I dag med Lars Bjarnes video fra en tidligere flodkrydstogtstur på Donau

[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]

Torsdag, Østrig

Vi sidder på bagdækket og nyder mørket. Pludselig dukker et flot oplyst slot op på den slovakiske bred til bagbord. Der er mange flotte slotte ved Donaus bredder, og vi når simpelthen ikke at få navnene på dem alle.

Varmen slår os med en hammer, da vi forlader skibet næste morgen. Tur til Schönbrunn, et kejserligt slot i Wien med en kæmpepark til plus et hav af turisttilbud.

Torsdag, Østrig

Vi sidder på bagdækket og nyder mørket. Pludselig dukker et flot oplyst slot op på den slovakiske bred til bagbord. Der er mange flotte slotte ved Donaus bredder, og vi når simpelthen ikke at få navnene på dem alle.

Varmen slår os med en hammer, da vi forlader skibet næste morgen. Tur til Schönbrunn, et kejserligt slot i Wien med en kæmpepark til plus et hav af turisttilbud. Vi er ikke gået længe i parken, før længselen efter væske indfinder sig. I skyggerne i cafeen sidder vi og filosoferer. Bus efter bus ankommer med turister fra Japan, Frankrig, Tyskland, og en af turisterne taber sit drikkevand ned over min fod og siger med svensk accent: Sorry! Only water! Nå, nå. Min sandal bliver våd. Svenskeren vifter med sit blå-gule flag og griner højt. Spaniere, italienere og andre danskere er her også. Et sandt internationalt virvar. Der er store skilte med advarsler mod lommetyve, og vi ser mange lommetyve rundt omkring og passer godt på vores værdisager.

Senere oplever vi centrum af Wien til fods. Sct. Stefans Domkirke med det usædvanlige tag, der bortset fra renoveringer og vedligehold i tidens løb er originalt.

Stephansdom er Wiens romersk-katolske domkirke, beliggende på Stephansplatz. Kirken er viet til Sankt Stefan, som kaldes “den første martyr”. Kirken er 107 meter lang og 34 meter bred og den er overvejende i gotisk stil, men har visse romanske træk. Pummerinklokken, der er Østrigs største kirkeklokke, hænger i domkirkens nordlige kirketårn.

Katedralen blev oprindeligt bygget i 1147 som en hovedkirke og blev ombygget og udbygget gennem århundrederne. De største ombygninger skete i 1511.

På trods af bombeangreb og gadekampe mellem tyske og sovjetiske tropper i byen under 2. verdenskrig, så undgik domkirken større skader. Den 10. april 1945 blev der hejst et hvidt flag op i klokketårnet. Byens tyske kommandant Sepp Dietrich befalede herefter at “smide hundrede granater og indhylle den i flammer og aske“. Den tyske kaptajn Gerhard Klinkicht valgte ikke at adlyde denne ordre. Tyskerne var ved at forlade byen på grund af de sovjetiske troppers fremmarch. I domkirken er der nu en mindeplade for kaptajnen.

Domkirkens tag er et såkaldt majolikatag og er lagt i et spektakulært mønster. Tagstenene er glaserede keramik-teglsten, som er meget vejrbestandige, vedligeholdelsesfrie og lette at renholde. Denne form for glaserede kakler eller tegl kaldes majolika, og kendes fra bl.a. Majolikahaus, der ligeledes ligger i Wien.

Wienerbrød er et bagværk af gærdej, hvori der er indrullet fedtstof. Wienerbrød opnår sit flagede udseende ved at dejen udrulles adskillige gange. Bagværket stammer fra Wien, men er blevet en specialitet i Danmark og de andre skandinaviske lande.

Wienerbrød fremstilles i to hovedtyper:

  • Større kager der sælges hele i portionsstykker. De er ofte dekoreret med sukkerglasur og nødder eller krymmel.
  • Enkeltstykker, der oftest er runde med en fordybning i midten til creme (“bagerens dårlige øje”) eller syltetøj.

Wienerbrød findes i mange varianter for eksempel spandauer, romsnegl, kanelsnegl og kringle.

[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]

Sct. Stephansdom. Bemærk taget!

Så er det med Preben og bus op på toppen af Esztergom til den ungarnske religiøse “hoved”, Sankt Stefans Basilika, hvorfra der er en dejlig udsigt ned over byen og Donau, og vi kan se vores båd, l`Europe. Susannes imponerende viden spredes blandt os gæster og med et andet turisthold, der pludselig kommer vadende. De har den fordel, at deres guide taler i mikrofon og en bærbar forstærker. Men Susanne hæver stemmen en enkelt decibel og blæser mikrofonmanden faretruende tæt på gelænderet.
– Hold op, hvor ved hun meget, siger en ældre dame til en anden lige så ældre dame. I princippet er vi stort set alle ældre, men lad det nu ligge.
– Hun kan næsten ikke nå at lære det udenad hver dag, mener veninden.
De bliver hurtigt enige om, at Susanne må have indbygget et helt leksikon i hovedet. Imponerende nok er hun også chauffør, når Preben skal overholde sine køretidspausebestemmelser.

Fredag, Esztergom og ankomst Budapest

Det er dejligt at gå ind i kirken. Her er der som altid i katolske kirker køligt, og man skal huske at tage hatten af. Ingen ved helt, hvorfor, men vi mænd stryger lydigt topsejlet, mens damerne har lov at beholde deres på. Formentlig fordi Jesus var mand. Ligestillingen har svære kår.

[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]

Der er krypter over kirkens folk; biskopper og andre fornemme mænd. Ikke kirketjenere, gravere og den slags med mere beskedne jobs. I et hjørne ses tre skriftestole, en udmærket indretning til syndernes forladelse og det evige liv. Der skulle være en hel del syndere i den katolske kirke.

Hvis vi andre syndere skal købe noget i Aldi for eksempel, skal man være i besiddelse af den ungarnske valuta, Florint. En pris i florint skal divideres med først 10, siden 4, inden man kan finde prisen i danske kroner.

[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]

Lørdag, Budapest

Varmen slår os knap så hårdt i dag, idet temperaturen er faldet til omkring 22 grader. Morgenen starter med byrundtur i Buda og Pest. Preben excellerer i at få en bus, der er 3 meter og 90 til at kunne køre under en bro, der er 3 meter og 75. Han lukker lidt luft ud hist og pist, vi fuldvægtige danskere holder vejret, og så glider vi lige så stille under broen. Ad små, snævre gyder holder han let og elegant bussen på sporet. Vi holder pause i Buda på et af de højeste steder, Gellertbjerget, og tager en serie fotos af byen med Donau og broerne langt nede. Sært, at de to byer engang lå i hvert sit land; mærkeligt, at der engang var noget, der hed Østrig-Ungarn og ikke mindst sært, at Ungarn sluttede sig til aksemagterne under 2. verdenskrig og egentlig aldrig rigtigt har hørt for det.

Vi står ved et mindesmærke, der hedder “Friheden”. Det ord kan alle magter tilslutte sig, uanset kommunisme eller demokrati. Så frihedsgudinden står der stadig. Både set nede fra Pest og heroppe ved foden af hende.

[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]

Hernede er det også sædvane, at man låser hængelåse fast til gelænderet. To store og fem små symboliserer familien med far og mor og fem børn.
Vi ser en masse sko uden for rigsdagsbygningen. De er til minde om Pilekorspartiets ofre under krigen. Intetsteds står der dog noget om ungarernes nidkære forfølgelse af jøderne og ikke mindst deres meddelagtighed i mordene.
Vi bliver sat af uden for skibet, og Leo snubler så uheldigt, at han får en solid fibersprængning. Heldigt trods alt, for det er den sidste dags sidste turs sidste hændelse. Senere på eftermiddagen betror han mig, at han har fået tilbudt så mange Panodiler af venlige medrejsende, at han nu kan gå på hænder.

[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]

Båden har skiftet vandhøjde i hele 10 sluser på turen mellem Engelhartszell og Budapest. Sluserne er mellem 11 og 20 meters højde, og omkring 230 til 280 meter lang. Det er en sælsom oplevelse at se båden ligge helt stille og langsomt synke nedad – meter for meter, indtil næste niveau er nået.

Undervejs på de 555 kilometer har vi passeret tre lande: Østrig, Slovakiet og Ungarn. Slovakiet ligger på Donaus nordlige bred. På hjemrejsen kører vi gennem Tjekkiet og Tyskland, så det er en meget international tur.
Somme tider ligger der tre skibe ud for samme kajplads; så skal gæsterne fra de yderste skibe gå igennem for at komme i land. Det er nu ikke så slemt. Det er værre at vågne om morgenen, strække sig og gabe og opdage, at 50 centimeter fra vores vinduer ligger et fremmed par i deres senge bag deres vinduer på deres båd med den samme opdagelse af, at man har glemt at trække gardinerne for.
Ja, ja, der sker ikke så meget ved det. Vi er ældre mennesker, for hvem intet er fremmed. Det skulle da lige være kogte, meget varme ananas med is, der udgjorde desserten den ene aften.

Søndag, Ungarn, Tjekkiet, Tyskland

Güselem vislat! Tak og farvel til bådens ungarnske personale, der venligt og dygtigt har serviceret os rige mennesker fra det nordlige EU. De har også serviceret de franske og belgiske gæster og fire amerikanere, der har taget samme tur som os. Amerikanerne kommer fra Californien, og Henry fortæller, hvor charmerende Europa er, og at han finder det ærgerligt, at England forlader EU.
Kufferterne er forsynet med et grønt bånd, så personalet ved, hvor de skal hen. De stilles ud på gangen, og man må gerne sætte sin håndbagage derud også. Personalet kører alt ud til bussen, hvor man så skal stå og tage sine egne kufferter og give videre til Preben, der anbringer dem forskellige steder i bagagerummet ud fra nøje overvejede logistikargumenter.
Alligevel går det galt. Vi forsinkes 15 minutter, fordi et stk. håndbagage mangler. Tre- fire ansatte ringer og bliver nervøse, og Preben kigger på uret, og vi andre venter. Endelig kommer Susanne gående; den er fundet! Vi sætter os op i bussen, lettede, blot for at opdage, at der står en rygsæk derude på en bænk. Stor opstandelse! Bliver det ved? Kommer vi aldrig af sted? Nå. Ejermanden udbryder roligt, mens han peger ud ad vinduet: Det er da min!
Så kører vi – mod Halle til overnatningshotellet. Egentlig kan man skære lidt af afstanden af ved at køre gennem det sydvestligste hjørne af Slovakiet, men landet har indført en sær afgift på kørsel. Sær på den måde, at mærkatet eller tingesten skal afleveres på den samme grænsestation, hvor man købte den. Sådan en regel er ikke ligefrem politikerklogskab. Så vi tager den mindre omvej over Wien,
Brno [bryno] og omkring Prag, hvor tjekkiske Kurona skal deles med 3 og minus 10% for at få den danske værdi, inden vi når frem til Halle i Tyskerland.

Grænseovergangene mellem Ungarn og Østrig er præget af begge landes nervøsitet over at få for mange asylsøgere og migranter. Derfor er vores pas gransket grundigt, inden vi får lov at entrere Ungarn. Det samme gælder den anden vej. Det går langsomt, for heller ikke Østrig undlader en form for grænsekontrol.

[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]

Mandag, Tyskland, hjem

Sidste dag er uden diskussion den kedeligste.
Vi forsikrer hinanden om, at nu vil vi hjem, Preben, og det kan kun gå for langsomt. Overhal!
Vi skal bare hjem, og alle ved, det tager den tid, det tager. På de tyske autobahner er der altid vejarbejde et eller andet sted og ofte med lange køer.
Vi starter med behagelige 24 grader og skal således tilpasse os dansk klima – også politisk. Efter at have boet i lande med mere eller mindre udfordrede demokratier, i hvert fald historisk og for nogles vedkommende også aktuelt, er det helt rart at komme hjem til det gode, gamle socialdemokratisk borgerlige Danmark. Danskerne er et flittigt folkefærd, men vi vil have vores kaffepause. Vi har også haft fred og ro i vores vugge, mens andre lande brændte om os.

Turen her har givet os et lille indblik i, at for nogle nationer har det været svært at nå dertil, hvor de er i dag. Kommunismens og nazismens og totalitarismens uhyrligheder har unødigt bremset alt for meget for flere af de østeuropæiske folkeslag, og nogle af dem ligger stadigt en smule underdrejede.
Igen er det svært at se bort fra det paradoksale i, at frihed er et så stort gode, at vi herhjemme næsten tager det som en selvfølge.

Vi kører gennem Padborg, hvor Jørn Hjorting engang havde “Ti vi ka li” på Hotel Padborghus omkring 1962, og blandt publikum sad en 15-årig forelsket og stærkt genert dreng, der ikke turde byde sin udkårne op til dans.

Nu vi taler om forelskelse. Karen hiver et par timer senere to poser med sandwich frem, og Thomas går op og henter to kolde øl. De har nemlig bryllupsdag i dag, den 51. i rækken, og skåler med hinanden og peger ned mod Sallingsund Færgekro:

– Det holdt vi vor guldbryllup!

[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”Tribe_Image_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”SiteOrigin_Widget_Button_Widget”][/siteorigin_widget]
[siteorigin_widget class=”SiteOrigin_Widget_Button_Widget”][/siteorigin_widget]

Lars Bjarnes video fra en tidligere Donautur:

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg