Om at sejle på Donau (2 af 3)

men det mærkeligste er alligevel at blive ringet op fra Thy, hvor der står en tysker, der stammer fra Bayern, og som gerne vil spille golf med én på Nordvestjysk Golfklubs bane ved Klitmøller. En gæst opdager, at en anden gæst og hende arbejder under samme statslige styrelse. En af deltagerne har sin mand på plejehjem, en anden har mistet det ene ben, og en tredje har opfundet noget til spuling af kedler, der snart vil gøre ham til mangemillionær. En er lam i den ene side, en anden har lige fået konstateret grøn stær. En bøvler med balancen, en anden med AMD.
Alle tager hånd om hinanden og hjælper, når det skønnes nødvendigt.

Sandaler er i princippet ikke noget, man går med. I sommervarmen og lidt før og lidt efter er det nu vældig rart at have luft til fusserne. Men siden Jesu tid er det ligesom gået lidt ned ad bakke med populariteten. Og så minsandten opdager jeg, at her befinder vi os i sandalland. Jeg har ikke optalt, hvor mange af gæsterne, der bærer sandaler, men det er et godt stykke over gennemsnittet af den danske befolkning.
Om det er grunden, ved jeg ikke, men vi er alle sammen i pensionistalderen, undtaget nogle få stykker. Birgit er den yngste i selskabet med sine 50 år:
– Det gør mig ikke noget! Vi nyder turen og omgivelserne uanset alderen på vores medrejsende!

Adspurgt svarer deltagerne, at de rejser med Hanstholm Rejser, fordi her er der så dejligt uformelt. Har man et problem, snakker vi om det. Det kan ske, at man glemmer noget på det hotel, man lige har forladt; her er der sjældent vaklen i geledderne. Er det noget værdifuldt, for eksempel passet, vender bussen straks for at hente det glemte. Ingen skældud; ingen bebrejdelser; alle føler nok, at sådan noget sker altså bare. Selv for den bedste.
Nogle har erfaringer med andre rejseselskaber, hvor de er knap så forstående.

Rejseleder Susanne og chauffør Preben gør, hvad der står i deres magt for, at vi gæster skal befinde os godt. Preben sætter farten ned i svingene, så vi ikke bliver svimle, og vi herrer beundrer hans dygtighed i at manøvrere den store bus ind på en p-plads, hvor adgangen er alt for smal. Susannes informationer er klare og overskuelige og gentages gerne, og man ved ikke helt, om det er, fordi hun ikke selv kan huske, at hun har sagt det allerede, eller det er, fordi hun ikke er sikker på, at vi andre kan huske det. Susanne taler et nydeligt og tydeligt dansk sprog, så vi har aldrig forståelsesproblemer.
Der er ellers grøde i det danske sprog.
Det er efterhånden almindeligt, at man siger, at man ligger øl i køleskabet, selv om det hedder lægger. Man har strukken benet ud, selv om det ord ikke eksisterer på dansk. Og vi siger “for de, der skal videre …”, selv om det hedder “for dem, der skal videre …”.

Dansk Sprognævn holder øje med udviklingen og godkender vendinger, der bider sig fast. For eksempel er det nu i orden at skrive tillykke i et ord, selv om det tidligere var ukorrekt. Jeg blev selv sat til vægs, da jeg i en undervisningstime orienterede en ungersvend om, at det retteligen burde staves til lykke! Så sagde han tvært: Vil du så også stave tilfreds i to ord?

Der er andre sproglige udfordringer. I højtalerne på båden tales der fransk, hurtigt og uforståeligt, og, – hvis vi er heldige -, bliver det gentaget på nogenlunde engelsk. Aldrig på dansk eller tysk. Det er mærkeligt, at på et skib, der sejler gennem Tyskland og Østrig, snakker man aldrig tysk, men sådan er det.

Baren nederst i skibet har åbent fra 10 til 22, og alle drikkevarer her er med i prisen. Man kan således få en større alkoholskade, hvis det ikke var, fordi vi gæster har en enorm modstandskraft mod den slags. Desuden hjælper det også, at man selv skal hente glasset nederst i skibet – hver gang. Selv om Thomas på mystisk vis formår at få en tjener til at komme med herlighederne.
Personalet synes alle at være ungarere, og alle 25 knokler dagen og aftenen igennem. Lange arbejdsdage og korte pauser. Til gengæld sejler båden ikke om vinteren.

Om aftenen er der gallamiddag, hvor vi får andre vine til maden. Det er svært at smage forskel, og rødvinene forbliver desværre lidt for varme. Det er åbenbart meget svært at ændre tidligere tiders opfattelse af vinens korrekte temperatur.
Bagefter underholder personalet, hvilket giver mindelser om arbejdet på en efterskole, hvor eleverne også af og til skulle underholde hinanden. De ser ud til at more sig godt, de ansatte.

Maden er over dagligt niveau for os. Altid minimum tre retter, serveret kvikt og professionelt. Eneste anke er forsåvidt den klassiske, når man rejser i Europa: Brødet om morgenen mangler fantasi og rug. Morgenmadens sammensætning er generelt for sød; der er friske æg, som vi selv skal koge i det nedsænkede kogekar og udtage igen, når det er kogt. Det er i hvert fald varmt. Efter flere halvt mislykkede forsøg kan det fastslås, at ungarnske hønseæg på en Donaubåd har brug for 7 minutters kogning.