Martin Berwald: Lighed er ikke en målsætning

 

Jeg er altid meget skeptisk, når jeg hører folk tale om lighed i samfundet. Lighed bør nemlig ikke i sig selv være nogen målestok for, hvor godt et samfund er. I stedet for at kæmpe for et mere lige samfund, så bør vi hellere kæmpe mere for et samfund uden fattigdom – det er nemlig der, værdien ligger.
Det er meget vigtigt at få defineret, hvad vi snakker om, når snakken falder på ”lighed”. Alle undersøgelser udi sociologien viser, at samfund uden fattigdom klarer sig bedre end samfund, hvor der er materiel fattigdom. Derfor bør alle mennesker – og alle politikere – da også være enige om at bekæmpe fattigdom og social armod. Såvel talt, såvel gjort. Den øvelse har vi da også haft stor succes med i det danske samfund, hvor den materielle lighed er større end i mange andre lande.
Der hvor kæden midlertidigt hopper af er når man – efter man har knækket fattigdomskoden – stadigvæk vil skabe lighed. Og vel at mærke ved at begrænse succesfulde menneskers høje indtægter. Det er helt i orden, at man vil løfte fattige mennesker op – men at ville trække succesfulde mennesker ned, er intet mindre end et misbrug af demokratiet til at udfritte og udplyndre en minoritet.
Nu taler vi lige ud af posen: Det er de rige, der i store træk finansierer velfærdssamfundet. Den rigeste procent betaler 10% af Danmarks skatteindtægter, og de 10% rigeste betaler mere end de 60% fattigste.
Jeg er faktisk ikke imod, at rige mennesker betaler mere i skat end alle andre. Det er nu engang sådan procentregning virker, at 40% af 3 mio. kr. er mere end 40% af 300.000 kr. Der hvor kæden hopper af er dog, når man med jantelov og misundelse i hånden vil have, at folk med store indkomster skal betale flere procent i skat end alle andre – en slags adfærdsskat, der regulerer og begrænser dygtige menneskers virketrang og produktivitet, og som da også skader Danmark meget.
Det er en vennetjeneste, når mange velstående mennesker bliver i Danmark. I Norge er man begyndt at fatte alvoren af hvad der sker, når de rige får nok – de flytter nemlig bare, eftersom de i sagens natur hører til de mest ressourcestærke, og de finder sig ikke i hvad som helst.
Derfor skal vi sgu passe på vores succesfulde borgere, for vi er på spanden, hvis de vælger at lægge deres skatteindtægter andre steder.
Men også rent moralsk skal vi overveje etikken i at plyndre velstående mennesker. Der ligger en underforstået præmis i plyndringen om, at det er forkert at have succes og tjene penge – at man nærmest har udnyttet nogen for at blive rig. Man glemmer helt det hårde arbejde, usikkerheden og signalværdien i hvad der sker, hvis vi gør det middelmådige til det efterstræbelige.
Der er noget absurd i danskernes forhold til lighed. Danskerne vil gerne have lighed – men danskerne vil samtidig gerne have overtidsbetaling og tillæg, hvis de arbejder over på deres job. Det er det store paradoks, som der også afslører den dobbeltmoral, der er til stede.
Det er derfor vigtigt at insistere på, at den svage borger ikke får det bedre af, at den stærke plyndres. Det er faktisk muligt at skabe et samfund, hvor vi hjælper de svageste bedre end vi gør i dag samtidig med, at der er lidt højere til loftet for alle os andre!

 

En anden bette pram

Forfatter

  • Lektor på EUC Nordvest og født og opvokset i Thy. Har i to omgange været opstillet til folketingsvalget i Thy for Liberal Alliance, men har ladet sig pensionere fra politikken for at hellige sig sin nyfødte søn

    Vis alle indlæg