Kære børnebørn!

Jeg har længe haft lyst til at skrive til jer. Hvorfor det, spørger I måske. Fordi det, jeg har lyst til at fortælle jer, ikke er noget, vi bare kan snakke om, når vi ellers mødes til jul eller fødselsdage.

Titelbilledet viser min farmor og farfar. Hvorfor spurgte jeg aldrig min farfar – jeres tipoldefar -, hvordan det var at være blind af grøn stær og så miste sin kone, da hun var 76 – i 1976? Hende, der hjalp ham med at være de øjne, han ikke kunne se med? Hvordan var det både at være lukket inde uden at kunne se og leve i bevidstheden om, at hans elskede gennem 50 år døde? Min farfar levede alene fra 1976, til han døde som 97-årig i 1994. 18 år! Ham besøgte jeg ikke engang, da han lå på sit yderste. Ingen undskyldning rækker heller her.

Min morfar – og dermed jeres tipoldefar – deltog i 1. verdenskrig. Hvorfor spurgte jeg ham aldrig, hvordan det var at være i krig? Hvorfor spurgte jeg aldrig, hvordan han havde det, da hans søn døde allerede som 40-årig i 1965? Hvordan var det at miste sin kone i 1961, da hun kun var 61? Hvordan var det at leve alene som ældre? Morfar levede alene fra 1965, til han døde en solrig majdag i 1972. En dag, hvor jeg sad eksamensvagt i skriftlig dansk i 9. klasse og pludselig blev kaldt op til telefonen på kontoret. For jeg havde ikke engang tid til at besøge ham på sygehuset. Og det er en ussel undskyldning, at jeg ikke vidste, at han var døende.

Fra min konfirmation. Farfar står i 2. række som nummer tre lige bag min mor. Det er mig med butterflyen. Til højre for mig står halvt skjult min farmor; til højre for hende min oldemor og yderst til højre min morfar. På dette tidspunkt havde han levet uden min mormor i 8 måneder.

Var jeg ufølsom? Var jeg for naiv, for umoden, for uengageret i andre menneskers liv? Var det derfor, at jeg aldrig fik stillet de spørgsmål, der senere har trængt sig på?

Det ligger i ungdommen, at netop fordi alderen ikke tynger, netop fordi man der er optaget af sin uddannelse, af at finde en kæreste, af at stifte hjem, af at finde sine egne ben, sit eget ståsted, sig selv … har man ikke også oveni tanker om de ældste medlemmer af familien?

Nu er jeg selv bedstefar og har ikke så lang levetid tilbage. Nu er det mig, der sidder i saksen. Og jeg kan kun se til, at I lever jeres liv og gør det fuldt ud, præcist som jeg selv gjorde det. Uden en eneste gang at overveje at der kunne være spørgsmål, I godt ville have besvaret af mig, men som måske aldrig når frem i tide.

Bortset fra dig, Jonas, der juleaften pludselig sendte en byge af spørgsmål til os: Hvor og hvordan havde vi, dine bedsteforældre, mødt hinanden, hvad skete der så, og du stillede alle de gode spørgsmål, som jeg misunder dig, fordi jeg aldrig selv stillede dem i sin tid. Derfor dette brev.

Kan jeg som bedstefar forlange mere af mine børnebørn, end min egen bedstefar kunne af mig? Måske. Jeg kan åbne døren lidt på klem og invitere jer indenfor. Sige, at det er nu, I skal spørge, hvis I har noget i tankerne.

Kærlig hilsen

B-far

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive, hvilket har resulteret i lidt flere end 13 bøger samt dette pensionist-magasin med omkring 1.000 artikler, hvoraf en hel del er havnet i papirkurven. Bøgerne kan lånes på biblioteket eller købes her på THY.pt under menuen ORDBUTIK.

    Vis alle indlæg