Masken falder på årets største begivenhed på redaktionen. Nemlig til julefrokosten. Her følger 2. og sidste afsnit med den afslørende beretning. Første beretning sluttede dramatisk:

"… Jeg svømmer helt hen, da der pludselig lyder høje råb omkring bordet samtidig med, at et par kolleger har rejst sig halvt op og virker - næsten aggressive! Hvad i alverden er nu det? …"

 

Er det nu ham Dennis, der ikke kan lade damerne være? Det ærgrer mig. Altid er det herrerne, der ikke kan lade være med at krænke damerne.

Så jeg slår højt og længe på mit glas, får dem dæmpet og spørger:
– Hvad sker der?
– Dennis driller! Siger damerne som med en mund.
– Jeg vil vide, om der er sket krænkelser! Hvem er krænkeren, hvori består krænkelsen, hvor stor er den på en skala fra 1 til 10, hvor 1 er ingenting, 3 er Morten Østergaard, 5 er Frank Jensen og 10 er Mads Ågård, og hvem er den krænkede?
– Dennis driller! Gentager damerne med armene over kors. Hanne sætter en snor i:
– Skal jeg virkelig for din skyld altid se hellig ud?
Hanne vrænger ad Dennis og hænger sit kors om halsen, tænder sit listige pavesmil og sætter begge hænder i hoften. Dennis, der sidder lige over for hende, lægger også armene over kors og himler med hovedet.

Jeg kan godt se, at han vist er på den. Burde han ikke være for god til at begynde at krænke damerne? Han ligger lige nu i fasen mellem Morten og Frank.
Mona Lisa følger trop og sender Dennis sit uudgrundelige smil, og Dennis vender sig mod Hanne:
– Truer du mig nu? Din stemme er hævet, dine øjne skyder lyn, du hælder dig forover …

– Nu tror jeg da lige, at I skal …
Jeg blander mig og folde min autoritet ud. Fuldstændig virkningsløst.
– Når man bærer maske, krænker man! Mener Hanne. – Og det er der en, der gør her!

Hanne kigger med sejlende øjne over på Dennis. Det tænkte jeg nok. Han krænker!!
Jeg prøver at glatte ud:

– Nu er det jo ikke alt, der kan virke stødende, vel?

Hanne henter en maske fra hans skrivebordsskuffe.

– Se, her er den! Det er den, han bruger, når han glor på os.

– Det er min coronamaske, sprutter Dennis. – Hold nu kæft, tøser, snerrer han og ryster på hovedet.
Den maske må være ny. Jeg har aldrig før set sådan en her i coronatiden. Måske er den bedre end alt andet?
Hvad, siger jeg forundret til Hanne. – Og hvorfra ved du så, at Dennis "glor"?

– Han tror, han har nogle meget brede skuldre og store overarme, hvormed han prøver at imponere os.

– Ja, gentager Mona Lisa, – I gamle dage ville vi sige, at sådan en er en flot fyr! Men ikke i vore dage. Da er han blot ækel. Det var da bedre, hvis han var en slapsvans med tynde, spinkle arme, hængende skuldre, hulbrystet og en lille, fed vom!

– Hov, hov, protesterer Dennis. – Det er en nedladende, sexistisk ytring!

Den overhører de totalt.

– Vi kvinder tillader intet! Jeg sagde INTET!

– Men, protesterer Dennis, – hvad har det med min coronamaske at gøre, og hvad har jeg gjort?
Hanne fortsætter.

– Vi har luret dig, kan du tro. Du beglor os! Gør du. Du kigger på os, som om vi er seksuelt attråværdige! Du æder os med øjnene - og det, der er værre!

Hanne lukker øjnene og sukker dybt.

Dennis peger på Mona Lisa:

– Og du sidder bare der og griner ad mig, Mona Lisa. Eller hvad du nu gør med den der skæve mund. Det er nedværdigende for mig! Og Hanne virker ærligt talt noget løs på tråden, ja, vel nærmest udfordrende, det har jeg mærket …

– Det er da, fordi hun har sådan noget underligt tøj på, forklarer Mona Lisa. – Den ene dag er hun billigt til salg, den næste er hun paveansøger! Sådan er vi kvinder! Sådan er det, jo!
– Du må ikke sige tøser, formaner Mona Lisa. – Det er forbudt i følge Feministisk Folkeparti!

– Så skal I også lade være med at opføre jer som sådanne, brummer Dennis.

– Tag den på, opfordrer Hanne ham. – Så ved vi alle, hvad vi taler om.
Han fumler med sin maske. På sin vis ser han umådelig latterlig ud, da han får den på. Gad vide, om den i det hele taget hjælper mod coronasmitte? Man kan lige ane hans øjne, der plirrer i øjenhulerne.
 Han drejer hovedet over mod Hanne.
 Det er der, Hanne bliver skarp:
– Se! Nu glor han igen på mig! Jeg kan godt se det, du! Hvis det ikke er sexchikane, har jeg aldrig hørt Shu-bi-dua. Den der maske kan du godt pakke væk. Du bruger den bare til at chikanere os! Når du har den på, tror du, du kan tillade dig at glo på os, og at vi ikke kan se det. Du burde fyres! Du glor og glor og glor!

– Gu gør jeg nikke nej, skynder Dennis sig at sige og pakker masken væk igen, mens han glor på hende. Så lukker han øjnene:

– Se! Nu kan jeg slet ikke se jer! Skal jeg arbejde her med lukkede øjne?
Dennis henvender sig direkte til mig:
– Det er mig, der er blevet krænket! Nu kan jeg godt sige det, for det skal altså frem! Hanne lagde an på mig,  hendes lille hånd lagde sig på mit lår, hvilket jeg udmærket mærkede, man hører jo så mange historier rundt omkring i landet om hænder på lår under frokoster, men da jeg fjernede den, blev hun sur!

– JA! Det var min hånd, du fjernede fra dit lår. Der var desværre ikke andre mænd, forsvarer Hanne sig med.
Dem over 70 tæller ikke.

Jeg afbryder mødet og opfordrer mine tre ansatte til at forliges. Ellers må jeg ansætte tre andre!
 Den sidder! De bliver helt blege. Jeg er noget overrasket over, at det er Hanne, der er krænkeren. Måske bør jeg tale alvorligt til hende? Så - det gør jeg:

Og Hanne: Det er slut med at lege krænker og lægge hånd på lår! Forstået?

Hanne nikker.
 Gassen er gået af ballonen.

Det er i øvrigt irriterende at være så gammel. Jeg kigger lige en gang ned på mine egne lår. Ingen gider lægge hånd på dem og krænke en - eller i det mindste bare forsøge på det.

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg