Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (2. af 23)

– Nå, gik det godt, spørger Vibeke.
– Det er, som man tager det.
– Og hvad sagde lægen?
– Aller en skid. Jeg fik recept til nogle piller på apoteket. Megajoler.
– OK. Dem har jeg aldrig hørt om før. Så må vi jo bare håbe, at dit humør bliver bedre.
– Ja. De frisker i hvert fald. Så er der ingen, der af den grund afholder sig fra snak med mig. Jeg har nu ikke mødt nogen, der ville snakke. Der er i det hele taget ikke meget ved livet lige nu. Ikke engang du virker oplivende på mig. Ikke engang mad. Ja, ikke engang rødvin. Så slemt er det.
– Nej, det er selvfølgelig skidt. Hvad, siger du, er det for nogle piller?
– Lægen ville ikke give mig andet end gode råd om sund kost og masser af motion. Ha. Ja, ja, og så disse her. Lad os nu se.
– Hvad fik du?
– En pakke Megajoler. Har jeg ikke lige sagt det?
– Det er da ellers … hold da op. En om dagen? Altså er det gajoler, der bare er ekstra store?
– Ja, det tror jeg. Hun snakkede om alle de positive virkninger af dem. Om lidt kan jeg lave en video til YouTube: Jeg har taget doping. Jeg har taget EPO. Jeg har taget Megajoler. Og fortælle med fast, men bedrøvelig stemme, at jeg har holdt jer alle sammen for nar.
Hun ler, min hustru.
– Men hvorfor er de på recept?
– De er ekstra store. Måske kan man blive afhængig af dem. Hvad ved jeg?

Resten af dagen går, som den plejer. Jeg mærker ingenting og ved nu, at det altsammen er snyd og humbug. Megajoler, min bare!!

Natten bliver dog en blandet fornøjelse, viser det sig. Jeg vågner flere gange badet i sved og mærker, at et eller andet sker i min krop. Så må der da alligevel være noget om snakken. Det må der være. Der er en uro, jeg ikke har kendt til i mange år, både her og der. Mest der.
Jeg står op, tager en kop te og læser.
Falder efterhånden til ro og går i seng igen.
Jeg drømmer vilde drømme og vågner i den mest forvirrede tilstand, jeg længe har været ude for. Alle tanker kører rundt i hjernen i raketfart, og jeg føler mig svimmel. Jeg kører Tour de France i enorm fart ned ad Col de la Kæft, det går hurtigt, og i hvert eneste sving er jeg lige ved at komme ud over kanten og falde 2000 meter ned og blive slået ihjel. Samtidig drømmer jeg, at jeg har en voldsom erektion, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med. Så jeg lader den være. Selv om det er pokkers svært at cykle imens.

Lidt efter lidt er jeg så træt, at jeg falder i søvn igen.

Næste morgen vågner jeg forvirret og helt tummelumsk. Hvor er jeg? Sengen ved siden af er tom. Hun må være stået op. Et blik på klokken viser allerede over 9.
Hold da op. Sikke en nat. Skal det være på den måde, kan det vist være det samme.

Jeg står op og laver den sædvanlige morgengymnastik. Det er måske et stort ord, gymnastik. Det er det ord, jeg bruger, når jeg skal forklare, hvad der foregår. Jeg tager blandt andet tre armbøjninger, hvilket gør mig helt træt. I dag opdager jeg til min undren, at jeg ikke bliver træt og tager tre mere. Ikke det mindste træt!

(Fortsættes)