“I hus til Halsen” er et af DRs populære programmer. Nr. 12 af alle tilgængelige TV-stationer i en bestemt uge sidste år med 452.000 seere, men nr. 6, hvis vi nøjes med DRs programmer. Altså ret populært.
Populariteten skyldes formentlig, at DR er god til at sammenblande følelser og interessen for praktiske emner. “Guld i købstæderne” og “TYt med nyt” er gode programmer, der handler om menneskers interesse for gamle ting og deres køb og salg. Ren og tør og interessant information over hele linjen. Men “I Hus til Halsen” er et program, der ikke er helt ren i kanten.
Det skal forstås sådan, at programmet gaber over to interesseområder. For det første er det spændende at se et gammelt, udslidt hus med ny inspiration fra fantasifulde mennesker forme sig til noget helt andet og meget mere attraktivt.
For det andet kan DR ikke nøjes med at vise dette. Der skal mases en følelsesladet historie ind over; allerhelst en skilsmissetilstand med grædende børn; lidt mindre kan gøre det. Seerne skal under alle omstændigheder have smækket tårer ind i kraniet, så vi kan få gang i vores medfølelser, for det er god underholdning.
DR har et program, der ligefrem kalder på følelserne. Det hedder “Sporløs”. Et menneske er adopteret til Danmark og kunne nu tænke sig at se sine biologiske forældre. Med DRs hjælp lykkes det. En sand stormflod af følelser overfalder os, og det er faktisk helt i orden!
Det er i orden, fordi programmet ikke giver sig ud for at være andet end følelsesporno. Det ses af 525.000.
Hvorimod “I Hus til Halsen” blander tingene sammen.
Et øjeblik …
