Café Solstrålen i hjertet af Thisted er ikke en rigtig café i ordets almindelige betydning. Det er et samlingssted for mennesker, som mere eller mindre uforskyldt er havnet i misbrugets fælder, og som kæmper med næb og klør for at befri sig. Deres største ønske er bare at leve som ganske, almindelige mennesker, der har et familieliv og går på arbejde. Ofte er omverdenens forståelse for alkohol- eller stoframte mennesker meget lille. De fleste af os synes nok, at de bare skal tage sig sammen. Tit får de det simple spørgsmål: Ja, men kan du ikke bare holde op?
Det falder tilbage på spørgeren, for det viser en stor uvidenhed. Solstrålen gør det modsatte. Solstrålen oplyser og informerer både indadtil og udadtil; Solstrålen skaber et tæt, afslappet, koncentreret fællesskab, hvor nøgleordene er åbenhed og accept.
THYposten.dk besøger Solstrålen for at snakke med brugerne. Ikke alle er vilde med at lade sig fotografere! Men alle udtaler sig gerne om deres baggrund og aktuelle forhold. En sådan åbenhed møder man ikke ret mange andre steder.
Malene er 49 og har sin historie:
– Efter min skilsmisse fik jeg en dyb depression, hvor jeg var indlagt i 14 måneder, og jeg sagde til behandlerne, at hvis det her skulle være livet, så ville jeg ikke have det! Nu har jeg det sådan, at bare jeg dog kunne få de der 40 år igen! Leve dem med den viden, jeg har i dag! Når man lærer at se indad og lærer at tage ansvar for eget liv, så bliver man et “bedre” menneske. Som min mor sagde engang: Det er ikke så meget, det du drikker, men det, der følger med!
– Ens personlighed ændrer sig med druk. Er man ked af det, bliver man mere ked af det; er man glad, bliver man mere glad. Det har betydet, at jeg har afsendt kedelige SMSser; jeg har sagt kedelige ting til min familie – til dem, man egentlig holder mest af i denne verden; det er ens nærmeste, det hele går ud over. Dette uanset, at jeg er vokset op med en far, der drak sig ihjel. Jeg har ikke snakket med min mor i lang tid, og det er jeg ked af. Jeg vil nemlig gerne retablere et godt forhold til hende, men jeg er forfærdelig bange for at blive afvist. Det er ikke sikkert, at hun stoler på, at min drankertid er forbi! Heldigvis har mine børn forståelse for det – ligesom min mand.
Tina står alene i køkkenet denne tirsdag hen under aften og er i gang med maden. Hver tirsdag kan beboerne spise i fællesskab og tilbereder maden på skift.
– Jeg er kun én af dem, der laver mad. De andre har rygepause.
Hun peger ud ad vinduet.
– Hvad skete der for dig?
– Jeg blev kørt ned af en bil, da jeg var fire år – nu for 42 år siden. Mit talecenter blev beskadiget, så jeg har den dag i dag svært ved at udtrykke mig ordentligt. Jeg har andre indre skader. Jeg er gift med Peter og har en datter på 22 år. Det var min far, der mente, at det ville være godt for mig at komme op på en hest, så da jeg var ni år, begyndte jeg at ride. Den hobby har trænet mig og hjulpet mig mange gange.
“Solstrålen Thy” er en frivilligforening, der har til formål at drive et alkohol- og stoffrit værested for socialt udsatte borgere, der har en afhængighedsproblematik. Det er et tilbud om samvær, aktiviteter og støttende netværk; et underliggende formål er at mindske ensomhed, øge social inklusion og sundhed, udgøre efterværn samt rådgive, vejlede, støtte, yde omsorg. Formand for foreningen er Villy Rønn.
– Jeg bryder mig ikke om at få mit navn og billede ud, siger en herre i fyrrerne.
– Engang drak jeg to- tre flasker vodka – om dagen! Det er dyrt! Derfor blev jeg også nødt til at sælge nogle stoffer, og det gav mig tilligemed stofmisbruget. Det var her i Thisted, men nu bor jeg uden for byen, og så er fristelserne slet ikke så store. I dag har jeg været stof- og alkoholfri i tre måneder.
– Det er tæt på, at stoffer og alkohol er det første, jeg tænker på om morgenen. Skal jeg give et godt råd til unge mennesker, og vi tager jo somme tider ud og giver foredrag, så er det: Lad være med at prøve!
– De fleste unge mennesker drikker vel i weekenden?
– Det var også sådan, jeg startede.
En anden mand tilstår:
– Der skete så meget. Jeg var forelsket, men jeg kom skævt ind på det forhold, der skulle have været mit liv. Dels drak jeg for meget, dels har jeg en kronisk bugspytkirtelbetændelse, og dels har jeg fået sclerose. Vi nåede at få et barn sammen.
Den første nikker forstående:
– Jeg har også flere diagnoser.
– Hvad kan I sige om Solstrålens betydning for jer?
– Her bliver vi taget seriøst; der bliver lyttet til os! Udenfor er det ofte anderledes. Der bliver vi set ned på. Kommer man endelig i snak og fortæller om ens problemer, får man at vide, at da bare kan bla bla bla. NEJ! Vi kan ikke bare bla bla bla. Så ville vi jo for længst have gjort det!
– Hvad kan det der bla bla dække over for eksempel?
– Ja, men du kan da bare stå op om morgenen, ikke? De ved intet om sclerose.
– Kan man lære at drikke med måde efter at være blevet af-alkoholiseret?
– NEJ! Det er enten eller. I hvert fald for mit vedkommende.
Andre rundt om bordet blander sig i debatten. Enslydende meninger falder over hinanden, og det står klart, at chancerne for at komme til at drikke “normalt” er ikke-eksisterende. Det er 100% slut med alkohol, hvis man vil denne vej.
Fakta
Alle aktiviteter beror på en frivillig indsats. Der er ca. 15-17 frivillige tilknyttet værestedet. De bidrager med at holde stedet åbent, gøre rent, købe ind, lave mad, snakke med brugere og afholde aktiviteter. Vi har en aktiv profil på Facebook, som de fleste brugere og frivillige er medlem af. Desuden har vi en hjemmeside. Vi gør meget ud af at være synlige over for brugere og samarbejdspartnere og deltager bl.a. i flere tværfaglige sammenhænge med fokus på indsatsen over for socialt udsatte og mennesker med misbrugsproblemer og deres familier.
Økonomiske nøgletal ud fra sidste års regnskab:
Indtægter 479.662,25 Udgifter 501.613,89 Over-/underskud -21.951,64 Egenkapital 5.176,26
Forfatter
-
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg