-Skidegodt! Et godt nummer, ha ha! Jeg vidste, du kunne finde på sådan noget!

-Det er min villa denne her, en stor villa med masser af plads. Jeg har arvet den efter en stodder, som jeg engang havde.
-Ja, var det ikke prins Henrik, før han traf Margrethe? Aino ville ikke helt tro hende.
-Jep. Og jeg har ansat Sørensen her, der også er min altmuligmand, når jeg ikke er herude.
-Ja, og kokkepige og stuepige og en halv million i banken har du vel også? Aino lavede sjove lyde.
-Nej, mere. Tro det eller lad være. Jeg er faktisk mangemillionær og kan gøre, hvad jeg har lyst til.
Aino blev fra at have været en stor skeptiker noget mundlam.
-Øh, ja, jamen det siger vi da bare!
Ilse smilede til hende.
De gik indenfor. Aino var stum det meste af tiden, mens Ilse førte hende rundt i det store hus. Da de endte oppe på tredje etage, måtte hun alligevel udbryde:
-Hold da op, jeg tror minsandten, du har fuppet mig igen! Første gang var ude hos dig med Peter. Anden gang på sygehuset i Vejle. Og her tredje gang. Altså Ilse, det bliver ikke ved med at gå…!

Sørensen var gået i gang med at lave frokost nedenunder i køkkenet.

Ilse kyssede hende længe og blidt.
-Her er den sofa, som jeg fik nogle dejlig stunder i sammen med den mand, der nu er død, og som gav mig alt dette!
-Ilse, sæt dig! Hviskede Aino og skubbede hende blidt tilbage i læderhynderne.
Solen stod højt på himlen, temperaturen var over 20 grader udenfor, og foråret var for alvor på vej nu.
Men indenfor sad Aino på knæ hos Ilse og søgte at konkurrere med den 58-årige mand.
Ilse lukkede øjnene og var ikke længe om at få afsluttet seancen.
Selv om hun prøvede.

Bagefter indrømmede hun:
-Du er den bedste!
Aino så stolt ud, og Ilse havde fået en smule farve på kinderne. Da hun havde fået vejret igen, viste hun Aino den formidable udsigt, der var ud over bugten.
Nedenunder var bordet dækket til de to, og sultne gik de i gang.

Søndag 27. maj 1973

De sov længe næste morgen. Arm i arm, den ene med langt, lyst hår, den anden med langt, mørkt hår. Skaktern. Ilse en smule lysere i huden, Aino mere mørklødet.
Under morgenmaden drøftede de fremtiden.
Ilse ville godt have en afklaring på Anni.
Aino mente, at hun skulle med derud et halvt års tid.
-Jeg er bare ikke vant til sådan ligefrem at have tjenestepersonale ansat. Hvad gør penge ved os? Ville du have det, hvis du ikke havde økonomisk mulighed?
-Jeg havde jo Anni før min nuværende status. Anni får en løn, der kun ligger marginalt under en køkkenassistents, jeg har konstant hævet den efter Ibs død. Hvis hun følger med os og skal betjene os begge, skal hun have lønforhøjelse.
-Betjene os begge? Var det bedre med to? En til os hver?
Aino kunne ikke lade være med at smile.
-Jeg har altså ikke råd til sådan noget.
Ilse mente godt, der kunne blive til to unge piger i huset eller stuepiger, det var nok lige meget, hvad de kaldte dem. Hun så alvorligt på Aino:
-Hvis jeg betaler dem ordentligt, og det mener jeg, at jeg gør, så kan vi også forlange, at de står til rådighed for os, både i madlavning, rengøring, huslige pligter herudover som at rede senge, lufte ud, skifte dynebetræk, vaske og stryge tøj, samt personlige områder.
-Personlige områder? Aino var nysgerrig efter at vide, hvad Ilse forestillede sig der.
-Lige fra at hjælpe dig med af- eller påklædning til hjælp med badning, fodpleje, -Anni har tit filet mine hæle og masseret mine ømme fødder efter en lang dag på skolen, ja, og til at blive kløet på ryggen, eller hvor det nu kan være nødvendigt.
Aino var skælmsk:
-Har du brugt Anni til andet end det?
-Ikke nævneværdigt. Og jeg ved godt, hvad du tænker på, lille frøken, men nej. Det har så at sige ikke været nødvendigt.
De lo begge to, men tanken virkede ophidsende på dem begge. De nød den vidunderlige udsigt og tænkte hver for sig på de muligheder, der lå foran dem.

-Og, Aino, hvad med dig? Det ligger lidt i kortene, at du og jeg skal flytte herud. Er du med på den? Vil du så søge job inde på Centralsygehuset? Eller vil du trække den lidt og nyde en slags pensionisttilværelse?
-Jeg har aldrig før prøvet at være arbejdsløs. Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde skulle kunne bo og leve i sådan en pragtvilla uden at skulle arbejde for det.
-Du kan arbejde for mig og blive min private fysioterapeut!
Aino lo:
-Ja, det kunne du tænke dig! Men jeg vil faktisk gerne gøre det alligevel uden løn!
De pjattede frem og tilbage en tid endnu, inden de konkluderede, at det skulle være snart:
-Jeg har også vænnet mig sådan til dig, at du bliver svær at undvære, mente Ilse.
-I lige måde!
-Skal vi på denne måde starte med at gå en tur nede ved stranden?

Mandag 28. maj 1973

Frederik Hulkenbjerg valsede ind på skolen til 10-pausen. Det kunne straks ses på ham, at humøret var i top og tilsvarende handlekraften. Han gik direkte ind på kontoret, lagde sin mappe på bordet og så sig omkring. Derpå lukkede han døren op til lærerværelset og hilste på de forsamlede lærere, der lidt forbavset bød ham sæde og en kop kaffe.
-Nu kan det kun gå fremad! Jeg er glad for, at vi har lagt nogle trælse oplevelser bag os, og jeg er glad for, at Dahl-Hansen indvilligede i at være konstitueret, indtil næste skoleår begynder.
Han nikkede kort til Dahl-Hansen.
-Jeg er her først og fremmest, for at vi kan aftale strategien, når vi skal finde den rigtige forstander.
Hasager rakte fingeren i vejret og afbrød ham:
-Hvis jeg skal være med, så vil jeg være med hele vejen. Det betyder noget for mig, at vi bliver spurgt, ikke bare til at vise ansøgere rundt på skolen, men også i den fase, hvor den rigtige person skal findes!
Frank nikkede:
-Jeg vil tilslutte mig Hans-Erik og klart anbefale, at bestyrelsen inddrager os i processen!
Lærerne nikkede ivrigt rundt om bordet, og selv en Hulkenbjerg kunne se, at han intet valg havde.
-Jeg tror, vi finder den rigtige mand! Jeg er glad for jeres opbakning.
Han havde lagt en plan, og da der udelukkende var tale om datoer og tidsfrister, var der ingen modsætninger i det. Til afslutning lovede Frederik Hulkenbjerg, at alle ville blive hørt, inden bestyrelsen valgte personen til allersidst.
-Vi sætter annonce i Vestkysten allerede på lørdag og i ”Folkeskolen” i næste uge, og så håber vi, at der kommer rigtig mange, gode kvalificerede personer!
Han blev siddende lidt og drak en kop kaffe. Snakken forløb famlende og spredt, og først da han rejste sig og sagde farvel, kom proppen af flasken.
-Hold kæft, hvem i alverden har dog peget på ham som formand?
Bente udtrykte lettere bramfrit sin mening.
-Det var sidste år en studehandel mellem Pahlgaard og ham. Pahlgaard var jo formand for Brugsen, og så foreslog han, at Frederik blev formand for skolen. Så havde de hånd i hanke med hinanden. Ah, det var nok den tidligere formand, der var med på ideen. Det var i hvert fald ham, der foreslog det først.
Frank var godt orienteret fra sin deltagelse i et bestyrelsesmøde.
-Formanden sidder for to år ad gangen, og derfor bliver et formandsskifte ikke aktuelt før foråret 1974. Ingen kan rigtig overskue så lang tid. Men det skal vi altså.
-Men lad os stå sammen denne gang. Lad os prøve at blive enige om en kandidat og så se, hvordan bestyrelsen vil reagere!
Frank ivrede videre:
-Med undtagelse af et par fejltrin synes jeg da, at Ilse gjorde det godt.
De nikkede rundt om bordet. Det kunne sagtens gå meget værre.

Tirsdag 29. maj 1973

Frank fik de sidste ting på plads, da Bente flyttede ind hos ham på Pynten. Efter et par gode timers asen frem og tilbage satte de sig forpustede ned og kiggede på resultatet.
-Ikke så dårligt, mente Frank. Mine ting passer sådan set godt sammen med dine, mener du ikke også det?
-Hm, sådan da. Det skal jeg nok få i orden. Foreløbig virker det hensigtsmæssigt indtil videre.
-Jeg har ellers noget af en nyhed!
-Må jeg høre den sidste sladder, den forrige var da interessant?
-Den med Ilse og lesbiske tilbøjeligheder? Ja, det kunne jeg forestille mig, at du synes…
Bente smilede til ham:
-Nu skulle hun direkte have en kvindelig kæreste!
Frank var ikke overrasket.
-Det får de jo, hvis de er på det hold..
-Ja, men her kommer så den egentlige nyhed: Kæresten er Peters tidligere kæreste!
Frank blev alligevel overrasket.
-Det må jeg nok sige. Hende den mørke, som vi fik et glimt af, da han skulle til middag hos Ilse. Alt andet lige kunne jeg nu også holde Ilse bedre ud end Peter.
-Enig.

 

Torsdag 31. maj 1973

Kristi Himmelfartsdag bød på et flot sommervejr med masser af sol og høje temperaturer. Sørensen havde taget tre damer med på tur rundt om Ho Bugt.
Ilse havde haft en længere samtale med Anni og havde betydet hende, at hvis hun skulle have sin ansættelse forlænget frem til årsskiftet, ville hun dels få mere i løn, dels skulle arbejde mere som en voksen. Og det ville betyde, at hun skulle overtage endnu mere af de pligter, der påhviler en husmor, stuepige, tjenestepige, kokkepige, personlig opvarterske. Hun skulle tåle at have to fruer, der hver for sig og sammen ikke var til at spøge med, og hun skulle til enhver tid adlyde begge og gøre det, hun fik besked på.
-Også selv om du synes, det er for privat og personlig. Du kan naturligvis altid sige op uden varsel og forlade din stilling her og nu, hvis du ikke kan lige lugten i slagteriet, men så længe du er ansat hos mig, skal du udføre det, du bliver sat til.
-Ja, jeg ved godt, det hedder bageriet, men her i huset hedder det slagteriet, så skrækkeligt bliver det!
Her havde Ilse spærret øjnene op, så Anni var blevet helt forskrækket. Men da hun så smilede lige efter, vidste Anni godt, at det var for sjov. Hun kendte også efterhånden Ilse så godt, at hun følte sig helt tryg. Der kunne bestemt ikke komme noget, hun ville blive særligt overrasket over. Derimod kendte hun naturligvis ikke Aino, og hun kunne nok have sine bange anelser. Den smukke frøken med de skarpe brune øjne var ikke til at spøge med, det var hun sikker på, og hun havde allerede i de få dage, hun havde boet hos dem i forstanderboligen vist, at hun godt kunne kommandere.
Anni var blevet jublende glad. Hun havde ellers affundet sig med sin skæbne, så dette tilbud kom som en bombe, og hun forstod, at det var Aino, hvis vilje havde gennemtrumfet det.

I går aftes var de så alle tre taget til Hjerting. Det var ikke første gang, Anni var der, men det var første gang, at Anni fik at vide, at Ilse havde en villa der, og at det var der, de skulle bo! Hun havde da også reageret med forbløffelse, da det gik op for hende.

Det tog ikke lang tid for Aino at leve sig ind i sin nye tilværelse som komtesse eller rig overklassekvinde med tjenestefolk under sig.
Hun havde haft lejlighed til at kommandere rundt med Anni i Asgaard, så det ville ikke være nogen forskel i forhold til Hjerting, og Aino havde nydt det. Det var noget andet end at skulle banke puder for de syge på arbejdspladsen.
Anni sad foran ved siden af Sørensen, der ikke havde nogen kommentar til den pludselige familieforøgelse. Han tog med stoisk ro imod de tiltag, Ilse diskede op med.
-Hun er da meget sød, sagde Anni dæmpet til Sørensen. Han mente det samme.
-Bare de nu kan finde ud af det. Somme tider kan sådanne to damer få store vanskeligheder, når de skal arbejde sammen. Du kan tro, det kender jeg fra min tidligere arbejdsplads. Både min kone og min svigermor ville bestemme! Sørensen talte så lavt, så Anni kun lige akkurat kunne høre det.
Hun lo.

På bagsædet tronede de to kvinder, der havde tændt for radioen på betjeningspanelet mellem forsæderne.
Aino hviskede sagte:
-Burde der ikke være et forhæng ned mellem for- og bagsæde i sådan en bil? Eller helst en skydelem eller lignende, så vi kunne tale sammen uforstyrret?
Ilse nikkede. Hun havde selv tænkt på det. Det kunne forekomme, at hun og Aino ville finde det tiltrængt at røre ved hinanden. Hun hviskede tilbage:
-Vi køber sgu en anden bil!
Aino lo.

Efter en dejlig gåtur langs stranden gik turen hjemad. Anni gik straks i gang med aftensmaden, og imens trak Ilse og Aino sig tilbage til dronningesuiten, som Aino havde døbt den øverste etage. Maden blev lavet på første sal, og Sørensen hjalp Anni. I det hele taget var der en god forståelse mellem de to. Ilse havde gjort det klart over for dem, at hun og Aino aldrig eller kun i sjældne tilfælde skulle spise sammen med Sørensen og Anni. Hun sagde det rent ud: Vi er herskabet, og det betyder selvfølgelig noget for vort samvær. Dette er ikke en selskabelig forening!
Der var nu ikke gået ret lang tid, før det føltes helt akavet og unaturligt, så fremover spiste Sørensen og Anni nu med, det bedste de havde lært. Så kunne de også meget hurtigere bringe næste ret og få ryddet den sidste af bordet.

Aino så forelsket på Ilse.
-Du bestemmer jo her, det er der vist ikke tvivl om. Det er også dine penge. Hvad med vort forhold? Bestemmer du også der?
-Jeg er forelsket i dig. Det betyder alt. Hvem der bestemmer, afgøres fra sag til sag. Jeg er så glad for dig og håber, det er gengældt.
-Du har et bestemmegen, Ilse. Det er derfor, at du sagde ja til at blive forstander. Du er myndig på en helt naturlig måde, og den myndighed er jeg også faldet for. Jeg er faldet for så meget hos dig, men din bestemte måde at være på, dit bestemte toneleje, hver lille detalje af dit udseende, dit smil – er alt sammen noget, jeg sætter pris på hos dig…
Ilse lænede sig over mod Aino og kyssede hende, et langt, inderligt tungekys. De heftigere åndedrag afslørede deres engagement i hinanden, men de styrede sig og satte sig atter tilbage i sofaen.
-Hvis du mener, jeg har et bestemmegen, kan det være, at du skal bestemme i aften over mig og fortælle mig, hvad jeg skal gøre ved dig!
-Aftalt, svarede Aino.

Anni kom lidt efter med forretten, og de satte sig hen til spisebordet og gik i gang. Anni satte sig og spiste, mens Sørensen blev stående usikker på, om han havde glemt noget nede i garagen.
-Gå bare nedenunder og gør klar til hovedretten, Anni, sagde Ilse, da hun var færdig.
De var altid langsommere end Sørensen og Anni. I dag var Sørensen klart den langsomste.
Vi skal nok ringe, når vi er klar! Ilse pegede på den hvide knap i væggen.
Anni nikkede og gik. Sørensen fortalte lidt om Jaguarens motor, men indså snart, at damerne ikke var så interesserede. Han gik nedenunder for at hjælpe Anni.
-Ilse, kan vi holde til ingenting at foretage os?
Aino havde haft mange tanker omkring dette arrangement.
-Det ved jeg ikke, jeg har ikke prøvet det før. Vi kan i hvert fald formentlig ikke dyrke sex hele dagen, slet ikke på dit niveau. Jeg kan fortælle dig, at når jeg var her hos den 58-årige mand i flere dage, havde jeg overhovedet intet problem med at få tiden til at gå.
Når jeg ikke blev personlig betjent, kørte vi en tur, eller jeg gik en tur. Jeg læste en del, hørte musik eller skrev. Vi kørte til Tønder et par dage, og det var ganske dejligt. Jeg tror ikke, vi vil få problemer. Gør vi det, må du da tage dig et arbejde…
De var færdige med forretten, og Ilse trykkede på knappen. Straks efter dukkede Anni og Sørensen op med et par fade, og de samlede det snavsede bestik og tallerkenerne sammen og satte sig og spiste.
Anni hældte vin i deres glas og spurgte, om der var mere.
Aino så på hende:
-Tag lige mine sko af, de klemmer mig!
Anni bøjede sig ned og hev forsigtigt skoene af hende.
-Åh, det var dejligt. Du må godt massere mine fødder lidt, mens jeg begynder at spise!
Anni så op på hende og sagde:
-Dine fødder er ikke helt fri for at lugte en smule…
Ilse slog en latter op, mens Aino prøvede at se streng ud.
Mandag 4. juni 1973

Lørdagens annonce i Vestkysten havde allerede kastet flere opringninger af sig. To af disse ville gerne se skolen og snakke med de ansatte, og Frank havde beredvilligt meldt sig under fanerne, da Frederik de Formand ringede til ham søndag aften.
Han viste dem begge rundt mandag lige efter middagen, som de deltog i. Som sædvanlig om mandagen var eleverne støjende og larmende, men som Frank sagde til dem, så måtte de være indstillet på, at det var den virkelighed, de søgte ind i.
Bagefter satte de sig ind på lærerværelset til en kop kaffe, og den ene spurgte omkring den tidligere forstander:
-Hvorfor holdt hun kun et år?
-Der var uoverensstemmelser mellem hende og formanden. Jeg tror, du selv skal spørge formanden. Nå, der kommer han minsandten!
Ind skred Frederik og skelede til de to. Han gav dem hånd og præsenterede sig selv, lidt overflødigt. De havde begge rejst sig, den ene bukkede oven i købet for formanden.

Frank sukkede bagefter:
-Alle, der bukker og skraber for Frederik Hulk, undskyld, Hulkenbjerg, kan blive forstander. For det er ikke kvalifikationerne, det kommer an på. Det er, hvor meget Frederik sætter pris på en.
Hasager skubbede kaffekanden over til ham, satte cigaretten fast i den ene mundvig, mens han smilende afslørede:
-Ilse har fået sig en kæreste! En kvindelig én! Og det er en af vore kolleger, der har leveret produktet!
Peter var ikke mødt endnu.
Frank smilede tilbage:
-Det ved jeg da godt! Er de flyttet sammen?
-Jeg har set hendes bil dernede flere gange de senere dage.
Hans ville godt give et bidrag.
-Vil det sige, at du vidste det før os andre?
Frank søgte at lægge den strenge mine frem.
-Nej da, jeg troede da ikke andet, end at en eller anden aflagde hende besøg, fordi hun skulle flytte eller hvad.
-Men i går aftes, da jeg havde vagt, så jeg tilfældigvis ud ad vinduet dem komme, den unge pige, Ilse og så Peters forhenværende, og da gik det op for mig, at Ilse havde fået en veninde…!
-Hvordan det?
-De kyssede hinanden, sådan direkte på munden!
I det samme kom Peter ind på lærerværelset. Snakken gik øjeblikkeligt død over det emne. I stedet sagde Bente:
-Er der flere ansøgere på vej?
Ingen vidste noget.
Peter havde været mere tavs og mindre smilende i den senere tid. Nu var grunden fundet, og kollegerne vidste ikke helt, hvordan de skulle tackle situationen over for ham. Var det noget, man kunne snakke om, eller var det tabu?

Tirsdag 5. juni 1973

Grundlovsdag var ikke fridag og havde aldrig været det i efterskolelivet. Der var almindelig skolegang, og lærermødet blev ledet af Dahl-Hansen, der dog blev siddende på sin plads midt for ved det lange lærerværelsesbord.
Hans stille og rolige facon uden de store armbevægelser aftvang respekt hos kollegerne, og han var i almindelighed stærkt respekteret.
De drøftede ansøgningerne til forstanderstillingen, og de kom i en lind strøm åbenbart. Der var nu syv, og der var aftale om flere rundvisninger i de kommende dage. Den vagthavende påtog sig opgaven hver dag, det var det mest praktiske.
Under punktet elever drøftede de afslutningen. Det ville blive på samme måde, dog insisterede Dahl-Hansen på, at eleverne i år skulle optræde med et eller andet. En sang eller et lille optrin ville være godt, mente han. For deres egen og forældrenes skyld.
Man nikkede rundt om bordet. Ikke så dårlig en ide. Men hvem skulle lave det og hvordan? Der bredte sig en tvivl om projektet. Hans rakte hånden op:
-Jeg kan godt få min klasse til at synge en sang, de selv har skrevet!
De andre var glade for den udmelding, og et par stykker ville spørge deres klasse, om der var basis for lidt mere underholdning.
Under eventuelt rakte Peter fingeren op:
-Der har være noget sladder her om min ekskæreste, og jeg kan da fortælle jer, at hun forlod mig, da Ilse var på hospitalet i Vejle og nu har til hensigt, så vidt jeg ved, at flytte sammen med Ilse, men jeg ved ikke hvor. Jeg tror, det er i Esbjerg.
Kollegerne var tavse. Dahl-Hansen måtte lige korrigere:
-I princippet sladrer vi ikke. Vi har interesse for hinandens liv og levned, og jeg tror, du skal læse det som interesse for dig og dit liv. Jeg kan da forestille mig, at det hverken er let at miste sin kæreste eller at opdage, at hun er lesbisk!
Frank så anerkendende på Dahl-Hansen. Der var alligevel krummer i den gamle, halvskaldede og hvidhårede statelige overlærer.
Der var sympatitilkendegivelser fra flere over den konstituerede forstanders udmelding. Da nu katten var sluppet ud af sækken, bredte snakken sig livligt, og den nåede nye højder, da Dahl-Hansen stik mod sædvane hentede små glas og en flaske Fernet Branca inde fra kontoret.

Onsdag 6. juni 1973

Aino og Ilse var taget til Ålborg for at finde en bil, der svarede til deres drømme. Jaguarforhandleren bag banegården havde en Rolls-Royce Silver Cloud III James Young SCT100 Limousine til salg, og det specielle ved netop denne ene bil var adskillelsen mellem førerkabine og bagsæde, som en saudisk prins havde ladet foranstalte, ellers havde modellen ikke normalt denne adskillelse.

De to damer gled ud af Jaguaren, som ellers var meget velholdt og forholdsvis ny, og ind på Silverens bagsæde, der var i det hvideste, pureste, blødeste læder med bar i ryggen på forstolene, og da det var en long-wheel-base model, var der rigeligt med plads til ben og fødder på det tykke røde gulvtæppe. Med en knap kunne de rulle glasset ned mellem sæderne, og et nyt tryk fik en uigennemsigtig plade til lydløst at hindre ethvert udsyn til bagsædet. I forvejen var ruderne stærkt tonede på denne bil, og man kunne være fuldstændig anonym der på bagsædet.
Aino var begejstret, hvorimod Ilse var en kende skeptisk.
-Det er jo en 63´er, gjorde hun tørt opmærksom på.
-Men det vidste vi selvfølgelig hjemmefra. Prisen kender vi også. Men vi skal oplagt overveje, om vi er særligt anonyme i en sådan øse…!
-Et par damer som os vil aldrig kunne være helt anonyme. Slet ikke i Esbjerg eller Hjerting.
Aino havde nok ret. Ilse grundede lidt. Sælgeren stod med sit største sælgersmil. Hvad han tænkte ved at se to smukke kvinder stå der og diskutere, om den var egnet eller ikke i stedet for at diskutere prisen, afslørede han ikke. Men han kunne godt vejre kvalitet, når han så sammensætningen.
-Hvad var det, De ville have for den?
Nå, nu kom det nok. Han nævnte prisen.
-Jeg vil have 10% her og nu. Og så køber jeg den her og nu. Ellers kører vi igen. Her og nu.
Sælgeren blev paf. Det havde han ikke ventet. Han havde regnet med, at havde de penge nok, ville de ikke også diskutere pris. Han bad om et minut og gik ind til chefen.
Et øjeblik senere kom en noget ældre herre, pænt klædt og hilste høfligt på damerne. Han pegede på Jaguaren:
-Ønsker de damer ikke den bil med i en byttehandel?
Det havde Ilse også tænkt på.
-Nej, det er meget rart at have en i reserve, hvis denne 10 år gamle skude skal repareres!
Chefen hævede pandebrynene.
-Jeg kan give 10% rabat, som De ønsker. Til gengæld sælges den så kun med tre ugers garanti.
Sørensen blandede sig. Han mente, at det kunne være et godt køb, hvis ellers de kunne prøve mokkebikken først.
Hun rådførte sig kort med ham og havde et friskt bud:
-Vi bliver i så fald nødt til en prøvetur. Vi låner Deres bil her til Skagen i dag og vender tilbage sidst på eftermiddagen. De beholder vores Jaguar som pant. Hvis vi synes om turen, siger vi top. Ellers betaler vi naturligvis benzinen.
Efter lidt omtanke nikkede chefen.
-Men jeg vil godt bede om legitimation, så jeg ved, hvem jeg skal handle med!
Ilse gav ham kørekortet, og han nikkede.
Sørensen tog plads bag rattet, og damerne flød ind på bagsædet.
De listede af sted. Lydløst svingede den ud på vejen, og de søgte mod nord. På bagsædet nød damerne bilens kultiverede opførsel, den duvede svagt, men kun så meget, at det føltes behageligt. I praksis kunne man ikke høre motor- eller dækstøj. De så på hinanden.
-Den er meget fin at køre, meddelte Sørensen omme fra førersædet.
-Herligt, sagde Aino og trykkede glasvæggen ned. De opdagede, at der var mikrofon og højttaler lige under knappen.
-Kan du høre mig, Sørensen? Ilse forsøgte sig.
-Det går meget fint igennem!
-Vil du prøve at tale til os?
-Et øjeblik.
Ilse slukkede mikrofonen og ventede spændt. En lille lampe blinkede på panelet.
Hun trykkede på knappen.
-Fint, det er, som det skal være.
Så rullede de væggen ned. Ilse for over Aino og kyssede hende. De smilede til hinanden. Det var sådan, de ville have det. Og der var masser af plads på bagsædet og til benene.
-Læg dig lige her foran mig, så vi kan vurdere, hvad vi har brug for, sagde Ilse og pegede.
Aino lagde sig på knæ og kiggede op på hende.
-Der er plads nok her, sagde hun. Så kyssede hun blidt og forsigtigt op ad Ilses venstre ben. Ilse lod hende gøre det, lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Hun hørte ikke andre lyde end dem, der stammede fra Aino. Fænomenalt. Hun lod sig føre ind i nydelsen.
Så duttede højttaleren:
-Hvis I kigger ud her til højre, vil I få sjove ting at se!
Sørensen havde fået øje på en landmand, hvis hest så ud, som om den ikke ville lystre ham.
Ilse smilede til Aino:
-Måske skal vi slukke helt for den mikrofon!

Senere omtrent på højde med Frederikshavn opdagede de flere finesser i midterarmlænet. Der var minsandten også et panel. De trykkede på de forskellige knapper og fandt ud af, at sædehældningen kunne reguleres, ligesom temperatur og cigartænder og radio og køleaggregatet til baren kunne ordnes herfra. I baren fandt de champagne, og selv om det måske først skulle nydes efter købet, tog de hul på flasken og skålede.
-Den tager vi, afgjorde Ilse.

I Skagen gik de tur i det dejlige vejr. Efter at have tilbragt nogle timer på Skagensmuseet endte de ovre på Brøndums Hotel, hvor de indtog en bedre frokost i haven.
Sørensen var godt tilfreds, men mente, at tjeneren fik for rigeligt med drikkepenge.
-Så god var han altså heller ikke efter min mening.
Han havde ikke for ingenting erfaring i de dele.
De forlod hotellet og gik tilbage mod parkeringspladsen. Der var en hyggelig stemning af mennesker og trafik, og de skråede over gaden og rendte lige ind i et par halvfulde gutter, der stod der med en guldbajer i hånden.
Ilse trak Aino med sig ud på gaden igen for at komme forbi mændene.
-Hov, hov, de damer, I ka´ sgu ikke bare sådan gå udenom, når vi nu skal ses!
De var lidt berusede, men blikkene var klare, og Ilse smilede til dem og sagde:
-Vi er nok ikke lige i det humør!
De tre mænd stillede sig nu i vejen for dem og ville have enten penge eller et kys for at lade dem passere.
Sørensen holdt sig omme bagved. Han var ikke meget for de der konfrontationer. Højt blandede han sig nu alligevel:
-Jeg er ikke meget for at kysse dig!
-Vær venlig at lade os komme igennem, opfordrede Ilse dem i en noget skarpere tone.
-Så så, lille dame. Nu tror jeg lige, at..
-Slip hende, lød det pludselig umanerligt direkte fra Aino.
Han slap hende forbavset og vendte sig om.
-Hva´ fanden? Hvem tillader sig at kommangdere med mig..?
-Det gør jeg. Og nu gider vi ikke lege mere med jer. Flyt jer!
Aino havde den kontante mine på. Ingen af mændene gjorde mine til noget som helst. Tværtimod. Den første nærmede sig Aino og rakte ud efter hende.
Svish, sagde det, og før nogen overhovedet havde fattet, hvad der skete, lå den stakkels mand på fortovet. Aino havde iværksat et cirkelspark, der ramte ham præcist i maven. De andre to gloede forbløffet på ham, men inden de kunne reagere, hev Aino Ilse med sig og forsvandt rundt om hjørnet sammen med Sørensen.
-Det må jeg nok sige, Aino, hvad var det?
Spurgte Ilse, da hun havde fået vejret igen.
-Åh, jeg kan en smule karate, og nu gad jeg sådan set ikke snakke mere med dine venner.
-Mine venner? Ilse lo. –Nu skal du vist til at passe på, ellers..
Sørensen tilkendegav beundring for den elegante måde, Aino havde løst det lille problem.
-Der fik vi ham, hvad!

Da de igen sad i den behageligt nedkølede RR, snakkede de muntert om besøget i Skagen. Så stor en oplevelse havde det så heller ikke været. Men der var trods alt sket noget mellem dem, og Ilse sagde pænt tak til Aino på sin helt egen måde.
Onsdag 13. juni 1973

Aino og Ilse havde bestilt flyttemand for at få de fleste møbler opmagasineret på et lager i Esbjerg. Nogle få ville Ilse godt have med til Hjerting. Der var en god atmosfære, men dog lidt anspændt.
Kontoret var noget af det sidste, Ilse tømte. Mest af alt fordi hun ikke rigtig havde brug for ringbind med ministerielle fordringer og pædagogiske kurser og regnskaber. Hendes blik faldt på en brun pakke, hvorpå stod adressen på FDBs mand i Vejen.
Hun tænkte sig om et øjeblik, var der ikke noget med, at den ville hun have sendt for længst? Hun overvejede at smide den ud, men besluttede sig så for at tage den med. Man kunne aldrig vide.
Da kontoret var helt tømt, skulle de lige til at køre, da Ilse vinkede Aino til sig og sagde:
-Skal vi lige se, om vi har glemt noget?
Ilse havde trods alt boet i huset henved syv år og måtte lige gå en runde her til sidst.
-Lidt vemodigt er det jo, sagde hun til Aino, mens de betragtede det nu bortset fra dobbeltsengen tomme soveværelse.
Ilse kunne ikke fordrage den, fordi den mindede hende for meget om sit mislykkede ægteskab med Ib.
-Men det er nok mest måden, jeg skal herfra på. Den er jeg ikke tilfreds med.
-Det forstår jeg. Hov, hvem kommer der?
En ung mand bankede på døren. Det var Frank.
-Undskyld, jeg forstyrrer. Jeg ville lige sige farvel, Ilse, og jeg så jeres bil og flyttebilen oppe fra skolen, så tænkte jeg, at hvis jeg skulle nå det, så var det nok nu!
-Det var pænt af dig, Frank.
Ilse omfavnede ham, de så kort på hinanden, og så kyssede hun ham – på munden. Et stort, vådt og foruroligende langvarigt smækkys.
-Jeg har stadig noget til overs for dig, min unge charmebøf! Sagde hun kælent, mens hun pustede ud.
Aino stod ved siden af og smilede.
-Jeg vil også have et, sagde hun.
Frank kom lige lidt på arbejde. Han ville gerne kysse hende også, hun var sød og køn tilligemed. Han lagde læberne til hendes og holdt dem der et stykke tid. Hvor var hun dejlig! Det havde intet hastværk med at slippe de læber igen. De blev begge en smule stakåndet også.
Han kunne godt se, hvorfor Ilse var faldet for hende, hvilket han sagde højt.
-Ja, det er typisk for Frank. Man ved som regel, hvor man har ham, for han siger det højt…!
De lo. Aino betragtede ham.
-Du ser ud til at være en dejlig fyr. Jeg kan også godt forstå, hvis Ilse har haft kløerne i dig! Måske skulle vi tre engang have kløerne i hinanden alle tre – på én gang!
De stod tæt sammen. Men Frank havde en indvending:
-Nu er jeg lige flytte sammen med Bente, så rent politisk tror jeg, det ville være mindre heldigt, hvis det skete.
-Ved du hvad, Frank. Vi ser! Og hun kan sgu da komme med.
Ilse smilede kærligt til ham.
-Hvor skal I bo i Esbjerg? Der går visse rygter..
-Vi vil sende dig en invitation til house-warming, når vi skal indvi det sted, hvor vi skal bo. Er det ikke i orden?
-Jo tak, så kan jeg måske få lov at tage den nye forstander med. Vil du ikke gerne se ham, Ilse?
Frank kneb øjnene sammen og blinkede så med det ene.
-Ser han godt ud?
-Der har i hvert fald kun været mænd rundt på skolen. Mig bekendt er der ikke nogen fra det smukke køn.

Han sagde endnu engang farvel til dem begge, fastholdt Ilses blik lidt længere, end det strengt taget var nødvendigt, men blev også sært urolig over Ainos meget smukke, mørke øjne og hendes veldrejede krop.
Da han gik, vendte han sig et øjeblik smilende til dem:
-Hold kæft, hvor er I nogle skønne kvinder!
Han gik tilbage mod skolen for at undervise resten af eftermiddagen. Det var dog underligt svært at koncentrere sig om elever og indhold.

Lørdag 16. juni 1973

Dahl-Hansen bød forældre velkomne og ledede resten af afslutningshøjtideligheden. Han fortalte intet om Ilse, men henviste til det af skolen udsendte brev, som formanden havde formuleret. Det var en formulering, der ville noget. Hvis forældrene kunne forstå, hvad det handlede om, var de umiddelbart særdeles kvikke.
Frank og Bente stod igen og sagde farvel bagefter, i modsætning til sidste år gik de sammen hjem derfra.
Bente kunne heller ikke lade være med lige at antyde, at det var dejligt, at Frank havde bedre tid til hende i år, og da de var vel hjemme, omfavnede han hende og inviterede til noget samvær inde på soveværelset.
Hun accepterede, og så ringede telefonen i det samme. Mens hun stod og snakkede med sin mor, stod Frank bag hende og lod sine hænder gå på opdagelse, mest omkring hendes veludviklede brystparti. Det forekom ham, at barmen bare blev større og større, men det var nok, fordi han var så glad for hende.
Han kælede med de massive kvindeattributter, mens hun halvt i sjov søgte at undgå hans hænder. Da hun omsider var færdig, var hun så klar til ham, at hun formelig trak ham derind.

De lå og snakkede afslappede.
-Jeg nyder at have sex med dig, sagde han og syntes, det forekom ham en kliché, han havde afleveret et antal gange før.
-Ja, det siger du jo. Du lyder nu også til, at du nyder det..
Bente smilede:
-Du er den, jeg har fået allermest ud af at gå i seng med. Du ved lige, hvordan og hvor og hvor længe du skal manipulere med mig!
-Skal vi sammen køre ned i Brugsen og lige købe ind, før festen i aften?

Det gjorde de. På vejen ned ad Søndergade opdagede de på det modsatte fortov et par komme gående. Det var Peter og til Franks overraskelse Dorrit. De havde hinanden i hånden, så der var ingen tvivl hos Frank: De var blevet kærester.
Han pegede på dem og gjorde Bente opmærksom på det. Men hun havde for længst set dem.
-Nå, så det er Dorrit. Hun er da sød; en skam hun ikke ville besøge os, da vi inviterede hende. Det ser ud, som om hun nok skal klare den uden dig!
-Tja. Kan hun nu også det?
Bente tjattede til ham, og sammen indtog de Brugsen.

En hel del var allerede kommet, da Frank og Bente indfandt sig. I modsætning til sidste år var bestyrelsen inviteret med, sandsynligvis i et forsøg på at klinke eventuelle skår.
Maden var fremragende for en gangs skyld, det bedste Højskolehjemmet kunne frembringe. Man havde fået ansat en ganske ung, lovende kok, og han var åbenbart ikke så ilde.
Da alle havde spist et kvarters tid, slog formand Frederik på sit glas:
-Jeg vil gerne sige jer tak for et godt år. Det har langt fra været problemfrit, men takket være jeres måde at håndtere det hele på, har vi nået det, vi har nået i dag. Vi var uheldige med den sidste forstander, som ikke levede op til vores standard. Jeg kan kun sige, at det var ærgerligt, at vi ikke valgte rigtigt første gang, nu håber jeg så, at vi vælger rigtigt anden gang.
-Bestyrelsen har udvalgt fire emner som ansøgere til jobbet. Vi vil indkalde til møde på tirsdag den 19. Kl. 16.00, og der vil vi indkalde disse fire mennesker til samtale med os alle.

Hans ord vakte almindelig tilfredshed, og selv Bente mente ikke, det kunne være anderledes. Hun var en af de få, der ikke havde haft lejlighed til at vise rundt, men hun havde læst alle ansøgningerne igennem og vinklet dem af, hun syntes bedst om. Nu håbede hun så bare, at bestyrelsen havde taget hensyn til de ansattes ønsker:
-Har I så udvalgt disse fire med baggrund i vore ønsker? afbrød hun formanden. Frank beundrede hende for sin direkte lige i flæsket.
-Ja, jeg kan love jer alle og også dig, Grethe, at det har vi.
Han så sig rundt i kredsen af bestyrelsesmedlemmer, der alle nikkede.
-Jamen, så siger jeg tak, Hansi, fordi du tager dette vigtige hensyn!
Bente satte sig ned til fnis og latter rundt omkring. Frederik havde noget med navne, og nu fattede han, at Bente var en noget stålsat dame til trods for de fysisk blødere former, han havde set sine snit til at iagttage.

Tirsdag 19. juni 1973

Bestyrelsen havde sørget for kaffe og kage og havde planlagt det hele sådan, at ansøgerne var inviteret to og to.
Da klokken var 21.15, rejste formanden sig, slog på sit glas og takkede de to sidst fremmødte og ønskede dem god tur hjem.

Han fulgte dem ud, og da han kom ind, sænkede der sig en forventningsfuld tavshed over forsamlingen. Alle ventede på hans udspil.
-Ja, hvad siger I så? Det er ikke nemt.
Det var det ikke. Der var mange indlæg, og der blev ikke peget entydigt på en kandidat. Tværtimod lignede det en runde med fire nogenlunde ens kvalificerede personer, der hver for sig havde styrkesider.
-Nu vil jeg foreslå, at vi går hjem og sover på det. I morgen aften kl. 19 vil bestyrelsen afgøre det hele.
Det, kunne man ikke rigtig sige, var forkert. Selv Bente var i tvivl om proceduren. At stemme på en af fire kandidater ville være lettere tåbeligt, der skulle jo argumenter på bordet, ikke tilfældige stemmetal. Den kommende forstander ville skulle sætte sine fingeraftryk på det hele, og derfor var det meget vigtigt, at alle var enige. Da ingen i forsamlingen kunne udpege en erklæret vinder, lå bolden på bestyrelsens bane.
Frank og Bente gik hjemad med hinanden i hånden.
De havde for en gangs skyld ikke rigtig lyst til sex, men sad længe oppe og nød et glas vin, mens de gennemdrøftede denne tingenes tilstand.
Onsdag 20. juni 1973

Dagen oprandt, og Frank og Bente stod dovent op ved nitiden og bemærkede søvnigt til hinanden, at vejret var blevet en anelse bedre, og der var lovning på, at sommeren endelig var på trapperne. Om dagen ville ende bedre, end den begyndte, det havde de ingen formening om.
De havde holdt på hver sin kandidat, så om det blev ham eller en anden, kunne være det samme. En mathed var indtrådt.
Frank foreslog, at de kørte en tur til Kolding og dasede lidt rundt, nød et stykke smørrebrød på en eller anden fjollet restaurant og så kørte hjem igen, sådan helt uden mål og med. Det passede meget godt med den sindsstemning, de var havnet i. Det var hverken godt eller skidt, og dermed var der heller ingen begejstring.
Bente mente dog, at på Borgerkroen kunne man få alle tiders tournedos´er, så det ville hun anbefale. Det blev så ganske vist lidt dyrere og lidt senere, men var det ikke også lige meget?
Frank kyssede hende, dejligt at være forelsket, som han stadig var. Han savnede ikke Dorrit, kun som sexpartner og kun sådan for forandringens skyld. Han havde det godt nok med hende og Peter, der var ingen jalousi der.
De havde en dejlig tur til Kolding.
Da de mætte og veltilfredse kom hjem sent om aftenen, havde de næsten glemt bestyrelsesmødet.
Telefonen ringede. Det var Dahl-Hansen.
-Frederik har lige ringet til mig, at bestyrelsen har bestemt sig.
Han holdt en pause. Frank anede uråd. Hvorfor sagde han det ikke bare? Så forfærdeligt kunne det da heller ikke være.
-Det blev ikke en af de fire.
Ny pause. Franks uråd blev større og større.
-Ja, men så har de vel udskudt det videre forløb?
-Nej, det har de ikke. De havde en femte kandidat, som de ikke ville offentliggøre, såfremt alle kunne blive enige om en af de fire, hvad vi jo ikke kunne. Måske fordi vi ikke vidste, hvilket spil der lå i det. Havde vi vidst det, ville vi måske have…
-Hvem blev det? Frank begyndte at blive utålmodig.
-Nå, sagde jeg ikke det? Sidder du ned? Er du klar?
-Det blev kollega Peter.
Frank satte sig ned.
Det var andet år i træk, at bestyrelsen valgte en af de ansatte. Hvorfor i alverden gjorde de det?
-Hvad siger du?
-Peter har sendt sin ansøgning direkte til Frederik, og de to er øjensynlig gode venner. I hvert fald har Frederik villet køre ham i stilling på en sådan måde, at han relativt let kunne vælges. Nu har de gjort det med det argument, at lærerrådet ikke kunne blive enig.
-Hold da op! Jeg er tale- og målløs.
Bente kom til og mimede med læberne:
-Hvem?
-Peter, sagde Frank højt.
Dahl-Hansen foreslog, at de sov på det og talte sammen dagen efter.

Torsdag 21. juni 1973

Hele formiddagen diskuterede de lærere, der var mødt op: Hasager, Dahl-Hansen, Hans, Frank, Bente.
Der var stor forundring over bestyrelsens beslutning, og Frank havde ringet til Svend Aage, der beklagende måtte meddele, at han ikke havde mandat til at videregive informationer om bestyrelsens møde. Det vidste Frank godt, derfor ville han gerne have at vide alligevel, hvem der havde sagt hvad og bestemt. Han gik flere gange til Svend Aage og lod ham forstå, at han var skuffet over bestyrelsen.
-Skal vi formulere et brev til bestyrelsen, hvori vi erklærer vor utilfredshed? Skal vi sige op kollektivt? Og kan vi det?
Hasager var for den hårde linje. Han mente, at Frederik Hulkenbjerg burde gå af som formand, idet han klart nok havde spillet med fordækte kort, men hvad der gjorde, at han fik de andre med, var en gåde.
-Hvis vi siger op, får de naturligvis problemer med at få fat i lærere til det nye skoleår. Men de vil få fat i nogle, og de vil ride stormen af, og vi mister total indflydelse, det er klart nok.
Frank ridsede op.
Også Hans, der ellers for det meste stod på sidelinjen, når der var konflikt i farvandet, blandede sig og gik ind for, at der skulle markeres over for bestyrelsen.
-Hvordan vil vores samarbejde med Peter komme til at foregå? Han vil lytte til os og være meget imødekommende. Kan vi udnytte det til noget? Og måske bliver han anderledes, når den første tid er lagt bag.
-Skal vi mødes i morgen igen og aftale endeligt, hvad vi vil? Hasager mente, argumenterne ville blive mere velovervejede. Andre sagde til gengæld, at argumenterne ikke ville blive bedre af at vente en dag.
Hans måtte meddele, at han havde for længst købt billet med Tjæreborg til Lanzarote tidlig torsdag morgen, men han ville støtte enhver resolution til bestyrelsen.
De holdt 10 minutters pause. Derefter var der stille. Dahl-Hansen foreslog:
-Jeg formulerer et brev til bestyrelsen på alles vegne. Der er ingen hastværk, og desuden ved jeg, at to af dens medlemmer er bortrejst de næste 14 dage. Når jeg har formuleret brevet, sender jeg det rundt til jer og beder jeg om at videresende det til den næste. Jeg laver en rundsendingsplan. Hvad siger I til det?
Alle kunne tilslutte sig. De fleste var lettede over, at den trods alt landede der.
De ønskede hinanden god sommer og gik hver til sit.
Frank og Bente gik dog sammen. De skulle en tur til Sønderjylland og besøge venner og familie.
Og Peter?
Han trak en flaske champagne op og delte den med Dorrit, der var fuld af beundring og begejstring for hans fremtid.

 

 

 

 

 

Der er flere af

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg