Knald og Fald i Thy

af Finn Wilkens

Enhver lighed med virkeligheden er tilfældig, ligesom valget af person- og egennavne er tilfældige. Eventuelt sammenfald vil derfor være utilsigtet.

Forlaget Ordfatter

01
I Hanstholm mod nordvest i Thy i det nordjyske fik et par herrer af anden etnisk baggrund, de var født i Vesløs, deres livs chok, da de kom fra busholdepladsen. Hylde-Per havde hentet Luske-Kaj og budt velkommen, og de gik netop rundt om hjørnet.
Hylde-Per havde engang haft arbejde på et lager, derfor hed han aldrig andet end Hylde. Luske-Kaj var engang blevet dømt for at luske rundt uden for pigernes omklædningsrum, så den var også god nok.
Luske var endda ved at få en grangren i hovedet, fordi blæsten og regnen fejede juledekorationerne i store svingninger. Vinden overdøvede alt og alle denne mørke og kedelige aften.
– Man kommer sgu helt i julestemning af sådan noget gran, mente han. – Selv om det fanme er lovlig tidligt, de begynder. Har vi i det hele taget overstået efterårsferien?
– Pas på døren der, advarede Hylde og tørrede sig over ansigtet med sit ærme. Luske standsede foran en varevogn, der højst ejendommeligt holdt lige på hjørnet.
– Halløjsa, hvad har vi her? Manden har sgu efterladt en bil med åben bagdør. Det kan vi ikke ha´.

Som sædvanligt løb deres gode hjerter af med dem; de ville hjælpe den glemsomme bilist med at lukke bagdørene. Så uansvarligt. De sikrede sig dog først, at der ikke var personer inde i lastrummet, men der var altså noget andet. Der stod fire sække, der grangiveligt lignede pengesække. Sådan nogen fra Anders And og Bjørnebanden. Luske så sig til alle sider, inden han snittede den ene med sin store foldekniv.
Indholdet fik de gode hjerter til næsten at standse med at slå. Bundtede pengesedler til randen. Dem kunne der nok købes en hel del øl for …

Hylde og Luske kæmpede sig derefter vej op ad skråningen mod det ejendomskompleks, der rummede Hyldes lille bitte lejlighed, hver slæbende på to tunge sække. Aldrig før havde de arbejdet så hårdt, og de var enige om, at det var noget regulært svineri sådan at efterlade så mange penge uden at sikre sig lidt bedre mod tyveknægte. Hylde-Per rev sine bukser og erklærede, at det ikke gjorde så meget. Der var også en revne i det andet bukseben, og lige nu var der en sag, der betød mere end et par bukser.

Hverken stormen eller regnen kunne ødelægge det gode humør, de så pludselig var havnet i. Det gik så vidt, at Hylde-Per fløjtede en stump af ” Bjældeklang, bjældeklang, sød og let musik
fylder vores kanetur med yndig romantik”. Han vidste godt, at andre havde svært ved at høre, at han fløjtede, da hans mellemrum mellem de nederste tænder var for stort til at fløjte, for lille til at pifte, men lige akkurat passede til en ølåbning. Mellemrummet var opstået, da han, som han plejede, bed en ølkapsel af i mangel af optrækker og derved mistede -1 og 1- i nederste række.
Herefter mente han, at en samfundshjælper var et godt stykke værktøj, man kunne have megen glæde af.

– Skal vi ta et lille bundt og gå ned på ”Havkatten” og få os en julebajer? Luske-Kaj antydede, at det, der gik godt, ikke kom skidt tilbage, og han mumlede, at det ikke ville vare så længe, inden nogen fandt dem og tog deres penge igen. Det var nu hans erfaring.
Han søgte at lokke Hylde med et tilbud om en paryk. Den kunne han få straks, mente han, mens han kærligt strøg Hylde hen over den skaldede våde isse.
Hylde-Per standsede op, tog hænderne i siden og sagde bestemt nej. For første gang i sit liv rådede han over en formue, og så skulle den ikke ødes på øl og parykker. Ikke tale om, selv om drømmene holdt i kø:
Hylde kunne købe sig et hus med ølkælder i Vesløs, så han slap for de der forbaskede unger i Hanstholm, og Luske kunne endelig købe 10 aktier i Thy-øl, som han havde drømt om siden barndommen og fablet om i tide og især utide. Udelukkende fordi Thisted Bryghus havde den længste og vådeste generalforsamling i hele Danmark, som man kun kunne deltage i, hvis man havde en aktie. Luske påstod, at hver deltager fik 50 øl imens. Hylde-Per mente dog, at bestyrelsen havde sat det ned til 40, men det nænnede han ikke at fortælle Kaj.
Hans højre hånd standsede Luske:
– Nej, Luske, vi venter.

Det havde han engang hørt i en amerikansk film eller også var det i en reportage fra en landskamp med Michael Laudrup, og det var en flot bemærkning.
I mørket og blæsten afgjorde Hylde, der som ældst havde mest at skulle have sagt, og som for øvrigt desuden var intellektuel, han ville jo have været bibliotekar med forstand på litteratur:
– Luske, vi ta´r dem med hjem til mig. I morgen henter jeg et par øl hos købmanden.

De slæbte de fire tunge sække hjem til hans bette hummer, det var nok det bedste sted. Der kom aldrig en kæft hos Hylde, hvor alle møbler var lavet af ølkasser. Lejligheden var faktisk kun et værelse med te-køkken og bad i det store kompleks.
Han var sagt op til den første januar. Lige nu var han ret ligeglad med den besked.
– Jeg flytter op til dig i Vesløs, betroede han Luske. – Nu har jeg sgu råd! Men først …

Han tog en sæk, skar den op og tømte den ud på gulvet. I en sand rus hældte de alt ud på gulvet, og de mange sedler fyldte stort set det hele.
– Hold kæft, Luske. Kan vi tælle så mange?

Det mente Luske godt kunne lade sig gøre. Han lå på knæ og sammen talte og talte de; bunkerne blev sirligt lagt for sig, mens gulvet langsomt ændrede udseende.
Efter næsten en times arbejde pustede de ud og satte sig udmattede i de to eneste stole. I mellemtiden var deres tøj blevet nogenlunde tørt.
– Vi bliver altså nødt til at tælle dem igen, mente Luske.
– Ja, vi skal lige drikke først.

Bunden blev vendt i vejret, slubren og væskeindtag fyldte stuen, og nogle sekunder senere bøvsede de begge om kap.
– Lad os så tælle. Vi tæller hver for sig, deler med to og så må det være resultatet.

Endnu en halv time gik. Luske talte halvhøjt, som han havde for vane. Begge skrev ned, talte sammen, konfererede sammen og endte nogenlunde enige:
– Der er i hvert fald mindst seks millioner, konstaterede Hylde.
– seks millioner!

De sad lidt med våde øjne ved tanken. Så rømmede Luske sig:
– Det holder ikke, Hylde. Det holder ikke.
– Hvad? Hvad mener du?
– En eller anden vil før eller senere komme forbi og negle hele bundtet. Hvordan skal vi nogensinde få glæde af dem?
Hylde lagde panderynkerne i dobbelte folder. Længe sad de med hver sin øl. Så bøvsede Hylde:
– Ved du hvad? Vi graver dem ned, gør vi. Sgu! Der er ikke andet for. Vi graver dem ned …
– … og venter, til alt er faldet til ro!
– Måske helt til næste år, Luske?
– Ja, men var der ikke noget med, at du er sagt op? Hvor skal vi så grave dem ned?
– Du har ret. Hvor fanden finder vi det sted, hvor ingen vil lede?
– Under min seng. Der kommer der sgu aldrig nogen.
– Dur ikke, Hylde. Dur ikke!

De hensank igen i dybe tanker, mens Hylde knappede de næste to øl op.
– Ja, men vi kan da stille dem ud i rummet.
– Rummet?
– Ja, for fanden. Det der depotrum. Vi har alle et rum derude, der er aflåst. Mit er næsten helt tomt.
– Dur det?
– Ja, sgu. Vi skal bare have dem pakket over i sorte affaldssække. Så vil ingen nogensinde tænke på, hvad de indeholder.
– Har vi sorte affaldssække?
– Masser. Det er stort set det eneste, vi får af udlejeren. Kom!

De begyndte at pakke stofsækkene om, men indså, at det var alt for besværligt.
– Kan vi ikke bare stoppe pengene ned i de sorte, sådan her?

Luske var praktikeren, og Hylde indså det fornuftige.
– Du går først. Se, om der kommer nogen …

Luske stak hovedet ud af yderdøren, men der var øde og stille overalt.
– Kom, vinkede han. – Der er ikke en skid herude.

De bar de fire sække over i depotrummet, og Hylde fik låst op ind til sit lille aflukke, der som de andres var sikret med trådgitter helt op til loftet. Herfra kunne intet stjæles.
I hans lille rum stod et gammelt skrivebord og en gammel stol.
– Det er sgu ikke meget, du har herude, hvad?
– Til gengæld er mit rum herefter nok det, der er mest værd, tror du ikke? Måske burde man gå ned i Multi-Brugsen og købe al hans lortewhisky. Kan du huske, jeg fortalte om den dag, uddeleren sparkede mig?
– Ja, og ham læreren der kom og hjalp dig …
– Hvad fanden hed han nu?

De placerede de fire sække bag skrivebordet, så det lignede alt det andet skrammel, der var anbragt her. Hvert eneste rum indeholdt ting og sager, ejeren forlængst burde have smidt ud, men ikke nænnede.
Det var jo snart jul.
– Efter jul, når jeg skal flytte, er der såmænd ingen, der længere kan huske noget om pengene der!

02
I MultiBrugsen sad uddeler Karl-Henrik og så dagens overvågningsoptagelser igennem.
Han kørte hurtigt fremad, der var vist ikke noget i dag, som havde været en ualmindelig rolig og nærmest stillestående dag. Hanstholm var langsomt blevet større og større, efter at motorvejen til Thisted og dermed både mod Holstebro og Ålborg var etableret. Det havde haft afgørende indflydelse på omsætningen i hans butik. Om den nye letbane også ville kunne hjælpe, vidste han ikke lige på stående fod.

Han skulle lige til at sætte den på standby igen, da en scene fangede hans blik. Var det ikke?
Han fik den tilbage og kørte almindeligt. Jo, det var den smukke præstefrue, Britt, der kom der og gik ned mellem kølediskene. Karl-Henrik spærrede øjnene op, da han så Thomas Poulsen dukke op og blive omfavnet og kysset af hende. Hvad? Ham! Af alle?! Den mest åndssvage lærer, skoleinspektøren endnu havde ansat. Og så endda akkurat i den 6. klasse, hvor hans egen Casper gik.
Her førte Thomas Poulsen sig frem. Karl-Henrik rystede på hovedet.

Og nu også her i butikken.
Han så den en gang til. Det var ikke bare sådan et kind- eller goddagkys. Det var et elskovskys, det vidste Karl-Henrik lige med det samme. Hvad gjorde hans hånd ellers derinde under frakken? Det varede længe, og billederne viste klart og tydeligt, at her stod to elskende og kyssede hinanden lige foran vitrinen med mælk og andre mejeriprodukter. Og begge havde øjensynligt glemt alt om overvågningskameraerne.
Typisk for det fjols til skolelærer. For fanden, hvor var han dum. I går brægede han op på klasseforældremødet om , at han troede, nogle af eleverne røg hash! Mage til stupiditet skulle man vist lede meget længe efter. Fra det øjeblik vidste Karl-Henrik, at den lærer skulle have kort snor. Meget kort!
Med ét mærkede Karl-Henrik glæden strømme igennem sig igen. Her havde han ganske uforudset og uventet vundet i lotteriet. Hvad var sådan en optagelse værd i kroner og ører? Ja, han ville selv sige: uvurderlig. Hold da op.
Karl-Henrik samlede hænderne bag hovedet og lænede sig tilfreds tilbage. Nå, nå, så de to havde noget sammen. Det undrede ham ikke. Den lærer der var da noget for sig selv, altid og evigt krævende og forlangende. Så skulle forældrene til møde; så skulle de påtage sig skylden for hash mellem drengene i klassen; sådan en overlegen skid, der lige fra starten efter sommerferien havde opført sig idiotisk. Og så med det fornavn. Kunne ikke engang hilse. Nøjedes med at købe havregryn på tilbud. Helt ærligt, hvad kunne man forvente af sådan en?
Han måtte tænke over det her. Spille sine kort ordentligt.Han lænede sig tilbage i stolen med en finger under hagen.
Karl-Henrik blev i godt humør over sin egen genialitet. Hvor ofte havde faderen ikke også sagt til ham, at han var genial?
Han havde besluttet sig: Lærestreg til skolelæreren.

Om aftenen halvsov han foran fjerneren, indtil han pludselig blev lysvågen. Nyhederne begyndte med meddelelsen om, at en pengetransport i Hanstholm var blevet røvet.
Karl-Henrik vågnede med et sæt og satte sig op. Han vidste, at en gang om ugen kørte transporten rundt til de handlende og samlede alle sedlerne fra ugens omsætning ind for siden at køre dem i banken. Han var også blevet tilbudt den ordning, men sagde nej. Han skulle eddermame ikke udsættes for sådan en risiko.
Nu kunne de se, hvad det medførte!
Der blev ikke sagt noget om beløbsstørrelsen, men af den interviewede politimands ansigt kunne man nok regne ud, at der ikke var tale om småpenge. Omsætningen her ind under jul var jo steget ganske betragteligt.
03
Mobilen rystede i bukserne på Thomas, og han tænkte af samme grund, at det måske var Britt. Nummeret var ikke hendes. En stemme lød:
– Goddag hr. overlærer! Nå, hvordan går det med ungerne i klassen?
– Hvad vil du? spurgte han lettere irriteret over, at det ikke var Britt, men Karl-Henrik.
– Jeg har som uddeler og leder af MultiBrugsen et godt tilbud til dig.
Thomas undrede sig overordentligt og tænkte i første omgang på, om han var en postgang for sent ude.
– Hvad? Er det ikke lidt usædvanligt, at byens uddeler ringer med tilbud, som…
– Det gør jeg heller ikke. Du skal tænke mere kreativt. Mere følelsesmæssigt. Det handler om følelser, Thomas.
Et eller andet sted langt nede i mellemgulvet mærkedes en sær, uforklarlig snurren trænge sig langsomt vej opover til en gang kvalme. Sammen med den fulgte parallelt en anelse om noget forfærdeligt. Sådan var det, hver gang noget uforudset skete. Og det skete tit.
– Jeg kan gøre det ganske kort. Jeg vil tilbyde dig et USB-stik med en fremragende film på. Jeg har det her i min forretning. Fin til julegave til dig selv. Det viser et ægtepar fra byen, der kysser hinanden. De er bare ikke gift med hinanden. Altså.
Der slap den ud. For fanden. Overvågningsvideoerne i butikken. For satan. Og de havde stået der foran kølediskene med mælk, ost og smør og kysset! Eller var det dem med sild og laks? For helvede.
– For at du ikke skal være i tvivl, viser scenen en præstefrue, der bøjer sig frem, omfavner en mand og kysser ham, som om de snart skulle bolle med hinanden – eller lige havde gjort det. Der er ingen tvivl om, at der er amoriner i luften. Jeg har da sjældent set to mennesker, der ser så forelskede ud. Og du undslår dig sgu ikke engang for i min butik at stå og rage hende inde under frakken. Kan én hånd gøre det? Hun stod vist ikke bagerst, da vorherre uddelte bryster.
– Det har du kig på, hvad? Du kan godt lide svulmende damer, ikke? Er du ikke bare en lille, nærig gris?
Thomas parkerede ikke sin utålmodighed og mærkede, hvordan vreden og harmen steg i ham.
– Nu ikke flabet, Thomas. Lad os sige, at denne videosekvens er 10.000 kroner værd. Hvad siger du så?
Thomas tabte mælet. Underkæben hang ned. Det var noget, man kun læste om i bøger eller så på film.
– Øh … Har jeg forstået dig ret, at du vil afpresse mig, at du er en gemen pengeafpresser? Ligesom på TV i film? At du er en gemen kriminel, en lille lurvet …
– 12.000 kroner. Du bruger de forkerte ord. Det koster. Det hedder køb af video. Ikke spor andet. Og jeg må nok mene, at det er et tilbud, du ikke kan afslå. Ellers kan det jo være, at en vis præst kan få USB-stikket helt gratis. Som adventsgave.
Thomas skummede af raseri, og hans taleevne var væk. Samtidig skyllede en masse tanker gennem ham.
Den skide købmand. Den fucking købmand, brugsuddeler, narrøv eller hvilke titler, han nu skulle ha.
– Jeg vil aldrig gå med til videokøb på denne måde, aldrig, fastslog han endelig med forvrænget stemme i et forsøg på at gøre nar:
– Fanme nej. Du kan stikke dit USB-stik skråt op, så føler du da i det mindste noget.
– Jeg ringer igen i morgen, så har du sikkert tænkt over det. 12.000 kroner. Det er billigt for ikke at få slået ens tilværelse helt i stykker. Vil jeg gætte på. Pastor Jan Ole Brorsen er en stor mand.

Thomas lagde på. Slået i stykker. Jan Ole var nok så stor, at han ville kunne slå Thomas i stykker med et slag. Det var ikke nogen rar tanke. Man mærkede allerede den der bjørnelab, der kom susende ude fra højre og ramte én med dræbende kraft lige på siden af hovedet, og hvordan hovedet knækkede i nakkeleddet og bare hang ned ad skulderen, og man sank sammen, død på stedet. Britt ville kaste sig grædende på knæ og hulkende sige hans navn igen og igen, mens hun strøg hans hår, der på grund af den knækkede hals formentlig hang ned på den ene side. Ved nærmere eftertanke ville hun nu nok højst trække på skulderen og smile til Jan Ole med et: Godt gået, skat! Han har i den grad stalket mig, kan du tro!
En mand, der kunne sparke en fodbold længere end fodboldbanen – på langs, som han gjorde i sommer under bystævnet, burde man nok have lidt respekt for.
Så skulle man måske have ladet Britt være Britt og nægtet at gå i seng med hende?
Det havde han ikke været meget for. Hun var så tiltrækkende, at ingen mand ved sine fulde sex, og dem mente han bestemt, han havde, ville sige nej til det tilbud.
Thomas var ikke vant til, at nogen kvinde ligefrem opfordrede ham til at gøre noget frækt ved sig.
For fanden, hun var altså lækker! Det hjalp naturligvis også, at han havde været en smule beruset, og til sin undskyldning heller ikke anede, at hun var gift med byens præst. Hvor fanden skulle han vide det fra? Han var jo lige flyttet til Thy sidste år.
Præstekoner var sådan nogle kedelige nogen, der serverede kaffe til menighedsrådet og ellers pudsede bibler og den slags.
Det gjorde Britt ikke.
Han var selvfølgelig blevet enorm skuffet, da det gik op for ham, hvem hun var. Og dernæst bange, da han kom til at tænke på Jan Ole. Men Britt havde fastholdt, at de sagtens kunne have et forhold, for Jan Ole havde altid så travlt.

04
I frikvarteret tog Thomas sin mobil, gik udenfor og skulle til at ringe hende op, da Britt kom ham i forkøbet:
– Uddeleren, den lede orm, har tilbudt mig et USB-stik med en træls video. Fra hans overvågningssystem. For 10.000 kroner. Han fortalte mig, at man tydeligt kunne se mig kysse dig, og at vi så meget forelskede ud.
– Jeg ved det. Han har givet mig samme tilbud. Hvad sagde du til ham?
– At han ku´ rende og hoppe. Og stod det til mig, så skulle han virkelig have lov til det. Men jeg ved godt, at som sagerne er lige nu, drømmer vi ikke om at informere Jan Ole. For så var vort forhold færdigt, hvilket jeg ikke er parat til endnu. Hvad vil du selv foreslå?
– Nej sørme.
Thomas blev klam ned ad ryggen.
– Han er nok den sidste, der skal have det at vide. Er vi ikke enige om det?
– Jo.
Det beroligede Thomas lidt. Trods alt. Han fik en idé:
– Har du en telefonsvarer? Sådan én, der også kan optage selve samtalen?
– Nej, det tror jeg ikke.
– Hvis vi kan optage ham, mens han fremsætter sine ”tilbud”, så har vi i det mindste et bevis over for politiet. Hvis det kommer dertil.
– Men lige nu er problemet, at Jan Ole naturligvis ville komme ind i billedet, hvis vi blandede politiet ind i det her. Så hvordan tackler vi Karl-Henrik, og hvad gør vi …?
– Kan vi ringe sammen igen lidt senere i dag? Jeg skal til time.
Han afsluttede samtalen og gik ind igen. Hånden rystede lidt.
Han vidste ikke, hvad han skulle stille op med Karl-Henrik. Han kunne vælge at ignorere ham og håbe på, at han ikke turde vise USB-stikket til Jan Ole. Han kunne overgive sagen til politiet, for i modsætning til hans og Britts forhold var Karl-Henriks handlemåde klart ulovlig. Så det var ham, der var kriminel. Og endelig kunne de betale og håbe på, at det så var slut… De kunne herunder forhandle om prisen for den video.

Der var selvfølgelig også en fjerde mulighed, nemlig at de spillede komedie og var overraskede, og at de ville benægte alt og påstå, at USB-stikket var forfalsket, hvad man sagtens kunne gøre i dag. Men den løsning var ikke den bedste. Jan Ole var uden tvivl vant til folk, der kom for at hælde deres hjerte ud, og han ville straks kunne gennemskue ham. Så ville han hæve højre skinke – og smak!

Klokken ringede.

Han kørte hjem i dybe tanker og sagtnede farten, da han nåede forbi multiuddeleren. Raseriet greb ham, og han forestillede sig, at han simpelthen gik ind og slog ham med et boldtræ og blev ved med at slå ham, til han var helt flad. Da han ikke var så stærk, måtte han nok slå mange gange.
Eller gå ind i butikken og rykke hylderne fra hinanden, så alle varer faldt på gulvet i et kaotisk svineri. Eller brænde hans villa af der nede på Engen …
Han rystede på hovedet ad sig selv.
05
Han riggede mobilen til med den til lejligheden downloadede app, så den optog, og tastede nummeret.
– Karl-Henrik Kegnæs.
– Det er Thomas. Du havde et USB-stik med Britt og mig, hvor du mener, at vi står og kysser hinanden i din butik, ikke?
– Mener? Det gør I da, det er der ingen tvivl om, slet ikke.
– Men du vil gerne sælge den video til os for nogle penge, så vi ikke behøver at tænke på, at du videregiver den til Jan Ole, er det ikke sådan?
– Du kan sige det, som du vil. Hvis du er interesseret i, at Jan Ole ikke skal få noget at vide om dig og Britt, så kan dette videokøb forhindre det. Jeg kan sige det meget enkelt: Køb og vind – med samme sind! For du vinder, hvis du køber.
– Ja, Thomas havde svært ved at beherske sin irritation over den umådeligt provokerende lille snog til uddeler, som vel dybest set vandt mest:
– Og du forlangte 10.000 kroner i løsepenge?
– Løsepenge? Nej, Thomas, jeg taler om et godt og for dig værdifuldt USB-stik, som jeg vil sælge til dig, og kun til dig, for kroner 12.000.
– Vi vil gi´ 5.000 kroner. Fanme.
– Så glem det. Jeg ønsker 12.000, og dem skal jeg ha´ senest på fredag. Jeg snakker med Jan Ole om det derefter.
– 5.000 kroner er mit sidste bud. Ågerkarl.
– Hør her. Du har allerede trampet nok rundt på min fod. Nu er beløbet 14.000. Hvor længe har du råd til at lave sjov med fremmedord og hånlige bemærkninger?
– Din skid. Din lille lort. Dit udskud på menneskehedens skyggeside. Abeudviklet med en IQ på under 30.
Karl-Henrik havde allerede afbrudt forbindelsen og efterlod Thomas alene.
Den modbydelige slange. Og så tillod han sig oven i købet at kalde det hele for et videokøb.
Thomas havde aldrig været god til at prutte om prisen. Her blev han bare affærdiget.
Han sad i bilen og knugede rattet, så hænderne var snehvide om knoerne. Det var forfærdelig besværligt at snakke med Britt, og det var naturligvis helt umuligt at drøfte det med Jan Ole. Den tanke, at Jan Ole fik besked på at gi Karl-Henrik en enkelt én på bærret, var ret fornøjelig. Man kunne gå hen til Jan Ole og henkastet slynge ud: Kan du ikke lige ved lejlighed smutte inden om hos uddeleren og slå ham, bare lidt og i hovedet? Ja, du skal bare løfte din højre bjørnelab og svinge den ned mod ham, mens du giver ham velsignelsen …

Han kom i tanker om mobilen. Tastede play og hørte hele samtalen ganske tydeligt. Der var ikke noget at tage fejl af, selv om ordet pengeafpresning ikke blev nævnt.
Han sad længe og tænkte. Så startede han bilen og kørte hjem til det lille hus, han købte for et års tid siden. Dengang var han vild med et noget større nede på Engen, men det blev solgt for næsen af ham til uddeler Karl-Henrik Kegnæs.
Han havde dengang på fornemmelsen, at der var lusk med i foretagendet. Karl-Henrik og ejendomsmægleren kendte hinanden ret godt, og det var da noget mystisk, da han pludselig ringede til ham en dag, hvor alt var klappet og klart – også kontrakten, og fortalte, at ejeren havde valgt en anden køber.
Han havde ikke kunnet få at vide, hvad grunden var. Men følelsen af at være blevet snydt hang ved. Nøjagtigt som dengang i skolegården, da han bare var en lille forknyt skoleelev.
06
Karl-Henrik ordnede noget på sit kontor, da det bankede på døren.
– Ja, kom ind, råbte han, og ind buldrede denne idiot til lærer, der åbenbart var vild med storbarmede præstefruer.
Thomas slyngede en kuvert i bordet foran ham.
– Her. Til gengæld vil jeg ha´ det USB-stik, og du skal garantere mig på dette stykke papir, at der ikke er taget kopi af USB-stikket, som kan bruges en anden gang.
– Det får du ikke. Her er det, du kan selv se, at det er originalen. Der er ikke noget at komme efter. Du må stole på mig. Det der, han pegede på papiret, det kommer du ingen vegne med. Tror du, jeg er født i går? Til gengæld kan du hilse din kæreste, at jeg frafalder mine krav til hende.
– Kæreste?
– Hæ, hæ.

Thomas gik og smækkede med døren, og Karl-Henrik greb smilende telefonen:
– Hej Troels. Skal vi mødes og aftale nærmere?

Med et nik til næstkommanderende Tommy og et: ”Jeg går lige” satte han sig ud i sin BMW og nød turen ned ad Kystvejen mod Klitmøller.
Han var i godt humør. Nu havde han tjent 14.000 på de idioter, der ikke kunne styre deres kønsliv. Sort! Men hvad præstefruen kunne se i den skøre lærer, det fattede han ikke. Hun så eddermame godt ud; han kiggede altid efter hende, når hun var i butikken.

I Klitmøller parkerede han bilen og gik ind på det aftalte cafeteria. Troels var der allerede. De hilste kort, og Karl-Henrik bestilte kaffe og kage til sig selv. Den tidligere kompagnon lignede sig selv. Stadig så ungdommelig.
– Nå, Troels. Har du fortrudt, at du solgte din halvpart i MultiBrugsen til mig?
– Aldrig. Jeg har et skønt job i Bilka.
– OK da. Derfor kan vi vel godt stadig lave forretninger sammen!
– Det kan du stole på. Jeg er da spændt på, hvad du har med i dag.
– Her skal du se.

Han foldede et kort ud på bordet.
– Her er vejen mellem Vigsø og Hanstholm, og her ligger den nedlagte gård, jeg har omtalt for dig.

Troels studerede et foto af en ældre landbrugsgård og anede en rød lade bagved. Der var mange træer rundt om gården.
– Samtidig ligger den jo ideel for vejen, og vi kan komme af med varerne hurtigere og nemmere, end hvis vi havde etableret os i Thisted.
– Det er en gammel landmand, der lige er gået på pension og selv bor inde i Thisted, så den står og forfalder. Han er far til en af de mindre heldige lærere på skolen, Laurits, og var nær ved at smadre min BMW her i efteråret. Men vi er forliget, og der er ingen sure miner fra min side. Ikke til ham. Jeg ringede bare til ham og sendte en check for lejen. Så var den hjemme.
– Han har nok ikke kunnet sælge gården, og det tror da pokker, for den er intet værd. Han er derfor kisteglad for at udleje den; han spurgte, hvad vi skulle med den, og jeg svarede, som sandt er, at vi simpelthen manglede lagerplads for varer op til jul og havde brug for et sted, hvor indbrudstyve ikke ville lede. Så 3.000 kroner, det var, hvad vi skulle give.
– Flot! Troels var begejstret over de lave startudgifter.
– Nå. Det var stedet og de faste udgifter. Hvad med resten?
– Jeg har lavet en aftale med et af de største navne fra Letland, og han vil sælge os alt det her for 10.000 dollars.

Karl-Henrik skød en seddel over bordet. På sedlen stod en masse navne og tal, hvis betydning Karl-Henrik forklarede ham.
– Det er også en slags penge, indskød Troels.
– Ja, men du ved, at sælger vi blot en fjerdedel, har vi allerede fortjeneste. Og det er da vores agt at friholde den danske stat for alt det besvær med moms og skat og told og indførselsgebyrer, og jeg skal komme efter dig.
– Jeg er selvfølgelig med på det hele. Hvornår?
– Så hurtigt som muligt, såfremt vi siger ja i dag. Og så foreslår jeg, at vi mødes derude på lørdag. Jeg ringer, når varerne er ankommet. Jeg står for alt med navn og adresse; du vil ikke blive nævnt nogen steder. Der er ingen grund til at være uforsigtig på noget plan.

De sad lidt og varmede sig ved tankerne om den kommende fortjeneste, som Karl-Henrik lovede at samle op til udbetaling lige før jul. Til gengæld skulle han nok afholde de løbende udgifter.
De hentede lidt frokost og nød en stille, afslappet stund. Begge havde travlt i det daglige, så øjeblikke som disse var ikke helt af vejen.
Der lød uafbrudt juletingel-tangel-musik ud fra højttalerne. En fire-fem små skoleelever kom ind og satte sig med larm og råb efter at have købt pomfritter.
Troels kiggede flygtigt over på dem, smilede og vendte sig mod Karl-Henrik:
– Kan du huske din skoletid?

Karl-Henrik så alvorligt på ham.
– Det kan du fanme tro, jeg kan. Der er nogen fra dengang, jeg forbander den dag i dag.
– Nå? Troels så spørgende på ham, mens han gumlede videre.
– Ja, der er sgu altid nogen i en klasse, man kunne tænke sig at gi´ nogen tæsk.

Det kunne de nok blive enige om, og Troels kom i tanker om noget, han også godt kunne berette om fra sin skoletid.
Det var et kort, men yderst effektivt møde. Karl-Henrik var såre tilfreds, og mens han kørte tilbage til Hanstholm, drønede Troels til Skive på arbejde.

Da Karl-Henrik kom hjem, lå der en seddel på køkkenbordet: ”Hent ungerne, de skal i bad, have mad og i seng. Jeg kommer sent hjem.”
Hans pande blev rynket, og hans første reaktion var ærgrelse. Hvad i alverden lavede Katrine? Det lignede hende slet ikke at glemme at skrive, hvor hun var. Og så den der kommandotone. Det plejede at være ham, der kommanderede. Han kunne mærke på sig selv, at han var noget utilfreds. Bade ungerne. Hun vidste udmærket, at han skulle så meget og sjældent havde tid til det pjat. Det var vel det, mødre skulle tage sig af?
Nå, nu hvor han alligevel skulle tale et par ord med Casper, var det måske en god anledning. På en måde havde han behov for at undersøge, om der var noget som helst i det, Thomas havde fortalt dem til forældremødet.
Han hentede den mindste hos dagplejeren, og Casper var kommet hjem i mellemtiden.
Karl-Henrik tændte for hanen i badekarret. I aften skulle de være helt rene, så duede brusebadet ikke.
Da de to drenge sad i vandet og hyggede sig med at lave ekstra skum, satte Karl-Henrik sig på hug foran dem og sagde til Casper, mens han stirrede ham intenst i øjnene:
– Har du røget hash?

Casper virkede chokeret. Til at begynde med kunne han bare kigge på sin far, derefter slog han øjnene ned, og Karl-Henrik vidste, at det havde han. Han var ikke i tvivl:
– Casper, jeg kan se på dig, at du har røget hash.

Casper nikkede:
– Jeg ville bare prøve det, far. Det var bare sådan lige et eller to hiv.
– Jeg tror, du lyver for mig. Både din mor og jeg har set flere gange, at du er kommet hjem og har opført dig fjollet.
– Ja, Casper, og du grinet hele tiden…
Den bette ville også være med.
– Har jeg ikke advaret dig? Har jeg ikke sagt, at det vil jeg fandme ikke ha´? Casper, jeg vil vide, hvem du har købt det af.

Casper så ned.
– Jeg ved godt, du ikke er meget for at sladre. Men det her er så alvorligt, at jeg vil bruge alle midler for at få det stoppet!
– OK, altså, ja, jeg har røget hash. Det var ikke bare noget, jeg skulle opbevare. Undskyld, far.

Karl-Henrik blev ærlig talt ked af det. Han rejste sig og gik ind i stuen og satte sig med hænderne for ansigtet. Hvad gjorde han nu?
07
Thomas mødtes med Britt for tredje gang i hendes lille, eksklusive lejlighed i Thisted, og han omfavnede hende kærligt og spillede op til dans som de andre gange.
– Åh, skat, jeg trænger til dig, mumlede han og lod sin hånd kærtegne hende.
Men han mærkede en kulde fra Nordpolen. Hun var helt stivnet.
Britt fjernede brutalt hans hånd og bad ham tage plads i sofaen. Det var helt usædvanligt.
– Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at gøre det forbi. Jeg kan ikke længere holde ud at være Jan Ole utro, og jeg synes, jeg er nået dertil, hvor jeg må vælge…
Hun fortsatte:
– Det her med uddeleren, den idiot. Jeg kunne frygte, at han ville gentage det, og lige pludselig går det op for mig, at det kunne koste mig min mand og ægteskab. Vi kunne nok have fortsat lidt endnu, hvis Karl-Henrik ikke skulle gøre os livet surt.

Thomas så på hende og nikkede. Det var næsten, som det plejede at være. Når han lige havde erobret en pige, gik der ikke lang tid, så skred hun.
– Jeg vidste godt, det ikke kunne fortsætte. Du gav mig lidt tro på det hele igen, og jeg må gøre op, hvad jeg vil med mit liv.

Det var noget højtideligt, og den måde, han sagde det på, var ikke den bedste. Tudefjæs. Irritationen bredte sig sammen med nederlagsfølelsen.
Han talte meget lavmælt, bed sig i læben, mens han søgte at tage sig sammen.
Britt fortsatte med fast og urokkelig stemmeføring:
– Jeg er stadig vild med dig, det skal du vide. Men. Jeg har også brug for tryghed, én, jeg kan snakke med alle steder. Ikke kun fordækt. Og det går jo i sagens natur ikke. Det er jo ikke bare det med Jan Ole.

Han sank lidt sammen, med et var han forvandlet til en ældre, sygelig og svagelig invalidepensionist. Uduelig lærer og uduelig elsker.
Thomas´ mave var tung, og han så ned hele tiden. Britt fortsatte.
– Det er sørgeligt det hele. Jeg har ikke ord for det. Jeg ved bare, det ikke kan fortsætte.
– Nej, det har du sikkert ret i.

Der var ikke meget volumen på den stemme. Hun fortsatte:
– Måske var det dumt af mig at lægge an på dig.
– Jeg ved ikke, om det… var vi ikke begge lige gode om det?
– Nej. Jeg ville have dig, Thomas. Jeg fik dig, har haft dig, veni, vidi, vici og nu er det slut. Punktum. Så. Vær venlig at gå nu.

Thomas gik i stå, mens han kløede sig i skridtet, hvad han altid gjorde, når han ikke magtede situationen. Hun så ikke engang op, sad og pillede ved sin kunstige hånd.
Han rejste sig og stod lidt og skiftede fra fod til fod. Hvad var det, hun lige sagde? Hun snakkede om ham som om en brugt bil.
Pludselig tordnede en vildskab, vrede og voldsomhed op i ham. Med et snuptag greb han den fine lille vase, der stod på sofabordet, og smadrede den ind i væggen, så blomster, vand og procelænsstykker fløj gennem luften, inden han med store skridt marcherede ud af lejligheden, satte sig i sin bil og kørte hjem. Hele tiden så han Britt for sig, hørte hendes hæse stemme og den kunstige hånd, der aldrig mere skulle kradse ham i skridtet. Det havde taget ham noget tid, inden han fandt ud af, at den var kunstig. Kunstig som resten. Hun anså ham for et stykke legetøj.
Han havde troet, det var et ligeværdigt forhold mellem to, der holdt af hinanden. Kæft, min bare røv. Hun havde sgu godt af, at det gjorde lidt ondt for en gangs skyld. Sidde der og tro, at han bare var et stykke legetøj. Nu vidste hun, at det var en fejl af hende.
Det var slut. Han snøftede alligevel en smule på vejen hjem og måtte drikke hele tre portere plus en kæmpewhisky, før han gik i seng og sov en urolig og kort nat.

08
Den store lastbil fyldte godt på gårdspladsen. Chaufføren bakkede ind, og da Karl-Henrik gestikulerede til ham, at han skulle om bagved til laden, blev han noget sur, men satte sig op igen og fik bakset lastbilen derom. Han åbnede bagporten, og sammen begyndte de at losse partiet. Der var masser af kasser, men han havde heldigvis en palleløfter og fik hurtigt tømt bilen. Alle kasser blev pænt anbragt for enden helt inderst i laden langs den ene endevæg. Overfor ved vinduerne, der vendte ud mod resten af gården, kunne man holde øje med eventuelle gæster og besøgende, hvis sådan nogen skulle dukke op. Det var også her på det meget lange bord, at de skulle fabrikere og færdiggøre varerne.
Karl-Henrik tog bare for en sikkerheds skyld og skar et par af kasserne op, og det hele var tilsyneladende, som det skulle være.
Han nikkede farvel til chaufføren, tog mobilen og tastede Troels´ nummer.
– Så er det hele på plads. Jo, alt er, som det skal være, og nej, der mangler intet, så vidt jeg lige kan se. Han vil heller ikke snyde os, det vil skabe uoverskuelige konsekvenser for ham på markedet, og han vil være en færdig mand i den business.
– Det var godt. Vi skal jo ikke være naive.

De aftalte at mødes herude lørdag formiddag og begynde på arbejdet.
De sidste ord, Troels gav ham, fik ham til at rynke brynene lidt. Han skulle i hvert fald ikke kalde ham naiv. Han studerede fakturaen, puttede den i lommen og tog sin kniv. Så gik han i gang med at sprætte de mange kasser op, og da han var halvt færdig, kunne han tilfreds konstatere, at alt var, som det skulle være. Selvfølgelig kunne han stole på leverandøren. Alt andet ville være selvmord for ham, som han havde sagt til Troels: Det ville være enden på hans forretningsimperium.
Det her var bedre end stoffer og narko og cigaretter og spiritus.
Nu måtte hans far da endelig kunne indse, at hans søn var dygtig og kunne tjene store penge.
Karl-Henrik lukkede porten ind til laden og låste omhyggeligt det hele af og forlod en kæmpe, illegal fyrværkerifabrik, der skulle danne basis for en forretning, hvis svimlende fortjeneste han i virkeligheden slet ikke turde tænke på.

09
I et frikvarter sad Laurits og Thomas og snakkede fortroligt. Det fælles omdrejningspunkt var Karl-Henrik. Begge havde en høne med vinger at plukke med den herre, og mens Thomas naturligt nok intet sagde om afpresningen, men holdt sig til bataljen med Karl-Henrik og Hylde, fortalte Laurits ham om Hanne Lene og hendes far, der givet var fyret, bare fordi han var far til hende. Uddeleren havde jo nærmest voldtaget Hanne Lene en aften, betroede Laurits ham, og Karl-Henriks sammenstød med Laurits´ egen far var måske heller ikke helt efter bogen.
Thomas forstod ikke så meget af det, men glædede sig over fælles fodslag mod idioten.
Laurits fortalte, at faderen ikke var den bedste bilist længere, men at han skulle have smadret Karl-Henriks BMW på den måde, lød lettere utroligt.
Thomas mente, at politiet nu snart måtte på banen, mens Laurits mere var for noget kontant afregning ude i Nystrup Plantage, eller bedre endnu at hænge ham op i sømærket ved indsejlingen til Hanstholm helt oppe fra toppen med hovedet nedad og gaffatape for munden.
Thomas foreslog, at de kunne tvinge ham ind på rockernes værtshus i Thisted. Der skulle han gå op til baren, prikke den største rocker på skulderen og sige: Hej skat, du sidder på min stol!

Det hjalp gevaldigt på Thomas´ humør at snakke ondt om Karl-Henrik. Han var slet ikke kommet sig oven på den knusende separation fra Britt. Han havde spekuleret mange gange på, om det var den der afpresning, der gjorde udslaget for hende. Eller var han i virkeligheden en dårlig elsker? Hun havde da nydt hans indsats og havde da været temmelig krævende oven i købet. Var det måske ikke godt nok?
Det var hende, der var startet. En lille, rask flirt, og Thomas var faldet pladask for hende.
Han forstod sig ikke på kvinder. Overhovedet. Så hellere nakke uddeleren. Nå, ja. Ham forstod han sig heller ikke på. Eller inspektøren for den sags skyld. Hvem forstod han sig egentlig på? Hylde-Per?
Havde han bare heddet noget andet end Thomas. Tom-asshole, som kammeraterne råbte i skolen. Kunne han for pokker ikke bare have heddet Finn eller Jens eller Jørgen? Fandens til forældre, man bare aldrig havde valgt.

10
Thisteds gågader var ikke verdens mest charmerende, syntes Thomas, heller ikke her ind under jul, men der var dog de butikker, der skulle til for at mætte behovet hos en befolkning i underkanten af 14.000 mennesker. I hvert fald behovet for tøjbutikker inklusive sportsbutikkerne, der af en eller anden grund stort set også kun handlede med tøj. Tværs over gågaden hang granguirlanderne med lys og stjerner. Traditionelt. Traditionelt.
Inde i gyden mellem to forretninger stod en mand og urinerede. Midt på fortovet var et ægtepar i et gedigent skænderi. En vrælende unge efter sin mor, mens han pegede på slikbutikken.

Han var et smut inde i byens eneste boghandel for at finde en bog om kærestesorg, han havde ledt længe efter. Han stod og rodede i reolerne, da en hånd lagde sig på hans skulder.

Han vendte sig forbavset om og så en ung mørkhåret kvinde med et smil så bredt.
– Vera!!
– Nå, skal du ha´ dig noget at læse i, spurgte hun. – Hej, Thomas!
– Hvordan i alverden kan du stå her i Thisted??
– Jeg bor her! Jeg arbejder ude på Hotel Fjordens Vande som oldfrue. Hvad med dig?

Han forklarede. Hun holdt sig altså stadig godt!
– Er det 10 år siden?
– Mm. Er du …
– Nej, jeg har ikke fundet den eneste ene. Jeg får lidt fast-food indimellem.

Hun smilede stadig:
– Ja, det ligner dig. Du ser ellers godt ud?
– Jo, tak i lige måde. Hvad med dig?
– Jeg har løse forhold og et lidt mere fast. Men er ellers fri og uafhængig.
– Løse forhold?
– Altså jeg går i byen. Ser om der er noget mandekød. Fast-food, som du kalder det. Men det er nu ikke derfor, jeg bor her på Thy.

Det var dejligt med hendes humor, lige så godt som dengang.
– Og et som sagt lidt mere fast. Jeg ved ikke, om det bliver til noget med ham.
Den veldrejede krop og lokkende smil havde unægteligt heller ikke forladt hende. Tværtimod. Der var da kommet lidt mere af den. Han studerede hende ovenfra og nedefter. De brede hofter og den fyldige bagdel var ikke forandret siden dengang …

Han stod stadig med den bog om kærestesorg i hånden, han tilfældigt havde taget ud. Han skjulte forsiden for hende og stak den ind på hylden igen. Nu vidste man i hvert fald, hvor den stod, hvis der skulle blive en senere lejlighed, og det gjorde der jo nok.
Han foreslog Vera et glas gløgg på Café Saltvand.
Hun gik med ham hele vejen derned, og de snakkede sammen, som om de overhovedet ikke havde været fra hinanden i 10 år.
Dejlige, søde, lækre Vera. Det halve år dengang havde været en omstigning til paradis, der havde givet ham oplevelser ud over det sædvanlige. Deres forhold havde været så intenst, så dybt, at det kun kunne gå galt. Hvad det da også gjorde. Med brask og bram. Hans værnepligtstid på Ålborg Kaserne udløb, og han syntes, de skulle flytte sammen. Men hun havde nægtet. Med sine 18 år og hans 20 syntes hun, det var alt for tidligt. Hun ville opleve noget mere før det hellige ægteskab.
Diskussionen skabte skænderierne, der skabte forliset.
Bagefter kunne han godt se, at de havde været alt for unge.
– Så du er aldrig blevet gift. Det var rart at få det helt bekræftet.
– Nej, Thomas. Du har stadig en chance.

Søde Vera. Du kommer lige på rette tid og sted. Hans tanker kredsede om hende. Hun var som en isflage, han lige kunne hoppe over på inden druknedøden.
– Jeg kender en chance, når jeg ser én.

Somme tider kunne man godt hæve standarden og være slagfærdig.
De satte sig yderst med udsigt over fjorden og det fjernere beliggende Mors. Solen spillede med de sidste af årets muskler i det mørkeblå vand og skjulte de lidt for mange grønalger, der nu boltrede sig i fred og ro, mens klimadebatten rasede inde på land.
Hun var sjovt nok flyttet hertil fra Århus for et halvt år siden, fordi hun ville væk fra området, og fordi hun kendte en ung mand. Altså kendte. Nærmere elskede. Men det var gået forbi allerede efter en måned. Det var lidt af en nedtur, men nu var hun ovenpå igen som sagt efter et par løse og nu et lidt mere fast forhold.
– Så er det jo helt sjovt at møde en gammel flamme, der er i samme situation.

Det lovede godt.
– Vi må da fejre gensynet. Enten skal vi drikke, til vi styrter, eller også skal vi noget andet.

Vera kneb øjnene sammen og rettede sig op og lokkede med et bredt smil, mens hun satte hænderne i siden:
– Har du ikke lyst til at se min lejlighed?

Thomas nikkede med en fornemmelse af dacapo. Det var anden gang, man blev lokket af en smuk kvinde til et forhøjet puls- og lejlighedsbesøg. Lidt måtte der da være af gode input til ham.
– Hvad så med ham den faste?
– Så fast er det heller ikke. Vi bor ikke sammen, men det faste består i, at vi ses jævnligt. Det er mindre besværligt end at skulle ud og lassoe noget mandekørvel.
– Kan man godt være oldfrue i en alder af 28?
– Det går helt fint!

De betalte og forlod cafeen med tjenerens 20 meter lange blik efter Vera. Thomas kunne ikke lade være med at vinke til ham. Ha. Der står du. Her går jeg. Med en aldeles dejlig pige.
11
Lejligheden var der i og for sig intet i vejen med, den lå bare et uheldigt sted ud til den noget trafikerede Jernbanegade og var slet ikke på niveau med Britts. Åh, han var lige ved at glemme, at han var ked af det.
– Nu kan jeg godt se, det er dig, sagde hun med et bredt smil, da de havde fået tøjet af hinanden.
– Jeg har lidt sværere ved det, mente han. – Du er sgu da godt nok for lækker. Var du også det dengang, for det kan jeg overhovedet ikke huske?

En halv time senere var han ikke i tvivl og Vera heller ikke:
– Det var altså li så skønt som dengang.
Thomas masserede hende blidt ned over det flade maveskind.
– Jeg er meget i tvivl om skolen. Om det er det rette for mig. Det går ikke så godt for mig. Inspektøren er en orm. Han snor sig altid udenom, mens han vrider sig.

Thomas tænkte, at han da var enormt heldig at have mødt sin gamle flamme så hurtigt efter, at den anden flamme var slukket. Lige her og nu savnede han ikke Britt. Han tænkte næsten slet ikke på hende. Hendes smut i øjnene. Hendes dejlige, lange, lyse hår. Eller hendes formidable kurver nedover. Eller hendes hæse, sexede stemme …
– Jeg skal ikke møde før 12 i morgen, Thomas. Du kan blive her, hvis du vil?
– Øh, så skal jeg melde mig syg, for jeg har timer fra i morgen tidlig.
– Hvis du nu bliver syg med mig, er det så ikke godt nok som årsag?

Han grinede og mærkede den der gode lidt barnlige hulahopstemning, de også havde dengang. Han kyssede hende på munden og lænede sig tilbage:
– Du får din vilje, og jeg får natlogi. Ikke værst.

Thomas havde alligevel lidt dårlig samvittighed næste morgen, da han kravlede ud af sengen for at kontakte skolen.
Inspektøren blev sur. Han kunne ikke klare sygemeldinger, betroede Thomas Vera. Så skulle han jo finde vikar, og det var ikke altid lige let.
– Men jeg er fucking ligeglad. Han kan bare behandle mig ordentligt.
Han krøb under dynen og lagde sig tæt op ad Vera.
– Jeg skal nok behandle dig ordentligt.
Hendes bløde hånd søgte ind under dynen, og en ordentlig behandling begyndte.

Lidt op ad formiddagen skiltes de. Dirrende af visse forventninger inviterede han hende på aftensmad hjemme hos sig i Hanstholm samme aften. Han havde ingen aftaler og måtte se i øjnene, at gamle ordsprog somme tider holdt. Sådan var det i hvert fald med denne gamle kærlighed til Vera. Ingen rust der.

Den skulle stå på Tournedos og Amarone, oven i købet den noget dyrere. Han havde revet sig lidt. Havde endda købt blomster til spisebordet eller til hende? Da han stod i blomsterforretningen vidste han ikke helt, hvad der var mest hensigtsmæssigt. Han fik også et svært spørgsmål af blomsterdamen, da hun spurgte ham ud om hvilke blomster, det skulle være.
Der slap en del øher og æher ud, inden han kunne nærme sig emnet bare lidt mere præcist.
Røde roser var nok lidt for tidligt, mente hun, derimod friske farver i gult og rosa, det ville antyde en god stemning. Så han accepterede. Hvordan skulle man også vide, hvilke blomster der hørte sig til hvornår?
Nu stod de på det pænt dækkede bord.
Væk var ærgrelsen over, at inspektøren havde set ham i bilen på vej hjem. Nå, han kunne vel bare sige, at han havde været ved læge. Værre var den ikke.

Det ringede på. Med bankende hjerte stormede han ud og kastede undervejs et blik i spejlet. Ikke værst af en 30-årig, skulle han mene.
Han havde lige børstet tænder, så der skulle ikke være noget. Med en sidste rettelse af håret lukkede han op.
Det var ikke Vera, der stod der ude i mørket, men Hylde-Per.
– Hej Thomas, ved du hvad, nu skal du bare høre …

Han så på Thomas. Thomas prøvede, men kunne bare ikke smile og sige velkommen. Han gav sig til at forklare Per, at han ventede besøg af en gammel flamme, så…
Hylde-Per nikkede og havde fuld forståelse, og med en hilsen til kasketten svajede han bagud og væk igen.
Thomas lukkede døren, men ombestemte sig. Nu lugtede entreen værre end nogen bodega. Vera kunne tro, at han allerede havde drukket tæt, så han lod døren stå på vid gab. For fanden. Troede Hylde, at de to var venner? Det var mildest talt uheldigt. Især lige nu. Han gad ikke den bistandsbums.
Taxaen bremsede ude på vejen i det samme, og Vera kom adræt og elegant hen til ham i døråbningen og omfavnede ham.
– Hej, skat.

Ordet fór ud af ham, inden han kunne nå at bremse dem. Var det ikke lige tidligt nok med skatteriet? Nå, skide være med det.
De kyssedes længe, en ordentlig opvarmer til aftenen, og han mærkede straks spændingerne sprede sig nedover, mens hans hånd ligesom tilfældigt kørte forsigtigt op over hoften på hende.
– Puh, hvad er det, der lugter af her? spurgte hun straks og trak sig lidt tilbage.
Tænk, at hun bemærkede det. Altså kvinder kunne noget, mænd ikke kunne.
Han tog imod hendes sommerfrakke og måtte igen suge hendes ynder til sig, mens han forklarede.
– Af og til kommer der her en slags hjemløs, Hylde-Per kaldes han, og besøger mig. Han er en stakkel, som jeg har hjulpet en enkelt gang. Det var i øvrigt henne ved MultiBrugsen. Uddeleren der var ved at smide ham ud og sparkede til ham. Det kan vi jo ikke have, vel?
– Nej, Thomas, skide godt, at du greb ind. Det kan jeg lide dig for!

Hun tog om ham og gav hans arm et klem.
Rundvisningen i huset gav alle steder åh og nej, og det er vel nok pænt. Hun sagde det garanteret, fordi hun var høflig.
– Her ville jeg da ikke have noget imod at bo engang, mente hun og strøg ham over kinden. Han kunne ikke lade være med at gi hende et hip:
– Du er måske mere parat nu end dengang?

Hun klappede ham blidt bagi og gik ud i køkkenet uden at svare:
– Nå, har du lavet noget ordentlig mad?

Det skulle han mene. De skålede og var enige om rødvinens kvaliteter.
12
På den røde gård mødtes Troels og Karl-Henrik. Han viste ham stolt laden og dens indhold, kasse efter kasse, indeholdende krysantemumbomber, sort krudt, alle mulige paprør, væger, tændsatser og en masse andet.
– Er det ikke farligt? spurgte Troels.
– Farligt? Det er smadderfarligt. Én lille gnist, og det hele springer i luften med sådan et brag. Derfor er ild og gnister strengt forbudt. Klart nok. Men da ingen af os ryger, skulle der ikke være nogen risiko. Det eneste, vi skal foretage os, er at putte krudt i de rør der, sætte væger i og lægge dem pænt i kasserne. Alt andet er færdigt og kan i den forstand sælges allerede fra i dag. Jeg har jo kontakt til en mand i Skive, en på Mors og en i Viborg, du ved ham på Slipskoven. Det hele foregår, som vi har aftalt, som et slags pyramidespil, hvor dem, vi sælger til, sælger videre til nogen, der sælger videre. Vi kender kun det næste led. På den måde vil ingen kunne spore, hvor det hele stammer fra. Hvert eneste salg kaster en fortjeneste af til os to. Hvis bare halvdelen af dette lager sælges, har vi tjent mere end tre millioner, sort, – hver.
Troels nikkede eftertænksomt.
– Det er vel også det, du har regnet med. Ikke?
– Faktisk ikke så lidt. Men vi skal knokle meget for at nå det, for mellem jul og nytår vil der ikke være tid til noget.
De to købmænd arbejdede de følgende dage på gården. Troels havde for længst indset, at der var mange penge i det og havde fået fri ekstraordinært.
Karl-Henrik havde ikke sagt andet til Katrine, end at han var ved at udvikle et salgskoncept med svenske ødegårde, som virkelig kunne give kassen. Han havde vist hende flere brochurer med flotte farvebilleder og havde snakket om, hvor dejligt det ville være at eje sådan én.
Katrine havde været lidt underlig ligeglad, ja, hvis man ikke vidste andet, så hun nærmest glad ud, da han beklagede, at han ikke kunne være så meget hjemme i weekenderne op til jul heller.

Sidst på eftermiddagen orkede de ikke mere og sluttede af med en velfortjent øl.
– Jeg døjer med et par stude til skolelærere. For helvede.

Karl-Henrik fortalte om Laurits og Thomas.
– Jeg kender et par af bestyrelsesmedlemmerne, de skylder mig en tjeneste, og har givet dem besked på ikke at fastansætte Thomas Poulsen. Hold kæft en idiot, mand.

Troels sagde bare mmnn på de rette steder.
Lidt efter tog Troels firehjulstrækkeren ned til Vorupørmanden med krysantemumbomber læsset i bagagerummet, mens Karl-Henrik kørte til Koldbykontakten med fyrværkerikasser proppet i sin BMW.
Pengene var begyndt at strømme ind, og det ville ikke vare længe, før investeringen var tjent hjem.

13
Veras besøg var mere end et frisk pust udefra. I den følgende uge kom hun hyppigere og hyppigere. Til sidst hver aften. En dag dukkede hun op allerede om eftermiddagen.
De blev enige om at sætte sig i overstuen og nyde et glas vin sammen. Han trængte til det og til hende. Mange følelser stod i kø, følelser, han måtte holde igen med at vise. Han havde ikke fortalt og ville ikke fortælle hende om Britt. Det tjente ikke noget formål.
De sad med hinanden i hånden og talte dæmpet sammen. Thomas kunne nu godt tænke sig at vide lidt mere og busede ud med sin uro:
– Hvad med ham den lidt faste?

Det var godt med rene linjer. Det holdt han meget af, specielt hvis det var ham selv, det gjaldt.
– Du er nummer et indtil videre. Men der skal kæmpes.

Hun lo og spurgte ham ud om skolen, da der lød noget støj nedenunder.
Thomas gik derned og opdagede Hylde-Per stå i entreen.
– Jeg kan ikke holde det ud længere.

Øjnene så udslukte og trætte ud.
– Kom med op, sukkede Thomas og viste ham vej. Pers tøj var forrevet og laset, og han lignede en patient på sit yderste og lugtede også sådan.
Vera tog forskrækket imod i overstuen, mens Thomas sørgede for at lave stærk kaffe. Det var nok bedre end vin. Hylde var vel alkoholiker?? Han præsenterede Hylde-Per med få ord.
Hylde sank sammen på briksen, han ville ikke sætte sig i sofaen.
– Jeg er nok ikke helt ren, mente han.

Han gned sine hænder. De var ru og med forbavsende tynde fingre.
– De er efter mig. Jeg kan snart ikke holde det ud længere.

Han tog hænderne op til hovedet, som om han havde hovedpine:
– Selv om jeg alligevel ikke skal i retten og derfor er en fri mand, får jeg hele tiden at vide, at jeg er en voldsmand.

Hylde var spinkel og lignede ikke en, der gik rundt og overfaldt og truede andre.
– Jeg tror altså, at det er Karl-Henrik, der har spredt det rygte. Min lejlighed bliver hele tiden udsat for så det ene, så det andet. Måske er det godt nok, at jeg er sagt op. Til nytår skal jeg ud.

Her så han op på dem og fortsatte, næsten med tårer i øjnene:
– I går lå der noget komøg uden for min indgangsdør, og her i dag er bægeret fuldt. De har malet på mit vindu: GÅ HJEM, KRIMMERNEL!

Thomas trøstede ham og så over på Vera. Hun så stadig noget overrasket ud.
– Det er noget rod, kunne han i hvert fald altid sige. Om han mente sit eget liv eller Hyldes, var ikke helt sikkert.
Sandt at sige ville han helst være fri for Hylde, der både lugtede og gav besværligheder. På den anden side havde han sagt A og kunne derfor ikke undslå sig for et B, selv om det nok mest var til ære for Vera:
– Se, nu skal du i bad. Her er et rent håndklæde, og så kan du låne lidt af mit gamle tøj, vi er ca. lige store. Hvad siger du til det?
– Det er alt for venligt af dig.

Han tog håndklædet og tøjet.
– Måske skal jeg bare smutte hjem til Vesløs. Det er jo det, de alle ønsker.
– Lad os nu snakke om det.

Thomas´ stemme var uforandret fast, hvilket undrede ham selv. Men han havde det godt med at vise fasthed, beslutsomhed og karakterstyrke. Selv om han indeni var helt modsat.
Vera nikkede, som om hun havde myndighed til at bifalde hans beslutning.
Et eller andet sted rørte det ham trods alt at se Hyldes taknemmelighed. Måske var han ensom?
– Du står lidt alene med det hele, gør du ikke? spurgte han ham.
– Jo, jeg har en søster på Sjælland. Men vi ses stort set aldrig.
– Hvad med jul og fødselsdage og den slags?
– Hvis Luske, altså Kaj, ikke selv skal af sted, så er vi sammen. Han er nok min bedste kammerat.
– Og den eneste?
– Ja, og så dig.

Thomas kastede et hurtigt blik på Vera. Var hun med på den? Hyldes bedste kammerat? Han lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Næste jul sammen med Hylde?

Hylde kom i bad, og da han lidt senere mødte op i Thomas´ gamle bukser og trøje, lignede han næsten et helt almindeligt menneske.

14
Hylde sank tilbage i stolen og pustede ud. Han duftede anderledes frisk, og denne specielle duft havde hurtigt bredt sig i rummet og var i gang med at erstatte den gamle lugt.
Hylde sad roligt og fortalte Vera og Thomas om sit liv. Han læspede en smule på grund af de manglende tænder i formunden.
Thomas overvejede at sponsere et par tænder. Det kunne ikke koste en hel bondegård. Hylde ville se pænere ud og dermed have større chancer for at få et arbejde.
Per berettede om bemærkninger, han fik råbt efter sig, både fra voksne og børn. ”Nå, skal du ned og hente bistanden?” eller ”Rejser du nu tilbage?” eller slet og ret ”Pas på, han slår!”.
Nu var de også begyndt at vække ham om natten og råbe grimme ting til ham. Han kunne snart ikke holde det ud mere. Nogen skulle åbenbart have en strid tilværelse, og han var da bestemt ikke gået fri.

Thomas så over på Vera under Pers fortælling, mens han til Per fastslog:
– Jeg kan altså ikke have dig boende her. Det går ikke. Jeg …
– Hvorfor ikke, blandede Vera sig.

Thomas sad uroligt, og hans blik gled rundt i stuen.
– Fordi … fordi …
– Jeg vil da så sandelig heller ikke trænge mig på, hviskede Hylde og lignede en, der var på nippet til at græde.
– Åh, Thomas, et par dage kan hverken gøre fra eller til for dig, men betyder måske alt for Per?
– Jo.

Thomas var udgået for argumenter og fortsatte:
– Så lad gå da. Et par dage siger vi så.

Thomas viste Hylde ind på det lille gæsteværelse.
– Se her kan du sove og bo. Men jeg tror ikke, at du skal drikke dig fuld, det gider vi nok ikke have tur med.

Hylde lovede forskrækket, at det da aldrig kunne falde ham ind i gode venners selskab, når det var på den her måde.
I døråbningen trykkede Hylde hans hånd:
– Tak, Thomas, for hvad du gør for mig. Det vil jeg ikke glemme.

Thomas undgik hans blik og mumlede bare et eller andet og vendte sig hastigt om.
Hviskende snakkede han og Vera sammen, og han gjorde det klart over for hende, at dette var et rent midlertidigt foretagende. Hun nikkede og så ud, som om det gik for denne gang. Men næste?
– Skal jeg lave kaffe, spurgte hun med kælen stemme.
Han stirrede efter hende, da hun med svingende stram nederdel sejlede ud af stuen. Netop i det øjeblik steg hans lyst til hende.

Næste morgen vågnede Thomas og Vera ved støj nede fra køkkenet. Han tumlede ud af sengen og nedenunder, hvor Per stod og havde gang i mange opgaver. Kaffemaskinen snorkede, han stegte æg på panden sammen med bacon, ledte efter tallerkner og kopper i skabene, hvor alle låger var åbnet, og han skar brød for, alt mens han nynnede og udbrød, da han fik øje på Thomas:
– God morgen, Thomas. Ja, jeg synes jo, jeg skal gøre mig lidt nyttig, når jeg sådan kommer og forstyrrer.
Thomas så på et køkken, der havde forvandlet sig fra et nydeligt rengjort og ordnet et aftenen før til nu, hvor alt var kaos.
– Hm. Øh. Ja, det…

Han kløede sig i nakken. Så tog han mod til sig:
– Jeg tror nu, vi en anden gang skal aftale på forhånd, hvis du ligefrem skal have opgaver her.
– Det er måske for meget? Du synes ikke om det, måske?

Thomas blev straks forlegen. Nu havde han allerede fra morgenstunden to konflikter kørende. Svineri i køkkenet og en fornærmet gæst.
Han mumlede et eller andet til beroligelse af Hylde og strøg tilbage til sovegemakkerne. Vera stirrede på ham:
– Hvad laver han?
– Morgenmad, mumlede Thomas og gik på badeværelset.

Henne i skolen stak Laurits til ham:
– Jeg hører, at du har fået gæster?
Thomas så forvirret på ham.
– Både en ung dame, der skulle se ganske godt ud og så ham Hylde-Per?
– Hvor fanden ved du det fra? Sig mig engang, er der overvågningsvideoer også uden for MultiBrugsen?
– Hæ, hæ, nej, men man hører jo et og andet …
– Hun er en gammel kæreste, som er på besøg. Og Hylde? Ja, jeg har fået medlidenhed med ham og syntes, han trængte til ro og fred et par dage. Man skal jo være lidt god ved hinanden her op til jul.
– Herbergshjem for landstrygere?
Laurits borede kniven ind i såret. Thomas så ned og prøvede at lade, som om han ikke havde hørt det.
– Han har ikke haft det let, skal jeg love for. Vidste du godt, at hans mor drak sig ihjel, mens han bare var et barn?
Thomas mente at have fundet et godt argument.
– Det er jo det, vi siger: Vesløsere har svært ved det. Thomas, hold dig fra ham. Det er sgu da ikke selskab for dig. Lige børn leger bedst.
Thomas skiftede stilling og støttede sig på det andet ben.
– Ulige børn leger sjovere. Han er da bare en stakkel, synes jeg.
– Tja, du bestemmer selv i dit eget hjem. Pas du på, at damen ikke skrider. Det er sgu ikke alle, der gider bo sammen med sådan en.

Resten af dagen følte Thomas, at Laurits undgik ham. Det sædvanlige palaver efter sidste time var borte, for Laurits var allerede taget hjem. Det lignede ham overhovedet ikke.
Thomas kørte hjemad til sin nye ”ven” med tankerne kværnende rundt. Historierne med ham Jesus, der plejede omgang med skøger, betød de ikke noget mere? Han vidste ikke, hvorfor han hele tiden kom i tanke om de der historier.
Det var lige før, han glemte Britt.
15
Da Thomas lukkede sig ind, stod lugten nærmest skåret i skiver. Han lagde taske og tøj i entreen og åbnede ind til køkkenet. Alkoholdunsten var gennemtrængende, ikke sådan at man ikke kunne ånde, mere som en parallel til andre lugte, der kendetegner et menneskes opholdssted.
Hylde var ikke i køkkenet. Han åbnede ind til stuen, og der lå han på sofaen og snorksov. På sofabordet stod Thomas´ bedste whisky, i hvert fald flasken. Ved siden af stod Braastaden strunk, den sorte cognac, som han havde gemt og hæget om i ret lang tid. Den var dog halvt fyldt. Hylde havde ikke orket at drikke mere end halvdelen. Det var da altid noget. Næsten en hel flaske Ardbeg, hans bedste whisky og en halv flaske Braastad, hans bedste cognac.
Hylde testede ham virkelig. Thomas stod lidt ubeslutsomt. Burde han vække ham, skælde ham ud og sende ham ad helvede til og opføre sig som Karl-Henrik, eller skulle han være pædagogisk og sige: Vi to skal have os en snak om det at være gæst i et privathjem.
Han satte sig tungt i lænestolen og kiggede over på Hylde. Hans ansigt var en smule rødmosset, men ellers fredfyldt og rynkemæssigt afslappet. Han lignede ikke en med dårlig samvittighed.

Thomas gik ud i køkkenet og begyndte at rydde op. Vera ville komme til aftensmad, og det var vist ikke for tidligt at påbegynde madlavningen.
Rugbrødet stod fremme og føltes tørt og hårdt, smørret var til gengæld smeltet, og leverpostejen lignede noget, en kat ville have gravet ned.
Han fik en tanke og gik ind på kontoret. Ganske rigtigt. Cigarkassen stod åben, og der var tre cerutter tilbage. Det var noget, han kun tog frem ved særligt festlige lejligheder. Ikke nu.
Det så ud, som om Hylde havde kedet sig en smule dagen igennem. Ja, altså kun til han havde fundet disse effekter. Han havde ligefrem været på rundtur i huset og på udkig efter noget, der kunne bibringe livet og dagen som sådan et lille opsving.
Yderdøren gik, og ind trådte Vera med blussende kinder, storsmil og den der lækre holdning hen mod ham, inden de omfavnede hinanden.
– Hvad i alverden, spurgte hun, da hun opdagede svineriet. – Er det ham?

Hun nikkede ind mod stuen, som om hun vidste, hvor han var.
Thomas nikkede og så noget beklemt ud. Kunne det her holde?
– Som jeg nok tænkte, så er det ikke gratis at have en konsistensløs boende.
– Du mener eksistensløs?

Så stod Hylde i døren, og Thomas rømmede sig.
– Jeg er ikke glad for at komme hjem og se sådan et køkken. Jeg er heller ikke glad for at se, at jeg kun har tre cerutter tilbage. Og jeg er slet ikke glad for at se, at min fine, dyre whisky er væk. Og jeg er aldeles rasende over, at min dejlige Braastad-cognac pludselig kun fylder det halve.
– Undskyld, jeg troede ikke, at…
– Hvad troede du ikke? At det var mit?
– Jo, jo, men, altså at det var noget, der betød så meget for dig?

Hyldes stemme slog sludder.
– Du må da vide, hvordan du skal opføre dig som en ven af huset?

Hylde så bleg ud. Skikkelsen svajede lidt, og pludselig faldt han om.
– Hurtigt, sagde Vera, – lad os få ham ind på sofaen.

De hjalp hinanden med at slæbe den livløse mand derind, og Thomas tog hans puls. Han vidste ikke helt hvorfor, havde bare set på film, at det gjorde man, hvis man var i tvivl, om en mand var død eller ej. Han mærkede ingen puls.
– Tja, han er sgu nok så døddrukken, at vi må lade ham ligge lidt.

De stod lidt og kiggede på ham.
Han lå så sjovt ubevægelig. Var han måske alligevel død. Thomas sparkede lidt til ham. Var hjulet punkteret? Han bevægede sig i hvert fald ikke.
– Vi må ringe efter en ambulance, mente Vera.
Thomas fiskede mobilen frem og tastede 112.

16
Et par dage senere sad Thomas over for den hjemvendte Hylde sammen med en sagsbehandler fra kommunen. Hylde havde efter sin udpumpning og en tiltrængt hviledag igen fundet energien frem og selv været med til at dække et fint kaffebord, købt kager hos bageren og lavet kaffe. Han havde dog ikke fået afregnet endnu. Thomas holdt øje.
– Jeg forstår, at du føler sig utilpas ved at bo her i Hanstholm? Og nu er du sagt op i din lejlighed?

Hun rettede direkte henvendelse til Hylde.
– Ja, der er nogen, der godt vil af med mig, og så tænkte jeg, at… vi tænkte, at der måske var en mulighed for at finde en lejlighed et andet sted, Vesløs?

Thomas brød ind:
– Jeg ved ikke, om I har mulighed for at tilbyde hjælp til flytning.
– Hvorfor Vesløs?
– Jeg har en kammerat der, Kaj.
– Aha. Jeg skal jo vurdere, om der er vægtige grunde til flytningen. Befinder du dig slet ikke godt her i Hanstholm?

Hylde mente, at han slet ikke befandt sig godt i Hanstholm.
– Jeg vil gerne støtte ham med at finde en lejlighed i Vesløs, indskød Thomas.
– Vil du betale indskuddet? Kom det prompte fra sagsbehandleren. – Omkring 12.000 kroner.

Var det ikke sådan noget, kommunen gik ind i? Thomas sank en gevaldig klump.
12.000 kroner? Det var lige i overkanten. Godt nok ville han gerne hjælpe Hylde, men så mange penge havde han ikke. Han kunne låne dem i Hansted Lærerkreds´ Kasse, men det ville betyde et endnu strammere budget.
Men han kunne vel ikke undgå det, og så var der det med Vera. Hvad kunne hun finde på? Han havde på fornemmelsen, at hun bare syntes, det var synd for Hylde. Så, Thomas, op med pungen:
– Jooo, det kunne jeg måske godt finde ud af at kautionere for. Også give hjælp til flytningen.
– Javel. Sagsbehandleren vrængede ordet noget ud.
– Vi finder ud af det så, mente hun.

Hylde så glad ud. Han hang noget med underansigtet, hvilket gav ham et overraskende slankere, mere værdigt udtryk. Det klædte ham faktisk rigtig godt at lade underkæben synke nedad.
Hylde rejste sig og stak hånden frem mod sagsbehandleren:
– Så vil jeg sige farvel og tak, fordi du kom.

Sagsbehandleren hilste af med ham og nikkede til Thomas og gik.

De to blev siddende i tavshed.
– Jeg synes godt nok, du er flink. Vil du virkelig låne mig 12.000 kroner?
– Ja, altså kautionere. Det betyder, at jeg over for din bank garanterer, at de får pengene. Det sagde jeg. Det skal du ikke tænke på, Per. Slet ikke.
– Ja, men jeg har slet ingen bank.
– Nå for den.

Thomas sukkede let.
– Ja, men så må jeg jo låne dig beløbet.
– Det er jeg taknemmelig over!
– Hvad med et job?
– Du ved, ryggen, forsvarede Hylde sig. Så det er svært at finde et arbejde, jeg kan magte.

Da de gik nedenunder, standsede Hylde forbavset.
– Se, sagde han og pegede på køkkenvinduet.

Tværs ned over var der udvendigt sprøjtet barberskum. !bU, stod der at læse indefra. Thomas løb ud og så sig omkring på den lille vej. Ikke et øje.
Sammen betragtede de det ret korte budskab og begyndte at diskutere, hvem af dem, budskabet gjaldt. Thomas mente sikkert, at nogen havde hørt, at Hylde boede her et par dage, mens Hylde omvendt mente, at folk helst så, at en vesløser tog billetten hjem.
Hylde var så underligt påståelig selvsikker. Som om han selv havde skrevet det der. Men han brugte jo ikke barberskum, så det var nok nogle børn. Nå, nå. Kunne det være Bubbi eller Hans Viggo, de labaner?

Efter nogle døgns opfodring, aflusning og sagsbehandling var Hylde parat til at gøre et nyt forsøg på at erobre verden på Thy. Erobre og erobre. Thomas tvivlede på, hvilke slag, Hylde kunne slå.
Han erklærede Thomas sin store taknemmelighed og forlod ham med frisk mod på tingene iført Thomas´ gamle tøj, dog rent og pænt, for at tage op til Luske.
– Det vil være rart for mig at slippe væk her fra Hanstholm et par dage, mente Hylde. – Her er et lille brev til dig. Men du skal ikke åbne det endnu.

Thomas stak brevet i lommen en smule rørt. Hylde havde alligevel nogle gode sider, og han var nok for genert til at sige tak sådan direkte.

Alle Thomas´ cerutter var borte, og cognacflasken var væk. Hans dyre barbersprit var forsvundet, og en Parker-kuglepen var pist borte. Thomas opgav at stille ham til regnskab for noget som helst.

– Skal jeg prøve at skaffe dig et job? Var du interesseret?
– Jeg har jo fortalt dig, at jeg har dårlig ryg. Hvem vil ansætte en mand med dårlig ryg?

Hylde lød ærgerlig og nærmest vred.
– Det er jo ikke for at fornærme dig, at jeg siger det. Men et eller andet sted er der garanteret et job, der passer til dig.
– Find det. Så find det. Helvede.

Hylde vendte sig og gik uden at sige farvel. Uden tak eller noget. Ryggen signalerede klar besked. Med store bogstaver stod der printet, at sådan en lærer ikke skulle komme der og gøre sig klog. Han sparkede til en sten på vejen.
Thomas måtte opbyde al sin kraft for ikke at løbe efter ham og skælde ham huden fuld. Han behøvede ikke at sige tak og være taknemmelig og alt det, men en smule forståelse for sin egen – og for Thomas´ – situation ville ikke være af vejen.
Det var, hvad man fik ud af det. Vis dit medmenneske lidt forståelse og bliv sørgeligt skuffet. Nu risikerede han ikke alene omverdenens specielt Laurits´ foragt for hans mesalliance med Hylde, men også Hyldes foragt for hans ”hjælp”. Hvor stod Vera?

Thomas´ selvopfattelse var under pres. Det var umuligt at greje, om der stod Hylde eller Laurits på det pres. Til gengæld var han blevet meget forelsket i Vera, og Britt gled mere og mere ud af tankerne.
Så længe det varede. Var det et blivende mønster, at folk vendte ham ryggen, når de havde lært ham at kende? Sådan var det i skolen førhen. Bossen havde ikke bare vendt ham ryggen, men aktivt søgt at bekæmpe ham, ja, endda forfølge ham.

17
Laurits undgik det sædvanlige samvær på lærerværelset, det var tydeligt. Der var sket noget med det sædvanlige bord og det sædvanlige hjørne, og alle havde garanteret bemærket, at der var blevet lidt småkoldt dem imellem. De snakkede nok om det, når han ikke var der. De havde da ellers været så fine venner? Hvad var der mon sket? Og så videre, og så videre. Bare på grund af Hylde-Per?

Inspektøren vinkede ham ind på kontoret.
– Nå, Thomas. Jeg må nok desværre meddele dig, at vi ikke kan fastansætte dig her ved prøvetidens udløb. En gammel tidligere ansat har fortrinsret til stillingen, og jeg er totalt hjælpeløs i den slags sager.

Thomas så overrasket på ham. Det havde han alligevel ikke ventet. Efter at have været folkeskolelærer i to år i Hurup og efter knap fire måneder her, besværlige og ikke helt efter bogen, men alligevel – kunne de ikke bruge ham i Hansted. Kasseret.
– Og det vidste du slet ikke noget om, da du ansatte mig? Du har da intet fortalt mig?
– Jeg mener bestemt, jeg har gjort opmærksom på, at det kun var et vikariat på lånt tid så at sige.
– Pis!

Thomas råbte så højt, at sekretærens stol derinde larmede. Nu skulle hun nok hen til døren for at følge med.
– Pis og atter pis! Det er fanme løgn med dig.
– Så, så, Thomas. Du behøver ikke at tage sådan på vej, når …
– Behøver jeg ikke at tage på vej? Nej, det behøver jeg sgu nok ikke, sagde han og efterlignede inspektørens noget nasale stemme. – Ta den bare med ro, ikke?
– Altså, du har jo din fagforening, hvis …
– Hvornår er min sidste skoledag så? ville han have at vide.

Inspektøren lod, som om han studerede papiret på skrivebordet.
– Til årsskiftet. Jeg skal nok lave en god udtalelse og forklare, hvorfor…

Thomas havde rejst sig og var gået. Døren fik lidt for meget, da han lukkede den. Nogle døre lukker nemt, andre mere trægt, og det var svært at huske, hvordan det var med dette kontors. Denne gav et smæld, der fik puds og mørtel til at drysse ned.
Han var også underligt ligeglad. Det kunne være ligegyldigt.
Nogen havde ringet til ham i mellemtiden. Det var ikke et kendt nummer. Han ringede op.
– Ja, det er Karl-Henrik.
– Du har forsøgt at ringe mig op?
– Det er rigtigt, Thomas. Hvordan går det?

Åh, han skyldte vist ikke ham nogen forklaring. Allermindst at han lige havde fået en fyreseddel.
– Har du og Britt stadig gang i den?
– Hvad fanden kommer det dig ved? Røvhul.

Idiot. Thomas begyndte at få smalle læber og skulle lige til at fortsætte kaskader af skældsord, da Karl-Henrik gik over til direkte snak og lod, som om han ikke havde hørt Thomas´ udbrud:
– Jeg har et ønske til jer. Jeg har nemlig fundet en kopi af den video, I købte af mig for snart længe siden, og jeg synes da, at I også skal ha´ kopien.

Thomas afbrød øjeblikkelig. Hvid i hovedet af harme og indestængt raseri gik han frem og tilbage uden for lærerværelset og overvejede, hvad han nu skulle foretage sig. Fyringen trådte helt i baggrunden. Han skulle nok finde sig et andet job. Men afpresningerne fortsatte åbenbart. Han sparkede til en skabslåge.
Det måtte ha´ en ende. Og han ville ikke involvere Britt.

Situationen var fastlåst. Vera skulle heller ikke involveres. For Britts skyld og lidt for sin egen måtte Jan Ole intet få at vide. Den umættelige Karl-Henrik skulle ikke have så meget som en krone mere. Desuden kunne han have uendeligt mange ”kopier” af den videooptagelse. Det var dumt at betale ham de første 14.000 kroner. Det var torskedumt. Nu kunne han blive ved. Det ville være helt håbløst. Dum, dummere, Thomas.
Han slukkede mobilen, men vidste, at Karl-Henrik nok skulle få fat i ham.
Han gik til time med panderynker så dybe som inspektørens. Vera havde fri et par dage og var på jule-tivolibesøg i København hos en veninde.
Eleverne mærkede øjeblikkeligt hans sindsstemning, og ingen havde lyst til at udfordre ham pædagogisk. Timen gik med skriftligt arbejde. Punktum. Der var lige så stille, som når årets julekalender gik over skærmen.

Cyklen var lige sat uden for Café Splitte Mine Bramsejl, da mobilen ringede igen. Skulle han ta´ den? Det var måske blot at udskyde det. Han satte mobilen i optagemodus.
– Jeg kan ikke forstå, at du lægger på, når jeg har et godt tilbud til dig. Du skal ikke være nervøs. Denne gang vil jeg ikke ha´ penge for videooptagelsen. Dem behøver jeg sgu ikke. Karl-Henrik lo.
– Nu skal du høre.

Thomas sagde intet og lyttede. Ville han ikke have penge, hvad så?
– Jeg vil ha´ en dag med Britt. Hun skal med mig på tur en lørdag, og det skal være lørdagen efter nytår, hvor jeg skal på kursus i Århus om ”Nødvendige tiltag til optimering af salgseffektiviteten”. Lyder det ikke godt?
– Britt og jeg har afsluttet vort forhold.
– Vil hun ikke, afleverer jeg en kopi af USB-stikket til præsten.
– Hold kæft, mand. Stud.
Han fortsatte bare, som om han ikke havde hørt indvendingen.
– Og jeg vil ha´ besked senest i overmorgen! Er du med?

Karl-Henriks stemme lød langt borte fra.
– Hørte du ikke, at vi er færdige? Du er for sent på den.
– Jeg er aldrig for sent på den. Jan Ole er garanteret nysgerrig efter at vide, hvad hans kone bedriver, når han er optaget i kirken.

Thomas var stum i flere sekunder. Burde han informere ham om den kunstige hånd? Det kunne køle ham noget ned måske.
– Ved du godt, hun har en kunstig hånd?
– Hvad?

Karl-Henrik lød overrasket. Nå, så det vidste han ikke.
– Ja, og alt andet er også kunstig. Brysterne fik hun lavet i København sidste år. Håret er farvet.

Der var stille i den anden ende af røret. Øjensynlig kom det bag på Karl-Henrik.
Thomas snerrede et OK, et noget overrasket OK af sig og noget med at la´ det gå videre, det kan jeg jo ikke bestemme – og afbrød.
Igen en overrumpling. Havde den mand da ingen hæmninger eller indbyggede grænser for moralsk optræden?
Man kunne blot ryste på hovedet. Der var det fucking ord utroligt, der optrådte så tit, at intet længere var utroligt. Men her var det for en gangs skyld på sin plads.

Det hele var optaget på mobilens indbyggede optager. Det var sammen med den første optagelse det endelige bevis på Karl-Henriks pengeafpresning og moralske status.
Han afbrød mobilen igen og gik ind til porteren. Et par skummelt udseende herrer dæmpede sig, da han trådte ind i lokalet. Måske var det et par slagsbrødre med store overarme? Så kunne man betale sig fra problemerne. De kunne jo møde en vis uddeler en aften og hilse på ham. Sådan en langvarig og kærlig hilsen.

Det sidste, han tænkte på, da han faldt i søvn, var, at han var slået tilbage til start. Dumpet. Kasseret. Han nærmede sig en tilstand af ikke-væren. Følelserne tordnede rundt som en bisværm inde i hovedet.
Hvad blev det næste? Og kunne det nu blive meget værre?
De næste par dage blev Thomas langsomt mere og mere bevidst om, hvad han skulle gøre ved det. Først nægtede han sig selv at forstå, hvad hans inderste bød ham gøre, dernæst forsøgte han sig med alle mulige argumenter imod, men alle prellede de af.
Ordet ultimativ var sjældent brugt. Der var noget grænseoverskridende i det ord. Men almindelig, normal menneskelighed slog ikke til mod multiuddeler Karl-Henrik Kegnæs. Ultimativ. Et godt ord, han var begyndt at anvende, og som han naturligvis ikke kendte dengang i skolen. Havde han gjort det, ville det have været lige så velanbragt over for bossen.

Efterhånden var han overbevist om, at han var drevet så langt ud, at handlemulighederne var temmelig indskrænkede, faktisk næsten borte. Nu kunne det hele snart være lige meget.
Han knyttede den ene næve, så blodet forsvandt fra yderhuden.

På fredag skulle Vera på en længe ventet weekend hjem til sine forældre i Århus for at pynte op til jul, og de kunne ikke ses alligevel. Han ville blive hjemme, fordi meget arbejde havde hobet sig op her før jul.

Vera havde taget hans fyring nogenlunde, men havde dog givet udtryk for manglende dømmekraft hos inspektøren. Han vidste ikke, hvad han sagde farvel til, mente hun.

Thomas ymtede noget om Hylde og Laurits, men Vera tilbageviste forarget, at Hyldes ophold hos dem skulle have noget som helst med fyringen at gøre.
Thomas var ikke i tvivl om, hvor hun stod.
Inspektøren havde ikke skjult ret godt, at han ikke var helt med på de ting, Thomas havde sat i værk. Det der hash, drengene havde røget i Thomas´ klasse, det var sandt nok. Men, som Thomas havde opdaget, havde det kun skabt konflikter, inspektøren ikke brød sig om. Det var Thomas ikke i tvivl om. Og Thomas var heller ikke i tvivl om, at sagen med Hylde-Per var kedelig. Den havde ikke givet ham pluspoints.

Hertil kom de henvendelser og klager fra visse forældre, der havde fået inspektøren op i det røde felt. I virkeligheden bekom det ham nok godt, at den tidligere ansatte ville tilbage igen. Så han kunne komme af med Thomas.

18
Fyrværkerifabrikkens produktion var næsten ved at være afsluttet. Mange ekstra dage havde været taget i brug for at nå afslutningen inden jul.
Både Troels og Karl-Henrik var særdeles bevidste om, at varelageret skulle realiseres snart, der skulle ryddes op, og alle spor skulle slettes.
Allerede nu var det næsten umuligt ikke at være i godt humør og fløjte hele vejen til og fra den røde gård. Alle prognoser om indtjening havde været for lavtskydende, alle forudsigelser havde været for pessimistiske. Karl-Henriks forventninger til salget havde i den grad været forsigtige, så selv Troels så forbløffet ud, når han sådan kunne tage fejl.
Til dato havde de en nettofortjeneste på lige under fem millioner, og fik de solgt det sidste, og hvorfor skulle de ikke det?, stod der lidt over seks millioner i kontanter til dem godt gemt i den gamle, brune pengekasse i hakket bag kontoret.

Karl-Henrik sad næste eftermiddag på kontoret foran skærmen og halvsov. MultibrugsTV var for det meste noget kedeligt noget.
Han havde intet hørt fra Thomas og besluttede sig for lige at gi´ dem en sidste chance i dag.
Med et halvt øje så han Caspers ven, som han egentlig godt ville snakke med. Han skulle faktisk have gjort det for længe siden, men af indlysende årsager havde han ikke haft tid til det endnu.
Han rejste sig og gik ud i butikken. Ved slikmontren tog han lige fat i drengen og bad ham om at følge med ind på kontoret.
Han bad ham høfligt tage plads i stolen overfor, satte fingerspidserne mod hinanden og rømmede sig:
– Der var lige noget, jeg skulle have rede på. Du har solgt hash til min dreng, Casper, ved du. Der er noget, jeg ikke kan forstå.

Drengen så forskrækket ud, men fattede sig hurtigt og lignede herefter en person, der ikke vidste, hvad Karl-Henrik talte om.
– Hvem har du købt hashen af? ville Karl-Henrik vide.

Drengen rystede på hovedet.
– Jeg har ikke købt hash af nogen.
– Vil du benægte, at du har købt hash? Karl-Henrik var forundret.
– Da kan jeg bevise, at du har solgt hash til Casper. Ergo må du jo ha´ købt det et eller andet sted. Af en eller anden.
– Det kender jeg ikke noget til.

Det slog pludselig ned i Karl-Henrik:
– Har du ikke, må det naturligvis være din bror. I er jo enæggede og ligner derfor hinanden temmelig meget.
– Det ved jeg ikke.

Så eksploderede Karl-Henrik. Han var totalt ligeglad med jura og moral og for op, greb fat i drengen, ruskede ham og hvæsede imens ind i ansigtet på ham:
– Hvem af jer solgte hash til Casper?

Drengens hoved fløj fra side til side, mens han fremstammede et eller andet.
Karl-Henrik slap ham:
– Nå?
– Det var min bror.
– Og jeg vil også vide, hvem han købte det af?
– En mand nede på stranden.
– Hvem? Jeg vil vide hvem, og jeg ved, at det ikke var første gang, at I købte. I havde en fast aftale…

Drengen vred sig og var tydeligt beklemt. Karl-Henrik strammede til.
– Det var den anden uddeler dengang, ham der var her før…

Karl-Henrik slap ham, stærkt chokeret. Troels?
– Er du sikker på, at det var ham? Karl-Henrik så ham i øjnene.
– Ja, han havde surfudstyret på bilens tag, og hans våddragt skulle altid tørre her ude bagved…

Karl-Henrik vidste udmærket, at Troels ofte brugte sine fridage til at køre ned til stranden og tage en tur på boardet ude i bølgerne. Nå, det var for at sælge hash??
Karl-Henrik var i oprør. Det ville sige, at hans kompagnon, både nuværende og tidligere, havde en ekstraindtægt med at sælge hash til små drenge. Det var næsten for meget af det gode. Karl-Henrik gjorde tegn til drengen om at gå, og denne rejste sig hurtigt og gled ud af døren.

Han gik længe frem og tilbage, mens han grublede over det, han nødvendigvis måtte gøre ved den ting. Han var både vred og skuffet over makkerens ugennemtænkte forehavende, og det slog ned i ham, at han stadig ikke havde hørt fra Thomas. Vreden bemægtigede sig ham, og han greb mobilen…
19
Karl-Henrik meddelte telefonisk Thomas, at nu ville han ikke længere vente på deres svar. På lørdag ville han give Jan Ole USB- stikket og oplyse ham om Britts utroskab. Punktum.
Thomas sagde intet, havde blot afbrudt samtalen. Så hældte han et nyt glas whisky op.

Pistolen vejede godt et kilo og blev i 1985 valgt som tjenestevåben i det amerikanske forsvar. Thomas havde af gode grunde aldrig fået at vide, hvor faderen havde den fra. Han proppede 15- skudsmagasinet op, tog sigte ud af vinduet og sagde bang.

Han var nået dertil, at han måtte dræbe den gode Karl-Henrik med sin Beretta 92 FS. Hverken mere eller mindre. Han tog patronhylsteret ud og skilte pistolen ad igen. Alt skulle bare være i orden. Man havde vel nok været soldat.
Der var sgu ingen, der ville mistænke ham for det. Karl-Henrik skulle antagelig skydes i hovedet, sådan lidt i siden ind i tindingen. Eller bagfra i baghovedet, det lærte man i sin tid i mili, og det var øjeblikkeligt dræbende.

Ingen, udover Britt, vidste formentlig, hvad den gode Karl-Henrik havde kørende med sine USB-stik. Karl-Henrik ville nok ikke være så dum at anbringe kopien et sted, hvor politiet ville kunne finde den og på den måde lægge to og to sammen. Opdagede politiet på den anden side sammenhængen med indholdet af USB-stikkene og Karl-Henriks afpresninger, var der ikke langt til mistanke mod Thomas. Der var naturligvis ingen sikkerhed for noget som helst.
Ingen vidste i hvert fald, at han havde denne pistol. Når afskummet var likvideret, skulle den væk og det sådan, at ingen nogensinde ville finde den igen. Hertil var Vesterhavet et egnet sted. Bare en kilometer ude, plump. Han gad godt se den politihund, der kunne snuse sig frem der.

Thomas ville under ingen omstændigheder inddrage Britt i det her. Hun var bare roger, over and out. Vera skulle heller ikke vide noget som helst om noget, der helt var forbi.
Problemet nu hed Karl-Henrik Kegnæs. Eliminer ham, og eliminer problemet! Nu, hvor beslutningen endeligt var for Vera og mod Britt, kunne Karl-Henrik være den lille tue, der væltede det sprøde forhold, og det var ikke ønskværdigt.

En sær ro bredte sig. Det var meget længe siden, at en så behagelig følelse strømmede over hele kroppen.
Efter erkendelsen af sin virkelighed måtte man konkludere, at følelserne for Britt havde antaget mere jordiske former og var begyndt at klinge af og nærmest erstattet af vrede og foragt. Han havde været nede på bunden, og fra da af kunne det kun gå fremad. Faktisk havde hun hjulpet ham med sine friskfyr-bemærkninger, at hun kom, så og besejrede ham. Aldrig troede han, at kvinder kunne være så ondskabsfulde!
Også i den del af følelsesregistret, der havde med Karl-Henrik at gøre.
Ingen kommunikation mere med ham. Nu var det slut.

Klokken var over ni, og det var bælgmørkt. Han stak pistolen ind under jakken og gik ud i bilen.
20
Totenschlægeren var forsvarligt anbragt i lommen, da Laurits sneg sig om bag MultiBrugsen. I aften ville han afregne, og hvis det var nødvendigt, ville han ganske enkelt slå den gemene stodder Karl-Henrik ned. Dagens julehandel var afsluttet klokken otte, og her mere end en time senere var personalet færdigt med at afstemme kassen og rydde op og gøre klar til næste dag. De sidst tilbageblevne gik ud i deres biler og kørte bort. Tilbage var chefen.
Laurits vidste, at Karl-Henrik var derinde, for hans BMW holdt udenfor, den efter det påståede sammenstød med faderen flotte nylakerede BMW. Laurits havde egentlig lyst til at ridse i den med et søm, men det var trods alt for barnagtigt. Karl-Henrik skulle ha´ en på skrinet, så han kunne mærke det, og det var hans agt at gi ham så mange prygl, at han ikke kunne huske sin egen fødselsdag.
Han prøvede at kigge ind gennem ruderne, men de var møgsnavsede, så han intet kunne se. Han gemte sig bag en busk i nærheden af BMWen og ventede.
Karl-Henrik kom ud og låste butikken omhyggeligt af. Da han var færdig, gik han hen mod sin bil.
Laurits rejste sig og gik ham i møde. Hans højre hånd var i den bagerste bukselomme med et fast greb i totenschlægeren.

Thomas kørte langsomt forbi MultiBrugsen og så, at der var lys inde bagved på kontoret.
Han kørte lidt videre og parkerede ved skolen, et naturligt sted for hans bil. Så gik han tilbage ad den sti, som strakte sig over en eng, gennem noget buskads, over åen og som til sidst mundede ud ved siden af MultiBrugsen. Denne mørke decemberaften, kold og blæsende, betød samtidig, at så at sige ingen mennesker vovede sig ud. Hvad skulle de også det for? Hele tiden så han opmærksomt efter, om der trods alt var andre ude. Men ingen kunne ses. Julehandelen i butikken var for længst færdig for i dag.
Han nærmede sig butikken fra sydsiden. Lyset inde på kontoret blev slukket.
Fandens også. For det kunne betyde, at Karl-Henrik var færdig med sine ting og på vej ud og hjem. Så var det videre forløb håbløst. Det var for sent at nå rundt om butikken og møde ham der.

Mismodigt vendte Thomas rundt og gik tilbage til bilen.

Karl-Henrik havde sin donkraft med ud for at lægge den i bagagerummet. Tommy havde lånt den, og den havde ligget og flydt inde på disken, klovnen havde naturligvis glemt at aflevere den. Det var det sædvanlige med ham. Lån ham en ting, og han leverer den ikke tilbage.
Karl-Henrik rystede på hovedet og så på uret. Nå ja, der var god tid til det aftalte tidspunkt ude på gården. Han vidste, at Troels var præcis, men der var ingen grund til at komme længe før tiden. De var vel fælles om det hele, og inden længe skulle de også være fælles om en afregning for hashsalget.
– Et øjeblik, hr. Kegnæs, lød det pludselig, og frem fra mørket dukkede en skikkelse op. Den forekom ham bekendt. Skikkelsen rev sit halstørklæde fra ansigtet, og han genkendte Laurits, den skid, den infame lille lort.
– Hvad fanden vil du? spurgte Karl-Henrik.
– Jeg vil bare fortælle dig, hvor stort et svin du er, sagde Laurits og nærmede sig truende. – Du lugter og er fuld af løgn.

Karl-Henrik standsede helt. Var han fuld, den gode skolelærer?
– Jeg synes, du er et svin mod din kone. Mod Hanne Lene, mod min far. Ja, jeg kan næsten ikke huske alle dem, du behandler så nederdrægtigt.

Nederdrægtigt? Han var fuld, det var der ingen tvivl om. Laurits havde hele tiden højre hånd i bukselommen, og Karl-Henrik blev nervøs, vidste ikke, hvad han pønsede på. Med den udmelding kunne det være hvad som helst.

Karl-Henrik faldt øjeblikkeligt tilbage til skoletiden. Hvordan han søgte at undslippe Laurits´ “kommandosoldater”, der var efter ham i frikvartererne. Hvordan de altid til sidst fandt ham og gav ham lammere og nap i muskler og mave. Holdt ham og slog ham, malede “forkælet” i panden med en tusch, ridsede ham med en nål glødet med en lighter og en gang efter gymnastiktimen i brusebadet skar i hans røvballer med et barberblad.
– Synes du ikke, du har givet mig ærgrelser nok i skolen, appellerede han til Laurits.

Laurits´ hånlige stemme knækkede over som dengang:
– Du var sgu altid så snoskforkælet, fars lille dengse.
– Min far gav mig penge, hver gang I slog mig. Han sagde, det gjaldt om at være stærk. Du, Laurits, var altid anføreren. Ham, de andre lystrede. Du var Sadam Husseins tredje og ukendte søn, som min far altid sagde.

Karl-Henriks stemme virkede rolig, nærmest selvsikker, hvorimod Laurits´ stemme rystede af vrede:
– Du må til gengæld have stort behov for revanche. Med al den ondskab, du lægger for dagen nu.
– Havde du anerkendt…

Da Laurits pludselig tog yderligere et skridt frem mod ham, tav Karl-Henrik og veg uvilkårligt tilbage. Skoletidens reaktionsmønstre sad på rygraden. Laurits løftede højre hånd, hvori sad en eller anden genstand, svær at se i halvmørket. Karl-Henrik kunne kun gætte, hvad det var. Laurits slog den mod hans hoved.
Karl-Henrik undveg og skred til handling, løftede donkraften og hamrede den så hårdt som muligt mod Laurits´ hoved.
Efter den dumpe lyd at dømme havde han åbenbart ramt korrekt, for Laurits sank sammen uden en lyd, og Karl-Henrik så nu genstanden, som Laurits tilsyneladende ville have brugt mod ham: en vaskeægte totenschlæger.
Vreden og raseriet greb ham, og han følte absolut ingen medlidenhed med den sjuft.
Han sparkede foragteligt flere gange til den bevidstløse mand. Holdt inde, stærkt forpustet.
Det var klart selvforsvar! Politiet ville ikke være i tvivl, når de så det mordvåben, Laurits havde taget med.
Det var bare uheldigt, at det skulle ske lige her bag butikkens parkeringsplads. Heldigvis kunne gadens sparsomme belysning eller julebelysningen ikke omfatte alt slet ikke her bag butikken.

Han slæbte den livløse krop hen mod skellet ind til naboen og lod ham ligge i græsset, så en del stak ud på fortovet. Før eller siden måtte nogen se ham, og så kunne de hjælpe ham. Han ville aldrig fortælle nogen, hvem han havde fået en på lampen af. Karl-Henrik vidste, at det ville Laurits betragte som den største ydmygelse. Stadigvæk.
Karl-Henrik så på uret. Lige pludselig var tiden blevet knap.

Thomas startede sin bil og rullede langsomt tilbage og nærmede sig butikken. I det samme kørte Karl-Henriks sorte BMW ud derfra, men ikke mod Engen og hjemmet. Han fortsatte modsat. Thomas fløjtede sagte. Aha, så var der måske alligevel en chance for at nakke fyren. Hurtigt vendte han sin egen bil og kørte efter BMWen.

Laurits vågnede og fandt sig selv rystende af kulde i græsset med en gevaldig hovedpine og blodet størknet ned over ansigtet. Så kom han i tanker om det, der var sket og bandede for sig selv. Karl-Henrik havde taget fusen på ham og reageret meget hurtigere end forventet.
Hvordan det kunne ske, var en gåde for Laurits. Med mindre han var forberedt på at kunne blive overfaldet. Det ville ikke være usandsynligt. Han måtte trods alt have mange fjender.
Han tog sit lommetørklæde frem og tørrede sig og begyndte at stavre hjemad i mørket. Hvor længe havde han ligget der? Da han så på klokken, blev han overrasket. En halv time ? Han rystede af kulde og skuttede sig og mærkede disse jag gennem hovedet.
Mens han stod og drak vand, kom gamle dages stædighed op i ham. Karl-Henrik skulle fannerme ikke slippe så billigt. Han satte sig ud i bilen og kørte om på Engen. Karl-Henriks bil var borte.
Så kunne det jo være, at han var på gården.

Laurits besluttede sig for at køre derud til sit barndomshjem.

21
Thomas spekulerede på, hvor Karl-Henrik skulle hen sådan en mørk fredag aften ved 22-tiden så tæt ind under jul.
Han holdt god afstand og kunne hele tiden se Karl-Henriks røde baglys. Pludselig svingede han ind til venstre, og da Thomas passerede, kunne han på de urolige baglys regne ud, at det var en hullet grus- eller skovvej, Karl-Henrik var kørt ind på. Thomas turde ikke standse, men fortsatte et par hundrede meter længere ned ad vejen mod Vigsø. Så kørte han ind til siden og steg ud. Igen mærkede han efter, at hans pistol lå klar i inderlommen på jakken, låste bilen og gik tilbage mod grusvejen.

Her drejede han ind og gik hurtigt videre. Det var ganske rigtigt en skovvej, stærkt humplet. Efter et par hundrede meter drejede vejen mod højre og foran ham lå en gård, hvorfra der strømmede lys ud fra den bygning, der lå bagved. Der holdt to biler på gårdspladsen, hvilket umuliggjorde hans planer, i hvert fald i første omgang. Han sneg sig nærmere og så skygger inde i laden. Han kendte ikke den anden bil.
Han stod bomstille tæt på hovedbygningen bag den store rustne og ubrugelige traktor med de to flade kæmpebagdæk. Så gik døren til laden op, og ud kom Karl-Henrik. Han skridtede over mod hovedbygningen og gik ind der, øjensynligt for at hente noget, for han kom straks ud igen bærende på et eller andet, som han tog med tilbage til laden.
Thomas havde hånden inde under jakken, parat til at gribe pistolen. Var der andet og mere derinde end julelager?
Det var ideelt at skyde ham herude et tilsyneladende øde sted, forsvinde ubemærket og så at sige efterlade et lig uden forklaring.
Politiet ville ikke være i stand til at finde ud af, hvem der havde skudt ham. Han havde sikkert så mange fjender, at det ville være stort set umuligt at finde den rigtige. En uskyldig skolelærer som Thomas ville de aldrig tænke på.
Den anden person kunne ikke ses derinde, men svage stemmer blev opfanget.
Nu kom Karl-Henrik ud igen og stillede sig i døråbningen med lyset indefra, så man kun kunne se hans silhuet, han så op i luften, ventede han en helikopter? Bag ham stod hans makker, hvem det så end var. Det kunne også være Karl-Henrik, der stod indenfor. Det var svært at se, de var lige høje og brede, men stod begge i skygge. De talte sammen, men det var umuligt at høre, hvad der blev sagt. På deres kropssprog kunne man i mørket gætte, at de var uenige om et eller andet. Pludselig vendte ham udenfor sig om mod den anden og pegede på ham, mens stemmen steg i styrke. Han lød vred. Så skubbede han den anden ind igen, og de forsvandt smækkende ladedøren i efter sig. Det gik stærkt, og det var ikke til at afgøre, hvem der skubbede og hvem, der blev skubbet.

Han greb pistolen i inderlommen og ventede. Han trak den frem, og da han tog ladegreb, opdagede han, at patronhylstret lå i bilen. Han bandede indvendigt. Han måtte tilbage og hente det.

22
Inde i laden var Troels næsten færdig, da Karl-Henrik kom ind.
– Når man kommer udefra, kan man altså godt lugte krudtstøvet herinde, mente han. Troels nikkede henne ved bordet. Han havde travlt.
– Vi afregner i morgen. Knækket der inde bag flaskerummet er et rigtig godt gemmested.

Han fortalte ham ikke, at han havde flyttet pengekassen med de mange rare sedler til et andet sted.
Bare for en sikkerheds skyld. Man vidste aldrig med Troels.
Karl-Henrik vidste dog, at Troels stolede 100% på ham og altid havde gjort det. Fem års erfaring var et godt grundlag for den slags. Denne verden tilhørte ikke naive mennesker.

Troels så på sit smart-ur og gjorde Karl-Henrik opmærksom på, at han skulle være hjemme i Thisted allersenest midnat, gerne før, så der var afgang snart.
De var nu også ved at være færdige. De sidste kasser var pakket, og det hele skulle ud i bilerne og trailerne, hvor de kun med nød og næppe kunne være.
– I morgen mødes vi for sidste gang i år, og så tager du mine 3 millioner med. I kontanter!
Karl-Henrik nikkede. Jo, jo.
De bekræftede hinanden i, at det var ideelt, stedet her. Næste år ville de leje det igen, det havde de allerede aftalt.

Men først var der lige den her lille, irriterende sag, der skulle ud af verden.
– Troels?
– Mn?
– Der er noget, vi to skal snakke om.
– Ja, kan du ikke bare snakke. Du får to minutter, skyndte han.
– Jo, men det kræver din fulde opmærksomhed. Gider du lige følge med udenfor?

Karl-Henrik gik forrest og stillede sig lige uden for døren og sugede begærligt den friske luft ind. Troels standsede lige bag ham, han virkede lettere utålmodig og kiggede flere gange på sit ur.
– Nå? spurgte han.
– Jeg hører, at du har solgt hash til min dreng, begyndte Karl-Henrik med en stemme, han søgte at beherske, så den lød rolig.
Han stod med ryggen til Troels og kunne derfor ikke se hans reaktion. Var det en fejl?
– Hash? Nej, det ved den søde grød jeg ikke har. Hvor i alverden har du det fra?

Karl-Henrik vendte sig om og pegede på Troels´ ansigt:
– Du har i alt fald solgt til nogle drenge fra hans klasse. For det er fra disse drenge, han har det.
– Det forstår jeg ikke en skid af.
Karl-Henrik hævede stemmen:
– Jeg kender dig og ved, at du ikke er dum. Når du siger, du ikke forstår noget, er det lig med, at du ikke vil sige det til mig.
– Jamen, hvis der bare var noget om det.
– Det er der. Jeg kan godt love dig, at for mig er det lig med dødsstraf at sælge narko til mine børn. Når du surfer, så…
– Så hva´?

Karl-Henrik vendte sig om og skubbede Troels vredt tilbage ind i laden.23
Døren klappede i bag dem.
Karl-Henrik tog fat i Troels´ revers og rystede ham et par gange:
– Min søn skal ikke ende som narkoman, er du med? Er du med?

Han gentog det flere gange. Troede han, at Troels var fatsvag?
Troels rystede på hovedet. Hvad fanden gik der af Karl-Henrik:
– Tag det dog roligt, din skøre skid. Jeg kender intet til salg af hash. Jeg ved ikke, hvor du har det fra.
– Det skal jeg sige dig. Jeg har det fra den ene af de tvillinger, du solgte det til. Jeg tog ham ind i forgårs. Han var i butikken, og jeg pressede en tilståelse ud af ham. Du ved, sådan noget har jeg ingen problemer med.

Troels blev hidsig, pustede sig op og satte sit ansigt helt tæt op ad Karl-Henriks og hævede stemmen:
– Men det er fanneme løgn, at du ved det. Hvad du kan få ud af tilfældige drenge, giver jeg ikke en skid for!

Karl-Henrik stod lige så truende, og med et fór de på hinanden i en voldsom kamp. De tumlede rundt og stødte ind i borde og stole og bølgede frem og tilbage. Det lignede en mellemting mellem brydning og boksning. Karl-Henrik havde fået fat i nogle komponenter til landbrugsredskaber, der lå på gulvet, nogle jernrørs-bøjninger, og han søgte at slå Troels med dem. Troels afparerede, men blev ramt smerteligt på underarmen og vred jernrøret fra ham.
Med en sidste kraftanstrengelse hamrede han rasende alt, hvad han kunne, røret ind i Karl-Henriks forvredne ansigt.
Karl-Henrik faldt om på gulvet.
Troels rejste sig, forvirret, forpustet og med kaotiske tanker, trak på skulderen og børstede støvet af sig. Så sprang han af sted, smed sig ind i bilen og drønede gennem gården via grusvejen ud på kystvejen og speedede op. Han skulle bare hjem, og det skulle være nu.
Skulle han nu til at fortryde, at han havde overladt pengene i Karl-Henriks varetægt? I morgen ville det nok falde på plads det hele. Men han skulle fanme ikke komme her. Troels fortrød bitterligt, at han ikke var stoppet med de drenge før sommerferien, som han egentlig havde planlagt. Satan og helvede. Det var jo for helvede blot tale om småskillinger i forhold til det her.
Han var lige ved at torpedere en mørklagt bil, der holdt i siden. Underligt sted.
Han ville have sin del af overskuddet fra fyrværkerisalget! Hvis Karl-Henrik troede, at han bare selv kunne beholde dem, tog han alvorligt fejl. Så kendte han ikke sin kompagnon gennem fem år.

24
Thomas var gået tilbage til bilen og havde hurtigt fundet patronerne. Han fik dem sat på plads og skulle lige til at gå tilbage, da en bil startede dernede. Han dukkede sig lynhurtigt ned. Med høj fart drønede den ud mod kystvejen, drejede op på den og kørte forbi ham i vild fart.
Det var ikke Karl-Henriks BMW.

Så, nu kom en oplagt chance, Karl-Henrik måtte være alene nu.
Idet han gik ud på kystvejen, så han lygterne fra en bil nordfra. Han skyndte sig endnu engang bandende tilbage til sin bil og knælede ned foran den. Han håbede ikke, at han blev set. Heldigvis holdt han i dækning bag nogle høje fyrretræer tæt ved vejen.
Bilen tog farten af og drejede ned mod gården. Han så efter den, men nu var der kun de to røde baglys, og bilen forsvandt om på den anden side af gården. Den lignede Laurits´ Ford. Men hvad lavede Laurits helt herude? Hvis det var ham.

Thomas vovede sig frem igen. I det samme lyste det op fra syd. Igen en bil på vej. Han bandede igen. Ville det aldrig stoppe? Man kunne lige så godt køre hjem igen med den trafik eller også gå over og få det plafferi overstået. Ned bag bilen.

Den kørte langsomt forbi. Var han blevet set? Siddende her med en skarpladt pistol på hug ud for en nedlagt gård.
Det kunne være en tilfældig politivogn.

Det var ikke politiet.
Bilen kørte sindigt ned på grusvejen og op til gården.
Det var så den tredje, der aflagde gården besøg på dette tidspunkt.
For fanden. Var der generalforsamling i aften eller hvad?

25
En gammel mand steg ud. Han havde aldrig fået set, hvad uddeleren lavede på hans gård. Han var kørt forbi et par gange de sidste par uger og havde opdaget lyset derinde og tænkt, at det kunne være hyggeligt her op til jul at se alle uddelerens juleting. Men han ville på den anden side ikke forstyrre, selv om han var ejer og udlejer af gården.
I aften var hans nysgerrighed blevet for stor.
Laurits havde spærret øjnene op, da han i formiddags havde fortalt ham om udlejningen.
– Er du klar over, far, at det er uddeleren fra MultiBrugsen, ham med bilen?

Det huskede han ikke lige og blev da også lidt forskrækket. Det hele blev jo ordnet i telefonen. Og checken var god nok. Han havde hele tiden troet, at det var uddeleren fra Vesløs. Han syntes så bestemt, at han havde sagt Vesløs.

Han stillede bilen. Det var i laden, der måtte være aktivitet, for det var der, lyset kom fra.
Han tændte sig en smøg og gik med sin stok langsomt hen til døren og tænkte på, at konen i gamle dage altid sendte ham over i laden, når han skulle ryge. Han åbnede døren.26
Thomas´ svovlende eder blev brat afbrudt af braget.
En ildsøjle med paddehattesky på 30-40 meter stod op i luften over gården. Eksplosionen var så voldsom, at Thomas næsten mistede hørelsen og blev slynget ned i grøften af trykbølgerne. Der var flere brag lige efter. Da han rejste sig igen, brændte ikke alene laden derovre, men også hovedbygningen.
Det brændte simpelthen som en gas- eller bombeeksplosion, så voldsomt så det ud. En ild-tsunami.
Thomas stod med åben mund og øjne som tekopper og gloede bare. Al tankevirksomhed var i øjeblikket standset. Der gik adskillige sekunder, inden det gik op for ham, hvad der var sket.

Han havde da vist været umådelig heldig sådan tilfældigt at have forladt den gårdsplads.
Skulle man gå derover og risikere at blive genkendt med en pistol? Eller skulle man hurtigt køre sin vej og lade sårede mennesker i stikken?
Han tog et skridt frem og et tilbage, inden han skyndte sig at sætte sig ind i bilen, vende den og haste tilbage til Hanstholm med sømmet i bund. Der ville ikke være levende mennesker inde i den lade, som ikke mere var lade, men et Sct. Hansbål ved juletid.

Uden for byskiltene fik han omsider hold på tankerne og holdt ind til siden. Han standsede motoren og lænede panden mod rattet. Så kiggede han ud ad vinduet og så skæret mod den sorte decemberhimmel.
Der gik vel en fem minutter mere, inden de første udrykningskøretøjer larmede i det fjerne.
Han startede bilen igen og kørte langsomt hjem. Hænderne rystede og havde svært ved at holde på rattet.

Pistolen blev gemt væk, så snart Thomas var nået hjem. Han stod lidt med den i hånden, inden han låste den ind igen. Tænk, så tæt var man altså på at blive morder. Så enkelt.
Ikke engang det lykkedes. Det ondeste af alt magtede han heller ikke. Spejlet i entreen viste et par opgivende og triste øjne.

Man burde være glad og lettet, for det første var man ikke blevet morder alligevel, for det andet var ham, det skulle gå ud over, med al sandsynlighed død alligevel, sprængt til atomer. Hvad der så end var foregået der i den lade. De andre mænd, der kørte ud og ind, hvem var de, og hvilken rolle spillede de? Og hvorfor var laden sprunget i luften?
27
Næste morgen stod han tidligt op og gik over til bageren for at hente brød. Bagerkonen så ud, som havde hun en hemmelighed, der måtte og skulle ud:
– Har du hørt det om multiuddeleren?

Han lod som ingenting.
– Næh, hvad mener du?
– Hørte du ikke det enorme brag sent i går aftes? Det var en gård her uden for byen ned mod Vigsø, der sprang i luften. Og de fandt tre biler derude, den ene var Karl-Henrik Kegnæs´, den anden tilhørte ejeren af gården, og den tredje din kollega fra skolen…

Thomas stivnede. Kollega fra skolen?
– Man kan jo godt gætte på, hvad de har lavet derude.

Thomas var gået i følelsesmæssig betalingsstandsning. Kollega?
– De har fabrikeret fyrværkeri. Allerede de første to kunder her til morgen vidste alt om den ting. De skulle have tjent rigtig godt. De var næsten færdige med det hele, da skidtet sprang i luften.
– Hvem?
– Ja, altså uddeleren og så ham skolelæreren, se!

Hun pegede på Thisted Morgenblads forside, hvor billederne af de brændende bygninger fyldte det meste. Teksten omtalte de mange fyrværkeridele, der lå spredt rundt omkring, der var et skarpt billede af en del af en raket.
– Det var jo hans fars gamle gård. Laurits´. Journalisterne har været hurtigt ude. De har gættet på, hvordan det er sket. De regner med, at en eller anden har glemt krudtstøvet… Der skal vel kun en uendelig lille gnist til?

Bagerdamen fortalte, så hun var helt rød i hovedet.
– De siger, at kroppene var sprængt i stumper og stykker, og den enes hoved blev oven i købet fundet for sig selv. Med to fingre i ørerne.

Her tændtes på bagerdamen et smil så bredt, at det næsten kunne nå fra det ene øre til det andet.
Endelig fik Thomas afbrudt hendes talestrøm. Han skulle lige være sikker på at have hørt rigtigt.
– Hvem er den kollega?
– Det er jo Laurits Johansen.

Thomas takkede af og forlod butikken. Han skulle egentlig hen i MultiBrugsen også, men nu havde han ikke lyst. Forvirring var et moderat ord for det kaos, der opstod.
Laurits?!?

Mobilen ringede.
– Hej Thomas. Jeg var faktisk helt overbevist om, at jeg aldrig mere ville kontakte dig, men du har hørt det, ikke? Det om Karl-Henrik?

Hendes lækre stemme flød ind i øregangen på ham og lavede samme ravage som tidligere et af hendes bløde kys. Falsk, falsk, falsk. Det var det, hun var.
Åh, nu kunne det hele ellers begynde igen, tænkte han. Godt han havde Vera.
– Jo, Britt, det er jo noget sørgeligt noget. Min kollega fra skolen, Laurits, skulle også være omkommet.

Han undgik at kalde ham for ven.
– Det er jeg ked af at høre. Men det med Karl-Henrik er vel ikke så sørgeligt. Ved du godt, at han truede mig til at gå i seng med sig, ellers ville han gi´ en kopi af USB-stikket til Jan Ole.
– Hvad gjorde du så?
– Jeg sagde, han var hjertelig velkommen til at overrække ham videoen. Vi kunne fejre det med en lille højtidelighed. Jan Ole er da ligeglad nu. Tror jeg. Han blev helt tavs, den gode Karl-Henrik. Siden har jeg ikke hørt fra ham.
– Men det har jeg. For så gik han til mig og ville ha´ mig til at overtale dig til at ledsage ham til Århus en lørdag efter nytår. Noget kursus. Ellers ville Jan Ole få USB-stikket.
– Skrækkeligt. Man tør næsten ikke tænke på, hvis han ikke var død. Er du meget ked af det med din kollega?

Thomas undgik at svare direkte.
– Du sagde tror? Har … har du fortalt Jan Ole om os?
– Nej da. Min BH og trøje, som du rev i stykker, har jeg smidt ud. Jeg kan nok ikke helt forstå dig, at du tager sådan på vej. Herregud, – sådan et lille sidespring tror jeg da godt, Jan Ole kunne acceptere. Især når jeg forklarer ham, at det sådan nærmest var for sjovs skyld.

For sjovs skyld? Man var degraderet til at være legekammerat. En batteridreven dildo, der kunne tale og drikke rødvin. Protese-elsker. Det var sgu det, man var. Det tænkte han nok. Lige så kunstig for hende som hendes venstre hånd. Det var godt, hun sagde det sådan. Det skyllede ind over. Friheden. Den der sult i maven over hende var der ikke længere. Savnet var borte. Voila! Hun havde simpelthen sagt det trylleord, der skulle til.
Han kunne ikke lade være med at køre ud til gården igen i et humør, der på en og samme tid var i top og bund. En dildo med kørekort. Ha. Hvad fanden bildte hun sig ind? Forkælet overklassefrue. Gad vide, om der var andet, der var kunstigt på hende. Dilettantskuespillerinde med ægte tårer billigt til salg. Men ikke her. Ikke flere præstedamer her. Religion var noget stærkt opreklameret fis.
Hun skulle være sprængt med derude, skulle hun. Ydmygelsen fra hende var total. Men selvfølgelig. Det ville være uoverkommeligt at skulle sprænge alle sine fjender i luften. Samtidig.
Kaos, kaos, kaos.

Der var stadig en masse røg fra sodsværtede ruiner. Den gamle lade bagved var totalt udbrændt, og der lå en bunke mere eller mindre brændte sodsværtede brædder plus en masse raketdele, konfetti, dele til forskellige krysantemumbomber samt en masse uoverskueligt affald fra fyrværkerifabrikationen; det var det, der var tilbage.
Gården foran laden var delvist nedbrændt, her stod murstensskelettet nogenlunde tilbage, mens alt træet var sort og udbrændt.
Der var lange køer af holdende biler og nysgerrige i store grupper.
Brandfolk og politi vadede rundt og søgte at få styr på årsagerne. Den ene betjent fik øje på Katrine, der stod så underligt hjælpeløs, samtidig med at Thomas nærmede sig hende.
– Katrine Kegnæs?
– Ja, jeg må bedrøve dig med, at der er fundet tre dræbte på stedet, og at den ene uden tvivl er din mand, men identifikationen vil tage nogen tid. Selv om det er deres biler, skal der naturligvis ske en obduktion af det, der er tilbage af ligene. Så jeg kan faktisk stadig ikke med sikkerhed konstatere, hvem de døde er.
– Men det er garanteret din mand, Katrine, repeterede han lidt unødvendigt.

Hun gentog tonløst, hvad hun tidligere på natten havde forklaret en anden politimand.
– Jeg ved, at Karl-Henrik havde lejet denne gård for at gøre noget mere ud af julesalget, og jeg tænkte, nå ja, han har hjemtaget noget mere fyrværkeri og andre relevante varer, og da vi har for lidt plads i forvejen, er det her jo et fremragende sted at have som fjernlager. Jeg har da indimellem undret mig lidt over, hvad han lavede herude så ofte. Det var jo næsten hver dag, at han arbejdede her på det seneste …

Betjenten skrev ned og bad om hendes mobilnummer.
– Så snart vi er helt sikre, vil vi kontakte dig for nærmere.

Thomas omfavnede og trøstede hende, så godt han kunne, men følte selv falskheden. Han kunne have været årsagen til hendes sorg. Hun klyngede sig ind til ham, pressede hofterne mod hans, limede sit skridt fast til hans, mens han strøg hende over håret og så op på ham og hviskede tæt ind i hans øre:
– Sådan kunne jeg godt stå længe …

Forvirret mærkede han alle steder, at den berøring skælvede overraskende på ham. Den tætte kontakt var strømførende. Stod han ikke her med den stakkels enke og blev vild i varmen, bare ved at omfavne hende? Han viklede sig ud af hendes varme favntag og lod hendes ord sive ind i hjernen. Hvad i alverden mente hun så med det?
Thomas overbragte den glade og sørgelige nyhed til Vera over mobilen, og der opstod en lang pause. Som om hun havde hørt det.
– Ja, sagde han, mens han undrede sig over pausen. Hvorfor sagde hun ikke noget?
– Det er jo skrækkeligt, en tragedie. Men der er uden tvivl scoret en anselig økonomisk gevinst. Altså med den der fyrværkerifabrik.

Vera rømmede sig:
– Han var ikke en type, jeg brød mig om, sådan som du har fortalt. Hans måde at reagere på ved flere forskellige lejligheder, var helt ude i hampen. Han var underligt aggressiv. Men det er da synd for hans kone og børn. Og jeg er meget ked af det med Laurits. Det var vel en god kollega for dig og nærmest en ven.
– Ja, det forstår jeg godt. Der er allerede rygter om, at Karl-Henriks kone er ganske godt tilfreds, for hun arver jo det hele, både MultiBrugsen og huset, og samtidig stod de vist foran en skilsmisse. Men jeg kan slet ikke forstå, hvis Laurits har været kompagnon med Karl-Henrik om den der fyrværkerifabrik. Han hadede ham af et godt hjerte.

Hun gav ham moderens mobilnummer, da strømmen til hendes egen var ved at slippe op.
Den døde da også pludselig. Han tastede svigermors nummer.
– Har han tjent meget på fyrværkeri, siger du?
– De har. Foreløbig er det lidt usikkert, hvor stor fortjenesten er. Det er vist alt for tidligt at sige noget om endnu.
Hils dine forældre.

Havde Laurits også snydt ham og bedraget ham og været fuld af løgn? Var han i virkeligheden ven med Karl-Henrik og dennes uadskillelige partner i det foretagende?
Den kunne Thomas ikke få på plads.
Han rystede på hovedet. Der var ikke meget, der faldt på plads alligevel.
28
I kirken var der stopfyldt. Thomas sad på en af de bagerste bænke. Først ville han ikke, men efter nogen tøven besluttede han sig alligevel. Begravelsen af tre mennesker på én gang havde tiltrukket et væld af kunder, leverandører, almindeligt nysgerrige, journalister, forretningsforbindelser og kolleger fra skoleverdenen, der alle kom forbi for at sige farvel. Det måtte være hårdt for Katrine at stå der og trykke så mange mennesker i hånden. Hun var klædt i sort og udstrålede stor sorg. Tilmed havde der været indbrud i MultiBrugsen natten før, men tilsyneladende var der intet stjålet. Underligt nok var alarmen ikke gået i gang. Så oven i sorg og krise skulle hun også tage sig af den slags.
Onde tunger ville vide, at hun allerede havde fundet en kæreste, men sådan var det nok med onde tunger. De var overalt. Det var også de onde tunger, der havde udbredt rygtet om Thomas´ fornemmelse for bistandsklienten Hylde-Per.

Præsten talte over de tre kister og fortalte først om Karl-Henrik Kegnæs´ utrættelige energi med at få MultiBrugsen udvidet og kundevenligt indrettet. Han omtalte ham som en driftig mand, der kunne se en forretning i næsten hvad som helst, der kunne give penge. Jan Ole lagde sandelig ikke fingrene imellem. Der var ikke nogen, bortset fra Karl-Henriks forældre, der var uenig med ham, men sådan ligefrem at sige det under begravelsen, det var næsten for meget.

Brorsen nævnte, at et overvågningsanlæg i butikken havde bremset stort set alle tyverier og var et godt eksempel på, at Karl-Henrik Kegnæs havde antennerne fremme og kunne lodde fremtidens behov på nutidens alter.
Der var pæne ord til Laurits og hans far, og de fik næsten mere omtale end Karl-Henrik.
På en af de forreste rækker sad Britt, og han kunne hele tiden følge hendes lange lyse hår og blev slået af, at han registrerede hende som enhver anden kirkegænger. Han var lidt forbavset over, at hun overværede begravelsen.
Håret var garanteret affarvet. Det havde han ikke tænkt på før. Men hvorfor ikke?
Thomas syntes, han havde ændret sig på det seneste. Han tænkte meget på Laurits. Han måtte tage dagen og vejen, som den kom.

Måske var lettelsen over, at han alligevel ikke blev morder så stor, at han ikke kunne reagere anderledes.
Det var kompliceret.

29
Efter aftensmaden et par dage senere var der dømt hjemlig hygge. Vera satte i opvaskemaskinen, mens Thomas ryddede op. Han kiggede på hende og sagde hemmelighedsfuldt:
– Jeg har noget, jeg skal fortælle dig.

Lidt efter mødtes de i stuen, og Thomas tændte fjernsynet, som de plejede. Hun var i praksis flyttet ind, dog uden møbler eller andet grej. De var enige om at indlede en bosammen-periode, hvor de kunne bekræfte hinanden i, at det var fremtiden. Thomas var begejstret, og Britt optrådte så at sige aldrig mere i hans bevidsthed.
Vera tog fjernbetjeningen og slukkede igen.
– Thomas, der er også noget, jeg må tale med dig om.
– Ja så, her og nu? Ja, men så må jeg jo hellere fortælle mit. Jeg har nemlig pludselig uden varsel fået at vide, at jeg slet ikke skal forlade skolen! Den person, der skulle have haft min stilling, har sagt fra. Så nu ved jeg ikke, om jeg skal være glad og taknemmelig eller ked af, at jeg er kommet med på afbud.
– Jeg synes, det er dejligt, at du har fået din stilling igen, skat.
– Og ved du hvad? Så vil jeg indføre mobiler i undervisningen. Diktat på mobil. Det bliver sgu et hit. Inspektøren er svækket lige nu, så jeg gør det sgu. Små stile. Og det hele SMS´es rundt, så alle føler, de er med. Det vil de blive vilde med. Hold kæft, jeg får en klasse, du!

Han begyndte allerede at fumle med sin mobil og kom så i tanker om noget.
– Hvad var det, du havde?
– Nå, det var egentlig ingenting. Din nyhed overskygger så meget andet.
Thomas lå godt og tæt ind til Vera.
De havde slukket lyset i soveværelset.
– Jeg kunne næsten ikke klare det mere. Det hele væltede for mig. Jeg kunne ikke se dig i øjnene, og jeg følte mig ussel og ikke noget værd. Karl-Henrik var sjovt nok den, der trods alt holdt mig oppe!

Munden gik.
Vera kyssede ham:
– Jeg synes, det er godt, at du har fået dit job igen. Den grimme mand er borte, og det var garanteret ham, der havde indflydelse til at få dig fyret.
– Naajj, det er jeg nu ikke så sikker på. Jeg tror, jeg klarede det så udmærket selv. Hvad med julen og dig og os?
– Mnnn.

Han lå lidt. Dybe åndedrag fra Vera fik ham til at lukke øjnene.
30
Næste eftermiddag ringede det på døren, og Thomas lukkede op. Vera var stadig på arbejde.
Udenfor stod en sød, ung dame. Ja, men var det ikke Katrine?
– Hej, smilede hun, så hjertet næsten gik i stå på ham.

Var det en helt anden frisure og anderledes elegant outfit? Mere frisk og fuld af smut i øjnene end til begravelsen. Hun så fremmed ud. Da var hun selvfølgelig også i sort med slør ned over ansigtet og sammensunken og modfalden. Det var sandelig borte.
– Kom dog indenfor! sagde han til den kvinde, hvis mand han havde planlagt at dræbe.
– Vil du have en kop kaffe? Jeg skal alligevel ha´ selv.

Hun nikkede ja tak og satte sig inde i stuen.
Et øjeblik efter kom han med to krus.
– Hvordan går det?
– Jo, sådan.

Hun så ned til siden.
– Det er hårdt at miste den, man holder af, mente Thomas.
– Det er nu også hårdt, selv om man ikke holder af.

Thomas blev forbløffet på skrømt. Så talte rygterne sandt.
– Hvad mener du?
– Vi havde planer om at gå fra hinanden. Der var bare så meget, og til sidst var det blot et spørgsmål om, hvornår vi skulle skilles.

Thomas sad og ventede på hendes egentlige ærinde.
– Jeg har sat mit hus til salg. Men jeg kom faktisk for at spørge dig, om vi kunne lave en byttehandel, så du overtog huset på Engen, og jeg og mine to drenge fik det lille hus her. Jeg kan ikke holde ud at bo der, og selv om det ligger godt med udsigt over havet, så kunne vi alle tre godt tænke os det lille, skønne hus her, som ligger meget mere centralt. Vi har ledt med lys og lygte, men der er intet hus til salg i øjeblikket her i Hanstholm. Og så synes jeg, at du har gjort meget godt for mig her på det sidste. Laurits talte pænt om dig. Karl-Henrik mindre pænt. Så du må være en god fyr. Ja, du ser da også sådan ud.

Hun smilede med dejlige, varme øjne.
Thomas smilede tilbage og var igen overrasket. Hun var sød, og det var sådan noget, man godt kunne li at høre. Især at Laurits trods alt havde talt pænt om ham. Det gav lidt fred i sindet.
– Men hvordan med det økonomiske?
– Jeg skal ikke ha´ mere end det, vi selv gav for det. Karl-Henrik efterlod mig en stor livsforsikring plus MultiBrugsen, som jeg vil til at drive. Jeg har jo i mange år været bogholder dernede og kender lidt til omsætning og flow og salgsparametre og så videre. Så den vil jeg overtage, og det er sådan set allerede sket. Faktisk kan jeg jo godt afsløre for dig, at det var Karl-Henrik, der satte en kæp i hjulet, da du ville købe det hus.
– Javel, ja, det tænkte jeg nok. Nå, men så er MultiBrugsen i gode hænder. Så skal man i hvert fald til at handle der igen.
– Jeg ved godt, at Karl-Henrik ikke var lige vellidt alle steder. Hans forretningsmetoder var da vist problematiske. I værste fald på kanten af det ulovlige. Nå ja, fyrværkerifabrikken var da under alle omstændigheder ulovlig.

Thomas forklarede med smut i øjnene, at det ville passe ham særdeles godt.
– Landet ligger sådan, at Vera og jeg kunne tænke os et lidt større hus. Vi har netop snakket om, at dette hus er charmerende. Men der er blandt andet for få værelser. Vera ønsker kontor, rum og jeg mere lagerplads til mine forskellige interesser. Hvis husene i øvrigt er i orden, synes jeg da, det er i orden, at vi handler med det samme beløb, som de blev købt for? Det er jo kun godt og vel et år siden.

Katrine nikkede.
– Det ville bare være så fint.
– For os at se ville det måske ikke være så tosset med det hus på Engen. Jeg havde faktisk købt det. Kan vi få lov at se det?

Det var der ikke noget i vejen for, og Katrine gik igen. Thomas spekulerede et øjeblik på at omfavne hende, men det gik nok ikke an. Han kunne jo totalt ikke styre sig, og det ville hun kunne mærke. Det ville ikke være så godt.
Der var komplikationer nok i forvejen i hans liv.

31
Dagen efter kørte Thomas og Vera om på Engen og hen til Katrines hus. Bag huset var der godt med træer, så vejen mere eller mindre var skjult.
Foran bredte skoven sig lige ned til havet.
Huset var stort!
Hun hilste på dem og bød dem indenfor.

Efter rundvisningen satte de sig sammen og aftalte de nærmere detaljer med den tilkaldte mægler. Det var den samme mægler, som i sin tid solgte ham fiskerhuset.
Thomas var begejstret over udsigten, den over havet, og de gik op ad trappen ovenpå. Katrine gik forrest, og Thomas kunne ikke få øjnene fra hendes overmåde velskabte bagdel, der var lige i øjenhøjde. Hvordan i alverden kunne det være, at en bagdel kunne føles så tiltrækkende?
Oppe i soveværelset tog han om Vera, mens Katrine så på, og pegede ud over havet:
– Se, hvilken morgenstund – vi kan have med den udsigt! Og om aftenen kan vi bogstavelig talt ligge her og elske solen ned!

Det sidste blev kun hvisket. Man vidste jo godt, hvad der hørte sig til.
Katrine smilede lidt blegt. Hun lignede en, der var misundelig. Hvis hun havde hørt det.

Thomas sagde ret tydeligt til mægleren, at denne gang skulle der ikke ske noget uventet og så direkte på ham. Mægleren slog øjnene ned, rømmede sig flere gange og viste så tydeligt, at han kendte alt til det fusk, der sidste gang havde været med ham og Karl-Henrik.
Betinget af et håndværkerbesøg belært af tidligere forlod de huset med en god aftale i lommen samt mæglerens øjne på Veras velfyldte bluse. Han var formentlig træt af at kigge på firkantede mursten dagen igennem.
Selv om Thomas havde haft håndværker med inden købet af det første hus, var det åbenbart alligevel ikke nok. Han havde opdaget adskillige fejl: I varmeanlægget med noget klamphuggerarbejde, en ubrugelig bruser, knirkende gulve, manglende isolering i stuegulvet, lugtende toiletter med manglende udluftningsrør. Ja, der havde været mere, end Thomas havde forventet af et godt næsten nyt Thy-hus.
Nu skulle det næste håndværkerbesøg være mere grundigt og gå dybere ned i detaljer.
Tilstandsrapporten kunne de ikke regne med, det var der nu ingen Thyboer, der gjorde. 32
Thomas tog en tur til hovedstaden lillejuleaften og indlogerede sig på et hotel. Her havde han bestilt julemiddag dagen efter og brugte tiden på at vandre rundt i byen og forsøge at få del i den julestemning, han ellers altid havde haft. Mismodet over, at Vera skulle fejre jul med sine forældre i Århus, og han ikke var inviteret med, kunne ikke gå væk.
En ridse i glæden. Når man nu ikke selv havde familie …
Det var ellers ikke, fordi han manglede noget. Skulle han konkludere på sin situation, var meget ændret til det bedre i løbet af tiden op til jul.
Hans forhold til Fake-Britt var afsluttet på en trods alt god måde, uden at kæmpestore Jan Ole havde fået det at vide. Hans nye forhold til Vera tegnede over al forventning; hun var som skabt til ham. Han kunne godt mærke, at erfaringen fra den tid, hvor de første gang var kærester, kom ham til gode nu. Han havde undgået at begå de samme fejl, og han havde også kunnet mærke, at hun var glad for ham. Jobbet havde han beholdt, en slags klap på skulderen. Det nye hus på Engen glædede han sig til i den grad. At flytte ind der sammen med Vera kunne ikke være så ringe endda.
Så – alt var vel blot fryd og gammen.
Alligevel sad en orm og gnavede. Et eller andet skår i porcelænet var der; han kunne bare ikke greje, hvilket og hvor. En underlig mavefornemmelse fortalte ham, at ikke alt var helt på plads. Det kunne jo ikke være Vera, for han kunne da godt forstå, at han ikke bare kunne komme og være en del af hende og forældrenes juleaften.
Men ormen blev ved at krybe rundt i hans hjerne.

1. Juledag rejste han hjem igen. Vera ville komme op ad dagen, og så ville de sammen fejre resten af ferien og ovenikøbet tilbringe nytårsaften sammen.

33
To uger i det nye år gik i spænding, inden den store dag oprandt, en lørdag.
Thomas havde lavet en flytteplan for begge familier, og den fungerede. Det var guf for ham at lave den slags logistikudregninger. Den samme lastvogn kunne effektuere alle flytninger. Flere aftener havde Vera måttet høre på, hvordan de skulle flytte. Det var dejligt at kunne kalde sig for en familie, og Vera havde ikke haft spor imod det. Hendes møbler ville efter planen først blive indsat lidt efter lidt, når tid gaves. Hun var godt tilfreds med sin lejlighed i Thisted og ønskede ikke foreløbig at afhænde den.

I skøn harmoni lykkedes det at få de sidste ting på plads i det vældige hus inden aftensmad.
– Vi kunne altså godt bruge nogle af dine møbler, mente Thomas, da de stod og kiggede ind i et af de tomme værelser.
– Kommer tid, kommer råd, svarede hun hemmelighedsfuldt.

Da de næsten var færdig med det allersidste læs, stod Hylde-Per og Luske-Kaj på vejen og vinkede.
– Vi ville lige se dit nye hus, forklarede Per.

Thomas nikkede til ham. Så var han da i det mindste ikke sur længere. Han asede videre. De kunne måske være kommet lidt før og have givet en hånd med?
– Er der noget, vi kan hjælpe til med? spurgte Hylde med begge hænder i lommen.
– Nej, vi er snart færdige, og du har jo – ryggen, råbte Thomas på vej ind i huset med en stol.

Thomas sømmede og skruede og hængte malerier op og ordnede alle de andre ting, der skulle ordnes i det store hus. Flere af rummene ville de male først, og nogle af vinduerne skulle allerede skiftes.
Soveværelset var noget af det første, han fik færdigt. Vera gik nedenunder og lavede aftensmad, og Thomas kaldte på hende.
Hun kom op med forklæde om livet, nynnende og så glad ud.
– Nå, nu har jeg lavet det sådan, som du ønskede. Hvad siger du så?
– Det er så flot.

Hun kyssede ham, og han væltede hende omkuld på sengen.
– Nej, Thomas, maden er klar.

De sloges i dynerne som to teenagebørn, grinede og pjattede med pjusket hår og hede kinder.
Sammen satte de sig omsider til bordet.

34
Turen var kommet til de mindre rum, og Thomas gik alene og malede på sin fridag et par uger senere.
Han havde opdaget en firkantet klap bag tapetet ind til skunken i det ene rum, og den gjorde ham nysgerrig. For hvorfor skjule den klap så klodset? Han hentede værktøj for at finde ud af, hvad den skulle gøre godt for. Irriterende, for den var sømmet fast, og dermed påkaldte den sig i høj grad hans nysgerrighed.
Det lykkedes ham nogenlunde let at få klappen af ind til skunken. Han skulle lige til at sætte den på igen, da han så skyggen af et eller andet på gulvet lige indenfor.
Det var en ret stor, gammel pengekasse. Han fik den forsigtigt ud og rystede den, og den var tung, ingen møntlyd eller raslen bortset fra en enkelt genstand.
Den var låst. Han prøvede med en skruetrækker at få låget op, men det gik ikke.
Nu var hans nysgerrighed så stor, at han ville se, hvad der var i den kasse. Han bar den prustende ned på det lille værksted ved siden af dobbeltgaragen. Den var da enorm tung.
Han skruede den fast i skruestikken, tog en vinkelsliber og på få sekunder havde den gjort det, hans skruetrækker ikke formåede.
Det væltede op og ud med pengesedler, nogle omvundet med elastikker. Sedler i massevis. Til sidst faldt der et lille rødt USB- stik ud.
Thomas ville ikke gi´ meget for at gætte på, hvad der kunne være på det USB-stik og stak det i lommen. Han gav sig til i en sand rus at tælle de mange penge. 20 bundter tusindkronesedler og andre millioner i varierende seddelværdier. Da han var færdig, måtte han sætte sig ned på en skammel. Han så ud af ruden.
Så talte han dem alle igen og nåede det samme resultat. seks millioner!! Karl-Henriks venlige hilsen til ham, ironisk nok. Tak, Karl-Henrik. Det var næsten alt for meget.

Seks millioner kroner var der samlet her. Karl-Henriks fyrværkeripenge, overskuddet, som han ikke længere havde nogen glæde af. Gad vide, om hans medkompagnoner vidste det? Laurits?
Thomas blev hed om ørerne ved at tænke på de mange penge. Tungen lige i munden. Hvad ville der ske, når Vera fik det at vide? Hun ville som nordjyde uden tvivl foreslå at aflevere det hele til politiet, hvilket var stik imod, hvad enhver fornuftig Thybo ellers kunne foreslå. Så blev de bare sendt til København, hvor der kunne opføres en ny bygning til et af de mange statsressorter, der var der. De manglede nok stadig nogle prestigebygninger.

Foreløbig låste han dem inde i soveværelsets store skab. Først måtte han ligefrem ind i køkkenet og hente nogle bæreposer til at transportere de mange tusser i. Masser af pengesedler i hver af fire poser. Han opdagede den særlige millionærglæde, at der var plads til flere sedler i den enkelte pose, hvis de lå løse uden at være bundtet med elastik.
De ville kigge lidt, hvis han gik ind til VW, pegede på den største luksuskaret i forretningen og sagde: Jeg ta´r den med mig med det samme. Her er betalingen. Og så talte det nødvendige antal tusindkronesedler langsomt og omhyggeligt op. Han ville samtidig glæde sig over sælgerens mundlamme reaktion.
Selv om han godt vidste, at kontanter ikke gik i denne hvidvaskende verden.
Eller med hatten ned i panden gå ind i banken, kiggende sig til begge sider og så skubbe poserne med indhold over skranken til assistenten og hviske: Hurtigt. Jeg vil sætte penge ind.
Beslutningen kunne næsten ikke være anderledes.
– Efter maden har jeg noget, jeg skal vise dig. Vi har voldsomt meget, vi skal have taget stilling til.

Hun blinkede til ham og havde smut i øjnene og nikkede.
Men hun blev overrasket.
Han satte fire fyldte plastikposer penge foran hende og en skotøjsæske, som han åbnede.
Hendes øjne blev større end møllehjul. Hun satte hænderne op foran munden:
– Ja, men Thomas. Hvor har du dog dem fra? Gud, en pistol! Sig mig engang, er du bankrøver?
– Hæ, hæ. Nej, så langt fra. Pistolen er fra min far, den fandt jeg for en del år tilbage. Den kan faktisk skyde rigtigt. Men pengene er fra skunken her i Karl-Henriks gamle hus. Det er overskuddet fra fyrværkerisalget, tror jeg. Prøv at tælle dem.

Vera tog nogle af sedlerne op og så på dem.
– Så mange penge har jeg da aldrig set før samlet på et sted.
– Nej, og nu har jeg lagt de seks millioner og et problem frem for dig. Seks millioner kroner og en pistol.
– Hvad gør vi?
– Vi snakker om det et par dage, og så handler vi. Jeg er mest stemt for at losse det hele ned i en stor sæk med en tung sten og smide den i havet.
– Hvad?
– Ha, det var min spøg. Kom, indtil videre stuver vi dem ind i skabet i soveværelset. Men kun nogle få dage. Det er alt for mange penge at have liggende. Tænk, hvis huset brændte. Så nytter det vist ikke at komme til forsikringsselskabet med et krav om at få godtgjort vores lille sparebøsse…
Eftersom de med al sandsynlighed stammede fra fyrværkerisalget, var der ingen, der savnede dem. Alle seks millioner skulle i hvert fald som minimum gives til velgørende formål.
– Hvad skal vi også selv med så mange penge, indførte han.

Hun svarede ikke, men gik lidt frem og tilbage. Så ud ad vinduet, som om der var et godt svar derude.
Det måtte de finde ud af.
– Lad os lige tage den med ro nogen tid, ikke?
– OK, Vera. Vi tager den lidt med ro.

35
Thomas stod ude på verandaen lænet op ad rækværket og nød den friske luft et øjeblik.
Det var i dag, han ville handle. Han havde lejet en bankboks i Thisteds største bank. Allerede i dag skulle de deponeres. Hvad der så skulle ske med dem bagefter, var uvist.
De havde ikke helt diskuteret færdig. Af en eller anden grund ville Vera godt beholde pengene, hvor han syntes, de skulle foræres væk. Det undrede ham, for det havde han ikke forventet af hende.
Men pistolen skulle væk, det var de begge enige om. Han havde lejet en lille motorjolle af sejlerbutikken nede ved havnen, men kun denne dag, og det var hans hensigt at sejle langt ud og droppe den i havet.

For et par timer siden var hun taget af sted med tog for at besøge sine forældre i Århus. Han havde kørt hende ned på stationen og sagt ømt farvel, selv om det kun gjaldt weekenden. Hun så lille ud, da hun stod der i toget og vinkede til ham. Hvorfor så hun lille ud? For ham var hun større.
Han slæbte de fire plastikposer ud i bagagerummet og kunne pludselig ikke finde pistolen, hvilket var højst mærkværdigt. Den skulle ligge i skotøjsæsken, der stod i bunden af skabet i soveværelset. Alt blev endevendt, sko og andet blev flået ud, men den var og blev borte. Ja, men det var jo ikke længere siden end i forgårs, den sidst var taget frem og efterset, så det var klart, at alt skulle være i orden.
Han blev hed i ansigtet. Hvordan pokker kunne det gå til?
Han kløede sig lidt i nakken, for det var vigtigt for ham, at den pistol forsvandt, men ikke på denne måde. Var det i forgårs, han sidst havde set den? Kunne han have lagt den et helt andet sted? Han havde tidligere overvejet at gemme æsken i det aflåste stålskab på lærerværelset.

Han faldt i staver ved køkkenbordet. En pludselig opstået uhyggelig følelse af at skulle miste Vera ramte ham.
Efter toiletbesøg slukkede og lukkede han efter sig; den kuldegysende stemning fra før havde løsnet sig, da han med et skuldertræk gik ud til bilen.

Venstre fordør gik op igen, da han havde fået sikkerhedsselen ordnet. En mand stod og viftede med en pistol, der grangiveligt lignede hans. Hvor i alverden kom han fra og…?
– Ud.

Der var ikke mange andre valgmuligheder.
Thomas steg ud af bilen. Var det hans pistol? Manden havde et stort tørklæde foran ansigtet.
Lettere rystet gik han forrest ind i huset igen, mens manden fulgte efter.
– Ind, viftede manden med pistolen. I entreen undersøgte han kort Thomas´ lommer og tog hans mobil og lagde den på hylden under spejlet.

Han dirigerede Thomas foran sig ind i stuen.
– Læg dig her på gulvet på maven, kommanderede han. Han tog en kort stålwire, låste den om Thomas´ ene ankel og videre om radiatoren.
Så skubbede han bord og stol så langt væk, at Thomas reelt intet kunne nå. Der var noget ved den stemme.
– Rejs dig op.

Thomas´ øjne var vokset imens. Hjernen arbejdede på højtryk for at opdatere den person, hvis nordjyske dialekt han godt kunne opfatte.
– Jeg må sige, at…
– Ja, du husker mig, tror jeg.

Han fjernede tørklædet fra ansigtet og smed det på bordet.
Thomas sagde intet, mens den interne harddisk lynhurtigt samlede informationer. Troels Bossen. Hans plageånd fra 5. klasse og fra mili. Ålborg Kaserne. Soldaterballet. Bossen. Hvordan fanden …
Blodet løb fra ansigtet, der stivnede og blev udtryksløst. Han følte, at huden blev overtrukket med hurtigtstørknende mørtel.
– Ja, nu er du lidt på den. Grunden til, at vi to mødes igen, ligger i 4 plastikposer ude i min bil. Det er mine millioner, Thomas.
– ?
– Jeg har fulgt dig lige siden det store brag. Det har rigeligt været seks millioner værd. Såmænd. Ydermere har jeg fået fat i din pistol. Den er i skudklar tilstand, hvilket afslører for enhver idiot, hvad du har gang i.
– Fået fat i? Uvidenheden stod ud i stuen.
– Nej, der er mange spørgsmål nu, hvad?
– Jeg har ikke været ude efter at tilegne mig pengene! De skulle…

Troels trådte et skridt frem og slog ham i ansigtet med skæftet.
Thomas værgede for sig og tog hånden op til panden. Samtidig registrerede han forbavset ingen angst. Hvor blev den af? Var det, fordi han ikke ville være bange?

– Hold din kæft med den historie. Du fandt ud af vor lille hemmelighed og ville mele din egen kage om nødvendigt ved at skyde os. Sådan var du fanme også dengang. Dig glemmer jeg aldrig nogensinde!

Man gjorde nok bedst i at tie. Der løb en smule blod ned over ansigtet. Der herskede kaotiske tilstande i storhjernen, og frem for alt var savnet af Vera lige her og nu ret påtrængende. Følelsen af at være alene og hjælpeløs kunne stoppe den logiske tænkning. Hvad så med Laurits? Var han alligevel ikke makker med Karl-Henrik?
– Se så, og inden jeg kører, skal vi lige have os en lille snak, hr. Thomas Poulsen.

36
5. klasse, Tingstrup, Thisted, Thomas valgte den hånlige attitude:
– Der er ikke meget nyt under solen med dig, hvad?

Angsten havde ikke fået fat. Eller også kunne det hele være lige meget. Skyd mig bare. I et lynhurtigt splitsekund følte man en sær glæde over at have valgt ikke at være bange for noget. Det var hans eget valg.
– Din lille irriterende skid, der også dengang trængte til nogen på frakken.

Troels løftede hånden, som truede han med et nyt slag.
Thomas´ hukommelse stod krystalklar. Troels, bossen, som hed det, han var.
Hans øjne virkede fjerne. De levede i deres egen tid.
Thomas forsøgte febrilsk at få styr på kaos, men herudaf voksede langsomt synet af sig selv trængt op ad en mur, hvorfra det kun kunne gå fremad.

– I morgen skal du få specialbehandling!

Som om den almindelige behandling ikke havde været grov nok.
Troels Bossen og hans kumpaner gjorde tilværelsen i 5. klasse til et helvede. I begyndelsen gik det godt nok. Men han tilranede sig magt, og den ellers udmærkede klasse forvandlede sig til helvede på jorden. For nogle. Og hvorfor skulle det mest gå ud over Thomas?
– Nu skal der klippes!

Han fandt på et utal af lede ting.
– Ved du hvad? Jeg giver dig sgu en klipning som dengang.

Var han tankelæser? Troels tog saksen fra bordet og begyndte at klippe i luften. Drillende, som dengang.
Men i Thomas var vokset noget andet frem. Noget, han ikke havde dengang.
Selv om han ikke turde røre sig for meget, var han faktisk ikke bange for Troels. Som han var dengang.
– Se så! Er han ikke flot, den lille tasketisser?
– Hvis jeg klipper dig, bliver det kun i den ene side. Så er det kun halvt så slemt. Husker du?

Thomas huskede bedst den bemærkning, der gjorde mest ondt:
– Løb hjem og få hjælp af din moooorrrr…
Det var i de dage, hans forældre blev skilt, og en dag i dansktimen havde læreren spurgt ham, om hans forældre kom til konsultationen, og han havde svaret nej og var blevet meget ked af det. Det havde Troels set øjeblikkeligt.
– Du organiserede forfølgelsen af mig og Theo fra parallelklassen.

Thomas prøvede at tale ganske naturligt, som om de sad over en øl og mindedes de gode, gamle dage i skolen.
– Jeg er ligeglad, hvad du husker. Du har prøvet at tilrane dig seks millioner, der ikke var dine. Dermed er du stadig lige så irriterende som dengang.
– Der er meget, du kan sige med en pistol i hånden, hvad? Kunne man forestille sig, at jeg ikke vidste, at det var dig, der var Karl-Henriks kompagnon derude på den røde gård? At jeg er i god tro? Når nu Laurits blev fundet derude …
– Du kan tro så meget. Det ændrer ikke på, hvilken forkvaklet personlighed, du er.

Thomas ville ikke helt lade ham slippe. De stod begge, Thomas havde trukket sig ind mod væggen over radiatoren, Troels lænende sig ind mod skrivebordet.
Den ene anklage efter den anden væltede frem i tankerne, som han sad der halvt hængende op ad væggen. Der flød stadig blod fra hans ansigt. Han overvejede. Hvad var Troels ude på? Det var ikke de seks millioner. Det var noget ganske andet.
Harmen sad i ham. Han kunne mærke en modstand og en vrede i sig, som var fremmed.
Tænke sig, at han dengang skulle møde bossen igen på kasernen, da han sprang soldat, som om en eller anden havde udvalgt ham, Thomas Poulsen, til at være én, der skulle forfølges livet igennem.
Minsandten om ikke bossen var fortsat der. Fik et par af de andre med sig og søgte at gøre livet så surt som muligt for ham. Toppen var at lægge an på Vera under ballet.
– Nu tager jeg af sted. Du kan nok klare dig, indtil nogen kommer forbi og finder dig. Jeg gætter på, at du ikke er meget interesseret i at forfølge mig. Jeg har din pistol, husk det. Desuden lå der boner i pistolæsken, der viser, at du har købt både det ene og det andet til pistolen og en enkelt kvittering med dit navn for noget elektronik, ligesom der vil være masser af fingeraftryk på dem.

Troels tog den ene handske af, fumlede det hele op af lommen og knaldede dem med knyttet hånd ned på skrivebordet. Som om han spillede kort og bankede trumferne ud. Der var mange.
– Se, så du ved, at jeg taler sandt.

Han trak sin handske på igen.
Thomas bandede indvendigt. Hvor dum kunne man være?

– Og så er der jo pistolen. Som du ser, har jeg handsker på, det er koldt, og så sætter jeg nødigt mine fingeraftryk oven i dine. Mon ikke vi to har en passende aftale: Du holder dig fra mig, mister en pistol og seks millioner, til gengæld kommer du ikke i fedtefadet for samme, og jeg har behandlet dig 100 gange bedre, end du fortjener.

Han så næsten kærligt på pistolen, løftede den langsomt og sigtede på Thomas, hvorefter han drejede rundt og strakte hånden ned mod bon´erne.

37
Uden varsel ramte tankerne en kold vinterdag dengang i 5. klasse ham. Bossen var efter ham med sine kumpaner som så ofte før. Fangede ham og vaskede ham så meget i sneen, at han til sidst var ved at blive kvalt.
Bossen, der var anfører for mafiaen, havde bare vendt sig om og grinende forladt ham, der var ophovnet af gråd og blodige ridser og sår i ansigtet. Han var vaklet hjem, udmattet og frysende.

– Hvorfor skulle du altid lade det gå ud over mig?

Thomas hørte sig selv være en lille dreng i 5. klasse. Men noget andet var i anmarch.
Troels tog et skridt tilbage i stuen og så forbavset på ham:
– Over dig?
– Ja, jeg forstår ikke, hvorfor din ondskab skulle gå ud over mig.

Troels stod stille et øjeblik. Så fortsatte han:
– Du ved slet ikke det med din far, gør du?

Flere spørgsmål. Thomas rystede på hovedet og rejste sig møjsommeligt op.
Troels fortsatte:
– Din far havde et forhold til min mor. Vidste du ikke det?

Himlen åbnede sig. Var der mere? Thomas´ hjerne var standset. Det var skidt før, nu fungerede den da slet ikke mere.
– Din far havde min mor som elskerinde, hører du? Han udnyttede hende og kasserede hende, da han fandt en anden. Hvorfor fanden tror du, dine forældre blev skilt?
Tomrummet søgte at give en forklaring, den, han altid havde fået af sin mor. De var vokset fra hinanden, og det var det. Slidt kliché. Punktum.
– Men dermed ødelagde din far også mine forældres ægteskab. De levede nogle år som hund og kat eller gris og løve eller hva´ fanden. Jeg hadede dig. Du lignede din far, altid så brovtende.

Nå, hans far havde også været glad for Troels´ mor. Og for en del andre damer.
Engang var moderen blevet så vred på ham efter en afsløring, at han havde fået en usædvanlig madpakke med på arbejdet. Foran kolleger pakkede han den op, som han plejede, men det var et noget ensformigt pålæg på brødet. Udelukkende ølkapsler.
En anden gang var en motorcyklist standset uden for hjemmet. En noget stor person med brede skuldre havde spurgt efter faderen. Han var – godt for ham – heldigvis på arbejde, men moderen overvejede da at give ham adressen. Motorcyklisten havde et regnskab at gøre op. Det regnskab havde noget med hans egen kone at gøre.

– Din lille skid. Du var så forbandet irriterende. Lille gnom, der troede, han kunne spille fodbold og være sej, og hvis far gik og ødelagde andres familie.

Det var ikke helt ved siden af. Troels var højere og stærkere, mens Thomas stadig var en bette lort, dog noget mere bredskuldret end dengang. Spillede også bedre fodbold end Troels, der var klumpedumpe på banen, men i kraft af sin status altid blev valgt som en af de første.
– Det forklarer da ikke, hvorfor du som en anden mafiaboss skulle få dem til at forfølge mig. Hvad har jeg med den sag at gøre? Nu har du ikke dem, men din pistol. Det er der sgu ikke meget heltemodigt over. Og du fortsatte på kasernen, hvad?

Troels´ mund blev bred.
– Jeg kører nu og gider i øvrigt ikke at høre på dit præk. Men jeg synes, du skal vide, at jeg altid har foragtet dig. Du er ikke værd at samle på. Nøjagtig som din far. Det var han sgu heller ikke.

Idet han vendte sig, fór Thomas ud fra væggen, så wiren stod stramt ud og slog så hårdt han kunne efter ham og ramte ham skråt ned over nakken.
Troels tog et meget hurtigt skridt væk fra Thomas´ rækkevidde. Han lagde hånden på nakken og stirrede forbavset på Thomas.
– Slår du? Er du rigtig klog? Jeg kunne jo skyde dig?
– Det tør du ikke. Du var dengang en boss, der ville bestemme det hele og lavede drengebander. Nu er du bare en kriminel. Åbenbart.

Thomas glemte helt, at han selv næsten var blevet morder for ikke så længe siden.
– Du tør jo ikke skyde mig.

Troels stod truende over for ham. Så slog han ud efter ham, og Thomas nåede ikke at dukke sig og fik pistolskæftet ned over kinden.
Blod igen.
Men Thomas var mere sikker end nogensinde:
– Du er en sølle pjalt, Troels. Drengene fra min klasse fortæller om en Troels, der solgte dem hash. Nu forstår jeg pludselig efter deres beskrivelse, at det må være dig.

Troels løftede hånden og slog ud efter ham igen. Thomas undveg.
– Selv om du er blevet ældre, er dine bandemedlemmer stadig fra en drengeklasse.

Troels var blevet hvid i ansigtet.
Thomas så for sit indre filmen fra 5. klasse køre. Genkaldte sig deres forfølgelser. Ormen. Ormen, slog det ned i ham. Dengang de tvang ham til at spise en regn- orm, en levende en af slagsen, hvorefter han brækkede sig.
Rasende svang han højre næve oppefra og ramte Troels ned over panden. Troels udstødte en underlig lyd og svarede igen med at slå ud efter ham med pistolen. Thomas søgte at undgå slagene, og Troels sprang hele tiden uden for rækkevidde. Men han kunne heller ikke ramme Thomas derudefra og måtte ind på ham, hvis han ville nå ham, og her blev han selv ramt.
Hver gang Thomas ramte Troels, fik han et gyldent øjeblik af tilfredshed.
Troels trak en kniv og stak ud efter ham. Thomas hånede ham videre:
– Kan du klare dig? Skal du ikke have mine hænder bundet også? Og en kniv og en pistol er vel ikke nok?

Thomas skred i det samme ud med venstre ben og søgte at bevare balancen. Fandens.
Troels udstødte en uartikuleret lyd og sprang på ham med kniven forrest.

Han stak Thomas flere gange, hvor han kunne komme til det, og Thomas sank sammen.

Troels stod lidt og pustede ud, hørte han.
Han sparkede ham hårdt i siden, udstødte en fnysen og skred.
Han smækkede efter sig. Thomas lå og hev efter vejret. Så blev det sort.
38
Troels kørte mod sin ekstra lejlighed i Thisted over Tved til den nye tilkørselsvej fra motorvejen. Han var godt tilfreds med resultatet af dagens arbejde, selv om hans knoer på højre hånd blødte. Han var noget øm i maven, og Thomas´ knytnæver havde haft deres virkning i hans ansigt. Thomas Poulsen. Han så sgu ud, som om han ikke vidste det med faderen. Men han havde altid været god til at spille komedie.
Troels havde en fornemmelse af, at det havde været en anden Thomas end ham fra skolen og mili.
I længere tid havde han observeret hans gøren og laden, men havde hele tiden skullet passe morderlig på ikke at blive set.
Åh, han glædede sig til at komme hjem til sin elskede med alle pengene. Så ville de holde bryllup og have børn. Jo, han var på vej til at leve et mere normalt liv. Hashen var allerede så godt som ude, for han havde meddelt Flemming de Luxe, at der ikke kom flere leverancer. Han stoppede simpelthen. Det nyttede ikke noget at have en lederstilling i Bilka og så have hashleverancer til andre ved siden af. Flemming med det overmåde flotte fønbølgede hår var blevet noget stram i betrækket, da han hørte det. Som pusher var han nok ikke vant til, at køberne bare sagde op. Men det var der ikke noget at gøre ved.
Salget på stranden til børnene var for længst afsluttet. Så det problem var altså løst.
Det var dog stærkt irriterende, at den der eksplosion var kommet i vejen. Ingen vidste tilsyneladende, at han var Karl-Henriks makker derude på fyrværkerifabrikken. Han havde kun haft en eneste aftager på Thy, og han vidste ikke meget.
Troels havde forventet politiets ankomst efter tragedien derude, men de var aldrig dukket op.
Efterhånden slog han sig til tåls med, at de intet anede om hans eksistens i den sammenhæng. Det var et svineheld. De troede nok, at ham den anden, de fandt, skolelæreren, at han var kompagnon.
Det lignede godt nok Karl-Henrik ikke at være særligt meddelsom. Typisk, at han ikke havde omtalt Troels for nogen, ikke engang for sin egen kone.
Så alt i alt havde han, når han selv skulle sige det, taget hånd om sin situation og var parat til det nye liv. Den sidste brik, de seks millioner, var faldet på plads. Omsider.

Troels fløjtede og kørte lidt langsommere. Han skulle nødig standses i en banal fartkontrol, selv om han havde sin forklaring parat. Han ville simpelthen påstå, at han faktisk var på vej til politistationen i Thisted. Og der anmelde Thomas for ulovlig våbenbesiddelse samt besiddelse af en masse mystiske penge. Den idiot! Troede han virkelig, han bare kunne beholde seks millioner kroner?
Lige før begravelsen havde han forsøgt at finde pengene i MultiBrugsen i Hanstholm på det sædvanlige sted. Han havde en ekstra nøgle, som han med vilje ikke havde afleveret. For en sikkerheds skyld. Men de var ikke på det aftalte sted. Det havde været noget af et chok. At Karl-Henrik endda som død var nedrig, en sjuft, uærlig ad helvede til.

Det var lidt sjovere selv at eje seks millioner kroner. Pistolen ville han skaffe sig af med, når faren var drevet over. Hvornår det så end var. Den var på den anden side god at have, hvis man kom ud i en dum situation igen.
Blæsten var steget til storm. Han mærkede, hvordan det rykkede i den gamle kassevogn.
Han besluttede sig for at ringe hjem og fumlede efter mobilen i lommen. Den var ikke der. Panden fik en rynke. Så lå den selvfølgelig i den anden lomme, han ikke kunne nå med den hånd.
Han kiggede i bakspejlet, mens han rodede i den anden lomme, da der kom et orkanlignende vindstød, der fik bilen ud af balance. Han var heldigvis hurtig og prøvede med den frie hånd at dreje kontra, men vindstødet var lige så hurtigt borte, som det var kommet, med det resultat at hans vogn kørte modsat og meget hurtigere.
Et enormt brag og et træ stod inde på passagersædet. Troels smækkede ansigtet ind i dørstolpen, og lyset blev slukket.39
Thomas måtte være faldet hen. Metalraslen fra stålwiren mod radiatoren. Han vågnede op med et spjæt. Forvildet satte han sig op og mærkede straks ømhed og direkte smerte både i hovedet og maven. Han blødte flere steder, kunne han konstatere. Men heldigvis så det ikke alvorligt ud. Han lænede sig mod radiatoren med lukkede øjne. Lænkehund, det var, hvad man var.

Lænken var selvfølgelig for stærk for en almindelig folkeskolelærer. Hverken den eller radiatoren gav sig en millimeter.

Troels havde virkelig sat noget i gang. En tilfreds følelse banede sig vej helt nede fra mellemgulvet og fik Thomas til udstøde en mellemting mellem et suk af smerte og lettelse. Lettelsen steg til glæde over at have forstået betydningen af ordet valg. Han havde valgt med hele sit intellekt at bekæmpe Troels eller rettere ikke at være bange for ham. Epokegørende. Banebrydende.
En anden ting: Havde Thomas´ far været værre end andre? Den pæne mand udadtil. Skulle det være rigtigt, at han lå i med mange flere damer end normalt? Nedlagde han kvinder efter forgodtbefindende, sandsynligvis på snuskede beverdinger? Moderen havde jo allerede fortalt en del, men han var ikke sikker på, at det hele kunne være rigtigt. Moderen sagde det måske for selv at stå i et bedre lys og på den måde forklare, at det udelukkende var faderens skyld med skilsmissen og alt.
Hun havde altid været redningsmanden i det lille hjem. Den, der sørgede for at lappe ønskerne og forbinde de bristede forhåbninger.
Hvorfor var Troels så vred over det med forholdet til hans mor? Det var forståeligt, hvis det havde givet anledning til mange skænderier og utryghed i det lille hjem. Især hvis det hele så endte med skilsmisse også der, eller hvordan det nu var endt. Men det forklarede ikke det hele.

Han kunne godt komme i tanker om flere begivenheder fra dengang. Thomas tænkte på et par af de andre, der også blev jagtet i frikvartererne. Hvordan havde de det i dag? Var de upåvirkede af fortidens trængsler? Det havde nu mest været ham, de havde været efter.
Han var ikke sikker på, at de andre havde følt det på samme måde som Troels. Det meste af det var jo også bare sådan noget sjov, som børn i den alder finder på.
Alligevel skete der nu en konfrontation med fortiden, som han troede for længst var død og borte.

Og Troels? Var Troels ond? Hvorfor skulle det gå ud over Thomas? Han ville måske ramme faderen indirekte på den måde.
Havde faderen været skyld i Troels´ forældres skilsmisse? I andres? Var Troels´ handlinger i en vis forstand forståelige?

Hvad havde han egentlig lært af den mobning, der fandt sted dengang? Var han blevet mere opmærksom på de mennesker, der heller ikke havde det så godt?
Hylde-Per sprang ham i øjnene. Det havde været hans værk at tage sig af ham. Var det bare for at hævde sig selv? Havde man forsvaret ham ordentligt på lærerværelset? Havde man været stejl nok over for Laurits, eller havde man i virkeligheden svigtet Hylde? Angsten for de andres reaktion? Medløber?
Med Hyldes indhug i whiskyen og cognacen kunne det antages, at Laurits havde mere ret end som så.

Snakkede han stort set ikke kun med Laurits og en til og lod de andre kolleger sejle deres egen sø? Var han ikke bare ligeglad med dem? Var han ikke en lille egoistisk lort, der kun gad gøre noget for sig selv?
Var han, når alt kom til alt, stort bedre end Karl-Henrik?

40
Forklaringer, undskyldninger, beklagelser. For Thomas stod det tydeligt og klart, at han måske ikke var så godt et menneske, som han hidtil havde anset sig selv for. For veg, for eftergivende over for mere toneangivende kræfter, dengang som nu. Man gjorde det, de andre sagde, man skulle. De seks millioner var et godt eksempel. Han kunne have valgt at give dem til velgørende formål eller til mennesker, der var fattige, ja endda til Hylde-Per. Købt en lejlighed til ham.
I stedet gav han efter for Veras ønske.
Han kom ikke meget længere med sine spekulationer. Han vidste bare, at hvis hans selvfølelse ikke skulle bombes helt i bund, måtte han snart tale med Vera og kramme det hele ud over hende, og – han havde brug for hende. Hun måtte undsætte ham. Eller? Han lunede sig over den anden side af det, der var sket. At han havde valgt ikke at være bange, havde ydet modstand i stedet, så at sige givet Troels lidt gengæld.

I stuens dunkle belysning så han klart. Ingen kunne holde ham ud i længere tid, hvis han fortsatte med at være så klynkende og selvretfærdig. Selvhøjtidelig.

Han var stolt over, at han havde valgt at turde yde Troels modstand, det havde været det hele værd. Sådan havde det aldrig været før, altid bange for andres afstandstagen og ikke- accept. Bange for var så meget sagt. Forsigtigheden i højsædet var mere præcist udtrykt.

Mobilen ringede. Det var nok hende for at melde om sin ankomst til Klitmøller. Den lå ude på spejlbordet i entreen.
Mobilen ringede og ringede. Vera måtte få panderynker og tænke, hvorfor tog han den dog ikke?
Thomas lagde hovedet bagover mod væggen og lukkede øjnene. Var ude af stand til at rejse sig. Smerterne var stærkt dominerende, og det blødte en del. Spørgsmålet var, hvor længe han kunne holde til at ligge sådan uden hjælp. Vera ville ikke komme hjem foreløbig, og ingen ville savne ham.

41
Det bankede på døren. Thomas fór sammen.
– Jeg er herinde i stuen, råbte han.

Man kunne godt blive glad over den der sødlige spritlugt. Hylde-Per stod måbende foran ham.
– Hvad fanden?

Thomas mente, der skulle være værktøj ude i redskabsrummet.
Hurtigere end forventet kom Hylde tilbage med en boltsaks af de større og fik wiren klippet over om end med noget besvær.

Thomas rejste sig på vaklende og stive ben og gned sin ankel.
– Hvad er der sket? Du bløder jo!

Thomas satte ham ind i tingene, dog kun den del, der tålte dagens lys.
Først nu gik hændelsesforløbet op for Hylde.
Han hentede vand og en klud:
– Det var heldigt, at jeg dukkede op, ellers kunne du da have ligget her længe. Jeg er her i dag, fordi jeg skulle snakke med nogen, og så ville jeg lige besøge dig samtidig. Skal vi ringe til politiet?

Hylde havde allerede sin mobil i hånden.
Thomas rystede på hovedet:
– Nej, nej, det finder jeg selv ud af.
– Du svarede ikke på min opringning, så jeg gik lige herom for at smide en lille seddel ind, jeg ville bare sådan sige tak, du ved, fordi du hjalp mig. Her, jeg lægger sedlen i din skoletaske.

Han duppede Thomas´ forskellige sår, der sad et større i nakken.
Thomas kunne i lyset af det, han lige havde oplevet, ikke helt forholde sig til politianmeldelser og tilføjede:
– Jeg synes, du har meget at slås med, som vi andre aldrig har haft, Per. Og jeg er glad for at have lært dig at kende. Det skal du vide. Det er ikke sikkert, at vi nogensinde bliver venner i ordets egentlige forstand, for vi er så forskellige. Derfor kan vi jo godt hjælpe hinanden, som i dag, ikke?

Hylde nikkede eftertænksomt. Sådan gjorde han som regel, når han ikke helt var med.
– Jeg er glad for, at du kom her forbi og befriede mig. Jeg ved ikke med politiet.
– Altså politiet. Præcis i dag har jeg set en masse betjente her i Hanstholm. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad de skulle her, men noget må der være sket. Hvad var det dog for en idiot? Stjal han noget?

Hylde så spørgende ud, men Thomas rystede blot på hovedet.
– Og du er i orden? Fejler ikke noget? Jeg synes, nogle af de stik der ser dybe ud.

Thomas mente, at han var i orden. Vera kommer snart, løj han, så skulle de nok finde ud af at anmelde det.
– Jamen, så hvis du ellers kan klare dig, vil jeg smutte igen og tage hjem igen til Vesløs.

Han hilste med to fingre til den kasket, han ikke havde på hovedet og gik. Thomas nåede at råbe et ”tak”, inden yderdøren smækkede. Burde han have spurgt ham ud om hans nye lejlighed? Sagsbehandleren havde orienteret ham om, at han ikke behøvede at betale indskuddet. Det ville kommunen gøre. Alligevel.
Thomas tog tøjet af og undersøgte sig selv under bruseren. Det varme vand plaskede velgørende, og han stod der noget længere end normalt. Det så ikke ud, som om sårene var alvorlige, selv om de smertede. Det gjorde godt med badet.
Såret i nakken var det værste og med møje og besvær kom først plaster på og derefter noget forbinding fra falckkassen, der stadig ikke var kommet ud i bilen. Hylde havde reddet ham! Han bar åbenbart slet ikke nag af nogen art. Reagerede i nuet og blev lige efter godmodig igen. Man skulle bare selv have det på samme måde.

Bagefter ryddede han op i stuen og vaskede blodet af gulvet, mens han tænkte på det videre forløb; det var ikke hensigtsmæssigt at gøre mere ud af det end nødvendigt. På den anden side.
Han gik rundt og grublede over dilemmaet. Hvad var det bedste at gøre lige nu og her?
At sætte efter Troels var håbløst, og i og for sig var han lettet over at være kommet af med pistol og penge. På én måde. Selv om han var utryg ved Troels. Pistolen kunne ikke spores til ham. Det var han sikker på. Han havde netop for en sikkerheds skyld renset og smurt og poleret den med handsker på efter ulykken og lagt den i skotøjsæsken. Den havde ikke hans fingeraftryk. Det var dog lidt påfaldende, at Troels uset kunne bemægtige sig æsken med den. Hvordan havde det kunnet lade sig gøre. Var den allerede lagt ud i bilen? Bekymringen om en ny fremtidig pengeafpresning dukkede op. Han varmede sig dog ved tanken om, at han mærkede så tydeligt, at han ikke længere var bange for den skid.
Han sad længe. Skidt med pengene. Det var også mest Vera, der havde insisteret på at gemme dem. En telefonopringning til hende var noget af det, der skulle ske. Stærk kaffe dog først.
42
En skælven gik igennem Troels, da han vågnede i den kolde kabine. En gevaldig smerte trak ned over den venstre side af ansigtet, og han gned både ansigtet og sin nakke. Igen så han træet. Det stod plantet solidt, hvor passagersædet engang var og fyldte pladsen helt ud. Havde der siddet nogen der, var vedkommende blevet mast til ukendelighed.
Det var håbløst at tænke på at køre videre.
Han trak handskerne af og tørrede blodet væk fra ansigtet, så godt han kunne.
Troels kunne heldigvis få døren op og steg ud. Det var stadig blæsende, koldt, mørkt og regnfuldt. Han så på uret. To timer havde han været uden bevidsthed.
Han vaklede lidt frem og tilbage og slog kuskeslag, dels for at få varmen, dels for at blive den generende svimmelhed kvit og gik om og lukkede bagdøren op. De fire plastikposer var der heldigvis stadig. Fyldt med penge. Han så sig om. Foran bilen kunne han svagt skimte letbanestationens lys. Tved. Så var der alligevel mulighed for at komme videre.
Han så sig om i mørket og fandt et par gamle aviser i ladbunden. Dem stoppede han ned i poserne, så de dækkede for pengesedlerne. Der var heldigvis plads til det hele.
Sådan. Nu så det mere tilforladeligt ud. Han havde intet valg. Kunne jo ikke sidde her og vente på hjælp. Der kunne ske hvad som helst. Ærgerligt også, at han ikke kunne finde den mobil. Så kunne hun have hentet ham.
Han skråede over i venstre side af vejen og gik hen mod stationen.

Troels købte billet i automaten i ventehallen. Infotavlen viste seks minutter til ankomst fra Hanstholm mod Thisted. Han satte sig med sine fire plastikposer. Tilfældigt kom han til at se ned og så til sin forfærdelse, at man gennem plastikken godt kunne se sedlerne.
Der var heldigvis ikke andre i hallen. Ikke en sjæl. Han omfordelte aviserne så godt, han kunne og søgte at stikke dem ned ad siderne inden i poserne. Det hjalp en hel del.
Lettet lænede han sig tilbage og mærkede, at han var helt våd af sved på ryggen.
Tre minutter. To minutter. Et minut. Oplysningsskiltet lyste gult på grønt.
Endelig. Der dukkede letbanetoget op. Han samlede sine poser sammen, to i hver hånd, det var lidt besværligt, men han sikrede sig, at han havde godt greb i dem og stillede sig op ved den gule streg. Mærkede efter. Jo, pistolen lå sikkert i inderlommen. Toget kom nærmere og standsede med hylende bremser, kun to vogne.
Han løftede højre hånds to poser med besvær og trykkede på den runde, lysende knap, og dørene gled til side.
Han satte højre fod op på trinnet og ville lade det andet følge med, da han så op.
I et ganske lille øjeblik, vel næppe mere end en tiendedel af et sekund, oplevede han sit livs mareridt.
Hele kupeen var besat af politifolk, skulder ved skulder, uniform ved uniform, alle så trætte ud, færdige med at sludre om dit og dat. Nogle af dem blundede. Nogle virkede berusede.

Den næste tiendedel af sekundet overvejede Troels at trække sig ud igen. Men han indså, at det var nok det dummeste, han kunne gøre. Så han benyttede de sidste otte tiendedele af sekundet (livet er kort, havde han altid sagt) til at lade som ingenting og stige på.
Han måtte uheldigvis stå op, da alle pladser var optaget. Det gav ham andre problemer. De fire plastikposer kunne ikke stå af sig selv, og han kunne ikke stå med dem hele tiden. Begge dele ville virke forkert, og man vidste aldrig, hvornår den første flinke politimand bøvsende ville tilbyde sin hjælp.

Så han valgte at stå lige ved døren, hvor der var gulvplads til bagage og cykler og satte sine fire poser forsigtigt ind mod væggen helt inde i hjørnet og bad til, at de blev stående. Han hjalp til ved at placere sin venstre fod tæt op ad poserne og skubbede dem forsigtigt så tæt ind som muligt.
Så smilede han til flere af de flinke folk, der smilede tilbage til ham, mens et par af de mere ædru bemærkede, at han havde blødt i ansigtet.
– Hva så? Er du kommet til skade?

Troels gloede på assistenten, der velvilligt spurgte til hans helbred.
– Hvad mener du?
– Ja, der er blod i dit ansigt og nogle blå mærker.

Assistenten pegede og gjorde mine til at rejse sig.
Troels tørrede sig forlegent med ærmet og skyndte sig at protestere:
– Nej, det er bare, fordi jeg slog mig i bilen.
– Bilen?

For fanden. At han dog ikke kunne lære at tænke sig om først.
– Ja, altså jeg ramlede hovedet op i solskærmens hængsel, da jeg skulle nå sikkerhedsselen. Altså inden jeg skulle med letbanen.

Det lød rigtig godt, syntes han selv.
Politiassistenten så tilfreds ud med den forklaring, selv om han formentlig straks overvejede en alkotest. Det var Troels´ opfattelse, at de som regel hev testen frem ved mindste lejlighed. Han skimtede en mappe med et stykke papir, der stak op ved siden af en af de blundende betjente.
”Korrekt adfærd over for Thyboere og folk udefra” stod der. “Fælleskursus for Nordjyllands Politi”.
Det forklarede de mange betjentes tilstedeværelse her i toget.
– Har I været på kursus, spurgte han den flinke betjent. Han nikkede:
– Ja, i Hanstholm, og frokosten og især snapsene var så gode, at vi blev nødt til at tage letbanen hjem. Ingen af os kunne køre!

Gudskelov.
Så var de mindre mistænksomme.
Troels slappede mere af.
Betjenten lænede sig atter tilbage og blundede. De var snart i Thisted.

43
Thomas sad længe med sin kaffe. Åndedrættet var roligt og regelmæssigt, og han rejste sig og gik lidt rundt. Hans sunde kulør var vendt tilbage, og han følte sig egentlig ganske godt tilpas, når man tog omstændighederne i betragtning.
Han kom til at se på skrivebordet.
Der lå bon´erne. Beviserne. Suk. Gud ske lov. Det var rigtig dumt af Troels at demonstrere sin overlegenhed på den måde.
Bedst at skynde sig at samle dem sammen for at smide dem i brændeovnen.
Under den store faktura lå en mobiltelefon. Det måtte være Troels´. Den var gledet med ud af lommen, da han havde så travlt med sin ”dokumentation”.
Thomas åbnede den og så loggen med de sidst anvendte numre, og der stod det samme navn mindst 8 gange ned ad skærmen.
Han blev hed om ørerne. Der var ikke så mange, der hed sådan. Det var vist gået af mode. Det havde han brugt mange gange i det sidste års tid. Sandhed betød det på latin. Hans elskede.

Hvordan Vera var havnet i Troels´ mobil, var et mysterium. Hvis det var hende.
Men langt borte i de inderste nervetråde i storhjernen i centret for gemte, men ikke glemte hændelser, dukkede nu små, spredte flagrende enkeltheder frem. Små enheder, der tilsammen mere og mere omformede historien.
Vera havde snydt ham og havde noget for med Troels. Det måtte være konklusionen.
Hun havde givet ham pistolen, havde taget den med i dag, havde fortalt ham om pengene. Hvordan ellers?
Thomas stod over for Niagara Falls. Som om afgrunden åbenbarede sig for ham i et eneste universelt hug.

Han trykkede på mobilens grønne knap ud for navnet, og den ringede et eller andet sted i den anden ende.
– Hej skat. Har du pengene? Det har taget noget tid, Troels. Troels?

Thomas tog telefonen væk fra ansigtet og kunne bare stirre på skærmen. Lukkede den og lagde den på bordet. Hendes åndedræt var helt tydeligt. Forhøjet. Lidt hæs, som han altid havde fundet så fascinerende og tiltrækkende.
Da den ringede lidt efter, lod han den ringe.
Vera og Troels? Var man igen en parentes for en kvinde, der alligevel ikke ville forlade sin faste makker?
Troels Bossen var den lidt faste makker. Der var løse forbindelser og så Troels. Hvilken kategori tilhørte man selv i Veras mange forhold?

Han rejste sig og gik frem og tilbage i det, han hidtil havde betragtet som sit og Veras hjem. Var det andet end et skalkeskjul for hendes affære med den værst tænkelige af samtlige konkurrenter i dette land?
Chokket havde givet dønninger langt op over hårgrænsen. En ny nedtur? Han prøvede at se sig selv på en meters afstand, at se sig selv udefra. Det var et billede af en 30-årig, der mere lignede en 50-årig, en på papiret stadig ung mand, nu uden den kommende hustru, han vel havde vænnet sig til at se i Vera, uden børn, uden tilknytning til det sted, han boede, og sandsynligvis snart uden hus og hjem. Jobbet havde han da. Der var sandelig lyspunkter.

Tristheden skyllede ind over ham.
Han tastede Veras mors mobilnummer. Ville godt være helt sikker.
– Nej, Vera har meldt afbud. Var der ikke noget, I skulle ordne? Og hvorfor ringer du hertil?

Thomas strikkede en eller anden søgt forklaring sammen og hilste af.
Så var den vist sikker nok.
Blodet steg ham op i ansigtet. Harmen steg i takt med blodet. Det var sgu alligevel for meget.

Googlesøgning på Troels gav ikke rigtig noget. Krak. Det interessante var her, at der boede en Troels Bossen i Klitmøller og en Troels Bossen i Thisted. Ham i Thisted havde oven i købet en af de dyre lejligheder i Tårnet på Thisted Sydhavn, helt oppe på 20. etage. Efter yderligere klik var der ingen tvivl om, at det drejede sig om den samme Troels.
Troels var på vej hjem til Thisted, han havde alle pengene og pistolen, og Vera ventede på ham. Klitmøller eller Thisted?
Han skulle ikke slippe! Det ville Thomas ikke finde sig i. Han ville kæmpe til det sidste for at hindre ham i både at score Vera og pengene. Skulle Thomas vælge mellem Vera og seks millioner, blev det nok millionerne.
Men hun skulle heller ikke slippe. Der var også et regnskab at gøre op med hende. Det måtte være endegyldigt forbi. Thomas klaskede højre hånd ned i bordpladen. Søgte at dulme den der mave, hvis stikken det var svært at overhøre. Hun skulle i hvert fald have en skide god forklaring.

Han sprang ud i bilen og sprøjtede af sted. Først Thisted. Var de ikke der, så Klitmøller.
Langgade og videre ud på forbindelsesvejen. Lige før Vang Station susede han forbi en hvid kassevogn, der var kørt ind i et træ. Videre på motorvejen til Thisted. Ned mod havnen, hen til Tårnet.
68 meter hævede det sig op i den kolde, mørke og blæsende decemberluft med julelys og juleudsmykninger i alle vinduer på næsten alle etager.
Han parkerede og tog elevatoren til 20. etage. En smule forpustet stod han foran en dør med et lille skilt:
T. Bossen.
44
Toget nærmede sig Thisted, hvor stormen om muligt var endnu værre. Troels slappede lidt af og tænkte, at mareridtet nu heldigvis snart var forbi. Han ville nemlig stå af og vente på det næste tog.

Toget sagtnede farten og standsede på Thisted Station. Troels´ hjerte hamrede af sted, og han var simpelthen glad og lettet over, at han skulle af her.
Han var meget omhyggelig med sine poser og løftede dem forsigtigt. Han nikkede til betjentene og løftede højre fod for at stige af.

Men den ene pose sad fast under dørens åbnemekanisme.
Sveden sprang frem på hans pande og blandede sig med blodresterne, for det var slemt. Rigtig slemt!
Han trak forsigtigt i posen, og den gav heldigvis efter. Den nærmest siddende betjent ville formentlig give noget valuta for kurset, for han rejste sig og hjalp Troels med at få posen fri. Troels bemærkede selv en ejendommelig svedlugt fra egne kirtler, men håbede ikke, det betød noget.
For at vise at han bestemt ikke var beruset, trak betjenten afgørende i plastikposen for at yde en delvis nødstedt borger hjælp, selv om denne protesterede.
Den kom da også fri, men ikke i et stykke. Der gik hul på den, og pengesedler hvirvlede i blæsten fra den åbne dør ud på gulvet.
I kupeen sad der omkring 40 betjente. Alle stirrede på sedlerne, der fløj i alle retninger.

Troels opfattede i dette korte, intense øjeblik i sit liv, at han var ved at tabe seks millioner kroner på gulvet. I bogstaveligste forstand.
Derfor tog han benene på nakken og strøg ud af døren i håbet om trods alt at redde de resterende posers indhold fra disse fulderikbetjente.

45
Vera lukkede tøvende op. Blev hverken rød eller bleg i ansigtet, snarere grå.
– Thomas!!
– Nå, det er her, du har dine møder, hvad? Skat. Hvor er han?

Thomas skubbede Vera hårdt til side og gik ind i stuen og så sig rundt i bogstaveligste forstand. En rund stue med tre store vinduer, de to mod fjorden og det tredje op mod byen.
– Han er ikke kommet endnu.

Han tog ikke Veras udsagn for gode varer, men fortsatte ind i de andre værelser, parat til at angribe. Sparkede nærmest dørene op og kiggede ind. Han var ligeglad med den pistol. Troels kunne ikke finde på at skyde ham.
Selvfølgelig ikke. Stuen var endestationen, ingen Troels.

Hun havde sat sig i sofaen. Han blev stående. Alt var indrettet så gennemført lækkert, at det var lige før, han udbrød: Her bor I vel nok dejligt! I stedet valgte han det mere direkte:
– Jeg savner ord. Jeg troede, du ville noget seriøst med mig. Jeg troede fanme, at du ville noget med mig.
Skulle han have sagt alvorligt i stedet? Hans stemme var lige ved at knække over. Han ville ikke græde, det var for meget af det gode. Et amatørbillede hang på væggen og forestillede havnen i Hanstholm med en masse havkajakker i vandet.
Hans smalle øjne søgte hendes:
– Jeg må vide bare lidt, sødeste Vera, bare lidt. Hvorfor indlede noget med mig, når du havde Troels?
Man overdrev det der sødeste. Bare sådan, for at hun kunne føle harmen og ironien krænge sig ud over det hele.

– Du var øh er så sød. Hun rettede det skyndsomst. – Har du aldrig hørt om, at man godt kan elske to?
– Det er ikke noget for mig. Du skulle have fortalt mig om ham straks i starten. Det her er ikke reelt.
– Reelt og reelt. Havde jeg fortalt dig, at det var Troels, var du jo skredet øjeblikkelig. Og for resten: Hvad er der med dig og hende der Britt?

For satan. Hvor fanden vidste hun det fra?
– Du snakkede i søvne.

Han virrede med hovedet. Det var ganske ligegyldigt nu:
– Det var jo afsluttet inden dig. Det var jo derfor, jeg straks sprang til med dig. For fanden.

Hun fortsatte. Hendes stemme var lav og næsten ikke-eksisterende:
– Der er ikke så meget at fortælle. Hvorfra kender du til Troels og mig? Hvorfra kender du det sted her? Vi har tilfældigt haft lidt sammen i en periode. Det var ham, der var… Det har ikke haft noget med dig at gøre, Thomas. Det må du tro!
– Jeg tror det, jeg tror. Hvorfor afbrød du så ikke, da vi to…?
– Det var og er jeg også i gang med.
– Hvorfra vidste han det om fyrværkeripengene, hvis det ikke var fra dig?
– Nej, Thomas, sådan er jeg ikke.

Hun lukkede øjnene og så gammel og hærget ud trods sine 28 år. Det var derfra, den grå farve stammede. Hun så på ham:
– Du fandt aldrig ud af, hvorfor Troels var sådan over for dig?

Var der noget der, man kunne bruge?
– Han ymtede noget om min far og hans forhold til hans mor, så…
– Han mener, din far var skyld i hans fars selvmord. Fordi din far lå i med hans mor.

Selvmord? Der blev meget stille i stuen. Man kunne overhovedet intet høre fra havnen eller trafikken langt dernede.
– Så Troels´ far begik selvmord? Og han tror, min far er skyld i det?

Hun nikkede.
– Ja, men det var han helt sikkert.

Men det var ikke lige det, han var kommet for, og hun skulle ikke få ham ud af fokus:
– Hvordan har du haft det med at gå i seng med ham og så bagefter gå i seng med mig? Nå ja, det ved jeg da godt. For det gjorde du bare. Der er måske prestige for en ung kvinde i at have flere elskere.

Igen ikke en lyd fra hende. Hun så bare ned i gulvet med lommetørklædet i hænderne. Vera, nu med lommetørklæde.
– Nå, jeg er ret ligeglad med dine udskejelser.
– Udskejelser?
– Det gider jeg bare ikke. Det er slut med os to.

Våde øjne. Hun havde minsandten våde øjne og en noget sprukken stemme.
– Jeg er på en måde ked af det. Kan du huske lige efter begravelsen? Da ville jeg egentlig fortælle dig om Troels. Men du var så glad for at have fået din stilling på skolen igen. Så nænnede jeg det ikke.

Hendes stemme kørte ned i en hvisken:
– Jeg var forelsket i jer begge to, og jeg havde brug for at fortælle dig det. Jeg vidste, det ville blive hårdt. Jeg vil så nødig miste dig igen.
– Miste mig igen? Den første gang var det da mig, der mistede dig. Nu skal du tænke på alternativet. Troels vil gi´ dig alt det, du ikke får af mig. Ro og fred og harmoni i hjemmet, intet brok over en dum skole og nogle dumme elever og ingen bistandsklienter på besøg. Og masser af penge!

Sarkasmen var skåret ud. Hun kom med udflugter, gjorde hun.
– Sådan er det ikke, Thomas. Sådan fungerer det altså ikke.
– Jeg forstår slet ikke, at du tøver. Du har selv valgt at have et forhold til Troels. Så hvad er der? Og hvorfor er han her ikke? Sidder du ikke og venter på ham og hans millioner? Du må sgu træffe et valg, søde Vera.
– Du ville smide dem i havet! Eller til velgørende formål. Det var jo hans, Thomas.
– Og pistolen? Tog du den med til ham?
– Jeg ved slet ikke, hvordan du har fundet frem til lejligheden. Og hvor bliver han af? Du har da vel ikke…

Der gik en trækning ned over hendes ansigt.
– Du sagde skat til ham. Det var mig, der ringede fra hans mobil. Du sagde skat, fordi du troede, det var ham. Han tabte sin mobil, da han truede mig.

Så faldt den brik åbenbart på plads for hende. Hun så himmelfalden ud, så den kunne godt tåle en gentagelse:
– Du sagde skat, fordi du troede, det var Troels. Hvem ellers?
– Det er noget, man siger, Thomas. Jeg holder af ham som en elsker. Der går da ikke noget fra dig.
– Du skal se, han er stukket af med pengene.
– Jeg gider ikke de åndssvage penge. Ad helvede til med dem. Det er dig, jeg vil ha. Jeg ville give ham pengene som trøst for, at jeg valgte dig.
Thomas følte sig spaltet. Vaklede lige pludselig. Han satte sig tungt i sofaen, mens Vera knælede helt tæt ind til ham. Tog ham i hænderne og nærmede sit ansigt. Pressede sig ind mod ham og satte ild til lunten.
Et øjeblik tøvede han. 10 år havde han kendt hende, godt nok med en 9 år lang pause. I samme øjeblik forsvandt hans tidligere så varme følelser. De blev erstattet af noget helt ukendt. Hun havde snydt ham, så vandet drev; hun havde svigtet ham; nu ville han have hævn.
Så hev han bukserne ned og lagde højre arm på armlænet.
10 minutter senere skubbede han hende væk, ordnede sit tøj og rejste sig.
Medlidenhed? Medfølelse? Nej, stolthed, for første gang i sit liv var det ham, der afsluttede et forhold. Uden så meget som at se på hende drejede han rundt på hælene, som om det var en soldatermarch og efterlod hende til sig selv.
Han tog elevatoren og var lige ved at blive løbet ned af et par herrer, hvor den første havde et usædvanligt flot, bølget hår. De så temmelig alvorlige ud.
46
Det sagde rissshh med en sjov lyd, da hullet i posen blev udvidet, fordi den flagrende åbning i posen blev fanget af hundeknagen. I stormen tog det ingen tid for resten af indholdet af pengesedler at tordne ud i luften, mens Troels løb væk fra stationen op ad Dronning Louise Gade med de andre tre poser. Skidt med den ene pose. Han havde stadig 3 tilbage, og han vurderede, at politifolkene var for fulde til at indhente ham.

– Efter ham, råbte en af dem og sprang selv forrest. – Det er sgu ham røveren fra Hanstholm! I ved, pengetransporten.

Så vrimlede det med politifolk ud af toget, mere eller mindre adrætte.
Et ældre ægtepar var standset ovre ved grillen lige over for stationen. De stod og gloede dumt på ham.
– Hva satan, udstødte den ældre herre, mens han sprøjtede lige forbi dem tværs over Dronning Louise Gade med sine tre plastikposer i et solidt greb omgivet af en masse pengesedler, der fløj rundt i luften – efterfulgt af et hav af sprintende betjente i fuld uniform. Sprinte og sprinte. De fleste af dem holdt balancen rimelig godt, et par stykker faldt midt på vejen, så han i skyndingen, og de havde synligt besvær med at rejse sig igen, mens nogle andre stavrede forvildet i den forkerte retning over mod en træbevoksning. Den friske luft og stærke vind var øjensynligt kommet bag på dem.
De andre løb forbavsende hurtigt og lige efter ham.
Den forreste betjent var også den, der indhentede Troels, der i et forgæves forsøg på at undslippe var løbet ind på det område, der tilhørte den lokale baptistkirke. Satans! Hvem fanden kunne vide, at her var lukket område?
Betjenten lagde sin hånd på hans skulder og stønnede lige så højt som ham:
– Holdt!

Troels opgav og satte sin plan B i værk.
– Jeg ville netop aflevere disse penge til politiet. Det er en lærer i Hanstholm, der har stjålet dem fra uddeleren, der døde i den der fyrværkeriulykke, og jeg har også hans pistol!

Troels næsten snublede forpustet over ordene og tog pistolen frem, mens forbløffelsen bredte sig på betjentenes ansigter.
Betjenten blegnede, da han så pistolen og sprang for alvor på ham. Det lykkedes ham at få vristet pistolen ud af hans hånd og få ham lagt i håndjern.
– Den er sgu ladt, sagde en anden betjent og så lettere chokeret ud efter at have undersøgt Berettaen. En tredje fiskede med to fingre en kniv frem fra Troels´ inderlomme, snusede til den og rakte den meget sigende til en af de andre.
De havde slået ring om ham, og en af dem var i gang med poserne.
– Hold da kæft, mand. Her er de sgu!

– Ja, han hedder Thomas og er en rigtig dum skid, der generede mig i 5. klasse. Han var også dengang en lille, irriterende lort, der fortjente et par på hovedet. Lige siden har jeg…Ja, han havde også den pistol der. Han er simpelthen farlig!!
– Jo, det er fint.

Betjenten så på de andre.
– Det er dejligt, at du har fundet alle de penge og pistolen, og det er skønt, når vi får fat i den lærer. Hvad var det, du sagde, han hed?

Lige der kunne Troels simpelthen ikke huske efternavnet. En blokering!
– Øh, Thomas, Thomas, øh… Thomas Boldsen! Fra Hansted Skole. Nej, vent lidt. Poulsen. Han hedder Poulsen.
– Ham fanger vi, inden natten er omme! sagde betjenten smilende med overbevisning i stemmen. Men Troels syntes, han var lige lovlig kæphøj.
– Du ser da noget farlig ud?

Betjenten var der igen. Kunne han ikke lade ham være?
Bare fordi han havde været med letbanen uden overtøj med fire plastikposer med seks millioner i kontanter og blod ned over ansigtet og en pistol. Og en lille kniv. Han syntes faktisk, han havde redegjort meget sandsynligt for det hele.
Betjentens øjne himlede.

Han bad om Troels´ navn og adresse, mens de undersøgte ham ret grundigt. De fandt den der pakke hash. For satan, den havde han lige glemt.
Med et solidt greb i Troels´ arme holdt de ham fast, indtil den tilkaldte bil fra stationen kunne afhente ham og hans mange penge og hash og kniv og pistol.

Imens de ventede, var der en underlig stemning blandt de betjente, der holdt ham og de andre, der kom til. Sgu næsten som havde de været til julefrokost. Troels var meget desorienteret.
Han prøvede at forklare ham betjenten en gang til, at pengene var stjålet af Thomas Poulsen, og at de stammede fra salget fra fyrværkerifabrikken, og at det var ham, der var den egentlige skurk. Men betjenten så fanme ud, som om han ikke gad høre på ham. Mærkeligt!

47
På et beskedent værelse i Vesløs sad to mennesker på stole fabrikeret af gamle træølkasser. De havde drukket en del Thy-øl. Heldigvis havde Hylde indkøbt rigeligt. Når man får fint besøg, skal man være ordentlig forberedt! Det havde han tit givet udtryk for over for Luske. Han havde også tændt godt op i den lille brændeovn, for det var koldt udenfor.
Lejligheden var ikke større end den, han havde haft i Hanstholm. Til gengæld lå denne meget bedre, så alt i alt var Hylde godt tilfreds. Tilligemed var kommunen alligevel gået ind og havde betalt indskuddet.
Her var der også et depotrum, og selv om de var enormt nervøse under flytningen, gik alt, som det skulle. De fire sorte sække blev på behørig vis anbragt det rigtige sted.
– Meeen, Luske, lad os nu vente lidt endnu med at bruge alle pengene …

Luske nikkede.
– Men måske kan vi tage bare lidt til dagen og vejen, foreslog han.
– Ja, måske. Lad os snakke om det i morgen.

Hylde havde nu allerede hentet lidt derude. Altså, man blev for fanen da nødt til at have lidt i reserve. Pensionen slog ikke så godt til, og når nu de gerne ville have en øl, så …
En tid lang var herefter gået med at drikke øl og snakke hyggeligt sammen. Hylde-Per havde indviet sin ven i det, der var sket, og den historie var så god, så den tålte adskillige gentagelser. At han, Hylde-Per, havde fundet en skolelærer bundet til en radiator med en stålwire, formentlig udsat for et røveri eller noget andet groft, det var én ting.
Men at han samtidig kunne fastslå, at læreren var hans gode ven, og at han havde reddet ham, se det var jo noget ekstraordinært!
Hylde kunne mærke, at Luske var lidt imponeret, måske misundelig, over, at han havde sådan en ven i Hanstholm. Derfor mindede han ham om, at det var helt naturligt for ham som næsten-bibliotekar at have en skolelærer som ven.

De gloede lidt på TV-MidtVest, mens de kommenterede de forskellige indslag. Hylde lå ned og følte sig søvnig. Det måtte være øllerne.
Pludselig meddelte studieværten, at milliontyveriet fra pengetransporten i Hanstholm var fuldt opklaret af Thisted Politi, og alle pengene var tilvejebragt. De fortalte intet om, hvordan det var sket, eller hvem gerningsmændene var.

Hylde var den første, der tænkte, at noget var galt her og tog fødderne ned. Luske kom ind som en sikker toer, men viste sig handlingsparat og gik så hurtigt, han evnede, ud for at forvisse sig.

Han meddelte, at pengene stadig var der.
– Ja, jeg har sgu ikke rørt dem, de står, hvor de står!
– Er du sikker?
– Selvfølgelig. Jeg var derude i går, og de fire sække står, som da vi fik dem placeret ned i de sorte affaldssække. Jeg tog bare et par sedler. Du ved, til her og nu.

Han så undskyldende ud og pegede på øllerne.
– Ja, men hvordan fanden har de så fundet pengene?
– Det er det sædvanlige med fjernsynet; de ved sgu ikke selv, hvad de siger.
– Kom! Vi går sgu ud og tjekker … bare for en sikkerheds skyld.
De rejste sig lettere svimle og dinglede mere eller mindre ud i depotrummet. Nede bagerst stod Hyldes få ejendele godt låst ind bag trådgitteret. Han fumlede længe med sin nøgle; omsider lykkedes det ham at få låst op.
Med en smule rystende hænder tog de den første sæk og åbnede den. Luske sukkede lettet:
– De er der sgu. Alle sammen!
– Ja, det sagde jeg jo.

De pakkede dem pænt sammen igen, stillede dem bag det gamle skrivebord og låste omhyggeligt efter sig.

De sad tavse på det varme værelse i meget lang tid, mens begge forsøgte at regne den ud. Så rejste Per sig lettere udmattet og lagde sig på sin ølkasseseng.
Den eneste lyd, der hørtes i det lille hummer, var lyden af øl, der slubrede ned i to millionærhalse.
Senere på natten holdt de op med at spekulere på, hvordan det kunne gå til, at pengene var fundet af politiet, når de nu stod der i depotrummet. Hyldes depotrum.
– Kan det være fra fyrværkerifabrikken? De skriver jo meget om, at de ikke har kunnet finde dem.
– Men vi fandt dem jo længe før, fabrikken sprang i luften?
– Ja, det gjorde vi jo. Så du tror, det var derfor, de ikke kunne finde dem?
– Sælfølle.

De slog sig til tåls med den forklaring. Men hvilke seks millioner, politiet havde fundet og hvor og hos hvem, det stod tilbage på linje med livets andre mysterier: Hvor kommer vi fra, hvorfor er kontanthjælpen ikke højere, hvor skal vi hen?
De foreslog simpelthen hinanden ikke længere at snakke om det.
Hylde nikkede langsomt for på en måde ikke igen at få rod i hjernecellerne, lagde atter fødderne op, bøjede nakken bagover og tømte sin Classic i et drag.
Ilden døde langsomt ud, og en sær søvnighed bredte sig hos de to.
Så sov de.

48
Hjemturen foregik i et noget langsommere tempo og forbi skadestuen, da det blev ved med at gøre ondt.

Den korte tid med Vera havde været så gylden og lovende. Noget, man kunne have troet på. Nu kunne Vera sgu sidde der og vente. Det var da egentlig lidt underligt, at Troels ikke havde været der. Han var nok stukket af fra hende. Det var også underligt med hende. Hun havde tårer i øjnene, som om hun var ked af det. Ja, men hvorfor lavede hun så numre med én?
Han ville ikke finde sig i hendes udenomseventyr og bedrag, eller hvad man nu skulle kalde det. Afmægtigheden og følelsen af kassation var erstattet af vrede. Mod hende.
Men mest mod Troels. Han skulle ikke længere bestemme over ham og hans liv. Hverken direkte eller det værste: Indirekte.
Thomas knugede rattet. Aldrig mere.

Han ville på den anden side heller ikke til at starte forfra et nyt sted. I klarhedens lys var det overflødigt. Måske burde der vises taknemmelighed mod Troels.
Selv om det var aften, gled skyerne til side og lavede hul til solen. Glæden kunne gribe én, og læberne formede en løssluppen melodi. En stump af en sang, først lavt, monotont, derefter højere og højere og til sidst så det gjaldede i kabinen. En vild oplevelse af frihed fyldte bilen og bredte sig til en tilstand af eufori.

Bilen blev parkeret ved havnen, og han gik ind på Café Splitte Mine Bramsejl.
– Det er da længe siden, hva, mente tjeneren.
– En porter, nikkede han lidt unødvendigt til ham og satte sig ved disken. Havde han nogensinde drukket andet her?
– Ja, og en Ardbeg.
– Nå, nå, er der sket noget glædeligt, spurgte tjeneren, mens han rakte ud efter whiskyglasset.
– Jep, det kan man godt sige, mente Thomas.

Porteren var ikke helt sort mere, og whiskyen gyldnede øjeblikket yderligere. To forhold var ganske vist mistet, to aldeles prægtige kvinder, så prægtige, at de slet ikke var noget for ham.
Den ene havde, den anden var, valgt fra, og der var taget hul på noget tredje, noget, der var meget betydningsfuldt. Overordentligt meget betydningsfuldt.

Så humøret var alligevel efter dagens genvordigheder på vej mod toppen.
Den stigende behagelige følelse af tilfredshed og afslappethed gjorde godt i maven.

En ung kvinde kom ind og satte sig i nærheden. Hun så på ham. Han smilede overrasket:
– Hej Katrine!

Hun satte sig hen til ham med sin drink. Han løftede sit glas:
– Jeg har fundet ud af, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvor man kommer fra. Der er ingen forskel på Thyboer, Mølboer eller nordjyder i det hele taget.
– Er du alene?
– Ja. I mere end en forstand.
– Hvad skal det sige?
– Jeg har smidt Vera ud. Tænk dig, hun havde et forhold til Karl-Henriks tidligere kollega.
– Troels?
– Jep.
– Nå. For den. Så er du jo alene og fri på markedet.
Hun bøjede sig lidt frem og lagde to fingre på hans kind:
– Din stakkel.

Det var lige før, vandet pressede sig på i hans øjne.
Hun pillede ved sit glas:
– Karl-Henrik blev jo adopteret af mine forhenværende svigerforældre.
– Nå.

Hvad kom det ham ved.
– De hentede ham lige efter fødslen i Thisted. De fik aldrig at vide, hvem moderen var. Vistnok en gift dame, der havde haft et sidespring.

– Det er det, jeg siger, kom det halvkvalt og rustent fra Thomas efter at have drukket noget mere sort væske og et enkelt gyldent glas.
– Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor man kommer fra. Det er valget, der betyder alt. Det, du vælger, er du selv. Men altså, Thomas, jeg er altså også alene og …
– Og hvad?
– Og så tænker jeg, om …

Hun så sig omkring, som om hun var bange for, at nogen skulle høre hende:
– … om vi to skulle øh snakke lidt sammen?
– Snakke sammen?

Hun havde fået det der glimt i øjnene, som han aldrig helt forstod sig på, når kvinderne fik det. Han vidste bare, at om lidt ville hun foreslå, at de forlod cafeen og gik hjem til en af dem, og så …
49
– Jeg har da faktisk lyst til at se, hvordan du har indrettet dig i huset, Thomas, sagde den skønne Katrine.
– Øh, ja.
– Jeg synes, du er dejlig at snakke med. Jeg trænger til et forstående mandfolk.
– Øh, nå.

Uden videre gik hun med ham ud og satte sig ind i hans bil. Kiggede på sit ur:
– Om halvanden time skal jeg hente drengene.

Han nikkede og rystede en anelse, da han låste bilen op. Halvanden time. Javel.
Uden et ord kørte de ned på Engen. Hele tiden sad hun og kiggede på ham. Han kunne ikke greje, om han syntes, det var dejligt eller forstyrrende.
Inde i entreen omfavnede hun ham straks, ja, kastede sig vel nærmest over ham, hvis stemme var gået i baglås. Hun tvang hans ansigt ned til sit og kyssede ham grådigt.
– Jeg kunne godt tænke mig …, hviskede hun stakåndet.
– Hv-ad, prøvede han stammende.

Hendes ene hånd krøb ned til hans skridt, og dermed var aftenens videre forløb sat i gang.

– Nå, jeg må hellere komme hjem til drengene.
– Hent dem dog og lad os få en hyggelig aften sammen her …
– Ja, det kunne være fint nok …
– Jeg kan godt lide dem. At du ved det.
– Det ved jeg, Thomas. Jeg har faktisk også tænkt på …
– Ja?

Hun satte sig tæt ind til ham. Tog ham under hagen og kyssede ham.
– Hvad siger du til, hvis jeg flytter ind hos dig med drengene? Var det noget? Jeg kan mærke, at du holder af dem også.

Thomas sank en klump. Dacapo. Historien gentog sig.
Han så på hende:
– Kan vi to finde ud af det sammen?

Hun nikkede bare. Pludselig kom der vand i hendes øjne. Lige der syntes han, at hun var noget af det mest fortryllende, han nogensinde havde set. Ja, men havde det ikke altid været sådan? Da han så Vera første gang? Eller Britt? Eller Vera anden gang? Og nu Katrine?
Han tog hendes hånd.
– Jeg ved ikke, om vi to passer sammen. Jeg orker næsten ikke at spekulere på det. Skal vi ikke bare prøve det af og så se, om isen kan bære?
– Det er det, jeg mener. Jeg ved, det kan ikke være værre end med Karl-Henrik.
– Hent du bare drengene, så snakker vi med dem om det.
– Nej, Thomas. De skal ikke have indflydelse på det. JEG bestemmer. VI to finder ud af det først. Er du enig?
– Øh, ja, javel.
Livet var slet ikke afsluttet som 30-årig. Det skulle nok først nu til at begynde for alvor.
Var humøret nået helt i top?
Det måtte han også tænke lidt over. Det kunne sagtens klare et par grader mere. Begejstringen var der ikke noget i vejen med.
Drengene blev installeret på et af værelserne for natten, og Katrine indtog ganske naturligt soveværelset.

Næste morgen blev de vækket af hans telefon.50
– God morgen!

Han genkendte øjeblikkeligt stemmen. Det var hende socialrådgiveren, den emsige dame fra kommunen. Hvad var der nu?
– Jeg må desværre fortælle dig, at din ven, Per, er død i nat. Sammen med sin ven, Kaj.
– Hvad? Hvordan?
– Sandsynligvis af kulilteforgiftning. Han havde en lille utæt brændeovn på værelset.
– Nå. Han har måske ikke brugt den før? Det må da være udlejningsselskabets skyld og ansvar?
– Jo, det er lidt for sent nu, men grunden til at jeg ringer, er, at jeg vil spørge dig, om du som hans eneste ven ville tage dig af det praktiske med begravelse med videre. Hverken Per eller hans ven, Kaj, har familie. Det offentlige betaler selvfølgelig omkostningerne …
– Øh, det finder jeg ud af.
– Jeg har nogle få ting her på kontoret, blandt andet nøgler og den slags. Hvis du kommer forbi her i formiddag? Per og Kaj ligger i kapellet på sygehuset.

Efter morgenkaffen kørte han til sygehuset.
De så så fredelige ud, de to.
Thomas stod lidt og kiggede på Hylde-Per. Hvilket spildt liv. Hvilke uudtalte muligheder. Hvorfor var alt gået så skævt for ham? Det lignede Thomas selv. Men – han havde trods alt fået sig en uddannelse og var ikke havnet i rendestenen som sådan. Nogle mennesker blev hårdt ramt i tilværelsen, mens andre kunne skøjte forholdsvis nemt igennem 77 år.
51
Han ringede igen til sagsbehandleren med flere spørgsmål.
– Kommunen betaler alle udgifter i forbindelse med begravelsen, så du skal bare sørge for det praktiske. En ting mere: Vil du tage dig af den smule indbo, der er og få det kørt på genbrugspladsen? Jeg tror ikke, det har nogen værdi. Du må også gerne beholde det. Der er vist ingen, der savner noget.

Thomas nikkede, tog imod nøgler og papirer og kørte ud på adressen.
Han parkerede uden for lejlighedskomplekset og låste sig ind i Hyldes lejlighed. Faktisk var det kun et værelse med bad, og det havde en ejendommelig lugt. Kulilte var lugtfri, det vidste han, men der lugtede af snavs og død og brugte musefælder. Myndighederne havde været der og undersøgt alt, og der havde ikke været den mindste tvivl om, at der var sket en ulykke, hvorved to mennesker var omkommet, og at grunden var kulilte fra den defekte brændeovn.
Thomas tænkte på, at igen havde ild kostet nogle mennesker livet og ikke mindre tragisk her. Alligevel var der forskel. Med Karl-Henrik gav det sig selv. Han havde selv aktivt været ude om det og i øvrigt en skidt karl. Sådan! Hverken mere eller mindre. Men Hylde-Per havde ikke fået det bedste ud af sin tilværelse og var ikke altid blevet behandlet godt.
Thomas tænkte også på, om han kunne have gjort mere for ham, men sukkede så og gav sig til at pakke de få ejendele sammen. Ølkasserne stod han lidt og overvejede, hvad han skulle gøre med, men besluttede sig for at stuve det hele sammen på traileren og køre til genbrugspladsen.
De få møbler, Hylde havde haft, tog ikke lang tid at få smidt ud i traileren. Han så lidt på nøglerne og fandt den rette til depotrummet. Et gammelt skrivebord, en stol og fire affaldssække.
Thomas rystede langsomt på hovedet. Hvad var ideen i at opbevare sådan noget gammelt juks?
Sækkene var formentlig hans gamle tøj eller andet, han bare ikke var kommet af med.
Thomas bar det hele ud i traileren. Sækkene var tungere, end han havde forestillet sig. De var bundet godt til foroven med snor, og han blev en anelse nysgerrig.
Nå, det kunne nok ikke betale sig at gøre mere ved det.
Han startede bilen og kørte mod genbrugspladsen. Her var en kran i gang med at skovle blandet indhold sammen for at hælde det ind i den kæmpemæssige ovn, der forvandlede alt til aske.
Man kunne jo lige så godt få det ud af verden, tænkte han og styrede bilen hen mod kranen. Her tippede han trailerens indhold ud og så med tilfredshed, at kranen inden længe ville gøre kål på Hyldes jordiske rester.

52
Han fløjtede, da han kørte hjemad. Nu manglede kun begravelsen.
Han lavede sig en kop kaffe og tog sin skoletaske.
Han var kommet i tanker om, at han havde fået et nyt skema, og det ville han lige se. Bedst at være nogenlunde forberedt, når man nu skulle indtage sit gamle job igen.
I morgen ventede begravelsen, og snart kunne et normalt liv vel begynde for ham og Katrine og for drengene, der selvfølgelig stadig savnede deres far. Forhåbentlig kunne han udfylde den rolle.

I tasken ledte han efter det skema, han lige havde fået udleveret. For pokker! Han måtte rage alt indhold ud, og det var en anselig bunke.
Han smed det hele på bordet og gav sig til at sortere i papirerne. Ganske som forventet var adskillige af papirerne forlængst forældede; hvorfor i alverden havde han ikke smidt dem ud? Han var ikke en skid bedre end Hylde.
En lille kuvert faldt ud mellem to ark.
Nå, det var Hyldes brev til ham.
Han rev kuverten op og læste.
“Tak for det, du har gjordt for mig, Finndur. det vil jeg aldrig glemme. Hvid jeg skulle gå hen og dø, skal du vide, at jeg har nogen penge i fire sorte sække i mit depotrum. Det er dine hvis at du vil ha dem. det er måske overskudet fra fyrvækerifabrikken, men Luske mener det ikke.”

Thomas sprang op og løb ud, hoppede ind i sin bil, drønede af sted med 180 i feber ud mod genbrugspladsen og overskred hastighedsbegrænsningen undervejs. Hjertet pumpede, så han næsten havde blodsmag i munden, og det stemte alt sammen godt nok, for han var blevet hvid i ansigtet.
Ude på genbrugseren var den store gravko ved at samle ting op for at putte ned i kæmpeaffaldsbrænderen. Thomas bremsede helt inde på grunden og stormede hen mod den bunke, der lå foran koen med armen højt hævet:
– Stands! Stands!

Føreren af gravkoen stak hovedet ud og lignede en, der godt ville have svar på et par spørgsmål.
– Jeg skal lige … min ven har efterladt …

Han ledte som en gal blandt de ting, der lå på jorden.
Han løb om på den anden side gravkoen, hvor chaufføren begyndte at tromme med fingrene på vindueskanten:
– Du kan jo ikke opholde mig og mit arbejde hele dagen, makker. Det er snart jul, og hjemme venter lillemor med risengrøden …
– Et øjeblik. Bare et lille øjeblik, please!

Han rodede mellem bunkerne, ledte som en besat, sveden sprang frem i alle porerne; sjældent havde Thomas Poulsen haft så travlt.
For fanden. Hvis ilden allerede havde taget dem. Så ville ilden for tredje gang være årsag til død og ødelæggelse.

Endelig, endelig fik han øje på noget sort plastik, der stak op af bunkerne. Han hev i det og fik trukket fire sorte affaldssække frem. Lige bag maskinen. Han skreg højt og triumferende op mod chaufføren:
– Jeg har fundet dem! Juhuu …

Chaufføren rystede på hovedet, sikrede sig, at Thomas var uden for psykologisk og faktisk livsfare og startede gravkoen igen.
Thomas slæbte de fire sække om til sin bil, løftede dem op i bagagerummet og kørte hjemad.
Denne gang langsommere, men hjertet dunkede lige højt. Mens han kørte, forsøgte han at finde en forklaring på det hele, men måtte opgive.
Han anede ikke, hvordan Hylde var kommet i besiddelse af overskuddet fra fyrværkerifabrikken.
Og var egentlig også enormt ligeglad.