Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (13. af 23)

Jeg kører ud til VW med hjertet, der hamrer af sted. Tænk, at nogen ligefrem klapper ad mig. Flere gange i dag. Og den der kurv. Hvad sker der lige?
Den gamle Toyota er en bedaget dame, og jeg ønsker ikke at køre i sådan en rynket pensionistbil. Den har været mig en trofast og pålidelig øse, aldrig har den fejlet det mindste, men der er en tid for gamle øser, og der er en tid for det sidste skrig. Hvorfor skal jeg køre i sådan en gammel spand? Jeg, der er ung og stærk? Bør jeg ikke have en bil, der matcher og ikke sådan en pensionisttrillebør? Det er lige som med mobilen. Jeg gider egentlig slet ikke de der gamle modeller. Jeg vil være med på det sidste nye. Ligesom mine børnebørn. Jeg glæder mig sindssygt til at vise Ulla min nye iPhone. Den har hun garanteret ikke fået endnu. Jeg må også have mig en Versace–trøje som Karsten. Den er han så skide stolt over, og det vil være megafedt at troppe op i sådan en. Så er han måske færdig med at være stolt.

– God dag. Hvad er det sidste skrig i smarte biler?
Sælgeren, der er noget fedladen, kigger på mig og kigger lidt rundt i salgsafdelingen. Han burde da vist også interessere sig lidt for sund kost og motion. Jeg hader mennesker, der er ligeglade med deres udseende.
– Kom her, siger han. – Jeg skal vise dig noget.

Han vinker mig hen til sådan en slags Golf, der er højere end de almindelige Golf.
– Her kan du sætte dig OP i bilen i modsætning til den derovre. Der skal du bøje sammen og krumme hovedet, og det finder mange ældre besværligt.
– Nu er jeg jo ikke ældre, unge mand. Husk det. Det der? Er det ikke det, man kalder en bedstefarbil?
– Jooo, nu du siger det. Men er du ikke bedstefar?
– På papiret måske. Men i virkeligheden er jeg Batman!

Jeg spærrer øjnene op, så han slår blikket ned og rammer folderne i hagen.
– Se!

Jeg lægger mig på strakte arme ned på cementgulvet i hallen og begynder at tage armstræk, mens jeg tæller.
Mens jeg nævner tallene, registrerer jeg, at der bliver ganske stille i det store lokale. Lidt fra os er et sjællandsk ægtepar ved at få forevist en stationcar af en anden sælger, og han holder helt op med at tale sin sjove dialekt.
– 23, 24, 25 …
En mekaniker kommer til. Han stiller sig op og skal lige til at sige noget til min sælger, men bliver stående uden en lyd. De kigger alle på mig.
– 45, 46, 47 …
– Nu tror jeg vist, at alle her er klar over, at …

Jeg fortsætter. Der er ligesom kommet noget stædighed over mig. Når først en thybo bliver stædig, er der ikke noget at gøre. Man kan lige så godt lade være. Men det ved sjællænderne vist ikke.
De bliver urolige. De tror, man er ved at blive syg. Hvis man er rigtig uheldig, bliver man indlagt på deres sygehuse og risikerer at blive smittet med alt muligt.
– 74, 75, 76 …
– Ja, mon ikke det er overbevisende, prøver min sælger, mens hans blik flakker uroligt mellem mig og de andre i lokalet. Der bliver ikke solgt biler, så længe en mand tager armbøjninger i salgslokalet.
Da jeg når 100, standser jeg og rejser mig op. Man skal jo heller ikke overdrive. Jeg er lettere forpustet, men faktisk ikke mere, end hvis jeg havde taget trappen i to spring.
Så klapper de.
– Hold da kæft, mand. Det kalder jeg en pensionist, siger ægtemanden, og konen kigger beundrende på mig. Ja, ja, lille frue. Det er du sgu nok ikke vant til, hvad? Skal du ha´ noget på den dumme? Autograf?
Men jeg siger det ikke højt. Man har vel nok pli.

Vi går videre. Den der høje pensionistbil, forstod sælgeren godt, var ikke sagen.
Vi når hen til den sidste Golf i lokalet. Sælgeren sveder en hel del, for ingen af de modeller, han viser mig, falder i god jord.
– Der skal være power i den, ikke, forsøger jeg. – Ligesom armbøjninger.
– Her. En Golf GTE. Hybridmotor både el og almindelig.
– Hvad er tallene?
– Øh. 0 til 100 på 7 sekunder.
– Den tager jeg. Hvad giver du for Toyotaen derude?
– Øh, så lidt som muligt.

Han smiler forlegent; prøver nok at være lidt frisk i det.
– Ja, det kan jeg tænke mig. Jeg vil ha 100.
– 100? Det kan jeg umuligt …
– 100! Det siger vi! Top! Vi har en aftale. Den skal være rød, min nye Golf GTE. Med DSG og bakkamera og adaptiv fartpilot.

Han kigger på mig med store øjne.
– Nå, du kender de udtryk?
– Ja, skulle jeg ikke gøre det?
– Nej, det er rigtigt. Enhver, der følger med i det nye, kender dem. Meeen, 100.000 for den gamle Toyota er nok lige i overkanten …
– Har vi en aftale?

Jeg presser ham op i en krog. Står tæt, og han sveder ret meget.
Det hjælper ham heller ikke, at han er en del overvægtig. Jeg har svært ved at tælle hvor mange dobbelthager, han ejer. Han stammer også en smule. Blikket flakker, og han har det vist ikke så godt.
– Bliver du syg, spørger jeg deltagende, mens jeg hiver ham i en af dobbelthagerne. Jeg tjatter til den, så den står længe og dirrer. Det er enormt fascinerende.
– Neeej, nej. Det er bare sådan … almindelig utilpashed.
– Det er måske mig, der er grund til det?
– Nej, nej.

Jeg knipser til den dobbelthage, der sidder lige oven over den, jeg før hev i, og han stønner lidt. Det er vanvittigt interessant, hvordan sådan en dobbelthage reagerer. Den står ligefrem og skvulper i flere sekunder. Den over og den under reagerer noget langsommere. Men de reagerer altså.
– Er du klar over, at dine dobbelthager ligesom lever deres eget liv?

Han svarer ikke, men ryster bare på hovedet. Øjnene er ret store.
– Jeg kan ikke huske at have set så mange dobbelthager i samme ansigt …

Han ryster igen på hovedet, mens jeg står og tænker mig om.
– Næh, det kan jeg ikke. Hvordan fanden bærer man sig ad med at få dem?

Han bliver ved med at ryste på hovedet. Jeg opgiver.
– Så vi har en aftale?
– Ja, ja.
Vi går ind på hans kontor og får det hele ned på skrift. Det går stærkt. Han tapper på tastaturet med en fart, der er en GTE værdig.
– Nu håber jeg da, at du får alt med, og at det er rigtigt, det du skriver?
– Jo, jo, jeg læææser korrektur på det her …
– Det var godt. Ellers kan jeg jo heller ikke skrive under, vel?
– Nej, nej.

(Fortsættes)