Når man er ung, er der ikke mange, der spekulerer på synssansen. Vi betragter det som en selvfølge. Der er så meget andet, der optager os. Sådan skal det også være.

En dag opdager man, at man er blevet gammel. En dag opdagede jeg, at øjenlægen kunne fastslå, at jeg havde fået grøn stær.

En tilstand, min farfar havde, og som gjorde ham blind omkring de 64 år. Jeg spurgte ham aldrig, hvordan det var at være blind. Vi syntes – dengang -, at det var naturligt, at han var blind. Han var jo i forvejen gammel og skulle snart dø.

 

Det ærgrer mig. At jeg ikke i tide fik ham spurgt om det. At jeg var så selvcentreret, at jeg ikke øjnede at se tilværelsen ud fra hans blinde vinkel. Nu sidder jeg selv i saksen. Jeg drypper mig tre gange om dagen med to forskellige midler. Væsken skal holde øjets tryk nede, så synsnerverne i de to øjne ikke beskadiges.

 

Heldigvis havde jeg for mange år siden tænkt på, at min farfar havde grøn stær, og at det var arveligt. Derfor er jeg gået til kontrol regelmæssigt. Derfor kunne øjenlægen, der i øvrigt hedder Grøn, fastslå i 2018, at jeg havde grøn stær.

Jeg har altid været glad for at læse og især skrive. Det har taget mig tid at vænne mig til, at det kan jeg måske ikke blive ved med.

I efteråret 2021 fik jeg minsandten oveni konstateret AMD, som er en anden øjenlidelse, der også kan medføre blindhed. Ja, men, sagde jeg til øjenlægen, findes der snart flere øjensygdomme, jeg endnu ikke har? Desværre er det sådan, svarede han, at er man først ramt af én sygdom, kan der sagtens følge flere efter. Nå, ja, i 22 måtte jeg begejstret høre, at nu havde jeg sandelig også fået grå stær. Hvilken herlig farvesymfoni!

Min farfar blev ikke kun 64 år. Han blev faktisk 97. Min oldemor, hans mor, blev 102. Men hvad siger det om min forventede levealder?

Med hilsen
Den gamle Redaktør

 

 

 

Et godt råd til dig, kære læser, der er fyldt 45, vil være, at hvis du i familien har slægtninge med øjenproblemer, vil det være en god ide lige at få en tid hos øjenlægen. Grøn stær, der opdages i tide, har en god mulighed for at kunne holdes nede med tryksænkende dråber. Og vær opmærksom på, at grøn stær ikke kommer med nogen form for advarsel!!