Corona giver os mulighed for at udforske egen kommune. Så vi leger turister!

Søndre Kirkegård i Thisted mellem banegården og kystvejen blev taget i brug i 1857, og i 1870 blev Søndre Kapel bygget, hvor de fleste begravelseshøjtideligheder foregik fra. I dag bruges Søndre Kapel som redskabsrum. Den seneste begravelse blev foretaget i 1995, og siden 1992 har man ikke kunnet erhverve nye gravsteder.

Det er et natursted, et frirum med flot udsigt over fjorden og en masse græsarealer.
Så langt så godt. Men kunne der ikke være et par bord-bænkesæt på pladsen? Eller i det mindste lidt flere end bare to bænke? At det er en nedlagt kirkegård, skal naturligvis respekteres, men det er vel næppe særlig slemt at sætte et par bord-bænkesæt op gerne helt ude i periferien eller nede ved stien med udsigt over fjorden, ligesom det heller ikke var så slemt at indrette det gamle kapel som redskabsrum. Området er et aktiv for Thisted.
Her er ro og fred, fuglekvidder og højt til loftet. Det kunne være dejligt, hvis man måtte have lov at sidde lidt flere steder måske endda ved et bord-bænkesæt og spise sin medbragte mad! Affaldscontaineren eller altså skraldespanden finder man efter nogen tids søgen. Den står i den vestlige ende på stien inde ved de mørke træer. Den skæmmer i hvert fald ikke området, så godt som den er skjult. Der står også en i nærheden af redskabsrummet.

Men stop nu lige engang! Læs, hvad der er i vente:

Kirkegårdsleder Mikael F. Kristensen fra Thisted Kirkegård meddeler nemlig:

– Jeg er i øjeblikket ved at udarbejde en udviklingsplan for kirkegården og i den er det tænkt på bord/bænkepladser, så de er på vej.

Dejligt og fint! Så mangler kommunens park-og-vej-folk blot at tynde lidt ud i træerne ned mod fjorden, så udsigten bliver perfekt!

 

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg