Thybanen blev 100 år i 1982. Samme år var Niels Henrik Lund med til at stifte Thy Jernbaneforening. Så banegården i Thisted rummer mange flere tog, end du nogensinde troede. Her boltrer modne mænd sig og udlever drengedrømme.

Drømmene er mange, specielt fordi foreningen næste år fylder 40! Det har derfor været nødvendigt at bedrive to artikler om fænomenet Thy Jernbaneforening. Måske kommer der en tredje …

Jernbanen har da været noget af et omdrejningspunkt for Thisted og Thy - gennem mange år. Jernbaneforeningen arbejder derfor også langsigtet på at være med til at bevare den status. DSB kører ikke længere til København fra Thisted, og mens seks vestjyske kommuners borgmestre har sat sig for at bevare forbindelsen, mens Thisteds borgmester ikke er med. På Facebook forlyder det, at det nok er, fordi hun er af samme partifarve som regeringen.

Ulla Vestergaard siger om dette: – De ville ikke have os med! Formentlig af den grund at de lettere ville kunne få deres ønsker gennemført, hvis ikke den besværlige Thybane er med! Og sidste år havde jeg møde med transportministeren i september, hvor jeg meget direkte opfordrede ham til at genoverveje to daglige afgange med direkte tog til København og retur. Jeg sagde tydeligt, at vi ikke er tilfreds med togdriften, fordi den også rummer en hel del forsinkelser og aflysninger. Det er langtfra tilfredsstillende!

Jesper viser bygningerne omkring bryghuset frem:

– Det har taget tre år at bygge alt det her! Det gode ved sådan noget er, at man stort set alligevel aldrig bliver færdig.

– Vil det sige, at alle bygninger her er fra Thisted?

– Det ville vi gerne, men indtil videre må vi nøjes med en del. For eksempel her ser du museet og de gamle bygninger omkring Thisted Dagblad, da det lå i Jernbanegade. Det er Chris, der har bygget det her, og han har faktisk også bygget Thisted Bryghus. Ingeniørkunst af højeste karat!

– De nye betjeningskontroller fungerer trådløst, så vi kan køre flere tog samtidig og hurtigere, siger Jesper. – Vi kan have gang i samtlige tog på én gang. Sporskifterne gør, at vi kan lade toget køre gennem væggen i en tunnel. Vi arbejder på at føre toget helt over i det andet lokale til Thisted Bryghus.

– Chris har fået den gamle veteranbil med, containerne, Åges bil - det hele! Ekstremt flot arbejde!

– I gør det for jer selv, ikke? Ingen publikum, vel?

– Jeg er lige tiltrådt i bestyrelsen, og vi står foran vores 40-års jubilæum, og vi har lidt projekter i støbeskeen, både med nye medlemmer, som vi selvfølgelig gerne vil have! Her er vi dog begrænset af pladsen; der er simpelthen ikke plads til særligt mange her. Så det er da et dilemma!

– Vi håber at kunne få etableret en modeljernbane i ankomsthallen ligesom i gamle dage! Når man bliver 40 år, skal der noget særligt til. Vi er i dialog med Danmarks Jernbanemuseum, men de holder billetterne tæt til kroppen og kan ikke sige noget om vores ønske. De er bange for, at deres tog bliver ødelagt helt herovre i Thisted, men vi fortæller dem, at vi gerne vil eje dem! Derfor vil vi naturligvis passe på dem.

– Det er også gennemsyret af et ønske om at bevare Thisted som stationsby, at vi gør noget ud af jubilæet 15. juni 2022.

 

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg