Alle navne er googlet og krakket, og skulle der alligevel opstå en lighed med nulevende eller afdøde personer, er den tilfældig og ikke tilsigtet.
Hans Theodor fortæller
om en kort periode i sin ungdom i 1962

– HT! Kom nu ned!
Eva er lige ved at græde.
Jeg er kravlet op på den allerhøjeste bjælke i laden. Det var ikke let. Først op på skråstagerne fra den kalkede væg og siden længere op. Et søm i væggen gjorde, at jeg kunne få fat der og så videre op til de tværgående spær, der fylder hele loftsrummet, men ikke er øverst. Herfra var det ingen sag at klatre helt op på de øverste. Der er langt ned. Cementgulvet er mindst 10 meter nedenunder.
Eva står i midten dernede sammen med Sigfred og Elna. Herfra ligner de tegneseriefigurer.

Jeg ved, man skal lade være med at kigge ned. Gulvet suger en til sig, og man må slippe og lade sig falde. Det tager højst et sekund at falde 10 meter, nok til at råbe: farvel. Eller: jeg vil ikke. Eller: Eva skat.

– Vi ved godt, at det er frygteligt for dig, HT. Men vi har jo sagt, at du må besøge os så tit, du vil.
Jeg kan se Sigfreds ansigt lyse opad, mens han siger det. Alle ansigter vender herop.
Det vil være næsten umuligt for dem at nå mig. Ingen af dem kan klatre herop. Og hvad ville de så gøre, selv hvis de kom op?

Både Sigfred og Elna prøver at overtale mig.
– Søde, lille Hans Theodor. Kom nu ned til os. Du kan jo ikke sidde der, det er alt for farligt.
Elna græd lige før. Hendes stemme knækker over.
– Arnold og din mor kommer lige straks og henter dig. Det har vi jo aftalt for længst.
Solen varmer dejligt heroppe lige under taget.
Men de kan ikke nå mig.

Jeg kan høre en bil komme op ad indkørslen til gården. Det må være dem. Den standser ude i gården, og en dør smækker. Én dør. Det må være Arnold. Så er mor ikke med. Måske sidder hun bare og venter.
Sigfred går hen til porten og vinker ham ind.
– Kom nu ned, HT, kalder Eva.
Hvis jeg falder ned herfra, bliver jeg smadret mod cementgulvet. Går det så hurtigt med at dø, at man intet mærker? Eller når man at mærke, at det gør ondt, når man klasker hovedet ned i det hårde gulv? Jeg ville nok lande på hovedet. Så er det overstået. Som at springe ud fra tre-meteren. I vandet siger det plop.

– Ja, Hans Theodor, min lille dreng, kom nu ned.
Det er Elna, der kalder igen.
– Jeg må jo ikke længere være ”din lille dreng”. Det har I jo sørget for, støder jeg tilbage ned til hende.
– Det kan vi jo ikke bestemme. Din mor synes altså, at du skal hjem til hende og bo. Du gør det ikke nemmere på denne måde.
– Nej, fortsætter Sigfred. Men hun er jo din mor, og det er hende, der bestemmer.
– Min mor!
Min stemme gjalder det ud i laden.
– Min mor! Min mor! Min mor!
Jeg råber det så højt, jeg kan. Jeg bliver ved med at skrige det.
Så holder jeg en pause. Det gør lidt ondt i halsen.
– Nu er jeg her, HT. Mor venter derhjemme på dig og har glædet sig sådan.
Det er Arnolds stemme. Han står ved siden af Sigfred. Nu er der fire tegneserieansigter, der vender op mod mig.
– Vi må gøre noget, hører jeg Elna sige. Hendes stemme er ny eller anderledes.
– Har I et tæppe, spørger Arnold. Så kunne vi i det mindste forsøge at fange ham, hvis han skulle miste balancen og falde.
– Ja, jeg henter, siger Elna og skynder sig ud af døren dernede.
Jeg samler mig sammen og kommer op at sidde igen. Sveden drypper ned i mine øjne.

Elna kommer tilbage med et stort tæppe, og Sigfred og Arnold tager hver sin side af det og holder det under mig.
Langsomt kravler jeg tilbage, mens jeg prøver at holde balancen på bjælken over mod den anden væg. Nedenunder følger tæppet mig. Ligesom et dukketeater. Jeg styrer dem dernede med usynlige snore.
Når over til væggen og vender mig, og i samme nu skrider min fod, og jeg når lige at gribe med begge hænder om bjælken, inden jeg ville miste balancen og styrte ned. Der lyder gisp dernedefra og et enkelt åh.
Jeg vakler lidt, mens jeg vrider mig op igen. Den ene hånd er rød indeni. Det må være den, jeg brugte til at gribe mest med for ikke at styrte ned.

– Hans Theodor, du er min dreng og vil altid være det, græder Elna.

– Kom nu ned, min skat, lyder det meget lavt fra Eva.
Men jeg hørte det godt.
Jeg rejser mig op, og der kommer lyde dernede fra. Balancerer tilbage igen mod den modsatte væg. Herfra rækker jeg med min højre fod ned ad væggen for at finde det sted, hvorfra jeg klatrede op.
De er helt stille, dernede. Men tæppet følger med.

Da jeg lidt senere tager det sidste spring ned på gulvet, omfavner Elna mig og klemmer sig så hårdt ind til sig, at jeg næsten ikke kan få luft. Hun siger mærkelige lyde og er helt våd på kinden, som hun bliver ved med at holde tæt ind til mit ansigt. Sigfred klapper mig på skulderen, og vi går alle ind i huset.
– Det var godt, du klatrede ned, hvisker Elna. Det er besværligt at gå sådan tæt sammen med hende. Inde i køkkenet slipper hun mig, og Eva tager over. Hun er også våd i øjnene og omfavner mig.

– Der har da ellers ikke været noget, vel? siger Arnold til Sigfred, der ryster på hovedet.
– Nej, det kommer lidt bag på os. Godt nok vidste vi, at HT ikke er meget for det her, men ikke, at det ville tage så hårdt på ham.
– Hvorfor er mor ikke med? spørger jeg.
– Hun har kage og chokolade parat til dig derhjemme, og så mangler vi lige de sidste ting til dit værelse. Det ville hun sørge for.

Jeg sidder i sofaen helt tæt mellem Eva og Elna. De slås om at holde om mig, og de har fået hver sin arm. Eva fletter fingre med mig og snøfter hele tiden. Vi har fået en sodavand og de voksne en øl.

– Nå, vi må af sted, siger Arnold og ser på sit armbåndsur.2

Vi ankommer i sommervarmen med nedrullede vinduer til mit nye hjem, og mor står i døren og tørrer hænderne i forklædet. Jeg stiger ud og tørrer sveden af panden. Skjorten klæber til ryggen.
Der er to fliserækker i indkørslen, og Arnold har valgt at parkere helt ude ved vejen.
– Jeg skal alligevel på arbejde bagefter, siger han.
Kufferten er tung, mens tasken over skulderen klarer det noget bedre. Jeg går på venstre fliserække. På den anden side af vejen står en nabo og kigger herover. Arnold hilser på ham, men han kigger over på mig.
Mor rækker hånden frem:
– Velkommen, Hans Theodor, dejligt at se dig. Fik du sagt ordentligt farvel til Sigfred og Elna?
– Mnn.
– Du har jo også boet der i, hvad bliver det? Fire år? Fem? Jeg kan snart ikke huske det længere.
– Og hva så? Hvorfor er det, at jeg ikke må bo hos dem længere?

Hun er begyndt at gå op ad trappen og råber ned til mig.
– Kom bare ind. Du skal da ikke stå derude og vente. Ja, jeg har fået kat. Kom så, Pussy.
Vi går op ad trappen til 1. sal, hvor deres lejlighed er. Mit værelse er lige oven for trappen til højre.
– Her er dit fine værelse.
– Det er mindre end hjemme.
– Med to flotte vinduer.
Jeg kigger ud ad det ene og vender tilbage til min kuffert.
– Her er ingen graner.
– Du kan se lige over til naboen. De har jo et par piger i din alder. Ja, den ene er mørk i huden.

– Du vil hurtigt vænne dig til det her, siger mor.
Jeg tager et par bøger ud og smider dem på skrivebordet.

– Det er sgu nok bare et par radmagre og underernærige negertøser.
Mor er gået ud i gangen.
– Hvad siger du, Hans Theodor. Jeg kunne ikke høre dig.
Jeg sukker højt.
– De ligner garanteret ikke Wilma Rudolf, hende den amerikanske negerpige, der løb guldet hjem i Rom.
– Nå, hende, siger mor og forsvinder.
Jeg kigger på forsiden af bogen om de olympiske lege og smider den på skrivebordet.
– Kæft, hun ser godt ud.
Jeg står og drømmer lidt, mens jeg med en finger kører op langs hendes slanke bare ben. Da jeg når op til hofterne, tager jeg fingeren til mig.
Jeg tager flere ting frem fra kufferten. Mor stikker hovedet ind.
– Du vænner dig hurtigt, tror jeg. Nu går jeg ind og laver kaffe. Jeg har lavet din yndlingslagkage med chokolade og jordbær.
– Jeg mente underernærede, mumler jeg efter hende.3

For syttende gang ser jeg i tasken, om jeg har husket penalhus med blyanter, kuglepen, viskelæder og lineal og stiller den ved skrivebordet på mit værelse. Et ark papir ligger på skrivebordet med det, jeg skrev 117 gange i går:
”Jeg gider ikke gå i ny skole”.
Jeg sad bag mit skrivebord, som mor og Arnold har købt specielt til mig og skrev på den blok, de også har lagt til mig.
Skrev bare hele eftermiddagen den samme sætning, for jeg ville godt undersøge, på hvor mange måder jeg kunne ændre min skrift.
Jeg krøller arkene sammen og sender dem i papirkurven, som Arnold har lavet af en æske og med lakerede cigaretpakninger udenpå.

Da vækkeuret kimer, sover jeg rigtig godt. Ned på toilettet med de brune vægge og vaske mig, op i det grønne – lysegrønne – køkken og smøre madpakke og så hurtigt lidt havregryn kastet ned i maven. Herfra, hvor jeg sidder, kan jeg se ud i et træ. Der sidder en solsort og fløjter.
Ærgerligt, at det vender mod vest.

Min højre fod tramper op og ned i takt til den melodi, der kører i hovedet. Gitte Hænning synger med tryk på rytmen ”Træk en gammel sweater på”. Mor og Arnold hørte den i går aftes i radioen, og Mor nynnede med, og jeg gik rundt og ned og op og tilbage igen.
– Husk nu at rede dit hår pænt, Hans Theodor, siger mor. – Det giver et godt indryk, når man skal møde nye mennesker.
Jeg ser atter en gang på mit armbåndsur, må hellere se at komme af sted.
Arnold er for længst taget på sit arbejde som førstemand nede hos købmanden, og mor sover endnu. Er der noget, der hedder sidstemand?
Jeg smider madpakken i tasken og hiver cyklen hurtigt ud.4

Det vrimler med mennesker, mest små børn. Jeg trækker over skolegården, for det gør de andre. Ikke noget med straks fra første dag at dumme sig.
Men jeg har korte bukser på. Alle andre har lange. Alle drengene i overbygningen har lange bukser på. Jeg har gået i korte bukser hele ferien, som jeg altid har gjort. Lagde endda tøjet parat i går aftes, for at alt skulle være i orden.
Jeg går langsomt fra cykelskuret, hvor håret lige fik en omgang, om i skolegården og lader min skoletaske hænge ned foran de bare lår, inden jeg finder min række.
Alle klasserne står opmarcheret i skolegården, pigerne for sig i en kolonne og vi drenge ved siden af, og en mand kigger ud på os som en anden general. Jeg står øverst lige ud for en dame med et skilt for vores klasse. Der er flere, der kigger på mig.
Vi står i to lige rækker. Lærerinden foran os ser alvorlig ud, munden er en streg. Jeg kommer i tanker om en plakat for en film. ”Navarones Kanoner” viser en kampvogn med to kanoner pegende lige ud af nogle vældige tårne og kammeret fuld af krudt og kugler.

Generalen kommer marcherende og stiller sig op på en taburet og skuer ud over os. Vi holder op med at mumle. Der, hvor jeg står, kan jeg se, at det venstre ærme indeholder ingenting. Han må være enarmet. Det er grunden til, at han går lidt skævt.
– Velkommen til dette, årets første skoledag. Velkommen til alle jer nye, der kommer udefra, også til de små i 1. klasse. Velkommen til et nyt skoleår til alle.
På denne skole behandler vi hinanden ordentligt og ligeværdigt, så I kan lære noget om demokrati. Derfor tolererer vi ikke, at nogen få ondskabsfulde skal forfølge andre og gøre dem kede af det. Vær derfor gode kammerater og høflige mod lærerne. Denne skole har de bedste lærere, der kan opdrives. Alle lærerne er meget demokratisk indstillede, men lad nu være med at udnytte det! Ser I derimod nogen, der gør noget forkert, eller har I bare spørgsmål, så kom trygt til os voksne. Hæng i med lektierne og følg med i timerne, så kommer belønningen helt af sig selv. Så vil I alle få et rigtig godt skoleår og lære en masse. Værsgo, slutter han og nikker ned mod en lærer, der nærmest står i retstilling.

Læreren vender sig og strækker sin venstre arm ud og vinker med hånden mod pedellen, der står parat i sin brune kittel. Han har højre hånd i kittellommen og hiver et bundt nøgler frem og går op og låser indgangsdøren op. Der er to dannebrogsflag i døren, som han tager og vifter fjollet med, mens vi går forbi.

Børnene fordelt på klasserne trasker efter lærerne.
– Denne vej, siger Navarone kort og går foran ind i bygningen og op ad trapperne. Hun har en stram kjole på helt ned til knæene og kan derfor næsten ikke bevæge benene. Der er dog andet på hende, der bevæger sig og kører fra den ene side til den anden.
Jeg går op ad trappen lige bag ved hende, men må lige vente et trin for at kunne være der.

Hun standser omtrent midt i en lang gang og lukker en dør op og peger ind.
– Drengene i dør- og midterrække, pigerne i vinduesrækken.
Ingen siger noget, og jeg får en plads i midterrækken ved siden af en høj, mørkhåret fyr.
– Dav, siger han. Jeg hedder Keld.
– Hans Theodor, men bliver aldrig kaldt andet end HT.
– Det var da også et sjovt navn.
Han sidder helt stille og kigger på mig. Jeg kigger igen.
– Er der mere held ved Keld?
– Ha.
Klassen er meget lysegrøn med et par billeder på væggen med Dannevirke og kongen og dronningen og en opslagstavle. Katedret står på det forhøjede gulv oppe under tavlen, og lærerens stol er bred og af læder og med armlæn.
Det viser sig, at det er vores klasselærer, fru Larsen, der gik forrest, og hun kommer nu ind efter den sidste, skriver ”Katja Larsen” på tavlen og sætter sig bag katedret, folder armene foran sig og læner sig fremover og anbringer overkroppen på armene, der forsvinder inden under.
– Navne skal man altid stave korrekt, forklarer hun. Der er ikke noget så irriterende, hvis man ser sit navn med fejl i. Og velkommen til jer alle sammen, særligt til de nye udefra. Vi starter med at synge Morgenstund har guld i mund.
Vi slår op i den sangbog, der ligger foran os, og fru Larsen synger for.

Nogle er elever fra denne kommuneskole, nogle fra andre skoler. Jeg kigger over i vinduesrækken, hvor pigerne sidder. Flere af dem har pæne bluser. Hende ud for mig har godt nok nogle store bryster. Da jeg kigger over på hende, retter hun sig op.
Så vender jeg mig en smule varm i ansigtet og kigger på dørrækken. En af drengene vrænger ansigt af mig eller af en anden.

Fru Larsen læser hurtigt navnene op fra sin protokol.
Hun plirrer med øjnene, der skeler en lille smule.
– Kilo-Larsen, hvisker Keld til ham, der sidder lige foran os og griner lydløst.

– … Kristian Goldstein, Kurt Hansen, Knud Kristensen, Poul Mortensen …
Hver gang hun siger et navn, kigger hun op og ser, hvem der markerer.
Da hun nævner mit navn, er der mange, der vender sig om og kigger på mig. Ingen siger noget.
Så er hun færdig.
– Fint. Så ved jeg, at alle er her. Vi skal også lære hinandens navne udenad i dag.
Fru Larsen snakker om sig selv og sin familie og sine interesser og især sine to børn. De kan mange ting, og de er også meget kloge, siger hun.
– De kan takke skolen for alt det, de ved, og især den yngste har fået utrolig meget ud af at være flittig.
Jeg kigger igen over på pigen, der sidder lige til venstre for mig, og som hedder Mary. Hver gang jeg ser på hende, strammer hun blusen, mens hun læner sig bagover. Det er nogle ordentlige bryster, hun har. Jeg har svært ved at få øjnene væk fra dem.
– Jeg har naturligvis også været der og støttet dem, det manglede bare. Sådan støtter vi også jer her på skolen.
Hende, der sidder foran Mary, hedder Kirsten. Hun stritter godt bagud. Det er en skam, at det ikke var hende, der gik foran mig op ad trappen.
– Min mand er formningslærer, og ham vil I møde senere.
Bente, der sidder længere oppe, ser ikke ud af meget. Hun er tynd og helt flad for og bag, men har store, brune øjne med lange vipper. Somme tider vender hun sig og smiler med pæne, hvide tænder over til os drenge.
– Bente, vil du lige hente min anden taske på lærerværelset? spørger fru Larsen hende. Hun rejser sig straks, hendes tænder skinner, og hun forsvinder smidigt og lydløst som en kat ud af klassen.
Hun kommer tilbage med fru Larsens taske og stiller den på bordet.
– Tak, min søde, siger fru Larsen med et smil. Bente smiler tilbage og glider ned på sin plads, uden at man hører det mindste. Vi andre ville skramle lidt med stolen og stønne, når vi satte os.
Fru Larsen deler nogle bøger ud til os, som vi skal læse i år og sammen med dem skrivehæfter og et lille hvidt kort.
– Skriv jeres navn på kortet, fold det, så jeg kan se det heroppe fra. Bare fornavnet.5

Da det ringer ud, standser fru Larsen mig.
– Du skal gå ned på inspektørens kontor. Han skal snakke lidt med dig.
Jeg går gennem aulaen og finder kontoret ved siden af lærerværelset. Der står Inspektør på skiltet, og jeg banker på efter lige at have ladet min hånd stryge gennem håret.
– Sæt dig, siger den lille mand med én hånd. Han er godt nok ret lille i det.
Han bladrer i nogle papirer og ser så underligt på mig. Øjnene er smalle, og jeg har svært ved at finde ud af, om han er en flink mand eller ikke. Det er første gang i mit liv, at jeg er højere end skoleinspektøren.
På bordet foran ham ligger en pakke cigaretter. Mens han ser opmærksomt op på mig, tager han en ud og tænder den. Det gør han nemt og hurtigt, selv om det må være svært med kun en hånd.
– Sæt dig nu, kommanderer han igen og peger på en stol.
Jeg tager plads og ser op på ham. Han står nu lige foran mig i et blåt jakkesæt med slips og en gylden slipsenål. Der er et mærke i den, men jeg har svært ved at se, hvad det forestiller.
– Vi kender til din fortid, skal du vide. Alt. Du hører efter, ikke?
Med sin ene hånd tager han mig om halsen og klemmer til.
Jeg skynder mig at nikke og kigger forskrækket op på hans ansigt. Han slipper.
– Jeg har været lidt betænkelig ved at optage dig her på skolen, men efter samtale med psykologen og kommunen har jeg besluttet mig for at se tiden an. De siger, det er gået godt med dig de sidste par år i din plejefamilie og på den gamle skole.

Der sidder en flue på hans fine skrivebord. Det må være en sensommerflue. Der er ikke så langt til de nærmeste marker, hvor der går røde køer rundt og tygger drøv og er ligeglade med ildebrande og forældre og pisser og skider, hvor de har lyst. Den flue har siddet på en kolort, og nu er den ved at sprede noget af møget her inde på kontoret.
– Jeg vil råde dig til at opføre dig ordentligt og altid have orden i dine lektier. Det vil ikke være tilrådeligt for dig at prøve på at lave numre.
Han suger ind og puster røgen meget langsomt ud.
Jeg rynker panden og klør mig i håret og ryster på hovedet.
Fluen flyver væk fra bordet og sætter sig på væggen bag ham. Hvor blev den af?
– Hører du efter? Der har vi det allerede. Er du ligeglad med det, jeg siger?
Han lægger cigaretten i askebægeret og anbringer sin hånd fladt på bordet og læner sig fremad.
– Nej, nej. Jeg ved bare ikke helt, hvad …
– Jeg tror, du lader som om, du ikke ved.
– … tilrådeligt betyder?
Så rejser han sig, mens han ser på mig og tramper lidt rundt med sin ene arm, og jeg har aldrig før set en enarmet mand.

Hr. Enarmet standser lige foran mig og bøjer sig lidt frem.

– Det er jo forfærdeligt, det du har gjort som 10-årig.
Jeg ser på ham med store øjne.
– Synes du ikke selv det?
– Jeg forstår ikke, hvad De mener?
– Nå, lad det nu være. Jeg ved jo det, jeg ved.

Han går lidt frem og tilbage.
– Du bestemmer selv. Hvis du arter dig, beholder vi dig. Ellers må andre tage sig af dig. Det er trods alt meget alvorligt, det, der skete dengang.

Han tager sin cigaret igen og peger på døren, og jeg rejser mig langsomt.
– Nu ved du det. Så ved du da noget. Selv om det tilsyneladende ikke er meget.
Når jeg kommer hjem i dag, vil jeg slå op i leksikonet. Der må stå noget om enarmede mennesker. Hvordan de klarer sig og den slags. Og hvorfor de kun har en arm. Så ved jeg da det.
– Hvad siger du så?
– Jeg skal nok …
Inspektøren kigger længe på mig. Så går døren op og en lærer træder ind.
– Det er Hans Theodor, Didrichsen. Ham, vi var meget i tvivl om.
– Ja, så. Nå, det er Hans Theodor.
De står der begge to nu og kigger på mig. Jeg ved ikke, hvor jeg skal gøre af mine hænder. De er i vejen. Det går ikke at stikke dem i lommen, så jeg lægger dem om på ryggen. Havde man kun en, var det nok nemmere.
– Ja, vi må se, slutter inspektøren og peger hen mod døren.
Jeg går ud. Der er noget af frikvarteret tilbage.6

En af klassekammeraterne står lidt for sig selv. Jeg går hen til ham og har begge hænder i lommen.
– Så har man allerede fået sin første skideballe.
– Det lyder godt. Det har jeg også. Jeg cyklede over skolegården i morges.
– Så fik du ballade?
– Ja, af selveste inspektøren. De sætter sig på en fra første dag.
– Han sagde, at han ved det, han ved. Kan man vide noget, man ikke ved?
– Der har du ham. Sådan er han. Han ævlede også med, at en gammel elev som mig skulle gå foran med et godt eksempel.
– Det er dig, der hedder László, ikke? Det lyder ikke som et dansk navn.
– Nja, jeg er fra Ungarn. Vi er flygtninge. Kom hertil for 6 år siden. Men jeg kaldes for Lasse.
Han roder med skoen i asfalten og ser noget alvorlig ud.
– Jeg kan godt huske dengang. Vi samlede kartofler og snakkede om drengene i Buda-Pest, der smed flasker med benzin ned i russernes tanks, så de brændte. Soldaterne skreg og råbte på deres mor.
Han kigger op og smiler.
– Min far var med i kampen, men forsvandt, og vi måtte flygte.
– Hvordan?
Der kommer en gruppe fra klassen forbi os. Da de ser mig, holder de op med at snakke.

– Vi masede os på det her tog til Danmark, kan jeg huske. Jeg var lidt bange for, hvor i alverden vi ville havne, og hvordan vi ville blive modtaget. Der var kun plads til 1000, så vi måtte nærmest slås for at komme med.
– Nå, men det var vel godt nok at komme her til Danmark?
– Ja, det tror jeg. Mor kom ret hurtigt i arbejde og jeg i skole.
– Har du søskende?
– Nej.
– Så I bor fast her?
– Ja. Vi flyttede her til byen i sommerferien.
Han flytter lidt på den ene fod.
– Dig og din mor?
– Ja.
– Fra hvor?
– Viborg.
– Du taler godt dansk. Man kan næsten ikke høre, du ikke er dansker.
– Jeg er dansker. Min mor er også dansker. Nu. Hun fik arbejde her, og det var bedre betalt.
– Hvad så med din far?
– Vi har aldrig hørt fra ham. Han er nok død.
– Det er min også. Det var mig, der slog ham ihjel.
Jeg tror ikke, han hører det. Han følger et eller andet ude i gården. Kunne selvfølgelig også have talt noget højere. Råbt det ud over hele skolegården. Så ville de alle vide det ligesom på den gamle skole. Så var det overstået. Så ville de forstå.

Vi bevæger os tilbage mod klassen i store stimer. Ved siden af mig går et par af de andre fra klassen, og jeg gør plads, så de også kan være der.
– Du ser sjov ud i de der korte bukser.
Det er en fra klassen, der siger det.
– Mnnn.
– Du tror måske, det er en børneklasse, du går i?
Jeg vender mig om mod den anden side. Vi går op ad en meget bred trappe, og der er langt ned mellem gelænderne.7

Fru Larsen læser vore navne op igen. Hver gang, hun har sagt et navn, kigger hun op over brillerne ned på eleven.
– Fru Larsen?
László har rakt hånden op.
– Ja?
– Kan De ikke bare kalde mig Lasse, for sådan var det jo også sidste år.
– Det siger vi. Det er da noget nemmere end det der udenlandske noget.
Nu ser han glad ud, og ved bordet foran mig sidder Hans og fniser lidt.
– I kan kalde mig Oste, siger han uden at række hånden op, mens han kigger sig grinende rundt. Nogle småfniser, mens andre ser uforstående på ham.
Han rokker sin brede krop frem og tilbage.
Mary griner også og husker at strammer blusen, så brysterne står lige ud. Hun kigger på mig, når hun gør det.
– Fortæl dem hvorfor, opfordrer fru Larsen ham.
– Engang i 3. gav min mor mig 4 ostemadder med ved en fejl. Så kom jeg til at hedde Oste.
– Jeg vil nu fortsætte med at kalde dig Hans, erklærer fru Larsen, jeg har jo kendt dig siden 1. og synes ikke, der er meget ost over dig.
Nogle af os griner lidt. Bente smiler helt ned til mig. Hendes øjne funkler med en sær glans. Som to glasklokker på juletræet. Juletræ? Der er længe til jul. Skal jeg virkelig holde jul med min mor og Arnold. Det bliver noget andet end med min plejefamilie.
– Hvad skal vi så kalde ham? hvisker jeg til Keld.
Keld svarer ikke.
– Så har vi Adrian, som jeg også har haft siden 3. klasse. Det lyder ikke dansk, vel?
– Nej, men min mor læser på universitetet i Århus.
– Og derfor bor du her?
Vi ler.
– Hos min bedstemor.
– Men du er jo lidt mørkere i huden end os andre.
Der er smil rundt omkring.
– Ja, vi stammer fra Sydeuropa.
– Af hensyn til de nye, så fortæl os, hvad du er.
– Jeg er ud af en sigøjnerfamilie.
– Stjæler ad helvede til …, griner Bente.
Adrian tager bare ordet igen og siger med helt rolig stemme:
– Sigøjnere bliver altid beskyldt for at stjæle. Ingen vil ansætte en sigøjner, og derfor er der nogen, der er nødt til at stjæle for at få noget at spise. Derfor.
– Ja, det rækker vist.
Hun roder lidt i sine papirer.

En dreng på forreste bord i dørrækken rækker en hånd op.
– Af hensyn til de nye skal jeg oplyse, at jeg kaldes Jens Martin, fordi jeg hedder det, og det vil jeg gerne blive ved med.
Skraldlatter fra flere kanter. Fru Larsen dukker op igen og ler med.
– Ja, det er i orden, Jens Martin. Er der andre, der har behov for navneoplysninger?
Fru Larsen nikker til ham og er færdig med at lede.
Det er der ikke. Og dog.
– Jeg vil gerne kaldes for HT, siger jeg lidt tøvende.
– Jeg vil ikke have, at I taler, før jeg har givet jer lov, siger fru Larsen formanende. – Ræk hånden op, hvis I vil sige noget.
– Undskyld, mumler jeg, mens Keld ser på mig med et smørret grin.
– Hvad vil du gerne kaldes, Hans Theodor?
Bente vender sig lige om og smiler igen. Fejer drengerækken ned mod mig.
– HT.
– Ja, det kan vi vel ikke have noget imod. Det står også allerede på din navneseddel, kan jeg se.
– Mnnn.
Hun ser ud over klassen.
– Tag jeres danskbog frem. Ja, den brune læsebog der. Det er den, vi først skal læse i.8

– Kurt, læs side 7.
Kurt sidder lige foran mig sammen med Oste. Han slår op.
– De-de-det var-var en deeeej-dejlig foråååårsaften, begynder han.
– Kom nu, Kurt. Træk vejret dybt og begynd så forfra.
– Det-det var en deeeej-lig foråååårsaften.
– Sådan ja, du skal bare øve dig, så bliver din stammen ikke så slem. Videre. Træk vejret. Træk vejret dyyyybt.
Mens Kurt hakker sig gennem det første afsnit, stryger mine tanker ud over stepperne.

Evas ansigt nærmer sig mit en deeeej-lig foråååårsaften.
Hun står med begge hænder på mit armlæn og læner sig længere og længere ned mod mig med et underligt smil. Bag hende er skråvæggen og tagvinduets firkantede ramme, og hendes ansigt er en mørk oval midt i, og om lidt kysser hun mig.

– HT.
Det er ikke Evas tunge, men Fru Larsens stemme, der skærer ind i mig gennem ørerne og videre op i min hjernemasse. Hun rejser sig halvt deroppe på læderstolen og ser ned på mig.
Hurtigt gætter jeg på, at Kurt er nået til næste afsnit og læser højt derfra.
Jeg har gættet forkert. Kurt fik ikke lov at læse afsnittet færdigt.
– I skal huske at følge med, ikke? Selv om du er ny, HT, kan du vel regne ud, at man skal følge med.
Hendes stemme skærer som en rundsav.
Der bliver meget stille i klassen.
– Hold kæft, mand, kan du ikke bare følge med?
Det er igen ham, der sidder ovre til højre. Jeg kan ikke læse navnet på hans bord og bliver afbrudt af fru Larsen:
Jeg dukker mig lidt.
– Du prøver at følge med fra nu af, HT.
Hun smiler ned til mig.
Jeg ser på Keld. Hans øjne hænger op mod fru Larsen.
Fru Larsen sætter sig og giver ordet til Henning, der læser fra midt i det første afsnit.

Jeg skal ikke nyde mere og følger herefter med. Jeg bruger højre pegefinger, hvilket min gamle klasselærer sagde, at man ikke skulle.
– Det er barnligt, sagde han. I er jo ikke små børn længere. Sæt en diskret tommelfinger ude i margenen, som om I holdt ved bogen og flyt så fingeren med ned fra afsnit til afsnit.

– Husk nu at følge med. Vi kan ikke have, at I drømmer tiden væk, mens der er undervisning.
– Jo, siger jeg bare. Jeg står og holder ved bordkanten med den ene hånd, mens de andre langsomt går ud, og jeg kigger efter dem. Ham der hold-kæft-drengen sukker igen, da han passerer mig.
– Gå nu ned og hold frikvarter.
Hun vender sig mod sine papirer på bordet, og jeg forlader den tomme klasse.9

I frikvarteret prøver jeg at få øje på nogle af klassekammeraterne, men jeg kan næsten ikke huske, hvordan de ser ud. Jo, ham der med det smarte sorte hår nede ved indgangslågen til skolegården. Han går grinende ind gennem den sammen med sin sidekammerat, begge gumler de på en stang wienerbrød.

Tiden snegler sig af sted. Eleverne går rundt og rundt i skolegården. Kolonne efter kolonne vader rundt i uendelige cirkler, mens de snakker sammen. Længere ude leger de små. De hinker, hopper i sjippetov og leger tagfat. Solen står lige ned. Måske er der tid til at bade i fjorden i eftermiddag?
Ud af mængden traver to fra klassen hen til mig, den ene er ham med hold kæft.
– Du er sgu da skør. Kommer her den allerførste dag og kan ikke engang følge med i en tekst.
– Ja, tilføjer den anden, sådan nogen har vi vist ikke brug for.
De ryster grinende på hovedet og ser på hinanden.
– Skal vi gå, Kedde, siger den ene.
Hold-kæft-Kedde ryster stadig på hovedet, mens de går.

Jeg står og får tiden til at gå ved at tegne i asfalten med den ene skosnude. I dette øjeblik kan jeg ikke huske min alder, eller rettere hvordan jeg er blevet så gammel, som jeg er. Jeg må være hoppet direkte fra 10 år til nu uden pause, venner eller familie.

Jeg undersøger en negl og er meget optaget af den. Studerer den grundigt, mens jeg læner mig op ad muren. Skæver lidt ud på pladsen, men der er tilsyneladende ingen, der lægger mærke til mig, og mit blik fejer lige forbi inspektørens vinduer.
Pludselig savner jeg dem alle sammen. Mest Eva. Det gør ondt i maven. Min plejefamilie. Jeg skal aldrig mere bo hos dem, spise der, sove der, snakke med dem. De snakker til mig, som om jeg var en af sønnerne. Eva. Jeg lukker øjnene og prøver at tænke på noget andet. Det ser rigtigt dumt ud at stå sådan her midt i den fremmede skolegård. Jeg må gøre et eller andet og tager mod til mig.

– Kom, vil du med rundt? siger jeg til en af de andre fra klassen, der først nu kommer ud fra aulaen. Ham den høje, der også cyklede samme vej foran mig i morges. Jeg vinker med hovedet i retning af drikketruget. Han kigger sig lidt rundt, men nikker så. Vi begynder straks at gå rundt om den kæmpemæssige flagstang, der står midt i skolegården. Rundt og rundt. På en skoledag må det blive til nogle kilometer, hvis det sker i alle frikvartererne.
De fleste går mod solen, men der er nogle, der går modsat. Det ser tilfældigt ud.
– Vi kan godt følges ad hjem, hvis du synes? foreslår jeg.
– Nå, øh, ja, jeg plejer at følges med Kedde, men du må da godt være med.
Jeg nikker til ham. Kan ikke huske, hvad han sagde, han hed, men det finder jeg nok ud af.
Han har opdaget de to klassekammerater med wienerbrødet, da vi når om på den anden side.
– Det der? Når gårdvagten opdager det, får de en på hovedet. Er du tosset? Man må ikke forlade skolen i frikvartererne.

Men gårdvagten giver dem ikke en på hovedet, han står bare og ser på dem og hyggesnakker med nogen af pigerne fra ældste klasse.
Så vender han sig om og går over mod os.

– Nå, Polle, hvad synes du om de nye?
– Godt nok. Polle trækker lidt på skulderen. Vi standser.
Gårdvagten ser på mig.
– Og du hedder?
– Hans Theodor.
– Javel.
Han ser længe på mig. Så hilser han med en finger til hovedet og går videre.
Polle, Kedde og jeg cykler hjemad efter denne første skoledag. Jeg cykler bagerst.
Kedde rejser sig halvt op på cyklen, mens han vender sig om mod mig.
– Nå, HT eller Hans Tosse, du har nok fået de korte bukser på i dag, hvad?

– Mnnnn.
– Ja, ja. Er man tosset nok, er det godt nok. Det er også tosset at sige fru Larsen imod og gøre sig klog på folk, der stammer.
Der er en genvej et sted, og da vi skal ind på den, bremser Polle og kører ind foran mig, så jeg havner i grøften.
– Hø, hø, griner han og kigger sig tilbage, faldt du?
– Pas på, du ikke stikker de bare ben, Hans Tosse! råber Kedde, rejser sig i sadlen og spurter forbi, mens Polle grinende cykler videre.
Jeg samler besværligt mig og min cykel sammen og kravler op af grøften og cykler langsomt hjemad.10

Jeg når hjem til et tomt hus. Smider tasken ind på værelset, sparker til min kontorstol og finder ud i køkkenet og tager mig en leverpostejmad fra det lille rum bagved. Døren har en lille haspe og knirker ret meget. Men ikke hvis man svinger den hurtigt i.
Sætter mig inde i stuen og tænder for radioen med den frie hånd og holder leverpostejmadden med den anden. Synker afslappet tilbage i lænestolen med de to armlæn af stof, hvor det yderste er af teaktræ. Man sidder godt i den. Arnold sidder meget i den, mens mor sidder ovre i den anden og strikker. Arnold ser fjernsyn, når han ikke læser avis. Hvis jeg glemmer at lukke døren til køkkenet, rejser han sig og smækker den i.
I bogreolen er der mange krigsbøger. De fleste er faktisk fars, som mor har arvet.
Jeg gumler færdig og rejser mig og går ind på mit værelse.

På mit skrivebord står et familiebillede. Hele plejefamilien er med. Elna, Sigfred, Eva, hendes brødre og en hund, de engang havde. Når jeg sidder her, kigger jeg indimellem på billedet og ser på Elnas trøje med de to store buler foran. Hun fylder meget på fotografiet i forhold til de andre, hvilket også har været nødvendigt.
Med min blyant sidder jeg og tegner cirkler rundt om hendes bryster. Lægger lidt ekstra skygge nedenunder, så de fremstår endnu større.
Jeg kommer i tanker om det nøglehul, der er i døren her til mit værelse.
En side fra kladdehæftet er fuld af notater og skal alligevel smides ud. I stedet for at krølle den sammen river jeg nogle smalle strimler af og propper i nøglehullet. Når jeg bøjer mig ned og kigger ud, kan jeg intet se.
Billedet ligger på mit kladdehæfte, og da jeg sætter det på plads igen, studerer jeg det lige en gang til. Allermest ser jeg på Eva, der står og smiler. Vi skriver sammen, og jeg har allerede fået to breve fra hende og har selv sendt to i slutningen af sommerferien. Jeg har også fået et lille billede af hende. Hun er godt nok kun 13 år på det, men det generer mig ikke. Jeg kan sagtens se, at det er den samme Eva, som er på det store foto. Det er alligevel kun ansigtet, der er med. Åh, Eva, jeg savner dig.
Jeg tager det første brev frem igen. Der var limet en lille hårdusk på papiret. Hun har tænkt, at jeg skal have et lille minde om hende.

Jeg stirrer på det lille foto, der er holdt i brunlige farver. Man kan se, at det er hendes øjne. Man kan godt se, at hårtotten ikke stammer fra hovedet.
Hun har med den ene hånd hevet nogle hår ud dernede og med den anden forsigtigt klippet dem af med en saks. Måske den sølvfarvede inde fra sin mors syskrin?
Så en klat lim på papiret forneden og hårlokken oveni. Den lugter ikke af noget.

Vi skulle have været kærester. Men nu, da jeg er flyttet, er det ikke muligt andet end sådan på afstand. Så er man ikke kærester alligevel. Ikke rigtigt.
– Ja, men mor. Hvis jeg nu helst vil bo her hos min plejefamilie?
– Det er jo ikke din familie, Hans Theodor. Jeg er din familie.
– Ja, men hvorfor skal jeg flytte over til dig og Arnold, og så endda helt ovre på østkysten? Du kom faktisk kun til jul og fødselsdag og besøgte mig.
– Fordi nu er jeg parat til at være mor for dig igen, og det trænger du til, og så fordi Arnold har fået alle tiders arbejde der.
– Trænger til? Elna har …
– Jeg vil ikke høre mere om Elna. Du snakker evig og altid om hende. Nu er det mig, det gælder. Din mor. Hans Theodor, jeg …
– Men hvem har bestemt, at jeg skulle flytte fra min plejefamilie?
– Det har jeg. Inde i mig var der en stemme, der sagde til mig, at nu var tiden kommet, hvor jeg skulle tage mig af min dreng.
– Hvor kom den stemme fra?11

– Gud kan høre alt!
– Lærer Jensen?
– Ja, Hans Theodor?
– Det er da helt uhyggeligt.
– Hvorfor mener du det, Hans Theodor?
– Så er man jo aldrig i fred.
– Du skal jo tænke på Gud som en venlig mand, der kun vil det bedste for dig.
– Jo, tak. Men han gav min far lov til at slå mig.
– Du skal tænke på, at Gud altid har en dybere mening med tingene.
– Hvad er så den dybere mening med, at han slår mig?
– Det ved vi små mennesker intet om. Det er jo derfor, der er forskel på Gud og mennesker.
– Hvor ved man det fra, lærer Jensen?
– Det står i biblen.
– Er det ikke bare en bog, der er skrevet af andre mennesker?
– Tag nu jeres bøger og læs fra side 48.

Jeg slipper billedet og rejser mig og går ned og trækker min cykel frem. Kører ud i Østerskoven og går op på en bakketop i udkanten. Det knaser i skovbunden, når jeg træder på små kviste og grene og agern og bog.
Vinden får trækronerne til at bevæge sig. Jeg lægger hovedet tilbage. Nogen kroner ligner et ansigt. Et forfærdeligt troldeansigt.
– Der findes ingen gud, råber jeg. Ikke af fuld kraft. Han hører alt, sagde læreren, så jeg behøver ikke at råbe så højt.
Tramper lidt rundt i alt det løv. Løber frem og tilbage, op og ned. Slår ud med armene og tager en løs gren, som jeg banker ned i jorden og slår ind i træstammerne med.
Det går hjemad igen. Falder der et træ ned lige foran mig, så jeg bliver smadret? Kører en bil ud fra en sidevej og ind i mig? Løfter en usynlig hånd mig og min cykel op og kaster mig ud i fjorden?
Der sker ikke en skid.
Og det er der ikke siden den dag.
Hellere lige få lavet de få lektier, vi har for til i morgen. Inde på værelset finder jeg et par lange bukser frem og glatter dem pænt.

Arnold kommer hjem og begynder at lave aftensmad.
– Er mor ikke hjemme, spørger jeg?
– Hun har det ikke så godt, så hun ligger i sengen.
– Så hun har været hjemme hele dagen?
– Ja. Du kan da godt gå ind og snakke med hende.
Jeg lukker omhyggeligt døren bag mig, da jeg går gennem stuen og banker på soveværelsesdøren.
– Er du syg?
Jeg ser mig om efter flasker og prøver at lugte mig frem til snapsen.
– Ja, jeg har det så underligt.
– Det havde du også dengang.
– Hans Theodor, jeg drikker ikke mere.
– Nej, det siger du jo …
Jeg står lidt og snuser. Snaps kan man som regel lugte. Mor har lukket øjnene.
– Har Pussy fået mad?
– Jeg vidste ikke, at du lå herinde. Så ville jeg ikke have spillet på radioen.
– Det gør ikke noget. Jeg kunne ikke høre det alligevel. Trængte til at sove. Det har været en forfærdelig nat.
– Ja, det har det.
– Nå, også for dig?
Jeg nikker.

Jeg vågnede flere gange. Den første gang midt i en drøm.
– Nå, Hans Theodor, eller HT, som du foretrækker. Du tror ikke på mig?
– Nej, gud, hvorfor skulle jeg det? Nu kan jeg godt høre dig, men hvad så?
– Hvad forventer du dig af mig?
– Læreren sagde, at du var en, der beskyttede os og hjalp os.
– Det gør jeg ikke. Det er jeg for længst holdt op med.
– Det tænkte jeg nok. Du blander dig ikke mere.
– Jeg gider dig heller ikke. Du har gjort noget forfærdeligt.
– Det er jeg klar over.
Det var her, jeg vågnede helt og satte mig op. Gnider mig i øjnene, alt er stille. Jeg anstrenger mig for at huske samtalen, men den glider væk som våd sæbe ud af en hånd. Dog husker jeg den sidste sætning. Du har gjort noget forfærdeligt.

Mor er dog ikke mere syg, end at hun står op for at lave frikadeller og spise med os i køkkenet siddende i slåbrok.
Frikadellerne står og damper på bordet med hvid sovs og kartofler, da jeg kommer ud i køkkenet til aftensmad. Jeg tager fat i stolen og trækker den ud, da jeg ser mors blik på døren bag mig. Jeg skynder mig at vende mig og lukke den.

– Mor, skal Arnold altid læse avis, når vi spiser?
– Arnold har så meget at se til.
– Ja, men kan vi ikke snakke sammen, når vi spiser?
– Hvorfor siger du det?
– Fordi i min plejefamilie snakkede vi …
– Ja, ja, i din plejefamilie. Den har jeg efterhånden hørt nogle gange. Jo, men det gør vi da også her. Men somme tider trænger han til fred og ro, og så skal han have lov at læse sin avis.
– Du siger da heller ingenting.
– Jo, det gør jeg da. For eksempel lige nu.
– Må jeg så også læse i min bog?
– Nej, det går ikke.

Mor sidder i midten og jeg ved den ene korte ende af bordet, der står helt ind til væggen.
Arnold kommer ind med avisen og sætter sig for den anden, og avisen fylder stort set hele bredden. Vi har faste pladser. Det er rart, for så ved man altid, hvor man skal sidde.
– Nå, Hans Theodor, siger mor, hvordan er det så gået i dag i skolen?
– Jeg var inde hos inspektøren for at få at vide, at han godt ved det der med min far.
– Aha, så det har han undersøgt?
– Han vidste i hvert fald noget om det.
– Hvad sagde han?
– At jeg skulle passe på og ikke prøve på noget.
– Det var da lidt sært. Hvad mener du, Arnold?
– Fint nok, lyder Arnolds stemme omme bag avisen.
– Nej, men du har vel ingen problemer med at opføre dig ordentligt, vel? Hvis andre elever er efter dig, hvis det kom ud, så må du altså sige det til lærerne, hvis nogen gør dig noget, mener mor.
Hun ser pludselig på mit hår:
– Tag lige dit hår væk fra panden, det ser ikke godt ud, det sådan hænger ned i øjnene. Vi må snart have dig til frisør.
– Jeg ved ikke med lærerne. Jeg kender kun vores klasselærer, fru Larsen, men har nu ikke set noget særligt godt fra dem. Det kunne være rart, hvis der var en her, der kunne komme og banke viceinspektøren.
Jeg smiler lidt ved tanken.
– Trænger han til en over snuden? spørger mor.
– Han skulle være en dame, men det er vist ikke helt afgjort.12

– Nå, nu har han sgu fået lange bukser på i dag.
Oste peger på mig, mens han snakker med Kurt.
– Ja, minsandten, det har jeg da også, svarer jeg for at være lidt morsom, mens jeg kigger ned ad mig selv.
Det varer et ganske lille øjeblik, inden han brummer osteagtigt.
– Nu skal du jo ikke blive alt for kæphøj.
– Mnnn.

Det er meget varmt i dag. Vinduerne står åbne, og sommeren sitrer ind. Jeg drømmer om korte bukser, for i dag er igen meget varmt. Far havde altid lange bukser på. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set ham med korte bukser.
Jo, der er inde i reolen et familiealbum med et foto i sort-hvid med takket kant, hvor han ligger på stranden og griner. Der sidder en lille dreng tæt ind til ham.

Jeg tvinger mig til at se på Knud og en til, der har korte bukser på. Jeg kigger på dem og derfra på Kedde, men han læser i sin bog.
Læreren beder Polle om at komme op til tavlen og hjælpe med at tegne et dyr, og da han passerer mit bord, ser jeg en skjortespids hænge ud af bukserne bagpå. Lynhurtigt griber jeg spidsen, så hele skjorten hænger ned. De andre griner, og Polle får hurtigt stoppet skjorten på plads igen.

I frikvarteret kommer Polle og Kedde hen til mig.
– Nå, Hans Tosse. Du er bare sjov, hvad?
Kedde griner.
– Mnnnn.
– Det er sgu da, fordi du hedder Hans Tosse.
– Du skal i hvert fald ikke gøre det igen, mener Polle. Så kan du få en ny tur i grøften.
– Hæ, hæ, griner Kedde. Lad os give ham en vandtur.
Kedde tager fat i mig for at tvinge mig ind over drikketruget, og Polle hjælper ham. De presser mit ansigt ned over vandstrålen, og jeg bliver våd. Så kommer gårdvagten til.
– Nå, hvad så? Hygger I jer?
– Ja, det er varmt i dag, siger Polle, og de slipper mig:
– Kom nu! og vi går videre. Jeg tager hånden op til ansigtet og tørrer mig nogenlunde.

Bagefter står vi i kø for at komme ind. Tilfældigt står jeg ved siden af Lasse og mumler til ham:
– Polle og Kedde fik givet mig lidt vand.
– Det skal du fanme ikke finde dig i.
– Det er svært, når de er to. Jeg havde nok ikke regnet med, at Polle …
– Kedde er ud af en rig familie. Hedder rigtigt Kristian.
– Det hed min far også … Jeg har godt set hans cykel. Den er med flere gear og håndbremse i begge sider af styret.
– De køber altid tøj i København, så finere kan det nok ikke blive.
– Han er nok den første, der får en knallert, når han bliver 16.
– Ja, garanteret en knaldrød Tårnby!
– Hans taske ser dyr ud.
– Ægte læder med masser af lommer. Hans far er direktør. Han virker også lidt forkælet, synes jeg. De spiser ikke frikadeller.
– Nå. Hvorfor så ikke det? Kan de ikke lide dem?
Nu kommer der gang i køen.

Oppe i klassen har en eller anden lagt en seddel på mit bord.
”morde”, står der bare. Jeg viser den til Keld.
– Er det dig? Og hvad står der egentlig?
Han ryster energisk på hovedet.
– Står der idiot på ryggen af mig, snerrer han og ser over på dørrækken.
Jeg krøller sedlen sammen og smider den ned på gulvet.
Resten af timen følger jeg godt med og ser kun op på læreren. Jeg kan ud ad øjenkrogen se, at Mary kigger over på mig flere gange.

Kedde er med på hjemvejen og cykler igen sammen med Polle. Jeg ved ikke, om jeg vil følges med dem og holder mig langt tilbage.
Jeg sætter for en sikkerheds skyld farten lidt ned.
Kedde snakker hele tiden kun med Polle. Så drejer han af og forsvinder.
Lidt senere drejer Polle også af uden at vende sig.13

Jeg smider tasken på skrivebordet og går ind i køkkenet og smører mig en leverpostejmad. Så gumler jeg ind i stuen og banker på soveværelsesdøren.
– Er du stadig syg? spørger jeg mor, der ligger i sin seng.
– Ja, det er noget skidt, Hans Theodor. Går det godt i skolen?
– Mnn.
– Tag du dig bare en mad. Jeg håber, jeg også kan være med til aftensmad i aften. Arnold har lovet at lave den. Se lige, om Pussy har fået mad, gider du?
Jeg nikker og går tilbage til mit værelse og kommer i tanker om, at jeg har glemt at lukke døren i køkkenet. Derfor rejser jeg mig og går ind og lukker den.
Tager bøgerne frem til i morgen og begynder på lektierne.

– Hans Theodor?
Jeg kan svagt høre mor kalde, men bliver siddende.
– Hans Theodor?
Når jeg propper fingrene ind i ørerne, kan jeg næsten intet høre, men også kun næsten. Når man lukker øjnene, kan man ikke se. Man kan ikke på samme måde lukke ørerne. Man kan heller ikke holde vejret, selv om man prøver. Til sidst må man slippe og lade luften drøne ind. Jeg prøver at koncentrere mig om at læse, selv om jeg må starte forfra flere gange, for jeg kan bare ikke huske, hvad det er, jeg læser.

– Hvordan går skolen så, HT?
Arnold sidder bag sin avis.
– Godt, svarer jeg.
– Har du selv haft en hård arbejdsdag? spørger jeg avisen.
– Ja, det kan man godt sige. Vi har så travlt. Der er mange tyske kunder. De tager spritbådene for at købe smør og sukker og ost. Danskerne sejler bare for at få en lille skid på. Og så måske kigge lidt på Flensborg.
Han lægger avisen og tager to frikadeller mere op på sin tallerken og får øje på mig.
– Du skal da snart klippes, HT.
Mor spiser små stykker mad, som hun har skåret ud.
– Du ligner en kanariefugl, der spiser frø, mor.
– Jeg kan ikke spise så meget.
– Nej, det er nok svært, hvis …
Arnold bladrer i avisen. Han slipper med den ene hånd og holder den med den anden. Den frie hånd tager gaflen og putter mad i munden.
Katten mjaver rundt om vores ben.
– Er du sulten, Pussy? spørger mor.
Der er lidt stille nu. Efter maden vasker jeg op, da det er min tur, mens mor går i seng, og Arnold sætter sig ind i stuen efter omhyggeligt at have lukket døren.14

I det første frikvarter en uges tid senere går Polle og Henning og Kedde rundt om flagstangen. Jeg står lidt, men kan ikke finde Lasse og går så hen til de tre. Hvis jeg vil følges med nogen, må jeg selv spørge. Der kommer ikke nogen og spørger mig. Henning er rar at snakke med. Bortset fra Lasse er han den eneste, der har snakket til mig, uden at jeg har sagt noget på forhånd. Én gang.

Det er kun lærerne, der kalder Kedde for Kristian.
– Nå, HT, siger han og gør munden skæv, du har smidt de korte bukser?
Han bøjer sig og sjasker lidt vand fra drikketruget på mig.
Jeg hopper til siden og vender ansigtet mod solen og lukker øjnene. Polle har hænderne i lommen, så måske sker der ikke mere.
– Nu går du jo heller ikke i børnehaven længere og kan lege brandmand.
Så ser jeg over mod gymnastiksalen:
– Sig mig, er der ikke en fodboldbane her på skolen et sted?
– Nej, snøvler Henning. Så skal vi om på stadion.
Nogle kalder ham Lunte, fordi han lunter sådan sjaskende med sine lange arme. Han går ikke som vi andre.
Han lunter bare af sted. Han er en smule duknakket.
– Hvem af pigerne ville I helst i seng med? spørger han med sine små, tykke kysselæber. Han har også mørke øjne med store mørke øjenvipper.
Vi går videre uden at standse op eller vende os eller kigge på hinanden. Rundt om os leger de små med bolde og sjippetov. Der er almindelig larm i skolegården.
Lunte kigger rundt på os og svarer selv meget alvorligt.
– Mary har sgu for store patter, det gider jeg nok ikke. Så hellere Kalgård, hun er lille og bred i det, og det giver nogle gode baghylere. Ja, Kirsten også, men hun er ikke min type. Men hun har sgu en god røv.
Vi går videre i samme tempo.
– Baghylere ved du vist ikke, hvad er.
Det er Kedde igen. Til mig, selvfølgelig.
– Hvad med Bente? spørger jeg Lunte.
– Hun er fanme for radmager. Har du ikke set hendes kindben? Hvis man boller hende, vil det rasle i hele huset.

Vi nikker langsomt. Jeg har nu mest lagt mærke til hendes øjne. De er meget mørke, men alligevel sådan strålende.
– Er der nogen, du ikke har bollet? spørger Kedde.
Lunte ser alvorligt på ham og hiver en lille sort lommebog frem fra inderlommen. Han bladrer i den og venter lidt med at svare.
– Thomsen og Clausen.
– Har du hørt det med Berlin, spørger Polle Lunte.
– Nej, har de været dernede?
– Nej, de har bare skudt flygtning nummer 40 nu.
– Flygtning? Hvad mener du?
– Ja, du ved, der er den der mur mellem Øst- og Vest-Berlin, så østtyskerne ikke kan flygte til Vest-Tyskland.
– Det følger jeg sgu ikke med i, mumler Lunte.
– Hel-Thom-sen og Lav-sen, mumler Kedde og ryster på hovedet. Der er sgu da ingen, der gider knalde med dem.
– Har du skrevet navnene på alle dine kærester op i den bog? spørger jeg.
– Nej, kun dem jeg har været i seng med.
– Mnnn.
– Jeg giver dem karakter efter, hvor godt det var. Se.

Vi standser. Han åbner bogen for mig, og jeg kan læse en del pigenavne og bag hvert navn er der en karakter. Der er mange navne, side op og side ned.
– Nu er jeg jo et år ældre end jer, fordi jeg måtte gå en klasse om, så jeg har nok tyvstartet.

Jeg var engang på biblioteket for at låne en bog om det bestemte emne. Jeg vidste ikke noget om, hvor den stod, så jeg spurgte en bibliotekar.
– Har I en bog om … det der … med drenge og piger? Jeg kiggede til siden og mærkede rødmen i ansigtet.
– Her, sagde han bare og langede en noget slidt bog med mørkerødt omslag over disken, han tog den fra en hylde under.
Henrik Hoffmeyer. Vejledning for unge om kønslivet. Da jeg slog op i den hjemme i sengen, fandt den af sig selv en side med en tegning af en kvindes skede og åbnede sig helt. Vagina. Den var skåret igennem. Da jeg lukkede den igen, faldt et par løse sider ud med mandens penis. Den var også skåret igennem.
Der var mange datostempler bag i bogen.
Der stod, at hvis man var sammen med en pige, kunne der komme forøget blodtilstrøming til penis, hvorved den ville blive hård og rejse sig. Det var der ikke noget billede af. Så kunne den, hvis den var gammel nok, føres ind i kvindens skede og her med frem- og tilbagebevægelser nå noget, der hedder klimaks, hvorved sæden ville stødes ud og sive op i uterus, der sås skåret igennem, hvor en af de mange sædceller ville trænge ind i kvindens æg fra æggestokkene, der ligeledes var skåret igennem, og det vil så begynde at dele sig og til sidst frembringe et barn efter ni måneder. Der var intet billede af et barn, der var skåret igennem.
Barnet vil være elsket af sine forældre, særligt af moderen til at begynde med.

Inspektør Enarmet ser jeg ikke noget til. Jeg fløjter lidt. Står han deroppe i kontorets vinduer og holder øje med mig? Jeg kigger op, men ved ikke, om det er ”tilrådeligt”.

Jens Martin har igen hentet wienerbrød hos bageren, og nu står han og gnasker gul creme og rosiner og nødder og sukker og kage i sig.
Han snakker meget om Elvis og får håret klippet med en stor krølle foran. Han bruger brylcreme, så håret ser blankt ud. Jeg har kun vestenvind i håret.
Polle går hen til Jens Martin:
– Du går bare til bageren i frikvarteret, selv om det er forbudt?
– Jeg må godt.
– Hvordan kan det være?
– Inspektøren kommer sammen med mine forældre.
– Nå, derfor.
– Ja, vi er næsten naboer. Vi er altid sammen nytårsaften.15

I historie er vi i gang med vikingerne, og Polle rækker langsomt hånden op.
– Lærer Didrichsen?
– Ja?
– Hvorfor er der så mange flygtninge fra Øst-Berlin, og hvad det er for noget? Har det noget med nazister at gøre?
– Det er noget værre noget. Men i historie skal vi først have noget om tyskerne i efterkrigstiden næste år, når I kommer i 3. real. Så er det klart, vi skal snakke om baggrunden for alt det, der sker dernede nu.
– Ja, men …
– Adrian, kan du beskrive fra lektien i dag, hvorfor vi skal høre om vikingerne?
– Lærer Didrichsen? Ja, men det der i Berlin, kunne det ikke være spændende at høre lidt om?
Polle bliver ved.
– Nej, Poul, vi kan desværre ikke gå uden for pensum for 2. real. Vest-Tyskland er i dag et moderne demokrati, og der er ikke en eneste nazist tilbage. Hvad der sker i Øst-Tyskland eller DDR, er meget indviklet, og derfor skal det ses i en større sammenhæng. Det skal vi altsammen høre mere om næste år. Det lover jeg dig, Poul.
Han vender sig igen mod Adrian.
– Du har ikke lavet din lektie, Adrian.
– Kan man rødme, hvis man er neger? vender Bente sig om mod Kirsten og spørger ikke særligt højt og kaster et hurtigt blik over mod mig.

Hr. Didrichsen opgiver Adrian og vender sig ned mod pigerækken.
– Mary, fortæl os om vikingerne.
– Mener De, at negre er dovne?
Det kommer fra Kirsten.
– Hvad er der nu med dig, Kirsten?
Han smiler til hende.
– Ja, undskyld, men i min gamle skole havde vi engang en diskussion, om negre var dovne.
– Enhver har set billeder af negre, der sidder og hænger uden at arbejde. Så de har nok lidt medfødt dovenskab.
– Men Adrian er da ikke neger? hvisker jeg til Keld. Er han?
Kurt vender sig halvt:
– Nej, men han er sgu noget mørk i huden.
– Jeg har også hørt, at negre er dovne, siger Bente.
Lærer Didrichsen sukker højt.
– Vi lever jo i et demokratisk samfund, så lad os stemme om det, siger han pludselig.
Vi stirrer op på ham.
– Jeg mener, hvor mange af jer synes, at negre er dovne. Ræk hånden op, hvis I mener det?
Mange rækker hånden op. Lærer Didrichsen tæller.
– Og hvem mener, at de er flittige, arbejdsomme og effektive og aldrig holder pause midt på dagen?
Denne gang er der ikke mange hænder i vejret.
– Ja, men så er det vist afgjort. Negre er dovne. Punktum. Mary, fortæl os så om vikingerne.

Mary snakker mere og hurtigere end Adrian, der dukker sig efter skideballen.
– Ja, det var godt, Mary. Du kan bare det der, det kan jeg godt lide.
Han smiler til Mary, der strammer blusen. Lærer Didrichsen falder hen et sekund, så retter han sig op og vender sig mod Adrian.
– I kan vel godt forstå, at så længe I ikke kan jeres lektier ordentligt, lige så godt som Mary kan, kan jeg ikke tillade mig at bruge tid på ting og sager, I synes, vi skal snakke om. Det gælder også dig, Lasse. Og hvis du ikke kan forstå det, er jeg sikker på, at en tur ned på inspektørens kontor vil hjælpe helt godt.
Lasse nikker. Alle nikker.

Lærer Didrichsen kigger ud over klassen:
– Nå. Næste gang gælder det repetition af de ægyptiske faraoer. De havde knap så meget demokrati som os.
Det ringer ud, og lærer Didrichsen står ved sit kateder.

Mary går meget tæt forbi mig med meget rank ryg og ser på mig med et lille smil.
– Mary Christmas, siger jeg til hendes bryster, der bevæger sig under blusen.

– HT, her!
Lærer Didrichsen vinker mig til sig.
– Jeg synes, du er noget passiv i timerne. Du må mere frem på banen, HT. Det går ikke bare at sidde der. Og du ved jo godt, at du har kort snor her, ikke?
– Mnnn.
– Gå så ned og hold frikvarter. HT, vi vil jo kun dit eget bedste!
Han klapper mig på skulderen og bøjer sig mod sine papirer.16

Min interesse for bryster startede til juleafslutningen onsdag den 21. december 1960 lidt efter morgensangen i 7. klasse. Vi skulle snart have juleferie, og jeg kiggede over på slagterens Ingelise, der sad i sin røde nissetrøje og strakte sig. Hun smilede hele tiden og så på os drenge og sad helt rank med overkroppen, mens hun halede ned i trøjen, som hun ville vise os alle sammen. Det var en helt ny, flot trøje, som hun lige havde fået her op til julen. Jeg ved ikke, hvornår hun havde fået bryster, for jeg havde ikke lagt mærke til dem før. Måske var de pludselig vokset ud om natten lige før juleafslutningen? Eller var det nissen, der var kommet og havde opfyldt et ønske fra hende?
– Skal vi synge nr. 24?
– Glade jul, dejlige jul …
– Hans Theodor, vil du læse juleevangeliet?
– Men det skete i de dage, at …
Jeg kiggede meget efter røde trøjer derefter. Jeg fandt ud af, at farven ikke var afgørende.

En aften kom Eva ind og lagde sig på min seng og snakkede, mens jeg sad i lænestolen og læste. Hun lå uroligt og kørte meget rundt og frem og tilbage og lavede buler i min redte dyne, mens jeg var fordybet i bogen. Jeg så ud af øjenkrogen, da hun strakte sig og gabte.
– Hvad synes du om min bluse?
– Den er da meget pæn.
– Kig på den.
– Ja, ja. Har gjort.
– Hvad synes du om farven?
– Fin nok.
Pludselig opdagede jeg, at hun gjorde det samme som slagterens Ingelise. Altså sad og strakte sig, så de rigtigt kunne bule ud. Også Mary. De minder meget om hinanden, og jeg havde bare ikke lagt mærke til det før. Eva er blot en slags søster. Plejesøster? Det er det samme med hendes mor. Elna er både plejemor og har bryster.

Hjemme bag skrivebordet gør jeg meget ud af at skrive til Eva om noget af det sjove, der sker, blandt andet det med Polle, mens jeg ikke skriver så meget om alt det andet.

Jeg skriver ikke noget om, at der er pæne piger i klassen. Selv om der både er Mary og Bente og Kalgård og Sonja. Og Kirsten ikke at forglemme.
Ja, der er selvfølgelig også Clausen og Thomsen.
Men de er ikke helt så pæne. Jeg tegner med kuglepennen i luften. På den måde. Clausen er lille og har en fuglestemme, og Thomsen er omvendt høj og lidt sjusket bygget. Desuden har hun store sorte briller og mange fregner. Nå ja, det har Clausen også.
Jeg slutter mit brev af med, at vi snart må ses igen.
Bente har nu også fregner, men på en måde sidder de bedre på hende. Faktisk sidder de skide godt. Jeg tænker meget på hendes store, brune øjne. Og hendes hvide tænder.

Eva savner mig, skriver hun i sit brev, og jeg skriver så, at jeg også savner hende. Tager bukserne ned og holder noget hår ud mellem to fingre og klipper forsigtigt, meget forsigtigt og meget koncentreret, noget af og lægger hårlokken ved brevet. Så læser jeg lidt videre i hendes brev om det, hun oplever, og det fortæller jeg så tilbage på samme måde. Hendes brev ligger til højre, mens jeg skriver mit brev til venstre, fordi jeg bruger venstre hånd.
Ved siden af hendes brev ligger den lille sorte bog, jeg huggede i lærerens skrivebord. Den minder lidt om Luntes med god grund. Hver gang, jeg kysser en pige, skal hun i. Det andet kan altid komme i også. Foreløbig er der én.17

Vi skal have tysk og sidder og venter. Hr. Zack er tit forsinket.

– Nå, HT, hvordan kan det være, at du kan så meget tysk?
Det er Keld, der spørger. Han snakker lidt højt, synes jeg.
– Jeg ved ikke, hvad du mener, siger jeg.
– Det er nok, fordi Hans Tosse er tysker, HT lig med Hitler Tysker, det kunne man også kalde ham, siger Kedde og griner til Polle og Keld.
– Det er ikke jordens bedste mennesker.
– Er der ikke noget med, at du er ud af en tysk familie? brøler han op.
Når han griner, går næsen lidt opad. Man kunne godt banke den en anelse længere nedad med en af de der runde og tunge træhamre fra træsløjd. Eller endnu længere opad, naturligvis. Så kunne man glo ham op i hjernen. Men det ville man ikke få noget ud af. At kigge på ingenting.
– Hans Tosse lever sgu op til sit navn, må man sige. Er det rigtigt, at du har bræ …

Døren går op i det samme og afbryder ham, og hr. Zack kommer ind i klassen lige bag sin mave. Han er klædt i sort med hvid skjorte og slips og har ingen taske med, kun de par bøger, han bruger i timen.
Min puls er høj.
Vi starter med højtlæsning.
– Hans, læs!
Oste starter.

– Ja, und … Keld!
Så går hr. Zack tilbage til katedret, hvor han står og hører på det sidste, der læses. Han står helt tæt på bordet en smule uroligt.
– Mary! siger han.
– Kan I ikke se, hvad han laver, hvisker Keld smågrinende til Kurt og Oste.
Jeg glor også.
– Han gokker den sgu af, siger han begejstret.

Andre har åbenbart også lagt mærke til det, for i pausen samles vi og snakker om det.
– Det gør han fanme hver time. Hold kæft, en voksen mand?
– Hver time? Nej, hvert kvarter får den lige en.
– Han står sådan her …
Knud laver en bevægelse frem og tilbage med hofterne.
– Jeg får en idé, læsper Knud og griner.
– Hvad?
– Vent og se.
Kedde står der også og morer sig. Hvad var det nu, han sagde?
”… Er der ikke noget med, at du er ud af en tysk familie? …” og også noget med ”… Er det rigtigt, at du har bræ …”.

Vi har to timers tysk lige efter hinanden. I den næste er der hverken småmumlen eller hvisken i klassen. Der er helt stille. Hr. Zack tager sin bog, og vi læser højt på skift. Ingen snakker. Mange af os har travlt med enten at kigge op på Zackedrengen eller over på Knud.
– Det er næsten som juleaften lige før gaverne, hvisker Keld til Kurt, der vender sig og svarer:
– Ja, hvad mon han har fundet på, den gode Knud?

Vi læser længe. Intet sker. Der er skriftlige øvelser på tavlen, som vi skal skrive ned, og ellers begynder det at se håbløst ud, hvis nummeret med zackedrengen skal blive til noget.
Knud stønner opgivende, men så er heldet med ham og os.
– Vi læser lige de sidste 10 minutter. Thomsen!
Thomsen læser et par ord op. Det lyder ikke helt som tysk, og Adrian gør hviskende nar ad hende ved at udtale de samme ord endnu sjovere. De nærmestsiddende griner stille.
Thomsen kan godt høre det og standser flere gange op og sukker over mod Adrian.
Hr. Zack hører ikke noget og nærmer sig katedret, og tværs gennem lokalet hører vi tydeligt Knud hviske:
– Så.
Sekunder efter står tysklæreren ved hjørnet af bordet, giver læsningen videre til Mary og placerer sig i tæt kontakt med hjørnet. Han begynder at være lidt urolig igen, og rundt omkring lyder der halvkvalte fnis og sprutten. Polle sprutter så højt, at hr. Zack hører det og ser op. Han vender sig over mod Polle.
– Hvad foregår der?
Alles øjne klæber til hans sorte bukser. Midt på gylpen er der en stor hvid plet.
– Knud har sgu gnedet bordhjørnet ind i kridt, gisper Keld.
Kurt vender sig rundt igen og griner til ham på en sjov måde.
Polle rejser sig med hånden foran næsen, som om han har næseblod og stormer ud af klassen.
– Nå, han er nok kommet galt af sted, bare nu ikke hele hjernen bløder ud, brummer hr. Zack og ser lidt forbavset op, da vi griner temmelig meget af det, han siger.
Han smiler, ser på sit ur og vinker, og den hvide plet vinker med.
– Ved I hvad? I får tidligt fri i dag. Jeg er kommet i godt humør.18

I sidste time skal vi have matematik. Lærer Didrichsen kommer ind og smider sine bøger på katedret. Han ser vred ud.
– Hvem af jer kan finde på at lave sådan et nummer med min kollega?
Vi står endnu, men enkelte af os sætter sig.
– Sæt jer.
Resten ryger ned.
– Hvem har lavet det nederdrægtige nummer med hr. Zack? Hvem, spørger jeg.

Hans øjne fejer hen over klassen, og vi dukker os.
– Har du? Spørger han Adrian.
– Nej, siger Adrian. Han ser direkte op på lærer Didrichsen, som efter et kort øjeblik går videre.
– Har du? Spørger han mig.
Jeg ryster bare på hovedet. Han vender sig og standser ud for Lasse.
– Har du?
– Hvorfor sprang De over både Kurt, Knud og Kedde? spørger Lasse.
– Fordi, lille ven, de elever aldrig kunne finde på at gøre sådan noget. Det ved vi. Derimod er der visse elever, vi ikke kan stole på. Jeg vil i øvrigt ikke finde mig i dine flabetheder, at du ved det.
– De beskylder os for at have lavet et nummer med en lærer uden at snakke med os først. De kan da umuligt vide, hvordan …
– Så er det godt. Du tier stille, ellers er det ud.
– Så må jeg hellere gå ud, for jeg har svært ved at tie stille, og jeg troede jo, at hvis man blev beskyldt for noget, måtte man forsvare sig i et demokrati.
Han pakker sine ting og rejser sig.
– Men det kan jeg forstå, man ikke må, hvis man hedder Lasse.
Lasse rejser sig, tager sin taske og går mod døren.
– Jeg vil heller ikke finde mig i at blive beskyldt for noget, jeg ikke engang ved, hvad er, så jeg tror da, at jeg skal følges med Lasse ud, siger Adrian og rejser sig.
Jeg sidder helt fremme på stolen. Skal – skal ikke.
– Det gælder faktisk også mig, siger jeg endelig og følger efter. Jeg går omkring Keld, der har fået store øjne, på hans anden side og op til døren.
Lærer Didrichsen lukker sin mund, der har stået åben i nogen tid.

Jeg lukker døren efter mig og følger med bankende puls efter de andre to.
– Jeg vil fannerme heller ikke finde mig i at blive beskyldt for noget, Knud har gjort, siger jeg højt til de to andre og med tryk på.
– Aha, lyder en mandestemme lige ud for mig. Omkring hjørnet ind til formningslokalet kommer hr. Zack og standser os.
– Siger du, at det var Knud, der absolut skulle spille smart og ødelægge mine bukser?
– Nej, det var bare noget, jeg sagde …
– Det er godt med dig, siger hr. Zack. Han går hen til klassen og banker på.
Lasse hanker op i sin taske og vinker til os.
– Kom. Vi har ikke noget at gøre her alligevel. Lad os tage hjem. Jeg gider sgu ikke være her længere.
– Vi er dem, der er smuttet.
Vi går ned ad trappen med vore tasker og om i cykelskuret. Lasse tager fat i den ene affaldscontainer og forsøger at vælte den.
– Kom nu, Lasse. Lad den lortetønde stå.
– Det var kun for at markere: Lasse var her!
Vi cykler over skolegården, hvilket er strengt forbudt, men ingen råber efter os. Det straffes med at skulle gå et antal gange skolegården rundt. Antallet bestemmes af lærerens humør. Er det sløjdlærer Stenhase, må man regne med mindst 10 gange. Det tager sin tid. Til gengæld kaster han ikke sin høvl efter en. Det sker vist kun i sløjdlokalet.
– De siger om lærer Didrichsen, at hvis konen ikke vil gå i seng med ham, bliver han ond hele næste dag i skolen.
– Noget tyder på, at hun stort set aldrig går i seng med ham.
– Jeg kan huske, at han engang mødte op og var i strålende humør, og da var vi alle sikre på, at konen havde sagt ja aftenen før.
– Får vi brev hjem nu? spørger jeg.
– Nej. Så havde han sagt det.
– Vil I sige noget om det hjemme, spørger Adrian.
– Nej, siger Lasse. Det gider jeg ikke. Min mor er ligeglad.
– Jeg gør det heller ikke. Hverken til min bedstemor eller mor. Så skulle jeg jo fortælle om lærerne hver dag, og det gider de sgu ikke høre på.
– Og du har jo ingen far, HT.
– Nej, det har jeg ikke.

Jeg cykler stærkt og får afstand til de to andre.
Jeg vender mig om og ser, at Lasse vinker farvel og drejer, og minuttet senere er det Adrians tur.
Jeg lægger ikke meget mærke til hjemturen. 19

Polle har igen kørt med Kedde her til morgen. Nogle morgener har det været sådan, at de netop kom ud på vejen, da jeg også passerede. Så kunne vi følges ad. På en måde vil jeg nu hellere cykle alene.

– Du skal ind til inspektøren, kommer en mindre dreng hen til mig.
– Hvad? Hvem siger det? Nu?
– Det siger han selv. Ja. Du skal derind nu med det samme.
Tænkte det nok. Banker forsigtigt på.
– Sæt dig, Hans Theodor.
Jeg sætter mig på stolen ved siden af Lasse. Han ser bare frem for sig.
– Adrian er syg i dag, men jeg har en høne at plukke med jer to så. Den oplevelse i går var skidt for jer.
En serie højlydte trommeslag trænger ned i kontoret oppefra.
– Hvad? siger Lasse.
– Ti stille og hør efter. I mangler total respekt. Det er respektløshed blot at forlade klassen, mens en lærer er i gang med at finde ud af noget.
– Ja, men jeg hørte ikke …
– Jeg sagde ti stille. Lasse. Det betyder, at nu har jeg ordet. Forstået?
– Javel, hr. inspektør.
Han fortsætter.
– Når en lærer går i gang med at undersøge en sag, virker det mistænkeligt, hvis nogen forlader klassen, før han er færdig. Hvordan i alverden kunne I finde på at forlade klassen?
– Vi, øh, jeg følte mig uretfærdigt behandlet.
Jeg siger ingenting.
– Hvordan uretfærdigt? Så vidt jeg ved, var hr. Didrichsen i gang med at udspørge jer om en episode i hr. Zacks time. Hvad uretfærdigt er der i det?
– Han spurgte kun os tre. Gik forbi alle andre.
– Han må jo have haft sine grunde. I kan ikke vide, hvad der ligger bag.
– Nej, men det kunne han heller ikke forklare os. Han sagde bare, at nogle elever aldrig kunne finde på at gøre sådan noget, og andre kunne han ikke stole på.
– I tre har da så absolut vist, at vi ikke kan stole på jer. Lærerne laver et stykke grundigt og seriøst arbejde, og det eneste, I gør, er at spolere det.
Han sveder og retter lidt på slipset. Tænk, hvis han gjorde det med det armløse ærme. Det ville være sgu være noget af en tryllekunst, som han kunne optræde med. Foran alle elever. De ville skrige af grin, hvad man ikke kan påstå, de ellers gør, når han holder sine lange foredrag om …
– Hører du efter, HT? Hvad sagde jeg til dig allerførste dag? Sagde jeg ikke, at du skulle passe på? Og hvad har du gjort siden? Ikke andet end brokke dig, tale lærerne imod, været imod alting og fræk oven i købet. Er der noget at sige til, at vi føler, vi ikke kan stole på dig?
– Jeg har da ikke været imod alting.
– Jeg tror, I skal passe meget på, for ellers er jeres dage her snart talte. Det kan ikke blive ved med at gå, det her. Nu får I et brev med hjem i dag, det skal skrives under derhjemme, og så tager I det med igen i morgen.
– Er I med? Gå så til time.

– Enarmet kæmperøvhul.
Det ryger ud af Lasse, og jeg nikker.
– Det er den dummeste inspektør, jeg nogensinde har haft, mener jeg. – Også den mindste. Og den med færrest arme.
– Ja, ham har vi ikke været heldige med.
– Hvordan ville han mon give en lussing?
Jeg prøver at slå med den ene hånd, mens den anden er i lommen. Kan ikke holde balancen.
– Jeg tror slet ikke, han slår lussinger. Har ikke set det her.
Lasse lyder sikker.
– Han tog kvælertag på mig.
– Ja, det gør han somme tider. Har jeg hørt. Jeg har nu ikke selv prøvet.
– Nej, det tør han sgu ikke.
Jeg ser beundrende på Lasse. Bare jeg …

Det er det korte frikvarter. Polle kommer til.
– Hvad så? Kom hr. Zack ind i klassen i går?
– Ja for helvede. Han nærmest stormede ind og overfaldt Knud og hev i ham og spyttede skæld-ud over ham. Til sidst tog han ham i armen og drønede ham ned til inspektøren.
– Hvorfra vidste han, at det var Knud?
– Ja, det var jo det mærkelige. Han råbte, at han godt vidste, at det var ham, der havde ødelagt hans bukser, og at han nok skulle fortælle hans far det, så han kunne få et par nye.
– Det er da synd for Knud.
– Ja, gu er det så. Men det var fanme et godt nummer!
Vi griner lidt af Knud og hans påfund, og jeg kommer i tanker om noget.
– Jeg har engang ramt en gårdvagt i hovedet med en snebold.
De glor begge forbavset på mig.
– Det er løgn, mener Polle.
– Nej. Jeg stod lidt for mig selv og så kastede jeg den her snebold, som jeg havde stået et stykke tid og gjort fast, I ved rigtig fast ved at trykke og trykke al vandet ud, og så kom jeg i tanker om, at det var forbudt, og så syntes jeg, det var spild bare at smide den fra mig, så derfor kastede jeg den opad uden at tænke mig en skid om …
– Opad?
– Ja, du ved, op i luften, og så faldt den sgu ned lige oven i hatten på gårdvagten.
– Hold da kæft. Fik du ikke ballade?
Lasse ser på mig med øjne, der er større end de plejer at være hos ham.
– Nej, for han opdagede ikke, den kom fra mig. Faktisk var der ingen, der så det. Da jeg kom op i klassen, fortalte jeg det til Heine, men han troede heller ikke på mig.

– Jeg tror sgu ikke på dig, siger Polle. – Det er bare noget, du finder på. I ved slet ikke, hvad der skete, da I skred i går.
– Jo, jeg har hørt lidt om det, mener Lasse.
– Også at lærer Didrichsen nåede at sige, at vi da sagtens kunne undvære jer tre, så nogen stor skade var det da ikke. Og så kom Zackedrengen tromlende ind og ødelagde det hele.
Polle ser hele tiden kun på Lasse.
– Hvordan det?
– Jo, for så kiggede vi bagefter alle sammen op på lærer Didrichsen for at se, hvordan han tog det. Men han sagde ingenting.
– Vi har da heller ikke fået nogen undskyldning, siger Lasse.
– Regnede du med det? Polle ser spørgende på Lasse.
– Jaa, måske. Jeg troede faktisk, at det var det, vi skulle have inde hos inspektøren. Han kunne have sagt: Det må I meget undskylde. Lærer Didrichsen tog simpelt hen fejl.
Polle griner himmelhøjt.
– Ha, ha, så er den sidste idiot ikke født endnu, kan jeg høre.

Da jeg skal ind i klassen, står Knud og spærrer vejen for mig.
– Jeg kan forstå, at det er dig, der har sladret til zackedrengen?
Han griber fat i min trøje foran.
– Sladret? Gu har jeg ej sladret. Hvorfor skulle jeg det?
Knud tager hovedet tilbage og smadrer panden ind mod mit ansigt. Jeg når dog lynhurtigt at få delvist afpareret, så det ikke gør helt så ondt. Men min næse springer op og bløder.
– Zack sagde til mig, at han havde det fra dig. Det vil jeg sgu ikke finde mig i. Er du med?
Jeg har bøjet mig bagover og fået mit lommetørklæde fumlet frem.
– Av for helvede, kan jeg ikke lade være med at klynke.
– En ting mere. Vi ved alle, hvad du har lavet. Vi er også nogle stykker, der ikke synes, du har fået nogen straf.
– Mnnn. Av, for satan, stønner jeg.

Senere kommer inspektøren ind i klassen. Vi rejser os alle sammen. Han vinker med hånden. Jeg har stadig lommetørklædet mod næsen.
– Værsgo at sætte jer. Her, Lasse, tag dette brev med hjem til din mor, få det underskrevet og aflever det igen i morgen.
– Og her er det til dig, Hans Theodor, på samme måde.
Han giver mig en gul kuvert med skolens navn udenpå og min mors under ruden. Jeg tager imod med den ene hånd, mens den anden holder lommetørklædet.
– Ja, sådan skal det være, lyder snøvlende det ovre fra Knud. Er et brev nu også nok til ham fadermorderen?
Det sidste siger han så lavt, så jeg næsten ikke kan høre det.
– Har du besvær med at trække vejret, spørger han grinende over mod mig.

I dag går Polle og jeg tilfældigt ud gennem cykelskuret på samme tid.
Da vi trækker vore cykler over skolegården, kører der en ekstra lang, sort Mercedes ind gennem dobbeltporten.
– Det er Keddes far, siger Polle. De skal til Flensborg, så han henter ham her. Han må godt køre ind i skolegården.
Han vinker til Keddes far.
Det er noget af en bil, Keddes far har. Polle kigger også langt efter den.
– Der kører min bedste ven. Hvem, der havde en far med sådan et dollargrin, siger han.
– Eller bare en far, siger jeg.
Resten af vejen hjem snakker vi ikke særligt meget. Polle siger lidt, mens jeg næsten kun lytter, indtil han spørger:
– Hvad var det med dig og Knud?
– Han mener, jeg har sladret til Zackedrengen.
– Det gør man sgu da heller ikke.
– Han hørte mig snakke om Knud til Lasse og Adrian, lige da vi var på vej væk fra klassen, så måske …
– De siger, at din far døde i en brand. Er det rigtigt?
Det kunne være interessant at regne ud, hvor mange omdrejninger det forhjul kører på vejen hjem. Det går ret stærkt. Er det 2 meter i omkreds? Eller 2, 5? Så kan man jo sagtens regne det ud.
– Hvem siger det?
– Kan det ikke være lige meget? Nogen. En af pigerne, tror jeg.
– Du skal ikke altid tro på det, nogen siger.
Efter nogle øjeblikke kommer det fra ham:
– De siger også, at du var skyld i, at han døde.
– Nå.
– Ja, og at du slet ikke er blevet straffet for det.
– Straffet?
Det er anden gang, jeg hører om det.
– Det er mest Knud, der snakker om det. Og Bente.
– Hvad mener du?
– Ja, de snakker om at straffe dig, så det kan mærkes. Ved du ikke, hun havde en udklippet avisartikel med den anden dag? Det var om den der far, der brændte inde i julen 1957. Det er da din far, ikke? Og dig, ikke? Bente synes, du også skulle brændes lidt.

Hjemme ligger mor i sin seng. Jeg siger goddag til hende, og hun spørger mig, om jeg vil give katten noget mad. Jeg smører mig en leverpostejmad, lukker både soveværelsesdøren og køkkendøren og min egen dør og sætter mig til mit skrivebord og gumler løs.
Tager min taske op og hiver de bøger ud, jeg skal læse noget i til i morgen. Et brev falder ud. Det er inspektørens brev.
Jeg sprætter det op og læser:
”Da Hans Theodor ved gentagne lejligheder har vist sig ude af stand til at omgås andre med respekt og især har optrådt frækt og ubehøvlet over for kolleger, skal jeg herved gøre det helt klart, at dette må ophøre. I forvejen holder vi af gode grunde øje med ham. I går var han angiveligt med til at drille en lærer helt uforskammet ved at smøre kridt på hans bukser.
Det kan få de alvorligste konsekvenser, hvis han ikke forbedrer sig kraftigt. Jeg beder Dem med Deres underskrift her nedenunder bekræfte, at De har læst dette, og at De har forstået alvoren i det. Med venlig hilsen …”.
I mors pung har jeg fundet en regning, som mor har kvitteret på, og med lidt øvelse får jeg skrevet en god underskrift på rette sted i brevet. Jeg lægger det tilbage igen i kuverten sammen med lidt leverpostej, bare sådan lige en fingerspids, og så ned i tasken.20

Jeg afleverer brevet fra min mor i den brevsprække, der er ind til inspektørens kontor. Jeg var lige ved at glemme det, fordi jeg havde travlt med at pumpe luft i min cykel for at se, om den skulle være punkteret. Den kunne ikke holde luft her til morgen.
Pumpningen har desværre medført, at en del olie og rust og sådan noget satte sig på brevet. Men det betyder sikkert ikke noget.

Næste frikvarter er spisefrikvarter.
Jeg står lænet op ad en stolpe under halvtaget for mig selv og kigger ud i skolegården. Normalt går man rundt om flagstangen med madpakken i den ene hånd og et stykke brød i den anden, mens man gumler og snakker samtidig, men jeg gider ikke gå rundt alene og se alle andre gå og snakke sammen. De går og går og kommer aldrig videre. Gårdvagten går også rundt med hænderne bag ryggen. Jeg kan hverken se Knud eller Kedde, og ingen har ellers sagt noget om mig.

Så lyder en lidt hæs pigestemme lige skråt bag mig:
– Vil du ikke hellere sidde her hos mig på bænken?
Jeg ser to piger, der kigger i min retning. Jeg vender blikket søgende om til den anden side, mens jeg tygger leverpostejmundfulden færdig.
– Heyy! Det var dig, jeg mente.
Den lyshårede af dem rejser sig og tager et skridt hen mod mig, og jeg skynder mig at synke. Mig? Jeg vender mig lidt til den anden side. Sådan halvt, så jeg både vender mig og ikke vender mig.
Jeg træder et skridt nærmere. Min appetit er pist borte. Jeg stikker madpakken om bag ryggen og synker mundfulden, selv om den ikke er tygget helt færdig.
– Lise Jarl, smiler hun og stikker mig en slank hånd med pænt klippede og helt rene negle.
– Øh, HT!
Det er lige før, jeg står og bukker.
– HT? Hvad hedder du rigtigt?
– Hans Theodor.
Først nu slipper hun min hånd. Jeg kan ikke lade være med at kigge på den.
– Sikke et flot navn. Skal du til Tivikali på torsdag?
Jeg tøver.
Der er larm fra de små piger i sjippetov, og der spankulerer gårdvagten rundt med hænderne bag ryggen uden for enhver risiko for at få en snebold i hovedet, og resten vandrer rundt om flagstangen med deres pissekedelige madpakker med leverpostej og kogte æggeskiver og hønsesalat.
Jeg svarer hende med fast stemme, mens jeg lader en hånd køre gennem håret.
– Nja, måske.
Desværre knækker stemmen lige på nja, og jeg skynder mig med at fortsætte:
– Kommer Jørn Hjorting fra radioen virkelig helt herned til Sønderjylland?
– Ja, og jeg skal derhen, kan du tro. Der er dans bagefter.
– Dans?
– Jeg synes, det ville være sjovt, hvis du også kommer.
Jeg stirrer på hende og nikker langsomt.

Eva og jeg har været lige ved at gå til dans sammen.
Men der måtte jeg tegne en streg i gruset med skoen.
– Vi kan begge gå til dans og lære det.
– Nej, tak, Eva.
– Hvorfor ikke?
– Det er noget tøset noget.
– Det er da skønt.
– Nul.

Lise Jarl ser på mig sådan, at jeg bliver nødt til at kigge nedad. Hun hælder ansigtet lidt til den ene side og har to smilehuller, en i hver kind, og en lysende plet i hvert øje, der gør ondt at kigge ind i. Det gør i hvert fald ondt i min mave. Jeg kan absolut ikke spise mere.

Klokken ringer, og jeg smider resten af madpakken i en skraldespand og vakler op i klassen. 21

– Skal du til Tivikali på torsdag, spørger jeg Polle og rejser mig og tramper løs og fløjter oven i købet. Kedde er ikke med i dag.
– Hold kæft en BMW, siger jeg og peger.
– Mnn. Det ved jeg ikke. Jeg skal lige spørge Kedde først.
Han følger med, og et kort øjeblik hujer vi derudad. Lidt længere henne bremser vi og kører igen normalt. Polle kan godt lide at bremse, så dækket laver en høj lyd mod asfalten, og cyklen snurrer halvt rundt. Han hjælper selv til med lydene.
Det har fru Larsen også set.
– Den værste at overhale om morgenen er da dig, Poul. Pludselig kan du finde på at overhale helt ude i fjerde geled. Lige ud foran min bil.
Polle smiler.
– Det gælder om at komme først til dansktimen, siger han.
Den griner vi af, også fru Larsen.
– Lærerslesker, smisker Kedde til ham.

– Du kender da Tivikali fra radioen, ikke?
– Jo fandme, jeg har da tænkt på det. Det kunne da blive meget sjovt. Jeg vil snakke med Kedde.
– Lad os snakke om det i morgen.

Resten af dagen går underligt. Jeg kaster mig over lektierne, men må hele tiden afbryde og tage fat på noget andet. Jeg læser den samme dansktekst igennem flere gange, men kan stadig ikke forstå, hvad den handler om. Jeg klapper bogen i og sekundet efter op igen. Jeg glemmer at lukke døren i køkkenet.

– Sov godt, Hans Theodor, siger mor i døråbningen.
Hende havde jeg helt glemt.
Sove kan jeg slet ikke. 22

– Kedde kan ikke, og jeg gider ikke.
– Nej.
Det tænkte jeg nok. Det er også lige meget. Så kan jeg cykle derop alene. Polle vinker og smutter hjem.

Ved aftensmaden går mit ben op og ned hele tiden.
– Sid nu stille, Hans Theodor, siger mor. Pussy bliver nervøs.
– Jeg glæder mig bare sådan til i morgen aften.
– Ja, men det gør også mig nervøs. Sååå, Pussy.
– Jeg er selv lidt nervøs.
– Jeg synes nu også, det er en smule irriterende, HT, siger Arnold bag avisen. Han er dog heldigvis i stand til at læse videre.

Bagsiden af avisen har ingen billeder, kun tekst. Teksten og overskrifterne former en kyssemund med fyldige, bløde læber.
– Her står, at advokaterne ikke længere har så meget at se til.
– Hvorfor nævner du det, Arnold? spørger mor.
– For så bliver de billigere.
– Det var da dejligt.
– Man ved jo aldrig, om man pludselig får brug for en.
– Brug for?
– Ja, måske.
– Hans Theodor. Husk nu at rede dit hår. Vi skal altså snart have dig til frisør, jeg ved ikke, hvad det ligner, som det hænger ned i øjnene. Altså. Du skal være hjemme, lige så snart det er færdigt, ikke?
– Jo, selvfølgelig.
– Hvornår er det færdigt?
– Det ved jeg ikke. Men vi kører, når det er helt slut.
– Det er fint. Du lister bare selv op og i seng. Vi sover jo nok.23

Jeg står og kigger lidt. Der er gårdvagten. Der er Lunte og Knud. Der står Mary og Bente. Thomsen rager som sædvanligt op over dem alle, men heller ikke der er Lise Jarl.
Fra det ene hjørne lyder pigestemmer, og jeg prøver at finde hende der.
Pludselig får jeg et stød og vælter ind i Polle. Han støder mig fra sig og sender mig tilbage. Jeg når ikke helt at reagere, inden jeg igen mærker et par hænder på min ryg. Lynhurtigt vender jeg mig og ser Knuds grinen, og inden han får mig kastet tilbage, tager jeg hans briller og smider dem ned på gulvet.
– Hva fanden tillader du dig, råber han og bøjer sig ned for at samle dem op.
– Han ødelagde fanme Knuds briller!
En af de andre råber op.
Gårdvagten baner sig vej.
– Hvad laver I? Kan I så holde op. Jeg har da aldrig kendt magen. Sådan nogle store hvalpe.
– Han har ødelagt mine briller!
– Ja, ham der han tog dem bare og smed dem på gulvet.
– Hvad? I må hellere gå ind på kontoret og få det ordnet der.
Knud får dem samlet op, og jeg må gå efter ham ind til den enarmede mand.

– Nå, Hans Theodor. Så står du her igen. Hvad har du så lavet denne gang?
– Han har smadret mine briller. Og jeg gjorde slet ingenting!
– Nej, det vil jeg godt tro. Selv om …
Den enarmede inspektør kigger over brillerne på ham.
– … selv om det jo ikke er ret længe siden, at jeg havde fornøjelsen af dig herinde.
– Nej, men det var jeg også ked af.
– Ja, ja, vi snakker ikke mere om det. Men det her. Hvad er der nu sket?
Knud forklarer, jeg protesterer, men lige lidt hjælper det.
– Du får ordnet brillerne, Knud, og så får du simpelthen regningen sendt til Hans Theodors mor. Jeg har adressen her.
Han sender os ud. Udenfor smiler Knud.
– Ha, det har du fannerme godt af. Du trænger sgu da snart til en over snuden igen! Den første var ikke noget særligt. Bare vent.
Gårdvagten kommer ned fra trappen og går hen imod os.
– Fadermorder! hvisler Knud mellem tænderne.
Jeg falder over ham og river i hans hår, og Knud gør modstand.
– Hov, stop der, HT! Stands, siger jeg.
Gårdvagten løber hen til os og tager hårdt fat i mig.
– Hvad i alverden bilder du dig ind? Tror du virkelig, du kan overfalde andre på den måde? Jeg så godt, hvad der skete.
Han slæber mig ind på kontoret og behøver ikke vise mig døren.

Inspektør Enarm går direkte hen til mig og griber min hals med sin hånd. Hans øjne er røde og store og borer sig ind i mine.
– Nu er jeg snart ved at være træt af dig, er du med?
Han klemmer rigtigt hårdt, og jeg gisper efter vejret. Mine hænder er på vej op til hans hånd for at fjerne den, for jeg kan simpelthen ikke få vejret, da han slipper mig, så jeg tumler tilbage.
– Jeg kan ikke forstå, at du bliver ved. Hvad skal jeg dog stille op med dig?
Jeg tager mig til halsen og gnider den.
– Av, er det eneste, jeg kan svare.

Først i det store frikvarter får jeg øje på hende. Hun sender mig et lille smil. Jeg prøver også at smile og stikker hænderne, der stadig gnider den ømme hals, i lommen, men der er ikke så meget at smile ad. Hun vender sig om og snakker videre med en veninde.
Da vi skal op i klassen til time, er hun pludselig tæt på mig:
– Vi ses i aften …

Jeg kunne godt pludselig få lyst til at fløjte, men det må vi ikke indendøre.

Sidste time er historie med lærer Didrichsen, og vi hører om Tutankhamon. Vi er heldigvis færdig med fønikerne. Lærer Didrichsen repeterer højt fra historiebogen.
Knud siger ikke et ord til mig og Kedde heller ikke. Keld stirrer på min hals, der er meget rød.

– Da Tutankhamon blev konge over Egypten i en alder af 8-9 år, vendte man tilbage til den gamle religion igen, og guden Amon blev igen en af de gamle Egyptens vigtigste guder. Kongen tog navnet Tutankhamon. Han blev gift som 12-årig med sin halvsøster Ankhesenamon …

Udenfor sejler skyerne af sted på himlen med Tutankhamon og hans halvsøster. Det er næsten som en plejesøster.
Nogle af skyerne ligner skibe, en af dem ligner en sød piges ansigt med smilehuller. To, endda. En fugl fløjter ganske svagt et eller andet sted i nærheden af vinduet. Hører man godt efter, er den tydelig nok, men ikke til at se. Så, nu tørner de to skyer sammen. Plejesøster Eva og Lise Jarl med smilehullerne.

– Sig mig engang, HT, følger du med?
Jeg farer sammen og vender blikket fra skyerne uden for vinduet til lærer Didrichsen.
– Ja, Jeg følger med.
– Hvad spurgte jeg så om?
Jeg opfattede ordene hvor gammel:
– Han giftede sig med en 12-årig.
– Nej, han var selv 12 år.
– Mnnn, mumler jeg. Keld og Kurt fniser.
Han kommer nærmere. Der bliver helt stille i klassen. Ud for mig standser han, hæver sin historiebog og klasker den ned i hovedet på mig.
– Av, kan jeg ikke lade være med at sige. De andre griner.
– Du skal være koncentreret her, HT. Jeg tåler ikke tidsspilde, og du har lige spildt min og alle andres tid på ikke at følge med.
– Ja, men jeg …
Plonk siger det igen, og jeg klapper i.
Så jeg ser ned i bogen.
– Nu må du da snart have lært det. Så dum kan du ikke være.
Han vender sig om. Der er dødstille i klassen. Lærer Didrichsen holder en lille pause, så læser han videre.

Jeg fløjter, mens Polle og Kedde driller mig på vejen hjem. Flere gange vender de sig om og griner ad mig. Jeg overvejer at standse og lade, som om cyklen er flad.
– Nå, du sidder bare og følger ikke med, hvad? Eller er du bare dum? Tænk, at du turde blive ved med det sludder om ham tut-te-nut-amon på 12. Lærer Didrichsen har vist et godt øje til dig.
– Mnnn.
– Det er nu mærkeligt, hvis han så også blev gift med en pige på 12. Hun har sgu da ingen hår på den.

– Hvad synes du om pigerne i parallelklassen? Polle har vendt sig om igen mod Kedde, der spørger.
– Det ved jeg ikke. Hvem af dem ville du helst i seng med?
– Erika, svarer han. Eller helst hende Susanne med det lange mørke hår. Hvad med vores egen klasse?
– Åh, du er vist forelsket i Thomsen, skriger Kedde og joller af sted væk fra Polle. Han joller efter og har snart indhentet ham. Jeg cykler bare roligt videre.
Så vinker Kedde til Polle og forsvinder. Polle drejer også fra lidt senere.

Jeg har haft kærester før. I de små klasser. Der var jeg kæreste med Ulla og Lone.
– Skal vi være kærester?
– Vil du spille fodbold?
– Ja, æh.
– Så kan vi godt. Henter du bolden?24

Jeg ankommer alene til hotellet og finder en plads helt oppe foran. Oppe på scenen står et bord med mikrofoner og ikke andet. Jeg er for en gangs skyld længe om at finde noget passende tøj og opdager, at jeg ikke har noget helt pænt. Jeg bestemmer mig for en grøn skjorte.
Mit højre ben hopper i takt med Cliff Richard. Lise har jeg ikke set endnu, selv om det vælter ind med folk. Et par gange vender jeg mig om for at få øje på hende, men hun er der ikke. Husker at rede håret, så det sidder nogenlunde.
Pludselig er hun der. Sidder ude i siden, men har vist ikke fået øje på mig.
Jeg ser op på scenen med svedige hænder, hvor Jørn Hjorting kommer frem og under store klapsalver og piften sætter sig og vinker. Der skal være direkte radioudsendelse, og det føles som noget helt særligt at være med til at sende radio ud over hele landet.
Det er faktisk spændende, og jeg går helt op i konkurrencen.
Efter udsendelsen og en lokal konkurrence ryddes salen, og et orkester spiller op til dans.
Vi rykker ud i siden, og overfor sidder Lise og hendes veninder. Hun sidder hele tiden og snakker med dem, og jeg sveder mere end nogensinde i mine hænder. Der er en del, der danser.
De første danse går, og jeg sidder der stadigvæk.
Jeg har lige læst om, at 1961 er et usædvanligt år, fordi det er samme årstal, uanset om man ser det normalt eller på hovedet. Næste gang er først i år 6009. Så er jeg 4.062 år.
Og Lise Jarl vil være 4.061 år og sikkert med en hel del rynker.
Lise snakker med sine veninder. Jeg er meget varm i håndfladerne.
Papa Bues Viking Jazzband er i fuld gang, og jeg synes, bassisten er dygtig. Han kører hånden op og ned med en fart, så jeg næsten ikke kan følge med. Da jeg vender mig for at se efter Lise, er hun forsvundet. Jeg søber videre i min sodavand og ser ud på dansegulvet.
Nu danser Lise Jarl også.
Hun danser med Jens Martin. Smiler op til ham, snakker og ser kun på ham. Jens Martin danser rundt og svinger hende, og jazzbandet spiller op til deres yderste.

Jeg bliver siddende og sveder og vipper med foden. Der er pause, og Lise og Jens Martin forsvinder oppe bagved. Næste dans. Der er de igen. Lise ser kun ham, og han smiler og siger noget, som hun griner ad.
Jeg kører min sodavand rundt og rundt, river etiketten af og krøller papiret sammen. Glatter det ud igen for at se, hvor mange gange jeg kan folde det. Den leg har jeg altid vundet med andre, for jeg siger, at de ikke kan folde mere end seks gange. Det kan jeg heller ikke nu.

Da de annoncerer den næste dans, rejser jeg mig hurtigt og skrider.
Cliff og The Shadows er normalt gode, men i aften synes jeg ikke om dem. Så er Elvis alligevel bedre.
Jeg hørte Bente synge eller nynne Return To Sender i forgårs.25

Næste morgen er jeg ved at indhente Polle, der cykler alene, men han cykler godt til, og jeg når ham først kort før skolen.

Vi trækker pænt vore cykler over gården og om bag til cykelskuret, mens jeg skotter til siderne.
Vi står lidt og venter på, at det skal ringe. Lise Jarl står i en anden flok og sludrer med sine veninder. Hun ser meget interesseret på dem og er optaget af det, de siger.

Jeg kan næsten ikke gå op ad trapperne, og det bliver ikke bedre oppe i klassen med at komme på plads. Jeg har ingen energi. Jeg sidder ned og hviler mig med hovedet bøjet forover.
Pludselig står fru Larsen lige foran mig.
– Sig mig engang, HT. Er du syg?
– Hvad?
– Siden du sidder ned.
Jeg opdager, at alle andre står bag deres pladser, og jeg rejser mig ekspres, så stolen farer tilbage med et vældigt rabalder.
– Nej.
– Det er ikke at vise respekt, hvæser hun mod mig. Hun sætter hænderne i siden og bøjer sig frem mod mig.
Jeg tager hånden op, som om jeg forventer at få en lussing. Men hun vender sig om og tramper op til sit kateder.
– Jeg forventer normal og høflig opførsel af jer alle og vil ikke tolerere, at nogen skejer ud og gør, som det passer dem.

– Sig noget til hende.
Keld hvisker drillende.
Jeg trækker på skulderen.
– Noget.26

Det er skønt med noget frisk luft i frikvarteret.
Lunte, Polle og jeg går rundt, ingen siger noget.
– Er der nogen af jer, der skal have noget med fra bageren?
Det er Knud, der kommer hen til os og spørger. Han kigger på Polle og Lunte.
De ryster på hovedet.
– Kilo-Larsen er somme tider gal i skralden.
– Ja, men at blive siddende, når hun kommer ind? Det er sgu da tosset.
– Hæ, hæ.
Jeg siger ingenting. Har heller ikke noget at skulle have sagt.

Kedde kommer til og trækker af med Polle. Jeg følges med Lunte, og Adrian står og drikker fra truget.
– Pas på, du ikke bliver våd, siger Lunte til ham og skubber ham, så han falder lidt ind i vandet. Han tager fat i Lunte og vil trække ham ind også.
– Hold nu op, siger jeg.
Vi tre begynder at gå rundt. Lunte tager sin lommebog frem og viser den til Adrian.
– Jeg skal gi´ jer legebørn. Her står alle de piger, jeg har leget sammen med. Hø, hø. Har du sådan en?
Han ryster på hovedet.
– Op med humøret. Du ser trist ud, Adrian, siger Lunte.
– Gør jeg? Det er ikke meningen.
– Ser jeg ikke også trist ud, siger jeg. Jeg har ikke nogen far. Ham slog jeg ihjel. Og det kan jeg ikke glemme. Mange andre åbenbart heller ikke.
De hører sgu ingenting.

I anden time begynder det at regne.

I tredje time står det ned og slår på ruderne, og vi kigger alle ud, og da frikvarteret kommer, bliver jeg siddende og glor sløvt ud i regnen.
Dernede i aulaen skal pigerne opholde sig i den ene side og vi drenge i den anden, og der er alt for lidt plads. I midten går gårdvagten og holder øje. Nogle af de små kan godt finde på at tvinge hinanden over i den anden side. Det er ligesom dengang, vi i 1. klasse smed hinanden ind på pigernes toilet.

Jeg bliver oppe og kan se ned på vejen. Det siler ned på græsset foran skolen, på fortovet, på vejen og på alle bygningerne.
Jeg ser Jens Martin, Knud og en dreng fra parallelklassen skynde sig duknakkede af sted hver med en pose i hånden.
Jeg nærmer mig døren for at gå ud, men standser ved skabet. Åbner det for at se på det billede, der hænger på den ene inderside. Det forestiller alle elever i skolegården, og billedet må være taget sidste år og på en lang stang, for det ser ud, som om fotografen er oppe i luften. Jeg har for længst fundet Lise Jarl. Der står hun. Man kan se ilden i øjnene på hende.
I bunden af skabet står der en papkasse. Jeg bøjer mig nysgerrigt ned, lukker den op og ser en række genstande.
En lang kniv, et reb, dåser, noget metal, og sørme er der også et par håndjern. Jeg løfter dem, og de virker tunge og er i hvert fald ikke sådan noget legetøj. Hvem i alverden har sat den kasse her og hvorfor?
I det samme går døren op, og ind træder lærer Didrichsen. Jeg farer sammen og lukker hurtigt skabsdørene.
– Hvad laver du her?
Jeg synker engang.
– Jeg har lovet at tørre tavlen ud.
Lærer Didrichsen ser på den og på mig og mine hænder, der ikke holder nogen tavleklud.
– Du har da ikke tørret noget ud. Du er slet ikke duks.
Han peger på tavlen, hvor der står Orla.
– Orla skulle noget, så derfor har jeg …, lyver jeg.
– Du må hellere komme med mig.
Jeg skal nok hjælpe ham med at bære bøger eller andet med op i klassen, for vi skal have regning, og han viser mig ind på vicerens kontor.
– HT her var oppe i klassen i frikvarteret.
Viceren kommer hen til mig. Hun er lang, knoklet og gammel uden smil i ansigtet og ligner en mand.
– Det er godt, Didrichsen.
Han bukker nærmest og går igen.
– Hvad lavede du deroppe?
– Jeg tilbød at hjælpe duksen, for hun …
– Du ved godt, man skal være ude i frikvartererne. Sker det igen, får du eftersidning. Er du med?
– Mnnn.
– I skal have frisk luft, det er godt for hjernen.

Hendes mund vibrerer, og der er en masse små rynker rundt om den. Ved siden af gror der hår på hendes kind. Der er to totter.
Dem stirrer jeg på. Jeg kan ikke lade være.
– Du må ikke være inde i frikvarteret. Er det forstået?
Jeg nikker bare. Hendes blik er gennemborende og fuld af kryptonit, og jeg slår øjnene ned og ser uskyldig ud.
– Og du ved også godt, at du skal passe på, ikke sandt?
– Mnnn.
– Du skal bare gøre, som vi siger. Det er meget enkelt. Gå så!
Jeg nikker. Jeg kan jo gå ned og spise lidt af Jens Martins wienerbrød.

Jeg trækker mig baglæns ud af kontoret og ud i regnen, hvor Jens Martin står og gnasker wienerbrød i sig nede under halvtaget sammen med Lise Jarl og Knud og en anden pige.

Jeg går lidt rundt med min leverpostejmad, og det regner.

Mit tøj når at blive sjaskvådt på hjemvejen og ligger nu til tørre. Heldigvis kan jeg næsten passe Arnolds, så derfor fortæller mor henne fra sengen, hvad jeg må låne, mens mit eget tørrer.
– Gider du give Pussy lidt mad?
– Mnnn, svarer jeg og går ind på mit værelse og lukker døren.
I vores leksikon prøver jeg at læse, hvordan man afliver en kat, men kan ikke finde det.
Jeg husker min morfars nabo, hvis kat havde fået killinger. Han gravede et hul lige ved siden af huset. De nyfødte killinger var i en spand. Han tog dem en efter en, smadrede dem ind i husmuren og smed dem ned i hullet. Så skovlede han jord på igen, klappede godt til og gik fløjtende ind i garagen med skovlen og spanden.
En voksen kat skal nok smides ind i muren med en vis kraft. Jeg bøjer armen og spænder musklerne.
Det kan være, jeg skal begynde at tage armbøjninger.27

Fredag eftermiddag ringer jeg til min plejemor. Vi har fået telefon, for Arnold har brug for sådan en. Købmand Taborsen ringer somme tider om aftenen nu og snakker længe med ham.
Så der står den. Helt i sort med en flot hvid drejeskive. Her skal man ikke putte mønter i en sprække, man kan bare løfte røret, afvente klartone og så dreje nummeret, som jeg kan udenad. 21248.
– Ja, det er Elna.
– Hej, det er HT.
– Ja, men nej, hvor dejligt at høre din stemme. Hvordan går det, Hans Theodor?

– Jeg tænkte, at jeg … at jeg måske kunne besøge jer?
– Ja, men det kan du da tro, du kan, Hans Theodor. Det kan du da tro.
– Jeg tænkte, om I var hjemme i morgen? Altså du og Sigfred og Eva?
Jeg snor telefonledningen mellem fingrene og flytter mig frem i stolen.
– Kom du bare, Hans Theodor. Tager du bussen?
– Nej, jeg cykler, for det er jeg jo vant til, ved du.
– Nå, det lyder imponerende. Der er altså langt, at du ved det. Er du klar over det?
– Ja, men det gør jeg altså.
– Flot. Kom du bare til eftermiddagskaffe.
– Tak. Så ses vi!

Jeg lægger på og nynner lidt. Det var en lørdag aften. Eller torsdag. Plukke roser, hvor roser gror.
– Mor, må jeg godt cykle over til Elna og Sigfred i morgen efter skoletid?
– Ja, men guuud, Hans Theodor. Der er da alt for langt?
Mor sidder i sin slåbrok og ser syg ud.
Hvor mon hun gemmer sin snaps?

– Nej, jeg er jo vant til at cykle, så det …
– Men du skal være hjemme inden klokken 22, ikke? Vil du love mig det?
Jeg nikker, og de nik må gælde for et løfte.28

Det er heldigvis stille vejr næste dag, og jeg får lidt mad, da jeg kommer hjem fra skolen, inden jeg cykler af sted igen.
I begyndelsen går det stærkt. Jeg lægger kræfterne i, og det hjælper at tænke på det, der venter. Dejligt, at der ikke er meget modvind eller regn.

Forpustet og en smule træt i benene kan jeg endelig svinge ind på gårdspladsen til Lille Folkehjem.
Sært at sætte cyklen fra sig her, hvor jeg har boet i mere end fire år, for det er ikke mit hjem længere, og den skal faktisk sættes på plads inde i laden og må ikke stå udenfor. Jeg er lidt i vildrede, for er jeg gæst eller hvad?
Gården ligner sig selv, som da jeg forlod den i sommer. Herude kan man se langt, fordi det hele er så fladt. Der er helt stille. Jeg beslutter mig for at sætte cyklen op mod væggen ind til laden. Lader lige kammen gå gennem håret.

Døren går op, før jeg når derhen, og Elna står og breder armene ud. Jeg slipper cyklen, og vi mødes på midten, hvor hun omfavner mig. Jeg favner tilbage, er lige så høj som hende nu. Hun lægger ikke fingrene imellem, men trykker sig helt ind til mig. Jeg bliver lidt flov, for jeg kan alt for tydeligt mærke de store bryster.

– Velkommen, Hans Theodor. Hvor er det dejligt at se dig, og hvor er det længe siden!
– Jeg er også glad over at være her igen.
Jeg kan ikke se nogen bag hende.
– Eva er lige hos købmanden, men hun kommer snart, siger Elna.
Vi går ind i stuen, og Sigfred rejser sig fra lænestolen, lægger avisen og trykker mig smilende i hånden.
– Det er rart at se dig igen. Hvordan går det?
– Jo, øh, godt.
– Er du tilfreds med din nye skole?
– Jo, øh, jo. Det er jeg. Bestemt.
Han ser direkte på mig.
– Så det er en god skole?
– Der er jo altid noget, der kunne være anderledes. De har mange regler.
– Er du så glad for dine nye kammerater?

Døren går. Eva kommer ind.
– Hej, HT.
Hun stikker mig en slap næve og smiler ikke.
– Nu skal vi da have lidt kaffe, mener Elna og går ud i køkkenet.
Vi står lidt. Mine hænder er i vejen. De er på vej ned i bukserne, men ombestemmer sig. Jeg folder armene over kors, men opgiver også det og lader dem til sidst bare hænge ned ved siden.
– Vil du se laden? spørger Eva.
– Ja, det kan vi godt, svarer jeg.
Hun har en meget rød trøje på og går foran.
– Går det godt i skolen, spørger jeg.
– Ja, der sker ikke så meget.
– Har I stadig de samme lærere?
– Vi har fået ny dansklærer i år.
Hun kigger væk. Tager et par skridt ind i laden og standser.
Vi kigger begge op i loftet. Der er langt op til taget.
– Det er du da ikke så glad for, vel?
– Nej, egentlig ikke. Men jeg tror, hun er god nok.

Jeg lader tilfældigt min hånd glide hen over hendes ene skulder, men hun trækker sig og går udenfor igen.
– Hvad bruger I mit værelse til nu?
– Ikke noget. Nærmest pulterkammer eller ekstra gæsteværelse.
– Kommer I ind til kaffe? råber Elna ud gennem køkkenvinduet.
Vi går ind igen og sætter os. Jeg sætter mig af gammel vane på min normale plads, men Eva sætter sig på bænken ind mod væggen. Det er ikke hendes gamle plads.
Pludselig har jeg ingen appetit. Ikke engang de to store lagkager kan friste mig. Jeg får anti-appetit.
– Værsgo, siger Elna smilende og langer fadet hen til mig.
Jeg skærer et lille stykke.
– Nej, Hans Theodor, tag nu et ordentligt stykke. Du plejer da nok at kunne lide min lagkage.
– Det kan jeg også, men jeg er bare ikke særlig sulten.
– Ja, men det må du da være efter den lange tur. Var det ikke strengt at cykle i modvind.
Jeg trækker på skulderen. Kaster mange, hurtige blikke over på Eva, der sidder og kigger ned i bordet.
Den første mundfuld lagkage har netop passeret halsen og er på vej ned, da maven trækker sig sammen og nægter adgang. Der er kun en vej, og det er op igen. Jeg når at dreje mig bort fra bordet, så lagkagestykket og spyt og slim og opkast sprøjter ud på gulvet.
Elna farer op.
– Nej, men Hans Theodor. Er du syg? Kom her.
Hun slæber mig ind på sofaen i stuen, mens jeg svagt hører de andre to brumme ude i køkkenet og gå i gang med at tørre op.
– Jeg ved ikke, mumler jeg. Elna lægger sin kølige hånd mod min pande.
– Du føles også lidt varm. Her. Nu skal du se. Du får det her tæppe over dig, så ser vi, om du ikke får det bedre.
– Tak, stammer jeg mat.
– Jeg behøver ikke tæppet.
Hun aer mig nærmest på kinden.
Der går et stykke tid, inden jeg rejser mig op igen og sidder lidt for at sunde mig.
Maven kører noget, stuegulvet gynger, Sigfred er kommet ind.
– Jeg tror, jeg æh skal cykle hjem igen. Jeg har det ikke alt for godt …
– Det var ærgerligt, Hans Theodor, siger Sigfred og Elna i munden på hinanden.
– Er du sikker på, at du ikke vil blive til aftensmad? Du kan få en seng at sove i; om ikke andet har vi jo da stadigvæk dit værelse.
– Nej tak, jeg tror, det er bedst, at jeg …
De følger mig ud til min cykel.
– Hvor blev Eva af? spørger Elna forundret.
– Farvel, råber jeg og tramper ud af gården, så hurtigt jeg overhovedet kan få møvet de satans pedaler rundt.
Hjemad har jeg medvind, og det tager ikke så lang tid som vejen herop. Et sted opdager jeg, at jeg allerede er halvvejs. Jeg har ikke lagt mærke til, hvor stærkt det er gået.

Arnold ser forbavset på mig, da jeg dukker op.
– Hva søren, Hans Theodor, er du allerede tilbage igen?
– Ja, de skulle i byen.29

Polle er syg i dag, og jeg cirkulerer med Lasse i skolegården.
– Er det sandt, at du har brændt din far ihjel? spørger han pludselig.
Jeg svarer ikke lige med det samme.
– Hvor har du det fra? spørger jeg tilbage efter et par sekunder.
– Det sagde Bente. Fordi der ikke er så mange, der hedder Hans Theodor, kunne hendes mor godt huske det der for fire år siden eller sådan noget.
– Sagde Bente det? Ja, men hvorfor eller øh, hvordan kommer hun …
– Hun spurgte mig, om jeg godt vidste det med dig. Hun sagde, at det ved alle da. Hun har sgu også selv haft travlt med at snakke om dig. Jeg kan godt huske, at hun …
Mine øjne fejer ned langs halvtaget og standser allernederst, hvor de to står tæt sammen.
– Ham Jens Martin står rigtig og gør sig til over for Lise Jarl, afbryder jeg ham. Se!
Lasse glor på mig.
– Vil du med på Exe i morgen, spørger han.
– Exe?
– Ja, det er et hyggeligt sted i Flensborg, hvor sådan nogen som os kan komme og få en øl og sludre lidt. Der er altid nogle piger også.
– Øh, Flensborg? Øh, øl? Ja, det kunne jeg måske godt trænge til …
– Bare sådan for hyggens skyld. Og du er jo skide god til tysk. Jeg vil også gerne sludre med dig om noget.
– Om hvad, Lasse?
– Ja, om det med skolen, og hvad vi stiller op med de åndssvage lærere.
– Nå, ja.
Jeg griner og blinker til ham.
– De skal fanme have en molotov, synes du ikke? Især hende viceren.
– Jo, det var det, de fortjente.
– Når hun starter Hillman´en, så bang!
– Kommer der andre med?
– Nej, kun os to. Fordi jeg som sagt vil snakke med dig om noget, og det går ikke, at der er andre så.
– Hvordan kommer vi derover? Spritbådene?
– Bussen. Der går en klokken 19 omme fra banegården, og vi kan være hjemme igen før midnat.
– Så skal jeg nok spørge hjemme først. Det er ikke sikkert, at jeg får lov.
– Det gør du bare. Vi har nogle dage at løbe i.

Jeg fløjter på hjemvejen. Kedde er kørt i forvejen. Jeg fløjter højt, meget højt. 30

– Mor, må jeg godt tage med et par kammerater til Flensborg på lørdag, der er noget, der hedder Exe, hvor man kan hygge sig med en cola og snakke og sådan?
Mor sidder i sin slåbrok og hendes øjne søger over på Arnold, men han læser avis.
– Giv ham et periskop, farer det ud af mig.
– Nej, den går ikke. Du er alt for ung. Det er du altså ikke gammel nok til endnu.
– Åh mor, Lasse må også godt, han er kun lidt ældre end mig.
– Nej, HT. Det er jeg enig med din mor i.
Halvdelen af Arnolds ansigt dukker frem fra avisen.
– Men du er jo ikke min far?
– Nej, men jeg støtter din mor. Så …
Han dykker igen om bag.
– Hans Theodor. Det var da noget mærkeligt noget at sige.
– Det er da rigtigt. Arnold er ikke min far. Vel?
– Nej, selvfølgelig er han ikke det. Men det er da underligt, at du … så, Pussy, lad så være.
– Hvis han ikke er min far, kan han vel heller ikke bestemme over mig?
– Altså, Hans Theodor, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med …
– Nej, glem det.

Mor sidder lidt. Hun hoster, rømmer sig og svarer så:
– Nej, Hans Theodor. Hvis der var en voksen med, så måske. Men ikke sådan et par knægte alene af sted. Hvad tænker du dog på?
– Tak for mad.
– Du behøver ikke straks at blive sur. Åh, lige så snart …
Jeg hører ikke resten, for jeg har smækket døren i og går ind på mit værelse.
Jeg laver de sidste lektier med noget besvær.31

Lørdag lige efter aftensmad smutter jeg ind i stuen efter at have vasket op. Da jeg tørrede den sidste tallerken af, smuttede min hånd ned i køkkenskuffen i mors pung og fandt en tier. Det må være nok. Jeg folder sedlen omhyggeligt og stikker den i lommen.
Jeg trækker vejret lidt hurtigere, end jeg plejer.
Arnold er ved at tale i telefon.
– Ja, men det siger vi da bare, Goldstein. Det er en aftale. Ja, god nat.

– Jeg går i seng.
Der er kun tændt et enkelt lys i stuen. Så kan det ikke ses, hvis man er lidt rød i hovedet. Men mit hjerte banker lidt højt.
– Døren, HT, døren.
– Nå, ja.
Jeg går et par skridt tilbage og lukker køkkendøren.
– Nå, det var da tidligt, HT, sådan en lørdag aften.
Arnold ser ned på sit skrivebord, som om han leder efter noget.
– Ja, men jeg er så træt, og så vil jeg gerne sove længe for en gangs skyld.
– Ja, men så godnat, HT. Skal du ikke sige godnat til din mor?
– Nej, det er lige meget. Sig bare godnat til hende fra mig.
Arnold har allerede sat sig hen i sin stol med avisen op foran sig, og jeg går ind på værelset og husker at lukke alle de døre, jeg går igennem. Går ned ad trappen og børster højlydt tænder og går larmende op igen. Arrangerer dynen med en ekstra pude under, så det i mørke ligner en, der ligger og sover.
Så lister jeg fuldt påklædt ned ad trappen og ud til min cykel.

Klokken lidt i syv står jeg parat ved banegården, da Lasse kommer strygende på sin cykel.
– Hejsa, HT. Nå, fik du lov?
– Ja.
Han smider sin cykel fra sig uden at låse.
Vi går hen til den rigtige bus og træder op.
Lasse har prøvet det her før. Han betaler chaufføren, og da jeg kommer op og tager mine penge frem, ryster chaufføren på hovedet og peger på Lasse.
– Har du betalt for mig? spørger jeg undrende.
– Ja, fanden. Du er min ven, ikke?
– Jo, men …
– Ikke noget men. Måske vil du betale for mig en anden gang.
Jeg kører rundt med pengesedlen i lommen.
– Får du lommepenge, vil jeg godt vide.
– Ja, 50 om måneden.
– Nå, det er da ellers en del penge. Jeg får ikke nogen.
– Min mor vil mig det godt. Fortæl mig lige, HT, er det rigtigt, at du slog din egen far ihjel, dengang??
Jeg kigger ud i mørket.
– Det var ham eller mig.
Lasses øjne er større end normalt.
– Hvad mener du?
– Jeg var så bange, så bange, Lasse. Var du ikke også det, da du smed molotovs efter russerne?
– Jo, fandme. Men det er altså rigtignok, at du brændte ham inde?
– Det var ham eller mig.
– Ja, det har du sagt. Men hvordan kan en lille dreng slå en voksen ihjel?
– Han kunne ikke komme ud, jo. Af skuret. Der var slå for.
– Nå.
Lasse spekulerer lidt, kan jeg se.
– Men han blev altså brændt levende?
Bussen kører stærkt, så vi må holde godt fast i stolene og passagergrebene, og nu ruller vi ind på busterminalen ZOB i Flensborg efter at have vist pas undervejs.
– Nu skal du bare følge med. Jeg kender vejen.
– Hvad var det andet, du ville snakke med mig om?
– Vent nu.
Han går stærkt, og jeg tripper bagefter som en kylling efter sin mor. Jeg småløber og kommer op på siden af ham.
– Du -pust- har da -pust- godt nok fart på?
– Ja, vi skal da nå noget, når vi nu er her.

Vi passerer flere fodgængerovergange og går langs med fjorden helt nede ved vandet.
Endelig er vi der. Borde og stole står i en lille have uden for et stort, hvidt hus med tre bogstaver i rød lysreklame: Exe.
– Kom, vinker Lasse, og vi går indenfor.
Der er mørkt, og det varer nogle sekunder, inden jeg har vænnet mig til det.
Lasse har fat i mit ærme og hiver mig hen til et bord.
– Her sidder vi.
Jeg synker ned på bænken. Ryglænet er så højt, at man ikke kan se de andre borde bagved. Men der er munter stemning og latter et sted, og Lasse bestiller to Flensburger-Pils. Han snakker med tjeneren, som om han kender ham. Står foroverbøjet ind over disken, mens han støtter med sine hænder. Så sætter han af fra bardisken med begge hænder i en glidende bevægelse og går tilbage mod bordet.
– Mojn, mojn, Anton, vinker han til to andre mænd, der sidder ved et bord ovre i hjørnet.
De rejser sig og går langsomt over til os.
– Nå, Lasse, siger de på tysk, hvordan går det?
De standser ved vores bord. Kigger meget på Lasse, mens de snakker med ham.
– Tja, ikke altid godt. De er efter mig i skolen. Det her er HT, min bedste ven.
– Du skal ordne dem, skal du. Det nytter ikke. Man bliver nødt til at ordne folk, der ikke makker ret.
Lasse ryster på hovedet.
– Ja, det ved jeg godt. Vi har også en plan. HT og jeg.
Han nikker over mod mig. Jeg nikker også, noget langsommere.
– Sehr gut, Lasse. Du kan bare ringe, hvis du har brug for ekstra muskelkraft. Så skal vi komme og klaske de forbandede lærere.
– Ha, ha, ja det kunne være sjovt.
– Hals und Beinbruch!
De er tilfredse, og med en finger mod hatten returnerer de til bordet.
– Hvem er det?
– Det er også ungarere. Vi kender hinanden på mange måder. Det er mine venner, hvor jeg altid kan få hjælp. Det er derfor, jeg er så stærk i skolen.
– Du har mange voksne venner, hvad?
– Ja, der er mange flere. Nå, nu kommer øllerne.

En lidt tyk pige bringer dem. Hun har et forklæde på, som hun tørrer fingrene i. Jeg hiver mine penge op af lommen, men Lasse har allerede betalt.
– Ja, men Lasse. Nu må du sgu snart holde op. Det ender med, at du betaler det hele.
– Rolig nu. Vi er jo ikke gået hjem endnu, vel. Skål!
– Lasse, hvad er det for en plan, du snakker om?
– Den vender jeg tilbage til. Nu skal vi more os.
Vi drikker og ser os om. Ved siden af er bordet tomt, men lidt længere ovre kommer et par unge piger ind.
– Skal vi spørge, om de vil sidde her?
– Ja, det kan vi godt, svarer jeg og stryger mit hår tilbage, retter lidt på kraven og sætter mig mere op.
Lasse rejser sig, går over til de to, snakker lidt med dem og vender tilbage igen med dem i hælene.
– Guten Abend, siger de og fniser og kigger på hinanden.
Jeg svarer, og de sætter sig. De er begge lyshårede, men har tydeligt affarvet hår ligesom Mary.
De er sådan cirka på vores alder.
– Jeg hedder Gisela, siger den ene.
– Og jeg Ursula, siger hende med de store buler under blusen. En rigtig Mary-bluse med en fin lille stram brystlomme. Der kan ikke være meget i den lomme, når blusen strammer sådan.
Lasse går op og henter fire øl mere. Jeg skynder mig at drikke den første færdig, men har lidt svært ved det. Det er ikke så tit, at jeg drikker øl, og endnu sjældnere at jeg drikker to lige efter hinanden. Ja, faktisk har jeg aldrig gjort det.
– Hvor går I i skole? spørger Gisela og sætter sig ved siden af mig, mens Ursula presser sig ind på den modsatte bænk. Hendes bluse er lige ved at vælte min ølflaske.
Jeg svarer, mens jeg holder fast på flasken og mit glas. Pludselig er der en duft af parfume omkring bordet.
Gisela ser på mig, sådan lidt længe. Mit hjerte banker med ét voldsomt, og der er godt varmt herinde. Vi sludrer lidt om vind og vejr og varmen i vandet.
– Du taler godt tysk, siger Gisela.
– Ja. Du også.
De fniser.
– Må du godt tage herover for din mor og far sådan en lørdag aften?
– Jeg har ingen far. Han er død.
Pigerne bliver tavse. Jeg ser mig omkring.
– Det var mig, der slog ham ihjel.
Pigerne ler.

Lasse smækker fire øl på bordet og sætter sig tæt ind til Ursula. Han er ikke klar over, at vi ingenting siger og snakker bare, mens han skåler og holder om Ursula. Hans venstre hånd er bag hende, mens den højre af og til fumler ved hendes brystlomme.
– Hvad har du egentlig i lommen, spørger han og roder rundt med fingrene. Ursula fniser og strammer blusen.
– Vi skal huske at være ude før kl. 22.00, for her i det rigtige Tyskland skal man være fyldt 18, hvis man …
Han slipper hende og hæver højre hånd til munden, som om han havde en øl i den.
– Hvornår åbner der en Star-Club i Flensborg? Sådan en skal I vel også have her?
Han snakker uafbrudt om masser af ting og oplevelser fra Flensborg.
Vi drikker ud.32

Jeg rejser mig og vakler op til disken og bestiller.
– Vier Biere, bitte.
Betaler og styrer tilbage med dem.
– Værsgo!

I det samme begynder noget musik, og lyset tændes oppe i den ene ende. Det viser sig at være en halvcirkel beregnet til folk, der vil danse.
– For helvede, brummer jeg, men de hører det vist ikke.
– Kom, siger Gisela og rækker sin hånd mod mig.
Lidt usikkert følger jeg hende og holder godt fast. Ude i halvcirklen tager hun om mig og jeg om hende, og så danser vi.
Jeg har ikke sved på hænderne, og jeg sætter det ene ben foran det andet og derefter omvendt og forfra igen. Det sker helt automatisk, og jeg forstår ikke, hvorfor man skal gå til dans. Når det nu er så simpelt. Jeg er som en automatisk pladespiller, der bare kører rundt og bliver ved og ved. På en eller anden måde er jeg også ligeglad med håret, selv om det falder noget ned i øjnene.
– Du er sød, siger hun og læner sin kind op mod min. – Jeg kan godt lide, at du er lidt langhåret.
Ikke blot kinden, men hele kroppen er tæt på min. Så tæt, at det er svært at bevæge sig uden at vælte den anden, hvis man skulle blive uenige om hvorhen eller hvor hurtigt.
Der er ingen uenighed her. Vi danser, og noget rører på sig nede i mine bukser.
Musikken lyder højt i ørerne, men jeg kan alligevel godt høre hende hviske til mig helt tæt på øret.
– Ah, du bist wirklich mein Traumprinz.
Samtidig presser hun sit underliv ind mod mit, ind mod masten, der nu er på sit højeste. Der er sandelig begejstring over hele linjen, og Giselas underliv hjælper godt til. Hun er god til at bevæge sig lige der, hvor jeg tydeligst kan mærke hende.
Nummeret er forbi, vi står lidt og klapper, og jeg prøver at se normal ud. Jeg er ikke rød i hovedet, som jeg plejer, så to øller er godt. Tre muligvis endnu bedre. Hvad med fire?
Et nyt nummer spilles, og Gisela og jeg danser videre uden at have aftalt det. Pling. Hendes underliv er atter meget tæt på mit. Det er fanme et værre pres. Magnetisme.
– Åh, det er vel nok dejligt at danse med dig.
– Også med dig, skynder jeg mig at svare og synker en gang.
Vi svajer og svanser af sted uden mål og med, og jeg anede ikke, at jeg sådan kunne danse. Der er to andre par på dansegulvet, men ikke Lasse og hende blusen.
Jeg ved heller ikke, om det kan kaldes dans. Jeg mærker tydeligt, at Gisela presser sig mere og mere ind mod mig. Hun er så tæt på mig, at hvis mit hjerte slog dobbeltslag, ville hun hoppe to gange. Hun er allertættest med underlivet. Der kan ikke klemmes en tændstik ind imellem os i navlehøjde.
– Du danser så pragtfuldt, hvisker hun i mit øre, og hendes mund kører ned langs kinden og fanger mine læber.
Der er mange ting at holde styr på. Jeg skal danse. Jeg skal kysse, og jeg skal snakke nogenlunde intelligent.
– Ha, du sludrer vist indimellem?
– Det er tungen. Man ved sgu ikke, om den er medspiller eller modspiller.
– Ha, ha.
– Den ved ikke, om den skal snakke eller kysse.
– Ha, ha. Du er sjov.
Nu er der pause i musikken, og vi skal alle tilbage til bordet.
– Pyh, ha.
– Ja, lad os slappe lidt af.
Lasse og Ursula er væk.
– Skide være med dem, siger Gisela. Vi kan sagtens klare os uden. Vil du følge mig hjem?
Jeg drikker resten af min tredje øl, eller er det den fjerde? og tager hende under armen, og vi forsvinder ud fra Exe. Lasses venner er ikke at se.33

– Du er så sød, siger hun igen, standser og kysser mig inderligt på munden. Tungen bliver indenfor. Det kender tyskerne nok ikke til.
Bare det at stå og kysse påvirker straks masten i bukserne, og Gisela holder sig ikke tilbage, men presser sig op mod mig, selv om vi ikke skal danse.
Hun kysser længe, og hendes hånd finder vej nedad.
Den er som 1000 myrer, der kravler og kravler og kildrer og kildrer.
– Nej, vi venter, siger hun og trækker af med mig igen.
Venter på hvad? Jeg er slet ikke med. Klumper af sted med hende i hånden, og somme tider falder vi ned fra fortovet og ud på gaden, mens vi griner himmelhøjt. Hun sludrer og tjatter og hikker lidt, og vi fjoller af sted. Flere gange standser hun og omfavner mig og kysser vildt løs.
– Her bor jeg, siger hun foran et højt hus i en lille smøge. Hun åbner yderdøren, der har en fin, rød lygte over, og vi lister os gennem en gang hen til en trappe og går op ovenpå og ind i et rum.
Hun tænder et enkelt lys. Det er en fin stue, kan jeg godt se alligevel. Jeg sætter mig i sofaen, og hun går ud i køkkenet og kommer lidt efter tilbage med to øl. Jeg vil godt sige, at jeg ikke skal have øl, men kan ikke. Det er ufatteligt svært at sige på tysk.
Hun smider sig ned på sofaen til mig og begynder at knappe op alle steder, hvor der er knapper. Både på sig selv og på mig. Trøjen ryger, bukserne krænger hun af, og så kaster hun sig grinende over mig og krænger mine bukser ned og derefter mine underbukser, og jeg lader hende. Jeg er ligeglad. Jeg ved ikke, hvor jeg er, eller hvad jeg laver, har aldrig prøvet sådan noget før, og det er ikke Eva og slet ikke Lise, og så alligevel.
Inden jeg ser mig om, holder hun den i hånden. Den er stenhård og hun kæler for den og masserer den og siger åh og nøj og nå da, Donnerwetter, og jeg har bare lukket øjnene.
– Her, siger hun.
Jeg åbner øjnene og ser, at hun har taget sine bukser og trusser af og ligger ved siden af med spredte ben og en ordentlig hårdusk med noget glinsende imellem.
Da slår det ned i mig. Opskåret penis. Den flækker garanteret, hvis jeg boller og støder penis ind i vagina …
– Kom nu, hvisker hun.
Jeg rejser mig lidt op på albuerne for bedre at komme til, aner ikke helt hvordan og prøver af al magt at finde ud af det og ikke afsløre for meget, at jeg bare er så satans dum og ikke ved en skid og tilmed halvfuld og helt rundt på gulvet.
Hun hjælper til og åbner sig med begge hænder, og jeg leder penis hen mod det rette sted og opdager, at masten er lavet af blødt gummi. Jeg forstår det ikke. Prøver igen at lede den ind i det forjættede land, men nej. Den bøjer af. Nu er den så blød, så blød. Helt opløst.
– Åh, er den ikke stiv mere? siger Gisela og hiver i den.
Jeg ryster bare på hovedet og kan for min død ikke begribe, at den storhed, der havde vist sig for få minutter siden, er erstattet af ja, ingenting. Uanset hvor meget jeg flår og rykker i den, nægter den at være med til sådan noget.
– For helvede, jeg ved ikke, hvad der sker?
Gisela smiler bare til mig, mens hun støtter hovedet med hånden.
– Ja, du ved da selv, at … der under dansen …
– Sådan er det. Das Leben ist wie´ne Hühnerleiter, von oben bis unten beschissen. Det sker somme tider, HT.
– Hvad mener du med det?
– At livet er fyldt med lort, uanset om man befinder sig på toppen eller i bunden.
– Jeg forstår det bare ikke. Satans.
Jeg synes ikke, jeg kan huske noget om det i Vejledning for Unge.
– Du skal ikke være ked af det. Er det første gang?
– Mnnnnjaa. Det tror jeg nok.
Der opstår en lyd fra den anden ende af stuen.
– Scheisse, siger hun og farer op. Det står en fremmed dame i den anden ende af den halvmørke stue. Jeg aner ikke, hvor hun er kommet fra, men der står hun. Hun trykker på en kontakt, og der bliver meget lyst.
– Also, Gisela, wie oft muss ich sagen, dass …
– Ja, ich weiss, ich weiss. Jeg vidste jo ikke, at du kom så tidligt.
Jeg leder febrilsk efter mit tøj og får underbukser på hurtigere end jeg havde troet.
– Unge mand, hvad hedder du, og må jeg se dit pas?
Jeg svarer, imens jeg klæder mig på. Mit ansigt er rødt og svedigt, og jeg kan lugte mig selv. Der er flere forskellige lugte.
– Min datter er ikke gammel nok til, at du misbruger hende på denne måde.
– Ja, men mor, jeg – vi var begge lige gode om det.
Moderen er lynhurtigt over hende og smækker hende en lussing og tager mit pas.
– Hold din kæft, Gisela. Dig vender jeg tilbage til.
Det er en meget fin dame, hendes mor. Lyshåret som datteren og med en masse farve i ansigtet. Hun dufter også vældigt af parfume. Hun tager sin frakke af og har en flot kjole på med glitter og alt muligt, mens hun kigger i mit pas. Hun er en stor dame, der fylder mere end datteren både foran og bag. Hun har da selv været til fest, sådan som den kjole buler ud alle steder.
– Ja, men mor, han kender Lasse. Det er Lasses ven.
– Hans Theodor, du har været i seng med min datter, og hun er ikke gammel nok. Det bliver rigtig dyrt, kan jeg fortælle dig.
Mit ansigt skifter nu og bliver blegt, og jeg leder efter mine sokker. Moderen skriver noget ned på et stykke papir. Jeg mærker, jeg snart skal tisse.
– Nu har jeg dit navn og adresse, og du vil snart høre fra politiet.
Jeg kan se en kvinde, der på flere punkter minder om Elna. Jeg vender mig om mod Gisela, der ryster på hovedet, og i et kort nu minder hun mig om Eva. Måske drømmer jeg alt det her. Måske er jeg alligevel hjemme igen.
– Jeg, jeg må hellere …
– Farvel, min skat, jeg skriver til dig eller ringer …
– Nej, det gør du fanme ikke.
Moderen råber og giver igen Gisela en på hovedet og losser mig ud ad døren, mens Gisela tager sig til kinden.
Nej, hun ligner ikke helt Elna.34

Da jeg er ud foran hende, løfter jeg hånden op foran ansigtet, men jeg får et ordentligt slag i den anden ende, og hun råber efter mig:
– Og så vover du ikke at komme her mere og bedække min datter! Ellers skal jeg få fat i din far!
– Jeg har ingen far. Han er død, når jeg at indsparke, inden hun skubber mig ud af døren.
Jeg skynder mig ned ad trappen, ud gennem gangen og håber ikke, nogen har hørt hende, inden jeg går ud af yderdøren og står lidt på fortovet.
På min blege urskive viser tallene, at der er under en time til busafgang. Hvorimod tisafgang, det er altså her og nu.
Et vindue lukkes op over mit hoved.
– HT, kommer du ikke igen en anden gang? Du kan bare smide en seddel ind ad brevsprækken til mig.
Gisela vinker til mig og jeg tilbage, en hånd hiver i hende, og hun forsvinder hurtigt ind til moderen igen, der råber et eller andet.
Der lyder et højt klask og skrig, men jeg løber væk.
Jeg ved ikke, hvor jeg er, men sagtner farten og går nedad, idet fjorden jo nødvendigvis må være den vej, og det var derfra, vi kom. Inde i en lille smøge bliver jeg nødt til at stå og tisse. Det strømmer ud og bliver ved og ved.
Jeg går hurtigt af sted. Politi? Bedække? Ja, men jeg har jo slet ikke bedækket hendes datter. Jeg bevæger mig en smule usikkert på fortovet og er flere gange ved at falde. Nu gælder det om at stikke af fra det tyske politi tilbage til Danmark, hvor det danske politi venter, og som jeg også skal stikke af fra. Hvor langt er der til Sverige?
Omsider finder jeg Bahnhof Zoo og den rigtige bus. Lasse er ikke at se nogen steder. Med et suk finder jeg min billet frem og sætter mig. Kigger ud i mørket og lysene. Gute Nacht, Flensburg.

Længe efter sniger jeg mig ind ad havegangen og stiller forsigtigt cyklen på plads i skuret. Lister mig ind og lukker så stille som overhovedet muligt yderdøren i og sniger mig op ad trappen, der knirker på de to sidste trin, som jeg derfor skræver over og havner inde i min seng. Da jeg ligger træt og færdig med livet, sker der en hurtig og noget uventet blodtilstrømning under dynen. 35

– Hej Lasse! Sig mig engang, hvor blev du egentlig af?
– Ja, men HT. Jeg skred jo med hende Ursula den grimme med de store, fordi du strøg med Gisela den søde med de små. Længere er den ikke.
Lasse ved mange ting.
– Ved du godt, at hvis en far er skaldet, så bliver sønnen også skaldet?
– Mnnnn. Min far var ikke skaldet.
– Nej, så bliver du det heller ikke. Det er det samme med en mor, der har store bryster. Så får datteren også store bryster. Men først når hun er rigtig voksen. Sådan er det med Ursula. Du skulle se hendes mor.
– De kan sgu ikke være større end Ursulas.

Engang i foråret belurede jeg ud ad vinduet Elna, da hun stod dernede på tørrepladsen og hængte tøj op. Hun bøjede sig forover og fiskede et stykke vådt tøj frem fra kurven og strakte begge arme i vejret for at hænge det op på snoren. Jeg sad bag karmen og lod kun lige øjnene kigge ud og ned, så de kunne fotografere løs. Jeg blev varm i hovedet og trak vejret tungt.
Samme aften gik jeg gennem den mørke gang mellem bryggers og badeværelse. Der var lys i nøglehullet til badeværelset. Jeg bøjede mig ned og holdt vejret. Nøglehullet var fyldt med damp, men det var gennemsigtig damp. Elna var i bad. Hun skubbede det røde forhæng til side i det samme. Lukkede for bruseren, og der blev helt stille. Ikke en lyd i hele huset. Hun strøg vandet af sig med langsomme tag og greb ud efter håndklædet, der hang et stykke derfra. Jeg tog en million billeder til hjernen. Rejste mig forsigtigt op igen og listede væk. Mine ben vaklede som på en gammel mand. Trak først vejret igen ude i køkkenet. Det lød, som om jeg var løbet flere kilometer.
Det var et ret stort fotoalbum at rende rundt med – og er stadig.
Jeg er tilbage i skolegården og ser på ham. Han glor lidt og gaber.
– Gik du med hende hjem? spørger jeg.
– Ja, selvfølgelig. Hvad tror du? Man tager da til Flensborg for at få noget på den dumme. Du gik da også til den, skal jeg love for?
– Jooo. Jo.
Han dunker mig i ryggen.
– Vi to har noget sammen. Sgu. Hvis de prøver på noget, ordner vi dem. Hun var da sød, hende Gisela, var hun ikke?
– Jo. Meget. Vi gik hjem til hende, og da jeg skulle ordne hende, dukkede hendes mor op.
– Nå, for satan. Det var nok en streg i regningen, hvad? Jeg kender godt hendes mor. Hun er ikke så slem. Jeg tror, hendes BH er fyldt med skumgummi, for Giselas er da ikke noget at prale med.
– Det var mere end en streg. Moderen påstod, at datteren ikke var gammel nok til det der.
– Gik du i seng med hende? For fanden, HT. Du skal sgu sikre dig, at de er 15. Ursula var fyldt 15, så hun fik, så hun sagde tak for mand. Tissemand. Hæ, hæ.
– Hvad så? Hører du fra hende?
– Det tror jeg sgu ikke. Det er også lige meget. Ser jeg hende igen, får hun krabasken. Så nemt er det. Ellers finder jeg en anden.
– Nå, vi må op. Men det var nu en god tur!36

Lærer Didrichsen går rundt mellem bordene og stanger spørgsmål ud.
– 14 gange 1?
Mary svarer hurtigt.
Lærer Didrichsens øjne ser milde ud, og han lyder venlig. Når han ser på Mary, kører hans øjne en ekstratur. Hun bestiller heller ikke meget andet i timerne end at sidde og stritte med brysterne, især når hun har svaret på et af hans spørgsmål.
– 14 gange 2?
– 30.
– Nej, det var ikke helt rigtigt, Mary. Prøv igen.
Mary regner lidt på det.
– 28.
– Ja, det var bedre.
Han nikker tilfreds, løfter hånden som om han vil stryge hende over håret, men gør det ikke og ser sig om.
– 14 gange 3?
og peger i stedet på Henning Lunte.
– 52.
Lærer Didrichsen standser og ser på ham.
– 3 gange 14?
Lunte tøver. Jens Martin, der sidder ved siden af ham, hvisker 52, kan alle høre.
– 52.
Lærer Didrichsen har pludselig fat i Tavlekluden og kører den rundt i fjæset på Lunte. Hans små, tykke kysselæber bliver helt hvide, og flere sprutter af grin. Lærer Didrichsen smiler lidt med nu.
Jeg griner med over det her med tavlekluden. Jeg har ikke set den før, ingen lærer på min gamle skole brugte den, så måske er det noget, lærer Didrichsen selv har fundet på.

Lunte kommer til at hoste, fordi han har fået kridtstøv ind i munden.
– Det hvide klæder ham egentlig godt, hører jeg Mary hviske til Kirsten, der vist i dag er kommet til at tage nogle alt for små bukser på. Det kunne være sjovt, hvis de pludselig revnede der bagpå.
De smiler over mod Lunte.
– Gå ud og vask dig i ansigtet. Jeg ved altså ikke, hvad du ligner, siger lærer Didrichsen, og vi andre skriger nu af grin. Lærer Didrichsen kan godt holde igen og griner ikke.
– Åh, du ser sjov ud, siger Bente og viser tænder. Hun drejer hovedet ned mod mig og bliver alvorlig.
Lunte rejser sig langsomt og ligner ret godt et spøgelse. Nu griner hele klassen ganske ubehersket, for det er dejligt med et godt grin. Så glemmer man dumme åndssvage piger. Og andre.
Lærer Didrichsen ser sig om. Han smiler nu og folder forsigtigt tavlekluden sammen parat til den næste.

Han står foran Lasse. Han stanger flere opgaver ud til ham, men Lasse svarer godt for sig, lige indtil lærer Didrichsen siger:
– 14 gange 16?
– Øh, 134.
Smak, smak. Tavlekluden sidder lige i hans ansigt. Det hvide står som sne på den mørkere baggrund.
Lasse rejser sig op, og med lynets fart river han tavlekluden fra lærer Didrichsen og tørrer den af i hans ansigt.
De, der har siddet og kigget ned i bogen, kigger over mod Lasse.
Et grin fra klassen er på vej, måske fra Jens Martin, men det standses i udbruddet. Det kunne lige så godt være en hosten.
Der er dødstille i klassen.
– Hvad fanden bilder du dig ind?
Lærer Didrichsen løfter sin højre hånd for at smække Lasse en på kassen, sådan ser det ud, men han gør det ikke alligevel.
– Åh, lyder det fra Mary. Hun sidder for en gangs skyld helt foroverbøjet og med hånden op foran trutmunden.
– Naaj, kommer det halvkvalt fra Bente.
Vi rejser os lidt op og står på spring. Mest for bedre at kunne se.
– Ud, brøler lærer Didrichsen til Lasse. Ud, og det skal være nu!
– Niks.
Det nægter Lasse. Han sætter sig roligt ned på sin stol og krydser armene over kors foran sig.
– Hørte du ikke, hvad jeg sagde? fråder lærer Didrichsen med et fuldstændigt forvredent ansigtsudtryk.
Han sænker armen ned langs siden. I hans mundvige er der lidt spyt. Øjnene lyner.
– Jo, svarer Lasse og bliver siddende. Jeg er ikke døv. Men det gør jeg ikke. Jeg fik at vide af inspektøren, at jeg ikke bare måtte forlade klassen.
Vi stirrer alle sammen på ham. Selv Jens Martin, der sukker.
– Hold da kæft!
– Ja, jeg er ligeglad, du skal eddermame ud, og det skal være nu! brøler lærer Didrichsen.
– Nej, svarer Lasse. Hørte De ikke? Jeg sagde lige, at det gør jeg ikke på grund af inspektørens ordre. Er det ikke ham, der bestemmer?
Lærer Didrichsen stirrer længe på Lasse. Armene synker ned langs siden.
– Det skal du få betalt, snerrer han.
Så snurrer han rundt og går op til katedret.
Der er total stilhed i klassen. Vi holder vejret.
– Tag jeres hæfter frem og regn fra side 18, kommanderer lærer Didrichsen og sætter sig.

Vi regner i hæftet, og der bliver arbejdet på livet løs af alle. Lærer Didrichsen læser i en bog. Han har stadig en smule hvidt i ansigtet, som hans lommetørklæde ikke har nappet. Lasses ansigt kan ikke rigtigt ses herfra, men han arbejder, så vidt jeg kan se.
– Hold kæft, hvad, hvisker Keld til Kurt, der vender sig om:
– Ja-a-a, det m-m-m-å man da nok sige.

Bagefter forsamles vi omkring Lasse nede i skolegården.
– Hold da op, da fik du sgu sat ham på plads, hvad?
– At du tør! Det er der sgu ikke mange, der gør. Jeg turde sgu ikke.
Kedde og Jens Martin kommer til.
– Du bliver sgu ikke gammel her, Lasse, siger Jens Martin.
– Det håber jeg da heller ikke.
– Sgu da heller ikke HT, mener Kedde, og Jens Martin følger op:
– Det varer ikke længe, så skal lærer Didrichsen nok få jer to ud.
– Du synes måske, det ville være godt?
– Der er sgu megen ballade med jer.
– Nå, der fik vi også lige sandheden, hvad?
– Du var noget roligere sidste år, Lasse. Er det ham HT, der hidser dig op? Nogen siger, at du vist er en farlig en.
Under den sidste sætning kigger han på mig.
– Hans Tosse, siger Kedde og smiler så bredt, at læberne næsten kradser ham i ørerne. – Man kan blive helt bange for dig. Har du tændstikker med i dag? Eller hvad kan man risikere?

– Deet er godt nok barske løjer, siger Kurt og smiler til Lasse.
– Ja, hvordan turde du, Lasse? siger Oste.
– Har I ikke forstået det endnu? Jeg turde ikke, fordi inspektøren netop skældte os ud for at være gået fra en time. Jeg er helt sikker på, at man ikke kan gøre begge dele på samme tid.

Jeg står og spekulerer lidt over det, Kedde sagde. Pludselig farer det i mig, at den her mystiske papkasse i skabet måske skal bruges til noget med mig.

Da næste time er slut, forlader jeg med vilje klassen som den sidste, og lige inden jeg går ud, åbner jeg hurtigt dørene til skabet. Der står ikke længere noget i bunden.

Der er tavshed omkring aftensmaden. Arnold læser i sin avis, og mor spiser ikke ret meget.
– Hvordan går det med dig, spørger jeg mor.
– Åh, ikke meget bedre, svarer hun. – Hvornår har du sidst vasket dit hår? spørger hun.
Jeg har også i dag ledt efter tomme flasker, men har ingen kunnet finde. Jeg forstår ikke, hvor hun gemmer dem. Det kan være, at Arnold tager dem med ned, når han skal på arbejde. Der skal de jo alligevel havne. Han vil bare ikke fortælle mig, at mor er på flasken igen.
– Tak for mad, siger Arnold til mor, lægger kort en hånd på hendes skulder og går ind i stuen.
– Ja, jeg skal også ind og lave lektier, siger jeg og rejser mig.
Mor nikker bare og begynder at tage ud af bordet.
– Kom så, Pussy, så er der mad.

Jeg går flere gange på toilettet. Har ondt i maven. Det løber bare ud næsten helt flydende.
Har også svært ved at koncentrere mig om lektierne. Når jeg tænker på Kedde, knytter jeg min højre hånd og forestiller mig, hvordan den havner lige midt i hans grinende fjæs.37

– Tag jeres skrivehæfter frem.
Fru Larsen indleder ugens skrivetime med at skrive bogstavet S på tavlen.
– I skal lære at skrive pænere, for det betyder meget. Nu skriver jeg et S på tavlen, som det skal skrives, når I starter et ord med S. Nedenunder skriver jeg det, som det ser ud, når det ikke er første bogstav.
Med skarpe skulderbevægelser og levende bagdel skriver fru Larsen de to Sser.
– Det kører på hende, hvad?
Det er Oste, der lige afleverer bagom til os.
– Ja, man skulle tro, der sad to skildpadder og hoppede op og ned.
Vi fniser som et par tøser. Imens kigger jeg flere gange over mod Kedde og Knud. Men de hvisker ikke sammen lige nu.

Fru Larsen vender sig rundt.
– Skriv så på side 12.
Her findes just bogstavet S.
Vi knokler og skriver løs på de fuldt optrukne linjer.

Ingen siger en lyd, mens fru Larsen går rundt og inspicerer. Lasses stol er desværre tom. Lærer Didrichsen fik sin egen klud at smage, men det er Lasse, der er hjemme, og det er ikke så godt. For mig.
– Hov, hvad? siger hun og ser på mig.
– Du skriver med den forkerte hånd, meddeler hun mig og beordrer blyanten over i højre.
– Ja, men jeg kan ik …
– Man kan, hvad man vil. Du skal lære at skrive med højre, det gør alle normale mennesker.
– Jeg har prøvet at lære at skrive med højre, men det duer ikke for mig.
– Visse, vasse. Det duer for alle mennesker, og du er vel et menneske, selv om du kommer ovre fra vestkysten?
Der lyder lidt spredt fnisen.
– Vrøvl. Jeg prøver bare at være lidt morsom. De der marskbønder er lidt for sig selv. Men du skal skrive med højre hånd.

Undertrykt latter her og der. Jeg er en smule blegere end før.
Fru Larsen stirrer på mig.
– Kom så i gang, HT. Hvor længe skal jeg vente på dig? Prøv, søde.
Der er flere, der griner. Nu er jeg næsten hvid i hovedet.
– Du skal gøre sådan. Her. Jeg skal hjælpe dig med at proppe blyanten ind i din hånd.
Nye latterbrøl afløser, og en ellers så kedelig skrivetime er gået hen og blevet sjov, anderledes, interessant og underholdende for alle de andre.

Jeg rejser mig pludselig og vælter stolen bag mig.
Jeg tager min taske og vil forlade klassen, men fru Larsen griber fat i min arm og standser mig.
– Næ, hov, lille ven, den går ikke. Man kan ikke bare gå sin vej, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet. Vil du være så venlig at sætte dig og skrive, som du har fået besked på.
Hun presser mig legende let ned på stolen og stiller sig i vejen og truende med hænderne i siden, hælder sig frem mod mig med øjne fulde af lyn. Hun er klart stærkere og kan sagtens holde mig.

Jeg synker sammen på stolen, smider min taske og tager igen blyanten i højre hånd. Jeg mærker, hvordan sveddråber langsomt trille ned ad panden.
Fru Larsen tager fat i mit mørke hår og rusker det fra side til side.
– Jeg vil ikke finde mig i dine latterlige forsøg på at være uartig, forstår du det? Hun er helt tæt på mig, hendes ansigt er kun ganske få centimeter fra mit. Jeg kan tydeligt se, at hun har malet sine øjenvipper, der er sorte klatter på et par af dem.
– Du bliver tilbage, når de andre går til frikvarter. Og I andre. Hør så her. Vi skal have etableret frilæsningsbiblioteket. Vil I alle godt huske at tage de bøger med, som I kan undvære derhjemme? Husk at skrive navn i.

Fru Larsen skælder mig ud, men taler lavt og indtrængende. Hun råber ikke. Hun prøver at overbevise mig om, at jeg vil fortryde det, hvis jeg ikke skriver med højre hånd.
– De klogeste mennesker her på jorden bruger højre hånd.
Den suser rent ind. Dumt at bruge venstre.

Jeg går ned til frikvarter og tæt forbi en gruppe, der diskuterer fru Larsen og mig. De lægger ikke engang mærke til mig.
– Det nytter sgu ikke noget, for han bliver nødt til at lære at skrive med højre hånd.
– Nu får han lektien læst af Kilo-Larsen.
– Ja, når eller hvis han skal have kørekort, så skal han fanme også skifte gear med højre hånd.
– Ja og hive i den dumme.
Det sidste resulterer i et større latterbrøl. Jeg spadserer lidt rundt med hænderne i lommen. Jeg må have spist et eller andet, jeg ikke kan tåle, for maven gør stadig ondt.

Der sker ikke mere resten af skoledagen.
På hjemturen går det stærkt ned ad Javerslund Bakke. Jeg cykler mindst 50 kilometer i timen, og fartvinden får tårerne frem i øjnene. Hive i den dumme. Måske er det noget, de andre også gør.

– Kommer du ind og spiser? spørger mor i døren.
– Ja, jeg skriver lige denne sætning færdig.
Hun går.
Da jeg kommer ind i køkkenet, er de begyndt. Arnold læser sin avis, og mor spiser. Jeg lukker omhyggeligt døren efter mig og sætter mig.
– Hvorfor spiser du så lidt, mor? spørger jeg.
– Jeg er bare ikke ret sulten, svarer hun og sukker.
– I går aftes spiste du heller ikke særlig meget. Det kan da ikke blive ved med at gå.
Jeg kigger hen på Arnold, men han er ikke at se. Avisen fylder hele den korte side af køkkenbordet. Men jeg kan høre, at bagved sidder en eller anden og udsender slubrelyde fra suppetallerkenen.
Han må være der. Jeg nikker i retning af Arnold.
– Din suppe smager godt, kan vi høre.
– Den er også meget varm. Det var godt. Jeg er glad for, at du kan lide den.
– Den er svær at spise uden at smaske.
– Ja, det gør du jo ikke med vilje.
– Nej, jeg gør det ikke. Tak for mad.
Jeg skyller tallerkenen af under hanen, åbner og lukker døren og går ind til mig selv.
Der er matematik at forberede sig til.38

Vi bliver i dansktimen sendt op til frilæsningsreolen i hold. Lasse er tilbage igen, og der er ikke noget at mærke på ham.
– Lærer Didrichsen snakker ikke til mig, og jeg tror faktisk, at ingen af de andre lærere gør det.
– De er sgu bange for dig, siger jeg næsten hviskende, mens vi står og blader i forskellige bøger.
– Jeg ved det ikke. Jeg er også ligeglad. Men han skal ikke komme her med det svineri mod mig.
– Det er godt nok noget svineri. Han sku´ fanme selv tørres.
– Det blev han også.
– Ja, men med toiletpapir, mener jeg.
– Jeg vil sgu ikke tørre røv på ham.
Vi griner begge meget over, hvor morsomt det kunne se ud.
– Nå, I to. Bliv nu færdige, så de næste kan komme til.
Jeg låner en bog skrevet af en, der hedder John Steinbeck. ”Et mægtigt gilde” lyder som en god fest, og jeg går ned og sætter mig.

Alle har lånt, og alle læser i den dødstille klasse. Nej, ikke helt død. Vi hører tydeligt Lasses stemme, og en eller anden blander sig:
– Tys!
– Ja, kan du ikke lade være med at sidde og læse højt.
– Det er sgu stillelæsning.
– Hvem siger noget?
Fru Larsen hæver blikket.
– Det gør Lasse. Han kan ikke lade være med at læse højt.
Mary ser anklagende over på ham.
Fru Larsen rejser sig og går derned.
– Du må forsøge at lære at læse indenad.
– Hvad? spørger Lasse og har nok ikke forstået det.
– Ja, læse inde i dig selv, så andre ikke bliver forstyrret.
– Det gør jeg også, men noget af det slipper somme tider ud.
– Det skal du lade være med. Hold læberne samlet.
Hun viser ham, hvordan han skal samle læberne, og freden sænker sig.

Indtil Lasse begynder igen.
– Lasse, for fanden, siger Mary. Så hold da op, når fru Larsen siger det.
Jeg glor på hende. Hun stirrer vredt på Lasse, akkurat som fru Larsen gør det.
Fru Larsen rejser sig igen, synligt irriteret.
– Jeg har bedt dig pænt. Nu må du holde op, Lasse. Er du med?
– Jeg har sagt, at jeg ikke kan gøre for det.
Hun rusker hans hår. Han når ikke at reagere, før hendes højre hånd tager fat. Men han har taget fat i hendes håndled. Alles øjne er naglet fast på ham. Går han sin vej?
Nej, det gør han ikke. I stedet siger han så lavt, at kun nogle af os kan høre det:
– Det gør De ikke igen, er De med? Aldrig mere, forstået?
– Hvad? Slip mig.
Fru Larsen søger at trække sin hånd til sig, men Lasse holder fast.
– Og hvad sker der så, siger hun og ser stram ud.
– Så gør jeg gengæld, siger han roligt.
– Nå, mon dog. Så tror jeg nok, du hører hjemme et andet sted. Så hører du i hvert fald ikke til her.

Hun får sin hånd igen og står foran ham med hænderne i siden, men han vender sig bort fra hende og begynder at læse i sin bog.39

I frikvarteret er Lasse ikke at se, og nu skal han nok smides hjem. Lunte mener, at han er inde hos viceren.

Nede ved indgangen til skolegården kommer Jens Martin og Knud som sædvanlig gumlende med en pose wienerbrød i hånden. Jeg lægger mærke til, at gårdvagten er lige i nærheden og næsten ikke kan undgå at se dem.
Alligevel går de bare forbi ham uden at blive standset og kommer op til os. På den anden side er en mand, der spiser wienerbrød nok ikke lige parat til at slås og overfalde nogen, så jeg slapper igen af. De standser og snakker lidt med Lunte. Jeg står bare ved siden af.
– Hold kæft, hvad? Ham Lasse er da fannerme en værre en.
– Jeg holder med fru Larsen, siger Jens Martin. Han skal sgu ikke ha lov til at sidde der og brumme, når vi har frilæsning.
Han glor på mig, som om det var mig, der havde bedt ham gøre det.
Knud står bare og æder løs med mulen helt nede i posen. Da han bliver færdig med det sidste stykke, vender han posen på hovedet og hælder smulerne med sukker ned i sin hule hånd, inden han tømmer indholdet ind i munden.
Så puster han posen op og banker til den med den anden hånd, så den giver et knald fra sig. Et bøvs slutter måltidet. Han maser posen sammen til en lille papirkugle og smider den fra sig.

– Lasse er sgu ikke rigtig dansker, bliver Jens Martin ved.

Et par stykker mere giver ham ret, men så ringer det ind igen.
På vej op mod klassen placerer Jens Martin sig ved siden af mig.
– Du bliver heller ikke rigtig dansker.
Han stryger sig gennem Elvis-frisuren med den ene hånd, mens han vender sig om mod de andre.
– Bliver? Nej, for det er jeg.
– Hvad er det så lige, du har gjort? Endda mod din egen far? Tror du ikke, vi ved det? Så er man sgu ikke dansker.
Der er noget larm længere oppe fra. Et par af de små fra 7. er vist oppe at slås.
– Ja, ja, siger han, lige før vi når klassen, – folk skal sgu ikke have lov til bare at gå rundt ustraffet. Jeg ved godt, hvad der sker med dig.

Jens Martin rækker hånden op.
– Fru Larsen? Jeg har et spørgsmål. Hvornår er man egentlig rigtig dansker?
– Ja, det var da et godt spørgsmål. Har nogen et bud?
Lasse banker på og kommer ind og sætter sig.
Knud har et bud.
– En rigtig dansker er selv født af danskere.
– Ellers ikke?
– Nej. Det mener jeg ikke.
Knud er sikker i sin sag.
Kedde foreslår:
– Man skal være dansker i tre generationer, før man kan være sikker.
– Vil det sige, at så er jeg ikke en rigtig dansker?
Lasse er vågnet nu. Det var på tide. Jeg hører kun halvt efter, for Jens Martins ord sidder i ørerne på mig. Jeg ved godt, hvad vi vil gøre ved dig. En sær angst sniger sig ind på mig, og en papkasse kan komme til at betyde noget.
– Men jeg har fået dansk pas og er medlem af sygekassen med min mor og har fået at vide, at jeg nu er dansker. Det mener I så, jeg ikke er?
– Nej, siger Jens Martin.
Lasse vender sig over mod Jens Martin, der er blevet lidt rød i hovedet. Hans fine Elvis-frisure er blevet skæv.
– Jooo, det er du jo så, hvis du har papir på det.
– Men det var da ikke det, du sagde.
– Man skal nok for at være rigtig dansker også føle sig som dansker, tale sproget, bo her og være kristen. Jeg tror da, at Lasse opfylder alle kriterier.

Fru Larsens forklaring giver småsnak i krogene.
– Nå, vi kommer det vist ikke meget nærmere. Tag jeres danskbog.
– Vi kunne stemme om det.
Det er Keld, der for en gangs skyld siger noget højt. Fru Larsen strækker hals ned mod ham.
– Hvad mener du da, Keld?
– Hos lærer Didrichsen stemte vi, om negre er dovne eller ikke. Vi kunne her stemme om, hvad en rigtig dansker er.
– Det har da ikke noget med demokrati at gøre.
– Ja, men det sagde lærer Didrichsen.
– Jeg tror, han har taget gas på jer. Bente?
– Jeg kender nogen, der ikke er kristne. Er de så ikke danskere?
– Nej, Bente, sådan skal det ikke forstås. Jeg mener snarere, at man skal acceptere kristendommen som landets religion.
– Det gør de ikke. Jo, de finder sig i, at andre er det, men de er det ikke selv.
– Fint nok, sådan skal det da også være.
– Hvad så med Adrian? spørger Bente og retter sine mørke og smukke øjne over mod ham.
– Jeg er født i Danmark, siger han og sætter sig op.
– Ja, men du er jo ikke, jeg mener, du er mørk i huden. Det betyder vel også noget?
– Synes du selv, det betyder noget? Det ville betyde noget for dig, for så kunne man ikke se dine skide fregner.
– Hov, hov, Adrian, sådan snakker vi ikke sammen, blander fru Larsen sig.
– Nej, det skulle De tage og sige til det ranglede skelet til møgkælling. Hun skulle have en af russernes atombomber i hovedet.
– Ja, men Adrian dog, hvad i alverden er det for nogle ord, du bruger?
– Kommer her og snakker om hudfarve, og så har hun selv lortepletter i hele hovedet. Tror hun, vi lever i stenalderen?
Det sidste siger han nærmest ned i bordet, mens han fejer krummer væk med en hånd.
– Det kan man sgu ikke tillade sig at sige, mener jeg til Keld.
– Nej, det der med, at han er mørk i huden, er nok lige over stregen. Hvad mener du, Kurt?
– Nå, nej, jeg mente nu det med fregnerne.

I slutningen af dansktimen får vi igen stil for. På hjemvejen spørger Polle, om vi skal skrive den sammen.40

Kedde er ikke så god til dansk stil, så han kan ikke hjælpe Polle.
– Jeg vil godt være bedre til det, siger han. – Og så tænkte jeg, at du måske kunne …
– Ja, selvfølgelig.
Han kan ikke stave ret godt, og hans kommaer er smidt hist og pist. Fru Larsen er lidt efter ham, så derfor har vi siddet et par timer inde på hans værelse og samtidig hørt Radio Luxemborg. Det er nogle skide gode numre, de spiller, og vi snakker om, hvorfor man ikke spiller sådan noget i dansk radio.
– Polle, kender du noget til en papkasse, der stod i skabet i klasseværelset? Nu er den pludselig væk.
– Nej, overhovedet ikke. Hvad er der med den?
– Nå, ikke noget. Jeg så den bare helt tilfældigt for noget tid siden, og det undrede mig lidt.
– Ja, men hvorfor?
– Fordi der var reb, kniv og håndjern i den.
Polle griner lidt.
– Det lyder fanme som i en kriminalfilm.
Jeg piller ved stilehæftet.
– Men du ved altså ikke noget?
– Nej, siger han forbavset.

Polles mor kommer ind og spørger, om jeg vil spise med.
– Jo, tak, men …
Jeg stryger hånden gennem håret.
– Du kan bare ringe hjem herfra.
Men ingen svarer. Den ringer endda hele to gange. Så kan jeg ikke gøre mere.

Under aftensmaden snakker Polles far.
– Hvordan har du det med religion?
Jeg lægger gaflen.
– Øh, det …
– Det kunne være spændende at høre, hvordan det er for dig. Polle mener jo ikke, det er noget for ham. Du er da også konfirmeret, ikke?
Jeg nikker. Så lægger jeg også kniven og sejler fra land.
– Jeg cyklede engang ud i Østerskoven og råbte, at gud er død. For at se, om der skete noget.
– Gjorde der så det?
– Nej, intet. Men jeg kunne alligevel ikke rigtigt bruge det til noget. For han kunne jo sidde og grine ad mig og tænke, så let skal det heller ikke være.
– Hvorfor gjorde du det?
– Som lille dreng har jeg bedt aftenbøn og troet på, at der var en gud, der ville hjælpe mig. Men det skete aldrig.
– Og hvad så nu?
– Grunden til, at jeg cyklede ud i skoven, var, at jeg i et par år helt havde glemt ham der gud. Faktisk i al den tid jeg boede hos Sigfred og Elna, altså mine tidligere plejeforældre. Her er det vendt tilbage.
Min stemme hakker, selv om jeg sidder tilbagelænet og egentlig synes, det er sjovt at snakke med Polles far. Han er slet ikke så gammel, som han ser ud. Han ser hele tiden på mig, mens jeg snakker.
– Nå, har det noget med din mor og hendes mand at gøre?
Jeg ryster på hovedet.
– Det er nok snarere noget med, at nu skulle det være. Nu ville jeg have styr på det der med gud og kirke og kristendom.
– Har du så fået det?
– Nej, ikke helt. Der kan jo stadig nå at ske noget. Der er nogle chancer for ham, men de svinder da ind.
Jeg tager min gaffel igen og genoptager spisningen. Men Polles far lader ikke til at være færdig endnu. Han ler for sig selv og fortsætter:
– Du skal vide, at jeg ikke tror på sådan noget. Men der er meget godt i kristendommen. Jeg tror, at meget hænger sammen med, at det er nødvendigt at opføre sig ordentligt over for hinanden.
– Indtil videre har jeg mest tænkt på det der med, at der skulle være en gud, der sad og styrede hele molevitten …
– Der er elementer i tilværelsen, vi ikke forstår og ikke kan forklare, men jeg nægter at tro på de skrøner, der fortælles i biblen, som i øvrigt er skrevet af beduiner i mellemøsten for et par tusind år siden. Så kan Odin og Thor være lige så sande.
Jeg nikker igen. Har faktisk tænkt noget af det samme.

– Jeg er ikke enig med jer.
Polles mor sukker og tager en tår vand.
– Jeg tror, man kan komme til at føle sig meget ensom, hvis man ikke tror på gud.
– Da jeg var en lille dreng, troede jeg på gud, og alligevel var jeg meget ensom.
– Savner du din far?
Polle må have fortalt dem, at min far er død.
– Ja, på en måde.
– På en måde?
– Ja, altså på den måde, at han jo er død og derfor ikke kan komme tilbage, og så er det dumt at savne ham for meget, altså hvis han blot boede i København, kunne man bedre savne ham …
– Nå, sådan. Var det ikke ganske forfærdeligt, da han døde?
Jeg vrider skuldrene og kører vandglasset rundt mellem fingrene.
Der er pludseligt helt stille i stuen.

– Øh, det …
– Vi behøver heller ikke at snakke om det.
Hun klapper mig på armen og rækker mig en skål.
– Nu skal du bare spise. Der er mere, hvor det kommer fra. Vil du have lidt flere kartofler? Vi ved godt, at du har været meget igennem. Og at det somme tider er let for os at fordømme visse handlinger. Kender man baggrunden, opfatter man dem pludselig helt anderledes.

– Polle betyder meget for jer, ikke?
Jeg vil godt prøve at snakke om noget andet.
– Betyder meget for os? Hæ, hæ. Du snakker som en voksen, eller som om du læste op fra en bog.
Min ansigtsfarve ændrer sig lidt.
– Nja, vi har i dansk læst om en gammel mand, der bor på en ø oppe i Norge og ikke rigtig har noget familie. Så spurgte fru Larsen, om vi nogensinde havde prøvet at være ensomme, og hvad vi betød for de andre i familien. Vi skulle finde det tal mellem 1 og 10, der svarede til betydningen.

Jeg ser på Polle, men han ser ned i sin mad. Han har nok ikke gidet høre efter i den time heller. Men der er liv i ham.
– Og HT sagde så, at han ikke betød noget for sin familie. Vel?

Så har han sgu alligevel hørt efter.
Jeg rynker panden.
– Neeej, det er på en måde rigtig nok. Men jeg savner min gamle plejefamilie.
– Det var bedre, end da din far levede?
– Meget.
– Var skolen også bedre?
– Meget.

Polles mor begynder at tage ud af bordet, og Polle og jeg går ind på hans værelse igen.
– De er sgu friske, dine forældre.
– Synes du? Hvis du tror, jeg får lov til alting, tager du fejl.
– Det tror jeg da ikke. Det er vist kun Kedde, der gør det. Men jeg tror ikke, der findes mange forældre, hvor man snakker religion, mens man spiser aftensmad.
– Nej, min far snakker om meget. Især hvis vi har gæster. Også om sex.
Polle griner lidt.
– I snakker måske mere om sådan noget her, end vi gør i skolen?
– Jeg giver ikke en skid for det i skolen. Mary sidder der og smider sine store patter fremad, mens vi ser på tegninger af gennemskårne tissemænd, og læreren står nede bagerst i klassen og er rød i hovedet.41

Dagen efter går jeg med Lasse rundt.
– Jeg er så sur på skolen her, siger Lasse.
– Ja, jeg er heller ikke for godt i humør, svarer jeg. Var du syg i går?
– Røvhuller, det er det, de er. Alle fra en ende af.
– Den værste er lærer Didrichsen.
– Og så hende viceren.
– Ja, hun skulle …
– Fru Larsen er egentlig god nok, mener Lasse.
– Hun var da ved at rive håret af dig??
– Det er fordi, hun har hjulpet mig før, at jeg synes det.
– Hjulpet dig?
– Ja, først ville de ikke have mig ind her på skolen, men så snakkede min mor med fru Larsen, og det hjalp. Men hun holder øje med mig. Hun siger, at træerne ikke vokser ind i himlen.
– Hvad mener hun med det?
– At hvis jeg tror, at alt er i skønneste orden, så er det forkert. Jeg skal altid opføre mig ordentligt.
– Ja, men er du slet ikke gal på hende for det i går?
– Jeg var måske selv skyld i det. Bliver somme tider så hidsig.
– Jeg kan ikke lide hende. Hun ligner en tankvogn. Eller mandskabsvogn. Eller kampvogn.
– Stor er hun. Men det kan hun selvfølgelig ikke gøre for.
– Nej, ikke alle kiloene. Hun er også ubehagelig til tider.
Vi går tavse videre.
– Man kunne have lyst til at brænde hele lortet af, brummer Lasse.
Jeg griner lidt ved tanken.
– Så skulle det være sådan med et ordentligt brag til at begynde med, ikke en snigende ild.
– Nej, du har helt ret. Der er du vist en oplagt én til at være med?
– Hvad?
Det fryser ned ad ryggen på mig trods den behagelige varme i vejret.
– Ja, at brænde sin far ihjel, så han døde af det, må vel tælle godt med?
Der går lidt tid, inden jeg siger noget.
– Kan I egentlig blive ved med at snakke om det?
Lasse trækker på skulderen.
– Ingen snakker med mig om det. Nok fordi vi somme tider går sammen.
– Næh, heller ikke med mig. Kedde har bare sine sjove kommentarer. Og Knud er altid enig med ham. Jeg har hørt rygter om, at de vil straffe mig, fordi de synes, jeg ikke er blevet det endnu. Kender du ikke til det?
– Neeej, det ved jeg ikke. Skulle de det? Jeg tror ikke, de tør.
Han ser grinende på mig.
– De ved jo ikke, hvor de har dig, og hvad du kunne finde på. Og du kan regne med mig, hvis de kommer.
Jeg sparker til en sten på asfalten. Knytter næverne nede i lommen og standser op.
– Jeg så en papkasse oppe i skabet. I klassen.
– Nå.
– Ja, du kan ikke gætte, hvad der var i den.
– Nej?
– Kniv, reb og håndjern.
– Er det noget, vi skal bruge til Aladdin?
Lasse er god til at sige det rigtige.
– Nå, ja, måske. Men vel ikke håndjern?
– Nej, for fanden.
– Men Kedde og Jens Martin siger hele tiden noget med, at jeg skal straffes, og inspektør Enarm har givet mig kort snor, så jeg får altså større og større lyst til at futte lortet af og stikke af. Jeg ved bare ikke hvorhen.
Jeg griner til ham. Jeg kan ikke se, om han også griner, men han er da lidt skæv i ansigtet.
– Lad os snakke om det senere. Jeg kan jo også noget. Mest med benzin og flasker.
Lasse vinker med den ene hånd og forsvinder om hjørnet.
Jeg ser mig om i skolegården. Ingen kigger på mig, så vidt jeg kan overskue.

I den sidste time deler Clausen små breve ud.
– I skal bare vente med at læse dem, til I kommer hjem, siger hun smilende, så alle fregnerne tværes fladere ud.
– Ungdomsgilde, hører jeg Mary mumle. – Vorherre på lokum.

Jeg er tavs, da Polle og jeg cykler hjem sammen. Han kan nok ikke være andet bekendt, når jeg nu har hjulpet ham med stilen. Efter at have sendt en spytklat af sted ud i grøften, vender jeg mig mod Polle.
– Er det ikke sådan, hvis skolen ved noget om én, at så må de ikke fortælle det til andre?
– Jo, klart. Hvorfor spørger du?
– Nå, det var bare Lasse.
– Ja, hvad med ham?
– Ja, han havde hørt noget om en eller anden, og det kan kun stamme fra lærerne.
– Det kan være tilfældigt, altså jeg mener, nogen kan have hørt et par lærere snakke om det, og de har måske ikke lige set disse nogen …
– Du mener, at de har stået et sted og snakket og troet, at ingen kunne høre dem?
– Ja, for jeg tror da ikke, at lærerne må sige noget om deres elever, siger Polle. Det må de da ikke. Det tror jeg ikke på. Det er da ligesom det med dig.
– Hvad mener du?
– Jo, altså, det vidste alle jo, da Bente dengang viste os nogle avisudklip med det der med din far.
– Javel.
– Ja. Der var et foto af et nedbrændt skur. Du ved.
Ned ad bakken stiger farten, og vi lader cyklerne trille.
– Var det ikke forfærdeligt for dig?
– Joo.
– Det har jeg tænkt meget over.
– Ja. Det har jeg også.

Jeg lægger mig på sengen med armene under hovedet og stirrer op i loftet. Et bestemt punkt i tapetet på skråvæggen bliver ved med at køre til siden, selv om jeg prøver at fastholde det med blikket. Jeg knytter næverne og banker dem ned i dynen.
– Aich, ah, aich, brøler jeg, mens jeg slår. Jeg vender mig om og lægger mig på maven.
Nu begynder jeg at slå for alvor. Jeg bliver ved i lang tid. Jeg ved ikke, om mor ligger derinde i sengen og kan høre mig. Til sidst er jeg træt og sover lidt.

Bagefter går jeg ud i køkkenet og tager et stykke brød og smører leverpostej på det. Et tykt lag. Katten er ikke hjemme.
Det mørkner derude. Her fra spisebordet ses vinduet som et filmlærred. Alt udenfor er film, mens jeg sidder i tilskuerrummet. Her i køkkenet. Men der er mørkt begge steder.

– Arnold hørte dig komme meget sent op i lørdags. Hvor var du?
– Ude. Hvorfor snakker du først om det i dag?
– Ude?
– Ja, sådan bare for at trække lidt frisk luft.
– Men det passer jo ikke, Hans Theodor. Arnold var inde hos dig lidt senere om aftenen for at se, om du var blevet syg, men du var væk! Pist! Og erstattet af to hovedpuder. Jeg kan jo godt huske, at du spurgte om lov til at tage til Flensborg, og jeg sagde nej.
– Mnnn.
– Så der var du?
– Mnnn.
– Det kan du ikke være bekendt. Det skal jo ikke være sådan, at hvis du ikke får din vilje, gør du det bare alligevel. Arnold er meget sur på dig, og som straf vil han ikke tale til dig i en hel uge fra i lørdags.
– Straf?
– Ja, kald det, hvad du vil. Han er i hvert fald irriteret på dig, fordi du snød os.
– Jeg synes jo nok, han har været noget tavs de sidste dage. Eller rettere mere tavs end han plejer.
– Han var rigtig gal, da han opdagede det.
– Kan han ikke være ligeglad? Han er ikke min far.
– Nu skal du ikke begynde på det der igen. Når vi nu er gift, og du bor her, så er det helt naturligt at betragte ham som din far. Du har da også før været glad for ham, det er da bestemt mit indtryk.
– Han er blevet lidt underlig, synes jeg. Sidder altid med den avis ved bordet og har så skide travlt med at læse hele tiden. Det må være sindssygt vigtigt.
– Nogen skal jo tjene penge. Det er også dyrt at have dig på kost og alt muligt. Og nu skal du altså snart klippes.
– Har jeg bedt jer om at flytte mig hertil?
– Så, Hans Theodor, nu synes jeg, vi slutter her.
– Hver gang vi er tæt på, at jeg skal til at sige noget, siger du, at vi slutter her.
– Det er, fordi vi har været inde på det så mange gange, Hans Theodor. Hver gang har jeg sagt, at jeg har tilgivet dig det med far.
– Det er slet ikke det. Forstår du mon, at det ikke er sååå sikkert, at jeg er glad for at have fået lov at flytte hjem til min mor?
– Hvorfor er du så evigt utaknemmelig? Jeg synes, du har forandret dig så meget.
– Undskyld, at jeg savner mine plejeforældre. Undskyld, at jeg …

Arnold kommer ud i køkkenet og lukker døren ind til stuen efter sig.
– Vil du sige til HT, at han har stillet sin cykel foran døren ind til skuret dernede, og at jeg hverken kan komme ind eller ud.
Mor nikker. Arnold går igen. Han går tilbage gennem den samme dør, som han lige har lukket.
– Der hører du.
– Hvad? Jeg hører ingenting. Var her nogen?
Jeg går hen og åbner døren ind til stuen.
– Nej, der er ingen, siger jeg og sætter mig igen.
Mor rejser sig og går hen og lukker døren.
– Hold nu op. Din cykel står i vejen.
– Nej, det gør den ikke. Hvis et levende menneske skal den vej, så jo. Så står den nok i vejen. Men stumme, døende mennesker gider jeg ikke respektere.
– Hans Theodor! Nu opfører du dig ordentligt.
– Ja, børn under 18 skal altid opføre sig ordentligt, mens voksne ikke behøver.

Mor vender sig hovedrystende rundt, samler sin mjavende kat op og går sukkende ind i stuen og lukker døren efter sig. Det er min tur til at vaske op. Jeg begynder med at smøge ærmerne op. Så kaster jeg vaskefadet i vasken, smækker kedlen ind under vandhanen og skruer op for vandet, der sprøjter ud over det hele. Jeg sætter den hen på komfuret og tænder for alle fire plader.
Så skyller jeg tallerkenerne af, stiller dem og bestikket klar og går ind på værelset. Læser lidt. Går så tilbage til kedlen, hvor dampen langsomt begynder at hvæse ud af proppen. Lidt efter lidt lyder det højere og højere, og til sidst fløjter den, det bedste den har lært.
Jeg venter lidt. Lader den fløjte et stykke tid, indtil jeg hører trin i stuen. Så tager jeg kedlen af, fjerner låget med fløjten og hælder det varme vand i fadet. Derefter slukker jeg for alle kogepladerne. De varmer godt.
Døren bliver kortvarigt åbnet, men så lukket igen.
Jeg vasker først glassene af, som jeg har lært. Stiller dem i tørrestativet. Derpå bestikket, som jeg lægger i renden. Tørrer af med viskestykket.
Tager den yderste tallerken og hæver den op over mit hoved. Langt op. Strækker mine arme alt det, de kan. Så slipper jeg og ser den fare ned på gulvet, hvor den med et mægtigt brag går i tusind stykker og splintres og farer til alle sider.
– Hovsa, siger jeg, for fanden også.
Skridt inde fra stuen, og mor står i døren.
– Hvad sker der?
– Jeg tabte sgu en tallerken. Er der tilgivelse for det også?
– Åh, hold op, siger hun og hamrer døren i.
Jeg står lidt og lytter. Kommer der andre?
Det er vist ikke tilfældet.
Kan en tallerken falde uden at gå i stykker? Jeg må prøve igen. Tager en af de andre og løfter den igen op så højt, jeg kan. Denne gang vil jeg prøve at gribe den med foden.
Stiller mig parat. Slipper tallerkenen og får den lige ned på vristen, hvorfra den falder videre ned på gulvet. Men den går ikke i stykker.
Jeg tager en kost og fejer skårene fra den første op og smider dem i skraldespanden.
Først her kommer jeg i tanker om Clausens brev. Inde på værelset lukker jeg det op og læser, at hun inviterer mig til ungdomsgilde på lørdag med både sodavand og mad og kage til.
I morgen må jeg finde ud af, om hvem der ellers skal med.42

Jeg nærmer mig Clausen, og i god afstand smider jeg cyklen i vejkanten og låser den omhyggeligt. Inde bag nogle træer sætter jeg mig op ad en stamme og tager min lille flaske frem. Jeg har købt noget rom, som jeg hele tiden fylder min Jolly-Cola op med. Efterhånden bliver jeg i bedre humør, og da romflasken er tom, smider jeg den ad helvede til, rejser mig og vandrer op mod Clausen.

Lunte og Polle går på fortovet mod mig, og vi når huset nogenlunde samtidigt fra hver sin side.
– Hold kæft, mand, det der Zur Krone var fanme …
Polle har armen om Lunte og svinger med den anden arm, hvori han holder en flaske. Vi standser foran indkørslen.
– Der var sgu alt for mange mennesker, mener Lunte.
– Hold kæft, hvis Kalgård kommer og vil danse, fortsætter han.
Han smækker sig med tungen om sine tykke kysselæber, og Polle griner.
– Hvis Mary byder mig op, vil jeg først føle efter, om de er ægte og ikke bare skumgummi, praler jeg optændt af cola. Men jeg er ikke sikker på, de i deres tilstand hører det.
Polle skråler, mens han svinger sin flaske:
– Ved du, hva du skulle?
Gifte dig med Tulle!
Lægge hend´ på gulle´
Klø hend´ lidt i hulle´!

Så bliver Lunte alvorlig.
– Hvad nu, hvis Clausens forældre er der?
Han ser sørgmodigt ud over engen på den anden side vejen.
– Ja, hvad mener du?
– Så bliver det svært at få fisse, siger han, og han lyder som en, der er ved at græde.

– Rolig, siger Polle. De har sgu nok et værelse, hvor du kan bolle en eller anden. Vil Kalgård ikke, tror jeg, du kan overtale Clausen.
Polle knækker igen sammen af grin nu med fare for at gå helt i stå. Jeg griner med. Vi står der på fortovet og bøjer os forover, og maven begynder at gøre ondt. Men det gør godt at grine.

Polle svinger sin romflaske fra side til side og synger Die Fahne hoch, die Reihen fest geschlossen …
– Kom nu, siger Lunte alvorligt. Sådan noget skal man ikke spøge med.
– Er den for stærk, den gamle SS-sang?
– Nej, for helvede. Det var ikke det, jeg mente. Det var det med at bolle, vi ikke skal spøge med. Vi må hellere gå ind. Kom.

Vi står høfligt og ringer på, og Clausen lukker op.

Festen allerede startet. Vi begynder med noget appelsinsaft i høje glas med en paraply i, og Polle griner helt ovenud, fordi han mener, Lunte skal spise den paraply.
– Nej, det er den ikke beregnet til, siger Lunte helt alvorligt.
– Du griner aldrig, mener jeg og kan ikke lade være med at fnise som en anden tøs.
– Jo, dengang jeg prøvede min mors BH.
Jeg kan ikke lade være med at grine, mens Polle sprutter løs, så en del af appelsinsaften havner på gulvtæppet.
– Som hængekøje? stønner Polle frem.
Jeg har tårer i øjnene, og dem, der står tæt på os, griner med.
Clausens far slår i det samme på sit glas.
En gruppe af piger har ikke opdaget det og fortsætter med at knevre løs.
– Hold så op med det kneppen, siger Polle højt til dem og retter det straks: – øh, knevren, mener jeg.
Men det er for sent. Alle har hørt det og griner, så loftet falder ned.
– Der er sgu nogen, der er i stødet, mener Jens Martin og ser en anelse sur ud.
Det lykkes omsider for faderen at få ro.
– Vi vil gerne byde jer alle velkommen og håber, I får en rigtig god aften. Noget tyder på, at I allerede er i godt humør.
Hans ansigt vender mest mod Polle og Lunte, så de skynder sig at se alvorlige ud. Det lykkes for Lunte, mens Polle, det fulde svin, af al magt forsøger at lade være med at sprutte.
– Værsgo! Tag for jer af retterne. Han peger på det store spisebord, hvor der er masser af mad.
– Hold kæft, mand, sagde jeg virkelig kneppe?
Der er en del, der klapper ham på skulderen.
Vi maser på ved bordet, og alt tegner til en god aften.43

De fleste danser og hygger sig gevaldigt. Jeg sidder lidt og kan mærke en dejlig fornemmelse. Det er nok den der cola, der gør sin virkning.
Jeg synes, jeg har lært, at det er dumt at blive siddende, når der skal danses, så jeg opsøger Mary, så jeg lige så godt med det samme kan få et afslag. Jeg er vist lidt fuld, for jeg glemmer helt mit hår. Der er nok hverken skilning eller orden i det.
Men hun siger minsandten ja tak, og da jeg er glad og i stødet efter at have drukket al den cola, tager jeg mig nogle friheder og gør ligesom Lasse med Ursula og begynder at snakke om de der knapper, der er foran på Marys trøje eller bluse, eller hvad fanden det nu er, hun har på.
Hun smækker mine fingre med et smil:
– Hold labberne væk! Er du med, fulde?
– Fulde? Jeg er sgu da ikke – hik – fuld.
– Det er godt med dig. Jeg ved godt, hvad I har lavet hele eftermiddagen.
– Jeg skal bare se, om knapperne her er ægte …
– Har du set, at Adrian ikke er her.
Hun fjerner igen min hånd.
– Næh. Hvorfor ikke det?
– Clausen vil ikke have ham med. Der var flere i klassen, der sagde, at hvis han skulle med, kom de ikke. Jeg ville sgu heller ikke.
– Er det rigtigt?
– Ja. Ved du ikke, at hun lavede alle invitationerne om, da det gik op for hende?
På en gang føler jeg mig helt ædru.
– Nej, den tror jeg ikke på.
– Jo, sgu da. Tror du, jeg står her og fylder dig med løgn?
– Det, der hos dig fylder mig mest, er …
– Hold nu kæft, HT. Du skal vist ud og have lidt frisk luft.

Hun trækker grinende af med mig, og vi havner ude på græsplænen. Jeg hager mig fast om hendes skuldre og lader som om, jeg er så fuld, at jeg ikke kan gøre for, at min hånd sådan helt selvstændigt tager et par ture ned over hende foran. Hver gang fjerner hun hånden, så det er nok ikke meningen, at jeg også skal røre. Jeg er lidt ligeglad. Ligesom i Flensborg. Derfor bliver jeg ved med at prøve at få et solidt tag i kæmpebrysterne, der ligesom bliver større og større i aften. Polle har et solidt tag i flagstangen, hvor han står lidt usikkert og svajer.
Nogle af de andre står også omkring flagstangen.
– Uarghhh, siger han, og en ordentlig skylle sprøjter ud af munden på ham og lægger sig for foden af flagstangen.
De andre går lidt tilbage, for det lugter værre end kattepis, det, der kommer ud af Polle.
– Det er ikke noget at sige til, meddeler jeg de nærmeststående og prøver at være morsom.
– Han er sgu så fuld af bræk.
Jeg står lidt usikkert, mens jeg hager mig fast i Mary.
Ikke alle griner. Knud ser bare på mig:
– Og hvad er du så?
Jens Martin vender sig om, tager fat i Bentes ene arm og peger ind, men hun ryster på hovedet og kommer hen til mig.
Helt tæt læner hun sig ind mod mig:
– Skal jeg beeee-fri dig fra denne kvinde, HT?
Hendes tænder lyser enormt op i den mørke aften, og øjnene gnistrer, og jeg slipper armen rundt om Marys skulder og går med hende ind for at danse. Mary står lidt alene tilbage og kigger efter os.
Op i røven med de bryster. Hun er sgu så kostbar.
Bente går ikke. Hun svæver helt overjordisk, når hun bevæger sig.
– Du er en sjov en, siger hun. Hun danser anderledes end de andre, jeg har valset rundt med. Hun smyger sig lige så tæt ind til mig som Gisela og så ud igen og tilbage som en balletdanser, og oppe i hjernen danses der også. Hun har en meget lækker måde at bevæge sig på, og det bliver jeg altså nødt til at fortælle hende.
– Og du er så død, øh sød, så sød, sludrer jeg; det er, som om tungen bevæger sig lidt i modvind. Med min højre hånd tegner jeg en kvindes former nedover.
– Hold op, HT, siger Bente med et stort grin og dasker til mig. Men nu lægger hun kælent kinden ind til min på højre side, mens hendes højre hofte smyger sig ind til mig. Cliff smægter imens en sjæler fra et par ualmindeligt grimme ubehjælpsomt hjemmelavede højttalere.
Hun er så lækker tynd, og det er så dejligt at lægge en hånd rundt om hendes talje, eller hvad helvede det nu hedder det der lige oven for hoften, og i mine bukser er der intet, der rører på sig. Det sidste er lidt befriende.
Mine læber kører ned over hendes kind, ganske langsomt, og hun drejer ikke kinden bort, og jeg ender på hendes læber, og vore tunger danser can-can.
– For fanden. Hvor er du sød, hvisker jeg med munden fuld af tunge.
– Det er du også, siger Bente med smil og tænder. Så trykker hun mig på nakken og kysser mig igen. Jeg holder også hende om nakken og suger mig begærligt fast i de læber, i den mund, i det ansigt. Jeg er godt omtumlet og begriber slet ikke, hvad der sker.

Hun slipper med et gisp:
– Du er bare ikke særlig god til at da- da- danse, mener hun og griner lidt.
Åh, de øjne, de svejser ind i mine.
– Nåå, synes du ikke, det går nogenlunde?
– Jo, men det er kun, fordi du lader mig føre.
– Jeg er ikke god som forfører.
– Jeg kan godt lide dig, HT.
– Hvorfor snakker du så sådan om mig og det, der skete dengang …?
– Fordi du er så spændende!
– Jeg har opdaget, at dans har en fordel.
– Hvilken?
– Man kan meget lettere kysse en pige, hvis man har lyst.
– Ha, ha.
– Jeg tænker somme tider på at rejse mig midt i timen, gå op til dig, tage fat i dit hår, så dit ansigt vender opad og så – bare kysse dig.
– Mnnnn.
– Somme tider smiler du så sødt, Bente, at det gør helt ondt i maven. Selv om jeg fanneme indimellem er sur på dig. Jeg ved ikke helt, hvad du har gang i.
– Nå. Du bliver ved.
Hendes tænder sender et hav af lys mod mig, mens hendes ene hånd lige kører en tur i mit hår. Jeg vil bare æde hende, sutte hende i mig, bide mig fast i denne fantastiske tøs.
– Jeg kan godt lide drenge med sådan et langt hår som dit, hvisker hun.
Vi bevæger os i cirkler rundt i stuen på det areal, der af Clausens forældre er udlagt som dansegulv. Indimellem bumper vi ind i et stoleben, når vi bevæger os for langt uden for dansearealet. Men det er jeg skide ligeglad med.
– Det måtte gerne vare evigt, det her, mumler jeg ind i Bentes fortryllende øre, hvor jeg lader tungen stikke frækt ind et øjeblik, så hun klukker sødt. Jeg skal herfra i gang med at suge hendes fantastiske, bløde, lækre læber til mig igen, da hun åbner dem og støder mig en anelse længere ud fra sig og siger:
– Det varer ikke evigt, for der kommer Aksel. Det er min fyr.
Jeg ser mig forbavset om. I døråbningen står en fyr med frakke på. Han baner sig vej hen mod os.
– Her er du. De sagde, du var inde og danse.
– Ja, det er HT, og det er Aksel. Kører du i Angliaen?
– Ja, hvad ellers for fanden. Kom så.
Bente vinker og råber farvel og tak for i aften til Clausens forældre og går med sin Aksel.

Jeg tørrer mig om munden med tungen, prøver at smage Bentes kys og ved så alligevel ikke, om det er umagen værd, står lidt og stavrer så udenfor, måske skulle jeg tage hjem nu.
En gruppe står og diskuterer. Polle hænger stadig ved flagstangen. Han virker ikke umiddelbart som en, der er i stand til at slænge sig op på en cykel og jolle ned ad Javerslund Bakke.

– Adrian og min bare røv, siger Jens Martin. Jeg ville sgu heller ikke komme, hvis han skulle med.
– Det er bare ikke rigtigt, at nogen skal holdes udenfor, brummer Kurt. Vi er sgu da i samme klasse.
– Han gider sikkert ikke engang selv, læsper Knud.
Jeg stiller mig sammen med dem.
– Inspektøren snakker så meget om, at vi på skolen behandler hinanden godt, siger Lasse.
– Ja, Iiiii behandler sgu da ikke Adrian godt, hvis I ikke vil have ham med her, insisterer Kurt.
– Han er grim, han lugter, og så er han neger, erklærer Jens Martin, og han og Knud griner højt og larmende.
– Kom, siger Jens Martin, og Knud følger ham.
Tilbage står Lasse og Kurt.
– De er kraftedme åndssvage, siger Lasse. Jeg skulle bare have vidst, at Adrian ikke var inviteret. Så var jeg fanme ikke kommet.

Jeg vakler af sted hen mod cyklen. En fin Anglia på to hjul uden gear eller passagersæde. Der er selvfølgelig modvind hjemad. Det er nok ham gud, der som så ofte før sørger for, at de der træer sørme ikke skal vokse helt op til ham.44

Det er overskyet mandag morgen. Jeg har sat dynamoen til undervejs, for en bil dyttede ad mig, og jeg er godt klar over, at jeg er svær at se.
Det var en meget lang søndag, betydeligt længere end normalt, og mandag morgen er meget mørk.
Polle kommer bagfra og indhenter mig uden tændte cykellygter, og det er heller ikke så afgørende, mener han.
– Jeg kan jo se det, der skal ses.

Vi nærmer os byen, og i udkanten ser vi en klump af cyklister, mest skolebørn.
Det viser sig at være politiet, der står og tjekker cyklerne på skolebørnene. Jeg lægger an til standsning, men Polle rejser sig i sadlen og spurter af sted, mig bagefter.
Han kører som en vild og fræser uden om klumpen, og jeg prøver så godt, jeg kan, at indhente ham. Men det er ikke let, for han kører meget stærkt.
– Hej, du der, stop så, råber en politibetjent efter os. Mig?
Jeg rejser mig i sadlen og stamper til og følger efter Polle, for det kan ikke være mig, han råber efter, tror jeg ikke.
– Stands, brøler han bag mig. Det må stadig gælde Polle, er jeg sikker på.
Polle ligger helt fladt hen over styret. Hans ben går som trommestikker op og ned. Jeg kan ikke helt følge med.
Ned mod viadukten bliver jeg overhalet af en anden cyklist.
Det er minsandten politibetjenten, der spurter forbi mig. Han ligger også fladt hen over styret i fuld uniform.
På den lige strækning op mod skolen aner jeg Polle langt forude. Jeg kan i hvert fald se en, der er noget hurtigere end alle andre. Midtvejs joller politimanden af sted, men jeg tror ikke på, han kan indhente Polle.
Da jeg forpustet når skolen, er jeg lige ved at støde ind i politibetjenten, der trækker sin cykel tilbage ud mod gaden. Så har han ikke fået fat i Polle. Helt som jeg forudsagde. Men han var alligevel noget hurtig, skal jeg love for.

Fru Larsen kommer travende ind i klassen og smider sin mappe på katedret. I første time er det kun os drenge, fordi pigerne har håndarbejde.
– Sæt jer. Hvem af jer kører fra politiet?
Vi ser forbavsede ud.
– Det ku´ vi da ikke drømme om, siger Jens Martin.
– Skolen har fået en henvendelse fra politiet. Der var en, der bare er kørt forbi politikontrollen her til morgen og oven i købet cyklet fra politiet.
Og politimanden var ikke en hr.-hvem-som-helst. Han er tidligere cykelrytter på B-landsholdet.
Vi ryster på hovedet og sukker.
– At nogen kan finde på det!
– HT, det er ikke noget, du kender til? spørger fru Larsen.
– Min cykel er i orden.
– Derfor kunne det godt være, at du kender til, hvem der ikke har?
– Mnnn.
– Jeg kunne godt have dig mistænkt for sådan noget, og vi ved jo, du er en af dem, der cykler langt.
– Men det var ikke mig.
– Husk nu at standse for politiet fremover.

Jeg siger ikke mere. Keld glor på mig.
– Det er det samme hver gang, mener jeg. Mangler vi en forbryder, må det klogeste være at spørge HT. Han ved det. Han er den største forbryder her på skolen. Han er både hærværksmand og cykelforbryder og morder.
– Ti, hi, hvisker Kurt omme foran.

– HT!
Det er inspektør Enarmet, der kalder på mig. Han bruger to fingre til at få mig til at komme, og jeg går hen til kontordøren.
– Sæt dig.
Han rømmer sig.
– Var det dig, der kørte fra politiet her til morgen?
– Nej, det har jeg også forklaret fru Lars …
– Problemet er, at vi vanskeligt kan forestille os andre.
Jeg ser ned.
– Du bliver altså nødt til at tage dig sammen, Hans Theodor. Jeg har lige haft en længere samtale med socialrådgiveren om dig, og jeg var for at være ærlig ikke alt for optimistisk.
– Mnnn.
– Det gælder din fremtid, Hans Theodor. Du skal hele tiden tænke på at være flittig, at gøre det, du får besked på og i det hele taget undgå at dumme dig. Nu som i dag.
– Men det var altså ikke mig, der …
– Så derfor håber jeg nu, at det er helt klart for dig. Gå så!

– Det er sgu nok mig, siger Knud ude i frikvarteret, og jeg stiller mig hen til gruppen.
Tage mig sammen? Hvordan gør man det rent praktisk?
Da Knud ser mig, forlader han gruppen og går ned til Jens Martin, der står og kærester med Lise Jarl.

Vi traver af sted. Polle og jeg. Han kiggede sig lige om efter Kedde, men han var der ikke.
– Nå, du spurter lige fra en cykelrytter fra B-landsholdet?
– Det er da ikke noget, hvad enten det havde været Ole Pingel eller Mogens Frey. Havde det så endda været en af de professionelle. Kaj Werner eller Palle Lykke.
– Jeg var igen inde hos inspektøren.
– Nå.
– Ja, han mener, at det er mig, der kørte fra politiet i dag.
– Ha, ha. Du skal altså huske at opføre dig pænt.
Pludselig spørger Polle:
– Hvad synes du om Clausens fest? Du husker nok bedre end mig. Jeg synes slet ikke, jeg så dig overhovedet. Var du i det hele taget med?
– Jooo. Lige så kedelig som skolen her.
– Fik du danset med nogle af pigerne?
– Joo. Men hvor lang tid gik der i går, inden du var frisk igen?
– Ja nogle timer, men jeg havde jo heldigvis allerede brækket mig en del op og ned ad den skide flagstang, så det var begrænset, hvor syg jeg blev.
Polle griner ved sig selv, mens jeg har svært ved at grine.
– Næste morgen kunne Clausens far godt se, hvad der var foregået der, tror du ikke?
Polle sprutter af grin. Han har en irriterende måde at grine på.
– Hold kæft, mand, han har da undret sig over al den vælling …
Vi nærmer os Jens Martin og Knud og Lise Jarl, da jeg ud ad øjenkrogen ser Mary og Bente komme gående imod vores retning. Bente svæver som sædvanligt, og min mave er tung. Pludselig skråer hun over mod os, går helt ind til mig, tager mig under hagen og kysser mig direkte på munden.
– Tak for en dejlig aften, hvisker hun kælent ind i mit øre, smiler og går tynd og elegant let som en fjer tilbage til Mary. Elverpige, det er det, hun er.
– Nå, det må jeg sige. Det må jeg sige. Hvad fanden skete der lige der? spørger Polle, mens han går lidt ud og betragter mig, mens han griner skævt.
– Kan vi nu ikke gå i fred her i skolegården længere for dem?
Lise Jarl glor også på mig, og vi går videre.
Jeg begynder at fløjte.
– Ja, man kan sgu aldrig gå i fred for de kønne piger, …
Polle sprutter igen, mens han forsøger at hakke meddelelsen igennem:
– … selv om man jo ikke er nogen Lunte med tykke kysselæber …
– Nå, det går da ellers meget godt til daglig.
– Ja, men hvad er der sket med dig og Bente?
– Ja, først dansede jeg med Mary. Prøvede hele tiden på at klemme hendes helt enorme …
Jeg åbner og lukker min højre hånd op i luften.
… men så kom Bente, og ja, så dansede vi og kyssede …
Jeg griner højt og sparker lidt op i luften, og vi sætter farten op for at nå den sidste omgang, inden det ringer ind. Jeg afsøger hele skolegården med mit falkeblik, men der er ikke noget interessant. Jo. Der svævede en elverpige op ad trappen og ind ad døren.
– Det er fanme en dejlig dag, synes du ikke?45

Arnold og jeg spiser alene til aftensmad, for mor ligger i sengen.
– Er hun syg?
Arnold svarer ikke, men læser videre. Jeg har tændt et stearinlys, der står midt på bordet. Mit venstre ben går op og ned i en eller anden hysterisk rytme.
– Polle var lige ved at blive nappet af politiet i dag.
Arnold hoster bag avisen.
– Men han cyklede fra dem.
Arnold tager to kartofler mere. Jeg kigger op, men døren ud til gangen er lukket. Også den ind til stuen.

Jeg ser på hans avis og ud af vinduet og tilbage igen.
– Jeg vasker op, ikke, avis?
Avisen svarer ikke.
Jeg sidder lidt. Arnold læser.
Stearinlyset kunne godt stå lidt bedre. Jeg flytter det, så det står tæt på Arnolds avis, og pludselig står flammerne op.
– Heey, hvad fanden, hvad laver du, hva satan …
Arnold springer op og stikker avisen ind under vandhanen og slukker ilden.

Han smider den våde halvt afbrændte avis i skraldespanden og går hurtigt ind i stuen og smækker døren efter sig, og jeg kan høre ham tænde for fjernsynet. Jeg rydder til side, sparker lidt til den mjavende kat, lukker døren op til stuen og puffer den derind. Vasker op. Det er faktisk mors tur.

– Mor, for fanden, skal du nu til det der igen?
– Til hvad igen?
– Ja, det der drikkeri. Jeg troede, det var forbi.
– Hold nu op. Kan du ikke bare blande dig udenom og passe din skole? Jeg drikker ikke.
– Nej, det kan jeg ikke. Jeg er sgu ikke flyttet hjem igen, bare for at alt skal til at begynde helt forfra.
– Rolig, Hans Theodor, rolig nu. For det kan du være. Jeg har absolut intet drukket. Og lad så være med at bande sådan og red dit hår.

Jeg kigger i køleskabet og i overskabene og underskabene og inde bag i bryggerset. Kun et par øl i køleskabet, som vi lige har købt. Arnold mente, at det var på tide nu at få et køleskab. Vi fik det billigere, fordi han købte det på sin arbejdsplads.
– Og måske kan vi snart få råd til et rigtigt badeværelse med karbad!
– Neeeej, Arnold, så kan Hans Theodor og jeg ordentlig komme i bad.
– Jeg vil sgu ikke i bad med dig, mor.
– Nej, nej, Hans Theodor, det mener jeg da heller ikke. Det var vi dengang, du var lille. Jeg ved da godt, at du er blevet ældre. Og lad så være med det der sgu hele tiden.
– Jeg er faktisk skide ligeglad med det bad. Jeg bader tre gange i skolen og er helt slidt på yderhuden.

Jeg slår et smut ned i cykelskuret og fejer lige blikket rundt. Der står ingen flasker her. Hun er god til at gemme dem, men ikke så god, at jeg ikke kan finde dem.

Næste morgen dukker Arnold og mor op, mens jeg spiser havregryn, inden jeg skal cykle i skole. Han støtter hende, som om hun næsten ikke kan gå.
– Vi kører op til lægen, Hans Theodor, siger mor træt.
Arnold rykker i hendes arm.
– Nå, ja, jeg skulle også sige, at Arnold laver mad i aften. Få så redt det hår, ikke?
Jeg bliver helt stille. Det var jeg nu også, før de kom, men nu er jeg ret sikker på, at hun drikker, og at Arnold endelig har opdaget det.

Arnold kunne lige så godt have sagt:
– Du sættes i kloster, HT.
– Nå. Hvorfor det?
– Ingen må tale til dig.
– Er jeg så slem?
– Ja. Og det var så det sidste ord. Om en uge henter jeg dig igen.
– Mange tak.
I det fjerne smækker en dør med en høj rumklang og efterlader kun stilhed.46

Fru Larsen har travlt næste dag.
– Nå, hvem har så dagens ord? I dag det længste ord med flest konsonanter og færrest vokaler?
Jeg rækker hånden op.
– HT?
– Der er en golfspiller, der hedder Henning Pfingstl.
– Kom lige op til tavlen og skriv det.
Jeg rejser mig og i forbifarten rammer min venstre hånd Bentes skulder.
– Av, klager hun. Jeg standser og vender mig og lægger min ene hånd på hendes spinkle skulder.
– Undskyld, det var ikke med vilje.
Hendes mørke øjne brænder løs, og hun viser tænder.
– Pfingstl, siger jeg og skriver.
– Men det er jo ikke et dansk ord, tøver fru Larsen, der rejser sig og går op til tavlen og tager tavlekluden og står lidt og betragter det. Alle følger hende for at se, hvad hun gør.
Jeg går ned imens og smiler til Bente, og idet jeg passerer hende, griber hun min hånd og holder den fast og former lydløst to ord ved at spidse læberne.
– Jeg tror, jeg visker det ud igen, siger fru Larsen oppe fra tavlen.
Jeg bøjer mig ned til Bente og kysser hende på munden.
Det sker så hurtigt, at ikke ret mange ser det. Thomsen er undtagelsen:
– Ups, syder det ud af hende.

Fru Larsen ser det i hvert fald ikke.
Hun har visket mit ord ud og erklæret konkurrencen for åben stadigvæk, så vi må atter forsøge at finde et nyt ord til i morgen. Min højre hånd skriver helt automatisk på en ny side i stilehæftet. Bente, står der. Jeg betragter det nærmere. Det passer bedre til Mary og omvendt. Hvis M´et var smalt som Bente. Og B´et var bredt som Mary foran.

På vej ud til frikvarteret passer Thomsen mig op og retter sine store ko-øjne mod mig:
– Er du klar over, at Bente har en fast kæreste?
– Og?
– Så kan du da ikke tillade dig at kysse hende …
– Kan du ikke nappe ham Angliakæresten fra hende? Det ville jeg blive rigtig glad for. Han hedder Knast-Aksel på grund af sine bumser. Synes du ikke, den er god?
– Nej.
– Hej Clausen, tusind tak for sidst. Det var skide hyggeligt.
– Synes du det? Det er jeg glad for at høre. Der er ikke så mange, der har sagt det.
– Især var musikken fin at danse til.
– Det vil jeg sige til min far. Det var ham, der havde arrangeret det.
– Ja, det var nogle fine højttalere.
– Dem har han selv lavet.
– Og en fin flagstang i græsplænen.
– Nå, synes du?

Adrian og jeg følges ad rundt. Mine øjne kører konstant rundt i skolegården.
– Havde jeg vidst, at du ikke var inviteret, ville jeg heller ikke være kommet til den skide fest, mener jeg.
– Jeg er ligeglad med ikke at være inviteret. Jeg kunne slet ikke, så det betyder ikke så meget.
– Men du er en af mine venner, så det betyder meget for mig. At du ved det.
– Jeg er vant til det. Jeg har vænnet mig til at blive betragtet som anderledes. Jeg er mærkelig, ved du. Det er i det hele taget sært, at du gider følges med mig. Er du klar over, hvad det kan betyde?
– Nej, hvad mener du?
– At andre ikke gider dig længere …
– Nå, det. Men det gør de heller ikke. Knud og Kedde og Jens Martin er vist ude på et eller andet …
I det samme passerer Bente og Thomsen os. Bente sender mig øjne og smil, og jeg henter svar til Adrian:
– Men jeg er i øjeblikket ret ligeglad med Knud og Kedde og Jens Martin.
– Sig mig engang, er der noget mellem dig og hende det tynde stangskelet?
– Hun er fanme ikke noget skelet, Adrian.
– Kraftedme. Hun er fanme så røvirriterende. Gider ikke følges med dig.
Han går bare.

Polle og jeg stiger på vore cykler og følges ad. Det sker oftere og oftere. Er vi ved at blive venner? Og hvor er Kedde?
Et stykke længere nede ad gaden ser jeg bagenden af en grøn Anglia på en parkeringsplads uden for en butik, og jeg får et lille glimt af Bente på forsædet. Hun har lagt venstre arm om førerens skulder, når jeg også at se.
– Hører du også Radio Luxembourg? spørger Polle.
– Mnnn.
– En af dem, de spiller hele tiden hedder Love me do. Den er fanme god!
– Mnnn.
– Den er med nogen, der hedder The Beatles.
– Mnnn.

Jeg hakker ned i pedalerne på min Anglia.

– Øh, sker det somme tider, at din far eller mor bliver så sure på dig, så de ikke snakker til dig flere dage?
– Sure bliver de af og til, men de snakker sgu til mig. Hvorfor spørger du om det?
– Ikke for noget. Jeg har bare hørt, at der kan være voksne, der ikke snakker til deres børn for at straffe dem.
– Keddes mor har af og til sådan nogle perioder, hvor hun ikke snakker til nogen. Jeg ved, at Kedde somme tider har været meget ked af det.
– Det er nok noget andet. Han har sgu nok ikke fået sin vilje.47

– Er du hjemme, mor, råber jeg.
Arnold kommer frem inde fra stuen, inden jeg når at gå videre ind i soveværelset.
Det er meget usædvanligt, at han er hjemme så tidligt.
– Din mor er blevet indlagt, for lægen mente, at hun skulle have nogle undersøgelser.
– Undersøgelser?
Jeg tager flere gange hånden gennem håret.
– Ja, han ville eller kunne ikke sige noget. Men han syntes, hun burde undersøges nærmere for en sikkerheds skyld.
Mor har tidligere været på sygehus.
– Der var noget med alkohol dengang, siger jeg lavt til Arnold.
– Det kan jeg love dig for, det ikke er denne gang.
– Er du sikker på det?
Arnold er trods alt så meget på arbejde, at han umuligt kan følge med i alt herhjemme.
– Så ville jeg vide det. Jeg har nemlig engang før forladt din mor på grund af spiritus.
– Ja, der er regler for alt. Men alligevel.

Vi står begge lidt.
– Men hvis det ikke er alkohol, hvad kan det så være?
– Det ved jeg ikke. Lægen ville som sagt ikke sige noget, og måske ved han det heller ikke. Vi må høre, hvad de siger, når de har undersøgt hende.
– Jeg er sikker på, at det igen er snaps. Jeg ved bare ikke, hvor hun gemmer det henne.

Jeg går ind og laver lektier. Bedre at få dem overstået inden aftensmad. Hov! Hvem laver så aftensmad? Da far lavede den, hældte han en dåse i en gryde, og så var det aftensmad.
Jeg går ind til Arnold.
– Hvad med aftensmad?
– Den laver jeg i aften. Det sagde vi også i morges. Så kan du i morgen aften, hvis din mor ikke er kommet hjem endnu.
– Fint. Jeg kan da altid spejle nogle æg. Snakker du til mor?
– Hvad mener du?
– Ikke noget. Det kunne jo være, du var sur på hende.
– Nej, svarer Arnold forbavset. Hvorfor skulle jeg dog være det?
– Drikkeriet.
– Ja, men det her har ikke noget med drikkeri at gøre.
– Nej, det er klart. Derfor kunne det jo godt være, at du også ville sætte hende i kloster.
– I kloster? Nej, jeg ved slet ikke, hvad du mener?
– I et kloster må man ikke snakke sammen.
– Jeg ved ikke, hvad du mener.
– Det kunne jo være, at hvis du var sur på hende også, så ville du heller ikke snakke til hende en uge.
Det sidste vrænger jeg.
Arnold vender sig og går ind i stuen og slår døren i.

Jeg står lidt. Hvordan er det hos min plejefamilie? Sigfred farer ikke op og bliver hidsig og skælder ud.
Jeg kan heller ikke forestille mig, at Polles far eller mor bliver rasende og råber højt og den slags.

Jeg skal skrive den der stil, men blyanten standser foran sidens eneste ord. Bente. Så streger jeg navnet ud med rigtigt mange streger, river siden ud af hæftet, krøller den sammen og smider den i papirkurven.48

– Nu har jeg rollelisten klar til årets skolekomedie.
Fru Larsen smækker en stabel hæfter på katedret. Det er teaterhæfter, og der står Aladdin på forsiden.

Bente vender flere gange ansigtet om og kigger ned mod mig. Hun smiler ikke. Jeg lytter til, hvad fru Larsen siger.
Hun deler rollerne ud, og jeg skal spille Aladdin.

Vi prøver på livet løs. Det hele drejer sig om skolefesten, der snart finder sted.
– Frem til efterårsferien øver vi fra i morgen i gymnastiksalen hver dansktime. Alle skal kunne deres replikker, når vi går på ferie. Efter ferien er der kun tre uger til skolefesten, hvor det går løs for alvor.
Fru Larsen smiler til os.
– Hun er blevet lidt mere menneskelig, hvad? siger Kurt med ansigtet om mod os.
– Ja, siger Keld. Man bliver helt nervøs.

Da jeg efter et frikvarter går ind gennem aulaen, støder Adrian ind i mig.
– Hov, se dig lige for.
– Du er sgu så dum, HT. Du er fanme så dum.
– Hvad??
– Hører du heller ikke for godt?
– Jeg forstår ikke en skid af, hvad du siger. Hvad mener du?
– Du forstår ikke en skid.
Adrian vrænger ordene ud.
– Nej, jeg ikke forsto den skid.
Jeg prøver at tale som en tysker, der taler dansk og smiler til ham.
Adrian slår mig. Ikke så hårdt, men hårdt nok til, at det gør ondt.
Det er alvor. Jeg åbner munden og skal til at protestere, da Hr. Zack kommer.
– Hov, I to. Stands. Nu.
Han tager fat i os, og vi holder inde. Jeg skulle ellers lige til at forsvare mig.
– Hvorfor slås I? Tysklæreren holder fat i os begge.
– Spørg ham, siger jeg.
Adrian siger ingenting.
– I må hellere gå ind på kontoret. Af sted!
Han går med os og forklarer inspektør Enarmet, hvad der er sket.

– Hvad har I lavet? Hans Theodor, har jeg ikke advaret dig? Hvis der blev mere med dig, så var det ud? Har du glemt det? Og Adrian, du er da sandelig heller ikke så uskyldig.
Inden jeg når at protestere, går Adrian imellem os.
– Det var mig, der begyndte. Det var bare noget uenighed, ikke andet.
– Hm. Lad så gå. Men jeg vil under ingen omstændigheder tolerere, at I slås her på skolen. Er I med? Er du med, Hans Theodor?

Vi nikker og går ud igen.
– Hvorfor slog du mig? spørger jeg Adrian. Jeg gnider min ømme skulder og er forberedt på, at selve spørgsmålet måske er nok til, at han gør det igen. Man ved aldrig.
– Du tror, du er så satans dygtig til at spille skuespil, ikke? Du kan derfor tillade dig at gøre nar, ikke? Du tror, du ikke bare skal spille Aladdin, men også være ham, ikke? Ved du, hvad du er? Ja, det gør du vist. Det gør vi andre i hvert fald.
Han drejer rundt og skynder sig ud og væk, før jeg kan nå at sige noget.

Min fod danser op og ned under køkkebordet.
Jeg sætter mig på mors plads, nu hun alligevel ikke benytter den. Herfra kan jeg næsten læse hele bagsiden af avisen, og Arnold er ansat til at holde den for mig. Desværre er der bare nogle overskrifter og så to striber tegneserie, og desuden sidder han længere ude fra bordet nu.
Det er skægt at læse Fantomet. Men lidt kedeligt i det lange løb.49

Vi øver Aladdin i gymnastiksalen, der er bygget om til teater, og mens jeg knokler med mine lange replikker, skal Polle bare spille træ. Uden at sige en skid.
– Det er godt nok til mig. Jeg er ikke skuespiller.
– Derfor kan du måske godt være lidt ked af det?
– Jeg er nok bedre til matematik.
– Du kan jo lege, at du den ene dag skal være bøgetræ, den anden en palme.
– Ha, ha.
– Har du set Adrian?
– Nej, hvorfor?
– Jeg synes, han gemmer sig lidt. I frikvartererne.
– Han arbejder i hvert fald lige nu omme bag scenen med tæppet.

Jeg skal lære alt for mange replikker udenad.
Det lykkes ikke for mig. Jeg kan ikke. Engang kunne jeg lære salmevers på stribe, men jeg ved ikke, hvorfor det her ikke går. Jeg prøver hele tiden at lære dem alle sammen, men jeg kan ikke. Som om der er sat en bremseklods ind.

– Du kan altså ikke dine replikker, HT. Vi har snakket om det mange gange efterhånden. Det går ikke med så kort tid tilbage inden generalprøven. Vi bliver nødt til at bytte dig ud med en anden. Jens Martin, kom lige her.
Jeg må give ham mit rollehæfte. Han smiler og virker glad.
– Jeg skal nok få lært det hele udenad. Må jeg godt kysse Kalgård rigtigt?
Han griner over hele hovedet.
– Nu skal du være ordentlig, Jens Martin.
Men hun smiler til ham og klapper ham på skulderen.

Jeg lister op til døren. Lasse sidder og tegner med en finger i gulvet.
– Jeg gider sgu ikke lære alt det lort udenad, vrænger jeg og smider mig ned til ham.
– Det kan jeg godt forstå. Det ville jeg sgu heller ikke, hvis det var mig.
– Hold kæft, hun er bare led. Se, hvordan hun smisker for Jens Martin.
Fru Larsen står helt tæt på Jens Martin og snakker og snakker.
– Det gør de alle. Jeg har lige fået en ny skideballe af lærer Didrichsen. Han sagde: Lasse, din tid her på skolen er snart slut. Det skulle han nok sørge for, når der bliver lærermøde efter ferien. Det har han også sagt til Adrian. Bare fordi jeg glemte at lave matematik i går.
– Du skal ikke finde dig i det. Han er bare så ormedum.
– En mide. Det er, hvad han er. Mide. Melmide.
Vi griner begge.
Jeg fortæller ham også om Adrian. Han nikker langsomt. Og om Kedde. Han nikker lidt hurtigere.

Bente står i et hjørne og læser i rolleheftet. Jeg rejser mig og går over til hende.
– Hej!!!
– Hej.
– Nå, er du optaget?
– Ne-ej, hvorfor?
– Jeg ville godt snakke lidt med dig.
– Så snak.
– Ja, men derinde.
Jeg peger ind i redskabsrummet.

Hun læser videre, mens hun går derind. Jeg følger efter, mens jeg lader hånden køre gennem håret, så det ser længere ud.
– Ja? spørger hun.
– Æh, øh, altså det jeg ville sige, var at …
Jeg går i stå. Står lidt hjælpeløs og stirrer bare på hende. Hendes ellers fantastiske smukke brune øjne er opmærksomme på mig, men hun smiler ikke, og øjnene stråler så langt fra.
– Ja, æh, jeg ville bare sige, at jeg tror, jeg er blevet forelsket i dig.
– Nå, da.
– Ja, da du kyssede mig til ungdomsgildet blev jeg bare solgt.
– Det va-a-ar da også en dejlig aften. Men du kunne altså ikke danse.
– Nej, nej. Det er også lige meget.
– Men hvad vil du sige?
Hun ser lidt drillende på mig, synes jeg. Jeg har den der satans rødme i ansigtet.
– Ja, men betød det ikke også noget for dig?
– Jo, HT, det gjorde det bestemt. Det kan du tro.
– Men?
– Men jeg er jo forlovet og har kendt Aksel i lang tid.
– Så derfor kan vi to ikke …?
– Nej, det er jo ikke så nemt.
– Men hvis du ved det nu, vidste du det da også den aften?
– Altså fordi man godt kan lide kødrand, behøver man vel ikke spise kødrand hver dag og kan måske godt spise stegt flæsk?
– Nej, jeg forstår. Jeg er bare et stykke stegt flæsk.
– Godt. Var der mere?
– Hvis ham Aksel … altså hvis du skulle finde på at forlade Aksel, så …
– Ja, men de-e-et tror jeg nu ikke.
– Nej.
Bente drejer om på hælen og svæver ud.
Jeg må lige sætte mig lidt på en plint og tager hænderne op foran ansigtet og trækker vejret dybt. Min mave er ikke helt godt kørende.

Adrian er ved at flikke noget bagtæppe sammen. Jeg stiller mig lidt derfra med hænderne i lommen.
– Du, Adrian.
Han vender sig kort om mod mig og igen tilbage til sit tæppe.
– Adrian, jeg forstår simpelthen ikke, hvad du mente med det, du sagde.
– Nå. Og hvad skal vi så gøre ved det?
– Prøve at opklare, hvad du mente.
– Mnnn.

Han får en snor igennem tæppet og rejser sig op.
– Sådan. Nu skulle det kunne holde.
– Hvorfor i alverden blev du så hidsig på mig?
– Fordi.
– Det er ikke noget svar. Fortæl mig, hvad jeg har gjort galt.
– Åh, for helvede. Jeg blev bare så gal i skralden over hele tiden at blive forbigået, fordi jeg ligner en nigger.
– Det … det …
– Jo. Det er sgu derfor. Jeg snakker som en dansker, jeg opfører mig sgu da for helvede som en dansker, hvad mere forlanger I?
– Jeg har da aldrig …
– Nej, men det har så mange andre. Til sidst bliver man bare – gal i skralden. Ja, det gik så ud over dig. Det var måske ikke den rette.
– Jeg tager imod din undskyldning.
– Det er sgu ikke en undskyldning.
– Jo, det var det.
– Nej, aldrig på vilkår.
– Jo, Adrian, og nu er det for sent at trække den tilbage. Ha, ha.
– Du er sgu også noget for dig selv.
– Der ser du. Vi ligner hinanden.
– Måske.
– Har du ikke lyst til engang at tage med en tur til Flensborg? Jeg kender et godt sted derovre, som …
– Jeg kender godt Flensborg. Har venner der. Kommer der faktisk ret tit.
– Ja, men så er det en aftale.
Jeg vender mig for at gå.
– HT?
– Ja.
– Du er god nok. Undskyld for det der.
– Nu har du sagt undskyld to gange. Hvis jeg ikke går nu, begynder jeg at græde.
– Har jeg et eller andet, jeg kan smide efter dig?50

Der er han, hører jeg nogen sige, da jeg skal op til sidste time. De står lige om hjørnet i gården. Knud, Kedde, Jens Martin og Orla.
Jeg er begyndt at ryste lidt. Var det fem år siden, at jeg sidst har været i direkte slagsmål? Dengang gik det ikke så godt. Jeg slås bedst, hvis jeg har et par store, stærke fyre til at hjælpe.
Da jeg kommer derhen, holder de op med at snakke.
Kedde stiller sig helt tæt ind på mig. De andre følger efter. Jeg kan ikke gå for dem. Men ingen af dem siger noget som helst.
Orla siger heller ikke noget. Han ligner en, der er havnet i en forkert gruppe.
De står bare.
– Skal vi ikke op i klassen, spørger jeg.
De står bare.
Endelig begynder den forreste at gå.
De går helt tæt på mig, men siger ingenting. Sådan følges vi ad helt op i klassen. Ingen siger noget, de er der bare. Rundt omkring mig.

Jeg sveder og ved ikke helt. Tøver lidt. Skal jeg gå med op eller? Med rædsel tænker jeg på papkassen, som de garanteret har gemt et sted og nu kun venter på at kunne benytte. Kan jeg hurtigt løbe fra dem og om til cyklen?
Men der går en bag mig, og jeg må pænt følge med op.
Jeg venter og lader, som om mit snørebånd er gået op, til den sidste er gået ind i klassen, og så vender jeg mig og går om til cykelskuret og cykler hjem.51

– Vi har et punkt på dagsordenen på lærermødet lige efter ferien, der handler om dig.
Inspektøren ser underligt på mig.
– Ja?
– Jeg tror, vi skal finde en anden skole til dig. Du er ved at blive en ganske alvorlig belastning for os. Nu det her i går med Adrian, ikke, så tror jeg, at det var dig, der begyndte. Vi kender godt Adrian, og han kunne aldrig finde på sådan noget. Og sådan har det været hele vejen igennem. Hvor mange gange har du ikke efterhånden stået her på kontoret?
– Nej, I er ikke tjent med at have sådan en som mig.
– Hvad? Skal du nu til at være fræk igen.
Han går pludselig hen til mig og griber mig om halsen. Selv om han kun har én hånd, er den meget stærk, og han klemmer virkelig til. Jeg snapper efter vejret.
– Ja, det her kan du ikke lide, hvad? Hvordan føles det selv at være den, det går ud over?
– Je-e-g kan ikke få luft, kvabber jeg skræmt.
– Jeg ved ikke, hvad du mumler. Se, det er typisk for dig. Vi ved aldrig, hvor vi har dig.
Endelig slipper han min hals. Denne gang varede det noget længere end før, og jeg er bange, mens jeg tager mig til halsen:
– Både Knud, Kristian og Jens Martin fra klassen er efter mig konstant. De har planlagt at ville gøre noget ved mig. Orla er også med.
– Det passer ikke. Det er det sædvanlige med dig. Jeg kender personligt Jens Martin og hans familie, og han kunne bestemt ikke drømme om sådan noget skrækkeligt noget som det der. Du skal altså passe lidt på.
Han nærmer sig, og jeg stirrer skræmt på hans højre hånd.
– Kristian kommer hele tiden med dumme ting til mig og kalder mig Hans Tosse.
– Der ser du. Du er årsag til det, Hans Theodor. De ville jo aldrig sige sådan noget, hvis du ikke var her på skolen.
– Mmmm.
– Du har fået mange chancer, Hans Theodor. Hvor ofte har jeg ikke siddet på lærerværelset og hørt mine kolleger tale om dig og den tålmodighed, de har udvist over for dig og prøvet at hjælpe dig på alle måder. For mig at se skal du på en lille skole, der kan klare dine problemer.
Han fjerner sig lidt igen. Min puls er meget høj.
– Mmmm.
– Du og din mor kan bruge efterårsferien til at tænke over, hvilken skole der kunne være god til dig. Her er et brev til hende med forslag.
– Mmmm.
– Ja, der bliver nok ikke diskussion om dig. Forstår du. Vi er ordentlige, ærlige og retskafne mennesker her på skolen. Kun på den måde kan vi være de bedste eksempler for vore elever. Når man som dig i den grad træder ved siden af, er der til gengæld ingen nåde.

– Jeg tror, det skal være i aften.
Lasse ser meget alvorlig ud.
– Hvad?
– Ja, vores plan, fanden.
– Ja, jeg er da også ved at være mør … Jeg fik at vide af den enarmede mand, at jeg er på lærermødet efter ferien. Han vil af med mig. Ved du godt, at han klemmer en om halsen?
– Ja, det har du snakket om.
– Han gjorde det igen. Jeg blev bange. Han har gjort det før, men aldrig så længe og så hårdt. Jeg blev sgu bange, du.
– Jeg har fået nok af det hele …
– Det har jeg også … og i går fortalte de mig uden at sige noget, at nu kunne jeg bare vente mig …
– Hvem?
– Åh, du ved: Knud, Kedde, Jens Martin og ja, Orla.
– Orla!?
– Jeg tror, de kan finde på at gøre alt muligt ved mig, hvis jeg ikke melder mig ud af skolen og forsvinder. Jeg tror, Lasse, de har noget for med kniven, rebet og håndjernene. Og at det snart skal ske.
– Jeg skal fanme give dem. Men om vi to kan klare dem?
– Du er sgu stærk, Lasse. Jeg ved ikke, om du er stærk nok.
– Det er også derfor, at vi skal i gang nu og så stikke af.
– Ja. Lad os gøre noget ved det!
– Jeg er sikker på, at der ikke er møder eller noget andet i aften på skolen. Der er jo efterårsferie i næste uge. Jeg har også været omkring lærerværelset.
– Hvorfor?
Jeg ser spørgende på ham. Vi står og skal op til time snart.
– Jeg skulle hente noget for Eriksen, og så fik jeg lige læst opslagstavlen. Ingen så det. Intet møde i ferien.
– Hvorfor ville du vide det?
– Vi futter hytten af.
Vi griner begge to.
– Futte, det er et godt ord. Men altså, hvad gør vi?
– Her er en tegning.
Han folder et stykke papir ud, og jeg kan se omridset af skolen. Lasse har selv tegnet det.
– Har du lavet den her i timerne?
– Ja, selvfølgelig, griner han. Og det er ikke farligt for nogen mennesker, for der er ferie.
Han glatter tegningen ud.
– Her kaster vi flaskerne ind. Inden jeg går hjem i dag, vil jeg sørge for at smide nogle aviser i det klasseværelse.
Han peger.
– Du vil brænde hele skolen af?? Du mener det i ramme alvor?
– Hvad mener du? Vi har snakket om det her den sidste måned. Noget må vi gøre. Det kan ikke blive ved på denne måde.
– Men brænde skolen af?? Mener du det alvorligt?
– Ja, ellers mærker de det sgu ikke.
– Altså sådan en molotov ind i det klasseværelse der?
– Er du betænkelig, HT?
Jeg står lidt. Ja, det er jeg.
– Ja, øh, skal jeg være ærlig, når du spørger mig, så er det lidt vildere, end jeg forestillede mig…
– Skal der være gilde, så lad der være gilde.
– Brænde hele skolen af …, det er altså for meget. Nej, det kan jeg ikke …
– Ved du hvad? Så nøjes vi med cykelskuret …
– Cykelskuret?
– … eller containerne omme bagved.
– Ja, dem kan vi vælte, men ikke brænde af. Smart nok. Den er jeg med på. Altså, jeg er jo en smule nervøs, hvis du forstår?
– Ja.
– Det der ild, det er jeg ikke så meget for.
– Nej.
Han trækker på skulderen og ser væk.
– Skal vi spørge Adrian, om han vil være med?
– Hvis du synes, HT. Åh, jeg ved ikke, om det er en god idé at være så mange om det.
Vi står lidt.

– Det kan da godt blive et ordentligt svineri alligevel. Uden ild. Med containerne, mener jeg. De bliver ikke tømt før tirsdag.
– Ja.
– Det lugter skide meget sådan noget gammelt affald.
– Jeg kunne skrive noget med “Udemokratisk” eller “lorteskole” eller sådan noget, og så kunne vi hænge sedlerne op på indgangsdørene. Så kan de hænge der hele efterårsferien. Måske kan vi slæbe en container op foran, så de tydeligt kan se, hvad vi mener om dem?
– Måske er det en god ide. Lad os så starte med de der containere.
– Nå godt. Det var dejligt. Hvad gør jeg?
– Vi aftaler start klokken 7. Så hjælpes vi ad med at vælte dem og endda sprede lortet ud over det hele. Jeg skal nok sørge for det med ildflaskerne. Det er vi ungarere gode til.
Det sidste siger han med et skævt smil.
– Lasse for fanden. Ild og mig går ikke sammen. Desuden var du ikke så gammel dengang.
– Det var for sjov. Næ, men vi var med alligevel. Jeg kastede mindst tre gange mod de sovjetiske tanks.
– Hold kæft, at du turde. Og så var du kun ni år. Det, jeg har gjort, er nul og niks ved siden af.
Han trækker på skulderen.
– Jeg har lært, at gør man ingenting, sker der ingenting. Men vi kan godt udsætte ilden lidt.

Jeg nikker.
– Det er nemlig rigtigt. Man skal handle. Man skal selv handle. Det nytter ikke noget at sidde og vente på, at andre skal gøre noget. John Wayne og ham der franskmanden handler også.
– Mnnn.
– Jeg er med i aften. Vi mødes og vælter de der containere og giver dem en ordentlig molotov, der står russer på! Altså, hvis lortet kan brænde, kan det da godt være, der lige skulle en molotov til. Bare en lille bitte molotov!
Jeg griner og løfter min knyttede næve, og Lasse nikker.
Vi aftaler færdig, og jeg går ind til sidste time før efterårsferien med meget rank ryg.

– Jeg skal i biffen i aften, siger Kurt til Oste og os omme bagved.
Fru Larsen er ikke dukket op endnu, og der er en stille mumlen i klassen. Kurt sidder sidelæns på stolen, så han kan snakke med os og Oste på en gang. Det er nu mest til Keld, han henvender sig.
– Hvad skal du se?
– Eddie Constantine. Noget med, at han jager en bande, tror jeg.
– Vi så Flemming på Kostskole sidste år før jul. Det var bare løgn det hele! Drengerøve!
Jeg ser rundt på de andre. Standser et kort øjeblik, da jeg ser Bente i øjnene. Hun smiler ikke. Har bare store øjne mod mig. Som om hun godt ved, at der snart skal ske noget med mig.
– Det er det også med Eddie. En mand kan slet ikke alt det, han kan.
– Så du West Side Story? Der er nogle gode melodi …

Kedde råber fra sin plads over mod mig:
– Der slap din rolle op, hvad, Hans Tosse Aladdin med det lange hår?
Nogle af de andre griner. Jeg bøjer mig ned over min taske for at hente bogen frem. Starter de det nu?
– Skal vi ikke her lige før ferien høre noget om din far, fortsætter Kedde lige så tydeligt, så alle kan høre det. Al mumlen standser. Der bliver helt stille. Jeg holder mund. Jeg er ved at finde det rigtige sted i danskbogen. Jeg kan mærke, at de fleste vender sig om og kigger på mig. Jeg kan mærke, at blodet er på vej opad til ansigtet.
– Fortæl os nu, hvordan det hele gik til, bliver Kedde ved.
– Ja, fortæl os det, siger Knud.
– Vil I høre det? Vil I virkelig høre det? råber jeg og rejser mig. Min stemme sitrer.
Der er så stille i klassen, at man skulle tro, den var tom.
– Nej, sæt dig nu ned, siger Keld dæmpet og haler i min trøje.
– Vil I høre noget om at blive slået og forfulgt dagen lang og til sidst tro, at I skal slås ihjel? Ham fadermorderen, I alle snakker om, når jeg ikke er der? Er det det, I kunne tænke jer at høre?
Bente ser forskrækket ud. Hendes øjne er større, end de plejer, og hendes mund står lidt åben.
– JA! Kom nu for satan, HT, siger Kedde og svinger vildt med armene.
Lasse vender sig mod ham og hæver sig lidt på stolen.
– Jeg kan ikke lide dig. Bare at du ved det. Derfor synes jeg, du skal til at holde din kæft.
Kedde bliver helt alvorlig. Så bøjer han sig mod sin lædertaske med de mange lommer og tager sine ting frem.
Fru Larsen kommer forpustet brasende ind.
– Det må I undskylde. Men der er så meget, der skal ordnes her op til ferien.
Jeg sætter mig rystende og dirrende over det hele. Keld siger ingenting.

Efter timen går jeg mere rolig ned i aulaen for at vente på Adrian, så jeg lige kan snakke med ham og spørge ham, om han vil være med i aften. Fru Larsen kommer i det samme.
– Jeg kunne mærke på dig her i timen, at du har taget det noget hårdt. Jeg håber ikke, du blev for ked af det, HT, men du kan jo ikke dine replikker, så det går ikke. Du har jo fået mange chancer for at lære dem udenad. Har du meget andet at tænke på?
– Nej, det er klart nok. Jeg er også ligeglad. Jeg skal åbenbart smides ud.
– Smides ud? Det håber jeg da ikke. Du har jo talent for både det ene og det andet, så du skal ikke være ked af det.
– Nej, det siger De jo. Men inspektøren vil have mig ud af skolen.
– Åh, lad os nu se.
– Ja, men han sagde det selv til mig her til morgen.
– Nu får vi se. Jeg synes nu, du har ydet noget godt til mine timer. Gider du hjælpe mig med at bære de her bøger ud i min bil?
Jeg glor omkring lidt nervøst. Er det nu, de …
Et par lærere stryger forbi og hilser farvel til fru Larsen og råber:
– God ferie!
Jeg bærer hendes bøger ned til Hillman´en og står lidt med dem.
En elev kommer glad løbende og kaster sig i armene på sin far, der står foran sin bil på parkeringen foran skolen. Faderen ser ud, som om han er glad for at se sin søn. Han tager om ham. Drengen løber rundt om bilen og sætter sig ind på forsædet. Inde i bilen tager faderen om hans skuldre, inden de kører.52

Det er børnebøger med mange farver på omslaget, jeg bærer, mens hun famler nøglerne frem og låser op. Imens cykler den ene efter den anden forbi og hjem. Men Kedde kommer ikke forbi. Står han et sted sammen med de andre og venter? Kurt og Lunte kommer og diskuterer højlydt forskellen på Elvis og The Beatles, da de passerer os og glor på mig.
Lunte holder en plade op i luften.
– Love me do. The Beatles er sgu de bedste, Kurt.
Fru Larsen kommer til, og de går videre.
– Jeg kan nu bedre lide El-el-elvis, når jeg lige at høre Kurt sige.

– Her. Bare læg dem der.
Jeg lægger farvebøgerne ned i det hvide bagagerum ved siden af en brun papkasse med en rød trekant, en gul kurv og en sort taske.
– Ikke presse pakken der, ja, sådan.
Hun smækker klappen i.
– Tak, HT. Og vær nu ikke for ked af det og nyd din ferie.
Jeg har vendt mig og gået tilbage for at hente min taske. Skolegården er helt tom. De kan gemme sig i cykelskuret.

Jeg trasker om i cykelskuret, hvor Kedde og Lasse står og skændes helt alene. Der er kun et par cykler tilbage. Heller ingen af de andre. Hverken Knud, Orla eller Jens Martin.
– Jeg har snart fået nok af dine måder at være sjov på, råber Lasse til ham, selv om han står lige ved siden af.
– Du kan sgu da bare passe dig selv, så passer jeg det, jeg skal.
– Du har en stor kæft og en lille hjerne.
Jeg nærmer mig. Min puls er øjeblikkelig gået op. Skoletasken spænder jeg som sædvanlig fast på bagagebæreren, mens jeg slipper cyklen igen.
– Du kaldte mig Hans Tosse i timen.
– Ja, for det er du fanme.
– Nu skal du høre. Det er sidste gang, du siger det. Jeg gider ikke høre på det mere.
– Du bestemmer ikke, hvad jeg siger.
Lasse stiller sig op. Jeg tager fat i Kedde og smækker ham en lussing og slår så hårdt, jeg kan. Jeg slår med flad hånd, men hurtigt helt ude fra højre og direkte ind på hans kind. Hans hoved svinger helt over til den anden side.
– Hvad fanden bilder du dig ind? spørger han, mens han tager sig til sin kind.
Lasse kommer skråt fra den anden side og slår ham i ansigtet med en knytnæve.
– Her, tag den, svin.
Kedde gør modstand og rammer mig under øjet. Jeg farer på ham og slår på ham med knytnæver. Slår ham lige ind i ansigtet, der minder mig om en grøn Anglia. Dobbelt knastaksel.
Lasse river ham omkuld i håret og sparker ham i siden.
– Av, råber han og krummer sig sammen.
Jeg sidder overskrævs på ham og slår ham flere gange i ansigtet fra side til side, mens jeg hele tiden hvæser:
– Du har kaldt mig Hans Tosse for sidste gang, er du med?
Da han ikke svarer med det samme, slår jeg hårdere; tager fat i hans øre og vrider det rundt, slår ham på hagen, mens Lasse stadig sparker ham i siden. Jeg er lukket inde i en kuppel, der er helt lydtæt. Jeg slår og slår og bliver ved.
– Ja, ja, lyder det omsider halvkvalt fra Kedde, der er godt snavset til af at ligge i gruset, mens næseblod og snot fylder hans ansigt.
– Hvad siger du ja til? spørger jeg, mens jeg løfter min knytnæve.
– Jeg skal nok lade være … det der Hans Tosse …
Jeg giver ham en til. Og en til. Jeg ser mig om. Er der ikke noget, jeg kan bruge?
En pumpe er på den ene cykels bagagebærer. Jeg flår den ud og smadrer den alt, hvad jeg kan ned i ansigtet på Kedde. Jeg sidder på hug, så jeg bedre kan få fart på den.
– Jeg sagde, jeg ikke ville høre det igen?
Kedde vræler et eller andet, jeg ikke forstår. Så løfter jeg pumpen igen og slår ham igen og bliver ved. Jeg rejser mig helt op og nu kan jeg virkelig få kraft på. Jeg hamrer den ned og prøver at ramme ham på næsen, så det gør mest ondt på ham. Alt andet er ligegyldigt nu. Jeg koncentrerer mig om at ramme næsen. Den skide opstopper skal stoppes op i kokassen, den skal fuldstændig væk, den skal …
– Du må hellere …, siger Lasse til mig, holder min løftede højre arm og trækker mig væk fra ham. Jeg smider forpustet pumpen fra mig.
– Du sladrer heller ikke om de bank her, lyder det fra Lasse, mens jeg puster enormt meget.
– Nej, nej, hvisker Kedde og ligger helt stille og hiver efter vejret. Blodet står ud over ansigtet.
Jeg rejser mig og børster støv og skidt af mig. Min puls er tårnhøj.
– Skal vi følges? puster jeg til Lasse, og sammen cykler vi tværs over skolegården. Kedde ligger der stadigvæk sammenkrummet.

Et vindue åbnes i kontorfløjen og en vred stemme lyder:
– Kan I så komme af cyklen?
Det er den enarmede, der galer. Jeg skal lige til at hoppe af cyklen, da jeg hører Lasses stemme:
– Vi cykler sgu bare videre, du. Han kan ikke gøre os en skid.
Vi begynder at fløjte højt og cykler videre ganske langsomt ned til lågen. Mit hjerte buldrer noget.
– Nu har jeg da aldrig … råber den lille mand.
Lasse slår et lille sving uden om vandtruget, og jeg følger efter. Vi cykler en slags æresrunde.
– Kom og kvæl os, råber jeg mellemhøjt.
– Kan I så! brøler den enarmede og lukker vinduet.
Vi farer ud gennem lågen og sætter farten endnu mere op ude på vejen.
– Ha! Hørte vi en loppe gø?
– Nej, den gøede ikke. Den hostede bare lidt.
– Vent. Lad os lige se, om Kedde kommer denne vej.
Vi bremser og stiller os lidt på lur ovre på den anden side vejen bag et stort træ.
Der kommer ingen inspektør drønende efter os.
– Den enarmede kommer sgu ikke.
– Nej, er du tosset? Han kan sgu da ikke løbe med én arm.
– Ham Kedde er godt nok længe om det.
– Er du klar over, HT, at du kunne have slået ham ihjel?
– Hvad? Sludder. Han fik da bare et par på hovedet.
– Nej, HT. Du slog ham så hårdt med den pumpe, at jeg tænkte, så, nu slår han ham fanme ihjel.
– Er det rigtigt?
– Ja. Og så tænkte jeg også, at det duer nok ikke, at du igen er ude i det der …
– Nej. Er det virkelig rigtigt? Slog jeg ham så hårdt?
– Det ved jeg ikke. Men du blev ved og ved, og det var, som om du slet ikke kunne standse. Jeg undrer mig over, at han ikke blev bevidstløs. Hold kæft, mand.
Lasse kigger smilende på mig.

Der går noget tid. Vi står ikke helt stille længere.
– Skal vi gå derom igen? spørger jeg og flytter ustandseligt på benene.
– Vi venter lige to minutter …
Endelig efter de to længste minutter i mit liv kommer Kedde trækkende med sin fine cykel. Han ligner noget fra 2. verdenskrig i hovedet.
– Vi skulle nok have kradset lidt i den cykel også, siger jeg.
– Du mener, så tingene passer sammen? griner Lasse.
– Sådan en cykel bliver også slidt.
– Ja, ha, men tror du ikke, han husker bedre nu, end hvis vi blot ødelagde hans cykel? Han får sgu bare en ny af farmand.
– Jo, han ser sgu lidt nedtrykt ud. Men vi kunne have punkteret den.
– Nedtrykt? Han er helt slået ud, du. Skal vi følges lidt med ham? Bare ned til broen.
– Ja, det gør vi.
Da Kedde cykler ned ad gaden, følger vi efter og overhaler ham på hver side, så vi cykler tre sammen. Han farer sammen, da han ser os og sukker.
– Nå, Kedde. Hvad hedder jeg så?
– HT.
– Fint. Det var godt. God dreng.
Lasse vil være med:
– Skete der noget i dag i cykelskuret?
– Nej.
– Så det der i ansigtet stammer fra hvad?
– Jeg faldt.
– Fint. Det var også godt. God dreng. Husk så for eftertiden at opføre dig ordentligt.
– Mnnnn.
– Og det der med at genere HT, som du og de andre har tænkt, det glemmer vi, ikke sandt?
– Jo.
Ved broen drejer vi til højre ned mod Lasse.
– Ha´ det godt, Kedde, og god efterårsferie, råber vi og vinker efter ham. Han ser ikke på os.
– Jeg gider fannerme ikke at skulle risikere at følges med ham hjemad. Det er dejligt at være fri for.

Lidt længere fremme holder vi.
– Nå, HT. Vi ses i aften. Klokken 7. Fik du snakket med Adrian?
– Nå for helvede. Det glemte jeg sgu helt i alt det her.
– Men vi to mødes klokken 7.
– Yes. Det er en aftale. Klokken 7.
– Og HT: Glem, hvad ham fjolset Kedde sagde i timen. Han er sgu ikke værd at spilde krudt på. Det giver vi skolen i stedet!
Vi knytter hænderne op i luften og med bøjet arm. Det er vi begyndt på i den senere tid. Det er en god måde at hilse på. Det har Lasse lært mig.
– Måske en enkelt molotov? råber jeg til ham.53

Jeg spiser hurtigt min aftensmad. Arnold er stadig på arbejde, og mor sidder i sin slåbrok. Hun er kommet hjem igen fra sygehuset, og imens undersøger de en masse af de prøver, de har taget for at se, hvad hun fejler.
Det kan jeg da godt fortælle dem.
Jeg har bare ikke fundet nogen flasker.

Hun spiser næsten ingenting. Jeg har læst, at øl mætter. Måske gælder det også snaps.
– Ja, Hans Theodor. Er du allerede færdig?
– Ja, jeg er ikke så sulten.
– Kan du ikke sidde stille? Det er lige, så gulvet ryster. Pussy bliver nervøs.
– Lasse og jeg skal øve på skolekomedien i aften.
– Jeg vil altså gerne have, at du bliver hjemme i aften, for jeg ved ikke, hvornår Arnold kommer hjem, og jeg har det så dårligt.
– Ja, men mor, det er … vi skal altså øve, ellers … vi har jo snakket om det her nogle gange, og du ved godt, at jeg måske overnatter hos Lasse, fordi så kan vi bedre øve, og vi har jo efterårsferie, så det skulle vel ikke gøre noget? Desuden har jeg fået lov. Kan du ikke huske, at …
– Kan du ikke bare blive hjemme denne ene gang? Jeg har det så mærkeligt …
Hun lægger hovedet på skrå og har fået blanke øjne. Klør hele tiden katten bag øret.

Jeg ser ned.
– Mor, det betyder så meget for mig at komme af sted i aften.
Mor rejser sig og går ind i soveværelset. Hun smækker døren efter sig, og jeg rejser mig hurtigt og rydder til side og farer ind efter min jakke.
Jeg sætter dynamoen til og cykler ud af indkørslen. Pang.
Punkteret. Jeg skynder mig tilbage til skuret.
– For helvede.
Tænder lys og løfter den op på værkstedsbordet. Der sidder selvfølgelig et lille søm i dækket.
– For helvede.
Flår det ud og vender cyklen.
– Garanteret naboen, mumler jeg for mig selv. Når han er færdig med at glo på mig, smider han nogle søm.
Hvor er lappegrejet nu? Det plejer at være oppe på hylden der.
Efter nogen tids søgen opdager jeg det i Arnolds værktøjskasse. Hvad gør det der? Ser på uret. Er allerede 10 minutter forsinket.
Jeg skynder mig og får lappet færdig. Pumper den op og lytter, og ingen hvislen. Ingen luft, der fiser ud. Vender den igen og slukker lyset og hopper op og cykler. Drøner ud på vejen og rejser mig og tramper til. Nu skal der virkelig knokles. Lasse kan ikke vælte de containere alene. Selv om han er stærk, behøver han hjælp. Jeg har taget nogle fede farveblyanter og papir og lim med til plakaterne.54

Jeg cykler forpustet det sidste stykke hen mod skolen, da et ildskær bliver mere og mere tydeligt foran mig. Bremser. Standser og tager det ene ben ned på vejen og stirrer forbløffet hen mod skolen.
Imod mig kommer en mørk skikkelse farende, og lige ud for mig bremser Lasse.
– Hvor blev du af?
Han trækker vejret meget hurtigt.
– Hvad er det for noget ild? Aftalte vi ikke, at …
– Jo, men du kom jo ikke. Vi skal væk, inden brandvæsnet …
Da han svinger sig op på cyklen, mens jeg er ved at vende, kører en lys Hillman forbi os og forsvinder mod skolen.
Lasse og jeg spurter i modsat retning.
Jeg indhenter ham med stort besvær.
– Hvor vil du hen? Skal vi køre hjem til dig?
– Ja gu kører jeg hjem, og det må du nok også hellere. Hvorfor var du der ikke til tiden?
– Har du antændt hele skolen for at få ram på en container? spørger jeg grinende, mens jeg griber hårdt fat i styret og ser over på ham.
– De er meget effektive, de der molotovs. Nej, det er fanme ikke hele skolen, er du gal?
– Det lugter af benzin.
– Ja, det gør det altid.
Han snuser lidt til den ene hånd.
Jeg ser flammerne mod den mørke aftenhimmel og hører brandbilernes tuden.
– Lasse, for fanden, det sgu da ligesom, du har brændt hele skolen af?
– Kør nu, for helvede. Er der problemer, mødes vi på ”Exe”.
Vi er begge forpustede, og det er svært at snakke. Lasse stryger ned ad en sidevej mod sit hjem, og jeg kører videre lidt langsommere.
Imod mig kommer en brandbil med fuld udrykning. Jeg vender mig om og ser efter den. Et rødgyldent skær breder sig i vest, omtrent hvor skolen må være. Den står i flammer.
Jeg ligger foroverbøjet over styret for at få fart på. Ned ad Javerslund Bakke holder jeg enormt godt fast i styret. Farten er voldsom, tvinger tårerne frem i øjnene.

Næsten hjemme et kvarter senere ser jeg atter blå blink. Det kan ikke have noget med de andre at gøre, for de er jo her. Hvor jeg bor.
Sveden springer frem på min pande. Jeg bremser cyklen, kører meget langsomt frem, standser, sætter i gang igen og nærmer mig forsigtigt vores hus. Nogle 100 meter derfra ser jeg blinkene lige uden for vores havelåge. Det blå blink lyser hele byen op. Det er ufatteligt skarpt. Det roterer i en fejende bevægelse. Politibilen er dækket af hækken, men jeg er sikker på, den holder lige uden for os.
Jeg vender cyklen og kører tilbage. Bremser pludselig op og hopper af igen. Ser mig tilbage, trommer med fingrene på styret. Læner mig så ind over det og mærker noget i min brystlomme.
Passet. Mit pas er stadig i min inderlomme i jakken og burde være lagt på plads. Havde jeg boet hos Elna, ville det aldrig være sket. Mor tænker slet ikke på sådan noget. Arnold arbejder fra morgen til aften.
Jeg beslutter mig for at cykle ned til spritbådene. Den sidste sejler kl. 20, og den kan jeg godt nå.

”Exe” sagde Lasse. Kører i begyndelsen temmelig stærkt, men sætter farten ned. Smider cyklen op ad et træ i skovens udkant i nærheden af molen. Jeg trasker ikke for hurtigt og ikke for langsomt ned og køber mig en billet.
Der er ikke mange med i aften. I Flensborg går jeg uden problemer gennem den tyske paskontrol. Dyttende biler og få mennesker. Hvor var det nu, Exe lå?55

Jeg går til højre og følger havnevejen, fordi ZOB ligger længere bagude, og det er ikke den vej. Det er jeg sikker på, for sådan husker jeg det. Neonlysene er så stærke, at jeg faktisk godt kan genkende nogle af bygningerne. Det kan ikke være langt herfra.
Med et får jeg øje på det. ”Exe” står der med rød flammeskrift.
Jeg går ind og ser mig om. Der er meget mørkt herinde i modsætning til den aften for ikke særligt længe siden.
Jeg går op til baren og spørger efter Lasse.
– Han er her. Kom for lidt siden. Nu skal jeg hente ham.
Han går om bag, og Lasse står der foran mig.
– Nå, du er her allerede?
– Jeg fik kørelejlighed med Anton. Han skulle alligevel denne vej, så det var smadderlet. Hvad med dig? Spritbådene?
Jeg nikker.
– Kom. Vi må finde et sted at sove.
– Kunne du ikke blive hjemme, eller turde du ikke?
– Hvad med dig?
– Politiet holdt udenfor. Jeg turde sgu ikke tage hjem.
– Samme her. Jeg sagde bare til min mor, at jeg og en kammerat tog herover.
Han går foran, og jeg følger bare med.
– De må jo have set os eller hvad?
– Jeg tror sgu, at fru Larsen kom forbi i sin Hillman. Jeg så en bil mage til, da vi mødtes.
– Det skal nok passe. For helvede. Så bliver vi efterlyst i hele Europa.
Vi går væk fra Exe og følger en gade opad vinkelret på fjorden.
Jeg puster en del, og så stærkt går vi nu heller ikke.
Gisela boede også opad.

I en sidegade får han øje på en automat.
Han går derhen og ser sig om.
– Nu skal du lære noget.
Så tager han en kniv frem fra bæltet og lirker en låge i automaten op. Deri ligger noget chokolade.
– Så nemt er det, triumferer han og giver mig det ene stykke.
Han står endnu med kniven i hånden, da en politibil kommer kørende lige så langsomt.
– For fanden, HT.
Lasse stikker i løb og jeg bagefter.
– Kom nu. Lasse spæner af sted, alt han kan, og jeg følger forpustet efter. Han svinger ind til højre ad en lille sidegade, som jeg ikke havde set.
Bag os lyder trampen af flere par støvler. Det lyder, som om der er flere politifolk.
De løber hurtigt.
– Halt! Stehenbleiben! råber de med hæse stemmer.

Men vi standser ikke og løber til højre igen, ned ad en smøge, og Lasse springer op ad et plankeværk og langer en hånd ned til mig.
Med lidt besvær følger jeg efter, og så sidder vi der på hug. Tungen ud af halsen og gispende som schæferhunde.
– Hvordan kan de vide, at det var os? hvisker jeg forpustet til Lasse, men han ryster bare på hovedet.
De nærmer sig. Heldigvis har de ikke hunde med, men lyden af støvlerne på asfalten lyder højere og højere. De må være ved nabohuset nu. Ud for vores plankeværk standser de.
– Hvor fanden er de blevet af?
– De kan umuligt være langt borte, de satans knægte.
– Nå, så ved vi da i det mindste, hvad de betragter os som …, når jeg lige at hviske.
– Hold nu din kæft, hvisker Lasse tilbage.
De diskuterer, hvilken vej de skal løbe videre, men så kommer en tredje og aflyser resten.
– Kom, så vigtigt er det heller ikke. Vi finder dem alligevel senere.

De går tilbage, og vi puster ud. Lasse sidder helt stille. Selv om det er mørkt, kan jeg godt se, at han ikke skifter udtryk i ansigtet.
Han ser sig om. Så planker han igen, og denne gang kan jeg selv, fordi der er tværribber på indersiden.
Forsigtigt går vi videre, hele tiden er Lasse en smule foran. Han kender også Flensborg noget bedre end jeg, der ikke aner, hvor vi er.
– Eller tror du, det er tilfældigt?
– Jeg tror ikke noget, svarer Lasse. Måske er de altid ude efter drenge i vores alder, der løber rundt om aftenen i Flensborg. De kan umuligt vide noget om det med skolen.56

– Her er det, siger han pludselig og drejer igen til højre ned ad en smal gade, der hedder noget med Oluf eller Samson, når jeg at se.
Jeg kan svagt skimte fjorden dernede for enden. Gaden ser hyggelig ud og har toppede brosten. Her kører ikke mange biler, tror jeg. Det ligner noget, jeg har set før.
Lasse ser sig søgende rundt og også op ad et højt hus, som jeg synes, jeg kan genkende. De fleste huse er små og ikke særligt høje, men dette er på flere etager, og jeg er ret sikker.
– Hun bor her, siger han. Giselas mor. Hende du lå i med.
– Jeg lå sgu ikke i med Giselas mor. Vi lå slet ikke i overhovedet, protesterer jeg og standser. Men – æh, er det her en god ide?
– Ja, hvorfor spørger du?
– Hun ville jo melde mig til politiet. Hendes facon bryder jeg mig ikke rigtig om.
– Nej, det ved jeg godt. Sådan er hun bare. Det betyder ikke noget. Kom nu.

Døren går op, og der står Giselas mor. Jeg står bag Lasse.
– Hvad søren, Lasse. Hvad skylder vi æren? Og er det din ven?
Hun træder et skridt frem og betragter mig.
– Sig mig engang, var det ikke dig, der besøgte Gisela her for noget tid siden?
Jeg nikker.
– Kom ind.
Hun går foran med sit lange, lyse hår ned ad nakken og en meget stram rød og bred nederdel. Foran er der ikke meget stof foroven.
Vi kommer ind i et lille køkken, og hun skænker noget kaffe op til os.
– Gå ud, mis, siger hun og jager en sort kat ud.
– Fortæl så Big Mama, hvad I er ude i?
– Vi er sgu ikke ude i noget, men trænger måske til at komme lidt væk fra lorteskolen derovre, og det passer så fint, at vi også har ferie.
Lasse peger bagud med tommelen i retning af grænsen.
– Hvad så med din ven -, hvad var det nu, du hed?
– HT.
Jeg ved ikke, om jeg skal udtale det på dansk eller tysk. Det lyder så dumt at sige Ha-T, så jeg siger det på dansk.

Hun stirrer opmærksomt på mig.
– Ja, ja, siger hun så og giver mig et klap på det ene lår. Selv om du er en værre sexforbryder, kan jeg godt tilgive et enkelt sidespring.
Lasse griner.
– Ja, han er værre, end han ser ud.
– I kan få lov at overnatte her til i morgen, så må vi se, hvad vi kan gøre. Har I lavet noget ulovligt?
Hun ser pludselig anderledes ud.
– Nej, nej, hvor kan du tro det?
Lasse slår ud med armene og smiler.
– Vi har bare smidt rundt med et par containere, og HT siger, at der holdt en politibil hjemme hos ham for at få fat i ham. Så tænkte vi, at vi hellere måtte …
Døren går op, og en meget sminket dame kommer ind.
– Undskyld, forstyrrer jeg?
– Nej, nej, Lolita. Det er bare et par gæster, jeg har fået. Du kender jo Lasse.
– Nej, hvor er de nuttede. Gør vi nu også i børn?
Lasse protesterer, suger luft ind og breder brystet ud til siderne.
– Jeg er gammel nok, at du ved det. Og det er HT for resten også.
Lolita graver et stort stykke bryst frem og holder det udad mod os.
– For ellers kan I da godt få en gang bab her fra mor af.
De to damer skriger af grin, og Lolita tager sin kaffe med og forsvinder.
– Så I er altså på flugt?
– Nja, bare til det værste er overstået. Jeg ved ikke engang, hvordan de kan have opdaget os.
– Nå, det er jo heller ikke den værste forbrydelse.
Jeg blander mig.
– Der gik ild i containerne, så brandbilen kom.
– Det må jeg nok sige. Hvordan gik der ild i dem?
– Lasse kan noget med benzin på flasker.
– Det er altså for farligt at lege med, Lasse. Det ved du godt. Vi har snakket om det før.
– Ja, og måske er vi set af en af lærerne. Der kørte i hvert fald en bil forbi, som lignede den, vores dansklærer har.
– Hvad siger dine forældre, spørger hun mig.
– De ved, jeg sover hos Lasse.
– Godt. Vi skal nok finde noget at sove i til jer.
– Kan vi ikke bare ligge i det sædvanlige værelse?
– Jo, Lasse, indtil videre.

Da vi går ud på gangen, står katten der og mjaver.
– Gå så ud, dumme kat.
Big Mama tager den op og sætter den helt udenfor.
– Min mor har også en dum kat. Den hedder Pussy.
– Hvad? Hvad sagde du, den hed?
– Pussy. Det kalder hun den i hvert fald.
– Ha, ha. Tænk, at kalde sin kat for Pussy. Ved du ikke, hvad det betyder?
Jeg ryster på hovedet.

Senere ligger vi i to senge på et lille værelse. Man kan næsten ikke høre noget udefra.
– Hvordan kan det egentlig være, du kender så mange herovre?
– Har jeg ikke sagt det?
– Måske.
– Nogle af dem fra dengang mødes af og til hos min mor, og jeg kan jo godt bruge lidt lommepenge, og derfor har jeg haft småjobs og sådan noget her. Jeg kendte nogle af dem i forvejen, og så har jeg lært flere at kende siden. Det er så logisk, at en idiot som lærer Didrichsen ikke ville kunne fatte det.
– Sikkert ikke. Nå. Jeg er sgu træt. God nat, Lasse.
– Lolita er jo mor til Ursula.
– Det ser man.57

Næste morgen er der fremmede lyde. Masser af trafik, stemmer, larm og lyde, og Giselas mor står i lyset fra døren.
– Kald mig bare Mama, siger hun til mig, der gnider øjnene. Nogen kalder mig Big Mama, fordi …
Hun strutter med overkroppen og laver cirkelbevægelser med hænderne.
– I skal have noget morgenmad. Kom ned i køkkenet, når I er færdige.
Jeg svinger benene ud af sengen og strækker mig og gaber. I den anden seng rører Lasse på sig.

Under morgenmaden sidder Big Mama og tager en kop kaffe. Hun er meget bleg, nærmest farveløs, som om hun er syg.
– Ja, du kigger. Jeg har ikke fået lagt make-up endnu, der er ikke kunder før hen på eftermiddagen. I øvrigt er det min fridag i dag, så kom ikke her.
– Kunder?
– Ja, hæ, hæ, vi kan jo kalde det for en barmhjertighedscentral, hvor vi hjælper mænd af med indre væsker for et overordentligt beskedent beløb.
– Javel.
– Men det er ikke sikkert, at du forstår dig på sådan noget.
Hun kniber øjnene sammen mod mig.
– Du er da ellers en køn knægt. Jeg kan godt forstå, at Gisela gerne ville i kanen med dig.
– Nej, nej. Vi var lige gode om det. Og vi kom ikke i kanen. Det var en sofa.
– Nej, og du prøver at være morsom. Jeg har ikke fået fat i politiet endnu omkring dig og min datter. Hun bliver jo også ved med at påstå, at I var lige gode om det.
– Det var …
– Så hvis du opfører dig ordentligt her, så kan det være, at jeg dropper sagen. Forstår du, min datter skal ikke rodes ud i noget snavs som vi andre.
– Snavs? Er jeg snavs?
– Nej, HT, ikke dig. Men du får hende ud på skråplanet ved at gå i seng med hende. Så tror hun jo kreuz-verdamm-mich, at det er naturligt i hendes alder.
– Hvad er det her egentlig? Jeg forstod måske ikke helt, hvad …
– Det er et bordel, HT. Et sted, hvor mænd kan komme i seng med en dame og få de værste aggressioner skudt af.
– Bordel?
– Ja, og jeg er bordelmutter og ludder. Det er ikke noget særligt respektabelt arbejde, men jeg kan forsikre dig, at der er mange mænd derude, hun pegede ud mod gaden, som har det svært med kvinder og for hvem, vi er en sikker havn.
Lasse skovler i sig med en højlydt slubren.
– Der kommer mange skibe i den havn, smasker han.
– Nogle er små fiskekuttere, andre store atlanterhavsdampere.
– Du er jo bare en lille jolle, Lasse. Ha, ha.
– Du tager dem alle, ikke Mama?
Hun ryster på hovedet ad Lasse og smiler.

– Claus vil godt have lidt hjælp med lastningen i dag, Lasse. Gider I?
– Selvfølgelig, Mama. Selvfølgelig. Er det dernede?
Han kaster med hovedet.
– Ja, gå bare hen til Mürwik og vent på ham.

Minutter efter er vi på vej mod anløbsstedet. En frisk vind står ind gennem fjorden, og det er ikke særligt varmt.
Jeg skutter mig lidt, da vi til sidst når frem til Mürwik, en lang og blå-hvid færge, en af de gode gamle spritbåde.

– Hej Lasse.
– Hej, Claus.
– Det var fanme godt, I kunne hjælpe lidt til i dag. Vi har så meget.
Han hilser også på mig og vinker os med sig over til en hvid varevogn. Da han lukker bagdøren op, ser jeg, at lastrummet er fyldt med papkasser.
– Ja, de skal sådan set bare ombord. Jeg ved ikke, hvor meget I kan bære på en gang, men den skal tømmes.
Lasse tager to kasser, så det gør jeg også. Jeg er lige ved at tabe dem, men med en kraftanstrengelse lykkes det mig at bevare balancen og vakler af sted hen mod landgangsbroen til skibet.
Jeg går forsigtigt ned ad lejderen, og en mand vinker mig videre. Nedenunder er der et stort rum med borde og bænke, hvor jeg også har siddet, når jeg har sejlet med dem. Bagerst er køkkenet og et antal mindre rum. I et af disse placerer vi kasserne.
– Er det lige meget med, hvordan det mærke der vender? spørger jeg den nærmeste ansatte og peger på den røde trekant, der er på hver kasse.
– Nej, den skal altid vende opad, siger han. Kan du ikke se, den peger den vej?
Jeg puster ud og følger så Lasse tilbage igen.
Næste gang tager jeg kun en kasse.
– Det går hurtigere, hvis du tager to, mener Lasse.
– Vi skal tømme bilen, ikke? Og der er ingen tidsfrist, vel? Så er det vel ligegyldigt.
Lasse trækker på skulderen.
Efter en halv times hårdt arbejde er vi færdige.
– Kom, siger Lasse. Lad os gå lidt op i byen og nyde friheden.
– Jeg har helt glemt, at det er efterårsferie! Så vi skulle slet ikke i skole.
– Der er måske nogle, der alligevel går derhen i dag.
Lasse griner og fortsætter.
– Mon ikke vi er efterlyst nu? Ved du hvad, jeg tror, jeg vil klippes og se anderledes ud. Bare for en sikkerheds skyld.58

Vi går ind hos en frisør, og Lasse sætter sig i en tom stol. Imens blader jeg i et tysk magasin. Der er ingen kunder ellers, og frisøren siger ingenting. Lasse forlanger bare at blive klippet helt korthåret, og hans mange lokker falder som sort sne fra himlen.
En politibetjent i uniform kommer ind.
Lasse synker lidt ned i sædet, og jeg får travlt med at læse i mit blad, som jeg holder lidt op foran mit ansigt.
En anden frisør bliver tilkaldt, og betjenten tager plads.
Da Lasse er færdig, rejser han sig op, spejler sig endnu engang og kommer hen til mig. Det er rigtigt.
– Du ligner ikke dig selv længere. Hvad med ham der?
Jeg snakker dæmpet.
– Skide være med ham. Han aner ingenting om os.
– Måske skulle jeg også?
– Ja, det synes jeg. Klip dig nu. Dit udseende kan ikke blive værre.
Jeg smiler og sætter mig op i stolen, og et øjeblik efter kører klipperen hen over min isse. Det er en anden dreng, der ses i spejlet.
– Vi har en del danskere som kunder, siger frisøren. Han har brillantine i håret og lugter også af det.
– Mnnn.
– Det er betydeligt billigere hernede end hos jer.
– Mnnn.
Så siger han ikke mere.

Vi betaler og går. Politimanden følger os med øjnene i spejlet.

Det er lidt koldere nu om ørerne.
– Det vænner vi os sgu til. Nu skal du lære et par tricks.
– Hvad?
– Kom nu.
Lasse stæser af sted, så jeg knapt kan følge med. Når han har sat sig noget i hovedet, er det her og nu.
Der var få mennesker på gaden før frisørbesøget, men det er blevet til flere nu. Vi havner i en sidegade hos en lille købmand.
– Goddag, jeg skulle gerne have en lommekniv.
– Så gerne, nu skal jeg se, hvad jeg har.
Manden bag disken er en pæn, ældre herre med tykke briller, og han bøjer sig ned og tager en skuffe ud under disken.
Den er foret med grønt fløjl og indeholder en masse forskellige lommeknive, og han befrier nogle af dem for den elastik, de sidder fast under. Lasse prøver dem alle grundigt og bestemmer sig for en af dem.
– Den her, siger han og holder den op i lyset.
Købmanden og jeg kigger helt automatisk op mod den.
– Så gerne, mener købmanden og sætter skuffen ind igen.
Lasse betaler, og vi går ud.
– Nå, så fik du dig en kniv? spørger jeg og ser ud på trafikken.
– To, siger han og hiver en anden frem.
– To? siger jeg overrasket. Har du stjålet den?
– Ja, selvfølgelig, den er til dig.
– Øh, det ved jeg nu ikke rigtig. Men tak så.
– Synes du ikke om den?
– Nja, er det ikke lidt synd at snyde den gamle mand?
– Nu ikke så hellig. Han er forsikret. Desuden bliver han over 100 år, inden han opdager, at der mangler en kniv. Og det er det, du skal lægge mærke til. Der er så mange ting, man skal undgå. Så tag det, ingen lægger mærke til.
– Ja, men så tak.
Jeg stopper kniven i lommen. Den er tung og noget varm. Faktisk for tung til lommen.
– Vi må sgu lære at klare os selv. Det gælder også for dig.
– Mnnn. Men hvordan tog du den? Jeg mener, vi stod jo begge og kiggede på dig, mens du undersøgte dem.
– Vil du vide det? Vil du virkelig gerne vide det? Så følg med. Vi gentager det sgu bare.
Jeg står lidt, men Lasse hiver mig i armen, og vi jager igen af sted.
– Her, siger han og går ind ad døren til en marskandiser.
Der er alt mellem himmel og jord herinde. Brune hylder fra gulv til loft og masser af ting.
– Se nu, hvisker Lasse til mig, mens han skæver op til ekspedienten, der står og tæller noget op i en bog.
Han stikker hånden ind på en hylde, og jeg ser med. Hånden griber om en lommelygte, som han holder op og tænder for. Den lyser ikke.
– Der er selvfølgelig ingen pære i, eller også er der ingen batterier.
Jeg nikker.
– Klart nok, det skal du sikkert købe ekstra.
– Nej, siger han og lægger den tilbage. – Den er også for tung.
Da han tager hånden til sig igen, ser jeg pludselig, at den lukkede hånd gemmer noget. Han stikker hånden i lommen og står lidt.
– Jeg så godt, at du havde noget i hånden.
– Ja, rigtigt. Man skal bare øve sig, så er det helt utroligt, hvad man kan slippe af sted med.
Han hvisker, selv om jeg ikke tror, at manden deroppe kan høre ham. Han kan garanteret slet ikke forstå ham.
Vi siger høfligt farvel og efter at have gået et godt stykke tilbage igen, trækker han en smart lille lommelygte frem fra lommen.
– Nu mangler du bare batterier, siger jeg.
– Dem kan du få lov at øve dig med. Kom. Vi går herind.
Lasse peger på en forretning lige skråt over.
– Nej, vent lidt, siger jeg og holder ham i armen.
– Jo, for fanden, HT, du skal prøve det, ellers lærer du det aldrig.
– Men, men, det …
– Tør du ikke?
– Nej, det ved jeg ikke. Jeg synes bare, at …
– Så er det da godt, at jeg skam allerede har hugget nogen, griner Lasse og tager en pakke frem fra en inderlomme.
Min mund står lidt åben.
Så hiver han en lommelygte mere frem.
– Hvad? Har du nappet to?
– Yes. Den er til dig. Værsgo!
– Men du har nok ikke batterier til min også, siger jeg.
– Jo, da. Her!
Endnu et sæt batterier skifter lomme. Med lidt rystende hænder åbner jeg endestykket og stikker de to batterier ned.
Den lyser, og det er fint.
– Nu har vi begge et par gode lommelygter. Dem kan vi jo godt gå hen og få brug for. Og vi har et par gode knive.
– Men hvordan tog du den der kniv?
– Mens I så op på den, jeg holdt i vejret, fik min venstre hånd lige lirket den der ned i lommen.
Lasse klapper mig på ryggen, og vi finder vej tilbage til Big Mama.
Undervejs passerer vi en tøjbutik.
– Nyt tøj ville ikke være så dumt. De ved sikkert, hvilket tøj, vi er stukket af i.
Han går ind i butikken og jeg efter.
– God dag, hvad kan jeg hjælpe med?
– Jeg vil gerne se på en trøje.
– Så gerne. Vi har dem herovre.
Han viser vej til et bord, hvor der ligger mange forskellige.
– Jeg vil godt lige prøve et par stykker, siger Lasse og vælger en tre-fire ud.
– Der er prøverum der, peger ekspedienten, der har meget tykke brilleglas.
Vi går ind i prøverummet. Lasse peger på den ene trøje og på mig.
– Tag den på, hvisker han.
– Mig?
– Ja, for fanden. Din mor er her ikke.
Nej, det er hun ikke. Hun ligger sikkert fuld som sædvanligt derhjemme i sengen.
Jeg tager min egen trøje af og den anden på. Den passer perfekt til mig. Lasse peger på min gamle trøje og hvisker videre.
– Så tager du den ovenpå.
Jeg tøver lidt, men gør det så. Der bliver varmt inde i det lille prøverum.
– Gå bare ud og gå lidt rundt, peger Lasse. Han retter lidt på mit tøj.
– Ja, men …
– Gå nu!
Jeg hiver forhænget til side og spankulerer lidt rundt, mens jeg sveder en del. Ser på tingene og holder dem prøvende op foran mig. Bare min puls ikke sprænger vinduerne i lokalet.
Ekspedienten lægger tøj sammen.
Så kommer Lasse ud, og jeg ser straks, at han er blevet tykkere.
– Var der noget, der kunne bruges?
Lasse giver ham to trøjer.
– Nej, det var ikke noget. Måske vender jeg tilbage på mandag med min mor.
– Ja, gør det.
– Farvel.
– Farvel, tak.
Vi går ud, og min puls kan igen falde lidt.

Hjemme hos Mama smider vi os på sengen og griner, jeg meget højt, mens jeg forsigtigt tager den nye trøje af.
– Hold kæft, så du ham den sidste ekspedient? Han var fanme dum. Og så med sådan nogle briller, mand. Dobbelt vinduesglas.
– Ja, han gloede kun på dig og så overhovedet ikke på mig.
Vi griner virkelig meget.
Lasse krænger to trøjer af. Den ene er den, han havde med ind i prøverummet. Så river han mærkesedlerne af.

Han stiller sig hen foran spejlet og tager sin på igen.
– Sådan. Ser jeg ikke godt ud? Nu mangler jeg bare en frakke. Den skaffer jeg på mandag.
– Stjæler du altid de ting, du skal bruge?
– Kun, når det er nødvendigt.
– Men jeg tror ikke, jeg gider mere.
– Vi har heller ikke brug for mere. Men nu har du prøvet det. Det var ikke slemt, vel?
– Nej.
Jeg folder trøjen pænt sammen og lægger den oven på det skab, vi har på værelset.59

Omkring aftensmad går vi nedenunder. I døren ind til køkkenet støder jeg, som går bagerst, pludselig på en tyk mand, der kommer ud fra toilettet.
– Hovsa, hva fanen, er der ikke aldersgrænse her? spørger han og savler lidt ud af munden.
– Hverken alders- eller vægtgrænser, svarer jeg uden at tænke mig om.
Den fede tager fat i mit tøj og løfter mig op fra gulvet. Lasse vender sig om.
– Sæt ham nu ned, for fanden. Sådan er han altid.
Lasse hiver i hans ærme, og den fede slipper mig.
– Så den ene må godt drille den anden, men ikke omvendt, snerrer jeg.
Han siger ingenting, men glor bare på mig.
– Det var da li´godt helvedes, som du kan snakke. Burde du ikke være lidt mere høflig over for voksne?
– Hvis jeg var dig, siger Lasse, ville jeg lade ham være i fred. Han er den farligste dansker, jeg kender.
– Ha! Jeg er dum, eller også drømmer jeg bare det her.
Lasse peger på køkkendøren, og jeg går derud.
Jeg sætter mig til bordet, der er dækket op hele vejen rundt.

Efter et øjeblik kommer han tilbage.
– Jeg måtte jo lige fortælle ham lidt om dig, siger han med et skævt smil.
– Om mig? Hvad?
– Ja, det der med din far.
– Ja, hold nu kæft med det der. Hvis jeg syntes, det skulle offentliggøres, havde jeg nok rykket nogle annoncer ind i Flensborg Avis, tror du ikke? Achtung! Achtung! Den kendte fadermorder, Hans Theodor, kommer til byen! Pas på!
– Så, nu ikke så gnaven. Se, hvem der kommer der og sætter fut i humøret …
Gisela kommer forpustet ind og stråler over hele hovedet.
– Hej HT, jeg fik lige et praj om, at du er i byen igen. Er det for at besøge mig?
Hun stiller sig tæt op ad min stol og stryger mig blidt i nakken.
– Mnnn.
– Skal jeg ikke have et lille velkomstkys?
Jeg ryster på hovedet.
– Et eller andet siger mig, at en vis Mama ikke ville bryde sig om det.
– Hun er her ikke, HT. Hun har travlt lige nu.
Gisela sætter sig bare på mit skød, lægger armen om mine skuldre og bøjer sig ganske enkelt ned og kysser mig på munden.
– Jeg kommer op til dig i aften, hvisker hun ind i mit øre.
Lasse sidder overfor og er gået i gang med maden.
– Jeg skal for resten noget i aften, HT. Kan du klare dig selv så længe?
Jeg nikker. Åndedrættet vil bare ikke gå ned i tempo. Selv om Gisela ikke er Bente.60

– Bor du ovenpå, altså heroppe? spørger jeg og peger mod loftet.
– Ja, HT. Kan du ikke engang huske det? Du husker måske heller ikke, at du har besøgt mig deroppe for at komme i seng med mig?
Hun smiler og klemmer mig. Vi sidder på min seng, der knaser en smule.
Hun tager brydertag på mig og lægger mig ned på ryggen, smider sig selv over mig, tvinger mine arme ud og op, holder dem fast med sine og bøjer sig ned og kysser mig længe.
– Ja, men din mor …
– Åh, hun kommer sgu ikke herop. Hun er alt for optaget i aften, skal jeg sige dig. Der er en eller anden, der har fødselsdag på Exe, og så plejer kunderne at strømme til, og jeg ved, der er fuldt optaget i aften. Men det er der faktisk altid en lørdag aften.
– Jeg kunne godt spise sådan en dansker som dig, smiler hun og lader sin ene hånd gå på vandring. Igen forvandles den til 1000 myrer, der kildrer og kildrer og kildrer blodtilstrømingerne frem.
– Jeg har ellers det, der skal til, for at vi to kan hygge os.
Hun smiler og tager en lille pakke frem.
– Se her.
Anovlar står der på æsken.
– Det er en pille, der gør, at man ikke kan blive gravid.
– Hvordan har du fået fat i sådan nogle? spørger jeg forbløffet.
– Dem har mor skaffet. Hun sagde, at jeg lige så godt kunne blive beskyttet nu, for hun havde ikke styr på mig alligevel.
– Nej, det er sgi nok rigtigt.
– Men det er så forbandet ærgerligt. Jeg har lige fået det røde …

Jeg ligger på ryggen ved siden af Gisela.
Hun putter sig ind til mig:
– Er du ked af det?
– Mig? Nej, det er der jo ikke noget at gøre ved.
– Åh, det er jeg glad over at høre, min lille skat.
Hun kysser mig igen.
Jeg nynner sagte og stryger hendes hår.
– Min menses plejer at vare nogle dage, så der er håb forude.
– Det glæder jeg mig til.
– Du behøver ikke at hviske, der er da ingen, der kan høre os?
– Jeg er nok lidt nervøs for din mor. Jeg forstår ikke helt, hvorfor hun i det ene øjeblik vil anmelde mig til politiet og i næste giver dig sådan nogen piller.
Jeg rejser mig, åbner døren ud til gangen og lytter lidt.
– HT, kom nu og læg dig. Der er ingen i nærheden. Nogle ting skal man holde for sig selv eller hinanden.
Hun smiler, mens hun nynner lidt og lader en finger glide gennem mit hår.
– Jeg mener, var …
– Ja, hold nu op med alle de spørgsmål, HT.
– Har I også efterårsferie?
– Ja, selvfølgelig. Men vi har haft den.
– Hvad skal du lave i morgen?
– I kirke.
– Hvad?
– Ha, ha. Det var bare for sjov. Nej, jeg ved det ikke. Sådan en søndag laver man ikke rigtig noget. Vi kunne …
Jeg kigger op i loftet.
– Vi kunne gå en tur i byen?
– Ja, først.
Hun smiler, og vi kysser godnat, og jeg går i seng.
Det bliver igen en urolig søvn.61

Big Mama har ikke noget imod, at jeg går en tur i byen med hendes datter. Det kommer der ikke små børn ud af, siger hun.
– I skal være hjemme til middag. Du ved godt, Gisela, du skal hjælpe mig i eftermiddag.
– Mnnn, skal nok.
Vi er ikke nået ret langt væk, før Giselas lille hånd kommer listende ind i min. Jeg lader den blive der og holder oven i købet fast i den. Selv om Gisela ikke er Bente, der ikke er Lise Jarl. Men tysker. Det kan man nu ikke se. Hun kunne lige så godt komme fra Århus.
Der er andre kærestepar på gaden. Foran et stort vindue i en møbelbutik står et ungt par og diskuterer, hvilke møbler de kunne tænke sig.
– Hvad vil du egentlig være, når du bliver voksen, spørger jeg.
– Husmoder, tror jeg.
– Vil du ikke læse eller sådan noget?
– Nej, det tror jeg ikke. Jeg vil finde mig en god mand … og hun kigger på mig og smiler …, og han skal have et godt arbejde og tjene mange penge og lave børn, og vi skal have et fint hus og bil og …
– Det lyder lidt kedeligt.
– Det er det ikke.
Hun standser.
– Jeg kan godt sige det til dig. Jeg vil ikke lave det, min mor laver. Aldrig. Føj.
Hun ser vred ud.
– Har du set nogle af kunderne? Jeg siger bare fy for satan. Der er især en stor, tyk mand, der er så ulækker.
– Måske har jeg set ham. Jeg var lige ved at komme op at slås med ham, fordi han mente, at Lasse og jeg var børn.
– Han lader altid, som om han ejer hele byen. Han er både gift og har børn.
– Er han gift? Jeg troede kun, det var ugifte, der besøgte damerne.
– Nej, det er det ikke. Jeg tror, næsten halvdelen er gift. Deres koner gider ikke det der eller med dem.

Vi glider ind på en café og får en kakaomælk og en kage.
Gennem vinduet ser vi et par drenge, der går bag en ældre mand og gør nar af ham. De er på alder med os og morer sig åbenbart temmelig meget. En af dem tager benet på den ældre mand, så han er lige ved at falde.
Jeg læner mig lidt ind over bordet for at følge dem. I det samme løber de, alt hvad de kan og forsvinder. I den anden side af vinduet dukker et par herrer op, der fægter med armene efter dem.
– Opfører de sig altid sådan, tyske drenge?
– Nej, for helvede. Det der var nogle fra en bande, der kalder sig Juzis, der betyder unge nazister. De er kun ude på ballade. Nogle af dem har hverken far eller mor og driver rundt. Andre gider ikke at gå i skole og lever af at tigge. Nogle enkelte er slet ikke sådan.
– De er forbudt. Punktum. Men det er de ligeglade med. Mor siger, de skulle have en gang smæk og sendes på børnehjem.
– Det skal nok hjælpe.
– Nej, det hjælper ikke noget som helst, for de ansatte på børnehjemmene var der jo også under Hitler dengang. Især de ældre.
– Hvad er der med dem?
– Det er som sagt bare nogle bøller. Så kalder de sig nazister, for at folk skal være bange for dem. Jeg ved snart ikke. De er sådan lidt forpjuskede og ærlig talt nogle stakler, tror jeg. De fleste af dem.62

– Om lidt, siger Lasse, skal jeg vise dig noget. Vi skal besøge en ungdomsklub.
– Nå, skal vi ikke ud og stjæle?
– Hold nu op, for fanden.
Vi ligger på vores senge efter middagsmaden og ved ikke, hvad vi skal give os til. Lasse svinger benene ud på gulvet.
– Kom, vi går.
Vi tager jakker på og går ud.
Vi holder os tæt inde ved husmurene, og Lasse ser sig godt for. Han bevæger hovedet en del.
– Det er faktisk sjældent, at vi ser panserne.
– Ja, men lige pludselig er de her.
– Hvor skal vi hen?
– Det vil du få at se.
– Er det også nogle, du kender?
– Ja. Kommer her ret tit.
Vi går op gennem et græsanlæg med gamle gravsten og videre. Vi puster begge, for det er højt oppe. Fjorden ligger langt under os, og hele Flensborg by er så stor, at vi ikke kan se fra den ene ende til den anden.
– Her, siger han og går ind gennem en port. Lukker en havelåge op og lister forsigtigt ned langs et hus til et lille udhus.
Banker fire gange på.
– Kom, bliver der sagt.
Vi går ind. Der er halvmørkt i rummet. Drenge på vores alder og de fleste lidt ældre står omkring et rundt bord, hvorpå der blafrer et stearinlys. Deres tøj virker slidt og i laser. De ligner vagabonder eller lazaroner eller nogen, der er løbet hjemmefra. På væggen hænger sjove vognhjul, der er savet til, så de danner et rundt hagekors med lys i. Der er minsandten også et billede af Hitler.
– Det var godt, Lasse. Hvem har du taget med?
Lasse nikker til mig.
– Jeg hedder HT.
– Horst.
– Mnnn.
– I skal være med til vores møde, som vi to har aftalt, Lasse.
Men først skal vi høre lidt om, hvem du er, siger han til mig.
To af dem rykker sammen, så jeg kan sidde ned.
Jeg fortæller kort om mig selv.
– Vi har banket en smaus sammen, siger Lasse pludselig.
Der bliver lidt uro. Jeg ser uforstående på Lasse, der ikke kigger tilbage.
– Hv … hvad mener du?
– Ja, ham Kedde fik nogle hug, han havde godt af.
– Er han smaus? spørger jeg. Og hvad betyder det udtryk?
– Ja, vidste du ikke det? Han hedder jo Goldstein til efternavn.
– Men det var sgu da ikke derfor, vi tjattede til ham.
Jeg er slået over i dansk, men Lasse vinker afværgende.
– Jeg er ligeglad med hvorfor. Han fik nogle klø, og dem havde han fortjent.
– Det var kun, fordi han har generet mig hver dag, og til sidst blev det bare for meget. Desuden var I to jo i gang, da jeg kom om i cykelskuret.
– Det var dig, der slog ham først. Jeg hjalp lidt til. Smaus? Hvad fanden betyder det ord?
Lasse peger på mig med en strittende finger.
Tyskerne lytter lidt til os, men så hæver formanden, eller hvad han nu er, den højre hånd, rejser sig og knytter den, hvilket får alle andre til det samme og i kor råber de:
– Juzis! Juzis! Juzis! og derefter sætter sig alle igen.
Det ord kender jeg. Det er altså dem her.
– Vi hader alle ikke-arier. Der er mange af dem her stadigvæk. Det er vi sikre på. De har bare gemt sig under krigen, og nu kommer de frem. For eksempel de smausser, der af en eller anden uforståelig grund har overlevet.
De nikker alle sammen.
– Vores forbilleder fik dem ikke ausradiert, ikke alle, selv om Schleswig-Holstein næsten blev helt tømt dengang i 1941. Men vi er i gang med at genskabe historien!
Jeg lytter. Jeg er havnet i en ungdomsklub, der er lidt for sig selv.
– Vi er forbudt. Nazister er noget, man ikke må snakke om mere. Men så kalder vi os bare noget andet. Vi har for eksempel dannet den her ungdomsklub, som bare er skide god for os.
Jeg nikker og kigger mig omkring i lokalet. Alle lytter til Horst.
– Det er godt, hvis I kan banke nogen smausser i Danmark også. Norden for arier! De ideer går aldrig af mode. Herregud, bare fordi vi tabte 2. verdenskrig, fordi amerikanerne og de andre vestmagter ikke kunne se lyset. Men det kan de sgu godt nu. De vil ikke have de sorte derovre i guds eget land, det ved enhver. Franskmændene har deres afrikanere at slås med, så alle og enhver kan se, hvor det bærer hen, hvis vi ikke står sammen og imod de fremmede! Dem, der ikke hører til.
– Det er et helt foredrag, du afleverer!
– Ja, og du har endda ikke hørt det værste. Ved du, hvem der her i Flensborg fik hjælp lige efter krigen? Ja, det var sgu ikke tyskerne, men de dansksindede. De fik masser af hjælp fra den danske stat, men hvad med os? Vi fik sgu kun almisser fra amerikanerne. Men det er en helt anden historie.

Da vi lidt senere går hjem, er vinden løjet af. En kolonne af helt ens Folkevogne passerer os langsomt. Alle er hvide og ligner nogen, der deltager i et eller andet.
– Lasse, jeg er faktisk i tvivl om, hvad det her er for noget. Er de rigtige kriminelle eller hvad?
– Kriminelle og kriminelle. For det første er det der Juzis sgu bare noget, de kalder sig. For det andet er jeg så meget imod russerne, at jeg betragter alle andre, der er det samme, som mine venner. Kommunisterne har virkelig været nazisternes fjender. Nu er der ikke flere nazister tilbage, men der er sgu stadig kommunister. Mange, endda. Så ned med russerne! Og kommunisterne!
– Hvad så med smausserne? Dem er du så også imod, kan jeg forstå?
– Mine venners fjender er også mine fjender. Anderledes kan det ikke være.
– Kedde fik altså klø, fordi han er så satans irriterende med sine øgenavne. Og så er jeg da inderligt ligeglad med, om han er smaus, fynbo eller ja, thybo. Hæ, hæ.
– Kender du det der med, at man kan føle sig så dejlig ond?
Jeg glor forbavset på Lasse.
– Hvad mener du?
– Jo altså, hvis man … hvis det gør ondt på hende, du ligger i med, det kan få en helt op at køre …
– Jeg forstår ikke …
– Jo, altså, at man pludselig bliver så fanget … det kan også være i et godt slagsmål, at man bare tænker på at smadre den anden?
– Nej, det …
– Hold da kæft, HT, jeg så da godt, at du nød at slå Kedde alt, hvad du kunne. Du nød sgu da at slå ham til blods, slog til, så det gjorde ondt på ham, du nød det, ja, du gjorde! Det var ikke nok for dig at bruge din knytnæve. Du fiskede en luftpumpe ned og slog ham med den. Havde jeg ikke standset dig, var Kedde sgu nok død i dag. Hold kæft, mand. Hold op med at være så skide hellig.
– Hold selv kæft, så mange Folkevogne.63

Efter aftensmad hos Big Mama hjælper Lasse og jeg til med at rydde og vaske op.
– Tror du, de savner os derhjemme, spørger jeg Lasse.
– Er du gal? De savner os i den grad. Jeg tror, de er klar over, at det er os, der har futtet det halve af skolen af, og jeg tror også, at de snart finder ud af, hvor vi er.
– Skynd jer. Politiet er på vej. Løb ud af bagdøren, kommer Mama pludselig farende.
Vi smider børster og viskestykker og porcelæn fra os og stryger ud på gangen.
– Nej, for helvede, ikke den vej. Den anden!
Hun er alle steder.
Lasse kender smuthullerne og løber forrest. Jeg følger efter. Vi havner ude bagved i en lille gårdhave med en slags hytte.
– Kom, hvisker han og lukker et par brædder op på bagsiden.
– Det er et dobbeltrum, hvor vi kan sidde et stykke tid.
Vi kryber derind og sidder på hug og venter.
Efter nogen tid hører vi skridt og Mamas stemme:
– Så kan I godt komme frit frem!

– Vi får jævnligt besøg af politiet, og de skulle lige snuse denne gang. Men vi kender ikke til nogen drenge, så de gik igen. Jeg er bange for, I ikke kan overnatte her mere.
– Hvor så? spørger jeg.
– Mama kender altid et sted, siger Lasse.
– Ja. Det gør jeg. Læg mærke til hvor meget jeg hjælper jer.
– Hun kender et sted, hvor vi kan være, og som politiet garanteret ikke kender.

– Tak, oh høje dronning, bukker Lasse og griner. Hun tjatter til ham og ser på uret.
– Vi må hellere gå nu, for jeg aner ikke, om de kommer tilbage i aften.
– Fint. Vi skal lige være færdige med det her.

Lidt efter lister vi ud af døren og ind i Claus´ varevogn. Big Mama sætter sig ind på forsædet, og Claus kører.
Vi sidder uroligt i ladrummet, der bumler og rasler, for brostenene går lige igennem.
– Hold kæft, det gør ondt i røven, hvad?
– Ja, det er næsten bedre at sidde på hug.
– Ved du, hvor vi skal hen?
– Jeg tror det.

Efter blot fem minutters kørsel standser vi. Døren går op, og vi tumler ud, mere eller mindre radbrækket.
– Ja, det er ikke nogen limousinekørsel, at I ved det.
Mama går forrest og ringer på døren ind til et lortebrunt, kæmpestort hus. Murstenene er typisk i den farve, som de fleste huse er i her.
– Velkommen, siger en dame i døren. Hun ligner Lolita på en prik, men kalder sig Charma.
– Så må vi jo se, om du synes, hun er charmerende, hvisker Lasse. Men for fanden nogle patter. Mary, gå hjem og vug.
– Det sagde ham, jeg legede med, også, mens du smed molotovs i Buda-Pest. Gå hjem og vug, sagde han, hvis han ikke troede på det, jeg sagde.

Hun viser os vores værelse, og det er en del større end det gamle. Lige uden for ligger badeværelset, og det er ren luksus. Jeg har aldrig før haft adgang til sådan et.
– Er det virkelig til os?
– Ja. Med hensyn til betalingen …
Hun ser over på Mama.
– Den ordner jeg i første omgang. Nu skal disse to pragtfulde unge mennesker lige indkvarteres et stykke tid. De vil hjælpe dig med alt det, du beder om, og når de er færdige her, kan de komme ned på havnen og hjælpe Claus. Der er masser at tage fat på.
– All right. Vi får se.
Hun oplyser os om måltiderne, og det er jo næsten som et hotel.
Vi spiser til aften, og midt under måltidet går døren op, og ind træder Gisela og Ursula.
– Hej, med jer, stråler de over hele femøren.
Gisela omfavner mig og trykker sig ind til mig. Ursula kaster sig om halsen på Lasse og klasker blusen ind mod ham. På den måde føler vi os ret hurtigt hjemme.
– Pigerne skal gå igen inden 21, er I med?
– Ja, selvfølgelig, Charma. Vi har aftalt det med mor.
– Som hedder Lolita, ikke, spørger jeg.
– Jo. Har Lasse ikke sagt det? Lolita er min mor, så derfor er Charma min moster.
Lasse griner ad mit ansigtsudtryk.
– Alle her er i familie på en eller anden måde.
– Jeg har luret dig. Du kendte disse to dejlige piger allerede fra første aften, vi var her.
– Ja, naturligvis. Er du utilfreds med noget?
Lasse griner til mig, mens jeg prøver at fange Giselas blik.
– Hvorfor blev din mor så vred den aften?
– Fordi jeg op til den dag havde haft noget kørende med en anden fyr, som hun ikke kunne lide. Men hun kan godt lide dig, HT. Og det kan jeg også.
Hun griber min hånd og læner sig ind mod mig.
– Åhhh, se hende.
De andre ler.

Vi hygger os et par timer og kysser dem godnat i døren.
– Det går da fint indtil videre, synes du ikke? siger Lasse med at lille puf. – Tror du, nogen savner os derhjemme?
– Overhovedet ikke. Hvem skulle det være?
I samme sekund dukker en detalje fra en gymnastiksal op, for det kunne jo være, at jeg savnede nogen, men jeg vifter det væk:
– Det er et dejligt sted, Charma har.
– Nu kan vi bo her nogle dage.
– Joo. Jeg er stadig lidt forvirret over, at alle tilsyneladende er i familie med hinanden.
Charma kommer forbi og siger godnat.
– Jeg håber, I kan sove godt. Der går sporvogne lige udenfor fra tidlig morgen, og de skriger lidt i hjul og bremser. Men det vænner I jer til.
– Nå, HT og Lasse, hvordan har I tænkt jer at betale for det her?
– Øh, det ved jeg sørme ikke, siger Lasse.
– Jeg har et forslag, siger jeg. Vi kan måske hjælpe lidt til her? Sådan med at vaske op. Det er jeg vant til hjemmefra.
– God idé, HT. Jeg skal finde noget, hvor I kan få brug for jeres evner.

Lasse ser sur ud.64

Jeg vågner næste morgen og ved ikke, hvor jeg er. Gnider øjnene og forsøger at tænke mig om. Lidt efter lidt dukker alting op.
Lasse sover endnu. Jeg betragter ham. Han ser sej ud med det korte hår. Virker på en måde ældre. I hvert fald ældre end mig.
Jeg smiler ved at tænke på Gisela. En tysk kæreste. Lunte ville garanteret klappe mig på skulderen og straks spørge, om hvilken karakter, jeg ville give hende.
Jeg prøver at finde den rette, men det er svært. UG eller UG-?
– God morgen, lyder det henne fra Lasses seng. Ved du, hvad klokken er?

Vi går ned til morgenmaden. Charma står med hænderne i siden og ser smilende på os.
– Nå, har I sovet godt? Også du, HT?
Jeg nikker.
– Her er noget kaffe, hvis I kan lide det. Det er kornkaffe, for vi har ikke råd til rigtig kaffe. De fleste unge mennesker vil hellere have te. Og ellers tager I bare Semmel eller Brötchen, hvad I nu ønsker. Det hele er her, så værsgo.
– Tak, Charma, siger Lasse og går i gang. Jeg følger efter.

Efter maden stopper Lasse noget brød i lommen.
– Det er en god ting. Man ved sgu aldrig, hvornår man får igen, griner han. Så jeg gør det samme.
Vi går en lidt længere tur ned til havnen, hvor Claus og hans varevogn venter. Den er stoppet helt op til taget med kasser, og nogle af dem er ret så tunge. Men vi knokler begge, og i løbet af en god times tid, er den tømt. Mürwik kan sejle igen.

– Hvad er der egentlig i de kasser? spørger jeg Lasse.
– Jeg tror, det er varer til skibet. Cigaretter, spiritus og sådan noget.
– Nåå. Dem sælger Claus der så til dem.
– Nej, han leverer bare. Han får dem selv fra en grossist.
– Nåå.

Vi går lidt.
– Vil du med i eftermiddag til ungdomsklubmøde?
– Hos de der Juzis? Skal der ske noget?
– Næ, ikke sådan.

Resten af formiddagen driver vi lidt rundt på må og få. Lasse går ind i flere butikker. Han siger, at han mangler både det ene og det andet. Han betaler aldrig for noget, men det ender med, at han alligevel har det, han mangler.
Selv en frakke lykkes det ham at få.
Jeg står udenfor imens.
– Det er ikke for at være hellig, men jeg er altså ikke vant til at stjæle sådan.
– Det vænner du dig til. Det gør alle.
– Nå, nej, det mener jeg nu ikke. Jeg plejer det altså ikke.
– Det er, fordi du ikke er vant til det endnu.
– Nej, måske.
Vi passerer en telefonboks, og jeg tøver lidt.
– Kom nu, siger Lasse.

Efter middag møder vi en tre-fire af drengene fra ungdomsklubben, som de kalder sig. Når de siger det ord, griner de lidt. Deres tøj ser noget laset ud. Faktisk ligner de hjemløse vagabonder mere end unge mænd fra almindelige hjem.
– Går I ikke i skole? spørger jeg måske en smule dumt.
– Hø, hø, nogle af os gør. Horst for eksempel.
– Hvorfor gør I andre ikke det?
– Det er ikke alle, der har sådan en far og mor, der …
– Nåå.
– Kom, vi skal finde nogen smausser.
Jeg ved ikke, hvad de skal lede efter, men det lyder da spændende. Smausser. 65

Det er ikke så let at finde smausser. Jeg spørger flere gange, hvad det er for nogen, de er ude efter, men hver gang griner de højt og siger noget på plattysk, jeg ikke forstår. Ordet Schwein går dog igen, så jeg forstår, at det ikke er jordens bedste mennesker.
Flere går hen til en tøjbutik. Nogle giver sig til at rode i kasserne med varer. En af dem stopper flere par sokker ned i lommen.
Pludselig kommer en ældre herre farende ud af døren fra forretningen.
– Kan du så få afleveret, hvad du stjal?
Et par stykker stikker af, mens de andre bliver tilbage og slår kreds om ham med sokkerne.
– Flyt jer lige, ikke, kommanderer han og river i den nærmeste, men vi står i en klump foran ham, han vil have fat i.
– Gu´ vil vi ej, siger Horst. Det er ham, der siger, hvor vi skal hen, og hvad vi skal lave. Han er føreren.
– Hvad? Han ser forbløffet ud. Kan I så gå væk. Ham dér stjal nogle sokker. Jeg så det godt.
– Hvem stjæler her, hvad?
Horst skubber lidt til ham, så han er ved at falde.
– Nu har jeg da aldrig. Hvad bilder sådan en knægt sig ind?
Han stiller sig truende over for Horst.
En af de andre giver ham et skub i ryggen, så han er ved at falde ind i Horst. Det vil Horst ikke finde sig i og skubber ham tilbage. Der går nogle sekunder med at skubbe ham frem og tilbage, alt imens han råber og skælder ud.
En af dem forsøger at spænde ben for ham, og en anden tager fat i hans arme for at rive ham omkuld. Manden får også fat i hans arm.
– Nu! råber Horst pludselig. Så løber vi!
Alle slipper og pisker af sted. Manden slipper dog ikke ham, han har tilfældigt har fået fat i og slår ham, alt hvad han kan. Men det er kun mig, der ser det. Jeg vender om og griber fat i drengen, og det lykkes mig at hale ham væk fra den vrede mand.
Vi løber som gale af sted. Efter Horst. Under løbet peger han mod højre og venstre, og nogle løber den ene vej, andre den anden. Jeg og den anden dreng, det er, som om han græder, fortsætter dog efter Horst, der løber ind i en baggård og standser, godt forpustet. Lasse må være løbet med de andre.
– Pyh, det var lige ved. Det gælder om at stikke af, lige så snart de dukker op.
– Ja, det er klart. Hvis han tilkalder politiet.
– Politiet skal man sgu undgå.
Det er også min erfaring.
– Ja, for helvede. Ikke fordi det betyder noget.
Horst tænder en smøg. Jeg kigger mig rundt i gården; der kunne være betjente på vej.
Ham, der fik nogle hug af manden, står lige ved siden af og tørrer noget blod og snot af ansigtet med et snavset lommetørklæde. Han snøfter en smule.
– Tak for det, siger han til mig. Jeg hedder Sigge.
Han er lille, spinkel og ser faktisk ud, som om han ikke har fået noget at spise i lang tid.
– Her, siger jeg og kommer i tanker om den Semmel, jeg har i lommen. – Vil du ha´ den?
Han stirrer på rundstykket som om, det var det herligste måltid og guffer det enormt hurtigt i sig.
– Da var du da ved at redde dig nogle klø, hvad?
– Ja, for helvede.
– Du ligner ikke et stort og farligt bandemedlem, Sigge.
– Nej, men ham der lignede min onkel. De skal bare have tæsk, skal de.
Sigge har smalle skuldre og er ret spinkel og faktisk heller ikke særlig høj. Han kunne godt komme direkte fra 7. klasse, hvis det ikke var for den frakke, han har på, og som er alt for stor til ham.
– Nå, jeg tror ikke, der kommer noget politi, siger Horst og kigger ud.
– De vil sgu altid være efter en. Så har man ikke lys på cyklen, så tror de, man har brækket en automat, så mener de, man har været oppe at slås …
Jeg øser løs af mine erfaringer.
– Det var vi slet ikke. Det var sgu ham, der begyndte. Smaussen.
– Smaussen? Så han var en smaus?
– Ja. I det her tilfælde. Vi kalder alle dem, der ikke er fra vores race for smausser. Det kunne vi lige så godt, for ellers er der ikke nogen længere, der må bruge det ord.
– Hvor vidste du det fra? Altså at han var smaus?
– Han har altid haft den forretning, så det er jeg sikker på. Somme tider kan man se det. Der er ikke særligt mange her i Flensborg, men det er vores pligt som ordentlige tyske unge at jage dem ud, der er her. Hvis vi finder nogen. Sammen med de andre ikke-arier. Nasserøve er de alle sammen.
– Ja, men hvad har han gjort, altså hvorfor skal de jages ud? Jeg troede, han var sådan en slags butikstyv. Men det er jo helt omvendt.
– Forstår du ikke, at de snylter på ordentlige mennesker? De er kun interesserede i verdensherredømmet. De kommer her med deres åndssvage kalotter og lange skæg eller sorte hudfarve eller gule fletninger. Det ser sgu rædselsfuldt ud. De spiser ikke svin og stjæler fra almindelige mennesker. De er anderledes, HT, og hvorfor skal vi leve sammen med nogle, der er anderledes.
– Alle? Stjæler de alle sammen?
– Ja, det ligger til dem. De har det i blodet. Det er derfor, vi fortsætter kampen.
– Hvilken kamp?
– Du er vist fra et andet land. Kampen fra krigen. Krigen mod andre racer end vores egen. Føreren havde fat i noget der. Han bekæmpede både åndssvage, sindssyge, sigøjnere og jøder, kommunister og vagabonder. De skal rejse hjem, skal de. Hjem til Palæstina, Rumænien, Vagabondland eller hvor fanden de nu kommer fra. Så kan de stjæle dernede fra hinanden og gå med sjove hatte og have langt skæg og ikke æde svin, men nøjes med at være det. Nogle af dem er så snu, at de ikke tager kalotten på her og oven i købet klipper skægget af. Det er de rene barbarer. Ved du godt, de fangede Adolf Eichmann og henrettede ham her i sommer? Bare sådan?
– Jeg er helt forvirret. Jeg troede, at en smaus var en slags forbryder.
– Det kan du da have ret i. Deres forbrydelse er, at de ikke er rejst hjem endnu. Trods alle advarsler. De bliver her, bare så de kan overtage magten lidt efter lidt. Vi har været rundt til de par stykker af dem, vi ved, hvor bor og smidt breve ind til dem. Rejs hjem, inden der tilstøder jer en ulykke, skrev vi. Men det har ikke hjulpet ret meget. Der var desværre også en del stavefejl i det første brev, og så tror de nok, vi er sådan nogle dummernikser.
Horst ser meget vred ud.
– Ja, det var Ernst, der skrev det. Den idiot.

Inden jeg når at sige mere, går Horst tilbage og ud på gaden igen.
Sigge tørrer sig om sin snavsede mund.
– Åh, det gjorde godt. Jeg har sgu ikke fået noget mad i dag.
– Ja, men hvorfor ikke?
– Tja. Jeg har ikke mine forældre. Døde lige efter jeg blev født, og så kom jeg til at bo hos en onkel, men ham stak jeg af fra.
– Nå, det var da dumt.
– Nej, jeg kunne ikke andet. I begyndelsen gik det fint nok, men så blev han skilt, og da jeg var omkring 8-9 år, kom han ind til mig på et tidspunkt og begyndte at røre ved mig og sagde, at jeg også skulle røre ved ham, og først var det kun engang imellem, siden hver aften, og jeg skulle både det ene og det andet, og til sidst fik jeg bare nok, og … det gad jeg ikke, så stak jeg simpelthen af og snakkede med nogle andre drenge, der boede alene i noget nedlagt fabrik, og … vi bor stadig væk sammen. Jeg har ikke andre …
– Hvordan fanden klarer du dig så?
– Jo, nu kan jeg jo noget, og der er altid om aftenen og natten mænd, der er villig til at betale lidt for det. Der kommer også nogen fra Danmark. En er endda lærer. Tysklærer, tror jeg. Vi er flere, der …

Horst vinker til nogen af de andre, der nærmer sig, og sammen følges vi ad mod klubhuset. Jeg har lagt min arm omkring Sigges skuldre.
– Ham tysklæreren giver dog en biografbillet. Altid på sidste række. Man ser bare ikke så meget af filmen, fordi man …
Flere støder til heriblandt Lasse, der bryder ind:
– Vi skal hjemad, HT. Man kommer ikke for sent til Charmas aftensmad.
Han hilser med knyttet næve og bøjet arm, og vi begiver os af sted på den sidste del af vejen, efter at jeg har vinket til Sigge.
I morgen vil jeg spørge ham ud om den der tysklærer.

– Jeg kan ikke helt finde ud af det her, siger jeg. Ham der Sigge har da godt nok været ude for noget grimt …
– Ja, fortalte han dig, hvorfor han …
– Ja. Det lyder ikke rart. Også at han stadig gør det, nu mod betaling. Føj for helvede. Endda en lærer fra Danmark, siger han. En tysklærer!
– Det er sgu nok zackedrengen! Hold kæft, mand. Kan du ikke se det for dig i næste tysktime:
– Jo, siger jeg hurtigt. – Herr Zack, können Sie mir sagen, ob die Jungs in Flensburg teuer sind?
– Ja, hi, hi eller: Ist das besser als Kreide?
– Så har vi helt sikkert en aftalt tid hos inspektøren.
– Ja, fannerme. Nu kommer vi nok slet ikke ind på skolen mere.
– Nej, heldigvis, mener jeg.
– Tænk, det store brød til Zack og så lille Sigge.
– Sådan en lille dreng. Sgu som med et barn.
– Der er flere, der har været ude for sådan noget. De har ikke så mange andre muligheder.
– Men nu Sigge, æh, han ligner sgu bare en lille dreng, der savner sin mor, bliver jeg ved.
– Flere af dem er ikke så gamle. Meeen, de fleste er nu mellem 17 og 22.
– Hvad laver de ellers? Altså bortset fra at være med her i klubben … Jeg mener, at det er noget indviklet, hvis det her gælder alle, der ikke er tyskere eller arier. Jeg troede, en smaus var en forbryder.
– Du er sgu for naiv, HT. De skal fannerme bare hjem, hele bundtet. Det er sådan nogle, der puler små drenge …
– Det var altså hans onkel, der gjorde det, Lasse.
– Jo, men de andre gør det sgu også.
Jeg kan ikke helt finde svar. Jeg må tænke mere over det. Hvad var det, Sigfred altid sagde? Der er noget godt i alle mennesker, men der er også noget ondt i alle mennesker. Så der er noget godt i selv den værste nazist og noget ondt i selv den mest stakkels smaus. Så selv i lille frysende Sigge er der noget ondt. Ja. Selv i mig. Det var en ond tanke, der lige bankede sig ind efter de andre. Kedde. Ja, flere før ham. Da var jeg selvfølgelig heller ikke så gammel. Far. Nej, nu tror jeg, at …
– De har heldigvis hinanden som venner.
Lasse sparker til nogle visne blade fra en række høje træer og ryster lidt. Det er blevet køligt.
– Du ved jo godt, hvad en ven betyder?
– Jo, det tror jeg. Dem kan man ikke undvære.
– Nej, netop.

Lasse slår mig på skulderen, og vi skynder os.66

Vi når det og sidder og venter på aftensmaden.
– Så er der mad, brøler Charma nedefra.
Stegt lever med persillesovs er min hofret, og jeg sluger maden.
– Tag den med ro, mener Lasse. Har du travlt i aften?
– Gisela og jeg har aftalt at mødes og bare hygge lidt.
– Fint nok. Hygge lidt. Ha, ha. Så dapper jeg over til nogen venner og keder dem lidt. Vi ses bare senere.

Efter maden og opvasken, som jeg får overstået på rekordtid, går jeg op på værelset og lægger mig på sengen og kigger i et Hör Zu.
Der er trin på trappen og en forsigtig banken på døren.
– Kom bare, siger jeg halvhøjt.
Gisela fniser indenfor, ser sig om og smider sin frakke på en stol.

– Åh, jeg har sådan savnet dig. Jeg synes, du er så sød og dejlig.
– Det er du også.
– Jeg tør slet ikke tænke på, at du jo ikke kan blive her til evig tid.

Jeg sætter mig op.
– Nej. Jeg skal jo hjem. Min mor savner mig!
Hun griner.
– Ja, den er go´ med dig. Du savner vist ikke hende.
– Hvor ved du det fra?
– Man stikker ikke bare af hjemmefra …
– Derfor kunne jeg da godt savne hende?
– For det første snakker du ikke om hende. For det andet havde du ikke andet end foragt til overs for hende, da du snakkede om hendes kat. For det tredje. Det var da tydeligt for enhver, at du har det godt her og ikke savner noget, hvor du kommer fra.
– Ville du savne din mor, hvis hun evig og altid lå i druk?
– Nej, så ville jeg være ked af det.
– Det er jeg holdt op med.
– Nå, stor dreng, hvad?
– Nej, jeg må indrømme, jeg kan lide at være her hos jer, altså dig mest.
– Hvor længe vil du blive?
– Foreløbig ferien her ud. Der har faktisk slet ikke stået noget i avisen om nogen skole, der skulle være brændt i Danmark.
– Skal du slet ikke ringe hjem?
– Joo, ikke lige i dag. Måske i morgen.

– Flensborg Avis havde tre linjer om noget med en container eller sådan noget i Danmark.
– Man ved jo ikke, om man er efterlyst som forbryder deroppe eller ikke.
– Det, tror jeg ikke, du er. Så ville vi sgu have hørt det. Er du tosset? Min mor ved alt.
– Jeg skulle måske også ringe hjem for lige at sige, at jeg er her hos venner sammen med Lasse. Det kan være, min mor ellers begynder at blive urolig. Og det er ikke, fordi jeg savner hende.
– Hold op, HT. Det er bare fis. Ja, gør du det.
– I morgen vil jeg ringe hjem …
– Det lyder godt. I morgen er jeg vist færdig med at bløde. Og så kan du ikke bare nøjes med at smide strømperne …

Gisela farer op og ser på sit ur.
– Vi må være faldet i søvn. Hold kæft. Jeg har lovet min mor at være hjemme inden 22. Det er om 10 minutter. Jeg må løbe hele vejen. Farvel, min skat, kys, tak, ses!
Mens hun siger alt det, jager hun sit tøj på, smider frakken over armen og ud af døren og buldrer ned ad trappen.
Nu er jeg frisk og gider ikke rigtig sove mere lige nu. Desuden er Lasse ikke kommet hjem, og måske skulle jeg lige sludre lidt med ham. Går nedenunder og ud på gaden og nyder den friske efterårsluft.67

Næste dag starter igen med at hjælpe Claus nede ved spritbådene. Det er store mængder, de forbruger. Men det er jo også efterårsferie for danskerne, og der er en del mennesker med.
Vi slapper af efter middagsmad, hjælper Charma med at flytte nogle møbler og gør os i det hele taget nyttige.

– Jeg går lige lidt.
Jeg vinker farvel til Lasse og lægger mig lidt på sengen.
Jeg falder i søvn og vågner temmelig forvirret.
Efter et stykke tid rejser jeg mig igen og går ud for at lede efter en telefonboks. Der er ikke nogen at se. Vender om og dasker tilbage igen. Får øje på noget papir på køkkenbordet, men der er ingen kuglepen eller blyant i nærheden.
Charma kommer ind og stiller sig op i døråbningen.
– Kan du ikke få tiden til at gå? Så kan du jo hjælpe mig.
Jeg går efter hende ind i en stue, hvor hun sætter sig i en lænestol.
– Her, siger hun og klapper med hånden på armlænet. Sæt dig.
Jeg adlyder. Kigger lidt rundt i stuen, der er ganske almindelig.
En stor elefant i porcelæn står på skænken, der indeholder en masse tallerkner og glas.
– Har I tænkt over, hvordan I kan betale for jeres ophold her, spørger hun.
– Har vi ikke snakket om det? Vi vil gerne hjælpe til. Er det ikke derfor, jeg sidder her?
– Jo, HT, du er en sød ung mand. Måske kan vi finde ud af et eller andet. Med dine evner.
Hun lader sin hånd glide fra min skulder ned over ryggen på mig.
– Kom, siger hun, sæt dig her på gulvet, og peger ned foran sig.
– Hvad? Hvorfor det?
Det går op for mig, at Charma har drukket. Lugten kender jeg kun alt for godt.
– Sæt dig nu bare, siger hun og tager mig om nakken med sin venstre hånd og presser mig fra armlænet ned på gulvet.
– Hvis du nu er lidt sød mod mig, så kan vi jo sige, at du har betalt noget af …
Stemmen svømmer.
Mens den anden hånd kører ned over blusen og længere nede hiver op i kjolen, spreder hun benene og presser mit hoved ind mellem sine lår.
En skarp lugt dirrer, og jeg stritter imod, rejser mig og råber:
– Fanme nej, vamle kælling. Fanme nej.
Ude på trappen står jeg lidt, ryster faktisk over hele kroppen og skynder mig ud af hoveddøren.
Jeg går. Det gælder bare om at komme væk. Den friske luft gør mig godt. Jeg suger den ind. Tænk, at luft i sådan en by med mange snavsede mennesker og stinkende biler kan være så dejlig.

Jeg bliver ved med at gå. Lægger ikke mærke til butikker eller steder, jeg kan genkende.
Søger ned mod havnen, vender så om og går tilbage. Fortsætter i en lidt anden retning.
Men standser ud for et hus, jeg har set før. Det er herinde bagved, ungdomsklubben holder til.
Jeg ser mig omkring, inden jeg går hen til døren, der er åben, og jeg sætter mig ind.
Der er en sur lugt. Jeg går tilbage til døren, tager i håndtaget, men slipper det så igen. Sætter mig ved det store bord og lægger hovedet ned på armene og hoster kraftigt. Det lyder anderledes nede under bordet.

– Nå, er du allerede kommet? siger en stemme. Det er Horst, der smider sin frakke og sætter sig over for mig.
– Ja, jeg skal snart hjem og ville sige farvel til jer.
– Bliv nu lige lidt. Du skal da være med i aften. Det bliver rigtig sjovt. Sådan en tirsdag aften er helt uberegnelig. Man ved aldrig, hvad der kan ske. Du har da været her alt for kort.
– Neeej, jeg tror, det …
– Ikke tale om. HT, du hører med til os, gør du. Jeg kan mærke, der er noget godt i dig.

Der dukker flere op. Sigge er en af dem. Han hilser smilende på mig og sætter sig ved siden af. Der er en sær lugt ved ham.
Lasse kommer. Han siger ingenting.
Horst indleder og begynder at snakke om, hvor der skal hænges plakater op. Der er forretninger, der handler med smausserne, siger han. Han ruller et kort ud over Flensborg, hvorpå er sat nogle røde kryds.
– HT siger, at han skal hjem. Men jeg synes, han lige skal med i aften, for så ved han lidt mere om os og kan være med en anden gang.
– Hjem? spørger Lasse forbavset.
– Jeg skal nok forklare, mumler jeg til ham.
Indimellem rejser vi os, knytter hænderne og råber Juzis! Til sidst skal vi af sted med plakaterne.

Da vi forlader klublokalet, er det blevet mørkt. Vi går tavse ned mod fjorden i en lang kæde. Lasse og jeg går bagerst.
– Hvorfor vil du hjem?
– Der er noget, jeg må fortælle dig, siger jeg tøvende.
– Ja?
– Du ved, Charma, ikke? Hun …

Horst rækker hånden i vejret ved et kryds, og vi standser.
– Halvdelen denne vej, I andre denne.
Han peger, og vi går sammen med de øvrige til venstre. Mit snørebånd er gået op, og jeg bøjer mig ned og binder det.

Jeg løber efter dem og indhenter dem.
– Hvad så, Lasse. Hvad sker der så nu?
– Vent og se.
Vi går meget målbevidste. Lasse kigger fremad mod de andre.
– Jo, Jeg var alene, efter at du var gået, og så kommer Charma …
– Scheisse, siger Lasse pludselig. Horst er sgu ikke i denne gruppe. Jeg vil sgu være sammen med ham, for helvede. Kom! Vi vender om og finder de andre.
Vi standser og småløber tilbage igen for at indhente Horsts gruppe.

De er længere nede ad gaden.
Nogle af dem slås med nogen, kan vi se. Vi løber dernedad så hurtigt, vi kan.
Der ligger en på gaden, og en tre-fire af vore venner står og sparker og slår ham.
– Giv ham, råber de, og de sparker ind i siden på ham.
Lasse standser op og glor på dem.
– Hvad har han gjort, spørger jeg en af bandemedlemmerne.
– Han er sgu en skide sigøjner, du. Kommer her og stjæler.
– Hvad har han stjålet?
– Det ved jeg sgu ikke. Vi nakker ham bare.
– Ååååh, klager ham på jorden.
Jeg synes, jeg kender den stemme.
Jeg løber hen og river et par af dem til side og råber:
– Stop så, for helvede.
De standser. Lasse nærmer sig.
– Hvorfor? spørger et par af dem. -Hvad er der i vejen?
Jeg bøjer mig ned og flår hætten af ansigtet.
– Adrian! For helvede! Tænkte det nok.
Jeg ser på Lasse.
– Er det dine venner, der slår på din ven?
– Adrian? Adrian?
Lasse har bøjet sig ned over ham og rusker i ham.
– For helvede, Adrian. Kom nu. Vågn nu op …
– Flyt jer, råber jeg til de nærmeststående, der viger til siden, så jeg kan komme over på den anden side. Jeg knapper hans frakke op, så han i det mindste kan få luft.
Pludselig lyder råbet:
– Politi!
Med et er vi helt alene, Adrian og jeg.

– Er han slået ned, spørger betjenten, der kommer til og lyser med sin lommelygte ned på Adrian. Hans makker i bilen bruger sin walkie-talkie. Der lyder politisirener længere borte.
– Ja, de har overfaldet ham. Vi må have en ambulance. Vil De hjælpe mig?
Han nikker og er med til at lægge Adrian lidt mere om på siden. Hans ansigt er forslået og fuldt af blod, og han er bevidstløs.
– Kendte du de unge mennesker? spørger betjenten.
Jeg ser op. I nærheden har et par af hans kolleger i en anden bil fanget nogen af drengene. En af dem er Sigge, men politimanden, der har grebet ham, slipper ham igen og lader ham gå med et lille klaps bagi. Den anden bliver anbragt i politibilen.

– Nej, siger jeg bare. Vi kom lige forbi.
– Vi?
– Ja, min kammerat og jeg. Jeg tror, han er løbet efter hjælp.
– Nå. Godt så.

Ambulancen kommer, og hurtigt og effektivt får de ham ind i bilen og drøner derfra.
– Ja, men så vil jeg videre, siger jeg og går derfra så roligt, som jeg kan.
– Nej, hov, holdt, du bliver nødt til at tage med på stationen til rapporten.
Jeg må følge med.

Efter at have kørt et stykke tid standser bilen, og jeg følger betjentene ind i den grå bygning, der er oplyst ude fra gaden.
Der er koldt, som om der slet ikke er varme på. Jeg havner inde i et stort rum, der ligner en ventesal. Her sidder et par af drengene fra klubben heriblandt Horst.
– Hvad fanden, HT, blev du også nappet?
Horst sprutter nærmest over af begejstring.
– Ja, det må jeg da indrømme.
– Der sker ikke en skid med det her. Vi plejer at gå fri igen efter nogle minutter. Du ved, de skal bare sikre sig, at det ser ud, som om vi er i forhør.
– Hvad? I overfaldt ham sgu da.
– Det betyder ikke noget. Så længe det er en smaus, gør det ikke noget.
– Det forstår jeg ikke. Har I ikke …
– Politiet er på vor side, ser du. Har altid været.
Min mund vil ikke lukke sig.
– Ja, men, ja, men, – det forstår jeg ikke …
– Nej, det kan jeg høre, men sådan er det. Vi er sgu alle tyskere og står sammen og vil ikke finde os i den slags.

Pludselig går døren op, og endnu et par Juzis bliver ført ind. Betjente lader dem sætte sig på bænkene, mens jeg bliver kaldt ind til afhøring, og i skyndingen har jeg ikke set, om Lasse var med også.
Betjenten skriver på en skrivemaskine på sit bord og spørger efter navn og adresse.
– Hvad så du? spørger han.
Jeg forklarer indgående, og han ser på mig imens.
Så vender han sig om mod sin maskine og skriver en kort sætning.
– Skal De ikke skrive det hele ned?
– Nej, nej, det er ikke nødvendigt.
– Ja, men jeg så hele overfaldet.
– Det kan godt være, men i den slags sager foretager vi os ikke særlig meget. Nu ved vi, hvem der har overfaldet ham sigøjneren, og det er så det.
– Det forstår jeg altså ikke.
– Nej, det skal du heller ikke. Du kan gå.68

Jeg rejser mig rystende på hovedet og forlader politistationen, og samtidig bliver Horst sluppet ud. Vi følges ad til klubhuset.
Der er tavshed over hele linjen, da vi når frem. Får øje på Lasse og sætter mig hen til ham.
– Hvorfor løb du?
Lasse virrer med hovedet.
– Vi venter på de andre, siger Horst.
– Ja, men hvad havde han gjort?
Jeg har vendt mig mod Horst.
– Han er en smaus, sådan nogle skal altid gøre sig bemærket.
– Ja, men hvad havde han gjort?
– Han er smaus, siger jeg jo. Så du ikke, hvor mørk han var?
– Men han er jo en af vore skolekammerater. Lasses og min bedste ven fra klassen.
Jeg stirrer igen på Lasse, der bare kigger ned i bordet hele tiden.
Der er tavshed.
– Ved du hvad, en smaus er en smaus. Sådan er det. Uanset hvor han kommer fra. Det kan hverken du eller Lasse gøre noget ved.

Den anden gruppe kommer larmende og syngende ind. Da de ser os andre bare sidde der, stiller de spørgsmål.
– Hva så? Blev I arresteret igen? Ha, det er da ret tit, det står på, hvad?
Stemmerne stilner efterhånden lidt af. Måske mærker de et eller andet i rummet.
– Hvad sker der med jer? Er der sket noget? I siger ingenting.
En ung mand forklarer, hvad der er sket, og han gør opmærksom på, at jeg vist er et problem. Jeg? Må have set spørgende ud, for han begynder at forklare.
Først ville jeg godt være med i klubben, og så vil jeg ikke alligevel, og jeg bliver ved med at vrøvle om en klassekammerat. Han slutter af med at sige:
– Men han var fannerme mørk i hovedet, og så skal de satme ned med nakken. Og han havde nogle andre med sig. De stak sgu af.
Nogle af dem griner.

– Ja, men sådan er han slet ikke, bliver jeg ved. Jeg mener, han har vel ikke gjort noget, der skader nogen?? Jeg har fortalt de andre her, at han kommer fra samme klasse som Lasse og jeg. Han er faktisk vores ven. Det er sgu ikke en, der vil snylte på os andre, eller hvad I nu kalder det.

Lasse siger stadig ingenting.
Jeg rejser mig og ser på ham.
Han ser bare ned hele tiden. Nu sidder han og piller ved sin lommekniv.

I stedet tager Horst ordet.
– Du har ikke forstået, hvad det hele drejer sig om.
Ser på ham. Afventer.
– Forstår du ikke, at smausserne og de andre ganske langsomt overtager hele molevitten, og så bliver både du og jeg jaget væk fra hus og hjem og familie. Uanset om I går i klasse sammen eller ej. Og hvad er der så tilbage?
Hans stemme er skarp, og de andre tier stille. Alle ser på mig.

Jeg er tavs, men tankerne myldrer frem i hjernens banegård.
Horst fortsætter.
– Jeg tror ikke, du vil forstå. Hører du i det hele taget til her?
– Nej, det gør vi sgu nok ikke. Kom Lasse.
Jeg rejser mig og lader døren stå åben til Lasse.

Mine knæ ryster, mens jeg går alene tilbage. Flere gange vender jeg mig om, men der er ikke nogen bag mig.
Husene tårner sig op og hælder alle ned mod mig. På fortovet ligger der hundelorte, som jeg forsøger at undgå. Der er ikke megen trafik i aften. Oktoberaftenen er kold og ikke for ældre.
Jeg må standse et øjeblik og støtte mig til en mur. Jeg har ondt i maven. Bliver også en smule svimmel og får vand i øjnene. Det må være den kolde efterårsluft. Kigger mig tilbage igen, men Lasse viser sig ikke.
Jeg tørrer øjnene og vakler videre. Jeg snuser til mig selv, og alt ved mig lugter.

Efter at have travet rundt i lang tid helt alene i verden finder jeg Giselas hus og går ind.
Big Mama sidder i køkkenet og ryger en smøg.
– Hva søren, HT, du her?
Hun kigger på sit ur.
– Det er jo næsten midnat.
Jeg ryster på hovedet og falder ind over en stol.
– Hov, hov, er der noget i vejen? Jeg tror da, du er syg, mand. Kom her. Du ser sgu sådan ud. Hvor har du parkeret Lasse så sent, og skal I ikke være hos Charma nu? Du er da godt nok bleg i ansigtet.
Hun lægger en våd klud over panden, og den køler fint. Sidder med mig med den ene arm om nakken, og den anden holder kluden. I et svagt øjeblik føles det som hjemme hos Elna.
– Jeg tager hjem i morgen tidlig, siger jeg og søger at klare stemmen. Ville godt nu straks, men det er vist ikke muligt.
– Det må jeg sige. Der er sket noget, ikke? Men du gør naturligvis, som du vil, svarer hun og giver ikke slip på mig.
Jeg gør heller ikke modstand.
– Lugter jeg ikke?
– Jeg er vant til det, der er værre, min skat. Hvad er der sket?
– Min mor er meget syg. Så derfor må jeg hjem straks i morgen tidlig.
– Jo, det er da det eneste rigtige. Men hvorfor kommer du her? Skal du ikke sove hos Charma?
Jeg ryster på hovedet.
– Jeg kunne ikke komme ind deroppe, døren var låst.
– Nå! Det forstår jeg ikke. Hun plejer aldrig nogensinde at låse. Skal jeg få Claus til at køre dig derop?
Jeg ryster ihærdigt på hovedet.
– Nej, jeg vil helst blive her.
– Selvfølgelig kan du bare overnatte her. Hvad med dine ting?
– Dem henter jeg i morgen tidlig.
– Du tager din gamle seng deroppe.
– Tak, Mama.69

Jeg vågner ret tidligt og står op og kigger mig om. Trøjen er stadig foldet pænt sammen oven på skabet. Jeg har ikke brugt den endnu. Lommelygten og kniven lægger jeg derop også. Jeg står lidt. Så tager jeg det alligevel med nedenunder.
I køkkenet tager jeg lidt brød og skriver en seddel.
”Tak for mad og det hele, hilsen HT” og lægger trøjen og de andre to ting under sedlen, så kan de gøre med det, hvad de vil.
Resten af mine ting er oppe hos Charma. Den sjove dørklokke lyder, da jeg forlader huset. Sidste gang var det med et klaps i røven, nu er det nærmest kys uden klap, selv om Big Mama ikke er at se.
Det er en lang vej op, men luften er frisk med lidt vind. Mit varme ansigt køles dejligt, og jeg går rask til. Maven kører lidt rundt.
Der er ikke megen trafik i de mørke gader, brune og gule blade hvirvler rundt på fortovet, det er nok snart vinter, tror jeg.
Alt ser lukket og slukket ud, da jeg når Charmas hus. Jeg lister op ad trappen og ind på værelset, Lasse sover endnu.

Men der ligger en til i sengen. Først kan jeg ikke se det her i mørket, men jeg venter bare. Stryger håret væk fra øjnene, står helt stille og lader øjnene vænne sig.
Langsomt bliver skikkelsen tydeligere og tydeligere. Med et suk vender den sig om mod mig, og jeg ser Giselas sovende ansigt.
Så vender hun sig igen og afslører et par hvide baller uden for dynen. Jeg står uden en lyd.
Der er fuldkommen stille i huset. Måske er der simpelthen ikke andre.
Jeg vender mig om mod skabet og tager mine ting. Forsigtigt for ikke at vække de to.
Så lister jeg ud igen.

Går ned mod havnen og hurtigere end opad. Sparker lidt til bladene undervejs og snakker også lidt med mig selv. For første gang i flere år. Men holder hurtigt op igen.
Nede ved fjorden skutter jeg mig i den krappe blæst og venter på, at Mürwik skal sejle første tur.
Hun plirrer med øjnene bag de tykke briller derinde i glasburet:
– Skal du bare have én billet?
– Kan du se andre bag mig?

Flensborg forsvinder bag mig. Skibsværftets mange kraner glider agterud, byens lyde skrues ned, og Mürwiks motor høres tydeligere. Der er trods alt noget beroligende over dens lyde.

– Skulle det være en øl, spørger tjeneren.
– Nej tak, for helvede.
Der er ikke mange mennesker med denne formiddag. En sløv sejltur. Ferien er ved at være forbi.
Da skibet lægger til kaj, passerer jeg et bord, hvor der sidder tre unge mennesker med sjove frisurer. Håret går sådan lidt ned i panden og er klippet lige over. Det har jeg ikke set før og standser. Mit hår går også ned i panden, men det er ikke klippet lige over.
– Give me a beer, siger den ene grinende op til mig.
– Oh, shut up, John, siger den anden.
Allerede fulde på den her tid? Englændere?

På molen bliver jeg standset af pasbetjenten.
– Må jeg se dit pas?
– Jeg holder det jo her. Er det svært at se?
– Hov, hov, unge mand. Vil du låne en kam? Vi har nok fået det forkerte ben ud af sengen i dag, hvad?
– Jeg ved ikke, hvad De har. Jeg har ikke.

Jeg går op gennem skoven og sparker undervejs til kviste og løv og grene, der ligger smidt på stien. Cyklen ligger præcis, hvor jeg smed den. Samler den op, børster et par blade og smågrene væk og cykler hjemad.
– Hallo, råber jeg, er der nogen hjemme?
Ingen svarer. Ingen er i soveværelset. Arnold er nok på arbejde.
Katten er her heller ikke. Jeg sparker til en stol i stedet og undersøger alle værelser og lader samtlige døre stå åbne. Stuedøren glider i af sig selv, så jeg må vende om og åbne den helt op. Da den stadig synes at gå i, laver jeg en stopklods af papir og stikker ned under den.
Jeg sætter mig ved køkkenbordet og spiser en leverpostejmad. Går ind på mit værelse. Tager så overtøj på igen og efter en lang tur står jeg uden for Købmand Taborsens butik. Dørklokken klemter. Jeg ser ingen Arnold, men spørger den unge pige, hvor han er.
Hun nikker med hovedet skråt bagud, og jeg går gennem en dør ud bagved.
Der står han og kæmper med nogle store brune papkasser, der står lige så sirlige i rad og række alle med en rød trekant foroven. Da han ser mig, kommer han straks hen til mig.
– Nå, der har vi dig. Skulle du ikke kun være hos Lasse en dags tid?
– Jo, men det trak ud, og vi kunne ikke vore replikker.
Jeg forklarer. Hans øjne flakker hele tiden til siden.
– Din mor er blevet indlagt, så derfor var hun også interesseret i snart at høre fra dig. Hendes kat er kommet i pleje hos naboen. Jeg ville have ringet til dig i dag.
– Mnnn.
– Vi vidste jo godt, at du var i Flensborg sammen med Lasse.
– Hvorfra vidste I det?
– Da vi vidste, at det var ham, du skulle besøge den aften, så fik vi et telefonnummer Jeg ringede til hans mor. Ja, det er en lang historie. Den må du få senere. Men hun fortalte os, at Lasse tit var i Flensborg hos noget familie og kunne være der i dagevis, og …
– Aha.
– Din mor er alvorligt syg.
– Alvorligt syg?
– Ja. Og det er ikke druk.
Han folder en kasse sammen og sætter den hen til de andre.
I baggrunden ligger der stabler af varer af alle kategorier, de tårner sig op, og mange af dem kan let kendes på de mærker, der er sat på dem. Dåser med madvarer fra Plumrose. Øl fra Carlsberg. Sukker, mel, havregryn.
Det er meget at holde styr på.
– Skal du holde orden i alt det her?
Han nikker, mens han stuver flere kasser sammen.

– Inspektøren har ringet til mig. De mener, du vil have bedre af at skifte skole. Han sagde, at der var begået hærværk på nogle af skolens containere, og hele cykelskuret er brændt ned, og at de mistænker dig og Lasse for det. Kender du noget til det?
– Ja, det kender jeg en smule til. Men jeg har ikke væltet containerne eller sat ild til noget.
– Det er du sikker på?
– Stensikker.
– Han sagde, at de ikke ønsker dig tilbage. Har du været med til at overfalde en klassekammerat? Det nævnte han. Det var det værste, sagde han.
– Jeg har da givet en et par på ørerne.
– Kristian Goldstein, ikke?
– Mnnn.
– Ja, jeg kender jo lidt til hans far her fra forretningen. Nu må vi se. Foreløbig skal vi have efterårsferien overstået. Der er kontakt med kommunen.
– Han sagde ellers, at de skulle snakke om det på et lærermøde efter ferien.
– Når du også har været indblandet i et overfald på en uskyldig kammerat, så …
– Han var ikke uskyldig. Er der nogen, der er det? Og hvorfor er der kontakt til kommunen?
– På grund af alt det der med dig. Hvis du skal på en anden skole.
– Mnnn. Det, synes jeg, er noget underligt noget. De kan da ikke smide mig ud for noget, jeg ikke har gjort.
– Inspektøren sagde, at det var ham, der bestemte. Han ville ikke have elever, der overfaldt andre.
– Den lille, enarmede kokassedirektør.
– Hov, hov, HT, sådan snakker man ikke om andre.
– Det har jeg lært i udlandet.
– Men du er i Danmark. Her snakker vi ordentligt til hinanden.
– Synes du? Det er da ikke alle, der gider snakke ordentligt til hinanden, ved jeg. Nogen snakker slet ikke.
Arnold hører det vist ikke. Han har taget to kasser og sat dem oven på nogle andre.

– Jeg skal arbejde længe i dag, så du må selv tage bussen til Sønderborg og besøge din mor.
Han tørrer sig over panden og tager to andre kasser.
Jeg vender mig om og går.70

– Hej Hans Theodor, godt du kunne komme.
Jeg skynder mig at rede mit hår pænt bagover, så det sidder ordentligt.
– Du ser da frisk ud, mor.

Mor ligner skind og ben, og hendes hud er så lys, så den næsten er gennemsigtig. Der er slanger ind og ud af hende. Hun ser ikke spor frisk ud.
– Men det er jeg ikke. Jeg skal snart dø, Hans Theodor.
Mit ansigt fryser fast, og jeg kan ikke bevæge mund eller øjne.
– Du skal ikke være ked af det, Hans Theodor. Det er ikke din skyld.
– Mnnn.
– Jeg ved godt, jeg har svigtet dig i lang tid. Det var jo også derfor, du skulle hjem og bo hos mig og Arnold.
Hun stryger mit hår til den ene side, men det bliver ved med at falde ned i panden, og jeg vrider mine hænder. Sidder helt tæt på sengen. Det er en lille stue og kun med plads til en seng. Stuen har de samme blåmalede vægge som hjemme. På det lille bord står en lille buket halvvisne blomster.
– De er fra Arnold.
– Jeg har ingen penge …
– Det er altså helt i orden, min dreng.
– Jeg troede jo, at du var begyndt at drikke igen. Med snapsen …
Jeg piller ved en serviet.
– Ja, det ved jeg godt. Men det var jeg ikke.
– Nej.
Nu hvisker jeg næsten. Mors hånd går op og ned ad min arm.
– Jeg ville så gerne være en god mor og forsøge at indhente det forsømte. Derfor skulle du tilbage til mig.
– Mnnn.
– Den aften, hvor du stak af hen til Lasse og bagefter til Flensborg, ville jeg så gerne have, at du var blevet, for jeg havde det ikke godt, og Arnold var på arbejde.
– Da jeg kom hjem, måtte jeg stikke af fra politiet, for de holdt jo og ventede på mig.
– Nej, Hans Theodor. Det var ambulancen, der hentede mig.
– Nå. Var det det?
Jeg tager mors hånd.
– Det var en rigtig dum aften.
– Skidt. Inden jeg dør, må jeg fortælle dig noget, der er vigtigere. Jeg har længe villet sige det til dig, og det skal snart være.
– Ja?
– Din far og jeg har ikke haft noget lykkeligt ægteskab, og det kommer nok ikke bag på dig. Vi var unge og forelskede det år, året efter besættelsens afslutning, og en aften var vi i biografen i Haderslev, og vi cyklede hjem i den lyse sommernat. Undervejs passerede vi en græsmark, der duftede så dejligt, og ja, så kan du måske regne ud, hvad der skete. Jeg var 22 og din far kun 19. Man kan næsten påstå, at vi var børn. Tænk på, hvis du lå i med en pige, og hun blev gravid.

Jeg sidder noget uroligt på stolen ved siden af sengen, men nikker. 19 er en høj alder i forhold til min. I den alder har de både kørekort og en Ford Anglia og kæreste og arbejde.
– Man kan da ikke helt sammenligne …
– Vi var meget forelskede, og selv om mine forældre advarede mig mod Kristian, jeg tror, vi har hørt lidt forskelligt om ham, så var jeg helt forblændet.
– Hvad havde I hørt om ham?
– At han var yngste barn og smækforkælet og samtidig en charmetrold, der altid fik sin vilje.
Charmetrold kan godt passe. Jeg tænker på flere gange, hvor han har været anderledes, når vi havde besøg af andre piger, eller hvis vi var ude i byen.
– Et stykke tid efter opdagede jeg, at jeg var gravid. Og der blev han sur. Kristian ville ikke under nogen omstændigheder være far på det tidspunkt, for han var slet ikke færdig med at være ung mand, der går i byen og træffer damer og skal prøve en masse ting af.
– Kunne du ikke have fået en abort?
– Nej, det kunne man ikke sådan ude videre. Jeg fejlede jo ikke noget.
– Hvordan afgjorde I det så?
– Vi mødtes hos dine bedsteforældre, hvor alt blev lagt frem. Din farfar var meget kontant og sagde direkte til din far: Du må tage konsekvensen og gifte dig.
Ja, men far, sagde Kristian, det – det har jeg slet ikke lyst til. Måske elsker jeg ikke Sus længere.
– Og så sagde din farfar: Det er ikke længere lysten, Kristian, der driver dig som ude i græsmarken. Nu er det pligten. Du har måske gjort noget, der var dumt, og derfor hænger du nu på den.
– Men ingen spurgte mig, for så ville de have fået at vide, at jeg ikke længere var forelsket i ham, og at jeg var lun på en chauffør fra Haderslev, der hed Marius.
– Altså faktisk før jeg blev født?
– Ja. Vi kom hemmeligt sammen et stykke tid, og ingen vidste det. Du er den første, der får det at vide.
– Nå. Vidste far det ikke?
– Jo, men det var han ligeglad med. Han var så egoistisk, at han kun kunne se sig selv. Forstår du, det var så forfærdeligt. For din morfar og mormor fortalte mig, at det var min pligt at gifte mig med din far. De var jo lige som farfar og farmor.
– Så i virkeligheden var der ingen af jer, der egentlig havde lyst til at blive gift med hinanden?
– Nej. Du var bindeleddet mellem os. Du fik os til at holde sammen fra starten. Du var skyld i, at jeg blev ved og holdt fast i din far, så vi kunne få en rigtig familie.
– Men også den, der var skyld i jeres dårlige ægteskab?
– Nja, en lidt pudsig måde at sige det på.
– Ja, men det er sådan, jeg forstår det. Hvis jeg ikke havde været der, kunne I bare have ladet være med at blive gift. Ingen ville have tvunget jer.
– Åh …
Mor lægger sig tilbage på puden og lukker øjnene.
– Hvis du bliver træt, mor, så holder vi da bare pause?
– Nej, nej. Det er måske lidt overvældende. Du forstår, min familie var oprindelig tyskere, mens din fars var ærkedanskere, og så der lige efter krigen var det ikke så godt, hvis man havde de forkerte forbindelser.
– Så far og du havde slet ikke lov til at gå i biografen sammen dengang?
– Det kan man godt sige, men vi stak af. Hvad gør man med forelskelse? Vi var begge ramt. Tror jeg.
– Det var farfar, der fik jer gift bagefter?
– Det var i hvert fald ham, der fortalte din far om konsekvenser. Han blev nødt til at gifte sig med mig, og det gjorde vi så i foråret 1947, lige da han var fyldt 20, og jeg stadig var 22. I april blev du født, og i begyndelsen gik det meget godt. Da var morfar og mormor og onkel flyttet derfra.
– Fordi de var tyskere?
– Nej, de var jo blevet danskere allerede efter 1. verdenskrig, som morfar blev såret i; jeg tror, det var mere, fordi de var tyskervenlige, ikke nazistvenlige.
– I boede i Vojens, ikke, et stykke tid?
– Jo og havde det som sagt godt.
– Men ikke længe?
– Der var det ved det, at din far slet ikke var klar til ægteskabet og alt det, der følger med. Uroen sad i ham. Jeg kunne mærke det. Og han hadede dig. Han ville aldrig skifte ble på dig, og han rasede over dig, når du græd, som spædbørn jo gør. Jeg var helt bange for at lade ham være alene med dig.
– Så allerede der var han vred på mig?
– Ja, i den grad. Det er kun mig, der elskede dig overalt på jorden, det kan du stole på. Uden mig var du nok blevet bortadopteret.
Mor stønner pludselig højt og lægger ansigtet om til den anden side.
– Er du … bliver du dårlig, mor?
Jeg farer op og hiver i snoren, som jeg har fået besked på af sygeplejersken, og hun kommer løbende meget hurtigt derefter.
– Du må hellere lige gå ud så længe, så ser vi på det, siger hun bestemt, så jeg opfatter det mere som en ordre.
Går ud på gangen og kigger på billederne på væggen og traver lidt frem og tilbage, urolig og nervøs.
Så kommer hun ud.
– Din mor er blevet træt og skal hvile sig. Jeg vil foreslå, at du kommer igen på et senere tidspunkt, så skal hun nok være frisk igen.
Jeg nikker og forlader hospitalet.

Sønderborg ligger udbredt foran mig, og sundet strækker sig, så langt øjet rækker. Den skarpe luft gør godt.
Jeg driver om til biblioteket og leder efter en god bog.

Heldigvis er der ikke en kat til at forstyrre mig under aftensmaden. Jeg tager bare nogle leverpostejmadder, da telefonen ringer.
– Hej, det er Lasse.
– Ja, hej.
– Øh, jeg tænkte, om vi to skulle mødes og hygge os. Hvis du kan.
– Jaa, måske, Lasse. Vi har da noget at snakke om.
– Hvorfor ville du pludselig hjem? Jeg mener, vi havde sgu da noget sammen, og selv om du var noget tvær i det, så regner jeg da med, at vi stadig er venner …
– Charma mente, at jeg skulle betale for opholdet.
– Jo, men vi fik da en ordning, så …

Jeg fortæller Lasse om Charmas tilbud.
– Nå da, det vidste jeg ikke. At hun kunne være sådan. Ja, man må være forberedt på lidt af hvert derovre.
– Jo, enig, men synes du ikke, hun fanme er så vammel?
– Mnnn.
– De der Juzier. Jeg tror ikke, jeg …
– Hvad mener du?
– Ja, jeg er satans i tvivl, du ved, også det med Kedde.
– Da du slog Kedde, så jeg i dine øjne, at du fik det, som jeg har det nogle gange.
– Hvordan?
– Du nød det, HT. Du kunne lide at slå ham fordærvet. Indrøm det.
– Jeg blev bare så rasende på ham, og så har jeg måske svært ved at styre mig.
– Bla bla bla. Kan du ikke selv høre, hvor dumt det lyder? Hvorfor vil du ikke bare indrømme, at du …
– Hold nu kæft. Min plejefar sagde engang, at ingen burde være for stor til at indrømme en fejl. Det har jeg tænkt lidt over.
– Du mener det med Kedde?
– Jeg håbede, du ikke ville nævne ham igen. Den idiot.
– Det gjorde jeg altså, fordi du overfaldt ham. Og hvad med din far og det der? Overfaldt du ikke også ham på en måde?

Jeg sukker. Røret er blevet noget varmt.

– Der er altså mennesker, der ikke hører til hos os, fortsætter Lasse.
– Hos os? Hvad med dig og din mor. I hørte da heller ikke til her, da I flygtede fra Ungarn i 1956.
Jeg kan høre Lasse trække vejret tungt i telefonen.
– Jeg føler faktisk som dig, at jeg heller ikke hører til her. Hvor hører jeg egentlig til?
– Du er alligevel født og vokset op her …
– Uden ordentlige forældre er man hjælpeløs eller føler sig hjemløs. Som at spille ludo og hele tiden blive slået hjem.
– Vi to har da vist meget at snakke om …
– Lige nu er det ikke særlig godt, for min mor er meget syg, og jeg skal besøge hende på hospitalet, så …
– Jeg er smidt ud af skolen. Inspektøren har ringet til min mor og sagt det. Mest på grund af det med Kedde.
– Det er jeg sgu også. Det siger Arnold, min mors mand, du ved. Ja, fordi Kedde alligevel sladrede derhjemme.
– Han sku´ ha´ nogen bank!
Vi kan ikke lade være med at grine.
– Vi er som de hjemløse Juzier.
– Ikke helt, synes jeg. Hvad med Adrian?
– Hvad mener du?
– Har du snakket med ham?
– Nej.
– Jeg forstår dig fanme ikke. Du var endda selv inde på, at han skulle med til det der containerafbrænding, og nu er det, som om Adrian er din fjende.
– Halleluja. Du lyder sgu helt religiøs.
– Du kender mig og ved selv, at det er noget forbandet sludder.
– Han er sigøjner, HT.
– Pis mig i øret. Og du er ungarer.
Jeg kan høre i røret, at Lasse sukker.
– Hva så med Gisela? Skal du ikke se hende igen?
– Hende er jeg ligeglad med. Hun bliver som sin mor, hvad enten hun vil det eller ej.
– Jeg ved ikke, hvor du har det fra. Men du ringer, hvis det falder for.
– Hils Gisela, næste gang I skal ligge sammen.
– Hvad?
Jeg lægger på og går ud i køkkenet og vil spise min mad færdig.
Men inden ringer telefonen igen.
– Hun var altså smadder ked af, at du bare var taget af sted uden at sige det til hende …
– Nå, og så blev du nødt til at trøste hende?
– Jeg har sgu ikke bollet hende. Desuden havde hun det røde. Du tænker helt forkert.
– Det gør jeg altid. Jeg skal sådan set bare gøre og sige det modsatte af det, jeg tænker.
– Ja, det var bare det, jeg ville.
– Fint nok, Lasse. Du har ret. Vi to har meget at snakke om endnu.71

Efter en lang og drømmeløs nat er jeg frisk igen næste morgen. Jeg tager straks efter morgenmad til Sønderborg og driver lidt rundt i byen, indtil klokken nærmer sig besøgstiden.

– Hej mor, nå, har du fået hvilet dig?
– Ja, det tror jeg. Pludselig kunne jeg vist ikke mere.
– Du fortalte om, at I blev gift og fik mig lige efter, men så ville far ikke være far alligevel, hvad så med dig?
Hun retter sig lidt op, tager en slurk vand og rømmer sig. Hun er så bleg, at jeg synes, jeg kan se vandet ned gennem halsen på hende.
Blomsterne hænger.

– Det var mig, der skulle tage sig af dig. Det gad han ikke, eller han ville ikke. Din far havde mange andre kvinder, især i den første tid. Det var, som om han ville have det hele. Både være voksen og ansvarlig, som farfar havde fortalt ham, han skulle være og samtidig den unge mand, der ikke har løbet hornene af sig, som man siger.
– Det var du ikke glad for?
– Nej, specielt ikke fordi jeg også gik ind i det ægteskab mere af pligt end af kærlighed til din far. Jeg var ofte alene med dig, mens han turede rundt, og det var måske godt nok for dig, så selv om du måske tvivler, synes jeg selv, at jeg var der hele tiden for dig. Som sagt hadede han småbørn, især dig. Han var blandt andet soldat i Næstved og havde mange kærester der.
– Jeg føler, jeg har spildt mit liv, Hans Theodor.
– Men I holdt sammen alligevel?
– Vi følte nok begge klart, vi var nødt til at gøre, som vore forældre sagde. Dengang var det anderledes alvorligt end i dag, hvis man skulle have et barn. Farfar hjalp ham meget, både med penge og med snak.
– Hvad med farmor?
– Hun prøvede at holde hånden over ham. Men det var svært, for også farfar havde somme tider noget kørende.
– Hvad?
– Ja, en aften kom han ikke hjem, og hun opdagede, at han havde siddet på bar i Vojens med en fræk dame. Da var han 58 år. Så det lå til den familie.
– Men altså, I holdt ud?

– Din far slappede efterhånden lidt af med alle de kvinder, men til gengæld blev han mere og mere utilfreds. Lige meget hvad jeg gjorde, var det sjældent godt nok, og da du begyndte i den store byskole, gik det helt galt. Jeg begyndte at drikke, og vores forhold gik i stå. Han sagde flere gange, at han havde spildt sit liv og følte, at det havde jeg også. Han ville så meget, og han følte bare, at han ikke havde nået noget som helst, og at du var skyld i det hele. Men det fortalte han aldrig til dig eller til andre.
– Han havde da en fin stilling.
– Den havde farfar skaffet til ham, og det var heller ikke så godt. Han påstod, at han aldrig fik lov at vise, hvad han selv kunne og ville. Hvis det er rigtigt, at han var forkælet som dreng, så ramte denne forkælelse ham nu i nakken som en boomerang.
– Er du ikke træt, mor?
– Jo, nu kan jeg snart ikke mere. Vi skrev også kærestebreve til hinanden dengang, som vi gemte i en gammel kuffert, men vi endte med at smide dem ud. Din far brændte dem vist nede i haven en aften. De var heller ikke værd at gemme.

Jeg henter frisk vand til blomsterne, står et øjeblik over vasken, mens vandet løber. Der er en ubestemmelig lugt her på hele hospitalet, af medicin, af læge, af døde patienter.

– Jeg er glad for det, du har fortalt mig.
– Det håber jeg. Så, Hans Theodor, nu bliver du nødt til at gå, for nu skal jeg sove lidt igen. Vi ses i morgen, ikke?
– Jo, jeg kommer i hvert fald igen. Jeg ved ikke med Arnold …
– Farvel, min skat, hvisker hun.
Jeg knuger hendes hånd, der er slap og kysser hende på kinden. Den føles kold.

Jeg går direkte ned til rutebilen på stationen og kører hjem til et tomt og mørkt hus. Arnold er stadig på arbejde. Jeg tænder så meget lys, som det er muligt, faktisk finder jeg nogle stearinlys, som jeg også tænder, og jeg tænder for radioen og skruer op for musikken. Jeg tænder også fjernsynet, men der er ikke noget før klokken otte. Slukker det igen og kommer i tanker om rullegardinerne. Dem hiver jeg ned alle steder, så rudernes mørke firkanter forsvinder. Jeg åbner alle døre og synger højt med på Oh, Marie, a vil hjem til dei, og da Four Jacks klinger ud, bliver den afløst af Mor er den bedste i verden med en eller anden Victor, men jeg skynder mig ind i stuen og slukker for radioen og sætter mig igen bag mit skrivebord og tygger på en leverpostejmad. Bagefter lægger jeg mig på sengen og lukker øjnene.

Yderdøren går, og jeg vågner. Det må være Arnold, der langsomt kommer op ad trappen. Det ligner ham ikke.
Så står han i døren ind til mig.
Jeg ser, at han er helt rødøjet. Jeg rejser mig. Han siger ingenting.
– Hvaaaaad?
Han omfavner mig.
– De har lige ringet fra hospitalet. Din mor er død, Hans Theodor.
Han græder og lugter af sved. Jeg holder ham lidt ud fra mig og ser efter, om der falder tårer ned på min trøje. Sådan står vi lidt. Så slipper han mig og går ind i stuen. Jeg sætter mig igen. Hvem skal nu lave aftensmad?
Jeg går ned og tager min cykel og cykler ud i skoven. Det er en rigtig skovcykel, og jeg fræser op og ned på bakkerne, frem og tilbage og sveder og bliver ved og ved.
Nu er jeg alene i verden, hvis jeg ikke har været det før. Næsten helt alene. Jeg har jo min cykel.72

Det bliver en lang nat. Jeg vågner utallige gange. Mit værelse er mørkt og koldt. Sådan har jeg også været over for mor. I stedet for at hjælpe hende har jeg brugt vores sidste tid sammen på at lede efter snapseflasker. Min søvn er urolig. Jeg skiftevis fryser og sveder, men min hovedpude er ikke bare våd af sved.
Jeg er uendelig længe om at stå op. Dagen er grå og våd. Det småregner, og Arnold er vel på arbejde. Det er også lige meget. Det hele er lige meget. Vejret passer godt.
Det ringer på døren. Udenfor står en mand og en dame.
– Hanne Hack fra socialkontoret og Preben Damm fra politiet. Må vi komme indenfor?
– Ja, værsgo.
Jeg viser vej op ad trappen og går forrest ind i stuen. Mens jeg peger på et par stole, ruller jeg gardinerne op og trækker de andre fra, så der kan komme lys ind. Det er nu ikke så meget, men nu kan vi da se hinanden.
Jeg sætter mig også.
– Ja, Hans Theodor, vi er jo kommet, fordi du er havnet i en trist situation. Først må jeg sige, at jeg er ked af det med din mor. Hvordan har du det?
– Mnnnn.
– Vi er også her, fordi vi skal have styr på dig. Hvis det ikke er så rart for dig i dag, kan vi udsætte det til i morgen.
– Nej, det er fuldstændig … nu er I jo alligevel her …
Hun ordner sine papirer, mens politimanden læner sig over mod mig:
– Jeg vil gerne vide, hvad du har med hærværket og branden på kommuneskolen at gøre. Du blev jo set af en lærer den aften i selskab med en kammerat fra klassen, ikke sandt?
– Jo.
– Svar mig så ærligt: Har du været med til at sætte ild til skolen?
– Nej, det har jeg ikke sådan direkte.
Han ser forskende på mig, og damen rykker sig på stolen.
– Men hvorfor stak du så af til Flensborg?
– Stak af og stak af. Jeg blev bange.
– Det var der vel så ingen grund til.
– Somme tider bliver man bange alligevel.
– Havde din kammerat, Lasse, noget med branden at gøre?
Jeg trækker skulderen op og ned.
– Altså ved du det ikke, eller vil du ikke sige det?
– Ja.
– Ja til hvad?
– Ja til begge. De må selv spørge ham.
– Han er efterlyst af det tyske politi for flere overfald og adskillige tyverier i Flensborg. Er det noget, du kender til?
– At han er? Nej, det vidste jeg ikke. Det tyske politi er vist ligeglad med overfald.
– Men kender du til, eller lad mig sige det sådan: Har du selv været med til overfald og tyverier?
Igen vælger jeg at trække på skulderen.
– Det har du altså.
– Sådan kan De da ikke se det.
– Vi ved, hvor I har boet i Flensborg. Det tyske politi har sendt os alle informationer.
– Nå.
– Vi ved også, at en – han kigger i sine papirer – Goldstein har fortalt inspektøren på skolen om et overfald på sin søn, Kristian. Kender du noget til det?
– Åh, vi er lidt uvenner og så for vi på hinanden. Mere er der da ikke i det. Det er vel ikke værre, end når Sonny Liston går i ringen. Han får endda penge for det.
– Det er dit held, at han ikke har anmeldt det, faderen.

Fra en pose tager Preben Damm en lommelygte, en kniv og en trøje frem.
– Er det noget, du kender til?
– Nej.
– Det tyske politi siger, at det blev fundet der, hvor du boede, og de er stjålet fra flere forskellige butikker i Flensborg.
– Nå.
– Passer det ikke, at du sammen med Lasse har stjålet fra butikker i Flensborg?
– Nej.
– Og sammen med ham har du været hos den der ungebande i byen, de såkaldte Juzis?
– Kun kort.
– Så du kender til overfald?
Jeg vrider mig fra den ene til den anden side.
– Jeg har set et, efter at det var sket.
– Var det Lasse, der overfaldt?
– Nej, det var tyskerne selv. Vi kom først bagefter.
Preben Damm noterer ned på sin blok.

– Du har også hjulpet med at bære en masse kasser ud på en spritbåd i havnen, ikke?
– Jo.
– Og ham, du hjalp, hed han Claus eller Anton eller?
– Det kan jeg ikke huske.
– Han havde en hvid varevogn, ikke?
– Jo.
– Nå, så var det Claus, ikke.
– Det var det nok så.
– Har Arnold nogensinde talt med faderen til ham Kristian, som I overfaldt?
– Ja, men det var før.
– Tak. Og det er du sikker på?
– Ja, helt. Jeg kan huske, at jeg undrede mig, hvad Arnold skulle snakke med Keddes far om. Men så glemte jeg alt om det igen.
Hanne Hack lægger sin hånd på Damms lår og ser på ham.
– Nu er det vist …
– Ja, det er i orden. Du slipper foreløbigt for i dag, men hvis vi har brug for flere oplysninger, hører du fra mig.
– Ja.

Vi sidder tavse i lang tid.
– Hvad så med dig nu? Hvordan forestiller du dig din fremtid, Hans Theodor?
Hanne Hack ser spørgende på mig og holder hovedet lidt skråt.
– Jeg kan vel bo her.
Hun kaster et hurtigt blik på politimanden.
– Det bliver svært, er jeg bange for. Arnold har ikke adopteret dig, og du er de facto forældreløs, og skolen ønsker dig ikke tilbage.
– De facto?
– I virkeligheden. Juridisk.
– Javel.
– Så, Hans Theodor, hvad kunne du nu forestille dig? Du har en onkel i Sverige, ikke?
– Jo.
– Kan du flytte op til ham?
– Mnnn. Har I snakket med ham?
– Nej, ikke endnu. Vi ville lige spørge dig først.
– Jeg vil helst blive her. Eller, ja. Jeg har ikke hørt fra min onkel i flere år.
Jeg må hellere forklare mig lidt tydeligere.
– Det er ikke det samme, mumler jeg.
– Hvad mener du med det?
– Altså som i gamle dage.
Igen er der tavshed. Hvem vil have med en dreng at gøre, der både er voldelig og fræk og morder og forældreløs?

Hanne Hack kommer frem med sin sidste idé:
– Kunne du tænke dig at komme tilbage til din gamle plejefamilie?
– Ja, men kan det lade sig gøre?
Jeg løfter ansigtet mod hende.
– De vil gerne, og kommunen har ikke nogen betænkeligheder.
– Det tror jeg godt, jeg ville.
Jeg kan ikke finde mit lommetørklæde. Det er ikke i lommen.
– Jeg kan se, at du bliver glad for den løsning, Hans Theodor.
Jeg kan ikke rigtigt sige noget, så jeg nøjes med at nikke.

Så rejser de sig.
– Har du nogen, du kan snakke med?
Jeg nikker bare endnu mere, selv om det er løgn.
– Så vil vi gå. Jeg lægger mit telefonnummer her, og du er velkommen til at ringe, hvornår du end har brug for det, ikke?
Jeg nikker igen.
Hanne Hack vender sig i døren:
– Jeg vil gerne komme til din mors begravelse. Ved du hvornår, den er?
Jeg ryster på hovedet. Har helt glemt, at min mor er død. Det har jeg overhovedet ikke tænkt på det sidste kvarter.
– Kan det være onsdag?

Jeg går lidt rundt i lejligheden. Havner på toilettet, hvor jeg vasker mig lidt i ansigtet. Oppe i stuen trækker jeg nu gardinerne helt op og de andre helt fra. Så går jeg ned i skuret. Det småregner stadig, men ikke ret meget. Tager min cykel og kører langsomt af sted. Ud i skoven. Ud til de mange træer. De står der, side om side, række efter række. Så mange er de, at man næsten ikke kan tælle dem. I dag kører jeg ikke tosset, og jeg får lyst til at fløjte i vilden sky.73

Mange træer giver en hel skov.
Jeg cykler hjem igen. Der foran lågen holder Polle og Adrian og venter.
– Hej, I to hængerøve!
– Hej HT! Vi skulle lige til at cykle hjem igen.
– Er I her? Det er sgu da noget af en overraskelse. Er du frisk igen, Adrian?
– Ja, det er jeg. Vi hørte, at du var kommet hjem og ville lige snakke lidt. Og sige tak for din hjælp i Flensborg.
– Kom med ind.

Vi går ind i stuen, og jeg viser dem et par stole.
– Vil I have noget? Jeg kan lave kaffe?
De ryster begge på hovedet.
– Nå, siger Polle. Sådan bor du.
– Vi har altså ingen sodavand.
– Hvad lavede du og Lasse i Flensborg?
Det fortæller jeg dem. Jeg fortæller også fra den sidste aften.
– De fortalte mig, at alle stak af undtagen dig. Det er jeg glad for, HT. Jeg er jo ikke så god til at indrømme noget som helst.
– Nej, det er helt i orden, Adrian. Hovedsagen er jo også, at du er frisk igen efter den omgang.

– Var du med til det med de containere?
– Med til og med til. Nej, Polle, det var jeg egentlig ikke. Ikke sådan direkte. Vi havde snakket om det. Jeg kom for sent. Men det brændte noget på for mig. Og så var jeg ærlig talt også begyndt at blive en smule nervøs over den der papkasse med kniv, reb og håndjern i klasseskabet. Ja, sådan en kasse stod der sgu. Hvad fanden skulle det til for?
– Det er da bare en eller anden, der har stillet noget til en teaterforestilling eller sådan noget. Du siger jo også, at den var væk sådan lige pludselig.
– Der har været voksne om aftenen til at lave teater, siger Adrian. Det snakkede fru Larsen om.
– Jeg troede, at Knud, Jens Martin og Kedde havde planlagt at overfalde, binde og skære i mig.
Jeg kan ikke lade være med at grine lidt.
– Første gang jeg så skal slå den dumme skole oven i skallen, punkterer min cykel. Det tog et kvarter. Lasse ville eller kunne ikke vente på mig så længe. Da jeg nåede frem, havde han smidt sine molotovs.
– Men I ville altså brænde hele skolen af? Det siger de.
– Nej, for fanden. Jeg ville kun vælte et par af de containere, der er omme bagved, og det fik jeg overtalt Lasse til at nøjes med. Plus et par plakater, som skulle hænges op på døren med ”Skolen er åndssvag”, ”Skolen for de enarmede halvhjerner”, ”Ned med lærerne” og sådan noget, og så ville vi stikke af fra det hele. Jeg tror, at Lasse antændte affaldet. Bare for at sætte lidt fut i det.
– Der blev da rigtignok sat fut i det. Hele cykelskuret er væk.
– Det ville jeg da godt have været med til. Hvorfor spurgte I ikke mig?
– Det nåede jeg ikke, Adrian. Jeg ventede på dig, da vi skulle hjem sidste fredag, du ved op til ferien. Men så skulle jeg hjælpe fru Larsen, og så glemte jeg det helt. Jeg ved selvfølgelig ikke med Lasse. Pludselig har han jo åbenbart en hel masse kørende, synes jeg.
– Jeg forstår ikke helt alt det her med overfaldet på mig. Hvad fanden er det for nogle gutter?
– De overfaldt dig, fordi du er mørk i huden, men han var nu ikke selv med i det. Tværtimod prøvede han at hjælpe dig. Hvordan har du det med det?
– Tja.
– Det er du ligeglad med?
– Ja, måske. Det trøster da lidt, at han ikke selv var med i overfaldet på mig.
Polle piller lidt ved stolen.
– Er du blevet smidt ud?
– Ja. Arnold, min mors mand, siger, at de ikke vil have mig mere, selv om jeg ikke har gjort noget af det. Jeg ved ikke, hvorfor så. Jo, måske det med Kedde.
– De er bare en samling røvhuller, mener Adrian. Slet og ret røvhuller. Ham Kedde er det største.
– Lasse er også smidt ud. Jeg tror, Keddes far har talt med inspektøren. Han fortalte mig, at I overfaldt ham og bankede ham sønder og sammen.
Nu er det min tur til at pille ved stoffet.
– Sønder og sammen? Han fik et par flade og lidt mere, det er rigtig nok. I ved selv, hvor mange gange han har drillet mig med Hans Tosse og andre øgenavne og noget med min far, og så stod han i cykelskuret den sidste dag før ferien og skændtes helt vildt med Lasse, da jeg kom.
– Og?
– Ja, så sagde han, der kommer Hans Tosse, og så eksploderede jeg og for på ham og slog ham, alt hvad jeg kunne. Det kan godt være, at Lasse også slog eller sparkede ham og holdt ham, men det havde vi ikke aftalt, og jeg havde ikke bedt ham om det.
– Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi overfaldt ham. Et overfald sker pludseligt, uden varsel og bum! Der ligger han. Kedde har jo gået i lang tid og varmet op til at få et par på ørerne.

Polle rømmer sig.
– Nå. Sådan. Jo, det har han vel. Eller? Er du sådan en voldsmand? Jeg kan ikke helt finde ud af det. Han havde fået et ordentligt lag tæsk. Det var altså ikke bare en lussing. Næsen var brækket flere gange!
Ny pause.

– Han har altid været efter mig med sine forbandede øgenavne.
Den er Adrian med på.
– Også mig. Han må jo fejle et eller andet.
Polle ryster på hovedet.
– Ja, mig har han aldrig drillet. Men vi har jo også leget sammen lige fra små. Men du svarer mig ikke: Går du ind for vold, HT?
– Gør du?
– Nej, aldrig.
– Nå, ikke? Du kørte sgu da mig i grøften den allerførste dag. Var det ikke vold?
– Hø, hø. Det var for sjov, det ved du da.
– Nååå. Ja, men det med Kedde var helt sikkert også kun for sjov.
– Det ved du jo godt, det ikke var.
– Hvor går grænsen mellem for sjov og for alvor? Er det sjov eller alvor, når Kedde siger Hans Tosse? Måske første gang. Men hvad med femte gang, Polle?
– Han har aldrig overfaldet dig.
– Er det ikke en form for overfald at kalde mig et øgenavn og det, der er værre? Han sagde også Hitler Tysker en gang.
I lang tid er der på ny tavshed i stuen.

Jeg kører rundt med den fod i gulvtæppet.
– I skulle have hørt en af drengene fra de der Juzis. Han fortalte mig sin historie, og det var forfærdeligt. Hans onkel har udnyttet ham til både det ene og det andet, og det har tvunget ham til at leve på gaden. Så nu sælger han sig til gamle mænd. Jeg fik faktisk ondt af ham. Ja, det lyder sgu, som om jeg er præst.
– Kom bare. Nu vi alligevel er i gang.
– Selv om jeg ikke selv har været ude for de samme ting, ligner det meget alligevel. Nå ja, en lille sladdernyhed. Jeg ved ikke, om det passer, men ham her, som jeg traf i Flensborg, har en kunde fra Danmark. Gæt hvem!
– Øh, ja, men det kan vi da ikke.
– Zackedrengen!
– Hold da kæft. Det tror jeg ikke, siger Polle helt vantro.
– Det er da derfor, han kaldes sådan. Han kan godt lide små drenge!
– Jo, hvorfor skulle det egentlig ikke være ham? mener Adrian med et lille grin. Han er da noget interesseret i at få den gnedet af.
Vi griner ret meget.
– Jeg har ellers en hilsen til dig, HT.
– Fra hvem? Lunte?
– Nej, gæt engang.
– Fru Larsen? Den enarmede?
– Næ, hæ, nej du. Fra Lise Jarl.
– Lise Jarl?
– Ja. Vi var på indkøb i byen, da hun pludselig stod der og spurgte mig, om det var rigtigt, hvad hun havde hørt, at du var blevet smidt ud her i ferien. Hun så helt ked ud af det og ville blot sige, at jeg skulle hilse dig fra hende, og at hun var ked af det med den aften der.
– Tivikali.
Min højre fod begynder at tegne mønsteret i gulvtæppet efter. Det er sværere den anden vej rundt.
– Har du ellers hilsner fra nogen? Kommer Bente stadig sammen med ham idioten i den grønne Anglia?
– Det tror jeg nok. Men jeg ved det ikke.
– Bente, vrisser Adrian. Hun er en narrøv.
– Hvad mener du?
– Hun syntes, at jeg ikke hørte til her, fordi jeg er mørk i huden. Og så har hun selv lortepletter i hele ansigtet!
– Der er noget godt og noget skidt i alle. Jeg kan for eksempel ikke lide, at hun nævner din hudfarve, men jeg kan heller ikke lide, at du nævner hendes fregner som lortepletter.
Polle ryster på hovedet og rejser sig og kigger lidt ud af vinduet.

– Bente er …, begynder jeg.
– Hvordan har du det med, at din mor er død?
– skide sød …, siger jeg. – Selv om hun fanme ikke holdt sig tilbage med at fortælle de andre om mig …
Han afbryder mig bare.
– Jeg er da ked af det.
– Mnnn.
– Hvad så bagefter? Min mor siger, at så kan du ikke blive boende, fordi Arnold ikke er din far eller har adopteret dig.
– Hende fra kommunen har lige været her og spurgt mig, om jeg ville tilbage til min gamle plejefamilie.
– Hvad sagde du til det?
– Hvad tror du? Selvfølgelig vil jeg helst det.
– Hvorfor?
– Jeg har jo ikke andre venner end dig og Adrian her og måske Lasse, og indtil i går var jeg heller ikke engang klar over, om I var mine venner. Men – der er sgu ikke andre, der gider cykle hjem til mig for at snakke lidt. Skolen er lukket for mig, og hvad gør jeg så? Kan dine forældre måske adoptere mig?
Den griner vi af.
– Så bliver vi brødre.
– Hæ, hæ. Så skal jeg bare til at dele julegaver med dig.
– Nej, jeg er rigtig, rigtig glad for at skulle tilbage. Også til min gamle skole.

De sidder lidt. Polle tager en lille flad pakke frem fra inderlommen.
– Nu vi snakker om det. Så værsgo! Den er til dig fra Adrian og mig. Det er altså ikke en for tidlig julegave.
– Hvad så?
– Ja, sådan en slags afskedsgave. Vi vidste jo ikke, hvor du skulle flytte hen. Kun, at vi nok ikke så dig mere.
– Love Me Do! Det må jeg nok sige. Nu skal jeg da vist til at spare op til en pladespiller. Har I selv købt den?
– Min mor. Hun var i Flensborg.
– Den havde Lunte også fået. Lige før ferien.
Jeg vender den. Forsiden viser et billede af fire gutter med specielt hår. Dem har jeg set før.
– Hey! De tre der var med spritbåden, da jeg tog hjem fra vores ”tur” til Flensborg.
– Åh, hold da op. Det er godt med dig. Jeg var også til te hos Fiddejenkryds i forgårs.
– Fiddejenkryds?? Hvem fanden er det?
– Kong Frederik den 9. At du ved det.
– Den er god med dig. Men altså, jo, jeg er helt sikker. Det var sgu dem.
– Du er så fuld af løgn. Men også sjov at høre på.
– Ja, det må du selv om. Det var sgu dem.
– Hør ikke på ham, Polle, siger Adrian. Det er rigtigt nok. Han er sgu så fuld af løgn. På den anden side er hans hår snart lige så langt.74

– Jeg har for resten en ting mere, du vil blive glad over at få, og den er sand i modsætning til dine åndssvage historier. Det er en nyhed.
– Jeg siger jer, jeg så de tre gutter på båden: Ham der, ham der og ham der. Ham der sagde ”Give me a beer” til mig, og ham der sagde ”Shut up, John”.
Jeg peger ret bestemt på tre af de fire musikere fra singlen.
– Ja, ja, ja, den er god med dig. Hold nu din kæft. Min historie er ikke løgn.

– Der er nok tre nyheder.
– Kom nu.
– Først skal vi lige vide: Hvor har du dine nyheder fra?
– Min far er jo nede på politistationen, ved du.
– Kom så med det.
Polle går i gang.
– Nu skal I høre. Normalt kører købmand Taborsen eller hans førstemand bare gennem porten ud på molen med varer til spritbådene. I ved, kaffe og madvarer og sådan noget til restauranten. Når bilen er tømt, kører de tilbage igen med den tomme vogn. Forleden kørte den også tilbage, og så er der noget, der buler ud under presenningen. Tolderen siger til chaufføren, at der er noget, der buler. Nu skal han lige hjælpe. Da han vil skubbe bulen på plads, siger det klir, klir.

Polle griner fornøjet.
– Så tager tolderen fat i presenningen for at få den bedre på plads, mens chaufføren inde i førerhuset på lastbilen gasser op og langsomt kører, og tolderen mister balancen, men holder fast i presenningen, der ryger af og …
– Og hvad så? Polle, hold nu op med det grinen, hvad skete der så? Kom nu med det.
– Så var hele ladet fuld af smuglervarer uden banderole! Spirituskasser og cigaretkasser! Og så spurgte tolderen ham, hvor han skulle hen med det, og dum som manden åbenbart var, sagde han, at det da skulle sælges til kunderne, som alle de andre gange, han havde …
Polle er ved at flække af grin. Hans øjne er helt lukkede, mens han sprutter ud over det hele, og stemmen er helt i overgang igen.
Så tager han sig sammen.
– Lærer Didrichsen og fru Larsen og vistnok også inspektøren er nogle af dem, der har aftaget varerne.
– Er det rigtigt?
Adrian lytter lige så interesseret. Jeg måber også en smule.
– Ja. Der er mange med i det, både hos købmanden og i Flensborg. Dem i Flensborg er også nogle af Lasses venner.
– Og en til, som du aldrig ville gætte på. Kongen bag.
– Nemlig Keddes far, som er storaftager, siger min far. Han står til en lang fængselsstraf, for han har fordelt og solgt dem videre. Han er jo i forvejen grosserer. Det skulle være ham, der har planlagt det hele.
– Det må jeg nok sige. Det må jeg nok sige. Mon Lasse er med i det her?
– Du er vel også så?

– Mnnn.
– Du er slet ikke så hård, som man nogle gange skulle tro. Især, hvis man tænker på det, du har været ude i.
– Du er nu også lidt af en hård nød, Adrian. Jeg kan huske, da Bente prøvede at snakke om, at du ikke var dansker …
– Ja, jeg har egentlig intet imod hende. Men da hun rullede den ud mod mig, var det slut. Så skulle hun bare have!
– Du gjorde altså også lidt nar af hende, da hun skulle læse noget engelsk op, eller hvad det nu var …
– Nej, det var sgu ikke hende. Det var Thomsen. 75

Den sidste gæst er gået. Det var onkel. Han er kommet hele vejen fra Sverige for at være med i begravelsen af sin søster.
Han krammer mig, da han siger farvel og tager sin pelsfrakke af og smider på bagsædet, inden han sætter sig ind.
– Du må besøge mig i Sverige, siger han.
Han har en stor Austin Cambridge i hvid, og den er helt ny og dufter af læder indeni. Jeg fik lov at køre med ham ned til kirken. Han kørte med kun en hånd på rattet, og på ringfingeren sad en kæmpestor guldring, og fingrene trommede på ratkransen.
– Vil du prøve at køre den? Som i gamle dage?
– Neeej, det er nok ikke så godt. Men tak, onkel.

Det var den største bil på parkeringspladsen.
Onkel parkerede den foran indgangen til kirken ud for skiltet med ordet Menighedsrådsformanden.
Med til begravelsen var Hanne Hack fra kommunen og også Sigfred og Elna, der havde røde øjne. Hun kom straks hen mod mig og krammede mig.
– Ja, det er hårdt at miste sin mor, snøftede hun.
– Ja, men jeg har jo dig nu, Elna.
Jeg knugede hende så hårdt, at hun gav et lille hups fra sig.
Hun blev ved med at stryge mit hår væk fra panden, mens hun prøvede på at sige noget. Det lykkedes hende aldrig. Men Sigfred kunne dog sige noget. Tyk i stemmen hviskede han til mig:
– Vi skal hilse så mange gange fra Eva. Hun glæder sig til at få sin plejebror hjem igen. Jeg tror, det er forbi med hendes kæreste, og så mangler hun nok en at betro sig til.
Jeg så på ham.
– Vi glæder os også, men det vil du ikke høre Elna sige i dag. Så bryder hun da helt sammen. De savner dig også på skolen, har jeg lovet at sige dig. Fra din gamle klasselærer.

Jeg sidder på sengen i mit værelse. Arnold er også til afhøring i dag, men fik dog lov til at være med til begravelsen i går. Han har ikke grædt særligt meget siden selve dagen.
– Jeg er så ked af det, HT. Jeg synes jo, at vi to nok skulle kunne finde ud af det.
– Ja, det er en skam, sagde jeg og begyndte at tage ud af bordet.
– Jeg smutter, råber han, og yderdøren smækker.

Nede under min seng stikker noget sort frem. Min kuffert. Det varer ikke længe, så skal jeg til at pakke. Igen. Ved at tænke på det stiger min puls helt automatisk.
Mor sagde, at jeg godt måtte få hendes kuffert, en fin og mindre og nyere end min egen.
Jeg går ind i soveværelset for at hente den.
Et normalt forbudt område, men jeg har da lov til at hente mors kuffert, der altså er min nu. Jeg kan ikke lige finde den.
Jeg leder alle de steder, jeg kan komme i tanker om. Er den smidt væk, er der ikke noget at gøre ved det, men jeg kunne nu godt tænke mig at finde den, om ikke andet så blot fordi den var min mors.
Åbner skabene og kigger ind. Der er intet spor efter nogen kuffert. Under sengen. Bag gitteret ind til skunken i den ene side.
Åbner døren ind til skunken i den anden side. Jeg skynder mig, for jeg ved jo ikke, hvornår Arnold kommer hjem. Det er hans soveværelse.
Jeg opgiver. Så vigtigt er det vel heller ikke. Går ind i stuen og sætter mig. Jeg kan spørge Arnold, når han kommer, om han har set den?
Har jeg overset noget? Altså, en kuffert er så stor, at den ikke bare sådan uden videre kan gemmes på et forholdsvist lille område.

Jeg går ind i soveværelset igen, mens jeg tænker på, at der oven på cykelskuret er et depotrum. Måske skal jeg derop og lede også. Der er ikke andre muligheder i lejligheden.
For anden gang lukker jeg døren op til klædeskabet og skal lige til at lukke den igen, da jeg opdager den skjult bag en af hendes kjoler. Hjertet dunker i mit bryst.
Jeg skulle nok have ledt der først. Åbner den, og den er helt tom.
Den placerer jeg inde på mit værelse og står lidt.

– Nej, Kristian. Grav den ned eller brænd den eller gør begge dele. Det er ikke værd at samle på. Kunne hun have sagt om den gamle kuffert, den med brevene.
Men jeg synes nu, at jeg har set den et eller andet sted på et eller andet tidspunkt.
I hele vores lejlighed er der nu kun et sted tilbage, hvor jeg ikke har ledt endnu.
Går ned i cykelskuret og tænder lyset. I loftet sidder lemmen, og jeg åbner den og hiver stigen ned.
Mir hjerte banker helt vildt.
Tænder pæren deroppe og kigger rundt. Her ligger der mange ting. Endda en gammel, blå drengecykel. Pulsen stiger endnu en tak. Jeg går op og møver mig med bøjet nakke hen til den. Den er fuld af støv. Jeg aner ikke, hvorfor de ikke for længst har smidt den ud. Den ligger parat til at forære en lille dreng, der skal cykle temmelig langt i skole.
Jeg ser mig om. Et par store kasser, jeg får lyst til at lukke op, hvad kan det være, og da jeg prøver, opdager jeg en gammel kuffert nederst i den ene. Med besvær får jeg den hevet frem og banket op. Mit hjerte banker så højt, at det snart må banke ribbenene skæve.

Den indeholder en masse gulnede breve, og jeg lukker den igen og tager den med op på mit værelse efter omhyggeligt at have støvet den af først med en våd klud.
Sidder og kigger lidt på den og åbner den igen.

Jeg roder blandt de gule breve, der er i bundter med elastik om. Nogle gange knækker elastikken, så gammel er den. Der lugter underligt.
Det er alle breve til Kristian og Susanne. Fra hinanden. Gamle poststempler, og nogle af dem er helt tydelige. 1946, 1947, 1948, 1954 kan jeg se. På stemplerne står der både København, Århus, Haderslev, Vojens og Næstved.
Far var soldat i Næstved i 1948.
Jeg prøver at lægge dem i orden efter dato. De kan alle åbnes uden besvær. Jeg piller lidt ved det tidligste brev, ikke sikkert det er det tidligste. Nogle datoer kan ikke læses.
Jeg vender konvolutten. Det er fra mor til ham. Jeg tager forsigtigt brevet ud af konvolutten, men kun halvt. Kigger lidt ud ad vinduet.

Der er helt stille nu. Ikke en lyd udefra.
Jeg har taget brevet helt ud. Sidder og banker det let ned i den anden hånd, inden jeg løfter det og læser den første linje.
Der står bare Til min skat. Så derfor læser jeg også næste linje, og da den ikke slutter, må jeg læse hele afsnittet.
Afsnittet fortsætter også i næste afsnit, og inden længe har jeg læst hele brevet.
Mor er meget forelsket, så meget kan jeg se. Hun skriver om noget, de har deltaget i, men ikke hvad.
Jeg fisker det næste brev frem, og det er fra far.
Han besvarer hendes brev, og det er med brug af de samme ord. Lille elskede. Min skat. Når vi to …
Jeg lægger det omhyggeligt tilbage i kuverten og sidder lidt.
Ingen kender disse breve nu, medmindre mor har fortalt Arnold om dem, og det er der intet, der tyder på. De to, der har skrevet brevene, er begge døde. Jeg er den eneste i hele verden, der kender dem og nu foreløbig har læst to.76

Jeg sætter mig op til skrivebordet og lægger brevene i den rækkefølge, de er skrevet i. Dem, jeg ikke kan aflæse poststemplet på, lægger jeg ned i skuffen.

Jeg læser dem nu alle sammen, helt systematisk. Hvert ord suser ind i min hjerne og lægger sig sammen med de øvrige.
Jeg pudser næse og fortsætter. Pludselig standser jeg og må læse igen. Ser på datoen. 12. august 1946. Det er fra mor. Brevet er fuldkomment anderledes. Hun skriver nemlig ganske kort, at de skal mødes det sædvanlige sted søndag aften klokken 20. Ikke noget med kærlig hilsen eller kys eller den slags.

Næste brev er helt henne i september. Det er fra far, og han skriver i meget korte sætninger. Han starter med Kære min egen Elskede Sus! og slutter med Mange kærlige Hilsener og 1000 Kys fra din Kristian, mens mor altid bare skriver Kære Kristian. Kærlig Hilsen Sus.
”Far og mor vil mig det Bedste. Men de synes også, at jeg bliver nødt til at tage Konsekvensen af vores lille Eventyr i Sommer. Far siger direkte til mig, at jeg ikke har noget Valg, og at han vil hjælpe os med Arbejde, Lejlighed og Barnet”.
Herefter er der forskellige breve, inden et julebrev, hvor far skriver, at når de nu skal giftes, skal de aftale, hvem der gør hvad og sådan noget. Mor skal være husmor og tage sig af huset, rengøring, madlavning og den lille, der snart kommer, og far skal gå på arbejde og tjene pengene.

Jeg læser og læser og er omhyggelig med at lægge alle breve tilbage i de rigtige kuverter og i den rigtige rækkefølge.
I efteråret 1947 skriver far i et af brevene:
”Du kan næsten ikke forestille dig, hvor glad og stolt jeg er over at være far til sådan en fin lille Dreng. Hvor er han sød, og ham er jeg Far til! Du kan tro, det er jeg glad for”.
I et af brevene fra 1948 skriver mor: ”… Det er slut med Marius, i går sås vi for sidste Gang. Du må tro mig, Kristian. Nu gælder det dig og Hans Theodor. Nu starter vi forfra …”

Far skriver herefter fra gardehusarkasernen i Næstved, at ”… jeg er så ked af, at du har været mig utro, og jeg håber, det er forbi med Marius, når jeg kommer Hjem, som du har fortalt mig i sidste Brev. Jeg kan heller ikke lide, at du konstant får Drengen passet hos Naboen, fordi du skal besøge din Elsker. Jeg elsker den Dreng over alt på Jorden, og jeg synes, du forsømmer ham alt for meget …”.

I et brev, hvor poststemplet er ulæseligt, skriver far noget, jeg ikke forstår: ”… Håber ikke, det sker igen, og at det blot var en Fejl, du begik! Hvis ikke, er der da noget helt galt med dig …”, resten er mere eller mindre ulæseligt. Der må være spildt kaffe eller sådan noget ned over siderne.

I 1954 er han i København, det står på stemplet.
”Jeg længes efter jer. Min skønne kone! Min dejlige dreng! Jeg glæder mig til at komme hjem til jer!”
En seddel falder ud, og der er heller ingen dato på.
”Kære Sus. Jeg kan snart ikke mere. Du driver mig til vanvid, fordi du alligevel ikke vil holde op med at se Marius. Jeg er ked af, at det hele tiden skal gå ud over Hans Theodor, men jeg bliver så rasende, når du ikke vil have noget med mig at gøre og ikke laver andet end at drikke dig selv i jorden og besøge Marius. Jeg skriver dette fra Århus, fordi jeg trængte til at komme lidt væk hjemmefra. Jeg ved ikke, om vi ses igen. Hvis vi gør, er det udelukkende for Hans Theodors skyld. Jeg savner altså den dreng sådan”.

Så pakker jeg dem alle ned igen i kufferten, som jeg skubber ind under sengen ved siden af mors kuffert og min egen. Dem fra skuffen har jeg læst og lagt indimellem, hvor jeg troede, de hørte til.

Lægger mig på sengen og ser op i skråvæggen. Jeg har egentlig altid boet på et værelse med skråvægge. Polle har et værelse med helt lige vægge og et firkantet loft.
Hvad stod der? ”… Vi må tage Konsekvensen af vores lille Hyggestund i Høstakken … ”Barken Margrethe af Danmark” skulle altså vise sig at være en dyr Film …”, skriver mor.
Hans Theodor er en dyr fornøjelse at have. Bedst som man hygger sig, kommer han og ødelægger det hele. En dreng, der ikke er råd til.

I brevene fra 1948 fra Næstved skriver far ”… glæder mig sådan til at komme hjem på lørdag og se vores guldklump …”.

Og lidt senere: ”… Hvorfor har du ikke gjort det forbi med Marius, som du lovede? Alt er så trist. Jeg hader dette liv …”.

Det er underligt, så mange steder far skriver, at han glæder sig over mig og til at se mig igen.

Brevet uden datostempling ligger øverst: ”… Håber ikke, det sker igen, og at det blot var en fejl, du begik! Hvis ikke, er der da noget helt galt med dig …”.
Jeg pakker det ned til de andre, men da jeg tager hånden tilbage, hænger papiret i min flækkede negl og følger med op på skrivebordet igen:
”… Håber ikke, det sker igen, og at det blot var en fejl, du begik! Hvis ikke, er der da noget helt galt med dig …”.

Guldklumpen rejser sig, går ned i cykelskuret og cykler en lang tur.77

Næste morgen er det meget tåget. Ingen vind, ingen regn og alligevel fugtigt i luften. Det er dagen, og inden i mig bobler det.
Jeg tager en dyb tallerken frem og leder efter havregrynene. Der er ingen. Det er også lige meget, for der er klumper i mælken. Jeg hælder den ud i vasken.
To stykker rugbrød med leverpostej kan gøre det. Jeg gumler og sidder helt alene. Arnold er ikke hjemme. Enten er han kørt tidligere, eller også er han slet ikke kommet hjem endnu.

Jeg nynner lidt med mad i munden. En leverpostejmelodi. Sidste morgenmad alene.
Jeg går ind på værelset og samler de sidste ting sammen. Min kuffert og mors kuffert og taske og skoletaske og en anden taske. Det kunne lige være der, det hele.
Jeg stiller det ud på gangen, så værelset er helt tømt.
Henter kost og fejeblad og fejer det hele, sætter stolen op på skrivebordet. Åbner vinduet endnu mere, ser på uret. Om en time.

Bærer alt ned ad trappen og stiller det lige uden for døren på fliserne. På måtten indenfor ligger dagens post. Tager avisen med op, smider den på køkkenbordet og går ind og betragter mit tomme værelse.

Tager til sidst den gamle kuffert under sengen og betragter den. Jeg stryger hen over det slidte læder, som måske ikke engang er læder.
Et øjeblik senere bærer jeg den ud og stiller den et stykke fra de andre.
Hanker op i den og med skovlen i den anden hånd kigger jeg søgende efter et sted ovre i hjørnet ved siden af hækken. Der har stået et eller andet, måske grønsager eller kartofler.
Jeg begynder at grave og kommer hurtigt til at svede. Efter et stykke tid er hullet stort nok, og jeg smider kufferten derned.
I værkstedet finder jeg en benzindunk og står igen et øjeblik, så hælder jeg det ned i kufferten til alle brevene.
Tager tændstikkerne frem og smider en brændende ned, og ilden tager fat med et knald, som jeg godt husker det.
Flammerne står op af kufferten, og det tager kun kort tid, så er den brændt til en ukendelig gang splat.
Skovlen kommer rigtigt på arbejde, så hullet fyldes helt igen, og jeg arbejder, mens jeg forpustet fløjter Åh, Marie, a vil hjem til dei, men opgiver allerede efter første linje.
Jeg slutter af med at klappe godt omkring, rager lidt frem og tilbage med, hvad der ellers ligger der og stiller den tilbage i værkstedet. Nu er jeg begyndt på flere gange at kigge ud på vejen. De må snart være her.

Jeg venter oppe i køkkenet. Sidder og kigger ud af vinduet. Kigger på mit armbåndsur. Har jeg rent lommetørklæde? Henter inde fra soveværelset et af Arnolds i kommoden, alt imens jeg fløjter videre. Tager to for en sikkerheds skyld.
Jeg putter fløjten lidt væk. Mors dyne er der stadigvæk. Ligger der så fin og parat, hvis hun skulle komme tilbage. Jeg sætter mig igen ved køkkenbordet og venter. Kan læse avisen så længe. Der falder et brev ned, og jeg ser nysgerrigt efter, hvem der skriver til Arnold. Kaster igen lige et blik ud af vinduet.
Det er slet ikke til ham. Mit navn står udenpå.
Indeni er der ikke andet end et foto med Bente. På bagsiden skriver hun, at hun ”… ikke kører i Anglia mere. Jeg tænker meget på dig, og måske har jeg skylden for, at det er gået, som det er. Men jeg kan heller ikke glemme en vis aften hos Clausen. Ring til mig, hvis du stadig har det på samme måde … ”.
En bil dytter og nærmer sig, og jeg rejser mig langsomt og går tøvende. Ned ad trappen, trin for trin. Åbner tasken. Jo, alt er der.
Standser ud for trappevinduet. Fløjter ikke længere. Jeg kaster et hurtigt blik ind på toilettet for lige at se, om håret sidder, som det skal. Bare for en sikkerheds skyld. Det kunne jo være, at Eva var med.
Det er en halvvoksen ung mand inde i spejlet. Måske skulle han begynde at tage sig lidt sammen, som den enarmede foreslog? Han kan være på vej til selv at bestemme over sit liv i stedet for bare at lalle af sted som en anden idiot og altid gøre, hvad andre siger.
Hvorfor ikke allerede fra i dag? Det er Sigfred god til at snakke om. Jeg kan se, at han smiler, ham der i spejlet, for nu roder han rundt med håret, så det hænger lidt mere ned i panden.

Den dytter igen.

Mærker endnu engang efter, at Love Me Do og billedet af Bente er i min inderlomme, og billedet af Eva er i tasken.
Jeg låser og smider forsigtigt nøglerne ind ad brevsprækken og tager mine kufferter og tasker og slæber det hele ud til lågen.

Der er flere af

Mine Bøger

Forfatter

Finn Wilkens

Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.
Vis alle indlæg

SLÅET HJEM

Der er flere af

Forfatter