I vort næste sommerhus var livet gjort besværligt for indbrudstyvene. Yderdørene kunne nemlig kun åbnes indefra med nøgle. Huset havde også installeret tyveri-, brand- og indbrudsalarm, for at det ikke skulle være løgn, og ikke nok med det. Alarmen var koblet til min mobil, så kom bare an, I tyveknægte!
Det gjorde de så den 18. december det år for første og indtil videre sidste gang.
"Alarm, alarm", lød det fra mobilen, og vi styrtede derud. Det tog sådan cirka 20 minutter, så var vi der. Huset lå i et område med totalt mørke, og vi kunne ikke se noget som helst. Intet lys nogen steder, alt åndede fred og ro. Tyvene var over alle bjerge.
Men omme bag huset var et af vinduerne balret. Vi låste os ind gennem fordøren og konstaterede, at nogen havde slået det lille vindue i gavlen i stykker og krøbet den vej ind på trods af den sindssygt høje, skingrende alarm. Så havde de taget det eneste, de kunne få med ud gennem vinduet: FladskærmsTVet. Uden fjernbetjening og med en masse ulejlighed til følge. Det har været fordømt svært at kravle ind og ud gennem den lille åbning, hvor der stadig sad glasskår i kanten. Fjernsynet var bare flået ned af væggen, så ophængningsrammen var ødelagt. De har nok haft travlt.

Det var et godt indbrud. Gulvet var så beskadiget af deres hærgen, at hele stuen skulle slibes og lakeres, besluttede taksatoren. Fjernsynet var et af de gamle Mpeg2, vi alligevel havde snakket om skulle afløses af noget mere moderne. Der skulle også et nyt vindue i, og vi valgte denne gang et fast.
Fjernsynet gav omkring 1.500 i erstatning, tyvene har vel fået 500 kroner for det, hvis i det hele taget så meget. Men der var ødelagt gulv og vindue for over 21.000 kroner.
Så er det lige før, jeg burde have stillet fjernsynet ud til vejen med et skilt: Værsgo, indbrudstyve!

Nu er der nye tider.
Når vi forlader huset, sætter jeg strøm til det nye TV, så man får stød som af et elefanthegn. Udenfor rundt om hele huset går en rottweiler, der kun får mad hver tredje dag. Et bevæbnet vagtkorps patruljerer hver anden time på vejen, og jeg har oprettet en direkte linje til nærmeste politimyndighed med tilladelse til at vække politimesteren om nødvendigt. Vinduerne har i øvrigt fået panserglas, og hvis man kaster en sten mod det, kommer den tilbage som en boomerang og smadrer kasteren. Alarmen er stadig indenfor, men nu også udvidet med udvendig sirene, projektører og automatskud fra nogle selvskydende våben, vi købte billigt, da DDR blev nedlagt.

Så denne gang har vi altså valgt ikke at sælge huset, men at tage kampen op.

Ulempen er naturligvis, at vi ikke selv tør bo der.
Det er alt for farligt.

Forfatter

  • Finn Wilkens

    Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg