“Knald og Fald i Thy” er en rigtig knaldroman med den 30-årige skolelærer, Thomas Poulsen, der efter to år på Hurup City Skole nu er havnet på Hansted Skole, hvor han straks hvirvles ind i en forelsket præstekone, hashrygende elever i sin 6. klasse, en gusten brugsuddeler og pengeafpresning.
En hjemløs vil gerne være hans ven, en kollega tager afstand fra det venskab, en ungdomsforelskelse elsker ham for det, og oven i alt dette opdager han, at hans far faktisk er grunden til, at han blev mobbet for 20 år siden i sin skole.
Han falder over en del millioner i kontanter, ligesom han falder over en del kvinder, som han falder for, men som falder fra.
“Knald og Fald i Thy” kommer i 24 afsnit frem til juleaftensdag 24. december. Utålmodige læsere kan erhverve bogen som e-bog lige til iPad eller mobil eller PC: Gå til Ordbutik foroven i menuen og køb den for kroner 100.
14-15
Hylde sank tilbage i stolen og pustede ud. Han duftede anderledes frisk, og denne specielle duft havde hurtigt bredt sig i rummet og var i gang med at erstatte den gamle lugt.
Hylde sad roligt og fortalte Vera og Thomas om sit liv. Han læspede en smule på grund af de manglende tænder i formunden.
Thomas overvejede at sponsere et par tænder. Det kunne ikke koste en hel bondegård. Hylde ville se pænere ud og dermed have større chancer for at få et arbejde.
Per berettede om bemærkninger, han fik råbt efter sig, både fra voksne og børn. ”Nå, skal du ned og hente bistanden?” eller ”Rejser du nu tilbage?” eller slet og ret ”Pas på, han slår!”.
Nu var de også begyndt at vække ham om natten og råbe grimme ting til ham. Han kunne snart ikke holde det ud mere. Nogen skulle åbenbart have en strid tilværelse, og han var da bestemt ikke gået fri.
Thomas så over på Vera under Pers fortælling, mens han til Per fastslog:
– Jeg kan altså ikke have dig boende her. Det går ikke. Jeg …
– Hvorfor ikke, blandede Vera sig.
Thomas sad uroligt, og hans blik gled rundt i stuen.
– Fordi … fordi …
– Jeg vil da så sandelig heller ikke trænge mig på, hviskede Hylde og lignede en, der var på nippet til at græde.
– Åh, Thomas, et par dage kan hverken gøre fra eller til for dig, men betyder måske alt for Per?
– Jo.
Thomas var udgået for argumenter og fortsatte:
– Så lad gå da. Et par dage siger vi så.
Thomas viste Hylde ind på det lille gæsteværelse.
– Se her kan du sove og bo. Men jeg tror ikke, at du skal drikke dig fuld, det gider vi nok ikke have tur med.
Hylde lovede forskrækket, at det da aldrig kunne falde ham ind i gode venners selskab, når det var på den her måde.
I døråbningen trykkede Hylde hans hånd:
– Tak, Thomas, for hvad du gør for mig. Det vil jeg ikke glemme.
Thomas undgik hans blik og mumlede bare et eller andet og vendte sig hastigt om.
Hviskende snakkede han og Vera sammen, og han gjorde det klart over for hende, at dette var et rent midlertidigt foretagende. Hun nikkede og så ud, som om det gik for denne gang. Men næste?
– Skal jeg lave kaffe, spurgte hun med kælen stemme.
Han stirrede efter hende, da hun med svingende stram nederdel sejlede ud af stuen. Netop i det øjeblik steg hans lyst til hende.
Næste morgen vågnede Thomas og Vera ved støj nede fra køkkenet. Han tumlede ud af sengen og nedenunder, hvor Per stod og havde gang i mange opgaver. Kaffemaskinen snorkede, han stegte æg på panden sammen med bacon, ledte efter tallerkner og kopper i skabene, hvor alle låger var åbnet, og han skar brød for, alt mens han nynnede og udbrød, da han fik øje på Thomas:
– God morgen, Thomas. Ja, jeg synes jo, jeg skal gøre mig lidt nyttig, når jeg sådan kommer og forstyrrer.
Thomas så på et køkken, der havde forvandlet sig fra et nydeligt rengjort og ordnet et aftenen før til nu, hvor alt var kaos.
– Hm. Øh. Ja, det…
Han kløede sig i nakken. Så tog han mod til sig:
– Jeg tror nu, vi en anden gang skal aftale på forhånd, hvis du ligefrem skal have opgaver her.
– Det er måske for meget? Du synes ikke om det, måske?
Thomas blev straks forlegen. Nu havde han allerede fra morgenstunden to konflikter kørende. Svineri i køkkenet og en fornærmet gæst.
Han mumlede et eller andet til beroligelse af Hylde og strøg tilbage til sovegemakkerne. Vera stirrede på ham:
– Hvad laver han?
– Morgenmad, mumlede Thomas og gik på badeværelset.
Henne i skolen stak Laurits til ham:
– Jeg hører, at du har fået gæster?
Thomas så forvirret på ham.
– Både en ung dame, der skulle se ganske godt ud og så ham Hylde-Per?
– Hvor fanden ved du det fra? Sig mig engang, er der overvågningsvideoer også uden for MultiBrugsen?
– Hæ, hæ, nej, men man hører jo et og andet …
– Hun er en gammel kæreste, som er på besøg. Og Hylde? Ja, jeg har fået medlidenhed med ham og syntes, han trængte til ro og fred et par dage. Man skal jo være lidt god ved hinanden her op til jul.
– Herbergshjem for landstrygere?
Laurits borede kniven ind i såret. Thomas så ned og prøvede at lade, som om han ikke havde hørt det.
– Han har ikke haft det let, skal jeg love for. Vidste du godt, at hans mor drak sig ihjel, mens han bare var et barn?
Thomas mente at have fundet et godt argument.
– Det er jo det, vi siger: Vesløsere har svært ved det. Thomas, hold dig fra ham. Det er sgu da ikke selskab for dig. Lige børn leger bedst.
Thomas skiftede stilling og støttede sig på det andet ben.
– Ulige børn leger sjovere. Han er da bare en stakkel, synes jeg.
– Tja, du bestemmer selv i dit eget hjem. Pas du på, at damen ikke skrider. Det er sgu ikke alle, der gider bo sammen med sådan en.
Resten af dagen følte Thomas, at Laurits undgik ham. Det sædvanlige palaver efter sidste time var borte, for Laurits var allerede taget hjem. Det lignede ham overhovedet ikke.
Thomas kørte hjemad til sin nye ”ven” med tankerne kværnende rundt. Historierne med ham Jesus, der plejede omgang med skøger, betød de ikke noget mere? Han vidste ikke, hvorfor han hele tiden kom i tanke om de der historier.
Det var lige før, han glemte Britt.
15
Da Thomas lukkede sig ind, stod lugten nærmest skåret i skiver. Han lagde taske og tøj i entreen og åbnede ind til køkkenet. Alkoholdunsten var gennemtrængende, ikke sådan at man ikke kunne ånde, mere som en parallel til andre lugte, der kendetegner et menneskes opholdssted.
Hylde var ikke i køkkenet. Han åbnede ind til stuen, og der lå han på sofaen og snorksov. På sofabordet stod Thomas´ bedste whisky, i hvert fald flasken. Ved siden af stod Braastaden strunk, den sorte cognac, som han havde gemt og hæget om i ret lang tid. Den var dog halvt fyldt. Hylde havde ikke orket at drikke mere end halvdelen. Det var da altid noget. Næsten en hel flaske Ardbeg, hans bedste whisky og en halv flaske Braastad, hans bedste cognac.
Hylde testede ham virkelig. Thomas stod lidt ubeslutsomt. Burde han vække ham, skælde ham ud og sende ham ad helvede til og opføre sig som Karl-Henrik, eller skulle han være pædagogisk og sige: Vi to skal have os en snak om det at være gæst i et privathjem.
Han satte sig tungt i lænestolen og kiggede over på Hylde. Hans ansigt var en smule rødmosset, men ellers fredfyldt og rynkemæssigt afslappet. Han lignede ikke en med dårlig samvittighed.
Thomas gik ud i køkkenet og begyndte at rydde op. Vera ville komme til aftensmad, og det var vist ikke for tidligt at påbegynde madlavningen.
Rugbrødet stod fremme og føltes tørt og hårdt, smørret var til gengæld smeltet, og leverpostejen lignede noget, en kat ville have gravet ned.
Han fik en tanke og gik ind på kontoret. Ganske rigtigt. Cigarkassen stod åben, og der var tre cerutter tilbage. Det var noget, han kun tog frem ved særligt festlige lejligheder. Ikke nu.
Det så ud, som om Hylde havde kedet sig en smule dagen igennem. Ja, altså kun til han havde fundet disse effekter. Han havde ligefrem været på rundtur i huset og på udkig efter noget, der kunne bibringe livet og dagen som sådan et lille opsving.
Yderdøren gik, og ind trådte Vera med blussende kinder, storsmil og den der lækre holdning hen mod ham, inden de omfavnede hinanden.
– Hvad i alverden, spurgte hun, da hun opdagede svineriet. – Er det ham?
Hun nikkede ind mod stuen, som om hun vidste, hvor han var.
Thomas nikkede og så noget beklemt ud. Kunne det her holde?
– Som jeg nok tænkte, så er det ikke gratis at have en konsistensløs boende.
– Du mener eksistensløs?
Så stod Hylde i døren, og Thomas rømmede sig.
– Jeg er ikke glad for at komme hjem og se sådan et køkken. Jeg er heller ikke glad for at se, at jeg kun har tre cerutter tilbage. Og jeg er slet ikke glad for at se, at min fine, dyre whisky er væk. Og jeg er aldeles rasende over, at min dejlige Braastad-cognac pludselig kun fylder det halve.
– Undskyld, jeg troede ikke, at…
– Hvad troede du ikke? At det var mit?
– Jo, jo, men, altså at det var noget, der betød så meget for dig?
Hyldes stemme slog sludder.
– Du må da vide, hvordan du skal opføre dig som en ven af huset?
Hylde så bleg ud. Skikkelsen svajede lidt, og pludselig faldt han om.
– Hurtigt, sagde Vera, – lad os få ham ind på sofaen.
De hjalp hinanden med at slæbe den livløse mand derind, og Thomas tog hans puls. Han vidste ikke helt hvorfor, havde bare set på film, at det gjorde man, hvis man var i tvivl, om en mand var død eller ej. Han mærkede ingen puls.
– Tja, han er sgu nok så døddrukken, at vi må lade ham ligge lidt.
De stod lidt og kiggede på ham.
Han lå så sjovt ubevægelig. Var han måske alligevel død. Thomas sparkede lidt til ham. Var hjulet punkteret? Han bevægede sig i hvert fald ikke.
– Vi må ringe efter en ambulance, mente Vera.
Thomas fiskede mobilen frem og tastede 112.
Forfatter
-
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg