UG med kryds og slange

 

Forestil dig en 67–årig gammel mand, der pludselig begynder at tænke, handle og
reagere som en 17–årig. Og med dennes adrenalin og testosteron i blodet …

 

 

 

 

 

01
Den gamle mand hos lægen. Der er noget galt

– Nå, du klager over manglende humør, manglende madglæde, manglende energi, i det hele taget manglende livsglæde?
– Ja. De sidste par år er det bare gået ned ad bakke. Jeg vågner tit om natten og har triste tanker. Det handler slet ikke om at bo i Thy.
– Vores ellers så aktive sexliv er totalt forsvundet. Jeg kigger ikke efter andre kvinder længere. Ved heller ikke, hvorfor jeg skulle. Hvad er der med de kvinder? Ikke en skid. Jeg gider ingenting. Sidder bare der i en stol dagen lang. Engang skrev jeg bøger, men ingen gad læse dem. Jeg holdt foredrag, som ingen gad høre. Jeg spillede golf, men de andre spurgte, om ikke jeg hellere ville spille bridge. Jeg købte en el–cykel, men batteriet virkede ikke. Mit fjernsyn kan ikke tage TV2. Min Toyota har ikke automatgear. Min ismaskine kan ikke fryse. I det hele taget er det noget værre lort. Jeg kunne lige så godt lægge mig til at dø. En pensionist er kun til ulejlighed i vores samfund. Jeg får heller ikke skrevet noget. Plejer ellers altid at være optaget af den næste roman, men jeg har ikke lyst og kan ikke se formålet med det.
– Men du fejler altså ikke noget fysisk. Det kan i hvert fald ikke måles. Hvordan er det, dyrker du motion?
– Jeg spiller da lidt golf. Du ved, gammelmandsgolf. Lidt i den ene side, lidt i den anden.
– Hvor tit?
– Åh, en gang om ugen eller sådan.
– Det er ikke meget. Ellers sidder du bare hjemme og glor ud ad vinduet?
– Nej. Somme tider rejser jeg mig og henter et nyt glas rødvin.
– Hvad spiser du?
– Så meget som muligt så tit som muligt. Nej. Pjat. Rødt kød, stegt flæsk med persillesovs, medister, frikadeller og bagefter dessert med is eller pandekager og om aftenen en kage til kaffen. Napoleon eller Sarah Bernard eller Othello. Nogen gange deler vi bare en pakke flødeboller eller to. Af og til får jeg dejlig mad på efterskolen, selv om der er for mange grønsager. Dem piller jeg fra.
– Ja, men er du ikke gået på pension?
– Jo, det er flere år siden. Men jeg er altså blevet valgt ind i bestyrelsen for skolen.
– Hvor du nu er formand?
– Jeps. Der skal være fordele for formanden, siger køkkenlederen, så derfor skal jeg somme tider tage kage med hjem til konen, siger hun. Her forleden fik jeg en hel borgmesterstang.
– Jeg tror, du skal til at leve sundere.
– Sundere? Rødvin er da sundt for ældre, ikke?
– Det er vist kraftigt overdrevet. Næh, du skal bevæge dig noget mere. Jeg kan forstå, at du spiser mere end rigeligt, drikker en hel del vin og bevæger dig alt for lidt. Det betyder altsammen, at du gradvist graver din egen grav.
– Hvad? Graver min egen grav? En pensionist har vel allerede fat i skovlen …
– Jep. Men du kan nu godt vente lidt med at grave. Du skal til at spise grønsager, fisk, groft brød, havregryn og gå mindst en lang tur hver dag. Og drikke vin i mere begrænsede mængder. Vand er bedre og billigere.
– Hold da kæft.

Jeg kigger ud ad vinduet og kan se vandet lige udenfor.
– Sikke en fin udsigt du har her fra konsultationen. Spiser du aldrig godt og drikker dejlig vin?
– Nu snakker vi ikke om mig.
– Jeg er jo bare gammel og skal snart dø. Sidder du somme tider og nyder udsigten?
– Den er jeg glad for. Nu skal du høre. Om en måned vil jeg se dig igen, og i mellemtiden omlægger du din kost og dine motionsvaner til det bedre. Og lad så være med alle de overspringshandlinger. Her er opskriften.
– Javel.

Han giver mig en folder fra kommunen. Den er i fine farver og fortæller det sædvanlige om sund mad og sund motion. Sund, sund, sund. Det er til at blive syg af at læse.
“I tilfælde af at du ikke lever sundt, kan du risikere indlæggelse på Thisted Sygehus”. Står der. Så ved man, hvad klokken er slået.

Lægen studerer sin skærm. Har han i det hele taget set på mig under hele konsultationen? Jo, da jeg trådte ind.
Jeg rømmer mig:
– Kan jeg ikke få noget medicin, der kan hjælpe mig?
– Du fejler ikke noget, Per Ole. Så skal man ikke have medicin. Du er simpelthen blevet for doven. Det har ikke været godt for dig at blive pensionist. Men selvfølgelig … jeg har da et forslag, hvis …
– Jo, for pokker. Hvis du vidste, hvad jeg har måttet undvære af sure forældre, gnavne elever og besværlige kolleger, der aldrig var tilfredse, så ville du vide, hvor godt jeg burde have det.
– Ja, men du har det jo ikke godt. Ellers ville du vel ikke sidde her?

Jeg synker hen i logikkens indre cirkler. Manden har jo ret. Hvorfor sover jeg så dårligt, når jeg ingen spekulationer har med mit arbejde. Nu spekulerer jeg som en sindssyg på, hvorfor jeg spekulerer sådan.

Jeg siger farvel. I døren spørger lægen mig med lav stemme:
– Du nævnte noget om din manglende sexlyst?

Jeg kigger mig rundt. Der sidder et par ældgamle og formentlig tunghøre damer i venteværelset. De ligner ikke nogen, der ødelægger sengen med hidsig lagengymnastik.
– Sex interesserer mig ikke en døjt. Den ene gang om året kan lige gå an. Sidste gang med konen var nytårsaften. Eller. Nej, vent lidt. Det var vist forrige år …
– Ja, det er jo helt unormalt for en frisk ældre herre som dig.
– Frisk?

Jeg bøjer overarmen og klemmer om musklerne, selv om jeg er meget i tvivl om, hvor de er. Hvis der er nogen. Det er der ikke.
– Vil jeg genvinde tidligere tiders sexlyst, bare hvis jeg dyrker lidt motion? Gå en tur og blive vanvittig liderlig?
– … OG ændrer på dine kostvaner. Det vil jeg tro. Men der er ingen garanti.
– Altså gå en tur og spis en gulerod og derefter: Soveværelset!
– Lidt i den retning. Nok ikke så dramatisk, som du ironiserer.
– Men sex er sgu så vildt overdrevet. Dyrker man det mere i vore dage? Har alle mennesker ikke alt for travlt til det der latterlige krop mod krop med underlige stønnelyde og udtømning af lugtende safter? Når man er ung, kan det forstås, for så laver man børn. Men i vores alder? Komplet nytteløst.
– Lad os nu se. Hjem med dig og løb en tur. Det vil garanteret hjælpe dig.
– Jeg er skeptisk. Det tror jeg også, min kone vil være. Måske kan der også Sct. Hansaften blive lyst til en tur i kanen. Det er da helt vildt med to gange om året. Men, – hov, jeg har jo slidgigt i knæet, så jeg kan ikke løbe.
– Så gå. Eller svøm.
– Vesterhavet er ret koldt. Har du selv prøvet?
– Det er dit liv, Per Ole. Ikke mit. Vi ses om en måned. Så er det nok ændret en del. Nu skal du se. Et øjeblik. Jeg får en ide.

Lægen smutter ind i konsultationen og vender tilbage efter et par minutter.
– Her er en recept.
– Hvad er det?
– Det er ikke som sådan medicin. Alligevel kan det godt hjælpe dig med at komme i bedre humør.

Han ser på mig og giver mig recepten. Jeg takker høfligt og forlader konsultationen og tager straks over på apoteket, hvor jeg holder døren for en dame, der bare går ind. Ja, ja, moster, jeg forventer skam ikke tak. Tør endelig fødder i mig, hvis du får lyst.
– God dag. Jeg har en recept. Forhåbentlig kan det give mig godt humør? Jeg har svært ved at sove om natten, og lægen har kun dette forslag. Han siger, at jeg intet fejler.

Den unge pige udleverer en æske Gajoler. Den er ret stor.
– Hjælper de virkelig.

Der er 67 års skepsis i min stemme. Jeg er så vant til, at medicin kun er godt i begrænsede tilfælde og altid med en hulens masse bivirkninger.
– Der skulle være nogle muligheder i dem, hævder hun. – Disse Megajoler hjælper med kontakten til andre mennesker. Du vil have en behagelig og frisk ånde, og det gør, at du ikke støder andre mennesker fra dig. Når først der er etableret kontakt, vil du opleve en stigende glæde og lyst til samvær med andre. Det vil igen påvirke din livslyst og glæde over tilværelsen.
– Ja, men kan man ikke bare købe dem i Brugsen?
– Nej, ikke Megajoler. Kun standard.
– Jeg tror, jeg tager en med det samme.
– Gør det, svarer hun.

Jeg napper en på fastende hjerte. Det er godt nok nogle store nogen, de der Megajoler, men skal det hjælpe, så må der power til.
“Apotekets Megajoler” står der på den sorte æske. Foran mig hænger en reklameplakat med en gul æske “Minijoler”.
Føler, at nu bliver jeg nok dopet som en anden Bjarne Riis og kører hjemad.

Trafikken glider fint, som den plejer, og jeg sutter løs på Gajolen. Vi ældre kører besindigt og dygtigt, når vi selv skal sige det, og der er absolut ingen grund til at overskride hastighedsgrænserne og risikere store bøder.
Gammel er et mærkeligt tillægsord. Det bøjes gammel, ældre, ældst, men alligevel er det bedre at være ældre end gammel. Og i en flok kan det ofte være bedst at være ældst. Det er logisk, at det hedder Ældre Sagen, ikke Gammel Sagen. Den ville ikke gå.
Når vi nærmer os en rundkørsel, sænker vi farten. Standser helt op og ser os godt for. Først til venstre, så til højre, selv om der egentlig ikke burde komme nogen fra højre.
Når jeg nu alligevel venter, kan jeg lige så godt nappe en Megajol mere og holde munden frisk, så jeg ikke støder folk fra mig.

Gamle vaner er ikke sådan at komme af med. Så kigger vi igen til venstre, om der da ikke snart kommer en. Nå, det ser der ikke ud til. Så kan man godt køre frem lige så forsigtigt. Og så er det bare med at slå blinkeren til, når man skal ud igen. Endelig ikke før. Det er forvirrende, hvis folk slår blinkeren til længe før, de skal dreje. Så er det bedre at gøre det, mens man drejer. Der er ingen i tvivl om noget som helst. Hvad fik min genbo ud af at blinke for tidligt? En bøde! Hvorfor? Fordi hans trailer kun kunne blinke til højre, og han skulle altså til venstre. Så det der blinkepåbud er noget overdrevet.

Vi er flere ældre, der har det på den måde. Vi tager den med ro, og det er ikke altid, at de unge snøbler har tid til det. Så overhaler de med hornet i bund og en finger ud af vinduet.
Farvel, bedstefar, hører man dem råbe. Jeg skal altså hjem inden jul.
Jo, tak. Du kan komme i kachotten, kan du. Og holde jul der sammen med narkobaroner og lommetyve.
02
Hjemme venter lillemor

– Nå, gik det godt, spørger Vibeke.
– Det er, som man tager det.
– Og hvad sagde lægen?
– Aller en skid. Jeg fik recept til nogle piller på apoteket. Megajoler.
– OK. Dem har jeg aldrig hørt om før. Så må vi jo bare håbe, at dit humør bliver bedre.
– Ja. De frisker i hvert fald. Så er der ingen, der af den grund afholder sig fra snak med mig. Jeg har nu ikke mødt nogen, der ville snakke. Der er i det hele taget ikke meget ved livet lige nu. Ikke engang du virker oplivende på mig. Ikke engang mad. Ja, ikke engang rødvin. Så slemt er det.
– Nej, det er selvfølgelig skidt. Hvad, siger du, er det for nogle piller?
– Lægen ville ikke give mig andet end gode råd om sund kost og masser af motion. Ha. Ja, ja, og så disse her. Lad os nu se.
– Hvad fik du?
– En pakke Megajoler. Har jeg ikke lige sagt det?
– Det er da ellers … hold da op. En om dagen? Altså er det gajoler, der bare er ekstra store?
– Ja, det tror jeg. Hun snakkede om alle de positive virkninger af dem. Om lidt kan jeg lave en video til YouTube: Jeg har taget doping. Jeg har taget EPO. Jeg har taget Megajoler. Og fortælle med fast, men bedrøvelig stemme, at jeg har holdt jer alle sammen for nar.
Hun ler, min hustru.
– Men hvorfor er de på recept?
– De er ekstra store. Måske kan man blive afhængig af dem. Hvad ved jeg?

Resten af dagen går, som den plejer. Jeg mærker ingenting og ved nu, at det altsammen er snyd og humbug. Megajoler, min bare!!

Natten bliver dog en blandet fornøjelse, viser det sig. Jeg vågner flere gange badet i sved og mærker, at et eller andet sker i min krop. Så må der da alligevel være noget om snakken. Det må der være. Der er en uro, jeg ikke har kendt til i mange år, både her og der. Mest der.
Jeg står op, tager en kop te og læser.
Falder efterhånden til ro og går i seng igen.
Jeg drømmer vilde drømme og vågner i den mest forvirrede tilstand, jeg længe har været ude for. Alle tanker kører rundt i hjernen i raketfart, og jeg føler mig svimmel. Jeg kører Tour de France i enorm fart ned ad Col de la Kæft, det går hurtigt, og i hvert eneste sving er jeg lige ved at komme ud over kanten og falde 2000 meter ned og blive slået ihjel. Samtidig drømmer jeg, at jeg har en voldsom erektion, jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med. Så jeg lader den være. Selv om det er pokkers svært at cykle imens.

Lidt efter lidt er jeg så træt, at jeg falder i søvn igen.

Næste morgen vågner jeg forvirret og helt tummelumsk. Hvor er jeg? Sengen ved siden af er tom. Hun må være stået op. Et blik på klokken viser allerede over 9.
Hold da op. Sikke en nat. Skal det være på den måde, kan det vist være det samme.

Jeg står op og laver den sædvanlige morgengymnastik. Det er måske et stort ord, gymnastik. Det er det ord, jeg bruger, når jeg skal forklare, hvad der foregår. Jeg tager blandt andet tre armbøjninger, hvilket gør mig helt træt. I dag opdager jeg til min undren, at jeg ikke bliver træt og tager tre mere. Ikke det mindste træt! 03
Megaidyllerisk

Jeg går ud i køkkenet og tager en kop formiddagskaffe. Husker på, at jeg jo nu skal til at leve sundt og må hellere begynde i dag. I morgen kan være for sent, og så vil det ærgre mig at ligge der med snuden i vejret og fortryde, at jeg ikke tog mig sammen i tide.
Jeg kan se mig selv bande og svovle over, at jeg ikke dyrkede noget mere motion, når det nu er det, der skal til. Forhåbentlig er jeg sammen med en masse andre døde. Der vil nok være lidelsesfæller, tror jeg.
Jeg rejser mig fra stolen og tager dybe knæbøjninger. Jeg bliver ved og ved og kommer i tanker om min slidgigt i knæet. Lidt svimmel og forpustet sætter jeg mig øjeblikkeligt igen. Puh, ha, jeg skal nok ikke overdrive motionen. Jeg tager på mit knæ, men der er nu ikke noget at mærke. Knæskallen glider lige så fint under huden. Men jeg er ikke blevet træt. Mærkeligt!
Til kaffen tager jeg en Megajol. Dejligt. Det er måske ikke så tosset. Jeg tænker, at den rigeligt opvejer den chokoladebar, jeg lige har fundet i køleskabet. Um, den smager godt. Men hov, var det sådan noget, jeg skulle undgå?
For en sikkerheds skyld tager jeg en Megajol mere. Må hellere sørge for at købe en pakke til. Skulle nødig gå kold. Hvis én Megajol er god, er to vel bedre?
Mit højre ben sitrer. Altså hvis jeg skal forklare det nærmere, så har det nogle små bevægelser, næsten en slags sanktvejtsdans. Det ryster og bævrer ufrivilligt, og jeg kan ikke standse disse spjæt. Nu går det over i det andet ben.
Måske skal jeg passe på med alt for megen motion. I går aftes fik jeg ikke et eneste glas vin. Det bliver altså hårdt, det her.
Nå, ja, det er selvfølgelig efterveer af det. Min krop skriger efter vin, og når den ikke får noget, reagerer den sådan. Klart nok!
04
På skolen lytter de

En time senere sidder jeg på efterskolen. Der er morgensamling. Det er ikke hver dag, jeg er på skolen, men det er sundt for en formand at følge lidt med i, hvad der sker. Så med jævne mellemrum stikker jeg snuden ind.

Lærerne står for morgensamlingen på skift, og i sidste uge var der en ualmindelig kedelig en af slagsen, som Ole havde. Han fortalte om at sove i bivuak, og jeg kunne se på de fleste elever, at det havde de godt nok ikke tænkt sig at prøve. Jo, altså selvfølgelig det der med at sove, det var i og for sig fint nok, men det andet med grene og grantæpper, sikkert fulde af edderkopper og andre insekter, det kunne han godt stikke skråt op.
Jeg var også lige ved at falde i søvn undervejs, så kedeligt var det. Jeg vil heller ikke sove i bivuak. Hvorfor skulle man dog det, når man har alle tiders fine seng derhjemme?
I dag er det heldigvis forstanderen selv, der står for undervisningen.

Det banker på døren ind til foredragssalen. Jeg sidder tættest og rejser mig for at lukke op.
Som formand for bestyrelsen føler jeg mig også ansvarlig.
Det banker igen på døren. Ja, ja. Jeg er jo på vej.
Eleverne vender sig om og glor.
Jeg åbner døren og går hurtigt ud for ikke at forstyrre forstanderen, der er ved at udrede noget om den nordiske mytologi.
Der står en lille mand et par meter fra døren og siger noget totalt nonsens. Han er sjovt grøn i hovedet, altså i ansigtet, og jeg tænker, at han har malet sig. Det sprutter uforståeligt ud af munden på ham, og han peger hele tiden. På mig.
Jeg går helt hen til ham, bøjer mig ned og siger venligt:
– Dette er en efterskole. Vi har morgensamling nu. Er der noget, jeg kan hjælpe med?
Han fortsætter med at spryde gloser ud, jeg ikke forstår, og heldigvis er døren lukket ind til salen, så ingen derinde kan høre noget. Jeg kunne nemt blive til grin. Thymål kan somme tider være helt uforståeligt. Jeg forstår dog noget med “bilen”.
For at hjælpe ham lægger jeg en hånd på hans skulder for at være venlig. For ligesom at tage ham alvorlig.

Det er der, han sprutter helt ovenud. Da jeg rører ham. Øjnene lyser med en sær grøn farve, kroppen dirrer, han ryster over det hele, og så bliver han ved med at pege på mig, og mens han skælder mig ud, det bedste han har lært, sådan føler jeg det i hvert fald, inden han forsvinder ned ad trappen og væk.
Er jeg ude for et ildebefindende? Jeg lukker øjnene et øjeblik og trækker vejret dybt. Jeg er ligesom blevet godt og grundigt forulempet. Af en grøn mand? Det er helt ude i hampen.
Jeg ryster på hovedet. Meget kommer man ud for på en efterskole, selv som formand.

Ole fortalte mig for eksempel i sidste uge, at jeg er utroværdig.
Vil du ikke lige med ind på kontoret og forklare det lidt nærmere, foreslog jeg lettere ramt i solar plexus. Det er ikke sjovt at blive anklaget for utroværdighed.
Men det ville Ole ikke. Nej, nej. Det nytter ikke noget, sagde han. Når jeg først har taget et standpunkt, kan jeg ikke rokkes. Du ville ikke give os tillægsløn, og nu vil du godt. Ja, men er du ikke glad for det? JO. Men du rokker dig fra dit standpunkt. Det bliver du utroværdig af. Og det standpunkt rokker jeg mig ikke fra.

Det var da et standpunkt, sagde jeg. Og stod der. Jeg kunne se, at Chanett og Jette havde hørt det. Hvad måtte de ikke tænke om mig? Måske vidste de slet ikke, at jeg var utroværdig. Hvad kan jeg finde på for at gøre mig selv troværdig igen? Skal jeg tage Oles tillægsløn fra ham?

Nu står jeg så og har lige mødt en ejendommelig grønmosset herre, der åbenbart er vred eller i hvert fald ude af sig selv, og jeg ved blot, det har noget med en bil at gøre. Ikke noget om, hvorfor. Og hvorfor kom han op i foredragssalen? Hvordan fandt han den? Hvorfor henvendte han sig ikke nede på kontoret? Er det Ole, der har sendt ham? Er de i familie? Har han kniv?
Jeg går efter ham og kan nu se, at jeg holder i vejen for ham. Aha.
– Undskyld, råber jeg til ham og sætter mig ind og parkerer Toyotaen lidt længere væk.
Han ikke så meget som hilser, men drøner af sted, så hjulspor og småsten flyver omkring. Jeg fik bekræftet mig selv: Han var grøn i hovedet. Altså er det ikke mig, der er noget i vejen med.

Jeg ryster på hovedet og går tilbage til salen.
Eleverne er højrøstede; ingen har dog set noget. Tilsyneladende.
Jeg går tilbage til min plads for at overvære den sidste del af morgensamlingen. En af eleverne har sat sig på min stol og griner med armene foldet over brystet op til mig.
Uden at tænke nærmere over det løfter jeg ham og stolen højt op, og han udstøder nogle lyde, og så kaster jeg ham hen ad gulvet, mens jeg beholder stolen. Det er min plads. Min stol.
Der opstår en del uro.
– Av for fanden, AV, råber ynglingen og får sig møjsommeligt halet op og anbragt på sin egen stol. De andre griner ad ham og håner ham. Han er rød i hovedet og ømmer sig højlydt, mens han gnider sig på den ene hofte.
– Tror du ikke, du skal prøve med dem i vuggestuen i stedet for dem fra plejehjemmet?
– Ha, ha, Peter, kunne du ikke klare ham den gamle?
– Da fik du nok lige lært lektien, hvad, håner de ham.

Nogle af dem skæver til mig. Er formanden fuld eller hvad? De plejer ikke at se mig være så kontant og næsten voldelig. Jeg aner ikke, hvor det kom fra, eller hvorfor jeg pludselig kunne finde på sådan noget. Mærkeligt, mærkeligt, selv om han ikke vejede noget. Men min stol skal han sgu ikke tage.

Forstander Pontius står bag sin pult og griner:
– Så, så, Per Ole. Pas nu på de værdifulde elever. Ikke tage for hårdt fat! Det er alligevel imponerende, at du kunne løfte både stol og elev.
– Det gjorde jeg sgu heller ikke, forsvarede jeg mig. – For helvede.
– Hvem var det ellers ved døren, spørger han med høj stemme og forsøger at trænge gennem larmen fra eleverne.
– Jeg kendte ham ikke. Men min bil var i vejen for hans.

Pontius trækker på skulderen og hæver hånden, for eleverne snakker i munden på hinanden. Han glor lidt på mig:
– Du er pludselig begyndt at bande ret meget, hvad?
Jeg ryster på hovedet og prøver at skubbe den vrede grønne mand fra mig og forsøger at koncentrere mig om de nordiske guder, af hvilke der har været ikke så få. Alle dog med særdeles menneskelignende egenskaber, så man næsten skulle tro, de var opfundet af mennesker. Ganske som vi plejer med de der guder. Ligesom med julemanden. 05
På lærerværelset griner de

Efter samlingen følges vi ad ned på lærerværelset til en kop kaffe.
Hele det teknisk–administrative personale er forsamlede for at planlægge dagens arbejde.
– Hallo, I TAPpere, hilser jeg.
– God dag, formand, svarer Cecilie.

Hun snakker videre om dagens frikadeller, mens Bo og hans pedelmedhjælper drøfter taktikken omkring udskiftning af en dør. Chanett dukker op inde fra kontoret.
– Der var sådan en sjov, grøn mand oppe i salen, siger jeg. – Så I ham? Jeg holdt i vejen for ham åbenbart. Derude.

De ryster på hovedet.
– En grøn mand?

Cecilie griner lidt.
– Er du sikker på, du er ædru?

Hun snakker, som om det var helt naturligt, at formanden var beruset. Sådan en pensionist, der hælder rødvin på havregrynene om morgenen i stedet for den fede mælk.
De andre griner også. Temmelig respektløst over for formanden. Men jeg griner med. Naturligvis køber de ikke den grønne mand. Naturligvis bør jeg holde kæft med ham. Min troværdighed!
– Var han både grøn i hovedet og på fingrene?
spørger Jette.

Nu griner de for alvor.
– Altså Per Ole, du er fanme sjov.
– Det er mine mange år i efterskolen, der har skadet mig, forsvarer jeg mig selv. – I dag kan eleverne meget mere på nogle områder, de ikke kunne dengang. Omvendt var de mere høflige i gamle dage. Ligesom kollegerne. Det var dengang. Men ham her var altså grøn i hovedet.
– De er tit dygtige til at skrælle gulerødder, siger Ella Bella. Jeg kigger lidt ekstra på hende. Hun plejer da ikke at bule sådan ud der foran. Det var da godt nok noget af en barm, skal jeg love for. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg skulle have overset den.
– Du er jo kendt for ikke at være troværdig, siger Jette med et lunt glimt i øjet.

Jeg kan godt se, at jeg ikke skulle have nævnt, at den grønne mand var grøn. Så ville de have taget det anderledes seriøst. Havde jeg snakket om en lille mand, der var meget vred, havde de taget det for pålydende. Men, at han også var grøn, er nok for meget af det gode.
– Var du ikke til foredrag i går aftes inde på biblioteket, spørger Maren, der er kommet til. Hun gider ikke at høre mere om grønne mænd:
– Der var godt nok mange! Over 150!
– Neej, skulle jeg det?
– Det var med Kim Leine. Jeg troede, sådan en forfatter som dig skulle høre det?
– Han kom heller ikke til mit, da jeg var på Solsikkeplejehjemmet.

Der var formentlig 18 tilhørere til mit foredrag, heraf skal jeg ikke kunne afgøre, hvor mange demente og døve iblandt, der var tvangsindlagt til aftenen. Af de 18 var der tre ansatte, der fik penge for at være der.
Et par stykker af de gamle forsøgte at snige sig ud, men blev opdaget og indhentet.
Da jeg var færdig, åndede de alle lettet op.
Det var, fordi aftenens clou oprandt: Kaffe og kage.

Efter at have læst dagbladet, som vi ikke holder hjemme, går jeg ud. Må hjem. Slår lige et smut omkring køkkenet for at se, om der skulle være en lækkerbidsken.
– Her, Per Ole, prøv at smage, siger Cecilie og stikker mig noget friskbagt brød.
– Um, siger jeg og kigger hen på Ella Bella, der er ved at ælte noget dej. Den kittel er sandelig ikke for stor til hende. Jeg vidste ikke, at hun havde sådan et mejeri. Eller hvad det nu hedder. Det har jeg ærlig talt ikke observeret før.
Det er som om, der har været slør for mine øjne. På vej ud går jeg tæt forbi hende, og det smutter bare ud af min mund:
– Sig mig engang, er du lige blevet mor eller …

Hun kigger forundret og en smule surt på mig, så det er hun nok ikke. Det sortner for mine øjne, og jeg …

06
Hurtigt hjem

Efter nogen tid står jeg udenfor på parkeringspladsen og aner ikke, hvordan jeg er kommet herud. Hvad skete der lige der? Jeg er da vist en smule ustabil i dag.
Nu er det mig, der bliver forurettet, for hvad ser jeg?
En eller anden har stillet en cykel lige foran min bil, så jeg ikke kan køre. Sgu nok en elev. Eller Ole. Aldrig kan de sætte tingene på plads. Han sku´ fanme ha´, sku han. Hænges op i et træ med hovedet nedad.
Ærgerlig tager jeg cyklen og smider den over mod et træ. Hovsa! Det må være en plastikcykel, for den føltes anderledes let, end jeg forventede. Selv om jeg bare lige stillede den forsigtigt op ad træet, krøllede den sjovt om det, så for– og bagende nu peger i hver sin retning. Som om jeg har mast den.
Jeg ser mig om, men der er vist ikke nogen, der så det. Så smækker jeg hurtigt døren i og kører derfra.
Jeg gider ikke engang gå ind og sige det med cyklen.
For hver gang, jeg fortæller noget, bliver jeg åbenbart mere og mere utroværdig.

Jeg tager vejen ud af byen. En eller anden pensionist kommer ud fra en sidevej, holder lidt og venter, får øje på mig, venter en smule mere, og drejer så ud – lige foran mig.
Normalt bremser jeg bare ned og kører stille og roligt bagefter; vi pensionister har god tid og tager den som sagt med ro.
Jeg ved ikke helt, hvad der sker, for det gør jeg ikke i dag. Jeg har ikke det sædvanlige milde og beherskede styr på den gamle Toyota. Jeg presser speederen i bund, drejer uden om med hvinende dæk og giver ham fingeren.
– Idiot, hvæser jeg mellem tænderne. – Amatør! Fedtspiller! Gamle nar! Socialdemokrat!
Den slags beskidte udtryk plejer jeg nu ikke at bruge. Det kommer bare i dag.

Jeg drøner af sted, tager svingene med om ikke 180, så dog noget hurtigt, og tager hverken hensyn til dyr eller mennesker. I skoven plejer jeg at køre meget langsomt, for af og til dukker der et rådyr op og skal over vejen. I de tilfælde er det rart at kunne bremse ned og med en håndbevægelse sige til skovens dyr: Værsgo.
Den gælder ikke i dag, og jeg er hjemme på kort tid. Fræser ind i carporten og smækker fordøren op.

07
Postkasseopsætning på Thysk

Efter frokost går jeg ud og vasker min bil. Det plejer jeg ellers aldrig, men lige nu synes jeg, at den trænger. Jeg vasker den godt og grundigt, så den er helt ren, og så leder jeg i værkstedet. Der står pudsegrejet. Poleretvist, middel, bløde klude.
Jeg samler det hele sammen og giver bilen en ordentlig omgang. Brede cirklende bevægelser. Jo, jeg kan godt huske, hvordan man polerer en bil. Samtidig er det en god form for motion, selv om jeg ikke løber. Men det passer godt til slidgigten i knæet. Jeg presser kluden og laver en stor bule i taget.
Hovsa. Det var ikke meningen. Jeg polerer udenom og prøver at få bulen rettet ud, men det er ikke nemt. Jeg skal faktisk ind i bilen og banke taget opad derfra. Til sidst lykkes det mig.
Den bliver flot! Den sorte farve skinner om kap med solen og ligner en blank Megajol–æske. Den gamle frøken Toyota pyntes op trods rynkerne i taget og hængelygterne foran.

Naboen kommer over. Han er også pensionist. Faktisk bor der kun pensionister på vejen, bortset fra Lasse og Malene, der er i trediverne og har små børn.
– Ja, min kunne også godt trænge, siger Anton.
– Du kan da bare gå i gang.
– Jeg gider sgu ikke, siger han.

Det er nok, fordi han er københavner. Jeg forklarer ham betydningen af motion. Han glor bare på mig. Jeg kommer også ind på sund mad.
Måske gælder alt det der med sund kost og motion kun nogen af os. Måske gælder det ikke københavnere, der tit snakker så hurtigt, at de alene derfor får masser af motion. I hvert fald stikker han på et tidspunkt fingrene i ørerne. Jeg forstår, at han pt ikke ønsker at modtage mere om det emne.

– Vil du ha en bajer, spørger jeg. Når alt andet slår fejl, plejer det her at virke.
Jeg ved ikke helt, hvor den kom fra, for vi plejer aldrig at drikke bajere, før vi skal spille golf. Et godt glas rødvin eller, hvis det er varmt, et glas alsacisk Pinot Gris på terrassen, det er noget for os pensionister, men aldrig før en golfrunde.
Eller var. Nu ved jeg ikke rigtigt. Men lægen snakkede kun om vin og nævnte overhovedet ikke øl. Jeg tror, øl er undtaget.

Han reagerer ikke. Jeg tager hans fingre væk fra ørerne og gentager mit spørgsmål.
– Jeg troede, du stadig snakkede om sund kost. Jeg kan ikke tåle at høre om sund kost. Mine nerver står på højkant, når nogen begynder på det.
– Det må du undskylde, siger jeg. – Det vidste jeg ikke. Skal vi drikke en øl?
– Nej, tak, siger han og ser en smule forbløffet ud. – Vi skal jo spille om en time.
– Nå, ja, sandt nok, det har jeg sgu glemt. Det er ikke sådan at blive gammel.
– Vil du lige hjælpe mig med at sætte min postkasse op, spørger han. – Jeg tager den altid ind i værkstedet, når vi om vinteren bor i København. Jeg så posten gå og lede efter den, da han var her i formiddags. Så gik jeg ud til ham og sagde, at den stod på en hylde i mit værksted. Mens han afleverede posten i postkassen oppe på hylden sagde han, at det var imod reglerne. Den skal stå ude ved vejen, sagde han. Ja, ja, det ved jeg sgu godt. Jeg har bare ikke lige fået den sat op. Vi er lige kommet fra København. Der rankede jeg mig og så ned på ham. Han er tilflytter fra Skive.

Jeg nikker og går med ham over i fritidshuset.

Den står ganske rigtigt på en hylde, og han bakser længe med at få den ned.
– Må jeg, siger jeg. – Jeg kan måske bedre nå den.

Jeg tager den ned, og vi går ud til indkørslen.
– Er den ikke tung, spørger Anton. – Skal jeg ikke hjælpe?
– Nej, hvorfor det, svarer jeg. – Den vejer ingenting. Prøv selv.

Jeg giver ham metalboksen, og han taber den med et ordentligt rabalder.
– Undskyld, siger jeg, – det var altså ikke meningen. Slog du dig?
– Nej, men den er altså tung. Synes du ikke det?
– Nja.

Jeg løfter den op. Den vejer ingenting. Måske er Anton ved at være gammel. Han er også to år ældre end mig, og to år kan gøre meget i vores alder. Slap københavner. Det er nok det, han er.
– Skal du fejre din 70–årsdag i udlandet, spørger jeg.
– Ja. Vi har inviteret hele familien til Kreta.
– God idé. Så slipper I for alt bøvlet herhjemme.
– Det er skide billigt i Grækenland. De er på røven.

Jeg nikker.
– Hvis jeg nu holder, skruer du så i?
Han nikker og fumler med skruemaskine. Så taber han en skrue og leder længe, inden han finder den.
– Nej, ved du hvad. Lad mig.

Jeg napper skruen og skruemaskinen fra ham, og mens jeg med den ene hånd holder postboksen, skruer jeg med den anden. I løbet af nulkommafemsekunder er den på plads og sat op.
– Tak, Per Ole. Du får en øl efter runden. 08
Golfrunde med slag i

Vi står ved hul 1 på golfbanen.
Søren Peter slår først. Han får bolden godt af sted. Så slår Anton ud. Jeg roder efter nogle bolde i lommerne.
Anton sender en smuk og lige bold af sted, og den lander 140 meter ude.
– Godt slag, siger Søren Peter og jeg i munden på hinanden.

Så er det min tur. Jeg lægger bolden tilrette og stiller mig op. Driveren får nogle svingture, og den tanke opstår i mig, at den ikke vejer en skid i dag.
Jeg svinger hurtigt og holder øjnene nede, mens jeg rammer den.
– Hold da kæft, udbryder Anton. – Hvor blev den af?
– Den forsvandt over bakken, mener Søren Peter, der skygger over øjnene med den ene hånd, mens han kigger ned ad fairway.
– Jeg synes også, jeg ramte den lige i john faxe, siger jeg som forklaring på, at den er væk.

Vi går ned ad fairway. Anton finder sin bold og sender den videre med et skævt slag. Men den bliver på det grønne trods alt. Lidt længere fremme ligger Søren Peter´.
– Hvor er din, spørger Anton.

Jeg trækker på skulderen. Jeg kan heller ikke se den.
Søren Peter slår et godt slag, og bolden nærmer sig greenen.

Vi går lidt videre, mens vi alle tre kigger søgende rundt. Har nogen nappet den?
Jeg synes, jeg kan skimte noget hvidt omkring 80 meter fra greenen.
– Der, siger jeg lettere ophidset. Så langt har jeg aldrig nogensinde slået før.
– Hvad, siger Søren Peter tvivlende. – Er det din?

Han er lidt skeptisk. Vi går derhen. Jo, minsandten, det er den.
– 285 meter, konstaterer Søren Peter. – Hvordan fanden bar du dig ad med det? Det er da helt vildt.
– Ja, supplerer Anton. – Det er da noget af et skud.
– Slag, retter jeg ham. – Det hedder slag i golf. Ikke skud.
– Så slag, brummer Anton. Han er vant til, at jeg jyde retter i ham københavneren. De er ikke gode til det med sproget, hvis det skal være rigtigt. Kun, hvis det skal være hurtigt. En københavner kan sige en ting tre gange hurtigere end en jyde. Da det temmelig tit er fuldstændigt uvæsentlige ting, han siger, har det ikke så stor betydning.
– Nå, men her ligger jeg altså. Det er min bold, ikke?

De nikker begge to. Jeg stiller mig op med det lille S–jern, for den skal jo bare ind på greenen nu. Jeg lægger mærke til, at de ser på hinanden. Tror de, at jeg har snydt? Og hvordan skulle jeg kunne gøre det?
Jeg giver den et lille slag, men S–jernet er let, og bolden forsvinder højt op over træerne bag greeenen. Den fik alt for meget.
– For satan, siger jeg med al den sproglige elegance, jeg kan mestre på nuværende tidspunkt. – Jeg opgiver hullet.
– Opgiver du?

Søren Peter er vantro.
– Ja, den er ikke til at finde. Den ligger sgu nok langt inde i det buskads der. Gider ikke at lede efter den.

Vi traver ind på greenen, og jeg passer flaget.
Der kommer en golfspiller på stien omme fra hul 2 med noget i hånden.
Det er en hvid golfbold.
– Er det jer, der slår en bold helt over på hul 2s teested?
– Hvad?
– Ja, vi stod og skulle til at slå ud. Så pludselig: Bum. Der kom en bold oppe fra himlen. Heldigvis ramte den os ikke.

Det er min bold. Har jeg slået godt og vel 150 meter med det lille svip? Jeg tager mit S–jern frem og stirrer på det. Ham fra hul 2 bliver ved:
– Det er da noget af et fejlchip. Hvordan kunne du slå 150 meter, når du bare skulle slå 80? Og så med et S–jern?

Jeg trækker på skulderen. Noget begynder at dæmre i horisonten for mig. Mens Søren Peter og Anton og den fremmede golfspiller snakker om mit “lille” chip, tænker jeg på en lille grøn mand, der var vred på mig, nogle lige så mærkværdige fornemmelser i min krop, min “opløftede” tilstand derhjemme, polering af min bil, hjælp til Anton og hans metalpostkasse og nu et driverslag på 285 meter. 09
Fantastiske resultater

Efter den bedste golfrunde for mit vedkommende – nogensinde – drikker vi de obligatoriske øl bagefter. Søren Peter og Anton snakker i et væk om mine slag.
– Ja, men hvordan pokker bærer du dig ad med at sende bolden ud på 285 meter? Du, som plejer at kunne slå 150 på en god dag?
– Og på hul 16, for fanden, mand, over 300 meter!! Selv om der var medvind.
– Tja, svarer jeg undvigende. Jeg har på fornemmelsen, at det ville blive ris til egen røv, hvis jeg begyndte at tale om små, grønne, agressive mænd med stikkende øjne.
– Jeg er gået meget til den på det seneste og lavet morgengymnastik, som enhver ordentlig pensionist skal, prøver jeg med.
– Ja, men det kan da ikke være nok. Har du fået steroider, eller er du dopet?
– Ja, selvfølgelig. Manden er sgu dopet, Søren Peter. Jeg vidste det. Du sku se ham bære min metalpostkasse, som om den vejede 1 kilo, og den vejer faktisk 11.

Jeg nøjes med at smile, for det er en god forklaring. Den giver mening. Små, grønne mænd giver ikke mening. De forbliver postulater, man kun kan ryste på hovedet af. Små, grønne mænd siger mere om gamle, forvirrede pensionisters påtrængende demens end en god gang doping.
Så jeg nikker fuld af hemmelighedskræmmeri.
– Ja, jeg har taget EPO. Jeg har taget doping, siger jeg og prøver at efterligne stemmen fra salig Bjarne Riis.
De griner. Men om de helt tror mig, ved jeg ikke. Anton spørger:
– Hvad tager du så?
– Øh, lidt af hvert.

Jeg kan ikke på siddende fod lige huske, hvad de hedder. Jo.
– Megajoler.
– Hold da op mand, for helvede. Hvad tager du?
– Megajoler. Den er god nok. Jeg gik på apoteket, for lægen ville ikke give mig noget egentlig medicin. Men han skrev en recept på de her Megajoler. De ville hjælpe mig. Det ser det ud til.

Hos Søren Peter nager tvivlen alligevel.
– Megajoler? Det tror jeg ikke en skid på.
– Jeg heller ikke, mener københavneren.
– Og hvad så, hvis det er rigtigt?
– Med Megajoler?
– Kommer resultatet så hurtigt?
– Hvornår spillede vi sidst?
– I tirsdags.
– Nå, ja.

Jeg tygger lidt på den. Hvordan forklarer jeg her, tre dage senere, at jeg pludselig er helt ArnoldSchwarzeneggersk?
– Jeg var derinde efter runden i tirsdags og fik Megajoler på apoteket. Tog straks en. Og siden hver morgen. Jeg tror, det er nogen særlige Megajoler. De er også større end de gajoler, I andre køber hos købmanden.
– Nåå. Er det sådan noget medicinsk noget?
– Det tror jeg bestemt. Ellers ville de sgu da heller ikke virke sådan, vel?

De nikker og ser tilfredse ud. Ingen problemer med små, grønne mænd. Når det bare kan forklares videnskabeligt.
Vi slutter som sædvanlig af med et slag kort.

Konen kommer hjem sent ud på eftermiddagen. Hun sætter sig foran computeren.
– Skat, siger jeg.
– Ja, hvad nu? Du plejer ikke at være så kærlig.
– Jeg er helt vild i varmen.

Hun ser bare på mig.
Vi går op i soveværelset.

Aftenen foran skærmen går nogenlunde; bonderøven muntrer sig med at hakke hovedet af høns, Søren Ryge trækker hovedet af en due, og mit hovede er også ved at ryge, fordi jeg er enormt søvnig. Hun ser smilende på mig.
Vi går i seng, og jeg falder øjeblikkeligt i en tung drømmeløs søvn. Jeg husker i hvert fald intet. 10
Ændringer i tilværelsen

Næste morgen vågner jeg sært opstemt. Famler ud efter hende, men hun er allerede stået op. Blodet farer rundt i kroppen på mig og lægger sig alle mulige og umulige steder. Det varer længe, inden det fordeler sig normalt igen. Morgengymnastik hjælper dog meget. Jeg laver en serie armbøjninger og undrer mig over, at jeg tilsyneladende kan blive ved i en uendelighed. Det må jo være de Megajoler.
Jeg ser i spejlet. Pænt skaldet; noget, der klæder en pensionist. Der er status i skaldethed, det signalerer værdighed, erfaring, pondus og potens – ikke mindst. Enhver ved, at skaldede mænd er langt mere potente og seksuelt udholdende end dem med ulækkert abehår ned over begge skuldre og ryggen.
Det har bare knebet gevaldigt de senere år for mit vedkommende. Jeg har dog aldrig haft abehår på skuldrene. Tværtimod har jeg altid lidt af sparsom hårvækst, undtaget i tresserne, hvor vi alle skulle være langhårede. Dengang måtte jeg bare ikke for min far.

Da jeg er færdig med badet og klæder mig på, opdager jeg en ting mere. Jeg kan tage sokker på med den største lethed nu; i går morges, før Megajolerne kom ind i mit liv, måtte jeg stivbenet og knoglefast sidde på sengekanten for at få de fordømte sokker på. Nu kan jeg stående uden vaklen smidigt og let iføre mig dem.
– Vibeke! Kom lige her op og se et kunststykke!

Hun tramper op.
– Ja, hvad er der nu?
– Ta-da, siger jeg til hende. – Se, hvor let jeg kan få dem på!
– Per Ole, siger hun. – Fortæl mig det så. Du må have gjort et eller andet, som får dig … For fanden, Per Ole. Det kan da ikke være … de der Megajoler?
– Jo! Se, på et ben!
– Ja, men Per Ole! Hvad er der med dig? Du er totalt anderledes …
– Det er bestemt Megajolerne.
– Er du sikker?
– Apotekerdamen sagde …
– Hvad?
– Jeg tror, jeg lige ringer derind og spørger.

Jeg ringer og er heldig med at få selveste farmaceuten i røret. Apotekerens lyse stemme beroliger mig:
– Du behøver ikke at bekymre dig, Per Ole. De der Megajoler, vi kun sælger på recept, og som er en kraftigere version af de normale, du kan købe i butikkerne, forbedrer dit daglige humør en anelse, du bliver en smule mere smidig, men sådan en pille kan sandelig ikke medføre det, du nævner der. Det er helt uladssiggørligt. Måske er det snarere en psykisk indvirkning på dig, der forstærker virkningen. Det var jo også den, vi var inde på i går, så vidt jeg forstår på Anette.
– Så jeg på en måde kører op i det røde felt, fordi jeg har en forventning om det?
– Sådan noget lignende. Tag den nu lidt med ro, og du vil se, at det jævner sig ud. Frisk halm i træskoene, Per Ole!
– Ja, det vil jeg. Og friske underhylere til dig!

Hun lægger bare på.
Jeg bruger ikke halm i træskoene, så jeg ved ikke helt, hvad hun mener. Jeg mener nu heller ikke, at jeg lider af fodsvamp. 11
SuperBrugsen med gode tilbud

Til gengæld har SuperBrugsen åbent, og det er mig, der skal købe ind. Vibekes kreditkort betaler fornøjelsen, og det betyder som regel, at et par gode flasker kan snige sig med ned i kurven. Det lægger hun ikke mærke til alligevel.
På vej op mod kassen går hanken i stykker. Alle mine varer flyder ned på gulvet, men intet ødelægges, og jeg får hjælp af en venlig ekspedient.
– Ved du hvad, du har faktisk alt i alt noget tungere varer i denne kurv, end den er beregnet til. Det er da imponerende, at du har kunnet løfte den!

Han kan næppe løfte den med begge hænder. Jeg nikker kun, for det ved jeg efterhånden godt. Han slæber kurven med begge hænder hen til kassebåndet. Jeg får betalt og anbringer varerne ude i min helt rene og skinnende bil, da der lyder råb og skrig bag mig.
En mand løber, alt hvad han kan, mens et par ansatte fra Brugsen løber efter og fægter med arme og ben:
– Stop tyven! Stop tyven!

Jeg smider osten i bagagerummet og venter bag min bil. Tyven kan ikke undgå at løbe denne vej forbi, med mindre han vil klatre over et to meter højt hegn. Men det vil han ikke. Han puster lige mod mig, og jeg stiller mig ud foran ham med armene spredt ud.
Han løber lige ind i mig, mens han råber:
– Flyt dig, gamle idiot!

Men han har forregnet sig. Det har den gamle idiot ikke tænkt sig. Han bliver nemlig stående. Den unge tyv ramler ind i mig med et højt klask som en oldenborre mod en staldmur og falder om med en flaske, der går i stykker. Han krabber forvirret rundt, inden han bliver overmandet af de to mand.
– Godt gået, siger den ene.
– Kom lige med, du, siger den anden til mig. De hanker op i tyven og slæber ham nærmest med sig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal, men traver efter dem.
Tyven sparker ud efter de to, der holder ham, og jeg tænker, at jeg da godt kan give en hånd med.
Med lidt besvær fanger jeg hans ben og holder dem i en skruestik.
– Av, aaavv, for fanden, der er en, der bider i mine ben, skriger han.

De to kan nu let holde ham og vender sig om.
Da de ser mig holde om hans ben, begynder de at grine.
– Du må hellere slippe ham, så han ikke får varige skader!

Jeg slipper ham, og han går helt roligt med dem på usikre ben.

Lidt senere har politiet været der, og det viser sig at være et røveri, hvor han har truet en ansat, og derfor bliver han taget med på stationen og kan først regne med at blive sluppet fri lidt over middag. Andre steder på jorden ville han få hånden hugget af.
Brugsuddeleren trykker min hånd:
– Tak for hjælpen. Det er uvurderligt, når kunderne sådan hjælper os! Her er en kurv!

Jeg får en stor kurv fyldt med chokolade, vin og godbidder til et bedre frokostbord og takker mange gange.
– Jeg er imponeret over, at du, som altså, æh, er lidt op i alderen, ikke?

Jeg nikker. Sådan er det at være 67 år. Så er man lidt oppe i alderen.
– … At du var i stand til at standse ham så kontant! Respekt, siger jeg.

Bag ham står et par andre ansatte, og de klapper, og jeg går. Lettere konfus over kurven. Det var da ikke noget særligt.
Da jeg stiller den ind i bagagerummet, kommer en yngre kvinde til:
– Jeg så det hele. Hold da op, du må have mange muskler!

Hun ser beundrende, synes jeg, på mig og smiler hele tiden.
– Kunne du eventuelt lige hjælpe mig?

Jo, det skulle nok kunne lade sig gøre. Hun har købt en plæneklipper og kan ikke løfte den op i bilens bagagerum og ser hjælpeløs ud.
Men det kan jeg. Den vejer jo ingenting!
– Tak, siger hun smilende og tager mig på overarmen. – Du er vel nok stærk!

Yes, my boys. Doping. Man begynder at forstå det tiltrækkende ved den slags. Ikke bare til cykelløb. Doping lægger et usynligt lag af ungdom ind over en og sætter en i stand til at udføre fysiske kraftpræstationer, men det er ikke hele sandheden. Jeg kan føle en stadig stigende energimængde blive pumpet rundt i kroppen, og denne mængde påvirker mit humør og hele sindstilstand.
– Vil du have min autograf?
– Ja, tak, husk dit telefonnummer!

Nå, nå. Hvad mon hun skal bruge det til?
Jeg vinker farvel og kører omkring apoteket og køber lige de sidste tre pakker Megajoler fra recepten og snupper en, nu jeg er i gang. 12
En ikke kedelig tur på strøget

Nede ved havnen sætter jeg mig ind på en café og køber en cola. Jeg plejer ellers aldrig at drikke det søde stads, men lige pludselig trænger jeg umådeligt. Også til at sidde lidt og tænke lidt på det, der skete ovre i SuperBrugsen.
En ung, lyshåret pige i nogle stramme bukser kommer ind og sætter sig ved bordet ved siden af.
Jeg nikker til hende og siger:
– Nå, du skal også ind og have noget kaffe.
– Ja, siger hun og ser noget forbavset ud. Hun bøjer sig forover for at tage noget op fra en af sine poser.
– Hold kæft, du har en dejlig røv, siger jeg, og nu rejser hun sig minsandten, tager sine ting og skynder sig ud igen. Hvad fanden? Bare fordi man siger, hun ser sød ud? Eller hvad? Det er ellers ikke noget, jeg går og siger til daglig; her kommer det lidt bag på mig selv, og det kom åbenbart, om jeg så må sige, også bag på hende.

Jeg ryster lidt på hovedet ad hende. Hvorfor i alverden reagere sådan? Jeg er slet ikke ude på at genere nogen, det har jeg ikke akkurat ry for at gøre. Der er selvfølgelig det der sexisme, man skal passe på med. Ikke udtale begejstring for kvinder! Det er alt for farligt. Jeg ved det jo godt. Det er vist den nye religion.

Jeg bøvser højlydt og rejser mig og går op i gågaden. Den strækker sig oppe fra Jyske Bank og helt ned over Store Torv og Storegade til fjorden.
Jeg spankulerer af sted; en gang imellem tager jeg et lille hop. Kan slet ikke lade være.
– Hvad glor du på, spørger jeg en dame, der ligefrem standser op.
– Nå, siger hun, – det er ikke hverdagskost at se en gammel mand tage de der rejehop midt på gågaden, og du ser da ikke fuld ud.
– Det er jeg heller ikke. Du sagde: Gammel mand? Du kan selv være gammel. Har du set min mor?
– Øh. Nu ved jeg jo ikke, hvordan hun ser ud, men hun må da være en gammel dame?
– Nej, det er sgu ikke så svær. Hun kommer ikke ud i det vejle.
– Javel.

Jeg kan godt tale noget thysk. Hun ser lidt ekstra på mig, inden hun går videre. Ryster hun lidt på hovedet? Hva fanden. Det med min mor var kun for at drille hende. Hun har været død i mange år og kommer hverken ud i det vejr, vi har i dag – eller overhovedet.

Jeg valser ind i Fona og stiller mig hen til mobilskabet. Der er kommet mange nye modeller, siden jeg sidst købte en. Jeg sniger min gamle Nokia op af lommen og kan godt se, at den er så outdated, at den ikke fås mere. Jeg er lidt flov over den, hvad jeg aldrig har været før.
– Hej, jeg skal have mig en ny mobil, siger jeg dæmpet, mens jeg kigger mig om til alle sider. Heldigvis er der ingen i nærheden, jeg kender.
– Nu skal jeg være der, siger ekspedienten.
– Den skal tage de sidste nye musiktjenester, siger jeg.
– OK.

Han napper et par stykker ud af skabet.
– Denne her har ekstra store tegn på tastaturet.
– Hvorfor det?
– Æh, når man kommer op i alderen, kan synet godt blive svækket.
– Ser du ikke så godt?
– Jo, æh, det gør jeg da, men jeg er jo også ung. Det er ikke for at fornærme dig, men du er vel pensionist?
– Ja, men det er sgu længe til, at mit syn svækkes. Ser jeg ud, som om jeg ser dårligt?
– Åh, javel, ja, ha, ha, nej, det gør du ikke. Sådan er der jo forskel.
– Forskel?
– Ja, æh … altså, nogen ældre ser dårligere …
– Nå, gør de det? Jeg skal ha noget musik på den. Har du noget Beatles, Lady Gaga, Rapunzel?
– Rapunzel? Øhh, det … det henter du bare på Spotify. Det er sådan en tjeneste, hvor du …
– Det ved jeg godt. Sig mig engang, hvad anser du egentlig mig for?

Jeg bliver en smule hidsig og klemmer ham lidt på skulderen.
– Av, av, skriger han og trækker sig og holder om sin skulder.
– Hold da op, jeg rørte dig jo næsten ikke.

Jeg køler kun ned, fordi ekspedienten undskylder og bukker og skraber og beklager og siger, at det føltes bare sådan.

Jeg køber mobilen og forlader butikken, mens ekspedienten står og masserer sin skulder. Sådan et bløddyr.
Lige udenfor støder jeg ind i et par knægte, der mosler af sted.
– Hov, hov, siger jeg. – Se jer for. Bonderøve.
– Så, så, bedstefar, nu skal du ikke komme for godt i gang.
– Bedstefar? Jeg skal gi dig bedstefar.

Jeg tager den ene i blusen helt oppe ved halsen, drejer en halv omgang rundt, sætter mit højre ben ud – og vums. Der ligger han.
Den anden ved ikke helt, hvad han skal gøre, men bøjer sig over den første, der ømmer sig lidt. Ham sparker jeg bagi. Han falder nu oven i den anden. Et par mænd og en pige nærmer sig. Det er ligesom i skolegården dengang. Om lidt kommer gårdvagten nok.
De to unge roder noget rundt på asfalten. Der kommer flere til.
– Hold kæft, Mikkel, vi skrider. Sådan en gammel idiot.
– Han er garanteret militærmand eller sådan noget.

De samler sig og går, mens de sender mig et par lodrette langemænd. Rundt omkring står folk og siger:
– Det er også for galt med de unge.
– Ja, de er fanme så frække.
– Får alting hjemmefra. Gennemforkælede.
– Sådan var det ikke i min ungdom.
– Nej, heller ikke i min.
– De unge er meget værre i dag end nogensinde før.
– Gu´ er de så.

Langemændene er mere, end jeg kan rumme. Jeg sætter efter dem og løber drønhurtigt og indhenter dem et ganske lille stykke længere nede. Min slidgigt har jeg totalt glemt.
Her griber jeg dem begge i nakken og hidser mig vældigt op:
– Er jeg en idiot? Jeg spørger jer venligt: Er jeg en gammel idiot?
– Nej, nej, udstøder de begge i kor, og jeg synes, jeg kan se på deres øjne, at de overhovedet ikke mener, jeg er en gammel idiot.
– Sig undskyld!
– Undskyld, brøler de i kor.
– En gang til – og højere!
– UNDSKYLD!

Jeg slipper dem med ordene:
– Prøv aldrig mere at genere en, der er lidt ældre end jer. Aldrig!

Jeg står og stritter med pegefingeren fra side til side, og de to ungersvende nikker så ivrigt med hovederne, at ørerne blafrer i vinden. De forsvinder, før jeg kan nå at tælle til tre. Denne gang får jeg ikke fuckfingeren.
Jeg går langsomt tilbage og opdager, at gruppen af tilskuere er meget stor, og at de klapper ad mig. Der breder sig en helt vild fornemmelse i maveregionen, og jeg overvejer, om jeg skal uddele autografer. Jeg er sådan set allerede i træning. 13
På drengerøvsbilkig

Jeg kører ud til VW med hjertet, der hamrer af sted. Tænk, at nogen ligefrem klapper ad mig. Flere gange i dag. Og den der kurv. Hvad sker der lige?
Den gamle Toyota er en bedaget dame, og jeg ønsker ikke at køre i sådan en rynket pensionistbil. Den har været mig en trofast og pålidelig øse, aldrig har den fejlet det mindste, men der er en tid for gamle øser, og der er en tid for det sidste skrig. Hvorfor skal jeg køre i sådan en gammel spand? Jeg, der er ung og stærk? Bør jeg ikke have en bil, der matcher og ikke sådan en pensionisttrillebør? Det er lige som med mobilen. Jeg gider egentlig slet ikke de der gamle modeller. Jeg vil være med på det sidste nye. Ligesom mine børnebørn. Jeg glæder mig sindssygt til at vise Ulla min nye iPhone. Den har hun garanteret ikke fået endnu. Jeg må også have mig en Versace–trøje som Karsten. Den er han så skide stolt over, og det vil være megafedt at troppe op i sådan en. Så er han måske færdig med at være stolt.
– God dag. Hvad er det sidste skrig i smarte biler?

Sælgeren, der er noget fedladen, kigger på mig og kigger lidt rundt i salgsafdelingen. Han burde da vist også interessere sig lidt for sund kost og motion. Jeg hader mennesker, der er ligeglade med deres udseende.
– Kom her, siger han. – Jeg skal vise dig noget.

Han vinker mig hen til sådan en slags Golf, der er højere end de almindelige Golf.
– Her kan du sætte dig OP i bilen i modsætning til den derovre. Der skal du bøje sammen og krumme hovedet, og det finder mange ældre besværligt.
– Nu er jeg jo ikke ældre, unge mand. Husk det. Det der? Er det ikke det, man kalder en bedstefarbil?
– Jooo, nu du siger det. Men er du ikke bedstefar?
– På papiret måske. Men i virkeligheden er jeg Batman!

Jeg spærrer øjnene op, så han slår blikket ned og rammer folderne i hagen.
– Se!

Jeg lægger mig på strakte arme ned på cementgulvet i hallen og begynder at tage armstræk, mens jeg tæller.
Mens jeg nævner tallene, registrerer jeg, at der bliver ganske stille i det store lokale. Lidt fra os er et ægtepar ved at få forevist en stationcar af en anden sælger, og han holder helt op med at snakke.
– 23, 24, 25 …
En mekaniker kommer til. Han stiller sig op og skal lige til at sige noget til min sælger, men bliver stående uden en lyd. De kigger alle på mig.
– 45, 46, 47 …
– Nu tror jeg vist, at alle her er klar over, at …

Jeg fortsætter. Der er ligesom kommet noget stædighed over mig. Når først en sønderjyde bliver stædig, er der ikke noget at gøre. Man kan lige så godt lade være. Men det ved thyboerne ikke.
De bliver urolige. De tror, man er ved at blive syg. Hvis man er rigtig uheldig, bliver man indlagt på deres sygehus.
– 74, 75, 76 …
– Ja, mon ikke det er overbevisende, prøver min sælger, mens hans blik flakker uroligt mellem mig og de andre i lokalet. Der bliver ikke solgt biler, så længe en mand tager armbøjninger i salgslokalet.
Da jeg når 100, standser jeg og rejser mig op. Man skal jo heller ikke overdrive. Jeg er lettere forpustet, men faktisk ikke mere, end hvis jeg havde taget trappen i to spring.
Så klapper de.
– Hold da kæft, mand. Det kalder jeg en pensionist, siger ægtemanden, og konen kigger beundrende på mig. Ja, ja, lille frue. Det er du sgu nok ikke vant til, hvad? Skal du ha´ noget på den dumme? Autograf?
Men jeg siger det ikke højt. Man har vel nok pli. Hun kunne ellers godt trænge, tror jeg. Sådan som hun står og skræver og ser sulten på mig.

Vi går videre. Den der høje pensionistbil, forstod sælgeren godt, var ikke sagen.
Vi når hen til den sidste Golf i lokalet. Sælgeren sveder en hel del, for ingen af de modeller, han viser mig, falder i god jord.
– Der skal være power i den, ikke, forsøger jeg. – Ligesom armbøjninger.
– Her. En Golf GTE. Hybridmotor både el og almindelig.
– Hvad er tallene?
– Øh. 0 til 100 på 7 sekunder.
– Den tager jeg. Hvad giver du for Toyotaen derude?
– Øh, så lidt som muligt.

Han smiler forlegent; prøver nok at være lidt frisk i det.
– Ja, det kan jeg tænke mig. Jeg vil ha 100.
– 100? Det kan jeg umuligt …
– 100! Det siger vi! Top! Vi har en aftale. Den skal være rød, min nye Golf GTE. Med DSG og bakkamera og adaptiv fartpilot.

Han kigger på mig med store øjne.
– Nå, du kender de udtryk?
– Ja, skulle jeg ikke gøre det?
– Nej, det er rigtigt. Enhver, der følger med i det nye, kender dem. Meeen, 100.000 for den gamle Toyota er nok lige i overkanten …
– Har vi en aftale?

Jeg presser ham op i en krog. Står tæt, og han sveder ret meget.
Det hjælper ham heller ikke, at han er en del overvægtig. Jeg har svært ved at tælle hvor mange dobbelthager, han ejer. Han stammer også en smule. Blikket flakker, og han har det vist ikke så godt.
– Bliver du syg, spørger jeg deltagende, mens jeg hiver ham i en af dobbelthagerne. Jeg tjatter til den, så den står længe og dirrer. Det er enormt fascinerende.
– Neeej, nej. Det er bare sådan … almindelig utilpashed.
– Det er måske mig, der er grund til det?
– Nej, nej.

Jeg knipser til den dobbelthage, der sidder lige oven over den, jeg før hev i, og han stønner lidt. Det er vanvittigt interessant, hvordan sådan en dobbelthage reagerer. Den står ligefrem og skvulper i flere sekunder. Den over og den under reagerer noget langsommere. Men de reagerer altså.
– Er du klar over, at dine dobbelthager ligesom lever deres eget liv?

Han svarer ikke, men ryster bare på hovedet. Øjnene er ret store.
– Jeg kan ikke huske at have set så mange dobbelthager i samme ansigt …

Han ryster igen på hovedet, mens jeg står og tænker mig om.
– Næh, det kan jeg ikke. Hvordan fanden bærer man sig ad med at få dem?

Han bliver ved med at ryste på hovedet. Jeg opgiver.
– Så vi har en aftale?
– Ja, ja.
Vi går ind på hans kontor og får det hele ned på skrift. Det går stærkt. Han tapper på tastaturet med en fart, der er en GTE værdig.
– Nu håber jeg da, at du får alt med, og at det er rigtigt, det du skriver?
– Jo, jo, jeg læææser korrektur på det her …
– Det var godt. Ellers kan jeg jo heller ikke skrive under, vel?
– Nej, nej. 14
Versace er italiensk og vistnok fint

Da jeg er færdig hos Folkevogn, kører jeg tilbage til gågaden. Jeg må have en Versace.
I den første, den bedste herretøjsforretning spørger jeg efter en Versace sort hættetrøje, sådan en som Karsten har.
– Øh, det mærke fører vi desværre ikke, siger ekspedienten. – Det er for dyrt for de fleste.
– Det er da ærgerligt. Min sønnesøn har sådan en, og så skal jeg også.

Han kigger lidt på mig:
– Du er klar over, det er en hættetrøje?
– Åh, gør det noget?
– Ja, det er jo noget, de unge mennesker går med. Ikke ældre.

Jeg går helt tæt ind til ham og siger dæmpet:
– Er jeg ældre? Er jeg gammel?

Han ryster på hovedet, så det er lige ved at ryge af.
– Neeejj, ikke sådan. Det må du undskylde, hvis du opfattede det sådan. Det var mere sådan i al almindelighed, jeg …
– Hold op med det, siger jeg, – ellers …
– Ja, ja, men det er ikke noget problem.
– Vi kom fra det her Versace. Det har I ikke.
– Nej, jeg er ked af det. Jeg skulle selv købe min over nettet.
– Er det den, du har på der?
– Ja.
– OK, vi er vist lige høje. Sælg den til mig. Hvad skal du have for den?
– Øh, det er en Versus Versace hættetrøje, der kostede 2400 kroner.
– Her er 2000.
– Neej. Det … det … er altså for lidt.
– OK, du får 300 mere.
– Nej, nej, du har misforstået. Den er mere værd i dag.
– Vil du bilde mig ind, at den stiger i værdi?
– Ja. Altså det er ikke bare den. Det gør de alle.
– Hvad skal den så koste?
– 3000 kroner.
– Det er da en pris. Men OK, giv mig den. Her!

Han flår trøjen af, napper mine penge og virker lidt nervøs. Tager sin computer. Jeg stiller mig tæt ind på ham:
– Nu fucker du mig ikke op, vel?

Jeg ser undersøgende på ham, mens jeg smider trøjen over skulderen og binder ærmerne foran.
– For så kommer jeg nok tilbage og rører ved dig.
– Nej, nej, det er helt efter bogen. Se selv!

Jeg studerer den hjemmeside, han har klikket ind på. Det ser ud, som om alt er i orden. Jeg nikker og går.

 

15
Vand er beroligende, hvis der er nok af det

– Hallo, brøler jeg, da jeg kommer hjem i min gamle Toyota.
– Åh, er det nu dig igen, hjælp, svarer min elskede.
– Jeg har købt ny bil. Og en ny trøje.
– Hvad? Ja, men Per Ole. Hvad var der i vejen med den gamle?
– Den var blevet for gammel og slidt på ærmerne.
– Åh, altså, jeg mener selvfølgelig bilen …
– Den kunne ikke overhale længere.
– Nå, det forstår jeg ikke. Næste gang kommer du vel hjem og har købt et sommerhus. Er det ikke sådan noget, vi lige skal snakke om.
– Det har vi allerede gjort nu. Hvad er der til middag?

Efter middagen plager jeg hende, og hun sukker ret højt og stønner en del, inden det lykkes mig at få hende med i kassen. Mit argument er, at i dag er en ny dag. Hendes afvisning gjaldt jo kun i går.
Bagefter ligger vi og puster ud.
– Fortryder du det nu, spørger jeg.
– Nej, men du er da ret voldsom. Er det de der gajoler?
– Megajoler hedder de. Måske. Måske ikke.
– Tak for det udmærkede og relativt uddybende svar.
– Hæ, hæ. Skat. Du er fanme for lækker.
– Ja, så er det godt. Fingrene væk.
– OK. I morgen kan vi hente vores nye bil.
– Ser man det. Har du råd til den?
– Ja. Jeg arver snart min farfar.
– Han er en sej gammel gut.
– Det er vi i min familie.
– Nå, nå. Det er da lige kommet så.
– Nu passer du lidt på, ikke? Ellers kan det jo godt være, at jeg …
– … At du hvad?
– … At jeg giver dig en ordentlig omgang.
– Ja, men Per Ole. Det har du jo lige givet mig. Jeg kan ikke blive ved.
– Nå. Så må jeg se, hvad jeg så kan finde ud af.
– Ja, det må du vist.
– Jeg går en tur.
– Ja, køl lidt ned, ikke? Gå en tur ned til vandet. Det vil gøre dig godt.

Jeg tager min korte jakke på, det her skal ikke være nogen lang roman, og går ned til vandet. Der er mange sten på stranden. Jeg tager et par stykker op og prøver den gamle leg med at slå smut ud over vandet.
Jeg slår så mange, at jeg ikke kan nå at tælle dem. Det er der ikke noget ved. De forsvinder ud i horisonten.
Langsomt går jeg langs stranden hen mod havnen.
Der er meget at tænke over. Hvad kan jeg bruge min nye status til? Hvilken glæde har jeg egentlig af den? OK. Det er da meget sjovt at lave 100 armbøjninger, standse en røver og have stor
sexlyst og slå flere smut, end jeg kan nå at tælle. Det er noget siden, at jeg prøvede det. Ja, faktisk så længe siden, at jeg har svært ved at huske det. Altså at have sexlyst.
Samtidig kan jeg være en smule urolig over ikke at vide, hvor det fører mig hen, og hvad det egentlig kommer af.
Jeg skal nok bare tage den lidt med ro.
16
Versace in reality

Næste formiddag drager vi ud for at afhente den nye bil. Først kører vi omkring skolen. Konen skal snakke med Jette, og imens går jeg op i salen til den sædvanlige morgensamling. Forstander Pontius ser overrasket ud. Normalt kommer jeg ikke så tit. Men når det nu lige passer med i dag.
De er allerede begyndt, så jeg lister mig ind. Eller prøver. For nogle af dem begynder at grine, da de ser mig. Flere og flere griner med, og til sidst er der en voldsom latter i lokalet.
Pontius ser på mig og griner også.
– Måske skal du tage hætten ned, foreslår han.

Jeg folder omhyggeligt hætten ned, og der er mange tilråb til mig.
Jeg giver igen på de frækkeste, men det kommer dog aldrig til mere direkte konfrontationer. Jeg kan mærke, at de rykker sig lidt væk, når jeg nærmer mig.
– Peter er kommet tilbage, siger en af de nærmeste elever til mig.
– Tilbage, spørger jeg forundret. – Fra hvor?
– Sygehuset. Du brækkede noget i hans hofte.
– Hvad? Gjorde jeg? Det må han meget undskylde.
– Han tog hjem i går aftes. Hans forældre var her for at hente ham.

De nikker, de omkringsiddende, mens de ser på mig. Pontius kommer over til mig:
– Her er deres telefonnummer. Hvis du lige vil ringe til dem og forklare dig …

Han smiler. Jeg går nedenunder på hans kontor og tager telefonen.
– Hallo? Er det Peters forældre?
– Vi er forundrede over, at du begår vold mod vores dreng. Han har da ikke gjort dig noget.
– Han tog min stol. Men det var ikke meningen, at han skulle komme til skade …
– Ikke meningen? Han har forklaret os, hvordan du smed ham hen ad gulvet. Sådan kan man da ikke gøre. Vi forventer da ikke, at en gammel 67–årig mand som dig optræder voldeligt på den måde.
– Jeg mener ikke, det var så slemt, og i øvrigt er jeg slet ikke gammel. Jeg løftede ham bare, og lidt uheldigt faldt han vist lige ned på hoften. Hvordan har han det?
– Ikke særlig godt. Det gør lidt ondt. Vil du hilse på ham?
– Hej Peter. Gør det ondt?
– Ja.
– Tag ikke min stol en anden gang. Det er en dårlig idé, Peter.
– Det kan du fanme tro, jeg heller ikke kommer til. Jeg melder mig ud af den fucking skole.
– Bare fordi du ikke kunne få min stol?
– Nej, nej. Men du er fucking åndssvag, og jeg skal sgu ikke nyde noget mere …
– Du er sgu da selv en fucking tøsedreng, mand. Kom nu tilbage og vis, du er et mandfolk. Svækling. Tag en tudekiks.
– Aldrig i livet. Du får lige min mor.
– Ja, vi melder ham ud, og vi melder dig for vold.
– Fuck jer selv, mand. Hele familien. Mand.

Jeg lægger på. Det der vil jeg alligevel ikke finde mig i. Det er bare løgn og latin fra ende til anden. 17
Dialogmodtagelse lyder bare så godt

Jeg får fat i Vibeke, og vi siger farvel på lærerværelset.
– Vi skal ind og hente min nye bil, siger jeg.
– Vores, siger konen.
– Ja, ja.

Man skal aldrig sige konen imod. Alle ved jo godt, at bilen er mandens domæne. Bil.dk = Mand.dk.
Som sædvanlig kører jeg, og jeg tager den stille og rolig. Ikke noget med at overhale. Det vil hun ikke bryde sig om.
Jeg fortæller hende om min telefonsamtale.
– Ja, men Per Ole. Du er da kørt lidt ovenud, er du ikke? Politianmeldt for vold? Det har du da aldrig prøvet før.

Jeg føler mig faktisk helt stolt og retter mig lidt op i sædet. Kom bare an, verden! Her kommer Tarzan.

En grøn blikkasse med fire hjul ligger konstant i røven på mig. Jeg kører 80 kilometer i timen, hverken mere eller mindre. Helt lovligt. Han vil åbenbart køre hurtigere.
Han lægger an til overhaling og er side om side med mig. Jeg sætter farten op, så jeg kører lige så hurtigt.
– Per Ole! Hvad laver du, råber Vibeke ved min side.
– Nå, det er bare en idiot, der vil forbi.
– Ja, men så lad ham da komme forbi …
– Aldrig i livet. Tror sådan en fartbølle, han bare kan komme her og forstyrre normale menneskers kørsel?

Han falder tilbage og drejer ind bag mig igen. Så blinker han flere gange med lyset. Nede i krydset holder jeg for rødt. Han stiger ud af sin grønne æske og kommer hen til mig. Jeg ruller vinduet ned.
– Sig mig engang! Hvad fanden er du ude på, spørger han og truer mig med en knytnæve ind ad vinduet.
Jeg tager fat i næven og maser den.
– Avvvvvvvv, gisper han og falder om på gaden. Det bliver grønt, og jeg kører.

– Altså Per Ole, for fanden, hvad går der dog af dig?
– Jeg synes bare ikke, han skal stå der og true mig. Det så du da godt, ikke?
– Jo, men ærlig talt. Var du ikke også en smule fræk over for ham?
– Nej, det var jeg ikke. Jeg kørte det, man må. Han ville overhale. Ergo kørte han hurtigere, end loven tillader. Bum!
– Ja, men du er da ikke færdselspoliti.
– Nej, det skal han være glad for. Det kunne jeg ellers godt tænke mig.

Vi kører om ad Ringvejen ud til VW.
Foran mig kører en lille smadderkasse med 55 kilometer i timen. Vi må køre 60. Hvorfor fanden kører han så ikke 60?
Jeg kører helt op bag ham. Det er han ligeglad med. Endelig kan jeg se mit snit til at overhale ham og lægger mig ind foran ham og dæmper farten til 40.
Nu er det ham, der må ned i fart. Ha! Det har han godt af. Jeg sætter den yderligere ned til 30. Han må følge med.
På den måde varer det lidt, inden vi når lyskurven i Wasskrydset.

– Hvorfor kører du så langsomt, Per Ole?
– Jeg vil så nødig have skyld for at være en bilbølle.
– Nååå. Meeeen, … kan det ikke blive for langsomt?
– Nu er vi der.

I forvejen har jeg tømt Toyotaen for alt af værdi og ærgrer mig bare lidt over, at de to bagdæk er relativt nye. Men det gider jeg ikke spekulere mere over lige nu. Jeg glæder mig helt vildt til den nye bil.
Foran indgangsdøren hos VW er p–pladsen optaget. Der holder en gammel boble. Jeg går ud og løfter den ud fra pladsen, skubber den længere hen og kører min egen ind i stedet.
Sådan. En mekaniker står og glor inde bag døren til værkstedet, hvor der over porten står “Dialogmodtagelse”.
De skal få dialog, skal de. 18
Svedende sælger med dobbelthager

Sælgeren har knappet ekstra op i sin hvide skjorte i dag, men alligevel sveder han meget og tørrer sig ustandselig med et lommetørklæde. Det er til at få fnat af.
Det varer lidt, inden han har fået det hele gjort klar til mig. Uden for hans kontor står en anden sælger, der er noget bredere over skuldrene.
Sveden drypper etagevis mellem dobbelthagerne:
– Dem har du ikke fået gjort noget ved siden i går, hvad?

Han svarer ikke.
– Måske skulle du se lidt på, hvad du spiser, mener jeg. – Dyrker du motion?

Han svarer stadig ikke, men har travlt med papirerne.
– Nå, du synes måske ikke, det kommer mig ved?
– Neeej, egentlig ikke.

Han smiler hurtigt og overfladisk.
– Du er altså ikke interesseret i dialog?
– Ikke lige på dette område.
– Der står altså dialogmodtagelse på jeres mur …
– Ja, men det er ind til værkstedet, hvor man …
– Som kunde er det ikke rart at kigge på et flæskebjerg som dig, det må du da nok kunne forstå, siger jeg indtrængende. – Sidder der og sveder, som om du var i sauna. Mand. Du trænger til en dialog om, hvad du skal gøre ved det.

Han bliver rød i hovedet og skynder sig at lægge papirerne frem mod mig, mens han kaster et blik hen mod ham den anden:
– Se lige, om ikke alt er, som det skal være?
– Jo, det ser fint ud, men du svarer mig ikke. Hvordan kan du sælge biler og så være så fed?
– Jeg har da lige solgt en til dig, siger han minsandten. Noget fræk, forekommer det mig. Jeg finder hans slips under den nederste dobbelthage og strammer det, ganske let.
Igen bliver han rød i hovedet. Det tror da pokker. Alle de dobbelthager bruger en masse af den almindelige blodtilstrømning, og pludselig farer al blodet op i ansigtet ovenover. Jeg ved noget om blods evne til at vandre i kroppen og placere sig bestemte steder. Det morer mig at tænke på, indtil jeg bliver opmærksom på, at han udstøder underlige lyde, som om han ikke kan få luft, og jeg slipper ham skyndsomst.
I det samme kommer den anden sælger farende ind og tager fat i mig.
– Nå, det må du sgu undskylde. Fedesen, siger jeg til min sælger og ser ned på den hånd, der har taget fat i mig.
– Hov, hvor kommer du fra?

Jeg klemmer fingrene en bette smule, og manden slipper med en eller anden lyd og forlader kontoret igen.
– Hvad skulle han, spørger jeg min svedende sælger.
– Øh, sådan gør vi nu altid, svarer han. – Er du ikke lidt voldelig?

Jeg rejser mig op, og han skynder sig at løfte hænderne op foran ansigtet:
– Nej, nej. Du er ikke voldelig. Slet ikke.
– Nå, det var godt. Er den bil så dialogparat?

Uden at sige et ord smider han nøglerne til min, æh, undskyld, vores nye bil, og vi forlader hans kontor, og jeg hører ham puste ud med en sær lyd.

Jeg kalder på Vibeke, der valser rundt ude på p–pladsen helt oppe hjørnet.

Vi sætter os ind i den flotte, nye Golf GTE.
– Ahhh, nu skal du bare høre, min skat, siger jeg og stikker nøglen i låsen. – Vrooom, vil den komme til at sige.

Men den siger ikke en skid, da jeg drejer. Den er totalt lydløs. Der lød et lille knæk, som om noget brækkede.
– Nu er jeg i tvivl om, hvorvidt den i det hele taget er startet, siger jeg. – Jeg trykker lige en smule på speederen.

Det viser sig, at bilen er startet, for den farer frem som en raket. Jeg bremser, og vi er ved at få panden hakket op i vinduet, samtidig med at den er ved at vædre udstillingslokalet.
– Hold da ferie, siger jeg begejstret.
– Men Per Ole, gisper min skønne hustru, – jeg kan ikke lide, at du kører sådan.
– Jeg skal da nok køre ordentlig, Vibeke. Vær vis på det. Jeg kører kun hasarderet, når du ikke er med.

Grinende kører vi med adstadig fart væk fra VW i denne enormt dejlige sportsvogn. For det er den. Jeg nyder hver meter, den tilbagelægger på sin helt tyste måde. Den siger ikke en skid, og det kommer lidt bag på mig. Jeg troede, den ville have lyde som en sportsvogn.
Den er dum at spise chips i, for tyggeriet ville larme helt sindssygt.
Ude på Ringvejen træder jeg lige speederen i bund, og i det samme tænder en vældig motorlarm, mens bilen drøner frem som en raket. Vi kastes tilbage i sædet, og med nød og næppe får jeg den bragt ned til de lovlige 60.
– Hups, hvad? Man skal da godt nok passe lidt på med at have for meget speedometerkløe i højre fod, for så starter den rigtige motor, skal jeg da lige …

Ude på hovedvejen er der tilladt 90 kilometer i timen. Med et knips får jeg den lynhurtigt op på 90, kigger mig godt for, og presser speederen i bund.
Med et vroouummm smækker motoren bilen fremad.
– Hutlihut!

Det siger de også i fjernsynet.
– Hold på michael laudrup! Det var dog imponerende.

Vibeke er knap så imponeret:
– Det er ikke sikkert, den politibil der synes det samme!
– Hvad? Den smutter jeg sgu bare fra.

Og det gør jeg. Så let som for Thisted Fodbold Clubs forreste spydspids at drible forbi Skive Boldklubs bagerste kæde glider jeg fra dem, længe før de får hånden ned på gearstangen og kan følge efter.
– Ha, ha, siger jeg overlegent og triumferende. – Hvad siger du så?
– Jeg siger, at der holder den næste politibil. Per Ole, nu standser du altså!
Jeg gør altid, hvad hun siger, jeg skal gøre. Næsten altid. Lige det her er et meget sjældent eksempel på det modsatte. Jeg ignorerer totalt deres stopskilt, drejer udenom og forsvinder ned til højre mod Sjørring. Af sted, af sted.

– Så, nu er du da selv ude om det, siger hun, og vi kan høre sirenerne bag os. Vi når Sjørring på et halvt minut, og gennem byen sætter jeg farten ned til 100. Der skulle nødig ske noget. Ud for efterskolen dytter jeg lige, så Ella Bella kan se mig.
Jeg er lige ved at dreje til højre ud mod Søren Peter Jørgen, men er man først derude på de små veje, kan det gå galt. Så derfor fortsætter jeg op over bakken ligeud.
Mod Hundborg får den alt, den kan trække. Der er sving på sving, og man kan i hvert fald ikke beskylde GTEen for utroværdighed. Den klæber sig nærmest til vejen, og jeg gisper af fryd.
– Nej, det er sjovt, det her. Den holder, hvad den lover. Skal jeg love for.

19
Voldeligt politi mod uskyldig borger

Men det slutter desværre, som alle gode historier gør. To politibiler står plantet midt på vejen lige før Hundborg. Jeg ved ikke, hvor de er kommet fra, men de har snydt, har de. Ringet til nogen nede i Svankjær og bedt dem om at lave vejspærring.
Jeg bremser, og den bremser fantastisk. Fra 160 til 0 på fem sekunder. Det er en overtrædelse af alle fysiske love.
Jeg bliver roligt siddende med panden betænkeligt tæt på forruden. Fra Vibeke lyder der flere suk.
Det myldrer frem med politibetjente.
En af dem har trukket sin pistol. Ja, men for fanden da?
En anden banker på min siderude. Jeg ruller ned.
– God dag, hvad kan jeg hjælpe jer med?
– Vær venlig at stige ud af bilen.
– Hvorfor?
– Fordi jeg siger det. Du skal efterkomme politiets anvisninger.
– Nå.
– Du må hellere gå ud, Per Ole, siger Vibeke.

OK, så da. Jeg tager selen af og stiger ud. Straks tager flere betjente fat i mig og drejer mig rundt og smækker mig ned på motorhjelmen.
Det er der, jeg bliver rigtig sur. Den kunne få en ridse, og da den er helt ny, er jeg faktisk grædefærdig. Jeg tager fat i de to, der holder mig, og drejer deres arme rundt, så de skriger og siger til dem i en venlig tone, synes jeg selv:
– I skal ikke ridse min nye bil. Har I forstået?

De nikker, mens de ømmer sig. Så slipper jeg dem.
– Må vi se dit kørekort, siger den ene, mens han masserer sin arm der, hvor jeg holdt fast i ham. Ham med pistolen nærmer sig.
– Her, siger jeg. – Hvis du griner ad billedet, får du en på lampen!

Det gør han nu ikke. Han anstrenger sig i den grad for at bevare alvoren, kan jeg se. Han giver kortet til en bag ham, der er kommet til i mellemtiden, og jeg ser, at der, uden at jeg har lagt mærke til det, er kommet tre politibiler mere til, og mindst 10 betjente står rundt omkring mig. Pludselig farer de alle på mig. Jeg gør nu modstand og forsøger at slide mig løs.
– Du er anholdt, siger den nærmeste, og tager en lille genstand frem og sprøjter mig i ansigtet.
– Aavvvvvv, skriger jeg og synker sammen og vrider og vender mig i smerte. Det gør så ondt, at jeg ikke ved, hvad jeg gør. En eller anden sprøjter vand eller anden væske på mig og søger at ramme mine øjne, og råber imens, at det her hjælper mig, så jeg skal bare have det i øjnene, og ganske langsomt hjælper det, og det svier knap så meget. Jeg får håndjern på og bliver ført ind i en politibil og kørt af sted.
Vibeke kører hjem i vores bil. Vores fine, nye bil. 20
I kachotten, bag tremmer, buret inde, hotel gitterly

Jeg vågner. Det er tidlig morgen. Solen står lige akkurat ind gennem det lille vindue, der sidder højt oppe på væggen. Briksen er hård, men ikke for hård til mig.
Det banker på døren, og klappen går op:
– Der er besøg.

Nå, for søren. Jeg rejser mig besværligt, lader en hånd stryge gennem de sparsomme lokker, gaber, går over og børster tænder, det vil jeg i det mindste, og banker på døren indefra.
Betjenten åbner den, giver mig håndjern på og fører mig til besøgsværelset.
Der sidder Vibeke. Hun har røde øjne og ser enormt traurig ud. Sådan rigtig ked af det.
– Det kan ikke gå på denne måde, Per Ole. Der er alt for meget med dig og dit ustyrlige temperament. Jeg kan ikke klare det mere.
– Ja, men, – jeg, æh, jeg har …
– Hvordan vil du nogensinde slutte det her?
– Ja, men det vil jeg, så snart jeg kan komme ud herfra. Jeg er allerede holdt op med at tage Megajolerne, Vibeke. Jeg har dem jo heller ikke her i fængslet, så det var let nok.
– Men hjælper det? Jeg vil have min gode, gamle, rolige Per Ole tilbage. Hverken mere eller mindre. Gider ikke den der gajol-befængte pubertetssvend, der tænker som en 17-årig. Gider ham ikke længere. Selv om …

Der er pause i lang tid. Jeg får ikke at vide, hvad hun kunne have af indvendinger mod at stoppe dette vanvid.
– Jeg gider ham heller ikke, skat. Jeg er også træt af at spille he–man og Batman og verdensmand. Træt af det. Vil bare hjem og sidde lige så stille i min gode stol, læse lidt avis og glæde mig til et glas rødvin i aften. Og hvis det går helt vildt til, måske se en golfudsendelse.
– Jeg kan få dig ud i dag, hvis du lover mig, at det er slut med de piller der. Jeg har talt med politiet og en advokat.
– Advokat? For den. Men. Vibeke. Det er slut. Her er min hånd. Jeg lover det.
– Av! 21
Efterveer til eftertanke og eftertiden og efterskolen

Ud på eftermiddagen er vi hjemme igen. Vibeke har kørt hele vejen. Hun skal ikke nyde noget.
– Din sælger hos VW vil ikke melde dig. Jeg har overtalt ham.
– For hvad?
– Åh, for så meget. Ydmygelse, vold, trusler. Men jeg sagde til ham, at du havde en forbigående psykose, og så lod han sagen falde.
– Det var da godt. Psykose? Det må jeg nok sige. Agter han at gå på slankekur?
– Der er også ham i den lille grønne bil, der ville overhale dig, som ikke fik lov. Ham har jeg også snakket med. Han vil heller ikke indgive anmeldelse.
– Det var også godt. For ellers ville han da have fået en fartbøde.
– Men den unge pige fra cafeteriet har meldt dig for sexchikane. Du havde vist sagt til hende, at hun havde en god røv.
– Nå, for pokker. Ja, men det havde hun. Skal jeg så sige undskyld, det har du ikke alligevel?

Jeg viser hende med hænderne, men når ikke at forklare mig nærmere,
– Den var …

før hun afbryder mig:
– Hende har jeg ikke snakket med endnu. Men det kommer. Og så er der Ella Bella på efterskolen. Hun er stadig sygemeldt.
– Sygemeldt? For hvad dog?
– Ja, det tror jeg nok, du selv må vide …
– Ja, men … altså jeg aner det sgu ikke.
– Du har taget på hende.
– Hvad??
– Ja, du har befamlet hende.
– Av for den. Men – hun har garanteret inviteret mig først, ellers kan du jo godt forstå, at jeg aldrig ville …
– Og så har jeg været i kontakt med forældrene til Peter. De var vrede og forbitrede og ville ikke trække deres anmeldelse.
– Så – der kan jeg forvente en over fingrene?
– Jeg tilbød dem et beløb, hvis de ville lade være. Det sagde de ja til. Så det koster at være gift med dig.

Jeg ryster lidt på hovedet:
– Han vil aldrig mere sætte sig på min stol. Det er jeg sikker på. Og moderen har altså en psykose. Mindst.

Jeg sidder et stykke tid med den sorte gajolpakke.
– Skal jeg stoppe med det her? Førhen levede vi – eller jeg – et roligt og stille liv uden de store dramer. Men var jeg ikke også lidt kedelig?
– Indrømmet, jo. Æh, det er ikke let, det her.
– Jeg kan forsøge at styre mig?
– Ja. OK; lad os prøve.

Jeg tager Vibekes hånd. Hun har tårer i øjnene.
– Skat.
– Er det ikke tilfredsstillende, stopper du. Har vi en klar aftale?
– Ja, skat. Ganske klar. Vil du have det på skrift? Eller skal vi lægge arm?
– Du er ustyrlig. Det er problemet! Du er ustyrlig, Per Ole. Vi starter fra scratch. Du får tre dages chance. Betingelsen er, at du bliver herhjemme, forholder dig i ro, du går ikke uden for en dør, snakker ikke til nogen, ruller gardiner ned og for og tager ikke telefonen, samt …
– … ingen spiritus!
– Nemlig! Har vi en aftale?
– Vi har en deal. Det bliver hårdt, men hva fanen …
– Og heller ikke noget med at sidde og drikke dig skæv i rødvin.
– Er du tosset? Ved du ikke, jeg er gået over til Cola? Jeg drikker 1,5 liter hver dag. Det er meget bedre. Det gør alle unge.
– Og tag så den hættetrøje ned. Jeg ved ikke, hvad du ligner. En gammel mand med hættetrøje! Indenfor!
– Det ser sejt ud. Hvorfor tror du, alle andre går rundt med sådan en?
– Per Ole! Det er jo kun de unge, der gør det. Det er et ungdomsfænomen!
– Jeg føler mig også ung, skat. Skal vi lige besegle aftalen med et hurtigt … 22
Ved de andre mon noget?

Der går tre dage, og jeg vænner mig langsomt til en lidt mere afslappet tilværelse. Ingen slagsmål længere, for jeg har ikke set nogen overhovedet bortset fra en eller anden, der kørte langsomt ned gennem gaden; jeg var lige ved at fare ud og spørge ham, hvad fanden han lavede her på den måde, og om han ville have et par på frakken, men undlod. Jeg kan sagtens styre mig, når jeg bare ved, hvad det gælder.
Mine armbøjninger har langsomt stabiliseret sig på en fyrre stykker, fordi jeg ikke rigtig gider tage flere, og kvinder kigger jeg kun sjældent efter ude på gaden – her fra mit vindue under gardinet. Dem er der altså ikke mange af, hvis jeg må sige det på den måde. Jeg tør simpelthen ikke vove mig uden for en dør af angst for at overtræde dealen.

Jeg lister mig dog om på efterskolen den sidste dag, uden at Vibeke ved det, og jeg gør det kun, fordi jeg er desperat efter at komme lidt ud og se andre mennesker. Jeg tror heller ikke, hun ville have noget imod det. Jeg siger til mig selv, at jeg nok skal opføre mig ordentlig. Jeg ved jo, hvad det gælder. Vibeke, slet og ret.
– Per Ole, du skal opføre dig ordentlig, er du med, siger den rare 67–årige bedstefar.
– Ja, Per Ole, det skal jeg nok, svarer det 17–årige hidsige barnebarn.
Når jeg lover noget, så holder jeg det. Især når det er det mest praktiske.

Jeg går ind på lærerværelset, hvor der sidder flere. De hilser på mig, men siger intet. Alle lader som ingenting. Måske slipper jeg for en masse? Måske har de ikke hørt det med mig og politibilerne og fængslet og alt det der?
– Nå, Per Ole, hvordan var det så at være i fængsel?

Nå, det havde de.
– Jo, Cecilie, det var da sjovt at prøve.
– Sjovt?
– Ja, altså i hvert fald nogenlunde sjovt.
– Hæ, hæ, Per Ole. Rart at høre, at du stadig har dit gamle humør. Har ellers hørt et og andet om dig og dine … lyster …

Hun griner så lumsk og skubber lidt til mig.
– Det der sex; kom det bag på dig? Eller ha, ha …

Nu ved jeg ikke helt, hvad jeg skal svare. Dels fordi jeg ikke aner, hvad hun snakker om, dels fordi jeg ikke synes, det kommer hende ved.
– Du var sørme energisk med at hjælpe Ella Bella. Er du klar over, at hun har været sygemeldt lige siden?
– Hm, har hørt om det.
– Du spurgte hende, om hun var blevet mor og ville derfor absolut hjælpe med at ælte dej, men fik vist fat i noget forkert noget at ælte … Hæ, hæ.
– Øh, jeg husker ikke helt …
– Du havde da begge hænder oppe under blusen på hende …
– Nå, for pokker.
– Ja, vi kunne ikke rive hende fra dig.
– Ja, men dog. Hvad gjorde I så?
– Først da vi hentede både Pontius, Peter Christian og Søren Peter Jørgen lykkedes det!
– Peter Christian og Søren Peter Jørgen?

Det er faktisk flovt, det her.
– Jeg må vist hellere køre hjem igen …
– Er det ikke varmt at have den der hættetrøje på?
– Jo, men når det nu ser smart ud …
– Du er sgu da en gammel mand, Per Ole. Du lyder som en 17-årig elev, og når jeg tænker mig om …
– … Ja, det ville da så være noget nyt …
– … så synes jeg, at alt det, jeg har hørt om dig, er højst mærkeligt. Førhen var du da sådan en stille og rolig ældre herre, der havde styr på det hele og aldrig råbte eller skreg eller slog andre eller havde sine hænder det forkerte sted …

Hun stirrer på mig, som om jeg kom fra Mars. Efter et par sekunder kommer hun i tanker om noget.
– Der er er teaterforestilling oppe i salen lige nu. De kommer fra Hundborg og har fået lov at låne vores sal til at træne i den sidste måned. Gå da op og se det, foreslår hun bredt smilende. – Du skal jo på en måde ind i det igen, og der er helt mørkt oppe i salen. Jeg tror ikke, eleverne ved noget om dig og det her. Altså ikke andet end det der med Peter. Ha, ha. Løftede du ham virkelig op og smed ham hen ad gulvet?

Hun ser beundrende på mine armmuskler.
– Ja, det er da et godt forslag, mener jeg også og går derop. Jeg har ikke hørt om teater fra Hundborg, men der er så meget, jeg ikke får at vide.

Alle vinduerne har sort plastik for, og en mand styrer projektørerne. Inde på scenen står fire grønne mænd. Grønne dragter, grønne ansigter. Grøn over det hele.
Det slår ned i mig. Her er min grønne mand. En skuespiller!
Jeg kan godt genkende den ene af dem. Nu er han vist omsider faldet ned. Det er altså ikke så godt med alle de aggressioner. Gudskelov!

Jeg bliver lettet og stryger ned ad trappen, sparker døren op og skynder mig hjem.
23
Opklaring i Nord-Vest

Jeg når lige at komme hjem, inden Vibeke dukker op.
– Nå, skat, siger hun, – det er nok lidt kedeligt bare at sidde her og glo, ikke?

Jeg nikker ivrigt og skynder mig at tage hætten af hovedet og tager en slurk af colaflasken og lukker computeren med “Tomb Raider”.
– Vi får besøg om lidt.
– Nå. Politiet?
– Nej. Af en dame.
– Ser hun godt ud?
– Per Ole!!

Det ringer på døren. Udenfor står ganske rigtigt en dame med fremstrakt hånd. Hun ser sådan ud, at jeg ikke forbinder hende med noget frækt.
– God dag, Per Ole. Lone Gückelmeier. Jeg er forskningsbachelor på universitetets afdeling for gerontologiforsøg.
– Æh, hvad for et øg?
– Det er en afdeling, der forsker i at standse alderdomstegnene.

Jeg forstår ikke en dyt af det, damen siger.
– Kom indenfor og smæk måsen i sædet.

Jeg peger på en stol, der skulle være bred nok, og Vibeke serverer kaffe. Damen tager en slurk og ordet:
– Vi har udviklet en metode til ungdommelighedsgørelse, det vi for nemheds skyld kalder UG. Til det formål har det været nødvendigt at finde en forsøgsperson, der opfylder følgende: 67 år, pensionist, manglende sexlyst, begyndende mave, skaldet, brokkerøv, elendig til for eksempel golf, god til sure opstød og ellers nogenlunde intelligent og nogenlunde sygdomsfri. Blandt de tilbagemeldinger, der er kommet fra vore læger, var hans udtalelse om dig klart den, der ramte skiven i plet.
– Det må jeg da nok sige. Det gør I bare uden min tilladelse?
– Det var nødvendigt, når vi nu skulle starte forsøget. Vi har indhentet alle tilladelser. Selveste justitsministeren har været inde over.
– Jo. Det må jeg nok sige.
– Ja, såmænd.

Jeg kigger over på Vibeke. Hun sidder og siger ingenting.
– Men – øh, hvad går det så ud på?
– Ser du. Med stoffet alfamethylfenyl–ethylamin i forstørrede Gajoler, såkaldte Megajoler, ville vi kunne fremkalde større glæde over tilværelsen for de ældre mænd, der har mistet gejst og livslyst. Det kaldes også amfetamin.
– Amfetamin? Hold da op.
– Men så fandt vores forskere ud af, at man oveni kunne tilsætte det mandlige kønshormon, testosteron, og derved få en virkning, hvor de to stoffer gensidigt påvirker hinanden, og hvor de negative bivirkninger formindskes. Især nedturen. I din alder burde testosterontallet ligge på mellem 16 og 20. Det er nok nærmere de 30 nu for dit vedkommende.
– Aha.

Jeg slår mig på brystet som en abe.
– Derved skulle det højst interessante for en forsker være muligt at forsyne dig med ungdommelige evner og anlæg. Måske har du allerede bemærket en større sexlyst?
– Øh, ja, det kan man godt sige. Det kan man da vist godt sige …

Jeg kigger over på Vibeke, der som en bly viol slår blikket ned. Bly viol? Det hedder fucking genert i vore dage.
– Som en 17–årig?
– Øh, ja. Men jeg tog vist alt for mange i begyndelsen …
– Det ved vi nu, der skete en fejl. Det var ikke meningen, at dine forandringer skulle komme så hurtigt.
– Så, det var en fejl?
– Ja, beklager. Men på længere sigt er virkningen altså den samme. Du og dine omgivelser vænner sig bare til det på en mere naturlig måde.
– Er der så sket noget, der ødelægger det hele?
– Nej, slet ikke. Du har fået større styrke i muskulaturen, større elasticitet i knoglerne og større smidighed i kroppen i det hele taget. Alderdomsprocesserne er gået ned i fart. Det vil i øvrigt blive fastslået ved den lægeundersøgelse, du skal igennem i morgen.
– Ja, jeg spiller golf som aldrig før. 285 meter i modvind!
– Jeps! Nu skal du høre. Vi har vældige forskningsmidler på området og får store donationer fra især Ældre Sagen, så der er penge nok. Derfor er vi også mange, der forsker i det.
– Hvor mange deltager i forsøget?
– Du er den første og hidtil eneste. Erfaringerne vil fortælle os, om det er noget, vi skal brede længere ud – eller stoppe. Og jeg vil ikke tøve med at sige, at vi følges af forskere over hele verden. Det er tæt på at være sensationelt, det her.
– Tak, spids. Jeg er altså forsøgskanin. The one and only in the whole world. Og hvad går det hele ud på?
– Du vil gradvist blive som en 17-årig. Du vil stadig være i en gammel mands krop, men inderst og yderst vil den fungere som en 17-årigs i mange henseender. Det ved vi. Hvad vi ikke ved, er, hvordan processerne foregår over længere tid. Hvad sker der med dig om fem år? Om 10 år? Og dertil skal vi naturligvis bruge din accept.
– Jeg har sandelig mærket det der med at være 17 år. Der er ulemper. Jeg er blevet meget mere agressiv og slår, før jeg tænker. Hvad vil mine børn sige? Min datter, Anne Lise, kan være skrap med sådan noget.
– De vil sandsynligvis opleve dig som noget umoden og som en, der totalt har skiftet personlighed. Og noget kan du bare ikke gennemføre. Trods alt. Du kan ikke løbe lige så hurtig som en 17-årig, og det kommer du aldrig til. Den statiske styrke i dine muskler vokser, ikke den dynamiske, hvis jeg tager det helt firkantet. Det er noget mere kompliceret, men altså. Derfor slår du længere i golf end tidligere, men du kunne ikke løbe banen rundt.
– Og her har jeg troet, at … Jeg mener, jeg ved sgu ikke helt, hvad jeg har troet. Jeg er gået i gang med at skrive en bog om det her.
– Det var en god idé, men vent lige med at offentliggøre den.
– Den skal hedde “Fra 67 til 17 på 7 sekunder uden mellemlanding”. Ikke nogen lang roman.
– Hm. En noget besværlig titel. Men, Per Ole. Det er naturligvis afgørende for os, at det hele forbliver en hemmelighed, sådan at du kan rapportere til os i de intervaller, vi aftaler, uden at andre har mulighed for at blande sig i din adfærd. Derfor må bogen ikke udkomme foreløbig.
– Og hvor længe skal jeg æde Megajoler?
– Det bestemmer du selv sammen med din kone. Vi erkender, at forsøget kan være forbundet med visse gener, og derfor vil vi månedligt udbetale dig et beløb. Det kommer naturligvis fra de store medicinalfirmaer, der virkelig kan set et potentiale i det her.

Hun giver mig summen. Jeg spærrer øjne og mund op og kigger over på Vibeke. Hun misforstår vist mit blik, for hun tilføjer:
– Ja, det er ikke så meget. Vi kan godt gå lidt op.
Og forhøjer beløbet.
Jeg er stum i nogen tid. 10 års folkepensioner. Pr. måned!
– Men jeg kan hoppe fra, hvornår det skal være?
– Ja. Her er to anti–piller. Dem skal du tage med 12 timers mellemrum, og når du har taget den anden af dem, går der yderligere 12 timer, så vil du være nøjagtig, som du var før.

– Men hvor ligger grænsen for min ydeevne lige nu?
– Det er blandt andet det, vi godt ville forske i. Så ved siden af den månedlige test på Skejby vil der forekomme små, ekstra undersøgelser. Du skal blandt andet bære dette måleudstyr på dig. Også om natten.

Hun viser mig en lille dippedut, der spændes om min arm. Det ligner de traditionelle fitness-armbånd. Det hedder et UngdommelighedsGørelses-armbånd, forklarer forskeren, inden hun kører i sin gamle og udslidte Fiat Punto af ældre årgang.
– Giv den dog en Megajol, råber jeg efter hende.

 

Jeg sidder nu med de to anti-piller og et UG-armbånd.

Tja. Det var da meget sjovt at prøve at lege 17-årig igen. Men mellem os: Det er altså også lidt trættende. Hvis det ikke ændrer sig, så …

Hvis jeg standser forsøget, kunne jeg igen nyde et glas god vin, mens jeg hviler mig, eller jeg kan lade være, hvis det er for anstrengende. Jeg skal trods alt først finde en flaske og så en proptrækker og så alt det mas med at lukke den op og hælde i glasset. Måske vil jeg gå en tur på golfbanen i eftermiddag. Hvis jeg gider, for det ville virkeligt udfordre mig. Alle de huller. Banen er eddermugme lang. Så kan jeg altid vende tilbage til konen i aften. Hvis jeg altså gider. For der kommer jeg virkelig på arbejde. Så er der ikke noget, der hedder at gide eller ikke gide.

At gide, jeg gider ikke, jeg gad ikke, jeg har sgu aldrig gidet.
Nu vil jeg se, om der er nyt på Facebook. Jeg tror, jeg laver en opdatering til vennerne.

 

Der er flere af

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg