I går skete det så.

Min kone studerede de nye kataloger fra Ikea med interesse og så på Ivar, Fjunte og Oscar; en stol hed Carina og havde skæve tynde ben forneden og tykkere længere oppe og øverst et vældigt bredt sæde. Man tør næsten ikke tænke på, hvordan den ville se ud, hvis den havde højt ryglæn. Jeg stod bagved og kiggede hende over skulderen med bange anelser, der nemt kunne blive til mere end anelser, - skulle det vise sig -.

Næste dag drog vi af sted og indkøbte et til vort soveværelse nødvendigt skab, der vist hed Mikkel, og fik udleveret en tung og flad pakke. Betale og hjem og fikse.
Undervejs meddelte jeg noget bekymret min livsledsagerske, at i enhver anden familie ville det nok hedde, at det med at samle sådan en flad pakke til et stort klædeskab skulle far nok ordne. Men jeg var altså en smule urolig.

Jeg lagde nemlig brugsanvisningen, der viste sig at være i stort format, på gulvet straks efter hjemkomsten og spredte Mikkel ud over hele gulvet og gik så ellers frem bogstav for bogstav, tal for tal. Teoretisk var alt, som det skulle være. Jeg betragtede opgaven som en svær, men ikke uløselig sudoku. En matematikopgave til studentereksamen. Løs a og gå videre til b. Løs b og tag fat i c. Kig på a og test forløbet. Er alt i orden? Min svensk-danske ordbog var slået op for alle tilfældes skyld. Mine frontallapper var i allerhøjeste beredskabsmodus. Jeg var nået en alder, hvor en lille pude på gulvet gjorde underværker. Min mave faldt efterhånden lidt til ro.

Herregud! Jeg har måske før haft visse problemer med en Mikkel, men ham her? Han skulle bare ned med nakken.