En af mine venner har allerede skrevet sin egen nekrolog og foreslog mig at gøre det samme. Jeg tog ham på ordet. Fandt et billede fra 4. klasse, 1957, hvor jeg er 10 år.
At skrive sin egen nekrolog betyder, at jeg flyver op i en helikopter og beskuer mig selv fra oven. Jeg ser mit livsforløb fra oven. Er der noget, der er værd at skrive om?
I en nekrolog står der overvejende positive emner. Det skal der også her. Så er I advaret.

Jeg er død. Find selv ud af, om det er under mænds levetid på 79 i Danmark.
Jeg røg ikke cigaretter og motionerede en stor del af mit liv med fodbold, judo og løb. Jeg løb den ene kilometer efter den anden og endda maraton til ingen nytte, for en slidgigt i begge knæ udviklede sig. Den stammede fra Jan, der tacklede mig i en indendørs fodboldkamp. Jeg blev gode venner med hans forældre. Med den stigende alder fik jeg også problemer med balancen. Skulle jeg blive overfaldet, ville jeg på trods af et meget mørkt judobælte være nødt til at sige til overfaldsmanden: Støt mig lige, så jeg kan kaste dig til jorden med en o-goshi.

Så gik jeg over til at drikke vin. Jeg havde vrøvl med prostata efter min oldefar. Jeg fik vrøvl med grøn stær efter min farfar. Jeg ville gerne drille andre, men kunne ikke selv tåle at blive drillet. Jeg ville gerne rette i andres sprog, men kunne ikke selv lide at blive rettet. I de yngre år led jeg stærkt af jalousi, misundelse og underlegenhedsfølelser. Med god grund. For jeg var jaloux, misundelig og underlegen.
Jeg var for engageret til at kunne tåle politikernes udenomssnak og fjernsynets evindelige sproglige og dramaturgiske fejl, især på sportens område, men for fej og langsom til at gå ind i meningsfulde disputter.

Jeg blev tidligt skaldet efter min onkel og morfar og forsøgte at kompensere den manglende hårpragt ved at få mig en toupe. Jeg ville gerne spille fodbold, men toupeen var tit i vejen. Især ved hovedstød, hvor den sagde knæk. Den almindelige motionale udfoldelse frembragte altid en sand syndflod af sved, der drev ned over panden oppefra. I forvejen var jeg nærsynet, men dette Niagaragardin foran øjnene gjorde alting værre. Kunne det blive værre?
Jo, det kunne det. Det værste skete, da jeg en morgen i spejlet opdagede, at toupeen selv var begyndt at miste hår oven på issen. Den blev med andre ord mere og mere skaldet, og det var der, mine åndsevner måtte hårdt i brug. Jeg besluttede mig nemlig for at bortkaste toupeen. Det skulle ske i sommerferien mellem to skoleår. Jeg begyndte at sløse med de klistermærker, der skal holde toupeen fast til issen. På afslutningsturen med klassen forinden hev en elev min bøllehat af. Uheldigvis røg toupeen med. Der blev helt stille. Alle elever kiggede på bøllehatten, der lå der i græsset med mit hår indeni.

De seneste 20 år tvang slidgigt mig til kun at bevæge mig i gå-tempo, så derfor kastede jeg mig over golfen og fejrede store triumfer, fænomenale slag og putts - og katastrofale nederlag og dybt traumatiserende golfslag, hvor bolden ofte havnede i skoven. Så gik vi der og brugte en del af vores liv på at lede. Når runden var færdigspillet, skulle jeg i bad som for at vaske det dårlige spil af.
Af og til gik det mirakuløst godt. Jeg fik i et par turneringer præmier, den ene i 2006 var et ophold på et stort og fornemt golfområde sydøst for Hamborg med indlagt kursus samt fri bevægelighed på tre baner.  En dag var der 37 graders varme, så det blev en hård tur for mig samt min Anne Marie, der gik caddy ved den lejlighed. Hun lærte aldrig at forstå den højere mening i at få en hvid 42 grams hård plastikkugle ned i et hul i græsset - og gøre det på 18 forskellige græsplæner.

Jeg meldte mig tidligt ud af Folkekirken, fordi jeg indså, at tro er det modsatte af virkelighed, tro er at have en usynlig ven, der alligevel aldrig viser sig; religion var og er noget, man bliver manipuleret med i skolen. Jeg blev også militærnægter på sessionen, to dage før prins Henrik blev gift med dronning Margrethe i 1967. Sessionen fik den paradoksale udgang, at jeg blev udtaget til at skulle aftjene min værnepligt i civilbeskyttelsesforsvarstjenesten i to måneder. Jeg er endnu ikke blevet indkaldt, og nu er det for sent.
Jeg kunne ikke med så kort varsel blive optaget på Haderslev Statsseminarium og måtte  derfor vente et år, som jeg brugte som natportier på Høppners Hotel i byen. Her fik jeg nye indtryk af mennesker og deres vilkår og lærte blandt andet, at min forgænger i embedet tilbød visse ydelser til byens bøsser, samt at nogle handelsrejsende havde en stærk kønsdrift, og at fattige gæster gav flere drikkepenge end rige, og at direktøren opdagede, hvis man om natten sneg sig ud i køkkenet og smagte de nye jordbær. Efter lærereksamen blev jeg ansat på først en ungdomskostskole, siden 16 år på en efterskole, og derefter var jeg så heldig at blive forstander på først én ordblindeefterskole, siden at starte en anden og helt ny i Thy.
Som pensionist har jeg skrevet 14 bøger, som kan læses, hvis man ikke har vigtigere ting at tage sig til. Læs lektørernes anmeldelse på bibliotek.dk.  Senere  blev jeg ansat til at skrive i det nu krakkede Hanstholm-Posten, hvorfra jeg blev fyret, hvorefter beboere i Klitmøller opfordrede og finansierede mig til at skrive min egen KlitPosten.dk.

Her fik jeg mange flere læsere, end jeg tidligere har oplevet med mine bøger. Her kunne jeg boltre mig med stort og småt, alvorligt og humorfyldt, vigtigt og ligegyldigt. Her kunne jeg vrænge ad de nymodens engelske sproglige udtryk og selv forsøge at sammensætte et pænt og ordentligt dansk.
Sådan kunne man kendetegne mit liv: Det er gået op og ned, men mest op. Jeg var godt tilfreds med min tilværelse og ærgrede mig kun over, at jeg aldrig fik stillet de væsentlige spørgsmål i familien. Derfor var min morale på dødslejet: Snak med dine bedsteforældre, mens tid er.

Man skal stå rigtigt i vinden i alle livets forhold. Uanset hvor absurd og meningsløst det forekommer. For det er svært at finde en mening med det hele. Slægter skal følge slægters gang, men hvorfor er det sådan? Hvad er den dybere mening med det? Ikke engang religionen kan her give et svar. Vi er alle glemt om 100 år bortset fra et lille antal bemærkelsesværdige som H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, H. C. Ørsted, Saxo.
Når mine organer er taget ud til glæde for recipienterne, vender jeg i askeform tilbage fra Anatomisk Institut i Århus. Min sidste rejse vil blive foretaget i en båd på Thisted Bredning.  Mens familie og venner skåler i kostbar Primitivo eller Zinfandel rødvin og spiser dyre snacks til, skal min aske strøes ud i Limfjorden. Husk at stå rigtigt i vinden, skal der stå på urnen.

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg