Thisted Kommune ønsker at fremme det rekreative område rundt om Tingstrup Sø. Det skal blandt andet ske ved at anlægge en natursti. Senere bygges en bålhytte i det øvre terræn, området indhegnes, og der etableres en natursatellit ude i søen.

Gravemaskiner fra Sennels Entreprenør er lige nu i gang med at etablere en 1.300 meter lang stenmelsbelagt sti rundt om Tingstrup Sø. Undervejs passeres det fugtigste område og åen ved hjælp af en slags promenade.

Arbejdet er sat i gang af Thisted Kommune som et led i at skabe et naturskønt og rekreativt område lige nordvest for byens midte og i forlængelse af kolonihaverne.

Fra søen laves også gangstier til de nye boligkvarterer – Nørre Mølle og Australiavænget.
For at gøre området ved Tingstrup Sø mere tilgængeligt etableres der en parkeringsplads ved Over Engen.

Den retablerede sø vil udover at fjerne kvælstof også medvirke til klimasikring af Thisted by, ligesom der vil være store rekreative gevinster. Retableringen vil reducere kvælstofudledningen til Limfjorden med omkring 3.500 kg om året.

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg