Efterskoleliv
– en ung lærers kalejdoskopiske og fragmentariske refleksioner
over det første ansættelsesår på en efterskole samt erkendelsen af, at
pris og kvalitet nogle gange følges ad…

Efterskoleliv:

1: Forstanderen har altid ret!
Om en nyuddannet lærers ansættelse på en efterskole  og hans irriterende hang til forelskelse  samt konsekvensen af at købe en for billig bil

2: Forstanderinden har magten!
Om oprør på efterskolen  og hvad der sker, når smukke kvinder udfordrer  og sårer mænds magt og prestige

3: Ned med forstanderinden!
Om hvordan små mænd med store egoer hævner sig,  og hvorfor man aldrig skal købe en kniv i Bulgarien

Søndag 8. august 1971

Asgaard Efterskole var en statelig ældre rødstensejendom omtrent midt i Asgaard. Tidligere havde der været kro, og endnu tidligere bondegård. Frank trådte ind på lærerværelset og hilste rundt. I dagens anledning havde han iført sig lidt pænere tøj, end han var vant til fra seminariet, men nu, hvor han for allerførste gang skulle promovere sig som nybagt lærer, måtte han hellere hejse flaget.
Lærerværelset lå med udsigt ned over haven mod Forstander Pahlgaards villa; udenfor stod et stort egetræ, og man kunne gå direkte ud i haven gennem en dobbelt glasdør. Til den anden side lå kontoret, til den tredje spisesalen, som man skulle igennem for at komme ned til undervisningslokalerne og elevernes opholdsrum samt hall´en. På gangen ned mod hall´en lå det lille rum med overnatning for vagthavende lærer med direkte adgang til badeværelse. I rummet var der et stort skab, hvor lærernes dyner var anbragt. De lå der på rad og række på forskellige hylder.

Han sludrede lidt med Dahl-Hansen, en rank ældre kollega med hvidt hår, der så ud til at kunne spille rollen som overlæge Hass Christensen i enhver dansk film. Så trådte Bente ind.
Bente var 24 år, pædagog og ikke lærer. Pahlgaard havde forklaret ansættelsen af hende med, at ungerne skulle have nogle gode tilbud om aftenen. Hun så godt ud med svung over hofterne og smut i øjnene, det kunne han se lige med det samme, og hun var i høj grad tiltrækkende, slank med udfordrende kurver og sidst, men ikke mindst nogle skønne øjne. Hun hilste raden rundt med smil og tilsyneladende uden nerver af nogen art. Hendes håndtryk var lige så fast som hendes blik lige ind i hans øjne.
-Er du slet ikke nervøs? Spurgte han hende.
-Jeg har nemlig næsten ikke sovet i nat.

-Jo da, men det nytter ikke noget. Nu må vi i gang! Desuden kender jeg nogle af forældrene fra foråret. Der er jo visse gengangere! Du skal se, det går nok. Har du ikke sovet i nat, må du nok regne med, at det gør du så i den kommende!

Det kunne hun have ret i. Sammen fulgtes de ad nedenunder. Undervejs hilste de på forældre, alle vegne var der stuvende fuldt af mennesker. Han var glad for det lille navneskilt, som også han havde fået tildelt. Ellers kunne forældrene – og eleverne – nemt tro, at han var storebror til en eller anden elev.
En fin lille gymnastiksal, der, for ikke at fylde for meget, var blevet gravet noget ned i jorden, dannede i dag som de sidste syv år i den nuværende skoles historie rammen om den lidt højtidelige begivenhed, hvorunder Asgaard Efterskole første dag i det nye skoleår præsenterede sig for eleverne og deres forældre. Der var stillet blomster frem mange steder, og på talerstolen var tændt levende lys.

Forstander Ib Pahlgaard stod bred og mægtig og ringede med sølvklokken, og da der blev ro, åbnede han kort med at nikke til Dahl-Hansen, og da han spillede på klaver, sang Pahlgaard for.
“Hvor smiler fager den danske kyst..” lød klart og rent.

Pahlgaard bød herefter velkommen:

-Velkommen til alle, både forældre, børn og kolleger og ansatte på skolen!
-I har nu givet os det kæreste, I ejer. Vi takker for denne tillid og skal forsøge at forvalte den til det, der er bedst for jeres børn. Vi håber alle på et godt og frugtbart skoleår, således at jeres børn forlader os til næste sommer med mange gode minder og en viden, der er dobbelt så stor som i dag.
Franks øjne klæbede til den store mand, der betjente talerstolen og dens virkemidler så suverænt.
-Jeg skal ganske kort præsentere lærerne på skolen, og jeg vil bede jer rejse jer og træde frem, efterhånden som jeg nævner jer:
-Ilse, min hustru og medforstander, skal ved siden af undervisning tage sig af de syge og i øvrigt gå til hånde, hvor der trænges.., sådan fungerer en skolemor!
Fru Pahlgaard trådte frem og smilede til forsamlingen, der kvitterede med at klappe.
Frank noterede sig hendes skønhed. Slank, bredhoftet, blond og med meget smukke, klare øjne, der nærmest skar sig gennem luften.

-Dahl-Hansen har været her i snart 25 år og er still going strong. Han skal undervise 9. B i dansk.
Dahl-Hansen trådte imens frem og bukkede let, hvilket igen medførte klapsalver.
Pahlgaard fortsatte:
-Søren Sørensen skal være klasselærer i den anden 9. klasse, 9.A. Han har ligeledes været her længe.
Hver gang han nævnte en lærer, fik denne applaus.
-Hans-Erik Hasager starter nu på sit fjerde år, skal undervise i matematik og fysik, både i 10. og 9.
Nå ja, han skal også være klasselærer i 9.C.
-Bente Kristensen er vor eneste kvindelige lærer, men så sandelig jo også den kønneste (her lo publikum behersket, han selv smilede bredt; han nød ganske åbenlyst at fyre nogen små sjove af), og vor Bente skal have eleverne til gymnastik, boldspil, formning og være tilsynshavende! Men hun skal især tage sig af forskellige tiltag om aftenen, som vi fra i år har iværksat!
-Bente begyndte her efter jul og er faldet godt til.
Bente rejste sig og modtog stormende bifald. Drengene piftede og råbte ho, ho, ho!

-Sidst – og ikke mindst vores nyansatte Frank Anschlug Mortensen, der kommer helt frisk fra Haderslev Statsseminarium, parat til at kaste sig over 8. klasse.

Han fornemmede selv, at han fik pæne ovationer, måske fordi han var ny og lidt af en grønskolling…? Han var også glad for, at Pahlgaard ikke udtalte sig om de mandlige kollegers udseende. Havde Ulla Dahlerup været til stede, ville hun nok have protesteret over begge dele.

-Nu synger vi så den anden side: “Du danske mand af al din magt…”, og herefter er der kaffe ude på græsplænen. Under kaffen vil der være lejlighed til at hilse på og snakke med børnenes klasselærere.

Han undrede sig over, at hverken pedellen, Valdemar, eller køkkenlederen, Fru Lund, blev nævnt. Og han var direkte forbavset over, at ikke engang Elizabeth, sekretæren, skulle præsenteres. Men måske havde alle forældrene set hende i forvejen. De skulle jo alle forbi kontoret med indmeldelsen, før de kunne regne med, at deres barn var optaget. Hun så ikke ud, som om hun følte sig overflødig. Valdemar stod nede bagved, og Fru Lund var nok i køkkenet.

Dahl-Hansen stemte i med klaveret, og den danske mand begyndte.

Det var dejligt bagefter at komme ud af den varme gymnastiksal og op i den friske luft.
Mange forældre tog straks afsked med deres børn og kørte hjem. Efterhånden tømtes skolen for forældre. Også Valdemar og Elizabeth hilste farvel.
Med Elizabeth havde han det fint. Hun og hendes mand, Lars Peter, populært kaldet Lars P, var venlige og interesserede i ham. Lars P var morderlig god til de kvikke replikker, fornemmede Frank klart. Ingen formåede at sætte ham til vægs. Han var uddannet skolepsykolog og leder af byskolen i Asgaard for børn med en intelligenskvotient lavere end 90. Altså lavere end de såkaldt normaltbegavede. Desuden medlem af socialdemokratiet og af byrådet ligesom Pahlgaard.
Han erklærede straks, at han da aldrig satte sine ben på efterskolen, selv om konen var sekretær der. Han gav selv grunden: Både hans kone og hans partifælle i byrådet sad der på samme kontor, og det kunne give anledning til konflikter.
Frank stod lidt og snakkede med Dahl-Hansen, denne trøstede ham i sin lette panderynken for morgendagen; så længe Guds fugle kunne fløjte sådan, var der i og for sig ingen grund til bekymring.

-Måske er der slet ingen gud til, og så tror jeg, at fuglene ville fløjte alligevel! Mente han.

Imens skævede Frank lidt efter Bente. Hun var nok værd at kaste et ekstra blik på.
Et ængsteligt forældrepar var lige henne hos ham for at fortælle ham, at deres dreng skulle begynde i 8. klasse, men han var meget ordblind. Var tilligemed blevet drillet førhen i folkeskolen, men nu håbede de, at efterskolens gode ry kunne afhjælpe denne mobning.
Han var taknemmelig over, at nogen behandlede ham som en ligestillet, og han snakkede længe og godt med de to forældre. Han tænkte på, at seminariets gyldne tid med kun at have ansvar for sig selv definitivt var forbi. De regnede helt naturligt med, at deres søn var i gode hænder på skolen her og med ham som klasselærer.
Frank følte sig voksen nu med sine 24 år, uanset hvor ung han så ud. Han rankede sig helt uvilkårligt for at se lidt større ud. Han prøvede på at virke erfaren, klog og med indsigt på området, selv om han ikke var det.
En anden sag var, at han på seminariet praktisk taget aldrig havde fået nogen form for undervisning i, hvordan man skulle tackle læse-vanskeligheder. Men de havde da tilbragt en del timer med at prøve at forstå den nye tegnsætning samt diskutere en svensk forfatterfilosof, som især en af de medstuderende vidste en masse om.
Han havde forsøgt at blive fritaget for faget kristendomskundskab, fordi han i et anfald af almindelig ungdomsoprørsprotest i 1968 havde meldt sig ud af Folkekirken. Men rektor overtalte ham til alligevel at fortsætte på holdet. Religionslæreren lignede faktisk Jesus, men på trods af Franks fordomme om sådan en var læreren overraskende kontant i sin undervisning, så det endte med, at Frank fik meget ud af timerne.
De diskuterede brændende de centrale problemstillinger med læreren. Hvorfor ville en gud absolut have, at man skulle tro på ham? Hvad er der galt i, at man kunne vide besked med ham?
Han forestillede sig heller ikke, at Gud ligefrem ville dukke op og sige:
-Hej, ved I hvad? Jeg ved godt, jeg var lige hurtig nok på aftrækkeren, da jeg skabte verden. Undskyld. Der røg et par finker af fadet, og derfor er den verden, I lever i, ikke perfekt. Det gik lidt hurtigt, der opstod nærmest en kædereaktion, hvilket faktisk – indrømmet – kom lidt bag på mig. Men nu må I se at få det bedste ud af det, og jeg vil ønske jer held og lykke med foretagendet. Jeg for mit vedkommende har for længst besluttet at trække mig tilbage og nyde mit otium!
Hvis det blev bragt i fjernsynet, ville ingen tro på ham. Det ville være noget satire af Panduro og Møllehave. Og hvis han ikke kom i fjernsynet, hvor og hvordan skulle han så kommunikere?

Men det var alligevel en fascinerende tanke. Det kunne også være, at den kære gud ikke havde trukket sig tilbage og intet fortrød og sad der og holdt sit evindelige, smålige regnskab med godt og ondt for hvert enkelt individ på jorden. Han havde nok ret travlt med amerikanerne i Vietnam.
Nej, det var for utroværdigt.
Han rystede på hovedet af soldater og især sportsfolk, der mente, at gud netop holdt med dem, når de vandt. Gud var med os i dag, påstod de sejrsglade sydeuropæere fra Benfica og Real Madrid. Var han så mod alle de andre, der tabte? Det var trods alt de fleste.
Når han tænkte på al den ondskab, der var i verden, kunne han heller ikke se menneskene som andet end det foreløbigt sidste trin i en lang udvikling. Det, de havde nået, havde de nået! Og ikke så meget mere. Demokrati, en ordentlig lovgivning, hvor hvert enkelt individ nød den samme beskyttelse, uanset herkomst, det var dog sammen med den økonomiske fremgang, som alle var blevet ramt af i tresserne, menneskeskabt og det bedste, de nu engang kunne frembringe på dette stade. Ja, Nord-Vietnam, selvfølgelig. Og Sydafrika. Kina. Nordkorea. Cuba. Der var mange steder i verden, hvor der manglede lidt i den højere retfærdighed. De underudviklede lande. I skolen fik de ikke en forklaring på det fænomen.
Han havde den anskuelse, at de var på vej. At det dog ikke kunne gå tilbage til fortidens fattigdom og store forskel på mennesker. Ikke i Danmark. Når først resten af verden indså, hvor nødvendigt demokrati var, ville der være fremgang over hele linjen.

Han havde haft en god ven på seminariet, med hvem han diskuterede ivrigt; vennen var overbevist om guds eksistens. Han mærkede alligevel, at de gled fra hinanden, fordi det var så enkelt for ham. Når man en gang havde taget den beslutning, at der ikke kunne være tale om at tvivle på en almægtig, alvidende guds tilstedeværelse i stort og småt, så udgik alt liv derfra.

Selv ikke de mere finurlige diskussioner havde nogen effekt. Han forsøgte sig med, at en gud, der var både alvidende og almægtig, var en selvmodsigelse. Men vandt ikke megen gehør.
Hvis gud vidste, at en naturkatastrofe nærmede sig på søndag, kunne han standse katastrofen. Men hvis han kunne det, havde han så ikke overhalet sin egen alvidenhed?
Det gav ingen mening.
Søndag 8. august 1971 aften

-Jeg har da tænkt på at sige op!
Søren vred hænderne og stirrede på ham. De små, blå øjne plirrede, hans hår stod lodret op, som om han lige var stået op.

-Erna siger somme tider til mig: Du har det jo ikke altid lige godt, lille Søren. Hvor tit er du ikke kommet hjem og har været ked af det, fordi ting er gået skævt…

Det var lige før, han gjorde nar ad hende.
Søren så ud af vinduet. Aftenskumringen var så småt på vej. Mosekonen havde lagt et fortryllende skær ud over skolens græsplæne. Om lidt skulle de sige godnat til eleverne for første gang i dette skoleår. Det havde været en noget forvirrende eftermiddag, hvor der ikke havde været et egentligt program fra forældrenes afsked til aftensmaden. Og igen efter aftensmaden. De daskede sådan lidt rundt og snakkede med snart den ene, snart den anden elev.
Med jævne mellemrum var de på lærerværelset og fik noget kaffe.

Søren og han sad egentlig og hyggesnakkede, mens de øvrige kolleger gik runden, da Søren pludselig blev meget personlig og betroede ham sine inderste tanker, mens han rullede cigaretter fra sit lille lager af cigaretpapir, cigarettobak og en lille håndruller, der snildt stoppede tobakken ind i det hule papirrør.

-Og vi har jo, takket være min kones lille arv, nok penge i banken til, at vi kan klare os. Jeg er kun 53 år, og jeg ville gerne, at vi havde nogle dejlige år sammen endnu. Jeg kunne godt være bange for, at jeg pludselig ligger der med hjertestop, fordi alt..
-Jeg kan godt tackle de fleste af de der episoder. Jeg har det bare så svært med elever, der ikke vil gøre, som jeg siger. Nu starter det hele forfra i morgen, og det kreperlige er, at der er 17 gengangere fra sidste år, og de skal nok vide at fortælle de andre, hvordan jeg er!
Frank var lidt overrasket over hans åbenhed og ærlighed. Det havde han ikke ventet. At en gammel mand på 53 betror sig til en ung klør på 24, var i hans øjne ikke hverdagskost.

Søren rullede endnu en cigaret. Han skrabede omhyggeligt tobakssmuldet sammen og hældte det tilbage i bunken.

-Jeg er træt af at blive kaldt femhundredekroneseddel, bare fordi jeg har det her lille husmandsbrug. Som om jeg ligner en mand, der hellere skulle være blevet bag ploven. De synes, jeg skulle være blevet derude som plovmand.
Søren lignede mere én, der var på vej til at få tårer i øjnene.

Søren fortalte om sin ansættelse. Dengang for nogle år tilbage, hvor de modvilligt måtte opgive landbruget, løb Søren tilfældigt på Pahlgaard nede i Brugsen, og da Pahlgaard stod og manglede en lærer, foreslog han Søren at begynde. Især fordi Søren engang havde undervist i aftenskolen.
Men Søren havde det skidt med undervisningen. Han havde en lille talefejl, så han læspede en anelse, især kunne han ikke sige ord med u. Når han sagde busk eller skubbe, gjorde de nar af ham, og han vidste egentlig aldrig helt, hvordan det skulle udtales. Det var vist noget med for meget ”u” og for lidt ”o”. Han var helt på glatis, når han stod over for forskellen mellem navnet Bugge og navneordet busk.
Så i samfulde fire år var han blevet hængende, mere og mere utilfreds med sig selv og jobbet. Men hvad skulle han ellers lave? Blive røgter på en af de store gårde i omegnen? Det kunne hans ryg ikke holde til.
Han slog sig til tåls med, at han kunne få de sidste syv år til at gå, inden han kunne sygemelde sig og håbe på førtidspension. Han så frem til en arbejds- og plagfri tilværelse.

Fra Franks sted i livet forekom det ham, at Søren var kørt træt i det hele. Han prøvede med almindeligheder som: det skal nok gå alt sammen og du skal se, de er ikke så slemme i år! at trøste ham, men dybest set var det noget lirum-larum.
Søren var mere ærlig end ham. Mest fordi Frank ikke vidste, hvad han skulle sige til ham. Han havde sit forløb bag sig, Frank var ikke engang begyndt på sit endnu.
Han tænkte uafladeligt på, at Søren bestemt ikke var en Grå og sådan set heller ikke en Rasmussen-type. Han var formentlig slet ikke en lærertype, om en sådan fandtes.
Måske var det så enkelt, at han bare ikke kunne lide de der unge mennesker?
Det sværeste var nok, at han havde uendeligt svært ved at se ham som andet end en temmelig gammel mand, der nok ville gøre bedst i at gå på pension snarest. Han sluttede med at anbefale ham at sige op, når han nu havde penge nok og så leve resten af sit liv i værdighed og ro, som han ønskede.

Men han måtte selv træffe sit valg.
Mandag 9. august 1971

Uden for kontoret lige ved siden af døren sad klokken. Den bestod af to kæmpemæssige metalhalvkugler, hvorimellem et pendul hamrede løs i et afsindigt inferno. Ingen kunne overhøre denne klokke. Den var forbundet med en klokke på drengegangen og en i hall´en. Den kunne betjenes manuelt – inde fra kontoret, hvor Pahlgaard kunne stå og trykke på knappen, mens han i døråbningen holdt øje med færdselen ude på gangen – og automatisk via det store ur, der hang på kontoret. Der var små nitter, der kunne sættes fast i en drejeskive, der fulgte døgnets 24 timer. Det var meget enkelt: når klokken ringede, skulle lærerne til time, eller også skulle de fra time.
Til eleverne var signalet ensbetydende med, at de nu skulle videre i forløbet. Det kunne være til næste time, eller til middag eller stå op eller i seng. De lærte det hurtigt, og ingen behøvede at forholde sig til klokken og selv tage ansvar for at møde til tiden.
Når eleverne ekstraordinært skulle samles, ringede Pahlgaard tre gange. Så vidste de besked.

Det var mandag morgen, den første morgen i det ny skoleår, og alle elever var oppe længe før. Selvfølgelig var de spændte, især de nye.
På værelserne var de sat sådan sammen, at en fortsætterelev boede sammen med en ny. Så kunne de sætte den ny ind i tingene. Det gjorde de sandelig også. De fortalte beredvilligt om hver enkelt lærer, om skavanker og faretruende områder, om hvad lærerne ikke så, og om det man skulle passe på med.
Eleverne funderede over, hvem man skulle være mest bange for, det var let med Pahlgaard og Hasager, men de følgende pladser var der diskussion om.

Klokken ringede præcis 07.00 denne den første almindelige skoledag i det nye skoleår, så skulle alle mand op, og en halv time senere igen var morgenmaden klar. Eleverne stimlede sammen uden for spisestuen i tavshed, forstanderen stod indenfor, og da alt var klart, lukkede han dem ind. En dreng nærmest faldt ind ad døren.
Pahlgaard greb ham hårdt i armen:
-Ikke mase, lille ven, så kan du godt gå ud igen… og nærmest kastede ham fra sig. Han faldt ind i et bord, hvilket udløste et tydeligt Av!
Der blev dødsstille i salen.

Da alle havde fundet en plads, ventede forstanderen en passende tid.
-Her hos os opfører man sig ordentligt. Vi laver en god skole for jer, og derfor forventer vi også, at I behandler os og den og hinanden pænt.
Pahlgaard nikkede til den vagthavende lærer:
-Søren.
Og Søren vendte sig om mod eleverne og sagde:
-Værsgo!
Der var kun én lærer på vagt. Til gengæld havde han så vagten hele døgnet og var ansvarlig. Mandagsvagten var Sørens.
Inde på lærerværelset sad Frank og svedte angstens sved. Han var nervøs og sad uroligt på stolen. Den i dagens anledning nys indkøbte mappe holdt han krampagtigt. Han havde lige pludselig set, at det ikke gik med den grå rygsæk, den var bare for slidt og lærerstuderende-agtig.
Han havde sovet elendigt igen på trods af Bentes forsikringer om det modsatte. Men i aften! I aften ville han sove, tungt og drømmeløs.
Han nøjedes i øvrigt med at hilse på kollegerne, men deltog ikke ret meget i snakken. Sommerfuglene hindrede ham. Hans blik flakkede, og han stirrede igen og igen på sit armbåndsur. Han gik på toilettet mere end en gang.
Da klokken endelig lød til morgensamling, rejste han sig op og gik nogenlunde fattet, men med delvist sitrende knæ ud af døren ned til samlingslokalet.
Morgensamlingen blev ledet af Pahlgaard, og Dahl-Hansen spillede klaver til. Hans klaverspil var ganske enkelt, kunne Frank godt se: højre hånd spillede melodistemmen, venstre hånd slog passende akkorder. Effektivt.

Lokalet tømtes efter samlingen, og han gik op ad trappen til 8. klasses klasseværelse, som rent midlertidigt var indrettet i husgerningslokalet. Senere skulle 8. klasse bo ovre i det lille hus bag gymnastiksalen. Pahlgaard havde lovet ham, at han ville få medindflydelse på indretningen. Håndværkerne var gået i gang med moderniseringen af den faldefærdige hytte, og han glædede sig allerede til at tage den i brug.
Heroppe i husgerningslokalet sad 12 små mennesker parat til den første time i det første skoleår på Asgaard Efterskole for dem – og for ham.
Han skred som den sidste ind af døren, smækkede mappen i bordet og sagde:

-God dag, som I hørte i går, hedder jeg Frank, og jeg skal være jeres klasselærer. Vi starter med at lære hinandens navne at kende, og derefter har jeg en historie, vi skal læse. Til sidst får I en stil for…

Han havde med vilje valgt en noget direkte bestemmende linje, hvor der ikke var tvivl om, hvem der skulle lave hvad, eller hvem der bestemte.
De forskellige elever sagde deres fornavn og den by, de kom fra, og timen skred fremad. Han glemte en overgang, en stor overgang, at han egentlig var rystende nervøs. Men han troede ikke, at eleverne mærkede det, og det var sådan set det vigtigste. Mod slutningen af timen begyndte han så småt at ånde lettet op.
Eleverne kunne formentlig også være nervøse. De kendte ikke hinanden eller ham.

Mens eleverne på skift læste op, tillod han sine tanker at krybe lidt uden for vinduet. Derude sad i træet en solsort og fløjtede bare ad det hele. Dahl-Hansen havde ret. Fri som fuglen. Endelig voksen, endelig anerkendelse for et stort stykke studiearbejde. Man blev regnet for noget! Oven i købet fik man løn for det. 2.400 kroner hver måned! Endda forud!
Han kiggede op fra bogen og sagde:
-Ja, tak, Benno. Luk bøgerne i! I får nu stil for, den skal afleveres på fredag inden dansktimen. I får den tilbage mandag efter weekenden. Stilens emne er.

Han skrev hurtigt titlen op på tavlen:
-“Min største oplevelse i sommerferien!”
Han vidste godt, emnet ikke i den grad var ophidsende. Men det ville måske kunne lære ham lidt om sine elever. Han kiggede rundt på klassen.
-Er der nogle spørgsmål?

-Hvor lang skal den være? Ville Tommy vide.

-Mindst en side i jeres hefte. OK, så må I holde frikvarter!

Det sidste sagde han, netop som klokken lød. Han var lige ved at glemme, at det altså var klokken, der bestemte.
Han vendte sig om og begyndte at pakke sine bøger og ting sammen. Faktisk godt tilfreds med den allerførste time.

Lige som han skulle forlade klassen, opdagede han en lille pige, der sad med hovedet på armene og græd.
Det for igennem ham: Han havde allerede såret en elev, han havde allerede givet dem arbejde for, skønt han ikke kendte deres formåen, han havde sagt noget om en eller anden i historien, som lignede hendes mor, eller hendes..
-Ja men (han kiggede på hendes navneseddel, der stod lidt skævt for på hendes bord, kunne ikke engang hendes navn endnu) Anne dog, hvad er du ked af?
Anne hulkede, snøftede og fremstammede noget uforståeligt…
-Du bliver nødt til at sige det lidt tydeligere, Anne, ellers..

-Jeg savner min mor … jeg vil (snøft) hjem…
Han åndede lettet op, nå, ikke andet…
-Såh, så, du, nu går vi to ned og snakker tingene godt igennem sammen med Pahlgaard, så skal du se…
Han tog hende om skulderen, huskede sin taske og sammen vandrede de ned på kontoret.
Hen på eftermiddagen kom moderen og hentede en glad Anna og alle hendes ting. De øvrige elever bemærkede det næsten ikke, kun Annas værelseskammerat sagde farvel til hende.

Tirsdag 10. august 1971

Lærermødet fandt ifølge skemaet sted tirsdag eftermiddage, og derfor samledes de her på tredjedagen i skoleåret. Pahlgaard for bordenden. Han var naturligvis ordstyrer. Ved hans side stod Ilse.
-Er der ikke en stol til mig? Spurgte hun.
Hun så igen så alvorlig ud. Det slog atter Frank, hvor smuk hun var. Hun lignede en filmstjerne. Og så brugte hun ikke make-up.
Han gættede på, at hun var først i trediverne.
Søren rejste sig straks og skaffede hurtigt en stol. Ilse satte sig uden at sige tak, men så stadig lidt fortørnet ud.
-Ja, hvis I lige vil ta´ en dagsorden, Pahlgaard pegede ind mod bordmidten.
-Pkt. 1: Indretning af vagtlokale. I skal have et ordentligt lokale at opholde jer i under vagten, og derfor vil jeg indrette det lille rum, vi normalt bruger til specialundervisning og overnatning til jeres vagtstue…

Hans-Erik ville godt fra starten have slået det helt fast:
-Vil det sige, at vi så ikke længer skal eller må sidde her på lærerværelset??

-Jeg synes, det vil være særdeles uhensigtsmæssigt at sidde herinde så langt fra begivenhedernes centrum. I må jo tænke på, at elevernes opholdsstue ligger i den anden ende af huset! Erfaringerne fra sidste år fortæller os, at der kan ske ting og sager på elevfløjene, mens vi sidder her i den anden ende af skolen! Jeg har købt et lille bord og fire stole, det kan blive vældig hyggeligt!
Søren turde godt komme med en indvending. Forsigtigt mente han, at der så blev en del larm at høre om aftenen, hvis de da ikke skulle rende og råbe hele tiden..
-Ja, det er jo op til jer. Jeg mener, at I skal gøre noget ved det, engagere jer lidt i de unge mennesker og sådan noget.
-Man kunne jo evt. sætte sig ned og spille ludo eller snakke lidt med dem? bifaldt Bente.
Hun uddybede sit synspunkt, at lærere ikke kun skulle undervise, men også være sammen med eleverne i deres fritid og hygge sig med dem.

Dahl-Hansen rømmede sig og sagde meget klart:
-Næh, hør nu her: Jeg har taget lærereksamen i sin tid, fordi jeg ville undervise og lære unge mennesker om vort land, vore skikke og kultur, men at sidde og spille ludo med dem, det er nok mere sagen for en fritidspædagog.

Nogle kolleger fniste. Ideen med at ansætte en pædagog var helt og holdent Pahlgaards egen. Frank anede, at i virkeligheden sagde Dahl-Hansen: Pahlgaard, vi synes nok, at skolen skal fungere med lærere! Fritidspædagoger kan noget med ler og modellervoks. Vi andres betydning er noget større!

Der blev lidt uro omkring bordet, Bente fnyste og samlede sig sammen til at give igen. Frank syntes, der var noget kækt over hendes attitude, noget urovækkende. Hun strammede blusen ned foran (Frank mærkede, at hans øjne blev urolige ved dette visuelle tiltag) og rokkede lidt frem og tilbage på stolen, som om hun forberedte sit næste indlæg.

Pahlgaard kiggede på sit ur. Han anede nok, hvor det bar hen.
-Der er mange punkter, så hvis ikke flere vil sige noget, indrettes det lille lokale til vagtværelse i dag. Det kan da stadig bruges til specialundervisning indtil kl. 16 hver dag. I husker selvfølgelig som sædvanlig at lufte godt ud om morgenen!
-Næste punkt: Søren har klaget over at have hele to mellemtimer i sit skema. Jeg må indrømme, den er svipset for mig. Men du kan jo få en ekstra specialundervisningstime. Vi finder sgu nok et par elever mere med vanskeligheder.
-Tredje punkt på dagsordenen:
-Hans-Erik har opsnappet brudstykker af en samtale mellem Keld og Bjarne, og af den skulle det fremgå, at de to vistnok planlægger at besøge pigegangen en af de kommende nætter. Hvad synes I, vi skal foretage os i den anledning? Vi må vist hellere tilføje, at det ikke var helt klart, hvad de hviskede om, men der har nok været noget om det.

Blandt Hasagers talenter var også det, at han turde sige bjerget imod. Men han havde allerede afsløret, at han var talerør for strammere regler og klarere hvis-så aftaler med eleverne. Han gik ind for, at elever, der opholdt sig på det modsatte køns område øjeblikkelig burde hjemsendes uden videre snak.
Sådan var reglen også. Dahl-Hansen mente nu, at den regel var blevet gradbøjet, idet der var stor forskel på, hvem der blev sendt hjem. Han havde berettet om et par drenge, der sidste år fik billetten, mens en sød pige, der altid lavede sine lektier, fik en advarsel.
Samtalen drejede sig umærkeligt ind på denne regel.
Bente spurgte Hasager, om han for alvor troede, at der ville ske noget ganske forfærdeligt, hvis kønnene bare kunne besøge hinanden, – eller hvis de ligefrem boede mellem hinanden på samme gang?
Han slog fnysende asken af cigaretten, rørte ved sine firkantede briller på sin karakteristiske måde med højre pegefinger, der lige strøg op langs højre side af brillestellet for at rette på det og hånligt afviste hende med et:
-Vi skal jo ikke være naive, synes du? Mens han rokkede lidt frem og tilbage på stolen på sin personligt særegne måde. Hans ansigt var meget smalt, og smalheden blev forstærket af hans fuldskæg, der trak formen nedad. Det var også blegt, nærmest gustent, en gullig usund kulør, han røg nok for meget.

-Jeg synes helt klart, at den vagthavende bør holde sig vågen til i hvert fald klokken 2.00 og måske ligge på lur oppe på pigegangen. I pulterrummet er der god plads! Fortsatte Hasager nu efter et øjebliks betænkning.
-Det er en god investering, og det vil skabe ro resten af skoleåret!

Bente kunne ikke lade være med at grine lidt.
-Jeg synes, det er lidt latterligt, at vi ligefrem skal ligge på lur!
Frank kiggede nysgerrigt på hende. Den pige var åbenbart ikke bleg for at sige de ældre imod! Samtidig kunne han ikke lade være med at se den tiltrækkende, slanke, friske, søde unge pige i hende, og endda uden make-up (hvilket han hadede), ugift eller uden kæreste, det vidste han så ikke lige… Det var svært at forestille sig hende uden.
Om Dahl-Hansen følte sig lidt stødt af hendes direkte snak, var svært at sige, men han syntes åbenbart, det var nødvendigt med en tilrettevisning af hende:
-Det er ofte nødvendigt med den slags. Du har ikke været her så længe, så du kan naturligvis ikke vide, hvor slemt det kan gå. Jeg synes, det er en udmærket ide.

-Så siger vi det, skar Pahlgaard af. Dahl-Hansens udlægning betød åbenbart, at emnet dermed var uddebatteret.

Pahlgaard summerede op:
-Det er Frank, der har vagt i aften. Du lader som ingenting, og når du har gået rundt og sagt godnat, lister du dig ind i pulterrummet og gemmer dig der og venter. Jeg sætter mig ned på vagtværelset indtil midnat. Så ser vi, om der er fangst!
De fik øje på hunden Buller, der stod uden for vinduet i haven og peb.
-En ikke uinteressant del af familien, mente Dahl-Hansen hviskende til sidemanden.
-Punkt 4: Der var sidste år, som I ved, en del uklarhed over Ilses arbejdsbetingelser som min stedfortræder, men efter sidste bestyrelsesmøde har vi aftalt, at Ilse også skal tilse de syge, arrangere potter og planter samt gå lidt til hånde hist og her, særligt i køkkenet, hvilket jeg også sagde til forældrene i søndags.
Ilse Pahlgaard var sygeplejerskeuddannet, men havde undervist i nogle år, først på sygeplejerskolen, siden efter giftermålet med Pahlgaard på Asgaard.
-Nogle kommentarer? Nej, så slutter vi nu. Så kan jeg lige nå at hente Dorthe i Vejen.
Pahlgaard rejste sig og forlod hurtigt lærerværelset for at hente sin voksne datter fra første ægteskab.
Flere lænede sig tilbage og strakte sig. Han kunne ikke lade være med at skæve over mod Bentes bluse med de foruroligende smukke kurver.

Han havde ikke helt vænnet sig til arbejdsmetoderne, han kunne ikke bare sig for lige at ytre:
-Det går godt nok hurtigt, her.

-Ja, det er jo noget andet end seminariet. Mente Søren.
Hans-Erik indskød spydigt, mest henvendt til Frank:
-Ved man det, når man ikke har lærereksamen?

-Har nogen set min paraply. Jeg mener bestemt, jeg hængte den op på knagerækken i sidste uge, og nu er den væk…
Dahl-Hansen så anklagende på de andre. Alle rystede på hovedet. Af og til efterlyste Dahl-Hansen nogle af sine beklædnings-genstande, ofte havde han bare glemt, hvor han sidst havde anbragt dem, hvilket måtte tilskrives hans høje alder. Han var tæt på de 60 og på vej til seniliteten…

Søren samlede sin mappe op og gik ud til sin Moskvitch, den eneste russiske bil i hele Asgaard, ja for den sags skyld i hele kommunen.
Det havde været meget modigt af Søren for tre år siden at købe en russisk bil i Fredericia. Efter Sovjets invasion af Tjekkoslovakiet var der ikke mange, der ville købe en bil af den forhandler.
Frank gik med ud for at nappe lidt frisk luft og kunne ikke lade være med at spørge ham, hvorfor han havde købt den bil? Det kunne vel ikke bare forklares med, at den havde været billig.
Søren forsvarede det med, at den kunne han selv finde ud af at reparere, og alle reservedele kunne man bogstaveligt lave på køkkenbordet.
Måske havde han DKP-tendenser?
-Er du kommunist? Spurgte Frank uden omsvøb.
-Måske, måske ikke, smågrinede Søren. Deres biler er i hvert fald meget simple og derfor lette at reparere.

Da Frank kom ind på lærerværelset igen, så han lige kort på Dahl-Hansen:
-Søren har det vist ikke alt for godt med det her…
-og hvorfor dog gå i så mange år i et arbejde, man ikke kan lide, og et arbejde, hvor man ikke rigtig føler, at man slår til?

Ingen syntes at anse det for umoralsk at tale om kolleger, der ikke var der. Det havde Frank allerede fundet ud af. På et lærerværelse var det fuldt legalt. Det ville altid kunne betragtes som interesse for og indleven i ens kolleger. Dermed viste man faktisk selv, at man var fuld af empati. Skulle der undtagelsesvist vise sig svagheder hos den, man talte om, ville man selv stå stærkere, mere ufejlbarlig. Ulempen i dette var unægtelig, at de andre naturligvis så tillod sig at tale om en, når man selv var fraværende.
Hans-Erik gik ud – med sin uundværlige smøg mellem læberne.
Idet han passerede dem, brummede han:
-Søren er et kvaj og burde aldrig nogensinde have været ansat. Det er nu min mening, og jeg synes, at Pahlgaard har dummet sig der..

Dahl-Hansen overhørte Hans-Eriks sætning og sagde efter at have forvisset sig om, at Hans-Erik var gået ud:
-Hans-Erik og Søren har altid haft et særdeles underligt forhold, lige siden Hasager blev ansat her for fire år siden. Hans-Erik har ikke kunnet snuppe Søren, tilføjede Dahl-Hansen.
Han fortsatte:
-De talte ikke sammen, hvis du har lagt mærke til det. Hans-Erik ser ikke til hans side, han ignorerer Søren fuldstændigt. Han er luft, han er ikke engang et atom. Kommer Hasager ind på lærerværelset, og Søren sidder alene herinde, så går han igen! Møder han ham oppe på drengegangen, vender han øjeblikkelig om.
-Ja men, hvordan kan de to da holde det ud? Frank var målløs.

-Altså Hans-Erik har tidligere frosset personer ude, han kan huske, at hans veninde Lisbet var ked af det på et tidspunkt, fordi han frøs sin egen mor ud … Hans egen mor! Hun var nedfrosset i seks måneder! Humane personer vil vide, at dødsstraf er mere nådigt…
-De havde en elev for to år siden, som fortalte, at han engang pjækkede fra sin folkeskole. Som straf talte hans far ikke til ham i samfulde to måneder! Måske har Hans Erik været udsat for noget lignende? Søren har i hvert fald ikke, så vidt jeg ved.

Dahl-Hansen så selv rystet ud. Frank så spekulativt på ham.

-Han må have haft en grufuld barndom!
-Hvem af dem, spurgte Dahl-Hansen med et smil.

Pahlgaard ringede lidt ud på aftenen op til Frank og beklagede, at de var nødt til at udsætte de aftalte overvågninger af elevernes eventuelle natterend, da han sad i møde og ikke blev færdig foreløbig.
Onsdag 25. august 1971

Frank ville have kørekort og begyndte derfor at gå til undervisning. I et af sine tidligere forhold på seminariet havde han mange sjove stunder med at køre et gammelt VW-rugbrød op og ned mellem æbletræer. Den daværende svigerfar havde nemlig en æblefarm på Nordvestsjællands fede muldjorder, og Frank havde nogle dejlige ferier derovre. For det første havde han nogle stimulerende nætter med kæresten, for det andet kunne han tjene lidt ekstra ved at sortere æbler.
Lillebror Henrik havde værelse ved siden af Randi, så han måtte åbenbart have følt sig generet af de natlige udskejelser, der fandt sted. Svigermoderen meddelte i hvert fald Randi diskret, at ham der Jacques, som de kaldte ham, fremover skulle sove inde på det værelse, han havde fået tildelt og ikke ligge og larme hos Randi.

Da Frank og Randi snakkede om det senere, mente han nu, at Henriks snorken langt overdøvede al tænkelig larm i en radius på én kilometer, så de blev enige om, at den 14-årige lillebror var ude i et drilleærinde.

Den følgende aften lå han igen hos Randi, da svigermors stemme lød højt og tydeligt ude fra gangen ud for døren til det andet værelse:

-Go´nat, Frank!

De fnisede, mens Randi holdt fingeren for munden og sagde:
-Tys!
-Lad som om du sover, hviskede hun.
Her var det just, at han ikke kunne lade være med lige så langsomt at fortsætte med at bevæge underlivet frem og tilbage, bare lidt og i millimeterbranchen, fordi der var så dejligt ude på landet. Kornet stod gult, havren grøn, og Randi var så lækker. Desværre resulterede disse uendeligt langsomme og små bevægelser i, at spændingen uheldigvis netop derfor steg ganske uforholdsmæssigt hurtigt og naturligvis måtte ende i en formidabel geysereksplosion, hvilket fik sengen til at knage og ham til at udstøde en slags rallende lyd, som Randi forsøgte at dække over ved at hoste kraftigt og langvarigt, mens hun holdt ham fnisende for munden.

Svigermor kom nærmere.
-Go´nat, Randi! Lød det ude fra gangen.

-Go´nat, mor, svarede det uforbederlige pigebarn.
Men om dagen fræsede han og Henrik rundt på domænet i den gamle folkevogn, og han, der aldrig før havde kørt bil, lærte det lynhurtigt. Det, der som dreng var forekommet ham særdeles vanskeligt, at betjene tre pedaler og samtidig dreje på rat og viskerkontakt og afviserkontakt og skifte gear, det forekom helt naturligt her.
Det var vældig sjovt, og Randi blev inviteret med og sad og skrupgrinede.
Når han besøgte hende, tomlede han den som regel fra Haderslev mod nord ad hovedvej 10, og her kom han engang med en boghandler fra Rødovre, der kørte i stor Mercedes. Han var så glad og stolt over sin bil, talte varmt og længe om alle de penge, han kunne tjene som boghandler både i Flensborg og Rødovre, alt imens han gav ham beviser for, hvor hurtigt den kunne køre.
-Hør! Sagde han og bøjede øret ud mod motoren.
-Kan du vel høre den?
Frank rystede naturligvis på hovedet, for en tomler har ikke mange muligheder for modsigelser. I øvrigt var den uhyre lydløs og en drøm for en fattigrøv som ham, der sad der med en grå, fedtet rygsæk og en gul frakke med hætte, let snavset efter mere end to års intenst brug i al slags vejr.
Med boghandleren kørte han hele vejen og over med færgen og videre til Slagelse. Her stod han ud og tomlede mod nord.
På et tidspunkt havde han stået og tomlet i mere end en time, hvilket var sjældent. Ikke nok med det, men der var regnvejr i luften tilligemed. Lidt knotten over den manglende succes og det våde element bandede han halvhøjt, mens en bil standsede et stykke derfra. En soldat i fuld uniform sprang ud, gjorde honnør til bilisten og stillede sig op 50 meter fra ham i samme side.
To minutter senere tomlede soldaten sig til en plads i den følgende bil. Da den standsede for at tage ham med, tog Frank sin rygsæk og halsede derhen og spurgte chaufføren, om han ikke også måtte komme med?
-Så hop med ind, sagde denne lidt surt. Undervejs underholdt bilisten dem med, at han kun tog soldater med, fordi dem kunne man stole på. Soldaten smilede selvtilfreds og afslørede, at han kun havde uniform på, fordi det så var så meget lettere at tomle. På bagsædet forsøgte Frank at argumentere for, at man godt kunne være et ordentlig menneske uden uniform, men de to foran gad ikke rigtig høre på ham. Chaufføren var interesseret i at vide lidt om kasernelivet nu til dags, og så kunne han jo nyde udsigten imens.
En anden gang var han blevet taget med af en ung sociologistuderende i en Hanomag, en varebil med stort lad. Han var vældig flink og spurgte undervejs, om han ikke havde lyst til at køre med til Køge, så kunne han hjælpe ham med at læsse af. Han havde et parti lænestole med. Han påstod ivrigt, at der faktisk var lige så langt fra Køge til Vig som fra Slagelse. Til gengæld tog det noget længere tid at køre helt til Køge. Han ærgrede sig over at have sagt ja, allerede inden de nåede Sorø.
Og ganske rigtigt. Det tog lang tid at læsse vognen. Først skulle de finde stedet, og da han ikke havde været der før, var der mange pauser med læsning af kort og forhøren sig hos den lokale befolkning. Da de omsider fandt det, var ejeren ikke hjemme, og det varede længe, inden han dukkede op, så de kunne få afleveret møblerne. Disse møbler var tunge, og de skulle helt op på anden sal. Han sled og slæbte og blev mere og mere forbitret. Semisociologen kunne se det på ham, for til sidst tilbød han ham alligevel 100 kroner og en sodavand.
Så var de endelig færdige. Han kørte ham til nord for Køge og satte ham af der, i højt humør. Mens Frank i mørkningen havde svært ved at se det lyse i tilværelsen.
Det varede længe, inden han kom med en bil, og han dukkede ikke op i Vig før henad klokken 23. Randi var ængstelig på hans vegne, men de var begge glade over gensynet.

Han havde også fået et sommerferiejob i Vig i børnehaven. Aldrig havde han dog prøvet at arbejde så hårdt før. Børnene krævede, at han bestandig stod på pinde for dem, og det varede længe, inden han lærte at tage dem ovenfra og afslappet. Det var godt, at man ikke læste til pædagog!

Og nu, da han var begyndt at tjene rigtige penge, syntes han, at han ville have sig en bil, også fordi han aldrig mere ville tomle og ydmyge sig over for fremmede mennesker. Og så ville han altid tage fattige unge studerende med, hvis de stod og tomlede og så sølle ud.

Kørelæreren mærkede straks, at det her havde hans elev prøvet før, og de blev enige om, at tre køretimer måtte være nok. Heller ikke teorien var nødvendig at deltage i, da han som lærer måtte kunne lære stoffet forholdsvist nemt.
Tirsdag 31. august 1971

Spisestuen var for lille, der var for lavt til loftet og gulvet var for hårdt.
Det kunne derfor ikke undre nogen, at måltiderne betød larm. Især aftensmaden. Pahlgaard og Hasager og til dels Dahl-Hansen var som de eneste i stand til alene i kraft af disciplinære trusler at sænke støjniveauet. Dahl-Hansen var nærmest en demokrat i forhold til Pahlgaard og Hasager. Frank havde stadig ikke været i stand til at placere sig selv i den sammenhæng. Havde måske også haft travlt nok med forberedelse og rettelse af stile og diktater, til at han kunne hæve sig op over sig selv og reflektere på den måde. Diktator var han afgjort ikke.

Frank svang den lille sølvklokke:
-Hej, hej, vær venlig at dæmpe jer en smule!
Han var nervøs, måske endda lidt bange for, hvad de kunne finde på. Larmen kogte lidt ned, nærmest til en mumlen for derefter igen at stige.
Pludselig fløj døren fra lærerværelset op, og ud i spisestuen trådte Pahlgaard. Øjeblikkeligt blev der meget stille.

-Hvem har hængt sit undertøj til tørre ud af vinduet – lige ud mod gaden?
Pahlgaard talte stille og roligt. Men svaret kendte han udmærket. Han vidste det naturligvis godt. Han kunne jo bare finde ud af, hvem der beboede værelset. Der var meget stille i spisestuen. Ingen turde røre sig, de gamle elever kendte Pahlgaard fra sidste år og turde ikke vække vilddyret i ham, og de nye tog lige bestik af situationen. Han fornemmede en frygt hos dem – og samtidig hos Pahlgaard, han blev helt forskrækket over at tænke det, en glæde over magten, i hvert fald så det ud, som om han befandt sig rigtig godt med denne form for nydelse, ved at nogen var bange for ham.
-Det har jeg, indrømmede en lille gut fra 8., mens de andre elever åndede lettede op.
-Synes du, det er morsomt, sagde Pahlgaard smilende til ham.
-De er lige renvaskede, smilede den lille fyr tilbage.

En skraldlatter fra eleverne blev brat afbrudt af Pahlgaard, der for hen til ham, tog ham hårdt i armene, hev ham op fra stolen, ruskede ham og brølede ind i ansigtet på ham:

-Jeg kan godt fortælle dig, at det vil vi ikke have her! Hvis du er utilfreds med at være her, så rejs! Jeg betragter det som en uhørt provokation, er du med?

Frank så undrende, at Pahlgaards ansigt var blevet meget rødt. Eller rettere var flankerne på begge sider af halsen blevet røde. Blodet var virkelig steget ham til siderne af ansigtet.
Med lidt god vilje kunne man høre den overraskede elev fremmumle et næppe hørbart ja, idet han dels var blevet skrækslagen, dels ude af stand til at sige noget tydeligt, fordi Pahlgaard rystede ham uafbrudt. Pahlgaard smak ham en på siden af hovedet, slap ham omsider og sendte ham hovedkuls tilbage i stolen, så han nær var væltet.
-Og så får du fjernet de underbukser, er du med?
-Værsgo’ at spise færdig, sagde Pahlgaard, drejede om på hælen og forlod spisestuen. Den lille fyr sad med hånden på den kind, Pahlgaard havde slået og havde våde øjne.
Eleverne var indignerede og mumlede fulde af protest, fordi Pahlgaard ikke kunne tage en sådan spøg, men ingen turde sige noget højt. Frank tyssede på dem, men de ænsede ham næppe.
Da alle havde ryddet af bordene, kunne han sige:
-Velbekomme!

Og ud strøg de, mens opvaskerne kunne tage over. Han gik ind på lærerværelset til den obligatoriske kop kaffe.
Pahlgaard sad og arbejdede på kontoret. Frank snakkede lidt med ham om disciplinen under måltiderne, somme tider var eleverne mægtig larmende, og han var noget usikker på, hvordan man skulle gribe det an.

Onsdag 1. september 1971

I det store forstanderhjem satte den unge pige, Anni, de sidste ting på plads efter aftensmaden og gik i gang med opvasken.
Ilse og Ib Pahlgaard sad i den store vinkelstue med de udsøgte møbler. Pahlgaard læste i avisen, mens Ilse kiggede på ham:
-Ib, jeg synes, der er kommet sådan en lidt underlig stemning ind mellem os to. Det er, som om du undgår mig. I går på mødet synes jeg overhovedet ikke, du så til min side. Du plejer da ellers nok at regne mig med. Dagsordenen havde du ikke diskuteret med mig. Og i fredags var du sur og tvær og ville hverken det ene eller det andet. Sex er efterhånden noget, man kun læser om, at andre har. Hvad er der i vejen?

Ib Pahlgaard tog avisen ned.
-Nå, jeg er måske bare lidt træt. Du ved, nyt hold, ny lærer, nye regler; somme tider kan det næsten tage pusten fra mig. Og de forbandede unger. I dag var der en lille gnom, der absolut skulle være morsom og hænge sine underbukser ud af vinduet…
Ilse så på ham og strøg ham over håret.
-Du må love mig, at du siger til, hvis du får brug for mig, ikke?
Pahlgaard nikkede. Bestyrelsen, der ansatte ham i sin tid, mente, at det var en god ide, at Ilse blev medforstander. En efterskole har altid brug for en skolemor, og hun måtte have den fornødne autoritet. Til gengæld var der tidspunkter efter Ibs formening, hvor det var direkte sinkende, at de var to om at træffe beslutningerne. Endelig var hun trods alt heller ikke så gammel. Han havde derfor straks tilkendegivet over for bestyrelsen, at de måtte betragte ham som forstanderen og Ilse som en slags souschef, en stedfortræder. I tvivlstilfælde havde han dermed den afgørende stemme.
-For resten, Ib, jeg har ringet til fotografen og sagt, at hvis ikke vi to øjeblikkelig bliver flyttet hen på midten af skolebilledet, så vil vi finde en anden fotograf! Hvis ikke skolens forstanderpar skulle være i centrum, hvem skulle så??
-Og billedet af Dorthe er for dårligt. Jeg mener, fotografen skal tage det om.
-Ved du hvad, Ilse, somme tider tænker jeg på, at der er så mange opgaver i forbindelse med dette arbejde: Det kunne nu være dejligt at slippe tøjlerne. Men der er jo desværre ikke nogen, der kan overtage jobbet…

Han tog lokalavisen og gav sig til at læse igen. Lederen om Socialdemokratiet ærgrede ham, fordi den gav et helt forvrænget billede af en episode, der var opstået for ganske nylig i byrådet. Han syntes, at han og Lars P havde klaret sig fint på partiets vegne, men det havde journalisten ikke ment.
Pahlgaard opdagede, at bogstaverne ikke rigtig ville bide sig fast og danne meningsbærende ord og forståelige sætninger, og at han blev ved med at vende tilbage til det, Ilse havde sagt.
Han mærkede på det hele, at hans følelser over for hende, efter seks års giftermål, var blevet lidt for kølige her på det sidste. Måske havde hun ret i, at han undgik hende lidt. Hun var lidt irriterende på visse punkter. Han turde ikke fortælle hende, ikke endnu i hvert fald, at hendes interesse for herreløse katte var en bedre sag værdig, og at hun som gift med forstanderen, socialdemokratisk byrådsmedlem og en af byens spidser burde interessere sig for forældreløse børn eller noget andet socialt, der kunne kaste lidt mere glans over middagene i partitoppen. Når Per Hækkerup ringede til ham, fordi han var amtsformand for partiet, var det jo ikke lige sagen, når han på sin sædvanligt skarpe måde begyndte at spørge til Ilses interesse for herreløse katte:
-Nå, Ib, har Ilse fanget nogle vilde katte fornylig? Du har måske hjulpet hende? Og hvem var så mest vild- kattene eller Ilse?

Nej, det ville hæmme ethvert forsøg på politisk fremgang. For Ib.
Nogen sexkilling var hun nu heller ikke længere. Førhen gik hun i bad og gjorde sig lækker, inden de skulle hygge sig; hun gik stadig i bad, men det var, som om hun ikke duftede længere på den der samme gode, gamle måde.
Det måtte han tale med hende om ved lejlighed. Var hun for ung til ham? Han syntes, at hun på visse punkter reagerede og talte som en 25-årig.

-Gert snakker om, at han godt kunne tænke sig at komme på efter-skole. Jeg synes, at det ville være en god ide i betragtning af de problemer, han efterhånden har fået på Lavmarkskolen.

Ilse så på ham.
Pahlgaard sænkede avisen:
-Det er jo din søn. Men han vil uden tvivl have godt af efterskole-miljøet, og så kender han rumlen herfra.
Ilse nikkede.
-Vil du køre med, hvis vi finder et par skoler, han kan kigge på?
Hendes stemme var bedende, og hun holdt ansigtet lidt på skrå.
Pahlgaard brummede og nikkede uden at tage øjnene fra avisen.
Mandag 6. september 1971

I faget orientering gjaldt det om at finde interessen frem hos eleverne. Forurening var en sællert, men eleverne ville trods alt hellere skrive om fremmedarbejderne. Lone fra Esbjerg kendte op til flere tyrkere, og de både lugtede og var truende og dovne. De var i hvert fald dovne, så det kunne hun godt tænke sig at skrive lidt om.
Frank var en anelse forbeholden, men da hun ivrede, ville han ikke sætte sig imod det. Som altid forlangte han saglighed og dokumentation.
På biblioteket fandt hun noget litteratur om fremmedarbejdere, som skulle kaldes gæstearbejdere, for det lød pænere, og det var det oprindelige udtryk. Hun opdagede også, at op gennem tiderne havde der stort set altid, måske lige bortset fra tyverne og trediverne, været udenlandsk arbejdskraft i landet. Uden disse mennesker ville det være tvivlsomt, om den nuværende levestandard ville have været lige så høj for danskerne.
Da hun skulle aflevere sin projektopgave, fortalte hun sagligt om de oplysninger, hun havde fundet. Den sidste halvdel af sin taletid brugte hun så på at gendrive disse oplysninger, idet hun godt vidste, hvad der egentlig drev disse dovne mennesker. Hun boede nemlig dør om dør med dem i Esbjerg, og derfor havde hun fuldstændigt uigendrivelige beviser på deres snuskethed og nassen på det danske samfund.
Da hun var færdig, så hun sig triumferende rundt i klassen som for at sige, at de nu havde fået sandheden. Så hvad var der mere at snakke om?
Så var det, at hendes veninde Karen drillende afsporede enhver videre debat:
-Hvad så med ham tyrken, du kom sammen med i over et halvt år, inden han vragede dig, var han også doven??
De andre elever grinede, og Lone blev rød i hovedet. Hun prøvede at forsvare sig, men de fleste i klassen anede nok sammenhængen.
Tirsdag 7. september 1971

Klokken var tæt på 22.00. Frank sad på vagtværelset med en bog. Han kunne egentlig ikke rigtig bevare koncentrationen til læsning. Ustandselig blev han nødt til at gå ud i hall´en eller ind i det klasseværelse, hvor fjernsynet stod eller ned i kælderen, hvor elevernes diskotek var placeret. Nødt til, fordi de larmede sådan, eleverne. Det var noget, han skulle vænne sig til, denne larm, som altid kogte op i tide og utide. Det var for det meste pigehvin, men det kunne også være drengenes bersærkertrang, når de brødes eller sloges for sjov- eller alvor. Det var nemlig hændt. En del elever kom fra brudte hjem, fra elendige forhold, hvor skolen her skulle lappe på følelsesmæssigt kaotiske familier, hvilket den selvfølgeligt ikke evnede i alle tilfælde.
Deres diskotek var nyindrettet, og Ilse havde været igangsætteren. Hun havde indkøbt puder og madrasser, da hun var sikker på, at de ikke ville have stole og borde. Pahlgaard havde i samråd med nogle elever lige før sommerferien indkøbt et anlæg med store højttalere, så de kunne få musik for alle pengene. Samtidig blev lokalet forsynet med lærred og kunne også bruges til filmforevisning, selv om den store 16-mm projektor så skulle bæres ned i kælderen oppe fra samlingslokalet, der også var hjemsted for 9.B.
Men her godt og vel fem uger inde i skoleåret lignede diskoteket allerede en slagmark. Puder og hynder og madrasser lå hulter til bulter, masser af slikpapir og andet affald sammen med nedrevne plakater talte deres tydelige sprog om elevers opførsel. Ilse havde et par gange på de sidste lærermøder appelleret til kollegerne om at gøre en indsats for at bedre situationen, men der var foreløbig intet sket. Han havde en stadig større fornemmelse af, at det ikke var et lokale, han havde lyst til at besøge ret ofte.

Pahlgaard havde ud på eftermiddagen meddelt Frank, at i nat ville de slå til og søge at pågribe de elever, der forsøgte at besøge det modsatte køns værelser…

Så lød klokken til at gå på værelserne. Han gik ud og satte eleverne til at rydde op og feje, det gik efter tur. I diskoteket var det altid den elev, der stod for musikken, der skulle rydde op. Han pålagde ham at gøre en ekstra indsats i aften.
Imens gik han hurtigt op på pigefløjen for lige som at sætte sine duftspor. På pigegangen låste han mellemdøren eller branddøren, som den også var, op og gik ind til drengene. Her var to i færd med et pudeslagsmål. Han greb ind og gennede dem i gang med at gøre sig klar til at gå i seng. De øvrige forsvandt efterhånden ind på værelserne, og efterhånden kunne han puste lidt ud.
Klokken 22.30 ringede det igen, så havde alle at slukke lyset og lægge sig til at sove, og det var på dette tidspunkt, at vagtlæreren gik fra værelse til værelse og sagde godnat og måske, hvis det lå for, eller hvis man kunne mærke, at eleverne var på samme kanal, tog en stille sludder, rundede en af dagens oplevelser af eller hørte på en kommentar.

På go’natrunden stod han af og til stille uden for døren efter at have lukket den med et godnat i håb om at opsnappe en fortrolig samtale. Han vidste godt, det var lidt lusk, men på den anden side fik han jo ellers aldrig noget at vide, hverken om de andre eller navnlig om sig selv.
Ved en dør lyttede han til en højrøstet samtale inde på værelset. Det var Poul og Michel.
-Han er flink nok, man skal bare kende ham…

-Han er fanme et røvhul, så du ikke dengang i sidste uge, hvor han nærmest slog ham – bare for et par underhylere?
-Det var jo osse dumt af ham at hejse dem ud af vinduet, mand…

-Ja ja, hold nu kæft og lad os sove. Man ved sgu aldrig, hvor meget søvn, man får i nat.

Han spidsede ører, men de sagde ikke mere.
Han gjorde sig hurtigt færdig med at sige go’nat og skyndte sig ned i vagtstuen. Klokken 23.00 kom Pahlgaard, og han satte ham ind i situationen.
-Godt Frank. Se hvad jeg har her:

Pahlgaard trak en vandpistol frem fra bukselommen. Frank lignede et stort spørgsmålstegn. Men efterhånden kom intet bag på ham længere.

-Kan du ikke se: Hvis vi nu overrasker en af de unge herrer inde på pigegangen, og han tager flugten, så kan vi måske nå at sprøjte ham til med det her! Det er en blanding af vand og kalk, og så går vi blot op på drengegangen og finder en hvid-våd ungersvend!

Pahlgaard så ud, som om han lige havde gjort en epokegørende opdagelse. Frank vidste ikke rigtigt, hvad han skulle stille op med det hele, og han havde ikke på seminariet lært om den pædagogiske og didaktologiske baggrund for natlig krig med vandpistol på en efterskoledrengegang, men han var parat til at gøre et stykke arbejde:
-Hvordan griber vi det an? Stemmerne var nu en hvisken.

-Jo, du går som aftalt op i pulterrummet med denne pistol, og hvis du hører en listende person, så slå den lille dør op og skyd løs!
-Imens sidder jeg her nede og afskærer ham tilbagetoget, det kan du stole på!!

Han stoppede vandpistolen ned bag buksekanten, mærkede så, den dryppede lidt, hev den op igen og så anklagende på Pahlgaard, men denne rystede beklagende på hovedet og skubbede ham utålmodigt ud af døren.

Han listede op på pigegangen. På trappen lurede han lidt, men alt var ro og fred. Så sneg han sig halvt hen ad gangen, indtil han nåede døren ind til pulterrummet. Med lidt kræfter lagt i fik han den op og kravlede ind. Der var kulsort. Han satte sig på hug, men fandt hurtigt ud af, at det var alt for anstrengende, så han ledte efter noget at sidde på.
Med hånden følte han efter, og en firkantet genstand på størrelse med en stol, en pakkasse eller sådan noget dukkede op. Nu sad han da rimeligt med ryggen ind mod væggen. Og så ventede han. En gang imellem så han på sit selvlysende armbåndsur. Når han lænede sig tilbage, kunne han støtte ryggen mod væggen, og det var faktisk helt dejligt. Han lukkede øjnene og tænkte tilbage på dagens hændelser. Han syntes selv, at det gik helt fint med 8. klasse, de var nu egentlig ret søde, og han havde ikke haft behov for at råbe op endnu. Desværre var det helt anderledes utrygt at have engelsk i Hasagers klasse. De var støjende, urolige, næsvise, opfarende, nøjagtige små efterligninger af Hasager.
I en time havde de minsandten præsteret at sætte ham lidt til vægs. Der havde været for megen støj, og han bad dem skrue ned for blusset. Så var det, at Palle, der var fra Silkeborg, så på ham og højt på silkeborgensisk udbrød:
-Skal du sabotere undervisningen?
Her vidste han ikke, om han skulle grine eller græde. Han valgte heldigvis at smile til ham og genreplicere:
-Kan du evt. oversætte til rigsdansk?

Måske havde han blundet lidt, han kunne slet ikke se, hvad armbåndsuret viste, men han syntes, han hørte noget derude. Listende trin…? Han anstrengte sig: Jo, helt tydeligt hørte han nogen liste. Hans hjerte dunkede af spænding og ophidselse. Han gjorde sig klar. Vandpistolen holdt han parat i højre hånd.

Så slog han døren op og strintede løs med kalkpistolen. På den natsorte gang så han sammenkrøbet i den lille åbning utydeligt omridset af en person, og han skød igen efter ham og var hurtigt over ham, mens han udstødte et brøl. For en sikkerheds skyld gav han ham et par stråler mere, mens eleven samtidig chokerede ham ved at hvisle:

-Din helvedes idiot, Frank, for fanden, det er mig, elendige seminarist!!
Det var Pahlgaard, som var blevet træt af at vente dernede, og som så havde sneget sig op på gangen.
Lyset tændtes i den anden ende af gangen, derhenne stod en forskrækket pige og gned søvn af øjnene. Flere kom til, mens han hjalp Pahlgaard med at tørre kalkvæsken af jakken.

-Go’nat, råbte Pahlgaard rasende, gå ind igen og sov! Nu!
Han sparkede til døren ind til pulterrummet.
Frank børstede det hvide kalkvand af sig, så godt han kunne, mens han igen var noget i tvivl om, der skulle grædes eller grines.

I sin seng på vagtværelset lå han og smilede, mens han kiggede lidt på vandpistolen, der lå der ved siden af ham på natbordet. I morgen ville Pahlgaard sikkert grine godt af det hele, de gjorde minsandten, hvad de kunne. På den anden side: de fremstod ikke umiddelbart som andet end Gøg og Gokke På Efterskole.
Det var nu ikke hver dag, der var lige fyldt med succes.
Det varede længe, inden han faldt hen.

Pahlgaard tog hurtigt nattøj på og lagde sig i sengen ved siden af sin kone.
-Det kan godt være, de unge lærere er fulde af energi, men de er også somme tider ufatteligt naive og uerfarne!
-Ja, men Ib! Det var du da garanteret også selv, da du var ung? Har du allerede glemt det?
-Jeg har ikke glemt det! Så gammel er jeg ikke. Jeg siger bare, at nutidens unge lærere måske ikke har været så meget igennem fagligt og socialt, som vi andre blev tvunget til. Husk, at vi kom et halvt år ud på græs og lærte det hele på den hårde måde, – med klingende kontanter på bagsmækken!
-Frank er en sød og venlig ung mand. Jeg tror da, at ham får skolen glæde af!
-Ja, ja, det vil jeg sgu´ håbe. Nu vil jeg sove! Go´nat.

Ilse lå længe uden at kunne falde i søvn. Der havde været så meget i den senere tid, og hun nåede frem til, at hun og Ib trængte til en god ferie sammen, helst uden børn. Måske efterårsferien?
Mandag 13. september 1971

Ilse var på indkøb i Esbjerg. Vejret var vidunderligt, sensommeragtigt og varmt, omkring 19 grader. Hun gik og dasede i gågaden og forcerede en del butikker. Hun var på udkig efter en pæn lysestage; der manglede en i det sydlige vindue i stuen.
Hun gik over torvet og videre ned ad Storegade og skråede i den tætte biltrafik over på det modsatte fortov. Travlt optaget af et udstillingsvindue så hun sig ikke for og gik direkte ind i en bildør. En mand havde lukket sin fordør op præcis i det øjeblik, hun kom gående.
Det gjorde ondt. Hun faldt simpelthen om, da hun ramte døren, og var noget fortumlet. Ejeren af bilen hjalp hende op, og han bad hende sætte sig på forsædet. Han var fuld af undskyldninger og beklagelser og anger. Hun sad lidt for at komme til sig selv og følte efter, om hun havde fået skader, men kunne kun konstatere, at hendes nederdel var flænget, og hendes ene sko var ødelagt på hælen.
Manden var ulykkelig, kunne hun se. Han stod og trippede og spurgte igen og igen, om hvad de skulle gøre, han ville gøre alt for at gøre det godt igen.
-De kan jo erstatte min nederdel og mine sko, der ser ud til at være kaput!
Mente Ilse, mens hun sundede sig og forstod, at det ikke var jordens undergang.
-Det er klart, jeg betaler naturligvis for det. Og må jeg så ikke byde på et lille glas eller en kop kaffe eller noget andet?
Ilse nikkede. Det var vist helt i orden.
Han låste sin bil, og sammen gik de over på den anden side og ind i cafeen der. Han var hele tiden overordentlig parat til at imødekomme hendes mindste ønske og var særdeles tjenstvillig. Den dårlige samvittighed lyste ud af ham.
De satte sig ved et bord og bestilte kaffe. Han foreslog hende en cognac, og efter et øjebliks betænkning accepterede hun.
-Jeg er så ked af det, og jeg vil på alle måder gerne gøre det godt igen, sagde han indtrængende og kiggede hende fast i øjnene.
-Det er fint, jeg synes, De har vist mig megen omsorg!
-Det er kun naturligt, for jeg var en klods. Jeg har tidligere gjort det samme, og det er da dumt at åbne en bildør uden at se sig for!!
-Nu skete der så ikke nogen større skade, så jeg slipper nok uden mén!
De lo lidt af den bemærkning, han så lettet ud, og da kaffen og cognac’en kom, fik han fortalt lidt om sig selv.
Han var 58 år og alene. Konen havde forladt ham af flere årsager. Han ville ikke lige fortælle det, men skildrede lidt sin tilværelse i sit hus i Hjerting. Ilse syntes, han var pæn efter at være 58 år og fik mere og mere sympati for ham.
Ilse derimod sagde intet om sig selv, og han var åbenbart heller ikke interesseret. Hun syntes slet ikke, det kom ham ved, hvor hun kom fra, hvad hun lavede, og hun ville gerne snart hjem igen.
De skiltes, efter at Ilse havde fået hans telefonnummer, og så snart hun havde fået købt sko og nederdel, skulle hun bare kontakte ham, så ville han betale regningen.
Tirsdag 14. september 1971

Frank slentrede efter aftenkaffen på sin vagt langsomt igennem skolen; oppe på pigegangen lød der sludren, latter og musik, man hyggede sig her, en halv time før sengetid. Han bankede på et værelse og lukkede døren op. Indenfor sad en masse piger.
-Hej, sagde han smilende og lukkede døren igen.

Han gik videre, de andre værelser heroppe var egentlig lige så hyggelige som Brittas, men Britta forstod alligevel at pynte lidt op med blomster og familiebilleder, sirligt sorteret og hængt op. På hendes og de fleste andre pigers værelser var der ikke klistret mere eller mindre afklædte piger op som på drengenes. Hvis de fik lov, ville drengene hænge pornobilleder op i massevis. Nu måtte de nøjes med halvt påklædte piger fra Ugens Rapport. Pigerne havde på deres side nogle billeder af idolerne, især Elvis, men mest unge skuespillere.

Han havnede nede på vagtværelset og skulle lige til at tjekke vækkeuret, da det pludselig slog ned i ham: Sad der ikke en på Brittas værelse, som iflg. alle gældende regler slet ikke måtte være der? Var der ikke en dreng derinde?
Han rystede forvirret på hovedet og skyndte sig op på gangen igen. Hurtigt bankede han på døren og skred ind, mens han ransagede værelset med øjnene. Ingen dreng herinde. De stirrede undrende på ham, pigerne, mens de standsede deres pludren.
-Søger du nogen? spurgte en af dem.
-Det ved jeg ikke rigtig, sagde han. Han syntes faktisk..
Han trak lidt på det. Han gik igen. Og undrede sig hele vejen ned. På go’natrunden gik han fra værelse til værelse, først drengene, i det næstsidste værelse sad Poul og Michel. Michel var lys- og langhåret, den anden knaldsort. Han lukkede døren igen og stod lidt ubeslutsomt. Men pludselig var han sikker: Michel! Mellem de andre lyshårede piger forsvandt Michel jo i mængden. Det var garanteret ham. Hvordan førte han nu bevis for det?? På pigegangen sagde han go’nat på Brittas værelse, lige inden han gik igen, sagde han henkastet:

-Jeg ved godt, han var her.

De stirrede på ham.
-øh, hvad mener du, spurgte Britta?

-Jeg sagde, jeg ved godt, der sad en dreng inde hos jer i aften.
De to piger kiggede på hinanden. Så sagde Britta:

-Du siger det ikke til nogen, vel? Han var her kun ganske kort, og vi bad ham straks gå igen…

-Vi får se. Hvornår kom han? spurgte han for på en eller anden måde at få navnet.
-Lidt over ni. Poul stod neden for trappen, men turde åbenbart ikke selv, ha ha.

Pigerne fnisede lidt.

-Jeg vil i hvert fald snakke ganske alvorligt med Michel, vovede han.
Det kunne ikke gå helt galt.
-Ja, men behandl ham nu ordentlig, ikke? Pigerne havde hovederne på skrå.
Han gik. Over på drengegangen, ind til Michel:
-Sig mig engang, hvad tillader du dig. Du kan da umuligt være i tvivl om, at besøg på pigegangen er ensbetydende med hjemsendelse??
-Åh, jeg troede, denne ene gang, det var jo bare for sjov, ikke. Du melder mig ikke, vel Frank? Du ved, min far bliver sgu tosset.

Michels far var kendt for et heftigt temperament. Han kunne godt huske flere episoder med faderen, der var stor, stærk fisker fra Esbjerg, som de andre havde fortalt om. Konen kunne heller ikke vide sig sikker for en gang imellem at få et par på kassen. Sagde de.
Han tøvede. Så afsluttede han:
-Du ved osse, Michel, at det er alvorligt, det her. Men OK, jeg giver dig en chance, så må vi se…
Michel var en af hans gode elever i 8. klasse.
Drengene brød ud i taksigelser, mens han skyndte sig ned, også for at glemme denne ubehagelige episode.

Da han lidt efter sad og overvejede situationen, besluttede han sig for at ringe til Bente og sætte hende ind i den.

-Hvad synes du selv? Spurgte hun.
-Lad os lige afvente og se. Måske løser alt sig af sig selv.
Mente han. Han sad og funderede lidt.
Så sagde Bente:
-Ja, jeg synes helt sikkert, du skal prøve at glemme det. I morgen er en ny dag, og Michel vil virkelig få det at mærke, hvis han blev sendt hjem. Desuden er det noget underligt gammeldags noget, at kønnene skal være adskilt på den måde. Man skulle tro, at de øjeblikkeligt ville voldtage hinanden, hvis besøg blev tilladt!

Han var enig, og da han i øvrigt havde hørt hendes uforbeholdne meninger om den sag før, afsluttede han snart efter og kunne med lidt mere fred i sindet lægge sig til at sove.

Onsdag 15. september 1971

Pahlgaard var som byrådsmedlem tilforordnet afstemningen omkring lokalplanen for et område ude ved Tirsbøl Skov.
Folketings- og kommunalvalg blev altid afholdt på Højskole-hjemmet, alle offentlige valg i det hele taget – også dette. Lokal-planen havde vakt en del furore, idet flertallet af socialdemokrater havde gennemtrumfet en ændring af et område i skoven, som kommunen ejede. Venstre var imod, og for en gangs skyld ville socialdemokraterne ikke bruge deres flertal i byrådssalen, men havde foreslået at lægge den ud til afgørelse i folkeafstemning.
Ud på eftermiddagen kom Frank ind i valglokalet på kroen og mødte Pahlgaard, der sad og kontrollerede valgkortene:
-Davs med dig! Nå, har du klaret stemmen?? Han nikkede.
-Ja, du kan jo ellers tro, jeg havde en underlig telefonsamtale i formiddags. Kan du gætte om hvad?

Et eller andet i Frank snørede sig sammen, og han så ud, som om han kunne gætte det.

-Det var Michels storesøster, der spurgte, hvornår hun skulle hente Michels ting. Og så sagde jeg, hvad mener du dog med det, vil han hjem eller hvad? Hun svarer så, at han jo var truffet oppe på pigegangen af dig og nu skulle sendes hjem. Hvad skete der egentlig, Frank?

-Jeg traf ham under rundgangen i går aftes på Brittas værelse, og eftersom han blot lige havde stukket hovedet ind, lod jeg nåde gå for ret og mente nok, at den sag kunne vi selv klare, ham og jeg. Men jeg er selvfølgelig ked af nu, at jeg ikke fortalte om det her til morgen, det ville måske alligevel have været det bedste..

-Nu skal du ikke tage det så tungt, Frank.
Pahlgaard smilede venligt til ham.
-Selvfølgelig burde du have fortalt mig det, men heldigvis er der ikke sket større skade. Nu sender jeg et brev til forældrene, hvori jeg indskærper vore regler, så skal du se, alt falder i lave igen. Det undrer mig en smule, at Michel straks ringer hjem til søsteren, når alle ved, hvordan hans far reagerer på sådan noget..!

Med disse ord klappede han ham beroligende på skulderen og ledsagede ham ind i stemmekabinen. Herinde stod han lidt ubeslutsomt. Han var lidt i tvivl om Pahlgaard… Han var da vist helt OK. Han tænkte på hans venlighed, måske havde han dømt ham på forhånd?
Og Michel, det lille fjols! Havde han ikke lige netop gravet en dum grav for ham? Først at trygle om at han skulle holde mund, og så bagefter selv plapre ud med det hele. Hvad tænkte den torsk dog på?

Under formiddagskaffen næste dag meddelte Pahlgaard lidt uventet, at han lige indkaldte til ekstraordinært lærermøde. Og knap var alle lærere til stede, før han tromlede løs:
-Frank har truffet Michel inde på besøg hos pigerne i forgårs. Han har ikke underrettet mig…
Han så alvorligt rundt i kredsen af tavse kolleger.
– Jeg mener, at det naturligvis var en grov fejl og nærmest utilgiveligt af Frank, at han på den måde var illoyal over for skolen og alle os. Jeg har tænkt meget over dette i nat.
Han lavede en kunstpause og fortsatte direkte henvendt til den måbende Frank:
-Men vi har besluttet, at det ikke skal have nogen konsekvenser for dig. Du er her stadig på prøve, og sker der ikke mere med dig, bliver du selvfølgelig fastansat. Men det er klart, at vi hverken kan eller vil tolerere illoyalitet i fremtiden.
Ilse stirrede en anelse irriteret på Frank:
-Vi er fælles om at drive skolen her, og vi kan simpelt hen ikke tolerere, at nogen ansatte kører deres eget løb. Frank, det må du også kunne forstå!
Frank følte sig som en lille dreng, der får skældud af sin far og mor. Selv om det var svært at forestille sig Ilse Pahlgaard som sin mor med kun 9 års forskel.
Pahlgaard sluttede:
-M.h.t. Michel har jeg givet en skideballe i dag og sendt et brev til hans forældre. Vil I venligst underrette klasserne om det skete.
Med disse ord skred Pahlgaards ud af døren, og Frank sad lidt forknyt tilbage, følte sig i nogen grad forvirret og havde det dårligt, men var også en anelse vred og forundret over, at Pahlgaard åbenbart havde skiftet lidt mening siden i går:
-Ja men, jeg snakkede jo med ham i går nede på kroen, og da var han da ikke sur eller vred, han nærmest spøgte med det, jeg forstår ikke, hvad jeg.. at han sådan lige pludselig…

-Sådan kan han altså også være, sagde Dahl-Hansen beroligende. –Måske har Ilse sat ham på plads!
-Han er hverken social eller demokratisk! Du skal vide, at vi står bag dig til hver en tid!
-Stå bag mig? Betyder det, at hvis jeg bliver fyret, så går I andre også?

-Næ, hæ, det tror jeg alligevel ikke. Men vi vil protestere mod tilfældigheder i medarbejderpolitikken!
-Og tit er magthaverne uberegnelige, tikkende humørbomber, der pludselig kan gå af …

Han smilede sit skæve smil, som ofte blev brugt, når de evige sandheder blev lanceret.
Det ulmede lidt i Frank over denne gratis udmelding, der ikke var det papir værd, den ikke var trykt på.
Han satte sig over i sofaen på lærerværelset. Bente fulgte efter og smilede opmuntrende til ham:
-Jeg ville formentlig have gjort det samme, jeg synes, det må være uhyre svært at handle korrekt.
Dahl-Hansen brød ind og fortsatte beroligende:

-Jeg kender i hvert fald de første tre efterskoler, hvor forstanderen er en diktator, hvis humørsvingninger styrer en del af skolens dagligdag. I øvrigt må man da undre sig over, at det ikke formelt kan lade sig gøre – lovgivningsmæssigt, mener jeg -, at lade lærerrådet være øverste ansvarlige myndighed på en efterskole. Hvorfor skal der absolut være en forstander eller forstanderpar?? Der er nogle stykker, der er ved at planlægge en højskole i Kolding, der bliver da kollektiv ledelse, så vidt jeg ved. Jeg er nemlig gode venner med en lærer fra Askov Højskole, så det er helt på fosterstadiet …, men han ved altid god besked inden for den verden!
-Nå, det var ikke meningen at holde et politisk foredrag…
Frank indvendte:
-Jeg føler mig lidt dum, og jeg er da klar over, at det ikke var så genialt igen. Men jeg synes måske, at når du siger, I står bag, så er det lidt af et tomt løfte, når det ikke følges op af handling…
-Frank, vi har både koner og børn, og man kan ikke risikere alt for princippets skyld. Nu må du også være ordentlig.
Frank mumlede noget om, at han da var glad for deres støtte. Det trøstede ham lidt, men et eller andet sted var han utilfreds.
De gik til time.

Pahlgaard kørte bilen i garage. Forstanderboligen lå nede i haven på skolen. 170 nybyggede kvadratmetre med al moderne luksus.
-Han gør det aldrig mere, det er jeg sikker på, mente han henvendt til Ilse og tog hendes taske og et par poser.
-Somme tider er du en hård nit, sagde hun. Egentlig synes jeg, det havde været nok, hvis du blot havde indkaldt ham til en samtale under fire øjne. Frank er en sød og dejlig fyr, som var et godt valg for os og skolen..

-Hvad fanden tror du? De andre skal minsandten også lære, at de der små numre uden om os, den går altså ikke. Man kan bare ikke tillade sig som leder at slække på så det ene, så det andet. Hvis der ikke er klare linjer, også for de ansatte, kan man ligeså godt lukke bulen med det samme. Og en nybegynder som Frank har al mulig grund til fremover at passe på, hvad han går og laver med elever!
De gik indenfor.

Ilse kunne være hård og stædig, pågående, nærmest irriterende standhaftig:
-Men der er forskel på at tilrettevise en forholdsvis nyansat – og så true ham med fyring for en temmelig banal fodfejl!
-Du skal måske tage og blande dig udenom! Det er mig, der til syvende og sidst har ansvaret her, det burde du måske nok snart forstå! Jeg tror, du…
Han hidsede sig op. Men Ilse gav igen:
-Er vi to ikke fælles om tingene, når det kommer til stykket? Eller har jeg misforstået noget? Er vi herhjemme fælles, er vi lydhøre over for hinanden? Ilse hængte sin frakke op.
-Jeg er loyal over for dig og det, vi sammen beslutter. Derfor bakkede jeg dig også op i dag, for jeg synes ærlig talt, at Frank går over stregen. Men derfra til at fyre ham…!
Hun vendte sig om mod ham og afbrød ham, da han brummede et eller andet:
-Du har forandret dig. I begyndelsen for tre år siden var du meget mere blid og venlig. Jeg synes, det er gået støt tilbage. Nu skælder og smælder du, både på skolen og hjemme. Der er da noget galt?

-Der er intet galt, hvis du blot ville indse, at det er mig, der kører pædagogikken!
Pahlgaard gik ind i stuen, smækkende døren efter sig.
Ilse lagde tingene fra sig på køkkenbordet og gik efter ham. Han skulle ikke have lov bare at gå midt i et uforløst skænderi.
-Jeg har da aldrig været i tvivl om, at du kører skolen. Det er der vist ingen, der er. Heller ikke bestyrelsen. Men eftersom vi er forstanderpar og indtil videre i hvert fald plejer at drøfte skoleting med hinanden, synes jeg ikke, jeg er helt forkert på den, når jeg mener, at du har forandret dig..
-Jeg gider ikke diskutere det med dig. Nu vil jeg læse min avis.
Ilse kunne se, at de røde flanger på halsen begyndte at dukke op.
Pahlgaard åbnede avisen og lukkede af for videre snak.
Ilse gik ned til slagter Gunnar for at købe noget godt oksekød. Hun var lettere irriteret på ham.
-Det var for sejt, det sidste kød, vi købte, sagde hun til ham. De var alene i butikken.
-Det kan jeg ikke forstå. Det var da ellers…
-Det var det. Når jeg siger det, passer det. Tror du ikke på mig?
Gunnar så på hende. Han havde aldrig rigtigt kunne snuppe hende, for hun så overklasseagtig ud, sådan lidt hoven og bedrevidende.
-Jo, derfor kan jeg heller ikke forstå, at du ikke straks kom her om med resterne af kødet. Så kunne vi have set på det og fundet en ordning!
-Nu var det lige lørdag aften, og jeg mener ikke, du har åbent der eller næste dag for den sags skyld.
Gunnar opgav og pakkede kødet ind til hende.
-Hvis der nu skulle være noget, så lov mig, at du kommer hurtigst muligt!
Hun svansede ud af døren uden at svare.
-Kælling, tænkte han halvhøjt.
Fredag 18. september 1971

To dage efter gik Frank til køreprøvens teoretiske del. Kørelæreren hentede ham ved middagstid, og sammen kørte de til Vejen. Undervejs instruerede kørelæreren ham i, hvordan han skulle gebærde sig. Den motorprøve-sagkyndige hed Ole Mogens Petersen, men blev aldrig kaldt andet end ved sine forbogstaver: OMigenPetersen. Med god grund. Skulle man dumpe til køreprøven, så var det et must at bo i Vejen eller i en af de tilstødende kommuner.
Ville man derimod gerne bestå, skulle man faktisk gå op i Esbjerg.
OMigenPetersen var en hård hund. Han stillede spørgsmål efter spørgsmål, og alle skulle besvares fejlfrit. Frank syntes, at han klarede sig godt igennem bygen, da OMigen spurgte ham, om man måtte overhale højre om på motorvej.

-Ja, sagde han.
-Nåhh, må man det? Genspurgte OMigenPetersen.

Og Frank burde have hørt alarmklokkerne. Men han tænkte, at han tit havde set biler køre højre om på motorvejen over Fyn, når han skulle besøge Randi, især hvis der var tæt trafik. Ham boghandleren fra Rødovre overhalede mindst to gange højre om.

-Ja, det må man gerne!

-Ja, hr. Mortensen, så tror jeg, at vi to skal ses igen!

Dermed betydede OMigenPetersen, at prøven var forbi med et resultat, der ikke var godt nok for den unge hr. Frank Anschlug Mortensen.
Han forlod lokalet, noget slukøret, og gik ud til kørelæreren.
Han trøstede ham, men konsekvenserne var ikke til at tage fejl af.
Der skulle flere køretimer til, og han havde åbenbart ikke lært lektien godt nok. De blev enige om fire timer mere, og han ærgrede sig. Tænk sig: at være dumpet til køreprøven!
Og hvor dum kan man egentlig være? At fortælle lærerværelse og klasse at man skal til køreprøve? Og så komme tilbage og afsløre resultatet! Han var noget tavs på hjemturen. Det havde været en rigtig træls uge, og Frank tænkte på, at det forhåbentlig ikke var et varsel om hele skoleåret. Pjat, tænkte han videre. Han var netop ikke overtroisk.

Den første, han mødte, var selvfølgelig Søren, der havde vagt. Han kunne lige så godt sige det med det samme, det var alligevel ude overalt næste morgen.
Søren grinede, men sagde egentlig ikke andet, end det da var ærgerligt for ham. Da han forlod ham for at cykle hjem, så han Søren åbne sin krydsogtværs igen. Måske havde han ikke taget så stor notits af det, som han frygtede.

Mandag 20. september 1971

Frank havde en aftale med en landmand om mandagen. Fra morgenstunden tog han sine nysgerrige elever ud til en bondegård, hvor de skulle slagte en gris. De havde øvet sig en lille uges tid på at smalfilme, og selv om den lille tre-minutters strimmel var dyr, var det en god måde at anskueliggøre et emne på.
Han havde besluttet sig for at sætte fokus på maden og var startet nede i Brugsen med et kilo medister. Hvor kommer sådan noget fra? Hvordan laver man medister? Hvor på grisen sidder medisteren?
Med hjælp af slagteren gik han baglæns i processen. Eleverne fulgte undrende slagteren, da han parterede grisen og blev mange gange klogere. Nåh, sådan lavede man altså medisterpølse!
Nået så vidt nærmede klassen sig die Stunde der Wahrheit. For en gris er et levende dyr, der bliver slagtet, for at mennesker kan få mad.
Det kunne de sagtens være med på, men da Frank afslørede for dem, at de ikke kom udenom at overvære en slagtning, var der flere af dem, der protesterede.
De havde forskellige indvendinger, og Lene brød sig bare ikke om at se dyr blive slået ihjel. Det gav anledning til at tale om døden, og lige pludselig fornemmede Frank, måske for første gang i sin lærertilværelse, at noget blev flyttet hos eleverne.
Carsten leverede beviset:
-Det vil sige, Frank, at du vil have os til at se en gris blive slagtet, for at vi skal tænke over døden?!
Frank måtte indrømme, at Carsten havde fat i noget der.
Og derved blev det. Ingen i klassen modsatte sig at overvære henrettelsen af grisen.
Landmanden var instrueret i ikke at begynde på noget, før alle var ankommet. Klassen vandrede derud, småsnakkende, grinende og ukoncentrerede.
Da de stod på gårdspladsen, blev de tavse, da grisen blev ført ud af stalden. Tommy skulle filme det hele, og han var parat. Landmanden satte boltpistolen på grisens pande og trykkede af.
Det gav et gisp i forsamlingen. Lille sarte Inge var næsten ved at besvime, betroede hun de omkringstående.
Mens landmanden holdt grisens hovede, satte hans kone en spand under, så blodet efter et lille, hurtigt snit med kniven kunne løbe fra halspulsåren, samtidig blev der rørt godt rundt i spanden, så det ikke størknede. De havde talt om blodpølse, og nu fik eleverne syn for sagen.
Da blodet var ude af kroppen, gik den tilkaldte slagter i gang med at partere grisen.
Tommy fik det hele med, og de gik atter hjemad. Eleverne var knap så højrøstede på hjemturen. Flere af dem erklærede, at de aldrig mere skulle spise blodpølse.
Tirsdag 21. september 1971

Det var en dejlig, lun aften, den næste vagtaften, han havde.
Pludselig lød et voldsomt spektakel ude fra gården, der lå op mod Skolegade. Da han kiggede ud af vinduet, kunne han se en ukendt ung mand på en noget larmende knallert på vej ind i hall´en! Han havde lukket yderdøren op og var allerede halvt inde.
Frank løb derned og så den unge mand drøne ind i gangen før hall´en med sin knallert.
Den fremmede unge mand gassede larmende op, kørte videre ind i hall´en, larmende, spruttende, osende. Knallerten hoppede over dørtrinnet, skred ud på måtten for så at finde tilbage i en heftig acceleration, der gav afsmitning fra dækket på betongulvet.
Han løb tilbage til vagtværelset og drejede Pahlgaards telefonnummer.
-Skynd dig, der er en galning heroppe, han kører inde i hall´en på knallert…

Han blev lidt inde på værelset, var alligevel en smule usikker. Han bed negle, hvad han ellers aldrig havde gjort og vidste ikke rigtigt, hvad han skulle gøre. Det var nok derfor. Knallerten blev ved og ved med at larme inde i hall´en. Den unge mand måtte være kommet helt ind. Ud af dørsprækken så han, at Pahlgaard kom styrtende.
Han så situationen i et nu: Flere forskræmte elever klistrede sig op af væggen, en underlig skikkelse på en larmende knallert, der prøvede at køre op i en sofa.
Resolut gik Pahlgaard ned til mand og knallert, løftede begge og bar dem ud af hall´en.
Ved yderdøren smed han byrden fra sig, så mand og knallert havnede i en vandpyt og væltede rundt. Den unge mand protesterede, men vist mest på skrømt. Han så noget overrasket ud.
Så brølede Pahlgaard:
-Farvel, og hvis du nogensinde kommer herned igen, kan jeg love dig, at jeg smider dig over i affaldscontaineren!!
Med faste skridt gik han tilbage til forhallen og modtog elevernes klapsalver med smil. Til Frank, som var dukket op i mellemtiden, sagde han:

-Det var godt, du ringede. Man ved aldrig med den slags fyre.

-Ja, jeg tænkte jo, du hellere måtte få besked.

-Nå god aften. Kommer han igen, ved du nu, hvad du skal gøre!

Pahlgaard smilede tilfreds med forløbet og gik.

Frank smilede tilbage, men var ikke helt tilfreds med sin egen rolle. Havde han været en anelse nervøs ved hele situationen? Noget kunne tyde på det. Hvorfor skulle han ellers stå så længe og vente på Pahlgaard? Skulle far lige komme og ordne tingene for ham? Var han slet ikke den, han troede? Igen havde han den der fornemmelse af mindreværd, at han ikke var opgaven voksen, og det krympede lidt i ham.
Han lovede sig selv, at næste gang ville han reagere anderledes kontant og beslutsomt.
Torsdag 23. september 1971

Frank havde lovet at vikariere for Bente, der var syg, og havde påtaget sig sit livs første svømmetime i den lokale svømmesal.

-Hvad fejler Bente, spurgte en af pigerne.

-Hun er vist forkølet, så I må nøjes med mig i denne time.

-Ja, sagde flere af pigerne og smilede til hinanden. Katja var lige henne og bede om fritagelse, da hun havde menstruation. Han kiggede lidt skeptisk på hende, det forekom ham, at de for ikke så længe siden talte lidt om netop det problem, fordi Bente holdt nøje regnskab med deres ”perioder”. Hun havde opdaget, at et par af pigerne havde haft menstruation to gange med 14 dages mellemrum. Han noterede ned i det røde hefte.

Han var også fast besluttet på, at de under ingen omstændigheder skulle få HAM smidt i baljen, sådan som han havde hørt, at det var sket for andre.
Da Pahlgaard under morgensangen fortalte dem det, havde han godt set dem stikke hovederne sammen og hviske tiske.

-Jeg kan godt fortælle jer, råbte han efter dem, mens de løb ind i svømmesalen.
-I skal ikke prøve på noget med at smide mig i baljen, så kan I vente jer! I får saftsusemig selv nogle ordentlige svingture!

Pigerne hvinede og hoppede i vandet. Ingen rørte ham da heller, og han kunne ånde lettet op, da han 30 minutter senere fløjtede og beordrede dem op af badet og ud under bruseren. Hvis de havde overfaldet ham, havde han været på den.
Han gik på toilettet. Atter ude ville han lige svabre gangen, som han skulle og lukkede derfor døren op til rengøringsrummet, mens han spekulerede på at få lært reglerne for motorvejskørsel ordentlig.
Men det var ikke rengøringsrummet. Det var pigernes omklædning. I samme nu han så ind, vidste han, at det var en dum fejl.
Da pigerne så ham, skreg de selvfølgelig højt:
-Luk døren! Ud!

Han skyndte sig at lukke døren, efter at han havde stået og gloet noget fåret. Nå, det er sådan noget, der kan ske, når man er ivrig i tjenesten, trøstede han sig selv. Lidt urolig var han, det var yderst uheldigt for en lærer at stå og glo på nøgne elever, især hvis det var piger.

Alle cyklede hjem, og han satte sig ind på lærerværelset med en avis. Inde ved siden af på kontoret hørte han lidt senere ophidsede stemmer og indimellem Pahlgaards brummelyde.
Lidt senere gik døren op, og Pahlgaard kom ind.

-Frank, jeg må lige veksle et par ord med dig. Pigerne har lige været inde for at anmelde dig for at belure dem!

-Hvad? Han kunne næppe tro sine egne ører.

-De påstår, du med vilje havde stået og overbegloet dem, mens de var i bad.
Hvis det var rigtigt, skulle..
-Det er ikke rigtigt!
Frank havde hævet stemmen lidt. Han var blevet bleg. Samtidig ville han ikke fortælle sandheden, fordi den var for åndssvag.
-Jeg ville blot forvisse mig om, at alle var derinde, de skal ikke rende om hjørner med mig, bare fordi jeg er ung og ny…

-Men du var altså derinde. Birthe sagde, at du stod og gloede på hende. Er det rigtigt?

-Gloede? gloede?
Han prøvede forvirret at samle tankerne.
-Jeg gloede ikke, men jeg blev lidt chokeret over, at de råbte og skreg, at jeg skulle gå ud. Som om jeg gjorde noget forkert. Jeg tog fejl af rengøringsrummet og omklædningsrummet. For helvede.
Nu havde han sagt det alligevel.

-Det gjorde du måske nok, Frank. Men,- du må ALDRIG – gentager ALDRIG belure pigerne eller agere sådan, at de tror det, ligegyldigt hvad der sker.

-Jeg har ikke beluret dem! Det har jeg ikke. De små magre pubertetstøser. Skulle jeg have fornøjelse af det?

De kunne ikke lade være med at grine lidt, begge to.

-Og så Birthe, der slet ikke er kommet i puberteten endnu, så vidt jeg kunne se. Hun har ikke engang fået hår på den endnu!
De grinede igen. Pahlgaard lod en faderlig hånd falde på hans skulder:

-Ja ja, jeg fortæller dem, at vi ikke vil gøre mere ved den sag, og at de får en kvindelig vikar næste gang! Ilse kan tage med dem derop.
Frank blev lettet over sagens udfald og lovede sig selv aldrig mere at bringe sig i en sådan situation! Og alligevel var han en smule spændt på, om Pahlgaard også denne gang ville bringe emnet op næste dag og igen bebrejde ham, at han havde handlet forkert.

Frank købte mad i Brugsen, en lampe hos el-installatøren og noget saftigt oksekød hos slagteren. Derpå tog han hjem, tilberedte et dejligt måltid mad og forsøgte at glemme det hele. Lampen satte han op bag sin lænestol, fordi han ville have et godt lys, når han skulle læse.

Næste dag om eftermiddagen sad han og skrev på lærerværelset og havde næsten glemt episoden, da Pahlgaard dukkede op.

-Har du hørt det?
-Hvad, spurgte han og kiggede op.
-Svømmesalen er brændt her i eftermiddag. Så der bliver slet ikke flere svømmetimer foreløbig!

Han havde godt hørt udrykningen langt borte. Nu undrede han sig. Tænk! Kunne en svømmesal brænde? Han måtte derop og se det næste dag.

Ilse lå med den ene hånd under hovedet og kiggede på Ib.
-Kan du huske, da du tilfældigt kom forbi et pigeværelse og hørte larm og derefter uden at banke på hamrede døren op, fordi du troede, der var drenge derinde- og fandt fire splitternøgne piger, der sprang rundt i panik?
-Hø. Det var et uheld. Jeg fik da ikke en eneste henvendelse fra forældre eller andre.

-Fordi du er forstander. Men en ung lærer kan man altid være nervøs for. Han kan finde på det mærkeligste. Nogle af dem må være homoseksuelle. Det hører man aldrig om.

-Frank har jeg aldrig set sammen med en pige. Bente er der da, og hun er ret sød. Hvis han var til piger, burde han næsten slå til…

-Ved du hvad, Ib! Det kunne jo være, at han ikke ser hende som du, din gamle gris!
Ilse lo og tjattede til ham.

-Nå, hold op. Jeg er træt og ikke videre oplagt til pjat.
-Ja, det er det, jeg siger: Du er ved at blive gammel. Måske skulle man finde sig noget yngre?
Hendes ansigt skiftede lynhurtigt fra venligt, afslappet til vredt, surt.
Ib Pahlgaard lod, som om han allerede var på vej ind i søvnen, mens Ilse lidt trist til mode kiggede op i det natsorte loft og fik svært ved at falde i søvn.
Mandag 26. september 1971

Filmene med grisens død var ankommet fra fremkaldning om lørdagen, og Frank glædede sig til at vise den for eleverne. Han havde set dem igennem, der var seks strimler med hver tre minutter på.
Han havde nødtørftigt splejset dem sammen, så alle 18 minutter var tilgængelig. Og i rigtig rækkefølge!
Der var enkelte kommentarer, men da grisen fik boltpistolen, måtte Lene dog lige bekendtgøre:
-Nej, hvor er det altså ulækkert!
Straks var der andre elever, der havde forskellige bemærkninger til det; de fleste tog det meget ovenfra.
Man kan hurtigt vænne sig til virkeligheden.
Carsten mente efter filmen, at måske var tyrefægtning ikke nogen dårlig ide. Store Jan fra Silkeborg var overbevist om, at når filmen var færdigklippet, burde den vises for forældrene!
Frank greb hans tanke og lovede, at han ville forsøge at få de andre lærere med på ideen.
Anden halvdel af formiddagen bestod i historie, og klassen skulle starte med at se kortfilmen ”10. juni 44” om slagtningen af en hel by, Oradour-sur-Glane i Frankrig under tyskernes besættelse. Filmen viste ikke et eneste menneske, kun speakerens saglige og nøgterne kommentar til tyskernes massemord som vilkårlig hævn over likvidering af franske stikkere. Kvinder og børn brændt inde i kirken, mændene skudt bagved, mens kameraet kørte gennem de tomme gader, viste den nedbrændte kirke, viste de ødelagte og brændte huse.
Det kom lidt bag på Frank, at eleverne reagerede meget stærkt på det, de så. Flere af dem havde blanke øjne og gav udtryk for, at det var forfærdeligt.
Frank var ikke i tvivl om, at grisens død havde hjulpet dem på vej. Han var heller ikke i tvivl om, at han havde manipuleret med eleverne, fordi han uskyldigt var startet med en medisterpølse i Brugsen.
På den anden side var det jo kun pædagogikken, han havde anvendt. Grisen var vitterlig blevet slået ihjel, indbyggerne i den franske by var ligeledes blevet slået ihjel.
Vejen til forståelse gik gennem elevernes følelser. Kunne han mobilisere deres følelser, kunne han lære dem hvad som helst.
Han begyndte at forstå en hel del af Grås metode. Dækket af saglighed handlede det hele i virkeligheden om følelserne. Uanset hvilke følelser var det altid bedre end ligegyldighed. Engagement forudsatte altid følelser; viden og indsigt kom i anden række- og var sådan set den voksnes ansvar.
Han blev hed om ørerne over denne opdagelse. Han havde nok vidst det hele tiden, men han var først for alvor klar over det efter at have været ude for det selv…
Det ville sige, at han skulle have lidenskab i sit arbejde. Grå havde haft lidenskaben.
Tirsdag 27. september 1971

Ilse havde for længst købt sko og nederdel, og da hun alligevel skulle et smut til Esbjerg, ringede hun til den 58-årige mand for at fuldende aftalen.
De aftalte at mødes på torvet, og Ilse parkerede og ventede. På det aftalte klokkeslæt kom han susende, og hun genkendte ham med det samme. Han derimod kunne ikke lige finde hende.
Hun vinkede til ham, og han småløb over til hende. En nydelig herre, måtte hun atter en gang konstatere, slank, spændstig og sådan halvdyrt klædt.
Han betalte hende straks med kontanter og stod lidt og trippede. Endelig busede det ud af ham:
-Kunne det tænkes, at De havde lyst til en lille en?
Ilse tænkte sig godt om. Men han forekom hende venlig, sød og betænksom, og ærlig talt trængte hun måske til lidt opmærksomhed.
-Jo tak, det kan måske gøre godt…
-Jeg bor lidt nord for byen i Hjerting, og jeg vil da gerne vise mit hjem frem!
Her tøvede Ilse en kende. Det var vist lidt for vovet.
-Nej, jeg tror ikke lige, jeg har tid til det. Kunne vi ikke gå derover i stedet? Hun pegede over på cafeen, de sad på sidst.
Han indvilligede, men så skuffet ud et sekund.
De sad med hver sin kaffe og cognac og snakkede. Som samtalen skred frem, fornemmede hun en stigende sympati for den 58-årige mand. Han snakkede meget om sin kone, og hvorfor hun havde forladt ham.
-Jeg er jo en ældre herre, og det er lidt usædvanligt at sidde og snakke så åbent med en relativ ukendt yngre, smuk kvinde. Men nogle gange møder man jo nogle, som man skulle tro, man har kendt altid og én, jeg godt kunne finde på at betro mig til.
-Jeg finder også, at dette møde på mange måder er noget utraditionelt, men De er rar at snakke med, og jeg synes ikke, at det er til ulempe for nogen, svarede Ilse.
-Jeg er heller ikke til ulempe for nogen. Jeg havde gennem flere år vrøvl med vandværket og måtte gennemgå en større operation med prostataen for igen at kunne komme af med vandet. Det har naturligvis haft nogle konsekvenser. Jeg kan eksempelvis ikke længere opfylde min ægteskabelige pligt! Og dette kombineret med tiltagende uenighed om flere ting gjorde nok, at min kone for omkring et år siden skred fra mig.
-Problemet for mig er, at jeg stadig har længsler og følelser over for det smukke køn, men ikke i stand til at sætte det i værk på samme måde som tidligere! Der er jo da så heldigvis andre metoder…
Ilse nikkede, noget overrasket over hans åbenhed.
Det var ikke hver dag, at en mand fortalte hende, at han var impotent.
-Nu er det sådan, sagde han, mens han lænede sig en anelse frem mod hende, -næste gang De skal til Esbjerg, kunne jeg have lyst til at vise mit lille hus i Hjerting. Jeg er helt ufarlig og ikke et skrækkeligt monster, der æder unge piger ved fuldmåne!
Ilse sagde hverken ja eller nej, men nøjedes med at fastslå, at hun jo da havde hans telefonnummer. Han tiltalte hende usædvanligt høfligt, det havde hun aldrig prøvet før. Måske fordi han var 25 år ældre end hende.
Hun vidste ikke, om hun kunne bruge ham til noget. Alligevel var der en eller anden nerve, der sitrede.
Fredag 1. oktober 1971

Frank var vikar for Dahl-Hansen i dansk i 9.B lige ved siden af 9.C, hvor han kunne høre Hans-Erik Hasager starte matematiktimen med hurtige ordrer og nu formentlig sad og halvblundede ved katederet. Hans elever regnede og hviskede lavmælt sammen. Alt åndede fred og arbejdsro.

Han skulle lige ind på lærerværelset efter hefter, da han ude foran 9.C´s dør hørte Hasagers stemme:

-Knud Erik, du sidder og sover!

Knud Erik havde åbenbart lagt sit hoved ned på den ene arm, og det accepterede Hans-Erik Hasager ikke.
Knud Erik protesterede, men Hasager råbte og overdøvede hans protester:
-Jeg, jeg så det selv. Jeg ønsker, at du øjeblikkeligt forlader min time, det er direkte uforskammet at sidde og sove og blæse på alt, hvad denne skole står for! Ud!

Knud Erik forlod klassen og kom ud af døren. Da han opdagede Frank, kørte han lige fingeren rundt om hovedet som tegn på, at Hasager var helt skruk i dag. Han lukkede ikke døren efter sig, og Frank, der mere eller mindre ubeslutsom var blevet stående, kunne tydeligt overvære Hasagers optræden.

-Og I andre: Hvad laver I egentlig, når det kommer til stykket?
Hasager råbte videre. Frank overvejede, om han skulle gå ind i klassen eller hente Pahlgaard. Da han ikke fandt ud af, hvad han ville, blev han stående.

-Sådan en samling små lorteunger. Jeg skal lære jer!

Han trådte et skridt nærmere fast besluttet på at gribe ind om nødvendigt. Hasagers sprogbrug var ikke helt efter teoribogen for lærerstuderende.

Hans-Erik Hasager sad med siden til og så ham ikke. Han var ildrød i hovedet, han havde svært ved at holde balancen, virkede beruset, kommanderede Tun op til tavlen:

-Keld, op til tavlen og vis os, hvordan man løser en ligning.

Keld Tun så uforstående ud. Hans-Erik Hasager skreg til ham:
-Hva dælen nøler du efter? Jeg sagde andengradsligning!

Tun protesterede. Han havde ikke hørt ordet andengradsligning. Flere af hans venner bakkede ham op. Hans-Erik Hasager vendte sig om mod klassen:

-Skal I være frække? Skal I være næsvise? Her er det mig, der bestemmer, hvad jeg sagde, og hvad I skulle gøre. Er I med?

Han skreg så højt, at Hans, der sad på forreste bord, måtte holde sig for ørerne.
Hans-Erik Hasager blev om muligt endnu mere rasende over denne frækhed. Han for op, så stolen under ham væltede og ned til ham og tog ham hårdt i armen og slæbte ham ned forbi Frank uden at opdage ham, og nærmest kastede den stakkels Hans ud af klassen.
Flere af eleverne havde rejst sig op, nogle så forskrækkede ud, andre blege, et par aftalte sammenbidt at forlade klassen, begyndte at pakke deres ting sammen, stak dem ned i tasken.
Frank gik længere frem i klassen og sagde halvhøjt:

-Hans-Erik, tror du ikke, du skulle…

-Hvad laver I, råbte Hans-Erik Hasager, da han så dem pakke sammen. Han ænsede overhovedet ikke Frank.

-Jeg går, sagde Annette.

-Du bliver, min lille pige. Hvor skal du hen midt i timen? Om jeg må be´?

-Jeg tror, jeg vil ind og snakke med Pahlgaard for at skifte hold.
Annette var synligt bleg, men havde også det der meget bestemte drag om munden, som signalerede til omverdenen, at nu var hendes grænse nået.

I samme øjeblik sank Hans-Erik Hasager sammen på katederet og brast i gråd. Nu var eleverne mere forskrækkede end nogensinde, et par af dem løb ind på kontoret og hentede Pahlgaard.
Nu gik Frank endelig op til ham og spurgte, om han var helt rask. Et noget overflødigt spørgsmål, al den stund han virkede ude af sig selv.

Pahlgaard kom ind i klassen, tog hurtigt bestik af situationen og gav eleverne fri:
-Gå bare ud og hold frikvarter til næste time.
Han bøjede sig over Hans-Erik Hasager og sagde:
-Jeg tror, jeg vil køre dig hjem. Du har vist godt af lidt hvile.
-Frank, gider du lige hjælpe?

De bugserede ham ud i bilen under mange elevers og kollegers samt naboers bevågenhed. Der var en masse ansigter i vinduerne, både på skolen og i nabohusene. Han lugtede af spiritus. De kørte.
Hjemme hos Hans-Erik Hasager slæbte de ham ind på sofaen, hentede et viskestykke og duppede ham i ansigtet.

-Jeg blev vist lidt fra den, mumlede Hans-Erik og forsøgte at sætte sig op. Han var betydelig mere spagfærdig nu.

-Du fik et temmeligt stort anfald, kære Hans-Erik. Og dette kan ikke fortsætte. Du har drukket, ikke sandt?

-Jeg fik en enkelt her i morges, det var det hele, og jeg..
Pahlgaard rynkede på næsen. Hasager stank af spiritus. I Sverige ville han sandsynligvis være blevet anholdt sigtet for at have tømt Systembolaget.

-Du har drukket betydeligt mere end en enkelt, jeg syntes nok, du svajede noget under morgensangen. Tror du ikke, du snart skal til at gøre noget ved dit liv?

-Lisbet kommer ikke mere, jeg har snakket færdig med hende. Hun er skredet for altid.
Hasagers stemme kom fra bodegadybet, var snøvlende, lav og vanskelig forståelig.
-Og dit arbejde skred også nu. Hans-Erik! Du bliver nødt til at tage dig sammen. Du må sygemelde dig, og jeg bliver nødt til at ansætte en vikar de næste tre måneder…
-Jeg, jeg..

-Ikke noget jeg. Du skal på kur, jeg kender et sted, hvor du ikke bare får antabus, men hvor du også bliver et andet menneske. Det er berømt for resultaterne. Hvad siger du til det?
Han sagde det, som om han forventede, den anden skulle kunne diskutere det.
Men Frank troede godt, Hans-Erik Hasager vidste, hvad det betød, når Pahlgaard sagde: Hvad siger du til det?

Samme dags middagspause var der ekstra lærermøde.

-P.g.a. private sorger og bekymringer må Hans-Erik se i øjnene, at han har behov for rekonvalescens, for opladning, for personligt at blive løftet, så jeg har bevilget ham sygeorlov!
Pahlgaard talte.
-I samme åndedrag skulle jeg måske tilføje, at de ansatte på skolen her ikke under nogen omstændigheder må nyde spiritus, øl el. lign., så længe eleverne er på skolen. Vi plejer at få et glas sherry til fødselsdage o.lign., men jeg vil foreslå, at vi fejrer det med wienerbrød eller sådan noget i stedet for. Bare for at der ikke skal være nogen misforståelser.
-Jeg har allerede ansat en vikar, Hans Thomsen, der begynder i morgen tidlig.

Efter mødet fulgtes Frank med Bente ned mod byen. Han gik en anelse bag hende, da der var noget fortovsarbejde. Hun havde en ret lækker måde at gå på. Han blev nok snart nødt til at lære hende lidt bedre at kende. Hun vendte sig om mod ham:
-Jeg var her en aften, hvor Hans-Erik havde vagt. Da drengene larmede for meget under morgenmaden, smed han dem alle sam-men ud af spisesalen, ventede til der var helt ro, og så kunne de stå der og påhøre hans foredrag om nødvendigheden af ro, når man spiser… Han nød det tydeligvis. Det var som at se en sergent, der hersede med en deling rekrutter. Han havde fuldstændig kontrol over hver eneste elev. Hvis ikke det var mig så inderligt imod, ville jeg mene, det var ret fascinerende.
-Ved du godt, de kalder ham for Rengøring?
-Rengøring? Næh, hvorfor det?
-Fordi han er en ren Gøring!!
Bente grinede, slog ud efter ham og forsvandt ind i kiosken.
Mandag 4. oktober 1971

Under eftermiddagskaffen forsøgte Pahlgaard at være Ilse lidt mildere stemt. De talte om Hasager. Et fælles problem kan bedst angribes ved at begynde med andres.

-Jeg tror, han må holde op her på et eller andet tidspunkt, mente Pahlgaard. Han er psykisk ustabil, uanset om han drikker eller ej.
-Jeg forstår godt, at Lisbet måtte forlade ham. Det går bare ikke, når den ene part er utilregnelig.

Pahlgaard nævnte med vilje intet om sine tanker, der drejede sig om deres eget forhold. Mente Ilse, at han egentlig også var psykisk ustabil? Hentydede hun til det?
Han kiggede undersøgende på hende. Hvornår var det egentlig, at de sidst havde haft sex sammen? Han opdagede til sin store rædsel, at han faktisk var ligeglad.

Hvor var de varme følelser, han var fuld af tidligere? Han forsøgte med nyt emne:
-Jeg har bestilt en ny bil. Det er jo tre år siden. Så du skal lige være forberedt.

Det var altid nemmere at forholde sig til praktiske områder. Han gad ikke det der med at snakke følelser og behov; så var der mere substans i jernbinderjobbet, han i sin tid varetog i en kortere periode, før han blev forstander her. Bare for at han kunne beholde sit daværende hus.
Tirsdag 5. oktober 1971

Morgensamling, dagen derpå. Alle elever var til stede i sanglokalet, Pahlgaard sang for, Dahl-Hansen på klaver, og lærerne sad tæt ved. Sangen var: “Vågn op og slå på dine stren-ge…”. En sammenligning mellem digterens intentioner og elevernes søvnige fremstilling måtte nødvendigvis føre til den noget nedslående konklusion, at den morgensang ikke rigtigt formåede at vække de unge mennesker. Pahlgaard tog ordet.
-Jeg vil byde Hans Thomsen velkommen som vikar for Hans-Erik Hasager, der desværre er blevet syg og nok ikke forventes tilbage igen lige med det samme. Hans Thomsen har været ansat i Esbjerg kommune som timelærer og kender alt til det der med at undervise…
Samtidig med sin tale slog Pahlgaard hånden ud mod Hans Thomsen og blev et øjeblik afbrudt af elevers klappen.
-Tak!

Pahlgaard strakte hånden opad. Eleverne holdt straks inde. Han dirigerede dem, som var han dirigent for et stort symfoniorkester. Det ville Frank også gerne kunne. Bare løfte hånden, så holdt de deres mund! Hånden førtes nu ned mod ham selv:
-Samtidig skal jeg gøre d’herrer Anton og Kim opmærksomme på, at hvis de en anden gang forsøger at spille syge, så skal jeg (kort pause) i egen person komme op og undersøge jer!
Eleverne gøs ved tanken herom. Fru Pahlgaard var at foretrække, signalerede de til hinanden.

Samme aften fik skolen besøg af Unge Kristne fra Fredericia. Et nyopdukket foretagende, der havde fået øje på det potentiale, der lå i biblen. Forsangeren hed Jonny, og han talte meget varmt om ham der Jesus. Iris var også fra Fredericia og en lidt forvirret stakkel, hun sad på forreste række og var meget betaget af Jonny. Det var ligesom, at hun kunne se Jesus for sig. Jonny Jesus sang så dejligt, hans greb om guitaren var suveræn, og Iris så for sig, hvordan han næsten greb om hende, og det svimlede for hende.
Pludselig gled hun ned på gulvet og var helt og aldeles besvimet. Jonnys apostle holdt helt op, og Dahl-Hansen styrtede hen og sammen med et par elever fik de stablet Iris på benene og fik hende lagt i seng.

De følgende dage ringede Jonny Jesus et par gange for at spørge deltagende til Iris´ helbred, og han bad Elizabeth om at give Iris hans telefonnummer.
Det glemte Elizabeth, men han sendte også et kort. Og Iris fik kortet, læste det og ringede fra skolens mønttelefon til Jonny.
I weekenden skulle der være møde hos Unge Kristne i Fredericia, og der var mødt mange op, også et par ældre. Iris var kommet så tidligt, at hun kunne få en plads på første række, og der sad hun og blussede og blev mere og mere hellig. Oh, ham Jonny, han kunne både synge, slå smut med øjnene og tale så varmt om Jesus, så hun følte sig helt salig.
Fra det tidspunkt var hun solgt for sagen, og snart begyndte hun at snakke om Jesus på skolen. Hun forsøgte at få et par veninder til at interessere sig for deres frelse, men de havde mere travlt med at gøre sig lækre over for drengene, så hun opgav.

Men hun stillede trofast op til møderne i Fredericia de næste par gange og prøvede at overtale Pahlgaard til at invitere dem igen.
Han afslog hver gang, idet han argumenterede med, at de ikke havde råd.
Hun vendte så tilbage og meddelte, at de ville gøre det gratis. Så måtte Pahlgaard finde på en anden forklaring, men til sidst blev han nødt til at forklare hende, at på Asgaard Efterskole skulle der være mange meninger om stort og småt i tilværelsen, og en enkelt retning kunne ikke tage patent på det hele.
Derved blev det.
Onsdag 6. oktober 1971

Frank trådte ind til 8. klasse i deres nye hus, der lige var blevet færdigrenoveret. Det var lyst og venligt, klasselokalet var jomfrueligt ren og fin, og eleverne var præget af det nye. De behandlede faktisk tingene med nænsomhed herovre, bare fordi de var nye. De var også lidt stolte over, at de havde fået et helt nyt lokale. 8. klasse var ellers altid dem, der måtte holde for, når der skulle drilles eller laves buksevand, eller når der skulle gøres ekstra rent. Ældre elever holdt sig ikke tilbage, men brugte 8. klasse som andenrangselever, der bare havde at gøre, hvad der blev sagt.
Inden for døren fornemmede han øjeblikkeligt, at noget var anderledes. Nu havde han alligevel prøvet det her så mange gange, at han kunne registrere, hvis noget ikke var, som det skulle være.
De var helt stille, nærmest spændte. Og det plejede de ikke at være. Derfor havde de et eller andet for. Og selvfølgelig kunne de ikke lade være med at forivre sig.

-Frank, min stil ligger i øverste katederskuffe! Sagde Karsten. Frank hørte ændringen i vejrtrækningen fra de andre og var med det samme klar over, at her lå sagen.
Han kunne se, hvordan alles opmærksomhed var rettet mod ham, og han besluttede sig for at tage fusen på dem.

-Det er fint. Er der andre, der vil aflevere?
Spurgte han uden at fortrække en mine.
Flere kom op til ham med stilehæftet.
Lene kom ind i klassen.
-Hvorfor kommer du for sent? Ville han vide.
-Jeg skulle lige på toilet, svarede hun og fortsatte med sin kælne stemme:
-Må jeg få et nyt kladdehæfte,- ellers kan jeg ikke fortsætte?

-Ja, sagde han og huggede til:
-Du kan selv tage det i den øverste katederskuffe!

Der lød små gisp rundt omkring, og han vidste, at den stakkels Lene nu var uvidende om rænkestregerne. Han havde såmænd heller ikke noget imod, at Lene fik en over nakken. Hun prøvede at charmere sig gennem tilværelsen, ikke uden et vist held, og Pahlgaard kunne hun sno omkring lillefingeren så tit, hun ville. Men ikke ham. Troede han nok. Hun havde et kælent smil og en lille-pigestemme, der åbenbart kunne få indflydelse på bestemte mennesker. Lolita. Hun var ret usædvanlig. Hun havde betroet ham og klassen, at hun havde charme, hvilket betød, at hun altid fik sin vilje. Ikke altid sådan straks. Men altid senere. Det var ikke løgn.
Lene gik op til katedret, trak den øverste skuffe ud, så et brøkdel af et sekund ned i skuffen, udstødte et højt skrig og sprang ud af klassen, som fanden var i hælene på hende. Hun glemte helt at være charmerende.
Klassen skreg af grin, mens han gik hen og så to levende frøer nede i skuffen.

Samme eftermiddag hilste de alle på vikaren Hans Thomsen. Han virkede ungdommelig, selvsikker og adræt. Senere på eftermiddagen efter undervisningen sad de ved kaffebordet. Frank spurgte Hans, hvordan det var gået i 9.C.

-Godt, sagde han.
-Jeg gik ind i klassen og smækkede min taske i gulvet med et brag og sagde til dem:

-Jeg hedder Hans Thomsen, og jeg skal ha’ jer til dansk og matematik. Jeg har været jægersoldat, så jeg slår en proper næve, hvis I mener, det er nødvendigt.
-Jeg forsøgte at se truende ud.

Hans forklarede, at han dernæst lige ryddede sit kateder, satte pænt mappen ned på gulvet, fjernede kridt, blyanter m.v.-
Derpå tog han sin fløjlsjakke af, hængte den over en stol, smøg ærmerne op og løftede højre arm over katederet.
Eleverne havde stirret forventningsfuldt op på ham.
Og så udstødte han en høj, ukendt lyd og smækkede armen ned i bordet så hårdt, at det simpelthen brækkede midt over.

-Selv Tun, der fra Esbjergs hede natteliv var vant til lidt af hvert, vågnede med et spjæt og sagde:
-Det var li’godt satans…

-Katederet lå fuldstændigt i ruiner, og jeg siger jer, der var ikke en lyd fra ungerne.
-Jeg tog derefter min taske, stille og roligt, belavede mig på at forlade klassen og sagde sådan tilpas henkastet:
-Ærgerligt med det fine bord. Det var godt, det ikke var en af jer!
Til i morgen skal I skrive en stil, der skal hedde:
-Min juleferie! I må begynde nu, så går jeg lige ind på kontoret og ordner nogen ting med Pahlgaard! Af hensyn til ro og orden må I hellere gå på jeres værelser og skrive stilen der. Husk: Ingen larm!
-Og så gik jeg ind til Pahlgaard.
-Vi må hellere få fjernet det bord, inden de underkaster det en nærmere undersøgelse og finder diverse savemærker nedenunder i bordpladen.

Han syntes, det var sjovt at sætte sig i respekt på den måde, men det kunne naturligvis ikke være foregået sådan, hvis ikke alle bordene i den klasse alligevel skulle skiftes…

De grinede lidt af hans stunt, der mere lykkedes, fordi eleverne i den klasse var, som de var, end at Hans var, som han var. Så vidt Frank kunne bedømme.
Det var ikke hver dag, at en vikar kunne lave numre med de elever.

Torsdag 7. oktober 1971

Om aftenen gik Ib Pahlgaard i seng med Ilse. Han kørte på, hårdt og længe. Han trængte til det. Det var virkelig længe siden. Han opdagede også, at han gik i seng med en person, han ikke længere følte noget særligt for. Men det var rart at være afslappet bagefter.
Hun lagde sig ind til ham.
-Det var dejligt, Ib, selv om jeg ikke fik så meget ud af det.
Ærlig som sædvanlig. Rigtigt. Han havde ikke gjort så meget ved hende. Han gad simpelthen ikke. Han var også træt af, at det var sådan. Han var oprigtig talt træt af, at hans følelser for Ilse var begyndt at smuldre i den grad. Hendes sødme og vidunderlige øjne, alt det han i sin tid var faldet for, var nu blot narreværk.
Tankerne krydsede for mulige årsager, men han fandt ingen særligt indlysende. Mismodet bredte sig i ham. Var han sådan et menneske, der bare ikke kunne finde ro og hvile i samværet med en anden? Og var han egentlig særligt glad for sit arbejde? Da han blev forstander, jublede og festede han i flere dage. Men magten og myndigheden var lige så stille forduftet. Der var mange hensyn at tage. Hensyn til forældre, til eleverne, til de ansatte, til Ilse og børnene, til sig selv. Man måtte overhovedet ikke tage hensyn til sig selv, når man havde en ledende stilling.

Tilsvarende var sket for hans politikerplaner. Da han blev valgt til byrådet, var han glad og stolt over folks tillid. Men hverdagen havde afløst euforien. Hverdag betød almindelige ærgrelser og rysten på hovedet over folks mangel på taknemmelighed. Han havde satset meget på en sag med en landmands ansøgning om større svinehold, og det var lykkedes ham at vinde gehør for landmandens sag. Også for at bevise, at man altså ikke behøvede at være medlem af Venstre for at gøre noget godt for landmændene. Hvilket Slagter Gunnar havde fortalt ham, han var jo formand for Venstres lokalforening.
Blot for at konstatere at naboerne mødte op og skældte ham ud og fortalte ham, at han selv skulle prøve at bo ude hos dem i den stank. På den måde erfarede han hurtigt, at uanset hvad han gjorde, var der altid nogle, der var utilfredse. Dermed blev han selv utilfreds.
Han lukkede øjnene og prøvede på at forestille sig Ilse, da han mødte hende første gang. Sød, ung og lidt sommerfugleflagrende der på fortovscafeen, og han havde henvendt sig og spurgt hende om nærmeste vej til Glyptoteket. Det viste sig, at hun tilfældigt skulle derhen også, og de fulgtes ad. Det endte med aftensmad, og han havde senere været så glad over endelig at have fundet kvinden i sit liv efter det første mislykkede ægteskab.
Det var stærkt utilfredsstillende, at han ikke kunne fastholde den kærlighed. Var der noget i vejen med ham? Han fik bogstavelig talt alt, han pegede på, og alligevel var han sært trist til mode.
Tirsdag 26. oktober 1971

Frank gik op til teoriprøven – igen og – bestod! Han havde simpelthen læst og læst i bogen, så den var ganske laset. Han ville have det kørekort, og han ville ikke have flere nederlag i den anledning!

Der gik en lille uges tid, og han kunne komme op i den praktiske del. Igen var det med OM-igen-Petersen, men denne gang var han mere flink og snakkesalig.
Kørelæreren havde indskærpet ham, at OMigen så meget efter, om man drejede hovedet mod højre, når man skulle svinge til højre. For at få øje på cyklister eller fodgængere. Så han drejede hovedet utallige gange, faktisk så meget, at OMigenPetersen sagde:
-Nu skal De jo også passe på ikke at få hold i nakken, unge mand!
Han slappede mere og mere af, men bevarede koncentrationen og mærkede, at nu kunne det bare ikke gå galt mere.
Og så alligevel. Uden for byen. Der var dobbelte spærrelinjer, og foran længere nede ad vejen holdt en stor asfaltmaskine og spærrede hele hans vognbane.
Han sagtnede farten, mens han febrilsk prøvede at huske, hvordan han burde reagere i en sådan situation. Man kunne vel ikke bare køre ud over spærrelinjerne?
Han nærmede sig asfaltvognen, langsommere og langsommere, tøvende.
OMigenPetersen hævede stemmen og udbrød:
-Sig mig engang, hr. Mortensen, har De glemt, hvordan man gør her?
Han måtte indrømme, at han var kørt lidt fast.
-Overhal! Se Dem for, men overhal!
Og han tænkte på, at nu var han måske alligevel dumpet en gang til. Det var næsten ikke til at holde ud at tænke på.
De rullede op foran politistationen og steg ud.
-Til lykke, hr. Mortensen. De får kørekortet for en ret overbevisende kørsel, og De har især styr på højresvingene. Det må jeg sige! Lad os så glemme Deres manglende hukommelse vedrørende de dobbelte spærrelinjer og reglen om standsede eller parkerede køretøjer på vejen. De kan få et midlertidigt kørekort herinde, indtil det rigtige bliver udfærdiget.
Kørelæreren ønskede ham også til lykke og spurgte ham ud om prøven.
Han fortalte ham om episoden derude, men det var ikke til at tage fejl af, at han var lettet.
Kun var han noget øm i nakken resten af dagen.
Lørdag 30. oktober 1971

Hjemme om aftenen ved 19-tiden hos Fru Dahl-Hansen ringede telefonen.
-Åh nej, Børge, hvis det nu er ham igen?
-Skal jeg tage den? spurgte Dahl-Hansen.
Men Fru Dahl-Hansen havde taget den. Af hendes gebærder og gestikulationer kunne han se, at det var stønneren. Hun slog højttaleren til:
En eller anden trak hurtigt vejret, som om han sad og onanerede, hvad han måske også gjorde. Hun holdt røret ud for sig. Signalerede til sin mand:
-Hvad skal vi gøre?
Dahl-Hansen betydede hende: Læg røret på. Hun lagde på.
-Hvad skal vi stille op med ham? spurgte hun nu, og fortsatte:
-Vi ved ikke engang, hvem det kan være. Bare han vidste…
-Politiet sagde sidst, at hvis det var alvorligt, må de etablere vagt på vor telefon, men det var lidt ubehageligt, syntes han. Hvad siger du?
-Jeg ved det ikke. Men jeg tror, det er en elev. Kan vi lægge en fælde for ham på en eller anden måde?
-Jeg vil foreslå den vagt. Politiet kan bede Jydsk Telefon om at foretage det fornødne.
Dahl-Hansen fik straks ordnet formaliteterne. Foreløbig var der sat vagt på i 14 dage, og han instruerede videre:
-Vi skal bare sørge for ikke at lægge på, når han ringer, og så skal vi kontakte naboen og ringe til JT.

-Vi prøver. Men det sker nok først næste lørdag.
Lørdag 6. november 1971

I løbet af den næste lørdag steg spændingen i det lille hjem.
Så ringede telefonen. Fru Dahl-Hansen nikkede til sin mand og tog røret med hastighedsforøget puls.
-Dahl-Hansen.
Hun lagde en hånd over mikrofonen og satte højttaleren til. Ganske rigtigt: Stønneren var på spil igen!
Dahl-Hansen afsikrede det italienske kompressorhorn, der havde ligget parat ved siden af telefonen, og anbragte hornet for mikrofonen og trykkede på knappen.
Hornets brølen var så høj, at de næsten selv blev forskrækkede, selv om de havde hørt det. Han holdt knappen nede i godt et halvt minut, slap så og lyttede til højttaleren:
-Dut, dut, dut…

Med en tilfreds mine lagde han røret ved siden af telefonen og sagde:
-Jeg tror minsandten, han fik en lærestreg! Og nu ind til Kresten og fat i Jydsk Telefon…

Jydsk Telefon ringede allerede to minutter senere til Kresten og kunne meddele Dahl-Hansen, at opringningen kom fra en forstander Ib Pahlgaard.
Forbløffet vendte han sig om mod hustruen og sagde tonløst:
-Nu følges vi to hjem til Pahlgaards!
-Er det virkelig rigtigt? Fru Dahl-Hansen syntes, det var forfærdende, at det var Pahlgaards egen søn – eller i hvert fald Fru Pahlgaards. For det kunne jo kun være Gert.

Tilfældigvis var begge forældre hjemme i den store, komfortable forstandervilla. Den unge pige havde fri.
I tavshed og med nogen uro hørte de på Dahl-Hansens, der var lige så berørte.
-Jeg er ked af det skete og må beklage, at det skulle gå ud over jer. Nu vil vi sørge for, at det aldrig sker mere, i hvert fald ikke herfra!

Da de gik hjemad, sagde Fru Dahl-Hansen hovedrystende:
-Det er en sølle stakkel, jeg får helt ondt af ham. Han måtte da vide, at det før eller siden ville blive opdaget!
-Det er en svær situation for forældrene. De har det ikke let. Jeg forstår, der er en masse problemer i skolen. Men jeg regner i hvert fald med, at vi så har fået standset de drengestreger?!
-Jeg er alligevel ked af det på hans vegne. Og på forældrenes!
Fru Dahl-Hansen så bedrøvet ud. Men hendes mand bad hende huske på de temmelig mange gange, hvor telefonen havde ringet med ”stønneren”. Hvor påvirket hun til sidst var blevet af det, og at hun nu kunne slappe af.

I forstandervillaen var der trykket stemning. Forældrene forsøgte at få Gert til at forklare, hvad han havde haft gang i, men de fik ikke meget ud af ham. Det var kun for sjov, og de andre tilfælde i byen kendte han overhovedet intet til.

De blev usikre på hans forklaringer, men valgte at holde ham fast i de opringninger, han havde foretaget til Dahl-Hansens.
Ib appellerede til det uacceptable i hans adfærd, specielt som her over for kolleger på skolen! Det var flovt og helt uden for enhver logik.
Ilse mærkede, at Ib var på vej til at skrue sig op fra det lav- og fåmælte til det mere skingre, da han rejste sig truende og stillede sig op over for Gert med begge hænder i siden og hvæsede:
-Jeg kan godt fortælle dig, at det her er bare for meget, min ven! Du røg hash oppe bag Lavmarkskolen, og nu det her!
Han tog fat i Gerts trøje, mens Gert søgte at undgå det forventelige slag.
Ilse rejste sig hurtigt og tog fat i Gert og sagde til ham:
-Nu går vi to en lille tur!

Faderen protesterede ikke.

Længe efter vendte de hjem, og Ilse foreslog Ib, at de overvejede Gerts situation i Asgaard. Måske var det en god idé for ham at komme lidt væk.
-Jeg tror heller ikke, det hjælper noget som helst, at du slår ham. Det er vist prøvet uden de store resultater!
Pahlgaard vrissede ad hende og gik ud.

Senere på aftenen gik han ind på Gerts værelse, hvor Gert sad og læste.
-Jeg forstår ikke, hvorfor du gør det her, jeg forstår heller ikke, hvordan du kunne finde på at genere andre mennesker på den her måde?
Han ventede ikke på svar, men fortsatte, mens han skruede sig mere og mere op:
-Er der noget i vejen med dig? Fejler du et eller andet psykisk? Det er sgu da for helvede ikke normalt at ringe rundt og støn-ne…
-Jeg har ikke ringet rundt, forsøgte Gert.
-Du har en gammel hat!
Pahlgaard var vred.
-Du sku´ ha´ en ordentlig lærestreg, sku´ du!
Pahlgaard tog fat i ham, og pludselig langede han ham en på skrinet.
Gert værgede for sig og råbte op. Han kunne ikke stille meget op mod den mand, hans mor absolut havde valgt at gifte sig med.
Pahlgaard nåede at tildele ham yderligere en på siden af hovedet, da døren gik op, og Ilse kom ind.
-Stop, skreg hun og lagde sig imellem.
Pahlgaard slap ham, højrød i hovedet og med de sædvanlige røde flanger på siden af halsen:
-Hvis du ikke kan finde ud af at opføre dig ordentligt, så synes jeg ved Gud, at du skal på efterskole, hvor de måske kan opdrage dig noget bedre end vi!
Ilse bad Pahlgaard om at gå ind i stuen og blev tilbage hos sin meget blege søn.
-Gert, måske er det en god ide, hvad Ib siger.
-Han har ikke ret til at komme her og slå mig!
-Nej, men du ved, hvordan det er.
Ilse så fortvivlet på ham.
-Ib og jeg har det heller ikke for godt sammen. Derfor er det måske en rigtig god ide, hvis du ikke bliver trukket mere ind i det ved at tage på efterskole…
Gert følte sig lidt trøstet og omfavnede pludselig sin mor.
-Jeg vil godt se en efterskole, inden vi bestemmer os, hviskede han, mens han knugede sig ind til hende.
Mandag 8. november 1971

Kl. 13.40 tog Frank bussen til Volvo i Vejen for at hente sin nye bil. Det var en tre-gears Volvo Amazon, som han gav 14.000 kroner for. Han havde brugt mange timer på at finde den rigtige bil, og her følte han for første gang, at han sad rigtigt bag rattet med den helt rigtige afstand til rat og pedaler. Han havde siddet i et utal af forskellige biler, og især de sydeuropæiske voldte kvaler. Afstanden til pedalerne var for kort i forhold til afstanden til rattet. Var sydeuropæerne virkeligt så meget mere kortbenede?
En følelse af stolthed og ejerfornemmelser bemægtigede ham, da han kørte hjem i sin helt egen bil. Den gik som smurt, hvad den egentlig også var. Det her var større, end dengang han fik sit eksamensbevis som lærer af rektor. En fornemmelse af at kunne beherske sin tilværelse greb ham. Næste skridt måtte være at få sig en familie.
Han tog en lille omvej. På en fin asfalteret sidevej, der var den oprindelige hovedvej fra Vejen til Asgaard, var der aldrig trafik.
Han standsede helt op, satte bilen i første gear, kiggede på sit armbåndsurs sekundviser, og da den passerede 12, slap han koblingen og trykkede speederen i bund.
Da nålen passerede 100 km, kiggede han hurtigt på sekundviseren igen.
14 sekunder!? Det var et stykke fra de anmeldelser, han havde på Amazonen. Godt nok var den kun tre-gearet, men det skulle vel snarere have en hurtigere effekt.
Nu fik han blod på tanden. Han kørte op på den nye hovedvej, og et stykke øst for byen speedede han op.
Hurtigere og hurtigere gik det, nu stod nålen på 165 km.
Han prøvede at presse den yderligere, men over en strækning på flere kilometer lykkedes det ham ikke at køre hurtigere.
Til gengæld sad han godt i sædet, og rattet var helt rigtigt og mere lodret end i andre biler. Han var glad og stolt over sin bil, da han ud på eftermiddagen rullede det hvide under ind i carporten til sit hus på Pynten.

Lørdag 20. november 1971

Det var lykkedes Frank at få højskolen på Als til at lave et reminder-kursus i den næstsidste weekend i november, og Hans Peter, Mette Fynbo og Ane Mai valgte at køre med ham, da han jo kunne køre, endda i egen bil.
Han havde haft tre måneder på højskolen i sommerens løb udelukkende, fordi han fattedes penge. Det offentlige tilskud havde været så stort, at det var billigere for ham at tage på højskole end dovne den derhjemme i den lille et-værelsers.
Samtidig var han blevet særdeles inspireret af en lærer ved navn Grå, som havde smittet ham med sit engagement og begejstring for danskfagets mange facetter. Han lå noget til venstre på det politiske spektrum og talte meget henført om Chiles folkevalgte præsident Allende.

Han var nervøs, men det gik fint hele vejen til Als, en lang tur. Efterhånden som de nærmede sig øen, blev humøret bedre og bedre, og han slappede mere og mere af.
Frank havde haft et godt øje til Mette, som stammede en del og derfor ikke sagde så meget. Men hun var sød og vældig parat til at grine af hans vittigheder. Han var derfor glad for, at hun ville køre med ham, selv om hun skulle en lille omvej først.
Hele lørdagen var afsat til undervisning, der var aktuel politik og seneste litterære strømninger og aktuelle film, og Grå var, som han plejede. Hans første indslag handlede selvfølgelig om Allendes valg, verdens første folkevalgte marxist eller i hvert fald socialist.
Også Forstander Rasmussen og de andre gav dem den vante vare, og maden og øllerne satte yderligere stemningen i vejret.
Udenfor var det blevet koldt og blæsende, og det milde vejr i begyndelsen af måneden var totalt slået om.
Aftensmaden var en slags gallamiddag, hvor de knap 18 tidligere elever skulle feste sammen med de elever, der var der i weekenden. Grå underrettede ham om, at der var snestorm på vej, men han tog ikke notits af det. Herregud, havde man ikke lige fået kørekort, og havde man ikke lige vist, at man kunne føre et herskab sikkert ned gennem hele Midt- og Sønderjylland? Han ville hellere snakke med ham om hans måde at undervise på.
Frank gav udtryk for, at de var meget påvirkede af hans undervisning og i det hele taget af den måde, han var på, og han tilføjede, at han da havde prøvet at efterabe ham, men det var svært.
Alkoholen gjorde også sin virkning, så han sad på et tidspunkt og fablede lidt om, at Grå næsten hypnotiserede dem til blindt at labbe sine anskuelser i sig. Her smilede Grå noget og mente, at nu skulle Frank vist vente lidt med at drikke mere.
Frank var kålhøgen, for der var lige punkt to på dagsordenen.
Det skyldtes, at Mette valgte at sidde ved siden af ham under middagen, og da hun smilede så sødt til ham hele tiden, tolkede han det klart som: den er hjemme!
Men det var den nu ikke mere end juleaften. Der var arrangeret underholdning med revy, musik og dans bagefter, og da de nåede dertil, bød han Mette op til dans med et dybt buk, og næppe var de ude på dansegulvet, før han trak hende tættere til sig for lige som at lægge an til et fint punktum på en god aften.
Til sin egen overraskelse mærkede han, at hvis han ikke selv var klar over det, så var hans avleredskab klar til indsats. Med en håndgranat i bukserne dansede han med Mette og kunne næsten ikke sige noget. De takkede af og satte sig igen. Han slappede af og tog en øl mere. Da han så på hende, smilede hun til ham, og han nikkede med hovedet ud mod dansegulvet. Hun nikkede smilende tilbage, og han rejste sig og tog hendes hånd. Aldrig så snart de var begyndt at danse, skete det igen. Håndgranaten var på det nærmeste klar til kamp. Hun måtte kunne mærke det, for de dansede tæt. Hun smilede lidt drilsk, som om hun godt vidste, hvad han havde gang i. Han havde aldrig følt det sådan før, og til sidst måtte han tage mod til sig:
-Æh, Mette, har du æhm lyst til lidt frisk luft?
Hans tunge slog lidt kludder, men nu var det sagt.
-Nej, Frank, du er skide ssssøød, men jeg har jo fffffyr på derhjemme, så jeg er nok ikke til det fræææække med dig! Men du er da ellers godt ladet op, skulle jeg mene!!
Det dulmede trods alt lidt, men afvisningen sved alligevel. Håndgranaten blev øjeblikkeligt forvandlet til en attrap. Heldigvis var hans ydmygelse ikke offentlig, og efter en halv time med mere øl kunne han atter ranke ryggen og se sig om efter noget andet. Inden han nåede dertil, kom en eller anden pludselig ind råbende:
-Det sner!
Og så måtte de alle ud for at beundre det fænomen.
Det var nu ikke så meget, så de slog sig til tåls med, at det kunne de klare i morgen.

Næste morgen stod de op til en hvid verden. Ikke alene var den hvid, men det stormede og blæste, og sneen stod bare ned.
De blev enige om, at de ville aflyse middagens undervisning, hvilket var særdeles ærgerligt, idet det var her, at især Grå skulle træde i karakter.
De kørte lige efter frokosten. Farvel til Rasmussen, Grå og alle de andre, omfavnelser og go tur hjem og vink. Da de kørte ud fra højskolen og havde lagt den bag sig ved trettentiden, tvivlede Hans Peter på, at de højskolekammerater nogensinde skulle ses mere. Det var både Mette og Frank ganske og aldeles sikker på, for det var da oplagt at ses igen. Hans Peter var tavs og helt uenig.
Det var de ikke over sneen. Det væltede simpelthen ned, og til at begynde med kunne han holde en rimelig fart på omkring de 60. Der var fire hvide spor på vejen, og flere gange kom sneploven imod dem, så de lige måtte ind til siden. Men inden de nåede Sønderborg, var der godt nok betænkelige volde af sne ude i siderne af vejen.
Det blev bare værre og værre. De kørte op gennem det midterste Sønderjylland, og jo længere de kørte, jo større snemasser viste sig.
Det havde været deres plan at holde ind i Gram på slotskroen og få noget kaffe der. Det blev ikke så langvarigt. Det huede ham ikke rigtigt med al den sne. Så de moslede videre ganske langsomt.
Lidt nord for Rødding var der i realiteten kun to spor. Samtidig var det begyndt at mørkne; de havde de sidste par timer kun kunnet snegle sig fremad mellem 30 og 40 i hastighed, og han var for længst nået ud i den tilstand, at kom de bare hjem med skindet i behold, var det ligegyldigt hvornår.
Så delte vejen sig i to i Foldingbro. Den lidt mindre til venstre og direkte til Asgaard, den lidt større, men også noget af en omvej, til højre. De diskuterede lidt, indtil han tog den beslutning, at de tog den til højre. Hellere senere end slet ikke.
Snemurene ved siden af vejen var efterhånden så høje, at de kørte som i en tunnel. Han observerede, at der bag ham kørte en anden bilist. Så kunne de da i hvert fald være flere om at hjælpe, hvis den ene skulle køre galt.
De sneglede sig langsomt af sted mod Vejen, og da de endelig nåede den sydlige del af den by og kunne skimte gadelygter, blev de helt euforiske. Han nåede at se, at bilen bagved var en sneplov.
På hovedvejen var der nogenlunde ryddet, så herfra var det ingen sag at køre hjem til Asgaard, som de nåede ud på aftenen.
Han havde ondt i fingrene og håndleddene, så hårdt havde han holdt på rattet. Faktisk lugtede han også af sved.
Fredag 10. december 1971

Hos Pahlgaards var der uro ud på eftermiddagen. Efter et af de efterhånden lidt for hyppige skænderier om snart sagt alle aspekter i deres samliv havde han tjattet til hende, nærmest blot slået ud med hånden i hendes retning, men ramte hende uheldigt på kinden.
Hun tog forbavset hånden op til ansigtet, fyldtes med vrede og kradsede ham i ansigtet. Hårdt greb han hendes hånd og vred den rundt. Hun forsøgte at sparke ham, men han undveg og smak hende en på skrinet, mens han råbte:
-Gå ad helvede til!
Hun skred ud i gangen, tog sin overfrakke og forlod forstanderhjemmet. Det var sjældent, at hun gik på den måde. Men hun var rystet, trængte til frisk luft og til at være alene. Den unge pige var heldigvis for noget tid siden gået i byen. Så måtte han tage over.
Anledningen til skænderiet var uklart, men de vidste begge, hvad der satte den anden i gang. De benyttede sig af det, og Ilse var den, der klarest kunne se, hvor det bar hen. Begge kendte til skilsmisse, og begge vidste kun alt for godt, at lidt skænderi var kærlighedens brændstof eller nødvendige sidegevinst, men meget skænderi begyndelsen til dens afgang.

Hun gik ned gennem Asgaard forbi de pyntede udstillingsvinduer, alle steder med nisser og vat og juletræer og lokkende tilbud om de herligste julegaver. Hun snøftede lidt, var ikke fri for at smågræde.
Hun sukkede og følte sig med et gammel og udslidt. Måske havde alt det der med Ib været et blålys, et håb om forandring til det bedre. Hendes forhenværende var sandt for dyden ikke noget heldigt valg, men Ib var så åbenbart heller ikke den rette erstatning.
Til syvende og sidst handlede det måske helt almindeligt om, at de ikke længere var forelskede i hinanden, og at der ud af forelskelsen desværre ikke var vokset den kærlighed, der var nødvendig for et fortsat forhold.
Livet burde ikke være helt slut med 33, selv om det var tæt på.

Frank manglede at købe de sidste julegaver. Hans mor skulle have en broche, og det lykkedes ham at finde en, der var virkelig flot. For første gang havde han råd til at give hende noget, hun kunne se var penge værd. Samtidig skulle hans morfar have del i velstanden, og til ham havde han købt en flot saks til hårklipning. Inden han blev fiskeforhandler, var han vant til som gammel frisør at håndtere noget ordentligt professionelt grej. Men Frank syntes, at han også skulle have et pænt håndklæde, så han gik ind i trikotageforretningen i Nørregade. Idet han gik ind ad døren, så han Ilse komme gående så underligt anderledes og nærmest sagtmodigt ned ad fortovet. Det lignede hende overhovedet ikke, og han undrede sig noget. Inderst inde havde han altid syntes, at hun var en flot og meget smuk kvinde, rank med gnistrende øjne, der kunne banke mandfolk på plads om nødvendigt. Den Ilse, han så her, var alt andet end rank og gnistrende.
Inde i butikken stod han lige bag vinduet, da hun passerede udenfor, og lurede lidt, og han opdagede, at hele hendes ene kind var ophovnet og rød. Han lagde mærke til, at hun så sørgmodig ud, slet ikke den Ilse, der med energisk beslutsomhed sørgede for elevernes ve og vel, når de var syge eller blot trængte til lidt omsorg.
Han valgte et flot tykt frottehåndklæde, som den gamle kæmper fra 1. verdenskrig ville have stor glæde af, tænkte han. Hans morfar var blevet såret under slaget ved Somme i 1916 og var derefter blevet hjemsendt. Det var jo nok i bakspejlet temmelig heldigt, mange andre sønderjyder slap ikke så let. Han blev skudt gennem overlæben, men kuglen for bare igennem læben og gik ud igen på den anden side kinden.
Han ville aldrig tale om det og nægtede konsekvent at formidle nogen som helst viden fra de år.
Jes, som boede ikke så langt fra ham, havde også deltaget i krigen og var helt anderledes villig til at fortælle om sine oplevelser. Til morfars fortrydelse. Han mente ærlig talt, at Jes var ude i tivoliskildringer, og selv om de to var bedste venner, foragtede han ham en smule for hans åbenhed.

Ilse fortsatte ned mod Brugsen, overvejede at gå ind i kirken og finde ro og stilhed der, men gik alligevel videre hen forbi rutebilen, der holdt ved stoppestedet. En pludselig indskydelse fik hende til at vende og gå op i bussen. Hun købte billet til Esbjerg og satte sig bagerst i den mennesketomme bus.
I Esbjerg stod hun af ved banegården og gik lidt frem og tilbage. Så gik hun ind i ventesalen, og i telefonboksen ringede hun til den 58-årige mand. Han blev enormt ivrig og tilbød at hente hende straks.
Hun fortrød det næsten i samme nu, han sagde det, men hun kunne ikke få sig til at aflyse det, når hun lige havde aftalt det.
10 minutter senere sad hun i hans grønne Jaguar på vej til Hjerting. Den 58-årige mand var lidt stakåndet, men hun tilskrev det nervøsitet.
Han kørte op ad indkørslen til en ret stor, treetagers hvidkalket villa, der lå aldeles flot med udsigt ud over bugten og desværre også vejen nedenfor. Den lå dog med otte meter høje træer og buske til naboerne og dermed fuldstændig skjult for nyfigne blikke også fra vejen. Kun ud over vandet var der luft.
-Det er da noget af en udsigt, du har! Mente Ilse, da de kørte op ad indkørslen, der nærmest kunne sammenlignes med en allé, op til en dobbelt carport, hvorfra det gik videre ad to brede porte til garagen.
Hun syntes ikke, det var nødvendigt for hende at sige De. Det var trods alt tredje gang, de mødtes. Han skyndte sig rundt om bilen og åbnede galant døren for hende.
-Det er så mit hus, kom med indenfor…
Hun gik bag ham med ind, og han viste rundt. Der var så mange værelser, der var kælder og både første og anden sal, og her oppe fra var der en helt aldeles vidunderlig udsigt ud over vandet.
Hun stod længe og betragtede det blå vand. Skumringen var begyndt, og lysene langs vejen var tændt. Hendes puls var højere end normalt.
Han bød hende ind i stuen, en stor flot møbleret stue med pejs. En kæmpesofa i læder fyldte godt op ved siden af en enorm lænestol, ligeledes i læder. Sofabordet var i glas, det var supermoderne. Hun fik indtryk af en velhavende beboer, der var sluppet gennem en skilsmisse uden nævneværdige økonomiske eller psykiske skrammer. Hun syntes ikke selv at have været lige så heldig med sin skilsmisse.
Han bad hende tage plads, og lige da hun skulle sætte sig i lædersofaen, vrikkede hun om på sin ene fod. Støvlen havde alt for høje hæle, det vidste hun godt. Hun havde ikke nået at få andet og bedre fodtøj på.
-Av, åh, det var dog klodset..
-Det kunne ske for enhver. Nu skal jeg hjælpe.
Det var anden gang, hun kom galt af sted i selskab med den 58-årige mand.
Han lagde sig på knæ foran hende og tog forsigtigt støvlen af foden. Hun ømmede sig, mens han blidt masserede hendes fod og ankel.
-Jeg henter lige noget koldt!
Han for ud i køkkenet og kom lidt efter tilbage med et viskestykke med en eller anden frostvare i. Varsomt bandt han viskestykket om foden, fandt en fodskammel og løftede foden op.
-Sådan! Så mangler der bare en kop kaffe og en cognac.
Det var åbenbart blevet fast praksis, når de mødtes.
Han havde overhovedet ikke nævnt hendes ophovnede kind, men da han lidt senere kom med kaffen og drinken, kastede han sit blik på kinden og spurgte:
-Skal jeg ikke finde noget til kinden? Den er vist hævet lidt.
Ilse nikkede. Hun trængte til at blive lidt forkælet og lænede sig tilbage i den store sofa med cognacglasset i hånden.
Den 58-årige mand hentede noget liniment og smurte det forsigtigt på kinden. Han hældte lidt mere Hennessy op til hende. Derpå knælede han ned og kiggede på foden. Han viklede viskestykket af igen og gned lidt på den ømme ankel.
-Gør det ondt? Spurgte han.
-Nej, det er faktisk dejligt, det du gør.
Han spurgte overhovedet ikke om årsagen til den ophovnede kind. Og det var dejligt. Hun trængte i den grad til lidt omsorg.
Varmen, cognac’en, kaffen og den afslappede stilling var alt sammen med til at nedtone en eventuel bekymring for at sidde her i en relativ ukendt herres hjem. Ilse blev mere og mere overbevist om, at Ib kunne rende hende. Hun gjorde præcis, hvad hun ville.
Den 58-årige mand masserede blidt hendes fod og gik en anelse opad benet. Hun huskede, hvad han havde sagt ved en tidligere lejlighed: jeg kan jo ikke opfylde min ægteskabelige pligt, men jeg har da stadigvæk følelser og fornemmelser for det smukke køn, og der findes jo da andre metoder. Højt gentog hun:
-Det er dejligt for foden, det du gør! og lukkede øjnene.
Han blev mere og mere dristig. Lå på knæ og strøg nu begge ben, og hun lod ham gøre det. Han nærmede sig knæene, mens han hjertebankende kiggede op på den smukke, smukke kvinde, der så tilfældigt var faldet i hans turban.
Hun følte sig helt afslappet nu. Om det var de to glas cognac, varmen, massagen eller den 58-årige mand, var ikke til at afgøre. Hun var egentlig også ret ligeglad. Ib kunne gå ad helvede til. Hun mærkede nok, at han masserede højere og højere, men kunne fra dybet af driftshavet godt fornemme, at det var længe siden. Hun spredte benene en anelse mere og lod ham komme til.
Så lod hun Ib være Ib og moral være moral og trykkede blidt den 58-årige mands hoved ind mod sit skød.
Forsigtigt kyssede han lårene ind mod midten, hvor han plantede flere små kys uden på trusserne. Men af duften herfra forstod han, at hans kærtegn var velkomne.
Ilse lukkede øjnene igen og lagde hovedet bagover mod sofaens høje ryglæn.
-Jeg kan mærke, du ved lidt om, hvad der hører sig til, hørte hun sig selv sige. -Så gør det!
Den 58-årige mand gjorde det.
Det næste kvarter var Ilse i en anden verden. Fuldstændig afslappet, nydende sin krops muligheder fløj hun jorden rundt og langt, langt væk fra Asgaard.
Hun var totalt ligeglad med Ib og børnene og skolen og kattene.
Da hun igen landede med nogle dybe suk og en langtrukken rallen, gik der dog ikke mange sekunder, før det væltede ind over hende. Hvad var det her for noget? Lade en fremmed – eller næsten fremmed mand – betjene hende på denne måde… Hun, som var en gift kone, normalt ærbar og trofast.
-Nu må du gerne køre mig tilbage, mente hun stadig med høj puls, men nu med den dårlige samvittighed som udgangspunkt.
Anklen var stadig øm, da han drejede ind på banegårdspladsen. Men hun var trods alt lidt mere munter, og hun sagde selv uopfordret, at de nok kunne mødes en anden gang, stak ham et smil og kyssede ham på kinden.
Den 58-årige mand kørte hjem igen med en glæde, han ikke havde haft i årevis. Men han var også blevet forelsket i dette vidunderligt smukke væsen, der havde beæret ham med sit besøg.
Søndag 12. december 1971

På skolen havde Frank weekendvagt. Netop færdig med eftermiddagskaffen satte han sig ind i samlingslokalet og spillede klaver. Han syntes, det var rart at sidde og klimpre og øve sig lidt på nogle Beatles-melodier sammen med melodien fra tåreperseren ”Doctor Shivago”, som han havde spillet en time om ugen i et helt halvt år på seminariet. Plus det løse. Lærerinden havde ikke været imponeret over hans musikalske evner, men havde til gengæld udtrykt anerkendelse over hans ihærdighed. At spille samme melodi i så lang tid! Men det havde været meget svært at lære at spille med begge hænder – samtidig.
Nu sad han og øvede på ”Yesterday”, da han svagt registrerede anderledes lyde ude fra hall´en; en eller flere elever kom løbende udefra og op ad trappen til drengegangen.
Ærgerligt rejste han sig og gik derud.

Her mødte der ham noget af et syn. En ung, langhåret mand med nøgen overkrop som trådt ud af en neanderthalerfilm stod og svingede med armene, mens han udstødte uartikulerede lyde, herunder mere forståelige forbandelser.
Frank gik hen til ham.
-Er der noget, jeg kan hjælpe med?

Imens pegede han op på drengegangen, idet han formodede, at nogle af drengene var indblandet i det her.
Han havde lige løftet armen for at pege, da neanderthaleren ramte ham på siden af hovedet, så hans briller røg hen ad gulvet, og han selv befandt sig i en tåge og måtte sætte sig på bænken.
-Hvad fanden, slår du på en mand med briller?
Hvæsede han uvist af hvilken grund.
Der var vist ikke belæg for at mene, at voldsmænd holdt sig tilbage, hvis den forurettede bar briller.
-Du kan sgu få mere, hvor det kommer fra…”, truede den langhårede. Frank troede først, at det var ham med knallerten igen, men det var det slet ikke. Ham her var meget større på alle leder og kanter.
Hans tanker var kaotiske. Heldigvis kom Pahlgaard i det samme løbende hidkaldt af ophidsede elever. Både Lone og Inge stod i døren, parat til flugt.
-Det gælder også jer, sagde den indtrængende. Han gik hen imod dem med hævet knytnæve:
-Specielt dig, sagde han og pegede på lille, uskyldige Inge. Inden de nåede at flytte sig, havde han grebet Inge og stod helt tæt på hende.
-Dig har jeg set før! Pas på!
Pahlgaard var hurtigt henne og greb fat i ham.
De to piger hvinede væk.
-Sæt dig, kommanderede Pahlgaard den unge mand. Der var noget i Pahlgaards holdning og stemmeføring, der fortalte ham, at det nok var klogest at gøre, som der blev sagt.
Pahlgaard så kort på Franks ansigt, men bortset fra den røde hud, hvor han var truffet, var der ikke noget særligt synligt.
-Hvordan har du det? Spurgte han.
Han rystede på hovedet.
-Nogenlunde. Men hvorfor jeg partout skulle ha´ en på torsken, det ved jeg ikke.
Pludselig så Frank ud af øjenkrogen en skikkelse flyve op bag på Pahlgaard og mase den ene arm rundt om halsen på ham for på den måde at tvinge ham ned på gulvet. Pahlgaard gik baglæns, mens den unge neanderthaler hang der og sprællede. Det så en anelse komisk ud, men overfaldsmanden syntes nok ikke, det var morsomt, da Pahlgaard klaskede ham baglæns ind i væggen med hele sin vægt. Det hjalp ham heller ikke, at han ikke havde tøj på overkroppen, og da han gled ned ad væggen, fik han nogle grimme hudafskrabninger og ømmede sig, mens han for længst havde måttet slippe Pahlgaards hals.
Det sagde en grim lyd, da Pahlgaard slog ham på kæben. Den unge mand sank sammen.
Pahlgaard bøjede sig ned over voldsmanden og råbte ham ind i ansigtet:
-Så er du måske færdig, kammerat? og forlangte at få at vide, hvem han var, hvad der var sket og hvorfor. Samtidig havde han godt fat i hans ene arm og bøjede den noget bagud.
-Av, av, skreg den unge mand. -Egon.
Han fik ikke meget ud af ham. Dog så meget at han nu vidste, han var ansat ude ved Opel i stationsbyen. Og at han var pænt lakket til. Det stod en hørm af alkohol i en tåge omkring hans ånde.
Pahlgaard stod lidt og tænkte sig om. Så sagde han i en noget brysk tone til Egon, at nu skulle han blive liggende helt roligt og bad Frank hente noget snor. Der var vist ingen fare for, at Egon igen skulle begynde på noget. Han så helt skæv ud i ansigtet.
Frank skyndte sig og kom tilbage med noget reb. Pahlgaard bandt hans hænder omme på ryggen og den anden ende til bænken, og Egon lå helt stille, en anelse klynkende. Pahlgaard ville lige foretage en telefonopringning.
Han betydede Frank, at han lige skulle følge med, og sammen gik de ind på kontoret, hvorfra han ringede til Opelforhandleren. Pahlgaard kørte selv Opel og kendte derfor chefen derude i stationsbyen.

-En af dine knægte har lige overfaldet en lærer her. Kan du komme med det samme?
Et tiltalende træk hos ham, at han ikke nævnte noget om overfaldet på sig selv.
Efter lidt frem og tilbage lagde han på, og de blev enige om at kontakte politiet i Ribe.
Frank ringede selv derned og forklarede, hvad der var sket.
-Vi skal se, hvad vi kan gøre, forklarede vagthavende.

De gik tilbage til hall´en, hvor Egon sad op ad væggen og sådan halvsov.
Pahlgaard havde lagt en gammel trøje inde fra skabet for glemte sager over hans overkrop.
Weekendeleverne turde komme lidt frem, og Pahlgaard fik efterhånden ud af dem, hvad der var sket.
De havde været nede på grillen, og på tilbagevejen havde de banket på kroens vinduer, da de kunne se, at der sad nogen derinde.
Ikke for klogt gjort, men den var altså sådan. Drengestreger, der hørte alderen til.
Kæden hoppede så af, fordi Klaus Kludder kom lidt efter de andre og havde set, hvad de gjorde. Da han var uden for kroen, nøjedes han ikke med at banke på ruden, næh, han førte sin finger meget sigende op til højre for hovedet og drejede den rundt, mens han skelede og udstødte mærkelige lyde.
Det fik denne unge mand til at rejse sig og storme ud af lokalet efter den formastelige person, der i den grad havde generet ham.
Det hjalp også en del, at han i lyset af den tilstundende højtid havde drukket hele søndagen igennem og derfor måske havde ekstra svært ved helt at skelne mellem drengestreger og alvorlige fornærmelser.
Ydermere var Klaus ikke sen til at gøre nar af ham, da han så, at Neanderthaleren kom ud for at få fat i ham. Han råbte til ham, at han lignede en stor gorilla med lodne ører og opfordrede ham til at smide skjorten og vise sine abehår på brystet.
Egon smed derfor skjorten for at vise, at han ikke havde abehår på brystet og stormede efter Klaus ind på skolen, og her mødte han så Frank. Al hans raseri gik ud over ham.
Han skulle nok have stukket Klaus Kludder et ordentligt par på lampen. Når de nu var i gang med det voldelige.
I øvrigt var det korrekt, at Egon ikke havde abehår på brystet. Derimod havde han, så ung han end var, allerede ølvom i den flotte kroversion.

Forhandleren kom brølende i en stor Opel og gik direkte hen til Egon og sagde:
-Nu kan jeg snart ikke gøre mere for dig. Hvis du tror, at jeg kan hjælpe dig ud af alle de situationer, du selv skaber, tager du fejl.

Han vekslede et par lavmælte ord med Pahlgaard. Den gode Egon kom fra miserable forhold i hjemmet og havde allerede været indblandet i forsøg på voldtægt, slagsmål ved halballer og andre fredsforstyrrende tiltag i Asgaard.
De afventede politiets ankomst. Egon var i mellemtiden sunket helt sammen og så ærlig talt noget ynkelig ud. Han lignede en lille dreng, der var taget i æblerov.

Efter et kvarters venten sagde Pahlgaard:
-Frank, gå lige ind og ring igen og spørg, hvor de bliver af!

Han ringede igen til politiet i Ribe.
De havde nu forstået situationen sådan, at skolen selv havde ”klaret” den lille sag.
Han blev sur og smækkede røret på. Opelchefen tilbød at køre Egon hjem og forsikrede, at han skulle tage sig af ham og sørge for, at det aldrig mere gentog sig.
-Han skal med i A-ringen! Mente han og hentydede til den forening af tidligere alkoholister, der var blevet dannet i Bramminge. Pahlgaard løsnede rebet, og de to ledsagede Egon ud til bilen hver med et solidt tag i hver sin egonarm.

Tirsdag 14. december 1971

Der var tradition for, at juleferien begyndte med gudstjeneste i den lokale kirke. Præsten var god til at tale til de unge mennesker, og hele stemningen lagde op til fordragelighed, stjerner og klejner i kassen.
På lærermødet havde der dog forinden været debat om juleafslutningen. Den der med god julefrokost, et lille krybbespil, forældre til julebag og gløgg og farvel og god jul til eleverne var der sådan set intet i vejen med.
Men kirkegangen! Frank var uforvarende kommet til at sige højt, at han ikke syntes om den. Søren havde taget det på dagsordenen, fordi han mente, det var i strid med skolens vedtægter, hvis man ikke gik i kirke og lærte eleverne, hvad folkekirken var for noget.

-Jeg har selvfølgelig ikke noget mod kirken endsige det, der foregår der. Men jeg betragter det som noget personligt, som ikke-troende skal have valget til at deltage i. Hvor mange af vore elever ville deltage, hvis de kunne vælge?

Dahl-Hansen bakkede ham øjeblikkeligt op:
-Vi har bortset fra de seneste par år diskuteret det her i efterhånden lang tid, og jeg er helt enig med Frank. Der står faktisk ikke noget i vedtægterne om, at vi skal give eleverne kristendomsundervisning.

-Næh, sagde Pahlgaard, men der står, at vi skal sørge for, at de bliver undervist i dansk kultur, historie og med alt, hvad det indebærer. Kristendommen er vel basis for vores kultur?
-I hvert fald lige siden 1536. Men vores kultur er da noget ældre. Frank ville lige præcisere:
-Jeg vil have lov at skelne mellem undervisning og religionsdyrkelse. Da vi havde de unge kristne her, var I da alle særdeles negative og syntes, de var latterlige. Lige mine ord! Netop fordi de prædikede! Går vi selv i kirke officielt, blander vi det personlige med det skolemæssige.

Pahlgaard syntes som ægte socialdemokrat at være lidt i vildrede. Han spekulerede åbenbart ikke så meget på sin skole i denne sammenhæng.

Højt svarede han ham:
-Jeg kan godt følge dig et stykke. Hvad siger I til, hvis vi rådfører os med bestyrelsen? Jeg skal alligevel tale med U. K. i aften.
Bestyrelsesformanden hed Uffe Kierkegaard Nielsen og var en rar, forstandig, indimellem stridbar smedemester med kælenavnet U. K., Pahlgaard kaldte ham konsekvent for IK Nulsen, når han talte om ham. Hans respekt for formanden var ikke den højeste, og han syntes nok, han var for vag.

Man blev enige om, at det var en udvej, men Frank var nu ikke helt tilfreds. Bestyrelsen skulle vel ikke bestemme, når det nu ikke stod i vedtægterne, at elever og ansatte på Asgaard Efterskole skulle gå i en bestemt kirke og deltage i dens gudstjeneste?
Bente havde ikke sagt noget.

Ib og Ilse skændtes om julen under aftensmaden, der egentlig var begyndt så godt og fredeligt. Ilse var kommet hjem fra Esbjerg og havde intet sagt, men der havde været kold luft mellem dem hele mandagen. Fronterne var dagen igennem tøet en smule op, og de kunne begynde at tale lidt om juleafslutningen på skolen. Ilse mente, at skolen naturligvis skulle gå i kirke. Det var både tradition og en del af det kristne fællesskab, hun syntes, man havde som danskere. Hun var selv en kirkegænger, der i kraft af sin overbevisning og tro fandt støtte i mange af dagligdagens krav og problemer ved at deltage i gudstjenesten en gang imellem.
Men om 10 dage var det juleaften, og de havde hidtil udskudt afgørelsen om deres private jul. De skændtes, om den skulle holdes hjemme, hos hendes eller hos hans forældre. De skændtes om børnene. Men Gert ville helst holde jul med sin tidligere far, hvorimod Dorthe holdt meget af sine morforældre, der boede i Give, og mormor Marie havde spurgt, om det kunne lade sig gøre.
Med Gert var det dobbelt svært. Siden episoden med Dahl-Hansen havde begge forældre været endnu mere over ham, dog ud fra forskellige synsvinkler, og det var ikke uvelkomment, at han holdt jul med sin biologiske far.
Nu drejede det hele sig om at bøje ønskerne mod hinanden på en sådan måde, at alle blev nogenlunde tilfredse. Og Ilse og Ib vidste godt, at hvad de end gjorde, kunne de ikke gøre alle glade, slet ikke sig selv. Ib var egentlig mest til at holde jul hos svigerforældrene, der havde – i hvert fald tidligere – været sådan en hyggelig julestemning.
Oven i alt dette kæmpede Ib med en stadig større ligegyldighed over for Ilse. Han prøvede febrilsk at få familien til at fungere i det daglige, men mærkede, at det blev sværere og sværere.
Han forsøgte også at udfolde far-rollen over for Dorthe, men fattede, at hun var voksen og ikke længere havde brug for en far på den måde.

Ilse kunne naturligvis mærke Ibs manglende interesse. Frustreret kastede hun sig mere og mere over Gert og kattene og søgte at imødekomme ham mest muligt. Hun arbejdede for Kattens Værn og fik selv arrangeret rum til en seks-otte vilde eller hjemløse katte. Men hun mærkede nok, at Ib ikke var vild med de der katte.
Hun mærkede den tiltagende ligegyldighed fra hans side. Hun overvejede, om hun skulle fortælle om sit Hjertingbesøg, men opgav.
De havde heller ikke talt om det lille håndgemæng.
Hun tænkte lidt trist på, at det så var det andet ægteskab, der åbenbart ikke ville gå for hende.

På bestyrelsesmødet i Kattens Værn aftenen efter meddelte Ilse, at hun med øjeblikkeligt varsel udtrådte af både den og foreningen med den begrundelse, at hun ikke orkede længere at have med katte at gøre, og hun havde heller ikke tid. De fem katte, hun havde, ville hun samtidig gerne forære bort. Ellers blev de afleveret hos dyrlægen.
De øvrige damer i bestyrelsen kiggede meget sigende på hinanden.

Pahlgaard afgjorde dagen efter, at juleafslutningen på Asgaard Efterskole betød kirkegang for alle.

Torsdag 23. december 1971

Lillejuleaften ringede Franks morfar til ham og sagde, at hans mor igen var syg. Hun var blevet fundet på trappen op til det hotel, hun arbejdede på som oldfrue, og hun var bevidstløs. På sygehuset kom hun til kræfter igen, men selv om hun fysisk var i orden, var hun det næppe psykisk.
Nu var hun på Statshospitalet i Augustenborg, og lægerne forventede, at hun godt kunne komme hjem juleaften, men så skulle af sted igen.
Han måtte altså af sted og hente hende. Det gjorde ikke så meget; han skulle jo alligevel være kørt derned juleaftensdag.

Midt på eftermiddagen kørte han. Der var lang vej fra Asgaard til Augustenborg, længere end i alfabetet.
Volvoen spandt, vejen var fin i de for en december så varme dage med grader op til 12. Han følte sig som en moderne udgave af Johannes V. Jensens Morten, der blev sendt i byen i snestorm juleaften, men her var der for en gangs skyld besøg i Sønderjylland med egen bil tilsyneladende uden sne.

Det var for længst blevet mørkt, da han nåede Sønderborg. Byen var hyggeligt oplyst, masser af graner med lys, butiksvinduer med lys, en del mennesker i julehumør, troede han nok, og fra kirken strømmede julesalmer og englelyd ud og vidnede om en varm jul.
Han kørte forsigtigt ud af byen og stilede efter Augustenborg. Der var meget mørkt ude på landevejen.
Men han nåede frem og kunne køre ind på parkeringspladsen foran det store, hvide palæ, der rummede det psykiatriske hospital.
Hans mor så forholdsvis frisk ud, og han blev glad. Han kunne tydeligt huske sidste jul, hvor hun havde været beruset, denne gang kunne det ikke gå galt. Han vidste, at morfar også ville blive glad. Han var efterhånden en ældre herre, der boede helt alene og trængte til dem. Troede han nok.
Morfar havde været lettere forvirret sidste juleaften, hvor hans datter havde været sanseløst beruset. Hvor Frank måtte tilkalde vagtlægen og frysende måtte høre på hans moralske foredrag om spiritussens skadelige virkninger på kort og langt sigt.
Den jul havde været den sørgeligste, han endnu havde oplevet.
Sent ud på aftenen trillede de ind ad indkørslen til morfar. Han stod uden for på trappen og tog imod.
Ingen omfavnelse. Hans mors familie havde aldrig været til det der føleri. Kun stemmen afslørede, at han var glad for at se dem.
De fik en rimelig juleaften. Andestegen sørgede morfar for, og mor hjalp til med det sidste. Lidt i otte kunne de sætte sig til bords og nyde hinandens selskab. Både morfar og mor virkede lettede, glade og fornøjede med livet. Hun skulle bo hos sin far et stykke tid.
Senere på aftenen gik Frank og moderen en lang tur ned til havnen. Her stod de længe og kiggede ud på vandet. Vejret var mildt og fugtigt. Han fortalte hende, at han var bekymret for hende og hendes drikkeri. Hun slog det hen og syntes ikke, der var grund til bekymring. Jo, havde han insisteret, både af hensyn til ham og hendes far!
Mandag 10. januar 1972

Efter jul begyndte Frank sit store projekt. Han havde sat sig for at vække interessen for klassisk musik i sin 8. Det var noget helt andet end at skulle ud i et frelserærinde, hvor det gjaldt om at få andre mennesker til at tro det samme som en selv. Og på noget, der var hinsides denne verden.
Pahlgaard havde åbenbart ment, at det var god dansk skik at gå i kirke op til juleaften, og så var den ikke længer. Han havde bedt sig fritaget, og Pahlgaard havde for en gangs skyld forståelse og havde så sat ham til sammen med de andre køkkenfolk at dække bord på skolen til alle forældrene. Køkkenfolkene deltog aldrig i den slags; man formodede ikke, at de var egnede til åndelig påvirkning.

På seminariet havde Frank undret sig over den noget pauvre pladesamling, der skulle forestille at være symfonisk musik. En dag hvor han stod og rodede i pladebiblioteket, kom musiklæreren forbi.
-Det er lidt ærgerligt, at seminariet ikke har flere plader! Beethovens symfonier er repræsenteret med den tredje og den niende!
-Kunne De tænke Dem, at de andre også var her? Spurgte lektoren.
-Jeg synes da, at et seminarium med respekt for sig selv, og her er Haderslev jo ingen undtagelse, bør have alle Beethovens symfonier.
Lektoren nikkede eftertænksomt. Så sagde han:
-Jamen, så lad os køre ned i byen og hente de plader, De synes…
Han var blevet noget overrasket. De satte sig ind i hans bil, og inden han kørte, tog han en lille æske med pastiller frem fra handskerummet, tog selv en og rakte den videre til ham med et nødende nik med hovedet.
De kørte ned i Fona.
-Skal jeg bare vælge? Han tøvede lidt, mens han pegede på pladestativerne.
-Tag fra, unge mand! De bliver taget på ordet, og så må De vise, hvad det afstedkommer!
Han tog for sig af retterne. Sammen kørte de tilbage til seminariet med 36 helt nye LP-plader. Her var både Beethoven i flere versioner og Dvorák og Sibelius og Mozart. Det var lige før, at der ikke var plads til dem i seminariets musiksamling.
Og han lånte pladerne med hjem, en for en, og overspillede dem til sin båndoptager.
Han nød især Beethovens syvende og den berømte anden sats, med og uden Karajan, men første gang han hørte Sibelius, fornemmede han noget helt andet. Her var der naturbilleder af en karat, han ikke havde oplevet før. Især den anden symfoni blev han betaget af.
Nu havde Frank fået den snurrige idé, at 8. klasse skulle tvinges til at kunne li´ Jean Sibelius´ anden.
Han havde derfor optaget højdepunkterne på bånd.

Frank begyndte uden at sige noget som helst hver eneste dansktime med at spille båndet. Bare et minut. Han havde fundet de melodiske højdepunkter, der burde kunne fange eleverne.
I begyndelsen gloede eleverne på ham, og flere af dem rynkede på næsen af ham og hans ”kirkemusik”, som de kaldte den.
Men han blev ved. Spillede det samme stykke igen og igen. Efterhånden fandt eleverne sig i det, og det varede da heller ikke længe, før nogle af dem ligefrem nynnede med og gav udtryk for, at det var en god måde at begynde timen på.
Han lagde vægt på, at han først ville skifte til det næste stykke, når han var sikker på, at den aktuelle musikstump var kendt og ikke bare kendt, men nynnebar.

Fredag 14. januar 1972

Der var en god og hyggelig atmosfære, når Bente havde vagt.
En aften vendte Frank og et par venner tilbage fra Vesterhavet, hvor de var gået en meget lang tur på stranden. Røde i ansigterne og lettere eksalterede brasede de ind på lærerværelset, hvor Bente som sædvanligt havde fredagsvagten, og hvor der var hyggelig ild i pejsen.
-Har I hørt det? Spurgte hun, så snart de havde fået sig sat.
Hun sad og så rigtig tiltrækkende ud i stram nederdel og matchende bluse, der klædte hende i den grad. Frank kunne se, at vennerne kiggede anerkendende på hende.
-Hvad? Han var nysgerrig og gjorde samtidig sit bedste for ikke at lade sine øjne gå på vandring ned over hendes krop. Åh, det var lidt svært, det der. Man skal virkelig sætte al sin viljestyrke ind på at fastholde øjenkontakten, når man snakker med en sød pige. Så meget havde han da lært på seminariet.

-Kongen er død!
Hun afleverede replikken, som om de alle deltog i et teaterstykke.
Meddelelsen gjorde dem tavse. Alle vidste, at Frederik den Niende var syg. Så skulle Margrethe jo være dronning.

-Sådan noget sker!
Mente en af vennerne. De blev hurtigt enige om, at det var der ikke så meget at sige til. De tændte for fjernsynet, der havde aflyst alle programmer og kun sendte om kongen.
-Alle store mænd skal på et eller andet tidspunkt videre. Det gælder vel også forstandere! Bente smilede til ham.
-Er du ved at komme over det med den der vandpistol?
De grinede. Han havde fortalt sine venner om episoden.

-Jeg synes, det var en vældig aften, men måske er jeg ikke helt stolt over min rolle. Nogle gange er jeg bare for naiv. Måske er det at være naiv en lidt mere positiv udlægning af at være dum.

Vennerne trøstede ham og mente, han havde ret. Han var sgu for naiv. Og dum var han formentlig også. Latteren var der igen, og en af dem ville godt fortælle en historie, der kunne dokumentere hans manglende åndsevner. Frank tænkte straks på den der historie med hende der fra Århus, men inden han nåede at aflede vennen, brød Bente ind og forsvarede ham og mente nok, at det havde været et dødfødt foretagende lige fra starten.

-For resten, Frank. Jeg holder en lille fest på lørdag og kunne godt tænke mig, hvis du ville være med. Der kommer nogle af mine venner og veninder, og det er ikke noget særligt; tag bare dine venner med også!
Hun smilede og slog gæstfrit ud med hånden rundt i kredsen. De to venner takkede begge nej, de skulle noget andet, men han følte sig opstemt og ville gerne med.
Måske kunne det være en anledning til at lære hende der Bente bedre at kende? Han nikkede smilende til hende og fastholdt hendes dejlige øjne måske en anelse længere, end det strengt taget var nødvendigt.

Per Bach fra 10. var lige et smut inde på lærerværelset, for Bente syntes, at eleverne skulle føle sig hjemme på hele skolen i fritiden. Hun havde tilligemed fået udvirket tilladelse til at måtte bruge lærerværelset, når der var weekendvagt.
Per opdagede på et tidspunkt Bentes jakke på gulvet, samlede den op og holdt den udbredt, for at hun kunne tage den på, mens han sagde:

-Bente, værs´go!
Men Bente snakkede bare videre og ænsede ham ikke. Så slap Per Bach hendes jakke med en ed, så den faldt på gulvet igen og gik, nej skred ud af døren med en ordentlig salut:
-Så kan du fanme også rende mig! Overlegne lærerinder! Ha! Tror I, jeg ligger under for den slags??

Latteren, også fra Bente, skyllede ham ud.

Lørdag 22. januar 1972

Ugen slæbte sig af sted. Koldt og blæsende med sne indimellem. Frank glædede sig og brugte noget af lørdagen til at løbe en tur i skoven. Han havde sat sig for, at han ville til at motionere lidt mere og havde efterhånden fået en fast løberutine, så han næsten ikke kunne holde ud, hvis han ikke lige kom ud og fik frisk luft under fødderne.

Efter et bad iførte han sig noget nyt tøj, han lige havde købt; han drak en enkelt øl, det ville være dumt at møde fuld op. Det ville også være dumt at møde ædru op, for så var det på det nærmeste pinligt.
Bente boede på første sal i et lejlighedskompleks nede på torvet i byen, omtrent over for Brugsen. Hun smilede over hele hovedet og så glad ud, da han ringede på. Hun omfavnede ham let, og han mærkede tydeligt hendes velformede brystparti.
Det tegnede godt.

-Kom ind, Frank!

Hun kørte sin hånd lidt op ad hans ene arm. Det varmede vældigt i resten af kroppen, og hun førte ham ind i stuen til en 12-14 unge mennesker, der pludrede og snakkede på bedste vis.
Aftenen gik næsten alt for hurtigt. Stemningen forblev munter og en smule hektisk, og han nød for en gangs skyld at koble helt fra. Skolen var for en gangs skyld ikke temaet denne aften, og for en gangs skyld morede han sig godt. De spiste hendes veltilberedte gryderet og drak den efterhånden alle steder udbredte bowle, hvis indhold af øl, portere, snaps og citronvand i indbyrdes afstemte portioner fik synk, som aftenen skred frem.
Han forblev ikke upåvirket af bowlen, der var rigeligt, og på et tidspunkt ud på natten sejlede han ud i gangen fra toilettet og stødte ind i flere gæster, der var ved at forlade festen.
-Åh, du der Frankenstein, sagde den ene, en lyshåret sød pige,
-kan du ikke lige holde op i mit hår, mens jeg snører mine sko?

Han holdt og holdt, og da hun rejste sig igen, mistede hun en kort stund balancen og busede ind i ham. For ikke at falde greb hun ud efter ham, og den manøvre førte til, at hendes ansigt blidt strejfede hans. Hun så et kort øjeblik alvorligt på ham, hvorefter hun trykkede et blødt kys mod hans læber.

-Åh, hvor ville det være skønt, hvis man havde en, der kunne følge en hjem, hviskede hun, mens hun smilede til ham.

Nogle af de andre var højrøstede i færd med ligeledes at tage overtøj på og tage afsked med Bente, der stod ved stuedøren og måske, måske ikke havde set noget som helst. Inde i stuen var der højst en fem-seks stykker tilbage.

Han tøvede et øjeblik, men syntes, at Ulla, som hun hed, selvfølgelig skulle hjælpes hjem og halvråbte derfor lidt frisk til Bente tværs hen over de andre:
-Jeg følger lige Ulla hjem og vender frygteligt tilbage!

Bente nikkede smilende.

Men det gjorde han bare ikke.

Dum eller naiv? I den følgende tid mærkede han en forandring hos Bente, selvfølgelig. Han fortrød bittert at have indladt sig på det lille eventyr med Ulla. Hvor Bente før havde været imødekommende og lyttende og interesseret, var hun nu mere end kølig, uinteresseret, utilnærmelig. Ikke engang da han sagde tak for sidst. Hun kiggede bare frostboksagtigt på ham og smed fem isterninger:
-Det var jo så lidt!
Isterningerne smeltede meget langsomt i stilheden, der fulgte.

Han skulle snart opdage, af hvad der var for lidt.
I en middagspause sad de tilfældigt begge på lærerværelset og forberedte sig til eftermiddagsundervisningen.

-Bente, æh, jeg ville egentlig godt lige snakke lidt med dig, hvis du har tid..?
-Om hvad? Kan det ikke vente? Jeg har en del at se til!
Han så sig om. Ingen kolleger i nærheden.
-Jeg synes, du har forandret dig; har jeg gjort noget galt eller?
Han havde svært ved at formulere sig. Så kom der sådan en gang ævl ud.

-Galt? Jeg ved slet ikke, hvad du taler om. Kan du ikke tale med Ulla om det? Hun kan i hvert tilfælde godt tale om dig. Du må jo virkelig have sat brand i den, tror jeg. Det er fint for jer.

Bente var ikke fri for at lyde lidt melodramatisk. Faktisk havde hun blanke øjne, der så på ham på en måde, så han blev ked af det.
Frank prøvede igen:
-For det første er vi to ikke kærester. For det andet fulgte jeg hende bare hjem, ikke andet. For det tredje kan jeg godt lide dig.

Forsvarede han sig. Fortsatte dermed hans efterhånden helt mislykkede forsøg på at få bod og bedring. Og så kom hele fryseren:
-Lide mig? Det var en flot måde at vise mig på, at du havde et eller andet til overs for mig. Og du fulgte hende hjem og ikke andet? Vil du bilde mig ind, at du nøjedes med det? Jeg er ikke født i går. Når man spiller op til mig og skruer charmen på, forventer jeg, at man mener noget med det. Men der blev jeg godt nok tørret noget så grundigt, hvad??

Bente så aldeles fortryllende ud i sin vrede. Lignede et såret dyr, et stolt et af slagsen. Han kunne mærke, at det vældede op i ham.
-Bente, jeg synes bare, at..

Hun rejste sig hurtigt op.
-Ved du hvad! Du bestemmer suverænt, hvem du gør hvad med. Til gengæld bestemmer jeg lige så suverænt hvor længe, jeg gider snakke med dig.

Med denne volumenmæssigt stadigt højere salut med det største tryk på det sidste dig forlod den smukke Bente lærerværelset efterladende en ung mand med en større maveplasker.
Han sukkede. Hun var helt forkert på den, og Ulla havde han overhovedet ikke set siden og havde heller ikke tænkt den tanke. Han tolkede det som god, gammeldags jalousi.
Han blev dog en anelse smigret.

Han overvejede at følge efter Bente. Men så kom Dahl-Hansen ind og havde et spørgsmål.

En uges tid senere skulle han ned med et brev i postkassen, ikke så langt fra Bentes lejlighed. Han vaklede lidt frem og tilbage. Burde han egentlig ikke få snakket ud med hende, få det overstået? Ret beset havde han måske opført sig en anelse dumt, fjollet, tåbeligt, sikkert fordi han havde drukket en del den aften…

Han besluttede sig for at aflægge den sårede Bente et besøg. Han ville benytte en anden taktik denne gang. Starte med åbent og ærligt at sige undskyld. Så kunne hun skælde ud, han ville se angrende ud i passende doser, og til sidst når der opstod en pause, ville han foreslå, at de tog en øl.
Frank blev helt fornøjet over sin plan. Han var faktisk ikke helt fri for at tage sig selv i at fløjte lidt, mens han cyklede ned ad Storegade.
Der var ikke langt derned. Han stillede cyklen og kiggede op på første sal. Jo, der var lys.

Han sneg sig op ad trappen. Hjertet hamrede lidt mere end normalt, lidt nervøs var han jo nok. Han vidste, når han havde talt med hende, ville han være lettet og glad. ”Undskyld”, ville han sige, når hun lukkede op. Måske skulle han have haft blomster med. Det var for sent nu.

Da han nåede reposen uden for hendes dør, stod han stille for at få vejret. Hun skulle heller ikke tro, at han nærmest var løbet for at snakke med hende.
Han skulle lige til at ringe på, da han hørte stemmer derindefra. Han tænkte, der ikke var nogen grund til at vise sig, hvis han alligevel ikke kunne gennemføre sit forehavende.
Han skulle lige til at gå igen, da han hørte Bentes stemme ude fra entreen.
-Jeg tror, den er her, skat, sagde stemmen.
Inde fra lejligheden lød en dyb brummen. Hun havde altså besøg, og formålet med det besøg var vist temmeligt indlysende.
Dybt beskæmmet over at være blevet slået på målstregen og alligevel lettet over ikke i den grad at have dummet sig igen igen sneg han sig ned og ud og cyklede hjem.

Han kunne jo også aflægge Ulla et nyt besøg. Når hun talte om ham på den måde til Bente, var hun måske ikke helt uinteresseret. Han havde overhovedet ikke set hende siden den famøse aften…
Samtidig kunne han øjeblikkelig mærke en stigende lyst til et kvindemenneske, og Ulla var da sød, og selv om han ikke huskede så alverden fra den nat, huskede han dog en dejlig omgang lagengymnastik. Og som en slags trøst oven på nedturen med Bente i aften ville Ulla ikke være helt dårlig. Så kunne Bente også lære, at hun minsandten ikke var den eneste i verden.

Så han vendte cyklen, fløjtede lidt igen og styrede den ud på Peter Murers Vej, hvor Ulla boede til leje i et fint, lille parcelhus.
Der holdt en bil i hendes indkørsel. Han sagtnede farten, da en ung mand kom ud fra huset og fra bagagerummet hentede en pose klirrende flasker, som han gik ind med.

Han vendte og cyklede hjem uden fløjt. Det var virkelig en vellykket aften.
Mandag 31. januar 1972

En svært udrustet person – tøjmæssigt – kom tøffende på en lille knallert i det meget kolde vintervejr. Han var iført styrthjelm, læderfrakke, læderbukser, læderhandsker, motorbriller, og han havde så meget tøj på, at han forekom væsentlig større. Ved ankomsten på skolen uden for cykelskuret stillede han sin knallert og begyndte at afføre sig sit udstyr. Da han var helt færdig med afføringen, så han meget mindre imponerende ud, nærmest en lille skoledreng, dog en lille skoledreng med gedebukkeskæg.
Søren, thi ham var det, skred ind på lærerværelset som et friskt, iskoldt pust ude fra de store snevidder. Han mente, at han lige så godt kunne spare lidt på Moskvitten, der brugte en hel del benzin og olie.

Samme dags eftermiddag undervistes i valgfagene, som lærerne tilbød alt efter deres interesser. Søren havde filmkundskab og stod ved tavlen og forsøgte at bibringe eleverne nyttige kundskaber, i dag om frøperspektiv:

-Frøperspektiv er, når kameraet eks. filmer en frø, nej, ved I nu hvad…
Alle drejede sig om mod Kurt og Rikke, skolens “par nr. 7”. Kurt sad med den ene arm omkring Rikkes nakke og den anden hånd trygt inde under Rikkes bluse, beskæftiget med at befamle hendes overordentligt veludviklede barm.

-Vil I lige ta´ og sæt jer op og la’ være med det der. I ved godt, vi ikke vil ha’ den slags ting…
-Nu er det anden gang, jeg siger det i denne time! Så gider jeg ikke sige det mere!
Kurt og Rikke satte sig smilende op, og Kurt trak meget modvilligt sin højre hånd op af Rikkes kavalergang…
-Kan vi regne med det? Spurgte han, mens Rikke flinede.
Søren ignorerede ham og vendte sig atter mod tavlen:
-Frøperspektiv er altså…
Hans Christian afbrød ham:
-Er det ikke omvendt, Søren? Er det ikke sådan, at ved frøperspektiv er kameraet frøens øjne, eller hvad man nu kan sige??
-Øh, det, nej, du tager nok fejl af det og så fugleperspektiv. For der ser man virkelig tingene fra en fugls synsvinkel…

-Gælder det også storken, sagde Hanne dumt, idet hun prøvede at være morsom og kiggede over på Kurt og Rikke. Hanne var hemmeligt forelsket i Kurt, og da hun boede sammen med Rikke, havde hun rig lejlighed til at snakke med hende om ham på en sådan måde, at det hele tiden handlede om Kurt og Rikke, mens hun i virkeligheden drømte lidt om Kurt og – Hanne.
Søren valgte at overhøre det. Han forklarede videre, mens han tegnede på tavlen:
-Altså frøperspektiv er, når man ser ned på en frø, fugleperspektiv er, når man ser op på en fugl, han tegnede en frø og en fugl…
-Søren? Det var Tun, der godt kunne tænke sig lige at markere, hvem der var humørmester blandt eleverne.
-Er der ikke osse no’ed, der hedder elefantperspektiv? Spredt fnis lød fra eleverne.
Søren blev ærgerlig, han var lidt usikker på, om det var en joke:
-Det har jeg ikke hørt om, men det kan være, at du kan forklare det lidt nærmere?
-Det er, hvis kameraet befinder sig for enden af en lang, bevægelig stang, ligesom for enden af elefantens snabel.
Undertrykte fnis bredte sig i lokalet.
Søren vidste ikke rigtig, hvad han skulle tro, men sagde:
-I skal i hvert fald lære om frøperspektiv og fugleperspektiv.
Søren viste på tavlen, hvor kamera var i forhold til sine tegninger af frøen og fuglen, tegningerne blev efterhånden noget rodet sammen.
-Se så: Vi placerer kameraet her og ser ned på frøen. Det er naturligvis frøperspektiv.

Mens Søren talte videre om fugleperspektiv, fortsatte de forskellige elever deres mere interessante sysler, en lavede matematikopgaver, fordi han skulle, en sad og stirrede ud af vinduet, en læste “Ugens Rapport”.
-Grunden til at man bruger frøperspektiv er naturligvis, at man derved kan fremhæve forskellen mellem to personer. Lad os sige, at en konge taler med en dreng, så er forskellen så stor på disse to personer, at man rent filmisk bliver nødt til at lave et trick: Og det er netop, hvad man gør ved at lade kameraet være den enes øjne…
-Hvad så Søren, hvis du står og skælder en elev ud, er det så ikke frøperspektiv, man skulle bruge?
-Jo, Ivan, det er fuldstændig korrekt.
-Hvad så, hvis du bliver skældt ud af Pahlgaard? Spurgte den smukke Annette provokerende.
-Jeg ved ikke, hvad Pahlgaard har med dette emne at gøre. Desuden snakker vi nu film og ikke noget andet.
-Kurt! og Rikke! Nu siger jeg det for sidste gang: Jeg vil altså ikke ha’, at I sidder og kissemisser her i timen!
Kurt og Rikke slap hinanden igen, denne gang så Kurt en smule irriteret ud over hele tiden at blive afbrudt. Den ville ikke blive ved med at gå, tænkte han. Så blev han altså nødt til at tale med Søren om det og give ham en advarsel.
Lidt efter gik Søren ned til filmfremviseren, slukkede lyset og startede dokumentarfilmen ”Danske Billeder”. Nogle elever havde svært ved at fortsætte deres sysler i dette halvmørke, ham med matematikopgaverne havde dog tænkt sig godt om og havde medbragt en lille spionlygte, og da han sad til højre for Søren i læ af 16mm fremviseren, gik det fint. Kurt og Rikke var atter i gang, denne gang sad Kurt med hånden inde i Rikkes bukser, mens de begge uanfægtet kyssede hinanden. Engang imellem kiggede de op og gloede lidt på det ældre ægtepar, der var i gang med en golfrunde og den unge pige på fabrikken og tilbage igen, men da der hverken var mord eller anden kriminalitet i den film, kastede de sig atter over hinanden.

Filmkundskab var et populært fag.

Søren lå længe og vred og vendte sig i vagtværelset. Der var dødstille på gangene, og de sidste dages store snemængder lå nu derude i permafrostens isnende favntag og lagde en yderligere dæmper på alle lyde. Omsider lykkedes det ham at slippe virkelighedens vågne del og sov snorkende ind i dyb søvn.
Klokken to ringede Bennos vækkeur. De to drenge på værelset vågnede fortumlet, og Benno tændte sin lommelygte.
-Skal vi? Spurgte han Tommy og skuttede sig. Det var hamrende koldt udenfor.
-Ja, selvfølgelig. Nu har vi snakket om det her så længe, og Kurt og Tun er med på den…
De stod op og iførte sig hurtigt deres tøj. Så gled de ud af døren og gik hen og bankede forsigtigt på Kurts dør. Ingen svarede. De lukkede sig selv ind og rystede de to drenge, der begge lå i dyb søvn.
-Vågn nu op, det er nu!
Kurt satte sig med et sæt op i sengen. I lommelygtens skær lignede han mest en skovtrold med sit uglede hår. Så rejste han sig hurtigt og tog tøj på. Imens vækkede de værelseskammeraten, Keld Tun, der også kom på benene.
Nogle få minutter senere listede de fire knægte hen ad gangen og ned af trapperne.
Uden for vagtværelset standsede de et øjeblik og lyttede. Sørens kraftige snorken fik dem til at smile, og Kurt vinkede hviskende:
-Kom, lad os så komme i gang.
Vagtværelset lå på det kolde afsnit mellem drenge- og pigefløjen, af en eller anden grund var den uopvarmet.

Tirsdag 1. februar 1972

Næste morgen lød Sørens vækkeur 6.30. Han strakte sig, gned søvnen ud af øjnene og rejste sig langsomt. Stående ved siden af sengen strakte han fingrene ned til tæerne tre gange, bankede armene op bag hovedet tre gange og tog derefter tre armbøjninger. Den sidste klarede han kun med nød og næppe. Søren havde altid været tilhænger af en god gang morgengymnastik. Så gik han veltilpas ud på det lille badeværelse og vaskede sig.
Præcis et kvarter efter vækningen var han klar og låste vagtværelsets dør op. Han trykkede håndtaget ned og åbnede døren.
Forbløffet stirrede han på den snevæg, der spærrede ham udgangen. Han var så overrumplet, at han måtte sætte sig lidt på sengekanten. Hvordan i alverden var der kommet sne ind der?
Så undslap der ham en ed, da han gættede sammenhængen: Nogle af drengene havde naturligvis været oppe og muntre sig i nattens løb!
Han lagde ikke mærke til, at varmen fra værelset begyndte at smelte noget af sneen, og smeltevandet dryppede ind i værelset.
Da han opdagede det, skyndte han sig at lukke døren, men det viste sig at være umuligt. En del af sneen var gledet indad og lå nu i karm og mellemrummet i dørkanten.
Han tog telefonen og drejede Pahlgaards nummer. Efter et øjeblik lød en søvnig stemme:
-Ja, hvad så?
-Pahlgaard, du må komme med det samme. Jeg er faktisk sneet inde her på vagtværelset! Der må være nogle drenge, der har hentet sne udenfor og formentlig blokeret hele gangen med det!
Pahlgaard udstødte en ed.
10 minutter senere stod han udenfor i mørket og kiggede ind i det oplyste vagtværelse. Herfra kunne han se Søren sidde og kigge fortabt på snevæggen, der pressede sig mere og mere gennem døråbningen ude fra gangen.
Han for ind igen, og i det samme lød syv-klokken, der normalt vækkede eleverne.
Han strøg op på drengegangen og gjaldede gennem samtlige værelser med sin tordenrøst:
-Så står alle op, og I får i dag kun fem minutter! Hurtigt! Ud af fjerene!
Han for fra dør til dør, lukkede den op og brølede ind:
-Op med jer, alle stiller nede i hall´en om fem minutter!
Fra at være en skole i dyb stilhed blev alt nu kaos. 24 drenge tumlede mere eller mindre søvndrukne op og ud og ned, heraf var der en fire stykker, der kendte grunden til hele den kommers. De kunne ikke nære sig for trods deres søvnighed at smile lidt til hinanden.
Nede i hall´en stod drengene nu og stirrede forundret på Pahlgaard.
Han stod foran dem med korslagte arme og lignede en, der havde et regnskab at gøre op.
-Nogle af jer har været oppe i nat og har båret sne ind på vagt-gangen. Det er ved at smelte og kan koste skolen dyrt, hvis der sker skade på materialerne. I skal nu alle i gang med at få sneen ud!
Med de ord pegede han over mod vagtgangen, og eleverne traskede derover. Da de fik øje på snemasserne der, kom der liv i kludene. Vantro begyndte de at bære sneen ud, og indimellem udvekslede de bemærkninger om årsagerne til alt det her.
Flere mente at have hørt mistænkelige lyde der om natten, men de fire, der var årsag til det hele, holdt mund og afslørede sig ikke.
Arbejdet varede helt til 8.30, hvor den sidste gulvklud blev vredet tør, og gangen igen lignede sig selv. Dog i nogen grad renere end nogensinde før.
De andre lærere var dukket op lidt i otte og måtte med store øjne og af og til et lille smil høre på forklaringerne på al den ståhej.
Det havde været et stort øjeblik, da Søren kom ud fra vagtværelset. Enhver kunne regne ud, at han var blevet spærret inde, og at hele arrangementet havde været til ære for ham.
Femhundredekroneseddel.
Men Pahlgaard var vred. Han brugte 20 minutter af morgensam-lingen til at skælde ud, og han opfordrede de pågældende drenge om at melde sig. Ellers ville alle elever blive straffet kollektivt.
De fik frist til inden aftensmaden.
Kurt, Tommy, Benno og Tun mødtes flere gange, men blev enige om, at de ville holde tand for tunge. Ingen havde hørt noget, og ingen kunne derfor bevise, at det var dem. De var lidt stolte over deres indsats, det havde været en god joke, der næsten var endt uden konsekvenser for dem. Og så I Sørens fjæs, da han kom ud? De skoggerlo med en anelse nervøsitet. Faren var ikke helt drevet over endnu. Hvad kunne lærerne og i særdeleshed Pahlgaard ikke finde på som hævn?
Til aftensmaden var Pahlgaard kort ind i spisesalen og meddele, at ingen havde meldt sig, og at han derfor ville lade straffen falde hårdt over dem alle.
Onsdag 2. februar 1972

Natten mellem tirsdag og onsdag kom gengældelsen. Alle elever blev vækket kl. 1.00 og fik at vide, at der var natløb. Lærerne stod klar og uddelte poster. Der var bidende koldt, frosten fik eleverne med deres ånde til at fremstå som små damplokomotiver. Nogle skældte lavmælt ud, de turde alligevel ikke gøre det så højrøstet, at Pahlgaard ligefrem kunne høre det, andre fandt sig i det med nogen resignation, men alle frøs med anstand. Efter flere timers strabadsen i den lille skov nord for skolen fik de endelig lov til at gå i seng igen, og det varede ikke længe, før alle var slumret ind igen.
Kl. 7.00 ringede klokken som sædvanlig, men alle troede, at de nok måtte sove lidt længere den dag. Den gik bare ikke. Pahlgaard førte an i vækningen af de genstridige, han rev simpelt hen dynen af dem og smed den ud på gangen, og efter morgenmad blev de alle ført ud i en bus og kørt ud til Vesterhavet. Flere faldt i søvn undervejs. Men Pahlgaard og lærerne var over dem og tillod ikke, at de bare lukkede øjnene.
Og her opdagede eleverne, hvad de var oppe mod. Mens alle elever skulle af sted igen, havde lærerne som de sande strateger delt sig. Det var nemlig kun halvdelen af lærerne, der var med bussen. Den anden halvdel havde deltaget i natteløbet og lå nu og sov sødeligt derhjemme.
Dagen gik med en gevaldig gåtur ude på stranden ved Hjerting. I den bidende kolde vind fik de kærligheden at føle. Undervejs gjorde de ophold ved at forlade stranden og gå lidt ind i landet. Her var der frokost i en nærliggende kro, og eleverne troede, at deres trængsler var overstået.
Men det var de ikke. Efter maden blev de kommanderet ned på stranden igen og måtte fortsætte vandringen.
Hans Christian fandt igen sammen med Kurt, Klaus Kludder og et par stykker mere, hvor især Casper gjorde sig gældende med markante forslag. De diskuterede strategi for en hævnaktion. Ham Søren skulle bare ikke få lov at slippe godt fra det her.
-Vi strejker! Fastslog Kurt.
-Men hvordan? Indvendte Hans Christian.
De diskuterede frem og tilbage i mørkningen. De kunne godt blive enige om metoderne, men var noget forbeholdne ved tanken om, at nogle elever måske ikke turde være med. Og så ville det hele falde til jorden.
-Min storebror kan skaffe lygter i massevis, hvis vi skal bruge det, sagde Klaus. –Han er med i hjemmeværnet. Og han kan også skaffe sådan nogle dørblokkere, der kan blokere døre, så ingen kan få dem op, medmindre de sprænger hul i den!
De kiggede anerkendende på Klaus Kludder og udvekslede flere synspunkter og blev så faktisk enige om en handlingsplan. De lod ideen sive til de øvrige elever. Det var ikke let. Slet ikke, når 58 unge mennesker skal blive enige om noget så kontroversielt som et oprør. Der var et par stykker, der ikke ville være med, men Hans Christian prøvede at overtale dem, og han fik lovning på, at de ville tænke over det et par dage.
Ud på eftermiddagen var det omsider overstået. De traskede trætte og udmattede op til holdepladsen i mørkningen og sank sammen inde i bussen. På vejen hjem sov de sødeligt, og vel hjemme kunne de vakle direkte ind til aftensmadens danske bøffer, og efter en kort pause fik alle lov at gå i seng ganske tidligt. Der var ikke rigtig nogen, der igen fik lyst til at smide sne ind på skolen. Sådan lige med det samme.
Tirsdag 7. marts 1972

En måneds tid efter holdt der en ildrød Amazon uden for skolen. Det viste sig at være Klaus Kludders storebror. Bilen var ikke alene i den flotteste metallakering endnu set i Asgaard, men da storebroderen åbnede motorhjelmen og viste en fuldstændig ren og nypudset motor, ville jublen ingen ende tage.
En hel del af drengene var stimlet sammen om forenden på vidunderet og udtalte sig sagkyndigt om de tekniske detaljer. Imens bar Klaus Kludder nogle kufferter fra bagagerummet op på sit værelse, mens han blinkede bedrevidende til broderen.
Under motorhjelmen var der fire af de store Weber-karburatorer i skinnende metal (han måtte have pudset dem i Brasso), hvilket betød, at motoren, der ydermere var fintunet på alle leder og kanter, ydede over 140 heste.

Pahlgaard kom tilfældigt forbi. Han var ikke glad over at se den flotte Amazon. Det var ikke længe siden, at han havde fået sin nye Ascona.
-Ja, den er da flot, sagde han. Men de laver dem jo ikke mere! Med den trumf snerrede han farvel og gik.
Frank var ligeglad; han havde nu aldrig set så flot en bil! Det var lige før, at hans egen hvide tre-gears Amazon skammede sig, da han så over på den.
Storebroderen sagde:
-Du kan købe den! Kun 40.000!

40.000! Det var jo umuligt. Hans egen kunne næppe indbringe mere end 10.000 kroner, og resten var ikke til at finansiere for hans ordinære lærerløn.
-Kan jeg få en prøvetur, hørte han sig selv spørge som den naturligste ting i verden.
-Selvfølgelig! Hop ind!
Alt indeni var som nyt. Rattet var af læder og mindre end Volvos normale. Gearstangen var en lille fiks ting, og der var selvfølgelig lædermøbler. Han satte den forsigtig i bakgear, bakkede ud og strøg ud på Skolegade og lige efter til venstre ud på Hovborgvej.
Han trykkede lidt ned på speederen, og bilen fløj af sted som en raket, og han skyndte sig forfjamsket at rette op, for den svingede fra højre til venstre og tilbage. Baghjulstrækket var formidabelt. Motoren buldrede som en sulten tiger, der havde for lidt i tanken, og han fik med nød og næppe styr over tingene og drejede ind i siden, hvorefter han kiggede på storebroderen:
-Hold da kæææææft, mand!

Han mærkede bagefter, at sådan en bil måtte han eje en dag. Når han fik penge nok.

Onsdag 8. marts 1972

I dansktimen næste morgen ville Carsten vide, om han ville købe den der Volvo. De fik en lang diskussion om dyre og billige biler, og de fleste elever gav deres besyv med.
Per Bo mente, at Frank ikke tjente nok som lærer til at eje en så dyr bil. Han var nu altid så snusfornuftig. Ret,- det havde han under alle omstændigheder.
-Du skal have dig et skattekort med 0 i trækprocent, mente han.
Straks skiftede debatemnet karakter. Charme-Lene spurgte på amatørbornholmsk, hvordan man kunne have 0 på sit skattekort. Frank henviste til advokater og revisorer, som altid var inde i skattereglerne og fortalte om lån og renter, der medførte skattefradrag, og hvis man havde nok af dem, oversteg de selvfølgelig det, man tjente.
Det endte med, at de blev enige om, at de i dansk i næste emne ville have noget om økonomi. Både deres egen private og samfundets.

Pahlgaard kunne snakke hyggeligt med de elever, han godt kunne lide. Sent eftermiddag i mørkningen havde Søren ringet og spurgt, om det var i orden, at han blev en time forsinket, da Erna skulle til læge. Pahlgaard vrissede surt, at han skulle nok tage vagten så længe. Han vidste, at når Søren var der, skulle han også være der. Ellers kunne mange ting gå galt.
De fem drenge sad rundt om sofabordet på lærerværelset. De kom efterhånden sjældent herind, fordi lærerne skulle sidde på vagtværelset, og det var ikke nær så hyggeligt. Men når Pahlgaard havde vagten som nu, måtte de godt være herinde. Buller lå for sin herres fødder og nød at være en del af selskabet.
Det bankede på døren, og Tun stak lige hovedet ind.
-Ud, skreg Pahlgaard. Han gad ikke have ham med i selskabet.
De sad og lyttede til Pahlgaard, der fortalte om sin fortid som lærer. Han fortalte om en lærer, som eleverne drev gæk med i den store stil. Et af de festlige indslag var, at de fik læreren ud på taget for at hente skolens eneste pokal. Hvordan den var havnet der, vidste ingen, men alle vidste, at en eller anden elev havde anbragt den der for at drille. Læreren kunne kun nå den med det yderste af fingrene, og da han ville møve sig tilbage og ind igen af tagvinduet, havde nogen af de rigtig frække elever spærret ham vejen.
Drengene grinede meget, og Pahlgaard følte sig i sit pædagogiske es.
Lidt senere dukkede Søren op, og Pahlgaard gik hjem.
Frank havde gang i en længere forberedelse og skulle desuden have aftentimer sammen med Dahl-Hansen og valgte at spise med til aftensmad.

Om aftenen stod Søren og han og kiggede ud af vinduet ned mod Pahlgaards hus. Nede foran indgangsdøren stod forstanderen og lyste med en lommelygte for at hjælpe Buller, som han påstod, var mørkeræd og bange, og som nu lige var ude et smut for at forrette sin nødtørft, selv om den ikke var meget for det.
Forstanderen og hans familie havde et problem med Buller, thi den var ikke renlig. Den ville sådan set helst besørge indenfor, især hvis den var alene og kunne komme til det. Måske havde de ikke opdraget den ordentlig fra starten.
Når Buller var alene hjemme, undgik den dog med megen omhu at betræde den sandkasse, dens ejermand havde tømret sammen til den.
Den havde aldrig lært, hvad kassen skulle gøre godt for.
Skulle den blive trængende, lavede den de herligste fækalier ude på køkkengulvet eller helst, hvis døren til stuen ikke var låst, inde på gulvtæppet mellem pejsen og sofagruppen.
Da den var yngre, havde den en af de første gange, den skulle være alene hjemme, flået et hjørne af vinylgulvet i køkkenet op, fordi der havde været nogle aldeles frække tusindben nedenunder.
Pahlgaard havde råbt meget højt, mens han førte dens hoved ned til det ødelagte gulv. Buller lærte ved den lejlighed instinktivt, at den aldrig kunne regne med, om dens elskede ejer var glad, når han kom hjem eller ej, og at han i øvrigt slet ikke satte pris på de nedlagte tusindben.
Buller var en godmodig hund og havde forliget sig med sin skæbne, og på lærerværelset spillede musikken på bordet, når forstanderen var ude. Pahlgaards var et uopslideligt samtaleemne.

De gik ind til Dahl-Hansen, der sad på vagtværelset, hvor han lige havde haft ekstra dansk, mens de udvekslede meninger om hundeopdragelse i almindelighed og Pahlgaards evner i så henseende i særdeleshed.
På bordet stod to glas med piller. Søren sagde:
-Det kan være, vi skulle prøve det af, inden I går hjem?
Søren havde byttet mandagsvagten med denne aften, og om lidt ville Dahl-Hansen og Frank forlade skolen.
-Nu skal vi jo ikke fremprovokere noget. Så aner de bare uråd. Men grunden til, at jeg har taget glasset med kalktabletter med, er selvfølgelig, at der er mange, der har vænnet sig til blot at tage en pille, hvis de har lidt ondt.
-Man kan bare tydelig se forskel: Normalt har kodimagnylerne en trykt etikette, hvor kalktabletterne bare har en papirlap med en eller anden tekst.
Søren rystede smilende på hovedet. I Dansk Aften- og Ungdomsskoleforenings fagblad havde han lige læst om forsøg, man havde foretaget i England.
Det viste sig, at placeboeffekten var betydelig, der var stort set ingen forskel på dem, der fik stærke hovedpinepiller, og dem, der blot fik kalktabletter. Søren havde for sjovs skyld byttet kalktabletterne og codymagnylerne, så de var i hver sit forkerte glas.

Det bankede på døren. Ind trådte Peter, stor og stærk elev, men uheldigvis lidt svagelig, han var fra Silkeborg:
-Må jeg bede om en kodimagnyl. Jeg har en helvedes hovedpine?!
-Ja, sagde Søren let forfjamsket og rakte ham glasset med kodimagnylerne.
Peter kiggede lidt på glasset og pillerne og så mistænksom ud:
-Ved du hvad, Søren: Du narrer ikke mig, kan jeg fortælle dig. Dette her er bare kalktabletter! Næh, du, det skal være sådan en!
Og Peter langede ud efter glasset med kalktabletterne, tog to og viftede triumferende med dem til de forbløffede lærere:
-Prøv aldrig mere at narre en gammel pillenarkoman!
Da han stod uden for døren, hørte han de tre lærere bryde ud i latter, men han rystede uforstående på hovedet og gik.

Det ringede, og eleverne begyndte langsomt at begi’ sig i seng. Oppe på drengegangen lød der tumulter, og Søren rejste sig med en ed fra den gode stol på vagtværelset. Hvad var der nu? Aldrig fred, altid ballade.
Han gik derop, nogle ophidsede drenge kom farende hen til ham:
-Søren, min kanariefugl sidder ude på taget, jeg kan ikke få fat i den…
En ophidset og meget bedrøvet dreng stirrede på Søren med bedende øjne og besværgende miner. Søren opmuntrede ham:
-Den skal nok komme ind igen. Du skal se, i morgen er den her igen, når den bliver sulten.
-Ja, men Søren, den dør i kulden, de kan ikke leve udenfor, sådan nogle små fugle.
Søren følte sig lidt trængt. Omkring ham stod en række drenge og protesterede og syntes, han var ligeglad med dyr.
-Hvad vil du ha’, jeg skal gøre da? spurgte Søren usikker.
-Kan du ikke hente den?
Finn så bedende på ham.
-Du har de længste arme.
Søren gik foran ham ind på hans værelse og kiggede ud af loftsvinduet, der vendte op mod taget. Det var meget mørkt udenfor, men han kunne skimte kanariefuglen en meters vej fra vinduet. Den lå meget stille.
-OK, jeg kan da prøve.
Eleverne blev meget opstemte ved den besked og stimlede sammen om ham for at opildne ham. En af dem skubbede et bord hen under loftsvinduet. Søren kravlede op på det og fik overkroppen op af vinduet. Med besvær asede han sig længere ud, prøvede at nå fuglen, men manglede 20-30 cm. Det var meget mørkt, han kunne blot skimte den, overfor drengefløjen lå pigegangen, alle værelser havde lyset tændt. Han kunne osse se de piger, der var ved at tage tøjet af. Der var eksempelvis Rikke med det utrolige forparti…
Han var lige ved at glemme sin mission. Han hev sig op i armene for nu at få det overstået og mistede kontakten med bordet nedenunder i værelset. Men han var oppe på det kolde tag nu og kunne næsten nå fuglen. Lidt mere, og lige da han fik fat i den, lød et gjaldende råb nede fra plænen:
-Hvad laver du der?
Det var Pahlgaard, der havde fået øje på ham. En dreng på taget! Det var næsten værre end en dreng på pigegangen. Søren opgav at snakke eller råbe noget som helst, han havde opdaget, at “fuglen” var noget farvet vat, drengene havde holdt ham for nar. Han møvede sig tilbage, vred over at være til grin igen. Historien med sneen havde sat nogle spor i ham.
-Han skal fanneme… skreg Pahlgaard og forsvandt ind nedenunder.
Han hidsede ned ad drengegangen og havnede på det forkerte værelse. Sengene var ikke redt, og resolut smed Pahlgaard de to dyner ud af vinduet, så de faldt ned på plænen nedenunder. Noget af dem landede i rosenbedet, som Valdemar hægede om i det varme halvår.
Søren ville skynde sig ned, men mærkede så, at han hang fast. Noget havde sat sig oppe under hans jakke og i klemme i vinduet, så han ikke kunne komme ned. Samtidig mærkede han nu til sin skræk, at der blev hældt vand i hans sko; hans ben hang jo ned lige inden for vinduet.
Så hørte han Pahlgaard komme drønende:
-Flyt jer, væk, lad mig lige komme til…
Han for hen og så benene.
-Kan du komme ned, og det skal være nu!
Drengene fnisede og glædede sig til at se Pahlgaards forbavselse, når benenes ejermand viste sig. Men det var ikke let for Søren at komme nedad. Der var et eller andet oppe under jakken. Søren havde bandet og skældt ud flere gange, nu hørte han Pahlgaards stemme og råbte:
-Pahlgaard, det er mig, jeg kan ikke komme ned, der stikker noget op under min jakke, kan du ikke lige fjerne det…
Så måtte Pahlgaard op på en stol og undersøge sagen. Til elevernes skuffelse så han ikke spor overrasket ud. Han stak hånden op under Sørens jakke og fremdrog et massageapparat, som de flinke unge mennesker havde anbragt der, så det sad i klemme i sprossen i vindueskanten. Endelig kom Søren ned. Rød i hovedet spruttede han:
-Jeg kan godt fortælle dig, Finn, at jeg tager dig op på lærermøde!!
Men Finn så meget ulykkelig ud og sagde:
-Hvor er min fugl, hvad har du gjort med den?
Pahlgaard så fra den ene til den anden, men anede, at her måtte der handles pr. konduite. Han kommanderede de øvrige drenge ind på deres værelser og bad Finn og Søren om at følge med ned på vagtværelset.
-Sig mig så, sagde han, hvad er der egentlig sket?
Finn og Søren forklarede i munden på hinanden om fuglen, Finn havde jo vitterlig en kanariefugl, han havde fået lov at have, og nogen havde lukket den ud åbenbart, hvem havde narret hvem, men Søren var begyndt at blive lidt tilbageholdende. Der var noget i knægtens blik og stemme, der sagde ham, at det måske var ham, der var galt afmarcheret, og Finn var tilsyneladende ægte fortvivlet over sin åndssvage fugl.
Så en anden havde taget hans fugl og anbragt en klump vat ude på taget… Søren var ærgerlig over, at han var hoppet på det forholdsvis billige nummer.
Pahlgaard mente nu, at historien var tilstrækkelig belyst og sagde godnat til Finn.
-Hvad siger du så, Søren; mener du, at du har gjort en fejl, eller mener du, at drengene bevidst har forsøgt noget?
-De har i hvert fald lavet det der med massageapparatet, og mine sko hældte de vand i…
Søren tog sin sko af, og vandet silede ud af den.
-Hvem var inde på værelset?
Søren kunne nævne en to-tre stykker, men han vidste naturligvis ikke, hvem der kunne have gjort det.
-Du er sgu lidt for naiv, Søren. Tror du ikke, det vil være hensigtsmæssigt, om du fik alle fredagsvagterne i stedet for hverdagene. Du ved jo, du har problemer med disciplinen, også under måltiderne. Jeg synes, det kunne være godt for en periode. Hvad siger du til det?
Torsdag 9. marts 1972

Næste morgen havde Pahlgaard en meddelelse til morgensang:
-Nogle drenge holdt en af vore kolleger for nar i går aftes, da han tilbød at hjælpe med at hente Finns kanariefugl ude på taget. Hvad de gjorde, kan være lige meget, men følgende tre var på værelset, mens det foregik: Carsten, Tun og Bjarne. Foruden Finn. Hvis den eller de skyldige ikke melder sig inden klokken 10.00 i dag, vil disse tre undgælde for det og få straffen.
God morgen!

Sanglokalet tømtes langsomt, to elever gik sammen ud:
-Hvad så? Skal vi melde os eller hvad?
-Næh du, vi tager først en snak med de andre…
-Men hvis nu alle skal ud at gå tur igen en hel dag…?
-Det gider lærerne sgu ikke!

På kontoret sad Pahlgaard og arbejdede i 10-frikvarteret.
-Har nogen meldt sig? spurgte Søren. Han sad inde på lærerværelset og rejste sig og stillede sig i døren.
-Jeg har heller ikke hørt nogen sige noget.
-Havde du regnet med det? Hent lige de tre.
Søren tussede af sted og hentede Carsten, Tun og Bjarne.
-Tilstår I? spurgte Pahlgaard.
-Vi har ikke gjort noget, sagde Tunsæt, som var hans kælenavn. Han havde en dobbelthage som en Weberkarburator, men var kraftig bygget og bredskuldret.
-Hvem har så? spurgte Pahlgaard engleblidt.
-Vi så ingenting, vovede Bjarne.
Men nu for Pahlgaard op og råbte:
-I så ingenting.. I så ingenting.. Gu’ fame så I det hele. Men I tager straffen, hvis I ikke nu på stedet giver mig navnene!
Pahlgaard vidste godt, at det første bud altid var: Du må ikke sladre! De tre drenge havde ikke til hensigt at overtræde noget bud.
De var tavse. Pahlgaard stirrede olmt på dem:
-Ja så. Så må I undgælde. Gå op på jeres værelser, tag jeres gymnastiktrusser på uden underbukser og mød hernede om fem minutter. Jeg sagde fem minutter!
De vendte sig om og gik.

Klokken blev 11.00. Det store ur på kontoret slog. Lyden ekkoede underligt ned ad væggen, ned mod Pahlgaard, der sad ved sit skrivebord og skrev, videre ned mod kokostæppets kraftige og hårde kvalitet lige hen mod de tre drenge, der iført deres tynde gymnastikbukser sad på gulvet, ubevægelige, med armene omkring knæene.
-Ja, så er tiden udløbet, og I må rejse jer og gå til næste time, sagde han til dem.

De rejste sig stive og ømme, især bagpå. De gik ud og op på værelserne. De sammenlignede deres bagdele, hvis hud var kraftigt præget af kokostæppet i Pahlgaards kontor.
-Av for helvede, sagde Bjarne.

På kontoret arbejdede Elizabeth og Pahlgaard videre.
De sad på hver sin side af det enorme skrivebord, og under afstraffelsen havde hun haft op til flere ærinder i byen. Hun kunne ikke med sin bedste vilje se det pædagogiske i en sådan form for afstraffelse og var i det hele taget ikke altid enig i metoderne, men kendte godt til Pahlgaards temperament og vidste, han kunne reagere helt uforudsigeligt, også over for hende og øvrige ansatte.
-Jeg så en udsendelse i går aftes i fjernsynet om tortur i Vietnam. Så du ikke den, Ib?
-Næh, jeg havde andet at lave. Mener du, at det her kan sammenlignes med Vietnam? Så synes jeg ærligt talt, at du er langt ude. Og hvorfor var der den fejl i indbetalingen i går, var du ikke lige søvnig nok der?
-Det var en slåfejl, og det ved du godt.
-Jeg synes, du skal passe på! Måske kan du ikke både lave regnskab og holde øje med, om jeg torterer de stakkels små elever…
Pahlgaard blev ved:
-Skal vi ikke bare vedtage, at du er ansat som kontordame og jeg som forstander. Så er det ligesom fastslået.
Elizabeth stirrede undrende på ham. Når han rødmede fra halsen og op over kinderne, burde man passe på. Han kunne være særdeles aggressiv. Hun vidste, at han ikke var til at spøge med.
Alligevel ville hun heller ikke finde sig i hans udladninger.
-Mener du, at jeg bare skal være en lille, tavs robot, der gør, hvad der bliver sagt?
-Nu stopper du! Pahlgaard nærmest råbte og rejste sig halvt op fra stolen.

Elizabeth tav, og Pahlgaard forlod kontoret vredt og smækkede døren efter sig. Hun fik tårer i øjnene over hans urimelige bemærkninger og besluttede sig for at holde tidligt fri.
Hun kunne godt føle sig lidt i klemme i forhold til Lars P og Pahlgaards makkerskab i politik. Somme tider når hun fortalte om Pahlgaards forunderlige opførsel, rystede Lars P på hovedet af sin nære politiske kampfælle.
-Han er til tider sej som sålelæder og kan ofte jorde sine modstan-dere, når vi diskuterer på udvalgsmøderne.
Ib og Lars P var begge i socialudvalget.
-Men en ting er, hvordan han er over for politiske modstandere, noget helt andet er da sandelig, hvordan han er som chef!
Elizabeth så smilende på sin ægtefælle:
-Jeg tænker på, hvordan du ville være, hvis du også var min chef!?
-Jeg ville være streng, men retfærdig!
Sagde han med et skævt smil og tog om hende.

De gik i gang i 8. klasse med emnet økonomi. Frank foreslog, at de investerede i nogle aktier, som de skulle købe, sådan rigtigt, og at de undersøgte, hvordan samfundets økonomi egentlig var indrettet. I den forløbne tid studerede han ivrigt kurslisterne og en artikel i Politiken satte ham på sporet af Stålvalseværket i Frederiksværk, som helt upåagtet havde en solid økonomi.
Eleverne indbetalte deres lommepenge, og han skød det samme beløb til. Nede i sparekassen købte han for 1.200 kroner aktier i Værket til en kurs omkring de 104.
Herefter fulgte alle elever grådigt med i kurserne og lignede en samling børsvekselerer, når kastede sig over kurslisterne bagerst i avisen. Flere af dem begyndte for sjovs skyld at følge med i andre selskaber og legede, at de havde placeret 10.000 kroner i A.P.Møller eller andre af de større selskaber.
I undervisningen kom han ind på obligationer som en alternativ investering. Ingen af eleverne vidste noget om obligationer og blev noget overraskede over at høre, at det var en fast bestanddel ved køb af hus.
Det skabte en vis lydhørhed, men aktierne var det mest tiltræk-kende for de unge, fordi der var mere knald og fald på.
Når de hørte den klassiske musik, lignede de koncertgæster. De var færdige med at lytte til Jean Sibelius, og nu bekendtgjorde han overraskelsen: Han ville invitere dem alle sammen med til koncert, hvor de skulle høre, ja netop Sibelius´ 2. symfoni. Allerede i næste uge.
Den var de med på lige med det samme. De var holdt op med at karakterisere musikken som kirkemusik, som noget, kun ældre mennesker formodedes at lytte til. Flere af dem tilkendegav, at de var nysgerrige efter at vide, hvordan sådan en symfonikoncert foregik.
Fredag 10. marts 1972

Da Dahl-Hansen vågnede på vagtværelset næste morgen, mærkede han øjeblikkeligt, at noget var galt. Lydene var helt anderledes, end de plejede at være. Han slog dynen til side og lyttede intenst. Troede ikke sine egne ører: Det lød vitterligt, som om eleverne allerede var til morgenmad!
Han kiggede vantro på sit ur og derfra på væguret: De viste det, de skulle, nemlig 06.30.
Han skyndte sig op, fik lidt vand i hovedet og børstet tænder, inden han smed tøjet på sig og stormede ud. Han gik hurtigt hen til spisesalsdøren og lukkede den op. Det kunne han ikke. Så først der fik han øje på skiltet på døren:
”Vi strejker! Ned med Pahlgaard!”
Og ved siden af døren sad andre plakater med lignende budskaber. Vantro måtte han konstatere, at folket havde begået oprør!
Han gik om bag lærerværelset. Men også her var døren blokeret. Hvad så med indgangsdøren udefra, den, som Fru Lund brugte? Samme resultat. Eleverne havde blokeret spisesal og køkken. Så de havde rigeligt med mad og kunne opholde sig der i flere dage. Alle vidste, at der kom nye forsyninger til køkkenet hver torsdag.
Fru Lund mødte som sædvanlig 6.30 for at forberede morgenmaden, men kunne ikke komme ind og opdagede så, at alle eleverne var forsamlede i spisesalen. Hun valgte at banke på hos pedel Valdemar, og i det samme kom Dahl-Hansen og informerede.

Dahl-Hansen ventede, til klokken havde ringet 7.00, inden han kontaktede Pahlgaard.
Han var der fem minutter efter. Sammen drøftede de kort ”strejken”.
Så gik Pahlgaard hen til døren ind til spisesalen og råbte:
-Hvad er I ude på?
Der blev stille derinde. Det var nu, at de skulle vise deres sammenhold. En stemme skilte sig ud derindefra. Selvfølgelig Hans Christian. Han var Skipper Clement. Bondeoprøreren.
-Vi vil have medbestemmelse! Vi vil ikke mere finde os i, at lærerne skal bestemme det hele, og at vi ikke har noget som helst at sige!
-Åh visse, vasse, svarede Pahlgaard. –Luk nu bare op, så taler vi om det til morgensamlingen!
-Nej, lød svaret derindefra. –Vi vil have garantier for mere medbestemmelse!
Dahl-Hansen observerede de sædvanlige røde flanger på Pahlgaards hals, og havde en elev bedt ham om et godt råd, ville han have svaret:
-Jeg tror, det er bedst, hvis I parerer ordre!
Pahlgaard vendte om, så på Dahl-Hansen og satte sig ved bordet i lærerværelset.
-Vi afventer kollegernes ankomst. Så holder vi møde og aftaler nærmere.
Pahlgaard var trods alt lidt i et dilemma. På den ene side havde han ansvaret, og eleverne havde bare at gøre, som der blev sagt.
På den anden side stod han i spidsen – ihvert fald lokalt – for et parti, der faktisk hyldede demokratiet. Men de var jo børn! Skulle ungdomsoprøret nu også til at brede sig ned i børnehaverne??
De kunne ikke engang få kaffe. Pahlgaard gik hjem og bryggede tre kander, vækkede Ilse og satte hende kort ind i problematikken og tog kanderne med tilbage til skolen.
Inde i spisesalen drøftede eleverne de næste træk. De var klar over, at de arbejdede under tidspres. Det var jo fredag! De fleste skulle hjem på weekend. Hvis nu lærerne bare lod dem være, kom jo det tidspunkt, hvor de måtte opgive belejringen, og hvad så? Det ville være et klart nederlag. Hans Christian og flere andre havde satset på, at Pahlgaard ikke kunne acceptere, at de besatte spisesalen en hel formiddag. Der kunne komme presse, og han ville ikke have det godt med dårlig omtale af sin skole.
Heri havde Hans Christian set rigtigt.
Lærerne mødte op, og de blev hurtigt sat ind i tingene.
-Belejring? Hans var forbløffet. Også Bente var noget overrasket.
Pahlgaard afstak som en anden strateg to forskellige retninger: Enten kunne de give efter eller stå imod. Han ridsede fordele og ulemper op i begge tilfælde, og lærerne drøftede indgående de teoretiske muligheder. Alle var klar over den åbenlyse fordel, de havde i, at det var fredag. Pahlgaard lige så klar over, at hvis det kom ud, ville han og skolen stå med et problem.
Frank klarede stemmen og foreslog:
-Lad os erklære, at vi er parat til dialog, og at vi gerne vil drøfte undervisning og ordensregler med dem, men at vi aldrig kan lade dem overtage ansvaret. Lad os derefter leje en bus og sige til dem, at de, der kan tilslutte sig denne aftale, kommer med på en tur til Vejen Svømmehal med gratis slik til alle. Resten, der bliver tilbage, har udmeldt sig af skolen, og de kan pakke deres ting med det samme og lade sig afhente af deres forældre!
Der blev en kort pause. Så nikkede Dahl-Hansen anerkendende til Frank og erklærede sin støtte til forslaget. Hans og Bente gjorde det samme, og efter kort betænktningstid indrømmede Pahlgaard, at det formentlig ville kunne rense luften på en god måde. Ingen så meget som overvejede ”dialogen”. Unge mennesker skulle da ikke have medbestemmelsesret. Så var ungdomsoprøret da virkelig kammet helt over. De var jo blot børn endnu.
Han ringede til busselskabet, og 20 minutter senere holdt bussen udenfor. Så gik han til døren igen og råbte:
-Her er vores tilbud til jer!
Der blev meget stille inde bagved. Pahlgaard gav dem valgmuligheden med høj stemme, og Hans Christian svarede straks:
-Vi skal lige snakke om det!
Lærerne satte sig ind på lærerværelset igen. Der var megen snak i spisesalen, kunne de høre. Det tog sin tid. Men eleverne kunne jo se bussen ud af vinduet, og efter nogen tid kom Hans Christian ud:
-Vi siger ja!
Pahlgaard stod i døren til spisesalen, efterhånden som den tømtes.
Alle elever gik ud i bussen, og de fik en god formiddag i Vejen Svømmehal. Der var høj stemning ud på eftermiddagen, da de skiltes for at tage på weekend.
Ved 16-tiden ringede forstander Pahlgaard hjem til Hans Christians forældre og meddelte dem, at han ikke længere var ønsket som elev på skolen.

Lørdag 11. marts 1972

Ilse var på shopping i Esbjerg. Hun mærkede en underlig uro i kroppen og vidste straks hvorfor. Fra en telefonboks ringede hun til den 58-årige mand og sagde, at hun igen havde fået ondt i anklen. Han havde ventet i tre måneder og havde efterhånden opgivet nogensinde at se den smukke kvinde igen. Hans stemme slog smut, da han hørte hendes i telefonen.
Han arriverede straks efter, og uden at sige et ord satte hun sig ind til ham i bilen. I Hjerting var der heller ikke grund til de store samtaler, hun placerede sig straks i sofaen, og han hentede kaffe og cognac. Lidt fantasiløst, syntes hun. Men fint nok, når han nu syntes, det skulle til.
Hun var med let forhøjet blodtryk i gang med at sætte ham ind i det der med anklen, da han afbrød hende:
-Det tager jeg mig af!
Ilse lukkede øjnene og nød tilværelsen og den 58-årige mands omsorg og fysiske indsats, der ikke kun gavnede anklen.
Hun tog flasken igen og skænkede sig en ekstra op. Satte den fra sig og lænede sig på ny tilbage i de brede puder. Læder af førsteklasses kvalitet. Herfra, hvor hun sad, havde hun kig ud over vandet. Nedenfor gik Hjerting Strandvej, og af og til kørte en bil forbi.
Roen, stilheden, det anderledes her – knap 30 kilometer fra sit liv, arbejde og hjem – var som at være i en anden verden. Fri for besværlige elever, sur, vranten ægtefælle, der oven i købet kunne være voldelig! Sammen med et menneske, der satte pris på hende og nærmest tilbad hende.
Den 58-årige mand var rigtig glad. For ham var det opfyldelsen af de største og hedeste ønsker, og al savnet, fra hun første gang havde aflagt besøg hos ham, gav sig udslag i betagelse af denne tilfældigt trufne 33-årige kvinde. Han var besat af hende og ville gøre hvad som helst, for at hun ville blive ved med at besøge ham.
Mandag 13. marts 1972

Frank tog af og til Elizabeth med hjemad. Hun og Lars P boede på Lavmarksvej, der lå to gader fra Pynten, så det var ikke nogen ekstra ulejlighed. Som så ofte før inviterede hun ham med indenfor til en kop kaffe, og denne gang sagde han ja tak.
De talte meget om skolen, og han spurgte flere gange til hende og hendes forhold til Pahlgaard. Hun ville ikke rigtig ud med sproget, hvilket han tolkede som diskretion over for chefen.
Han kunne dog ikke lade være med at fortælle hende, at alle godt vidste, at hun somme tider forlod skolen grædende, og at de fleste syntes, det var forkasteligt, som han behandlede hende.
Elizabeth var lidt overrasket over, at det åbenbart var en offentlig hemmelighed, men holdt stadig kortene tæt ind til kroppen. Som en kvinde i fyrrerne med en selvbevidst holdning til mange ting skulle hun nok selv klare Ib Pahlgaard.
Lars P kom lidt efter hjem og hilste venligt på Frank.
Efter yderligere lidt frem- og tilbagesnak rejste han sig og kørte hjem. Han var i godt humør og kunne mærke, at det til dels skyldtes samværet med dem. De var både humoristiske og opmærksomme på hinanden og på ham, og han følte, at de værdsatte ham trods hans unge alder og relative umodenhed.
I virkeligheden længtes han nok efter nogle forældre, der havde kunnet give ham noget mere. Han havde forsigtigt nærmet sig emnet, men ville heller ikke havne i sådan en bizar situation, hvor han sad og nedgjorde sin egen familie.
Han mærkede også, at han trængte til en kæreste. Måske var det mest det.
Tirsdag 14. marts 1972

Så oprandt aftenen, hvor 8. klasse skulle til symfonikoncert med et rigtigt symfoniorkester. De skulle ikke bare nøjes med en skrattet båndoptagelse.
Frank havde købt buskort og på forhånd informeret om, at alle skulle have lidt pænere tøj på. Med nogen spænding tilbagelagdes turen i højt humør. Eleverne var en smule støjende, og han kunne godt stadig frygte, at de ikke skulle kunne opføre sig ordentligt. Men de havde opført sig som engle efter oprøret sidste fredag. De kendte konsekvensen af at gå imod autoriteterne og havde ikke lyst til at følge efter Hans Christian. Desuden havde flere af dem glædet sig til denne aften.
De sad samlet i koncertsalen. Der var noget indledningsmusik, og eleverne gav i pausen udtryk for, at vel var det nyt, ingen havde prøvet at være til klassisk musik før, men det var imponerende, så højt, klart og flot musik kunne lyde sådan helt uden forstærkere!
Efter pausen kom symfonien. Jean Sibelius tonede ud i rummet med allegrettoens indledende malende finlandsbilleder, og Frank så sig rundt på de højdepunkter, han vidste, eleverne kendte. De sad alle fuldstændigt paralyserede af musikken.

Da de kørte hjemad, gik snakken.
Det var i hvert fald ikke sidste gang, de skulle til klassisk koncert, sagde flere lidt højstemte, men alle var enige om, at det havde været en helt anderledes og flot aften, end de havde turdet håbe på. Og alle var nu glade for, at de i sin tid bestemte sig for det. Der havde været indsigelser, da beslutningen skulle tages, men de sagde ja uden forbehold, takket være kendskabet til musikken. Selv Jan, der havde været umådelig skeptisk og faktisk havde forsøgt at blive fri for at tage med, måtte overgive sig og indrømme, at det havde været en fin aften.
Frank tænkte i sit stille sind, at det heller ikke var sidste gang, at han prøvede det her sammen med en klasse…
Onsdag 15. marts 1972

Dagen efter var der terminsprøve i gymnastiksalen. Eleverne fra 9. og 10. sad ved tre rækker borde, en elev ved hvert, og arbejdede. Hans og Søren havde vagt. De spadserede, frem og tilbage. Så satte Søren sig og begyndte at skrive noget på et stykke papir. Hans gik fremad. I baggrunden sås et stykke papir, der vandrede fra bord til bord. Tunsæt fik papiret, læste det og stoppede det halvt ned i baglommen. Derpå rakte han fingeren op.
Hans ilede derned.

-Må jeg gå på toilet? spurgte han hviskende.

-OK, sagde han og gik foran.

Ved det forreste bord, hvor Trine sad, standsede Tun og bøjede sig ned for at binde snørebåndene. Hans standsede op og så sig tilbage. Så rettede Tun sig op og fortsatte med at gå. Men Trine havde nået at snuppe papiret ud af hans lomme, lige inden han bøjede sig ned. Søren så intet, han læste med stor koncentration.
Hun læste sedlen og kløede sig, først i håret, dernæst hev hun sig lidt i højre øre, så lænede hun sig langt tilbage, og alt det, uden at Søren ænsede noget som helst.
Trine rakte hånden op, da Bjarne kom ind igen.
Sammen gik Trine og Hans ud, og således gik terminsprøven sin rolige gang. En pige tabte en seddel, mens hun gik ud på toilettet, lige ned på Peters bord, Tun fyrede en papirkugle af sted med elastik og ramte upåagtet af lærerne Kirstine i nakken, hun samlede op og læste. Tove kastede en papirkugle over til Palle. Hver gang lærerne kiggede på eleverne, var disse bøjet over bordene og i fuld gang med at skrive og regne.

Bjarne rakte en hånd op:
-Vil du spørge Trine, om jeg må låne hendes lommeregner?

Hans gik hen til Trine og fik lommeregneren. Idet Bjarne fik den, sagde han tak, og Hans vendte sig igen, og i det samme dumpede Bjarne en seddel ned i hans jakkelomme, så den ene halvdel stak op, og Hans gik. På lommeregneren stod der:
“1) 365,55”. Bjarnes tilfredse smil, mens han skrev resultatet ned på sit papir, var tydeligt.
Hans gik langsomt forbi de arbejdende elever, og da han passerede Trine, snuppede hun sedlen uset op af hans lomme.

Tun rakte hånden op:
-Må jeg låne Palles formelsamling?
Hans traskede derover og fik den med tilbage.
Indeni lå et ark papir med alle regneresultaterne. Tun sammenlignede og nikkede tilfreds. Sendte herefter arket tilbage, krympet sammen til en lille kugle, fra bord til bord. Alle steder blev den omhyggeligt udfoldet og læst og sendt videre.
Søren afleverede en bunke terminsopgaver på forstanderens kontor.
-Nå, hvordan gik det så? spurgte Pahlgaard.
-Udmærket. Der var overhovedet intet at bemærke. De fik som sædvanligt lidt travlt til sidst med at række formelsamlinger videre, toiletbesøg o. lign., men alle arbejdede meget omhyggeligt.

Næste dags matematiktime i 10. klasse betød for en gangs skyld ro i klassen. Søren tilbageleverede opgaverne fra terminsprøven.

-Ja, her er de så. Rettede. Og jeg må sige, at flere af jer har overrasket mig meget. Ikke alene er de pæne og ordentligt indskrevne, men der er faktisk så få fejl, at jeg nok må til at omvurdere jeres terminskarakterer fra jul. Jeg synes, I har gjort et godt stykke arbejde. Derfor har jeg i dagens anledning taget flødeboller med til jer, og bagefter vil jeg foreslå, at vi leger stilleleg.
Eleverne grinede og var helt med på den der leg.
Torsdag 16. marts 1972

Bestyrelsesmødet den aften var skelsættende. Pahlgaard havde et punkt på dagsordenen, hvori han bad om en klarmelding til, hvilke elever bestyrelsen mente, skolen skulle kunne rumme. Frank havde fået lov at være med, da han som ny lærer burde kende til den øverste ledelse.

-Jeg synes, vi har for mange sociale tilfælde, især fra Esbjerg. Men også fra Kolding er der synligt behov for en afklaring, og begge byer har på forhånd ret til et antal pladser, som I ved.
Socialdemokrat og forstander Pahlgaard lagde ud. Han nævnte ikke med et ord elevopstanden.
-Vi har konstateret, at på holdet i år er 40% af eleverne fra skilsmissehjem. Vi kan se, at de elever, der kommer fra Esbjerg, har flere former for svag baggrund, der gør, at folkeskolerne gerne vil af med dem. Vi har behov for en afklaring af, hvilket grundlag vi skal drive skole på. I den forbindelse er det mig magtpåliggende at pege på, at vore lærere alle som en har en ganske almindelig lærerbaggrund. Ikke en er specialuddannet til at have med socialt belastede elever at gøre.

-De, der fra gammel tid har reserveret pladser på skolen, hvilket altså klart fremgår af vedtægterne, sætter pris på at have den mulighed. Jeg ved godt, at flere af eleverne ikke er så rare, fordi de finder på så mange narrestreger og giver jer beskæftigelse ud over undervisning, men vi giver altså også netop derfor et betydeligt tilskud til skolen, mente U. K. Nielsen.
-Der burde derfor være råd til enten at ansætte flere lærere eller også at uddanne dem, der er her noget bedre..!
-Vi er stadig ikke uddannet til at kunne håndtere de særligt problematiske elever lige nu, og hvilken uddannelse er aktuel, og hvor lang tid tager det, og skal man tvinge lærere til at tage den og hvordan, der er under alle omstændigheder spørgsmål nok, indvendte Pahlgaard.

Flere af de andre tog ordet, men der skete ingen afklaring, som Pahlgaard ønskede det.

-Du må forstå, indvendte U. K., at når vi både har forhåndsreserveret og betalt for pladserne, så er Asgaard Efterskole et interessant alternativ for os til andre undervisningsinstitutioner. Hertil kommer den indflydelse på hele skolens virke, vi har som skolekredsmedlemmer og altså bestyrelse. Jeg tror, du må indse, Ib, at vi ikke ønsker at pille ved det! Men du kan selvfølgelig overveje at ansætte flere socialpædagoger!

-Jeg tager jeres afgørelse til efterretning, men jeg kunne godt frygte lærernes reaktion… Det med socialpædagogerne er en farlig vej. For det betyder vel blot, at vi får ry for at kunne klare alle de sociale tilfælde, og så får vi da først virkelig problemer! Og så mener jeg stadig, at vi er en efterskole, der tilbyder undervisning med afsluttende prøver for ganske almindelige unge mennesker!

-Sidste punkt: Eventuelt. Er der noget?
U. K. signalerede, at debatten om elever på Asgaard Efterskole var slut for hans vedkommende. Han så sig rundt i kredsen.
-Så vil jeg godt tilkendegive, at det er mit sidste bestyrelsesmøde her på Asgaard. Jeg har ganske enkelt for meget om ørerne, så jeg er af lægen blevet beordret til at skære ned, og det har jeg så gjort.
-Jeg håber og tror på, at vi nu også kan virkeliggøre det, vi altid har talt om, nemlig overgive formandshvervet til en lokal her fra Asgaard. Jeg mener, tiden er inde, og det er godt for skolen! Vi skal forankre os mere lokalt fremover! Så jeg vil opfordre til, at vores suppleant, der jo, som I ved, er lokal, bliver formand. Men det er op til jer at afgøre på næste bestyrelsesmøde.
U. K. slog ud med armene og satte sig.
Nogle medlemmer protesterede over hans beslutning, men de fleste var vist godt tilfreds med den, og Pahlgaard smilede da vældig glad og fornøjet. Hans forhold til brugsuddeleren, Frederik Hulkenbjerg, var det bedste, og derfor kunne han ikke forestille sig andet, end at fremtiden med Frederik som formand ville være noget mindre besværlig end med den ofte tvære og stridbare U. K.
Efter bestyrelsesmødet smilede Pahlgaard til Frank og spurgte ham, hvad han syntes. Uden at vente på svar kunne han ikke selv lade være:
-Hørte du, U. K. sagde, at han havde for meget om ørerne? Det er da fordi, han har så lidt mellem ørerne. Den mand er vi ikke snydt med, når han nu forlader os.

Mandag 10. april 1972

I 8. klasse havde feberen grebet dem. Her efter påske var kursen på Værkets aktier steget til 145, og de diskuterede på livet løs, om de skulle fortsætte eller sælge. Selv det mindste indskud ville give en pæn gevinst, og det endte med, at klassen besluttede sig for at sælge. Frank fik en aftale om at komme om og se sparekassen med hele klassen og høre om de forskellige funktioner i et pengeinstitut. Samtidig ville de ved samme lejlighed sælge deres aktier, der alle stod i hans navn.
Det var en flok stolte børsspekulanter, der marcherede ind i spisesalen til middagsmad, fem minutter forsinkede. Livligt snakkende og pralende af deres gevinster fik ”de små fra 8.” for en gangs skyld og med god grund erobret dagsordenen.

Pahlgaard havde ham i ørerne bagefter. Først ønskede han ham dog til lykke med – de 25, han fyldte i lørdags. Men så gik det ellers løs. Slut med at spekulere i aktier for elevernes penge; tænk, hvis de havde tabt! Frank var uenig og argumenterede med, at skolen i alt for høj grad var en lønmodtagerskole! Fast arbejde og ikke noget pjat med selvstændig erhvervsvirksomhed!
Han var helt kampivrig. Efter aktiespekulationen havde han fået blod på tænderne og forsvarede sin undervisning. Havde de tabt penge, havde de også lært af det! Selvfølgelig! Og hvorfor skulle køb af aktier være forbeholdt de velstillede?
-Udbyttet gav da åbenbart noget mere, end vi knoldesparker-opsparere får nede i sparekassen, mente Frank selvironisk.
Men Pahlgaard var sig sine socialdemokratiske rødder bevidst og nedlagde ganske enkelt forbud mod den slags fremover. Uanset hvilke argumenter, Frank end fremlagde, herunder at hvis målet for enhver arbejder var at blive rig, måtte selv den argeste socialdemokrat begynde at interessere sig for aktier, og hvis kapitalismen ikke i den nærmeste fremtid ville blive erstattet af socialisme, måtte nogle mennesker holde op med at være traditionelle lønarbejdere, hvilket lige så godt kunne være socialdemokrater som konservative, ville han ikke ændre sit forbud. Basta.
Frank var fast besluttet på, at klassen også skulle have seksualundervisning. Han havde købt kondomer, lejet relevante film fra Statens Filmcentral og lånt bøger på biblioteket. Han havde forberedt sig godt, og der var en ganske god stemning i klassen, da han gik i gang.
Han kunne nok have frygtet fnisen, pjat og vulgære udtryk, men de opførte sig faktisk meget modent.

Han blev glad for dem- rigtig glad.
-Der er ikke noget i vejen med det nøgne menneske, sagde han.
-Alle ser stort set ens ud, når man skræller hud og sener af. Der er kun to modeller, så det er derfor lettere at blive læge end mekaniker.
Lone kunne helt seriøst tilføje, at uanset ens kropsfarve var der intet nyt under solen, når først tøjet var lagt. De andre fniste. Hun kunne bare ikke glemme ham tyrken.

-Kend jeres egen krop! Hør her: Tag et spejl og studer jer selv! Hverken piger eller drenge ved helt nøjagtigt, hvordan man ser ud der, hvor man kun sjældent kigger selv. Sæt jer på en stol, spred benene og kig i spejlet!
-Ja, til i morgen bedes I læse det udleverede ark omkring de forskellige seksuelle orienteringer. Og så kan I godt begynde at spekulere lidt over, hvilken projektopgave I vil i gang med, når den tid snart kommer!

Næste formiddag vinkede Pahlgaard ham ind på kontoret.
-Frank, æh, Inges mor har ringet og spurgt, om det virkelig kan være rigtig, at du i undervisningen har opfordret pigerne til at bruge et spejl dernede for at sidde og belure sig selv??
Frank blev rød i hovedet, og irriteret fordi han blev rød i hovedet, og fordi Inges mor sagde sådan.
-Belure og belure… Det var et af flere indslag om seksualunder-visningens mange indslag. Du tror da ikke, at jeg har opfordret til utugt eller noget andet grimt noget? Og det var ikke bare pigerne, jeg opfordrede.
Pahlgaard kiggede på ham.
-Vi skal jo tage det alvorligt, når vi får en forældrehenvendelse. Hvad synes du, jeg skal sige til hende?
-Jeg synes, vi skal høre kollegerne i morgen til lærermødet, hvad de siger!

Ilse var forarget, da Ib for en gangs skyld indviede hende i noget fra pædagogikkens verden.
-Jeg synes, det er under al kritik, at han siger sådan noget! Man kan da ikke bede børn om at kigge sig dernede! Jeg synes, det er en skændsel!
Ib var lidt overrasket over hendes udmelding.
Tirsdag 11. april 1972

På tirsdagens lærermøde fremførte Pahlgaard hændelsen for kollegerne og mente, at han og Frank var interesseret i at høre deres mening om sagen.
Han mente selv, at Frank var på kanten af det tilladelige.
-Det er jo børn, vi har med at gøre. Man skal overveje grundigt, hvad man byder op til!
Der var et øjebliks tavshed. Så talte de nærmest i munden på hinanden for at fremføre, at når man underviste i seksualorientering, kunne man nemt komme til at berøre områder, som nogle forældre skønnede, var over stregen.
Mens andre forældre kunne klage over, at man ikke var gået vidt nok. I dag skulle man undervise i mange afarter af seksuel tænkning, sodomi, nekrofili, sadomasokisme, og hvad der ellers var på dagsordenen og havde været det siden pornoens frigivelse i 67.
Da også Dahl-Hansen erklærede sig enig, skiftede Pahlgaard standpunkt og kunne også helt og holdent tilslutte sig forsam-lingen.
Frank havde været en anelse betænkelig over mødet, men slappede nu af og var enig med Pahlgaard, da han konkluderede:

-Jeg ringer til moderen og siger, at der for vores vedkommende ikke er noget at komme efter. Jeg vil også sige til hende, at det står hende frit for at tage Inge ud, hvis hun mener, at hun ikke kan acceptere det. Inge er sgu da også en irriterende lille snottøs!

Frank så taknemmeligt på kollegerne og følte for første gang, at kollegiet var fælles om en lidt kilden afgørelse, selv om han studsede lidt over ordvalget og aldrig blev helt klar over Pahlgaards standpunkt.
For første gang siden den famøse fest kom Bente hen til ham og sagde opmuntrende:
-Du har gjort det helt rigtige! Der er da ikke noget forkert i, hvordan kroppen er indrettet. Uanset om der er en skaber, der har ansvaret eller ej.
Hun sendte ham et smil, da hun gik ud.

Næste dag kom Inges forældre og tog deres datter ud af skolen. Begge forældre og Inge stod tavse inde på kontoret, hvor Pahlgaard snakkede i telefon. Omsider blev han færdig, og afregningen kunne finde sted.
-Ja, jeg beklager da, at I har truffet den beslutning, forsøgte Pahlgaard sig.
-Vi vil under ingen omstændigheder så meget som overveje et sekund, om Inge skal være elev et sådant sted, hvor den slags tillades!
Faderen lød vred.
Valdemar pedel kom brasende ind på kontoret og blev helt forvirret over alle de mennesker.
-Er der foregået noget ulovligt, spurgte han uskyldigt, mens hans blik kørte fra Inge til hendes forældre og tilbage igen. Fra Fru Lund vidste han god besked med sagen.
Pahlgaard rystede lidt på hovedet. Hvad Valdemar ikke kunne finde på at blande sig i?!
Faderen pegede på Valdemar og henvendte sig til Pahlgaard:
-Hvem er han?
Pahlgaard kunne ikke lade være med at smile:
-Det er såmænd vor pedel, og han arbejder her helt frivilligt!
-Jeg går nu, sagde Valdemar med et skævt smil og forsvandt.

Inge og forældrene forlod skolen. Et par nysgerrige piger stod i døren, men der var ikke rigtig nogen afskedsceremoni.

En halv time senere kom Elizabeth ind til Frank på lærerværelset og sagde, der var telefon.
Det var hans mor:
-Frank, morfar er altså død, sagde hun sådan med helt almindelig stemme.
Den var der øjeblikkelig. Gråden pressede sig på, helt op i halsen. Han kunne ikke lade være. Han kørte hånden op over øjnene for at skjule sin sindstilstand. Han stod ved det store kontorbord, hvor både Elizabeth og Pahlgaard sad.
Han vidste godt, at hans morfar var blevet indlagt et par dage forinden med noget hjerteflimmer, men der var ikke tegn på noget alvorligt.
Hans mor sagde noget mere, mens han kæmpede med den der gråd der midt i kontoret, hvor Elizabeth sad og skrev og Pahlgaard ordnede noget budget.

Hun blev ved med en masse praktisk omkring begravelsen.
-Hvorfor siger du ikke noget, spurgte hun ham pludselig.

Hvorfor sagde han ikke noget? Hvordan kunne hun bare snakke og snakke, som om intet særligt var hændt?
Han kunne bare ikke få sagt noget. Og han kunne bare ikke forstå, hvordan hun kunne snakke sådan løs. Hun havde lige mistet sin far…
Det lykkedes ham at få sagt farvel, lagde hurtigt på og gik ud på toilettet. Her lod han tårerne få frit løb. Fik så tørret øjnene og belavede sig på at gå til time igen. De kunne jo ikke sidde alene.
Resten af dagen og de følgende dage gik i sorgens tegn.
Mandag 17. april 1972

April betød traditionelt for skolens vedkommende en eller anden udlandstur. Pengene var der, og kun fantasien satte grænser for turens længde og indhold. Eftersom Pahlgaard var kendt med det vesttyske, gik de fleste af turene hertil, og så satte forstanderinden pris på at kunne få lejlighed til at foretage indkøb i de kæmpestore tyske varehuse som Hertie og Neckermann. Et år var der omhyggeligt planlagt et besøg i en konzentrationslejr ved Hamburg, man havde aftalt rundvisning med guide, men det viste sig, at tiden var knap. Følgelig måtte man vælge mellem Neuengamme og Hertie. Pahlgaard kunne efter Ilses direktiver sikkert fastslå, at der desværre ikke var tid til et besøg i kz-lejren. Men, havde han tilføjet trøstende til de undrende elever:
-Når vi kommer hjem, skal I få lov at se en film, der hedder Navarones kanoner!

Dahl-Hansen glødede af forargelse, når han fortalte den historie.

Mandagen for afrejsen dette år oprandt, og ude foran skolen holdt en stor bus, eleverne var ved at pakke kufferter og andet ind i den, alle steder var der opbrudsstemning og rejsefeber. To elever stod med et kort over Vesttyskland og pegede på Harzen:
-Der skal vi bo. Det bliver simpelthen hyl at bo på et rigtigt hotel…
-Pahlgaard er vist syg, så han kommer nok ikke med!!
Inde i forgangen stod Pahlgaard og snakkede med Frank:
-Jeg har noget feber og kan ikke tage med, men jeg håber, du og Bente og Søren klarer den alligevel. Jeg kommer måske derned senere på ugen, det kommer an på så meget.

-OK, jeg skal gøre, hvad jeg kan. Men jeg er ikke helt tryg ved situationen, de er jo vant til, at du leder og bestemmer mange ting for dem.

Han var ikke fri for at lyde en smule irettesættende over for sin forstander…

-Pjat med dig. Du siger bare, hvordan det skal være, så er det sådan!

Han vendte sig om. Skuldrene hang vist lidt, for Pahlgaard gik efter ham, lagde hånden på ham og sagde:
-Jeg stoler på dig!
Han følte alligevel en smule stolthed, at Pahlgaard lod ham være chefen, uformelt, selv om Søren var ældre med sine nogle og halvtreds år. Han løftede hovedet og marcherede ud i bussen, hvor eleverne sad.
-Er alle med? Råbte han.
-Jah, svarede alle. Kurt, hvis højre hånd traditionelt og nærmest pr. automatik opholdt sig under Rikkes bluse, vinkede med den anden.
Men han talte alligevel eleverne, det skulle nødig hedde sig, at han allerede fra starten svigtede. Alle var her, og Bente og Søren sad også i bussen.
Lige med et blev han glad for Bente, selv om det slet ikke nogensinde havde været inde i billedet, altså på den måde. Hun havde jo sin fyr.
Han blev helt rød i hovedet, men hun så ikke ud, som om hun havde bemærket det. Han mærkede en varme i maven over hende og blev lidt forskrækket over det. Han smilede til hende, og hun smilede tilbage til ham. Da han havde talt eleverne og var sikker på tallet, stod han lidt og kiggede.
-Sæt dig nu ned, sagde Bente og gjorde plads til ham på sædet.
Overrasket og glad satte han sig. Mærkede øjeblikkeligt hendes hofte og gjorde ikke noget for at flytte sig længere ud.

Han var ked af det med Ulla dengang, selv om forholdet til Bente var blevet kolleganormaliseret i de senere uger. Nu kunne de da tale sammen igen, og hun virkede næsten lige som før. Og han følte, at han her på turen måtte tale ud med hende. Han havde lidt på fornemmelsen, at han var godt på vej til at blive lun på hende. Igen.
Den følelse ville han gerne være foruden. Altså, hvis den ikke var gengældt.

De nåede grænsen op ad formiddagen. Bussen kørte ind i den rette bane, og en tysk tolder kom ind og sagde en munterhed på tysk, som Søren grinede af, selv om han ikke kunne et ord tysk, men de kørte videre. Lidt syd for Padborg kørte bussen ind til Poetz, et stort supermarked.

Frank banede sig vej op til chaufføren.
-Hov, hvad gør du? Hvorfor kører du herind?
-Det har jeg fået besked på hjemmefra!

-Nå. Jamen, af hvem?
-Ja, det er vel fra din forstander, skulle jeg tro. Jeg har i hvert fald fået besked på at køre herind til Poetz!
Det var lidt overraskende for ham. Han kendte Pahlgaards fanatiske holdning til spiritus og elever. Han greb mikrofonen:
-Vi holder nu en pause på et kvarter. I må gerne gå herind og købe slik og smøger, men de hjemlige regler gælder naturligvis stadig, og det betyder nul øl eller sprut af nogen art!!
-Selvfølgelig, råbte eleverne og masede for at komme ud.
Han var hoppet i forvejen, og sammen med Bente og Søren gik han også ind i indkøbsmarkedet.

Chaufføren smed et skod fra sig, da tiden var udløbet og steg ind i bussen. Lærere og elever vendte tilbage. Alle med plastikposer med slik, lærernes indeholdt desuden lidt vin og noget spiritus, og hurtigt gik det så videre mod syd og Hamburg.

Bussen rullede mod Harzen. Flotte naturbilleder af skove og bjerge. I en pause ved grænsen til DDR kiggede eleverne nysgerrigt og undrende på grænseskiltene ind i DDR med spærrezone, pigtråd og vagttårne. Østtyskerne var lige blevet nr. tre ved VM i ishockey i B-rækken, mens Danmark stadig lå og hyggede sig som nummer næstsidst i C-rækken. Senere på året var der olympiske lege i München. Det var ved den slags begivenheder, at DDR altid klarede sig godt. Meget bedre end landets indbyggertal burde afstedkomme. Frank sad og filosoferede lidt. Bente sov med hovedet lænet ud mod ruden.

Videre gik det mod Bad Harzburg, hvortil de ankom hen under aften.
Under aftensmaden i hotellets store sal fremlagde Frank morgendagens program for eleverne og sluttede manende af med:
-Som I alle ved, er reglerne de samme som derhjemme. Men da vi også samtidig godt vil have noget ud af vor dyre tur herned, gør vi lige dagen lidt længere, og i betragtning af det gode vejr får I lov til at gå rundt og kigge her i denne lille charmerende by i aften. I skal være hjemme på hotellet aller senest kl. 22.30, altså halv elleve!

Eleverne udstødte høje jubelråb, og han sagde velbekomme og satte sig igen, synligt tilfreds med sig selv.
Hvilket et par timer senere skulle vise sig at være aldeles uholdbart.
-Bitte, ein Bier, sagde han til tjeneren.
-Vil I have noget? henvendt til Bente og Søren. De nikkede bekræftende, og han bestilte drei Biere.
Alle tre sad lidt og nød at kunne hvile, strække benene og bare nyde tilværelsen. De havde alle tre fået enkeltværelse, i sidste øjeblik nåede han at forhindre, at han og Søren skulle bo på et dobbeltværelse. Han gad ganske enkelt ikke hans monumentale snorken, og desuden–, igen rødmede han en lille smule og kunne selvfølgelig ikke lade være med at kigge over på Bente, der kunne rent hypotetisk være andre muligheder….
Hun så heldigvis et andet sted hen.
Mandag 17. april aften

Senere på aftenen sad de og blundede foran tysk TV. Der var nogle få andre gæster i hotellets fjernsynsstue. I det fjerne hørtes lidt råben. Alle ignorerede det i begyndelsen, men stemmerne kom nærmere. Hotellets svingdør kørte rundt, og ind kom en stor tysker med Bjarne skubbende foran sig:
-Wo sind die? Na, sag’s mir, du Lömmel…

De rejste sig forskrækkede, og Frank gik modigt hen imod den gale tysker.
-Was ist passiert? spurgte han så venligt som muligt.
-Sind Sie Betreuer? Spurgte han bøst.
Da Frank nikkede, fortsatte han:
-Der Junge hier, und ich sage Ihnen, wenn das nochmals passiert, also dieser Junge ist in meinem Garten gewesen, ich habe ihn festgenommen, wollte die Polizei anrufen, dann habe ich aber gemerkt, dass er total besoffen sei. Hier sehen Sie mal:

Og den gale tysker slyngede foragteligt Bjarne hen mod ham. Bjarne slingrede -og faldt. De andre to hjalp ham på benene, men han kunne næppe stå selv. Han var i den grad beruset!

-Entschuldigen Sie: Hat er was gemacht, wofür wir zahlen müssen oder?
-Nein, hat er nicht, aber wir wollen keine fremden Jungen hier, die vollbesoffen in unsere Gärten hereindrängen, verstehen Sie das?

Tyskeren gik helt hen til ham, og det sidste nærmest råbtes ind i hans ansigt.
-Ich werde was unternehmen. So laut brauchen Sie ja auch nicht zu schreien..!

Hans tyske var udmærket, han var jo også tysklærer, så han slog meget beklagende ud med armene og vendte sig om mod Bjarne.

-Vi må have ham i seng! Gider I?
Og mens Bente og Søren baksede Bjarne op i seng, stod han og grundede over episoden. Samtidig anede han, at noget meget større var under opsejling…

Bente og Søren kom tilbage, og mens han gik frem og tilbage, foreslog han:
-Jeg tror, vi tre skal gå en tur ned i byen og sende dem hjem her til hotellet. Der er garanteret flere, der har drukket…
-Bjarne mosede naturligvis ind på den gale mands enemærker, vi kan jo ikke have, hvis flere af vore elever generer de indfødte her…

De begav sig af sted ud i den lyse aprilaften. Næsten straks efter mødte de tre piger, der fortalte, at de fleste af de andre var gået på et lokalt diskotek i byen.

-Satans, satans, hviskede han til sig selv. Et diskotek var ikke lige sagen her på turen. Højt sagde han:
-Vi må ind på det der diskotek og have dem med os hjem på hotellet.
Søren ville helst ikke med ind:
-Jeg bliver stående udenfor og passer på!
De andre to kiggede lidt på ham, så gik de videre og kom til diskoteket.
-Bente, du kan bare vente her udenfor sammen med Søren, så går jeg selv ind!
-Ikke tale om! Hvem tror du egentlig, du kan stole på? Smilede hun tilbage.
Foran indgangsdøren stod en kæmpeudsmider, to meter høj og to meter bred.
Bente og Frank kiggede lidt på hinanden. Så sagde han til kæmpen:
-Wir sind Betreuer für einige jungen Menschen aus Dänemark. Könnte ich vielleicht Erlaubnis bekommen, die Jungen zu holen?

Bente smilede sit mest forførende smil til kæmpen og struttede let med sin veludviklede barm. Kæmpen lod sig påvirke af disse manøvrer, hans øjne kørte op og ned ad Bente, og til sidst viste han dem ind.
De kom ind i danselokalet, selve diskoteket, lyden var så høj, at ingen kunne tale sammen. Bente holdt godt fast i ham, hvilket ikke var uvelkomment, mens de gennemsøgte lokalet. Hver gang de mødte en elev, viste han meget sigende, hvor udgangsdøren var. Oppe ved baren sad Tunsæt og co. med fyldte ølflasker.
Da blev han for alvor gal i skralden og råbte af sine lungers temmelig fulde kraft, at de skulle se at få sig pakket ud, og det skulle kraft edme være nu….

Tirsdag 18. april 1972

Efterhånden mente Frank og Bente ikke, at der var flere elever i danselokalet, og de forlod atter diskoteket. Udenfor stod eleverne samlet i en klump. De så med det samme, at ikke ret mange af dem var helt appelsinfri.
-Hvem i alverden har givet jer lov at drikke- og at gå på diskotek? hvæsede Frank.
-Nu går alle tilbage til hotellet op på jeres værelser og direkte i seng, er I med?!
Langsomt traskede de tilbage.

På et værelse hørtes opkastlyde, og Bente og Frank gik ind. Søren var forsvundet.
-Jeg kunne godt tænke mig at spørge jer, hvorfor I har drukket øl i aften?
På sengen sad to halvfulde drenge. Den tredje havde det ikke fantastisk godt, han blev ved med at brække sig ned i en spand.
Hvor han så end havde fundet den.

-Vi vi, vi tænkte jo, at der ikke kunne ske noget ved det, så vi købte også lidt ved grænsen, som I selv gjorde…
-Ved grænsen? Har I købt øl i supermarkedet?
-Næh, rom og cola, sagde Palle og Alex og viste ham en dåse, hvor denne blanding allerede var foretaget fabriksmæssigt.
-Ved I godt, hvad der sker med elever, der drikker spiritus på Asgaard Efterskole?
-De ryger hjem jo.
-Jamen, når I ved det, så forstår jeg ikke, at I har gjort det??
-Vi tænkte, jo at hernede drikker alle, og det er ferie og sådan…
-Få nu ham der i seng, så må vi holde krisemøde i morgen.
De forlod værelset, mens de begge tænkte på de konsekvenser, dette ville få.

Bente gik efter ham og sagde:
-De havde praktisk taget alle drukket øl eller sprut. Jeg kan give dig navnene på tre piger, der bevisligt intet har drukket. Hvad gør vi?
-Hvor fanden er Søren?
I det samme kom Søren:
-Jeg har lige snakket med Pahlgaard. Han kommer straks i morgen tidlig.
-Har du ringet til Pahlgaard? Din store kraftidiot, råbte Frank ophidset. Det var snart ved at være nok for i dag. Han plejede ikke at bruge sådan et sprog. Bente kiggede også en anelse forundret på ham.
-Jamen, jeg mente, forstanderen øjeblikkelig skulle underrettes, når sådan noget skete, sagde Søren og så appellerende på Bente.
-Du kunne da lige have ventet, til vi tre havde fået snakket sammen, indskød Bente.
-Ja, fortsatte Frank- hvem står nu og ligner en total fiasko?
-Nå. Så Pahlgaard kommer i morgen tidlig. Nu er eleverne i hvert fald lagt i seng, og jeg tror osse, at jeg snart skrider, sagde Frank.
Han betydede dem, at de kunne komme med ind på hans værelse og gik hen til sin plastikpose, fandt nogle øl frem og begyndte at lukke dem op.
-Vil I ha’ en med?

-Nej tak, sagde Søren, han var blevet stående i entreen.
-Jeg skal sandelig ikke ha’ mere i dag!
Og med et kort nik forlod han dem.

-Han er sgu mærkelig, sagde Bente. Hvad gør vi i morgen?
Hun tog sin øl og satte sig. Han havde ikke engang inviteret hende til at sidde, det tog hun helt som en selvfølge.
-Vi samler dem i fællesstuen og finder ud af præcist, hvad der er sket. Så må vi afvente Pahlgaards ankomst. Jeg synes ikke, vi kan klandres for noget, synes du? Det er trods alt ikke mig, der fik den aldeles glimrende ide med at handle ind ved grænsen..!

Bente satte sig hen til ham på sengen. Hun strøg ham blidt over håret:
-Jeg synes, du var skidego’ på det der diskotek. Ham der kæmpetyskeren skræmte mig næsten til at gå igen…

Han følte sig glad og smigret over Bentes bemærkninger- og en smule foruroliget over dels hendes hånd deroppe i håret og dels den der barm.
-Åh, jeg synes nu osse, du fremhævede dit mod med din stejle holdning, grinede han. -Jeg mener, når du stikker det der forførende forparti forlæns, skal vi mænd helt naturligt blive mundlamme..
Bente tjattede skælmsk til ham:
-Det ligger vist ikke lige til dig. Jeg synes faktisk, du klarer det her godt, særligt, når man tænker på din unge alder og din manglende erfaring og din manglende charme og din …

Han greb på skrømt fat i hende for at slå hende, men hun nulrede bare videre i hans hår, mens hun med blussende kinder blev ved at tale. Han standsede for en kort stund ordstrømmen ved at lægge sine læber til hendes og mærkede ingen modstand, tværtimod formede hendes læber sig blødt og længe til hans. Den venstre hånd strøg kælent op over hendes højre hofte. Havde nogen spurgt ham lige her, havde han sagt, at hende der Bente eddermugme var en lækker steg…

-Sig mig engang, er du osse lidt fuld, spurgte han smilende og omfavnede hende med buldrende hjerteslag, og de væltede begge rundt og ned på sengen.
-Har du egentlig ikke fyr på? Skulle han jo spørge, selv om han var enormt ligeglad med ham lige nu.

Hun trak ham ind til sig og lod hånden glide kælent ned over hans mave og fortsatte længere ned…
-Det ser i hvert fald ud til, at du har! sagde hun og tilføjede:
-Uh, -Det kan man da kalde for et vink med en vognstang!

Den pige vidste sandelig godt, hvad der ved enhver lejlighed hørte sig til at sige.

Næste morgen vågnede han ved lyden af en mere end kendt stemme ude fra hotelgangen. Ved siden af ham lå Bente, de var begge uden tøj. Han svang benene ud af sengen og gned søvn af øjnene.
-Danke für die Freundlichkeit! Lød det udenfor.
Og i det samme bankede det på døren. Han skyndte sig chokeret at vække Bente, der vaklede ud på badeværelset, mens han råbte:
-Øjeblik!
Hurtigt fik han en slåbrok på og lukkede gæsten ind.
-God morgen. Nå, har I problemer? Dem må vi se at få tacklet, sagde Pahlgaard med hårrejsende energi, mens han kiggede rundt i lokalet med et lidt svedent smil, forekom det Frank. Hans feber var vist borte.
-Nu vil vi først have morgenmad. Kl. 8.00. Du har jo bestilt almindelig kaffe til morgenmaden, hernede er det kaffe, lavet af korn, så jeg har tilladt mig at ændre det til rigtig kaffe. Så ses vi?

Og Pahlgaard smuttede ud og gik videre, antagelig for at vække nogle elever. Frank gloede på sit armbåndsur: Lidt over syv. Han kunne høre, at Bente var ved at gøre sig i stand derinde på badeværelset. Så fik han øje på hendes tøj på stolen ved siden sengen. Øverst lå den nydeligste BH, man kunne forestille sig og ikke af de mindste.
Pahlgaard måtte tro, at alt her var Sodoma og Gomorrha!
Bente fra badeværelset gennem døren på klem:
-Er han gået?
-Jep!
Han omfavnede hende og skød hjertet op i livet:
-Jeg synes ikke lige, det kommer Pahlgaard ved, hvad vi to har sammen. Og -det der med Ulla var altså kun lidt fuldemand. Jeg har hele tiden haft et godt øje til dig. Men jeg kan godt se, hvis du havde troet et eller andet den aften hos dig..

-Jeg blev bare så skuffet, da du valgte at ta med Ulla hjem. Jeg vidste, at hun ville gøre hvad som helst for at få dig med i seng. Jeg kender hende! Og jeg ved godt, jeg ingen ret havde til at tro noget om os to, men jeg syntes, det lå i luften! Jeg var bare så parat til at lære dig nærmere at kende, og jeg ved godt, jeg ikke havde nogen ret til at tro, at…

Bente var begyndt at gentage sig selv. Hun stod også der med blussende kinder og bøvlede med en bluse, hun ikke kunne vende rigtigt og derfor stadig med nøgen overkrop og de to ualmindeligt dejligt bløde, veludviklede…
-Ja, jeg har også en god ven, som jeg kalder min skat, men det er bare sådan noget, vi kalder hinanden. Det vil jeg måske overveje at stoppe med nu…

Frank kunne ikke lade være med blive varm igen og væltede hende om på sengen, og Bente var mere end villig.

To minutter senere kunne han forpustet rulle om på ryggen og deklamere:
-Du skal bare vide, at jeg synes, du er så sød, også og måske især når jeg er ædru!
Hun lagde sig ind over ham og kyssede ham.

Onsdag 19. april 1972

Fællesmødet foregik i hotellets store mødesal. Pahlgaard ledede. Naturligvis. Franks lederskab var i den grad sparket til hjørne.
-Hvem fandt på at købe noget som helst, der indeholder mere end 0,2 % alkohol? Spurgte han og kiggede sig langsomt rundt.
Eleverne havde været meget tavse her til morgen. Under morgenmaden var der praktisk taget ingen, der sagde noget. De var klar over, at nu faldt der brænde ned.

-Ivan, hvordan kan du finde på at drikke øl, du som ellers aldrig nogensinde har gjort noget på skolen, du ikke måtte??

-Det ved jeg ikke.

Ivan regnedes for skolens kvikkeste og mest artige elev.
Han kom oven i købet fra en lille vestjysk by, kendt for en fremskreden pinsevækkelse og tilsvarende meget høje moralske standarder, i hvert fald udadtil.
Frank tænkte på den gamle kliche, at de helligste religiøse også er de mest umoralske. Ærgerligt, at Ivan var vokset op med alt det ævl.
Frisk luft! Det skulle der til.

-I måtte da være klar over, at vore regler også gælder på ture. Det tror jeg, Frank har nævnt. Skal vi sende nogle af jer hjem? Hvordan gik det i øvrigt med Bjarne?
Bjarne dukkede sig lidt, af en eller anden grund var han ikke rigtig indstillet på den store offentlighed her til morgen. Men han lignede en mand, dagen efter en nytårsaften. En lærer for eksempel.
-Alkohol er et skråplan, og I ved det. Vi synes ikke, at man både kan gå på efterskole og være beruset. Og bortset fra tre piger havde I vist alle drukket i går aftes. Jeg ønsker nu, at alt øl, spiritus o. lign. stilles op på mit værelse, når vi om lidt går her fra stuen. Og dernæst vil jeg sige til jer: I får denne ene chance. Og kun denne.
Hvis nogen så meget som kigger efter en ølflaske på resten af denne tur, så ryger han direkte hjem på forældrenes regning! Er det helt forstået?

Alle elever nikkede. De fleste åndede lettet op. Mange skyndte sig op på deres værelse for at hente det, de endnu ikke havde drukket og bragte det ind til Pahlgaard.
Og efterhånden voksede der et sælsomt bjerg frem på gulvet:
Mere eller mindre tomme små flasker med rom, whisky, gin, vodka, snaps og større flasker med det samme plus en masse forskellige øl. Enkelte flasker vin. Til sidst kom Tun med en hel kasse vin. Pahlgaard betragtede dem. Så sagde han:
-Se her: Keld har gjort det rigtige. Han har købt alkoholfrit vin i massevis! Godt, min dreng!

Nu kunne man trods alt ikke lade være med at le af den uheldige Tun. Det var simpelthen for dumt. Tun selv var blevet rød i hovedet. Kammeraterne godtede sig, så havde de noget på ham, der ofte havde snuden fremme, når der skulle spottes…

Op ad formiddagen sad lærerne og snakkede lidt mere afslappet sammen, og Frank forhørte sig:
-Pahlgaard, det kom alligevel bag på mig, at du havde beordret chaufføren til at holde ved Poetz? Jeg synes nok, det var lidt dumt, æh uklogt…
-Jeg har ikke bedt ham køre derind! Må jeg lige være her! Men derimod skete der det, at da vi bestilte bussen, spurgte vognmanden mig, om vi var interesserede i at holde ind ved et supermarked, fordi det gjorde turen nogle hundrede kroner billigere. Det er noget med rabatter til busselskabet. Og jeg sagde, at det ville vi lige tænke over. Så blev jeg syg og glemte det igen. Men sig mig, ellers har det da været en rolig nat, ikke sandt?

Han kiggede med små, sammenknebne øjne fra Frank til Bente og tilbage igen, og et skævt grin bredte sig hos dem alle tre. Efter et øjeblik grinede Søren også med uden at kende grunden til al den munterhed.
Onsdag 19. april 1972 senere

Samme dags eftermiddag stod der gåtur på programmet. Solen strålede lunt, naturen var smuk, og op ad en bjergside asede Frank og fem elever. De andre lærere havde tilbudt forskelligt.

-Bare tag den med ro, sagde Frank, der gik forrest. Der var træer og buske her, så det gik ganske kvikt opad.
-Vi skulle gerne nå toppen inden længe, vi skal jo osse ned.

De bevægede sig videre. Nu forsvandt træer og buske. Den brede vej afløstes af en meget smal sti, der nu gik kraftigt opad. Han kiggede tilbage og blev lidt betænkelig ved at se, at det gik SÅ voldsomt nedad. Han kiggede opad igen og sagde:
-Videre!

De unge mennesker bag ham begyndte, som tiden gik, at klage sig lidt. De var trætte og sultne, deres madpakker var tunge i rygsækkene, og langt nedenunder på jorden kunne de se Søren, der lå mageligt med andre elever og spiste sin mad.
Han anede uråd, og da det var fuldstændig umuligt at sidde her og spise, foreslog han:
-Lad os søge over mod den bevoksning, der er derovre!

Han pegede skråt hen langs bjerget, og eleverne bifaldt forslaget.
Han søgte over mod bevoksningen, klamrede sig til smårødder, og hvad der ellers var, men det var meget vanskeligt at gå her. De nåede lidt videre, men pludselig standsede han på en meget smal, næppe fodsbred sti, der ville lede dem direkte ind i bevoksningen. Hidtil havde der været træer og buske nedenunder, så hvis de faldt, ville de blive opfanget nogenlunde blidt. Men på dette smalle stykke var der intet til at gribe dem. Det gik simpelthen lodret ned ad klippen! Han standsede, fordi han var kommet til at se ned, og der var langt ned! Og klippevæggen var stejl!

Og han blev med et fuldstændig klar over, at de faktisk var i livsfare. Han kiggede sig rådvild tilbage, men det var ørkesløst at vende om. Opad og nedad var umuligt, kun klippevæg, stejl, næsten lodret. Han blev nødt til at forcere den meget smalle sti.

-OK, ved I hvad. Vi bliver nødt til at komme over her, kig ikke ned, hold jer godt trykket ind til klippen, der er ikke langt igen…
Han gik selv forrest, mærkede, hvordan angsten fik knæene til at sitre, skridt for skridt, ganske langsomt bevægede han sig fremad. En lille sten rev sig løs og forsvandt i dybet under dem, det tog meget lang tid, inden lyden fra den var borte. Han hvilede sig lidt, lukkede øjnene, men bevægede sig så videre. Endelig var han ovre, og turen kom til den næste.
Han fulgte intenst med, efterhånden som alle elever kom forbi den nøgne klippe, samtidig så han Søren langt dernede vinke op til dem. Kunne Søren i det hele taget se, at de rent faktisk var i livsfare? Han rystede let på hovedet.

Da den sidste pige, Mona, lige skulle tage det sidste skridt, skred underlaget, og kun takket være en hurtig reaktion fra Benno, der greb hende i trøjen, reddedes hun fra at falde ned…
Frank var ligbleg, mens han lettet og med rystende ben banede sig vej nedad. Nu gik det uden vanskeligheder, det var jo nærmest en sti, en spadseresti, men han vidste, at han i lang tid fremover ville tænke med gru på dette, på, at han uansvarligt? havde ført elever ud i fare for liv og helbred.
Da han nede fik øje på Søren, der stadig lå og slængede sig med et par elever omkring sig, blev han alligevel harm. Søren havde været hernede i området masser af gange og kendte det godt.
-Søren, kunne du ikke se, at vi var i livsfare? spurgte han så snart, han var inden for hørevidde.
-Jo, det vidste jeg da godt, men da var I jo gået…
-Kunne du ikke været løbet efter os eller have sendt en elev?
-Nej, du skal jo også selv lære nogen ting, og jeg…
Han vendte ham vredt ryggen og gik.

Han gad simpelthen ikke være sammen med Søren og Pahlgaard om aftenen, den sidste inden de skulle hjem til Danmark.
Bente sad inde hos ham og hørte på hans vrede. Hun forsøgte i øvrigt som altid at tage modpartens parti og finde de argumenter, der var hans, så han kunne få et kvalificeret modspil. Sådan argumenterede hun også til lærermøderne. Var der en elev, de andre dømte umulig, fandt hun som regel positive sider frem hos den pågældende; havde folketinget vedtaget en for dem helt tåbelig lov, kunne hun finde det gode frem i den.
Hun indvendte lidt forsigtigt, at han måske lige skulle have undersøgt stedet hos de lokale beboere, inden han vovede sig ud på den galej.
Lidt efter lidt måtte han falde til ro, og det hjalp naturligvis en hel del med den franske vask og strygning, Bente udsatte ham for.
Han mærkede, at han blev mere og mere forelsket.
Torsdag 20. april 1972

Pahlgaard råbte, idet han trådte ind ad hoveddøren vel hjemme igen:
-Hallo? Er her nogen?

Det var der ikke. Ingen Gert, ingen Ilse, ingen Buller. Kun en lille seddel på køkkenbordet: ”Vi er taget hjem til mine forældre. Ilse”.

For første gang i meget lang tid følte han en slags længsel efter hende. For første gang trængte han faktisk til hende, ikke bare som sexpartner, slet ikke, næh, det slog ned i ham, at han trængte til at snakke med hende. Hun var god at snakke med. Hun var forstående, kunne være hård modstander, når synspunkterne ikke passede hende, men søgte altid at være fair.
Tilfældigt faldt hans blik på familiebilledet oven på skænken. Han blev øm et eller andet sted i kroppen. Han greb telefonen og ringede til sine svigerforældre.
-Hallo, er det Marie? Daw, det er mig. Er Ilse hos jer?
-Et øjeblik-
-Ja?, hørte han den velkendte stemme.
-Jeg savner dig, sagde han direkte uden omsvøb.
Der opstod en kedelig pause i den anden ende af røret. Så sagde hun:
-Jeg har behov for at være lidt væk hjemmefra, Ib. Det er efterhånden længe siden, at jeg har savnet dig.
-Men jeg trænger til at snakke med dig, turen til Harzen har ikke just været en fornøjelsestur, og jeg …
Hun afbrød ham.
-Vi kommer hjem på søndag. Jeg kan ikke snakke længere nu, og det vil være en aldeles dum idé af dig at køre herop nu, hvis du tænker på sådan noget. Skal vi ikke bare sige, at vi ses på søndag?

Ib lagde på og satte sig tungsindigt i lænestolen ved vinduet. Han var irriteret og gal på sig selv, på Ilse, på alt og alle. Han kunne overhovedet ikke finde ud af sig selv. Snart den ene følelse, snart den stik modsatte.

Frank slæbte kufferter og tasker ud til sin Volvo, mens han skævede efter Bente. Hun var der ikke. Rådvild så han sig omkring, men intet spor efter hende.
Lidt bedrøvet og en anelse tung i maven satte han sig ind i bilen for at køre hjem til sit tomme hus og en lang weekend uden aftaler.
Næppe havde han rundet hjørnet fra Skolegade til Nørregade, da han så Bentes dejlige, vuggende gang, slæbende på en kuffert.
Han standsede op med hvinende bremser, sprang ud og:
-Må jeg ikke få lov at hjælpe?
Bente smilede sødt, da han tog hendes kuffert og smed den ind på bagsædet. Han holdt døren for hende, og hun steg ind.
Det blev alligevel en dejlig torsdag. Først sidst på fredagen trillede han Amazonen ind i carporten på Pynten 10. Smilende for sig selv måtte han konstatere, at de to en halv kilometer fra skolen og hjem havde taget omkring 28 timer.

Onsdag 10. maj 1972

Det var en strålende smuk dag med masser af solskin, og hele skolen skulle til idrætsdag i Esbjerg. At vejret var med dem, var ret heldigt, for der havde været masser af regn de foregående 14 dage.
Drengene spillede fodbold, det bedste de havde lært, men skønt de spillede i B-rækken, tabte de alle deres kampe. Da den sidste kamp var tabt, smed Peter en bold efter en af modpartens drenge og ramte ham ret uheldigt i ansigtet.
En af Spangsbjergskolens lærere henvendte sig til Pahlgaard og klagede, og Pahlgaard måtte hen til Peter og formane ham om at give den anden dreng en undskyldning.
Det nægtede Peter. Ikke på vilkår ville han give så meget som en lille bitte undskyldning. Tværtimod kunne den anden få en til, hvis det var det, han var ude på. Peter fortalte indigneret, hvordan den anden havde tacklet temmelig beskidt mod ham og generet ham på alle mulige måder.
Samtidig nærmede sig en flok drenge fra Spangsbjerg med en truende adfærd, hvilket fik Asgaards drenge til at stimle sammen i forsvaret for Peter. Pahlgaard, Frank og Dahl-Hansen forsøgte at sprede flokken, også andre lærere kom til for at dæmpe gemytterne. Drengene spredtes igen, da semifinalen skulle i gang. Pahlgaard sikrede sig, at alt var roligt igen, før han forlod stadion i sin blå Ascona, da han lige skulle besørge et par ærinder.

Pigerne spillede rundbold, det gik lidt mere fredeligt for sig, og de vandt den første kamp mod Hjerting. Efter sejren hujede de af glæde, og pigerne fra Hjerting sagde tak for en god kamp. En af pigerne var Inge, der nu gik i skole der og var glad for det.
Hun blev stående lidt og snakkede med Lone og et par af de andre piger, inden hun forlod dem, da hun skulle hjem før tiden. De spurgte hende, om det virkelig var hendes eget ønske at forlade Asgaard bare på grund af det der med spejlet. Hun måtte indrømme, at det var hendes forældre, og især hendes mor, der syntes, det var over stregen. Hun stod og plirrede, men kunne godt mærke, at de forhenværende veninder netop var forhenværende, og at deres opmærksomhed i højere grad var vendt mod stævnet og drengene. Så hun sagde hurtigt farvel og ha det godt, inden hun forlod stadion for til fods at begive sig de to kilometer hjemad.
Pigerne vendte tilbage til næste rundboldkamp, som de imidlertid tabte trods massiv opbakning af de slagne drenge. Frank blev slået af deres sammenhold; de, der hjemme på skolen var fjender indbyrdes eller i hvert fald ikke gode venner, stod her last og brast mod de ydre fjender. Simpel logik. Hvis der nu havde været kamp i første division mod OB, ville alle eleverne samlet her i dag holde med EFB.
Måske skulle man have nogle flere sammenkomster med andre skoler, tænkte han, mens han overværede pigernes tredje nederlag.
Humøret vendte dog ud på eftermiddagen, da solen for alvor varmede, og Pahlgaard trådte i karakter, da han returnerede sidst på eftermiddagen, åbnede Asconaens bagagerum og åbenbarede is til alle.
I bussen på vejen hjem sang og trallede hele bussen, og Peter og drengene havde for længst lagt nederlagene, forsmædelserne og ydmygelserne bag sig.

Fredag 12. maj 1972

På drengegangen var der et loft over selve gangarealet. Midt på gangen var der en lem, og en aften havde Casper fået den geniale ide, at det kunne være interessant at udforske det område, der utvivlsomt måtte være deroppe.
Han skulle til formålet bruge en stige eller noget andet, der kunne nå op til lemmen. Et bord fra det nærmeste værelse og en stol ovenpå gjorde det for ham. Mens andre drenge stimlede sammen om ham, kravlede han op, åbnede lemmen og så sig omkring deroppe. Der var mørkt, men Klaus Kludder lånte ham en af de lygter, han havde lånt af sin storebror.
Casper var overrasket over, hvor megen plads der var deroppe. Han fik en del af de andre til at komme med op, og der gik faktisk ikke særlig lang tid, inden de havde fundet på en god indretningsplan for området, som de kaldte for Sibirien, for der var ærlig talt en smule koldt deroppe.
Svend vidste tilfældigvis, at der stod et lille sofabord under trappen ned til klublokalet, og vips hentede han det, og de hjalp hinanden med at hive det op.
De manglede nogle stole og helst også en sofa, men var i tvivl om, hvorfra de skulle skaffe det. Thomas kom i tanke om, at bag Højskolehjemmet var der noget affald, og her lå der faktisk en gammel sofa.
Drengene spurtede ned og hentede den. De slæbte den ind i forhallen, børstede og spulede den, så den blev som ny. Det sagde de i hvert fald, men fornuftige piger bedømte den straks som ude, flere af fjedrene var knækkede, og det var let for en udenforstående at indse grunden til dens deroute.
Drengene var ligeglade. De slæbte den op på drengegangen uset af den vagthavende, som sad inde på lærerværelset og hyggede sig med Familiejournalen. I weekenden behøvede læreren ikke sidde på vagtværelset.
Til gengæld var det uhyre vanskeligt at få bakset den tunge sofa op på loftet. Dels var lemmen lige lille nok, dels var den frygtelig tung. Der var rundt regnet 12 drenge til at løfte, men de var alligevel på den.
Efter en god time lykkedes det dem at få bakset det hele på plads deroppe, og de fik lukket lemmen igen.
De satte sig ind på Thomas´ værelse og diskuterede de nye muligheder, dette fristed gav. Casper rullede med øjnene og mente, at sådan nogen som Kurt og Rikke helt naturligt ville kunne finde anvendelse på sofaen. Han mente også, at et par af rygerne med fordel kunne tilbringe noget tid deroppe skærmet mod vind og vejr, uset af lærerne.
-Vi er heldige, fordi loftet er tæt, og selv om vi tænder lys, kan man ikke se det nedenunder.
De blev enige om, at de skulle eksperimentere lidt her i nat.

I Hjerting mødtes Ilse og den 58-årige mand igen. I den senere tid hyppigere og hyppigere.
Begge havde det fortrinligt med dette noget usædvanlige forhold: Ilse fik tiltrængte udløsninger og skulle ikke have en eller anden stodder til at ligge oven på sig og stønne, og den 58-årige mand kunne sætte fysiske aftryk på sin forelskelse og besættelse af en smuk 33-årig slank timeglasformet kvinde med brede hofter og en fyldig bag.
De talte kun sammen, når de kørte eller spiste. Han var høflig, beleven, hun var ofte kort for hovedet, når det egentlige ærinde med hendes tilstedeværelse var et fysisk behov. Længere samtaler var der ikke tale om, dertil var deres seksualitet for stærk og tiden for knap, men under maden blev der ofte talt om den politiske situation.
Ilse havde opdaget, at det seksuelle var blevet ophobet i hende gennem det sidste år; det var, som om hun omsider kunne slippe af med alle disse udløsninger, der stod i kø.
Mere eller mindre tilfældigt var der opstået en fast rutine mellem dem. Hun ringede, han hentede hende, og vel hjemme i villaen i Hjerting tilfredsstillede han hende. Hun lænede sig tilbage, hvilede hovedet på ryglænet, lukkede øjnene og glemte tid og sted. Indimellem kiggede han op, betaget af hendes smukke ansigt, der var ubevægelig som en buste af en græsk gudinde.
Hun var ikke en kold isdronning, men et overjordisk væsen, der nedlod sig til at overlade en del af sit pragtlegeme til ham. Alligevel forestillede han sig, at hun var af marmor, og at hans opgave var at forsøge at få dette marmor smeltet.
Nogle gange havde hun desværre travlt, når han hentede hende. Hun udstedte en kort ordre lige før en rasteplads eller en sidevej:
-Kør ind her!
Når hun var færdig, rejste han sig og satte sig om på førersædet og kørte hende tilbage til bussen.
Andre gange afhængig af omstændighederne kunne hun vælge at blive der og spise, hvilket hun gjorde, når hun havde god tid. Ib måtte tage sig af det derhjemme, der havde hun så absolut ingen skrupler.
Under måltiderne fortalte han lidt mere om sig selv. Han var med i en landsdækkende organisation med hovedsæde i Kolding, der søgte at bekæmpe pædofili; han var medlem af Greenpeace, miljøorganisationen, der var stiftet samme år i Canada; kæmpede ihærdigt for fri abort og regnede alvorligt med, at det snart blev indført i Danmark og havde tegnet fadderskab for en dreng i Afrika. Han pralede ikke af noget som helst, men var ligetil og beskeden, drevet af en trang til at gøre verden en smule bedre.
Ilse lyttede opmærksomt og holdt samtalen i gang med små bemærkninger og smilede oven i det til ham.
Ilse nød friheden og syntes bedre og bedre om dette forhold. Mens Ib var i Harzen med skolen, overnattede hun hos den 58-årige mand.
En lang nat! Men hun fik fuld valuta: blev behandlet som en dronning, lavede intet, var totalt passiv og var alligevel dødtræt og søvnig bagefter.
Hun kaldte ham aldrig ved navn, sagde intet om sig selv, og hun var ikke klar over, om han vidste noget som helst om hende. Stiltiende var de begge enige om, at arrangementet ikke kunne fortsætte, hvis der ikke var fuldstændigt vandtætte skodder til hendes privatliv. Når hun ringede, sagde hun bare:
-Jeg er på banegården om en halv time! Eller: -Jeg har ondt i anklen, tror du, du kan gøre noget ved det? Det troede han hver gang, at han godt kunne.
Somme tider kørte hun selv, men parkerede altid på banegårdspladsen.
Noget andet, de var helt på det rene med, var, at Ilse på en måde udnyttede ham, og at han vidste det – og nød det.
Hun vidste, at han nød det, han gjorde, og derfor nød hun det dobbelt.
Der var tilsyneladende ingen tabere i det forhold.
Hvis det at være afhængig af et andet menneske ikke betød noget.

Mandag 15. maj 1972

Casper havde haft travlt i weekenden. Det gjaldt indretningen af Sibirien. Han havde ringet til Alex og rådført sig lidt med ham. De manglede et par gode stole, men først og fremmest en anordning, så de let og ubesværet kunne komme derop.
-Kunne vi have en trappestige stående på nærmeste værelse?
-Er det ikke en anelse besværligt? Og hvad vil lærerne sige til det, hvis de opdager den?
Casper grundede. Så fik han en idé:
-Min far har sådan en sammenklappelig, der er helt flad. Den kunne godt ligge under madrassen i en seng..
-Hvordan vil du få den op på skolen?
Casper grundede igen.
-Jeg siger til ham, at vi skal bruge den i teaterugen. Der låner vi den. Den klarer jeg. Men det kan nok først blive efter pinse. Han skal male en del lofter og sådan noget.
-Hvem af os skaffer noget galar?
-Det kan også først blive i pinsen, jeg har ingen penge før! Den gamle vil ikke låne mig en skid. Fanme en nærigrøv!

Mandag 22. maj 1972

Anden Pinsedag om aftenen ankom eleverne igen efter den korte pinseferie.
Casper havde ganske rigtigt fået sin far overtalt til at låne skolen sin trappestige, så han bar den frejdigt op på sit værelse. Der var ikke engang en lærer, der så den.
Den passede perfekt under madrassen i sengen, og senere prøvede han den af ude på gangen. Den passede lige så perfekt op til lemmen, og herefter var grænserne åbne.
-Vi er sgu lige så gode som dem der flygtninge i Østberlin, der graver 145 meter lange tunneller i 12 meters dybde, og ham der, som fræsede til Danmark over Østersøen trukket af en miniubåd, han selv havde lavet af en knallertmotor, mente Alex stolt.
Han havde fulgt godt med i historietimerne, hvor Frank havde gennemgået berlinermurens historie fra 1961 til 1970.
Casper gav ham ret. I aften ville de prøvesidde Sibirien.

Frank havde modtagevagten efter pinseferien og bemærkede ikke noget særligt under godnatrunden. Det skulle da være, at det for en sådan modtageaften var en usædvanlig rolig runde. De fleste sov, og resten lå og talte sammen stille og ordentligt, som lærere helst vil have deres elever.
Frank var trods alt stadig så ny, at han ikke vidste, at sådan en stilhed netop er ildevarslende. Den trænede og erfarne lærer ved, at noget er under opsejling.
Ikke engang pigerne havde gang i noget. De var som regel god for en lille rask intrige eller i hvert fald som minimum lidt sladder. Det befattede drengene sig ikke med; hvis de var uvenner, stillede de sig op over for hinanden, bøjede ansigterne frem, knyttede eventuelt hænderne foran den anden og frembragte gorillatrusselslyde. Om nødvendigt slog man hinanden lidt, men det var sjældent, det kom der til. Der var alt for meget at risikere, hvis man ellers var jævnbyrdige.
Derfor gik han fornøjet ned på vagtværelset og lagde sig trygt og fredeligt til at sove.
Omkring midnat startede drengene. I lommelygternes lys baksede de med trappestigen, og nærmest ubesværet kravlede de op i hulen.
Der var højt til taget heroppe, så man kunne godt stå op. Det var enormt hyggeligt med sofaen og det lille bord, næsten som at have sit eget hjem. Nogle af de andre drenge havde skaffet et par skamler, der var ganske udmærkede. Valdemar ville ikke opdage noget før næste år.
Alex havde taget to stearinlys med, som blev placeret på bordet og tændt, og Carsten havde som sædvanlig kage med, som hans mor altid gav ham med, fordi han fik så dårlig en mad oppe på skolen. Hun rystede på hovedet, når hun hørte hans beskrivelser af den fødemæssige tortur, de stakkels elever blev udsat for af Fru Lund. De fik eksempelvis aldrig pommes frites eller pitabrød eller pandekager med sukker, syltetøj, is og det der flormelis, som smagte herre godt. Men derimod stegt lever! Ja, hvad giver du? Havde Carsten spurgt sin mor. Hun var helt med på, at det kunne de da ikke leve af. Slet ikke mors dreng. Derfor fik han fødevareforsyninger med søndag aften til flere dages indtagelse. Det blev nu placeret på det lille bord til almindelig indtagelse af Sibiriens beboere.
-Vi skal vel også lave en forfatning, mente Casper tænksomt.
-Det er sgu da nødvendigt med regler heroppe, ellers går det hele til i anarki.
Casper havde Frank til samfundskundskab og vidste derfor en masse om den slags.De snakkede lavmælt om reglerne og blev enige om, at man skulle godkendes, hvis man skulle have lov at benytte Sibirien. Det gjaldt ikke de seks drenge, der allerede sad der, og som havde været med til at indrette Sibirien.
Henad klokken to blev de enige om at skilles og gå i seng. Kun Alex og Casper blev lige tilbage, de havde lige noget, de skulle ordne.
Hurtigt tændte Casper lighteren og varmede de to klumper. Endnu en halv time gik, mens de stille og roligt sad og nød hashtågerne.
Tirsdag 23. maj 1972

Flere af drengene sov over sig næste morgen. Der var en råben og skrigen, og Pahlgaard kom stormende og rev dynerne af dem og smed dem ud af vinduet og ned på plænen nedenunder. Alex og Casper var enige om, at han der havde en dårlig vane.
-Det kan være, vi skal gå ned til ham og smide hans dyne ud af vinduet, truede Casper grinende.
-Ja, og så kan Fru Pahlgaard gå samme vej, grinede Alex med.
-Hvis hun nu ikke har tøj på, hvad i alverden gør vi så?
De nærmest flækkede af grin. Det var sgu sjovt.
-Hvis hun falder ud af vinduet, vil hendes røv bævre lige til vi får sommerferie!
Nu begyndte de for alvor at grine. Tanken om Fru Pahlgaard og hendes brede bagdel i forbindelse med græs og ballebevægelser fik tårerne frem i øjnene, og maven til at trække sig sammen. Der undslap Alex en bette prut, hvilket fik humøret til at nå uanede højder.
-Tror du, at Fru Pahlgaard også sidder på lokum og skider? Spurgte Casper alvorligt.
Alex startede en ny latterrunde med et hyl og holdt sig på maven:
-Åh, hold op, hold op, jeg kan ikke ta´ mere!
-Sådan noget gør en fin dame ikke, det ved du sgu da godt. Hun er også hellig. Hun gør sgu ikke noget af det frække!
-Hun tisser heller ikke.
-Det gør dronningen nok heller ikke.
-Nej, det er kun Prins Henrik. Han siger nok: ”Jaj skal ik tisse, jaj ik go til det, jaj majet ellere a, du olde den…”
Drengene grinede nu så højt, at nogle af de andre dukkede op i døren.
-Hvad griner I af?
Hverken Alex eller Casper evnede at svare. De trillede rundt på sengen, mens de holdt sig på maven og grinede og grinede.

Den gode stemning holdt sig stort set resten af dagen. De to ungersvende syntes at kunne more sig over selv unævnelige bagateller, og efterhånden som meldingerne indløb på lærerværelset, begyndte lærerne også at undres lidt over dem.
I geografitimen skreg de af grin, da Hans tabte sin pegepind, netop som han havde fundet grænsen mellem Vesttyskland og DDR. Han kiggede forundret på dem, men slog det i første omgang hen som almindelig pubertetspjat.
Da Jonathan lagde sin hånd på Caspers skulder, slog denne pludselig om og blev agressiv. Han for op og pegede på Jonathan og brølede:
-Du skal fanme ikke røre mig, din lille mide!
Der følte Hans alligevel, at nu måtte han til at træde i karakter og gik ned til Casper og bad ham venligst, men bestemt om at sætte sig og holde mund.
Casper satte sig, men opførte sig mærkelig, for lidt efter begyndte han at grine igen. Alex faldt i, og Hans afbrød igen undervisningen:
-Sig mig, hvad er der med jer to?
Ingen af dem kunne rigtig svare. Alex mumlede noget om, at de bare var i godt humør, for de havde oplevet så meget i pinsen.
Hans lod dem slippe.
Nede på lærerværelset fortalte han kollegerne om episoden, og Pahlgaard rynkede brynene.
-Lad os lige afvente og se, om de ikke falder lidt til ro. Drenge i den alder kører op og ned.
Til aftensmaden meldte Casper sig syg. Da Dahl-Hansen tilså ham lidt senere på aftenen, lå han i dyb søvn.
I skolens dagbog beskrev han forløbet dagen igennem og sluttede: ”Man skulle næsten tro, de havde drukket!”
Tirsdag 6. juni 1972

Eksamenstid. Pahlgaard på vej over plænen med Buller. Oppe i skolen gik han – med hund – ind i det klasseværelse, hvor Hans Thomsen skulle afholde eksamen.
Herinde stod Hans, Søren, køkkenlederen, der var ved at servere kaffe, og Arne, der var lærer på byens folkeskole.

-Pahlgaard, ja, du kender selvfølgelig Arne fra Lavmarkskolen, han er censor for mig i dag …
Hans Thomsen slog ud med hånden til Arne.

-Dav, sagde Pahlgaard
-Dav Ib, svarede Arne.

Der blev helt stille i lokalet. Alle holdt vejret. Der var begået en brøler af rang, af hidtil usete dimensioner: Nogen havde henvendt sig til Pahlgaard ved at bruge hans fornavn! Pahlgaard trykkede længe og fast Arnes hånd, kiggede ham direkte ind i øjnene. Så sagde han omsider langsomt:

-DET er meget længe siden, nogen har kaldt mig det!

Arne smilede fåret til ham. Han vidste endnu ikke helt, hvad han havde gjort forkert mod den store mand, men noget var der da i vejen.
-Vi regner med censorfrokost præcis kl. 12.00 som sædvanligt.
-Og, sagde Pahlgaard direkte til Hans Thomsen, vær lige rar og mød præcis, da Ilse skal til frisør kl. 13.00!
-Ja, OK, brummede Hans Thomsen, selv om den logiske forbindelse mellem forstanderindens frisørbesøg og deres censorfrokost forekom ham langt ude. Sammen med Pahlgaard gik Søren og køkkendamen.

-Du må sgu aldrig kalde Pahlgaard ved fornavn, sagde Hans til Arne.
-Nå, var det det. Jeg tænkte nok, jeg lavede en fejl. Jeg har ellers i min egenskab af formand for haveselskabet lige snakket med landbrugsministeren, og vi var da dus og på fornavn og alt det der.

-Du kender det! Han er jo da osse kun landbrugsminister! Jeg tror, Pahlgaard har vænnet sig til kun at hedde Pahlgaard. Vi er endda gamle soldaterklammerater, men selv over for mig er han på efternavn. Da han købte 10 elektriske skrivemaskiner og fandt ud af, at det var de forkerte, gav han sælgeren hele skylden og købte straks 10 af de rigtige kuglehoveder fra IBM. Uden en eneste gang at rådføre sig med os. Men jeg mener, at man godt kan leve med det. Herre gud, så slemt er det nu heller ikke. Hans kone har jeg (Hans hviskede nu næsten) derimod lidt sværere ved at snuppe. Hun er altid så fin på den, faktisk er hun noget højrøvet, synes jeg!! Der er ikke meget smil over hende..
-De siger ude i byen, at hun har en elsker i Esbjerg…
-De siger sgu’ så meget. Skal vi så ha’ lidt kaffe?

Onsdag 7. juni 1972

Oppe på drengegangen gik Ilse med sin lille vandkande og vandede blomster uden at ane, at folk mente, hun skulle have en elsker i Esbjerg.
På trappen ned til forhallen stod også en blomst. Mens hun vandede den, fik hun pludselig en sjat vand ned over sig. Den kom ovenfra. Hun nåede lige at se en skikkelse forsvinde ned ad drengegangen, men var mere interesseret i at få en tør trøje på, så hun gik hjem og skiftede. På vejen ind igen gik hun forbi kontoret og meddelte Pahlgaard det skete og viste ham trøjen.
Han for op fra sin stol. Han kunne være nok så meget uvenner med Ilse, og de kunne have det nok så elendigt sammen: eleverne skulle fa´me ikke komme her og lave numre! Han styrtede op på drengegangen for at finde den formastelige. Men fyren var for længst fløjet. Han rev flere af dørene op, men fandt ingen. Derimod så han på et værelse en uredt seng og mumlede halvhøjt:
-Nå, så man gider ikke redde seng!
og lossede dyne, hovedpude og lagen ud af vinduet, hvorfra det faldt langt ned på plænen nedenunder, en del af det havnede i rosenbedet. Derefter tog han deres potteplante, hældte indholdet stille og roligt ud på gulvet, tømte skufferne i skrivebordet ned på gulvet og sluttede med at hive alle pornobillederne fra ”Ugens Rapport” ned fra væggen og rive dem i stykker (flere af billederne viste nøgne kønsdele, hvor mange gange skulle de have at vide, at den slags ikke kunne tolereres?).
Da han gik ned igen, stod en elev på trappen med ryggen til ham.
Han gav ham et ublidt puf:
-Flyt dig, for satan!
Nede i spisestuen travede han frem og tilbage, tydeligt oprørt over tølperiet. Så ringede det til mad. Dahl-Hansen havde vagt, men Pahlgaard havde midlertidigt overtaget vagten, forstod Dahl-Hansen, og forstanderen havde da også placeret sig foran ham, mens eleverne gik ind. Da de så Pahlgaard, blev de tavse og gik stille hen på deres pladser, mens de funderede over, hvad der nu kunne være galt.
Pahlgaard var meget vred nu, og mens han talte til eleverne, skruede han bissen på og blev mere og mere agressiv:
-En eller anden synes åbenbart det er sjovt at hælde vand på de ansatte, når de passer deres arbejde. Hvem af jer har hældt vand på min kone?

Der gik et gisp gennem flokken. Ikke ret mange turde udøve en så uhørt udåd, de kiggede forskrækkede på hinanden.
-Jeg spurgte hvem?
Pahlgaard havde hævet stemmen. Han råbte nu så højt, at de stakkels nærmestsiddende dukkede sig.

-Jeg vil ikke finde mig i det! Det er simpelt hen for galt! Man sku´ fan´me tro, det var en børnehave! Kom og bliv udmeldt, hvis I har det sådan! For det er det ikke. Vi vil ikke finde os i en sådan behandling! Dette er en normal efterskole, hvor normale folks normale børn prøver at blive dygtigere. Og I skal ikke ødelægge det for andre ved at være “morsomme”! Og hvis I ikke kan finde ud af det, så tag hjem! Meld jer dog ud! Så er vi fri for jer og jeres dårlige opførsel! Skvaddermikler!
Pahlgaard nærmest vrængede ordet morsomme. Han stod truende med hænderne i siden og stirrede vredt på eleverne.
-Jeg tolererer ikke, at I slås her, f. eks.. Og jeg tolererer ikke pornobilleder på væggene. I skal ikke nødvendigvis vende vrangen ud på jer selv, bare fordi I går her!

-Eftersom drengegangen er en svinesti, skal alle straks her efter middagsmaden begive sig op på deres værelse og gøre rent. Alle gulve skal vaskes (lavmælt protest fra nogle elever) og, hørte jeg noget?
Pahlgaard lavede en effektfuld pause. Kiggede olmt rundt i lokalet. Alle tav nu.
-Som sagt skal alle gulve vaskes, alle borde, vindueskarme, hylder ryddes op, tørres af og alle dyner skal ud og luftes nede på plænen, bankes og derefter skal sengene reddes pænt igen. Kl. præcis 13.30 kommer den vagthavende rundt og tjekker.
Med et nik til den overraskede Dahl-Hansen forsvandt Pahlgaard ind på lærerværelset. Dahl-Hansen så på eleverne:
-You heard it! Værs’go og spis!

Torsdag 8. juni 1972

Ægteparret Pahlgaard sad i hver deres stol, tavse, og mens han læste avis, kiggede hun i et boligblad, der viste en herskabelig villa med udsigt ud over vandet.
Gert for rundt ude på græsplænen med Buller og lo højt og larmende. Den unge pige, Anni, vaskede op ude i køkkenet.
Tidligere havde de talt meget sammen, når dagens mange åndelige debet- og kreditposteringer skulle gøres op. Nu blev det højst til en række udvekslinger af særlige begivenheder, som de i kraft af deres ansættelse ved skolen var nødt til at tale om.
Ved at tale om dette kunne de begge til gengæld undgå intimiteter. De veg dermed udenom at pille i de følelsesmæssige sår, der blot var blevet større og større.

-Siger du, at jeg burde fyre Søren? Spurgte Pahlgaard.
-Jeg tror, at en anden og mere handlekraftig person kunne aflaste dig noget, Ib. Ikke alene stiger dit blodtryk faretruende, men du styrter jo af sted for at løse hans problemer, du skal irettesætte hans klasse, når de opfører sig dårligt, du skal omarrangere vagter osv. osv. Ansæt en ung mand fra seminariet, du ser jo, at Frank klarer det meget bedre.
-Hm.
-Og en ting til: Dorthe er utilfreds med at være i køkkenet, hun siger, at der er et dårligt arbejdsklima derude.
-Dårligt og dårligt. Hun fik jo dengang lov at forsøge sig med lidt af hvert. Hun har da selv valgt at arbejde i køkkenet. Hun kunne også have fået status som fritidspædagog her, det ville ikke have været noget problem. Vi skal have bestyrelsesmøde i morgen aften, ved du. Der har været en god stemning på vore bestyrelsesmøder de sidste tre gange, efter at jeg er blevet formand for Brugsens bestyrelse.

Ilse tænkte på, at der var lidt murren i krogene, nogle synes åbenbart, at der var noget fordækt i, at Ib og Frederik var blevet hinandens formænd. Hun stirrede ud af vinduet og tænkte på, at når man var hinandens formand, kunne det nok lægge en dæmper på uafhængigheden…
Pahlgaard var åbenbart tankelæser:
-Jeg mener absolut ikke, der er noget forkert i, at Brugsens uddeler samtidig er formand her på skolen. Jeg ved godt, du bryder dig ikke så meget om ham. Bestyrelsen har hele tiden ønsket sig en lokal forankring, og her er svaret! Jeg synes, det var fint, da Frederik blev valgt ind.
-Jeg er i øvrigt sikker på at få opbakning bag et fornuftigt forslag som at oprette en fritidspædagogstilling til Dorthe. Synes du ikke, at jeg skal lægge det frem for bestyrelsen…?

Ilse var forundret over, at Ib i den senere tid havde lagt ansigtet i mere velmenende folder. Han havde før nævnt det med Dorthe og en nyoprettet stilling, der ville passe hende fortrinligt. Men hun havde været imod dengang, og det var hun stadig:
-Næh, det ville være dårligt over for Dorthe. Hun må lære at tage konsekvensen af sine handlinger. Og hun har forpligtet sig til at arbejde i køkkenet frem til jul. Det nytter ikke noget. Jeg tænkte mere på, om du skulle tage og veksle et par ord med vores køkkenleder. Hun er lidt egenrådig, synes jeg. Men du plejer jo at gøre, som du selv vil.
-Fru Lund har aldrig været særlig nem at have med at gøre. JEG skal nok tackle situationen.
Han lød en anelse fornærmet. Når man nu viste åbenhed og vilje til medindflydelse, så var det helt i skoven at blive afvist!
Pahlgaard sad lidt og forestillede sig forskellige muligheder. Pludselig mindedes han den kostelige forestilling, Ilse var årsag til, da hun i en noget sen alder lige havde fået kørekort. Hun kom stolt hjem, viftende med det midlertidige kort, og da de lidt efter skulle af sted, fik hun lov at køre bilen op fra garagen, der lå under terræn med en stejl opkørsel.

Pahlgaard og Dorthe stod begge oppe på fortovet og ventede på bilens komme. Men den kom aldrig. Da der blev helt stille dernede i garagen, gik de hen til nedkørslen og kiggede ned: Dernede i selve garagens portåbning holdt Ilse og slog opgivende armene ud til siden, siddende på førersædet i deres bil,- som nærmest stod på tværs i selve porten! Noget, der rent fysisk overhovedet slet ikke burde kunne lade sig gøre.
Bilen fik de først ud igen, da tolv stærke elever og Pahlgaard bar den rundt…

Ilse ville gerne sammen med Ib planlægge morgendagen og weekenden lidt, men forstander Ib Pahlgaard, af navn fungerende ægtefælle og i hvert fald bopartner, rejste sig i det samme og gik ud i haven.
Fredag 9. juni 1972

Når elever førhen blev syge på skolen og mente, at de skulle til læge, var det vagthavende lærers pligt ved morgenmaden at grovsortere i tilfældene. Kom de senere end morgenmad, var de ikke syge nok.
I eleverne var der en indgroet kultur, der betød, at en sygedag var lig en fridag. Et lægebesøg var garanten for, at der var noget om snakken. Tilligemed var lægens ord lov, og da begge læger i lægehuset var flinke folk, kunne de let forledes til at tro på ungersvendens forklaring.
Det betød, at lægebesøg var forholdsvis populære.
Når de syge skulle findes, var det lærerne, der afgjorde, om eleverne var syge eller ej. Stod de der med en betændt finger, kunne læreren stikke i den med en gaffel og dermed konstatere, hvorvidt der var tale om et akut tilfælde af behov for nødvendig professionel hjælp eller den sædvanlige sang om sin syge moster.
Dahl-Hansen underholdt gerne med detaljer fra tiden før.
Klagede de over en forstuvet arm, kunne man prøve at vride den den anden vej, og hvis de skreg, var der måske lidt om snakken. Som regel kan man også se på folk, om de har feber; ellers bør man konsekvent tage temperaturen.
En elev var rask, medmindre det direkte kunne påvises, at han var syg. Andre steder var det nok omvendt.

De indsatte en bus hver fredag, der fragtede de unge mennesker op til lægehuset, og her væltede de ind i stimer og jog gamle svagelige patienter ud for selv at kunne få siddeplads i venteværelset. Det skabte omsætning, og antallet af læger blev snart forøget med endnu en. Når man havde parkeret hold 1, drønede man tilbage til skolen og hentede hold 2. Imens var hold 1 måske færdige, og så kunne man straks køre dem hjem.
Men en fredag skete det utænkelige: bussen gik i stykker. Alle patienteleverne skulle gå selv! Dahl-Hansen var heldigvis ikke med, men kunne referere, at den tur på ikke under tre kilometer betød, at søgningen til lægetjenesten faldt med op til 80% de kommende fredage, og lige så længe de kunne huske den tur.
Så tog skolen skridtet fuldt ud og afskaffede bussen. Der gik faktisk offentlige busser til lægehuset, ikke så tit ganske vist, men de var opvarmede og behagelige i modsætning til skolens bus, så patienteleverne led ingen nød.
Det hele fik dødsstødet, da de afskaffede subsidierne til billetterne. Fremover skulle de selv betale for at komme til læge!
Det satte på fornem vis slutpunktum for lægebesøg. Herefter var det kun de virkeligt syge med påviselig feber eller blodstyrtning eller en brækket arm, der synligt og hørbart var brækket, der var til læge.
Da Pahlgaard blev enig med bestyrelsen om Ilses arbejdsområder, syntes alle, at det var en rigtig god ide, hvis Ilse ville tage sig af de syge. Og det gjorde hun faktisk godt, det måtte Dahl-Hansen indrømme, og det havde været en lettelse for lærerne, at de fra dette skoleår ikke længere skulle tage stilling til alverdens beklagelser om så den ene, så den anden sygdom. Ilse var meget bedre til det.
Hun kunne endda finde på at køre dem derop i sin bil.

Denne morgen gik Ilse som sædvanligt rundt og tilså de syge.
Undertiden følte hun sig som en anden Florence Nightingale, fordi mange af eleverne kom fra så kummerlige kår. Hun overvejede tankefuldt, om hun skulle gå til gudstjeneste på søndag. Det ville være rart at få tanket lidt næstekærlighed op.
Hun var lidt kort for hovedet efter noget småskænds med Ib.
Alle elever var til undervisning. Hun forcerede lige drengegangen og ind på et værelse.

-Lille Benno. Du er meldt syg i dag?
-Ja, kom det henne fra dynen, -jeg har feber, tror jeg. Og ondt i maven.
Jeg har taget lidt te, men det hjælper ikke noget.

Dynen tog en slurk mere.
-Nu skal du se, her er termometret, tag din temperatur, så er jeg tilbage om fem minutter.
Mens hun var borte, dyppede Grumme Benno termometret i den varme te. Efter et øjeblik tog han det op, kiggede opmærksomt på det, ventede til han hørte hendes fodtrin ude på gangen, stoppede det ned i koppen igen og tog det op, umiddelbart før hun kom ind og stoppede det i munden.

-Benno, det er altså til den anden ende. Hun kunne ikke lade være med at smile.
Termometret viste 41*. Hun blev betænkelig, lagde hånden på hans pande, der var varm.
-Gør det også ondt i maven, siger du?
-Ja, lidt nede i højre side.
-Jeg tror, jeg ringer efter lægen. Han skal nok skynde sig.

Og hun forlod Benno, der spyttede en del ved tanken om at have haft noget i munden, som andre havde haft i numsen. Men så smilede han, mens han kiggede på sin varme tekop, det var sjovt, det her! Det var faktisk årets joke! Han ville uden tvivl have befæstet sin position som den, der turde lave de mest fantasirige ind- og udfald mod lærerne.

Fru Pahlgaard stod på kontoret og ringede til lægen.

-Sygehuset? Javel, ja. Nå… Ja. Øjeblikkelig. Ja, det skal vi nok. Farvel.
-Benno har 41°, og Lillegård anbefaler os at indlægge ham til observation for blindtarmen…
-Det er godt, sagde Pahlgaard. -Kører du selv?
Fru Pahlgaard skyndte sig op til den stakkels Benno, der alligevel blev lidt bleg, da han hørte resultatet fra lægesamtalen.
-Jeg har ellers…, begyndte han. Men han affejedes af Fru Pahlgaard, der slog en slåbrok om ham og hjalp ham ned i bilen. Sammen susede de af sted.

Mens de var borte, arbejdede Pahlgaard på kontoret. Ind trådte Dorthe iført frakke og kuffert.
-Far, jeg har fået arbejde på Kongsdal Efterskole som vikar. De synes, min studentereksamen er..
-Hvad har du? brølede Pahlgaard overrasket og for op fra sin stol:
-Kongsdal? Hvad i alverden.
-Ja, jeg synes ikke, det har hjulpet, at du har prøvet at forbedre arbejdsklimaet i køkkenet, og så tænkte jeg, at jeg jo heller ikke behøver at gro fast her på Asgaard.
-Jeg kan så fortælle dig, min pige, at jeg simpelthen ikke vil tillade, at du rejser!
Pahlgaard så lidt teatralsk ud, stod med hænderne i siden og stirrede på sin forskrækkede datter, hans tonefald var ikke til at tage fejl af.
-Jamen, far, øh, hvad mener du dog?
-Jeg synes, det er klart nok. Jeg mener, at du absolut ikke skal rejse på nuværende tidspunkt. Du er slet ikke færdig her, der er meget, du skal lære endnu. Og jeg har omsorg for dig!
Dorthe så forfærdet på ham, så vendte hun sig langsomt om, tog sin kuffert og gik igen.

En særdeles vred Fru Pahlgaard kom tilbage en time senere, gik direkte op på Bennos værelse med ham, nærmest skubbende ham foran sig og ind på værelset. Hun låste døren og snerrede:
-Har du en hårbørste?
Benno stirrede forvirret på det gale fruentimmer, men fandt den frem og gav hende den.
-Nå, min lille ven. Nu kan du vælge mellem at få en endefuld eller blive smidt hjem fra skolen her!
Havde Benno ikke været overrasket og forvirret før, så blev han det nu.
-Øh, det.. det…
-Nå, bliver det til noget?
Benno forsøgte at tænke sig om. Han kunne kun tænke på sin nogle gange meget vrede far, der uden tvivl ville afstraffe ham med hårde, kontante midler. Det betød, at han både ville blive smidt hjem og få klø. Nu kunne han slippe med kløene..
-Endefulden.
-Udmærket. Du tager dine bukser ned til knæene og bøjer dig ind over stolen!
Han troede, han var færdig med at blive overrasket og tænkte på det, der nu skulle følge. Resigneret trak han sine cowboybukser ned og bøjede sig kejtet ind over stolen.
-Rejs dig op igen. Sådan. Tag så fat i dine underbukser og hiv dem op. Sådan ja. Du holder fast og bøjer dig ordentligt over stolen.
Hendes stemme var skarp, metallisk.
På den måde stod lille Bennos bagdel meget stramt ud i luften.
Ilse lagde venstre hånd oven for bagdelen og ramte ham hårdt med bagsiden af hårbørsten. Smak, sagde det.
-Av, av, hylede han og blev en anelse urolig.
Hun slog en gang til, metodisk, præcist.
-Du tillader dig at prøve at snyde mig!!
-Av for fanden, det gør ondt, næsten råbte han, mens han rejste sig halvt op.
-Jeg gør dig lige opmærksom på, at vi ikke er færdige, før jeg synes, vi er færdige!
Benno bøjede sig atter. Ilse smækkede tre gange endnu, hver gang holdt hun en lille pause og gentog sin fordømmelse af hans handling.
Til sidst græd han over smerten. Samtidig var det forfærdeligt ydmygende at blive slået af en kvinde.
Hun kiggede lidt på enden og afgjorde så:
-Hiv underbukserne ned, for du skal have de sidste fem slag i den bare!
Nu havde han fået klø, og de ville være spildt, hvis han afbrød nu. Så han tog snøftende bukserne ned og afslørede et par røde endeballer. Han håbede, at hans smertensudbrud ikke kunne høres af andre elever. De var alle til time, heldigvis.
Så bøjede han sig atter ind over stoleryggen.
Hun ventede lidt; slog derefter hårdt og præcist; hver gang skreg han. Hun lavede en pause efter hvert slag.
-Du har narret mig for sidste gang! Du har narret ordentlige mennesker, der har taget dig alvorligt. Det gør du ikke mere – i hvert fald ikke her!
Hun slog igen, ramlede hårbørsten hårdt ned på de nu endnu rødere endeballer. Da hun havde slået ham fem gange, betragtede hun hans bagdel. Han blev stående foroverbøjet, mens han hulkende ømmede sig.
Så slog hun igen. Og en gang til.
Så var hun færdig med at slå, kastede hårbørsten over på sengen og forlod den grædende dreng.

Hun gik direkte ned på kontoret til Pahlgaard og sagde:
-Han fejler intet. Ingen feber, ingen mavepine, puls normal, ingen blindtarm, den tog de for otte år siden. Den kære Benno tillader sig at holde mig, lægehuset og andre for nar! Nu tror jeg, at jeg kører mig en tur!

Hun forlod kontoret efter at have set meget sigende på Ib og smækket med kontordøren.
Den forbløffede Pahlgaard rejste sig med en ed og stormede ud af den anden dør…

Hjemme tog Ilse bilen og forlod huset i en støvsky. Hun havde brug for en bestemt udsigt ud over vandet i Hjerting her og nu.

Og præcis 45 minutter senere stod Benno med røde øjne, kuffert og taske og plastikposer ved busstoppestedet, meget få elever var med ham for at sige farvel, så hurtigt var det gået. Nogle af dem græd. Han omfavnede hver enkelt, inden han gik op i bussen og vinkede til dem oppe fra bussens bagsæde, hvor han satte sig meget forsigtigt. Han så meget lille ud deroppe og lignede en, der havde fået smæk.
-Jeg synes, det er synd, han bare sådan uden videre skal rejse hjem, her hvor der mangler en uge af skoleåret, sagde en af pigerne.

-Han får da sit afgangsbevis, mente Bjarne.

-Og nogle ordentlige klø af sin far! Han sagde lige til mig, at han ventede på ham derhjemme…!
-Han er en led satan, ham Pahlgaard! Det er sikkert og vist…

Således bestemte Pahlgaard suverænt, hvem der skulle være absent, og hvem der skulle være præsent.
Mandag 12. juni 1972

En dejlig sommermorgen, solen strålede, fuglene sang, græsset så grønt og saftigt ud. Inde på lærerværelset sagde Pahlgaard med alvorlig stemme til de lærere, der var der:
-Jeg må desværre indkalde til ekstraordinært lærermøde.

Et par stykker gik ned i forhallen og fortalte eleverne, at morgensamlingen og første time var udsat, indtil klokken ringede. Normal procedure.

Pahlgaard så sammenbidt ud, nærmest som han havde grædt. De fraværende lærere blev hentet. Fru Pahlgaard var der osse. HUN havde grædt. De satte sig alle tavse omkring det store ovale bord. For bordenden sad Pahlgaard og Ilse. Med lidt afstand mellem sig hvilket efterhånden var normalt, som flere af kollegerne havde lagt mærke til.
Han kiggede meget alvorligt rundt på kollegerne, de anede, der måtte være sket noget ganske særligt, noget frygteligt. Kollegerne var sikre på, at nu deklamerede de skilsmissen. Det var ingen hemmelighed, at der var noget galt i luften mellem de to. Og at det havde der været næsten hele skoleåret. Alle vidste, at han var kommet hjem til et tomt hus efter tysklandsturen, og at der gik lang tid, før Ilse vendte hjem igen.

-Buller er død fra os i nat! sagde han så med tyk, skælvende stemme, og den smukke fru Pahlgaard græd lydløst. Alt var dødsstille. Udenfor hørtes stadig fuglefløjt og i det fjerne trafiklarm fra en bil, der kørte gennem Skolegade, mens føreren lyttede til sin bilradio, der fortalte om en flodbølge i USA, der skulle have dræbt 170 mennesker.
-Ja, jeg synes, at I skulle vide det. Så ved I osse, hvorfor vi ser så tungsindige ud. Jeg synes, vi skal aflyse undervisningen i dag og gå en lang tur efter morgensang. Vi kunne give eleverne tidligere fri, jeg tror alle har forståelse for vor situation.
De nikkede alvorsfulde. Frank tænkte på, at hver enkelt af kollegerne syntes, det var lidt befriende, at den køter ikke længere skulle rende rundt. Han vidste til gengæld, at det ville de vente med at snakke om til bagefter.

Han skævede lidt over til Bente, et sekund vekslede de blikke, gensidigt så de et smil i hinandens øjne…, inde under bordet gned hans sko sig mod hendes.

Pahlgaard undrede sig lidt over de efterhånden mange gange, at Ilse tog til Esbjerg. Han tolkede det derhen, at hun søgte at finde en løsning på deres problemer ved at gå tur på strøget i Esbjerg og dermed klare tankerne. I fredags var hun kommet meget sent hjem, så han alene måtte bikse noget aftensmad sammen. Og hun havde været noget så træt!
Han ville gerne have snakket lidt med hende om Buller. Dens død kunne være anledningen til at rede nogle tråde ud, men det var svært at få startet.
Så var det blevet godnattid. For en gangs skyld kunne han ikke rigtig sove og listede ind til Ilse. Men hun sov allerede og lå på siden med hoften i en bue fra den smalle midje til knæet. En bue, han tidligere var noget vild med.
Måske var de færdige med hinanden.
Torsdag 15. juni 1972

Denne aften var den sidste, før eleverne skulle sige farvel næste formiddag. Sidste chance for at tage afsked med alle de gode kammerater, man nu havde fået året igennem; samtidig skulle man forlade dette hjem, man nu havde boet i på godt og ondt gennem et helt år, sige farvel til alt det…

Flere af pigerne var for flere dage siden begyndt at få våde øjne, og som dagene nærmede sig, blev øjnene rødere og rødere, og nogle af drengene var minsandten også begyndt at flæbe.

Aftenens og årets sidste højdepunkt var en lidt bedre aftensmad med to retter og sodavand til alle. Flere af lærerne deltog, mens Pahlgaard desværre havde måttet melde afbud. Der var møde i socialudvalget, hvor en kommende leverandør af sengetøj til alderdomshjemmet havde inviteret til præsentation af produkterne efterfulgt af en bedre middag.
Senere var der diskotek i kælderrummet, hvor eleverne morede sig, og nogle dansede faktisk.

Klokken 22.00 ringede klokken, og eleverne skulle i seng. Frank havde nattevagten.
Da han nærmede sig drengegangen, blev han mødt af en komité af elever, anført af Finn.
-Må vi ikke godt blive lidt længere oppe?? Vi har det så hyggeligt, og vi laver ikke larm, vi vil bare have lov at sige farvel, sådan lidt ordentlig, det er jo sidste aften…! Og denne ene aften plejer vi faktisk også at besøge hinanden…
Han tænkte sig godt om. Han ville helst sige nej, var også selv træt, men på den anden side, så kunne han godt se, at det var sidste aften, og at de måske havde et ærligt behov for lige at fejre det stilfærdigt.
-OK, så siger vi, at I får til klokken 23! Men så skal I også ligge i jeres små senge præcis kl. 23.30, uden at jeg skal sige det!
Det sidste druknede i glæde og råb. Drengene for op på gangene som coloradobiller, men søgte at dæmpe sig og hyssede på hinanden.

Han gik lidt rundt, og eleverne havde stort set samlet sig på fem- seks værelser, hvor de sad med stearinlys og talte dæmpet og hyggeligt sammen.
Han satte sig kortvarigt ned på lærerværelset for lige at tage en slurk kaffe, da han blev afbrudt af Pahlgaards råben ude på plænen.
Nå, for pokker! Så var han kommet hjem. Han var selvfølgelig ikke klar over, hvad der skete, så han gik ud på plænen og hen til Pahlgaard.

Han satte ham hurtigt ind i tingene, men Pahlgaard afbrød ham:
-Den går ikke, min fine ven!

Og strøg ind til klokken, som han trykkede længe på. På gangene kunne man høre, hvordan eleverne stormede ind på egne værelser. Efter en del tumult var der ro alle steder.
Pahlgaard vendte sig om mod Frank, der var noget bleg og hvæsede:
-Det er sidste gang, —
-Jeg er ikke din fine ven, hvislede Frank ud mellem tænderne.
-du laver sådan noget, er du med? Ikke alene kommer de senere i seng, men du har altså også givet dem lov til at gå over på pigegangen!
Pahlgaard fortsatte sin sætning, fordi han troede, at han ikke havde hørt rigtigt, eller også havde han som sædvanlig undervurderet sin modstander.
Frank protesterede og anførte, at de havde sagt, de før havde fået lov til det.
-Pjat! Aldrig! Det kender jeg ikke noget til…
Pahlgaard tromlede løs uden at tage notits af den protest, der ildevarslende og lavmælt steg op mod ham.
-Nu synes jeg, du er helt urimelig. Hørte Frank sig selv sige. Og fortsatte:
-Jeg får vagten den sidste aften, eleverne er her, og jeg får ingen instruks i noget som helst. Jeg er overrasket over, at der ikke skal være bare en lille markering af, at det er sidste aften. De kan lave diskotek nede i kælderen…! Som om de ikke kunne gøre det hver eneste aften året igennem! Når jeg så har et lille og uskyldigt tiltag, agerer du, som om tredje verdenskrig er brudt ud.
-Måske er det her alligevel ikke skolen for mig…

Han mærkede, at vreden havde taget overhånd, men han ville bare ikke finde sig i at blive skældt ud. Sært nok havde en anden del af ham optaget hans replik på bånd og havde kun en kommentar til den:
Der var stadig et år tilbage af prøvetiden.
-Næh, nej, men det må være en advarsel til dig, dette her. Lad os så glemme det og komme i seng!
-En advarsel?? Det vil jeg bare ikke finde mig i. Du mener dig berettiget til at sende Benno hjem uden at snakke med en eneste af os andre, jeg er endda hans klasselærer, og samtidig skal jeg bebrejdes at have forsøgt at skabe lidt god stemning den allersidste aften i skoleåret…
Frank hvæsede og var på nippet til at vende sig om og gå.
Pahlgaard så ud til at trække i land, mens han så undersøgende på den vrede Frank og fornemmede en ny side af en nyansat lærer, der normalt var til at have med at gøre.
Denne gang burde Frank være noget mere utryg ved hans reaktioner, fordi han for en gangs skyld havde talt ham direkte imod, men han var ligeglad. Han ville simpelthen ikke finde sig i Pahlgaards udladninger. Han havde jo tidligere været udsat for hans humørsvingninger og havde lært ikke at stole alt for meget på hans foreløbige tilkendegivelser.
-OK, OK, jeg synes nok, du tager noget på vej. Selvfølgelig bestemmer jeg suverænt, hvis en elev skal sendes hjem, og selvfølgelig gør jeg det, fordi jeg er forstander og har ansvaret!
-Er du ikke også socialdemokrat?
Frank ville ikke give sig.
-Og jeg ved, du er social, men hvor demokratisk er du egentlig, når det kommer til stykket? Du kører den her skole som den værste Stalin, bestemmer alt suverænt selv og bebrejder os andre, ja, skælder nærmest ud, som om vi er små børn, hvis vi ikke lige gør det, du har bestemt…!
Pahlgaard stirrede mere og mere forbløffet på den unge mand der foran sig, Frank, som han hele tiden havde betragtet som en kernegut, der bare havde været så god for skolen.
Rødmen på halsen var begyndt at blive synlig, men selv om Frank godt så den, trængte den på en eller anden måde ikke ind.
Ib Pahlgaard hævede stemmen:
-Nu synes jeg, du skal til at dæmpe dig lidt, kammerat. Vi skal have eleverne lagt i seng, så må vi snakke mere om det her senere.
-Kammerat? Kammerat? Det er et løjerligt sprog, du anvender. Kan du ikke bare sige Frank? Det andet trykker mig ned og er ikke en skid ligeværdigt. Jeg troede, socialdemokratiet gik ind for ligeværdighed…??
Frank var rigtig strid nu, det kunne han selv høre. For en gangs skyld var han ved at være godt varmet op.
Pahlgaard hævede stemmen og skulle lige til at skrue sig op og tale højere, som han var vant til, når han blev modsagt:
-Nu synes jeg fanneme, du sku´ ta´ og …
da en pige kom ned af trappen i bare tæer og bad om en hovedpinepille.

Frank vaklede efter gonat-runden tilbage til vagtværelset og lyttede et øjeblik til de første fuglestemmer i den lyse sommermorgen.
Det varede noget, inden han faldt i søvn. Men det var alligevel med en vis tilfredshed, at han til sidst slumrede ind.

Fredag 16. juni 1972

Gymnatiksalen var festligt pyntet, og Frank havde svært ved at forestille sig, at det var et helt skoleår siden, de tog imod dette hold.
Den foregående aftens begivenheder var kommet lidt på afstand, men han mærkede klart, at han og Pahlgaard langt fra var færdige med den sag. Han syntes også, at Pahlgaard undgik ham. Han var lidt utryg ved situationen, for initiativet havde Pahlgaard, og erfaringen fortalte ham, at man aldrig kunne vide, hvad der skete hvornår…
Pahlgaard havde heller ikke hilst på ham her til morgen, der var helt tydeligt tale om kold luft.
Alligevel traf det sig sådan, at de i strømmen af forældre og elever på vej ned i gymnastiksalen kom til at stå tæt sammen. Frank ville ikke give sig ved at mase sig væk derfra. Og der midt i virvaret vendte Ib Pahlgaard sig om mod ham og hvislede:
-Du er en død mand her. Find dig hellere et nyt arbejde et andet sted, inden du bliver tvunget til det!
Frank var så overrasket, at han ikke kunne reagere adækvat. Så han nøjedes med at hvisle tilbage:
-Mange tak, det var da et godt tilbud!

Stort set alle forældre var mødt frem, flere af mødrene havde røde øjne som deres børn, og enkelte forældre sad med en rose i hånden.
Rundt omkring i salen lød der spredte småhulk fra elever. De værst ramte havde grædt i dagevis og havde øjne med sorte rande. Selv Kjeld Tun så ked ud af det. Han havde længe kæmpet imod det der tøsepjat og var kommet for skade at deklamere, at en fisker ikke græd over pjat.
Men her til morgen var han alligevel bukket under for gruppepresset og ved tanken om, at livet på efterskolen med timer, lærere og især kammeraterne uigenkaldeligt var forbi. For evigt. Og det ville aldrig mere komme tilbage. Så hele dagen var han gået rundt og havde snøftet.
Ivan, den sagtmodige, stirrede sørgmodigt frem for sig. Han havde opdaget, at der kunne være andre fællesskaber end den religiøse sekt, han var født ind i. Der var altså alligevel andre værdier i tilværelsen end de religiøse. Der havde aldrig været tale om de store forandringer med ham, dertil var han for meget forankret i det derhjemme, men et lille tvivlens frø var sået i ham.
Det var Frank, der havde plantet tvivlens nådegave i ham. De havde haft mange, rigtig gode debatter, især efter at Jesus fra Fredericia havde været på besøg. Han var rigtig stolt over at have del i den tro-rokke.
Det kunne være spændende at hilse på Ivan om 10 år. Men Frank havde fået andet at tænke på.
Hans tanker spænede rundt. Han var oprigtig ked af Pahlgaards fyring, som det i realiteten var, og spekulerede på, om det var blodig alvor eller noget politisk gejl.

Pahlgaard stod på talerstolen præcis kl. 19, bød velkommen og sang for på “Som en rejselysten flåde…”, Dahl-Hansen spillede klaver, og alt var som det plejede. Bortset fra at Fru Pahlgaard glimrede med sit fravær.
Gårsdagsaftenens uheldige episode var for en tid lagt på hylden, og Frank gjorde, hvad han kunne for at glemme Pahlgaards ”fyring”.
Flere af eleverne skulle han aldrig se mere; han tænkte med vemod på de ture, de havde haft indimellem, også på det, der lykkedes. Det var da ikke så helt lidt. Når han tænkte efter, syntes han lige pludselig, at der faktisk kun havde været gode historier. Øh, det med Hasagers niende klasse, det havde været noget skidt.
Der dukkede flere uheldige episoder op, men han skyndte sig at koncentrere sig om sangen.

Som en anden Nero skuede Pahlgaard ud over masserne. Frank stirrede med og lagde mærke til, at en forælder, der sang særligt højt, ligefrem fik de tre foransiddendes hår til at blafre! Han tænkte med smil på den medstuderende på seminariet, hvis tordenrøst kunne få enhver, der sad umiddelbart foran, til for en stund at have flyveører…
Efter sangen tog Pahlgaard ordet og talte:
-Neue Besen kehren gut, siger de nede i Harzen. Et gammelt mundheld, der betyder, at nye koste fejer bedst. Jeg skal derfor i dag lidt vemodigt tage afsked med Søren Sørensen, der har ønsket at trække sig tilbage med udgangen af dette skoleår. Samtidig kan jeg efter sommerferien byde velkommen til Hans-Erik Hasager, der efter endt sygeorlov atter indtager sin plads bag katederet. Hans-Erik Hasagers vikar, Hans Thomsen, får ansættelse i stedet for Søren.

Frank noterede sig, at han ikke nævnte ham med et ord. Det kunne betyde flere ting. Måske havde han blot snerret det ud, da de stod der. Og måske betød det, at han overhovedet ikke regnede med ham længere. Han var ikke engang værd at blive henrettet offentlig.
-Det betyder, at I, kære forældre, får et stærkt hold at se efter sommerferien. Mine tropper vil være parate til at tage imod dem af jeres børn, der har valgt at tilbringe et år mere på Asgaard Efterskole. Vi har ellers lang venteliste. I forgårs blev jeg ringet op af en af vore meget trofaste forældre, der ville have sin pige meldt ind på netop vor skole, jeg bad om hendes navn, og han sagde: ”Det kender jeg ikke endnu, hun er lige blevet født i går!”

Der hørtes latter fra nogle af forældrene.
-Der er ikke mange af vore elever, der er født i går.
-At stedet er efterspurgt, er jeg som forstander stolt af. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg mener, det kan tilskrives vor demokratiske tradition på skolen. Vi lever – om nogen – i høj grad op til samfundets krav om ansvarlighed og forpligtelse for den enkelte sammen med omsorg og hensyntagen til andre. Vi skærper de unges demokratiske bevidsthed, vi giver dem det bedste af det, vort land kan tilbyde dem: Fædrelandskærlighed, stolthed over at være dansker, glæde over at tilhøre det mest demokratiske system i verden, at være en del af et stort, socialt fællesskab… (Pahlgaard valgte at ignorere en forælder, der sad og gabte inderligt, – men han nidstirrede ham), og det er min tanke og mit mål, at dette skal manifesteres i vor skole! Med disse ord vil jeg ønske jer alle, kære elever, til lykke med jeres afgangsbevis, som I nu vil få overrakt af jeres klasselærer – og held og lykke i fremtiden. Hvorhen jeres vej end går, så vil et lille kort eller brev til jeres gamle skole altid være velset, husk vi glemmer jer aldrig!
Eleverne stimlede sammen om deres klasselærer og modtog bevis og et fast håndtryk.
Flere elever græd, adskillige holdt om hinanden, klyngede sig til hinanden, forældrene stod lidt generte derfra og ville godt have dem med sig hjem, men det trak ud.
Pahlgaard stod på trappen og sagde farvel med et lidt anstrengt smil, og nogle gange tilføjede han:
-På gensyn!

I et hjørne stod Bente og Frank med hinanden i hånden, gang på gang blev de afbrudt af elever, der kom hen og sagde farvel, omfavnede dem, nogle græd åbenlyst, andre havde røde øjne, og de sejeste var bare blege. Også forældre kom og gav hånd, lidt forlegent smilende og undskyldende over deres børns følelsestilstand. Enkelte mødre dog med samme røde øjne som deres døtre.
Frank kunne ikke lade være med at være en smule påvirket af situationen, han ville have forsvoret, at han følelsesmæssigt skulle blive grebet af dette farvelleri, men blandt eleverne var der alligevel flere, han ville savne.
Han vendte sig mod Bente og opdagede, at hun minsandten også havde røde øjne. Kvinder! I øvrigt stod de røde øjne fortryllende til hendes røde silketrøje, nyindkøbt i dagens anledning…
Allan og Lone kom arm i arm rundt om bygningen.
-Skål, sagde Allan og hev en halvtom ølflaske frem fra skjorten.
-Jamen, Allan, det ved du da godt, det er strengt forbudt! Frank himlede lidt med øjnene.
-Jeg er skide ligeglad. I kan da bare smide os hjem, det er for sent, vi er næsten voksne, og hvad kan det gøre, at vi tager en lille øl???

Frank opgav, og Bente gav ham et klem og hilste smilende på de to unge turtelduer:
-Ha det nu godt og kom godt hjem uden alt for mange svinkeærinder..!
De hilste tilbage og moslede ud på parkeringspladsen.
Frank meddelte hende med sagte stemme, at Pahlgaard faktisk havde fyret ham. Hun kiggede overrasket på ham og skulle lige til at spørge ind til det, da Annette overrakte dem en lille gave i mørkerødt fløjl.
Bente pakkede den op og åbenbarede et lille hjemmelavet smykke med teksten indgraveret:
“TAK FOR ET GOD SKOLEÅR!”
Bente så indtrængende på ham:
-Hvad var det, du sagde om fyring?
-Pahlgaard fyrede mig i dag, men om det er frustration over i går aftes eller hvad, det aner jeg ikke. Jeg tror også, jeg vil tage den med ro, indtil jeg ser det på skrift!!
-Klogt, min egen! Jeg tror ikke, han mener det så slemt. Han er kendt for at fare op som en løve..
Da den sidste elev var kørt ud af skolegården, mødtes lærerne inde på lærerværelset og fik øl og vin. Ilse manglede.
Der var lettelse at spore over, at skoleåret var afsluttet, snakken gik livligt, mange havde morsomme kommentarer. Men Pahlgaard og Frank talte ikke sammen. Frank mærkede, at han også undgik forstanderen.

Lørdag 17. juni 1972

Han var kort efter midnat gået med Bente hjem. Det var blevet sent, og dagen efter skulle der først ryddes op og siden holdes personalefest. Efter visse forlydender gik det altid mere eller mindre vildt for sig, så både han og Bente blev enige om, at de gik hver til sit efter et varmt godnatkys. Selv om de var sikker på, at ingen af dem havde den store lyst til at feste.
-Jeg er bare så glad for, at jeg har dig, sagde Frank. Ubeslutsom blev han stående med hende i hånden.
-Hvis jeg skal rejse, hvad så med os to?
-Frank, din lille pjat. Du ved, at jeg vil følge dig, hvorhen du end går!
Han trykkede sig glad ind til hende og kyssede hende godnat, mens hans hånd strøg følsomt ned over Bentes fristende kurver. Men det kunne vente til senere.

Til fods gik han nynnende resten af vejen hjem og nød sommernatten. Lettet over at skoleåret var overstået, det første i lærerlivet. Men også et år med store omvæltninger i sin tilværelse, måske de største nogensinde. Der var lige ham Pahlgaard, men til helvede med ham. Frank vidste, at han nok skulle klare sig. Asgaard eller ej.
Han kom hjem, så et øjeblik posten efter, men gad ikke rigtig åbne de der rudekuverter og gik så i seng og faldt øjeblikkeligt i søvn.
Han drømte, at han var spærret inde i et lille, modbydeligt rum uden vinduer og døre. Derfor begyndte han at banke på væggen for at komme ud. Han bankede hårdere og hårdere og opdagede så, at han ikke længere drømte, og at det ikke var ham, der bankede. Der var faktisk nogen, der bankede på hans yderdør.
Søvndrukkent fik han lidt tøj på og stavrede ud i entreen. Udenfor stod en skikkelse. Han åbnede og så forbavset på Ilse Pahlgaard.
-Må jeg komme ind?

Han nikkede, og hun nærmest løb ind foran ham. I stuen vendte hun sig om mod ham og udbrød:
-Frank, du må hjælpe mig! Og brast i gråd.
Han så hjælpeløst på hende og bemærkede et stort rødt mærke på den ene kind:
-Ja, øh, hvordan, hvad mener du?
-Han har slået mig, jeg er bange for, hvad han kan finde på, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre..
Hun kastede sig om halsen på Frank og knugede sig ind til ham.
Han stod lidt usikkert og en kende forlegen og strøg hende over håret, mens han forsøgte at trøste hende. Der var en mild duft af en eller anden parfume, han godt kunne lide, men også alkohol, som han ikke kunne sige sig fri for selv at lugte noget af. Hun holdt krampagtigt fast i ham og søgte at forklare sig hikstende og usammenhængende:
-Da Ib kom hjem sent natten til fredag, var han rigtig ond i sulet. Han var sur, vred og gnaven, som om han havde skændtes med nogen og ikke fået sin vilje. Jeg kender ham jo. Så nævnte han dig og mente, at han i den grad havde taget fejl af dig. Du var simpelthen den dårligste lærer, han kendte, og han håbede, du ville finde dig et nyt arbejde, ellers ville han fyre dig. Jeg var straks klar over, at det her kunne gå meget galt. Han beskyldte også mig for at ødelægge hele hans tilværelse og for ikke at give ham et ordentligt medspil. Det ene ord tog det andet. Han påstod, at jeg var den person i hele verden, han hadede mest og smækkede mig en.
Ilse tog sig til kinden.
-Så lagde han sig ind som sædvanlig på Gerts værelse og faldt i søvn. Jeg tog så altså helt ærligt en stor cognac, for det er svært at stå model til, Frank.
-Næste morgen sagde han ligeud til mig, at jeg ikke skulle vise mig på skolen hele dagen og altså heller ikke være med til afslutningen.
-Åh Frank, – hun trykkede sig igen ind til ham -, -så her til aften var det om muligt endnu værre. Så der er en grund til, at jeg måske er lidt fuld…

Frank var faktisk blevet lysvågen af det her, så at klokken var lidt over fire og foreslog, at han lavede en kop te. Selv om han godt mærkede Ilses smækre krop mod sin. Ilse sagde ja tak, og først nu opdagede han, at hun kun havde en slåbrok om sig inde under frakken. Men hun havde da nået at tage en pose med noget ekstra tøj med. Han var lidt rundt på gulvet og stærkt foruroliget over, at Ilse, sådan en gammel dame på 33 år, havde været i nærkontakt med ham, der var ni år yngre. Hun var trods alt gift med hans forstander. Og endnu mere foruroliget over, at han blev varm af det, hendes smukke øjne og slanke krop og de der hofter, og ikke bare fordi han var lidt småberuset her i aften…
Da han havde lavet teen, satte han sig hen til hende i sofaen, kiggede hende ind i øjnene og snerrede:
-Jeg har ikke den største lyst til at snakke med Ib!
Alene det at kalde den mægtige mand Ib var ham en stor glæde. Her føltes det ret passende, at han således blev reduceret.
-Du skal lige høre, hvad der skete her …
-Han har aldrig tidligere lagt hånd på mig! Det må du tro. Men kort før jul skete det bare, og jeg troede, det var et tilfælde. Altså ikke med vilje. Herefter har det gentaget sig nogle gange, og i aften blev det bare for meget. Han slog mig både her og der og var ude af sig selv af raseri. Se!

Hun viste ham blå mærker på armene og tog kåben til side og viste ham en stor ophovnet plamage på det ene inderlår. Franks grænser var overskredet for længst, og han syntes, at han havde umådelig svært ved at følge med. Han havde intet besvær med at se behåringen bag hendes trusser.
-Føl selv, sagde Ilse til ham og tog hans hånd og lagde den på sit lår.
Hun var tæt på ham og pludselig tog hun om nakken på ham og tvang hans ansigt opad og kyssede ham. Ganske vist var han lidt beruset stadig væk, men hvis himmerige alligevel fandtes, var han tæt på her. Han var fuldstændig opslugt af dette kys, så overraskende det end var. Hjertet slog enormt hurtigt, og han kunne næsten ikke slippe hendes læber.
På samme tid modvillig og villig lod han sig trække ind af den overnaturligt smukke kvinde, og uden de store overvejelser fandt han nye ophidsende højdepunkter i at kæle for og røre hende, mens hun lænede sig tilbage og nød hans kærtegn og blide kys.
Samlejet bagefter blev en kort, hektisk affære. Han kunne ikke komme i tanker om et hurtigere forløb; han var vild med hende og helt tummelumsk…
Han foreslog hende bagefter, at de gik i bad, hvilket hun hurtigt gik ind på. I badeværelset kunne han ikke standse ophidselsen, der på ny havde alvorligt tag i ham på trods af den hurtige udløsning fra før. Med det der skønne glimt i øjnene lod hun ham igen ophidse sig, stod under den varme bruser, mens han lå på knæ, og de endte inde i sengen. De faldt i søvn, men vågnede igen noget efter, drevet af den stærke trang, faldt over hinanden, eller var det mest Frank, der faldt? Han befandt sig som i en kæmpeturbine, der drejede og drejede..
Han kunne bare ikke få nok af den skønne Ilse.

Op ad formiddagen vågnede han og betragtede hende. Hun lå på siden i dyb søvn. Han stod op og gjorde sig i stand. Det trængte han til. Så vækkede han hende blidt.
Bagefter til en kop morgenkaffe kiggede Frank igen på hende og indrømmede:
-Jeg troede aldrig, jeg skulle kunne være sammen med en pige, der var så meget ældre end mig. Øh pige, kvinde, mener jeg.
-Der er mange, der har det sådan, svarede hun smilende, mens hun strøg ham blidt over hånden.
-Men nu kommer den mere alvorlige del af festen, fortsatte hun.
-Hvis du ikke møder på skolen her kl. 12, vil Ib måske få den tanke, at du på en eller anden måde er involveret. Han ved jo blot, at jeg er gået, men ikke hvorhen. Så du må hellere…
-Men jeg har ikke en skid lyst. Hvorfor skulle jeg..
Frank tænkte sig om et øjeblik. Det var længe siden, han sidst gjorde det. Altså tænke sig om. Han indså lige pludselig, at hele hans tilværelse havde ændret sig radikalt på blot nogle få timer. Han var blevet drønforelsket i Ilse og ønskede bare, at det her kunne fortsætte i al evighed.
-Hvad med dig, Ilse? Kunne du foreløbig tænke dig at blive her nogle dage, så ser vi; eller synes du, at..
-Jeg gør mig i stand, mens du er på skolen. Så venter jeg på dig, og jeg har lyst til dig igen. Det er længe siden, jeg sådan har følt behovet for en mand blive så godt opfyldt! Og du ved jo godt, at hvis du ikke viser dig dernede, kommer din Bente vel denne vej forbi..?
Det var Frank fuldstændig enig i.
Han blev selvfølgelig glad for hendes udmelding, men orkede næsten ikke at tænke på Bente og alle de spørgsmål, der måtte komme. Han kunne jo ikke bare lade to og fem være lige. Han rejste sig og gik om til hende. Kyssede hende igen, et langt, dvælende tungekys. Så rørte han hende forsigtigt på brysterne, maven og længere nede, men hun stødte ham blidt tilbage:
-Nej Frank, klokken er ved at være mange, og du kommer for sent!
Godt ophidset rejste han sig op, rettede på sit tøj og forlod huset på sin cykel. Frisk luft var tiltrængt.

Nede på skolen var de fleste kolleger kommet og var begyndt at rydde op og gøre klasseværelserne rene. Bøger skulle på depot, biblioteksbøger afleveres, glemte stilehefter smides ud, og hylder og reoler tørres af.
Frank var ved siden af sig selv. Han svarede kun med enstavelsesord, hvis nogen henvendte sig, og Bente spurgte ham undrende, om der var noget i vejen.
Han undveg hende og de andre og var glad for, at han skulle over til sig selv i 8.klasselokalet. Han anede ikke, hvad han skulle gøre eller sige og til hvem. Følte sig i den grad alene.
I højt tempo og rasende cyklonenergi gjorde han rent og ryddede op.
Bente kom ind i klasseværelset:
-Hvad så skat, jeg synes, du er lidt fra den?
Han forsøgte at forklare, men slap slet ikke godt fra det. Han kiggede hende dybt i øjnene, mens tårerne sprang frem. Han kunne ikke lade være. Så slap han hende, og med en hurtig undskyldning og vi ses! sagde han farvel til den skuffede og undrende Bente og cyklede hurtigt hjem.

Ilse havde ryddet lidt op og arrangeret sig, i det hele taget forsynet hans lille hus med en aura af noget paradisisk. Da hun tog imod ham, buldrede hans hjerte derudaf, og straks forcerede han og gik ombord i hendes ynder. Men hun satte blidt en hånd på hans bryst og standsede ham:
-Frank! Først yde, så nyde!
Så lænede hun sig tilfreds, afslappet og smilende tilbage op mod ryglænet og betragtede ham, mens han gik i gang. Hun sukkede henført og lukkede øjnene, trak det ud, nød det. Frank skævede et øjeblik op til hende, og det slog ham, hvor fuldendt smuk hun var. Små, fine rynker var der selvfølgelig under øjnene, men han syntes nærmest, at det kun forøgede hendes skønhed.
Hun forsøgte at udsætte klimaks ved at tænke på noget andet. I længden kunne hun ikke med nok så mange afledningsmanøvrer undgå det uundgåelige.
Han tog bagefter hendes hånd og ledte hende til soveværelset. Kastede hende ned på sengen og trængte ind. Igen gik der alt for kort tid, inden han måtte slippe kontrollen.
Det store søvnunderskud gjorde, at de faldt i søvn tæt sammenslyngede, og klokken var henad fire, da han vågnede med ansigtet ind mod hendes ryg. Han kyssede hende i nakken, så hun også vågnede.
Bagefter strøg han blidt hendes hud og kommenterede slagmærkerne.
Hendes blå mærke i ansigtet var trods alt ikke så stort som det på låret, der nærmede sig det mørkeblå.
De sad lidt efter i stuen med en kop te og talte dæmpet sammen.
-Jeg synes, du er en rigtig sød fyr, og jeg er glad for, at du tog imod mig. Jeg var frygtelig bange for, hvad han kunne finde på, og du skal vide, at jeg skylder dig en masse!
-Åh, det skal du ikke tænke på. Jeg er mere bekymret for, hvad der skal ske fremover. Vi har sommerferie, og det giver selvfølgelig nogle andre muligheder. Vi kunne rejse, og jeg kunne hjælpe med at finde et nyt sted til dig. Måske kunne jeg bo der også, altså sådan med tiden, eller i hvert fald besøge dig, øh.

Frank gik helt i stå. Han så pludselig i øjnene, at det var meget anderledes det her, Ilse var ikke bare en ung pige, der sådan flyttede derhen, hvor han boede og havde arbejde. Han skubbede alle tanker om Pahlgaard ud af hjernen, selv om de blev ved med at indfinde sig.
-Jeg må have styr på mit liv, sagde hun. -Det betyder, at jeg først og fremmest må væk fra Asgaard. Jeg kan ikke bo i samme by som Ib. Det siger sig selv. Jeg har også hensynet til Gert, han skal med mig, selv om han i øjeblikket går på efterskole. Jeg har, mens du var væk, kontaktet en advokat for at få ordnet det juridiske. Jeg vil naturligvis skilles. Han skal heller ikke slippe for at betale mig det, jeg har været med til at tjene til det fælles.

Frank var øjeblikkeligt klar over, at hun havde betragtet deres ”affære” som et lille intermezzo, ikke noget hun havde tænkt over i lang tid forud.
Højt mumlede han:
-Ja, det kan vel ikke være anderledes. Jeg er ellers kommet til at holde af dig, fordi du trods aldersforskellen er så tiltrækkende og sød, at jeg..
-Frank, sagde Ilse med et smil og omfavnede ham og trak ham ind til sig.
-Jeg er ganske klar over, at jeg bare er kommet ind på dine enemærker, men heldigvis vil Bente aldrig få noget at vide om den dejlige nat, vi to har haft!

-Det er da noget, du tror, sagde en stemme henne fra døren. Frank gjorde sig forskrækket fri af Ilses favntag og vendte sig om. Bente stod præcis som hin januardag og lignede igen det her sårede dyr. Hun var der bare – lige pludselig.
-Frank, jeg tror, jeg kan sammenfatte det her i tre ord: Farvel, din lort!
Med disse meget lidt poetiske ord skred hun ud af huset og smækkede yderdøren i med et brag.
Han rejste sig tøvende, gik så hurtigt ud, men hun var væk.
Tilbage i stuen sukkede han:
-Ja, det måtte jo komme. Men jeg er solgt til dig. Jeg tror, jeg er blevet forelsket!?
-Frank, vi har haft en dejlig nat sammen, og jeg har bestemt lyst til at se dig igen. Jeg skal bare have ordnet nogle af de her områder først. Når jeg synes, tiden er der, ringer jeg eller kommer forbi – en sen nattetime!!
Hun forsøgte at slå den muntre tone an, men kunne godt se på ham, at han ikke rigtig var til munterhed.
-Når du tager af sted til personalefesten i aften, forsvinder jeg lige så stille. Jeg lover, at jeg ringer til dig senere…
Frank blev tung om hjertet og kiggede sukkende ud i haven. Med Bente havde det været forudsigeligt, alt sammen, både forelskelsen og alt andet. Ilse havde lagt en anden dimension ind over ham, som han i øjeblikket slet ikke kunne overskue eller forholde sig til. Det var som at skifte fra en Fiat 500 til en Jaguar. Hvor Bente var en sød og tiltrækkende pige, var Ilse en kvindelig dæmon fra en anden planet, der nedlagde ham på stedet og gjorde ham syg med sig på fem minutter!
Ilse lagde det ene ben op over armlænet og hev op i nederdelen.
-Kom så, Frank! lokkede hun.

Klokken 19 mødtes alle ansatte, bortset fra Ilse og Bente, til afslutningsmiddag. For at også køkkendamerne kunne være med for en gangs skyld, leverede Højskolehjemmet maden.
Snakken gik livligt, meget af den handlede om de elever, de lige havde sagt farvel til. Noget af den drejede sig også om de kår, de kom fra. Mange af dem vidste ikke, hvad de skulle gå i gang med her efter ferien.
Snart efter forlod alle dog dette samtaleemne og snakkede om, hvad sommerferien, denne uendelige og dog så korte, indeholdt af ferierejser.
Frank sad tavs og deltog ikke. Flere var kommet hen til ham og spurgt efter Bente. Han svarede som sandt var, at han ikke vidste det og lignede det, han var: en mand kørt over af en kvinde.
Pahlgaard og han undgik hinanden, og Pahlgaard så grå og hærget ud.
Der var hos resten en god stemning, et skoleår var overstået, og livet gik trods alt videre for de levende. Næste år var fuldt booket op med elever, og Pahlgaard var ikke længe om at slå på glasset og sige personalet tak.

-Jeg ved, I har ydet et godt og reelt stykke arbejde, og det er vi i ledelsen og bestyrelsen rigtig glade for. Bestyrelsen har jo, som I ved, besluttet sig for at fastholde vedtægterne for skolen, som de har set ud de seneste 10 år, og det vil betyde, at vi fremover må regne med at få stort set den samme slags elever som hidtil.
-Vi må derfor se fremad. Jeg håber og tror, at tingene vil løse sig hen ad vejen, og at vi må få elevhold fremover, der er lidt mere afrettede og have knap så massive sociale vanskeligheder.
Vi har jo oplevet en del i år, og sådan er det hvert år.
-Ilse er desværre blevet syg og kunne derfor ikke være med her i aften.
-Jeg synes, alle ansatte har været med til, at vi kan slutte året på ordentlig vis, og jeg glæder mig til næste år. Samtidig kan jeg meddele, at jeg har ansat Fonby nede fra grillen, som I alle kender til at tage noget matematik og en ung, nyuddannet lærer, Paw Jessen, frisk fra seminariet!
-God sommer til jer alle!
Frank havde ikke hørt ret meget af det. Ilse og Bente tumlede rundt i hovedet på ham. Han vidste ikke, hvad han skulle.

Ude på græsplænen stod de bagefter rundt omkring i smågrupper og trak lidt frisk luft. Frank havde ikke ro på sig og forlod selskabet kort efter. Dahl-Hansen kiggede efter ham og mente, at der nok var krise i det spæde forhold.
Frank besluttede sig for som så ofte før at aflægge Bentes lejlighed et besøg.
Hun lukkede ham ind og stod med venstre hånd på dørhåndtaget i sin entré:
-Jeg vil slet ikke ind på, hvor skuffet jeg er over dig. Du skulle hjem i går aftes og havde næsten ikke tid til at sige mig godnat. Hjem til fru forstanderinden og lege forstander, hvad?
-Vil du ikke have en forklaring, Bente? Jeg elsker dig ud over alle grænser, og jeg..
Bente fnyste, men i modsætning til tidligere lød hun ikke iskold. Det betragtede han som en skærpende omstændighed. Hun så næsten medlidende på ham med samme røde øjne, som hun viste fredag aften under afskeden med eleverne og afbrød ham:
-…Frank, jeg tror måske, det er godt nok, at det er slut med os to. På en måde har vi haft noget dejligt sammen, på en anden måde er vi alligevel så forskellige. Du er jo slet ikke klar til et forhold. Vi har begge brug for at udvikle os videre. Lige nu er jeg vred på dig, men jeg ved, at det fordamper, og derefter kan vi måske blive en slags venner.
Hun var skråsikker. Vidste, at han havde bedraget hende, og det var nok for hende til at gøre det ultimativt forbi.
Typisk for hende og præcis det, han også var faldet for hos hende.
-Jeg ønsker, at du ikke mere vil besøge mig, og at vi to fremover har et almindeligt kollegialt forhold til hinanden. Og så må du godt gå!
Hun åbnede døren, og Frank forvirrede sig ud på trappegangen.
Han blev stående længe, tanketom. Inde bag ved hendes dør syntes han at kunne høre gråd, men det kunne lige så godt være en af de mange lyde, sommernatten tilbød.
Så listede han stille ned af trappen og cyklede hjem til det tomme hus. Han gik fra stuen, der havde hun siddet i sofaen, til soveværelset, der havde de ligget, der havde hun ligget, til badeværelset, der havde hun stået nøgen, åh Ilse…
Han græd af bare selvmedlidenhed. Samtidig vidste han instinktivt, at noget var sket for ham, som, han ikke troede, kunne ske. Nemlig at han på en og samme tid var forelsket i to væsner, to kvindelige, henrivende væsner, så forskellige og dog ens på det ene punkt: de havde erobret ham, og nu havde de begge forladt ham.
Han kunne ikke lade være. Gik ind i stuen og lagde pladen med Verdis Macbeth på og lyttede til Macbeths slutsang, hvor han synger om det at være ladt ene tilbage, berøvet alt! Og ingen til at skrive pænt på hans gravsten.
Så slukkede han og gik i seng.

Søndag 18. juni 1972

Han fik en lang, men voldsomt urolig søvn. Vågnede indimellem, besat af et virvar af følelser. Besluttede sig for at lade søndagen gå. Stod dog til sidst ud af sengen, tog løbetøj på og kørte ud i skovene nord for Asgaard, hvor han tidligere havde løbet nogle gode, lange ture.
Det var godt for hele kroppen at komme i gang. Han mærkede, at hans humør blev bedre, da de første fem kilometer var tilbagelagt, og han besluttede sig for at fortsætte så længe, han orkede.
Da han havde tilbagelagt hen ved 14, satte han omsider kursen mod bilen og kørte mere tilpas hjem end ud.
Hans hjerne var klar og fungerede nu bedre. Under løbeturen havde han overvejet flere scenarier. Et af dem var at eftersætte Ilse og finde ud af, hvor hun var flyttet hen. Bare det at snakke med hende og søge at finde ud af, hvad der var i det, kunne give ham afklaring.
En anden ide var at tage af sted og besøge sine gamle venner, flygte fra det hele. Ferien gav ham lov, og selv om de ikke havde ferie allerede nu, vidste han, at han jo da var velkommen.
Han kunne købe en Tjæreborgrejse, det var ret populært, og rejse ud af landet, måske i 14 dage; når han så vendte hjem, ville alt se helt anderledes ud.
Han kunne også besøge Ib Pahlgaard og få snakket ud om tingene. Men han veg noget tilbage for det sidste. Han var alligevel ikke helt tryg ved situationen, og det var ikke helt sikkert, at den store mand ville betragte hans møde med Ilse som en bagatel. Han havde endvidere fyret ham, og Frank vidste med sig selv, at han under ingen omstændigheder ville bede om godt vejr, aldrig! Aldrig!

Så kunne han sådan rent teoretisk opsøge Bente en gang til og bede om nåde og forståelse. Vel vidende at det ville han aldrig nogensinde opnå. Hun var et af de mest kategoriske mennesker, han kendte. Man kunne stole 100% på hende.
Den tanke ramte ned i maven, der igen blev tung.
Han sendte tankerne til hjørnespark og besluttede sig foreløbigt for at ville en tur til Esbjerg dagen efter og ind på biblioteket og amtscentralen, han kunne lige så godt arbejde og måske få tankerne lidt på afstand.
Mandag 19. juni 1972

Dagen efter stod Frank op med lidt mere mod på tilværelsen. Han var heldigvis hurtig til at reparere psykiske traumer, såsom kæreste-sorger og andet i den boldgade.
Efter morgenmad kørte han til Esbjerg og ind på biblioteket. Han tilbragte mere end to timer der, men fik også lige præcis de bøger, han skulle bruge i undervisningen næste år.
Herfra kørte han hen på amtscentralen og bestilte flere klassesæt i de fagområder, han havde bestemt sig for at tilbyde sin 9. B til næste år. Og så kørte han hjem. Hele tiden koncentrerede han sig helt enormt om at køre lige på vejen, ligesom han havde været meget opmærksom på at låne de bøger, han skulle, se på titlerne, snakke med og være fokuseret på de mennesker, han mødte, så han ikke et øjeblik skulle konfronteres med tankerne.
Det var svært.

Pahlgaard var lige et smut nede i Brugsen, da han mødte en af sine fæller fra byrådet. De udvekslede almindeligheder, da hans kollega overraskende meddelte ham, at han fuldstændig tilfældigt havde set Ilse forlade en villa i Hjerting sammen med en lidt ældre herre, han ikke kendte, og sætte sig ind i en grøn Jaguar. Han var blevet så betuttet, at han var blevet stående for at være sikker på, at det var Ilse. Og der var ingen tvivl. Om Ib kendte noget til det?
Den pågældende kollega var kendt for altid at tale uden omsvøb. Han så direkte på Pahlgaard for at aflure hans reaktion. Gav ham adressen for ligesom at sætte et sagligt effektpunktum.
Men Pahlgaard var ikke politiker for ingenting. Han sagde, at hun havde en rig onkel i Hjerting, som hun af og til besøgte; han var blevet syg, så hun hjalp ham indimellem.
Den lille løgn lod til at gå rent ind; i hvert fald skiftede kollegaen hurtigt emne, og ret snart efter skiltes de.

Pahlgaard kørte hjem med sine varer. Han var alene og vidste, at Ilse ikke kom tilbage. Måske aldrig mere. På en måde var det godt nok, på den anden side ville han godt have en snak med hende. Om ikke for andet så fordi han fortrød, at han havde slået hende. Han blev nødt til at fortælle hende, at den seneste tids mange udfordringer havde tæret på hans overskud, og derfor var han gået amok.

Og så mærkede han, at han begyndte at blive vred på hende. Hun havde åbenbart en elsker, således som rygterne talte om. Hvor meget skulle man finde sig i? Han stirrede ud af køkkenvinduet. Igen begyndte rødmen på halsen at brede sig opover, og med et smed han kartoffelkniven fra sig og forlod mad og hus og hastede ud til bilen.
Den ville ikke starte. For første gang i den korte tid, han havde haft den, var den gået død. Fuldstændig død. Utroligt!
Pahlgaard blev ganske alvorligt vred. Han for op på skolen, og tilfældigvis traf han Søren, der var ved at pakke de allersidste ting. Efter gode ord og løfter fik han lov at låne hans Moskvitch. Lidt glæde var der dog over femhundredkroneseddel eller plovman-den…, selv om han hurtigt opdagede, at der var langt til moderne vestlig standard i Moskvitchen. Den var formentlig ikke engang fem hundrede kroner værd.
Således levede Søren smukt op til sit øgenavn.

Og så gik det ellers mod Hjerting. Undervejs blev han mere og mere aggressiv, overhalede temmelig uforsigtigt og kørte i øvrigt som en anden Steve McQueen. Han var klar over det, men ophidselsen havde fået fast tag i ham. Han vidste faktisk ikke engang, hvordan han ville reagere, når han fandt den villa. Han tvang dog sig selv til at køre en smule mere behersket. Trafikken i sig selv tillod ikke hurtigere kørsel. Bremserne i bilen var ikke de bedste, han syntes, at de ved flere lejligheder overhovedet ikke tog ved. Han havde godt hørt om de der østeuropæiske biler, så skulle man lige pumpe dem. Gammelt lort! Han måtte koble dobbelt ud, når han gik ned i gearene.

På sit kontor havde Frank sat et større bord ind, og nu inddelte han bøgerne og materialet efter fag og område. Han skrev sedler og lagde over hver stabel, og til sidst satte han sig ned og begyndte på sin årsplanlægning.
Han vidste, det var tidligt, men på den anden side var det godt at få noget andet at tænke på.
Han arbejdede målbevidst og var godt tilfreds med at nå hele efterårsplanlægningen.

Ilse havde taget ophold hos den 58-årige mand. Hun tog ud til ham lørdag aften sent efter advokatens råd om at lade et par dage gå med hvile og eftertænksomhed. Han mente, at hun måske ellers ville handle overilet, og det ville kun skade hende selv og Gert. Hun burde dog gå til vagtlæge og få en erklæring på de skader, hun beviseligt kunne fremvise.
Hun havde hentet sine mest personlige ting, mens Ib var til afslutningsfest på skolen. Hun var også ligeglad, om han skulle være kommet hjem. En taxa fragtede hende hjem i sikkerhed til sine forældre, der nok engang måtte agere baggrunds-tryghedsstation. Hun tog derefter videre med taxaen til Hjerting og fik den 58-årige mand til at betale den pebre regning.
Ilse besøgte ud på natten skadestuen og blev grundigt undersøgt.

Herefter gik det meget godt. Den 58-årige mand blev meget glad over at se hende, og da hun fortalte, at hun blev der et par dage, blev han ligefrem helt overstadig. Han havde købt dyrt ind, da hun ringede fra Franks telefon i Asgaard, det bedste var ikke godt nok, og han gik i køkkenet og tilberedte en særdeles velsmagende omgang natmad. Hun kvitterede ved at smile til ham og mumle noget, der næsten kunne tolkes derhen, at hun ville overveje at bruge ham endnu mere. I virkeligheden var hun i syv sind med ham, hun kunne egentlig godt lide ham, men var klar over, at i samme sekund hun begyndte at nære varmere følelser for ham, ville den helt overnaturlige seksuelle spænding forsvinde i samme takt.
Hendes blå mærker var ikke forsvundet, men hævelsen var heldigvis ved at fortage sig, og om et par dage ville de grimme mørkeblå steder på kroppen være helt borte.
Foreløbig ville hun blive i huset i Hjerting til onsdag, så måtte hun se, hvad der kunne ske til den tid.
Hun måtte indrømme over for sig selv, at hun syntes, det her lige var sagen. Han var hverken flæbende eller hovskisnovski på nogen måde. Han måtte have penge nok, for han arbejdede ikke med noget som helst, var bare pensionist, som han sagde, og både bil og hus var i den højere ende af prisskalaen. Tilligemed så han godt ud, trods sine 58 år.
Hun havde altid drømt om det fascinerende i at få maksimal seksuel magt over en mand, over et andet menneske, alene tanken om det kunne få safterne til at stige faretruende. Det var også derfor en paradisisk tilstand, når hun bare kunne komme og lade sig opvarte.
Sidst hun overnattede her, havde han ligget på det bare gulv ved siden af den brede dobbeltseng, bare for det tilfældes skyld at hun skulle vågne og have brug for ham. Selvfølgelig var hun vågnet og havde øjeblikkeligt mærket behovet. Havde vækket ham og havde nydt – der midt om natten – at blive tilfredsstillet så elegant og grundigt.
Hun drømte også et eller andet sted om et normalt ægteskab, som det hun troede, hun havde fået med Ib. Når det seksuelle behov var trængt i baggrunden, kunne hun til tider fyldes med melankoli eller næsten depressive tanker om selvmord, om utilstrækkelighed, om at være et nul. Trods sit gode udseende, som hun altid havde fået at vide var en gave fra gud, var hun alligevel ikke tilfreds. Nu brugte hun sit udseende til at få trøst, eller hvad det nu var.
Når seksualdriften kørte, var hun i sine drifters vold. Hun udnyttede ham grænseløst, nød at et lille knips her og der straks medførte andre ophidsende tiltag, hvorunder hun som en anden dirigent eller teaterinstruktør brugte ham som robot, hvis eneste formål her i tilværelsen var at tilfredsstille hende.

Søndag morgen foreslog han, at de tog på udflugt til Ribe og Tønder og overnattede der, bare en nat og så tog hjem igen mandag. Efter lidt betænkning syntes hun godt om ideen, det kunne være rart at komme lidt væk fra det vestjyske, og de brød hurtigt op.
De passerede domkirken i Ribe netop under gudstjenesten og besluttede at deltage. Det gjorde Ilse godt. Hun følte sig altid renset, når hun havde fået en lignelse og præstens velsignelse.
Halvanden time senere lejede de et dobbeltværelse på Hotel Tønderhus som hr. og fru van der Fluchte. Den 58-årige mand var faktisk i stand til at tale hollandsk, og han forklarede på gebrokkent dansk, at de var turister på tur i det sønderjyske. Bare for alle tilfældes skyld.
De fandt en lille, fin restaurant i Tønder, og samtalen gik flydende inden for de emner, der på forhånd var accepterede mellem dem.
Næste morgen var de taget tilbage til Ribe, havde vandret rundt, set domkirken, de gamle gader, åen, indtil de mætte af denne lille korte tur kørte hjemad mod Hjerting efter frokosten.
Den 58-årige mand indrømmede over for sig selv, at han var voldsomt forelsket i den henrivende kvinde der på bagsædet. Han søgte at nyde hvert eneste øjeblik sammen med hende. Han vidste bedre end så mange andre, hvor meget hvert sekund af livet talte.
Han stirrede stjålent på hende i bakspejlet. Så sød, så tiltrækkende! Så fuldendt, så uimodståelig.
Ilse sad med lukkede øjne på bagsædet og slappede af. Hun havde efterhånden vænnet sig til at sidde der, det forekom hende helt naturligt, og indimellem tog hun en bog og læste eller kiggede bare ud.
-Jeg havde egentlig lyst til en tur til Varde, hvad siger du til det? spurgte hun og bøjede sig lidt frem mod førersædet til den 58-årige mand.
-Helt i orden med mig. Det er også en fin tur fra Varde hjem mod Hjerting gennem Marbæk Plantage.

Korskrokrydset et par kilometer vest for Grimstrup var omtrent det farligste vejkryds i Vestjylland.
Måske det eneste sted i hele Danmark, hvor to hovedveje krydsede hinanden. Der var trods fældning stadig høje, tætte træer omkring krydset, og åbningen af den nye lufthavn tæt ved havde ikke løst problemet med dårlige oversigtsforhold. Snarere tværtimod. Antallet af uheld i det lysforsynede kryds var sammen med den øgede trafik til lufthavnen steget støt.

I krydset var der grønt mod vest, og derfor fortsatte Pahlgaard med pæn, men ikke for høj fart lige ud i det. Han kunne ganske simpelt ikke opdage kølebilen, fordi Korskroen lå i vejen på hans højre hånd. Han så den først, da den kom ind i det højre øje. Nemlig fra nord. Og så huggede han bremserne i, men der var ingen modstand og ingen bremsevirkning overhovedet.
Man får ikke meget for 500 kroner.
Kølebilen kom i for høj fart. Chaufføren var en ung mand på 21, der lige havde fået ansættelse i Hanstholm Fiskeindustri og havde sin første tur til Vesttyskland. Han opdagede pludseligt, at der her, midt på hovedvej 11, var et lyskryds, og derfor bremsede han alt det, han kunne. Men det var for sent, og den tunge maskine kurede ind i krydset. Chaufføren skreg…
Ind i siden på kølebilen torpederede den karrygule Moskvitch og blev mast.
Kølebilens opbremsning fik anhængeren til i det tågede føre at skride ud til venstre på kørebanen, hvor den ramte ind i en racinggreen Jaguar, der pænt holdt og ventede på, at det skulle blive grønt i syd-nord retning. Moskvitchen blev i smadret tilstand ubønhørligt skubbet ned mod Jaguaren af anhængeren, der gjorde den fire meter og enogfirs centimeter lange bil godt og vel halvanden meter kortere. Det var stort set det, den 12-cylindrede motor fyldte med køler og luftgæller op til vindspejlet, og den overtog de to læderbetrukne forsæders plads og kvaste chaufføren til ukendelighed, samtidig med at Jaguaren blev skubbet bagud ind i den Mascot, der holdt lige bagved.
Ib Pahlgaard i den gule Moskvitch havde ikke sele på, for der var ikke nogen, og fløj derfor ud gennem forruden med en fart, der svarede til at falde ned på asfalt fra 10. sal. Han havde ikke en chance. Heller ikke for at opdage, at i Jaguaren sad hans ægtefælle.

Et par biler fra vest katastrofebremsede, men den første kørte frontalt ind i siden på kølebilen. Den næste kørte op bag i den første.
Der opstod kaos i krydset. Lynhurtigt dannede der sig lange køer på alle fire sider. I selve krydset var orkanens øje. Her var stilhed, dæmpet småmumlen, men ingen trafiklarm, ingenting.

Tililende mennesker betragtede damen i Jaguaren eller det, der var tilbage, hun var kvæstet, blødte stærkt og så død ud. Andre hjalp føreren af Mascotten ud, han så uskadt ud. Den anden side af kølebilen havde en mast Taunus i siden. Infiltreret i instrumentbrædt og rat og forvredent metal sad et dødt menneske. Der var en masse tilskuere, der stod og kiggede. De så også chokeret på resterne af den gule Moskvitch. Mellem forvredne metalstykker og kvadret kabine var der blod, ugenkendeligt kød og knogler fra et rigtigt menneske. Den var formelig slået til jern- og metalrester, som selv en skrothandler ikke ville kunne bruge til noget.

Folk stod lidt derfra med opspilede øjne og hånden for munden. Flere kom til.
Det varede forfærdeligt længe, inden de første sirener fra ambulancer og politibiler hørtes.
I Jaguaren sad Ilse Pahlgaard i sikkerhedsselen med overkroppen halvt nede på sædet uden at vise livstegn.

En kødrand af mennesker stod omkring hende og stirrede. Flere
af dem kunne ikke lade være med at kommentere:
-Hun er vist levende endnu…
-Så du ham i den gule bil? Hold kæft, mand, der bliver ikke andet tilbage end opskrab af asfalten!
En ældre herre bad dem overveje deres ord.

Frank gik tidligt i seng. Han havde slæbt et antal ulæste aviser med i seng og ville bare falde i søvn på dem.
Han havde løbet sig en lang tur sidst på eftermiddagen, og efterhånden havde han et klart billede på, at løb var svaret på alle problemer.
Den, der løb, kunne frigøre enorme reserver af tankekraft og energi, og det kunne man bruge til at bearbejde de tanker, der hele tiden i en uendelig strøm bombarderede ens hjerne med angreb af snart den ene, snart den anden slags.

Han stod til sidst op og ringede til sin mor. Hun plejede at gå sent i seng, for der var altid et eller andet tysk program, hun lige skulle se. De bedste udsendelser blev sendt efter kl. 22, mente hun.
-Mor, må jeg besøge dig i morgen? Jeg trænger faktisk til at komme lidt væk, og jeg har jo sommerferie. Det er først på lørdag, at jeg skal besøge vennerne…
Hans mor blev glad og mente nok, det var en god ide.

Så Franks ferie startede næste dag i det sønderjyske i strålende solskin.

Der er flere af

Mine Bøger

Forfatter

Finn Wilkens

Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg

FORSTANDEREN HAR ALTID RET

Der er flere af

Forfatter