I kirken var der stopfyldt. Thomas sad på en af de bagerste bænke. Først ville han ikke, men efter nogen tøven besluttede han sig alligevel. Begravelsen af tre mennesker på én gang havde tiltrukket et væld af kunder, leverandører, almindeligt nysgerrige, journalister, forretningsforbindelser og kolleger fra skoleverdenen, der alle kom forbi for at sige farvel. Det måtte være hårdt for Katrine at stå der og trykke så mange mennesker i hånden. Hun var klædt i sort og udstrålede stor sorg. Tilmed havde der været indbrud i MultiBrugsen natten før, men tilsyneladende var der intet stjålet. Underligt nok var alarmen ikke gået i gang. Så oven i sorg og krise skulle hun også tage sig af den slags.
Onde tunger ville vide, at hun allerede havde fundet en kæreste, men sådan var det nok med onde tunger. De var overalt. Det var også de onde tunger, der havde udbredt rygtet om Thomas´ fornemmelse for bistandsklienten Hylde-Per.
Præsten talte over de tre kister og fortalte først om Karl-Henrik Kegnæs´ utrættelige energi med at få MultiBrugsen udvidet og kundevenligt indrettet. Han omtalte ham som en driftig mand, der kunne se en forretning i næsten hvad som helst, der kunne give penge. Jan Ole lagde sandelig ikke fingrene imellem. Der var ikke nogen, bortset fra Karl-Henriks forældre, der var uenig med ham, men sådan ligefrem at sige det under begravelsen, det var næsten for meget.
Brorsen nævnte, at et overvågningsanlæg i butikken havde bremset stort set alle tyverier og var et godt eksempel på, at Karl-Henrik Kegnæs havde antennerne fremme og kunne lodde fremtidens behov på nutidens alter.
Der var pæne ord til Laurits og hans far, og de fik næsten mere omtale end Karl-Henrik.
På en af de forreste rækker sad Britt, og han kunne hele tiden følge hendes lange lyse hår og blev slået af, at han registrerede hende som enhver anden kirkegænger. Han var lidt forbavset over, at hun overværede begravelsen.
Håret var garanteret affarvet. Det havde han ikke tænkt på før. Men hvorfor ikke?
Thomas syntes, han havde ændret sig på det seneste. Han tænkte meget på Laurits. Han måtte tage dagen og vejen, som den kom.
Måske var lettelsen over, at han alligevel ikke blev morder så stor, at han ikke kunne reagere anderledes.
Det var kompliceret.
29
Efter aftensmaden et par dage senere var der dømt hjemlig hygge. Vera satte i opvaskemaskinen, mens Thomas ryddede op. Han kiggede på hende og sagde hemmelighedsfuldt:
– Jeg har noget, jeg skal fortælle dig.
Lidt efter mødtes de i stuen, og Thomas tændte fjernsynet, som de plejede. Hun var i praksis flyttet ind, dog uden møbler eller andet grej. De var enige om at indlede en bosammen-periode, hvor de kunne bekræfte hinanden i, at det var fremtiden. Thomas var begejstret, og Britt optrådte så at sige aldrig mere i hans bevidsthed.
Vera tog fjernbetjeningen og slukkede igen.
– Thomas, der er også noget, jeg må tale med dig om.
– Ja så, her og nu? Ja, men så må jeg jo hellere fortælle mit. Jeg har nemlig pludselig uden varsel fået at vide, at jeg slet ikke skal forlade skolen! Den person, der skulle have haft min stilling, har sagt fra. Så nu ved jeg ikke, om jeg skal være glad og taknemmelig eller ked af, at jeg er kommet med på afbud.
– Jeg synes, det er dejligt, at du har fået din stilling igen, skat.
– Og ved du hvad? Så vil jeg indføre mobiler i undervisningen. Diktat på mobil. Det bliver sgu et hit. Inspektøren er svækket lige nu, så jeg gør det sgu. Små stile. Og det hele SMS´es rundt, så alle føler, de er med. Det vil de blive vilde med. Hold kæft, jeg får en klasse, du!
Han begyndte allerede at fumle med sin mobil og kom så i tanker om noget.
– Hvad var det, du havde?
– Nå, det var egentlig ingenting. Din nyhed overskygger så meget andet.
Thomas lå godt og tæt ind til Vera.
De havde slukket lyset i soveværelset.
– Jeg kunne næsten ikke klare det mere. Det hele væltede for mig. Jeg kunne ikke se dig i øjnene, og jeg følte mig ussel og ikke noget værd. Karl-Henrik var sjovt nok den, der trods alt holdt mig oppe!
Munden gik.
Vera kyssede ham:
– Jeg synes, det er godt, at du har fået dit job igen. Den grimme mand er borte, og det var garanteret ham, der havde indflydelse til at få dig fyret.
– Naajj, det er jeg nu ikke så sikker på. Jeg tror, jeg klarede det så udmærket selv. Hvad med julen og dig og os?
– Mnnn.
Han lå lidt. Dybe åndedrag fra Vera fik ham til at lukke øjnene.
30
Næste eftermiddag ringede det på døren, og Thomas lukkede op. Vera var stadig på arbejde.
Udenfor stod en sød, ung dame. Ja, men var det ikke Katrine?
– Hej, smilede hun, så hjertet næsten gik i stå på ham.
Var det en helt anden frisure og anderledes elegant outfit? Mere frisk og fuld af smut i øjnene end til begravelsen. Hun så fremmed ud. Da var hun selvfølgelig også i sort med slør ned over ansigtet og sammensunken og modfalden. Det var sandelig borte.
– Kom dog indenfor! sagde han til den kvinde, hvis mand han havde planlagt at dræbe.
– Vil du have en kop kaffe? Jeg skal alligevel ha´ selv.
Hun nikkede ja tak og satte sig inde i stuen.
Et øjeblik efter kom han med to krus.
– Hvordan går det?
– Jo, sådan.
Hun så ned til siden.
– Det er hårdt at miste den, man holder af, mente Thomas.
– Det er nu også hårdt, selv om man ikke holder af.
Thomas blev forbløffet på skrømt. Så talte rygterne sandt.
– Hvad mener du?
– Vi havde planer om at gå fra hinanden. Der var bare så meget, og til sidst var det blot et spørgsmål om, hvornår vi skulle skilles.
Thomas sad og ventede på hendes egentlige ærinde.
– Jeg har sat mit hus til salg. Men jeg kom faktisk for at spørge dig, om vi kunne lave en byttehandel, så du overtog huset på Engen, og jeg og mine to drenge fik det lille hus her. Jeg kan ikke holde ud at bo der, og selv om det ligger godt med udsigt over havet, så kunne vi alle tre godt tænke os det lille, skønne hus her, som ligger meget mere centralt. Vi har ledt med lys og lygte, men der er intet hus til salg i øjeblikket her i Hanstholm. Og så synes jeg, at du har gjort meget godt for mig her på det sidste. Laurits talte pænt om dig. Karl-Henrik mindre pænt. Så du må være en god fyr. Ja, du ser da også sådan ud.
Hun smilede med dejlige, varme øjne.
Thomas smilede tilbage og var igen overrasket. Hun var sød, og det var sådan noget, man godt kunne li at høre. Især at Laurits trods alt havde talt pænt om ham. Det gav lidt fred i sindet.
– Men hvordan med det økonomiske?
– Jeg skal ikke ha´ mere end det, vi selv gav for det. Karl-Henrik efterlod mig en stor livsforsikring plus MultiBrugsen, som jeg vil til at drive. Jeg har jo i mange år været bogholder dernede og kender lidt til omsætning og flow og salgsparametre og så videre. Så den vil jeg overtage, og det er sådan set allerede sket. Faktisk kan jeg jo godt afsløre for dig, at det var Karl-Henrik, der satte en kæp i hjulet, da du ville købe det hus.
– Javel, ja, det tænkte jeg nok. Nå, men så er MultiBrugsen i gode hænder. Så skal man i hvert fald til at handle der igen.
– Jeg ved godt, at Karl-Henrik ikke var lige vellidt alle steder. Hans forretningsmetoder var da vist problematiske. I værste fald på kanten af det ulovlige. Nå ja, fyrværkerifabrikken var da under alle omstændigheder ulovlig.
Thomas forklarede med smut i øjnene, at det ville passe ham særdeles godt.
– Landet ligger sådan, at Vera og jeg kunne tænke os et lidt større hus. Vi har netop snakket om, at dette hus er charmerende. Men der er blandt andet for få værelser. Vera ønsker kontor, rum og jeg mere lagerplads til mine forskellige interesser. Hvis husene i øvrigt er i orden, synes jeg da, det er i orden, at vi handler med det samme beløb, som de blev købt for? Det er jo kun godt og vel et år siden.
Katrine nikkede.
– Det ville bare være så fint.
– For os at se ville det måske ikke være så tosset med det hus på Engen. Jeg havde faktisk købt det. Kan vi få lov at se det?
Det var der ikke noget i vejen for, og Katrine gik igen. Thomas spekulerede et øjeblik på at omfavne hende, men det gik nok ikke an. Han kunne jo totalt ikke styre sig, og det ville hun kunne mærke. Det ville ikke være så godt.
Der var komplikationer nok i forvejen i hans liv.
Et øjeblik …
