Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding (8. af 23)

Vi står ved hul 1 på golfbanen.
Søren Peter slår først. Han får bolden godt af sted. Så slår Anton ud. Jeg roder efter nogle bolde i lommerne.
Anton sender en smuk og lige bold af sted, og den lander 140 meter ude.
– Godt slag, siger Søren Peter og jeg i munden på hinanden.

Så er det min tur. Jeg lægger bolden tilrette og stiller mig op. Driveren får nogle svingture, og den tanke opstår i mig, at den ikke vejer en skid i dag.
Jeg svinger hurtigt og holder øjnene nede, mens jeg rammer den.
– Hold da kæft, udbryder Anton. – Hvor blev den af?
– Den forsvandt over bakken, mener Søren Peter, der skygger over øjnene med den ene hånd, mens han kigger ned ad fairway.
– Jeg synes også, jeg ramte den lige i john faxe, siger jeg som forklaring på, at den er væk.

Vi går ned ad fairway. Anton finder sin bold og sender den videre med et skævt slag. Men den bliver på det grønne trods alt. Lidt længere fremme ligger Søren Peter´.
– Hvor er din, spørger Anton.

Jeg trækker på skulderen. Jeg kan heller ikke se den.
Søren Peter slår et godt slag, og bolden nærmer sig greenen.

Vi går lidt videre, mens vi alle tre kigger søgende rundt. Har nogen nappet den?
Jeg synes, jeg kan skimte noget hvidt omkring 80 meter fra greenen.
– Der, siger jeg lettere ophidset. Så langt har jeg aldrig nogensinde slået før.
– Hvad, siger Søren Peter tvivlende. – Er det din?

Han er lidt skeptisk. Vi går derhen. Jo, minsandten, det er den.
– 285 meter, konstaterer Søren Peter. – Hvordan fanden bar du dig ad med det? Det er da helt vildt.
– Ja, supplerer Anton. – Det er da noget af et skud.
– Slag, retter jeg ham. – Det hedder slag i golf. Ikke skud.
– Så slag, brummer Anton. Han er vant til, at jeg jyde retter i ham københavneren. De er ikke gode til det med sproget, hvis det skal være rigtigt. Kun, hvis det skal være hurtigt. En københavner kan sige en ting tre gange hurtigere end en jyde. Da det temmelig tit er fuldstændigt uvæsentlige ting, han siger, har det ikke så stor betydning.
– Nå, men her ligger jeg altså. Det er min bold, ikke?

De nikker begge to. Jeg stiller mig op med det lille S–jern, for den skal jo bare ind på greenen nu. Jeg lægger mærke til, at de ser på hinanden. Tror de, at jeg har snydt? Og hvordan skulle jeg kunne gøre det?
Jeg giver den et lille slag, men S–jernet er let, og bolden forsvinder højt op over træerne bag greeenen. Den fik alt for meget.
– For satan, siger jeg med al den sproglige elegance, jeg kan mestre på nuværende tidspunkt. – Jeg opgiver hullet.
– Opgiver du?

Søren Peter er vantro.
– Ja, den er ikke til at finde. Den ligger sgu nok langt inde i det buskads der. Gider ikke at lede efter den.

Vi traver ind på greenen, og jeg passer flaget.
Der kommer en golfspiller på stien omme fra hul 2 med noget i hånden.
Det er en hvid golfbold.
– Er det jer, der slår en bold helt over på hul 2s teested?
– Hvad?
– Ja, vi stod og skulle til at slå ud. Så pludselig: Bum. Der kom en bold oppe fra himlen. Heldigvis ramte den os ikke.

Det er min bold. Har jeg slået godt og vel 150 meter med det lille svip? Jeg tager mit S–jern frem og stirrer på det. Ham fra hul 2 bliver ved:
– Det er da noget af et fejlchip. Hvordan kunne du slå 150 meter, når du bare skulle slå 80? Og så med et S–jern?

Jeg trækker på skulderen. Noget begynder at dæmre i horisonten for mig. Mens Søren Peter og Anton og den fremmede golfspiller snakker om mit “lille” chip, tænker jeg på en lille grøn mand, der var vred på mig, nogle lige så mærkværdige fornemmelser i min krop, min “opløftede” tilstand derhjemme, polering af min bil, hjælp til Anton og hans metalpostkasse og nu et driverslag på 285 meter.

(Fortsættes)

Det er moderne at køre med infotekster i et gult bånd under TV-billedet. I en jævn, gelinde strøm glider små, korte nyheder langsomt fra højre mod venstre, mens programmet ovenover har sin egen rytme og sit eget indhold. Af og til opsnapper mine øjne halvdelen af en sætning i det gule bånd, for eksempel “… og dræbte tre”. Det fodrer min nysgerrighed, for hvem og hvorfor? Jeg må pænt vente i flere minutter på, at det bliver gentaget, for først er der alle sportsnyhederne, der i sig selv er ret ligegyldige; den og den klub har smidt træneren på porten; den og den spiller skifter klub fra x til y – og den slags. Pludselig er infoen der igen, og imens får jeg jo ikke meget ud af det program, der folder sig ud på skærmen. Så hvad er egentlig fidusen med det bånd?

En idé der bare kom til mig: Kunne man ikke gentage den enkelte info straks og lige efter? Var der noget i vejen for at bringe to ens sætninger, så man kunne nå at læse i hvert fald den sidste?