Frivillig THY har en sorggruppe, som ledes af Bitten Lindgaard sammen med Ida.
For nogle mennesker kan skæbnen være ualmindelig hård.
Bitten har sin helt egen sorghistorie. Usædvanlig, fordi hun har mistet en elsket ægtefælle to gange.
– Jeg har selv haft brug for en sorggruppe for år tilbage. 16 år, helt præcist. Min mand, Marius, og børnenes far, og jeg havde på det tidspunkt været gift i 40 år. Vi sagde den aften godnat til hinanden, og jeg lægger mig til at læse, som jeg altid gør. Jeg vågner op med den forfærdeligste lyd, den absolut sidste fra Marius, for da udåndede han.
– Han var ikke syg eller noget, men fik en stor blodprop i hjertet.
– Jeg gik fuldstændig i stykker og kunne ikke komme mig. Sidst på året fik jeg det bare dårligere og dårligere, blev indlagt og fik diagnosen depression. Alle talte om sorggruppe, og der var ikke plads på psykiatrien.
– Jeg kom hjem. Der kom så to hjem til mig fra psykiatrien. Den ene overtog, hun hed Mette og var fantastisk. Jeg knyttede mig til hende, og hun kom hver morgen i fem uger og så til mig. Jeg skulle have kaffen klar efter bad og morgentoilette, så jeg fik travlt hver morgen!
– Jeg skulle også lave “lektier”! En stor bog, jeg skulle skrive i. Hvad havde jeg lavet dagen i forvejen, hvilket humør jeg havde (fra 1 til 10), hvad jeg havde spist, hvilket besøg og flere andre informationer. Mette snakkede også om sorggrupper, og den sidste dag, hun var der, gav hun mig navn og telefonnummer på Frivilligcentret (nu: Frivillig Thy), og hun var næsten ikke ude af døren, før jeg ringede dertil.
– Det var simpelt hen så godt for mig! Jeg troede, at ingen i hele verden havde det så skidt som jeg; der kommer man ind, og der sidder fem andre, og man opdager, at de har det lige så dårligt! De har også mistet, og du er ikke alene!
– Skæbnen ville, at min kommende mand, Finn, først kom til det næste møde. Iført hvid rullekravetrøje og cowboybukser, lidt frisk: Hej, jeg hedder Finn! Jeg lå nærmest sammenrullet som en snegl i den blå sofa i lokalet. Jeg tænkte så, at jeg kunne da også lige rette ryggen og løfte hovedet, og Finn var meget opmærksom på, hvad jeg sagde. Jeg kunne lide ham med det samme. Og det var gengældt.
– Jeg snakkede meget med min familie og veninder om det, jeg oplevede på møderne i gruppen. Til sidst udbrød min veninde, Kirsten: Nu vil jeg altså gerne vide: Er det kun Finn, der er i den gruppe?
– Jeg tænkte på et tidspunkt, at hvis jeg nogensinde blev et helt menneske igen, kunne jeg tænke mig at arbejde med mennesker i sorg. Derfor blev jeg selv igangsætter her og har været det i 12- 13 år. For fem år siden udgav jeg min bog, “Hvem kan ro uden årer”, der i dag kan købes her eller hos boghandleren for kroner 100. Deri prøver jeg at give et indtryk af det, jeg har været igennem i forbindelse med Marius´ død. Det er ikke en bog, der siger: Nu skal I høre her! Men hvis den kan hjælpe andre med små, forskellige afsnit over, hvad jeg gjorde i den og den situation, hvad der var godt for mig – og ikke nødvendigvis for dig! Måske en vejledning i sorgbearbejdning, men også en fortælling.
– Det var Finn, der skubbede til mig for at færdiggøre den bog. Jeg har jo været privilegeret over som 58-årig at møde kærligheden igen efter tabet af Marius. Sorg er sorg, og kærlighed er kærlighed. Det kan ikke gradbøjes.
– For tre år siden døde Finn, og for anden gang måtte jeg sige farvel til min elskede. Det skete juleaften, og herefter kom jeg stærkt i tvivl, om jeg nogensinde igen skulle være med til at starte en sorggruppe. Det var meget hårdt, da jeg kom i gang. Flere gange måtte jeg ud på toilettet, så de har nok tænkt, at jeg var meget utæt.
– Som præsten sagde: Bitten, du kommer aldrig over det, men du kommer igennem det! Man bliver aldrig det samme menneske igen, og hverdagen bliver aldrig mere den samme. Man får et andet liv, som man så må indrette sig efter. Mit største mål i sorggrupperne er at efterlade en form for aftryk. Lige at være den lille forskel, der kan betyde noget for nogen. Helst så nogen bagefter siger, at det var godt, de deltog i sorggruppen.
Forfatter
-
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg