Den 74-årige Peter Christian har lige mistet sin kone i en færdselsulykke og har ikke lyst til at leve mere.
Han siger passivt og opgivende pænt ja tak til at tage med på småture og til gadefest og almindelig chikane mod en nyetableret efterskole i gaden, men indser, at det ikke afhjælper sorgen og ensomheden.
Han bliver nødt til at være mere aktiv, mens det langsomt går op for ham, at der er et eller andet uldent ved den ulykke.
Hans kamp for at genvinde en normal og fri tilværelse falder parallelt sammen med sammenbruddet i DDR og murens fald.

 

 

 

1
– Du tror, det hele drejer sig om dig, hvad?
Hendes stemmer skærer gennem stuen. Peter Christian er rød i hovedet og står med hænderne i siden:
– Mens du er englen i vort ægteskab, ikke sandt?
– Det kan ikke passe, at jeg dag efter dag skal lave mad, gøre rent, holde hus og hjem, mens du bare skal spille fandango og ligge på sofaen med den øl, du forventer, jeg henter til dig, eller besøge dine venner.
Det sidste bliver hvæset ud med fordrejet stemme, og hendes øjne er smalle og læberne sammenpressede.
– Vi har altid levet sådan, at jeg arbejdede og skaffede føden, mens du gik herhjemme og passede det.

Der er ikke noget med at kalde hende mormor, når de skændes, hvilket de har gjort en del gange på det sidste.
– Men du arbejder jo ikke længere…
– Derfor har jeg også overtaget en del. Jeg støvsugede i går, gjorde jeg ikke?
– Du støvsugede i går! Ha. Tror du, du kan slippe med en gang ugentlig pjat-støvsugning her op til jul?
– Pjatstøvsugning? Det er vel lige så godt som dit stegte flæsk med persillesovs, der ikke smager af en skid og aldrig har gjort det.

Det skulle han naturligvis ikke have sagt. Det var lige over grænsen. Et skænderi holder sig inden for bestemte rammer, som man bare overholder. Det ved begge. Derfor er det fuldstændig logisk, at hun tager sin frakke og hue, åbner yderdøren og forsvinder, mens døren smækker i så højt, at væggens puds truer med at falde ned indenfor og sneen af taget udenfor.
Peter Christian skæver til blodtryksmåleren, der vist ikke skal bruges lige nu, og han læner sig tilbage og trækker vejret dybt. Det forhøjede åndedræt er længe om at lægge sig, og han tænder for fjernsynet. Det stikker i højre side af maven.
Da pulsen omsider er faldet til ro, kigger han på klokken og undrer sig lidt over, hvorfor hun ikke er kommet tilbage endnu. Godt nok var hun sørme oppe at køre, da hun gik, men så meget burde det ikke betyde. Sådan ligefrem at blive væk i mere end en time er da at overdrive.

I det fjerne høres noget ambulancetuden. Han ser en nyhedsudsendelse om østtyskere, der søger sammen i kirkerne for på den måde at protestere over levevilkårene og indespærringen i et helt land. Peter Christian hylder frihed, og derfor er han på folkets side, men har svært ved at koncentrere sig. Han synes, at det er lidt ærgerligt, at de ikke ser det sammen. For mormor er helt på bølgelængde. Hvad kan det ikke ende med i den kommunistiske verden. Jo. Russerne kommer. Selvfølgelig. Sådan har det altid været. 1953, 1956, 1968. Peter Christian kan sin Øst-Europahistorie.

Lige efter følger en udsendelse om gode alkoholvaner. Denne fredag den 16. december byder på brugbare tips til deltagerne i de julefrokoster, der hærger landet just denne dag, dermed forhøjet risiko for trafikulykker, der i forvejen har været heftig her i firserne og ikke mindst om tømmermænd og disses behandling.

Senere under den efterfølgende udsendelse banker det på yderdøren. Han rejser sig besværligt og lukker op. Udenfor står en politimand eller rettere to, men den bagerste, der står ude i sneen, er en ung dame, og selv om hun også er i uniform, kan hun da ikke være politimand med den hue rundt om hele ansigtet, så hun ligner en bankrøver. Koldt er det rigtignok. Det er faktisk kun de brede hofter under frakkebæltet, der afslører, at der er tale om en dame. Kvindelige politibetjente! Latterligt.
Han opfatter ikke de to betjente som nogen, der har specielt med ham at gøre.
Den forreste rigtige betjent spørger til hans navn, og da han nikker bekræftende, siger han:
– Det gør mig ondt, men din kone er blevet ramt af en bil og er død. Vi vil gerne køre dig til sygehuset.
Han hører ikke, hvad der ellers bliver sagt. Kraftløs bliver han bugseret ud i politibilen og kørt ind på hospitalet.

Nede i kælderen ligger hun. Fredfyldt. Vreden fra skænderiet, fra det ligegyldige skænderi om ingenting, er et tyndt tæppe, der er trukket til side for at afsløre et sort, uendeligt helvede.

Han får senere frakken, huen og det øvrige tøj med hjem, omhyggeligt foldet sammen og anbragt i et par brune papirsposer med hospitalets navn og logo udenpå med ordene: ”Service for dig”.

 

2
I ugen efter begravelsen sidder Peter Christian og kigger ud ad vinduet. Der kan komme nogen forbi, der har lyst til en sludder.

Han rejser sig og går ind i soveværelset og åbner det store træklædeskab. Det er tømt for tøj bortset fra kjolen. Den smukke mørkeblå selskabs- og dansekjole, som hun bar så flot. Han har spredt den ud og banket den fast til endevæggen i skabet med søm. Det ser i grunden godt ud, men der er ingen, der får lov at se det. Sømkassen og hammeren er anbragt oven på skabet, det er det nemmeste. Han tæller dagene siden den aften, og det passer med det antal søm, han har banket i. Nu tager han et, der skal gælde for denne dag. Han bestræber sig på, at ibankningen sker klokken tyve, for det var der, mormor døde. Det sker ikke altid, men det er lidt ligegyldigt. Meget er blevet ligegyldigt.

Sømmet i dag anbringer han helt forneden ud for hendes smalben. Det er lidt besværligt at knæle ned, og det stikker i maven, men det skal gøres ordentligt. Det er efterhånden lige så besværligt at få sokker på. Somme tider hjalp hun ham, og nu skal han klare det selv. Også det. Hammeren giver genlyd inde i skabet og i soveværelset. En slags dobbeltlyd. Den lægger han igen oven på skabet, klar til i morgen.
Tilbage i stuen tænder han for fjernsynet. De viser en genudsendelse med madopskrifter. Han hører hendes trin ude i køkkenet og holder vejret, selv om han godt ved, at det er intetheden, han hører.
Så slukker han fjernsynet. Traver lidt frem og tilbage. Han kan selvfølgelig også gå sig en tur op og ned ad Fælleslykkegade. Der kunne sidde nogen og sige: Hallo, der går Peter Christian, skulle vi ikke invitere ham indenfor til en kop kaffe? Men manden svarer formentlig nej, for helvede, jeg gider ikke det der lige nu. Jeg er træt. Man bliver sgu så ked af det, og nu har jeg lige fået mit humør op efter fyraften.
Egon har så travlt, så travlt. Det nytter heller ikke noget, arbejdet kommer trods alt i første række.
Han traver langsomt frem og tilbage. Ud i entreen. Spejlet hænger stadig lidt lavere af hensyn til hende. Han kunne godt hænge det en smule højere op. Hendes navn på navneskiltet ved døren burde måske væk. Han orker det ikke. Ved siden af spejlet hænger afrivningskalenderen. Fredag den 16. december 1988. Der standsede tiden.
Egon mente, at han skulle i gang igen, at den dato selvfølgelig var nagelfast, men at svigerfar måtte videre med sit liv og derfor også skifte dato. Men det vil Peter Christian ikke. Der er så uendelig meget, der er ligegyldigt.
Ser på klokken. Det er nu, at mormor ville have foreslået, at de skulle drikke aftenkaffe. Hun ville komme ind med bakken, og på bakken var der en overraskelse. Det kunne være en kage, hun havde købt eller bagt, en bolle med smør og stærk ost, et par kiks med hendes hjemmelavede brombærsyltetøj, eller hvis det kom helt op under loftet: En snaps til ham og en Grand Marnier til hende.
Men hendes syltetøj er spist, snapseflasken er tom, og med hjemmebageriet er det slut. Han går en runde ud i køkkenet. Tomme hylder, en smule mad i køleskabet, hvis låge piber. I bryggerset står kassen med bajerne, så der altid er noget at byde gæster på. Og det er ikke de billige fra Otto Duborg, men rigtige menneskeøl henne fra købmanden. Når han køber sådan en kasse, spørger han altid Henrik, om ikke en af lærlingene kan bringe den hen til ham, for den er ret tung. På samme tid kan Henrik forstå, at han her har en kunde, der ikke falder for de tyske supermarkeders lavpristilbud.
Han går tilbage til stuen og tænder for fjernsynet og synker ned i lænestolen og mærker igen på højre side af maven. Somme tider kan han slet ikke føle den lille smerte. Nu er der nyheder, men selv dem har han på fornemmelsen er genudsendelser. De samme indslag med de samme politikere, der siger det samme om den spændte stemning i DDR.
Han må være faldet i søvn, for da han vågner, er de i gang med en gammel film, han har set nogle gange før. De skriver aldrig, når det er en genudsendelse, hvilket i og for sig heller ikke er nødvendigt. Han har på fornemmelsen, at der kun er ansat tre i Danmarks Radio, og to af de tre bestiller ikke andet end at sætte gamle bånd på og vise dem. Den tredje er chef og sidder derfor på sit kontor og smider seernes vrede breve om alle genudsendelserne i papirkurven. At TV2 nu er begyndt, har været et frisk pust, men det er for tidligt at vurdere.

Det er, som om alle tror, at når man er gammel, sørger man ikke så meget, for man har jo levet mange år sammen. Ingen synes, at det er synd for ældre mennesker. I hvert fald slet ikke på samme måde som med yngre.
Han kan bare ikke bruge den tid, der er gået, de mange år, til noget som helst. Det er her og nu. En eller anden trykker på kontakten, og så er det liv slukket.
Det er mørkt udenfor. Han står længe bag gardinet i håb om, at noget vil ske. Himlen er fuld af mørke skyer, der driver af sted.

Mon mormor sidder deroppe nu og kigger ned til ham? Han er lige ved fjollet at vinke. Han går ind igen og går i seng med tung mave. Alene i dobbeltsengen. Aldrig mere skal han høre hendes dybe åndedrag. Aldrig mere vågne om natten og vide, at hun ligger der, og at de er to, der holder af hinanden. Han står op igen og finder med besvær pillerne frem og tager et par stykker. Lægen synes, han skulle have dem i den første, svære tid.
Men de bringer jo ikke mormor tilbage.

 

3
Midt under overhalingen af den grå Peugeot kommer Flemming med et udbrud, og da Peter Christian vender sig om mod ham, misser han synet af chaufføren.
– Så du hende? Spørger Flemming med store øjne.
– Hold da op. Så smuk med langt, lyst hår.

Peter Christian sidder ved siden af Flemming og ved godt, at han med sine 74 år ikke længere får smil fra unge damer og slet ikke her fire måneder efter konens død, hvor han stadig kan se noget traurig ud. Det er ikke noget, han gør med vilje, han kan bare ikke lade være.
Det gælder ikke Flemming, der kun er 28. Han er en flot fyr med sit sorte, bølgende hår og flotte tænder samt lille, tykke kyssemund. Men nogen Elvis er han nu ikke, selv om han vist gerne vil se sådan ud. Dertil er næsen lidt for stor, øjnene for tætsiddende og panden for lav. Men håret har den der spytkrølle, der var moderne engang for mange år siden, og som vistnok igen tiltrækker kvinder.

– Jeg er glad for, at du vil have mig gamle oldsag med på golfbanen. Det kunne da være sjovt at se, hvordan det foregår.
– Ja, der er efterhånden en hel del i din alder, der spiller. Det er faktisk noget af en gammelmandssport. Men det er da også, fordi du ikke skal blive ved med at sidde og kukkelure helt alene.
– Jeg troede, det kun var for rige mennesker.
– Nej, det er en myte.

Han ser på sit ur. Det er skrækkelig varmt. Hedt.
– Men vi er sent på den.

Peter Christian strammer læberne og vrænger ansigtet. Han har dog taget imod Flemmings tilbud om at komme med, fordi det er et afbræk i tristheden. Han har gættet, at Flemming synes, det er lidt synd for ham, men det varmer ham. Flemming er god nok.

Faktisk bedre end Egon om end yngre. Han kunne godt ønske sig en anden svigersøn, for alt i alt er skæbnen noget hård ved ham, hvis han bliver spurgt. Det er der nu ikke nogen, der gør.

Det lugter harskere end noget offentligt toilet! Tropesommer så tidligt på året gør sit til, at den sønderjyske odør er værre end slem.
Markerne på begge sider af vejen er fyldt med ajle og gylle. Fordampningen af ammoniakken er næsten ikke til at bære, og på trods af de lukkede friskluftventiler er kabinen fyldt med overgemt grisetis og 32 hæslige, stillestående grader.
– Tænk dig. Nu er det over fire måneder siden, hun døde, og jeg savner hende stadig.
Flemming kigger stift ud på vejen. Mon han hører det?
– Det er, som om noget af en selv er borte. Man lever kun halvt.

Flemming lader Audien strække ud igen. 120. 125. 130.
– Øsen er fannerme helt på toppen, men larmer værre end nogen teglværksovn.
– Ja, og føles tilsvarende, mener Peter Christian. Han ruller vinduet ned, men får det hurtigt op igen. Stanken fra markerne er ikke til at holde ud, så er det bedre med sved ud af alle porer. Han væder læberne og mærker den salte smag.
Tilfældigt kaster Flemming et blik i bakspejlet. Han brummer overrasket, at Peugeoten minsandten er lige i hælene på ham med den smukke blondine bag rattet. Hvad fanden? Kan hun virkelig køre så stærkt? Han tørrer sveden væk fra øjnene.
– En skam, vi snart skal dreje væk, hvad? Hende der kunne jeg da godt tænke mig at hilse nærmere på.

To kilometer længere fremme drejer Flemming væk fra markernes toiletlugte og fortsætter ad en snoet sidevej ned mod golfbanen.
Audien ryster og hvæser.

Peugeoten er bagude. Hvor fanden kommer den fra?
– Nå ja. Hun har selvfølgelig set mig under overhalingen, lagt mærke til mit mørke hår og er blevet uimodståeligt interesseret i at lære mig bedre at kende.

– Nu blinker blondinen minsandten med forlygterne. Hun vil i kontakt med mig.

Han bremser og kører ind på rastepladsen og holder. Køleren bliver ved at køre. Audien, det store dyr, pruster ud. Det gør Flemming også. Pulsen har overtaget den sekscylindrede motors banken.
Peter Christian er spændt på, hvad der kommer til at ske. Det er ikke så tit, at han får lov til at se på nærmeste hold, når unge mennesker mødes og sød musik opstår. En lille snært af misundelse gnaver i ham.

Peugeoten holder lige bagved. Flemming tørrer igen sved af panden og lader en hånd glide gennem håret og ser i spejlet, at hun stiger ud.
– Hold da kæft, hvilken kvinde!
Peter Christian vender sig om. Stram mørk nederdel, højhælede sko, en lyseblå, kortærmet skjorte, der bare er limet om en lækker overkrop med smukke forlygter, og så ansigtet og det lange, lyse hår! Flemming mumler og er helt væk i sidespejlets konkave gengivelse og spidser læberne prøvende.
Han skal lige til at åbne døren, da hun tapper på ruden. Han ruller det ned og smiler sit mest forførende smil op til gudinden i himlen. Peter Christian kan desværre ikke rigtigt se hende.
Hun vipper sit etui ned foran Flemming.
– God dag Hr.! Det er færdselspolitiet! Må jeg ha´ lov at se kørekortet?

4
Peter Christian kommer hjem efter den ret anstrengende tur på golfbanen. Allerede på fjerde hul indser han, at det ikke er noget for ham. Han falder ikke lige for golfsporten denne gang. Hvad der får voksne mænd til at rende rundt i naturen og slå til en lille, hvid bold, der tit bliver væk, forstår han stadig ikke.
Der må være nogle muligheder i den sport, det er han sandelig ikke blind for. Flemming prøver at overtale ham til at gøre et nyt forsøg en anden gang, siger, at det nok er varmen, men han undviger, udsætter, søger at tale om noget andet. Flemming gør det af et godt hjerte. Han synes ikke, at han bare skal sidde der i sit hus og kukkelure i al sin ensomhed.
– Du trænger sgu til at komme ud, Peter Christian.
– Jooo. Men forstår du, uanset hvor jeg bevæger mig hen, følger det jo med.
– Hvad? Nå, det med din kone?

Det var ellers noget af en dukkert, Flemming fik af den kvindelige politibetjent. Sjovt nok talte han ikke om hende mere, præcis fra det øjeblik han fik bøden bortset fra det ene:
– Hun lignede sgu en af dem, der kom den aften der med din kone.
– Du mener på Skolevej?
– Ja. Der kom ret hurtigt to betjente, og den ene kunne godt være hende der. Men hende gider jeg ikke snakke om mere.
– Nej, det forstår jeg godt.

Peter Christian sidder lidt. Kornmarkerne kører forbi dem nu i en lidt mere besindig fart. Flemming skal nok ikke nyde mere af damer i små, grå biler.
– Øh, den aften der, du ved med min kone, du kom åbenbart forbi der?
– Ja, Ida Marie og jeg havde været til julefrokost i Tønder og fulgtes ad hjemad med nogle venner. Det var taxaen foran, der kørte hende ned.
– Så du det?
– Nej, ikke direkte. Det var foran en bakketop, og taxaen var på den anden side. Jeg havde nok fået rigeligt at drikke.
– Det er rigtig nok. Det var en taxa, der påkørte hende. Nå. Du var der. Det vidste jeg ikke.
– Det er ikke noget, man går og snakker om. Vi ved alle, hvor svært det må være for dig, og så skal vi jo ikke trampe rundt i glasbutikken.

Peter Christian ved ikke, om han skal takke for denne hensyntagen, eller om han skal sige, at han trænger til at snakke med nogen om ulykken.
Der bliver ikke sagt mere, indtil de er hjemme. Peter Christian takker for turen, lukker bildøren forsigtigt i og går ind i huset.

Han ser lige posten igennem. Der er en avis og et par breve.
Det ene brev er fra Erik S. Lambertsen, som han skylder mange penge, en gæld han ikke er specielt glad for. Han ærgrer sig over, da huset skulle renoveres, at han lånte penge af ham i stedet for af banken, men renterne var altså lavere.
Han læser og læser og må starte forfra flere gange.
Essensen af brevet er jo bare, at når han ikke kan betale, må han aflevere huset. Det har han vidst hele tiden. Peter Christian ved godt, at han ikke har fået betalt sine afdrag og renter. Der har været så meget, og han har glemt det indimellem for at være ærlig.

Han har ikke pengene og ved ikke, hvad han skal gøre. Havde hun levet, var denne situation aldrig opstået. Meningsløsheden i hendes død vælder atter engang ind over ham. Hvorfor skulle de også havne i det skænderi? Han husker alt for tydeligt dørens smækken, da hun forlod huset for aldrig at vende tilbage.
Med pludselig klarsyn må han erkende, at hvis de ikke havde skændtes, ville hun have været i live i dag. Han må sætte sig og tage hænderne op om hovedet.
Han er blevet følsom over for uventede lyde ikke alene af smækkende døre, men også vinduer, der klapper i eller en bog, der falder på gulvet eller en kost, der vælter. At slå et søm i skabet er på en måde at vænne sig til høje lyde. De er mere acceptable, når man selv fremkalder dem.

Er der noget, Peter Christian holder for sig selv, er det skænderiet. Dette sidste skænderi, der betændt som en byld ligger ned over ham. Det sidste, han oplever med den kvinde, med hvem han har været gift så mange år, og som han har elsket så ufatteligt højt, er uenighed og et skænderi. Han kan ikke engang huske, hvad de var uenige om.
Peter Christian tager sin hammer og et søm fra æsken og åbner det store træklædeskab og placerer det omkring taljen på kjolen. Den lange, fine kjole, som hun så pragtfuld ud i. Med et hårdt slag får han banket sømmet i og ser de mange, der allerede sidder der. En for hver dag der er gået siden. Samtidig ømmer han sig over smerten fra det lille punkt i højre side af maven. Måske burde han få det undersøgt, har dog hidtil udskudt det. Det kan vel næsten ikke betale sig, når livet ikke har mere at byde på.

Han tænker tilbage på, at han godt hørte ambulancelyd i det fjerne, men forestillede sig aldrig, at det var noget, der angik ham. Den forfærdelige banken på døren senere, da politiet stod derude og meddelte, at hans kone var død. Dræbt af en taxa oppe på Skolevej, sagde de nærmest forretningsmæssigt, uden chance for chaufføren. I det øjeblik slukkede Gud for kontakten.
Der er bare noget, han ikke forstår. Mormor ville aldrig gå sådan, altså midt på vejen og heller ikke på Skolevej, der er bred og bakket. Han er sikker på, at hun har gået helt ude i rabatten. Hvordan kunne den taxa så dræbe hende? En skam, at Flemming ikke kunne fortælle lidt mere om det. Men er man hønefuld, kan man som regel intet huske.
Peter Christian laver sig en stærk kop kaffe og smører køleskabskoldt smør på et stykke franskbrød. Oven på lægger han et tykt lag puddersukker. Den brune karamelagtige smag dulmer lidt akkurat som i barndommen. Når mor havde bagt franskbrød, kunne de være heldige med sådan en sukkermad, dog med margarine.
Åh, farin.
5
Noget tid efter kan Peter Christian se, at de nye går ovre i lejligheden på bagsiden af det store kompleks, hvis forside rummer Mettes Grill. Fra sit køkkenvindue har han et glimrende overblik. De er ikke flyttet ind endnu, men Mette har hårdt brug for udlejningen og har nok fået en god ordning med dem, for de går selv og maler, så snart de har fri. Hun kan sikkert ikke overleve, hvis hun bare skulle leve af de par fyldebøtter, der hænger ud i hendes ellers ret hyggelige grill.
Han har ikke set så meget til de nye, ved bare at det er unge mennesker. Det sker ikke ret tit, at der flytter nye mennesker ind på gaden.

Så nu kommer den unge mand ud, stiger på sin motorcykel og kører, mens hun står i døren og vinker efter ham. Hun har sit lyse hår bundet op i en knude med et tørklæde om og er plettet af hvid maling.
Hun går frem og tilbage og rydder op. Så forsvinder hun et øjeblik og kommer ud med en flaske rødvin. Nå, nå. Hvad skal der nu ske? Hun står lidt og kigger sig om. Hun ser gravid ud.
Hun går over til Ruben og Ragna. Peter Christian får da lyst til at finde ud af, hvad det skal til for og rejser sig. Så meget sker der heller ikke på gaden, og Ruben og Ragna er vist ikke de store rødvinsdrikkere. Hvis hun vil give en lille en, vil han da gerne være med. Han bor jo sådan set også på gaden.

– Jeg går lige over til genboen, meddeler han sin svigersøn, der læser i hans avis.
Det siger smæld i hedebølgen, og han bliver stående lidt og nyder varmen med lukkede øjne. Det er lige før, det er for meget af det gode.
Den fremmede dame står i døren og siger et eller andet og peger på sin flaske.
Ragnas blik går fra omkring fødderne og opefter til maveregionen. Så nikker hun til Peter Christian, der også hilser på den unge dame, og vender sig ind mod stuen.
– Ruben, det er angiveligt den nye nabo, hvad sagde du, du hed?
– Sussi.
– Javel. Hun hedder Sussi, Ruben. Har vi en proptrækker?

Han ser alvorlig ud, som han kommer frem i døren i hvid undertrøje med en avis i hånden. Han nikker til Peter Christian og hilser på hende og ser hende an på samme måde som Ragna, dog kun på maven, der faktisk er lidt for stor og rund i det om end slet ikke så stor som Rubens egen.
– Nej! Forstår du, vi drikker ikke.

Peter Christian står lige bagved og nikker indforstået.
Ruben peger på Jesus, der hænger på væggen – en smule nedtrykt og helt tør i munden.
– Nå, nej, siger Sussi fåret. – Klart nok.

Under Jesus er et skilt slået op. Der står De rigtige Kristne.

Hun tager rødvinen om bag ryggen, hvorved den tynde bluse strammes foran. Rubens øjne kører langsomt, men ganske solidt i deres kuglelejer kan han tydeligt se. Sådan en rigtig kristen har måske også menneskelige træk?
– Men Peter Christian har garanteret én, siger Ragna og kigger på ham.
Garanteret fordi han er en forkert kristen. Sådan nogle drikker som svin.
Hun fortsætter dæmpet til Sussi, for at han ikke skal høre det. Men det, han vil høre, det hører han.
– Men sig ikke noget om motorcykler og blod, han hader fart og vold! Og en ting mere, men den kan jeg ikke huske.
– Uh, og vi som har en Suzuki GSXR-400 R.
– Du kan nok hele navnet, hvad?
– Jeg er jo vant til det med tal og bogstaver.
– Har du en proptrækker, Peter Christian? råber Ragna.

Hun peger på flasken.
– Jo tak, siger Peter Christian. – Kom endelig med! Jeg har besøg af min svigersøn og mine tre børnebørn.

Det sidste til ære for Sussi. Så er der både barnepiger og legekammerater inden for rækkevidde her på gaden. En lille sidegevinst er, at nu tror de ikke, at han sidder helt alene.
– Ja, jeg mistede jo min kone her kort før jul.
– Det var synd. Er du så kommet over det?
– Sådan noget kommer man aldrig over. Hvad skal du bruge rødvinen til?

Han undrer sig lidt over Sussi, der drikker rødvin sådan en hed dag.
– Jeg har malet flere timer, og så ville jeg bare have en pause, og jeg har hverken hvidvin eller øl, kun denne rødvin, og ingen proptrækker, og Leo er taget ud for at spille golf, så derfor …, forklarer Sussi ham.

Hun ser forlegen ud, og måske er der ikke køleskab i lejligheden, og så har de slet ikke tænkt på at købe drikkevarer.
Peter Christian synes med ét, at der er noget bekendt over hende.
– Ruben skriver i ugeavisen og har også en lille spalte, der hedder Skarphede-Nyt, oplyser Ragna.
– Ja, den har jeg set. Den hedder Toftlund Ugeavis, ikke? Den er god til at lægge på gulvet, når vi maler.
– Jo. Se, her nabo til os bor Flemming og Ida Marie. Han er noget af en pralhals, men de er jo så unge. Hun er vist ikke meget bedre.

Peter Christian er ikke overrasket. Flere gange har Flemming talt noget nedsættende om Ruben og Ragna, som han kalder religiøse galninge.

De nærmer sig hans hus ad den brede indkørsel og går ind i stuen. Egon og pigerne hilser.
– Er du med barn, spørger Egon. Sussi nikker.

Ja, tænkte man det ikke nok.
– Peter Christian hører dårligt, men du skal bare tale højt, siger Ragna meget lavt til Sussi.

Det hører han også til sin store tilfredshed. Alt i alt har han faktisk haft meget stort udbytte af, at de tror, han er døv.
Han går ud i køkkenet og kommer lidt efter tilbage med fire vinglas.
– Nej, Peter Christian, proptrækker! Proptrækker! Ragna råber ind i øret på ham.
– Ja, ja, du behøver ikke at råbe sådan, jeg er jo ikke helt døv.

Peter Christian har det svært med Ragna. Han forstår aldrig helt, hvad hun siger. Somme tider mumler hun og ser på ham, mens hun taler til en af de andre. Somme tider råber hun sådan, at han næsten får ondt i ørerne. Hvis mormor havde været sådan, så…
Og hertil kommer, at hun og Ruben er for meget af det gode, når talen er om religion. De er begge så skinhellige, det kan han fint blive enig med sin gode ven Aleksander om.

 

6
Trods hedebølgen eller måske netop derfor sidder hans tre børnebørn indenfor i stuens kølighed. Ved spisebordet spiller de terningspil, mens svigersønnen, Egon, nyder en kold øl. Selskabet står og kigger lidt på børnene.
– Kast nu, siger Astrid til Lea.

Lea kaster terningen over i væggen.
– Nej, griner Maja og samler den op.
– Du skal gøre sådan:

Maja triller terningen hen ad bordpladen. Lea nikker.
Maja giver hende terningen, mens Astrid står parat. Hun forventer, at Lea ikke helt forstår det der.
Lea ser med sine tre-årige øjne listigt op på Maja, trækker langsomt højre hånd tilbage over skulderen og fræser terningen over i bogreolen med Lademanns Leksikon og biblen og efterskoletrilogien, som svigersønnen har foræret ham i julegave. Bare fordi han selv engang har gået på efterskole.
De to piger griner, og Astrid samler terningen op.
– Lea, når man skal kaste med terning, gør man altså sådan her.

Astrid viser Lea, hvordan man griber den sag an, når man er fem år. Hun triller terningen ganske forsigtigt 10 centimeter og siger:
– Se! Det er slet ikke svært!
– Her, Lea, kast din terning.

Astrid holder hænderne op foran Lea, så hun stort set kun har muligheden for at gøre det rigtigt. Pling! Lea svinger armen og rammer Ruben lige i panden med terningen.
Egon undskylder, mens begge de store piger bukker under af grin.
– Ja, men Lea, du fatter jo ikke en brik af det hele.

Ruben tager sig til panden og ømmer sig. Peter Christian er ikke meget for at blande sig. Det må være Egons ansvar.
– Mig kun tre år! Forsvarer den lille pige sig med.

Da hun har sagt det, bliver hun ganske stor i hovedet. Hun letter lidt fra stolen, trykker den virkelig af, og en duft af kostald breder sig i stuen. Så sætter hun sig igen.
– Nej, Lea, for fanden. Har du nu skidt i bukserne igen?

Lea ser anklagende op på Maja.
– Mig ikke skidt, mig lave puba!

Maja er med sine 13 år en slags mor for de to piger og går på badeværelset med Lea, der tager ret brede skridt, mens Ruben vifter avisen frem og tilbage foran ansigtet. Det er måske meget godt, at han har taget den med.
Egon bliver bare siddende.
Sådan. Nu ved Sussi lidt om, hvad der venter hende som mor.

Peter Christian går ud i køkkenet og leder efter en proptrækker. Ærgerligt, den var her lige før. Han bøjer sig ned til skufferne og mærker igen et stik i maven. Ingen proptrækker. Hvad så med soveværelset? Han kunne godt finde på at lukke en flaske vin op, inden han skal sove. Somme tider er det nødvendigt.
Han åbner det store klædeskab og kommer i tanker om, at han også i dag skal slå et søm i. Han vælger at slå det i lige i midten af kjolen.

Han går ind igen og hæver beklagende skulderen. Vin er ikke det, han drikker mest, forsvarer han sig med, for han gider ikke sidde alene med en hel flaske. Så hellere en øl.
Sussi trækker sig baglæns ud af stuen.
– Jeg tror, jeg går hjem igen lige så stille… Leo må også snart være færdig med at spille golf.

Ragna vil ikke opgive og går foran og hiver Sussi med udenfor igen.
– Vi går ned til Laila Kathrine. Hun er lidt til en side. Hun er faktisk tysker, ved du. Om det er derfor, at hun kan være direkte skør, ved jeg ikke, men normalt har vi ikke meget med hende at gøre.

Mens hun siger det, kaster hun et noget unødvendigt blik efter Peter Christian. Han hører ganske udmærket.
– Det skal du nok vænne dig til! Hvornår flytter I ind?

Peter Christian har et godt øje til Laila Kathrine, ikke bare fordi hun er tre år yngre end ham og alene, men også fordi hun ser godt ud, og derfor har han for ikke så forfærdelig længe siden snakket med hende om ”Soldaterkammerater på øvelse” og fortalte, at han kommer til at tænke på sin soldatertid.
– Den kunne jeg godt tænke mig at se igen, mener han, mens han skæver til Laila Kathrine. Det er ikke en invitation; på den anden side kan det med lidt god velvilje opfattes sådan.
– Den går faktisk lige nu i Tønder Kino.
Hun svarer blot:
– DU SKRABER SOM EN HØNE OG DEN, DER AGER MED STUDE KOMMER OGSÅ FREM…
Dybt nedbøjet var han gået igen, mens han havde rystet på hovedet: Hun ku´ selv være en stud! Måske er det rigtigt, at hun blot er en kold tysker. Han har ikke modet til at gå mere til hende.

Men han var blevet ked af det. Da han kom hjem, ville han åbne en øl til trøst og fik fingeren en smule i klemme mellem ølåbner og flaske. Det var i og for sig ikke nogen stor ulykke, men alligevel gjorde det nas. Længe sad han i skumringen og pustede på fingeren og havde ondt og kom også til at græde lidt. Heldigvis opdagede han, at klokken nærmede sig 20, og han ville gerne se TV- programmet om det politiske spil på Christiansborg, selv om det var en genudsendelse. Lige før den startede, var der et indslag om trafikulykker, hvor fodgængere var involveret. Igen slog det ned i ham, at der var noget mystisk ved mormors død, uden at han helt kunne forklare det.

Han har dog ikke opgivet håbet om at erobre en plads i Lailas hjerte, men ved ikke, hvordan han skal gribe det an. Det bedste ville være, om hun selv viste, at hun var interesseret.
Han føler sig forfærdelig ensom og håber bare, at nogen vil gribe ind i hans liv og gøre det tåleligt.
Den med at flytte i ældrebolig er dog nok den sidste, synes han.
Laila Kathrine lukker op og ser noget stor ud i øjnene over dette selskab. Det kan Peter Christian godt forstå. Her står en fremmed dame med en flaske rødvin i heden, Peter Christian med fire glas og ægteparret Ruben og Ragna Rock, han iført hvid netundertrøje med Kristelig Dagblad under armen og et sår i panden under sit sorte hår.
Peter Christian kommer til at le ad ham:
– Du ligner en såret pingvin.

Ruben synes ikke, det er morsomt.
Laila Kathrine har heller ingen proptrækker, og selskabet er tæt på at opgive. Peter Christian går lidt foran, og ud for det næste hus står færingerne. Han hilser på dem, men de ser tværs igennem ham og over på Ragna.
Hun er naturligvis også mere interessant at være sammen med. Han er bare en gammel mand. En gammel, usynlig mand, der egentlig lige så godt kunne være død.

7
Peter Christian skal gennemgå en mindre undersøgelse af sin mave på hospitalet, og for en sikkerheds skyld bliver han indlagt. De finder dog ikke noget, men for søren, hvor bliver han dog undersøgt i sit indre. Han får slanger ind i munden og ned i maven, han får en slange den anden vej så at sige, og det generer ham en smule. De kigger hele vejen op i hans tarm, men det værker noget, når slangen bliver skubbet længere frem og op. Det er sin sag at ligge på siden og få tarmen undersøgt på denne måde, når der står en læge og fire sygeplejersker og kigger på. Han ømmer sig, og straks er den ene sygeplejerske henne for at dosere morfinen til ham, og han slapper af og døser så dejligt.

Der er flere undersøgelser, og under nogle af dem sover Peter Christian. De hælder morfinen i den slange, der stikker ind i hans hånd, og det er faktisk rart.

Næste dag oprinder, hvor Peter Christian får lov af hospitalet til også at komme hjem. Egon har været så venlig at køre hans gamle folkevogn ind for ham, så han kan køre hjem i den. Det passer med, at Egon alligevel skal hente sin egen bil hos en kammerat, der har lånt den, fordi hans er i stykker, så han stiller den på p- pladsen ved sygehuset.
Egon har besøgt ham på stuen, men pigerne var ikke med. Egon mener ikke, at pigerne har godt af at se deres morfar med slange i næsen.
Peter Christian har ikke fået meget ud af besøget. Han har for det meste været ustyrlig søvnig og næsten ikke kunnet holde sammen på to ord. Han hører dog Egon berette om, at Leo omsider kom hjem sent på aftenen til en Sussi, der lå i sin seng og var temmelig udkørt, men ellers nogenlunde uskadt. Da han kom ind ad døren, viste han hende en gaveting: Se, skulle han have sagt, se, skat, hvad jeg vandt ude på golfbanen. En proptrækker!
Hvad Sussi havde sagt til det, anede han ikke. Han havde det fra Ragna, og dermed var det totalt korrekt fra ende til anden.

Da Peter Christian skal til at køre ud fra P- pladsen, får han øje på Laila Kathrine, der helt tilfældigt kommer gående. Han vinker ivrigt til hende, og først viser hun ikke tegn på at genkende ham, men da han går over til hende og sætter hende ind i sagerne, vil hun gerne køre med ham hjem. Så slipper hun for at sidde i en varm bus, overtaler han hende. Det er stadig hedt, påskeøsten.
Han bliver helt varm om hjertet, da hun sætter sig ind til ham. Med sine 71 år er hun endnu et godt skår, som han godt kan tænke sig at…
Lige i det øjeblik aner han faktisk ikke, hvad det er, han godt kan tænke sig. Da han ser ned ad hende, kommer han i tanker om det og bliver lidt rød i hovedet. Det bliver ikke bedre af, at hun pludselig vender sig om mod ham:
– Er du ikke også meget varm, du er da helt rød i hovedet? Du må godt tænde for det der kolde noget!

Peter Christian har ikke et moderne klimaanlæg, men han lader som om og håber bare på, at hun har glemt det, inden de når Skarphede.
Varm? Det er da dig, jeg er varm på, vil han godt sige. Hvis han bare turde.
Men han tør ikke. Han frygter hendes tunge, der er skarpere end et barberblad. Hun taler et fejlfrit dansk, men tungen er nok mere til det tyske. Nej, hun ville bare afvise ham, og så er det trods alt bedre at leve lidt i håbet i stedet for med visheden.
Hun må svede meget, for hun smider pludselig blusen og sidder i BH og intet andet. Som om hun var helt alene, måske har hun glemt, at han sidder ved siden af. Hjertet hopper to ekstra gange på Peter Christian, og han får svært ved at styre både bil og sig.
Hun krøller atter blusen på, inden de når op til Ringvejen. Måske fordi han rømmer sig diskret.
Han falder lidt til ro og pulsen tilligemed.
8
De bevæger sig i adstadigt tempo ud på Ringvejen. Først skal de passere den nyanlagte rundkørsel, og Peter Christian ved godt, at han skal vente, når andre kører derinde, så han holder pænt stille. De lægger mærke til to biler med unge mennesker i, der bare bliver ved med at køre rundt og rundt efter hinanden uden at gøre miner til at ville forlade den igen.
Runde efter runde tager de, mens en af knægtene sidder på forsædet og skriver et eller andet. Peter Christian kan se, han sidder med en blok og formentlig tæller omgangene.
De unge mennesker kører hujende, dyttende og brølende for nedrullede vinduer.
Laila Kathrine beordrer Peter Christian til at køre, for nu vil hun altså hjem og have sin kaffe, og det skal være nu.
Peter Christian er ikke meget for det trods hang til at gøre, som Laila mener. Han har oplevet en del i sit liv, og han ønsker ikke at lægge sig ud med unge mennesker, der muligvis kan være aggressive. Han kan fra sin soldatertid huske noget med slagsmål bag forsamlingshuset.
Han var altid den, der stod bagerst og opildnede dem, der sloges. Det var og er han bedst til, synes han selv.

Men det har Laila Kathrine ingen overvejelser over. Hendes tålmodighed er slut, og hun står ud af Peter Christians gamle folkevogn og stiller sig op inde i rundkørslen. Peter Christian ser ængstelig til, men bliver siddende. Han tænker på at skulle beskytte Laila Kathrine, der er alene og forsvarsløs.

Den første brian-bil undviger hende med nød og næppe, men den anden må bremse hårdt op, og en ung mand stikker hovedet ud ad vinduet og brøler til Laila Kathrine:
– Kan sådan en gammel moster se at hoste væk?

Moster Laila går hen til ham og hoster ham en gang peberspray lige i ansigtet. For en sikkerheds skyld sprøjter hun kabinen rundt, og især skriverkarlen, der sidder ved siden af med åben mund og store øjne får en ordentlig slat.
Den anden bil er standset efter en rundkørsel mere, og føreren kigger ud af bilen med armen ud ad vinduet og en dreng ved siden af sig.
– Jonas, kom, råber han til drengen og stiger ud af bilen. De nærmer sig Laila Kathrine og de tre skrigende unge mænd. Hvad sker der? Brøler han.
Så stiller han sig truende op over for Laila Kathrine.
– Hvad fanden laver du, mener han at ville have svar på.

Hun vender sig rundt mod den nye trussel og sprøjter på ham og giver også lige ham bagved.
Nu er der fem unge mænd, der skriger og råber på mor. Peter Christian er steget ud af bilen; han føler, at han ikke længere bare kan sidde der og se til, men er kommet voldsomt i tvivl om, hvem han egentlig skal hjælpe. Det ligner noget fra en krigsfilm.
Så går Laila Kathrine roligt tilbage til ham og vinker, mens hun meddeler ham, at problemet er løst.
– Så kan du godt køre hjem!
Peter Christian fortsætter lettere chokeret med Laila Kathrine ved sin side. Åh, den kvinde. Hun er en hel Mata Hari, som, han godt kan huske, var spion under 1. verdenskrig. Umiddelbart er der ikke meget spionage over en sådan handling, men han forestiller sig en handlekraftig dame, der ser godt ud.
Han søger at få hende til at indse, at det kunne have gået så gruelig galt for dem begge, men hun forskrækker ham ved at vise overlegen ro.
– De skal ha nogen på frakken, skal de! Eller helst i ansigtet, der virker det bedst. Skabagtige ungersvende! Min nevø tager det i øvrigt med fra Tyskland. Skal han besørge noget med til dig også? Han kan skaffe alt.

Peter Christian ryster på hovedet, men kommer til at tænke på, at det måske ikke er så tosset alligevel.
– Unge mennesker, der ikke kan opføre sig ordentligt, skal vide, der er en konsekvens. Det får de ikke i dag, som vi andre fik det. Er du ikke enig?
Peter Christian skynder sig at nikke kraftigt, så hun ikke er i tvivl om hans opbakning. Vejen til hendes hjerte går garanteret gennem hovedet, og han kan ikke hidse sig op over hendes opførsel, hvis det skulle koste ham chancen for at erobre hende.

Som han har gjort det i den seneste tid, kører han en lille omvej ad Ringvejen for ikke at køre forbi 5-kilometerstenen på Skolevej. Han sætter hende af på Fælleslykkegade og kører bilen i garage.
Han er dog stadig lidt rystet og ringer efter Egon og pigerne og byder på aftensmad.

 

9
Da Egon dukker op, får han hele historien. De tre piger lytter med, og alle føler med morfar, der ikke kan huske det hele, men dog det væsentligste, når han selv skal sige det. Peter Christian ved egentlig ikke selv, hvad der er værst: Sygehuset eller rundkørslen eller den der krammer, som Egon er begyndt på, hver gang de ses her efter sin svigermors død. Det er ikke længere nok bare at sige møjn.

Det var også en forfærdelig jul, og da var det godt at have noget familie. Men nu har det bare sat sig. Det er vist også noget nymodens fra fjernsynet, hvor alle krammer hinanden, og så skal alle voksne uden for fjernsynet absolut gøre det samme, for så må det jo være det rigtige. Især når det kommer fra København, hvorfra alt nyt udspringer.
Peter Christian hader det. Han kan lige gå med til, hvis en ung pige skal have en omfavnelse, men da ikke en mand. I programmet om at gætte huspriser krammer de hinanden hele tiden. Der er noget forkert over to mænd, der står så tæt sammen. Det er lige før, han vil betegne det som direkte ulækkert.

Den slange, de forsøgte at proppe ned i halsen på ham, bliver en orm, der vil æde ham. Eller også er det omvendt. Med store øjne sluger pigerne hvert ord. Peter Christian mærker nok, at her er der et godt publikum, og det, han ikke kan huske, digter han bare selv. Egon spærrer øjnene op ved at høre, at der skal 5 portører til at holde svigerfaderen. Og slangen er næsten tre meter lang, og det var lige før, den kom ud af bagdelen!
Peter Christian vil godt vise familien, at der alligevel stadig er krummer i den gamle.
Han fortæller også om de unge mennesker i rundkørslen og trækker lidt fra omkring Lailas indsats, men lægger til gengæld en del til om sin egen, så der bliver balance.

Det bliver et par gode timer. Peter Christian rydder op efter aftensmaden og siger farvel til Egon – med en svigerfaderlig krammer – og de tre søde piger. Familien bor i den anden ende af gaden. På en måde synes han, det er herligt at få besøg af dem så ofte, på en anden har han en nagende tvivl om formålet med besøget.

Det slår ham, at Egon aldrig betaler for maden. Hvad værre er, han hjælper heller aldrig med at lave den eller rydde op bagefter. Eller klare opvasken. Peter Christian beslutter sig for, at han næste gang vil sige det til ham. Han kommer bare der fuldstændig spontant med sine børn og æder ham ud af huset, ja, han gør. Når man er pensionist, er det trods alt begrænset, hvor store midler man har.

Samtidig er Peter Christian jo også glad for at se dem alle fire. De er en slags erstatning for datteren, der stak af med en mand fra Norge. Ja. Åh, Annelene. Hun kom da hjem til begravelsen, men var hurtigt væk igen. Hun nåede at fortælle ham, at hun savnede ham og pigerne, men ikke Egon. Overhovedet ikke.
Han har siden længtes efter lidt familie. I begyndelsen boede Egon og døtrene hos ham og mormor, men det blev for meget af det gode. Så meget længtes han heller ikke efter familien. Han kunne simpelthen ikke holde til den larm. Nu kan han godt savne den. Og især savner han…
For pokker. Nu har han glemt det igen. Og huske det kan han heller ikke.
Han går ind i soveværelset og hamrer et par ekstra søm ind i kjolen i skabet. Står og betragter sit værk, hvorefter han lukker skabsdøren og låser og masserer sig lidt nede på maven.

Heldigvis har han sin gode ven, Aleksander, selv om han er speciel.

Han ser en skikkelse uden for vinduet.
– Møjn, møjn.
– Ja, møjn. Når solen skinner, snakker vi om den! Siger Peter Christian og lukker smilende Aleksander ind. Aleksander skal heldigvis ikke krammes.
– Velkommen til! Sæt dig, gamle alkoholiker. Har du haft et par gode måneder i Spanien?
– Som altid. Men det er også rart at komme hjem igen. Du har vel haft det hårdt?

Det må Peter Christian indrømme, men tager hurtigt fat på historien fra rundkørslen. Denne gang mener Peter Christian ligefrem, at det 100% var takket være hans indsats, at bøllerne forsvandt. Og Laila Kathrine havde været så stolt over ham! Der er nu ikke noget, som at fortælle en god historie. Den bliver ikke dårlig af at blive fortalt flere gange.
– Hende er du vist lidt vild med, hvad?

Aleksander er desværre altid så direkte.
– Vi er jo næsten jævnaldrende, og du må da indrømme, hun ser godt ud!
– Hun er jo tysker og oven i købet skør!
– På den gode måde, synes jeg.
Peter Christians øjne funkler i solnedgangens skær i stuevinduet mod vest, han har svært ved at skjule sin betagelse af Laila Kathrine. Det, at hun er tysker, forekommer ham mindre væsentligt.
– Er der noget i vejen med tyskere, spørger han.
– Er du tosset? De har startet to verdenskrige! De maser sig altid ind på andre nationer, se bare, hvordan de strømmer hertil og bor i vore sommerhuse og ter sig, som om de stadig havde besat os!
– Nå, men det skal vel ikke gå ud over Laila Kathrine?

Aleksander sætter sig tungt i sofaen og snuser.
– Hvad har I spist?

Det kan Peter Christian ikke lige huske.
– Frikadeller, siger han bare.
– Tja. Muslimer får aldrig frikadeller! Vidste du det? De må ikke spise svinekød, fordi grisen er et urent dyr, tror de. Ja, men altså?

Så. Nu begynder han igen.
– Mærkeligt at lade sig tyrannisere sådan over en gammel bog, der er skrevet for mange hundrede år siden af nogle mennesker fra et ørkenområde langt borte herfra! Dengang havde de svin med trikiner, men det er jo for længst afskaffet. De er bare ikke fulgt med. Religion!

– Jo, Aleksander, jeg kan ikke være uenig. Men der er nogle, der tror på det. Vi mennesker har behov for at tro!
– Sludder med dig. Vi vil bare ikke alle indse videnskabens fakta.
– Nu har vi haft religion i så mange år. Guds navn bliver da nævnt tidligt og silde. Så er der da ikke noget at sige til, at der må være noget om snakken?
– Sludder igen. Fordi en løgn gentages, bliver den ikke mere sand. Nå, du og jeg er nok mere enige end som så. Men vi har et par ægte religiøse fundamentalister i Ruben og Ragna. Kommer de ikke deroppe fra vestkysten? Dem gider jeg bare ikke. Deres straffende og hævngerrige gud ønsker jeg slet ikke høre om. Det er jo bare en eller anden araber eller perser, der har skrevet om sin far! Hele biblen er skrevet af beduiner. Men mange danskere tror fanme, den er skrevet af Grundtvig!

Der bliver stille i stuen. Det er svært at sætte Aleksander til vægs.
Han har ret i, at biblen er skrevet af almindelige mennesker for mange hundrede år siden. Peter Christian tror heller ikke på, at en gud har været med i redaktionen. Men han kan ikke få sig til bare at give Aleksander ret. Ikke altid.

Sådan er det stort set hver gang, Aleksander kommer på besøg. Det hører sig til og gør ikke noget. Han er indimellem ganske hyggelig og temmelig morsom, selv om det ofte er noget skrækkeligt noget, han fyrer af. Mens mormor levede, måtte Peter Christian ligefrem i sin aftenbøn bede Gud om tilgivelse. Han anførte, at han jo ikke havde og kunne have ansvaret for Aleksander og bad Gud overveje at være ham nådig set i det lys. Eventuelt overveje at give ham et wildcard til paradiset. Trods alt.
Når Aleksander kom på besøg, livede han på den anden side også op i deres ægteskab. Mormor blev undertiden helt munter og sad der med smil og latter og var vældig med på alt det, der kom fra Aleksanders mund. Vidste man ikke bedre, kunne man nemt tro, at hun rent ud sagt var forelsket i ham.

Nu beder han for øvrigt ikke længere aftenbøn. Det er ligesom blevet for gammeldags her i disse kommunistoprørstider. Ingen, han kender, gør det. Han går heller ikke i kirke længere. Han bryder sig ikke om den rungende tristhed i orgelmusikken, der kun signalerer én ting: Du skal snart dø! Det er stille og roligt kommet efter hendes begravelse. Før kunne de godt gå i kirke, når hun nu så gerne ville. Især til jul. Det var fanneme hyggeligt. Men nu?

Faktisk er han kommet i tvivl om det hele. Hvorfor er det lige, at man skal tro på noget som helst? Livet er et kort øjeblik i evighedens bue, og når det er slut, er det slut.
Inderst føler Peter Christian, at det er løgn og latin at tro på, at han nogensinde skal gense mormor.
Aleksander griner ad den slags. Siger, at det er eventyr til trøst.

– Vi har hinanden her og nu, det er det, siger han.
– Det er jeg enig i. Godt vi har et fint sammenhold her på gaden, mener Peter Christian.
– Ja, altså bortset fra Ruben og Ragna. De skiller sig ud med deres religiøse lidder.
– Men de er da med til gadefesten!
– Drikker de? Morer de sig? Nej, du. De er så skide hellige, så de ikke engang kan sætte sig hos os andre mere almindelige dødelige og drikke en bajer. Hvor fanden står det, at det er syndigt?

Peter Christian opgiver. Ingen religion, ingen gud, intet paradis bagefter.

10
I øjeblikket er det hele trist og meningsløst. Peter Christian mærker mismodet brede sig nedad i hjernen. Ikke engang den farverige sol udenfor kan sætte en smule lys til mørket. Kisten var så smukt pyntet, og der var så mange hilsner og bårebuketter og kranse, at det halve kunne være nok. Kirken er og bliver det sted, der er præget af sorg og savn.

Aleksander og Ragna kan somme tider skændes, så Peter Christian får mindelser om sit ægteskab. Nu har han ikke længere den slags problemer. Aleksander elsker også at tirre Ruben. Somme tider stiller han ham et uskyldigt spørgsmål, men Peter Christian ved godt, at det ikke er en skid uskyldigt. Ruben bider på krogen hver gang. Men han er nu heller ikke for kløgtig.

– Der flytter snart nogen ind i nummer 17, siger Aleksander.

Det ved Peter Christian ikke noget om.
– Det har også stået tomt længe.

Sandt nok. Fælleslykkegade er ikke det mest tiltrækkende bosted i Skarphede. Underligt nok, for man har en dejlig udsigt over skoven og kan høre åens plasken i stille sommeraftener, og stilhed kan man finde her, for den er der nok af.
– Har du aldrig tænkt på at flytte? Eventuelt ind til Tønder. Der skulle være nogle gode ældreboliger der.
– Nej, det har jeg ikke. Jeg synes jo, at jeg bor udmærket her og har venner her plus mine børnebørn og min svigersøn.
– Jeg ville da også være ked af det, hvis du flyttede. Vi har da mange ting sammen.
– Mnn.
Aleksander kigger ud ad vinduet over mod højskolens gamle bygninger.
– Har du hørt, at det bliver efterskole og ikke pensionistboliger?

Peter Christian glor på ham.
– Nej, det har jeg ved grød ikke. Hvor har du det fra?
– Det skulle være helt autentisk. De snakkede om det nede i sparekassen i fredags, Ella mente, at alle aftaler var blevet skrevet under i torsdags, så alt er på plads.
– Så får vi 50- 60 vanartede unge mennesker flere her i Skarphede. Vi har ellers nok i forvejen!
– Nu ikke så pessimistisk, gamle ven. Du har noget af et sortsyn på alting.
– Det har jeg også god grund til! Nu tror jeg snart, jeg flytter. Efterskole? Hvad er det så for unge, der skal gå der?

Aleksander trækker på skuldrene. Han ved det ikke.
Peter Christian er indigneret. Gu´ har han grund til at være pessimistisk! Konen er død, datteren stukket af fra sin mand til fordel for en skide nordmand, ens bedste ven fra gaden er antireligiøs, og nu kommer der en efterskole lige uden for ens dør.

– Giver du en dram?

Peter Christian henter flasken. Den er god at have.
De skyller den første ned med lynets fart.
– Vi må hellere tage en til, mener Peter Christian.

Efter yderligere en kommer der så småt facon over tingene, og det hele tegner noget mindre håbløst.

– De gav dig en masse undersøgelser, hvad?
– Ja, de ville lige se, om de indre ketoganer var i orden.

Peter Christian er ikke meget for at tale om sit ophold på sygehuset.
Aleksander rejser sig.
– Gi´r du også en øl?

Peter Christian nikker med hovedet ud mod køkkenet. Aleksander går derud.

Lyden af køleskabsdøren skærer lige ind i hjernen, og Peter Christian synker lidt sammen på bordet. Hovedet falder forover, og maven føles enorm tung og ekstra stikkende. Det var nok en brok, der var undervejs, sagde de på sygehuset.
Den pibende lyd fra køleskabet. Om lidt kommer hun som sædvanlig ind til ham med en øl.
Men det gør hun jo ikke. Pludselig føler han sig så alene. Han savner hende. Der er næsten kun døden tilbage. Lysklart ser han det hele for sig, livet ebber ud, hun kommer aldrig mere tilbage til ham. Dræbt efter et skænderi. Evig ensomhed, død og undergang. Det hele skvulper over, og tårerne truer med at trænge sig på.

– Hvor fanden er der en oplukker?

Aleksander roder i køkkenskufferne. Peter Christian tørrer tårerne væk og rejser sig.
– Her, siger han kort.
– Er der noget, spørger Aleksander.
– Næ. Hvad skulle det være?
Peter Christian er noget forundret. Hvorfor spørger han nu om det?
De lægger halsen tilbage og lader den kolde øl slubre ned.

– Har du tænkt over, om du vil til at have computer, spørger Aleksander pludselig.
– Næh, skulle jeg det?
– Ja, jeg synes jo, at du med dit intellekt burde interessere dig for det smarte i sådan en edb-maskine? Du ville garanteret også blive klogere på mange områder.
– Jeg holder da avis.
– Tønder Dagblad? Hå. Så mangler der da nogen vinkler i dit verdensbillede. De der personlige computere er sgu da smarte. Ved du godt, jeg har fået en?
Peter Christian ryster på hovedet. Hvor skulle han vide det fra?
– Simpelthen en Macintosh. Jeg skal nok vise dig den, næste gang du kommer forbi. Hvis du får sådan en, vil du blive forsynet med flere vinkler.

Peter Christian ved ikke af, at der mangler vinkler og smiler skævt til Aleksander.
– De andre vinkler får jeg gennem fjernsynet.
– Hå, fnyser Aleksander og lægger igen nakken tilbage.

Efter en bajers tid og et par yderligere kommentarer om regeringen hilser han venligt farvel og går hjem til sig, og Peter Christian tænder for fjernsynet, hvor der er en genudsendelse om havskildpadder.
Rart med nye vinkler i tilværelsen.
11
Det banker på døren. Udenfor står Erik S. Lambertsen.
– Møjn. Må jeg komme ind?
Det kan han ikke så godt nægte. Han viser ham en stol, og de sætter sig begge. Peter Christian får straks dårlig samvittighed. Han har nok igen glemt at betale et afdrag.
– Det er ikke så godt, Peter Christian. Du har jo ikke betalt. Hverken den sidste ydelse eller den foregående eller den før. Faktisk har du ikke betalt noget siden januar.

Han ser ud, som om han heller ikke regner med, at det vil ske herefter.
– Det er jo ærgerligt. For så skal jeg jo overtage dit hus og sætte det på tvangsauktion. Du ved godt, du skylder mig de penge, ikke? Jeg har naturligvis forståelse for din situation, og derfor beder jeg dig om at indbetale det manglende beløb.

Peter Christian nikker. Ganske vist kan han ikke huske det, men hellere lade, som om han husker det, end indrømme, at han har visse problemer, fordi han glemmer.
– Jeg vil spørge min svigersøn, om han kan hjælpe.

Erik S. Lambertsen ånder lettet op.
– Ja, gør det, PC. Gør det. Du får naturligvis en frist.

Han nikker til ham og går, men standser i døråbningen, mens han ser sig om i stuen:
– Skal du ikke også have en computer?

Peter Christian ryster på hovedet:
– Det har jeg ikke råd til.
Så kan han få den, kan han.
Det er vist ham, der skal lave aftensmad i aften. Eller er det?
Eller skal han spise alene i aften?
Han tager sin lommebog frem og bladrer. Jo, den står på alenespisning. Han har aftalt med Egon, at de en gang imellem spiser hos hinanden måske et par gange om ugen. Aftalen kom i stand, da Peter Christian foreslog, om ikke det var til begges fordel.
– Du har så travlt i dit nye job, og med tre piger har du da nok at se til derhjemme også. Hvad om jeg en gang imellem inviterer på aftensmad, og så kan du jo gøre gengæld?

Det havde Egon ikke overvejet før, men tænkte sig grundigt om og syntes, det var en god ide. Så de sidste par uger har de spist sammen, og pigerne er glade for morfar, der godt kan være sjov og underholdende.
Egon mener, han blot skal tage sig sammen og ikke sidde og ruge i tungsind. Peter Christian ved ikke helt, hvordan man tager sig sammen, men forestiller sig, at man helt uden grund sidder og griner lidt. Han stirrer ud ad vinduet og fremhoster en række grin og føler sig allerede i bedre humør.

Efter aftensmaden tager han sin stok og går sig en rask tur. Uden at planlægge ruten havner han på Skolevej og opdager det først, da han kommer til bakketoppen ud for 5-kilometerstenen. Han standser og ser i begge retninger. Det går kraftigt ned ad bakke ind mod byen, mens der er relativt lige til den anden side. Vejen er forholdsvis bred, og Peter Christian kan simpelthen ikke forstå, hvordan det kunne lade sig gøre, selv om der var mørkt den aften.
Mormor ville aldrig gå midt på vejen. Aldrig. Tværtimod havde hun mange gange indprentet ham, når de gik ture, at de altid skulle gå i vejens venstre side, altså mod køreretningen. For så kunne de modkørende biler se dem og i god tid svinge udenom, mens de biler, der kørte i samme retning, ikke pludselig ville kunne overraske dem og køre dem ned. Altså må taxaen være kørt ud i siden. Og hvorfor så det?
Der ligger en opgave foran ham. Han vil undersøge det her.

 

12
– Møjn. Vil du med og køre en tur?

Det er stadig overraskende varmt. Hedebølgen vil ligesom ikke slippe og har nu varet i mere end tre uger.
Flemming viser sine nye pyntekapsler frem på Audien. Den svigter aldrig, er ikke overraskende i sin opførsel, men ærlig og trofast. Han står og roser bilen ud over alle bredder. Peter Christian synes, han er lidt pralrøv, men samtidig glad for, at Flemming gider have sådan en gammel stodder med på en køretur én gang til.
Det er søndag, solskin, og det varme vejr ser ud til at vare uendeligt. Det er lige før, tristheden forlader ham. Men kun lige før.

– Jeg gider ikke rigtigt køre med nogen anden fra gaden i dag. Jeg synes, du ser mere frisk ud. Selv om du er 74.

Peter Christian nikker. Han ved godt, at Flemming er et godt menneske, der tænker på andre, og han blot siger det for at være venlig.
– Glæder du dig ikke til gadefesten i aften? De kommer alle sammen: Thorgrim og Thorunn, hende med nå, ja …, de nye, Ragna og Ruben, Laila Kathrine og nogle flere. Jeg tænkte, at det også kunne muntre dig lidt op? Normalt er det kun os unge, der deltager, men vi syntes nu, at I ældre skulle have chancen. Ha, ha.

Peter Christian nikker igen. Han er glad og overrasket over invitationen, selv om det ikke kan nægtes, at han sådan er en slags reserve, der bliver indkaldt i sidste øjeblik. Hvorfor har de ikke inviteret ham med fra starten?
Men Flemming gør da virkelig noget for ham. Alligevel er der en overvejelse i gang, fordi hvad skal sådan en gammel ensom mand der? Han lægger bare en tung stemning ned over det festlige lag med sin sorg og sit savn.
De er unge mennesker omkring de 30, og kan det ikke tænkes, at de har deres måde at være sammen på? Men han kan jo gå, når middagen er færdig.
– Jo tak, jeg skal ikke noget i aften. Det er pænt af dig at tænke på mig.
Han skal sådan set meget sjældent noget. Men det gør ikke noget, at Flemming tror, at ældre, enlige mænd somme tider også er optaget.
– Min morfar døde meget tidligt. Måske synes jeg, du ligner ham lidt.

De griner lidt og går over mod Flemmings garage.

– Er de ikke flotte, siger Flemming og peger. De stråler i solen.

Peter Christian gider ikke svare på forespørgslen angående de tåbelige pyntekapsler. Hvordan skal han ellers reagere på det lort? Har han også en wunderbaum hængende og dingle under bakspejlet? Og Eiffeltårnet i bagruden?

– Nå, vi skal fannerme ud at køre, siger Flemming. Han slår ham på skulderen. Han tror nok, at han igen er ked af det over det med mormor. Heldigvis siger han ikke morfar.
– Op med humøret. Nu vil vi more os lidt, det trænger jeg sgu osse til. Jeg vil prøve at køre spanden her som en god folkevogn!
Peter Christian ved ikke, om han føler sig lidt smigret. Flemming har i det mindste set hans gamle folkevogn. Måske er han ude på at fedte lidt.

Flemming kører godt til på hovedvejen, og de griner begge ad hans fjollerier, og der opstår en god stemning. Peter Christians ansigt slapper af, og det hårde, forbitrede udtryk glider væk. Det kan heller ikke nytte noget at gå og være sur bare på grund af en skide kaffekande. Han begynder at fortælle Flemming om TV- programmet over en eller anden quiz i går aftes. Peter Christian kan aldrig svare, når der spørges om hvem, der er yngst af fire sangerinder, hvis navne han end ikke har hørt. Eller hvilken film der er fra halvfjerdserne og ikke firserne. Ikke engang som her, hvor der var tale om en genudsendelse. Men når der bliver spurgt om noget fra halvtredserne eller før, ved han det før nogen anden.
Flemming nikker bare. Han ser vist ikke det program.
– Ser du alt det der fra DDR?
– Kun lidt, lyver Peter Christian. Flemming skal ikke tro, at han er kommet over det med mormor. Mon han i det hele taget kan indse, at det er ret fantastisk at høre om et helt folk, der er spærret inde af en mur?
Pludselig kommer en arrig gravhund fræsende op fra en lavtliggende gårdsplads og angriber Flemmings venstre baghjul. Mødet med den flotte pyntekapsel og ikke mindst hjulets rotation giver den en gevaldig lufttur, og Flemming bremser hårdt ned. Hunden ligger livløs på vejen.
En stor bondemand kommer småløbende op fra gården efterfulgt af nogle børn, der alle har hørt Audiens hvinende bremser. Flemming overvejer at køre hurtigt derfra igen, men bliver siddende. Peter Christian vil hjælpe, hvis han får brug for det. Klart nok. Bare det ikke er noget med slagsmål.

Bondemanden samler hunden op; ryggen står nærmest ud i en stump vinkel med blotlagte knogler. Han bærer den som et spædbarn i sine vældige arme ned på gårdspladsen efterfulgt af børnene; Flemming og Peter Christian har ingen hastværk, men stiger ud og følger efter. Man kan ikke bare køre videre og lade som ingenting.

Børn og voksne står i en halvcirkel rundt om den livløse hund. Yderst Flemming, men Peter Christian stiller sig bag ham; det er trods alt Flemming, der har ført Audien. Han er nu ikke ret heldig med sin kørsel. Så en fartbøde der, så en nedkørt hund her.
Der høres sagte gråd fra børnene, og flere af dem kigger bagud mod morderen. Peter Christian skraber i gårdspladsens jord, han har det ikke så godt med grædende børn. De er tit ubeherskede i deres gråd, specielt når moderen er i nærheden. Det er derfor, hans egne børnebørn er så dejlige at have med at gøre.

Lidt efter nikker han spørgende til Flemming, mens han med hovedet peger op mod bilen. Der er trods alt grænser for, hvor længe de skal stå der og deltage i sørgehøjtideligheden, og de går langsomt tilbage til Audien. Roligt sætter de sig og lukker dørene.
Og Flemming kører hurtigt væk.

– Bønder! mener Flemming og tilføjer:
– De skulle hellere ta´ og afrette deres køtere, så de ikke generer pæne folks pæne hjulkapsler. Det er sgu ikke første gang, den har prøvet at angribe en forbikørende bil.
– Men sidste.

Hjemme tager Flemming kapslerne af igen og lægger dem væk,
mens Peter Christian ser til.
– Det tog nok pynten af de kapsler, hvad? Bemærker Peter Christian for at bløde lidt op.

Så går Flemming ind og lukker døren efter sig.
– Møjn! Vi ses klokken 18, råber Peter Christian til døråbningen. Men han hører det vist ikke.

 

13
Før middagen går snakken livligt hen over det lange bord, der er sammensat af flere ikke lige høje borde, i takt med, at flasker tømmes. De sidder i et telt hos Flemming i hans indkørsel. Han bærer heldigvis ikke nag over pyntekapslerne og fortæller vittigt om dagens episode og ruller charmen ud og kan næsten ikke gøre sig forståelig for bare grin, da han genopfrisker historien, samtidig med at han tørrer sveden af panden. Den flaske rødvin, Peter Christian havde med, står uåbnet inde i stuen. Ingen drikker vin. Men så kan han da selv drikke den.
Flemming opruller den sjove historie med fagter og grin og malende ansigtsudtryk.
– Hvis I havde set dem, altså jeg siger jer, hvis I havde set dem…! Bønder, hele bundtet. De stod i en cirkel og gloede på den der langstrakte prins Henrikhund og snøftede. Ikke et øje var tørt.
– Kørte du ind i den med vilje, vil Thorgrim godt vide. Flere i selskabet griner, for det kan de vist godt forestille sig.
– Er du tosset? Tror du, jeg er morder? Nej, nej, vel Peter Christian? Jeg kørte stille og roligt, og så kommer den her køter farende og angriber mit venstre baghjul. Har I nogensinde set en hund angribe en bil?

Ny latter. Det har de ikke, men Thorgrim siger, at de har set så meget andet i deres fem år i Danmark, at intet kommer bag på dem. Intet!
– I lever sgu da også bare på sådan nogle vindblæste øer, hvor der aldrig sker en skid, mener Aleksander. Hvad skal vi egentlig med Færøerne?
– Nogle vil også gerne være fri for Danmark.
– Men så mister I jo jeres tilskud. Det er sgu nok ikke så godt, hvad?
– Det ved jeg ikke.
Thorgrim vil ikke ind i den stillingtagen.

Flemming bøjer sig hen over bordet over mod Sussi.
– Der er et eller andet bekendt over dig. Jeg har garanteret set dig før, mener han.
Men det afviser hun hovedrystende og alvorligt. Måske afslører hun på denne måde blot hans billige scoretrick. Peter Christian ryster også lidt på hovedet. Tænk, at han er ligeglad med, at Leo også sidder der. Lige ved siden af. Der er ikke noget at se på Leo.
Men der opstår en pause i festlighederne. Guns N´ Roses larmer i baggrunden. Flemming har sørget for musikken og har fortalt flere gange, at det netop er hans favoritgruppe. Den er amerikansk, og så synger den om niggere og bøsser, og er der noget, Flemming ikke bryder sig om, så er det sådan nogle.

Peter Christian benytter sig af lejligheden og snakker til Ida Marie:
– Flemming var da vist meget fuld den aften til julefrokosten, ikke?
– Du mener, der før jul? Altså det med din kone? Neej, det tror jeg nu ikke. Det var vist mere mig, der var godt lakket til. Jeg mener svagt at kunne huske, at det var ham, der kørte hjem, netop fordi han var ædru.
– Nå. Jeg troede, at …

Flemming rejser sig og slår på sit glas.
– Tja, jeg ville bare byde velkommen og håbe, at vi får en hyggelig aften. Vi skal nok sørge for jeres sult og tørst, og der hænger en liste med resten af arbejdsopgaverne derovre.
– Så, kære venner. Nu skal vi hygge. Værsgo!
Det er ham, der står for maden sammen med Thorgrim, der har et enormt grimt forklæde på, og de to farer frem og tilbage med mad og flere flasker. Maden er på et spisebord inde i stuen, og folk strømmer ind for at fylde tallerknerne.

Peter Christian er glad over at være med i det gode selskab. Han kan dog godt mærke, at han er en af de ældre. Han er lige ved at glemme, at han har lovet sig selv at gå lige efter middagen. Så må de unge hygge sig uden ham. Men Laila Kathrine er der også, og dermed indebærer aftenen uforudsete muligheder, og der kan ændres på planer. Hun sidder desværre et stykke fra ham, og der er ikke så mange, der snakker med hende.
Når han i andre sammenhænge forsigtigt har omtalt hende, reagerer de ved at smile og ryste på hovedet og føre en finger op til tindingen og lade den køre rundt i små cirkler. Derefter følger den uundgåelige sætning: Hun er jo tysker. For det forklarer alt.
Han tolker det som et fremskridt, at hun trods alt er inviteret med i aften. Han må modstræbende erkende, at de unge viser gode takter.

Han ville egentlig godt have lidt mere at vide om den julefrokostaften, men han kan fornemme, at han ødelægger stemningen lidt, for det er noget alvorligt noget med hans hustru, og nu skal de hygge sig. Når Flemming sådan bryder ind med sit velkommen, betyder det snarere hold kæft, PC, og Peter Christian tier.

Han syntes bare, at Flemming sagde, at det var ham, der var fuld den julefrokostaften. Nå. Måske husker han det ikke så godt længere. Det er trods alt mere end fire måneder siden. Han kan under alle omstændigheder læse i ringbindet, hvad Flemming sagde dengang. Det vil han gøre, når han kommer hjem.

Han rejser sig og henter sin vin. Da han passerer Laila Kathrine, langer hun ud efter ham og peger på flasken:
– Åh, ja, et glas vin kunne jeg også godt have i stedet for alt det øl.
Forfjamsket får Peter Christian proptrækkeren fundet frem, den lå i køkkenskuffen såmænd, og aser med at flasken lukket op. Det siger plop, så der sprøjter lidt rødvin ud og ned i skødet på Laila Kathrine.
– Undskyld, mumler han, rød i hovedet, mens han hælder op i hendes glas.
– Det kan jeg leve med, siger hun og smiler oven i købet.
Han bliver varm over det hele og synes lige pludselig, at festen er en god fest.
– Jeg kan sætte mig her hen, hvis du synes, spørger han hende.
– Nej, bliv du bare der. Hvis jeg skal have et glas mere, vinker jeg til dig.
Nå. Javel. Det er da en begyndelse. Rom blev som bekendt ikke.
Alligevel føler han sig fornærmet eller afvist, og så er der ikke andet at gøre end at drikke. Nu kan han godt høre en lille smule tysk accent i hendes sprog.

Ragna og Ruben sidder og småskændes, for Ruben har købt den forkerte alkoholfrie vin.
– Man kan da heller ikke regne med dig, siger hun højt.
Ida Marie tøsegriner sammen med Thorunn og rører af og til ved hende. Peter Christian ved ikke helt, hvordan det skal tolkes.
– Er der ikke flere, der har lyst til at lære at spille golf, spørger Leo.
– Nej, ellers tak, svarer Aleksander. Det er vist kun for de rige.
– Nå, det er da både mig og Flemming, der spiller. Vi er ikke specielt rige.
– Desuden er jeg også for gammel, mener Aleksander. Det overlader jeg trygt til jer unge. Det kan I vel finde ud af.
– Der sker noget i Østtyskland, hvad, siger Sussi. Hun gider ikke snakke golf.
– Det hedder DDR, mumler Peter Christian.
– Ja, vi skal vist være glade for friheden herhjemme.
– Frihed til hvad, spørger Aleksander, den gamle provo. Hvad med de indre mure, vi har i vore hjerner?
Det varer ikke længe, så er diskussionen godt i gang. På den ene side sidder Flemming, Leo og Aleksander, på den anden er Ragna, Ruben og Peter Christian. Men Peter Christian vil ikke deltage i snakken. Dels vil han ikke modsige sin ven, dels tænker han meget på Laila Kathrine og er opmærksom på, om hun ønsker mere vin.
Snakken og diskussionen bliver mere og mere højrøstet i takt med at flaskernes indhold falder. Det er svært at høre, hvad den enkelte siger, når flere debatter finder sted sideløbende. Det er irriterende, når nogen starter en ny debat, når den igangværende ikke er afsluttet. Peter Christian drikker sin rødvin og blander sig ikke.
Der bliver også spist, men flere bliver ved med at vende tilbage til muren om Vest-Berlin og i det hele taget det at have et helt land og et helt folk spærret inde. Ingen spørger Laila Kathrine om noget, for hun burde da vide noget om Tyskland. Peter Christian overvejer så småt at sætte sig over til hende og stille hende nogle kontante spørgsmål. Hvornår kom hun til Danmark? Hvorfor? Det kunne være spændende at høre. Han overvejer kraftigt bare at rejse sig og gøre det. Han vil dog lige drikke et glas mere.

I en pause føler han pludselig trang til at sige noget, men har glemt alt om Laila Kathrine. Fire glas vin i maven giver en let følelse og et overraskende mod.
– I snakker sgu alle sammen om den mur i DDR! Skulle det ikke være mere nærliggende, hik, at bekymre sig lidt om dem, der bor her på gaden?
Der bliver øjeblikkeligt helt stille.
– Hvad mener du, siger Aleksander.
– Hvordan tror I, det er at miste sin kone, hvad?
Han er næsten aggressiv. Men nu skal det ud. Lidt spyt sidder i mundvigen, ansigtet er rødt, det ved han godt, det er der ikke noget at gøre ved.
– Tror du ikke, du skal til og hjem, nu skal jeg hjælpe dig, mener Flemming og rejser sig for at hjælpe Peter Christian op at stå.
Det er svært at holde balancen. Al samtale er gået i stå. De ser på ham, og Flemming tager ham under armen og hjælper ham af sted.
– Farvel og tak for i aften.
Ingen protesterer ret meget, så Peter Christian fornemmer i sin tåge, at det er en god beslutning. Der er noget mummel, og han synes, han hører ordene flæbende fulderik. Flemming støtter ham, men da han begynder at gå, behøver han ikke hjælp og støder Flemming væk.

Han stavrer småmumlende hjemad til det tomme hus.
I entreen bøjer han sig lidt og stirrer ind i sit eget spejlbillede. En foroverbøjet, gammel mand ser han. En fuld, gammel mand oven i købet. Smidt for tidligt hjem fra en fest på grund af utilbørlig optræden. Prøvede at drikke Laila K fuld, bare for at komme i seng med hende …
Han raver rundt i køkkenet efter noget mere vin, men der er tomt.

Da han lidt senere børster tænder på badeværelset, kommer den igen. Mormor. Mormor skulle altid først ud på badeværelset, og han gik imens rundt og sikrede sig, at alle døre var låst, alle vinduer var haspede, varmen lukket ned for natten, og alting var i orden. Det var hans job. Hans ansvar.
Nu står han bare helt alene og kan børste tænder, hvornår han end beslutter sig. Ingen står i vejen, ingen går foran ham med et smil og siger: Jeg skal altså først! Det er ligegyldigt, om der er låst og lukket ned for varmen.
Vand og tandpasta løber ned ad hagen på ham.
Han sluger sine piller. Det kan han lige så godt gøre først som sidst.
Han går i seng og har lyst til at græde så højt, at hele gaden kan høre det dernede i teltet. Men ikke en lyd kan han få frem. En lyd- og tåreløs gråd. Åh, mormor. Hvor jeg dog savner dig.

 

14
Det banker på døren ind til Peter Christian, der er ved at fortælle Aleksander om sin pyntekapseltur med Flemming.
Ind træder Leo, Flemming og Ida Marie, Ruben og Ragna, Thorgrim og Thorunn og sidst, men ikke mindst Laila Kathrine.
Peter Christian følger hende uroligt og sultent med øjnene, og det lykkes ham til sidst at fravriste hende et nådigt nik. Et nik, der direkte oversat betyder noget i retning af:
– Tak for køreturen forleden! Det var rigtig hyggeligt at være sammen med dig! Det burde vi måske gentage? Kommer du snart ned og besøger mig? Skal vi så spise aftensmad sammen? Og giver du så igen et glas vin? Skulle vi alligevel have sat os sammen til gadefesten?

Sikke en masse, der kan ligge i sådan et nik!
Hans drømmerier bliver brat hugget over af Flemming, der med høj røst bekendtgør:
– Møjn med jer to, vi tænkte nok, at du sad her, Aleksander. Undskyld, vi så pludselig kommer masende alle sammen. Men vi har noget vigtigt at snakke om. Og så synes vi, at du selvfølgelig skal være med, Peter Christian. Er det ikke i orden? Du er nok blevet ædru igen.
Det griner de ad, og Peter Christian griner med, for det er tragikomisk, når en 74-årig mand er fuld. Hvis han var 32, var det bare sjovt.

Flemming kigger rundt på de andre og ser betydningsfuld ud.
– Der skal være efterskole i højskolens bygninger, og nu synes vi, bægeret er fuldt! Vi synes, det efterhånden er sådan, at de store fannerme bestemmer alt! Skal vi lige snakke lidt om det? Har du noget imod, vi holder møde her hos dig? Du bor så hyggeligt. Der er i øvrigt bestyrelsesmøde derovre lige nu.

Uden at afvente svar går Flemming hen til sofaen og sætter sig, mens han opdager de små glas, som Peter Christian og Aleksander er i gang med, selv om Aleksander huler hånden om sit.

Peter Christian kan måske ikke høre så godt, men se, det kan han! I øvrigt kan han godt høre det, han vil høre.
Det hører han af og til de andre sige. Så smiler han og nikker til dem.
– Det her var for eksempel noget, jeg godt ville høre og derfor hørte.
Så griner han også lidt, mens de andre som regel griner mere kunstigt.
Han henter yderligere nogle små glas, og hele selskabet tager plads. Der er ikke så meget mere tilbage i flasken, så han skaffer en ny ude fra køkkenet, mens Aleksanders blik følger ham.

Peter Christian noterer sig, at Thorunn og Ida Marie sidder ved siden af hinanden ligesom til festen. Det er nok moderne med to kvinder. Flemming har placeret sig ved siden af Ida Marie. Nå, så er der da i hvert fald ikke noget mellem ham og Thorunn. Det kunne ellers være en køn redelighed. Han smiler lidt for sig selv over tanken. Det er sørme et ordentligt fællesskab. Han er også tilfreds med, at de kommer til ham. Han betyder noget for dem og er en del af sammenholdet. Det er da helt klart. At de også har taget Laila Kathrine med, er en overraskelse.

De første par minutter går med at lægge nakken tilbage og sige ah, undtagen Laila Kathrine. Hun kigger ud ad vinduet imens. Peter Christian tænker nervøst, om hun hellere vil have noget andet. Thorunn spilder ned ad sig, og Flemming hvisler i den almindelige snakkekævlen til Ida Marie:
– Skal du ikke hjælpe hende med at tørre det op?

Peter Christian undrer sig lidt over den bemærkning. Som om Ida Marie og Thorunn havde noget sammen. En skør tanke.

Han ville normalt slet ikke kunne høre den slags, men lige præcis her hører han det overmåde tydeligt. Det liver ham helt op. Han kan ikke rigtig huske, om han er i godt eller i dårligt humør.
Han stirrer på Flemming og synes at kunne se et eller andet utilfredsstillet. Måske har han alligevel lagt an på Thorunn og fået nej, hvem ved? Flemming er en, der vist lægger an på alle, han kommer i nærheden af. Og man så jo ganske tydeligt, hvordan han under middagen hele tiden kastede blikke over på Thorunn. Ja. Han lagde faktisk an på hende, gjorde han. Typisk Flemming.
Måske er Flemming senere på aftenen afvist af Thorunn. I fuldskab har han prøvet på noget.
Det er ikke noget, de snakker om. Han har ellers givet Flemming god mulighed for at tale om det for på den måde at få det ud af kroppen, for sådan skal man gøre. Det står i Søndags-Politiken.

Sidste eftermiddag stod han længe og søgte at holde liv i en dialog tværs over plankeværket. Men forgæves. Flemming greb ikke chancen.

Ruben rømmer sig.
– Jeg synes, vi skal protestere til bestyrelsen for efterskolen! Sådan rigtigt. Måske allerede i aften, mens de sidder der.

Rubens forslag bliver godt modtaget, selv om der er lidt usikkerhed om, hvad han mener med en rigtig protest. De vedtager at lade ham, Flemming og den nye mand, Leo, møde med bestyrelsen og forklare dem et og andet om fred og ro på en stille sidegade, om ødelæggelse af et godt fællesskab og om vanartede unge mennesker fra Toftlund, Sølle og Tokholm og dem mod nord fra Ribe og dem mod syd fra Tønder. Ragna påpeger, at det især er dem fra Toftlund, hun er betænkelig ved.

– Hvad for en slags efterskole? Hvad er det for unge mennesker, der skal være der – og hvorfor?
Flere vil godt have svar på de spørgsmål.
Byen vil blive invaderet af lømler og bisser fra Åbenrå og Sønderborg, værre kan det ikke blive, bortset fra hvis de kommer helt fra Esbjerg.
De værste i Skarphede i dag er præstens Jeppe og skoleinspektørens Brian. De drøner rundt i byen på tunede knallerter og råber ad pæne folk. Brian er helt opgivet af sine forældre. Jeppe blev sendt på efterskole, men efter 14 dage kom han hjem igen. De skulle have påstået, at det var en fejlaflevering. Når de ikke engang ville have ham der, må han godt nok være slem.

– Jeg kan skrive en artikel om efterskolen i ugeavisen. Den skal jo alligevel nævnes før eller senere.

Rubens forslag er en knippelgod idé, synes alle.
– Du kan godt interviewe mig, tilbyder Flemming. Jeg skal sgu nok gi´ dem tørt på.
– God idé, mener Aleksander.
– Jeg kan måske få et interview med forstanderen, for sådan en skal der vel ansættes?
Peter Christian synes, at ugeavisen, som Ruben skriver i, er god, somme tider endda bedre end Tønder Dagblad. Det kan da godt være, at sådan en artikel kan få øjnene op på dem, der bestemmer.

Der opstår en pause i kritikken af efterskolen.
For at udfylde tomrummet begynder Peter Christian at fortælle om rundkørslen i Tønder, og uden at gå i unødvendige detaljer er hans fremstilling i høj grad præget af stærk selvtillid og tro på egne evner. Hvad ellers? Skulle han måske lyve? Han fortæller om, at han jog de unge mennesker væk, da de begyndte at blive frække over for Laila Kathrine. Hans dybe furer i panden bliver noget udglattede, da flere giver udtryk for, at det er den rigtige måde at behandle sådanne lømler på. Det er faktisk dejligt at mærke de andres varme medleven.
– Måske er det Guds vilje, mener Peter Christian, der helt bliver revet med af stemningen og tilføjer:
– De blev vist lidt bange for mig!

Da han siger det, får han øje på Laila Kathrine og bliver noget ærgerlig. Han har helt glemt, at hun også er her.
Ruben mumler bifaldende; han har altid sagt, at Gud er med i alt, hvad der foregår på hele jorden i alle mennesker. Med ham ved sin side er det ingen sag at gøre andre bange. Og Gud husker alt!
Aleksander kigger på ham og smiler:
– Du mener, han har en ret stor harddisk? Skulle ham der din gud sidde i himlen på sit kontor og føre regnskab over stort og småt med alle de mange milliarder mennesker, der bebor jordkloden? Alene antallet af overvågningskameraer, som han skal sidde og glo på!!

Det, mener Ruben ikke, kan være noget problem, idet hans gud er almægtig og alvidende.
– Han behøver hverken computere eller bøger.
– Nej, måske. Hvis han gjorde, kunne det formentlig afhjælpe en del af denne verdens fejl og mangler.
– Det er vor egen skyld. Ruben bliver helt ophidset.
– Skyld og skyld. Hvem snakker om skyld?
– Eva spiste af kundskabens træ og syndede.
– Ja, hvis din gud er almægtig, kunne han have ladet være med at gøre hende nysgerrig. Hvis han er alvidende, vidste han, hvordan det der paradiseventyr ville ende.
– Det er helt forkert opfattet.
– Din gud er en smålig, nidkær, gammel gnavpot. Pas på, du ikke også udvikler dig til at blive det.

Sådan kan de blive ved længe.
Som regel småskændes de lidt over gud og fanden, videnskab og tro, men Peter Christian ved godt, at det er en måde at snakke sammen på. Man kan simpelthen mærke den gode stemning i stuen. Nu har de oven i købet en sag at kæmpe sammen om! Han føler de små hår rejse sig, når fællesskabets milde strømme breder sig kærligt. Det er på tide. Alt for længe har de snakket hver for sig om hinanden ligesom i Babylon i stedet for sammen med hinanden, og det er lige før, at tankerne om mormor er borte. Han søger at fange Laila Kathrines blik, men der er lukket. Har hun allerede glemt ham? Hun er måske blevet sur over det, han sagde om rundkørselskørslen.
Så vender hun sig om og ser direkte på ham. Han bliver helt forfjamsket og nærmest rød i hovedet. De små hår lægger sig igen. Men hun siger intet. Sidder bare og stirrer på ham lige ind i hjernekassen. Det er flovt at blive rød i hovedet. Hvorfor bliver han det? Han kender ikke andre modne mænd, der rødmer. Han har derimod altid haft tomatsæson i ansigtet. Hver gang er der en venlig sjæl, der gør de andre opmærksom på det. Det forstærker den røde farve og hans irritation. Han troede, at når han blev 60, var det overstået. Nå, ja, så 70 da. Men det hjalp heller ikke. Han bliver nok et sjældent lig, der i stedet for at være kridhvid er rød i hovedet. Undskyld, jeg er død. Beklager. Det giver jer ekstra døje.

Her lader det ikke til, at nogen ser det. Altså undtagen Laila Kathrine. Endelig ser hun væk igen. Han overmandes af lettelse og en følelse af opstemthed og skæver til de tømte snapseflasker.
– Skal vi synge en sang, spørger han pludselig ud i stuen.

De bliver helt tavse.
– Hvad skulle det være for en, spørger Flemming.

Peter Christian kan ikke komme i tanker om en eneste, der ville være velegnet, så han falder lidt ned og ser sig hjælpeløst rundt. Pludselig kommer det til ham:
– Hvad med I synnerjylland, der æ æ føjt?

Flemming kigger på sit ur.
– Vi kunne også gå en lille tur rundt om efterskolen, inden det bliver alt for mørkt? Måske møder vi bestyrelsen.

Det nikkes der til, og flere rejser sig, tydeligvis tilfredse med forslaget. Peter Christian rydder lidt op og ved ikke, om han skal være glad for eller ked af det over det med den sang. Den kunne have hamret fællesskabet ordentligt på plads.
Så går han ud efter dem.

De slentrer en tur ned ad Fælleslykkegade i den dejlige forårsaften og beundrer de store træer langs gaden. For enden ligger skoven ned mod åen, og er der noget, der er værd at studere, så er det den. Ruben tager ham om skulderen og mener, at det altid er så hyggeligt inde hos ham. Thorunn kommer til og smiler til ham.
Men ingen spørger ham, om han savner sin kone. Ingen nævner noget om den aften før jul. Ingen spørger, hvordan det går at være alene.

Peter Christian kan trods alt godt lide at høre til her. Det er en lun aften med masser af fuglekvidder fra skoven og åen. Åh, det fællesskab. Det er et varmt og hyggeligt skab, som man har brug for. Man føler sig meget stærkere, når man er fælles om noget. Så skidt med, at de er så fulde af hensyn, at de ikke nævner noget om mormor. Han traver lige i hælene på Laila Kathrine og håber, hun vil vende sig om og snakke til ham.
15
Ud for højskolens bygninger standser de og får øje på en gruppe mennesker, der står og kigger på bygningerne.
– Der er de sgu, siger Flemming. Bestyrelsen.

Peter Christian kender kun enkelte af dem, men Flemming mumler hviskende til ham, at den skaldede med det lange, tynde hår i siderne hedder Niels Ejegod, der efter folkesnakken at dømme ikke helt lever op til sit navn.
– Ham den lille med de stikkende øjne er Erik S. Lambertsen.

Han er en stor byggematador og har solgt de fleste af gadens huse, som han har bygget. For eksempel nummer 17.
Han ruller med øjnene, som om han taler om Christian den Anden og det stockholmske blodbad. Peter Christian nikker og siger, at han godt kender Erik S. Lambertsen. Der er en anden én i det selskab, han også har set før, men han kan ikke komme på, hvor det er fra.

De to grupper nærmer sig hinanden.
– Møjn! Ja, vi ville lige bese lokaliteterne og gå en lille tur ned langs Fælleslykkegade. Det er noget værre noget det der i Kina, hvad?

Den høje mand, som Peter Christian synes, han kan genkende, gentager, som om beboerne og de andre er hørehæmmede, eller måske fordi ingen reagerer på det første udsagn.
– Ja, vi ville lige bese lokaliteterne og gå en lille tur ned langs Fælleslykkegade.
– Tja, det ville vi også, selv om os er der ingen, der spørger om noget som helst, mener Flemming, mens han ser meget sigende på sine kampfæller fra gaden. Han kigger ekstra på den store mand, der snakker mest.
– Har vi for eksempel bedt om at få en efterskole her på vores gade? En efterskole med uopdragne elever her midt i vores hyggelige fællesskab, hvor vi kommer hinanden ved!

Den store mand føler sig stødt over deres åbenlyse modstand. Hans øjne fikserer Flemming, og pludselig siger han:
– Sig mig, var det ikke dig, der kørte vores gravhund ihjel her forleden?

Peter Christian genkender ham. Selvfølgelig.
Hans spørgsmål tager i nogen grad fusen på Flemming, ser det ud til. Harmen og vreden over den kommende efterskole glider lidt i baggrunden. Peter Christian bemærker straks, at det dæmper ham. Flemming er nok ikke så glad for at blive udråbt som dyremorder.
– Det var ikke med vilje, Taus. Det ved du godt.
– Nej, det er der heller ingen, der siger. Men kørte du måske lidt stærkt?
– Overhovedet ikke. Den der åndssvage hund kom pludselig farende op fra nowhere og angreb mine hjul.

Peter Christian nikker og mener, han skal støtte Flemming.
– Det er rigtig nok. Det var mig, der var med. Jeg så det hele. Den må have gjort det før. Måske tiltrækkes den af pyntekapsler.

Flemming ser på ham. Ikke sådan, som han plejer, mere med et ærgerligt udtryk i øjnene. Det er svært at forklare.
Taus trækker vejret tungt.
– Ja, ja, vi havde ham i ni gode, lange år især for børnene, og nu er han død. Men efterskolen lever! Nu har vi jo de bygninger, og synes I ikke også, de skal bruges til noget?

Bagved står bestyrelsesmedlemmerne og nikker samstemmende. Det er fint, hvis bygningerne kan bruges til noget.
– Bruges til noget? Til skabagtige unge mennesker totalt uden opdragelse?? Vandaler. Hærværksungdom. Måske kriminelle. Skabe ballade her på vores fredelige villagade. Vi, der lever i harmoni og grænseløs enighed, hvad skal vi med en efterskole? De vil råbe og skrige, og deres brunstbrøl vil kunne høres overalt.
Peter Christian synes, at Flemming trækker den lidt langt ud, men det er godt, at de får at vide, hvad der er på spil for beboerne. Flemming er ikke den, der mangler ord.

Den store mand præsenterer sig fredsommeligt for beboerne.
– Godt ord igen. Jeg hedder Taus Thybo og er formand for bestyrelsen. Her er John Jaksen og Niels Ejegod. Ham her. Han hedder Erik S. Lambertsen. I kender ham måske bedre under navnet Erik S.

Erik S. smiler til ham.
– Det ved de vist godt.

Han nikker ligesom mest til Peter Christian, der straks mod sin vilje føler sig smigret. Så henvender han sig til Flemming.
– Hvad ville I bruge bygningerne til?

Ragna maser sig frem i geleddet foran Flemming.
– Et længe savnet center for kristelige unge mænd og kvinder.
Forbløffelsen hos de andre beboere breder sig. Det har de ikke lige snakket om.
Ruben støtter Ragna.
– Ja, lav en efterskole for rigtige kristne unge. De ved, hvordan man skal opføre sig.

Maven vibrerer af hellig skråsikkerhed.
John og de andre bestyrelsesmedlemmer siger ikke noget. Beboerne bliver helt mundlamme.
Indtil Aleksander tager ordet og giver dem tørt på, mens overkroppen hælder over mod Ruben og Ragna, og hænderne er i siden.
– Vi vil sgu heller ikke have kristelige unge rendende her i jesussandaler. Hvor helvede har I dog fået den idé fra?

Peter Christian tror, at han bander provokerende ekstra meget, fordi han taler direkte til ægteparret.
– De kan da i det mindste opføre sig ordentligt, mener Ruben.

Peter Christian ved ikke rigtig, om de der rigtige kristne vil være en god idé. Men det er sikkert bedre, end hvis de var forkerte kristne.

 

16
Så rømmer Ida Marie sig; hun har hidtil været tavs. Med et fast blik på Thorunn, som om de to damer har noget sammen, hvæsser hun sværdet, fornemmer Peter Christian.
– Det må stå for Ruben og Ragnas egen regning. Vi synes bare, at vi godt kunne blive spurgt. Det er trods alt os, der bor her.

Thorunn nikker samtykkende og står på begges vegne meget rank og strunk sammen med Ida Marie, så ingen er i tvivl om alvoren i de ord.
De andre beboere nikker bekræftende, og Ruben og Ragna tier. Det er vist klogt af dem.
– Nu står bygningerne der, og de skal bruges til noget. Vi havde oprindelig tænkt på at ombygge til ældreboliger. Der er for byen meget mere økonomi i at have en efterskole end en ollekolle!
– I burde da melde jer ind i skolekredsen. Så får I både indflydelse og informationer også om de ordblinde elever, der skal gå her og for en gangs skyld blive hjulpet. Det bliver de jo ikke i folkeskolen.

Erik S. taler, som om han er formand.
– Vi har besluttet, at vi tager et år ad gangen. Så når det skoleår, der starter her til august, har sin første generalforsamling i april, vil vi der tage stilling til det videre forløb. Det vil …

Laila Kathrine famler pebersprayen frem, tager to skridt og retter den mod Erik S. og trykker på kontakten.
Da Johan vil tage den fra hende, får han også en dosis. De springer alle væk, også beboerne, der ikke ved, om Laila Kathrine har tænkt sig at angribe dem alle eller kun nogen.
Forudsigelighed er ikke et ord, der rimer på Laila Kathrine.

Peter Christian vender sig bedrøvet mod hende:
– Jeg synes, du er noget aggressiv, Laila Kathrine.

Hun ser på ham med smalle øjne:
– De er selv ude om det! JEG ER VREDENS TÅGE, DER SPRØJTER GIFT MOD DE GALE.

Med de ord forlader hun det nu pludseligt opløste selskab og går nedad mod sin villa.
Ragna og Ida Marie tager sig af de to ramte, men det er kun Erik, der er hårdt såret. Han græder med tårerne strintende ud af øjnene som et frossent springvand, der er ramt af tø og erklærer med rusten røst, at han aldrig mere vil vise sig på Fælleslykkegade.
Det, synes Peter Christian, er en god idé.
– Vi skal være ordentlige mod hinanden, selv om vi er uenige, mener Ida Marie. Hun har hentet en våd klud og tørrer stormatadoren i ansigtet.
Det gør nu ikke Peter Christian noget, at Erik S. får lov at græde lidt. Måske græder han ikke så tit, som han burde.
De andre beboere ser også tilfredse ud sådan lidt på afstand.
Det er noget, der styrker sammenholdet.

 

17
Leo stirrer forbavset på Peter Christian og de tre piger i varierende størrelse, der står ved siden af ham.
Leo er i gang med at feje for egen dør. Det er dejligt varmt, og han har tilpasset et viskestykke til issen med en knude i hvert hjørne. Sveden står i stænger ned over panden. Peter Christian smiler ved synet. Han har allerede på afstand indskærpet pigerne, især den mindste, at når manden har et viskestykke på hovedet, er det ikke for at se sjov ud. Det er for solen.
– Møjn, da. Er det dine børnebørn? Spørger Leo.
Peter Christian nikker stolt.
– Møjn. Ja, jeg har lovet at passe dem, mens deres far skulle noget, og så nyder vi solen og skal om på legepladsen.
– Mig ved godt, hvordan hunde får hvalpe, siger Lea til Leo, mens hun ikke kan få øjnene fra viskestykket på hovedet.
– Hvorfor har du sådan en sjov hat på?
– Det er fint, siger Peter Christian. Han prøver at aflede hende ved at pege over mod efterskolens gård og antyde en kat. Men det har han ikke det store held med. Nu begynder hun igen. Han bliver altid forfærdelig dårlig, når Lea snakker om parring og det der.
– Først en hanhund og så en hunhund til, fortsætter Lea uanfægtet.
– Jeg sagde, det er fint. Peter Christians stemme er blevet en anelse skarpere.
– Hanhunden skal stå bagerst.

Peter Christian får heldigvis hjælp af Leo over dette udslag af barnlig trods ved at vise dem ud på den lille terrasse, hvor hans nygifte og meget smukke dame af det bedre selskab sidder på en havebænk og læser i en avis.
– Må jeg præsentere: Sussi Wunderschøn! Min ungdoms elskede! Vi kommer fra samme lille landsby.

Han smiler, mens han slår ud med armen i retning af den svangre Sussi.
Hun ser underligt kold ud.
– Elskede? Ha.

Hun vrænger nærmest det sidste ud. Måske er hun stadig sur over den proptrækker, bare fordi Leo skulle spille golf.
Leos humør dykker hurtigt, det er tydeligt.

Til gengæld går der et aha-suk op for Peter Christian.
– Jeg kender godt dig, Sussi. Jeg har set dig hos købmanden, tror jeg.
– Nej, Peter Christian, det var da i går, vi mødte dig inde i Tønder, kan du ikke huske det?
– Jo da. Peter Christian bekræfter altid, at han kan huske. Det er helt gratis, og ingen kan alligevel granske hans hjerne og der konstatere, om hukommelsen fungerer. I hvert fald den, der går på de sidste timer.

– Hvorfor er I egentlig så meget mod den efterskole?
Det kan Peter Christian faktisk ikke helt huske. Febrilsk og lettere nervøs trækker han tiden lidt.
– Vi vil jo gerne have, jeg mener, indtil nu er der stille, og måske bliver det anderledes.
– Så I er bange for larmen?
Det var det halmstrå, han kunne bruge.
– Ja, er du tosset. Skrig og skrål fra unge mennesker dagen lang, det er jo ikke lige sagen, vel?

Han appellerer til Leos forståelse.
– Nej, men det giver vel også arbejdspladser til byen.

Det har Peter Christian ikke tænkt på. Det vil dog blot være købmanden og bageren, der vil nyde godt af det. Og det kan næsten være lige meget. Peter Christian kan ikke lide ekspeditricen, fordi hun slikker på fingrene, inden hun tager en pose til brødet, som hun derefter tager med de samme fingre. Han køber altid brødet hos købmanden, der ikke slikker på fingrene først. Eller gjorde. Da han rent tilfældigt opdagede, at det alligevel var bageren, der leverede brødet, blev han enig med mormor i at købe alt brød inde i Tønder, hvor de tager brødet med en plastikhandske på. Basta.

– De ryger hash og stjæler og råber frække ord og slås.

Det vælter ud. Lige pludselig kan han huske alt det, han er imod.
– De er også uopdragne og frække mod ældre mennesker. Jeg har set nogle unge mennesker inde i Tønder, der trak bukserne ned for at vise bar røv. Men vi vil ikke se sådan noget på Fælleslykkegade.

I hvert fald ikke drengenes.
Sussi og pigerne står og kigger ud ad vinduet over mod efterskolen. Hendes lyse hår er stadig bundet op med en stram knude i nakken.

Lea tager ham i hånden.
– Morfar, mig blive her.
– Ja, lad du børnene blive her lidt. Der er meget at se på for dem.
Sussi tror måske, han gerne vil i aflastning, eller også vil hun prøve, hvad det vil sige at have børn.
– Jeg vil godt med dig hjem, morfar, siger Astrid.
– Jeg skal nok blive hos Lea, siger Maja.
Peter Christian er efterhånden godt og grundigt træt af al den parringssnak og forlader Leo med Astrid, der springer ud i solen.

 

18
Hjemme sætter de sig ved køkkenbordet og deler en appelsin.
– Er du ked af, at mormor er død, spørger hun pludselig.

Hun kunne lige så godt have stukket en dolk i ham, og den sidder nede i højre side af maven. Appelsinen er lidt sur og giver ham vand i øjnene.
Han nikker og får grødet stemme.
– Ja, meget.

Astrid sætter sig over og putter sig ind til ham.
– Jeg er også. Hun får tårer i øjnene. Peter Christian holder godt fast om hende, det trøster lidt. Hun klynger sig ind til ham og borer ansigtet ind til hans bryst.
– Jeg savner hende sådan, siger Astrid og græder nu rigtigt.

Der er helt stille i stuen. Kun Astrids gråd høres, og Peter Christian er langsomt ved at bukke under også.
– Så, trøster morfar hende. Jeg savner hende også forfærdeligt.

Hun vender sit ansigt op mod hans.
– Jeg savner hende mest. Der er glimt af drilleri og smil i hendes tårefyldte øjne.

Han har svært ved at se det for tårerne. Hans tårer, der bare dukker op af ingenting.
– Er mormor oppe i himlen nu?

Peter Christian nikker. Hvor ellers? Et så fint menneske bør være i himlen, når hun er død. Hvis der er retfærdighed til. Men han ved godt, at det ord er udgået af ordbogen, når der tales om den højere retfærdighed.
– Græd du meget, da hun dødet?
– Det hedder da hun døde. Ja, det gjorde jeg.
– Var du ked af det i lang tid?
– Ja.
– Flere dage?
– Meget længere. Jeg er stadig ked af det.

Det er rigtig nok. Han græder stadig over at have mistet hende. De kunne godt have haft nogle gode år sammen også som gamle. Men det kunne åbenbart ikke tillades.

– Hvordan dødet hun?
– Hvordan hun døde? Hun blev slået ihjel i trafikken.
– Ja, det ved jeg godt. Men hvordan slået ihjel.

Astrid forlanger kendsgerninger.
– En taxa kørte ind i hende, og politiet mente, at hun gik ude midt på vejen.
– Mener du ikke det? Astrid ser forbavset op på ham.
– Mormor ville aldrig gå sådan. Hun gik altid i vejens venstre side, som man skal, og så på Skolevej, der er så bred og bakket. Jeg er sikker på, at hun har gået helt ude i rabatten. Især hvis der kommer en modkørende bil. Måske var der noget sne i vejsiden, hun lige ville undgå.

Det er dejligt at sidde og knuge sit barnebarn og være to om sorgen og savnet.
– Hvorfor kommer du i tanke om mormor?
– Da vi gik hjem. Før gik jeg mellem jer og holdt jer begge i hånden. Nu er det skævt.
Peter Christian overvejer at hente ringbindet med avisartiklerne. Der er et foto af taxaen også. Men Astrid har set det flere gange.
– Vil du godt have en ny mormor, så det igen bliver lige?

Hun hopper ned på gulvet og klasker begge hænder sammen.
– Det er en god idé, morfar.

Men så bliver hun tænksom.
– Hvor finder vi en ny mormor? Hun skal jo være lige så god som den gamle.
– Ja, det er jo problemet.

Nu efterlyser Astrid saftevand og et stykke franskbrød med honning, og Peter Christian smører sig en mellemmad. De andre to piger kommer løbende, og det tegner til frokost.

 

19
Den første dag i juni standser to biler ud for Peter Christians hus. Ud stiger Erik S. og et par herrer, alle fint klædt på med slips og hvid skjorte. De banker på og kommer ind.
Peter Christian lægger hammeren og lukker klædeskabet i soveværelset. Erik S. ser meget højtidelig ud.
– God dag, Peter Christian. Vi kommer for at foretage tvangsauktionsforretning. Du skylder mig en sum penge, og da du ikke har betalt og fået adskillige rykkere, som du ikke har reageret på, må vi desværre gribe til denne drastiske udvej. Jeg ved godt, du er i en svær situation, men penge er jo kønsløse og kender ikke til følelser.

For fanden. Han har helt glemt alt om den gæld. Egon er derfor slet ikke spurgt, men han har nu heller ikke de store forhåbninger til hans evne med penge. Han kan ikke bare sådan uden videre hjælpe ham, det er han sikker på. Og ville Erik S. egentlig nogensinde mere sætte sine ben på gaden?
En af de fine herrer fortæller omstændeligt Peter Christian, hvordan tvangsauktionen foregår, og Peter Christian må flytte. Alt, han ejer, skal ud af huset, så køberne kan overtage det. Men han får selvfølgelig overskuddet af tvangsauktionen udbetalt, hvis der bliver et.
Klart nok. Men hvor skal han flytte hen?
– Har du aldrig undersøgt ældreboligerne i Tønder? Det kunne være noget for dig.
– Ja, supplerer Erik. Der bor en masse andre ældre mennesker, og nogle af dem laver mad sammen og hygger sig foran fjerneren og tager på ture sammen. Jeg har hørt, det skulle være alle tiders for enlige.

De ser lidt på ham. Avisen ligger på bordet med en forside, hvor en anden byggematador bliver afsløret for noget skattesvig. Det er ikke sjovt at blive hængt ud på Tønder Dagblad.

Så efter et øjeblik siger Erik S., der står ved siden af, med et blik på en af de andre, at de da også kan finde ud af noget med et lejemål her i Skarphede.
– Du kan leje det af køberen, for det bliver jo nok mig selv, der hænger på det køb. Så får du både de penge, der evt. er i overskud samt får lov at blive boende lige så længe, jeg ikke skal renovere det. Er det ikke fint, så?

Han ser helt begejstret ud. Nu har han sandelig også strakt sig til det yderste.
Peter Christian nikker og forsøger at smile og se venlig ud. Han synes, at de ligner fede kapitalister fra en amerikansk kriminalfilm og vil snakke med Egon om det her. Huset er gældfrit bortset fra den gæld, han har til Erik S. Lambert.

 

20
Hen over sommeren er der hektisk aktivitet for at gøre skolen klar til at modtage 50 elever i den mest larmende alder. Peter Christian har taget forskud på glæderne, føler han. Der bliver hamret og savet og boret og larmet derovrefra, så han er ved at gå ud af sit delvist rynkede skind.
Tvangsauktionen er gået godt, og der indkom næsten 50.000 mere, end det han skylder Erik S.. Når advokaten har fået sit, og det skal Peter Christian naturligvis betale, er der alligevel over 20.000 tilbage. Han kan oven i købet få lov at blive boende og kun betale en symbolsk leje, som Erik kalder det.

Peter Christian tager sig ikke af Aleksander, der påstår, at huset er meget mere værd end det, der er kommet ind på tvangsauktionen. Han siger også, at ældre mennesker tit bliver snydt af yngre, og at Erik S. var skide bange for at komme i avisen, hvis det var kommet frem, at han satte en fattig pensionist på gaden. Peter Christian er ligeglad. Nu er han gældfri for første gang i sit liv, altså bortset fra barndommen.

Ruben har længe forberedt artiklen til ugeavisen, men mener, at den først skal i, lige før skolen starter. Flemming er uenig og synes sammen med de øvrige, at den skal i før.
De tre udpegede har haft et enkelt møde med bestyrelsen, men det kom der intet ud af.
Beboerne har ligeledes deltaget i ét møde, og det var i skolekredsen, men deres protester og bekymringer for konsekvenserne af at oprette en efterskole blev fejet af bordet. Det går op for dem, at det løb er kørt.

Artiklen i ugeavisen kan lige så godt vente nu til efterskolen åbner. Så kan de føle sig velkommen, kan de.

Da beboerne forlader mødet, driver de som sidst ind hos Peter Christian og bliver der enige om at indlede et skærpet eftersyn med efterskolen for at finde ud af, om den lever op til deres bange anelser.
Hvis der ikke opstår de forventelige besværligheder, vil de nøjes med at yde passiv modstand. Ellers er det kamp!
Da de går og siger godnat, ser Ragna varmt på Peter Christian.
– Ha´ det nu godt, ikke PC? Og trykker hans hånd og giver ham et lille brev.

Det har hun aldrig kaldt ham før. Hun er da blevet noget venligere her på det seneste. Peter Christian er glad for deres omsorg. Han fornemmer klart, at de tænker alle sammen på ham og på, hvordan han har det, selv om de ikke vil snakke om det.

Han åbner brevet, der er en invitation til Ragna og Rubens sølvbryllup.
Mens tænderne bliver børstet grundigt, smiler han til sig selv i spejlet og kommer i tanke om, at det vistnok er meget længe siden, han har haft noget at smile af.

Senere ud på natten vågner Peter Christian ved en ambulances tuden. Den kommer nærmere og nærmere. Han ser ud ad vinduet. Den holder ude foran Sussi og Leos lejlighed. Nu kommer ambulancefolkene ud med hende på en båre. Leo er med og ser ængstelig ud.
Peter Christian kan næsten ikke sove mere den nat. Ambulancesirener er ikke hans kop te.
Tidligt næste morgen kommer Aleksander forbi. Han er altid så velunderrettet.
– Sussi har født en fin, lille velskabt pige her i nat. Kejsersnit! Det var vist lige over.

Det er godt, der kommer lidt småbørn til gaden. Der er ikke for mange fødsler på Fælleslykkegade. Omme i Saltgade føder de tvillinger i hobevis og har allerede for længst planlagt og udvirket en større legeplads.
– Vi kunne godt bruge nogle flere yngre tilflyttere her, brummer Aleksander.

Udenfor ruller ganske langsomt en kæmpestor flyttevogn forbi. De rejser sig begge og går udenfor. Det kan være de nye i nummer 17. De slentrer derned for at hilse på familien. Måske har de børn, så der kommer lidt liv på gaden. Måske skal de have en ølpause.
Flyttemændene er allerede godt i gang med at tømme den store lastbil. Der er mange interessante møbler, og det går op for Peter Christian, at det ikke er et helt almindeligt hjem, der sådan bliver båret forbi dem, der står med begge hænder solidt i lommen.
Ud af huset kommer en yngre mand. Han ser frisk ud og går hen til dem.
– Møjn, jeg hedder Jakob.

Han smiler og har et fast håndtryk. Meget fast. Peter Christian ømmer sig lidt og tager sig til sin højre. Samtidig stikker det i maven.
– Velkommen til. Nå, I vil bo her? Spørger Aleksander uventet tåbeligt.
– Ja, vi synes, det ligner et rigtigt fredeligt område med masser af muligheder.
– Det er det bestemt. Vi påtænker at lave legeplads her også.

Det har de ikke snakket om. Peter Christian måber lidt, måske har han bare ikke hørt det, eller også kan han ikke huske, at de har snakket om det. Han vil godt bringe lidt mere nutidig realisme ind.
– Der starter jo en efterskole deroppe, han peger tilbage og op mod højskolens røde bygninger.
– Det ved jeg godt. Vi er blevet ansat der og skal være lærere.

Det tager pippet lidt fra dem. Den havde de ikke regnet med. På den måde laver efterskolen en trojansk hest og planter sig ikke bare med skolen, men også et par ansatte på gaden. Peter Christian ser stjålent over på Aleksander. Hans ansigt fortrækker ikke en mine. Trojansk hest? Det lærte de om i 5. Klasse, det var grækerne, der anført af Odysseus ikke kunne erobre byen Troja og så listede en kæmpehest ind, fyldt med græske soldater. Så kunne de erobre byen! Peter Christian er glad for sin viden. Historie er godt. Skole er godt. Bare ikke efterskole.

Nu træder en anden yngre mand ud af huset og kommer over til dem.
Han møjner lige så hjerteligt som den første og giver hånd.
– Mit navn er Anders. Det er da vel nok et dejligt område, I har her?

Det bryder naturligvis isen, når han sådan ligefrem roser stedet. Men forvirringen er komplet. Han er sort som en neger, men taler dansk som en dansker.
Jakob tager om Anders.
– Vi danner par.
Chokket truer med at besvime Peter Christian. Par? Så de er bøsser. Oveni. Denne gang kan han se, at selv Aleksander har svært ved at skjule en vis overraskelse.
– Nå, men vi må nok hellere komme tilbage til arbejdet. Der er mange møbler, der skal på plads. Man samler jo meget sammen gennem årene!

De hilser muntert af og efterlader et par ældre herrer med tomme udtryk i øjnene.
– Jakob og Anders, snerrer Aleksander. – Jack-Ass. Brødrene Jack-Ass. Eller Black-and-White. Salt og Peber. Hold kæft, mand.

 

21
Dagen for elevernes ankomst oprinder med høj, tindrende solskin. Forældre maser deres mange biler ind på skolens gård, men der er så mange, at der holder snesevis ned ad Fælleslykkegade. En enkelt drister sig frækt ind i Peter Christians indkørsel.
Aleksander mener, at det er så provokerende, at Peter Christian bør gøre noget ved det.
De går ud på gaden. Overalt er der travlhed med at få ting og sager slæbt ind på skolen. Stereoanlæg, fjernsyn, guitarer, sportstøj og store papkasser, hvor der står noget japansk, Nintendo, fylder godt op i bilernes trailere, og det ser ud til, at det mest er forældrene, der skal flytte. Det er i hvert fald dem, der knokler. Et par af de unge mennesker, der skal være efterskoleelever, er sorte i huden. Det kommer noget bag på Peter Christian og Aleksander.
Peter Christian minder ham mumlende om, at de i forvejen skal operere med bøsser på gaden. Salt og peber, griner han.

De går ned til Flemming, der ligesom er blevet fører i frihedsbevægelsen Fælleslykkegade mod Efterskolen. Han bliver tydeligt fornærmet på Peter Christians indkørsels vegne og grunder lidt.
Med den ene finger under hagen kommer det langsomt, men beslutsomt fra ham:
– Vi sætter rendegraveren foran bilen.

Hans firma ejer en rendegraver, der uden for arbejdstiden altid står parkeret nede bag det nederste hus på gaden.
Han snupper nøglerne og løber derned. De andre to glider tilbage til indkørslen for at se, hvordan det spænder af. Peter Christian smånynner.

Lidt efter kommer Flemming larmende med rendegraveren, der fylder hele gadens bredde. Han kører den forsigtigt mellem alle de parkerede biler op til Peter Christians indkørsel og standser og parkerer den udenfor, så den spærrer fuldstændigt af. Bilen har ingen chance for at komme ud.
– Så, siger han, da han klatrer ned fra førerhuset, nu går vi bare hjem til mig og venter.

De tre trasker ned til Flemming og sætter sig på terrassen med tre kolde øl, som Flemming henter.
Flemming peger på ugeavisen på bordet.
– Hvad synes I om artiklen?
– Den er rigtig god, mener Aleksander. Peter Christian nikker samstemmende.
– Ja, jeg synes jo også, at jeg får skovlen godt og grundigt under dem.

Han slår op på artiklen og læser højt.
– ”… Beboerne på Fælleslykkegade er imod efterskolen. De mener, at det ikke er uden omkostninger, at der placeres mellem 50 og 70 unge mennesker på det forholdsvis snævre område, hvor den gamle, konkurslukkede højskole skal danne nye rammer som efterskole om et hektisk liv. En af beboerne, Flemming Frost, udtaler, at han er meget imod hele projektet og bebrejder bestyrelsen, at den ikke inddrog beboerne i den aller tidligste fase. Han udtrykker bekymring for, at et stort antal sandsynligvis uopdragne, utilpassede og omsorgssvigtede unge mennesker skal ødelægge det tætte og gode forhold, gadens beboere har til hinanden…”.
– Det er en ordentlig smøre, hvad?
– Ja, det bliver spændende at se, hvordan de vil reagere på det.

Der står ikke noget om, at der er ansat både bøsser og negre på skolen.
– De siger, at forstanderen alligevel blev meget sur, da han læste det. Det sagde købmanden. Han skal jo være neutral.
– Han er bare ude på at sælge til efterskolen. Han skal passe på, skal han. Det kan være, vi kører til Tønder og handler. Er det i det hele taget lovligt for bøsser at undervise drenge under 15?
– Nej. Der er noget med, at de kun skal undervise 10. klasse.
– Har du hørt det?
– De snakker om det hos bageren. Forleden kom de gående hånd i hånd ned gennem byen. De er sgu ikke bange af sig. Brødrene Jack-Ass. De kan nemt redde sig en gang tæppebank af bønderkarlene her.

De griner lidt i skægget.
– Mon forældrene får det at vide?
– Hov, se, der står nogen oppe hos dig, Peter Christian.
– For søren, nu har de da et problem.
– De kan sgu nok ikke få deres bil ud.

De smågriner lidt igen og godter sig. Spændingen stiger.

 

22
Det varer ikke længe, før ægteparret forsigtigt nærmer sig, klart søgende efter mennesker, der kan afhjælpe situationen i indkørselen.
– Øh, møjn, undskyld, kender I noget til den der frontlæsser?

Flemming kigger op og ser helt uskyldig ud.
– Frontlæsser?
– Ja, den står lige foran vores bil, og vi skulle gerne hjem til de små…
Flemming kigger op ad Fælleslykkegade, spejder endda så at sige efter en frontlæsser.
– Altså, jeg kan ikke se nogen frontlæsser?
– Jo, ivrer manden og peger. Den gule der, deroppe ud for det gule hus.
– Nå, det er ikke en frontlæsser. Det er en rendegraver. Nu skal du se.

Flemming begynder at forklare manden forskellen på de to maskiner.
– Rendegraveren har en smal skovl bagtil og en bred fortil, mens frontlæsseren sidder foran på en traktor for eksempel.

Imens trækker fruen utålmodigt i mandens ærme, men Flemming lader sig ikke påvirke.
– Og derfor hedder den deroppe en rendegraver.

Flemming har afsluttet sit foredrag og ser tilfreds ud, hvorimod manden har rynket panden:
– Kender du ejermanden?
– Nja, jeg ved da, hvilket firma der ejer den. Hvorfor?
Manden forklarer.
– Ville du gerne have den flyttet?
– Ja, det… ville bare være dejligt. Vi skulle da gerne hjem i dag.

Manden smiler venligt.
– Et øjeblik.

Flemming går ind i huset og vender et par minutter tilbage igen.
– Jeg kan godt få den flyttet, men det vil koste en timeløn.
Ægteparret ser vantro ud.
– En timeløn?
– Ja, altså, hvis de..
– Ja, men den er jo kørt derop, efter at vi har parkeret.
– Han plejer at holde der. Har I en aftale med ejeren af indkørslen?
– Nej, men en lærer deroppe – han peger op mod efterskolen – sagde til os, at vi bare kunne holde der, for der var ikke plads andre steder.

Han ser efterhånden lidende ud.
– Tja, der er ikke så meget mere, jeg kan gøre.

Flemming trækker beklagende på skuldrene.
Manden ser på kvinden ved sin side:
– OK, så betaler vi. Men vi er da en smule sure over det.
– Han skal have 370 kroner.
– Ja, det er så i orden.
– Plus moms.
– Øh, javel.
– Det er søndag, så er det altid dobbelt op.
– Hvad? Manden spærrer nu øjnene op. Fruen udstøder et suk, der må kunne høres nede på de fjerneste grunde i Fælleslykkegade.
– Det bliver i alt 925 kroner.

Manden siger et øjeblik til sin hustru, hvorefter han fjerner sig i skarpt trav op mod efterskolen.

Oppe fra skolen ses ham og forstanderen lidt efter komme anstigende lettere forpustet. Forstanderen er en ældre herre, skaldet og dum at se på. Han ligner billedet fra Dagbladets reportage fra i forgårs.
– Ja, god dag, nikker han til Flemming og de to andre. Så vender han sig mod manden på gaden:
– Du snakkede om et lille problem?
– Ja, herren her siger, at det koster 925 kroner. Er det ikke lige i overkanten?
– Det skal jeg ikke kunne sige.

Han vender sig mod Flemming.
– Er du den, der formidler problemløsninger?

Formidler problemløsninger! Det er sgu flotte ord. Gad vide, om forstanderen kommer fra en anden planet?
– Ja, vil han have rendegraveren flyttet, koster det 925 kroner.

Forstanderen stirrer på ham:
– Øh, er det ikke muligt at indgå et kompromis?
– Hvad skulle det være?
– Ja, hvis du fjerner den nu, jeg går ud fra, at det er dig, der gør det, lover jeg, at elevernes forældre i fremtiden holder sig fra private indkørsler, når de besøger os.
– Det bliver du nok nødt til at love alligevel. Altså, ejeren vil have 925 kroner i dag søndag. Hverken mere eller mindre. Den er naturligvis væk i morgen tidlig klokken syv.

Forstanderen ser beklagende på ægteparret.
– Jeg ved ikke, om det er det endelige svar?
– Ved du hvad? Vi tror, at Johnny Bent måske skulle finde sig en anden efterskole, der ligger et sted, der er mere indrettet på at være venlige og gæstfrie.
Forstanderen ser beklemt ud og har et forslag til faderen:
– Hvad siger du til at slå halv skade?
– Ikke tale om. Hvis jeg skal betale noget som helst, tager vi bussen hjem og henter bilen i morgen. Og når vi henter bilen i morgen, tager vi hans ejendele med ved samme lejlighed.

Forstanderen udånder ret meget:
– OK, så betaler skolen. Vil du være venlig at fjerne frontlæsseren?

Flemming ser på ham:
– Det er en rendegraver.
Han begynder at beskrive forskellen, men afbrydes af forstanderen.
– Skolen betaler, uanset hvad maskinen deroppe er for en én.
– Jeg skal have pengene kontant her og nu. Ellers må jeg se mig nødsaget til at…
– Jeg henter dem.

Med et meget stort suk vender forstanderen rundt på en meget lille tallerken og går med hastige skridt op mod skolen.
Forældreparret står tilbage og skraber lidt i asfalten. Flemming siger skål og hæver sit glas. Ingen siger ellers noget.
Forældrene ser nærmest sure ud og siger så alligevel noget:
– I er sørme gæstfri her i Skarphede?
– Ja, når det stikker os.
Det varer ikke længe, så står forstanderen med 925 absolut kontante kroner og en seddel. Forældrene er gået op til deres bil.
– Jeg vil gerne have en kvittering.
– Nej, det gør vi ikke i.

Flemming ser meget bestemt ud, mens han svinger rendegraverens nøgler mellem pege- og langfinger.

Flemming grinser til de andre to, der åndeløst har fulgt med i snakken.
Forstanderen slænger foragteligt pengene til ham, og Flemming bevæger sig op mod rendegraveren efter omhyggeligt at have talt dem.

 

23
– Der fik vi sgu da en mindre uppercut sat ind, mener Aleksander til Peter Christian.
– Er vi ikke foran på point nu?

Ude på gaden kommer Sussi sindigt trillende med en barnevogn. Hun parkerer den på fortovet og tager en lille bylt op og kommer ind på terrassen.
De rejser sig og siger dikke- dik til bylten, og Sussi sætter sig og begynder straks uden hæmninger af nogen art at give bryst. Peter Christian bliver altid lidt genert, når kvinder hiver mejericentralen frem. Det er, som om det ikke betyder noget, når brystet har den funktion. Noget helt andet ville være, hvis hun uden barn bare sad der og pludselig tog det ene bryst frem i solen. Det er jo det samme, der sker. Men i sidste tilfælde ville det straks være noget frækt. Mærkeligt. Meget mærkeligt. Det ville mormor også synes.

Peter Christian forstår det i øvrigt sådan, at efterskolen snart må opgive den kamp.
Oppe fra hans bolig høres dumpe drøn fra motoren. Lige efter en lysere lyd af en mere almindelig bilmotor, der sanseløst bliver speedet op og forsvinder.

Sussi løsner knuden i nakken og svinger det lyse hår fremad og ud til siderne. Pludselig ligner hun en helt anden.
Da Flemming kommer tilbage, bredt smilende og osende af tilfredshed, standser han brat op, da han ser Sussi.
– Møjn. Sig mig, hvor har vi to set hinanden før?

Som sædvanligt er Flemming interesseret i det modsatte køn, det ser man tydeligt, fordi han spidser de smalle, men ret kødfulde læber. Det er nu engang hans parringssignal til en omstrejfende hun.
– Det ved jeg sørme ikke, mener Sussi.
– Du ligner i hvert fald én, jeg har set før. Og det er ikke en plat invitation.
Hun studerer ham nærmere.
– Tja, vi kan jo have talt sammen i en §76. Du ved, færdselskontrol. Spritkørsel og det der.

Flemmings øjne er store som tekopper.
– Er du politibetjent?

Hun nikker smilende.
Peter Christian forstår ingenting.
– Du er damen fra den grå Peugeot, der gav mig en fartbøde her i foråret. Kan du ikke huske der i april, hvor det var så varmt?

Sussi kan ikke huske noget. Hun har givet så mange fartbøder især i tiden lige før barselsorloven begyndte, og et øjeblik lyser Flemming af skuffelse.
– Det er jo ikke så længe siden, at Leo og jeg flyttede fra Tønder til Skarphede.
– Kan du virkelig ikke huske mig? Vi, Peter Christian og jeg, var på vej ud til golfbanen, da du standsede os og påstod, vi kørte for stærkt.
– Tal for dig selv, mener Peter Christian.

Der går en prås op for Sussi.
– Nåh, ja, jo, det husker jeg. Det var under hedebølgen i april. Du kørte helt vildt.
Hun bøjer sig ned til sit barn og begynder at pusle, mens Flemming ser ud, som om han ikke rigtig ved, om han skal gå videre i det spor og protestere over denne helt urimelige påstand.

Peter Christian siger farvel og forlader Flemmings hjem. En tanke er opstået.
I den gule pæres lys hjemme i sofaen bladrer han i sit ringbind. Der er to små avisartikler om ulykken, og den ene fra ugeavisen har et foto lige ved siden af.
Han stirrer intenst på billedet. Man ser en taxa og to betjente, den ene står bøjet ind mod chaufføren, der åbenbart endnu sidder bag rattet, nok på grund af chokket. På bagsædet skimtes to personer. Den anden betjent står med et måleudstyr, han er ved at gøre klar eller også ved at pakke sammen. Peter Christian henter en lup for at kunne se tydeligere. Han undersøger den første betjent nærmere og synes sikker i sin sag.
Det er en kvindelig betjent med langt, lyst hår. Det må være hende.
Pudsigt, at der nu er hele tre mennesker her fra gaden, der var på stedet for ulykken.
For en sikkerheds skyld skriver han de nye oplysninger ned på det forreste ark. Han har det jo med at glemme.

 

24
En aften lige efter at Peter Christian har slået søm i skabet, hører han nogle lyde, der ikke bør være der. Han beslutter sig for at undersøge det nærmere.
Han sniger sig om bag Rubens hus og lurer lidt. Lydene kommer herfra. Der er intet at bemærke. Han skal lige til at gå hjem, da han ser et par elever luske ind i Flemmings skur lige ved siden af.

Han lister dernedad. Gemmer sig bag hækkene og søger at være helt lydløs. Han føler sig ungdommelig igen. Han har en smart sixpence på hovedet, en gave fra Egon, der har været på ferie i Frankrig, mens Peter Christian passede pigerne, og den giver ham et vist privatdetektivindtryk.
Han får øje på Flemming, som lister ud ad bagdøren og om på den anden side. Så har han også opdaget dem. Forsigtigt nærmer han sig døren ind til skuret.
Så river Flemming døren op, tænder sin lommelygte med verdens skarpeste lysstråle og ser et par knægte stå og fumle med hans boremaskine. Peter Christian kommer til og står bag Flemming.
– Hvad fanden? Brøler han. De to drenge har ingen flugtmuligheder.
– Stil jer op ad væggen. Ja, sådan.

Han dirigerer deres hænder om bag ryggen, og Peter Christian finder i skuffen på hans kommando noget reb, som han binder deres håndled med.
Så vender han dem om og spørger, hvor de kommer fra.
– Selv om enhver kan regne det ud. Her. Vi går en tur hjem til jeres forstander.

Han tager fat i den ene, der gør modstand, og så knalder han ham en ordentlig en på siden af hovedet.
– Du går frivilligt med, hører du?

Den unge mand spytter på ham. Flemming går amok. Han slår løs på drengen, der har svært ved at værge for sig på grund af sine sammenbundne hænder, og det ender med, at blodet står ham ud af næsen.
Flemming går over til den anden. Uden varsel slår han ham direkte i hovedet, så han falder sammen.
Peter Christian tager et skridt hen mod Flemming:
– Nu synes jeg, du måske skulle holde inde, Flemming. Der er jo ingen grund til …

Flemming vender sig mod ham, og Peter Christian kan se, at han er et andet sted. Måske på den himmelske freds plads?
– Du holder kæft, PC, her er det mig, der bestemmer! Det er fanneme min garage, de er i.

Han vender sig igen om mod drengen og pumper en knytnæve ind i maven på ham. Drengen vræler højt af smerte og falder forover. Flemming sparker ham en gang mere i siden, og drengen falder helt om. Så tager han den anden og sparker ham på benet, så han knækker sammen og vånder sig. Han ligger på knæ, og Flemming hamrer ham en i nakken, så han dejser helt ned.
– Sådan. Nu ved I, hvad der venter jer, hvis I kommer igen. Oppe på skolen sker der jer ikke en skid, det ved vi godt. I er som små forkælede pattebørn, der tror, de kan gøre, hvad der passer dem. Men her på Fælleslykkegade går den ikke. Ved I, hvad navnet betyder? Nej, undskyld jeg spørger. Det kender I sgu ikke til. I kender bare til at dovne den og være på tværs og udleve jeres usle liv med at genere andre mennesker. Men den går ikke her! Rejs jer!

Han sparker de to tavse drenge op og skubber dem foran sig, og ude på gaden går han imellem dem med et fast greb i to arme med Peter Christian bagefter. Han nærmest slæber dem af sted, og den ene bløder ret kraftigt fra ansigtet.

Der er helt stille i efterskolens mørke gård, hvor kun et lys fra forstanderens bolig trænger ud ad dørens matterede ruder.
Flemming banker på.

Det varer længe, inden nogen reagerer. Da den går op, får Peter Christian et chok.
En ung, smuk kvinde står i døren. Han har set hende en gang før, da hun gik over gaden op mod grillen. Flemming bliver tilsyneladende helt slået ud over skønheden.
– Øh, træffer jeg forstanderen?
– Desværre ikke lige nu.

Hun er så ung, at hun umuligt kan være hans kone. Den gamle, skaldede mand …
– Jeg er forstanderens datter. Er der sket noget?
Hun må være tankelæser, hvilket nok ikke er så svært, når der står to sårede elever foran hende.
– Hvad er der dog sket?

Flemming forklarer sig, mens han uafladeligt stirrer på dette skønne væsen. Han mangler sådan set bare at spørge hende, hvor han har set hende før. Hans tykke kysselæber spidser sig uafladeligt. Han virker en kende ophidset, men det er åbenbart ikke over drengene længere. Peter Christian står længere ude i mørket med sin sixpence kækt på skrå.
– Har jeg ikke set dig før?

Flemming er med et slag blevet temmelig ligeglad med de to drenge, lyder det til. Indbrudsforsøg? De har ikke nået at stjæle noget. Kvinden ser på drengene i lyset fra entreen uden at svare Flemming og henter en våd klud, som hun tørrer den enes ansigt med.
– Jack og Jones. Det lader til, at I har svært ved at finde ud af det, hvad? Og hvordan er det dog, jeres tøj sidder? Og det blod, Jack? Ja, men hvad er der dog sket?
– Jones, det er ikke første gang, at du har gjort dig bemærket.

Hun siger noget mere til dem og løsner rebene. De forsvinder hastigt ud ad døren og op på deres værelser, mens de skuler mod Flemming. Peter Christian går til side, så de kan passere.

– Vi taler med dem i morgen. Du siger, du ikke har fået taget noget?

Nej, det mener han ikke og mumler noget om civil anholdelse med modstand. Han skæver ind i entreen.
– Er du lærer på skolen?

Hun nikker bekræftende og spørger, om de lige skal afslutte sagen og skrive rapport. Så smiler hun. Rapport.
Som om hun var vant til at skriver rapport over elevernes store og små synder.
Hun skriver nogle ord på en blok stående i døren.
– Jeg er på skolens vegne ked af, at du føler dig forulempet af ungerne. Forleden var det åbenbart nogle forældre.
– Ja, vi har ligesom ikke bedt om at få en efterskole i vores baghave.
– Nej, men nu ligger den her. Jeg vil da foreslå, at vi prøver at få det bedste ud af det.
De er begge enige.

Peter Christian har en mistanke om, at Flemming godt vil have det bedste ud af det med hende. Han har virkelig skruet op for charmen. Man kan ligefrem høre, hvordan han kurrer og næsten synger sine replikker til hende med de der læber.
Han går op i gear og stille og stædigt sniger han sig åndeligt ind på hende, lægger sig selv så positivt frem som muligt og afslører en stor interesse i hende. Hun smiler og ser slet ikke Peter Christian længere. Strategien begynder åbenbart at virke.
Peter Christian trækker sig stille tilbage og går hjem. Hvad skal han ellers?

 

25
En uges tid efter går Flemming forbi Peter Christian og spørger, om han vil med ind til Leo og Sussi.
Peter Christian har sin egen dagsorden og siger ja tak. Det varmer ham også, at han er så meget værd, at Flemming ligefrem ulejliger sig med at invitere ham med.
De udveksler deres møjn og bliver budt velkommen og bænket med en kop kaffe. Men det er Flemming, der lægger fra land.
– Ida Marie og jeg. Øh, det går ikke så godt.

De glor på ham. Leo sætter sig frem på stolen, der er nok andre og vigtigere sager på dagsordenen end efterskolen. Måske føler han sig en smule mere neutral i forholdet til Flemming. Han er selvfølgelig også ny på gaden og har derfor et større åndeligt overskud. Peter Christian tænker, at han måske skulle passe lidt på sin Sussi, når Flemming er her. Kysselæberne er ikke at spøge med.

– Hvad mener du? Spørger Leo, selv om enhver kan gætte det.
– Det er gået lidt skævt for os i den senere tid.

De ser begge spørgende på ham.
– Ja, det er lidt pinligt.

Flemming ser ned på sine foldede hænder. Det ligner ham overhovedet ikke. Peter Christian skæver til Sussi, men hun ser helt neutral ud. Engang imellem rejser hun sig for at se, om den lille stadig sover.
– Ida Marie er vist blevet forelsket.
– Hvad? Udbryder de nærmest i kor.
– Ja.

Tavsheden indtager en god plads i stuen.
– Nå? Leo vil godt have et navn.
– I gætter det alligevel aldrig. Damen har fannemer fundet ud af, at hun er biseksuel.

Engang i skolen troede Peter Christian som dreng, at så var det det med dyr. Men han kom nu hurtigt ud af den vildfarelse. Han kan ikke lade være med at smile.
– Ja, siger Flemming. – Det er lige til at grine ad, hvis ikke det var så forfærdeligt. Hun siger, hun er forelsket i Thorunn.
– Thorunn?? Færingen?

Han nikker bedrøvet.
– Ja, hende med …

Han undlader taktfuldt formentlig over for Sussi at fuldende sætningen.
– Hold da op, siger Sussi. Det må jeg nok sige.
– Ja, og det værste er, at jeg selv er lidt skyld i det. For Thorgrim og jeg har været optaget af mange ting, der tager lang tid, blandt andet golf, og så har de haft masser af lejlighed til at være sammen.
– Det er jo det, der sker.
– Jeg har kærestet lidt med en ung kvinde, og så har jeg, dum som jeg er, fortalt det til Thorgrim. Han har uden tvivl givet det videre til Thorunn, som…
– Så I har haft et rigtigt ægteskabsdrama?
– Det må man sige. Men alt det her er trods alt ikke det værste. Det har I til gode. For I ved jo ikke, med hvem jeg har kærestet.

Nu rykker han, kan Peter Christian mærke. Hans ører blafrer ligefrem. Han skulle nødig gå glip af det, der kommer nu.
– Hun er datter af forstanderparret på efterskolen derovre, nikker Flemming med hovedet i retning af skolen.

For anden gang opstår den sigende tavshed i stuen hos Sussi og Leo. Hvad er det nu, det hedder, når man går i seng med fjenden? Peter Christian havde det på fornemmelsen. Sådan som Flemming lagde det op forleden.
Leo ved tilsyneladende ikke helt, hvordan ansigtet skal foldes. Bør man le eller græde? Skal man se neutral ud eller vred? Til gengæld får Ruben og Ragna nu et problem med bordkort til sølvbrylluppet.
– Hvor har du mødt hende?
– Åh, helt tilfældigt. Et par drenge fra efterskolen skulle lige til at begå indbrud i mit skur, da jeg opdagede dem. Ja. Sammen med Peter Christian. Så tog vi dem over i forstanderboligen, hvor hun sad alene, og jeg har det ikke godt med smukke kvinder, der er alene. Det er sgu synd for dem.

Peter Christian skæver til Sussi, der intet siger. Hun har også været alene nogle gange. Når Leo tager på arbejde, går der mere end otte timer, inden han er hjemme igen. I den tid kan der ske meget. Skulle han nøjes med halvdagsarbejde i fremtiden? Peter Christian bliver helt skamfuld over sine pubertetstanker.
Men lidt misundelig er han nok.
Nå. Så længe Sussi er på barsel, har hun vel nok at gøre med den lille.
Han trasker hjem igen og har på fornemmelsen, at de små opmuntringer, der ligger i at være sammen med de unge, ikke rigtigt opvejer de triste tanker. Mormor kommer jo ikke igen, uanset hvad han gør. Måske gør han heller ikke noget?

26
Eleverne fra efterskolen kan tydeligt høres. Der er larm og skrig og skrål om formiddagen, garanteret, fordi lærerne har pause og skal drikke kaffe på lærerværelset, og der er larm til middag, når de har fået middagsmad, og lærerne skal jo nok have pause en halv time mere, hvor de formentlig igen skal drikke kaffe på lærerværelset, og der er larm om eftermiddagen og om aftenen, for da har eleverne fri. Peter Christian kan høre, at det først og fremmest drejer sig om den leg, der hedder drengene efter pigerne. Det foregår med alle midler, men vand er det mest benyttede, så længe solen bager sådan.
Sådan noget kan naturligvis ikke foregå i god ro og orden. Pigerne skal hvine og skrige, så man bliver helt forskrækket. Drengene råber også en gang imellem, men det er mere sådan nogle dybe tyrebrøl, hvor man kan høre, at stemmerne ofte går i overgang.

Han er trods sine hørevanskeligheder meget ømfindtlig over for støj, og, som om skrigeriet ikke var nok, står der midt i skolens gård en rampe, en træklods, der er højest i siderne og imellem har en bane, der ligner en halvcirkel eller en cirkusdrome. Her nedad og opad kører eleverne på rulleskøjter og skateboards med en infernalsk larm til følge. Tilligemed har den hulrum under sig, og disse hulrum forstærker larmen. Peter Christian er meget utilfreds med rampen og tager det som en personlig krig mod sig.

En aften tager han for en gangs skyld en øl til maden. Til øl hører også en snaps, så han napper en af de små klare. Den er nu ikke så lille endda, for han tager i aftenens anledning de lidt større 5 cm glas, og princippet er klart nok. Der skal altid fyldes helt op. Ellers er man en tøsedreng. Og er der noget, Peter Christian ikke kan lide, er det at være en tøsedreng.
Han går ind i soveværelset og hamrer et søm i klædeskabet. Kun to slag! Musklerne er ikke helt væk, konstaterer han med en vis stolthed.
Således rustet til at se TV sætter han sig bøvsende i sin yndlingsstol, mens han overvejer en cognac til kaffen. I dagens anledning. Han kan ikke huske anledningen, men ved, at denne augustdag er noget særligt.
Der er underlige lyde i fjernsynet. Lykkehjulsprogrammet plejer ikke at indeholde den slags lyde. Det ved han, fordi det er en genudsendelse.

Han opdager, at de stammer fra efterskolens gård. Her bliver der som de andre aftener larmet op og ned ad rampen, så man bliver helt sindssyg, hvis man ikke var så begavet. De har også taget store forstærkere med ud på den og spiller noget støj, der vel skal forestille at være musik. Men det er kanonhøjt. Faktisk så højt, at han ikke kan høre, hvad de siger på TV. Meget af fornøjelsen ved at se fjernsyn går tabt. Selv om han ikke altid forstår det københavnske, de taler.
Han opdager, at han har trykket på knappen, der slukker for højtalerne, men det er en detalje. Bægeret er fuldt.
Han mærker, at nu skal det være. Nu skal de derovre få sandheden, direkte uden omsvøb. Han er i stødet. Han føler, at det kan lykkes i aften at trænge igennem.

Han går målbevidst ud i entreen og stikker i træskoene. Står lidt og tager dem af igen. Respekten for en mand i træsko er ikke alverden, vurderer han. Så tager han de brune sko på. Det kniber med at nå ned og binde snørebåndene, så han sætter foden op i vindueskarmen. Det er lige ved at koste ham en tvedeling og radbrækning i kroppen, angsten for at revne hele vejen op griber ham. Højrød i ansigtet over anstrengelserne med de forbistrede snørebånd tager han sin stok og går med bestemte skridt over på efterskolen.
I gården sigter han mod en yderdør, hvor han har set elever og lærere gå ud og ind. Halvvejs får eleverne øje på ham. De slukker for den infernalske larm og er helt tavse. Så råber en af dem efter ham.
– Hvad så, bedstefar? Ude at gå tur i aften?

De griner himmelhøjt. Men det standser ham ikke. De skal ikke tro, at de ved at være fræk kan hindre det uafvendelige.
En af dem stiller sig i vejen for ham, men han løfter stokken og slår efter drengen, der grinende springer til side. De kan se nu, at han er gal i skralden. Det må de kunne, for de standser tilråbene. Ud af øjenkrogen ser han en dreng gå indenfor med forstærkeren. De andre lister ligeledes væk, og pludselig virker det fjollet at gå ind og klage over larm og rul på rampen, når der slet ikke er nogen på den.
Han standser, ubeslutsom. En eller anden fløjter oppe fra et vindue, og da han ser op, får han øje på en nøgen bagdel.
Vreden griber ham igen, og han når døren. Flår den op og finder vej ind på lærerværelset, hvortil han banker på døren.

Ingen svarer, og han lukker tøvende op.
En lærer sidder med armen om en piges skulder, en kvindelig elev, men det overrasker ham ikke. Efterhånden er han sikker på, at skolen ikke er helt normal. Det gælder både elever og lærere.
Han nikker et møjn frem og siger:
– Jeg vil godt klage.

Læreren trækker modvilligt armen til sig og rækker hånden frem mod ham.
– Leif Andersen, møjn, møjn.

Han præsenterer sig også. Lærerens høflige opførsel var ikke forventelig, og nu har han lige glemt, hvad han var så utilfreds med.
– Du ville klage? Siger læreren venligt og ser afventende på ham.

Han spekulerer som en gal. Åh, den hjerne. Den hjerne.
Han gør det, han plejer at gøre i den situation. Lukker øjnene. Omverdenen tror nu, at han enten er ved at besvime eller bare ved at forberede et længere indlæg. Uanset hvad de tror, giver det ham lidt tid.
Et højt brag ude fra gangen hjælper ham.
– Det er mig, der bor lige over for skolen. Den der rampe, den larmer!

Nu er det sagt. Terningerne er kastet. Hvad vil de gøre ved det?
– Ja, unge mennesker vil jo altid lave lidt larm. De er jo ikke som os andre, vel?

Nej, det synes Peter Christian heller ikke. Langt fra. Slet ikke.
– Jeg kan ikke engang se fjernsyn.
– Nå, nå. Det gør vel ikke så meget. De sender alligevel noget værre lort. Genudsendelse på genudsendelse. Det har ikke hjulpet, at vi har fået to landsdækkende kanaler. Og TV-Syd.

Det er da rigtig nok, at det somme tider ikke er meget værd, det de viser på skærmen. Nu her forleden aften, hvor de sendte et program om ældre, der ikke måtte få øl til maden på deres plejehjem. Hvad skulle den udsendelse til for? Det var for øvrigt også en genudsendelse.
Peter Christian falder helt i staver over en sådan urimelighed.

Døren er gået op og flere elever kommer ind på lærerværelset.
– Den har sådan en rungende lyd, når der bliver kørt på den.
– Det er, fordi der er hulrum indenunder.
– Kan der ikke gøres noget ved det?
– Nej, hvad skulle det være?
– De har også en kraftig forstærker med, som kan høres langt ned ad gaden.
– Ja, de kan sørme spille højt.
– Der sad en elev i et vindue uden tøj på.
– Ja, det er varmt i vejret.

Lærerens øjne er begyndt at flakke, og Peter Christian forstår, at han har opfanget budskabet.
– Hvis du så vil underrette forstanderen?

Det lover læreren, der siger pænt farvel.
Peter Christian trækker sig tilbage i god ro og orden. Det var ikke en sejr, men vel heller ikke et nederlag. Han turde gå over og klage, og det er i sig selv en sejr. Læreren så lidt fraværende ud, men det er nok svært, når der er så mange drenge at holde styr på samtidig med, at man også skal tage sig specielt af visse kvindelige elever.
Der vil nok ske noget, når først forstanderen får orientering om hans klage. Specielt fordi den ikke koster 925 kroner.
Udenfor er eleverne tilbage på rampen, men forstærkeren har de ikke med. Så lidt respekt har de altså.
Det lykkes ham at slippe hjem uden at blive forulempet. Han synker ned i lænestolen og puster ud. Nu vil han have den cognac og tænder for fjernsynet. De genudsender en dejlig dansk serie, som han holder meget af og vågner et stykke på den anden side midnat.

 

27
Bladhuset er helt moderne. Peter Christian har dog aldrig sat sin fod sådan et sted, men dette ligger i hele den underste etage af det nye erhvervsbyggeri kaldet Klampen. Her er lægeklinikker og tandlægepraksis og fysioterapi og alskens behandlingstilbud samt Tønder Dagblad med filialen Toftlund Ugeavis. Han henvender sig høfligt i skranken, for han har besluttet sig for at gøre noget.
– Møjn. Jeg ville gerne se nogle billeder fra en færdselsulykke.
– Jeg hører lige, om der er en, der kan hjælpe dig.

En ansat nærmer sig.
– Du var interesseret i nogle fotos?
– Ja tak, siger han pænt til den venlige dame. Han forklarer og beder om at få lov at se de fotos, der må være taget den pågældende aften.
– Jaaa, skal du købe nogen af dem?
– Nej, der er bare noget, jeg gerne vil kigge efter.
– Nej, der er altså ikke adgang til disse ting. Hverken til journalisternes skrevne tekster eller til fotografernes billeder. Har du eventuelt en tilladelse fra fotografen?
– Neeeej, jeg ved jo ikke, hvem der er fotografen.
– Så er der ikke meget, jeg kan gøre.
– Det drejer sig om min kone, der blev kørt ned af en taxa her kort før jul sidste år. Ja, hun døde.

Damen flakker lidt med blikket. Peter Christian fortsætter:
– Det betyder meget for mig. Det er ikke let i min alder at miste ens livsledsagerske, som, man troede, man skulle have mange år sammen med endnu.

Hans øjne fyldes med vand.
Damen ser det og slår op på skærmen og finder hurtigt de pågældende fotos. Det er nu alligevel smart med sådan en computer.

– Vi gemmer dem et stykke tid, og derefter sletter vi alle dem, der bare er fra den samme begivenhed undtaget et, som så bliver gemt for bestandigt. Kig bare på dem, det kan der nok ikke ske noget ved.

Peter Christian takker og ser med.

Der er nogle yderst interessante fotos. Det er heldigt, at fotograf og journalist tilfældigt var i nærheden den aften. Han ved dog ikke, om der også var en journalist, det er bare noget, han gætter. Teksten kan sagtens være skrevet dagen efter eller om morgenen af journalisten på sit kontor i behagelig varme med en kop kaffe stående ved siden af.

Han bøjer sig lidt frem. Det ene billede viser det nederste af et par ben liggende på asfalten foran taxaen. Han må støtte sig til skranken. Det er hendes, ingen tvivl, for støvlerne er genkendelige. Fotografen har heldigvis haft så megen takt, at han ikke har fotograferet hende helt.
Damen drejer skærmen, så han bedre kan se.

En del fotos viser taxaen fra forskellige vinkler, og flere af billederne viser de to betjente i aktion. Især et af dem tiltrækker Peter Christians opmærksomhed. Det viser tydeligere end det fra avisen, at taxachaufføren er en kvinde. Peter Christian læner sig nu helt frem på begge arme og anstrenger sig for at læse teksten på siden af døren med det kendte taxa- logo. Men det kan han ikke, fordi betjenten står lige foran, kun telefonnummerets første to cifre kan anes. De er fra Tønder.

Betjenten er der derimod ingen tvivl om. Hun hedder så absolut Sussi til fornavn. På flere af billederne ses to passagerer på bagsædet, men ret uskarpt.

Han takker mange gange, inden han går ud i bilen igen, der holder lige ved siden af en telefonboks. Han glemmer helt at spørge, hvorfor der var billede i ugeavisen, men ikke i dagbladet.

Peter Christian sidder længe og kan ikke beslutte sig. Hvad er det egentlig, han vil? Hun kommer ikke tilbage nogen sinde. Så melder stædigheden sig. Den tvivl om ulykken, han har haft hele tiden, er kun blevet forstærket. Han kan lægge sig på sofaen, kan han, men han kan også være stædig med armene over kors.
Han beslutter sig og går ud i telefonboksen og taster nummeret til Taxacentralen i Tønder.
– Taxa, siger en damestemme.
– Øh, møjn, er det sådan, at jeg kan få at vide, hvem der kørte en bestemt taxa en bestemt aften kort før jul?

Så må det briste eller bære.
Det brister. Den venlige dame må oplyse ham om, at kun politiet har adgang til centralens logfiler.
– Desværre! siger hun venligt.

Lidt ærgerlig lægger han på og kører hjem for at skrive noget mere i ringbindet.

28
Erik S. kommer forbi med jævne mellemrum på trods af løftet om aldrig mere at sætte sine ben her, for at bese sine ejendomme på gaden, herunder Peter Christians, som nu ikke længere er hans eget hus, men altså Eriks.
Erik spørger efter besigtigelsen, hvordan det går ham.
– Det er vel stadig lidt hårdt for dig, ikke?

Han mener nok efter ulykken. Hovedet går op og ned.
Han står lidt.
– Nå, jeg må videre. Jeg skal også lige nå at besøge de to færinger.

Han går, men efter kun to skridt vender han om.
– Har du for resten snakket med Thorgrim og Thorunn om det? De var jo med i taxaen. Det må jo også have været grufuldt for dem.

Han hilser af og kører igen. Peter Christian har fået lidt at tænke på. Nå, så de to på bagsædet i taxaen var dem. Han har aldrig snakket med færingerne og har ikke vidst, at de var med i bilen. Det kommer bag på ham. Hvorfor har de aldrig nævnt det? De synes nok, det vil være synd for ham, hvis de begynder at rippe op i det.
Det er altså lidt underligt, at de slet ikke har snakket med ham om det. Herregud, de kan jo ikke gøre for, at taxaen kørte hende ihjel. Det slår ham, at han nu er oppe på fem personer fra gaden, der var på stedet den aften.
Peter Christian kommer til at svede lidt og tager sit lommetørklæde frem og tørrer sig på panden, inden han går ind og tilføjer det i ringbindet.

En af eftermiddagene råber en dreng efter Laila Kathrine:
– Du ligner en abe.

Peter Christian står lige bag og tænker, det skal han nok ikke råbe. Han bliver lidt nervøs for, hvad Laila Kathrine kan finde på og husker hendes reaktion på drengene i rundkørslen.
Men hun ser fuldstændig stoneface ud.
Bagefter mumler hun:
– DER ER EN HØNE, DER SKAL PLUKKES.

Han har på det seneste fået for vane at aflægge Laila Kathrine korte besøg, bare sådan på græsplænen. Det startede med, at han gik tur og altid ned forbi hende. Han drømte om, at en dag ville han banke på. En dag. Han føler, den dag nærmer sig, og tilfældigt kom han forbi den dag, hvor hun vinkede ham ind til sig. Hun pegede på efterskolens elever og fnysede over deres påklædning.

Opildnet af denne indladen sig med ham gik han derned dagen efter, stædigt og vedholdende, som han selv følte det, og hun stod der igen. Og igen vinkede hun ham ind. De følgende dage indfandt han sig troligt og gik bare ind på plænen uden det der vinkeri. Nu er det helt naturligt. Han møver sig ind på hende, og han er glad for, at det er hans vilje, han selv udøver. Han gør det, fordi han har valgt at gøre det. Aktivt og målbevidst rejser han sig, når han har fået sin lille eftermiddagslur.
Nu vil jeg besøge dejlige Laila Kathrine, tænker han og ser sig tilfreds i spejlet, inden han styrer derned.

En anden eftermiddag er der ballade på basketballbanen, den udendørs, som efterskolen hurtigt har fået etableret. Laila Kathrine og Peter Christian kan se, hvordan to drenge er kommet op at slås.
Det er alvor, det er de ikke i tvivl om. Til sidst ligger den ene dreng bare helt stille på ryggen, der er ikke skyggen af en lærer i nærheden. De andre elever søger ind på skolen og efterlader ham.
Peter Christian skal lige til at foreslå Laila Kathrine at ringe til efterskolen, da en elev dukker op og tager sig af drengen. Han bakser ham op på en trillebør og kører ham ind på skolen.

Det er stærke sager, det her.
Peter Christian nyder så pludselig at være kommet ind i varmen hos Laila Kathrine. Jo flere dramatiske ting der sker på efterskolen, jo større er chancen for, at hun ikke sender ham hjem. Det helt overraskende sker. Hun tager ham med ind i sit høje, treetagers hus. Ja. Villa er vel et bedre udtryk for den mastodont.

Hendes villa ligger lige bag efterskolen med store træer godt med krat og andet natur. Fra sine vinduer på 2. sal har Laila Kathrine et godt overblik ud på området. Så godt, at hun lader Peter Christian anbringe et lille bord henne ved det strategisk bedste vindue og får ham til at sætte sin yndlingsstol til det. Hun er så tilfreds med arrangementet og med hans hjælp, at hun spørger ham, om han vil have en kop kaffe. Det vil han gerne og bliver glad oven i købet. Han skal bare selv lave den.
Hun er sandelig blevet hot. Det ved han, det hedder, for i TV- udsendelsen om Christiania, forekommer det ord nogle gange. Peter Christian er faktisk glad for genudsendelserne, for de hjælper ham til at huske bedre. Heldigvis ser det ikke ud til, at fjernsynet har tænkt sig at udvikle helt nye udsendelser bortset fra TV-Avisen, der er blevet mere moderne, efter at TV2-Nyhederne kom.
Sporten måske også, men den er bare en slags genfortælling fra avisernes reportager, der altid starter med resultatet, og det interesserer ham ikke. Aldrig vil han glemme, da Gunnar-Nu afslørede kampen mod Sverige, dengang de endelig vandt.
Vil han se spændende sport, skal han se tysk TV.

Her sidder de så og drikker kaffe. Hun løfter hånden og peger.
– Se. Nu kommer de. Nu er timerne nok færdige.
Peter Christian kigger i den retning og får øje på en del unge mennesker i sjovt tøj med lange underbukser, der mangler lændestøtte, netundertrøjer, og flere af dem har militære uniformer på.

Eleverne spreder sig. Nogle af dem tager en del af deres tøj af og sætter sig ind mod værkstedsgården for at slikke sol, andre spiller lidt basket-ball, i en lille gruppe sidder de på plænen derovre omkring en maskine, der brøler noget nymodens metalmusik ud, og tre drenge skiller sig ud og kommer daskende med camouflagemilitærbukser.

De nærmer sig Laila Kathrines hus og forsvinder ind bag et hegn, faktisk inde på hendes grund. De forsvinder nedenunder, så man ikke kan se dem fra vinduet.
Hun har ikke selv set dem, men han gør opmærksom på det og peger. Hun rejser sig og er helt tæt på ham. Det er lige før, hendes tynde bluse rører ham, og han bliver noget distraheret. Ikke mindst, fordi hans højre hånd ustandselig løfter sig og har lyst til forsigtigt at berøre den bue, der dannes lige foran øjnene på ham. Det er om muligt endnu stærkere sager.

I sidste øjeblik rejser hun sig op igen og unddrager sig derved hans befamling. Hun ville blive stiktosset! Han ville garanteret få at vide, at han kan humme sig for aldrig mere at måtte besøge hende.

Laila Kathrine sætter sig:
– Hvad tror du, de laver dernede?
Det ved Peter Christian ikke. Han foreslår at gå nedenunder; måske kan de bedre se det derfra.
– Du kan gå, kommanderer hun, og han skynder sig. På 1. sal kan han heller ikke se noget som helst, så han går ned i stueetagen. Nu er de helt borte.

29
Nysgerrigheden og også en smule Laila Kathrines befaling driver ham. Derfor lister han ud ad bagdøren mod baghaven og hen mod det lille indelukke, hvor drengene forsvandt ind.
Han hører stemmer. Han kan godt høre, at de har gang i noget.
De sidder og ryger cigaretter. Det må de nok ikke oppe på efterskolen.
Han lister tilbage til Laila Kathrine og rapporterer. Hun sidder et øjeblik med armene strakt bagud, som om hun ikke har hørt, hvad han siger.
Han har selv efterhånden glemt det, for det er, som om Laila Kathrine lægger op til noget. Hun gør sig rigtigt til. Peter Christian bliver forlegen og vil både se og ikke se hendes fyldte bluse.

– Vi må ringe til skolen og fortælle det, for jeg tror, det er hash.
Laila Kathrines ord er lov, og han rækker hende telefonen.
– Hvad er nummeret? Spørger hun, og det ved han ikke.
– Find det, lyder den korte og tydelige besked.
Han leder fortvivlet i en gammel telefonbog, hun har liggende på første sal, men skolen er slet ikke med i den, da den er så ny. Så tygger han lidt på det. Han har det ikke godt med at gå op til hende igen og meddele hende, at han ikke kan finde det.

Han forlader derfor huset og går over på efterskolen. I gården møder han et par piger og spørger dem, hvad skolens telefonnummer er. Det ved de ikke, påstår de. Han er lidt forarget på dem. Tænk at gå på en skole og ikke kende skolens telefonnummer. Han kommer i tanke om, at det gjorde han nok heller ikke, dengang han selv var 14 år.
Han går ind ad en dør og søger gennem gangene efter lærerværelset.
– God dag, hvad er skolens telefonnummer?
Der sidder en ung lærer på lærerværelset, som det åbenbart er, og Peter Christian ser straks, at det er Anders. Det var heldigvis ikke ham, der hørte på hans klage forleden. Godt det samme. Han kunne tro, at han ikke havde andet at lave end at rende ovre på den efterskole. Så det ene og så det andet.
Peter Christian roder efter noget papir på bordet, og Anders hjælper ham. Skriver det oven i købet for ham. Han husker at takke og går tilbage til Laila Kathrine med sedlen og forklarer hende, at det er Anders fra the Jack-Ass, der har vagt.

Hun tager den uden at sige tak og drejer nummeret.
I klart sprog fortæller hun modtageren i den anden ende, hvad der foregår på hendes grund i hendes have i det lille aflukke op til efterskolen og afbryder samtalen lige efter.
– Hvorfor siger du Jack-Ass, spørger hun Peter Christian.

Han bliver igen lidt forlegen. Sandt at sige har han ikke tænkt over det.
– Det er en sammentrækning af Jakob og Anders, og så lyder det lidt morsomt, synes jeg.
– Anden halvdel er en smart finte til deres seksuelle ståsted, ikke?
– Øh, det har jeg ikke tænkt på, lyver han.

Det er løgn. Han kan godt se, at der er en fin og morsom pointe i ordspillet.
– Jeg synes, det lyder dumt, siger hun.
– Ja, nu du siger det.
Hun er bare så skarp. Måske passer de to slet ikke sammen?
Et minut senere står Anders på græsplænen nedenunder og finder hurtigt det område, hvor drengene er. Han råber op, kan de høre, om hash og fersk gerning og den slags.
Han tager også ved den enes krave og hiver ham ud. Drengen vil åbenbart ikke lige finde sig i det og slår tilbage.

Uh, det er spændende. Laila Kathrine står igen så tæt ved ham, at han får hende ind på flere sanser. For det første lugter hun dejligt, som om hun lige har taget bad; for det andet synes han, det giver sådan en god stemning mellem dem. Måske er hun ikke helt så afvisende som tidligere? For det tredje ser hun simpelthen så godt ud. Den bluse der skjuler nu heller ikke særligt meget af, hvad der kunne tænkes at befinde sig indenunder. I den senere tid er han begyndt at tænke forholdsvis meget på det der.

Han løfter hånden for at stryge den blidt ned over hendes nakke, men i det samme rejser hun sig helt op og støder ind i hans hånd.
– Hvad laver du? Spørger hun mistænksomt.
– Jeg, øh, jeg prøver at følge med i det, der sker dernede og fik overbalance.
Peter Christian synker. Det var tæt på. Hun er heldigvis optaget af eleverne.
– Ja, Anders får vist et par flade af de der uopdragne knægte. Vi må ned og hjælpe ham.
Han er ikke så glad for at slås og slet ikke foran hende og slet slet ikke, hvis man sådan ligefrem skal slås for en bøsse. Men der er vel ikke andet at gøre. Måske tager hun sin spraydåse med, og derfor må han hellere løbe i forvejen.

Så han går ned igen igen med Laila Kathrine i hælene, og da de træder ud i baghaven, løber drengene lige forbi dem. Den ene stirrer i skyndingen forbavset på Laila Kathrine, som om hun er én, han har set før eller én, der ser underlig ud.
Den omtumlede Anders tager sig til hovedet.
– Av, stønner han. Ja. Og møjn.
De hjælper ham op at stå.
– Tak for mad, siger jeg bare.
Laila Kathrine har hentet et vådt håndklæde og lægger det mod hans hoved.
– Sådan, siger hun. –Er det ikke godt?
– Det tager i hvert fald smerten, mener han. Så ser han på Peter Christian.

– Det er slet ingenting mod det at miste sin kone, siger han pludselig.
Hvor ved han så det fra? Tilflytter og knap nok i stand til at kunne navnene på sine naboer.
– Ja, jeg ved det jo fra min kollega, Ingelise, der kørte taxaen den aften. Vi har da snakket om det flere gange.

Uden at sige mere går han over mod efterskolen.
Peter Christian ser på Laila Kathrine, der ryster på hovedet. Hun bedyrer, at det vidste hun heller ikke. Ingelise? Er hun ikke lærer?
Peter Christian lader hånden køre rundt på sin mave. Måske inviterer Laila Kathrine på aftensmad i dag?
Det er afgørende, at han også husker at skrive det her ind i ringbindet i aften.

 

 

30
Peter Christian dasker ned til Thorgrim og Thorunn, drevet af en indre tilsigelse og en ydre vilje. Deres hus ligger atypisk et stykke fra gaden med en lille gårdsplads, samtidig med at der er en solid have til omme bagved. Der er således både til gården og gaden, og det er da også Thorunn, der lukker op, kun iført en badekåbe eller kimono, eller hvad sådan en nu hedder.
– Øh, møjn do, jeg har noget, jeg lige ville snakke med jer om, stammer Peter Christian lettere rød i hovedet over al den kimono.
Hun ser smilende på ham, mens hun holder ved kåbens revers, da den truer med at gå hver til sit.
– Thorgrim er godt nok ikke hjemme, men hvis det er noget, jeg hurtigt kan klare, kan det …
Idet hun siger det, vender hun sig om, som om der alligevel er en længere inde i huset, der også skal høre det.
Peter Christian tørrer fødderne på måtten, men det hjælper ikke ret meget, for damen gør ikke mine af at invitere ham ind. Hun ser nysgerrigt på ham, afventende.
– Ja, øh, jeg har fået at vide, at du og Thorgrim var med den taxa, der påkørte og dræbte min kone.
Han nærmest frembuser med budskabet.
Hun har hævet øjenbrynene i ikke ubetydelig grad, og hånden er på nippet til at slippe taget i kåben.
– Jo, siger hun langsomt. – Det var vi da. Hvad tænker du på?
– Jo, vi har nemlig aldrig snakket om det, og jeg…
Han har svært ved at udtrykke sig.
– Det undrer mig da, at vi ikke har snakket om det før, at I ikke har…
– Nej, det skyldes almindelig hensyntagen til dig, PC. Vi syntes da bare, det var synd for dig, så derfor har vi ikke haft travlt med at opsøge dig og fortælle dig en hel masse og rippe op i alt det.
– Nej, det forstår jeg. Jeg, men jeg vil jo faktisk alligevel gerne vide, hvordan det skete. Altså, politiet har forklaret det, men hvis I sad i taxaen, har I måske set det tydeligere.

Thorunn siger et øjeblik og går lige ind. Hun siger et eller andet til en eller anden derinde og kommer ud igen. Det er en vældig badekåbe, hun har på. Den både skjuler og fremhæver. Han er lige ved at glemme ærindet.
– Ja, men vi så det jo ikke rigtigt, for da det skete, var Thorgrim ved at vise mig sin ønskeseddel. Julegaver, forstår du. Og pludselig sagde det bang, og så…
– Var der slet ingenting, der var mærkelig eller uventet i den situation?

Peter Christian borer lidt mere i det. Skuffelsen præger ham, for han har nok ventet noget andet. Måske en forklaring på det, der skete, så han kan få fred og ro med det. Hvis hun nu kunne fortælle det samme som politiet, så kunne han sige til sig selv. Nå, så er det nok sådan, det hele er foregået. Men hvorfor Erik S. så skulle fortælle ham om Thorgrim og Thorunn, forstår han ikke.
Som om han og de ved noget, politiet og Peter Christian ikke ved. Eller er det bare ham, der intet får at vide? Han bliver nok ked af det, hvis vi fortæller ham hele sandheden.

– Du må undskylde, men det kunne jo være, at I vidste noget. For eksempel hvem der var taxachauffør?
– Nej, det ved vi ærlig talt ikke. Men jeg er bange for, at jeg ikke kan hjælpe dig mere, PC.
– Det er også i orden. Du må hellere komme ind og få tøj på!
Med de ord hilser han af, selv om han et kort sekund tænker, at det måske er omvendt, og hun ser lettet ud, hvilket forvirrer ham. Han tager et skridt ned ad trappen, da hun åbner døren igen ligesom for at være lidt mere venlig mod ham.
– For resten har Erik S. været her forleden for at spørge, om vi var interesserede i at sælge. Men han fik den kolde skulder! De er da godt nok om sig.

Han nikker.
– Møjn, hilser han og går.
Så var det grunden til Eriks snak om de to. Han vil gerne skabe lidt rav på gaden, der nu har seks beboere, der alle var til stede fredagen før jul på Skolevej ud for kilometersten 5.

 

 

31
Flemming ser ud til at være hjemme, og Peter Christian har efterhånden fundet så meget sammen med ham, at han bare går ind. — Møjn? spørger han forsigtigt og går hen mod stuedøren.
– Er der nogen hjemme?
Flemming stikker i det samme hovedet ud ad døren og siger:
– Kom indenfor, Peter Christian. Vi sidder her.
I sofaen sidder den unge dame fra forstanderboligen.
– Møjn, siger hun og stikker en hånd frem.
– Så kender du jo allerede Ingelise, datter af efterskolens forstander.
Flemming slår stolt ud med den ene hånd.

Peter Christian nikker. Det gør han på en måde.
Ingelise giver ham hånd.
– Jep, til tjeneste. Jeg forstår, du er en af dem her på gaden, der føler sig generet af efterskolen?
– De larmer somme tider lidt rigeligt.
– Nå, hørte du godt det skrigeri, der var i går aftes på gaden?
– Ja, hold da op. De legede høvdingebold. Hvis det skal være sådan hver aften, kan vi snart få nok.
– Har du altid været efterskolelærer?
Peter Christian er nysgerrig, men det er vel også for at få en samtale i gang med neutralt indhold, så at sige.
– Naaj, kommer det tøvende fra skønheden. – Jeg har da prøvet lidt af hvert. Faktisk har jeg både haft så forskelligt arbejde som piccolo på et stort slagteri, kontordame på fjerkræslagteri, rejseleder på Mallorca og koordinator på studenterhjælpen i København.

Senere går Ingelise. Det har været en sær aften. Peter Christian opfatter klart, at Flemming er anderledes i sin væremåde. Ingelise er nok forklaringen. Hun er også meget sød og tiltrækkende, og Flemming kan fra nu af kun tabe i forhold til hende. Peter Christian er klar over, at hun er en af de kvinder, der blot behøver at give et tegn, så vil mændene være solgt.
– Er Ida Marie flyttet?
– Ikke officielt. Hun kommer da stadig hjem, får vasket tøj og den slags. Men hun bor omme hos Thorunn.
– Hvad så med Thorgrim?
– Ja, han bor der også. Han mener, det er en grille, damerne har fået. Det kommer de over.
– Ja, hvad så med Ingelise?
Flemming smiler smørret og skænker to whisky op, men svarer ikke rigtigt. Han tænker nok, at det ikke kommer Peter Christian ved.
– Ja, hun har da prøvet mange ting i sit liv. Hun glemte at fortælle, at hun også har været taxachauffør og omrejsende hjælper i et tivoli.

Taxachauffør? Det er altså rigtigt. Her bliver det bekræftet.
– Hvor ved du det fra?
– Sagt mellem os, Peter Christian. Så har vi været sammen nogle gange, og vi har kørt ture væk fra denne latterlige lille by. Mest til Tønder, der kender hun jo så mange, ja og i Tønder blev hun næsten forlovet med en tjener på kinocafeen. Hun kørte flere gange bilen og var så rutineret, at jeg blev helt paf. Det er ikke typisk for kvinder.
Peter Christian er glad for, at andre har det på samme måde. Men han venter spændt på fortsættelsen.
– Nå, ja, så forklarede hun, at hun havde været taxachauffør i Tønder og samtidig hjulpet til i et stort omrejsende tivoli nede på Engen bag Bachmanns Vandmølle om sommeren.

Peter Christian skal snart hjem. Klokken er efterhånden omkring midnat. Der er så meget at tænke over, for eksempel at de to cifre i taxaens telefonnummer er de samme, som telefonnumre fra Tønder begynder med. Der er for ham ikke længere tvivl om, hvem der førte ulykkesbilen.

 

32
De rejser sig og går ud og nyder den nu kølige natteluft. Lægger nakken tilbage og nyder freden. Peter Christian har en forholdsvis høj puls, så det gør godt at komme ud. Han noterer på en lille seddel, han har i lommen, at han skal huske det med taxachaufføren. Det skal selvfølgelig i ringbindet.
– Det er dejligt, når først eleverne derovre er lagt i seng.
– Ja, men inden da er der en vældig larm, skulle jeg mene.
De kan altid høre, når eleverne går i seng. Så er der stort set lige så meget råb og skrig og skrål som om aftenen udendørs. Sensommervarmen giver mange åbne vinduer, og de kan høre både det ene og andet. Der bliver ikke taget nævneværdige hensyn til beboerne på Fælleslykkegade hvad angår ord fra rendestenen og små, slibrigheder fra Flensborgs Oluf-Samson-Gang. Peter Christian er overrasket over, at elever har hørt om luddergaden. Det siger noget om efterskolen. Det er lige før, han er forarget.

– Har du hørt, hvad de har gjort i Laila Kathrines have?
Flemming ryster på hovedet. Peter Christian fortæller det.

Der er mørkt ovre på skolen. De står og kigger. Pludselig tændes lyset på den øverste værelsesgang. Flemming griber sin kikkert:
– Det er forstanderen himself. Hold kæft. Han har en schæferhund med.
Peter Christian vil også se og låner kikkerten. Forstanderen står lige i døråbningen og kigger ud. Peter Christian kan tydeligt se, at han bærer en slags kampuniform og ved hans hofte hænger noget, der kunne ligne en gummiknippel.
Schæferen virker urolig og afsøger konstant området.
– Når han nu er gået, skulle vi så…
Flemming peger med hovedet over mod skolen. Peter Christian er lidt usikker på, hvad han mener, men vil ikke virke dum eller uvillig, så han nikker blot igen.
De iagttager forstanderen, inden denne forsvinder, og lyset slukkes. Der går kun fem minutter, så kan de observere, at forstanderen går ind til sig selv i lejligheden, der ligger midt i gården.

De venter yderligere fem minutter, hvorefter Flemming vinker Peter Christian med sig, og de lister over på efterskolen.
Bag værkstedsbygningen, der engang rummede en døgnkiosk, sniger de sig hen langs muren. Flemming kigger til alle sider. Alt ånder fred og ro. Hos Laila Kathrine er der lys helt foroven.

Han tager i en dør. Den er låst. Men den næste er ikke. De lukker sig ind, og Flemming tænder sin lommelygte, mens han holder den ind mod buksebenet. På den måde kan de se en hånd for sig og orientere sig.
– Se. Flemming peger på en vandhane i værkstedet, der nok skal forestille at være et slags bilværksted. Der holder et gammelt folkevognsbrød. Det er blevet håndmalet af eleverne, det er der vist ikke meget tvivl om. Hold kæft, en gang amatørmaling.
Flemming lukker op for hanen, og vandet står ud.
– Kom, det er sgu ikke bedre værd, siger han grinende, og han forlader bygningen igen. Men Peter Christian kan ikke lide det. Han lukker for vandet igen og følger efter.
– Kunne vi ikke finde på noget, der ikke ødelægger ting, og som eleverne kunne få skylden for?
Flemming standser.
– Hvad mener du?
– Jeg mener, at det her giver mig en dårlig smag i munden. Som om jeg bare er en hærværksmand, der egentlig ikke er spor bedre eleverne.
Flemming ser sur ud. Det er lidt mærkeligt med ham, for har han ikke netop ligget i med forstanderens datter?
De er standset ud for forstanderens garage.
Flemming lyser op.
– Så blokker vi sgu hans bil. Kom.
Det var i hvert fald et bedre forslag end det andet. De sniger sig ind ad den ulåste port og ser den gamle Nissan holde der. Flemming er vaks til det her. Han fremtryller på ingen tid en donkraft og løfter det venstre baghjul en halv centimeter op.
Der ligger en del ragelse i det ene hjørne herunder flere mursten.
Han skubber et par mursten ind under bilen, så de er i klemme under akslen. Så letter han forsigtigt donkraften og gentager proceduren for hvert af de andre tre hjul.
– Sådan, siger han tilfreds.
Peter Christian må beundre ham. Hurtig og effektiv, det er han. Nu står bilen der, og set udefra og såmænd også fra siden er der intet ændret ved den. Men når forstanderen i morgen tænder den, sætter den i bakgear og slipper koblingen, sker der ikke en skid, fordi hjulene bare kører rundt i luften.
– Hold kæft, den er sjov, indrømmer Peter Christian og klapper ham anerkendende på skulderen.
Flemming griner til ham og fortæller om engang, hvor de drillede kæresten til en af hans venner. Hun havde lige fået en Fiat 500, og de var nogle stykker, der løftede og satte den på tværs i en garage, så hun simpelthen ikke kunne få den ud.
– Nu har vi lavet en uskyldig joke. Hvis vi nu også tænder for vandet, vil han helt sikkert tro, at det er eleverne, der har gjort det.
Peter Christian er ikke helt med, men kan godt se det kunstneriske element. Når lærerne engang i morgen lukker døren op til værkstedet, har de pludselig fået et svømmebassin, hvor de forventede et bilværksted.
Det kan måske lære dem, hvilke elever de har med at gøre. Som andre må trækkes med og høre på og lide under. Han er lidt bedre tilpas med det nu end før, men ikke helt tilfreds. Så må Flemming altså påtage sig det ansvar. Det er jo faktisk også Flemming, der har klodset den bil op, ingen vil påstå, at Peter Christian er den skyldige.

Flemming lister tilbage til værkstedet og tænder for hanen for anden gang.
Inden de går hver til sit, bliver de enige om at indkalde til vejmøde næste aften hos Sussi og Leo.
Det sjove og underholdende element fra efterskolen til trods vil tristheden dog ikke forlade Peter Christian.

33
Mødet starter med beretningen fra det natlige besøg i værkstedsgården. The Jack-Ass deltager ikke, hvilket nok kan hænge sammen med, at de er enige om, at de jo ikke behøver at være med til alle møderne, specielt ikke her, hvor de er nye. Ingen siger, at de er på det forkerte parti, både på den ene og på den anden måde. Peter Christian siger ikke noget. Laila Kathrine er der ikke, så han synes ikke, det er nødvendigt at markere sig.

Flemming fortæller veloplagt, og der er som sådan ingen, der har indvendinger. Aleksander klør sig dog lidt i nakken:
– Men hvad opnår vi med det?
Ragna er mere hård i betrækket.
– Efter min mening ingenting. De ved jo ikke engang, at vi står bag. Og hvis de vidste det, kunne vi risikere en politianmeldelse. Eller i hvert fald Flemming.

Peter Christian savner Laila Kathrine lidt. Hvorfor kommer hun egentlig ikke?
– Har du et bedre forslag, spørger Flemming.
Aleksander rømmer sig igen.
– Ja, det har jeg da. Ved I hvad? Dette er en enestående lejlighed for os. Det er for sent at bekæmpe efterskolen. Men ikke for sent at malke den.
De ser alle spørgende på ham.
Peter Christian ser også på ham, dog beundrende. Aleksander har noget i ærmet, og når han har det, vejer det til.
– Vi skal have hevet så mange penge ud af skolen som overhovedet muligt. Jeg taler om vejafgift. Fælleslykkegade er privat. Vi ejer sgu den gade, som de nu bare bruger løs af. De kører jo også på den!
Flemming slår armene i vejret og smiler over hele hovedet.
– Ja, selvfølgelig, din gamle ugudelige stodder. Hvorfor er der ikke andre, der har tænkt på det? Der er oceaner af muligheder på det felt. De er over 50 elever og mindst 20 ansatte, der hver dag slider på vores private Fælleslykkegade.
– Vi er i antal langt derunder. De skal plukkes, skal de!
Aleksander ser helt begejstret ud. Langsomt opløses de lidt hårde miner i starten med latter og smil.
– Ellers truer vi dem med Teknisk Forvaltning.
– Ja, så kommer de og bestemmer, hvad der skal ske. Tvunget vejsyn, hedder det.
– Og det bliver til vores fordel, det kan jeg garantere jer.
Replikkerne fyger gennem luften. Humøret får en tand mere.
– De skal betale det dobbelte af os andre – tilsammen.
Flemming er voldsomt på banen. Det dobbelte?
– Så bliver der plads til en sommerfest også. Der skal være en konto til fester, nej. Lad os kalde den bestyrelsesudgifter.
Latteren ruller frisk og frejdigt gennem Peter Christians stue. Han føler sig forpligtet til at bidrage med lidt sjov også.
– Så kan du tage Ingelise, forstanderens datter med. Hende kender du jo. Så bygger vi bro!
– Vi skal have oprettet en konto henne i Sparekassen. Lad os indkalde til stiftende generalforsamling hos Mette og få oprettet den vejforening.
Flemming er helt oppe at køre. Han har vist ikke hørt Peter Christians glimrende indskudte bemærkning. Han bliver nødt til at gentage den.
– Jeg siger, så kan du jo tage Ingelise, forstanderens datter med, så vi bygger bro.
Der bliver ganske stille. Peter Christian undrer sig over, at det, han nu har sagt to gange, åbenbart er så svært at forstå.
De fatter intet. Men så bryder latteren løs. Peter Christian smiler. Endelig.
Det udløser spørgsmål til Flemming. Han får travlt med at forklare. De andre vil vide, hvad han har gang i med forstanderens datter. Sådan noget grænser til forræderi.
Forræderi? Peter Christian spekulerer på, om han ikke skulle have sagt det alligevel. Vidste de andre slet intet om hende og Flemming?

Aleksander ser betænkelig ud og redder situationen.
– Måske vil de bare sige, at eleverne ikke slider på asfalten. De har jo hverken bil eller knallert.
– Skidt med det. Det blæser vi på. Vi siger, det er princippet.
De andre nikker. Princippet. Den kan ikke stikkes.
De bliver enige om at indkalde til stiftende generalforsamling hos Mette og at invitere efterskolens forstander med. Det er jo nok ham, der bestemmer alt på den skole. Han ligner en gammelkommunist. Ham der Berija, der var leder af KGB.
– Det er da ikke så tosset en idé at invitere forstanderens yndige datter med, siger Ragna spidst. – Så er vi da sikker på, at Flemming også kommer.
Nye latterudbrud. Ragna er ikke meget for Flemming.

Men hvor bliver Laila Kathrine af?
Peter Christian går ind til telefonen og ringer til hende. Ingen svarer.
Han undrer sig og går tilbage.
– Er der nogen af jer, der har set Laila Kathrine?
De ryster på hovedet. Den gode stemning er svær at slå ud. Der står mere på spil lige nu. Laila Kathrine er jo lidt skør, og derfor er der ingen grund til yderligere opmærksomhed.
– Hun kan sgu finde på så meget, siger Flemming.
Latter og højrøstet samtale bølger gennem stuen, og Peter Christian vakler mellem at blive og gå. Men nu er han efterhånden kommet ind i vanen med at handle og ikke bare lade stå til.
– Jeg går lige ned og henter hende, afgør han.
Han trisser ud i gangen og finder sine træsko blandt de mange forskellige sko og støvler, der står der. De ved godt, de skal smide skoene, når de besøger ham.
Det er ikke varmt længere. Efteråret er på vej.

Han banker på hos Laila Kathrine. Ingen svarer. En sær uro breder sig i ham. Er der noget i vejen?
Tager i håndtaget, og døren går op.
– Hallo? Er der nogen hjemme?
Op ad trappen. Banker på alle dørene i stueetagen og kigger ind. Ingen Laila Kathrine nogen steder. Skynder sig længere op. Heller ikke på 1. sal eller på 2. sal. Peter Christian bliver mere og mere urolig. Han iler ned igen og skal lige til at gå ud, da en lyd fra kælderen får ham til at stå stille.
Så lister han ned ad kældertrappen. Standser og lytter. Der er ikke noget alligevel. Han skal lige til at gå videre, da en klagen når hans ører.
Han flår døren op, og i halvmørket med en smule lys fra vinduet ser han en skikkelse ligge på gulvet.

Han tænder for lyset og opdager til sin skræk Laila Kathrine. På det bare gulv. Hurtigt er han henne og søger at rejse hende op.
– Ja, men Laila Kathrine, hvad er der dog sket?
Hun mumler et eller andet uforståeligt. Han prøver at få hende helt op, men hun er kraftløs som en slaskedukke. Han tager om hende og bemærker, at selv her under disse omstændigheder er der en dejlig og god duft fra hende, som han godt kan lide.
Hun skal helt op over skulderen, som han lærte dengang i militæret, og bæres op ad trappen. Hun er heldigvis ikke tung, tyngden her er ikke et spørgsmål om kilo, mere om indhold. Han kan ikke undgå at mærke hendes krop og bliver varm. Denne varme blander sig med hans forskrækkelse over det, der kan være tilstødt hende.
Han får hende møjsommeligt slæbt op ad trappen, lægger hende forsigtigt på sofaen og knapper hendes trøje op foran, så hun kan få luft. Trækker hun vejret? Han lægger øret helt ind til hendes ansigt, men kan ikke høre noget.
Så klapper han hende blidt på kinderne og tænker førstehjælp. Han nærmer sig hendes læber, fugter sine egne med tungen og har i samme øjeblik glemt, hvordan man gør. Først to dybe indpust. Så 15 eller er det 20 stød på hjertet. Eller omvendt? Han knapper flere op, føler efter skambenet og måler tre fingre nedefter for at finde trykstedet, men chokeres over, at han havner i en dyb kavalergang. Han har kun lært på en plastikdukke og ikke en rigtig kvinde. Kan man i det hele taget høre hjertet under barmen, når den fylder så meget?
Først er der det der med indpustningen. Han trækker vejret ind og lægger læberne ned på hendes, da hun vågner og ser forvildet op.
– Hvad?

Hun rejser sig halvt og purrer op i sit hår. Peter Christian mener ikke, at en mand ville gøre sådan, det er mere typisk kvindeligt.
– Jeg fandt dig nede i kælderen, Laila, hvad er der sket?
Hans hånd ligger stadig bag hendes hoved.
Hun ser tværs gennem ham.
– Han sagde, at det var mig med pebersprayen og rundkørslen.
– Hvem?
– Ja, ham der drengen. Han sagde, han så, det var mig, og nu skulle jeg få.
Peter Christian finder det meget behageligt at sidde så tæt på Laila Kathrine og få lov at have sin hånd om hendes hoved.
– De var flere. Hvordan kom jeg herop?
– Jeg bar dig.
For første gang ser hun direkte på ham.
– Tak skal du have. Du er sød, PC.

Hun kalder ham PC. Der er ikke mange, der har gjort det siden skoletiden. Og hun siger sød. Hun bruger ordet sød. Hun er nok stadig en smule fra den.
Han ser kærligt på hende og fjerner sin hånd fra hendes hoved og tager hendes hånd i stedet. Smede, mens jernet er varmt. Han klukker lidt indvendig, for det er faktisk varmt. Jernet.
– Er der noget, jeg kan gøre for dig?
Hun løfter sin hånd og flår hans væk, som om det er en hveps, der er ved at stikke hende.
– Forsvind, råber hun pludselig. FORSVIND, DIN LEDE STODDER. Sidder du og rager på mig?
Bedrøvet tager han sin hånd til sig og rejser sig tungt og går ud af villaen og hjem.

 

 

34
De andre har ikke forladt hans hus. De sidder og drikker hans spiritus, og Aleksander har fundet nogle flere af hans øl. Han havde ellers gemt dem godt ad vejen i tilfælde af, at de skulle komme igen. Lidt reserve bliver man da nødt til at have.

Da han træder ind ad døren, lægger de ikke engang mærke til det.
Han står lidt ubeslutsomt. Så opdages han af Aleksander.
– Kom her, min ven. Sæt dig og nyd et glas. Hvor har du været?
Peter Christian ryster på hovedet. Lysten er borte. Han sætter sig.
Der er snak til højre og venstre, udsagnene flyder i en lind strøm. Peter Christian sidder længe. Så ser han på de nærmestsiddende.
– Laila Kathrine er blevet overfaldet. Ser det ud til.
Snakken forstummer. Alle lytter til ham. Igen føler han sig som midtpunktet. Han forklarer og forklarer. Hvordan han beskedent og ganske uselvisk redder Laila Kathrine fra at være bevidstløs i kælderen, slæber hende op på sofaen og med førstehjælp får liv i hende.
– Men hun er stadig noget omtumlet. Hun kunne næsten ikke genkende mig og kaldte mig PC.
Han vil også helst tro på, at det er sådan. Hun kan godt se, at det er ham og siger sød og PC. For så i næste øjeblik at blive halvt bevidstløs igen og ikke kunne genkende ham. Ja, det er selvfølgelig sådan, det er.
– I må også godt kalde mig PC. Det er jeg blevet kaldt før.
– OK, PC. Aleksander er med på den med det samme. – Hvad er der sket med LK?
Han er altid så morsom.
– Hun sagde, hun var blevet genkendt af en dreng fra efterskolen, som hun engang havde givet en gang peberspray. Hævn, tror jeg.

Aleksander farer op.
– Kom, lad os gå ned til LK og se, hvordan hun har det, og hvad hun siger. Hvis det igen er noget med eleverne derovrefra, så…

Det er ikke svært at forstå, at han kan finde på hvad som helst, hvis der er noget galt.
Aleksander brummer noget om, at Laila Kathrine har en dårlig vane med den der peberspray.
– Hun skal da passe på, at hun ikke bliver forhørt af en eller anden forstanderdatter.
Flemming ser ud, som om han snart er træt af at høre om hende og ånder samtidig dybt og længe ud.
Da han passerer Peter Christian, hvæser han lavmælt et tak for sangen.
De andre rejser sig straks, og alle strømmer ud.
Peter Christian sukker lidt ved synet af de mange mere eller mindre tomme øldåser og små glas, der ligger strøet ud over hele stuen. Tak for sangen? Var han træt af det med Ingelise? Nå, det må vente. Nu gælder det LK.

Hos LK sætter de sig rundt om sofaen. Laila Kathrine er midtpunktet, og Aleksander leder slagets gang.
– Hvem snakker vi om, Laila?
– En dreng.
– Fra efterskolen?
Hun grimasserer, men der er almindelig enighed om, at hun nikker. På forespørgsel oplyser hun, at hun ikke har hovedpine eller andre smerter.
Hun har stadig knappet en del knapper op foran. Peter Christian håber på, at ingen bemærker det og tror, at han har været mester for det og på den måde søgt at komme i bukserne på hende. Han husker fra ungdomstiden det sjove og nødvendige i at knappe op foroven, hvis man ville ind forneden.

– Vi må tænke os om, mener Flemming, hvis øjne flakser noget omkring LKs kavalergang. Så, Flemming. Pas dit eget jagtterritorium.
Måske er det en god idé, at han går forrest med hensyn til at tænke sig om. Peter Christian er sikker på, at Flemming ikke altid gør det, slet ikke på forhånd.
Ruben mener, han har tænkt sig om.
– Det er nok ikke en god idé at klage til skolen. Måske melder de Laila Kathrine til politiet. Man må ikke rende rundt med en peberspray. Men selvfølgelig- hvis nogen her kender nogen fra efterskolen, kan der jo lægges et godt ord ind for hende.
Flemming vrisser ad ham.
Han er godt sur, og måske er Flemmings og Peter Christians venskab ikke så godt længere. Det kan være slut nu. Og det er hans egen skyld, kan han godt se. Bare for en lille, sjov bemærkning. Nå. Venskab og venskab. Kan man som 74-årig være ven med en 28-årig?

Aleksander løser lidt op.
– Jeg tror, vi bare skal gå hjem og afvente situationen. Måske bør vi holde ekstra godt øje med eleverne, så det ikke gentager sig.
De nikker og accepterer og siger pænt farvel til Laila Kathrine.
– Ring, så kommer vi straks, mener Ruben, og hun ser på ham.

Peter Christian er en af de sidste, der går ud af stuen. Han forventer ikke, at Laila Kathrine vil hilse på ham, men ikke desto mindre tager hun hans hånd.
– Tak for din hjælp, PC. Det var sødt gjort.
Nu dobbeltslår det gamle hjerte igen. Han smiler til hende og skynder sig ud, inden hun kan fortryde det, hun lige har sagt. For hvad var det nu med hunedderkoppen, som Leo holdt foredrag om?

 

35
Peter Christian kigger over mod efterskolen. Der kommer forstanderen med sin schæfer. Den ser glubsk ud, og han trækker sig lidt tilbage. De forsvinder om bag Ruben og Ragnas hus et øjeblik og går ud på gaden.
Nu kommer Ruben ud af sin dør omme på forsiden ud mod gaden og går minsandten hen og hilser på forstanderen. Peter Christian ser ham helt tydeligt gå hen og give hånd. Hvad skal det nu betyde?
Peter Christian er i syv sind.
Forstanderen går ind til Ruben og Ragna. Schæferen bliver tøjret udenfor. Peter Christian bliver lidt urolig, for hvad skal det besøg til?
En times tid senere går forstanderen. Udenfor tager han sin hat på, løfter den så i hilsen til Ruben og Ragna, inden han tager sin hund og går.

Peter Christian ser Flemming skynde sig derop og går udenfor.
– Møjn. Nå. Jeg så lige forstanderen være inde hos jer og blev nysgerrig.
– Kom ind, Flemming.
Peter Christian skrår over gaden og slår følgeskab med Flemming, der vender sig mod ham.
– Nå. Kommer du der. Forhåbentlig har du ikke flere historier om mit privatliv.
Det betragter Peter Christian som tegn på utilfredshed hos Flemming. Han bliver mere og mere sikker på, at det var en dårlig idé at fortælle om Ingelise. Men det ville de da for pokker selv have fundet ud af, de andre.

De bliver bænket, og Ragna, der normalt er krigerisk, er helt blid og venlig i dag. Hun byder dem på kaffe, og de siger ja tak.
– Jo, ser I, starter hun, mens hun kaster et hurtigt blik på Ruben, han havde et tilbud til os.
– Tilbud?
– Ja, han sagde, at efterskolen var interesseret i at købe vort hus.

For fanden! Skal de nu til at ekspandere og udvide og brede sig?
– I sagde vel nej.
– Nej, vi sagde ja.
– Sagde I ja?
– Ja. Vi kunne ikke sige nej.
– Aha. I behøvede da ikke at sige ja. I kunne sige nej.
– Nej.
– Jo.

Flemmings stemme er fyldt med spot og ironi. Der bliver meget stille i stuen. Kun det store vægurs tikken høres tydeligt. Ruben lader, som om det er Ragnas beslutning.
– Hun har altid drømt om at komme til at bo i Sæd ved Tønder. Der stammer hun fra. Og så synes jeg også, at vi skal have gang i dialogen.
Flemming ryster langsomt på hovedet formentlig af klicheen.
– Dialogen? Gav de jer et godt tilbud?
– Vi vil have den offentlige vurdering.
– Ja, men det er da mere værd?
– Det har vi nu aftalt. Vi er godt tilfredse.
Flemming rejser sig, tydeligt irriteret. Ruben og Ragna kigger ned i bordet.
– Det har længe været en drøm for os at kunne sælge huset. Det er gammelt og trænger til istandsættelse.
Flemming og Peter Christian siger farvel og går. De gider ikke høre på dem. Landsforrædere! Det hedder nok gadeforrædere.
En ting er at småflirte med forstanderens datter. Noget helt andet er at sælge sit hus til dem. Så er man da for alvor på et skråplan. Det er Flemming og Peter Christian helt enige om. Han har vist glemt det der. Heldigvis.
Peter Christian hader at være uvenner med nogen. Det er besværligt nok at hage sig fast i venner.

Flemming ser ned på sit hus og derefter på sit ur.
– Nå, siger han, hun skulle da faktisk være her nu.
– Hvem, vover Peter Christian.
– Ingelise, siger han træt. – Kom, vi må fortælle om Ruben og Ragna til nogen.
De ser sig omkring. Det her kan de simpelthen ikke holde for sig selv. De skrår over til Sussi og Leo og banker på.
Leo lukker op.
– Møjn Flemming og Peter Christian, er det jer?

– Øh, må vi komme indenfor? Vi har nyheder til jer.
– Sussi og Ingelise er en tur i byen, mens jeg passer den lille. Men jeg vil da gerne høre noget.
– Sussi og Ingelise? Flemming ligner et spørgsmålstegn. PC får ligefrem panderynker.
– Ja, de er jo gamle veninder. Ved I ikke det? De har kendt hinanden i Tønder gennem adskillige år.
Den oplysning føjer sig ind i flere af PCs tanker omkring ulykken. Hjernen er i øjeblikket beskæftiget med at samle et puslespil, og han har lige fundet et par brikker mere, der passer sammen.
Han må sætte sig. Diskret får han sedlen op af lommen for at tilføje lidt mere.

 

36
Senere går de over på Mettes grill. Der er stiftende generalforsamling for den nye vejforening i aften. Fælleslykkegades Vejforening F/V. Før efterskolen indbetalte de bare et mindre beløb til vedligehold af vejen. Da den er asfalteret, var det trods alt begrænset, hvor meget de skulle betale. Det ordnede Aleksander i sin tid.
De fleste er til stede. Men Jack-Ass og forstanderen mangler. Skidt med Jack-Ass, som desværre ikke har fået invitation. Men forstanderen? Flemming ser lidt ærgerlig ud. Kan han ikke passe tiden? Han ser på sit ur. Nu skulle de faktisk være gået i gang.
Han ser op. De andre ser spørgende på ham.
Sussi er kommet tilbage.

Aleksander foreslår at hente forstanderen. Personligt. Her og nu. Han skal nok gå, og hvis der er en anden, der vil med, så…
De andre synes, det er et fint forslag. Peter Christian melder sig til at følge med.
– Vi to står jo stærkt, når vi er sammen, siger han og holder om Aleksanders skulderparti.
De banker på hos forstanderen privat. Ingen svarer. Så går de over på skolen. Måske er han for en gang skyld derovre? På lærerværelset er der ingen.
Men der lyder larm inde fra kontoret. De banker på.
Her sidder hele bestyrelsen og forstanderen.
– Øh, ja god dag. Vi har jo stiftende generalforsamling for Vejforeningen i aften. Og vi har inviteret forstanderen med.
Han rejser sig.
– Jeg kan aldeles ikke deltage i sådan noget i aften. Vi har et meget vigtigt bestyrelsesmøde om efterskolens udvidelsesplaner. I må enten selv klare det eller også udsætte det.
Peter Christian måber lidt over den udmelding. Forstanderen kunne da for længst have meldt fra.
– Ja, datoerne fremgår klart af opslaget henne hos købmanden, og jeg antager da, at I følger lidt med i skolens ve og vel.
– Mest i ve, siger Aleksander frækt. – Kunne du ikke have slået på tråden, da du fik vores invitation?
– Jeg har vist forlagt den, siger forstanderen lige så frækt.
– Så tør jeg ikke udtale mig om konsekvenserne for efterskolen, truer Aleksander og vender sig rundt og går ud med Peter Christian i hælene. Hans ansigt er mørkerødt. Peter Christian håber på, at ingen elev står ham i vejen.

Aleksander bliver udnævnt til formand for vejforeningen på den stiftende generalforsamling. Hvis Flemming havde håbet på denne post, burde det nok være ham, der var gået over på skolen efter forstanderen. Nu viser Aleksander, at han har handlekraft. Sådan én bliver formand.
De er i øvrigt enige om to ting.
Ham forstanderen er en modbydelig overlegen og dum skaldepande, og efterskolen skal betale tre fjerdedele af det årlige kontingent til Vejforeningen. Kasserer bliver Sussi, og hun får strenge instrukser om at lave en bestyrelseskonto, der skal bruges til lidt af hvert, mest til møder af hvilke, der vil komme en del fremover. Hidtil har Peter Christian velvilligt stillet snaps og øl til rådighed for deres uformelle sammenkomster, men en eller anden mener, at de ikke skal udnytte hans glemsomhed. Det bliver han en smule stødt over. Glemsomhed? Han protesterer og henviser til, at han nyder at have besøg.

Sussi bliver også referent, da ingen andre ønsker at påtage sig det ærefulde hverv. Så foreløbig består bestyrelsen af Aleksander, Sussi og Peter Christian, der har meldt sig som menigt medlem. Sådan en skal der være, argumenterer han med.
– Skal jeg skrive det der med forstanderen? Spørger hun. Leo ryster på hovedet ad hende.
– Nej, din torsk. Selvfølgelig skal du ikke det. Efterskolen skal jo have referatet også, og det ville ikke være så smart.
Hun vrænger ansigtet og ser overlegent op på ham og kigger på sit ur. Når de kommer hjem, kan han da vist godt forvente en lille sang fra de varme lande. Sådan var det også med mormor. Peter Christian kommer pludselig i tanker om hende og bliver lidt trist. Så retter han sig op. Der var jo noget andet.

Da de forlader Mettes Grill, slår Peter Christian følge med Sussi.
– Du Sussi, jeg vil godt lige snakke lidt med dig.
Hun vender sig mod ham og ser nysgerrig ud. Åben og tillidsfuld. Der er ikke antydning af hemmelighedskræmmeri her.
– Jeg har på fotos set, at det godt kunne være dig, der var ved ulykken, der, hvor min kone blev kørt ihjel?
– Ja, jeg forstår, at det var din kone. Det vidste jeg jo ikke dengang. Jeg boede i Tønder, og vi havde spritkontrol af bilister på ringvejen uden om Skarphede den aften, der traditionelt plejer at være julefrokosternes aften. Der plejer vi at nappe en hel del spritbilister. Ja, så kom opringningen, og jeg var sammen med min makker de første, der var på ulykkesstedet.
– Og der opdagede du, at det var din veninde, Ingelise, der kørte taxaen, ikke?
– Jo da. Sussi ser ikke spor forbavset ud. Hun refererer nærmest fra generalforsamlingen, så formelt snakker hun.
– Der var ikke noget mystisk over det hele, vel?
– Nej. Sussi ser oprigtigt forbavset ud. – Hvorfor spørger du om det?
– Hm, jeg synes bare, det er så underligt, at så mange her fra gaden var der den aften, og ingen har rigtigt snakket med mig om det.
– Nå. Ja, men det, tror jeg, skyldes almindelig hensyntagen til dig. Var der andre end færingerne da?
– Nej, ikke mig bekendt. Altså ikke andre end Flemming og Ida Marie, der kørte bagved i en anden bil. Sjovt nok også nogle her fra gaden jo.
– Det er nok et tilfælde. Husk på, der var mange ude på vejene netop den aften.
– Ja, det er rigtig nok.
De skilles. PC er lidt mere beroliget nu. Måske er der slet intet grundlag for at tænke, at noget ikke er, som det skal være.

Alligevel skriver han i ringbindet bagefter. Det er vigtigt at få det hele med. Hvem ved, hvad der kan være vigtigt?
37
Aftenen for sølvbrylluppet indfinder sig, og Peter Christian møder op iført sit flotteste sæt tøj. Han har længe og indgående diskuteret alle detaljer med Aleksander, herunder om brødrene Jack-Ass også skal med. Ruben og Ragna har for længst tilkendegivet, at alle beboere fra Fælleslykkegade skal med i fællesskabets navn. Men det var dengang. Nu er Ruben og Ragna ligesom selv begyndt på at bryde det fællesskab, og Flemming har da fulgt godt op på det også, så de brodne kar fylder en del.
PC og andre fra gaden har brugt en del tid på at forestille sig et sølvbryllup med to bøsser som deltagere. De vil jo nok sidde ved siden af hinanden, men hvad med bagefter? Når der skal danses? Vil de så byde mændene op? Peter Christian gyser ved tanken. Heldigvis er han så gammel, så der nok ikke er nogen fare for, at han får en danseinvitation.

Han står lidt beklemt i starten. Det er altid et svært tidspunkt, når man har været rundt og sagt møjn til dem alle. Så står man der og skal snakke helt naturligt med sidemanden. Heldigvis slår Ragna ret hurtigt på et glas udrikkeligt velkomstjuice og byder til bords.

Middagen går rigtig fint, og brødrene Jack-Ass sidder ganske rigtigt sammen. Flemming og Ida Marie sidder også sammen, og Ragna har lavet det så snedigt, at Thorunn sidder ved hendes anden side og derefter Thorgrim.
For at komme i humør holder Peter Christian sig ikke tilbage med drikkeriet og tæsker hurtigt et par glas i sig.
Han skal desværre ikke sidde sammen med Laila Kathrine, for hun er der slet ikke. Hun har meldt afbud.

Indimellem er der pauser, og det viser sig, at andre har tænkt på det samme som Aleksander og Peter Christian. Hvem vil Jack-Asserne danse med, og kan der være fare forbundet med i det hele taget at befinde sig i salen, når musikken spiller op? Havde der kun været én bøsse, kunne man nok have holdt øje med ham, men når der er to, er det noget sværere.
Nogle af mændene diskuterer strategien og prøver at forholde sig seriøst til problematikken.
Jakob dukker op, og straks drejer samtalen sig umærkeligt over på Haderslev Fodboldklubs chancer for at klare sig i 3. division og dens muligheder for at rykke op. Han har også en mening om det og snakker med, som om han er helt normal.
Det er dog lige ved at være for meget, da han stiller sig helt tæt hen i kredsen og derved kommer til at røre Leo, og gruppen opløses mere eller mindre. Leo er lidt rystet og hvisker til Peter Christian, at Jakob befamlede ham.
– Husk aldrig at vende ryggen til, mener Peter Christian bedrevidende. Han kan godt mærke, han er en smule beruset, men kun sådan en mild brise, der lægger sig velbehageligt ind over hjernen og døver den så dejligt, så alt det sørgelige simrer længere væk.

De må hurtigt ind, for et sendebud kommer ilende og meddeler, at nu er der taler derinde.

Peter Christian skal altså tisse først, og da han står derude ved pisserenden, kommer Anders ind.
Peter Christian stivner og kan overhovedet ikke tisse lige nu. Det er ærgerligt, at ingen har tænkt på denne situation, så man vidste, hvordan den skulle tackles. Han er helt forsvarsløs, og hvis Anders angreb ham bagfra lige nu, ville han ikke kunne forsvare sig. Hans bagdel er så at sige forsvarsløs, bukserne kunne hurtigt rives ned. Han kan jo ikke bare slippe den og kæmpe med hænderne. Det ville eddermugme se dumt ud. Stå der og slås med pølsen hængende frit tilgængelig. Hvis nogen kom, ville de da tænke. Nå, ham Peter Christian har da nogle kraftige signaler til Jack-Asserne. Måske er han selv en bøsse. Ja, når ingen kvinde vil vide af ham, er det måske hans eneste trøst.

PC føler sig derfor lidt dum, og Anders stiller sig bare op, som om det da er helt normalt, at en bøsse står der og viser den frem. Peter Christian skæver lidt ned for at se, hvordan sådan en neger egentlig ser ud dernede, man har jo hørt så meget, men det er, som om Anders mærker hans nysgerrighed og har sin højre hånd drejet om den, mens hånden holder den og derved gør den ikke- synlig. PC står med sin i hånden og skal tisse, men kan stadig ikke. Det virker i høj grad mistænkeligt på Anders. Det må det gøre. Måske tror han, at PC bare står der og venter på, at nogen skal komme forbi, så han kan vise sjoveren frem. Det er fanneme noget af delikat situation.

Anders bliver færdig, og med et venligt nik til PC forlader han pissoiret efter at have vasket hænder. Nå, det gør de da. Det er da lidt positivt. Lige så snart døren lukker i efter ham, er der frit fremfald, og urinen blander sig med det vand, der strømmer ned ad væggen. Det tager sin tid, men det er værd at vente på.

 

 

38
Netop da han kommer ind i salen igen, rejser Ruben sig og holder en fin, men noget sørgmodig tale for Ragna. Hun ser underligt ligeglad ud. Hun kan i hvert fald ikke være fuld, for de drikker aldrig og har heller ikke gjort det her.
I øvrigt har Peter Christian lagt mærke til, at det er der mange andre, der heller ikke har. Det må være medlemmer af sekten eller familien. Der er på bordet stillet både alkoholfri og normal vin frem, så alle kan forsyne sig efter behov. Han vurderer, at de to halvdele af selskabet vil være lige kede af at få den anden halvdels vin. Derfor er der en stor agtpågivenhed, hver gang der fattes en flaske, og etiketten studeres nøje.
Ragna slår på sit glas, og der bliver igen stille.
– Det er aldrig for sent at tage sit liv op til revision. Det bør man faktisk gøre hvert år. Man får det bare ikke gjort. Der er jo så meget.
Peter Christian kan fornemme stilheden. Den er blevet udtalt. Et eller andet er i gære.
– Ruben og jeg har også haft skønne tidspunkter sammen. I kirken har vi begge fundet roen og hvilen.

Peter Christian kigger over på brødrene Jack-Ass, der bare sidder der og lader som ingenting. De glæder sig nok til, at de kan overfalde uskyldige mænd som Leo, når der bagefter skal danses.

– Men paradiset venter os først bagefter. Her i livet må der kæmpes. Disse kampe har ført til en afklaring af min fremtid. I en alder af 53 forlader jeg dig, Ruben og rejser min vej.

Et stort og dybfølt suk og protesterende mumlen rejser sig rundt i salen. Det her kommer bag på de fleste, ja, for alle, formentlig og det virker stærkere, end hvis det var brødrene Jack-Ass.
– For at der ikke skal være nogen misforståelser, vil jeg godt fortælle jer alle, at Ruben godt ved, at jeg har det sådan. Vi er også enige i, at det skulle siges her i aften, så I alle ved det. Så bliver der ikke snakket i krogene.
Der rejser sig en mumlen og snakken rundt i krogene, og flere har spørgsmål til hende.
– Bagefter under kaffen og dansen må I gerne stille spørgsmål, hvis I ønsker at få uddybet noget af det, jeg har sagt.

Bagefter kommer tjenerne ind med en sang og noget stjernekasterlys, der sprutter og skal illudere fest og glade dage, og på melodien Den glade kobbersmed synger gæsterne om 25 bevægende og til tider anstrengte år, der heldigvis ender godt, så alle kan være glade.
Sangen er lavet af noget familie, der har kopieret den fra et tidligere sølvbryllup og ikke har vidst noget, og den modtager spredte, nærmest opgivende klapsalver.

– Når et ægteskab går i stykker, sker der vel også noget med fællesskabet på gaden? vrøvler Peter Christian noget til sin borddame.
– Nej, ikke nødvendigvis. Den ene part forlader jo tit huset og flytter, og den tilbageblevne har sin sædvanlige plads.
– Nå, sådan. Ja, jeg skal ikke gøre mig klog.
Det var ellers det, han forsøgte. Lige i dette øjeblik får Peter Christian igen fornemmelsen af, at det, han siger, er lidt for dumt eller for uigennemtænkt, og derfor er nogen straks parat til at rette på ham. Mormor dukker alligevel op tværs gennem alkoholtågerne, og det gode humør forlader ham. Desserten er færdigspist, så hvad skal han blive der for længere?

 

39
Peter Christian er stolt over at være ven med formanden og har mange samtaler med ham om hans tillidspost. De diskuterer forpligtelserne, og Aleksander bedyrer, at han vil varetage alles interesser.
Peter Christian har aftalt med ham, at han lige så godt kan være næstformand. Sussi har nok at se til, og Peter Christian har jo alderen, erfaringen og den fornødne tid til at kaste sig over arbejdet.
De har også brugt adskillige timer på at diskutere sølvbrylluppet og er enige om, at det trods alt var en god måde at skilles på.
– Der er ikke mange, der skilles på den måde, mener Aleksander.
– Nej, de fleste stikker halen mellem benene og rejser bare pludselig.
– Det gav da også festen en uventet og, – må vi sige det? – spændende drejning.
– Ja, det var næsten mere spændende end Jack-Asserne.
– Det var sgi alligevel overraskende, at de bare dansede med forskellige damer, mener Aleksander.
– Ikke en eneste gang bød de os andre op.

Peter Christian kan næsten ikke lade være med at lyde en smule skuffet. Aleksander bekendtgør:
– Jeg havde forberedt mig. Hvis Jakob var kommet hen til mig og spurgt, om jeg ville danse, så havde han fået sådan en på lampen, kan jeg godt sige dig.
– Du ved slet ikke, hvordan jeg forberedte mig, siger Peter Christian hemmelighedsfuldt.
For en gangs skyld ser Aleksander spørgende på ham og kan i sagens natur ikke være bedrevidende. Det har han det dårligt med, kan PC se.
– Jeg lånte en peberspray af LK uden at sige til hvad.
– Det var satans, mener Aleksander.
Nå, det kan alligevel få ham lidt ned.

Aleksander rejser sig, går hen til sin frakke, tager noget frem og ser betydningsfuld ud. Han vil nok ikke stå tilbage.
– Jeg har fået svar fra efterskolen, siger han og vifter med et stykke papir. – De vil aldeles ikke gå ind på vore krav om at betale til vejforeningen.
Han ser kampberedt ud.
– Og så har jeg hørt, at de er i gang med at opkøbe flere huse. Jeg ved ikke, hvorfor.
– De vil udvide, tror jeg. Det er ikke nok med 50 uopdragne unge mennesker. Måske vil de op på 100.

Aleksander grubler lidt.
– Ja, var det ikke det, han sagde den aften til bestyrelsesmødet? At de skulle diskutere efterskolens fremtidsplaner. Man må da håbe, at…

En sønderrivende larm fra en knust rude forskrækker dem begge, og de farer op og ind i den fine stue. Den, der kun bruges om søndagen, eller når der er særligt fine gæster.
Et forfærdeligt svineri møder dem her. En rude i det store vindue er gået i stykker, og der er glasskår overalt. To potteplanter er væltet, den ene er totalt smadret. Jord og skår ligger spredt i vindueskarmen og på gulvet.
I det hele ligger en håndstor sten. Men det værste er, at mormor også ligger der. Smadret. Glasset er gået i stykker, men fotografiet ser ud til at være uskadt.
Peter Christian bliver helt bleg. Aleksander fatter det dog først.
– Det er fanme en af de efterskoleelever.

Han bander ikke så tit. Faktisk kun, når han er vred.
Aleksander stormer ud ad døren, mens han råber kom.
De styrter over på efterskolen. Peter Christian for en gangs skyld i en bevægelse, hurtigere end gang. Træskoene klaprer, og han har problemer med at følge med.
Aleksander stormer ind ad døren, der svinger tilbage lige ind i brystet på Peter Christian, men han klager ikke. Selv om det giver et hult drøn indeni.

Lærerværelset er tomt.
– Hallo, råber Aleksander. Ingen svarer.
– Måske er han hjemme i privaten, foreslår Peter Christian.

De søger ud igen og banker på døren ind til forstanderlejligheden.
Efter nogen tid går døren op. Det er selveste forstanderen, der tager imod. Hans særdeles sparsomme hårvækst afslører en skaldepande af de større her under lyskuplen, der hænger lige over hans hoved. En schæfer med rejste nakkehår knurrer ildevarslende bag ham.
– Så, King. Ruhig.

Det er svært at se, hvorfor han taler tysk til hunden, for den forstår ham helt klart ikke. Den bliver ved med at knurre. Så vender forstanderen sig om.
– Hold så din kæft.

Det lukker gabet på det savlende rovdyr, der dukker hovedet. Tysk til tjenerne og dansk til hunden.

Aleksander fører ordet, selv om det er Peter Christian, der er den forurettede. Det har han det godt nok med. Aleksander har ordet i sin magt, og hvis han bare ikke begynder at spotte folk med deres religiøse følelser, er han ret suveræn.
– Har I set, hvem der gjorde det? Jeg mener, det behøver jo ikke at være en af vore elever.

Den har de ikke regnet med. Hvem skulle det ellers være?
King blander sig nu igen og knurrer. Den finder sig ikke i falske anklager. Peter Christian skæver lidt ængstelig til den glubske køter og går i dækning bag Aleksander. Han er også lidt yngre, så hunden vil nok hellere æde ham.
– Hinlegen, kommanderer forstanderen og peger hen mod en kurv.

King skæver derhen flere gange, som om den er i tvivl: Er det virkelig din mening?
Så lister den hen i kurven, og lige inden den lægger sig ned, kigger den på de to gæster og knurrer lidt igen.

De må gå hjem igen med uforrettet sag.
– Vi indkalder til møde i morgen, mener Aleksander. Peter Christian nikker.
De har et varslingssystem, hvor de afgiver besked om møde til det første hus, der fortsætter til det næste og så videre. Det virker fortrinligt. Lige pludselig bliver de dog usikre på, om Ruben og Ragna er med dem eller imod. Jack-Asserne bliver aldrig inviteret. Det er ikke noget, de har aftalt. Det er bare en stiltiende, uskreven regel.

 

40
Næste aften er stemningen trykket. Peter Christian fortæller om stenen og vinduet, og alle nikker og mener, at det er for galt. Intet er dog så skidt, så det ikke er godt for noget. Kommer der flere af sådanne hændelser, må efterskolens bestyrelse da indse, at den må lukke igen.
Ragna er ikke flyttet endnu. Hun venter nok, til huset er solgt. Nu maner hun til besindighed.
– Jeg synes, vi skal prøve dialogens vej. Har du ikke også været nede for at klage over støjen fra rampen?
– Det var berettiget, mener Peter Christian.
– Hvis I to i stedet for at komme farende med fråde om munden stille og roligt havde fortalt forstanderen, hvad der var sket, så tror jeg, at han ville være mere forstående.

De glor lidt på Ragna.
– Har du skiftet side, spørger Aleksander.
– Jeg synes, det er lidt ørkesløst det hele, mener hun og vrider hænderne flere gange.
– Du har sogt dit hus til djævelen, og nu kysser du ham bagi.

Aleksander har aldrig været bleg for at kaste ild på benzin.
Det er ikke godt at vide, hvordan den diskussion ville ende, hvis ikke Flemming tager ordet.
– Jeg vil bare fortælle jer, at efterskolen har givet mig et godt tilbud på mit hus.

Har de før gloet på Ragna, er det intet mod de øjne, der nu sendes mod Flemming.
– Så en frafalden mere, konstaterer Aleksander tørt. Peter Christian er målløs og ser opfordrende på Leo. Han virker ældre og mere moden og må da kunne sige noget til knægten.
– Du har ellers været den, der har råbt højest, siger Leo lavt. – Men nu har du selvfølgelig andre interesser at varetage.

Flemming trækker på skuldrene.
– Det er muligt. Men jeg har tænkt mig at sælge alligevel, for mit hus er meget værd for efterskolen, men intet værd for andre.
– Hvad vil de med jeres huse? Peter Christian er nysgerrig.
– Formentlig udvide.

Det er Aleksanders bud.
– Jeg sælger ikke, kommer det pludselig fra uventet kant. Ovre i hjørnet i den røde, dybe lænestol sidder Laila Kathrine med armene over kors og det der bestemte drag om munden, Peter Christian kender så godt. Når hun er i det hjørne, er det nemmere at kløve egetømmer med en blomsterstængel end at få hende til at mene noget andet.

Ragna prøver igen.
– Altså jeg synes, at vi skal slutte fred med dem. Ved at slutte fred opnår vi meget mere.
– Fred? Hvordan forestiller du dig, vi slutter fred? Og rejser du ikke snart alligevel? Overlader det hele til os andre?

Aleksander næsten vrænger ad hende.
– Vi skal gå i dialog med dem. Det kan vi få fordele af. Måske får vi et større sammenhold på gaden, hvis efterskolen er med i det sammenhold. Og så længe jeg bor her, deltager jeg.
– Du synes måske, at vi skal gå ned til forstanderen og sige undskyld, vi er her. Undskyld, hvis vi generer dine elever. Undskyld, hvis vi er for længe om at forføje os.
– Du har allerede vist, at du søger konfrontationen. Det er sådan, krige opstår.
– Pjat, sludder og vrøvl. En gang pis at fyre af.
– Vi kan lave en god artikel om efterskolen i ugeavisen. Ruben kan sagtens skrive den og tage gode billeder.
– Det er da at falde på knæ og sige: Kom bare og smadr os. Pis og humbug.

Deres ordgemæng drukner i snakken, der nu breder sig. Alle taler i munden på hinanden og giver deres besyv til kende. Alle har en mening om den sag. Selv Laila Kathrine. Peter Christian tager mod til sig og kaster alle hæmninger:
– LK! Vi to vil stå sammen. Er du med?

Der er ikke noget, Laila Kathrine hellere vil end det. Hun smiler til ham og trykker hans hånd.

LK. Lutter Kys. Lækker Kæreste. Labre Kurver. Han bliver varm og munter på samme tid og drister sig til at sætte sig helt tæt op ad LKs stol.

41
Dejligt med en kop kaffe. Peter Christian sidder lige så stille og kigger ud ad vinduet. Det sker ikke så meget for tiden. Mon eleverne er på tur? Der er i hvert fald fredeligt derovre.
Interessant, interessant. Flemming kommer ud fra Sussi og Leos lejlighed. Det interessante består i, at Leo ikke er hjemme. PCs fantasi kommer op i omdrejninger. Hvad er nu det for noget?

Han sidder længe og iagttager lejligheden. Efter et kvarter opgiver han og rejser sig. I samme øjeblik går døren op derovre, og ud træder Sussi. Hun ser glad og tilfreds ud og går i gang med at pakke barnet ned i barnevognen.
PC går ud.
– Møjn! Siger han. Hun farer sammen, som om hun bliver grebet i at gøre noget forkert.
– Møjn, nå, er det dig. Jeg blev helt forskrækket.

Sussi smiler sødt til ham, mens hun pusler om den lille.
– Har du set Flemming? Spørger han uskyldigt. – Jeg kan ikke finde ham, har prøvet hele formiddagen.
– Hvordan går det med skolen, får du erstatning eller hvad, spørger hun.
– Forstanderen siger, at hvis jeg forlanger erstatning, vil han melde Flemmings angreb på de to drenge til politiet. Lige for lige.
– Der er da en noget besynderlig argumentation. Angreb han drengene?
– Den ene ville ikke med, så tog han hårdt fat i hans arm, og så spyttede drengen på ham, og så slog han ham i ansigtet, og så blev Flemming helt baldyrisk.
– Baldyrisk?
– Ja, det er at være værre end dyrisk.
– Nå.
– Jeg må videre, siger Peter Christian og går ned til LK.
Oftere og oftere er han hos Laila Kathrine. Det er svært for ham at forstå den udvikling. Men det er sket. Han har villet det. Han mærker en bølgende varme af stolthed over sit valg. Når han tænker tilbage, kan han simpelthen ikke huske, hvornår han sidst har truffet en beslutning, der på den måde har ændret hans liv. Havde han dog bare noget før tænkt over, hvor meget det betyder at ville noget. At handle efter moden overvejelse og gennemføre sin vilje.

Han laver mad til dem begge, og det er næsten blevet en fast vane, at han hver aften tidligere, nu allerede om eftermiddagen bevæger sig hen til købmand Henrik og køber ind. Han er lidt stolt over, at han skal købe ind til to personer.
For en sikkerheds skyld spørger han af og til personalet i butikken, om den pakke torskefilet strækker til to personer, og de smiler og mener godt, man kan blive mæt, bare man spiser kartofler og grøntsager til. En anden gang spørger han den søde dame, om den her butterdej er noget, damer kan lide. På den måde får de at vide, at han har fået dame på. Det gør ikke noget. Han synes, der er prestige i at være to. Når man ikke længere har et ægteskab, er denne løsning ikke så ringe.

Så laver han aftensmad. LK rører ikke en finger. Han har en forståelse af, at det er hele pakken og ikke en del af den, hvis han vil forblive i hendes villa. Men hun er glad for hans mad og spiser med god appetit. Når de er færdige, sætter hun sig ind i sofaen foran fjernsynet, mens han rydder op, vasker op og tørrer bord af.
Så sætter han sig også derind. I begyndelsen satte han sig i stolen ved siden af, men han ser ikke så godt derfra. Så satte han sig i sofaen en aften. Hun sagde ikke noget til det.

Og nu sidder han der hver aften, stort set. Sidder på højre side, altså set bagfra. Hun sidder altid i venstre side af sofaen og snakker ikke meget. Hun er i det hele taget ret tavs, men det tager han kun som noget positivt. Hendes skarpe tunge er frygtet af mange, ikke mindst af ham.

En aften ser de nyheder fra Østberlin, hvor en dansk kommunist står på tribunen sammen med de kommunistiske spidser, og Laila Kathrine pludselig hvæser:
– Svin!
Hun læner sig derefter ind mod ham. Han bliver helt forskrækket, da han mærker hendes hår kildre på sin kind og vender sig langsomt og forsigtigt mod hende. Er hun besvimet? Men det er hun ikke. Hun stirrer opmærksomt på svinene og er ikke klar over, hvem hun mener. Peter Christian tør ikke røre sig eller spørge ind til hendes udbrud. Han er bange for, at hun ikke ved, hvad hun gør, og hvis han siger eller gør noget, vil hun bare sætte sig op igen og måske smide ham ud og råbe mærkelige ord efter ham.

Så han nyder duften af hende, så længe det varer. Umærkeligt drejer han ansigtet så meget, at næsen er i nærkontakt med håret. Åh, det lugter godt. Det kildrer, så han drejer væk igen. Et nys nu, – og fortryllelsen vil være brudt.
Han mærker hendes højre skulder presse sig ind mod hans venstre overarm og synes, det er fantastisk behageligt. Hjertet gungrer godt nok noget højt, men han håber ikke, hun lægger mærke til det. Han prøver at dæmpe det ved at lægge hånden hårdt ovenpå, men det forøger snarere lyden. GA- DA- GUNG- GA- DA- GUNG. Det er fuldstændigt i takt med skærmens marcherende soldater, der defilerer forbi tribunen. Hun lugter så dejligt, og i det stille snuser han til hende. Kan ikke lade være med at smile af sig selv. Han er da ikke en hund.

Han begynder at frygte, at udsendelsen snart er forbi. Det kan betyde, at hun rejser sig op. LK skat, bliv endelig siddende sådan der. Gerne hele natten. Han skal nok lade være med at røre sig.
Speakeren kommenterer Gorbatjovs tale.
– Hå, siger hun og rejser sig. Hans hjerte står stille.
– Jeg tror, det er slut, siger hun.
– Hvad?
Peter Christian forfærdes et øjeblik.
– Ja, med DDR. Med kommunismen. Med hele svineriet.
Aha. Der slap den ud. Laila Kathrine er bestemt ikke kommunist.

– Laver du kaffe? Spørger hun, og han svæver ud i køkkenet. På Amors sky? Nej, på strømpesokker med hul i tåen, opdager han.

De sidder i tavshed og drikker kaffen. Klokken er lidt mere, end den plejer, når han går hjem. Omsider ser hun på ham.
– I 1945 asede resterne af min familie og jeg på hullede sko fra Øst-Preussen gennem det meste af det nordlige Tyskland på flugt fra russerne. Vi vidste, at de ville voldtage os og slå os ihjel. Især fordi vi havde en anelse om, at vore egne soldater havde gjort det samme, så det var bare med at flygte. På et tidspunkt delte gruppen sig, fordi nogle havde hørt om skibe, der afgik til Danmark fra en havn tæt på. Jeg besluttede at forblive i den gruppe, der gik videre mod Hamburg. Senere hørte jeg, at det skib, vi kunne være kommet med, hed ”Goya”. Det blev sænket af en russisk u-båd, og omkring 6.700 mennesker omkom.

– Og så havnede I i Danmark?
– Ikke i første omgang. Vi blev konstant angrebet af fly, der skød på os med maskingeværer.
– Men du slap?
– Hver gang vi hørte flyvemaskiner, sprang vi alle i grøften. En af gangene nåede jeg ikke at få min fem-årige datters lille vogn med helt ned, og hun blev ramt og døde. Skudt.
– Min bedstefar døde af tuberkulose undervejs. Mine forældre var forsvundet, og jeg aner ikke hvorhen. Min mand faldt på østfronten.
– Ja, men Laila Kathrine! Det vidste jeg ikke.
Peter Christians øjne vokser mere og mere.
– Vi kom helt til Flensborg, hvor jeg traf en dansker, der giftede sig med mig. Altså. Jeg var 27 år og ville bare ikke bo i det land længere. Derfor kom jeg til Danmark.
– Hos ham, din mand?
– Ja. Han døde allerede i 52. Desværre.
– Har du så ikke haft nogen siden?
– God nat, PC.
Han siger også godnat, anbringer kopperne i køkkenvasken og går hjem.

Fødderne går helt automatisk, næsten som om det er et rullende fortov, og han registrerer en fløjten, der af sig selv strømmer ud mellem læberne, men standser sit fløjteri. Der kommer en sitren over hendes historie. Tænk, at et menneske kan gennemgå så meget! Så er det vist ikke underligt, at man kan blive lidt skør. Peter Christian er rystet over LKs beretning, som hun afleverer helt uden at vise følelser. Hun har nok været det igennem mange gange. Pludselig skammer han sig lidt over at være så selvcentreret over mormors død. Det er jo ingenting i forhold til LKs historie.
Mange forskellige billeder af fagre Laila Kathrine dukker op foran ham, en skov af LKere, alle læner de sig ind til ham og kilder ham med håret. På nogle af billederne er hun ganske ung og ulykkelig og græder. Hun må have været udsat for noget, der er værre end stress. Hele tiden at skulle flygte, udsættes for død og lemlæstelse omkring sig, og værst af alt datterens død. At skulle rumme så megen sorg og lidelse gør noget ved en. Ikke så sært, hvis hun nu ofte føles hård og kontant.

Han skynder sig i seng og putter sig under dynen. Han vil godt være hendes næste mand, den sidste formentlig og den bedste. Han skal forkæle hende, skal han. Hun skal have sine sidste år, så de på en måde kan indhente alt det, hun har mistet.
Hendes baggrund kan nu ikke forhindre, at Peter Christian har varme følelser for hende som kvinde.
Hun kan godt ligge her ved siden af, den er bred nok. Hun kan tætte sig op ad ham, så håret kradser ned ad ryggen. Det lange, mørkegrå hår. Hvad var det nu med det? Han forvirres lidt, for der er to forskellige ansigter nu, og det lange hår har sølvgrå nuancer. Han glider væk i søvnen med håret som afsæt.

 

42
En formiddag banker Aleksander på. Peter Christian slukker radioen, selv om han godt kan lide at høre folk, der ringer ind og fortæller om sig selv og så skal svare på et tilfældigt spørgsmål. Han er altid lidt imponeret over, hvor klog værten er, og hvor hurtige københavnerne er til at svare for sig. Hvis det var et program med sønderjyder, ville det tage den dobbelte tid.
– Jeg synes, du efterhånden aldrig mere er hjemme om aftenen. Jeg ville kigge ind i går aftes, så vi kunne se programmet om kommunismens historie, som vi plejer. Nu kan det da ikke vare længe mere med den isme.
– Nej, det er jeg ked af. Jeg var nede hos LK.

Aleksander ser forskende på ham.
– Er I ved at danne par?
Direkte som altid. Peter Christian ved ikke, om det er godt eller skidt, at Aleksander spørger. På den ene side er han så glad og stolt over, at han mere og mere er inde i varmen hos LK, på den anden side tabes der noget i forhold til sin gode ven.
– Nja, vi spiser sammen om aftenen. Altså ikke hver aften.
Han kommer i tanke om, at han og Aleksander også har spist sammen, dog noget sjældnere.
– Jeg er da glad på dine vegne, gamle jas. Selv om hun er tysker.
Han ser oprigtig glad ud, og det rører Peter Christian. Han kan ikke lade være med at lade sin højre hånd klappe ham på skulderen.
– Jeg savner jo sådan min kone, indrømmer han og bliver med ét tung i stemmen. Det gjorde han ellers ikke i går. Hvis sandheden skal frem, og det skal den, når man forhandler med sig selv, så har han glemt hende de facto. Lidt våde øjne kan han ikke undgå, nu hun er nævnt.
Aleksander gør gengæld og klapper ham tilbage på skulderen.
– Du skulle vide, hvad hun har gennemgået som tysker.
– Jo, men de har da meget på samvittigheden.
– Jeg ved ikke, hvad Laila Kathrine har på samvittigheden. Men hun har mistet stort set hele sin familie under krigen. Og jeg kan godt lide hende.
– Det forstår jeg godt. Det er dig vel undt. Jeg håber bare, at du ikke glemmer mig.

Det gør Peter Christian aldrig. Det forsikrer han med høj og klar røst. Som bevis skænker han to store snapse op til dem begge, og de ryger ned hurtigere, end han kan nå at sige ”aldrig”.

– Jeg har fået en invitation.
Aleksander ser hemmelighedsfuld ud. Han tager et brev frem fra inderlommen, folder det langsomt ud og læser.
– ”Bestyrelsen for Skarphede Efterskole udbeder sig et møde med Vejforeningen for at drøfte fælles emner”!
– Hvad siger du så?
Peter Christian bliver glad for den melding. Dialog er ordet. Så er de alligevel ikke så afstumpede, at de ikke vil lytte.
Aleksander beder ham om at deltage i mødet og giver ham datoen. Peter Christian bliver rørt over at skulle med og vil også byde ind med noget.
– Jeg har været der før. Lærerne sidder og rager på eleverne.
– Har du set det?
– Ja, det var helt tydeligt. Han havde hånden og armen rundt om en pige.
– Hold da kæft. Du er helt sikker?
Peter Christian nikker ivrigt. Men han kan læse tvivl i Aleksanders øjne. Han tror vist ikke på ham. Det er også lige meget. Nu skal de til bestyrelsesmøde.
– Hvordan skal man være klædt til bestyrelsesmødet?

Aleksander mener ikke, det er nødvendigt at se særligt festlig ud. Lidt pænt hverdagstøj, det er vist godt nok.
Peter Christian går ind i soveværelset og lukker skabsdøren op til det andet klædeskab. Står længe og funderer. Der er meget tøj. Der hænger også en kjole. Han løfter lidt op i den og snuser til den. Lugter lidt indeklemt, men der er også en duft af noget, der var engang. Han sætter sig på en puf med kjolen og synker sammen.

Mørket sniger sig ind over ham. Hans hoved synker ned på brystet, verden går lidt under. Det fine, mørkerøde stof er mørkere end sort. Ballet. Han husker tydeligt, hvordan hun bar den så rank, så flot. Alle de ansigter vendt mod dem, da de skred ind ad døren med hendes hånd højt hævet i hans. Og klappede. Han kan slet ikke huske ved hvilken lejlighed. De dansede, tæt, og han husker den duft af parfume, hun altid anvendte. Han lugter igen til kjolen, men kan ikke registrere nogen duft fra dengang.

Han sidder og kigger på en kjole og rejser sig. Hænger den på knagen og lukker døren.
Åh, måske burde han smide alt hendes tøj ud. Hvorfor gemmer han det? Det var jo alt nok med den ene kjole, han valgte at sømme op i det første skab.

Han går ind til Aleksander og viser ham et pænt sæt tøj.
– Det her napper jeg.
– Vi ses.

Aleksander går. To minutter efter står Ragna i stuen.
– Møjn. Ja. Jeg vil blot fortælle dig noget, du måske ikke er klar over. Og det varer ikke længe, inden jeg flytter, ude af øje, ude af sind. Derfor nu.
– Vi snakker om ulykken.
Peter Christian spidser ører. Hvad kommer der nu?
– Du har tit set på billedet ved siden af artiklen om ulykken.
– Ved du godt, hvem der har taget billedet? Spørger Ragna.
– Ja, en fotograf fra Tønder Dagblad.
– Nej, det er ikke rigtigt.
– Jo, der kom en fotograf og muligvis en journalist forbi lige efter ulykken. Det er lidt usædvanligt, at de er så hurtigt på pletten.
– Næh, PC. Det var kun en person, der kom forbi lige efter. Han er både journalist og fotograf. Det var nemlig Ruben.

Igen får PC fornemmelsen af, at en brik i et puslespil er faldet på plads. Han anede ikke, at det var Ruben, der var ophavsmand til alle de fotos, han var inde at se på Klampen. Ruben? Øjeblikkeligt tager han ringbindet og skriver på første ledige linje, at fotografen og journalisten er Ruben, mens Ragna synker ned i lænestolen. Døren fra soveværelset til stuen står åben. Vil hun sige mere?
– Kan jeg byde en kop kaffe, spørger han, da han er færdig.
– Jo, tak, svarer hun. Jeg har måske noget mere, du heller ikke ved så?
Peter Christian går med bankende puls ud og laver kaffe.
Han får det lidt underligt nu. Op til dette tidspunkt har han faktisk lavet forlig med sig selv og taget Sussis forklaring om hensyntagen til ham for gode varer. Men altså, seks personer fra gaden har forbindelse med ulykken. Og ingen af dem har sådan for alvor talt med ham om det. Slet ikke af egen drift. For at skåne ham.
Han serverer en kop for hende.
– Hvorfor har Ruben aldrig nævnt det over for mig?
– Du kan jo spørge ham. Nå, det var i hvert fald det, jeg gerne ville af med. Det kan jo være vigtigt for dig at vide det. Der er lidt mere. Nu skal du høre.

 

43
Da hun er gået, sætter PC sig ned. Er der lidt hævn i Ragnas henvendelse? Ruben bliver nok overrasket, hvis PC møder ham og siger. For resten, hvorfor har du aldrig fortalt mig, at det var dig, der tog de billeder den aften? Så vil han spørge, hvor han ved det fra, og når han så siger Ragna, forstår Ruben, at hun lige har fået et lille stød sat ind. Og det andet, hun fortalte. Han skynder sig at grifle det hele ned i ringbindet. Uha, der står allerede meget på den side.

Da Peter Christian har sovet til middag, beslutter han sig for at gå ned til Laila Kathrine. Det er lidt tidligere end de andre dage, men han vil godt teste hende. Synes hun, det er for meget, eller har hun monstro savnet ham?
Han banker på og går ind. Hun sidder der i stolen med lukkede øjne. Sover til middag. Så var det lige tidligt nok.
Hun vågner dog, da han træder ind og retter sig op. Plirrer lidt med øjnene.
– Jeg har noget, jeg vil snakke med dig om, siger han.
Hm, mumler hun, endnu knap vågen.
Han siger, at hans historie er det rene vand ved siden af hendes, men alligevel piner den ham lidt. Han forklarer hende den lidt særprægede historie med beboerne fra gaden, der har været så tæt på ulykken.
– Ved du også noget, jeg ikke ved, spørger han hende.

Hun ryster langsomt på hovedet.
– Jeg vidste ikke, at Ruben tog de billeder, men han har sandsynligvis villet skåne dig. Derfor viste han dem ikke for dig.
– Vidste du, at de to færinger var passagerer i taxaen?
– Nej, det er også nyt for mig.
– Du er snart den eneste fra gaden her, der ikke på en eller anden måde var på Skolevej fredag den 16. december sidste år omkring klokken 20.30.

Hun svarer ikke og ser blot på ham.
Han er så optaget af sagen, at han næsten har glemt testen. Han vil jo teste hende, finde ud af, om hun er varm og villig eller klam og kold.
– Laver du kaffe?

Den er god nok. Han går ud i køkkenet og sætter vand over. Tager ost og brød frem og smører et par ostemadder.
Bakken står parat, og han sætter krusene på sammen med brødene og bærer det hele ind i stuen.
– Tak, siger hun og tager en mundfuld.

Hun plejer ikke at sige tak.
De sidder lidt i tavshed. Hun smasker lidt mere, end han strengt taget synes om. Slår sig dog til tåls med, at selv engle må have lov at have visse svagheder.

Højre hånds pegefinger retter sig ud og peger entydigt ned på hendes kop. Først tror han, at hun ikke ved, hvad hendes finger egentlig foretager sig. Dernæst slår hun to gange med fingeren og peger insisterende på koppen. Hun mangler kaffe med andre ord.
Han lader, som om han ikke ser det. Kærlighed gør blind. Han kan ikke se det. Så rømmer hun sig, mens hun peger på den famøse kop. Det er mere måden, hun peger på. Hvis hun nu sagde ”kaffe”, kunne han lettere forholde sig til det. Bare at pege. Det er ude ved den yderste grænse. Derude, hvor han vakler mellem sin til døden store kærlighed og bare være hendes lydige tjener.
– Hvad kunne du tænke dig til aftensmad, spørger han.
– Beuf Bearnaise, lyder svaret. – Og lidt mere kaffe.
Han henter kaffen og skænker op. Hun siger ikke tak denne gang. Nu klapper hun på pladsen i sofaen ved siden af sig og ser på ham. Han skal sætte sig der. Godt nok, selv om det er i den forkerte side.
Han sætter sig med let forhøjet vejrtrækning.
– Massér mig lidt på ryggen, opfordrer hun. Og han gnider hende mellem skulderbladene og tør ikke gå dybere. Hunedderkoppen lurer.
– Tak, søde.

Det er tredje gang, hun bruger det ord. Peter Christian føler selv, at tiden nærmer sig, hvor han skal erklære hende sin kærlighed. Det skurrer bare lidt i hans ører, når han tænker på den pegefinger. Hun skal ikke give ham fingeren på den måde.

Han stopper med massagen og læner sig tilbage. Hun læner sig ind mod ham og lægger igen håret ind mod ham.
Styrken kommer til ham og giver ham det mod, der skal til. Han løfter højre arm, der er nærmest hende og lægger den bag hendes skulder, så den knap rører hende. For enden af armen er hånden, hvis fingre han nu lader hvile blidt på hendes skulder. Han er meget agtpågivende og parat til at trække i land, hvis hun får et anfald. Han vil være hurtigere end den hurtigste han-edderkop, hvis hun fortryder.
Det gør hun ikke. Hun spinder som en kat og nynner. Han udvider sin tilnærmelse og lægger armen mere ind mod hende langs skulderbladene. Nu sidder han direkte og holder om hende. Hun tager ikke afstand til armen, men læner sig endnu mere ind mod den.
Med ét vender hun sit ansigt op mod hans og kysser ham hurtigt lige på munden.
Det siger plop i hjernen på ham og virker, som når han får morfin på hospitalet. Han kysser igen og holder fastere om hende, mens åndedrættet farer op i omdrejninger. Hjernen står til gengæld helt stille på ham. I dette øjeblik øjner han paradiset. Det er i hvert fald inden for rækkevidde. Han er vel i entreen.
– Jeg holder meget af dig.

I hvert fald indenfor. Han svarer hurtigt tilbage.
– Det gør jeg også.
– Jeg ved godt, du er senil.

Det bliver han stødt over. Senil? Han husker ikke så godt. Det er det. Munden afleverer nu en sætning, der ikke er tænkt over på forhånd.
– Jeg ved også godt, du er skør.

Hun vrister sig fri. Åh, det skulle han ikke have sagt. Det hele er ødelagt. Han gør mine til at rejse sig og forlade stuen, villaen og Laila Kathrine, måske for altid. Det kan selvfølgelig ikke blive ved. Det gode kan aldrig blive ved. Det holder ganske kortvarigt. Intet er så godt, at det ikke er galt for noget. Altid. Han sukker højt og sætter af med begge hænder.

– Så passer vi godt sammen, siger hun med et smil.

Han sætter sig igen, overrasket. Den kvinde kan da godt nok bringe ham fra 1 til 100 på et sekund. Og omvendt.
Han smiler tilbage og stryger hende på kinden.
– Jeg kan lide dig, som du er.

Han bøjer sig frem og kysser hende. Hun tager imod og læner sig op mod ham.
Han tør ikke røre ved hende ud over læberne og så lidt på armene, hænderne, skuldrene. Længere nede begynder det at blive farligt for alvor. Leos historie om edderkopperne har på en eller anden måde brændt sig fast i ham kombineret med sin viden om LKs monumentale aggressioner.
Han er ganske vist uhyre fristet. Især fordi hun skyder det hele op mod ham, mens han kysser hende. Nu tager hun hans hånd og anbringer den på sit højre bryst, som hun har blottet en hel del af. Så er grænsebommen gået op for alvor. Nu går alt i opløsning for ham. Alle skranker falder. De mange sanseindtryk forvirrer og laver spiraler i hjernen og signaler ned gennem kroppen. Med hånden føler han stort og blødt, mens hjernen spørger ham, om de nu er kærester, sådan rigtig for alvor?

Hun slipper ham stakåndet og skyder ham nænsomt fra sig og retter lidt på sin bluse, så det store, hvide, bløde noget igen forsvinder. Men hun smiler, og så er det ikke helt så slemt. Han får også vejret igen og smiler tilbage.
– Måske får du lov at sove hos mig i nat, lover hun, den skælm.
– Måske har jeg lyst, svarer han ironisk.

Hun tjatter til ham, mens hun knapper foran. Så rejser hun sig og kigger ud ad vinduet.

– Køber du ind? Spørger hun. Det har nu altid været en selvfølge. Logikken siger det, og det ville være sært unaturligt, hvis hun skulle gå hen til købmanden som en anden almindelig gift kone og købe ind.
Havde hun bedt ham om at grave haven eller pudse facaden op eller male garagen, den kunne ved gud trænge, så havde han gjort det.
Hun er heller ikke fedtet. Giver ham altid masser af penge med, og han afleverer resten, når han har købt ind.
– Det må gerne være noget ekstra godt i dagens anledning, smiler hun skælmsk, og Peter Christian er solgt.

 

44
Dagen går som i en døs. Han går hele tiden lidt ved siden af sig selv. Mærkeligt. Han er to mennesker på samme tid. Det bobler inde i ham af fryd, og henne hos købmanden bestemmer han sig for kalvemørbrad og en gammel Amarone til flere hundrede kroner. Flasken har stået der i lang tid. I al hemmelighed har han aftalt med sig selv, at når lejlighed gives, skal den i spil. Det er med nogen ærefrygt, at han tager flasken ned fra hylden og støver den lidt af på ærmet, inden han lægger den forsigtigt ned i sin kurv. Dyr, men dejlig.

Ligesom Laila. Han mærker igen hjertet, når han tænker på hendes navn. Navn og favn. At ligge i hendes favn. Han løfter og vejer en stor melon så længe, at en dame ved siden af rømmer sig.
– Har du svært ved at beslutte dig?
Hun kan ikke komme forbi ham med indkøbsvognen. Han vågner med et sæt og mumler undskyld og lægger den tunge vandmelon på plads, men taber den, så den ryger lige ned på nogle indpakkede svampe, der bliver noget flade i det. Herfra triller den på gulvet og ruller et godt stykke væk.

Kalvemørbrad, kalvemørbrad, lad mig se, tænker han. Hvad hører sig til? Skal han også servere dessert? Mon Egon kan lide kalvemørbrad. Det har de nu aldrig fået. Eller hvad? Tager han fejl? Har de fået det eller ej? Pludselig kan han ikke huske det.

Han går hjem med de indkøbte varer og undrer sig over, at han har så mange kontanter på sig. Det plejer han ikke. Hjemme lægger han varerne i køleskab og går i bad. Han vil gerne være ren og nyvasket, inden Egon og børnebørnene kommer. Har han husket dem? For pokker. De vil jo helst have frikadeller, som morfar laver dem.
Han må hen til købmanden igen.

Han går bagefter ned til Egon for at høre, om alt er i orden. Egon er lige kommet fra arbejde og har hentet børnene, og der er nogen larm. Han ser underlig ud, da Peter Christian spørger, hvornår de kommer og spiser.
– Vi kan være der ved 18-tiden, hvis du synes.
Det synes Peter Christian godt om. På vejen hjem passerer han Laila Kathrines villa og bliver varm om hjertet.

Under brusebadet repeterer han hele tiden aftenens program: Kalvemørbrad, dessert, kaffe, sove…
Han ifører sig det pæne tøj fra bestyrelsesmødet og er nu klar.
Da han står nede i sit køkken, begynder han at lave mad efter at have bundet forklædet om sig.
Han sveder lidt, det er varmt, men maden skal være færdig til klokken 18 og tænker, det er lidt underligt at have det tøj på. Han pudser mørbraden så fint, så fint. Så skærer han den i passende stykker, stiller dem på højkant og banker dem med kødhammerens flade side. Nu skal de steges. Først meget varm og tør pande, så lidt smør på og til sidst salt og peber. Den er stensikker hver gang. Frikadellerne har han allerede lavet, og de skal blot lige varmes i ovnen.

Det banker, og Egon og Maja, Astrid og Lea kommer væltende ind. De har en flaske med til morfar, og han takker mange gange. Han har for længst trukket Amaronen op og såmænd også prøvesmagt et glas, eller var det to, og nu beder han dem sætte sig til bords.
Det er besværligt med to retter, men han synes selv, det er lykkedes ham. Børnene siger ah, når de sætter tænderne i hans lækre frikadeller, hvis fars indeholder hemmeligheden bag succesen: Flydende honning i rigelige mængder. Egon kan aldrig forstå, hvorfor hans frikadeller ikke har nær den samme tiltrækning på pigerne som morfars. Peter Christian vil ikke afsløre hemmeligheden for ham og nøjes altid med at trække på skulderen og sige noget om, at man skal lave mad med følelse.

Kalvemørbradsbøfferne er virkeligt lækre og stegt præcist, som de skal være. En anelse lyserød indeni og en fast, mørk skorpe udenpå. Bearnaisen er varm og skiller ikke. Alt er perfekt.

Indtil døren pludselig bliver revet op. Laila Kathrine står der, flammende vred ud over alle grænser.
Alle standser chokeret med spisningen. Selv Lea tager gaflen ud af munden og får store øjne.
Som en rundsav i et alt for lille lokale skærer hendes stemme i krydsfinér.
– Jeg troede, vi havde en AFTALE?
Hun kigger rundt på de chokerede mennesker ved bordet, alle fikserede med munden fuld af mad, og går hen og smækker Peter Christian sådan en på skrinet, så et stykke kalvemørbrad farer ud mellem læberne.
Så forlader hun huset uden at lukke efter sig.
– Hold da op, siger Egon. – Hold da op. Skøre kælling. Tyskertøs.
– Far, hvad er der i vejen, vil Astrid og for så vidt også de andre gerne vide.
– Hvorfor slår damen morfar? Lea ser ud, som om hun er lige ved at græde over morfar.
Egons hoved går fra side til side, og han ser på svigerfaderen, der bare sidder der.
Peter Christians verden er lige faldet sammen. Han sidder og kigger ned på det halvt spiste kalvemørbradsstykke. Sult og glæde over kødet er pist borte.
I en skærende svejseflamme har hun stukket kniven ind i højre side af maven og ramt den svømmevest, der endelig og omsider kunne holde ham flydende.

 

45
Der er mange blade på gaden, i haverne, i gården på efterskolen, faktisk alle steder. Skovens nærhed gør det uundgåeligt.
Efterskolen har en flittig pedel. Han står sammen med et par elever og fejer og fejer og kører væk i en uendelighed. Peter Christian sidder helt passivt og kigger ud ad vinduet. Så går han ud til pedellen, som han tidligere har vekslet ord med.
– Møjn. Nå, der er mange blade?
En udmærket indledning til lidt sladder. Kristoffer plejer at være med på den, selv om PC ikke har så meget interessant at byde ind med.
– Kom så i gang, befaler Stoffer de to elever, der også tror, de skal have pause.
Han støtter sig til kosten og vender sig mod PC.
– Ja, der er ikke så meget at sætte dem til her i den kolde tid. Hvis der kom sne, var det jo et oplagt stykke arbejde.
PC nikker. Selv om der nu til dags er moderne maskiner, der kan fjerne sne i en håndevending, er det meget sundere at fjerne den på gammeldags måde med en skovl. Det har han gjort så tit. I gamle dage var der ikke maskiner. Tyskerne havde dem ikke ved Stalingrad, og derfor måtte de tabe krigen. De havde heller ikke ordentligt vintertøj, der kunne varme dem, og i det hele taget burde de have erobret Moskva først, da de havde chancen i stedet for at mosle mod syd.
Det fortæller han, og Stoffer er straks med på den. Stoffer er i det hele taget meget med på det, de snakker om. De er bortset fra 10 år nogenlunde jævnaldrende, men Stoffer er lige så skaldet som sin chef og en stor mand. Ham render de ikke om hjørner med.

De to elever kommer op at skændes, fordi den ene mener, at den anden får netop hans blade til at hvirvle ud af trillebøren igen, hvorimod den første hånligt afviser det som det rene nonsens. Da det blæser lidt i dag, kan han nu have ret i den påstand.
Ud ad øjenkrogen ser PC, hvordan den ene hæver sin skovl og smadrer den ind i den andens hoved. Meget hurtigt er Stoffer henne hos dem og holder forbryderen om livet og løfter ham fra jorden. Bare sådan en 20 centimeter.
– Kan du så nære dig? Tror du, den skovl er til at slå med?

Han sætter ham ned og giver ham en på hovedet. Det er lige, så hovedet ramler helt ned på skulderen. PC må beundre kvaliteten af den ørefigen. Han husker kun én lærer, der kunne slå så hårdt. Det var Antonsen, som de alle var forfærdeligt bange for. Når han slog, stod den på 14 dages sygeleje, sagde de altid. Forældrene kunne godt lide ham, for han kunne tit udrette noget, de ikke selv magtede.
Stoffer ser ud til at være noget i den retning og er åbenbart ret ligeglad med, at det er forbudt at slå på elever. Var han far til drengen, måtte han godt tæve ham. Peter Christian kan ikke altid se logikken i politikernes lovgivning.
Drengen med den nu røde kind ser skamfuld ud og skal give den anden hånden til undskyldning.
Men den anden vil ikke modtage nogen undskyldning. Hans ansigt bløder, og han vender sig og skrider ind på skolen.
Stoffer siger til den tilbageblevne, at nu må han knokle for to, og han får ikke fri, før han er færdig med området.
Eleven tør ikke brokke sig og går i gang. Ellers vil han nok få en til på den anden side. Ligesom Antonsen. Han slog aldrig det samme sted to gange og havde derfor ry for at være meget retfærdig og skånsom.

– De skal somme tider have tingene meget direkte at vide, undskylder Stoffer sig.
PC er helt med på den og fortæller om Antonsen. Stoffer lyser op og siger, at han også kendte en lærer, der slog på en ordentlig og tiltalende måde, så selv Etisk Råd ikke ville kunne sætte en finger på det. Peter Christian kender ikke så meget til Etisk Råd, men er klar over, at det er noget forholdsvis nyt, der bestemmer på området og skal vejlede politikerne.
– Nu til dags må man jo hverken det ene eller det andet.
– Det ser da ikke ud til at være noget problem.
PC kan ikke lade være med at smile lidt.
– Vil man i dialog med ungerne, skal man gøre det ud fra deres verden.

Det lyder vældig klogt. PC er imponeret over, at en pedel er så pædagogisk.
Han kan godt tænke sig at få lidt at vide om det, der foregår på lærerværelset.
– Betyder dialogen også, at lærerne skal sidde med armen rundt om de kvindelige elever?

Stoffer glor på ham. Den har han nok ikke regnet med.
PC forklarer ham, hvad han har set og vil vide mere.
– Hvordan går det med Jakob og Anders?

PC tør ikke sige brødrene Jack-Ass. Måske vil Stoffer tage ham det ilde op.
– Jo, hvad mener du?
– Altså, det kan måske være lidt problematisk at have et par bøsser ansat? Jeg mener, der er da mange drenge på skolen.
– Nej, det er ikke noget problem. Selv om de er bøsser, går de jo ikke sådan rundt og tænker på sex, mere end vi andre gør.

Det har PC ikke tænkt over. Det har hele tiden ligget i kortene, at bøsser stort set kun får tiden til at gå med at overveje, hvordan de kan nedlægge andre hankønsvæsner. Bagfra.
De snakker godt sammen, det mærker han straks. Stoffer har nogenlunde de samme synspunkter som han selv, og det er et godt udgangspunkt for dialog. Når han tænker på Stoffer, mildnes hans opfattelse af efterskolen og dens vanartede elever. Hvis alle ansatte på den skole klarede problemerne som han, da var der ingen. Det er PC helt sikker på. Det der med armen om pigen ser han åbenbart ikke som det væsentligste i denne verden. Og hans syn på bøsser virker nu også beroligende, næsten som om det slet ikke udgjorde noget problem.
Imens har Stoffer udviklet nogle teorier om eleverne, og PC har bare stået der og nikket. Han bliver lidt nervøs, for nu har han igen ikke hørt efter og kan derfor i realiteten ikke bidrage med noget særligt.
– Synes du ikke også? Spørger Stoffer.
PC nikker. Hvis Stoffer synes det, gør han det nok også.
– Det ville ærligt talt være skønt. Fred med naboer er vigtigt.

Så for pokker. Som næstformand i Vejforeningen var det måske her, han skulle markere sig. Markeringen ligger i ruiner nu. Forsigtigt siger han noget om det forestående møde med skolens bestyrelse.
– Det er en god mulighed for dialog, mener PC, der pludselig får lidt ondt i maven.

Nu er det Stoffer, der nikker.
– Godt nok er vore elever ikke altid de mest velopdragne unge mennesker i denne verden, men der skal vel også være plads til dem et eller andet sted.
– Jo, det mener PC selvfølgelig også. Men skal det absolut være lige her på Fælleslykkegade?
– Ville du hellere bo i DDR? Nu har de i det mindste revet den mur ned. Så du, hvordan de strømmede ind i Vest-Berlin? De kunne vist få 100 D-Mark. Det er helt overvældende.

Der sker så meget i politik for tiden og især i de kommunistiske lande, så det er svært at få hold på det hele. Men der var da godt nok meget om det i fjernsynet i går aftes.

46
De følges ad over til efterskolen. November er på hæld, det er tåget og koldt, vinteren er på vej.
Tøjet er nydeligt, finder Peter Christian. Aleksander går og svinger med sin stok, som han ellers aldrig har med i byen. Det er kun, når de skal gå en tur.
De går over gården. Der er ikke så mange elever herude længere. Da det blev køligere, og efteråret kom i fuld gang, begyndte indendørsaktiviteterne. Sådan er det hjemme, og sådan må det også være på en efterskole.

Det har skabt noget mere ro i gården. Dejligt, synes Peter Christian. Dog er stilheden af og til for meget af det gode. For den giver plads til eftertænksomhed. Han synes, at al tankekraft peger i samme retning for tiden. Han savner LK og har ikke set hende i meget lang tid og ved ikke helt hvorfor. Faktisk kun en enkelt gang. Det var i Tønder, og hun besvarede ikke hans hilsen. Han har prøvet at besøge hende, men der har altid været låst, når han kom.
Så hun vil åbenbart ikke vide af ham længere, og det spæde forhold må betragtes som død og begravet og uden for rækkevidde. Sorgen er der, og han irriteres over, at den er større end sorgen over mormor, og at han simpelthen ikke kan huske, hvad der er med Laila Kathrine. Hun var da ellers begyndt at indsmigre sig hos ham og lægge sit hår op ad ham og …, han vrider sig hjerne med at komme i tanker om, hvad hun ellers har gjort.

For at komme ind på lærerværelset og spørge om videre vej må de passere elevernes dagligstue. Eleverne glor på dem, en enkelt råber Møjn Morfar! Da de næsten er ude af stuen, står en dreng foran dem springende frem i mørket bag døren, vender sig og tager sine bukser ned og viser sin bare ende. Er det Jack-Assernes indflydelse, der gør sig gældende?
Han har dog ikke forudset gamle menneskers snarrådighed og elegance. Hurtigere end nogen olympisk hockeyspiller svinger Aleksander sin stok med dræbende kraft og rammer ungersvenden på de hvide baller. Denne udstøder et forfærdeligt højt skrig, mens han ihærdigt skynder sig at få bukserne trukket op igen, og de andre elever kommer strømmende til for at se, hvad der er i vejen.
– Av, av, for satan, brøler han, rød i hovedet. Peter Christian kan umuligt finde ud af, om det er smerterne fra stokkeslaget eller skammen over, at spøgen med bukserne nede blev ødelagt på den måde. Han synes, han har set den dreng før, men det oplever han efterhånden tit.

Han hiver Aleksander med sig, for han står bare der og skuler, som om han venter på en anledning mere til at hæve stokken.
– Kom, Aleksander, vi skal nå det møde.
Mens eleverne koger bag dem, banker de på ind til lærerværelset. De lukker døren op, da de umuligt kan høre, om der bliver sagt kom ind. I lærerværelsets sofa sidder en kvindelig lærer med armene om to drenge.
Ja, men hvad i alverden foregår der dog på den skole? Er det virkelig sådan nu om dage?

– Kan du sige os, hvor der er bestyrelsesmøde? Er det inde på kontoret igen?
Aleksander er heldigvis hurtigt fattende. Som sædvanlig.
Damen peger ud igen og så til venstre og ind ved siden af.
De går ud, mens Peter Christian ryster på hovedet.
– Så du det? Hun sad og kælede med de to drenge?
Han virrer bare og banker på. De går ind.
Der sidder forstanderen med bestyrelsen, som øjeblikkeligt alle rejser sig og giver dem hånd med smil og velkommen. 12 håndtryk, regner Peter Christian ud. Ikke så dårligt for en start. Hvis bestyrelsen indbyrdes også giver hånd og var mødt lige nu, ville det blive…
Han falder i staver, mens han regner. 48?

De får anvist plads og kaffe i koppen, og forhandlingerne kan begynde. Taus tager ordet og byder dem velkommen.
– Vi kan ikke umiddelbart gå ind på jeres krav, men vi vil dog godt høre, hvilke tanker I gør jer.

Aleksander tager ordet. Han er formand og derfor ligeværdig med bestyrelsesformanden. Peter Christian er jo næstformand. Han ranker sig lidt.
– Fælleslykkegade er privat, og derfor påhviler vedligehold os alle. Da efterskolen er en arbejdsplads for vel 20 mennesker og 50- 60 elever, mener vi, at I klart må betale en større andel end bare det, der gælder for én parcel.

Medlemmerne nikker bejaende hele vejen rundt. Så langt, så godt.
– Hvis man forestiller sig, at hver elev bare bevæger sig én gang på gaden og hver ansat tilsvarende, vil det svare til, at I repræsenterer 15 til 20 husstande. Derfor mener vi, at det er et rimeligt forslag, vi kommer med.
– Men eleverne går jo, de har deres gummisko på, og de slider vel ikke særlig meget på asfalt?

Det svar har Aleksander garanteret ikke overvejet. Han virker overrasket.
– Nogle af dem har en knallert, har jeg set – og hørt!

Det sidste var en lille én til skolen. Forstanderen lader som ingenting. Han sidder helt i baggrunden. Kun hans skallede isse lyser op i det mørke hjørne.
– Og alle ansatte har biler. Psykologer, folk fra kriminalforsorgen og andre besøger vel også skolen, store lastbiler afleverer frugt og grønt og madvarer, og inde fra byggemarkedet kommer der da jævnligt forsyninger af træ og andre produkter, I skal bruge med store kraner på lastbilerne. Jeg har set kæmpebusser holde i gården for at hente og aflevere elever. De er da om nogen belastende for gadens belægning. Forældrene kommer ofte i biler, ved vi.

47
Peter Christian er lidt imponeret. Aleksander har virkelig ordet i sin magt. Resultatet er da også en smule tavshed. Nu synker det ind, og de må til fadet, må de. Kriminalforsorgen? Hvor i alverden ved han det fra, og er det rigtigt?
Efter opklarende spørgsmål og Aleksanders slet skjulte trussel om at inddrage Teknisk Forvaltning i Tønder, hvis der stadig skulle være uenighed, skilles de med gode, udglattende ord og 12 håndtryk igen.
Der er ingen elever i dagligstuen, da de går igennem. Aleksander har ellers godt fat i stokken, ser Peter Christian.

Hjemme hos Peter Christian får de to sig et godt glas.
– Der fik du dem, siger han anerkendende til Aleksander.
– Jeg gjorde mit bedste, siger Aleksander beskedent. Man kan roligt regne med, at beskedenhed hos ham altid er falsk. Han kender sit værd og drager det aldrig selv i tvivl.

Peter Christian ser tilfældigt ud ad vinduet og får i gadelampens skær øje på et par elever fra efterskolen. De lister sådan underligt over gaden, hvilket er usædvanligt. Hvad har de at gøre på denne side?
Han tørrer hænderne i håndklædet og løber tilbage og henter Aleksander.
– Kom, råber han, og de skynder sig ud på gaden. Han vil da godt se, hvor de skal hen.
På lang afstand hører han larmen fra knust glas og høje råb. De står i carporten til Aleksanders hus og er i gang med at smadre forskelligt derindefra.

Da de kommer løbende, stikker de unge mennesker af. Peter Christian ser, at en af dem har en mærkelig hue på hovedet. Han ligner ham med den bare røv.

Aleksander har altså haft besøg, og et hurtigt blik viser, at en del er slået i stykker. To store vinduespartier, som han skulle have haft isat, er slået helt i stykker.
Han er ærgerlig, det mærker Peter Christian. Han foreslår derfor, at de straks går ind på efterskolen.
– Måske er bestyrelsen der endnu, mener Aleksander.

De småløber over på skolen. Peter Christian i træsko som sidste mand. Han synes selv, han er forbavsende adræt. Godt nok.
De stormer ind ad døren og direkte ind på forstanderens kontor.
Bestyrelsen ser forbavset ud.
– Nu synes jeg, I skal komme med og se, hvad eleverne nu har bedrevet.

En opfordring de bliver nødt til at følge, mærker de. Forstanderen bander og ser på formanden, der trækker begge skuldre opad.
Hele selskabet følger efter Aleksander og Peter Christian.

Oppe i carporten tænder Aleksander det kraftige lys. Glasskår, bøjede og brækkede redskaber, en knust blomsterkrukke i et syndigt rod over det hele. Drengene har nået at slå meget i stykker. Men Jaguaren er ikke rørt.
– Hold kæft!

Aleksander peger på sin bils hjul. De er der ikke. Bilen er klodset op, og alle fire hjul er fjernet. Aleksanders dyre og originale letmetalfælge, der i modsætning til Flemmings elendige amatørpyntekapsler har kostet en formue, er stjålet.
Peter Christian ved, at Aleksander går meget op i sin gamle Jaguar. Hvert år har den fået lakforsegling, og den skinner som ny. Af princip kører han ikke i den, når det regner eller på anden måde er dårligt vejr. Heller ikke i hård blæst eller i tåge. Den er hans kæreste simpelthen.
Derfor forstår Peter Christian de mange følelser, der fylder Aleksander. Han står og åbner og lukker fingrene i en uendelighed, og hans åndedræt er sådan staccato. Det er et udtryk, Peter Christian engang hørte og fik forklaret til et foredrag om musik, hvor han sad sammen med Laila Kathrine.

Laila Kathrine?
Var der noget med, at de skulle spise sammen? Peter Christian bliver hed om ørerne. Nu har han næsten ikke tid til at være Aleksanders nærmeste advokat og ven og næstkommanderende. Med et synes han, det er enormt længe siden, han sidst har været sammen med hende, og ja, dengang blev de enige om at spise sammen. Faktisk var det hende, der opfordrede ham.
– Du vil vel ikke påstå, at det er vores elever, der har gjort det?

Forstanderen fnyser næsten harmdirrende.
Peter Christian forklarer ham, at det ene unge menneske havde en lys strikket hue, der gik ned over begge ører. Han kan ikke så godt udtale sig om hans bare bagdel, for det vil kræve yderligere forklaringer. Forstanderen ser ud, som om han genkender beskrivelsen og lover at tjekke til aftensamlingen.
De går ind og betragter ødelæggelserne.

Peter Christian kan ikke bevare roen. Han står og tripper, og pludselig forlader han selskabet. Han skrår over gaden og går hurtigt op mod hendes villa. Ser på sit ur i vestelommen.
Han banker på, men døren er låst. Det ligner hende slet ikke. Der er et svagt lys helt oppe, som han får øje på omme i haven. Men ikke skygge af hende nogen steder. Hun kan være gået i seng.
Han går langsomt hjemad. De få skridt føles som Jesu gang til Golgatha med korset eller Honeckers, da han måtte forlade magten.
Han er ligeglad med Aleksanders gamle Jaguar og efterskolen og forstanderen. Smider sig hen på sofaen derhjemme og er så ked af det.

Nu husker han det så tydeligt. Hun stod der i døren midt under måltidet med Egon og pigerne. Påstod, de havde en aftale. Han husker det, fordi det var så forfærdeligt. Farvel til Laila Kathrine, som er så sød. God dag til aftener alene hjemme og bare glo på det der åndsforsnottede lykkehjul.
Det står ganske tydeligt for ham nu. Han brød deres aftale.
Han går tidligt i seng, men i aften kan han slet ikke falde i søvn.

 

48
Næste dag får han øje på Stoffer, der er ved at feje gårdspladsen igen sammen med et par elever. Han drysser derover med hænderne i lommen, og Stoffer standser sit fejearbejde og læner sig mod sin kost. De to elever står ovre i det andet hjørne af gården. Den ene ligner lidt ham fra forleden, men det er svært at se på den afstand.
– Møjn med dig. Nå, kan du få tiden til at gå?
Ja, det kan han godt og vel, den går sådan set helt af sig selv. Pludselig får han en idé.
– Har du en pause, så kan vi da få en øl sammen?

Stoffer glor overrasket på ham, kigger på sit ur, ser over på de to elever og siger glad:
– Jo tak, det var måske ikke så tosset.

Han går over til eleverne og instruerer dem, og de nikker. De virker helt fredsommelige, så de har nok røget hash.
Stoffer stiller sin kost op ad væggen og går med PC hjem.
– Nej, her bor du da pænt.

Han ser sig interesseret rundt i stuen, mens PC henter to øl.
De drikker lidt i tavshed. PC fortæller ham om aftenens oplevelser, og Stoffer ved straks, hvem det kan være.
– Den bandit! Det er ikke første gang, at han skejer ud. Hans far sidder i fængsel, og moderen trækker vist på gaden i Tønder. Han er en stakkel, men han er god i pedel.

Han nikker med hovedet ud ad vinduet.
PC får helt ondt af ham, men han samler sig sammen og oparbejder igen en smule vrede.
– Derfor behøver han da ikke vise bar røv og så bagefter gå over og lave hærværk?
– Han er vant til at tænke med den legemsdel. Du skal vide, at der aldrig nogensinde er en eneste voksen, der har bekymret sig om ham.

Det lyder også groft. Stoffer fortæller mere om ham.
For første gang kan PC godt, set udefra, få en smule medlidenhed med en elev. Men det set meget langt udefra. For kommer man nærmere, er de frække, hele bundtet, og de kan da for fanden ikke alle have en far i fængsel og en mor, der er ludder?
Han udvikler sine teorier over for Stoffer, men Stoffer forsvarer indædt de banditter.
– Ved du hvad? De er helt alene i verden. Der er faktisk ingen af dem, der har ordentlige forældre, som vi er vant til. De går for lud og koldt vand derhjemme. Ja, ikke alle, altså.

Det er en ny måde at tænke på dem på, forstår PC.

Det banker på døren. Han rejser sig, og en af de to elever står derude og siger møjn. Han bliver stående høfligt.
– Jeg fik min finger i klemme i trillebøren. Den er i stykker ved håndtaget.

Han har altså set ham før.
Han bløder, og det ser slemt ud. PC inviterer ham indenfor, mens Stoffer samtidig siger til ham, at han bare skal gå over på efterskolen og få en af de voksne til at hjælpe sig.
Men PC vil godt vise ædle følelser og hiver sit hjælpe-gen frem.
– Kom her, min dreng.

Han tager ham med ud på badeværelset og vasker forsigtigt fingeren, der har en flænge.
– Se så. Nu giver jeg dig et plaster på, så går det også.

Drengen glor måbende på PC. Han ser ud, som om han aldrig før har stødt på så megen venlighed, og Peter Christians hjerte svulmer. Han vil have mere i rente og beder drengen om at tage plads.
– Vil du have en sodavand?

Den kan han lige så godt få, pigerne er der ikke så tit mere, så den risikerer at blive for gammel.
– Hvad hedder du?
– Jonas.
– Jeg hedder Peter Christian, men bliver kaldt PC. Det er nemmere.

Jonas nikker. Han slubrer sin sodavand i sig, og noget af det flyder uden for munden og drypper ned på den ret snavsede efterårsjakke. Han tørrer sig om munden med bagsiden af hånden, sætter flasken på bordet og siger tak til PC.
– Selv tak.
– Jeg kommer om fem minutter, tilføjer Stoffer, da Jonas går ud.
– Du har jo elevtække, mener han, og PC rødmer lidt. Det er rart at høre, at han synes det.
– Og du ved slet ikke, at det er ham.

PC glor på ham.
– Ham?
– Ja, ham, der viste bar røv og var nede i garagen og lave hærværk. Men det var derfor.

 

Café Hvidåen ligger fuldstændig centralt i Tønder. Peter Christian giver sig god tid til besøget. I dag må Skarphede klare sig selv, og det nytter jo ikke noget at tænke på LK hele tiden.
Han sætter sig ved et lille bord bagerst, og da en servitrice kommer, spørger han, om der også er en tjener. Hun bliver lidt fornærmet, kan han mærke, men han kommer det i forkøbet ved at påstå, at han måske kender ham.
Et halvt minut senere står en ung flot fyr foran ham og ser meget spørgende ud.
PC tager mod til sig og spørger direkte, om han har været forlovet med en pige ved navn Ingelise.
Forlovet?
Han ser mærkeligt på Peter Christian. Hvorfor spørger han om det, og hvad kommer det ham ved?
Peter Christian svarer ærligt, at der skete noget frygteligt fredag den 16. før jul sidste år, og han er i gang med at finde ud af hvad.
Tjeneren bliver blødgjort, især da Peter Christian bestiller 2 Campari soda.
Han kan oven i købet bevidne, at Ingelise var på cafeen den pågældende aften, før hun skulle på arbejde, og at hun drak 2 øl og 3 flyversjusser mellem klokken 18 og 20. Han kan huske det, fordi hun netop den aften hævede forlovelsen, og han forsøgte forgæves at overtale hende til at tænke over det. PC beder ham om et stykke papir med hans forklaring og underskrift.
Det er han noget skeptisk overfor, men PC overbeviser ham og siger, at det er vigtigt for ham. Det hjælper, at tjeneren, her næsten et år efter, stadig er sur på Ingelise. Han går med til på en seddel at notere ned, at Ingelise var på cafeen den pågældende aften, og at hun drak 2 øl og 3 flyversjusser mellem klokken 18 og 20. Han skriver nedenunder, at han kan huske det, fordi hun hævede forlovelsen med ham efter godt to års samliv.
– Der var da også andre fra Skarphede herinde den aften. Et ungt ægtepar, der skulle have julefrokost sammen med nogle andre. Jeg husker det ikke så tydeligt. Grunden til, at jeg i det hele taget husker dem også, er da den enkle, at hun blev så fuld, at hun begyndte at strippe og synge Skarphedesangen i en meget sjofel version. Det ser vi trods alt ikke hver dag. Eller altså hører. De skændtes også temmelig meget indimellem.
– Men du kan ikke huske, hvad de hed?
– Nej, det fortæller de jo ikke tjeneren. Måske hed den unge stripper Karen Marie eller sådan noget.

PC siger tak til ham og tager pungen frem og stikker ham en hund.
– Her, siger han. Den er til dig. Jeg har haft megen glæde af det, du har fortalt mig. Køb en drink.

 

49
Psykisk kan der være ret langt mellem Tønder og Skarphede. Således især i dag. PC kører ind på en rasteplads på ringvejen; det er her, de står. Politiet, når de måler fart eller alkoholpromiller. Det er et godt sted, for man kan ikke se dem, før det er for sent, fordi vejen buer. Det gælder, uanset om man kommer nord eller syd fra.
PC standser motoren og føler et stort behov for snart at komme til bunds i den ulykke. Han synes, at for hver person, han snakker med, bliver det hele endnu mere kompliceret, hvor han fra start forventede, at der kom afklaring. Den eneste afklaring, han har for øje, er, at det er slut med LK.
Livet er igen blevet gråt for ham.
Herregud, er det slutresultatet for ham? At han går og tror, at der er noget underligt ved den bilulykke, som tog livet af hans kone. Så livets afslutning er at finde ud af det. En måde at lægge slør over det faktum, at han i bund og grund er ensom og venneløs trods alle anstrengelser.

Han hviler panden mod rattet. Karen Marie! Det er selvfølgelig Ida Marie. PC føler lettelse over, at han nu er sikker i sin sag på, at Ingelise har kørt hans hustru ihjel. At Flemming og Ida Marie var i Tønder den selvsamme aften er der for så vidt intet unaturligt i. Det var jo julefrokosternes aften.
Det mærkelige er, at sådan en som Flemming aldrig med et ord har nævnt det over for ham. Som om der er et eller andet mistænkeligt over det hele. Noget, PC ikke må få kendskab til. Det optager ham så meget, at han glemmer sin tristhed. Flemming har ellers været så venlig over for ham i den første svære tid efter ulykken. Hvorfor mon? Simpelthen for at dække over Ingelise. Dække over, at noget har fundet sted, der ikke var i orden.
Han kører langsomt hjem, drejer ind ad indkørslen og standser i car-porten. Nej. Pokkerme nej. Om han vil finde sig i, at de skjuler noget for ham.

Der er lys ovre ved Flemming og Ida Marie. Først vil han dog lige indføre ny viden i ringbindet. Han falder lidt i staver over alt det, der efterhånden står der.
Nå, ja, Flemming og Ida Marie. Fødderne fører ham derover, og han tænker, at han lige så godt kan stille dem et par spørgsmål om den aften.
Han ringer på, og Flemming lukker op.
– Møjn.
– Møjn da, er det dig. Kom indenfor!

PC takker og tørrer skoene på måtten.
– Jeg havde lige noget, siger han.

Flemming fører ham ind i stuen, der er tom. Han siger ikke noget. Så er Ida Marie måske igen hos Thorunn?
– Jeg ville spørge dig, om du kan huske den fredag før jul, hvor min kone døde der på Skolevej. Det husker du nok?

Flemming nikker og sukker lidt, mens de tykke læber bøjes indad. De forsvinder næsten, og PC synes, det er et ejendommeligt fænomen, som han ikke ville have troet på, hvis en anden havde fortalt det. De der suk kan betyde, at han ikke gider snakke om det mere.
– Jeg tror, vi var til julefrokost i Tønder. Hold kæft, Ida Marie blev lakket godt til!
– Husker du noget fra ulykken? Jeg mener, var I i nærheden, da det skete?
– Nej, slet ikke. Vi tog med nogle af de andre arbejdskammerater med hjem og festede videre der.
– Det tænkte jeg nok. Det var bare lidt vigtigt for mig, hvis I havde set noget.
– Hvad tænker du på? Er der noget galt?
– Ikke andet end at… Altså, jeg har sådan gået og opsnappet lidt her og der, og det viser sig, at der faktisk er flere beboere her fra gaden, der har set ulykken. Men ingen har snakket om det, og det, synes jeg da, er lidt underligt. Sussi mener, at det skyldes hensynet til mig, den efterladte, som det er synd for.

PC er en smule ironisk her til sidst og afslutter samtalen med en tak, inden han smutter hjem igen.

50
To dage senere vifter Aleksander glædesstrålende med et brev, længe inden han er nået op til huset.
– De giver sig, de giver sig. Se!
I brevet erklærer bestyrelsen sig villig til at betale over halvdelen af det fastsatte årlige bidrag.
– Vi havde da aldrig forestillet os, at de ville betale så meget. Måske 25%, men da aldrig så meget. Hold da helt ferie.
– Forstanderen skriver også til mig privat, at de har fået en dreng til at tilstå, at det var ham, der øvede hærværk mod min bil. Men han har ikke taget hjulene.

Peter Christian siger ikke noget. At han godt kender ham, og at han hedder Jonas.
– Så lidt erstatning får jeg da. Nu har vi to vindersager. Det må vi have noget at styrke os på.

Han ser sig om. Kigger nok efter flasken.
– Der er desværre ikke mere. Vi tømte vist det sidste i forgårs.

De sidder lidt. Han kan se på Aleksander, at det næsten var værre, end hvis der var kommet afslag fra bestyrelsen.
– Skal jeg gå hen til købmanden og hente et par flasker?

Det er en god idé, synes Peter Christian. Han ved nok bare ikke, hvor snapsen står, for hvem er det nu lige, der altid køber snaps? Han må spørge der henne, må han.
– Han hedder Jonas, ham der gjorde det.

Nå, nu sagde han det alligevel. Somme tider stikker munden af fra hjernen.
– Hvor ved du det fra?
Aleksander har rejst sig halvt.
– Jeg har snakket med pedellen, Stoffer. Og også med Jonas. Men ikke om det.
– Nå. Det må jeg høre mere om bagefter.
Han standser i døren og vender sig om:
– Sig mig engang. Er det gået over med dig og Laila Kathrine?
– Øh, ja, på en måde.
Han kan ikke få sig til at hugge øksen i.
– Nå, det er da lidt synd for dig, synes jeg. Skidt, det er det, jeg siger, at hun er lidt skør, så det er sgu da derfor. Du kan simpelthen ikke regne med hende, PC.
– Nej, det er nok derfor.
Peter Christian kigger bare ned, mens Aleksander går.

Senere samme eftermiddag går Peter Christian selv til købmand. Han finder en blomkålsgratin og noget grønt. Han spørger ikke længere så ofte nogen, om det er nok til to. Det er heller ikke sådan, at han dukker sig, når han er derhenne. Men han har på fornemmelsen, at de godt ved, at han igen er alene om maden. Helt alene. Og har været det i meget lang tid. For at narre dem lidt, køber han somme tider ind til flere dage. Han kan alligevel godt finde på at spørge, om der er nok til to? Den unge pige ved jo ikke, om han mener personer eller dage. Måske snakker de om ham bag hans ryg.

Jakob og Anders er der også. De er meget grundige og analyserer varerne, inden de lægges ned i kurven. De læser garanteret alle numrene for skadelige stoffer, der må være der og naturligvis angivelserne af sukker og fedt, der i dag nærmest slår folk ihjel i modsætning til gamle dage, hvor det holdt folk i live.
Anders rører den anden mellem skulderbladene. De skal da rigtignok passe lidt på med at køre alt for meget frem her i butikken.

PC skynder sig op til kassen, men opdager, at han har glemt mælk. Derved støder han ind i dem, og de smiler til ham og siger god dag, og hvordan går det. Han kan ikke helt modstå al den venlighed, især ikke fordi de lyder grangiveligt, som om de virkeligt interesserer sig enormt for ham og hans lille gråsorte gammelmandsverden.
Han falder helt hen i sine triste tanker, men bliver vækket af Jakobs hånd på hans skulder.
– Du ser noget nedslået ud, PC.

Han glemmer ganske at reagere på den der hånd. Han gør måske bedst i at slå den væk eller hive pebersprayen frem.
– Livet er ikke altid så let for os gamle, siger han i stedet, og de nikker bekræftende. Det kan de godt forestille sig.
– For os er det heller ikke altid nemt, siger Anders til hans overraskelse.
– Mange er lidt bange for os. Derfor er vi så glade for sådan nogle som dig, der bare behandler os helt naturligt.

PC nikker.
– Selvfølgelig. Det mangler bare.
Siger han med overbevisning i stemmen. Han behøver slet ikke at afsløre sin tvivl og sine holdninger til bøsser, og hvad han synes, der er naturligt og ikke.

51
Så går han hjem, finder avisen og læser dagens nyheder. Ingen særlige fra området som sædvanligt. Han lægger avisen fra sig, rejser sig og begynder at støvsuge.
Larmen gør, at han bliver forskrækket, da en hånd pludselig lægger sig på hans skulder. Han vender sig chokeret rundt og får næsten hjertestop.
– Laila Kathrine!
– SLUK, befaler hun myndigt, og han river stikket ud, så vægpudset følger med.

Han byder hende plads og spørger forfjamsket, om hun vil have kaffe. Hun vifter nej med hånden og ser på ham.
De sætter sig ved spisebordet over for hinanden, han sidder på det yderste af sin stol.
– PC, jeg ved godt, at du ikke altid kan huske så godt.

Han venter og trækker ikke vejret.
– Derfor tror jeg nu, du havde glemt vores aftale dengang.

Han nikker kraftigt. Hun skal ikke være i tvivl om, at det havde han. Temmelig meget, endda.
– Så jeg tilgiver dig.

Hun ser smilende på ham og lægger en hånd på bordet sådan nærmest over mod ham. Han lægger sin oven på hendes.
– Jeg er ked af det, LK. Jeg har sådan savnet dig.

Han hvisker det sidste og har også fået noget vådt i øjnene. Hun ryster lidt på hovedet.
– Du er et sentimentalt fjols, PC. Men jeg kan lide dig alligevel.
Fjols? Ja, ja, nå fjols, det synes han ikke, han er. Det var jo ikke med vilje.

– Hvad skal du spise i aften?
– Blomkålsgratin.
Han tørrer sig med bagsiden af hånden over øjnene.
– Hvad med at købe ind og lave den kalvemørbrad, du pralede med sidst?

Han nikker ivrigt.
– Ja, og jeg skal nok huske det denne gang.

Hun rejser sig. Solen skinner pludselig, vejret er blevet så smukt, varmen strømmer ind med blomsterdufte og forårslyde fra gaden, selv om det er medio november. Et brag af berlinmure, der falder, et helt folks frihedsbrøl kan ikke overdøve hans eget. De snærende bånd over brystet og trykket i hjernen forsvinder på splitsekunder.

Han rejser sig også. Så omfavner hun ham langsomt, så han bliver mat i knæene. Trykker sig ind til ham og kysser ham på munden. Længe. Han besvimer. Eller næsten.
– Dit lille fjols, gentager hun. Her når man endelig til vejs ende efter en verdenskrig og tab af familie og venner og sit land frem til en dejlig mand, og så glemmer han sin aftale!
– Undskyld, gentager PC med et lille smil og omfavner hende igen og kysser løs med en 17-årigs energi. Med en kraftanstrengelse river hun sig smilende løs fra hans sugekopper.
– Husk det så denne gang, ellers vanker der, siger hun med smalle øjne og går, inden han kan nå at sige noget som helst.

Han må hen til købmanden igen efter at have fordøjet det lille optrin. Han stiller sig foran spejlet og mærker efter og kan klart fornemme LKs former på sig. Her var hendes ene hånd, her den anden. Her klemte hun sit understel ind mod hans, så han havde svært ved at få luft, selv om det var helt nede ved hofterne. Og her. Her på maven. Den blev ordentlig presset ind, skal han da love for. I to afdelinger. Det hele gik så stærkt og var så fuldstændig overraskende, at han ikke nåede at tænke og derfor slet ikke havde problemer med at få anbragt sine hænder.

Den skinbarlige ekstra varme breder sig op i hjernen på ham. Den er ikke til at have med at gøre, den glæde. LK. Han bliver nødt til at foretage en række dansetrin inde i stuen, men bliver så alvorlig. Denne gang må det ikke fejle. Denne gang skal det bare være i orden. Han skriver adskillige små sedler med samme tekst og placerer dem strategisk rigtige steder.

Nu svæver han af sted til butikken, smiler og hilser til højre og venstre og afleverer flere møjner på fem minutter, end han har gjort hele ugen.
Man er vel nok på visse områder 17 år igen. Desværre er der ikke flere Amaroner på vinhylden, så han ser sig grundigt for og vælger en dyr Châteauneuf du Pape i stedet. Prisen bestemmer, og han håber, at den smager godt nok. Paven må vel være garanten. Ved kassen hiver han pengesedlerne frem fra lommen, og øverst ligger en hvid seddel. Han læser den og bliver lettere rød i hovedet.
”Husk LK i aften” står der. Han skynder sig at stikke den ned igen og forlader nynnende butikken et øjeblik efter. Ser så på uret og beregner tiden. Jo, han kan vist godt nå et bad. Det vil være nødvendigt. Et langt liv har lært ham, at man intet kan tage for givet. Heller ikke det, der kan ske i aften. Han får slemme tanker. Bedre dog at være ren i det ydre og uren i det indre end omvendt.
Inden han går i bad, ser han en anden af sine huskesedler på bordet og sætter to vækkeure til at ringe samtidig.

Han er ikke fri for at være i god stemning, da han stiger op af badet. Ustandselig kredser hans tanker om LK. Han er igen forelsket, han ved det godt. Eller forelskelsen er ploppet op til overfladen efter at være blevet holdt nede og på vej til evig indkapsling.

En god time senere åbner han døren til Laila Kathrines hus. Hun sidder i stuen og hilser, mens han bærer tingene ud i køkkenet. Her opdager han de to vækkeure i plasticposen og skynder sig hjem for at hente vinen. Hovedet ryster, for det forstår han ikke.

Han åbner flasken, skænker to glas op og tager dem ind i stuen.
Et øjeblik sidder de tavse med hver sit glas. Så hæver han sit.
– Skål, LK.
– Skål, PC. Tak, fordi du huskede mig i dag.
– Jeg husker dig altid, det ved du godt. Det er bare somme tider, at jeg glemmer det.

De drikker en mundfuld. LK smager længe på vinen og tager så flasken.
– Det er ikke Amarone?
– Nej, desværre havde de ikke flere.
– Amaronen var måske bedre, men denne her er ikke ringe.

Han får sved på panden. Meget kan gå galt, og det må det bare ikke denne gang.
LK er nærmest munter under spisningen. Hun roser hans kalvemørbrader og siger, at han er dygtig til at lave mad.
Under kaffen sidder de i sofaen, og hun tager hans hånd.
– Vil du ligge hos mig i nat?
Han svæver på sofaen og trykker sig ind til hende som svar, og efter et kort øjeblik rejser hun sig og går ind i soveværelset.
Nu er han i tvivl. Skal han komme nu med det samme eller vente lidt? Da mormor levede, var sagen entydig. Du kommer, når jeg er klar, sagde hun altid. Det var noget med at vaske sig og nette sig og sådan noget, som kvinder nu skal. Når han så kom, lå hun under dynen, så kun ansigtet var frit. Noget genert var hun.
– Kommer du så? Lyder det pludselig derindefra.

Han har gjort sig klar på badeværelset for længst og rejser sig hurtigt med bankende tindinger og klaprende hjertekamre og lister sig lydløst ind i soveværelset. Der er fuldt blus på, og midt på sengen oven på dynen ligger LK. Hun har en pæn og nydelig natkjole på, men den er godt nok lidt gennemsigtig.
PC mærker, at han bliver rød i hovedet. Selvfølgelig. Klart nok. Han klæder sig af, men kan ikke skjule sin begejstring. LK glor helt ugenert på ham og har tilligemed sjove, små kommentarer. Hver og en af disse kommentarer kan få hans rødme til at blive permanent, men det sjove sker, at rødmen i ansigtet forsvinder, og han kryber ned til hende.

Bagefter ligger de med hinanden i hånden.
– Du tror vist, jeg er en skør skid?
Det er meget længe siden, at han har haft det så dejligt sammen med en anden kvinde og følt sig så tilfreds bagefter. Krævende er hun, den gode LK, men dejlig. Og noget anderledes end mormor, både i sind og skind.
– Er du ikke det? Når du tager en gammel stodder som mig?
– Hold op, siger hun smilende og tjatter til ham, som var hun 15 år igen eller i hvert fald 15 år yngre.
– Men jeg forstår måske bedre efter din historie dine, skal vi sige udfald?

Hun går op på den ene albue og læner sig ind over ham. De tunge bryster lægger sig ned på ham, og han lader, som om han ikke kan få luft.
– Åh, jeg bliver kvalt, hjælp.

Hun kysser ham igen. Et langt kys, som gør ham svimmel og salig oven i alt det andet.
– Jeg er så glad for dig, PC. Du er den bedste elsker, jeg nogensinde har haft.

Enten ved hun godt, at det vil enhver mand slubre i sig, eller også mener hun det. Han beslutter sig for det sidste.
– Det er ingen sag, når man har så lækker en medspiller som dig, prøver han.
– Vil du hjem i nat, eller vil du blive her?

Det er ikke et spørgsmål, han skal bruge lang tid på at besvare.
– Men i morgen tidlig må du hellere liste af. Lad os nu ikke forhaste os.

Den er han helt med på. Lastværk må ikke være hastværk. Hvis man altså betragter sengegymnastikken som en last.

– Og ja, indimellem er jeg lidt skør. Men ved du hvad? Jeg har været ude for så meget, at jeg er blevet en hård nit. Så engang imellem bliver jeg nødt til at vise flaget, så jeg kan overleve endnu engang. Jeg ønsker, at andre skal respektere mig, selv om jeg er født i Nazi-Tyskland. Er det ikke respekt, kan det alligevel bruges.
– Ikke respekt? Hvad skulle det ellers være?
– Frygt. Frygt for hvad hende tumpen kan finde på. Det spiller jeg lidt på. I virkeligheden ved jeg godt, hvad jeg gør. Tag ikke fejl!

Peter Christian ser beundrende på hende.
– Vil det sige, at du har alt under kontrol og bare spiller skør?
– Mmm.
– Jeg ville også gerne være sådan en, som de andre havde respekt for. Men i stedet er jeg blevet en rar, gammel mand, totalt uskadelig og faktisk så anonym, at man ikke engang gider snakke med ham om tabet af konen.
– Du har da familie.
– Hø. Egon duer ikke til sådan noget. Så er pigerne faktisk bedre. De siger som regel tingene lige ud, som børn gør. Vi har det godt sammen. Jeg synes bare, Egon trækker sig lidt. Annelene hører jeg aldrig fra.

 

52
I den følgende tid bliver der sjældnere og sjældnere plads i kalenderen til Aleksander eller børnebørnene, og måske er Peter Christian selv skyld i den manglende kontakt. Aleksander er blevet klar over, at forbindelsen er retableret og viser sig heller ikke så meget mere.
Egon er begyndt at lægge sedler i hans postkasse med små kommentarer:
”Jeg var her men du var n ok igen hos LK”
”pigerne ville gerne og ikke længere lege”
”vi spise selv hjemme du har nok ikke tid”
”hvad med julen?”

En eftermiddag efter arbejdstid er han på besøg sammen med de tre piger. De har en invitation med til Astrids ni-års fødselsdag, som de giver ham. Det er et rent held, at de finder morfar hjemme. Han har sandelig ikke sådan tid til tant og fjas. Peter Christian ved godt, at de undrer sig over hans engagement i LK.
De kan heller ikke undgå at se, hvor godt humør han er i. Også i dag, hvor han bestandig smiler og ler ad selv de mindste ting og pjatter med pigerne. Lea griner næsten hele tiden og ser ud til at kunne lide, når morfar er i det humør. PC kan bare ikke holde det tilbage. Han overvejer ligefrem at fortælle dem alle sammen, at han er forelsket og så lykkelig.

Egon ser pludselig alvorlig ud.
– Du skal jo passe på, at folk her på gaden, ja også ude i byen, ikke begynder at snakke om dig og hende der.
– Hvorfor det? PC spiller dum.

Egon vrider sig.
– Det er da lidt unormalt, at en mand på 74 har en madkæreste på 71 og ganske tydeligt er en hel del hos hende så tæt på sin egen kones død. Og så en tysker.
PC tror ikke sine egne ører.
– Mener du det, siger han lidt spidst. Pludselig er humøret lidt dårligere.
– Ja, de snakker om, at hun vist også er lidt …

Han kører sin pegefinger tre gange rundt omkring øret.
– Hvad?
– Ja, hun har pip, siger de. Somme tider råber hun noget gak- gak efter andre. Du kan da også selv huske, da hun sprøjtede Erik S. i ansigtet med peberspray. Om hun er gak-gak, fordi hun er tysker, eller er tysker, fordi hun er gak-gak, ved jeg ikke.
– Det havde han da også fortjent. Har han nogensinde gjort noget godt for nogen? Med sig selv som undtagelse. Hvorfor snakker du sådan om tyskere? Er de ondere mennesker?
– Måske ikke, men de har trods alt startet to verdenskrige.
– Har Laila Kathrine startet dem?

Egon sidder og vrider sig meget uroligt på sin stol og svarer ikke. PC ved, at der mere på vej.
– Der er også en ting mere.

PC forventer, at der nu kommer noget om ham også. Egon kører rundt med sine skosnuder på tæppet og viser meget synlige tegn på nervøsitet.
– Vi er efterhånden mange, der godt ved, at du også sover hos hende.

PC er målløs. Ved de det? Og er det forbudt? Egon sidder og kigger ned. Han er tydeligvis også flov over at snakke om det.

At LK nyder den del, er der ingen tvivl om for Peter Christian. Hun giver udtryk for, at hun er i en periode af sit liv, der er så lykkelig som aldrig før. Og han er mere eller mindre direkte årsag til det. Det er ham, der får hende i den syvende himmel, og han kan mærke på hende, at det er noget, hun kan lide. Hun er så medgørlig, at han kan få hende til næsten alt. I forgårs lavede hun for eksempel kaffe, da han sagde, at nu var det altså hendes tur.

– Sidste aften havde I glemt at rulle gardinerne for. Så jeg kunne faktisk se ind i soveværelset. Jeg, vi synes, det er tidligt, at du, at I, altså efter svigermors død. Og så med en skør tysker.

Han har svært ved at sige det, og PC er blevet tavs. Han ved ikke helt, hvordan han skal reagere på det. Kan det være rigtigt? Og hvis det er tidligt, hvad så? Og hvem bestemmer, hvornår det er tidligt, og hvornår det er passende? Har der været folkeafstemning om sagen?
– Brugte du kikkert for at være sikker, spørger han Egon.
– Næ, nehej, svarer Egon og ser beklemt ud.

Det er da altid noget.
– Men hvor står det, at det, vi gør, er forbudt?

Svigersønnen ryster på hovedet for på den måde at vise det helt oplagte i, at det er Peter Christian, der gør det forkerte. En ulmende vrede stiger op i PC.

Nej. PC vælger som så ofte før en humoristisk tilgang. Han tør ikke lade vreden vælte ud forbi læberne, der er den sidste censor.

– Har efterskolen klaget? Eleverne kan måske ikke sove. Har I på gaden stemt om, hvornår det er i orden, at vi er sammen?
Egon ser ud, som om han ikke ved, om han skal reagere seriøst på den udmelding. Han tror vist, at PC har taget mere eller mindre fast ophold hos Laila Kathrine. Det har han måske også.
– Vi tænker på at flytte sammen. Måske til foråret.

Egon ser nu direkte himmelfalden ud.
– Det kan du da ikke mene? Hvad så med mormor?
– Jeg tror ikke, mormor vil protestere.

Egon bliver fuld af forargelse.
– Skal du ikke ære hendes minde? Hvad tror du, folk siger? Det er kun lige et år siden, hun døde. Hvad skal pigerne her tro om dig? Ligge i med en skør tysker.
– Man skulle næsten tro, at murens fald og friheden til østtyskerne er noget mindre end det, jeg og LK har sammen.
– Pjat, svigerfar. Det ved du godt. Det er noget pjat at sammenligne det, der sker dernede med dig.
– Sorgen låser en, så man ikke er fri, Egon. Ufrihed kan ramme det enkelte menneske og et helt folk. Kærligheden er nøglen til at låse det op igen for et menneske. Eller ville du foretrække, at jeg bare var død?
– Åh, du er skør, svigerfar. Hun har smittet dig, er jeg bange for.
– Hun er hverken skør eller ond. Hun har bare været ude for så meget sorg, at min egen føles som næsten ingenting. At du ved det.
Egon ryster på hovedet.
Han rejser sig, tager de to mindste og skubber dem nærmest hen foran sig. Så tager han sin kasket.
– Kom, piger, vi må hjem. Farvel, svigerfar.

Han siger ikke farvel på den gamle, kendte måde. Krammeren er sandelig også afskaffet. Det er så ikke det værste. Nu føles det nærmest i retning af en kundes farvel hos købmanden. PC er lige ved at råbe Ha´ en god dag efter ham og ser efter dem ud ad vinduet.

Han skal lige til at sætte sig igen, da han får øje på ham.
– Hva Søren, Jonas, er det dig? Har du slået din finger igen?

Men det har Jonas ikke. Han står der bare, og PC går ud og snakker lidt med ham.
– Du kan da også komme med indenfor.

De sætter sig, og PC spørger, om han vil have en kop kaffe.
– Min far har fået noget, der hedder udgangstilladelse og kommer hjem til jul.
– Nå, det er da dejligt, ikke?

Han går bare uden videre ud fra, at PC ved, at hans far sidder inde. Han ser undersøgende på ham. Han virker slet ikke glad.
– Nej, jeg er bange for ham. Hvis han drikker, løber jeg væk.
– Hvem kan du, æh, er der ikke nogen, du kan gå hen til?
– Jo, men man kan jo ikke bare gå ind til folk, der er ved at fejre juleaften, vel?
– Nej, det er nok rigtigt.
– Hvad så med din mor?
- Hende har jeg ikke talt så meget med.

PC bliver mere og mere forbløffet.
– Men hvis din far sidder i fængsel, og din mor bor i Tønder, hvor er du så selv, når du ikke er på efterskolen?
– Hos min faster i Store Jyndevad. Men hun bor alene, og det er langt fra mine venner.

Aha. Fasteren er hans reservefamilie. Ikke meget at tilbyde en knægt på 15.
– Jeg håber for dig, du finder ud af det. Ved du hvad? Du må besøge mig lige så tit, du har lyst, når du er på efterskolen.

Jonas takker. Der opstår tavshed mellem dem. Det er en god tavshed. Peter Christian mærker, at han og Jonas sagtens kan være tavse sammen. Der er ikke noget pres for at snakke uafbrudt. Sådan er det også med LK. Man kan sidde i stilhed og alligevel nyde hinandens selskab.

Han klapper Jonas´ hånd.
– Du er altid velkommen hos mig.

53
Julen er den mærkeligste jul, PC endnu har oplevet.
Erik S. har sendt ham et brev som så ofte før, og han ved efterhånden, at de gule rudekuverter altid handler om penge, som han skylder Erik S.. Det er aldrig omvendt. Dette brev er så undtagelsen. I hvert fald skal han ikke af med penge. Han bliver bare opsagt og skal fraflytte sit hus inden 1. januar, da det skal renoveres.

Heldigvis kan han leje et af Eriks gamle huse lige ved siden af sit eget. Sit eget? Det er jo ikke hans længere og har ikke været det siden forsommeren.
Han flytter over i det gamle, som han har gjort grundigt rent forinden. Det er et stort arbejde og tager lang tid. Ikke alle møbler kan være der, og en del af dem hjælper Aleksander ham med at køre ud til forbrændingen, hvor han må se mange års liv forsvinde ned i en umættelig ovnemund. Den æder alt. Mormors stol med det slidte gule betræk er han lige ved at benåde, men Aleksander overtaler ham.
– Ved du hvad. Det er jo bare en gammel, grim og slidt stol. Se her. Betrækket er gået løs, og her foroven er det så slidt, så farven ikke længere kan ses.

Så den bliver henrettet. Men klædeskabet fra soveværelset skal ikke smides ud, og Aleksander skal ikke se kjolen derinde hængt op med søm. Det kommer ikke vennen ved, da det udelukkende er en sag mellem mormor og ham. I øvrigt har det ligget lidt stille med det klædeskab. Peter Christian ved godt, at han er bagefter. Drivkraften bag det at banke sømmene i mangler.

Det er pænt af Aleksander at hjælpe ham. Der er alligevel noget godt i den gamle ven. Han ved godt, han ikke kan klare det alene, og fra Egon får han åbenbart ikke længere så meget hjælp.
Derfor har han også talt med Laila Kathrine om julen. Hun skal bare være alene og har tilbudt ham at være sammen med hende.

Men han kan alligevel ikke slippe familien så let.
Selvfølgelig skal han være sammen med Egon og børnebørnene, men det er altså, som om Egon er sur eller utilfreds med sin svigerfar. Når han kom førhen, fik han altid en krammer. Det var ham ikke ubehageligt, men generelt og principielt gider han ikke den slags. Han synes, det har bredt sig overalt, og Egon har selvfølgelig taget den nye dille til sig og omfavner gud og hvermand, når han kan se sit snit.
Hidtil har PC fået sin del, men det er tilsyneladende slut nu. Da han ringer på, lukker Egon ham ind og nøjes med at trykke hans hånd og byde ham velkommen.
Han snakker heller ikke med og til ham som i gamle dage, og da PC foreslår at gå en tur med pigerne, siger han kort, at det skal de ikke.
– Jeg er da ikke blevet pædofil, tror du det, spørger han bidende.

Egon svarer ikke, men vrider sig blot.
Pigerne vil ellers gerne, for han ved, at de elsker at gå om på legepladsen på Saltgade, der er flunkende ny og har så mange spændende redskaber. De har været deromme, og pigerne var næsten ikke til at få med hjem igen. De protesterer højlydt, og Lea sætter sig på en stol med armene over kors og får tykke læber.

Egon giver sig, og de får lov til at gå en times tid. Legepladsen ligger øde hen, de andre beboere er måske i kirke. Pigerne har en herlig time, og da de skal til at gå hjem igen, siger de øv. Men han tør ikke overskride Egons tidsfrist. Der er et eller andet, som han ikke kan lide. Næste gang kan han finde på helt at forbyde sin svigerfar omgang med pigerne.

Han har aftalt med Laila Kathrine, at han dukker op til aftenkaffen, og så snart pigerne har fået deres gaver og pakket ud og sagt ih, og tak, og nej, hvor dejligt, smutter han med tak for i aften. Da han siger godnat til Egon, kigger denne ham ikke i øjnene. Han er sikker på, at han er utilfreds med, at han nu skal hen til hende den skøre. Ældre mennesker bør ikke være sammen på den måde.
Astrid omfavner ham og hvisker tak for gaverne. Lea sover, mens Maja står i døren og vinker efter ham. Han er glad for de piger. Måske var det godt nok, at Annelene forlod den svigersøn. At hun også forlod pigerne, er straks værre.

Han fortæller ikke LK om sin tåbelige svigersøn med de tåbelige holdninger. Det er bedre at vente lidt. Hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af. Hun har været så meget ondt igennem. Nu skal hun have en pause.
De sidder oppe i stuen og har faktisk kun tændt et enkelt lys. Et lys. LK vil ikke have juletræ, fjolleri, siger hun. At hugge et flot grantræ om og placere det inde i stuen og pynte det, er galimatias. Skulle man så oveni danse rundt om det, er det da helt til grin!
Så derfor sidder de stille med hinanden i hånden og kigger på flammen.
PC har det godt nok uden juletræet. Han har jo fået tilfredsstillet sit julebehov hos Egon, og selv har han ikke noget juletræ. Det gider han ikke bakse med.
Gaver har de heller ikke til hinanden. LK har for længst meldt ud, at hvis hun skal have gaver, skal det være, når hun ikke ved det. Det der indkøbsræs ved juletid er forargeligt, mener hun.

Tilfældigt ser han ud ad vinduet over mod den mørklagte efterskole. Hov! Var der ikke lys i et vindue?
Han rejser sig og stirrer spændt derover. Nej, det var nok bare en genspejling fra hovedgaden.
Da han sætter sig igen, ser han atter lyset. Det er da mærkeligt. Hvis lyset er der permanent, kan han forstå det. Så har en eller anden glemt at slukke det. Det er nok forstanderen. Han er selvfølgelig ligeglad, når der er juleferie. Men Stoffer burde have set det.
Et lys, der skifter mellem at være tændt og slukket, kan betyde to ting. Enten sidder pæren løs lige akkurat så meget, så den skifter mellem tændt og slukket næsten umærkeligt, eller også er der nogen på værelset.
Han gør LK opmærksom på det, og hun rejser sig op og stirrer også derover.
Nu er lyset helt tydeligt, det bevæger sig og må komme fra en lommelampe.
PC ved, at der ikke er en sjæl på efterskolen. Forstanderen og hans familie er på juleferie, hvordan de så end har råd til det, rejser bare fra det hele, men der er i hvert fald ikke en sjæl på hele skolen. Jo, én sjæl! Indbrud?

De snakker lidt om det, LK mener ikke, de skal røre mere ved det. Det må forstanderen selv om, når han sådan rejser væk. Når kaptajnen forlader skuden, kan han ikke forvente, at det hele bare kører, som det skal.
De sætter sig igen, og LK læner sig ind til ham. Normalt vil han blive varm og tændt, men her er han noget urolig. Det bliver ved med at sidde i ham, det lys. Han kan ikke give nogen forklaring på det.
Han vender sig mod LK og siger, at han vil gå over og undersøge det. Hun er lidt imod det, synes nok, han er lidt pjattet.
– Der er da stor forskel på den ballade, du har lavet derovre og så den omsorg, du pludselig viser for et blafrende lys.
– Jeg ved det godt, min skat. Men jeg har fået nogle bange anelser.
Hun ser nysgerrigt på ham:
– Du ved jo ikke, hvad du går glip af her, smiler hun.

 

 

54
Alligevel forlader han hende og begiver sig over på skolen. Han har en eller anden uforklarlig fornemmelse for, at det lys har noget med ham at gøre.
Vinduet med lyset er på første sal, så han ikke kan kigge ind. Alle yderdøre er låst.
Men der er andre metoder. Han samler noget grus og småsten op fra stien og smider dem op på ruden. Der er mørkt, og der sker intet. Han gentager, og pludselig går vinduet op og et hoved dukker frem i mørket.
– Hallo, hvad gør du der?

PC prøver at lyde som en autoritet.
Oppe fra vinduet kommer en lyskegle fra en lommelygte.
– Nå, det er dig, PC. Jeg syntes nok …

Jonas! Det er Jonas, der sidder deroppe. Sandsynligvis på sit værelse.
– Ja, men Jonas! Hvad laver du der? Har du slet ikke været hjemme på juleferie?
– Jo, men min far drak sig fuld i går og truede mig med slag og spark, og jeg kan ikke tage hjem til faster, og så tænkte jeg, at jeg jo altid kunne tage tilbage til skolen. Jeg fandt et vindue at klatre ind ad.
– Ja, men for fanden. Kan du ikke komme herned?

Han lukker vinduet, og fem minutter senere står han i gruset. Lidt genert.
PC tager om hans skulder og får ham med sig. Han ved godt nok ikke, hvad LK siger. Men mon ikke, det går?
I lyset hos LK ser PC, hvor snavset han er. Hans tøj lugter, og han ser faktisk lidt udhungret ud.
LK tager imod. Hun ser venlig ud. Gud ske lov.
– Har du fået noget at spise? Og hvornår kom du?
– I går. Ja, jeg har hugget noget i skolens slikbod.
– Har du været helt alene derovre?

De er fulde af undren.
– Ja. Jeg turde ikke høre radio alt for højt, og det var svært, når det var mørkt. Jeg fandt lommelygten i min kammerats skuffe, som jeg brækkede op.
– Du kunne være kommet til mig, indskyder PC.
– Nej, man kan ikke bare sådan buldre ind til nogen, når det er jul.

LK er praktisk anlagt.
– Her. Du skal have dig et bad og noget mad. Se her.

Hun giver ham et håndklæde og går nedenunder med ham til badeværelset.
Mens han bader, varmer hun den mad, hun selv har spist juleaften. Alene.
– Du er et godt menneske, kan PC ikke lade være med at sige, mens han bagfra tager om hende.
– Gu er jeg ej, siger hun, men hun løfter begge arme og lægger dem bagover om hans nakke.
– Pas nu på, det ikke bliver stegt kyllingebryst i stedet, joker han og kæler blidt for hende. Ja, kylling er måske det forkerte udtryk.
– Din slog, siger hun grinende.

De slipper hinanden øjeblikkeligt, da Jonas kommer ind iført noget gammelt, men rent tøj. Noget, hun åbenbart har liggende.
– Det var dejligt, ikke? LK ser håbefuldt på ham. Her i lyset kan de tydeligt se mange ridser, skrammer og småsår rundt i ansigtet på ham, og PC får faktisk ondt af ham. Det er ikke en dårlig følelse at få, men han er klar over, at det ikke hjælper Jonas.
– Når du har spist, kan du komme med mig hjem og få en ren seng. Jeg har jo et lille gæsteværelse, så kan du bo der så længe, du vil.
– Tak, PC. Det er pænt af jer, men ikke nødvendig. Jeg kunne sagtens have klaret mig selv og …
– Ja, det er godt, afbryder LK ham. – Du lukker bare.

Somme tider kan hun bare være så sjov og kontant, så det er helt befriende.
PC er klar over, at en herlig julenats fristelser måske går ham forbi, men det går nok. Der er også en dag i morgen.
Jonas spiser og snakker. Munden står ikke stille på ham, og han befinder sig åbenbart godt her hos de gamle. Han fortæller om sin far, der er på udgang fra fængslet. Han sidder inde for noget vold, Jonas kender ikke så meget til det. Moderen har han ikke hørt fra. Det kan være, hun slet ikke fejrer jul.
Når han sådan er renvasket, ser han helt pæn ud og ligner en ung mand på 15, som de er flest.
PC kan ikke helt lade være med at stille nogle spørgsmål.
– Det der med at vise røv, hvor har du lært det?
– Nå, det er jo bare sådan noget, man gør.

Han er lidt forlegen ved det og stikker lidt i tallerkenen.
– Min storebror og jeg har altid lavet sjov, når det faldt for. Kørt rundt i rundkørsler og den slags.

Han smiler skævt over mod Laila Kathrine.
– Hvad så med hærværket nede i garagen?
– Det var hævn. Han havde ikke behøvet at slå så hårdt.
– Det var en anden, der slog dig.
– Nej, det var ham. Dengang på skolen.
PC husker nu det med stokken og den bare røv.
Jonas får et hårdt drag om munden og lægger gaflen fra sig. PC er helt bange for, at han skal rejse sig og gå.
Men så begynder han at spise igen.
– Min far har slået mig så mange gange, at det var begyndt at blive en vane. Men så lovede min storebror mig, at gjorde han det bare en gang mere, ville han hjælpe mig. Det sagde jeg til min far, og så blev det ikke til mere.
– Han slog også min mor. Derfor rejste hun. De siger alle, at hun er ludder, men det passer ikke. Jeg ved ikke, hvor det stammer fra.
– Når min far er ædru, er han verdens bedste far. Vi har fisket sammen, hvor han slet ikke blev sur, selv om det var mig, der fangede en ørred.

Han siger ikke tak for mad, da han er færdig. Det er måske også for meget at forlange. Men pludselig giver han LK hånden og siger undskyld. Undskyld for det der overfald. Han taler meget lavmælt.
Ude i entreen siger de begge farvel til LK.
– Du kan jo overveje at komme her hen igen, når han er faldet i søvn, hvisker hun til PC og kildrer ham kærligt i nakken, da de går.

Åh, den kvinde!

Han finder rent sengetøj frem, og Jonas ser træt ud.
– I morgen får vi morgenmad sammen, så ser vi. Måske går jeg hen til LK igen, når du sover.
– Du kan da bare gå. Det er venligt af dig og jer, det her.

Næste morgen mener Jonas, at han lige så godt kan tage hjem. Han kan jo ikke blive hos PC hele juleferien. PC har ellers taget sig sammen og skal lige til at sige, at det er da i orden for ham, men hvis Jonas mener, det er bedst, han tager hjem, er det det.
Da Jonas skal til at gå, betror han sig til PC.
– Min bedstefar ligner dig meget. Han var også gammel og god at snakke med.

Det tager PC som noget af en kærlighedserklæring. Bedre at være bedstefar til Jonas end til Flemming. Han kommer senere i tanker om, hvorvidt efterskolen skal have besked om Jonas, men slår det hen. Mon ikke han selv fortæller det?

 

55
Efter jul er Peter Christian næsten konstant hos LK. Han tøffer lige hjem kortvarigt og henter friske forsyninger af undertøj og andre småting, men ellers leves livet i den store villa som aldrig før.
Han er derfor ikke længere sammen med Aleksander eller Flemming eller nogen af de andre for den sags skyld, kun kortvarige træf på gaden med små, hurtige opdateringer kan det blive til. De flygtige øjekast til siden og det manglende nærvær fortæller ham, at de tager afstand til hans plejen omgang med hende, og det viser sig tydeligt i den fraværende humor.
Der plejer at være små, sjove bemærkninger og den slags. Det er der ikke mere. Slet ikke om ham og LK. Tidligere kunne de da godt grine lidt af hans gammelmandsforelskelse. Det er helt slut.
De besøger ham heller ikke længere. Nå ja, han er jo ikke hjemme så meget mere. Det kan vel ikke bebrejdes dem, at de så bliver væk.

Kun Jakob og Anders hilser på ham og taler med ham, som de plejer, når de mødes hos købmand eller på gaden. De er godt klar over hans forhold til LK, men synes åbenbart, det er helt i orden.

PC er omhyggelig med at trække gardinerne for hver aften. Han vil ikke provokere nogen, selv om han har sin egen mening om sin svigersøn, der ligefrem holder øje med vinduerne. Hvem er så på gale veje?

De snakker om henrettelsen af Ceausescu i Rumænien. De så det sammen i fjernsynet, der sendte de optagelser, som oprørerne åbenbart havde lavet den 25. december. Diskussionen mellem dem gik på, om det var i orden at slå ægteparret ihjel. Peter Christian lagde mærke til, at fru Elena sagde børn til soldaterne. Ja, men børn dog, hvad laver I? Bind mig ikke. Skam jer! De var enige om, at det var skrækkeligt at se på. Det er altid skrækkeligt at overvære andres død. Det er så endeligt. Ingen vej tilbage. Uanset om diktatoren har slået andre ihjel, vænner Peter Christian sig aldrig til at se andre dø.

De sover også til middag, som gamle folk tit gør. Når de er færdig med frokosten, hvortil PC giver en snaps, smutter de under dynerne. De nøjes ikke bare med at sove. PC er ude for en senpubertær produktion af testosteron af hidtil usete dimensioner. Ikke noget med at slumre sødt i Slesvigs jord. Sådan må han selv tolke det. Aldrig før i sit liv har han været ude for en sådan beruselse. Eller også kan han bare ikke huske det. Men han læser om det i Ældresagens blad og kan se, at det også gælder mange andre ældre. Han bliver klog af at læse det blad og ved, hvad testosteron gør for ældre mænd, og hvorfor produktionen dæmpes i tilfælde af den elskedes bortgang. Og hvorfor den sættes i vejret, når der er fundet en erstatning. 90.000 medlemmer kan ikke tage fejl.

LK trænger sandelig også, skal han love for. Hun er da mere end villig. Han bliver helt nervøs ved at forestille sig, at hun kan blive ved i årevis.

Fortiden er ikke noget, hun snakker om mere. Hun siger ligeud, at nu lever hun, og hun vil ikke lade noget fortidigt ødelægge bare det mindste i sin nutid.
Han har til gengæld ofte snakket om mormor, men aldrig sådan, at LK har bedt ham holde op. Hun lytter tilsyneladende interesseret og tager aldrig stilling for eller imod det, som mormor gjorde. I begyndelsen var han morderlig forsigtig med at fortælle noget, som LK kunne tolke forkert. Selv om han nok havde lyst til at fortælle hende, at mormor altså ikke smaskede sådan. Men Peter Christian kan sagtens afgøre, at det ikke tjener noget formål. Han har resigneret og erkendt, at mormor og LK ikke kan sammenlignes.

Peter Christian sammenligner dog på andre felter. LK er mere tavs og siger ikke så meget. Hun lader ham snakke. Mormor derimod snakkede meget og længe; kunne indimellem holde længere foredrag for ham. Undervejs tabte han tit tråden og kunne ikke længere huske, hvad hun startede med.
Her blev han nervøs. For mormor kunne finde på at stille opklarende spørgsmål til sidst. Hvad ville du have gjort? Engang kom han til at sige noget, som hørte den forrige historie til, og mormor blev så vred. Du hører aldrig efter, når jeg siger noget til dig, sagde hun arrigt.
Aldrig er og var et stærkt ord, som man nok aldrig bør anvende. Næste gang anstrengte han sig meget for at lytte til og forstå hele historien, og så lykkedes det da også.

En dag beslutter Peter Christian sig til at ofre klædeskabet. Nu må det være slut. Han banker det ned med en økse og bliver ganske forpustet og må sætte sig lidt på en stol. Det ødelagte skab fylder hele soveværelset. Han kan bruge træet til brændeovnen hos LK, så han saver og saver, så det passer i størrelse. Det er et stort arbejde, men han har det godt med det.
Bagsiden er svær at klare. De mange søm gør det noget nær umuligt at save op, så han hugger med øksen, det bedste han har lært. Det er umuligt at få brugbare stykker brænde ud af det, så han pakker træet med søm og kjolestykker sammen og bærer det ud i folkevognen. Den smukke kjole. Han krøller det sammen, der kan krølles sammen. Det betyder intet nu. Med lidt god vilje kan han få plads til det og kører så på lossepladsen i Tønder og får det afleveret der.
LK får intet at vide om det skab. I hvert fald ikke her og nu.

 

56
En formiddag hører de en radioudsendelse om folks problemer. Studieværten læser et brev op, som fanger PCs interesse ekstra meget. Det er fra en mand, der beskriver en tur i en taxa, hvor forsædepassageren er skyld i uopmærksomhed hos chaufføren, så bilen kører ind i og dræber en fodgænger.
– Han skriver i sit brev, fortsætter studieværten, at han kender fodgængerens ægtefælle, og nu spørger han, om han skal fortælle det til enkemanden eller beholde det som en hemmelighed.
LK vil sige noget, men PC tysser på hende. Det her vil han godt høre færdig.
De to kloge mennesker i programmet er enige om, at han skal fortælle det, mens den tredje ikke mener, det længere tjener noget formål. Han mener, at politiet har gjort sit arbejde, og det vil bare rippe op i sorgen igen.
– Hvad tænker du, når du hører det, spørger LK.
– Ved det ikke. Det er jo ikke sikkert, det er det samme med min kone. Det er bare lidt påfaldende, at jeg mere og mere bliver klar over, at der er noget mystisk over den ulykke for hver gang, jeg er ude for sådan noget som dette. Jeg har aldrig hørt, at der for eksempel skulle være tre passagerer med taxaen, hvis altså det kunne tænkes.
De snakker frem og tilbage, og pludselig spørger LK ham, om han skal brændes eller begraves. Hvad med dig? Spørger han. Jeg skal brændes.
– Jeg har doneret mit legeme til videnskaben, siger hun. – Først skal mine organer bruges til syge mennesker. Så skal de medicinstuderende hygge sig med at skære i min krop.
– Der er nok en del yngre damer, der kan bruge noget fra din krop, mener PC med glimt i øjet. Hvorfor spørger du?
– Vi sidder jo yderst på bænken og ser livet fra afslutningssiden. Har du ikke tænkt over det?

Peter Christian har sådan set ikke brugt tiden til andet det sidste år.
– Jo. Før jeg traf dig. Nu har jeg så travlt med at indhente noget af det tabte fra dengang, min kone døde, så jeg har altså ikke tid til at dø.
– Hvis vi ikke var stødt ind i hinanden, ville du så bare stille og roligt…
– Ja i starten; livet dengang var ikke voldsomt udfordrende. Som det er nu. Altså. Med dig oplever jeg en ny …
– Ja, det er godt, PC.

LK kigger ud ad vinduet. Hun er ikke meget for de store følelser. De bladløse træer ovre i skoven svajer blidt i vinden. Hun har dog mere på hjerte.
– Betyder det, at du selv har valgt at leve et andet og stærkere liv med eller uden mig?
– Ja, sådan må man sige. Jeg har jo efterstræbt dig gennem meget lang tid, og nu er jeg sådan indstillet, hvad jeg ikke var dengang, at hvis det ikke var blevet til noget med dig, var jeg sgu nok gået hen på plejehjemmet og råbt ud i forsamlingen: Er der en livskraftig dame, der kunne tænke sig at få en oplevelse eller to?
– Hvorfor har du ikke gjort noget ved det, før du traf mig? Hvorfor var du så længe om det?

Han bliver helt paf. Store spørgsmål en ganske almindelig lørdag i februar.
– Ja, men jeg blev jo helt slået ud, da mormor døde…
– Selvfølgelig. Den første tid er slem. Men derefter?
– Jeg havde jo noget sammen med Aleksander, vejforeningen og sådan. Dengang troede jeg, det ville læge alle sår. Men det gjorde det ikke, fordi jeg var ulykkelig og ikke vidste, hvordan jeg skulle komme ud af det.
– Men kærligheden, PC. Kærligheden. Hvad gjorde du?
– Jeg prøvede lidt. Jeg ville gerne have dig med i biffen.
– ”Soldaterkammerater på sjov”, hvad fanden regner du mig for? Desuden spurgte du aldrig direkte.
– Kan du virkelig huske det? Jeg troede, at, når du nu, altså var lidt skør, så…
– For fanden, PC. Skør eller ej, så gad jeg ikke se den film. Du burde dengang kunne regne ud, at når jeg ikke ville se den, var det, fordi jeg IKKE var skør.
– Jeg turde ikke sige til dig, at jeg godt kunne lide dig, LK. Dengang.
– Nåååå, lille bange PC. Hvad ville der være sket, hvis det værst tænkelige indtrådte? At jeg afviste dig?
– Tja. Så var jeg bare blevet bekræftet i det, jeg frygtede.
– Nå? Så det ville være det værste, der kunne ske.
– Øh, ja. Det tror jeg.
Peter Christian kan godt se, hvor hun vil hen. Dummere synes han ikke, han er. Hvo intet vover.
– Men på et tidspunkt blev jeg aktiv i forhold til dig. Husker du ikke, hvordan jeg hver eneste eftermiddag i en periode nærmede mig din have og spejdede efter dig?
– Jo, og det glædede mig mere end noget andet, PC. Du dejlige mand.

Det giver ham fornyet kampgejst. Resten af dagen går mere eller mindre af sig selv. PC bliver ved med at vende tilbage til formiddagens radio og beslutter sig for at ville se de fotos en gang til efter weekenden.
De hygger sig med en film i fjernsynet. De er altid så venlige at sende gamle film om lørdagen, der alle stammer fra deres barn- og ungdom, ja, nogle endda fra før. Efter slutteksterne vil de i seng.

Det banker nedenunder. På den her tid? Den er over 22.
– Gå ned og find ud af, hvad det er.

PC går lidt nervøst, men lydigt ned og lukker op. Udenfor står forstanderen. Han tørrer skoene af på måtten.
– Må jeg lige komme ind et øjeblik?
PC lukker ham ind og peger op ad trappen.
Da de træder ind i stuen, lyner LKs øjne.
– God dag og undskyld, at jeg dukker op så sent. Jeg ved godt, jeg skrev, det ville blive inden klokken 21.

LK ser på ham. Hun bliver siddende.
– Må jeg? Han peger på en stol. Hun nikker.
– Jeg har et tilbud til dig, Laila Kathrine.

Hun ser spørgende på ham.
– Bestyrelsen har i aften entydigt tilkendegivet, at skolen skal fortsætte, og det er planen, at de vil anbefale skolekredsen til generalforsamlingen at vedtage det. Den skal holdes inden længe, men jeg tænkte, da jeg så lys heroppe, at jeg straks ville aflægge dig et besøg, Laila Kathrine, selv om tiden er overskredet. Vi vil godt købe dit hus. Vi kan bruge den ekstra parcel. Som I ved, har vi ikke ret megen plads at gøre godt med på vores grund, og de unge mennesker kræver både det ene og andet. Vi vil lave en ny boldbane og bygge en helt ny og stor undervisnings- og værkstedsbygning.

Han ser direkte på LK, der ikke med så meget som en trækning i sit smukke ansigt afslører, hvad hun mener om det.
PC er spændt på hendes reaktion og får allerede ondt af forstanderen.
– Det er da et noget sent tidspunkt at komme på, synes jeg.
– Ja, men som sagt, jeg så, der var lys, og du kan jo bare sige, at jeg skal gå igen, så går jeg da selvfølgelig og kan komme i morgen.
– Jeg vil ikke sælge.
– Nej, det havde vi nok på fornemmelsen. Derfor har vi også forestillet os, at vi vil være endog særdeles generøse med vort tilbud.

Han nævner en pris, der er dobbelt så høj, som PC har forestillet sig. PC snapper efter vejret.
Men LK er iskold.
– Mit hus er ikke til salg.
– Kan du evt. komme med et praj om, hvad der skal til, for at du vil sælge?
– NÅR MORLILLE ER BLEVET TIL EN STEN.
LK slår en høj latter op.
– I får den ikke før. Ved du hvad.
Her vender hun sig om og taler direkte til forstanderen.
– Jeg har en udsigt af den anden verden. Skoven, åen, naturen ved siderne, markerne. Jeg bor i Skarphedes højeste bygning med den største og flotteste udsigt. Her har jeg boet i 37 år. Hvor finder jeg et hus magen til?
Forstanderen nikker. Nej, han kan ikke så godt sige andet end det. Han har ikke argumenter, der kan tilbagevise hendes. Men han prøver alligevel.
– Er penge slet ikke en mulighed? Man plejer at sige, at man kan købe alt for penge.

Det er måske ikke den bedste strategi over for LK.
– Det ville ikke hjælpe stort. Hvad skal jeg med penge? Kærlighed og lidenskab kan ikke købes. DE ER CENTRALE ELEMENTER I TILVÆRELSEN.

Den tygger forstanderen på. Hans ansigt antager en lidt rødere farve, skuldrene hæves en smule, og øjnene bliver smallere.
– For fanden, Laila Kathrine. Du er alligevel så gammel, så det ikke varer mange år, før du skal flytte, måske i beskyttet bolig, og så…
– Jeg er muligvis ældre end du, når man ser på dåbsattesten, men af sind er jeg MEGET yngre og har ikke til sinds at bøje mig for en samling ældre herrer, der tror, de har magten over alt og alle.

Hun har hævet stemmen, og for en gangs skyld er også hendes ansigt blevet rødere. Hun bøjer sig lidt frem under svadaen og stirrer med vilde øjne på forstanderen. PC er alvorligt bange for, at han skal komme til skade, hvis han fremturer.
Det gør han minsandten.
– Er du andet end en gammel, stædig kone, der endnu ikke har indset, at hun står i vejen for fremskridt og velstand?
– HA. Og hvad skulle få mig til at afgive mit allerhelligste til sådan nogle krigsforbrydere?

Nu er hun godt nok kørt op. PC spekulerer på, om han skal blande sig og dermed støtte LK.
Forstanderen rejser sig halvt.
– Jeg vil sige det på den måde, at vi ikke er krigsforbrydere. Taler vi om forbrydere her, tror jeg, de nærmere skal findes blandt beboerne.
– Pis af med dig.

LK finder sig ikke i noget. Man skulle ikke tro, at en 71-årig dame kunne anvende det sprog.
– Og vort tilbud vil næste gang være langt lavere, det kan jeg forsikre dig for.
– UD!

Nu råber LK. Et sikkert tegn til omverdenen på, at hendes grænse er nået. Forstanderen vender sig da også klogeligt om og går.
LK sætter sig ned igen. Hendes åndedræt er stærkt forhøjet, og hun tager sig til sin ene overarm.
– Åh, jeg fik helt ondt. Den lede stodder!

PC følger manden ned. Han kan ikke lade være med at sige farvel. Forstanderen skal ikke tro, at de begge er sådan nogle skøre nogen.
– Hvis det var mit hus, ville jeg have sagt det samme.
– Det forstår jeg.
– Hvad mente du med, at beboerne her var forbrydere?
PC er nervøs for, at forstanderen ved noget om den der opklodsede bil eller vandet i værkstedet.
– Jeg synes, din formand for vejforeningen er frastødende og lidt af en bisse. Ved du godt, at han ikke alene har truet flere elever, men også slået dem? Man kan da heller ikke påstå, at han er særlig venlig over for bestyrelsen. Det startede på åbningsdagen, hvor I havde parkeret en frontlæsser foran en af forældrenes …
– Det var vist en rendegraver.
Forstanderen standser brat og sukker ret højt.
– Jeg tror, I lever i en anden verden. God nat.
Med disse ord hilser han til hatten og går.
Han ved en hel del, den forstander.

 

57
Han har spejdet lidt efter Jonas, og henkastet har han spurgt Stoffer, om Jonas stadig var elev på skolen.
– Ja, ja, hvad ellers? Han ser forundret ud.
– Hvor skulle han ellers være? Han har kun det sted her. Indtil videre.
De ved altså intet om Jonas´ juleferie. Det er måske godt nok.
– Sig til ham, at han er velkommen oppe hos mig, hvis han igen får en dårlig finger.

Stoffer lover.

 

Han henvender sig meget ydmygt ved skranken i bladhuset. Om han må have lov til at se de der billeder en gang til? Den venlige dame er nu knap så venlig, og PC forstår, at dette er anden og sidste gang, han kan få lov til det.
Det er lige før, han truer hende med igen at få vand i øjnene, hvis det er det, der skal til. Men hun vender så skærmen om mod ham igen.
Han stirrer på hvert eneste af dem, som de sidder der så nydeligt ordnet. Den ene efter den anden. Han stirrer intenst på enkelthederne, men kan ikke finde, hvad han søger på nogen af dem. Han skal lige til at sige tak for i dag, da han på det allersidste billede ser skyggen af en forsædepassager. En skygge! Men det er nok for PC. Han takker og undskylder mange gange og siger, at han ikke kommer mere.
Hjemme tager han ringbindet, og det sker snart hver dag. Ved konstant at studere billederne, læse sine mange oplysninger og lægge to og to sammen, bliver han klogere, synes han. Han ser også ulykken i et lidt andet lys nu. Det gør ham ikke ondt længere at tænke på mormors død. Peter Christian er overbevist om, at jo mere han snakker og tænker på ulykken, des bedre.

Allerede dagen efter banker det på døren. Jonas møjner allerede på risten, og PC byder ham indenfor.
– Jeg synes da, at du skal føle dig fri til at besøge mig gamle stodder, hvis du har lyst.

Igen ser Jonas lidt forlegen ud, men forsvarer sig med lektier og andet. De ved begge, det er udsøgte små, hvide løgne. PC ved, at Jonas først skal tø op, inden han kan fortælle mere om den ting.
En times tid senere begynder Jonas da også at berette om sin generthed.
– Jeg kan ikke bare sådan komme uden grund.
– Ved du hvad? I min alder skal der slet ingen grund være for at besøge hinanden. Vi er så gamle, at vi kan være døde i morgen. Så har du allerede der en grund til besøg.

Han ser forskrækket ud.
– Død?
– Ja, livets afslutning. Punktum. Finale. Slut. Prut.

Jonas nikker forstående. Ser undersøgende på PC og når frem til en konklusion.
– Du ser nu vældig frisk ud.
– Jeg har heller ikke tænkt mig at lægge mig til at dø endnu.
– Godt.

Han ser lettet ud. Er man blevet bedstefar for ham?
– Ved du hvad, Jonas. Det er lige så dejligt for mig, når du besøger mig, som jeg håber, det er for dig. Jeg kan godt lide at snakke med unge mennesker. Du kan jo bare lade, som om jeg er din bedstefar.
– Nå ja.

Det har han ikke tænkt på.
– Da min bedstefar døde, græd min far og jeg om kap. Jeg var ikke så gammel, måske en fem- seks år. Den dag stod jeg ikke til klø. Tværtimod. Min far var ked af det i lang tid, og mens han var ked af det, behandlede han os godt. Han kom ind til mig om aftenen og læste for mig om Jonathan i dødsriget af hende der, der også har skrevet Pippi Langstrømpe.
– Brødrene Løvehjerte. Var du glad for det?
– Der var han en god far. Ham savner jeg.

Jonas hænger med skuffen, og PC finder det relevant at hente en sodavand til ham.
Det er den sidste. Han har ikke købt sodavand i mange uger nu. Det er meget længe siden, at Egon og børnene har været der. Ad omveje har han erfaret, at Egon har udtalt, at han ikke gider sin svigerfar mere. Det betyder også, at Peter Christians forhold til pigerne lider skade. Dem savner han.
– Hvordan har du det med, at din far er i fængsel?
– Sådan. Jeg siger det ikke til nogen, for det er da flovt. Men han er jo min far, ikke.
– Han slår dig?
– Nej, ikke mere, tror jeg. Det i julen var absolut sidste gang. Han viser mig respekt nu, tror jeg.
– Hvad er det, du savner hos ham?

PC synes selv, at hans spørgsmål ikke er for gode. Men Jonas lader sig ikke mærke med noget.
– At han ser på mig, når vi snakker sammen. Han kigger væk hele tiden, som om han ikke kan holde ud at se på mig.

De sidder lidt i dybe tanker.
– Du ser på mig, når du snakker til mig, PC. Så føler jeg, at jeg er én, du regner med.
– Det er også det bedste. At andre kan stole på én.

De er egentlig meget enige. PC mærker et fællesskab med skidtknægten, som ikke er så skidt endda.

 

58
En forårseftermiddag har PC omsider besluttet sig for at få afsluttet sine mange tanker om ulykken. Han føler, at de andre beboere har taget endelig afstand fra ham og hans forhold til Laila Kathrine. Til LK siger han stolt, at han er ved at få en vane med at handle og gøre noget.
Aleksander er for længst holdt op med at besøge ham. Flemming ser han stort set heller ikke mere, og efter at Ragna har forladt Ruben, er der ikke noget der. Leo og Sussi, mærker han, forsøger at holde sig neutrale; flere gange har han talt med Leo, der snart er den eneste, der ser på ham under snakken.
Også de to færinger opfører sig underligt. Henne hos købmanden, hvor han så dem sidst, skyndte de sig hen til kassen, da de så ham. Måske en tilfældighed, men det ligner en tanke, synes han.

Han har talt meget med Laila Kathrine om det hele, og hun tilskynder ham til at gøre det, han helst vil. Hun opmuntrer ham konstant og er den støtte, han har brug for.
En aften sætter de sig med alle hans notater om ulykken, og sammen stykker de historien ud. LK er en god hjælp til at få de mange flagrende enkelthændelser til at flyde sammen til en fortløbende, logisk historie, der giver mening. Lidt viden mangler han stadig, men nu er beslutningen taget, og der er ingen vej tilbage.
Det er rent ud sagt en gysende fornemmelse aktivt med åbne øjne at vove sig derud, hvor jorden gynger, og det bliver farligt.

Da han denne eftermiddag ser Ingelise nede i skolens gård, vil han skynde sig ned til hende og have flere oplysninger. Men han støder ind i Anders, der parkerer en af skolens små busser med en del elever, der hurtigt forsvinder ind på skolen. Det gør Ingelise også, og PC standser usikkert med et forsagt møjn.
– Ville du hende noget? Spørger Anders med et hovedkast efter Ingelise.
– Måske. Jeg tænker stadig på ulykken med min kone. Hvis der sad en person ved siden af Ingelise, kunne jeg godt tænke mig at vide, hvem det var.
– Det ved jeg da godt. Men det undrer mig altså ret meget, at du ikke selv ved det. Du er trods alt en af de gamle, hvor vi andre er tilflyttere, der ikke engang har boet her et år.
– Det undrer sandelig også mig ikke så lidt. Nogen siger, at det er for at beskytte mig. Hvis du ved det, må du da godt fortælle mig det.

PC får den sidste brik til sit puslespil, og med løftet hånd hilser han af og går hjem. Med beslutsomme miner.

Om aftenen er der generalforsamling hos Mette. Grillen serverer hamburgers og pomfritter og øl. De hilser ikke direkte på ham og LK, men nøjes med at nikke kort rundt i salonen.
Peter Christian har ringbindet med. Det er værdifuldt for ham, for det rummer både en opklaring og hans hukommelse. Han er udmærket klar over, at han fremover skal støtte sig til det skrevne ord. For ellers glemmer han for meget. Han trækker vejret en smule hurtigere i aften og støtter sig meget til Laila Kathrine. De har en sidste gang gennemgået hele forløbet og tilføjet de nyeste informationer.

Aleksander har formandsberetningen, og han kan kun gengive årets begivenheder, det første år for Vejrforeningen. Han er lidt blegere end normalt. PC hører, at Sussi mener, han er på vej med en god gammeldags influenza. Det er PC ikke så sikker på.
Jakob og Anders er der ikke på trods af, at de rent faktisk bor på gaden, og dermed er de naturligvis velkomne. I princippet. Men der ville klart blive skulet noget til dem, hvis de sad der. De er nok slet ikke inviteret. Bøsser og negre er forbudt. Tyskere kan akkurat tåles.
Efterskolen er tilsyneladende kommet for at blive, og der er ikke meget, de kan gøre ved den ting. Aleksander fremlægger tørt og klart fakta, og han mener bestemt, at de naturligvis fortsætter.
Til gengæld kan han hovere under næste punkt, fremlæggelse af regnskabet. Efterskolen har indbetalt de mange penge, og Sussi har forskriftsmæssigt lavet en konto, der hedder mødekonto. Formanden oplyser, der har været afholdt 13 møder i bestyrelsen med en samlet udgift lidt under budgettet. Der er et pænt beløb til vedligehold af gaden nu.
Både Flemming og Leo har kritiske spørgsmål til de mange bestyrelsesmøder, men eftersom Leo som Sussis bedre halvdel har deltaget i ret mange af dem og især i indtagelsen af mad og drikke, bør han måske ikke være den, der snakker højst. Hvad Flemming angår, ligner han mere og mere en frafalden, man ikke kan tage højtideligt. Ruben spørger, om han skal promovere vejforeningen i ugeavisen, og det synes alle, vil være oplagt.
Han tilføjer til sidst, nærmest som en ekstra sætning, at de har fået brev fra efterskolen om købet af huset.
De ser alle spørgende på ham, og han uddyber.
– De vil købe, så snart generalforsamlingen resulterer i, at efterskolen skal fortsætte. De skal nemlig bruge de ekstra kvadratmeter til at anlægge en boldbane og bygge et stort multihus til undervisning og forskellige værksteder. De skriver, at de vil købe flere huse på gaden. Vi vil jo gerne sælge på grund af skilsmissen.

LK sidder og ser stram ud i betrækket.
– Jeg sælger ikke, siger betrækket. PC sidder hos hende og holder hende i hånden. Det vil hun gerne. De siger ikke noget til det, de andre. Han er glad for, at det er helt officielt, at han og hun har noget sammen. Måske tænker de, at han sandelig ikke er gammel endnu. Han skammer sig under ingen omstændigheder, uanset hvad Egon og andre måtte have at sige om den ting. Om hun er tysker, skør, eller det er for tidligt i forhold til mormors død er ham inderlig ligegyldigt. På samme tid er han også lidt ked af det. Pigerne er ikke længere så tit hos ham. Måske fordi han ikke er ret meget hjemme hos sig selv. Måske synes svigersønnen, at han slet og ret er en gammel gris, der ligger i med en skør tysker. Værre kan det ikke blive her i Sønderjylland.

Aleksander har valgt at sætte sig lidt væk fra dem. PC tolker det som en afstandtagen og bliver pludselig irriteret. De taler også om beslutninger, taget af vejforeningens bestyrelse, som han overhovedet ikke husker. Det er voldsomt irriterende. For det kan betyde, at han ikke kan huske dem. Men så sandelig også, at der kan have været afholdt bestyrelsesmøder, hvor han ikke har været med. Gåsehuden kryber lidt ned ad armene ved tanken om, at de også der undgår ham.
Lige nu føler han, det alt sammen kan være lige meget. Bortset fra lidt forsvar, som er nødvendig.
– Hvis I tror, at LKs modvilje har noget med mig at gøre, tager I fejl.

De glor forbavset på ham. Så er der ikke nogen, der tror det. Godt det samme. De tænker måske, at nu, hvor han bor i det gamle hus, er han interesseret i at flytte ind hos LK.

Peter Christian bliver ikke genvalgt til bestyrelsen. Han er ligeglad faktisk. De kan rende ham.

 

 

59
Leo tager ordet og efterlyser en repræsentants tilstedeværelse fra efterskolen. Hvorfor er der ikke en med derovrefra? De er jo sandelig også medlemmer af foreningen.
Leo ser sig rundt i kredsen.

Aleksander ser listig ud.
– Kan vi udnytte det, at skolen ikke er repræsenteret her til vores generalforsamling?
Som sædvanligt forventer alle, at han har noget i ærmet.
– Ja, jeg mener, om vi kan vedtage noget, som efterskolen hænger på?

Ida Marie protesterer straks og vil ikke være med. Flemming er tavs. I gamle dage, det vil sige før købstilbuddet, ville han være fyr og flamme. Nu er han en skygge af sig selv. Kysselæberne er tynde og kan næsten ikke ses fra siden som før. Ingelise har nok suget dem flade.

Der er en del småsnak under punktet eventuelt, da Peter Christian tager ordet. Det, at han rømmer sig, er der ikke nogen, der tager sig af. Han begynder nu alligevel, og snakken forstummer ret hurtigt. Under skjorten buldrer hjertet derudad, kan han tydeligt mærke, og i begyndelsen taler han en smule stakåndet. Men Laila Kathrine opmuntrer ham med sin hånd og smil.
– Tja, kampen mod efterskolen. Ved I hvad? Da vi hørte, der skulle være efterskole, blev vi som én stor familie. Jeg følte nok, at det var godt for os alle, at vi kom hinanden noget nærmere, og det havde jeg det godt med specielt efter min nedtur, I ved.

De lytter meget opmærksomt.
– Men i løbet af efteråret har jeg opdaget to ting omkring vort såkaldte fællesskab. For det første er det et noget tvivlsomt sammenhold. Det har ikke kunnet forhindre et par skilsmisser, og efterskolens opkøb af huse på gaden har splittet os yderligere.

PC taler sig varm og registrerer tydeligt, at alle holder vejret. Det forstår han så godt.
– For det andet er vi her på gaden i virkeligheden et lille, intolerant samfund, som mener, at en mand, der har mistet sin kone, af hensyn til den offentlige moral hellere skal være ensom end søge sammen med en anden kvinde, som helst ikke må være tysker. I hvert fald, hvis han er gammel. Med jer unge er det en anden sag. Jeg er 74 og har ikke mange år tilbage. Jeg vil ikke finde mig i at leve i et så snerpet miljø som jeres. Snerpet på den måde, at mange af jer gerne tillader sig selv og hinanden at bolle udenom. Ja! Det var det, jeg sagde.

Det er stærke ord. Det fornemmer han selv, men de kommer bare. Han har svært ved at se deres reaktioner, så optaget er han af det, han nu skal sige. Pegefingeren viger ikke fra ringbindet.
– For det tredje har jeg efterhånden stykket et noget mærkeligt billede sammen af den aften, hvor min kone døde. Nogle af jer vil nok stønne. Begynder han nu igen? Men jeg er stødt på overraskelser, jeg ikke i min vildeste fantasi havde regnet med – hjulpet af personer, der ikke sidder her i aften, selv om I dog skulle være de nærmeste til at hjælpe.

Nu er der så stille i lokalet, at de ville kunne høre ham, selv hvis han hviskede ordene. Han har fuldt styr på det hele sit ringbind. Med fingeren følger han den kronologiske rækkefølge.
– Den fredag aften den 16. december er julefrokosternes aften. Ja, jeg bliver nødt til at fortælle jer alt det, jeg ved, og resten gætter jeg mig til.
– Flemming og Ida Marie kører ud af Tønder, og humøret er højt. I synger, og Ida Marie er hønefuld. Samtidig kører chauffør Ingelise taxa med Thorgrim og Thorunn, samt min gode ven Aleksander, der sidder på passagersædet ved siden af Ingelise. Ganske tilfældigt mødes I to biler i den nordlige rundkørsel i Tønder og opdager hinanden. Måske kører I lidt om kap derudad, måske opildner I hinanden lidt, sådan for sjov, men I ved fra Sussi, at politiet har spirituskontrol ude på ringvejen, så derfor kører I alle ad Skolevej. Flemming er ikke helt appelsinfri, og det er Ingelise slet ikke efter minimum fem genstande op til klokken 20. Jo, jo, det har jeg selvfølgelig undersøgt, så det ved jeg.
Peter Christian tager en tår og går videre.
– I dytter til hinanden og hyler og griner garanteret. Det er snart jul, og humøret er højt. Flemming prøver at overhale for sjov og blinker med lysene. Der er drøn på, må man sige. Vejen er tør, snefri og ikke glat.

Han sænker stemmen. Det er lige før, han nyder det.
– Lige før bakketoppen ved 5-kilometerstenen er Flemming og Ida Marie lige bag taxaen og blinker flere gange med det lange lys. Samtidig kilder Aleksander Ingelise i nakken inde i taxaen og opfordrer hende til at køre hurtigere, så de kan komme væk fra de to. Musikken spiller i begge biler, og julen står for døren. Det er ganske harmløst og noget, vi alle kan gøre uden de store moralske skrupler. Aleksander er en ældre herre, der gerne driller en yngre dame som Ingelise. Især i beruset tilstand. Det får desværre ganske alvorlige konsekvenser i dette tilfælde. For Ingelise tjatter efter hans hånd og mister delvist kontrollen over taxaen, der kommer ud i rabatten og rammer min kone lige på den anden side bakketoppen ud for kilometersten 5.

Der er så stille i lokalet, at Mette stikker hovedet ind ad døren for at høre, om der er sket noget. Hun trækker sig dog hurtigt tilbage igen.
– Ingelise med mindst fem genstande i sig, jeg ved ikke, om hun har drukket mere, går i panik og ringer fra taxaen til sin gode veninde, Sussi, der deltager i politikontrollen en lille kilometer derfra – før hun tilkalder en ambulance. På den måde prøver hun at redde sit eget skind, mens min kone ligger og forbløder. Sussi ankommer ret hurtigt, hendes makker undersøger forskelligt, og Sussi tager en alkotest hos Ingelise før alt andet. Men hun tager den på sig selv. Det ved I alle sammen. Aleksander ser det, Thorgrim og Thorunn ser det, Ida Marie, nå nej, du var simpelthen for fuld, men Flemming ser det, og for at det ikke skal være løgn, kommer Ruben helt tilfældigt forbi i det samme og ser det også og bliver hurtigt klar over, hvordan sagerne står. Du tager en række billeder til avisen, når du nu alligevel er der, så du kan tjene nogle kroner på ulykken og sørger for, at intet af det her kan ses på nogen af dem. Først nu kommer ambulancen, og der er intet at stille op.

Ingen reagerer. De sidder som saltstøtter. PC kigger sig rundt. LK ser opmuntrende på ham.
– Jeg har skrevet det hele ned og har i dag sendt hele materialet til politiet, der på det tidspunkt mente, det var et banalt trafikuheld. Måske kan intet bevises, og så er det lige meget. Men! Ingen af jer har turdet fortælle mig noget som helst. For fanden! I har jo ikke direkte og med forsæt slået hende ihjel, det er ikke det, jeg siger. I har bare fejt fortiet sandheden for at beskytte jer selv og hinanden, og fordi noget af det er strafbart såsom Ingelises promille, der med garanti var over 0,8, og her ser jeg helt bort fra den skærpende omstændighed, at hun kørte en taxa, og Sussis snyd med testen, hvilket betyder afskedigelse som minimum, og noget er bare dumt som Flemmings køren om kap og Aleksanders morsomme blanden sig i chaufførens kørsel, hvad enten du nu har kildet hende i nakken, som jeg sagde før eller hevet hende i armen eller trukket håndbremsen. Af fulde folk kan man forvente lidt af hvert. Men det står fast, at I alle her rundt om bordet vidste besked. Alle som en er I fuldt vidende om handlingsforløbet.

Han hoster for at klare stemmen.
– Så meget for gadens fællesskab. Hvad er det så for et skab, vi har i gaden? Fællesskabet. Er det noget værd, hvis ikke alle er med? Jeg har følt mig i den grad udenfor og forstår først nu, hvorfor. Har vi ikke efterhånden lært af visse totalitære regimer, at tager man ikke hensyn til den enkelte, bliver man afstumpet.

Han kan ikke lade være med at vrænge.
– Fællesskabet. Da det skulle stå sin prøve, svigtede I. For at beskytte mig, siger I. Løgn over løgn. For at lappe lidt på det, opfinder I et kunstigt misforhold til efterskolen, så vi igen tror på sammenholdet. Nu skal vi stå sammen.

Peter Christian må lige tage en slurk, inden han fortsætter:
– Og ved I hvad? Her mere end et år senere, sker det samme en gang til. I svigter fællesskabet ved at lukke mig og LK ude af det gode skab, og på en måde er I skyldige i min kones død og derfor også årsag til, at jeg har måttet søge trøst et andet sted. Men I synes ikke, at så gamle mennesker som os, den ene senil og den anden tysker, har ret til at være sammen. 44 år efter besættelsen. Hvor mange år skal der gå endnu, før vi betragter tyskere som lige så gode mennesker? Ikke engang Aleksander, som, jeg troede, var min ven. Nu ved jeg også noget mere om dig, og det har ikke noget med ulykken at gøre.

Der lyder protester fra flere, dog ikke fra Aleksander, men PC er sikker på, at hans lange enetale siver ind.
– For mig er et fællesskab forpligtende for alle. Jeg er heller ikke for god. Jeg har opført mig dårligt over for Jakob og Anders, bare fordi de er anderledes end os. Men jeg er parat til at indrømme det, at I ved det. Det er ikke mig, der ikke har inviteret dem med her i aften. De to er i virkeligheden dem, der arbejder på et godt sammenhold her på gaden. Hvordan? Jo, de accepterer, at vi er forskellige og har tilsyneladende ikke fordomme mod andre. De viser det i hvert fald ikke. Det kunne vi måske lære lidt af. Og eleverne på efterskolen er ganske vist ikke altid nemme at have med at gøre. Det ved jeg da om nogen. Men mange af dem er faktisk blot ulykkelige og kede af det. De har ikke været for heldige med det, de er vokset op med, og specielt en af dem er en god dreng. Det garanterer jeg. Måske render vi rundt med enorme skyklapper og forsvarer os selv og vor egen lille smålighed.

LK siger ingenting. Det gør hun aldrig. Hun tager hans hånd og klemmer den. Det betyder, at hun snart vil hjem.
PC er så vant til at sove hos hende, at det vil virke unaturligt, hvis han ikke følger hende hjem – og bliver der.
Hun rejser sig i næste sekund.
– Det er blevet lidt sent for os ældre. Nu går vi hjem til LK – sammen. Uanset hvordan I bedømmer store og små synder i dette forum og uanset jeres vurdering af dette – fællesskab.

Det sidste vrænger han ud.
Ingen siger noget, da englene går gennem caféstuen. Han får kastet et brændende mærke i nakken, hvorpå står, at når man er så gammel, forventes det ikke, at man ter sig som en ung.

Men han er ikke helt sikker. Nu har de i hvert fald noget at snakke om. Han ryster så meget, at han næsten ikke kan knappe sin frakke. Men maven er blevet forbløffende let.

 

60
Arm i arm går de gamle hjem. PC kan godt lide at holde sig tæt op ad LK, der på sin side klemmer sig godt ind til ham. Han kunne godt gå til verdens ende, hvis det skulle komme an på det. Han er ligeglad med de andre. Vil de ikke acceptere hans og LKs forhold, kan de ikke tvinges. Han kan sagtens leve uden dem. Han er også en lille smule ked af det, men slår det hen. Samværet med LK er så massivt og overvældende, at det andet forvandles til kagekrummer i den forkerte hals. Hun formår at få rysteriet væk og skaber ro og fred.

– Går vi i seng med det samme, spørger han.

Hun nikker, men bliver stående. Afventende.

PC låser yderdøren. Ikke flere forstyrrende elementer i aften.
– Da du sagde det, fik jeg simpelthen så ondt i hjertet.
– Psykisk?
– Ja, og fysisk. Jeg mærkede, hvordan det snørede sig sammen inde i mig, hvordan lungerne og hjertet ikke længere kunne pumpe luft og blod rundt. Jeg er så stolt over dig.
– Jeg har længe følt, at jeg måtte gøre det sådan.
– Du gjorde det helt rigtige.
– Du hjalp mig.
– Skal vi gå i seng og sove på det?

PC er træt.
– Jeg vil gerne danse lidt først? Siger hun. Trods trætheden tager han fat i hendes højre hånd og lægger sin om skulderen på hende. Så svinger han hende langsomt rundt. Hendes åndedræt er kommet ned i et mere naturligt leje.
– Vent lidt, siger hun og river sig løs. Hun tænder for sit anlæg, finder en station med musik og skruer op.
– Sådan. Nu går det bedre.

Det er en voldsomt gammel tysk traver, der hedder Fiorentinische Nächte, sunget af en tysk smørtenor, men særdeles velegnet til en langsom vals rundt i stuen. De danser med solen rundt om spisebordet, ud i gangen og videre ud i køkkenet og tilbage igen. Hun smyger sig ind til ham, og han fører an. Han tænker på mormor, der elskede at danse, men ikke var særligt god til det. Nærmest lidt gumpetung i det. Han gjorde det, for kærligheden bærer over med den slags. LK er god til det. Hun danser let og elegant og i takt til musikken. Ingen slinger i valsen. Hun ser konstant op på ham. Hun får ham til at føle sig voksen, moden og ung på samme tid. Han kan ikke forklare det.
Senere, da de sidder lidt forpustet, prøver han alligevel.
– På en måde formår du at sætte mig op, siger han.

Han fortsætter med at forklare sig. Væver frem og tilbage og op og ned. Hun lytter til ham og afbryder ikke.
– Alene det, at du lader mig tale ud, er så dejligt for mig. Jeg er vant til at være den, der lytter til andre. Jeg føler mig dummere end de fleste andre. Synes altid, at jeg ved mindre og kan mindre end andre.
– Sludder og vrøvl. Det viste du da i aften i dit gevaldige opgør med småborgerligheden på Fælleslykkegade. Er du lidt selvhøjtidelig, min ven?

PC synes det ikke. Han er til gengæld så tæt på LK som aldrig før. På en og samme tid tør han udlevere det af sig selv, som han normalt aldrig taler med nogen om, og gøre det i bevidstheden om, at LK er ham overlegen på mange planer. Hun er gådefuld, hvor han er jordbunden. Hun kan gennemskue større filosofiske sammenhænge, hvor han har svært ved at finde ud af portoen på et brev. Hun sætter legende let ord på de svære følelser. I få sætninger kunne hun forklare ham, hvordan det måtte være at miste sin kone efter så mange års ægteskab. Og så på den måde.
Længe sidder de med hinanden i hånden og taler sammen. PC mener nok, at hvis ordet lykke har et indhold, må det være sådan noget som det her. Slangen er desværre bare kommet her i morges.

Han tager om LKs skulder og lader hånden glide nedad.
– Av, siger hun, det er lidt ømt her. Han siger undskyld og synes ikke, han klemmer ret hårdt.
LK gaber let og bevæger sig ud på badeværelset. De har i realiteten et ægteskab. De ved efterhånden nøjagtig, hvordan den anden reagerer, når den første tager et initiativ. PC ved godt, at LK vil have fred og ro til at gøre sig klar til natten. Heri ligner hun mormor. Det er sådan noget, der virker hjemligt på ham.
Han har lagt mærke til, at hun respekterer hans morgensurhed, der varer kortere eller længere, men altid er overstået, når kaffen drikkes.
Det er en gammel vane, han har taget med sig fra sit tidligere ægteskab. I mellemtiden har der ikke været noget. Når man bor alene, går man ikke og er sur. Han undrer sig lidt over, at det er sådan. LK tager det roligt. De snakker ikke om det.

Da han kommer ind i soveværelset, er lyset slukket, bortset fra den lille vågelampe. Et tusmørkeagtigt skær hviler over rummet. Han famler sig ind under dynen og mærker hendes bløde hånd med de fine rynker på bagsiden.

 

61
Senere lige før de falder i søvn, hvisker han næsten. Det behøver han slet ikke, der er ingen, der kan høre det alligevel.
– Det er snart længe siden, jeg har tænkt på mormor.
Han har vænnet sig til at sige mormor i stedet for min kone. LK trykker hans hånd og tager sig lidt til venstre arm.
– Og nu har du fået en rejekælling i stedet.

Han protesterer og lægger sig tæt ind til hende.
– Nej, LK. Du er ingen rejekælling. Du er den sødeste kvinde, jeg har mødt.
– Efter mormor.
– Nej, sådan kan man ikke sammenligne. Du er dig, og mormor var mormor.
– Er du ked af det med, hvad folk siger om os?
– Jeg har det sådan, at det er noget fis med dem. Hvorfor skulle vi to ikke leve sammen sådan her, hvis vi synes, det er fint? Hvem går det ud over? For at sige det lige ud: Hvem har ondt i røven over det?

PC bruger ord, han normalt ikke vil anvende sammen med LK.
Hun kysser ham på kinden.
– Synes du stadig, jeg er skør?
– Ja. Med mig.

De driller hinanden som to forelskede teenagere.
– Jeg synes, vi to skal flytte permanent sammen. Dit lejede hus er alt for ringe til dig.

Det er første gang, at LK nævner det direkte. Flytte?
– Jeg har tænkt på det. Jeg vil gerne bo sammen med dig. Du har sådan et dejligt hus, som vi så mister. Du har da en fremragende udsigt til skoven. Jeg kan bare se efterskolens gård.
– Vi vil kæmpe til det sidste for at beholde villaen.

Hun stryger hans hår.
– Det er mere udsigten til dig, der kunne give mig et skønne liv.
– Nu smigrer du.
– Ja. Det fortjener du, min egen. Du forkæler mig sådan. Jeg har aldrig før haft så dejlig en elsker.
– Havde du et godt ægteskab med din første mand?

– Jo.
– Men nu er vi i gang med at leve.
Når hun ikke omtaler sin datter, gætter han på, at det er for tungt at snakke om.
Hun svarer ikke, klør sig på venstre overarm, og han udleder deraf, at det er det nok.
– Jeg tror, jeg har ligget forkert under middagssøvnen. Min arm gør faktisk ondt.

Hun gnider sig på den, vender sig så mod ham.
– Ja. Jeg har dig, og det er jeg glad for. Kan vi få et par gode år sammen, skal jeg ikke forlange mere. Når jeg engang dør, skal jeg ikke have nogen kirkelig ceremoni. Jeg er ikke medlem af folkekirken. Smid mig bare i de ukendtes grav, du har set den i Tønder, ikke? Når videnskaben har skåret mig op og vist mig til de studerende på Anatomisk Institut i Århus.

Han nikker i mørket.
– Jeg er til gengæld medlem af folkekirken og vil gerne bisættes her i Skarphede. Så kan du nemmere gå op og hilse på mig hver dag. En lille sten er nok. Bare med mine initialer PC.
– Nu gider vi ikke snakke om det mere. Hvad siger du til en lille tur i morgen? Vi tager din folkevogn og smutter først til sagføreren for at finde ud af, hvad vi kan gøre. Derefter ud i det blå for at fejre foråret.
– Den er jeg med på. Så skal du også have den lækre blå kjole på.
– Din skælm, siger hun og tjatter til ham. Den er han ekstra glad for. Den fremhæver barmen, og det kan han godt lide. De har ofte sammenlignet unge og ældres måde at snakke på. Hvis en ung mand efterstræber en pige, er han normal. Men hvis en gammel mand kikker efter en kvinde, er han en gammel gris. Slet og ret.
– Før jeg begyndte med dig, havde jeg et klædeskab, hvori der hang en af mormors kjoler. Den var hængt op med søm, som jeg har sømmet i, et for hver dag der er gået, siden hun døde. Dog holdt jeg op, da vi to blev kærester, og så smed jeg skabet ud.
– Hvem var det nu, der var skør af os to? Skal du til at gå mig i bedene?
– Man kan ikke undgå at blive lidt skør over at miste sin elskede, LK. Det ved du alt om.
– Mmm. Skal vi sove?
– Jeg kommer i tanker om, at jeg har noget, du skal se, inden vi sover. Vent lidt.

Han går ud i gangen og vender tilbage med et stykke gulnet papir og giver det til LK.
Hun tænder sin sengelampe og læser.
– Du godeste!
– Ja, jeg fandt det bag en af skufferne i chatollet, hvor det sad i klemme. Hvad siger du så?
– Jeg er målløs. Brevet tyder jo på, at det har stået på i længere tid. Hvordan har du det med det? Og så Aleksander.
– Jeg ville aldrig, aldrig nogensinde have troet, at min bedste ven havde et forhold til min kone.
– Men det er formentlig længe siden, ikke?

Hun vender og drejer sedlen op mod lyset.
– Jo, måske 20 år siden. Det er foregået, uden at jeg har haft den mindste anelse. Dum som en dør. Naiv tilligemed. LK, hvad vil du mer?

Hun omfavner ham.
– Stakkels PC. Du troede, det var så godt, og så var der alligevel noget galt.
– Ja, intet er så godt, så det ikke er galt for noget.
– Det må jo også gælde mig?
– Lad os nu se. Lad os nu give det en chance.

Han lægger papiret på natbordet og kysser hende godnat, og de falder i søvn med hinanden i hånden.

 

62
Tidligt om morgenen skal han op at tisse som sædvanlig. LK er helt stille. Hun må sove tungt. Han sætter sig og tisser lykkelig og længe. Det tager efterhånden sin tid. Han fyldes med glæde ved at tænke på, at han snart kan flytte ind hos sin elskede. Lidt ængstelig kan han godt være ved at tænke på LKs uforudsigelighed. Men lige nu virker hun da særdeles forudsigelig. Faktisk har der ikke været noget af den slags siden dengang, hvor han bar hende op fra kælderen. Så fremtiden ser uendeligt lys ud, og han er lige ved at græde ved tanken om ham og LK sammen her i dette flotte hus. Konklusionen må være, at han lige nu befinder sig på toppen af glæde, tilfredshed og – lykke. Skønt ordet lykke giver ham brækfornemmelser. Det er så klistret et ord, at han ikke synes, det længere giver mening. Men han har svært ved at komme i tanker om en periode i sit liv, hvor han har følt sig bedre tilpas.

Da han kommer ind igen, ved han med det samme, at der er noget galt. Han er ikke spor i tvivl om det. Han kan slet ikke høre hendes åndedrag. Hun trækker ikke vejret og er helt stille. Han hiver gardinerne fra og ser på hende. Hun ligger med vidt åbne øjne, der intet ser. Hun er allerede lidt gul i huden.
Behersket rolig som i trance ringer han efter ambulancen og tager sit tøj på og går nedenunder.
Så sætter han sig i en stol og venter. Gnider sin ene finger, der er kommet en slags byld tæt ved neglen. Den er øm, men ellers gør den ikke ondt.
Alarmcentralen spørger, om de skal køre med udrykning. Det, mener han ikke, er nødvendigt.
Da de kommer, viser han dem op i soveværelset, og de undersøger LK. Så pakker de hende ind i et slags klæde og bærer hende på båren ned ad alle trapperne ind i ambulancen. En af dem spørger, om han skal med. Han ryster på hovedet. Næ, hvorfor skulle han det. Det vil være formålsløst. Det er også ligegyldigt at gå hjem.
Hjem? Hvor er hans hjem?
Han står lidt i entreen i sit lejede hus, er rastløs og går så omkring i sin stue. Sætter sig ned og stirrer ud ad vinduet. Nu vågner de andre beboere lidt efter lidt. De står nok op til en helt almindelig dag uden de store udsving.

Så bliver det alligevel ikke til noget med at bo hos LK. Han ser sig rundt i den lille, mørke stue.
Han tænder for TV-Syd. Der er genudsendelser fra aftenen før om udledning af kvælstof i nabokommunen og en demonstration mod fattigdom i Tønder. Flere indslag om sport fortæller ham, at der ikke er noget dødsfald at bekendtgøre. Nej, hvorfor også? Plejer man det?
Fjernsynet. Piller lidt ved fjernbetjeningen og skiller den ad. Mon den trænger til nye batterier. Hvor er det nu, han plejer at lægge de nye?
Han trækker en skuffe ud. Der, øverst, ligger LKs hue. En fiks, hvid vinterhue, som hun har glemt på et eller andet tidspunkt.
Han synker sammen og græder. Ligger op ad skuffen på gulvet og kan bare ikke holde igen. LK har forladt ham, har svigtet ham. Uden grund. De har lige aftalt, at han skal flytte derhen permanent. Hvad er permanent. Det er vel for altid. I stedet flytter hun fra ham permanent. For altid. Der er ikke meget mere at leve for. Gråden lader sig ikke standse. Selv det er inderligt ligegyldigt.

Hun kan ikke være det bekendt. Han bliver så vred på hende. Så rejser han sig og tager den brødkniv, der ligger på køkkenbordet og hamrer den ned i bordpladen. Bliver ved med at stikke den i pladen. Igen og igen. Smider den fra sig og brøler ud i stuen.
– LK, for helvede. Idiot.
Rejser sig, går frem og tilbage i stuen, brøler skiftevis og sparker til stole, bord, marokkopuden. Han griber en vase og kyler den ind i væggen. Sparker til stumperne, og en af dem ryger op i vinduesglasset.
Nu græder han ikke, nej, han brøler, råber, skriger hendes navn. Raseriets fråde står op mod loftet; hvis hun er derude i rummet et sted, skal hun høre, hvad han har at sige om den ting. Det gør ondt i maven, og det er to slags smerter, han mærker. Den stikkende er kommet igen, og den anden, ja, den er også kommet igen fra dengang efter mormor. Til sidst tager han en køkkenstol og smadrer den ned i gulvet, så pindene flyver til alle sider.
Omsider bliver han træt og stavrer over og gennem roderiet på gulvet og sætter sig i sofaen.
Længe efter falder han lidt til siden, lægger sig ned og krøller sig helt sammen som en sommerfuglelarve og falder i søvn.

63
Det banker på døren. PC vågner med et spjæt og rejser sig forvildet med håret strittende til alle sider og en mave fyldt med bly.
Udenfor står Jonas. PC har helt glemt ham. Han stirrer på ham, som om han ikke kan huske ham.
– Kom ind, siger han så.
Jonas trasker ind og sætter sig. Han ser sig forbavset rundt i den delvist ødelagte stue. Han synes nok, der ser underligt ud her.
– Jeg har hørt, at hende din kæreste er død i nat.

PC ser bare på ham. En 15-årig dreng besøger ham for at kondolere? En dreng, der selv har det så svært.
– Jeg er så ked af det, hvisker han til Jonas, mens øjnene igen fyldes af tårer. De forbandede tårer. Der er ikke meget mand over sådan en tudedreng.
– Det gør ikke noget, siger Jonas. – Jeg synes, hun var så flink og sød. Selv om hun sprøjtede peberspray i ansigtet på mig og min storebror.

Det gør det ikke nemmere. Hvis han nu havde sagt, at hun var en led sæk, en dum og skør kælling, så havde andre følelser måske indfundet sig.
– Du har livet foran dig, Jonas. Mit ligger efterhånden kun bagved. Jeg har ikke mere at leve for…

Lige, da han siger det, fortryder han. Dels er det for meget teater, dels skal man ikke sige sådan noget til en dreng på 15 år. LK ville uden tvivl synes, at han er uægte og have smadret den bemærkning ned under gulvbrædderne.
– Er der noget, jeg kan gøre for dig? Spørger den opvakte dreng.

PC er lamslået. Jonas er helt anderledes, end han troede.
– Sig mig, om du tror på noget efter døden?
Jonas ryster på hovedet. Han forklarer noget, som PC også har hørt af Aleksander. Når man er død, er det lige som før, man var født. Ingenting. Intet.
PC er igen overrasket over den knægt. Det er ikke længe siden, at han viste bar røv. Nu sidder han og snakker voksensnak. Han glemmer helt LK. Men hun er der. Hviler som en tung dyne ned over bevidstheden. Hun vil ikke slippe ham, og det gør forfærdeligt ondt.
– Hvad skal jeg gøre, Jonas, siger han lavt og ser ham direkte ind i de lyseblå øjne. I glimt ser han sig selv udefra. En 74-årig, der spørger en 15-årig til råds i livets svære spørgsmål. Kan man komme længere ud.
– Det er nok lige som kærestesorg, sikkert bare værre. Så er der ikke andet end at glemme. Finde en ny.
– I min alder finder man ikke bare en ny. Udvalget er ikke særlig stort, og jeg kommer ikke så tit på diskotek.

Den kan de ikke lade være med at grine lidt af. Det gør godt at le, og PC forsøger at fortsætte, så grineriet kan få den tunge dyne væk. Men det er svært.
– Skal jeg lave lidt kaffe? spørger Jonas. Han er nu så betænksom.
– Jeg kan godt droppe aftensmaden på skolen. Det finder Ingelise aldrig ud af alligevel. Hun har weekendvagt.
– Nej, det kan jeg ikke forlange af dig. Du kan jo overveje at besøge mig senere i aften.

Han ryster på hovedet, men siger tak til Jonas.
– Jeg er glad for, at du kom, Jonas. Rigtig glad. Det forventer man ikke af en dreng på 15, der går rundt og bruger sin tid på at vise røv.
Jonas ser forbavset ud, men griner så lidt genert. Han kigger på klokken og skal have time nu. Med et løfte om at komme igen, forsvinder han over på skolen. PC ser efter ham. Hans skuldre luder lidt. Han er en god dreng. Med ét føler han sig ældgammel og træt. Måske burde han også dø. Han har ikke noget at leve for længere. Det er jo ikke helt løgn.
Skygger uden for vinduet. Det banker. Det er Jakob og Anders, der kommer og besøger ham. Det har de aldrig gjort før. Han er målløs.
– Møjn, Peter Christian. Vi vil bare se ind til dig og kondolere. Har lige hørt det om Laila Kathrine.

Han takker og sætter sig. Rejser sig så igen, forvirret.
– Vil I have en kop kaffe?

De ryster på hovedet.
– Er der noget, vi kan gøre for dig? Anders ser indtrængende på ham. – Har du ikke brug for et eller andet, måske noget mad eller?

PC ved ikke, hvad han har brug for. Han er bare så ked af det og græder igen. Han kan ikke lade være. Undskyld, hvisker han til dem. De fejer hans undskyldning af bordet og siger, at det er helt forståeligt. Jakob taler om det at miste, og man skulle tro, han var præst. Det er både hårdt, det han siger, og trøstende.

De to bliver siddende, og den ene henter snaps, øl, laks, brød og rejer hos købmanden, mens den anden laver kaffe. De sidder sammen alle tre og får frokost. PC sidder som en meget lille mand og kan næsten intet spise, men har dog så meget overskud, at han bemærker, hvor meget de tager sig af ham og slet ikke har travlt med at komme videre.
Han kan ikke andet end være taknemmelig. Den lille pige med svovlstikkerne strejfer ham i et glimt. En lille tændstik varmer kun lidt og ikke så længe. Men den varmer.

 

64
Næste dag ser PC, at Egon kommer gående med Lea. Han var ikke til generalforsamlingen og kender derfor ikke noget til PCs anklage mod beboerne, som han nok er en del af, men ikke som deltager i ulykken. Det kan selvfølgelig være, at han har hørt det. Jo, det har han uden tvivl. Han så flagene på halv, og de har alle snakket om det sære gamle par og det underlige i, at samme aften, som ham den gamle skælder ud og kommer med en sindssyg historie, dør hans tyskerkæreste af et hjertestop. Måske netop derfor. Måske skulle han have holdt sin bøtte og ikke stå op og bræge sådan med sine syge teorier. Ruben og Ragna ville klart sige, at det er straffen fra oven for at sætte sig op mod loven. Men der er flere love.

Måske skal Egon til købmanden. Han går i hvert fald forbi huset ned mod hovedgaden. Peter Christian går ud og bagefter. Han indhenter dem for enden af gaden og hilser i håbet om, at han vil tale med ham. Måske også lidt i håbet om at være tilgivet nu, hvor LK er død.
Egon står underligt og ligesom fraværende på fortovet, mens PC næsten ikke kan være der på grund af en cykel, der er smidt. PC skal lige til at opgive videre forsøg på tilnærmelse, da Lea får øje på en hund på den anden side hovedgaden, og hun stikker kaldende i løb over mod den.
Ved lyden af den brølende motorcykel tager han to skridt, får fat i hendes trøje og hiver hende tilbage, men taber selv balancen i samme øjeblik, som Sussis Suzuki GSXR-400 R rammer ham.

– Møjn morfar, siger han overrasket. Morfar! Han er ellers død for længst. Men der står han, smilende med hænderne så karakteristisk foldede på maven.
– Møjn Peter Christian! Rart at se dig. Ja, vi syntes jo ikke, vi kunne undgå det her.
– Men morfar, er du ikke død?

Peter Christian vil godt have klare linjer.

– Jo, naturligvis, den vej skal vi alle, og nu er det åbenbart din tur.
– Jeg har savnet dig, morfar. Jeg kan huske, dengang vi plukkede ærter i din køkkenhave. Hold op, hvor plukkede vi ærter! Og til aften bankede du hovedet af en høne ned mod huggeblokken, inden du huggede det af med øksen, og så fik vi kogt høne med stuvede ærter og gulerødder til. Dine gulerødder!
– Du troede aldrig, jeg kunne se, når du havde taget en af dem. Men som regel var der et lille hul…
– Jeg kan stadig blive flov, når jeg tænker på dengang, du greb mig i at have spist næsten hver anden i hele rækken, det var også for galt.
– Jeg har tilgivet dig, PC. Der er trods alt større forbrydelser til.
– Eller dengang jeg badede i kanalen, som var forbudt. Da var du vist gal i hovedet.
– Det var jeg. Jeg havde ansvaret for dig.
– Du var også gal og ked af det, da onkel Peter døde.
– 40 år! Hvordan kan man dø så ung? Det har jeg så siden lært. At det kan man godt. At der ikke findes regler. Kun den ene, at livet altid afsluttes med døden. Så banalt, så banalt.
– Hvor længe er du her, morfar?
– Jeg tager af sted lige om lidt igen. Denne gang skal du med.
– Jeg er lidt nervøs.
– Det er alle. Når man er død, er man død.
– Hvad med pigerne?
– Der bliver altid sørget for børnene.
– Kan jeg ikke nå at sige farvel til dem?
– Det bestemmer jeg ikke. Kom, min dreng.

Peter Christian følger sin morfar.

Alt bliver så underligt ligegyldigt. Efterskolen, Mettes Bodega, forårsaftenerne, selv vejforeningen, hvor han trods alt var næstformand. Blå farver erstattes af røde, skærende lyde af enkle violintoner, lugt af brændt gummi går væk og frem duften af syrener. Det sidste, Peter Christian tænker på, er, at han skal huske at sige til morfar, at han altså vil brændes, så han ikke risikerer at vågne nede i en kiste langt nede i jorden.
Det er alligevel det værste, han kan forestille sig.

 

65
Peter Christian vågner. Ved siden af sidder Egon med pigerne, og Jonas står op. Jakob og Anders er der minsandten også.
– Er du vågen, svigerfar?

Peter Christian er forvirret. Gik han ikke lige med pigerne? Vågen?
– Du er en rigtig helt, svigerfar.

Egon har blanke øjne, da han siger det, og forvirringen tiltager. Der er hverken hoved eller hale i noget længere. Egons stemme lyder langt borte.
– Lea stak af og ud på hovedgaden, fordi hun så den der hund. Men du var fantastisk hurtig til at gribe hende og redde hende. Motorcyklen ramte dig, men ikke Lea.

Egon bøjer sig helt ned over ham. Det er helt pinligt.
– Du reddede hendes liv, svigerfar. Det er jeg så taknemmelig for.

Han kan jo begynde at betale for maden, kan han. Det er en udmærket måde at vise taknemmelighed på. Redde Leas liv?
Pigerne græder, og Lea lægger hovedet ind til ham.
– Mig er så ked af det, morfar.

Ked? Han er her jo.
Maja og Astrid snøfter lidt om kap.
Snøfte, snøfte, snøfte. Han smiler lidt. Snøfter de om kap? Det kunne ligne dem.
Astrid aer ham på kinden og græder nu højt.
Det er noget værre sørgeligt noget. Han forstår slet ikke, hvad der foregår. Han har det dejligt, og der er overhovedet ingen smerter i maven længere.
En fremmed dame nærmer sig. Hun ligner påfaldende Annelene.
– Far, siger hun, mens tårerne står hende i øjnene. Hun bøjer sig ned og lægger ansigtet til hans.

Er hun kommet helt fra Norge? Og hvorfor nu det? Hun har jo ikke vist sig i ja, det er så længe siden, at han ikke kan huske det.
– Jeg er glad for at se dig, Annelene. Har du det godt?

Hun nikker, kan han mærke, selv om hendes ansigt er helt tæt ved hans.
Jonas nærmer sig. Han ser alvorlig ud.
– Jeg kommer snart igen og besøger dig, PC.

Anders og Jakob er gået om på den anden side af sengen og skygger for lyset fra vinduet. PC ved ikke, om det er vindueslys. Det bliver svagere og usædvanligt farvefyldt.

Han evner ikke at holde sig vågen. Han svæver tilbage til den der tunnel, der var fløjlsblød og dejlig varm og synker længere og længere ind.
– Der er du, min elskede, hvisker han overrasket, Åh, hvor dejligt.