I disse år sker der ændringer i det danske samfund.
Dronning Margrethe den 2. har valgt at trække sig og overlade tronen til sin ældste søn.
FehmernBæltforbindelsen er vraget af Folketinget efter alt for mange års venten og uopslidelige retssager anlagt af tyske foreninger og miljøinteressenter – og erstattet af Fynforbindelsen, hvor Sønderborgmotorvejen skal videreføres over Als, fortsætte i en tunnel under Lillebælt og med motorvej tværs op over Fyn til Nyborg.
Det er to væsentlige ændringer på overfladen.
Indenunder, nedenunder, bagved har intet forandret sig siden stenalderen. Underbevidstheden og følelserne bestemmer langt mere, end vi aner.
Magten og æren tilkommer den, der kæmper for den. Med loven i hånd. Eller ej.

 

———————-
01 SØNDAG
En skytte gør klar

Langsomt lynede han tasken op og tog de enkelte dele frem.
Samlede dem omhyggeligt, indtil Saueren var klar. Lukkede det ene øje og så ind i kikkertsigtet med det andet. Trak prøvende sin rystende pegefinger tilbage, så den lukkede sig om aftrækkeren, mens han støttede riflen i vindueskarmen.
Slap dog af, mand, tænkte han og slog aftrækssikringen fra. Solen bagte og generede ham, men han skubbede blot kasketskyggen længere ned og tørrede igen hænderne i bukserne.
Han lænede sig ud over karmen og så misundeligt på flere familier langt nede, der havde gang i soft-icen.
Han åbnede vinduet lidt mere, og larmen fra de mange tilskuere blev tydeligere. Musikken fra Jernbaneorkestret blandede sig med mågeskrig og dytten af biler i det fjerne. Fint nok; jo mere larm, jo bedre. Han lukkede venstre øje og satte igen det højre for kikkerten. Det sorte kryds pegede på et punkt lige midt på vejbanen foran broen. Han klemte så hårdt på skæftet, at riflen rystede.
Nu ventede han blot på den åbne cabriolet … 

Han var gået strækningen igennem flere gange, og med sit kompas konstaterede han kun en mikrolille afvigelse fra øst-vestretningen. Altså ingen korrigering til siderne.

Han stirrede længe gennem kikkerten. Afsøgte områderne.
Kongeparret skulle sidde i den forreste, der var grøn, og statsministeren og borgmesteren i den bagved, der skulle være blå.

Han slap riflen, tørrede sig hurtigt i bukserne og knyttede hånden.
Bilerne var ikke dukket op ovre på den anden side endnu. Selvfølgelig var de forsinket.
Han var ligeglad, for han var klar. Om det tog fem minutter mere eller mindre, var fløjtende ligegyldigt.
Han var sulten på flere planer, tænkte han med et skævt smil, og spiste den sidste efterhånden halvklamme leverpostejmad.

02 SØNDAG
Lyn får en telefonopringning

Mobilen vibrerede. Lyn tog et par dybe indåndinger, famlede i lommen og fik den hevet op. Et kort blik på displayet fik ham til at sukke, inden han swipede den og sagde højt:
– Klaus Lyn, to-stjernet politiassistent! Til tjeneste!
– Hæ, hæ, Lyn, æh, ja, her midt i den travleste time i Sønderborgs historie og på din fridag, ja, jeg ved godt, du havde vagt helt til klokken 6 i morges og måske ikke fået sovet så meget igen, men du ville jo ned til optoget, og jeg har lige set, at, hold da op, der er godt nok larm i baggrunden.
– Nå, søvn betyder mindre, når tjenesten kalder. Desuden var det svært at falde i søvn i den varme, og ja, jeg står midt i mængden. Hvad så?

Lyn lavede en grimasse ud i luften, altså ham Knud, og fortsatte med den anden hånd på øret:
– Hvad har De lige set, hr. politiinspektør Knud Mathiesen. Åh, du er svær at høre …
– Hvad? Er du fuld? Jeg vil bare fortælle dig, at …
– Gu er jeg ej fuld. Står bare ret, når jeg taler med chefen. Hvad har du lige set, Knud, kortegen er netop kørt over broen og nærmer sig; og her står jeg som en tønde sild, og nu kan det ikke vare længe, før …
– Ja, nemlig. Er alt i orden?
– Intet er i orden. Statsministerens Lincoln er vist gået i stå … nej, vent lidt … nu kører de igen … jeg har da sjældent set så mange mennesker …

Lyn dæmpede stemmen lidt. Knud havde jo ikke problemer med at høre ham:
– Hvad ville du?
– Det er om sagen i Nordborg, jeg synes ikke rigtigt, der sker noget med dig og din efterforskning, du kan jo lade Kjeldsen hjælpe dig …
– Nu kommer de snart helt tæt her forbi, sagde ham, der stod lige ved siden af, og pegede ned mod broen. Flere hævede sig på tæerne for at kunne se.
Lyn så uvilkårligt i samme retning, mens han lyttede til mobilen. Åh, kunne Knud ikke have valgt et andet tidspunkt? Gå dog på bodega, Knud, og få dig en whisky. Tør og lige ned i det rustne halshul.
Altid forfulgte han ham. Så med det ene, så med det andet. Havde han måske ikke fri lige nu?
En eller anden stillede sig ind foran ham. Lyn tog fat i manden og skubbede ham blidt og venligt på armen. Han reagerede overhovedet ikke.
– Hey … du gik lige ind foran mig …

Ingen reaktion fra manden.
Lyn masede sig lidt længere til venstre og fik igen en smule udsyn:
– Hallo?

Larmen fra publikum steg og steg.
– … Vent lige, Knud … det er svært at høre dig …
– Jeg vil bare sige, at bilforhandleren muligvis har fusket med endnu flere biler … også Sundeved … du … gribe chancen … netop i dag, søndag, … ikke hjemme …
– Jeg tror, de kommer nu. Hæng lige på, Knud …
– Du bliver nødt til at gøre noget seriøst ved det, Lyn. Du vil jo gerne være VPK. Det er derfor, jeg ringer … Din chance …

Lyn strakte hals og så ned mod broen tværs hen over de utallige tilskuere, mens han tørrede sig i ansigtet med sit lommetørklæde. Hvor var kongeparrets bil blevet af? Var de allerede passeret, mens ham foran spærrede udsigten?
Lyn sukkede lidt. Jeg gider dig ikke, Knud. Ring nu af. Forsvind. Lad mig i fred. Ja, jeg vil gerne forfremmes. Det har jeg faktisk arbejdet på i 10 år.
Et bølgende menneskehav, der kunne fylde adskillige fodboldbaner. Så mange mennesker havde der ikke været i Sønderborg så langt tilbage, han kunne huske. Hvad?
– Så I dronning Mary, var der en, der råbte.
– Jeg så Fidde, brølede en ungdommelig stemme begejstret.
– Hvad sagde du, Knud?
– Jeg sagde, at din chance for at blive forfremmet til vicepolitikommissær er noget tynd, hvis du ikke snart giver os noget. Det kunne være Nordborg, der flyttede pilen over på dig. Lige nu peger den ikke på dig. Du har været sært passiv, synes jeg.

Lyns læber blev overordentligt smalle. Mens han stirrede ud mellem de mange mennesker og søgte at få et glimt af kongeparret, de måtte jo være på Jernbanegade noget langt foran statsministeren, holdt han mobilen op i strakt arm.
En fuldstændig intetsigende demonstration, det vidste han godt. Men på en eller anden måde gav det en lille tilfredsstillelse at vise chefen, hvad han synes om ham.
Passiv? Han havde knoklet, havde han. Sørget for godt fællesskab på stationen, hvor Knud havde svigtet sin opgave. Lyn havde taget sig af dem, der havde brug for det, mens Knud ikke havde set det.
Hvem skulle ellers? Tage havde nok i sit, Kjeldsen drønede rundt i sin Ferrari, Ejnar, – tja. Nederst i hierarkiet befandt Sanne sig. Hun havde det ikke let. Hvad havde Knud gjort ved det?

03 SØNDAG
Skytten måler afstanden

Optoget holdt stille i krydset lige efter den 331 meter lange bro. Han lagde riflen på bordet og åbnede vinduet helt op og kastede et blik ned. Menneskemængden var overvældende.
Folk stod pakket sammen på hver side af vejen. Han trak sig ind igen, tog kasketten af et øjeblik og viftede den flere gange foran ansigtet. Så atter på uret.
– Nå, mumlede han for sig selv. – Kan man ikke passe klokken?

Han lukkede det ene øje og så ind i kikkertsigtet med det andet. Den lodrette streg var længere end den vandrette. Så skruede han lyddæmperen på og slog aftrækssikringen fra.

Statsministeren sad nok yderst mod midten af vejbanen og borgmesteren inderst.
Han trak prøvende pegefingeren tilbage, så den lukkede sig om aftrækkeren, mens han støttede riflen med sine hænder, mens den i forvejen hvilede i støttestativet. Udgangsmundingen var på højde med vinduet, og han trak løbet lidt længere ind i rummet. Men bordet og stolen var i vejen, han kunne ikke komme højt nok op. Knæene hvilede på stolesædet, mens albuerne støttede på bordet. Støttebenet stillede han ind til vinduets ramme, så det var stabilt uden rystelser.

Han kneb venstre øje i og sigtede.
Han rynkede lidt på næsen over den gummilugt, der var i handskerne. Føj.
Larmen fra menneskemængden steg og steg. Han spejdede ud gennem vinduet og kunne se dem vente i lyskrydset.
Nede foran på p-pladsen drejede TV-manden på sit kamera og nød garanteret udsigten fra tårnet. I dag var der ingen biler på den store plads, men til gengæld nogle mænd i sorte uniformer med basuner, trompeter og trommer.
Han stirrede rundt på de andre bygninger, der omkransede Løkken.
– Ikke dårligt derfra, mumlede han, – men her er bedre!

Menneskelarmen blev tydeligere. Lydene blandede sig med mågeskrig og dytten af biler i det fjerne. Nedenfor var alt afspærret.
Han lukkede venstre øje og satte igen højre i kikkertsigtet. Det sorte kryds pegede konkret på et punkt lige midt på vejbanen. Han sad på stolen, mens han sigtede.
– Kom så nærmere, kom så nærmere, hvislede han ud mellem tænderne. Han var lige ved at tabe sin smartphone og fik den hurtigt på plads i lommen igen.

På kirkepladsen begyndte de at spille “Dronning Marys Honnørmarch” og folk piftede og fløjtede med, mens bilerne omsider satte sig i bevægelse igen.
– Så er det nu, udbrød han og sigtede direkte på målet.
04 SØNDAG
Lyn hører fyrværkeri

– Se statsministeren peger heropad, sagde en tilskuer, hvis arm var strakt helt ud med pegefingeren yderst. Lyn stillede sig op på tåspidserne for at kunne se med. Manden stod med den anden arm om sin kone, der var optaget af at filme med mobilen. Tæt op ad dem lænede en is-spisende dreng sig.
Der kom et skarpt knald og lige efter et knald mere, samtidig med at den anden afsluttede sin sætning:
– … Hov?! Hvad sker der?
– Det er sgu nok det gamle lort, de har skaffet sig, mente en tilskuer. – Der sprængte vist et dæk! I denne hede!
– Det hedder sprang, mumlede Lyn.
– Var det ikke en kineser?
– Ha, ha, en turist?
– Eller orkestret?

Den øredøvende larm fra mængden fik et dyk i lydstyrke. De fleste omkring Lyn standsede deres vinken, og lydene kogte noget ned. Dirigenten afsluttede melodien.
– Det var et skud, råbte én pludselig.
– Eller to, råbte en anden.
– Der, skreg drengen, – der, se … jeg så en kasket. Jeg så en mand! Oppe i vinduet. Helt oppe! … bøsse …

Han pegede op i luften, mens isen hastigt smeltede ned langs den ene mundvig. Hans mor holdt fast i sin is og mobilfilmede uafbrudt i forskellige retninger og var lige ved at ramme Lyn i hovedet.
Lyn så op i luften, men blev et øjeblik blændet af lyset. Han glemte helt mobilen og Knud, men Knud glemte ikke ham:
– Hallo? Hallo, lød det fra hans mobil.
– Nogen skyder, flinede drengens far stakåndet, mens han strakte hals for at se bilen. 
– Det er fanme mod statsministerens bil …
– Der, råbte en eller anden, – Hun er død … 

Lyn så hastigt i flere retninger. Larmen fra menneskemængden steg nu. Hans interesse for optoget eksploderede opad på et splitsekund.
Han messede lidt monotont i mobilen, at han havde hørt skud, men ikke helt vidste, hvad det var og tilføjede, at det var, som om han stod midt i noget fra H. G. Wells´ radiospil i 1938 om invasionen fra Mars.
Knud prøvede at spørge, hvad der skete, men Lyn forklarede:
– Jeg ved ikke, om det er noget fyrværkeri, Knud. Vent lige …

Folk trængte sig sammen, alle ville se, hvad der skete. Der lød uartikulerede skrig og råb. Skrigene kom nærmere og nærmere, højere og højere. Fragmenter af forskellige lyde og synsindtryk væltede ind over Lyn. Orkestermedlemmerne slap deres instrumenter og styrtede hen mod stedet. Dirigenten var ved at falde over en hornblæser, så meget skyndte hun sig. Hele området omkring og på kirkepladsen var et hav af lyde, hvorimellem ord som skud og mord og død og neeeejj! fløj gennem luften. Lyn fik det hele med i glimt og leverede spredte ord ned i mobilen:
– De siger skudt, altså statsministeren, tror jeg …
– Hun er skudt, råbte faderen ophidset, mens han stod på tæer for at se bilen. Lyn nikkede. Var det ikke det, han lige sagde?
– De råber, at det er Klaudia Konstantin, der er skudt …

Sekunder efter drønede Ford Lincoln Convertiblen med hvinende dæk helt tæt forbi i retning op mod sygehuset med et blegt statsministeransigt lænet bagover, et lille sort hul midt i panden og en arm hængende ud over karossen. Selv om Lyn var vant til lidt af hvert, var synet ud over det sædvanlige. Bagved fræsede en to-tre sorte firehjulstrækkere efter. En af dem standsede lige på hjørnet, og et par mand sprang ud.
– Fik du hende, spurgte manden ophidset kvinden med mobilkameraet. – Jeg ku´ fanme ikke se Beate. Hun har sgu nok smidt sig ned i bunden.

Lyn hørte ikke mere. Det hele greb ham.
I et for ham selv overraskende fuldt firspring var han på vej væk, hen mod en af indgangene til “Strygejernet”, som drengen havde peget op på. Han følte sig allerede som VPKer. Han nåede lige at se kongens bil forsvinde ned ad Perlegade, inden han kom over på den anden side Jernbanegade på vej mod den underlige bygning med det bizarre og dog så sigende navn. Øverst på 5. etage i den spidse gavl, der ikke var så spids endda, sad tre par vinduer. Det forekom ham, at drengen havde peget på det midterste, der stod åbent.
Lyn pløjede sig gennem menneskemængden på fortovet. Det var ikke så let.
– Vær venlig, råbte han og prøvede at skubbe folk til side. Flere af dem protesterede, men gryden var i kog, og ingen tog notits af mere eller mindre masen.
Han løb af sted med mobilen i hånden og spekulerede imens på, om Knud havde hørt det hele.
– Jeg er på vej, råbte han stakåndet ind i mobilen. – Det ser ud til, at statsministeren er blevet skudt! Altså dræbt. For fanden, Knud, alarm, alarm! NU!
– Ja, nemlig, hørte han Knud, inden han stak mobilen i lommen. 05 SØNDAG
En jæger skal væk

Han pakkede hurtigt sin Sauer sammen, skilte den ad og lagde den i tasken. Han lukkede vinduet, så efter glemte ting, men alt var i tasken. Så sprang han ud af lokalet og ned ad trappen. På første sal løb han alt, hvad remmer og tøj kunne holde hen ad gangen og stilede efter den udgangsdør, der vendte ud mod gården bagved.
Helt omme ved containerne møvede han sig ind i buskadset bag vindeltrappen. Havde udtænkt det her masser af gange. Intet måtte gå galt. Han løb stakåndet over på nabogrunden og nåede stedet i ruinen.
Han fandt pladen i jorden og løftede den så meget op, at han kunne smide tasken ned i hullet. Han anbragte pladen igen, skovlede jord over, så den var totalt skjult, og rejste sig.
Han stod lidt og pustede ud. Så ned ad sig. Cementstøv, almindeligt støv, en smule jord, ler- og muldblandet. Børstede det af sig, for det ville være uklogt at have det siddende.
På den anden side ville man nok ikke forbinde cementstøv med skyderiet …

Da han følte, at han så normal og almindelig ud, gik han hen og tog sin cykel og cyklede den anden vej om langs gangstien op mod den nedlagte sergentskole i stedet for at følge gaden, som han var kommet ad.
Bag sig hørte han larmen fra stedet. Den var anderledes end før.
Oppe ved sygehuset drejede han fra og cyklede langsomt forbi, mens han skævede derind. Der var masser af travlhed og store biler.
Flere politibiler stod klumpet sammen.
Som om det nyttede noget.
06 SØNDAG
Lyn i “Strygejernet”

Lyn fandt en dør og ruskede i håndtaget. Den var låst. Han bandede. Så løb han videre til den næste, der mere lignede den officielle indgang til “Strygejernet”. Der var samtaleanlæg ved indgangsdøren.
Det skulle lige mangle. At denne dør også var låst.
Han hamrede hånden i dørhåndtaget, og den gik op. Overgangen fra den skarpe sol og til trapperummets halvmørke gjorde ham blind. Det varede et par sekunder, inden stave og tappe i øjet havde vænnet sig til mørket. Det var en ganske smal indgang, og lige foran sig havde han trappen til etagerne ovenpå.
En sær lugt var der herinde. Lak og fernis. Trappen var lige blevet behandlet, kunne han se. De blanke trin strålede op mod ham, da han satte sig i bevægelse opad.
Udenfor buldrede menneskemængden med larm og skrig og skrål, men herinde var der en stilhed som i en skole i sommerferien. Ikke nok med stilheden; der var køligt og dejligt helt modsat udenfor i mareridtet …
Han stormede op ad trappen til 1. sal, da han hørte en trampen oven over sig. Det var ikke til at afgøre, hvor langt oppe det kom fra, så han fortsatte med hivende åndedræt at løbe opad til det næste repos. Formentlig tilhørte skridtene ikke en kondiløber på vej ned.
Lydene kom nærmere og nærmere, og en mand med kasket og en hvid plastikpose trampede ned ad trappen og larmede og svingede rundt om hjørnet og sprang videre. Lyn råbte:
– Heeei, du, stands lige …, og spredte armene.

Manden slog ud efter ham, ramte ham på brystet, så Lyn måtte træde til side og støtte sig til gelænderet gispende efter luft, mens manden fortsatte nedad. For den, han skulle have stillet sig i vejen. Da manden skulle dreje, kom han for langt over i siden og ramlede ind i gelænderet, slog hovedet mod væggen og faldt.

Med en lyd ud af munden tumlede han forover direkte på hovedet ned ad trappen med samtidig klirren fra sin pose.

Lyn spærrede øjnene op, og hans hjerte buldrede løs, mens han fik sig møvet ned til ham og rutinemæssigt greb sine håndjern.
Manden kunne ikke gøre modstand. Fint nok.
Han var bevidstløs. Ved foden af trappen lå posen, og ud fra den sivede noget rød væske.
Logoet “Wohlenbergs Vinhandel” genkendte han straks på posen. Lidt ejendommeligt, forekom det ham. Han lugtede kort til mandens fingre.

I det samme stormede et par mand ind ad døren og standsede brat op.
– Hvem er du, spurgte de ophidset Lyn, mens de gloede på den bevidstløse mand.
– Hvem spørger, svarede han.

Han hev sit grønne ID-skilt op, og de viste ham deres. PET-folk.
– Vi er vist på samme hold, brummede han til dem, og de nikkede.
– Vi tænkte, at denne bygning var ideel at skyde fra … Det var åbenbart ikke kongeparret, gerningsmanden var ude efter.
– Jeg tager over, sagde Lyn kort. – I første omgang. Jeg tror, det er ham her. Han havde enormt travlt og ville ikke standse, da jeg råbte ham an. Han kom drønende ned deroppefra.
– Det var godt, du fik ham, fastslog den ene anerkendende. – Du kan dit judopensum, hvad?
– Godt gået, konstaterede den anden. – Men er vi sikker på, det er den rette?
– En dreng bemærkede en mand i det øverste vindue her i bygningen. Det må være ham. Og så lugten! Jeg synes også, han råbte noget med en bøsse …

De vekslede blikke, som om de ikke troede ham.
Manden havde stødt hovedet direkte ned i trappen eller ind i gelænderet, og måske havde han fået kraniebrud. Lyn greb sin mobil. Med foden pirkede han let til mandens hoved for at se, om han var ved bevidsthed. Hovedet rullede bare tilbage. Han var ikke ved bevidsthed.
Mens han ventede, iagttog han ham. Han var skaldet, så rimeligt fysisk velholdt ud, cirka i trediverne og med en enkelt tatovering i nakken. En slange.
Hvor originalt. Dillen med tatos her og der hang ham ud af halsen. Kjeldsen havde sgu også sådan en.
Tøjet almindelig standard.
Efter opkaldene tog han et par fotos af ham. En af PET-mændene spurgte:
– Er du sikker på, at det er ham?
– Lugt engang!

Lyn pegede på mandens ene hånd. PET-manden bøjede sig ned og snusede ind.
Han snusede flere gange, men rynkede panden.
– Jeg kan sgu ikke helt dufte det, men jeg dufter nu heller ikke for godt …
– Nej, det gør du ikke, mumlede Lyn.

Makkeren begyndte at grine, mens den første blev sur.
– Prøv du at dufte, sagde han til sin makker.
– Lugte hedder det, irettesatte Lyn ham og fortsatte: – Der må være ting og sager i et af de øverste rum, altså i den lejlighed, hvorfra der formentlig blev skudt, måske endda en riffel.

Han rodede i mandens lommer og fandt kørekort, en Ruko-nøgle og en mobil.
– Hm, Søren Nielsen, læste han op og viste kørekortet til PET-manden, der nikkede. – Ikke et navn, der vælter byen. Kender du ham?
– Niks.

Kun kort ventetid gik, før det strømmede ind med kolleger og Falckreddere, der fik lagt manden med håndjern på en båre. Lyn pegede på et par betjente og optrådte allerede som VPKer:
– I følger med i ambulancen og har ansvaret for, at han ikke stikker af!
– Ja, men vi er …
– Det er en ordre!
– Vi er fra Åbenrå, blev den ene ved.
– Om I så kom fra Tegucigalpa, tager I med. Forstået?
– OK. Javel. Men vi kommer altså ikke fra Tegugalsi, eller hvad fanden det nu var.
– Jeg kommer senere. Først er der en lejlighed, vi lige skal tjekke. Og lige til sidst: Hverken nu eller senere er der plads til at protestere mod ordrer. I er udstationeret her i dag, ikke? Så hold kæft og gør, som der bliver sagt. Er I med?
– Javel!

Han stirrede strengt på de to åbenråske spradebasser, greb mobilen og fik fat i Tage, lederen af Teknisk.
– Har du hørt det?
– Ja, er lige tilkaldt …
– Jeg skal nok passe på, men jeg står her udenfor den lejlighed i “Strygejernet”, hvorfra der sandsynligvis er skudt, og jeg har en ubændig trang til at gå ind og lige se, om …
– Nul, Lyn. Jeg er der om fire minutter!

Imens havde Falckfolkene travlt med at få den sårede ind i ambulancen, men de kunne simpelthen ikke komme til for alle de nysgerrige, der stimlede sammen og ville have et glimt af det, der skete. Hundredvis af mobiler var hævet i luften, så alle kunne få nogle gode oplevelser med sig hjem til FacetoFacebook.
Lyn stillede sig i baggrunden og fik kontakt med de to åbenråbetjente og viftede med hånden, så de kunne skabe plads; det var trods alt et område, de følte sig hjemme i, og med mange ukvemsord rykkede mængden sig alligevel tilbage med alle deres mobilkameraer tændte. De sociale medier ville snart være overlæsset med indslag fra Sønderborg. Jeg var der! Jeg så det selv! Her er morderen! Argghhh.

Det stemte, det Tage påstod. Nøjagtig fire minutter og tre sekunder senere stod han der med sit udstyr, og Lyn satte ham kort ind i det vigtigste og gav ham Ruko-nøglen.
– Tag min patruljevogn til gengæld, sagde Tage. – Den holder lige her nedenfor. Jeg kommer nok ikke foreløbig …

Derefter drønede Lyn med blåt blink ud til Den ny Politistation til den første briefing.
Efter fem sekunders kørsel var Knud i røret:
– Lyn, du bliver nødt til at køre ned og give besked til borgmester Beate Skammelsens mand, Lasse Kjeld Gårdsen, for hun er også skudt. Både statsministeren og borgmesteren, du! Det er helt sindssygt.
– Ved han det?
– Altså, han kan have set det på TV. Jeg ved ikke …
– Altså mig her og altså mig der. Jeg kører derned.
07 SØNDAG
Lyn på kedelig opgave

Lyn sank. Det at meddele et dødsfald blev aldrig rutine. Han måtte tage en omvej for at nå hen til borgmesterens villa, der lå centralt placeret mellem bro og Løkken lige ned til vandet.
Han havde været der før og tænkt, hvor dyr en villa, det måtte være. Især nu, hvor borgmesteren havde renoveret det hele.
Han parkerede på den store p-plads lige op til den fire-etagers høje, hvide villa, der måtte have en af Sønderborgs flotteste udsigter.
Mod vest Kong Christian X´s bro og Alssund, mod syd Flensborg Fjord og Sønderborg Slot, mod øst havnen med flere sejlskibe lagt til og mod nord Løkken med Lindholmskolen, “Strygejernet” og indgangen til Jernbanegade.
Borgmesterens mand sad faktisk i centrum for dobbeltdrabet.
Han kunne have siddet på sin veranda eller terrasse på tredje og se direkte over på Løkken. Og hørt skuddene. Begge skudt? Det lød foruroligende.
Han trykkede længe på ringeklokken, men døren blev ikke åbnet.
Han trådte et par skridt tilbage og kiggede op. Var der noget galt?
Havde han allerede hørt det? Set det i fjernsynet? Tænk at overvære sin kones død på TV i en direkte udsendelse. Det var næsten værre end at sidde på terrassen og se det.
Han hørte en motorlyd omme fra den anden side og gik derom.
En mand sad bag rattet i en bil og drejede startnøglen, men motoren sprang ikke i gang.
– Har du problemer, spurgte Lyn og fortsatte: – Politiassistent Klaus Lyn, Lasse Gård Kjeldsen, ikke?
– Nej. Kjeld Gårdsen.
– Undskyld. Skal vi ikke gå indenfor?

Lasse Kjeld Gårdsen nikkede og steg ud af sin bil og gik over mod indgangsdøren, og Lyn fulgte bagefter. Han var en ældre herre omkring 55 til Lyns overraskelse, Beate var da kun omkring de 40, så vidt han vidste.
Lige så snart de trådte ind i stuen, standsede Lyn ham og sagde med lav stemme:
– Jeg må desværre informere dig om, at din hustru er afgået ved døden klokken 13.48 efter at være blevet skudt under kørslen mellem broen og rådhuset.

Han så på manden, der sank sammen i sofaen, tydeligt kalkbleg i ansigtet. Han førte sine hænder op foran øjnene og bøjede hovedet forover. Der kom ikke en lyd fra ham.
– Har du familie eller venner, der …

Han rystede på hovedet.
– Jeg har ingen, hviskede han. – Jeg troede jo …
– Ja? Hvad troede du?
– Fjernsynet …

Han nikkede over mod apparatet, der var slukket.
– De sagde, at statsministeren lige er blevet skudt. Ikke borgmesteren. Jeg har ikke hørt fra nogen, og så tænkte jeg, at jeg ville … ingen har kontaktet mig …

Lyn satte sig til ham og gned sine hænder:
– Ville du op på sygehuset?

Igen nikkede han.
– Hvad så nu, spurgte Lyn. – Skal vi køre derop?
– Ville du det, hvis det var din kone, der var skudt i hovedet?
– Det er vores tilbud til dig. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke har lyst til at se hende sådan.
Han nikkede og sukkede dybt og talte pludselig med en højere og mere vredladen stemme:
– Jeg sagde til hende, hvorfor i alverden de skulle lave det stunt med at efterligne Kennedys tur i Dallas fra dengang. Jeg sagde det til hende! Hun ville ikke lytte. Jeg ved ikke, hvorfor hun stædigt absolut ville køre sådan. Jeg mener, det er …
– Har du slet ingen, der kan hjælpe dig; en eller anden, nabo eller hvad ved jeg, der kan komme forbi og tage sig lidt af dig?

Han rystede på hovedet og faldt sammen:
– Vi har ikke børn eller anden familie. Øh, havde.

Han begravede igen ansigtet i hænderne, og skuldrene rystede kraftigt, mens han fremtvang næsten i små stød:
– Jeg sagde det til hende!

Lyn lagde en forsigtig hånd på hans skulder:
– Skal jeg lave en kop kaffe, eller hvad kan jeg gøre for dig?

Det var kejtet og slet ikke med den myndighed og autoritet, han vidste, var nødvendig i sådan en situation. Det var sjældent, at der slet ikke var et familiemedlem til rådighed. Lyn følte sig hjælpeløs. Nu gjorde han det ikke godt nok – igen.
Så tog han en hurtig beslutning og trykkede et nummer på sin mobil:
– Henning, der er sket noget frygteligt, jeg ved ikke, om du har hørt det?

Den anden svarede.
– Kan du hjælpe borgmesterens mand lidt? Vi sidder her i deres villa, og han er helt alene uden familie eller venner.

Det ville Henning, og Lyn vendte sig mod Lasse:
– Jeg har bedt den psykolog, som politiet anvender mest, til at kigge herned og snakke lidt med dig. Er det i orden?
– Ja, ja, svarede Lasse kort med rusten stemme.

Det varede ikke længe, inden psykologen ringede på, og Lyn lukkede op:
– Godt, at du kunne komme med så kort varsel. Han har det naturligvis ikke særligt godt. Hvis du …

Psykologen nikkede og gik ind i stuen, mens Lyn hastigt forsvandt ned i sin bil.

08 SØNDAG
Lyn til briefing

– Pludselig var jeg tilbage som, jeg tror, 10-årig og kunne huske, hvordan min far kastede mig ned ad trappen, fordi han både var fuld og rasende. Det kom til mig der midt på trappen i “Strygejernet”.

Amalie lyttede.
– Så, sagde Lyn og drejede modvilligt øjnene væk fra Amalie,
– nu er alle vist ankommet.
– Knud ringede til dig?
– Ja. Midt i det hele. Og mig, der ellers bare skulle slappe af i dag og gå og glæde mig til i aften. Vi to har jo en aftale, ikke?
– Var han voldelig, din far?
– Om? Han var en russisk hær under fremrykning. Dengang, du ved med trappen der, havde han sendt mig til købmanden efter smøger, som jeg var kommet til at gøre våde, noget med en bæk, jeg absolut skulle plaske rundt i, og da jeg kom hjem … Hvorfor er du egentlig her, afbrød han sig selv forbavset, som om han først nu havde lagt mærke til det.
– Ikke for det, det er da hyggeligt, men du har vel ikke noget med det her at gøre?
– Speciel order, mumlede hun.

Han stirrede på hende. Suk, en dejlig dame. Hendes mørke øjne funklede; det gjorde de hver gang, han så på hende. Da hun så tilbage, slog han øjnene ned. Fandens at være genert, når man var 41. Hun smilede lidt til ham. Hun måtte kunne mærke, at han var påvirket af hende. Hun måtte være klar over hans følelser for hende. Så skarp som hun var!

Der gik alligevel lidt tid, inden samtlige kolleger var kaldt ind og samlet.
Lyn hilste på dem, efterhånden som de dukkede op. Flere af dem havde overværet optoget fra forskellige steder på ruten, og de fleste havde stået ovre på Dybbølsiden. Snakken gik.
Han gik over til Kjeldsen, der lige var kommet, en smule forpustet.
– Du har nok skyndt dig, hvad?
– Ja, for pokker. Hvad er det nu for noget, Lyn?

Lyn svarede ikke, men trak blot på skuldrene. Ikke se stolt ud. Lyn vidste godt, at Kjeldsen hadede det her. Han havde nedadhængende mundvige i sit solbrændte, smalle ansigt. Han tog sine solbriller af. Hvor blæret. Og så i dag.
Lyn så på Amalie og derefter spørgende på Knud, der stod ved siden af, men denne rystede på hovedet med en hvisken:
– Vent lige …

Der blev stille i lokalet et øjeblik. Knuds mobil ringede.
– Hvad så, Tage?

Han lyttede.
– Slet ingenting?

Så slukkede han og så raden rundt:
– Fint, Lyn, for hurtig indgriben og fint, at I alle kunne komme med så kort varsel. Jeg skal byde chefpolitiinspektør Amalie Seedohn velkommen; Amalie har orlov og arbejder, som nogle af jer ved, på et forskningsprojekt omkring gadekriminalitet i Sønderjylland, foreløbig i tre måneder og har været her en måneds tid, og flere af jer har haft lejlighed til at hilse på hende. Men nu skal hun hjælpe os i denne svære stund. Hun er en af de meget dygtige chefer, vi har. Tak, fordi du straks smed, hvad du havde og mødte op.

Hun nikkede raden rundt, og der blev gennikket, og en sagde også “Fint!”. Knud så spørgende på hende, og hun tog ordet:
– AK har bedt mig om straks at stille mig til rådighed her. Hun og de andre kommer senere i dag. De har oprettet en task-force med kælenavnet Det Midlertidige Rejsehold, forkortet MIR. Jeg tjekker ud med jer. Knud og jeg har lagt en foreløbig plan.

Lyn så over på de andre. Han kunne ikke aflæse deres reaktion, de stod bare og lyttede. Mon de alle vidste, hvem AK var?
Han tørrede sig igen over panden. For fanden, det var varmt i dag.

Knud fortsatte:
– Jeg kan oplyse, at statsminister Klaudia Konstantin og borgmester Beate Skammelsen er døde. Antagelig skudt i hovedet begge to. Vi taler derfor om en professionel skarpskytte og drabsmand. MIR dukker op med den første flyver fra København med blandt andre drabschefen, AK, som Amalie nævnte. Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Det her er ikke bare Sønderborg. Ikke bare Danmark. Det er verdenshistorie. Dallas november 1963 om igen! Vi vil uden tvivl snart se et opbud af pressefolk, der har vasket sig. Vores rolle bliver yderst begrænset. Formentlig kun til lokale emner. Det var da godt, at kongeparret ikke blev ramt. Så ville min fantasi slet ikke slå til, hvad angår overskrifterne! Et politisk mord foregik sidste gang i 1286 med Erik Glipping. Tænke sig, at han kun blev 37 år! Ja, ligesom Kjeldsen. Du er også 37, ikke?

Knud pegede på Kjeldsen og lød ophidset, som om han også var grebet af øjeblikkets betydning som en anden historieprofessor. Kjeldsen rankede sig. Lyn kunne ikke lade være med at smile. Kjeldsen var naturligvis ærgerlig over, at det ikke var ham, der havde været i begivenhedernes centrum i dag. Han så sur ud.

Der stod koldt vand på bordet, og Lyn drak et glas, hvorefter han fortalte om sine oplevelser under optoget.
Knud tog over:
– Det kan godt bekymre mig, hvis Sønderborg Politi får dårlig omtale, selv om vi intet har haft med beskyttelsen af VIP´erne at gøre. Som I alle ved, har der de sidste 10 år i snit været knap og nap et drab her om året. Mest familiedrab. Det er derfor højst usædvanligt, at en statsminister og en borgmester bliver skudt – endda i et festligt optog med deltagelse af kongeparret. Hermed er statistikken totalt ødelagt. Det første politiske dobbeltdrab i Danmark! Og så i Sønderborg. Jeg tror, vi er taget på sengen. Ingen kunne forestille sig, at Dallas ville gentage sig. I det lille, fredelige Sønderborg.
– Og, Lyn, det skal blive meget spændende at se, om du fik den rette.

Lyn sukkede:
– Der skal altså erfarne folk op på sygehuset, Knud. Jeg var nødt til at bede et par udstationerede begyndere fra Åbenrå om at køre med derop.
– Carlsen er der i hvert fald, svarede Knud. – Men jeg skal nok erstatte dem snarest.
– Jeg hørte et skarpt knald, vedblev Lyn, – og derefter et til – eller et ekko. Men det var lige efter, måske et halvt eller et helt sekund senere. Jeg har svært ved at huske det, og der var meget larm omkring. Orkestret stod lige i nærheden og havde en temmelig livlig trommeslager, hvis slag godt kunne forveksles med riffelskud. Og alle de mennesker.

Han løsnede livremmen i sine bukser et enkelt hul og pustede ud og opdagede, hvordan de alle stirrede på ham. Havde han sagt noget forkert?
– Ja, nemlig. Obduktionen kan give os flere detaljer, mente Knud. – Men Tage har desværre ikke fundet noget som helst i lejligheden … Det er ellers hans ynglingsbeskæftigelse, må man sige.

Så kløede han sig i håret.
– Der er da noget, der ikke stemmer. Altså, jeg mener …
– Ja, såmænd, mumlede Lyn. – Såmænd! Faktisk en hel del. Du kan jo starte med at lære, at det hedder yndlingsbeskæftigelse.

Knud ignorerede ham bare og fortsatte:
– Jeg mener, hvor fanden har han gjort af sit våben? Jeg ved ikke helt, om det er så sikkert, at der er skudt fra den lejlighed i “Strygejernet”, og har han haft en hjælper? Du påstår, hans hænder lugtede af geværolie og eller krudtslam …
– Påstår? Ja, men …
– … selv om det sidste er svært at bevise, det er vel bare dig, der lugter det …
– Ja, selvfølgelig er det ba …
– … og frem for alt havde han, som du siger, travlt, da han kom farende ned fra den der lejlighed formentlig? Hvis han nu er helt uskyldig, kan det jo tænkes, at han havde fart på for at se, hvad det var for noget med det der skyderi …
– Men det tror jeg ikke, Knud. Hvorfor standsede han så ikke? Han kunne have råbt til mig: Der er skyderi mod optoget! Skal du ikke med ud og se? Men det gjorde han ikke.
– Men du råbte heller ikke: Stop, det er politiet! Gjorde du?
– Nej, det er rigtigt nok. Der var ikke tid til alle de ord.
– Det er sgu en anelse uprof, Lyn.

Lyn så ned. Nu troede han et par sekunder, at han for en gangs skyld havde gjort det helt rigtige, og så betvivlede Knud det straks.

Han så godt, de andre vekslede blikke. Blikke, der kun kunne tolkes i retning af mistro. Lyn var utroværdig. Som sædvanlig. Hans stemme var lav:
– Jeg var bare ikke i tvivl, Knud. Jeg tænkte, at alt passede sammen. Den lille dreng, der så ham deroppe i øverste vindue. Og så gik det så hurtigt, at jeg ikke nåede at råbe andet end stop!
– Jeg er ikke helt så sikker som dig på, at det er den rigtige. Vi er allerede i fuld gang med at undersøge alt om den lejlighed, hvor Tage altså ikke har fundet noget som helst endnu. Der kan selvfølgelig dukke noget op …
– Det håber jeg da.

Lyn sank lidt sammen på stolen. Igen igen. I stedet for at give ham ros og klap på skulderen tvivlede de på det, han havde gjort. Lige nu var det bedre at sidde hjemme i sofaen og hænge ud.
Ingen sagde noget.

09 SØNDAG
Kjeldsens konkurrencefornemmelser

Kjeldsen stirrede over på Lyn.
Den lille latterlige mand med det helt forrygende forkerte navn var svineheldig med at have været dernede præcis, da det skete. Han knyttede begge hænder og mærkede tindingerne banke løs, for det kunne give Lyn vicepolitikommissærposten, og den mand fandtes ikke, der var ringere til den post.
Heldigvis sagde Knud det helt rigtige, så Lyn kunne forstå, at så nemt var det altså ikke. Hvis Knud valgte Lyn til VPK, ville verden heller ikke stå længere. Så ville han sgu tage sin Ferrari og overtræde alle hastighedsgrænser herfra og til Kliplev og tilbage igen.
Indtil i dag ville det ikke have været en option, men nu … man kunne aldrig vide, om Lyn havde trukket det store lod, fordi Knud var faldet for disse temmeligt tilfældige hændelser. Han måtte altså ved lejlighed få spurgt Knud, hvordan det stod til. Ham bekendt var det opover med afgørelsen.

– Kom lige, hviskede han til Ejnar og trak ham med udenfor.
– Åh, jeg fik det sgu lidt dårligt.

Han tog et glas koldt vand fra vandmaskinen.
Kjeldsen drak grådigt:
– Han er bare for meget, den gode Lyn.

Ejnar nikkede og tog sig også et glas.
– Altid om sig. Jeg håber virkelig ikke, Knud og udvalget vælger ham. Det der … det skal du ikke tage dig af. Han har som sædvanligt dummet sig. Den stakkels tilfældige mand, der bare kommer tumlende ned ad trappen for at finde ud af, hvad der lige er sket …

Kjeldsen indvendte:
– Lige nu har Lyn måske været så skide heldig at trække et vinderlod. Om han så kan beholde det, er en anden sag.
– Tag det ikke så tungt. Du hørte jo Knud. Jeg mener heller ikke, der er kød på det ben. Kan jeg låne din bil i aften? Bare en halv times tid?
– Har du set, hvor betaget han er af hende Amalie. Negerstammehøvdingen med det overlegne blik! Hun ser sgu på os andre, som om vi var hvide undermennesker …
– Ha, ha, Kjelle. Tys, der er simpelthen dømt fængsel på vand og brød, hvis de ord kom ud. Øh, den bil …
– Ja, alt skal sgu være så korrekt nu om dage. Min bil? Ja, ja.
– Jeg skal nok betale benzinen. Ha, ha. Er det ikke fem kilometer på literen? Amalie, øh. Har han noget med hende?
– Jeg tror det. Jeg synes, han snakker med hende, så snart hun er her på stationen, og jeg har set dem sammen i hans bil.
– Han trænger nok. Hæ, hæ.

Kjeldsen nikkede.
– En aften, da en en bande rockere fra Gråsten var oppe at slås, blev vi tilkaldt, og mens jeg nærmest skreg af glæde og forventning og kastede mig over dem, smed dem ned, flåede dem i stykker og lagde alle mand i håndjern, sad han bare og så på, du …
– Typisk.
– Han nåede ikke engang at blande sig. Gad for øvrigt heller ikke. Du ved. Slagsmål er han ikke så meget for.
– Ja, han er sgu noget for sig, og du er for vild. Nå, vi må hellere gå ind igen. Vi kan tage en snak bagefter, ikke?
– Yes, bro. Lyn ved ikke, at jeg også søger stillingen.
– Nå, for den. Giver det ikke problemer?

Kjeldsen trak på skulderen og gik forrest ind igen og mærkede stemningen.
– Han har sgu da ikke en chance, tror du på det, hviskede han til Ejnar, der tyssede på ham.
10 SØNDAG
Lyn rynker panden

Der var stille i lokalet. Amalie kiggede på ham. Kjeldsen kiggede på ham. Lyn var ganske klar over, at de faktisk alle så på ham. Han så også godt, at Kjeldsen kom tilbage igen sammen med den lige så irriterende Ejnar.

Flere af kollegerne fniste, og Knud havde det der dumme smil på, som han somme tider viste frem. Tør det af, Knud.
Lyn samlede selv tråden op og rømmede sig:
– Jeg ved ikke helt, om det er den rette. Hm. Tja, Knud. Måske har han, som du siger, haft en hjælper, der har skaffet dem af med våbnet. Eller våbnene. Vi ved jo ikke ret meget endnu. Der skal jo nok være en bagudgang, en brandtrappe eller lignende. Måske ditten, måske datten. Men at han lugtede af krudtslam, er evident.
– Der er en vindeltrappe på bagsiden, oplyste Knud og rejste sig, slog ud med begge arme og deklamerede:
– OK. NU skal der arbejdes! Afspærringen af “Strygejernet” og de omkringliggende bygninger, især Lindholm, varer ved, så længe det er nødvendigt. Amalie og jeg har en opgaveplan her.
– Jeg kører op til sygehuset, meddelte Amalie, – måske vil du med, Lyn?
– Så kan du slappe lidt af, hviskede hun og smilede.

Han nikkede blot og så over på Kjeldsen, der stirrede tilbage med et underligt hadefuldt udtryk i øjnene. Syntes han. De to havde været makkere alt for længe. De passede bare ikke sammen, hvilket ikke var gældende i begyndelsen. Kjeldsen havde været god nok der, men et eller andet havde ændret sig siden. Hvorfor tror man altid, at det er de andre, der har skiftet slangeham?

Opgaverne blev fordelt, og folk begyndte at sive fra lokalet.
– Jeg vil gerne afhøre manden. Det ligger vel i luften, mente Lyn.
– Jeg tror, at rejseholdet eller Amalie vil tage over på den lange bane, svarede Knud, – Så det skal du ikke! Men det var fint, at du tog ned for at underrette Beates mand. Hvordan tog han det?

Lyn rynkede panden og fortsatte uanfægtet:
– Jeg mener da, at det vil være helt naturligt, at det er mig, der skal … i hvert fald på den korte bane.

De sidste tre ord kunne han ikke lade være med at vrænge ud.
– Lyn: Jeg siger bare, at rejseholdet måske tænker noget andet.
– Jeg ved det. Jeg vil jo gerne gøre et godt indtryk, ikke? Nu, hvor jeg er officiel ansøger.

Knud nøjedes med at nikke:
– Det her er en vildmand, Lyn. Det, tror jeg, du skal indse!

Han slog ud med den ene arm.
– Vildmand, fnyste Lyn og så ud af øjenkrogen, hvordan Amalie, der stod i nærheden og samlede sine ting sammen, lyttede med, og han drejede samtalen ind på dagens menu:
– Søren Nielsen, stod der på hans kørekort.
– Vi har tjekket ham. Bopæl: Nordsjælland. Repræsentant for et firma i Nordsjælland, der sælger elektroniske komponenter til hele landet og derfor også til Sønderjylland med base her i byen.
– Øh, Lyn skiftede stilling. – Det lyder ikke som en forhærdet morder.
– Det eneste, vi har på ham i den retning, er dog ret afgørende i denne forbindelse: En professionel soldaterkarriere før firmaansættelsen, og en karriere, der ovenikøbet startede i Fremmedlegionen!
– Så skyde, det kan han altså!
– Han har foruden det også jagttegn. Vi har bedt om yderligere informationer om ham. Men det gør ham jo ikke til morder, vel?

Lyn pustede ud. Det var altså ikke helt i skoven.
Mandens mobil blev afleveret til Teknisk sammen med den trøje, han havde haft over skulderen.
Knud så på kortet:
– Vi skal gennemsøge både “Strygejernet” og Lindholm 10. Klassecenter. Der er også en blok på den anden side af “Strygejernet”, som kunne være interessant. Den her. Der havde PET en mand posteret.
– Vinklen tyder ret overbevisende på, at der er skudt fra et forhøjet niveau, brummede Lyn. – Og på den plads kan der nok kun være tale om en af de tre bygninger og kun øverste etage. Står man på gaden, kan man simpelthen ikke ramme de to bagsædepassagerer i hovedet uden at ramme chaufføren. Jeg kunne for eksempel ikke se …
– Jeg synes, vi skal se TV-optagelserne igennem, specielt den del der vedrører Als-siden af køreturen. Altså efter broen. Og der var garanteret mange, der har filmet optoget. Nogen af dem må have optagelser, der er værd at kigge på. Dem efterlyser vi. Vi kan jo ikke sidde her med hænderne i damernes skød og afvente rejseholdets ankomst.

– Vi kan forvente gæsterne fra København med flyveren klokken 16. Men Lyn, det, jeg egentlig ville have fortalt dig i telefonen, var også, at du skulle kigge ind til mig, når du kom på arbejde i morgen, sagde Knud lidt mere dæmpet.

De andre var i færd med at forlade lokalet. Hvad kom der nu?
– En samtale om min forfremmelse?
– Ja, altså, svarede Knud og vred hænder. – I betragtning af dagens hændelse afventer vi til senere. Du skal nok få besked. Du ved jo, hvad det handler om. Der er indkommet flere ansøgninger, så det bliver ikke let. Men skulle du få ret med hensyn til Søren Nielsen, står du naturligvis stærkt.
– Glad for at høre.
– Men. Lige nu står du svagt. Meget svagt.
– Jeg føler, du ikke støtter mig.
– Hvordan skal jeg kunne støtte dig? Sagen fra Nordborg er ikke løst endnu; du har haft tre uger til det, og der er fanme ikke sket en skid.
– Der har været så meget, Knud. Jeg prøver at nå det hele.
– OK så. Se det i øjnene. Dine chancer for forfremmelse er lig nul komma én. Nul komma én, Lyn. Det bliver ikke let for udvalget og jeg at træffe afgørelsen, hvis du ikke snart …
– … for udvalget og mig, Knud. Det hedder det faktisk. Du siger da heller ikke “det bliver ikke let for jeg”, gør du? Skal en chef ikke kunne tale ordentligt?
– Fuck dig, Lyn. Nok er nok. Glem den forfremmelse. Tag og bliv folkeskolelærer i stedet. Som tidligere.

Kollegerne larmede forbi dem og skyndte sig alle væk. Lyn stirrede efter dem. Hjælp fik man nok nok nok nok nok nok nok nok nok nok nok nok ikke fra nogen. 11 SØNDAG
Lyn knurrer

Lyn sad på sit kontor med armene bag hovedet og gloede ud ad vinduet.
Ingen skulle tro, PA Klaus Lyn var sådan en, der satte alt til side. At han sprang af sted. Slet ikke for Knudfuckeren. Hvis han ikke mente, at Lyn kunne være VPKer, var det også lige meget. Skulle man – som Knud – have en stor ølvom for at blive chef? Eller ligge i med en kollegas kone? Der gik stædige rygter om, at Knud havde noget med Tages hustru at gøre. Han havde af og til set Vibeke sammen med Knud, men anså det for noget helt harmløst.
Gad nok vide, hvem de andre ansøgere kunne være. Tage? Carlsen? Eller nogle udefra?
Knud var en sjov størrelse. Hvorfor skulle han være så meget i opposition til ham? Hvad var det ved ham, Knud ikke kunne snuppe?

– Jeg så godt, du gik ud?

Han holdt mobilen helt op til øret, men Kjeldsen svarede ikke straks på hans indirekte spørgsmål.
– Du troede vist, du lige havde skudt papegøjen, kom det endeligt.
– Det er din påstand, Kjelle, sagde han, mens han med den anden hånd strøg imaginære krummer ned fra skrivebordet:
– Måske skal vort makkerskab slutte.
– Det kan der være flere gode grunde til. Jeg er enig i, at vi to skal have en snak om vores samarbejde.
– Ja, ja, svarede Lyn. – Vi ser. Det er da mig, der skal være sur. Du hørte Knud, ikke?
– Jeg er da forsåvidt enig med ham. Din anholdelse i dag var tynd. En mand med en pose vin. Har man hørt mage? Hvad gjorde du ved ham? Du plejer ikke at slås. Du er jo lidt af en tøsedreng.

Knud kom ind og stillede sig afventende ved skrivebordet.
Lyn lukkede samtalen.
– Se her. En dame har allerede givet os sin mobiloptagelse.

Knud satte gang i videoen. Optagelserne var forbavsende rolige.
– Der er digital støtte på, som gør, at billederne ikke er rystede, forklarede Lyn. Sådan noget vidste Knud ikke en skid om.

Filmens første del indeholdt en masse glimt af tilskuerne omkring optagelsesstedet. Brandmandsorkestret stod ovre på kirkepladsen og spillede. Så drejede kameraet ned mod broen, og bilerne kom kørende. Der var støj af mange mennesker, megen snak og en del hornmusik.
– Stop, udbrød Lyn. – Hørte du det? Et knald og et ekko. Eller to knald. Kør lige tilbage.

Knud pillede ved mobilen.
Han sukkede.
– Åh, hvordan gør man nu?

Lyn tog mobilen ud af hænderne på ham og spolede lidt tilbage.
– Prøv at lytte nu …
– Ja, der er ligesom to knald i baggrunden. Er der et sekunds mellemrum? I hvert fald ikke mere. Nej, mindre. Et halvt kun.
– Fandens til skytte. To skud i plet med så kort interval! Det er ikke en amatørskytte, Knud. Vi skal da vist have fat i toppen. En fra udlandet eller en, der har været der. En professionel. Måske en fra Fremmedlegionen?
– Men det er nu svært at høre, om det kommer fra orkestret eller noget helt tredje, mente Knud. – Eller bare er et ekko.

Han havde åbenbart slet ikke hørt finten i Lyns kvikke bemærkning.
– Ærgerlig, at lige netop der har hun drejet mobilen, så vi ikke ser drabene direkte. Så. Nu kommer det.

Hastige, tågede, utydelige glimt af Ford Continentalen med statsministeren hængende ud over siden og ingen borgmester at se. Pludselig drejede kameraet opad, og et uklart billede dukkede frem. Det var meget rystet, og man kunne kun nogenlunde ane de tre vinduer.
– Det er godt nok svært at se, om der står en der oppe i “Strygejernet”, mente Lyn.
– Ikke meget digital støtte der, sagde Knud.
– Den skal måske justeres?

Videoen drejede igen ned mod kortegen og Ford´en.
Knud stak ansigtet helt ned til skærmen:
– Hvorfor kan vi ikke se hende?
– Hun var gledet ned på gulvet i bilen efter skuddet.
– Jeg skal lige høre, hvad København siger, Lyn.
– Jeg håber, der kommer mange videoer … og Kjeldsen og Amalie og jeg kører op til sygehuset og får os en indledende snak med Søren Nielsen.
– Amalie er allerede kørt.
– Nå, for pokker.
– Lad nu hende overtage, Lyn.
– Selvfølgelig. Kender ingen dygtigere.

Det var bare noget, han sagde. Det ville nok irritere Knud at få at vide, at Lyn ikke regnede ham for at være den dygtigste.
Formålet var også mere at vise, at han ikke ville fedte for ham.
12 SØNDAG
Kjeldsen opdager noget

– Kjeldsen, lad os køre derop nu!

Uden at svare og med en del panderynker lukkede Kjeldsen mobilen og forlod sit kontor for at gå ned i P-kælderen. Det irriterede ham, at Lyn som den med størst anciennitet bestemte. Uden overhovedet at have kvalifikationerne til det. I det hele taget var Lyn en udfordring. Hver dag. Søndagene inklusive.

Da han gik forbi Amalies midlertidige arbejdsrum, stod døren åben. Han ville lukke den og så lige efter, om hende negermokken var derinde.
Det var hun ikke.

Han satte sig i hendes stol og så sig om. Hvad fik hun egentlig ud af sine studier her i byen? Hvad var hun optaget af? Hvorfor skulle hun blande sig i stationens arbejde?
Han forestillede sig, at hun her i dette usle og ydmyge rum opdagede ting, der ville kunne have store konsekvenser for en masse mennesker …
De havde aldrig snakket om hendes arbejde med gadekriminaliteten i Sønderborg. Noget var der selvfølgelig, men det var ikke hans indtryk, at det skulle være et stort problem.
Hvad Lyn så i hende, kunne han ikke begribe. Det var i det hele taget svært at forstå, hvad kvinder var godt for. Når man nu havde mænd med muskler og hjerne og følelser. Kvinder kunne bruges til at vaske ens tøj og lave ens mad, når det gik bedst. Det havde han da selv forstået og havde også lavet en fin, lille aftale.

Han afbrød sin tankerække. Nysgerrighed er den fornemste egenskab hos en politimand; det sad på hjernestammen. Ville man være VPK, måtte man være vaks.
Ved siden af skrivebordet stod en papirkurv på gulvet.
Han kunne ikke lade være.
Hurtigt tog han den op og kørte igennem indholdet med den ene hånd. Et stykke krøllet papir foldede han ud og læste så meget, at han helt glemte at trække vejret.
Han rejste sig og forlod rummet og hastede ned ad gangen.
– Hvad så, Kjelle? Skal vi …
– Nej! Jeg har travlt, Sanne. Flyt sig.

Han så ikke på hende, men skyndte sig ind til sig selv og tændte computeren. Med dybe panderynker. For helvede. Hun dukkede altså op på de mest forkerte tidspunkter.
Efter et par minutter forlod han sit kontor og gik nedenunder. Da han passerede sin egen Ferrari 360 Modena, standsede han og strøg den kærligt over den røde, venstre bagskærm.
– Gamle tøs, mumlede han, inden han gik over mod den nærmeste patruljevogn. – Det er fanme noget andet end Amalie.

13 SØNDAG
Lyn bliver sur

Lyn hastede ned i p-kælderen og fnyste lidt, da han så Kjeldsens knaldrøde sportsvogn med den springende hest på køleren stå der og føre sig frem midt i det hele. I centrum. Lige foran døren. Som om han var værdig til at få den bedste parkeringsplads, bare fordi han kørte rundt i sådan en dyr italiener. Hvordan fik han egentlig råd? Alene benzinforbruget, som betød, at han kunne køre omkring 5 kilometer per liter, satte da en grænse for galskaben. Hans evige snak om at spare op lød hult, når man betænkte den forholdsvis beskedne løn. Politiet var generelt aflønnet på niveau med småbørnspædagoger, eller det hed de vist ikke mere, pædagoger så.
– Jeg er alene og kan prioritere mine penge, som jeg vil, sagde han flere gange. Hå. Af og til brugte han dem på duller, der fik en køretur. At de gad.
Han skridtede lige over og fandt stationens hvide Golf GTE med den ventende Kjeldsen.

– Nå, vi må indtil videre få det bedste ud af det, brummede Lyn, da han satte sig ind. Det var åbenbart ikke nok, for han kunne straks se på Kjeldsen, at han var langt væk. Lyn rejste sig halvt:
– Skal jeg tage min egen vogn?

– Vi har et problem, sagde Kjeldsen med lav stemme, mens han kiggede sig omkring.
– Ja, det tør svagt antydes.

Kjeldsen sukkede højt.
– Du er sgu da ellers helt i centrum i dag, mente Kjeldsen og så på ham.
– Hold nu op med det der misundelsessnak, brummede Lyn og satte sig tilbage og spændte selen:
– Hvor gammel er du egentlig?
– Du hørte da Knud. Under briefingen. Men det gjorde du måske ikke? Du var optaget – af andre ting?
– Og hvad så. Sig mig engang. Du lyder som en jaloux kæreste, jeg engang havde. Hvad er der med dig?

Han så over på ham, men Kjeldsen drejede hovedet bort. Havde han ramt plet? Vantro fulgte han op:
– Kjeldsen, vi har andet og vigtigere at tage os af. Du er vel klar over, hvad der er sket i dag, hæ …
– Jeg synes, vi har et lille problem …
– Vi skal op på sygehuset, Kjelle. Der ligger det lille problem.
– Jeg har noget andet at snakke med dig om. Som sagt: Vi har et problem.
– Jeg synes, vi har flere problemer, indvendte Lyn.

På en måde gad han ikke høre mere på Kjeldsen og hans problemsnik-snak. Det var nok igen om deres forhold. Han gad bare ikke høre det mere. De kunne stoppe det, kunne de.
Han sukkede og stønnede, da han startede Golfen og satte kursen mod Sønderborg Sygehus. Uden for stationen var han lige ved at køre en ældre herre på cykel over, da denne slog et noget uventet sving ud foran bilen for at dreje mod venstre.
– For fanden, idiot, brølede Lyn ud ad vinduet mod den forskrækkede cyklist.
– Undskyld, svarede han. – Jeg så dig slet ikke.
– Så få gluggerne åbnet, olding, eller jeg tager dit mimrekort.
Kjeldsen sukkede højt. 14 SØNDAG
Lyn ridser problemer op

– Jeg har også et problem, sagde Lyn. – Du irriterer mig i den grad. For eksempel har du en bestemt måde at vifte med din lange, smalle hånd på. Det er eddermugme en tærskel, jeg skal over, når jeg ser det.
– Du er heller ikke helt fejlfri, mumlede Kjeldsen. – Din evindelige usikkerhed. Selv om du har størst anciennitet lader du ofte mig tage beslutningerne.
– Det er mit demokratiske sindelag, tror jeg. Jeg ved udmærket, at jeg ikke er fejlfri. Vi skal måske bare indse, at et makkerskab har en udløbsdato. Vores tid er forbi, Kjelle, vi bør ikke være makkere længere …

Kjeldsen så på ham:
– Lyn, hør nu her. Lad os ikke fortabe os i det der personlige fnidder lige nu. Vi er nemlig fælles om ét stort problem. Det hedder Amalie. Ja, jeg ved godt …
– Amalie?? Jeg har forstået, at hende er du ikke vildt begejstret for. I forgårs havde du også et udfald mod hende. Og hvad har du så fundet i dag?

Kjeldsen hævede begge håndflader mod Lyn og gik videre:
– Hun er ikke her, fordi hun skal forske i gadevold. Heller ikke på grund af dobbeltdrabet.
– Er du ikke bare ude på at sable hende ned … hvis hun ikke skal studere gadevold, hvad skal hun så? Bortset fra at hjælpe os med opklaringen i dag?

Kjeldsen gav ham det krøllede papir. Lyn løb hurtigt ned over det:
– Trafficking …? Hvad skal jeg med det? Hvorfor nu det?
– Jeg fandt det tilfældigt i hendes papirkurv. Jeg tror, hendes egentlige ærinde er at afsløre handel med østeuropæiske kvinder her i Sønderborg.

Lyn studerede den krøllede seddel.
– Nej, ved du hvad. Den er altså for tynd, Kjeldsen.
– Jeg har også fundet ud af, at hun er intern efterforsker. De har åbenbart en mistanke. Ved du, hvad det betyder?
– Intern? Øh …

Lyn flyttede sig på sædet. Kjeldsen fortsatte:
– Hvis der er mistanke om kvindehandel her i byen, kunne de jo bare overlade det til os, ikke? Men de har mistanke til, at nogen internt her i korpset er indblandet på den ene eller anden måde, og jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved heller ikke, hvad hun kan finde ud af og finde på. Men hun skal sgu ikke efterforske gadekriminalitet i Sønderjylland, hvis du spørger mig, Lyn. Jeg synes, vi skal snakke om det, selv om du er så betaget af hende …

Lyn vidste ikke, hvordan han skulle reagere:
– Det lyder ikke ret godt sammenholdt med det, du siger. Er det ikke noget, du bare finder på?
– Gu´ gør jeg røv. Du må være klar over, at hendes agenda udmærket kan være at afsløre et eller andet her på stationen med henblik på at få udskiftet alle mandlige overordnede med kvinder. For at være politisk korrekt. Ganske enkelt, du! Knud må føle sig lige i skudlinjen. Og senere kunne andre følge efter? Hun vil simpelthen udnytte dig og pumpe dig for oplysninger …
– Ja, men det ved du da ikke en skid om … Kjeldsen, det er jo det rene gætteri. Jeg har intet i klemme. Hvem skulle i øvrigt have det?
– Så forklar mig, hvad en intern efterforsker med interesse i trafficking gør i Sønderborg – uden at snakke om det overhovedet?
– Trafficking er måske noget, hun bare læser om, fordi hun er interesseret i det?
– Som jeg læser denne artikel kombineret med afsløringen af, at hun er intern efterforsker, er jeg ikke ret meget i tvivl. Det er to ret afgørende ting. Du kan jo selv studere den.
– Hvad gør vi så, Kjelle? Hvis der bare er det mindste om det, du ævler?
– Du ved jo udmærket, at foreløbig drejer det sig om at efterforske dobbeltdrabet. Meeen. Jeg ved ikke med dig, og hvordan du har det med hende, men jeg agter at følge Amalie diskret og på afstand for at finde ud af, hvad hun ved, og hvad hun vil. Det burde være muligt for mig som stationens mest kompetente IT-mester. Jeg er eksperten på området. Der er sgu ingen som mig, der kan noget med IT. Ikke engang Tage, der ellers kan så meget.
– Bortset fra at have styr på sin kone …
– Hæ, hæ, det har jeg også hørt … men jeg tror ikke på det. Hvad skulle Knud dog med Vibeke?
– Sex. Det er måske ikke noget, du kender til?
– Rend mig. 15 SØNDAG
Kjeldsen kører sit eget løb

Kjeldsen følte varmen i hovedet. Om Lyn ville æde den med Amalie, var i og for sig ligegyldig. Men kunne han holde kæft?
– Jeg ønsker bare at vide: Vil du sige det til Amalie, spurgte han.
– At du har en mistanke?

Lyn rystede på hovedet:
– Jeg synes ærlig talt, det er langt ude. Jeg kan godt se, at du har fat i noget, men …
– Vil du fortælle hende det, insisterede Kjeldsen.
– Nej, det har jeg ikke tænkt mig. For det første er …
– Godt. Det var bare det, jeg ville høre. Uanset hvad du har for med hende, bør vi her på stationen stå sammen. Er du ikke enig?

Lyn svarede ikke.
Der var nærmest trafikkaos overalt. Flere af de indre gader omkring kirkepladsen og Jernbanegade var afspærret. Kjeldsen studerede Lyn i smug fra siden. Han så ikke ud, som om han lige havde fået en bombe i hovedet. Han var i den grad svær at lodde lige nu.
– Er du klar over alvoren i det her med Amalie, Lyn? Jeg synes sgu ikke, jeg kan mærke det på dig.
– Alvoren? Ja, men hvem af os er i gyngen? Er du ikke på gyngende grund? Hvis de opdager din aflytning, så …

Lyn nikkede langsomt, mens Kjeldsen konkluderede:
– Det er en noget underlig situation. Jeg har kun mistanken, ikke andet.
– Du kører dit eget løb, Kjelle.
Lyn vendte sig mod ham:
– Og hva´ så, hvis hun efterforsker os for noget ulovligt? Er der måske nogen, der har noget som helst i klemme?
– Hold nu op med den snak. Det skaber en dårlig stemning på stationen, og det er da vigtigt i sig selv. Det må du for fanden da også mærke til?

Kjeldsen rystede stille på hovedet. Lyn, for fanden. Kom nu.
– Hvorfor skulle det stamme fra Amalie? Jeg synes, både du og Knud er ganske udmærkede til selv at puste til …
– Vi holder her, Lyn. Gider ikke diskutere det med dig. Du vil ikke indse, at hun skaber ugler i mosen. Du er sgu så forblændet af hende.
16 SØNDAG
Lyn besøger en mistænkt

Lyn parkerede på sygehusets enorme p-plads bag et par SUV, der skjulte patruljevognen, og de steg ud. Solen og varmen ramte dem som kølleslag. En formelig hær af sikkert totalt svedende journalister og pressefolk dannede en kompakt mur foran indgangen. Snesevis af mikrofoner var klar til at blive stukket i næsen på enhver politimand, der skulle denne vej.
– Ugler i mosen eller ej. Kom, sagde Lyn. – Måske kan vi snyde dem. Hvis de ikke ser os.

De begyndte at gå over mod hovedbygningen. De styrede om på siden af bygningen.
–Vi tager en sideindgang.
– Der er TV-transmission fra hele begivenheden. Man skulle næsten tro, at det hele var et iscenesat skuespil i 10 afsnit for fjernsynet, og at de myrdede om lidt kommer ud af den dør der til store klapsalver. Apropos. Vi skal også se fjernsyn. Der kan være noget på de optagelser. Jeg bad kollegerne om at gennemse det, der allerede er kommet ind, men de er knapt begyndt endnu. Samt efterlyse flere private optagelser, som der må være mange af. Jeg så selv et hav af tændte mobilkameraer. Det havde de ikke i ´63.
– Nej, men smalfilmsoptagere.
– For the rich people, only. Vi prøver at undgå alle de pressefolk.

Der var dejligt køligt indenfor. Amalie stod i receptionen og ventede. Pulsen steg, da han så hende. Hun smilede og hilste på Kjeldsen, der hilste tilbage. Lyn syntes at kunne mærke hans forbehold. Køleskabshilsen.
Køleribbernes elektricitet flimrede i luften.
– Vi blev lidt forsinket, undskyldte Lyn lidt overflødigt. Kjeldsen gloede på ham. De fulgtes ad op ad trapperne til tredje sal uden mere snak. Amalie kastede et hurtigt sideblik på ham. Hun fornemmede nok et eller andet. Da Kjeldsen et øjeblik så den anden vej, tog han mod til sig:
– Tager du over, Ama? Eller skal jeg?
– Jeg har ikke noget imod, at det er dig.

Han smilede taknemmeligt til hende. Og glad. For den, hvor var hun sød!
Han var blevet forelsket, var han. Forelsket! Hvornår havde han sidst været det? Eddermame mange år siden. Da Kirsten var ung og køn.
En stikken i maveregionen fik ham til at stønne svagt og bøje sig forover. Så rettede han sig op og fulgte efter.
De fandt den rette stue. Han viste sit ID til betjenten uden for døren og på ham, der stod indenfor, uden at hilse. De genkendte ham. Det var stadig de to udstationerede fra Åbenrå. Ham udenfor fulgte med ind på stuen.
– Vi har fået at vide, at vi også har tjeneste i morgen, sagde ham ude fra gangen.
– Fint, afkortede Lyn deres trang til at brokke sig.

Midt i enestuen ud fra den ene væg lå manden. Lyn kunne ikke umiddelbare genkende ham, fordi hans hoved var indhyllet i hvidt gazebind. Skiltet for enden af sengen viste dog klart og tydeligt navnet Søren Nielsen.
– God dag igen. Nå, du er vågnet. Hvordan går det, tvang han sig selv til at sige, venligere end han egentlig havde lyst til. – Jeg er politiassistent Lyn, og dette er Amalie og Kjeldsen, mine kolleger.

Manden så på ham og svarede:
– Nogenlunde, tak, – og drejede derefter hovedet over mod Amalie. Hans mund åbnede sig, mens øjnene gled op og ned ad hendes krop. Svælgede i den. Åd den, syntes Lyn.
– Så snart, det er muligt, forlægger vi residensen til mere behagelige omgivelser, forsøgte Lyn for at aflede patientens alt for tydelige fokuseren på Amalies attributter.
Det næste blev vel, at han lå der i sin sygeseng og inviterede hende ud?
– Altså stationen? Sig mig, det er dig, ikke? Der spændte ben for mig ned ad trappen?

Lyn nikkede og så på sit ur:
– Det er indlysende, at vi har nogle spørgsmål, som du kan hjælpe os med at få afklaret. Du kan betragte dig som anholdt. Klokken er 15.31 sharp – mistænkt for drabene på statsminister Klaudia Konstantin og borgmester Beate Skammelsen i dag kl. 13.48.
– Jamen altså. Det forstår jeg overhovedet ikke. Hvorfor? Jeg agter at indgive anmeldelse mod dig for uberettiget vold, at du ved det.
– Hvorfor siger du jamen altså? Hvor har du fået det fra? Ja, men altså. Du er antruffet på gerningsstedet lugtende af geværolie og krudtslam med adgang til det vindue, hvorfra der formentlig blev skudt. Og jeg har aldeles ikke været voldelig over for dig.
– Hvad? Antruffet? Du smed mig over i gelænderet, gjorde du. Vold mod sagesløs. Jeg har ikke en skid med de drab at gøre. Undskyld mig, der tager du i den grad fejl. Jeg er totalt uskyldig. Det passer ikke nogen steder. Det er altså helt forkert. Jeg så oppe fra vinduet, hvad der skete og skyndte mig ned for at være nærmere på det hele …
– Med to flasker rødvin. Vi får se.
– Jamen altså, jeg forstår slet ikke … hvad har vinen med det her at gøre?
– Nu sagde du det igen. Jamen altså.
– Gjorde jeg? Undskyld, hr. overlærer Vold.
– Du ville bare skaffe dig et alibi, og det er tyndt, kammerat.
– Jamen altså, hør nu her. Jeg har en lejlighed øverst oppe i “Strygejernet”, og der bor jeg af og til, når jeg rejser rundt i Sønderjylland for firmaet. Deroppe stod jeg og så på optoget, og så skete der det frygtelige …
– Du kan forklare mere i forhøret. Først skal du være helt rask.

Søren nikkede.
– Er hun med til afhøringerne, indskød han og pegede på Amalie.
– Ja, det er jeg, svarede Ama selv og trådte helt hen til sengen, før Lyn kunne nå at svare. – Har du noget mod det?
– Jamen altså, det er jeg kun glad for. Er du en fotomodel, der har skiftet job? Tillad mig en kompliment til en virkelig flot kvinde. Det er sjældent at se en så smuk og velformet politimand. Øh, -kvinde. Altså, hør nu her …
– En skam, du ikke er kommet længere, Nielsen. Ved du ikke, det er totalt oldfashioned at komplimentere kvinder for udseendet?
– Øh, for helvede … Jeg synes jo bare, du ser godt ud, sgu ikke alle med så flot og stort brystparti – ikke en skid andet!

17 SØNDAG
Lyn og Åbenrå

Mens Amalie stod med hænderne i siden og så vred ud, fniste de to unge betjente over ordvekslingen. Kjeldsen var også lige ved at fnise, der kom en lyd fra ham, men Lyn gik straks hen til dem og sagde dæmpet:
– Den ene af jer skal stå uden for rummet. Den anden herinde. Det er sådan, vi gør. I bliver formentlig snart afløst, men indtil da …

De nikkede.
– Har vi sagt, at vi kommer fra Åbenrå, spurgte den ene. – Det vil sige, Anders her kommer egentlig fra Styrtom. Se Åbenrå og Styrtom! Ha, ha.

Lyn skjulte en gaben.
De to betjente så på hinanden, hvorefter den ene af dem sukkede, vendte sig og forlod enestuen. De var højst midt i tyverne.

Lyn fulgte efter og gik udenfor på gangen.

Overbetjent Carlsen dukkede i det samme op:
– Så – I to. Han siger, han vil klage over dig.

Den unge betjent så på Lyn, der stirrede undrende tilbage.
– Jeg skal nok holde øje med de to, vedblev Carlsen. – Ellers bliver jeg så længe, det er nødvendigt. Jeg fik det nummer, som han ringede til for lidt siden. Der er stationeret betjente ved alle udgange, tror jeg.
– Ringede til? Hvem har …
Carlsen nikkede med hovedet hen mod betjenten fra Åbenrå, der havde sat sig på en stol lidt derfra.
– De kender ikke proceduren. Vi skal jo hele tiden … Terrorismen har ganske vist givet os flere betjente, men de skal jo oplæres først. Den ene lånte ham sin mobil. Åbenrå har bare sendt os, hvad de sådan lidt tilfældigt har kunnet undvære. Men de kunne jo heller ikke forudse et dobbelt politikerdrab, vel? Godt, at flygtningene i det mindste holder sig lidt tilbage for tiden.

Lyn rystede på hovedet.
– Nej, den er jeg med på. Jeg bad dem følge med vores mand på sygehuset og passe godt på ham. Men de skulle naturligvis erstattes af drevne folk. At placere to nye her på stuen hos en mulig borgmester- og statsministermorder. Det er Knud, der har glemt at erstatte dem. Godt, at du er her.

Carlsen nikkede. Lyn sukkede.
– Men fint, at den ene så i det mindste fik nummeret.
– Ja, det har jeg allerede tjekket. Det er rent faktisk hans gamle mor, han ringede til.
– Godt, Carlsen. Godt, vi har dig. Og ham vores anholdte derinde. Har du ikke fået forstærkning endnu? Knud lovede også …
– Nej, ikke endnu. Vi klarer det, vi tre. Men der er posteret andre ved sygehusets forskellige udgange.
– Altså. To unge begyndere fra Åbenrå. Hvor smalt skal det være … det er da en fejl …

Lyn gik ind på stuen igen.
– Hvorfor er jeg anholdt, vedblev patienten. – Jeg kan simpelthen ikke forstå det.
– Det har jeg fortalt dig. Vi ses lidt senere, og så har jeg måske et par videoer med, som du kan studere. De er optaget af tilskuerne og viser tydeligt drabene. Måske bør du erkende dobbeltdrabet, sagde Lyn til manden og vinkede farvel til ham. Han vinkede ikke tilbage, men kiggede udelukkende efter Amalie. Det forstod Lyn så udmærket. Allligevel var det frækt at glo sådan.
– Hvad for videoer, brølede han pludselig op inde fra stuen.

Lyn ignorerede ham, greb sin mobil og kontaktede Knud og bad ham atter og denne gang lidt skarpere om den manglende vagtforstærkning. Knud lovede det og undskyldte sig.
– Men, – hvorfor i det hele taget have de to begyndere til at passe på ham? Der må da være andre, der kan …
– Ja, ja, Lyn. Nu er det altså mig, der er chef her. Det har du vel forstået.

Lyn lukkede mobilen.
– Hvad sagde han, spurgte Kjeldsen.
– Har I videoer fra skyderierne, spurgte den ene betjent.

Kjeldsen nikkede, mens Lyn rystede på hovedet og forlod stedet. Oppe i hjernen lykkedes det ham at standse de to ord, der lå så snublende nær at brøle ud i hovedet på Kjeldsen: Luk røven!
Han turde nok ikke alligevel. Kjeldsen kunne godt være bister.

Da de var på vej ud af sygehuset, lykkedes det Lyn at få nærkontakt med Amalie, mens Kjeldsen snakkede med receptionisten. Han tog mod til sig og stammede:
– Jeg har købt ind til aftensmad! Klokken 20. Dejlig steg!
– Mig eller maden?
– Ja. For pokker.
– Så siger jeg tak. Jeg skal nok være der. Hvad, siger du, består aftensmaden af?
– Kølle. Til dig.

Hun grinede og slog til ham. Åh, humor er det bedste våben i pinlige situationer. Tænk, hvis hun havde sagt nej tak, Lyn, det går ikke. Du er bare ude på én ting. Som en anden 15-årig pubertetsknægt.
– Bortset fra det. Du virkede noget vrissen, Lyn …
– Det er ham Kjeldsen. Han er skruk. Jeg kan godt stave det for dig: K-j-e-l-d-s-e-n, siger idiot.
– Ja, han er særpræget. Tilsyneladende en flot fyr, solbrændt, slank, altid med solbriller på, lidt lapset … Han må være efterstræbt af damerne …
– Niks, hviskede Lyn tilbage. – Hvorfor tror du, han stadig med 37 er ungkarl?

Kjeldsen dukkede op i det samme og opdagede tilsyneladende intet, og Lyn og Amalie lod som ingenting.
Kjeldsen kunne i hvert fald ikke være konkurrent til hende.
Eller? Gu ve, om han i virkeligheden var lidt varm på hende? Trods sine preferencer.
Hun vinkede og gik ud. Lyn så længe efter hende. For første gang i meget lang tid følte han noget for en anden kvinde. Kirsten var gledet i baggrunden.
Burde han alligevel fortælle hende om Kjeldsens formodninger? 18 SØNDAG
Lyn ser MIR an

Lyn stillede sig lidt hen i et hjørne i salonen.
– Velkommen til jer fra MIR, sagde Knud og strakte hånden frem mod de kun tre gæster. Lyn nikkede til Trolle, drabschefen, og til den næste, han aldrig havde set før, inden han til sidst nåede chefen. Den øverste. Ypperstepræsten.
AK var helt i sort. Sort, snæver spadseredragt, sort trøje, sort hår. Rimelig høj, som hun stod der. Et stramt, alvorligt udtryk i ansigtet.
De to andre sad på stole, Lyn ikke havde set før. Velpolstrede, brede med armlæn, der stak totalt af i forhold til de mørkebrune træstole, de var så vant til. Først nu opdagede han, at der ikke var andre stole i lokalet. Hvor var de almindelige træstole blevet af?
– Politidirektør Ane Kirstine Jonassen, rigspolitiet, god dag! Kald mig bare AK. Vi har desværre noget mandefald på grund af sygdom, og da vi er et fast team, har jeg besluttet, at vi bare begynder med os tre. Så må Fischer og de andre støde til, når de bliver raske. Det var faktisk heldigt, at Amalie lige var her. Efter aftale er hun nu gået i gang med efterforskningen. Og til jer, der ikke ved det: MIR er en forkortelse for det MidlertIdige Rejsehold, et task-force, som specielt er oprettet til denne begivenhed. Kan vi andre blive briefet?

Hun så på Knud.
– Ja, svarede han. – Jeg …

De stod alle ved bordet.
– Øh, sagde Lyn, – hvor i alverden er stolene blevet …
– De er flyttet, meddelte Knud kort og lavede et mindre hovedkast ud mod gangen.
– Skal vi så stå op, blev Lyn ved.
– Hm, nøjedes Knud med at svare. Tydeligt for enhver, at de høje damer fra København var vant til helt andre og knap så ydmyge forhold. Men at der nu slet ikke skulle være stole til de ansatte her? Det forekom ham alligevel …
– Det er et briefingsrum, det her, Lyn, forklarede Knud kort og dæmpede stemmen lidt:
– Der er kommet nye direktiver. Her skal vi ikke sidde og hygge.

Lyn tav.
Det var svært at indtage kaffe og croissanter stående, men med lidt god balancekunst gik det.
Ane Kirstine blev stående og så på sin stol:
– Har I ikke noget bedre?

Knud kiggede sig søgende om:
– Sanne, hent AK en bedre stol!
– Mig? Hvorfor mig?
– Sanne!

Lyn stirrede på hende. Det tog et par sekunder, inden Sanne fik sat sin kaffe og croissant hårdt fra sig på bordet og forlod rummet med slag og vrede i de vuggende, brede hofter. Gal i skralden, og det forplanter sig helt ned, tænkte han. Altså. Ham Knud.
Knud benyttede sig af lejligheden til kort at fortælle om dagens begivenhed.
Lidt efter balancerede Sanne besværligt og pustende, hun så pissesur ud, ind igen med en stol til politidirektøren, der satte sig. Kjeldsen holdt sig for munden og kiggede over på Lyn. Der var helt stille, indtil AK tog ordet:
– Vi er af justitsministeren bedt om at assistere med opklaringen af dette tragiske politikermord, sagde hun. – Det er så usædvanligt i lille, fredelige Danmark! Men det her! Vi har selvfølgelig en mistanke om, at de to skulle likvideres på grund af Fynforbindelsen, og at det intet har med Folketinget og den seneste kønskvoteringslov at gøre.

Hun så op og holdt en pause.
– Vi har allerede i København taget storentreprenør Klams ind. Tilfældigt skulle han med et fly til Thailand. Et land, der ikke udleverer nogen, der er politisk forfulgte, og en anklage mod ham i denne sag ville tolkes som politisk forfølgelse.

Sannes mund åbnede sig, og ord fløj ud, forekom det Lyn. Hun afbrød bare AK:
– Klams? Det er jo også ham, der stod for denne vores nye politistation, – og som at der er skrevet ret meget om …
– Sanne!!

Knud var der som et søm. Ingen andre sagde noget. Hvorfor gjorde han det? Det var synd for hende. Måtte de ikke vide det? Hun klappede i og tørrede sig over panden med sit lommetørklæde. Selvfølgelig måtte hun svede; de ekstra kilo gjorde det nok ikke lettere.
– Klams er også – eller var – hovedentreprenør på FehmernBælt. Han er altså ikke just begejstret for Fynforbindelsen, tilføjede AK. – Og ja, det er rigtignok. Det er den samme Klams, der har haft hovedentreprisen for jeres nye politistation.

Hun så rundt på hver enkelt i forsamlingen.
– Jeg tænker, at vores samarbejde her kan løbe let og flydende; I har kendskab til Sønderborg, og vi andre kan koncentrere os lidt om det mere nationale og overordnede. Naturligvis vil vi gøre brug af jeres lokalekspertice.
– Sagde du Jonassen?
– Ane Kirstine Jonassen. Kaldet AK. Såmænd. Det er nok nemmere at sige for jer sønderjyder.

Bortset fra at der kom et fnis fra Trælse-Kjeldsen, var der ikke en lyd i lokalet.
– Knud?
– Det er PA Lyn, der sammen med PA Kjeldsen her står for den lokale indsats, da det var ham, der satte det hele i gang, om man så må sige, ved tilfældigt at være på gerningsstedet på sin fridag. Lyn påstår også at kunne lugte krudtslam hos den anholdte, hvilket vi tvivler noget på, men nu må vi se.
– Krudtslam?

AK så forundret ud. Eller snarere skeptisk.
– Ja, Lyn kan være ret skarp på den måde. Jeg har for en god halv time siden afholdt et kort pressemøde, hvor jeg fortalte, at vi havde anholdt en person, at I ville komme og hjælpe, og at vi var optimistiske med hensyn til opklaringen. Og ellers står vi naturligvis til rådighed på enhver tænkelig måde, skyndte Knud sig og så over på Lyn.

Endnu 10 minutter gik med direktiver fra AK, hvorefter alle ilede videre. Nu skulle der sandelig handles, drabsmændene, hvis der var flere, skulle findes og anholdes.
Søren Nielsen var åbenlyst manden i centrum, og Lyn fik anerkendelse fra MIR.
De ville endnu i aften afhøre Søren Nielsen.
Lyn så spørgende på Knud, men denne rystede bare på hovedet. Han kunne lige så godt have sagt: Det skal du sgu ikke, Lyn. Du er slet ikke på det niveau.

19 SØNDAG
Lyns fornemmelse for bryster

Da mødet var færdigt, gik Lyn direkte hen til Sanne.
– Kom lige med mig, sagde han.

Sanne fulgte ham ind på kontoret. Der var frygtelig varmt, og Lyn åbnede et par vinduer. Hun tørrede sig over panden med et lommetørklæde.
– Ikke fordi det hjælper synderligt, men man får trods alt fornemmelsen af lidt frisk luft.

Sanne stod lidt ubeslutsomt.
– Sæt dig, bød Lyn og pegede på skamlen på den anden side skrivebordet.
– Hvad æh …
– Du blev såret, ikke, Sanne? Knud nedgjorde dig. Det var sådan, du følte det, ikke?

Sanne nikkede sammenbidt.
– Jeg synes altså bare, det her er gået for vidt, sagde hun lavmælt. – Her forleden dag grinede han til mig og sagde, at sådan en varmebølge nok ikke lige var noget for mig, der var så godt isoleret.
– Jeg synes, du tog det forbavsende roligt. Godt, han ikke spurgte mig. Det ville garanteret have kostet mig den eventuelle forfremmelse til VPK.
– Du er jo lidt ældre, Lyn. Vi andre æh …
– AK syntes ikke, at jeg skulle afhøre ham i aften.
– Det ville da ellers have været helt naturligt …
– Du aner ikke, hvor meget status betyder, Sanne. Om du er VPK eller PK eller PI eller CPI. Det er svært at forstå det der med rangordningerne. Men nu drejer det sig ikke om mig, men om dig.
– Jeg ved snart ikke, om jeg gider være her længere. Også Ejnar driller mig. Jeg ved godt, jeg er en smule overvægtig, men derfra og så til …
– Jeg synes, du gør et fortræffeligt arbejde på stationen, Sanne. Jeg er da noget forbavset over at høre det der. Det har jeg ikke lagt mærke til. Du kommer tit med opmuntrende bemærkninger, har jeg til gengæld hørt. Du er den, der holder humøret oppe hos mange af os andre på trods af din unge alder.
– Synes du, spurgte Sanne og så noget forbavset ud.
– Du er et af vore kommende talenter, det er jeg slet ikke i tvivl om, Sanne. Tage sagde her den anden dag, at det var dejligt at møde dig på stationen, fordi der var ikke så mange andre, der kunne fyre en joke af. Så. Bare mas på! Du må ikke forlade os. Så vil der kun være nogle uheldige eksistenser tilbage.
– Det … det … Jeg er måske bare vant til altid at være “humørbomben”, hende, den lidt trivelige, der fyrer jokes af og får andre i godt humør.

Lyn måtte give hende ret, men sagde ikke noget. Han ville overhovedet ikke kommentere hendes deller.
– Det er fuldstændig irrelevant, det der, Sanne. Hvad der derimod er yderst relevant, er da det, du fremførte angående Klams´ rolle her lokalt. Jeg syntes, Knud bed dig af og forstod ikke hvorfor.
– Jeg følte, jeg var den lille tykke skolepige, der fik en advarsel.
– Jeg synes ikke, du er tyk. Frodig, ville jeg sige. Det med at føle sig som en skoleelev. Sådan har jeg det også somme tider.
– Har du virkelig?
– Det var bare det, jeg ville sige til dig.
– OK! Tak, Lyn … Jeg æh …
Sannes øjne var blevet våde. Så rejste hun sig, gik om til Lyn og løftede begge arme. Lyn måbede og rejste sig. Hun krammede ham tæt ind til sig. Han krammede tilbage og tænkte et øjeblik på, at for en gangs skyld var der ikke problemer med, til hvilken side hovederne skulle befinde sig. Hun var blød over det hele, og han mærkede tydeligt hendes veludviklede barm, da han trykkede sig ind mod hende, og der kunne han også fornemme lugten af armsved. Hun kyssede ham på kinden.
– Så, så, Sanne. Du er god nok! Du dufter i hvert fald dejligt!

Ups, det skulle han måske netop ikke have sagt. Han ville akkurat ikke nævne noget om det. Men hun lod som ingenting:
– Undskyld. Jeg glemte mig selv. Undskyld.
– Du skal ikke undskylde, Sanne.
– Du står for mig som … også dengang til julefrokosten … vi hyggede os og grinede ret så meget, ikke? Du var stort set den eneste, der snakkede til mig, Lyn. Det glemmer jeg ikke sådan …
– Jo, ja. Gå nu.
– Jeg skal i Føtex. Jeg køber ind hver dag, når jeg har fri.

Hun lukkede døren efter sig.
Irriterende med den dårlige vane han havde med, at ord slap ud, før censuren havde arbejdet. Han grinede lidt skævt for sig selv, for han huskede endnu så klart, engang han stod sammen med Tage og Vibeke oven for slottet, da han pegede ud over fjorden og de hvide kyster og kom til at sige: Nej, sikke nogle hvide bryster.
Lidt uheldigt i betragtning af Vibekes ret så voluminøse samme. Som om han ikke havde andet i hovedet. Hvad han faktisk heller ikke havde på det tidspunkt.
De lignede hinanden en hel del, Vibeke og Sanne.
Kunne godt have været søstre.
Trods aldersforskellen.
Heldigvis behøvede han ikke at fortælle Sanne, at grunden til hans snak under julefrokosten med hende var såre simpel.
Der var heller ikke nogen, der gad snakke med ham. 20 SØNDAG
Kjeldsen og kuglelynet

Kjeldsen tog sin mobil.
– Lyn: Her sent i eftermiddags havde Amalie en samtale med en kollega i København. Det var efter sygehusbesøget. Amalie fortalte hende først udførligt om dobbeltdrabet, men så kom hun ind på, at hun havde forskellige fotos, hvilket ikke havde noget med statsministermordet at gøre. Hun fortalte også, at hun var meget mistænksom over for en ansat uden at nævne navne, at hun havde fotos og anden dokumentation, der viste en uheldig forbindelse mellem den pågældende og call-girlcentret nede i byen, og at hun i øjeblikket havde til hensigt at indsamle endeligt bevismateriale og allerede i dag havde været i forbindelse med relevante personer … Hallo?

Lyn sagde ingenting. Hvad betød pausen? Kjeldsen var ikke i tvivl. Han var selvfølgelig påvirket af udmeldingen. Det måtte han være. Klart nok. Endelig rømmede Lyn sig og svarede – med et spørgsmål:
– Så du aflyttede hende? Uden dommerkendelse af nogen art?
– Nej, selvfølgelig uden kendelse. Hallo, – var det ikke det, vi blev enige om?
– Øh, jeg troede egentlig kun, du ville registrere, hvem hun talte med og ikke også aflytte?
– Så får man sgu intet at vide. Det ved du godt.

Han fornemmede, at Lyn ikke troede på ham. Det måtte han sgu også selv om.
– For fanden, Kjeldsen! Jeg tror altså ikke på det, at du ved det?
– Hun nævnte ingen navne …
– Allright. Det er da altid noget. Tænk, at hun ringer om det på sådan en dag … Du er selvfølgelig helt sikker, ikke?
– … bortset fra at hun omtalte hele stationen i generelle vendinger. Hele stationen, du! Ja, men som sagt var det i forbindelse med en slags rapport over dobbeltdrabet. Jo, Lyn, jeg er helt sikker.
– For den!
– Hun nævnte, at hun havde nogle personer i søgelyset, men altså ingen navne. Så jeg ved ikke, hvem hun tænker på. Ordet trafficking blev flere gange gentaget.
– Kjeldsen. Jeg er sikker på, at du har været udsat for telefonfis eller noget i den retning …
– … Hvis nogen har modtaget bestikkelse, ser det skidt ud for Sønderborg Politi og for os.
– Du er ikke for vaks, Kjeldsen. Jeg tror, det er en fed vildmand. Hun har haft en anelse om aflytning, og så …
– Du vil bare ikke tro på det. Hun kan sgu da ikke bare komme her og pludselig dømme os alle sammen …
– Rolig, som sagt, rolig. Kan man høre, når ens mobil aflyttes?
– Nej, det burde man ikke kunne.
– Burde?
– Ja, jeg tror det ikke. Men det her er også lige så meget, fordi jeg synes, du skulle vide, hvad du har gang i med hende … Du kan tro på mig, eller du kan vælge at lade være. Jeg vil handle på det. Du må selv afgøre, hvad du vil.

Kjeldsen lagde på. Nu fik Lyn den at tygge på. Det kunne måske dæmpe ham lidt. Lyn, den lille irriterende glatnakke. Hvor var han træt af ham. Ud over alle grænser. Det var ikke nogen dårlig idé at skifte makker. Tænk, hvis han fik jobbet som VPK …
Han rejste sig og gik ud på toilettet og lod vandet løbe. Så greb han mobilen og foretog et lille opkald. Det kom til at handle meget om Lyn.
Det blev en længere samtale.

Det beroligede ham dog så meget, at han lagde sig på sengen.
Han pustede ud og lukkede øjnene.
21 SØNDAG
Lyn får besøg

Hjemme bag entredøren manglede en del frakker i garderoben til venstre. Til højre hang hans egne. Lyn smækkede døren i og gik ud i køkkenet og så sig om. Lukkede et par skabe og skuffer op, men de var alle fyldt, som de plejede. Han ville simpelthen ikke tænke på, at om lidt dukkede Amalie op. Måske. Hvis hun ikke kom, var det sådan set det, han forventede. Hvis hun kom, var det en behagelig overraskelse.
Han tog en øl i køleskabet og satte sig ind i stuen og undgik at tænke på hende. Men det var svært. Blev ved med at mærke de varme meldinger i maven; noget var i færd med at ændre hans liv. Store ord? Ja, det måtte han indrømme. Nå, for den. Han ville jo ikke tænke på hende. Problemet var bare, at han ikke kunne lade være. Hendes indtagende væsen og behagelige facon; hun havde charme, havde hun. I den grad. Han mærkede sit hjerte dunke vildt, da han forestillede sig sine læber mod hendes. Måske blev det til et lille kys i aften, måske ikke.
I stuen landede han i sofaen med et bump. Halvdelen af møblerne manglede.
Der lå sedlen på spisebordet: “Jeg har været her og taget nogle af de resterende ting med mig. Ring ikke til mig. Jeg skal nok kontakte dig. Kirsten.”
Reolerne var tømt bortset fra nederste hylde i den ene. Her stod hans bøger samt de gamle DVD-film stadig. Han studerede de tomme hylder, der var fulde af støv.
– Nå, mumlede han, mens han kørte en finger fra højre mod venstre, – hvor kommer al den støv fra. Fuck dig, Kirsten. Jeg er ligeglad med dig.

Trods udsigterne til en aften lidt ud over det sædvanlige var han stadig fuld af små insekter i maven og åbnede for fladskærmen. De sene Nyheder fra TV-Syd meldte sig med det sidste fra dagens begivenhed.
Hele sendefladen havde åbenbart været ryddet eftermiddagen og aftenen igennem. Speakeren fortalte, at også morgendagens fjernsyn ville se markant anderledes ud end oprindeligt planlagt. På den ene kanal ville der være reportager, dokumentarer fra Sønderjylland og “1864” i den nye, mere borgerlige version. På den anden kanal ville hele dagen være helliget drabene, og der ville være analyser, interviews og samtaler. Også reaktioner fra udlandet havde interesse, og en del gamle strimler fra Dallas, 1963, ville rulle over skærmen.
Han kastede et blik på sit skrivebord med den ugegamle kuvert fra politiet. Bekræftelsen på modtagelsen af ansøgningen. I tørre, klare vendinger.
Og så var der den samtale, Knud ville have med ham. Var det den i dag? At han ikke havde en chance for at blive forfremmet? Herregud.
Han fumlede med mobilen. Amalie? Hvad lavede hun nu? En uro over Kjeldsens oplysninger bredte sig i ham.
Der var ikke meget sjov ved de udmeldinger. Burde han sige det til hende, eller burde han være loyal over for en kollega? Hvem holdt han mest af? Sgu ikke Kjeldsen.

Han kontaktede stationen, men intet nyt. Ingen tilståelse fra Søren Nielsen. Så let skulle det åbenbart ikke gå. Det havde ellers været befriende.

Lyn slog barskabet op. Det havde Kirsten i det mindste ikke rørt. Han nikkede, mens han tog fat i den mørkegrønne flaske.
– Min flaske, mumlede han.

Han skar ansigt over den første slurk, mens han betragtede den gule væske fra Ardbeg´en. Åh, blandingen af den skarpe rivende smag og nydelsen over aske- og røgnuancerne var så fremragende. Han lagde sig på sofaen og stirrede op i loftet. Med jævne mellemrum drak han, og til sidst rejste han sig og vaklede ind i soveværelset. På hans natbord stod billedet af Kirsten stadig. I sort-hvid. Underligt, at hun ikke havde fjernet det.
Han flyttede billedet ud på toilettet og hængte det op lige over for kummen. Stedet var ideelt, ikke bare fordi der tilfældigt sad et søm. Herefter kunne han hver gang i ro og mag sidde og kigge på Kirsten, mens han tømte sig for andre affaldsstoffer.
Det ville kunne tvinge hende ud af hans hjernekasse samtidigt.
Inde i stuen satte han Verdis “Macbeth” på. Det fik ham til at slappe endnu mere af. Handlede dagens dobbeltdrab også om magt og ondskab og stræb og meget lidt om kærlighed?

Han lyttede et par minutter, inden han gik i gang med aftensmaden og tillod sig at fløjte om kap med Macbeth. Han vidste, at han havde forberedt sig godt og mærkede, at arbejdet med maden gik legende let. Ved siden af stillede han et glas Zinfandel fra Californien med denne særligt tiltrækkende fede og halvsøde smag, der nok skyldtes de varme dage og kølige nætter. Med jævne mellemrum tog han en slurk af vinen, der havde stået i køleskab. Lunkne rødvine var som lunkne kvinder: Værre end ingenting.
Det var ren nydelse at lade blandingen i mundhulen varme langsomt op fra køleskabets syv grader til et stykke over 20 og så synke den, mens den frigjorde en masse smagsstoffer.
I sit næste liv ville han være vinmand i Føtex og stå hver fredag og tilbyde kunderne smagsprøver.
Han vidste godt, at vinen var en overspringshandling. Han støttede sig til bordet. Hele tiden var Amalies ansigt på nethinden.

Lyn hørte godt entredøren gå, men fortsatte alligevel med at pille de varme kartofler. Lad som ingenting. Hun skal ikke tro, du er vild med hende. Kun lettere interesseret. Så ville skuffelsen også være så meget mindre, hvis det kiksede.
– Hallo, kaldte Amalie ude fra entreen, – Hvor er du?
– I køkkenet, råbte Lyn tilbage. – Hvor ellers? Var det ikke mig, der inviterede dig på mad i aften?

Hun gav ham en krammer bagfra. Han kom til at skælve.
– Nå, Lynse, er maden færdig? Efter sådan en forfærdelig dag skal det gøre godt at få lidt at spise og så være sammen med dig …
– Jeg har dækket bord i stuen. Sæt dig bare ind, Amalie, her er et glas Pinot Gris. Jeg kommer straks!

Han nikkede med hovedet ind mod stuen. Hun tog glasset med fire fingre om stilken og gik derind og udstødte en eller anden lyd efterfulgt af et
– Hvad? Dækket bord! Det må jeg nok sige. Det er vist første gang, jeg …

Lyn gik småsmilende derind, mens han tørrede et glas af med et viskestykke. Amalie stod med åben mund og gluggerne helt oppe i panden foran bordet, han havde dækket fint med tallerkner og servietter og bestik og levende tændte lys på en hvid dug, han havde måttet købe, fordi Kirsten naturligvis havde taget stort set al den slags med sig.
– Jeg syntes, at ja, altså, Amalie, når vi to skal spise sammen, så skal vi spise sammen, så … ja, jeg ved godt, det er så skide banalt, at det er til at brække sig over, og måske er du …

Hun lagde sin hånd på hans arm:
– Det er måske lige i overkanten, men jeg sætter stor pris på dig og din interesse for mig.
– Det er fint, svarede han. – Og værsgo. Sæt dig. 22 SØNDAG
Lyn konfronterer Amalie

– Fortæl mig lidt mere om dig selv, Lyn.

De sad i sofaen efter hans formidable middag. Som hun sagde.
– Med fare for at gentage det, du allerede ved: Der er ikke så meget at berette. Læreruddannelse, fire ulidelige år i folkeskolen og så direkte på politiskolen. Her fik jeg luften tilbage. Den ilt, jeg havde savnet i klasse- og især på lærerværelset, fandt jeg i politiet. Hvad med dig?
– Der er heller ikke så meget at berette.

Hun fortalte kort om sin baggrund fra Afrika og adoptionen og tilværelsen i Danmark i sammenligning. Fortalte om sin forholdsvis mørke hudfarve fra en sort mor og en hvid mand som en ofte anvendt mobbeparameter især i skolen, men også at det havde gjort hende stærk og modstandsdygtig. Disse egenskaber var blevet værdsat i politiet og havde skaffet hende kometkarrieren.
– Så det danske samfund er på mange måder milevidt foran Afrika. Velstand, velfærd, demokrati, ingen korruption, fred og tilladelse til at tro på, hvad man synes … og efterhånden en forsvarlig plads til kvinderne! Jeg er i gang med at læse Stefanie Zurücks “Matriarkatets Melodi”.
– Jeg har fået op under neglene, at du i virkeligheden er intern efterforsker og slet ikke skal undersøge gadekriminalitet her. Er det rigtigt, Ama?

Hun sad lidt med sit glas.
– Ikke engang Knud ved det. Det er så hemmeligt, som tænkes kan, og derfor hverken må eller kan jeg informere dig yderligere. Jeg ved ikke, hvor du har det fra. Men flere af hinanden uafhængige kilder beretter om slemme ting her på Sønderborg ny Politistation. Da det tilsyneladende ikke angår dig, og da jeg har fuld tillid til dig, gør det ikke så meget, at du ved det. Jeg regner alligevel med at være færdig med rapporten i midten af denne uge. Medmindre dobbeltdrabet betyder forsinkelse.
– Det må jeg nok sige. Øh, hold da op. Jeg er helt mundlam.
– Og det vil jeg gerne have, at du bliver ved med at være.
– Hvad så på torsdag, er du så væk? Rejst tilbage til København?
– Det var planen. Men som sagt – dobbeltdrabet …

Lyn sad lidt med mundvigene for nedadgående. Amalie bemærkede det åbenbart:
– Det betyder jo ikke nødvendigvis, at vi to ikke ses mere. Det kan fortsætte, hvis vi synes.

Hun ivrede:
– Jeg har lært dig at kende og er begyndt at sætte stor pris på dig, Lyn, og derfor ville jeg blive enormt ked af det, hvis vi to pludselig ikke skulle ses mere …

De sad lidt.
– Hvor ved du i øvrigt det fra med mig?
– Kjeldsen fandt et stykke papir i din papirkurv om trafficking. Han fandt så ud af, at du er intern efterforsker.
– Det er da en makker, du har der.
– Vil du røbe mere for mig?
– Nej. Ikke om det. Uanset, hvad er end sker, kan jeg fortælle dig, at jeg heller ikke bryder mig om Kjeldsen. Selv om han er en flot fyr, men han er glat som en snog og ubehagelig at røre ved. At give ham hånd var en overvindelse for mig.
– Du sagde da ellers noget andet på hospitalet, gjorde du ikke?
– Man skal altid være lidt forsigtig med at udtale sig offentligt. Jeg sagde da, at jeg synes, han er særpræget.
– Drengerøv. Det er, hvad han er. Drengerøv. Se hans bil. En Ferrari.
– Det er vist yderst sjældent, at man kan eje en så dyr bil med en politiløn.
– Mmm.

23 SØNDAG
Joakim bor på landet

– Ja, det er noget værre noget.

Gunnar Spreckels satte sin kaffekop hårdt ned på sofabordet og så på Joakim:
– Hvad siger du, søn?
– Jeg siger, at nu sker der måske noget.
– Tror du virkelig? Skulle mordene i dag kunne medføre noget som helst i den anledning? Det tror jeg ikke på.

Faderen rystede på sit gamle hoved og mumlede noget om at kontakte sagføreren i morgen.
– Far, er det ikke dumt at vente til i morgen? Kan du ikke ringe nu? Det kan man vel godt til sin sagfører?
– Jo, jo. Det kan jeg da godt.

Han gik ud i gangen, mens Joakim skruede op for fjernsynet. Søndag aften var helliget Sønderborg. Forfra for tredje gang gennemgik de alle enkeltheder omkring det der skide optog, lige fra Dybbøl til Løkken. Alle tilgængelige TV-optagelser var med, og der var mange. De viste også et par mobilvideoer, taget af folk, der stod tæt på ruten. Joakim stirrede på optagelserne, mens hjertet slog hårdt og hurtigt på ham.

I stedet for en vild, berusende glæde over at den fucking borgmester og den lige så fucking statsminister var døde, havde noget andet stillet sig i vejen. Den der mærkelige følelse af at det ikke var gjort færdig, at han burde gøre noget mere og udnytte andre muligheder, trængte sig på og ødelagde aftenen for ham.
Faderen vendte tilbage.

– Advokaten mener ikke, det får nogen som helst betydning.
– Hvad, udbrød Joakim uforstående. – Altså at gården stadig skal eksproeres?
– Han siger, at det juridiske allerede er på plads, så vi skal ikke stille os store forhåbninger …

Joakim knyttede sit Colaglas så meget, at det gik i stykker.
– Jeg …

Oveni fyldte en stigende vrede mod visse klassekammerater og især forstanderen temmelig meget, og som aftenen skred frem, modnedes hans beslutning om, at de ikke skulle slippe. At han på en eller anden måde stadig havde fat i den lange ende, og at han gerne ville have alt ryddet op. Alt.

– Nå, du skal jo i skole i morgen, Joakim. Måske vil jeg så herhjemme finde ud af noget mere. Det kan jo være, at der er politikere, der trods alt synes, det her er for groft og derfor vil ændre motorvejen, så gården bliver reddet.

Joakim så på ham med et træt udtryk. Faderen var alt for naiv, syntes han. Især nu, hvor han ikke længere havde mor til at sætte ting på plads.
Nu ville han gå i seng og sove. I morgen hamrede nye udfordringer sig ind på ham.

———————-
01 MANDAG
Lyn i skole

Sommersolen bagte ned over Sønderborg ny Politistation, da Lyn mødte op næste morgen.
Nogle var så småt ved at nå dertil, at det også kunne være for varmt for længe, tænkte han, da han stødte ind i Carlsen, der svedte og tørrede sig nærmest permanent.
– Puh, ha, denne varme er ikke noget for mig, pustede han. – Nå, jeg smutter. Jeg skal op på sygehuset og tage mig af forskelligt.

Indenfor herskede trods alt en vis kølighed, og mandagens aviser lå på Lyns skrivebord.
Forsiderne var med Jesusbogstaver. Han kunne ikke lade være med at blade dem hurtigt igennem og se ned over siderne. Der var mange artikler, der gav næring til snurrige tanker. De havde alle deres teorier om dobbeltdrabet, men de fleste hældede til, at det måtte være FehmernBælt-folk, der stod bag. Hvad ellers, skrev Jyske-Vestkysten i lederen.
I stort set alle artikler blev han nævnt som den politimand, der havde pågrebet morderen. Ha. Hvis alt bare havde været afsluttet nu. Han følte alligevel en vis stolthed over at se sit navn i forbindelse med ros og klap på skulderen. Der var flere aviser. Skulle han gemme dem alle?
Han rejste sig. Kjeldsen gad han ikke se foreløbig.

Morgenens briefing var i gang. AK tronede og så sig rundt:
– Jeg vil godt have jer til at snakke med folk, familie og venner til borgmester Beate Skammelsen.
– Jeg kan godt tage familien, meldte Lyn sig straks. De andre kiggede overrasket på ham, syntes han, men fordelte så de øvrige opgaver imellem sig. Mente de ikke, han kunne klare det?
AK nikkede til ham.

– Knud! Jeg smutter først ned på Lindholm.
– Jeg ville nu hellere, at du … du må også gerne huske Nordborg, ikke?
– Nordborg? Ja, men er det ikke sekundært i forhold til i går?
– Nu er det vel ikke os, der står mest i den efterforskning, så vidt jeg ved.
– En skam, de ikke fik noget ud af afhøringen i går aftes.
– Intet. Han påstår stædigt at have opholdt sig helt lovligt og legalt i sin egen lejlighed, og at du overfaldt ham på vej ned ad trappen. Du kan imødese en sag, lover han.
– Nå. Det kommer noget bag på mig.
– Også på mig. Det ligner nu heller ikke dig. Jeg tror ikke, der er kød på det ben. Havde det været Kjeldsen, så …

Lyn himlede med øjnene.
– Nå, jeg smutter! Måske tager jeg Nordborg i eftermiddag, når jeg har snakket med Beates familie, som kun består af hendes mand.

Lyn kørte med hjernen fuld af Amalie. Hvad med at tænke på noget andet? Hver gang han gjorde det, begyndte hjertet at banke hårdere.
Han havnede uden for Lindholm 10. Klassecenter på Løkken uden at kunne huske overhovedet, at han var kørt derned.
– Nu skal jeg vist til at være nærværende, mumlede han for sig selv.
Lyn standsede og parkerede et stykke fra skolen. Igen en ganske vidunderlig sommermorgen, kun forstyrret af gårsdagens uhyrligheder. Det passede meget godt med at kigge indenfor, for klokken var ikke så mange igen, og måske sov borgmesterens mand endnu.
Han blev ved med at udskyde den Nordborg-sag. Han gad den ikke. Rutine, rutine, rutine. Ikke andet.
Dobbeltdrabet her var noget mere spændende at beskæftige sig med.
Foran indgangen på trappen lå en cykel. En crosser. For fanden, hvæsede han, tog den og kastede den flere meter over i krattet tæt på ruinen ved siden af skolen og ramte nogle træplader med et gevaldigt brag.
Forstanderen, der var høj og knogletynd uden særligt feminine træk, hilste på ham og trykkede hånd og ømmede sig bagefter.
– Undskyld, hvis jeg trykker lidt hårdt. Det er jeg vant til. Undskyld, jeg glemte et øjeblik, at du er kvinde. Så skal man måske være lidt forsigtig …
– OK. Av. Jeg har stor forståelse for, at det kan være nødvendigt at se det eventuelle gerningssted flere gange. Så I skal være så velkommne. Jeg tror, der har været mange besøg af politifolk i går efter det skete; jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har gået op og ned på disse trapper, dog er der nu ingen, der har mast min hånd som dig.

Hun rystede den lidt op og ned og kiggede samtidigt op og ned ad ham.
– Gud, er du ham fra avisen? Er du ikke større?

Lyn sukkede. Hvor var det generende, at højden skulle betyde så meget. Som om et ordentligt mandfolk til politimand skulle være 1,80 som i gamle dage. Nu ville det ikke vare længe, inden hun udbad sig en autograf. Selv fra så lille en mand. I stedet begyndte hun at belære ham:
– Jeg tror nu ikke, at der kan være skudt herfra. Vi havde jo lukket, og alt er låst. Min pedel er usædvanlig pertentlig med sådan noget, og han sværger på at have låst i fredags, inden han gik hjem. Der er ikke tegn på indbrud af nogen art, siger han. Det har jeg allerede fortalt flere af dine kolleger, der var her hele aftenen i går og, tror jeg, natten igennem. Fint, at du fik ham morderen, ikke? Jeg forstår derfor ikke, hvorfor I bliver ved med at interessere jer for skolen her, når der blev skudt fra “Strygejernet”?
– Jeg vil gerne se det øverste vindue og de forskellige rum på etagen igen, bad Lyn.

Forstanderen fulgte ham op ad trappen og viste ham det yderste rum til venstre.
– Og de andre ligger her ned ad gangen, forstår jeg?

Forstanderen nikkede.
Lyn snusede, da han trådte ind.
– Her lugter af leverpostej, mente han.

Forstanderen sniffede også løs:
– Jeg kan nu ikke lugte noget. Det ville da også være helt usandsynligt, hvis du kan lugte leverpostej! Det er jo bare et depotrum. Tror du ikke, du selv har spist leverpostej her til morgen? Ha, ha.

Hun så ned på ham, mens han kiggede ud ad vinduet. Her oppefra var der direkte syns- og skudafgang til strækningen på Løkken næsten fra broen og helt op til Jernbanegades udmunding. Som skydebane særdeles fortræffelig, når man så bort fra det lille stykke op til krydset ved Kirkebakken, der var dækket af træer.
– Vi bruger rummet som bogdepot, forklarede forstanderen. – I øvrigt havde vi i sidste uge en temauge med Kennedy-perioden, der sluttede med den tragiske tur gennem Dallas. Vi gennemgik proaktivt mange af konspirationsteorierne omkring mordet, og eleverne deltog i den grad. Det sluttede i fredags med en kæmpedebat i plenum. Alle elever deltog.
– Proaktivt?
– Ja, forstanderen så lidt forvirret ud, – altså med fuld energi og virkelyst.
– Godt, det ikke var contraaktivt. Har du vist dette rum til mine kolleger?
– Ja, som jeg sagde, men de var hurtigt ude igen. Som om de blev bekræftet i, at skyderiet kom ovre fra “Strygejernet”.

Lyn lænede sig frem i vindueskarmen og kiggede ned.
Hun pegede:
– Ja, jeg ville nok stå lige her ved dette vindue. Den må da ligge lige til højrebenet?

Lyn sukkede igen.
Forstanderen havde flere tilkendegivelser, men Lyn afbrød hende og talte lidt højere, end det var nødvendigt:
– Var det muligt at give mig en liste over samtlige elever samt ansatte herfra?
– Selvfølgelig. Hvad, æh, også over mine elever, siger du?
– Der må ikke være en sten, der ikke er vendt i denne sag. Du er sikkert klar over, hvad det betyder at få disse drab opklaret?

Det mente forstanderen nok, at hun var.
– Jeg kan hente den med det samme. Får du brug for mig, ved du, hvor jeg er.

Lyn lukkede venstre øje i og sigtede ud ad vinduet.
Han så rundt på pladsen og over på “Strygejernet”. Vinduet var let at få op, og han kiggede ned. Direkte på pladsen foran kirken.
“Strygejernet” var en anelse bedre at skyde fra, indrømmet.
Han stod en tid og overvejede. Åh, en dejlig duft af sommermorgen eller formiddag. En ubrugt dag med masser af muligheder. Der var stærelarm fra træerne ved kirken, og man skulle ikke tro, at der her havde fundet en forbrydelse af den art sted i går. Eller var det solsorte? Hans gode humør vendte tilbage.

Så stod forstanderen der igen. Med listen i hånden.
– Værsgo! Jeg håber, du kan bruge den fremadrettet.
– Tak. Fremadrettet? Hvad mener du med det ord?
– Jamen altså, fra nu af, ikke …
– Floskulær forstander, mumlede han og studerede den opmærksomt; forstanderen vendte om og gik ud uden at sige en lyd. Havde han nu fornærmet hende? Men skolefolk, om hvem, man vidste, skulle undervise ungdommen i korrekt sprogbrug, når de ikke selv var i stand til det, ligesom journalister …
Lyn samlede sig igen om papirerne. Et øjebliks uopmærksomhed fik ham til at tabe dem.
Lyn bøjede sig ned for at samle dem op og så krummer på gulvet. Fra sin lomme tog han et lille plastikpose frem, som han lagde krummerne i.
Han lugtede til dem og nikkede med et skævt smil:
– Leverpostej, mumlede han. – Ingen tvivl.
02 MANDAG
Joakim har en Sauer

Joakims højre ben gik op og ned i en rytmisk bevægelse for at få gang i blodomløbet. Det var ikke ligefrem sjovt at ligge her i flere timer.
Han så på de forfaldne mure. En tom vinduesramme. Kom der håndværkere i dag? Lige nu var det hans fristed. Men der var åbenbart pause i arbejdet med at bryde huset ned.
Åh, far. Burde han alligevel have fortalt ham om det her? Nej, aldrig. Han ville ikke have forstået det.

Han havde holdt øje med tiden denne morgen. Det var i orden at pjække i dag. Selv om det stak lidt i maven. Pjække. Hvornår havde han pjækket sidst? Aldrig. Hå. De savnede ham ikke på nogen måde.
Forstanderen måtte være på sit kontor. Klokken var 10.40. Tredje time var begyndt. Det var nu eller aldrig.
Men Joakim var blevet forsinket. Det havde givet et sæt i ham, da en cykel kom flyvende gennem luften og med et ordentligt rabalder ramte træpladerne, og han havde skjult sig hurtigt igen. I farten havde han set glimtet af en lille mand, der hastigt var forsvundet ind på skolen. Der havde ligesom været noget bekendt over ham.

Han rejste sig et kvarters tid senere, og med et solidt greb i tasken sneg han sig langs hegnet, fandt hullet ind til Lindholm og åbnede hoveddøren til skolen. Der var ingen i gangen, ganske som han havde forudset.
Han pakkede Saueren ud, forvissede sig om, at der var projektiler i den, følte på dem, han havde i lommen og var klar.
Han skruede lyddæmperen på.
Et øjeblik standsede han og trak vejret dybt. Han så op og ned ad gangen, hævede riflen og sænkede den igen.
Der var en ro og fred alle steder. Han stillede sig uden for forstanderens kontor.
Joakim stod et øjeblik. Så. Med riflen på armen, skudklar, hamrede han døren op og stormede ind.
– Hvad i alverd …

Joakim tog ladegreb og sigtede lige på forstanderen, der havde rejst sig. Hun så vildt bange ud i øjnene. Det havde han det fint med.
– Nu skal du høre godt efter. For en gangs skyld.

Forstanderen sank ned på stolen igen. Hun stirrede på Joakim og åbnede munden flere gange.
– Du skal ordne noget for mig. Du har altid været imod mig. Jeg ved, du hader mig. Jeg er bare en simpel bondeknøs fra landet og passer ikke ind her, synes du. Det værste, der er sket, var dengang du lo ad mig. Da jeg skulle fortælle om vores slægtsgård, og den skulle eksproeres …
– Eks-pro-pri-eres, Joakim.

Forstanderen rystede på hovedet:
– Du er bindegal, Joakim. Jeg har sagt det så tit. Læg nu den der fra dig, jeg har da aldrig …

Bindegal? Han hævede stemmen:
– Hører du ikke, hvad jeg siger? Jeg vil have, at du ringer til dem, der bestemmer over den der skide motorvej og får dem til at ændre den, så den ikke går gennem vores gård. Ellers …

Forstanderen rejste sig op, gik omkring sit bord og hen mod ham.
– Stands, råbte Joakim, men forgæves. Hun troede ikke på ham!
Forstanderen fortsatte hen mod ham og strakte hånden ud efter riflen:
– Giv mig den så, Joakim, og hold op med det pjat …

Joakim flyttede riflen en smule forbi forstanderen og sigtede mod vinduet, der sad øverst på væggen.
Braget var trods lyddæmperen ret højt; nok på grund af det lille lokale. Vinduet splintredes i millioner af stykker.
03 MANDAG
Joakim er ovenpå

Joakim havde ikke forestillet sig, at forstanderen kunne bevæge sig så hurtigt, da hun smed sig ned bag sit skrivebord. Han gjorde næste patron klar. Nu kunne det måske nok være, at hun kom i lyttemode?
Så gik han om og pegede på hende:
– Rejs dig. Skrivebordet vil alligevel ikke kunne holde en Sauerkugle tilbage, hvis du tror det.

Damen lå med begge hænder for ørerne. Var hun bange for drønet? Eller troede hun, at nu ville hun blive skudt? Han nød det ligefrem.
– Jeg sagde: Rejs dig! Nu!

Langsomt kom hun på benene og stod og rystede:
– Joakim, sagde hun hæst, – hvad vil du? Jeg har både mand og børn …
– Gå foran mig. Vi skal op i klassen. Nu.

Hun var meget bange, det kunne man tydeligt se. Joakim blev glad over at opdage det.
– Ikke så hurtig, sagde han på trappen. Hold kæft, mand, han var blevet forstander, og hun var hans elev. En gammel og meget høj elev, men alligevel. Han var lige ved at fnise.

Ud for 3. A kom alvoren dog tilbage, og han standsede:
– Vi går ind, og du siger, at det ikke er for sjov. Denne her.

Han rørte hende i ryggen med riffelløbet, hvilket gav et spjæt i hende. Ja, ja, moster. Glem nu ikke, hvem der bestemmer lige nu.
Der var lidt småsnak indenfor, det gjaldt matematikken, og de regnede ham ikke. Til nu.
Forstanderen bankede på, og de trådte ind. Alle så op og konstaterede, at her kom forstanderen og bag hende Joakim. Hvad var der nu med ham? Han kunne se det på dem og høre et suk.
Han trådte frem bag hende og pegede ned mod sine kammerater med sin riffel. Der lød et skrig, og resten holdt vejret. Indtil Polle pegede tilbage:
– Se Jokke. Ha, ha. Hvor fanden har du været? Han tror sgu, han er skoleskyder.

Ole B, der stod ved tavlen og var ved at gennemgå et eller andet, løftede hånden, men begyndte så at smile højt. De andre faldt i, og til sidst grinede de alle, og Joakim sænkede sin riffel et øjeblik. Var det nødvendigt at skyde endnu et vindue i stykker? Forstanderen hævede sin højre hånd, som om hun skulle aflægge en ed og sagde med hæs stemme:
– Øh, Joakim mener det her temmelig alvorligt, han har lige skudt gennem mit vindue nede på kontoret. Så, – hvis I lige vil høre efter …

Forstanderen talte med en lille stemme, som om hun var genert.
Polle og Karl E rejste sig, og Polle nærmede sig ham:
– Altså, Jokke, du er og bliver sgu en bonderøv!

Som om han slet ikke hørte forstanderen.
– Så, Polle, formanede Ole B, – sæt dig nu ned.

Karl E. gik rundt om sit bord op til Polle:
– Ja, for fanen, komme anstigende her med en bøsse på den måde!
– Stop, råbte Joakim og hævede sin riffel.

Polle standsede. Karl E blev også stående. Der var dødsstille i klassen. Britt hviskede tydeligt for enhver:
– Polle, gå nu tilbage …
– Gu vil jeg ej. Han skyder sgu da ikke. Det er nok bare en legetøjsbøsse, han har.

Polle trådte et skridt nærmere. Joakim tænkte på, om vinduet var nok denne gang.
Så trådte forstanderen hen til Polle og skubbede ham bagud med begge hænder:
– Hører du ikke, hvad jeg sagde? Det er alvor, det her. Sæt dig!
Og dig!

Uden at sige en lyd satte de sig igen. Nu tog de ham alvorligt. Godt nok. 04 MANDAG
Lyn træder i karakter

Lyn stod i det åbne vindue og var på nippet til at forlade skolen, da han hørte knaldet nedenunder og det splintrede glas fra en rude. Han stod helt stille og lyttede. Han blev grebet af den der lille nervøsitet, som han på det seneste havde bemærket efterhånden nogle gange …
Ude på gangen hørte han ingenting og tænkte, at det kunne være et hændeligt uheld med det vindue der langt nedenunder. På den anden side syntes han måske nok, at knaldet mindede ham om et riffelskud med lyddæmper.
Han lyttede et stykke tid, men intet unormalt skete. Der var ingen pludselige og voldsomme lyde, så det var nok ikke noget særligt.

Så samlede han sine ting sammen; læste lidt i det papir om skolen, forstanderen havde givet ham og begyndte at gå ned ad trappen, da han hørte nogen komme op. Langt nedenunder på en afsats fik han et glimt af en dreng med et gevær.
Hastigt trak han sig væk fra gelænderet og hørte to par skridt komme nærmere.
– Ikke så hurtig, hørte han drengen sige til den anden, og lydene blev væk, fordi de forlod trappen og gik ind på etagen nedenunder.

I det samme ringede hans mobil. Han svarede dæmpet:
– Ja? …
– Er du der på Lindholm, Lyn? Det sagde du. Vi har lige fået en melding om noget skyderi. Er du indblandet?
– Ja. Jeg sidder åbenbart fastspændt i orkanens øje … har set en elev formentlig. Han har en riffel og er lige gået hen ad gangen her nedenunder. Formentlig idet han truer en anden, der kunne ligne forstanderen. Skyderi? Ja, måske er det ham, der har skudt.

Lyn satte ham hurtigt ind i situationen set fra sin side, mens Knud kunne fortælle ham, at en chokeret sekretær lige havde drejet 112 og meldt om skyderi ud ad et vindue på skolens kontor. Hun havde stået i kopirummet og overhørt, at eleven, Joakim Spreckels, havde truet forstanderen med et gevær, formentlig en riffel.
– Forstanderen har jeg talt med for fem minutter siden. Det må være sket lige efter. Jeg er sikker på, at det er ham, Joakim, der er lige her nedenunder. Formentlig i sin klasse. Jeg selv er på 4. etage. Den øverste.
– Joakim Spreckels. Kender vi ham?
– Nej, ikke umiddelbart. Hvad gør jeg?
– Afvent sikringsgruppen …

Lyn bed tænderne sammen og tænkte på sin ansøgning:
– Vent lige udenfor og giv mig en chance for at klare det.
– Du kan ikke gå derned, Lyn. Det er alt for farligt. En vred ung mand med en skudklar riffel … og så en, der ovenikøbet måske allerede har to liv på sin samvittighed … vi kan jo godt gætte …
– Jeg prøver, Knud. Når jeg nu alligevel er her. Er du ikke lidt tidlig ude? Måske er han blot inspireret?

Lyn tolkede pausen som Knuds overvejelse over hans kapacitet og fortsatte:
– Jeg vil godt gå ind. Knud. Det er min chance for at gøre mig gældende og oplagt til stillingen som VPK. Skulle det værst tænkelige ske, er verden såmænd ikke gået glip af så meget. Det andet vender vi tilbage til.
Knud sukkede:
– OK. At du er på stedet, er selvfølgelig en fordel. Hold din mobil tændt. Er du i tvivl om noget, kan du bare tale i den. Så svarer vi. Og – skal vi sige, du får 15 minutter?
– Fint. Men – det kan jo strække noget ud. Det ved du alt om.

Lyn sneg sig ned ad trappen mod tredje etage og nærmede sig klassen. Sveden sprang frem på panden af ham, og han var ikke helt fri for at ryste en smule på hånden.
Det var ikke helt enkelt at være modig og spille helt. På en eller anden måde havde det god humør fra før sat sig og gjort ham mindre bange, end han ellers typisk ville have været.
Hvor er du på en angstskala fra 1 til 10? Måske omkring 5? Herregud, det var jo kun en dreng.
Han krummede sig sammen og rejste sig langsomt op mod glasruden i døren. Han kunne intet høre derindefra, men dristede sig til at kigge ind.
Han holdt vejret. Joakim stod med en riffel, mens alle kammeraterne sad ved deres borde og så skræmte ud. Lidt skråt foran ham stod forstanderen med højre hånd løftet. Den gik en smule op og ned og skulle nok signalere: Dæmp jer! Ro på!
Han flyttede sig lidt, så han kunne få overblik over den bagerste del af klassen. Nogle af eleverne opdagede ham, kunne han se på deres øjne.
Joakim så det åbenbart også; drejede sig i hvert fald rundt, mens Lyn strøg ud til siden, og sendte en kugle ud gennem døren helt inde ved karmen. Der lød skrig og råb derindefra. Lyn var bag væggen og blev ikke ramt. En eller anden tog i døren, men skuddet havde åbenbart vredet den i klemme i karmen, så vedkommende, det måtte være Joakim, ikke kunne få den op uden videre.
Lyn trak vejret hurtigt og krabbede baglæns bort.
Han skyndte sig tilbage til trappen og talte stakåndet i sin mobil:
– Han har lige skudt efter mig. Havde han ikke skudt døren i stykker, så den ikke kunne åbnes, var jeg blevet ramt. Han har forstanderen som gidsel. Altså ved siden af sine klassekammerater. Det går ikke, det her.
– Vi overvejer at indsætte sikringsstyrken nu, meddelte Knud.
– I kan sagtens komme her op, men gå ikke ind i klassen. Det går heller ikke, Knud. Alle hans klassekammerater er der plus to lærere.
Lyn trak vejret dybt og prustede ud og forsøgte at lyde helt rolig, selv om angsten var steget i ham:
– Jeg vil prøve at tage riflen fra ham. Når han ikke har skudt nogen endnu, må det skyldes, at han ikke har til hensigt at gøre det. Faktisk ved vi jo heller ikke, hvad han vil.
– Vi har i mellemtiden fundet ud af, at familiens slægtsgård skal eksproprieres, fordi den nye motorvej i Fynforbindelsen skal gå lige igennem; moderen er død, så Joakim har en del motiver. Det kunne godt være ham med andre ord. Han skulle efter sigende være en udemærket jæger med et godt skydepotentiale. Bor alene med sin far.
– Udmærket, udmærket … Så – har han skudt statsministeren og borgmesteren? Det tyder det på, selv om jeg tvivler. Det virker ikke helt sådan.
– Skal vi få en pistol op til dig?
– Nej, tak, ikke nødvendig. Jeg har faktisk taget min egen med, men tænker ikke på at bruge den. Det er altså bare en dreng …
– Hm. Vi får se. Vi har nu rømmet alle etager under den aktuelle. Fantastisk disciplin af de unge mennesker.
– Hvad med hans far, Knud. Kan I ikke få fat i ham, Knud. Få ham hertil.
– OK.
05 MANDAG
Lyn lytter til Joakim

– Joakim har noget, han gerne vil sige, sagde forstanderen.

Kammeraterne skulede til hinanden, mens forstanderen så afventende på Joakim. Lyn havde listet sig helt hen til døren og kunne gennem en sprække følge med i det, der skete.
Læreren så ligbleg ud i ansigtet, og hans læber bevægede sig, men der kom ingen ord ud af munden.
– Nu skal I høre godt efter.

Joakims øjne glødede, og han rettede sig op.
– Jeres forstander ville heller ikke i dag høre på mig – før nu. Hverken statsministeren eller borgmesteren ville høre på mig. Nu står jeg her. Med denne Sauer riffel! OK. Kodrengen har et våben! Et farligt våben. Bare, så I ved det.

Der lød en række forskræmte suk og stønnen, og de stirrede på ham.
– Hvordan har I det med, at det nu er mig, der bestemmer? Jeg har en riffel her, og den kan afslutte jeres elendige liv, hvis jeg bestemmer det. Lissom andre bestemmer over mit liv. Lissom I hele året igennem har bestemt, at jeg er sådan en, man bare kan spytte på. Jo, jo. Du protesterer, Britt. Sådan har det været, sådan er det. Jeg er jo kun en bonderøv, der ovenikøbet lugter.

Han så sig omkring. Ikke en lyd hørtes. Han så ligefrem ud til at nyde det. Blev han mere aggressiv?
– I er en samling fucking skiderikker! Især dig, fedtbolle Polle! Du er den største mobber i denne klasse. Når du siger noget til mig, griner I andre. Britt, du griner også. Har du glemt det? Nu sidder du og er ved at skide i bukserne, fordi du er bange for, at jeg skal skyde dig. Ja, men hallo? I gad ikke høre på mig. I var fucking ligeglade. Ligeglade med mig og mine problemer. Bare I kunne få, hvad I ønskede jer. Den dag jeg fortalte jer om vores slægtsgård, hånede I mig og sagde, at sådan en bonderøv bare kunne købe sig en anden gård. Nu står jeg her foran jer med min Sauer. Og straks gør I, hvad jeg siger. I har åbenbart kun respekt for våben. Eller for nogen, der kan true jer og jeres latterlige og usle trælleliv.

Joakims stemme var lav, men tydelig. Lyn skønnede, at han aldrig før havde sagt så meget på én gang. Ansigtet blussede, de røde kinder lyste, og øjnene havde en slags feberglans, der vidnede om, at han helt og aldeles var tændt af vildskab. Lyn vurderede, at han var farlig. Han så faktisk ud til at ville kunne finde på at bruge sit våben. På den anden side voksede noget op i Lyn, noget genkendeligt.
– Jeg har et krav. Jeg vil have den skide motorvej uden om vores gård, er I med, det er sgu ikke for meget. Ellers … Derfor har jeg slæbt vores forstander med herop. Du skal tage dig af det!

Der lød snøft og endda hulk. Joakim sprang op på midterbordet og pegede på dem med sin riffel. Det resulterede i flere skrig, og mange af dem holdt sig for ørerne og havde lukkede øjne.
Han pegede på forstanderen og kommanderede:
– Du ringer. Nu. Og du, Britt, kommer her op til mig. Sæt dig lige foran mig. Hvis I andre foretager en forkert bevægelse, skyder jeg Britt. Er I med? Har I forstået?
– Ja, lød det. 06 MANDAG
Lyn lugter fodboldtrøjer

Lyn syntes, det lignede en scene fra en film og det vilde vesten. Bag det store bord i midten stod Joakim og svingede med en Sauer. Lyn genkendte straks modellen. Foran bordet presset ind mod væggen stod en række elever med rædslen malet i ansigterne. I området midt imellem stod en lærer og forstanderen. Den sidste var i gang med at ringe.
Lyn trak sig lidt tilbage og hviskede ned i mobilen:
– Har I fået fat i faderen?
– Vi har sendt en vogn derud.
– Jeg bliver nødt til at gå ind nu.
– Gør ham endelig ikke forskrækket. Sig, du vil hjælpe ham.

Hvad ellers? Troede Knud, han var helt ude i marken?
Lyn var i en tilstand af sidste øjeblik. Det var nu eller aldrig.
– Joakim, råbte han spontant ved siden af døren. – Joakim, jeg hedder Lyn og skal forhandle med dig.
– Jeg skyder dem, jeg skyder dem … Jeg vil beholde vores gård! Motorvejen kan gå udenom. Nu … og jeg har flere patroner! Britt. Kom så!

Lyn kastede et blik ind gennem det lille vindue i døren. Britt rejste sig og vaklede op til Joakim. Hun smågræd hele tiden.
– Hold op med at græde, sagde han. – Jeg har jo ikke skudt dig endnu. Stil dig her foran mig. Sådan ja. Hvad, råbte han hen mod døren.

Han løftede sin frie hånd i vejret, og et par patroner anedes. På bordet foran ham lå der yderligere et par stykker.
– Jeg er forhandler, råbte Lyn. – Jeg skal åbne døren, så vi kan snakke. Det bliver du nødt til at acceptere. Ellers får du intet ud af det her.

Joakim så et øjeblik usikker ud. Så sænkede han geværet og pegede på Britts mave:
– Laver du numre, er det slut med hende.
– Så, ro på, prøvede Lyn og signalerede det samme ved ganske langsomt at åbne døren. Han måtte bruge begge hænder og hev og sled i stumperne. Det var ikke så let.
Endelig lykkedes det ham at komme ind til en lugt af hengemte brugte fodboldtrøjer, som de på skift skulle vaske derhjemme for hinanden på drengeholdet. Hørmen i klasseværelset var ubeskrivelig. Ruderne duggede og råbte på at blive lukket op. Han kunne se, at de to voksne så lettede ud. Det var måske nok lidt tidligt.
– Jeg hedder Klaus, sagde han til Joakim. – Jeg skal nok tage mig af det her.

Overraskende nok for ham selv var han rolig og en smule op i gear. Som om han selv havde alt at vinde og intet at tabe.
– Stands der, råbte Joakim tilbage.

Lyn standsede.
– Fortæl mig nu, hvad der er galt, Joakim, foreslog han og tog et ekstra skridt nærmere. Joakim så det ikke. Og så alligevel. Han vendte våbnet mod Lyn og flagrede lidt med det, inden han råbte:
– Stands! Stands eller jeg skyder.

Lyn standsede. Igen. Der var omkring fem meter hen til ham.
– Joakim, sig mig, hvad der er galt.
– Få fat i en eller anden, der bestemmer det der med motorvejen. Han skal komme her. Sæt jer ned på gulvet, kommanderede han og pegede på forstanderen. Hun var længe om at folde sig sammen til siddende stilling på gulvet op ad væggen.
– OK. Nu tager jeg min mobil langsomt op af lommen, så du kan se, det ikke er en pistol. Ikke?
Joakim nikkede og stirrede intenst på Lyns hånd, der ganske langsomt famlede mobilen op af lommen.
– Det er Klaus her. Joakim ønsker at bevare slægtsgården og har truet med at skyde sine klassekammerater og to lærere, hvis han ikke får sin vilje. Han ønsker sikkerhed for, at motorvejen føres forbi hans gård og ikke igennem.

Han svarede på spørgsmål, de ikke kunne høre, holdt den op mod øret og ventede.
– Ja? Godt, sagde han og stak mobilen i lommen igen.

Der lød et lettelsens suk nede fra elevflokken. De forsamlede elever befandt sig i en sump af svedudslip. Ved væggen sad forstanderen og læreren en anelse umotiveret.

Lyn var forbavsende rolig. Nærmest afslappet. Han stod uden for sig selv og så på sig og Joakim, som om han var et kamera:
– Joakim, fortæl mig, hvordan vi skal klare det her.

Joakim så nogenlunde lige sådan ud, blot var han ved siden af sig selv og dermed ude af sig selv:
– Jeg er ligeglad med dit bullshit. Jeg vil have garanti for, at motorvejen går udenom. Er du med? Hvad sagde de?

Lyn strakte hænderne frem mod ham og tog et skridt:
– Joakim, læg det gevær fra dig. Læg det på bordet. Vi vil dig ikke noget ondt. Ingen vil. Slet ikke jeg.

Joakim så på ham og på forsamlingen der i klassen. Så hævede han geværet mod Britt, hvis hud var forvandlet til noget blegt kalket noget. 07 MANDAG
Lyn viser ID-kort

Joakim lukkede øjnene et kort øjeblik.
– Jeg skyder Britt, hvis ikke jeg får min vilje. Eller Polle.

Han rettede riflen mod Polle, der blev endnu mere bleg i ansigtet.
Joakims underlæbe dirrede, og stemmen helt nede i det lave niveau:
– I er ligeglade med mig. Det har I vist så tit. Hvordan kan I så tro, at jeg ikke også er ligeglad med jer?

Han stirrede raden rundt. Riflen, han holdt i sine hænder, fulgte med. Når han kiggede direkte på en af dem, pegede riflen i samme retning. Han så ud til at nyde det. Stå der og have magten i sine hænder. Lyn genkendte sig selv og følelsen. Det kunne sagtens have været ham. Nu eller tidligere. Mobbeoffer.
Han snurrede rundt og pegede pludselig på Lyn:
– Og du. Du siger, du er forhandler. Hvordan ved jeg det? Hvordan ved jeg, at du taler sandt? Jeg er vant til, at voksne lyver.

Lyn trak uhyre langsomt sit ID-kort frem fra inderlommen og viste ham det. På afstand.
– Smid det over til mig. Jeg kan jo for helvede ikke se det herfra.

Lyn kastede det over mod ham, og Joakim samlede det op og granskede det nøje.
– Jo. Klaus Lyn.

Der blev et øjeblik totalt stille i klassen. Flere elever kiggede nysgerrigt på Lyn, og han kunne gætte på, at de havde hørt en del om ham – og derfor så ud til at glemme Joakim.

– Giv mig dit gevær, Joakim. Det her vil bremse det hele op.
– Og hvad så? Har jeg måske noget at miste?
– Det skal jeg ikke kunne sige. Tilfældigheder.
– Min far og jeg var inde og snakke med forstanderen.

Han drejede sig over mod hende:
– Men du kunne ikke hjælpe, sagde du. Du gad sgu ikke.

Joakim var ved at tale sig op, og Lyn indså, han måtte blande sig for at opnå det modsatte:
– Joakim, vi gør, hvad vi kan lige her og nu. Det andet kan vi ikke tage stilling til. Hør her, jeg …

Joakim satte sig ned på stolen ved siden af Britt og så bare på hende. Så rettede han sig op og råbte pludselig:
– Hvornår får jeg at vide, at den skide motorvej skal gå udenom vores gård? 08 MANDAG
Lyn er ved at opgive

Lyn pegede på bordet og sagde i en lavere tone:
– Joakim, knæk nu det gevær og læg det fra dig på bordet, så kommer ingen til skade …
– Hvornår får jeg svar?

Han spurgte vredt og på en måde, der ikke tillod megen plads i rabatten til uoverlagt snak. Lyn rømmede sig.
– De er på vej. Du bliver nødt til at have lidt tålmodighed. De kommer helt fra Kolding.
– Det er ligesom med lærerne her. De gider heller ikke at lytte til én. Vi besøgte endda statsministeren. Men hun gad ikke lytte. Det samme med borgmesteren. Ingen gider sgu lytte til mig.
– Jeg lytter til dig lige nu, Joakim.
– Det er sgu da kun, fordi jeg står med den her. Ellers ville du aldrig så meget som kigge på mig. Det gør de ikke her. Jokke, det er ham, vi alle kan drille, hvis vi ikke har noget særligt at give os til.

Han stirrede ned på sine klassekammerater, der dukkede sig lidt, følte Lyn, der så småt begyndte at overveje, hvad han kunne gøre. Måske havde sikringsgruppen en kort lunte.
– Polle, du skal være glad for, at du stadig lever, truede han, mens han pegede på ham med riflen. – Lige nu kunne jeg skyde dig så let som en lerdue. Du ville ikke mærke noget, og derfor gør jeg det ikke.
– Joakim, sagde Lyn lavmælt, men insisterende, – læg det gevær fra dig. Der er ingen grund til at sætte flere uskyldige menneskers liv på spil, og …
– Hold din mund, var svaret klart og kontant. – Er Polle mobberkarl uskyldig?

Sådan. Der var ikke mere at snakke om.
Lyn sank ned på en stol. Hans arme hang ned, ansigtet lignede en gammel mands, og munden blot en streg. Bevidst prøvede han at spille den usikre, ikke at være den overlegne. En desperado havde det altid bedst med at have herredømmet. Når det skred, kunne alt ske.
Men hvordan gribe det videre forløb an?

09 MANDAG
Lyn holder øje

Til sin forbløffelse så Lyn, at en af pigerne strakte sin hånd i vejret.
– Må vi andre ikke godt gå ud, bad hun om.
– Hvad får jeg ud af det, spurgte Joakim.
– Hvis du alligevel kun vil skyde Britt eller Polle, kan vi andre jo lige så godt gå, sagde hun med underligt sammenknebet mund. Som om hun følte sig forbigået.
Nogle af de andre så på hende med øjne, der var anderledes.
– Hold da kæft, udbrød Simon og rystede på hovedet.
– OK, afgjorde Joakim. – Du må godt gå, Janni. Du har aldrig gjort mig noget.

Janni rejste sig øjeblikkeligt og marcherede hen mod døren, som hun med lidt besvær kom ud af. Lige efter hørte alle hende skrige ned ad gangen.
De andre elever så på hinanden.
– Hold kæft, mand, brummede Simon.
– Syss, hviskede en af pigerne tydeligt til ham.

Det bankede på døren.
– Hvad så, råbte Joakim. Så blev han bleg. En gammel mand kantede sig ind.
– Far! Hvad vil du her?
– Joakim, politiet hentede mig og bad mig …
– Ja, men far. Det her har ikke noget med dig at gøre. Jeg vil selv ordne det med gården …
– Joakim, det nytter jo ikke noget. Min søn …
Gunnar Spreckels så ud, som om han kunne bryde sammen hvert øjeblik. Han gik foroverbøjet og langsomt med strakte arme hen mod Joakim, der sænkede sin riffel. Faderen omfavnede ham, og han hviskede noget til ham. Lyn kunne ikke høre det, men sad på det yderste af sin stol. Der var meget stille i lokalet. Alles øjne fulgte faderen, der stod der lille og med hængende skuldre.
Lyn benyttede sig af det til at sætte sig på nabostolen. Og igen flyttede han sig, prøvede at gøre det helt naturligt, men så han hele tiden kom tættere på Joakim.
Faderen tiggede sønnen:
– Jeg synes, du skal opgive det, Joakim, det fører ikke til noget.
– Aldrig, sagde Joakim med en stemme, der var knap så klar og fast. Hans blik flakkede lidt mellem faderen, Lyn og klassekammeraterne. Han sigtede skiftevis på dem, forstanderen og på Lyn, der uden store armbevægelser flyttede sig nærmere og nærmere.
Joakim havde ændret sig siden faderens ankomst.
Lige nu så han lille og bange ud. Lyn iagttog ham konstant.
– Ingen gider lytte til mig. Jeg er bare et nul.

Joakim så på faderen og havde tårer i øjnene.
Så vendte han geværet op mod munden på sig selv.

10 MANDAG
Lyn handler

I det øjeblik, Joakim løftede sin riffel, sprang Lyn op og slog den til side, og den gik af med et brag, og puds og isoleringsmateriale og pladestumper faldt ned fra hullet i loftet, og eleverne skreg op og begyndte at flygte ud af klasselokalet. Lyn kastede sig over Joakim og sørgede for, at drengen lå underst, da de faldt til gulvet. Joakim gav en lyd fra sig, der tydede på, at luften forlod ham.
Han lagde alle sine kræfter i og tvang Joakim helt ned og om på maven med hænderne bag på ryggen. Drengen ømmede sig, og Lyn slappede en smule af, mens han greb efter sine håndjern.
Samtidig fyldtes lokalet af svært bevæbnede specialtropper fra sikringsgruppen, som overtog Joakim, og Lyn rejste sig op, da alt var under kontrol.

Joakim rystede og hulkede så meget, at Lyn fik ham til at sætte sig ned og placerede sig selv ved siden af. Han strøg ham med sin hånd i nakken og den øverste del af ryggen, krisedæmpning nummer et.
I virkeligheden burde der også være en, der strøg ham i nakken. Amalie for eksempel.
Britt var den eneste elev, der var tilbage. Hun stod med store øjne og så på Joakim, hvis hulken gradvis aftog. Som om hun ville sige noget til ham. Faderen havde sat sig ved siden af på en stol med hænderne for ansigtet, mens forstanderen stod ved siden af og vred sine hænder.
Lyn tog geværet og gav det til en af de uniformerede.
– Så, Joakim, nu er det overstået.
– Jeg fik jo ikke nogen aftale, klagede han noget umotiveret.

Lyn tog eleven i skulderen:
– Britt, hedder du, ikke?
Hun nikkede.
– Tror du ikke, du skal gå?
– Jo, men … Joakim, det er altså ikke sandt, det du sagde om mig. At vi var ligeglade med dig. Jeg har altid taget dig i forsvar, når de har …
– Ja, ja, sagde Joakim og vuggede frem og tilbage.
– Det var bare det, jeg ville sige, sagde Britt, bøjede sig ned og strøg ham over håret – og forlod klassen.

– Nå, nå, det havde du vist ikke ventet?

Der var ingen reaktion fra Joakim.
– Du ville ikke have fået noget ud af det her alligevel, kommenterede Lyn. – Ingen kan bestemme på den måde. Heller ikke, selv om du så truede med at skyde alle skolens elever og samtlige lærere. Eller udrydde hele Sønderborgs befolkning. De er skide ligeglade med dig og din gård. At du ved det. Men hende der, han pegede efter Britt, er åbenbart ikke helt ligeglad med dig.

Lyn vidste ikke, om Joakim erkendte sin egen magtesløshed. Men det var nødvendigt at fortælle ham det.
I det samme kom Knud farende ind:
– For fanden, Lyn. Det var vist tæt på, hvad?

Han nikkede og gned ansigtet i hænderne. Knud vinkede til et par betjente:
– Tag ham ind ved siden af og bliv ved ham, indtil vi kommer.

Knud lagde sin hånd på hans skulder:
– Ja, det må have været hårdt for dig …
– Hold nu op, Knud. Jeg gider ikke dit fedteri, eller hvad man skal kalde det.
– Bevares, bevares. Hvis du ikke synes …
– Det hårde er to gange tilfældigt at havne i så centrale problemstillinger som et statsministerdrab og et skoleskyderi. Det er hårdt at se, hvilken person der gemmer sig bag drabene. En dreng, du. Hvis det altså er ham.
– Han har nok ikke altid haft det let i skolen.

Forstanderen brød ind og fortsatte:
– Joakim blev drillet og kaldt for bondejokke og den slags. Jagtglad, bondedreng og egen. Vi har nok ikke været for gode til at tackle det …
– Ja, en dreng, men han har da trods alt skudt og dræbt to mennesker …
– Ja, det er forfærdeligt. Man føler sig helt medskyldig.
– Egen?

Knud kendte åbenbart ikke udtrykket.
– Sig selv. De påstod, han lugtede, og det gjorde han måske også.
– Ja, det gør man fanme ude i landbruget.

Lyn kunne ikke lade være.

Forstanderen gned sine øjne, og hendes skuldre rystede svagt. Så tog hun sig angiveligt sammen og gik hen til faderen og tog ham om skulderen:
– Kom, Spreckels. Vi to trænger vist til både en kop kaffe og en snak.

Lyn trak Knud lidt til side og hviskede:
– Knud, du forstår det ikke og med god grund. Denne dreng, Joakim, er en kopi af Klaus Lyn som dreng. Ja, du kigger. Men sådan var jeg også i skolen. Usikker, desperat, genert, overmodig, urealistisk og somme tider vred på grund af de andres drillerier.
– Men siger du, at så er det i orden at slå andre ihjel?
– Nej, gu gør jeg da ej. Jeg siger bare, at en smule forståelse for den dreng var måske det mindste, man kunne forlange. Det lyder ikke til, at han har fået den bedste behandling.

Lyn pegede.
– Nå. Skal vi snakke lidt med ham? Det er ikke op til mig, hvad der skal ske nu. Faderen er da helt knust. Nu mister han efter konen både gård og søn. Ved du hvad? Jeg tror, jeg vil melde mig som mentor for sønnen.

Knud klappede ham på skulderen:
– Ja, ja, Lyn. Det var ikke nogen dårlig ide.

Den der klappen på skulderen. I det ene øjeblik faderlig og omsorgsfuld, i næste den evigt kritiske chef.
– Jeg tror, det på en måde kan hjælpe faderen til at komme over sønnens gerninger. I virkeligheden er han en god dreng. Det er jeg sikker på. Tænk på, at han faktisk har passet både sin skole og ydet en stor indsats ude på gården i den daglige drift.
– Sandt nok. I dag gjorde du det rigtige. Du har reddet hans, dit og uden tvivl en del andres liv, og jeg kan blot konstatere, at du har opklaret dobbeltdrabet. Det må absolut give dig noget kredit i de højere luftlag. Jeg skal i hvert fald nok gøre mit til det. Kom, lad os gå ind til ham. 11 MANDAG
Lyn får ret

Lyn og Knud gik ind ved siden af, hvor Joakim sad sammen med to betjente, der afventede nærmere ordre. Han så sløv og udmattet ud. Hans skikkelse var sunket ind i sig selv. Der var ikke meget oprør tilbage der.
– Fortæl os, hvad du foretog dig i søndags, spurgte Knud. – Vi vil godt have det afklaret nu.

Joakim rettede sig op og rømmede sig:
– Jeg sneg mig ind allerede fredag eftermiddag, før pedellen låste alt, forklarede Joakim. – Så overnattede jeg deroppe, – han pegede opad -, – og hele lørdagen var jeg bare der. Sad og tænkte, så på min Sauer, var i tvivl, men blev så igen gal i skralden, og søndag var jeg parat.

Lyn og Knud sad med tilbageholdt åndedræt og lyttede. Lyn havde tændt sin mobil og optog ham imens. Men Joakim så ud, som om han nærmest var lettet over endelig at kunne fortælle nogen om søndagens dobbeltdrab.
Faderen lignede en stenstatue.
– Jeg åbnede vinduet lidt, og der var en masse snak, råb, musik fra det her brandværnsorkester, og så kom de kørende, og jeg havde det hele parat, alting, lyddæmper, kikkert, alt.
– Ja? Lyn kunne ikke nære sig.
– Så fik jeg øje på dem derovre.
– Hvor? Hvem?
– Ovre i “Strygejernet” jo. I det øverste vindue.
– Hvad?

12 MANDAG
Lyn får mere ret

Nu blev der helt stille i lokalet. Begge mænd stirrede på ham.
– Der var to mænd med en riffel, og lige efter skød den ene. Det må have været en automatriffel, for der kom to skud lige efter hinanden. Jeg nåede ikke engang at tænke på, at det var da mig, der skulle skyde det svin, ikke nogen andre. Altså hende, statsministeren. De forsvandt hurtigere, end jeg kunne nå at blinke. Så tænkte jeg, at jeg også hellere måtte se at komme væk og det i en vis fart. Jeg gemte det hele ovre på nabogrunden, den der ruin, der er der lige nu. Og så cyklede jeg hjem. Men i løbet af aftenen og natten blev jeg faktisk gal i skralden over, at dobbeltmordet ikke engang ville betyde, at vi kunne beholde vores gård. Det sagde vores advokat. Jeg blev mere og mere rasende, og jeg kunne lige se for mig, hvordan Polle og de andre ville grine deres røv i laser, hvis det kom ud, at jeg … at det ikke …
– Så du besluttede dig for at lægge pres på din skole, det vil sige på forstanderen og klassekammeraterne?
– Ja. Så brugte jeg vores Sauer igen. Jeg havde jo i torsdags lavet en form for indbrud derhjemme, filet nummeret af og …
– Ville du kunne genkende de to mænd, hvis du så dem igen?

Joakim trak på skuldrene.
– Det tror jeg ikke. Den ene havde en kasket på; da han tog den af, så jeg, han var skaldet. Den anden så jeg slet ikke. Jeg havde jo ingen kikkert, kun den på riflen, og den var rettet nedad mod optoget.
– Hvem af dem skød?
– Den anden. Altså ham, der ikke var skaldet. Jeg tror faktisk kun, der var én riffel.
Knud forhørte sig om flere detaljer, inden han nikkede til betjentene, der førte drengen med sig ud til en ventende bil.
– Tja, Lyn. Det forklarer den meget korte afstand mellem de to skud. En Sauer som Joakims kan næppe nå at skyde to skud efter hinanden på under tre til fem sekunder. Måske har du så alligevel fat i den rette, hva? Det kunne meget godt ligne beskrivelsen af Søren Nielsen og en anden.
– Ja. Det kan være, du skal informere AK om dette seneste tiltag. Hun kommer kryvende og siger be-be, vrængede Lyn.
– Krybende? Kvinder kommer ikke krybende længere. Men hun vil nok grumme gerne have fat i ham den anden fyr også.
– Men Joakim sagde statsministeren. Det var hende, han ville skyde. Ikke borgmesteren.
– Ja, Lyn? Hvorfor siger du det?
– Klaudia Konstantin havde det politiske ansvar. Der var jo sådan set ingen grund til også at likvidere byens borgmester, vel?
– Det var måske et uheld, – eller hvad ved jeg.
– Ja. Måske.

Lyn forlod skolen. Knud blev på gerningsstedet for lige at tjekke et par ting.
Uden for Lindholm stod en del pressefotografer og blitzede løs, da han trådte ud. Han var fuldstændig uforberedt, da en journalist stak en mikrofon hen til ham og spurgte, hvordan han havde det.
– Hvor lærer I journalister egentlig at spørge så dumt, sagde han: – Det her er ikke nogen fodboldkamp, og jeg har ikke lige vundet ved at score tre mål.
– Er du ikke stolt over, at det nu for anden gang er dig, der er i begivenhedernes centrum?
– Jeg kan kun trække på skulderen. Hallo, vi er et hold, og om det er den ene eller anden, der tilfældigt står her, kan være lige meget; vi er fælles i korpset om opklaringen.

Han følte nok selv, den lige fik en anelse for meget. Men hva fanen, lidt munter ironi var der nok plads til.

13 MANDAG
Lyn er urolig

På vejen hjem til frokost gjorde han holdt ved en butik og købte lidt mad. Han smed varerne ind i bilen, satte sig bag rattet og kørte hjem.
Lyn puttede dem i køleskab.
Den dybe lænestol trak.
En sær uro havde bredt sig i ham, men han slog den hen.
Han længtes efter Amalie, og hvor var hun? Han tog mobilen for at trykke hendes nummer. Men opgav. Han sad lidt og bankede fingeren ned på den. Han burde holde sig lidt tilbage. Det gik ikke, at hun blev træt af ham længe før, hun havde grund til det.

Han lukkede øjnene og forsøgte at klare tankerne, men det var svært. Hovedet værkede, nakken var øm, maven i uorden, fingrene tændte for mobilen.
Skulle han alligevel ringe til hende? Fortælle hende om Joakim. Det kunne være anledningen. Yes.
Når han havde tjekket sin mail.
Og hvis det ikke gav resultat, så …

Efter nogle minutter kørte han op for at hente Kjeldsen, der havde haft fri hele formiddagen.
– Du ligner en på coke, mente han. Han så noget blakket ud, som han sad der og gloede på sin skærm.
– Mnnn. Ikke det bedste. Det er voldsomt, det, der er sket. Jeg blev lige kort briefet af Sanne. Vi har da nogle udfordringer, hvad? Og igen er du i centrum. Sig mig engang: Er det i virkeligheden dig, der arrangerer alt det her, bare for at komme i fokus?
– Ja. Det er mig.

Lyn var helt alvorlig og fortsatte:
– Vi har en del forskellige problemstillinger, må man sige. Ikke udfordringer. Hvad er det dog for et ord? Lad os starte med lige at køre en tur over til Beates familie.
– Hvad med Amalie?
– Ved ikke med hende. Hvorfor spørger du, Kjeldsen?
– Jeg er bare lidt urolig over, hvad hun går og laver. Synes, det lugter langt væk af noget ubehageligt.
– Nå, nå. På grund af al den her ballade på Lindholmskolen har jeg ikke fået snakket med Beates familie. Vil du med?
– Hvis det er lige meget for dig, bliver jeg her. Jeg kigger lidt på det, der ellers er sket i Sønderborg fra i går middags til nu. Det kunne give et fingerpeg …
– Ja, gør det.
14 MANDAG
Lyn trodser cheferne

Lyn standsede og parkerede uden for borgmestervillaen på Nørre Havnegade.
Mobilen lød.
– AK her. Jeg har lige talt med Amalie, og jeg må sige, det er imponerende, hvad du roder dig ud i. Man skulle næsten tro, du havde en sjette sans for at være det rette sted på den rette tid.
– Nååå, det …
– Jeg ringer til dig, fordi Trolle hellere selv vil snakke med borgmesterens familie. Du meldte dig på mødet til det.
– Ja, det gjorde jeg. Og jeg har allerede snakket med ham, løj han. – Mest fordi det var mig, der i går underrettede ham om hendes død.
– Nå.
– Ja.

Lyn sank lidt sammen foran rattet.
– Og kommunaldirektør Svendsen vil Trolle så ved samme lejlighed tage sig af. Har du forstået?
– Javel. Men der har jeg altså også været. Og konfiskeret harddisk med videre.
– Du spilder ikke tiden, hvad? Husk at aflevere til os, når du kommer tilbage.

Klik. AK var væk.
Lyn stirrede lige ind i villaen. Nå, så hun ønskede ikke, at han skulle blande sig? Han var ikke god nok.
Med et blev han lidt træt af det hele. Havde han ikke lige optrådt ordentligt og endda måske reddet nogen fra at dø?
Han spændte selen af sig og steg ud. AK skulle ikke bestemme, hvad han efterforskede. Nu gjorde han det på forventet efterbevilling.
– God dag!

Lyn præsenterede sig for en sikkerheds skyld.
– Ja, undskyld, det ser noget rodet ud.

Lasse Kjeld Gårdsen traskede foran Lyn og sank ned i sofaen inde i den mørke stue og lignede en hængt hund. Skuldrene pegede nedad, håret var uredt, øjnene sløve uden liv overhovedet, og de daggamle skægstubbe var tydelige. Scenariet blev ikke mindre trist af, at samtlige gardiner var trukket for.
– Det er hårdt for dig, kan jeg forestille mig. Fik du hjælp af psykologen?

Han virrede lidt med hovedet. Rystede han på det, eller nikkede han?
– Har du virkelig slet ikke familie, der kan tage sig lidt af dig?
– Nej. Hverken børn eller andre. Vi har noget slægtning i København, men det er ikke nogen, vi normalt har forbindelse med. Jeg har ikke engang hørt fra dem.
– Kan du klare dig selv? Du ser ærlig talt noget forsømt ud.

Han nikkede. Denne gang tydeligt.
– Jeg bliver nødt til at spørge dig lidt ud om din kone. Havde hun personlige fjender?
– Personlige? Jeg går da ud fra, at det her drejer sig om Fynforbindelsen, og at nogen ikke er helt tilfredse med den beslutning.
– Vi kan ikke gå ud fra noget som helst på dette tidspunkt, derfor …
– Hun har vel, øh havde, nok politiske modstandere, men … da ikke nogen, der var parat til at slå ihjel.
Han gemte hovedet i hænderne. Lyn klappede ham på skulderen:
– Det er naturligvis hårdt for dig at snakke om.

Han satte sig ned til ham i sofaen. Lyn kunne høre Alssundvandets bevægelser udenfor. Villaen havde ganske rigtigt en formidabel beliggenhed.
– Skal jeg lave os en kop kaffe, spurgte han.
– Nej, tak, ikke til mig.

Så så han på ham og tilføjede:
– Ja, undskyld, du må da selvfølgelig gerne få en kop kaffe. Kan du selv lave den?

Lyn nikkede og gik ud i køkkenet. Der stod daggammel opvask og madrester fra ikke afskyllede tallerkner. Spyfluerne havde kronede dage. Nogle af dem sad og gnaskede i madresterne. Han gik tilbage igen. Gårdsen havde smidt jakken i sofaen. Lyn studsede en anelse.
– Nå, jeg tror, jeg giver afkald på kaffe lige nu. Sig mig, var Beate populær i byen?
– Det skulle jeg mene. Selv om hun ikke havde den helt store folkelige appel, så tror jeg, at mange sønderborgere respekterede hende meget. Især fordi hun er gået ind i så mange sociale projekter, blandt andet stiftede hun jo foreningen for kvinder i uføre. Hun forsøgte at få et massageinstitut nedlagt, men det mislykkedes.

Lyn noterede ned på sin mobil, og efter yderligere en del spørgsmål uden reelle svar kørte han igen.
– Ikke meget hjælp fra den kant, måtte han erkende for sig selv.
Nu kunne Trolle tage over. Han var sikkert også meget dygtigere end ham.
AKs stemme havde været om ikke fjendtlig, så afstandtagende. Som om han ikke skulle komme for godt i gang med at tro noget.
Åh, det var nok det sædvanlige med, at han tolkede alting i negativ retning. Kunne han ikke forholde sig en smule mere positiv til sig selv? Kunne han måske ikke været en smule stolt over, hvad han havde bedrevet i dag? 15 MANDAG
Betjenten og et toiletbesøg

– Hvad gør man, når man er helt uskyldig?

Betjenten hørte bemærkningen i det fjerne og vågnede op.
– Uskyldig? Så vidt jeg ved, har nogen optaget en video i går, hvor man tydeligt ser dig stå oppe i det øverste vindue med en riffel …
– Hvad? Det er løgn. Enhver kan vel se, at det ikke kan være mig. Jeg hørte godt din kollega snakke om en video.
– Jeg har bare hørt, at man tydeligt kan se på videoen, at du tager huen af og viser din skaldepande …

Manden i sengen lagde sig tilbage og stønnede højt. Betjenten fulgte op:
– Jeg kan ikke forstå, at du ikke bare indrømmer det?

Manden svarede ikke. Han lå længe og stirrede op i loftet. Efter flere minutter sagde han pludselig:
– Jeg skal på toilettet.

Søren Nielsen satte sig op og tog benene ud over sengekanten. Betjenten sprang til og var straks klar over, at han i dette øjeblik var sat i verden for at passe på den anholdte. Rådhusklokkerne lød i en eller anden radio. Samtidig var der vagtskifte alle steder, så mon ikke også her?
– Ja, ja. Øh, vi går.

Betjenten iagttog ham opmærksomt.
Han humpede af sted ud på gangen med sit hvidt indbundne hoved og betjenten lige efter sig. Han kunne vist ikke rende nogen steder …
– Jeg går lige med ham, sagde han lavt til sin kollega, der sad på en bænk og lignede en, der var ved at kede sig ihjel. – Jeg ved ikke, hvorfor han går så dårligt. Det kan da ikke være slaget i hovedet? Måske spiller han komedie! Jeg passer på! Der kommer nok snart afløsning til os.

Det sidste næsten hviskede han, og kollegaen nikkede og kløede sig lidt mellem benene. Betjenten stak sin mobil i lommen og traskede efter den hinkende mand, mens den anden lænede sig tilbage i stolen og strakte begge arme i vejret, mens han gabte så højt, at det knagede i alle dele af skelettet.
Den første koncentrerede sig igen om den anholdte. De var indkvarteret på hotel og mødt før 7.00 i morges og havde ikke haft en eneste pause hele dagen. Ikke noget med at komme hjem til kæresten. Kun ulejlighed og skældud af ham Lyn. Ticigulpa! Han måtte finde ud af, hvor det lå henne i verden. Hold kæft, en nar.
Ikke så sært, de var trætte her til frokost.
– Her, sagde Søren Nielsen og pegede på døren ind til vaskerummet.
– Hvorfor her, mente betjenten en smule overrasket. – Der er toiletter længere nede på gangen.

Hvad var nu det for noget?
– Fordi jeg ikke orker at gå så langt, kan du ikke begribe det, idiot, svarede Søren vredt.
– Hov, hov, brormand, jeg vidste bare ikke, der var toilet herinde.
– Gå selv ind og se, sygihovedet.

Det sidste sagde han ikke særligt højt, men betjenten undlod at reagere. Han var simpelthen for træt til at brokke sig. Skulle man have valgt et andet erhverv? Hvor blev alle de herlige slagsmål af? Hvor var det lige, at man kunne udføre heltegerninger? I stedet skulle man følge en mand på toilettet og finde sig i udskældninger og langbenede negerdamer.
Arrestanten gik ind på toilettet og låste døren. Betjenten stillede sig med korslagte arme og ventede. Degraderet til toiletpasser. Skulle man også tørre ham bagi, når han om lidt råbte: Færdig!
Der gik noget tid. Han begyndte at gå lidt frem og tilbage.

Betjenten så på sit ur og syntes nok, det varede længe. Brormand? Den var vist lige på stregen. Sygihovedet var over. På politiskolen havde han lært, hvordan man skulle tiltale arrestanter og den slags, selv hvis man blev fornærmet af dem. Nå.
Han gik ind i vaskeafdelingen, der bestod af flere rum og stillede sig uden for døren til toilettet, bankede på og lyttede:
– Hallo, er du ikke snart færdig, sygibenene?

Betjenten grinede lidt og tog i døren. Den var låst. Han bankede nu lidt hårdere på døren:
– Hallo, er du ved at være klar nu? Så meget lort kan der sgu da heller ikke være i dig. Det er sgu ikke der, du skal sidde i fængsel. Her kan du komme ud. I fængslet kommer du sgu ikke ud mere.

Da der stadig ikke blev svaret, blev betjenten en smule nervøs og satte skulderen til døren. Selv om han var fra Åbenrå, var han stærk, og denne dør ville være en smal sag at smadre.
Han tog et skridt tilbage og skulle lige til at hamre skulderen mod døren, da han blev ramt temmelig hårdt i nakken og alt blev sort.

16 MANDAG
Lyn og Åbenrås svigt

Lyn kørte direkte ned på Rådhustorvet og kiggede op på det flotte, gamle rådhus fra 1600-tallet. Det skulle have været politistation i stedet for det nybyggeri, de nu havde, havde han foretrukket. Det lå centralt midt i minefeltet, hvorfra der kunne udøves god og forsvarlig politiindsats. Det nye byggeri lå jo helt uden for lov og ret og kunne lige så godt have været rådhus.
Lidt dårlig samvittighed havde han. At lyve to gange over for AK var i overkanten. Men hvorfor skulle han finde sig i at blive nedgjort hele tiden? Det var garanteret Knud, der havde fortalt AK, at Lyn skulle hun ikke sætte på større opgaver.

Kommunaldirektøren ventede på ham i foyeren:
– Velkommen til. Du er sandelig kommet i medierne, hvad?
– Ja, brummede Lyn. – Kan vi sidde et sted i fred og ro?
– Vi kan gå ind på mit kontor. Værsgo.

Et lyst, venligt kontor.
– Jeg vil godt se borgmesterens bagefter.
– Det er forseglet.
– Det er mine kolleger, der har forseglet det, så det går nok. Fortæl lidt om dit samarbejde med borgmester Beate Skammelsen.

Direktøren snakkede løs. Tilsyneladende var hun ikke besværlig eller vanskelig at arbejde sammen med, og Lyn forstod, at på rådhuset havde hun under ingen omstændigheder fjender.
– Og heller ikke ude i byen, kan jeg forestille mig. Hun var faktisk vellidt, selv om eller måske på grund af at hun var en smule reserveret. Men som tidligere statsminister blev hun jo set op til af folk. Nej, jeg kan umuligt forestille mig, at det skulle være en lokal, der har skudt hende. FehemernBæltforbindelsen er mit bud! Om nogen, kan de da være sure.

Lyn stillede yderligere spørgsmål, rejste sig så og beså Beates kontor. Større, bedre indrettet, dyrere møbler og et fornemt skrivebord i overstørrelse uden et eneste stykke papir.
– Hun havde ordenssans som ingen anden, fastslog kommunaldirektøren. – Hun tilrettelagde for eksempel turen i søndags ned til mindste detalje.

Lyn fik øje på en stationær computer.
– Er det hendes?
– Ja, men hun brugte mest sin tablet. De kan jo så meget nu om dage.

Lyn trak computerkassen ud og med små skru fik han baglåget af og trak harddisken ud.
– Du får lige en note på, at politiet har konfiskeret hendes computer. Hvad med hendes tablet?
– Den er her i skuffen.
– Ligeledes beslaglagt. Tak.

Lyn sagde lidt efter farvel til Svendsen og standsede på vejen ud i receptionen og henvendte sig til receptionisten.
– Hvordan var hun? Borgmesteren?
– Enorm flink, men hun var ikke sådan en, der bare busede på og heller ikke en, der krævede og forlangte.
– Så – du er ked af at have mistet hende som borgmester?
– Ja, og som chef.
– Var der nogen, der ikke kunne lide hende?
– Der var et par stykker i byrådet, der var meget imod hende og især mod hendes forslag om Fynforbindelsen.
– Kan du fortælle mig, hvem det er?

Lyn fik navnene, hilste farvel og kørte op mod stationen. Her satte han straks harddisken i sin egen og med god hjælp fra politiprogrammerne fik han adgang til disken. AK måtte vente på at få den.
Der var en del mailkorrespondance til partiets hovedkvarter på Christiansborg, især til statsministeren. Men også en hel del til Peter Svane, som Lyn huskede svagt som næstformand engang. Sammen med Beate blev han væltet i sin tid under det berømte opgør i partiet.
De tos samarbejde var ikke ophørt, konstaterede han. Tabletten måtte vente. Han lagde den ned i skuffen.

Pludselig blev døren revet op, og Knud stod der rød og oppustet i ansigtet og fik råbt med hivende åndedræt:
– Lyn, han er stukket af!
– Hvad?

17 MANDAG
Lyn får travlt

Knuds stemme gjaldede med en høj tone selv her inde på hans kontor:
– Søren Nielsen! Ja, fra sygehuset. Og han har tilsyneladende tvunget Amalie med sig. Vi aner ikke, hvor de er blevet af. Alt disponibelt mandskab er kommanderet derop, men lige nu er det hele kaos. Lyn, det går bare ikke! Nu tror jeg, vi kan være sikker på, at du fik anholdt den rigtige!

Lyn fik fat i Kjeldsen og sammen satte de blå blink og signal på bilen og kørte derfra i høj fart.
– Hvordan i alverden kan det lade sig gøre, rystede Kjeldsen på hovedet.
– Det er sgu da de to umuliusser fra Åbenrå, tror jeg, svarede Lyn med en meget smal mund.

De smed bilen foran hovedindgangen på sygehuset og stormede ind, mens de skubbede fotografer og reportere væk. I receptionen råbte en vaks sekretær til dem og pegede:
– 3. etage, følg grøn linje, stue 312.
De spunsede derop og mødte overbetjent Carlsen med et vådt viskestykke for øjnene plus en læge og en masse andre. Alt var forvirring.
– Han skulle på toilettet, og den ene af de to fulgte ham. Jeg ved ikke, hvad der så skete, men Amalie var her vistnok helt tilfældigt, hun var oppe på gangen helt tilfældigt, og blev kidnappet måske også helt tilfældigt. Jeg var nedenunder. Masser af folk ellers rundt omkring.
– Og?
– Og så standsede jeg dem. Han var iført politiuniform, som jeg i første omgang ikke studsede over, og slet ikke fordi han havde taget sin forbinding af. Jeg tænkte, det var en fra MIR og ville lige spørge, hvor de skulle hen og løftede en hånd og sagde et øjeblik, da Amalie blinkede til mig, og inden jeg kunne reagere, stak han pebersprayen op i mit ansigt. Jeg var magtesløs. Betjenten lå bevidstløs, halvnøgen og proppet ned i en vasketøjskurv med hovedet forrest. Ja, hvis ikke det var for alvoren i det samt tårerne og svien i mine øjne, kunne man nemt komme til at grine. Han har taget hans mobil, tjenestepistol, peberspray – og Amalie. Tvunget hende med og forsvundet ud af en bagudgang. Ingen har syntes, det var mærkeligt at se et par politifolk komme vadende der. Flere kolleger har set dem, men har ikke skænket det en tanke, at det kunne være Søren Nielsen.
– Han kan ikke være nået langt. Der er forhåbentlig lagt vejspærring ud omkring Sønderborg.
– Selvfølgelig, de er på vej, men intet spor af dem! Intet. Han vil formentlig være væk længe før, de får fingeren ud! Men jeg begriber ikke, hvorfor han gjorde det. Nu er der da ingen tvivl om, at du havde fat i den rette!

Carlsen vred sine hænder, mens han endnu engang tørrede sig i øjnene, og en PET-mand i nærheden lod sin milde røst lyde henvendt til Lyn:
– Dejligt at arbejde med så professionelle politifolk som jer.

Lyn overvejede et øjeblik at sende ham i jorden med et højrehåndshook, sådan lige på kæben, den var glimrende egnet til det, vurderede han, men undlod.
Han skulle måske ikke bringe sig selv i yderligere vanskeligheder.
18 MANDAG
Amalie opdager glas

Lyset var svagt, men solen var ikke til at tage fejl af trods de nedrullede gardiner. Langsomt vendte hukommelsen tilbage. Amalie mærkede først og fremmest sine bagbundne hænder, dernæst en bankende fornemmelse i hjernen, formentlig forårsaget af slaget, og endelig, at hun var nøgen og øm i skridtet. Havde hun sovet noget af tiden og været bevidstløs i resten? Sult og tørst og behov for at tisse trængte sig voldsomt på.
Sygehuset! Hen og ud og den hvide varevogn. Slaget var lige i baghovedet, og så huskede hun ikke mere. Var det så stadig mandag i dag? Lyset kunne tyde på, at det var dag. Udefra trængte fuglekvidder ind. Eller tirsdag morgen? Men så længe kunne hun ikke have ligget.

Der var ikke andre lyde hverken udefra eller indefra. Hvor var hun? Totalt forsvarsløs.
Amalie rystede over hele kroppen. Hendes hjerne brændte hedt, var det feber? Hun skiftede mellem gråd og småklynk, samtidig med at det snærede om håndleddene, som om snoren, eller hvad det var, hun var bundet med, var lavet af små, skærende lameller. Den ene tommelfinger smertede mere og mere, som om den havde været i klemme. Der var også en stor og diffus smerte i skridtet.
Under hende lå bukser og trusser og bluse. Hun forsøgte at få det på, men det var totalt umuligt. Hun kunne mærke sin mobil, som han af en eller anden grund ikke havde taget. Den lå stadig i den indvendige lomme i bukserne. Kunne hun blot …
Av. Det stak i låret. Et eller andet spidst.
– Av for …, udbrød hun igen.
Hun fik aset bukserne ind under sig, så hun kunne få fat i dem med hænderne bag ryggen.
Efter flere nødvendige pauser hvor hun pustede ud, fik hun kontakt med lommens indhold. En flad genstand i noget plastik.
Øjeblikkeligt kom hun i tanker om glasskåret, hun havde samlet op i forgårs omme på bagsiden af den bygning, der rummede call-girlcentralen i Sønderborg. Det glasskår, hun ikke nåede at få indleveret til Teknisk på grund af dobbeltdrabet.
Hun fik det besværligt pillet ud af lommen og måtte have flere pauser.
Endelig mærkedes det, som om det, hun var bundet med, og den skarpe glaskant var ud for hinanden. Det føltes ikke som reb, mere som små tråde garn. Så begyndte hun at gnide garn mod glas eller snarere omvendt. Med to fingre holdt hun glasset og filede den skarpe kant mod snoren. Tommelen gjorde af en eller anden grund enormt ondt, men hun forsøgte at ignorere smerten.
Der skete ingenting. Hun holdt igen pause og pustede ud og stønnede en smule. Hun strakte sig så meget, det var muligt, og prøvede at ligge i en anden stilling.
Arbejdet med det besværlige tov, eller hvad det nu var, blev afbrudt mange gange. Hun følte efter med en finger, om det var ved at blive skåret over. Der var intet at mærke, indtil hun blev klar over, at oversavningen sad lidt længere nede. Her var det kun halvt så tykt som før, så glaskanten havde haft effekt.
Hun kastede sig over arbejdet igen og knoklede med at få garnet helt over. Adskillige pauser senere brast det, og pludselig var hun fri af de snærende bånd omkring håndleddene, som hun nu kunne gnide. Det var høstbindegarn, han havde brugt.
Hun så sig igen rundt i det halvmørke værelse. Et helt almindeligt soveværelse med den seng, hun selv lå i, et skab og en stol samt nedrullede gardiner for de to vinduer.
Hun gned huden med fingrene og lyttede imens. Der var ingen lyde i huset; hun ville have sit tøj på og rejste sig fra sengen, men faldt om. Hun kunne simpelthen ikke støtte på benene. Massage af musklerne hjalp blodcirkulationen i gang, og flere forpjuskede armstræk og benbøjninger gav det sidste, og mange gange stønnede hun højt af smerten fra tommelen. I ansigtet og på kroppen var der adskillige ømme steder, og hun havde ikke svært ved at regne ud hvorfor.
Langsomt lykkedes det hende at få sit tøj på.
Hun tog sin mobil, tændte den og så sig rundt. Det var nu, hun skulle tilkalde hjælp. Tænk, at han havde overset den.
Flere opkald blandt andre fra Lyn. Åh, Lyn.
Der var ikke en lyd i hele huset. Hun listede over i et hjørne af værelset og tissede. Det var simpel nød.
Var hun helt alene?
Nej. Der var nogen nedenunder. Nu hørte hun det. Hun rejste sig, tog mobilen og overvejede. 19 MANDAG
Amalie vil klare sig

Amalie listede ned ad trappen. Hun ville klare det her. Han skulle ikke dø i synden. Et par af trinene knirkede, og hun standsede. Det gjaldt om at undslippe, jo før, jo bedre. Men frem for alt gjaldt det om at komme igennem uden hjælp udefra.
Hun rystede lidt på hovedet af sig selv. Hvorfor var hun så fandens stolt? Hvorfra kom det overskud af vilje, stædighed og styrke?
Der var tydeligt nogen, der talte sammen. To forskellige stemmer kunne hun høre. De kom inde fra stuen eller køkkenet. Hun kunne genkende den ene. Søren Nielsen gik tydeligt igennem.
– … aner ikke … streg i regningen …
– … fandens … du skulle være … i stedet …
– … politi … chefen …

Hun tog sin mobil frem igen.
Skulle hun tilkalde hjælp nu?
Nej, selvfølgelig ikke. Hun var så vant til at tage ansvar, at det kun strejfede hende som en mulighed. Hun havde selv slukket mobilen, da Knud ringede. De kunne ikke true hende, hvem de end var. Samtidig havde hun denne ubetvingelige trang til retfærdig hævn over Søren Nielsen.
Hun kunne godt regne ud, hvorfor der var denne svien i skridtet, og det kunne næsten ikke være andre end ham, der så tydeligt på sygehuset havde vist sin interesse for hende. Hun kneb sine øjne sammen og hvæsede luft ud mellem sammenbidte læber. Ringede hun nu efter hjælp, kunne hun vinke farvel til enhver hævn over Søren Nielsen. Dette samfund ville stadig trods fremskridtene holde hånden over ham, og hun skulle bare bevise, bevise, bevise.
Hun trak vejret dybt og satte mobilen til at lydoptage. For det her måtte for alt i verden kunne dokumenteres. Det var også langt vigtigere, end at hun fik hjælp lige her og nu. Hendes fingre rystede, og det tog noget tid at indstille mobilen korrekt.
Men hun var stærkt i tvivl om, hvor meget den digitale optagelse kunne opfange. Fik den det hele med? Kunne man tydeligt høre, hvad de talte om?
En dårlig optagelse var bedre end ingen, men den kunne nemt blive kasseret som bevis.
Hun måtte tættere på.
Knæet stødte ind i noget hårdt midt på gulvet. Det var en kummefryser. Det gjorde ondt, og hun måtte gnide det et par gange.
Den slubrende lyd af væske, der løb ned gennem halsene på to mænd, afsluttedes med lyden af to bøvser og klirren af to tomme flasker, der herefter blev sat på bordet.
– Jeg var jo nervøs for ikke at komme med til Thailand, lød Søren Nielsens stemme helt tydeligt. – At I bare … af sted … afgørende, at de sagde, at de havde en video med mig på … oppe fra vinduet …
– Pjat med dig. Jeg ved ikke med den video …

Der blev stille derinde.
Så fortsatte den ukendte:
– Vi ville da bare have ventet; de havde været nødt til at løslade dig; ingen tvivl om det.
– Det var jeg usikker på, for fanden, Hanza, den video … men nu er skaden sket … altså …
– Nå, hva fanen, sagde den anden. Flaskeklirren og skridt kom nærmere. – Vi smutter til Thailand, så snart chefen er klar …
Manden fortalte noget om de jagter, der var derovre, mens en skuffe formentlig i køkkenet blev åbnet. Lige efter hørtes lyden af et par tomme flasker, der blev smidt ned i en kasse.
– Nå, der er ikke flere her. Der står nogen derude, sagde han, og åbnede døren ud til gangen, hvor Amalie stod.
– Tror du virkelig ikke, den p-bøde kan skade os, lød Søren Nielsens stemme inde fra stuen. – Og hvad gør vi med hende negeren? Skal vi ringe til chefen?

Amalie lyttede alt, hvad ørerne kunne trække.
Fandens at de ikke sagde navnet på “chefen”. Hun forventede det. Det kunne kun være et spørgsmål om tid.
– Vent lige, svarede stemmen. Der lød skridt, og en person nærmede sig. Der blev trykket på en kontakt, og gangen, hvori hun gemte sig, lå badet i lys. 20 MANDAG
Lyn låner harddisk

Lyn tog en mundfuld kaffe mere og så over på Sanne, der sad med en avis. Hun sagde højt ud i lokalet:
– Har I set, hvor mange udenlandske medier, der er til stede allerede i dag?

Sanne var som sædvanlig godt underrettet og kunne tilføje:
– Jeg tror, hele verden i øjeblikket stiler mod Sønderborg. En begivenhed som et statsministermord er trods alt ikke hverdagskost – heller ikke i Europa som sådant! Så kan de nok få øjnene op for vores by!

Lyn rejste sig og gik lidt frem og tilbage. Amalie var og blev borte, som sunket i jorden. Al frihed, al ferie, alt var inddraget, for denne opgave var større end alt andet: Find forbryderen Søren Nielsen og dermed kollegaen, Amalie Seedohn. Eller omvendt. AK og Knud havde indkaldt til en pressekonference, der nok var lidt frø til de mange sultne fugle. Lyn gik ind ved siden af og stod i døren og lyttede. AK kommunikerede hjemmevant på både engelsk og tysk, bed Lyn mærke i, mens Knuds engelske var noget forkølet, fordansket og for ringe.
Han gik ind på sit kontor og læste de aktuelle dagsrapporter fra i går.
Igen studerede han borgmesterens harddisk og hendes mails. I den sidste var der en spøjs formulering. ” … Jeg ved godt, det er langt ude, men ellers ved jeg ikke, hvordan det skal gå os … “. Det måtte være partiet, hun mente. Lettere uforståeligt. Der var ingen tvivl om, at hun og denne Peter Svane havde gang i et projekt, der betød meget for partiet. Ude af sammenhængen var det dog svært at se, hvad det var. Havde de netop ikke kolossal succes med at flytte broen fra Fehmern Bælt til Lille Bælt? Partiet var i den grad gået frem i meningsmålingerne.
Lyn kastede et blik ind på Amalies kontor og rørte tastaturet. Skærmen tændte, der skulle indgives kodeord.
Shit, tænkte han. Han sad lidt og grundede.
Hans sædvanlige nysgerrighed var intakt, og måske kunne den røbe, hvad hun havde gang i. Noget kunne have fået hende så meget i svingninger, at hun havde glemt at slukke den. For eksempel noget, der kunne have sat hende på et interessant spor. Hun kunne have mødt forskellige mennesker i Sønderborg og have stillet mange spørgsmål.
Han prøvede forskellige mulige kodeord, men ingen af dem gav resultat.
Men politiets program til at knakke harddiske havde før vist sin effektivitet.
Derfor trak han den store computerkasse ud fra hylden, fjernede bagdækslet med sin knivskruetrækker, trak harddisken ud og stak den i inderlommen. Det her kunne gå hen og blive sprængfarligt. Han slukkede derefter for PCen og forlod hendes lille kontor. I aften ville han kigge på den og aflevere tilbage i morgen.

Ude på gangen stødte han ind i Knud:
– Hvad så? Du ligner en, der lige har opdaget noget …
– Handling, Knud. Handling … Vi skal finde Amalie, hellere i dag end i morgen.
– Ja, naturligvis, Lyn? Men hvorfor siger du det, der er så selvfølgeligt? Lyn …

Men Lyn var allerede i fuld fart på vej. Han ville studere gerningsområdet igen. Der var et eller andet over scenariet, som gav ham panderynker.

Han låste sin pistol ud af skabet, tog den hvide Golf GTE og kørte ud af politiets lukkede p-kælder.
Undervejs overvejede han flere gange at prøve at ringe til Amalie igen; man vidste jo aldrig, om hun var i en situation, hvor det kunne lade sig gøre.
Han fandt sidste opkald i displayet bag rattet.
Nu dukkede “Strygejernet” op. Han udsatte opringningen til hende, mens han ganske langsomt kørte ned mod broen.
De kunne være taget over grænsen.
Han fortsatte et stykke op mod Dybbøl, hvor han vendte og kørte langsomt tilbage igen. Standsede for enden af broen og så til højre villaen.

Tankevækkende, at netop borgmesteren boede og levede ned mod vandet i denne villa mellem disse to punkter, Løkken og Christian den X.s bro. Og der døde hun med sin mand så tæt på. Ikke så sært, at han i den grad var påvirket.

Amalie. Mursten på mursten klodsede sig op i maven på ham. Han blev nødt til at køre ind på kirkepladsen.
Nu ville han ringe til hende, så snart han havde fået bilen parkeret. 21 MANDAG
Amalies mobil

Amalie nåede at kaste sig ned bag fryseren, lige inden lyset blev tændt i gangen.
– Jeg ser lige efter, sagde den anden nu med høj stemme til Søren inde i stuen.

Han kom nærmere, mens Amalie holdt vejret og trykkede sig så fladt som muligt ind mod væggen. Nu stod han næsten lige overfor og rodede i en kasse. Stod et øjeblik; hvad gjorde han?
Hun forventede hvert sekund, at han skulle råbe op: “Hvad fanden laver du her? Burde du ikke ligge bastet og bundet deroppe?”
Men i stedet lød det:
– Her! Jeg tror, det er de sidste to. Jeg må snart hente nogle flere; imens kan du jo muntre dig lidt med vores fange.

Hans skridt fjernede sig.
Flaskerne klirrede, da han gik tilbage til stuen efter at have lukket døren efter sig.
Amalie rejste sig igen og listede hen til døren. Hun trykkede uhyre forsigtigt håndtaget ned og lukkede den langsomt op. Den knirkede ubehageligt på sine hængsler. Knirkenen svarede ret præcist til den larm, der var i hendes hjerne. Det dunkede vildt i tindingerne, og hen over panden lå gløder fra et større bål.
Det lød ikke til, at de kunne høre døren derinde, så hun begyndte igen at lytte med på deres samtale. Mobilen optog stadig.
Med løftede øjenbryn og store øjne måtte hun i sit skjulested erkende, at sandheden somme tider lå så tæt på, at det måtte undre en. De to herrer derinde sad bare og afslørede hele komplottet. Alt talte de om. Amalie kunne mærke varme ilinger op i ansigtet og begyndte så småt at forberede sin tilbagetrækning fra huset. Søren Nielsen udbredte sig:
– Ja, det er rigtigt. Ham den lille, brede politimand, det var sgu ham, der fik mig til at falde, det dumme svin …

Der gik lang tid, hvor ingen sagde noget. Det begyndte at værke i Amalies ben af at stå der. Hun måtte skifte stilling, og ganske langsomt lagde hun vægten over på det andet ben. Trappetrinet knirkede ganske svagt, og hun standsede. Forsigtigt fik hun håndleddet fri og kunne se, hvad klokken var blevet.
De genoptog snakken derinde. Flere detaljer, flere informationer til politiet. Hun smilede. Det var næsten for nemt, dette her. Søren bebrejdede den anden, at han var forsinket. Den anden svarede, at han fannerme ikke kunne finde en p-plads.
Igen en langvarig pause. Lyden af øl, der blev hældt ned gennem halsen, fyldte det hele.
Hun lod optageren køre. Det, de hidtil havde sagt, holdt i retten. Det ville hun vædde med. En bølge af fryd og lettelse løb gennem hende. Stolthed og glæde over egen formåen.
Der var ophold i snakken derinde.
– Ja, hallo chef? lød det pludselig. Det var ham, den anden, der snakkede og fortalte sin chef, åbenbart, at de havde taget hende “den sorte” til fange.
– Ja?
– Nå, så siger vi det.
– Ja, ja, chef.

Herefter fulgte en sætning, der ikke kunne misforstås. Nu vidste hun, hvem der var deres chef. Det kom noget bag på hende. Så måtte AKs teori ændres totalt.
Amalie havde så mange rynker i panden, at hun i og for sig lige så godt kunne have været pensionist. Hun havde haft tid til at studere de personer, der var omkring statsministeren og borgmesteren, og derfor kunne hun godt huske “chefen”. Men at det var ham, havde hun alligevel aldrig forestillet sig. Det gav overhovedet ingen mening. Hun kunne ikke helt løse ligningen, som den så ud lige nu. Men det var heller ikke så ligetil at huske alt, de havde snakket om. Var der noget i det tidligere, der gav forklaringen?

En af dem rejste sig inde i stuen og kom nærmere.
– Nå, jeg skrider lige efter de øl.

En dør smækkede i, en motor startede, en bil kørte, og en mobil ringede. Amalie stivnede. Det tog et sekund, inden hun indså, at det var hendes egen. For helvede. Hun havde glemt at gøre den lydløs. 22 MANDAG
Amalie og det onde

Amalie lukkede øjnene og udbrød til sig selv: Idiot! Den ringede en gang til.
Hun rejste sig lynhurtigt op. I bevægelsen tabte hun mobilen ned på gulvet. Hurtigt sparkede hun den ud til siden.
Der lød råb og hurtige skridt, og døren blev revet helt op, og der stod Søren Nielsen:
– Hvad i alverden? For fanden.

Han for over hende, men for en gangs skyld var hun hurtig. Hendes højre hånd flåede glasskåret op fra højre baglomme, og med en lyndrejning kom hun bag ham, mens hun greb ham om halsen med venstre arm og løftede hagen på ham.
– Hva fanden, nåede han at sige en gang mere, inden Amalie med et afrikansk kampråb og et hurtigt snit flænsede hans halspulsåre op på tværs med glasskåret.
Blodet sprøjtede ud, mens han blev helt slap og sank sammen. Hun løftede hans hoved og skar halsen over et sted lidt højere, men det var unødvendigt.
Søren Nielsen var død.
Han gled ned på gulvet ved siden af fryseren. Hun undgik at få hans blod på sig, mens hun slappede lidt af. Værdifuldt at lære at triumfere over døde fjender. Det var en behagelig fornemmelse at stirre på hans døde krop, og at hun var årsag til den.
Normalt betragtede hun ikke sig selv som ond. Var det ondt at slå den person ihjel, der forinden selv havde været ond og grusom? Her var det klart selvforsvar. Hun kendte juraen.
Hun stod et stykke tid med velvære og lettelse og trak vejret tungt og stødvist, mens hun pakkede glasskåret ned igen. Åndedrættet blev lidt efter lidt langsommere, mens hun sparkede den døde lidt væk fra døren.
Så lyttede hun. Hvor længe ville makkeren være væk?
– Avvv, kunne hun ikke lade være med at sige ret højt, for nu vendte smerterne tilbage. Overalt på hendes krop værkede det, og især tommelen dunkede ubarmhjertigt. Søren måtte have læderet den, mens hun var bevidstløs.
Mens hun gned den, fik hun øje på en nøddeknækker på køkkenbordet. Der var ingen nødder at se; havde de … torteret hende med den? Havde de brugt den mod hendes tommel? Hvorfor, når hun havde været bevidstløs? Havde de forsøgt at vække hende?

Hun listede tilbage til køkkenet, tog et skridt ad gangen, ventede, lyttede, parat til endnu en indsats.
Stuen trak som en magnet, og hun gik derind, hev skuffer ud, åbnede det skab, der stod der, men ingenting røbede noget om ejerens tilbøjeligheder.
På hylden stod et par billeder, et af dem viste en ældre, mørk dame, og ved siden af hende i halvfigur, et andet af en mørkt udseende mand i trediverne med et skævt smil. Sønnen?
Det måtte være ejeren af denne landbrugsejendom. Eller lejeren.
“Hamza”, stod der på fotoets fod.
Nu ville hun forlade dette sted og søge hjælp. Hun ledte efter sin mobil. Den måtte være på gulvet i køkkenet.
23 MANDAG
Amalie undgår gylle

Amalie havnede i køkkenet. Hun så over på døren ud til gangen og dermed friheden og skævede om til døren ind til stuen. Det gjorde ondt alle vegne, mest i tommelen. Hun ømmede sig og gned fingeren, uden at det hjalp synderligt.
Det var med at komme væk. Ingen levende personer var hjemme, så det var også nu, der skulle alarmeres. Hun ville kontakte Lyn; ham stolede hun på. Ham ville hun afsløre sine opdagelser for. Han skulle have del i æren.
Hvor var så den skide mobil?
Hun listede hen mod gangen igen og kiggede rundt og passede på ikke at falde over Sørens afsjælede krop. Nysgerrigt åbnede hun en skuffe derude, glemte mobilen, tog skuffen nedenunder, men intet af interesse. Hvor kunne der være noget af interesse? Der var flere rum, og hun gennemgik dem alle i forsøget på at finde flere spor. Langsomt, metodisk som hun havde lært.
I et af værelserne var der en seng. Dyne, hovedpude, lagen var i et rod og så snavset ud. Det der med at rede seng var ikke helt på dagsordenen, eller også var mor der ikke til at hjælpe.
Der var simpelthen intet her, og hun gik tilbage til køkkenet. Nu måtte hun hellere ringe efter hjælp. Det var vist på tide. Hun bøjede sig ned og kiggede gulvet rundt. Hvor kunne den nu være.
Der var den. Langt inde under køleskabet. Hun fik med besvær hånden ind og kunne akkurat nå mobilen med de yderste fingerspidser. Hun forsøgte at trække den til sig, men kunne ikke. Hånden sad i klemme under en tværliste. Hun prøvede at vrikke fra side til side, men det var umuligt.
– Så, Amalie, nu tager du den med ro, hvæsede hun og prøvede at løfte rammen under køleskabet med den anden hånd. Det kunne ikke lade sig gøre på grund af den læderede tommel. Hånden sad uhjælpelig fast under skabet.

I samme nu hørte hun skridtene. Hver gang knirkede gulvet.

– Hvad fanden? hørte hun en mand sige. Han tog uden videre fat i hende og trak hende ud, mens hun skreg af smerte over hånden.
Hun mærkede et slag i nakken og nåede ikke at reagere.
Halvt bedøvet og med en kraftig smerte i hovedet hørte hun ham hvæse:
– Jeg ved sgu ikke, hvordan du er havnet hernede, men nu skal jeg sørge for, at det ikke sker igen. Hvordan fanden kan det være, at du ligger her? Fandt du noget derinde? Nu skal jeg fanneme …

Han havde anbragt et knæ i ryggen på hende, mens han bandt hendes håndled bag hendes ryg, nøjagtigt som før, men denne gang kunne hun tydeligt mærke, at det var langt hårdere og gjorde meget mere ondt.
– Nu prøver vi med ståltråd, det er rustfrit, så det holder din tid ud. Det skal nemlig kunne klare det fugtige klima, skal jeg sige dig. Det er fra markens hegn og prøv bare at rive det over.

Han drejede enderne på tråden rundt, så den sad stramt og smed knibtangen og hende fra sig på gulvet, mens han kaldte på Søren.
Han ledte efter ham flere steder, og hun var på nippet til at råbe til ham, at han lå bag fryseren. For at spare ham for yderligere anstrengelser. Han løb ovenpå, hørte hun, råbte noget om, at der lugtede af pis deroppe, men var hurtigt nede igen og gik ud i gangen.
Der gik ikke lang tid. Der lød et slags skrig derude.
Hvæsende kom han tilbage:
– Nu er der fanme ingen nåde for dig, sorte luder. Du skal dø den grusomste død, man kan forestille sig, langsomt, langsomt. Det skal gøre ondt på dig, din fede horetøs.

Han tog en grydeske fra en køkkenskuffe, så hun, og gav sig til at slå hende.
– Av, av, råbte hun.

Det gjorde vanvittigt ondt. Hamza blev ved med at slå overalt på hendes krop. Det var, som om han gjorde sig umage med at ramme hende der, hvor det gjorde mest ondt. Han rev hendes tøj i stykker og flåede det af hende, det hele, og slog videre. I glimt så hun ham, en mørkhåret, slank bygget mand i trediverne …
– Og med det, du har udsat os for, dræbt min makker, og hvad du har overhørt af vores snak, kan det ikke betyde, at du blot skal have en kugle mellem øjnene. Næh, lille sorte Sambine, jeg har en meget større raffistraf til sådan en som dig.

Brutalt og uden hensyn til hvor han tog fat, slæbte han hende udenfor, hen over en gårdsplads og om bag stalden. Raffistraf?

Han skubbede hende hen til gylletanken, hvis runde, grå cementcirkel sine steder var afskallet. Den var kalket hvid foroven i et halv meter bånd, der løb hele vejen rundt.
Ville han …
Han pegede på stigen og opad:
– Op med dig. Kravl op ad stigen. Nu.

Men hun rystede på hovedet:
– Jeg kan jo ikke klatre med armene på ryggen …

Det var helt vanvittigt, det her. En apokalypse.
– Gu ka du så, blacky, mumlede han og tvang hende op ad den, mens han holdt om hende. Han kravlede selv bagefter og skubbede bagpå, til de nåede toppen.
– Kravl ned på indersiden her, ja, der, befalede han og pegede, – du skal helt ned i bunden. Jeg har et tov her, bare for god ordens skyld. Hvis du falder, hiver jeg dig bare op igen. Nu binder jeg det forsvarligt fast til dig. Så render du ikke så langt.

Hun mærkede tovet blive bundet til sine arme bagpå, da hun usikkert og nervøst møvede sig på maven over muren for at fange stigens øverste trin. Da hun lå der, slog han hende bagi.
– Kom så ned, kælling, vi kan ikke sidde her til juleaften. Hold kæft en stor, fed røv, du har, sorte luder.

Hun havde forventet en masse gylle i tanken, men den var tom. Den hvide kalk klæbede til hendes hud, som hun masede der på toppen af muren.

Mens han slog, holdt han hende fast, så hun ikke kunne komme videre. Hun skreg op, lyden blev forstærket og kastet tilbage fra beholderens bund, og hun blev skubbet nedad, mens han hele tiden holdt fast i rebet og på den måde gjorde det muligt. Det lykkedes næsten. På den sidste meter blev tovet pludselig slapt.
– Av, skreg hun, da hun ramte cementbunden. Hun landede en smule på siden, hoften gjorde nas, og det ene ben havde ramt forkert. Et øjeblik havde hun mistet bevidstheden, men vågnede hurtigt op igen med stærke smerter i det meste af kroppen især i hoften. Tommelen var blevet følelsesløs.
Heldigvis var tanken ikke i brug og havde åbenbart ikke været det længe; den lugtede overhovedet ikke af gylle. Hun havde ingen anelse om, hvorfor hun absolut skulle ned i den. Hun stirrede op på ham.

Han bandt tovet fast til stigen foroven på cementkanten.
– Sådan, lille moster. Nu sidder du godt og solidt dernede. I aften begynder jeg at lave lidt sjov med dig. Jeg siger ikke endnu, hvad det er. Det vil være en passende gengældelsesaktion for at have slået min makker ihjel. Men der er en grund til, at du har fået rustfrit ståltråd om dine håndled. Om lidt vil jeg først hygge mig lidt med dig. Jeg skal nok knække den nød! Kan du mærke tomlen? Det er det, vi bruger en nøddeknækker til herude på landet.

Han forsvandt, og Amalie satte sig ind mod muren. Hun havde stærkt forhøjet puls og ømmede sig højlydt, mens hun så sig rundt i tanken. Den grå mur dejsede sært om, og det blev mørkt for hende. 24 MANDAG
Amalies omgivelser

Hun måtte være besvimet; hun vågnede i hvert fald ved lyden af vand, der løb, og varmen fra solens hede stråler og satte sig op.
Tråden om håndleddene gjorde ondt, det måtte være hen under aften, og heden var ulidelig. Måske var det kun bunden af gyllebeholderen, der var så varm. Hun målte højden til fire meter og rejste sig med dunkende tindinger. Hovedet føltes dobbelt så stort indeni. Hun så sig søgende om. Intetsteds var der en mulighed for at komme op og slet ikke med armene bagbundet med ståltråd og et langt reb op til kanten.

Flere biler kørte ude på vejen forbi gården.
Og så var der den der rislende lyd. Ovre på den modsatte side løb vand ned i tanken fra et rør helt oppe på kanten. Det var umuligt at nå for hende; ikke engang med frie hænder og arme kunne hun standse det.
Med ét indså hun, at han ville drukne hende som en mus i et badekar. Simpelthen.
Hamza dukkede op på kanten og møvede forsigtigt ned ad den indvendige stige.
– Nå, har du ventet på mig, spurgte han og grinede. – Nu begynder morskaben. Jeg er ved at fylde tanken op med vand, for det der kalk ser da ikke godt ud på din sorte krop. Det må vi sandelig have vasket af. Måske kommer der lidt for meget vand i beholderen i løbet af aftenen, og du vil drukne langsomt, men det er en risiko, vi må løbe. Hør, hvor det risler – koldt ned ad ryggen, ikke? Sådan går det den, der slår min kammerat ihjel, skal jeg sige dig. Ødelægger hans og mit liv. Det skal du få at føle, lille sorte slavetøs … Om lidt skal Hamza Antwan Sandmose gøre dig helvedet hedt … det er ikke ondskab, kun almindelig gengæld.

Hun svajede lidt frem og tilbage i sit reb.
– Du skal mærke på din krop, hvordan vi behandler mordere herude …
Han klatrede helt ned og havde taget rebet med. Nu bandt han det stramt til stigen helt nede ved bunden af beholderen, så hun højst havde to meter at bevæge sig i. Han tog uden videre fat i hende, rejste hende op og tvang hende forover. Ude af stand til at forsvare sig måtte hun nøgen finde sig i hans attak. Han kneb hende:
-Avv, skreg hun. – Det gør ondt …

Han mumlede helt upåvirket af hendes smertensudbrud:
– Der er intet, der tænder mig mere, end en lille fugl, der ikke kan slippe fri og ovenikøbet skal dø. Jeg bestemmer, hvad der skal ske med dig, nøjagtigt som du tillod dig at slå Søren ihjel. Men du er oppe mod kræfter, du aldrig ville kunne forestille dig. Synd for dig. Imens du lider, vil jeg nyde dig …

– For fanden, kælling, stå stille … Det her er kun begyndelsen.

Han holdt hende op mod gyllevæggen og spredte hendes ben, men med et skred de som Bambi på glatis, og han bandede, da hun faldt om med et smertensskrig.
Han måtte slippe hende med et højt udbrud.
– Møgkælling. Kan ikke engang stå på sine ko-ben. Så må vi starte med noget andet opvarmning.

Han trak sit bælte af bukserne og begyndte at slå hende. Slagene haglede ned, mens hun søgte at vride sig væk fra ham. For hvert slag stønnede han og udstødte underlige lyde. I et glimt så hun ham stå og tæske løs med sin ophidselse strittende ud i luften, mens hans bukser gled længere og længere ned om hælene.
Hun vidste, hvad der ventede hende.
Hun skreg så højt, hun kunne. Dels gjorde det ondt, dels kunne det høres vidt omkring, for den tomme beholder ekkoede lyden og forstærkede den.
– Hold din kæft, tøs, hvis du skriger mere, får du en klud i munden.

Hun holdt øjeblikkeligt op. Tanken om ikke at kunne få luft var værre end at skrige. Han blev ved med at slå, og hun skreg for hvert slag, men så dæmpet som det nu kunne lade sig gøre. Det gjorde vanvittig ondt. Han slog med bæltespændet yderst, det skar ind i huden og fremkaldte hurtigt rifter, sår og blod.

Det var der, hun indså, at hun var helt alene i verden. I et skærende, skarpt lys kunne hun se sig selv dø om få timer. Der var så dejligt ude på landet.
Hun halvt lå, halvt støttet op ad muren, mens han stod bagved og slog. Erkendelsen af sin egen elendighed og magtesløshed var for meget for hende. Hendes tilværelse flimrede forbi med op- og nedture, og hver gang det så værst ud, måtte hun selv gøre noget for at komme videre.

25 MANDAG
Amalie ved en skillevej

Amalie havde taget en beslutning.
Hamza slog så hårdt, han kunne. Og nød det åbenlyst, sådan som han stønnede. Amalie drejede sig for at undgå slagene, og Hamza drejede med.
Midt i fortvivlelsen havde hun en eneste chance. Det, hun først af alt lærte på politiskolen. Og med sine lange, stærke ben fandt hun dengang ud af, at det var et godt våben. Der var alt at vinde, intet at tabe. Absolut intet.
Hun løftede hovedet en anelse, nok til at se ham stå med det der forvredne udtryk af en anden verden og sine bukser nede om hælene og skridtet nøgent og sårbart, mens han slog hende.
Han løftede hånden med læderremmen igen, og hun sugede luft ind og sparkede bagud med al den kraft og vrede, hun kunne mobilisere, mens hun udstødte sit kampråb.
Hendes hæl ramte, hvor den skulle. Præcis mellem benene på ham. Han hoppede i vejret med et smertenshyl, knækkede sammen og dejsede om, faldt og ramlede hovedet ind i betonen i gyllebeholderens væg.

Hamza Antwan Sandmose lå helt stille. Hun stod først lidt, hev efter vejret, mens hun forbandede sine bundne hænder, og nærmede sig så den livløse skikkelse.
Hun bøjede sig ned og så, at han stadig trak vejret. Hun sparkede til ham, så han kom fri af væggen. Han stønnede og drejede hovedet lidt.
Det var nu eller aldrig.
Hun placerede sig med samlede ben tæt på hovedet, sprang så højt hun kunne og hamrede sine fødder ned på hans ansigt. Mase ham, kvæle ham, slå ham ihjel; hun mobiliserede al den vrede og aggression, hun kunne og hoppede igen og igen op og ned på hans ansigt, der hele tiden blev ved med at dreje ud til siden og vende kinden til.
Han var bevidstløs og stadig i live. Hun kunne se brystkassen bevæge sig. Ansigtet var blodigt og forslået, men hun så, at der skulle mere til.
Angsten havde overladt pladsen til vreden. Hun skubbede til hans hoved, så det stak lige op, men det faldt om på siden, når hun slap det.
Som om han i sin bevidstløshed stadig kæmpede mod hende. Men det skulle blive løgn. Det var ham eller hende.
Med venstre fod støttede hun hans ansigt, så det igen vendte lige op. Øjnene var lukkede. Der var sår og blod, men hendes raseri fyldte det hele. Hun vidste også, at aggression var nødvendigt til det, hun skulle. Nødvendigt som drivkraft. Nødvendigt som en tændstik til en optænding.

Pludselig kom der en klagende lyd fra ham. Han bevægede hovedet. Så var det nu.
Hun ændrede stilling, så hun stod over ham med den ene fod på siden af ansigtet som en slags støtte. Nu var hovedet låst, så ansigtet pegede lige op. Den anden hævede hun så højt, hun kunne i den akavede stilling, hun måtte stå i, og hamrede den ned på næsen sådan lidt skråt forfra med al den kraft, hun kunne mobilisere i foden og benet.
Det var ikke et komma, men et punktum.
Næsebenet var slået op i hjernen på Hamza Antwan Sandmose, og han ville ikke længere kunne true nogen i dette liv. Helvede måtte tage over.
Amalie sank sammen op ad muren og havde gang i en blæsebælg af den anden verden. Med lukkede øjne følte hun trods alt en form for lettelse over, at han var død. Lettelsen var en blandet landhandel. Der var andre følelser på spil, og hun erkendte over for sig selv, at hun blev høj af at have dræbt ham. Trods sine smerter.
I dag havde hun altså slået to mennesker ihjel. To mennesker!
Hun havde igen bevist, at kvinden var manden jævnbyrdig under samme betingelser. Her var hun hans overmand og ikke ligestillet. For der havde ikke været lige betingelser i deres indbyrdes kamp.
En følelse af triumf, af overlegenhed, af at have vundet bemægtigede sig hende – et kort øjeblik.

Efter få sekunder i den tilstand indså hun det ultimative nederlag – sin egen død, der næsten per automatik ville følge:
Vandet steg langsomt. Men det steg.

Med bagbundne hænder trak hun vejret stødvist og fjernede sig besværligt fra Hamzas døde krop.
Lå gården for sig selv langt ude på landet kun med marker omkring, hvor langt var der til nærmeste nabo? Den eneste form for liv, hun hørte, var de biler, der passerede ude på vejen. Dem var der ikke mange af på denne tid af døgnet, og de kunne formentlig ikke høre hende råbe, selv om hun skreg så højt, hun kunne:
– Hjælp! Hjææælp!

26 MANDAG
Amalie klynker

Vandet dækkede nu bunden i beholderen og stod op over fødderne. Det havde taget 20 minutter. 20 minutter for hver 10 centimeter. Hun var 1,72. Hun regnede efter og mumlede:
– Mindre end seks timer. Amalie, du vil lide en stille og langsom druknedød.

Så skreg hun igen:
– Hjælp! Kom og hjælp mig!

Hun mærkede på sine fødder, at vandet var koldt. Kulden krøb langsomt opad. Imens hoppede og dansede hun for at holde varmen. Hun var lige ved at støde ind i Hamzas døde krop. Så stoppede hun op og trådte på ham; træd på ham, Amalie, træd på din fjende.
Hun blev træt og ville så gerne have siddet lidt op ad muren. Rebet forhindrede det. Hun lænede sig mod stigen og kunne finde lidt hvile på den måde.

Hun vågnede med et sæt, hun var lige ved at drukne i sin halvt foroverbøjede stilling. Vandet steg stadig.
Det her var ikke en drøm, ikke engang et mareridt. Det var virkelighed. Hun rystede af kulde og rejste sig på stive ben og begyndte igen at bevæge sig og plaskede rundt i det kolde vand.

Kunne man flyde med hænderne bagbundne? Det ville bare ikke nytte noget, så længe rebet var der. Hvis hun blot kunne binde det op?
Hvis hun ikke kunne, så …
Hun så sig omkring. Der var ikke hjælp at hente nogetsteds. Bortset fra stigen. Men hun havde jo allerede prøvet at klatre op ad stigen. Det gik ikke. Hun faldt ned lige så hurtigt, hun kom op.

Hun var stædig og vidste, at netop stædighed kunne bære meget igennem. Igen satte hun foden på første trin af stigen og bed sig fast med tænderne. Forsøgte at læne sig ind mod stigen så meget som muligt, selv om det var svært, for den hang jo lodret. Forsigtigt løftede hun den anden fod for at placere den på næste trin. Det lykkedes. Nu kom det svære. Hvordan slippe med tænderne, holde balancen og avancere et trin for at nå rebknuden? Hun lagde siden til, kværnede ind i stigen og nåede næste trin med munden. Det gjorde ondt at bide i metallet. Da hun løftede foden igen, mistede hun balancen og faldt ned som en sæk kartofler baglæns tilbage i det våde element.
– Av, av, klagede hun og var lige ved at græde. – Hold så op med det klynkeri, Amalie, skældte hun på sig selv og rejste sig øm og forslået og pjaskvåd. Tommelen kunne hun ikke mærke. Overhovedet.
Hvad hvis hun gik baglæns op? Hun stillede sig hen til stigen igen og vendte ryggen til. Nu nåede vandet endnu længere op. Med de bagbundne hænder kunne hun sagtens få fat på et trin. Men hænderne var langt nede i forhold til tyngdepunktet, og overkroppen hældede faretruende udad.
Det gik galt, da hun skulle op på næste trin. Hele overkroppen faldt forover, hun kunne umuligt holde sig fast med den tommel, som var følelsesløs, og hun styrtede igen ned, og det kolde vand reddede hende i første omgang fra at slå sig helt fordærvet.
Men rebets knude var helt umuligt at nå.
Et par meter derfra så det ud, som om Hamza Antwan Sandmose lå og grinede ad hende. “Ha, ha, ha, lille fugl, du er fanget, er du!”
Hun lænede sig op ad stigen og lukkede øjnene. Kunne hun anbringe den i en større vinkel mod muren?
Var hun helt fortabt? Var det slut?
Hun baksede et stykke tid med stigen, men det kunne bare ikke lade sig gøre. Stigen hang ned ad muren og var fastgjort foroven til den udvendige stige. Der var overhovedet ingen mulighed for at ændre vinklen på den. Hvad ville det også nytte?

Overraskelsen var stor, da hun lagde mærke til, at vandet var steget betragteligt siden sidst. Der ville gå et par timer mere, havde hun beregnet; hendes tidsfornemmelse var ikke helt på plads længere. Måske var der gået flere timer?
Det kunne være, at en nabo eller en anden kom forbi. Måske i undren over, at der løb vand i gylletanken. Aftenen, eller var det efterhånden blevet til natten? var helt stille, så det kunne være en option.
Men ingen kom forbi. Hun havde hørt et par biler, men hvorfor skulle de standse og komme ind og spørge: Hallo, er der nogen her, der er ved at drukne? 27 MANDAG
Lyn er træt

Lyn var ved at være færdig. Sammen med stort set alle andre ansatte arbejdede han uafbrudt på at finde Søren Nielsen og hans gidsel. Patruljevognene kørte området tyndt; alle søgninger var frugtesløse, og ingen anede, hvor de kunne være. Droner med kameraer var sendt op, og på den måde var den nyeste teknik taget i brug.
Flere var af den mening, at de var kørt over grænsen, men den blev allerede i søndags sat i højeste beredskab, og der var politiforstærkninger overalt. Alle var ærgerlige over, at politiet selv var årsag til, at man ikke kunne spore hendes mobil. Ingen havde forestillet sig, at der blev brug for en sporing inden for politiets egne rækker.

Han manglede en smule søvn.
– Kør mig hjem, sagde han henkastet til Kjeldsen.
– Ved du hvad? Kør selv.
– Nå, nå. Er det sådan, du synes, det skal være?
– Ved du hvad, Lyn. Jeg er træt af dig og dit. Gå hjem og se fjernsyn, du egner dig alligevel ikke til the hard work.

Lyn gad ikke svare. Han følte Kjeldsens afvisning som et udslag af et bedre lune end før. Han var tilsyneladende ikke synderlig ked af Amalies forsvinden.
Det var ekstra kedeligt, fordi Lyn selv havde et humør, der bestandigt blev ringere. Intet resultat af eftersøgningen. Det var ham også en gåde, hvorfor Søren Nielsen var stukket af. Det viste da med al tydelighed, at han havde noget, der trykkede. Kidnapningen af Amalie var ikke for amatører. Alt i alt beviste det hans skyld; det understregede også, at Søren Nielsen ikke var for børn. Men også, at han ikke arbejdede alene i marken. Han havde en makker eller chef et sted.
Der var dukket en underlig fornemmelse op hos ham. En tanke om, at han havde glemt noget, der fra tid til anden viste sig i hjernekassen. Et eller andet, der kunne være vigtigt. Noget, der var besynderligt. Noget, han tidligere havde set og været opmærksom på.
Der var mange bolde i luften, og nogle af dem faldt ned. Denne bold rummede en særlig betydning.
Nu havde han sat underbevidstheden til at finde den frem. Så kunne han selv slappe af så længe.
Hjemme tog han Amalies harddisk frem og satte den i sin egen stationære og startede politiprogrammet.
Der var backup af hendes mobil. Flere dokumenter skildrede hendes rapport om trafficking i Sønderborg. Lyn læste og læste og glemte sin egen træthed.
Han læste også navnet på den person, hun havde stærkt mistænkt. Og et par andre navne. Der var flere hentydninger, gisninger og mistanker om forskelligt.
Inden han slukkede computeren, studerede han lige de sidste dages døgnrapporter. Gennemgik dem alle omhyggeligt lige fra i fredags til i dag. Hver og en.
Fandt ikke noget foruroligende.

Han måtte ud og have lidt frisk luft oven på Amalies afsløringer. Det var stærk kost. Lyn rystede stille på hovedet. Og kunne det virkelig passe?
Flere gange slog det ham, hvad Kjeldsens salut skulle betyde. Havde han ret i, at han i virkeligheden ikke egnede sig til hardcorepolitiarbejde? Var han en blød mand med hang til kvindagtighed?
Lyn trak vejret i stød. Han spændte musklerne og følte vreden gnave i sig. Uanset, hvor godt han gjorde tingene, uanset, hvor hårdt han arbejdede, betragtede de ham under niveau.
Han ville aldrig opnå at blive forfremmet. Ikke engang med dagens begivenheder ville det lykkes ham.

Naboens irriterende hankat smøg sig om hans ben. Han samlede den op og aede den lidt. Den spandt, mens han blidt strøg den ned langs siderne.
– Nå, dit rovdyr, mumlede han. – Du er fundet skyldig i at spolere min nattesøvn gentagne nætter med dine kærlighedsskrig. Du dømmes hermed til døden.

Så tog han forsigtigt fat bag om hovedet med begge hænder, strammede pludseligt til og svingede katten i en cirkelbevægelse rundt i luften to gange. En havde været nok. Han smed liget over hækken ind til naboen. ———————
01 TIRSDAG
Amalie i badebassin

Amalie kunne ikke sidde, men snart heller ikke stå. Trætheden var overvældende, men hun ville kunne redde sig noget ekstra tid, når vandet var nået så højt, ved at stå op på stigen. Men det var trods alt en stakket frist. Før eller siden ville vandet nå hendes mund og næse som en dræbende, koldblodet giftslange. Hugge til og lade hende drukne en langsom, uudholdelig død.
At stå her i den lune, lyse sommernat og vide, at man skulle dø, var næsten værre end, hvad hun ellers kunne forestille sig. Og værre end det, hun vidste var sket i andre lande, for eksempel i Afrika, som naturligt havde hendes interesse. Hun havde læst om folk, der havde været i regulær borgerkrig og behandlet hinanden værre end grusomt. En gruppe havde slagtet en anden. Midt om natten var de kommet listende med deres macheter og lydløst hugget hoveder og ben og arme af deres modstandere.
Midt om natten, hvor man sover dybt og måske endda drømmer og befinder sig et sted med fred og solskin og kærlighed og mad i lange baner …

Hvordan var det at drukne? Hun lukkede øjnene og følte allerede, at vandet trængte ind i hende; hun skulle have luft, sugede ind, og i stedet for ilt kom der vand. Vand ned i lungerne, var det øjeblikkeligt dræbende? Eller føltes det som en kvælning?
Hun kom til at tænke på de stakkels kvinder, der altid bliver ofre under en konflikt. Blive voldtaget af soldaterne. Hvor skrækkeligt det end måtte være, var der dog en overlevelseschance under en voldtægt. Men en strangulering betød farvel til det jordiske liv.
Hun orkede efterhånden ikke at tænke på det mere. Hun prøvede at råbe ud i den stille aften, men stemmen var blevet til kvæk, der ikke kunne høres 10 meter væk.
Vandet steg og steg; ganske vist var det så langsomt, at hun en overgang håbede på, at der var en utæthed et sted, så det lige så langsomt løb ud igen. Inderst inde vidste hun godt, at disse gyllebeholdere var tætte. Det lå jo i selve forskrifterne fra landbrugsministeriet, og alle landmænd overholdt naturligvis lovgivningen på området.
Så Amalie, tænkte hun, du står i et ret stort badebassin, der langsomt fyldes med vand, og du kan ikke komme derfra.
Du vil drukne som en mus, langsomt og sikkert vil du lide kvælningsdøden. Her slutter din 37-årige karriere. Her slutter dit liv. På en lille gård nord for Sønderborg, denne ironisk skønne by, der de seneste dage har været alt andet end skøn.

02 TIRSDAG
Kjeldsen om mobiler

Kjeldsen havde arbejdet hele aftenen til langt ud over midnat med PCen.
Han havde fået en idé. Nok var Amalies mobil låst for GPS-sporing, men han havde jo lært en metode til at omgå denne spærring. Hvad var det nu, man skulle gøre?
Han prøvede adskillige modeller, slog op i diverse hjælpefiler, men opgav til sidst. Lænede sig tilbage, gabte højt og strakte armene.
Netop der kom han i tanker om metoden.
Som ved et tilfælde lykkedes det ham. Det var ikke helt let.
Han studerede koordinaterne og fandt det præcise sted for Amalies mobil. Forbavset slog han op og måtte konstatere, at der lå en gård på adressen.
Af gode grunde ville han ikke informere MIR. Det var lidt for risikabelt.

Hans egen mobil ringede.
– Du er tidligt på den, sagde han. – Eller sent …
– Ja, var stort set det, han herefter svarede.
– Er du sikker? var et spørgsmål, han gentog, mens han fortalte om sine iagttagelser. Til sidst nikkede han, som om det kunne ses gennem mobilen.
– Jeg har snakket med Lyn om det, men han er forholdsvis neutral, skulle jeg mene. Eller. Jeg tror, han er forelsket i hende og derfor netop ikke neutral … Hvad siger du?
– Er du klar over, hvad det betyder, spurgte han.

Mens den anden snakkede, nikkede han kraftigt.
– Jeg kan godt se det. Men er der virkelig ikke anden udvej?

Igen nikkede han til det, han hørte. Han stillede flere spørgsmål. Havde forskellige indvendinger.
Men det gik op for ham, at sådan var det.
– Ja, der er ikke andet for, konkluderede han og lukkede mobilen og så på uret. 01.30.

Han måtte sætte alt på et bræt og få undersøgt, hvad der var sket med Amalie, før andre fandt hende. Især før Lyn gjorde det.
Han strøg ud i garagen og satte sig ned i Ferrarien. Overvejede, kiggede sig bagud og tog kørekufferten og lagde ned i det forholdsvis beskedne bagagerum, så der blev plads på bagsædet, hvorefter han kørte derfra.

03 TIRSDAG
Lyn fra klar himmel

Lyn vågnede forvildet, mere eller mindre badet i sved. Den lyse sommernat forvirrede ham. Var han faldet i søvn? Uret viste 03.12. Et kort øjeblik nægtede hans hjerne at tro, at klokken var så mange. Han tændte lyset ved sengen.
Så rejste han sig langsomt og stod lidt og svajede frem og tilbage som en fuld mand uden for et værtshus. Fik øje på gårsdagens forside af Jyske-Vestkysten, han havde smidt på sengebordet. Den var naturligvis fyldt med billeder fra søndagen.
Han satte sig på sengen og studerede forsiden intenst, mens han gabte højlydt et par gange. Der var et eller andet på det store, centrale billede af kongeparrets bil op ad Løkken med en masse tilskuere ude ved siden, og til den anden side kirkepladsen med orkestret, som havde noget med Amalie at gøre. Som rummede en løsning.
Han tog et langsomt vue hen over det. Centimeter for centimeter åd han billedet; hvad var det, der var så vigtigt? Han var sikker på, at “tingen” bare stod der og grinede ad ham.
Pludselig så han det. Et p-skilt helt ovre ved kirken.
Et bjergskred af tanker om skiltet faldt ned over ham, og ganske langsomt opløstes de mange tanker i få, men velovervejede.
Han erindrede endelig det, han havde set blandt alle døgnrapporterne.
Hvordan i alverden kunne han have glemt det? Alle kunne se og læse rapporterne, specielt dem fra i søndags. MIR havde ikke tillagt det nogen særlig betydning åbenbart.
Det var en simpel overtrædelse af parkeringsvedtægterne.
Sært, havde han tænkt, at en eller anden betjent har noteret en trafiksynder nogle minutter før selve optoget. Formentlig fordi han har kedet sig lidt her, mens han selv ventede? Måske Sanne?
Hurtigt møvede han sig ned i stuen, fik tændt Mac´en og loggede sig på.
Registreringsnummeret angav en hvid varevogn, der var henstillet ved Fakta; om søndagen var der ellers ingen restriktioner, men denne havde holdt uden for båsene. Overtrædelsen var registreret 13.45, lige omkring skyderiet på Løkken. Der har nok været fyldt helt op med biler på Faktas p-plads, og derfor havde vedkommende sat den på gaden, hvor parkering var forbudt.
Det havde han gjort, fordi han skulle parkere så tæt på “Strygejernet” som muligt. Det måtte være en ret så nævenyttig betjent, for netop søndagen med de mange mennesker, optoget, hele det festlige cirkus indbød til at se stort på p-overtrædelser.
Lyn tjekkede navn og adresse på ejeren, og informationerne sagde ham intet. Hamza Antwan Sandmose. Aldrig hørt om ham.
Men her kunne gåden til både Søren Nielsens opholdssted, Amalies forsvinden og dobbeltdrabets gerningsmænd ligge. Det var et forsøg værd.

Han overvejede yderligere et kort sekund, så fik han hastigt noget mere tøj på, slugte et stykke brød, greb mobil og pistol og sprang ud i sin egen Golf.
Det var en af de lyse sommernætter på vej mod endnu lysere morgen, da han fik speederen i bund, og GTE´en levede op til de forventninger, han havde. Hjertet hamrede løs i hans krop; hans tanke var at finde hende, at blive forenet og – muligvis som en bonus – opklare dobbeltdrabet foran Kjeldsen, Knud og MIR.
Først derefter ville han informere AK.
Han tog de flade venstresving lige over og noget tæt, samtidig med at han skar højresvingene af og nød GTE´ens vejgreb, dens motorkraft og styretøj ikke at forglemme. Der var heldigvis ingen trafik, denne meget lune sommermorgen. Hvordan var det nu med betegnelsen tropenat?
Det ville ikke vare længe, inden solen viste sig.

Så satte motoren ud. Benzin! For helvede. Han standsede og kørte ind til siden og så efter i bagagerummet. Ingen reservedunk. -El-motoren var flad. Det havde han kun sig selv at takke for. Hvilket fjols, han var, der kørte bilen tør. Han havde simpelthen glemt alt om det i går.
Og hvor banalt! Selvfølgelig her ude på landet med mindst 10 kilometer til nærmeste tank.
Han havde kraftigt på fornemmelsen, at noget omkring p-bøden søndag var galt. Den der uforklarlige følelse af at være for sent på den generede ham ud over alle grænser, og han fornemmede, at hans tilstedeværelse var påkrævet uden at kunne redegøre nærmere for det. Læsningen af visse af Amalies dokumenter tidligere på aftenen havde dog sat flere ting på plads, følte han.
Hun reagerede stadig ikke på mobilopkaldene, og den var ikke afbrudt.
Han stod ude ved vejen og begyndte at gå videre.
En bil hørtes bagfra, og han standsede og vinkede med tomlen. Den kørte bare udenom.
Han bandede og gik videre, mens han spejdede efter den næste. Der var ikke mange på denne tid af døgnet. Selvfølgelig ikke. Hans ikke alt for gode form var ikke lige netop det bedste i denne situation. Hvor mange kilometer var der til gården?

04 TIRSDAG
Amalie ved grænsen

Pludselig kunne Amalie ikke holde tårerne tilbage. Hun rystede over hele kroppen og tænkte på sit liv, kunne ikke huske tiden før adoptionen. Men hele den forholdsvis lykkelige barndom med leg og skolegang, med forældre, hun holdt af og var sure på en gang imellem, men også glad for og betragtede som nogen, man kunne hente trøst hos.
Jobbet hos Rigspolitiet, hvor hun havde været både heldig og dygtig og opnået forfremmelse på rekordtid ved hjælp af de seneste tiltag fra Folketinget og især fra Rappenskraldernes Øverste Værneting, som Kvindelogen hed i folkemunde. Hun ville aldrig mere skulle være sammen med de andre kvindelige chefer i den loge, hun selv havde været med til at danne. Og Lyn, som måske var den, der for alvor havde betydet noget for hende, hvor var han? Lyn, min elskede!
Åh, hvor forudsigeligt. Hvor banalt. Hvor kedeligt. Og så alligevel.
Hun snøftede og vidste godt, at hun tog en sentimental afsked med sit liv.
Imens var vandet ganske uset og ubemærket steget, så det nu nåede hende til halsen. Rebet gjorde, at hun på et tidspunkt ikke længere kunne have hovedet oven over vandet.
Hun frøs, nattens kølighed havde sin virkning, men mest af alt var det vandet, der var koldt. Kulden fik hendes krop til at ryste endnu mere.

Hun fortrød i dette øjeblik, at hun ikke havde sendt sine fotos og dokumenter til København. Hvis ikke den rette person fandt dem på hendes mobil eller PC, ville der ikke blive en sag.
05 TIRSDAG
Kjeldsen handler

Kjeldsen var ikke længe om turen ud til gården. Han standsede i god afstand og gik resten af vejen. Eller rettere: Han sneg sig nærmest af sted og søgte at dække sig bag buske og træer.
Der lå gården, godt gemt bag en lille skov.
Gamle, faldefærdige bygninger. Her var der angiveligt ikke dyrket landbrug i mange år. Måske med undtagelse af hamp. Det lignede en typisk hampplantage. Måske lå marken omme bag.

Det blev mere og mere lyst, da han nærmede sig stuehuset, der var omgærdet af en flisegang godt groet til med ukrudt. På gårdspladsen, hvor mange, friske grønne mælkebøtter pressede sig op i gruset, stod en hvid, lukket varevogn.
Tilhørende den Hamza Antwan Sandmose, der også ejede gården.
Der var lidt længere henne ved den grå-hvide gyllebeholder en hyggelig og velkendt lyd af rindende vand, som han forbandt med de mange bække små på Als.
Han listede hen og kiggede forsigtigt ind gennem flere vinduer, men der var ikke antydning af mennesker indenfor. Hvor var soveværelset? Formentlig havde Søren Nielsen og eventuelle medskyldige forladt gården for længst. Og selvfølgelig i et andet køretøj.
Så trak han sine gummihandsker på, tog sin pistol og ville åbne yderdøren.
Den var ikke låst. Den var ikke engang lukket. Stod på klem. Det undrede ham, men på den anden side var det ikke altid kutyme her på landet, at man låste dørene. Men ligefrem at lade den stå åben? Her så det ud, som om man havde forladt det hele noget hastigt.
Han listede indenfor, stod helt stille og lyttede og vovede sig længere frem, da der absolut ikke var tegn på liv. Han forcerede køkkenet, stuen og havnede ude i gangen igen. Der var ikke nogen i stueetagen. En trappe op til loftet tiltrak ham, og forsigtigt gik han op. Det måtte være soveværelset eller -værelserne, der lå heroppe.
Det var svært at få døren op til værelset ovenpå, et eller andet lå i vejen. Han skubbede døren op og så ingenting. Ingen mennesker her. Kun en masse rod. Det var alligevel værre end hjemme hos ham selv.
Tilbage igen.
Fra køkkenet så han lige ud i en mørk gang, fandt en lyskontakt og tændte den og gispede.
Søren Nielsens tomme, døde øjne og det størknede blod fra de to striber på halsen fik ham til at ane dramaets omfang.
Han kløede sig lidt i hårbunden. Hvad der var foregået, kunne han kun gætte sig til, men eftersom både Amalie og Hamza åbenbart var forsvundet, måtte en af dem have uskadeliggjort Søren Nielsen. Amalie? Men hvordan …

Nå, ja, selvfølgelig.
Han trykkede Amalies mobilnummer. Ringetonerne med tilhørende vibrerende summen fortalte ham, at den lå lige her i køkkenet. Han bøjede sig ned og så ind under skabene. Under køleskabet. Ved hjælp af et kosteskaft fik han den raget ud.
Han satte sig til køkkenbordet og åbnede den med den ene gummihandske af. Skødesløst havde hun heldigvis slået sikkerhedskoderne fra, så han uhindret kunne udforske den. Det undrede ham.

Der var foretaget nogle lydoptagelser. Først rynkede han panden, men efter lidt lytten glattede han den ud. Han lænede sig tilbage og smilede for sig selv. Her var jo alle beviser lagt frem ganske indlysende. Optagelsen med Søren Nielsen og Hamza Antwan Sandmose var så klar og kontant, at man skulle tro, det var en entydig tilståelse fra dem indtalt med samme formål.
Måske havde Amalie også taget fotos af dem? Han trykkede på fotoapp´en og så på alle 654 billeder, et for et. De var alle taget inden for den seneste uge. Hun havde sandelig haft travlt.
Langsomt og alligevel så hurtigt, han kunne, gennemså han spændt hele albummet, indtil han kom til nummer 365.
Her var det, at han stivnede. Igen og igen stirrede han på det samme billede, forstørrede det, formindskede det, ligegyldigt hvad han gjorde, var det lige så entydigt som lydoptagelsen. Han studerede de efterfølgende. Der var flere kompromitterende, burde han nok sige. Stærkt kompromitterende. I alle vinkler, på alle afstande, på flere forskellige tidspunkter.
Hvordan hun havde fanget ham der, på det forkerte ben så at sige, var ham en gåde. Han måtte for sig selv anerkende hendes dygtighed.

06 TIRSDAG
Kjeldsen rammer iSky

Hed om ørerne og hvid i ansigtet søgte Kjeldsen videre på telefonen. Han fandt i et dokument Amalies konklusion og læste det hurtigt igennem.
Hans øjne var større end normalt, og hans vejrtrækningsproblemer havde ingen ende. Det her betød afslutningen på hans karriere og – fængsel. Ingen tvivl om det. Hvis det kom ud.
Kjeldsen læste ikke mere, men undersøgte forskelligt på mobilen. Afsendte mails, tidspunkter for både det ene og det andet; han gav sig god tid, var grundig og gennemså mobilen for de andre materialer, dokumenter og billeder. Det så ikke ud til, at Amalie havde nået at sende materialet videre til København. Til sidst fandt han en lydfil fra et par dage siden. Da han startede den, følte han endnu mere, at blodet faldt fra hovedet.
Amalie havde optaget ham i forskellige situationer, som alle havde noget at gøre med det der. Han havde ikke set hende. Hun måtte have listet sig efter ham, have beluret ham, udspioneret ham.
Alt var der – tydeligt og afslørende ad helvede til. Selv scanninger af dokumenter fra Polen var der; dokumenter med aftalerne og hans navn. Hvor hun så end havde dem fra.
Han slettede det hele, også alle de 654 fotos. Han sikrede sig, at hendes iSky-konto med mulig backup blev slettet, helt og aldeles. Til sidst var der kun to lydoptagelser tilbage, der ikke havde noget at gøre med ham. De var fra i går, så han.
De var med et betydeligt sjovere indhold. Tænk, at de to herrer bare sad og snakkede løs om dobbeltdrabet og deres chef, som om de refererede en artikel fra Hus og Hjem. Professionelle? Ha.

Han stak begge telefoner i lommen og gik udenfor.
Han missede mod solen. Trods dens glødende varme og den helt vidunderlige friskhed, der var over denne sommermorgen, var opgaven forsåvidt uløst. Amalie var der jo stadig derude, et eller andet sted. Måske var de sluppet over grænsen? Selv nok så omhyggelig kontrol kunne ikke hindre dem i at stikke over ved Siltoft eller en anden ubevogtet grænseovergang.
Hans politiinstinkt bød ham at være lidt professionel.
Måske kunne han opdage noget i staldbygningen der ved siden af; måske holdt der en bil i garagen? Eller der fandtes andet, der kunne fortælle ham, hvor de befandt sig, de to.
Men der holdt ingen bil.
Han gik ind i den lille stald, der var mørk, kølig og tom bortset fra en masse ragelse, gamle landbrugsredskaber fra for længe siden. Bygningen så ikke ud til at have været i brug i mange år.
Lyset blændede ham, da han kom udenfor igen.
Der var jo varevognen, der holdt på gårdspladsen. Der lå forskelligt på forsædet blandt andet en mobil, og den stak han til sig. Beslaglagte bevisstykker! Hvorfor lå den der?
Var Hamza stukket af? Havde han Amalie med sig? Hvem havde hentet dem? Han gik ud fra, at de ikke havde skudt de to politikere af egen drift. Nogen måtte altså stå bag. Og hvorfor havde han ikke taget sin mobil med sig?
Alt var stille og roligt, bortset fra det rindende vand. Gyllebeholderen lå midt i morgensolen, der nu lyste både stærkere og varmere, og det var, som om den der rislen kom derfra.
Han stirrede opad og blev næsten blændet af den hvide kalkede ring, der var der foroven, og hvis lysintensitet blev forstærket af solen, der netop var begyndt at skinne for alvor.

Var der en lyd, der ikke havde noget med vandet at gøre, og hvorfor løb vandet i det hele taget?
Han undrede sig. Holdt de fisk herude, eller var noget gået i fisk i teknikken?
Lyden kom entydigt fra gyllebeholderen.
Overvejelserne fik ham til at klatre op ad den stige, der hang på beholderens væg; han nåede toppen og gloede ned i beholderen og holdt vejret. Ja, standsede praktisk talt åndedrættet.
Det første chok kom over synet af en halvnøgen mand, der lå og drev i vandet, øjensynlig død. Kjeldsen bemærkede hans ansigt og noterede sig, at der var noget helt galt med det. Smadret til ukendelighed.

En klagende lyd nåede ham helt inde fra muren, og da han kiggede længere ud over kanten og så lige ned, fik han det næste chok.
Amalie hang halvt ind over den indvendige del af stigen. Uden tøj på. Overhovedet. Armene bundet bagpå med et reb hen til stigen. Kun ansigtet var over vandet. To bryster lige under overfladen. Som to pontoner. Men ikke nok til at holde hende oppe.
Han holdt vejret.
Ikke en lyd. Hun så død ud. Så åbnede hun øjnene og så direkte op på ham. Læberne skiltes, som ville hun sige noget. Hun lukkede øjnene igen. Munden gik op, og en svag lyd, der mindede om ordet hjælp, slap ud.
Et meget svagt hjælp.
Kjeldsen klatrede ned på den indvendige side af gyllevæggen så hurtigt, han kunne og fik fat i Amalie.

07 TIRSDAG
Kjeldsen i tunneller

Han lagde armen om hendes nakke og pressede hendes ansigt ned under vandet. Hun baskede med krop og ben, men kunne intet stille op. Han holdt hende under vandet, indtil hun ikke længere ydede nogen form for modstand. Da hun blev slap, fortsatte han sit pres. Endelig kunne han være sikker. Nu var der ingen tvivl om, at hun var død. Han søgte tilbage til stigen og klatrede op.

Her så han længe på hende deroppe fra kanten af gyllebeholderen. Løftede så hovedet og stirrede ud i horisonten uden at stille skarpt på noget særligt.
Han så ned på hende igen.
Det var nødvendigt. Hun var alt for farlig for ham, og det nyttede jo heller ikke noget. Helt bortset fra, at det netop var det her, de havde snakket om for lidt siden.
Så klatrede han langsomt ned igen på den udvendige side og børstede kalken fra muren af sig.
Hun ville være død under alle omstændigheder. Det var meget dejligt at konstatere. Han følte sig i den grad lettet, så han smånynnede, mens han gik ud til sin Ferrari og skiftede det våde tøj ud med det ekstra sæt fra kørekufferten, han altid kørte rundt med.

Han listede forbi beholderen en gang til og lyttede til det rislende vand. Der var ikke andre lyde.
Han satte sig op ad muren på en sten og ventede lidt, mens han sukkede temmelig højt og længe. Så på sit ur. Forsigtigt klatrede han igen op ad stigen og så ned. Amalie lå med ansigtet under vand. Død.
Lidt efter mærkede han igen den underlige fornemmelse i den bagerste del af hjernen.

Med lukkede øjne var han 12 år. De fire kammerater fra drengehjemmet stod neden for diget i vandet ved rørledningen, der førte igennem over til den anden side og ud i åen der.
“Tør du”, spurgte Keld en af de andre.
“Nej”, indrømmede Carl Erik og grinede nervøst.
Ingen turde.
“Jeg tør godt”, sagde han selv pludselig. “Det er ikke så galt”.
De forsøgte at tale ham fra det, men nu havde han sat sig det for, og de kendte hans stædighed og vidste, det var nyttesløst at overtale ham til at lade være. Tavse iagttog de, hvordan han tog sit tøj af, kravlede ned til udmundingen af røret, gjorde sig klar. Man kunne ikke se igennem, og alligevel måtte der jo være adgang. Hvad skulle det ellers bruges til?
Der var vand i røret næsten helt op til den øverste kant.
Han sugede luft ind og bevægede sig derind. Det kunne akkurat rumme ham, men han kunne intet se. Han bevægede sig fremad under diget i dette cementrør, der var fyldt med vand. Holdt vejret, vidste ikke, om der var vand helt op, havde ikke tid. Han syntes, det gik ganske godt og måtte snart være ved enden af røret, da et trådgitter spærrede ham vejen.
Skulle han kravle tilbage? Og kunne han? Skulle han forsøge at trække vejret helt oppe i toppen? Han valgte at forsøge at mase trådgitteret i stykker. Der skulle flere forsøg til, det var stærkt, og det sad godt fast.
Omsider lykkedes det ham at få hul igennem, og han kravlede videre, mens luften var tæt på at skulle ud og erstattes af ny. Gitteret flåede i hans hud, men han ænsede det ikke. Nu gjaldt det blot om at komme ud og ånde ind …
Da han dukkede op fra åens bund, stod de der og var ellevilde. Klappede, råbte, hujede og skreg, at han var en helt.
Det var en sejr, og han smed sig på græsset og pustede ud, mens blodet piblede frem fra alle de små sår, han havde fået dernede i røret.
Det sved på ryggen, men det betød intet. Fyldt med en eller anden form for en følelse af triumf opdagede han en fremmed og ukendt fornemmelse i skridtet. Bevidstheden om at have gennemført noget farligt havde påvirket ham og i sådan en grad, at han ikke bare kunne rejse sig. Han vidste ikke helt, hvad det var, selv om han havde en anelse, og det føltes ikke ubehageligt.
“Hvad fanden”, udbrød han til de andre, der stod rundt om ham. “Det føles temmelig nolder. Som om der er noget i min hjerne”.
Ingen sagde noget. Han lå en smule urolig. Bevidstheden om at have udført noget, de andre ikke turde, at have gennemført noget farligt, fik ham helt op at køre. Først senere efterhånden kunne han slappe af.
Billederne fra hans tilværelse af den samme underlige og uforståelige følelse kom til ham, et for et.

Han sad et stykke tid og rugede og genkaldte sig disse oplevelser og følte parallelt nøjagtigt det samme nu. Ingen lyde nåede ham fra gyllebeholderens indre. Der var den samme overraskende reaktion i hjernen og tilhørende filialer. Var synet af den døende Amalie det, der havde været drivkraften nu? Eller var det den døde mand, der lå dernede med knust ansigt og bukserne helt nede om hælene?

En kuldegysen gik gennem ham, men hans fornemmelse af noget oppe i hjernen forsvandt kun langsomt.
Nu var det vist tid til at sætte Lyn på plads.

Han tog sin mobil:
– Lyn? 08 TIRSDAG
Lyn griber ind

– Ja?

Lyn havde mobilen for øret og lyttede til Kjeldsen.
– Hvor er du?
– Jeg står uden for den gård, hvor jeg tror, Amalie holdes fanget.
– Sig mig: Hvornår er du kørt derud, og hvordan fanden har du fundet den?
– Ja. Jeg opdagede noget og ville gerne være først for en gangs skyld og mente, at det var nu, trods tidspunktet, at du skulle vækkes og være med i det.
– … Jeg er allerede på vej, men desværre kørt tør … nej, vent, jeg tror, der kommer en …
– Kørt tør? Så du er på vej? Ja, men hvorfra kan du vide, hvor …

Lyn hørte en bil, og denne gang stillede han sig ud midt på vejen og viftede med armene. Den standsede, og chaufføren, en ældre herre, stak hovedet ud ad vinduet:
– Hvad i alverden?
– Det er politiet, sagde Lyn og viste ham sit ID-kort. – Kjeldsen, den er god nok. Jeg kører med ham her; jeg er der om få minutter.

Han slukkede mobilen. Kjeldsen. Der kunne alt med IT og aflytning. Naturligvis havde han lyttet sig frem til gården og kørt derud uden at ringe til ham før nu. Og hvorfor så det?
– Kan du ikke køre mig til denne adresse?
– Hop ind, sagde han. – Den klarer jeg. Ham kender jeg. Hvad har han nu gjort? Er du ikke uhyggelig tidligt oppe?
– Hvad med dig selv?
– Min mor har lige gennemgået en stor operation, og jeg ville være helt sikker på, at den forløb positivt. Derfor sad jeg den halve nat oppe hos hende. Men nu ser det fint ud.
– Godt nok. Fortæl mig lidt mere om, hvad du kender til ham.

Lidt senere viste den øverste kant af solen sig i horisonten mod øst. De kørte direkte mod den.
Nogle minutter efter bremsede chaufføren op og drejede ind til siden. Gården så forladt og faktisk ubeboelig ud der mellem træerne. I vejkanten holdt Kjeldsens røde Ferrari.
Han takkede for liftet, steg ud og sneg sig nærmere. 09 TIRSDAG
En Sønderborger har søvnproblemer

Sønderborggenseren lå i den store villa og kunne ikke sove. Vinduerne i soveværelset stod åbne, og svagt kunne han høre vandets klukken. Han var træt af at vende og dreje sig og ikke kunne falde i søvn. Han forsøgte at lytte koncentreret til lydene derude, at prøve at falde ind i rytmen – frem og tilbage, frem og tilbage -, men det hjalp ikke.
Det var forfærdeligt varmt. Det var en af de få nætter om sommeren, der kunne få betegnelsen tropenat. Og så absolut i disse dage.
Han slog sommerdynen til side og satte sig op. Ude på badeværelset tog han en slurk vand.
Han rodede i sit hår, mærkede poserne under øjnene og hev nedenunder i kindernes lange hud, og som om det ikke var nok, føltes munden som en brevsprække fuld af rust.

Lige nu havde han mistet alt. Men det før var heller ikke til at leve med. Hævn var et flygtigt begreb, som kun midlertidigt lagde en dæmper på det hele.
Han gik ind i stuen og følte efter i jakkelommen. Den var der stadig. Selvfølgelig. Søren havde givet ham den med ammunition, vist ham, hvordan den skulle lades, og de havde prøvet det af.
De var gået ned til stranden, og han havde skudt en gang og var blevet meget forskrækket.
På en måde trøstede det ham, at han havde den. Blev det hele for slemt, kunne han rette den mod sit eget hoved. Hans hjernebark ville ikke hindre kuglen i at trænge dybt ind og slukke livet for ham.
Måske var det en udvej, der blev mere og mere realistisk for ham. Det her var en tortur, og han, som troede, at han ville blive udfriet. Det var han så langt fra blevet.
De sidste to dage havde været et mareridt af dimensioner, han aldrig havde oplevet før.
Men tiden før søndag klokken 13.48 havde heller ikke just været en dans i måneskin. Han måtte skarpt erkende, at dobbeltdrabet ikke havde løst problemet, nok skaffet ham den hævn, der tilkom ham, men forløsningen var udeblevet.
Som de gamle græske dramaer. Eller fra de islandske sagaer. Hævn var verdens ældste motiv. Intet kunne måle sig med en veludført hævn. Denne var veludført, selv om det var en streg i regningen, at Søren ikke nåede at komme væk.
Det var tilfældigt, og det vidste han godt. At en politimand fattede mistanke til netop den indgang i den bygning, var et tilfælde, han ikke havde regnet med. Men han havde slet ikke regnet med, at Søren ville stikke af fra sygehuset. Ovenikøbet med et gidsel. Dum, dummere, Søren. Det var så ubegavet, at han næsten var parat til at skyde ham, hvis han kom her forbi. Bare fordi han troede, de havde en video som bevis.
På natbordet lå flyvebilletterne til Thailand. Hvornår blev der brug for dem nu?
Han åndede tungt. Det havde uden tvivl været en fadæse af de helt store. Nu var politiet ikke i tvivl. Fandt de ham, var det hele slut. Hamza skulle nok klare sig. Og ham selv?
Han åbnede sit alkoholskab og tog en flaske. En cognac af de større. Det var næsten det, han levede af p.t.. En til kunne hverken gøre fra eller til på hans sindstilstand lige nu.
Selv her lidt over 4 en klar sommermorgen.
Han skyllede den ned i et hug og vaklede ind i seng igen. 10 TIRSDAG
Lyn får mistanke

Der sad Kjeldsen i græsset. Da han så Lyn, rejste han sig straks op og gik ham i møde.
Han forklarede ham kort, at han lige var kommet og havde gennemsøgt huset, fundet Amalies mobil, men ingen personer.
– Jeg anser dem for at være stukket af med hende. En eller anden har hentet dem.
– Tys. Hvad er det for noget vand, der løber?

Lyn lyttede. Det kom fra gyllebeholderen derhenne. Han nærmede sig den, mens han forsøgte at pejle sig til lyden.
– Det er herfra, vandet løber, konstaterede han, standsede og lyttede: – Nå, det betyder nok ikke noget.

Han så sig om.
– Du har ledt efter dem, ikke? Huset er tomt?

Kjeldsen nikkede og begyndte at gå over mod stuehuset.
– Et øjeblik, du.

Lyn tøvede. Da han lagde den ene hånd på stigen, blev Kjeldsens øjne større. Tilskyndelsen til at klatre op blev kun forstærket. Da han møjsommeligt nåede toppen, så han ned i gyllebeholderen.
– Er der noget, spurgte Kjeldsen.

Lyn holdt vejret. En gråblå vandoverflade i hele gyllebeholderen blev forstyrret af noget genkendeligt.
Amalie lå død dernede med ansigtet under vand. Lyns ansigt blev stengråt, granitindlejret på et milisekund.
– Kan du se noget, hørte han Kjeldsen spørge langt borte.

Lyn åbnede munden. Kunne ikke svare.
– Kommer du ikke herned, Lyn, lød det igen fra Kjeldsen:
– Hvad er der?

Amalie forsvandt for ham; der havde lagt sig en hinde over øjnene, og han måtte blinke igen og igen for at skabe klarhed. Hans trænede politilogik trængte gennem følelsernes barriere.
Panisk hev han sig ind over muren og steg ned ad stigen på den indvendige side.
Ved at strække sig uden at hoppe i vandet kunne han akkurat nå Amalie og fik fat i hende. Han greb hende under armene og løftede hende op mod stigen. Allerede der vidste han, at det var for sent. Der ikke var noget at gøre. Alligevel forsøgte han at løfte hende op af vandet og tog et trin op ad stigen. Hun var meget tung, og han knoklede løs. De stærke følelser hjalp til, men var ikke nok.
– Kommer du og hjælper mig, råbte han op over muren til Kjeldsen udenfor. Han måtte for pokker se at komme i omdrejninger.

Kjeldsen viste sig oppe på toppen. Han havde store øjne og klatrede hurtigt ned og tog fat i Amalie. Sammen fik de hende bakset op ad stigen.
Kjeldsen kunne gøre det alene, vurderede Lyn.
Øverst pustede de ud; de måtte holde en lille pause, mens de forsøgte at balancere den døde Amalie hen over muren og famlede efter øverste trin på den udvendige stige. Lyn prustede og havde nærmest åndenød, mens Kjeldsen var mere hærdet og tydeligt sportstrænet. Han tog fat og fik Amalie slæbt over murens øverste kant og balancerede hende på skuldrene ned ad stigen, hvor han lagde han hende på siden i græsset.
Lyn sank ned på knæ ved siden af hende.
– Har du ikke …, udbrød Lyn hjælpeløst til Kjeldsen og pegede på Amalie.
– Et tæppe, mumlede Kjeldsen og forsvandt ind i huset, mens Lyn prøvede at binde rebet op, der stadig var om hendes arme. Det lykkedes ikke for ham. Han hev sin lommekniv frem og skar det over med op til flere hidsige bevægelser. Endelig var det klaret.
Så kom han til ståltråden om hendes håndled. Med de bare fingre forsøgte han at tvinde det op, men det var ham umuligt. Her var Kjeldsen for en gangs skyld hurtig i vendingen, for han stod allerede med en gammel, rusten knibtang og tæppet over den anden arm. Med få, energiske vrid fik Lyn vredet tråden over.
Han lagde hende om på ryggen, forsigtigt; lå på sine knæ og strøg hende ømt på kinden, inden han lagde tæppet over hende og rejste sig.

Kjeldsen klatrede selv op og så ned:
– Den anden må andre tage sig af.

Lyn stod uden at røre sig og stirrede bare ned på tæppet med den døde Amalie. Den ene halvdel af ham var politimand, den anden var faldet ned i et dybt hul. Politimanden Lyn så op og lagde mærke til, at kalken fra den øverste halve meter mur smittede i den grad af på det våde tøj. Nu også for alvor på Kjeldsen og hans bukser.

Kjeldsen kom ned igen og børstede sine bukseben. Så tog han sin mobil og alarmerede stationen:
– … og en mand flyder druknet rundt ved siden af.
11 TIRSDAG
Lyn i krise

– Jeg kunne ikke drømme om, at der var nogen i den beholder, sukkede Kjeldsen, mens Lyn satte sig på græsset ved siden af Amalie med stenansigtet.
Få minutter senere væltede det ind med reddere, folk fra Teknisk og andre kolleger samt MIRs folk.
Den lille gårdsplads kunne ikke rumme alle bilerne, så de var parkeret spredt over hele arealet og også bagved.
Kjeldsen forklarede kort Trolle, hvad han havde opdaget på gården. Lyn var blevet siddende i græsset, som om han ikke kunne rejse sig. Han ænsede ikke engang sit våde tøj; det hele forekom ham fjernt og uvedkommende.
Kun meget få ord slap fra ham. Heller ikke, da redderne fjernede Amalie på en båre.
Trolle spurgte flere gange til, hvordan Kjeldsen havde fundet frem til gården og var øjensynligt ikke helt tilfreds med hans forklaring. Han tog selv sin mobil og snakkede længe med en eller anden. Andre målte op, tog prøver, og frem for alt pågik arbejdet med først fotografering, siden at få den døde Hanza op af gyllebeholderen.

Lyn noterede sig den skarpe sol, en morgenstund som så mange andre. Og så alligevel så vidt forskellig fra de tidligere.
Knud rakte ham en hånd, og han rejste sig.
– Du har da haft dit de seneste dage, hvad? Ved du hvad, du skal køre hjem nu, for du kan ikke stå der i det våde tøj. Du har da haft en lang nat – efter en lang dag i går. Tag Kjeldsen med dig. Han er vist også træt – og våd.

Uden et ord stilede Lyn over mod bilerne og spadserede ud ad indkørslen til gården for at komme hen til Kjeldsens bil.
Men der var hverken sportsvogn eller Kjeldsen at se. Lyn gloede fåret. Han gik tilbage og sagde en smule grødet i stemmen:
– Hvad, æh … Det ser ud til, at Kjeldsen er kørt, Knud.
– Nå, han er nok også helt fortumlet. Det er ikke alle og enhver, der bare sådan kan klare mosten. Han burde ellers have erfaringen …

Lyn gabte meget højt.
– Du er overtræt, Lyn, jeg har også ondt af dig. Men jeg tror ikke, det er nu, vi to skal snakke om det. Tag en vogn og kør hjem og få dig noget søvn, ikke?

Lyn satte sig ind i en tilfældig patruljevogn.
Han sad lidt og prøvede at tænke mere klart. Politimanden overtog for en stund.
På Beates harddisk havde han fundet mange interessante ting. Der var også en mystisk pengetransaktion med et beløb lidt over det sædvanlige – selv for en borgmester. Samt den her mail, han ikke kunne forstå. Medmindre …
Kunne det betyde, at der var flere motiver i dobbeltdrabet? Det slog ned i Lyn, at der kunne være en sammenhæng, og hvis der var det, kendte han også bagmanden for det hele.

Han satte kursen mod Sønderborg. Energien og humøret havde fået et lille pust; gåden var ikke en gåde længere, så vidt han kunne skønne.
Alligevel var han noget overrasket over sin egen konklusion på århundredets politiske dobbeltdrab. Hvis det virkelig stemte med, at det var så banalt. 12 TIRSDAG
Kjeldsen har ikke fyraften

Kjeldsen var nået til Grundtvigs Allés rundkørsel i det nordlige Sønderborg, mens han sejrsikkert mumlede for sig selv:
– Jeg vil sgu have æren. Amalies mobil viser vejen, men hun er jo død. Hvem har så glæde af hendes opdagelser? Ingen. Absolut ingen.

Han sang “Nobody knows …”, først stille og med fryd i stemmen, siden højere og højere. Han klappede brat i. Amalie var alligevel i en særklasse. Det måtte han nødtvunget indrømme. Udsat for voldtægt, overmandet, og alligevel i stand til at slå sine egne mordere ihjel.

Skulle han ikke hente kagen, når han vidste, hvor den kunne købes? Skulle han forære MIR, der ikke havde fundet ud af en skid, hele gådens løsning på et fad og lade dem få æren? Amalies mobil havde jo hele løsningen. Kvit og frit. Ingen ville tvivle på, at han, Kjeldsen, var ham, der løste gåden til sidst. Ingen anden.
Ingen. Og slet ikke Lyn. For en gangs skyld ville Lyn stå tilbage med åben mund.
Livet var ikke helt fucked up lige nu.

Han var nået til Løkken, drejede til venstre i lyskrydset og umiddelbart til højre igen ad Nørre Havnegade og parkerede uden for kæmpevillaen. Han ville lige vente lidt. Manden skulle jo da gerne være stået op.
Fremtiden lå lys foran ham. Nu fik han bagmanden i garnet, og måtte fjerne den sidste rest af tvivl om udnævnelsen til VPK. Naturligvis ville han ikke informere MIR og AK om det her; de ville straks tage æren selv.
Det ville være en fjer i hatten på Sønderborg Politi, men mest på ham selv.
Ingen ville kunne sætte så meget som en finger på ham, den kommende VPKer.
Kjeldsen lukkede øjnene og blundede lidt.

13 TIRSDAG
Lyn er lidt bagefter

Morgensolen gjorde det nødvendigt med airconditioning allerede nu, men Lyn kunne mærke, at hans bukser hurtigere blev tørret af varmen, hvis han ventede lidt. En ny varm dag var født.
Lyn kørte med sit tavse, blå blink for fuld fart direkte ned over Løkken, drejede til venstre før broen og til højre igen og parkerede et stykke fra den statelige, tre-etagers hvide kæmpevilla. Lige ved siden af Kjeldsens Ferrari.
Han steg ud og satte sig ind til Kjeldsen, der satte sig op, som om han havde sovet:
– Nå, du ville ikke vente på mig?
– Ærlig talt, Lyn, så syntes jeg, du trængte til at komme hjem på grund af det, du har været igennem. Det var noget af et chok for dig at se Amalie, det kunne jeg godt mærke. Men, æh, hvorfor er du her?
– Jeg tror, jeg har regnet den ud.
– Det her klarer jeg ellers udmærket selv.
– Det er jeg ikke helt sikker på, Kjelle. Hvorfor lod du Amalie drukne? Du havde jo chancen for at redde hende.
– Hvad? Hvordan kan du få dig selv til at sige det vrøvl?

Lyn så bare på ham:
– Selv en spejderdreng ville opdage den hvide kalk på dit bukseben. Jeg så den med det samme. Kjeldsen, du kan ikke skjule sådan noget for mig. Jeg er jo ikke amatør.

Kjeldsen sukkede og så underligt på ham, da han gentog:
– Hørte du ikke, eller forstod du ikke? Kjeldsen, min makker gennem flere år: Har du eller har du ikke begået et indirekte mord?
– Jeg har sgu ikke begået et mord. Hvis man undlader at hjælpe, er det vel ikke mord.
– Så du indrømmer altså?
– Jeg kom for sent. Simpelthen. For sent. Hun var desværre død. Er der andre end dig, der vil savne hende i øvrigt?

Kjeldsen sukkede højt og åbnede munden flere gange, inden der kom ord ud til en delvist lammet Lyn:
– Der er noget andet, jeg skal fortælle dig.

Lyn satte sig op:
– Jeg tror ikke på dig. At du kom for sent. Du sagde intet om det, da jeg dukkede op …
– Ja, det må du sgu selv om. Men der er noget, der er vigtigere.
– Hvad?

Kjeldsen begyndte:
– Jeg håber, du forstår, at jeg jo også har mine drømme og forventninger til dig og vort fremtidige samarbejde.
– Videre …

Kjeldsens ansigt var sært stivnet, nærmest gået i sort. Han drejede hovedet og stirrede ud på vandet:
– Vi har begge samme interesse. Derfor har vi samme mål. Det betyder, at vi hver især skal have stor lydhørhed over for den anden.
– Lydhørhed?

Lyn sukkede og kunne ikke få øjnene fra ham.
– Ja. Jeg forventer faktisk, at du fremover vil lytte noget mere til mig og det, jeg har at byde ind med … at vi to bliver mere lige …
– Øh? Du har svært ved at overbevise mig om, at du har undladt at hjælpe den person, der betød så meget for mig, Kjeldsen. Og dermed været indirekte årsag til hendes død.

Kjeldsen ville åbenbart ikke svare ham og fortsatte bare i samme modus og med samme stemmeføring:
– Du har sgu altid set ned på mig, Lyn. Betragtet mig som underlegen og lidt mindre klog end gennemsnittet …
– Gu´ har jeg ej … Jeg forstår slet ikke? Har vi grus- og sandmøde lige nu?
– … Sådan vil det ikke helt være fremover, som jeg siger. Jeg har visse ønsker. Som du selv anfører: Jeg støber kuglerne, men det kommer bare ikke frem. Jeg er grundig træt af at stå i baggrunden, og at det aldrig er omvendt …

Lyn talte nu lidt højere:
– Sig mig, hvad fanden du har gang i, Kjeldsen. Hvad i helvede tillader du dig …
– Hm. Der er sket det, at Knud i går aftes meddelte mig, at det blev mig, der her fra den første får stillingen som VPK, fordi jeg har den største IT-kompetence og …

Lyns hage hang nedad:
– Æh … hvaba?
– … at inddrage dig som min næstkommanderende, hvilket betyder, at det fremover er mig, der har førertrøjen …
– Ja, men … det, … det er da …
– … og en sidste ting. Det lort, som Amalie snakkede med København om, at det også handler om os her, det gider jeg ikke høre på mere. Når vi er færdige her, smider jeg hendes mobil ad helvedes til. Væk med alle hendes mere eller mindre opfundne påstande.

Kjeldsen rømmede sig:
– Sådan er det, Lyn. Prøv ikke at ændre på det.

Lyn drejede hovedet ud mod vandet. Der var stort set ingen bevægelse derude, kun små kluk ind mod kajen. I sin ungdom kom han sammen med en pige, der sagde ad helvedes til, og han nænnede ikke at rette hende.
Et par biler kørte over broen deroppe; en skyfri blå himmel; de sædvanlige måger på jagt. Sikke en morgen. Tilsyneladende.
For inde under huden var der verdenskrig. Kaos. Blodet bankede løs i hans krop; vreden og aggressionerne stod i kø, og han havde svært ved at sige noget for ikke at afsløre sin sindstilstand.
På p-pladsen her holdt to biler. En Golf med plads til fire personer. En Ferrari med plads til to.
Med to mennesker på forsæderne.
Og alligevel var der ikke længere plads til mere end en bil og en person. Han var endegyldigt nået til et punkt, hvorfra han ikke kunne vende om.
Han kom til sig selv og tvang sig ned i gear, da Kjeldsen afsluttede:
– Så vi har en ny situation.
– Ja. Jeg skal underlægge mig en morder, og det er ikke det eneste, du har på samvittigheden.
– Morder?
– Jeg tror, du direkte har druknet hende.
– For helvede. Det kan du godt glemme. Hvorfor tror du dog det? Jeg kom for sent, har jeg sagt. Og – hvad er dit alternativ? Om jeg må spørge? Har du med din alder en fremtid på en anden station? Du vil arbejde her på min nåde og barmhjertighed som mellemleder, Lyn. Indse det eller skrid. Og hvis jeg ikke kom for sent, lad os antage det: Har jeg ikke allerede sagt, at Amalie er der sgu ingen, der vil savne?

Lyn svarede ikke. Her sad han ved siden af Amalies banemand; han troede ham ikke over en vindueskarm, han kunne have reddet hende. Og ved siden af den mand, Amalie havde beviser mod, med hans overmåde kraftige andel i den polske forbindelse til de unge piger.
– Kjeldsen, det må være slut med dig – og ikke med mig. Jeg agter at føre bevis for din andel i trafficking og menneskehandel i øvrigt omkring Callgirlcentret.
– Hvad? Nu stopper du, altså, Lyn. Nu er festen fanme forbi. Du har ikke en skid, har du. Og skulle du snakke om polske damer?

Kjeldsen viftede med en mobil.
– Her er Amalies mobil, hvis det er den, du hentyder til. Men jeg har slettet alt på den. Uvederhæftige og komplet grundløse beskyldninger. Hvem har glæde af sådan noget, Lyn?

Kjeldsen så på uret:
– Nå. Gider ikke at høre mere på dig. Enten går jeg alene, eller også går vi begge to derop.
– Vi går sammen. Selvfølgelig. Tror du, jeg vil lade en person, jeg har så lidt tillid til som dig gå alene?

De steg ud og nærmede sig langsomt villaen.
14 TIRSDAG
Lyn afhører en Sønderborger

– For en sikkerheds skyld …

Lyn afsikrede sin pistol, så den var skudklar, og de to gik over mod indgangsdøren. Han havde overhovedet ikke lagt mærke til, at hans tøj stort set var blevet tørt nu.
Inden han bankede på, tog han et par gummihandsker frem.
– Har du ikke også?
– Det er jeg sgu ligeglad med.

Lyns kast med hovedet fik Kjeldsen til at gå om til bagindgangen.
Det sidste kast til ham. Det var jo slut nu. Endegyldigt. So oder so.
En ganske kort overvejelse fik ham til at gå tilbage til Kjeldsens Ferrari. Han åbnede bagagerumsklappen. Hjertet standsede næsten, da han så Kjeldsens tøj. Han lod hurtigt en hånd glide over dyngen, der var plaskvåd. Så havde han haft ret. Det stammede ikke fra forsøget på at redde Amalie op af vandet. For da stod Kjeldsen hele tiden på stigen og blev ikke våd.

Han gik hen til villaen og ringede på.
Der gik lang tid, inden døren forsigtigt blev åbnet:
– Ja?

Lyn præsenterede sig med skilt og trådte indenfor. Kjeldsen kom ind i det samme og præsenterede sig også.
– God morgen, Lasse Kjeld Gårdsen, og undskyld forstyrrelsen. Vi ville godt lige snakke lidt med dig om Beate. Du tænker vel på hende hele tiden, ikke?
Lyn ville starte med følelserne. Etabler kontakt først og fremmest.
– Jo, og der har været så mange politifolk allerede og snakket. Det er uhyre pinefuldt for mig. Får I aldrig nok? Og så så tidligt. Jeg er jo kun lige stået op. Du, du har da været her før …
– Du sover vel ikke særlig godt pt, vel?
– Nej, det gør jeg ikke. Derfor forstår jeg heller ikke, at I kommer så tidligt …
– Det er det med sandheden, Lasse Kjeld Gårdsen. Så længe vi er i tvivl, om vi har hørt det hele, bliver vi ved. Vi tror bestemt, du har fortalt sandheden, eller skal jeg formulere det anderledes. Det, du har fortalt os, har været sandt. Men du har ikke fortalt os hele sandheden.

Lasse gik foran dem ind i stuen. De satte sig i sofaen, mens Lasse satte sig overfor. Først nu lagde Lyn mærke til, hvor bleg Lasse Gårdsen stadig var. Som om intet var ændret, siden han besøgte ham i søndags. Skuldrene hang, tøjet var laset og krøllet, og han lignede mest af alt en mand, der havde knoklet i tre døgn og hverken fået mad eller søvn. Hvorfor havde han taget det samme tøj på igen? En mand i pine. Ingen tvivl om det.
– Det har taget på dig, ikke? Og var det galt i mandags, er det ikke blevet mindre galt nu, vel?

Lasse så på ham med næsten tomme øjenhuler:
– Du har ikke prøvet at miste din hustru, vel? Det er ikke så let, det hele. Og så på denne måde. Koldblodigt likvideret.

Kjeldsen tændte for sin lydoptager og lagde den på bordet foran Gårdsen.
– Nå, hvad vil I så vide denne gang?
– For eksempel kunne det være interessant for os at vide, om du kender Klams? Og, som du kan se, har jeg tændt for lydoptageren, sagde Kjeldsen.
– Ham entreprenøren? Nej, overhovedet ikke. Ikke andet end fra avisomtalen omkring byggeriet af den nye politistation.
– Nej, det tænkte vi nok, du ville sige. Derfor er det naturligt at stille næste spørgsmål: Vi tror overhovedet ikke på, at det her dobbeltdrab handler om Klams eller entreprenørerne bag FehmernBælt.
– Og?

Lyn blandede sig:
– Du har opdaget et forhold mellem din kone og den tidligere næstformand i partiet, Svane. Beate havde et forhold til ham, ikke?

Lasse så overrasket ud og Kjeldsen i og for sig også. Nå, den del vidste han ikke. Eller også vidste han det, men troede ikke, at Lyn vidste det.
Lyn iagttog Gårdsen grundigt og kunne se, at oplysningen påvirkede ham. Han flyttede sig uroligt, hænderne var foldede, men fingrene skiftede ustandselig stilling, og farven i ansigtet ændrede sig:
– Æh, hvor vil du hen med det?
– Kendte du til det eller ej?

Kjeldsen kunne være hård i filten. Lyn rømmede sig.
– Jooo. Men det er jo for længst glemt …

Lyn overtog forhøret:
– Ja, er det nu også det? Er det ikke rigtigt, at Beate planlagde at forlade dig? At hun ville flytte til København, ikke? At du skulle efterlades her som kasseret affald.
– Det er sandelig stærke ord, du …
– Og at du derfor besluttede dig for at smede, mens jernet alligevel var i ilden?
– Det forstår jeg intet af.
– Da Beate bestemte sig for at få statsministeren likvideret, besluttede du dig for at få hende ordnet ved samme lejlighed. Du tænkte, at politiet straks ville kæde de to drab sammen og finde de skyldige i Fehmern-Bæltfolkene?
– Det er det rene vås. Jeg ved ikke, hvor I har det fra …

Kjeldsen slukkede sin lydoptager og hev Amalies mobil frem.
– Det tænkte vi nok, du ville sige. Derfor har jeg også taget noget med til dig.

15 TIRSDAG
Lyn og mobiler

Kjeldsen startede mobilen. De lyttede nogle minutter til Søren og Hamzas ordvekslinger, og man skulle ikke bruge fantasien for at forstå, hvad det her drejede sig om.
Fra at have været lyserød i ansigtet blev Lasse kokrød, nærmest mørkerød, og han skælvede, da han strakte hånden frem mod mobilen:
– Stop det der. Stop det. Gider ikke høre mere.

Kjeldsen standsede mobilen, mens Lyn påny startede optageren på Kjeldsens mobil og så afventende på ham. Han begyndte at fortælle med lav stemme:
– Jeg troede, at vi havde verdens bedste forhold. Indtil jeg opdagede hendes utroskab. Ja, jeg var jaloux, som du siger, over at blive kasseret. Ikke nok med det. Han var med hende herhjemme. De undslog sig ikke for at sove sammen. Her.

Lasse skjulte ansigtet i hænderne.
– Hvorfor lod du dig ikke skille?
– Jeg håbede til det sidste, at hun ville gøre det forbi med ham. For pokker: Jeg elskede hende. Uanset at jeg er 12 år ældre, havde vi det godt sammen.
– Ham?
– Peter. Peter Svane. Men selv om hun lovede, at nu var det helt forbi, blev de ved med at ses. Så fik hun den her plan. Hun betalte Hamza for at myrde Klaudia oppe fra Søren Nielsens lejlighed, fordi hun vidste, at hun så ville blive udpeget som den næste statsminister. Hun savnede statsministeriet, Christiansborg, hele pivtøjet der. Det var slet ikke nok for hende at være borgmester. Med Fynforbindelsen i ryggen kunne de umuligt vælge andre end hende til ny statsminister. Det var hendes agenda. Samtidig vidste jeg fra hendes mails, at hun derefter ville forlade mig til fordel for Svane. Det fik mig til at overveje at handle.
– Fik du det, spurgte Kjeldsen. Lyn nikkede og løftede mobilen:
– De er gode til at fastholde nuet, sagde han. Så hev han et stykke papir frem, skrev hurtigt tilståelsen ned og gav Gårdsen kuglepennen:
– Her. For en sikkerheds skyld: Skriv under.
– Det hele er så inderligt ligegyldigt. Mit liv er gået i nul, mumlede Gårdsen og kradsede sit navn ned. Han lignede mest af alt en forstenet syg mand, hvis livsgnist var slukket.
– Eller i minus. Det ser unægteligt ikke for godt ud.
– Nej, for godt ud?
– Lektor Cand. Mag. Lasse Kjeld Gårdsen. Du er anholdt, klokken er 07.35, sigtet for at stå bag drabet på din egen hustru samt medskyldig i mordet på statsminister Klaudia Konstantin, og vi kører på stationen. Du skal vide, at dine to kompagnoner er døde. Begge to. Dræbt af min kollega, Amalie, der desværre også er død.

Lyn slukkede mobilen og stoppede den i lommen, mens han efterfølgende trak sin gummihandske på igen og rejste sig. Kjeldsen rejste sig også og stak hånden frem mod Lasse for at tage ham under armen.
Lasse tog hånden langsomt ind under jakken og sad pludselig med en pistol.
– Slip den, råbte Lyn og trak sin egen. – Slip den!

16 TIRSDAG
Lyn ændrer statistikken

Lasse gjorde en bevægelse. Lyn trykkede automatisk på udløseren og ramte ham i hovedet, og der kom et udbrud fra Kjeldsen:
– Hvad? Skød du ham?

Lektoren sank sammen som en sæk kartofler.
– Selvmord? gispede Kjeldsen. – Var han i virkeligheden ude på det? Men, Lyn, du skød ham bare. Er du klar over det? Ville han i det hele taget …

Lyn var på vagt over for Kjeldsen. Han vristede Lasses hånd op af lommen. Den holdt ganske rigtigt fast i en pistol. Han masede noget med den; det var ikke helt let på grund af den gummihandske, han havde på. Fingrene på den døde Gårdsen holdt godt fast i pistolen.
Han åbnede den.
– … Se, sagde Lyn, – den var sgu ladt.

Kjeldsen stak hovedet frem mod pisolen og strakte samtidig hånden hurtigt frem for at gribe om løbet. Helt tydeligt for at dreje det op mod Lyns ansigt. Lyn var ikke i tvivl. Han havde hele tiden regnet med, at Kjeldsen ville forsøge at uskadeliggøre ham. Her greb han anledningen. Klart nok.

Lyn bøjede pegefingeren på aftrækkeren i det øjeblik, Kjeldsens hånd greb løbet. Han ville aldrig kunne klare Kjeldsen fysisk.
Braget befriede ham, og Kjeldsen faldt om på gulvet med hul i panden.

To døde mennesker under optoget i søndags, tre døde mennesker på gården i går og nu to døde i borgmestervillaen.
Lyhne sad lidt i stuens stilhed. Filosofisk og statistisk kunne der ikke ske drab i Sønderborg de næste syv år.
Den kommende borgmester burde føle sig sikker.
17 TIRSDAG
Lyn tager sine forholdsregler

Lyn pustede ud og bøjede sig ned over makkeren, famlede med to fingre efter pulsen, men Kjeldsen var stendød. Han lagde også to fingre på Lasses hals og heller ikke her nogen reaktion.
Han overvejede et stykke tid, hvad han nu skulle gøre. Valget var svært, men det måtte træffes.

Han stak pistolen tilbage i Gårdsens hånd. Fingrene passede til pistolen, som en handske til hånden. Fra Kjeldsens lommer tog han Amalies mobil frem, det var ikke Kjeldsens egen. Han kærtegnede den lidt, lod en finger glide om kanten og sukkede dybt.
Han hev sine gummihandsker af og stak dem i lommen. Gik udenfor med mobilerne. Stod lidt med dem begge, men tog så SIM-kortet ud af Amalies og lagde mobilen ned i brønden i bagagerummet.
Med en tang klippede han kortet i helt små stykker. Så kunne den ikke spores længere.
Det ville ikke være godt, om den kom i de forkerte hænder.

Oppe fra broen lød der nu en tættere morgentrafik. Mågerne skreg stadig. Ude på vandet var der et par sejlbåde, nok tyske. En enkelt morgenkutter dunkede forbi.
Han strakte sig, rakte armene op mod sommermorgenens blå himmel, indsnusede morgenluften og mærkede sin puls på vej nedad mod mere normale tilstande. Han løftede og førte højre hånd lige ud i luften, som skulle han droppe en golfbold, og dryssede de små stykker SIM-kort ud i vandet.

Med langsomme skridt slentrede han tilbage til Golfen i det tøj, der efterhånden var blevet tørt, mærkede den friske luft, en skrækkeligt herlig morgen var det. Skrækkeligt, fordi Amalie manglede. Skrækkeligt, fordi han netop havde skudt to mennesker med alt, hvad det indebar.
– Men det var ham eller mig, mumlede han for sig selv. Han gentog den sætning flere gange. Og den gjaldt ikke Lasse Kjeld Gårdsen.

Stod lidt og bankede på taget og gloede lidt på den alt for blodrøde Ferrari, hvorefter han satte sig ind i politiets noget mere beskedne Golf, trykkede stationen på sin egen mobil og gabte meget højt.
Tomhed. Ingen dårlig samvittighed, ingen anger i gammeldags forstand, ingen fortrydelse. Kun tomhed.

———————
01 ONSDAG
Lyn og reception

Lyn følte næste morgen, hvordan alle tog hensyn til ham. De gav ham kredit for, at han havde været udsat for store følelsesmæssige belastninger.
AK startede med højtideligt og formelt at tage ordet. I få, velvalgte ord mindedes hun Amalie og fremhævede hendes helstøbte personlighed og den gevinst, hun havde været for hele etaten. Hun så flere gange på Lyn.
Knud efterfulgte hende og omtalte Kjeldsen som en venlig og imødekommende type, der høstede stor anerkendelse for sit arbejde i politiets ungdomsidrætsafdeling. Han fremhævede hans enorme viden på IT-området, som Den ny Politistation og Sønderjyllands Politi havde haft så stor glæde af, og han gjorde et større nummer ud af, at han spredte glæde og humør blandt kollegerne. Der var dyb stilhed, mens han talte, kun Sannes snøften kunne høres.

– Det er på en gang en meget trist dag og også en god dag. Trist, fordi vi har mistet to så fremragende kolleger, hvis jeg må kalde Amalie for det, for hun har ikke været her særligt længe, men Kjeldsen har da fejret fem års jubilæum og skulle altså ikke opleve sit 10-års. Lad os holde et minuts stilhed.

Åndedragene fra samtlige tilstedeværende fyldte rummet i det ene minut. Knud rømmede sig og fortsatte en smule grødet i stemmen til at begynde med:
– Og en god dag. Det var så fin og fremragende en præstation, I tre har leveret, fortsatte Knud henvendt til Lyn og redegjorde kort for selve attentatet og bagrunden for det.
– Tja. Kærligheden koster undertiden dyrt.

Knud holdt en lille pause. Ingen sagde noget.
– Peter Svane har København allerede talt med hele natten, og han har bekræftet historien, men har ellers tilsyneladende ikke andel i mordet. Og det var I med til at opklare. Vi formoder, at drabsvåbenet ligger på bunden af Alssund sammen med de afskudte projektiler. Søren Nielsen skulle være uskyldig beboer i lejligheden, mens Hanza Antwa Sandmose skyndte sig at forlade “Strygejernet” ad brandtrappen og skille sig af med skydevåbnet. Så egentlige beviser har vi ikke. Men Joakims vidneudsagn er udslagsgivende samt Gårdsens tilståelse på Kjeldsens mobil og hans underskrift på papiret, og ja, den er verificeret. Stakkels Joakim Spreckels. Ung, vred mand, men heldigvis har han ikke dræbt nogen, selv om hans trusler og hensigt var reelle nok, og som han givet får en hård straf for.
Han tørrede sig over panden med et lommetørklæde. Der var ulidelig varmt i lokalet.
– Samtidig kan jeg meddele, at etaten har besluttet sig for med baggrund i min anbefaling, at du her og nu udnævnes som vicepolitikommissær, Lyn. Du har da fået sat en hel del points ind på kontoen, så det er fuldt ud fortjent. Til lykke! Samtidig er vi klar over, at du desværre ikke nåede at redde Kjeldsen, og herefter skød og dræbte Lasse Kjeld Gårdsen i selvforsvar. Der er dog stadig undersøgelser, der pågår. Internt, naturligvis, som altid, når politifolk affyrer våben. DUP er inde over.

Lyn følte sig som skoleeleven, der godt nok denne gang fik ros af læreren. Kom han bare aldrig over det?
Lyn svarede forklarende til forsamlingen:
– Jeg var simpelthen ikke hurtig nok. Pludselig sad han bare med den der pistol, Kjeldsen sprang frem for at tage den, den gik af, og jeg fik min frem og måtte skyde Lasse for ikke selv at blive ramt. Jeg er så ked af det. Kjeldsen og jeg havde et fortræffeligt samarbejde.

Knud rystede på hovedet.
– Ja, det er sørgeligt.
– Jeg håber, der kan gøres noget for Joakim. Ham kan jeg godt have ondt af. Jeg vil derfor melde mig som mentor for ham.
– Han får hjælp, det er klart, men det er da endnu bedre, hvis du går ind i sagen. Samtidig må jeg stærkt beklage Amalies og Kjeldsens alt for tidlige død. Vi vil ved en senere lejlighed mindes dem begge som de rettænkende personer, de var. Aldrig svigtede de idealerne her i korpset, og jeg har fra København fået at vide, at hele MIR kommer til begravelsen, som i øvrigt skal foregå her i byen. Du kan modtage prisen på egne og de andre tos vegne, selv om deres er posthumt. Værsgo!
Han gav ham en lille pakke, der var festligt omvundet med papir og bånd samt et slags diplom til at hænge på væggen i kontoret, som han sagde. Hans kolleger og AK var trængt sammen i det lille frokostlokale, men trods det var der plads til at klappe i hænderne.
Lyn sagde tak og mente, det var alt for meget:
– Herregud, vi arbejder jo sammen her på stationen, så den enes indsats er afhængig af den andens. Når jeg bliver opmuntret af en, smitter det af på min del, og jeg håber jo så at kunne smitte videre. Uden Amalie og Kjeldsen havde det været sværere.

Det sidste fik ham til at gå i stå. Lige nu savnede han Amalie i alle porer, i alle celler, savnede hende, som han aldrig havde savnet andre – heller ikke Kirsten.
– Vi nøjes i dag med en dæmpet skål over opklaringen.

Knud hævede sit champagneglas og hilste rundt.

AK trak Lyn til side:
– Det glæder mig naturligvis, at du, Lyn, i princippet havde ret med hensyn til Søren Nielsen og hans duft, og jeg er ked af, at vi tog fejl med Klams. Ros til dig, Lyn, for tilsvarende at holde fast i din første intuition og for at løse gåden med den egentlige bagmand bag det hele. At du i nat kørte egenhændigt ud til gården i et forsøg på at anholde de to drabsmænd og befri Amalie uden at orientere mig, kan jeg godt blive sur over. Men jeg forstår det. Vi har været svært ramt af sygdom og underbemanding. Så egentlig er jeg taknemmelig over det. Især fordi jeg har den viden om især Kjeldsen, som Amalie kort inden sin kidnapning fortalte mig. Jeg mangler bare beviser, men de skulle være på hendes computer eller mobil. Sikke et drama, at Gårdsen skød Kjeldsen. Hvorfor mon?

AK så skarpt på Lyn, der slog øjnene ned:
– Jeg tror, det var et uheld. Han var ikke vant til skydevåben og ville formentlig skyde sig selv og blev befippet …
– Befippet?
– Ja, forvirret, du ved. Fordi Kjeldsen sprang frem mod ham.
– Nu vil vi tage tilbage til hovedstaden en masse erfaringer rigere og en værdsat kollega fattigere, … som jeg ved, du også satte endog stor pris på.

Hun så på ham. Nu mindre skarpt, næsten kærligt forekom det ham.
Han strakte hånden frem, og hun tog den.
– Sagde hun ellers noget, Amalie?
– Nej, skulle hun det, spurgte AK forundret.
– Det er mig, der spørger …
– Nej, Kjeldsen, AK så sig om i lokalet, men ingen kunne høre, hvad hun hviskede, – var dybt indblandet i at skaffe polske piger til massageinstituttet her i byen. Vi ved endnu ikke, om vi går videre med det, når manden altså er død. Vi mangler beviser. Men Amalie luftede tanken om flere mistænkte.
– Men – der pågår vel stadig nogle undersøgelser?
– Overtag Amalies arbejde. Jeg ved, du ved noget. Du har også beholdt hendes harddisk – og borgmesterens. Gør det færdigt, og jeg vil give dig løn som forskyldt. Her er mit personlige mobilnummer. Ring, hvis du får brug for det. Det her er helt uofficielt. Vi skal til bunds i Sønderborg ny Politistation.

Mødet blev opløst, og i den almindelige og alligevel helt ualmindelige atmosfære var der flere, der bankede ham på skulderen og sagde anerkendende ord.

Sanne med blanke øjne gav ham en svedlugtsfri krammer, den anden inden for ganske kort tid. Måske var det på tide at fortælle hende, at han ikke var så glad for krammere? Ikke sådan offentligt, i hvert fald. Og slet ikke med mænd. Lyn nåede ikke at sige noget til hende, før Knud stod foran ham:
– Har du lige tid et øjeblik?
02 ONSDAG
Lyn hos advokat

Lyn så på klokken. Ned i p-kælderen og derfra hjem. I TV? Det var ikke lige ham. Det vidste han ikke helt, om han turde. Han tørrede sig over panden med sit lommetørklæde. Intet tydede på, at varmen ville forlade Danmark lige med det første.
På vejen kørte han en lille omvej ud på Grundtvigs Allé og standsede hos sin advokat.
– Jeg ved godt, jeg kommer uanmeldt. Men jeg har desværre anledning til det.

Severinsen så forskende på ham:
– Det kan jeg forestille mig. Så meget, som du har været i medierne her på det sidste. Jeg har de sidste par dage tænkt: Hvornår får den mand brug for sin advokat?
– Nu. Jeg afleverede i går her en pakke med en harddisk og en mobil. På de to medier er der belastende materiale for nogle ansatte på Sønderborg ny Politistation. Jeg får brug for din hjælp. Sker der mig noget, ønsker jeg, at du skal offentliggøre indholdet. Jeg har afkodet dokumenterne og billederne.

Severinsen havde et lille smil om munden:
– Det tænkte jeg nok. Og du er seriøs, går jeg ud fra?
– Aldrig så seriøs som nu. Kan jeg stole på dig?
– Naturligvis, Lyn. Naturligvis. Tingene er allerede anbragt i boksen.

Bagefter kørte Lyn ind til Føtex.
Han tog en indkøbskurv og begyndte at stoppe varer i den. Da han kom til slagterafdelingen, så han et godt tilbud på oksesteg. Han rystede afvisende på hovedet. Hvornår skulle han spise den?
Og nu var han alene. Tidligere havde han Kirsten. Så kom Amalie som en tiltrængt mulighed. Sådan skulle det ikke være.
Alenesomhed. Der var ikke langt til den ufattelige ensomhed. Han havde søgt at glemme tanken, men da det ikke kunne lade sig gøre, prøvede han at gemme tanken væk, men den sved nu. Lige her og nu midt i butikken ramte den ham.
Han tøvede. Stod og vejede den i hånden. Fuldstændig ligegyldigt. Eller hvad med en øko-kylling af de større? Den så saftig ud, men kostede unægtelig også en hel del mere end de andre, mere magre og industriprægede kyllinger. Udenfor skinnede solen gråt i gråt. Han faldt hen. Det var jo altsammen totalt absurd, det hele. Livet var ikke meget værd lige nu. Trods udnævnelsen. Og livsforsikringen hos Severinsen.
Nå, ja.

Han valgte ret tilfældigt varer til kurven og trillede langsomt igennem. Kun i vinafdelingen dvælede han, men også her var det lidt tilfældigt, hvilke flasker han valgte.
– Kundekort, hr.?

Han opfattede kun delvist, at der blev talt til ham:
– Øh, kundekort, hr.?

Først anden gang reagerede han og betalte. Stoppede varerne i den medbragte pose og befandt sig pludselig i bilen igen.
Han rystede på hovedet. Amalie, Amalie, Amalie.
03 ONSDAG
Lyn har fri

Han stirrede sløret ud over p-pladsen.
Der på en bænk sad eller rettere hang Sanne. Hvad lavede hun der?
Han tog nøglen ud af låsen og gik over mod hende:
– Hej Sanne!

Hun virrede lidt med hovedet, som om hun ikke hørte så godt, men så så op på ham:
– Hej Lyn!
– Hvorfor sidder du her?

Han satte sig ned til hende. Hun rejste sig en smule mere op og rystede ganske langsomt på hovedet:
– Det er så trist, det hele …
– Ja, lige nu er der ikke meget at glæde sig over.
– Jeg var forelsket og parat til et nyt liv.
– Øh, ja?
– Men sådan skulle det ikke være.
– Nej. Heller ikke for mig. Amalie betød mere, end jeg forestillede mig, da hun levede.

Hun sad lidt. Så åbnede hun munden:
– Han betød så meget for mig.
– Din kæreste?
– Kæreste og kæreste. Du ved godt, hvem det var, ikke?
– Hvem, Sanne?
– Kjelle.
– Hvad? Kjeldsen?
Han stirrede vantro på hende. Hendes ansigt så hærget og ældet ud; stærke furer satte præg på kinder og pande; øjnene så mørke og udslukte ud. Hun lignede slet ikke sig selv.
– Jeg elskede ham som ingen anden.
– Havde I et forhold? Ja, men er han ikke …

Lyn havde munden halvt åben.
– Ja. I det skjulte. Han var ikke meget for offentliggørelse. Det ville skade ham i karrieren, sagde han. Det rettede jeg mig efter.
– Boede I sammen?
– Nej, nej, på ingen måde, Lyn. Han besøgte mig af og til, enten for at spise eller for at snakke eller for noget praktisk med at få sit tøj vasket. Vi hyggede os indimellem, sådan var han jo heller ikke, og han overnattede af og til.
– Og det syntes du, var i orden?

Altså, Kjeldsen. At behandle nogen på den måde. Det kunne ligne ham at være hemmelig omkring det. Lyn rystede lidt på hovedet. Kjeldsen havde vist mange hemmeligheder.
– Jeg kunne godt se, at det var nødvendigt for os at tage den med ro. Vi spiste også i byen, men aldrig i Sønderborg. Han sagde, det ville ødelægge alt for ham, så derfor kørte vi til Tønder eller Åbenrå eller endda Kolding. Han elskede at drøne af sted i sin lækre røde Ferrari. Engang skulle han først ordne noget; jeg blev da noget overrasket, da det viste sig at være inde i Callgirlcentralen. I øvrigt sammen med Knud. Det var jeg da lidt overrasket over. Men han sagde bagefter, at det var en stor sag. Nu er den jo vist midlertidigt afbrudt på grund af dobbeltdrabet.
– Kjeldsen var en foretagsom herre, mente Lyn.
– Ja, han havde jo mange jern i ilden.
– Eller snarere mere ild i jernet.
Lyn kunne ikke lade være. Det var dog, som om Sanne ikke hørte det sidste.
Han sagde ikke mere. Kunder kom raslende forbi med indkøbsvogne, som de larmende stillede ind på plads.
– Det er, som om jeg aldrig får fred og ro til at leve et helt normalt liv. Jeg har nemlig også problemer med Knud, erklærede Sanne.
Hun rejste sig op, og han fulgte med. Hun lagde vægten på skiftevis det ene ben og det andet. Stod og trippede mærkværdigt. Hun så sig om. Lyn blev helt nervøs af at se på det.
– Hvad er der med dig, Sanne? Du virker nervøs?

Hun brast i gråd.
Lyn hjalp hende hen til sin bil, og de satte sig ind:
– Kom nu her og fortæl mig, om der er mere, der er galt, Sanne.
– Jeg kan ikke holde det ud længere, Lyn. Knud er efter mig; han mener ikke, jeg slår til som pb. Det er ikke min vægt denne gang, han mener, der er forkert.

Hun gjorde en bevægelse. Lyn sad tavs og lyttede.
– I dag, her for mindre end en halv time siden, kom han hen til mig og sagde, at jeg ikke levede op til hans forventninger.
– Forventninger?
– Ja, altså … han påstod, at jeg gik med sladder.
– Om hvad?

Lyn var meget opmærksom og skærpede yderligere sanserne. Hvad kom der nu?
– Han mente, at jeg gik og fortalte, at han havde et forhold til Tages kone. Men jeg har aldrig sagt noget om Vibeke og ham til nogen som helst. Selv om jeg så dem sidde i hans bil nede ved havnen lige over for slottet.
– Det behøver jo ikke at betyde, at de har et forhold …
– Nej, men han kyssede hende altså.
– Så skal jeg vare min mund.
– Vare?
– Holde kæft, betyder det.
– Så han sagde lige ud til mig, at jeg skulle søge forflyttelse, ellers ville han indlede en tjenestesag mod mig for loyalitetsbrud.
– Den holder ikke i byretten, du. Ved du hvad? Jeg tror, du trænger til en længere snak over noget god mad. Hvad siger du til at tage med mig hjem? Jeg har ikke bagtanker, hvis du tror det?
– Øv, har du ikke bagtanker? Det var da ellers ærgerligt. Men, nej tak, jeg tror ikke, jeg …
– Jeg savner Amalie, og du savner Kjeldsen, så jeg tænkte, at måske kunne vi to hygge os lidt i aften. Sådan i al uskyldighed.
– Det er pænt af dig, men jeg …
– I orden, sagde Lyn så venligt, han kunne.

Sanne steg ud og klappede døren i. Hun blev stående lidt. Fortrød hun? Han bøjede sig lidt ned, så han kunne se hendes ansigt, men hun var allerede på vej væk.

04 ONSDAG
Lyn alene tilbage

Lyn kørte fra pladsen i dybe tanker.
Uden bevidsthed om ruten havnede han på p-pladsen ved slottet. Der lå et antal sejlbåde til kaj, et par biler kørte langsomt forbi, nogle mennesker stod og snakkede.
Han steg ud og gik lettere planløst om bag slottet og satte sig på bænken. Den bænk og ikke nogen anden.
Her havde han og Kirsten siddet og beundret udsigten over vandet; nogle klare dage var der kig til Langballigau på den tyske side; andre dage skjulte disen for synet. De havde siddet tæt sammen.
Kirsten havde nu valgt en anden at sidde sammen med og efterladt ham her alene. Indse det!
Med et kom det til ham. Hele kroppen begyndte at ryste, stærke fysiske, næsten elektriske stød gik gennem ham.
Hjernen centrifugerede alt for hurtigt; hjertet bankede helt vildt; pulsen var oppe i det røde felt; og han var totalt ligeglad med det hele lige nu. Han var på vej ned i det sorte hul for fuld fart. Eller var han dernede? Det sprang ud af ham, tårer og udbrud og mærkelige lyde.
Klaus alene i verden, ingen gad ham, bortset fra én, og hun var død. Han blev ved en rum tid med at spænde i kroppen så meget som muligt. Til sidst kunne han ikke mere og sad efterhånden afslappet.
Havde han gjort det rigtige? Ville Kjeldsen virkelig skyde ham hos Gårdsen, – eller havde han totalt misopfattet situationen?
Han lod tanken sno sig, sad længe og blev opslugt af sit indre forvirrende kaos. Da han kiggede op, så han et barn stå lige foran ham og kigge betuttet på ham. Drengen havde en bold i hænderne. Lyn kunne ikke lade være med at løfte en sløv hånd til ham og på den måde fortælle ham, at der ikke var noget i vejen. Han så ud, som om han forstod; nikkede og slog bolden ned i gruset, greb den og gik videre.

Langsomt begyndte Lyn at ræsonnere. Hiv dig op ved hårrødderne. Ryd hjernekisten for kaosset og prøv at skabe overblik. Svært at stå uden for og være coach for sig selv, svært at være spaltet i hjernen og hjertet. Arrrggg, udbrød han.
Dobbeltdrabet i søndags var opklaret, han havde en vis del i det, og det havde alt andet givet ham forfremmelsen til VPK. Det burde have medført et højt humør og en tilfredshed hos ham, og hvorfor var det så ikke sket?
Amalie stod for det første i vejen. Billedet af hendes døde krop dernede i beholderens klare vand var indlejret i en isblok hos ham.
Længslen efter hende blandede sig med skilsmissen. Kirsten havde vejet og fundet ham for let. Ikke nok så meget selvtillid på denne jord kunne ændre det. Du er ikke god nok, Klaus.
Det gjorde ondt at tænke på Amalie, men han blev nødt til at se det direkte i øjnene. Hun var tabt for ham.
For det andet var der hadet til Kjeldsen, der havde muligheden for at redde hende – og undlod.
Der var også de fremtidige arbejdsrelationer. Forholdet til Knud, som, han kunne forstå, var skeptisk over for ham.
Du forstår, havde han sagt efter højtideligheden, at det er din succes med opklaringen, der gør dig til VPK. Ikke andet, Lyn. Husk lige på det. Jeg er mere eller mindre tvunget til at acceptere dig i stillingen.
Så det måtte han også se i øjnene. At stillingen kun var til låns, at han på enhver måde måtte leve op til den og helst lidt mere.
Der var endvidere forholdet til Ejnar, til Tage – og til Sanne, han ikke havde regnet for noget særligt. Og som bare afviste ham. Hvorfor havde han taget hende for givet? Hvordan kunne han være så indbildsk? Var en god, gammel kristen ydmyghed på sin plads, Klaus? Selv om du i princippet ikke går ind for religion.
Han lænede sig tilbage på bænken og strakte begge arme opad, mens han knugede næverne. Åbnede øjnene og så lige op i den blå himmel og skreg af sine lungers fulde kraft et AAAARRRRGGGG.

Noget senere satte han sig ind i bilen, kiggede i sidespejlet og startede.
Hjemme pakkede han mekanisk ud og satte tingene på plads. Han kørte hånden rundt på sin lille topmave. Sukkede og åbnede barskabet. Tog whiskyen frem og så et øjeblik på den.
Skvat! sagde han halvhøjt og stillede den på plads igen. Den lille dreng er ked af det. Den lille dreng skal derfor have sutteflaske, for når man er ked af det, skal man trøstes med at få noget modermælkserstatning i munden. Selv som 41-årig.
Men det skulle blive løgn. Hans analyse af sin egen situation var klar nok. Løsningen på hans problemer lå umiddelbart ikke i en flaske whisky. Tankerne havde dog ikke gjort ham mindre rastløs.

Han stampede derfor ned i kælderen, smed det meste af tøjet og gik i gang på motionscyklen. Han spurtede af sted, kørte rundt med pedalerne i et noget opskruet tempo; åndedrættet kom hastigt i vejret, og til sidst stønnede og prustede han, så han følte, lungerne var presset til det yderste.
Han trak sine boksehandsker på og gav boksebolden en længere tur.
Da han smadrede sin næve ind i bolden for tovte gang, ramte han præcist ind i AKs opfordring til at fuldende Amalies arbejde. De næste otte slag gav ham rammerne for denne proces, de sidste 13 resultatet.
Han mærkede ømheden i musklerne og vidste godt, at det var tegn på, at de ikke blev brugt ret meget. Samtidig følte han noget, han i meget lang tid havde undværet. En slags afslappethed med indbygget tilfredshed, hvor spag og umærkelig, den end måtte være.
Svedig og træt gik han i bad og følte at være på vej til at få det bedre. Længe stod han under det delvist varme brusehoved, inden han steg ud og tørrede sig grundigt.
Samtidig begyndte sulten at indfinde sig, og den følelse lagde yderligere et par gram til livet igen.
Han gik ud i køkkenet og åbnede køleskabsdøren.
Han kunne ikke lade være med at smile lidt ad sig selv, da han stod og ikke kunne vælge mellem kylling og en dansk bøf. Hvis det var et problem, kunne alt andet strengt taget være lige meget.

Hans mobil lød, han fumlede med den og nåede at se, hvem det var:
– Ja, hej Sanne, hva så …

Der er flere af

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg