Livet er en øjeblikstilstand

Vi sidder over for hinanden ved spisebordet. Har lige tygget af munden, og Signe fumler med sin serviet og siger:
– Jeg har bestilt tid hos lægen i morgen.
– Øh, tid?
– Ja.
– Ja, men lille skat, er der noget galt?

Hun tager min hånd og ser ned. Det er ikke godt, det her. Der er så meget, kvinder kan have. Mystiske knuder her og der, sår eller rifter, der ikke vil hele. Pludselige, ukendte smerter. Ømhed, man ikke har haft før. Jeg bliver så nervøs, at jeg ryster.
– Nej, Tommy, ikke mig. Jeg vil gerne have lægen til at undersøge dig.
– Mig?

Jeg taber næse og mund:
– Ja, men hvorfor i alverden vil du det?
– Fordi jeg er bange, Tommy. Jeg er så bange for, at der er noget galt med dig.

Jeg rejser mig og sparker til stolen og begynder at råbe:
– Galt med mig? Galt? Hvad fanden bilder du dig ind? Hvem tror du, du er? Hvordan i alverden finder du på at bestille tid hos lægen for mig … uden at spørge mig på forhånd?

Jeg hamrer hånden ned i bordet og går frem og tilbage mellem køkkenbordet og spisebordet. Signe har lænet sig frem med begge hænder foran ansigtet.
– Tommy, sæt dig nu herhen, så vi kan snakke. Jeg vil forklare …
– Der er ikke noget at forklare.
– Vi har snakket om det før, skat. Jeg har prøvet at få dig til selv at bestille en tid, men du vil ikke forstå, eller også vil du ikke høre. Jeg ved ikke helt, hvad …
– Jeg forstår ikke en skid af det, du siger.
– Jeg tror, du er syg, Tommy. Jeg vil dig det bedste, og hvis …
– Hvad fanden mener du med syg? Syg? Jeg er sgu ikke en skid syg.
– Jeg har ventet længe, for i begyndelsen troede jeg, at det bare var noget tilfældigt, når du for eksempel fortalte den samme historie flere gange under det samme måltid, eller når du pludselig uden varsel forlod huset og bagefter ikke kunne fortælle mig, hvorfor du gik, eller hvor du skulle hen eller …
– Og hvad skulle jeg fejle, om jeg må be?
– Måske er du på vej til at blive dement, Tommy, og så skal der sættes ind. Jo tidligere, jo bedre, for man kan udsætte …
– Dement? Det mener du da ikke? Signe, se på mig. Skulle jeg være dement? Du må sgu da have andre eksempler end de to fjollede. Hvorfor tror du, jeg er ved at blive dement?
– Også fordi du på så mange måder har forandret dig.
– Hvad? Det forstår jeg ikke et muk af. Forandret mig?
– Vores sommerferie. Du plejer at komme med forslag længe før ferien. Jeg har intet hørt. Mors dag? Intet hørt eller set. Ingen blomster her. Vores bryllupsdag? Ingenting. Og det plejer du. Du har altid husket …
– Ja, men, ja, men jeg …
– Til at begynde med troede jeg, at du var blevet ligeglad med mig og vort ægteskab.

Signes øjne er blevet fugtige.
– Nej, for søren, ja, men jeg forstår slet ikke, hvad du mener, Signe. Jeg er da ikke ligeglad med hverken …
– Det er, som om jeg ikke længere betyder noget for dig. En veninde fortalte mig, at hendes far var blevet dement og beskrev symptomerne. De lignede altså dine til forveksling.
– Hvad?? Nej, nu må du holde …

Jeg har rejst mig halvt op og sætter mig igen. Jeg stirrer på hende og ryster på hovedet og synker og synker og kan ikke finde ord:
– Jeg aner ikke, hvad du snakker om. Det er ikke mig, der er inde i dit univers.
– Og jeg er ikke inde i dit, tilsyneladende.
– Nå. Så fri mig for dine underlige vurderinger af mig.

Jeg ryster på hovedet og forlader huset efter at have slammet yderdøren i, så karmen er tæt på at gå i stykker. Jeg hiver min diktafon frem og overvejer, om jeg skal slette det, den lige har optaget.
02

Jeg kan godt lide ordet frodig. Min have er frodig. Hybenroserne skyder over og omkring, så det er en lyst, og hvad de ikke formår; det ordner græsset, der bare gror og gror. Lidt klitrose er der stadig. Ved man ikke bedre, er det svært for andre i det hele taget at få øje på den systematik, der for snart nogle år siden var der. Græs for sig, bede for sig, køkkenhave for sig, alt uden ukrudt, det er herut, ja, velplejet, velordnet, velholdt. Som de fleste af jer derude, der har hus med have. Den skal være pæn af hensyn til naboerne.
Jo, jo. Jeg ved det godt. Det at passe sin have er i sig selv en tilfredsstillelse.
Jeg brugte timer på at gøre haven skøn. Fik tidsler, der føg over hegnet, væk, og for os havekendere er ukrudt ikke det modsatte af krudt; det er nærmest det samme, for det kommer igen og igen og gør stor skade på alle fine nytteplanter, som er dem, man køber i Plantecentret for netop at forvandle ens jord omkring huset til et parklignende paradis. Adam og Eva, gå hjem og læg jer!
Paradis er det ikke længere, for fristerinden med de to skønne æbler er her ikke mere.
Der gror vilde græsser, mælkebøtter og ukendte planter alle vegne, og ingen gør noget ved det.
Jeg gider i hvert fald ikke mere, og hverken Stein eller Mai har tid til at hjælpe. Det kan jeg heller ikke forlange af dem. De har nok i deres eget liv. Man skal aldrig plage ens børn; thi de kan hurtigt nok blive trætte af én. Først hjælper man dem ud i tilværelsen, så bliver man en klods om benet, så vender de langsomt tilbage, og til sidst bliver man igen og denne gang definitivt en klods.
Solen skinner dejligt, og jeg har sat mig i min sædvanlige havestol og kigger på det hele med mit glas i hånden. Faktisk er det en vældig tilfredsstillelse at sidde her og være så totalt ligeglad med haven. Mens Frede knokler med at holde sin; han bruger timer på at trimme, slå og tilpasse eller har i hvert fald gjort det; jeg ved, han er faldet lidt af på det sidste.
Jeg nyder planterne. Gro, når I nu så gerne vil gro. Gro ad helvede til. Skønt at være ligeglad. Skønt at have lov at blæse på det hele.
Det har man nemlig, både fordi man er gammel, og især fordi man er lettere utilregnelig. Det kan jeg forstå, at jeg er.
Jeg vil ikke ned i æ Kuk i dag. Det er ellers hyggeligt nok, men på en måde gider jeg ikke. De andre vil nok heller ikke savne mig. Hvem gør det i øvrigt?
Mit blik fejer fra en af de større hybenkoncentrationer ned over det sted i min store have, hvor græsset danner en slags firkant. Jeg kigger tit på det sted og undrer mig over, hvordan naturen kan skabe et så fint rektangel.
Her har jeg valgt at placere min hvide bænk. Før stod den mod vest, så jeg kunne sidde og nyde solnedgangen. Nu har naboen opført en fløj til sit hus, så den mulighed er væk.
Mine fødder er solidt plantet på den smalle stribe jord, der er omkring to meter lang, og som næsten ikke kan ses længere, fordi græsset bare fylder mere og mere.
Jeg kan følge de sorte streger, som jorden danner i firkanten, den ene side er en halv meter lang og dens ækvivalent er to meter. To meter gange en halv, det giver en kvadratmeter. Simpel matematik.
Det er nok et spørgsmål om tid, så tror jeg slet ikke, man vil opfatte det som et rektangel. Den aflange form vil være afløst af græs og uformelig. Jeg har endda allerede nu svært ved at se det, hvis jeg ikke kigger godt efter og dykker ned under de forreste hyben, der er ved at trænge ind over arealet.
Da jeg satte mig her for lidt siden, havde jeg svært ved at se det. Når græsset gror, dør horsemor …
Der er et sprikwort med horsemor. Horse? Hest? Ja, en følhoppe, der helst vil springe og løbe og bevæge sig. Heldigvis sidder jeg ikke længere i en danskklasse og skal terpe med elever.
Jeg ønsker heller ikke at sidde på et plejehjem og glo på et ludospil sammen med gamle mennesker, der savler og er ulækre og vrøvler og hele tiden vil høre giro 413, selv om det forlængst er afskaffet. Forstår I det?
Ikke desto mindre er det det, mine børn ønsker. De vil have mig på plejehjem. Du kan ikke klare dig selv længere, far, siger Mai. Det går ikke mere, far, siger Stein.
Jeg bliver tung, kan jeg mærke. Synker lidt sammen.
Heldigvis har jeg stadig nogle få glæder. En af dem er at indtale på min diktafon mine tanker.
Somme tider ryger der en samtale med ind.
03

Den sidste dråbe Chardonnay sluges begærligt, glasset er tomt, et nyt kan begynde. Man er vel nok weinschmecker!
Jeg stiller det på bænken, strækker armene op mod sommerhimlen, gaber ret højt og rejser mig.
Langsomt vender jeg mig om, sukker og stavrer tilbage til huset.
Bagdøren står åben, og der står hun og lægger tøj sammen efter vask.
Jeg står lidt og kigger på hende. Mit hjerte banker lidt højere, jeg begynder at svede, mine knæ ryster, jeg tørrer mig over panden og siger:
– Puh, det er blevet varmt!
– Synes du det, Tommy, puster hun og tørrer sig over panden.
Hendes ansigt vrider sig ind på mig. Øjnene stråler på hende; jeg har aldrig troet på, at øjnene har noget at sige. Men det har disse. Hendes øjne stråler ind i mine med en uhørt kraft, som uimodståeligt fører til én ting.
Jeg drages mod hende. Der er ikke modstand i mig. Jeg lægger mine hænder om hendes ansigt, lukker øjnene og spidser læberne.

– Åh, Signe! Du …
Hun prøver at fjerne mine hænder:
– Jeg tror, du skal sætte dig ind i stuen, ikke, Tommy? Og få så ind i hovedet, at jeg ikke er Signe …

Mine hænder er ikke sådan at få væk, og hun kæmper bravt, synes jeg. Hun har meget smalle læber.
Hun hiver og flår i mine hænder næsten som en bryder, mens hun stønner, slider sig løs og forpustet råber:
– Jeg er Katrine! Jeg er Katrine! Så hør dog, Tommy! Du går for vidt!

Jeg går et skridt tilbage og puster ud og ser ned på mine hænder.
– Undskyld, Katrine, undskyld.
Mine skuldre synker lidt, og jeg står bare der.
– Åh, Katrine. Undskyld, mumler jeg. – Jeg troede, at Signe … æh, selvfølgelig er du Katrine. Men et øjeblik …
– Ja, Tommy, og jeg kommer hver dag og gør rent og vasker op og laver din frokost. Og det har jeg gjort, lige siden Signe …
– Det var da pænt af dig! Tak skal du have!
– Nja, jeg får da løn for det. Det er mit arbejde. Hører du?
– Gør du? Hvorfor får jeg aldrig noget at vide? Hvorfor handler I andre altid uden om mig, – betyder jeg ikke en skid længere?

Jeg står længe med bøjet hoved, og mine hænder kører uafladeligt mod hinanden. Somme tider er de bare i vejen. Nu kommer der oven i købet vand i mit indre system. Der er en utæthed et sted. Jeg kæmper ikke imod. Det siger lægen, jeg ikke skal, og så gør jeg det sandelig heller ikke. Jeg kan græde på kommando, og det har før vist sig nyttigt.
– Du skal lade dine følelser komme frem, Tommy, siger den kloge mand. – Knuger du dem sammen inde i din hjerne, vil den blot skrumpe yderligere.
Det er jo det, jeg gør. Udadtil kan mine handlinger forsvares med, at de er lægeordinerede. Følelserne. Jeg er dog ikke helt sikker på, om Katrine vil acceptere det, men har dog før haft gode muligheder for at tage om hende. Det har man lov til, hvis man er lidt senil eller skør.
Jeg er i tvivl om, hvilken betegnelse der passer bedst til mig. Andre må bedømme det. Det gør de så sandelig også.
– Jeg ved godt, du har det svært, Tommy.
Hun stryger mig op og ned langs overarmen.
Jeg håber, at hun har lyst til at omfavne mig, trykke sig ind til mig. Jeg ville lade hende komme tæt ind til mig og mærke hende. Det er ubeskriveligt dejligt at føle et andet menneske så tæt. Specielt hvis det er et hunkønsvæsen med former og farver. Så har jeg ikke sagt for meget.
Især når man godt kan lide det væsen.
For ellers gider jeg ikke det moderne krammeri. Vi er i krammealderen. Alt og alle skal kramme; møder man en kollega på gaden, skal han partout krammes, i venteværelset hos øjenlægen fræser en bekendt sig op af stolen og krammer lystigt goddag; selv hos et så neutralt sted som hos købmanden får man en krammer. Er det en mand, der vil kramme, kan det føles temmelig ubehageligt. Minimum skal man være i familie, ellers …
Er det en kvinde, kan det dog være en formildende omstændighed. Desværre er der få kvinder her, der vil kramme mig, og jeg ved ikke hvorfor.
Katrine er ingen undtagelse. Hun ser stram ud i betrækket, og det gør hun stort set hele dagen, mens hun er her. Af en eller anden grund føler jeg mig netop derfor enormt tiltrukket af hende.
Den uopnåelige.
Om morgenen trækker hun nok i sin ansigtsmaske, der er stenhård; den bruger hun hele dagen; først om aftenen kaster hun masken for Frede. Måske bryder hun sammen der, græder dagens dont ud. Måske er hendes tilværelse en jammerdal uden sol og medvind; jeg ved, hun kommer hos en del andre og arbejder. Det er nok ikke altid lige sjovt. Og Frede er ikke just den, der kan få humøret op.

Hun hjælper mig ind i stuen og ned i min stol og stiller sig ved siden af og rækker mig noget papirlommetørklæde og lægger armene over kors.
Jeg trækker vejret dybt og tørrer øjnene. Hvis nu hendes varme hænder ville forlade korset og lægge sig et eller andet sted på mig, ja, så ville de sende et kraftigt signal. Åh, de hænder. Jeg lægger mine egne på armlænene og synker lidt tilbage. Men der kommer ingen hænder.
– Du bliver ked af det, ikke, Tommy? Jeg ved, du savner Signe. Men det betyder jo ikke, at du bare kan te dig med mig, som du vil …

Te mig? Jeg befinder mig i en tilstand, hvor jeg næsten ikke kan mærke min krop og udelukkende drømmer om hendes blide strygninger. Men hun står som en statue.
– … Ja, det gør jeg, Katrine. Jeg savner hende vanvittigt. Helt ærligt.

Jeg tager hænderne op foran ansigtet.
Pludselig hører jeg, at hun bevæger sig, og lige efter mærker jeg en hånd i nakken. Katrine nusser mig og stryger sine fingre frem og tilbage. Hun stiller sig om bag min stol og masserer mig blidt med begge hænder.
– Du er så hård i nakken. Jeg tror, du spænder helt usandsynligt meget.
Ja, jeg spænder. Alt, hvad jeg kan.
Jeg lukker øjnene og bliver salig. Åh, dette øjeblik måtte gerne vare en stund. En længere stund. Men jeg ved godt, at Katrine ikke kan kaldes for en ødeland, hvad kærtegn angår. Hun er altså også kommunal ansat. Sådan en kan ikke strø om sig med kærtegn til dem, hun skal hjælpe hjemme.
– Det er dejligt, Katrine, hvisker jeg.
Hun standser. Måske burde jeg ikke have sagt noget?
Så famler jeg efter bryllupsbilledet, der står på bordet ved siden af min stol.
Det får nu ikke Katrine til at genoptage nusseriet. Hun stiller sig foran mig og taler til mig, som om jeg er en olding, sådan en på 80, der hverken kan høre eller forstå.
Læner sig ned mod mig. Jeg prøver at se nedtrykt ud.
– Ja, Tommy, det er synd for dig, og Signe kommer ikke tilbage, og sådan er det. Vi søger at få det bedste ud af det hele, ikke? Og ja, jeg ved godt, du somme tider tager fejl af mig og Signe. Det nytter bare ikke noget. Jeg er ikke Signe. Du har næsten selv ansat mig. Men jeg kan mærke, hvor meget du spænder i nakken, og det er ikke sundt. Derfor masserer jeg dig der.
Hun går igen om bag min stol og giver mig manuel behandling i nakken.
Denne gang varer det et godt stykke tid. Jeg sukker af velvære.
Igen slipper hun.
– Tak!
Jeg kigger op og kan ikke se hendes ansigt på grund af vinduet lige bagved. Der er en mærkelig stråleglans, som jeg ikke kan gennemskue. Billeder af en strand toner ind, jeg ligger på et håndklæde, og solen står lige ovenover. Jeg rømmer mig:
– Har jeg ansat dig? Jeg troede, det var kommunen.
– Du anbefalede mig over for fru Olsen. Det har du selv sagt.
– Ja, men du ser da også godt ud. Du ligner altså Signe. Godt nok stærkere, men lige så …

Jeg mangler ord nu. Det er tydeligt.
– Det er godt med dig. Jeg er altså ikke Signe, er du med? Så det bliver ved maden og rengøringen og det praktiske. Signe er …
– Ja, ja, jeg kan godt se nu, at du ikke er Signe, du bliver ved med at trampe rundt i det der.

Hun går ud i køkkenet; OK, så er det det. Så gider jeg sgu ikke sidde her meget længere. Man skal ikke drive komedien ud over skrænten. I kan sikkert følge mig.
Der flimrer et billede ind foran mig. Det er Signe, der står og hvisker med Frede. De står helt tæt, mens hun af og til lidt nervøst, synes jeg, kigger sig om. Efter mig? Hun gør sig til over for ham. De står garanteret og snakker om mig. Hvordan de kan snyde mig. Jeg har sådan en lyst til at fortælle Katrine det. Så hun ved, hvilken sjuft, hun er gift med. Jeg tør ikke, for hun kunne tro, det bare er noget, jeg finder på. Det gælder om at være troværdig.

Min mund bliver bred, og jeg rejser mig op og siger højt ud til hende:
– Har du gjort min frokost klar, eller har du bare siddet på din røv og læst i Familie-Journalen?
– Den står i køleskabet, Tommy. Ganske som den plejer. Og tal ordentligt til mig. Er du med?
– Nå, så tror jeg, at jeg vil spise nu. Fuck dig.

Det sidste siger jeg ikke så højt.
Egentlig er jeg i princippet imod at anvende engelske udtryk, når der findes ganske entydige og udmærkede danske ord for det samme. Men fuck dig findes ikke på dansk. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde et bonmot, der svarer til den sproglige intensitet i det fromme ønske.
Jeg ser for mig det unge menneske, der er lige ved at køre mig ned, når jeg giver ham fingeren og råber: Knep dig!

Tre halve stykker med forskelligt og en kold øl til. Det er dejligt, når man er sulten. Jeg har taget ølflasken ud af køleskabet og hælder den brune væske med det hvide skum op. Aaaaahh!
– Farvel, Tommy, råber Katrine ude fra entreen.
– Farvel, mumler jeg ned i glasset. Gå bare. Jeg kan klare mig uden dig. Gå bare over til din elskede Frede og nus ham. Der skælder du nok ikke sådan ud. En anden en må take to thanks med det, der falder af. Der falder dog intet af til mig. Jeg er en slags persona non grata. Hvis I kender det udtryk. En person, der ikke kan elskes eller godkendes.
Hun standser op derude, kan jeg høre. Nu klaprer skoene tilbage og hen til mig. Hun stirrer ned på mig, kan jeg mærke. Det er vist meningen, at jeg skal kigge op på hende. Det gider jeg ikke. Jeg tager en god slurk af glasset.
– Alt forladt, Tommy. Jeg ved jo, hvordan du har det! Det her er en vanskelig fase, inden du kan komme på plejehjem.

Samtidig stryger hun igen blidt og sart min nakke. Jeg stivner lige, da hun rører mig, men slapper så af, længer mig tilbage og lukker øjnene.
– Egentlig er du en dejlig, veltrimmet fyr! Hvis man kan sige det om en ældre herre? Husk nu, at jeg ikke er Signe. Farvel!

Og går.

Sådan en sætning gør mig tryg. Det giver mig mange muligheder! Jeg bøjer hovedet. Da hun åbner yderdøren, ser jeg op og siger højt:
– Hvornår er det, at du skal på efterløn, Katrine?
– Det varer ikke længe, Tommy. Jeg både glæder mig til og frygter for den dag. Men jeg kan ikke blive ved med at holde til arbejdet. Du er jo ikke den eneste eller den mest besværlige, og vi skal løbe stærkere og stærkere hver dag. Som sagt frygter jeg det noget. Ærligt. Og måske bliver det før, for det er hårdt. Måske vil Frede og jeg flytte til Fyn, ned til vores datter.

Hun læner sig op ad dørkarmen. Jeg er vild med den kurve, en kvindekrop kan tegne. Man begynder at ryste lidt. Ja, men det gør jeg.
Måske ved hun det godt. Måske gør hun det med vilje. Måske kan hun lide at ægge mig, for det føles sådan.
Somme tider synes jeg ligefrem, at hun leger med mig. Det er naturligvis noget værre vrøvl, for hvorfor skulle hun dog det?

Det gælder om at trække dette øjeblik ud så langt som muligt. Jeg drejer ansigtet op mod hende. Selv om det med flytning til Fyn fornemmes foruroligende:
– Nå, hvorfor frygter du at gå på pension?
– Det er ikke bare et farvel til arbejdslivet, men til livet! Enhver ved, at fra det øjeblik man får pension udbetalt, er der kun en vej tilbage: Direkte i graven!
– Det må du ikke sige, Katrine. Du og Frede har sikkert mange gode år at leve i. Den tredje alder.
– Hmm, ja, sikkert nok. Ja, jeg ved snart ikke … Men du skal ikke være ked af det. For vi er naboer, og naboer holder sammen.
– Tja. Hvis I flytter helt ned til Fyn, er der godt nok et noget aflangt naboskab. Og fru Olsen snakkede om, at så længe du var her, så vi tiden an. Når du er borte, skal vi ikke se tiden an længere …
– Skal du ikke ned på værestedet?
Jeg ryster på hovedet:
– Faktisk har jeg tænkt, at jeg ikke rigtigt gider æ Kuk i dag. Skal Frede derned?
– Han snakkede lidt om det. Du har godt af at komme lidt ud …

Hun retter sig op og går. Bare og sådan lidt pludselig. Hvad er der mon? Jeg kan godt lide Katrine, selv om hun klart nok ikke er videre vild med mig. Hun er måske den eneste, jeg har at snakke med. Ja, og så Frede selvfølgelig. Med visse modificeringer. Hvis de flytter, er det ude med mig. Holder Katrine op, venter den visse plejehjemstilværelse mig. Fru Olsen sagde ret tydeligt, at Katrine var en mellemløsning før Birkely.
Det går heller ikke altid lige godt med Stein og Mai. De har så travlt med at hjælpe mig, at de ikke hører, hvad jeg siger.

Jeg drikker hele glasset og tørrer mig om munden og hælder resten af flasken op.
Jeg kigger lidt på den. Brown Ale, står der. Brun ajle. Sætter den tilbage igen. Sådan noget kan man sikkert ikke få lov at drikke på et plejehjem.
Avisen læste jeg i morges. Gider ikke igen. Gider ikke høre radio. De er så højtråbende, de københavnske studieværter, altid fulde af bæltestedsgloser, bandeord og beskidte meninger om dit og dat. Ikke til at holde ud.
Prøvåhørher.
Når studieværten ikke er helt sikker på, om lytterne gider lytte.

Alle mulige statsinstitutioner flyttes til Jylland.
Hvornår bliver Danmarks hovedstad flyttet til Jylland?
Jeg tømmer glasset.
Det første stykke er med sønderjysk spegepølse, og der er fire løgringe, lidt grøn salat og noget blæver lagt ovenpå. Jeg rejser mig og henter kniv og gaffel. Det har Katrine vist glemt. Det er jo ikke til at spise med fingrene. Man er vel nok kultiveret.
Det sagde de også på skolen. Tommy, du er sgu så fin på den. Det tolkede jeg, at de mente, jeg var af en forfinet kultur. Ikke bedre, blot finere.
Jeg sad ikke og spiste madpakke med fingrene. Næh, jeg havde en tallerken og kniv og gaffel og NB! serviet. Ikke papirsserviet, nej stofserviet, hallo.
Tidligt begyndte jeg også at interessere mig for vin. Blev træt af den almindelige papvin og fik øje for dyrere vine. Blev kendt med vindistrikterne, de forskellige smagsretninger, fadlagring og alt det der.
Jeg snakker ofte med mig selv. Det gjorde jeg også som barn, kan jeg huske. Der var en eller anden stærk, men desværre usynlig gut, der altid var der for mig, som hjalp mig i enhver tænkelig og utænkelig situation. Han gled en smule væk, da jeg blev voksen og færdiguddannet som lærer.
Heldigvis. Det er forfærdelig pinligt, hvis man bliver afsløret i at snakke med sig selv. Og mere pinligt, jo ældre man er. Også selv om jeg kan hive min diktafon frem og påstå, at det er derfor. Fordi jeg vil fortælle jer, hvordan …

I begyndelsen underviste jeg i hvid skjorte og butterfly, men da jeg kom lidt op i alderen, smed jeg flyen. Og lidt senere den hvide skjorte. En dag, hvor det omsider gik op for mig, at jeg skulle være dus med mine elever, mødte jeg op i en t-shirt, hvor der på brystet var trykt: “I´m reel”.

Det største, jeg har været ude for i skolen, var da jeg fik dronningens fortjenstmedalje for 40 års trofast tjeneste det samme sted med efterfølgende visit på Amalienborg.
At stå og snakke med Hendes Majestæt var i øvrigt en oplevelse. Hun viste sig at være en helt almindelig ældre husmor, der interesserede sig for lille mig og min skole og mine elever og min undervisning, hvor op til flere historier fik hende til at le på en meget simpel og uhøjtidelig måde.
Jeg spurgte også til hende og hendes mand, men hun var ikke meget for at sladre sådan, som vi jævne danskere godt kan lide det. Jeg er jo vant til at snakke med mine elevers forældre og spørger altid interesseret, hvordan de har det, hvordan det går; jeg spurgte bare dronningen, om de sov i samme soveværelse.
Da jeg gik derfra, var jeg næsten ikke republikaner længere.

Nå, nu gør de hunde igen. Det er mærkeligt, at han bare tager af sted og lader dem stå ude i hundegården overladt til sig selv. Ved han ikke, at de savner ham? At de savner førerhunden? Også om natten. Somme tider tænker jeg på at stå op af sengen og gå derover og holde dem med selskab. Måske er han heller ikke hjemme om natten? Hvis han er, hvorfor skal de hunde så være udenfor?
Godt, det ikke er Fredes hunde, for så …
Inden jeg tager den første mundfuld smørrebrød, griber jeg mit glas og vil drikke. Nå, for pokker. Der er ikke mere. Så rejser jeg mig og skyller det under vandhanen. Skulle man tage en øl mere?
Nej, det er fråds, ville Signe have sagt. Hun ville straks opdage de to flasker og spørge, om jeg har haft besøg. Om Frede har været her igen. Hvis jeg ikke svarer øjeblikkeligt, ville hun se på den her bestemte måde og sige hm.
Måske skulle jeg have sagt: Det ved du vel bedst? Kommer han ikke mest, når du er alene hjemme?
Så er det bedre at tage et glas vin. Jeg tager hvidvinsflasken fra køleskabet og hælder ølglasset fuldt. Jeg ved godt, jeg burde drikke af et vinglas, de små, men så kan Katrine se det.
Hun erstatter Signe på godt og ondt. Holder øje med de samme ting. Lærer kvinderne sådan noget af deres mødre?
Underligt, at Katrine aldrig opdagede de to. Hun er trods alt gift med Frede og burde da være opmærksom på ham.
Katrine er en af de flittigste kvinder, jeg kender. Hver dag arbejder hun for andre, mens Frede bare går i bukserne på nabokonerne. Lidt yngre end os andre og snart på efterløn. Siger hun.
Signe var den skarpeste kvinde, jeg kendte. Jeg havde ingen hemmeligheder for hende. Absolut ingen. Hun havde desværre nogen for mig.
Somme tider var jeg bange for at miste hende. Altså før det andet der. Køre galt i trafikken eller få en truende sygdom eller – finde en anden. Da vi var unge, holdt jeg almindeligt øje.
Når jeg kigger på bryllupsbilledet, og det gør jeg tit, for det står fremme lige ved siden af min lænestol, ser jeg to flotte unge mennesker, der i den grad er forelskede. Jeg var så nervøs, mens Signe smilede ad det hele. Fra dag et var hun ovenpå. Intet af det, vi var udsat for, kunne slå hende af pinden.
Da først mistanken om hende og Frede opstod, blev jeg hele tiden mere og mere bekræftet. De havde masser af lejlighed til at gøre både det ene og det andet. Som sådan nogen nu gør, når de ikke kan holde sig i egne bukser.
Fra da af holdt jeg ekstra, skærpet øje.
Hun og Frede har naturligvis snakket om, hvad de skulle stille op med ham der Tommy. Hun har tit stået og kigget over mod deres hus. Som om hun ventede på ham.
Skal du ikke snart køre, sagde hun, mens hun så på sit ur. Jeg skulle bare ud, ja, jeg skulle, så de kunne …
Katrine var de nok ligeglad med. Hun var jo altid på arbejde som sagt.
Jeg kan ikke anbefale nogen at vandre den vej. At gå fra at være forelsket i en dejlig pige, at se hende blomstre, og for hvert år hun bliver ældre blot at transformere sig til noget endnu skønnere. Hendes krop blev fyldigere, håret grånede, stemmen mere sexet hæs, og jeg elskede hende i den grad.
Og omvendt.
Der var selvfølgelig dønninger i ægteskabet

Det med at ældes sammen gør, at man ikke ser ældningen. Man ser hinanden som dengang. At se sit spejlbillede er en konstant og vedvarende fastholdelse af sig selv som ung. Først når man – og undskyld udtrykket – ser en selfie, forskrækkes man over den gamle mand der på billedet. Man kan næsten ikke tro på, at det skulle være en selv, der står der med hængende skuldre og ludende hoved.
Altsammen noget, jeg troede, var fast og uforanderligt.
Billedskøn. Smuk. Jeg var afhængig af hende. Indrømmet. Jeg var voldsomt betaget af hende. Og var parat til hvad som helst for at beholde hende. Jeg var vild med hende, og det forfærdelige var, at jo større min mistanke om hendes utroskab blev, jo mere tiltrækkende syntes jeg, hun var.
Jeg tilbad hende, elskede hende, satte hende højere end alt andet.
Indimellem var hun ked af det. Sad længe med mig i hånden.
– Jeg er så ked af at skulle miste dig, sagde hun og havde tårer i øjnene.
– Ja, men det skal du da heller ikke, sådan …, svarede jeg.
– Ingen ved jo, hvor længe det varer, inden du ikke kan genkende mig mere.
– Ja, men Signe! Det kommer da ikke til at ske. Hvem har bildt dig det ind?
Hun græd, gemte hovedet i hænderne, og skuldrene rystede. Jeg kunne ikke gøre andet end at holde om hende. Jeg blev også ked af det, og vi sad sådan en stund.
Det var lige før, jeg opdagede, at noget var galt. At hun interesserede sig mere for Frede, end godt var.
Pludselig at erfare, at noget hænger sammen på en anden måde, var et stort chok for mig. At man havner i et had, der er større end Vesterhavet og mere vild end Nationalparken og højere og koldere end Hanstholmfyret en mørk januarnat. Et had steg op i mig; et had, der fylder en døgnet rundt både i vågen og i sovende tilstand. Hadet er kun så stort, fordi kærligheden var det.
På andre tidspunkter gør det mig modløs. Kraftløs. Livløs. Så er det, at jeg går ud på badeværelset, åbner medicinskabet og ser på det røde pilleglas. Nembutal hedder stoffet, men det står der ikke på glasset. Nemt og brutalt. Hurtigt, enkelt, smertefrit. Købt i Mexiko, en ferie, som skulle få os tilbage på sporet, hvilket ikke skete.
Det var et lavpunkt, hvilket fik mig til desperat at overveje mordet – på mig selv.
06

Vinen smager såmænd godt. Jeg tager glasset med ind i stuen og åbner min tablet for at læse lidt mere. Der står noget om danskernes madvaner, og læsningen sætter sig i maven på mig.
Sulten gnaver godt og grundigt.
Så er det ud i køkkenet. Nå, for den, der står min mad jo. Men jeg har stadig ikke noget at drikke. Der står i hvert fald ikke noget på bordet. Tager et hvidvinsglas og hælder hvidvin i det. Åh, hvor dejligt.
Jeg sidder og spiser langsomt og tygger godt og længe. Det har lægen fortalt mig, og så gør jeg det. Naturligvis. Min læge er meget klog. For det meste.
Men, – man skal nu ikke tro på alt, hvad han siger. En gang sagde han, at jeg var syg, og at det kun ville blive værre. Jeg måtte ryste på hovedet. Det er jeg vel nok ikke, sagde jeg bare og gik derfra og spekulerede på, om jeg burde skifte læge.
Signe var ude af den, og vi snakkede hele aftenen og natten med, indtil vi faldt i søvn. Næste morgen gabte vi, gik en tur og snakkede videre. Jeg mente slet ikke, at det var så slemt, men blev alligevel betænkelig over Signes reaktion.
Jeg har tænkt over det siden. Somme tider læner jeg mig op ad den tanke, at lægen måske har lidt ret. Jeg husker ikke så godt længere, og jeg glemmer også indimellem. Men jeg læser om det at huske og glemme og ved derfor, at mange mennesker har svært ved at huske alt og glemmer indimellem. Ja, nogen lægger somme tider bilnøglerne i køleskabet! Det har jeg nu aldrig gjort.
Eller har jeg?
Jeg forestiller mig, at alt, man oplever, stuves ind på hjernens bibliotek. Noget af det gemmes bagerst på de inderste hylder, beregnet til at blive gemt så længe som muligt; noget andet lægges bare på de forreste hylder med henblik på at skulle bruges i morgen og derefter aldrig mere.
En hel del smides simpelthen i entreen. Det bliver smidt ud ved første lejlighed. Det gider jeg ikke gå og gemme på.
Måske kommer mit rod af, at oplevelserne lægges forkert? At nervebanerne i hjernen håndterer det hele forkert? Jeg ved jo, at når jeg ikke kan komme i tanker om, hvilket ord jeg savner, skal jeg bare sætte hjernen i gang med selv at finde ordet. Når der er gået tid, kommer ordet frem, hentet af hjernen selv, uden at jeg har skullet tvinge det frem.
Hjernebibliotekaren ved nok bedst, hvor oplevelsen er sat.
Det gør mig godt at indse, at nok har jeg hukommelsesvanskeligheder, hvis jeg da ellers husker rigtigt, men det er til at tage og føle på.
Nogen kalder det for hjernesvind. At min hjerne langsomt svinder ind, så jeg kun kan bruge noget af den, eller at det kan gå hen og blive svært for mig at kombinere flere ting.
På det seneste, og det vil jeg godt indrømme, har jeg befundet mig på steder og tidspunkter, som jeg skulle spekulere en del over hvorfor. En dag stod jeg således foran Netto uden at vide, hvorfor jeg stod lige præcis der.
Så tog jeg da bare min mobil, slog dagen op og læste, at jeg skulle til øjenlæge samme dag klokken 14.00.
Derfor stod jeg foran Netto. For øjenlægen bor lige i nærheden.
Det har heldigvis hjulpet, at jeg fik den der smartphone. Nu noterer jeg ned i kalenderen, når jeg laver en aftale. Så fortæller kalenderen mig med høje lyde, når tiden er kommet. Selv det glipper dog en gang imellem, når jeg har lagt mobilen et dumt sted.
Jeg bruger også somme tider diktafonen, for jeg kan jo bare indtale det, jeg skal huske. Men det er nemmere med phonen.
Alt i alt er jeg frisk og rask og i godt humør.
Bare fordi man er fyldt 70, skal I ikke tro, at man er gammel, ubrugelig, affældig, aseksuel og står med det ene ben i graven. I skal ikke tro, at jeg ikke har følelser, lever og drømmer om små og store begivenheder.
Der er mennesker, der stædigt forbliver på samme arbejdsplads i 40 år og derefter rejser til København for at modtage dronningens fortjenstmedalje, som om det var topmålet for hele ens liv. Sådan en er jeg! Jeg har befundet mig godt på min arbejdsplads; Signe havde sit gode sekretærjob og var glad for det.

Åh, Signe. Du kommer ud fra brusebadet, og jeg er stolt af dig. Jeg kan godt se, at din hvide, bløde hud efterhånden har måttet strække sig for at kunne rumme det hele. Men det er præcist det, jeg godt kan lide ved dig. Runde former, det er lige mig. Formerne sidder præcist der, hvor jeg godt kan lide det.
Du så så skide godt ud, selv om du havde nået skelsår og alder, som man siger.
Og vi har altid snakket så godt sammen. Du har eller havde (jeg er noget usikker på det punkt) en evne til at lytte, jeg ikke er stødt på hos andre. Fik mig til at føle, at jeg var den vigtigste person for dig i hele verden.
Men det med Frede ødelagde alt. Jeg turde ikke sige det til dig, for jeg havde på fornemmelsen, at du blot ville grine ad det og sige: Se, hvad sagde jeg: Du er utilregnelig!
Nu har jeg kun én ven i hele verden, og det er Frede. Ven og ven. Hvor meget ven kan man være med den, der ligger i med ens elskede?
At jeg har forstået at udnytte tilstanden til min egen fordel, skyldes kun min sammenbidte og stædige personlighed.
Jeg kan stadig blive ked af, at du, Signe, først gjorde mig vanvittig af forelskelse, siden af afhængighed, og til sidst ude af mig selv af jalousi. Jeg har det ikke godt med sådanne komplekse følelsesomskiftelser.
Godt, at dronningen i det mindste holder fast ved en oldgammel tradition. Selv om jeg gerne så kongedømmet afskaffet.
07

Jeg må hen til købmanden. Aner ikke, hvad jeg skal spise til aften. Brændende kærlighed? Jeg skal købe ind. Signe kommer nok ikke hjem. På en måde er hun allerede hjemme og kommer aldrig ud. He, he. Nu har jeg hende, hvor jeg til sidst vurderede, det var bedst.

Det ringer på døren.
– Hallo, far?
– Hej Stein! Nå, hvordan går det?
– Godt. Hvad med dig? Du har ikke glemt, at vi to skal hen på Birkely og snakke med forstanderinden, vel?
– Nej, selvfølgelig har jeg ikke det, min dreng. Kommer du bare forbi for at fortælle mig det?
– Jeg skulle alligevel denne vej.

Jeg prøver at anstrenge mig for at huske det. Ærlig talt, hvornår har vi lavet den aftale? Birkely? Min pande er fuld af rynker. Jeg leder efter min mobil. Det må stå i den, hvad det er.
– Æh, Stein …
– … Ja?
– … Æh, hvad er der nu med Birkely?
Jeg tapper på kalenderen og ganske rigtigt. “Besøge plejehjemmet Birkely”. 11.00. 15. juni.
– Vi har længe snakket om, at du har sværere og sværere ved at klare det derhjemme, far, og derfor …, og da så demensvisitatoren gik ind for en prøveperiode, først på Dagcentret, siden som gæst, så slog vi til. Kan du ikke huske det?

Han sukker, mens han et kort øjeblik himler og løfter begge arme opad. Som en anden Jesus.
– Jo, jo, det kan jeg altså godt selv læse, men både mor og Karina hjælper mig …
– Katrine.
– Ja, det er det, jeg siger, og derfor spørger jeg lige til det der plejehjem.

Stein trækker vejret dybt.
– Vi har talt om det masser af gange, far. Mai og jeg har siddet i timer her i din stue og vendt og drejet alting. Til sidst blev vi enige om at begynde med at se et plejehjem. Bare se det, så du ved lidt om, hvad der tilbydes. Besøge deres dagcenter, hvor andre i samme situation kommer et par timer hver dag. Det vil gøre dig godt. Du kommer jo ikke uden for en dør ellers. Det går jo ikke.
– Går det ikke? Jeg har da æ Kuk her. De kalder det ovenikøbet et værested, fordi der kan vi være, der er lidt overflødige.
– Nej, far. Du må se det i øjnene. Der får du jo ikke nogen behandling. I sidder bare og drikker øl. Hvad hjælper det?

Jeg ser ham i øjnene. Han slår sine ned:
– Nå, men jeg kommer i hvert fald i overmorgen, og så tager vi den derfra.

Tager den derfra. Plop! Et moderne udtryk. Der dukker så mange nye sproglige vendinger op, og hver gang skal jeg tænke mig godt om. Jeg må lære mig dette udtryk. Så tager vi den derfra. Det lyder så beslutsomt, så afgørende. Handlekraftigt.

Forleden sagde en journalist i radioen: Det er en no-brainer. Helt ærligt, mand. Should we all speak english from now on? And skip that ridiculous danish language. Or is it rather american? I reklamer vælter det ud med ikke-danske udtryk: Outfit, clutch, teaser, beach, you name it. Er dansk ikke længere “et fint sprog”?
Hvorfor sige bitch, når kælling lyder meget bedre? Hvorfor de evindelig RIP, når det på dansk hedder HIF? Tror folk, at der er brug for engelsk, når man er død?
Det var lettere i gamle dage. Dengang alle spurgte mig, hvad hedder det, Tommy? Kan man sige sådan, Tommy? På en måde var det mig, der bestemte, hvad der var rigtigt. Det var nok derfor, jeg blev lærer. Jeg husker som elev i 2. real, at vi på bånd (spolebånd på en tysk Grundig båndoptager med tre hastigheder) hørte Poul Reumert deklamere “Guldhornene”. Vi så vantro på hinanden. Kunne man virkelig tale sådan?
Poul Reumert, Clara Pontoppidan og Gunnar Nu Hansen er døde, og med dem deres sprog. Beatles er næsten alle døde; alle mine tidligere lærere fra dengang er døde. Jorden drejer; livet forgår; livet består. Ja, ikke Signes, hvis I tror det. Livet er en øjeblikstilstand. Når man dør, er det lige meget, om man er gammel eller ung. Alt det levede er uopnåeligt alligevel.

Jeg skal også passe lidt på med at overdrive, især når jeg er sammen med Mai og Stein. Det der plejehjem er et både betænkeligt og uheldigt resultat af mine bestræbelser på at virke mere eller mindre dement. Tror jeg. Jeg kan ikke længere huske, hvordan de fik mig lokket til læge. Eller var det Signe?
Jeg påstod, at jeg bare var alderdomssvækket. Men de påstod, at det var der ikke noget, der hed længere.
Nå, nå. Fik I den? Det er ligesom med ordet åndssvag, der blev afskaffet for mange år siden. Pist – så forsvandt alle de grimme antydninger, ikke sandt?
Nej, de gjorde ej.
Måske har jeg ikke helt kunnet undgå at virke en smule dement, og den smule har de tolket på. De har så vurderet det som lidt mere end en smule, og det er jeg en smule eller lidt mere end en smule ked af. For det var ikke meningen. Nu synes jeg, det er svært at slippe ud af plejehjemsfælden.
Nogle gange kan det være en fordel at være dement. Så er man fritaget for ansvar, skyld, moral og kan for eksempel rage på damer, uden at der sker noget ved det.
– Men, Stein, øh, det er hele tiden jeres vurderinger, ikke? Det er dig og Mai, der mener, at jeg ikke længere kan klare mig selv, ikke?
– Jo, far, men det er også lægens vurderinger, og alle, vi taler med, siger, at …

Jeg sænker stemmen og ser mig om:
– Det med mor, altså, du ved, jeg blev nødt til … jeg kunne jo ikke blive ved med at lade to og fem være lige, hvis du forstår?
– Det har vi snakket så mange gange om, far, og vi tror godt, vi ved, hvordan du har det.
– Du ville heller ikke finde dig i, hvis din kone var dig utro!
– Nej, selvfølgelig, far, det er klart. Men jeg er ikke sikker på, at hun har …
– Så er der heller ikke så meget at snakke om. Jeg er ret sikker på, at hvis mor havde handlet anderledes, ville vi ikke stå i den situation, vi gør, i dag.
– Nej, far, selvfølgelig ikke. Med hensyn til det plejehjem, siger sådan en som Katrine, at det nok er det bedste for dig. Hun kender dig efterhånden godt, og på den måde giver hun os andre ret.
– Hun snakker jer efter munden, gør hun. For ikke at støde jer. Til mig siger hun noget andet.
– Ja, ja. Jeg henter dig i hvert fald i overmorgen, så tager vi hen og ser på det. Det kan der ikke ske noget ved. Husk så også på, at demensvisitatoren er enig med os.08
Motion er for alle

Jeg tror, jeg vil motionere lidt. Det er sundt, og ingen tager skade af lidt sundhed. Slet ikke nogen i min alder. Kun hvis de har overreageret. Foråret er over mig, kan jeg mærke, og det er nu, jeg skal ud og bevæge mig.
Det kan jo også blive for meget af det gode. Også her har der sneget sig underlige ord ind. Fitnesskultur. Før kunne man nøjes med at løbe sig en tur. Nu løber man på sådan et løbebånd i et opvarmet lokale med TV på væggen, for så keder man sig ikke så længe, og man bliver ikke våd, hvis det regner. Eller fryser, hvis der er frost.
Jeg har noget med knæet, så jeg ikke kan løbe. Men jeg kan gå, kan jeg. Ellers fejler jeg ikke noget fysisk. Måske lidt i urinkanalen, der åbenbart har en tendens til at snævre sig mere ind, end godt er.

Jeg tager min hat på og låser omhyggeligt efter mig. Da jeg tager nøglen ud af låsen, standser jeg på halvvejen. Jeg står, som om noget elektrisk har frosset mig fast til huset gennem nøglen. Det føles som to modsatrettede strømninger i min hjerne. Jeg tror, Signe har det godt, hvor hun er. Hvad regnede hun med? Når man opfører sig sådan, må man tage skade for hjemgæld. Åndssvagt gammelt og helt ubrugeligt udtryk.
Der er sgu ikke noget længere, der hedder hjemgæld.
Man må selv tage ansvaret for sine handlinger. Det er det, det betyder. Den ene halvdel af nøglen er ude, den anden endnu inde. Jeg har ikke slået Signe ihjel; hun stak bare af, gjorde hun. Med ham Frede, det kedelige drys. Hvorfor går jeg så hele tiden og tror, at jeg har slået hende ihjel? Det kunne jeg aldrig finde på. Enhver, der kender mig, vil slå en latter op og udbryde: Tommy? Slå ihjel? Ha, ha, hvor er du langt ude.
Jeg har fortalt det til Mai og Stein. De så på hinanden og rystede på hovedet. Måske fortalte jeg dem det, fordi jeg ønskede at virke mere dement, end jeg er. For at få deres medlidenhed. Måske fortalte jeg det bare, fordi det passer.

Jeg finder den helt rigtige nøglestilling i låsen, hvilket kan være svært, men nødvendigt, og river den ud og puster ud.
Husene ligner hinanden her på gaden; de er alle sammen hvide med sorte tag, og mange har snakket om, at det ser pænt ud.
Det er ikke noget, vi har planlagt, men det er bare blevet sådan. Det ser i hvert fald godt ud, og mit humør bliver bedre.
Det glaserede, sorte og skinnende tag var hundedyrt, men da jeg straks kunne mærke naboernes klap på skulderen, fortrød jeg det ikke et sekund. Det er rart at føle sig som en, der et stykke tid har siddet på reservebænken, men nu er kommet på holdet. En, de andre regner med. Selv om det var dyrt at få det klap. Det er da også derfor, det er så svært med Frede. Ham kunne jeg åbenbart ikke regne med. Kan. Han er jo ikke gået bort endnu. Gået bort? Hvilken herlig eufemisme, som det hedder, når man ikke kan få sig til at sige tingene ligeud. Død er for hårdt et ord. Det er så definitiv. Afsluttet. Der er ikke mere at gøre. Hvorimod gået bort, tja, så kommer man vel tilbage på et tidspunkt? Der er i hvert fald en chance. Hvis man nu tror på julemanden.

Fornøjet skridter jeg forbi alle husene på vejen og finder en god rytme og går bort. Hæ, hæ. I min baglomme har jeg lommelærken, der er fyldt med Single Scotch Whisky fra Macallans Distillery, 43%. Hvabehar? Den fine lommelærke i sølv, jeg fik af skolen til mit 25 års jubilæum.
Hvorfor skal du have sådan en, spurgte Signe syrligt, er det, fordi de har opdaget, at du drikker en hel del og nu skal have mulighed for at drikke endnu mere? Jeg gad ikke svare hende. Men pludselig syntes jeg heller ikke om gaven.
Proppen vrides af, og to centiliter forsvinder ned i min mund. Ahhh! Proppen på igen, flasken om i baglommen. Jeg beholder væsken lidt i munden, indtil den svier mundhulen af. Så først ned med det.
Jeg går og går med den brændende smag i munden, nyder den dejlige sommerdag og drejer til højre ned mod kystvejen. Derovre er skoven, og jeg skal bare dreje endnu en gang. Jeg ånder ind og ud med åben mund, så restbrænderiet kommer til sin ret. Herligt.
Det er vel nok et pænt hus, der ligger der i skovkanten. Jeg står lidt. Men – der er vel også ulemper ved at bo herude i kanten af skoven? Eller kan man bo inde i skoven?
Nej, det må man ikke. Det er nationalpark, og så er der kun skovløberne, altså Naturstyrelsens ansatte, der må bo der. Kun rimeligt, når de nu skal bestemme så meget over os andre. Hvad vi må og ikke må i skoven.

09
Hvor skoven dog er …

Der er ikke mange huse i skoven. Trods alt. Jeg går frisk til, for fysisk fejler jeg ikke noget. Jeg er stærk og dyrker morgengymnastik hver morgen og tager op mod 50 armstræk. Det ville mine venner og familie ikke tro på. Så smed jeg mig på gulvet og gik op og ned som et stempel. Værsgo! De sagde ikke noget bagefter. Så kunne de se, at jeg ikke snyder. Nogle af dem rystede lidt på hovedet. Ja. Så er man skør. Bare fordi man kan tage en hel del armbøjninger og -stræk og er 70 år.
En så gammel mand skal sidde helt roligt i sin gyngestol. Gyng, gang, gyng, gang. Livet er forbi, bessefar. Gyng dig til døde, for sådan er det. Eller sid i det mindste og afvent din skæbne på plejehjemmet, der ligger lige ved siden af kirkegården. Så er der ikke så langt.
Andre gange, når jeg har sagt noget, er der helt stille. For eksempel dengang, en eller anden klodrian i familien til en såkaldt fest grinede noget op om, at jeg nok ikke kunne få den op at stå længere.
Vil du se, råbte jeg og begyndte at lyne ned. Straks overfaldt de mig og pressede mig ned at sidde. Selvfølgelig kan du det, overøste de mig med ord, mens en af dem lynede op igen. Det skal vi slet ikke snakke om mere.
Det var en af de hårde. Men skal det virke overbevisende, må der skrappe sager til. Det her var et grænsetilfælde.
Til andre tider forsvarer jeg mig skarpt og argumentationsrigt.
Til at begynde med troede jeg jo nok, at de var overvældet over klarheden og det geniale i det, jeg lige havde sagt. Men Mai forklarede mig engang, at det lød, som om jeg havde drukket.
Det havde jeg ikke. Åh, måske et par glas. Nu holder jeg lidt igen.
For der er altså nogen, der modtager det, jeg siger og gør, med en del skepsis. Aaaah, kan det nu passe, siger de og ser på hinanden. Somme tider forstår jeg det ikke. Sådan var det ikke før.

Nej, der er ingen huse her. Jeg kan lige så godt vende om.
Men hov, når jeg ser mig tilbage, deler vejen sig her i skoven. Hvilken kom jeg nu med?
Jeg tager den ene og vandrer af sted. Den er godt nok lang, denne vej. Det må være den forkerte. Jeg vender om og går tilbage. Jeg skal så bare ned ad den anden, når jeg kan se det kryds. Der må være et kryds.
Jeg går længe, solen bliver svagere og svagere, og efterhånden kan selv jeg blive en smule træt. Jeg kigger op i trækronerne. De ligner ærligt talt hinanden. Der står birketræer her ude ved vejen, længere inde er det mest gran og fyr. Der til højre står en klynge bøgetræer. Der er endnu ikke kommet blade på dem.
Jeg er i alvorlig tvivl nu. Går jeg den rigtige vej, eller er jeg på den helt forkerte?
Jeg bliver nødt til at tænke mig godt om, og hvad er bedre end endnu et sjat whisky fra baglommen?
Det er også blevet noget køligere, kan jeg mærke. Min tynde jakke, der næsten var for meget, da jeg startede, er nu både klam af sved og kold at have på. Jeg tager den af. Det er trods alt bedre. Min undertrøje og skjorte er fin nok. Et glimt af Signe dukker op. Hun står i det åbne badeværelsesvindue uden tøj på overkroppen og vinker, eller hvad hun nu gør med armene, og har ikke hørt mig liste ind. Da hun opdager mig, farer hun sammen, tager hånden op til munden og har store øjne. Brysterne duver blidt i modtakt.
Jeg tager et skridt frem mod vinduet og ser ud. Der står Frede nede i sin have. Eller stod. Han har nemlig skjult sig, fordi hun sikkert lige har nået at advare ham. Har hun vist dem frem for ham? Stod hun ligefrem og vinkede med dem? Lokkede ham?
Det var der, jeg fik den første mistanke. At hun havde noget for med Frede. Der ændrede tiden sig. Fra det øjeblik blev alt forandret.
Herefter begyndte jeg at lægge mærke til, hvad hun gik og lavede. For eksempel noterede jeg mig, når hun og Frede stod og snakkede over hækken. Frede var som forandret. Livlig, gestikulerede, grinede helt i modsætning til, når han og jeg er sammen. Så sidder han modfalden, sammensunket, snakker alvorligt hele tiden og drikker øl.
Stakkels Signe! Hun vidste ikke, hvad jeg er og var i stand til. Det vidste jeg heller ikke selv. Jeg troede ikke, jeg kunne noget. Jeg troede, jeg for altid skulle være den usikre, famlende, tvivlende. Ham med lavt selvværd. Men med stor selvtillid. Hellere omvendt.
Nu ved jeg det. At jeg kan noget. Eller det vigtigste: At jeg er noget. At jeg har værdi som det menneske, jeg er. Selvfølgelig skal man rette sig ind efter hinanden. Selvfølgelig skal man bøje af. Ikke være stædig og holde på sit.

Jeg bliver våd i øjnene. Lige nu føler jeg et savn så stort, så stort. Signe, min elskede.
Sorgen kan være så tung, at døden er at foretrække.
Jeg tørrer øjnene med bagsiden af hånden og ser mig tilbage. Var det vejen frem eller tilbage? Jeg tripper nogle skridt tilbage igen, men synes også, det er underligt formålsløst, hvis jeg lige før ikke syntes, jeg skulle gå i den retning.
Jeg vender igen og går et godt stykke tid. Nu er jeg helt forvirret. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal gå den ene eller den anden vej.
Af og til har mit liv været sådan. Jeg har stået i et valg og ikke kunnet bestemme mig, fordi jeg ikke kendte målet.
Det var værst, da jeg blev forelsket i Signe og hun tilsyneladende ikke i mig. Jeg var vel knap 17.
Samtidig dukkede Lise op og smiskede for mig. Hun kunne godt lide mig, tror jeg, mens jeg var noget usikker på det foretagende. Nu havde jeg jo også lige set på Signe, og det, jeg havde set, havde fået topkarakter.
Jeg mødte Lise hos købmanden, og vi faldt i snak. Udenfor butikken fortsatte vi med at snakke, og hun var på en måde så sød. Selvfølgelig var jeg også nervøs, for jeg havde aldrig prøvet noget med piger før. Dengang vidste jeg ikke så meget. Ikke andet, end at mit underliv havde forandret sig. Jeg vidste ikke, at det aldrig mere skulle blive det samme.
Lises øjne hvilede længe i mine; hun prøvede helt klart at overtage mit syn, og hun tog min hånd og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at se hendes værelse.
Det var et pænt værelse, og jeg havde knap nok sagt noget om udsigten, før hun trak mig ned til sig på sengen og kyssede mig, og før mine tanker havde indhentet mig, skete der en hel masse. Det var hurtigt, det var ukendt, det var overvældende. Faktisk gik det så hurtigt, at hun ikke engang nåede at få trusserne af.
Bagefter, da jeg havde fået vejret igen, fortalte jeg lidt om Signe.
Lise så på sit ur og sagde, at hun skulle nå en bus, så det.
Hun fulgte mig ikke ud.
Da jeg gik hjemad, foregik det noget langsomt. For hvert klistrende skridt brændte det sig fast i mig, at hver gang, Lise kyssede mig, tænkte jeg på Signe. Hvordan kan man kysse en pige og samtidig tænke på en anden?
10
Alene i en mørk skov

Det er ved at blive mørkt. Jeg har gået nu i flere timer og ved ikke, hvor denne vej fører hen. Jeg har ingen mobil, eller rettere, jeg har glemt den. Jeg ved godt, jeg skal have den med, for det har Stein sagt. Han vil mig det godt.
Men nu har jeg altså glemt den.
Trækronerne danner et mørkt net mod den trods alt lysere himmel. Endnu. Men mørket er på vej.
Jeg har taget jakken på igen. Det blev alligevel for koldt. Så hellere …
Mine fødder er langsomt begyndt at slæbe noget. Lommetørklædet fra panden vrider jeg, men uden held, og længere nede på kroppen ryster jeg lidt. Lommelærken har været fremme et par gange mere, men på en måde duer det ikke. Lige nu.
Det minder mig om vores første møde. Date hedder det nu om dage. Det var et stykke tid efter det der med Lise.
Poul og jeg havde været ved stranden, og min cykel var punkteret, Poul skulle skynde sig og kørte bare, og så kom hun tilfældigvis forbi og spurgte, om hun kunne hjælpe, og hun hjalp mig med at lappe forhjulet, og hun fik tak og spurgte, om hun skulle gå med lidt, og vi fulgtes ad og standsede uden for hendes hus og aftalte, at vi mødtes næste dag efter skoletid.
Den nat sov jeg ikke ret meget.
Vil du følge mig hjem, spurgte Signe næste dag i skolen, da jeg som sædvanlig stod og øjenflæbede efter hende, men – denne dag med et vist håb.
Jo, tak, svarede jeg, mens min puls straks strøg til vejrs, og så gik vi. Egentlig skulle jeg være cyklet hjem, men da hun skulle den anden vej, var det lige meget. Vi fulgtes hen ad fortovet, og efter et par hundrede meter standsede hun: Nøj, hvor er min taske altså tung og tørrede sig over panden. Ja, men skal jeg ikke tage den, tilbød jeg.
Jeg bar tasken resten af vejen. Hun sagde ikke meget. Tak, blev det dog til, da vi stod der i hendes dør. Du er sød, tilføjede hun og lukkede døren efter sig. Jeg vendte mig om og husker ikke længere turen tilbage til skolen. Jeg har nok svævet en del af den, mens jeg hele tiden så Signe for mig.
Næste trin var at mødes hos mig. Jeg havde lavet et eller andet arrangement med saft og kage eller lignende, og så sad vi der. Du må godt kysse mig, sagde hun efter en lang periode med tavshed. Jeg bøjede mig frem og ramte hendes læber med mine. Mit hjerte larmede så meget, at jeg var bange for, at min mor skulle komme rendende. Det ville være katastrofalt lige der.
Du har tørre læber, konstaterede hun. Har du ikke kysset før?

Det var der, jeg skulle bestemme mig for at være ærlig eller ej. Det kunne have uoverskuelige konsekvenser, hvis jeg begyndte vores evigtvarende forhold med en løgn. Jeg rystede på hovedet og svarede: Ikke sådan æh på den måde.
Så tog hun fat i mit ansigt og trak det ind til sig. Nu skal du se, hviskede hun. Du skal lige fugte dine læber, ja, sådan med tungen.
Hun viste mig, hvordan. Så skal du åbne munden en lille bitte smule, så tungen kan komme ud.
Der blev jeg hed om ørerne. Tungen ud? Det var noget frækkere, end jeg i min vildeste sexfantasier havde forestillet mig. Og jeg havde forestillet mig en hel del.
Nå vi så har læberne tæt sammen, stikker du tungen ind i min mund og spiller med den mod min.
Hun satte sin læber mod mine, før jeg kunne protestere, og så spillede vi tungerne mod hinandens. Jeg havde aldrig været så tæt på nogen pige før. Pludselig trak jeg mig bort fra hende og hev efter vejret.
Blev du forpustet, smilede hun. Så rejste hun sig og sagde farvel, og vi ses i morgen.
Jeg sov heller ikke meget den nat. Det havde været stærke sager, og jeg havde ikke oplevet noget af den kaliber før som sagt.
Næste dag smilede jeg til hende, men hun så bare bort. Nå, tænkte jeg. Hun har ikke set mig.
Så i det store frikvarter gik jeg hen til hende. Hun vendte sig om og gik med sine veninder. Uden at sige noget. Hun så bare kold ud. Den grønlandske indlandsis var som en Mallorcastrand på en Spiesrejse i sammenligning.
Jeg blev ulykkelig, og da vi netop var i gang med den unge Werthers lidelser, var jeg parat til selvmord eller det, der lignede. Igen fik jeg kun ringe søvn, og denne gang af den helt modsatte grund.
På tredjedagen smilede hun til mig og kom hen og tog min hånd. Nå, min lille kæreste, sagde hun med sin mest indsukrede stemme, har du savnet mig?
Jeg kunne bare nikke, for jeg var forvirret og tummelumsk. Samme aften kyssedes vi hos hende i et lyserødt værelse, der var noget større end mit. Jeg var meget omhyggelig med at kysse på den rigtige måde med tungeslask, så hun kunne blive tilfreds med mig.
Vi kyssede meget længe. Så længe, at jeg listede mig til at kigge på mit armbåndsur imens, for jeg skulle være hjemme inden aftensmad. Det kan godt lade sig gøre, mens man tungekysser. Jeg havde jo armbåndsursarmen rundt om hendes hals, så uret stak frem på siden. Jeg kunne åbne det højre øje og se skiven. Jeg turde ikke åbne dem begge, for hvis hun nu holdt øje med mig, ville hun opdage det.

Derefter sov jeg godt den næste nat. En tung, drømmeløs tilstand, og da jeg vågnede, var jeg lykkelig.
11
Lykke og ulykke

Det varede lige, til jeg mødte Signe i skolen næste dag. Igen så hun den anden vej. Igen prøvede jeg at nærme mig hende, men hun stirrede tværs gennem mig. Jeg stirrede mig forvirret tilbage; havde hun fået øje på noget andet bag mig? Nej. Jeg var blevet usynlig.
Øh, sagde jeg, jeg syntes, vi havde det godt i går …
Hun så op i luften, og jeg så med. Skyerne sejlede af sted. Da jeg drejede hovedet ned igen, var hun forsvundet.
Jeg var luft, og jeg indså, at vi ikke længere skulle være kærester. Med ekspresfart for jeg ned i afgrunden, og da jeg kom hjem, kastede jeg mig på sengen og græd.

Næste dag smilede hun til mig og spurgte, om vi skulle tage til Nicos fest om lørdagen. Jeg glæder mig til at danse med dig og – her sænkede hun stemmen til det rene hviskeri – kysse dig …
Men, vovede jeg, du ville slet ikke … jeg mener, i går, du … du så ikke mig, eller jeg …
Pjat med dig, sagde hun bare og lagde ansigtet lidt på skrå med det her lille indbyggede smil, som jeg var begyndt at holde så uendeligt meget af, mens hun tog om min arm. Selvfølgelig var det pjat med mig.
Jeg følte mig som elastikken i et elastikspring og vænnede mig langsomt til denne tilstand. Jeg blev så sikker på usikkerheden, at jeg afmonterede den.

Bliver nødt til at holde en pause. Der er ingen bænke lige her, hvor jeg har brug for en. Man bliver spillet et psykologisk puds, for jeg har ofte lagt mærke til, især hvis jeg går på en gågade, at den forretning, der normalt ligger i hobetal, pludselig ikke findes, når man skal bruge den.
Er man sulten, leder man efter en restaurant eller café eller bistro. Pludselig er de som sunket i havet.
Når man endelig er mæt, ligger de på stribe. Streetfoodvogn, Stenovnsvogn, Pandekagevogn. Ufatteligt.
Oftest er det sket, når benzintanken er ved at være tom. Bliver jeg, eller rettere blev jeg, for jeg må jo ikke køre bil mere, og det har jeg svært ved at forstå, endsige acceptere, jeg har en anelse om, at det kan være Signe og Frede, der havde ordnet det sådan, så jeg ikke kunne …, var det ikke …, nå, men hvis jeg var ved at køre tør, så jeg mig rundt efter en benzinstation. Selvfølgelig var der ikke nogen i kilometers omkreds.
Dagen efter, da jeg havde fået fyldt på, lå de smaskende oven i hinanden, den ene station ved siden af den anden.
Mærkeligt. Meget mærkeligt.

Mørket falder mere og mere på. Jeg går kun ganske langsomt nu. Nogen må savne mig. Eller er det bare noget, jeg tror? Vil der være en eneste i hele universet, der vil savne mig? Stein og Mai? Ja, et kort øjeblik, velsagtens. Men hvem ellers? Sgu ikke Frede. Han vil da være glad for at komme af med mig.
Katrine? Måske, måske ikke. Det er hendes arbejde.
Fru Olsen, hendes chef fra kommunen?
Det kan jeg næppe tro. Hun er en underlig en at tale med. Jeg har siddet et par gange over for hende foran hendes enorme skrivebord. Hun er chef for alle hjemmehjælperne.
Hun ser kun sjældent på mig, når jeg taler. Kigger ned, lidt til siden, finder sin kuglepen, streger et eller andet ud, og når jeg er færdig, støtter hun med albuerne i bordet, ser på mig og siger: Tommy, det der har vi jo været igennem før. Du bliver nødt til …

Min svarreplik får hende igen til at se væk. Irriterende.
Hvorfor vil hun ikke se mig i øjnene, når jeg taler? Hun må da have deltaget i KLs kurser for korrekt kundepleje, eller hvad sådan nogen nu hedder. I ved, hvad jeg mener.
Hun vil under ingen omstændigheder savne mig.Tværtimod. Måske har hun allergi over for gamle mennesker. Eller bare over for mig.
Ingen vil savne mig. Overhovedet. Tværtimod. Måske vil nogen blive lettede. Gudskelov, han er død. Så er vi da af med ham. Fru Olsen ville garanteret sige sådan.
Så. Hvem i alverden skulle savne mig?
Nej, det er svært at forestille sig.
Hvis Signe gik derhjemme, ville hun garanteret ikke forstå, hvor jeg blev af. Hun ville blive urolig, ville hun. Trods alt. Altså måske ikke her til sidst. Men ellers.
Jeg synker lidt sammen. I det hele taget forekommer det mig, at det er uhyggeligt længe siden, vi var sammen på en dejlig måde. Forstås. Jeg ved ikke helt, hvorfor det blev sådan. Jeg holdt så meget af den kvinde, der har fulgt mig i så mange år. Holdt af er det stærkeste, jeg kan tænke på af udtryk, hvis jeg ikke skal blive ordflov.
Lige nu er jeg helt alene i verden.
Helt alene.12
Humøret

Jeg var trods alt ikke helt så alene, da Signe var en del af mit liv.
Jeg vænnede mig som sagt til hendes humørskiften. Den ene dag glad og fornøjet, den næste sur og utilnærmelig, den tredje fuld af tilnærmelser, kunne man vel godt kalde det; dengang tolkede jeg det som kærlighed mellem os to, i dag ved jeg ikke, hvad jeg skal kalde det, den fjerde dag var hun igen kold som det frysehus, der stod i vores barndoms gade for alle dem, der ikke havde råd til et køleskab.
Men det rettede sig med årene. Som regel var hun glad og i godt humør.
Hun var fremragende til madlavning; det kan jeg sige med stor sikkerhed.
Hvis vi skulle have rødspætter i dag, blev de nok kolde. Her må bruges konjunktiv om det tænkte eller ønskelige. Jeg ville ønske, at det danske sprog havde en selvstændig konjunktiv som det tyske. Ich hätte gern …

Det er ikke så godt, det her! Lige nu sidder ingen og venter på mig og bliver mere og mere arrig. Men jeg kan for pokker ikke gøre for, at denne vej går i den forkerte retning.
Formentlig ville Signe have siddet og makket i Frede. De sidder der med hver sit glas, og hun ville sige, hvor bliver han af? Og Frede kigger på sit ur og siger, at han hellere må gå hjem, for Katrine kommer før hjem i dag … De er selvfølgelig begge mætte og tilfredse og tømte for galde og anden saft.
Jeg knytter begge næver. Frede kan vente sig, kan han. Hans tur kommer også; jeg venter bare på den rigtige lejlighed. Så skal han få galde, af den ubærlige sure slags.
Skoven virker en smule uhyggelig. Lige før opstod en ukendt lyd derinde mellem træerne. Nok bedst at holde sig her ude på vejen, der slet ikke er nogen vej. Faktisk kun en sti.
Der skulle være ulve i spil. De æder mennesker, siges det. Den tror jeg ikke på. Lige nu er jeg en anelse usikker. Nede i EU bestemmer de bare, at ulven er fredet. Færdig. At den så æder nogle får, et par børn eller en gammel mand undervejs, er bare ærgerligt.
Jeg vender om. Hvis vejen nu er en sti, hvor den før var en vej, kan enhver da regne ud, at jeg træder den forkerte sti og skal ind på den rette vej.
Jeg fløjter lidt. Logik er ikke for alle. Engang var jeg logikkens konge. Du er så logisk, sagde de andre. Kan du for fanden ikke være en smule fandenivoldsk. Bare denne ene gang?
Det er rigtig nok. Jeg har altid ladet matematikken styre mig; jeg har haft sans for, at livet har en og kun en løsning i hvert enkelt spørgsmål. Er vi tro mod hinanden, Signe, eller er vi ikke? Det giver overskuelighed og ikke kaos. Lige nu er der kaos i denne skov. Jeg ved ikke, hvor jeg er, eller hvor jeg skal hen. Jo, jeg skal hjem, men hvor ligger det?
Hvor er ens hjem, hvis man er hjemløs? Hvor ligger pavens hjem? Han er jo Guds udsendte på jorden, siger de. Hvem ham der Gud så er. Et fantasifoster. En idé. Ideen om i det mindste at have én kærlig far, der tager sig af det hele. Vi er mange, der godt kunne bruge sådan en. Ja, også mine børn.
Når fodboldspilleren slår korsets tegn foran sig efter at have scoret mål, er det topmålet af egoisme. Gud er med mig! Logisk er han så selvfølgelig mod de andre. Da en gud ikke kan være partisk, er det alene nok argument for, at han rangerer på linje med julemanden. Ham er man da hurtig til at afsløre. Hvorfor fortæller man ikke det lille barn på fem år, at nu, vi er i gang, kan jeg lige så godt fortælle dig, at vi voksne bilder jer børn en forfærdelig masse ting ind. Ikke alene julemanden, men også tanken om, at der sidder en eller anden og styrer det hele deroppe. Vi gør det, fordi livet er alt for barsk og uoverskuelig for en fem-årig, hvis han fik det hele at vide.
13
Børn og døden

Nogle børn kommer ikke engang med til deres bedstefars begravelse. Eller en anden i familien.
Jeg 5-årige var ikke med, da min faster døde. Hun havde leukæmi, og jeg havde leget meget med hendes drenge, der var på min alder. Jeg husker ikke, om de fik lov at være med til begravelsen. Jeg husker bare, at den ene græd og græd og var opløst i gråd. Faderen, moster, onkel, tante, bedsteforældre tog ham op og trøstede ham, men han var utrøstelig.
Jeg gik dagen efter med min far i hånden op til kirkegården. Undervejs stillede jeg en masse spørgsmål, som min far ikke kunne svare på.
Hvorfor dør vi, far? Hvorfor lever vi, far? Hvordan kan det være, at jeg hedder Tommy og er en bestemt person, der kun findes en af i hele verden? Og hvorfor bliver jeg hele tiden ældre, far? Hvad er tid, far? Vil du dø før mig, far? Vil mor? Er oldefar så syg, far, at han snart vil dø? Og når man dør, hvor havner man så? Ser man så alle de andre døde?
Min far svarede helt rigtigt. Man ved intet. For dog at trøste mig lidt, sagde han, at han troede på reinkarnation, et sært fremmedord, som han begyndte at forklare. Jeg forstod det ikke.
Ja, men, prøvede jeg, er det sådan, at når man er død, havner man der, hvor man var, før man blev født? For det kan jeg nemlig ikke huske.
Min far sukkede og sagde, at det troede han nok. Som trøst for mig?
Lige nu kunne jeg godt have behov for lidt trøst. Eller et teknisk hjælpemiddel.
Kompas! Tak. Giv mig det. Men jeg kan heller ikke huske, hvilket verdenshjørne i forhold til mit hus skoven ligger i. Så nytter det ikke så meget med et kompas. Kun, at Vesterhavet ligger mod vest. Indkantsdanmark mod øst.
Hvis jeg bevæger mig mod vest, vil jeg jo før eller senere havne på Kystvejen, og så kan jeg nok finde hjem. Men solen er gået så meget ned, at jeg ikke kan finde vest.
Jeg burde klatre op i det højeste træ i skoven. Men dels er det længe siden, at jeg kunne klatre, dels er de allesammen fyrretræer lige her, og dem kan man altså ikke klatre i, når de nederste grene befinder sig fire meter over jorden.
Jeg ved, at min mobil har indbygget et kompas og også et kort over der, hvor man er. Irriterende, at jeg kunne glemme den mobil. Og den har også indbygget GPS. For fanden, Stein har for længst vist mig hvordan.
Følelsen af ikke at have kontrollen er forfærdelig. Man tumler rundt uden mål og med og er desperat efter noget, man kan hage sig fast i.
Humøret får en tand opad, da jeg kommer ud på vejen igen. To spor! Fint, fint, fint! Så er det bare lige ud ad landevejen. Selv om det kun er en skovvej.
Efter en hel del spadseren når jeg til et kryds. Har jeg været her før? Var det her, jeg tog fejl sidste gang? Sidste gang var i søndags, tror jeg. Det er længe siden.
Signe står der henne bag det tykke egetræ. Det er lige før, jeg får vand i øjnene. Jeg vidste det! Hun har ledt efter mig og fundet mig.
Jeg lader som ingenting. Da jeg er ude for træet, springer jeg om bag og råber:
– Bøh!
Men hun er gået. Eller hvad? Går jeg og bilder mig alverdens narhatte ind? Det må jeg holde op med, for så er jeg selv blevet religiøs. Det er da helt til grin.
Jeg spekulerer over de to veje, der nu er til rådighed.
Jeg tager den til venstre og begynder at gå med raske skridt, selv om jeg er træt. Efter få sekunder standser jeg. Er det her den rigtige vej? Jeg tager mig til hovedet med begge hænder, for det begynder at gøre ondt oppe i hjernen. Jeg lukker øjnene og lægger mærke til, at bag øjenlågene er der helt lyst.
Jeg kan lige så godt …
Bag træet lyner jeg ned og kaster mit affaldsvand dråbevist ud i skovbunden. Det tager lang tid. Ryster godt, så jeg slipper for de forbandede dråber i underhylerne. Hiver ind, lyner op og går igen ud på skovvejen og mærker den sidste dråbe, der standhaftigt har afventet det helt rigtige tidspunkt at dukke op på.

Så hører og ser jeg den. Bilen. Det er dens lys, der kanonerer mig lige ind i ansigtet. Jeg vinker med begge hænder for at få den til at standse.
Det er en politibil. Ud træder en uniformeret betjent, der siger mit navn:
– Du er vist faret vild, ikke?
– Nej, det er jeg ikke. Jeg kan bare ikke finde hjem.
– Kom, sæt dig ind. Vi ved, hvor du bor.
– Jeg havde glemt min mobil, så derfor … min GPS …
– Det virker ikke her i skoven alligevel. Der er ingen dækning her.
– Nå, for den.
– Men du kunne have benyttet telefonen.
De vender bilen og kører mig hjem. Der er ikke langt, for vi kører kun fem minutter. Nå. Bilen holder i carporten, og der er lys i huset. Tak til betjentene.
De holder døren for mig.
Indenfor står Mai. Hun omfavner mig og græder. Græder!?
– Er du ked af det, Mai, spørger jeg. – Det skal du ikke være.
Hun ryster bare på hovedet. Nå. Så er hun ikke ked af det.
– Men – du græder jo??
– Det er fordi, vi ikke kunne finde dig, far. Det bliver jeg ked af. Måske lå du et sted derude helt hjælpeløs …

Hjælpeløs? Jeg er ikke hjælpeløs. Jeg har bare lidt svært ved altid at vide, hvor jeg er. Det ved jeg godt. Der er, fordi jeg tænker så meget på det med Signe og Frede. Tror jeg.
– Hvordan er du kommet ind i mit hus?
– Far! Jeg har jo en reservenøgle.

Den ene betjent slår ud med hånden ind mod entreen:
– Værsgo! Prøv så at huske din mobil en anden gang!
– Ja, det skal jeg nok. Jeg havde bare glemt den i dag.

De kører med en fornøjelig dytten. Det er ikke tilladt efter færdselsloven. Dythornet må kun anvendes i tilfælde af fare i trafikken.
Nå. Jeg vil ikke anmelde dem. Men – hvis de gentager, så …

14
Natten

Klokken er 02.15, og jeg er lige vågnet, fordi jeg skal op og tisse.
Jeg kigger ud ad vinduet. Der er mørkt ovre hos Frede. Måske sover han. Måske er han slet ikke hjemme. Måske er han begyndt på en ny Signe og har aftalt et sted, hvor de mødes. Hvor pulsen stormer fremad, mens de går til den. Hvor de ikke behøver at tænke på ham Tommy. Hvad med Katrine? Tænker han aldrig på hende? Bør jeg fortælle hende det? Nej, det er synd for hende. Og desuden er det ikke så godt, hvis jeg afslører, at jeg ved noget om dem. Så vil de nok begynde at lede efter Signe. Det ville ikke være så godt.
Hvorfor mon bliver jeg ved med at have disse tanker? Og Frede? Hans tur kommer også. Jeg afventer bare det rette øjeblik. Vi har en stor have. Spaden er skarptslebet, skovlen parat.
Jeg kan godt huske, da min far, en dag jeg var omkring 15, absolut ville have en pølse ved en pølsevogn. Det havde han aldrig haft lyst til før, og jeg anede instinktivt, at der var ugler i mosen, eller at noget var forandret. Inde i pølsevognen stod en lyshåret kvinde, der smilede og smilede, og som han tydeligvis var vældigt imponeret af. Hjemme sagde han intet om dette mærkelige pølsevognstræf. Intet. Jeg anede, at jeg nok heller ikke burde sige noget til min mor.
Nogen tid senere fandt jeg ud af det, da jeg i et svagt øjeblik alligevel fortalte hende om det. Hun spærrede øjnene op og hvæsede et navn: Rikke!
Et halvt år senere flyttede hun og overlod pladsen til Rikke.
Hvorfor fortalte han mig det ikke? Hvorfor prøvede han ikke at forklare mig uerfarne, at voksne somme tider ikke kan finde ud af det? Hvorfor skulle han altid spille skide klog på livet til hver en tid? Bortset fra dengang til fasters begravelse.
Tumler tilbage i den varme seng. Det er mørkt udenfor, og jeg vil læse lidt. Tager min bog. Underligt, når Signe ikke ligger inde ved siden af. Somme tider lavede vi en aftale om, at hun var hos sin mor om natten. Af og til glemte hun at informere mig om dette arrangement. Jeg rynker panden. Engang ringede jeg til svigermor. Der var Signe ikke. Nå, nå. Ikke det? Sig mig engang, sagde hun på et tidspunkt, snakker I ikke sammen?
Der opstod en pause. Så eksploderede hun: Har hun en elsker?
Det er svært at svare på den slags. Egentlig det samme som at erkende, at jeg ikke duer til noget. Hanrej. Gammelt udtryk.

En aften gik jeg i kælderen for at hente et par stykker brænde til vores brændeovn. Mens jeg stod dernede, smækkede døren pludselig i. Det undrede mig. Jeg gik op ad trappen med favnen fuld af brændestykker, puffede døren op med albuen, eller ville gøre det, for den gik ikke op. Den var låst.
Låst! Jeg lagde stykkerne på gulvet og bankede på døren, mens jeg råbte højt: Signe! SIGNE! Døren er gået i baglås!
Ventetiden var lang, for der kom ingen Signe. Der var helt stille derinde. Sov hun? Hvad var der sket?
Koldsveden krøb frem på panden, og jeg prøvede at slå og sparke døren op. Det kunne jeg lige så godt lade være med. Jeg havde selv forstærket døren og vidste, den var solid. Men hvorfor var den låst? Det burde ikke kunne lade sig gøre.
Jeg krøb sammen på trappen og lyttede efter fremmede lyde. Hjertet bankede unaturligt højt. Nøjagtigt som dengang, min far spærrede mig inde i kulkælderen. Så må du føle, når du nu ikke vil høre, snerrede han. Hvad der havde udløst straffen, husker jeg ikke mere. Men jeg rystede af angst. Der var mørkt, koldt, fremmede lyde, og når jeg bevægede mig, flyttede koksene sig under mig. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad der, men jeg var vist faldet i søvn, da jeg endelig blev lukket ud.

Det samme her. Jeg sad på trappen og blundede, da Signe lod høre fra sig. Det larmede i entreen, og øjeblikkeligt for jeg op og bankede på døren, mens jeg råbte på hende.
Hun låste op og grinede.
– Har du låst dig inde – eller ude – eller nede? Ja, men hvordan kunne du dog gøre det? Er der noget i vejen med låsen? Det er jo en selvsmækker, så …

Vi tjekkede låsen og kunne ikke finde svaret. Jeg fik mistanke om, at hun havde låst døren og var smuttet over til Frede.
Katrine havde nemlig nattevagt hos en døende på det tidspunkt. Når katten er ude, spiller Frede og Signe på bordet.

Der ligger en mængde fødevarer i det køleskab. Problemet er forvandlingen fra køleskabsvarer til den færdige middagstallerken. Det er en omstændelig proces, som jeg aldrig har sat mig ind i. Det var Signes område. Hun var eksperten.

15
Gøende hunde

Jeg klapper bogen i, kan alligevel ikke læse, fordi mine briller ikke ligger der på bordet, stiger ud af sengen og går nedenunder. Spisestolene er forholdsvis nye, tror jeg; de ser sådan ud, og man sidder godt på dem.
Jeg åbner køleskabet.
Der ligger mine briller sørme. Jeg ryster lidt på hovedet af mig selv. De føles meget kolde omkring øjnene og dugger lige nu. Jeg ser vist dum ud. Hvordan i alverden kan man glemme sine briller i køleskabet? Jeg knytter hånden. Det kan godt være … en anden, der har lagt dem der. Jeg prøver at tænke over, hvem der var her i går? Frede? For at drille mig? Han har måske sagt til Katrine:
Ved du hvad? Nu skal vi lave sjov med Tommy.
Men det ville hun aldrig gå med til. Så godt kender jeg hende.
Jeg står lidt ved køleskabet. Hvad var det nu, jeg ville kigge efter? Jeg har glemt det. Bare fordi Frede dukkede op i mit hjernebibliotek.
Så jeg sætter mig hen på stolen igen. Det plejer at virke. Ganske rigtigt. Noget at drikke!
Igen går jeg hen til køleskabet og scanner det for drikkevarer. Mælk, juice, øl og hvidvin er der. Og en enkelt rødvin. I barskabet har jeg whisky og rom. Det er en svær beslutning.
Jeg vælger Chardonnayen. Sært at sidde oppe klokken lort om natten og drikke vin. Men det er ligesom blevet en vane. Vinen er blevet min ven. Vinven. Den er lige så trofast som en hund, og så skal man ikke gå tur med den.
Den har været min ven i mange år.
Jeg skænker mig selv et glas og nyder vinen i små slurke, mens jeg kigger ud i mørket. Nu køber jeg aldrig vin, der er billig. Jeg gider det ikke. Så kan jeg lige så godt lade være med at drikke den. Den skal smage af noget, ikke være bitter eller for meget tanin eller syre; jeg gider det ikke. Køb aldrig en flaske vin, der ikke koster mindst 100 kroner, siger min købmand. Hvorfor sælger du så billigere vine, spørger jeg. Fordi mange mennesker er ligeglad med, hvordan det smager. Nå, svarer jeg. Jeg tror, det skyldes, at de aldrig har smagt god vin og derfor ikke ved, hvor dejligt det er at drikke det. Her, sagde han og stak mig to flasker. De er nedsat til 100 kroner, men har kostet det dobbelte. Tak, Mikael, du er en guttermand, svarede jeg.
Lyset i køkkenet har jeg slukket, det er alt for skarpt.

Her sidder jeg så og hygger. Savner nok Signe lidt. En del af mig begejstres over tanken om Signe. Dejlige Signe.
Når jeg tænker tilbage. Vi har vel nok haft mange skønne stunder sammen. Hendes fine hud mod min. Så blød, så sød. Hendes smil og kærlige strygninger lige der, hvor det er bedst. Jo, Signe vidste besked.
Vi havde lange, fortrolige samtaler, som man kun kan have, når man kender hinanden godt. Vi snakkede om livet og døden, om at bruge nuet, om at være klar over, at livet er en øjeblikstilstand, og at det gælder om at være til stede, når man er det.
En sjælden gang læser man om en fodboldkamp, der bliver afbrudt på grund af et pludseligt lyn, der slår ned og måske rammer en af spillerne, der falder om. Uden varsel, uden torden.
Det er ikke spor spændende, når alt ændrer sig og bliver helt anderledes. Når ens liv skifter fra lys til mørk kontant og hårdt på et øjeblik. Det blev mit med et slag. Et slag, der havde været længe undervejs, men hvor jeg hele tiden havde skudt det ned som noget mindre væsentligt. Alligevel sad den lille mistanke og gnavede sig større og større.
Jeg rejser mig og kigger over mod Frede.
Der er ganske stille udenfor. Jeg skyller det sidste vin ned fra glasset og sætter det hen til opvasken. Den tager Katrine i morgen.
Jeg synker lidt sammen. Kan mærke, at det sorte sniger sig ind. Går ud på badeværelset og læser omslaget på pilleglasset: Pentovet NRV. Jeg tager fat med venstre hånd om det endnu uåbnede glas og skal lige til at dreje det op.
Pludselig begynder hundene derovre i nummer 46 at gø. For fanden!
Er der noget, der kan gøre mig rasende, er det de hunde.
Jeg sætter pilleglasset på plads igen, stavrer op ovenpå og tager tøj på. Rask forlader jeg huset og halvt løber, halvt går hen mod huset, der ligger på parallelvejen til vores.
Der er mørkt indenfor, kan jeg se på lang afstand. Men hundenes gøen bliver højere og højere.
Jeg standser ud for nummer 46 og puster lidt. Nu raser de mod mig. De skælder ud, og jeg bliver mere og mere vred.
Jeg går helt ind til hegnet og står så tæt som muligt. Det er to sorte, den ene noget større end den anden. Men den lille er den mest gale. Den hopper og og ned ad hegnet på den indvendige side, mens den anden løber lidt frem og tilbage; begge gør rasende. Da den lille hopper en gang til op mod mig, sparker jeg, alt hvad jeg kan mod trådhegnet. Den hyler, for jeg ramte den lige i maven. Det er en høj, tudende og klagende lyd, men den gør mig godt, for så gør den ikke.
Et vindue åbnes og en stemme lyder:
– Hvem der? Hallo? Er der nogen?

Jeg stikker af. Kunne godt have råbt tilbage og spurgt ham, om hvorfor han tillader sine hunde at vække hele nabolaget, men jeg er den, der er smuttet.
Jeg løber et stykke vej, men standser så og går resten af vejen, fløjter en smule, nynner det, jeg ikke fløjter og smiler for mig selv og går i seng. Ingen hundegøen. Ingen lyde. Nu ved ejeren i hvert fald, at vi ikke finder os i gøende hunde her i byen.

Jeg vågner dog igen. Nu er det blevet lyst udenfor. Klokken er også lidt over 8, og jeg skal op og tisse. En gang til. Står længe og halvsover nærmest. Vasker hænder og trisser ind i seng igen.
Åh, det er dejligt at ligge under dynen og lukke øjnene og ikke blive forstyrret af åndssvage rovdyr, der holdes i fangenskab. Næste gang lukker jeg dem fanme ud.
16
Købmand

Jeg står lidt med kasserollen. Der er jo længe til klokken er 18, og nogen skal lave aftensmaden.

Katrine har været her og gjort rent og vasket op og støvsuget og vasket mit tøj. Hun stod der og løftede mit undertøj og sagde, at jeg burde skifte underbukser hver dag. Det gør jeg altså også, sagde jeg. Hun så bare på mig. Som om hun ikke troede på mig. Jeg blev lidt sur og begyndte at mumle noget om, at kommunen måske skulle til at finde en anden hjemmehjælper.
– Du lyder som Signe, forsvarede jeg mig med. – Du kunne lige så godt være min kone.

Derfor begyndte jeg at smide bukserne, og det kan nok være, at hun skyndte sig grinende at give mig et par rene underhylere.

Skulle jeg lave frikadeller i aften? Åh, det er jeg så god til. Med persillesovs og nye kartofler til.
Men har vi kartofler? Jeg synes, der var noget med, at …
Jeg bøjer mig ned og hiver den nederste skuffe ud.
Tænkte det nok. Ingen kartofler.

Det var en mærkelig aften i går.
– Vi kunne ikke forstå, hvor du var henne, far, siger Mai, der har taget en fyr med. – Jeg har sagt til dig, at du ikke må gå nogen steder uden din mobil.
– Undskyld, Mai, siger jeg, selv om jeg ikke helt synes, jeg bør sige undskyld til min egen datter. – Det var trods alt politiet, der fandt mig, ikke? Og der er altså ingen netforbindelse ude i skoven. At du ved det.
– Men du kan jo altid bruge telefonen og have ringet efter en af os …
– Jeg skal nok huske den næste gang, Mai.

Mai græder lidt.
Jeg ved ikke, hvorfor. Det er noget, hun er begyndt med i den senere tid. Jeg prøver altid at forstå, hvorfor hun gør det:
– Er du ked af det, Mai? Har du fået nyt tøj? Jeg kunne næsten ikke kende dig?
Hun ryster på hovedet. Det er rart at høre, at hun ikke er ked af det, uanset hun omfavner mig og trykker sig tæt ind til mig. Selv om det er min datter, er jeg alligevel lidt mod den slags.
– Far, jeg er bange for dig. At der skulle være tilstødt dig en ulykke, at du lå hjælpeløs derude et sted. Kan du ikke forstå det?
– Jo, Mai. Men jeg kan da godt klare mig selv.
– Kan du?

De får både kaffe og kage, inden de tager af sted, og jeg går i seng. Den pæne unge mand er Lars. Ham kan jeg godt lide. Han har ikke noget imod at drikke whisky. Lægen siger, jeg skal holde mig fra spiritus. Lars siger, at jeg sgu da ikke tager skade af en enkelt. Ikke i min alder. Jeg var enig med ham i, at jeg aldrig nogensinde tager mere end en enkelt. Ad gangen.

I dag bliver jeg hjemme. Vil heller ikke i dag ned på æ Kuk.
Jeg nyder et glas Riesling i stedet. Fra Alsace. Hvor ellers? Dejligt at variere indtaget.
17
Indkøb

Med en indkøbspose i hånden trasker jeg ned til købmanden. Det er et rart sted, og de er flinke. Udenfor er der en kasse med vandmeloner. Jeg tager en af dem og sparker til den som til en fodbold. Den går i stykker og sprøjter ud over det hele. Hæ, hæ.
Glasdørene glider til side, og jeg står i frugtafdelingen.
I kurven ligger friske æbler. Jeg tager et op, pudser det i mine sommerbukser og tager en bid.
Puh, ha, den er sur! Får næsten tårer i øjnene, så syrligt smager det. Føj da. Jeg lægger det tilbage.
Omme på den anden side af frugt er der grønsager. Det er sundt at spise grønsager, og jeg står længe med broccoli. Det skulle være noget af det sundeste, men jeg bryder mig egentlig ikke om det. Så hellere kål.
– Hej Anders!

Jeg kan let genkende ham. Han hilser tilbage og står lidt. Jeg går over til ham:
– Nå … du skal også købe ind?
– Ja, det hører med til hverdagens gøremål.
– Har du ferie i denne uge?
– Hvad mener du?
– Du farer lande og riger rundt, så derfor …

Anders trækker på skulderen:
– Jeg …
– Er Samuelsen ikke et dumt efternavn?
– Hvad mener du?
– Det lyder som noget fra det gamle testamente.
Han ryster på hovedet. Der har vi det igen. Siger jeg det forkerte?
Jeg kigger ned på kassen foran mig.
Kartofler! Jeg er lige ved at glemme det. Der ligger de nyopgravede kartofler. Det kan man se, fordi der er meget jord på dem. Hvor er skovlen til at tage dem op med? Jeg napper en pose til at have dem i, men leder forgæves efter kartoffelgreben. En eller anden har taget og flyttet den, og jeg kan ikke finde den. Jeg ser mig om, men kan ikke få øje på den. Anders forsvinder over til vinhylderne.
Nå. Så må jeg tage med fingrene. Jeg skovler kartofler op i hænderne og søger at ramme posen. Det er ikke let. De fleste kartofler falder tilbage, nogle rammer gulvet og triller lidt rundt. En af dem kommer jeg til at træde på, da jeg flytter mig for ikke at blive ramt. Den splatter ud på gulvet, og jeg går forsigtigt et skridt til side, så jeg ikke får noget på tøjet.
Jeg forsøger at holde plastikposen, så jeg kan få kartoflerne ned i den; nøjes med en kartoffel ad gangen. Så. Nu kan posen stå af sig selv, og jeg kan igen fylde mine to hænder med kartofler, som jeg efterfølgende skovler ned i posen.
Godt så.
Jeg husker, da Signe beordrede mig til at gøre kartoflerne rene. Jeg skulle stå udenfor og vaske dem i en spand vand. Det er mandearbejde, erklærede hun. Kom i gang!
Imens sad hun inde i stuen og drak et glas vin og læste i Alt for damerne om mænd, der aldrig tog del i husholdningsarbejdet. Det var lige før vinterferien. Det sneede. Mine hænder frøs og blev røde og helt stive i det. Jeg tøede dem op i koldt vand inde i køkkenet.

Der er masser af jord og støv på hænderne; det er ikke så let at slå det af. Det hjælper at tørre dem af i bukserne.
Undervejs op til kassen møder jeg en anden, jeg kender.
– Dav, Peter, siger jeg og stikker ham hånden.
Han tager min hånd og ryster den og smiler tilbage:
– Dav, Tommy. Det er nu Henrik.
– Ja, ja. Det ved jeg sgu godt. Det var bare for at drille dig. Tror du, I får samme succes som Labour?

Han ser på sin hånd, så tørrer han den af i bukserne.
– Øh, det …
– Det bliver et Sass, Larsen! Ha, ha, du!

Han ser underligt på mig og går videre.

Oppe ved kassen stiller jeg mig i kø.
Det bliver min tur, og jeg fisker en hund op af lommen og giver den til kassedamen.
– Signe laver frikadeller i aften. Så skal vi have nye kartofler til, siger jeg og tripper lidt.
– Det var da dejligt for jer, smiler den unge pige tilbage. Hun er nu sød, selv om der er noget med hendes øjne. På en måde er hun måske ekstra sød, netop fordi hun skeler. Det er svært at finde ud af. Jeg må læne mig lidt frem og kigge ekstra efter. Jo, der er noget med de øjne. Jeg kigger på det ene og bagefter på det andet.
Hun rykker med et sæt lidt tilbage og ser på mig:
– Er der noget galt?
– Nej, slet ikke, ryster jeg på hovedet. – Jeg skulle bare se, om din skelen er en fordel eller en ulempe for dig.
– Hav en god dag, siger hun bare og vender sig mod ham bag mig.
– Der er altså nogen, der skeler på en meget charmerende måde, siger jeg forklarende til ham, men han har travlt med at lange varerne videre, så jeg går hjemad med mine kartofler.
18
Ukrudt

Solen varmer så dejligt, især her om foråret. Mon ikke Signe er kommet hjem fra sin bytur nu og venter på varerne. Så skal vi rigtigt hygge os med kaffe. Jeg plejer at lave kaffen og servere den. Signe har smidt sig i lænestolen, for hun er træt efter en lang dag. Jeg har tændt op i brændeovnen.
Hun betragtede ikke mit arbejde som et fuldtidsarbejde. Herregud, sagde hun, alle og enhver ved, at lærere kun arbejder fra 8 til 14 og har fri i alle ferier plus langt ud over sommerferien. Man skulle ellers tro, hun vidste bedre. Jeg har da rettet mange stile i min tid og det altid derhjemme, mens hun holdt fri.
Måske har hun kager med hjem i dag? Det er nu ikke så tit. Det er alt for farligt, hvis man vil leve længe. Den erkendelse siver ikke altid ind hos Signe. Hun gav mig penge med ned til købmanden for at købe to kartoffelkager til hende. Jeg skulle ikke have, for det havde jeg ikke godt af, sagde hun og lo. Nå, så tag den da. Men kun fordi det er fredag.
Hun havde selvfølgelig ret. Det er jeg glad for den dag i dag. Så ville jeg have været overvægtig, fed, lasket og med fare for indsnævrede blodbaner. Nu er det kun urinvejen, der er indsnævret af min umætteligt voksende prostata. Det har vist ikke meget med fedt i blodet at gøre.

På hjørnet ind til vores vej er en dame i gang med at luge i et bed. Hendes bukser er strammet meget bag på hende, nok mest fordi hun bøjer sig forover, og hun ligner Signe. Jeg ved ikke, hvorfor jeg får den tanke? Mig bekendt har hun aldrig arbejdet i andres haver. Faktisk kan jeg ikke huske, at hun har arbejdet i en have – nogensinde. Det er meget mystisk. Men bagdelen viser klart, at det kunne være hende. Den kender jeg. Den er i den volumenmæssige større ende. Fik I den?
Jeg lister mig ind på hende og lægger en hånd bag på, der hvor rundingen er størst.

Hun er lige ved at vælte, så jeg støtter med den anden hånd om hoften. Det er en dejlig fornemmelse at hjælpe hende til ikke at falde. Hun står helt foroverbøjet med begge hænder i græsset, mens jeg holder hende fast, så hun ikke vælter.
Jeg hjælper hende op, og hun ser helt vred ud, mens hun siger nogen lyde ret højt:
– Hvad i alverden …
– Der var du da vist lige ved at vælte, hvad? Var det ikke godt, at jeg lige kom og fik dig på højkant? Blev du forskrækket, spørger jeg og smiler. – Jeg var sikker på, at du var Signe. Jeg kan da se nu, at det er dig, Line.
– Jeg er godt nok ikke vant til, at mænd lægger hånd på mig, siger hun. – Vil du så lige holde op, Tommy?
– Lægger hånd på dig, Line, spørger jeg og kan ikke helt forstå, hvad hun mener. Jeg kigger på mine to hænder og viser dem til hende, så hun selv kan se, at de er her og ikke lagt på hende.
– Ja, du lagde din hånd på min røv, siger hun temmeligt højt og sådan i stød. Jeg bliver helt forskrækket og har lyst til at protestere, for min hånd kan slet ikke dække den bagdel. Selv hvis jeg måtte bruge begge hænder, ville jeg minimum mangle to.
Men jeg behersker mig trods alt.
– Det tror jeg nok ikke lige, jeg gjorde, jeg troede bare, at du var lige ved at vælte, og at du var Signe. Nu, hvor jeg ser dig forfra, kan jeg godt se, at det er du ikke.
– Hvornår er det, at du skal på plejehjem, spørger hun minsandten og stryger en hårtjavs til side.
– Jeg ved slet ikke, hvad du snakker om, svarer jeg og ser væk.
– Nå. Det har jeg da ellers hørt …

Jeg kaster med hovedet, hanker op i min bærepose og går over mod mit eget hus, mens jeg vender mig om for at se, om hun er gået ind, men hun har igen bøjet sig ned over ukrudtet. Bag på hendes hvide bukser er der en sort plamage. Det er altså fjollet at lave havearbejde i hvide bukser. Jeg ryster lidt på hovedet.
Lægge hånd på hende? Det skal man vist være skør for at gøre.
19
Vand foroven og vand forneden

Jeg stiller posen med kartoflerne ved køkkenvasken. Om lidt vil jeg skrabe dem, så de er klar til maden. Ah! Bøffer! Store, røde, danske bøffer! Der er ikke noget som bøffer af skært oksekød, filet eller helst mørbrad, ikke for meget fedt. Det er usundt. Og godt med løg til. Og rødvinen, ikke at forglemme! Den glemmer jeg nu aldrig.
Jeg glæder mig allerede. Signe er ikke kommet hjem endnu. Nøje udvælger jeg mig aftenens vin og kigger grundigt på etiketterne. Hvilken smag har jeg lyst til i aften? Jeg vælger en Luli Appassimento fra firmaet Masca del Taco. En god og stærk italiener.
De første par mundfulde lader mig svæve lidt op i skyen. Ikke iCloud, men iWine. Nu er jeg parat til madlavningen.
Jeg hakker løg og får tårer i øjnene. Det svier ad helvede til. Jeg må standse og lige skylle lidt vand i dem. Alt det vand.
På den anden side er det også dejligt at få vand i øjnene. På en underlig måde føles det, som om jeg græder. Det er åbenbart lige meget, om vandet kommer udefra eller indefra.
Tårerne gør mig ked af det. De kommer hurtigere, end jeg kan styre det, og jo mere, der kommer, jo tristere bliver jeg.
Signe er her ikke, hun kommer ikke, og jeg er helt alene.
Lægen siger, at jeg skal lade følelserne flyde frit. Så ud med vandet, selv om det de facto ikke har noget med følelser at gøre. Og så alligevel. Skævt nok flyder de fysiske tårer og de psykiske strømninger sammen og vander hinanden, og det gør godt.
Jeg synker sammen på en køkkenstol og lader det hele regne ud. Jeg snøfter og hulker og har fat i køkkenrullen og pudser næse, men der bliver ved med at dukke vand op. Indimellem tager jeg et hiv af vinen.
Langsomt stilner det af, og jeg aner ikke, hvorfor jeg pludselig blev så ked af det. Mærkeligt. Det er sket flere gange for mig, har jeg lagt mærke til. At jeg græder uden grund. Hver gang har jeg sagt til mig selv, at det er lægen, der har ordineret tårerne.
Alene i verden? Jeg har ikke nogen, hvem jeg kan hælde mit hovede til. Ikke til Katrine, hun er professionel, udsendt af kommunen, hun skal forberede mig, så de kan sende mig på plejehjem. Det ved jeg godt. Og så er hun gift med Frede, den største laban på gaden. Mange gange har jeg overvejet at fortælle hende det, men hver gang viger jeg tilbage.
Der er noget, der hedder en boomerang.
Kroppen ryster ikke mere; der er stillestående luft i køkkenet.
Nu mærker jeg, hvordan vandet fra øjnene er presset indad og nedad. Jeg skal tisse og går ud på gæstetoilettet, hvor jeg tisser meget længe. Det tager så lang tid, at jeg indser, at mit liv faktisk bliver forkortet på den her måde. Jeg bruger alt for meget tid på at stå bøjet over en toiletskål og lade vandet.
Det er på den anden side skønt at få tømt blæren. Der må være en forbindelse mellem tårekanalerne og blæren. Jeg ser mig om efter håndvasken.
Man skal altid vaske hænder. Det andet er noget fordømt svineri. Jeg har tit påtalt det over for eleverne på skolen. Især var drengene slemme til ikke at vaske hænder efter toiletbesøg. Jeg stillede mig en gang en halv time udenfor i et frikvarter og talte op, hvor mange af drengene, der vaskede hænder derinde. Det var ikke mange!
Føj for den lede!
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan der ser ud bagtil. Engang formange år siden fik jeg et syn. Jeg drømte, at jeg efter et trafikuheld blev indlagt på sygehuset. Jeg var bevidstløs, men kunne godt høre, hvad lægerne og sygeplejerskerne snakkede om. De underholdt hinanden med, hvilken lugt der steg op fra min bagdel. Den har han sgu ikke vasker siden nytår, var der en, der sagde. Nej, svarede en anden, en ko er renere i anus end ham her.
Jeg vågnede med sveden drivende ned over ansigtet, satte mig op i sengen og tænkte. Så rejste jeg mig op og gik ud på badeværelset. Der tog jeg en engangsklud og vaskede mig bagi. Jeg var nemlig ikke sikker på, at morgenbadet betød ren røv at trutte i.
Hvorfor er det kun i de sydeuropæiske lande, at man har bidet? Hvilken kultur er det, som tillader den sløsethed hos os? Hvor mange trafikuheld og -ulykker resulterer i mennesker, der indlægges med stank fra bagsmækken? Hvor mange er renvaskede? Hvis det er flere end 10%, må I kalde mig Mads. Hvad med dig? Har du vasket dig i numsen efter sidste toiletbesøg? Nej, vel?

Herefter blev det sådan, at jeg efter hver afføring vaskede og tørrede mig, så jeg var renere der end så mange andre steder.
Da Signe første gang hørte om det, slog hun hænderne sammen og grinede:
– Ja, men Tommy, er det nu ikke at overdrive? Kan du klage over min bagdel? Lugter jeg …
– Nej, Signe, det ved den søde grød, jeg ikke kan. Men – hvis du forestiller dig alle mennesker stå derude uden bukser på, – hvordan tror du egentlig, de så lugter? Altså, hvis du bøjede dig ned bag dem og snusede?

Signe blev helt stille, så det må have gjort indtryk på hende.
Hun er næsten et helt hoved højere end mig. En stor pige, javel. Men smuk og med en dejlig skåret kvindekrop. Især som yngre. På bryllupsbilledet sidder hun på en skammel. Det ville se dumt ud, hvis hun var højere end brudgommen.

Det skete, at vi fredag aften skulle hygge. Alt var tilrettelagt og gjort klart, maden var fremragende, stearinlysene, de usunde, var tændt, og vinen gjorde sin behagelige virkning. Med ét, som ved et lynnedslag, kunne Signe finde på at sige: Jeg har ikke lyst alligevel.
I begyndelsen tiggede jeg hende og sagde, at nu var jeg jo lige kørt op, og lysten var der og …
Men intet hjalp. Når Signe fik det sådan, kunne ingen få hende til at skifte mening. Så ville hun bare ikke. Jeg burde kende det, for sådan har hun altid været. Men jeg glemte det åbenbart fra gang til gang. Sært.
Det gjorde naturligvis det hele en smule mere kompliceret. Jeg kunne jo ikke give mig helt hen, for jeg vidste aldrig, om hun var med på den eller ikke.
Indrømmet; det skabte en del utryghed hos mig. Selv om jeg havde vænnet mig til netop den usikkerhed. Jeg vidste også, at dagen efter kunne der ske ting og sager, som jeg ikke var forberedt på.

Nå, Frede har gang i plæneklipperen, kan jeg høre. Jeg må ud og hilse på ham. Det er nu så hyggeligt at have ham som nabo. På en måde passer de jo godt sammen, ham og Katrine. Og på en måde overhovedet ikke. Hun er alt for sød til ham. Jeg tror, hun er faldet for hans måde at hygge på.
20
Det lokale Tivoli

Jeg stiller mig hen til det lave hegn ind til Frede og Katrine. Frede kører helt op til den ene ende af græsplænen, vender og kommer langsomt tilbage. Han ser op, hilser og kigger ligesom en ekstra gang og peger nedad sig selv.
Jeg nikker. Ja, ja, når man slår græs, vil der altid være noget græs, der spøjter op på dine bukser, Frede. Det burde du da vide. Du burde også vide, at en hanrej kan være farlig for dit helbred. Det værste har hele tiden været, at jeg for min død ikke har kunnet begribe, hvad Signe dog ser i dig. Hun har jo alt, hvad hjertet kan begære i mig. Flot fyr, der nok kunne give hende nogle hedeture. Men dig, Frede?
Der er gåder, jeg ikke har kunnet løse. Universets opståen, livets fremkomst og Frede.
Han kommer nærmere med græsslåmaskinen og stopper den.
– Hej, Tommy. Du har vist glemt noget …
og peger nu mod mig.
Jeg kigger ned. Nå, for den.
Den hænger udenfor. Det er ikke så godt. Jeg tager fat i den for at få den ind bagved. På plads. Men selv om jeg aser og maser med den, kan jeg simpelthen ikke få den ind igen. Det gør en smule ondt, fordi lynlåsen napper.
– Av for den, siger jeg. – Den vil ikke ind …
– Øh, lyn helt ned, foreslår Frede og ser sig omkring. Jeg ved ikke, hvad han ser efter. Måske nogen, der kan hjælpe?
– Jeg har lynet helt ned … Æh, jeg …
Jeg bakser med lynlåsen og ved ikke, hvad jeg skal gøre i situationen og prøver så at løsne remmen i bukserne. Vedhænget dirrer sløvt fra side til side i takt med mine anstrengelser.
– Du skal nok have livremmen spændt op først, siger han.
– Det er sgu da også det, jeg gør, protesterer jeg og snerper munden lidt sammen. Hvad i alverden bilder han sig ind?
– Vent lidt, jeg kommer lige og hjælper.

Han skræver hen over stakittet og nærmer sig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.
Han bøjer sig ned og tager fat i min livrem og spænder den op. I det samme kommer den gule postbil farende og bremser pludselig op. Chaufføren glor over på os – sådan længe. Jeg vinker til ham og peger hen mod min dør, hvis han altså har noget post, der ikke kan gå i postkassen.
Det lykkes Frede at få mine bukser lynet helt ned, og han bakser med at få alt på plads, mens jeg står med skrævende ben og afventer. Posten glor og glor.
Jeg støtter mig til Frede, der aser og maser med at få alt pakket ind og væk.
Posten kører hurtigt fra stedet.
Så det havde han nok ikke.
– Vil du med ind og have en bajer, spørger jeg. Frede og øl er to kommensurable størrelser, og han nikker da også ja tak. Jeg vil benytte lejligheden til at konfrontere ham om det der med Signe. Eller skal jeg lade være? Han kunne finde på at sladre, er jeg sikker på. Altså fortælle det til for eksempel Katrine, og så vil Katrine lægge to og en sammen og få det til tre, hvor der forbavsende nok mangler en. Snart to, hvis det står til mig.
Og det gør det.

21
Digitale fotos er sagen

Vi sætter os ved køkkenbordet, og jeg henter to kolde fra køleskabet. Frede siger ikke så meget.
– Vil du hellere have vin, spørger jeg og tøver med at knappe øllerne op.
– Nej, tak, du, jeg foretrækker øl på dette tidspunkt. Er ikke så meget for vin. Faktisk er jeg ikke meget for noget som helst.
– Hvad da?
– Jeg synes, det hele er noget lort. Ved du hvad, man bliver gammel, ingen har brug for en længere, og alle ved, at næste station er kirkegården. Og jeg kan ikke sove om natten. Når jeg tænker på alle de asylanter, der stormer vores land, så bliver jeg helt skidt tilpas. Så mister jeg både tørst og appetit.
– Jeg skal vist have medisterpølse i aften, siger jeg. – Jeg ved sgu ikke, hvad jeg bestemmer mig for. Jeg har været henne hos købmanden og hentet kartofler.
– Det lyder godt for dig, siger han og lægger nakken tilbage. Det siger skvulpe, skvulpe, skvulpe, og halvdelen af øllen er forsvundet ned. Jeg stirrer beundrende på ham. I sammenligning med ham sidder jeg nærmest kun og nipper fingerbølsagtigt til min.
– Vil du med ned på æ Kuk?

Jeg ryster på hovedet:
– Har ikke lige lyst i dag.

Han peger på mit kamera, der står på bordet:
– Tager det gode billeder?
– Det kan du tro. Vil du se?

Det vil Frede godt. Han kigger interesseret og klikker på det næste. Han læner sig frem mod apparatet og er helt opslugt af billederne.
– Hvad synes du om dem, spørger jeg ikke så lidt stolt. De er faktisk gode, og jeg synes selv, jeg er god til at fotografere.
– Du har mange af Katrine, synes jeg, siger han så.

Jeg tager apparatet og kigger med.
– Jo, men dels er hun jo min hjemmehjælper, dels er hun også meget i jeres have i weekender og fridage. Jeg har taget mange oppe fra mit vindue på første sal. Det er helt naturligt, for hun hjælper mig jo i det daglige. Hun er jo altså ansat af mig, at du ved det. Hun hjælper mig meget. Jeg er faktisk hendes chef, ikke?
– Du har da godt nok fået alt med, synes jeg.
– Hvad mener du?
– Se selv!

Han peger på et billede, hvor Katrine ligger i bikini på drømmesengen på deres terrasse. Billedet viser en hel del af bikinien og ikke så meget andet. Det er en stor bikini, der kan rumme meget, så det er ikke så mærkeligt, at den fylder temmelig godt på billedet.
– Kan du se, hvad jeg mener?
– Næh, jeg har da ikke fået alt med. Faktisk næsten tværtimod. Men den er skidego´ til at zoome. Jeg tror, telen er på 300 mm.
– Hvad kalder du det her?

Han peger på et andet nærbillede af Katrine.
– Ja, den er altså skide god til at zoome ind, som jeg siger. Og det er den rigtige, ægte zoom. Ikke noget med noget virtuelt. Det er da godt nok skarpt, ikke?
Han skøjter frem og tilbage med billederne, og jeg synes, at det snart er nok. Frede bliver ved:
– Du har mange billeder af Katrine …
– Ja, det har du vist nævnt, mener jeg. – Jeg har også nogle af dig og Signe …

Måske hører han det ikke, for han fortsætter:
– Du er da glad for at fotografere damer, skal jeg love for?

Jeg overvejer et øjeblik. Skal jeg konfrontere ham nu?
– Det er vist lidt tilfældigt og sådan lidt fototeknisk og ikke mere, end du er. Katrine render jo rundt i jeres have hele tiden, og det er i virkeligheden den, jeg er ude efter. Signe har du da også …
– Hvad i alverden er det her for et mørkt rum, spørger Frede nu.

Han er nået til det næste album.
– Det er da vores brændekælder, kan du ikke se det?
– Jeg kan kun se en tremmevæg og det der …

Han peger på noget i billedet. Jeg skal lige til at bøje mig frem for at se, hvad det er, han peger på, da en lyd får mig til at standse:
– Hov, der kommer Stein.

Min søn kører ind i carporten i vores bil. Vores bil? Ja, men hvordan …

Frede siger ikke noget og forsvinder over til sin græsplæne igen. Nu fik jeg ikke spurgt ham om det der.
På spisebordet står en tom og en halvtom ølflaske. Frede sjusker ikke med dråberne. 22
Børn og børnebørn

– Hej, Stein. Jeg synes, du kommer i vores bil?
– Ja, men far. Hvor mange gange skal jeg sige det? Du må jo ikke køre længere, og så har du foræret mig bilen.
– Hvad siger mor til det? Og Mai?

Han ser på mig, som om jeg ikke kan forstå en skid.
– Mai fik jo penge i stedet; du har gjort det så retfærdigt!
– Men mor, hvad kører hun så i?

Det gælder om at spille sine kort rigtigt. Ikke for meget. Ikke for lidt. Sådan lige tilpas.
Inden Stein kan nå at svare, siger jeg:
– Hvorfor må jeg egentlig ikke køre længere, Stein? Jeg kører da ganske udmærket.

Stein forklarer en hel masse, mens jeg kigger over mod bilen.
– Kan du ikke også huske, at vi blev enige om, at nu var det for usikkert for dig at …
– … har du fået anhængertræk monteret?
– … køre bil. Ja, det … er så praktisk. Så kan jeg køre haveaffald på genbrugspladsen, transportere sofa for John og køre hele familiens cykler til cykelsmed – på én gang!
– Hvordan går det med Anna?
– Anne har det fint. Hvorfor spørger du?
– Var der ikke noget med, at hun var syg?
– Far! Det er næsten tre år siden.
– Nå, for den. Så er hun vel blevet rask nu?

Han ser på mig uden at sige noget. Har jeg sagt noget helt forkert? Det gør jeg åbenbart af og til. Ord slipper ud af min mund og ofte uden tilladelse. Hvad gør man mod det? Kan man få piller for det? Åh, jeg har en frygtelig ordpine. Nå, så må du lige tage et par ordpiller.
– Vil du have kaffe?
– Nej, far. Vi har jo en aftale på plejehjemmet.
– Plejehjemmet? Men skal vi ikke vente på mor?

Stein kigger på mig og ryster langsomt på hovedet. Han skal lige til at sige noget, da jeg afbryder ham:
– Vil du have kaffe?

Han kigger på sit ur:
– Nej tak, som sagt, øh, jeg tror, vi skal køre nu.

Vi sætter os ud i min pragtfulde bil, hvor der er højt til loftet og masser af plads.
– God bedstefarbil, ikke?
– Jo, svarer Stein, mens han bakker ud. Jeg tager selen på:
– Gider du godt køre i sådan en?

Jeg synes, der er noget med lave, dyre sportsvogne og min søn.
– Det kan du tro, men selvfølgelig – jeg har da været ung engang.
– Du er stadig ung, min dreng. Du har fået skæg?
– Far, det har jeg haft de sidste 10 år.
– Har du? Bortset fra det er jeg ked af ikke at måtte køre bil.
– Men far, det gælder jo sikkerhed først og fremmest. Ikke bare din, men alle andre trafikanters. Risikoen for, at der sker noget, er alt for stor, hvis du begynder at køre igen.
– Det forstår jeg ikke. Jeg er jo lige her, jeg kan se, høre, føle, bevæge mine hænder og fødder, trykke på speeder og bremse, se til højre og til venstre, hele regimentet drejer rundt; hvad i alverden forlanger I mere?

Stein sukker, mens han speeder op efter et lyskryds. Det varer lidt, inden han siger noget. Han koncentrerer sig om ikke at lave fejl, for dem vil hans far naturligvis påpege. For eksempel kører han noget hurtigt ind rundkørslen lige foran en lastbil, der kommer fra Ålborg.
– Hov, hov, Stein, var vi ikke lige ved at blive torpederet af den?
– Nej, nej, far, man skal køre smidigt og lade trafikken glide i sådan en rundkørsel. Ikke noget med at holde og vente i lang tid. Det er slet ikke meningen.
– Jeg synes måske nok, man bør køre en smule forsigtigt her?
– Det gør jeg også, far. Du ville standse helt op og vente; jeg glider med strømmen rundt, og det er netop det, der er formålet med en rundkørsel.

Nå, nå. Jeg kigger ud ad sidevinduet. Har svært ved at finde argumenter mod min egen søn. Det irriterer mig nok, at han virker så – så sikker. Det er mig, der burde udstråle sikkerhed og fasthed. Jeg er 25 år ældre end ham. Jeg kan mærke, at mit humør falder. Jeg bliver sur, gør jeg.
– Da jeg blev 16, fik jeg af farfar foræret en knallert. En et-gears brugsforeningsknallert. Ikke en af dem, de andre misundte mig. Min kammerat, Kjeld, havde lige købt sig en Tårnby, rød, med højt styr. Den var populær! Vi havde lært, at misundelse var en af de værste følelser at have, og alligevel blev jeg grebet af netop den følelse. Hvorfor skulle Kjeld have en Tårnby, når jeg kun havde en brugsforeningsknallert? Prøv at sammenligne de to navne. Der er sgu ikke meget sex over det navn.
– Nej, det kan du have ret i.
– Jeg måtte kun køre på den, hvis jeg iførte mig den styrthjelm, farfar havde skaffet til mig. Den var for stor, men det var ikke det værste. Ingen af mine kammerater brugte styrthjelm. Ikke én.
Jeg er ikke så glad for at …, prøvede jeg at protestere. Så må du cykle, bestemte farfar. Du har altid valget, Tommy. Ja, tænk, det sagde han virkelig.
– Du har da også somme tider sagt noget, der ikke virkede helt logisk, far. Det sker da også for mig og ungerne.

Jeg kigger ud af vinduet. Måske gider Stein ikke at høre mere om min forkvaklede barndom.
– Men du ville ikke køre med den hjelm?
– Det lå lige på tungen, at argumentet for at bære hjelm under knallertkørsel vel også gjaldt cykeltransport? Eller hvad med de gåture, som vi en sjælden gang havde gang i? Eller når jeg skulle til fodboldtræning. Var det ikke noget farligere at spille fodbold uden styrthjelm? Eller i det hele taget. Burde man nogensinde gå nogen steder uden styrthjelm, sikkerhedshandsker og ansigtsmaske?
– Men det turde du ikke sige til ham?
– Nej. Jeg gad godt se hans ansigt, hvis jeg troppede op til vores søndagstur iført hjelm … Så jeg tog læderhjelmen på og kørte på min brugsforeningsknallert. Så snart jeg var uden for byen, tog jeg den af igen og spændte den fast på bagagebæreren.
– Sådan noget har jeg altså også gjort.
– Er det rigtigt? Her gik jeg og troede, at du … at I …
– Gør lige den knallerthistorie færdig, far. Vi er der snart.
– Knallerten kunne også kun køre 30, havde han ordnet, for faktisk havde den kunnet køre over 60, men nej, nej. Lovlydig skulle man være til hver en tid. Også på trods af alle mine kammerater, der uden problemer kunne stave til deres version af lovens bogstav. T- U- N- S- E- T.
– Der er ikke meget nyt under solen. Flere af mine kammersjukker dengang havde da også tunet deres scootere.
– Du har nu altid været en frisk dreng, og alligevel har du ikke sådan lavet noget slemt.
– Ikke sådan … hvad mener du med det udtryk?
– Jeg tager forbehold.
– For hvad? Stolede du ikke på mig?
– 100%. Men – der kan være ting, du ikke har fortalt mig.
– Der er da også gået mange år, før du fortalte, at du styrtede på knallerten dengang og slog hovedet slemt.
– Nå, ja, det …23
Om at kunne finde en vej

Stein parkerer i en gård omgivet af en masse lave bygninger. På en af dem står med store bogstaver: Birkely. Der går en mand og river noget græs sammen.
Stein tager nøglerne ud af låsen, og jeg skal lige til at åbne bildøren, da han tager mig i armen:
– Far, du ved godt, at vi har snakket om, at du har svært ved at klare dig selv, ikke? At det er bedst, hvis du kunne få en plads på plejehjemmet, ikke? Det er efterhånden svært for dig at klare dig derhjemme. Somme tider kan du jo ikke finde hjem, og det er hver gang noget af et mareridt for os andre …
– Mareridt? Ja, men mor hjælper mig da, hvis noget går galt. Det ved du da.

Stein sukker meget højt. Han ser ud af sidevinduet. Jeg vil ikke gøre ham ked af det, men mit humør er sgu heller ikke i top. Han havde ikke behøvet at minde mig om den historie med knallertstyrtet:
– Nu går vi fannerme ind og ser det, ikke? Ellers kunne vi sgu da lige så godt køre hjem igen.
– Jo, far. Nu skal du huske at opføre dig ordentligt, ikke?
– Ordentligt?

For fanden. Nu. Jeg holder vejret og ser på ham og gentager:
– Ordentligt? Sig mig …
– Ja, æh, det sker jo, at du, æh, altså rører ved damerne.
– Nej, Stein, det gør jeg ikke. Det er da kun mor, jeg rører ved. Det ved du da. Hvordan kan du dog sige sådan noget. Hold kæft, du snakker.

Jeg sukker lidt og bliver stram om læberne og ryster langsom tpå hovedet. Røre ved damerne?!? Skulle jeg være en gammel liderbuks lige som Frede? Jeg synes, Stein er lidt langt ude og ser også sådan ud. Pludselig kan jeg godt huske, at jeg i går eller var det i forgårs? rørte ved Katrine, men det skyldtes kun, at jeg troede, hun var Signe.
Han sukker. Sådan et dybt og meget langt suk. Jeg ved godt, hvad det betyder.
Det betyder, at jeg tager fejl, og han har ret.
Nogle gange har jeg ringet til Mai, der er god til at lytte og give mig ret. Det mærkelige er, at når hun kommer, vil hun også have ret. Så ringer jeg bagefter til Stein og får ret.
Jeg får altid ret, men jeg har aldrig ret.
Det er noget mærkeligt noget.
I det hele taget er det svært, når ens børn tager over og siger, det er skiftedag. På den måde at de bliver forældre for mig, og jeg bliver barn for dem. Jeg har jo læst meget om demens og kender vilkårene. Ellers kunne jeg naturligvis ikke spille komedie, som jeg gør. Man siger, det er en pårørendesygdom.
Halleluja, min bare …
Bare nu ikke Signe kommer hjem, mens jeg er ude. Så vil hun uden tvivl straks …
Signe kommer ikke hjem. Det ved jeg så udmærket. Med den anden hjernehalvdel. Den første vil hele tiden have alt normaliseret. Alt skal skrues tilbage til dengang.
Men det kan det ikke. Tror I ikke, jeg ved sådan noget? Tror I ikke, jeg godt ved, at de to hjernehalvdele skilles mere og mere?

Ham pedellen kommer gående med sin rive, der får fat i mine bukser, da vi passerer ham.
– Av, råber jeg, for tænderne går i skinnebenet på mig. – Kan du for helvede ikke passe på?
– Det gjorde jeg vel også, protesterer han. Stein står lidt med vægten på skiftevis det venstre og det højre ben. Stå dog stille, knægt. Jeg har bøjet mig ned og stryger skinnebenet. Så rejser jeg mig op med et sæt:
– Når man går med sådan et redskab, skal man passe på ikke at ramme andre. Du kan sgu da ikke dingle af sted på den måde. Er du fuld eller hvad?

Det sidste skriger jeg ind i hovedet på ham, mens jeg knytter min næve lige ind i hans ansigt. Han dukker sig lidt og ser hen på Stein, der er henne ved mig og tager fat i min knytnævearm:
– Kom nu far, du kan ikke stå her og råbe på den måde, og der skete jo ingenting …
– Jeg ser intet problem i at stå og tilrettevise den herre der, skælver min stemme, mens jeg modvilligt trækkes hen mod indgangsdøren. For en sikkerheds skyld vender jeg mig om mod pedellen, der stadig står og stirrer mod mig og giver ham langemanden.
Det, har jeg lært, er et godt, agressivt redskab til at få følelserne ud.24
Gamle vaner eller uvaner

Vi går ind ad hovedindgangen. Indenfor er der et stort rum, og der sidder en del ældre mennesker der. Nogle af dem nikker til os, men de fleste kigger slet ikke denne vej.
De kunne godt trænge til en langemand. Hallo, I har besøg …?
Det er en mærkelig forsamling. Nogle ser bare ud ad vinduet. Nogle stirrer på mig. Nogle har lukket øjnene. En enkelt strikker.
Enkelte sidder bare i stolen og vugger. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Hold kæft, en tilværelse. De kunne da i det mindste læse i en bog eller i en avis. Læse om ældrepakken, hvor vi igen igen må holde for og imødese besparelser. I et af verdens rigeste lande. Paradoksalt også et af de lande, hvor vi taler mest om at spare. Gøre alting mere effektivt. Rationalisere. Skære ned og stadig levere samme produkt. De taler ikke om andet.
Hvis jeg bliver gammel nok, kan jeg få bevilget en hel times rengøring hver 14. dag, selvfølgelig under forudsætning af at jeg bor hjemme. Kommer jeg først på plejehjem, er det slut. Alt er slut. En slags omvendt vuggestue.

Katrine servicerer mig med vask, madlavning og lidt småting derudover. Somme tider tager hun støvsugeren. Jeg kan selv hyre en rengøring, kan jeg.
Det er lige sagen. Ældre Sagen. I to ord. For stave kan vi heller ikke. I gamle dage hed det De gamles Hjem. Nu må man ikke være gammel længere. Kun ældre. Eller bedre: Senior. Eufemisme kalder man den slags.
I troede nok ikke, jeg kendte sådan et fint ord. Ja, ja. Man har jo ikke været lærer for ingenting.

En af damerne smiler til mig. Hun ser sød ud.
Havde det ikke været for hensynet til Stein, så …

Stein banker på ind til forstanderindens kontor. Hun er en lille sag, og hendes kittel er sørme ikke for stor heller. Det er nok derfor, den ikke er knappet foroven. Hold da op, hvor den strammer.
Vi hilser på hinanden. Hun smiler, da hun trykker min højre hånd og tager min venstre hånd og flytter den fra sit bryst og giver mig den igen.
– Jeg hedder Vibeke! Værsgo at tage plads, siger hun og peger mod de to stole foran bordet. Selv sætter hun sig i sin store kontorstol. Jeg kommer i tanker om noget.
– På skolen havde min inspektør også sådan en stol, som du har, siger jeg og peger. – Hun gik bare ikke i kittel.
– Faaaar! kommer det straks og forudsigeligt fra Stein.
– Ja, man arbejder godt i sådan en, smiler hun og ser sød ud, mens Stein rykker i min arm.
– Lad være, snerrer jeg ad ham og river min arm til mig. Jeg smiler til forstanderinden.
Hende kan jeg godt lide. Jeg har svært ved at få øjnene fra hendes kittel og spekulerer på, om en anden har taget hendes normale, så hun har måttet nøjes med denne, der er alt for lille. Der sidder også noget der foran på hende, og jeg skal lige til at rejse mig op for at se, hvad det er, da Stein holder mig tilbage og siger:
– Vi vil jo gerne se værelset og stedet i det hele taget, inden vi … sæt dig lige, far …

Stein ser på Vibeke med en underlige grimasse, og jeg ser på hende, men uden grimasser. Kun med et venligt, imødekommende smil.
– Ja, men det er klart nok. Der er lige noget, vi skal snakke om først, siger hun.
– Ja, siger jeg og læner mig lidt frem og stirrer meget sådan åh, hvor er jeg interesseret, på hende.
Måske er ideen om at komme på plejehjem ikke så tosset.
25
For og imod plejehjem

– Har du det godt, Tommy, siger hun til mig og smiler sødt.
– Ja, svarer jeg og ser på hende. – Har du det også godt?
– Ja, nu er det jo mig, der spørger.
– Jo, men jeg lytter meget til andre mennesker og deres behov. Det er jeg vant til fra min lærergerning.

Sådan er det at være ansat på en skole. Jeg er vant til ligeværdige samtaler. Det har noget med dannelse at gøre. Den lille. Der er også den store. Den med nationen og den historie, vi er rundet af. Tror I ikke, jeg har det på plads?
– Har du det godt, Tommy, spørger hun igen. Måske tror hun ikke, jeg har hørt det.
– Har jeg ikke svaret? Skulle jeg ikke have det? Har du det også godt?

Myndighedspersoner kan godt stille dumme spørgsmål, er min erfaring. Stein sukker. Endnu en gang.
– Jo, jo, selvfølgelig; derfor kan du måske godt være lidt beklemt over snart at skulle på plejehjem? I første omgang er du visiteret til dagcentret, men det er klart, at du på et tidspunkt vil få behov for at flytte ind her.
– Det er ham, der vil have mig på plejehjem, siger jeg og nikker mod Stein. Lige pludselig synes jeg nok, han bestemmer lidt meget. Sådan en gammel søn, der stærkt nærmer sig pensionsalderen selv.
– Pas på, du ikke havner der før mig, advarer jeg ham og sidder lidt og kører frem og tilbage, mens jeg stirrer på ham.
– Hvorfor skal jeg egentlig på plejehjem, farer det ud af mig. Jeg har sat den ene hånd i siden.
Han ryster langsomt på hovedet. Det er noget, jeg har lagt mærke til gennem længere tid. Folk ryster gennemgående en hel del på hovederne ad mig. Det er vel flertal, når flere end en gør det. Man kan dog også bruge ental. Som dansklærer måtte og må man stadig påtale mange ting.
Jeg rejser mig halvt op:
– Hvorfor?

Samtidig hamrer jeg min knytnæve ned i forstanderindens bord. Hun giver et lille hop. Det hele duver der under kitlen. Jeg sætter mig igen, overvejer, om jeg skal gentage det og smiler til hende. Stein har gemt sit hovede i hænderne.
– Der er en del ting, du ikke længere kan klare selv, Tommy, siger den søde forstanderinde. – Derfor skal du have hjælp, og det er mest praktisk her på hjemmet. I nogen tid har du fået hjælp i dit hjem, men det rækker ikke så farligt langt længere. Desuden har du svært ved at finde hjem, når du går ud.
– Nej, det har jeg ikke, mener jeg. – Jeg kan da udmærket finde hjem.
– Far, sidst måtte vi have hjælp af politiet til at finde dig ude i skoven, og det kan altså ikke blive ved med at gå. Det er jo ikke første gang.
– Er du med mig eller mod mig, siger jeg og ser direkte på ham.

Jeg er gud og han er Jesus. Min søn, hvorfor har du forladt mig? Eller var det omvendt? Jeg spekulerer og spekulerer. Jeg kan ikke lige komme i tanker om, hvem der er Jesu mor. Var gud i det hele taget gift? For den.

– Far? Hører du efter?
– Hører efter? Hører efter hvad?

Han ryster på hovedet.
– Hvis jeg var mod dig, ville jeg jo være ligeglad, ikke?
Den argumentation har jeg svært ved at klare. Er han så glad over, at jeg skal på plejehjem? Når jeg selv gerne ville blive derhjemme?
– Hvad med huset, Stein?
– Det skal sælges, så har du også en del penge at gøre godt med. For eksempel til at købe rødvin for.
– Men hvad siger Mor?
Vibeke afbryder os:
– På dagcentret her kan du komme et par timer hver dag undtaget onsdage.
– Hvorfor ikke onsdage?
– Der har vi lukket. Sådan er det bare. Fra omkring klokken 10 formiddag til 15 eftermiddag, hvis du har lyst?
– Lyst? Og hvad har du tænkt dig, vi skal lave?
– Vi sludrer om alt muligt, spiser frokost sammen, læser lidt hver for sig, nogle af os sover lidt, og vi slutter som regel af med, at der bliver læst op af lokale skildringer af livet her omkring for mange år siden.
– Må man tage sin mobil med?

Vibeke smiler, nikker og rejser sig og går omkring sit skrivebord og tager mig i hånden:
– Kom! Nu vil vi se et værelse. Selvfølgelig må brugerne have deres mobil med.

Hun slipper mig dog, inden vi forlader hendes kontor og går forrest, jeg i midten og Stein sidst. Et lille, men festligt optog.
Man må godt have sin mobil med. Hvis man ellers kan huske den. Det er lidt sjovt. Vi går på én række, ikke ved siden af hinanden.
Vi er et skib. Vibeke er gallionsfiguren i forstævnen, jeg er kabyssen, Stein agterstævnen.26
Præsentation af plejehjemmet

Vi går ad flere tomme gange, indtil vi når værelset. Vibeke åbner døren derind.
– Her til højre har du toilettet, se, med bruser og det hele. Ved siden af soveværelset. Herinde i den store stue kan du have dine yndlingsmøbler og dit fjernsyn. Bag skabslågerne gemmer sig et lille tekøkken, hvor du kan lave kaffe og lidt frokost. Men ellers er det meningen, at du skal spise sammen med os andre i spisestuen i fællessalen.
– Sammen med jer andre?
– Ja, alle spiser sammen til hovedmåltiderne. Det giver et dejligt fællesskab.
– Arrrggghhh. Jeg hader fællesskab. Det betyder blot, at der er mange mennesker til at larme og smaske og irritere og snakke om ligegyldige emner. Hvis de da ellers siger noget.
– Det vænner du dig hurtigt til. Vi er som en stor familie.
– Familie? Arggg. Og så kan man ikke længere selv bestemme, hvornår man vil spise. Hvad med at drikke øl eller vin?
– Vi er meget frisindede og kan altid lave en aftale. Selvfølgelig må du gerne tage maden med herind og spise for dig selv. Men vi synes, det er dejligt at spise sammen. Du må gerne tage dine egne drikkevarer med ind i fællesrummet.

Det var da altid noget.
Stein ser på mig og ryster igen på hovedet. Hold da kæft, han må da snart have ondt i nakkens muskler.
– Er der somme tider arrangementer, spørger jeg.
– Det kan du tro. Forleden havde vi fællesfest med Lille Ole.
– Lille Ole? Er det ham med den her “To hvide duer og en elektrisk køreledning”?
– Ja, smiler Vibeke bredt og vibrerer med det hele. Nu får jeg nok ros for min store viden og indsigt.
– Det vidste du godt, hvad? Du skal nok falde til her.
– Jeg hader den slags musik. Jeg hader det falske, forlorne fællesskab, der er forenet i simili og junkkunst. Jeg vil aldeles ikke falde til her.
Vibeke stirrer på mig.
– Det er nu ikke sådan, jeg opfatter livet her på Birkely. Det er meget forskelligt, det vi tilbyder. Bankospil, kortspil, se en god film, i går aftes så vi “Barken Margrethe af Danmark”.
– Den fra 1933?
– 1934.
Min pande har mange rynker.
– Jeg mener nu, den er fra 33.
Vibeke, den fagre, fortsætter:
– Vi har jo talt om en prøveperiode, hvor du først deltager i dagcentret. Når det er passende, flytter du ind i vores gæsteværelse for at bo her et lille stykke tid. Du er jo faktisk blevet visiteret af visitationsudvalget og godkendt. Så du kan falde til, før du egentlig skal flytte ind. Tidspunktet bestemmer demensvisitatoren.
– Falde til og falde til. Det bliver nok snarere falde fra.
– Det ved du jo faktisk ikke, Tommy.

Hun står lidt med et skævt smil og gnider hænder.
– Hvem fanden er så demensvisi … æh?
– Demensvisitatoren. Hun er den, der koordinerer dine symptomer og vanskeligheder med de forskellige plejehjem for at vurdere, hvor du får mest ud af at være.
– Hold da …
– Far, du fik for et stykke tid siden besøg af en dame. Hun var demensvisitator. Kan du ikke huske det? Det tog mere end tre timer, for hun havde så mange spørgsmål, så du blev helt træt i hovedet, som du sagde …
– Nå, jo, det kan jeg godt huske.

En af assistenterne kommer forbi med en kande kaffe. Dejligt.
Det er nu ikke til os. Hun siger noget lavmælt til Vibeke, men vi kan ikke undgå at høre det:
– … er stukket af igen.

Vibeke ryster bare på hovedet og vender sig mod mig og især Stein, for vi sidder med åben mund:
– Ja, det står beboerne frit for at forlade os. Nogle har så svært ved at finde tilbage, og der vil vi godt vide, hvor de tager hen.
– Det lyder godt, siger Stein, – far kan godt finde på at gå tur i skoven, og så har han nogle gange svært ved at finde tilbage.

Jeg ser sur ud.
– Vi har nu altid tjek på vore beboere. Vi ved altid, hvor vi kan finde dem. Vi har for eksempel en beboer, der altid søger tilbage til sin gamle lejlighed i Storegade. Hun tror, hun stadig bor der. Så står hun og banker på døren og vil smide de nuværende beboere ud. Så på den måde er det trygt at bo her.

Det lyder rimeligt. Hun ser på Stein, mens hun siger det.
Jeg står imens og prøver at komme i tanker om, hvad jeg gerne vil spørge hende om. Jo.
– Må man drikke vin til maden?
– Tommy, det må du, som jeg nævnte! Du bestemmer selv, hvordan det skal være.
– Må jeg … øh … må man altså have besøg på værelset her?
– Din lejlighed er som dit hjem, hvor du bor nu. Du bestemmer selv, hvordan du vil indrette den, hvad du vil have med af møbler og den slags, og du har frihed til at leve det samme liv her som hjemme. Stort set.
– Stort set?
– Da vi bor tæt sammen her, går det ikke, hvis du spiller høj musik midt om natten eller raver beruset rundt og forstyrrer andre.

Hun siger det med et smil, men netop smilet er får mig til at stønne ret højt.
Jeg kan ikke klare mere. Tanken om at skulle flytte hjemmefra og herhen gør mig syg. Aldrig mere at sidde på bænken i min have og studere min jord. Selv det at få besøg af Frede bliver afbrudt.
Og Signe? Hvad med Signe? Og Katrine? Skal jeg aldrig se dem mere?
Jeg synker om på en stol og begraver ansigtet i hænderne. Øjeblikkeligt er de der, begge to. En hånd lægges på min skulder, en anden holder i min arm, mens Stein hvisker:
– Far! Det er lige så svært for mig som for dig.
– Så lad os bytte. Så kan du flytte på plejehjem, hulker jeg hæmningsløst. Men jeg kan se, at også Stein har våde øjne. Det dæmper mig.

Jeg kigger op og ser Vibeke kigge på sit ur.
Det gør, at jeg rejser mig:
– Nu vil jeg hjem! Tak for i dag.
Jeg trække vejret dybt og giver Vibeke en krammer, oh, hvilken krammer, og siger, at jeg ikke mener alt, jeg siger, og at jeg ikke siger alt, jeg mener.
– Det ved jeg godt, Tommy. Vi ved alt om demens og følgerne, især for de pårørende.

Hun vrister sig fri af mit favntag med noget besvær og vinker til os, da vi forlader hende.

– Far, somme tider er det altså svært med dig.
– Svært? Hvad mener du da?
Jeg stirrer på ham, for den har jeg da ligodt aldrig hørt før.
– Du opfører dig en smule anderledes end normale mennesker ville gøre, far, og det ved du vist godt selv.
– Vil det sige, at du ikke synes, jeg er normal?
– Du er ved at blive dement, far. Det har vi snakket om før, men du vil ikke høre eller forstå det. Måske kan du ikke.
– Dement? Dement? Jeg er ikke en skid dement. Jeg gider bare ikke sidde der på et plejehjem og synge udkantssange og holde i hænder med de gamle, der både smasker og bøvser og det, der er værre. Og hvis jeg forstår det, er jeg vel ikke dement. Basta.

I det samme løsner sig en vind omme bag mig, og jeg vender mig om.
– Hvor fanen kom den fra, spørger jeg.

Stein gør det, han er bedst til: Ryster på hovedet.
– Nu er du i hvert fald skrevet op, far. Måske bliver der en plads i morgen, måske først om et halvt år.

Stein ryster let på hovedet, siger ikke mere, sætter bilen i gear og kører.
– Det er en verden med mange visitatorer og koordinatorer. Jeg har allerede glemt halvdelen af dem, Vibeke nævnte. Men far, du kan jo mærke, at de tager hånd om dig.
– Det har Folketinget bestemt. Vi ældre skal have mere tryghed ind. Jeg vil nu hellere have noget mere i boligtilskud. Faktisk får jeg ingenting.27
Frygtelige Freja

Foråret er forbi, og sommeren er over os.
Jeg rejser mig op for 117. gang og kigger ud ad vinduet. Nu må hun da snart være her. Uret viser, at hun burde have været her nu. På min iPhone har jeg sat alarm til, for hun skulle nødigt tro, at jeg havde glemt aftalen.
Stein ringede lige før.
– Jeg får besøg i dag, Stein.
– Nå, nå. Af hvem?
– Freja. Hun er fra kommunen og er tryghedskoordinator.
– Hvad? Tryghedskoordinator? Er du sikker? Er det ikke demensvisitatoren?
– Nej. Hun skal undersøge, om jeg lever trygt. Jeg ved bare ikke, hvordan hun vil gøre det.
– Ville du gerne, at jeg var der også?
– Nej, det klarer jeg selv.
– Men, jeg forstår ikke … du har jo haft besøg af en visitator, tror jeg, det hed?
– Nu du siger det … Jo, der var en dame her for lang tid siden, og hun var her i lang tid og stillede så mange spørgsmål, så jeg blev meget træt. Men nu gælder det altså min tryghed. Altså min, går jeg ud fra. Hvis mon ellers?

Der kører en stor, firkantet bil op ad vejen, det kan være hende. Jo, minsandten. Det er hende. Taxaen holder uden for mit hus, og chaufføren farer rundt og hjælper Freja ud.
Hendes øjne er lukkede.
– Hvorfor har du lukket øjnene, spørger jeg hende.
– God dag, Tommy, siger hun, da hun får kontakt med mig. – Jeg er blind, Tommy. Derfor.

Hun lader sin hånd glide hen over mig og min skulder og kører lidt ned ad ryggen. Det er hendes måde at se på. Det er ikke blot et overfladisk kik. Chaufføren glor også, så jeg tager blidt hendes hånd væk og foreslår, at vi går indenfor.
– Jeg er 100% blind, Tommy, og derfor bliver jeg altid kørt frem og tilbage. Kommunen mener, at de får noget for pengene alligevel. Jeg føler mig frem, som du kan forstå.
– Jeg skal nok tage mig af hende, siger jeg til ham; han vinker og sætter sig ind i bilen.

Jeg hjælper Freja hen til døren. Hun klamrer sig noget til mig.
– Har du ikke en blindestok?
– Jo, da, men den bruger jeg helst ikke, når jeg besøger klienter. For det giver altid en god kontakt, når jeg får hjælp til at “se”.
– Klienter?
– Det er du.
– Det er vel nok dejligt, at du ville komme og undersøge mit tryghedsbehov. Jeg trænger til at se andre mennesker, nu, hvor Signe kortvarigt har forladt mig. Alene det, at jeg ikke kan regne med hende, er vældigt utrygt.
– Det er jo det, vi lige skal have styr på, Tommy. Er det et stort hus, du har?
– 161 kvadratmeter. I to etager. Det er bygget i 1867.
– Ha, så har du nok renoveret det lidt?
– Ja. Jeg kan ikke lige huske hvornår sidst. Skal vi gå en tur rundt om det?
– Ja. Jeg trænger til at strække benene. Giv mig en arm.

Jeg holder hendes hånd og stikker den ind under min arm. Hun holder godt fast i mig, og vi går meget tæt sammen. Lidt underligt er det sgu at valse rundt på denne måde med en tryghedskoordinator. Hendes ledige hånd rører af og til ved mig som for at finde ud af, hvem hun besøger. Det har jeg ikke noget imod, når hun nu er blind. Omend jeg undrer mig lidt over, hvor den hånd somme tider kører. Nu må hun da snart vide, hvem jeg er.
– Du klarer dig alene, Freja, eller er du gift?
– Nu skal vi ikke tale om mig. Desuden kommer det slet ikke dig ved og sådan …
– Og sådan?

Hun standser op:
– Jeg ved godt, du var dansklærer. Det er nok svært at slippe.

Ja, det er svært. Det kommer snigende, når man mindst af alt venter det. Ofte kommer det ikke snigende og er forventeligt.
– Men hvordan klarer du dig, når du nu … ikke kan se? Fuldtidsansat på kommunen?
– Ja. Jeg klarer mig pragtfuldt. Intet problem. De tager hensyn til mig, for det skal de i følge loven. Privat? Tja. Jeg har for eksempel fået nyt fjernsyn, for det gamle var ærlig talt ikke ret godt.
– Nyt fjernsyn? Ja, men … du kan jo ikke se?
– Forstår du, jeg gider ikke have et forældet TV fra for 30 år siden. Så gammel er jeg heller ikke. Så får jeg heller ikke alle de der genudsendelser.
– Gør du ikke, spørger jeg forundret. – Kan man undgå dem, hvis man køber en ny fladskærm?

Freja nikker ivrigt.

Jeg fører hende ind i entreen.
Hun snuser lidt:
– Har du kaffe på kanden?
– Ja, ja, Freja. Hvad kunne du tænke dig?
– Kaffe ville være fint og måske en lille cognac til? Det gør, at det hele bliver mere uformelt.
– Naturligvis, Freja. Alt for kommunen og politikernes tryghedsbehov. Jeg har ellers allerede haft besøg af en koor … eller visitator, tror jeg, det var. Hun snakkede med mig i mere end tre timer, og hun …
– Ja, jeg ved det godt. Det er den visitator, der skal klargøre dit behov for at komme på plejehjem.
– Nåå.

Cognac? Det må jeg nok sige. Ikke mange fra kommunens Ældreafdeling forlanger cognac, når de er på beboerbesøg. Eller klient, som hun sagde. Beboer, klient, patient, borger, NN. Man kan have mange roller.
– Cognac er godt for mange ting.
– Nu skal jeg føre dig ind i stuen …

Jeg placerer hende i den røde lænestol og går bagefter ud i køkkenet og finder tingene frem og laver kaffe. I køleskabet står kagen fra købmanden; herude har en bager ikke længere muligheder for at klare sig, kun hvis han kan lave en aftale med den lokale købmand. Othelloen er stadig lavet af en bager, så jeg synes, det kan være lige meget, om den sælges fra en bagerbutik eller fra købmandens.
Jeg lemper den over på en flad og stor tallerken og skærer for og lægger stykket på en kagetallerken. Så sætter jeg mig hen til køkkenbordet med den og begynder at spise. Avisen har på forsiden et billede af borgmesteren. Hun er nu en sød dame, synes jeg. Nå for den. Hun har lige skiftet parti. Javel. Venstre eller konservative. Det er vel et fedt.
Jeg læser lidt mere.
– Tommy, lyder det inde fra stuen. – Har du glemt mig?

Det giver et helt sæt i mig:
– Nej, nej … Slet ikke. Jeg havde ikke glemt dig. Jeg skulle bare lige …

Lidt ærgerlig tager jeg kaffe og kage og lader som ingenting, hun kan jo heldigvis intet se, mens jeg serverer det for hende på det lille sofabord.
– Her er din kage, Freja. Kan du smage, hvad det er?

Freja guffer et ordentlig stykke ind og tygger længe på det. Så sejt er Othelloen altså heller ikke.
– Othello? smasker hun med munden fuld. Der tabte hun lige halvdelen af sin femi-værdi.
– Jep. Pas på, kaffen er varm.
– Jeg skal tisse. Kan du vise vej?

Der gik den anden halvdel.
Jeg giver hende min arm, som man skal med blinde, og vi stavrer ud til toilettet. Hvorfor sagde hun ikke det, da vi alligevel stod derude?
– Venter du udenfor?
– Naturligvis, Freja. Jeg kunne ikke drømme om at vente indenfor.

Da vi atter sidder i stuen, spørger hun mig ud om min dagligdag. Om mit forhold til de andre på gaden, om mit forhold til de ansatte i kommunens hjemmehjælperafdeling, om min hjemmehjælper, om mine venner, som jeg ikke har nogen af, Frede regner jeg ikke helt som ven, om mit liv i det hele taget, og det går op for hende, at jeg er en smule ambivalent omkring Signe, for hun spørger gentagne gange, om jeg savner hende eller ej.

28
Tryghedskoordinator Freja

Vi snakker godt sammen. En slags forståelse for hinanden er lagt ud og giver et godt grundlag for det videre møde.
– Ja, men ved du slet ikke, hvor Signe er?
– Nej, indrømmer jeg. – Hun stak bare af. Pludselig. Jeg må jo have generet hende for meget; de siger, jeg er dement og ikke til at holde ud. Det var noget med, at hun ikke længere kunne stå model til mit store behov for nærvær og samhørighed og fællesskab og fysiske berøringer, hvilket jeg går meget ind for.

Jeg ser ned og snøfter en lille smule. Nok til at hun kan høre det.
– Prøvåhørher, Tommy. Det er ikke så let. På en måde forstår jeg godt Signe.
Hun laver en pause, og jeg venter spændt.
– På den anden side mærker jeg nu ikke, du virker så ramt af sorg.
– Hvordan mener du?
– Jeg ved ikke. Vi var til noget dilettant i går aftes, og folk grinede vældig meget, også når det var sørgeligt. På samme måde synes jeg, du virker …
– Spille komedie? Mener du, jeg spiller komedie? Dilettant er amatørernes teaterforestilling. Så du mener, jeg er amatør?

Der opstår en pause. Jeg prøver at læse hendes ansigt, men får intet resultat.
– Jeg ved det ikke, Tommy. Der er et eller andet, der fortæller mig, at du prøver at få lidt medynk.
– Medynk? Du kan da nogle ord, man ikke længere bruger i fjernsynet, bortset fra genudsendelser …
– Jeg bliver lidt træt, Tommy. Jeg gider ikke folk, der ikke er ærlige. Og jeg har mine tvivl, om du er ærlig.
– Du mener, jeg faker sorg?
– Ikke direkte, men du snakker om, hvor sørgeligt det er med din kone, og alligevel snakker du frisk til. Din historie og din gengivelse af din historie passer bare ikke sammen. Jeg er en stor menneskekender. Derfor har jeg stadig mit job. Jeg mærker tydeligt, at der er en irriterende disharmoni i luften.

Hun sidder lidt og gnider hænderne ind i hinanden, hvis man kan sige det. Jeg kigger opad, men kan ikke få øje på disharmonien.
Der opstår en længere pause denne gang. Tør jeg spørge hende, om den er et sted oppe over reolen?
– Jeg opfatter dig som rimelig tryg og hvilende i sig selv, Tommy. Men du er altså fuld af ironi, bedreviden, sarkasme, ja, alt det, der støder de fleste mennesker fra dig.
– Støder jeg dem fra mig? Hvor i alverden ved du det fra?
– Det er sandelig min fornemmelse. Jeg er en skarp menneskekender, det er derfor, jeg er tryghedskoordinator. Jeg kan tydeligt mærke folks tryghed.
– Hvad mener du, Freja? På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er det tryggeste, du kender, hvor er jeg da?
– Prøver du at overbevise mig om, at du har det hårdt? Prøver du at opnå et eller andet, Tommy?
– Det skulle jeg ikke mene. Hvad skulle det være?
– De fleste vil vist gerne have sat deres hjemmehjælpertid op; jeg ved, at du ikke får rengøringshjælp udover.
– Det har jeg slet ikke tænkt på. Kan man få det?

Min stemme er sært svag i det. Kommer næsten ikke over mine læber.
– Nogle prøver, kan jeg betro dig. Men de står naturligvis heller ikke til at skulle visiteres på plejehjem.

Hun skynder sig at proppe endnu en bid Othello ind, som om jeg ville tage hendes tallerken fra hende.
Jeg rejser mig og går ud på toilettet. Stirrer ned i det. Det tager sin tid at få tømt blæren. Røret er et sugerør i stedet for en vandslange. Der lyder et værre rabalder inde fra stuen.
Da jeg er tilbage, ser jeg vasen ligge i tusind stykker på gulvet.
– Det må du undskylde, Tommy. Den må have stået noget yderligt, og det er uheldigt.
– Øh, uheldigt?
– Nå, Tommy. Jeg tror, jeg har, hvad jeg skal bruge til at lave en rapport. Jeg mener ikke, du har brug for yderligere tid med hjemmehjælperen. Jeg vil skrive, at du sagtens et stykke tid endnu kan klare dig selv med det antal timer, der hidtil er givet dig. Det kan ikke vare længe, inden der er en plads på Birkely.
– Det … det … jeg har det altså ikke altid lige godt, Freja. Somme tider føler jeg mig meget alene …
– Ja, ja, det er en ikke ukendt sang, vi hører. Jeg er så ensom. Bla. Bla. Bla. Men det er ikke nok til en forhøjelse af din hjemmehjælp. Skal jeg henvise dig til frivilligbesøg? De har en udmærket organisation, hvor de tager sig af ældre ensomme.
– Du kan vist godt gå nu, Freja. Jeg tror, der heller ikke er grundlag for en forlængelse af dit besøg her. Jeg har ikke behov for yderligere tryghedskontroller.

Jeg stiller mig op med armene over kors, men tager dem ned igen. Hun kan jo ikke se det. Jeg kan ikke lade være med at tilføje:
– Jeg går ud fra, du selv kan finde ud. Du har vist ikke behov for mere hjælp. Slå bare flere af Signes ting i stykker. Her er døren ud.

Lige før hun går ud af døren, åbner jeg den halvt, og hun støder ind i den med et ordentligt rabalder.
– Av, for den. Har du åbnet døren halvt? En blind kan klare sig, hvis den enten er lukket eller åben. Ikke halvt. Kan du ikke give mig din arm?

Jeg trækker på skulderen:
– Bare ærgerligt, at alt skal være sort eller hvidt. Men jeg kan hente din chauffør? Ja eller nej?

Hun får ikke min arm, og jeg går forbi hende og sparker til mine træsko ude i gangen, hvorved kosten falder om på gulvet.
Ude på vejen vinker jeg til chaufføren, der stiger ud af bilen. Han når om på den anden side, da der lyder et skrig inde fra entreen. Jeg skynder mig ind og ser Freja ligge og rode rundt på gulvet mellem træsko og fejekost.
– Ja, men Freja! Du spiller da vist komedie, tror jeg. Nu skal jeg hjælpe dig op. Fortryder du ikke nu, at du ikke tog din stok med?

Jeg hiver i hende for at få hende på højkant igen og må tage ordentligt fat flere steder, inden hun er i vertikal stilling igen.
– Ja, ja, protesterer hun og fjerner min hånd, der har solidt tag i hendes bluse foran, – du holder dig da ikke tilbage, hvad?
– Hvad mener du? Skulle jeg bare lade dig ligge?

Nu kommer chaufføren og hjælper til med et venligt smil til mig:
– Fint, du giver en hånd med!
– Klart nok; du kan få to. Det manglede bare. Det skal jeg ikke have noget for.

Fnyser Freja? Hun har desværre ikke fået sagt farvel.
Jeg ville godt svare hende, skarpt, direkte, men jeg ved ikke, hvilke ord der er til rådighed. Jeg leder i ordbiblioteket, men de ord, der dukker op, er langt fra de rigtige.
Ude i køkkenet finder jeg i køleskabet en Pinot Gris Lorentz, reserva. Jeg fumler med at få den lukket op og skænker mig et glas.
Det er dejligt at sidde ved køkkenbordet med et koldt glas Alsacevin. Langsomt suger jeg de dyre, søde dråber ind i mundhulen, lader dem svirpe rundt derinde, suger luft ind hen over væsken og fornemmer smagen af det Alsace, jeg husker så godt. Solen, varmen, luften, bjergene, vinmarkerne, Colmar, der engang hed det samme på tysk: Kolmar med K, Signe og hendes glade smil og saftige begær. Vi fik smag for Alsace-vinene og for sproget, alcasisk. En sær blanding af tysk og fransk, fordi området fem gange siden 1681 har været under henholdsvis fransk og tysk overherrredømme. Og i kombination med vin- og sprogtågerne oplevede vi en uges intens fryd sammen. Vel nok højdepunktet af vores forhold. Der var nærvær og samhørighed for alle pengene.

En uge er lang tid, når man står op mandag morgen og ser fremad, men et fnug søndag aften, når man ser bagud. Tid er på en gang abstrakt og uhyre konkret. Alt det før nu har taget et splitsekund; alt, der kommer, varer uendeligt. Som lille dreng kan man ikke forestille sig, at man selv skal blive gammel. Man tror ikke, man skal dø. Hvornår begyndte jeg at fundere over det? Som 50-årig?
Med ét bliver jeg lidt træt. Jeg holder ikke af at se Frejas ansigt igen. Jeg planlægger at indgive en klage over hende og hendes ragen på mig. Det må være en overtrædelse af den måde, ansatte skal opføre sig på over for klienter.
– Farvel, slappe skede, råber jeg ud i rummet og tager en dygtig slurk dejlig sødmefyldt Pinot Gris.29
Frede har to bajere

Det banker. Frede kommer ind med to bajere. Han hænger noget med skuldrene.
– Jeg synes, jeg trænger til lidt nydelse, siger han, – og hvad er bedre end at nyde den sammen med dig? Det hele er jo ad helvede til alligevel. Jeg så, du havde besøg i går. Hvem var den nydelige dame?
– Nydelige dame? Det værste stykke fruentimmer, man kan forestille sig. Hun var fra kommunen. Tryghedskoordinatrice. Tænk dig. Alene at skulle sige det ord. De kalder det tryghedskoordinator, men når det er en kvinde, hedder det -trice. Ligesom i servitrice. Og så var hun blind på mere end en måde!
– Nå, for den, mener Frede. – Det ligner en spiritusprøve.

Han ved nok alt om det emne. Jeg skubber diskret mit vinglas til side.
– Hun var slet ikke blind. Det var bare noget, hun spillede. Komedie, du! Sæt dig nu ned. Det er pænt af dig at komme herind med øller. Ved du, hvor jeg var i forgårs? Der sker meget for tiden.

Frede ryster på hovedet og ser på mig, og jeg svarer selv:
– På plejehjemmet! Stein kørte.

Han ser ud, som om han ikke tror mig.
– Nå. Blev du ikke også engang væk i skoven? Det sagde købmanden …
– Væk og væk. Jeg glemte, hvor jeg var. Men det der plejehjem. Tænk dig. Jeg skulle se på et værelse. Men nej tak, du. Jeg så nogle af beboerne der. Det er meningen, jeg skal have en prøveperiode og bo der, du! Først skal jeg på dagcentret hver dag. Undtaget onsdag. Da gider de ikke se os.

Jeg bøjer mig frem, for det næste må jeg gå lidt stille med:
– Det er Stein og Mai, der absolut synes, at jeg bør tænke på at flytte derhen. Beboerne er godt nok gamle, du. Og syge, mand. Flere sidder i kørestole, nogle rokker frem og tilbage, nogle smasker bare, selv om de slet ikke spiser. Damerne lige sådan. Og forstanderinden (jeg kører en finger i cirkler ud for min tinding og fortsætter bevægelsen nedad) bestemmer det hele.

Frede nikker langsomt og brummer:
– Så der vil du ikke så gerne hen?
– Er du tosset? Som om jeg både var gammel og syg.
– Du synes ikke selv, at du er dement?
– Hold da kæft, mand. Hvad regner du med?
– Næ. Det ene kan være lige så godt som det andet. Der er ikke meget ved nogenting længere. Men hvad nu, hvis de har ret, og du er på vej til at blive dement?
– Så er det da i hvert fald ikke lige nu, vel? Hvad med dig? Føler du dig rask og frisk?
– Nej, overhovedet ikke. Jeg er ikke dement, men det er sgu da også det eneste, jeg ikke fejler. Igen sov jeg ikke i nat; jeg kan bare ikke. Jeg vågnede ved et mareridt, hvor jeg gik rundt i et hus, og hvert eneste værelse, jeg åbende døren ind til, var mørkt. Mørkt som i et gravkammer!

Hans fingre kører lidt op og ned ad flasken:
– Hvis du skal på plejehjem, har jeg slet ingen venner her mere.
– Du har da så meget at være glad for. Katrine. Et dejligt hus. Gode naboer, hæ. Fin have. Dejlig pension. Du har det sgu da noget bedre end mig. Æh, jeg tror faktisk godt, du må besøge mig på hjemmet. Og vi må også drikke øl der! Men det er selvfølgelig noget andet. Her smutter du jo bare over. Husk så på, at det ikke er lige nu, jeg skal bo der. Altså først …

Jeg er i tvivl, om han hører efter.
– Rækkefølgen er: Dagcenter, prøveperiode, fast beboer. Hallo!

Vi sidder lidt, og jeg lader mine ord falde ned til bunden hos Frede. Han har godt af at lære om livets barskere realiteter.

30
Frede har et forslag

Den ene dag går med den næste. Jeg står op om morgenen, drikker lidt vin, spiser, læser, sover til middag, går en tur, snakker med Frede, spiser, drikker mere vin, går i seng. Af og til kommer Mai eller Stein forbi og spørger, hvornår jeg skal på dagcenter.
– Ikke endnu, svarer jeg altid. – Jeg er frisk. Ingen grund til bekymring.
– Men det er for dit eget bedste, far, siger de så.
– Jeg har jo vores værested, æ Kuk, det er for både mit eget og de andres bedste.

Så kigger de på mig. Igen, igen.

Det er længe siden, jeg har set Frede.
En dag ser jeg ham slå sin græsplæne og råber til ham:
– Vil du ha´ en øl?

Det vil han godt. Han har ikke engang taget den første slurk, før han åbner munden og har et forslag:
– Vil du ikke snart igen med ned til æ Kuk? De mangler folk. Så kan du være lidt om dig. Du er alt for meget alene.
– Alene?
– Somme tider kører jeg selv derned, sådan hvis jeg synes, jeg trænger.
– Trænger?
– Når jeg sidder her alene og glor, så … og du har da før været med. Har du mistet interessen?
– Nej, nej, det er absolut for mit eget bedste. Hvad med Katrine? Du har da Katrine?
– Hun er jo på arbejde, mand. Hele dagen og ofte om aftenen også. Så kan jeg sidde der og glo på dummefjernsyn med alle deres evindelige genudsendelser. Var man så bare en smule dement, så kunne man ikke huske at have set dem før. Nede i æ Kuk sker der da lidt.

Jeg lader ham snakke. På en måde er jeg ligeglad.
– Nu har vi også fået småkager i køkkenet. Så bliver det et rigtigt værested! Selv om det er privat.
– Er småkagerne dem der Tante Karen? Fra købmanden? Eller er de fra bageren?
– Vi køber altid 10 poser ad gangen hos købmanden. Så har vi lidt parat, hvis der skulle komme mange.
– Så er det jo bare fabrikskager.
– Vi kan godt købe nogle af bagerens …
– Jeg ved ikke rigtig …
– Der er begyndt et par nye damer dernede!

Frede læner sig frem og laver håndboldbevægelser foran sig.
– Er der? Signe ville ikke bryde sig om det.
– Hun ville kun blive glad for, at du er beskæftiget med noget fornuftigt. Skulle der så oveni være noget godt at kigge på, kan det sgu ikke skade nogen. Du behøver ikke at fortælle hende det. Kom nu med! Det går til et godt formål. Vi drikker også! Både øl og vin …

Frede bliver ved. Jeg er snart overtalt, kan jeg mærke.
– Kom nu! Hvad enten du skal på plejehjem eller ej, synes jeg, det er et godt værested. Altså du, ærlig talt, så bruger jeg det også, når jeg ikke har det så godt. Nu er det også blevet genbrugsbutik. Fordi det er privat. Kommunen har bare stillet huset til rådighed.
– Fejler du noget?
Frede ryster på hovedet:
– Tja, fejler og fejler. Der er øjeblikke, hvor jeg synes, alt er gråt i gråt, og når det er rigtigt slemt, går det videre til, at alt er gråt i sort til, at alt er sort i sort.
– Men hvad er rigtigt slemt? Jeg forstår ikke …
– Lige meget. Det hele. Livet. Derhjemme. Alt.
– Alt?
– Ja, det er fristende bare at gøre det forbi med det samme.
– Et øjeblik.

Jeg henter mit lille pilleglas på badeværelset og sætter det foran Frede.
Han stirrer på det og tager det op:
– Hvad er det?
– Nembutal.
– Hvad fanden er Nembutal? Der står da Pentovit på glasset …
– Medicin.
– Ja, men for hvad?
– Mod ondt i livet.
– Det var fandens …

Han kigger længe på glasset:
– Og hvor har du så fået dem fra?

Pludselig kan jeg ikke huske det. Læser på etiketten. Mexico.
– Virker de?
– Ved ikke. Du kan jo prøve, så ser vi.
– Nå, siger Frede og smækker glasset ned i bordet, – lad os nu køre derned.

Jeg drikker resten af min øl, og vi går udenfor og sætter os ind i eller rettere ned i Fredes bil, og vi kører til landingspladsen, så jeg kan være lidt om mig.
– Jeg ved godt det der med dig og Signe, siger jeg pludselig.
– Hold kæft, så du ham? Her inde i byen …

Frede ryster på hovedet over en varevogn, der overhaler i stor fart.
– Man skulle eddermame tro, der var fri hastighed. Bare fordi vores by er en slags sommerby.
– Er den ikke det? Hvem holder sig under de 50 ned ad hovedgaden?
– Ja, Tom gør.
– Tom?
– Tom!
– Mener du ikke Lars?

Jeg sukker. Frede kan godt være i et hjørne, hvorfra han ikke kan trækkes ud.
– Tom kører højst 30.
– Lars kører mindst 60.
– Men, Frede, det der med Signe …
– Du savner hende, gør du ikke?

Frede får mig til at klappe i.
– Du er ramt i hjertekulen, kære Tommy, hvilket er noget fordømt sludder. Hjertet er og bliver en pumpemuskel, der sørger for, at det livgivende blod fra venstre hjertekammer kommer rundt i hele kroppen med ilt og vender tilbage til højre hjertekammer med det iltfattige blod. Ved indåndingen sørger lungerne igen for at fylde frisk ilt på og således forfra. Fem liter blod i minuttet i hvile. Op til 30 liter, når vi løber.
– Men, Frede, øh, Signe. Jeg savner hende sådan.
 Jeg lukker øjnene og læner mig tilbage i sædet.31
Æ Kuk

Han standser uden for hønsehuset.
– Kom, siger han.

Jeg kigger ved siden af hønsehuset, jeg kigger ovenover, jeg kigger bagved, men kan ikke få øje på nogen genbrugsbutik.
– Hvor ligger butikken, spørger jeg. – Jeg kan godt se, hvor vi plejer at være. Men du sagde, at der var en genbrugsbutik?

Hvis han er ude på at gøre mig til grin, bliver jeg fannerme sur. Så kan det altså godt være, at vi bliver nødt til at snakke lidt mere kontant om det, han og Signe havde sammen.
– Ja, men det er inde i huset. Sgu da ikke udenfor, mand. Kom nu. Lad os lige nyde havet. Noget af det eneste, der kan give mig lidt humør.

Han stiger ud af bilen, jeg med og følger ham om bag huset. Der ligger Vesterhavet og skummer. Blæsten river i os, men udsigten er ikke til at tage fejl af. Hold da helt ferie, en udsigt.
– Her kunne jeg godt tænke mig at bo, siger Frede.
– Hver morgen at kunne åbne vinduet ud mod havet og høre vinden fløjte og blæsten synge, og hvis havgusen driver, mærke de små våde sommerfugle svæve ind i værelset bag mig.
– Hvis det var mig, ville jeg tage en skarp Sauvignon Blanc på sengen og langsomt, ganske langsomt nyde den og få det hele til at gå op i en højere treenighed.
– Hva for en?

Han vrøvler lidt. Han ved sgu udmærket, hvad en Sauvignon Blanc er for en størrelse. Somme tider synes han, at man bør skamme sig lidt, hvis man ved sådan noget som det.
– Nå, er du ikke også glad over at se havet?

Før jeg får svaret ham, bliver vi afbrudt af en ældre herre, der runder hjørnet. Han har et stort, langt hår, der hænger ned forbi ansigtet og ligner et kobberstik af Frederik den Femte (her er brugt objektiv genitiv, for det er jo ikke kongen, der har lavet stikket; jeg kunne også have skrevet et kobberstik forestillende Frederik den Femte. Lige nu står jeg foran 10. klasse, og vi har dansk).
Det er lige før, tøjet også passer med kongens.
– Hovsa, hva søren. Goddag, Tommy, det er snart længe siden?

Oswald stirrer på mig, som jeg ikke kan huske, at nogen har stirret på mig før. Han borer sine øjne direkte ind i mine, og jeg bliver helt paf. Der skal ellers noget til.
– Flemming, for fanden, siger jeg pludselig. – Du er sgu da Flemming?!
– Næj, jeg er da Oswald. Hvorfor tror du, jeg hedder Flemming?
– Vi gik da i realen sammen. Kan du ikke huske det?

Han ryster på hovedet, og smilet forsvinder.
– Det er jeg ked af, siger han og ser ud over havet.
– Det skal du ikke være, Flemming, trøster jeg og klapper ham på skulderen.

Han tøver lidt. Så kommer det:
– Er det nogen fordel for mig?
– Er du tosset? Du var kvik i skolen og pigernes ven. Husker du ikke Sonja og Birgitte?

Han ligner en, der ikke kan huske en skid. Men nu er jeg for alvor på hjemmebane. For er der nogen, jeg kan huske, er det de to piger.
– Du var den første, Flemming, der kom i bukserne på en pige, og det var Sonja, der lagde bukser til, siger jeg og folder armene over kors på brystet.
– Var jeg, spørger han og ser tvivlende ud. Men så lyser han op:
– Måske har du ret, Tommy. Og bagefter kløvede jeg Birgitte.
– Ja, du gjorde så. Vi andre var grønne af misundelse. Du sagde altid, du havde en lille og vågen, og at den var bedre end en stor og doven …

Frede gaber og begynder at gå hen mod hønsehuset.
– Er det rigtigt, at I har fået genbrugsbutik derinde, hvisker jeg til Flemming.
– Ja, siger han. – Det er rigtig nok.
– Hold da kæft, siger jeg. – Har I også høns?

Han stirrer alvorligt på mig:
– Jeg ved ikke, hvad du mener. Dette hus har en meget lang og glorværdig historie. I dette hus er der foregået så meget godt mellem mennesker, at kirken kan gå hjem og lægge sig! Dette hus er værested for en hel del!32
Nye ansigter

Vi går gennem værestedshuset, som nu også er genbrugsbutik. Alt ser forfaldent ud. Vinduerne er et-lags, tapetet hænger i laser, gulvet er plettet og sine steder mindre end rent, og i køkkenet er der sorte pletter i loftet. Måske skal det bare staves værrested.
– Hvad er det, spørger jeg Frede og peger.
– Det er sgu nok noget skimmelsvamp, mener han.
– Hold da kæft, siger jeg, – det er direkte giftigt! Det var der da ikke noget af før.

Han trækker på skulderen:
– Måske. Ingen har taget skade endnu.
– Det kommer først senere. Så ligger du der og hiver efter vejret og tisser i bukserne.
– Det gør jeg allerede nu. Så måske har du ret.

Der er forskellige rum. Alle steder hænger der malerier, som er malet af brugerne. Et af dem viser en kvinde med bryster, der fortsætter ud af maleriets ramme helt ned på jorden og følger gulvet en meter. For enden er der to stykker reb, der er bundet om kæmpebrystvorterne og i den anden ende gjort fast i to kroge i gulvet. Som et skib, der er tøjret til kajkanten. Jeg begynder at ryste lidt på hovedet.
– Det er nok lige overdrevet, hvad? Det må da være nyt, for jeg kan ikke huske det.

Frede nikker. Det synes han også.
– Ja, det er kommet i sidste uge. Måske vil kunstneren have os til at sammenligne hende med et skib i Hanstholm Havn.
Tja. Skib eller ikke skib. Dejligt, hvis Signe var hjemme i aften. Jeg lukker øjnene og drømmer mig lidt bort.

Rummene er fyldt med varer, de er anbragt på borde, stole, hylder, reoler, og er der ikke mere plads der, står de på gulvet. Ved hver vare en prisseddel.
– Det er en forhandlingspris, oplyser Frede. – Kan du opnå det halve, er det en god forretning.

Toiletterne, for der er to i samme rum, har stadig ikke døre.
– Skal der ikke snart dør i?

Oswald griner:
– Hæ, hæ. Jeg vil ikke sidde der til offentlig beskuelse.
– Hvis du gjorde det, ville det være kunst, for du er kunstner.
– Hæ, hæ. Har du ikke set skiltet her over døren?

Det har jeg ikke. Der står: Acts of Art and Shit.
– Kan I godt få uskyldige kunder til at sætte sig derind?

Han ryster på hovedet:
– Gu kan vi ej. Men vi bruger dem selv. Der hænger en skriveblok og en blyant der, og man kan skrive eller tegne eller begge dele, så lidt kunst er der i det. Nå, ja, jeg tror lige, jeg …

Han stiller sig op ved det ene og tisser en lang tår.

I den anden ende af huset er der et større lokale. Der hænger og står malerier overalt mellem gamle møbler, gulvspande og loppemarkedsting ad libitum. Der er nemlig ikke mange kvadratcentimeter plads på væggene. Smalle gange gennem virvaret af forældede, udtjente varer, alle med prisseddel.
Jeg fløjter lidt og smiler til Frede:
– Det er skægt. Sådan så det overhovedet ikke ud, da jeg sidst var her.
– Hvad, spørger han.
– At malerierne nu næsten ikke kan være der for en helvedes masse gammelt ragelse til salg i butikken.
– Oswald, hvad går overskuddet egentlig til?
– Jeg tror, det går til hjemløse i Thisted, mumler Oswald, der i virkeligheden hedder Flemming.
– Er der hjemløse der?
– Det må der være. Har du ikke set, de sælger “Hus Forbi”? Ved Føtex.

Sandt nok. Signe skulle altid købe sig lidt aflad. Jeg var imod. Vil du ikke hjælpe de stakkels mennesker, spurgte hun vredt. Jo, men det er vel kommunens opgave. Eller, – de kunne da selv tage sig et arbejde, kunne de ikke? Vi blev aldrig enige. Da jeg var barn, skulle vi spise op, for ellers var der noget med de sultne børn i Afrika.
Jeg får lidt ondt i maven.

Ved indgangsdøren dukker en mand med en lille dreng op, og jeg lægger straks mærke til, at der er noget i vejen med mandens tænder. Jeg peger på hans mund og siger:
– Hold da helt op for nogle brune tandstumper, du har …

Frede rykker i mit ærme.
– Det må du ikke nævne, hvisker han. – Det er ikke bare hans tænder, der er rådne … Han er ny her.
Manden stikker næven frem:
– Guitar-Henning! Og ham her hedder Khaled. Jeg lovede hans far på Asylcentret at tage ham med en tur herover.
Jeg forvirres over det, Frede lige siger og så det navn, manden kommer med, mens jeg præsenterer mig:
– Tommy fra The Tommyguns!

Han ser et øjeblik på mig, så revner tandstumperne i et smil:
– Du ser også gammel ud! Jeg har læst om det der Tønder-orkester fra tresserne. De var go´e! Du er måske sådan en rigtig tressermusikfyr?
– Det kan man roligt sige. Både Beatles, Rolling Stones, Simon og Garfunkel og dem med House of the Rising sun, som jeg ikke kan huske. Jo, Animals.

Jeg stikker næven frem mod den meget alvorlige dreng.
– God dag, jeg hedder Tommy, bøjer jeg mig ned og siger til ham.
– Han kan ikke tale, siger Guitar-Henning.

Drengen ser op på mig. Han er brun i huden og har store, brune øjne.
– Er det … er han traumatiseret?

Guitar-Henning nikker.
– Faderen og ham kom hertil for tre et halvt år siden, men han har ikke sagt et ord nogensinde. Han er ramt af krigstraumer af en eller anden slags og været stum siden, tror lægerne, men det skal nok komme. De skød hans mor …
– Stum?
– Ja. Jeg har arbejdet på Asylcentret de sidste to år og fået et godt forhold til dem; de kommer fra Syrien. Jeg har faktisk leget meget med drengen …
– Hvordan staver du det der Khaled?

Jeg prøver at sige det korrekt; det lyder næsten som om jeg harker det ud.
– Du udtaler det meget godt. 33
Værested

Vi sætter os på de slidte stole, der er stillet frem i lokalet. Frede forsvinder, og jeg gnider mine hænder. Drengen ser hele tiden på mig med sine store, brune øjne. Vi havde engang en hundehvalp, kan jeg pludselig huske. Den sad tit og bare så på os. Skideirriterende. Til sidst forærede vi den til pinsevækkelsen. De elsker at have lydige tilhængere med store øjne.
Kan man forære drengen til dem også?
Jeg stirrer på ham; ser ham lige i øjnene; han ikke så meget som blinker, men ser bare tilbage. Jeg slår øjnene ned. Det var dog …
Henning må vide noget mere om ham.
Inden jeg finder ud af, hvad jeg skal sige til Henning, kommer Frede tilbage med tre dåseøl og en sodavand, giver en til Oswald og tager selv en og ignorerer totalt Henning:
– Her, Tommy, siger han. – Det er min omgang.
– Tak, Frede, siger Guitar-Henning, – Du er og bliver den største idiot i hele byen.
– Hvad med dig? Skal du ikke snart have en anden jakke på? Gå rundt og reklamere for WindPower. Det er 50 år siden, du var ansat der.
– Hva så dig? Du er så åndssvag, at ingen kan forstå, du ikke forlængst er blevet indlagt. Jeg kan sgu hente min øl selv. Værested! Ha! Min bare røv, mand.

Det er sandelig interessante mennesker her i æ Kuk. Som tidligere.

Han vender et øjeblik senere tilbage, hiver dåseflappen op og lægger nakken tilbage. – Bøvs, siger han. – Det er eddermame godt, man ikke er religiøs.
Drengen bliver ved med at se på mig. Jeg tager sodavanden, åbner den med oplukkeren og giver ham den.
Han møver sig ind til Henning.
– Her, siger jeg, – drik bare. Det er kun vand, sukker og frugtfarve og så noget E45.
– Ahhhhhh, siger Henning og tørrer sig om munden. Lidt pli har han dog – trods alt. Men de tænder …
– Hvad er der sket med dine tænder, spørger jeg Henning, mens Frede lægger nakken tilbage.
– Hader tandlæger, svarer Guitar-Henning og læner sig frem ved at støtte sine albuer på knæene.
– Nemlig, siger Frede, som om han bliver helt lettet. – Du er bare bange for tandlæger, dit skvat. Det gør ondt på dig og koster en helvedes masse. Så hellere gå rundt og ligne en gammel græsklipper eller en pensioneret flodhest i zoo. Og hashen har ikke ligefrem hjulpet på farven.
– Vi har måttet låse dem inde. siger Guitar-Henning.
– Øllerne?
– Ja, det er Cai! svarer han og nikker eftertænksomt. – Det er hans skyld. Han bruger bygningen her, når han skal kneppe en dame.

Jeg nikker indforstået, selv om jeg ikke forstår. Vi sidder lidt.
– Vi har ellers fået hans nøgle.
– Han havde nøgle til stedet?

Der er meget, jeg ikke forstår.
– Ja, for han var også frivillig her. Det er han ikke mere, for der forsvandt øl fra kassen. Han troede, at ordet frivillig betød, at han selv bestemte, om og hvornår han ville være her. Den går ikke, du. Hans mor er stadig i bestyrelsen. Så han låner sikkert bare hendes nøgler, når han har en dame …

Jeg er stadig forvirret, nu også forbløffet:
– Kan han ikke gøre det derhjemme, hvor han bor?
– Nej, for han bor hos sin mor, og hun tåler ikke den slags larm, støn og skrig. Engang imellem kommer han så herop med en dame, han har erobret, drikker vores øl og knepper hende i fred og ro og landlige omgivelser med hav til to sider. Hæ, hæ, for fanden, mand. Han er sgu frisk.
– Frisk? Er det ikke … Hvor gammel er sådan en gut?
– Omkring de 30.
– Jeg forstår ikke. Hvorfra ved I, at det er sådan? Altså at han slæber en dame med herind og …
– Oswald overraskede dem engang.

Oswald nikker og stikker højre hånds pegefinger flere gange gennem et til lejligheden dannet hul mellem venstre hånds pegefinger og tommeltot.
Jeg skifter emne:
– Hå. Tror I, at tandlæger ordner deres egne tænder? Sådan med spejle …?

De kigger på hinanden. Henning lægger nakken tilbage og tømmer dåsen. Det falder helt naturligt, at han bøvser. En meget høj lyd, der giver genlyd i lokalet. Frede ser upåvirket ud.
– Det tror jeg sgu ikke, de kan, siger Frede og tømmer også dåsen.

Også han bøvser, men knap så højt som Henning. Jeg husker svagt, at sådan er kulturen her.
Jeg bryder mig ikke om at bøvse, men jeg kan lade en vind gå og på den måde forsøge at være en naturlig del af kulturen.
– Hov, hov, siger Oswald straks. – Står du der og skider på det hele? Det gør vi altså ikke her. Det er sgu et pænt sted, Tommy. Det må du lære.
Han bøvser med en lyd, der hentes langt nede i halsen.

34
Håndens bifloder

Det er en underlig genbrugsbutik. På en måde er det dejligt at sidde her. Frede har taget hul på en ny dåse, Guitar-Henning sidder og klemmer sin dåse på alle leder og kanter, og jeg har næsten ikke drukket noget endnu. Sådan en almindelig dåseøl smager af mindre end tungen ud af vinduet. Åh, en kold Chardonnay kunne skabe underværker i disse primitive lokaler.
Khaled hoster. Små, tørre host. Henning banker ham lidt på ryggen.
– Han kigger hele tiden på mig, siger jeg. – Han kan vel ikke forstå, hvad vi siger?
– Lorteregering, siger Guitar-Henning pludselig. Frede ryster på hovedet.
– Hvorfor mener du det, spørger jeg.
– De gør sgu ikke noget for den lille mand, siger han. – Jeg tror, de er skide ligeglade med alle os, der lever af kontanthjælp.
– Hvorfor har du ikke et arbejde, spørger jeg forundret. Det kan da ikke være tændernes skyld. Du har lige sagt det med Asylcentret?
– Ha, stønner Frede. – Arbejde? Han blev sgu fyret deroppe.
– Hvorfor?
– Han kan ikke styre sig. Henning er Henning.
– Jeg er frivillig, svarer Henning.
– Og jeg vil hellere spille guitar, fortsætter han og trækker på skulderen.
– Bare du ikke gør det her, mener Frede. – Der må være en grænse for vores lidelser.
Jeg nikker eftertænksomt:
– Men det er der vel ikke så mange penge i, går jeg ud fra?
Jeg lyder som en sagsbehandler inde fra rådhuset. Det var faktisk ikke meningen. Nu er det med et blevet meningen.
– Nej, det er jo da også derfor, det er nødvendigt med en ordentlig understøttelse. Fat det, mand.

Jo, jo. Jeg bliver helt forskrækket.
– Men det, du siger, er det ikke, at når du ikke gider arbejde sådan helt almindeligt, må andre, der arbejder, betale dig for ikke at gide arbejde?
– Hvad fanden mener du med det?

Han rejser sig og kommer nærmere. Hele overkroppen luder ned mod mig, hans øjne ser blodskudte ud, og hans tænder, eller mere korrekt, tandstubbene, ses helt tydeligt.
– Så, siger Frede og rejser sig enormt hurtigt. Han stiller sig foran Henning og søger at dæmpe ham. – Har du også røget hash i dag?
– Er du konservativ, brøler Henning til mig og forsøger at skubbe Frede væk.

Konservativ? Det har jeg ikke helt tænkt over. På nogle områder sikkert, ja. På andre ikke. Jeg går ikke ind for gud eller konge, men nok fædreland. Jeg skal lige til at forklare mit politiske standpunkt, da han sætter sig, og Frede går ind over:
– Måske skal vi til og hjem? siger han og kigger på klokken og på Khaled.
– Jeg skulle lige til at forklare Hedning mit politiske standpunkt.
– Hvad kalder du mig?

Fråden står ham om munden. Jeg burde være bange, men af en eller anden grund er jeg enormt ligeglad. Og en anelse småfuld.
– Rend mig, Hedning, siger jeg og stiller mig hen til vinduet.35
Kommunikationsbesværligheder

Der er en ganske flot udsigt ned over havnen og havet bagved her fra æ Kuk.
– Det kan godt være, det er et hønsehus, det her, men udsigten er ikke gok-gok, brummer jeg for ligesom at lette stemningen. Hedning sidder og skumler, kan jeg se. Jeg griner ad ham. Indvendig. Det er noget helt andet med ham end med Signe.
– Bølgerne rammer havnen i en evigt varende proces; gad vide, hvorfor man ikke udnytter den energi?

Da jeg vender mig om, er Khaled forsvundet. Frede er der heller ikke længere.
– Hvor er drengen, spørger jeg Guitar-Henning. Han er stadig sur.
Han kaster hovedet ud mod gangen. Jeg går derud. Han er der ikke. Jeg går fra rum til rum. I det sidste står han og kigger ud af et vindue.
– Fint, ikke, siger jeg og går helt hen til ham og peger ned mod vandet. Jeg støtter mig med den anden hånd i vindueskarmen, og drengen løfter sin ene hånd og stryger blidt oven på min hånd med en finger.
– Håå, siger jeg, for det kilder i blodåren, der løber som en stor flod fra fingrene og ned til håndledet. Der er andre bifloder, men han har akkurat ramt netop hovedåren, og det kilder så meget, at jeg må kradse lidt på stedet.
– Ha, ha, smiler jeg venligt, synes jeg da selv, til ham, og Khaled smiler faktisk tilbage. Det er min tolkning. Hans ansigt er meget alvorligt, men jeg synes bestemt, at han smiler til mig.
Vi står længe ved vinduet og siger ingenting. På en måde er det skønt at være sammen med et barn og ikke behøve at være pædagogisk.
I virkeligheden hader jeg børn. Jeg skulle nok aldrig have været skolelærer. Engang klagede en elev over, at han følte sin hjerne skrumpe, når jeg underviste. Inspektøren var tilbøjelig til at give ham ret:
– Du er somme tider så sarkastisk, Tommy, og så føler man nok, at ens hjerne bliver mindre, at man selv bliver mindreværdig; så det synes jeg, du skal tænke lidt på.

Meeen – den vigtigste grund til at hade børn var nok, at andre folks børn sjældent er opdraget ordentligt hjemmefra. Mine to var! Stik imod folkeviddet.
En håndværkers børn har 10 tommelfingre.
En læges børn fejler ustandseligt et eller andet.
En præsts børn er nogle helvedes møgunger.
En lærers børn er uopdragne. Ikke mine!36
Snak

Henning står i døren.
– Nå, der er du, Khaled.
Han får øje på Khaleds hånd, der ligger oven på min.
– Har du fundet dig en ven, spørger han ud i luften. Det må være Khaled, han spørger. Det går jeg ud fra. Men det kan selvfølgelig også være mig.
– Du er den første voksen, jeg nogensinde har set, at Khaled har kunnet lide fra første blik. Det er sikkert, fordi han er udlænding. Så kan han ikke se alt det rådne, der er i dig.

Han ryster langsomt på hovedet:
– Det er fanme ufatteligt. Med dit lortesnak.

Jeg har et tilbud:
– Jeg kan godt tage mig af Khaled, hvis du skal noget.

I det samme kommer Frede ind:
– Hvad så, Tommy. Er det ikke rart at være tilbage igen, selv om der stadig er tvivlsomme, misliebige personer her?
Han kaster med hovedet over mod Henning.
Jeg klør mig i håret.
– Misliebige? Det er da godt nok et udtryk. Man skulle tro, det var dig, der har været dansklærer i gamle dage.
– Sag mir, wo die Blumen sind, synger Frede.
– Du snakkede om, at der også kommer kvinder her. Jeg har altså ikke set nogen endnu …
– Bare vent. De skal nok komme. Faktisk er der flest damer her. Det er, fordi der er kunst på væggene. Det er sådan noget for damer. Når de er her, skændes vi ikke så meget. Det er skam også et værested for kvinder.
– Nåå.
Han får åbenbart også øje på Khaleds hånd på min hånd. Øjnene triller næsten ud på ham:
– Sig mig engang … Ser jeg syner? Står drengen ikke og holder på Tommys hånd?

Adjektivet himmelfalden er det nærmeste, jeg kan komme, hvis jeg skal karakterisere Fredes ansigt.

– Det er åbenbart helt utænkeligt?
– Ja, Tommy, havde du fortalt mig det, og havde jeg ikke selv set det med disse mine egne øjne, ja, så havde jeg sagt, det er løgn! Du har selv sagt, at du hader børn.
– Har jeg?
– Ja. Du skulle aldrig have været lærer, har du da sagt flere gange.

Da jeg vil gå, tager Khaled mig hårdt i hånden som for at holde mig tilbage. Jeg stirrer på ham med store øjne:
– Hvad så, Khaled? Vil du noget?

Han ser bare på mig. Forstår nok ikke noget som helst. Jeg rykker hånden til mig og vil gå ud.
Han følger med, uanset at Henning Hedningsen står lige der.
Uden for døren tager han igen min hånd og trækker mig med helt udenfor.
Om foran hønsehuset. Der peger han ud over havet og tegner en stor bue i luften. Han vil fortælle mig noget.
– Hvis du kunne snakke, fortæller du mig så, at du har sejlet en lang vej for at komme hertil?
Hans ansigt røber intet. Men den venstre hånd flagrer lidt op og ned.
– Nå, ja, eller du fløj, ikke også?
Jeg flyver med begge hænder, og han nikker og peger igen ud over havet og ind mod land.
– Men hvor er din mor, spørger jeg og ved i samme øjeblik godt, at han ikke forstår mig. Jeg prøver på en anden måde:
– Mama?
og lægger begge hænder under min skråtstillede kind. Mama er universel for mor. Det ved ethvert barn.

– Mama, lyder det med en sært sprukken stemme ud fra hans lille mund, og hans øjne fyldes med vand. Jeg bøjer mig ned og tager ham helt ind til mig og omfavner ham, mens jeg stryger ham over håret og bliver ved med det. Khaled siger noget! Og det var mig, der fik ham til det.
I øjeblikket kan jeg ikke få øje på noget større. Plejehjem, Signes troløshed, Fredes hykleri, tryghedskoordinatricens konklusion, alt det fortoner sig som bagateller. Simpelthen.
Han siger ikke mere, og jeg begynder at rejse mig op. Det er simpelthen alt for besværlig en stilling for mig, og det gør ondt og værker i knæ og fødder og hofter og mave og nakke, og mens jeg rejser mig op, knager det i hele kroppen.
De andre vil ikke tro på, at Khaled har sagt noget. Slet ikke, hvis det er mig, der er årsagen. Den pædagogiske årsag.
Khaled holder krampagtigt fast i min hånd. Vi er sgu nok lige blevet gode venner. Lidt stolt og glad har man vel lov at være, så vi går med hinanden i hånden ind i huset igen.
Der på gangen står Henning og Frede og glor på os.
– Se, siger jeg og knejser en del med nakken. Så meget som man kan, når man nu er så gammel og ovenikøbet har gigt i samme legemsdel.
– Mig og Khaled er blevet gode venner. Og nu kan han tale.
Det vælter bare ud af min mund, selv om jeg havde nedlagt forbud.
– Hva satan, siger Frede, – skulle du have børnetække? Så får vi nok en socialistisk regering i morgen.
– Noget forbandet vrøvl, at han kan tale. Du er sgu helt idiot, mener Hedning. – TumpeTommy.

Jeg siger ikke noget og mærker kun Khaleds knugen sig til min hånd.

Da Frede og jeg lidt efter er på vej hjem, prøver jeg at forklare mig:
– Jeg tror sgu, jeg er blevet lidt sentimental på mine gamle dage. Ham drengen der. Der var et eller andet …
– Du er og bliver en børnelokker, Tommy. Sådan er I skolelærere sgu. Ganske uanset, hvor børnene kommer fra.
– Og du er vist nabolokker, Frede. Har du ikke lokket Signe i fælden?

Frede overhaler med et stort drøn fra motoren en trehjulet cykel med to personer.
– Det er fra dit plejehjem. Det kalder de motion, du. Hold kæft, mand. Så hellere ligge på kirkegården. De får aldrig mig hen sådan et sted.

Jeg kommer i tvivl om, jeg har sagt det med Signe, eller om det bare er noget, jeg har tænkt. Mit plejehjem? Fede Frede.
37
På hospitalet

Stein holder udenfor huset og venter. Jeg står med hænderne i lommen inde i vinduet og kigger ud på ham. Gad nok vide, hvad han holder der efter?
Omsider stiger han ud og kommer ind til mig.
– Har du husket det hele, far, spørger han og ser sig om.
– Ja? siger jeg en smule usikker. Man ved aldrig i min alder, om det hele er med. Som regel mangler der en mindre ting, man har glemt, fordi man sådan har gået og husket på alt det andet. Jeg tager mit vinglas og skyller det under vandhanen og tørrer det af i viskestykket uden at vide, hvad det er, jeg skal vide.

Stein ser undersøgende på mit glas og på mig:
– Du ved godt, du skal indlægges i dag, ikke?
– Nej, da, svarer jeg med overbevisning. – Det vidste jeg ikke. Indlægges?

Hvorfor er der aldrig nogen, der fortæller mig, hvad der skal ske?
– Øh, altså …
– Det er det med din urinering, ikke?
– Ja. Selvfølgelig. Nu, du siger det.
– Jo. Du må jo ikke drikke eller spise … Så … du har ikke pakket tandbørste og småting?
– Det varer ikke længe, siger jeg og skynder mig op i soveværelset.
– Jeg forstår ikke, hvor mor bliver af, råber jeg ned til ham, mens jeg pakker forskelligt. – Og jeg har kun drukket en smule vin her til morgen.
Han svarer ikke. Jeg trækker på skulderen og går ned igen med min lille attachetaske. Den er nem at have med, og jeg husker lige at stikke min iPad ned i den også.
– Øh, Stein, hvad skal jeg nu på det hospital?
– Du skal have boret tissetunellen ud.
– Nåååå ja. Nu husker jeg det.
Tissetunellen! Det hedder urinrøret. Det drejer sig om, at når prostata vokser, bliver der mindre plads til urinen. Det afhjælpes ved at høvle stykker af prostatas indre.
Jeg bliver hjulpet ud i bilen, jeg husker det hele lige nu og ved godt, at jeg har været til forundersøgelser, temmeligt ubehagelige af slagsen, så jeg er ærlig talt godt klar over det. Dem kan jeg nemlig huske.
Efter en god halv time er vi der.

Stein hjælper mig op på afdelingen. Følg den grønne linje, tag elevatoren til 3. sal, sæt sygesikringskortet i standeren og henvend dig i receptionen. Enkelt og praktisk. Stein hjælper mig.
Vi står i receptionen og kigger på de travle sygeplejersker, der haster forbi, smilende nikker til os og skynder sig videre. Det hele virker meget uroligt.
– Så du hende negeren, spørger jeg Stein.
Han nikker bare. Han er garanteret bange for, at jeg skal omtale hendes globusbagdel eller fare efter hende for at røre ved den, for han holder godt fast om min skulder.
En mindre mørk, men alligevel dunkel sygeplejerske kommer til og giver mig hånd:
– God dag, Tommy og velkommen!
– Jo, tak. Tak.

Jeg siger det helt tydeligt. Prøver at læse hendes navneskilt. Står der Karia eller lignende?
– Hvor kommer du så fra, spørger jeg, mens Stein puffer mig lidt i siden.
– Rumænien, svarer hun med et smil.
Hun går forrest ned ad gangen og viser os ind på en lille stue, hvor der er to senge.
– Værsgo, Tommy. Du ha den føste sing.
– Skal jeg klæde mig af?
– Du kan gåt vente lidte. Men …, hun kigger på sit ur, … om en time skal du undersøkes, have tat blotprøver og forskelligt.

Jeg nikker:
– Kommer der nogen i den sing?
– Nej, ikke foreløbig.

Stein siger farvel. Det virker, som om han ser lettet ud, mens han vinker lidt overstadig. Jeg løfter slapt hånden og basker lidt.
Så sætter jeg mig i stolen.
En sygeplejerske banker på den halvtåbne dør.
– Du skal af med blot! siger hun og smiler.
– Sverige? spørger jeg.
– Island, svarer hun og stikker en nål i mig. – Når jeg er færdig, skal du klæje om. Se her er dit zøug.

Hun lægger noget ualmindeligt grimt hvidt nattøj frem.
Jeg ved ikke rigtigt.
– Må jeg ikke tage mit eget nattøj på, spørger jeg, men hun ryster på hovedet:
– Nej, nej, det gå ikke.

Jeg klemmer vattet på hullet i armen, og hun går. Efter et langt øjeblik løsner jeg tapen. Det bløder ikke.
Jeg klæder om. Bukserne er for korte, mens ærmerne i skjorten til gengæld er alt for lange. Jeg snører dem op.
Ind kommer en læge og præsenterer sig:
– Simon Ukulela.
– Fyn?
– Ne-hej. From Palæstine.

Jeg begynder at forstå, at jeg er indlagt på et internationalt sygehus. Gad nok vide, om de i det hele taget har danske læger. Ham her er ikke helt let at forstå.

Resten af eftermiddagen går med forskelligt, og til sidst lægger jeg mig noget træt i sengen efter alle disse sproglige udfordringer, der selv for mig er i den svære ende. Efter 10 sekunder går døren op, og jeg skal lige til at skælde ud, da jeg ser en ældre herre og en sygeplejerske og straks, da jeg hører ham snakke, er klar over, at her kommer dagens største sproglige udfordring.
– Se, John, her er din seng. Og det her er din stuemakker, Tommy.
Han hilser på mig og begynder at lægge sit tøj ind i skabet.
– Tommy, din operation er udsat til i morgen.
38
Manden fra Klim

– Æ æ fra Klim, siger John og lægger sig på sengen. Lidt efter begynder han at forklare mig alle detaljerne. Han taler thysk, og jeg forstår det meste af det, han siger. Tror jeg nok.
Men han tager prisen for at have det sprog i dag, jeg har sværest ved at forstå.
Han er et par år ældre end mig og fejler temmelig meget. Det tager naturligvis sin tid at forklare. Endelig slutter han. Det eneste, der med sikkerhed intet fejler, er hans humør.
Vi er enige om at se fodboldkamp på TV samme aften, selv om det er med kvinder, og da en sygeplejerske kommer ind med aftensmaden, siger han noget til hende. Hun stirrer bare på ham.
Jeg oversætter straks for hende det, jeg tror, han siger:
– Til fodboldkampen i aften vil vi gerne bestille to øl!
– Det får I, siger sygeplejersken smilende.
– Det var da et skævt smil, hun havde, bemærker jeg til Klim bagefter.
Han slår det hen og mumler noget om lange arbejdsdage.
Præcis da kampen begynder, kommer hun med en bakke som en anden servitrice med to grønne flasker, som hun lukker op og serverer for os.
– Værsgo! To pilsnere til d´herrer!

Så snurrer hun om med næsen i sky og går sin vej.
Vi stirrer på flaskerne. Det er pilsnere med en alkoholstyrke på 0,0.
Fra Klims mund strømmer mange ord, jeg ikke forstår.
– Enig, svarer jeg. Jeg kan mærke, hvor meget jeg savner et godt glas rødvin. Lige her og nu. Helst en blød, sød, fuldbarmet italiener. Gerne en af de der billige Amaroner, som vinskribenterne hader. Jeg er ligeglad. Engang imellem er det lige sådan en, jeg har brug for.
Nå, her er ingen rødvin. Absolut ingen. Måske kan jeg ringe til Stein og bede ham om at smugle noget vin ind til os. Nej, det vil jeg ikke. Han vil garanteret alligevel nægte at gøre det.
Jeg forstår på Klim, at dagen efter kommer hans kone, Magda, og to børn, Ingrid på 38 og Søren på 34, som han har snakket en del om.
– Skal vi ikke lave lidt sjov, foreslår jeg.
Klim er med på den med det samme.
– Hwa få´n sjauv?
– Når de kommer ind ad døren, siger jeg: God dag, Magda, Ingrid og Søren! Som om jeg kender dem alle tre! Så vil de glo og måbe!
– Ha, ha, ha, skriger Klim.

Næste dag går døren op og ind marcherer Magda, Ingrid og Søren.
– Hej Magda, Ingrid og lillebror, siger jeg.
– Hej, svarer de og passerer min seng:
– Hva´ så, lille far … Hvordan går det?

39
Operation

Jeg vågner som efter en lang og dyb søvn. I virkeligheden har jeg kun været væk i en lille time, forklarer sygeplejersken mig. Hun er heldigvis dansk:
– Operationen gik godt!

Jeg mærker ingenting og har det ganske udmærket.
Så bliver jeg kørt fra opvågningen ned på min stue, hvor jeg løfter hånden og friskt hilser på Klim.
– Her har du mig tilbage, synger jeg.

Han griner, og vi snakker om min operation, og jeg forklarer endnu engang for ham, hvad det drejer sig om. Jeg undlader dog alt det der med prostata.
– Vandværket, du. Vandværket. Det var for lille en ledning til al den væske, der skulle ud. Sugerør, ikke vandrør. Nu passer det nok bedre.

På et tidspunkt kan jeg nu nok mærke, at de har arbejdet med tunnellen. Jeg får stærke smerter og ringer efter en sygeplejerske og beder om noget smertestillende.
– Lad os nu lige vente. Husk på, at smertestillende medicin kan være skadeligt.
– Nå, du mener, jeg faktisk ikke burde være bedøvet under operationen?
– Hæ, hæ, nej, men du kan da få et par Panodil.

Hun stikker mig et par hvide piller og forlader stuen.
– Hørte du det, Klim? Panodil, du.
Klim er enig, skælder ud og siger en hel masse andet, roder lidt i sin skuffe og smider en flad blisterpakke over til mig:
– Det der tar ligåt smertern, påstår han.

Der står ikke, hvad de hedder, men for gammelt venskabs skyld smider jeg lige to piller i mig efter princippet om, at hvis én pille virker godt, virker to naturligvis dobbelt så godt.
Det varer ikke længe, før smerterne ganske rigtigt forsvinder og afløses af en behagelig døsighed, og letheden og munterheden breder sig.
Vi snakker godt sammen, og selv om jeg ikke forstår alt, hvad Klim siger og modsat, så griner vi, så tårerne triller. Jeg siger tak for de fine piller:
– Hvad hedder de?
– Ganer.
– Ganer?
– Ja, til di indre organer åh såhen …
– Nå, ja. Selvfølgelig.

– A æ ed fjersynsnarkoman, erklærer Klim og tænder for fjernsynet næste morgen. Jeg har mod forventning sovet godt; måske har ganerne hjulpet?
Lige nu går det fint nok; lægerne har været her og sagt, at næste punkt er, at jeg selv skal tisse. Det ligger jeg så og afventer, mens jeg drikker vand i litervis.
– Du er ikke fjernsynsnarkoman, gentager jeg spørgende.
– Ne, å det hå a aller wån, udbryder han.
– Og det har du aldrig været?
– Ne.
To timer senere er der frokost. Jeg er så tissetrængende, at nu skal det være, og under behørigt opsyn af en sygeplejerske fra Tyskland lykkes det mig at få vand til at strømme ud med en kraft, jeg skal ganske langt tilbage i tid for at have haft før.

– Du må da godt slukke for fjernsynet nu, mener jeg, da jeg kommer tilbage, og vi skal i gang med frokosten.

Jeg tror ikke, han hører det.
Pludselig ser jeg, at han sover.
– Gider du ikke slukke fjernsynet, hvisker jeg til sygeplejersken.
Hun slukker, og Klim vågner lige med det samme:
– Næ, how, der war da lige naue, a gjern vill´ se …

40
Virkeligheden på stue 3

– Det var eddermugme en kedelig fodboldkamp, mener Klim. Vi ser sporten, hvor de refererer fra kampen.
Jeg nikker.
– Det er altid kedeligt at se på kvinder, der dyrker sport.

Nu er det Klims tur til at nikke:
– Kvinder kan kun bruges til én ting.

Jeg siger ingenting og venter spændt på hvilken? Klim må uddybe sin mening. Han tager en slurk af sit vand og glor op på skærmen. Tørrer sig om munden med bagsiden af hånden, vender sig om mod mig og siger:
– Er du gift?
– På en måde, ja. Men min kone har forladt mig og er stukket af med min nabo.

– Hv … Ja, det er e´d så godt, nej det er ikke.
– Det er nu ikke helt rigtigt. Kun at de to har haft et forhold.
– Har haft?

Klim er hurtig.
– Ja, for jeg har slået min kone ihjel. Så er det slut med hendes eskapader.

Der går lidt tid, hvor vi ikke siger noget. Jeg kan se, at Klims underkæbe falder lidt, hans øjne er lidt større end normalt, og han synker op til flere gange, inden han dæmper fjernsynet og vender sig mod mig:
– Nå. Javel.

Han ligner en, der ikke tror på mig. Jeg fortsætter bare:
– Hun sagde også, at om morgenen skulle hun først på badeværelset. Jeg måtte aldrig gå derud først. Hun bestemte også på et tidspunkt, at vi skulle sove hver for sig. Somme tider kaldte hun på mig, og så skulle jeg komme ind til hende og hjælpe hende.

Han lægger sig tilbage i sengen og kigger op i loftet. Pludselig rejser han sig op:
– Slået ihjel? Sagde du … har du … har du slået hende ihjel?

Jeg nikker alvorligt. Klims underkæbe har det med at hænge noget nedad.
– Øh …
– Jeg havde ikke noget valg. Hun nægtede totalt at have noget forhold til Frede, som han hedder. Men jeg afslørede dem flere gange. Til sidst havde jeg fået nok. Så slog jeg hende ihjel.
– Det var som satan …

Han stirrer beundrende på mig. Vurderer jeg. Jeg må vist forklare yderligere …
– Altså, hun ligger begravet hjemme i haven.
– Hvad?

Jeg kan mærke, at jeg har Klims absolutte lydhørhed. Han næsten sidder op og har en hånd bag det øre, der vender over mod mig. Han skulle jo også nødig gå glip af et eneste ord. Til gengæld går fjernsynet for døve ører.
– Ja, jeg blev jo nødt til at få liget ad vejen. Så jeg har gravet et hul på en halv gange to meter lige ved siden af hybenroserne. Det var et værre arbejde, kan jeg godt fortælle dig!

Han nikker.
– Helt enig. Det forstår jeg da godt. De kan være noget så … besværlige …
Jeg ved ikke, om han mener konerne eller hybenroserne. Men han kigger på mig, og jeg bliver usikker.
– Tror du ikke på mig?
– Jow da, Tommy. Selvfølgelig tror jeg på dig, når du siger det. Du må altså forstå, at det kommer lidt bag på mig, at du … at det … kan lade sig gøre. Jeg ville ikke kunne dræbe min elskede Magda.

Han ryster længe på hovedet.
Jeg er lige ved at ræsonnere over for ham, at der nok ikke er grund til bekymring over Magdas eventuelle utroskab, men holder mig alligevel lidt tilbage.
– Du bliver aldrig hanrej, siger jeg. Klim ryster på hovedet:
– Aldrig, og hun bliver aldrig hunrej.

Med en undskyldning stiger han ud af sengen og humper ud af stuen.
Jeg ligger og døser lidt. På en måde er det dejligt ikke at skulle foretage sig noget som helst og få alt serveret.
På en anden måde ville jeg snart gerne hjem igen.41
Besøg

En mand kommer ind på stuen og vækker mig en times tid senere.
– Politiassistent Simon Qual, hilser han høfligt og fortsætter:
– Jeg er også patient her og har lige fået at vide, at du har snakket med din stuefælle og sagt, at du har slået din hustru ihjel? Det er klart, jeg interesserer mig for sådan noget som politimand, så derfor …

Jeg nikker ivrigt og ser mig om, inden jeg peger over på nabosengen, hvor jeg opdager, at både Klim og hans ting er pist borte:
– Ham, min stuekammerat, Klim, som lige er ude eller hvad, og jeg snakker godt sammen og finder på skøre ting sammen. Vi bilder hinanden det værste ind. Jeg tror ikke, du kan forestille dig, hvordan det er at ligge her på en to-sengsstue uden adspredelse af nogen art. Fjernsynet – det er udelukkende genudsendelsers genudsendelser.
Politimanden nikker, som om han har forstået mig.
Jeg fortsætter:
– Da min kone har forladt mig, fordi jeg er på vej til at blive dement, som de siger, besluttede jeg mig for at give ham lidt åndeligt grovfoder. En teoretisk Sudoku. Hvis du kender det. Derfor bildte jeg ham ind, at jeg havde slået hende ihjel, fordi hun var mig utro. Faktisk mest for at få ham væk fra TV-skærmen. Hvis du vidste, hvad han …
– … Men det gjorde du ret overbevisende …
– Jeg har jo været lærer. Er vant til at lyde overbevisende. Han troede på min historie. Det, synes jeg, er spændende, og det giver et kedeligt ophold på et sygehus nogle helt andre vinkler og forkorter tiden umådeligt. Det forstår du nok. Når man lige er blevet opereret.
– Det forstår jeg måske. Men jeg synes, du skal være lidt forsigtig med at sprede sådanne historier.
– OK. Jeg tænkte bare, at det ikke gjorde så meget, når nu det hele er opdigtet. Så. Det skal jeg nok. Var det bare det, du er kommet for at fortælle mig?

Simon Qual rejser sig og ser underlig ud i hovedet:
– Vi skal jo undersøge sådan noget. Din historie er en smule usædvanlig, men faktisk har der været flere tilfælde, hvor historien og virkeligheden passede godt sammen. Du sagde, at du havde gravet hende ned i haven?
– Ja, I kan roligt grave hele haven igennem. Den trænger! Jeg siger ikke, hvor hun ligger … Og snart kommer der til at ligge en mere. Der er nemlig plads til Frede, min nabo. Det var ham, der … du ved, med min kone … Der er også ham i nummer 46 med hundene. Hvis han ikke snart får styr på dem, ved jeg ikke, hvad jeg kan finde på. Som sagt er der plads nok i min have. Jeg tror bare ikke, Frede skal ligge ved siden af Signe; måske vil jeg placere ham noget længere væk. Hvis du forstår? Så kan ham med hundene ligge i midten.

Jeg blinker til ham. Han nikker, mens han bevæger sig baglæns hen mod døren:
– Farvel, jeg må tilbage til min egen stue. Kom også bare lige forbi.

En times tid senere kommer sygeplejersken ind med aftensmaden, og jeg er lidt forundret:
– Hvor er min makker?
– Han er udskrevet, Tommy.
– Nå.

Jeg pirker lidt i maden med gaflen, mens hun trækker gardinerne for.
– Vil du have tændt for fjernsynet?
– Fjernsynet? Næ, nej, ellers tak. Selv News bliver genudsendt.

Hun står lidt og vrider hænder:
– John kom jo ud og fortalte os noget skrækkeligt, og vi blev nødt til at rette henvendelse til politiet. Det forstår du jo nok …, og da vi faktisk havde en politimand som patient her, kunne han jo lige så godt spørge dig ud om det.

Jeg nikker langsomt. Selvfølgelig.
– Jeg fortalte også politimanden, at du var noget dement, og derfor kunne man ikke regne med dine fantasier …
– Nej, naturligvis ikke. Det er nok derfor, at ingen tror på, at jeg har slået Signe ihjel. Ha, ha.

Jeg ler en kort, staccatoagtig latter, og hun forsøger at le med. Hun vimser lidt rundt, inden hun går hen mod døren:
– Nå, jeg har også andre patienter, Tommy. God appetit!

Og forlader stuen med en nervøst vrikkende bagdel. Jeg lægger mig tilbage i sengen med armene bag om hovedet. Det er dejligt at ligge helt for sig selv på stuen. Nu behøver jeg ikke at underholde Klim og kan slappe totalt af.
Jeg smågriner lidt.
De fik alligevel noget at tænke over. Hir.

42
Floden flyder

Efter et par dage er jeg frisk nok til at komme hjem igen.
Dejligt at mærke, at urinen igen flyder som Don og Donau, omend der her i starten er klumper af størknet blod og små hudstykker fra operationen i ledningen. Jeg lukker en god italiener op og hælder den mørke rødvin i det største rødvinsglas, jeg har. Sidder lidt og skvulper det rundt og lægger mærke til faldstriberne. Tykke, langsomme floder, hvilket tyder godt. Snuser ned i glasset. Ah, en herlig duft. Man burde egentlig nøjes med det.
Men det er svært at nøjes. Jeg åbner munden og napper en smule rødvin. Den tykke væske bliver kastet rundt i mundhulen, og jeg suger alle til rådighed stående smagsstoffer ind, inden jeg synker.
Ahhhhh! Ingen tanin, svag syre, beskeden i toppen, men fed som fløde i bunden. En hadevin for vinanmeldere.
Somme tider er jeg sikker på, at der intet er i vejen med mig. Som nu. Jeg tænker, ergo er jeg. Jeg tænker klart. Jeg ser mig om og kan genkende alle tingene.
Stuen ligner sig selv. Sådan er det at bo alene. Man har friheden til at ændre og friheden til at lade være. Før bestemte Signe det hele. Hun var æstetikminister. Nej, sagde hun. Den stol passer ikke i farven med reolen. Den skal stå der. Så måtte jeg stille den tilbage. Nu kan jeg sidde her hele dagen, hvis jeg vælger det, selv om farven er ad helvede til. Ingen vil gøre indsigelse. Hun bestemmer heller ikke længere over mit tøj. Tag de korte khakibukser på, sagde hun. Ja, men hvorfor, spurgte jeg tøvende. Gør nu bare, som jeg siger. De klæder dig trods alt bedre end de mørkeblå.
Du skal ikke drikke i dag, kunne hun finde på at sige. Men det var der heldigvis udvej for. Man behøver jo ikke ligefrem at sidde derhjemme og drikke, vel?
Det at føle sig veloplagt, frisk, parat, klar gør meget ved en. Pludselig slår en lille dreng ned i mig.
Jeg går over til Frede og banker på. Det varer lidt, inden han åbner:
– Hva vil du. Og så tidlig? Er du lige blevet udskrevet?
– Ja, i går. Jeg tænkte på, om vi mon skulle køre ned til hønsehuset igen?
– Åh, det ved jeg sgu ikke; min lyst er ikke den store, men det var da pokkers, som du pludselig har fået lyst til det … Hvordan går det?
– Ja, det …

Jeg trækker lidt på skulderen.
– Det er sådan mere … drengen, jeg tænker på.
– Khaled?
– Måske savner han mig. Jeg har jo været væk et stykke tid.

Han ser anderledes på mig nu.
– Så du er knap så meget børnehader, eller hvordan skal jeg forstå den?
– Hold nu op, Frede. Hvornår kører vi?

Undervejs snuser han til mig.
– Du lugter af rødvin, gamle jas.
– Jeg blev nødt til at smage lidt her til morgen. Du ved, jeg kom hjem i går aftes, og der havde jeg absolut ikke lyst til vin. Men du lugter da også en anelse af øl …
– Jep, det gør jeg. Hvordan går det med …

Han peger ned mod mit skridt. Ved ikke, hvor han ved noget om det. Måske har jeg fortalt ham det. Jeg trækker på skulderen.
Før jeg kan svare, er vi der.

Straks efter ankomsten kigger jeg mig om efter ham drengen og finder ham ude bagved, hvor han sidder og leger i en sandbunke. Jeg hilser og går i gang med at skrue en stol sammen, der er beregnet til publikum. Den har stået i depot i lang tid, men nu skal det være, siger Frede.
Der er også gamle mennesker mellem kunderne, og sådan nogle bliver trætte. Så skal de sidde. Hvis jeg ellers kunne få den skide stol samlet. Den volder mig store problemer. Henning står ved døren og maler.
Jeg aser noget med den; skruerne er noget billigt kineserlort, hvor kærven bliver ødelagt, næsten inden man har skruet i. Jeg bander lidt og rejser mig op:
– Hvor er Frede?
– Han er lige kørt ned til købmanden efter brød. Vi skal sgu da have noget at kvikke os op med.
– Brød til frokost? Det lyder godt.
– Det er det også. Men det er da kun, fordi du er her. Ellers plejer vi sandelig ikke at få brød og sådan …
– Khaled leger omme bagved, siger jeg.

Henning kigger ud ad vinduet:
– Jeg kan ikke se ham.
Jeg kigger ud ad døren til den anden side, men ingen Khaled. Bliver en smule urolig og går ud og rundt om huset. Heldigt, at Hedning ikke bærer nag mod mig. Han virker helt fornuftig i dag. Frede mumlede noget om, at han den anden dag igen var påvirket af hash. Nå, nå, siger jeg bare. Så kan man vel ikke snakke fornuftigt.

Der lidt i skjul sidder Khaled ved en skulptur, der består af et par store sten og en mængde små sten, der hænger i snore ned fra den ene store sten. “Jordens salt” hedder kunstværket. Javel. Khaled slår blidt til de små sten, så de gynger frem og tilbage. Han ser op på mig og smiler. Så vender han sig om og leger videre åbenbart med en lille bil, han selv må have haft med. Eller fundet. Han kører frem og tilbage i køresporet i indkørslen og leger, at bilen er en firehjulstrækker. Tror jeg.
Jeg bøjer mig ned til ham og stryger ham på håret. I samme øjeblik, jeg rører det, stivner han.
Så rejser han sig langsomt op og peger ud mod havet:
– Mama, udbryder han og smiler igen. Det gør mig godt, at han også kan smile, når han siger det ord. Sammen går vi helt hen til skrænten og kigger ned på stranden. Hans hånd tager fat i min og klemmer til så meget, som en lille dreng nu kan klemme.
Pludselig ser han op på mig og siger et andet ord. Ordet djedu. Djedu, djedu, djedu. Hvad fanden betyder det?
Khaled er en mærkelig dreng, der ikke kan tale og alligevel taler.
Hans hånd sidder så fast i min, at det vil være utænkeligt, at jeg kan få den tilbage.
– Jeg skal altså ind og …, siger jeg, mens jeg kaster hovedet hen mod døren. Han ser det og nikker, som om han forstår. Og slipper min hånd.
Henne ved døren vender jeg mig om. Han står og stirrer efter mig med store, brune øjne. Blanke måske også.
Jeg er til fals over for sådan nogle øjne. Mest når de sidder på børn, der ikke har det godt.
43
Napoleon

Jeg bliver blød i knæene og vinker til ham og går ind. Jeg ved ikke, hvad der er med mig og Khaled. Jeg får sådan en lyst til at gøre noget for ham; rejse til København og fortælle de høje herrer i Udlændingestyrelsen, eller hvad det nu hedder, at her er en dreng med en far, der skal have opholds- og arbejdstilladelse her og nu. At de har lidt nok. At nu må det stoppe.
Jeg kaster mig igen over stolen og forsøger at finde ud af den ret simple måde, den skal samles på.
Frede kommer tilbage og smider en pose på bordet.
– De havde sgu udsolgt franskbrødet så tidligt på dagen, siger han og slår ud med armene. – Så jeg købte fire Napoleonskager.
– Hvad?
Jeg åbner posen, der ganske rigtigt indeholder en hvid kasse med fire kager. Sikkert nogle gamle Napoleoner fra 1800-tallet, der har ligget i butikken siden jul.
– Åh, så må du køre derop igen og købe noget andet. Jeg gider ikke det der kage. Vi må have noget ordentligt. Køb noget sundere end det der kage, mand.
– Det gider jeg nok ikke.

Henning står lidt længere henne og vrisser:
– Jeg gider altså heller ikke gamle kager.

En sjælden enighed mellem Hedning og mig er etableret, og Frede brummer:
– De er sgu heller ikke til dig.
Han napper posen med en snerren, mumler noget om en mulig forbindelse mellem dårlige tænder og kagespisning og går ud i vores køkken.
– Hvis I ikke vil have, kan jeg selv æde dem, råber han og tilføjer:
– Pis-Henning.

Jeg rejser mig for at svare ham, men han går på toilettet. Jeg ryster på hovedet og siger til Henning:
– Hold kæft, mand, da blev han sur.
– Ja, han er noget for sig selv.
– Jeg laver kaffe nu og henter Khaled.
– God idé.

Khaled er ikke sådan at finde, for han er ikke derude, hvor han sidst var. Jeg leder lidt efter ham, går flere gange rundt om huset og kigger alle steder, men hører så pludselig larm og spektakel indefra. Hvad er der nu?
– Du skal ikke bare æde løs af de kager der, har du forstået?

Jeg står i døren ind til køkkenet og ser lille Khaled stå med et stykke kage i hånden. Drengens mund er omkranset af flødeskum. Eller kagecreme ved nærmere eftertanke.
– Så, tag den med ro, Frede. Han ved nok ikke bedre. Og de er vel også til ham?
– Nej, jeg har sgu ikke købt til gæsterne også.
– Han er vel ikke gæst, siden han er med Henning. Så hvorfor ikke en kage til ham?
– Nej, de mennesker kommer jo fra en helt anden kultur. Primitive mennesker! De er ikke vant til kager. De spiser vel blade fra træerne og dyrker knoldselleri i bushen?
– Frede! Han er sgu da bare et barn, en lille dreng på fem år …
– Ja og uden opdragelse. Gider ikke snakke, for så …
Jeg ved ikke, hvad Frede pønser på, men jeg trøster Khaled og viser ham en stol.
– Han kan få lidt af min kage, siger jeg og stikker ham en tallerken med en halv Napoleon.
– Børneelsker, hvæser Frede og vender sig om. Jeg går hen og laver kaffe.
– Hvorfor har du ikke købt kage til os alle?
– Henning spiser sgu ikke kager. Jo, hashkager måske.

Khaled spiser sin kage med god appetit. Da han er færdig, står en sort mand i døren. Drengen rejser sig straks og går hen til ham.
Henning kommer til i det samme:
– Det er Khaleds far.
Jeg rejser mig halvt op og ser spørgende på Khaleds far:
– Djedu? What is djedu?
Hans mund breder sig ud i et stort smil og svarer:
– Grandpa!
– Nå.
Dejligt, hvis Khaled tror, jeg er hans bedstefar.
Med et nik forlader faderen og Khaled os. Khaled ser på mig, da han går ud ad døren.
Jeg kigger længe efter ham. Hvornår skal jeg mon se ham igen?

Ikke en eneste dame har endnu vist sig. Jeg begynder at tro på, at Frede har bildt mig noget ind. Bare for at lokke.
– Så er der kaffe.
Jeg hælder op i de skårede krus.

Oswald kommer i det samme og sætter sig. Frede kommer fra den anden side, og Henning står op.
– Værsgo, siger Frede og peger på sine Napoleonskager.
Oswald skovler en over på sin skårede tallerken og får straks flødeskum i skægget med den første bid. Frede kigger længe på sit stykke, men putter det så i munden. Jeg tager min halve og ser op på Henning:
– Skal du ikke have? Der er en tilbage?
Inden han kan svare, har Frede taget den over på sin tallerken:
– Næh, det skal han ikke. Han vil bare ryge hash og drikke bajere. Hvorfor er du egentlig her?

Han får ikke gejlet Henning op denne gang. Henning ryster på hovedet, så jeg er helt bange for, at der ryger en tandstump ud ved samme lejlighed. Så går han ud i butikken igen.
– Idiot, erklærer Frede. – Komplet og total idiot.
– I er ikke så gode venner?
– Ha! Vi kommer her kun, fordi den anden bliver ved med at komme her. Han skal ikke tro, han kan få mig ud. Det samme mener han vist om mig.
Oswald skraber omhyggeligt sin tallerken og bøvser:
– Den smagte eddernapoleonme godt!

På en måde kan jeg godt lide at gå her i hønsehuset. Det er bedre end at være hjemme. Der sker så meget. Der kommer en del tyske turister.
Was kostet das hier, spørger de.
Henning forstår ikke, hvad de siger, men slynger bare prisen ud på dansk, mens han kigger søvnigt ud af vinduerne. Tag den, mener han. De kigger på hans tænder og ser på hinanden. Tænker nok deres.
Jeg roder i et køkkenskab. En kunde har snuset rundt temmelig længe og kan ikke bestemme sig, men nu er Henning ved at ekspedere hende. På den øverste hylde finder jeg noget papvin. Hælder det næsten automatisk ned i et plastikkrus, når de nu ikke har rigtige glas, og drikker det. Føj! Sur galdesmag med stænk af offentlig toilet, tilsat en smule gylle. Det er det, jeg siger: Papvin er ikke værd at drikke. Så hellere noget mere kaffe.
Kigger ud ad vinduet. Der ligger noget i indkørslen op til huset.
Det er Khaleds frakke. Nå. Godt. Så har jeg en anledning til at besøge ham igen.
Jeg går ud og samler den op.
Folder den omhyggeligt sammen og hænger den på knagen inde i entreen.
Hvis man kan kalde gangen sådan.

44
Ikke alt er velordnet

Frede er syg. Jeg går lidt rundt i mit hus. Jeg prøver at komme i tanker om, hvad det er, jeg tænker på. Åh, det er svært. Jeg ryster med hovedet og stiller mig op i vinduet og kigger ud.
Der er noget med en lille dreng. I lommen har jeg en seddel, hvorpå står “Æ Kuk”. Står lidt og kigger på den.
Nu ved jeg det.

Men der er gået mange dage, hvor Frede har været syg. Jeg ved ikke, hvad han fejler.
En dag står han i døren.
– Nå, Tommy. Skal vi køre ned i Æ Kuk?
– Det ved jeg ikke. Hvorfor?
– Det var du da glad for? Selv om det nu er 14 dage siden, vi var der sidst …

Jeg følger med. Har jo ikke andet at lave. Da jeg ser bygningen, går der noget op for mig. Aha! Værestedet!
Nede i butikken står et par damer iført små, sorte telte, som dækker hele deres krop.
– Hold da op, siger Frede.
– Ja, det ser sjovt ud.
– Sjovt ud? De forbandede nogen! Kommer her med deres æsler og palmegrene og tro, de kan begå sig i et moderne samfund!
– Øh, hvad mener du?
Jeg er ikke helt med.
– Er du klar over, hvad indvandringen har kostet det danske samfund?
– Øh?
– Ha! 16 milliarder, påstår man. Det er sgu kun de årlige driftsudgifter. Hvad med familiesammenføringer, arbejdsløshed, kriminaliteten, gettoerne, og kronen på værket: Terroristerne?

Henning kommer i det samme og svarer ham:
– Ja, men nu kommer der da ikke så mange mere …
– Hå, så har du ikke fulgt med, hvad jeg heller ikke ventede. Er du klar over, hvor mange migranter fra Afrika, der sejler til Italien med god hjælp fra forskellige organisationer, der snart vil dukke op her også? Er du klar over det?
– Hold nu din kæft, siger Henning.

Frede er helt rød i hovedet af raseri; han sprutter, så ordene næsten ikke kan få plads til at komme ud:
– Du er så satans hellig, hvad? Før kunne du næsten ikke få nok kommunister i Folketinget! Hvad godt tror du, de gør for verdens flygtninge? Vorherrebevares … Det er fanme os, der skal modtage dem allesammen.

Jeg ser på klokken. Frede fortsætter:
– Vi kan sørme få ondt af den lille stakkels dreng, der har mistet sin mor. Men han bliver voksen en dag. Så står han parat til at smide bomber efter os eller køre os ned med en lastbil, han har stjålet eller …

Ved ordet dreng ser jeg mig om. Hvor er han?
– Hold nu kæft, Frede. Du er sgu helt oppe at køre lige nu, mener Henning.
– Jeg er da enig i, at muslimer fra fremmede og tilbagestående kulturer ikke bidrager med …
– De er i færd med at erobre hele Europa, messer Frede. – De vil have magten i alle lande og hver morgen stå og bræge fra deres minareter og …
– Men dem, der er her, må vi behandle ordentligt, ikke, også Khaled og hans far. De har da været meget igennem … meget, som du aldrig har prøvet, din idiot.

Henning er også blevet vred nu, og de to står over for hinanden og er begge lige røde i hovederne.

Jeg bliver også vred på Frede, for der er jo det med Signe. Det har jeg ikke glemt.
Han skal dø og begraves i min have.
Jeg bliver så rasende på Frede, at jeg knytter mine næver, og alle mulige tanker farer gennem hovedet på mig. Det er nu, jeg skal gøre alvor af alt det, jeg har gennemtænkt den sidste tid; det er nu, jeg skal handle!
Det vil heller ikke blive vanskeligt at finde et sted i haven og begrave ham. Det skal være så langt fra Signe som muligt.
– Ja, siger jeg, stiller mig op lige foran Frede og stammer næsten af vrede. – Du, du …45
Uenighed gør svag

– Jeg forstår dig ikke. Simpelthen, hvæser Frede mod Henning.
Jeg sætter mig på en stol for at puste ud. Frede råber hele tiden. Nu vender han sig mod mig og peger ned mod mig med en rystende finger:
– Og du, Tommy! Du står der og kæler for den dreng. Herregud, det er bare en dreng! Hvorfor tager du ikke en af vor egne?
– Vor egne?
– Du er sgu ligesom de andre.
– Jeg forstår ikke …

Henning stiller sig foran mig. Frede sprutter videre. Nu har han løftet sin pegefinger op foran Hennings ansigt, hvor den går fra side til side. Det ligner det pendul, morfar havde i sit store bornholmerur:
– Du vil ikke forstå. Kan I for helvede ikke forstå, at de fremmede her med deres alternative kultur er med til at ødelægge vores samfund, vores kultur? Det er uden for enhver diskussion, at de påviseligt har en lavere intelligens og dermed vil sænke gennemsnittet her. Dermed vil de ikke alene sætte os tilbage i velfærd, men de er også skideligeglade med alt, der er dansk, så længe de kan malke vores samfundskage og få kontanthjælp. Hold kæft mand, du er naiv. Om 50 år er hele Danmark muslimsk. Shariaen er indført, og vore børn og børnebørn betaler prisen. Det er dine socialdemokrater, der med palæstinenserloven startede det hele. Dengang i firserne. Ja, det kan du vel huske. Noget må der sgu da hænge fast i dit kranium.

Han puster helt ud. Han er totalt rødsprængt i hele fjæset, der er strakt ud i sit yderste. Som om han bærer en gummimaske.
Henning rømmer sig og siger en meget lang sætning:
– Hør nu her, Frede. På en måde ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til dine synspunkter om de fremmede, der kommer her til landet. Jeg er da enig med dig i noget af det, du siger, og selvfølgelig kan det ikke blive ved. Men, men. I den her forbindelse er det skudt helt ved siden af. Vi snakker nemlig om den her lille dreng, der ikke har det ret godt. Jeg får ondt af ham, og kald det bare sentimental medlidenhed, men han har jo åbenbart mistet sin mor. Hvor sjov er det som femårig at miste sin mor? Kan du fortælle mig det? Og så er det ligegyldigt, hvor han kommer fra, og hvilken kultur han er vokset op i. Kan du ikke se hans øjne? Er de ikke øjne, der sidder inde i et menneske?
– Ja, gentager jeg, – de øjne …
– I er sgu begge lige så naive som alle andre, hvæser Frede.
– Er du dement, Frede, spørger jeg.
– Du er sgu ikke dement, Tommy. Du er hjernedød! Ligesom Henning. Med de holdninger …
– Tror du ikke, jeg kender til dit og Signes forhold? Tror du ikke, jeg ved alt om det?

Frede er god til at spille komedie. Han spiller overrasket og stirrer på mig, som om jeg lige har fortalt en lille dreng, at julemanden er død.
– Du er sgu dement, Tommy. Mand, åh mand. Fatter ikke en brik. Hjerneskrumper. Det er, hvad du er. Men det er fanneme din egen hjerne, der skrumper.

Han himler med øjnene:
– Nu tror jeg, jeg vil køre hjem. Og du skal ikke komme og forstyrre mig mere. Er du med? Og jeg gider ikke drikke dine lunkne øl længere, har du forstået? Det er slut med det gode naboskab.
– Ja, det mellem dig og Signe.
– Står du der uden at være fuld og påstår, at Signe og jeg skulle … at vi skulle have et forhold? Er det det, du siger?

Jeg tænker mig om eller forsøger i hvert fald. Er det det, jeg har sagt?
– Ja.
– Du er så langt ude, at du måske ikke engang kan komme på et demensplejehjem. Psykiatrisk i Risskov, du. Der hører du hjemme.
– Måske.
– Det har været alt for skævt, det indser jeg nu. Jeg har givet og givet, du har taget og taget. Goodbye!

Han tramper ud af æ Kuk. Jeg bliver siddende og trækker vejret hastigt og dybt. Prøver at få kontrol over det hele, men det er svært. Jeg forstår ikke, hvorfor han blev vred. Det er mig, der er vred.
Oswald kommer ind:
– Han var da godt nok oppe at køre. Sådan har jeg aldrig oplevet ham før. Bare han nu ikke får et hjerteanfald.
– Hjerteanfald?

Jeg vil hjem. Jeg går udenfor for at trække lidt frisk luft. Fredes bil holder der ikke mere. Han er altså kørt. Uden mig.
Det bliver jeg yderligere harm over. Tænk bare at køre uden mig!
Han vil tydeligvis slet ikke snakke om ham og Signe. Han er godt klar over nu, at jeg ved det. Han kan ikke se mig i øjnene længere, og derfor …

Jeg må gå hjem. Oswald kommer i det samme ud, kigger rundt og tilbyder at køre mig hjem.
46
Natten er lunefuld

Klokken er lidt over to, og alt er stille udenfor. Måske har jeg sovet i to timer? Jeg ligger og vrider og vender mig i en uendelighed; Katrine har slet ikke været her i dag, for hendes mor er ikke rask, og derfor har hun ikke besøgt mig, og Frede er på samme måde alene hjemme i sit store hus.
Jeg har svedige håndflader, for jeg kan lige så godt indrømme det først som sidst: Nu skal det være.
Så hvorfor ligger jeg i min seng?
Jeg har ikke snakket med ham siden. Havde han stået i haven, ville jeg have råbt til ham:
– Har du ellers noget at sige?

Men han var der ikke.
Jeg kunne intet spise, kun drikke. En halv flaske hvid og det meste af en rød. Stuen sejlede, da jeg rejste mig. Vreden fyldte mig hele tiden, og den er der stadig.
Da jeg gik i seng, så jeg et øjeblik lys derovre. I badeværelset. Straks efter blev det slukket.

Nu er jeg vågen og mærkeligt kold og klar. Jeg står op, tager tøj på og finder spade og skovl frem; stiller dem op ad muren i passende afstand fra den anden grav sammen med den største kokkekniv, jeg har; jeg gemmer den lidt nede i græsset; same procedure as every time.

Jeg sniger mig over til Frede. Vejen ligger hen i nattesøvn, ikke et dyr høres, ikke engang hundene, og jeg lister mig om til bagsiden af hans hus, går i det våde græs, der er langt.
Tager i dørhåndtaget, døren er aldrig låst, og det er den heller ikke nu.
Frede sover nok; hidtil har han kun været Don Juan, der har ødelagt et godt forhold, et kærligt forhold; mit liv; hidtil har han spillet gode miner til slet spil og sluppet fra det. Og rynket panden! Hvem fanden kan ikke rynke panden i den situation? Det giver ikke mening. I dag valgte han så at se totalt overrasket ud. Snedig fyr, må man sige.
Det er nu, slaget skal slås. Nu skal jeg have min hævn. Midt på trappen til soveværelset deroppe standser jeg. Kan jeg være sikker på, at Katrine ikke er hjemme? Nej, Frede har ikke turdet ringe til hende. Så ville hun være kørt hjem i rasende fart og have råbt til ham:
– Hvad er der med dig?
Desuden er hendes bil her ikke. Den lille hvide. Frede er helt alene deroppe i soveværelset.

47
Liste, liste

Forsigtigt, trin for trin, skridt for skridt, nærmer jeg mig hans soveværelsesdør. Elefanthuen trækker jeg ned over hovedet. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg har den med eller på.
Håndtaget bevæges nedad, millimeter for millimeter. Han skulle så nødig vågne.
Håndtaget er nu helt i bund, og det er blevet tid til at åbne døren.
Ganske langsomt trykker jeg den indad, ikke millimeter for millimeter, men en hundrededel millimeter ad gangen. Mit åndedræt er en anelse forhøjet. Ja, hvad ellers? Det er ikke så let igen at trække vejret gennem sådan en uldstrømpe over hovedet.
Værelset er mørkt, så er han da ikke vågnet endnu. Åh, nu skal jeg selvfølgelig nyse; jeg holder vejret, og nyset trækker sig tilbage.
Vreden kommer op i mig, og jeg skubber døren helt op; der henne i dobbeltsengen ligger han; jeg kan ganske svagt se hans mørke hoved mod den lyse hovedpude.
Der er tre skridt over mod sengen; jeg tager dem et ad gangen. Mine gummisko er lydløse, gulvet knirker ikke, alt går, som det skal.
Jeg løfter hænderne, sætter dem frem foran mig; de skal gribe om hans hals, klemme til, så han er klar over alvoren.
Det gælder om at klemme det helt rigtige sted. Ikke for højt, ikke for lavt, men lige på strubehovedet. Jeg trækker vejret dybt, og så kaster jeg mig over ham.48
Ralle, ralle

En høj lyd følger. Det er mig selv, der for at hjælpe armkræfterne lader maven arbejde med, og den arbejder kun ved at udstøde lyde.
Men hænderne mærker kun hovedpuden, og jeg forstår, at herunder ligger der ingen Frede.

Hvad fanden er nu det. Jeg lytter. Er han lige gået på toilet? Er det lige nu, at han står et sted og har hørt mig og nu vil forsvare sig? Har han fået fat i en lang kniv, der kan bruges mod mig? Det var ikke lige sådan, jeg havde forestillet mig det.
Jeg kan intet høre. Intet.
Han er ikke i huset, vil jeg vædde med. Jeg mærker sveden drive ned over ansigtet og river elefanthuen af.
Jeg kan lige så godt gå igen. Mine skuldre synker noget ned, og jeg pruster ud og stikker huen i baglommen. Det var altså ikke meningen, det her.
Stakkels, gamle Tommy. Du fik ikke din hævn.
Jeg går ud af soveværelset og hører så der lyden. En slags knirkende og samtidig skrigende lyd af noget, et vindue, der står på klem? Nå, så han er smuttet ud der? Han har opdaget mig og er flygtet. Han turde ikke tage kampen op.
Bangebuks. Tøsedreng. Narrerøv.
Men den knirkende lyd kommer ikke henne fra vinduet for enden af gangen. Den kommer højere oppe fra. Trappen fortsætter op til loftet, og jeg må lige se.
Kan han sidde heroppe, eller – er han flygtet herop og smuttet ud af tagvinduet, som han naturligvis ikke har kunnet lukke efter sig?
Jeg stiger op ad trappen og når den lille loftslem. Jeg åbner den helt langsomt, der er ikke lys deroppe. Faktisk er der endnu mørkere end her nedenunder.
Men lyden er ganske klar nu.
Jeg kravler op på loftet og kan ikke se en hånd for mig. Derfor løfter jeg hånden og lader den feje rundt. Hvor er gulvet? Er der strøer heroppe? Jeg har kun været her en enkelt gang for længe siden og husker det ikke. Det var vist på det tidspunkt, hvor Frede og Katrine havde købt huset, og han viste rundt. Der må være lyst heroppe, men hvor er kontakten?
Min hånd strejfer et eller andet; jeg får fat i noget, der minder mig om vasketøj hængt til tørre; det er et bukseben, kan jeg mærke.
Langsomt ser jeg mere og mere i takt med, at øjnene vænner sig til det svage lys fra det åbne gavlvindue.
Omridset af et menneske toner frem; Frede hænger ned fra en krog i loftet i en knirkende kæde og siger ikke en lyd.
Jeg farer hen og løfter ham op i benene. Kroppen er slap, og hovedet er helt på skrå.
Uden at tænke nærmere over det fumler jeg min mobil frem og trykker 112.

49
Dagcentret

Vi sidder rundt om det lange bord og spiser i nogenlunde ro. Jeg har taget et stykke med æg og rejer; min sidemand, Harry, har lige fortalt mig, at han ikke kan lide rejer.
Der er ingen rejer på maden. Jeg løfter de flade æggestykker. Men der er ingen.
Hvor dement er Harry, og kan man måle det? Er jeg dement, som de påstår, og hvis, hvor står jeg så på skalaen?
Mon de har et demensiometer?
Jeg ler lidt. Det er sjovt at forestille sig, at Vibeke en gang imellem kommer forbi med et lille apparat, fæstner det til hjernen, aflæser og giver beboeren en strimmel papir, hvorpå tallet står.

Jeg nyder faktisk at være her. I mandags, hvor jeg var her første gang, opfordrede Bebs, assistenten, mig til at fortælle om det, jeg har været udsat for.
Næste dag sagde hun igen:
– Tommy, fortæl os om den nat, hvor du gik over til naboen …
Og næste dag igen.
Hver gang lytter de alle med stor interesse, og ingen siger noget. Når jeg kommer til der, hvor jeg krøb op ad stigen og fandt Frede, kan jeg høre, at de ligefrem holder vejret. Kan jeg nå at redde ham?
Nej, det kan jeg ikke. Alle sukker, og nogle af dem mumler det var synd eller nej, hvor ærgerligt eller du rørte ved en død?
Jeg fortæller om politiet, der udspurgte mig temmelig grundigt; de ville gerne have at vide, hvad jeg lavede hos naboen klokken to om natten, men det fik jeg på plads.
For hver gang jeg fortæller historien, tilføjer jeg en smule, for det er ikke alt, jeg kan huske. Og så digter jeg bare. Jeg er næsten ved at redde ham, og for hver gang slider jeg længere og længere med at få ham ned af kæden.
Den kan jeg huske. Når jeg nævner ordet, gyser det i mig. Det gør det også i nogle af de andre.
Der kommer en god stemning i stuen, når jeg skildrer mit varme venskab med Frede.
Ikke et øje er tørt, når jeg er nået dertil, hvor jeg siger, at jeg har mistet en ven for livet.
Nogle kan huske lidt fra dagen i forvejen, resten lytter med spænding, for aldrig har de da hørt magen.

Da taxaen satte mig af efter den første gang, følte jeg en underlig tomhed ved at komme hjem. Jeg satte mig straks med et glas hvidvin. På en måde var jeg lidt blandet med dagens oplevelser. Jeg følte ikke, at jeg hørte hjemme der. Jeg havde også en del besvær med at huske, hvad de hed.
Men allerede dagen efter følte jeg mig ganske godt tilpas. Jeg blev modtaget venligt, både af personalet og en to- tre stykker, der godt kunne huske mig, selv om en kaldte mig Emil.
Vibeke kommer en gang imellem forbi og hilser på mig. Hun spørger, om jeg snart vil bo i gæstelejligheden ovre i hus 3, for den er ledig lige nu.
Mai synes, det vil være en god ide, så om en måned flytter jeg nok ind.
Herhjemme er der lidt trist for tiden.
Mai gav mig forleden en nyhed:
– Katrine er væk; hun skal besøge sin datter i New Zealand.
Lige der havde jeg glemt Katrine. Mai viste mig et billede af hende, og så genkendte jeg hende. Jeg tog mit fotoapparat, og der var også mange billeder af hende.
– Fik jeg sagt farvel til hende?
– Nej, far, hun rejste lige efter begravelsen.
– Begravelsen? Er hun død?
– Nej, for pokker, far, det er Frede, der er død. Du så ham jo selv, da han hang der oppe på loftet.
– Nå.

Indimellem ser og hører jeg ingenting. Der er bare nogle sorte huller. Her var lige et. Heldigvis er de der ikke hele tiden.
Min hjemmehjælper kommer fra Congo og taler ikke så godt dansk, og jeg taler ikke congolesisk, så hun støver af og vasker gulv og er vældig effektiv.
Men nusse mig – det gør hun ikke.
Jeg savner Frede lidt.
– I sad af og til og drak en øl, ikke far?

Jeg tænker mig godt om og ser på billederne på mit fotoapparat. Noget glimter frem.
– Jo, det gjorde vi. Det var hyggeligt.

Det var det nemlig, når han sad der og drak en øl med mig.
Nu er han død. Jeg har mistet en ven. Det går op for mig.
– Var det ikke skrækkeligt at se ham hænge der, spørger Mai.
– Jo, svarer jeg. Et øjeblik efter begynder jeg at snakke til hende og kan ikke lade være med at sige en masse ord. Det vælter ud af mig. Det at begå selvmord.
Hvordan er det at hænge sig? Alle forberedelserne: Man skal have noget stærkt tov eller tråd eller som her en kæde. Den skal hænge solidt et sted, der er højere end ens kropshøjde. Når man så står der på skamlen og får løkken om halsen, skal man endelig sørge for, at knuden eller kæden hænger på siden af halsen. For når man slipper skamlen og kaster sig nedad, brækker halsen, og man er øjeblikkeligt død. Sådan døde Saddam Hussein. Det så jeg på You-Tube. Hvis knuden eller kæden derimod hænger lige foran en, dør man ikke øjeblikkeligt, men bliver i stedet langsomt kvalt.
Jeg har studeret det i sin tid og kom til det resultat, at hængning ikke var metoden for mig. Heller ikke at kaste sig ud foran et tog i fuld fart. Dels går det ud over andre, nemlig togføreren, dels kan man ikke være sikker på, at toget i det hele taget kommer. Ikke hvis det er et IC4. Så står man der oppe på broen og ringer til DSB for at klage.
Man kunne også kaste sig ud fra Hotel Hvide Hus i Ålborg, men der er lang vej ned, og man er årsag til, at andre mennesker ser noget frygteligt.
Derfor besluttede jeg mig for Nembutal, hvis det skulle være. Det bruger de også i Schweiz.
Men skal det være?
– Jeg bliver somme tider så bange for dig, far.

Mai trykker min hånd.
– Det skal du da ikke, Mai. Hvorfor dog det?
– Du snakker så meget om selvmord. Har du selv overvejet …
– Nej, aldrig.

Mai holder op med at græde.

50
På tur

Næsten dagligt besøger jeg dagcentret.
Tiden går. Engang imellem ringer Mai og Stein og spørger, hvordan det går.
Pludselig bliver det jul. Jeg tror nok, det foregår hos Stein.

Det er snart slut med dagcentret, Vibeke sagde i går, at der bliver en plads ledig fra den første.

Nogle dage senere dukker jeg frisk og kæk op på dagcentret:
– God morgen, alle I dejlige mennesker!
– God morgen, svarer flere.

Der kommer Vibeke. Hun smiler til os, og jeg kan godt lide hende. Jeg husker ikke så godt, hvad de andre hedder, men Vibeke kan jeg af en eller anden grund godt huske. Og assistenten, Bebs.
– Ved I hvad? Vi skal spare, og vi har snakket meget om, hvor vi så kan spare.
Vi lytter spændt. Spare?
– Vi vil foreslå, at vi lukker her også om tirsdagen. Det vil kunne betyde, at vi kan spare ansatte. Den ekstra dag betyder en hel del.

Alle standser med at køre mad ind. Harry hamrer sit glas ned i bordet, så vandet sprøjter ud over de nærmeste.
– Åh, vil du nu …, protesterer hende, der sidder ved siden af ham.
– Ja, Harry, hold nu op med det.
– Jeg bliver bare så gal, når de bare beslutter sådan noget hen over hovedet på os, – og så ikke engang informerer os.
Vibeke går hen til ham og stryger ham over håret.
– Og jeg er ærlig talt ked af det. For er der nogen, der har sagt ordet fællesskab, er det da mig. Jeg kan godt forstå, hvis du bliver gal i skralden, Harry.

Jeg gnider mine hænder. Damen over for mig ser på mig og smiler.
– Kommunen har pålagt os nogle nedskæringer, og når man skal spare, prøver vi jo at finde dem der, hvor det gør mindst ondt.
– Hvorfor skal kommunen spare, spørger Harry.
– Alle skal spare i dag, svarer hun.
– Jeg har læst, at Danmark er et af de mest velstående lande i verden, siger han. Vibeke lukker øjnene et øjeblik.
– Derfor kan jeg ikke forstå, at vi skal spare hele tiden. Hvis vi er så velstående, hvorfor så spare sådan?

Harry sprutter ud af munden.
Vibeke trækker på skulderen:
– Det er ikke mig, der bestemmer. Jeg skal bare følge ordrer.
– Er du med os eller mod os, spørger han.

51
Traktementet

Til eftermiddagskaffen er der æblekage.
– Nå, det plejer vi da ikke at få, siger hende den lille tynde.
– Nej, gnækker Harry, – nu prøver hun at fedte lidt for den gode stemning. Eller måske, fordi vi har en på prøve. Så skal han lokkes …

Vi forsyner os. Der går ikke lang tid, så er æblekagen væk. Den lille tynde rejser sig og går ud i køkkenet. Lidt efter kommer hun tilbage og smiler over hele hovedet:
– Der er mere, hvor det kommer fra. Her. Spis.

Vi kaster os over fadet. To stykker! I går fik vi kun nogle småkager. Eller også var det en anden dag.
– Det er dejligt med småkager, siger jeg til hende, der sidder ved siden af mig. Det forekommer mig, at jeg har set hende før. Nå, ja. Da sad hun over for mig. Nu sidder hun ved siden af mig.
– For det meste, ja. Jeg husker ikke, vi nogensinde har fået æblekage.
– Vi burde gøre noget, er der en, der siger.

I det samme dukker Bebs op med en sød dame ved sin side.
– Her er Gloria ovre fra Hus 3. Hun vil gerne være med her i eftermiddag, hvis det er i orden?

Vi nikker. Bebs er sød. Hun er god at snakke med.
– Hvad var det nu, du hed, spørger jeg den søde dame.
– Gloria, svarer hun og blinker med det ene øje. – Bebs syntes, at jeg skulle være her i dag.
Gloria sætter sig lige over for mig.
– Har du ikke været statsminister, spørger hun minsandten.
– Hvorfor går vi ikke til borgmesteren, spørger Harry.
– Det var da en god ide, mener Gloria. – Kunne du og …
hun ser sig om i forsamlingen … – og Harry ikke besøge hende?
Harry nikker.
Jeg rømmer mig:
– Mig?
– Ja, og det vil være helt naturligt, hvis du som tidligere statsminister besøgte borgmesteren, siger Gloria.
– Det er da også for at hjælpe Vibeke. Hun har det ikke nemt.
– Jeg har været kommunal ansat, siger Harry.
– Jeg kan godt tage med jer, siger Bebs.
– Så skal du nok smide kitlen, mener Gloria.
– Ja, siger Harry. – Smid bare tøjet.

Statsminister? Mit hovede løfter sig en smule.
– Var det ikke svært, spørger en.
– Tjener man godt, spørger en anden.
– Øh, jeg … et øjeblik.

Harry sætter sig hen til mig:
– Hvordan skal vi gribe det an …
– Gribe hvad an?
– Ja, besøge borgmesteren …
– Det lyder godt.
– Det aftalte vi da lige før?
– Nå, ja. Lad os det.
– Det er for at klage. De vil skære tirsdagen væk her på dagcentret.

Jeg vender mig om mod de andre. Nogen snakker om borgmesteren.
– Jo, siger hende den søde dame:
– De vil lukke både tirsdag og onsdag, og derfor blev vi enige om, at du og Harry skulle klage over det til borgmesteren. Sammen med Bebs.
– Ja, siger Bebs, – Det er nok bedst, at vi følges ad, Tommy. Jeg skal nok tage med jer derind. Men jeg hjælper kun, når det er nødvendigt. I skal absolut prøve at klare jer selv!

Den søde dame blinker til mig, og jeg blinker tilbage. Jeg ved ikke helt, hvorfor, men det gør godt at blinke sammen med en sød dame.
– Jeg har noget tøj, du kan låne. Så kan de sgu ikke se, det er dig, siger Harry. – Det tøj, du har på, er alt for fint.
– Hvorfor må de ikke se det?
– Hold da kæft, mand. Hvis du har været statsminister …
– Nå.
Statsminister?
– Hvor er det nu, vi skal hen?
Harry vender sig om mod hende den søde dame:
– Hvor er det nu, vi skal hen i dag, Gloria?
– Du må gerne komme ind til mig.
Hun ser på mig og og vipper lidt med skuldrene.
Ind til mig? Jeg forstår ikke.
Jeg spørger igen Harry:
– Hvor er det nu, vi skal hen i dag? Jeg har ærlig talt glemt det.
– Vi skal besøge borgmesteren. Kan du virkelig ikke huske det? Det aftalte vi for lidt siden. Skal jeg finde en anden?
– Jo, da. Jeg havde bare lige glemt det.

52
Ud af stedet

Næste står Harry udenfor, da jeg ankommer, og ser sig om til alle sider:
– Nå?
– Vi skal ind til byen.
Der står en mand og river noget græs sammen, og jeg synes, der er et eller andet med den mand.
Lidt senere kommer Bebs ud i en almindelig frakke. Jeg har også en frakke på, for det er koldt i dag.
– Sådan. Så er det bare hen til stoppestedet.
– Stoppestedet? Øh, hvad?
– Vi skal med bussen, nar.
– Så, så, Henry. Tal ordentligt.
Henry standser. Det gør jeg også og ser på ham.
– Jeg har hørt, at du har …
– Har hvad?
– Jeg hedder altså Harry, at du ved det.
– Fint, Harry.
– Derovre er stoppestedet.
– Men … skal jeg med?

De standser begge to. Bebs siger:
– Tommy, du og Harry er valgt til at tage ind til borgmesteren, fordi brugerne på dagcentret er utilfreds med, at det skal lukke om tirsdagen.

Det var en meget lang sætning på én gang, men jeg går med.

Vi går med hurtige skridt langs fortovet; Bebs går bagved:
– Hov, hov, I to, tag lige lidt hensyn til en lille dame …

Vi finder stoppestedet og stiller os op. Harry puster, som om han har løbet.
– Hvorfor puster du sådan?
– Mit iltapparat kan ikke helt følge med, når jeg går.
Han viser mig en bule i sin lomme. En klar ledning fører op i næsen på ham.

Der går et stykke tid.

Så standser en blå bus lige ud foran os.
– Kom, siger Harry. – Har du penge? Tre retur, siger han til chaufføren.
– Ja, smiler chaufføren, – Hvortil?
– Hertil sgu da, hvor ellers?
Chaufføren ser sur ud.
– Vi skal ind på rådhuset.

Bebs betaler for tre busbilletter.
Vi sætter os på det forreste sæde. Harry ordner sin iltbeholder. Bebs sætter sig lige bag os.
– Det er ikke sådan at være dement, siger jeg. Jeg ved ikke, hvor jeg får ordet fra, for egentlig ville jeg sige noget helt andet.
– Jeg tror ikke, chaufføren er dement, siger Harry alvorlig. – Måske er han bare langsomtopfattende. I virkeligheden kan det være godt nok.
– Godt nok?
– Ja, nikker Harry ivrigt. – Det er ikke bare noget lort. Det kan give visse fordele. Så er vi undskyldte. Der bliver højst lidt sure miner, og det har begrænset virkning.
– Sure miner?
– Så snakker de ikke til én i et stykke tid. Har du ikke opdaget det?
Jeg ryster på hovedet. Har aldrig lagt mærke til, at nogen skulle være sur.

Vi kører længe og rundt og rundt og ad små gader.
Bussen standser og kører ikke videre, og derfor stiger vi af, og Harry klør sig i håret:
– Øh, hvor var det nu …
Bebs smiler til os, men siger ikke noget.
– Rådhuset.
– Jep. Det er denne vej. Jeg har været der før.

Vi går til venstre og havner af en eller anden grund i SuperBrugsen. Jeg styrter ned i vinafdelingen.
– Hallo, siger Bebs forpustet, hun løber efter mig. – Skulle vi ikke på rådhuset?
– Jo, men jeg skal … det er jo her …

Jeg køber en flaske rødvin, og med den i favnen går vi ud igen og ser os søgende rundt. Harry sidder på bænken lige foran indgangen. En masse biler er parkeret her; til venstre ligger den hvide kirke og til højre er der et horecenter.
– Har du set det, spørger Harry fnisende.
– Hvad?
– Der står horecenter på skiltet over døren, peger han.
– Det gør der sgu også, griner jeg. Når Harry griner, må det være morsomt.
I butiksvinduet er der et stort billede af en mand med høreapparat.
– Se, griner Bebs nu også. Vi hygger os rigtigt.
– Der står en poster. Det er en butik for hørehæmmede, siger Bebs.
– Du sagde poster?
– Ja, en fotostat. Det hed også datamat, før det bare hed computer. Vi bøjer os i støvet for alt engelsk. Som om vi er fyldt med mindreværd over at være så lille et land med så grimt et sprog.
– Kom nu, siger Harry og trækker mig i ærmet. – Skal vi ikke videre?
– Næh, vi snakker bare.

Vi spørger en mand om vejen til rådhuset, og han peger nedad forbi alle bilerne. Bebs går igen bagerst.
Vi traver flere gader tynde og spørger om vej. For hver 50 meter standser Harry og ser sig om efter en bænk, så han kan puste ud.
– Det er en god rute, for der er mange bænke her.
– Du hjælper os ikke ret meget, siger jeg til Bebs.
– Nej, jeg er kun med, hvis det hele går galt.
– Galt?

Jeg forstår ikke.
Omsider når vi rådhuset. Jeg følger efter de andre to.
En dame standser os:
– I kan ikke bare komme her. I skal have en tid.
Bebs forklarer, at Harry og mig kommer fra plejehjemmet og ikke har tid, hverken til at bestille en eller til at snakke længe og inderligt, om vi har.
– Det vil ikke se godt ud for borgmesteren, hvis vi går til avisen, siger Harry og nikker langsomt. Slangen falder næsten ud, og damen bliver usikker og griber sin telefon. Vi kan ikke høre, hvad hun siger, men hun lægger på efter noget snak og viser os vejen.
– Værsgo at tage plads, siger borgmesteren, som er en dame.
– Ja, jeg er bare med, jeg følger de to beboere; de har noget på hjerte.
 Borgmesteren nikker og vender sig mod Harry og mig:
– Hvad kan jeg så gøre for jer to ældre herrer? Hvad hedder I?
– Jeg er Tommy, og det her er Henry. Vi …
– Harry, siger Henry.
– … er her, fordi …
Jeg går i stå og stiller min flaske rødvin på hendes bord.
Harry tager over:
– Når nu Danmark er så rigt et land, hvorfor er det så, at vi uafbrudt skal spare og spare hele tiden?
– Hæ, hæ, det var da et godt spørgsmål. Tænker I på noget bestemt?
Han prøver at forklare hende om plejehjemmet og dagcentret og det der med at lukke også om tirsdagen.
– Nu plejer vi politikere ikke at blande os i ledelsen af de forskellige kommunale institutioner, tøver hun lidt.
– Men hun, altså Vibeke, siger, at det skyldes, at kommunen skal spare. Så har I vel givet hende besked om at spare?
Harry er godt nok skarp, skal jeg love for.
– Jo, kommer det fra borgmesteren. – Men jo ikke nødvendigvis på dette område på denne måde. Det er lidt svært for mig at …
– Men hvis du ikke kan svare os på, hvorfor vi skal spare hele tiden, hvem kan så??
– Så skal du vel ind i Folketinget og spørge statsministeren. Det er jo det til enhver tid siddende flertal derinde, der bestemmer den økonomiske kurs og dermed de restriktioner og indskrænkninger, der måtte opstå her ude i kommunerne.

Den tygger vi lidt på. Åh, der er mange, man skal snakke med om meget indviklede ting.
– Men du må du jo vide noget om det …
– Der er forskel på kommunalpolitik og landspolitik …
– Men er det ikke rigtigt, at vi ikke hører andet, end at vi skal spare. Aldrig er der tale om det modsatte. Og alligevel er vi et ufatteligt rigt land …
– Jo, altså, i forhold til andre lande rundt omkring i verden er vi da meget rige, men det betyder jo ikke, at vi bare kan te os som millionærer. Vi er ikke fem millioner millionærer, vi danskere, vel?
– Sikke er stort maleri, mener jeg og peger. Det fylder helt ned til gulvet. Jeg rejser mig og går om bag borgmesteren for at læse det lille skilt ved siden af. Det er noget langt nede, og jeg må lægge mig på knæ for at se teksten:
– Per Arnoldi, står der.
– Det har da ikke været billigt, siger Harry.
– Neej, deeeet …
53
Borgmester i knibe

– Jeg har møde om fem minutter, så …

Hun ser på mig, og jeg rejser mig op og mærker, at jeg er helt rød i hovedet.
– Jeg er helt svimmel, siger jeg og tager mig til hovedet.

Nu rejser borgmesteren sig op og giver hånd. Vi siger farvel.
– Farvel og tak for rødvinen, siger hun.
– Den er da ikke til dig, protesterer jeg. – Det er min.

Jeg tager flasken ud af hånden på hende.
– Åh, jeg troede, den var til mig, siger borgmesteren med et smil.

Lidt efter står vi alle tre ude på gangen.
– Var det borgmesteren, spørger jeg. – Hun tog min vin! Så I det?
– Det fik vi sgunte meget ud af, siger Henry, der påstår, han hedder Harry, efter et øjeblik at have tænkt sig om.
– Så har vi da prøvet det, mener jeg. – Hun tog min vin!
– Det var nogle fine malerier.
– Og store!
– De skal da have ordentlige arbejdsforhold, mener Harry. – Derfor er der kunst til flere hundred tusinder kroner.
– Hvad nu, siger jeg og ser på de to andre. – Jeg har fået min vin igen.
– Hun har ret i, at det nok er Folketinget, der afstikker kursen. I burde måske rejse til København og brokke jer?
Bebs smiler lidt.

Harry gør tommelfingertegnet:
– Skide godt, Egon, selv om du ikke hedder Egon. Selvfølgelig skal vi en tur til København. For fanden, Tommy. Vi har jo en kaffekasse med midler fra bankospillene. Det kan måske betale billetterne?
– Hvordan kommer vi ud af dette skide fucking hus, siger jeg så med en pludselig påtaget ungdommelig charme, mens jeg skifter flasken over i den anden hånd.
Bebs ser forbavset ud og smiler så.
– Ja, hvordan kommer vi ud?

Vi havner i et større lokale med en masse sofaer, hvori sidder en del mennesker. De ser hele tiden på en skærm, der viser tal, bogstaver og klokkeslet.
– Jeg skal lige ind og tisse, siger jeg. Bebs peger på en dør.
Da jeg igen står i det store lokale, kan jeg ikke finde de andre to.
Der er de. Henne ved en stor skærm.
– Hold kæft, mand, har du set, siger han. – Vi skulle også have trukket et nummer til borgmesteren.
– Nå. Op i røven, siger Harry og halser af sted ud gennem den store svingdør.
Vi går op ad en smal gade og standser i et T-kryds. Harry bøjer sig fremover og puster og stønner meget højt. Han løsner de tre øverste knapper i sin skjorte, men rammer flippen.
– Din flip sidder skævt, gør jeg opmærksom på og peger.
– Fej for egen dør. Skal du ikke have knappet dine bukser, siger han og peger.
– Nå, for den, siger jeg og fumler med gylpen.
Bebs ser til:
– Nu skal I jo selv finde ud af, hvad I nu gør.
En dame kommer trillende forbi med sin rollator. Jeg slipper gylpen og standser hende ved at lægge hånden på hendes arm, mens jeg holder godt fast i rødvinen med den anden:
– Undskyld, hvor ligger rutebilstationen?
– Slip mig, brøler hun. – Hvad fanden bilder du dig ind? Sådan et par liderlige drukkenbolte …
Jeg slipper forskrækket, mens Harry tager fat i min anden arm og trækker mig væk:
– Kom, for satan, inden politiet dukker op. Man ved sgu aldrig med de thyboer. De er som små tørre krudttønder, der bare venter på, at en eller anden tænder en tændstik.

Damen råber et eller andet, mens vi haster videre og forsvinder op ad en sidegade.
– Hun misforstod vist noget, mener Bebs, og Harry nikker:
– Sådan var min kone også. Til sidst blev jeg nødt til at slå hende.
– Ja, også her. De skal ikke bare slås, de skal slås ihjel.
– De er sgu selv ude om det. Nå, her er det.

Vi er på rutebilstationen og finder den rigtige bus hjem. Trætte sidder vi og kigger ud. Jeg sidder med flasken i favnen. Engang var det lille Mai, der lå der og smilede op til mig.

Birkely dukker op, og vi stiger ud. Jeg går bare helt almindeligt ind på dagligstuen, hvor der sidder en håndfuld og laver forskelligt.

Der står Vibeke.
– Ja?
– Håber, I havde en god tur ind på rådhuset. Om en time kommer der besøg af Socialudvalget; de vil gerne se, hvordan det går her. Så ved I det.
– Vi har været i byen, siger jeg. – Se!
Jeg viser stolt min flaske frem.
54
Plejehjemmets rutiner

Ham der ovre smasker. Jeg tager min diktafon frem og holder den helt ned til hans mund. Hans tøj er krøllet, og skjorten hænger uden for bukserne. Indenunder har han en ret stor mave, som hænger ud og ned over lårene. Han kalder sig Harry, eller også var det Henry. Han har rør på begge sider af hovedet, og rørene fører op i næsen.
– Jeg har KOL og er skizofren, siger han. Han viser noget frem:
– Det er mit iltapparat.
– Tag det fra mig, og jeg dør, siger han til mig. Jeg rynker panden.
Overfor sidder en dame, jeg synes godt om at kigge på, og ellers sidder der en del mennesker rundt om bordet.

En anden dame sidder lidt for sig selv og synger noget fra Den glade Enke. Hun synger hele tiden. Man vænner sig til det. Jeg kender godt melodien.
Pludselig rejser en stor mand sig så voldsomt, at hans stol vælter:
– Nu er jeg fannerme snart træt af at høre om den skide enke. Kan du for helvede ikke finde en anden sang?

Hun tier stille. Der bliver helt stille i stuen. Ingen siger noget.
Manden sparker til en anden stol og går ned ad gangen, mens han råber op og fægter med arme og ben. Vi, der sidder på den ene side af bordet, hælder lidt til højre, så vi bedre kan følge ham, for der står en stor vase med blomster på spisebordet.
Vi kan ikke forstå, hvad han råber, bortset fra navnet Mona. Hende bliver han ved med at kalde på, mens et par assistenter kommer farende og tager sig af ham.
Udenfor blæser det, regn og rusk står mod vinduerne.
Ingen siger noget her indenfor.
Jeg har lukket øjnene og lytter.
– Nej, se Tommy, han sover allerede til middag.
– Det er nok, fordi han er ved at være gammel.
– Eller fordi han er træt.

Jeg mærker, at de kigger på mig.
Jeg lader dem kigge et sekund. Så åbner jeg pludselig øjnene og råber:
– Bøhhh!

Nogle giver et forskrækket bløp, andre griner lidt, og Harry Henry mumler noget om en anden idiot, han mødte i går.
Sangdamen synger igen Den glade Enke.

– Så, siger en dame og peger. – Nu besøger hun ham igen.
Nede på gangen forsvinder en dame ind i en af lejlighederne.
– Det er hende ovre fra Hus 2.
– Hun besøger Waldemar.
– Hi, hi.
– Så går der en time.
– Hvad skal det forestille, spørger jeg.
– Hi, hi, siger den første dame. – Det må du selv regne ud.
– Tja, ler damen over for mig og ser på mig og bevæger tommelfingeren gennem de bøjede pege- og langefingre i små bevægelser.
Tja. Tja. Det kan jeg da også gøre, og jeg efterligner hende. Hun smiler til mig.
Lidt senere går døren op henne på gangen, og ud kommer damen. Hendes hår er i uorden, og hun går tilbage til Hus 2.

Jeg går i seng, for jeg er træt.
Det banker på døren ind til mig. Jeg klør mig lidt i hovedbunden.
Hvad er nu det? Hvem finder dog på at forstyrre en her til sengetid? Jeg rejser mig besværligt fra sengen og stavrer over til døren.
Udenfor står en dame med et mærkeligt smil på ansigtet iført housecoat, som hun holder sammen oppe ved halsen med den ene hånd.
– At klokken er 22, skal vel ikke betyde, at vi skal sove nu?
Siger hun. Jeg ryster på hovedet:
– Nej, ikke tale om.

Jeg fisker også min housecoat frem fra skabet og peger på stolen:
– Sæt dig, vil du have et glas vin?
– Har du portvin, spørger hun, mens hun dumper ned i stolen med et suk. Der er et par store bevægelser under housecoaten.
– Et øjeblik.

Har jeg portvin? Åbner skabet med flaskerne, og der står så mange. Jeg vælger en, hvor jeg kan læse ordet ROM på flasken.
De to fyldte små glas ser godt ud på bordet.
– Skål, siger jeg, og hun hæver også sit glas, smiler til mig og blinker med det ene øje:
– Skål, Anders, vi har kun det sjov, vi selv sidder på, siger hun med lav stemme og glatter ned over natkjolen, mens hun griner.
– Jeg kan godt huske dig, Anders! Hedder du ikke også Rasmussen?
– Øh, jeg har glemt, hvad du hedder?
– Gloria.
– Tommy.
Nå, nå. Mine øjne flakser ubestemmeligt frem og tilbage.
– Jeg kan godt lide dig, Anders, siger hun så og sætter glasset ned igen. – Det er en god portvin. Hvorfor kalder du dig Tommy, når du hedder Anders? Sig det ikke, jeg har gættet det. Du vil helst være pseudonym! Jeg skal nok kalde dig Tommy.

Så kigger hun skævt på mig.
– Jeg savner Herbert, siger hun pludselig.
– Er han død?
– Det ved jeg ikke. Jeg kan godt lide at snakke med dig, Tommy. Du er den bedste til at lytte til mig, når jeg siger noget. Det er nok, fordi du har været statsminister.
– Jeg synes også godt om dig, Gloria.
– Mmm. Hun nikker og drikker glasset tomt.
– Åh, Herbert.

Hun får tårer i øjnene, mens hun tager min romflaske og hælder glasset fuldt igen.
– Jeg savner ham sådan.
Hun sidder lidt. Jeg tager hendes hånd.
– Nå. Lad os få det bedste ud af det, vi har. Mine børn vil ikke have, at jeg får mig en kæreste. De siger, at jeg glemmer ham alligevel ret hurtigt igen.

Hendes øjne bliver mere våde.
– Er det ikke lige meget …
– De er også bange for, at jeg skal slå mig løs.
– Du skal slå dig fast?
– Det er farligt, hvis det er løst.

Nu er det min tur til at nikke:
– Enig. Lad os slå os løs.
– Jeg vil love dig så meget, at jeg vil give den en chance.
– Den?
– Lå du i med undervisningsministeren? Hun så godt ud, husker jeg.
– Øh, Bertel Hårder?

Hun har store øjne og vender sit glas i vejret.
Jeg ryster på hovedet.
– Vil du have en til?

Det vil hun gerne. Jeg skænker igen op.

Gloria rejser sig og sætter sig med sit glas over til mig i sofaen og tager om mig med den frie arm:
– Vi to hører sammen, mener hun, og housecoaten åbner sig mere, end godt er, hvis hun skal holde varmen.
– Du ligner altså Herbert. Har du børn?
– Næh, ikke det, jeg ved af.
– Kom her, siger jeg og tager ved housecoaten, så hun ikke fryser.
– Åh, altså, Tommyanders …

Hun lukker øjnene og læner sig op mod mig. Jeg trækker tøjet omkring hende.
– Sådan. Nu kan du bedre holde varmen.
– Du er sgu så fræk, statsminister …

Vi sidder lidt. Jeg er bare så frygtelig søvnig. Hun gaber også:
– Nå, jeg er ved at være træt …
Jeg rejser mig og går ind i mit soveværelse og slår dynen til side. Døren går inde i stuen. Jeg sætter mig på sengen.
Jeg tisser, børster tænder og går i seng og falder øjeblikkeligt i søvn.
55
Pludseligt besøg

Der kryber en person ned til mig. Det er nat og mørkt alle steder.
Jeg farer sammen og gnider øjnene og kan svagt skimte en dame:
– Signe? Du her?
– Vækkede jeg dig?
– Øh, ja. Men Signe, jamen, åh, jeg har sådan savnet dig …
– I lige måde, siger Signe og kravler helt ind i mig. Vi omfavner hinanden og bliver forpustet. Mine hænder er alle steder, og hun begynder at stønne:
– Måske skulle vi …
Hendes hånd har godt fat.
– Åh, ja, siger hun.
Vi går til den.
Så er det hele forbi, hun vender sig om og forsvinder ud ad døren.

Jeg trækker vejret noget hurtigt. Jeg kunne sagtens genkende Signe. Der var ikke blevet mindre af det, der var godt og ikke mere af det, der var knap så godt, og det var skønt at få besøg af hende, selv om hun ikke var her særligt længe.
Det bringer mig i godt humør. Jeg tror ikke, jeg kan sove mere lige nu.
Der er også en stor, våd plet i min seng.
Jeg står derfor op og tager sengetøjet af og smider det til vask. Jeg skal jo også selv vaskes og alt det der. Tager rent tøj på fra mit skab og går ud på gangen, fløjter en smule og finder spisestuen. Der er tændt lidt lys rundt omkring.
Men der er ikke nogen. I stedet går døren op til vagtværelset og en ung pige i en lyseblå kittel kommer hen til mig:
– Ja, men Tommy! Allerede oppe?
– Ja, jeg kunne ikke sove længere. Har lige haft besøg af Signe.
– Nå, nå, på denne tid af natten? Jeg har slet ikke set hende?
– Hun kommer og går …
– Jeg tror, du bare skal gå ind i din lejlighed igen, Tommy. Om et par timer er der morgenmad. Gå du ind og læs avisen, her.

Jeg tager imod og sjosker tilbage til min lejlighed.56
Nyt besøg

En dame står i døren.
– Må jeg komme ind? spørger hun. – Vi har så meget at snakke om, og jeg har aldrig haft tid til at besøge dig. Hvordan går det dig? Jeg skulle jo besøge min datter i New Zealand. Når man flyver så langt, bør man også være der i et par måneder.

Jeg nikker.
– Hvordan har du det, spørger hun og lukker døren efter sig. Jeg hører, at du kom galt af sted? Hvad lavede du i vores hus? Ja, det er snart længe siden, men …
Hun slår armene omkring mig og krammer mig hårdt. Det er en blød kvinde, kan jeg mærke, og skubber hende efter et stykke tid lidt ud fra mig:
– Ja?

Jeg ser ud over skulderen bag hende, rækker den ene arm om hende og tager i døren.
Hun vender sig forbavset:
– Jeg gik bare ind. Jeg har ringet på forhånd, så de ved godt, at jeg er her.
– Nå, da.

Hun kaster sig ned i min lænestol.
– Jeg kan betro dig, fortsætter hun, – at Fredes og mit ægteskab gik på pumperne her de sidste år. Evig og altid var han utilfreds med mig. Så gjorde jeg det forkert. Så var min mad ikke god nok. Så var mit tøj ikke fint nok. Til sidst snakkede vi stort set ikke sammen. Han rugede hele tiden.
– Rugede?
– Ja, han var sortseer. Mærkede du ikke også det? Sort, sort, sort. Det blev jeg meget træt af, for det slider. Frede var ikke altid lige nem at bo sammen med, kan jeg godt betro dig. Det er måske ikke sikkert, at du lagde mærke til det? Somme tider havde han brug for mig.

Jeg nikker. Damen fortsætter sin snak:
– Ja, du ved jo, den dag han hængte sig. Så var jeg da kommet hjem. Jeg spurgte ham ekstra flere gange på mobilen, om jeg ikke skulle det, men han afviste det kategorisk. Han sagde faktisk, at han jo havde dig, hvis det kom dertil. Det gjorde det, men desværre for sent. Altså. Han har haft depressionsanfald, og de har været ret voldsomme et par gange i den senere tid. Jeg tror, det med drengen har været det sidste stød, verden gav ham.
– Ja?
– Tja. Jeg er jo færdig med at være hjemmehjælper. Fru Olsen syntes ikke længere, at jeg skulle knokle sådan, nu da Frede er død. Så jeg har fået en god aftrædelsesaftale. Så var det, jeg tænkte på, at hvis du ikke var helt … øh, væk, så kunne du flytte hjem nu, Tommy, så kunne jeg jo godt stadig være din hjemmehjælper, du ved, sådan lidt på deltid og på frivillig basis. Hvad siger du til det? Være gode venner i hver sit hus, spise sammen, sidde sammen, nyde et glas vin på terrassen i den sidste tid, vi har sammen, og Signe tror jeg ikke, vi ser igen, og jeg skal saft suseme nok nusse dig i nakken og andre steder, og lidt erfaring har jeg da med lettere demente beboere …
Hun ler, og jeg ler med. Det lyder da godt. Hendes hånd rager op i håret, og hun ryster på hovedet:
– Stakkels Frede. Han var helt ude af den efter det der med drengen.
– Drengen?
Jeg rynker panden og ser på mit armbåndsur. Hvornår er det nu, vi skal spise?
Nu tager hun mig i hånden og er helt tæt på mit ansigt:
– Tommy, du husker da Frede, ikke?
Jeg husker ingen Frede.
– Jo, selvfølgelig, svarer jeg.

Hun får våde øjne og begynder minsandten at snøfte:
– Jeg troede jo … altså der har altid været stor forståelse og … mellem os, og jeg har hele tiden villet fortælle dig om mine følelser for dig, … men jeg kan godt se, at …
– Ja?
– Det kommer bag på mig, at du …
Hun sætter sig i stolen lige ved siden af sengen:
– Jeg er ked af, at du er så … syg.
– Syg? Jeg er da ikke syg.

Jeg stirrer på hende og smiler.
– Du har altid været en meget spøjs blanding af alting. Somme tider var du møgirriterende, somme tider var du så sød, at jeg fik lyst til at nusse dig i nakken og gjorde det …
– … Du må godt nusse mig …
– … og somme tider var du bare sur, somme tider var du glad. Det var svært at finde hoved og hale. Nu? Nu er det vel helt udelukket …
Hun græder. Jeg tager om hende. Hun må være ked af det. Jeg forsøger at trøste hende ved at stryge hende over håret.

Hun rejser sig og går lidt frem og tilbage. Så standser hun op lige foran mig:
– Hvis jeg kommer her hver dag, tror du så ikke, du til sidst kommer i tanker om, hvem jeg er?

Hun nærmer sig mig og rører ved min nakke. Hendes hånd kører frem og tilbage. Det føles rart!
– Dejligt, siger jeg. – Hvad er det nu, du hedder?
– Katrine, siger hun og slipper min nakke.
En pause opstår.
– Jeg er Katrine, din nabo derhjemme. Kan du ikke huske, jeg var hjemmehjælper for dig?
Hun snakker lidt højere nu.
– Jo, da.
Men jeg kan ikke erindre noget om en hjemmehjælper med det navn. Hun ser sød ud, hende her.

Jeg rækker over bordet og tager hendes hånd. Hun ser mig lige i øjnene:
– Jeg er på mange måder ked af, at det skulle ende sådan. Ikke at have fået snakket ordentligt ud om tingene er næsten værre end alt andet. Det fik jeg ikke med Frede. Åbenbart heller ikke med dig. Ja, Tommy, jeg ville jo så have fortalt dig, at jeg, æh, syntes godt om dig, så godt, at jeg ville foreslå, at vi to, at …
– Nå.

Hun holder fast i min hånd, og det kan jeg godt lide. Jeg stirrer tilbage på hende.
– Men … det ser noget uvirkeligt ud lige nu …
57
Hjemme?

– Skal vi gå udenfor på din terrasse, spørger damen.
– Det kan vi godt, svarer jeg.

Hun sætter sig på bænken, og vi sidder lidt. Det føles koldt.
– Er du ansat her?

Hun tager min hånd.
– Tommy, jeg er helt og aldeles frivillig her og skal ikke arbejde.
– Er du? Nå.
– Det betyder, hvis du skal have det skåret ud i pap, at jeg havde glædet mig til at være sammen med dig på den måde, vi nu fandt ud af og så længe, det gik. Men nu …
– Sammen med?
– Ja, Tommy. Sammen med. Vi to.

Hendes øjne fyldes med vand. Jeg stirrer på dem og peger:
– Du har fået vand i øjnene?
– Jeg skal nok besøge dig lige så tit, det kan lade sig gøre.

Hendes hånd knuger sig fast til min.
– Kan du mærke, at min hånd er en varmluftspistol. Den er sat til dig, og nu overfører jeg energi- og kraftstof. Der kan være plads til mange liter i dig, min ven. Min eneste ven …

Jeg har lukket øjnene for at kunne mærke.
Hun læner sig op ad min venstre skulder, og nu sidder vi helt tæt sammen. Jeg trækker vejret dybt, slapper af og har det godt.
58
Ind i musikken

Jeg sidder i en stol. Der er grå farver overalt. Nogle af dem er mørkegrå. Et sted helt sort. Jeg klapper den lille hest, der ikke siger noget. Bliver ved med at stryge den hen over det er meget blødt ikke den anden vej kun denne, og der sidder mennesker og mumler, der er skramlen af kopper; en dame dukker frem:
– Tommy, nu får du besøg!

En mand kommer hen til mig.
– Hej Tommy! Jeg hedder Åge og har noget til dig.

Jeg ser op. Han har et eller andet i hænderne.
– Se! Det her er et headset, altså høretelefoner. Må jeg sætte dem på dig?

Jeg nikker.
– Sådan. Passer de ikke meget godt? Ellers må du sige til.
Han trykker på et lille apparat, og jeg bliver forskrækket. Det drøner ind i mine ører, så jeg må tage mig til dem.
Monday, Monday (ba-da ba-da-da-da) So good to me (ba-da ba-da-da-da) Monday mornin’, it was all I hoped it would be Oh Monday mornin’, Monday mornin’ couldn’t guarantee (ba-daba-da-da-da) That Monday evenin’ you would still be here with me …
Jeg spærrer øjnene helt op, og jeg er 19 og ligger på mit badehåndklæde sammen med Poul, der ligger på sit rødternede, mit er blåt, det er sidst på sommerferien, og jeg nynner med:
– ba-da ba-da-da-da …

Manden foran mig vugger lidt i takt og smiler:
– Nu kommer den næste …
Jeg river hovedtelefonerne af og råber:
– Hvad?
– Nu kommer den næste melodi. Hvis du lige vil …
 Han sætter dem på plads igen, og jeg lytter spændt, og først kommer der en guitar, jeg kender så godt og derefter:
… there is a house in New Orleans they call the rising sun …
… Oh mother, tell your children
Not to do what I have done
Spend our lives in sin and misery
In the House of the Rising sun …

Jeg står på scenen i den store hal og spiller sammen de andre, og min bas mærkes i gulvet, og jeg nyder den rislen og snurren, der er der, og jeg glemmer helt at være nervøs.

Nummeret følges af
… Hello darkness, my friend, I´ve come to talk with you again …
… Because a vision softly creeping Left its seeds while I was sleeping And the vision that was planted in my brain Still remains Within the sound of silence …
Jeg nynner med og synger med og vugger frem og tilbage med først hovedet og så med hele kroppen og har lukket øjnene, men nu åbner jeg dem og ser på manden og opdager de andre, der alle står og kigger på mig, og lyset vælder ind med et solskin af en anden verden, og foran mig står Signe, der ser glad ud, og jeg …
river hovedtelefonerne af og snakker:
– … og lige efter går vi hen til cyklerne, og min er punkteret, Poul skal skynde sig og kører bare, og så kommer du og spørger, om du kan hjælpe, og du hjælper mig med at lappe forhjulet, og du får tak og spørger, om du skal gå med lidt, og vi følges ad og standser uden for dit hus og aftaler, at vi mødes i morgen, ja, Signe, min elskede, hvor er jeg glad over at se dig igen.
Hvor har du været?EFTERSKRIFT

Da vi tømte fars lejlighed på Birkely, fandt vi i en skuffe en digital diktafon. På den havde han indtalt herværende bog, stort set.
Jeg ved, det var min fars ønske at skrive en bog om sin pensionisttilværelse. Som lærer var hans hele liv det sproglige, sætningerne, ordene. Han ville fortælle os om sit liv, give os et indblik, vi ellers aldrig ville få.
Han må have indset, at han ikke ville eller kunne skrive den, men han kunne optage sine mange tanker og enesamtaler og en hel del af dem, han havde med os andre. Han har åbenbart gået rundt med sin diktafon tændt uden eller med vilje.
Det er disse optagelser, jeg har omsat til skrift. De sidste kapitler er nok mest mine, for det bliver til sidst svært at forstå, hvad far siger, og ikke mindst hvad han mener.
Jeg fandt det mest naturligt at skrive i jeg-form, når nu han har fortalt alt i jeg-form. Det er hans bog, ikke min. Det har været tungt at se ham forsvinde foran øjnene på os, der holdt af ham.
Desto vigtigere har jeg følt at få alt det positive frem, der også viser noget om fars sammensatte liv.

Stein, Tommys søn

Der er flere af

Mine Bøger

Forfatter

Finn Wilkens

Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg

HJERNESVINDLER

Der er flere af

Forfatter