Det varer ikke længe, inden vi kan os se tilbage. Snart vil navne som Covid-19 og Corona være en del af historieundervisningen.
Nogle krav fra restriktionstiden kan sikkert fremover give anledning til at trække på det der smilebånd
En kandidat til at blive udnævnt til det mest ulogiske kunne være, at mens man skal vise coronapas, når man vil ind på et museum med tre gæster i forvejen eller på biblioteket med fem besøgende, behøver man ikke noget coronapas nede i Rema1000, hvor der er 30 kunder. Den regel gælder stadig her den 27. juli 2021. Forstå det, hvem der kan!
Vi står i kø ved de fastsatte to-metermærker. Pludselig kommer en ældre herre ind fra højre med en indkøbskurv under armen, ser sig forvirret om og stiller sig så umiddelbart foran os.
– Hallo, siger jeg, jeg tror, man skal overholde de mærker der – ja, de der to-metermærker?
Han hører intet, tror ikke, det er ham, jeg snakker til, men jeg banker ham høfligt på skulderen og afleverer mit budskab.
Han står som lammet et øjeblik, så stammer han helt forfjamsket:
– Nå, ja, for helvede … åh, det havde jeg sgu helt glemt!
Et andet sted står jeg ved spritflasken og er i gang med at afspritte hænderne, da en emsig dame næsten fejer mig væk:
– Åh, alle står sgu i vejen i dag …
– Øh, nå, ja, men jeg står her og spritter mi …
– … hold nu kæft, mand!
Og væk er damen.
I mundbindsperioden stod en ung dame og rodede i Superbrugsens slagterdisk. Uden mundbind. Hun fandt, hvad hun skulle have, lagde kødet i kurven og så op og så en del andre kunder med mundbind, der bare stirrede på hende. Rød i hovedet rev hun et mundbind op af lommen og smed det for ansigtet, hurtigere end coronapolitiet tillader.
Uden for Universitetshospitalet i Ålborg er al rygning forbudt. Alligevel sidder to damer i fyrrerne tæt sammen på en bænk med omkring 10 centimeter afstand og ryger en smøg. Jeg peger på skiltet, der hænger på stolpen lige ved siden af og siger ganske frækt af en gammel mand:
– Man må vist ikke ryge her?!?
Den ene dame kigger uendeligt langsomt op på mig og puster en lang røghale ud, mens hun med ganske almindelig stemme siger helt naturligt og stille og roligt uden ophidselse af nogen art:
– Og hvad så? Kan du ikke være ligeglad?
Jeg tager min mobil frem og knipser et foto af de to damer.
– Hov, hov, siger den anden nu, – det kan du sgu ikke tillade dig, kammerat!
– Og hvad så, svarer jeg, – kan du ikke være ligeglad? og vender om og går veltilfreds derfra.
– To meter for prins Knud! To meter for prins Knud!
De glor på mig og fortsætter uden at standse, mens de ryster lidt på hovedet. De er alt for unge til at kende den der med prins Knud.
Forfatter
-
Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg