Sofari kommer til Thisted: Mød den økologiske gris
12 økologiske landmænd åbner igen i år gården til Sofari søndag d. 5. september kl. 10-14. Adressen er hos Lasse Korsgaard, Trapsandevej 17, 7700 Thisted.
Her kan thyboerne møde øko-grise under åben himmel.
For Lasse Korsgaard er forventningens glæde så småt begyndt at melde sig. For landmanden fra Thisted er nemlig én af de landmænd, som den 5. september åbner gården til Sofari 2021. Her får danskerne mulighed for at se de økologiske grise boltre sig på marken eller i mudderhullerne.
Fotos: Henrik Bjerregrav
Lasse Korsgaard ser frem til at vise sin gård og grise frem til omverdenen.
– Vi glæder os til en hyggelig dag, og det bliver dejligt at se så mange mennesker, der interesserer sig for det, vi laver. Vi sørger for, at man kan komme så tæt som muligt på grisene, og vi meget gerne fortælle om vores arbejde, og hvorfor vi gør, som vi gør. Vi vil rigtig gerne give forbrugerne den oplevelse at se, hvordan de danske øko-grise har det, så de på den måde kan de bedre tage stilling til det, de putter i munden og køber i supermarkedet, siger Lasse Korsgaard.
Gården er en af 12 gårde i landet, der gør klar til årets Sofari. Det er gratis for alle at deltage, og aktiviteterne varierer fra gård til gård.
Hos Lasse Korsgaard er forberedelserne i gang, og der bliver noget for gæsterne uanset alder.
– Vi kommer til at lave nogle sjove ting for børnene, der bliver blandt andet et grisevæddeløb, hvor vi laver en bane af halmballer. Det bliver muligt at komme på vogntur, og så kan man jo købe lidt af det, vi sælger, mens vi jo her på gården også har en rideskole, som vi også viser frem på dagen, siger Lasse Korsgaard.
Man kan besøge Lasse Korsgaard og hans økologiske grise søndag den 5. september kl. 10-14. Adressen er Trapsandevej 17, 7700 Thisted.
På www.sofari.dk kan man se, hvad man kan opleve på Sofari hos Lasse Korsgaard. Klik på linket herunder.
Sofari arrangeres i et bredt samarbejde mellem Landbrug &Fødevarer, Friland, Organic Pork, Tican, Økologisk Landsforening og foreningen FØKS (Foreningen for Fremme af Økologisk Kvalitetssvinekød). På sofari.dk kan man se, hvilke gårde der holder åbent og de enkelte gårdes åbningstider, ligesom man kan læse mere om øko-grisens liv.
Yderlige oplysninger om Sofari:
Projektleder, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Hanne Børsch 2724 5833
Landmand: Lasse Korsgaard 40301054
Forfatter
-
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg