Hjerneskadet 1

Det startede med en hovedpine, der bare blev værre og værre, og pludselig blev alt sort for mig.
Jeg vågnede i en hvid hospitalsseng omgivet af min nærmeste familie, altså Grete og børnene Hans og Ulrik plus et barnebarn, vistnok Ellen, men det er jeg lidt usikker på, og så en læge.
Det, jeg var helt sikker på, er, at jeg ikke kunne røre mig. At jeg ikke havde følelse af min krop eller nogen del af den. At heller ikke øjnene kunne jeg bevæge, jeg kunne ikke dreje hovedet, og jeg kunne kun se lige ud.
Til gengæld kunne jeg høre og forstå alt, der blev sagt. For eksempel hørte jeg helt tydeligt Grete spørge lægen, om jeg kunne høre og forstå noget.
– Nej, sagde lægen bedrøvet, det skal du ikke regne med. Nu skal vi have ham til genoptræning. Sådan en alvorlig hjerneblødning betyder stor skade på mange vitale funktioner i hjernen, og her ser det ud til, at hele bevægeapparatet har taget skade. Vi kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt din mand kommer til at forstå eller tale igen, men du skal måske nok forberede dig på det værste.
Grete græd sagte, og både Hans og Ulrik så helt forstenede ud. Jeg kunne ikke få øje på Ellen. Jeg prøvede at åbne munden og sige:
– Ja, men for søren. Jeg forstår jer alle sammen, og jeg snakker, som jeg plejer. Hør nu efter. Kan I ikke se, at jeg ruller med øjnene?
Men jeg kunne ikke få munden op. Jeg kunne heller ikke rømme mig eller rulle med øjnene, så de i det mindste fik et lille tegn. Intet kunne jeg. Jo, høre og forstå, det kunne jeg. Og jeg forstod, hvor ked af det Grete blev. Ja, også drengene. Stod de to voksne mænd ikke med tårerne strittende ud af øjnene?
Altså, vi levede jo som ethvert andet lykkeligt ægtepar i mange år. Gik i byen som unge og yngre, holdt os til hjemmet i de lidt ældre år, men var vitale og havde et ganske normalt sex-liv, så vidt jeg kunne vurdere. I min sparsomme fritid spillede jeg lidt golf sammen med vennen Jan, og vi havde det herligt sammen. Bagefter drak vi en øl og betroede hinanden, hvor slemme vore koner var. Vi prøvede hele tiden at overgå den anden og vidste nok hver især, at det kun var for sjov. Som IT-programmør for det lokale TV-selskab var der ikke meget sjov i det daglige, så jeg så frem til disse hyggestunder.
Jeg kom på genoptræning på Hammel og var der i næsten et helt år, inden de opgav og sendte mig hjem. Grete havde haft lange samtaler med lægerne, og hun vaklede mellem at lade mig indlægge permanent på et plejehjem eller tage mig hjem. Men vort hus var i grunden udmærket til et sådant arrangement, og Grete og jeg havde det fint, hvis man kan kalde det det. Desuden lagde vore sønner pres på hende for at tage mig hjem. Jeg har altid haft et særdeles godt forhold til mine drenge.
– Mor, du kan ikke være andet bekendt, sagde de. Far har brug for dig, og du får så megen hjælp fra kommunen.
Jeg blev placeret i stuen foran TV, og til at begynde med snakkede Grete til mig, som om jeg var som før. Jeg kunne stadig ikke dreje ansigtet over mod hende, jeg kunne stadig ikke snakke eller på anden måde meddele mig til omverdenen, men jeg forstod alt, der foregik omkring mig. Den første aften drak hun kaffe, og vi så noget fjernsyn, hun gad ikke se lokal-TV, selv om jeg hellere ville se, hvad mine gamle kolleger havde brygget sammen i disse digitale tider og så uden min hjælp. Nej, da jeg ikke kunne gøre mig gældende overhovedet, bestemte Grete naturligvis det hele.
Det kan jeg slet ikke bebrejde hende. Næ, der var andet, der var ulig værre.

En dag kort efter kom Jan og hilste på. Han var kørt med Grete nogle gange til Hammel, og det havde jeg sat pris på. Uden at kunne vise det.
– Nå, gamle jas, det der med golf bliver vist ikke til så meget mere, hvad?
Jeg kunne ikke ryste på hovedet, jeg kunne ikke græde, ingenting kunne jeg. Bare stirre ud i intetheden.
Så kom Grete ind i stuen. Det var sådan, mine forandringer i virkeligheden begyndte. Selvfølgelig var det en katastrofe at få en hjerneskade af denne kaliber, men det med Grete var langt værre.
Hun strøg med sin hånd hen over ryggen på Jan og sagde højt:
– Ja, ham har vi ingen glæde af mere.
– Nååå, lidt har vi da.
– Tys.
Hun trak ham med ud i køkkenet, og jeg opfattede nogle af ordene derudefra.
– … skulle jo nødig høre …
– … hører sgu ingenting … kan du ikke se, han er en grønsag …
– … ja, men hvis nu …
– … pjat med dig. Der er lukket, stengt, closed. Punktum.
Så var der en lang pause.
Bagefter kom de ind igen, og jeg lagde mærke til Gretes uglede hår. Det plejede hun aldrig at have. Pludselig dæmrede det for mig.
De satte sig i sofaen bag mig, og i lang tid sagde de ingenting. Men jeg kunne høre kys, suk og støn og Gretes hvisken:
– Nej, Jan, ikke her og nu.
Så rejste de sig.
– Nå, Gert, du må ha det, sagde Jan venligt og klappede mig på armen.
Ude i entreen lød der et klask og en tilsyneladende overrasket Grete:
– Så, Jan. Ikke her.
Jeg gættede, at han havde ramt hendes bagdel. Ikke så svært, når man tager størrelsen i betragtning. Jeg gættede også nu, hvad der var sket, mens jeg var på Hammel.
– Du må ha det. Vi ses i morgen.
Hun fulgte ham helt ud og kom tilbage efter et stykke tid.
Hun gik direkte ud i køkkenet og begyndte på madlavningen.

Næste dag kom han igen. Denne gang hilste han ikke:
– Det kan sgu ikke betale sig. Han forstår jo ingenting alligevel.
– Man ved aldrig, sagde Grete. Nu med normal stemmehøjde.
Igen satte de sig i sofaen bag mig, og igen hørte jeg kysselyde, stønnen og sukken og tøj, der blev taget af.
Nu blev lydene mere rytmiske, en regelmæssig genkendelig lyd fra gamle dage for ikke så forfærdelig længe siden. Alligevel forekom det mig, som om det var 10 år siden.
Jan stønnede højlydt nu, mens de smaskende lyde tog til. Pludselig brølede han op, og sofaen knirkede med.
– Hi, hi, grinede Grete. Så lød det, som om de ordnede tøjet.
– Det var dejligt, Gretchen, hviskede han.
De rejste sig og gik ud.

Dagen efter skete det igen. Men knap havde de sat sig i sofaen, før Jans stemme lød:
– Nej du, er det ikke sjovere, hvis det sker i den gule stol? Så kan Gert også bedre følge med.
– Nej, Jan, det kan man da ikke …
Men hun var let at overtale. Den gule stod placeret i mit synsfelt dog i den anden ende af stuen. Jan kom trækkende med Grete. Han trak bukserne ned og satte sig i den gule stol, og Grete satte sig på hans skød og bevægede sig op og ned. Han lagde hovedet bagover og stønnede.
Jeg kunne ikke røre mig, kunne ikke blive rød i hovedet, hverken af raseri eller flovhed på deres vegne, kunne heller ikke rejse mig og pande ham en. Kunne ingenting andet end at være tavs og passiv tilskuer til min indtil da elskede Grete og hendes svigt.
Det blev værre endnu. Dagen efter drejede de min kørestol, så jeg havde direkte kig over på sofaen. Mere end villig smed Grete trusserne, og Jan hev tilsvarende bukserne ned, og så gennemførte de forestillingen højlydt, skamløst og med sveden drivende ned over ansigterne.
Jeg tror, deres nydelse blev større, fordi jeg var en slags ufrivillig tilskuer. I begge var åbenbart nedlagt en hidtil skjult ekshibisionistisk trang til at vise sig frem for andre mennesker – i dette tilfælde mig. Jeg har hørt om den slags før; i min ungdom fandtes der et område i en skov ikke så langt fra hjemmet, hvor unge mennesker af og til mødtes for at bolle, og nogle af dem vidste godt, at der af og til kom nogen intetanende forbi, som måske så dem. Alene denne viden kunne sikkert fremkalde en endnu større liderlighed.
De anede ikke, at jeg forstod det hele, men troede, jeg var en grønsag, der blot stirrede tomt ud i luften. Det hidsede dem op i den grad, at de i den kommende tid snart ikke bestilte andet end at have samleje der i sofaen foran mig.
I spørger, hvordan han klarede det med konen, og det ved jeg ikke. Måske bildte han hende ind, at han skulle hen til Gert, sin gamle ven og golfkollega, der på trods af totalt hjernedød, måske alligevel havde brug for ham?
Det var dagen efter, hvor jeg skulle til rutineundersøgelse, at du kom ind i billedet, overlæge Klein. Jeg hørte som sædvanligt alt omkring mig, og der var for en gangs skyld noget nyt og spændende for mig. Du sad nemlig der med et stykke papir med nogle helt nye forskningsresultater fra USA (hvor ellers?), der viste, at man kunne elektro-stimulere forskellige steder i hjernen og påvirke dem og opnå fremgang og diskuterede med din kollega.
I koblede en masse elektroder på min hjerne og kørte mig ind i MR-scanneren. Og så gik det løs! Det ene stød efter det andet blev sat ind, og heldigvis kunne jeg jo ikke mærke dem, fordi jeg var bedøvet. Men jeg kunne fornemme en sitren i hjernen for hvert stød.
Og pludselig kunne jeg rulle med øjnene. Jeg kunne bevæge dem fra side til side! Jeg åbnede munden, og den gjorde det! Da jeg langsomt kørte ud af scanneren, kunne jeg næsten ikke vente. Udenfor rømmede jeg mig og blinkede og drejede mund og læber i et forsøg på at tale, men så lystigt gik det altså heller ikke. Det blev bare til nogle få trækninger.
Jeg var dog så glad, så glad. Og du kunne se det tydeligt, Klein. Næsten rørt tog du min hånd og sagde, og jeg husker det, som var det i går:
– Jeg tænkte det nok. Du har hele tiden kunnet forstå os, ikke sandt?
Jeg nikkede.
– Nu kan det kun gå fremad for dig! Skal jeg underrette din kone?
Jeg rystede på hovedet, og du må have fået den opfattelse, at jeg selv ville fortælle hende det på min egen måde med de midler, jeg nu engang havde til rådighed. Du husker nok, at du så foreslog, at jeg ventede lidt længere på endnu større fremskridt, hvilket jeg nikkede ja til.
Jeg var stadig bundet til kørestolen, og da falckfolkene afleverede mig sent på eftermiddagen, boblede det sådan inden i mig, at jeg var bange for, at det kunne ses på mig.
Jeg holdt mig i skindet, og Grete mærkede ikke noget.
På den måde gik der næsten en måned, hvor min fremgang hver eneste dag var lille, men stabil. For hvert besøg i scanneren skete der noget positivt. Jeg kunne nu åbne og lukke min højre hånd, jeg kunne bevæge dele af ansigtet, bl.a. øjnene, og jeg kunne støde lyde frem. Alt dette skjulte jeg for Grete og Jan, der var ivrigere i deres forehavende end nogensinde før. De bollede som sædvanligt på sofaen, mens jeg sad ubevægelig i kørestolen, og de opførte sig stort set, som om de var helt alene.
Jeg undte naturligvis Grete at have seksuelle forhold i sagens natur, hvad ellers? Men den måde, de to havde ydmyget mig på, var utilstedeligt.

Hjerneskadet 2

Min dagligdag startede om morgenen med, at en hjemmesygeplejerske kom og gjorde mig i stand efter natten. Grete havde arrangeret det sådan, at jeg sov i gæsteværelset i elevationssengen, og det tilhørende gæstebadeværelse var ideel til mig. Alle steder var der hejseværk, så Grete kunne såmænd godt selv have udført det hele. Men det gad hun altså ikke.
Meget tidligt i forløbet informerede hun de professionelle hjælpere om, at hun ikke ønskede at blive afhængig af at skulle hjælpe mig. Hun havde også sit job at passe, og derfor var hun borte stort set hele dagen. Midt på dagen kom sygeplejersken igen og gav mig min sondemad. Det gentog sig til aften, hvorefter Grete kunne lægge mig i seng. Det ville hun dog påtage sig.
Som en slags trøst havde hun også flyttet nogle af mine ejendele ind på gæsteværelset bl. a. min computer, mobil og bøger. Nogle familiefotos fra vort bryllup, vore børn som små og et maleri, hun vidste, jeg holdt af, og som jeg havde arvet efter min morfar.
Min kørestol havde jeg hidtil været ude af stand til at betjene, selv om det elektroniske panel var umiddelbart tilgængeligt ved højre hånd.
Men takket være dig, Klein, og dine hjælpere og jeres tålmodighed, lykkedes det at få så meget gang i mine hænder, at jeg faktisk kunne bevæge fingrene og få dem til at bøje og strække sig, som jeg ønskede. Det betød, at jeg pludseligt kunne håndtere betjeningspanelet på kørestolen.
Så gik det stærkt. Det gjaldt for alt i verden om ikke at blive afsløret, og nu var det omvendt svært at lade være med at bevæge øjnene, når der skete noget i mit synsfelt. Jan kom stadig på besøg, og de hyggede sig næsten hver aften i sofaen foran min kørestol. Og det kan jeg lige så godt sige med det samme. Jeg fatter ikke, hvordan hans kone kunne gå med til så mange besøg. Hun har ikke haft nogen anelse om, hvad han havde gang i.
Til Grete havde han en gang for alle forklaret, at han til konen havde sagt, at hvis han ikke var hos mig, havde han overarbejde. Den slugte hun formentlig.
Imens kom de første ord ud af munden på mig. Det er gået meget stærkt her på det sidste, så jeg nu taler næsten som før. Takket være dig, Klein. Ja, du ryster på hovedet, men ved godt, det er sandt.
Nå. Her kommer det.
Den anden aften sad jeg i kørestolen, som Grete af en eller anden grund uheldigvis havde vendt med ryggen til sofaen. Det var ikke så godt. De gik rutinemæssigt i gang på sofaen, men standsede så.
– Ja, men Grete. Gert kan jo slet ikke se noget! udbrød Jan og rejste sig og vendte mig gudskelov. Begge var nøgne og helt ugenerte. Han gik igen i gang med samlejet, og fornøjet kiggede de over på mig, mens de morsomme bemærkninger strøg over til mig:
– Hva så, Gert, var du lige ved at gå glip af forestillingen i aften? spruttede Grete, mens Jan oksede på, det bedste han havde lært.
– Det må fanme være træls ikke at kunne få banket den af, mente han forpustet, mens han hævede sig op på armene og langsomt trak den næsten helt ud, inden har igen stødte den ind.
– Åh, åååååh, stønnede Grete. Giv mig den, din liderlige buk. Åh, hvor er det godt. For fanden, hvor er den stor.
Atter trak han den langsomt så langt ud, at hun utålmodigt begyndte at hyle op og rykke i hans lænd:
– Kom nu ind med den for helvede. Åh, Jan.
Da de var færdige, lå de et øjeblik og pustede ud. Så rejste de sig, og da de passerede mig, trykkede Jan på kørestolens ryg, så jeg blev lagt ned.
– Kom, grinede han til Grete. – Giv ham et par varme baller lige ind i fjæset.
Grete pressede sine nøgne baller ned mod mit ansigt. En blandet duft steg op, og i det øjeblik følte jeg, at jeg var tæt på at kvæles. Hun gned sin store fugtige bagdel rundt, mens de grinede himmelhøjt.
Så skred de ud på badeværelset, halvkvalt af latter.
Næste morgen efter sygeplejerskens besøg, før turde jeg ikke, tog jeg mobilen frem fra under kørestolen, hvor den havde siddet fastspændt og konstaterede med hjertet hårdtbankende, at videooptagelsen var lykkedes over al forventning. Hele samlejet sås ganske tydeligt en smule nedefra, og alle deres stønnen og liderlige bevægelser og alle ”sjove” kommentarer var med og ikke mindst deres ansigter.
Dog var det sidste morsomme med at sidde på mit ansigt kun på lydsiden, mens man så den tomme sofa.
Jeg gik i gang med computeren. Det var en smal sag at få adgang til TV-selskabets hovedcomputer, for de havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at ændre på de passwords og kodeord, jeg som fast ansat TV-tekniker havde benyttet indtil for lidt over et år siden.
Om aftenens mareridt, hvor Jan og min utro hustru langt overskred de i forvejen stærkt udvidede grænser for socialt samvær, kan jeg kun med besvær udtale mig. De så i hvert fald ikke fjernsyn. Det hele er i den grad pinligt, at jeg savner ord. Så meget kan jeg sige, at de morede sig med en del ekstrating; de fandt på meget, mens de nøgne stod ind over mig, altså, ja, hvad skal jeg sige? Jeg var jo den perfekte hanrej, der intet kunne gøre og bare måtte finde sig i hvad som helst fra deres side.
Det var en ringe trøst, at lokal-TV denne aften klokken 20 i stedet for at bringe de sædvanlige nyheder noget uventet viste et delvist nøgent par på en sofa udføre samlejebevægelser og tilmed udstøde hånende ord til en ukendt tilskuer i rummet. Først efter 20 lange sekunder vågnede produceren op og trykkede chokeret og febrilsk på afviklingscomputerens stopknap, troede han, for han ramte først den rigtige efter yderligere en hel del sekunder.
Men da var det for sent. 23.458 seere, og det ved jeg, for jeg har naturligvis adgang til seertallene, heriblandt mange mindreårige samt såvel Jans chef på rådhuset, Gretes boss, vore to voksne børn samt børnebørn og sidst, men ikke mindst Jans kone, havde overværet Jan og Gretes udskejelser for åben skærm, mens hovedpersonerne samtidig havde travlt med at udføre endnu styggere handlinger mod mig, en stakkels hjerneskadet person.
Det var så her ud på den samme aften, at Jan kom hjem, intetanende. Han lukkede døren op og fandt sin afdøde hustru uden hoved og sin afskudte jagtriffel ved siden af, som I har fortalt mig.
Og næste dag kom vores to sønner for at smide deres mor på porten. Samtidig ringede Gretes boss og meddelte hende, at firmaet ikke kunne leve med denne skandale, og at hun derfor fremover desværre måtte se bort fra ansættelsen.
Jan mistede ikke sit arbejde åbenbart, i hvert fald ikke umiddelbart. Men jeg har hørt, at det øvrige personale ikke taler til ham, bortset fra en kvindelig praktikant.
Tja, hr. kriminalbetjent, sådan ligger landet, og overlæge Klein kan bevidne disse mine ord.