Kvinder bliver 82, mænd kun 79
Jeg står i kø til kassen i SuperBrugsen, og foran mig er et selskab af et hold på en tre-fire yngre mænd og foran dem en gruppe på lige så mange kvinder. De lægger op til fest, tror jeg.
De sugerørstynde fedtfattige kvinder lægger varer på båndet. Broccoli, porrer, jordskokker, i det hele taget økologiske grønsager, også fra Thailand og Marokko og Ærø, økoskummetmælk, en hel oprindelig frit- og løsgående økologisk, men dog til sidst alligevel med nænsom økse (slå ikke så hårdt, morfar!) og med bind for øjnene dræbt jydekylling, den er eddermame stor, kan jeg bevidne, har nok årnli kvabbet rundt og mæsket sig med nedfaldsæbler og affaldspommesfritter og orme og almindeligt bondegårdssnask, mens den har muntret sig med hanekyllingerne i solopgangen. Hertil lidt snolder i form af karotter og små, sjove radiser til ungerne. En pose æbler og nogle ferskner afrunder deres indkøb sammen med superproteinrige grovboller og fire liter danskvand uden tilsætningsstoffer bortset fra E45.
Så kommer mændene bagefter. De skubber en kasse øl foran sig, smider fire store colaer, otte pakker chips, slik i lange baner op på båndet sammen med to flasker slavewhisky, der stilles lidt mere forsigtigt, griner og skubber lidt til hinanden med maver, der ikke har rynker.
Tre år for broccoli, tre år!