Alle navne er googlet og krakket, og skulle der alligevel opstå en lighed med nulevende eller afdøde personer, er den tilfældig og ikke tilsigtet.

MANDFOLK

Hans Theodor fortæller om sin barndom
1
Den store gevinst

Jeg vågner ved højrøstede stemmer nedenunder og strækker hele kroppen, har sovet så dejligt.

Hvorfor er der larm og støj nedenunder sådan en morgen? Stemmerne er på en måde ikke de sædvanlige, godt nok er der ikke noget at tage fejl af, det er mors og fars stemmer. Men de lyder for en gangs skyld glade og anderledes. Et eller andet må der være sket.
De plejer ikke at rutte med det gode humør.

Jeg får lidt tøj på og lunter ned ad trappen. Inde i køkkenet ser jeg straks, at noget forrykt er i gang. Far er helt oppe at køre, øjnene ruller, og mors kinder blusser, som de også gjorde dengang, jeg hos morfar kom til at åbne døren ind til gæsteværelset og så dem begge uden tøj. Det var så pinligt, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle stille op andet end så hurtigt som muligt at forsvinde igen. Indtrykket af at de lavede et eller andet uden at snakke, var så stærkt, at jeg aldrig mere ville tænke på det. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg syntes, det var pinligt. Jeg er ret sikker på, at de lavede det.
Siden er jeg blevet overbevist, selv om jeg ikke helt forstår, hvad de har gang i og egentlig heller ikke er særligt interesseret. Somme tider kigger jeg ind gennem nøglehullet til soveværelset, men kan ikke se ret meget. Jeg har heller ikke rigtig nogen, jeg kan spørge. Karsten tør jeg ikke spørge, for han kan finde på at sladre til sine forældre, og så vanker der, for de vil uden tvivl fortælle det videre til mine forældre. Især hans mor, Karen, er slem til at fortælle alt til min mor, og min fornemmelse siger mig, at det, de laver, vil de helst holde for sig selv.

Jeg husker endnu, at Karstens far talte om en voldtægt, der var beskrevet i avisen.
-Er pigen så gravid?
-Nahaj, hæ, hæ.
Som om man ikke kunne blive gravid efter en voldtægt.
Det varede ikke længe, så vidste de det også derhjemme.
-Hans Theodor, hvordan kunne du dog spørge så fjollet?
-Ja, men jeg troede jo bare, at …
-Du troede! Gå ud og leg.
Der er også så meget andet, der er mere interessant.

-Vi har vundet!
Fars stemme skærer igennem marv og ben, mens han vifter med en seddel om næsen på mig.
-Vundet? Hvad?
Jeg er stadig søvnig.
-Ja, vi har vundet mange penge, Hans Theodor. Nu kan vi købe os en bil.
Mor er helt med:
-Og måske kan vi få både køleskab og et Arena fjernsyn!
Far ser hastigt på hende og så over til mig.
-Nu skal du høre, Hans Theodor.
Han kigger igen og igen på den lotteriseddel, han sidder med og siger nummeret, mens han atter engang læser annoncen i den tyske avis med de rigtige udtrukne numre. Hans højre pegefinger bevæger sig højere og højere op ad listen og ender på det næsthøjeste. Samtidig er hans venstre pegefinger som klistret til sedlens tal. Han læser alle numrene op med stadig højere stemme.
-Se, siger han. -Det er det samme tal.
Og jeg ser og nikker ivrigt og bliver glad på deres vegne. Måske kan det bringe fred og ro ind i huset. Jeg kan mærke, at glæden nu også rammer mig. Tænk, hvis de nu altid fremover vil være søde mod hinanden og mod mig. Tænk, hvis alt det andet var forbi. En varm bølge strømmer over mig, og jeg slår armene om skulderen på mor.

Far lægger forsigtigt lodsedlen ind i sin skrivebordsskuffe og gemmer nøglen meget sigende til mor under vasen på bordet. Så gør han et lille hop.
-Gå ud og leg lidt, Hans Theodor. Mor og jeg skal lige snakke lidt sammen.
Mor ser på ham. Det vil hun gerne. Så forsvinder de nok op i soveværelset. Når de skal snakke sammen på den måde, er det som regel der, det foregår.
-Af sted, siger han til hende og klapper hende bagi, så hun giver et lille hvin fra sig, mens jeg går udenfor i solen og finder min fodbold. Jeg går om på plænen og begynder at holde bolden i luften ved at sparke til den skiftevis med venstre og højre fod. Jeg tæller det antal gange, det lykkes og forsøger hele tiden at slå min egen rekord på 54. Jeg vil være lige så dygtig som John Hansen og Knud Lundberg, hvis bøger jeg har slidt i laser. Det gælder om at ramme bolden med vristen, som Knud Lundberg fortæller om, og kun lige så meget, at bolden hæver sig 10 centimeter op.
I dag vil det ikke rigtig lykkes mig, selv om jeg gør flere forsøg. Jeg driver lidt om og tænker, om de ikke snart er færdige med at snakke, så jeg kan få lidt morgenmad.
-Farvel, råber far og vinker. Nu skal han på arbejde og starter lidt efter knallerten og kører med sin lille taske, hvori mor har lagt madpakken og termokanden.

Jeg går ind og finder havregryn og mælk fra rummet i køkkengulvet. Mor nynner, mens hun vasker op. Når hun og far snakker sammen og ikke skændes, er der altid en lok hår foran, der vil ned i panden på hende. Også nu har hun røde kinder. Det har nok været en god snak.
-Mor, har I spillet flere gange med sådan en lodseddel?
-Ja, vi spiller i et nordtysk lotterifirma og har aldrig vundet før. Det er også derfor, det er så fantastisk.
Hun stryger mig over håret.
-Måske får vi nu råd til lidt nyt tøj til dig. Du trænger vist.
-Må jeg så holde Skipper Skræk og Anders And?
-Nu må vi se, hvad far siger.
Han er måske i godt humør, og så kan jeg pludselig læse to ugeblade hver uge. Nu har vi sjældent råd til bare at købe et. Jeg synes, det er dejligt at have vundet i lotteriet. Selv om det er tysk.

Bagefter løber jeg over i skoven på den anden side Klara. Herfra kan jeg overvåge dem og spionere og fortælle Super-Per, hvad jeg ser. Jeg øver mig i at være god til at lægge mærke til stort og småt på min vej, for man ved aldrig, hvornår man pludselig får brug for det. Hvis to biler støder sammen, vil politiet have meget brug for, at man kan fortælle dem præcis, hvordan det er foregået.
Der er ikke så mange biler herude, men så kan jeg jo holde øje med andre ting. Hvis en mærkelig mand dukker op, skal jeg være i stand til at indprente mig hans ansigt, tøj, måde at gå på, og hvad der ellers er af særlige kendetegn.
Amerikaneren, der bor længere ude i den noget større skov, har haft ildebrand to gange i sit hus, og hver gang siger de, at han selv har antændt den. Karen og mor snakker sammen på en særlig dæmpet måde, for her er der vigtige og mistænkelige sager. Hvis jeg ser ham komme med en dunk benzin, vil jeg kunne fortælle det til politiet. Så bliver jeg nok lidt af en helt.
-Er det dig, der har set en mand herude?
-Ja, jeg lagde mærke til ham, fordi jeg er spejder.
-Altså ikke medlem af spejderkopset. Bare sådan spejder.
-Du er godt nok en kvik lille fyr.
-Mnn. Han bar sorte bukser, en grøn trøje og havde træsko på fødderne. Benzindunken var sådan en sort én. Han var ret gammel og havde skægstubbe.
-Det var godt, min dreng. Her er to kroner i belønning.
Så kunne jeg styrte hen og købe 8 is, hvis jeg ville.

Jeg sniger mig rundt i skoven og ser mig tilbage. Mine fodspor kan næsten ikke anes i den bløde skovbund; man skal i hvert fald se godt efter for at vide, om grannålene er trådt mere ned lige der.
Jeg tager min bue ud af det hemmelige sted og spænder den. Den er meget stram, og jeg beslutter mig for lige at fyre tre pile af sted. Jeg sigter altid efter det samme punkt for at blive bedre. Helst vil jeg være så god, at Robin Hood kunne kalde mig for en af sine svende.
Pilene farer af sted hen mod den lille tue af græs og halm, som jeg har ordnet, og de to rammer den minsandten, mens den tredje farer forbi. Det tager lidt tid, inden jeg finder den igen.

Om aftenen snakker de, som om de begge er blevet døve af den lotteriseddel.
-De lo alle sammen og klappede mig på skulderen og ønskede os til lykke.
Fars stemme er en tand over det normale, mens han beskriver kollegernes reaktioner.
Hans kinder blusser anderledes, og man behøver ikke at kende ham for at vide, at han er glad i dag.
-Men jeg kunne godt se, at nogen af dem blev misundelige.
Mor ser hele tiden på ham. Det er vigtigt, at han ved, at vi lytter til ham.
Vi sidder i stuen, og far fortæller om dengang, tyskerne havde besat Danmark.
Det er næsten kun ham, der snakker. Mor sidder helt stille. Jeg sætter mig op til ham i lænestolen og putter mig ind til ham. Han gør plads til mig og lægger armen om min skulder.
-Vi stod omme bag bagerbutikken, da de kom kørende. Pelle var enormt nervøs, for det kunne være meget farligt dengang at blive grebet i at have et våben.
-Det var jo en dolk på den her længde, som vi fandt i et buskads.
Han holder hænderne langt fra hinanden. Hvis jeg fandt sådan en fyr, ville jeg tro, det var et sværd.
-Måske tabt af en tysk soldat.
-Pludselig holdt den forreste bil, og vi hørte smækken af en bildør.
Far laver en pause, så det bliver rigtigt spændende.
-Trampen af støvler…
Han hakker den ene fod i gulvet og laver lyden. Det er ligesom radioteater på den måde.
-Men så sagde de et eller andet på tysk, bildøren smækkede igen, og de kørte videre. Pyh ha, vi slap!

-Det er spændende, når du fortæller, far. Hvor gammel var du dengang?
-14-15 vil jeg tro. Ja, det var en meget spændende tid.
Han har stadig sin arm om min skulder.
Mor rejser sig og går ud og laver frikadeller.

De falder i god jord.
-De smager godt. Du er altså god til frikadeller, mener han.
Det er fint, når far kan lide maden. Så går det godt helt til sengetid, måske endda længere. Maden er hverken for varm eller kold, og sovsen skiller ikke, så det er helt perfekt.

2
Det er dumt ikke at hakke graner

Den gode stemning fortsætter næste morgen. Det er i slutningen af sommerferien, og jeg skal snart begynde i 4. klasse inde i den store kommuneskole i byen, og formiddagene plejer at være rolige med fuglekvidder i trætoppene uden for vinduet. Solen står lige ind og vækker mig. Det er noget, af det bedste, jeg ved. At vågne i solskin. Se, nu stiger solen af havets skød. Der er ikke noget hav her, så det er nok bedre med I østen stiger solen op. Solskin er det stik modsatte af mørke og uhygge. Den mørke nat forgangen er. Så er mareridtene overstået for denne gang. De sidste par morgener har jeg rejst mig fra sengen og sat mig op i vindueskarmen.

Heroppefra er der temmelig langt ned, men når jeg kigger på grantoppene overfor, bliver jeg ikke svimmel.
Nedenunder til venstre står skuret sort som natten, og ved siden af det ligger indkørslens holdeplads med grus og ukrudt, der er svært at holde nede. Læner jeg mig forover, kan jeg se køkkendøren og trappetrinnet helt inde ved muren.

Solen varmer. Specielt her i vindueskarmen. Jeg åbner det ene vindue og lytter til fuglekvidderet. Man kan garanteret ikke høre fuglepip inde i byen.
Jeg kan se over til naboen, men kun deres græsplæne, garage og lidt af køkkenvinduet. Jeg prøver af al kraft at se Klara derinde, men selv med superkræfter lykkes det mig ikke. Kigger jeg til venstre, kan jeg se deres hønsegård, hvor Klaras far igen slagter høns.
-Se, Hans Theodor, man griber dem i benene, slår hovedet på blokken, og…
-Pang! Se så. Væk med hovedet.

Kroppen løber dog lidt rundt endnu, som om hønen ville sige: Jeg skal lige have det sidste med, inden jeg falder om.
Naboen til den anden side, mod vest, slår også sine dyr ihjel. Jeg stod og så på, da det skete sidste gang. En slagter kom til gården, og Karstens far slæbte en gris ud. Den skreg og strittede voldsomt imod. Det hjalp bare ikke. Den kom op i et trækar, og slagteren hævede sin økse og slog den for panden, så den døde. Den holdt i hvert fald op med at skrige. Jeg er ikke sikker på det med øksen, for jeg var ikke kommet helt derhen på det tidspunkt, men døde, det gjorde den. Så tappede de blodet af halshullet, som Karstens mor fik ned i en skål, hun piskede rundt i, og slagteren skar grisen helt op.

Jeg får lov at gå over og lege med Karsten.

Da jeg kommer hjem, er der sket noget. Det tænkte jeg nok. Sådan noget kan aldrig vare særligt længe.
Mor er bleg og fraværende, og hun siger næsten ingenting. Et eller andet er galt. Jeg tør ikke spørge, men driver lidt rundt og kommer i tanker om, at jeg skal hakke ukrudt mellem de nyligt plantede graner. Nå skidt, når man har vundet den store gevinst, behøver man vel ikke at hakke graner. Jeg griber min fodbold og øver mig igen. Denne gang går det bedre, og jeg nærmer mig de 54 og er faktisk helt stolt.
Jeg hører far komme hjem og køre sin knallert ind i garagen, der egentlig er beregnet til en bil. Men det har vi ikke råd til. Eller havde. Nu har vi.
Jeg tager fodbolden og spiller igen. Det er bedst at gøre det her stik vest for huset, for her er der jævn overflade, og det græs, der er her, må der godt spilles bold på. Det har far sagt. Desuden sidder vinduerne højt, så en dum bold ikke ødelægger noget der. Muren er ellers god at spille op ad, især hvis man skal nikke.

Så lyder der høje råb inde fra huset. Jeg skynder mig ind.
Mor sidder på en stol og vrider hænder. Far står med hænderne i siden, bøjet ind over hende og er meget rød i hovedet.
-Ja, men Kristian. Det var de nydeligste herrer, og de havde legimitation og det hele. Hvordan skulle jeg tro andet?
Hun slår beklagende ud med hænderne.
Far tager fat i hendes hår og råber ned i ansigtet på hende.
-Du kan da for helvede ikke være så snotdum, at du udleverer vores lotteriseddel til fremmede mennesker, bare fordi de er tyskere? Så dum er der sgu da ingen, der er. Jo du, åbenbart. Legimitation! Det hedder fanme legitimation.
Da han slipper hende, smækker han hende en på siden af hovedet. Hun tager sig til kinden.
-Kristian. Drengen.
Han snurrer rundt og stirrer med store rovdyrøjne på mig, der for sent indser, at jeg aldrig skulle være gået ind.
-Gå ud og hak de graner, hvalp.
Jeg forsvinder lydløst ud. Hvis lotterisedlen er væk, er gevinsten også væk. Sammen med Skipper Skræk og roen og freden og glæden og bilen og køleskabet og fjernsynet, som kunne være fin at have, der er nemlig verdensmesterskaber i fodbold næste år i Sverige, og Karsten siger, at det kommer i fjernsynet.
Uden for køkkenvinduet hører jeg lyden af slag og mor skrige og klynke.
Jeg tager hakken og går i gang med voldsomme armbevægelser. Hakken får alt det, den har godt af. Jeg løfter den højt og lader den suse ned over ukrudtet og knokler som et bæst.
Lidt efter står far der. Han lugter af sved. Jeg arbejder endnu mere ihærdigt.
-Du har jo ikke gjort det, jeg sagde, du skulle.
Fars stemme hvisler som en klapperslange.
-Ja, men jeg troede jo, at når vi nu havde vun..
Smask. Jeg får en ørefigen, der svier. Så tager far mig og svinger mig rundt og giver mig en endefuld. Jeg forsøger forgæves at slippe fri fra slagene.
Så smider far mig fra sig med en banden og forsvinder ind i sit værksted.
Jeg bliver liggende i lang tid.
Jeg har svært ved at rejse mig og gå ind, men klokken er mange, og der må da være aftensmad, som der plejer.
Inde i køkkenet får jeg et chok, da jeg ser mor med et blåt, hævet øje, der er helt lukket. Der er blod i ansigtet, og hun går og tørrer op. Far er vist stadig ude i sit skur.
Mor tager mig ind til sig.

Vi hører knallerten køre bort, og jeg tænker gud ske lov. Så har vi da fred for ham så længe.

Far kommer først hjem sent næste dag, fuld og ildelugtende og skubber til mig.
-Flyt dig for helvede, snerrer han og går lige hen til mor og slår hende igen.
-Av, Kristian, råber hun.
Denne gang siger hun ikke Kristian, drengen.
Far holder hendes hår med den ene hånd og slår hende med den anden. Hun falder sammen, men han hiver hende med ind i soveværelset og smækker døren i efter sig. Der lyder tummel derinde fra.
-Nej, Kristian, nej.
-Skilles…ungen…børnehjem…
Jeg hører mange ord, selv om jeg ikke er klar over, hvad der foregår. Jeg kan ikke sidde stille og kan derfor lige så godt gå ud til min bold.

Senere står mor ved soveværelsesvinduet og kigger ud, mens hun græder. Jeg går hen til hende og slår armene om hende.
-Mor, du må ikke gå fra mig, siger jeg. -Du må ikke, hører du?
Mor ryster på hovedet.
-Jeg skal nok blive hos dig. Du skal være hos mig altid, det lover jeg dig. Uanset om din far vil skilles eller ej.
Skilles? Jeg vil godt have rede på, hvad det betyder for os alle tre. Mor forklarer, at hun og far måske ikke længere skal bo sammen. Så skal den ene flytte, og det bliver nok hende.
-Rolig! Jeg skal nok tage dig med, lover hun. -Du skal ikke på børnehjem.
Jeg synes, mit hoved er fyldt med forvirrende ting og sager. Jeg kan i øjeblikket ikke finde ud af, hvad det er for nye ting, der skal ske og har bagefter umådeligt svært ved at sove. Jeg ved slet ikke, om det, at jeg skal bo sammen med mor, og at far ikke skal være der, måske endda kunne være bedre end nu. Jeg kan næsten kun tænke på det, at mor og far ikke længere skal bo sammen. Den normale måde med at falde i søvn med drømmen om at være helt og redde nogen er til hjørnespark.

3
Salmevers skal læres udenad

Min blå cykel fik jeg i fødselsdagsgave for et halvt års tid siden.
-Næh, tak skal du have, far. Har du lavet den?
-Ja, er den ikke fin?
-Jo, det er den.
-Jeg håber, du kan lide den blå. Det passer til en dreng.
-Så kan jeg cykle i skole, når jeg skal i den store inde i byen.

Herude er der meget vestenvind.
-Puh, ha, sikke en modvind. Op at stå og trampe igennem. Højre. Venstre. Højre. Venstre.
Når jeg snakker lidt med mig selv, går det nemmere.
Modvind giver forpustethed og sved, og det er ikke sjovt at dukke op i klassen med.

Hjemad har jeg den herligste medvind. Medvind er noget, jeg kan bruge.
Den første del af vejen er den værste med grus, der er noget skidt at cykle på. Så kommer der asfalt, som er meget bedre. Her flyder cyklen nærmest. Ude på hovedvejen er der et langt stykke med brosten, men i kanten er der asfalt. Det gælder om at holde sig der, hvilket er svært. Man kan let komme til at køre udenfor og havne i grøften. Inde ved byen lige før åen bliver brostenene erstattet af asfalt igen, men det er en hård type asfalt, der ikke er specielt god at cykle på. I centrum er asfalten god, til gengæld skal jeg passe på den øvrige trafik. En morgen var en motorcyklist lige ved at ramme mig, så hurtigt kørte den. Ude ved skolen skal vi hoppe af cyklen og trække ind i cykelskuret, og kun de slemme drenge tør cykle helt ind. Jeg tør ikke.

Jeg er nu begyndt i den store bys kommuneskoles 4. klasse. Skolen er noget anderledes end den lille landsbyskole, jeg kommer fra. Cykelturen derind og hjem igen er lang, men det vænner man sig til. Man kan tænke på meget undervejs.

I landsbyskolen var der kun én lærer, der underviste 1., 2. og 3. klasse i samme rum samtidigt. Vi kan ikke gå der længere, for læreren er så gammel, at han skal være pensionist, og skolen skal nedlægges. Det ville ikke nytte noget alligevel, for han kan kun undervise til og med 3. klasse.
Den sidste skoledag før sommerferien var han ked af det, og mange af mødrene græd. Han sagde farvel på sådan en lidt underlig måde, stod og uglede én i håret, hvad han aldrig havde gjort før. Han har en buttet hånd, der kan slå meget hårdt, men dengang, jeg fik en på skrinet, fordi jeg havde været med til at drille pigerne, faktisk havde jeg kun stået i baggrunden og hujet lidt med armene i vejret, viste læreren, hvor underlig hans hånd var. Det gjorde næsten ikke ondt, da han slog mig, mens Preben og de andre sagde, det havde gjort meget ondt på dem. For en sikkerheds skyld var jeg som de andre, da hånden ramte. De skulle nødig tro, at læreren gjorde forskel.
Preben havde altid problemer.
-Nå, sagde læreren. -Du kan ikke dit salmevers?
Smask, så fik Preben en lussing. På en god dag var det kun Nisse, der også fik en lussing.
Der var dage, hvor vi fik to vers for på en gang, men straffen var trods alt stadigvæk kun én lussing.
Nogen tid efter blev det anderledes med Preben.
-Nå, sagde læreren. -Du kan ikke dit salmevers? Eftersidning!

-Jeg er sgu da ligeglad. Nu har jeg fred.
Preben sparker til småstenene.
-Jeg er fanme ligeglad.
Han sparker en af stenene langt ind blandt træerne over til skolens nabo.

Jeg er noget anderledes end Preben, hvad salmevers angår. Undtagen en enkelt gang.
-Hvad er den af, Hans Theodor. Kan du ikke dit salmevers?
Læreren ser helt forbavset ud, og jeg venter at få en lussing. Men den kommer ikke.
-Vor Gud han er så fast en borg, han kan os vel bevare, han…”
Jeg går igen i stå.
-Det, det, det er fordi, onkel besøger os, og han kommer så sjældent, og så har jeg ikke haft tid og…
Læreren klapper mig på hovedet.
-Så slipper du denne gang, men husk det så til i morgen!
Jeg lover og er lettet. Preben og Nisse ser sure ud.
Jeg skal nok lære verset til næste dag. Det gør jeg så grundigt, at jeg næsten drømmer om gud, der er blevet til en borg. Gud kan alt, det ved jeg godt, men at skabe sig om til en borg, det er godt klaret. Ikke engang Superman eller Fantomet ville kunne gøre det.
Skolen består af en række lange røde bygninger, der ligger med fodboldbanen bagved.
Skolegården er opdelt i mindre områder med noget beplantning i sådan nogle cementkasser med fliser på siderne, og der er drikkevand i midten. Man skal trykke på en metalring, så sprøjter vandet op i munden. Af og til er der én, der skubber, mens man drikker. Så kan man slå læberne mod metalringen. Man kan også blive sat oven på dem, så bukserne bliver våde. Mellem de runde drikkevandsanlæg og beplantningen er der bænke, der er fortræffelig mål, når man spiller fodbold. En tennisbold fylder ingenting, og som regel er der én, der har en med.
Jeg stiller cyklen i stativet, tager min taske og går fra det knasende grus i cykelskuret over asfaltgården med de hvidmalede hinkeruder ind ad den tunge dobbeltdør og op ad trapperne og ind ad den store glasdobbeltdør med trådgitret til gangen med dens specielle lugt. Heroppe på 3. sal kigger jeg mod nord og ser store skove strække sig så langt, at de forsvinder ud i horisonten uden en lyd. Jeg drejer ansigtet til den anden side. Her er der anderledes liv og uro, for klokken har lige ringet ind, og alle elever skal stille sig op i to rækker uden for deres klasse.

Jeg stiller mig op med tasken mellem benene og håber på, at ingen skubber, for så kan man vælte ind i de andre, og det kan være farligt, for lærerne står med hænderne bag ryggen ved siden af deres egen klasse og holder øje med os. Vi i 4. klasse er meget mere end de små i 3., men ikke noget særligt i forhold til de store i 5. og opefter. Af og til kan man høre klask, når en lærer uddeler lussinger.
Inspektøren kommer rullende stor og mægtig som en Zetor og synger for til morgensang, og ”Vågn op og slå på dine strenge” gjalder ud i gangene på en både sjov og hyggelig måde. Sjov, fordi de nederste klasser som regel er lidt bagefter, og så lyder det, som om vi synger i en kirke med højt til loftet. Hyggeligt, fordi så længe vi synger, slår lærerne ikke. På regnvejrsdage lugter der af mange våde ting, men det er dejligt at være indenfor.
Ellers foregår det nede i gården. En morgen var der en elev, der sagde et eller andet til inspektøren, og han for ned til ham med sin stok og slog ham i maven med den.
-Var der mere, råbte han.
Det var der ikke.

Inspektøren siger godmorgen, og vi skal alle svare på en gang, og så må vi gå ind i klassen.
Læreren kommer ind som den sidste. Vi rejser os straks og bliver stående, mens han gungrer på det brunlakerede trægulv, indtil han er oppe på plads bag sit kateder, der står oppe på en forhøjning, der fylder hele bredden foran tavlen.
-Op at stå for lærdommen, siger lærer Johansen. -For princippet, tilføjer han.
Jeg forstår det sådan, at lærer og lærdom er det samme.
-Sæt jer og tag jeres regnebøger og hæfter frem.
Første time går lidt sløvt. Lærer Johansen er en god og rar lærer, og regning er ikke svær. Men der er altid en lidt søvndyssende stemning over første time.

Klokken lyder, og der er frikvarter. Jeg har ikke travlt med at komme ud og skal lige ordne noget i min taske. Et hæfte har forskubbet sig, så det må jeg klare. Jeg ved, hvad der venter, så hvert minut, der kan forhales, er et godt minut. Men ud skal vi. Ingen undtagen duksen må være inde i frikvartererne. Gårdvagten går somme tider skolen igennem for at fange de elever, der overtræder forbuddet, og så får de en på hovedet og bliver sendt ned i gården. Læreren forklarer det med, at man skal have frisk luft for at klare hjernen, så den er parat til næste time. I regnvejr er det ikke nødvendigt at klare hjernen, for der får vi lov til at blive inde i aulaen. Det er ikke så farligt at være der som udenfor, men der er noget mere støj af børn, der råber og skriger.
Lone kommer hen til mig.
-Du må godt være heroppe, hvis du vil. Det er mig, der er ordensduks. Vi kan bare sige, at du skal hjælpe mig.
Jeg bliver rød i hovedet.
-Neej, jeg skal måske spille fodbold.
Jeg ville så gerne blive oppe i klassen hos Lone, men jeg tør ikke. Jeg ville blive drillet resten af skoleåret, hvis nogen opdagede det. Så hellere en lille løgn.
-Jeg går nu.

Jeg sætter mig på en bænk bag noget af det buskads, der gror oven på flisekasserne. Der er ingen, der spiller fodbold i dette frikvarter, ærgerligt nok for det vil jeg gerne være med til. Jeg får ofte lov, fordi jeg spiller nogenlunde godt. Jeg kigger over på det store ur, der hænger midt på skolens mur. Sekundviseren går ualmindeligt langsomt. Den er nærmest standset.
Der går ikke lang tid, før de finder mig, selv om det som regel først er i nummer to frikvarter, at jeg skal have turen. KP er i spidsen for patruljen.
-Der gemmer du dig, råber han, og hans tro væbnere tager fat i mig, og jeg lader mig frivilligt føre med. Jeg kender vejen og ønsker bare at få det overstået. De plejer ikke at gøre det to gange samme dag. De stiler som ventet hen mod cykelskurets røde murstenssøjler og stiller mig op foran én. Her kommer gårdvagten meget sjældent, og der er fred og ro til at ordne sådan nogle ting.
To holder i hver sin arm, trækker mig stramt op mod søjlen, og de andre er parat til at gribe ind, hvis jeg skulle gøre modstand. Det gør jeg nu aldrig. Vil man være venner med dem, er der ikke andet for end at lade dem gøre det. Når de nu synes, det skal til. Jeg vil på en måde gerne være venner med dem, så jeg slipper for det her, men de har allerede haft fat i mig den korte tid så mange gange, at det er svært for mig at forestille sig, hvordan vi skal kunne blive venner.
De strækker mine arme bagud på hver side af søjlen. KP står foran mig og hiver min trøje og skjorte og undertrøje op, så brystet er blottet. Så knytter han næverne og lader knoerne rulle op og ned en halv snes gange på mit bryst. Det gør ondt. På en eller anden måde ønsker jeg brændende at blive medlem af deres gruppe, men hidtil er jeg jo nærmest det modsatte.

Hvis jeg nu viser mig stærk og hård, vil de uden tvivl godt optage mig i kliken, så jeg kan være med til, at det kan gå ud over andre. Jeg har ikke noget imod at være med til at løbe efter Heine for eksempel, fordi han har sådan et rødt hår, indhente ham og holde ham fast og bare vente, til KP har afgjort, hvad der skal ske. Jeg kan holde hans venstre arm bagud, hvis det er ribbensmassage, der er på programmet, og hvis KP synes, at det er bedre at smide ham ind på pigernes toilet, gør vi da bare det. Det har jeg ikke noget imod.
Der er noget, der hedder demokrati, og så vidt jeg har forstået det, betyder det, at sol og vind skal deles lige, og hidtil har jeg ikke fået så meget sol.

I dag er jeg åbenbart lidt anderledes. Om det er hele balladen med lotterisedlen eller de hakkede graner, ved jeg ikke. Pludselig begynder jeg at grine, ikke højt, men sådan stille med ha, ha, og det mærkelige er, at jeg ikke kan lade være. Selv om jeg lægger alle anstrengelser i for at standse den alt for flove grinen, lykkes det mig ikke. Måske tror de nu, at jeg griner, fordi det ikke gør særligt ondt. Eller det er dem, jeg griner ad.
Forbavset slipper de mig og kigger undrende på mig.
-Fjols, snerrer KP og holder inde med sin ribbensmassage. Lighteren, som han tager frem og tænder flere gange i nærheden af mit ansigt, stikker han i ærgrelse tilbage i lommen.
-Idiot, siger han.
Det er lige før, jeg siger undskyld, fordi jeg på den måde er med til at ødelægge fornøjelsen for dem.

Det ringer ind, og jeg sidder lidt på hug for at komme mig. Derfor kommer jeg for sent op i klassen og bliver modtaget af viceren, der kort kommanderer mig op til sig, og før jeg har sundet mig, har jeg fået en lussing, der synger. Jeg tager mig til kinden og sjokker derefter ned på min plads igen og går forbi Lone, der sidder helt oppe ved det forreste bord i midten.

4
Fars værksted

Far er inde i sit værksted, der er det skur, der ligger lige bag huset og garagen, da jeg kommer hjem fra skole. Det er det sted, han opholder sig mest. Selv om natten, hvor han af og til sover derude. Så ligger mor alene i soveværelset. Måske savner han den tid, hvor han var dreng og spejder og et mandfolk. Nu er han hverken dreng eller spejder længere.
Skuret har ingen vinduer og kunne egentlig være en hyggelig hule med lys tændt midt på dagen. Men det er meget længe siden, der har været hyggeligt derinde. Jeg forbinder skuret med et sted, der ikke er rart på nogen måde. Døren, der går udad, bliver udefra lukket med en tyk jernstang sat mellem to svære jernøjer på hver side. På den måde kan man blive spærret inde, og det er ikke nogen rar tanke. Jeg ved godt hvorfor, at der ikke er en almindelig lås på døren.
-Ellers kan jeg jo ikke spærre dig ordentligt inde, når du har gjort noget slemt.
-Uden vinduer kan tyveknægte ikke se ind.
Jeg tror nu, det er, fordi jeg ikke skal kunne se ud.
Indenfor er der en høvlebænk, en gammel sofa og noget reol med en masse værktøj.

-Du behøver ikke at køre til købmand i dag, for der har far allerede været.
-Jubi, det var dejligt.
Jeg spiser min mad færdig og går bagefter ud.
Far hører mig udenfor og lukker døren op inde fra skuret.
-Hej Hans Theodor. Gider du hjælpe mig lidt?
-Ja?
Det er sjældent, at far spørger på den måde, og jeg undrer mig.
Jeg lægger straks mærke til, at der ikke er den sædvanlige lugt ved ham. Alene det lover godt.
Han smiler til mig.
-Hvis du lige vil holde ved det stykke træ her..
Jeg gør det så godt, jeg kan.
-Det er fint, Hans Theodor.
Ros er jeg ikke vant til og får lyst til at betro mig.
-Der er en dum dreng i klassen, som altid er ude efter nogen. Også efter mig.
-Hvad gør han?
-Han får sine kammerater til at holde mig, og så kører han med knoerne op og ned ad mine ribben. Se selv.
Jeg hiver trøjen op og viser far de røde og blå striber.
-Det skal du aldeles ikke finde dig i, Hans Theodor. Fortæl det dog til lærerne.
Jeg tøver lidt.
-Hvis jeg siger det til lærerne, siger KP, at jeg sladrer, og så får jeg flere klø.
-Han siger også, at der engang var en elev, der sladrede, og at han slet ikke kunne gå der mere.
Den tygger far lidt på og lægger sin hånd på min skulder.
-Du kan altid komme til mig, hvis det bliver værre.

Jeg føler mig for første gang i lang tid godt tilpas i skuret. Det ord må jeg ikke bruge, når far er i nærheden. Det hedder værkstedet. Et lille firkantet rum på to meter på hver led bygget op af sortmalede og udenfor tjærede trævægge og med trætag. Langs den ene væg står den knirkende sofa, som far ikke alene sover på nogle nætter, men også somme tider til middag, når han ikke er på arbejde. Når man står udenfor, kan man høre, når han vender sig. Somme tider sover han middagssøvn oppe i soveværelset, og så sover mor også. Jeg skal gå ud og lege imens. Ligesom hos morfar.
Far tager sig tid til at vise mig, hvordan en sinkning udføres.
-Prøv at se, hvordan enderne griber ind i hinanden og låser sig sammen. Så holder træet, kan du tro!
Far er meget dygtig til den slags håndværk, og jeg nikker og prøver at forstå teknikken i at lave en sinkning. Jeg er ikke selv ret dygtig til sådan noget, får jeg altid at vide.
-Hans Theodor bliver aldrig håndværker. Det gør du ikke, Hans Theodor, for du har 10 tommelfingre.
-Men det gør ikke noget, for du skal læse videre. Du har dit gode hoved efter mig.

Det er en god eftermiddag, synes jeg. Glemt er brystmassagen og lussingen i skolen. Bare far ikke får at vide det med lussingen. Så får jeg bare en til.

Aftensmaden forløber uden spektakler, og mor ser kærligt på mig.
-Skal I så ikke skilles, spørger jeg håbefuldt.
-Neehej, siger far. -Hvordan kan du dog finde på at sige sådan noget?
De ler begge og kigger på hinanden. Mors hånd lister sig hen til hans.
Jeg går i seng med en god fornemmelse. Jeg dykker ned under dynen og tænker på Lone. Sådan er det blevet efterhånden.
I aften vil jeg drømme, at jeg møder hende hos købmanden. Det går let og uden problemer. Hun taber nogle af sine varer, og jeg samler dem op og giver hende dem. Hun smiler til mig og spørger, om jeg vil hjælpe hende hjem med dem. Det kan jeg da godt. Jeg bliver meget glad over det smil og synes, hun er noget af det sødeste.

5
Man skal ikke genere de rødhårede

Jeg forsøger at indynde mig i kliken med KP på forskellige måder, så de kan godkende mig til optagelse.
I anden time næste dag får vi en ung, kvindelig vikar.
-God dag, jeg hedder Ilse Ingversen og skal være vikar for Hr. Johansen.
Hun fortæller, hun lige har fået studentereksamen og nu blot venter på at begynde på sit studium.
Her har jeg chancen. Med sit lange, lyse hår og ukendskab til at undervise vil hun være en vikar, der ikke skal regne med at holde ret mange minutter. Her kan jeg måske blive gode venner med KP.
Jeg prøver at spille klovn og skære ansigter og at skyde med elastik efter hende og regner ikke med, at hun vil reagere særligt voldsomt, mens jeg skæver over til KP.

Vikarer i klassen har alle dage været nogen, man kan tillade sig at drille, det siger de andre.
-De kan bare slet ikke klare det.
-Nej, og de kvindelige vikarer kan overhovedet slet ikke klare det.
-Kan I huske hende den lille tykke rødhårede?
-Ja, for fanden, hun skred allerede efter 8 minutter. Ny rekord.
-Havde hun ikke været så tyk, havde hun holdt i 10.
-Jeg holder altid øje med tiden, siger KP. –Sådan en vikar skal sgu mærke, at det er svært at blive rigtig lærer.

KP bestemmer, om vikarerne kan blive lærere.
Han holder øje med tiden, når der er fremmed vikar på – også i dag. De timer, hvor det sker, er ret gode. Det føles, som om hele klassen er fælles om noget, og at ingen skal holdes udenfor eller have ribbensmassage og forfølges af de andre.
Hende her reagerer ikke på min elastikkanon, men KP nikker smilende til mig. Jeg sender derfor den næstsidste papirkrampe af sted og rammer hende lige foran på brystet. Der bliver fnisen rundt omkring, og jeg føler, jeg så godt som sikkert nu kan blive medlem af kliken, eller at jeg i det mindste slipper for ribbensmassage i dag.
Det sjove er, at Keld Kock på det første bord i midterrækken vender sig om og griner til de andre, som om det er ham, der har ramt frøkenen. Jeg ser, at han også har en elastik mellem tommel og pegefinger, som han viser til dem.
Men i stedet for at begynde at græde og derefter gå sin vej, hvilket ville have været en meget stor triumf for klassen, rejser hun sig.
-Kom her op. Ja, dig.
Keld Kock ser uskyldig ud og kigger sig rundt, men rejser sig så.
Jeg ser Keld stavre derop. Var det ikke mig, der ramte hende?
-Hvad hedder du?
-Keld Kock.
-Har du svært ved at forstå, hvad jeg siger?
-Nej, det kan jeg sagtens.
Han virker lidt overlegen og smiler ud mod de andre i et hurtigt hovedkast.
Hun bliver ved med at tale så underligt roligt og fuldstændig uden vrede og ophidselse, så det er svært at forstå, om hun er gal i skralden eller hvad.
Hun ser sig bagud og griber spanskrøret, der hænger på væggen ved siden af tavlen.
-Bøj dig.
Han bøjer sig og skal holde sine hænder bag på benene. Hun bruger tid på at vise ham, hvordan han skal gøre. Der er ikke en lyd i klassen. Alles øjne er rettet det samme sted hen. Keld griner ikke mere.
For øjnene af alle os andre giver hun ham derefter 3 rap i enden med spanskrøret. Det må gøre ondt, for hun slår helt oppe fra, så den tynde pind ligefrem fløjter, og når den rammer, giver det en høj lyd, samtidig med at Keld Kock siger av og stønner, og stolen skubbes fremad. Så skal han tage den tilbage og gøre sig klar til det næste slag. Smerten er nok knap så slem, som det må være at blive slået sådan foran hele klassen. Oven i købet af en kvindelig vikar. Og de skulle jo være de nemmeste.
Han rejser sig rød i hovedet og sjokker ned til sin plads, og han smiler ikke mere.
Resten af timen foregår i absolut ro og orden, og der er ikke andre, heller ikke mig, der skal lave sjov med papirkramper. Jeg skæver over til KP, men han kigger ikke på mig. Han ser alvorlig ud.
KP siger ikke noget til mig i frikvarteret bagefter, og derfor falder jeg efterhånden til ro. Han må tro, at Keld Kock selv fyrede den klampe og ikke mig.

Jeg har dog ikke opgivet at blive gode venner med KP. Der må være andre måder. Jeg vil så gerne have venner, og jeg kan jo se, hvordan drengene i KP-kliken snakker sammen og lytter til hinanden og hjælper hinanden. Når en af dem siger noget, mærker jeg, at de betyder noget for hinanden. De andre fra klassen er ikke sammen på samme måde; Palle og Lille-Lars er vistnok venner, men om de har det sådan, ved jeg ikke. De ser ud, som om de ikke har brug for at være venner med andre.

Dagen efter prøver jeg igen.
Da læreren kommer ind i klassen, rejser vi os, som vi plejer, og jeg trækker uset stolen længere bagud for min sidekammerat, Heine. Det er ikke noget, jeg tænker længe over, det sker bare.
Læreren går op til katedret, og alle sætter sig. Heine ryger på gulvet i stedet.
-Ha, ha, lyder det fra de andre rundt omkring os.
-Av for søren, ømmer Heine sig, da han omsider får sig rejst og sat stolen på plads.
Læreren farer ned til ham og bøjer sig faretruende ind mod ham.
Smak. Hans hånd rammer Heine på kinden.
-Du opfører dig ordentligt, er du med? Ellers kan du forsvinde.
Han peger mod døren og råber meget højt, selv om han står lige foran ham.
Heine har ikke alene skolens rødeste hår, nu er han lige så rød i ansigtet, især på den kind, læreren har slået på.

Der er lidt spredt fnis fra de andre, og selv om jeg synes, det var en sjov én, er jeg lidt ked af, at Heine får en lussing for det – oveni. Heine har ikke gjort mig noget og er ikke en del af KPs klike. Men han er forfærdelig rødhåret. Det, synes jeg, ser dumt ud. Alle rødhårede burde rejse tilbage til Irland, for der kommer de fra, siger far.
Heine snakker ikke med mig, og i det efterfølgende frikvarter kommer KP og hans bande farende, tager fat i mig og skriger og galer op.
-Nå, du synes, det er fint at få læreren til at slå en kammerat, hvad?
Det tyder på, at en gang ribbensmassage ikke er nok i dag. Jeg vidste ikke, at Heine var en af deres. Han har aldrig været med til noget sammen med dem.
-Det var jo bare for sjov…
-Du skal få sjov, skal du. Ha, ha.
De fører mig da heller ikke over mod cykelskuret, men tager retning mod toiletterne. Undervejs gør de holdt omkring vandkummen, som andre elever flygter fra.
-Op i kummen med ham.
-Hold ham.
-Han skal have våde bukser, ha, ha.
Efter morgenens regnvejr var mit tøj næsten tørt. KP tænder sin lighter, krænger mit ærme op og sætter kortvarigt flammen til min arm.
-Aavv!
-Du holder din kæft, for hvis du skriger så højt, at gårdvagten kommer, skal du fanneme få. Det garanterer jeg.
Jeg bider smerten i mig og føres videre med bukser, der nu igen er våde.

De standser uden for pigernes toilet, og KP holder døren.
-Ind med ham. Skub ham ind, for helvede.
Ikke engang tre svirp i enden i klassens nærværelse er så slemt som at befinde sig på pigetoilettet. Det er det værste. Jeg prøver af alle kræfter at lukke døren op igen, men de holder den udefra. Pludselig mærker jeg, at pigerne, der er herinde, griber fat i mig, og jeg kæmper for at slippe fri. De griner og er helt med på KPs løjer.
-Tag ham, skriger de og slås næsten for at komme til.
-Hold hans ben, han sparker.
De tager hårdt fat i mine arme og ben og slæber mig ind på et toilet. Nogle af pigerne er fra de større klasser, og jeg stritter ikke så meget imod længere for ikke at slå hovedet på skålens inderside, mens de tvinger mig nedad. Jeg får hovedet under blandingen af vand og tis og afføring. De trækker i snoren, så der strømmer frisk vand ned over mig, og jeg kæmper for at få luft.
De slipper mig. Jeg rejser mig op og gisper efter vejret, mens jeg prøver at stryge det ulækre væk. Jeg trækker vejret meget hurtigt.

Pigerne løber grinende ud, og lidt efter kommer gårdvagten og ved, at jeg er der. Så har de sladret til ham.
Dørene klaprer, mens gårdvagten leder efter mig.
-Nå, der er du. Er du ikke klar over, at pigetoilettet er forbudt område?
Jeg bliver grebet i armen og løftet og stirrer op på gårdvagtens vrede ansigt, og han slæber mig ud i forrummet, hvor han knalder mig en på siden af hovedet.
-Føj for pokker, hvor du lugter. Se, hvordan du ser ud. Vask dig.
I spejlet ser jeg en stribe lortebrunt fra det våde hår ned over panden og skynder mig at vaske det væk. Kinden er rød og ophovnet, men jeg håber, at det vil gå bort, inden far kommer hjem i aften.

6
Der er hul i skoene

Jeg cykler fra skolen de 5 kilometer hjem i det regnvejr, der nu atter er i gang og derfor gør mig gal i skralden.
Hvorfor skulle der lige være pause i regnen om formiddagen, hvor vi alligevel er indenfor? Vandet siler lige så langsomt ned ad mig og gør mig plaskvåd, selv om jeg cykler helt foroverbøjet over styret, så regnen ikke rammer foran. Jeg er ikke meget for regntøj, for det er ikke noget, de andre går med. Desuden passer det med, at regnen blæser bort fra kroppen i medvinden. Det vil vare det meste af en time, inden tøjet er tørt igen.
Det var værst i morges. Mit tøj blev ekstra vådt, fordi der var modvind, og så lugtede det i klasselokalet, og nogle af pigerne rynkede på næsen. Jeg bærer lange strømper og plusfours som de andre drenge, men bliver ekstra våd i sokkerne, fordi der er hul under skoene. Det siger sjovt svup svup, når jeg går. I klassen er det ubehageligt at sidde og være så våd under skoene. Heldigvis kan de andre ikke se hullerne.
Mine bukser har næsten ikke været tørre i dag. Jo, et lille stykke tid inden KP kom stormende. Ellers ikke.

Når jeg hjemad drejer til venstre ved kroen, får jeg et godt stykke med læ. Ned forbi fynboen, hvis kone synger hele tiden og lidt længere fremme Laust, der har en sjov og mærkelig interesse i geografi. Han abonnerer på et stort, amerikansk geografisk tidsskrift og slår somme tider op i det og fortæller om indholdet med strålende øjne.
Så kommer til venstre den krumme hulvej op til Musses far, købmanden, og længere fremme Arnold, fars kollega, der bor alene. Jeg æder meter efter meter i mit våde tøj liggende hen over styret, mens mine ben går rundt og rundt. Når den enkelte er passeret, er der så og så langt tilbage, inden jeg er hjemme.

Far kommer hjem lidt senere. Jeg passer på, for nu lugter han igen lidt på den forkerte måde.
-Jeg har altså huller i mine sko, siger jeg og bøjer benet bagud og op, så han kan se det.
-Det har du jo selv lavet. Det er fordi, du altid skal spille fodbold på asfalten i skolegården. Læg dig lige på sofaen, så jeg kan se, hvor galt det er.
Han slår med en tynd pind på sålerne og rammer fodballerne i hullerne, så jeg råber av af smerte.
-Det er bare for sjov, så får du tyk hud under fødderne og behøver slet ikke sko.
Han griner lidt.
-Du får altså ingen nye sko foreløbig, det har vi ikke råd til.
Jeg må fortsat benytte de gamle, hullede, også på dage med regn.
Jeg rejser mig op og ømmer mig.
-Du skal ikke være sådan en svækling, siger far.
Det er til tider meget svært at skulle være et mandfolk. Da jeg går derfra, synger og svier det i fødderne underneden.

Også i dag skal jeg som hver dag cykle yderligere 1 kilometer op og altså 1 kilometer tilbage igen for at købe ind hos købmanden for mor, der ikke selv har tid til at købe ind.
-Jeg er heller ikke så meget for det, siger hun.
Vi har ikke så mange penge, forstår jeg, så af og til skal fødevarerne købes et andet sted, når købmanden har standset flere indkøb, fordi bogen ikke er betalt. En overgang skulle varerne hentes i den store by, og flere gange måtte jeg cykle derind to gange om dagen for at hente mad. Jeg er glad for, at pengene bliver fundet, så købmanden kan få dem, og jeg ikke risikerer at skulle cykle endnu længere bort for at få varerne.
Det var ærgerligt, at vi ikke fik lotterigevinsten. Ikke kun for det med den gode stemning.

Jeg gør mig klar, da far træder ind.
-Du skal have to pakker cigaretter med til mig, og du må gå i dag, for jeg må hellere se din cykel efter, jeg tror, den skal lappes. Her, tag dine støvler på i det vejr.
Heldigvis er det holdt op med at regne, og mit tøj bliver snart tørt. Sjovt nok bliver det ved med at synge i fodsålerne, uanset om jeg går eller står.

Jeg køber de to pakker cigaretter og det andet og siger, det skal skrives. Købmandskonen sukker og skriver købet ind i bogen. I den ene hånd har jeg rugbrød og kaffe, i den anden en pose havregryn og cigaretterne. Jeg ville gerne have farin, men det er der ikke råd til, siger far. Det smager ellers så dejligt, når mor har bagt frisk franskbrød at få sådan et stykke med margarine og brunt sukker.
-Hvad koster sådan en pose brunt sukker, spørger jeg købmandskonen.
Hun svarer lidt forbavset, og jeg kan se på cigaretpakken, at man kan få to poser farin for én pakke cigaretter.
Somme tider er der brunt sukker i skabet, men ikke så tit, kun hvis far vil have brunsvigerkage, som mor skal bage. Det er meget lækkert, og jeg får lov til at skrabe skålen, efter at kagen er kommet ud på bradepanden.
Det er lidt besværligt at håndtere varerne, så jeg stopper de to pakker cigaretter ned i støvlerne. Der kan de godt sidde, så er der det mindre at bære.
Jeg vader gennem en bæk undervejs og går og snakker med mig selv og svælger i lange forestillinger om, at KP får klø efter klø af mig.
-Nå, KP, så har du vist fået nok. Nu skal du lige op og sidde lidt på vandkummen. Hopsa. Sid nu stille, ikke, for ellers må jeg tage fat i dig igen. Sådan. Hold så op med det vrælen, det er da ikke til at holde ud at høre på. -Er det ikke skønt at blive våd på bukserne, så man tror, du har tisset i dem?
-Hold da op, Hans Theodor, er du virkelig så stærk?
Lone er imponeret.
-Nu prøver han igen at slippe fri. Hov, hov, KP, kan du så få bukserne ned over vandstrålen. Sådan ja.
Også Super-Per får det hele at vide. Det er herligt at gå her midt i bækken, der slet ikke er dyb. Det sprøjter lidt, men det gør ikke noget, når man har gummistøvler på. Jeg glemmer tid og sted og går videre i filmen til det afsnit, hvor jeg redder Lone ud af det brændende klasseværelse. Alle er kommet ud, og skolen står i flammer.
-Lone er stadig derinde…
-Lad mig, råber jeg og farer ind ad døren.
-Nej, Hans Theodor, det er alt for farligt. Hold ham, hjælp mig…
Jeg kaster dem fra mig, stormer op ad de røgfyldte trapper og når i sidste øjeblik frem til Lones bord, hvor hun ligger besvimet. Jeg løfter hende let som ingenting og drøner tilbage med hende og afleverer hende til brandfolkene, der ser anerkendende på mig, mens klassekammeraterne klapper, og KP ser sur ud.
-Åh, Loneskat, hvor er vi glade for, at du blev reddet i sidste sekund.
Lones forældre roser mig, mens de har tårer i øjnene:
-Hvordan kan vi takke dig, Hans Theodor? Vil du med os hjem og bo der, indtil hun er helt rask?
-Det kan jeg da godt, siger jeg.
Jeg når at få et helt rent sæt sengetøj med Ole Lukøje udleveret af moderen, da jeg opdager, at jeg er hjemme.

Jeg afleverer varerne i køkkenet og kommer i tanke om cigaretterne. Jeg fisker dem op af de utætte støvler. Far opdager de våde cigaretpakker og bliver rasende med vilde øjne. Uden videre løfter han mig op og giver mig en hård endefuld.
-Jeg – bliver – så vred – når du – ødelægger – mine cigaretter – på denne måde.
Jeg hører mor i baggrunden.
-Ikke så hårdt, Kristian.
Men far hører ikke efter hende og hamrer bare løs, selv om han egentlig er færdig med at skælde ud. Endelig slipper jeg for flere bank og løber ud og gemmer mig bag skuret. Her finder far mig. Far ryger en cigaret, så er de da åbenbart ikke alle våde.
-Kom her hen, siger han og tager den ene hånd op af lommen.
Jeg nærmer mig. Hvad nu?
Far tager min hånd og brænder mig på håndryggen med cigaretten.
-Nu har du vist forstået, mener han og losser mig af sted. Jeg puster alt, jeg kan på det brændte sted. Der kommer et rødt mærke på hånden. I forvejen sidder der på den anden arm et lille mærke fra KPs lighter.

Inde hos mor får jeg Nivea-creme på hånden. Det skulle hjælpe. Far kommer ind og håner mig for det pjaltede lille røde mærke, og at jeg ikke kan stå stille.
-Åh, herregud, hvis man skulle tage hver lille modgang med Nivea-creme, så kunne man få nok at bestille.
-Så ville man altid se fedtet ud, griner han.
Mor ser bebrejdende på ham.
-Du havde ikke behøvet at brænde ham, vover hun.
-Hold din kæft, forbandede kælling. Måske skal vi skilles, og så kan den møgunge komme på børnehjem.
Far brøler så højt, at det gør ondt i mine ører, og så står han sådan foroverbøjet og armene spredt ud til siderne.
Mor tier stille, og jeg løber ud og sætter mig helt nede bagerst i haven, hvor jeg kan snakke i fred. Jeg må bare væk.
-Nu spiser mor nok igen sine piller, som er nogen, hun tager mod dårlige nerver. Det kan ikke vare længe, inden hun atter skal på nervesanatorium.
-Åh, morfar, så kommer jeg og besøger jer igen. Jeg tager bare nogle skolebøger med, så kan jeg hver formiddag sidde og skrive og regne og ikke komme bagud i skolen.
-Fy, Hans Theodor. Skammer du dig ikke? Du håber jo ligefrem på, at din mor skal blive syg og på nervesanatorium igen.
-Nej, det er ikke sådan ment. Men det er bare så dejligt at være hos morfar. Han snakker til mig, som om jeg var en voksen.
-Hvad mener du med det?
-Jo, han spørger mig om noget og lytter til mit svar. Når han lytter, ser han ikke væk efter noget andet imens.

Jeg går op og stiller mig med min bold omme bag huset, hvor jeg godt må spille. Far dukker op, og jeg holder bolden stille mellem hænderne.
-Jeg ville så gerne, at du var et rigtigt mandfolk, Hans Theodor. Derfor prøver jeg at træne dig til at udholde smerter.
Jeg nikker.
-Jeg kunne godt tænke mig, at du blev spejder. Du kan tro, det kan føre dig i den rigtige retning.
Jeg nikker igen. Jeg vil nu hellere meldes ind i fodboldklubben inde i byen, men det har far sagt, at vi ikke har råd til.
-På søndag er der optagelse til spejderkorpset. Har du ikke lyst til at være med?
-Jo, det vil jeg gerne.
Far tager mig om skulderen, og vi følges ad ind igen.

7
Kan man blive spejder på en søndag?

Det viser sig, at optagelsesprøven til spejderkorpset foregår ude i den store skov mod nord. Far forklarer mig omhyggeligt, hvor det er og vil vist gerne have, at jeg bliver en frisk drengespejder, der så kan udvikle sig til at blive et rigtigt mandfolk, som han selv var, da han var dreng.
-Hvis du består, kommer du måske ikke på børnehjem.
Det er den største grund til, at jeg cykler helt derud til skoven og melder mig. Det er dejligt at cykle forbi skolen og tænke på, at i dag skal jeg slet ikke derind.
Jeg har lært at give spejdertegnet med højre hånd: Tommel over lillefinger og de andre tre strakt. Jeg har fået lov at låne spejderbogen af far, og selv om den er meget gammel, står der mange spændende ting i den. Jeg har allerede læst så meget, at jeg ved en masse om det at være spejder. Det er man først og fremmest for Gud, sit land, sin mor og Lone eller kvinder i det hele taget og så for dem, der kommer sidst: Mænd og drenge og dyr.
Manden skal være ridder og beskytte alt andet levende. Han skal leve af skovens dyr og himlens fugle og lære at klare sig selv. Det er intet så ynkeligt som en mand, der ikke kan klare sig selv.
Der står meget om, hvad en frisk og kæk spejder skal. Han skal stå tidligt op om morgenen, han skal udføre en god gerning hver dag, han skal altid være i godt humør og aldrig stjæle, lyve, slå andre eller være en dårlig kammerat. Han skal altid adlyde sin nærmeste patruljefører eller tropsfører. Han skal i bad hver dag, og alene det kan være svært, når man slet ikke har et badeværelse.
Så skal man sidde på køkkenbordet med fødderne i vasken, og mor skrubber med en neglebørste ens knæ, så de bliver røde.

Der er alle de drenge og mænd, der bare sidder og hænger. Drenge, der hænger, udretter ikke noget i verden og har et dårligt liv. Man skal stå op en time før hver morgen, så får man mere ud af livet. Et spejderår er på 13 måneder, som er resultatet af den ekstra time. Jeg regner efter, men kan ikke helt få det til at gå op. Jeg klør mig lidt i hovedet. Uanset hvordan jeg regner, kan jeg ikke få en time om dagen til at strække mere end til 15,2 døgn ekstra. Og så har jeg endda ikke regnet den time med, som man af træthed går i seng før normalt.
Mænd, der drikker alkohol, er der ikke meget hold i. Jeg er klar over, at de i hvert fald ikke er mandfolk.

Sådan en som KP er hverken spejder eller særligt flittig med lektierne. Alligevel er han klassens nummer et, hvis man spørger de andre. Selv de voksne taler til ham på en måde, så man mærker, at han ikke bare er en Hans Theodor.

Det er mange ting, og jeg har på fornemmelsen, at det vil vare et stykke tid, inden jeg kan opfylde alt det, der er godt for en sund og rask dreng, der vil yde noget for sin Gud og sit land. Frem for alt må jeg ikke have slibrige tanker.
-Hvad er slibrige tanker, Super-Per?
-Kan du ikke selv regne det ud?
-Så ville jeg jo ikke spørge dig, dit kvajhoved.
-Nå, nå. Hvem er super her?
Så vidt jeg ved, har jeg ikke slibrige tanker. Jeg grunder længe over det, mens jeg cykler ind til prøven og bliver enig med mig selv om, at det nok er noget med at slibe rigdom af; man skal ikke gå og tænke på at blive rig.

Der er i afsnittet om noget, der hedder onani, stor vanskelighed med forståelsen, for det ved jeg slet ikke, hvad er. Jeg kan heller ikke gætte det. ”…Onani er den farligste drengelast, der overhovedet eksisterer, thi den nedbryder en drengs helbred…”.
-Hvad er onani?
Jeg har lige læst afsnittet og vil gerne med det samme have styr på, hvad det er. Far står i skuret.
Han ser på mig, og jeg lægger mærke til, at hans øjne flakker sjovt ud til siden.
-Det, det tror jeg, vi skal vente med at snakke om, til du bliver noget ældre.
Han vender sig om mod mig og smiler underligt.
Jeg tør ikke spørge igen. Hvis jeg havde turdet, ville jeg selvfølgelig have spurgt om grunden til at have et helt afsnit om dette hemmelige emne med i en spejderbog for drenge. Drengelast.
Der står ellers til sidst i afsnittet, at kan man ikke finde ud af det der onani, kan man trygt henvende sig til sin tropsfører, lærer eller fader, der så vil give en hjælpende hånd.

12 drenge står på rad og række, mens et hav af uniformerede spejdere står overfor med armene på ryggen. Jeg vil vædde med, at de heller ikke har forstået afsnittet om onani.
De har alle den flotte hat på i khaki-farve, den hat som også bæres af de tapre canadiske politifolk i den røde uniform, som jeg har læst om i Populære Klassikere. Det er blade, jeg ikke må læse, for det er smudslitteratur, siger far. Derfor læser jeg dem kun, når jeg besøger Calle eller Nisse, som begge godt må læse smudslitteratur. Jeg ved ikke, hvorfor det er smudslitteratur, og jeg tør ikke spørge far, hvor smudset sidder.
-Det har noget med billederne at gøre, forklarer han selv.
-En bog uden billeder er langt bedre og finere at læse end en bog med billeder.
-Hvis der kun er billeder eller tegninger, så kan man naturligvis ikke lære noget.

På biblioteket er der meget få bøger med billeder i. Sært nok er nogle af fars egne børnebøger nede i reolen med billeder i. Den gule Ulv og Den sidste Mohikaner har da et par billeder. Der må nok højst være 5 billeder i en bog. Hvis bogen har flere, er det smudslitteratur. Sådan må det være.
Jeg er meget forvirret, for mor læser ugeblade, hvori der bestemt er mange billeder og tegninger. Hun ville da ikke få lov af far at læse dem, hvis det var smudslitteratur.

Vi står længe og venter på, at der skal ske noget.
Endelig tramper en uniformsklædt mand frem.
-Det er tropsføreren, hvisker en dreng bag mig.
-Velkommen til! Det er mit håb, at dagen kan give en rask og hurtig optagelse i Det danske Spejderkorps til så mange af jer som muligt.
Han minder lidt om skoleinspektøren, men er knap så stor og tung.
Hvis inspektøren er en Zetor, er tropsføreren kun en Ferguson.
Til gengæld står traktoren ikke stille. Han går frem og tilbage og har en lang, tynd pind, som han slår med ned ad det ene ben.
Traktoren fortæller, hvad det hele går ud på. Kan man gemme sig og ikke blive fundet af de rigtige spejdere, er man optaget i korpset uden andre betingelser. Kan man ikke klare det, skal man lære spejderloven udenad, og der er også noget mere, man skal kunne, hvis man skal optages. Så det er meget bedre og hurtigere det her. Jeg ved ikke helt, hvad det er for noget. For hvordan kan det at kunne gemme sig have noget med spejderloven at gøre? Den skal man vel holde alligevel. Fuldstændig lige meget om det hedder spejder eller ulveunge.

Men jeg ser det som min livsforsikring. Så kommer jeg ikke på børnehjem. Der bliver man slået og sparket og får ikke altid mad nok og skal sove på sovesal og får ingen julegaver. Det værste er nok, at man hverken har en far eller mor. Det ved jeg, for både Heine og Palle har snakket om børnehjemmet.

Tropsføreren står nu helt stille og sænker stemmen lidt.
-I må være klar over, at hvis I først er spejdere, vil I være det for altid. Man kan ikke melde sig ud, kun ind. Hvis du ikke er med os, er du mod os. Vi vil kæmpe sammen, og vi tåler ingen, der svigter. Er det forstået?

Helt uden at have aftalt det, brøler vi alle som med en mund:
-Javel! Og giver spejdertegnet.
Ham ved siden af mig fumler noget med fingrene. Sådan en klods. Tror han, at han bare kan komme her uden at øve sig derhjemmefra?
-Vær forvisset om at vi vil tage os af den, der svigter. Vi vil stædigt fortsætte kampen for at frembringe de stærkeste og hårdeste spejdere i hele landet. Gud vil være med os.
Gud? Det har jeg helt glemt. At han er med på sidelinjen. Gud er naturligvis tropsførernes tropsfører. Den øverste.
Tropsføreren sænker hovedet. Stilheden breder sig. Han beder fadervor, og en mumlen bidrager til højtideligheden. Da han er færdig, kigger han atter op.
-Det vigtigste er at adlyde jeres førere. Er I med?
-Javel!
Det lyder godt, når man råber taktfast i kor. Jeg bliver helt grebet af det og tænker, at jeg endelig har fundet noget, der er godt. KP og hans bande er heldigvis ikke spejdere. De kan rende og hoppe. Måske kan jeg også finde venner og beskyttere her. Måske vil de komme mig til hjælp, når KP og hans venner kommer drønende.

Tropsføreren fløjter legen i gang, og vi 12 rekrutter forsvinder ind i skoven, der består af graner.
Jeg kender til granskov og ved godt, hvordan jeg skal gemme mig. Jeg maser mig ind i en tykning med høje graner og klatrer op i toppen af den største. Deroppe lægger jeg mig ind over grenene, og jeg kan overhovedet ikke ses nedefra. Til gengæld har jeg en gevaldig god udsigt ind til byen.
Jeg ligger og nyder det nærmest, for nedenunder hører jeg den ene efter den anden blive fundet, og det gør mig godt. Grenene duver blidt i vinden, og det er lige før, man kan falde i søvn heroppe. Dette er legende let. At ligge og sove sig til optagelse som spejder skal vist ikke fortælles videre til ham, der har skrevet spejderbogen. Det ikke er noget, han vil synes om.
Der er meget stille rundt omkring. I begyndelsen hørtes en masse lyde af spejderne, der tossede rundt for at lede, men nu sker der ikke mere.

Efter nogen tid kan jeg intet høre længere. Alt er stille. Pludselig kommer jeg i tvivl, om legen er forbi. Måske er de oven i købet alle sammen gået hjem, og jeg har alligevel ikke bestået prøven, for når man ikke bliver fundet nogensinde, kan man heller ikke deltage.
Jeg lytter længe, og det irriterer mig, at jeg ikke kan huske, om tropsføreren sagde noget om, hvornår legen skulle slutte. Det er i og for sig ligegyldigt, for jeg har heller intet armbåndsur.
Så beslutter jeg mig for at klatre ned igen og dumper lige i favnen på en ældre spejder.
-Halløjsa, siger spejderen. -Der var vi da lige ved ikke at kunne finde dig.
Det er selvfølgelig en slags rod, også fordi vi kommer ind på pladsen som nogen af de sidste. Alle de andre rekrutter står der og ser sure ud.
-Ja, det var så den sidste kun to minutter før legen var forbi. Det var jo ærgerligt for dig.
To minutter. Det føles i den grad skuffende.
Tropsføreren klapper mig på skulderen.
-Godt gået, min dreng. Men bestået, det har du ikke.

Så børnehjemmet ligger der. Klar til at modtage mig.
Han vil vist gerne trøste mig, for hans hånd ligger nogen tid på min skulder og glider lidt ned ad ryggen til sidst.

8
Ikke sjuske med græsplænen

Far bliver meget skuffet over mig.
-Så kan jeg virkelig ikke gøre mere for dig. Du havde chancen og greb den ikke. Nu kan du gå ud i haven, der er lige noget arbejde, jeg skal have gjort. Her kan jeg garantere dig, at hvis du ikke gør det ordentligt, vanker der! Jeg er tilbage igen senere på eftermiddagen.
Og så går han.

Jeg gør mig derfor umage med at opfylde opgaven, så far kan være så tilfreds, at jeg ikke skal have klø.
Jeg skal slå græsset.
Det hårdeste af havearbejdet er næsten at slå græsplænen, hvor flagstangen står ovre i den ene side. Håndskubberen, som far kalder den, er meget tung at skubbe.
Midt i en græstue går den i stå, fordi græsset er viklet om tromlen. Jeg kan hverken rokke den frem eller tilbage og mærker en stigende vrede.
-Mor, råber jeg. -Den dumme slåmaskine vil ikke.
Hun kommer ud efter et stykke tid.
-Skal du ikke have fjernet det græs, der sidder i klemme? Foreslår hun.
-Flyt dig, jeg skal lige se, om…
Jeg bøjer mig ned. Prøver at fiske noget af græsset ud, men det knækker undervejs, og min tålmodighed bliver mindre og mindre.
-Åh, sådan noget gammelt lo…
-Hov, hov, Hans Theodor, du ved godt, at far ikke vil have, at du bruger sådan nogle ord.
Mor ser bekymret ud.
-Det er mig, det kommer til at gå ud over, hvis jeg ikke får den fikset.
-Jeg prøver med en pind.
Jeg får raget græstotter fri fra maskinen.
-Sådan. Av!
En finger kommer i klemme, og såret bløder lidt. Mor puster på det og smiler.
-Så, nu skal du se, det hjælper.
Det lykkes mig at få bæstet til at køre igen, og så slår jeg videre. Jeg knokler på livet løs og søger at slå plænen så fint, at far kan blive tilfreds. Mor går ind igen med armene over kors. Hun laver aldrig noget i haven. Det er jo heller ikke nødvendigt, når de har en dreng til det.
Der kommer Arnold, fars kollega, tøffende op ad indkørslen i sin lille 2CV4. Han skal nok besøge far, men han er da ikke hjemme.

Da jeg er færdig, tuller jeg over til Karsten, der er 3 år ældre og også altid skal hjælpe sin far dog ikke i haven, men i deres landbrug. Karsten skal hver dag efter skoletid muge ud, rydde op, feje gårdsplads, stable hø og passe køerne og fodre hønsene, så det er ikke altid, han har tid til at lege. Om søndagen skal han også arbejde, både om morgenen, eftermiddagen og aftenen.
-Jeg kan bedst lide de almindelige dage, siger han.
I sommer slog vi en græsmark, og duften herfra var så stærk, at jeg ikke kan glemme den. Det er den stærkeste duft, jeg nogensinde har været ude for. Det er også her, at jeg lærer mig selv forskellen på en duft og en lugt. For lugt er altid noget grimt noget. Det er så forunderligt, at man kan spise et æble, der dufter så dejligt, og lidt senere kommer æblet ud af den anden ende og lugter. Den værste lugt stammer dog fra en død hare, vi engang fandt. Den var helt rådden og fyldt med maddiker og lugtede så slemt, at jeg næsten fik ondt i maven.

Der er andre sanser end lugtesansen. Høresansen er også vigtig.
Sidste år var vi sammen om at samle kartofler op fra kartoffelmarken. Vore knæ blev sorte af al den jord, men det var den nemmeste måde.
-Nede i Buda-Pest i Ungarn er der nogle drenge, der kaster flasker med benzin og rammer ind i de russiske tanks, så de bryder i brand.
Karsten fortæller, mens vi har alle hænder begravet i jorden.
-Du ved godt, at russerne har overfaldet Ungarn med tanks og soldater?
-Mnn.
-De soldater, der er inde i tanksen, bliver antændt af ilden og brænder ihjel, men de skriger meget højt og råber på deres mor.
-Avvvvvvv, skriger Karsten. -Jeg dør! Mor, kom og hjælp mig. Njet.
-De råber altså på russisk, det forstår du godt.
Karsten er mægtig god til at fortælle. Når det er soldater, der dør, lyder det mindre slemt, end hvis det er almindelige mennesker.
-Det gør heller ikke så meget, når det er russere, vel?
-Nej da, de er verdens ondeste mennesker. Lige efter kommer tyskerne, mens vi danskere er så gode, at vi kommer direkte i paradis, når vi dør.
-Det har vi også hørt i søndagsskolen.
-Går du der endnu?
-Nej. Da jeg havde samlet 10 jesusbilleder, fik jeg en lille bog. Så behøvede jeg vist ikke komme mere. Men man må aldrig gøre noget, så andre mennesker bliver kede af det. Heller ikke, selv om man er dansker.

-Min morfar er præsident, siger jeg, og Karsten ser noget forbløffet ud.
-Mener du ikke, han er repræsentant?
-Nej, det mener jeg ikke. Han er præsident. Det har jeg selv læst et sted hos ham.
-Hold da kæft, mand. Det passer sgu da ikke. Vi har slet ikke præsidenter i Danmark. Skovl.

Jeg afviser fortsat på det bestemteste. Jeg er helt sikker på, at jeg har læst ordet præs på morfars skrivebord. Om der stod noget foran eller bagved, kan jeg ikke helt huske.

Jeg går hjem igen og fløjter meget højt på vejen.
-Jeg er ligeglad med, hvad du mener om min morfar, ikke også Super-Per.
Morfar passer bedst med at være præsident, selv om han ikke hedder Eisenhower, for han har meget at sige.

Jeg går bagom langs en mark, for skal jeg gå på vejen med poplerne, tager det meget længere tid.
-Hvis Arnold er der endnu, kan jeg spørge ham, om ikke det er sandt, at morfar er præsident.
Jeg tager et par skridt. Jeg kan ikke få øje på 2CV´en.
-Mon far er kommet hjem?

Fløjteriet standser.
Han står på græsplænen. Far går den meget grundigt igennem og finder flere små fejl og en enkelt større.
-Se, Hans Theodor. Her er der græs, der slet ikke er slået. Har du glemt at køre denne vej?
Der er faktisk et helt område på størrelse med et skakbræt, jeg slet ikke har slået.

-Det forstår jeg ikke. Jeg har da ellers…
Jeg klør mig lidt i håret og bliver overrasket, da far vender sig mod mig.
-Det er nogenlunde fint.
-Du kan godt se, at her har du sjusket, fortsætter han og peger på noget græs, der er højere end det omkringliggende. Jeg nikker ivrigt, for jeg kan godt se, at jeg har sjusket.
Det er lige før, jeg glemmer, hvor jeg er og tildeler mig selv et slag i enden og siger fy, Hans Theodor, din sjuskemikkel. Heldigvis tager jeg mig i det og lader være.

Far må være i fint humør, siden han lader det sjuskede passere. Måske har det noget med det der spejder at gøre.
I dag ender det hele på forunderlig vis fredeligt, og forklaringen ligger lige for.
-Jeg synes, du skal gå til spejder inde i byen, siger han og er i godt humør.
-Det tror jeg også, jeg vil, svarer jeg, for der er intet som et godt humør hos far. Selv om jeg dumpede til optagelsesprøven.
Det er i morgen aften, og da min cykel har dynamolygte og katøje, kan jeg sagtens køre i mørke.
-Det bliver spændende, siger jeg.
-Det er godt, min dreng.
Jeg er glad for at kunne gøre far glad, for jeg kan mærke, at far synes godt om min lyst til at blive spejder.
Jeg kan gå i seng og ganske uforstyrret drømme om Lone, som i aftenens forestilling reddes ud af et brændende cirkustelt lige i tide, så hun undgår at blive nedtrampet af elefanterne. Jeg er beredt. Jeg bærer hende ud uden besvær, men er lige ved at falde i noget langt græs, der ikke er slået ordentligt.
9
Er det Gud, der står for lys i kirken?

Næste aften cykler jeg ind til spejdermøde i spejderhuset, der ligger på byens torv tæt ved kirken.
-Velkommen!
En patruljefører giver mig en svedig hånd. Han er lidt tyk i det og har en tynd pind i hånden, som han hele tiden går og slår sig ned ad buksebenene med ligesom tropsføreren, mens han ustandselig klør sig i skridtet med den anden hånd.
Han sætter sig op på en disk.
-Ja, vi siger velkommen til to nye i aften. Hold din bøtte!
Det er henvendt til en af de faste, der lige skal hviske noget i øret til sin nabo. Patruljeføreren springer ned fra bordet, går langsomt hen til spejderen og smækker sin pind ned i hovedet på ham. Så vender han tilbage til bordet, som om han lige skulle tænde lyset og placerer atter sin ene hånd i skridtet. Måske skal han tisse. Hvis man skal det, hjælper det somme tider lige at holde fast på vandhanen.
Patruljeføreren fortæller om det at være spejder, og en af spejderne rækker hånden op.
-Må vi andre ikke lave noget andet, mens de nye får det der at vide. Det er så kedeligt.
Så går patruljeføreren ned til ham og slår ham over armen med sin bambuspind.
-Hold din mund.

I spejderbogen står der ikke noget om, at en rask spejder skal slå andre. Men der står noget om at være hårdfør og være en mand, kongen kan være stolt af. Patruljeføreren øver nok sine spejdere i at blive hårdføre. De ser ud til at synes, det er i orden. Mandfolk, det er, hvad vi skal være.
-Husk, siger patruljeføreren til os to nye, -I bliver optaget i et godt fællesskab. Er man først inde, kan man ikke igen bare gå ud. Vi holder sammen, vi spejdere og bekæmper alt det onde udenfor.
Igen bliver jeg en smule glad og i godt humør over at være en del af et fællesskab. Vi hører sammen. Det kan ikke betyde andet, end at når én af os bliver angrebet, skal de andre forsvare én. Det onde udenfor må være sådan en som KP.

Det går op for mig, at jeg skal være spejder allerede i morgen aften. Der skal ske en masse, og der er brug for alle kræfter. Desuden er reglerne sådan, at hvis jeg laver ordentligt spejderarbejde under øvelsen, kan jeg betragte mig som optaget i spejderkorpset. Nøjagtigt det samme som i søndags med at gemme sig.
Inden aftenen er ovre, har patruljeføreren nået at slå stort set alle med sin bambuspind, og jeg har fået en del flere ting at vide om det at være spejder. I hvert fald i forhold til spejderbogen. Jeg er ikke så sikker mere på selv at blive det efter at have talt med en spejder i pausen.
-Slår han altid sådan? Spørger jeg.
-Ja, det var ikke så galt i aften. Det er somme tider værre.
-Vi kalder det for Det autoriserede Børnebankeri, når han ikke hører det.
-Hvad?
-Det autoriserede Børnebankeri.
Autoriserede Børnebankeri.
-Det står der ikke noget om i spejderbogen.
-Det er noget, man vænner sig til. Ellers bliver vi ikke hårdføre, siger de.

Jeg skal være ordenssans eller noget i den retning og forstår på patruljeføreren, der dog ikke slår mig, at det er et ret vigtigt job. Jeg skal nemlig løbe frem og tilbage med beskeder og meddelelser fra hovedkvarteret og ud til posten.

Hele næste dag er jeg spændt på aftenen og dens forløb og forstår, at hvis jeg gør det godt, kan jeg måske allerede der kalde mig spejder.
-Spis nu ikke så hurtigt, Hans Theodor. Det er ikke sundt.
-Ja, men jeg glæder mig sådan.
-Har du fået nok at spise?
-Mn.
Jeg skal lave en masse.
Cyklen får ikke for lidt, da jeg drejer ud fra indkørslen, og jeg er lige ved at køre ind i Arnolds 2CV, der er på vej ind. Jeg har så travlt, og hjertet pumper løs sikkert også, fordi dynamoen kræver, at man træder ekstra hårdt. Det er spændende, det her, og jeg føler, at jeg er på vej til noget stort.
-Hold da op, Hans Theodor, det her er spændende. Hvordan tror du, det kommer til at gå?
-Jeg ved det ikke, Super-Per, men måske bliver jeg mandfolk i aften.
-En skam, at far slet ikke har været hjemme. Så ville han nok have sagt:
-Bare gør dit bedste, Hans Theodor. Vis dem, at du er et mandfolk!

Da jeg møder op i spejderhuset, står jeg ret og hilser med spejderhilsen, men de glor på mig, som om de aldrig har set det før.
-Her, siger patruljeføreren og stikker mig et stykke papir. -Stik op i kirketårnet og aflever det.
Jeg skynder mig over til kirken og mister modet et øjeblik, fordi jeg kommer til at se opad. Øverst oppe i tårnet er der noget lys. Der skal jeg op. Der er meget langt derop. Helt op til stjernerne og Gud.
Jeg går ind ad døren i tårnet og finder trappen til højre. Jeg famler efter lyskontakten, men kan ikke finde den. Måske er der ikke indlagt elektrisk lys i en kirke, fordi det ordner Gud selv. Det blive lys. Jeg husker endnu helt tydeligt, da læreren i 1. klasse fortalte os, hvordan jorden blev skabt. Og på femtedagen eller måske tidligere sagde Gud det bare, det med lyset. Det var ret smart gjort.
-Gør din pligt, Hans Theodor. Brevet er vigtigt.
Jeg kan ikke spilde mere tid og begynder at gå op ad trapperne til tårnet.
Der er meget smalt og mørkt, og jeg støtter mig til væggen. Det går egentlig meget godt, indtil jeg kommer til en afsats. Mørket ligger og hindrer mig i at se, hvor jeg skal hen herfra, og jeg har svært ved at finde ud af, hvor trappen fortsætter. Samtidig gribes jeg af angsten, både den der gælder, når man er ved at falde ned, og den, der gælder ved ikke at opfylde sin spejderpligt, som jeg har læst så meget om i spejderbogen. Det var jo let at forstå, og så viser det sig, at første gang man skal gøre sin pligt, svigter man.

For en sikkerheds skyld lægger jeg mig ned på alle fire og klapper gulvet rundt for at finde trappetrinnet. Min hånd famler i blinde. Jeg anstrenger mig for at se noget og maver mig lidt længere frem og får til min store skræk øje på kirkerummet langt nede under mig. Hvis jeg var fortsat her, ville jeg være styrtet i døden.
Jeg kan se det for mig. På avisens forside. Spejder styrtet i døden under udførelse af sin pligt. Hvad ville Lone have sagt til det?
-Jeg er så ked af det, mor.
-Hvorfor det, min pige?
-Hans Theodor er styrtet i døden. Se selv.
-Neejj, er det rigtigt? Det var dog forfærdeligt.

Chokket over hullet i gulvet er ret stort, og jeg skal have noget hjælp. Tropsføreren kan give en hjælpende hånd. Jeg skulle selvfølgelig have haft en lommelygte, det har jeg ikke tænkt på. Hvorfor far ikke bare fortalte mig det, ved jeg ikke.
-Far, er der noget, jeg skal huske, når jeg nu skal være spejder?
-Du skal selvfølgelig have en lommelygte med. Her, tag min.
Jeg skal måske selv regne det ud. Det kunne også bare have stået der, så man kunne forstå det. Ja. Det må man da nok sige.

-Hallo, råber jeg lidt forsigtigt. Der bliver ikke svaret.
-Hallo, råber jeg, denne gang noget højere.
Pludselig er der en, der kommer frem langt oppe.
-Er der nogen? Spørger en stemme.
-Ja, jeg kan ikke finde trappen, og jeg vil gerne have en hjælpende hånd, må jeg højt erkende.
Oppefra kommer en lysstråle.
-Hvad? Han har ikke hørt det, så jeg gentager lige.
Det kan være Gud, der hjælper mig – endelig. Skønt Gud nok ikke fniser. Det gør ham her. Jeg finder trappen og kommer møjsommeligt op med mit brev. Lysstrålen kommer ikke direkte fra Gud, men fra næstkommanderende vicetropsfører.
-Her, denne vej.
-Jeg har glemt min fars lommelygte.
Han læser sedlen.
-Nå, hvis vi vil have kaffe, skal vi bare sige til. Så sender de den med dig herop. Ja, men vi har da selv taget med. Kom med ind i operationsrummet.
4-5 spejdere er i færd med at morse lyssignaler.
-Det er til nabokirken, oplyser en spejder til mig. -Vi skal morse et budskab rundt til alle kirker her.
Jeg føler mig godt tilpas heroppe og har slet ikke hastværk med at komme tilbage til spejderhuset. Kommandorummet, som de kaldte det. Ingen af spejderne heroppe har nogen pind, de slår med.
Men efter en halv time kan jeg mærke, at den ikke går længere. Så jeg klavrer forsigtigt ned igen, og denne gang er det lidt nemmere, for heroppe er de flinke spejdere.
-Her. Tag min lygte. Du kan bare lægge den i spejderhuset.
-Og pas nu på afsatsen…
Da jeg endelig dukker op i spejderhuset, får jeg en gevaldig overhaling af patruljeføreren, mens han klør sig i skridtet.
-Tror sådan en snothvalp, at han bare kan blive væk, når han er ordenssans?
Han siger ordet så sjovt forkert, at jeg kommer til at smile. Nu eksploderer patruljeføreren og slår mig med bambuspinden.
-Av, siger jeg forbløffet og tager mig til armen.
-Uden disciplin går det ikke, siger patruljeføreren som en slags undskyldning. Hans hånd er ligesom klistret til skridtet.
-Du kan jo godt forstå, at hvis vi var i krig, kunne det betyde forskellen på liv og død, at du får budskabet igennem. Nu kan du vel indse, at det, du viser i aften, ikke kan give dig optagelse uden at kunne spejderloven udenad.
Han sukker helt ved tanken. Som om han selv skulle lære den udenad.
Igen har jeg ikke bestået spejderprøven, men vi er da ikke i krig og er heller ikke soldater, så måske er det ikke så alvorligt. Og hvis vi var, kunne det da godt ske, at jeg kom til at rette min pistol mod patruljeføreren.
-Nå, Hr. Patruljefører. Du vil gerne slå?
Og så pang pang lige mod den hånd, der holder pinden. Eller mod den, der er i skridtet. I øvrigt kunne jeg hurtigt lære den spejderlov udenad. Jeg har jo ikke bestilt andet de første tre år i skolen end at lære salmevers. Vor Gud han er så fast en borg med lys i.

Jeg får lov at cykle hjem. En eller anden har smidt sin cykel ind over min, der er væltet. Jeg løfter den fremmede cykel op og smider den til siden. Så skruer jeg ventilerne løs på den, så luften fiser ud af dækkene, river ledningerne af dynamoen og drejer lygten fuldstændig af soklen, så den knækker og knalder den ned i brostenene, så glasset revner, hvorefter jeg tramper længe på baghjulet, der bliver helt exet, inden jeg tager min egen cykel og begiver mig fløjtende hjemad.
Spejderlivet har sine sjove sider og en del knap så sjove.
-Hvis de tror, at jeg mener, det er sjovt at blive slået på, tager de fejl. Hvad mener du, Super-Per?
-Du skal ikke finde dig i noget, Hans Theodor. Tag bare en pause fra spejderarbejdet.
-Jeg synes også, jeg slås nok med KP og hans klike. Jeg vil ikke til at begynde med andre. Men, Super-Per,
måske ville nogle af disse spejdere her hjælpe mig, når KP kommer?
-Det skal du nok ikke regne med.

Far er der, da jeg kommer hjem, og jeg fortæller ham om aftenen, og jeg lægger ikke skjul på den fede patruljeførers opførsel.
-Nej, han er da en dum stodder, ham patruljeføreren, mener far til min lettelse.
Jeg er så træt, at jeg kun lige når at tage hul på at redde Lone, der er lige ved at falde ned ad tårntrapperne i kirken.

Men næste morgen er han alligevel sur.
-Hvorfor kunne du ikke bare for en gangs skyld være lidt vaks? Spørger han.
Jeg må se uforstående ud, for far gentager.
-Jeg havde jo håbet på, at du fandt en god og sund interesse i spejderlivet. Jeg har selv været spejder, og somme tider er det da hårdt. Men man bliver også et mandfolk af det. Og det trænger du til.
Jeg nikker. Som 10-årig er der ikke meget mandfolk i én, og man duer hverken til det ene eller det andet. Havearbejde sjusker man med, fræk er man, og tilligemed leger man med ild. Hertil kommer alt det i skolen, hvor man åbenbart altid skal være den, de andre forfølger og er efter og kan drille.
Super-Per, sig mig engang, hvorfor er der nogle drenge, der bare altid er i toppen og er med og godkendt alle steder, mens andre altid skal være i bunden og dem, de andre må træde på?
-Hvad med at prøve FDF i stedet? Ville det være bedre, tror du?
Måske er du bare uheldig, Hans Theodor. Hvis du nu var på en anden skole…
Jeg spekulerer over mange ting, ikke mindst omkring Det autoriserede Børnebankeri og ved ikke rigtigt og trækker på skulderen.
Så farer far op.
-Skal du være næsvis? Og langer mig en lussing ud.
-Av.
Jeg tager mig til kinden. Jeg troede, vi bare kunne diskutere emnet sådan mand til næsten-mand.
-Du kan da i det mindste svare mig, når du bliver spurgt, synes far og virker igen roligere.
Jeg er på vagt og foretrækker at gå min vej. Heldigvis er klokken så mange, så jeg skal i skole.

Jeg går uden at sige farvel. Hvor er mor mon. Låser min cykel op, trækker den ud af garagen og stiger på. Med lidt besvær får jeg gang i den ned ad indkørslen, der er ujævn på grund af småstenene og kommer ned på vejen, der trods alt er bedre at cykle på. Det er lige før, jeg bander.
På en måde er det en fordel at have fået en lussing, når man skal cykle langt. Pludselig opdager man, at man allerede er der, hvor man skal være.

10
Rustne søm er farlige

Heldigvis kan en cykeltur også hurtigt få bugt med en rød kind, så ingen kan se den. Vi skal efter dansk have historie med den lærer, hvis navn jeg endnu ikke har fået at vide. De andre kalder ham rustent søm.
-Vi skal ha´ rustent søm, råber de på vej op i klassen.
Ganske rigtigt. Læreren, der er meget gammel og meget krumrygget, krabber ind i klasselokalet og minder om ham, nogle af os lige har læst om hos lærer Lauersen. Han kunne klatre op i kirketårne, hvilket jeg syntes, var meget flot.
-Det er nemlig ikke så ligetil, betror jeg hviskende de andre tre, der også skal læse denne svære tekst.
-Der er helt mørkt. Pludselig ved man slet ikke, hvor trappen går. Så kravler man forsigtigt hen ad gulvet.
De lytter åndeløst. Jeg hvisker videre.
-Man skal være stærk og modig, når man sådan skal klatre i kirketårne. Pludselig er der hul i gulvet. Dybt nedenunder ligger kirkerummet. Falder du derned, er du dødsens.
De andre har store øjne.
Vi kaster os igen over læsningen.
Om rustent søm også kan klatre i kirketårne, er dog noget usikkert. Han fortæller en historie fra det gamle romerrige, og det tegner spændende.

Pludselig er der en eller anden, der rammer sømmet med en papirkrampe. Det er ellers noget, vi kun bruger, når vi har vikar. Her udfordrer vi en lærer. Rustent søm bliver da også ganske rasende og stirrer vredt på klassen, mens han savler og sprutter ud af munden.
-Hvem var det? Spørger han, mens han ser rasende på os, og en mindre vanddråbesværm svæver ned over de forreste borde. Nogle lærere har en del overskud af spyt i munden, og rustent søm er ingen undtagelse, og man kan tydeligt se vanddråberne regne ud. Det er selvfølgelig derfra navnet stammer, fordi vand er forudsætningen for rust. Der er rigeligt.
Ingen svarer.
-Ja, så må jeg jo spørge direkte.
Han starter i vinduesrækken med at spørge den sidste elev helt nede ved endevæggen:
-Var det dig? Og samtidig ryster han ham, så den stakkels elev er lige ved at få rystet hovedet af.
-Neeejjjneeejjj, svarer Frank, og rustent søm går derfor videre til den næste, der også siger neeejjjneeejjj. Man kan næsten forudsige, at det ikke vil føre noget med sig.
Ganske rigtigt. Hele vinduesrækken går uden succes for rustent søm, og han tager fat på midterrækken. Alle siger nej. Dørrækken tages nedefra, og derfor havner han til sidst, som jeg forudså, oppe ved det forreste bord, hvor jeg og Heine sidder.
Jeg sidder der, fordi vi i den allerførste time skulle sætte os et sted. Heine sad og viftede mig hen til sig.
-Hej du der, vil du ikke sidde hos mig?
-Det kan jeg godt.
Selv om han var rødhåret.

Rustent søm rusker først mig, fordi han godt ved, at sådan en god elev i historie naturligvis ikke sidder og ødelægger det hele for sig selv ved at skyde med papirkramper, så derfor må løsningen være givet.
-Ja, Heine, det var ingen af de andre, derfor må det være dig.
Rustent søm kan være nok så krumrygget, men lussinger kan han slå, så det synger i rustkompagniet. Heine får to af slagsen, og eftersom rustent søm må være blevet mere og mere vred under forespørgslen, fordi den ene efter den anden har nægtet, er der plads til to ekstra. Stakkels Heine. Hans kinder er rødere end mit ansigt, når Lone smiler til mig.

Rustent søm genoptager undervisningen om de spændende gladiatorkampe, hvor gladiatorerne kæmpede mod hinanden, til de døde. Han ser på os med sine gamle øjne ud over brillerne og siger, at det er godt, vi nutildags ikke længere er så optaget af vold og slagsmål.
Det banker på døren, og ind træder en dreng, der beder rustent søm om straks at indfinde sig på kontoret.
Han rejser sig øjeblikkeligt og bugter sig som en anden kålorm fra klassen, der nu overladt til sig selv ingen hæmninger har. Heine, der har noget at hævne, springer op på sit bord.
-Skal vi ikke alle synge Dengang han drog af sted? Kom, Dengang …
Han er skam ligeglad med de lussinger. Hans kinder er lige så røde som hans hår, og fråden står ud af munden. Han dirigerer og synger selv højest og synes vist også, at det er meget sjovt at sige han i stedet for jeg. Flere andre skråler med, det bedste de har lært; nede bagved er der et større slagsmål for sjov i gang, og Lille-Lars og artige Palle, der er bibobbet og altid ser så korrekt ud, spiller bold med Maries idrætstøjpose, hvilket er rigtigt sjovt, fordi hun altid er så alvorlig og er lærernes kæledægge.
Jeg er den første, der opdager, at døren lige så stille er gået op bag Heine. Heldigvis sidder jeg bare på min stol og siger ingenting, men flere og flere opdager viceinspektøren, der står der i døråbningen og lytter. Heine hverken ser eller hører ham og fortsætter ufortrødent sin store dirigentvirksomhed, men fatter efterhånden, at færre og færre synger med og ser alles øjne i rædsel rettet mod noget bag ham. Stående i sine ikke for rene sko på bordet vender han sig om og får et chok over at se viceren. Chokket udløser en mindre prut fra ham, og den høres tydeligt, og nu får mange svært ved at undertrykke en fnisen.
Vicerens krumme pegefinger rettes ud og ind i flere bevægelser, og Heine må hoppe ned fra skolebordet og stille sig op foran den almægtige.
-Nå, den unge mand synes, at det er fint at stå oppe på bordet i snavsede sko og underholde klassen med sine sange?
-Mn.
Det er svært for Heine at svare på, så han prøver at svare ingenting. Siger han ja, er han fræk; siger han nej, er han dum. Der er kun én straf, men den er til gengæld lidt ud over det sædvanlige. Jeg er sikker på, at Heine forventer et par på hovedet, og viceren gør sig klar og hæver da også hånden.
Den første lussing lammer hele klassen. Klasket lyder højere, end man skulle tro. Heine når lige at sige av, da den næste kommer fra den anden side. Viceren slår på skift hans højre og venstre kind. Hovedet ryger tilsvarende modsat, og der lyder forfærdende gisp fra de andre elever, fordi viceren bliver ved.
Klask, klask, klask.

-Han fik sgu 13 lussinger.
-Hvad?
-Ja, jeg talte dem selv.
KP lyder sikker i sin sag. Det betyder, at der ikke bliver nogen ribbensmassage i det frikvarter.
-Heine er gået hjem.
-Det ville jeg fanme også have gjort.
-13 lussinger foruden de 4, rustent søm gav ham.
-Det er en dobbelt-opper, mener Frank. Det betyder, at når Heines far opdager, hvad der er sket, vil Heine få yderligere 17 lussinger af ham. Flere af drengene fra klassen står i en cirkel, og jeg er en af dem. Jeg nyder at stå der på lige fod med de andre og tale om noget, der optager os alle. Så lægger de ikke mærke til mig. Andres ulykke er en god ting, når resultatet som her er, at jeg lades i fred.

Jeg er lidt imponeret. Jeg kan ikke lade være med at fortælle om Heine derhjemme.
-Læreren mistænkte overhovedet ikke mig. Det er nok, fordi jeg altid kan mine historielektier.
-Ja, siger far. -Så mange lussinger har du vist aldrig fået endnu. Men det kan jo komme, hvis du ikke tager dig sammen.
Det er jeg udmærket klar over. Tage sig sammen. Det er noget, mange voksne siger.
Far er også en dobbelt-opper. Mindst. Selv om det er vanskeligt at finde ud af, med hvad og hvordan jeg skal tage mig sammen. Jeg tager mig uvilkårligt til kinden, men jeg kan overhovedet ikke mærke lussingen fra i morges.

Mor serverer maden. Den er rygende varm.
-For hulen, Sus!
Far rejser sig voldsomt op og holder sig for munden, som om han har brændt sig dødeligt.
-Jeg går ind og læser avis.
Han sætter sig i stuen, så maden imens kan blive koldere.
Mor og jeg vover ikke at spise færdige og bare rejse os og gå fra bordet. Det kan jeg ellers godt drømme om. Jeg hvisker med Super-Per.
-Jeg kunne godt tænke mig lige at vise far, hvem der er mandfolk her.
-Ja, prøv du bare det.
-Ja, ja, derfor kan jeg godt drømme om det…
Far kommer lidt efter og sætter sig igen og begynder forsigtigt at fylde munden med mad. Samtidig ryster han hånden op og ned foran den halvtåbne mund, så der kan strømme kølig vind ind til den varme mad.
Han tager en ny mundfuld og vifter igen energisk med den ene hånd foran munden. Mor og jeg er helt stille og siger ingenting.
-Ved du, hvad sandheden er, Sus?
Mor ved det vist godt, men hun ryster alligevel på hovedet.
-Nej, hvad tænker du på?
Hun ser ikke ud, som om hun er glad for eller nysgerrig efter at få sandheden at vide.
-Du er jordens elendigste kok. Det er, hvad du er. Du kan ikke smøre leverpostej på et stykke rugbrød uden at ødelægge begge dele, mener han.

11
Om at blive sparket i hovedet af en hest

Søndag er der tivoli og boder og fest på banerne ved forsamlingshuset. Der er både rigtig ringridning med heste og cykelringridning for os børn. Far har lavet en flot lanse til mig.
-Nej, hvor er den flot, far. Tak skal du have.
Jeg vejer den prøvende i hånden.
-Den ligger vel nok godt. Det der snor lige her rundt om skaftet, hvor jeg skal holde, har du lavet helt rigtigt.
Far ser stolt ud.
Allerede fra morgenstunden af er jeg omme i baghaven og øve mig. Jeg ser lansen nærmere som et spyd, for jeg mener, at Robin Hood også havde sådan et. Jeg kaster det mod en jordvold nede bagved og mærker tilfredsstillelsen ved, at det sætter sig fast med spidsen forrest. Far er dygtig til at lave sådan noget. Jeg kaster så meget, at jeg til sidst får ondt i armen.
Hele lansen er omkring halvanden meter lang og er perfekt som spyd. Nu håber jeg, at den også er perfekt til ringridning, hvor man skal fange det lille jernøje, der hænger i en snor mellem to pæle, mens man cykler igennem.
Karl-Eriks mor har købt en flot lanse til ham, men den er ikke så flot som min. Enhver kan se, at hans bare er noget købens noget, mens min er rigtigt håndværk.
Vi drenge får lov at øve os inden selve konkurrencen, og jeg bliver mere og mere nervøs, for det er svært. Meget sværere end jeg forestillede mig. Jeg cykler langsomt og sigter med spidsen af lansen.
-Det er vanskeligt at ramme hullet, Super-Per. Kunne du ikke lige hjælpe lidt til?
Det er lige før, jeg opgiver. Men far puffer til mig.
-Det går fremad. Bliv ved. Aldrig give op.
En mand træder frem og råber, at nu begynder cykelringridningen. Han får os til at stille os op med vore cykler i en lang række, og både Nisse og Calle og Karl-Erik står bag mig. Karsten er ikke med, men han er nok for gammel.
Efter første runde opdager jeg, at de andres lanser er noget kortere end min, der til gengæld er langt den flotteste. Men det hjælper sådan set ikke rigtig noget, for det giver ingen præmie. Calle har efter de første tre runder ramt øjet hver gang, og det forstår jeg så godt. Hans lanse er på størrelse med en blyant og ikke meget længere.
-Jeg har selv snittet den, siger han.
Far ser sur ud.
-Kom igen, Hans Theodor, opildner han mig.
Det ender med, at Calle vinder turneringen.
-Det skal du ikke være ked af, siger far. -Her er en 25-øre til en is.
Jeg stiller cykel og lanse fra mig og går hen til kiosken og køber den runde chokoladeis. Det trøster lidt, og mens jeg spiser den, går jeg lidt rundt og kigger. Der foregår mange ting, og snart skal der være hesteringridning. Hestene står i nogle folder og bagerst er der to baner, hvor karlene skal ride gennem portene, der er pyntet festligt med grangrene og flag.
Jeg er næsten færdig med min is og står foran en hest, der snuser nysgerrigt til isen.
-Har du lyst til at smage, spørger jeg den, mens jeg med min strakte arm lige kan nå at klappe den på mulen. Jeg skynder mig at putte resten af pinden i munden.
Så drøner hesten ind i mig. Jeg ser den komme brusende stor og mægtig som en traktor, vælte mig og ramme mig med en af sine hove.

Jeg vågner og opdager, at jeg ligger i græsset, mens himlen sejler underligt over mit hoved. Der lyder spektakel og en masse stemmer, og flere står bøjet over mig.
Min mor knæler ned og løfter mit hoved.
-Er der ikke nogen, der kan hjælpe?
-Jeg skal nok, Sus.
Arnold er der og tager uden videre fat i mig og løfter mig op som et spædbarn og løber af sted med mig. For hvert skridt, han tager, dunker det i mit hoved, og det gør ondt. Jeg lukker munden op for at råbe, at det skal han lade være med, men jeg har på fornemmelsen, at han gør det for min skyld.
-Hvad er der sket? Råber folk til ham, mens han suser forbi.
-Sparket i hovedet af en hest, svarer Arnold forpustet.
Jeg placeres på et bord inde i forsamlingshuset, og folk kommer hen og kigger på mig.
Mor står ved siden af og holder mig i hånden. Det behøver hun nu ikke, så lille er jeg ikke, og jeg trækker forsigtigt hånden til mig. Der flyder blod ned ad mit ansigt, og da jeg mærker efter, kan jeg godt føle et større sår i hovedbunden. Det gør ondt i hele hovedet. Arnold står på den anden side af mig, og på en eller anden måde føler jeg mig i trygge hænder. Hvor er far?
Snart kommer lægen og undersøger mig. Det er ham, vi har, og som jeg ellers kun møder, når jeg skal stikkes.
-Nå, lille ven, lad os lige se her…
-Det er vist en af hestene, der har sparket ham.
-Det bløder da ret voldsomt.
-Han ser bleg ud.
-Ja, fy da.
En hel del står og kigger med.
Lægen renser såret og ser sig om.
-Er der en, der har noget forbinding? Spørger han.
Jeg undrer mig over, at en læge ikke har sådan noget med.
-Bare giv mig Deres strømpe, siger han til min mor. Hun tager sin ene nylonstrømpe af, og han binder den rundt om mit hoved, mens folk omkring griner lidt.
Arnold tilbyder at køre mig hjem, og mor kører med.
-Min cykel, siger jeg. -Og min lanse. Jeg skal da også have dem med.
-Dem sørger vi for, Hans Theodor.
Mor giver mig en pille, der får mig til at falde i søvn. Jeg sover dybt og vågner først næste dag. Kun en enkelt gang vågner jeg midt om natten ved råb, skrig og spektakel nedenunder. Jeg synes, jeg kan høre fars stemme, og jeg sover videre.
12
Det er usundt at spise franskbrød

I gymnastik får vi for en gangs skyld lov til af Larsen at spille fodbold hele timen. Det foregår omme bag skolen på idrætspladsen, hvor der er to fodboldbaner, en for de store og en for de små. Vi spiller på den store, og jeg bliver ikke valgt som en af de første, men heller ikke som den sidste. Min værdi som fodboldspiller er målt nøjagtigt ud, og man anser mig som et af de sikre kort på et hold. Dog ikke så sikkert som Lille-Lars med hjulbenene, der kan drible som en anden Puskás, og Palle, som altid er de første til at blive valgt, hvis ikke de af læreren bliver sat til at vælge de andre.
-Ja, Palle og Per, I vælger. Per først. Så kan Palle vælge to og således fremdeles.
-KP.
KP vælges altid først, selv om han ikke er så god til fodbold.
-Keld Kock og Frank.
Heine er en af dem, der kan handles med. Når der står en tre-fire stykker tilbage, som ikke er valgt, ser vælgeren på sit hold, for nu snakker vi ikke længere om valg af én person, men om et bundt.
-Det er fint med mig, hvis jeg får Heine og Geert, så kan I få David og Egon og Karl-Erik.
-Det siger vi.
Den anden vælger ser tilfreds ud, og så er det afgjort. Hvis der er problemer, kan de gå tilbage i rækken og købslå.
-Du kan få de tre der, hvis jeg får Svend.
Jeg har oplevet at blive udvekslet med to andre, og det var jeg glad for. De regner mig for noget på fodboldbanen. Det sjove er, at uden for banen er det slut. Så regnes jeg ikke rigtigt for noget.
Det har jeg prøvet at forklare far for at fortælle ham, at her er der noget, som jeg er dygtig til. Jeg har endda formået at få far med ned på græsplænen, hvor jeg driblede ham helt rundtosset.
-Prøv at tage bolden fra mig.
Til sidst samlede han bare bolden op med hænderne og sagde, at vi skulle stoppe.
-Det ødelægger græsset, Hans Theodor, se selv.
Far interesserer sig ikke for den sport og mener ikke, at der kommer mandfolk ud af nogen ved at spille fodbold.

I dag er jeg i hopla. Søndagens uheld ved forsamlingshuset har ikke sat sig dybe spor, og der er heldigvis ingen smerter mere.
Jeg spiller faktisk ret godt. Har held til at afdrible selveste Palle og sende bolden indover, så Lille-Lars kan lave mål. Lars kommer hen til mig og klapper mig på skulderen.
-Skide godt! Hans stemme minder om hans hjulben og stritører, og han snakker så sjovt gennem næsen.
Minsandten gentages det og det endda på en sådan måde, at det denne gang er mig, der skyder mål. Selveste Larsen slår mig denne gang anerkendende på skulderen.
-Skide godt.
To klap samme dag, så kan det ikke blive meget bedre.

Sådan en dag er der ikke mange af. Jeg ved med 10 års erfaring, at det heller ikke kan blive ved. Bedst som man tror, man har vundet i lotteriet, har man alligevel ikke. Da vi skal have dansk i timen bagefter, kommer skolens sekretær ind og nævner navnene på dem, der skal til tandlæge.
-Frank, Niels og Hans Theodor.
-Skal vi følges ad? Jeg ved ikke, hvor han bor.
Det er min tur først, heldigvis. Det er vist godt nok at få det overstået. Tandlægen ser mine tænder efter og nævner nogle mystiske tal, efterhånden som han roder munden igennem. Klinikdamen står ved siden af og skriver hans tal ned. 1+, 2+, 4-, og sådan bliver han ved. Så lægger han sin spidse, blanke stikkegenstand og ser på mig.
-Ja, der er jo mange huller, du har vist ikke været hos tandlæge før, vel. Men først skal vi snuppe din kindtand, for den er knækket.
-Ja, det ved jeg godt. Det var en franskbrødsskorpe. Jeg har i lang tid kun tygget i den anden side.
Den var sejere, end jeg troede, og det er ingen undskyldning, at det var én, jeg lige skulle have med noget farin på og derfor skulle skynde mig, inden mor eller far kom ind og opdagede det. Lige efter kom de ind alligevel, og i bare forskrækkelse tyggede jeg alt for hurtigt og hårdt med det resultat.
Jeg bliver bedøvet med en stor sprøjte, der prikker hul i munden. Men lidt efter lidt mærker jeg det ikke mere. Der bliver en tung klump i munden, som er til besvær, og spyttet flyder ud mellem læberne og ned på servietten.
Tandlægen begynder at trække kindtanden ud. Men den går i stykker hele tiden. Det bliver små dele af tanden, han får med ud, og hans tang kan åbenbart ikke rigtigt tage det hele.
-Det var da lige godt pokkers.
Klinikdamen står ved siden af.
-Den går i stykker, hvad?
-Ja, den splintres ustandseligt, som om den er lavet af glas.
Tiden går, og tandlægen bliver utålmodig. Til sidst sidder han overskrævs på mig og søger med begge hænder at få resterne af den genstridige kindtand ud af kraniet. Tangen har så godt fat, at den truer med at hive hele hjernen med ud af munden.
Jeg bliver efterhånden træt af at gabe, så jeg tager fat om tandlægens håndled og peger og gør ved, men tandlægen opfatter ikke, hvad jeg vil og fortsætter.
-Orgh, oaugh.
Panikken griber mig, og jeg slår ud efter tandlægen, for nu kan jeg simpelthen ikke holde det ud mere. Jeg rammer tandlægen på kinden, og nu forstår han, at jeg har noget vigtigt.
-Jeg er så træt i munden, fremstammer jeg, da han omsider har fået alle sine redskaber ud af min mund.
-Jeg har også ondt i hovedet.
Måske har hjernen rykket sig eller forskubbet sig.
To timer og et kvarter senere vakler jeg tilbage til skolen med noget klud omkring et par isterninger på kinden til at tage det værste. Men lærer Lauersen kan godt se, at den går ikke.
-Ved du hvad, Hans Theodor, jeg synes, du skal cykle hjem.
En hel time før!

Mens jeg cykler, skal Super-Per sandelig høre det hele.
-Jeg er faktisk søn af Knud Lundberg. Hans Theodor Lundberg er mit virkelige navn.
-Ja, og din onkel er Tarzan, ikke?
-Jeg sloges i hvert fald længe med tandlægen om den tand der.
-Du er godt nok ingen tøsedreng, Hans Theodor, det må man lade dig.
-Jeg er glad for, at det gik så godt på fodboldbanen i dag.
Af og til bliver jeg forstyrret i min snak, for der kommer nogle voldsomme jag i munden, og de gør ondt.
Inden jeg ser mig om, er jeg hjemme hos mor, og den faste tur op til købmanden bliver aflyst i dag.
Hvordan mor så får sine varer, ved jeg ikke. Jeg har bare så stærke smerter.
-Her, Hansemand. Tag de to piller her, så skal du se. Og så op i seng.
Hansemand? Det plejer hun ikke at kalde mig. Jeg sover dejligt bort fra det hele.
Jeg vågner i løbet af natten, og smerterne er igen så stærke, at jeg vover mig ind i soveværelset og vækker mor.
-Mor, det gør så ondt.
-Syssh, du vækker far. Du får lige lidt mere.
Far brummer og lægger sig om på den anden side. Tværs gennem mine smertenståger ser jeg hans hvide hud. Mor går med mig ud på badeværelset og giver mig to tabletter mere.
-Du kommer ikke i skole i morgen. Nu skal du lige være helt rask først.
Det bliver jeg glad over at høre, og jeg kan mærke, at det allerede nu hjælper på tandpinen.

13
Robin Hood skal til købmand hver dag

Jeg kommer slet ikke i skole mere resten af ugen, og efterhånden som tanden og munden gør mindre og mindre ondt, får jeg det bedre og bedre ved ikke at være i skole. Lørdag er den bedste dag, for da er jeg næsten helt uden smerter og skal alligevel ikke i skole, siger mor. Far blander sig ikke og siger intet om ikke at være et mandfolk.
Til gengæld har jeg været hos købmanden hver dag, og det, mener jeg selv, er et godt bytte for at måtte blive hjemme fra skole.
Jeg har altid kurven bag på bagagebæreren, når jeg skal købe ind hos købmanden. Sedlen er i lommen.
-Måske er jeg nummer 8 i klassen til at spille fodbold.
Super-Per lytter opmærksomt.
-Hvis man sier KP og Keld Kock fra, er jeg nummer 6. De bliver kun valgt, fordi de har så meget at skulle have sagt.
-Jeg tror, du har ret. Er du i virkeligheden ikke nummer 5?
-Jo, Svend spiller da somme tider dårligt.
Men Svend er ikke sådan en, der bliver taget med om til cykelskuret. Han er en pæn dreng med lige midterskilning og pæne plusfours og pæne ternede strømper. Hans mor er en pæn, stille dame, der somme tider kommer og giver ham madpakken, når han har glemt den hjemme. De bor tæt på skolen. Så det vil blive svært at få en femteplads.
-Der var den dag, hvor Svend og Palle var syge. Da rykkede jeg helt op til tredjepladsen.
-Ja, da var du næsten Knud Lundbergs søn.

Musse er en slags mini-KP. Helmuth er købmandens søn på 10 år og meget forkælet. Han får lov til at spise slik og is fra sin fars forretning, og jeg har selv set, hvordan han bare går ind i forretningen og tager det, han ønsker. Fryseboksen med lågen forneden til højre ind til isene står midt i butikken. Når Musse bøjer sig ned for at åbne lågen, dækkes åbningen af hans buttede krop, og man kan ikke se alle de is, der er derinde. Til gengæld kan man som regel se den øverste del af Musses revne bagpå, da skjorten af en eller anden grund er for kort på ham og bukserne tilsvarende for langt nede om hofterne.

Ikke alene er Musse smækforkælet; det værste er dog, at han har fri adgang til isboksen. Til gengæld er Musse altså for tyk, og jeg har lært, at fedme ikke er det samme som muskler. En rask spejder er ikke fed. Fedme, dumhed og dovenskab følges ad, det ved enhver.
-Alle de is, han må spise, Super-Per.
-Så ville du være lige så tyk som ham.

Musse har været efter mig, så længe jeg kan huske. Heldigvis går han i en anden skole, så jeg er i det mindste sluppet for ham der. Men om eftermiddagen er jeg somme tider stødt på ham, og af en eller anden grund er Musse altid efter mig. Driller mig med det ene eller det andet, og jeg prøver at undgå ham.
En overgang stod Musse i forretningen, når jeg kom og skulle købe dagens varer. Så rakte han tunge og sendte onde øjne, og en dag havde han punkteret min cykel. Jeg så det ikke selv, men jeg var sikker på, at det var Musse, der var på spil.
En anden gang skød han med kirsebær efter mig og ramte mig også flere gange. Jeg aner ikke, hvorfor Musse ikke synes om mig, men det gør han bare ikke.

Jeg stryger forbi fars kollega og drejer ind på vejen op til købmanden langs hækken, der løber helt op til butikken. Den er høj og drejer til højre. Pludselig står Musse der og spærrer vejen for mig. Som om han ved, at jeg kommer netop nu.
Musse strækker sine buttede arme ud og spreder benene for at standse mig.
-Holdt, råber han grinende.

Men Super-Per hvisker til mig:
-Kør til!
Super-Per hjælper mig og har taget et solidt greb i mine benmuskler. Jeg hverken tænker eller standser, men cykler endnu hurtigere lige ind i Musse.
Der sker noget meget mærkeligt. Musse vælter bagover, da min cykel rammer ham. Og da jeg nu har så meget fart på, fortsætter cyklen hen over Musse, trækker et cykeldækspor op over hans bryst og overarm og kører videre. Bagude ligger Musse og vræler af sine fulde lungers kraft.
-Av, av, av, av.
Men jeg cykler videre, bange for Musse.
Jeg kommer op til købmanden og får mine varer, mens jeg hele tiden nervøst spejder efter Musse og forventer, at han vil angribe mig. Der sker intet. Jeg går ud igen, sætter kurven fast på bagagebæreren og cykler hjem. Musse er totalt væk, pist forsvundet.

Om lørdagen, da jeg igen køber ind, siger købmandskonen:
-Har du det ikke dårligt med at have kørt Helmuth over?
-Nej, det har jeg ikke, svarer jeg, -Musse var selv var ude om det. Han prøvede at spærre mig vejen ved at stille sig ud foran mig, da jeg kom cyklende.
Jeg plejer aldrig at være uartig, når jeg snakker med voksne og er godt klar over, at når jeg svarer sådan, risikerer jeg en på hovedet og tilføjer derfor:
-Jeg så ham også først, da det var for sent. Han havde set mig og kunne være gået til side.
Hun siger ikke mere, men skuler lidt til mig, som om jeg er fuld af løgn.
Med hjertet oppe i halsen spænder jeg kurven med varerne og en masse kager på bagagebæreren og kører hjemad, men Musse ser jeg ikke noget til.

Jeg fortæller far om Musse, fordi jeg tror, at sådan noget kan far godt lide at høre. Det kan han. Han griner og slår mig på skulderen og siger, at sådan skal det være.
-Er der nogen efter en, skal man slå fra sig. Det nytter ikke noget at lade stå til.
Jeg nikker og er helt enig:
-Ned med fede, forkælede Musse!
-Ja, et mandfolk skal kunne slå fra sig.
Jeg går med far ned i kælderen, hvor der er et rum med brædder og andet træ, som han bruger i skuret. Jeg hjælper med at bære noget af det op i skuret, og stemningen er så god, at man skulle tro, at her kommer en dreng og en voksen, der bare har noget sammen.
Jeg tager mod til mig.
-Jeg synes, det er svært at være et mandfolk hele tiden.
-Du skal bare blive ved at prøve. I spejderbogen står der jo noget om, hvordan. Somme tider må man bide smerter i sig, og somme tider skal man slå fra sig. Jeg synes, du gjorde det helt rigtige med Musse. Han er da noget af det mest forkælede.
Jeg nikker. Er helt enig. Det er bare så svært.
-Du bliver også somme tider så vred. Skal jeg så slå fra mig?
Jeg er virkelig ude, hvor jeg ikke kan bunde.
-Næ, ha, nej, øh, her snakker vi om opdragelse. Vi voksne ved, hvad der er bedst for børn og prøver at lære det fra os. Skal man lære noget, må man have det banket ind.
-Ja, men Svend, han får aldrig nogensinde klø derhjemme, heller ikke Karl-Erik..
Nu er jeg så langt ude, at det næsten kun kan gå galt.
-De bliver heller aldrig til mandfolk. Du vil takke mig en dag, fordi jeg har gjort dig hård, så du lettere kan tåle modgang, når du bliver voksen.
-Har du selv fået smæk af farfar?
Far lyser op.
-Det kan du tro. Han slog mig somme tider med tommestokken. Han havde jo et snedkerværksted, så der lå som regel en tommestok i nærheden. Hvis jeg ikke gjorde, som han sagde, fik jeg straks en på hovedet.
Far fortæller med glæde og stolthed, som om han er glad for alle de bank, han har fået. Hans øjne lyser på en mærkelig måde.
-Det bliver man et mandfolk af. Nå, men nu skal jeg i gang med det her træ. Tak for din hjælp. Du må godt lege nu, hvis du vil.
Jeg lader ikke denne opfordring forsvinde ud i den blå luft og går straks.

At far også har fået bank, at man bliver mandfolk af det, at man så bedre kan tåle, hvad sagde han, modgang. Det har jeg ikke tænkt over før. Der er bare så længe, til jeg bliver voksen.
Jeg havner inde hos mor.
-Mor, vidste du godt, at dengang hjemme hos farfar har far også fået øretæver og endefulde?
-Ja, Hans Theodor, det ved jeg da godt. Din far har fået mange klø. Han fik altid klø i kælderen.
-Dernede, hvor der er kartofler?
-Ja.
Jeg har tit tænkt på, når vi besøgte farfar, at der ikke er vinduer i kartoffelrummet, kun en pære i loftet, der skal tændes ude på gangen.
-Jeg har jo aldrig set farmor.
-Nej, hun forsvandt. Hun var bange for farfar. Han slog hende meget. Hun blev også spærret inde nede i kælderen.
-Slog? Sådan rigtigt?
-Ja, hun var på hospital flere gange. Faktisk lige ved at dø. Til sidst rejste hun en nat fra ham.
-Nå.
Hun sænker stemmen, mens hun kigger ud mod skuret, hvor vi kan se far stå og save i døråbningen.
-Der er også noget andet, du ikke ved om farfar. Han har under krigen lavet noget for tyskerne, noget de skulle bruge i en café.
Jeg stirrer på hende med åben mund. Hvad er nu det for noget?
-Det var ikke så populært at arbejde for tyskerne under krigen. Efter den 5. Maj blev flere arresteret, og din farfar kom i Frøslevlejren som værnemager.
-Hvad er en værnemager?
-Det er én, der arbejder for tyskerne. Eller har gjort det. Nu må man godt igen.

Jeg vidste ikke, at farfar har slået farmor. Heller ikke at han har spærret dem inde i kartoffelrummet. Eller at han har arbejdet for tyskerne.
Morfar har været tysk soldat. Der er mange spørgsmål, der trænger sig på, men far er på vej ind, så jeg går op på mit værelse.
Heroppe har jeg stillet min bue og mine pile i et hjørne bag reolen og en skammel. Det er mit hemmelige gemmested.
Jeg tager den frem, lægger en pil på og sigter for sjov op på skråvæggen i loftet. Der lyder et brag udenfor, en skovl vælter lige nedenfor mit vindue, og i bare forskrækkelse slipper jeg snoren i buen, og pilen ryger af og borer sig ind i skråvæggen. Det var ikke så godt. Jeg tager den forsigtigt ud igen, der bliver et lille hul, men det er der nok ingen, der lægger mærke til.
Men hvor sad den fint! Man kunne jo… Jeg tegner en skydeskive på et stykke papir, som jeg sætter fast i skråvæggen med 4 tegnestifter. Så går jeg tre skridt tilbage, lægger en pil på buen og sigter. Pang! Pilen sidder lige i centrum af skiven. Ophidset lægger jeg en ny på og sigter igen. Pang! Lige ved siden af den første. Jeg glemmer tid og sted og skyder den ene pil af sted efter den anden, og næsten alle sidder, hvor de skal. Jeg er bare blevet en hel Robin Hood. Skydeskiven skal pilles ned, bag den er der en masse huller i væggen.
Av, det er noget skidt. Hvert hul betyder klø, så alene de sidste 10 minutter koster mig mindst en endefuld. Hvis far ser dem.
Jeg hænger tre tegninger op på skråvæggen, for det ved jeg, det må jeg godt. Sat fast med tegnestifter. Det ser oven i købet godt ud. Nu kan han ikke opdage hullerne. I hvert fald ikke lige med det samme.

14
Det er ikke sjovt at være alene hjemme

Når der kommer gæster, skal hjemmet være ryddet op og gjort rent. Jeg bliver instrueret i at opføre mig pænt og tale godt om skolen og sige, at jeg kan lide at gå i skole, selv om jeg ikke kan. Jeg må kun sige gode ting. Mor har givet mig strenge anvisninger på, hvad jeg skal svare på deres spørgsmål.
-Ja, mor. Nej, mor. Jo, mor. Det skal jeg nok, mor.
Der er flere damer til eftermiddagskaffe, og jeg skal lige ind og sige god dag med hånden og bukke. Den store Robin Hood med skudhullerne i skråvæggen på sit værelse går fra den ene til den anden af de fine damer omkring kaffebordet, rækker sin hånd frem og bukker pænt, som han har fået besked på.
Mor smiler, og de spørger mig, om jeg er glad for at gå i skole.
Nej, jeg hader skolen og KP og hans klike og ville gerne gå på en anden skole. Jeg hader nogle af lærerne, der slår som besatte på os, blandt andre viceinspektøren og Larsen. Jeg er træt af at skulle cykle til skole i al slags vejr, og så hader jeg, at vi så sjældent spiller fodbold i gymnastiktimerne.
-Jeg er glad for at gå i skole, og vi har flinke lærere, og jeg har mange kammerater, og undervisningen er med hårrejsende forsøg.
Det sidste stammer fra noget, vi havde i en time i fysik, et fag, vi ellers ikke har. Men fysiklæreren skulle vikariere og slæbte os med ind i fysiklokalet, hvor han ville vise os et forsøg. Ved at røre ved en blank kuppel stod håret op, og alle grinede. Det var en god og interessant time. Ingen terperier, men udelukkende spændende opdagelser.
Damerne ler, og det kan jeg godt lide.
-Jeg har også gode legekammerater.
Jeg lyver videre og begynder så småt at forestille mig, at jeg er ved at fortælle om en bog, der ikke foregår i denne verden.
Mor forklarer om mit tandlægebesøg, og damerne sukker.
-Det er vel nok synd for dig.
-Det gør ikke ondt mere, og det var slet ikke så galt, tilføjer jeg for at vise dem, at jeg er et mandfolk.
Og damerne nikker smilende og tænker nok, at jeg i hvert fald er en god dreng. Mor er også tilfreds, så kan det jo være lige meget med alt det andet.

Nisses mor smiler. Det var hende, der græd aller højest, da læreren i landsbyskolen skulle pensioneres. Hun sad først og snøftede lidt, så vi måtte vende os om for at se, hvad det mon var. Vi skævede derned og så hende sidde med et stort, hvidt lommetørklæde. Jeg blev glad for, at det ikke var min mor. Det var flovt for Nisse.
-Uhu, hu.
Lidt senere var hun helt rød i øjnene, og det bliver man jo, når man tudvræler. Det var der, læreren takkede for alle årene og for deres dejlige børn, som nu skulle ud i den store verden med de mange salmevers, vi havde lært udenad.

Nu rejser mor sig op.
-Vil I ikke have lidt mere kaffe?
Og de vender sig bort fra mig og genoptager deres snak. De ryger næsten alle sammen, og tobakstågen ligger tungt i stuen. Jeg sidder ved radioen og læser i et ugeblad med mange billeder i.
-Det er også for galt, at sådan nogle negre vil tvinge sig adgang til en skole for hvide i USA.
-Ja, negre har bedst af at gå i egne skoler for sig selv.
Der opstår en diskussion om negre. Mor siger ikke noget, hun skal jo sørge for kaffe og kage hele tiden.
-De sorte hører hjemme i Afrika, fordi der skinner solen voldsomt.
Nisses mor er ivrig, men bliver modsagt af Calles mor.
-Det var jo faktisk os hvide, der i sin tid hentede dem i Afrika og tog dem med til Amerika og gjorde dem til slaver. Derfor er der så mange negre derovre.
Det er en spændende diskussion, og jeg lytter opmærksomt.
-Det kan alt sammen være godt nok, men har I hørt, at Peter Freuchen er død. Ham fra Far til fire-filmene. Jeg spidser ører, for jeg har nemlig set en far-til-fire-film.
-Han hedder da Peter Malberg, siger Nisses mor. -Ham Freuchen er en helt anden Peter.
Det bliver den første dame lidt gnaven over.
-Ja, der er åbenbart altid nogen, der ved bedre.
Mor skynder sig at opfordre til mere kaffe og kage.

Heldigvis kommer far hjem og redder situationen, og så mærker jeg, at der sandelig bliver skruet op for humøret.
Det føles nærmest, som om der har været pause i cirkusforestillingen, men nu er pausen forbi, og de forskellige numre farer ud og ind.
Far sprudler og smiler og siger vittigheder og er meget anderledes, end når vi er alene, så hele selskabet morer sig, og damerne kvidrer som fugle, mens far vrinsker som en hest. Han ser på dem, når han fortæller, og det er vist ingen hemmelighed for nogen, at han nyder at være midtpunkt. Flere af damerne kigger også på ham med blussende kinder ligesom mor, når hun gerne vil med ham ind i soveværelset.
En af dem er naboen til den anden side, og hun tror vist, at hun skal efterligne mor, for hun rører tit ved far og gør sig til. Hun vipper med overkroppen og turnerer rundt og kan slet ikke sidde stille.
Jeg har nogle enkelte gange leget med Klara, og datteren slægter moderen på og fylder også sin hud godt ud. Jeg gør det ikke mere, for hun er lidt sær i det. Hun synes, vi hele tiden enten skal lege doktor og undersøge hinanden, eller også skal vi lege far, mor og barn, og så har hun en dukke, der er barnet. Jeg har også prøvet at spille fodbold med hende.
-Du skal have hænderne oppe, så du er parat til at gribe bolden!
-Nej, ikke sådan, højere op med dem.
Jeg var så uheldig at ramme hende lige i ansigtet med den tunge læderbold, så hun vrælede højt og løb hjem. Det kan ikke helt afvises, at jeg med vilje skød efter hendes ansigt, netop fordi hun ikke stod, som hun skulle.

-Hvilken ende skal op?
Jeg står med grankvisten og føler på begge ender.
-Det skal den her da.
Klara er ikke i tvivl.
-Men hvis grannålene vender indad først, gør det da ondt, når man trækker termometret ud igen?
-Så prøv den anden ende.
-Så kommer stikkene straks.
Det minder om geddens tandsæt.
-Så må vi rykke nålene af.

Det er også ved den lejlighed, at jeg for første gang ser det sted, hvor termometret skal op. Det er slet ikke et hul, men ligner mere en rynket sveske, og grankvisten skal hjælpes på vej for at komme ind, mens patienten vånder sig og klager over, at det stikker. Der er også lidt harpiks på.
-Det kan være farligt, hvis det sidder for længe, for så omdannes det til rav og bliver stenhårdt.
Klara lyder sikker.
Så det er med at vaske sig dernede, lige så snart man kommer hjem. Det er ikke så sjovt, når man kun har koldt vand i hanen.

Sidste gang legede vi far, mor og barn sammen, og det blev lidt for meget af det gode. Der ville hun være mor, og jeg skulle være barn. Jeg var uartig, og så skulle jeg have smæk og bøje mig ind over en stol. Jeg tøvede lidt.
-Du skal tage dine bukser ned.
-Nej, det gør jeg altså ikke. Det kan du selv gøre. Så vil jeg være far, og du skal være uartig datter.
Det gjorde hun minsandten.
Men da jeg så stod der og så hendes store endeballer som to hvide overskårne fodbolde, kunne jeg ikke lade være med at grine.
-Det kunne være sjovt at pumpe luft ind med fodboldpumpen. Ventilen passer lige så fint.
-Kom nu, Hans Theodor. -Hold så op med det pjat, lød det nede fra et sted mellem knæene.
-Jeg kan sætte grangrenen i og pynte den med en guirlande og et enkelt lys og måske en stjerne i toppen!
Jeg knækker helt sammen af grin.
-Du ødelægger det hele, sagde hun og rejste sig op igen og trak underbukserne på.
Siden har vi ikke leget sammen.
Damerne bryder op, og straks falder energien i stuen. Fysiklæreren lærte os også om bølgerne omkring et menneske, og det er sjovt, som det passer med far. Lige så snart damerne har forladt huset, slapper han af, tager avisen og læser, mens mor rydder op og går i køkkenet. De der bølger flader garanteret helt ud og lægger sig på gulvet, holder pause og gør sig klar til næste gang.

I aften skal jeg være alene hjemme, og allerede før aftensmad er jeg lidt nervøs.
-Hvornår kommer I hjem igen?
-Det er svært at sige, svarer mor. -Det er jo lørdag. Men sikkert før 12.
Hun ser på mig og smiler.
-Du skal se, det går hurtigt, og du skal jo bare lægge dig til at sove. Vi skal bare over til Karen og spise lidt mad.
-Jeg kan ikke lide at være helt alene hjemme og slet ikke, når det er mørkt.
-Nej, det ved vi godt, Hans Theodor, men det varer ikke så længe i aften.
-Ja, men kan Karsten så ikke komme over og sove hos mig?
-Nu går du i seng og sover, er du med?
Far blander sig, og så skal vi ikke snakke mere om det.
Mor og far siger farvel til mig, efter at jeg er kommet i seng.
Jeg er bange. Jeg ved godt, at man ikke er et mandfolk, når man er bange, men det er jeg altså, selv om jeg prøver at sige til mig selv, jeg er ikke bange.
Det hjælper bare ikke.
Jeg ligger med dynen trukket op over ansigtet, som jeg plejer, når der er noget, der ikke er så godt. Her er der trygt og godt, og man kan ligge helt stille et stykke tid, før man skal have snuden op og trække frisk luft. Om vinteren er der dejligt varmt under dynen, og her har jeg ikke noget mod mørke.
Jeg prøver at tænke på Lone og forestiller mig, hvad jeg skal redde hende fra i aften. Men tanken om, at jeg selv er bange, er så stærk, at jeg ikke kan koncentrere mig om Lone, så hun må sejle sin egen sø i aften.
Var der ikke en lyd uden for vinduet? Jeg stikker hovedet op fra dynen og lytter, men lyden er væk. Jeg ved heller ikke, om lyset skal være tændt i hele huset, eller det skal være slukket. Hvis det er tændt, og der spiller musik fra radioen, tror en røver nok, at der er mange mennesker i huset, og han vil gå over til Klara og bryde ind der. Så vil han nok blive overrasket, når Klaras mor pludselig står der med sin grydeske og den anden hånd i siden:
-Hva fanden skal du her, lille mand?
-Øh, jeg skulle… ingenting!
Derefter ville det være smak og smæk og klask og klynk.
-Av, av.
Han ville løbe noget stærkere end en Zetor.
Jeg får helt ondt af den stakkel og griner lidt i det stille. Min latter er en nervøs latter, for angsten går ikke væk af den grund.
Hvis lyset er slukket, og der ikke lyder musik, kan røveren tro, at der ingen er i huset og tænke, at her kan han godt bryde ind.
Derfor er der både lys og radio. Døren til mit værelse skal altid være på klem, og lyset ude på gangen skal være tændt. Nede i stuen går radioen med gammel dansemusik, og alle gardiner er trukket for.
Der er en lysstribe fra gangen og ind på værelset. Striben ligner en slange, der prøver at trænge ind til mig. Det er meget uhyggeligt. Blinkede den ikke lige før?
Jeg har svært ved at falde i søvn, og først da jeg hører mor og far komme hjem igen, kan jeg slappe helt af og sover da også øjeblikkeligt.15
Spil med hønseringe

I skolen er alle begyndt at lege med hønseringe og dueringe, mens jeg havde ondt i tænderne. Man spiller om dem, og det gælder om at komme så tæt på muren i skolegården som muligt. Den, der kommer tættest, vinder alle de andres ringe. Rammer man en af de andres, har man vundet hans. Jeg har ingen penge og derfor heller ingen hønseringe, men det er spændende at se på. Desuden giver det lidt fred for ribbensmassagen, fordi KP er meget optaget af at spille. Han render rundt med lange kæder af hønseringe og udfordrer andre drenge. De spiller ikke mod sig selv i kliken, og jeg tror, at de deler udbyttet bagefter.
KP står sammen med tre andre drenge meget langt fra muren og kaster. Jeg kigger på. Det kan godt sammenlignes med et skolemesterskab. De står så langt fra, at andre elever uforvarende kommer til at gå mellem dem og muren, og så bliver KP meget vred.
-Gå væk!
Nogle af dem går væk. Andre ved ikke, at det er efter dem, han råber. Så bliver der ballade.
-Gå væk, for helvede, dumme tøser.
Han farer over til dem.
-Når jeg siger, I skal gå væk, så skal I fanme gå væk, er I med?
De ser forskrækkede ud. Så løber han tilbage og kaster ringene, der falder noget langt fra muren.
-Se nu, råber han ærgerlig efter de piger, der forstyrrede hans koncentration.
-Se nu, hvad I gjorde, røvhuller.
Han er meget grov i sin mund, og jeg ved, at sådanne ord er slemme, slemme. Direkte adgang til helvedes flammer.
De spiller videre. Så sker det igen. Denne gang er det et par drenge fra 3., og nu er det slut med advarsler.
KP stryger direkte hen og slår den ene dreng lige i maven, så han knækker sammen. Den anden stikker af og kommer lidt efter tilbage med gårdvagten. Han bøjer sig ned over drengen, der ligger og vrider sig, og derefter vinker han KP hen til sig og stikker ham to lussinger.
-Er du så færdig med at slå på nogen, der er mindre end dig selv?
KP kigger op på den store gårdvagt og nikker. Men han græder ikke. Jeg håber helt for mig selv, at gårdvagten vil stikke ham én til, når han nu alligevel er i gang.
Jeg trækker mig lidt længere tilbage, for det er ikke sundt at se ens plageånd få en på skallen.

KP genoptager hønseringespillet og taber første runde af det næste spil og ser sur ud. Det er ikke så godt, for så kan han finde på så meget andet. Det er ligesom med far. Bliver han sur over en ting, skal det som regel gå ud over noget andet. Dette andet hedder Hans Theodor. Eller mor. Hun får også besked indimellem.
Men KP kender ikke mor, kun mig. Vinderen skruer sine vundne hønseringe ind i sin kæde. Sejrherrens triumf, som der står i Prærieserien.
Jeg vælger at trække mig helt bort og siver langsomt længere hen mod den anden ende af skolegården.
Så står hun der. Lone. Lige foran mig og ser på mig. Jeg bliver igen rød i hovedet. Hvorfor bliver jeg rød i hovedet, hver gang Lone ser på mig?
-Vil du spille? Spørger hun, og jeg bliver helt forvirret og beklemt og ser mig rundt. De andre drenge er ikke i nærheden.
-Jeg, jeg har ingen hønseringe, stammer jeg, mens hjertet hamrer.
-Du kan bare låne nogle af mig, så spiller vi for sjov, foreslår hun.
-Jo tak, hvis du synes.
Jeg er lidt rundt på gulvet og får 16 hønseringe i 4 bundter.
Vi stiller os op og kaster. Jeg sørger for at kaste så dumt, at hun let vinder. Anden runde griber mig noget, og jeg kaster meget bedre nu. Så ringer det allerede.
-Tak for lån, siger jeg svimmel og giver hende ringene. Hun smiler til mig og skruer dem sammen igen til en lang kæde.
-Vi kan godt en anden gang igen, hvis du vil, tilbyder hun. Det vil jeg gerne.
På vej hen over skolegården får jeg øje på en otter, der ligger helt oppe ved muren. Det må være nogen, som en eller anden har glemt. Den består også næsten udelukkende af sorte ringe. Jeg skynder mig og samler dem op. Så fløjter jeg hele vejen op i klassen, men møder en lærer undervejs.
-Hold op med det fløjten. Tror du, du er i bad?
Jeg dasker over til Karsten, der er i gang med at muge ud. Han skraber køernes lort sammen med en skovl og hælder den op i en trillebør. Den kører han ud på møddingen og tømmer. Så kører han tilbage og starter forfra, indtil hele den lange græbning er fri for kolort. Til slut skal han sprede halm under køerne for at beskytte deres yvere og holde dem og mælken renere. Han arbejder i store støvler, sådan nogen som jeg godt kan lide at gå i. Jeg har selv kun et par, der er for små. Men i sommer stod jeg ude i gangen hos morfar og så 4 par støvler for voksne og prøvede dem alle 4. Herlige gummistøvler, og jeg forestillede mig, at jeg var med morfar ude at fiske. Selv om støvlerne var alt for store, var det en sjov fornemmelse at have dem på.
Omsider er Karsten færdig med at arbejde, og han går ind for at vaske sig lidt og tage noget andet tøj på.
Han skal også lige tisse og forsvinder ind i det lille hus ovre ved hønsehuset. Han bander lidt:
-Det er fanme min tur til at tømme den.
Han står med lortetønden, som er en spand lidt større end en almindelig. Han får fat i en spade og sammen går vi om bag hønsegården. Der finder han et egnet sted og graver et hul, hvori han hælder spandens indhold. Så skovler han jorden på igen. Her omme gror der en masse planter, og de bliver meget store. Sidste år satte Karstens mor jordbær i noget af jorden, og det blev de flotteste bær, jeg nogensinde har set. Og smagt. For Karsten og jeg var af og til på jordbærrov. Vi sneg os frem, som Den gule Ulv og Den sidste Mohikaner.
Han sætter spanden på plads inde i dasset i bænken, klasker døren i og tørrer hænderne i bukserne.
-Hvad skal vi lave? Spørger han.
Jeg kommer i tanke om de 8 hønseringe, der ligger i min lomme.
-Skal vi spille? Foreslår jeg.
Vi går ud i gården og stiller op. Det forunderlige sker. Jeg vinder to gange i vores 4-spil og har nu 16 ringe. Jeg sætter dem sammen, og det er en dejlig, lang kæde.
-Hvor har du egentlig dine hønseringe fra, spørger en mistænksom Karsten.
-Dem har jeg fået af én.
-Hvem?
-Det siger jeg ikke.
Jeg vil ikke ud med sandheden, for så kan Karsten fortælle det til sine forældre, der kan fortælle det videre til far, og så kan jeg risikere hvad som helst.
Vi bliver enige om at spille videre, og det ender med, at jeg glad kan gå hjem med 24 ringe.
-Farvel, Karsten. Tak for spillet.
-Fvel.
Jeg er selv kisteglad over at have vundet så mange. Nu kan jeg måske tage dem med i skole næste dag og vinde flere, hvem ved?

Hjemme venter mor med en hemmelighedsfuld mine. Så giver hun mig en lille pakke.
-Værsgo! Den er til dig.
Arnold sidder i lænestolen og smiler over hele hovedet.
Jeg pakker spændt op, og der ligger 10 hønseringe, helt nye.
-Neeeej, tak skal du have, mor.
Jeg omfavner hende og sætter straks de nye sammen med de andre, da jeg er kommet udenfor. Man kan tydeligt se, at der er gamle og nye. Jeg kan også blande dem. Bag huset øver jeg i at kaste med ringene og leger, at Super-Per har alle de sorte. Han kaster bare så godt, at jeg næsten ikke kan vinde over ham. Men det lykkes til sidst.
-Jeg går over til Karsten, råber jeg, og mor råber tilbage, at vi skal spise til aften om en time.
-Ja, ja.

Karsten ser mine nu 34 hønseringe.
-Havde du så mange før?
-Jeg har fået nogle af min mor.
-Der var du heldig, hvad?
Han er lidt sur i det, synes jeg.
-Skal vi tage et par hurtige?
-Mn. Det kan vi godt.
Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg taber, når jeg nu har vundet hele dagen.
Men det gør jeg. I løbet af ingen tid har jeg tabt 24 ringe, og fordi jeg har blandet dem, er der ikke nogen af de nye fra mor blandt dem, jeg trods alt har tilbage.
-Fvel.
-Farvel, Hans Theodor. Og tak for spillet.

-Mor, Karsten har vundet alle de nye ringe fra mig.
Jeg kan ikke lade være med at se ned, mens de sidste ringe ustandseligt glider mellem mine fingre.
-Har I spillet normalt?
-Han ville bare vinde dem tilbage, som han tabte før, mener jeg.
Hun tager en frakke på og går. Arnold er kørt. Jeg synes lige pludselig, at jeg er så alene i verden.
5 minutter efter kommer hun tilbage og giver mig 8 nye og 2 gamle.
-Se. Karsten vil godt give dig dem tilbage. Men han vil nok ikke spille hønseringe mere med dig.
Jeg tager mod de 10 ringe og er glad.
Glæden forsvinder dog hurtigt igen. Jeg kører ringene mellem fingrene og skifter hele tiden stilling på fødderne.
Pludselig er det slet ikke noget ved at have ringene.
16
Cigaretter er vejen til børnehjemmet

Calle bor henne i den anden ende af landsbyen i et meget højt og gammelt hus, og ugen efter er jeg inviteret med til fødselsdag hos ham, selv om jeg aldrig selv inviterer til min fødselsdag, for mor siger, vi ikke har penge til det.
Calle er den dreng i byen, der har flest blade, både Skipper Skræk, Anders And, Kong Kylie med Hopalong Cassidy og Prærie-serien og Davy Crockett, der er i et langt og smalt format og koster 35 øre. Desuden har han masser af Illustrerede Klassikere, og jeg elsker at sidde og læse. Især har Prærie-serierne min store interesse. Det er rigtige soldater på tegningerne og ikke bare Fantomet og Superman. Tænk, hvis man havde et gevær og en pistol. Så kunne man opnå meget bare ved at sigte på folk.
-Hænderne op, giv mig dine penge eller slå græsplænen for mig.
-Hvis du slår mig, skyder jeg dig!
Jeg drømmer ud over alle grænser og glæder mig til at læse næste nummer af Prærie-serien.

Jeg drømmer også lidt om Signe, der er Calles storesøster. Jeg husker, at jeg som lille blev passet af Signe, og når hun sad i lænestolen og læste højt for mig, sad jeg på armlænet og hvilede mig ind mod hende og var glad for hende. Hun duftede så dejligt, og når jeg lænede mig helt ind til hende, kildede hendes hår mig i ansigtet, og jeg holdt helt op med at høre efter.
Jeg blev noget ked af det, da far bestemte, at jeg ikke behøvede barnepige længere.
-Nu er du så gammel, at du godt kan være alene hjemme de par timer.
-Ja, men far, jeg er altså lidt bange for at være alene.
-Visse vasse. Et mandfolk er ikke bange, vel?
-Nej, far.
Da jeg altså er bange, må det skyldes, at jeg ikke er et mandfolk.

Det er lidt skuffende, at Signe ikke er med til fødselsdagen.
Efter kakaoen og bollerne med smør er der nogle af drengene, der går om bag sprøjtehuset uset af de voksne og ryger gul Northstate, der sjovt nok også er det mærke, onkel ryger.
-Jeg har taget en pakke fra min mors hylde, siger Calle, og da det er ham, der har fødselsdag, synes vi, at det er helt i orden.
Der bliver budt rundt, men i første omgang takker jeg nej. De andre efterligner cowboyere, der fisker en smøg op af pakken og tænder den sådan elegant. De suger røgen ind, men et par stykker af dem hoster gevaldigt, da røgen suges med luften ned i lungerne. Nogle af dem suger løs, som om de er tørstige og skal drikke sodavand, Calle sidder med den, som jeg har set far gøre, mellem to fingre. Så sidder den der og vipper, og engang imellem skal man slå asken af to gange med en let pegefinger.

-Hans Theodor, du skal sgu da også have et hiv.
-Kom nu, Hans Theodor, du skal være som en af os andre.
De overtaler mig til at prøve. Underligt at de ikke spørger Karl-Erik, men de har måske opgivet ham. Han er aldrig med på noget uartigt.
-Det lugter godt, synes jeg og snuser voksent til min egen røg. Jeg er lige ved at hoste, men det fortager sig heldigvis.
De andre blegner efterhånden i ansigterne, og to af dem kaster pludselig op. Det vælter ud af dem. Der er mange farver i opkastet, både gul fra Napoleonskagerne, rød fra hindbærsodavandene og brun fra chokoladekagen.
Jeg synes faktisk, at cigaretten smager rigtig godt og sutter røgen ind i munden og puster den langsomt ud igen, og jeg bliver som den eneste sjovt nok hverken syg eller dårlig, men synes tværtimod, at det smager meget godt. Jeg er ikke sen til at træde frem, så de andre kan se mig mere tydeligt. Nu ligner jeg en rigtig voksen.
-Det smager faktisk godt.
De lægger mærke til, at jeg ser ud til at nyde det ligefrem. Det er så spændende, at jeg fuldstændig glemmer, at en rask dreng ikke ryger. Det er kun tøsedrenge, der ryger.
-Nå, siger Calle, vi må hellere hjemad igen. Har I slukket jeres?
Jeg kvaser den på jorden med min ene sko og når for sent at opdage, at gløden er lige i hullet under skoen. Det giver en sviende smerte, som jeg bliver nødt til at bide i mig.
De andre vil ikke kunne forstå det og måske tro, at det er røgen, jeg ikke kan tåle. Den sviende fornemmelse får mig til at tænke på far, og det han vil gøre ved mig, hvis han vidste det her. På hele vejen tilbage til Calle kredser mine tanker om far, og jeg er ikke fri for at være noget nervøs.

Det med at være mandfolk og voksen varer ikke særligt længe, for tilbage til festen kommer jeg til at tisse i bukserne, og her er det meget svært at skjule pletten foran. Jeg lægger mig i græsset på maven, så det ikke kan ses. Da nogen begynder en vandkamp, redder jeg den ved at gå med og lade mig overdynge med vand. Jeg har stærkt på fornemmelsen, at det at tisse i bukserne heller ikke er noget, en rask spejder begiver sig af med.

Et par dage efter har nogen sladret om det til far. Han venter på mig med armene i siden.
-Nå, du har nok røget cigaretter. Hvad i alverden bilder du dig ind?
-Jeg, jeg havde den kun lige op til læberne for bare sådan at lugte til den og..
-Nå, ikke andet.
Far tager stille og roligt en æske tændstikker og tænder en.
Han holder flammen op mod mit øre, så der går ild i håret. Jeg kan slet ikke stå stille, mens jeg klapper med min ene hånd på og omkring øret.
-Det hjælper dig mod at begynde at ryge.
Men denne hjælp er ikke nok. Han slæber mig med ind i værkstedet og bøjer mig ind over en stoleryg og slår mig med en tynd kæp. Jeg stritter forgæves imod, men far holder mig godt fast med den ene hånd i bukselinningen, mens han svirper bambussen ned over enden.
Omsider er han færdig.
-Hvis det her ikke hjælper, er der kun børnehjemmet tilbage, siger han og går ud af værkstedet. Nu ved jeg slet ikke, hvad der gør mest ondt, mens jeg hopper rundt med hænderne bagpå. Det varer længe, inden jeg kan sidde ned.

17
Der er myrer i bogen

Næste dag er jeg cyklet hen til Nisse for at lege, og vi starter med at gynge lidt på Nisses to gynger. Vi gynger i takt.
-Føj med timerne. De er sgu så kedelige, synes jeg. Så kan jeg meget bedre lide frikvartererne.
-Nå, jeg kan bedre lide timerne. Jo, også frikvartererne, hvis vi spiller fodbold.
-Og hvad så med Bertha?
-Bertha?
Hende har jeg ikke hørt noget om og ved ikke, hvad Nisse mener.
-Alle drengene siger noget om Bertha. Det er da sjovt, du ikke har hørt om det. Hun bor langt herfra, og det var Karl-Erik, der drillede Svend med, at han var kæreste med Bertha. Hende fra 3. klasse.
-Kender hende ikke. Gør du?
Nisse ryster på hovedet. Der er vigtigere ting her i livet end snotnæsede piger i 3. klasse.

-Jeg kan heller ikke hitte rede i de bogstaver, siger han.
-Somme tider står der p og ikke g, somme tider er det et b og ikke et d, og nogle gange flyder de ud i en sværm af sorte prikker ned over siden. Da vi skulle læse i den bog, vi fik i dansktimen i dag, var den fyldt med myrer.

Jeg ved godt, at Nisse ikke er så god til at læse. Han var en af dem, der havde det svært med salmeversene.
-Hvordan læser du så Prærie-serien, vil jeg godt vide.
-Ser billederne. Så kan jeg nemt gætte, hvad der sker.

Jeg går med ind, da Nisses mor kalder på ham. Han skal lave lektier, og hun skal hjælpe ham.
-Se her. Hvad står der her?
-b -eller p, nej jeg kan ikke..
-Prøv igen. B-l-o-m, hvad siger det?
-Blom.
-Ja, det er fint. Og her: s-t-e-n?
-Stén.
-Nej ikke stén, men sten. Hvad siger så hele ordet?
-Nu kan jeg ikke huske, hvad det første var.
Moderen hjælper ham.
-Jeg kan ikke.
-Åh, for fanden, du kan da prøve. Du prøver slet ikke. Du skulle have lavet det her allerede i går.
Jeg sidder lige så stille og læser i noget af al hans smudslitteratur, men det er svært at koncentrere sig, når moderen skælder sådan ud.
Moderen prøver igen. Og igen må Nisse melde pas.
-Jeg kan ikke, mor.
-Din satans møgunge.
Moderen giver ham en lussing, så han begynder at græde.
-Du må hellere gå hjem igen, siger moderen til mig. Jeg skal have klaret det her nu.

Jeg nikker. Moderen tager fat i Nisses arm og slæber ham ind i et andet rum, og jeg når at høre hende råbe, mens lyden af slag og vræl og skrig og skrål fylder huset, inden jeg stille går ud og cykler hjem.
Hjemme spørger jeg mor:
-Hvorfor er der nogen drenge, der ikke kan læse?
Døren fra toilettet går op, og Arnold træder ind.
-Hej, Hans Theodor.
-Hej, Arnold.
Jeg vender mig om mod mor, der smilende til Arnold svarer mig:
-De er måske så dovne, at de ikke gider lære det.
-Dem kender jeg godt.
De er beskrevet i spejderbogen, og dem skal man frem for alt i verden ikke regne for noget.
-Så er der de dumme, der bare ikke kan forstå noget. De kan simpelthen ikke lære det.
-Dem kender jeg også.
Nisse er måske en af dem. Han går heller ikke i min klasse ude på den store skole, men i 4. a i stedet. Ligesom Klara. Jeg går i 4. b, som betyder boglig.
Arnold blander sig:
-Ja, der er vel også dem, der både er dumme og dovne. Godt, du ikke hører til nogen af dem. Du ved jo godt, Hans Theodor, at nogle mennesker er gode til håndværk, nogle er gode til at studere tykke bøger, og nogle er gode til sport.
Jeg nikker til mor.
-Hvad er jeg så god til?
Jeg ved faktisk godt, hvad hun vil svare, men jeg bliver nok aldrig træt af at høre det.
-Du kan læse og skrive og er god til at lade fantasien køre, så du skal nok studere, når du bliver voksen.
Det passer med, at far for længst har afgjort, at jeg har 10 tommelfingre og derfor ikke nogensinde bliver i stand til at lære et håndværk.

Når vores landsbylærer skulle høre Nisse, der naturligvis ikke kunne sit salmevers og terpede igen og igen med ham, vendte han sig som regel til sidst om mod os andre og sagde klagende: I skal aldrig ta´ og blive lærer! Aldrig!
Lidt senere ud på formiddagen havde vi geografi, hvor vi skulle gætte på den vandrigeste å i Danmark. Ursula tissede i bukserne, og hendes tis flød nede på gulvet og banede sig vej frem mod de forreste bænke.
Det opdagede læreren, og havde han ikke set sur ud før, gjorde han det nu.
-I skal aldrig ta´ og blive lærer! Aldrig! I må godt holde frikvarter.
Han var nok ked af at være lærer, men ikke så ked af det, at han ikke også blev ked af det, da han var færdig med at være lærer.

Da vi alle var ude, kom hans kone med gulvskrubbe og spand og tørrede op.

18
Man må ikke bande i timen

Næste morgen sker der noget ikke helt almindeligt i biologitimen. Lærer Gregers er en høj, mørkhåret og meget tynd mand, og han er kendt for at slå eleverne i tindingen med delvist knyttet hånd.
-Det skyldes, at han er så tynd, så hvis han slår med flad hånd, vil de knække af, fingrene.
KP siger det helt uden at grine.
De fleste giver ham ret og nikker alvorligt. Dem, der har fået en i tindingen af lærer Gregers, kan til gengæld oplyse om, at det er noget, man kan mærke.

Lærer Gregers starter timen med at sidde uden at sige noget og kigger ud over klassen. Der er helt stille, for sådan plejer det ikke at være. Lærer Gregers siger navnet på den, der skal høres, og så kommer han op til tavlen, hvor han skal stå med armene bag ryggen og se lige ud, mens han skal sige lektien udenad.
I dag rømmer lærer Gregers sig blot.
-I skal lære ordet sputnik at kende. Hvilket land kommer det fra, tror I?
Der er flere bud; jeg synes, det lyder russisk, men skal ikke have noget klinket. Jeg kan godt trænge til lidt fred og ro om mig og vil ikke spille klog.
Lærer Gregers afslører, at det er russisk, og at russerne har sendt en raket op. Russerne selv kalder det ikke en raket, men en kunstig måne.

Det er så spændende, at de fleste helt glemmer, det bare er en skoletime.
Keld Kock er en af dem, der har glemt det, for han råber helt optaget af raketten:
-Hold kæft, for satan, så skal vi snart til månen!
Lærer Gregers kan naturligvis ikke tillade, at elever bander, og derfor må den der banden bankes ind igen tilbage til, at det ikke blev sagt. Hvis læreren slår tilstrækkelig hårdt, kan han slå ordene ind i hjernen igen. Det kan lade sig gøre, når det drejer sig om en skoledreng. Her kan alt bankes tilbage og på plads.
Keld Kock må rejse sig og gå op til katedret, hvor lærer Gregers bliver siddende. Herfra hæver han højre hånd, lukker fingrene sammen og banker næven ind i tindingen på Keld Kock. Det er ikke særligt usædvanligt, men det er alligevel noget nyt, at Keld Kock synker sammen og lægger sig på gulvet.
Han spiller godt! Så kan han få den, lærer Gregers. Nu er han nok nervøs, for han tror helt sikkert, at Keld Kock er slået bevidstløs.
Keld Kock bliver liggende. Vi tror ikke rigtigt på, at det er alvor. Lærer Gregers må ærgerligt rejse sig og bøjer sig over Keld Kock. Nogle af de andre fniser rundt omkring.
-Hold så op med det der, Keld.
Han ryster i ham. Han holder bare ikke op med det der. Han spiller i hvert fald ikke komedie, for så længe kan han umuligt holde sig. Han ville garanteret flække af grin nu, hvis han spillede komedie. Fniseriet i klassen holder op.
Et par af drengene løber efter hjælp nede på kontoret, og kort efter står både skolens sekretær og inspektør der. Lidt vand i ansigtet hjælper snart på Keld Kock, og han vågner langsomt.
Klassen får frikvarter, mens de voksne nusser om Keld.

Vi går ned ad trapperne, mens vi snakker om det.
-Nu tør han nok ikke slå sådan mere, mener Palle. Vi andre nikker.
-Nej, der må trods alt være en grænse.
Nogle lærere slår med lineal på den flade hånd, og det svier, og andre slår med spanskrør i bagdelen, men de må kun slå tre gange ad gangen. Man må vist godt slå igen i slutningen af timen, hvis man mener, at eleven har brug for det. Det hedder en huskekage. De fleste lærere nøjes med at slå på kinden. En ørefigen er, hvad den er. Nogle gange slår de ikke, men synes bedre om at løfte eleven op i det ene øre eller køre det rundt, så det næsten vrides af. Andre bruger ikke øret, men de små hår ved siden af. Det gør faktisk mere ondt, når læreren løfter op i én. Og når man står på det yderste af tåspidserne og næsten ikke kan nå jorden længere, bestemmer man selv, hvor ondt det skal gøre.
Der er flere af drengene, der ved, hvordan sådan noget kan ske. Jeg har ikke rigtigt set så meget endnu, og den lille skole, jeg kommer fra, kan slet ikke være med på den måde.
Der er en god stemning her blandt drengene, og jeg føler, at så længe vi kan snakke om lærernes lussinger, er der fred og ingen fare for, at jeg skal en tur om ad cykelskuret og have hærdet mit brystparti.

Keld Kock er naturligvis midtpunktet, da han endelig dukker op.
-De talte alle tre helt anderledes til mig, end de plejer; som om jeg var voksen.
-Hvad sagde de?
-De spurgte, om det gjorde ondt, om jeg havde ondt i hovedet, om jeg sad godt nok, om de skulle hente noget vand.
Keld smiler over hele femøren.
-Selvfølgelig skulle de det. Jeg talte sådan lidt hæs med vilje, så de kunne tro, at jeg var meget syg.
-Jeg sagde til dem, at jeg ville sige det til min far, når jeg kom hjem. I kan tro, at inspektøren kiggede på lærer Gregers. Jeg tror ikke, at han kommer mere.
-Kommer mere? Hvad mener du?
-Min far skal nok sørge for, at en lærer, der slår på den måde, bliver fyret.
Vi stirrer beundrende på Keld Kock. Tænk at have en far, der kan bestemme så meget, næsten som Fantomet.

Lige inden frikvarteret er slut, diskuterer vi, hvem der slår hårdest. Det bliver en kamp mellem inspektøren, viceinspektøren og Eskildsen.
-Eskildsen er nok den farligste, mener flere.
-For han slår uden varsel, uden at være vred.
-Han viser slet ikke vrede.
-Næh, og han er også den mest retfærdige, for hvis han slår to gange, slår han aldrig på den samme kind, men giver den anden kind baghånden.
-Viceren er den hårdeste og værste.
-Han er også den største, og han lægger ikke fingrene imellem, når han slår.
-Nej, hold da kæft. Den mægtige arm kommer helt ude fra siden, og når den store hånd rammer kinden, føles det, som om man bliver kørt over af et lokomotiv.
-Der var jo engang en dreng, der var så tynd, at han fik hovedet revet af, da viceren slog ham.
-Ahhh, den tror vi sgu ikke på, lyder der grinende fra flere, og KP griner selv med.
Båret oppe af den gode stemning drøner jeg lige ud med en sætning.
-Der ville også komme et helt springvand af blod.
Jeg glemmer helt, at jeg jo ikke ville gøre mig bemærket. Men de ler alle, og Ole tager endda hånden om min skulder, da vi går op til time.

Jeg synes, det er en dejlig dag.
I timen efter kommer lærer Lauersen med en gæst, hvis navn er svært at forstå. Han er meget stor og ser rigtig farlig ud, så der er ingen, der har lyst til at lave sjov med ham. Han taler et sjovt dansk og fortæller, at han er russer. Russer? Det er alligevel mærkeligt, at skolen just i dag har besøg af en russer, når russerne lige har sendt en raket op i rummet.
Han fortæller om den lille by, han kommer fra og om sin skolegang. Han beskriver skolen næsten som den, jeg kommer fra. En lille skole med plads til alle børnene i byen og én lærer. Han fortæller om dengang, byen fik en traktor. En kæmpestor en uden gummidæk.
Artige Palle rækker en finger op
-Larmede det ikke meget, når den kørte på asfalten?
-Njet, svarer russeren. For vi havde slet ikke asfalt. De store hjul uden dæk skulle kun køre i moseblødt jord, så derfor var det en fordel uden gummi.

Russerne havde hverken elektricitet eller rindende vand eller varme indlagt, og jeg synes mere og mere, at han næsten snakker, som om han bor hjemme hos os. Vi har godt nok elektricitet og rindende vand, men ikke varmt vand og kun en kamin, der skal varme hele huset op. Den står i stuen, og hver morgen skal mor tidligt ned og tænde op. Det er koldt for hende, især om vinteren, men sådan skal de åbenbart også gøre i Rusland, når babusjka, som er ordet for bedstemor, siger han, tænder op.
Jeg lytter og synes, det er mægtigt spændende. Tænk, en rigtig, ægte russer. Han ser nu ikke så slem ud.
Timen går alt for hurtigt, og frikvarteret nærmer sig tilsvarende alt for hastigt.
Da vi forlader klassen for at gå ned, kommer der en dreng, der beder Keld Kock om at komme op på kontoret. Han blinker til os, inden han går.
-Hvad sagde jeg? Nu vil de bede mig om ikke at sige noget derhjemme. Skal vi vædde?
Det er der nu ikke nogen, der vil.
19
Gå ikke i vandet efter at have spist

Om eftermiddagen cykler jeg en tur ud langs den gamle vej, der nu næsten kun er en sti. Den fører forbi skamstøtten over den mor, der er begravet nedenunder.
Der står 1712 på stenen, og en dag gik hele skolen herud, og læreren fortalte om stenen. Moderen er ikke begravet i kirkelig jord, sagde han, kun børnene. Jeg forstod, at det var ret slemt. De havde været meget fattige i den familie, og da faderen døde, havde de til sidst slet ikke mere noget at leve af. På den tid betød ordet leve det samme som at spise. Når man ikke har mad, er man ude i problemer. Jeg ved godt, hvordan det er at være sulten.
Jeg er hoppet af cyklen og står og kigger på stenen. Den er helt grøn af mos, og det er umuligt at læse, hvad der står på den. Jeg tænker på moderen, som gik til lederen af landsbyen, måske var han sognerådsformand ligesom Nielsen er i dag. Hun bad om et lille tilskud til mad, men det kunne hun ikke få.
Så gik hun hjem og kogte grød og puttede rottekrudt i, og det spiste de så. Det var den sidste mad, de havde, og det var også det sidste, de spiste i denne verden.
Dengang havde læreren fortalt, hvor forfærdeligt det var at spise rottekrudt. Man var længe om at dø, og mavesmerterne var så forfærdelige, at man skreg hele tiden. Mon der findes en rar måde at dø på? Der må i hvert fald være nogen måder at dø på, der er bedre end andre.
Jeg cykler langsomt videre, mens jeg tænker på den familie. Jeg tænker også på det at være død. Lærer Lauersen mener, det er ligesom ikke at være født.
-Kan I huske, da I ikke var født?
Det er der selvfølgelig ingen, der kan.
-Aha, tænkte jeg. Når man er død, er man ingenting. Det er da enkelt og til at forstå. Men hvad så med paradis og helvede? Jeg er ikke blevet klogere på det i dag.

Jeg nærmer mig kanalen, hvor vi bader om sommeren. Jeg standser der, hvor det skete. Står og stirrer ned på vandingsrøret, eller hvad sådan et nu hedder, der fører grøftens vand gennem diget ud i kanalen. Her skete det.
Jeg får kuldegysninger af at tænke på det. Karsten var med til det, men det var Jens Arne, det gik ud over. Knud og en, der hed Svend Aage, var også med. Jeg stod et stykke derfra. Jeg var jo så lille, at de ikke regnede med mig, men jeg fik lov at stå der. Jeg forstod, at de diskuterede, om man kunne svømme gennem røret fra grøften og ud i kanalen, hvor de badede. De sad i badebukser på skråningen på diget og snakkede. Det ene ord tog det andet.
-Du tør jo ikke, hånede Knud Jens Arne.
-Det er fordi, du er bange for vand, du har vandskræk.
Røret var fyldt med vand.
Jens Arne rejste sig og stod og var vred, og de var nærmest ved at komme op at slås.
-Rolig for helvede, det er sgu da ikke noget at slås over.
De andre dæmpede dem og skilte dem ad, og det hele endte med, at Jens Arne gik ned i grøften.
-Nu svømmer jeg igennem.
Mens Knud og Karsten gik over på den anden side diget, blev Svend Aage stående, og vi så Jens Arne lægge sig ned i grøftens mudrede vand lige ved åbningen af betonrøret. Så trak han vejret dybt flere gange og gled ned og ind i det, og Svend Aage råbte.
-Nu kommer han.
Der gik noget tid, og fra Karsten lød det omme fra den anden side:
-Er han begyndt at svømme igennem?
Så blev Svend Aage urolig og løb op på diget:
-Ja for fanden, det er han.
-Der er noget galt, råbte han pludselig helt ophidset og løb ned igen og kastede sig ned i grøften for at lede efter Jens Arne.
De andre kom løbende for at hjælpe. Svend Aages ben plaskede, og langsomt kom han tilbage igen, mens han trak to hvide ben efter sig. Jens Arnes krop fulgte efter helt bevidstløs. Der sad søgræs, eller hvad sådan noget nu hedder, i hans hår, og han var meget bleg. Nærmest hvid.
De prøvede at få liv i ham, men det lykkedes ikke. Svend Aage sprang på sin cykel og tordnede derfra, mens de blev hos Jens Arne.
-Han er død, mente Karsten. Jeg havde store øjne og havde hele tiden set på Jens Arnes blege ansigt og tænkt, at det var første gang, jeg så en død.
Det tog meget lang tid, inden der kom hjælp. Ambulance og politi. Mange mennesker, og jeg kom for sent hjem, men inden jeg fik skældud, lykkedes det mig at begynde på historien.
-Jeg var derude ved diget og så det hele.
Da lyttede de til mig.

Vi sad og talte længe om det at svømme gennem sådan et rør og at dø ved drukning.
-Så kommer der vand ned i lungerne.
-Ja, og lige når det sker, dør man. Men det skal vi ikke snakke om. Det er så ubehageligt.
-I Spejderbogen skal en rask spejder kunne livredning.
-Det må du aldrig gøre, siger far til mig.
-Det er vel nok er synd for Jens Arnes forældre, der nu sidder i sygehusets kapel og siger farvel til deres dreng, mener mor.
Jeg fornemmede dengang midt i al denne sørgelige snak en god stemning. Vi hyggede os rigtigt, selv om det var så forfærdeligt. Og jeg følte, at de ville blive kede af det, hvis det var mig, der var druknet i grøften.

Jeg drømte dengang hele natten om Jens Arne og om røret. Jeg drømte om, at jeg var derinde i det vandfyldte rør, og at jeg også ramte det trådhegn, der gjorde det umuligt at svømme igennem.

Jeg tror aldrig, at jeg nogensinde vil blive så modig, at jeg tør svømme dernede. Far mener, at ikke engang hvis man var et mandfolk, ville man turde gøre det.
Jeg cykler langsomt hjemad igen. Hvis nu Lone var dernede, så blev jeg jo nødt til at hente hende. Det ville jeg gøre uden tøven. Men jeg tror ikke, at jeg vil dø af drukning. Ikke hvis jeg selv kan bestemme det.

Far er ikke kommet hjem endnu. Jeg spørger mor ud om døden, måske ved hun mere, end hun hidtil har sagt. Hun svarer undvigende, og hun må da vide det.
-Din far burde da være her nu, mener hun og kigger på køkkenuret. -Han skulle have været hjemme for længe siden. Han skulle bare lige ind til byen og handle noget værktøj.
Mor er urolig, kan jeg mærke. Også jeg bliver nervøs for far.
-Tror du ikke, han er på vej?
Jeg mærker, at jeg får ondt i maven og må på toilettet. Selv om det hjælper lidt, forsvinder mavepinen ikke.
Vi spiser aftensmad sammen, vi to. Mor siger ikke meget, og jeg bliver efterhånden bange for, at der er sket noget sørgeligt med far, hvilket slet ikke giver en hyggelig stemning, men nærmest tværtimod. Så min teori passer ikke altid.
-Hvad render du efter hele tiden? Spørger mor.
Jeg må hen til vinduet flere gange, og det bliver mere og mere mørkt udenfor.
-Tror du, der er sket noget, spørger jeg igen.
-Nej, siger hun, men lyder ikke særligt overbevisende.
Endelig hører vi hans knallert, og jeg er helt lettet.
Den kører noget langsommere end en bil. Det er også ærgerligt, at vi ikke har råd til en bil. Det er der da mange andre, der har. Både farfar og morfar har bil, morfar endda to.
Havde far haft bil, ville han have været hjemme meget før, det er jeg sikker på.

Det er dejligt at kunne gå i seng uden mavepine. Der har også været alt for meget om døden i dag, synes jeg. Nu vil jeg falde i søvn, og forinden skal Lone lige reddes ned fra en løbsk hest. Det er ikke så let, og jeg mærker, at jeg sover, lige da Lone glider ned i noget rottegift i en grøft.

20
Med piger på bar

Næste morgen møder vi op til biologitimen. Når vi ikke skal have lærer Gregers mere, er vi noget spændte på, hvem der så kommer. Vi sidder og venter. Keld Kock er der ikke, og det er underligt. Han er ligesom den første til at nyde, at lærer Gregers ikke er på skolen længere.
Døren går op, og ind træder lærer Gregers.
-Sæt jer, siger han, mens han ordner bøger og hefter på katedret.
-Keld Kock kommer desværre ikke mere. Hans opførsel har i den senere tid været så dårlig, at skolen har besluttet at flytte ham til byskolen.
-Vi snakkede i går om russernes drabant, og I fik besøg af en ægte russer. I dag vil jeg gennemgå de vilde dyr, der lever øst for Uralbjergene.
Vi ser på hinanden, og der er meget stille i klassen. Kun lyden af bøger, der åbnes og penalhuse, der tømmes for blyanter stiger til vejrs sammen med tankerne om Keld Kock.
Mens min fodboldværdi således pludselig stiger med én, skæver jeg skråt tilbage ned til Karl-Erik, der ude i cykelskuret spurgte, om vi skulle følges ad hjem.

Karl-Erik bliver som regel kørt og hentet i bil, men nogle gange kan hans mor ikke hente ham. Hun er en fin dame med læbestift og højhælede sko og en flot kjole, og hun dufter altid ret voldsomt. Dengang min cykel var punkteret, fik jeg lov at køre med hjemad, og inde i bilen var der en meget stærk parfumeduft. Så skulle jeg bare gå de sidste to kilometer ude fra hovedvejen. Karl-Erik er heldig at have en mor med både kørekort og bil. Når det regner, kører hun altid. Somme tider følger hun ham op i klassen, og hvis læreren er kommet, er de altid meget flinke og smiler til hende og er helt anderledes. Karl-Erik er en af dem, der aldrig får lussinger eller bliver hentet til en gang brystmassage. Hans far er noget ved politiet.
Karl-Erik er ikke så god til fodbold, og det er en stor tilfredsstillelse for mig, når Karl-Erik står tilbage som en af de sidste, når der skal vælges hold. Det kan hans mor alligevel ikke lave om på. Det er kun retfærdigt.
Og en sjælden gang skal han også cykle i skole som i dag.

Vi følges ad hjemad. Men i stedet for at banke ud ad Søndergade, som vi somme tider gør, når vi leger 6-dagesløb, standser Karl-Erik sin cykel.
-Vil du med ind på kinobaren.
Der har jeg aldrig været.
-Jeg har ingen penge, må jeg med skam melde. -Men jeg kan godt gå med alligevel.
-Jeg giver en is, siger Karl-Erik.
Kæben falder nedad.
-Give en is? Hold da op.
Det har jeg aldrig forestillet mig. At nogen dreng har penge, som han kan købe is for, endda så mange at han ligefrem kan købe to.
-Er det dine egne penge?
Jeg spørger mistænksomt, fordi han jo kan have stjålet dem fra sin mor.
-Ja, selvfølgelig, hvis skulle det ellers være?
Nej, selvfølgelig. Hvis ellers?
Vi cykler side om side op ad hovedgaden og standser ud for kino. De spiller Robin Hood for tiden, og vi må lige se plakaterne og billederne i udhængsskabene. Jeg er helt opslugt af Robin Hood, som jeg kender fra bogen, som jeg har læst mange gange.
-Nå, sådan ser han altså ud.
-Ja, tænk at være så dygtig med en bue.
Vi snakker lidt om det, inden vi går ind på kinobaren, og Karl-Erik bestiller og får to vaffelis.
Jeg er meget benovet. Vaffelis! Jeg fik én i sommer af morfar, og det var simpelthen næsten det bedste ved hele sommeren. Nej, det var det ikke, men godt, – det var det.
Vi sætter os ved et bord og slubrer isen i os, og en del af den sidder omkring Karl-Eriks mund.
-Du har fået is om munden, siger jeg grinende.
-Det har du også, siger Karl-Erik og griner også. Hvorfor tror du, at Keld Kock ikke kommer mere?
-De har vel syntes, at han ikke opførte sig godt. Han bandede temmelig meget, og der var også den der med hende vikaren, der gav ham tre slag med spanskrøret.
-Min mor siger, at hans far prøvede at få lærer Gregers fyret, men den gik ikke.
Jeg er lidt forundret.
-Fyret?
-Helt sikkert.
-Hvor ved din mor det fra?
-Min morbror er i noget, der hedder en loge med skoleinspektøren.
-En loge?
-Ja, det er et slags spejderkorps for voksne.
Der er meget, jeg ikke ved. Vi går over til at snakke om lærer Gregers måde at slå på. Jeg bøjer højre hånds fingre sammen og svinger højre arm og leger, at jeg er lærer Gregers, og Karl-Erik er Keld Kock. Karl-Erik lader, som om han bliver ramt og falder om på gulvet i kinobaren.
Det er rigtigt hyggeligt. Men helt uventet kommer Lone og Ulla pludselig ind. Jeg bliver straks rød i hovedet, mens Karl-Erik ligger nede på gulvet og ser dum ud. Han får sig samlet sammen, rejser sig og siger:
-Øh, jeg faldt vist.
De fniser og går ned i den anden ende af lokalet.
Han hvisker:
-Jeg kan godt lide Ulla.
-Ja, det er noget andet end Bertha.
Jeg prøver at spille kæk, at være sådan en, der har styr på det der med pigerne.
Jeg kan desværre ikke få mig til at sige, at jeg kan lide Lone, for det er lidt flovt. Piger er ikke nogle, man leger med. Det er i hvert fald ikke noget, man fortæller de andre drenge. De kan heller ikke spille fodbold, og de er som regel bare dumme og fjollede og hopper i sjippetov og leger med dukker og den slags tidsspilde.

Pigerne smiler til os og vinker. Jeg er godt tilfreds med, at de sidder så langt borte. Jeg blev meget nervøs, da de kom ind på kinobaren. Jeg sidder heldigvis med ryggen til dem. Karl-Erik ser hele tiden på Ulla, og da vi er færdige med isen, rejser vi os og forlader lokalet.
Udenfor er jeg underlig rastløs og en smule irritabel. Det er helt forkert, for jeg har lige fået en hel vaffelis af Karl-Erik og skal jo tværtimod være glad og mæt og tilfreds.
Vi cykler i tavshed.
Uden for byen rømmer jeg mig.
-Det var en god is.
Karl-Erik nikker.
-De kunne nu godt have sat sig ved vores bord.

Om aftenen i sengen må jeg lige have den vendt. Pigerne sætter sig ved vores bord, og Karl-Erik ved slet ikke, hvad han skal sige. Det gør jeg heldigvis. Jeg snakker, så pigerne griner ad mig, og de ser på mig, ligesom nogle damer ser på far. Med ét går der ild i noget omme bag disken, og jeg reagerer hurtigt og får sikkert pigerne ud. Det er de glade for, og Lone tager om mig og siger tak, Hans Theodor. Du er sød.

21
Sørøverleg

I dansk læser vi Njals Saga fra Island, og beretningen om Branden på Bergthorsvold fylder meget i mit hoved. At Njal og hele hans familie brænder inde, fordi de ikke vil overgive sig, kunne godt stå i spejderbogen. Njal er en ridder, der prøver at beskytte sin familie, og derfor gør han, hvad han kan for at redde familiens ære. Men hans kone vil ikke flygte uden ham og børnene, så derfor må de alle dø i flammerne.
Der bliver meget snak i klassen med lærer Lauersen. Flere kender nogen, der har været ude for brand i et hus.
-Jeg har hørt om en ung mand, der brændte inde i en lejlighed, fordi han faldt i søvn i sengen, mens han røg siger Palle.
Flere spørgsmål følger. Vi sidder alle og er enormt optagede.
-Er det ikke forfærdeligt slemt at brænde ihjel?
-Hvad med heksene, der blev brændt på bålet. Var det ikke forfærdeligt?
-Der kom jo hele tiden frisk luft til, så de kunne ikke dø af røgen, vel?
-Som regel dør man af røgforgiftning først. I hvert fald har den unge mand, som Palle snakker om, været ude for en røgforgiftning. Når man ligger og sover og måske oven i købet har drukket øl, varer det længe, inden gløden fra cigaretten har udviklet sig til ild. Først kommer der nemlig en masse røg, og det er denne røg, man dør af.
Lærer Lauersen svarer på indtil flere spørgsmål om emnet.

KP sidder med sin lighter helt opslugt af snakken, og flere gange er han lige ved at tænde den.

I dagens sidste time er der gymnastik. Normalt står de to parallelklasser i tre lige rækker, mens Larsen står oppe foran og svinger med armene, så alle kan gøre det samme. Så bøjer han sig til den ene side, så bøjer han sig til den anden side, så fremad, så bagud. Så ned på ryggen og løfte benene, så om på maven og lave rulninger og armbøjninger, og eleverne skal gentage. Han holder øje med, at alle er med, og at ingen snyder. Gør vi det, får vi enten en lussing eller tre slag bagi med en meget lang og tynd pind, der fløjter. Når man kun har gymnastikbukser på, kan det gøre ondt.
En af drengene fra parallelklassen griner:
-Ha, prøv at se, hvad jeg har gjort.
Han har stukket noget pap ned i bukserne for en sikkerheds skyld. Man kan godt se pappet, men det er selvfølgelig ikke sikkert, at Larsen ser det.

Gymnastik er lidt kedeligt, og jeg venter kun på, at vi kan få lov at spille fodbold. Det sker meget sjældent. I dag er ingen undtagelse. Larsen råber med glimt i øjet:
-I anledning af den kommende ferie skal I få lov at lege sørøverleg.
-Jaaa, jubi, juhu.
KP, Palle og Frank råber hurra og ser glade ud. Jeg er ikke så glad for sørøverleg. Alle redskaber tages frem, tovene hænges ned, bomme hejses ned og lidt op igen, og rullemåtter lægges ud. To drenge melder sig frivilligt, og de skal så fange os andre. Det er meget sjovt, hvis man er dygtig til at klatre, svinge sig i tovene og springe over buk og plint og undgå at falde. Hvis man falder, drukner man og er død. Så skal man sætte sig ud til ribberne helt oppe ved døren ind til omklædningsrummet, og der skal man skamme sig. De to, der bliver fanget sidst, bliver de næste fangere. Jeg sørger for at blive fanget ret hurtigt, for jeg er ikke god til at springe rundt på og mellem alle de redskaber. Man kan alt for let komme til at slå sig, og jeg synes ikke, det er særligt sjovt. Nogle andre drenge lader, som om det er hyleskægt, men jeg kan se på dem, at de ikke mener det.
Drengen fra naboklassen er lidt støjende.
-Lad være med at råbe sådan, siger Larsen.
Da han bliver ved, må Larsens pind i gang. Men han opdager straks pappet.
-Gå ud og få det fjernet.
Imens står alle og venter. Så kommer han ind igen, og man kan godt se, at gymnastikbukserne sidder noget tættere på kroppen nu. Han får tre svirpende slag bagi, og det må gøre ondt, for han har tårer i øjnene. Larsen fløjter sørøverlegen i gang igen, og nye pinsler venter.

Det er en lettelse for mig, da timen endelig er forbi.
Drengen med papforsøget kaldes hen til Larsen.
-Nå, snyder, går den så går den, hvad? Jeg må hellere sørge for, at du ikke glemmer, at det aldrig kan betale sig at snyde.
Mens alle andre står tavse og ser på, får han tre yderligere slag af den fløjtende pind, hvor Larsen virkelig slår igennem. Han skriger højt for hvert slag, og vi andre går ud i omklædningsrummet.
Her klæder vi os nøgne og står i en lang række og venter på at gå igennem bruseren. Der er to brusere, den første er med varmt vand, den anden med koldt.
-Så stiller vi op, råber Larsen.
-Det kolde vand er for at blive hærdet, siger Larsen og griner.
Han påser, at ingen snyder og undgår den kolde bruser. Straffen er ganske enkel. Man skal stå et minut under den kolde bruser. Det kalder han også for en koldbonus. Det er meget lang tid. Nogle af drengene vil hellere have tre rap bagi end stå der i et minut.
Ham drengen fra den anden klasse foretrækker bruseren. Om det så var hele to minutter. Han ser noget forgrædt ud i ansigtet, og det lykkes mig at få et glimt af hans bagdel. Der er 6 klare røde streger tværs henover.

Jeg ved, at far gerne så, at jeg var skrap til sørøverleg.
-Det er en leg for mandfolk, siger han og sænker avisen, da vi hjemme snakker om gymnastiktimen. Det er en af de dage, hvor far sidder helt stille og læser avis, måske fordi det nu er efterårsferie, og så slipper han for mig.
-Jeg kan bare ikke så godt lide den leg, siger jeg. -Jeg er ikke god til at springe over plint.
Jeg forklarer og forklarer.
-Jeg tror ikke, at jeg hopper højt nok. At jeg braser lige ind i plinten, og det gør ondt. Jeg har prøvet det.
-Åh, du bliver da aldrig et mandfolk. Det nytter ikke noget bare at være bange. Du skal prøve det!
Jeg rejser mig og går udenfor og tager min fodbold og jonglerer en halv times tid.

22
Efterårsferie hos morfar

Efterårsferien tilbringes hos morfar og mormor. Lige så snart jeg har sat mig i bussen derned, føler jeg mig helt afslappet. Jeg kan mærke, at jeg hviler godt i sædet, for jeg glæder mig sådan, og somme tider er jeg ved at falde i søvn.
Ved busstoppestedet står morfar og venter på mig. Jeg hopper ned fra bussen med min taske med ekstra tøj og tandbørste.
-Hej Hans Theodor. Velkommen! Dejligt at se dig!
-Hej morfar.
Morfar ser glad ud, når han siger god dag og velkommen. Vi begynder at gå hjemad.
-Hvordan går det med skolen?
-Fint nok.
-Har du gode kammerater?
-Mnn.
Det er ikke et tydeligt svar, men morfar borer ikke i det.
-Jeg skal hilse fra mor og far.

Det er ikke så tit, at nogen sådan spørger mig ud. Morfar er den klogeste mand i hele verden, og så har han været med i verdenskrigen. Morfar har været med som soldat og er blevet skudt gennem overlæben en dag nede i Frankrig. Fordi han blev såret, kom han levende hjem, og det er jeg godt tilfreds med. Det havde ikke været godt, hvis morfar ikke fandtes.
Mormor siger også god dag og velkommen og omfavner mig.
Jeg får lidt at spise og går så ud for at se, om alt er fra sommerferien, som det skal være. Bag ved laden ligner det hele sig selv. Det er her, jeg står og tisser og ser, hvor langt strålen kan nå ind i herremandens køkkenhave. Vi kalder ham herremanden, for han ejer byens største landbrug og har både traktor, heste og masser af folk ansat.
Så går jeg langsomt mod solen rundt om tilbygningen. Her er der en smal sti, hvor blommetræet står. Det er store, saftige blommer, som smager så godt, at der ikke er andet at gøre end at blive ved, til man får mavepine og ender på toilettet. Her farer blommerne ud igen med kanonfart.
Så når jeg græsplænen, der er noget lille, men alligevel meget bedre end den derhjemme. Der er nemlig et stort kastanjetræ midt i, og det skygger dejligt, når solen bager midt om sommeren. En dag fik jeg lov at slæbe en liggestol herud, og så kunne jeg ligge og dase og læse Robinson Crusoe i Illustrerede Klassikere, som morfar forærede mig. Jeg fortæller ham ikke, at det er smudslitteratur.
Forbi rækkerne med blomster når jeg på den anden side indkørslen køkkenhaven, og derfra er der en dejlig udsigt ud over vandet med færgehavnen dernede. Det er spændende at se færgen sejle ud eller komme ind. Kan man mærke det i jorden, hvis den sejler ind i bolværket?
Til sidst inspicerer jeg garagen med de to biler. Den sorte DKW er vasket og pudset i dag. Alt ser ud til at være i orden. Jeg går ind igen og får nu kakao og friskbagte boller med smør. Mormor bliver ved med at nøde mig, men til sidst kan jeg bare ikke spise mere.
De siger, at de holder af mig. Det er dejligt at mærke. Når morfar siger noget, passer det altid. Det er så dejligt at være sammen med ham, for man skal ikke sådan lade som om.

Med ét føler jeg mig helt anderledes i maven, jeg får stor hjemvé med kraftige mavesmerter ud på aftenen.
-Er der noget i vejen, Hans Theodor? Du ser syg ud.
-Jeg har så ondt i maven.
-Har du spist noget, du ikke kan tåle?
-Nej, ikke her. Slet ikke. Det gør bare så ondt.
Jeg har fået lækker mad og kage til kaffen, men det er ikke derfor. Det er jeg sikker på. Jeg kan ikke forklare det nærmere. Jeg vil ikke sige det ord: Hjemvé. Så tror de bare, at jeg ikke vil være her og gerne vil hjem.
Alligevel tænker jeg meget på det derhjemme.

Heldigvis er det kun den første dag. Allerede tidligt næste morgen bliver jeg vækket og skal med på fisketur.

Jeg er så spændt på turen, at jeg totalt har glemt min hjemvé. Morfar og onkel og jeg kører i bil ned til havnen og går ombord på vores lille båd. Onkel starter motoren, og vi stryger ud af havnen, og snart er vi der, hvor morfar påstår, der er torsk nede i vandet.
Vi pilker, og jeg pilker også. Her bliver der ikke gjort forskel. Jeg er fisker, er jeg, og spændingen griber mig, da det rykker i linen.
-Jeg har bid, jeg har bid, råber jeg.
Morfar smider, hvad han har for at komme over at hjælpe mig. Minsandten.
-Det er en ordentlig torsk, du har på krogen, hvad, Hans Theodor?
Onkel ser ud til at være lige så stolt som morfar.
Ved fælles hjælp får vi hevet en torsk i land, som onkel siger. Den bliver straks slagtet og skal spises til middag.
Da vi kommer hjem, forklarer morfar stolt mormor, at jeg var den eneste, der fik en torsk på krogen.
Jeg kan godt lide fisk. Det er der ellers ikke så mange andre, der kan, ved jeg.
-Jeg kan ikke fordrage fisk, siger far. Mor laver aldrig fisk derhjemme.
-Jeg vil hellere dø end spise fisk, siger Karsten, mens han kører håndkanten hen over halsen. De får vist heller ikke fisk hos ham.
Men morfar og mormor og onkel spiser gerne fisk, og det gør jeg også.
Vi får min kogte torsk til aftensmad, og det smager dejligt, selv om der er nogle ben i.
-Se, Hans Theodor, sådan undgår du benene. Skære lige så forsigtigt langs kanten.
-Jeg prøver, morfar.
-Vil du have smørsovs eller sennepssovs til?
-Smørsovs, tak.
Mormor kommer med sovsekanden.
-Er du ikke stolt over at have fanget hele familiens aftensmad? Spørger hun.
Der kommer et beskedent nik fra mig.
Jo, jeg er ret stolt.

De snakker alle tre med mig, som om jeg var lige så voksen som dem.
Jeg ved godt, morfar og mormor er en slags tyskere. Mormor stammer fra Tyskland, og hendes mor var nazist. Det ved jeg, for jeg har ofte set et fotoalbum, hvor man kan se mormors familie med hendes mor i midten. Bagved på væggen er der et tydeligt billede af Hitler.
De der nazister er vist ikke så slemme endda. Hvis alle nazister er som morfar og mormor, må det være alle gode mennesker, der bliver nazister. Også farfar, for han har jo arbejdet for dem.

Snart sidder vi inde i stuen og ser fjernsyn. Onkel har for ikke så længe siden vundet en tolver i tipning, og pengene er brugt til at købe et fjernsyn for. Det første i hele byen. Pludselig viste det sig, at de havde mange flere venner, end de troede. Ikke bare hjemmetyskere, men også danskere, som ikke længere synes, at det er så galt, at mormors familie var nazister. I hvert fald ikke hvis de kan få lov at se lidt fjernsyn. I den første tid kommer der så mange mennesker for at se fjernsyn, at alle stole tages i brug. De sidst ankomne må stå op. Så serverer mormor kaffe, og de har alle en herlig aften. Flere af dem finder ud af, at hvis de vil have en plads, må de komme længe før de andre.
-Ja, vi er lidt tidlig på den. Men ellers er der ingen siddepladser tilbage.
-Nej, det forstår vi udmærket. Sæt jer endelig ind og tænd bare.
Imens spiser morfar, mormor og onkel aftensmaden færdig. Der kommer flere til.
-Nå, er der noget godt i aften?
-Ja, det er ret spændende. Men der mangler stole.
Der er ikke engang plads til morfar og mormor.
-Det gør ikke noget. Vi kan jo altid se fjernsyn, og det ser alligevel ikke særligt interessant ud.

Til sidst kommer der så mange, at de venligt må henstille til folk, at de kun kommer hver anden aften. Nogle af dem bliver sure og går, mens de mumler, at de heller ikke gider være sammen med sådan nogle nazier. Men det tynder efterhånden ud i skaren, ikke mindst fordi andre også får råd til at købe et Arena fjernsyn. Et mirakel sker også en aften. En af naboerne har taget kage med til kaffen, og mormor roser ham og siger, at det var der ikke andre, der kunne finde på.
Morfar fortæller og beretter. Nu her ud på efteråret kommer der ikke flere og skal se fjernsyn. Så vi har det igen for os selv.
Ude i værkstedet har morfar sin gamle DKW, og den er han meget stolt af.
-Det er faktisk en dansker, der har lavet den, siger han. Men han blev uvenner med Hitler, og så var det godnat med ham.
-Jeg har pudset den så fint, fordi du skulle komme, siger han.
Han starter motoren, der lyder som en fiskekutter. Det er en rigtig hyggelig lyd, som jeg godt kan lide. Jeg kan sidde i timevis og køre bilen. Så drejer jeg med rattet og siger selv de lyde, motoren har.
Jeg kan også lide at opholde mig i værkstedet, mens morfar laver et eller andet ved bilen. Sådan en bil skal holdes ved lige, siger han og pudser og smører og polerer og gør ved. Han viser mig mange ting, og jeg leger, at jeg er i mekanikerlære, og morfar er min chef.
-Jeg tror, du har håndelag, siger morfar. Jeg er stolt over den bemærkning. Det er, som om jeg er en helt anden dreng her hos bedsteforældrene. De ved slet ikke, at jeg har 10 tommelfingre, og at jeg aldrig kan gøre noget rigtigt. Ikke engang hakke graner. Jeg fortæller dem ikke om de 10 tommelfingre. Hvis de ikke ved det, lægger de sikkert ikke mærke til det. Det er lige som med smudslitteraturen.
Måske tror de, at jeg er Super-Per og ikke Hans Theodor. Det er bare et dæknavn. Selv om jeg ikke snakker så meget med mig selv her hos morfar, griner jeg lidt ved tanken om, at jeg nu skal snakke med ham Hans Theodor og give ham gode råd.

Her bliver jeg heller ikke sat til at hakke graner eller ukrudt. Morfar tager mig med ud i sin store køkkenhave, og om sommeren plukker vi ærter, jordbær og trækker gulerødder op. Gulerødderne smager så godt, at jeg næsten ikke kan få nok.
-Kun de største kan bruges. De andre skal have lov at gro lidt endnu, ler morfar. -Jeg ved godt, at du har været der og hevet gulerødder op. Det kan jeg se på de huller, der er i rækkerne.
-Undskyld, morfar, siger jeg rød i hovedet.
Men morfar slår det hen og tager om mig.
-Det gør ikke noget, Hans Theodor. De smager jo godt. Du kan tro, du må gerne tage lige så mange, du kan spise.

Jeg hjalp hver eneste dag med at plukke bær, både solbær, ribs, hindbær, men ikke jordbær, for de var allerede plukket.
I aften vil jeg drømme, at Lone har fået lov til at tage med mig og besøge morfar. Men hun får nok ikke lov. For så vil hun garanteret ikke med hjem igen.

I værkstedet kigger jeg på morfar.
-Morfar, hvad er det at skilles?
-Hvorfor spørger du om det, min dreng?
-Jo, for mor siger somme tider, at de skal skilles, og så kommer jeg på børnehjem.
Morfar ånder tungt, og der går lidt tid, inden han svarer og forklarer ordet skilsmisse.
-Vil du være meget ked af det, hvis din far og mor bliver skilt?
-Ja, selvfølgelig, skynder jeg mig at svare.
Men i virkeligheden aner jeg det ikke. Nogle gange vil jeg klart være glad for det, for så vil far ikke længere slå mig. Andre gange vil jeg også være ked af at miste min far.
-Jeg tror ikke, du kommer på børnehjem. Hvorfor skulle du dog det? Din mor vil da tage dig med, det er jeg sikker på.
Jeg føler mig trøstet. Når morfar siger det, passer det. Her ville jeg godt bo. Hele tiden. Jeg kan godt se, at så kan jeg ikke gå i skole inde i den store by. Men der er vel andre skoler.
-Hvor ligger den nærmeste skole herfra?
-Det er ikke ret langt væk. Måske en kilometer borte. Hvorfor?
-Ikke for noget.

En af dagene får jeg lov at være med på tur med onkel, der sælger fisk. Han har en fast rute hver dag, og jeg må bære pengetasken over skulderen. Når kunderne betaler, skal de give mig pengene, og så skal jeg give tilbage. Det er pærelet, og jeg føler mig som et mandfolk. Der er mange penge i tasken, og jeg kan bade hånden i alle mønterne, tage dem op og lade dem langsomt drysse tilbage. Der er så mange, så et par mønter bliver liggende i min hånd. På forunderlig vis forsvinder de ned i min baglomme, da jeg et øjeblik er bag bilen på vej ind til naboen for at spørge, om de også skal have fisk.
-Nu skal du bare se, siger onkel, mens vi kører videre.
-Vi skal ned til en forfalden gård, hvor alt ser så nedslidt og hærget ud, bortset fra én ting.
Han ser spændt på mig.
-Hvad tror du, det kan være?
-Det ved jeg ikke.
-Konen ser gammel og krumrygget ud, manden tager aldrig bad, og hunden har lus.
Og så kommer svaret.
-Men datteren! Hun er noget af det smukkeste, kan du tro.
Vi kører ind på gårdspladsen, og det hele er rigtignok, som onkel siger. Konen kommer ud, og hun ser gammel ud og har hår på kinden og er krumrygget. Bygningerne ligner et maleri, der hænger i skolestuen derhjemme, og det var sådan et godt og flot maleri i solskin, hvor man ser en gammel bondegård med stråtag, der hænger ned og små, skæve vinduer og en lille dam med ænder.
Der er en mødding, som ligger helt ud til gårdspladsen, og jeg skræver over møget for ikke at få det på mine sko.
Onkel kigger sig omkring og spørger til datteren. Pludselig kommer hun ud. Selv jeg kan godt se, at hun ligner noget, der slet ikke hører til her. Onkel stråler over hele hovedet og begynder at snakke som far, da der var andre damer på besøg.
Da vi lidt efter kører igen, bliver onkel ved sådan hektisk at snakke om hende datteren.
-Klæder du dem af med øjnene, spørger han.
-Det ved jeg ikke. Det tror jeg nu ikke, jeg gør.
Jeg kan ikke helt forstå, hvad onkel mener, og kan ikke se nogen grund til at skulle klæde dem af og slet ikke med øjnene. Jeg gider ikke lege far, mor og børn mere. Jeg siger, at jeg godt kan se, at datteren var anderledes end alt andet på gården. Så er onkel tilfreds. For det var jo også det, han sagde.
Ved det næste sted er der yderligere et par mønter, der på ganske ejendommelig vis forsvinder ned i baglommen, og jeg kan mærke, de tynger noget.

Om aftenen kommer onkel pludselig ud til mig og kigger på mig, mens han lægger sin hånd på min skulder.
-Jeg har aldrig tjent så lidt som i dag, siger han bare og går ind igen.
Jeg bliver rød i hovedet og ked af det. Baglommen tynger så meget, at der skal gøres noget. Hvor jeg hidtil har tænkt på, at det kunne være dejligt at invitere Karl-Erik på vaffelis i kinobaren, er det nu blevet et forfærdeligt problem for mig.
Omme bag laden tager jeg mønterne frem og tæller dem. Beløbet er stort, og jeg bliver hed om ørerne. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.
Jeg kan høre, morfar er ude i garagen hos sin elskede DKW.
Jeg går derud og står længe og skraber i gruset foran. Morfar ser på mig.
-Er der noget, Hans Theodor?
-Nja.
Morfar lægger sin skruetrækker og peger på fronthjelmen.
-Se, det er genialt. Hvis du hiver i denne figur, kan du lukke motorhjelmen op.
Han viser mig det. Men min interesse er ikke fanget.
Vi sætter os ind i bilen. Jeg tager mod til mig.
-Hvis man nu er kommet til at gøre noget forkert, synes du så, at man skal skjule det, eller skal man sige det?
Morfar tænker over svaret.
-Det kommer an på. Har du gjort noget forkert?
Somme tider kan de voksne se tværs gennem én. Mit ansigt bliver lidt mere rødt.
-Hvad hvis man ser en 25-øre ligge på et bord og så tager den og opdager, at mormor leder efter den.
Morfar ser mig i øjnene.
-Vi kan alle lave ting, vi fortryder. Alle begår fejl. Alle har for eksempel stjålet.
Den tror jeg ikke på. Far stjæler i hvert fald ikke, og jeg kan slet ikke forestille mig, at morfar er en, der har stjålet. Alligevel fortæller morfar mig nu en historie, hvor han som dreng tog noget fra sin far.
Jeg lytter og forstår.
Bagefter går jeg den tunge gang ind på onkels værelse og står lidt ubeslutsomt. Det er nu, jeg skal mande mig op og være et mandfolk. Men det kan jeg slet ikke. I stedet begynder jeg at græde.
Onkel tager om mig.
-Jeg ved godt, du er kommet til at tage penge fra tasken i dag, Hans Theodor. Det gør ikke noget.
Jeg snøfter og tager mønterne frem fra baglommen og giver onkel dem.
-Her, siger onkel og giver mig en hel to-krone.
Jeg er forfærdet. To kroner!
-Jeg ved godt, du slet ikke er vant til at have penge mellem hænderne. Jeg ved det. I morgen vil jeg godt have, at du igen bærer pengetasken, hvis du da vil med på tur.
Det vil jeg godt, og aldrig har jeg da følt mig så lettet og glad, og da jeg går, kommer jeg lige i tanker om noget.
-Du siger det ikke til nogen, heller ikke til morfar, vel?
Onkel ryster smilende på hovedet.

Ugen går alt for hurtigt, og jeg må tage bussen hjem igen. To-kronen ligger forsvarligt pakket ind i noget papir i bunden af min taske. Jeg tror ikke, jeg vil fortælle det til nogen.
Jeg er tung i maven over at skulle sige farvel til bedsteforældrene, eller også er det over at skulle sige god dag til mor og far.

23
Danskere er gode, tyskere er onde

Efter ferien begynder det at blive koldt at cykle i skole. Jeg må have mere tøj på, for ofte står der en strid vind ind fra vest, og den er kold. Når jeg cykler om morgenen, glæder jeg mig over modvinden, for det betyder, at jeg har medvind, når jeg skal hjem. Det er sådan, jeg trøster mig selv. Én gang er jeg i den grad blevet skuffet, fordi vinden skiftede midt på dagen. Jeg syntes, det var den største uretfærdighed, jeg endnu har været ude for. Jeg nævnte det i min aftenbøn. Kære Gud, det kan du altså ikke være bekendt. Én gang modvind om dagen må være nok. Det kan ikke passe, det her. Måske har Gud hørt mig og syntes, at det alligevel var for meget, for der har i al fald ikke siden været dage, hvor der har været modvind to gange.

Jeg kan næsten ikke overkomme at spise min madpakke i det store frikvarter af angst for, at de kommer løbende for at hente mig til den sædvanlige brystmassage. KP og hans gruppe løber rundt i skolegården og udsøger sig de drenge, der skal have en omgang stribet flæsk. Jeg er altid blandt dem, der er i farezonen. Men den første uge efter ferien sker der intet. Jeg undrer mig, indtil jeg lige efter det store frikvarter om torsdagen skal have fat i regnebogen og åbner skoletasken. Fra skoletasken stiger der en lugt af skolens toilet op.
Jeg snuser til den, og den er god nok. Taskens bøger og hefter er våde, og alt lugter, fordi en eller anden har tisset i den. Jeg ser mig omkring, men ingen tager notits af mig. Vi skal have matematik med Hr. Johansen, og jeg tager min bog og hefte frem. Begge er ret fugtige og lugter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hjælpeløst fumler jeg med blyanten og sidder uroligt. Matematik plejer at være mit yndlingsfag.
Blyantens stift rører det våde hefte, men det er svært at se, hvad der står. Heine begynder at snuse, som om han kan lugte noget. Jeg prøver at lægge heftet så langt ud til siden, at han ikke kan lugte det, men forgæves. Heine vender sig om mod dem bagved og peger og gør noget med fingeren, mens han snerper næsen sammen. Der opstår uro omkring mig, og Lærer Johansen står der med ét.
-Er der noget galt? Spørger han.
Jeg vover ikke at kigge op, men mumler til Hr. Johansen.
-Nogen har tisset i min taske.
Lærer Johansen snuser til tasken og vrænger ansigt.
-Hvem har noget med det at gøre? Spørger han vredt ud i klassen.
Alle dukker sig, men en undertrykt fnisen er på vej. Jeg hører det tydeligt.
-Gå ud og prøv at rense den, foreslår han, og jeg tager min taske med ud og går ned på toilettet. Jeg pøser vand ned i tasken og håber, det kan tage det værste.
Jeg står længe og gør adskillige forsøg på at rense det hele, men det er svært. Til sidst giver jeg op og går tilbage til klassen med den dyngvåde taske.
I klassen hjælper Hr. Johansen mig med at lægge bøgerne op på radiatoren, så de kan tørre. Til sidst lægges tasken med vrangen ud.

I frikvarteret er der flere af kammeraterne, der er henne og lige sige til mig, at jeg skal benytte toilettet, når jeg vil tisse.
-Du skal for fanden da ikke tisse i din taske, dit svin, mener KP. -Det må være nok, at du tisser i bukserne.
-Det er nok, fordi han er vild med Bertha, siger en af de andre.

KP har altså set, at jeg somme tider tisser i bukserne, og så kan det ses udenpå. Det er ikke til at sige, hvorfor. Han kan dog ikke se, om jeg altid har gjort det, han ved slet ikke, at det aldrig sker i ferierne.

Det kommer bare. Jeg forsøger at skjule det ved at tage min trøje af og gå med den foran mig. Det hjælper på synet af de våde bukser, men er på den anden side årsag til, at jeg fryser. Når jeg så skal cykle hjem, ryster jeg nærmest af kulde, hvis tisset ikke er tørt endnu. På klassen lugter det noget, og de andre rykker sig væk fra min siddeplads. Heine sidder med to fingre for næsen.

Vi diskuterer verdenskrigen med klasselæreren, Hr. Lauersen. Altså den sidste, for der var åbenbart to. Hr. Lauersen har givet os en novelle om 2. Verdenskrig. Det går op for mig, at morfar slet ikke var med i den krig, men i den første. Faktisk har farfar været mere nazist så end morfar, selv om morfar oprindelig er en slags tysker.
Hr. Lauersen omtaler nazismen og de frygtelige ugerninger, den har været skyld i. Han søger at sætte gang i en diskussion om ondskab. Jøderne og koncentrationslejrene. Hitler og hitlerjugend.
-Er der nogen, der kan sige noget godt om nazismen? Lærer Lauersen har lige omtalt deres bygninger af motorvejene, så jeg regner med, at det er det, han tænker på. Ikke desto mindre rækker jeg hånden op.
-Er det helt sikkert, at de har dræbt så mange jøder?

Jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra. Men mormors familie har i hvert fald ikke dræbt nogen jøder. Jeg tror ikke, at de har så meget som drillet en jøde. Jeg ved i det hele taget ikke rigtig, hvad en jøde er. I begyndelsen tror jeg, de snakker om jyder.
Der bliver stille i klassen. De andre ser måbende over på mig. Lærer Lauersen løfter hovedet og begynder at fortælle om de historiske fakta, der viser, at nazisterne virkelig har dræbt 6 millioner jøder og forklarer os om jøderne.
Noget stemmer ikke.
-Ja, men er alle nazister så onde?
-Du mener var. Der er ikke flere nu. Ingen ønsker at være nazist nu.
Pæne Palle har fingeren oppe.
-Ingen vil være ven med en tysker.
-Nå, tror du ikke det?
-Nej, for de er alle stadig nazister. Det siger min far.
Hr. Lauersen ser forlegen ud.
-Tyskerne er jo ikke nazister mere. Nu er de ligesom os danskere. Demokratiske og ordentlige. I hvert fald dem i Vest-Tyskland.

-Tyskerne er lige så gode som os danskere.
Det er mig, der igen melder sig på banen. De andre stirrer på mig og tænker nok, hvad er der med ham, siden han hele tiden blander sig og oven i købet forsvarer tyskerne.
-Du er selv en tysker, det er derfor, mener Lille-Lars. Det betyder noget, hvad han siger. Og han fortsætter.
-Er der ikke noget med, at din mor er tysker? Det har du da selv fortalt.
Lille-Lars ligner meget en ræv, og lige nu peger hans spidse ører næsten lodret opad, og var han lige så rød i hår og ansigt som Heine, var der ingen tvivl.
Det er bare, fordi jeg en dag efter en fodboldkamp stod og snakkede med Lille-Lars.
-Min mors familie stammer fra Hamborg. Der spiller Uwe Seeler jo.
-Ja, ligger klubben ikke som nummer 1 dernede?
-Jo, og det er lige før, at jeg kan være i familie med Uwe Seeler.
-Ja, ha, ha, den er go´ med dig.
Nu fortryder jeg, at jeg skulle gøre mig interessant over for ham og ikke passede på med, hvad jeg sagde. Inderst inde kan jeg ikke lide, at Lille-Lars fortæller noget til de andre, som jeg troede, han og jeg havde sammen. Når alt kommer til alt, er det nok kun Super-Per, jeg kan snakke med og så være sikker på, at det ikke kommer videre.

Klokken ringer.
Vi strømmer ned, og undervejs støder KP ind i mig og snerrer ad mig.
-Tyskerunge, det er sgu det, du er.
Han skubber til mig, så jeg falder lige ind i en dreng, der bor på børnehjemmet over for skolen. Han er ikke en fra kliken, og han hjælper mig på benene igen. Han er faktisk meget flink, og jeg takker ham, mens jeg børster skidt og støv af mig. Han virker som en rar dreng og noget anderledes end det, jeg ellers har hørt om de børn, der bor på børnehjem.

På hjemvejen cykler jeg som så ofte før omkring biblioteket og går denne gang ikke direkte hen til børnehylden. Jeg står høfligt ved skranken, indtil det bliver min tur. Bibliotekaren læner sig frem på de strakte arme med den store mave imellem, og alle tre punkter hviler tungt på skranken, maven mest. Den flader helt ud ligesom mors dej, når hun bager franskbrød. Han siger intet, men ser spørgende på mig.
-Jeg vil godt låne nogle bøger om nazismen.
-Det er jo mest for voksne, mener han og ser noget betænkelig ud.
-Nu ser vi lige, hvad vi har.
Han viser mig hen, hvor der er adskillige bøger om 2. Verdenskrig og peger så på en hylde.
-De fleste har mange sider, der fortæller om krigen. Nogle få sider er med fotos, som viser noget om den. Nogle gange er det bedre at vise noget frem for at fortælle det. Men her er det nok klogt at læse teksten, så du bedre kan forstå billederne, ellers kan de virke voldsomme.

Han bliver stående, mens han kigger så sjovt på mig. Er der noget med de bøger? Så går han tilbage til sit bord.
Jeg låner så mange, jeg kan bære og kaster mig over dem hjemme senere på dagen.

Billederne af døde mennesker, der alle er så underligt knoglede, slet ikke så runde i det som Klaras mor. Under billederne står der noget om jøder og koncentrationslejre og tyske soldater og nogen, der hedder SS.
Jeg læser og læser, og efter aftensmaden skynder jeg mig op på værelset igen og læser videre. Sent på aftenen kommer mor op.
-Hvorfor er du på dit værelse hele tiden?
-Jeg læser, mor. Det er til historie.
Mor bliver glad og tror nok, at jeg er flittig og læser lektier. Men det er ikke lektier, og jeg er lidt nervøs ved at bruge en masse tid på noget, der ikke har med lektier at gøre. Det er vist ikke for klogt.
Jeg har også klappet bogen i, for jeg er ikke helt sikker på, om mor synes, det er i orden, at jeg ser sådanne skrækkelige billeder. Det kan være smudslitteratur. Men jeg har læst teksten, der fortæller om billederne.
-Det er fine tegninger, du har hængt op.
Mor peger på skråvæggen.
Det optager mig mere det her med tyskerne. Jeg kan slet ikke forstå det med jøderne og tyskerne og nazisterne. Jeg indser, at de andre i klassen på en eller anden måde har ret i det, de sagde om tyskerne og nazisterne. Jeg kan ikke et eneste sted finde noget godt om nazisterne og kan da også sagtens selv se, at de er onde mennesker.
Det passer bare ikke med det, jeg ved om mormor og hendes familie. Mor er blevet stående lidt.

-Mor, mormor er tysker, ikke?
-Jo, min dreng. Det kan vi vist ikke benægte.
-Ja, men var hun så også nazist?
-Nej, det har hun aldrig været.
-Ja, men hvad med hendes mor?
-Jeg ved godt, du hentyder til billedet hos oldemor, hvor Hitler hænger på væggen i deres hjem i Ditmarsken nede ved Hamborg. Forstår du, det havde alle tyskere, ellers kunne man risikere bøde eller det, der var værre.

Nå. Så forstår jeg allerede meget mere. De var tvunget til at lade som om. Sådan er det jo også herhjemme. Man skal lade, som om alt er i den skønneste orden. Når der er besøg, skal det hele være fint og rent, og så skal vi sige, at skolen er det skønneste sted på jorden, selv om den somme tider føles som en koncentrationslejr. Og vi skal sige, at lærerne er flinke, selv om de slår én ligesom fangevogtere, nogle gange med 13 lussinger ad gangen. Det er bare hos morfar, at man ikke behøver at lade som om og hvorfor nu ikke? Det er temmelig svært at forstå. Der er måske noget andet hos morfar, man skal lade som om.

-Morfar har jo været tysk soldat, ikke som nazist, for de eksisterede ikke dengang under 1. Verdenskrig, men som tysker, fordi han blev født i Ditmarsken. Morfar og mormor blev gift i domkirken i Ribe 1921, Sønderjylland var igen blevet dansk, og de boede i Skærbæk. Altså, det er lidt indviklet, men morfar og mormor har lige siden 1920 været danske statsborgere. Jeg blev født samme år.
-Orv, så er du allerede 34 år.

Jeg har lært meget uden at lave lektier. Jeg har lært, at for mange danskere er en tysker det samme som en nazist. Jeg har lært, at farfar som dansker har arbejdet for nazisterne.
-Var farfar nazist?
-Nej da, hvor får du det fra?
-Du har selv sagt, at han har arbejdet for nazisterne og tjent penge som værnemager, er han så ikke..
-Nej, Hans Theodor. Det var kun for at tjene penge. Men det er da rigtig nok, at andre havde ham mistænkt for at være nazist.
-Nåeh.
-Det var ikke sjovt at være værnemager, især ikke efter befrielsen.
Jeg har lært meget, men er stadig i vildrede med farfar. Morfar er på plads. Han var ikke og har aldrig været nazist. Det tænkte jeg nok.

24
Trappen i huset er farlig

Far bliver mere og mere vred på mor, og jeg har tit ondt i min mave.
Det er snart hele tiden, at han er efter hende. Hun gør ikke ordentligt rent, hun køber forkert ind, hun kan ikke lave mad, og der er mange ting i vejen.
Det bliver ikke bedre af, at far har noget med andre damer. Jeg er ikke helt klar over, hvad det betyder.
-Kristian har ligget i med Gurli. Det var Henning Gårdmand, der siger, at han selv har set dem sammen.
Karen besøger min mor, og de to får en kop kaffe sammen i køkkenet, og snakken er meget lav. I stuen ved spisebordet laver jeg lektier, men kan gennem den åbne dør godt høre, hvad de siger. Måske har de glemt, at jeg sidder derinde, eller at en 10-årig dreng faktisk har gode ører.
Ligget i? Det er nok det frække, som jeg ikke helt har styr på, hvad er. Men det er noget med at få børn og lave fit.
I skolen laver vi fit ved at danne et hul med pege- og tommelfinger og stikke den anden hånds pegefinger ind i hullet og bevæge den frem og tilbage. Det er noget frækt noget, som jeg ikke vover at snakke med nogen om. Derfor ved jeg ikke en snus om, hvad fit er. Det er ikke engang sikkert, at mor eller far ved noget om det. Jeg er også usikker på, om jeg risikerer at få en på skrinet, hvis de ved noget. Så jeg holder klogeligt min mund. På toiletterne i skolegården står der fit alle steder. Det må være noget mægtigt interessant, siden der er nogen, der ligefrem skal skrive det op på væggen. Det værste er at lave fit med Bertha. Så har man rigtigt store problemer.
-Vil du finde dig i det? Han er da godt nok fræk.
Der opstår en pause.
-Jeg ved snart ikke mere, hvad jeg skal stille op med ham. Er det en måned siden, han sidst…
-Du skal da for helvede ikke finde dig i det, Sus.
Mor sukker.
-Jeg har snakket med ham. Han vil bare ikke høre på mig og går ud i sit værksted.
-Hvis han ikke vil høre, må han føle. Jeg har et forslag. Næste gang, du skal smøre madpakke, kommer du ølkapsler på brødet i stedet for pålæg. Så skal han dæl´me få det lært.
-Han bliver skruptosset.
-Ja, men er det bedre nu, hvor han bare går ud? På den her måde tvinger du ham til at snakke om det.
Jeg kan høre, at mor bliver enig med Karen.
Men hvad der er let gjort, kommer svært tilbage, ved jeg. Der kan ske så meget i morgen.

Ganske rigtigt. Jeg bliver tidligt vækket af far, der råber og skriger, da han kommer fra arbejdet. Han er så rasende over at sidde på sit arbejde midt om natten og være sulten og kun få tørt brød med ølkapsler, at han hiver mor ud af sengen og banker hende. Det står på i lang tid, og imens ligger jeg under dynen med hovedpuden proppet ind i begge ører.
Alligevel er der nogle ord, der går igen. Et af dem er ”skilles”, og angsten stiger.

Der kommer en ambulance og henter mor, og far forklarer, at hun er faldet ned ad trappen. Jeg cykler i skole og kommer for sent. Hele turen igennem prøver jeg at lade være med at tænke på det, der er sket, og i skolen er jeg åndsfraværende i alle timerne. Selv KP kan se, at der er noget med mig, så han lader mig få fri i dag for ribbensmassagen. Der er ingen, der tisser i min skoletaske. Det er heller ikke nødvendigt, for den lugter stadig en smule fra sidst.
Jeg prøver at spille med i noget fodbold i frikvartererne, men lysten mangler. Jeg driver lidt rundt og synes, det er gråvejr, selv om solen skinner. Jeg mærker sulten gnave, for der er ingen madpakke, når mor ikke er der. Selv har jeg glemt den, og far har nok andet at tænke på.
Når maven er tom, føles det at cykle hjemad som at cykle i modvind. Hvis man var en bil, bare en lille 2CV, ville man helt klart mangle benzin.

Far forklarer mig hjemme, at mor har fået indre kvæstelser, men ellers ikke fejler noget. Hun har selv provokeret ham, mener han.
-Hun er jo tysker, siger han som forklaring på, at det er nødvendigt at slå hende.

Senere om aftenen tager vi ind på hospitalet med en stor buket blomster og besøger hende. Arnold kører os i sin bil, og det går enormt hurtigt med at komme ind til byen.
Hun ser skrækkeligt ud med sit ophovnede ansigt og forbindinger alle vegne.
-Nej, det er dejligt at se jer. Hej Arnold. Hvad så, Hans Theodor, passer far godt på dig?
Jeg nikker og stirrer på hendes bandager og forbindinger. Det ene øje er helt lukket med blå og grønne farver.
-Ja, jeg ser skrækkelig ud, men jeg har forklaret dem, at det var et voldsomt fald ned ad den dumme trappe. Men de troede ikke rigtigt på mig og snakkede om politi.
-Hvad sagde du så?
Far læner sig over mod hende og tager hende i hånden med den ene, mens den anden trommer på sengekanten. Arnold står ved den anden ende af sengen.
-Så sagde jeg, at de skulle se vores trappe. Den er altså også for skarp i kanterne, Kristian.
Far smiler og læner sig tilbage.
-Nu er det vigtigste også, at du bliver helt rask og kommer hjem igen. Vi savner dig, ikke også, Hans Theodor?
Jeg nikker igen. Vi har ikke aftalt, at vi savner hende, og han har ikke sagt noget om, at han savner hende.
-Så får jeg igen en ordentlig madpakke med i skole.
Ordet madpakke er måske ikke det bedste at nævne lige her og nu, og fars ansigt får da også øjeblikkeligt noget stramt over sig.
-Jeg har sagt til ham, siger han til mor med et lille hovedkast, at han selv må smøre sin madpakke. Det er sådan noget, jeg ikke har forstand på.
Hun ser på mig.
-Jeg skal nok skynde mig at blive rask og komme hjem og smøre din mad, lille skat.
Far læner sig tilbage og kigger sig rundt.
-Er der slet ingen andre damer her på stuen?
-Der var én i går, men hun fik lov at komme hjem i dag her til morgen.
-Det er ikke meget selskab, du har, siger Arnold smilende.
Jeg går lidt ud på gangen. Der sker ikke rigtigt noget. Sagde jeg det forkerte? Der er ikke meget ved, at far bliver sur, når vi skal hjem. Jeg går ind i stuen igen.
-Vi har fået fin aftensmad, melder jeg.
-Åh, det var da dejligt. Mor smiler til far, der ser stolt ud.

Da vi vinker farvel til hende i døren, ser hun meget lille ud henne i sengen. Der burde ligge fem andre damer i sengene på stuen, og hun ligger helt henne ved vinduet. Alligevel kan det ikke rigtig passe, at hun skal se så lille ud. Så kommer jeg i tanker om, at det må være de forbindinger, hun har omkring ansigtet, der gør, at de falder i et med sengetøjet. Jeg er meget tung i maven, og det er lige før, at jeg græder lidt.

Jeg må med far hjem, men ved, at han ikke vil slå mig. Det gør han aldrig, når vi to er alene hjemme. Far inviterer Arnold med ind til en øl, men han siger nej tak. Han skal tidligt på arbejde i morgen og vinker farvel til os.
Far er heldigvis ikke sur og taler helt anderledes til mig, og det er lige før, jeg betror mig til ham. Der er så meget, jeg gerne ville tale med ham om, men jeg viger tilbage, for erfaringen har lært mig, at far er god til at huske, og så står man der og bliver straffet for noget, man har sagt engang og nu har glemt.
Hverken i skolen eller hjemme er det sådan, at man bare kan plapre løs uden at tænke over konsekvenserne. Far bruger tit det ord: konsekvens. Det betyder klø, hvis man ikke tænker på ordet. Hver gang man tager et skridt, bør man overveje konsekvenserne. Det bliver et langt liv, er jeg bange for. For langt måske.
Far laver aftensmad fra dåser, hvis indhold han varmer i en gryde, og så spiser vi det. Det er fint nok, selv om det da ikke smager som mors mad. Til gengæld er der aldrig noget i vejen med den.
-Den er ikke for varm eller for kold, siger far. -Det er lige sådan, den skal være.
-Selvgjort er velgjort, gentager han flere gange.
Jeg forstår ikke, hvorfor han så ikke altid selv laver sin mad.

Far går med dolk i bæltet.
-En spejder må altid være beredt, siger han.
Jeg troede, han for længst var færdig med at være spejder. Når mor ikke er her, må han tage over. Han hugger dolken ned i dåserne, så det sprøjter ud over det hele, men han siger, at sådan gør en rigtig spejder. Han aser med at få låget helt af og sætter dolkens blad ned i det hul, han har hugget. Det går ikke. Så må han hugge flere huller, og hver gang sprøjter det en smule ud over det hele. Til sidst får han låget af med et svup, så der ryger temmelig meget ud over køkkenbord og –gulv.
Da vi er færdige med at spise, rejser han sig.
-Gider du tørre det der op, spørger han mig. -Jeg skal ordne noget i værkstedet. Det har jeg alligevel mere forstand på.
Jeg går straks i gang. Der ligger madrester fra dåserne ud over det hele, og det tager lang tid at få det hele vasket af og tørret op.

Næste eftermiddag er far på arbejde, og jeg går nysgerrigt på kig i soveværelset. Jeg åbner dørene ind til skabene og ser mange forskellige slags tøj. Mors undertøj er her også, og jeg synes, det er spændende at prøve at tage det på.
Der er sådan nogle underlige korte bukser uden bund med snore ned ad lårene, snore er det nu ikke, mere smalle remme forsynet med en metalgriber ude på enden. Jeg ved ikke, hvad de skal bruges til, men jeg tager et par på og synes, det ser festligt ud, når jeg kigger mig i spejlet. Der ligger også en BH, som jeg tager om mig. Jeg kan ikke finde ud af at få de der metal-gribe-nogen til at holde, og jeg er helt klar over, at jeg mangler noget nede i skålene. Men der ligger vatposer i skabet, og det kan jeg stoppe i skålene. Så tager jeg min trøje på igen og spejler mig. Fra siden ser det rigtig godt ud, som BHen stikker frem. Damer sidder somme tider og ranker ryggen, så man tydeligt kan se, at de har en BH på indenunder. Klaras mor gør det tit.
Forfra ser det ærlig talt underligt ud her i spejlet. Jeg tager det hele af igen, inden far kan finde på at komme hjem og mærker en ophidselse, som om jeg har løbet stærkt.

Jeg finder min fodbold udenfor og er tæt på at lave ny rekord. 52 spark!
Senere tager jeg bøgerne om 2. verdenskrig frem igen. Jeg kan ikke lade være med at kigge på alle de nøgne og døde mennesker fra koncentrationslejrene. Hvorfor har de aldrig tøj på?
Jeg læser noget, som en jøde har skrevet. På banegården derhjemme måtte han stå i en række med andre mænd, mens hans kone og to børn stod i en anden række. Han skriver, at det var det sidste, han så til sin familie, for de skulle alle køres til en koncentrationslejr og dø.
Jeg forestiller mig øjeblikkeligt, at mor og jeg står i den ene kø, og far står med købmanden og kollegaen og Karstens far i den anden, og at det er sidste gang, vi skal se hinanden. Jeg kan mærke, at min mave bliver tung, og det er lige før, at jeg bliver så ked af det, at jeg græder. Jeg koncentrerer mig og læser videre.

Det må da være koldt, for der er billeder med sne. Nogle af jøderne hænger ned fra et træ, eller også er de ikke jøder. Teksten under billedet har et langt og svært ord. Noget med kollaboratører.
Jeg går ned i stuen, for jeg har fundet ud af, at i fars bogreol er der et leksikon, som man kan benytte, når der er ord, man ikke kan forstå. Jeg har dog også fundet ud af, at selv om det bliver forklaret, kan jeg alligevel ikke forstå det. Ordet onani forklares med selvbesmittelse. Det kan jeg bare ikke få til at hænge sammen. Det må være en sygdom. Hvorfor kan vi så ikke snakke om det?

I leksikonet står, at en kollaboratør er en person, der arbejder for en besættelsesmagt og er hoppet over til fjenden og derfor risikerer at blive henrettet. Det er tarveligt at hoppe over til fjenden, men jeg kommer så til at tænke på, at hvis man nu holder med amerikanerne, som jeg altid gør, og selv er tysker, er man så også kollaboratør? Der opstår flere spørgsmål for hver gang, jeg undersøger noget, og for hvert svar, jeg får på et spørgsmål, dukker der to nye spørgsmål op. Men det er i hvert fald synd for alle de jøder, der ligger der døde. Især for deres familie.
Jeg bliver lettet, da jeg læser et sted, at det var hele familier, der blev myrdet. Så gik det da ikke ud over nogen.
Der er mange billeder fra ildebrandene fra bombetogterne, og på nogle af billederne kan man se, at der ligger døde mennesker. De ligger i underlige stillinger, somme tider med en arm eller et ben lige op i luften. Altid helt sorte som skorstensfejere. Nedenunder står der noget med Dresden og bombardementer. Så kan det ikke være jøder. Det må være tyskere. Ordet hævn nævnes. Englænderne hævnede sig, står der et sted.

Der findes altså både gode og onde tyskere, ligesom der findes både gode og onde englændere. Der er dog ingen tvivl om, hvem der har startet 2. verdenskrig. Den måde, som nazisterne har behandlet jøderne på, er forfærdelig. Jeg læser også om Stalin, der har henrettet så mange af sine egne. Og i trediverne har han udsultet hele områder med masser af mennesker og sat en forskrækkelig masse af sine fjender i lejre. Så kommunisterne er ikke mindre forfærdelige.
Mine tanker havner hele tiden hos far. Hvordan kan det være, at jeg på samme tid både kan være ked af aldrig mere at skulle se ham, hvis de skal skilles – og glad for det samme? Han er ond, når han slår mor og mig. Det er jeg ikke i tvivl om. Men han er også god at snakke med – sådan indimellem. Især her, hvor vi er alene hjemme.

Jeg sætter leksikonet op på plads igen, men opdager en bog inde bag de andre stående på tværs.
Jeg tager leksikonet ud igen og får fat i bogen. Den hedder Kærlighedens Billedbog, og der er masser af billeder og tegninger af mere eller mindre nøgne mennesker. Der er flere af dem, der er frække, kan jeg godt se. Det er en meget interessant bog, som jeg skynder mig at sætte på plads igen, da jeg hører fars knallert udenfor.
Leksikonet klapper jeg hurtigt sammen og stiller op i reolen.

25
Én strop kan ikke bære en hel kjole

Næste dag bliver jeg standset af et par drenge, da jeg trækker min cykel om i cykelskuret.
-Du ville jo være spejder, ikke? Spørger den ene, og jeg genkender ham som en af dem fra patruljen den første aften for snart længe siden.
-Naj, jeg ville hellere…
-Er du klar over, at når man først er kommet ind, kan man ikke sådan uden videre gå igen?
Den anden blander sig og står helt tæt ind til mig.
-Men jeg er jo aldrig kommet ind, for jeg bestod jo ikke…
-Der er patruljemøde i morgen aften, og du er der. Har du forstået?
Jeg har aldrig set ham før, men han er noget større end mig og ligner mest af alt en gorilla og står bøjet ind over mig, der holder i cyklen. Jeg er lige ved at vælte.
-Hvis du skulle finde på ikke at komme, kan jeg love dig, at du vil fortryde det.
Han tager fat i mit øre, drejer det så meget, at jeg må op på tæerne, og det gør ondt.
-Av, av da.
Jeg holder den ene hånd op mod øret.
-Hvad skal du så i morgen aften? Spørger gorillaen.
-Jeg, jeg skal til spejdermøde.
-Det var fint. Så ses vi, Hans Theodor.
Jeg får lov at trække min cykel ind på plads, men er længe om at få min taske af bagagebæreren.

Om eftermiddagen får vi besøg af Gurli, som jeg kender oppe fra købmanden. Hun er sød og stråler sådan i øjnene, og det synes far vist også, for under aftensmaden, som hun laver, er han meget anderledes og opfører sig, som når mor har damer til kaffe. Han er meget mere ude i køkkenet, end han plejer. Under spisningen laver han morsomheder og pjatter hele tiden. Det er naturligvis, fordi maden smager virkelig godt med kartofler, bøf og sovs og ikke er for varm eller kold. Der er heller ingen dåser, der skal lukkes op. Han smiler og snakker og bevæger sig i det hele taget meget mere, end han plejer. Lige nu ville jeg få alle mine ønsker opfyldt, hvis jeg havde nogen, det er jeg sikker på.
Et af dem er, at han kunne afskaffe aftenen i morgen.
Efter maden er far fuld af tak over for Gurli, og han foreslår mig at gå ud og lege.
Efter en halv times tid vinker far mig ind igen ved at banke på ruden, og så får vi kaffe. Far lugter lidt som ham bibliotekaren, og Gurlis strop over skulderen er gået løs, og den glider hele tiden ned, så man bliver helt bange for, at hun skal tabe hele trøjen. Det er også forkert, at den kun skal bæres af en eneste lille strop. Far hjælper hende med at få stroppen på plads, og hun fniser, og han griner, hver gang han tager fat i den og hiver den op over skulderen på hende. Hun er blevet rød i hovedet og lugter også lidt anderledes.

Arnolds bil standser udenfor, hvilket kun jeg, der sidder ved vinduet, lægger mærke til. Far og Gurli er midt i at grine temmelig meget over den der strop, da mor pludselig står i døren.
Far slipper stroppen, som om han har fået et elektrisk stød.
-Hvad søren? Er du her, Sus. Ja, men velkommen da!
Hans stemme er lysere end før.
Mor hilser kort på os, mest på mig faktisk:
-God dag. Hej, min skat, hvordan har du det?
Jeg nikker smilende.
Far er med et slag blevet anderledes.
-Nå Gurli, det var pænt af dig at komme og lave mad til mig og knægten. Vi har jo ikke fået noget ordentlig mad i lang tid.

Gurli giver ham hånd og også til mig.
-Farvel, Hans Theodor.
Jeg er helt forfjamsket.
-Farvel Gruli.
Hun smiler ned til mig.
-Skulle det være en anden gang, vil jeg gerne komme og lave mad til jer igen!
Hun giver mor hånden, inden hun tager frakken på og cykler væk.
Mor er underligt kort for hovedet og siger, at hun fik lov at forlade hospitalet i dag to dage før beregnet, og at det var heldigt, at Arnold havde tid til at hente hende.
-I har nok hygget jer. Men det siger jeg dig, Kristian. Det er sidste gang, at du ved det!
Jeg er ikke klar over, hvad der er sidste gang og håber bare, at fars gode humør, fra før mor kom, vil fortsætte.

Det gør det ikke. Jeg ligger oppe i min seng og kan høre, at de råber højt til hinanden. Mors lyse stemme går fint igennem, mens fars kun er en brummen.
-…ikke råd… ingen penge… spinker og sparer … vender hver 5-øre …
-…
-Når man ikke kan…, må man … anden, lyder mor temmelig højt.
Der er noget klask.
-Av, din … jeg…aldrig mere …
Far brummer noget.
Så går den der brummen over i et brøl, efterfulgt af noget larm, og så er der helt stille dernede.
26
Farvel til Gud

Gårdvagten står der pludselig. Han er der ellers aldrig.
-Hvad i alverden laver I?
De fire, der har fat i mine arme, slipper, og KP har for sent fået øje på vagten, fordi han står med ryggen til. Han stopper med at gnide knoerne op og ned ad mine ribben og er omhyggelig med at hjælpe mig undertrøje og skjorte på plads.
-Kom her hen, kommanderer gårdvagten, og mens jeg ordner mit tøj, lader han drengene fra kliken stille op på en række, og så går han i gang. De får alle to lussinger, en på hver kind, og han slår igennem. Optrinnet har fået en masse andre elever til at nærme sig, og de står nu og betragter KP-kliken, der bliver afstraffet. Jeg prøver at snige mig væk, og jeg befinder mig med lidt held snart tilbage i klassen. Ingen tager notits af mig, og selv om jeg ikke må være i klassen i frikvarteret, lister jeg alligevel ind og sætter mig ved mit bord. Det gør ikke så ondt på ribbenene, og stikflammen fra KPs lighter er følt værre.

Han hvislede til mig i morges.
-I dag kan du vente dig, fordi du ikke skyndte dig at fortælle, at mor sad derude i taxaen, når du nu kunne se hende gennem vinduet.
-Så kunne vi have budt hende ordentligt velkommen.
-Det ødelagde du.
Han bliver ved.
-Det skal du få betalt.
Hele morgenen smækkede han med dørene og råbte og skreg, så jeg sneg mig ud og cyklede af sted længe før, jeg skulle.
Når far siger, at jeg kan vente mig, ved jeg, at det er sandt. Han glemmer aldrig en tilbagebetaling.
Og i aften skal jeg til patruljemøde, for ellers har jeg også ham spejdergorillaen på nakken.
Jo mere, jeg tænker over det, desto værre synes jeg, det hele tegner. Jeg ved heller ikke, hvad der er sket derhjemme. Den larm og ballade, der var i går aftes, kan fortsætte i dag, selv om mor var oppe og kunne give mig en ordentlig madpakke. Hun så træt og forslået ud i ansigtet, og jeg kunne ikke se, om det var de gamle ting, eller det var noget nyt. Jeg turde heller ikke spørge, for hvis hun nu begyndte at græde. Det er ikke let at cykle i skole, når vi ikke er helt færdige med at snakke.
Og her kan det meget vel blive rigtig slemt. KP og kliken tror selvfølgeligt, at det er mig, der har sladret til gårdvagten.

Jeg pakker mine ting ned i min taske og forlader igen klassen. Nu har jeg taget den endelige beslutning, efter at jeg i lang tid har gået og tænkt på det hele.
Tager mit overtøj ude fra knagerækken. Det er stadig frikvarter, men er der et sted, hvor KP-kliken ikke er, så er det i cykelskuret.
Jeg sniger mig hen til min cykel, sætter tasken på, som jeg plejer, og trækker cyklen ud bag skolen, hvor man kan følge et hegn og komme ud et helt andet sted. Ingen ser mig, og lettet svinger jeg mig op på den og cykler af sted. Heldigvis er den ikke piftet i dag.
Jeg ved ikke helt præcist, hvilken vej der er den korteste, men jeg ved godt, hvilken retning. Jeg skal bare have solen på min højre side hele tiden, så er jeg på rette spor. Desværre skinner solen selvfølgelig netop ikke lige i dag.
Herudover ved jeg, at hvis jeg bare følger hovedvejen, kan det ikke gå galt.
Til at begynde med går det fint, og vestenvinden hjælper mig på vej. Jeg skal huske at takke Gud for på den måde at hjælpe mig lidt i dag; ikke fordi Gud ikke hjælper mig, men somme tider har jeg på fornemmelsen, at han har andet og vigtigere ting at tage sig til end at se efter en snotunge i 4. Klasse.

Det begynder at regne. Det føles koldt, og jeg fryser lidt, selv om jeg cykler hurtigere, end jeg plejer. I et lille sving taber jeg tasken ned fra bagagebæreren, og jeg må standse og bakse den på plads igen. Det er selvfølgelig vigtigt at få den med, når jeg skal til at begynde i den anden skole.
Jeg føler efter. Dybt nede i den inderste lomme er den lille hårde bylt med to-kronen.
Jeg cykler videre og betror mig til Super-Per.
-Hvis du tog fat i mig, kunne du så ikke lige hive mig op i luften og flyve mig af sted, så jeg når frem inden aftensmad?
-Jeg er lidt ked af ikke at kunne hjælpe dig.
-Det gør ikke noget. Jeg skal jo også lære at klare mig selv, være et rigtigt mandfolk.
-Du skal ikke være ked af det. Der er altid noget andet, du kan gøre.
-Hvis KP prøver at standse os, så får han sådan en på bærret, ikke?
-Jo, det, mener Per, kan godt ske.
Cyklen er blevet tungere.
-Sidder du godt deromme på bagagebæreren, Lone?
Hun sidder og holder med begge sine arme omkring livet på mig
-Det gør ikke noget, at du klemmer mig om maven, selv om jeg næsten ikke kan trække vejret.
Hun giver straks en smule efter, så trykket lettes noget.
Lone er den sødeste pige i hele skolen og har aldrig gjort mig noget. Hun har endda villet spille hønseringe med mig. Så selvfølgelig skal hun med. Det manglede bare.
-Åh, jeg glæder mig sådan til at se din morfar, Hans Theodor.
-Du har sandelig også noget at glæde dig til.
I mørkningen bliver jeg lidt betænkelig. Selv om jeg har dynamo på, er det ikke godt med mørke. Der lurer mange farer, og det er sværere at se, hvor man er.
Jeg cykler igennem en større by og har efterhånden svært ved at finde ud af, hvor jeg er. Da jeg passerer en telefonboks, standser jeg og tænker mig om. Det er holdt op med at regne, men den smule, der kom, gjorde mig alligevel våd. Sulten er jeg også, så måske er tidspunktet kommet, hvor jeg bliver nødt til at ringe efter hjælp.

Jeg fisker op af lommen mine to små mønter, som jeg fik af mor, da hun kom hjem fra hospitalet. Hvis far opdager det, står jeg også her til straf. Jeg har hørt ham sige, at husholdningspengene aldrig må gå til andet end mad. Det tårner sig op, men jeg skal bruge dem. Nu. Så putter jeg den ene mønt ind i telefonapparatet, og da klartonen kommer, drejer jeg nummeret.

Jeg bliver så glad, da jeg hører morfars stemme.
-Det er Hans Theodor.
-Det er dejligt at høre fra dig, Hans Theodor. Hvordan går det?
Men tiden er knap. Mønten er snart brugt op.
-Jeg vil gerne flytte hjem til jer og bo hos jer og gå i skole hos jer, morfar. Jeg står her i den by, der ligger før jer.
-Har du cyklet på hovedvejen? Spørger morfar efter et par sekunder. Han er med ét direkte og kontant.
-Ja. Kommer du og henter mig? Gider du det?
Jeg står spændt og venter på svaret. Det kommer med det samme.
-Selvfølgelig, Hans Theodor. Vi er der om en halv time. Bliv ved telefonboksen, ikke?
Det lover jeg.
Men det varer næsten en time, inden morfars DKW viser sig. Glæden breder sig med lynets fart, da tøfferiet bliver mere og mere tydeligt. Morfar og onkel stiger ud af bilen, og morfar omfavner mig.
-Det er noget værre noget, hvad, Hans Theodor?
-Ja, det var det.
Det føles dejligt, at han omfavner mig, og det mærkelige er, at jeg ikke er spor genert over for morfar. Vi får bugseret cyklen ind i bilens bagagerum og mig selv og tasken ind på bagsædet. Den lugter næsten ikke mere.

Salig sidder jeg der under turen. Jeg er overbevist om, at nu kan det kun blive bedre det hele.
De siger ikke så meget, men det er selvfølgelig også kommet lidt pludseligt.
Da vi ankommer, sidder mormor og venter.
-Hej, Hans Theodor. Velkommen til. Det var vel nok en overraskelse.
Hun har aftensmaden klar, og jeg spiser godt. Jeg nærmest propper maden i mig, som om jeg ikke har fået noget i meget lang tid. Hvad jeg jo heller ikke har.
De tre voksne sidder og ser på mig og smiler, og jeg bliver færdig.
-Hvad har du tænkt dig?
-Jeg vil gerne bo hos jer og gå i skole her, for mor siger, de skal skilles, og jeg skal på børnehjem.
-Han slår mig og mor, så det er nok godt, at de skal skilles.
-Far slår mig, fordi jeg ikke gør tingene ordentligt. Nogle gange har han ret, men det er fordi, jeg går og glemmer det.
-Somme tider slår han mig, selv om jeg har gjort det godt.
-Jeg har jo stadig de to kroner, jeg fik af onkel, og dem kan jeg godt betale for maden.
Jeg snakker som en radio. Uafbrudt.
Så begynder morfar at forklare, hvorfor det bare ikke kan lade sig gøre.
Hans øjne er blå og fulde af væde. Der er et gitter ned foran, et slags vandgitter. Jeg stirrer vantro på morfars øjne. Jeg har aldrig set dem sådan før. Jeg forstår ikke helt, hvad der sker med de øjne, men jeg kan høre på morfar, at han er ked af det.
-Jeg bliver nødt til at få fat i din far og mor og bede dem hente dig. Du kan desværre ikke bare sådan bo her, Hans Theodor.
-Men morfar, hvis mor og jeg begge flytter her over til jer, kan jeg så ikke gå i skolen her? Vi kan bo nede i gæsteværelset.
-Jo, det tror jeg fint, du kan. Men din mor og du kan jo ikke bare sådan uden videre flytte herover.
-Hvorfor ikke?
Han går ud i forgangen, hvor telefonen står, og jeg kan høre, at han snakker med naboen og beder dem om at gå over og fortælle, at jeg er hos mine morforældre og har det godt, og at de skal hente mig i morgen.

Jeg er ked af det og græder lidt. Jeg vil så gerne blive hos morfar, og det hele er ved at udvikle sig til et værre tøsetuderi, da onkel banker i bordet.
-Hans Theodor skal fanneme aldrig på børnehjem. Aldrig!
-Så kommer jeg denondelyneme og henter dig, det kan du stole på!
Onkel har aldrig bandet sådan før, og jeg er lidt bange for, at Gud nu vil straffe ham. På den anden side er jeg meget i tvivl om Guds rolle. Indtil videre synes jeg ikke, Gud har ofret ret meget på mig. Til gengæld bliver jeg umådelig glad for onkel.
-Tak, onkel.

Da jeg ligger trygt og godt i min seng i soveværelset hos morfar og mormor, undrer jeg mig over, hvor meget tid, vi har brugt i søndagsskolen til at snakke om Gud, når det nu bevisligt er morfar, onkel og mormor, jeg får størst hjælp fra og dem, jeg mærker mest til. Desuden er der aldrig nogen, der har snakket med Gud eller omvendt.
Måske skulle søndagsskolen handle om morfar i stedet. Han er da til at få øje på.
Kunne jeg bare finde ud af at gå i den almindelige skole her, hvor der hverken er en KP eller gorillaer. Morfar sagde selv, at hvis mor og jeg flytter over til ham, kan jeg gå i skolen der. Jeg skal blot have mor med.
Kan hun ikke komme med, er det alt sammen fuldstændig ligegyldigt, så jeg må bare finde ud af hvordan.

Næste dag kommer far og mor og henter mig og min cykel. De har lånt Arnolds bil, og far er flink og slet ikke sur eller vred. Det er dejligt.
-Ja, men Hans Theodor. Hvordan kunne du da finde på sådan noget? Det er godt, du er i god behold.
Vi snakker ikke om børnehjem og skilsmisse og det der. Det er faktisk rigtig hyggeligt at sidde der som en stor familie og drikke kaffe og spise mormors småkager.
-Farvel, Hans Theodor. Tak for dit korte og uventede besøg. Ved du hvad? Vi ses i juleferien.
Far nikker smilende tilbage til mormor, så det tegner godt.

Vi har dog ikke kørt 100 meter, før far snerrer til mig, der sidder på bagsædet.
-Du kan bare vente dig, til vi kommer hjem. Jeg har aldrig kendt magen. Stikke af på den måde.
Jeg håber på, at far kører bilen ind i et træ, så vi alle tre dør eller helst kun far. Jeg lukker øjnene og folder mine hænder og sender en bøn til Gud. Kære Gud. Hvis du synes, du har gjort for lidt for mig i år i forhold til, hvad onkel og morfar og mormor har, så er det nu, du skal slå til. Lad bilen køre galt, gør et eller andet, så vi aldrig kommer hjem. Det gør heller ikke noget, hvis jeg dør. Kære Gud. Jeg lover altid at lave mine lektier og aldrig mere tage penge fra min mors tallerkenrække i køkkenet, hvis du vælger, at jeg ikke skal dø. Kære Gud. Hjælp mig. Det er nu, jeg har brug for din hjælp.

Men der er ingen gud, der hjælper. Da jeg sent ud på aftenen ligger blodig og forslået i min seng, ved jeg, at Gud ikke gider mig og aldrig har gjort det. Jeg ved, at Gud og far er brødre og ude på det samme. Derfor er Gud ligeglad med mig.
Jeg ved også, at jeg aldrig mere vil bede Gud om noget. Jeg ved, at Gud er det modsatte af det, de sagde i søndagsskolen. Jeg er bare ligeglad med ham nu. Jeg lægger mig om på siden og vender ryggen til.
27
Man kan godt få klø, selv om man ikke har stjålet

Ved et valg tidligere på året har far instrueret mor i at sætte sit kryds ved de konservative, og hun og jeg er i forsamlingshuset. De flinke mennesker smiler til os, og især nogle af herrerne taler meget venligt til mor. En af dem er Arnold. Han tager hende under armen:
-Nu skal jeg følge den lille frue ind i den rette bås.
Mor hviner lidt og følger med. Hun kigger på mig. Det er dog kun mig, der er med inde i stemmeboksen.
Hun fumler noget med stemmesedlen og er ret længe om at finde ud af, hvor det nu er, det kryds skal sættes.
Men det lykkes hende, og vi kan glade gå hjem igen.
Nu sidder de og drikker kaffe og snakker om den regering, der blev valgt dengang.

-Vi har da i hvert fald gjort vores pligt ved folketingsvalget, så det er ikke vores skyld, at de røde regerer lige nu.
-Nej, jeg gjorde også min pligt og satte kryds ved liste K.
Far farer op og undervejs vælter han sin kaffekop, så kaffen flyder ud over bord og gulvtæppe.
-Idiot! For helvede! og slår hende i gulvet. Hun skriger, og han slår hende.
-Sådan har det været hele tiden. Du kan ikke finde ud af en skid. Du skulle aldrig have været gravid dengang. For helvede. Hele mit liv er en fiasko.

Farer op på mit værelse og smider mig i sengen med dynen trukket godt op over hovedet og nynner højt, så jeg intet kan høre. Jeg forstår ikke, hvorfor far er så vred. Hun stemte jo, som hun skulle.
Prøver at tvinge mig selv til at drømme om Lone, men det er svært. Skal lige til at bede til Gud, men kommer i tanker om, at det jo ikke nytter noget alligevel. At jeg jo faktisk har sagt til Gud, at jeg ikke regner ham.
Men i søndagsskolen lærte jeg, at man altid havde en chance mere for at få tilgivelse. Det må jo også gælde modsat.

Dagen efter står han der pludselig. Gorillaen.
-Sagde jeg ikke, at du skulle møde til patruljemøde?
-Min mor blev syg, og så måtte jeg ikke.
-Vi har et begynderhold, der starter lige efter nytår. Du får frist til der, er du med?
Han tror ikke, at ord er nok, for han tager fat i noget fint hår, der vokser foran mit øre og drejer det rundt.
-Ja, jeg skal nok komme. Av!
Jeg puster ud og er glad for at have vundet lidt tid og gnider mig lidt i tindingen. Men uroen i mig vil ikke gå væk.

Da jeg lidt senere om eftermiddagen er drevet over til Karsten, leger jeg med nogle tændstikker, jeg har fundet på en hylde i skuret. Jeg sidder bag stalden og venter på Karsten. Han skal muge ud først og derefter hente frisk halm her omme bag, hvor der er flere halmstakke under halvtaget.

Det brænder godt, og det er morsomt at se ilden, når den lige har fået fat. Når man lægger fire halmstrå på tværs af hinanden på jorden, futter de af som lynet. Jeg leger Njals Saga, og sammen med Super-Per udruller vi de skrækkelige minutter, hvor hele familien og trælle og dyrene stadig er i live og bare kan vente på at dø.
-Skynd jer! Skynd jer! Kom her over, her er der stadig noget luft.
-Hvor er du? Jeg kan ikke se dig for røg.
-Åh, min kære, lille datter. Det er grusomt at skulle sige farvel til dig.
-Hvor er mor?
-Hvad ville du gøre, Super-Per?
Ilden springer lige pludselig over i halmen, og den griber om sig, spreder sig og til sidst brænder hele den ene store halmstak. Jeg gemmer mig hurtigt omme bag hækken og ser Karsten, hans far og mor og et par andre komme løbende, og de har vand med og råber højt, og der sker en masse.
Far kommer farende hjemmefra og hjælper til. Han kan åbenbart se ilden hen over marken mellem vores hus og gården, for flammerne står højt op i himlen.
-Hans Theodor! Hans Theodor!
Far råber mit navn og leder efter mig.
Jeg skal ikke have noget af at melde mig og rejser mig op og prøver at stikke af, men bliver indhentet.
Far slår til mig, så jeg falder, løfter mig op og giver mig en endefuld, mens nabofamilien kommer til. Han bliver ved med at slå og slå, mens jeg prøver at slippe fri. Til sidst kommer naboen hen til ham.
-Tror du ikke, Kristian, at han nu har fået nok?
Far holder inde, forpustet og rød i hovedet.
-Forbandede unge. Lege med ild.
Han hiver sin søn med sig hjem.
Holder en brændende tændstik op for mig og spørger, om jeg er så vild med ild. Jeg ryster på hovedet og forsikrer med en stemme, der må være svær at forstå, at det er jeg ikke. Far nærmer flammen til mit ansigt, og jeg ryster på hovedet.
-Nej, nej.
Far sætter den brændende tændstik mod min kind og slynger mig ind i skuret. Jeg hører døren blive lukket og stangen sat for. Jeg synker sammen på sofaen i mørket og kalder hviskende på morfar, mens jeg ruller mig helt sammen.
-Morfar, kom og hent mig. Jeg er så bange. Kom og hjælp mig.
Men der kommer ingen morfar.
Jeg stønner og hoster en del.
-Mor, så må du komme.
Men her hjælper ingen kære mor. Der er meget mørkt til at begynde med, men efterhånden kan jeg trods alt skimte lys i mørket, for gennem brædderne er der små mellemrum.
Så kommer far igen. Han står i lyset fra døren ind til skuret og har noget i hånden.
-Hvor har du den fra? Spørger han og viser mig to-kronen.
-Den, den har jeg fået af onkel for at hjælpe med at sælge fisk.
Min stemme er ikke helt, som den plejer.
-Du har stjålet den, har du. Hvor?
Så får jeg to lussinger, så hovedet ryger fra side til side.
-Selvfølgelig har du stjålet den, og jeg bliver nødt til at give dig så mange bank, at du aldrig mere vil stjæle. Eller lyve, for det gør du jo så også.
Først putter han to-kronen i lommen, inden han tager fat i mig.
-Den får du selvfølgelig ikke. Det mangler fanme bare.

Da han omsider er færdig med at slå mig, hører jeg sammenkrummet på gulvet i skuret, at far starter sin knallert og kører sin vej. Cementen på gulvet er hård og kold, og selv om jeg næsten ikke orker at rejse mig, kommer jeg op alligevel, mens jeg hikkende kalder på mor.
Stangen er af en eller anden grund ikke for døren, og jeg får mig derfor slæbt ind i huset, men hun er der ikke. Jeg går fra rum til rum og kalder. Her ind under aften er det ved at blive mørkt, og jeg er helt alene hjemme. Mor må da snart komme hjem? Det gør ondt alle steder på mig, synes jeg.
Inde på fars kontor, som jeg tilfældigt havner i, står tre fotos i rammer på skrivebordet. Jeg tager det med far og lister fotoet ud af rammen. Oppe på værelset hænger jeg det forsigtigt op på skråvæggen. Buen står på sin plads, og jeg lægger en pil på og sigter. Den går lige ved siden af. Ny pil. Den rammer for langt nede på brystet af ham. Den tredje rammer ham lige mellem øjnene, og jeg holder helt op med at tænke på mine smerter.
En lyd fra en bil ude fra vejen chokerer mig, og med dunkende åndedrag sætter jeg hastigt tegningen op oven over fotoet af far, så det ikke kan ses og gemmer hurtigt buen og de andre pile.
Jeg når det, inden mor råber:
-Hallo, er der nogen hjemme?

28
En god uge

Før far skal på et ugekursus i en fremmed by, instruerer han mig i en række opgaver, jeg skal løse imens.
-Jeg forlanger, at mens jeg er væk, så hakker du granerne og luger indkørslen.
Græsset skal heldigvis ikke slås mere i år, men selv om han skal være væk en hel uge, er det alligevel temmelig meget arbejde for mig.
-Jeg skal jo også lave lektier.
-Det ved jeg godt. Men du skulle nu nok kunne nå det på trods af dem.
Han ser på mig og lægger hånden på min skulder.
-Så lad os sige, at du kan nøjes med indkørslen. Så må jeg jo se, hvad jeg stiller op med granerne.
Indkørslen, der er lang som en cykeltur til morfar, skal til gengæld være helt ren for ukrudt.
-Gulvet i køkkenet trænger til maling. Det står ude i værkstedet på bordet. Husk at gøre pensler rene i terpentin.
Mor nikker. Det er lige som i skolen. Vi får lektier for.

Mor og jeg hygger os, efter at han er taget af sted. Udenfor er det blevet koldt.
Hun læser avisen, og jeg lægger et puslespil. Der er en god og afslappet stemning i stuen. Mor sukker lidt.
-Hvad læser du, mor?
-Prøv at se her, Hans Theodor, her i huset på billedet er en ung kvinde brændt ihjel ovre i København. Det må være forfærdeligt at brænde ihjel.
-Jo, men jeg ved fra spejderbogen, at man dør af røgforgiftning først. Og det går hurtigt.
-Er du sikker på det? Spørger mor lidt skeptisk. Hun rejser sig og går hen til kaminen og smider et par skovlfulde koks mere på.
-Helt sikker. Man bliver kvalt. Skal jeg vise dig bogen, hvor det står? Man skal binde en fugtig klud for ansigtet eller gøre et håndklæde vådt, inden man går ind og henter den, der er blevet røgforgiftet. Vil du se det?
-Nej, det behøver du ikke. Det skal nok være rigtigt. Hvis man dør af røgforgiftning, er det ligesom lidt lettere at leve med, synes jeg. Hun sætter koksespanden ned ved siden af kaminen og sætter sig igen hen til mig.
-Vi har også snakket om det i dansk. Et sted i de islandske sagaer brænder en hel familie inde, fordi de ikke vil overgive sig. Da sagde lærer Lauersen også, at man dør af røgforgiftning, og det er ikke så slemt som at brænde ihjel. Det var derfor, at jeg satte ild til et par halmstrå ovre hos Karsten for at se, hvordan og hvor meget, der skal til.
-Så siger vi det.
Mor er aldrig så påståelig som far.
-Men du kunne have brændt hele gården af.
-Det tænkte jeg ikke på.
Det gør jeg nu. Én tændstik på ét gram kan udslette én bondegård.

Jeg får flere af mine livretter i ugens løb, og jeg får også lov at gå senere i seng hver aften.
Arnold er der en hel del, og det er lige før, jeg slet ikke tænker på far.
-God nat, siger jeg og kysser mor. Jeg giver Arnold hånden.
Jeg lader døren til mit værelse stå på klem, for så skinner lyset lidt ind, og det er rart for mig.
Jeg er næsten faldet i søvn, da jeg hører mor og Arnold nede i entreen.
-Sov nu godt, siger mor.
-Du også, Sus.
Der er en pause, hvor de ikke siger noget. Der er andre lyde. Nu kan jeg næsten ikke høre noget, for de hvisker.
Jeg falder i søvn.

Vi har det fint gennem hele ugen, og efterhånden begynder jeg at tænke på, at vi da vist godt kan leve sammen uden far, men aldrig hver for sig. Jeg vil aldrig på børnehjem.

Den sidste dag er det slut med det hyggelige. Jeg har hele tiden udsat løsningen af opgaven med ukrudtet i indkørslen, fordi det var så koldt. Nu må jeg til det, selv om det om muligt er blevet endnu koldere. Jeg arbejder med at luge ukrudt, så blodet springer, som der står i spejderbogen, men jeg bliver alligevel ikke færdig. Det er svært at få op, for det sidder enormt godt fast mellem stenene, og det har jeg ikke regnet med. Mine fingre er iskolde og gør ondt. Man skal skrabe stenene væk omkring ukrudtsplanten, forsigtigt hive den op med rod, for hvis man ikke får den med, knækker den bare og vokser forfra. Far vil opdage det med det samme.
Jeg løfter ansigtet og ser, hvor lidt jeg har nået og hvor meget, der mangler endnu og får en idé.
-Mor, skal vi ikke have det lidt hyggeligt, når far kommer hjem?
Mor ligger på knæ i køkkenet og maler.
-Hvordan mener du?
-Sådan med varm chokolade og hjemmebagte boller med smør?
Mit forslag bliver accepteret, og jeg håber, at far så ikke lige med det samme lægger mærke til det, der mangler at blive lavet i indkørslen. Måske kan han slet ikke huske det længere.
Jeg spurter ud i lidt bedre humør og kaster mig over lugearbejdet igen.

Far kommer hjem næste dag og lugter, som han plejer. Jeg mærker også straks på hans flakkende øjne, at han er utilpas.
Jeg har lige vasket hænder og er gået i gang med at hjælpe mor med at dække et fint kaffebord. Det lugter dejligt i køkkenet af maling.
-Sig mig engang, skal det forestille, at du har malet helt ind til væggen?
Han ligger helt inde under køkkenbordet.
-Jeg har husket at rense penslerne.
-Det nytter sgu da ikke noget, hvis du ikke er færdig med at male. Det mangler sgu da maling flere steder. Sjuskedorte.
I køkkenskabet finder han resterne af den plade chokolade, mor og jeg delte.
-Hvad i alverden? Siger han med rystende stemme.
-Er det noget at bruge husholdningspengene til? Tror du, jeg er millionær?
Han sætter sig til os, og vi får kakao. Han løfter koppen op til sin mund, men brænder sine læber på kakaoen, der skvulper over og farver den fine, hvide dug brun.
-Av, for helvede, brøler han og farer op og ser vredt på mor.
-Hvad er det for en velkomst at få; I har rigtigt hygget jer, og jeg har nok været savnet, hvad?
Han går ind på sit kontor og knalder døren i.
Mor ser undskyldende ud.
At sidde med mor og spise chokolade uden at far er med og endda så meget, at det var lige før, jeg fik mavepine, er helt forkert, kan jeg forstå.
-Hvor er billedet af mig?
Far står i døren og råber, selv om vi sidder bare en meter væk.
-Det ved jeg ikke, Kristian. Står det ikke på bordet?
Mor ser pludselig meget træt ud.
-Står det ikke på bordet… Så spurgte jeg nok ikke, vel?
En voldsom mavepine har bredt sig i mig, og jeg ved ikke, om jeg skal gå ud eller ej.
Fars vrede mod mor bliver større og større, og han råber flere og flere ting, og til sidst tager han fat i hende.
-Nu må det sgu bare være slut. Jeg vil skilles. Jeg gider dig ikke mere.
-Hvorfor er du altid så vred, Kristian?
Mor vover at stille far et spørgsmål.
-Det ved du vist godt, tror jeg.
-Nå, så det er min skyld?
Mor græder med et lommetørklæde for øjnene, og jeg står lige ved siden af og holder mig tæt til hende.
-Det gælder også dig, snotunge, flyt dig, råber han. -Du skal på børnehjem, det kan jeg love dig for. Når julen er overstået, bliver du overgivet til børnehjemmet. Når man stjæler, skal man på børnehjem. TYV.
Jeg kommer til at tisse lidt i bukserne.
-Står du der og oven i købet tisser i bukserne? Kan du da for helvede ikke snart tage dig sammen?
Far slipper mor og farer ud, og jeg bliver stående og holder mine arme om mor, så de ikke ryster så meget. Bare lyden af knallerten nu ville komme, det er en god lyd. Jeg trykker mig ind til hende. Mor siger ingenting, men stryger mig konstant over håret og græder ikke længere.
Der kommer desværre ingen lyd af knallert.
Det varer kun kort, inden far igen står i døren med armene i siden.
-Jeg ser, at arbejdet ikke er udført, siger han rasende og tager fat i mig og river mig fra mor, og jeg må igen lægge bagdel til hans raseri. Mor forsøger at hjælpe mig, men han er den stærkeste. Jeg vrider mig og forsøger at undgå slagene og råber, at jeg havde så mange lektier for og håber bare, at jeg ikke også får skurarrest. Men da far har slået færdig, hiver han mig med ud i skuret og lukker det med jernslåen.
-Du kan blive herude hele natten, din infame dovendidrik.
Jeg er i forvejen meget bange for at sidde derude i mørket, for jeg må ikke tænde lys, og det er helt forfærdeligt, at jeg skal være der natten igennem endda i delvist våde bukser. Far ved det godt. Det bliver heller ikke bedre af tankerne om børnehjemmet. Jeg ligger krummet sammen på sofaen og hikster af sort angst og ved slet ikke heller, hvad der sker med mor. Kan bare høre råb og slag og de sædvanlige høje skrig fra huset.
Efter nogen tid bliver der stille derinde, bare han er taget bort igen for aldrig mere at komme tilbage.
-Bliv væk! Dumme far!
Jeg råber det så højt, jeg tør.

I det samme rives døren op, og far står der. Jeg besvimer næsten af angst og kaster mig på knæ foran ham:
-Undskyld, far, undskyld, jeg mente det ikke.
Far slår mig på siden af hovedet flere gange, og jeg ryger fra side til side, mens jeg prøver at hage mig fast i hans knæ.
Han sætter det ene knæ mod mit ansigt, og det gør så ondt, at jeg må slippe.
-Nu kan du blive herude resten af natten. Jeg ville ellers have givet dig lov at gå ind, men nu!
Jeg får næsten ikke sovet den nat. Jeg kaster mig frem og tilbage i det kolde skur og har kun det gamle tæppe over mig. Der er koldt herude, men tæppet varmer dog lidt. Jeg kalder uden resultat på morfar. Jeg henvender mig til ham i stedet for til Gud, der alligevel ikke hjælper mig.
-Kære morfar. Nu må du godt hente mig, for nu skal jeg på børnehjem.
-Kære onkel. Du lovede mig at komme, hvis det skete. Nu må du godt hente mig.

Men ingen kommer og henter mig. Ingen hjælper mig.
-Hvad skal jeg dog gøre, Super-Per?
-Find selv på noget.
Det gør jeg, og det er noget, der vokser sig større og større. Jeg spørger Super-Per til råds.
-Ja, det er da noget, skal jeg love for.
Det lyder til, at Per er enig i mit forslag. Det giver mig lidt ro i sindet, men jeg ved godt, det ikke bliver nemt.

29
Det er hårdt at cykle i snestorm

Allerede dagen efter begynder jeg at udføre min plan, mens far er på arbejde.
Det er begyndt at sne en del, efter at jeg er kommet hjem fra skole, men det er kun godt. Så skal jeg i hvert fald ikke luge indkørslen.
Jeg har talt med Super-Per og har modtaget instrukser. Jeg tager den benzindunk, der står i værkstedet og hælder lidt ud på nogle gamle klude, jeg finder i mors skuffer. Kludene lægger jeg omhyggeligt inde i skuret helt nede på gulvet inde under vægbrædderne, så de er så godt som skjulte.
Juletræet er stillet herud, hvor det er køligt, så det kan se frisk ud til juleaften. Det fylder meget. Det får også en skvat på de nederste grene. Når det nu sner, kunne det jo lige så godt stå udenfor.
Benzinen lugter temmelig meget, og jeg bliver nervøs for, om far kan lugte den.
Far kommer hjem og går ud i sit værksted, men siger ingenting, da han kommer ind for at spise.
-Nå, hvad har du så brygget sammen?
Han lugter til gryden henne på komfuret og sætter sig for bordenden.
Han har altså ikke lagt mærke til nogen benzinlugt. Jeg er bange, men ånder lettet op.
Godt det samme.
-Du skovler sne væk i morgen fra indkørslen, er du med?
-Ja, øh.
Jeg må have set forskrækket ud.
-Altså først når du er kommet hjem fra skole. Jo ikke i morgen tidlig.

Næste morgen stænker jeg mere og mere benzin på kludene samt under sofaens betræk, mens far er borte, og inden jeg skal i skole. Mor ser ingenting.

Det er snestorm her til morgen, og det har sneet hele natten.
Vejen holdes fri, men der ligger snedriver ude i kanten lige der, hvor cyklen skal køre, så jeg må cykle længere inde på midten af vejen. Jeg er i forvejen lidt ved siden af mig selv. Jeg glemmer, hvor jeg skal hen på skolen, jeg glemmer mine ting, jeg ser mig ikke for, og jeg småsnakker meget med Super-Per.
Mit ansigt er rødt og blåt og nogle steder ophovnet, som om jeg har været i slagsmål. Lærer Lauersen får øje på mig og kommer hen til mig før frikvarteret og spørger, om jeg har været oppe at slås.
-Nej, det er min far, der har slået mig.
-Nå, javel, åh, det var da godt, for jeg tænkte, at ellers skulle vi da gøre noget ved det, hvis det er nogen af de lømler.
Han nikker med hovedet ud mod legepladsen og ser lettet ud og går ind på lærerværelset.

Snebolde er strengt forbudt i skolegården af hensyn til ruderne, og alle kampe henvises til sportspladsen omme bagved. Ikke alle ønsker at deltage i sneboldkampene, og jeg er en af dem. KP har ikke glemt, at han skylder mig for gårdvagtens slag, og derfor jagter han mig hele tiden. Det var kun lige i den første tid efter flugten, at han lod mig slippe. Jeg ved godt, at han har noget at hævne.
Jeg gemmer mig og håber, han ikke finder mig. Nu kan det hele også snart være lige meget. Måske kunne jeg blive gode venner med ham der fra børnehjemmet, hvis jeg selv skulle gå der. Jeg spejder efter ham, men kan ikke finde ham.

KP og kliken drøner af sted med en dreng fra en anden klasse. De skal om bagved og fylde sne ned ad nakken på ham og også i bukserne. Når han så vender tilbage til klassen, smelter sneen, og tøjet bliver vådt. Det er ikke godt, hvis man så bagefter skal ud og cykle langt.
Mens jeg snakker med Super-Per, går jeg lidt rundt i nærheden af gårdvagten, der før har reddet mig.
-Hvor stor skal en snebold egentlig være?
Per mener, den skal kunne ligge mellem ens to hænder.
-Du laver dem for små, Hans Theodor.
Jeg bøjer mig ned og samler sne sammen til en god, stor snebold. Knuser den sammen, så den bliver tilpas hård.
-Nå, hvad siger du så?
-Den ser fin ud. Hvor højt, tror du, du kan kaste den?
Jeg lægger armen tilbage og sender den højt op i luften. Da jeg slipper snebolden, går det op for mig, at det jo er helt forbudt her midt i skolegården. Overtrædelse: To lussinger.
Et lille stykke foran mig står gårdvagten med ryggen til. Han har en stor hat på. Den snebold, jeg så ubetænksomt har sendt op i luften, kommer ned igen. Er det ikke det, jeg siger? Hvad der går let af sted, kommer somme tider svært tilbage. Og denne snebold kommer svært tilbage og rammer gårdvagten lige oven i hatten.

Livet omkring læreren går helt i stå. Mange elever ser, at han får en snebold lige ned i hovedet, men der er vist ikke nogen, som har lagt mærke til, hvor den kommer fra, eller det, der er bedre, hvem der har sendt den. Gårdvagten tager sin hat, børster den ren og ser sig hastigt omkring, inden han sætter den på hovedet igen. Han ser bøs ud.
Jeg har stukket begge hænder i lommen og ser uskyldig ud, men ånder lettet op og puster ud. Den var tæt på.
I det samme kommer KP drønende. Bag ham kan jeg se spejdergorillaen puste sig op og ærgerligt lade armene falde ned. Han ville nok lige minde mig om vores aftale efter jul. Synd, han kommer for sent. Synd, han efter jul finder ud af, at han også der bliver snydt.
-Her er han. Tag ham.
De tager fat i mig og slæber mig med. Gårdvagten griber ikke ind denne gang. Han står ellers og ser til. Måske tror han, at jeg gerne vil med om bagved og lege i sneen.
-Nu skal du få så meget sne, at du drukner i det, lover KP. De bærer mig næsten, to mand i hvert ben og i hver arm.
Men for anden gang har jeg heldet med mig. Vi når ikke mange meter, før det ringer, og vi skal til time. KP må surt slippe mig.
-Så har du det til gode til efter jul, lille ven, hvæser han. Du kan godt begynde at glæde dig.
Det er nemlig sidste dag før juleferien. Der er meget at glæde sig til. Men ikke for mig. Og slet ikke for gorillaen og KP. De blev snydt i dag, gjorde de. Efter jul bliver de begge snydt igen.

Det er ikke sjovt at cykle hjem i snestorm. Det er først nu, jeg opdager, at jeg jo havde medvind i morges. Østenvind betyder isnende kulde lige ind, når man skal hjem. Der er ingen læ undervejs, og det bliver værre, lige så snart jeg er uden for byen. Træerne er store og dækker nogenlunde, lige indtil asfalten går over i brosten på hovedvejen uden for byen.
Jeg ligger fladt ind over styret og har hænderne i lommen på skift. Det er meget koldt for den, der har vagten, den bliver rød og næsten følelsesløs. I lommen kan den anden hånd tø lidt op imens. Vi har lige lært om gennemsnit, og her er et godt eksempel på, at selv om mine hænder i gennemsnit har det fint nok, har jeg det ikke.
Sneen pisker ind i øjnene, og det gør ondt. Efterhånden er mit ansigt ikke alene rødt, men ophovnet af kulden, og ørerne kan jeg stort set ikke mærke længere. Det er snart lige meget alt sammen.
For tredje gang i dag er heldet med mig. Ud af snemasserne kommer Karstens far og overhaler mig med traktoren og en vogn og standser foran mig.
-Kom, op med dig. Det er da lidt for barskt, det her.
Han smider min cykel og taske op i vognen, mens jeg må sætte mig op i traktorens førerhus. Her er der læ for den iskolde snestorm. Mærkeligt, at bedst som det hele er kørt fuldstændig af sporet, har man heldet med sig tre gange oven i købet samme dag. I førerhuset sidder også Karsten og griner.
-Ja, selv for dig er det nok lidt for slemt.
Siger faderen og sætter sig på førersædet og kører af sted.
Selv for mig? Synes han, jeg er sådan en lille hård én, der som et andet mandfolk strider sig gennem sne og kulde uden at pibe? Det varmer mere end traktorkabinen. Han skulle bare vide, hvem han har foran sig, og så tror han tilsyneladende, at jeg er et mandfolk.
Traktoren sætter i gang, og vi kører hjem. Jeg er glad og lettet så meget, at jeg ikke engang lægger mærke til ørerne, og spørger heller ikke, hvordan det kan være, at jeg sådan bliver taget med. Det behøver jeg ikke, for Karstens far siger det helt af sig selv.
-Jeg tænkte, at når det stormer så meget som i dag, den dag, I får juleferie, så skal I have det lidt godt, og derfor startede jeg lige Zetoren og hentede jer. Det er sgu for koldt, og der er for megen sne, og senere i dag skal vi jo op til Karstens farmor og holde jul, så lidt ferie vil vi have.
Sådan en Zetortraktor kører bare gennem ild og vand og sne som ingenting. Legende let. Snart tøffer vi ind på gårdspladsen. Karsten råber gennem larmen:
-Glæder du dig til juleaften?
-Ja, råber jeg bare. Den har jeg næsten glemt.
Faderen hjælper mig med cyklen og tasken og ønsker glædelig jul, og jeg vinker til dem begge og trækker cyklen det sidste stykke gennem sneen. Det er dejligt, at han helt har glemt alt om det der med den halmstak og ilden. Han snakkede ikke om det.

Mor giver mig noget varmt at drikke, og i dag behøver jeg ikke til købmanden.
-Arnold har hentet varer til os, siger hun og smiler over til ham. Han sidder igen i lænestolen.
-Nå, siger han og kigger på sit armbåndsur, jeg må da vist hellere se at komme hjem. Jeg skal holde jul i Århus hos min mor.
Mor følger ham ud, og igen hvisker de sammen, så jeg ikke kan høre noget. Jeg tænker, de hvisker om mine julegaver, som jeg faktisk ikke har skænket en tanke.
Det er dejligt at få varmen igen, og kaminilden buldrer løs her i stuen. Jeg fryser ikke mere, tværtimod brænder mine ører og er nu lige så røde som Heines hår.

Mor sætter sig ved siden af, og det er hyggeligt. Julekalenderen hænger på væggen, og jeg fik ikke engang tid til i morges at åbne lågen og se, hvad der mon skjuler sig bag den. Jeg har hverken ro på mig eller lyst til det nu. En stor opgave venter på mig; den største og vigtigste i mit liv.
-Klara og hendes familie er kørt her i formiddags. De skulle på juleferie hos hendes bedsteforældre.
-Nej, hun var da vist heller ikke i skole.

-Jeg må hellere gå ud og få skovlet noget sne.
Jeg rejser mig, for jeg skal videre med min plan. Far kan snart komme hjem, og det er vigtigt, at jeg bliver færdig med mine forberedelser inden. I nat må det nok ske.
Ude i skuret tager jeg igen benzindunken, der nu er lettere og stænker løs, så det sidste kan blive brugt, da jeg hører far komme hjem. Det er noget tidligere, end jeg troede.

Jeg bliver kold af angst, og det er lige før, jeg bliver grebet på fersk gerning, men jeg når at få gemt dunken væk og komme ud af skuret, inden han dukker op i det hvide snetæppe.
Til gengæld er han voldsomt ophidset over, at indkørslen ikke er skovlet fri for sne og slår mig igen.
-Sagde jeg ikke, at du skulle skovle sne? Du fik oven i købet lov til at vente, til du var kommet hjem fra skole. -Satans unge.

Han slår mig i hovedet, så jeg gynger frem og tilbage med det, men det er, som om han ikke lægger mærke til det, slår bare ud efter mig og rammer mig flere steder på overkroppen. Jeg fægter med armene og prøver at slippe fri, men han holder mig godt fast med den ene hånd, mens han slår løs med den anden.
-Og så går du i gang. Er du med?
-Ja.
Skovlen er tung, og sneen er let. Så der er ikke den store forskel på tom og fyldt skovl. Jeg begynder at skovle sneen væk. Det sner ikke så meget endnu, så det vil vare lidt, inden indkørslen igen er fyldt. Jeg knokler som en rasende, hvad jeg sådan set også er, for inde i mig, langt inde, vil jeg sige, har Super-Per plantet et lille sværd, der først er iskoldt, men efterhånden vokser sig større og bliver varmere og varmere, mens jeg arbejder, og til sidst føles glødende.
-Jeg er glad for det sværd, Super-Per.
-Du kunne godt trænge til det.
-Det har jeg meget brug for.
I løbet af ganske kort tid er jeg helt gennemblødt af sved. Så snart jeg står stille, fryser jeg, men ikke i ansigtet. Slagene fra far har gjort det rødt og ophovnet. Det køler tværtimod dejligt med lidt sne i ansigtet. Jeg behøver næsten ikke selv at samle den op for at duppe mig, for det er begyndt at sne igen, og de små, hvide fnug rammer mig i en lind strøm.
Inden jeg er færdig, jeg er faktisk kun nået knap halvvejs op ad den lange indkørsel, kommer han atter ud og vinker mig ind i skuret.
-Nu skulle du være færdig. Men det er du ikke!
Han skubber mig ind med den ene hånd og slår mig hårdt i nakken, så jeg falder mod væggen og ned på sofaen. Så kan jeg ligge der. Han forsvinder efter omhyggeligt at have sat stangen for døren.

Her allerdybest nede og næsten opgivende det hele vil jeg ikke vente længere. Nu kan det være nok. Havde jeg haft en lille betænkelighed, er den i hvert fald borte. Nu skal det ske i nat.
Far er fuld, og det plejer at gå sådan, at han skælder mor ud og stikker hende et par flade. Så drikker han et par snapse og tager knallerten og forsvinder eller går ud i skuret og drikker mere øl.
Så mens jeg alligevel sidder her og venter på hans tilbagekomst, hælder jeg resten af dunkens indhold på kludene og presser dem godt ned under skurvæggen, så træet kan brænde med det samme. Samtlige klude er gennemvædede og forbundet med hinanden hele vejen rundt, og juletræet er overpøset forneden. Der havner det allersidste fra dunken.
Jeg har gjort det sådan, at der kommer mest mulig røg, fordi træ og klude ligger nede ved sneen, og fugt skal der til, hvis der skal udvikles meget røg. Det har jeg læst i Spejderbogen.

Far tumler ganske rigtigt ud lidt senere, river jernstangen fra døren og åbner den. I det ene hjørne sidder jeg og ryster. Far hiver mig op og slår mig i ansigtet med den ene hånd, mens den anden holder om en ølflaske.
-Gå op i seng, din møghvalp, og hold så op med at være sådan et pattebarn, råber han.
Blodet står ud af næsen, og jeg løber forbi ham og ind i huset op på mit værelse. Vinduet i værelset vender ud mod skuret dernede, og mens jeg rystende over det hele holder noget toiletpapir mod næsen, kan jeg se, at han har lukket sig ind. Jeg kalder på mor, men hun svarer ikke. I soveværelset er der en bylt under dynen, og det er hende. Hun sover.

30
Tidligt op og tidligt i seng er sundt for en lille dreng

Jeg ligger i min seng. Jeg har sat mit vækkeur til at ringe klokken 02.00 og prøver at falde i søvn. Smerterne er stadig så store, at det er svært. Jeg går ind i soveværelset til mor endnu en gang, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg vil med det, andet end at hun jo kunne være vågnet, for jeg har brug for hende. Men hun sover dybt, og jeg kan ikke vække hende. Jeg ved, at hun somme tider, når det er nødvendigt, tager en pille, så hun slapper bedre af. Mogadon, står der på æsken. Jeg havde håbet, at hun kunne vågne nu, bare lidt. Jeg har virkelig brug for hende. Sværdet i mig gløder mere end nogensinde.

Omsider falder jeg i søvn og vågner forvirret og omtåget ved vækkeurets snerren. Jeg slår det fra og lukker vinduet forsigtigt op. Der er dødstille alle steder, vinden har lagt sig, og nu sner det bare mildt og roligt. Et hvidt gitter står ned i en stille strøm, og fra skuret lyder fars snorken. Så er han dernede, og jeg kan gå i gang med den sidste del af min plan.
Jeg vrider mig lidt fra side til side i sengen og endnu dukker tvivlen op om, jeg skal gøre det eller ej. Tør jeg? Vridningen giver svien fra de dybe sår i ryg og bagdel og ansigt og er nok til, at jeg beslutter mig for at udføre min plan. Det hele kan være lige meget; jeg vil satse alt. Sværdet i mig hjælper.
-Kom nu, siger Super-Per, -jeg har jo sagt god for din plan.
-På børnehjem vil jeg ikke. Så der må ske noget.
-Husk nu det hele.

Jeg tager de omhyggeligt gemte tændstikker frem og lister ned ad trappen. Hvis far lige pludselig stod der, ville det være rigtig skidt. Men far står der ikke, han ligger i skuret og sover.
Jeg lytter uden for døren i den kolde sne og hører hans kraftige snorken. Normalt vil han ikke vågne før engang i morgen formiddag, men jeg tager ingen chancer.
Jernstangen til døren er ikke til at finde! Måske leder jeg ikke det rigtige sted i det svage nattelys fra sneen. Panikken er ved at ramme mig. Er den så inde i skuret? Uden den er det hele omsonst. Så kan han jo nå at komme ud. Jeg bliver nødt til at finde den.
Jeg skyder hjertet op i livet og lukker forsigtigt døren op ind til min snorkende far. Der er en ret gennemtrængende stank af benzin derinde. Mærkeligt, at han ikke har bemærket det. Jeg skal også passe på, at sneen ikke fyger for meget ind gennem den åbne dør.
Med den ene hånd på dørhåndtaget famler jeg mig rundt på cementgulvet og kan ikke finde jernstangen. Selvfølgelig kan jeg ikke finde den, nu hvor jeg har så hårdt brug for den. Pludselig støder jeg til den, den står op ad trævæggen.
Den begynder at vælte, kurer i begyndelsen ganske langsomt til siden og jernets berøring med væggen giver en høj lyd. Alt for høj.
Min hånd langer automatisk ud efter den, og det lykkes mig ikke at gribe den, før den flænser luften med larmen af jern mod cementgulv.
Lyden og larmen af jernrøret mod gulvet er så højt og gennemtrængende, at det overdøver alt andet, og fars snorken holder øjeblikkeligt op.
Panisk løfter jeg den lynhurtigt op og trækker mig tilbage og ud af døren. Døren klapper jeg i og skynder mig at få stangen på plads. Først ind i det ene øje, så det andet. Men stangen sidder lidt i klemme. Kan ikke få den på plads. Fars stemme afløser hans snorken.
-Hva fanden? Hva fanden?
Sofaen derinde knager. Han er ved at rejse sig.
Stangen skal sættes ind gennem de to øjer, så den spærrer døren, og det skal være nu med det samme, inden han kommer hen. Simpelthen. Chokket får mig til at reagere forsigtigt og med omtanke. Mærkeligt, at den skal være så tung. Så tung synes jeg ikke, den har været før. Endelig, endelig lykkes det mig at få den på plads i det sidste øje også og puster ud.
Jeg mærker først nu, at jeg ryster over hele kroppen, og det er ikke af kulde.
I samme øjeblik buldrer det på døren indefra.
-Luk så op! Er det dig, Sus?
Far begynder at slå på døren.
-Luk så op for helvede, du kan bare vente dig.
31
En spejder skal kunne tænde bål med to tændstikker

Jeg tager tændstikkerne frem med hænder, jeg har svært ved at holde i ro. Den første knækker jeg af lutter nervøsitet, den næste dør ud lige med det samme. Imens buldrer far mere og mere rasende på døren. Jeg fumler med æsken, og pludselig taber jeg den ned i sneen.
-Åh, så skulle da også…
Et højt suk støder sig frem mellem mine læber, og jeg skynder mig at samle æsken op igen. Bank og bulder bliver højere og højere. Åh, bare sneen ikke har gjort dem alle våde, så ingen kan tænde. Nervøs, nervøs. Døren giver sig.
Den tredje tændstik er tør og brækker ikke og tænder helt nede ved kluden under døren.
Jeg bliver selv meget forskrækket over det brag, det giver, da benzinen antændes, mere end over fars rasende råb og buldren derindefra. I løbet af mindre end et sekund er skuret omspændt af flammer, og jeg går to skridt tilbage med åben mund og løber derefter lynhurtigt ind i huset, op ad trappen og ind på værelset. Heroppe gemmer jeg tændstikæsken på det hemmelige sted.
Fra vinduet ser jeg høje flammer nede fra skuret.
De oplyser sneen, der ligger rundt omkring, og den sne der falder i isede tapeter, så der ser meget hvidt og lyst ud dernede. Jeg har alle 10 fingres negle mellem tænderne.
Fars stemme når helt op til mig, først som en serie bandeord, dernæst højere og højere, mens han rumsterer dernede.
-Åh nej, åh nej, hvisker jeg, mens jeg forsøger at standse mine tænders klapren ved at bide hårdere sammen om neglene.
Til sidst råber han. Han prøver at få døren op. Nu ved han, hvordan det føles at være spærret inde. Det er nu, det også må gå op for ham, at det er uhyggeligt ikke at kunne komme ud. Nu indser han nok, at det ikke var for sjov, når jeg råbte, at jeg var bange derinde, fordi jeg følte mig som en druknet, ikke at kunne få luft.
Han kan ikke få døren op, det er godt håndværk med fine sinkninger, som han selv har lavet. Derfor er de helt i orden og så gode, at døren højst giver sig en centimeter. Hvis han havde været en dårlig håndværker, ville den bare kunne bankes op.

Jeg er lammet af skræk. Kan det høres af nogen?
Far skriger højt på en måde, jeg aldrig før har hørt ham, men stemmen kogler underligt sammen og bliver helt afdæmpet. Er det gråd? Græder han virkelig? Han hoster uafbrudt nu, kan jeg høre, og jeg tør ikke længere sidde ved det åbne vindue. Jeg lukker det forsigtigt og lægger mig ned med dynen trukket op over hovedet, rystende af angst over hele kroppen.
Jeg er mest bange for, at far lige om lidt står i døren, sodsværtet med øjne som satan selv, fulde af raseri og hævntørst og vil slå mig ihjel, og jeg glemmer, at det er mig, der er fuld af hævntørst og er i gang med at slå ham ihjel.

Men far står ikke i døren, og skuret brænder nu som et sneens Sct. Hansbål. Jeg kan se flammespillet på vinduesglasset. Der er helt lyst i værelset, men lyset er levende, og satans helvede står op ad væggene. Det er ganske tydeligt. Forvredne figurer og én af dem er bestemt satan selv, ingen tvivl. Men jeg er ikke bange for ham.
Jeg kan ikke lade være med at smugkigge lige hen over vindueskarmen. Udenfor er det helt lyst, så meget betyder flammerne. Meget af det må være sneens genskin. Jeg drister mig til at kigge ud, men ser kun det brændende skur. Ingen far, ingen andre mennesker, ingenting. Jeg venter endnu en rum tid med et hjerte, der banker og dunker som aldrig før.

Mit åndedrag hamrer derudad, og med rystende knæ og svedige hænder lister jeg ned og ud. Flammerne har været på deres højeste, og en væg er helt væk, mens de andre enten er væltet eller halvt brændt ned. Taget er braset sammen, det må være sket, mens jeg listede ned, for jeg har ikke hørt noget.

På afstand ser og lugter jeg, at der er vældig røg fra stedet, og forrest på cementgulvet lige ved døråbningen bag den halvt nedbrændte og sodsværtede dør ligger noget, der ligner resterne af et menneske. Præcis som på fotos fra bombardementet af Dresden.
Min hjerne snører sig sammen, og alt i mig standser. Far ligner en skorstensfejer lavet af sort, forkullet træ, og jeg kaster op.
Ikke fordi det er min far.
Det er synet af et menneske, der lige er brændt ihjel.
Jeg græder nu. Tårerne kommer bare væltende ud af øjnene. Mit åndedræt er enormt højt, og jeg nærmer mig det nedbrændte, stadigt rygende skur. Jeg ser i sneen jernstangen endnu sidde i begge de to løsrevne og forvredne jernøjer. Jeg ved, at det går ikke. Den må skaffes af vejen, jo før, jo bedre. Ellers kan enhver jo se, at døren er lukket udefra og vil spørge sig selv, hvordan det kan lade sig gøre, og hvem der mon har gjort det.
Branden er tilsyneladende ikke set af nogen. Der kommer heller ikke så mange mennesker på denne tid af natten her ude på landet, og begge nabofamilier er som sagt kørt på juleferie.
Underligt at jeg græder sådan, at jeg knap nok kan se det, jeg skal se. Jeg brænder mig derfor eftertrykkeligt, da jeg rører ved jernstangen. Ser mig om efter noget, jeg kan bruge til at beskytte mig med og opdager skovlen, jeg ikke har stillet på plads i skuret, men op ad garagens væg.
Det farer igennem mig. Havde far opdaget den, havde jeg fået yderligere klø.
Men det er vist slut nu. Min gråd stilner lidt af.
Jeg henter den og arbejder febrilsk med jernstangen. Den giver sig ikke. Det ser også ud til, at stangen er brændt fast i begge øjer, og dermed kan enhver regne ud, at sådan har den siddet før branden og tænke sit.
-Per, hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo ikke, det er svært, det her, hvorfor svarer du ikke? Sover du?
Super-Per må sove, for jeg får ingen hjælp fra ham. Så snakker jeg lidt med mig selv, mens jeg efterhånden sveder kraftigt så tæt ved de meget overhede glødende rester af skuret.
-Åh, hvordan skal jeg nu få den af? Den sidder fast. Er den brændt fast? Jeg SKAL have den fri.
Pludselig giver stangen efter for mine anstrengelser, og jeg kan løsne den. Den er tung, underligt tung, mens jeg balancerer den på skovlen ned til den anden ende af grunden. Hernede er der en stor affaldsbunke og bagved en mark. Den ryger, som om den har en traktormotor indbygget.
Jeg smider den i kanten til marken og begynder at grave. Først sneen væk. Jorden er hård, men giver sig. Efter en sveddryppende indsats kan jeg smide jernstang med øjer ned i hullet og dække det til igen. Jeg har næsten ikke skænket far nogen tanke imens. Nu står jeg forpustet og ser i det hvide skær fra sneen marken og jorden og den fjernereliggende skov, der nærmest kun er en sort streg i horisonten.

-Hallo, Super-Per, du må svare mig nu.
-Ja, det gør jeg så. Er du glad over, at din far er død nu?

Jeg nikker, men der er konstant tårer i øjnene.
Jeg synker sammen på hug og græder med begge hænder oppe foran ansigtet.
-Jeg er jo også ked af ikke at have en far mere.
-Har du da haft det indtil nu?
Samtalen går lidt i stå. Jeg sidder og smågræder.
-Jeg savner en rigtig far. Alle andre drenge har en far. Ikke én, der slår og skælder ud og er sur og vred hele tiden. Som om han slet ikke kunne lide mig. Hvorfor kunne han ikke lide mig? Hvad har jeg gjort?
Jeg hulker og støder ordene frem.
-En far, der snakker med én og hjælper én, når man har brug for ham og holder af én. Det har man ret til. Alle har ret til en far, der elsker én. Far, hvorfor elskede du mig ikke? Hvorfor?
Jeg vasker mine sorte hænder og ansigt i sneen og rejser mig igen, godt stiv i benene og rystende af kulde og af de konstante smerter fra fars klø. Dem har jeg slet ikke lagt mærke til før nu. Branden er helt forbi, kun ulmer det lidt, og røgen står op fra ruinen. Jeg ser ikke rigtigt på det.
Jeg stiller skovlen fra mig op ad garagevæggen og går ind i huset igen. Vasker mig på toilettet og går op i seng og falder dødtræt i søvn. Mor hører jeg intet til.
32
Huller i skråvæggen

Næste morgen bliver jeg vækket af støj. Fremmede stemmer, hundeglam, bilmotorer. Jeg rejser mig og kigger ud i morgenhalvmørket. Der er en masse mennesker omkring det nedbrændte skur, og flere af dem har politiuniform på, og der er lys alle steder. Jeg genkender Arnold. Det er også holdt op med at sne.
Jeg bliver bange, men gemmer mig ikke under dynen og nøjes med at dække ørerne.
Døren går op, det hører jeg tydeligt, og lyset tændes.
Dynen løftes, og mor sætter sig ind til mig.
-Far er død, græder hun og omfavner mig.
Jeg må have set spørgende ud, for hun forklarer.
-Han er brændt ihjel inde i sit værksted.
Jeg sætter mig op og tager om hende.
-Skidt med det. Nu har du mig!
Jeg skal også huske i hæftet at notere Gud for et plus. Et af de større. Han kan få det med rødt.

Mor snuser lidt.
-Ja, men har du allerede været dernede?
Det banker, og svaret kan vente. En betjent kommer ind og beder mor om at følge med. Han ser sig rundt i værelset, og hans øjne standser ved et eller andet på skråvæggen.
-Vi har lige nogle spørgsmål.
Da de går ud ad døren, råber jeg.
-Nu skal vi holde jul hos morfar, ikke, mor?
Jeg lægger mig tilbage i hovedpuden og er egentligt godt tilfreds med det hele. Nu kan jeg og mor få fred, og vi skal hygge os og hjem til morfar og fejre jul sammen, og mor skal være der hele tiden og ikke længere tænke på at skilles, og det bedste er næsten, at jeg ikke skal på børnehjem, og vi kan begge to flytte til morfar, og jeg kan begynde i skolen der og undgå KP og gorillaen.

Mine øjne kredser opad og rammer skråvæggen. Den ene tegning hænger nedad kun båret i et hjørnes tegnestift og dækker slet ikke fotoet bagved af min far, der smiler, selv om han har et lille, sort hul mellem øjnene.

_______________________________________________________________________________________________________________

I 1911 ophævedes retten til at prygle volds- og seksualforbrydere.
I 1921 ophævedes med Medhjælperloven mandens ret til at slå sin hustru og sit tyende.
I 1937 ophævedes Mesters ret til at revse lærlinge.

I 1951 ophævedes i de københavnske kommuneskoler legemlig afstraffelse af børn.
I 1967 afskaffede Folketinget med Spanskrørscirkulæret læreres ret til overhovedet at slå elever.

I 1985 indførtes en bestemmelse i Myndighedsloven, der lød:
Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.

I 1997 afskaffede Folketinget revselsesretten med formuleringen:
Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.