Hjernesvindler (Del 1 af 3)

Forfatter: Finn Wilkens © www.finnwilkens.dk
1. udgave, 1. oplag 2017
Forlag: Ordfatter
Grafik: Ordfattergrafik
Opsat i Publisher og sat med Calisto MT
Tryk: Lasertryk A/S
Tryk: LaserTryk A/S – P.O. Pedersenvej 26, 8200 Århus N
ISBN: 978-87-970173-0-2
Enhver hel eller delvis kopiering på tryk, elektronisk eller på anden måde, må kun ske efter udtrykkelig forudgående aftale med både forfatteren og Forlaget Ordfatter.

Alle hændelser, personer, navne og visse lokaliteter er fiktive og frit opfundne. Ethvert sammenfald og lighed med forfatterens virkelige virkelighed er tilfældig og utilsigtet bortset fra historiske og geografiske kendsgerninger. Alle navne er googlet og krakket, og skulle der alligevel opstå en lighed eller et sammenfald med nulevende eller afdøde personer, er den tilfældig og utilsigtet.

Livet er en øjeblikstilstand

01

Vi sidder over for hinanden ved spisebordet. Har lige tygget af munden, og Signe fumler med sin serviet og siger:
– Jeg har bestilt tid hos lægen i morgen.
– Øh, tid?
– Ja.
– Ja, men lille skat, er der noget galt?

Hun tager min hånd og ser ned. Det er ikke godt, det her. Der er så meget, kvinder kan have. Mystiske knuder her og der, sår eller rifter, der ikke vil hele. Pludselige, ukendte smerter. Ømhed, man ikke har haft før. Jeg bliver så nervøs, at jeg ryster.
– Nej, Tommy, ikke mig. Jeg vil gerne have lægen til at undersøge dig.
– Mig?

Jeg har åbnet munden:
– Ja, men hvorfor i alverden vil du det?
– Fordi jeg er bange, Tommy. Jeg er så bange for, at der er noget galt med dig.

Jeg rejser mig og sparker til stolen og begynder at råbe:
– Galt med mig? Galt? Hvad fanden bilder du dig ind? Hvem tror du, du er? Hvordan i alverden finder du på at bestille tid hos lægen for mig … uden at spørge mig på forhånd?

Jeg hamrer hånden ned i bordet og går frem og tilbage mellem køkkenbordet og spisebordet. Signe har lænet sig frem med begge hænder foran ansigtet, men tager dem væk igen:
– Tommy, sæt dig nu herhen, så vi kan snakke. Jeg vil forklare …
– Der er ikke noget at forklare.
– Vi har snakket om det før, skat. Jeg har prøvet at få dig til selv at bestille en tid, men du vil ikke forstå, eller også vil du ikke høre. Jeg ved ikke helt, hvad …
– Jeg forstår ikke en skid af det, du siger.
– Jeg tror, du er ved at blive syg, Tommy. Jeg vil dig det bedste, og hvis …
– Hvad fanden mener du med syg? Syg? Jeg er sgu ikke en skid syg.
– Jeg har ventet længe, for i begyndelsen troede jeg, at det bare var noget tilfældigt, når du for eksempel fortalte den samme historie flere gange under det samme måltid, eller når du pludselig uden varsel forlod huset og bagefter ikke kunne fortælle mig, hvorfor du gik, eller hvor du skulle hen eller …
– Og hvad skulle jeg fejle, om jeg må be?
– Måske er du på vej til at blive dement, Tommy, og så skal der sættes ind. Jo tidligere, jo bedre, for man kan udsætte …
– Dement? Det mener du da ikke? Signe, se på mig. Skulle jeg være dement? Du må sgu da have andre eksempler end de to fjollede. Hvorfor tror du, jeg er ved at blive dement?
– Også fordi du på så mange måder har forandret dig.
– Hvad? Det forstår jeg ikke et muk af. Forandret mig?
– Vores sommerferie. Du plejer at komme med forslag længe før ferien. Jeg har intet hørt. Mors dag? Intet hørt eller set. Ingen blomster her. Vores bryllupsdag? Ingenting. Og det plejer du. Du har altid husket …
– Ja, men, ja, men jeg …
– Til at begynde med troede jeg, at du var blevet ligeglad med mig og vort ægteskab.

Signes øjne er blevet fugtige.
– Nej, for søren, ja, men jeg forstår slet ikke, hvad du mener, Signe. Jeg er da ikke ligeglad med hverken …
– Det er, som om jeg ikke længere betyder noget for dig. En veninde fortalte mig, at hendes far var blevet dement og beskrev symptomerne. De lignede altså dine til forveksling.
– Hvad?? Nej, nu må du holde …

Jeg har rejst mig halvt op og sætter mig igen. Jeg stirrer på hende og ryster på hovedet og synker og synker og kan ikke finde ord:
– Jeg aner ikke, hvad du snakker om. Det er ikke mig, der er inde i dit univers.
– Og jeg er ikke inde i dit, tilsyneladende.
– Nå. Så fri mig for dine underlige vurderinger af mig.

Jeg ryster på hovedet og forlader huset efter at have slammet yderdøren i, så karmen er tæt på at gå i stykker. Jeg hiver min diktafon frem og overvejer, om jeg skal slette det, den lige har optaget. Det var godt, jeg købte den. Det anede mig, at de er ude efter mig. Men jeg skal vise dem.

02

Jeg kan godt lide ordet frodig. Min have er frodig. Hybenroserne skyder over og omkring, så det er en lyst, og hvad de ikke formår, det ordner græsset, der bare gror og gror. Lidt klitrose er der stadig. Ved man ikke bedre, er det svært for andre i det hele taget at få øje på den systematik, der for snart nogle år siden var der. Græs for sig, bede for sig, køkkenhave for sig, alt uden ukrudt, det er herut, ja, velplejet, velordnet, velholdt. Som de fleste af jer derude, der har hus med have. Den skal være pæn af hensyn til naboerne.
Jo, jo. Jeg ved det godt. Det at passe sin have er i sig selv en tilfredsstillelse.
Jeg brugte timer på at gøre haven skøn. Fik tidsler, der føg over hegnet, væk, og for os havekendere er ukrudt ikke det modsatte af krudt; det er nærmest det samme, for det kommer igen og igen. Jeg får aldrig mere et paradis her. Adam og Eva, farvel!
Fristerinden med de to skønne æbler er her ikke mere.
Der gror vilde græsser, mælkebøtter og ukendte planter alle vegne, og ingen gør noget ved det.
Jeg gider i hvert fald ikke længere, og hverken Stein eller Mai har tid til at hjælpe. Det kan jeg heller ikke forlange af dem. De har nok i deres eget liv. Man skal aldrig plage ens børn; thi de kan hurtigt nok blive trætte af én. Først hjælper man dem ud i tilværelsen, så bliver man en klods om benet, så vender de langsomt tilbage, og til sidst bliver man igen og denne gang definitivt en klods.
Solen skinner dejligt, og jeg har sat mig i min sædvanlige havestol og kigger på det hele med mit glas i hånden. Faktisk er det en vældig tilfredsstillelse at sidde her og være så totalt ligeglad med haven. Mens Frede knokler med at holde sin; han bruger timer på at trimme, slå og tilpasse eller har i hvert fald gjort det; jeg ved, han er faldet lidt af på det sidste.
Det har man nemlig, både fordi man er gammel, og især fordi man er lettere utilregnelig. Det kan jeg forstå, at jeg er.
Jeg vil ikke ned i æ Kuk i dag. Det er ellers hyggeligt nok, men på en måde gider jeg ikke. De andre vil nok heller ikke savne mig. Hvem gør det i øvrigt?
Der er masser af hyben i min store have, og lige foran danner græsset en slags firkant. Jeg kigger tit på det sted og undrer mig over, hvordan naturen kan skabe et så fint rektangel.
Her har jeg valgt at placere min hvide bænk. Før stod den mod vest, så jeg kunne sidde og nyde solnedgangen. Nu har naboen opført en fløj til sit hus, så den mulighed er væk.
Mine fødder er solidt plantet på den smalle stribe jord, der er omkring to meter lang, og som næsten ikke kan ses længere, fordi græsset bare fylder mere og mere.
Jeg kan følge de sorte streger, som jorden danner i firkanten, den ene side er en halv meter lang og dens ækvivalent er to meter. To meter gange en halv, det giver en kvadratmeter. Simpel matematik.
Jeg ønsker heller ikke at sidde på et plejehjem og glo på et ludospil sammen med gamle mennesker, der savler og er ulækre og vrøvler og hele tiden vil høre giro 413, selv om det forlængst er afskaffet. Forstår I det?
Ikke desto mindre er det, hvad mine børn ønsker. De vil have mig på plejehjem. Du kan ikke klare dig selv længere, far, siger Mai. Det går ikke mere, far, siger Stein.
Jeg bliver tung, kan jeg mærke. Synker lidt sammen.
Heldigvis har jeg stadig nogle få glæder. En af dem er at indtale på min diktafon mine tanker.
Somme tider kommer der en samtale med ind.

03

Den sidste dråbe Chardonnay ryger ned, glasset er tomt, et nyt kan begynde. Man er vel nok weinschmecker!
Jeg stiller det på bænken, strækker armene op mod sommerhimlen, gaber ret højt og rejser mig.
Langsomt vender jeg mig om, sukker og stavrer tilbage til huset.
Bagdøren står åben, og der står hun og lægger tøj sammen efter vask.
Jeg står lidt og kigger på hende. Mit hjerte banker lidt højere, jeg begynder at svede, mine knæ ryster, jeg tørrer mig over panden og siger:
– Puh, det er blevet varmt!
– Synes du det, Tommy, puster hun og tørrer sig over panden.
Hendes ansigt vrider sig ind på mig. Øjnene skinner på hende; jeg har aldrig troet på, at øjnene har noget at sige. Men det har disse. Hendes øjne stråler ind i mine med en uhørt kraft, som uimodståeligt fører til én ting.
Jeg drages mod hende. Der er ikke modstand i mig. Jeg lægger mine hænder om hendes ansigt, lukker øjnene og spidser læberne.

– Åh, Signe! Du …
Hun prøver at fjerne mine hænder:
– Jeg tror, du skal sætte dig ind i stuen, ikke, Tommy? Og få så ind i hovedet, at jeg ikke er Signe …

Mine hænder er ikke sådan at få væk, og hun kæmper bravt, synes jeg. Hun har meget smalle, ikke hårde læber.
Hun hiver og flår i mine hænder næsten som en bryder, mens hun stønner, slider sig løs og forpustet råber:
– Jeg er Katrine! Jeg er Katrine! Så hør dog, Tommy! Du går for vidt!

Jeg går et skridt tilbage og puster ud og ser ned på mine hænder.
– Undskyld, Katrine, undskyld.
Mine skuldre synker lidt, og jeg står bare der.
– Åh, Katrine. Undskyld, mumler jeg. – Jeg troede, at Signe … æh, selvfølgelig er du Katrine. Men et øjeblik … du stod med ryggen til, og …
– Ja, Tommy, og jeg kommer hver dag og gør rent og vasker op og laver din frokost. Og det har jeg gjort, lige siden Signe …
– Det var da pænt af dig! Tak skal du have!
– Nja, jeg får da løn for det. Det er mit arbejde. Hører du?
– Gør du? Hvorfor får jeg aldrig noget at vide? Hvorfor handler I andre altid uden om mig, – betyder jeg ikke en skid længere?

Jeg står længe med bøjet hoved, og mine hænder kører uafladeligt mod hinanden. Somme tider er de bare i vejen. Nu kommer der oven i købet vand i mit indre system. Der er en utæthed et sted. Jeg kæmper ikke imod. Det siger lægen, jeg ikke skal, og så gør jeg det sandelig heller ikke. Jeg kan græde på kommando, og det har før vist sig nyttigt.
– Du skal lade dine følelser komme frem, Tommy, siger den kloge mand. – Knuger du dem sammen inde i din hjerne, vil den blot skrumpe yderligere.
Det er jo det, jeg gør. Udadtil kan mine handlinger forsvares med, at de er lægeordinerede. Følelserne. Jeg er dog ikke helt sikker på, om Katrine vil acceptere det, men har dog før haft gode muligheder for at tage om hende. Det har man lov til, hvis man er lidt senil eller skør.
Jeg er i tvivl om, hvilken betegnelse der passer bedst til mig. Andre må bedømme det. Det gør de så sandelig også.
– Jeg ved godt, du har det svært, Tommy.
Hun stryger mig op og ned langs overarmen.
Jeg håber, at hun har lyst til at omfavne mig, trykke sig ind til mig. Jeg ville lade hende komme tæt ind til mig og mærke hende. Det er ubeskriveligt dejligt at føle et andet menneske så tæt. Specielt hvis det er et hunkønsvæsen med former og farver. Så har jeg ikke sagt for meget.
Især når man godt kan lide det væsen.
For ellers gider jeg ikke det moderne krammeri. Vi er i krammealderen. Alt og alle skal kramme; møder man en kollega på gaden, skal han partout krammes, i venteværelset hos øjenlægen fræser en bekendt sig op af stolen og krammer lystigt goddag; selv hos et så neutralt sted som hos købmanden får man en krammer. Er det en mand, der vil kramme, kan det føles temmelig ubehageligt. Minimum skal man være i familie, ellers …
Er det en kvinde, kan det dog være en formildende omstændighed. Desværre er der få kvinder her, der vil kramme mig, og jeg ved ikke hvorfor.
Katrine er ingen undtagelse. Hun ser stram ud i betrækket, og det gør hun stort set hele dagen, mens hun er her. Af en eller anden grund føler jeg mig netop derfor enormt tiltrukket af hende.
Den uopnåelige.
Om morgenen trækker hun nok i sin ansigtsmaske, der er stenhård; den bruger hun hele dagen; først om aftenen kaster hun masken for Frede. Måske bryder hun sammen der, græder dagens dont ud. Måske er hendes tilværelse en jammerdal uden sol og medvind; jeg ved, hun kommer hos en del andre og arbejder. Det er nok ikke altid lige sjovt. Og Frede er ikke just den, der kan få humøret op.
Hun hjælper mig ind i stuen og ned i min stol og stiller sig ved siden af og rækker mig noget papirlommetørklæde og lægger armene over kors.
Jeg trækker vejret dybt og tørrer øjnene. Hvis nu hendes varme hænder ville forlade korset og lægge sig et eller andet sted på mig, ja, så ville de sende et kraftigt signal. Åh, de hænder. Jeg lægger mine egne på armlænene og synker lidt tilbage. Men der kommer ingen hænder.
– Du bliver ked af det, ikke, Tommy? Jeg ved, du savner Signe. Men det betyder jo ikke, at du bare kan te dig med mig, som du vil …

Te mig? Jeg befinder mig i en tilstand, hvor jeg næsten ikke kan mærke min krop og udelukkende drømmer om hendes blide strygninger. Men hun står som en statue.
– … Ja, det gør jeg, Katrine. Jeg savner hende vanvittigt. Helt ærligt.

Jeg tager hænderne op foran ansigtet.
Pludselig hører jeg, at hun bevæger sig, og lige efter mærker jeg en hånd i nakken. Katrine nusser mig og stryger sine fingre frem og tilbage. Hun stiller sig om bag min stol og masserer mig blidt med begge hænder.
– Du er så hård i nakken. Jeg tror, du spænder helt usandsynligt meget.
Ja, jeg spænder. Alt, hvad jeg kan.
Jeg lukker øjnene og bliver salig. Åh, dette øjeblik måtte gerne vare en stund. En længere stund. Men jeg ved godt, at Katrine ikke kan kaldes for en ødeland, hvad kærtegn angår. Hun er altså også kommunal ansat. Sådan en kan ikke strø om sig med kærtegn til dem, hun skal hjælpe hjemme.
– Det er dejligt, Katrine, hvisker jeg.

Hun standser. Måske burde jeg ikke have sagt noget?
Så famler jeg efter bryllupsbilledet, der står på bordet ved siden af min stol.
Det får nu ikke Katrine til at genoptage nusseriet. Hun stiller sig foran mig og taler til mig, som om jeg er en olding, sådan en på 80, der hverken kan høre eller forstå.
Læner sig ned mod mig. Jeg prøver at se nedtrykt ud.
– Ja, Tommy, det er synd for dig, og Signe kommer ikke tilbage, og sådan er det. Vi søger at få det bedste ud af det hele, ikke? Og ja, jeg ved godt, du somme tider tager fejl af mig og Signe. Det nytter bare ikke noget. Jeg er ikke Signe. Du har næsten selv ansat mig. Men jeg kan mærke, hvor meget du spænder i nakken, og det er ikke sundt. Derfor masserer jeg dig der.

Hun går igen om bag min stol og giver mig manuel behandling i nakken.
Denne gang varer det et godt stykke tid. Jeg sukker af velvære.
Igen slipper hun.
– Tak!

Jeg kigger op og kan ikke se hendes ansigt på grund af vinduet lige bagved. Der er en mærkelig stråleglans, som jeg ikke kan gennemskue. Billeder af en strand toner ind, jeg ligger på et håndklæde, og solen står lige ovenover. Jeg rømmer mig:
– Har jeg ansat dig? Jeg troede, det var kommunen.
– Du anbefalede mig over for fru Olsen. Det har du selv sagt.
– Ja, men du ser da også godt ud. Du ligner altså Signe. Godt nok stærkere, men lige så …

Jeg mangler ord nu. De er blevet borte i kampens hede.
– Det er godt med dig. Jeg er altså ikke Signe, er du med? Så det bliver ved maden og rengøringen og det praktiske. Signe er …
– Ja, ja, jeg kan godt se nu, at du ikke er Signe; du bliver ved med at trampe rundt i det der.

Hun går ud i køkkenet; OK, så er det det. Så gider jeg sgu ikke sidde her meget længere. Man skal ikke drive komedien ud over skrænten. I kan sikkert følge mig.
Der flimrer et billede ind foran mig. Det er Signe, der står og hvisker med Frede. De står helt tæt, mens hun af og til lidt nervøst, synes jeg, kigger sig om. Efter mig? Hun gør sig til over for ham. De står garanteret og snakker om mig. Hvordan de kan snyde mig. Jeg har sådan en lyst til at fortælle Katrine det. Så hun ved, hvilken sjuft, hun er gift med. Jeg tør ikke, for hun kunne tro, det bare er noget, jeg finder på. Det gælder om at være troværdig.

Min mund bliver bred, og jeg rejser mig op og siger højt ud til hende:
– Har du gjort min frokost klar, eller har du bare siddet på din røv og læst i Familie-Journalen?
– Den står i køleskabet, Tommy. Ganske som den plejer. Og tal ordentligt til mig. Er du med?
– Nå, så tror jeg, at jeg vil spise nu. Fuck dig.

Det sidste siger jeg ikke så højt.

Egentlig er jeg i princippet imod at anvende engelske udtryk, når der findes ganske entydige og udmærkede danske ord for det samme. Men fuck dig findes ikke på dansk. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde et bonmot, der svarer til den sproglige intensitet i det fromme ønske.
Jeg ser for mig det unge menneske, der er lige ved at køre mig ned, når jeg giver ham fingeren og råber: Knep dig!