Man ved jo aldrig, hvad man får, hvis man bestiller et døgnophold på dansk kro eller hotel uden for Thy. Hver gang kan man forestille sig, at hvis man bare ville betale lidt mere, ville man få uendeligt meget mere. Men er det sandheden?
Vi er derfor krøbet til korset og har et sted i Jylland bestilt, betalt og gennemført et luksusophold i en prisklasse, vi normalt holder os fra. Det var dyrt! Vinmenu var ikke engang inkluderet.

Vi starter med lyserød champagne: "Ruinart rose"
Og den smagte pragtfuldt! Men før den skulle vi vælge fire retter på spisekortet blandt tre forretter, to hovedretter, ost og dessert. Her er der ikke noget med, at kokken på forhånd har sammensat din menu.

Først det hjemmelavede brød
med en meget fin smag! Varmt og porøst, og smørret var to forskellige hjemmelavede typer.

Sådan ser en forfriskener ud
Dens formål er at rense smagssanserne mellem to retter mad. Kunstfærdigt forarbejdet med løgstrimler og agurkeskiver omkring kold vandis.

Rugmelsstegt rødtungefilet
er en af hovedretterne serveret ikke på ris- otto, men på blomkåls-otto med persilleolie, østers, caviar i blanquette-sauce.

Mormors fløderand
med Thise økofløde og vanilje og friske hindbær med hindbærguf.

Hvid Valrhonachokoladekirsebær
med rom og vanilje, grenache, blød nougat, kirsebærglace, Valrhona signaturchokolade, kirsebærstøv, sommerblomster og rød skovsyre. Altså!

morgenbordet skal med
i denne omgang. Morgenbord? Vel at mærke – serveret på værelset! Fri for andre gæster kan vi så sidde der og spise i ro og mag. Og ro og mag er det, vi får for pengene! Morgenmaden består af pålæg, ost, syltehalløj, kager, horn, æg, pølser, bacon, friskpresset juice, stempelkaffe, ja, selv en kande koldt vand.
Et tilbud viser, hvor overlegent opholdet er: Der leveres en madpakkebøtte (se allerøverst på billedet) med, så det, vi ikke kan spise til morgenmaden, kan vi bare tage med, når vi rejser! En fin service!
Betjeningen var i top. Ikke alle talte fejlfrit dansk, men serviceringen strålede. Væskerne bestod af et glas udmærket champagne som anført, fire glas vinmenu til maden og kaffe med sødt. Det søde kom desværre ikke, og en henvendelse til servictricen gav ikke noget resultat. En lille skønhedsplet. De fire glas i vinmenuen skal forstås som fire glas på 12 cm3. Ikke noget med at efterhælde! Her har restauranten måske en anelse for stive håndled om flaskerne.

Vi er mætte!
Vi synes faktisk ikke, vi har overspist på nogen måde. Betjeningen stort set fejlfri.
Prisen på opholdet: Kroner 3.601 plus 4-retters vinmenu til kroner 590 pr. gæst samt en flaske vand med brus til kroner 55, i alt 4.836,00. Værten overrakte os ved afrejsen to flasker kold drikkevand til at tage med. Fin service, der sammen med madpakken viser, hvad vi får for pengene på dette ophold.
Dyrt, men stort set dejligt. Og en god idé at sælge et luksusophold via Spot-Deal og dermed forsøge at brede dennes succes noget mere ud.
Var opholdet pengene værd? Det synes vi – godt og vel efter nogen diskussion. Vi er ikke helt enige om alle detaljerne. Vinmenuen var for dyr. Det er en smule uartigt at kræve så meget for så lidt. Maden var i overklasseniveau og ikke til at kritisere negativt. Altså bortset fra det søde, der manglede til kaffen.
Ulempen er, at tiden går alt for hurtigt. Måske bør det overvejes at bo her i to eller tre døgn. Det bliver det ikke billigere af.
Somme steder får man via Spot-Deal vinmenu med i prisen, men der skal altid betales ekstra for større og mere luksuriøse værelser eller suiter. Prøv selv, sondér terrænet og døm ud fra egne oplevelser! Det er ikke altid det dyreste, der er det bedste for dig eller mig.
En gang imellem skal vi ud og se omverdenen. For selvfølgelig kan vi sagtens finde tilsvarende kvalitet i Thy, men overnatning og fremmede omgivelser finder vi nok først, når vi kører væk.