På havnen i Vilsund er der en stander, hvor man kan hente sig en folder med forslag til vandreture i og omkring Vilsund
Vilsund er en landsby ved Vilsund, det smalle vand mellem Thy og Mors, som også benævnes Vildsund. Byens alder er uklar. i 1802 nævner en topograf kun en Wiil-Sunds Mølle. I ”Det Kongelige Videnskabelige Selskabs Kort” fra 1795 er benævnelsen ”Wiil Sund”.
Vilsundbroen forbinder de to landsdele og byerne Vilsund Vest og Vilsund Øst og blev indviet 1939 med en samlet længde på 381 meter. Der er seks brofag inklusive fem faste stålbuefag, hver med en spændvidde på omkring 70 meter. Det sjette brofag er et såkaldt klapfag med en 30 meter gennemsejlingsbredde.
Den grønne rute er 2,5 kilometer og starter som de andre her ved infopælen. Den kaldes også byruten, og det er naturligvis Vilsund, det drejer sig om. Går gennem Vildsund, der var færgested over til Mors indtil 1939. Byen har 430 indbyggere.
Den blå rute er lidt længere, 5,7 kilometer, og den kaldes Sundbygårdruten. Her kommer du langs stranden mod nord og over A26 til Sundby Sø.
Den røde rute er den næstlængste på 8,5 kilometer og hedder søruten. En natursti går rundt om Vilsund Sø.
Den længste hedder Sundby Morsruten og er den sorte på 11,5 kilometer. Du kan her følge dyrelivet i Nørrekæret, molerlandskabet på Nordvestmors, og der er flere muligheder for at bade i Limfjorden. Især hvis vejret er varmt nok.
Vilsund er en anbefaling værd, for her er der stort set altid frisk luft og vind i håret og enten en mild brise fra fjorden eller hårde stænk, når det går vildt for sig.
Forfatter
-
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg