Jeg har længe haft lyst til at skrive til jer. Hvorfor det, spørger I måske. Fordi det, jeg har lyst til at fortælle jer, ikke er noget, vi bare kan snakke om, når vi ellers mødes til jul eller fødselsdage.
Min morfar – og dermed jeres tipoldefar – deltog i 1. verdenskrig. Hvorfor spurgte jeg ham aldrig, hvordan det var at være i krig? Hvorfor spurgte jeg aldrig, hvordan han havde det, da hans søn døde allerede som 40-årig i 1965? Hvordan var det at miste sin kone i 1961, da hun kun var 61? Hvordan var det at leve alene som ældre? Morfar levede alene fra 1965, til han døde en solrig majdag i 1972. En dag, hvor jeg sad eksamensvagt i skriftlig dansk i 9. klasse og pludselig blev kaldt op til telefonen på kontoret. For jeg havde ikke engang tid til at besøge ham på sygehuset. Og det er en ussel undskyldning, at jeg ikke vidste, at han var døende.
Hvorfor spurgte jeg aldrig min farfar – den anden tipoldefar, I har haft -, hvordan det var at være blind af grøn stær og så miste sin kone, da hun var 76 – i 1976? Hende, der hjalp ham med at være de øjne, han ikke kunne se med? Hvordan var det både at være lukket inde uden at kunne se og leve i bevidstheden om, at hans elskede gennem 50 år døde? Min farfar levede alene fra 1976, til han døde som 97-årig i 1994. 18 år! Ham besøgte jeg heller ikke, da han lå på sit yderste. Ingen undskyldning rækker heller her.
Var jeg ufølsom? Var jeg for naiv, for umoden, for uengageret i andre menneskers liv? Var det derfor, at jeg aldrig fik stillet de spørgsmål, der senere har trængt sig på.
Det ligger i ungdommen, at netop fordi alderen ikke tynger, netop fordi man der er optaget af sin uddannelse, af at finde en kæreste, af at stifte hjem, af at finde sine egne ben, sit eget ståsted, sig selv … har man ikke også oveni tanker om de ældste medlemmer af familien?
Nu er jeg selv bedstefar og har ikke så lang levetid tilbage. Nu er det mig, der sidder i saksen. Og jeg kan kun se til, at I lever jeres liv og gør det fuldt ud, præcis som jeg selv gjorde det. Uden en eneste gang at overveje, at der kunne være spørgsmål, I godt ville have besvaret af mig, men som måske aldrig når frem i tide.
Kan jeg som bedstefar forlange mere af mine børnebørn, end min egen bedstefar kunne af mig? Måske. Jeg kan åbne døren lidt på klem og invitere jer indenfor. Sige, at det er nu, I skal spørge, hvis I har noget i tankerne.
Kærlig hilsen
B-far
Forfatter
-
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg