Stem her nederst på siden på resultatet i aften

Mona brokker sig over TV i TIDEN

Jeg kan godt lege spåkone for et kort øjeblik.

Det er nemlig sådan med dansk fodbold på internationalt niveau, at hver gang vi er undertippede, har vi en større chance for at vinde.

Og hver gang medierne flyder over med begejstring og gloser, der svinger sig helt op i bardunerne på Dannebrog, taber vi. Hvad skete med guldholdet i 1986? Ja, rigtigt. En Jesper Olsen. Desværre.

I aften vil tjekkerne få et hurtigt mål, og det vil påvirke det danske landshold negativt. Selvfølgelig! Sådan er det jo.

Men træner Hjulmand vil hurtigt og effektivt ændre taktikken til 2-4-4 og angribe for fuldt drøn.

Desværre går det ud over det bagerste forsvar, og tjekkerne slipper igennem og får et mål mere. Det knækker ryggen på os. Fortumlet må vi tavse og skuffede se på, at alt smuldrer på banen for de danske farver. Vi slukker tidligt for fjernsynet, så vi ikke skal overvære ydmygelsen på 5-1.

I aften vil Danmark få et hurtigt mål, og det vil påvirke det danske landshold positivt. Selvfølgelig! Sådan er det jo.

Træner Hjulmand vil hurtigt og effektivt sørge for at bevare føringen ved klogt at ændre taktikken til 4-4-2 og forsvare det danske mål.

Endnu engang ser vi et dansk landshold med champagnefodbold brillere. Tjekkerne er rådvilde og ved ikke, hvilket våben de skal anvende. Midt i anden halvleg taber en af deres spillere besindelsen og nedlægger Dolberg. Det danske hold lukrerer på overtallet og hiver en sikker sejr hjem på 5-1.

Deltag i afstemningen. Slutter sjovt nok klokken 18!

[democracy id=”12″]

Og sådan gik det:

Danmark vandt med nød og næppe 2-1.

Dermed fik flertallet i afstemningen her på siden faktisk ret. Nu gælder det semifinalen på Wembley, formentlig mod England. Dem banker vi da gule og blå. De er jo slet ikke medlemmer af EU, så …

Forfatter

  • Kommafundamentalist og ortonørd og ansvarshavende chefredaktør med en livslang appetit på at skrive. THY.pt udgør et thyskt netmagasin, der både peger indad mod thyboerne og udad mod verden, og som er formuleret i et uhyre gammeldags sprog uden stavefejl og klicheer og floskler og smarte engelske ord. Der er planlagt og datolagt et antal indslag, herunder chefredaktørens sidste tekst. Han er oppe i alder, og man ved aldrig! Får du meddelelse om hans (alt for tidlige) død, skal du holde øje med hans allersidste artikel, som er hans egen nekrolog. På den måde kan hans gravskrift afleveres med et lille smil og være slutpunktummet for det tidligere KlitPosten.dk og THYposten.dk og nu THY.pt. Det har moret ham at lave netmagasinet og givet pensionistlivet farve og rødvin. Han lover at give et praj til de overlevende, såfremt han skulle havne et sted, hvorfra der kan sendes en sikker SMS.

    Vis alle indlæg