Overskriften er måske vinklet lige hårdt nok, men … det fine søbad har desværre måttet se i øjnene, at der er nogen, der behandler det mindre godt!
Det var en dejlig dag
da Søbadet ved Thisted Kystvej åbnede sin flotte nyrenovering i 2022. Solen behagede at overstråle hele scenariet med borgmester og andre nette honoratiores til at forgylde dette øjeblik.
Men det var sidste år
En flittig bruger af søbadet udtaler sig forholdsvis anonymt til THY.pt og afslører grænseløse og hæmningsløse eksempler på svineri og utålelig kasten rundt med og ødelæggelse af ting og sager.
Nogen ved ikke, hvordan
de skal opføre sig på et toilet og sviner med både det ene og andet. Da meningen er, at der skal være fri og uhindret adgang til dette dejlige sted, er der ikke låst – heller ikke om natten.
Det er der dog nu. Og der er kode på nogle af rummene, som daglige brugere kan benytte.
Der er oven i købet i år
kommet 1. mio kr. fra Nordea-fonden til projekt, der skal udvikle mulighederne for nye og flere aktiviteter ved Søbadet i Thisted. Måske tænkes der på at forlænge hegnet ud mod kystvejen, da en del badegæster har fundet det en smule træls, at bilisterne på lang afstand har kunnet se på dem – mere eller mindre afklædte.
Svineriet
sker mestendels om aftenen (og natten?) og er så udtalt, at der i dette pæne magasin ikke kan vises billeder. En bruger fortæller med rædsel i stemmen om fundet af en ja, lad os kalde den ved dens rette navn, lort pænt anbragt i et skab!!
Et par af de daglige brugere rydder pænt op, men det er ikke en særligt acceptabel fremgangsmåde, at nogen skal svine, og så har de nogle bedsteforældre til at gøre rent …
Så - hvad gør man?
Vagtmand? Nej, det er udansk.
THY.pt foreslår at indhegne hele Søbadet og lade adgangen ske på samme måde som på biblioteket: Identificer dig med ID-kort og bliv lukket ind.
En forholdsvis billig løsning, for hegnet står der jo visse steder og er ikke til at klatre over – trods alt. Så det er ude ved siderne, der skal nyopføres.
Når det lykkes tilsyneladende så smertefrit og nemt som på biblioteket, kan det vel også lykkes her. Kameraovervågning er det næstbedste alternativ, men hætter kan skjule mangen et fjæs, og halvnøgne badegæster synes ikke om at blive videofilmet – hverken her eller der.
Du siger, at adgang også kan ske via vandet? Jo, men det er ikke sandsynligt, at hærværksfolk og berusede elementer af forskellig alder kan pjaske rundt ude i vandet for at komme op og lave sjov.
Derfor: Adgang med ID-kort – døgnet rundt. Og så kunne en vagt- eller politipatrulje måske også lige køre forbi om aftenen – bare en gang imellem.