Hanne Krathus fortæller om en begivenhed i julen 1951. Den er hun ikke specielt stolt over.
Den begynder sådan:

"Forventningens glæde?
Min tvillingebror og jeg var alene hjemme. Og der lå julegaverne. …"

Forventningens glæde?

Min tvillingebror og jeg var alene hjemme. Og der lå julegaverne.

Mor var gået i brugsen. Vi kikkede ind gennem de franske døre. På sofaen i den pæne stue lå en masse pakker. Gavepapiret var farvestrålende med nisser og gran, juleklokker og kaner.

Der var ikke varme på kaminen. Først juleaften blev der fyret op.

Vi åbnede dørene til dette forbudte eventyrland. En sugen i maven blev ignoreret, og vi listede ind.

Vi løftede lidt på nogle af gaverne. Der var sat til- og fra-sedler på. Vi kunne ikke læse, men genkendte vores egne navne.

Et par af pakkerne lokkede. De små hænder kunne ikke modstå denne insisterende kraft. Tavse, men enige begyndte fingrene af sig selv at løsne de røde bånd.

Spændingen steg. I min brors hænder lå nu en grøn legetøjsbil, som kunne trækkes op. Frem af min pakke dukkede et lyserødt spejl, kam og børste.

Det puslede ved døren. Var det mor? Nej posten med julebreve.

Langsomt gik det op for os, at vi vist hellere måtte se at få pakket gaverne ind igen. Femåriges nervøse og fumlende fingre gav sig nu i kast med gaveindpakningen. For at skjule udåden, lagde vi pakkerne ind under de andre.

Det blev juleaften. Far havde pyntet træet. Mor var i køkkenet. For de franske døre var hængt et tæppe. Det klemte lidt maveregionen. Spænding? Samvittighed? Mon min bror havde det ligesådan?

Efter risengrøden med sødt hvidtøl til, andestegen og den ovnbagte æblekage, blev det nu tid til dansen om juletræet med alle gaverne under.

Så skulle julegaverne deles ud. Det stod vores storebror for. Blandt de fint indpakkede gaver, skilte een sig ud. Spejlet var lige ved at falde ud af den kejtede indpakning. En stor skuffelse. Der var jo ikke noget ved at kende indholdet.

Mor og far sagde ingenting. Det var nok det værste. Jeg er sikker på, at de har lagt mærke de to små forbryderes foretagende.

Den gave vil jeg huske al min tid, mens de andre gaver er gået i glemmebogen.

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg